hus forbi Stodderkonger, landevejsriddere og farende svende Pris 20 kr. 8 kr. går til sælgeren nr. 64 august 2007

Transkript

1 hus forbi Køb avisen på stationen ikke i toget Pris 20 kr. 8 kr. går til sælgeren nr. 64 august 2007 Stodderkonger, landevejsriddere og farende svende Anders Fogh: Jeg er også offer for fordomme Rygelov diskriminerer hjemløse

2 Lighed for (ryge)loven? Et piktogram af en cigaret med ordet MURDER (mord) ved den tændte ende og SUICIDE (selvmord) ved filter-enden. Så enkelt udformet var en blandt mange opfordringer til at kvitte smøgerne i det offentlige rum i London i begyndelsen af 1990 erne. Dengang var de danske anti-ryge-kampagner hovedsageligt noget, der var forbeholdt skoleelever. Så snart man var passeret de 18 år, var samfundets holdning, at det var en privat sag, om man ville sætte lighteren og munden i hver sin ende af en cigaret og udsætte sig selv og andre for røg. Midt i denne måned bevæger Danmark sig et stort skridt væk fra opfattelsen af rygning som et individuelt anliggende. Med landets nye rygelov, der træder i kraft den 15. august, får de danske rygere nu indskrænket deres frihed til at forpeste luften på cafeer og arbejdspladser, og sætningen: Jeg går lige udenfor og ryger, bliver en af rygernes faste vendinger med mindre de finder det for besværligt og vælger at sige farvel til deres falske venner. Men der er dog undtagelser for væresteder og varmestuer for socialt udsatte mennesker er nemlig undtaget den nye lov. Men hvorfor egentlig? Der er vel lighed for loven i Danmark? Som man kan læse i dette nummer af Hus Forbi, så vælger mange af de væresteder, som Hus Forbi Så kære folketingspolitikere, næste gang I skal revidere den danske rygelovgivning, så husk, at lighed for loven også bør gælder rygeloven har talt med, dog alligevel at indføre et totalt eller delvist rygeforbud pr. 15. august. På de steder, hvor der kun indføres et delvist rygeforbud begrunder man den positive særbehandling med, at man nok ellers ville risikere, at mange af brugerne ville blive væk, hvis der ikke blev lavet en ryge-afdeling eller lignende. Hjemløsemiljøet er ellers et af de miljøer, hvor der virkelig bliver røget igennem. Så hvis samfundet med den nye rygelov ønsker, at beskytte sine borgere mod tobaksrelaterede sygdomme, så burde væresteder og varmestuer ikke være undtaget. Og hvad med alle de frivillige medarbejder, der er med til at drive disse steder, som kunne beskyttes bedre mod passiv rygning med et total forbud? Eks-rygere, delvise eks-rygere, festrygere og andet godtfolk (undertegnede inklusiv) ved, hvor svært det er at holde HELT op. Det kræver beslutsomhed og daglige påmindelser i retning af det engelske piktogram, for at holde fast i et rygestop. Og her ville et rygeforbud på varmestuer og herberger måske være den daglige påmindelse, som kunne hjælpe socialt udsatte med (også) at kvitte smøgerne. Så kære folketingspolitikere, næste gang I skal revidere den danske rygelovgivning, så husk, at lighed for loven også bør gælder rygeloven. God læselyst Jaku-Lina E. Nielsen Redaktør Hus Forbi Enhver er ikke sin egen lykkes smed Den danske statsminister føler sig forfulgt af fordomme. Over for Hus Forbi gør han op med opfattelsen af, at man ikke kan være liberal og samtidig have en social bevidsthed. Hus Forbis sælgere er dog skeptiske over for det udsagn Udgiver: Foreningen Hus Forbi Tornebuskegade 1, København K Tlf husforbi@husforbi.dk Ansvarshavende redaktør: Jaku-Lina E. Nielsen Tlf jaku-lina@husforbi.dk Administrator: Heidi Riel Tlf heidi@husforbi.dk Sælgerrepræsentant og gadeplansmedarbejder: Henrik Pedersen Tlf henrik@husforbi.dk Debatindlæg og læserbreve: redaktion@husforbi.dk Næste nummer udkommer den 1. sep. Forsidefoto: Helga C. Theilgaard Vi støtter Hus Forbi: dk Bidrag: Hvis du vil give et bidrag til Hus Forbi, kan du sætte beløbet ind på dette konto-nr: Giro (9541) Mærk indbetalingen bidrag. Distribution: Boformer for hjemløse, varmestuer, medborgerhuse mm. kan fungere som distributør for Hus Forbi dvs. være udleveringssted af avisen til sælgerne. Kontakt os på: (se listen af distributører på Abonnement: Standardabonnement: 340 kr. (12 numre om året - inkl. moms, porto og gebyr). Støtteabonnement: 540 kr. Henvendelser vedr. abonnement på tlf eller dorte@notatgrafisk.dk Layout: Westring + Welling A/S Tryk: Dansk Avistryk A/S Oplag: Antal sælgere: ca. 450 ISSN: Lions Club Søllerød Mølleaa Om Hus Forbi Hus Forbi udkom første gang i Siden starten af 2006 er Hus Forbi udkommet en gang om måneden. Salgsrekorden er over eksemplarer (marts 2007). Hus Forbi sælges af hjemløse og tidligere hjemløse eller andre socialt udsatte mennesker det man under ét kan kalde skæve eksistenser. Avisen sætter fokus på udsatte mennesker og fattigdomsproblemer. Formålet er at nedbryde fordomme om marginaliserede grupper både via indholdet af Hus Forbi samt ved at læserne køber avisen direkte af en skæv eksistens. Hus Forbis sælgere er alle udstyret med et id-kort udstedt af Hus Forbis sekretariat. Salget af Hus Forbi fungerer for sælgerne som et alternativ til tiggeri og evt. kriminalitet. Indholdet i Hus Forbi produceres primært af professionelle freelancere, fotografer og illustratorer. De eneste fastansatte på redaktionen er redaktøren og en redaktionssekretær. I Hus Forbis sekretariat er der pt. ansat en økonomimedarbejder, en administrator og en sælger- repræsentant. Hus Forbi er medlem af det internationale netværk af gadeaviser, INSP. Vi støtter Ombold: Nedenstående er nye DM-sponsorer TAMU-Center Odense Det går din 20 er til Moms Reserve Markedsføring Sælgeren Husleje mv. Løn til medarbejdere Produktion og tryk Frederiksberg Kommune Af Peter Kyhl Olesen og Kasper Kruse Westergaard Foto: Scanpix - Jeg må da ærligt tilstå, at jeg har været tilbøjelig til at deltage i den økonomiske skønhedskonkurrence, erkender Anders Fogh Rasmussen. Den danske statsminister har åbnet Marienborgs døre og inviteret Hus Forbi inden for i pejsestuen til kaffe, kage og en snak om socialpolitik, fordomme og det at være udenfor. - Jeg er tidligere gået ind i kampen om hvem, der kan love flest penge til de udsatte grupper, men det er kommet til at stå klarere og klarere for mig, at der også er brug for en rettidig indsats over for det, som nogle kalder den ny fattigdom. Det er en fattigdom, som ikke alene handler om penge, men som er en fattigdom på muligheder i samfundet, siger Anders Fogh Rasmussen, som nu mener, at sociale løsningsmodeller, som udelukkende tager højde for økonomi, glemmer den menneskelige lidelse, som findes på bundlinien: - Samfundet køber sig en slags aflad for en dårlig samvittighed ved at ødsle penge ud uden tanke for, at det til syvende og sidst drejer sig om, at de udsatte grupper får et rigere indhold i deres liv. Uanset hvor godt det går med økonomien, og uanset hvor gode ordninger vi laver med overførsler, boligtilbud og andet, så er der stadig nogle, som bliver isoleret i vores samfund, siger han. Men understreger i næste åndedrag, at en hjælpende hånd fra samfundets side er vigtig i bekæmpelsen af den ny fattigdom: - At have viljen hjælper én, når man skal ud af en vanskelig social situation, men derfor er det ikke sikkert, at man fuldt ud har evnen. Og det er så der, at fællesskabet skal hjælpe den enkelte med at finde ud af, hvad den pågældende kan bygge videre på. Der skal være brug for én Noget i statsministerens erkendelse skærer i det historiske øre. Siden den skotske økonom, Adam Smith, for tre århundreder siden lagde kimen til den liberalpolitiske tankegang, har ideen om at være sin egen lykkes smed dannet grundlag for de fleste fremstillinger af den arketypiske liberale politiker. Hvordan passer den Smithske vægtning af individ før fællesskab ind i statsministerens fremlagte tese om vigtigheden af at løfte i flok? Fogh svarer ved at lægge afstand til sin ideologiske forfader: - Jeg afviser, at begrebet sin egen lykkes smed er en fuldt dækkende betegnelse for liberalismen. Jeg går ind for frihed til at kunne realisere de drømme, man har i sit liv, men for at den frihed skal være reel, så skal der være lige muligheder for alle. Men jeg mener, at det skal kunne betale sig at arbejde. Ellers bliver der ikke skaffet værdier til dem, som har brug for det. Og så handler det om at kunne stå op om morgenen og føle, at nu går man i gang med en dag, hvor der er brug for én. Hvor man ikke bare er skudt udenfor. De små sejre tæller Men måske er Fogh-regeringens bekæmpelse af den ny fattigdom slået fejl. Rådet for Socialt Udsatte har i hvert fald udtrykt bekymring over, at socialt udsatte netop bliver sat uden for samfundet ved, som regeringen har gjort det, at blive straffet økonomisk som incitament til at komme op om morgenen og tage del i fællesskabet. Det er meget sandsynligt, at den økonomiske underlegenhed gør det umuligt for socialt udsatte at fungere som en del af samfundet, konkluderer rådet i sin årsrapport fra Nedenstående er DM-sponsorer, som du har i forvejen: 2 hus forbi nr. 64 august 2007 hus forbi nr. 64 august På side 2 i Hus Forbi under (Vi støtter OMBOLD), skal du medtage følgende logoer: Simon Spies Fonden, Fyns Amt, KFD, Københavns kommune, Camillas ovale, De Hjemløses Hus, FBU, Odense Kommune, Kirkens korshær og SAB. Kulturministeriet skal fjernes

