En ny forening. Angstforeningens nyhedsbrev. November Af Kamma Kaspersen Redaktør

Transkript

1 Angstforeningens nyhedsbrev. November 2001 En ny forening Af Kamma Kaspersen Redaktør Den 7. juni 2001 blev Angstforeningen en realitet efter stiftende generalforsamling i Valby Medborgerhus. Flere af os der blev valgt ind i bestyrelsen var kort forinden blevet valgt ind i Depressionsforeningen bestyrelse for at samarbejde. Men da det viste sig umuligt at ændre navn til Angst- og Depressionsforeningen eller Depressions- og Angstforeningen besluttede vi angste på kort tid - og efter et par hektiske møder - at danne vores egen forening. Efter sigende lider mennesker i dette land af angst, så behovet for en forening der udelukkende tilgodeser angstes behov er i allerhøjeste grad tilstede. Bestyrelsen består således af en gruppe af angstramte og en faggruppe. Fælles for gruppen af angstramte er, at de har truffet hinanden i en selvhjælpsgruppe på Diakonissestiftelsen der især efter et stormøde i januar på Rigshospitalet om angst, fik mange nye medlemmer. Så mange at der måtte dannes en ny selvhjælpsgruppe på Matthæusgades Skole kort tid efter. Da flere af os der startede selvhjælpsgrupperne havde gået i en kombination af terapi og medicinsk behandling på Rigshospitalets angstklinik, faldt det os naturligt at pege på nogle af faggruppens medlemmer derfra. Vi fandt det også nødvendigt at faggruppen repræsenterer progressivitet, således at den nyeste forskning indenfor effektiv angstbehandling kan komme angste til gode, hvorfor vi gerne ville have fagfolk med, der har fingeren på pulsen. Især den kognitive behandling synes at være effektiv i behandlingen både kombineret med de nye SSRIprodukter eller med anden form for psykoterapi. Dernæst var det vigtigt at vi i faggruppen fik repræsenteret både psykologer og psykiatere. Den årelange strid imellem disse to faggrupper må ophøre, da den ikke gavner de angstlidende. Vi må i stedet lede efter de bedste behandlingsmuligheder for den enkelte, hvor disse end måtte befinde sig fagligt. Næsten øjeblikkeligt efter udsendelsen af pressemeddelelsen om foreningens dannelse fik Angstforeningen stor medie-omtale: En ny forening... 1 Kognitiv terapi... 2 Angsten mit fængsel... 3 ICD-10 og angstdiagnoserne... 5 Kan angst forstås af andre!?... 9 Turde ikke se folk i øjnene Tanker om at være en del af en selvhjælpsgruppe Forskningsnyt Undersøgelse af benzodiazepin-brugeres påstand om at medicinen forårsager psykiatrisk eller fysisk sygelighed Skyldes den større hyppighed af depression blandt kvinder i virkeligheden, at de oftere end mænd rammes af angsttilstande? Stress-hormoner ødelægger hukommelsen Socialt undertrykte menneskeaber har mindre serotonin i hjernen Flere børn end tidligere får en angstdiagnose Tema: Hos lægen De privatpraktiserende læger De spildte år hos lægen Starten på angsten Bogreolen Boye Larsen: Mit liv som neurotiker en selvbiografisk skildring Edward Shorter: Psykiatriens historie - fra asyl til Prozac.. 20 Dårlige behandlingsmuligheder til angstlidende Socialmedicinske tiltag som supplement til angstbehandling AngstTelefonen vores samtalelinje Psyknet.dk Arrangementer Aktiv i Angstforeningen? Webmaster søges Vores formand Hannah Bagger Sidenius og professor Tom Bolwig var i TV2 Lorry. Og Hannah var få dage senere i 19 direkte fik vi omtale i BT og Jyllands Posten, i Politiken, i Søndagsavisen og i Kristeligt Dagblad.

2 Derudover har der været en længere artikel i Alt for Damerne nr. 28 samt Ugebladet Søndag nr. 33. Efter denne massive pressedækning fik foreningen et hav af nye medlemmer. Via vores hjemmeside kom der indmeldelser og/eller ønsker om at være med i selvhjælpsgrupper fra hele landet. Der kom personlige breve fra angste, livshistorier m.m., tilbud fra alternative behandlere osv. Naturligvis var det en glæde for os, men samtidig tog det os i nogen grad på sengen. Det hele foregik i ferieperioden, hvor vi arbejdede på halv kraft og det var vanskeligt at få fat i de mennesker vi skulle spørge om lokaler o.l. til nye grupper. Da vi også er frivillige og har arbejde og familie ved siden af, var det simpelt hen umuligt at følge med. Resultatet er, at vi har fået ca. 300 betalende medlemmer på 3 mdr. Vi har snart 5 selvhjælpsgrupper i København samt grupper i Næstved, Odense og Århus. Vores mobiltelefon har ikke uden grund den symbolske røde farve og benævnes the hot line blandt os der skiftes til at passe den. Vi er desværre ikke i stand til at hjælpe alle der ringer: mange har et langt liv og en trist historie bag sig de gerne vil af med, og i det omfang tiden tillader det lytter vi gerne, men ellers er hensigten at få angste i gang med en proces der i sidste instans forhåbentlig kan føre dem over i kategorien tidligere angstramte. Angstforeningen arbejder i øjeblikket på at kunne tilbyde sine ældre medlemmer en form for træfpunkts-ordning hvor en gruppe slutter sig sammen i et telefonmøde eller mødes lokalt, hvor en frivillig kan følge dem frem og tilbage. Dette bliver specielt et tilbud til de der lider af panikangst og/eller agorafobi. Denne gruppe er særdeles hårdt ramt af isolation og ensomhed, da de har svært ved at forlade hjemmet. Vi håber også at selvhjælpsgrupperne er på vej ud i landets købstæder. Ved at mødes med ligesindede udvides den enkeltes horisont, hvilket igen åbner op for bedre behandlingsmuligheder. Alene det at kunne tale med andre om sin angst er et skridt i den rigtige retning. Foreningen vil også tage hul på det offentliges behandling af angste, i første omgang med selvoplevede historier som vi i dette nummer af Angst-Avisen lægger ud med. Der er mange eksempler på at angste ikke møder forståelse og får den hjælp der kan give dem et tilfredsstillende liv, men lades i stikken med kontanthjælp og førtidspension, hvor man med en tidlig indsats kunne spare samfundet for mange penge og give den enkelte et bedre liv. Som forening vil vi samlet kunne gøre en forskel på dette området som den enkelte ofte må give op overfor. En anden stor opgave der venter på at blive løst er, at undersøge hvordan angste bliver modtaget i behandlersystemet. Det er alt for ofte helt tilfældigt hvilken behandler man havner hos. Og kvaliteten af behandlingen synes desværre ligeså tilfældig. Vi må have skilt bukkene fra fårene, og få oplyst de praktiserende læger bedre om angst. Mange har desværre slet ikke den fornødne viden. Vi vil også som føljeton her i bladet bringe indslag fra angstes møde med egen læge. Side 2 af 32 Ligeledes vil vi have en længere artikelserie om socialpolitik og sociallovgivning. Systemet overtræder de sociale love igen og igen. Det betyder i praksis, at man som klient ofte er uden retssikkerhed i forhold til det sociale system. Som forening er det vores håb at vi samlet kan gøre vores indflydelse gældende, der hvor den enkelte må give op, og i fællesskab kan stille krav til en retfærdig behandling. Vores hensigt er at lave et Nyhedsbrev spækket med informationer om og henvisninger til stof der er relevant for angste. Både med dybdeborende artikler og petit - stof sakset fra diverse udenlandske og danske tidsskrifter. Vi har også en plan om at se lidt nærmere på hvordan man behandler angste i andre lande og starter i næste nummer med at se på vores naboland Sverige. Vi mener selv at viden er med til at skabe en åbning ud af lidelsen og på længere sigt forhåbentligt fører frem til at angsten forsvinder - eller i det mindste får den til at fylde meget mindre. Kognitiv terapi Af Nicole K. Rosenberg, chefpsykolog Århus hospital Kognitiv terapi er en psykoterapeutisk retning, der startede blandt psykiatere og psykologer i USA. Det er en behandling, der tager udgangspunkt i tænkningen og evnen til at erkende. Et grundlæggende princip er at søge at forandre tænkningen, så den bliver mindre begrænsende, selvundertrykkende, angstfremkaldende og mere selvunderstøttende, nuanceret og fornuftsbetonet.

3 Hvordan gør man så det? Terapeut og patient finder i fællesskab nogle situationer, som plejer at medføre angst, ængstelse eller tristhed. Situationerne gennemgås grundigt, således at det bliver klart hvilke forhold i situationen, der især medfører de belastende følelser. Herefter undersøges det, hvilke tanker, der opstår i den pågældende situation. Der vil ofte være tale om såkaldt negative, automatiske tanker. Dvs. tanker der opstår hurtigt, og uden at man selv er bevidst om dem. Disse tanker kan f.eks. være: Dette her klarer jeg aldrig. Hvis jeg bliver her, får jeg et kæmpe angstanfald, besvimer, bliver dårlig. Jeg må skynde mig væk, jeg er ikke stærk nok til at være her. Alle mennesker kan se, hvor bange jeg er. Det er sådanne tanker, der er med til at frembringe og fastholde angst og depression. Næste skridt i terapien er at øve sig i at danne såkaldt alternative tanker. Dvs. tanker, der er mere realistiske og i højere grad støtter og opmuntrer en selv, og som medvirker til, at man kan se mere nuanceret på sig selv, andre og situationen som helhed. Det er forskelligt fra person til person, hvad de alternative tanker rummer. Det kan f.eks. være: Hvis jeg bliver stående lidt længere og trækker vejret roligt, vil angsten dale. Der er ingen, der kan se, hvordan jeg har det inden i og hvis de kan, vil de ikke synes mindre om mig af den grund. Jeg kender symptomerne, de varer nogle minutter, og så begynder jeg at blive mig selv igen. Lad mig se mig om. Der er bestemt nogle ting her, der kan gøre mig tryg. De andre mennesker her kender sikkert også til angst fra sig selv. Det er jo venlige mennesker, og de er bestemt ikke ude på at genere mig. Når man er i stand til at tænke sådanne alternative tanker, vil angsten dale og situationer, der ellers opleves truende, vil opleves som mere neutrale. Man vil blive mere sikker, og forventningsangsten vil mindskes. Hermed får man mere mod på at udsætte sig for de situationer, der plejer at volde angst. Hermed er vi inde på en anden grundmetode i terapien, nemlig eksponering, dvs. at udsætte sig for de situationer, der volder angst. Der udarbejdes sammen med terapeuten en plan for, hvordan man gradvist kan udsætte sig for sværere og sværere situationer, og hvilke metoder, man kan anvende til at dæmpe sin angst i disse situationer. En af metoderne er alternativ tænkning, der er omtalt ovenfor. Hertil kommer vejrtrækningsmetoder og andre fysiske øvelser, som indøves sammen. Der findes en række andre metoder, som indøves sammen med psykologen. Det gælder f.eks. distraktion. Dvs. at man i angstvoldende situationer forsøger at tænke noget eller gøre noget, der fjerner opmærksomheden fra det, der plejer at medføre angst. Angstbehandling ud fra den kognitive metode indebærer, at patienten hver uge gør et hjemmearbejde. Patient og terapeut udarbejder sammen nogle øvelser, der oftest vil indebære at registrere sin egen tænkning, søge at ændre denne og at udsætte sig for noget, der volder en vis mængde angst. Det er meget vigtigt for behandlingens effekt, at patienten søger at gennemføre sit hjemmearbejde. Patienten er imidlertid meget velkommen til at diskutere hjemmearbejdets art med terapeuten, således at øvelserne hverken er for lette eller for svære, men indebærer en udvikling i den rigtige retning. Side 3 af 32 Fobidagskolen Ny Adelgade 5.3.th København K Fobiskolen Classensgade København Ø Fobiskolen Østergade 11A 8900 Randers FobiskoleAften Wilhelm Marstrandsgade København Ø Jysk Fobiskole Søndergade Århus C Vokseværket Brydehusvej 12B 2750 Ballerup I kognitiv terapi søger terapeuten at forklare metoderne så godt for patienten, at han/hun forstår idéen bag disse og i stigende grad bliver i stand til at give sig selv relevante opgaver. Angsten mit fængsel Af Anne Olsen Så længe jeg kan huske har jeg reageret med en altdominerende angst. Min første bevidste hukommelse er fra 3 års-alderen, hvor jeg blev overvældet af angst. Jeg gik ind på mit værelse og satte mig med hovedet ind mod væggen, og så mær-

