MARTINUS MENTALE FÆNGSLER FORLAGET KOSMOS KØBENHAVN 1965

Transkript

1 MENTALE FÆNGSLER

2 MARTINUS MENTALE FÆNGSLER FORLAGET KOSMOS KØBENHAVN 1965

3 Copyright by MARTINUS 1946 Eget tryk

4 1. KAPITEL Sommerens skjulte kosmiske budskab Tusinder af mennesker oplever hvert år sommerens varmende og strålende sollyse områder. Omkring dem er der vidunderskønne friske dufte fra kornmarker og grønne enge. Ved gule strande boltrer menneskene sig i blågrønne salte vover. Fra grønne skove og lunde lyder nattergalesang og gøgens kuk-kuk. Fra den blå himmel og de hvide sommerskyer lyder lærkesangen hele den lange dag. I dæmringen begynder mosekonens bryg at indlede den lyse sommernats eventyr i silhouettekoglerier, elverkongescener eller andre underbare skærsommernatsdrømme. I elskovs atmosfære ogkærlighedslængsler søger unge par ud i ensomheden. Og naturen tager dem til sit hjerte. I 29

5 den lyse sommernat g~r Gud henover kontinentet. I den nordiske midsommer er Guds rige ~benbaret p~ jorden. Det ældgamle udødelige sagn om paradiset er blevet til levende virkelighed for vore øjne. Vi er fremdeles stedet for den levende "Adam" og "Eva" i kød og blod. Og Gud r~ber til os igennem haven. Men hvordan nu med alle disse tusinder, der lever midt i al denne guddommelige herlighed. Ser de noget af herligheden? Ser de noget af det, der kosmisk set foreg~r? Ved de noget om, hvad det er, de s~ledes i midsommerens kulmination er stedet overfor? 2. KAPITEL Kosmisk set er de fleste mennesker endnu" døde sjæle" Nej, tusinder eller nærmere titusinder, ja, vi kan endog sige millioner af mennesker ved slet ikke mere, hvad det er, de med deres sanser oplever eller er stedet over for. For dem er "sommeren" kun en blot og bar 30

6 "årstid". Den skyldes jordens forhold til solen o. s. v., men at der netop er en hensigt med dette jordens forhold til solen, ved millioner af mennesker i dag slet ikke noget om, ja kan end ikke engang lære at forstå det. Deres begavelse svigter her. De er på dissefeltersåatsige "døde" sjæle. De forstår således ikke, at uden årstider ville enhver form for tænkning og dermed enhver form for bevidsthed være umulig. Men uden bevidsthed ville ethvert Jeg kun udgøre - ikke" et levende væsen", ikke nogen" gudesøn", men et blot og bart "noget som er". Det ville således ikke opfylde de tre betingelser, der ifølge mit hovedværk: "Livets Bog" kræves, for at et "noget" kan fremtræde som et "levende væsen". Uden årstiderne ville således en evig absolut død beherske universet, hvis man kan udtrykke det således, thi universet med sine sole og stjernebyer, kloder og planeter og tilhørende liv ville jo ligeledes være en total umulighed. Alt det, der i dag er liv, skønhed og glæde, og alt det, der udgør baggrunden eller kontrasten hertil, ville aldrig nogen sinde være kommet til at sætte en hjerne i funktion eller svingninger, ligesom der aldrig nogen sinde 31

7 ville være blevet nogen som helst form for hjerneorgan til. 3. KAPITEL Flertallet opfatter endnu naturens scenerier som udtryk for tilfældigheder Men når "årstiderne" spiller en så kolossal rolle i det levende liv, at de netop betinger selve livet, hvordan går det da til, at millioner at tænkende væsener kun ser disse som autom atfunktione r, opståede på grund af tilfældigheder? Ja, ser de overhovedet andet end tilfældigheder i alt, hvad der er skabt og blevet til udenom mennesket? Er det ikke således, at de allerfleste mennesker selv midt i sommerens strålende, milde natur med alle dens herligheder ikke fornemmer andet end indignation, vrede eller ligefrem had mod den eller den? Er ikke mange mennesker netop i dag fortvivlede over et eller andet? Nogle nærer dyb sorg og andre jubler i abnorme glæder. Nogle svælger i 32

8 frådseri og drukkenskab samtidig med, at andre dør af sult og sygdomme. Nogle går rundt i skinsyge eller misundelse samtidig med, at andre er fyldte med livslede. Men når menneskene er således indstillede, er tyngede af alle disse besværligheder, er det da ikke så sært, at sommerens lyse åbenbaring eller Guds passage henover kontinentet finder sted, uden at disse betyngede væsener ser eller mærker noget. Men tror man, at alle disse sommerens smukke herligheder bliver manifesterede eller åbenbarede for ikke at skulle ses eller opleves? Tror man ikke, at det er livets mening, at disse herligheder netop til fulde skal opleves af ethvert levende væsen i disse områder? 4. KAPITEL De levende væsener befinder sig på forskellige udviklingstrin Men når dette er meningen, hvorfor sker det så ikke? Er det sommeren, der er noget i vejenmed, eller er det individet? Med hen- 33

9 syn til sommeren og den herigennem repræsenterede guddommelige natur kan der ikke være noget i vejen. Den er jo selve den allerhøjeste ~benbaring p~ jorden af Guds skaberkraft. Og når de levende væsener og i særdeleshed jordmennesket lever midt i denne guddommelige åbenbaring, skulle man jo mene, at de levede i en tilsvarende form for lykke. Men dette er slet ikke tilfældet. Skønt mennesket har en udviklet intelligens, har evne til at tænke og forske, lever det i en meget stor udstrækning i ulykke og lidelse, sorger og bekymringer. Det daglige liv bliver således i samme udstrækning alt andet end en "paradisets have" Guds manifestation eller livets mening og jordmenneskets bevidsthed eller opfattelsesevne er således ikke i kontakt. " Paradiset" eller det højeste mentale lys skinner i verden, men jordmennesket ser det ikke og lever derfor i tilsvarende grad i mørke. Men at leve i mørke er jo det samme som at være lukket ude fra lyset. Det er at leve i en slags fængsel. Nu vil man måske mene, at ~rsagentil, at jordmennesket således lever i et slags fængsel, udelukkende skyldes manglende udvikling. Og det er naturligvis også i det store og 34

