Udviklingen i brugen af alternativ afsoning

Transkript

1 Udviklingen i brugen af alternativ afsoning - en statistisk analyse af anvendelsen af straffelovens paragraf 49, stk. 2 i perioden Delrapport 1 November 1999 Lisbeth Hansen og Peter Løvgreenø Delrapport i forbindelse med "Effektundersøgelse af alternativ afsoning i medfør af straffelovens paragraf 49, stk. 2"

2 Udviklingen i brugen af alternativ afsoning en statistisk analyse af anvendelsen af straffelovens 49, stk. 2 i perioden CASA, november 1999 ISBN

3 Indholdsfortegnelse 1 Analysens baggrund, formål og hovedkonklusioner m.v Delrapporten og det samlede forskningsprojekt Analysens formål Forudsætninger for anvendelsen af 49, stk De registrerede oplysninger Materialets hoveddata Udviklingstendenser og analysens hovedkonklusioner Problemstillinger til videre analyse Rapportens opbygning Udviklingen i undersøgelsesperioden Udviklingen i anvendelsen af straffelovens 49, stk Begrundelser for 49, stk. 2-tilladelser Kønsfordeling Aldersfordeling Anvendte institutionstyper Kriminalitetsart Domslængder Længde af 49, stk. 2-ophold Forstraffe Afsoningsstatus på afgørelsestidspunktet Gennemførte og ikke-gennemførte forløb Sammenfatning vedr. udviklingstendenser Analyse af sandsynligheden for gennemførelse Persongruppens komplekse sammensætning Den faktiske gennemførelsesprocent Faktorer af betydning for gennemførelsesprocenten Sammenfatning Problemstillinger Hovedområder og gennemførelse Stofmisbrugere (såvel narkomaner som blandingsmisbrugere) Ung alder Alkoholmisbrugere Øvrige undersøgelsesresultater Behandlingsinstitutioner anvendt i forbindelse med 49, stk. 2-afsoning Behandlingsinstitutioner, betalende og visiterende myndighed , stk. 2-forløb fordelt på afsonernes hjemamter Indstillende myndighed Ansøgningernes udfald Gengangere i materialet Bilag 1: Bilagstabeller

4 1 Analysens baggrund, formål og hovedkonklusioner m.v. 1.1 Delrapporten og det samlede forskningsprojekt Denne delrapport er en statistisk analyse af de data, som Direktoratet for Kriminalforsorgen i perioden har registreret vedrørende samtlige ansøgninger om tilladelse til at afsone en ubetinget frihedsstraf uden for fængsel eller arresthus i medfør af straffelovens 49, stk. 2. Rapporten er en del af et større forskningsprojekt, som Kontaktgruppen mellem Socialministeriet og Direktoratet for kriminalforsorgen har anmodet Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA) om at udføre vedrørende effekten af alternativ afsoning i medfør af straffelovens 49, stk. 2. Den samlede effektundersøgelse vil komme til at bestå af flere dele, jf. projektbeskrivelse af 16. september Hovedvægten vil ligge på en interview- og spørgeskemaundersøgelse blandt 49, stk. 2-afsonere i 1999, suppleret med en statistisk analyse 1 af de alternative afsoneres kriminelle karriereforløb, herunder deres tilbagefald (recidiv) til eller ophør med kriminalitet efter endt 49, stk. 2-afsoning. Det samlede forskningsprojekt udføres af CASA, og de statiske analyser af cand.scient. soc. Lisbeth Hansen og konsulent Peter Løvgreen. Undersøgelsen forventes afsluttet september 2000 med de statistiske analyser og en delrapport om stofmisbrugere afsluttet i oktober Projektet finansieres af Socialministeriet. 1.2 Analysens formål Formålet med den her foreliggende analyse er, at den skal indgå som baggrundsmateriale i det samlede forskningsprojekt og danne udgangspunkt for undersøgelsen af de kriminelle karriereforløb. Det skal pointeres, at kriminalforsorgens 49, stk. 2-register er oprettet som et redskab mhp. at kunne følge den administrative udvikling på sagsområdet. Registret er ikke designet til statistiske analyser i evalueringssammenhænge og indeholder således ikke oplysninger, som er optimale i forhold til effektmåling. Analysen giver primært et overblik over straffelovsbestemmelsens anvendelsesområde og vil, når den efterfølgende suppleres med analysen af karriere- 1 Jf. Britta Kyvsgaard: Den kriminelle karriere. DJØF forlag

5 forløb, være med til at tegne den del af effekt-billedet, som vedrører den alternative afsonings indflydelse - eller mangel på samme - på den dømtes fremtidige kriminalitetsmønster. Det er i analysen lagt til grund, at en gennemførelse af det alternative afsoningsforløb frem til planlagt løsladelse/prøveløsladelse vil være en første forudsætning for at opnå en effekt. Der er derfor lagt vægt på analyser af gennemførelsesprocenten for forskellige grupper af 49, stk. 2-afsonere, ligesom det er forsøgt at finde frem til enkelte faktorer, som kan siges at være af afgørende betydning for, om et forløb vil blive gennemført eller afbrudt i utide. Direktoratet for Kriminalforsorgen har i 1994 udarbejdet en mindre rapport over anvendelsen af straffelovens 49, stk. 2 for perioden (herefter omtalt som 1994-rapporten ). Når det i den herværende analyse er valgt at medtage perioden , skyldes det ønsket om, at den endelige rapport kan omfatte et fuldt 10år. Samtidig indeholdt 1994-rapporten kun recidivundersøgelse for de 49, stk. 2-anbragte fra perioden Ved at overlappe med årgangene vil der i den efterfølgende undersøgelse af bl.a. kriminelt recidiv kunne sikres kontinuerte oplysninger på dette område for 10-året , stk. 2 i straffeloven lyder: Findes det hensigtsmæssigt på grund af domfældtes alder, helbredstilstand eller andre særlige omstændigheder, kan justitsministeren bestemme, at den pågældende midlertidigt eller for resten af straffetiden skal overføres til hospital eller til egnet hjem eller institution til særlig pleje eller forsorg. 1.3 Forudsætninger for anvendelsen af 49, stk. 2 Alternativ afsoning i medfør af straffelovens 49, stk. 2. forudsætter, at den dømte har et behandlingsbehov, som ikke kan tilgodeses under afsoning på sædvanlige vilkår. Dog kan bestemmelsen også bringes i anvendelse over for unge, som var under 18 år på domstidspunktet, selv om det eneste behandlingsbehov her kan være et samfunds-mæssigt ønske om at holde disse unge væk fra negativ påvirkning fra voksne kriminelle. 2 2 Cirkulære om overførsel af domfældte i medfør af straffelovens 49, stk. 2 til behandlingsinstitutioner, plejehjem m.v. 6. januar Direktoratet for Kriminalforsorgen. Cirkulære om behandlingen af 15-17årige, der anbringes i Kriminalforsorgens anstalter og arresthuse. 5. januar Direktoratet for Kriminalforsorgen. 3