4 kede jeg, hvordan angsten sivede ud af mig igen. I skolen begyndte angsten at tage form, som noget der var relateret til specielle situationer: udflugter, arrangementer, noget nyt. Hjemme kom angsten når vi fik gæster, skulle på besøg, rejse osv. Min angst kom som lyn fra en klar himmel. Jeg rystede som et espeløv, fik ondt i maven og syntes det vi skulle var forfærdeligt, og at det var enden på alt - at der ikke var noget efter det arrangement. Jeg havde flere gange mindre angstanfald, når jeg skulle sove. Jeg turde ikke lægge mig ned og sove. Jeg havde angst omkring mine forældre. Det kunne være når de hviskede sammen. Jeg frygtede, at de snakkede om noget forfærdeligt der skulle ske, og at det var noget der ville ødelægge min verden. Jeg kunne få angst over om mine forældre ville blive syge, dø eller om de forandrede sig til noget dårligt. I slutningen af teenageårene gik det som jeg altid havde frygtet, at jeg ville kaste op af angst. Bagefter følte jeg en form for afslappethed. Det jeg havde frygtet var sket. Senere blev min anspændthed afløst af skam. Jeg var angst i samvær med mænd, under ferier og højtider i familien. Jeg så frem til at flytte hjemmefra så jeg kunne styre det hele lidt bedre. Jeg blev mere udadvendt: jeg rejste, tog til fodboldkampe, festivaler, til stranden og til fester. Jeg husker stadig den dag, det gik galt. Jeg stod i mit køkken og så ud. Pludselig begyndte jeg at græde mere end nogensinde. Jeg rystede og mit liv syntes tomt. Jeg var frygtelig bange. Efterfølgende sagde jeg mit job op, flyttede og lagde mange planer, for jeg ville ikke føle smerten igen. Efter et år på det nye sted skulle jeg bare væk, for nu kom tomheden tilbage. Jeg følte at hvis jeg skubbede angsten foran mig hele tiden, og hver dag beviste, at jeg kunne klare det - at jeg var normal og levede et normalt liv - ville angsten vise sig ubegrundet. Jeg fik etableret mig i en anden landsdel. Men angsten flyttede med. Kampen mod angsten begyndte at tære på kræfterne. Før var jeg glad for at rejse med tog, men nu blev det et mareridt at skulle over til min familie, at overnatte. Jeg har sovet for åbne vinduer om natten i frostgrader, så jeg ville være bedøvet af forkølelse når jeg skulle hjem (så var fokus væk fra angsten). Jeg skrev små sedler og lavede timeplaner for hvornår jeg skulle læse et blad og spise en mad. Jeg gentog rim og remser gang på gang. Af bare forventningsangst havde jeg ikke sovet særlig meget 4-5 døgn før jeg skulle på besøg, kursus, personale weekend e.l. Det tappede mig for kræfter og oveni angsten fik jeg depressioner. Jeg måtte opgive at konfrontere angsten. Jeg havde mistet troen på det og helbredet til det. Det var en evig indre kamp, og den frygtelige uvane med at kaste op var tiltagende, og jeg var så uendelig flov og ked af det. Desuden var jeg begyndt at få panikangst, og flygtede flere gange. Angsten føltes mere ukontrollabel end før. Den havde magten over mig. Jeg gik til min læge på et tidspunkt hvor jeg havde det nogenlunde og fortalte hende, at jeg mente jeg led af depressioner og angst. Lægen fortalte, at jeg led af lette til middelsvære depressioner, men angsten kom vi ikke rigtig ind på. Side 4 af 32 Et par år efter gik jeg igen til lægen med min angst, fordi jeg var begyndt at isolere mig. Jeg blev behandlet medicinsk for en depression. Der skulle yderligere konsultationer til, før min læge konstaterede, at jeg led af behandlings-krævende angst. Min læge sagde at jeg skjulte min invaliderende angst godt. Min familie sagde også at de slet ikke vidste, at jeg led af angst. Jeg troede ellers de havde gættet det for mange år siden, men nej. Måske skulle jeg ikke have skjult min angst, for hvad nytte har det været til? Udadtil har jeg haft et almindeligt liv, men det har ikke hjulpet mig til at få det bedre indadtil. Jeg har altid haft svært ved at forklare det, og omgivelserne har haft svært ved at tro det. Angsten kan komme som lyn fra en klar himmel, jeg ryster og fryser og sveder samtidigt. Jeg har uvirkelighedsfornemmelse og flugttrang. Angsten kommer altid efter jeg har spist aftensmad. Den kan komme som forventningsangst. Så tænker jeg katastrofetanker: Noget går galt (i toget, i bussen, til møde). De kan blive så livagtige, at jeg kan dufte og mærke det, der sker. Der kan være kvalme og stivhed i kroppen. Er det mildt strammer jeg bare i mine kæber og knytter mine hænder. Den lettere og mere kontrollable angst kommer under: - offentlige transport - møder - mindre arrangementer på arbejde - telefonsamtaler - dagskurser Angsten er dagligt tilstede. Fx når jeg skal ringe, så lader jeg enten være, eller skriver alt ned jeg skal sige. Den type angst der kommer i denne situation omfatter kraftig

5 hjertebanken, sveden, rysten. Jeg kan ikke koncentrere mig og min stemme ryster. Jeg er bange for at fare vild på nye steder. Selvom jeg har kort med, mister jeg orienteringsevnen, fordi jeg går i panik. Jeg tør ikke spørge om vej. Med offentlige transportmidler følger jeg intenst med i alt, får stikkende smerter og går i panik, hvis vi kører for tæt på andre. Jeg har oplevet at få panikanfald når jeg skal sove. Jeg tænker, at jeg aldrig vågner igen. Angsten medfører en forringet livskvalitet fordi jeg ikke magter: - at være sammen med min familie, social samvær, besøg, fester og at rejse. - at have nære venner eller en kæreste. - arbejdsmæssige arrangementer: lejrture, kurser, personaleweekender. Angsten har styret mine valg. Mange ting har jeg måttet vælge fra. Jeg har følt jeg skulle beskytte mig selv. Jeg er gået så langt, at jeg har løjet overfor dem, jeg holdt af. Jeg har ikke fejret fødselsdage, jul, nytår eller andre festdage med andre i ca. 10 år. Jeg ved ikke hvad der er værst: at være angst, flov og skamfuld over at have angst, at føle mig som en svag person eller udmattelsen. Lidt efter lidt har jeg givet op og mangler tillid til, at jeg magter livet og at det har noget godt til mig. Angsten begrænser og bestemmer over mit liv. Jeg har prøvet rationelt at komme af med angsten. Men der er ingen logik i angsten. Jeg er nu i medicinsk behandling, og skal i kognitiv terapi hos en speciallæge i psykiatri. Jeg har læst et utal af bøger og jeg har været åben omkring min angstlidelse. Jeg føler mig som alkoholikeren der endelig har erkendt sit misbrug, hvor han før skjulte sig bag undskyldninger og løgne. Jeg har erkendt mit angstproblem, som jeg ikke selv kan løse. Jeg er klar over, at stress er en vigtig faktor mht. at angsten bliver ukontrollabel. Jeg har brug for ro og regelmæssighed. Så trives jeg bedst. Jeg har brugt et råd fra en, der skriver på Netdoktor Depression (en hjemmeside på Internettet, red.). Hun siger, at man skal udfordre angsten. Det er fint i små overskuelige sammenhænge. Jeg siger til min angst: Ja du tror du er noget, kom bare an, jeg er overhovedet ikke bange for dig. Det lyder fjollet, men det hjælper i de små ting. Jeg skriver også når noget rumsterer oppe i mit hoved. Det er med til at gøre det lidt lettere at bære. Jeg føler jeg har fået flere ressourcer til at klare hverdagen og en meget større viden om angst og det, der udløser den. Jeg føler jeg kan have et godt liv. Jeg kan lide at være hjemme, og har et godt arbejde på 6. år samt et godt netværk og spændende fritidsinteresser. Min hverdag er blevet bedre, men det er langt fra det liv, jeg altid har drømt om. Det værste ved angsten er nok skyldfølelsen, skammen og det, at angsten går ind og afskærer mig fra min familie. Det gør så utroligt ondt indeni. ICD-10 og angstdiagnoserne Af Liza Overgaard Side 5 af 32 Den 1. januar 1994 indførte man i Danmark nogle helt nye kriterier for diagnosticering af psykiatriske sygdomme. Det nye diagnosesystem, kaldet ICD-10, blev udviklet af Verdenssundhedsorganisationen WHO tilbage i Bogstaverne ICD er en forkortelse for International Classification of Diseases altså international klassifikation af sygdomme. WHO reviderer kataloget over sygdomme hvert 10. år, og 89-udgaven var den 10. opdatering heraf navnet ICD-10. Det nye diagnosesystem brød med tidligere tiders diagnosticering på to meget væsentlige punkter. For det første ønskede man at skabe et internationalt eller universelt sprog, således at en psykiatrisk diagnose blev uafhængig af fx kulturelle forskelle. De nye diagnoser skulle kunne accepteres i alle lande. Inden de nye diagnoser blev endeligt vedtaget og taget i brug, testede man systemets universalitet og objektivitet ved at efterprøve, om de samme patienter fik den samme diagnose, uanset hvor i verden deres symptomer blev vurderet. For det andet inddrog man det forhold, at der ganske enkelt ikke er nogen, der ved, hvad årsagen til psykisk sygdom er med mindre lidelsen skyldes, at hjernen direkte har været udsat for fysiske skader. I stedet findes en række teorier vedrørende årsagsforholdene, og førhen var det sådanne teorier, der dannede basis for diagnosticeringen. Med det nye system blev diagnoserne gjort teori-frie, idet de alene defineres ud fra de symptomer, som optræder, samt symptomernes varighed og forløb. Diagnoser eller begreber såsom neurose og hysteri findes ikke i ICD-10, fordi de bygger på psykologiske teorier om, at sådanne tilstande skyldes fx indestængt vrede, sorg eller seksualitet, uløste konflikter med andre i reglen forældrene eller følelsesmæssige traumer.

