Henrik Oldenburg SHERRY

Transkript

1 Henrik Oldenburg SHERRY Opdateret 14/

2 António BARBADILLO Barbadillo er især kendt for at være den største producent af den tørre manzanilla fra havnebyen Sanlúcar, men der er sikkert flere danskere, der vil nikke genkendende til deres sødmefulde olorosotype Fad no.6, der stadig produceres og siges at være den mest solgte Sherry i den dansk-tyske grænsehandel. Fad no. 6 fik en tør halvbroder ved navn Fad no. 7, men den laves mig bekendt ikke mere. Barbadillo er et af de ældre Sherryhuse, grundlagt allerede i 1821 af Don Benigno Barbadillo, der kom tilbage til Sanlúcar efter tyve år i Mexico. De lægger stor vægt på, at de stadig er familieejede, og at familien er spansk. De råder over en bagatel af godt 500 ha vinmarker i Jerez og omegn. Bortset fra Danmark kender de fleste Sherrydrikkere Barbadillo for de to glimrende manzanilla er Muy Fina og Solear.

3 Bodegas BOBADILLA Importør: INGEN Bobadilla har haft en broget skæbne, siden Don Manuel Fernández de Bobadilla Martínez i 1882 grundlagde bodegaen ved at købe sig ind i et nedlagt kloster. Familien bed sig fast, og efter Don Manuels død i 1924, skiftede bodegaen navn til Bobadilla & Cía en forkortelse for Compañía og blev familieselskab. Gonzalo Fernández de Bobadilla gjorde familien berømt ved at udvikle en ny klon af Palomino Palomino 84 der gav et 50% større høstudbytte, uden at det så ud til at skade kvaliteten. Men familien kastede også en brændende kærlighed på deres brandy, og produktionen af vin og brandy blev efterhånden så stor, at Bobadilla som den første af de større bodegaer flyttede ud af Jerez, hvor pladsen efterhånden var trang. Det hollandske likørfirma BOLS bød i 1987 på Bobadilla og havde fået aktionærernes velsignelse, men blev på målstregen overhalet af en fra familien: Alvaro Fernández de Bobadilla, efter sigende med økonomisk støtte fra Danmark. To år senere, i 1989, blev Bobadilla fusioneret og skiftede navn til Bodegas Bobadilla SA, men allerede i 1992 overtog Sherryhuset Osborne aktiemajoriteten og blev hermed den største producent af Brandy de Jerez, idet de sad på godt 42% af produktionen. Brandy ens opgang er indtil videre blevet Sherry ens nedgang, for Bobadillas Sherry er er sendt på museum.

4 Bodegas Luis CABALLERO Grupo Caballero er mere kendt for, hvad de har købt, end for deres egen produktion. I 1990 rystede de den store Sherryverden ved at sikre sig tophuset Emilio Lustau, og i 2008 erhvervede de fire af Pedro Domecqs mest berømte og bedst sælgende mærker: La Ina, Rio Viejo, Viña 25 og Botania. Det er mindre kendt, at starten til bodegaen blev gjort så tidligt som i 1795, hvor vinfamilien Cabaleiro do Largo flyttede fra Vigo i Galicien til Chipiona. I 1830 købte de lagerbygninger i El Puerta de Santa María med tilhørende gamle soleraer af amontillado og oloroso. I mellemkrigsårene slog de sig på glas og diverse drikkevarer og skiftede navn til det mere passende Grupo Caballero, men bodegaens navn bruges stadig til deres Sherry er.

5 Bodegas La CIGARRERA Det er Carmens kolleger cigarpigerne, der lægger navn til bodegaens mest kendte og mest producerede mærke Manzanilla La Cigarrera, og det er en stærk kvinde, der er ejer i dag, dog aktivt hjulpet af to sønner. Bodegaen blev grundlagt så tidligt som i 1758, hvor en forretningsmand fra Barcelona købte sig ind i et gammelt kloster i Sanlúcar. Den har været i familiens eje lige siden, men den har skiftet adresse adskillige gange, dog stadig tro mod Sanlúcar og manzanilla en, der udgør 90% af deres produktion. Indtil 1998 fungerede familien som almacenistas, men en lovændring det år gjorde det muligt for dem at aftappe og sælge vinene under deres eget mærke i stedet for at sælge videre til større Sherryhuse.

6 DELGADO ZULETA Delgado Zuleta begyndte i 1744 som vinfirma med særlig forpligtelse til at sælge vin til de nye kolonier i Sydamerika. Dette marked gik tabt, da kolonierne blev selvstændige i begyndelsen af 1800-tallet, men så kom en sømand til byen (Sanlúcar), giftede sig med arvingen og fik firmaet i gang som en Sherryproducent, man måtte regne med. I 1918, hvor resten af verden trak vejret igen efter Første Verdenskrig, lancerede Delgado Zuleta deres første flaske Manzanilla La Goya, opkaldt efter en samtidig danserinde. Mærket har siden været deres kendteste mærke. I 1978 fusionerede de med et andet firma og knopskød i de følgende år, men i 1998 vendte de så at sige bøtten og valgte at koncentrere sig om at lave manzanilla af særlig kvalitet. De solgte også deres vinmarker og har siden købt most og vin fra andre producenter. Godt 90% af deres samlede produktion er manzanilla. Derfor har de også en betydelig produktion af amontillado. 15,5/20 Monteagudo Amontillado Tiltalende lys mahogni. Den har både nøddenæse og nøddesmag og er til nødder, skinke og hygge. Den har fine træk af manzanillas umiddelbare friskhed, men den har også nogle af de traditionelle småbitre gærnuancer, så den skal iltes min og gerne nydes let afkølet. 16/20 Monteagudo Oloroso Mørkebrun og mere afklaret end amontillado en overfor. Den er tør, slet ikke sød, som oloroso ofte er, vellavet og harmonisk. Et fornemt glas hyggevin eller et glas til nødder, ost, kage. Nøddesmagen kan den godt supplere selv.