6 1.4 De registrerede oplysninger Kriminalforsorgens 49, stk. 2-register er som nævnt et administrativt register, alene beregnet på at følge den kvantitative udvikling på området. Registret indeholder følgende oplysninger om alle iværksatte 49, stk. 2-forløb: 1. Navn og cpr.nr 2. Datoer for ansøgning, afgørelse og evt. tilbagekaldelse 3. Begrundelse for eventuelt afslag eller tilbagekaldelse 4. Navn på indstillende myndighed 5. Navn på moderanstalt, institution og hjemkommune 6. Oplysninger om kriminalitetsart, domslængde/kombinationsdomme, den omtrentlige længde af resterende afsoning på afgørelsestidspunktet, om personen er tidligere straffet, om statsadvokaten har været hørt i forbindelse med afgørelsen og om den dømte var på fri fod, var anbragt i varetægtssurrogat eller allerede var i gang med at afsone på afgørelsestidspunktet. 7. Oplysning om begrundelse for 49, stk. 2-tilladelsen, registreret inden for 9 kategorier: Alkohol Narko Sociale grunde Psykiske grunde Ung alder Udviklingshæmning Fysiske grunde Blandingsmisbrug Andet Ansøgninger, som ikke har ført til tilladelse til 49, stk. 2-afsoning eller hvor en given tilladelse ikke blev iværksat, er kun registreret med oplysningerne 1. til Materialets hoveddata Kriminalforsorgens 49, stk. 2-register for perioden 1990 til 1998 omfatter ansøgninger om tilladelse til 49, stk. 2-afsoning. Materialet vedrører i alt personer. Der er tale om, at 6 personer er registreret med hver 3 ansøgninger og 145 personer er registreret med hver ansøgninger enten bortfaldt (116) eller fik afslag (112). Der er i perioden givet i alt 1816 tilladelser, men 34 af dem blev aldrig sat i værk. Det analyserede materiale drejer sig primært om de iværksatte 49, stk. 2-forløb. 4

7 Figur 1: Materialets hoveddata Ansøgning bortfaldet, 5,7% Afslag, 5,5% Ikke iværksat, 1,7% Iværksat, 87,1% 1 De faktisk iværksatte 49, stk. 2-forløbs fordeling på begrundelse for tilladelsen til alternativ afsoning, alder, institutionstype og kriminalitetsart fremgår af nedenstående tabeller. 7DEHO +RYHGLQGLNDWLRQ RJ DOGHU YHG DIJ UHOVH %HJUXQGHOVH IRU VWN WLOODGHOVH RJ DOGHUVJUXSSHU YHG DIJ UHOVHVWLGVSXQNWHW +RYHGLQGLNDWLRQ $QWDO 3URFHQW $OGHU $QWDO 3URFHQW $ONRKRO nu 1DUNR nu 6RFLDOH JUXQGH nu 3V\NJUXQGH nu 8QJ DOGHU nu 8GYLNOLQJVK PQLQJ nu )\VLVNH JUXQGH nu $QGHW nurjghuryhu %ODQGLQJVPLVEUXJ 7RWDO 7RWDO 5

8 7DEHO $QEULQJHOVHVVWHG RJ NULPLQDOLWHWVDUW $QEULQJHOVHVVWHG $QWDO 3URFHQW.ULPLQDOLWHWVDUW $QWDO 3URFHQW.ULPIRUVRUJV SHQVLRQ /RY RP HXI 6RFLDOH LQVW ) UGVHOVORY 3V\NKRVSLWDO $QGHW $QGHW (MHQGRPVNULP 7RWDO 9ROGVNULP 6 GHOLJKHG $QGHQ VWUORY 7RWDO 1.6 Udviklingstendenser og analysens hovedkonklusioner Stigning i antallet af årlige tilladelser til alternativ afsoning Der har i undersøgelsesperioden været tale om en markant stigende anvendelse af straffelovens 49, stk. 2. Med 94 tilladelser i 1990 og 318 tilladelser i 1998 er der tale om mere end en tredobling. Den øgede anvendelse relaterer sig primært til stofmisbrugere og helt unge lovovertrædere. Stofmisbrugerne Antallet af narkomaner i 49, stk. 2-afsoning er steget fra 29 i 1990 til 135 i 1998 altså mere end en firedobling i undersøgelsesperioden. Ser man på den samlede stofmisbrugergruppe inkl. blandingsmisbrugere er tallene 44 i 1990 og 146 i 1998 højest i 1996 med i alt , stk. 2-forløb. Udvidelsen på misbrugsområdet er udelukkende sket via et øget antal 49, stk. 2-forløb i egentlige behandlingsinstitutioner, hvor opholdet finansieres af amt og kommune. Stigningen synes i høj grad at have sammenhæng med etableringen af nye behandlingsinstitutioner, primært efter Minnesota-modellen. 4 ud af de 14 institutioner, som tilsammen har modtaget halvdelen af alle 49, stk. 2-afsonere, arbejder efter Minnesotamodellens principper og er oprettet i løbet af halvfemserne. Antallet af stofmisbrugere placeret på kriminalforsorgens pensioner har i hele perioden været lavt: højest i 1993 og 1996 med 16 49, stk. 2-forløb og lavest i 1997 med 9. Den relative andel af misbrugere placeret i kriminalforsorgens pensioner er således i perioden faldet fra 27% til 8%. Stofmisbrugerne har den laveste gennemførelsesprocent af alle indikationsgrupper og gennemførelsen er markant lavere for gruppens 49, stk. 2-forløb på kriminalforsorgens pensioner end for 49, stk. 2-forløb i egentlige behandlingsinstitutioner. 6

9 De helt unge 49, stk. 2-afsonere 49, stk. 2-forløbene med begrundelsen ung alder viser sig at indeholde to væsensforskellige grupper af unge. Den ene gruppe kan karakteriseres som traditionelle ungdomskriminelle unge, som er i en massiv kriminel udvikling og har behov for socialpædagogisk behandling m.v. Disse unge 49, stk. 2-placeres ofte i behandlingsinstitutioner, opholdssteder o.l. finansieret af de sociale myndigheder. Denne gruppe, som også kan karakteriseres som en del af 49, stk. 2s oprindelige målgruppe, har en markant lavere gennemførelsesprocent end den samlede unge-gruppe. Den anden og største gruppe af unge er karakteriseret ved, at de ikke tidligere er straffet, men nu har fået en kort ubetinget frihedsstraf for (simpel) vold. Denne nye målgruppe i 49, stk. 2-sammenhænge har bl.a. betydet en markant øget andel af voldsdømte og medvirket til et generelt fald i domslængde og 49, stk. 2-opholdstider. En stor del af disse unge ender med at 49, stk. 2-afsone deres straf på en af kriminalforsorgens pensioner. Dette skønnes umiddelbart i modstrid med, at hensigten med at holde disse unge uden for fængselsmiljøet er at holde dem væk fra negativ påvirkning fra voksne kriminelle (som udgør flertallet af beboere på pensionerne). 49, stk. 2-placering af unge under 18 år på kriminalforsorgens pensioner må derudover skønnes at være i modstrid med bestemmelsen i FNs børnekonvention, om at unge under 18 år ikke må frihedsberøves sammen med voksne kriminelle. Alkoholmisbrugerne Alkoholmisbrugerne udgør den tredjestørste gruppe af 49, stk. 2-afsonere, men antallet af årlige tilladelser er ikke steget så voldsomt for denne gruppe som for stofmisbrugere og unge. Da der i fængselspopulationen skønnes at være lige så mange handlingskrævende alkohol- som stofmisbrugere, kan fordelingen blandt 49, stk. 2-afsonerne synes noget skæv. Der synes at være tale om ret store geografiske forskelle i behandlingstilbudene til denne gruppe. Gennemførelsesprocenten konstant Gennemførelsesprocenten (andelen af 49, stk. 2-afsonere som forbliver i det planlagte behandlingsforløb frem til løsladelsen) har perioden igennem holdt sig ret stabilt omkring de 80%. Fastholdelsen af gennemførelsesprocenten indikerer, at man trods udvidelsen endnu ikke har nået et mætningspunkt, men er i stand til at visitere stadigt flere behandlingsmotiverede afsonere/dømte. Samtidig må der på baggrunden af tredoblingen i antallet konstateres at have været et stadigt stigende antal døgnbehandlingspladser til rådighed for alternativ afsoning. I Kriminalforsor- 7