10 hele rigtigt. Men det må dog her tilføjes, at ethvert udviklingstrin har sin lys- og sin skyggeside. Denne lys- og skyggeside ved udviklingstrinet opstår på grundlag af særlige love, på hvilke det pågældende udviklingstrin er baseret. Ethvert udviklingstrin har nemlig sine specielle love, der i nogen grad afviger fra andre udviklingstrins love. Hvis disse love bliver overholdt, opstår der kun mentalt lys, hvilket vil sige: lykke i det pågældende trins væseners mentalitet. Hvis derimod de ikke overholdes, bliver der mørke i de samme væseners mentalitet eller sjæleliv. Dette lys og mørke på udviklingstrinene er højst forskelligt. på tigerens udviklingstrin vil det betyde lykke og velvære, hver gang den har dræbt og fortæret et andet levende væsen. Hvis den derimod bliver forhindret i at dræbe, vil den blive temmelig medtaget, mørk og trist i sit humør og væsen. Kommer vi på den anden side frem til den højt udviklede intellektuelle humanist, vil vi se, at dette væsen ville blive højst ulykkeligt, hvis det kom til at påføre et andet væsen selv den allermindste grad af beskadigelse eller ubehag, medens det ville blive henrykt af glæde, hver gang det kom til at 35

11 yde et medvæsen en eller anden stor eller virkelig effektiv tjeneste. Det ene udviklingstrins lysside er således dette: at dræbe, medens det samme princip udgør mørkeeller skyggesiden ved det andet udviklingstrin. 5. KAPITEL "Hedninger" og "kristne" Imellem disse to former for udviklingstrin befinder det almene jordiske menneske sig. I vikingemenneskets udviklingstrin ser vi stort slægtskab med tigerens trin, medens vi i det fremskredne " kristne " menneskes trin ser slægtskab med det højintellektuelle eller indviede væsens mentale trin. Vikingemenneskets mentale lys- og skyggeside er således en fuldstændig modsætning til det moderne humanistiske kulturmenneskes trin. Vikingemennesket er glad ved at kunne erobre og undertrykke andre væsener og røve deres ejendele. Det humanistiske kulturmenneske er derimod glad ved at hjælpe 36

12 andre til deres ejendele, ligesom det i stor udstrækning f~r samvittignedsnag, hvis det ikke ofrer sig nok for sine medmennesker. Det er ikke s~ mærkeligt, at vikingen og det senere kulturmenneske ikke kunne leve p~ samme moral, og at man s~ledes ef terh~nden skelnede mellem "hedninger" og "kristne" Ved "hedninger" skal her forst~s væsener, der endnu lever i troen p~ en gud eller guddomme, der bliver" vrede", "kamplystne", "straffer" og "hævner", guddomme, hvis idealer mere eller mindre er krig ogundertrykkeise af andre væsener. Ved "kristne" skal derimod her være at forst~ væsener, der kun tror p~ en virkelig altbeherskende human eller kærlig gud, der hverken "straffer", "hævner" eller bliver" vred", men derimod igennem sit skabervælde betinger, at "alt er s~re godt", og at ethvert væsen er sin egen skæbnes absolutte herre, kan selv bestemme sit lys og mørke. 37

13 6. KAPITEL Forskellen mellem hedninger og kristne er ikke så stor, som flertallet tror Men i den daglige tilværelse eller i væsenernes daglige manifestationer er forskellen mellem disse to åndsretninger endnu ikke så overvældende dominerende. så længe de i den kristne lære døbte væsener endnu kan føre krig, hævne og straffe, være intolerante mod alle anderledes tænkende væsener, lyver eller bedrager og camoufleret eller åbenlyst ligefrem stjæler, røver eller plyndrer, da er de absolut ikke virkelig "kristne" mennesker, men tjener" hedningerne" s gud, selvom de ganske vist officielt har en " bibel", ud fra hvilken det doceres, at man skal elske sin næste som sig selv. Dette at være et virkeligt "kristent" menneske er således ikke afgjort med dette at være kirkelig døbt og konfirmeret eller med nydelsen af nadveren. "Kristne" væsener, der både er døbte og konfirmerede og har alle disse formaliteter i orden, kan således godt være "hedninger", medens "hedninger" eller 38

14 væsener, der hverken er døbte, konfirmerede eller kender noget til nadveren eller andre "kristne" foreteelser, godt kan være "kristne". "Kristendommen", hvilket her skal forstås som den allerhøjeste form for næstekærlighed, er ikke noget, der blot skal manifesteres med ord og tunge, således som tilfældet er hos alle de "kristne", der ligger i strid med deres næste eller fører krig med deres omgivelser, men den skal i allerhøjeste grad manifesteres i " gerning og sandhed "'. De to store verdenskrige såvel som alle andre krige, der har været ført i verden, er absolut ikke " kristendom ", men er derimod "hedenskab". Som vi ser, lader opfyldelsen af kristendommens evangelium meget tilbage at ønske hos det almene jordmenneske. 39

15 7. KAPITEL Det jordiske menneske er endnu ikke et færdigudviklet menneske Det er denne mangel på "kristendom", der i dag griber ind i alle jordmenneskers skæbne. Som vi allerede har nævnt, er sand kristendom det samme som sand næstekærlighed, ligesom sand næstekærlighed er "al lovens fylde". Hvad er da " lovens fylde"? I denne forbindelse er "al lovens fylde" det samme som opfyldelsen eller overholdelsen af alle de betingelser, der kræves, for at et menneske virkeligt kan opleve at være "menneske". Kan et "menneske" da leve og eksistere i den daglige tilværelse uden at opleve en virkelig "menneskelig" tilværelse? Nej, det fuldkomne eller færdigudviklede menneske kan naturligvis ikke leve, uden at dets liv bliver oplevelsen af virkelig "menneskelig" tilværelse, men det ufærdige menneske, hvilket vil sige "det jordiske menneske", lever endnu sit daglige liv uden nogen sinde at have oplevet virkelig "menneskelig" tilværelse. Det har endnu kun nået at have fået den fysiske or- 40