3 Og så handler det om at kunne stå op om morgenen og føle, at nu går man i gang med en dag, hvor der er brug for én. Hvor man ikke bare er skudt udenfor Men statsministeren holder på sit og henviser til det netop overståede VM i gadefodbold for hjemløse på Rådhuspladsen i København som et kongeeksempel på, hvordan tiltag med skelen til det menneskelige frem for det økonomiske kan være med til at hjælpe mennesker på ret køl igen: - Det er jo sådan en anderledes aktivitet, som kan give et livsindhold for de hjemløse, der deltager i fodboldkampene. De bliver en del af et fællesskab, hvad de måske ellers har svært ved at blive, siger han. Det er nemlig de små sejre i hverdagen, som ifølge Anders Fogh Rasmussen i sidste ende kan gøre den store forskel: - At få de sejre og vise, at der faktisk er noget, man godt kan, det tror jeg er utrolig vigtigt for ethvert menneske. Det gælder om at få givet folk nogle kompetencer på det sociale, menneskelige og uddannelsesmæssige plan, som gør, at man kan klare sig i et fællesskab og bliver en del af det. Det er ofte manglen på disse kompetencer, der gør, at man bliver isoleret. I Danmark er vi langt fra nået til, at vi kan sige, at folk ikke længere bliver socialt isolerede, men vi er, ifølge Fogh, på rette vej. - Jeg tror, at der i alle mennesker er et eller andet, man kan bygge videre på, hvis man finder det frem. Det er sådan noget, som der skal mere fokus på i vores socialpolitik i de kommende år. De udsatte grupper har været et tema i valgkampen både i 2001 og 2005, og jeg tør da ikke udelukke, at det også kan blive et tema i kommende valgkampe, siger han. Venstrefløjen tager fejl Når venstrefløjspartierne i deres partiprogrammer melder sig under solidaritetens faner og markerer sig i det politiske landskab gennem sociale mærkesager, mener Anders Fogh Rasmussen, at disse partier skævvrider virkeligheden. Han vil dog ikke gå så langt som til at kalde venstrefløjen for hyklerisk eller vil han? - Nogle gange, når jeg iagttager venstrefløjens måde at føre socialpolitik på, så er det som om, at de går ud og siger: Se hvor gode vi er. Vi vil bevillige mange flere penge, og vi vil forbedre den og den ordning, og bistandshjælpen skal være højere. Det er den måde, de konkurrerer på. Det er på den måde, de siger: Vi er bedre end de borgerlige. De lover alt muligt. Han sipper til kaffen, inden han fortsætter med at spytte venstrefløjskritik ud: - Men hvis det bare fører til, at mennesker bliver låst fast i offentlig forsørgelse og får svært ved at komme ud af den situation og blive selvhjulpne, er det så at gøre mennesker noget godt? Det synes jeg ikke, kommer det resolut fra Anders Fogh Rasmussen, som absolut ikke mener, at venstrefløjen har patent på at kunne kalde sig for samfundets sociale bevidsthed. - For mig er det at være liberal uløseligt forbundet med, at man påtager sig et ansvar for, at også de udsatte grupper har lige muligheder i samfundet. Og derfor nægter jeg også at anerkende, at det at være socialist skulle være ensbetydende med, at man så har en større ansvarsbevidsthed, siger han og fortsætter: - Noget af det mest forfærdelige for et menneske må jo være følelsen af, at der ikke er brug for en, så derfor mener jeg, at det er vigtigt, at de kommer ud af den passive forsørgelse, og derigennem får lært at tage et personligt ansvar. Det vil også give sig udslag i, at de oplever at få personlig succes, også selvom det er i det små. Dette forklarer givetvis også, hvorfor Anders Fogh Rasmussen har sagt ja til at deltage i et interview med Hus Forbi, idet formålet med Hus Forbi netop er at give socialt udstødte mulighed for at finde sammen i et fællesskab med andre sælgere, opleve følelsen af at være god til noget, tjene egne penge og få små succeser i det daglige. Sælgere uenige På spørgsmålet om, hvor forskellene mellem fløjenes sociale engagement konkret kan ses, svarer han: - Jeg vil helt klart som det første sige, at ser vi på den praktiske politik, så modbeviser de ting, vi har gjort, den påstand om, at venstrefløjen skulle være mere aktiv og gøre mere for de udsatte grupper i samfundet, end den borgerlige regering gør. Der er formentligt aldrig nogensinde ydet en så stor indsats over for de udsatte grupper i samfundet som under denne regering, kommer Når jeg iagttager venstrefløjens måde at føre socialpolitik på, så er det som om, at de går ud og siger: Se hvor gode vi er. Vi vil bevillige mange flere penge det skråsikkert fra Anders Fogh Rasmussen. At den siddende regering skulle have gjort mere for de udsatte grupper end sine forgængere, afvises umiddelbart på gadeplan. Heidi Riel, administrator for Hus Forbi, fortæller nemlig, at der var en udbredt modvillig holdning til at sælge et blad, med Anders Fogh Rasmussen på forsiden, da hun luftede den mulighed på et sælgermøde for storkøbenhavnske sælgere. Så hvis regeringen virkelig har ydet over evne på det sociale område, lader beskeden ikke til at være nået frem til de hjemløse. - Sælgerne havde svært ved at forholde sig (positivt, red.) til ham. Men de kunne samtidig godt se, at det måske ville vække købernes nysgerrighed, at se ham på forsiden, konstaterer Riel. Statsministeren finder sælgernes modvilje beklagelig, men det er ikke første gang, han møder den: - Det er jo klassisk udtryk for de fordomme, som hersker om liberale. Og udtryk for en manglende åbenhed over for at se på, hvad der rent faktisk er blevet gjort, og hvad det rent faktisk er, vi gør. Man siger: Det er en venstremand så er det nok en, som slet ikke vil os det godt. Fogh nægter, at sælgernes umiddelbare reaktion skulle have hold i virkeligheden: - Der er bare nogle, som per definition vil opfatte en liberal som negativ over for at gøre noget for de udsatte grupper, selvom vi kan påvise, at vi faktisk har gjort mere, end nogen nogensinde har gjort. Fordommene blokerer øregangene, og så er det sådan, at hvis jeg siger noget, så blokerer de for, at det opfattes positivt. Helt uden hold i virkeligheden er sælgernes reaktion dog ikke, hvis man skal tro Rådet for Socialt Udsatte. Rådet påviser nemlig i sin årsrapport, at regeringens indsats på udsatteområdet ikke lever op til regeringens intentioner. Således påviser rådet, at opprioriteringen af alkoholafvænningsområdet ser ud til at gå ud over et andet socialområde, nemlig botilbud. Kampen om velfærdskagen Det ligger Fogh uendeligt fjernt at fremstille de sociale problemer som resultat af en fejlslagen politisk indsats. I hans optik er det andre, individuelle faktorer, som danner grundlag for sociale problemer. - Folk har meget travlt med deres egen tilværelse, og så bliver der mindre fællesskab i lokalsamfundet. Derfor er der større risiko for, at mennesker bliver overladt til sig selv i ensomhed og bliver mere og mere marginaliserede, men jeg tror ikke, at dét er den eneste forklaring. Jeg tror, det er meget individuelt, hvorfor folk i kortere eller længere perioder kommer ud i hjemløshed. For nogle er der tale om et nedbrud i hele deres tilværelse, for andre kan det skyldes misbrugsproblemer. Så er der måske en tredje gruppe, som mere er ovre i den kategori af mennesker, som har svært ved at falde ind i de rammer, som gælder for samfundet, siger han. Ikke flere hjemløse Hus Forbis støt stigende salgstal vidner givetvis om en markant stigning i den almene danskers bekymring over hjemløseproblemet, hvad enten hjemløsheden skyldes den ene eller anden faktor. Men at problemet er blevet mere synligt er, ifølge Fogh, ikke ensbetydende med, at problemet er blevet større. - Jeg vil ikke uden videre anerkende, at der skulle være en stigning i antallet af hjemløse. Det savner jeg dokumentation for, siger han, og antyder dermed måske at han allerede kender resultaterne af den tælling af hjemløse, som hans socialminister satte i gang i marts i år, og som offentliggøres om en måneds tid. Tællingen vil dog ikke kunne vise, hvorvidt der er sket en stigning i antallet af hjemløse i Danmark, idet det er første gang, der laves en egentlig tælling af hjemløse. Men den vil kunne vise, om det anslåede antal af danske hjemløse på er skudt ved siden af. Da tællingen blev præsenteret af socialminister Eva Kjer Hansen (V) udtrykte hun samtidig, at det var regeringens ambition at afskaffe hjemløshed i Danmark. Statsministeren vil dog gerne vedkende sig, at alt ikke har været rosenrødt på det sociale område under den siddende regering. Dét har Rådet for Socialt Udsatte blandt andet gjort opmærksom på flere gange: - Rådet for Socialt Udsatte svinger jo pisken, også over for regeringen, og det er der nogen, der synes er generende. Men det er nu engang det, som var meningen med rådet: at holde politikerne i Folketinget fast på, at der er grupper i samfundet, der har svært ved at komme til orde. De store velorganiserede grupper, hvor der er mange vælgere, de skal nok få, men de udsatte grupper, de hjemløse og misbrugerne og de prostituerede, de bliver nemt overset, når kampen om velfærdskagen går ind. Det er blevet tid for Anders Fogh Rasmussen at komme videre i dagens program. Kaffekoppen på bordet foran ham er tom. Kagen er spist. Illustration: Kenneth Johansen peterolesen55@hotmail.com kasperkruse@yahoo.com 4 hus forbi nr. 64 august 2007 hus forbi nr. 64 august

4 Vågnede op til et nyt liv Da Kirsten Jensen sagde, at hun ville skilles, blev hendes mand så aggressiv, at han tævede hende halvt ihjel. Hun vågnede op igen kort efter til et nyt liv, begrænset af en hjerneskade Af Marisa Matarese Foto: Niels Nyholm - Politiet kaldte hans vold for husspektakler, men skadestuen og psykologer kaldte det mordforsøg, siger Kirsten tørt og kigger sig uroligt omkring. Selv om det er otte år siden, at hun vågnede op på gulvet i badeværelset smurt ind i blod, har hun ikke helt sluppet sit gamle liv. Hun bor stadig i samme by som sin eksmand, og for et år siden var hun uheldig at møde hun ham ude i byen. Hun sidder rank på bænken. Igennem de rød-sorte briller kan man se hendes klare blå øjne. Ind imellem løber de i vand, men stemmen ryster ikke. - Jeg kan ikke huske, hvor længe vi var gift. Der er black out i min arkivkasse, starter Kirsten: - Jeg mener, det var mere end ti år. Hun er midt i 50 erne og ligner stadig den overklasse kvinde, hun ikke længere er. Før i tiden stod hun for bogholderiet i parrets virksomhed med 12 ansatte. I dag lever hun af sin invalidepension. - Hver gang han havde en mulighed for det, nedgjorde han mine beslutninger eller omgjorde dem. Han nedværdigede mig over for de ansatte, siger hun. På et tidspunkt fik hun nok og besluttede sig for at få sit eget liv. Hun ville skilles. - Jeg vidste, at den skilsmisse var med livet som indsats, siger hun. Selvom han aldrig havde været voldelig, så vidste hun, at han ville eksplodere. Det havde han gjort før, men hun havde altid nået at slippe væk. - Jeg havde planlagt det hele. Jeg havde pakket min beautyboks og en kuffert og sagt det til mine to børn. Fra et tidligere ægteskab har Kirsten en søn og en datter. Sønnen var 22 og boede på det tidspunkt sammen med sin kæreste, mens datteren var 17 og boede hjemme. Nåede ikke væk Den dag i august for otte år siden nåede Kirsten ikke væk: - Jeg fór hjem til huset for at hente mine ting. Jeg kan huske, at jeg hilste på nabokonen, inden jeg gik ind i huset, siger hun og roder op i det korte lyse hår. - Han kom efter mig, fnysende som en tyr, siger hun og holder en pause og stirrer ud i luften. - Jeg kan huske, at jeg kommer til mig selv ude på badeværelset. Han havde båret mig derud for ikke at få blod på gulvtæppet. Jeg forsøgte at kalde på nabokonen, men hun kunne ikke høre mig, for jeg havde så meget blod i næsen og i halsen. - Han fortalte senere min datter, at han var stoppet med at slå mig, da jeg var begyndt at sige rallende lyde. Det var dér, jeg døde, har jeg fået at vide, siger hun. Eksmandens voldelige raserianfald, har givet hende en hjerneskade, som har svækket hendes hukommelse, stedssans, tidsfornemmelse og gør, at hun ikke kan lægge tal over ti sammen. I dag kan det ikke ses på hende, men hun fortæller, at hun stadig døjer med smerter efter en ødelagt kæbe, brud på rygsøjlen, en revne i kraniet og piskesmæld. Endelig i sikkerhed - På et tidspunkt kan jeg fornemme, at jeg er bag en mur, og han ringer til en ambulance og siger: I er nødt til at komme. Min kone har næseblod, og jeg kan ikke stoppe det, og så forsvinder jeg igen. Jeg vågner op igen, da Falck kommer. De pacificerede ham og den ene holdt mig i hånden. Dér vidste jeg, at jeg var i sikkerhed. - Jeg hørte, han sagde, at vi havde stødt hovederne sammen og Falckmanden svarede: Du skal ikke forklare noget. Du skal bare holde dig væk. - Det var en stor lettelse og det gav mig tryghed, at de ikke troede på ham, fortæller hun og nævner, at Falckmændene tog hendes kuffert og beautyboks, der stod klar med på skadestuen. Der var hun et døgns tid, inden hun kom på krisecenter i Østjylland. - Han forsøgte at komme ind til mig på skadestuen gennem mine børn. Det lykkedes ikke for ham, siger hun og forklarer, at da han ikke kunne bruge datteren til at få kontakt med Kirsten, smed han hende ud hjemmefra med trusler om vold som afskedshilsen. Først kom datteren med på krisecenter, men det blev for meget for hende. - Hun kunne ikke holde ud at være der. Der var for meget trafik med ambulancer, kvinder der havde været udsat for vold. Hun kunne heller ikke holde ud at se, at jeg havde det så dårligt. Jeg kunne ikke huske, kunne ikke finde vej og kunne ikke finde ud af at bruge en telefon, siger Kirsten og fortæller, at personalet på krisecenteret ikke tog sig af datteren. De mente, hun måtte klare sig selv - Krisecentrene er bare en parkeringsplads. Det skal give tag over hovedet og tryghed. Der var tag over hovedet, men ingen tryghed. Derfor flyttede datteren over til en veninde, og senere fik hun en psykisk nedtur. Selv blev Kirsten på krisecenteret i de tre måneder, man typisk kan opholde sig på et krisecenter. Selvværd nåede bunden - Hvis ikke selvtilliden var nedbrudt, For otte år siden gik Kirstens eksmand amok over, at hun ville skilles. Hendes liv tog en voldsom drejning, og i flere år måtte hun leve på konstant flugt. inden man kom på krisecenter, så blev den det i hvert fald på krisecenteret, siger Kirsten. - Hvis de havde sagt til mig: Ved du hvad. Det bedste for dig ville være at køre ned på havnen og hoppe i havet, så ville jeg have gjort det. Jeg følte mig som det værste udskud, siger hun. Selv maden på centeret var med til at underbygge den følelse hos Kirsten: - Vi fik kød fra EU s overskudslagre. Der var aldrig fisk på menuen og kaffen var det billigste overhovedet. Hun kender godt krisecentrenes situation og ved, at de må kæmpe for driften af stedet, men forholdende styrkede hende ikke. Sammen med en anden kvinde delte hun et værelse på ni kvadratmeter. Der havde hun en seng, et lille natbord, 15 centimeter bøjlestang, en hylde og to skuffer i en kommode. - Jeg kan huske, at jeg virkelig følte mig værdsat, fordi jeg havde to skuffer, og den anden kun havde én. Alligevel blev tingene konstant væk for mig. Jeg kunne lægge papirer ned i min skuffe om aftenen og de var væk om morgenen. Jeg kunne ikke forstå det. Først flere måneder senere fandt jeg ud af, at der ikke var bund i den nederste skuffe, griner Kirsten og fortsætter: - I dag kan jeg grine, men den gang fattede jeg intet. Alt var tåget. Hvorfor tager du ikke hjem Efter et stykke tid på krisecenteret fandt svigerfamilien Kirsten. Hun modtog en buket blomster fra dem med et kort. - Blomsterne gav jeg til en kvinde, der havde mere brug for dem end jeg, og kortet har jeg aldrig åbnet, siger hun. Svigerfamilien kunne ikke forstå, hvorfor hun ikke bare tog hjem. - Jeg hørte, at min tidligere svigermor havde spurgt min veninde, om jeg manglede noget, hvortil veninden havde svaret, ja, hun mangler tøj. Min eks-svigermor svarede: Hvorfor kommer hun så ikke bare hjem. Hun har jo otte garderobeskabe med dyrt tøj og alt, hvad hun skal bruge derhjemme. De ville ikke forstå det. For dem handler det om at bevare facaden. Det ser jo ikke godt ud, at konen er gået. Den families gulvtæppe ligner en pukkelpist, fortæller Kirsten. Hun tog ikke hjem. Efter tre måneder på krisecenteret måtte hun dog videre. Kommunen hjalp hende ikke med at få en lejlighed, så krisecentret foreslog hende at flytte på vandrehjem. Det kunne hun ikke overskue. I stedet lejede Kirsten lejligheder på ugebasis gennem byens turistkontor. - Det var vigtigt, at lejlighederne var i nærheden af politistationen, så de kunne rykke ud, hvis han kom. Jeg havde ingen overfaldsalarm, men en telefon, som jeg øvede mig i at bruge, siger hun. Sådan fortsatte Kirsten i et halvt år eller ni måneder. Hun kan ikke huske det præcis. Mens hun flyttede rundt, fik hun sygedagpenge og på et tidspunkt skulle hun prøves til et job. Sagsbehandleren havde fundet et drømmejob til Kirsten. Hun skulle tilbage til bogholderi, regnskab og administration. Men Kirstens evner var ikke længere de samme. Hun kan ikke møde på et fast tidspunkt, fordi hun ikke kan finde vej, og hun kan ikke regne med tal over 10. Men så duer du jo ikke til noget, var sagsbehandlerens konklusion. Og det måtte Kirsten give hende ret i. Alligevel valgte Kirsten ikke at sætte sig ned og glo ud i luften. - Jeg kan huske, at en betjent sagde: Ingen ved, hvordan voldsramte kvinder har det, for de siger intet. De har travlt med at holde sig i live. Det satte gang i hendes tanker: - Jeg tænkte: Jeg ligger måske ned, jeg kan ikke huske, ikke finde vej, men jeg ved, at jeg har en vilje af stål og humor. Det har han i hvert fald ikke ødelagt. Jeg vil være med til at forbedre forholdene for de voldsramte kvinder. Som et bevis på, at Kirstens viljestyrke intet fejler, har hun været med til at starte Netværket for Voldsramte Kvinder. Her bruger hun en stor del af sin tid. Og i hendes nye liv, er der også plads til en kæreste. - Jeg kan ikke huske hvor længe, vi har kendt hinanden, smiler hun og fortsætter: - Og jeg ved ikke, hvordan jeg har haft overskud til at møde ham. Men det er det bedste, der er sket i mit nye liv. Kirsten Jensen er et opdigtet navn. Redaktionen kender hendes sande identitet. Kvinderne i Netværket mødes bl.a. på pladsen foran Fyens Stifttidende, fordi deres mødelokale kun har plads til ti personer. Voldsramte kvinder må hjælpe hinanden Når systemet svigter, træder Netværket for voldsramte kvinder til. Og det sker tit, for ifølge Kirsten Jensen forstår myndighederne ikke ofrene - Når politikken sætter ind, sætter forstanden og hjertet ud, sukker Kirsten Jensen og fortsætter: - Jo flere voldsramte kvinder vi møder, jo mindre forstår vi systemet. Enten svigter myndighederne på grund af manglende evne eller vilje, for der bliver ikke gjort nok for ofrene. Jeg er selv kommet dertil, hvor jeg ikke længere gider forsøge at råbe politikerne op. Der findes veldokumenterede argumenter i rapporter, men de vil ikke se det. Kirsten var med til at stifte Netværksprojektet i Formålet var at lave et nyt Netværk for kvinder, der var isolerede som voldsramte. Projektet fik støtte af Ligestillingsministeriet og Videns- og Formidlingscentret indtil sidste år. En af betingelserne for tilskuddet var, at Netværket skulle samarbejde med LOKK, Landsorganisationen for kvindekrisecentre, der havde ansvar for projektet. Men Netværket og LOKK opsagde samarbejdsaftalen og bevillingen stoppede brat. Selv om Netværket for voldsramte kvinder ikke har nogen penge, fungerer det fortsat takket være tidligere voldsramte kvinder, som arbejder gratis. Få midler begrænser arbejdet Hver dag får Netværket i Odense henvendelser fra fire nye kvinder i snit. - Sidste uge ringede der bland andet en kvinde. Vi aftalte at mødes med hende, men hun kunne ikke vente til mødet, så hun dukkede op på vores kontor og sagde: Nu tager jeg mit liv, fortæller Kirsten og fortsætter: - Jeg kunne se på hende, at hun ikke havde spist eller sovet i flere dage, så jeg tilbød hende en kop kaffe. Det sagde hun ja tak til, og så slappede hun lidt af. Kirsten fortæller, at på tre timer fik Netværket lavet en plan til hende: - Vi fik skaffet en lejlighed til hende. Faktisk fik vi to, griner Kirsten og forklarer, at Netværket kender flere private udlejere, der hvis de kan træder til, når det brænder på. - Vi fik også lavet en flytteplan til hende og lavet en aftale med et transportfirma, der giver os rabat, og fik vi lavet aftaler med psykolog og advokat, siger hun.»» hus forbi nr. 64 august