6 Hvad er en diagnose, og hvad skal den bruges til? En diagnose er en betegnelse for nogle symptomer, som optræder samtidigt, og som således danner et samlet sygdomsbillede. I stedet for at skulle bruge en masse beskrivelser, begreber og betegnelser for at sætte en anden person (i reglen en anden læge eller psykiater) ind i en patients lidelse bruges en diagnose. Diagnoserne er altså opfundet primært af hensyn til den indbyrdes kommunikation blandt læger og andre fagfolk fx på det sociale og sundhedsmæssige område. Men der er nok mange af os, som selv har en angstlidelse, der egentlig er glade for, at det mærkværdige og uforståelige noget, som vi har døjet og kæmpet alene med måske i årevis, endelig får et navn, at lidelsen er veldefineret, beskrevet., anerkendt og bliver taget alvorligt af eksperterne. Det findes virkelig!, som julemanden siger til M&Mpastillerne i en tv-reklame, inden han besvimer af bar overraskelse. For angstpatienten kan en diagnose således bane vej for en hårdt tiltrængt afklaring og accept af lidelsen ikke kun hos patienten selv, men så sandelig også hos dennes familie og venner. Væk er de evindelige fordømmelser, kritik og placering af skyld. Angsten skyldes ikke nødvendigvis en dårlig barndom eller kiksede forældre forældre som, hvis de er kiksede, måske selv har haft en opvækst præget af fx fysisk afstraffelse, hårdt arbejde, kadaverdisciplin og dogmatiske, religiøse forestillinger, uden at have fået en angstlidelse. Omvendt begynder omgivelserne at forstå, at man heller ikke selv kan gøre for, at man har det sådan. At det ikke er noget, man bare gør for at være på tværs, fordi man er doven, kedelig, arrogant, har en svag karakter, vil gøre sig interessant, vil flygte fra livets ansvar og forpligtelser, eller fordi man gerne vil have opmærksomhed eller medlidenhed. Det allersidste man modtager fra andre som angstlidende er i øvrigt medlidenhed. Hvis det er det, man er ude efter, vil det strategisk set være langt mere hensigtsmæssigt at sørge for at brække en arm eller to! Så nej, nej og atter nej! Der ligger ingen manipulatoriske motiver bag angstsymptomerne, og det er en sygdom blottet for fordele eller billige, følelsesmæssige frynsegoder for den angstramte! En angstlidelse har kun negative effekter. Diagnoserne er som nævnt ikke udviklet med patienter og pårørende in mente. Deres funktion er at danne udgangspunkt for lægelig behandling. Men også de sociale myndigheder bruger diagnoser, når de afgør om en person skal tildeles sociale ydelser som fx revalidering eller førtidspension. Fra diagnose til behandling Selvom diagnosen ikke er stillet ud fra en teori om lidelsens eller sygdommens årsag, så er selve behandlingen umulig at skille fra sådanne teorier. Hvis man ikke har en eller Tabel 1 Side 6 af 32 F0 Organiske psykiske lidelser, dvs. lidelser eller tilstande, der skyldes beskadigelse eller sygdom, der påvirker hjernens funktion F1 Misbrugsbetingede psykiske lidelser og tilstande F2 Skizofreni, skizotypisk sindslidelse, paranoide sindslidelser, akutte og forbigående psykotiske tilstande samt skizo-affektive sindslidelser F3 Affektive sindslidelser (mani depression) F4 Nervøse og stress-relaterede lidelser eller tilstande Kilde: A. Bertelsen og P. Munk-Jørgensen: De psykiatriske diagnoser. PsykiatriFondens Forlag Side 9. anden idé om, hvad der har medført den pågældende diagnose, hvordan skal man så afgøre, hvad behandlingen skal bestå af? Formålet med behandlingen er selvfølgelig at få lidelsen til at forsvinde, eller i det mindste at reducere symptomerne. Er svaret medicin, kognitiv adfærdsterapi, samtaleterapi med udredning af barndomsoplevelser, og forholdet til forældrene eller noget helt fjerde eller femte? Det er et meget stort spørgsmål, som ICD-10 ikke tager op, og som derfor ligger udenfor temaet for denne artikel. Men hvad angår angstlidelser, så findes der efterhånden en del undersøgelser, som viser, at den mest effektive behandling er medicin og kognitiv terapi. Psykiatere anbefaler derfor i dag en af disse behandlingsformer evt. i kombination med hinanden. Du kan læse om den kognitive terapi andet steds i nyhedsbrevet, og behandlingsformer er selvfølgelig et emne, som vi vil beskæftige os meget med både her i nyhedsbrevet og som forening i det hele taget. Diagnosesystemets opbygning De mange psykiatriske diagnoser er inddelt i 10 hovedgrupper., hvis rækkefølge langt fra er tilfældig.

7 Systemet er opbygget sådan, at de enkelte diagnoser ikke overlapper andre diagnoser. Angst hører i mange tilfælde også med til sygdomsbilledet hos mennesker med organiske lidelser, misbrug, skizofreni og depression - altså diagnoser fra hovedgruppe F0 til F3. For at kunne stille en angstdiagnose, må man således først udelukke diagnoserne fra hver af de foregående hovedgrupper. Derfor er angstlidelserne placeret efter disse sygdomme i hovedgruppe F4. Omvendt når man ikke længere ned i ICD-10s talrække end til 4, når der stilles en angstdiagnose. Derfor er de efterfølgende grupper, F5 F9, ikke medtaget i Tabel 1. ICD-10 siger altså faktisk direkte, at mennesker med en angstdiagnose ikke er sindssyge. Det er en vigtig pointe, da mange med især ubehandlet angst føler, at de er sindssyge, eller at de er ved at blive det. Sindssyg? Frygten for sindssyge kan i stort omfang hænge sammen med manglende viden om, hvad sindssyge er for noget. Derfor skal vi nu gøre et kort ophold ved F2-gruppen, hvor de forskellige former for skizofreni er samlet. Det er de skizofrene lidelser, som af mange opfattes som værende de egentlige sindssygdomme. Man taler om symptomer, der er særligt karakteristiske, og som derfor kaldes skizofrene førsterangs-symptomer. Disse omfatter tankeforstyrrelser, hallucinationer og vrangforestillinger. Ved tankeforstyrrelser kan patienten opleve, at han eller hun får påført andres tanker. Eller at andre fx naboerne - kan læse eller stjæle tankerne gennem væggene eller over store afstande. Tankeforstyrrelser kan også give sig udtryk i, at den skizofrene mener at kunne høre andres tanker og hører, at de taler om ham eller Tabel 2. F4: Nervøse og stress-relaterede tilstande F40 F41 Fobisk angsttilstand F40.0 Agorafobi F40.1 Socialfobi F40.2 Enkelfobi Andre a ngsttilstande F41.0 Panikangst F41.1 Generaliseret angst F42 Obsessiv-kompulsiv tilstand F43 Reaktioner på svær belastning og tilpasningsreaktioner F43.0 Akut belastningsreaktion F43.1 Posttraumatisk belastningsreaktion F43.2 Tilpasningsreaktioner F44 Dissociative tilstande eller forstyrrelser F45 Somatoforme tilstande F48 Andre nervøse tilstande F48.0 Neurasteni (kronisk træthedstilstand) Kilde: A. Bertelsen og P. Munk-Jørgensen: De psykiatriske diagnoser. PsykiatriFondens Forlag Side 61. Side 7 af 32 hende. Hallucinationerne kan forekomme på alle sanser, men hørehallucinationer er de hyppigste. Hørehallucinationer indebærer, at patienten hører kommenterende eller diskuterende stemmer, der taler om patienten i 3. person. Stemmerne kommer oftest udefra, men kan også fornemmes som noget, der kommer fra maven eller kun foregår inde i hovedet. Nogle oplever, at de får påført udefra kommende følelser eller handlinger, eller at de bliver fysisk påvirket af elektrisk strøm eller stråler. Vrangforestillinger kan opdeles i vrangfortolkninger af almindelige sanseindtryk og i bizarre vrangforestillinger. Ved vrangfortolkninger kan patienten fx pludselig få en åbenbaringslignende erkendelse af at være særlig udvalgt til at frelse verden man kommer umiddelbart til at tænke på ledere af sekteriske, religiøse bevægelser. Sådanne erkendelser kan fx være opstået, fordi man har set en klart lysende stjerne på himmelen. Ved de bizarre vrangforestillinger oplever den skizofrene sanseindtryk, som er ekstremt usandsynlige og urealistiske, og som ingen andre oplever fx at rummænd fra fjerne galakser sender patienten tanker, som vedkommende bliver styret af. Et fælles karakteristisk træk ved de forskellige skizofrenidiagnoser er, at patienten ikke har nogen sygdomserkendelse. Den skizofrene mener ikke, at det er ham eller hende, der er noget galt med, og vedkommende mener derfor heller ikke, at have behov for behandling. Den manglende sygdomserkendelse er noget af det sværeste at forholde sig til for familie og omgivelser og gør det vanskeligt, undertiden umuligt, at

8 skeligt, undertiden umuligt, at hjælpe patienten. F4-gruppen Hver hovedgruppe er underinddelt i en række mere specifikke lidelser. Men da det dels vil føre alt for vidt, dels vil være uinteressant at gennemgå alle grupperne i detaljer her, vil artiklen fokusere på F4-gruppen, da det er i denne gruppe, de rene angstdiagnoser findes. Et blik på F4-gruppen (tabel 2) viser imidlertid, at der til trods for ovennævnte udskillelsesproces, stadig er tale om en temmelig blandet landhandel af nervøse og stress-relaterede tilstande. Fx inkluderer gruppen tilstande, som vel egentlig ikke kan siges at være sygelige, nemlig F43. Uden på nogen måde at forklejne alvoren af belastnings- og tilpasningsreaktionerne, må det siges at være normalt at reagere voldsomt på begivenheder som fx voldtægt, krigsoplevelser, tortur, en nærtstående persons død, tab af arbejde eller skilsmisse. Man kan hævde, at det ville være mere sygt eller i hvert tilfælde langt mere mærkværdigt - hvis man ikke reagerede på sådanne voldsomme oplevelser. F43-undergruppen adskiller sig fra de andre diagnoser ved, at man let kan udpege årsagen til reaktionerne. Men flere af symptomerne ligner symptomerne i de andre undergrupper: angst, fortvivlelse, håbløshed, magtesløshed, uro og søvnforstyrrelser. Det skal også nævnes, at belastnings- og tilpasningsreaktionerne kan udvikle sig til en permanent angst- eller depressionstilstand. F40.0 F41.1 Angstforeningen er stiftet af og for mennesker med fobiske angsttilstande samt panikangst og generaliseret angst, altså diagnoserne i F40 og F41. Med undtagelse af de somatoforme tilstande, vil de andre diagnoser i F4-gruppen derfor ikke blive berørt her. Da de her nævnte angstdiagnoser kan have en udpræget fysisk slagside i form af mere eller mindre konstante influenza-lignende smerter i kroppen, trykken eller vakuum i hovedet, kvalme, knugen for brystet mv., er det langt fra ualmindeligt, at mennesker med angst ofte frygter, at de lider af alvorlige fysiske sygdomme. Måske er der noget galt med hjertet. Måske er man Side 8 af 32 blevet ramt af meningitis, sukkersyge, epilepsi eller kræft. De fysiske symptomer kan endvidere medføre en voldsom frygt for at være blevet forgiftet af bakterier fra maden, såsom listeria, borelia, salmonella, campylobacter eller BSE. Ved angst kan der således optræde elementer fra gruppen af somatoforme tilstande (F45) i folkemunde kaldet hypokondri. Disse tilstande er netop karakteriseret ved, at patienten er meget optaget af kropslige symptomer og er angst for alvorlig fysisk sygdom. Patienten bliver undersøgt af lægerne for både det ene og det andet, men får hver gang at vide, at han eller hun kropsligt set er sund og rask. Symptomerne Med de her nævnte fysiske udslag af angsttilstandene, er vi ovre i diagnosesystemets centrale omdrejningspunkt. Som før nævnt, så bygger ICD-10-diagnoserne alene på patienternes symptomer og ikke på teorier om, hvad symptomerne skyldes. Symptomerne er opdelt i seks kategorier. 1) Autonome symptomer. 2) Symptomer fra bryst og Tabel 3: Angstsymptomer Autonome symptomer Symptomer fra bryst og mave Psykiske symptomer Hjertebanken Sveden Rysten Mundtørhed Åndedrætsbesvær Kvælningsfornemmelse Smerter eller trykken i brystet Kvalme eller maveuro Svimmelhed Uvikelighedsfølelse Frygt for at miste selvkontrollen Dødsangst Almene symptomer Spændingssymptomer Uspecifikke symptomer Kuldegysninger eller hedeture Dødhedsfølelse eller snurren Muskelspænding- eller smerte Rastløshed, kan ikke slappe af Psykisk spændingsfølelse Følelse af synkebesvær Tendens til sammenfaren Koncentrationsbesvær Irritabilitet Indsovningsbesvær