7 Álvaro DOMECQ Det var noget af et kup, Álvaro Domecq Romero gjorde i 1999, da det lykkedes ham at købe beholdningen hos Jerez ældste almacenista, Pilar Aranda y Latorre, der hidtil havde forsynet bl.a. González Byass og Emilio Lustau. Álvaro Domecq begyndte at sende nogle af de fineste vine på markedet under sit eget navn, og efter nogle diskussioner med Pedro Domecq om navnesammenfald er de to Domecq er tilsyneladende kommet til enighed. Efter nogle aktieopkøb er firmaet kommet i selskab med vinproducenter i Rioja og Rueda, foruden at de laver vineddike og brandy. Deres mest bemærkelsesværdige Sherry er er de tre VORS-vine Oloroso 1730, Palo Cortado 1730 og Amontillado For at gøre familieforvirringen total, er 1730 det år, hvor den unge irer Patrick Murphy købte den bodega, der senere blev til Pedro Domecq! 19,5/20 Álvaro Domecq 30 Años Oloroso Line 1730 "Denne 30-års Oloroso er en af perlerne i Álvaro Domecqs samling af 1730-vine, og fra første snif til sidste dråbe beviser den både alder, modenhed og klasse. Den har fylde, den har power, den eksploderer i munden som en vellykket, moden Vintage Port og holder sig tæt, koncentreret, aristokratisk. Tætheden er markant, det samme er den lange, tørre, delikat røgede smag og eftersmagen, der begynder med en lille bitterhed, der ikke er bitter, men også fornem og giver karakter. Det er en raffineret, poleret, fuldvoksen Sherry, der kalder på så forskellige partnere som en nøddesmagende skinke (bellota) eller en god cigar. Som hyggevin kan den tage kampen op med den mest personlige Malt Whisky og med nogle af samme egenskaber: fornemhed, distance, røg og modenhed. Herlig, herlig." 239,95 kr. (37,5 cl.) 16/20 Alburejo Oloroso Den begynder med en knivspids sødme, der straks overdøves af en beslutsom tørhed, der holder sig langt og længe. Den samler sig nydeligt i glasset efter min. luft. Det er en let tilgængelig Oloroso, der er let at bruge, men især egner sig som aperitif og hyggevin. 119,95 kr.

8 Pedro DOMECQ Importør: INGEN Den unge irer Patrick Murphy kom I 1725 til Sydspanien for at gøre forretninger med tømmer, men opdagede, at der var mere morskab og flere penge i at handle med vin, og i 1730 købte han en bodega, som er blandt de ældste, man kender til. Murphy fik en kompagnon, Juan Haurie, der overlevede ham, og under hans 5 nevøer voksede forretningen, indtil der i 1814 kun var én tilbage, og plaget af Napoleonskrigen og økonomiske problemer overdrog den sidste nevø bodegaen til Pedro Domecq, hvis velhavende familie meget à propos var flygtet fra Sydfrankrig til London under Den franske Revolution nogle år før. Hjemme fra Béarn, ikke så langt fra Cognac, kendte Pedro Domecq til kunsten at destillere vin, så efter at have omdøbt det gamle firma til Pedro Domecq i 1822, rekvirerede han udstyr hjemmefra og begyndte at lave brandy. Det resulterede i mærkevaren Fundador i 1874, også i dag et af de mest kendte brandymærker i Jerez. Der kom mange gode år, hvor der blev etableret senere værdifulde soleraer, de begyndte at lave brandy i Mexico, købte et whisky destilleri og begyndte at lave rødvin i Rioja. Måske var det af lutter vokseværk, at Grupo Domecq, som de nu kaldte sig, i 1994 blev opslugt af Allied Lyons, der i forvejen ejede Harveys. Fusionen kom til at hedde Allied Domecq, men den levede kun til 2005, så blev den opslugt af Pernod Ricard. Vokseværket og opkøbene har ikke gavnet Domecqs navn og slet ikke deres fine vine. Deres mest berømte Sherry er fino en La Ina, der blev lanceret i 1922, men stammer fra en solera, der blev påbegyndt i fredsåret Klassikere som Capuchino Oloroso og Palo Cortado Sibarita stammer fra endnu ældre soleraer, påbegyndt i hhv og Ligesom Domecqs andre produkter er de nu spredt over mange hænder, der ikke alle er lige kærlige.

9 Bodegas DIOS BACO En ny bodega blandt mange gamle, for Dios Baco blev født så nyligt som i 1992, efter at køberen José Páez Morilla - og hans familie i flere generationer havde specialiseret sig i bordvin og vineddike. Det var især af sidstnævnte årsag, han i 1992 af Bodegas Palomino & Vergara købte en bodega i Jerez. Dette gamle firma ejede en overgang 12 bodegaer, opkaldt efter hver sin apostel, derfor blev Bodega Mateo nu omdøbt til det noget mere løsslupne Dios Baco guden Bacchus! I dag laver de Sherry i tre serier: Bulería, Dios Baco og Baco Imperial, sidstnævnte bestående af VOS amontillado og PX samt VORS palo cortado og oloroso. 16,5/20 Dios Baco Amontillado Viejo Lys og let, med fine nuancer fra røg og nødder til pomeransskal. Den er ikke tynd, men slank om livet og derfor også adræt og yndefuld. Giv den luft og servér den som aperitif eller let afkølet til suppe, skinke, ost eller nødder. Den er enkel, men enkelhed kan også være en dyd. 124,95 kr. 18/20 Dios Baco Oloroso Seco "Tør hedder den (seco), og det er den, ikke knastør pga. syre, men udtørrende og med en finish og eftersmag, der er småbitter. Halsetiketten fortæller også, at den er caoba (mahognifarvet) og con cuerpo (fyldig), og begge dele passer. Smuk i glasset pirrende i næsen med nødder og røg - og blød, fyldig og mere røget i munden - indtil den slutter langt, tørt og raffineret. Den er fremragende som aperitif, men kan også bruges til lette retter uden for aggressiv krydring, til tør ost og kage (nødder). 164,95 kr.

10 DUFF GORDON Importør: INGEN Meget britisk og tidligere også meget omtalt. Mønstret er også meget traditionelt: En ung brite (her skotte) kommer til Jerez for at handle med vin, slår sig ned, får en partner, køber jord og vin og klarer sig så godt, at navnet har overlevet. Begyndelsen blev gjort af skotten James Duff i 1750 erne. Han var ugift, men tog sin nevø William Gordon med i firmaet i 1788 og gav det sit nuværende navn. Som ung sælger og agent tilknyttede de en vis George Sandeman og manifesterede sig lidt efter lidt som en af Sherryhandlens betydelige producenter. De engagerede sig også i Portvinsbranchen, de solgte Madeira og Málaga, og de blev tæt knyttet til familien Osborne, der i 1972 definitivt overtog alle Duff Gordons interesser i Sherry og Portvin. Herefter er historien grusom og kynisk. I 1890 blev Duff Gordon i praksis lagt i fryseren hos Osborne og aldrig taget op igen. Osborne blev ved med at bruge vinen fra Duff Gordons gamle soleraer, nogle af dem var i brug helt frem til 1980 erne, da stikket simpelthen blev revet ud af fryseren. Herefter er det en sjældenhed at se Duff Gordons navn på en flaske Sherry og hvis det lykkes, er det en gammel flaske!