16 ganisme, der er beregnet til at skulle blive bolig og redskab for den virkelige "menneskelige" mentalitet. Og det er i kraft af, at det nu besidder en s~dan organisme, at det i dag kalder sig "menneske". Men der behøves ikke engang nogen særlig dybtg~ende forskning for at kunne iagttage, at væsenet i den jordmenneskelige organisme har s~ meget tilfælles med dyret eller er s~ lig dyret i sin mentale indstilling til medvæsenerne, at der i stor udstrækning overhovedet slet ikke eksisterer nogen som helst forskel p~ det jordiske "menneske" og "dyret". I alle situationer, hvor jordmennesket bliver vred, hadefuld eller hævngerrig og fører krig, i alle situationer, hvor det albuer sig frem p~ andres bekostning s~vel som i alle situationer, hvor det lyver, bedrager og stjæler, er dets bevidsthed fuldstændig identisk med dyrets. 41

17 8. KAPITEL "Samvittighedsnag" Medens de ovenfor nævnte situationer for dyret repræsenterer normale leveformer idet de er de eneste, igennem hvilke dyret kan hævde sig. er de for det fremskredne jordmenneske absolut ikke at betragte som normale, idet nævnte væsen har adgang til langt fuldkomnere leveformer alle baserede på krigens eller de dyriske leveformers totale modsætning. Forskellen mellem dyret og det jordiske menneske bliver denne, at medens dyret kun kan vælge en eneste bestemt livsform. nemlig den "dyriske", kan jordmennesket betjene sig af ikke blot den dyriske livsform, men også af en livsform. der er dennes totale modsætning. Da denne sidstnævnte form udgør en modsætning til al krig, bliver den identisk med næstekærlighed. I det jordiske menneske findes der således repræsentationen af to store diametralt modsatte leveformer. At dette ikke blot danner grundlaget for krig imod næsten. imod omgivelserne, men også fører individet i krig med sig selv. bliver her synligt 42

18 som selvfølgeligt. Da individet s~ledes i sig har mulighed for at kunne benytte to leveformer, hvoraf den ene er fuldkommen og giver en fuldkommen livsoplevelse, og den anden er ufuldkommen og derfor giver en tilsvarende uful& kommen livsoplevelse, vil det, hver gang det har benyttet sig af den ufuldkomne leveform (den dyriske) og derved erfarer den ufuldkomne livsoplevelse,blive utilfreds med sig selv eller ulykkelig. Det er denne misfornøjeise, vi kalder "samvittighedsnag". For det fremskredne kulturmenneske vil samvittighedsnag s~ledes altid betyde afsløring af, at det har benyttet sig af den "dyriske" i stedet for den virkeligt "menneskelige" leveform. Det f~r derved ikke blot de rent fysiske ubehageligheder, som benyttelsen af den primitive leveform har medført, men det oplever s~ledes ogs~ det mentale ubehag, det er at opdage, at man helt havde kunnet undgll ubehagelighederne eller den heraf følgende ulykkelige skæbne, hvis blot man havde handlet anderledes, havde handlet mere i næstekærlighedens og mindre i selviskhedens ~nd. Da dyret kun har adgang til den dyriske leveform, er denne leveform 43

19 som før nævnt normal for samme væsen. Det kan derfor slet ikke få nogen som helst form for virkeligt samvittighedsnag. Det lever 1 kontakt med sin tilværelse, sin livsbestemmelse, og er lykkeligt. Det er endnu i stor udstrækning i "paradiset". Det fremskredne virkelige kulturmenneske på jorden har derimod begyndt at få bevidst selvbestemmelsesret med hensyn til, om dets livsoplevelse skal være lykkelig eller ulykkelig. Det har adgang til at betjene sig af to leveformer, hvoraf den ene giver det en lykkelig og den anden en ulykkelig livsoplevelse 9. KAPITEL Det jordiske menneske lever på en blandingsmoral Men hvorfor lever de jordiske mennesker da i så stor ulykke, krig og lidelse, som tilfældet er? Hvorfor vælger de ikke hundrede procent den leveform, der ufejlbarlig giver en lykkelig livsoplevelse? Da dette valg udelukkende er et spørgsmål om viden, 44

20 kan individet jo ikke vælge rigtig leveform, så længe det ikke ved, hvilken af de to leveformer, der er den rigtige og fører til lykken. Da den "dyriske" leveform er den ældste og bor i væsenet som vanebevidsthed, medens den virkelig "menneskelige" leveform er noget forholdsvis nyt, noget der endnu kun i ringe udstrækning er indgroet i væsenet som vanebevidsthed, er det rimeligt, at denne nye leveform i virkeligheden endnu kun forsøgsvis bliver anvendt, stimuleret af de humane verdensreligioners kirker, forskrifter og idealer. Den ny eller fuldkomne " menneskelige " leveform er altså noget, der skal tillæres, noget der er i sin vorden. Jordmennesket er elev i denne ny leveform, medens det derimod er en rutineret mester i anvendelsen af den" dyriske" leveform At der under disse omstændigheder ikke kan være fred i verden, er en selvfølge, Den virkelige" varige fred", som jordmennesket hungrer efter, kan naturligvis ikke være en fuldkommen realitet, så længe de væsener, der skal skabe den, endnukun er begyndende lærlinge i udviklingen af den leveform, på hvilken den udelukkende er baseret. At jord- 45

21 menneskene derfor i en tilsvarende grad endnu regeres af fordomme, baserede på "dyrisk" mentalitet, såsom krigsforherligende idealer, "hellig vrede" og "retfærdig harme" eller i stor udstrækning blot tænker i et moralprincip, der kun er en blanding af selviske vikinge- og forretningsidealer indhyllede i etiketten" kristendom" eller en anden af de store verdensreligionsbetegnelser, er foreløbig ganske naturligt. Den moderne civilisation eller verdenskultur er således i dag kun en på teknik og videnskab baseret raffineret manifestation af denne blandingsmoral, autoriseret gennem juridiske love fra samme mentale niveau. 10. KAPITEL Hvorfor det jordiske menneske er ulykkeligt Midt i dette kaos har nu i århundreder lydt fra tusinder afprædikestole: "Du skal elske din næste som dig selv", " Vend den højre kind til, når du bliver slået på den venstre", 46

