Udviklingen i brugen af alternativ afsoning

Transkript

1 Udviklingen i brugen af alternativ afsoning - en statistisk analyse af anvendelsen af straffelovens paragraf 49, stk. 2 i perioden Delrapport 1 November 1999 Lisbeth Hansen og Peter Løvgreenø Delrapport i forbindelse med "Effektundersøgelse af alternativ afsoning i medfør af straffelovens paragraf 49, stk. 2"

2 Udviklingen i brugen af alternativ afsoning en statistisk analyse af anvendelsen af straffelovens 49, stk. 2 i perioden CASA, november 1999 ISBN

3 Indholdsfortegnelse 1 Analysens baggrund, formål og hovedkonklusioner m.v Delrapporten og det samlede forskningsprojekt Analysens formål Forudsætninger for anvendelsen af 49, stk De registrerede oplysninger Materialets hoveddata Udviklingstendenser og analysens hovedkonklusioner Problemstillinger til videre analyse Rapportens opbygning Udviklingen i undersøgelsesperioden Udviklingen i anvendelsen af straffelovens 49, stk Begrundelser for 49, stk. 2-tilladelser Kønsfordeling Aldersfordeling Anvendte institutionstyper Kriminalitetsart Domslængder Længde af 49, stk. 2-ophold Forstraffe Afsoningsstatus på afgørelsestidspunktet Gennemførte og ikke-gennemførte forløb Sammenfatning vedr. udviklingstendenser Analyse af sandsynligheden for gennemførelse Persongruppens komplekse sammensætning Den faktiske gennemførelsesprocent Faktorer af betydning for gennemførelsesprocenten Sammenfatning Problemstillinger Hovedområder og gennemførelse Stofmisbrugere (såvel narkomaner som blandingsmisbrugere) Ung alder Alkoholmisbrugere Øvrige undersøgelsesresultater Behandlingsinstitutioner anvendt i forbindelse med 49, stk. 2-afsoning Behandlingsinstitutioner, betalende og visiterende myndighed , stk. 2-forløb fordelt på afsonernes hjemamter Indstillende myndighed Ansøgningernes udfald Gengangere i materialet Bilag 1: Bilagstabeller

4 1 Analysens baggrund, formål og hovedkonklusioner m.v. 1.1 Delrapporten og det samlede forskningsprojekt Denne delrapport er en statistisk analyse af de data, som Direktoratet for Kriminalforsorgen i perioden har registreret vedrørende samtlige ansøgninger om tilladelse til at afsone en ubetinget frihedsstraf uden for fængsel eller arresthus i medfør af straffelovens 49, stk. 2. Rapporten er en del af et større forskningsprojekt, som Kontaktgruppen mellem Socialministeriet og Direktoratet for kriminalforsorgen har anmodet Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA) om at udføre vedrørende effekten af alternativ afsoning i medfør af straffelovens 49, stk. 2. Den samlede effektundersøgelse vil komme til at bestå af flere dele, jf. projektbeskrivelse af 16. september Hovedvægten vil ligge på en interview- og spørgeskemaundersøgelse blandt 49, stk. 2-afsonere i 1999, suppleret med en statistisk analyse 1 af de alternative afsoneres kriminelle karriereforløb, herunder deres tilbagefald (recidiv) til eller ophør med kriminalitet efter endt 49, stk. 2-afsoning. Det samlede forskningsprojekt udføres af CASA, og de statiske analyser af cand.scient. soc. Lisbeth Hansen og konsulent Peter Løvgreen. Undersøgelsen forventes afsluttet september 2000 med de statistiske analyser og en delrapport om stofmisbrugere afsluttet i oktober Projektet finansieres af Socialministeriet. 1.2 Analysens formål Formålet med den her foreliggende analyse er, at den skal indgå som baggrundsmateriale i det samlede forskningsprojekt og danne udgangspunkt for undersøgelsen af de kriminelle karriereforløb. Det skal pointeres, at kriminalforsorgens 49, stk. 2-register er oprettet som et redskab mhp. at kunne følge den administrative udvikling på sagsområdet. Registret er ikke designet til statistiske analyser i evalueringssammenhænge og indeholder således ikke oplysninger, som er optimale i forhold til effektmåling. Analysen giver primært et overblik over straffelovsbestemmelsens anvendelsesområde og vil, når den efterfølgende suppleres med analysen af karriere- 1 Jf. Britta Kyvsgaard: Den kriminelle karriere. DJØF forlag

5 forløb, være med til at tegne den del af effekt-billedet, som vedrører den alternative afsonings indflydelse - eller mangel på samme - på den dømtes fremtidige kriminalitetsmønster. Det er i analysen lagt til grund, at en gennemførelse af det alternative afsoningsforløb frem til planlagt løsladelse/prøveløsladelse vil være en første forudsætning for at opnå en effekt. Der er derfor lagt vægt på analyser af gennemførelsesprocenten for forskellige grupper af 49, stk. 2-afsonere, ligesom det er forsøgt at finde frem til enkelte faktorer, som kan siges at være af afgørende betydning for, om et forløb vil blive gennemført eller afbrudt i utide. Direktoratet for Kriminalforsorgen har i 1994 udarbejdet en mindre rapport over anvendelsen af straffelovens 49, stk. 2 for perioden (herefter omtalt som 1994-rapporten ). Når det i den herværende analyse er valgt at medtage perioden , skyldes det ønsket om, at den endelige rapport kan omfatte et fuldt 10år. Samtidig indeholdt 1994-rapporten kun recidivundersøgelse for de 49, stk. 2-anbragte fra perioden Ved at overlappe med årgangene vil der i den efterfølgende undersøgelse af bl.a. kriminelt recidiv kunne sikres kontinuerte oplysninger på dette område for 10-året , stk. 2 i straffeloven lyder: Findes det hensigtsmæssigt på grund af domfældtes alder, helbredstilstand eller andre særlige omstændigheder, kan justitsministeren bestemme, at den pågældende midlertidigt eller for resten af straffetiden skal overføres til hospital eller til egnet hjem eller institution til særlig pleje eller forsorg. 1.3 Forudsætninger for anvendelsen af 49, stk. 2 Alternativ afsoning i medfør af straffelovens 49, stk. 2. forudsætter, at den dømte har et behandlingsbehov, som ikke kan tilgodeses under afsoning på sædvanlige vilkår. Dog kan bestemmelsen også bringes i anvendelse over for unge, som var under 18 år på domstidspunktet, selv om det eneste behandlingsbehov her kan være et samfunds-mæssigt ønske om at holde disse unge væk fra negativ påvirkning fra voksne kriminelle. 2 2 Cirkulære om overførsel af domfældte i medfør af straffelovens 49, stk. 2 til behandlingsinstitutioner, plejehjem m.v. 6. januar Direktoratet for Kriminalforsorgen. Cirkulære om behandlingen af 15-17årige, der anbringes i Kriminalforsorgens anstalter og arresthuse. 5. januar Direktoratet for Kriminalforsorgen. 3