10 gens undersøgelse af 49, stk. 2-området for perioden var den gennemsnitlige gennemførelse på 77%. 3 Det må således konstateres, at det er lykkedes at hæve gennemførelsesprocenten lidt, samtidig med at der er sket en markant øget anvendelse af straffelovens 49, stk. 2. Da den stigende anvendelse i høj grad relaterer sig til stofmisbrugere, som generelt har en lavere gennemførelsesprocent end de øvrige persongrupper, må dette resultat siges at være ret bemærkelsesværdigt. Faktorer af betydning for gennemførelsesprocenten Ved logistiske regressionsanalyser på det samlede materiale og på hver af de tre ovennævnte hovedgrupper er det forsøgt at finde frem til faktorer, som kan øge 49, stk. 2-afsoneres sandsynlighed for at gennemføre de planlagte forløb. Disse analysers resultater er nærmere beskrevet i kapitel 3 og 4. Sammenfattende må det konstateres, at gruppen af 49, stk. 2-afsonere er så komplekst sammensat, at det er vanskeligt ud fra de registrerede data at finde frem til generelt dækkende faktorer. Analysen har dog identificeret begrundelsen for 49, stk. 2-tilladelsen domslængden længden af 49, stk. 2-forløbet, og den dømtes afsoningsstatus (på fri fod eller startet afsoning i fængsel/arresthus) på afgørelsestidspunktet som udslaggivende faktorer. Det kan således konstateres, at begrundelsen stofmisbrug giver den laveste sandsynlighed for gennemførelse, ligesom sandsynligheden nedsættes jo længere dommen er. 49, stk. 2-afsonere, som starter det alternative afsoningsforløb fra fri fod, har større chance for at gennemføre forløbet end personer, som 49, stk. 2-overføres fra almindelig afsoning i fængsel eller arresthus. Sandsynligheden for at gennemføre 49, stk. 2-afsoningen stiger, jo længere 49, stk. 2-forløbet er. Dette fund er behæftet med en vis usikkerhed, idet der ikke i de registrerede data for undersøgelsesperioden er sikre oplysninger om de faktiske afsoningslængder. Der er derfor tale om beregnede tider. Nærværende undersøgelses resultater vil dog kunne efterprøves i behandlingen af datasættet for 49, stk. 2-afsonere i 1999, hvor der indsamles eksakte oplysninger om længden af alle 49, stk. 2-afsoninger rapporten. 8

11 Generelle undersøgelsesresultater Den statistiske analyse afslører med stor vægt, at der er problemer med at betragte alle, der har fået en tilladelse til 49, stk. 2-afsoning som én gruppe, for hvilken der kan foretages samlede undersøgelser eller analyser. Alene opdelingen på indikationsgrupper viser markante forskelle, uanset hvad den sammenholdes med det være sig køn, alder, kriminalitetsart, gennemførelsesprocent eller tid. I forhold til det overordnede ønske om at undersøge effekten af de alternative afsoningsforløb synes det nødvendigt at fjerne fokus fra den samlede gruppe af 49, stk. 2-afsonere og i stedet se særskilt på effekten for indikationsområderne stofmisbrug, alkohol og ung alder delt op i henholdsvis belastede unge og ubelastede unge. De 5 resterende indikationsgrupper har så mange fællestræk, at det vil kunne forsvares at se på dem som en samlet restgruppe. 1.7 Problemstillinger til videre analyse Den statistiske analyse rejser en del problemstillinger, hvoraf en stor del kan forsøges afdækket i det samlede forskningsprojekts videre forløb. Nogle kan belyses nærmere via den efterfølgende undersøgelse af 49, stk. 2- afsonernes kriminelle karriereforløb og tilbagefald til kriminalitet efter det alternative afsoningsforløb. Andre problemstillinger vil kunne søges belyst via den igangværende interview- og spørgeskemaundersøgelse. For stofmisbrugerne peges der bl.a. på en usikkerhed omkring effekten af 49, stk. 2-afsoneres eventuelle ophold på en af kriminalforsorgens særlige fængselsafdelinger for stofmisbrugere, og på mulige tilpasningsproblemer eller usikkerhed omkring behandlingsmotivationen ved overførsel fra fængsel til behandlingsinstitution. For begrundelsen ung alder rejser de 2 forskellige grupper, som er omfattet af indikationen, forskellige problemstillinger i forhold til kravene i FNs børnekonvention, om at unge under 18 år kun må frihedsberøves som sidste udvej og kun for det kortest mulige tidsrum og aldrig sammen med voksne kriminelle. For alkoholmisbrugerne drejer problemstillingerne sig primært om de relativt få alternative afsoningsforløb, set i forhold til denne gruppes andel af den samlede fængselspopulation. Generelt rejser 49, stk. 2-afsonernes geografiske fordeling på hjemamt spørgsmål om lokale prioriteringers og samarbejdsrelationers betydning for an- 9

12 vendelsen af straffelovsbestemmelsen, herunder for anvendelsen af kriminalforsorgens pensioner som alternativt afsoningssted. På grund af den manglende homogenitet i den samlede gruppe af 49, stk. 2- afsonere vil det være nødvendigt at fokusere på effekten af den alternative afsoning for de forskellige indikationsområder hver for sig og ikke for populationen under ét. 1.8 Rapportens opbygning Efter dette indledende kapitel følger i kapitel 2 en nærmere beskrivelse af udviklingen i undersøgelsesperioden ud fra det statistiske materiale med angivelse af nogle af de basale fordelinger på indikation, køn, alder, kriminalitetsart m.m. I kapitel 3 analyseres sandsynligheden for gennemførelse af alternative afsoningsforløb på det samlede materiale, og i kapitel 4 gennemgås resultaterne af gennemførelses-analysen for anvendelsesområdets hovedgrupper: stofmisbrugere, helt unge dømte og alkoholmisbrugere. Kapitel 5 indeholder en gennemgang af mere specifikke undersøgelsesresultater med en række tabeller til brug for opdragsgiverne og andre særligt interesserede. I dette kapitel ses der også på de 49, stk. 2-anbragtes geografiske fordeling på kommuner og amter. Rapporten afsluttes med en bilagsdel med supplerende tabelmateriale. 10