11 EL MAESTRO SIERRA Da jeg i maj 2001 besøgte bodegaen, var det ejeren selv, der tog imod: den ikke helt unge, men særdeles myndige enkefrue Pilar Plá Pechovierto, der havde lovet sin mand at føre bodegaen videre efter hans død og derfor gjorde det. Det var ikke let, fortalte hun, og for at overleve var hun nødt til at lave driften radikalt om, og det er ikke så enkelt i et hus, der er tynget af tradition, og hvor kældermesteren (Juan Clavijo) har regeret næsten enevældigt i mere end halvtreds år. Men nød lærer klog kvinde at tænke sig om: Indtil 1992 var vi traditionelle almacenistas og solgte lagret Sherry til nogle af de store huse. Det var det, vi havde skabt vores navn på. Men så faldt priserne, for forbruget af Sherry faldt, og så havde de store huse ikke brug for os længere. Jeg kunne vælge mellem at lukke eller begynde at aftappe selv. Jeg valgte det sidste. Gudskelov, kan vi føje til, for siden har El Maestro Sierra været specialister i fremragende, ældre vine, ofte med relativt høj alkoholprocent. De har ikke vinmarker selv, men køber færdiggæret Sherry fra udvalgte co-operativer og forstærker selv lidt ekstra. Den indkøbte Sherry bliver hældt på soleraen, der her består af 5 criaderas (se leksikon), og så opdrager de den. Kvaliteten er ingen hemmelighed, når man laver Sherry. Hemmeligheden er tålmodighed, de ekstra procenter man får ved at forstærke flere gange - og den tid, der går med at være tålmodig, forklarer hun. De laver alle tænkelige typer, også den efterhånden lidet kendte amoroso, der er en sød oloroso. Ifølge Pilar Plá er de dog især blevet kendt for deres finos, også af nød: I dag vil folk jo ha fino Sherry til deres tapas, derfor laver vi især fino. Men fino er kun et par hundrede år gammel som type. Skulle vi følge traditionen, skulle vi lave oloroso og sødere typer. Men deres fino er nu også en usædvanligt solid og drøj vin, der holder 16% alkohol. Da vi havde smagt en Oloroso Extra Viejo på 24% og en Vinos Viejos med en overdøvende modenhed og en nærmest endeløs eftersmag, tog hun mig med hen til bodegaens skatkammer. Kældermesteren trak ærbødigt en prøve og lod strålen falde gyldenbrunt ned i mit glas. Det er en Amontillado Viejo fra bodegaens allerførste solera, der blev påbegyndt i Nyd den! Der er vel 10% af vinen, der er fra 1830, resten er kommet til senere. Det var en José António Sierra fra min afdøde mands familie,

12 der startede soleraen. Han var egentlig bødker og kom ifølge familiehistorien til Jerez for at bruge sit kendskab til fade til at skabe sig en fremtid i Sherrybranchen. Og det lykkedes, selv om han også måtte kæmpe hårdt. På vejen ud til virkeligheden og middagssolen i Jerez blev jeg præsenteret for Pilar Plás datter med det pompøse navn María del Carmen Borrego Plá. Jeg spurgte hende, om hun som næste generation skulle i Sherrylære og overtage efter sin mor. Mor og datter så mildt overbærende på mig. Så fik jeg forklaringen. Datteren er professor i historie ved Universitetet i Sevilla og har skrevet det hidtil største og smukkeste værk om Sherry ens historie. Jeg ved det, for hun gav mig generøst 1. bind, der var udkommet tre år tidligere. Så kunne jeg selv gå hjem og blive klogere!

13 EQUIPO NAVAZOS Jeg ved ikke, om Eduardo Ojeda og Jesus Barquin kalder sig nørder eller aficionados, men de er begge del: lidenskabelige elskere af gammel, klassisk Sherry, og lidenskaben var så brændende, at de i 2005 dannede Equipo Navazos, der ikke er nogen bodega, men en forening af ca. 30 ligesindede med det formål at indsamle og aftappe gammel Sherry hovedsageligt til eget brug og egen fornøjelse. Eventyret begyndte med, at de i december 2005 besøgte almacenista en Miguel Sánchez Ayala og fandt, hvad de håbede: en samling af fade med ublandet Sherry af høj kvalitet. De endte med at købe ét fad med en gammel amontillado. De fortsatte året efter med et lille opkøb, og i 2007 satte de noget af den gamle Sherry til salg uden for holdet (equipo betyder hold på spansk). Ny kapital gav nye muligheder, og de valgte at nummerere hver aftapning, så man lige som ved nummererede flaske kunne skabe en særlig købe- og samlerlyst. De har fundet en niche, og de leder ihærdigt efter nicheprodukter fra lidt større aftappere og især fra almacenistas. Lidenskaben bærer projektet, og så længe lidenskaben er intakt, fortjener projektet både opmærksomhed og lidenskab fra samlere og købere.

14 Grupo ESTÉVEZ Importør: INGEN. Navnet er nyt for de fleste, men den originale bodega blev opført allerede i 1809, da José Leña Randón slog sig ned som vinhandler i Jerez. Sammen med en partner, Inigo Ruiz, fik de godt gang i eksporten, og efter en kort overgang hos RUMASA, blev de i 1974 opkøbt af entreprenøren José Estévez. Nu er det hans søn José Ramón, der står i spidsen for det foretagsomme selskab, der handler med lidt af hvert, også med Sherryhuse. I 1999 overtog Grupo Estévez Sherryhuset Valdespino, i 2007 købte de Hijos de Rainera Pérez Marin, og siden har de opkøbt både vinmarker, vin og flere producenter.