6 1.4 De registrerede oplysninger Kriminalforsorgens 49, stk. 2-register er som nævnt et administrativt register, alene beregnet på at følge den kvantitative udvikling på området. Registret indeholder følgende oplysninger om alle iværksatte 49, stk. 2-forløb: 1. Navn og cpr.nr 2. Datoer for ansøgning, afgørelse og evt. tilbagekaldelse 3. Begrundelse for eventuelt afslag eller tilbagekaldelse 4. Navn på indstillende myndighed 5. Navn på moderanstalt, institution og hjemkommune 6. Oplysninger om kriminalitetsart, domslængde/kombinationsdomme, den omtrentlige længde af resterende afsoning på afgørelsestidspunktet, om personen er tidligere straffet, om statsadvokaten har været hørt i forbindelse med afgørelsen og om den dømte var på fri fod, var anbragt i varetægtssurrogat eller allerede var i gang med at afsone på afgørelsestidspunktet. 7. Oplysning om begrundelse for 49, stk. 2-tilladelsen, registreret inden for 9 kategorier: Alkohol Narko Sociale grunde Psykiske grunde Ung alder Udviklingshæmning Fysiske grunde Blandingsmisbrug Andet Ansøgninger, som ikke har ført til tilladelse til 49, stk. 2-afsoning eller hvor en given tilladelse ikke blev iværksat, er kun registreret med oplysningerne 1. til Materialets hoveddata Kriminalforsorgens 49, stk. 2-register for perioden 1990 til 1998 omfatter ansøgninger om tilladelse til 49, stk. 2-afsoning. Materialet vedrører i alt personer. Der er tale om, at 6 personer er registreret med hver 3 ansøgninger og 145 personer er registreret med hver ansøgninger enten bortfaldt (116) eller fik afslag (112). Der er i perioden givet i alt 1816 tilladelser, men 34 af dem blev aldrig sat i værk. Det analyserede materiale drejer sig primært om de iværksatte 49, stk. 2-forløb. 4

7 Figur 1: Materialets hoveddata Ansøgning bortfaldet, 5,7% Afslag, 5,5% Ikke iværksat, 1,7% Iværksat, 87,1% 1 De faktisk iværksatte 49, stk. 2-forløbs fordeling på begrundelse for tilladelsen til alternativ afsoning, alder, institutionstype og kriminalitetsart fremgår af nedenstående tabeller. 7DEHO +RYHGLQGLNDWLRQ RJ DOGHU YHG DIJ UHOVH %HJUXQGHOVH IRU VWN WLOODGHOVH RJ DOGHUVJUXSSHU YHG DIJ UHOVHVWLGVSXQNWHW +RYHGLQGLNDWLRQ $QWDO 3URFHQW $OGHU $QWDO 3URFHQW $ONRKRO nu 1DUNR nu 6RFLDOH JUXQGH nu 3V\NJUXQGH nu 8QJ DOGHU nu 8GYLNOLQJVK PQLQJ nu )\VLVNH JUXQGH nu $QGHW nurjghuryhu %ODQGLQJVPLVEUXJ 7RWDO 7RWDO 5

8 7DEHO $QEULQJHOVHVVWHG RJ NULPLQDOLWHWVDUW $QEULQJHOVHVVWHG $QWDO 3URFHQW.ULPLQDOLWHWVDUW $QWDO 3URFHQW.ULPIRUVRUJV SHQVLRQ /RY RP HXI 6RFLDOH LQVW ) UGVHOVORY 3V\NKRVSLWDO $QGHW $QGHW (MHQGRPVNULP 7RWDO 9ROGVNULP 6 GHOLJKHG $QGHQ VWUORY 7RWDO 1.6 Udviklingstendenser og analysens hovedkonklusioner Stigning i antallet af årlige tilladelser til alternativ afsoning Der har i undersøgelsesperioden været tale om en markant stigende anvendelse af straffelovens 49, stk. 2. Med 94 tilladelser i 1990 og 318 tilladelser i 1998 er der tale om mere end en tredobling. Den øgede anvendelse relaterer sig primært til stofmisbrugere og helt unge lovovertrædere. Stofmisbrugerne Antallet af narkomaner i 49, stk. 2-afsoning er steget fra 29 i 1990 til 135 i 1998 altså mere end en firedobling i undersøgelsesperioden. Ser man på den samlede stofmisbrugergruppe inkl. blandingsmisbrugere er tallene 44 i 1990 og 146 i 1998 højest i 1996 med i alt , stk. 2-forløb. Udvidelsen på misbrugsområdet er udelukkende sket via et øget antal 49, stk. 2-forløb i egentlige behandlingsinstitutioner, hvor opholdet finansieres af amt og kommune. Stigningen synes i høj grad at have sammenhæng med etableringen af nye behandlingsinstitutioner, primært efter Minnesota-modellen. 4 ud af de 14 institutioner, som tilsammen har modtaget halvdelen af alle 49, stk. 2-afsonere, arbejder efter Minnesotamodellens principper og er oprettet i løbet af halvfemserne. Antallet af stofmisbrugere placeret på kriminalforsorgens pensioner har i hele perioden været lavt: højest i 1993 og 1996 med 16 49, stk. 2-forløb og lavest i 1997 med 9. Den relative andel af misbrugere placeret i kriminalforsorgens pensioner er således i perioden faldet fra 27% til 8%. Stofmisbrugerne har den laveste gennemførelsesprocent af alle indikationsgrupper og gennemførelsen er markant lavere for gruppens 49, stk. 2-forløb på kriminalforsorgens pensioner end for 49, stk. 2-forløb i egentlige behandlingsinstitutioner. 6

9 De helt unge 49, stk. 2-afsonere 49, stk. 2-forløbene med begrundelsen ung alder viser sig at indeholde to væsensforskellige grupper af unge. Den ene gruppe kan karakteriseres som traditionelle ungdomskriminelle unge, som er i en massiv kriminel udvikling og har behov for socialpædagogisk behandling m.v. Disse unge 49, stk. 2-placeres ofte i behandlingsinstitutioner, opholdssteder o.l. finansieret af de sociale myndigheder. Denne gruppe, som også kan karakteriseres som en del af 49, stk. 2s oprindelige målgruppe, har en markant lavere gennemførelsesprocent end den samlede unge-gruppe. Den anden og største gruppe af unge er karakteriseret ved, at de ikke tidligere er straffet, men nu har fået en kort ubetinget frihedsstraf for (simpel) vold. Denne nye målgruppe i 49, stk. 2-sammenhænge har bl.a. betydet en markant øget andel af voldsdømte og medvirket til et generelt fald i domslængde og 49, stk. 2-opholdstider. En stor del af disse unge ender med at 49, stk. 2-afsone deres straf på en af kriminalforsorgens pensioner. Dette skønnes umiddelbart i modstrid med, at hensigten med at holde disse unge uden for fængselsmiljøet er at holde dem væk fra negativ påvirkning fra voksne kriminelle (som udgør flertallet af beboere på pensionerne). 49, stk. 2-placering af unge under 18 år på kriminalforsorgens pensioner må derudover skønnes at være i modstrid med bestemmelsen i FNs børnekonvention, om at unge under 18 år ikke må frihedsberøves sammen med voksne kriminelle. Alkoholmisbrugerne Alkoholmisbrugerne udgør den tredjestørste gruppe af 49, stk. 2-afsonere, men antallet af årlige tilladelser er ikke steget så voldsomt for denne gruppe som for stofmisbrugere og unge. Da der i fængselspopulationen skønnes at være lige så mange handlingskrævende alkohol- som stofmisbrugere, kan fordelingen blandt 49, stk. 2-afsonerne synes noget skæv. Der synes at være tale om ret store geografiske forskelle i behandlingstilbudene til denne gruppe. Gennemførelsesprocenten konstant Gennemførelsesprocenten (andelen af 49, stk. 2-afsonere som forbliver i det planlagte behandlingsforløb frem til løsladelsen) har perioden igennem holdt sig ret stabilt omkring de 80%. Fastholdelsen af gennemførelsesprocenten indikerer, at man trods udvidelsen endnu ikke har nået et mætningspunkt, men er i stand til at visitere stadigt flere behandlingsmotiverede afsonere/dømte. Samtidig må der på baggrunden af tredoblingen i antallet konstateres at have været et stadigt stigende antal døgnbehandlingspladser til rådighed for alternativ afsoning. I Kriminalforsor- 7

