KOMETEN. Barack Obamas kurs mod Det Hvide Hus. Martin Burcharth

Transkript

1 KOMETEN Barack Obamas kurs mod Det Hvide Hus Martin Burcharth

2 5 Indholdsfortegnelse Forord... 7 Indledning I Højt at flyve II En velturneret idé III Tre nøglestater IV Den skjulte kampagne V Racismens spor VI En farveblind nation VII Ubekvem superstjerne VIII Styrke i troen IX Verdensmanden Noter Litteraturliste Register

3 39 II En velturneret idé Det hører til sjældenhederne i amerikansk historie, at en præsident formår at gennemføre fundamentale reformer og indlede en ny ideologisk æra, der får varig indflydelse i eftertiden. Det 20. århundrede byder kun på tre præsidenter af den slags Franklin D. Roosevelt ( ), John F. Kennedy ( ) og Ronald Reagan ( ). En forudsætning for deres succes har generelt været et aldeles og totalt miskrediteret ancien regime. Roosevelt stillede op mod præsident Herbert Hoover på et tidspunkt, hvor den store økonomiske depression havde sat sine ødelæggende spor overalt i det amerikanske samfund. Men det var ikke nødvendigvis det amerikanske folks lidelser, som afgjorde udfaldet af præsidentvalget i Roosevelt var grundlæggende enig i de forslag til sociale bistandslove, præsident Hoover havde fremsat og fået vedtaget i Kongressen. For Hoover var det ganske vist et stort politisk handicap at være identificeret med børskrakket på Wall Street i Men lige så alvorligt var det, at den rige Republikanske forretningsmand ikke var nogen stor retorisk begavelse, endsige var sig det bevidst. Det var Roosevelt derimod. Selv om han foreslog en beskæring af forbundsstatens budget med 25 pct., vandt Roose-

4 40 KOMETEN velt i en jordsskredsejr. Han var nemlig mester i at sprede håb og indgyde tillid, 10 skriver en politisk kommentator. John F. Kennedy kom til på et tidspunkt, hvor den temmelig kedelige og uinspirerende krigshelt Dwight Eisenhower havde siddet i Det Hvide Hus siden Amerikanerne var igen rede til at drømme om at overskride nye grænser, og senatoren fra Massachusetts formåede at formulere en bjergtagende vision af et Amerika med en idealistisk mission, som forekom at være gået i glemmebogen i de stillestående år under Eisenhower. Kennedys Apollo-projekt var emblematisk for hans grundlæggende overbevisning om, at Amerika kunne udrette alt mellem himmel og jord, blot kræfterne og viljen blev mobiliseret og forbundsregeringen hjalp til med at sætte hjulene i sving. Til forskel fra Roosevelt blev det ikke Kennedy forundt at se frugterne af sine initiativer hverken månelandingen eller de sociale reformer og borgerettighedslove, som hans efterfølger Lyndon B. Johnson, en eminent lovgiver, fik banket gennem Kongressen. Kennedy døde for en attentatmands kugler mindre end tre år inde i sin første embedsperiode. Men hans inspirerende vision og mobiliseringen af det amerikanske samfunds vilje til at flytte grænser var i kombination med Johnsons mesterlige lovgivningsarbejde lige så stor en bedrift som Roosevelts New Deal-reformer fra 1930 erne. Begge Demokratiske præsidenter satte et umiskendeligt fingeraftryk på det 20. århundredes amerikanske historie. Ligesom Roosevelt havde Republikaneren Ronald Reagan det held at stille op mod en miskrediteret præsident i Jimmy Carter regerede ikke alene USA under to nationale kriser olieprisernes himmelflugt for anden gang i 1970 erne og gidseltagningen i den amerikanske ambassade i Teheran. Han begik tilmed den fatale fejl at ignorere det amerikanske folks hang til at drømme om