15 GARVEY Få vinhuse i verden har haft en så omskiftelig tilværelse som Garvey. Begyndelsen var noget speciel. Den 20-årige William Garvey Power blev i 1776 af sin far sendt til Sydspanien med den ret usædvanlige opgave at finde nogle spanske væddere, der kunne tænkes at ville parre sig med faderens får hjemme i Irland. Ifølge familielegende gik hans skib imidlertid på grund uden for Cádiz, og unge Garvey blev reddet i land af en spansk kaptajn og herefter passet af hans søde datter. Fortsættelsen giver vist sig selv. De blev gift og fik to børn, og Garvey kom ikke tilbage til Irland mere. Men igen ifølge familielegenden sørgede han pligtopfyldende for, at de ønskede væddere blev sendt hjem til faderen. I 1793 flyttede Garvey den voksende virksomhed til Jerez og besluttede sig for at satse stort på den tørre fino Sherry, hvilket også var usædvanligt. Han lod den hidtil største bodega bygge i Jerez og kaldte den Bodega San Patricio efter den irske nationalhelgen Saint Patrick. Både den bedste fino og sønnen blev også opkaldt efter Saint Patrick. Bodegaen var Jerez hidtil største, indtil RUMASA i 1970 erne byggede Bodegas Internacionales og Bodega San Patricio var allerede i 1967 revet ned for at give plads til et supermarked. Inden det gik så galt, havde familien Garvey været impliceret i flere slags partnerskab, og sidst i 1800-tallet havde familien delt firmaet i flere dele, så der kunne blive en bid til hver af dem. Nogle af delene havde fortsat fremgang, men i 1978 blev hele herligheden samt 600 ha vinmarker i Jerez og omegn overtaget af RUMASA. Da den spanske stat nationaliserede RUMASA i 1983, blev også Garvey solgt for højeste bud, nemlig til et tysk co-operativ, men allerede i 1997 blev firmaet med al jorden købt tilbage af det nye RUMASA Nueva Rumasa som regeringen netop havde godkendt. Nu blev Garvey fusioneret med nogle af det nye RUMASA s andre nye køb, blandt andre Bodegas Valdivia, og fik nyt navn i 2000: Grupo Garvey. Efter at også Nueva Rumasa kom i problemer, blev Grupo Garvey overtaget af en firmaopkøber ( Back in Business ), der køber misligholdte firmaer og forsøger at bringe dem på fode igen. Processen blev besværliggjort af, at opkøberens ejer måtte tilbringe nogen tid bag tremmer, og endnu her i begyndelsen af 2014 er Garveys ejerforhold og videre skæbne usikker.

16 Bodegas GIL LUQUE I 1912 købte Manuel Gil Luque en ældre bodega og gav den sit eget navn. I 1984 købte familien firmaet Hijos de Rainera Pérez Marin, der var berømt for én eneste vin, deres manzanilla La Guita. I 1995 købte de videre, denne gang nogle mindre soleras, foruden at de købte bygninger og lidt jord. Men i 2007 blev de selv delvis købt op, da Grupo Estévez overtog Hijos de Rainera Pérez Marin, og resterne af Gil Luque flyttede til en bodega i El Puerto de Santa María. Deres serie De Bandera VORS er sjælden, men værd at spejde efter. Den består af amontillado, palo cortado, oloroso og PX. Serien Leyenda består af amontillado, oloroso, PX og den sjældne søde Oro Cream.

17 GONZÁLEZ BYASS Firmanavnet er der sikkert ikke så mange, der kender, men de kender deres fino Sherry Tío Pepe opkaldt efter Onkel Pepe - for den er intet mindre end verdens mest solgte Sherry. Den blev lanceret i 1935 og var dengang Spaniens eneste registrerede varemærke. Den voksende succes blev i 1963 fejret med byggeriet af den store Bodega Tío Pepe, der på tre etager rummer mere end fade. I 1972 byggede de Bodega Las Copas, der rummer en bagatel af fade. Ikke så underligt er de to bodegaer de mest besøgte i Jerez. Det begyndte ellers beskedent, da den unge Manuel María González Angel i 1835 forlod fødebyen Sanlúcar for at kaste sig ud i den voksende handel med Sherry i Jerez. Han købte en lille bodega og havde fremgang år efter år, så han i 1885 tog sin britiske agent Robert Blake Byass med som partner. I dag er onkel Pepe vokset fra både González og Byass. Den sidste Byass forlod firmaet i 1998, så det har siden da været ejet af grene af familien González. Målt i kvalitet er deres bedste mærker VORS-serien bestående af Palo Cortado Apostoles, Amontillado del Duque, Oloroso Matusalem og PX Noe, alle fremragende. De laver også en Tío Pepe en Rama, en prestigeudgave af vin fra særligt udvalgte soleraer. Den aftappes ufiltreret og er et samlerobjekt. Det er deres omdiskuterede Añadas også (se under årgangs-sherry i leksikon her på hjemmesiden).

18 GUTIÉRREZ COLOSÍA Bodegaen blev grundlagt I 1838 på en bred af Río Guadalete i Puerto de Santa María og dér ligger den stadig. Familien Gutiérrez var almacenistas indtil 1997, men lige som andre almacenistas fik de faldende Sherrypriser dem til at begynde at aftappe selv. Deres mest berømte Sherry er Fino Elcano, der er opkaldt efter en af kaptajnerne i søfareren Magellans følge. Magellan ville den korteste vej rundt om jorden, men døde undervejs, kun Juan Sebastian de Elcano nåede i mål, og da det lå tæt på Puerto de Santa María, var det rimeligt, at han blev erindret på nogle vinetiketter herfra. Familien Gutiérrez er overbeviste om, at beliggenheden ved floden ikke alene er den smukkeste i hele Sherrydistriktet, men at havet og jorden også bidrager til at skabe nogle af de bedste Sherry er. 15/20 Gutiérrez Colosia Amantillado "Den har både mild karamel og frisk nøddesmag, men den holder længe, længe - og det er flere dage - på en sen, pågående bitterhed, som bliver hængende på tungen. Den er meget personlig - druerne er dyrket økologisk, fortæller bagetiketten - og man skal nok være noget af en Sherry-nørd for at kunne elske dens tørre, bitre afslutning. Men man kan komme til at holde af den, og det er jo ikke så dårligt. Den kræver en del luft." 150,00 kr.

19 HARVEYS Importør: INGEN Ifølge salgstallene var Harveys søde Bristol Cream verdens mest solgte Sherry fra 1950 erne, indtil den søde tand måtte overgive sig til den tørre og González Byass fino Tío Pepe. Bristol Cream er en blandingsvin, men bladingen holdes hemmelig. Garvede Sherryfolk drikker den søde Sherry on the rocks, kun tilsat citron eller en skive appelsin. Da jeg besøgte dem i 2003, udgjorde Bristol Cream ca. 90% af deres samlede produktion. John Harvey & Sons var grundlagt i 1796 på den fine adresse 12, Denmark Street i Bristol af William Perry, der solgte vine fra den store, vide verden, og det var samtidig med hans død i 1822, den 16-årige John Harvey blev ansat i firmaet. Han arbejdede sig støt opad og kunne i 1871 tage sine to sønner med og omdøbe firmaet til John Harvey & Sons. Anden Verdenskrig var hård ved dem. Mens Spanien og Sherryhusene i Jerez ikke deltog i krigen, blev både Harveys kontorer og lagre i England bombet og ødelagt. Den sidste Harvey gik på pension i 1956, og den Sherryhistoriske bygning i Denmark Street i Bristol er nu stjernerestaurant (Terence Conran). I 1960 erne skiftede Harveys ejer flere gange, blandt andet var de ejet af Allied Breweries og senere af Allied Lyons og derefter af Allied Domecq og siden 2005 af Pernod Ricard.