13 2 Udviklingen i undersøgelsesperioden Udviklingen i anvendelsen af straffelovens 49, stk. 2 Muligheden for alternativ afsoning begrundet i den dømtes individuelle behandlingsbehov blev indført i forbindelse med en straffelovsændring i Bestemmelsen blev først taget i anvendelse i 1978, og som det fremgår af nedenstående figur, var der tale om en ret behersket udvikling frem til Efter politiske tilkendegivelser om, at der ønskedes en øget anvendelse af bestemmelsen, bl.a. over for stofmisbrugere, oplevede man en stor stigning i antallet af tilladelser fra 1988 til Tallet faldt en smule i 1990, men derefter 4 har der været tale om en ubrudt stigende tendens. )LJXU $QWDO nuoljh VWN IRUO E IRU SHULRGHQ Antal I perioden 1990 til 1996 blev det årlige antal 49, stk. 2-tilladelser mere end tredoblet. Stigningen i 1997 og 1998 har været væsentligt mere moderat. Udviklingen har i løbet af undersøgelsesperioden relateret sig til forskellige persongrupper med bl.a. forskellige kriminalitetsarter og domslængder. Dette bevirker, at der på en række områder ses ret markante udviklingstendenser. Med henblik på at tegne et mere overordnet billede af udviklingen og dermed også et billede af, hvilke personer der i dag opnår tilladelse til alternativ afso rapporten. Oplysningerne for perioden er hentet fra 1994-rapporten. 11

14 ning fremlægges nedenfor de generelle udviklingstendenser, som kan uddrages af de registrerede oplysninger. Talværdier og/eller procentfordeling Bortset fra de første 3 tabeller, som indeholder såvel talværdier som procentfordeling, vil tabellerne til belysning af udviklingen stort set alle være opstillet med procentfordelinger og ikke med absolutte tal. Næsten alle talværdier er steget i løbet af undersøgelsesperioden, men de er ikke steget lige meget. F.eks. er antallet af 49, stk. 2-tilladelser til alkoholmisbrugere steget fra 18 til 41, men da denne stigning er mindre end for det samlede materiale, er alkoholmisbrugernes relative andel samtidig faldet. Det er disse forskydninger i de relative andele, som viser noget om udviklingen i anvendelsen. Fremstillingsformen med procentfordelinger er derfor valgt ud fra materialets karakter og af hensyn til tabellernes overskuelighed. Udviklingen i tal Af tabel 3 fremgår det tydeligt, at udviklingen især er præget af et markant øget antal 49, stk. 2-tilladelser til stofmisbrugere og helt unge. Der er også tale om stigninger vedrørende alkohol, sociale grunde og psykiske grunde. De resterende grupper er talmæssigt meget små og udviser ingen stigende tendens. 7DEHO VWN DIVRQLQJHU SU nu IRUGHOW Sn KRYHGEHJUXQGHOVH,QGLNDWLRQ DQWDO $ONRKRO 1DUNR 6RFLDOH JUXQGH 3V\NJUXQGH 8QJ DOGHU 8GYLNOLQJVK PQLQJ )\VLVNH JUXQGH $QGHW %ODQGLQJVPLVEUXJ,DOW SURFHQW $ONRKRO 1DUNR 6RFLDOH JUXQGH 3V\NJUXQGH 8QJ DOGHU 8GYLNOLQJVK PQLQJ )\VLVNH JUXQGH $QGHW %ODQGLQJVPLVEUXJ,DOW 12

15 2.2 Begrundelser for 49, stk. 2-tilladelser Anvendelsesområdet for straffelovens 49, stk. 2 er meget bredt og meget forskelligartet. Af basismaterialets 9 forskellige indikationsområder, er det stofmisbrugerne, de helt unge og alkoholikerne, der tegner sig for langt den overvejende del (85%) af alle 49, stk. 2-sager. Derefter følger personer med psykiske eller sociale problemstillinger. De øvrige indikationsområder (udviklingshæmning, fysiske grunde og andet ) er så småt repræsenteret, at de i en række tabeller vil blive slået sammen til øvrige grupper. Blandingsmisbrugerne viser så lille forskel fra personer registreret som narkomaner, at disse 2 grupper i den videre fremstilling slås sammen til én gruppe: stofmisbrugere. Af hensyn til forståelsen af en række af de efterfølgende udviklingstendenser skal der her gives en ret udførlig beskrivelse af de forskellige begrundelser. Beskrivelsen er baseret på skriftlige kilder og oplysninger fra Direktoratet for 6 Kriminalforsorgen. Den suppleres med enkelte af undersøgelsens statistiske fund især for de små persongrupper, som ikke analyseres særskilt i de efterfølgende kapitler. Misbrug af rusmidler Forskellige former for misbrug af rusmidler begrunder næsten 60% af 49, stk. 2-tilladelserne i undersøgelsesperioden. Straffelovens 49, stk. 2. blev indført i 1973, hvor man i de foregående år havde oplevet en voldsom stigning i ungdomsnarkomanien. Narkomanernes berigelseskriminalitet antages at have stor sammenhæng med deres misbrug, og behandling af motiverede narkomaner menes at ville have en større kriminalitetsforebyggende effekt end afsoning af fængselsstraf. De samme synspunkter gør sig til dels gældende vedrørende alkohol- og blandingsmisbrugere, men her argumenteres der tillige med, at mennesker, der reagerer voldeligt ved indtagelse af alkohol, speed eller diverse blandinger, bør behandles for deres misbrug ikke kun af hensyn til den dømte selv, men også af hensyn til mulige kommende ofre. Når misbrugere udgør så stor en del af de 49, stk. 2-anbragte, er der således ikke alene tale om at tilgodese den enkelte misbrugers behandlingsbehov, men også om et forsøg på at varetage samfundets interesser i at nedsætte risikoen for yderligere kriminelle handlinger. 7 6 Bl.a rapporten, side rapporten, s

16 Narkomani Den største gruppe er de egentlige stofmisbrugere (40% af samtlige afgørelser). Deres andel har bortset fra en periode omkring 1994 været stigende perioden igennem og synes nu at have stabiliseres sig på et niveau mellem 40 og 50% af alle 49, stk. 2-forløb. Unge, som har et så massivt hashforbrug, at de har behov for behandling for at komme ud af dette forbrug, er også registreret med begrundelsen narko. Ifølge Direktoratet for Kriminalforsorgens årlige statistik på området er andelen af hårdere belastede stofmisbrugere blandt de indsatte i fængslerne steget fra 12% i 1987 til 19% i Blandingsmisbrug Denne gruppe omfatter de misbrugere, som ikke umiddelbart kan betragtes som rene narkomaner eller rene alkoholikere. Der er tale om personer med et blandet misbrug af diverse stemningsændrende midler (medicin, speed, hash, svampe, alkohol m.v.). I perioden er det blevet mere almindeligt, at narkomaner supplerer deres meget dyre misbrug af heroin/morfica med andre og billigere stoffer. Det kan derfor være vanskeligt at afgøre, om den enkelte misbruger burde registreres i den ene eller den anden kategori. Samtidig viser gruppen af blandingsmisbrugere sig i de statistiske analyser at komme ud med stort set de samme resultater og fordelinger som gruppen af narkomaner. Blandingsmisbrugere og narkomaner er derfor i en del af fremstillingerne i denne rapport slået sammen til én gruppe stofmisbrugere. Antallet af 49, stk. 2-tilladelser til blandingsmisbrugere har i hele perioden været ret lavt (fra 4 til 20 årligt), og denne gruppe tegner sig for 6% af samtlige tilladelser. Der har i perioder været problemer 9 med at finde egnede behandlingsinstitutioner til blandingsmisbrugere. Dette problem synes i hvert fald delvist løst med Minnesota-modellens indtog i Danmark i løbet af halvfemserne. Alkoholmisbrug Tidligere undersøgelser af alkoholforbruget blandt kriminalforsorgens klientel har vist, at ca. 1/3 havde et behandlingskrævende alkoholmisbrug. En ny undersøgelse af misbrugsproblemer blandt de indsatte i fængsler og arresthuse viser, at andelen nu er nede omkring 18%. Forskellene mellem de to undersøgelsesresultater kan blandt andet tilskrives, at mange spritbilister ikke længe- 8 Kriminalforsorgens Statistik 1998, s rapporten, s. 6. Forskningsrapport nr. 31. September Justitsministeriet. Klientundersøgelsen en endnu ikke offentliggjort undersøgelse fra februar 1999 af de indsatte i fængsler og arresthuse. Undersøgelsen, der er iværksat af Kriminalforsorgens Differentieringsudvalg, forventes publiceret i foråret