5 »» Hver dag kontakter fire kvinder Netværket for Voldsramte Kvinder i Odense for at få hjælp til at komme videre. Netværket kan rådgive de voldsramte kvinder via deres telefonlinje, som passes af seks kvinder, der alle tidligere har været ofre for vold. - Vi forsøger at lære flere op, men de skal være klar til det først, siger Kirsten. Fra et lille kontor i Odense hjælper de frivillige med kontakt til politi, psykolog og advokat og andet praktisk og organiserer ugentlige møder for 20 voldsramte kvinder og 11 børn i byen. Desuden har vi samtalegrupper med en psykolog som tovholder - I vores lille beskedne mødelokale, er der kun plads til 10 mennesker. Derfor mødes vi bl.a. på pladsen foran Fyens Stifttidende i Odense, hvor vi kan snakke om det, der fylder, siger hun og fortæller, at de voldsramte kvinder kommer fra vidt forskellige sociale lag. - Jo højere oppe på den sociale rangstige kvinderne er, jo større tabu. Jeg har for eksempel talt med en kvinde i halvandet år nu uden at møde hende, selvom hun bor her i byen, siger Kirsten. Troede vold var normalt Ud over at kvinderne kommer fra alle sociale lag, kommer de også fra alle aldersgrupper: - Sidste år så vi et boom i antallet af henvendelser fra kvinder over 60 år. Først efter manden er død, tør de fortælle, hvad der er sket. De troede, det var helt normalt, og troede at volden fra manden var noget, de skulle finde sig i. Det er godt de endelig turde komme frem, siger hun. Kvinderne henvender sig også, når de føler sig magtesløse over, at den voldelige eksmand har forældreret eller ret til samvær med børnene. I disse tilfælde er Netværket sidste stop, og Kirsten beskriver myndighederne som en overmagt: - Vi kæmper mod et samfund, der ikke forstår ofrene. Der er ingen, der forstår, hvor meget børn lider. Myndighederne forstår ikke, at det er invaliderende for børn at skulle have samvær med en far, der udsætter dem for fysisk og psykisk vold. Alligevel gør de intet. De tænker mere på fædrenes rettigheder til samvær end på barnets tarv, siger hun. Socialminister Eva Kjer Hansen siger, at ansvaret ligger hos kommunerne (se herunder, red.). Hvad siger du til det? - Det er politikernes opgave og ansvar at gøre noget for voldsramte kvinder, men de vender os blot ryggen. Derfor har vi valgt at henvende os til erhvervslivet og fagforeningerne for at bede dem om at tage et socialt ansvar og vise noget medfølelse. Jeg er ligeglad hvad, erhvervslivet ønsker at gøre; om de vælger at støtte de voldelige mænd eller de ønsker at støtte kvinderne. Bare de gør noget, siger hun og fortæller, at de selv ofte møder en magtesløshed hos sagsbehandlerne: - Sagsbehandlerne siger selv, at de ikke kan gøre noget. Når der kommer en kvinde op til dem, giver de bare kvinden vores nummer. Voldsmændene derimod kan få gratis psykologhjælp i modsætning til de voldsramte kvinder og børn, siger Kirsten Jensen. Der findes ingen gratis tilbud om psykologhjælp til voldsramte kvinder eller børn. Kirsten Jensen er et opdigtet navn. Redaktionen kender hendes sande identitet. Netværket: For lang ventetid på psykologhjælp på krisecentre Socialministeren kalder det uacceptabelt, at Helle og hendes børn endnu ikke har fået psykologhjælp Af Marisa Matarese Husker du Historien om Helle De sidste fem numre af Hus Forbi har vi fulgt Helle, som har tre sønner og en voldelig ekskæreste, som er far til den yngste. - Vi er såmænd ikke kommet videre. Det er en uendelig historie, for min ekskæreste stopper aldrig, siger Helle. I slutningen af januar i år kom Helle på krisecenter i København med sine tre børn på 20, 15 og syv år. De flygter fra Helles voldelige ekskæreste, der truer med at slå familien ihjel. De har endnu ikke fået psykologhjælp til at behandle deres traumer, der stammer fra flere års psykisk og fysisk vold i familien. - Jeg har sagt, at jeg flytter ikke fra krisecenteret, før jeg og børnene har fået hjælp til at bearbejde vores problemer. Giver de os ikke den hjælp, må de lade os blive her for altid. Det nytter ikke bare at flytte os rundt. Det kan hverken jeg eller børnene holde til, siger hun. Bolden ligger hos kommunen og ikke krisecentret. Der er ingen psykologer på landets krisecentre. Skal man have psykologhjælp skal det bevilges gennem kommunen, fortæller Jytte Mejnholt, formand for Landsforeningen af Kvindekrisecentre, LOKK. - De tilbud vi kan give eksempelvis børn på krisecentre er rådgivning fra pædagoger. Vi har ingen psykologer på vores krisecentre. Skal børnene have psykologhjælp, skal vi søge penge fra kommunens pulje, siger hun. Anonym telefonrådgivning: De skal have hjælp Og sådan skal det blive ved med at være, mener socialminister Eva Kjer Hansen (V). - Krisecentret er ikke et behandlingssted, men et frirum. Det er kommunens forpligtelse at følge op på familien og hjælpe dem videre. Men socialministeren kalder det uacceptabelt, at der går så lang tid, før familien får hjælp. - Jeg forstår ikke, at kommunerne (i Helles tilfælde Roskilde Kommune, red.) ikke er mere obs på, at hjælpe familien videre. Det er åbenlyst, at familien har et problem. Ellers ville de ikke være på krisecenter. Derfor har de behov for hjælp til at komme videre. Det er i kommunens interesse, at familien kommer til at fungere igen hurtigst muligt, siger socialministeren til Hus forbi. Indtil videre har Helle og hendes tre børn været på krisecentret i ca. et halvt år uden at få psykologhjælp, og Helle er ved at blive desperat for at få noget hjælp. - Jeg kan ikke styre min angst. Jeg har det ad h til. Jeg vil gerne have hjælp, så jeg kan være mor, og børnene ikke mister deres mor, siger hun og fortsætter: - Men nogle gange tænker jeg på at tage mit eget liv, for så ville børnene da endelig få noget hjælp, siger hun. Det skulle jo nødigt ligne et herberg Overførstergården er i dag en selvejende institution. Villaen historie fortaber sig noget i tågerne. Den skal være bygget i 1700-tallet som bolig for Jægersborg Hegns overskovfoged = overførster. Ovenstående er Overførstergårdens motto. Æstetik og høj kvalitet gør godt for mennesker med (alkohol-) ondt i sjælen Af Helle Jørler Foto: André Andersen Den tidligere forstander på Overførstergården, Jørgen Lauritzen, var lidt af en klunser, fortæller den nuværende af slagsen, Kaare Engel, til Hus Forbi. Lauritzen fik bl.a. fat i ægte tæpper, som pryder den store opholdsstue. Oven på dem befinder sig en sofagruppe af oksehud til mere end kr. Og så videre. Overførstergården, der ligger i et villakvarter nord for København, genåbnede i august for præcis 11 år siden efter en istandsættelse på ca. 1 mio. kr. Pengene kom fra Socialministeriet og Helsefonden. - Det hele er stort set lige så pænt som til indvielsen. Vi har ikke oplevet hærværk på hverken hus eller inventar, og der bliver ikke stjålet noget på trods af, at intet er boltet fast. Der hersker gensidig tillid blandt personale og brugere, beretter Kaare Engel. Det er nærmest et motto blandt medarbejderne, at det jo nødigt skulle ligne et herberg. - Der er ingen tvivl om, at vores indsats for at få stedet til at ligne et hjem også får brugerne til at føle sig hjemme; det ligger os meget på sinde. For så vidt dét lykkes, ligger brugernes tærskel for at passe på stedet også højt. Der er en høj grad af selvjustits blandt beboerne. - For uligevægtige sjæle skal man heller ikke undervurdere den lindring, der ligger i store rum. Højt til loftet. Og vores beliggenhed, som giver os det privilegium, at vi har en kæmpe have og skov tæt på, og havet er ikke så langt væk. Så man kan komme ud, når sjælen er forpint af rastløshed. Få fred. Det er jo nogle andre betingelser, end nogle af vore herbergs-kolleger, der ligger midt i de hårde kvarterer og har alt det farlige lige uden for dørene. Ikke særligt befordrende det kræver en næsten umenneskelig disciplin og styrke af en misbruger, som gerne vil ud af det, siger Engel. Hele vejen rundt Overførstergården har et godt forhold til naboerne, hvilket naturligvis er vigtigt. Engel kan kun komme i tanker om en enkelt naboklage over larm til det daværende amt i de 11 forgangne år. Der blev inviteret til åbent hus, da stedet blev indviet og igen til 10 års-jubilæet i 2006, og der kom mange. Hvis nogle naboer irriteres over noget, klares det som regel ved en snak med parterne. Med til at øge omgivelsernes velvilje er også OFG s Haveservice. Beboerne kan bestilles til havearbejde og lignende mod betaling. Beboerne skal i begyndelsen aktiveres fire timer om dagen, og dette er en af mulighederne. Dertil kommer pligter i huset. Når beboerne er kommet sig, kan de flytte over gårdspladsen i en af de fire udslusningslejligheder, hvor de vænner sig til at klare mere af hverdagen selv og måske kommer i arbejde. Efter brugerne er kommet helt væk i egen bolig, er der op til et års livline i form af en såkaldt efterværnsmedarbejder, som fastholder kontakt og hjælper med den videre normalisering af tilværelsen. Overførstergården: - Vi er nemlig nødt til at komme hele vejen rundt, hvis vi skal hjælpe nogen ud af alkoholens jerngreb. - Holistisk alkoholafvænning, udbryder vi begge. hj@freelanceriet.dk Har plads til 19 beboere og fire i de tilknyttede udslusningslejligheder. Anslået er 85% mænd. De fleste i alderen år. Der er 13 ansatte. Ifølge forstanderen klarer op til en tredjedel sig udmærket senere nogle gange kommer de en uge eller en måned og bliver holdt til ilden. Tidligere brugere inviteres til f.eks. billiardtræning en gang om ugen 8 hus forbi nr. 64 august 2007