20 Emilio HIDALGO Emilio Hidalgo med efternavnet Martín slog nogle hurtige fluer med nogle hurtige smæk, da han i 1874 nedsatte sig som vinkyper, bodegaejer og Sherryproducent og købte soleraer og jord og en forholdsvis ny bodega i Jerez. Familiefirmaet voksede støt, blev i 1970 gjort til A/S - og skiftede filosofi, idet alle vinmarker blev solgt fra, og den nødvendige mængde vin måtte herefter indkøbes. Deres bedste Sherry er er værd at løbe efter. Det gælder især deres Fino Especial Panesa, der stammer fra en solera grundlagt i Her udvikles fino i ca. 15 år, det maximalt mulige under flor. Privilegio er en anden topvin. Den stammer fra en solera fra 1860(!) og er en palo cortado. Fra samme solera kommer to oloroso er: Gobernador og Villapanés, der forlader soleraen efter hhv. 12 og 20 år. Også deres PX Santa Ana er kendt af kendere. Den kommer fra en solera, der er påbegyndt i 1861 og aftappes kun i meget små mængder. 20/20 Hidalgo "El Tresillo 1874", Especial Amontillado Viejo "Årstallet er det år, soleraen blev påbegyndt, så nok er der næppe mange dråber tilbage fra 1874 i glasset, men der et orgie af aromatisk røg, der strømmer ud, når flasken åbnes. Hvad det angår, er det en Sherry i højeste Whiskyklasse. Smagen siger delikat, finmasket røg, fuldmodne hasselnødder, og den beviser så lærerigt, at virkelig gode amontillado er har deres helt specielle tørre, røgede charme. Efter 4-5 dage åbner den sig gavmildt, med nødder og karamel, men helt uden sødme. Det er en formidabel hedvin, også og måske allerbedst: helt for sig selv, men ellers i selskab med skinke, nødder og mandler. 875,00 kr. 15/20 Hidalgo Amontillado Medium Det er en praktisk mellemtype, som navnet siger: farven er medium brun, næsen er nødder med lidt sødme, smagen begynder sødligt, bliver tør - og slutter så igen sødligt. Den er afgjort mest til hygge og er selv rigtig hyggelig. 75,00 kr.

21 HIDALGO-LA GITANA La Gitana zigeunerpigen er navnet på bodegaens berømte manzanilla, men æren skyldes Vinícola Hidalgo, der i 1792 blev grundlagt i Sanlúcar uden meget andet en et navn og nogle gode ideer. Nogle år senere blev der købt jord, og den første bygning blev købt i Familien råder i dag over godt 200 ha, der gør dem selvforsynende, også i den nuværende 6. generation. De spreder sig vidt, udover brandy og vineddike også til andre vindistrikter som Rioja, men hjertet er stadig i Sanlúcar og hedder manzanilla. Topvinen er den sjældne Manzanilla En Rama. Også deres Manzanilla Pasada Pastrana er bemærkelsesværdig.

22 Emilio LUSTAU Inden Lustau i 1990 blev overtaget af Luis Caballero, stod navnet Lustau for alt det, romantiske vinelskere forguder: den lille producent, der stædigt og kompromisløst præsenterer den ene fremragende vin efter den anden. Ved salget kom Lustau med i en større portefølje, men så vidt jeg har smagt, er det heldigvis ikke gået ud over kvaliteten. Lustau havde sin storhedstid i begyndelsen af 1980 erne, hvor Rafael Balao satte kvalitet før volumen og for at skaffe den mest udsøgte kvalitet begyndte at markedsføre rene almacenista-sherry er, uden at den koncentrerede og ældede Sherry var fortyndet med nyere vin af lavere kvalitet. Han skabte serien Solera Reserve, der stadig er en af topserierne i Sherry, og han skabte ikke mindst mange sjældne Sherry er med det lange kvalitetsnavn almacenista på etiketten. Huset Lustau havde selv en fortid som forædler af almacenistavine fra sin spæde start i 1896, hvor Don José Ruiz-Berdejo lavede og lagrede sin lille produktion af vin fra sin egen beskedne vinmark og solgte den forædlede Sherry videre til store producenter. Da han døde, overtog hans svigersøn Emilio Lustau Ortega i 1940 huset, marken og vinene, men han var tidligere militærmand og lagde straks en ny strategi. Han flyttede firmaet ind i den gamle arabiske bydel i Jerez, han købte flere vinmarker, og han købte nogle små firmaer, så forædlingen af almacenistavine kunne blive endnu mere effektiv. Det blev den, samtidig med at navnet Lustau blandede sig med de fineste i Jerez. I 1962 fulgte Lustaus søn efter faderen og fortsatte stilen, der har holdt sig lige siden. Under det nye ejerskab købte Lustau i 2001 i alt 6 bodegaer fra Allied Domecq, og i 2008 købte de 4 af Pedro Domecqs mest berømte og bedst sælgende mærker: La Ina, Rio Viejo, Viña 25 og Botania. Lustau lægger stadig sit prestigefyldte navn til serien Solera Reserve og til en halv snes forskellige almacenistavine fra små soleraer. 16,5/20 Lustau Dry Oloroso, Don Nuño "Raffineret tør nøddesmag, lang og blank i glasset, først med små bitterstoffer i eftersmagen. Det er en venlig, imødekommende stil - og den holder sin lette, fine nøddesmag og en mild, diskret syre. Den er til hygge, skønt helt uden sødme, bare med røg og nødder. 160,00 kr.

