Spejling af menneskelige idealer i arkitekturen

Transkript

1 Antikkens idealer Spejling af menneskelige idealer i arkitekturen - med fokus på Aristoteles formulering af areté Kunst er en spejling af det samfund og den kultur, det udspringer fra. Sjældent er denne påstand mere passende, end når man snakker om antikkens Grækenland, der havde sin storhedstid fra omkring 900 f.v.t. til 100 e.v.t. og udgør fundamentet for den europæiske civilisation, som vi kender den i dag. Levn om den græske pragt findes i skulpturer, vasemalerier og ikke mindst i de arkitektoniske vidundere, templerne. De græske templer giver indblik i datidens politiske situation, religiøse praksis og rummer, ikke mindst, vigtige informationer om hvilke idealer, der herskede. Parthenon anses af mange som værende indbegrebet af græsk arkitektur. Græsk kunst, herunder arkitektur, var et udtryk for det nationale liv. Således var dets formål ikke blot æstetisk, men også politisk, idet kunsten var et symbol på folkets stolthed og sammenhold. Dette eksemplificeres ved Parthenon, som ligger på Athens Akropolis og blev opført i f.v.t efter ordre fra den græske politiker Perikles, der ledte det athenske demokrati fra 462 f.v.t. Templet skulle agere monument for grækernes sejr i Perserkrigene og være et symbol på Athens magt i det Deliske Søforbund. Det var bygget til ære for byens skytsgudinde, Athene, og man ønskede ved templets opførsel at vise sin velvilje og påskønnelse af hende samt inspirere fortsat guddommelig medvind. Det græske tempel er ikke blot et billede på datidens status quo, men også en billedliggørelse af grækernes ideal om areté. Areté er en flyvsk størrelse at beskæftige sig med, da der ingen direkte oversættelse er og definitionen skifter fra kilde til kilde. Begrebet optræder, angiveligt, for første gang i forbindelse med fortræffelighed eller udmærkelse indenfor et hvilket som helst felt. Aristoteles udtrykker, at: All excellence makes what has it good, and also enables it to perform its function well. For instance, the excellence of an eye makes the eye good and enables it to function well as an eye; having good eyes means being able to see well. Likewise, the excellence of a horse makes it a good horse, and so good at galloping, carrying its rider, and facing the enemy. If Side 1 af 6

2 this is true in all cases, then, the excellence of a human being will be that disposition which makes him a good human being and which enables him to perform his function well. 1 Ordet er således ikke begrænset til ét område, idet dets konnotation skifter afhængigt af, hvad der beskrives, da alt besidder en singulær areté. Aristoteles opfattede det fortræffelige, som manifestationen af objektets unikke formålsårsag eller telos. Menneskets definerende træk var ifølge Aristoteles evnen til rational tanke, hvorfor menneskets areté knyttes til et korrekt ræsonnement, der især kommer til udtryk i forbindelse med moralske tematikker. Den gængse opfattelse var dog, at forinden mennesket kunne opnå areté, måtte det udvikle og afbalancere dets mentale, fysiske og sjælelige aspekter. Selvom areté oftest optræder i forbindelse med menneskelig excellence, kan begrebet anvendes i alle sammenhænge, som det fremgår af Aristoteles eksempel med øjet og hesten. Følgeligt må det da også kunne benyttes som led i at opnå en større forståelse af græsk arkitektur, hvilket yderligere underbygges af, at dét der er menneskeskabt uomtvisteligt bærer præg af skaberens verdens- og livsanskuelse. I dag er de fleste religiøse bygninger beregnet til menighedens gudstjeneste, hvor grupper af mennesker mødes regelmæssigt for at fejre deres gud, bekræfte deres tro og modtage åndelig komfort. Det var dog sjældent, at de græske templer, blev brugt på denne måde. Templerne havde nemlig til formål at huse afbildninger af den enkelte gud eller gudinde. Man mente, at de græske guder kontrollerede naturens kræfter, og da guderne var kendt for deres lunefuldhed, var det i lokalsamfundets bedste interesse at behage guderne. Gudeafbildningerne var typisk statuer, som den over 11 m. høje chryselefantine statue af Athene, der fandtes i Parthenon-templet. Åbenlyst er det, at templets telos primært er centreret om opbevaringen og ophøjelsen af de græske guder, hvorved templets udseende knyttes tæt til opfyldelsen af templets telos og derved dets areté, eftersom et rigt og elegant udsmykket tempel var en måde at vise sin påskønnelse af guden. Overflod er dog ikke indbegrebet af areté, nok snarere antitesen. Areté knyttes nemlig ikke kun til opfyldelsen af et formål, men defineres også ved at være en størrelse balancerende mellem to ekstremer. Aristoteles, som var lægesøn, lavede en analogi til det sunde legeme, som ødelægges af både overskuds- og mangeltilstande. Således er for meget mad og motion ligeså dårligt for helbredet, som for lidt mad og motion er det. 1 Aristoteles: Nichomachean Ethics Side 2 af 6

