NOTAT TIL: JESS FRA: DATO: 11. MARTS 2012 CC: EMNE: TALEPAPIR KOMMUNEKONFERENCE Indledning

Transkript

1 TIL: JESS FRA: DATO: 11. MARTS 2012 CC: EMNE: TALEPAPIR KOMMUNEKONFERENCE 2012 Indledning Jeg er meget glad for at vi får denne lejlighed til at drøfte en række meget vigtige emner, både for kommunerne og for selvstyret. Kommunalreformen er en proces der endnu ikke er afsluttet og hvis effekt stadig er grundlag for mange lokale debatter. Særligt meget fylder det manglende nærdemokrati, som bør styrkes for at sikre borgerne i byerne en tættere dialog med det politiske niveau. Vi ser frem til at drøfte oplæggene om den nationale økonomiske strategi, der vil have afgørende indflydelse på kommunernes økonomi fremover. Og ikke mindst ønsker Qaasuitsup Kommune at være en meget aktiv part i bestræbelserne på at sikre et øget uddannelsesniveau, både generelt, men også på råstofområdet, hvilket vil betyde meget for borgernes muligheder for reelle alternativer til det nuværende hovederhverv. Reformen I forbindelse med de kommende dages drøftelser, synes jeg det er vigtigt at vi gør os klart, at der ikke længere er tale om en strukturreform. Dette var oprindeligt udgangspunktet og er præcist beskrevet i reformkommissionens betænkning. Men allerede inden reformen trådte i kraft, forsvandt en række, for kommunerne, meget væsentlige områder. Skatteområdet blev centraliseret, kommunerne har stadig ikke det overblik de havde før beslutningen. Dernæst blev driften af lønsystemet centraliseret. Det har medført højere driftsomkostninger for kommunerne. Og endelig er inddrivelsesområdet nu et selvstyreanliggende, resultatet er velkendt; restancerne stiger, der inddrives ikke de fordringer kommunerne gjorde da området var deres ansvar og senest kan kommunerne ikke få inddrevet restancer hos andre offentlige myndigheder eller offentligt ejede virksomheder. Det er ikke tilfredsstillende at selvstyret gennem Kiffaq ordningen eller anbefalinger om at afskrive gæld, forsøger at nedbringe den samlede restancemasse. Der er folk med betalingsevne, men uden vilje, men at få inddrevet denne gruppes restancer kræver en høj grad af lokalkendskab. Et kendskab til lokale aktiviteter og aktiver, som en central myndighed aldrig kan besidde. Det er derfor min anbefaling, at inddrivelsesområdet tilbageføres til kommunerne, så i hvert fald en del af kontrollen med indtægterne atter kan styres lokalt. Betænkningen lagde op til, at en lang række opgaver skulle overdrages til kommunerne. I princippet skulle selvstyret være lovgivende og kontrollerende, kommunerne de udførende. Man selvfølgelig drøfte om nationale forsyningsopgaver og servicekontrakter skal løses af 4 enheder frem for én, kommissionens anbefalinger er selvfølgelig til debat. Udover at man inden reformen valgte at centralisere indtægtsgrundlaget, har man stadig ikke udlagt en række vitale områder. Meget væsentligt er anlægsområdet, hvis optimale planlægning afhænger af de lokale forhold, især arbejdskraften og klimaet. Det var kommunens forventning at anlægsopgaverne fremover skulle varetages og planlægges regionalt, så der blev sikret en smidig anlægsplanlægning med hensyntagen til sæson og lokale entreprenørers mulighed for at løfte opgaverne. I stedet for ser vi nu en central planlægning, hvor der udbydes i totalentrepriser, uden lokale hensyn. Argumentet med at det reducerer den samlede omkostning vil vi tillade os at anfægte, det er muligt dette princip er gangbart i Nuuk, hvor der er meget store virksomheder der kan konkurrerer om opgaver, men regionalt betyder det, at de store entreprenører i Nuuk nu også er de eneste der kan byde på opgaverne regionalt. Princippet betyder at 1