5 EN VELTURNERET IDÉ 41 bedre tider ved i intime konversationer med tv-seere at fundere over den ilde tilstand, som nationen befandt sig i. Reagan var den første ægte konservative kandidat, som vandt præsidentembedet siden 1920 erne; han gjorde det ved at hente velkendte fraser frem fra amerikansk pionerhistorie, henvise til den amerikanske iværksætterånd og skildre en rosenrød fremtid med USA i spidsen for en verden befriet fra totalitære styrer. Reagans præsidentperiode skulle blive indledningen til en konservativ æra, hvis førende talsmænd agiterede for en afvikling af Roosevelts New Deal og Johnsons Great Society altså den amerikanske version af en nordeuropæisk veldfærdsstat. I sine unge dage havde Reagan været en stor beundrer af Roosevelt; om han vitterligt ønskede at sværte denne store præsidents eftermæle, er tvivlsomt. Reagans politiske geni bestod snarere i forståelsen af, at det enkelte individ havde tabt indflydelse på udformingen af sin skæbne til fordel for statsinstitutionerne. Velfærdsstaten umyndiggjorde de fattige og mindrebemidlede. Det er en erkendelse, som Bill Clinton og selv Barack Obama også kom frem til i 1990 erne. Med Reagan i Det Hvide Hus lykkedes det at styrke den hidtil marginaliserede konservative bevægelse. Rige donorer finansierede nye konservative tænketanke; højreorienterede ledere blandt evangeliske protestanter optrådte som tv-prædikanter og fik afgørende indflydelse i det Republikanske Parti, hvilket svækkede det Demokratiske establishment i Washington alvorligt. Ligesom Roosevelt vandt Reagan en storkrig. For den første præsident gjaldt det amerikanernes sejr over nazismen og fascismen i 2. Verdenskrig. I Reagans tilfælde sovjetkommunismens sammenbrud, som af Republikanere og mange Demokrater tilskrives hans kompromisløse modstand mod det onde imperium i Kreml. USA havde vundet Den Kolde Krig.

6 42 KOMETEN Obama er en af de få Demokratiske politikere i USA, som har haft modet til at anerkende Reagans storhed som præsident. I et omtalt avisinterview i januar kom han meget tæt på at sammenligne sit kandidatur med Reagans i Jeg har intet ønske om at fremstille mig selv som en eller anden enestående skikkelse. Men jeg er overbevist om, at dette præsidentvalg falder på et specielt tidspunkt. Jeg mener, at Ronald Reagan ændrede Amerikas kurs på en måde, som hverken Richard Nixon eller Bill Clinton gjorde. Det ville være rimeligt at konstatere, at Republikanerne i ret lang tid år var partiet med idéerne i den forstand, at de udfordrede den konventionelle tankegang. Reagan var i stand til at opfange stemningen hos befolkningen, som gik ud på, at man ville have klarhed, man ville have optimisme, man ville tilbage til den dynamik og iværksætterånd, som manglede, sagde senatoren. Obamas modkandidater erklærede straks, at denne iagttagelse var en slags forræderi mod det Demokratiske Partis historie. 11 Men der var en kerne af sandhed i begge hans argumenter. For det første har Obama ret i, at tidspunktet for præsidentvalget i 2008 er lige så specielt som det i De amerikanske vælgere er rede til at skifte hest (parti) og kurs. Reagans søn Ron havde ikke uret, da han i en kommentar sagde: Jeg er ikke komplet uenig med Obama. Både han og min far indtog scenen på et tidspunkt, hvor det amerikanske samfund stod på randen af et kursskifte. De ønsker begge at lave forandringer Hvad Obama hævder, er, at vi befinder os i et historisk øjeblik lige nu ligesom i 1960 og i Det tror jeg, at han har ret i. 12 Herudover er det korrekt, at den konservative bevægelse for det meste har sat den politiske dagsorden siden Det var det Republikanske Parti, der turde udfordre konventionerne, og som

7 EN VELTURNERET IDÉ 43 fik forandret det amerikanske samfund til det bedre eller det værre en vurdering, der er afhængig af ens politiske ståsted. Som Demokrat tager Obama afstand fra det meste af Reagans politiske eftermæle, men det betyder ikke, at han er blind for den Republikanske præsidents politiske bedrifter. Ligesom Reagan forstår Obama, at amerikanerne i dag er lige så beredte til radikale ændringer i deres samfund, som de var i Men vælgerne vil være de første til at slå bremserne i, hvis formidleren af kursændringen skulle vise sig at være ekstremist. Det var et prædikat, Demokraterne forsøgte at hæfte på Reagan under præsidentvalget i 1980, men strategien mislykkedes, da Reagan og Carter mødtes i en tv-debat midt i oktober, og amerikanerne oplevede en Republikansk præsidentkandidat, som ikke lignede den karikatur, som var blevet tegnet af ham i medierne. På podiet, som han delte med USA s præsident, lignede Reagan ikke en gal bombemand. Han virkede hjertelig, selvsikker og rolig. Den risiko, Demokraterne havde forbundet med hans kandidatur, forsvandt som dug for solen, erindrer en politisk rådgiver, som arbejdede for Jimmy Carters kampagne i Obama er fremfor alt inspireret af Reagans budskab om håb og optimisme og af den vægt, han lagde på samarbejde på tværs af partiskel. Under valgkampene i 1980 og 1984 sagde Reagan aldrig et ondt ord om sine modstandere, Jimmy Carter og Walter Mondale, andet end at gøre grin med sidstnævntes unge alder, idet Demokraterne og medierne havde gjort et nummer ud af Reagans 73 år. Modsat Bill Clinton og George W. Bush blev Reagan aldrig en politisk polariserende skikkelse. Han rakte derimod hånden ud til alle, og det lykkedes ham at trække mange gamle Roosevelt- og Kennedy-Demokrater over i den Republikanske fold. Især havde han held til at få fat i sydstatsdemokrater, som i forbindelse med borgerrettighedsæraen i 1960 erne havde forladt