17 re afsoner deres straf i fængsel eller arresthus, men i stedet deltager i en særlig benådningsordning for spritbilister. Som nævnt ovenfor betragtes misbrug som en kriminalitetsfremmende faktor. Dermed antages det at kunne få en kriminalitetsdæmpende virkning, hvis den dømte kommer i behandling og får styr på sit misbrug. Behandling af alkoholmisbrug kan således begrunde en tilladelse til 49, stk. 2-afsoning. Ung alder Ung alder er først blevet en egentlig, selvstændig 49, stk. 2-begrundelse fra 1991/92. Den er i det samlede materiale anført i forbindelse med , stk. 2-forløb. Næsten alle de årige (340 ud af 353), flertallet af de årige (116 ud af 192) og ganske få (8 senmodne) årige er registreret med denne begrundelse. Af de årige var ca. halvdelen mellem 18 og 18½ år på afgørelsestidspunktet, hvorfor det må lægges til grund, at langt de fleste af dem har været under 18, da kriminaliteten blev begået og dommen afsagt. Næsten halvdelen af de årige er udover ung alder også registreret med en subindikation (sekundær begrundelse). Psykiske grunde Denne begrundelse er ikke kun forbeholdt personer med egentlige psykiatriske lidelser, som kræver behandling i psykiatrisk hospital. Den anvendes også i forbindelse med psykisk skrøbelige personer, som kan have svært ved at klare sig i et barskt fængselsmiljø. Antallet af årlige 49, stk. 2-tilladelser til denne gruppe har været lavt, og det skal bemærkes, at der i hele undersøgelsesperioden kun har været 21 overførsler til psykiatriske hospitaler/sygehusafdelinger, mens over halvdelen (72 ud af i alt 130) har 49, stk. 2-afsonet på kriminalforsorgens pensioner. Sociale grunde Denne begrundelse er anført i under 5% af 49, stk. 2-sagerne. Den er bl. a. anvendt, hvor hensynet til børns tarv har været udslaggivende for en 49, stk. 2-tilladelse f.eks. hvor den alternative afsoning har kunnet forhindre, at den dømtes børn måtte anbringes på døgninstitution. Begrundelsen har også været anvendt, hvor der var tale om fortsættelse af igangværende sociale behandlingsforløb, enten for familier eller for helt unge. I perioden har der i alt været 85 49, stk. 2-tilladelser med begrundelsen sociale grunde. Heraf har mere end halvdelen (55%) været placeringer på kriminalforsorgens pensioner. Øvrige grupper De tre nedenstående kategorier er hver for sig meget små i forhold til det samlede materiale. Samtidig har de i de statistiske analyser en række fællestræk (herunder en meget høj gennemførelsesprocent). For overskuelighedens skyld er de i en række tabeller slået sammen i kategorien øvrige grupper. 15

18 Udviklingshæmning Dette er et af de helt små indikationsområder med i alt 22 49, stk. 2-forløb i perioden Begrundelsen anvendes i forbindelse med personer, som intelligens- eller funktionsmæssigt er så svage, at det skønnes risikofyldt at placere dem i de barske fængselsmiljøer, hvor de udsættes for chikanerier fra mere velfungerende indsatte. Der er ofte tale om personer, som først efter dom viser sig at være på grænsen af strafegnethedsområdet på grund af mangelfuld åndelig udvikling (straffelovens 69, jf 16). Fysiske grunde Også her er der tale om en uhyre sjældent anvendt begrundelse (14 tilfælde i perioden ). Der har været tale om personer med alvorlige, kroniske lidelser, som vanskeligt har kunnet tilgodeses i fængselssystemet og hvor man alligevel ikke har fundet grundlag for benådning. Andet Der er tale om nogle helt enkeltstående tilfælde, hvor begrundelsen for at tillade alternativ afsoning ikke har kunnet rubriceres i en af de ovenstående kategorier. Af de i alt 12 registreringer her stammer de 8 fra Der synes dels at være tale om en større usikkerhed omkring kategoriseringen i forbindelse med en ændring i Direktoratet for Kriminalforsorgens statistikførsel, og dels at man i 1998 er begyndt at få de første 49, stk. 2-tilladelser med baggrund 12 i forsøgsordningen vedrørende sex-kriminelle, uden at der har været mulighed for at foretage en særskilt registrering af denne nye 49, stk. 2-begrundelse (vil blive selvstændigt registreret fra 1999). )LJXU 8GYLNOLQJHQ L DQWDOOHW DI VWN DIJ UHOVHU IRUGHOW Sn KRYHGJUXSSHU Alle andre grupper Ung alder Stofmisbrugere Alkohol 12 Lov nr. 274 af 15. april 1997 om ændring af straffeloven, retsplejeloven m.v. 16

19 Subsidiære indikationer Det kan i øvrigt oplyses, at der i knapt 500 sager er registreret en subsidiær begrundelse. Mange af 49, stk. 2-afsonerne må således betragtes som relativt belastede personer med flere diagnoser ud over de kriminelle problemstillinger. 2.3 Kønsfordeling Af de 1782 iværksatte 49, stk. 2-afsoninger tegner kvinderne sig for 11%, mændene for 89%. Der har været en del udsving over årene, og i perioden var der en klart faldende tendens for andelen af kvinder. Denne tendens er dog udlignet en del i DEHO. QVIRUGHOLQJ Sn DIJ UHOVHVnU SURFHQW 7RWDO 0 QG.YLQGHU Fordelingen dækker over ret store udsving indenfor de forskellige begrundelser for tilladelse til alternativ afsoning, idet kvinderne tegner sig for godt 33% af alle de socialt begrundede 49, stk. 2-forløb og for 15-16% af forløbene begrundet i narkomisbrug eller psykiske problemer, mens de på de øvrige områder kun tegner sig for mellem 0 og 6%. Inden for aldersfordelingen er kvinderne tydeligt underrepræsenteret blandt de 15-19årige og til gengæld overrepræsenteret i de ældre aldersgrupper. Dette forhold kan til dels forklare udsvingene i perioden, hvor andelen af helt unge afsonere er steget markant. Tabeller over kønsfordeling, begrundelse for 49, stk. 2-tilladelse og aldersgrupper er vist i bilag 1. Det skal i øvrigt bemærkes, at kvinder i disse år udgør omkring 5,5% af det gennemsnitlige belæg i fængsler og arresthuse, og at de ifølge kriminalstatistikken modtager omkring 6,5% af alle ubetingede frihedsstraffe. 2.4 Aldersfordeling Den største ændring i perioden er sket i forhold til de helt unge afsonere. Det stigende antal unge skyldes dels de ændrede afsoningsregler for unge under 18 år som følge af Danmarks ratifikation af FNs børnekonvention i og dels en stigning i antallet af (korte) ubetingede frihedsstraffe til 13 Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, Cirkulære om behandlingen af årige, der anbringes i Kriminalforsorgens anstalter og arresthuse ( 5) 5. januar