2 de lokale entreprenører lukker og flytter til Nuuk, hvor der er anlægsopgaver nok. En selvforstærkende virkning, der yderligere gør det vanskeligt for lokale at byde på de selvstyreprojekter der udliciteres regionalt. Jeg vil gerne knytte lidt flere bemærkninger til det meget byggeri i Nuuk og det faktum, at der næsten intet bygges udenfor Nuuk. Det siges, at når der bygges i Nuuk, så er det udtryk for at der er et boligbehov. Men det er der også i Ilulissat. Det er mit indtryk, at man vurdere boligbehovet til at værre større i Nuuk, så derfor må Ilulissat vente. Men en god del af boligbehovet i Nuuk er et problem Nuuk selv har skabt. Hvordan hænger det sammen? Den offentlige lejeboligsektor er meget stor i Nuuk. Og huslejen er forholdsvis billig i Nuuk, når der sammenlignes med fx Ilulissat. Det er derfor ikke overraskende, når et ungt menneske, der ønsker at flytte hjemmefra, eller den unge familie, der ønsker en større bolig, eller den modne familie, der ønsker noget mindre at bo i, starter med at kigge på Nuuk. For udover lejen er relativ billig, så byder Nuuk også på storbyens bekvemmeligheder og fornøjelser lige uden for døren. Folk, der ønsker at flytte, tænker selvfølgelig økonomisk. De tænker også, hvor er chancen størst for at få drømmen om en ny bolig opfyldt. I begge tilfælde er svaret Nuuk: lejen er billig, og der bygges meget i Nuuk. I Ilulissat er lejen høj, og der bygges ingenting i Ilulissat. Lige så længe Nuuk opretholder et attraktivt offentligt lejemarked lige så længe vil Nuuk opleve en konstant strøm af tilflyttere. Tilflytterne presser ventelisten ventelisten presser boligbehovet boligbehovet presser til mere byggeri mere byggeri presser til flere tilflyttere. Tingene kører rundt i ring. Den billige offentlige lejesektor i Nuuk er problemet. Og man kan ikke løse problemet ved at bygge løs. Man må erkende at resten af landet ikke skal bøde for boligpolitikken i Nuuk. Uddannelse Kommunen prioriterer uddannelse meget højt. Der er derfor glædeligt når forældregrupper selv rejser behovet for at styrke uddannelsesindsatsen lokalt og kommunen vil gerne støtte disse initiativer og opfordre selvstyret til at etablere flere decentrale uddannelsesinstitutioner. Især en øget indsats på de helt grundlæggende uddannelser på råstofområdet bør prioriteres højt og placeres der hvor arbejdskraften nemmest rekrutteres. Kommunen har faciliteterne, evnen og viljen til at påtage sig en stor del af ansvaret for denne del af uddannelsesindsatsen. Vi opfordrer selvstyret til også på dette område at tænke decentralt. Den nye fiskerilov, der har stor betydning for kommunen, hvis hovederhverv er fiskeri, understreger blot behovet for en øget lokal uddannelsesindsats. De unge mennesker der kan ikke længere kan se en fremtid i fiskerierhvervet, skal anstændigvis tilbydes reelle alternativer. Også her bør der tænkes decentralt, så uddannelsesindsatsen koncentreres der hvor behovet opstår. Indsatsen bør ikke medføre et krav om mobilitet, når det drejer sig om et erhverve grundliggende færdigheder, uanset det gælder råstofområdet eller færdiggørelse af folkeskolen. Kommunen vil godt rejse spørgsmålet, om Piareersarfiit opfylder det oprindelige formål. Kommunen er enig med Selvstyret i, at der skal ske en evaluering af arbejdsmarkedsindsatsen ved Piareersarfiit. Kommunen finder det således betænkeligt, at der effekten af indsatsen i Piareersarfiit ikke relateres til erhvervsuddannelserne, men udelukkende måles på antallet beståede forløb. Helt grundlæggende er det kommunens holdning, at folkeskolens fag skal færdiggøres i og af folkeskolen, mens en mere socialt orienteret indsats skal varetages af Piareersarfiit. 2

3 Råstofområdet Kommunen har store forventninger til de aktiviteter der er tilknyttet efterforskningen på råstofområdet og håber selvfølgelig at efterforskningerne fører til udvinding og produktion. For kommunen er det vigtigt, at der skabes de bedst mulige vilkår for en aktiv deltagelse for befolkningen og for vores virksomheder. Kommunen arbejder aktivt på, at skabe rammebetingelserne for erhvervsudviklingen ved at satse på arbejdsmarkedstiltag, uddannelse samt et tæt samarbejde med virksomhederne. Kommunen mangler dog en som allerede nævnt en sammenhængende og klar uddannelsesstrategi. I den sammenhæng er det kommunens oplevelse at der sker en stadig større centralisering af uddannelsesindsatsen og at især kursus og efteruddannelses tilbuddene fra brancheskolerne ikke lever op til virksomhedernes behov. Qaasuitsup Kommunia vil i den forbindelse opfordre til, at kommunerne