8 44 KOMETEN deres parti en masse. Uden Demokratiske lovgiveres medvirken ville præsident Reagans store skattelettelser i begyndelsen af 1980 erne aldrig være blevet til noget. Hele rationalet for Obamas kandidatur går på, at samarbejdspolitikken i Washington er brudt sammen, og at kun han kan forene kræfter i de to partier og de mange interessegrupper i det amerikanske om en ny politik, som afstedkommer meningsfulde forandringer, hvorimod hans politiske modstandere om det er Demokrater eller Republikanere blot vil fortsætte en resultatløs splittelsens politik. Dette argument synes i den aktuelle politiske situation at være endnu mere tiltrækkende, end det var i Tilsvarende tilbyder Obama en variant af Reagans rosenrøde håb og uforbederlige optimisme. Dele af Reagans takketale på Republikanernes partikongres i august 1980 kan let forveksles med Obamas budskab under Demokraternes partikongres i Frem for alt ønsker jeg, at mit kandidatur tjener til at forene landet, til at forny den amerikanske folkeånd og målbevidsthed. Mit ønske er at bringe dette budskab ud til alle amerikanere, uagtet politisk tilhørssted, som er medlem af dette samfund baseret på fælles værdier Til dem, der har opgivet håbet, siger jeg, at vi vil bringe det tilbage, og at vi indbyder dem til at deltage i et storslået nationalt korstog, der skal gøre Amerika mægtigt igen, sagde kandidaten Reagan. I sin efterhånden berømte nøgletale på partikongressen i Boston i 2004 talte Obama et næsten ukendt medlem af Illinois lovforsamling om nødvendigheden af at appellere til vælgere i røde eller Republikanske stater. Der findes ikke et venstreorienteret og et konservativt Amerika, men kun et Amerikas Forenede Stater, sagde han. Obama talte om en lille radmager gut (ham selv), som håbede, at der også var plads til ham i

9 EN VELTURNERET IDÉ 45 Amerika. For denne søn af en kenyaner var håbet mere end blot blind optimisme ; det var modet til at håbe på trods af vanskelighederne og uvisheden. Forude ventede bedre tider, og snart ville det politiske mørke, Amerika har levet i, blive afløst af lysere dage. Dette optimiske budskab mindede i slående grad om Ronald Reagans virkningsfulde tv-reklame fra valgkampen i 1984, It s morning again in America. Reagan klarede sig bedst, når han talte om Amerika som en nation om, i hvilken retning han ville styre landet. Ikke når han kritiserede forbundsregeringen eller forsøgte at fremme sit partis snævre politiske interesser, siger den Demokratiske medierådgiver Dan Payne. En af sine bedste taler som præsident leverede han efter rumskibet Challengers tragedie i Obama forstår ligesom Reagan, hvor vigtigt et politisk magtmiddel talerstolen kan være, også i en periode med udbredt politisk kynisme som i dag. Retorik kan være et formidabelt politisk våben for en kandidat og en præsident. 14 Nøgletaler I USA har storslåede taler til et nationalt publikum haft en mirakuløs virkning for ukendte politikere. Historisk set er det bedste afsæt for aspirerende præsidentkandidater nøgletalen på en af de to partiers kongresser, som afholdes hvert fjerde år. Der findes flere eksempler på Demokratiske politikere, som er blevet nomineret til partiets præsidentkandidat ene og alene i kraft af en opsigtsvækkende tale. Det berømteste eksempel er populisten William Jennings Bryan, der i en tale på kongressen i 1896 kritiserede de velhavende klasser på USA s østkyst for at bakke op om guldmøntfoden frem for at støtte en højere vekselværdi for