3 Denne balancegang overføres umiddelbart til opfattelsen af areté i etiske sammenhænge, men Aristoteles formulering af den gyldne middelvej som idealet genfindes også i fysiske anliggender, hvad enten det gælder den menneskelige krop eller en arkitektonisk skabelse. Reelt er der intet behov for at adskille de to, da det menneskelige og det arkitektoniske skønhedsideal går ud på ét. Den nutidige opfattelse af skønhed er, at det er en abstrakt og i høj grad subjektivt betinget størrelse knyttet til individets egne præferencer, men også tæt bundet til situationen, i hvilken det skønne optræder. Således er der efter denne tankegang ingen objektive kriterier eller fælles målestok for, hvad der er skønt eller i hvor høj grad, det er det. Selvom denne tankegang for de fleste af os virker meget åbenlys, herskede der indtil det 18. århundrede en idé om, at skønhed var en objektiv, konkret størrelse. Det ældste vestlige skønhedsideal menes, at findes i overleveringer fra den præsokratiske periode, hvor især den pythagoræiske skole var med til at definere dét ideal, der kom til at dominere den græske kultur i de efterfølgende århundreder. Datidens ideal var præget af en matematisk tilgang til skønheden og genfindes også i den klassiske periode, en ca. 200 år lang periode, der spænder over det 5. og 4. århundrede f.v.t. I de følgende to citater definerer Aristoteles skønhed på to forskellige måder, der dog begge munder ud i en idé om fysisk skønhed byggende på treenigheden proportioner, symmetri og sammenhæng: To be beautiful, a living creature, and every whole made up of parts, must present a certain order in its arrangement of parts 2 The chief forms of beauty are order and symmetry and definiteness, which the mathematical sciences demonstrate in a special degree 3 I det første citat italesættes kravet om sammenhæng mellem de forskellige dele, der udgør en helhed og herved det iboende behov for harmoni mellem delenes proportioner. I det andet citat berøres behovet for symmetri, der også er gennemgående i den græske opfattelse af skønhed. Det græske ord symmetria betegner ikke kun den type spejlbillede-symmetri, tanker umiddelbart ledes hen på, men dækker også over harmonien af forskellige arkitektoniske former med de rette proportioner helt fra en bygnings mindste detalje helt op til det overordnede design. Dette lægger sig tydeligvis 2 Aristoteles: Poetics 3 Aristoteles: Metaphysics Side 3 af 6

4 tæt op af Aristoteles formulering af areté som den gyldne middelvej, der nidkært balancerer mellem overflod og underskud. Som før nævnt var de græske templer ikke tænkt til gudedyrkelse, men snarere opbevaring af gudestatuerne, hvorfor templet i sin grundform er meget simpelt. Det eneste, der var behov for var et enkelt rum til opbevaring af kultstauen, kaldet naos, og en forhal benævnt pronaos. Dette giver i mellemtiden et asymmetrisk tempel, hvilket strider mod idealet om symmetri, hvorfor man tilføjede en hal ved templets bagende, opisthodomos, der ikke gav adgang til naos. For yderligere at fremme templernes symmetri, og pragt, tilføjede man i større templer en omkransende søjlegang, et peristyl, der omsluttede alle templets rum og medførte, at de massive bygningsværker synes florlette at se på. Parthenon følger denne simple grundplan og i naos, der er østvendt, var Athene-statuen placeret, mens gudindens skatte, eller måske rettere det Deliske Søforbunds rigdomme, opbevaredes i et mindre vestvendt rum. Templet er peripteralt oktastyl dvs. omkranset af en ringhal af søjler alle af dorisk stil med otte søjler på hver kortside. Den doriske stil er kendetegnet ved lavstammede søjler uden basis, som var placeret direkte på stylobatetet. Generelt er den doriske stil udpræget simpel, hvorfor søjlernes kapitæl er udekoreret og pudeformet med en kvadratisk abacus. Kendetegnendende for den doriske søjle var ydermere, at søjleskaftets kannelering endte i en skarp kant. Parthenon skiller sig ud, idet de søjler, der bar taget til vestrummet, efter sigende tilhørt den ioniske stil, der er decideret mere pyntelig ift. den doriske stil. De ioniske søjler er slankere og højere, og hvilede på en basis bestående af minimum to konvekse og én konkav ring. En anden bemærkelsesværdig forskel er, at den ioniske kapitæl ender i en volut. Denne sammenblanding af stilordener er meget atypisk, men interessant at bide mærke i, eftersom den genfindes i mange nyklassiske monumenter som eks. den postmodernistiske Danske Bankbygning ved Holmens Kanal. Nyklassicismen var en stilretning, der opstod i 1700-tallet og byggede på antikkens græske og romerske kunst. Den postmoderne arkitektur, der først bryder frem i 1970 erne, karakteriseres ved en afstandstagen til den modernistiske arkitekturs hårde, minimalistiske udtryk. I stedet vender man blikket tilbage, og vælger og vrager blandt tidligere tendenser som eks. nyklassicismen og den antikke arkitektur. Danske Bank-bygningen har slanke, ionisk inspirerede søjler med basis samt den karakteristiske kapitæl, som ender i en volut. Frisen er også ionisk, hvilket fremgår af, at den er fortløbende, altså uden triglypher og metoper, som hører doriske templer til. Derimod er gavlfeltet, tympanon, dorisk Side 4 af 6