6 En romkugle er nok Egen-motivationen er helt afgørende, hvis en alkoholiker skal tørlægges. Lars Lundquist har taget hele turen, og blev godt hjulpet af et ophold på Overførstergården Af Helle Jørler Foto: André Andersen Det er noget med øjnene. Selv om Lars Lundquist, 62, en sjælden gang smiler, så springer gnisten kun i et splitsekund op i dem. I det øvrige er han en statelig, robust tweedjakkemand, der ikke på nogen måde appellerer til at blive ynket. Han fylder i landskabet og kunne sagtens have udfyldt rollen som overskovridder ham, der oprindeligt beboede Overførstergården i Jægersborg Hegn, nord for København, hvor vi mødes. Men han huser en sorgfuldhed, en tyngde, som skygger for glæden. Han har boet på Overførstergården, der er et herberg for alkoholikere, i to omgange og er nu i såkaldt efterværn, altså opfølgning på behandlingen. - Sådan er det. Alkoholikere er fyldt med sorg, tro mig. Der er så megen smerte, hovedryster han. Han vender flere gange tilbage til temaet: - Vi mister så meget undervejs; det er jo et langsomt selvmord at drikke i forhold til narkotika. Så det kan stå på et halvt liv, før vi kommer tilstrækkeligt langt ud til, at noget sker. Først og fremmest mister vi kontakten til vores egne værdier, vores selvværd. Og så ruller lavinen! Med at miste arbejde, familie, venner, ikke måtte se sine børn, boligen, økonomien alt bliver til en grød, en sump af rod og uoverskuelighed, fortæller han. For Lars selv var han godt og vel midaldrende, før noget skete. Med to sæt børn à to styks i to ægteskaber og tre børnebørn. Han havde sit eget solo-arkitektfirma, opgaver, venner, familie, god økonomi. Ingen i familien er ramt af alkohol-genet. Men for Lars skred det. - Første forsøg var Anonyme Alkoholikere. Det hjalp ikke. På et tidspunkt fik jeg en behandlingsdom på et år. Fik antabus to gange ugentlig på et hospital. Det gik fint. Et stykke tid. Indtil det gik galt igen. Min kone og familien fik mig på Majorgården i Ålsgårde, der praktiserer den i øvrigt helvedes dyre Minnesota- Jo, jo, Lars Lundquist er bror til skuespilleren Lisbeth. Der er en bror til, og alle har ydet en indsats for at støtte Lars i rejsen mod ædruelighed. kur. Kuren er, ifølge Lars, en succes i en tredjedel af tilfældene, en tredjedel får tilbagefald, den sidste trediedel dør af druk. - Der var såmænd udmærkede ting ved den. Struktur på hverdagen. Og helt klare regler. Hvis man kom hjem og havde spist så meget som en romkugle, så var det ud. Gruppesamtaler hver dag. Der var mange tårer. Men selv i gruppesnak skal man være opmærksom på forskellige magtstrukturer, kampe både mod sig selv og andre, bemærker han lige og fortsætter: - Et meget detaljeret spørgeskema, Spritruten, hvor man beskriver sin livshistorie, var ret godt, husker Lars. Var ikke motiveret nok Omgangskreds og familie bliver også, efter aftale, adspurgt om den indlagte. Alligevel oplevede Lars Lundquist på dette punkt et tillidsbrud over for en medarbejder, som var medvirkende til, at han mistede interessen for Minnesotakuren. - Hmm I virkeligheden handlede det også om, at jeg ikke selv var motiveret. Det var mine hårdt prøvede og velmenende omgivelser, der fik mig ind i de her forløb og jeg gjorde det for at gøre dem glade. Måske for at også at få fred? Det er meget få, der kommer af sig selv med snapseflasken i baglommen. Det duer ikke, hvis misbrugeren ikke er top-motiveret selv. Et eller andet sted på dødsruten mindes Lars pludselig at have været på første ophold på Overførstergården, som bekom ham vel. Men det var ikke på daværende tidspunkt nok til at få ham på ret køl. Lars Lundquist skulle meget længere ned og skrabe Helvedes Forgård, før egen-motivationen indfandt sig. Han var omkring de københavnske herberg Mændenes Hjem, Kollegiet på Gl. Køge Landevej, og på vej mod et nyt sted i Jylland. Han var syg af druk, spiste ikke, kunne næppe gå og husker næsten intet. Kun nogle få hjerneceller fungerede endnu. Herning Sygehus, hjem til Kollegiet og til sidst Hvidovre Hospital. - Da begyndte det at hjælpe. Jeg blev afgiftet, fik mad, krykker, pleje. Og så foreslog de, at jeg kom på Overførstergården. Endelig noget, jeg havde lyst til. Og, med en lille spire af glæde, så frem til. Navlestrengen bevares - Først og fremmest er medarbejderne enestående søde og dygtige. Især synes jeg, at Rie Erichsen ikke kan prises nok. Hun står for opfølgningen, efterværnet, i den svære, første tid, når vi er flyttet i egen bolig igen, forklarer Lars. Det er navlestrengen at nogen ringer til de tidligere beboere, måske har en nøgle til deres nye hjem, holder dem fast på aftaler og så videre. Men Lars medgiver, at også omgivelsernes æstetiske kvalitet på Overførstergården har en gunstig indvirkning på forpinte sjæle. - Det er et vidunderligt sted med parklignende have, skønhed lige uden for vinduerne, gedigne kvalitetsmøbler, godt håndværk og ikke mindst: Fred og ro. Ingen bodegaer lige nede om hjørnet, som er et vilkår for herberger i centrum af storbyer. Her kan flænsede livsbaner få en chance for at komme i nærheden af ligevægt. Lars er neutral i sin omtale af den lejlighed, han har fået anvist. Endelig noget, jeg havde lyst til. Og, med en lille spire af glæde, så frem til Den er ok, da han først fik vænnet sig til bebyggelsen. Han arbejder hjemmefra og har fået lov at se sine yngste børn igen, hvilket glæder ham meget. Selv hans mobils ringetone er hans datters stemme temmelig forvirrende, indtil han griner og griber efter den i lommen. Fotografen og jeg bliver vist rundt af Lars, undtagen på værelserne. Denne dag er der lidt tomt i huset og haven. Der er motionsrum i kælderen, billiard(pejse)stue, spisestue, køkken, kontorer, vaskeri, container, som er omdannet til edb-skolestue, værksted, drivhus og i en selvstændig længe fire udslusningslejligheder til dem, der er på nippet til at skulle ud og bo selv. Der er også en del haveredskaber, fordi beboerne dels skal passe parken, dels tilbyder folk i nabolaget havearbejde. Under den guidede rundvisning, fortæller Lars dæmpet, at han ikke er typisk for klientellet, sådan at forstå at han har en mere privilegeret baggrund end de fleste her. - Jeg havde en uddannelse, er arkitekt og industriel designer. Jeg havde gang i min forretning, god, økonomisk baggrund, en familie, der kærer sig om mig. Så jeg har haft gode kort på hånden, understreger han. Dét med hånden må vi dvæle lidt ved. Han har kun tommelfingrene tilbage på begge hænder efter en arbejdsulykke som 18-årig. Det føles spøjst ved goddag-håndtrykket, men han taler overhovedet ikke om det, selv om man kan undre sig over, at han er i stand til at tegne meget, som arkitekter skal. - Det er ikke noget problem, siger han nærmest trodsigt og griber en pen og skriver hurtigt hej. I dag har han kontakt til en del af sine gamle kunder og netværk. - Det er altid muligt at vende tilbage og spørge, om der skulle være noget arbejde eller nogle kontakter. Folk er utroligt søde; der er aldrig helt lukket af. Dét, synes jeg, har været en meget oplivende oplevelse, siger han. Solstråle-udgangsreplikken skal være, at Lars Lundquist nu er med i bestyrelsen af Hjemløses Boligselskab (omtalt i Hus Forbi maj 07, s. 20), og at han skal udstille 33 af sine industrielle designprodukter på Kunstindustrimuseet i september hj@freelanceriet.dk STEINER- PÆDAGOG 3-årig uddannelse på åndsvidenskabeligt grundlag Studiestart 17. august Berettiger til SU Gode jobmuligheder - der er mangel på Steiner-pædagoger Rudolf Steiner Børnehaveseminariet Johannevej Charlottenlund Tlf.: A N N O N C E Generalforsamling i Hus Forbi Hus Forbi holder generalforsamling torsdag den 20. september 2007 kl i Røde Kors lokaler på Nordre Fansanvej 224. Dagsorden ifølge vedtægterne. Forslag til generalforsamlingen skal være bestyrelsesformand Robert Olsen i hænde senest tre uger før (dvs. senest torsdag den 30. august) og kan fremsendes til Robert Olsen på: rolsen11@hotmail.com eller Robert Olsen, Mændenes Hjem, Lille Istedgade 2, 1706 København V. Hus Forbis sælgere er fødte medlemmer af foreningen Hus Forbi, som udgiver nærværende blad, og er derfor også velkomne på generalforsamlingen. hus forbi nr. 64 august

7 Misbrug og sindslidelse går hånd i hånd Omkring halvdelen af alle psykisk syge har også et misbrugsproblem, og ligeså mange misbrugere har et psykisk problem. Denne dobbeltdiagnose giver et voldsomt sygdomsforløb og kræver en særlig behandling, fortæller overlæge i anledning af konference om dobbeltdiagnoser Af Birgitte Rørdam Foto: Scanpix Mange tusinde danskere lider både af psykisk sygdom og misbrugsproblemer, men kun få behandlingssteder herhjemme er rustet til at behandle begge lidelser. Det betyder, at mange ikke får den hjælp, de har brug for, fortæller overlæge Lars Merinder fra Team for Misbrugspsykiatri, som har specialiseret sig i en særlig indsats for de sindslidende, hvis liv styres af alkohol eller stoffer. Team for misbrugspsykiatri står sammen med det Nordiske netværk for Dobbeltdiagnose bag en konference med navnet Beat The Dragon, som afholdes i Århus i slutningen af august. Formålet med konferencen er at udbrede kendskabet og forbedre behandlingstilbuddene for personer med dobbeltdiagnoser. Der mangler viden Ifølge Lars Merinder er sygdomsforløbet hos personer med dobbeltdiagnoser langt mere alvorligt end hos personer der kun har en af lidelserne. De får flere og voldsommere symptomer, og i kølvandet følger ofte tilbagefald, kriminalitet, vold, mere udstødelse samt økonomiske og familiemæssige vanskeligheder. Derfor er det ifølge Lars Merinder vigtigt at sikre, at disse personer får hjælp. Og at eksempelvis også den praktiserende læge og socialrådgiveren ved, hvad de skal stille op, når de møder personer med dobbeltdiagnoser. - Dobbeltdiagnose kan være et meget komplekst problem, og man fokuserer ofte på, hvad der kom først. Nogle mennesker forklarer for eksempel, at de drikker for at dæmpe deres uro, mens andre fortæller, at de har fået uro, fordi de drikker. Hovedprincippet er dog, at man skal tilbydes behandling for begge lidelser, men behandlingen kan naturligvis være meget forskellig afhængig af om det er et menneske med skizofreni, der drikker for at dulme sin angst eller en alkoholiker, der har udviklet angst på grund af massivt druk, forklarer han. Dobbeltdiagnoser har man været opmærksom på siden 1990 erne og forsøgt at behandle først i USA og England og siden også i Danmark men alle steder er behandlingen stødt på det problem, at behandlingssystemerne for mennesker med psykiske sygdomme og for mennesker med misbrugsproblemer har været adskilt. Kendskabet til psykisk sygdom er således mangelfuldt i misbrugsbehandlingen, mens kendskabet til misbrug og misbrugsbehandling tilsvarende er mangelfuldt i psykiatrien. Bliver sendt frem og tilbage Og samtidig råder fordommene stadig, for selvom både misbrug og psykisk lidelse er problemer, som man har brug for hjælp til at bekæmpe, så er der forskellig opfattelse af problemerne. I psykiatrien er således Formålet med konferencen: fortsat en tendens til at betragte misbrug som mere selvforskyldt end psykisk sygdom, mens man i alkoholbehandlingen betragter misbruget som en sygdom, der kræver behandling på lige fod med psykisk sygdom. - Samarbejdet mellem de forskellige instanser er præget af mangelfuldt kendskab til hinanden og hinandens arbejdsmetoder, og det betyder, at der ofte opstår forvirring om, hvor en person med dobbeltdiagnose skal henvende sig for at få behandling. Samtidig sker det også, at en person med dobbeltdiagnose både af psykiatrien og misbrugsverdenen bliver henvist til at søge behandling for det andet først. På den måde kan personer, der allerede er blandt de mest udsatte, opleve at blive sendt frem og tilbage mellem to systemer uden at nogen af systemerne vil påtage sig et ansvar, forklarer Lars Merinder. Og han understreger, at opgaven derfor både er at udbrede kendskabet og behandlingsmulighederne i forhold til dobbeltdiagnoserne og at være med til at oplyse om, at misbrug ligesom psykisk lidelse er en sygdom, og altså ikke er noget, man selv er ude om. Team for Misbrugspsykiatri, som har eksisteret siden begyndelsen af 1999, består af behandlere der er eksperter inden for dobbeltdiagnose. Samtidig fungerer de som konsulenter inden for psykiatrien. Hensigten er, at de er med til at sikre og koordinere behandlingen af patienter, som af forskellige årsager er havnet på en blind vej i behandlerlandskabet, og som har svært ved at udnytte den hjælp, der er at få. roerdam@yahoo.dk - At udbrede opmærksomheden og kendskabet til dobbeltdiagnoseproblematikken. - At sørge for at indsatsen bliver bedre organiseret, så eksempelvis også hjemløse, der er svære at komme i kontakt med, får hjælp. - Få større kendskab til behandlingen af de forskellige sygdomme/misbrug for at kunne tilbyde den rigtige hjælp. - Sætte fokus på den kompetenceudvikling og uddannelse som er meget nødvendig i de faggrupper, som arbejder med dette område. - Beat The Dragon er arrangeret af Team for Misbrugspsykiatri, Psykiatrisk Universitetshospital, Århus, og Nordisk Netværk for dobbeltdiagnose og finder sted i Århus den august Til konferencen er inviteret både danske, nordiske og andre internationale foredragsholdere. Se mere på: De skjulte hjemløse Af Erik Hansen Hjemløse får penge til startpakker Når Esbjerg Kommune står af træder vennerne til Af Lisbeth Rindholt Foreningen De hjemløses venner i Esbjerg er for nylig blevet tildelt kroner fra Socialministeriets Tips- og lottopulje til særlige sociale formål. Pengene er øremærket til at udvide de såkaldte startpakker, som De hjemløses venner indførte i Esbjerg i En startpakke er en kasse med basalt, husligt udstyr, som de hjemløse i kommunen får foræret af foreningen, når de skal genhuses eller flytte ind i en bolig efter lang tids hjemløshed. Pakken består typisk af rengøringsmidler, køkkengrej, toiletartikler og langtidsholdbare madvarer. - Pengene fra Socialministeriet skal bruges på mere mad og køkkenudstyr til startpakkerne, så vores hjemløse kan få en god start på livet i deres nye bolig, fortæller sognepræst Ingelise Wenzel, formand for De hjemløses venner. Når kommunen står af Foreningen blev stiftet i 2003 og fungerede i Da Lene var tre år, blev hun anbragt uden for hjemmet, fordi hendes forældre var misbrugere. Omkring puberteten prøver hun grænser af, drikker en del og tager forskellige stoffer på hobbyplan. Skolen har ikke førsteprioritet, men det er der ikke nogen, som opdager. Da Lene fylder 18 år, skal hun flytte fra sin plejefamilie, den sidste af slagsen, da denne nu ikke længere modtager vederlag for at have hende boende. Kommunen foreslår en ungdomsbolig eller et højskoleophold, men det har Lene ikke lyst til. Heldigvis møder hun en sød fyr, der tilbyder, at hun kan flytte ind til ham. Han er ældre end hende, sød og rigtig beskyttende. Der er ingen, der skal sige et grimt ord eller kigge skævt til Lene, så er han der. Han drikker godt nok en del og ryger en masse hash, men ikke noget, han ikke kan styre. Efter et stykke tid, begynder det at gå skævt. Beskyttelsen føles nu som kontrol, og det der med, at han kan styre misbruget, er vist ikke helt sandt. Lene drikker også selv mere og mere. Et par gange har han også slået hende. Volden eskalerer gradvist, men en dag får hun nok. Hun pakker en taske og skrider. Et par måneder overnatter hun på må og få i opgange, på natvarmestuer eller hos mænd i hendes omgangskreds, der gerne låner hende en sofa eller en side i dobbeltsengen for en lille modydelse. Efter et stykke tid møder hun heldigvis en ny mand. Dét er bare det rigtige, kan hun mærke. Han drikker godt nok og tager nogle stoffer, men er sød og beskyttende lige til han ikke er det mere. Historien om Lene er opdigtet, men kunne være sand. Når man taler med kvinder som Lene, undres man altid over, hvorfor i alverden de ikke har bedt om hjælp noget før? Men det skyldes, at de i høj grad er overlevere. Disse kvinder beder først om hjælp hos det offentlige, når alt andet er prøvet. De har en helt anden selvopholdelsesdrift end mændene, og vil gøre meget for at holde på formerne. Når systemet så endelig kommer i kontakt med kvinderne er de tit i en meget dårlig forfatning både fysisk og psykisk efter at have levet med vold og trusler under prostitutionslignende forhold i årevis og har brug for mere hjælp, end den 110 boformerne (forsorgshjem og herberg for hjemløse, red.) typisk kan tilbyde. Selvom de til tider er i kontakt med f.eks. deres læge, er det så sporadisk, at ingen fatter mistanke om, at noget grundlæggende er galt. Kvindernes misbrugsmønster er også anderledes end mændenes. De drikker mere i det skjulte, og ikke i så høj grad øl som stærk spiritus. Ofte har de også et sidemisbrug af især piller. Og fordi kvinderne flytter meget rundt, har de en tendens til at forsvinde i systemet. Dette gør, at helheden omkring personen er utrolig svær at få øje på. Sidst, men ikke mindst, er der hele spørgsmålet om skyld og skam: At det er kvindernes egen starten som støtte til det akutte overnatningssted Himmelekspressen i Esbjerg. Himmelekspressen lukkede i foråret 2006, men foreningen vurderede, at der stadig var hjemløse, som løbende havde brug for hjælp. Derfor skiftede de navn til De hjemløses venner og indledte et samarbejde med Esbjerg Kommune om genhusning af de lokale hjemløse. - Vi træder til, når kommunen står af, siger Ingelise Wenzel og forklarer: - I mange tilfælde mener kommunen, at de hjemløse har luft nok i kontanthjælpen til at købe inventar, når de f.eks. flytter fra en institution ind i egen bolig. Det mener vi ikke. Derfor hjælper vi dem, ikke bare med en startpakke, men også med bl.a. møbler og tøj fra byens genbrugsbutikker. De hjemløses venner har indtil nu været med til at genhuse og uddele startpakker til ca. 40 hjemløse i Esbjerg. Se mere på: Erik Hansen næstformand i SAND Århus, skriver om socialt marginaliserede kvinder. SAND er de hjemløses organisation og har bl.a. en arbejdsgruppe om kvinder og hjemløshed. skyld, at de igen og igen vender tilbage til samme type partner. Disse normer gør det næsten umuligt for dem at bede om hjælp. Løsningen er at sætte tidligt ind over for kvinder som Lene. Der findes f.eks. en udmærket lov, der gør det muligt at forlænge opholdet i f.eks. plejefamilier til det fyldte 24. år. Den bruges bare ikke. Endvidere skal de instanser, der kommer i forbindelse med disse kvinder, rustes bedre til at tage hånd om kvindernes samlede problemkompleks, i stedet for bare at behandle dén isolerede lidelse, f.eks. depressive tanker, som kvinden henvender sig med. Udsatte kvinder lades i stikken Omkring socialt udsatte kvinder har svært ved at finde sig til rette på Københavns væresteder, varmestuer og herberger. Det skyldes, at miljøet domineres af mænd, som af og til råber, kaster med ting og slås. Det skræmmer udsatte kvinder fra at opsøge stederne og få den hjælp, de har brug for. I stedet indgår mange i prostitutionslignende forhold for at få et sted at sove, hvilket bevirker, at de får det endnu dårligere. Københavns Kommune ønsker at øge livskvaliteten for disse kvinder og vil derfor ansætte en opsøgende medarbejder, som skal gøre personalet på stederne opmærksomme på kønsspecifikke problemer, og hvordan man løser dem. Det kan eksempelvis dreje sig om at skærme kvinderne mod mandlige gæster, så de kan overnatte i trygge rammer uden mænd. Målet er, at væresteder inden for få år skal have mindst ét tilbud som er målrettet kvinder. - jalini 12 hus forbi nr. 64 august 2007 hus forbi nr. 64 august