10 46 KOMETEN sølvmønter. Sidsnævnte alternativ ville have bragt flere penge i omløb og gavnet en fattig arbejderklasse og et gældstynget landbrug. Bryan havde været medlem af Repræsentanternes Hus i fire år valgt fra midtveststaten Nebraska og var kun 36 år gammel. Trods det vakte hans retoriske mesterstykke så stor opsigt på kongressen i Chicago, at partiets delegerede valgte at vrage den siddende Demokratiske præsident Grover Cleveland og at kåre Bryan til præsidentkandidat. Han var kun et år ældre end de 35 år, USA s forfatning kræver af kandidater for at blive valgt til USA s præsident. Bryan tabte præsidentvalget i 1896, og selv om han blev nomineret igen i 1900 og 1908, vandt han aldrig posten i Det Hvide Hus. Men hans Cross of the Gold -tale anses for den bedste i USA s politiske historie. Samme skæbne overgik borgmesteren i Minneapolis, Hubert Humphrey. Ved kongressen i 1948 lancerede han i sin nøgletale et frontalt angreb på den officielle raceadskillelse af sorte og hvide i USA s sydlige delstater, hvilket skabte furore i det Demokratiske Partis magtfulde sydstatsfraktion. Humphreys opbakning til et kongresudvalgs rapport om mindretalsrettigheder og hans politisk risikable udfordring af partibosser og sydstatsdelegerede anses for at være det første signal om et kursskifte i det Demokratiske Parti, som først blev fuldbyrdet 20 år senere. På grundlag af sin tale om det sorte mindretals borgerrettigheder blev Humphrey senere valgt til senator, siden til vicepræsident og til sidst kåret til Demokraternes præsidentkandidat i Indtil demokratiseringen af det Demokratiske Partis udvælgelsesproces i 1972 hvor man indførte primærvalg og partikonferencer (caucuses) enedes partibosser i røgslørede lokaler (man røg cigarer dengang) om at foreslå kandidater til kongressens delegerede. Ofte blev der afholdt mange stemmerunder, inden

11 EN VELTURNERET IDÉ 47 vinderen (omsider) blev fundet, hvorfor resultatet kunne byde på overraskelser. Det var tilfældet i 1952, da Harry Truman forlod præsidentembedet, og kandidaturet stod åbent. Traditionelt holder værtsbyens borgmester eller delstatens guvernør en velkomsttale til de delegerede, og det år havde Illinois guvernør Adlai Stevenson æren af at byde gæsterne velkommen til Chicago. Han holdt sådan et brag af en tale, at de delegerede kårede ham til partiets præsidentkandidat. Det til trods for at Stevenson var et relativt ubeskrevet blad i amerikansk politik. Han havde været guvernør i fire år og havde før det aldrig været valgt til et politisk embede. Stevenson blev nomineret igen i Ved begge præsidentvalg tabte han til Eisenhower. I den Republikanske lejr er det kendteste eksempel Ronald Reagan, hvis politiske karriere tog afsæt i hans støttetale på partikongressen i 1964 til præsidentkandidaten Barry Goldwater. Mange af de ideologiske temaer, der senere skulle gøre Reagan til en så attraktiv talsmand for den konservative bevægelse og tiltale store dele af den amerikanske vælgerbefolkning ved præsidentvalget i 1980, blev første gang lanceret i hans Time of Choosing - tale i Reagans opfordring til at ophæve partiskel og undsigelsen af en traditionel opdeling af amerikansk politik i en højre og en venstre side kan lyde helt moderne i nutidens ører og har siden været et gennemgående tema i præsidentvalgkampe, skønt Obama formentlig gjorde mere end sine umiddelbare forgængere i valgkampen for at markere sig som talsmand for politisk forsoning. 15 Fælles for alle store politiske taler i amerikansk historie er anvendelsen af en forenende metafor, påpeger David Kusnet, cheftaleskriver for Bill Clinton For William Jennings Bryan var det guldmøntfoden, som korsfæstede menneskeheden.

12 48 KOMETEN Humphrey ville bringe USA ud af sydstaternes slagskygge og ind i borgerrettighedernes lys. For Stevenson var metaforen prærien, og i Obamas tilfælde var den i 2004 en forening af blå (Demokratiske) og røde (Republikanske) delstater i Amerikas Forenede Stater. At Obama samtidig er halvt sort og halvt hvid amerikaner, og at hans fars familie stammer fra et afrikansk land, tilføjede desuden idéen om national enhed et dramatisk aspekt. 16 Uden mulighed for at tale direkte til et nationalt tv-publikum fra Boston i 2004 ville Obama næppe have haft en reel chance for at blive sit partis præsidentkandidat fire år senere. I sin navnkundige Mod til at håbe-tale fremlagde han alle de ledemotiver, der skulle blive grundpiller i hans valgkamp i Han betonede, hvor usandsynlig ( implausible ) hele hans livshistorie er fra forældrenes kærlighed til hans plads på podiet i Bostons Fleet Center den augustdag i en alder af 43 side om side med det års kandidater til posterne som præsident og vicepræsident, John Kerry og John Edwards. Et sådant livsforløb, understregede Obama, var alene muligt i Amerika. Gennem valgkampen pegede Obama ofte på dette usandsynlige aspekt af sit liv og politiske karriere og tilføjede, at dette også gør sig gældende for den politisk revolutionære bevægelse, han havde været med til at skabe og stillet sig i spidsen for. Talekunst Men i virkeligheden benyttede han i kampagnen dette usandsynlige aspekt som et retorisk værktøj til at illustrere individets mulighed for at overskride grænser. Den jødiske filosof Moses Maimonides definerede håbet som mulighedens plausibilitet i modsætning til sandsynlighedens nødvendighed, hvilket peger på noget centralt i Obamas politiske filosofi at man frem for at lade sig begrænse af det sandsynlige bør forfølge det