22 Hævner eder ikke selv i elskelige, jeg vil betale, siger den herre Z abaoth, Det, et menneske sår, skal det høste, ligesom.den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd". Som man ser, er alle disse udtryk læresætninger for udvikling af den rent "menneskelige" leveform. De kan ikke i nogen som helst retning tages til indtægt for den" dyriske leveform, ja, ikke engang for hverken "hellig vrede" eller retfærdig harme". Og da udøvelsen af den dyriske leveform eller den leveform, der ikke respekterer ovennævnte påbud, netop atter og atter kun har ført til krig, lemlæstelse, tortur, ruin, nedværdigelse, undertrykkelse, gudløshed og livslede, bliver det mere og mere til kendsgerning, at lykken for jordmennesket ikke mere findes i den dyriske leveform Men når den ikke findes i den dyriske leveform, kan den kun findes i dens modsætning: den menneskelige leveform. Og hvad er da mere naturligt end det.. te, at jordmennesket, der er et væsen, der har fået menneskelig krop eller organisme, også skal have menneskelig mentalitet? Dette er altså naturens mening og dermed Guds vilje med det jordiske menneske. At det 47

23 fremskredent udviklede jordiske menneske i sit indre begynder at forstå dette, bliver altså til kendsgerning igennem den omstændighed, at det netop får samvittighedsnag, hver gang det handler i kontakt med dyrerigets traditioner og overtræder næstekærlighedens love. Det "gode", det vil, gør det ikke, men det "onde", det ikke vil, det gør det. Er det ikke netop denne omstændighed, der ligger til grund for al jordmenneskets ulykke? Og er disse ord ikke det sande udtryk for ethvert samvittighedsnag hos det intellektuelle eller fremskredent udviklede jordmenneske? 11. KAPITEL Mentale fængsler Når jordmennesket ikke gør det gode, det vil, men derimod gør det onde, det ikke vil, bliver det dermed til kendsgerning, at det ikke er et frit væsen, der kan gøre det, det vil. Men når det ikke er et frit væsen, kan det kun være et "fængslet" væsen. Det er 48

24 fængslet i det, der forhindrer det i at gøre det gode, som det så gerne vil. Og dette fængsel vil således altid uden undtagelse bestå i en eller anden "dyrisk" tradition, som det endnu ikke har overvundet, og som det derfor ligger under for. De dyriske traditioner, vaner eller tilbøjeligheder er sl~.ledes mentale fængsler, inden for hvilke individet påfører sig selv en større eller mindre fysisk tortur eller lemlæstelse, alt eftersom det i større eller mindre grad ligger under for disse dyriske vaner eller tilbøjeligheder. At det her ikke drejer sig om blot nogle enkelte individer, men at det derimod er hele jordmenneskeheden, der i et stort område endnu er fængslet i den dyriske livsform, bliver jo til kendsgerning igennem de store verdenskrige, de politiske og religiøse kampe og det store profit jageri under begrebet "forretning", der nu i en længere periode har martret hele jordmenneskeheden. Det er ikke så mærkeligt, at flere og flere jordmennesker kommer til at se og forstå, at den kristne børnelærdom eller de bibelske facitter angående næstekærligheden ikke blot er for de enfoldige eller naive, men også i allerhøjeste grad har bud 49

25 til alle jordens mennesker, ja, er det så at sige absolut" eneste fornødne", hvis jordmenneskehedens såvel som det enkelte individs skæbne virkeligt skal drejes ind i muligheden for skabelsen af en virkelig "menneskelig" mentalitet i den fysiske "menneskelige" organisme, jordmennesket allerede er i besiddelse af. I sandhed, tror man ikke tilegnelsen afnæstekærlighedens videnskab er nok så nødvendig og virksom i verdensfredens skabelse som - atombomben? Tror man, at denne bombe eller andre såkaldte hemmelige våben eller døds- og ødelæggeisesmaskiner kan fjerne den dyriske ment.alitet fra jordmenneskets "menneskelige" fysiske legeme eller organisme? 12. KAPITEL Det jordiske menneske foretrækker at tage fremfor at give Tror man ikke, at den sejr, der vindes med atombomben eller andre mord- eller lem- 50

26 læsteisesmaskiner, i en endnu større grad bringer sit ophav til i kvalfuld samvittighedsnag at skrige det ud eller rlibe mod himlen: "Det gode, jeg vil, det gør jeg ikke J men det onde, jeg ikke vil, det gør jeg"? Men kan det gavne dem, man har lemlæstet eller dræbt? Kan man dermed give de forældreløse børn deres forældre og de forældre deres børn tilbage, man eventuelt med sin højere dødsteknik har myrdet? Og kan man fli fred i sit sind, blive fri af samvittighedskvalerne ved hjælp af endnu mere dødsteknik? Tror man, at selvmord er livets mening eller vejen til lykken? Er en selvmorder ikke det ynkeligste og mest kapitulerende væsen i verden? Kan et væsen i højere grad gøre forsøg pli at unddrage sig sit ansvar og overlæsse det pli andre? Ikke engang dyrene benytter sig af en slidan mental flugt fra deres ansvar og skæbne. Tror man, det er den form for mentalitet, der er bestemt for den smukke, oprejste "menneskelige" fysiske organisme, jordmennesket har fliet, og igennem hvilken dets øje permanent kan være vendt mod stjernerne, solene og Guddommen? Nej, jordmennesket er bastet og bundet i sine egne "dyriske" forestillinger f 51

27 baserede på dets selviske eller egoistiske begær. Disse begær og forestillinger danner dets sande livsbillede eller verdensopfattelse. I dette livs- eller verdensbillede udgør det selv i virkeligheden hovedpersonen. Og som sådan stiller det temmelig omfattende fordringer til omgivelserne, fordringer, der som regel ikke står i noget rimeligt forhold til det, det selv mener at kunne yde omgivelserne. Det fordrer således mere af omgivelserne end det, det selv vil afse til gengæld over for de samme omgivelser. Det vil altså "hellere tage end give". Og der, hvor dette begær eller ønske ikke bliver opfyldt, føler det sig forurettet af livet eller omgivelserne. 13. KAPITEL Livets mening Da loven for livet eller betingelserne for oplevelsen af det fuldkomne liv eller den sande og virkelige lykke udelukkende kun kan manifesteres eller befordres igennem prak- 52