23 16/20 Lustau Palo Cortado, Solera Reserva Den er tør og smager et sted mellem Amontillado og Oloroso. Den har sin egen milde elegance, med mindre røg end i de aggressive Palo Cortado typer, og med mere raffineret nøddesmag. Den lidt ramme eftersmag kræver iltning, gerne i et par dage. 160,00 kr. 16/20 Lustau Dry Amontillado, Los Arcos "Næsen er dyb og røget - det er en rigtig, moden, lækker sherrynæse. Smagen kan ikke bestemme sig. Først er den blød, røget og indbydende, men den skifter hurtigt mening og bliver tør og bidsk, og til sidst - uden i den lange eftersmag - besk og bitter. Nydelsen ligger i næsen og i det først sip, udfordringen ligger i at rense smagsløgene for de sidste, bitre indtryk. Den er lettest at drikke afkølet, også sammen med mad - eller i stuetemperatur i selskab med en cigar, der kan ryge bitterstofferne af vejen." 110,00 kr. 17/20 Lustau Rare Amontillado Escuadrilla "Den er smukt og rent nøddefarvet, nærmest som kokosnød, med en mættende, tæt smag og en afsluttende bitterhed, der holder ved og nærmest klamrer sig til smagsløgene. I glasset udvikler den sig lidt brændt, men holder sig knastør, og røg og lethed udvikler sig i glasset/karaflen. Den er til nødder, skinke og kødretter med røg - den er helt uden fedme. 170,00 kr.

24 OSBORNE Osbornes sorte tyr og Sandemans Don er pejlemærker overalt på den iberiske halvø, for de laver begge Sherry i Spanien og Portvin i Portugal ligesom tidligere Croft. Tyren blev lanceret i 1956, men bodegaen stammer helt tilbage fra 1772, hvor den unge engelske eventyrer og handelsman Thomas Osborne Mann kom til Jerez og blev gode venner med familierne Duff og Gordon, så gode venner, at deres efterkommere i 200-året for Osbornes start kunne blive enige om, at Osborne overtog alle Duff Gordons interesser i Sherry og Portvin. Allerede i 1854 havde Thomas Osbornes tre sønner ved hans død overtaget styret, men storhedstiden kom i perioden , hvor firmaet blev ledet med hård og effektiv hånd af Ignacio Osborne Vázquez, og hvor især deres brandy markerede sig. Firmaet har været i familiens eje lige siden og har opnået en position som den største brandyproducent, en af de største jordejere af kvalitetsmarker i Jerez de sidder på godt 400 ha og de har købt og byttet sig til nogle af de ældste og mest ansete soleraer. De laver for resten også skinke af den fineste slags, og Osborne er, som en fremtrædende spansk vinskribent skriver, snarere et imperium end et Sherryhus. Det ret nye Portvinseventyr (fra 1967) er derimod sorteret fra. Navnet Osborne er bibeholdt, men deres Sherry og Portvin har ikke mere noget med hinanden at gøre.

25 Bodegas REY FERNANDO DE CASTILLA Det er ikke den Kong Fernando (Ferdinand på engelsk), der sendte Columbus af sted til Amerika, der har lagt navn til et Sherryhus, men Ferdinand den Hellige af Castillien, der levede i 1200-tallet og hjalp med at smide maurerne ud af Sydspanien, så paven lod ham kanonisere som Fernando el Santo. Så gammel er bodegaen dog ikke. Den blev grundlagt i 1837 af en gammel Sherryfamilie, Andrada-Vanderwilde. I 1972 lancerede de en brandy, som de rundhåndet opkaldte efter den hellige konge, og da navnet slog an, blev det senere også brugt til Sherry. Deres produktion er begrænset, men de har specialiseret sig i kvalitet og laver nogle af de fineste, reneste, ædleste flasker Sherry - men er egentlig mere stolte af deres Brandy. Topserien i Sherry er Antique, der findes i 5 udgaver: fino, palo cortado, oloroso, amontillado og PX. 19,5/20 Fernando de Castilla Oloroso Antique Det er i sådan en flaske, man forstår, hvorfor Oloroso ikke kun er smeltedigel for mange andre typer, men også rygraden i Sherry. Den er ren i smag og udtryk, tør uden at støve, yndefuld og mandig, med nødder og kandis uden sødme, med længde og elegance. Den har samme personlige karakter og kvaliteter som fornem Single Malt Whisky og gammel Tawny Port, men smager selvfølgelig helt anderledes. Flot til nødder og skinke, mageløs helt for sig selv. 399,00 kr. (0.5 l) 16/20 Bodegas Rey Ferdinand de Castilla Amontillado "Mørkebrun som mørk mahogni og med en intens sødmerøget nøddesmag. Sødmen er faktisk ret overvældende i første del af smagen, næsten på dessertniveau, men så skifter den mening og slutter med et lille bid og udtørrende langt ud i eftersmagen. Den noget sammensatte smag gør den lidt besværlig til mad, men honningkage måske - ellers vil den gøre lykke som et glas hygge helt for sig selv og til udfordring for smagsløgene." 209,00 kr.

26 RUMASA RUiz MAteos S.A. er ikke nogen Sherryprocent i traditionel forstand, men en kommerciel mammut, som man ikke kommer udenom, når man vil kende Sherrys historie og forudsætninger. Se for eksempel i denne bog under Garvey, Valdivia, Williams & Humbert og Grupo Estévez. José María Ruiz-Mateos blev født i Jerez i 1931 som søn af en beskeden almacenista. Den forretning var imidlertid ikke stor nok for sønnen, og allerede i 1960 erne begyndte han at samle sammen til sit eget imperium, ved en metode han har fulgt siden: købt og solgt, købt og solgt, ofte uden anden logisk forklaring end at han elskede at købe og sælge og at tjene penge. Det var endnu i Francos storhedstid, hvor Spanien var holdt i en hånd, der aldrig rystede. Franco byggede sin position på et stabilt fundament bestående af militæret og Den katolske Kirke, og unge Ruiz-Mateos blev medlem af den katolske loge Opus Dei og var herefter nærmest urørlig, så længe han ikke generede Den katolske Kirke, militæret og Franco, og det gjorde han ikke. En af hans første bedrifter var i 1964 at lave en aftale med Sherryhuset Harveys om at levere vin til dem, og ikke mindst til deres Bristol Cream. Det var en aftale, der var bemærkelsesværdig på flere måder. Dels gjaldt den al den vin, de havde brug for, dels havde han ingen druer eller vin selv, dels gjaldt den for 150 år! Han løste det akutte problem ved at købe. Først den ene bodega, så den anden, og han fik hele tiden den nødvendige kredit hos bankerne. Hans virksomhed blev i 1960 vurderet til at være pesetas værd. I 1969 var værdien steget til 2000 millioner pesetas og omfattede foruden en del opkøbte Sherryhuse også 18 banker (!), industrivirksomheder ude og hjemme, hoteller, fødevareproducenter og meget andet godt. Selv den danske vinkæde Skjold-Burne var ejet af RUMASA. Da Franco døde i 1975, vendte lykken. Endnu i nogle år var Spanien markant højreorienteret, men ved valget til Cortes i oktober 1982 vandt Felipe Gonzáles, og Spanien fik sin første socialistiske regering. Året efter indledte den jagten på fortidens syndere, og RUMASA, der på det tidspunkt tegnede sig for 2% af det