9 mave. 3) Psykiske symptomer. 4) Almene symptomer. 5) Spændingssymptomer. 6) Uspecifikke symptomer. Bortset fra at symptomerne ikke må stamme fra nogen af diagnoserne i hovedgruppe F0 F3, skal man nærmest være matematikprofessor for at kunne afkode de forskellige diagnosers krav til symptomerne. Til hver enkelt angstdiagnose hører der nemlig flere symptomer fra flere af de seks kategorier. Symptomerne skal endvidere have stået på i en hvis tid, de må ikke skyldes reel fare eller fysisk belastning og symptomernes omfang og intensitet skal være af en sådan karakter, at de griber forstyrrende ind i patientens liv. For at man fx kan stille diagnosen panikangst, skal patienten have mindst fire panikanfald pr. måned, mindst et af de autonome symptomer, plus mindst tre af symptomerne fra en eller flere af de andre fem kategorier. Man har kun generaliseret angst, hvis man i mindst seks måneder har døjet med anspændthed, ængstelse og bekymring, har mindst et af de autonome symptomer, plus tre eller flere fra de øvrige kategorier. Der kan sagtens optræde mange andre symptomer end dem, der er nævnt i diagnosesystemets symptom-oversigt. Ofte har den samme patient symptomer fra flere af angstdiagnoserne, og oplever endvidere depressive episoder af kortere eller længere varighed, så det kan være svært at afgrænse diagnosen til én bestemt. For andre skifter angsten kulør gennem livet. Det starter måske med socialfobi, men udvikler sig senere til fx generaliseret angst. Komorbiditet, som det kaldes, når man har mere end én diagnose, er også meget udbredt blandt angstpatienter. Fx er det mere reglen end undtagelsen, at panikangst går hånd i hånd med agorafobi (skræk for menneskemængder, busser, tog, at færdes ude osv.). Angst og angst Selvom det altså kan være svært at stille den rigtige diagnose også for lægerne så vil én af diagnoserne ofte være stærkere eller mere dominerende. Samtidig er det vigtigt at forstå, at der er forskel på de enkelte angsttyper. For de af os, som selv lider af angst, er forskellene endog ret markante, og vi kan desværre være mindst lige så uforstående og intolerante overfor andres angst, som ikke-angste i reglen er det. Folk med forskellige typer angst, kan derfor have meget svært ved at snakke sammen og respektere hinandens angstlidelser som værende lige så alvorlige og invaliderende, som den angst man selv lever med i dagligdagen. Hvor ikkeangste måske siger tag dig sammen, siger socialfobikeren måske til agorafobikeren jamen, din angst må da være nemmere at leve med. De to er sikkert enige om, at det er umuligt at gå til fest, mens den der lider af dødsangst synes, at det er noget pjat, for man kan jo ikke dø af at gå til fest! Den rigtige diagnose kan således være vigtig for én selv. Det er vigtigt at få sat de rette ord på de pinsler, som er så voldsomme, at de trodser enhver beskrivelse. Hertil kommer, at en diagnose er grundlaget for behandlingen. Hvis vi taler om medicinsk behandling kan diagnosen især være vigtig i tilfælde, hvor det har vist sig at være særligt vanskeligt at finde frem til det rette præparat i den rette dosis. Taler vi om kognitiv adfærdsterapi og Side 9 af 32 gruppeterapi er det naturligvis vigtigt, at behandlingen er afpasset den angsttype, man har, at man føler sig forstået af de andre i gruppen, og at man kan genkende de oplevelser, tanker og følelser, som de andre deltagere beskriver. Det allervigtigste er imidlertid, at angstlidelserne tages alvorligt, som de stærkt invaliderende tilstande de reelt er, og at man forstår, at det ikke er noget pjat, man selv kan eller må klare. Der skal professionel hjælp til. Mange mener på trods af dette fortsat ikke, at angst er en sygdom. Det er ikke kun et spørgsmål om ord og definitioner, men nok så meget et spørgsmål om afstigmatisering og om at forstå, at der ikke er tale om eksistentielle livskriser, overreaktioner eller om noget, der i mere eller mindre ubevidst grad er underlagt viljens kontrol. Med ICD-10 har WHO taget et stort og vigtigt skridt i retning mod en sådan forståelsesmæssig udvikling. Kan angst forstås af andre!? Af David Nielsen I efteråret 1994 skulle jeg starte på en Fobiskole, som dengang lå på Østerbro. De indledende øvelser bestod imidlertid af, at besvare en række psykologiske tests. Jeg sad ved frokostbordet og udfyldte disse papirer, da der kom en pige, som gik direkte ind på et lille kontor. En brøkdel af et sekund efter kom hun farende ud igen helt panikslagen og forklarede en af psykologerne, at hun ikke ville ind på det lille kontor. Hun insisterede på, at samtalen

10 skulle foregå i et større kontor, hvilket hun så fik lov til. Straks tænkte jeg: Det var da underligt. Hun har da roterende fis i kasketten. Hun skulle jo bare sidde med en psykolog og snakke. Skulle der ske noget var det? Det er jo trods alt sammen med en psykolog, der burde kunne hjælpe hende, hvis hun bliver for angst. I øvrigt kunne hun jo bare åbne et vindue eller lade døren stå på klem. Der var da i hvert fald ingen grund til at gå i panik over at sidde og snakke med en psykolog på et lille kontor. Alt dette strøg gennem mine tanker, mens jeg sad og fumlede med lister over alle mine egne fobier (som dog ikke inkluderer små kontorer). Få sekunder efter tænkte jeg på, hvordan i alverden jeg kunne tænke sådan, når jeg netop sad og udfyldte skemaer omkring min angst og alle mine fobier for dit og dat. Lige pludselig forstod jeg de ikke-angstes manglende forståelse og indlevelsesevne. Bagefter var jeg faktisk lidt skræmt over, at jeg havde tænkt sådan, idet jeg med alle mine mærkelige fobier burde være den første til at forstå hendes angst for det lille kontor. Kort efter kunne jeg godt sætte mig ind i hendes problem, netop fordi jeg selv led af angst og fobier, selvom jeg ikke havde oplevet lige dén fobi. Siden hen har jeg opdaget, at andre former for angst, som jeg ikke har prøvet på egen krop, kan være svære at forstå, sært nok. Det har siden givet mig bedre mulighed for at forstå, at det er umuligt for ikke-angste at forstå, hvor lidelsesfuldt det kan være, at lide af en angst og/eller depressionssygdom. Vi angste har dog et stort behov for og ønske om at blive accepteret med vores angst. Mange af os kræver ikke særbehandling, vi kan være ligeså gode og dygtige medarbejdere på arbejdsmarkedet (mange tør ikke at fortælle deres arbejdsgiver om deres angst, og slet ikke ved en jobsamtale pga. fordomme og uvidenheden). Udover vores overdrevne og uforståelige angst for dit og dat, er vi hamrende normale. Mange af os oplever, at mange personer indenfor social- og sundhedsvæsnet mangler indsigt i lettere angstforstyrelser, hvilket indebærer en alvorlig risiko for ikke at få den korrekte diagnose og behandling. Ydermere kunne vi også tænke os at der bliver sat mere fokus på angst, da der efter sigende er ca i Danmark, som lider af behandlingskrævende angst, men det virker som om, at politikerne lukker øjnene for disse problemer det er dyrt for samfundet!! Nu har jeg for længst opgivet at få ikke-angste til at forstå min angst. Jeg vil blot være tilfreds med at blive accepteret som et menneske med angst og i øvrigt blive betragtet som et almindeligt menneske. Turde ikke se folk i øjnene Af Tinne Buchholz Hansen Journaliststuderende Eva lider af social angst. I dag er hun takket være psykoterapi og medicin blevet i stand til at bevæge sig ud blandt andre uden Side 10 af 32 at føle ubehag. Men det har taget hende 25 år.»jeg plejede at kigge på næsen i stedet for øjnene, når jeg førte en samtale«, siger Eva,»så kunne jeg undgå øjenkontakt«. Vi sidder på kajen ved Christiansborg, hvor sommersolen bager. Familier fortærer isvafler, kærestepar kurrer som duerne, der spadserer rundt foran os, teenagere muntrer sig med hinanden og deres medbragte øl. Lutter hyggelige sommerforteelser. Men situationer som disse kunne Eva ikke nyde for bare få år siden på grund af den sociale angst, der sammenlagt har forfulgt hende de sidste 25 år. Det hele startede med, at hun som 21-årig var i Bruxelles, hvor hun arbejdede som maskinskriver i den daværende EF-administration. Hun havde et kærlighedsforhold, der sluttede brat, da hun skulle hjem til Danmark. Selv mener hun, at det var denne følelsesmæssige rutsjetur, der udløste hendes første angstanfald. 14 år på Stesolider»Jeg sad på en restaurant i lufthavnen og følte pludselig, at alle kiggede på mig. Min krop føltes spændt som en flitsbue, og jeg måtte bare ud, væk. Det var meget skræmmende.«eva kontaktede sin læge, der udskrev Stesolid til hende. Der blev ikke stillet nogen ordentlig diagnose, og hun blev ved med at tage Stesoliderne, som hun måtte få så mange af som muligt. De næste 14 år var Eva på Stesolid.»Det var jo ikke noget rigtigt liv. Jeg blev dødafhængig af det og sejlede rundt i en evig døs. Det