28 tiseringen af dette, "hellere at give end at tage", er det på forhånd givet, at et væsen, der "hellere vil tage end give", og som praktiserer denne levemåde, ikke kan opnå den sande lykke eller absolut fuldkomne form for oplevelse af livet. Det vil alle vegne møde hindringer for tilfredsstillelsen af dette sit begær og i dem se en "uretfærdighed" Det bliver således i mange situationer tvunget til "at give i stedet for at tage". "Kejseren skal nemlig have, hvad kejserens er, og Gud skal have, hvad Guds er", hvilket igen vil sige, at det evige livsprincip eller loven for livet, dette "hellere at give end at tage" skal før eller senere bringes til overholdelse. Ingen kan derfor slippe uden om denne lov. Alt, hvad de på selvisk måde har taget fra næsten, skal før eller senere betales tilbage. Sker det ikke frivilligt, vil livet selv befordre det ved magt. Og det er denne manifestation fra livets side mod den uvidende egoist, der bliver opfattet som "uretfærdighed" Denne livets egen tilbagekrævning af de af individet på egoistisk måde tilegnede for mange besiddelser, sjælelige såvel som fysiske, sker i tilsvarende grad som en sjælelig og fysisk fallit eller sam- 53

29 menbrud. Der opstår uheld her og der. Intet er der tilsyneladende velsignelse ved. Og i en masse forhold synes de opnåede resultater slet ikke at stå i forhold til de kampe og besværligheder, de har kostet. At et sådant menneske befinder sig i et kosmisk fængsel og ikke i kosmisk frihed er her selvindlysende. At dette fængsel kan være af en temmelig uhyggelig karakter, kan synes uovervindelig, bliver til kendsgerning igennem den omstændighed, at mange sådanne ulykkelige griber til selvmord og tror hermed at slippe ud af fængslet. De tror dermed at have hjulpet dem selv ind i en total udslettelse aflivet, og hvilken udslettelse de mener er langt at foretrække fremfor denne tilsyneladende håbløse tilværelse. Og længere nede i mørket, mere bastet og bundet og dermed fjernet fra sin oprindelige guddommelige suveræne tilstand kan et levende væsen vel ikke være? Og er det ikke her åbenlyst for det tænkende menneske, at det ikke kan være en sådan skæbne, der kan være livets sande mening. Er det ikke indlysende, at vi her er stedet for en mislykket skæbne? Og det er da heller ikke disse skæbner, der er almengældende Det almengældende er 54

30 dog dette, at selvom skæbnerne ikke er fuldkomne eller helt lykkelige, s~ er de dog p~ et højere plan end det her nævnte, ligesom der daogs~ er skæbner, der nærmer sig det helt fuldkomne, og hvis ophav allerede fremtræder som helt frie eller kosmisk suveræne. At det m~ være denne sidste form for skæbne eller oplevelse aflivet, der m~ være livets mening, og ikke den, der gør individet kosmisk slavelænket eller trælbundet, er selvfølgeligt. 14. KAPITEL Kosmisk frihed Hvilken forskel er der da i det kosmisk fængslede og det kosmisk frie væsens indstilling til livet? Det kosmisk fængslede væsen ønsker, at livet skal være i kontakt med dets begær og bliver derfor skuffet. Livet retter sig ikke efter individet. Det er individet, der m~ rette sig ind efter livet. Det kosmisk frie væsen begærer eller ønsker at være i kontakt med livet og baserer sit eget liv p~ 55

31 dette sit ønske og opnår dermed den allerhøjeste glæde, lykke eller salighed i sin daglige tilværelse. Det føler sig fri af alle hæmmende og snærende bånd. Hele dets organiske og sjælelige struktur er kun indstillet på at befordre manifestationen af princippet "hellere at give end at tage". Og her bliver det ikke skuffet. Denne manifestationsudfoldelse er der altid brug for, ligesom der er uendelig mange, der trænger til sympati eller kærlighed. D e t k o s m i s k frie menneske er nået så langt frem i udvikling, at det ejer den guddommelige egenskab: ikke at vente sig verden eller væsenerne anderledes, end den og de netop e r. Det er denne fornemme kosmiske egenskab, der totalt fritager det indviede væsen for skuffelser. Møder han et væsen, der er sympatisk, glæder han sig over det. Og hvis han møder et væsen, der er usympatisk, ja, måske endog generende, så forstår han et sådant væsen. Han ved, at det er dets natur, dets udviklingstrins særlige manifestationsform. At denne her er primitiv, kan jo ikke lægges væsenet til last. Det kan jo umuligt manifestere en tilstand eller væremåde, der 56

32 tilhører et udviklingstrin, det endnu ikke har n~et. Det indviede eller ~ndsfrie væsen er fuldstændigt indforst~et med dette og venter sig derfor slet ikke nogen anden manifestationsform end netop den, der er nævnte væsens udviklingstrin. Og det er jo ud fra lige akkurat den samme forst~else eller viden, at Kristus påkorset udtrykker: "Fader forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre". Han så, at hans bødlers handlemåde hørte med til deres udviklingstrins natur på samme måde J som tigerens handlem~de er dens natur. Han vidste, at det var lige s~ t~beligt at blive vred p~ dem J fordi de fulgte deres trins natur, som det ville være at blive vred på tigeren, fordi den følger sin natur. 15. KAPITEL Hvad den indviede ved Det indviede væsen ved J at man ikke med vrede J vold og magt kan lave andre væseners natur om, flytte dem fra et udviklingstrin til 57