20 aldersgruppen tilsyneladende en følge af en ændret domspraksis i voldssager i løbet af halvfemserne. 14 I perioden er de åriges andel faldet en del, mens de øvrige aldersgrupper har holdt sig nogenlunde uændrede. 7DEHO $OGHUVJUXSSHU IRUGHOW Sn DIJ UHOVHVnU SURFHQW 7RWDO nu nu nu nu nu nu nu nu RJ GHURYHU Fordelinger på alder er på nogle områder delvist sammenfaldende med fordelinger på begrundelser for 49, stk. 2-tilladelser, idet én af begrundelserne er defineret som ung alder. Samtidig viser der sig at være en række forskelle i karakteristikken af de helt unge og de ældre aldersgrupper i materialet. Disse forskelle vil blive berørt i den videre gennemgang af de registrerede oplysninger, ligesom der i bilagsdelen vil være en række supplerende tabeller med netop aldersfordelinger. Det kan i øvrigt oplyses, at de yngste 49, stk. 2-afsonere er 15 år og den ældste 73. Gennemsnitsalderen er 26,3 år. 2.5 Anvendte institutionstyper Alternativ afsoning i medfør af straffelovens 49, stk. 2. kan ske på døgninstitutioner, som af Direktoratet for Kriminalforsorgen skønnes at kunne leve op 15 til de sikkerhedskrav, som i den konkrete sag skønnes nødvendige. Der er tale om såvel offentligt drevne som selvejende institutioner og opholdssteder. Institutionerne er i registret kategoriseret efter, hvem der helt eller delvist betalte for den pågældende type behandling i 1989, hvor dataregistreringen startede. Da der i mellemtiden er sket ændringer i betalingsforpligtelsen mellem kommune, amt og stat, er den oprindelige opdeling i kommunalt og amtsligt betalte 49, stk. 2-forløb i analysen slået sammen til én gruppe sociale institutio- 14 Integration af årige frihedsberøvede. Lisbeth Hansen. Speciale. Aalborg Universitet Cirkulære om overførsel af domfældte i medfør af straffelovens 49, stk. 2 til behandlingsinstitutioner, plejehjem m.v. af 6. januar

21 ner. Denne kategori omfatter en bred vifte af døgntilbud som f.eks. socialpædagogiske foranstaltninger, misbrugsbehandling (både alkohol og narko) eller ophold på forsorgshjem. Disse ophold betales via social- eller sygehuslovgivningen af kommuner, amter og Socialministeriet. Betegnelsen andet anvendes i tilfælde, hvor hverken Socialministeriet, amt, kommune eller kriminalforsorgen finansierer døgnopholdet (f.eks. forældrebetalte ophold på efterskole, ophold på TAMU-centre under Arbejdsministeriet eller personer med friplads på en privat institution). Der er således tale om en ret grov inddeling af institutionspladser efter finansieringsform. Udviklingen viser fra 1994 en tydelig tendens til flere 49, stk. 2-forløb i sociale institutioner og færre forløb i kriminalforsorgens pensioner. 7DEHO $QYHQGWH VWN LQVWLWXWLRQHU IRUGHOW Sn DIJ UHOVHVnU SURFHQW 7RWDO.ULPLQDOIRUVRUJV SHQVLRQ 6RFLDOH LQVW 3V\NKRVSLWDO $QGHW 2.6 Kriminalitetsart Udviklingen i undersøgelsesperioden viser en markant øget anvendelse af 49, stk. 2 over for voldskriminelle fra 13% i 1990 til 26% i I perioden var andelen oppe på mellem 29 og 35%. I tal/antal afgørelser er der tale om en stigning fra 12 i 1990 til over 80 de sidste 4 år (højest i 1997 med 94 afgørelser vedr. voldskriminalitet). Hvor den generelle stigning i anvendelsen i perioden har været en (stor) tredobling, er der for de voldskriminelle tale om næsten en syvdobling fra 1990 til 1995, hvorefter udviklingen synes at stabilisere sig. Udviklingen hænger i meget høj grad sammen med den ændrede aldersfordeling i perioden, idet 208 af de i alt 484 afgørelser med voldskriminalitet vedrører unge under 18 år. Afgørelser vedrørende berigelseskriminelle er i perioden faldet fra 64% til 54%. De øvrige kriminalitetsarter er talmæssigt små og udviser ingen markante tendenser. 19

22 Dog skal bemærkes, at antallet af sædelighedskriminelle ikke er steget markant i En stigning for denne gruppe var ellers at forvente efter folketingets vedtagelse af forsøgsordningen for sex-kriminelle, hvor kombinationen af behandling og 49, stk. 2-afsoning er en mulighed. 16 7DEHO.ULQLQDOLWHWVDUW IRUGHOW Sn DIJ UHOVHVnU SURFHQW 7RWDO /RY RP HXI ) UGVHOVORY (MHQGRPVNULP 9ROGVNULP 6 GHOLJKHG $QGHQ VWUORY $QGHW Tabeller over kriminalitetens art fordelt på aldersgrupper og begrundelse for 49, stk. 2-tilladelsen er optrykt i bilag Domslængder Udviklingen i 49, stk. 2-afsonernes domslængder går tydeligt i retning af flere korte domme. Andelen af domme på 30 dage og derunder er fordoblet, og domme mellem 31 og 90 dage er steget fra 18 til 28%, hvorimod andelen for domme på over 1 år er faldet fra 26 til 14%. Denne udvikling har som udviklingen i kriminalitetsart sammenhæng med det øgede antal unge 49, stk. 2- afsonere og omtales nærmere i kapitel af de i alt 353 unge under 18 år i materialet afsoner domme på max 3 måneder. Tabeller over domslængde fordelt på aldersgruppe og kriminalitetsart er optrykt i bilag 1. 7DEHO 'RPVO QJGHU IRUGHOW Sn DIJ UHOVHVnU SURFHQW 7RWDO 0D[ GDJH PnQHGHU PnQHGHU ònu 2YHUnU 16 Lov nr. 274 af 15. april 1997 om ændring af straffeloven og retsplejeloven m.v. 20