inddrages direkte i udarbejdelse af en samlet national uddannelsesstrategi, som tager sit udgangspunkt i de lokale strukturelle, demografiske samt erhvervsmæssige muligheder. Kommunen har høstet en del erfaringer i forbindelse med råstofaktiviteterne i de sidste 2 år. Især i forbindelse med efterforskningsaktiviteten på off-shore området. Erfaringerne viser, at der skal gøres en indsats i forbindelse med den nødvendige infrastruktur til selskaberne de kommende år. Det er meget vigtigt at gøre sig klart, at industriens behov skal imødekommes af en national indsats som tager sit udgangspunkt i den infrastruktur som efterspørges på længere sigt. Det er kommunens opfattelse at Transportkommissionens betænkning ikke tager højde for dette og at betænkningen på en lang række områder allerede er overhalet af de øgede aktiviteter inden for råstofområdet. Kommunen skal derfor opfordre til, at der startes en dialog mellem kommunerne og Selvstyret for derigennem at opnå en fælles holdning og en klar ansvarsfordeling i forbindelse med de enkelte projekter. Social indsats Kommunalbestyrelsen har siden 2009 prioriteret den sociale indsats meget højt, især i yderområderne. Indsatsen er mange steder koordineret og medfinansieret af selvstyret og vi kan se at indsatserne begynder at virke, selv om der stadig er meget at gøre og mange steder der skal have styrket forebyggelsesarbejdet. Med planerne om familiecentre alle steder er vores forventninger til et bedre liv for især børn og unge styrket. Men det er et langt sejt træk og kræver en fælles indsats fra alle myndigheder og organisationer der arbejder med området. Og ikke mindst at forældrene selv bliver klædt på at varetage deres families tarv. De igangsatte familiehøjskoler er et vigtigt redskab i denne forbindelse. Mange fonde har fokus på området og der er ydet tilskud til konkrete initiativer, etablering af familiecentre, børnehjem og væresteder. Men en ting er at få tilskud til et konkret initiativ, kommunerne og selvstyret forpligter sig også til at sikre driften og at forfølge de gode formål fondene sikre gennem deres tilskud. Denne indsats er en fællesopgave, så vi sammen kan yde bedre vilkår for familier og personer der er hårdest ramt i vores samfund. Indsatsen skal give et godt fundament for de unge menneskers fremtid, og hænger nøje sammen med den indsats der skal gøres på uddannelsesområdet. Nærdemokrati I forbindelse med kommunens planstrategi, der skal udmøntes i ny samlet kommuneplan, er der gennemført møder med borgere, erhvervsliv og interesseorganisationer i alle byer og bygder. Her har alle haft mulighed for at kommentere på den nye kommunes påvirkninger af lokalsamfundet, kontra de forventninger deltagerne har haft til det faktum, at vi nu har lagt 8 kommuner sammen til én. Resultaterne af møderne har været en stor inspiration til de oplæg der skal godkendes ultimo Der er tankevækkende, at borgerne og interesseorganisationerne har fokus på de nære vilkår, de umiddelbare forhold, hvor de som interessenter kan inddrages og bidrage med vigtig lokal viden om 3

4 fakta, der bør inddrages når kommunalbestyrelsen træffer beslutninger der har betydning for de mange små samfund vi har i kommunen. Når jeg fremhæver dette, er det fordi den debat der har fundet sted omkring at dele vores kommune i to eller flere dele, er baseret på følelser, ikke fakta. Kigger vi på økonomien, timer pr. borger, kroner pr. borger, serviceniveauer, og alle de andre fakta vi kan stille op, er borgerne i den nye kommune faktisk stillet bedre, end i de 8 gamle kommuner. Der er selvfølgelig enkelte undtagelser, der hvor de gamle kommuner har besluttet et særligt højt serviceniveau for enkelte grupper af borgere. Disse har selvfølgelig mærket den serviceharmonisering der har været nødvendig, som følge af reformen. Men generelt har borgerne i den nye kommune oplevet et højere serviceniveau, kommunen har kunnet tiltrække personale med de kompetencer de mindre kommuner ikke har været i stand til. Rejsehold, især på socialområdet, har bidraget til et fagligt løft af lokale kompetencer, der nu kan udnyttes hvor personalet har behov