33 et andet, men at denne omplantning af væsenet fra et trin til et andet udelukkende kun kan besørges aflivet selv igennem en større eller mindre udviklings epoke. At man med magt kan tvinge væsenet en liden tid til i et eller andet felt at følge ens vilje, er ikke det samme som, at man har hævet det pågældende væsen op til et højere trin. Thi denne dyrets efterkommelse af tvang er jo kun "dressur". Det er en manøvre, det må udføre for at blive fri af dressørens pisk. Men hvorfor manøvren netop skal være sådan eller sådan, har det dresserede dyr absolut ingen som helst mening eller id~ om og kan derfor ikke være blevet højere udviklet. Hvis et menneske bliver overfaldet af en tiger, er det ikke en fejl hos tigeren, thi dette overfald er jo kun tigerens livsbetingende natur, men derimod en fejl hos mennesket. Det ved i forvejen, hvilken risiko der er forbundet med at færdes i et terræn, der er tigerens domæne. Hvis et fremskredent udviklet eller indviet væsen bliver overfaldet eller generet af et primitivt menneske, ligger ansvaret herfor i virkeligheden slet ikke hos det primitive menneske, men derimod hos det udviklede eller indviede væsen. Det vidste i 58

34 forvejen, hvilken risiko der var forbundet med at færdes i det primitive væsens domæne, og kunne have garderet sig. Hvis en oplyst eller civiliseret missionær tager ned i urskoven for at omvende menneskeædere og bliver ædt af disse væsener, ligger ansvaret herfor ikke hos menneskeæderne, men udelukkende hos missionæren selv. Menneskeæderne levede jo i deres eget terræn og fulgte ganske normalt deres trins natur. Med hensyn til missionæren vil der være det at sige, at han også fulgte sin natur. Men når begivenheden kom over hans hoved, var det jo fordi, det var ham og ikke menneskeæderne, der forlod terrænet for sin naturs eller sit udviklingstrins særlige erobrede skueplads og begav sig ind i terrænet for de andre væseners trins manifestationsområde. At han ikke her kunne undgå i større eller mindre grad at blive udsat for dette terræns beherskeres kontrære manifestationsmåde, er jo lige så naturligt, som det er naturligt, at han i større eller mindre grad ville blive lemlæstet, hvis han fandt på at springe ud fra 4. sal og ned på gadens beton- eller granitbrolægning. Denne lemlæstelse af hans legeme gør ikke bro- 59

35 lægningen unaturlig eller forkastelig, men derimod den handlemåde, hvormed jeget bragte sit legeme i den situation, hvor det uundgåeligt mere eller mindre måtte lemlæstes eller knuses. Om jeget ved denne handlemåde har kunnet skabe et gode af et sådant format, at det har kunnet opveje nævnte legemes undergang, således som det skete med hensyn til Jesu skæbne eller korsfæstelse, er jo en sag for sig. Men den berettiger ikke til vrede eller hævn imod de "primitive" væsener, inden for hvis terræn begivenheden fandt sted, og for hvem samme begivenhed kun kunne opfattes som en underminering af de traditioner, der for dem var det eneste hellige eller absolutte. 16. KAPITEL Gengældelseslovens inderste kerne Vi er således her ved karma- eller gengældelseslovens inderste kerneprincip. Vi er 60

36 ved et felt, i hvilket næsten alle uindviede eller uintellektuelle mennesker dømmer forkert og derved saboterer deres egen c1ndelige frihed eller stækker deres vilje og gør deres skæbne til et mentalt fængsel, i hvilket de ønsker alt og alle indkapslet. Deres forhold til næsten eller omgivelserne bliver sc1ledes i virkeligheden, uden det er dem bevidst, det samme som det, der er mellem en fangevogter og hans fanger. Ja, netop dette forhold bliver det i sin allerværste forekomst. Fangerne vil nemlig her i dette kosmiske eller mentale fængsel i en overdc1dig grad bryde ud... Fængslet" her er nemlig individets bevidsthed eller tankeverden. I denne tankeverden har individet en hel serie af rum eller terræner. I disse rum eller terræner har det placeret alt og alle, alt efter dets sympati og antipati. Og kilden til denne sympati og antipati vil sc1ledes være fundamentet for individets forhold til sin næste og omgivelserne. Den vil betinge, hvilken dom, hvilken fangecelle, hvilken favorisering eller fredløshed nævnte skal have inden for dets tankeverden eller bevidsthedsomrc1de. Det der sc1ledes er en stor gene for det 61

37 almindelige jordmenneske, er den omstændighed, at det på forhånd stiller et begær eller et krav til alle væsener og ting, det kommer i berøring med. Det har som regel dannet sig et særligt bestemt billede af, hvordan væsener og ting skal se ud. Hvis det, det møder eller kommer i berøring med, ikke svarer til dette billede, bliver det pågældende væsen mere eller mindre skuffet. Ogdenne skuffelse kan igen føre til ærgrelse, som atter igen fører til indignation eller vrede og dermed til forfølgelse af eller krig imod de pågældende væsener eller ting. Og det er denne forfølgelse eller krig, der sluttelig bliver en sabotage af dets egen livslykke eller glæde ved at være til. Det der således er et sådant væsens ulykke, er alle disse fordomme imod væsener og ting, som det efterhånden har ladet sin bevidsthed komme til at bestå af. Og jo flere sådanne fordomme eller forstenede forhåndsindstillinger til væsener og ting, et væsen har, desto mere upassende kommer disse væsener og ting, hvilket igen vil sige dets omgivelser og dermed dets næste, til at forekomme det at være. Og det vil over for denne "næste" være fyldt med en højst ukærlig 62

38 og forfølgende kritik, der så igen bliver til bagtalelse eller sladder om vedkommende "næste". Det er denne "kritik", verdensgenløseren advarer imod med sit påbud: "Dømmer ikke, at I ikke skulle dømmes! Thi med hvad dom I dømme, skulle I dømmes, og med hvad mål I måle, skal eder måles igen" Og er det ikke også i samklang hermed, når han siger: "... dersom nogen giver dig et slag på din højre kind, så vend ham også den anden til" 17. KAPITEL Hvad et menneskes trang til at dømme andre afslører Hvori ligger da denne fare ved at "dømme" eller med ond kritik at forfølge andre? Faren ved med forfølgende dom og kritik at genere sin næste ligger udelukkende deri, at denne næste er, som han netop i det givne øjeblik skal være og udelukkende kun kan være, nemlig repræsentant for sit udviklingstrin. Men hvem kan være anderledes? 63