13 EN VELTURNERET IDÉ 49 mulige. Obamas liv og karriere hviler på denne antagelse. Den er ledemotivet i Boston-talen og hans kampagne. Det er denne mulighedernes plausibilitet, som han øjner i Amerikas evne til stadig forandring. 17 Barack Obama besidder utvivlsomt et oratorisk talent, som er uden sidestykke i dagens Amerika. Ingen kan som senatoren fra Illinois tryllebinde sit publikum på valgmøder og i tv eller bringe tilhørerne på grådens rand. For en politiker, der søger en stilling med en så stor udøvende magt som præsidentposten, er denne egenskab ikke alene et nødvendigt instrument til opnåelse af magten. Det ligger i selve stillingsbetegnelsen, præsident for De Forenede Stater, at en god portion af magten hidrører fra hans evne til at overtale andre og få dem til at følge ham. De mest effektive præsidenter har forvandlet Det Hvide Hus til en prædikestol, hvorfra de har talt hen over hovederne på lovgiverne i Kongressen med en direkte appel til folket. Ellers ville de risikere at køre ubehjælpeligt fast i Washingtons intrige- og magtspil. Og det er naturligvis kun, hvis folket lytter og er enigt hvilket måles af opinionsinstitutterne at en præsident kan få store reformer gennem de lovgivende kamre. At Obama i stil med John F. Kennedy i 1960 holdt sin takketale på partikongressen i Denver på et stadion fyldt til randen med tilhørere i stedet for til de delegerede i selve hallen signalerer en intention om at anvende præsidentembedets mediale indflydelse til det yderste. Et væsentligt aspekt af lederskab i et repræsentativt demokrati består i gennem overtalelse at få andre til at følge én. En leder er den, der kan mobilisere andre til at forfølge et mål tilstræbt af folket og lederne, siger den amerikanske historiker og intellektuelle Gary Wills. Det var præsidenter som Kennedy, Reagan og Bill Clinton ferme til. De to første var effektive ledere, fordi de

14 50 KOMETEN i kritiske øjeblikke kunne ty til prædikestolen i Det Hvide Hus og i kraft af deres karisma og talegaver mobilisere folket for en sag. Clinton havde evnen til at holde en forsamling i sin hule hånd, men tv-mediet mestrede han aldrig så godt som Kennedy og Reagan. Man sad og blev utålmodig. Tv-seerne spurgte: Hvornår kommer hans slutpointe, husker medierådgiveren Dan Payne. I løbet af primærvalgkampen gav Obamas valgtaler nogle gange mindelser om vækkelsesmøder. Journalisten George Packer fra The New Yorker Magazine overværede et par stykker i New Hampshire og kunne efterfølgende meddele, at han hurtigt glemte, hvad Obama havde sagt, men at talen i de følgende dage opløstes i rene emotioner. 18 Han følte sig mao. beruset, høj og revet med af senatorens opløftende retorik. Men som en anden amerikansk journalist bemærkede, så har det ingen betydning, at vælgerne glemmer, hvad Obama i detaljer har sagt på et valgmøde. Pointen er, at de ved, hvor han vil hen; de ved, hvad han mener. De stoler på ham, fordi der ikke er nogen indlysende modsætning mellem personen Obama og hans budskab. 19 Hans troværdighed er kolossalt høj for en politiker, der er vokset op i en tid med udbredt mistro over for Washington. En af Obamas åbenlyse styrker som politisk leder er en konstant betoning af, at den kamp, han ønsker at engagere sine tilhængere i, ikke bliver en dans på roser. Tværtimod. Staten skal selvfølgelig have en vigtig rolle i forandringsprocessen, men hver eneste borger må samtidig acceptere sit ansvar og bringe ofre. Lad os begynde det hårde arbejde. Lad os forvandle nationen, sagde han i sin erklæringstale i Springfield, Illinois d. 10. februar Ingen har sagt, at det er let at lave en politisk revolution i Ame-