10 gens undersøgelse af 49, stk. 2-området for perioden var den gennemsnitlige gennemførelse på 77%. 3 Det må således konstateres, at det er lykkedes at hæve gennemførelsesprocenten lidt, samtidig med at der er sket en markant øget anvendelse af straffelovens 49, stk. 2. Da den stigende anvendelse i høj grad relaterer sig til stofmisbrugere, som generelt har en lavere gennemførelsesprocent end de øvrige persongrupper, må dette resultat siges at være ret bemærkelsesværdigt. Faktorer af betydning for gennemførelsesprocenten Ved logistiske regressionsanalyser på det samlede materiale og på hver af de tre ovennævnte hovedgrupper er det forsøgt at finde frem til faktorer, som kan øge 49, stk. 2-afsoneres sandsynlighed for at gennemføre de planlagte forløb. Disse analysers resultater er nærmere beskrevet i kapitel 3 og 4. Sammenfattende må det konstateres, at gruppen af 49, stk. 2-afsonere er så komplekst sammensat, at det er vanskeligt ud fra de registrerede data at finde frem til generelt dækkende faktorer. Analysen har dog identificeret begrundelsen for 49, stk. 2-tilladelsen domslængden længden af 49, stk. 2-forløbet, og den dømtes afsoningsstatus (på fri fod eller startet afsoning i fængsel/arresthus) på afgørelsestidspunktet som udslaggivende faktorer. Det kan således konstateres, at begrundelsen stofmisbrug giver den laveste sandsynlighed for gennemførelse, ligesom sandsynligheden nedsættes jo længere dommen er. 49, stk. 2-afsonere, som starter det alternative afsoningsforløb fra fri fod, har større chance for at gennemføre forløbet end personer, som 49, stk. 2-overføres fra almindelig afsoning i fængsel eller arresthus. Sandsynligheden for at gennemføre 49, stk. 2-afsoningen stiger, jo længere 49, stk. 2-forløbet er. Dette fund er behæftet med en vis usikkerhed, idet der ikke i de registrerede data for undersøgelsesperioden er sikre oplysninger om de faktiske afsoningslængder. Der er derfor tale om beregnede tider. Nærværende undersøgelses resultater vil dog kunne efterprøves i behandlingen af datasættet for 49, stk. 2-afsonere i 1999, hvor der indsamles eksakte oplysninger om længden af alle 49, stk. 2-afsoninger rapporten. 8

11 Generelle undersøgelsesresultater Den statistiske analyse afslører med stor vægt, at der er problemer med at betragte alle, der har fået en tilladelse til 49, stk. 2-afsoning som én gruppe, for hvilken der kan foretages samlede undersøgelser eller analyser. Alene opdelingen på indikationsgrupper viser markante forskelle, uanset hvad den sammenholdes med det være sig køn, alder, kriminalitetsart, gennemførelsesprocent eller tid. I forhold til det overordnede ønske om at undersøge effekten af de alternative afsoningsforløb synes det nødvendigt at fjerne fokus fra den samlede gruppe af 49, stk. 2-afsonere og i stedet se særskilt på effekten for indikationsområderne stofmisbrug, alkohol og ung alder delt op i henholdsvis belastede unge og ubelastede unge. De 5 resterende indikationsgrupper har så mange fællestræk, at det vil kunne forsvares at se på dem som en samlet restgruppe. 1.7 Problemstillinger til videre analyse Den statistiske analyse rejser en del problemstillinger, hvoraf en stor del kan forsøges afdækket i det samlede forskningsprojekts videre forløb. Nogle kan belyses nærmere via den efterfølgende undersøgelse af 49, stk. 2- afsonernes kriminelle karriereforløb og tilbagefald til kriminalitet efter det alternative afsoningsforløb. Andre problemstillinger vil kunne søges belyst via den igangværende interview- og spørgeskemaundersøgelse. For stofmisbrugerne peges der bl.a. på en usikkerhed omkring effekten af 49, stk. 2-afsoneres eventuelle ophold på en af kriminalforsorgens særlige fængselsafdelinger for stofmisbrugere, og på mulige tilpasningsproblemer eller usikkerhed omkring behandlingsmotivationen ved overførsel fra fængsel til behandlingsinstitution. For begrundelsen ung alder rejser de 2 forskellige grupper, som er omfattet af indikationen, forskellige problemstillinger i forhold til kravene i FNs børnekonvention, om at unge under 18 år kun må frihedsberøves som sidste udvej og kun for det kortest mulige tidsrum og aldrig sammen med voksne kriminelle. For alkoholmisbrugerne drejer problemstillingerne sig primært om de relativt få alternative afsoningsforløb, set i forhold til denne gruppes andel af den samlede fængselspopulation. Generelt rejser 49, stk. 2-afsonernes geografiske fordeling på hjemamt spørgsmål om lokale prioriteringers og samarbejdsrelationers betydning for an- 9

12 vendelsen af straffelovsbestemmelsen, herunder for anvendelsen af kriminalforsorgens pensioner som alternativt afsoningssted. På grund af den manglende homogenitet i den samlede gruppe af 49, stk. 2- afsonere vil det være nødvendigt at fokusere på effekten af den alternative afsoning for de forskellige indikationsområder hver for sig og ikke for populationen under ét. 1.8 Rapportens opbygning Efter dette indledende kapitel følger i kapitel 2 en nærmere beskrivelse af udviklingen i undersøgelsesperioden ud fra det statistiske materiale med angivelse af nogle af de basale fordelinger på indikation, køn, alder, kriminalitetsart m.m. I kapitel 3 analyseres sandsynligheden for gennemførelse af alternative afsoningsforløb på det samlede materiale, og i kapitel 4 gennemgås resultaterne af gennemførelses-analysen for anvendelsesområdets hovedgrupper: stofmisbrugere, helt unge dømte og alkoholmisbrugere. Kapitel 5 indeholder en gennemgang af mere specifikke undersøgelsesresultater med en række tabeller til brug for opdragsgiverne og andre særligt interesserede. I dette kapitel ses der også på de 49, stk. 2-anbragtes geografiske fordeling på kommuner og amter. Rapporten afsluttes med en bilagsdel med supplerende tabelmateriale. 10