27 spanske bruttonationalprodukt og beskæftigede ansatte, blev den nye regerings yndlingsoffer. RUMASA blev tvunget til at fremlægge skatteregnskaber, bilag og kontrakter. Ruiz Mateos reagerede ved at flygte til England, men blev senere arresteret i Frankfurt og udleveret til Spanien. Imens havde revisionen konstateret, at regnskaberne var tilslørede og mange at værdierne lavet af luft og pustet kunstigt op. Men det afgørende var, at Ruiz Mateos ifølge regeringen skyldte et astronomisk beløb for skatteunddragelse, og uden udsigt til at få det indfriet, blev RUMASA overtaget af Staten og nationaliseret senere i Ekspropriationen blev bekræftet af Højesteret i Fortsættelsen er lige så opsigtsvækkende som RUMASA selv. Efter mange års juridiske trakasserier måtte den spanske Højesteret i 1999 omsider frifinde Ruiz-Mateos, men han fik ikke sine værdier tilbage, og han fik ingen kompensation. Til gengæld gjorde den resultatløse retssag det muligt for ham at begynde på en frisk, så han dannede hurtigt og opfindsomt et nyt RUMASA: Nueva RUMASA allerede i 1990 og udstedte så mange aktier, at han fik råd til at købe et fodboldhold, flere firmaer og diverse Sherryhuse. Blandt andet købte han Garvey for anden gang i Også den luftboble blev dog punkteret. I februar 2011 blev en halv snes af hans omkring hundrede firmaer erklæret konkurs med en samlet gæld på omkring 700 mio Euros, og han kom igen i det juridiske fedtefad. Senere i 2011 blev Nueva RUMASA imidlertid opkøbt af Back in Business, der havde specialiseret sig i at opkøbe skrantende virksomheder og enten helbrede dem eller tage livet helt af dem. Overtagelsen var så indviklet og uigennemsigtig, at både Ruiz Mateos og Back in Business kom under mistanke for manipulation. Der er stadig ikke slået nogen sidste krølle på den sag.

28 Bodegas Pedro ROMERO Importør: INGEN Starten for denne traditionsrige bodega var netop traditionel. I 1860 ankom Vicente Romero Carranza til Jerez, købte noget lagret vin hos den ene og lejede sig ind i en bygning hos en anden og begyndte så i øvrigt at lave brandy. Det var først ved hans død i 1890, hans tre sønner kastede deres lidenskab på Sherry en. De købte jord, som de dog senere solgte igen, og de har siden købt most og vin hos andre. Pedro, den ene af de tre sønner, overtog hele firmaet i 1904 og opkaldte sin bedste manzanilla pasada efter sin franskfødte hustru Aurora. Da han døde pludseligt i 1911, måtte hun føre firmaet videre som en af de meget få stærke kvinder i Sherrydistriktet. Men som de stærke kvinder i Champagne kæmpede hun på lige fod med mændene og klarede sig mindst lige så godt. Det gjorde det lettere for hendes tre børn at overtage og i dag sidder sjette generation på ledelsen i familiefirmaet. Familie og tradition er blevet firmaets motto. De bruger stadig æggehvider til klaring af vinen, og deres ansatte er ofte ansat på livstid hvorefter deres børn fortsætter i deres stillinger. Mere end 80% af produktionen sælges i Spanien, så deres Sherry ses sjældent udenlands og aldrig i Danmark desværre. De er ellers noget for sig selv. Prestige-manzanilla en Aurora aftappes først som 9-årig, og deres VORS vine som Amontillado Don Pedro, Palo Cortado Hijo de Pedro Romero Villareal og Oloroso Don Pedro Romero laves alle af Sherry, der er mere end 50 år i snit.

29 SÁNCHEZ ROMATE Bodegaen blev grundlagt i 1781 og har været i familieeje siden. Juan Sánchez lagde ud, og da han fik en Señor Romate som partner, gav navnet sig selv. I dag ejes firmaet af 4-5 lokale familier, og netop fordi det ikke har været købt og solgt og købt og solgt, er det ikke så meget, man har hørt til Sánchez Romate. Som et kuriosum begyndte de at lave brandy i 1887 og opkaldte den bedste efter en Kardinal Mendoza, som var med Columbus i Amerika. Måske er det kardinalens fortjeneste at Sánchez Romate siden 1917 har været leverandør til paven og hans stab i Vatikanet. Deres bedste Sherry er, der også er sjældne, er VORS amontillado og oloroso.

30 SANDEMAN Importør: Pernod-Ricard Da den 25-årige skotte George Sandeman i 1790 begyndte at handle med vin i London, kunne han ikke ane, at han skule komme til at lægge navn til både et stort Portvinshus og et stort Sherryhus, men det kom han til. Sherry en kom tilsyneladende først, for regnskabsbøgerene viser, at han allerede i 1792, firmaets andet aktive år, har solgt 127 ½ fad Sherry i England og 25 ½ fad i Skotland. Så kom flasken til, og han begyndte at sætte sit navn på flasken, så det ikke mere var anonym Sherry og Portvin, han solgte. Han var tilsyneladende også den første, der lod fadene brænde indvendigt før lagringen, og fremgangen var så markant, at han i 1809 sendte en af sine partnere til Cadiz for at kunne indkøbe og afsende Sherry en direkte til London. George Sandeman døde i 1841, men blev afløst af sin nevø George Glas Sandeman, der igen blev afløst af sin søn, der blev afløst af sin søn og sådan blev det ved. Der sidder stadig en Sandeman George Thomas David i ledelsen for Sandeman, selv om hans indflydelse er blevet reduceret væsentligt, efter at først Seagram i 1980 og derefter SOGRAPE i 2002 overtog Sandeman. Deres varemærke, den sorte Don, man kan møde overalt i Spanien og Portugal, blev skabt i 1928 som led i en avanceret annoncekampagne. For at fordele sol og vind det vil sige Sherry og Portvin helt lige, har den sorte Don en spansk sombrero på hovedet og om skuldrene et slag af den slags, de portugisiske studenter brugte. Både hvad angår Sherry og Portvin har Sandeman kendt lykkeligere dage end i dag. Næsten hele produktionen eksporteres.