15 EN VELTURNERET IDÉ 51 rika. For nogle konservative iagttagere virker Obama som en sælger af blålys. Mange af dem kalder hans taler for blot ord eller luft. Den konservative journalist Andrew Ferguson beskriver f.eks. Obama som en mester i humbug. Senatorens valgmøder skulle være teatralske forestillinger frem for intellektuelle vandringer. Han kalder valgmøder holdt under mottoet Change We Can Believe In for en ulækker form for solipsisme holdt i en forherligende atmosfære. 20 Ferguson og andre konservative glemmer imidlertid bekvemt, at de selv engang faldt i svime over deres idol Ronald Reagans floromvundne retorik. Når det kommer til stykket, er de inderst inde dybt frustrerede og misundelige over, at Demokraterne for en gangs skyld har fundet en kandidat, som undgår de letbenede prædikater, der ellers altid synes at hænge ved, når Republikanerne begynder at bruge det tunge skyts. De er ikke mindst forargede over Obamas skamløse anvendelse af velturnerede politiske klicheer udformet af tidligere Demokratiske og Republikanske præsidentkandidater. Det gælder udtryk som politics is broken, take our government (eller country) back, a defining moment in our history, disagree without being disagreeable, unity over division, hope over fear, this campaign is not about me, it is about you osv. Men sandheden er, at politikere ligesom journalister frit låner af hinanden, og at der intet nyt eller dubiøst er i Obamas brug af velkendte politiske klicheer. Det nye er derimod de mange originale formuleringer, han selv har formået at lancere. Karakter Et andet af Obamas fortrin er den kompleksitet, der knytter sig til ham som person og politiker. Ligesom Clinton i 1992 synes han at komme overens med alle og enhver og at være et utrolig flinkt, sympatisk, oprigtigt og medfølende menneske. Obamas

16 52 KOMETEN baggrund er så heterogen, han har beskæftiget sig med så mange ting og haft så mange berøringsflader i sit liv, at Republikanerne har svært ved at tegne et ensidigt portræt af ham, siger David Kusnet. Efterhånden som valgkampen skred frem i sommeren 2008, stod dette uomgængelige fortrin endnu tydeligere frem. Republikaneren John McCain og repræsentanter for hans parti beskyldte jævnligt Obama for at skifte mening, uden at anklagen blev hængende. De hævdede, at Demokraten skiftede holdning i spørgsmålet om den bebudede tilbagetrækning af amerikanske styrker fra Irak 16 måneder inde i hans formodede første embedsperiode. Obamas kritik af Højesterets forbud mod dødsstraf for voldtægt af mindreårige blev fremholdt som et andet eksempel på principløshed og vægelsind, fordi senatoren i sin bog Mod til at Håbe erklærer sig som tilhænger af dødsstraf for denne type forbrydelse. Obamas ambivalente reaktion på Højesterets bekræftelse af borgernes forfatningsbeskyttede ret til at besidde håndvåben vakte ligeledes kritik fra Republikanernes side, men igen syntes angrebet at prelle af på den åleglatte senator, skønt der i præcis dette tilfælde var noget om snakken. 21 Og Republikanerne og medierne kaldte samstemmende Obamas afvisning af offentlig finansiering af hans kampagne i efteråret 2008 for et løftebrud og et dødsstød til forbundsstatens valgfinansieringsordning. Den velanskrevne konservative kommentator David Brooks reagerede så forarget på Obamas angivelige slingrekurs, at han i en klumme i The New York Times talte om den højttravende og intellektuelle Dr. Barack, som kan diskutere filosoffen Reinhold Niebuhr, og Fast Eddie Obama (en energisk fyr i Paul Newmanfilmen The Hustler fra 1961), der uden skrupler kaster sine me-