13 2 Udviklingen i undersøgelsesperioden Udviklingen i anvendelsen af straffelovens 49, stk. 2 Muligheden for alternativ afsoning begrundet i den dømtes individuelle behandlingsbehov blev indført i forbindelse med en straffelovsændring i Bestemmelsen blev først taget i anvendelse i 1978, og som det fremgår af nedenstående figur, var der tale om en ret behersket udvikling frem til Efter politiske tilkendegivelser om, at der ønskedes en øget anvendelse af bestemmelsen, bl.a. over for stofmisbrugere, oplevede man en stor stigning i antallet af tilladelser fra 1988 til Tallet faldt en smule i 1990, men derefter 4 har der været tale om en ubrudt stigende tendens. )LJXU $QWDO nuoljh VWN IRUO E IRU SHULRGHQ Antal I perioden 1990 til 1996 blev det årlige antal 49, stk. 2-tilladelser mere end tredoblet. Stigningen i 1997 og 1998 har været væsentligt mere moderat. Udviklingen har i løbet af undersøgelsesperioden relateret sig til forskellige persongrupper med bl.a. forskellige kriminalitetsarter og domslængder. Dette bevirker, at der på en række områder ses ret markante udviklingstendenser. Med henblik på at tegne et mere overordnet billede af udviklingen og dermed også et billede af, hvilke personer der i dag opnår tilladelse til alternativ afso rapporten. Oplysningerne for perioden er hentet fra 1994-rapporten. 11

14 ning fremlægges nedenfor de generelle udviklingstendenser, som kan uddrages af de registrerede oplysninger. Talværdier og/eller procentfordeling Bortset fra de første 3 tabeller, som indeholder såvel talværdier som procentfordeling, vil tabellerne til belysning af udviklingen stort set alle være opstillet med procentfordelinger og ikke med absolutte tal. Næsten alle talværdier er steget i løbet af undersøgelsesperioden, men de er ikke steget lige meget. F.eks. er antallet af 49, stk. 2-tilladelser til alkoholmisbrugere steget fra 18 til 41, men da denne stigning er mindre end for det samlede materiale, er alkoholmisbrugernes relative andel samtidig faldet. Det er disse forskydninger i de relative andele, som viser noget om udviklingen i anvendelsen. Fremstillingsformen med procentfordelinger er derfor valgt ud fra materialets karakter og af hensyn til tabellernes overskuelighed. Udviklingen i tal Af tabel 3 fremgår det tydeligt, at udviklingen især er præget af et markant øget antal 49, stk. 2-tilladelser til stofmisbrugere og helt unge. Der er også tale om stigninger vedrørende alkohol, sociale grunde og psykiske grunde. De resterende grupper er talmæssigt meget små og udviser ingen stigende tendens. 7DEHO VWN DIVRQLQJHU SU nu IRUGHOW Sn KRYHGEHJUXQGHOVH,QGLNDWLRQ DQWDO $ONRKRO 1DUNR 6RFLDOH JUXQGH 3V\NJUXQGH 8QJ DOGHU 8GYLNOLQJVK PQLQJ )\VLVNH JUXQGH $QGHW %ODQGLQJVPLVEUXJ,DOW SURFHQW $ONRKRO 1DUNR 6RFLDOH JUXQGH 3V\NJUXQGH 8QJ DOGHU 8GYLNOLQJVK PQLQJ )\VLVNH JUXQGH $QGHW %ODQGLQJVPLVEUXJ,DOW 12

15 2.2 Begrundelser for 49, stk. 2-tilladelser Anvendelsesområdet for straffelovens 49, stk. 2 er meget bredt og meget forskelligartet. Af basismaterialets 9 forskellige indikationsområder, er det stofmisbrugerne, de helt unge og alkoholikerne, der tegner sig for langt den overvejende del (85%) af alle 49, stk. 2-sager. Derefter følger personer med psykiske eller sociale problemstillinger. De øvrige indikationsområder (udviklingshæmning, fysiske grunde og andet ) er så småt repræsenteret, at de i en række tabeller vil blive slået sammen til øvrige grupper. Blandingsmisbrugerne viser så lille forskel fra personer registreret som narkomaner, at disse 2 grupper i den videre fremstilling slås sammen til én gruppe: stofmisbrugere. Af hensyn til forståelsen af en række af de efterfølgende udviklingstendenser skal der her gives en ret udførlig beskrivelse af de forskellige begrundelser. Beskrivelsen er baseret på skriftlige kilder og oplysninger fra Direktoratet for 6 Kriminalforsorgen. Den suppleres med enkelte af undersøgelsens statistiske fund især for de små persongrupper, som ikke analyseres særskilt i de efterfølgende kapitler. Misbrug af rusmidler Forskellige former for misbrug af rusmidler begrunder næsten 60% af 49, stk. 2-tilladelserne i undersøgelsesperioden. Straffelovens 49, stk. 2. blev indført i 1973, hvor man i de foregående år havde oplevet en voldsom stigning i ungdomsnarkomanien. Narkomanernes berigelseskriminalitet antages at have stor sammenhæng med deres misbrug, og behandling af motiverede narkomaner menes at ville have en større kriminalitetsforebyggende effekt end afsoning af fængselsstraf. De samme synspunkter gør sig til dels gældende vedrørende alkohol- og blandingsmisbrugere, men her argumenteres der tillige med, at mennesker, der reagerer voldeligt ved indtagelse af alkohol, speed eller diverse blandinger, bør behandles for deres misbrug ikke kun af hensyn til den dømte selv, men også af hensyn til mulige kommende ofre. Når misbrugere udgør så stor en del af de 49, stk. 2-anbragte, er der således ikke alene tale om at tilgodese den enkelte misbrugers behandlingsbehov, men også om et forsøg på at varetage samfundets interesser i at nedsætte risikoen for yderligere kriminelle handlinger. 7 6 Bl.a rapporten, side rapporten, s