for det. Økonomi Vores økonomi har været stærkt påvirket af begivenheder som strukturreform og centralisering af skatteområdet. Bogstaveligt talt blev kommunens økonomi slået knockout i Den røg i gulvet til alvorlig tælling. Den 1. januar 2009 startede denne nye kommune med at overtage gamle banklån for i alt 182 mill. kr. en gæld svarende til ,- kr. pr. borger. Det er rigtig mange penge i en kommune, hvor 50 % af befolkningen tjener under kr. om året. Dertil kom, at kommunen allerede en måned senere i januar 2009 modtog en efterregning fra Skattestyrelsen på 32 mill. kr. Men det stoppede ikke her. Igen i september 2009 fik kommunen en ny efterregning fra Skattestyrelsen på 53 mill. kr. Og igen i september 2010 fik vi atter en efterregning på 32 mill. kr. Skattegæld på i alt 117 mill. kr. hvor de 85 mill. kr., vedrørte de gamle kommuner. Og vi var dårligt nok startet som ny storkommune! Alle kan her både høre og forstå, at den nye Qaasuitsup Kommunia fik den værst tænkelige start. Og betingelserne var hårde. Der var kun det seje træk - for egne kræfter - at få genskabt en sund økonomi. Derfor har Qaasuitsup Kommunia lagt en stram økonomisk strategi. Det var med stolthed, vi i 2010 regnskabet kom ud med 46 mill. kr. i overskud. Og det er med lige så stor stolthed, jeg kan fortælle, at regnskabet for 2011, peger på 62 mill. kr. i overskud. Budgetårene 2010 og 2011 er resultatet af dette seje træk. Vi er rigtig godt på vej tilbage på benene efter den alvorlige knockout i Vi fortsætter vores økonomiske 2015-strategi, hvor skattegælden vil være betalt ud og gammel bankgæld er betalt ned. Målet er, at skabe et økonomisk råderum, der kan bruges til at sætte turbo på en bred udvikling af kommunen. Vi kan ikke leve af at klippe hinanden, den offentlige sektor er meget stor og den bliver vanskeligere og vanskeligere at finansiere ud af de løbende skatteindtægter. I det hele taget er den offentlige sektor så stor, at man kan spørge, om der egentlig er mere planøkonomi end markedsøkonomi i Grønland. Det rummer den fare, at den offentlige sektor hvert år spiser næsten hele den økonomiske vækst. Det betyder, at der kun er en mindre del af den økonomiske vækst tilbage til den private sektor. Hvert år er der nemlig kun en given ramme til økonomisk vækst (fx 3 pct.), hvis vi samtidig ønsker at holde fast i en ansvarlig økonomisk politik og have kontrol med inflationen. Det er en skæv udvikling, at den offentlige sektor hvert år snupper en god bid af denne økonomiske vækstramme. Det bringer kun den samlede økonomi ud i svære og svære økonomiske balanceproblemer. Samfundet bliver gradvis fattigere for hvert år. Det er konsekvensen. I den sammenhæng noterer jeg mig også, at vi på dette seminar netop skal drøfte dette balanceproblem frem mod

5 Vejen ud af balanceproblemerne er bl.a. at bane vej for en større grad af private løsninger. Det vil få borgerne til at tage et større ansvar for eget liv og fremtid. Når borgerne og det private erhvervsliv selv er med til at skabe samfundet og deres egen fremtid, så kommer også en sund og naturlig følelse for at tage ansvar og stræbe efter at gøre det endnu bedre. Denne mekanisme bør det offentlige støtte. Det offentlige skal skabe rammerne for det private initiativ. Men det offentlige skal holde fingrene fra, også meget gerne at ville bestemme over, hvordan borgerne kan udfylde rammerne. Det afgørende er, at borgere og erhvervsliv skal se en gevinst ved at investere i eget liv, i egen virksomhed, i uddannelse, i udviklingsmuligheder. Ja, listen er lang. Det grønlandske samfunds fremtid ligger i den kraft og i det potentiale befolkningen rummer. Det er befolkningens kreativitet og skaber-trang, der er vigtigst. Fremtiden ligger ikke i en offentlig sektor, der ønsker at dirigere borgernes liv fra vugge-til-grav. Vi har ganske enkelt ikke råd til at fortsætte ad den vej. Slutning I mit indlæg har jeg været inde på en del af de faktorer der er afgørende for ikke bare kommunernes fremtid, men samfundets. Det er mit ønske at vi gennem en fordomsfri debat på seminaret, kan finde fælles løsninger til gavn for grønlands fremtid. 5