11 lukkede af for alt glæder og sorger alting blev ligesom uldent«. Men Eva fortsatte med at tage pillerne, fordi en tilværelse præget af følelsesmæssig middelmådighed trods alt var bedre end den angst, der gjorde sig gældende, når hun ind i mellem forsøgte at trappe ud.»jeg kunne stå i køen i supermarkedet og blive fuldstændig skrækslagen, hvis der dukkede en bekendt op, som jeg ikke kendte så godt. Når vedkommende så talte til mig, var jeg ved at gå helt i panik over at skulle finde på noget at sige. Så spændte jeg i hele kroppen og syntes, at den gav sådan nogle underlige ryk, som alle måtte kunne se. Jeg kørte faktisk flere gange til nabobyen for at handle for ikke at møde nogen bekendte!«gemte sig på universitet Eva har ikke været væk fra arbejdsmarkedet på grund af sin angst. Hun indrettede det i stedet sådan, at hun tog et natarbejde, hvor hun arbejdede fem nætter og havde fri i ti dage.»det var jeg nødt til. Jeg arbejdede også kun sammen med en enkelt person det gjorde det lidt nemmere.«senere tog Eva HF en periode hun betegner som utrolig vanskelig at komme igennem på grund af klasseundervisningen og det intense sociale miljø. Efter dette startede hun på universitetet. Det er med slet skjult ironi, at hun fortsætter:»det var jo helt perfekt for mig. Universitetet er sådan et dejligt stort sted, hvor man rigtig kan gemme sig. Jeg kunne lave mine opgaver, få min SU og ellers være rigtig meget hjemme.«da Eva havde fået sin specialekarakter, tog hun en beslutning. Hun havde tidligere set en TVudsendelse, hvor en overlæge fra Rigshospitalets Angstklinik blev interviewet om de behandlingsmetoder, som man anvender på stedet, og tog kontakt til ham. Hun kom på et tre måneders ophold på klinikken.»jeg tænkte, at hvis jeg nogensinde skulle få en chance for at få det bedre, så var det nu eller aldrig.«opholdet hjalp Eva. Hun tager nu medicin, i en ganske lille dosis, af den nye type SSRI, der ikke sløver og har ikke haft angstanfald i et års tid. Hun havde 5 år tidligere investeret i et 4-måneders kursus på en Fobiskole og fået nogle kognitive redskaber til at tackle de situationer, hvor angsten typisk viste sig. Samtidig gik hun til psykolog i et år finansieret af hende selv. Det var et skridt i den rigtige retning men ikke nær nok.»man kan jo sige, at det er spild af mit liv, at jeg har måttet flygte så meget. Jeg håber en dag at kunne slippe helt af med min angst men om det sker, kan jeg ikke sige. Den har jo haft en del år at bide sig fast i«. Navnet Eva er opdigtet, men journalisten er bekendt med det rigtige navn. Tanker om at være en del af en selvhjælpsgruppe Anonym kvinde, 34 år. Forfatteren er kendt af redaktionen. Med dette lille indlæg håber jeg at kunne sprede lys og håb for andre Side 11 af 32 angstramte, der savner et forum for erfaringsudveksling med andre i samme situation og et sted hvor der kan søges trøst, opmuntring og støtte til at leve med angsten i dagligdagen. Jeg tog selv initiativ til at starte i en selvhjælpsgruppe for socialfobi for snart to måneder siden på et tidspunkt i mit liv, hvor angsten gjorde ekstra ondt på grund af et parforhold, der sled alt for meget på mit følelsesliv og min psykiske tilstand. Jeg havde en måneds tid tidligere fået kendskab til Angstforeningen og var fast besluttet på, at jeg efter mange år med angst og den erfaring på godt og ondt, jeg havde opnået herigennem, ville tilbyde min hjælp til denne forening ved f.eks. at yde rådgivning til andre angstramte eller deltage i udarbejdelsen af pjecer og andet oplysende materiale. Derfor tog jeg telefonisk kontakt til foreningen og fik på denne måde oplyst, at der var etableret selvhjælpsgrupper for de forskellige typer af angstlidelser. Jeg har som sagt lidt usynligt af angst i mange år, - mere præcist siden mine tidlige teenageår, i dag er jeg 34 år. Når jeg bruger udtrykket usynligt i denne sammenhæng, er det fordi jeg har levet med angsten i det skjulte gennem alle disse år overfor familie, venner, studiekammerater og kolleger. Jeg er på overfladen aktiv, udadvendt, livsglad og socialt anlagt, har gennemført en uddannelse og altid haft fast arbejde bortset fra en kort periode for mange år siden, hvor jeg var sygemeldt på grund af angsten. Jeg har i dag et attraktivt job med faglige og personlige udfordringer, men lever alligevel dagligt med angsten, selv om denne ikke er synlig for kollegerne eller min omgangskreds i øvrigt. Først for nylig

12 har jeg betroet mig til et par gode veninder om hvad jeg også gemmer på, og det i sig selv har været en utrolig lettelse som at få fjernet en tung byrde fra mine skuldre. Ingen af dem har, som jeg havde frygtet, reageret hverken med afstandstagen, medlidenhed eller fordomme, men har tværtimod været usædvanlig forstående og imødekomne. Jeg har en stor viden om min egen psykologiske historie, har siden slutningen af 80 erne været igennem hele møllen med psykiater, gruppeterapi på Stolpegården samt samtaleterapi hos psykologistuderende og uddannet psykolog. For et år siden deltog jeg desuden i et gruppeforløb over et halvt år på en af Københavns fobiskoler. Her behandles der med kognitiv adfærdsterapi, dvs at der arbejdes med de tanker og følelser, der styrer vores angst. Kort fortalt forsøger du sammen med terapeuten at omprogrammere negative katastrofetanker til mere realistiske og selvstøttende tanker. Denne form for terapi er absolut anbefalelsesværdig og har givet mig et skub i den rigtige retning, så jeg i det daglige udsætter mig selv for angstprovokerende situationer, mens jeg forsøger at håndtere disse ved hjælp af forskellige teknikker, jeg har lært på fobiskolen. Selvhjælpsgruppen, som jeg nu med mødes med én gang ugentligt, er den lille ekstra støtte i mit liv netop nu, hvor angsten har fyldt mere end den plejer. Vi er ca. 15 personer i denne gruppe med en rigtig god aldersfordeling. Ved at lytte til hinandens oplevelser, glæder og sorger i løbet af ugen og måske bidrage med et kærligt råd, giver vi hinanden støtte, opmærksomhed og omsorg. Vigtigst af alt Side 12 af 32 forstår vi hinanden så godt, fordi vi alle lider af den samme type angst, selv om den kan vise sig med forskellige ansigter. I gruppen finder vi denne helt særlige accept og forståelse, som vi oftest ikke finder hos familien, kæresten eller vennerne, netop fordi de jo ikke har mærket angsten på deres egne kroppe og derfor forståeligt nok aldrig helt vil vide, hvordan det er at leve med angsten hver dag. I gruppen træner vi også forskellige situationer, der kan være angstprovokerende for den enkelte; f.eks. holder én foredrag for os andre om et vilkårligt emne eller en anden læser højt, mens vi andre lytter. På denne måde kan vi træne de farlige dagligdagssituationer i trygge rammer, inden vi kastes ud i det virkelige liv. De fleste i gruppen har ikke deltaget i et fobiskolekursus, men kan så få gode råd fra de af os, der har været igennem et sådant forløb. For mit eget vedkommende er særlig spisesituationer i kantinen på jobbet eller ved særlige selskabelige lejligheder angstfremkaldende, og dette kan jeg så træne ved f.eks. at spise suppe sammen med gruppen, vel vidende at jeg bliver iagttaget. En sidste altafgørende faktor, der gør det befriende og rart at være i denne gruppe er, at vi kan grine af os selv og af hinanden på en kærlig måde. Humoren er et af de vigtigste værn mod angsten, og den skaber samtidig en tiltrængt og sund kontrast til alvoren. Jeg kan varmt anbefale deltagelse i en selvhjælpsgruppe her kan du få al den støtte, forståelse og accept, som du måske savner blandt dine nærmeste. Du kan også være med til at give andre angstramte et skub i den rigtige retning ved at bidrage med dine egne personlige erfaringer ved et liv med angsten. Forskningsnyt Af Kamma Kaspersen Undersøgelse af benzodiazepin-brugeres påstand om at medicinen forårsager psykiatrisk eller fysisk sygelighed En svensk undersøgelse ser på 32 tilfælde af brugere af Oxazepam, Diazepam og andre benzodiazepiner i en periode fra Gennemsnitsalderen på patienterne på undersøgelsestidspunktet var 47 år. I 28 ud af 32 tilfælde havde en psykiatrisk diagnose dannet grundlag for ordinering af medicinen. I de fleste tilfælde en angstdiagnose, dog også i et par tilfælde borderline samt mildere depressive lidelser. De 32 brugere har alle lagt sag an imod Konsortiet för Läkemedelsförsäkring, da de mener at have fået varige skader efter medicinen. To uafhængige psykiatere lavede undersøgelsen, der blev godkendt af Karolinska Instituts etiske Råd. De fleste sagsøgere opdagede først deres symptomer efter ophør med medicinen, og symptomerne er meget forskellige. I 11 tilfælde var de fysiske symptomer dog allerede tilstede inden den psykiatriske diagnose blev stillet. 25% havde et alkoholproblem og 31% havde et overforbrug af andre stimulanser. Kun 16% havde ikke modtaget anden medicinsk behandling i perioden end benzodiazepinerne.

13 Flere kvinder end mænd er brugere af denne type medicin og 2/3 af alle brugere i Sverige i dag er over 60 år. Det amt i Sverige der har haft det mindste salg af denne type medicin inden for en 20-årig periode ( ) er Jämtland, hvor 28% af alle de mænd og 45% af alle de kvinder, som optræder i amtets recept-register, har indkøbt benzoiazepin. Det betyder at mindst 3 mio. svenskere på et eller andet tidspunkt har været i kontakt med medicinen. Det tyder på, at psykiatrisk sygelighed, hvis det overhovedet findes, er ekstremt sjælden. 1/3 af gruppen påstod at de var blevet afhængige. Kriteriet for afhængighed af denne type medicin er, at forbruget øges. Diazepam er det lægemiddel der skulle give den største afhængighed i forhold til de andre typer, men der ses ikke en større stigning i forbruget af dette produkt. I 1960 erne og 70 erne blev medicinen dog ofte udskrevet til personer, man i dag ikke ville give den type medicin, fx. personer med en borderline-diagnose eller personlighedsforstyrrelser. Mennesker med disse diagnoser har større sandsynlighed for at udvikle afhængighed end angste. Så udover disse specielle situationer må sygdom efter brug af benzodiazepin anses for at være relativt sjælden. Det må dog bemærkes at denne undersøgelse ikke går ind i selve spørgsmålet om bivirkningerne af ovennævnte medicintype. Dog anføres det, at bl.a. svimmelhed, muskelslaphed/kramper, træthed, hovedpine, manglende koncentrationsevne og abstinenser optræder. Kilde: Marja Mattila-Evenden, Ulf Bergman, Johan Franck: A study of benzodiazepine users claiming druginducted psychiatric morbidity. Nord J Psychiatry. Vol 55. no ;55: Oslo. Skyldes den større hyppighed af depression blandt kvinder i virkeligheden, at de oftere end mænd rammes af angsttilstande? Af Kamma Kaspersen Undersøgelser fra 10 forskellige lande beretter om en højere livstidsrisiko for, at kvinder får depression. Dette kan ikke betvivles, hvad enten begrundelsen tager afsæt i biologiske eller psykologiske årsager. En ny undersøgelse af ca nordamerikanere mellem 15 og 54 år viser, at 19,3% af denne gruppe har en længerevarende angstdiagnose. Risikoen for at få en angstlidelse ligger på 23,4% for kvinders vedkommende og på 15,2% for mænds. Men noget tyder på, at mange depressioner opstår efter mindst 2 år med angst, og at det er angsten frem for kønnet, der giver en større risiko for at få depression, især hvis man under depression medtager dystymi (vedvarende tristhed, indadvendthed og melankoli). Angst synes især at være en risikofaktor i en tidligt debuterende depression (under 25 år). Den kønsmæssige forskel ser således ud til at ligge i, at flere kvinder får angst og som følge deraf udvikler depression. Side 13 af 32 Kilde: Parker G, Hadzi-Pavlovic D. Is any female preponderance in depression secondary to a primary female preponderance in anxiety disorders? Acta Psychiatr scand 2001: 103: Munksgaard Spørgsmålet er så, hvad vi kan bruge undersøgelsen til? Det er åbenlyst, at det er vigtig at komme i behandling for sin angst, inden der udvikles depressive træk, men så længe vi har så få og så ringe behandlingsmuligheder for at diagnosticere og behandle angsten inden for 2 år, kan vi kun blive nærmest dystymiske (hvis dette ord findes) af at erfare, at efter dette angsthelvede står depressionen/mismodet og banker på. Stress-hormoner ødelægger hukommelsen Af Kamma Kaspersen Langvarigt forøget produktion af stress-hormonet cortisol synes at svække immunsystemet, men cortisol kan også påvirke hjernen så man bliver føelsesmæssig mere uligevægtig, hvilket igen kan forstyrre søvnen og stofskiftet. Ydermere ser det ud til at cortisol ødelægger nerveceller i den del af hjernen, som vi husker med, den såkaldte hippocampus (den lille søhest, red.). Den amerikanske forsker Robert Sapolsky har set på en gruppe der lider af langvarigt stress: nemlig personer med PTSD (posttraumatisk-stress-forstyrrelse) der har været udsat for krig eller naturkatastrofer. Hos disse fandt man et vist hjernesvind i hippocampus og en varigt nedsat hukommelsesevne. Hjernesvindet - der er målt ved scanning - svarer nøje til hukommelsessvækkelsen så forbindelsen