16 Narkomani Den største gruppe er de egentlige stofmisbrugere (40% af samtlige afgørelser). Deres andel har bortset fra en periode omkring 1994 været stigende perioden igennem og synes nu at have stabiliseres sig på et niveau mellem 40 og 50% af alle 49, stk. 2-forløb. Unge, som har et så massivt hashforbrug, at de har behov for behandling for at komme ud af dette forbrug, er også registreret med begrundelsen narko. Ifølge Direktoratet for Kriminalforsorgens årlige statistik på området er andelen af hårdere belastede stofmisbrugere blandt de indsatte i fængslerne steget fra 12% i 1987 til 19% i Blandingsmisbrug Denne gruppe omfatter de misbrugere, som ikke umiddelbart kan betragtes som rene narkomaner eller rene alkoholikere. Der er tale om personer med et blandet misbrug af diverse stemningsændrende midler (medicin, speed, hash, svampe, alkohol m.v.). I perioden er det blevet mere almindeligt, at narkomaner supplerer deres meget dyre misbrug af heroin/morfica med andre og billigere stoffer. Det kan derfor være vanskeligt at afgøre, om den enkelte misbruger burde registreres i den ene eller den anden kategori. Samtidig viser gruppen af blandingsmisbrugere sig i de statistiske analyser at komme ud med stort set de samme resultater og fordelinger som gruppen af narkomaner. Blandingsmisbrugere og narkomaner er derfor i en del af fremstillingerne i denne rapport slået sammen til én gruppe stofmisbrugere. Antallet af 49, stk. 2-tilladelser til blandingsmisbrugere har i hele perioden været ret lavt (fra 4 til 20 årligt), og denne gruppe tegner sig for 6% af samtlige tilladelser. Der har i perioder været problemer 9 med at finde egnede behandlingsinstitutioner til blandingsmisbrugere. Dette problem synes i hvert fald delvist løst med Minnesota-modellens indtog i Danmark i løbet af halvfemserne. Alkoholmisbrug Tidligere undersøgelser af alkoholforbruget blandt kriminalforsorgens klientel har vist, at ca. 1/3 havde et behandlingskrævende alkoholmisbrug. En ny undersøgelse af misbrugsproblemer blandt de indsatte i fængsler og arresthuse viser, at andelen nu er nede omkring 18%. Forskellene mellem de to undersøgelsesresultater kan blandt andet tilskrives, at mange spritbilister ikke længe- 8 Kriminalforsorgens Statistik 1998, s rapporten, s. 6. Forskningsrapport nr. 31. September Justitsministeriet. Klientundersøgelsen en endnu ikke offentliggjort undersøgelse fra februar 1999 af de indsatte i fængsler og arresthuse. Undersøgelsen, der er iværksat af Kriminalforsorgens Differentieringsudvalg, forventes publiceret i foråret

17 re afsoner deres straf i fængsel eller arresthus, men i stedet deltager i en særlig benådningsordning for spritbilister. Som nævnt ovenfor betragtes misbrug som en kriminalitetsfremmende faktor. Dermed antages det at kunne få en kriminalitetsdæmpende virkning, hvis den dømte kommer i behandling og får styr på sit misbrug. Behandling af alkoholmisbrug kan således begrunde en tilladelse til 49, stk. 2-afsoning. Ung alder Ung alder er først blevet en egentlig, selvstændig 49, stk. 2-begrundelse fra 1991/92. Den er i det samlede materiale anført i forbindelse med , stk. 2-forløb. Næsten alle de årige (340 ud af 353), flertallet af de årige (116 ud af 192) og ganske få (8 senmodne) årige er registreret med denne begrundelse. Af de årige var ca. halvdelen mellem 18 og 18½ år på afgørelsestidspunktet, hvorfor det må lægges til grund, at langt de fleste af dem har været under 18, da kriminaliteten blev begået og dommen afsagt. Næsten halvdelen af de årige er udover ung alder også registreret med en subindikation (sekundær begrundelse). Psykiske grunde Denne begrundelse er ikke kun forbeholdt personer med egentlige psykiatriske lidelser, som kræver behandling i psykiatrisk hospital. Den anvendes også i forbindelse med psykisk skrøbelige personer, som kan have svært ved at klare sig i et barskt fængselsmiljø. Antallet af årlige 49, stk. 2-tilladelser til denne gruppe har været lavt, og det skal bemærkes, at der i hele undersøgelsesperioden kun har været 21 overførsler til psykiatriske hospitaler/sygehusafdelinger, mens over halvdelen (72 ud af i alt 130) har 49, stk. 2-afsonet på kriminalforsorgens pensioner. Sociale grunde Denne begrundelse er anført i under 5% af 49, stk. 2-sagerne. Den er bl. a. anvendt, hvor hensynet til børns tarv har været udslaggivende for en 49, stk. 2-tilladelse f.eks. hvor den alternative afsoning har kunnet forhindre, at den dømtes børn måtte anbringes på døgninstitution. Begrundelsen har også været anvendt, hvor der var tale om fortsættelse af igangværende sociale behandlingsforløb, enten for familier eller for helt unge. I perioden har der i alt været 85 49, stk. 2-tilladelser med begrundelsen sociale grunde. Heraf har mere end halvdelen (55%) været placeringer på kriminalforsorgens pensioner. Øvrige grupper De tre nedenstående kategorier er hver for sig meget små i forhold til det samlede materiale. Samtidig har de i de statistiske analyser en række fællestræk (herunder en meget høj gennemførelsesprocent). For overskuelighedens skyld er de i en række tabeller slået sammen i kategorien øvrige grupper. 15

18 Udviklingshæmning Dette er et af de helt små indikationsområder med i alt 22 49, stk. 2-forløb i perioden Begrundelsen anvendes i forbindelse med personer, som intelligens- eller funktionsmæssigt er så svage, at det skønnes risikofyldt at placere dem i de barske fængselsmiljøer, hvor de udsættes for chikanerier fra mere velfungerende indsatte. Der er ofte tale om personer, som først efter dom viser sig at være på grænsen af strafegnethedsområdet på grund af mangelfuld åndelig udvikling (straffelovens 69, jf 16). Fysiske grunde Også her er der tale om en uhyre sjældent anvendt begrundelse (14 tilfælde i perioden ). Der har været tale om personer med alvorlige, kroniske lidelser, som vanskeligt har kunnet tilgodeses i fængselssystemet og hvor man alligevel ikke har fundet grundlag for benådning. Andet Der er tale om nogle helt enkeltstående tilfælde, hvor begrundelsen for at tillade alternativ afsoning ikke har kunnet rubriceres i en af de ovenstående kategorier. Af de i alt 12 registreringer her stammer de 8 fra Der synes dels at være tale om en større usikkerhed omkring kategoriseringen i forbindelse med en ændring i Direktoratet for Kriminalforsorgens statistikførsel, og dels at man i 1998 er begyndt at få de første 49, stk. 2-tilladelser med baggrund 12 i forsøgsordningen vedrørende sex-kriminelle, uden at der har været mulighed for at foretage en særskilt registrering af denne nye 49, stk. 2-begrundelse (vil blive selvstændigt registreret fra 1999). )LJXU 8GYLNOLQJHQ L DQWDOOHW DI VWN DIJ UHOVHU IRUGHOW Sn KRYHGJUXSSHU Alle andre grupper Ung alder Stofmisbrugere Alkohol 12 Lov nr. 274 af 15. april 1997 om ændring af straffeloven, retsplejeloven m.v. 16