8 Riddere og farende svende De fleste landevejsriddere vandrer fra kræmmermarked til kræmmermarked, fra markederne starter i marts til de slutter hen på efteråret. På Egeskov marked, der altid holdes den tredje onsdag i september i Kværndrup på Sydfyn, samles landevejsridderne til deres årlige møde. Det er her, nye landevejsriddere får deres dåb, der på ægte landevejsriddermanér foregår i og med masser af øl. Det er også her, ridderne vælger deres nye stodderkonge. Billederne af landevejsriddere, der også kaldes farende svende, er taget i sensommeren 2005 på Bornholm under Tejn Havnefestival. Det er fotograf Helga C. Theilgaard, der har taget billederne og doneret dem til hus Forbi. Se mere om de mange kræmmermarkeder landet over på: 14 hus forbi nr. 64 august 2007 hus forbi nr. 64 august

9 Mindre røg på værestederne Danmarks nye rygelov træder i kraft den 15. august. Væresteder og cafeer for socialt udsatte er ikke omfattet af loven. Men flere steder vælger ledelsen alligevel at indføre et delvist eller totalt rygeforbud Af: Lisbeth Rindholt Foto: Holger Henriksen - Jeg kender ingen her på herberget, som ikke ryger, konstaterer Henrik Max. Han har boet på herberget i Hillerødgade 64, København, i knap et år og ryger selv mellem to og fire pakker cigaretter om dagen. Indtil nu har både personale og beboere måttet ryge frit i hele huset, men snart indføres en regel om, at halvdelen af herbergets kantine skal være røgfri. Det rygeforbud tror Henrik Max ikke på: - Hvis man kun må ryge i den ene halvdel af kantinen, vil der jo slet ikke sidde nogen i ikke-ryger afdelingen. Det kommer til at se lidt sjovt ud. Nej, jeg tror, at folk bare gør, som de plejer, siger han. Både Henrik Max og hans medbeboer Don Jan er modstandere af den nye rygelov. Derfor er de også godt tilfredse med, at værestederne selv må afgøre, om de vil indføre restriktioner på røgen eller ej. - Regeringen skal ikke bestemme, hvor jeg tænder en smøg, understreger Don Jan og viser, hvordan man ruller en cigaret med finskåret tobak, papir og rullemåtte, inden han fortsætter: - Det her er jo mit hjem. Jeg vil have lov til at gøre, som det passer mig. Selvfølgelig skal man tage hensyn til hinanden. Og hvis nogen beder mig om at lade være med at ryge, fordi de f.eks. sidder og spiser eller har astma, så gør jeg det. Jeg er ikke glad for det, men jeg gør det! Reddet på målstregen Kantinen i Hillerødgade er ikke det eneste sted, som har en afdeling for rygere og en for ikke-rygere. Den model blev allerede indført på værestedet Parasollen i Viby J ved Århus i starten af På Parasollen er rygning tilladt i den bagerste del af værestedet, undtagen i frokostpausen, hvor samtlige rygere er forvist til gaden eller gården, hvis smøgtrangen melder sig. - Ordningen blev vedtaget i samråd med brugerne selv, og den fungerer stadig upåklageligt, fortæller Parasollens leder, Ingrid Bjergely Christensen, som en overgang var bange for, at hun ville blive tvunget til at indføre rygeforbud døgnet rundt: - Vi blev reddet på målstregen af den seneste beslutning om, at væresteder ikke er omfattet af rygeloven (vedtaget i foråret 2007, red.). Nu kan vi bare køre videre med det delvise rygeforbud. Så er vi også sikre på at beholde alle vores brugere, understreger hun. Kirkens Korshærs dagvarmestue i Pantheonsgade i Odense har valgt at gå hele vejen og følge rygelovens påbud om fuldstændigt rygeforbud efter 15. august. Daglig leder, Heinz Wolf, er dog ikke bange for, at brugerne bliver væk fra varmestuen af den grund. - De er vant til at komme på steder, hvor der har været rygeforbud længe, f.eks. på banegården i Odense og de lokale metadonudleveringssteder. Så vi har ikke haft noget stort oprør mod rygeforbudet hernede, fortæller Heinz Wolf og tilføjer: - Det kan hænge sammen med, at vi har så gode rygefaciliteter udenfor med en hyggelig, overdækket gårdhave, hvor man også gerne må drikke øl. Henrik Max, som bor på herberget i Hillerødgade 64 i København, ryger mellem to og fire pakker cigaretter om dagen. Den standard har han i sinde at holde trods rygelovens forbud. Foto: : Westring+Welling A/S Kort om Rygeloven Den 15. august indføres en restriktiv rygelov i Danmark. Hovedreglen er, at man ikke længere må ryge på offentlige og private arbejdspladser. Restauranter på mindre end 40 kvadratmeter kan selv vælge deres rygepolitik, mens der er lovpligtigt rygeforbud på større cafeer, værtshuse, restauranter med mere. Det er dog tilladt at oprette særskilte rygerum. Undtaget fra rygeloven er bl.a. væresteder, varmestuer og cafeer for socialt udsatte. Her må den daglige ledelse evt. i samråd med brugerne selv afgøre, hvordan rygepolitikken på stedet skal være. Rygelov diskriminerer hjemløse Der vil også stå Rygning forbudt i cafeen i De Hjemløses Hus i København efter 15. august. Forbudet er blevet mødt med et par kritiske røster blandt brugerne af huset, men daglig leder Stig Tarnow står fast: - Hjemløse bør ikke være undtaget fra rygeloven. Det er diskrimination, også selvom det måske er med positivt fortegn. Hvad bliver det næste? At hjemløse skal undtages fra serviceloven og ikke have samme sociale tilbud som andre? Nej, loven er lige for alle, understreger Stig Tarnow. Ligesom Heinz Wolf er han ikke bange for at miste sine brugere på grund af et rygeforbud: - Man skal ikke undervurdere de hjemløse. Jeg er sikker på, at de også kan indrette sig efter reglerne og gå udenfor, når de skal ryge, ligesom alle andre rygere i Danmark, siger Stig Tarnow. 30-årige Tim Kristensen er stamgæst i De Hjemløses Hus, og han har da heller ikke tænkt sig at holde op med at bruge stedet til august. - Forbudet gør bare, at det ikke Personalet i Kirkens Korshærs herberg i Hillerødgade, København, er modstandere af et rygeforbud. Herberget er beboernes hjem. Lad dem dog ryge, som de vil. De har ikke mange glæder i livet i forvejen, mener Mona Lisa Gothenborg (tv. på billedet), køkkenleder i herbergets kantine. bliver lige så hyggeligt at komme derude som nu, hvor jeg altid sidder inde i cafeen med min kaffe og smøger. Det er et hårdt liv at være hjemløs, og cigaretterne er gode at have, når man skal slappe af, siger Tim Kristensen, som tilføjer, at han vil respektere forbudet og nøjes med at ryge udenfor. Han går ofte til hånde i køkkenet og cafeen som altmuligmand og er i øjeblikket ved at skaffe nogle keramikaskebægre, som skal opsættes ude foran Hjemløsehuset. Tims betaling for arbejdet i De Hjemløses Hus består som regel af en pakke cigaretter. lisbeth@rindholt.dk Tim Kristensen er stamgæst i De Hjemløses Hus i København NV. Han ryger ca. en pakke cigaretter dagligt. Selvom værestedet indfører totalt rygeforbud 15. august, vil han blive ved med at komme i huset. Bedre hjælp til børn af alkoholikere Mindst børn i Københavns Kommune lever i familier, hvor der drikkes for meget. Og oven i det bliver københavnske fostre og børn hvert år skadet som følge af forældrenes alkoholmisbrug. I dag er der meget få tilbud til denne gruppe. Derfor har kommunens socialudvalg besluttet at iværksætte en række tiltag, som over de næste tre år skal styrke den sociale indsats bl.a. over for gravide alkoholmisbrugere og alkoholmisbrugende forældre med mindreårige børn. I løbet af efteråret åbner desuden et kommunalt rådgivningstilbud, hvor børn og unge af alkoholmisbrugere anonymt kan henvende sig for at få råd og vejledning. Rådgivningen skal også fungere som brobygning til andre støtte- og behandlingstilbud. På en ny hjemmeside kan de unge desuden stille spørgsmål til rådgivere via en elektronisk brevkasse og chatte med andre unge i samme situation. Pris til Hus Forbi Carl Scharnbergs Uofficielle Fond (det hedder den faktisk) har tildelt Hus Forbi en pris på kr. Det skete i anerkendelse af det fortrinlige socialpolitiske arbejde I (Hus Forbi, red.) udfører, som Fondens bestyrelse udtrykte det i sin begrundelse for prisuddelingen. Hus Forbis gadeplansmedarbejder Henrik Pedersen samt en af bladets sælgere, kaldet Røde Orm, modtog og takkede for prisen. Prisoverrækkelsen fandt sted på fagforeningen 3F s kursusejendom i Silkeborg. Gadens konger - jalini - jalini Hjemløsefotograf Holger Henriksen, som der var en stor artikel om i Hus Forbis juli-udgave, udstiller sine fotografier af københavnske hjemløse i kulturhuset Karens Minde i København SV fra den august. Udstillingen har titlen Gadens Konger. - jalini 16 hus forbi nr. 64 august 2007 hus forbi nr. 64 august