14 mellem stress og dårlig hukommelse synes bekræftet. Kilde: Forsknings-nyt fra psykologien, juni (3) s Socialt undertrykte menneskeaber har mindre serotonin i hjernen Af Kamma Kaspersen Fra dyreforsøg ved man, at serotonin kan bruges til at dæmpe følelsesmæssig ophidselse. De aber der fra naturens side har et lavt serotonin-indhold i hjernen, reagerer også mest følelsesmæssigt, fx med angst eller aggression i en ubehagelig situation. Men også aber der undertrykkes i det sociale hierarki får mindre serotonin herefter. Amerikanske forskere fra Universitetet i Pittsburgh har undersøgt 270 voksne fra alle samfundslag og fandt, at der var en sammenhæng mellem deres oplevelse af angst og vrede og deres serotonin-indhold i hjernen. Men der var også en sammenhæng mellem deres sociale status og serotoninindholdet sammenlignet med de, der havde store stillinger og høje lønninger. Også de lavtstillede der ikke var plaget af angst og depression havde et gennemsnitligt lavere serotonin-indhold i hjernen. Konklusionen er at de individer, der undertrykkes i det sociale hierarki, får et lavere serotonin-indhold i hjernen. Kilde: Matthews, K.A., Flory, J.d., Muldoon, M.F.,&Manuck, S.B. (2000). Does Socioeconomic Status Relate to Central Serotonergic Responsivity in Healthy Adults? Flere børn end tidligere får en angstdiagnose Af Kamma Kaspersen Flere børn mellem 9 og 17 får stillet en angstdiagnose end førhen. Om det er fordi vi er blevet mere opmærksomme på problemet eller om der virkelig er sket en øgning siden 1950'erne er uafklaret, men i Journal of Personality and Social Psychology findes en undersøgelse af 170 unge fra , der viser, at der i 1980'erne var flere psykiatriske tilfælde end i 1950'erne. Stigningen skyldes en mindre grad af socialt sammenhold og flere trusler fra omgivelserne, skilsmisser og sygdomme som AIDS, mener Jean Twenge der er psykologisk forsker på Case Western Reserve University, samt at kurven ikke er stigende i øjeblikket pga. mindre kriminalitet og trussel om atomkrig. Det skal dog i den sammenhæng understreges at undersøgelsen er fra før den 11. september Kilde: Psychology Today, Juni Tema: Hos lægen De privatpraktiserende læger Af Liza Overgaard Man skal naturligvis altid vare sig for generaliseringer. Mange læger er især i de forgangne ca. 10 år med SSRIerne (redaktionen bruger meget nødigt pop-udtrykket lykkepiller ) blevet bedre til at håndtere angstramte, når de møder op hos lægen for at få hjælp. Forbedringen Side 14 af 32 skyldes med andre ord, at de alment praktiserende læger i højere grad tør se angsten hos deres patienter, fordi der er kommet en behandling af lidelsen. Den manglende interesse for lidelser som angst fra lægefagligt hold skyldes også, at der har været en mangeårig tradition for at betragte angstforstyrrelser som lette, mere godartede lidelser, der ikke var af fysiologisk oprindelse i modsætning til de rigtige psykiske tilstande som skizofreni og maniodepressivitet. Tanken om at behandle neuroser, som det hed dengang, medicinsk var absurd. Angst hørte derfor ind under psykologiens og ikke lægevidenskabens domæne. I de seneste to til tre årtier har der imidlertid været ændringer i denne opfattelse på vej. Holdningsændringerne er affødt af flere forhold: Man har konstateret at angsttilstande med godt resultat kan behandles medicinsk. Der er udviklet bedre og mere pålidelige kriterier for diagnosticering. Den teknologiske udvikling med billeddannende tekniker såsom MR-, PET- og SPECT-skanning har givet forskerne langt bedre muligheder for, at undersøge hjernens struktur og dens biokemiske og fysiologiske mekanismer ikke kun på dyr, men på levende mennesker. Forskning indenfor genetik skal også nævnes, da man efterhånden har fået lokaliseret nogle af de gener, som kan disponere for forskellige psykiske forstyrrelser. I Politiken den 29. august 2001, kunne man fx læse, at svaret på fobier, angstanfald og irrationel angst, skulle findes på kromosom 15. Informationsniveauet vedrørende psykiske lidelser og behandling er steget. Der er

15 kommet en øget forståelse for angstlidelsernes alvor og omfang både med hensyn til lidelsens udbredelse i befolkningen, hvor belastende og invaliderende lidelsen er for dem, som den rammer, og endelig med hensyn til hvor kolossalt dyr lidelsen er i almindelig ussel mammon. Men også for læger kan det være svært at følge med i udviklingen, og de er ikke uddannede til at diagnosticere og behandle psykiske lidelser. De er uddannet til at tage sig af legemlige sygdomme, og med mindre de enkelte læger har interesse for det psykiatriske område og har taget nogle efteruddannelseskurser vedrørende diagnosticering og behandling, så ved de ikke stort mere om lidelserne end købmanden henne om hjørnet. Psykiske lidelser bliver så et mere eller mindre irriterende emne, som lægen må forsøge at forholde sig til, når der dukker et eller andet hysterisk (kvinde)menneske op i konsultationen for 117. gang med sine mærkværdige og ubegribelige fysiske og psykiske klager. Som angstramt siger det sig selv, at man er særdeles dårligt hjulpet med sådanne konservative læger. Det er et stort problem, fordi mange angstramte naturligt nok - i første omgang opsøger egen læge, og de alment praktiserende læger står da også for op imod 90% af behandlingen med antidepressiva. Lægen kan henvise til en af landets ca. 110 psykiatere, men for det første er ventetiden meget lang et halvt til et helt år er ikke ualmindeligt - for det andet er en psykiater ikke nogen garanti for, at man så får den rigtige diagnose og behandling. Obligatorisk efteruddannelse Set i lyset af de ovenfor skitserede landvindinger indenfor forskningen, kan det i høj grad undre, at det ikke er lykkedes at indføre obligatorisk efteruddannelse af de alment praktiserende læger. I marts 1999 var 11 eksperter samlet i København til en såkaldt konsensuskonference om depression, hvor bl.a. prof. Tom G. Bolwig fra Rigshospitalet og prof. Per Kragh-Sørensen fra Odense Universitetshospital deltog. Ved konferencen blev bl.a. spørgsmålet om obligatorisk efteruddannelse taget op, men man kunne ikke enes om et sådant forslag. I stedet enedes man om at anbefale, at amterne lokalt kan (ikke skal) iværksætte en målrettet efteruddannelsesindsats. På konferencen blev de alment praktiserende læger kritiseret for ikke at bruge diagnosesystemet ICD-10, hvilket medfører en risiko for, at lægerne overser eller fejlbehandler depressionspatienterne. I stedet bruger lægerne deres egne, individuelle definitioner på, hvornår der er tale om en depression. Prof. Per Kragh-Sørensen udtrykker problemet således (Dagens Medicin nr. 5/99 og LPDavisen, nr. 35): Det er nedslående, at internationale undersøgelser i almen praksis de sidste 25 år har vist, at antidepressiva anvendes i for små doser, igangsættes for sent og seponeres for tidligt. Denne fejlbehandling øger risikoen for udvikling af kronisk depressiv tilstand, unødvendig høj frekvens af tilbagefald og en øget selvmordsrisiko. Side 15 af 32 Depressioner stadig overset angst stadig usynlig Hvorfor al den snak om depression her i Angstforeningens nyhedsbrev? Fordi eksperter og presse altid har beskæftiget sig langt mere med depression end med angst. Derfor bliver kritikken af de praktiserende lægers manglende kvalifikationer mht. diagnose og behandling knyttet til depressionssygdommen. Omtalte konsensuskonference fandt altså sted for mere end 2½ år siden, men at diskussionen bestemt ikke er forældet, kan fx ses af overskriften Læger overser depression i Berlingske Tidende fra den 29. august Avisen tager emnet op i forbindelse med en ny vejledning fra Sundhedsstyrelsen til de praktiserende læger, som skal hjælpe dem med at identificere depression hos patienterne. Baggrunden for vejledningen er, at lægerne forsat overser depression, fordi de ikke forstår, hvad patienternes mange fysiske klager i virkeligheden handler om. Samtidig udgav Psykiatrifonden sin egen vejledning til patienter og pårørende, og begge vejledninger blev fremlagt på en konference på Christiansborg om kvalitet i depressionsbehandlingen. Praktiserende læge og medforfatter til Sundhedsstyrelsens vejledning, Martin Holm, udtaler til Berlingske Tidende: Disse patienter kommer ofte igen og igen med forskellige fysiske symptomer. Kan lægen ikke finde nogen god legemlig forklaring, bør han overveje, om der måske er tale om en depression. Det er jo alt sammen fint nok for de depressionsramte. Men som angstramt kan man frygte, at disse vejledninger i et vist omfang kan give bagslag, fordi mange med angst risikerer at få en depressionsdiagnose i stedet for en specifik angstdiagnose, såfremt lægerne kun opfordres til at tænke i depressi-