19 Subsidiære indikationer Det kan i øvrigt oplyses, at der i knapt 500 sager er registreret en subsidiær begrundelse. Mange af 49, stk. 2-afsonerne må således betragtes som relativt belastede personer med flere diagnoser ud over de kriminelle problemstillinger. 2.3 Kønsfordeling Af de 1782 iværksatte 49, stk. 2-afsoninger tegner kvinderne sig for 11%, mændene for 89%. Der har været en del udsving over årene, og i perioden var der en klart faldende tendens for andelen af kvinder. Denne tendens er dog udlignet en del i DEHO. QVIRUGHOLQJ Sn DIJ UHOVHVnU SURFHQW 7RWDO 0 QG.YLQGHU Fordelingen dækker over ret store udsving indenfor de forskellige begrundelser for tilladelse til alternativ afsoning, idet kvinderne tegner sig for godt 33% af alle de socialt begrundede 49, stk. 2-forløb og for 15-16% af forløbene begrundet i narkomisbrug eller psykiske problemer, mens de på de øvrige områder kun tegner sig for mellem 0 og 6%. Inden for aldersfordelingen er kvinderne tydeligt underrepræsenteret blandt de 15-19årige og til gengæld overrepræsenteret i de ældre aldersgrupper. Dette forhold kan til dels forklare udsvingene i perioden, hvor andelen af helt unge afsonere er steget markant. Tabeller over kønsfordeling, begrundelse for 49, stk. 2-tilladelse og aldersgrupper er vist i bilag 1. Det skal i øvrigt bemærkes, at kvinder i disse år udgør omkring 5,5% af det gennemsnitlige belæg i fængsler og arresthuse, og at de ifølge kriminalstatistikken modtager omkring 6,5% af alle ubetingede frihedsstraffe. 2.4 Aldersfordeling Den største ændring i perioden er sket i forhold til de helt unge afsonere. Det stigende antal unge skyldes dels de ændrede afsoningsregler for unge under 18 år som følge af Danmarks ratifikation af FNs børnekonvention i og dels en stigning i antallet af (korte) ubetingede frihedsstraffe til 13 Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, Cirkulære om behandlingen af årige, der anbringes i Kriminalforsorgens anstalter og arresthuse ( 5) 5. januar

20 aldersgruppen tilsyneladende en følge af en ændret domspraksis i voldssager i løbet af halvfemserne. 14 I perioden er de åriges andel faldet en del, mens de øvrige aldersgrupper har holdt sig nogenlunde uændrede. 7DEHO $OGHUVJUXSSHU IRUGHOW Sn DIJ UHOVHVnU SURFHQW 7RWDO nu nu nu nu nu nu nu nu RJ GHURYHU Fordelinger på alder er på nogle områder delvist sammenfaldende med fordelinger på begrundelser for 49, stk. 2-tilladelser, idet én af begrundelserne er defineret som ung alder. Samtidig viser der sig at være en række forskelle i karakteristikken af de helt unge og de ældre aldersgrupper i materialet. Disse forskelle vil blive berørt i den videre gennemgang af de registrerede oplysninger, ligesom der i bilagsdelen vil være en række supplerende tabeller med netop aldersfordelinger. Det kan i øvrigt oplyses, at de yngste 49, stk. 2-afsonere er 15 år og den ældste 73. Gennemsnitsalderen er 26,3 år. 2.5 Anvendte institutionstyper Alternativ afsoning i medfør af straffelovens 49, stk. 2. kan ske på døgninstitutioner, som af Direktoratet for Kriminalforsorgen skønnes at kunne leve op 15 til de sikkerhedskrav, som i den konkrete sag skønnes nødvendige. Der er tale om såvel offentligt drevne som selvejende institutioner og opholdssteder. Institutionerne er i registret kategoriseret efter, hvem der helt eller delvist betalte for den pågældende type behandling i 1989, hvor dataregistreringen startede. Da der i mellemtiden er sket ændringer i betalingsforpligtelsen mellem kommune, amt og stat, er den oprindelige opdeling i kommunalt og amtsligt betalte 49, stk. 2-forløb i analysen slået sammen til én gruppe sociale institutio- 14 Integration af årige frihedsberøvede. Lisbeth Hansen. Speciale. Aalborg Universitet Cirkulære om overførsel af domfældte i medfør af straffelovens 49, stk. 2 til behandlingsinstitutioner, plejehjem m.v. af 6. januar

21 ner. Denne kategori omfatter en bred vifte af døgntilbud som f.eks. socialpædagogiske foranstaltninger, misbrugsbehandling (både alkohol og narko) eller ophold på forsorgshjem. Disse ophold betales via social- eller sygehuslovgivningen af kommuner, amter og Socialministeriet. Betegnelsen andet anvendes i tilfælde, hvor hverken Socialministeriet, amt, kommune eller kriminalforsorgen finansierer døgnopholdet (f.eks. forældrebetalte ophold på efterskole, ophold på TAMU-centre under Arbejdsministeriet eller personer med friplads på en privat institution). Der er således tale om en ret grov inddeling af institutionspladser efter finansieringsform. Udviklingen viser fra 1994 en tydelig tendens til flere 49, stk. 2-forløb i sociale institutioner og færre forløb i kriminalforsorgens pensioner. 7DEHO $QYHQGWH VWN LQVWLWXWLRQHU IRUGHOW Sn DIJ UHOVHVnU SURFHQW 7RWDO.ULPLQDOIRUVRUJV SHQVLRQ 6RFLDOH LQVW 3V\NKRVSLWDO $QGHW 2.6 Kriminalitetsart Udviklingen i undersøgelsesperioden viser en markant øget anvendelse af 49, stk. 2 over for voldskriminelle fra 13% i 1990 til 26% i I perioden var andelen oppe på mellem 29 og 35%. I tal/antal afgørelser er der tale om en stigning fra 12 i 1990 til over 80 de sidste 4 år (højest i 1997 med 94 afgørelser vedr. voldskriminalitet). Hvor den generelle stigning i anvendelsen i perioden har været en (stor) tredobling, er der for de voldskriminelle tale om næsten en syvdobling fra 1990 til 1995, hvorefter udviklingen synes at stabilisere sig. Udviklingen hænger i meget høj grad sammen med den ændrede aldersfordeling i perioden, idet 208 af de i alt 484 afgørelser med voldskriminalitet vedrører unge under 18 år. Afgørelser vedrørende berigelseskriminelle er i perioden faldet fra 64% til 54%. De øvrige kriminalitetsarter er talmæssigt små og udviser ingen markante tendenser. 19

22 Dog skal bemærkes, at antallet af sædelighedskriminelle ikke er steget markant i En stigning for denne gruppe var ellers at forvente efter folketingets vedtagelse af forsøgsordningen for sex-kriminelle, hvor kombinationen af behandling og 49, stk. 2-afsoning er en mulighed. 16 7DEHO.ULQLQDOLWHWVDUW IRUGHOW Sn DIJ UHOVHVnU SURFHQW 7RWDO /RY RP HXI ) UGVHOVORY (MHQGRPVNULP 9ROGVNULP 6 GHOLJKHG $QGHQ VWUORY $QGHW Tabeller over kriminalitetens art fordelt på aldersgrupper og begrundelse for 49, stk. 2-tilladelsen er optrykt i bilag Domslængder Udviklingen i 49, stk. 2-afsonernes domslængder går tydeligt i retning af flere korte domme. Andelen af domme på 30 dage og derunder er fordoblet, og domme mellem 31 og 90 dage er steget fra 18 til 28%, hvorimod andelen for domme på over 1 år er faldet fra 26 til 14%. Denne udvikling har som udviklingen i kriminalitetsart sammenhæng med det øgede antal unge 49, stk. 2- afsonere og omtales nærmere i kapitel af de i alt 353 unge under 18 år i materialet afsoner domme på max 3 måneder. Tabeller over domslængde fordelt på aldersgruppe og kriminalitetsart er optrykt i bilag 1. 7DEHO 'RPVO QJGHU IRUGHOW Sn DIJ UHOVHVnU SURFHQW 7RWDO 0D[ GDJH PnQHGHU PnQHGHU ònu 2YHUnU 16 Lov nr. 274 af 15. april 1997 om ændring af straffeloven og retsplejeloven m.v. 20