10 Husker du For ti år siden var der mange hjemløse, som overnattede på gaden og banegården i Aalborg, men via en række hjemløseprojekter er der nu pasningsgaranti for hjemløse i den nordjyske kommune. Hus Forbi har valgt at sætte fokus på et par af de aalborgensiske projekter. I juli-nummeret besøgte Hus Forbis udsendte Skurbyen et botilbud for kronisk alkoholiserede mænd. Og i dette nummer er det opgangsfællesskabet for misbrugere og sindslidende i Suensonsgade, der er i kikkerten. Bordet og bænkene uden for nr. 21 i Suensonsgade er et yndet samlingssted for beboerne, når vejret er godt. Her bliver både drukket, diskuteret, kysset og krammet. Tilladt at være aktiv misbruger Suensonsgade nr i Aalborg er et opgangsfællesskab for tidligere hjemløse misbrugere og sindslidende. Alle beboere bliver observeret af personalet i fælleslokalerne. Men de råder selv over deres egne lejligheder og må her tage stoffer og drikke, som de vil Af Lisbeth Rindholt Foto: Anne Mette Welling Johnny har boet i sin lejlighed i Suensonsgade nr. 23 i otte år. Her til eftermiddag er han kommet ned i opgangsfællesskabets fællesstue for at hænge lidt ud med nogle af de øvrige beboere. Det er usædvanligt for Johnny at være hjemme på den tid af dagen. Normalt kører han nemlig rundt i en lille traktor og trimmer græs på Kirkens Korshærs bondegård i Klarup: Et frivilligt aktiveringsprojekt for hjemløse og socialt udsatte i Aalborg. - Gården i Klarup er ren livskvalitet! I dag holder jeg fri, men ellers står jeg trofast og venter på bussen ud til bondegården fra mandag til fredag, efter jeg har hentet min metadon. Man må ikke tage stoffer, ryge hash eller være voldelig derude, og det er helt fint med mig. Jeg synes bare, at det er fedt at komme væk fra byen og mærke luften i lungerne og så er der dejligt fredeligt ude på landet i modsætning til Suensonsgade, griner Johnny og foreslår, at vi går væk fra de højtråbende beboere i fællesstuen, hvor MTV drøner i baggrunden. Trods larmen er han dog glad for at bo i opgangsfællesskabet. - Jeg har fået mere ro på mig selv, efter jeg er flyttet ind her, fortæller 53-årige Johnny, mens han sætter sig ved bordet i personalestuen. Han er tidligere hjemløs og har tilbragt 20 år af sit liv i fængsel for bl.a. tyverier. - Indimellem har vi meget uro og ballade i huset, men så kan jeg bare lukke døren til min lejlighed. Det kunne jeg jo ikke, da jeg boede på gaden. Og jeg har brug for at være meget for mig selv og f.eks. sidde og nyde udsigten over Limfjorden fra min stue uden forstyrrende naboer, fortæller han. Planter et frø Johnnys naboer er 15 tidligere hjemløse. Tre af beboerne har en dobbeltdiagnose, dvs. de har både en psykisk sygdom og et misbrugsproblem (læs også s. 12. red.). Resten er aktive misbrugere. - Det er tilladt at tage stoffer, ryge hash og drikke alkohol i sin egen lejlighed. Det blander vi os ikke Blancha (52 år) har boet i opgangsfællesskabet i Suensonsgade i ti år. Hun drømmer om engang at få malet sin lejlighed. Men som førtidspensionist er det svært at få pengene til at række til en istandsættelse. Alle beboerne i opgangsfællesskabet mødes dagligt med hinanden og personalet i fællesstuen. Her ses daglig leder Juan Winther (t.h. på billedet), social vicevært Doris Klitgaard og Johnny (t.v.), som har boet i Suensonsgade i otte år. Opgangsfællesskabet har eksisteret siden i, fortæller Juan Winther, som har været daglig leder af opgangsfællesskabet i seks år. Sammen med husets sociale vicevært, Doris Klitgaard, skal han bl.a. observere beboerne og tale med dem om deres hverdag. Det sker først og fremmest i husets fællesstue, hvor beboere og personale mødes, ser tv og jævnligt spiser morgen- og aftensmad sammen. - Vi lægger f.eks. mærke til, om den enkelte beboer har en god personlig hygiejne. Hvis den halter lidt, planter vi gerne et frø hos vedkommende ved at spørge: Trænger du ikke til at få vasket tøj eller tage et bad? Det er ikke sikkert, at han eller hun er enig, men så prøver vi igen et par dage senere. Det vigtige er at skabe en dialog og evt. sørge for at beboeren får hjælp til rengøring, mad eller andre praktiske ting i dagligdagen, siger Juan Winther. Udover samarbejde med hjemmeplejen har han hotline-numre til psykiatere og praktiserende læger, som bliver kontaktet, når en af beboerne f.eks. gerne vil afruses eller skal have reguleret sin antipsykotiske medicin. En anden af medarbejdernes arbejdsopgaver et at observere hele huset og bl.a. holde øje med, hvem der kommer og går. - Hvis der er mange uønskede gæster i huset, f.eks. pushere ude fra byen, bliver beboerne urolige. Så griber vi ind og sender gæsterne ud igen. For det er altafgørende at skabe en så stabil og tryg hverdag som muligt, fortæller Juan Winther og tilføjer straks: - Uden at det selvfølgelig går ud over beboernes ret til et privatliv. Rart at vi ligner hinanden Suensonsgade er et af de få opgangsfællesskaber i Danmark, hvor beboerne har en almindelig lejekontrakt efter lejeloven. Det betyder bl.a., at de ikke uden videre kan blive smidt ud af deres lejlighed. Og ligesom alle andre lejere, må beboerne selv bestemme, hvem de lukker ind. Hverken personale eller socialarbejdere har nøgler til boligerne, og de kan ikke tiltvinge sig adgang imod beboernes vilje. Den regel er Blancha glad for. Hun har boet i Suensonsgade i ti år og kan godt lide at være sammen med de andre beboere, men hun inviterer ikke så tit gæster ind i sit eget hjem. I dag vil hun dog gerne vise den lille to-værelses lejlighed frem. - Det er jo ikke helt som Bo Bedre i moderne stil med to vaser i vindueskarmen, griner Blancha, da hun byder indenfor i stuen, som henligger i mørke, fordi de røde persienner er rullet ned. Væggene er også røde, og overalt hænger spejle, malerier, sætterhylder med nips, afrikanske masker og andre ting, som Blancha selv har købt gennem årene eller fået foræret af venner og bekendte. - Jeg drømmer om at pille det hele ned, male væggene og rydde op i alle mine ting, men det er svært at få råd til en renovering af lejligheden på en førtidspension, fortæller Blancha og retter på askebægeret på sofabordet. Hun mangler langfingeren på den ene hånd, og hendes årer er ødelagte efter mange års stofmisbrug. I dag får hun metadonbehandling. - Når jeg er ude i byen, spørger folk ofte: Er du narkoman eller har du været det?. Så er det rart at komme hjem her, hvor vi alle sammen ligner hinanden og er fælles om at have en eller anden form for misbrug, siger hun og tilføjer: - Det er også betryggende, at personalet holder lidt øje med os, og at vi altid kan få hjælp af dem til at klare problemerne i hverdagen. lisbeth@rindholt.dk Hvad er et opgangsfællesskab? Et opgangsfællesskab består typisk af en række lejligheder i et almindeligt boligkompleks eller en villa. Målgruppen er mennesker, som ikke kan bo i egen bolig eller har svært ved at fungere socialt, f.eks. sindslidende, alkoholikere, stofmisbrugere eller psykisk og fysisk handicappede. Alle beboere har deres egen lejlighed, hvor de kan trække sig tilbage, når de ikke ønsker at bruge husets fælles faciliteter, f.eks. en tv-stue, have og køkken. De fleste opgangsfællesskaber har desuden ansat personale (primært sociale viceværter) i dagtimerne, som sørger for at holde ro og orden i huset, tale med beboerne og etablere kontakt til hjemmepleje, psykiatri, praktiserende læge, sagsbehandler, tandlæge osv. 18 hus forbi nr. 64 august 2007 hus forbi nr. 64 august

11 Mad til hjemløse En morgenkomplet med det hele Man behøver ikke tage på café for at få brunch. Det kan også lade sig gøre i varmestuen Morgencafeen i København, der serverer pølser, bacon og alt det andet for socialt udsatte Af Birgitte Ellemann Höegh Foto: Holger Henriksen I stedet for at starte dagen oppe på Blågårds Plads med en morgenbajer tilbyder Morgencafeen byens bedste morgenmåltid. Det går der i al fald rygter om mellem gadens rødder (hjemløse, red.), som af samme grund gerne transporterer sig fra den ende af hovedstaden til den anden for at komme ned i Morgencafeen, der ligger i krypten under Blågårds Kirke på Nørrebro i København. For at teste om rygtet taler sandt, tog Hus Forbi også på besøg for at få en morgentallerken med. Da vi dukker op ved 10-tiden er der helt stille hvilket ikke stemmer overens med stedets rygte, som også lyder på fuldt hus. Men der har været ballade i luften sammen morgen, fortæller Michael Espensen, som er den daglige leder af Morgencafeen. En af gæsterne havde følt sig truet, Morgencafeen i København serverer hver dag et solidt morgenmåltid for socialt udsatte borgere. Stedet drives af leder Michael Espensen samt 14 frivillige hjælper. Blandt andet pga. økonomiske problemer måtte Morgencafeen i år holde sommerlukket, men åbnede igen den 1. august. og personalet måtte ringe efter politiet. Det handlede vist bare om et par ordudvekslinger, men når politiet først kommer, så forsvinder alle som dug for solen. Her sidder dog et par enkelte gæster hist og her, blandt andet en ældre herre med tophue og smækbukser, som minder om en karakter fra en Morten Korch-film. Foran sig har han en stor portion havregrød med mælk på. Og mens han sætter havregrøden til livs med sin ske, dukker der flere og flere gæster op blandt andet en masse mennesker, som samles om et bord hos en lærerinde, som giver danskundervisning i konfirmationslokalerne ovenpå. Det er Hus Forbi, der har arrangeret undervisningen, (for at sluse en gruppe af sine hjemløse, polske sælgere videre ud i den danske byggebranche, red.), og kurset er så populært, at lærerinden efterhånden har vanskeligt ved at finde pladser til alle. Der bliver undervist to gange om ugen fra kl. Morgencafeen: Ligger i krypten under Blågårds Kirke på Nørrebro i københavn og drives af leder Michael Espensen samt 14 frivillige hjælpere. De holder åbent fra kl hver dag. Derefter lukker de ned, gør rent og stillet om til eftermiddagsholdet, som drives af kirken, der serverer aftensmad flere gange om ugen. I øjeblikket mangler Morgencafeen frivillig arbejdskraft samt tager gerne i mod private bidrag. Se mere på Blågårds Kirke: Er 81 år gammel og har status som en socialkirke. AA (Anonyme Alkoholikere Danmark), NA (Narcotics Anonymous) og den serbiske menighed holder bl.a. til her, samtidig med at der drives almindelig kirke ved præst Lisbeth Søe i et lille lokale med plads til otte-ti mennesker ad gangen og finten er, at man bare dukker op, de dage man har overskuddet, hvilket gør det mere overkommeligt for disse brugere, som ikke bryder sig om alt for faste rammer. Menuen skifter Men tilbage til Morgencafeens mad: Om vinteren bliver der hver morgen serveret hjemmelavet øllebrød og varm hyldebærsuppe, mens Morgencafeen i sommermånederne nøjes med den varme havregrød. Derudover serveres der en variation af forskellige slags ostemadder, pølser, bacon og æg, kaffe, te, juice, saft, yoghurt, cornflakes, wienerbrød og også smørrebrød, som mange spiser lidt senere på dagen eller får med sig i en madpakke. - Man kan også få sig en vitaminpille eller en hovedpinepille, og hver tirsdag kan sygeplejersken kigge på én, hvis man har det sløjt. Vi har også læger til rådighed hver dag i en konsultation på Forchhammersvej, som vi kører hjemløse over til, hvis det er nødvendigt. Det kan være alt fra hævede fødder, brandsår, bylder og tandproblemer, til én, der har fået tæv eller har taget for mange stoffer, siger Michael Espensen. Ved Hus Forbis bord sætter to polakker sig. De spiser smørrebrød, og den ene har nogle meget hævede fingre på højre hånd, som der tydeligvis er gået betændelse i. Han spørger om hjælp til at få fingrene forbundet, for de er meget ømme. Skaden er opstået, fordi han for et par uger siden var i en slåskamp på gaden med en anden hjemløs, som ikke ville lade ham sove i fred, forklarer han. Hans hånd ligner bestemt én, der skal mere end blot pakkes ind, så han vil komme forbi dagen efter, hvor sygeplejersken står til rådighed. Og så har han behov for at snakke. Han fortæller en masse usammenhængende historier, om at alt er gået galt for ham i hans hjemland. Det handler i store træk om, at en tidligere god ven har snydt både hans virksomhed og kone fra ham, så lige nu rejser han rundt på må og få og ved ikke, hvad fremtiden vil bringe, men møder han den gamle ven, så. Han viser sin hævede næve frem og tager en bid af sit smørrebrød. - Morgenmaden koster fire kroner, hvis de hjemløse ellers har dem. De fire kroner er et symbolsk beløb, for så føler de ikke, de kommer og betler (tigger, red.), og når dagen er omme igen, er de fleste penge faktisk lånt ud igen, fortæller Michael Espensen. Udover morgenmåltidet formår Morgencafeens frivillige personale i åbningstiden (kl ) også at hjælpe brugerne med alt muligt andet tiltrængt. Michael Espensen har blandt andet skaffet en masse brugte barnevogne fra kommunens dagpleje, som de hjemløse kan komme og hente, hvis de har brug for en vogn til deres habengut. Han udsteder en slags bevis til de hjemløse, så der ikke hersker tvivl om, at de er kommet til vognene på ærlig vis, for det kan der åbenbart godt sås tvivl om. Derudover kan man blive klippet med trimmer eller saks og få tøj, sko, briller, tandbørster, tandpasta, skrabere, håndklæder, kamme, kondomer, telte og sågar voksenbleer. Og har man en hund, så sørger de ansatte også for, at den får sig en skål mad. I det tilstødende lokale ligger 15 madrasser med tæpper til rådighed for trætte gæster. Nogle kommer ind om morgenen og lægger sig efter en hård nat på gaden og kan sagtens blive liggende til Morgencafeen lukker kl. 11. Andre er kommet ind om aftenen, hvor Blågårds Kirke selv kører stedet, og af og til giver de hjemløse lov til at overnatte. - Vi havde for eksempel mange sovende under optøjerne omkring nedrivningen af Ungdomsshuset, for da var de hjemløse ikke rigtig glade for at sove ovre i Stengade (i natcaféen i Stengade 40, red.). Men menighedsrådets har ikke givet tilladelse til fast overnatning her, fordi de ikke har personale nok. Så vi gør det, når her er nød, for eksempel havde vi fuldt hus til jul, fortæller Michael Espensen. Der kommer indimellem mennesker ud fra soverummet, blandt andet en cirka 35-årig kvinde i en velholdt islandssweater og et klart blik i øjnene, som har vådt hår efter sit morgenbad hvilket Morgencafeen i øvrigt også kan tilbyde. Hun bærer sine ejendele i fire propfyldte poser med sig ud fra Blågårds Kirken på vej ud til gadens strabadser. Men igen tilbage til morgenmåltidet: Havregrøden var god dog en lille smule for salt. Spejlægget velstegt, grovbrødet lidt tørt her klokken 10.30, men det havde også stået fremme siden morgenstunden. Det var et af den slags brød, man køber i en pose i et supermarked, De frivillige hjælpere står tidligt op for at lave brunch til socialt udsatte. Morgencafeen har åbent fra kl til 11 hver dag. 5 ud af 6 stjerner Hvor: Morgencafeen, Blågårds Plads 6 A, København N Hvor meget: 4 kr. for et måltid morgenmad men havde vi været lidt tidligere på pletten, havde vi kunne få friskbagt økologisk brød, som Morgencafeen hver dag får af en økologisk bager i nabolaget. Juicen var fyldig med masser af frugtstykker, pølsen god man kunne oven i købet vælge mellem en tyk eller tynd baconen sprødstegt og Earl Grey-teen i pose, som på en hvilken som helst anden café i byen. Den ældre herre med tophuen drikker det sidste mælk fra sin skål med havregrøden, rejser sig veltilfreds om og siger: Ummm, tak for god mad, inden han forlader Morgencafeen og det samme gør Hus Forbi såmænd også. Birgitte.hoegh@os.dk 20 hus forbi nr. 64 august 2007 hus forbi nr. 64 august