23 2.8 Længde af 49, stk. 2-ophold De registrerede datasæt indeholder ikke eksakte oplysninger om længden af det faktiske ophold i medfør af straffelovens 49, stk. 2. Der er derfor foretaget beregninger ud fra straffelovens almindelige regler vedrørende afsoning og prøveløsladelse, men i 49 sager (heraf de fleste på ikke-gennemførte forløb) har det ikke været muligt at beregne 49, stk. 2-længden. Opgørelsen over opholdstiderne bør derfor tages med et vist forbehold for den her undersøgte periode. I forbindelse med det samlede forskningsprojekt indsamles der nøjagtige oplysninger om opholdstider for alle 49, stk. 2-afsonere i Udviklingen i perioden følger den beskrevne udvikling i domslængder. Der er tale om en både antalsmæssigt og relativt stor stigning i 49, stk. 2-forløb på 30 dage og derunder og om en behersket stigning i opholdstider på over 6 måneder. Også i udviklingen i opholdstiderne ses en sammenhæng med den stigende 49, stk. 2-anvendelse over for unge. Tabeller over 49, stk. 2-opholdslængder fordelt på kriminalitetsart og aldersgrupper er optrykt i bilag 1. 7DEHO / QJGHQ DI VWN RSKROG IRUGHOW Sn DIJ UHOVHVnU SURFHQW 7RWDO 0D[ GDJH PnQHGHU PnQHGHU ònu 2YHUnU 2.9 Forstraffe Fordelingen mellem tidligere straffede og tidligere ustraffede 49, stk. 2-afsonere har svinget en del i undersøgelsesperioden. Periodens gennemsnit med 22% tidligere ustraffede og 78% tidligere straffede dækker således over fordelinger fra 16/84% i 1991 til 30/70% i Derefter ses en faldende tendens for de tidligere ustraffedes andel og dermed en tilsvarende stigende tendens for de tidligere straffedes andel. Fordelingen har stor sammenhæng med begrundelserne for de givne 49, stk. 2-tilladelser. 87% af alle alkoholmisbrugere og 95% af alle stofmisbrugere er registreret som tidligere straffede, mens alle øvrige grupper kun har mellem 21

24 52% og 67% tidligere straffede. De meget uensartede fordelinger omtales nærmere i kapitel 4s analyse af hovedgrupperne. Tabeller over forstraffe fordelt på anbringelsessted og begrundelse for 49, stk. 2-tilladelse er optrykt i bilag 1. 7DEHO VWN DIVRQHUHV IRUVWUDIIH IRUGHOW Sn DIJ UHOVHVnU SURFHQW 7RWDO 7LGOLJHUH VWUDIIHW,NNH WLGO VWUDIIHW 2.10 Afsoningsstatus på afgørelsestidspunktet Af forarbejderne til straffelovens 49, stk. 2 (indført i 1973) fremgår det, at bestemmelsen oprindeligt var tænkt som en mulighed for overførsel fra fængsel til behandlingsinstitution, og at der kun i relativt få tilfælde kunne gives tilladelse til alternativ afsoning til dømte, som var på fri fod. Udviklingen fra midten af firserne er dog gået i retning af stadigt flere 49, stk. 2-tilladelser til dømte på fri fod, og i forslag til lov om straffuldbyrdelse foreslås begrænsningen i forhold til frifodsfolk ophævet. Udviklingen i undersøgelsesperioden tyder på, at den administrative praksis allerede har taget højde for den foreslåede lovændring og de politiske tilkendegivelser. Hvor halvdelen af alle 49, stk. 2-afsoninger i 1990 startede fra varetægtssurrogat eller afsoning, er andelen for hele perioden nede på 1/3 (lavest i 1995 med 28%). Fordelingen er også her relateret til begrundelserne for 49, stk. 2-tilladelse. For begrundelserne alkohol og ung alder starter hhv. 80 og 75% af alle alternative afsoningsforløb fra fri fod, mens det kun sker for 60% af stofmisbrugerne. Tabeller med afsoningsstatus fordelt på alder, kriminalitetsart og begrundelse for 49, stk. 2-tilladelse er optrykt i bilag Bl.a. efter tilkendegivelser fra Folketinget om øget anvendelse af 49, stk. 2 over for visse grupper omtalt i 994-rapporten, side Betænkning nr Forslag om Lov om fuldbyrdelse af straf m.v. 22

25 7DEHO $IVRQLQJVVWDWXV Sn DIJ UHOVHVWLGVSXQNWHW IRUGHOW Sn DIJ UHOVHVnU SURFHQW 7RWDO )ULIRG 6XUURJDW $IVRQLQJ 9DUHW JWVI QJVOLQJ XGHQ IRU.ULPLQDOIRUVRUJHQV DUUHVWKXVH $QYHQGHV SULP UW L IRUELQGHOVH PHG nuljhv RSKROG L VLNUHGH DIGHOLQJHU IRU XQJH HOOHU L IRUELQGHOVH PHG SV\NLVN V\JHV SOD FHULQJ Sn SV\NLDWULVN KRVSLWDO 2.11 Gennemførte og ikke-gennemførte forløb Andelen af afbrudte 49, stk. 2-forløb har ligget ret stabilt omkring 1/5 igennem hele perioden Lavest i 1994 med 12% og højest i 1997 med 24% afbrudte forløb. Gennemførelsen af 49, stk. 2-forløb analyseres grundigt i kapitel 3 og 4, hvorfor fordelingerne på alder, kriminalitetsart m.v. ikke skal omtales her. Det skal dog nævnes, at gennemførelsesprocenten iflg. Direktoratet for Kriminalforsorgens undersøgelse af perioden lå på 77% = et frafald på 23%. 19 Der er således tale om en lidt højere gennemførelsesprocent og dermed et mindre frafald for perioden Tilbagekaldte 49, stk. 2-tilladelser er registreret med to forskellige årsager til tilbagekaldelsen: vilkårsmisbrug = overtrædelse af de betingelser, som kriminalforsorgen og/eller behandlingsstedet havde stillet for opholdet anden årsag, som iflg. oplysninger fra Direktoratet for Kriminalforsorgen primært dækker de situationer, hvor den dømte selv har ønsket at forlade behandlingen/at afsone resten af straffen i fængsel på almindelige vilkår. Der synes ved diverse krydstabuleringer ikke at være væsentlige forskelle mellem de to grupper af tilbagekaldte, hvorfor grupperne i den efterfølgende analyse slås sammen til én gruppe: ikke-gennemførte forløb rapporten. 23