23 2.8 Længde af 49, stk. 2-ophold De registrerede datasæt indeholder ikke eksakte oplysninger om længden af det faktiske ophold i medfør af straffelovens 49, stk. 2. Der er derfor foretaget beregninger ud fra straffelovens almindelige regler vedrørende afsoning og prøveløsladelse, men i 49 sager (heraf de fleste på ikke-gennemførte forløb) har det ikke været muligt at beregne 49, stk. 2-længden. Opgørelsen over opholdstiderne bør derfor tages med et vist forbehold for den her undersøgte periode. I forbindelse med det samlede forskningsprojekt indsamles der nøjagtige oplysninger om opholdstider for alle 49, stk. 2-afsonere i Udviklingen i perioden følger den beskrevne udvikling i domslængder. Der er tale om en både antalsmæssigt og relativt stor stigning i 49, stk. 2-forløb på 30 dage og derunder og om en behersket stigning i opholdstider på over 6 måneder. Også i udviklingen i opholdstiderne ses en sammenhæng med den stigende 49, stk. 2-anvendelse over for unge. Tabeller over 49, stk. 2-opholdslængder fordelt på kriminalitetsart og aldersgrupper er optrykt i bilag 1. 7DEHO / QJGHQ DI VWN RSKROG IRUGHOW Sn DIJ UHOVHVnU SURFHQW 7RWDO 0D[ GDJH PnQHGHU PnQHGHU ònu 2YHUnU 2.9 Forstraffe Fordelingen mellem tidligere straffede og tidligere ustraffede 49, stk. 2-afsonere har svinget en del i undersøgelsesperioden. Periodens gennemsnit med 22% tidligere ustraffede og 78% tidligere straffede dækker således over fordelinger fra 16/84% i 1991 til 30/70% i Derefter ses en faldende tendens for de tidligere ustraffedes andel og dermed en tilsvarende stigende tendens for de tidligere straffedes andel. Fordelingen har stor sammenhæng med begrundelserne for de givne 49, stk. 2-tilladelser. 87% af alle alkoholmisbrugere og 95% af alle stofmisbrugere er registreret som tidligere straffede, mens alle øvrige grupper kun har mellem 21

24 52% og 67% tidligere straffede. De meget uensartede fordelinger omtales nærmere i kapitel 4s analyse af hovedgrupperne. Tabeller over forstraffe fordelt på anbringelsessted og begrundelse for 49, stk. 2-tilladelse er optrykt i bilag 1. 7DEHO VWN DIVRQHUHV IRUVWUDIIH IRUGHOW Sn DIJ UHOVHVnU SURFHQW 7RWDO 7LGOLJHUH VWUDIIHW,NNH WLGO VWUDIIHW 2.10 Afsoningsstatus på afgørelsestidspunktet Af forarbejderne til straffelovens 49, stk. 2 (indført i 1973) fremgår det, at bestemmelsen oprindeligt var tænkt som en mulighed for overførsel fra fængsel til behandlingsinstitution, og at der kun i relativt få tilfælde kunne gives tilladelse til alternativ afsoning til dømte, som var på fri fod. Udviklingen fra midten af firserne er dog gået i retning af stadigt flere 49, stk. 2-tilladelser til dømte på fri fod, og i forslag til lov om straffuldbyrdelse foreslås begrænsningen i forhold til frifodsfolk ophævet. Udviklingen i undersøgelsesperioden tyder på, at den administrative praksis allerede har taget højde for den foreslåede lovændring og de politiske tilkendegivelser. Hvor halvdelen af alle 49, stk. 2-afsoninger i 1990 startede fra varetægtssurrogat eller afsoning, er andelen for hele perioden nede på 1/3 (lavest i 1995 med 28%). Fordelingen er også her relateret til begrundelserne for 49, stk. 2-tilladelse. For begrundelserne alkohol og ung alder starter hhv. 80 og 75% af alle alternative afsoningsforløb fra fri fod, mens det kun sker for 60% af stofmisbrugerne. Tabeller med afsoningsstatus fordelt på alder, kriminalitetsart og begrundelse for 49, stk. 2-tilladelse er optrykt i bilag Bl.a. efter tilkendegivelser fra Folketinget om øget anvendelse af 49, stk. 2 over for visse grupper omtalt i 994-rapporten, side Betænkning nr Forslag om Lov om fuldbyrdelse af straf m.v. 22

25 7DEHO $IVRQLQJVVWDWXV Sn DIJ UHOVHVWLGVSXQNWHW IRUGHOW Sn DIJ UHOVHVnU SURFHQW 7RWDO )ULIRG 6XUURJDW $IVRQLQJ 9DUHW JWVI QJVOLQJ XGHQ IRU.ULPLQDOIRUVRUJHQV DUUHVWKXVH $QYHQGHV SULP UW L IRUELQGHOVH PHG nuljhv RSKROG L VLNUHGH DIGHOLQJHU IRU XQJH HOOHU L IRUELQGHOVH PHG SV\NLVN V\JHV SOD FHULQJ Sn SV\NLDWULVN KRVSLWDO 2.11 Gennemførte og ikke-gennemførte forløb Andelen af afbrudte 49, stk. 2-forløb har ligget ret stabilt omkring 1/5 igennem hele perioden Lavest i 1994 med 12% og højest i 1997 med 24% afbrudte forløb. Gennemførelsen af 49, stk. 2-forløb analyseres grundigt i kapitel 3 og 4, hvorfor fordelingerne på alder, kriminalitetsart m.v. ikke skal omtales her. Det skal dog nævnes, at gennemførelsesprocenten iflg. Direktoratet for Kriminalforsorgens undersøgelse af perioden lå på 77% = et frafald på 23%. 19 Der er således tale om en lidt højere gennemførelsesprocent og dermed et mindre frafald for perioden Tilbagekaldte 49, stk. 2-tilladelser er registreret med to forskellige årsager til tilbagekaldelsen: vilkårsmisbrug = overtrædelse af de betingelser, som kriminalforsorgen og/eller behandlingsstedet havde stillet for opholdet anden årsag, som iflg. oplysninger fra Direktoratet for Kriminalforsorgen primært dækker de situationer, hvor den dømte selv har ønsket at forlade behandlingen/at afsone resten af straffen i fængsel på almindelige vilkår. Der synes ved diverse krydstabuleringer ikke at være væsentlige forskelle mellem de to grupper af tilbagekaldte, hvorfor grupperne i den efterfølgende analyse slås sammen til én gruppe: ikke-gennemførte forløb rapporten. 23