12 Haves: Togbane... Ønskes: Hjemløse Af Jaku-Lina E. Nielsen Foto: Flemming Schiller Et åndehul for børn og deres voksne samt et aktivitets- og værested for hjemløse. Det er tanken bag Amar Lillebane, som er en minitogbanen, hvor togvogne og skinner er bygget af hjemløse på Sundholms snedker- og metalværksted. Togbanen har de sidste år har været opsat flere forskellige steder i Københavnsområdet som f.eks. på Amager Strand og i Valbyparken. Men for to år siden gav Københavns Kommune så lillebanen en permanent plads ved Christmas Mølles Plads i København dog med et opsigelsesvarsel på tre måneder. I øjeblikket søger lillebanen flere hjemløse, der har lyst til at være med til at udbygge den tilhørende legeplads samt passe togbanen. For deres indsats modtager de en dusør på ugebasis fra Sundholm Aktivitetscenter, der står for legepladsen. Sundholm har forsøgt at rekruttere flere hjemløse via opslag på væresteder og varmestuer, og prøver nu via Hus Forbi at gøre yderligere reklame for projektet. Visionerne for udbygningen af legepladsen er nemlig mange: En trafiklegeplads, en indianerlandsby, teaterforestillinger og kunstprojekter med mere. Men der mangler hænder. Amar Lillebanes præcise adresse er Vermlandsgade 5-7. Pladsen er åben for institutioner og børnefødselsdage samt fungerer som offentlig legeplads på hverdage fra kl og weekend fra kl Tiderne afhænger dog af, hvor meget bemanding der er til rådighed den enkelte dag. Amar Lillebane kan kontaktes på: snedker@acsu.dk eller hus forbi nr. 64 august 2007 hus forbi nr. 64 august

13 Mælkebøttebarn Livtag med den sociale arv Med bogen Mælkebøttebarn har Hanne Fureby bearbejdet sine erfaringer med at bryde den negative sociale arv gennem sit 52-årige liv. Hun er vokset op på flere forskellige døgninstitutioner. Og også hendes mor og mormor voksede op på forskellige anbringelsessteder og fik aldrig en uddannelse. Som 18-årig fik Hanne Fureby aktindsigt i sin journal fra Børneværnet og gennemlæste den med stor smerte. Hun beskriver det således: Følelser af svigt væltede op i mig. Jeg besluttede dengang, at jeg på et tidspunkt ville skrive en bog om min barndom og om at have været institutionsbarn. Det varede dog mange år inden jeg fik skrevet bogen. Først måtte jeg igennem et forhold til en narkoman, som jeg fik min ældste søn med. Dernæst et langvarigt forhold til en alkoholiker, som jeg fik en søn og en datter med. Jeg har selv haft tendenser til misbrug. Misbrug som jeg i en årrække brugte som middel til at holde smerten på afstand lægge låg på. Jeg forelskede mig i mænd, som ikke var gode for mig. Mænd som svigtede valgte stoffet frem for mig og vores lille familie. Efter at have sluppet disse destruktive forhold, fik hun en pædagogisk uddannelse og tog fat på at skrive bogen, dels for at blive klogere på sig selv og sine mønstre og dels for at hendes tre børn skulle vide, hvad hun kom fra. Det tog tre år at skrive bogen, og nu håber hun, at børn fra lignende familier samt pædagoger og andre, som har med truede børn og unge at gøre, kan lære af hendes historie. Mælkebøttebarn udkom i marts 2007 på Mælkebøtteforlaget. Hus Forbi har fået lov til at bringe et uddrag fra bogen. Se mere på: Af Hanne Fureby Tegning: Karsten Hansen Årene gik. Vi boede stadig i perioder hos mormor og morfar. Mor gjorde stadig rent hos folk, men hendes værtshusbesøg blev hyppigere og hyppigere. Hun kom oftere og oftere ikke hjem til den tid, hun havde lovet. Vi var meget alene. Vi gik for lud og kold vand. Jeg husker ikke min mor som særlig kærlig og varm. Hvordan skulle hun også være i stand til at give kærlighed, når hun aldrig selv var blevet elsket? En gang kan jeg dog huske, fik jeg stor respekt for hende. Jeg var meget stolt af hende. Den tobakshandel som lå nede i stueetagen af vores hus solgte mange bajere og snaps til bumserne, der holdt til på havnen. Hende, der havde butikken, ville gerne sælge til bumserne, men de måtte ikke sidde uden for butikken og drikke det, de havde købt. Gjorde de det, bad hun dem fast og bestemt om at skrubbe af og hjalp det ikke, ringede hun til havnepolitiet. De kom så og fjernede dem. En dag skete det igen. Der sad en spritter udenfor og drak noget af det, han havde købt inde hos hende. Hun bad ham skrubbe af. Det gjorde han af gode grunde ikke. Han var så stangstiv, at han end ikke kunne gå! Resultatet var, at hun ringede efter havnepolitiet, som kom. De bad ham også skrubbe af. Han mumlede et eller andet uforståeligt og forsøgte så at rejse sig. Det lykkedes ikke, han faldt sammen igen. Dernæst tog de to betjente ham under hver sin arm og slæbte ham om i vores baggård. Mor og jeg stod oppe i køkkenet og vaskede op. Vi kunne se lige ned i gården. Vi så betjentene komme slæbende med den fulde forsvarsløse mand. De hev derefter deres knipler frem og gennembankede ham, mens han græd og skreg for sit liv. Min mor smed opvaskebørsten og spurtede ned af trappen og ud i gården. Hun fór hen til betjentene, klaskede en af dem et par på hovedet, mens hun gav dem en ordentlig overhaling. - Hvad fanden bilder I jer ind at gennembanke en sølle og forsvarsløs mand? Hun råbte også op om tobakshandlerkonen: - Hun vil godt sælge til dem, men ikke have de drikker det uden for hendes butik. Betjentene luskede væk. Min mor fik bumsen slæbt op ad trappen, ind i vores køkken, hvor hun fik vasket blodet af ham. Så fik han rent tøj på, noget af min onkels, som vi havde liggende. Dernæst fik han en portion varm mad og fik lov at sove den ud på sofaen. Næste morgen fik han morgenmad og lidt penge med sig, da han gik. Glad og meget taknemmelig. Det var første gang, jeg blev harm og følte uretfærdighed på bumsens vegne de svages vegne. Men jeg var også stolt over min mors hjælpsomhed og mod. Jeg følte mig alene og ensom. Når mor var på arbejde, gik vi meget for os selv. Min søster havde en veninde at lege med. Jeg havde ikke nogen. Jeg forsøgte altid at komme til at lege med dem, men de gad da ikke lege med sådan en lille snot tøs som mig. Jeg lyttede ved døren og udspionerede dem. Syntes det, de lavede, var så spændende. Min mor gav ordre til min storesøster om, at de skulle lege med mig og passe på mig. Så købte de mig med slik, hvis bare jeg holdt mig for mig selv. Det lykkedes nogen gange. Andre gange sladrede jeg til mor om, at de ikke ville ha mig med, og hvad de lavede af narrestreger. Det blev de forståeligt nok trætte af. En dag blev jeg temmelig overrasket og meget, meget glad. De spurgte helt uopfordret, om jeg ville lege. Jeg sagde lykkeligt, ja. Vi gik op i Århus midtby, og undervejs forklarede de mig, at vi skulle ind i Den Katolske Kirke og snakke med en præst. De forklarede, at det var smaddergodt at gøre det, så fik man noget, der hed syndsforladelse, og havde det så meget bedre bagefter. Men for at det ikke skulle være for skrappe sager for præsten, måtte jeg hellere fortælle dem mine synder først. Så skulle de nok fortælle mig, hvad han kunne tåle at høre. Jeg fortalte dem dernæst godtroende og naivt, alt hvad jeg havde lavet af narrestreger. At jeg havde taget penge af mors pung, at jeg havde stjålet slik nede ved tobaks-damen, og at jeg havde leget doktor med to drenge nede i baggården. Det havde jeg nemlig. Jeg fortalte dem, at jeg havde mødt to drenge med en kæmpe slikpose lige uden for vores opgang. De havde overtalt mig til at gå med om i baggården. Jeg fik så en lakridsstang for lynhurtigt at trække mine bukser ned og op igen. Så jeg fik lakridsen, og de så min tissekone! Da jeg havde betroet mig dybt alvorligt, og de ikke kunne pumpe mig for mere, begyndte de at skraldergrine. De sagde derefter, at de slet ikke gad lege med mig alligevel, men at de nu havde noget på mig, de kunne sladre om. Så hvis jeg nogensinde sladrede til mor igen om dem, ville de fortælle alt, hvad de nu vidste om mine synder. Så de drejede om på hælen og gik deres vej, og der stod jeg så uden for Den Katolske Kirke og gloede dumt. Deres taktik virkede i lang tid fremover. Med tiden fik jeg heldigvis mine egne venner. Mor arbejdede som altid næsten hele tiden. Hjælp fra det offentlige kunne hun sikkert godt have fået. Det var bare flovt og under hendes værdighed, at bede om hjælp. En kvinde uden en mand, og som ikke kunne klare sig selv, var ildeset. Det var stadig ikke lykkedes hende at finde prinsen på den hvide hest. Min søster og jeg var begyndt at gå i skole. rederiksalléskolen, senere kaldet Brobjergskolen. Efter skole var vi på fritidshjem, som lå lige ved siden af fattiggården og kasernen, dér hvor Århus Musikhus ligger nu. Hvordan skulle hun også være i stand til at give kærlighed, når hun aldrig selv var blevet elsket? Min første skoletid husker jeg som rimelig god. Jeg kunne godt lide at gå i skole. Hvis det ikke var for Røde Poul Erik, var det lykkeligt. Den første gang jeg stiftede bekendtskab med ham, var en af de første skoledage. Når det ringede ind til time, var det fra en skibsklokke, som hang ved indgangen. Så skulle vi stille op på snorlige rækker klassevis, to og to helt stille med fronten vendt mod klokken og den store indgangsdør. Gårdvagten gav os så lov til, hvis vi vel og mærke stod pænt, at gå ind. I en pæn række op i klassen. Først vores førsteklasse, dernæst anden og så videre opefter. Denne dag, stod Poul Erik lige bag mig. Han skubbede og maste med det resultat, at jeg fik et puf i ryggen og røg ud af rækken. Gårdvagten kom hen, tog fat i mig. Skældte og smældte og placerede mig lige under skibsklokken som straf. Der stod jeg så, knaldrød i pæren og meget, meget flov, mens alle de andre klassevis vandrede forbi. Derefter når skolegården var blevet tømt for børn, kunne jeg så som den sidste, liste op i klassen. Han hed Røde Poul Erik, fordi han var knaldrødhåret og havde hele hovedet fyldt med fregner. Jeg mobbede ham nu ikke, det var omvendt. Det skete tit, at han var efter mig, sikkert fordi jeg var et taknemmeligt offer. Jeg var også rødhåret med fregner, dog havde jeg ikke så mange som ham. Han sagde, at jeg havde taget solbad gennem en si i Hvide Sande, at jeg havde været med i øllebrødskrigen, og at min mor havde haft tyndskid, da hun fik mig. En dag blev det bare for meget for mig. Vi var kommet op i klassen, læreren var ikke kommet endnu. Poul Erik startede sit drilleri og pludselig eksploderede jeg. Jeg smed mit penalhus tværs gennem klassen og ramte ham i hovedet. Jeg løb dernæst hen og sprang på drillepinden. Jeg spyttede, sparkede og lige i det øjeblik læreren trådte ind af døren, bed jeg mig fast i armen på Poul Erik. Jeg bed til, jeg fik næsten krampe i kæben. Han skreg som en besat. Læreren fik os skilt ad. Han reagerede på det, han så. Jeg fik besked på at gå ned til skoleinspektøren, som i øvrigt var Thorkild Simonsen, senere borgmester i Århus (og indenrigsminister, red.). Poul Erik fik trøst og blev kørt til lægen, hvor han vist nok fik en stivkrampevaccination, og armen blev forbundet. Jeg derimod gik med bange anelser ned til inspektøren, parat til en kæmpeskideballe. Uden for skoleinspektørens dør var der på væggen en grøn og en rød lampe. Da jeg kom derned, var lampen rød, jeg måtte altså vente. Knuden i maven og nervøsiteten steg. Efter en tid, der føltes som et år, blev lampen grøn. Der var fri, jeg kunne gå ind. Jeg bankede på, og han råbte kom ind. Han sad stor og mægtig, sådan føltes det, bag sit skrivebord. Han sagde, jeg skulle sætte mig ned. Han bad mig fortælle, hvorfor jeg var sendt ned til ham. Jeg fortalte og fortalte, mens tårerne trillede ned af mine kinder. Jeg forklarede, fortalte og var næsten ikke til at stoppe igen. Om alle de gange Poul Erik havde været på nakken af mig. Da jeg ikke havde flere ord, kikkede jeg over på ham. Han sad smilende i stolen, ja, det så næsten ud, som om han smågrinte. Jeg var målløs! Jeg ventede på skideballen, den kom ikke. Han gik over, tørrede tårerne af mine kinder og trøstede mig. Så trak han en skuffe ud af sit skrivebord og fiskede et bolsje frem, som han gav mig. Han sagde, at det ville han fandme også ha gjort. Hvorefter han forklarede, at det nu nok ikke var noget, jeg skulle gøre en anden gang. Så fik jeg lov til at gå. Jeg følte mig glad og varm indeni følte, at her var der en, der forstod mig. Siden den episode, drillede Poul Erik mig aldrig mere. Vi blev endda småkærester senere i skoletiden. En dreng, jeg kendte fra fritidshjemmet, blev også ofte drillet. Han var rødhåret ligesom jeg, også med hele hovedet fyldt med fregner. Han blev til sidst så træt af det, at han gik hjem, låste sig inde på wc et, tog sin fars barberblad og forsøgte at skære fregnerne væk. Den dag i dag har han ar i hele ansigtet! 24 hus forbi nr. 64 august 2007 hus forbi nr. 64 august