16 onsdiagnoser, når de får besøg af de samme somatiserende patienter igen og igen. Der vil selvfølgelig være tale om en positiv udvikling fra hypokonder/somatiserins/tag-digsammen-teorien, og selvom behandlingen med antidepressiva er den samme, så vil der fortsat være tale om en udbredt fejldiagnosticering. Selvom depressionens tunge, sorte åg ikke er ukendt for angstlidende, så er det alligevel krænkende og irriterende, at få at vide at man er et eller andet, som man ikke er om det så er hypokonder, neurotisk eller depressiv gør ikke den store forskel. Det opleves stort set på samme måde, som når andre staver eller udtaler ens navn forkert. Hvad mere er, er at en forkert diagnose hæmmer patientens muligheder for at sætte sig ind i, hvad det er han/hun lider af. Psykoedukation at lære om, hvad ens lidelse indebærer betones kraftigt af både psykiatere og kognitive adfærdsterapeuter som et vigtigt terapeutisk element i behandlingen. Sundhedsstyrelsens vejledning til lægerne om diagnosticering og behandling af depression med SSRI, SNRI og TCA fylder 15 sider, mens der kun levnes ca. 1 ¼ side til angstdiagnoserne og angstbehandlingen i kapitel syv, som har titlen Andre indikationer for ordination af antidepressiva. Sundhedsstyrelsen slipper således meget billigt om ved vejledningen til lægerne om angsttilstandene, hvilket må siges at være særdeles utilfredsstillende. Vejledningens værdi i forhold til at hjælpe lægerne og dermed også angstpatienterne, må derfor siges at være lig 0. Vejledningen får dog fortalt, at lægen kan behandle socialfobi med paroxetin (handelsnavn: Seroxat). At panikangst kan behandles med citalopram (Cipramil, Ciprex) eller paroxetin. At man mod generaliseret angst kan anvende venlafaxin (Efexor). Blandt disse andre indikationer nævner vejledningen også OCD og nervøs spisevægring. Denne fremstilling af de medicinske behandlingsmuligheder er så forenklet og overfladisk, at den faktisk er ukorrekt. Ifølge min egen psykiater, Kirsten Behnke, som jeg netop har lavet et interview med om medicinsk angstbehandling, kan de forskellige angstlidelser behandles med alle typer SSRI, SNRI og MAOhæmmere. Ingen af SSRI erne er specielt beregnet til eller er bedre mod bestemte angsttyper. Blandt TCA erne holder Kirsten Behnke sig dog i reglen til præparatet Anafranil. Endelig skal nævnes, at angst også kan behandles med betablokkere og med benzodiazepiner her er Tafil og Rivotril langt at foretrække frem for fx Stesolid eller Valium. En grundigere gennemgang af den medicinske behandling må vente til en senere artikel, men forhåbentlig har afsnittet her anskueliggjort de mange mangler ved Sundhedsstyrelsens vejledning om antidepressiva og angstbehandling. Anti-hvad? Betegnelsen antidepressiva er i forvejen med til at forvirre billedet af, hvad det er der er galt med en, når man har en angstlidelse og betegnelsen forvirrer tilsyneladende også både læger og Sundhedsstyrelse. For os ville det derfor være positivt, hvis man helt gik bort fra denne betegnelse, og i stedet holdt Side 16 af 32 sig til betegnelserne SSRI og SNRI, således at den depressive komponent helt forsvandt. Disse navne er selvfølgelig ikke særligt folkelige, men internt blandt læger, psykiatere, psykologer, styrelser og patienter burde korrekthed gå forud for folkelighed. I begyndelsen af 1960 erne påviste man, at angstlidelser kunne afhjælpes med imipramin et tricyklisk antidepressiva. At angstforstyrrelser kan behandles med antidepressiva er således en rigtig gammel nyhed. Når man dengang talte om antidepressiva kan det kun skyldes, at depression blev studeret og anerkendt som psykiatrisk lidelse, længe inden angstforstyrrelserne blev det. Man kan så undre sig over, hvorfor. Det kan dårligt skyldes, at depression var mere udbredt end angstforstyrrelserne, da de, ifølge forskellige befolkningsundersøgelser, er mindst lige så udbredte. Måske sad datidens psykoanalytikere med deres teorier om penismisundelse og neuroser tungere på forskere og psykiatere, når det gjaldt angst, end når det handlede om depression. Men havde det været omvendt, havde ordet angst givetvis indgået i den medicinske betegnelse, og imipramin kunne fx således have været et tricyklisk anxiolytika eller et tricyklisk antinervosicum (eller hvad man nu kunne have ladet sig inspirere af fra latin og græsk). Humlen i dette er, at det forekommer komplet ulogisk og forvirrende, at man fortsat kalder SSRI erne og SNRI erne for antidepressiva, når man nu i ca. 30 år før disse præparater blev opfundet og taget i brug vidste, at stofferne også var effektive overfor angstforstyr-

17 relser. Nogen må have sovet godt og grundigt i timen! Og i dette tilfælde har det ikke været de privatpraktiserende læger. Depression har altså historisk set fået større opmærksomhed end angstforstyrrelserne fra både forskere og medier en uretmæssig førerposition, som vi angstramte åbenbart stadig må finde os i den dag i dag, lige som vi må forsøge at æde den, når man i aviser og tidsskrifter mm. læser sætninger som, at antidepressiv medicin også udskrives til patienter med andre lidelser. Uha-da-da, tænker Hr. og Fru Jensen sikkert uvægerligt. Ja, folk misbruger altså også de lykkepiller til alt muligt, og folk, som slet ikke skulle have pillerne, fordi de ikke har depressioner, får dem bare alligevel!. Derfor hedder vores medicin stadig antidepressiva og ikke antinervosica eller anxiolytica (som er forbeholdt gruppen af benzodiazepiner), også selvom Sundhedsstyrelsen nu, trods alt, har godkendt præparater som Seroxat, Cipramil og Efexor til behandling af angsttilstande. De spildte år hos lægen Af Bente Hvidberg I 1988 havde jeg i ca. et årstid haft det dårligt. Svimmelhed osv. Stress måske? Min læge gav mig nogle beroligende piller, som ikke hjalp. Jeg gik så hos en privatpraktiserende psykolog, betalt for egne penge, da min læge ikke kendte nogle gode psykologer eller psykiatere. Psykologen var vældig rar, men ubehagsfølelsen var der stadig. Efter et enormt angstanfald i 1989 på Roskilde Station dengang vidste jeg ikke, at det var angst - gik jeg til lægen næste dag. Jeg havde haft samme læge i ca. 14 år. Mest fordi han var rigtig god til børn. Han fik lynhurtigt stillet diagnosen med 3 overvældende sætninger på én gang: Du har en angstneurose! Det kommer du aldrig over! Vil du indlægges? Mens jeg sad og var ved at falde ned af stolen af svimmelhed og for første gang i mit liv hørte ordet angstneurose, fik jeg dog sagt, at indlægges ville jeg ikke. Filmen Gøgereden truede. Så sagde han, som dog havde læst lidt om emnet, at jeg bare skulle kaste mig ud i udfordringerne. Nogle få dage efter, da jeg følte mig lidt bedre, gik jeg med min mand på restaurant. Udfordringen blev et mareridt og et meget langt måltid. Nu var nederlaget fuldendt. Jeg sygemeldte mig. Da der ikke dengang var nogen litteratur om emnet på dansk, købte jeg en bog på engelsk og så også et tv-interview om angstneuroser. Nu vidste jeg da endelig lidt om, hvad det var jeg fejlede. Blandt andet var der noget med vejrtrækningen: Hyperventilation. Da jeg nævnede det for lægen, sagde han Jamen, det troede jeg da, du vidste. Du er jo et veluddannet menneske. Jeg havde gået i næsten 2 år og trukket vejret forkert uden at vide det! Tilfældigt fandt jeg frem til Daghøjskolen (nu Fobiskolen), og efter 2 måneder dér fik jeg det bedre og begyndte at arbejde igen. Jeg havde set på tv, at de såkaldte lykkepiller kunne hjælpe på angst også. Min læge ville absolut ikke give mig sådan nogle. Jeg husker ikke begrundelsen. Til gengæld Side 17 af 32 måtte jeg godt få valium, som jeg så klarede mig igennem årene på. En dag fik jeg et enormt svimmelhedsanfald i en bus. Derefter tog jeg ikke bussen mere. Lægen var kun interesseret i, om jeg var i arbejde, og så udskrev han endnu en recept på valium. Da jeg i 1995 fik anbefalet en psykiater af en bekendt, prøvede jeg så det. Efter halvandet år opdagede jeg endelig, at det var det værste, jeg kunne udsætte sig selv for. Jeg oplevede at blive mødt med en utrolig grad af mistro til, hvad jeg sagde. Vi skændtes som aldrende, forstenede ægtefolk: Det har jeg aldrig sagt! sagde vi begge, og så videre. Han gav mig nogle piller, hvor den eneste virkning var, at jeg tabte en del kilo på grund af diarré. Psykiateren hævdede naturligvis, at pillerne havde hjulpet på angsten, og så kunne vi skændes lidt om det. Efter første runde fik jeg - trods min praktiserende læges åbenbare mistro til alt, hvad der hed psykologer og psykiatere - bevilget endnu en runde. Jeg bad om at få min journal at se hos psykiateren, hvad jeg aldrig havde gjort før. Her fandt jeg mange faktuelle fejl og andre sære ting. Jeg tog endnu et par konsultationer, hvor han fik mig til at føle mig endnu mindre, og så gjorde jeg det bedste, jeg kunne gøre: Jeg sagde farvel og tak! Derefter kom depressionen til for alvor. Jeg gik til min læge. Han diagnosticerede depressionen med et eneste spørgsmål: Er du da aldrig glad? Jamen, engang imellem kunne jeg da godt grine af en god vittighed eller en sjov film. Så jeg var altså ikke deprimeret i hans definition. Du er bare ked af det, sagde han! Virkeligheden var en helt anden. Brugte alle mine kræfter på

18 arbejdet, sad og græd i weekenden. I de næste 4 år var min tilværelse: Blive kørt til/fra arbejde - engang imellem besøg af nogle venner eller hos dem - derudover intet andet. Lægen udskrev stadig valium, så jeg turde ikke skifte til en anden. I foråret 1999 så jeg på teksttv, at Rigshospitalet ville til at starte en angstklinik. Behandlingen bestod af 3 ting: medicin, gruppeterapi og individuel samtaleterapi med en psykolog eller psykiater. Jeg ringede straks til min læge. Han kunne virkelig ikke gøre noget, før han fik officiel besked om det! Jeg kontaktede Rigshospitalet, hvor jeg blev skrevet på ventelisten med det samme. Efter ca. et halvt år stod jeg stadig på ventelisten. Så fandt jeg noget på netdoktor.dk, hvor der var en debatgruppe omkring angst. Der var ét bestemt præparat mod både angst og depression, som gik igen med hensyn til folks bedring (Seroxat). En af de såkaldte lykkepiller. Jeg undersøgte det endnu mere og fandt ud af, at jeg nok havde haft ret i begyndelsen af halvfemserne, at dette kan hjælpe mig! Da jeg i november 1999 stadig ikke havde hørt fra Riget, gik jeg med min mand op til lægen og forlangte, at nu skulle der gøres noget. Jeg bad om Seroxat. Lægen var meget tøvende og stillede kun 2-3 spørgsmål med henblik på diagnosticering af en depression. Så begyndte han på et kvarters foredrag om et andet præparats vidunderligheder, for det kendte han mest til! Nu blev jeg virkelig vred, og endelig fik jeg recepten på Seroxat, en pille daglig. Han sagde ikke, og jeg tænkte ikke på, at jeg skulle selvfølgelig nedtrappe valium erne gradvist og ikke stoppe øjeblikkeligt, så der kom et par meget ubehagelige dage, før jeg selv fandt ud af det. Efter en måned med kvalme, mavebesvær og andre forholdsvist ubehagelige ting, begyndte jeg at føle mig lidt bedre, også med humøret. Jeg var næsten holdt op med valium erne. Da jeg sagde, at jeg var blevet lidt mere stabil i humøret, sagde lægen: Ja, du virkede også lidt pirrelig sidst! Så blev jeg meget, meget vred, og så fik han hele min mening om, hvordan jeg syntes, han havde svigtet mig igennem de sidste 10 år. Hans svar: Jeg kan godt tåle det! Jeg havde stadig et møde om måneden med lægen, og han holdt stadig på 1 pille om dagen, selvom jeg havde læst på medicinpakningen, at den normale begynderdosis var 2-3 gange så mange. Han nægtede også, at pillerne kunne give mavebesvær. Det viste sig, at hans medicinhåndbog var totalt forældet, men så fik vi da også skændtes lidt om det. Efter ca. 2 måneder med pillerne var depressionen nærmest væk! Angsten havde pillerne dog ikke hjulpet på. Den 5. april 2000 begyndte jeg på Rigshospitalets Angstklinik, hvor dosis blev sat op til 2 piller daglig. Det var åbenbart den rette dosis, som i samarbejde med gruppeterapien og samtalerne hos psykologen gjorde, at jeg fik det rigtig godt igen, men det er jo en helt anden historie. Det er vel ikke nødvendigt at tilføje, at jeg skiftede læge sidste år. Side 18 af 32 Starten på angsten Anonym, personlig beretning. Forfatteren er dog kendt af redaktionen. Det hele startede med at jeg udviklede en socialfobi i en alder af 16 år. Jeg var i gang med at læse højt i en klub - hvilket aldrig har generet mig - mens jeg læste kom en pige ind som jeg var lidt forelsket i. Så begyndte min stemme at ryste, så det lød som om, jeg skulle græde. Da jeg endelig var færdig med at læse op, tog jeg min kop, men rystede så meget, at halvdelen af min te spildtes ud over det hele. Hele episoden tænkte jeg utrolig meget over, og det betød at jeg ikke læste op mere i den klub. På dette tidspunkt gik jeg på handelsskole, og da vi skulle vælge fag skulle vi være sammen med elever fra andre klasser, og det gjorde mig nervøs. Det betød, at jeg var dødnervøs for at komme op til tavlen og for at læse op. Desuden begyndte jeg at blive angst for at ryste på hænderne og stemmen, og det spredte sig til andre sammenhænge. Så når jeg skulle til fest begyndte jeg at drikke mig mod til først. Efter handelsskolen skulle jeg ind til militæret, og nu var jeg blevet angst når jeg skulle i banken for at underskrive et dokument i andres påsyn. Det var utrolig belastende, og forventningsangsten blev også større og større. Så jeg kunne i dagevis gå og være nervøs inden jeg skulle noget, hvor jeg vidste, at jeg måske ville komme til at ryste på hænderne osv. Engang jeg skulle have kørepenge udbetalt, lod jeg som om, jeg havde glemt det - selv om det var en pæn sum penge - alene pga.