17 EN VELTURNERET IDÉ 53 ninger og fæller overbord, når det er påkrævet politisk. Republikanernes bundløse frustration over Obamas panter-lignende politiske smidighed blev udstillet for fulde gardiner i Brooks indlæg. Han er den eneste amerikanske politiker, som bliver undervurderet, fordi han er alt for kløgtig (til at lade sig nagle fast, red.). Han taler så behersket og med så mange flerstavelsesord, at folk ikke bemærker hans indre machiavelliske ambitioner, lød det i klummen. Brooks spurgte: Når Obama sælger ud af sit politiske arvesølv for en lille politisk fordel (reference til valgfinansieringssystemet, red), hvad kan han så ikke gå på kompromis med? Til slut måtte den konservative kommentator dog indrømme, at det selvfølgelig kan være en fordel for en præsident at besidde et vist mål af opportunisme, når han skal handle med skrupelløse kynikere som Vladimir Putin og Mahmoud Ahmadinejad. I alle tilfælde måtte Brooks konstatere, at Obama ikke er nogen blødsøden venstre-demokrat. Republikanerne burde kalde ham alt andet end politisk naiv. Tværtimod er Obama det dygtigste politiske væsen USA har set i årtier. I Brooks øjne var end ikke Bill Clinton så dygtig, som Obama er, til at gøre karriere i politik og samtidig foregive at forkaste selvsamme politik. 22 Denne kritik er på flere måder uretfærdig over for Obama. Han har aldrig afvist, at kompromiser er nødvendige, hvis man søger magt og indflydelse. Tværtimod. Pointen er snarere, at ingen bliver valgt til præsidentposten ved at propagandere et radikalt kursskifte. Undervejs til Det Hvide Hus er en reformorienteret politiker som Obama nødt til at manøvrere inden for en vis margin, såfremt han skal gøre sig håb om at skabe forandringer. At han gav afkald på 85 mio. dollar i offentlig finansiering i de sidste to måneder af valgkampen til fordel for indsamling af et større beløb fra små og store private donorer, betyder ikke, at Obama har skiftet holdning og nu som princip accepterer

18 54 KOMETEN private donorers ret til at øve indflydelse på en præsident og kongreslovgivere gennem kampagnebidrag. Snarere tager han til efterretning, at 2008 er året, hvor Demokraterne formentlig for første gang vil kunne indsamle flere penge end de upopulære Republikanere, så hvorfor give afkald på denne fordel, som Republikanere altid har vidst at udnytte? Det ville ikke alene være udslag af en høj grad af politisk naivitet, men også en frelst idealistisk holdning uden jordforbindelse. Det er ikke undgået amerikanske iagttageres opmærksomhed, at Obama deler flere karaktertræk med og kan være lige så politisk smidig som præsidentkandidaten Bill Clinton i Begge var relativt unge, da de blev kåret til Demokraternes præsidentkandidat. Clinton var 46 og Obama er 47. Begge lovede at lægge fortidens politiske kampe bag sig (Vietnam-krigen og tressernes antiautoritære oprør) og at fokusere på at bringe venstreorienterede og konservative sammen. Clinton slog på nødvendigheden af at tilpasse USA til den økonomiske globalisering og at føre landet ind i den postmoderne æra. Obama anerkender globaliseringens uafvendelighed, men lægger mere vægt end Clinton på forbundsstatens ansvar for at beskytte de udstødte og taberne. Begge er langt mere på bølgelængde med den folkelige kultur end deres ældre modstandere George H.W. Bush (1992) og John McCain. Clinton spillede saxofon på den sorte entertainer Arsenio Halls tv-show, han kunne lide rockmusik og blev bl.a. i kraft af sin sydstatsbaggrund kaldt Elvis. Obama er i lige så høj grad blevet en rockstjerne, siger Clintons cheftaleskriver fra Ligeledes drog begge præsidentkandidater en stor politisk fordel af deres afslappede forhold til vælgere af en anden race. Det er en velkendt sag, at Obama føler sig lige så hjemme i den hvide som i den sorte verden, skønt de er to vidt forskellige kulturer. Man kan blot tænke tilbage på hans optræden på valgmøder i

19 EN VELTURNERET IDÉ 55 Iowa og New Hampshire, hvis befolkninger er altovervejende hvide, og erindre, at Obama ofte var forsamlingens eneste afroamerikaner. Det lod han sig aldrig mærke med, givetvis fordi han voksede op i en hvid familie. Til forskel fra Clinton undlod Obama imidlertid at tale direkte om raceforsoning; helst nævnte han det slet ikke. I præsidentvalgkampen i 1992 optrådte Clinton guvernør i sydstaten Arkansas lige så afslappet over for sorte tilhørere. Hvor hvide præsidentkandidater førhen havde anmodet sorte politikere om at introducere dem til afroamerikanske forsamlinger som en slags garantimærke valgte Clinton konsekvent at stille op som den eneste hvide person på disse valgmøder. Hans sydstatslige kulturelle referenceramme musik, kirke, gastronomi og kampen for lige borgerrettigheder var den samme som de sorte tilhøreres. I sine erindringer fortæller Clinton, at han leverede det samme budskab om individuelt ansvar til et hvidt publikum i en rig forstad til Detroit og til en forsamling af sorte præster i Detroits indre by. Jeg opfordrede de hvide forretningsfolk i Macomb amt til at række på tværs af raceskel og samarbejde med alle borgere, som deler det nye Demokratiske partis værdier om individuelt ansvar. Til de afro-amerikanske præster havde jeg et lignende budskab. De burde få hånd i hanke med al kriminaliteten, acceptere en opstramning af de sociale bistandsprogrammer og sørge for, at skilte sorte mænd betaler børnepenge. Begge grupper reagerede positivt. 24 På en måde ligner Obama altså et spejlbillede af Clinton. Begge følte sig godt tilpas i den anden racegruppes verden. Begge kunne bygge bro mellem de to etniske befolkningsgrupper. Det kan derfor ikke undre, at de fleste sorte vælgeres undsigelse af Hillary Clinton under primærvalgene i 2008 fyldte Bill Clinton