26 7DEHO *HQQHPI UW RJ LNNHJHQQHPI UWH VWN IRUO E IRUGHOW Sn DIJ UHOVHVnU SURFHQW 7RWDO,QJHQ WLOEDJHNDOGHOVH 9LONnUVPLVEUXJ $QGHW 2.12 Sammenfatning vedr. udviklingstendenser Den stigende anvendelse af straffelovens 49, stk. 2 relaterer sig primært til et øget antal tilladelser til stofmisbrugere og helt unge afsonere. Dermed synes udvidelsen at følge de politiske tilkendegivelser på området. Kvindernes andel af de alternative afsoningsforløb har været faldende i perioden , med en udjævning i Dette synes primært at have sammenhæng med, at der stort set ikke er kvinder repræsenteret i de yngste aldersgrupper af 49, stk. 2-afsonere. Alderssammensætningen har ændret sig som følge af de mange 49, stk. 2-tilladelser med begrundelsen ung alder. De åriges andel af 49, 2-forløbene er steget fra 9% i 1990 til 24% i Fra 1994 ses en klar tendens til at en stadigt større del af 49, stk. 2-afsoningerne foregår i sociale institutioner primært finansieret af kommuner og amter og en tilsvarende mindre del i kriminalforsorgens pensioner. Vedrørende den kriminalitet, som ligger til grund for den idømte straf, er den mest markante udvikling stigningen i voldsdomme i perioden Det kan bemærkes, at de sex-kriminelles andel ikke er steget markant i 1998, på trods af indførelse af forsøgsordning for denne gruppe. De idømte domslængder viser en klar tendens i retning af flere korte domme, hvilket umiddelbart har sammenhæng med ændringerne i kriminalitetsart. De kortere domslængder afspejles i længden af 49, stk. 2-opholdene. Andelen af tidligere ustraffede blandt 49, stk. 2-afsonerne har svinget voldsomt i undersøgelsesperioden. Udsvingene har primært sammenhæng med andelen af unge og ændringerne i kriminalitetsart. Andelen af frifodsfolk personer, som var på fri fod, da 49, stk. 2-tilladelsen blev givet er steget fra 50% til omkring 67%, dog med en udjævnende tendens i periodens slutning. Andelen af 49, stk. 2-afsonere, som gennemfører det planlagte forløb frem til (prøve)løsladelse har ligget relativt konstant omkring 80% perioden igennem og en anelse højere end i en tidligere undersøgelse, som omfattede perioden

27 3 Analyse af sandsynligheden for gennemførelse I forhold til det samlede forskningsprojekts focus på effekten af alternative afsoningsforløb er det i denne analyse valgt at tage udgangspunkt i gennemførelsesprocenten for 49, stk. 2-afsoningerne, og det er forsøgt at få isoleret de faktorer, som ud fra de registrerede data kan dokumenteres at have væsentlig betydning for den enkelte dømtes chance for at gennemføre forløbet frem til løsladelsestidspunktet. Gennemførelse af et planlagt behandlingsforløb i en afsoningsperiode kan ikke i sig selv sige noget om en efterfølgende effekt i form af ophør af misbrug, forbedret socialt funktionsniveau, nedsættelse af det kriminelle aktivitetsniveau, eller hvad der nu i den konkrete persons tilfælde kan siges at dokumentere en effekt af forløbet. Men det må dog lægges til grund, at en gennemførelse af det planlagte behandlingsforløb vil rumme den første forudsætning for at opnå en efterfølgende effekt. I valget af gennemførelsesprocenten som analysegrundlag har det også spillet ind, at der med en så markant øget anvendelse af et straf-alternativ kunne være tale om, at visitationsproceduren var blevet lempet undervejs (f.eks. for at imødekomme politiske tilkendegivelser) med henblik på at fastholde stigningstakten. Ændringer i visitationen til ordningen ville formentlig kunne afsløres via markante udsving i gennemførelsesprocenten (i form af lavere gennemførelse, hvis man havde lempet visitationskravene, og højere gennemførelse, hvis man havde skærpet dem). Analysen har ikke afsløret udsving, som kunne tyde på ændringer i visitationskravene i undersøgelsesperioden. )LJXU *HQQHPI UHOVHVSURFHQW IRUGHOW Sn DIJ UHOVHVnU Procent

28 3.1 Persongruppens komplekse sammensætning Som beskrevet ovenfor er anvendelsesområdet for straffelovens 49, stk. 2 meget bredt og forskelligartet. I forhold til den statistiske analyse af materialet har det været nødvendigt at analysere på de forskellige grupper hver for sig, idet en række af de samlede analyser viste sig at give misvisende resultater. Der er således stor forskel på, om den alternative afsoning vedrører en 14-dages dom for banal vold for en tidligere ustraffet 16-årig, eller om der er tale om dom nr. 17 til en 35-årig narkoman. Analyserne er gennemført for hver af de 3 største grupper stofmisbrugere, ung alder og alkoholmisbrugere som tilsammen tegner sig for 4/5 af alle 49, stk. 2-forløb. 3.2 Den faktiske gennemførelsesprocent Af de 1782 iværksatte alternative afsoningsforløb har langt de fleste omkring 80% gennemført det planlagte ophold frem til løsladelsen. Det skal dog oplyses, at der på opgørelsestidspunktet d var godt 30 personer, der stadig var i færd med en 49, stk. 2-afsoning, som var besluttet i løbet af Der må således regnes med en mindre ændring af gennemførelsestallene for Opgørelsen over gennemførte forløb fordelt på de år, hvor tilladelsen til 49, stk. 2-afsoning blev givet, viser ikke særligt store udsving, og der kan ikke siges at være en faldende tendens. Periodens gennemsnit er på 80,5%, med 76,5% som den laveste (i 1997) og 87,7% (i 1994) som den højeste. Det skal bemærkes, at stofmisbrugere har den laveste gennemførelsesprocent, hvorfor netop denne gruppes andel af 49, stk. 2-afsonerne vil have relativt stor betydning for den samlede gennemførelsesprocent. Dette ses tydeligt på udsvinget i 1994, hvor der oplevedes en reel nedgang i antallet af narkomaner i alternativ afsoning i forhold til året før. 1994s meget høje gennemførelsesprocent må dog også tilskrives, at de helt unge som generelt har en høj gennemførelsesprocent netop i 1994 udgjorde den største relative andel med over 1/3 af alle 49, stk. 2-tilladelser. I 1997, hvor gennemførelsesprocenten var relativt lav, var antallet af narkomaner det højeste nogensinde. Tabel 13: Gennemførelse fordelt på begrundelser for 49, stk. 2-tilladelsen Alko- Stof- Sociale Psyk. Ung Øvrige hol misbrug grunde grunde alder grunde Total Tilbagekaldt... 17,2 25,8 14,1 17,7 12,9 2,1 19,5 Ikke tilbagek ,8 74,2 85,9 82,3 87,1 97,9 80,5 26