39 M~ ikke selve verdens genløseren, mesteren eller det højintellektuelle væsen være det? Tror man ikke, det er lige s~ umuligt for en "bandit" at være en "kristus", som det er umuligt for en "kristus" at være en "bandit"? Men hvorfor s~ forlange, at en "bandit" mere eller mindre skal være en "kristus"? Er det ikke netop dette forlangende, der er kernen i enhver forfølgende eller ond jordmenneskelig kritik af næsten? Er ikke kritik netop en p~ber~belse af, at vedkommende næste ikke opfylder de eller de idealer, som kritikeren synes, han skulle opfylde? Men da næsten til enhver tid umuligt kan repræsentere andet end sit udviklingstrin, akkurat som tigeren til enhver tid m~ udvise sit og lammet sit, bliver det ikke "næsten", der er noget i vejen med, men derimod i allerhøjeste grad kritikeren. Jo mere ond og brutal hans kritik eller dom over næsten er, jo mere har han afsløret sin egen uvidenhed eller ufuldkommenhed. Han har dømt - ikke næsten - men sig selv. Og det bliver s~ledes denne hans tro p~, at næsten eller omgivelserne er forkerte og burde være anderledes, der lukker ham ude fra det virkelige syn af næsten eller omgi- 64

40 velserne. Denne hans tro eller overtro er blevet hans livs eller hans bevidstheds fængsel. At han således mentalt set befinder sig i et fængsel, forstår han ikke og forstår derfor heller ikke, at det, han ser ud fra dette sit fængsel og den heraf følgende kritik og handlemåde over for næsten eller omgivelserne, bliver naturstridig og bringer ham til at være i en permanent konflikt med selve livsloven eller næstekærlighedsloven. Han vil hele tiden mere eller mindre være optaget af at føre krig med næsten eller omgivelserne. Han begærer eller forlanger, at de skal være således, som han ud fra sin bevidsthed eller tankeverden mener er rigtigt. Han er i princip faktisk optaget af at fordre, at tigeren skal være blid som et lam, og banditten fuldkommen som en kristus. I det mentale fængsel i form af uvidenhed og overtro, han befinder sig i, kan han ikke se, at de animalske, levende væsener faktisk udgør et i udviklingen videreført blomstertæppe på en eng. Engen er det daglige liv. Ligesom blomsterne på en eng repræsenterer højst forskellige farver og arter, således repræsenterer også de jordiske mennesker højst forskellige mentale 65

41 farver og arter. Lige så tåbeligt det ville være at forbande en blomst, fordi den har den eller den farve og tilhører den eller den art, lige så tåbeligt vil det jo også være at forbande eller fordømme et jordmenneske, fordi det har den eller den mentale farve og tilhører den eller den art. Ligesom blomsten ikke kan gøre ved, at den tilhører den eller den art og farve, således kan det jordiske menneske jo heller ikke gøre ved, at det tilhører den eller den mentale farve eller karakter. At straffe og fordømme et jordmenneske, fordi det ikke er en engel eller et moralsk geni, vil jo være det samme som at straffe en hund, fordi den netop er en hund og ikke et andet væsen. Det er at straffe et "dyr", fordi det ikke er et "menneske". En sådan optræden kan kun manifesteres af det væsen, der i sin uvidenhed vandrer trygt der, hvor engle ikke tør træde. 66

42 18. KAPITEL Hvad det jordiske menneske ved - og ikke ved Det jordiske menneske ved udmærket godt, at det ikke kan nytte noget at blive vred på en tidsel, fordi den ikke er en rose, når det gælder planteriget, men ikke desto mindre forlanger det, at alt og alle skal være roser og liljer, når det gælder dets medvæsener og omgivelser. Det forstår ikke, at disse væsener og omgivelser kun er planteriget eller blomsterverdenen i en længere fremskreden form i udviklingen, og at der her i denne form, hvor planterne fremtræder i animalsk tilstand, i kød og blod, lige så naturnødvendigt må forekomme en mangfoldighed af farver og strukturer som i planterigets vegetabilske form. Det er rigtigt, at farve og struktur hos de animalske "planter", dyr og jordmennesker mere er af en indvendig art end hos de vegetabilske planter, der har hele deres kolorit i ydre, fysiske farver. Hos de animalske "planter" har udviklingen for længst omdannet de ydre 67

43 fysiske farver til en indre, mere eller mindre fysisk usynlig, kolorit. Denne usynlige kolorit er det, vi kalder væsenets tankeverden og den heraf fremtrædende psyke eller den såkaldte "karakter" eller "moral". Det der således i dag er moral hos de animalske væsener, er det samme som det, der hos de vegetabilske væsener eller planterne er ydre, fysiske farver eller kolorit. Men selvom disse plantens ydre farver er blevet til noget psykisk, noget mentalt, og derfor ikke er direkte fysisk synlige hos det animalske væsen, må man derfor ikke tro, at de er blevet ensrettede og derved betingende, at de animalske væseners psyke eller moral er nøjagtig ens som soldater i geled eller som figurer, støbt i samme form. De animalske væsener viser nøjagtig samme mangfoldighed i forskel på psyke eller moral som den, planterne eller de vegetabilske væsener udviser i deres ydre farve og struktur. Og ligesom planternes farver og struktur for hver enkelt art er naturlig og selvfølgelig, således er også hver enkelt arts mentale farve og struktur i form af moral naturlig og selvfølgelig. Men her er det, at det uindviede jordmenneske kommer i kon- 68

44 flikt med livet. Medens det udmærket ser planternes ydre farver og struktur og finder disse for hver enkelts vedkommende selvfølgelige og naturlige, kan det derimod ikke altid se, at dets medvæseners særlige mentale struktur eller moral, der jo er plantens farve og struktur på et højere plan, er lige så naturlig og selvfølgelig. Det kniber her meget stærkt, hvis det da ikke ligefrem er helt umuligt for et sådant væsen at se, at en moralitet eller livsopfattelse, der er afvigende fra dets egen, skulle være lige så naturlig og selvfølgelig som denne. Det forstår endnu ikke, at væsenerne J selvom de har det samme fysiske ydre, ikke desto mindre endnu psykisk eller mentalt må være "roser" og "tidsler", "liljer" og " mælkebøtter " o. s. v. Det tror, at fordi medvæsenerne har samme art fysiske legeme som det selv J skal det også have samme art karakter eller psyke som den, det selv lever på eller bliver behersket af. Og her er det, at det forlanger, at "løven" skal være blid som et " lam", j a, for langer i det hele taget, at alle andre jordmennesker skal være ligesom det selv. Det tror, at livsopfattelse og moralitet udelukkende kun er viljesakter Det 69