20 56 KOMETEN med vrede og førte til, at han i flere udtalelser underkendte den historiske dimension af Obamas kandidatur. Det kan have været en irrationel reaktion på Obamas succes. Han mindede Clinton om den politiker, han havde været dengang i 1992, siger David Kusnet. Der var imidlertid grænser for Obamas manøvrerum. I 1992 kunne Clinton optræde i jakkesæt, skjorter, t-shirts etc. Generelt har hvide, mandlige politikere for vane at afpasse deres påklædning til lokale omstændigheder og publikums karakter. Den Demokratiske præsidentkandidat John Edwards fra North Carolina, hvis garderobe må være kolossalt stor, er et ekstremt eksempel på denne subtile form for symbol-politisk signalering. Han kunne udskifte sin mundering så hurtigt, som en kamæleon ændrer farve. En kilde i rivalen Joseph Bidens lejr beretter om en afslørende episode fra South Carolina. Den 27. april 2007 holdt hver af de seks ledende Demokratiske præsidentkandidater en tale under en middag arrangeret af delstatens Demokratiske parti i Orangeburg. Herefter var de blevet inviteret til det sorte kongresmedlem James Clyburns årlige fish fry på en nærliggende parkeringsplads. Det er en indbydelse, som ingen aspirerende præsident siger nej til. Clyburn er en institution i South Carolina, det første afro-amerikanske medlem af Repræsentanternes Hus i 100 år. Flere tusinde sorte aktivister og vælgere plejer at dukke op for at fraternisere, spise friturestegt fiskesandwich og slukke tørsten i dåseøl. Der var kun fem minutters bilkørsel til parkeringspladsen. Alle kandidater var klædt i jakkesæt, Hillary Clinton i en buksedragt. Da vi ankom, havde John Edwards i løbet af nul komma fem gennemført en omklædning og dukkede op i en ternet arbejdsskjorte og pressede blå cowboybukser, husker Larry Rasky, Bidens kommunikationschef. 26

21 EN VELTURNERET IDÉ 57 Obama optrådte som sædvanlig i et mørkt jakkesæt med hvid skjorte og slips. Det er en påklædning, han aldrig ændrede på gennem halvandet års valgkamp. Andre prominente sorte politikere følger samme dresscode. Massachusetts guvernør Deval Patrick har i private samtaler forklaret, at han ikke ønsker at fremstå som en vred sort mand. Det samme gælder for Obama. Når man vokser op som sort i et samfund næsten totalt domineret af hvide, gælder det hele tiden om at forsikre hvide amerikanere om, at man ikke udgør nogen trussel, forklarer medierådgiveren Dan Payne. 27

22 Kometen følger Barack Obamas fascinerende præsidentvalgkampagne i en af de mest betagende og uforudsigelige i generationer. Ingen iagttager forudså ved valgkampens start, at Obama søn af en kenyaner og det eneste sorte medlem af USA s Senat ville besejre favoritten, senator Hillary Clinton. Men hans budskab om forandring og håb rammer lige ned i den amerikanske folkesjæl. Obama repræsenterer fremtiden, Clinton fortiden. Obama er et usædvanligt fænomen i amerikansk politik både levebrødspolitiker og superstjerne, intellektuel og populist. Han har ført en helt ny type valgkampagne med brug af særlige strategier og redskaber: Organisering af volontører, massiv brug af internettet og fundraising. Obamas etniske baggrund og livserfaring gør, at han har forudsætningerne for at bygge bro mellem økonomiske, sociale og racemæssige befolkningsgrupper og herved gennemføre de skelsættende ændringer, som USA og verden har så stærkt brug for. Martin Burcharth har fulgt Barack Obamas valgkampagne på nært hold og talt med valgstrateger, kampagnemedarbejdere, kolleger og venner af præsidentkandidaten. Med Kometen tegner han et øjebliksbillede af USA og forsøger at give en forklaring på Obamas enorme tiltrækningskraft, og hvorfor Obamas idéer på en gang både er geniale og naive. Politisk biografi