14 X-ord af Anne Jensen tidligere hjemløs Vorherres køkkenhave AUGU ST Foto: Scanpix Send løsningen på X-ORD senest 31. august Blandt de rigtige løsninger trækkes lod om et boggavekort til en værdi af 500 kr. og 10 cd er Hjemløs. Vinderne af cd er får direkte besked pr. post. Kodeordet skrives på bagsiden af en kuvert, eller på et postkort og sendes til: Hus Forbi Tornebuskegade 1, København K (Skriv venligst tydeligt med blokbogstaver) # Klip ud og send ind Posedamen Vi ser tit en på bænken, med poser ved sin fod, vort skæve smil og tænken i dyb foragt har rod. At hun er endt så ilde, må være konens skyld, hun fik det som hun ville, (hos os er alt idyl). Hun fødte måske børn, og manden var hun tro, hun tog den hårde tørn, måske var hun for go Nu sidder hun alene, hun svigtet blev af alt, hvordan kan nogen mene, hun, dette liv har valgt. Indsendt af Mona Neumann, Lynge (Forkortet af red.) Læser digt ed et redaktionsmøde i København V spurgte Anne Jensen, som laver Hus Forbis krydsord, om jeg nogensinde havde været i Grib Skov, hvilket jeg ikke havde. Så da hun selv følte trang til at drage ud i naturen nogle dage, foreslog hun, at vi kunne følges. At opleve en ny bid af Vorherres Køkkenhave undslår man sig ikke, så vi aftalte en dag for turen. Anne havde et kort over det ha store skovområde og havde valgt en af Skov- og Naturstyrelsens primitive lejrpladser (der er faktisk 850 af denne type teltpladser i Danmark). Og så vi drog af sted alle tre for Thaia, hendes 43 kilo tunge Broholmer/schæfer, skulle nemlig også med. Allerede på vejen fra stationen til lejren blev jeg fascineret af skoven. Der var fyrretræer i alle størrelser, masser af birketræer og langs skovkanten en righoldig flora. I mine mange år som bruger af Vorherres Køkkenhave, har jeg aldrig set så store mængder skovsyre, og det er herligt, for traver man lange ture, kan jeg anbefale at tygge et par blade engang imellem. Det skal lige indskydes, at vi ikke var taget af sted for at høste andet end oplevelsen og den store fred og frihed. Vi havde ikke behøvet at slæbe så meget vand med, som vi gjorde, da vores lejrplads viste sig at ligge få hundrede meter fra Hvidekilde. Kildens navn kommer af, at munkene fra Esrum Kloster i påskeugen, eller den hvide uge, døbte alle syndere og hedenske kulsviere, som havde fundet et hjem i klostret, i kilden, og vandet smager fortræffeligt. I den nordvestlige ende af Grib Skov fandt vi den lille lejrplads og fik lavet bål og mad. Mens dagen går på hæld, og mens vi sidder på vores soveposer, kommer de første kamikazeangreb fra ondskabsfulde myg, og Anne får øje på de første flagermus. Vi er virkelig kommet til myggeland. Anne kryber i posen, der har en sammensnørelig hætte. Det er dog ikke pga. myggene alene, betror hun mig, men fordi jeg tidligere har fortalt om, hvordan jeg engang var vågnet op med en snog i armhulen. Grib Skov Svaleurt Vi ligger oven på, det vi skulle have ligget under, men det var en enkeltmands-biuak (presenning, red.) Anne havde fået med og som tidligere hjemløse, tager vi nok ikke skade af lidt aften- og morgendug. Min sovepose er blot et tæppe med lynlås i siden, så efter at have viklet hovedet ind i min skjorte og Thaia bundet til min venstre arm, ligger vi og lytter til skovens lyde. Thaias sanser er bedre end mine, så det er bare at følge hendes blik. Pludselig dukker hele eskadriller af flagremus op, glædeligt, for der er nok at spise af, så de kan blive fede til vintersøvnen. Jeg glemmer invasionen af myrer og andet småkravl i mit sovetæppe, for der høres noget ovre i den modsatte skovkant. Selv Thaias hængeører står næsten lodret. Jeg kender skovens lyde både dag og nat og som planter har også lyde en historie. Denne lyd hidrører ikke fra en af de fire hjortearter, der lever i Grib Skov, ingen af skovens kattedyr laver støj, altså er der to muligheder tilbage. Det kunne være en grævling, der var ved at grave en lækkerbisken op nej, den ville have opdaget Thaia for længst og være forsvundet. Så er det sandsynligvis Foto: Scanpix pindsvinemor, I flere lande er det forbudt at anvende svaleurt men nyd synet, flot er den der er ude at lufte sine unger. En ugle tuder. Det er svært at falde i søvn. En time før daggry begynder de første af skovens andre fugle at afsynge deres territorier. Endelig, mens jeg giver blodtransfusion til diverse insekter, falder jeg i søvn. Egentlig kunne vi have kogt en gang urtete, da vi fik øjne, men vi er begge kaffetørstige. Anne vil godt have mælk, og jeg yoghurt naturel til at blande urter i, så vi beslutter at Anne laver bål og henter vand ved kilden, mens jeg traver til stationen og kører til Hillerød for at købe ind. Det er allerede varmt, men det er behageligt at bevæge sig i skovens skygge kun tynget af en tom rygsæk. Jeg finder en død fugleunge og tager den med, for jeg huskede en kæmpe myretue, vi passerede dagen i forvejen, og en død fugleunge på toppen af en myretue er et syn værd. Myrerne går straks i gang med at få has på fugleungen. Og hvem står pludselig der og betragter myrernes aktivitet, det gør såmænd Vorherre, som spørger, om jeg ikke er ude at høste. - Nej, jeg betragter blot denne del af din køkkenhave, svarer jeg. Vorherre smiler tilfreds og siger: - Det ved jeg godt. Jeg besøgte dig ikke i går, for hvad ville Anne og Thaia ikke tænke, hvis du talte med en, de ikke kan se. Det var jo rigtigt tænkt, og jeg fortæller Vorherre, at jeg er på vej hen til stationen, og så slår vi som altid følge, mens han forklarede mig om Grib Skov, indtil han siger, at han må videre, men at jeg endelig skal se svaleurten, der gror i nærheden af stationsbygningen, hvilket jeg lover, og så tager vi afsked. Ganske rigtigt, der står svaleurten. Blomsten, med de gule kronblade, kan på denne ca. halv meter høje plante minde lidt om en gul valmue. Den er absolut ikke spiselig, og man kan aldrig være i tvivl, om det er svaleurt, man har fundet. Bræk blot en stængel af, og den orangegule saft vil løbe fra bruddet. Saften har været brugt mod vorter men lad være med det, da den er giftig, og følgerne nok er værre end vorterne. Svaleurt har også været brugt mod gulsot og galdelidelser, men i stedet givet kolik, mavesmerter, blod i urinen og i bedste fald svimmelhed. I flere lande er det forbudt at anvende svaleurt men nyd synet, flot er den. Efter ventetider frem og tilbage og indkøb, kam jeg komme til skovs igen. Vi får vores kaffe. Soveposerne er blevet tørre, og så kan vi drage videre. Prøv det selv, der er som sagt 850 teltpladser fordelt i statsskovsdistrikterne. Få fat på bogen Overnatning i det fri eller se mere på: Foto: Niels Nyholm steenviggo@galnet.dk Af Steen Viggo, tidligere hjemløs og udeligger 26 hus forbi nr. 64 august 2007 hus forbi nr. 64 august

15 Tre spørgsmål til Lillian, 44 år og Hus Forbi-sælger: Hvad har du fået at spise i går: - Hjerter med ris og grøntsager, som Projekt Udenfor serverede. Jeg kan ikke rigtig lave mad. Hvis jeg spiser derhjemme, er det lidt brød eller noget, jeg køber nede på tanken og varmer i mikroovnen. Hvad tænker du på i øjeblikket? - Jeg ville ønske, jeg kunne gå normalt igen. Det irriterer mig, at jeg skal gå med rollator. Men jeg regner ikke med, at jeg nogensinde kommer til det. Er der noget, du er glad for lige nu? - Jeg kan gøre, hvad der passer mig skal bare ud og lufte min hund. Jeg er et udendørsmenneske, og derfor er det meget hyggeligt at være sammen med alle vennerne på gaden. Af Birgitte Ellemann Höegh Foto: Holger Henriksen Pludselig smagte øl bare dårligt Historier fra gaden Lillian Thelin kan gøre, hvad der passer hende, og det er hun ret tilfreds med. Og så gør det heller ingen skade at være lidt nyforelsket Lillian Thelin er på Nørreport med sin lille rollator for at hente et par blade ved Hus Forbis distributionsvogn. Hun skal ned og sælge på Strøget, hvis hun ellers kan finde en plads for sig selv. Rollatoren har hun med sig, fordi hun har problemer med ballancenerven, og det irriterer hende, at hun må acceptere i en alder af kun 44 år at skulle følges på vej af støttende hjul. Hun har i dagens anledning en pink t-shirt på med ordet Kærlighed skrevet med kæmpetyper ned over brystet. Og den er hun ret tilfreds med, for den afspejler hendes følelser i de her dage. Lillian er nemlig noget så dejligt som nyforelsket og har et godt glimt i de blå øjne: - Jeg har vist nok fået en kæreste. Jeg vil i hvert fald gerne have ham, men jeg ved endnu ikke helt, om han også vil have mig, siger Lillian og griner hemmelighedsfuldt. For vennerne i hjemløsemiljøet går nemlig og driller hende lidt. Men hun kan vist godt tåle det så nyforelsket, som hun er. Hun har da også planer om senere på dagen at tage ned forbi en af Strøgets frugtboder, hvor kæresten arbejder og sige hej. - Det må være noget med mine øjne. Siden jeg kan score mænd hele tiden. Det kunne jeg faktisk også i mine unge dage, før jeg mødte Anthon, fortæller Lillian. Hun mistede sin kæreste gennem knap 20 år, Anthon, for et lille år siden. De boede sammen i en lejlighed i Sydhavn, som hun nu har alene Anthon var grønlænder, og grønlændere har det jo med at holde sammen, så vi havde gæster konstant sammen med sin hund. Anthon fik en blodprop i den ene lunge, fordi han havde glemt at tage sin hjertemedicin, og et år efter hans død, lyder det faktisk på Lillian som om, hun er kommet sig helt hæderligt over tabet: - Jeg har det udmærket. Nu kan jeg gå, når det passer mig og komme hjem, når det passer. Anthon var grønlænder, og grønlændere har det jo med at holde sammen, så vi havde gæster konstant, siger Lillian. Og det var åbenbart ret udmattende nok mest fordi Anthon var alkoholiker, så der blev knappet en del øl op i lejligheden i Sydhavn, og Lillian valgte ofte at smutte, når bølgerne gik for højt. Det var Lillian, der skaffede penge til Anthons ølforbrug det gjorde hun ved at betle (tigge, red.) på Københavns hovedstrøg. Det endte for to år siden med, at hun fik en betinget dom af politiet, for den beskæftigelse. Og det var så en af grundene til, at hun i stedet startede med at sælge aviser for Hus Forbi, for der manglede jo stadig penge i kassen derhjemme. Til februar 2008 udløber hendes dom, men hun har tænkt sig at fortsætte med at sælge aviser, for efter hendes kæreste er død, er hun blevet en del af de hjemløses miljø og hygger sig gevaldigt med at mødes med de andre ved distributionsvognen og på gaden, og når de samles om et måltid mad om aftenen, som Projekt Udenfor står for. - Det var Anthon, der lavede mad hos os, så det kan jeg overhovedet ikke finde ud af, fortæller Lilian. Lillian og Anthon fik en datter sammen, som i dag er 16 år og bor hos en plejefamilie i Nordsjælland, men plejefamilien har desværre fortalt Lillian Tehlin, at det ikke går datteren så godt. - Jeg har hørt, at hun har fået en kæreste, som ikke er sød ved hende. Jeg er under forsorgen, så jeg kan ikke rigtigt gøre noget det er plejefamiliens ansvar. Men jeg blev ked af det, da jeg hørte det, siger Lillian Tehlin. Til gengæld kan hun med stolthed berette, at hun over de sidste 20 år har tabt godt og vel tyve kilo: - Det skete efter, jeg holdt op med at drikke og ryge hash. For jeg har nemlig også været alkoholiker. En dag stod jeg nede på Landemærket (i det indre København, red.) og hældte det sidste af en øl ud i en rist. Lige pludselig kunne jeg ikke lide smagen mere. Det var bare fra den ene dag til den anden. Jeg skulle ikke på afvænning eller noget, fortæller Lillian. En af Anthons gamle venner, der har fået en hundehvalp af Lillian, kommer forbi bænken på Købmagergade, hvor Lillian sidder og hviler kroppen over en kop kaffe fra Baresso. Han er på vej ned til Kultorvet for at mødes med en masse andre grønlændere, for i dag er det Grønlands nationaldag og det kan mærkes. Hele familier af grønlandsk herkomst valfarter ned gennem Købmagergade nogle hilser på, mens andre har klapvogne, børn og balloner med sig, og kender ikke til Lillian og hjemløsemiljøet. Grønlænderne skal samles på Kultorvet for at gå videre til Det Grønlandske Hus i Løvstræde. Men Lillian har nu ikke tænkt sig at følge med, for det var Anthon, som dyrkede det grønlandske miljø. Hun vil hellere bevæge sig ned i nærheden af en vis frugtbod på Strøget og hilse på. Birgitte. hoegh@os.dk