31 Bodegas TRADICIÓN Bodegaen hedder tradition, selv om den først blev købt I Der ligger dog en del historie og tradition bag købet, for entreprenøren Joaquín Rivero Valcarce var ikke alene lidenskabelig Sherrydrikker, men også ud af en familie, der i de foregående 350 år havde dyrket vin og lavet Sherry i Jerez. Bodegaen havde kendt mange bedre dage, men Valcarce havde penge og folk til at sætte den i stand og også midler til at købe nogle gamle soleraer, så han havde noget at bygge videre på. Han lagde ambitiøst ud. De første frigivne vine i 2003 var udelukkende VOS og VORS, altså hhv. 20- og 30-år gamle Sherry er. Det er en slags luksus-hobby, så Valcarce holder bevidst produktionen lille og ambitiøs. Bodegaen rummer også en udsøgt kunstsamling og en koncertsal. Sherryproduktionen er p.t. begrænset til VOS PX samt VORS amontillado, palo cortado og oloroso.

32 Bodegas URIUM Det kan næsten ikke blive nyere, for som firma blev Bodegas Urium først registreret i september 2009, efter at forretningsmanden Alonso Ruiz Olivares og hans datter Rocio Ruiz Lopez havde overtaget en gammel bodega i Jerez og opkaldt firmaet efter sin hjemby Moguer i Huelva Urium er det gamle romerske navn for Moguer. Med i købet af bodegaen hørte nogle gode ældre soleras, så de forholdsvis hurtigt kunne præsentere en imponerende serie af VORS-vine: amontillado, palo cortado, oloroso og PX. Til den tørre smag lancerede de en fino en rama og en manzanilla pasada. Bodegas Urium er et nyt bekendtskab, det godt kan betale sig at holde øje med. Der er både alder og lidenskab i deres soleras.

33 Bodegas VALDESPINO Siden José Estévez og hans Grupo Estévez i 1999 overtog Valdespino, har der været foruroligende stille omkring dem. Det lød ellers lovende, at Valdespinos vine kom i familie med Real Tesoro, Tío Mateo og La Guita, især fordi familien Valdespino havde mistet lysten til at lave Sherry, men den lokalt kendte Sherrymester Eduardo Ojeda er blevet sat til at tage sig af Valdespinos vine, så lad os håbe på bedre tider. Familien Valdespino har altid været betragtet som garantien for tradition i Jerez, og med historisk god grund, for bodegaen kan føre sin historie tilbage til 1430, og fra den tid opererede de som almacenistas lige indtil 1830 erne, hvor de blev en mere typisk Sherryproducent. De har nogle af de højest beliggende vinmarker i Jerez (135 meter over havet), de har været kendt for at gære deres vin på fade som de eneste i Jerez de har været kendt for at holde deres Fino Inocente i soleraen, til den var fyldt 8-10 år, og de markedsfører den stadig som enkeltmarks-fino. Det bliver spændende at se, hvad Estévez og Ojeda kan få ud af Valdespino, nu hvor der ikke er nogen Valdespino mere.

34 Bodegas VALDÍVIA Importør: INGEN Ifølge bodegaens egen hjemmeside har den siden en retskendelse i februar 2013 været under afvikling. Netop i 2013 kunne den fejre sin 10-års fødselsdag, indtil da ejet af en spansk investeringsgruppe, der lagde eksplosivt ud og købte bygninger af Williams & Humbert og 250 ha vinmarker, foruden at de lavede hotel og turistfaciliteter. I marts 2008 blev bodegaen, der egentlig bestod af tre forskellige bodegaer, solgt til Nueva Rumasa, en rekonstruktion af den RUMASA-gruppe, der var blevet nationaliseret i 1983.

35 WILLIAMS & HUMBERT Det begyndte med ulykkelig kærlighed og sluttede med ulykkelig skilsmisse. Men de mellemliggende 95 år var ganske harmoniske. I 1877 blev det senere så berømte Sherryhus grundlagt af Alexander Williams og Amy Humbert, begge engelske, men bosat i Jerez. Han var kommet uden nogen anden plan end at udforske verden, og det gjorde han foreløbig som arbejdsmand i Sherryhuset Wisdom & Warter, men så forelskede han sig i den unge Amy, og da han ikke havde udsigt til at kunne forsørge hende, bad han sine principaler hjælpe ham økonomisk. Det afslog de, hvorefter han sagde op og lejede en lagerbygning sammen med sin kommende svoger Arthur Humbert, der havde lidt erfaring som sælger. Forretningen gik godt. De fik gang i lidt eksport, og i 1906 kunne de præsentere den første flaske af den Sherry, der sidenhen skulle blive firmaets visitkort: Dry Sack, en blanding af tør/mellemtør oloroso, amontillado og sød PX. En overgang var der så mange penge i kassen, at de investerede i Portvinshuset Robertson, men de solgte det igen i 1953 til Sandeman, der også handlede både med Portvin og Sherry, og i 1972 blev de selv solgt, til det grådige spanske aktieselskab RUMASA (se RUMASA). Efter RUMASA s bratte nedtur blev perlerne solgt stykvis for højeste bud, Williams & Humbert først til den hollandske supermarkedskæde Royal Ahold, siden til familien Medina, der i 1979 havde indledt samarbejde med hollænderne. I 1995 blev familien Medina eneejere, og siden da har de siddet suverænt på Sherrytronen udover at de laver vin i flere andre spanske distrikter. Dry Sack, som måtte hales ud af hænderne på den fallerede RUMASA-gruppe, er stadig topnavnet hos Williams & Humbert, men også produkter som Jalifa VORS 30 Years, Dos Cortados VOS 20 Years og den søde Walnut Brown kendes verden rundt.

36 WISDOM & WARTER Den enes død blev den andens brød, da en vinhandler fra Jerez i 1854 omkom under et skibsforlis på Atlanterhavet. Hans yngre bror Henry Wisdom arvede broderens formue og vinbeholdning, tog sig en partner Joseph Warter og fik gang i salget af vin og Sherry. Da antallet af britiske vinhandlere i Jerez faldt fra 82 til 2 som følge af Napoleonskrigene, meldte Wisdom & Warter sig som nummer 3, og de fandt en givtig niche, da de koncentrerede sig om at afskibe og sælge fino Sherry. De voksede støt og delte verden mellem sig, så Wisdom tog sig af London, Warter af Jerez. Det gik stadig fremad, men der kom ikke noget generationsskifte i stedet blev firmaet i 1929 solgt til González Byass, og vinene fra Wisdom & Warter har siden da for det meste optrådt som Buyers own Brands (BOB).