19 angsten for, at jeg skulle ryste på hænderne i andres påsyn. Jeg anede jo ikke hvad det var for noget - jeg havde jo aldrig hørt om noget med det "psykiske" - kun om dem fra Sct. Hans, som da i mine øjne var nogle mærkelige sindssyge, der i værste fald var farlige. Til sidst brød jeg sammen i gråd derhjemme, og min mor måtte ringe til lægen og bestille tid. Lægen kunne egentlig ikke hjælpe mig, udover at han gav mig nogle betablokkere, men det hjalp ikke, og slet ikke på min usikkerhed og angst. Så kort tid efter fik jeg nogle milde benzodiazepiner - og det er trods alt ikke en behandling for en knægt på 17 år. I øvrigt var de så milde at de slet ikke hjalp, og havde de hjulpet, var min grundliggende angst og usikkerhed jo ikke forsvundet. Et års tid efter blev jeg endda sendt til neurolog, for at få undersøgt om der skulle være noget fysisk i vejen, hvad der selvfølgelig ikke var. I mellemtiden tog det fart med festerne, som det jo gør i den alder, og jeg drak inden jeg skulle til fest, som oftest sammen med mine venner, og tit blev jeg alt for fuld, og det var jo ikke min hensigt - jeg ville bare slippe for den forbandede angst. Det var dejligt at komme på skole og læse HF, mens jeg var konstabel, for der var tonen helt anderledes, selvom vi kun var konstabler i vores klasse. Tonen i militæret var modbydelig, og enkelte blev mobbet enten ud af militæret eller begyndte at drikke og/eller tage piller. På HF måtte jeg hurtig fravælge sprogfag fordi jeg ikke turde læse højt for andre af angst for, at de skulle høre, at jeg rystede på stemmen, selvom jeg ikke brugte denne begrundelse. Jeg undskyldte mig med, at det var for kedeligt, selvom jeg vitterlig godt kunne lide at lære noget. Da kasernen skulle lukke blev vi fritstillede, og jeg fik en elevplads i kommunen, for så slap jeg for at tage HF, som jeg alligevel ikke kunne gennemføre, fordi jeg grundet socialfobien måtte pjække og fravælge flere og flere fag, selvom vi fik tilbudt ansættelse på en anden kaserne, hvorved jeg kunne have fuldført den. At jeg ikke fuldførte den har jeg siden været smadder ked af. At være elev i en kommune var dødkedeligt. I mellemtiden var jeg flere gange hos min praktiserende læge, som blot udskrev mindre doser medicin, og talte om at sende mig til psykiater for at finde ud af, om han kunne hjælpe. En kombination af at jeg ikke selv havde nogen idé om, hvad der var galt, udover at jeg var bange for visse situationer i sociale sammenhænge, sammenholdt med min læges uvidenhed om psykiske lidelser - i hvert fald når man taler om angstneuroser, som det hed dengang - gjorde, at angsten fik lov at udvikle sig og blive mere indgroet i mig. Bogreolen Af Kamma Kaspersen Side 19 af 32 Boye Larsen: Mit liv som neurotiker en selvbiografisk skildring Facet En meget ærlig og hudløs skildring af en barndom og et voksenliv overskygget af angst. Helt fra barndommen var skyldfølelse, ensomhed, livs- og dødsangst hverdag for den følsomme Boye, der vokser op med en psykisk syg far og en indremissionsk mor. Denne barndom giver grobund for en tilværelse hvor han konstant frygter faderens voldsomme raserianfald og moderens dommedagsprofetier og forkvaklede syn på sex. I et forsøg på at klare sig igennem barndommen udvikler Boye perfektionisme, der måske skaber grobund for tvangshandlinger og berøringsangst, som i puberteten endelig udmønter sig i en voldsom social fobi, som forfølger ham indtil sendt op i voksenalderen. Bogen slutter da Boye er en ung mand omkring 25 år og har måttet opgive studier både på Universitetet og på Landbohøjskolen grundet sin sociale angst. Efter at have vendt det sidste blad kunne man ønske sig straks at gå i gang med en fortsættelse for at få svar på, hvordan det dog er gået ham siden hen. Måske burde forlaget have kaldt bogen: "Mit liv med social angst" eller "Mit liv med angst", da betegnelsen neurotiker ikke bruges længere, men det kan måske overvejes i fortsættelsen. Bogen kan absolut anbefales til alle tidligere neurotikere og nuværende angste.

20 Edward Shorter: Psykiatriens historie - fra asyl til Prozac Psykiatrisk Bibliotek red. af Poul Munk-Jørgensen og Tom G. Bolwig. Munksgaard, København 2001 En interessant og velskrevet bog der sætter Freud stolen for døren og giver et indblik i hvordan sandhederne om psykisk sygdom har været lige så mangfoldige og fantasifulde, som var de en del af plottet i en spændingsroman. Skønt psykiske sygdomme er lige så gamle som menneskeheden selv, har psykiatrien kun eksisteret i godt 200 år og psykologien i 100 år. Tankevækkende, og spørgsmålet om, hvordan man levede med psykisk sygdom før i tiden melder sig omgående. Vi får serveret en smagsprøve fra Irland i 1817, der er ingen romantik i skildringen af et liv i landsbyer hvor mennesker, der ikke levede op til normer for tidens tætte fællesskaber blev behandlet brutalt og smidt på porten. Enten kunne de henslæbe en tilværelse som omvandrende landsbytosser eller blive begravet i et 5 fod dybt hul i familiens hjem, fodret og ellers få lagt låg på i form af et møbel som både virkede lydisolerende og som fængsel. Den syge var familiens "problem" Dog havde der siden middelalderen eksisteret klostre, der tog sig af nogle få sindssyge, ligesom Louis XIV oprettede forvaringsanstalter, men begge dele var ren opbevaring for ganske få procent af de sindssyge I oplysningstiden herskede en videnskabelig optimisme og selv om vi måske ikke finder åreladning og lavement særligt videnskabeligt, introduceredes for første gang i historien et forsøg på at kurere og observere patienter på psykiatriske asyler både i USA og Europa. Det var især Pinels lærebog om psykiatri fra 1801, der skabte ideen om et terapeutisk fællesskab mellem patient og læge. Man havde også observeret at patienterne trivedes bedre uden for hjemmet. I 1808 blev den nye disciplin kaldt for "Psyhiaterie".. Asylernes udbredelse voksede støt op gennem 1800-tallet, men hvor psykiaterne i begyndelsen havde høje humanistiske ambitioner om at bedre patienternes tilstand og brugte meget tid på lægepatient-forholdet, endte asylerne desværre som overfyldte fængsler, efter at presset fra patientmængden havde kuldkastet de gode intentioner. En psykiater havde nu ansvaret for patienter. Familierne, der før beholdt de demente og psykisk syge hjemme, sendte dem nu på asyl. Neurosyfilis var i stigning. Sygdommen dukkede først op omkring 1775 og antallet af syge steg herefter voldsomt. Shorter mener, at kunne se en betydelig øgning af skizofreni i 1800-tallet. Med et øget pres på asylet, mistede lægerne videnskabelighed og status. Asylpsykiatrien var igen endt som opbevaring. Diagnosen "degeneration" blev anvendt ukritisk og ofte, og afspejlede en tro på, at psykiske sygdomme nedarves i lige linie og forværres for hver generation. "Degeneration" var udtryk for et totalt fejlskud! I det hele taget var diagnosticeringen mangelfuld og misvisende. Først med Kraepelins interesse for at følge patienternes Side 20 af 32 fulde sygdomsforløb blev der i 1893 via kartotekskort lavet en guide til læger og patienter af et sygdomsforløb. Men patienterne og især de pårørende var ikke interesseret i biologiske diagnoser. Det var pinligt og grufuldt og signalerede afsind og vanvid, og så var det ikke salgbart i en familie med giftefærdige døtre. Nerver var derimod mere acceptabelt. Den lidt nervøse bybo kunne fx. lide af en nervøs éréthisme, en slags spleen, der igen var et mildere udtryk end melankoli. Det signalerede sinds- og periodestemning mere end sygdom og blev også hurtigt populært hos psykiaterne, der åbnede privatklinikker for "nervøse patienter". Neurasteni kunne ofte afhjælpes med hvile og opmærksomhed fra den autoritære læge. Forvandlingen fra sygdom til ondt i livet flyttede hen på de kurbadeanstalter i Mellemeuropa, der havde hårdt brug for nyt klientel, efter at deres popularitet var dalet. Den helbredende vandkur var datidens placebo og den druknede i succes pga. industrialiseringens stigende indkomster Neurologer var oprindeligt ikke specialister i nerver trods navneligheden. Men når patienterne ikke ville vedkendes psykiatrien og psykiaterne, der ofte - og ikke uden grund - blev forbundet med de overbelagte asyler, tyede de til neurologernes private praksis. Freud var oprindeligt uddannet neurolog. Flere læger og hypnotisører havde længe kendt til indbildningskraftens betydning i forhold til psykoneuroser og der fandtes flere tilfælde hvor den gode samtale havde vist sig lige så effektiv som kurbade og mælkekure. Herved blev psykoterapien - en moderne