45 forstår ikke, at det kun er vort eget trins moralitet, vi kan opfylde i kraft af vor vilje, medens det vil være totalt umuligt for os at opfylde en moralitet, der tilhører et udviklingstrin, der ligger over vort eget på udviklings stigen. For at kunne opfylde dette trins moralitet, kræves der udvikling. 19. KAPITEL så længe individet hader og forfølger Det nytter således absolut intet, at vi gerne vil opfylde et højere trins moralitet, hvis vi ikke netop har denne udvikling, der skal til for at gøre os identiske med det nævnte højere trins væsener. Intet væsen kan med sin vilje mirakuløst pludseligt hæve sig op på et højere udviklingstrin. Løven, tigeren eller med andre ord dyret bliver ikke til menneske blot ved en viljesakt. Denne omskabelse eller forvandling er ikke en viljesakt, men et udviklingsspørgsmål. Og på samme måde er overgangen fra en livsopfattelse eller mo- 70

46 ralitet til en anden ikke en viljesakt, men et udviklingsspørgsmål. Man forstår således, hvor tåbeligt og skrigende imod al retfærdighed det vil være at forlange, at ens medvæsener absolut skal manifestere samme moralitet eller livsopfattelse som en selv. Det er denne tåbelighed, der er det uindviede jordmenneskes største underminerende skæbnefaktor. Da det i princip jo stadigt er en plante i en mangfoldighed af plantearter på en eng. kan det umuligt blive lykkeligt, så længe det lever i den illusion, at alle de øvrige planter eller medvæsener skal have nøjagtigt den samme farve eller psyke som det selv. Denne indstilling eller dette begær vil det aldrig nogen sinde kunne få opfyldt. Skuffelse, martyrfornemmelse og nedtrykthed vil fylde dets sjæl, thi markens blomster forandrer ikke farver eller lader sig ensrette, fordi der er en enkelt lille blomst, der i sin tåbelighed ønsker det. Og denne lille blomst, der hedder "jordmennesket " må derfor hurtigst muligt lære at forstå. at det drejer sig ikke om at få alle medvæsenerne, blomsterengens mangfoldighed af farver og skønhed ensrettet efter ens tåbelighed, uforstand eller il- 71

47 lusion men at det eneste fornødne derimod er dette: hurtigst muligt at få bortelimineret denne illusion eller tåbelighed ved at søge at komme til forståelse af, at blomsterengens mangfoldighed af farveorgier enten i form af medvæsener eller i form af planter. udelukkende eksisterer for at være en guddommelig belæring af individet. og ikke for at individet derigennem skal belære Guddommen. Så længe individet hader og forfølger alt. hvad der ikke forekommer i dets eget billede eller eget favør, er det med til at ødelægge og udslette alt. hvad der i livet danner.. Guds billede". 20. KAPITEL Den eneste vej ud af tilværelsens mentale fængsler Daden højeste eller den fuldkomneste form for lykke er dette, i alt og alle. hvilket vil sige: i alt. hvad der er tilgængeligt for sansning. udelukkende kun at se.. Guds billede", er det klart, at man er nødsaget til at leve 72

48 ulykkeligt der, hvor man, om end ubevidst, er med til at sabotere dette "Guds billede". Og der, hvor man er ulykkelig, er man spærret ude fra det virkelige liv, der jo udelukkende er den allerhøjeste lykke. Og der, hvor man er spærret ude fra det virkelige liv eller den sande lykke, er man alts~ mentalt fængslet. Og da indespærringen i dette mentale fængsel udelukkende opretholdes gennem det p~gældende væsens begær efter at ensrette verden eller fordre, at alt og alle skal være anderledes, end nævnte netop i øjeblikket er, vil man umuligt kunne blive lykkelig. I denne fordring er man i et fuldstændigt modsætningsforhold til Guddommen. Man ønsker verden i sit "eget billede". Menverden kan kun være i "Guds billede". Derfor vil livet og verden være en mental fængsling og modgang med den heraf følgende fysiske lidelse eller ulykkelige skæbne, indtil individet forst~r, at det ikke er "Guds billede", der skal laves om til dette individs billede, men derimod dettes billede der skal omformes til at være i "Guds billede" Og nøglen til at komme ud af overtroens og illusionens mørke mentale fængsling ligger alts~ udelukkende i dette: at 73

49 komme til at forstl1, at "alt er sl1re godt", og at vore medvæsener umuligt kan manifestere andet end det, der er deres udviklingstrins kendetegn, og at denne manifestation som følge heraf umuligt kan være berettiget grundlag for intolerance, had eller forfølgelse over for det pl1gældende væsen. Og i den fulde forstl1else heraf vil man i samklang med verdensgenløseren "vende den højre kind til, nl1r man bliver sll1et pl1 den venstre" og rl1be imod himlen: "Fader forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre". 74

50 MENTALE FÆNGSLER 1. kap. Sommerens skjulte kosmiske budskab " Kosmisk set er de fleste mennesker endnu" døde sjæle" " Flertallet opfatter endnu naturens scenerier som udtryk for tilfældigheder " De levende væsener befinder sig på forskellige udviklingstrin " "Hedninger" og "kristne" " Forskellen mellem hedninger og kristne er ikke så stor, som flertallet tror " Det jordiske menneske endnu ikke et færdigudviklet menneske " 9. " 10. " 11. " "Samvittighedsnag" Det jordiske menneske lever på en blandingsmoral Hvorfor det jordiske menneske er ulykkeligt Mentale fængsler

51 12. kap. Det jordiske menneske foretrækker at tage fremfor at give " Livets mening " Kosmisk frihed " Hvad den indviede ved " 17. " 18. " 19. " 20. " Gengældelseslovens inderste kerne Hvad et menneskes trang til at dømme andre afslører Hvad det jordiske menneske ved - og ikke ved S~ længe individet hader og forfølger O Den eneste vej ud af tilværelsens mentale fængsler