5 eftersom det er udsmykket med figurer, hvilket ikke ville have været tilfældet for en ionisk tympanon. Interessant er det at vende tilbage til areté-begrebet, eftersom Danske Banks hovedsæde på ingen måde har samme gudsophøjende funktion som de græske templer. Bygningens areté er nemlig ikke blot knyttet til dens fysiske symmetri, men, som bekendt, også til dens telos. En banks velfungerende virke er knyttet til en lind strøm af tilfredse kunder. For at tiltrække kunderne i første omgang må banken fremstå både magtfuld de fremtidige kunder forsikrer sig om det fordelagtige ved at blive kunder lige netop dér og troværdig. Det kan da tænkes, at det nyklassicistiske bygningsværk, ved at pege tilbage på antikkens storhed, er med til at opfylde dens telos. Vender vi tilbage til antikkens Grækenland var det imidlertid ikke nok at templet var symmetrisk, hvis det ikke så harmonisk ud. Derfor benyttede arkitekterne optiske illusioner, som søjlernes entasis, dvs. fortykkelse på skaftets midte, der fik dem til at synes lige samt at lade væggene til naos hælde en smule indad. Ydermere er søjlerne i midten placeret længere fra hinanden end dem i siderne for at bevare templets harmoniske udtryk. Stylobatet er også krummet en smule opad midt på lang- og kortsiderne, så regnvand kan løbe fra, men også for at sikre bygningen mod jordskælv. Alle disse modifikationer havde til formål at hindre, at de mange rette linjer kom til at virke konkave og bevidner ikke blot om grækernes enorme indsats for at møde idealet om harmoni og symmetri, men også en utrolig arkitektonisk og æstetisk viden. Selvom de græske templer ikke var bygget til menigt brug, var de ikke uden værdi for den almene befolkning. Det meste kunst var intenderet til offentlig fremvisning, og en bys kunst og kultur var en kilde til stolthed for byens borgere. Det er af lige netop denne årsag, at højtliggende landområder, som Athens Akropolis, var reserveret til templer som Parthenon, da det ikke kun signalerede gudens ophøjethed, men også højnede monumentets synlighed og prominens. Bemærkelsesværdigt er det, at det førhen var kongeborgene, der lå på akropoliserne i de forskellige byer dette udelukkende en konsekvens af den militære fordel ved dette. Kongeboligerne har altså veget pladsen for gudeboliger. Menneskets knytning til templerne findes også i de konkrete udsmykningsmetoder som f.eks. metoperne på den doriske frise i Parthenon. Her afbildes kendte mytologiske og historiske begivenheder, eks. amazonernes invasion, krigen mod Troja samt kampen mellem kentaurerne og lapitherne, der alle kendetegnes af kosmos personificeret ved grækerne sejr over kaos barbarerne, trojanerne etc. Kosmosopfattelsen er knyttet til det civiliserede, ordnede samfund, mens kaos findes i de dyri- Side 5 af 6

6 ske instinkter. Athenerne så dem selv som civilisationens højdepunkt og metoperne kom derfor til at symbolisere athenernes sejr over deres fjender. Desuagtet skulle grækernes storhed ikke vare ved. I dag er Parthenon i ruiner. Templet blev i slutningen af det 6. århundrede e.v.t. konverteret til en kristen kirke, for derpå at blive lavet om til en moské efter det ottomanske indtog og efterfølgende agere krudtlager. Dette skulle blive Pathenon-templets endeligt, da det venetianske bombardement antændte ammunitionen og den følgende eksplosion ødelagde det meste af bygningen og dets skulpturer. I sidste ende er templet ikke blot et afbillede af menneskelige tanker og idealer, men også et billede på et imperiums sammenbrud. Det fysiske sammenbrud på den græske nation bliver dog ikke et endeligt for kulturen, som til stadighed ses indenfor adskillige aspekter af vores samfund. Nyklassicismen er blot ét eksempel af mange på det moderne menneskes stadige inspiration af antikkens kultur. Begreber som telos og areté kan siges at have forsvundet fra vores daglige ordforråd, men det ideal, de beskriver, tilstræbes til stadighed. Side 6 af 6