26 7DEHO *HQQHPI UW RJ LNNHJHQQHPI UWH VWN IRUO E IRUGHOW Sn DIJ UHOVHVnU SURFHQW 7RWDO,QJHQ WLOEDJHNDOGHOVH 9LONnUVPLVEUXJ $QGHW 2.12 Sammenfatning vedr. udviklingstendenser Den stigende anvendelse af straffelovens 49, stk. 2 relaterer sig primært til et øget antal tilladelser til stofmisbrugere og helt unge afsonere. Dermed synes udvidelsen at følge de politiske tilkendegivelser på området. Kvindernes andel af de alternative afsoningsforløb har været faldende i perioden , med en udjævning i Dette synes primært at have sammenhæng med, at der stort set ikke er kvinder repræsenteret i de yngste aldersgrupper af 49, stk. 2-afsonere. Alderssammensætningen har ændret sig som følge af de mange 49, stk. 2-tilladelser med begrundelsen ung alder. De åriges andel af 49, 2-forløbene er steget fra 9% i 1990 til 24% i Fra 1994 ses en klar tendens til at en stadigt større del af 49, stk. 2-afsoningerne foregår i sociale institutioner primært finansieret af kommuner og amter og en tilsvarende mindre del i kriminalforsorgens pensioner. Vedrørende den kriminalitet, som ligger til grund for den idømte straf, er den mest markante udvikling stigningen i voldsdomme i perioden Det kan bemærkes, at de sex-kriminelles andel ikke er steget markant i 1998, på trods af indførelse af forsøgsordning for denne gruppe. De idømte domslængder viser en klar tendens i retning af flere korte domme, hvilket umiddelbart har sammenhæng med ændringerne i kriminalitetsart. De kortere domslængder afspejles i længden af 49, stk. 2-opholdene. Andelen af tidligere ustraffede blandt 49, stk. 2-afsonerne har svinget voldsomt i undersøgelsesperioden. Udsvingene har primært sammenhæng med andelen af unge og ændringerne i kriminalitetsart. Andelen af frifodsfolk personer, som var på fri fod, da 49, stk. 2-tilladelsen blev givet er steget fra 50% til omkring 67%, dog med en udjævnende tendens i periodens slutning. Andelen af 49, stk. 2-afsonere, som gennemfører det planlagte forløb frem til (prøve)løsladelse har ligget relativt konstant omkring 80% perioden igennem og en anelse højere end i en tidligere undersøgelse, som omfattede perioden

27 3 Analyse af sandsynligheden for gennemførelse I forhold til det samlede forskningsprojekts focus på effekten af alternative afsoningsforløb er det i denne analyse valgt at tage udgangspunkt i gennemførelsesprocenten for 49, stk. 2-afsoningerne, og det er forsøgt at få isoleret de faktorer, som ud fra de registrerede data kan dokumenteres at have væsentlig betydning for den enkelte dømtes chance for at gennemføre forløbet frem til løsladelsestidspunktet. Gennemførelse af et planlagt behandlingsforløb i en afsoningsperiode kan ikke i sig selv sige noget om en efterfølgende effekt i form af ophør af misbrug, forbedret socialt funktionsniveau, nedsættelse af det kriminelle aktivitetsniveau, eller hvad der nu i den konkrete persons tilfælde kan siges at dokumentere en effekt af forløbet. Men det må dog lægges til grund, at en gennemførelse af det planlagte behandlingsforløb vil rumme den første forudsætning for at opnå en efterfølgende effekt. I valget af gennemførelsesprocenten som analysegrundlag har det også spillet ind, at der med en så markant øget anvendelse af et straf-alternativ kunne være tale om, at visitationsproceduren var blevet lempet undervejs (f.eks. for at imødekomme politiske tilkendegivelser) med henblik på at fastholde stigningstakten. Ændringer i visitationen til ordningen ville formentlig kunne afsløres via markante udsving i gennemførelsesprocenten (i form af lavere gennemførelse, hvis man havde lempet visitationskravene, og højere gennemførelse, hvis man havde skærpet dem). Analysen har ikke afsløret udsving, som kunne tyde på ændringer i visitationskravene i undersøgelsesperioden. )LJXU *HQQHPI UHOVHVSURFHQW IRUGHOW Sn DIJ UHOVHVnU Procent

28 3.1 Persongruppens komplekse sammensætning Som beskrevet ovenfor er anvendelsesområdet for straffelovens 49, stk. 2 meget bredt og forskelligartet. I forhold til den statistiske analyse af materialet har det været nødvendigt at analysere på de forskellige grupper hver for sig, idet en række af de samlede analyser viste sig at give misvisende resultater. Der er således stor forskel på, om den alternative afsoning vedrører en 14-dages dom for banal vold for en tidligere ustraffet 16-årig, eller om der er tale om dom nr. 17 til en 35-årig narkoman. Analyserne er gennemført for hver af de 3 største grupper stofmisbrugere, ung alder og alkoholmisbrugere som tilsammen tegner sig for 4/5 af alle 49, stk. 2-forløb. 3.2 Den faktiske gennemførelsesprocent Af de 1782 iværksatte alternative afsoningsforløb har langt de fleste omkring 80% gennemført det planlagte ophold frem til løsladelsen. Det skal dog oplyses, at der på opgørelsestidspunktet d var godt 30 personer, der stadig var i færd med en 49, stk. 2-afsoning, som var besluttet i løbet af Der må således regnes med en mindre ændring af gennemførelsestallene for Opgørelsen over gennemførte forløb fordelt på de år, hvor tilladelsen til 49, stk. 2-afsoning blev givet, viser ikke særligt store udsving, og der kan ikke siges at være en faldende tendens. Periodens gennemsnit er på 80,5%, med 76,5% som den laveste (i 1997) og 87,7% (i 1994) som den højeste. Det skal bemærkes, at stofmisbrugere har den laveste gennemførelsesprocent, hvorfor netop denne gruppes andel af 49, stk. 2-afsonerne vil have relativt stor betydning for den samlede gennemførelsesprocent. Dette ses tydeligt på udsvinget i 1994, hvor der oplevedes en reel nedgang i antallet af narkomaner i alternativ afsoning i forhold til året før. 1994s meget høje gennemførelsesprocent må dog også tilskrives, at de helt unge som generelt har en høj gennemførelsesprocent netop i 1994 udgjorde den største relative andel med over 1/3 af alle 49, stk. 2-tilladelser. I 1997, hvor gennemførelsesprocenten var relativt lav, var antallet af narkomaner det højeste nogensinde. Tabel 13: Gennemførelse fordelt på begrundelser for 49, stk. 2-tilladelsen Alko- Stof- Sociale Psyk. Ung Øvrige hol misbrug grunde grunde alder grunde Total Tilbagekaldt... 17,2 25,8 14,1 17,7 12,9 2,1 19,5 Ikke tilbagek ,8 74,2 85,9 82,3 87,1 97,9 80,5 26

29 3.3 Faktorer af betydning for gennemførelsesprocenten I forbindelse med analyserne af materialet er der dannet en variabel, gennemførelse, der indeholder oplysninger om, hvorvidt den enkelte person i en 49, stk. 2-afsoning har gennemført hele forløbet frem til løsladelsestidspunktet. Der er anvendt en logistisk regressionsanalyse på materialet. Variablen gennemførelse er holdt op mod en række andre variabler med henblik på at kunne isolere enkelte variabler/faktorer som afgørende for gennemførelseschancen. De sammenholdte variabler har været: Køn. Aldersfordeling: alder opdelt i grupperne år, år, år, år, 40 år og derover. Afgørelsesår: det år hvor afgørelsen om tilladelsen til 49, stk. 2-forløbet er truffet. Anbringelsessted: opdelt i kriminalforsorgens pensioner, sociale institutioner, psykiatriske hospitaler og andet. Anbringelsesstatus: opdelt i fri fod, surrogat og afsoning Indikation: opdelt i alkohol, stofmisbrug, sociale grunde, psykiske grunde, ung alder og øvrige grupper. Flere domme: en eller flere domme. Før straffet: tidligere straffet eller ikke tidligere straffet. Kriminalitetsart: opdelt i lov om euforiserende stoffer, færdselslov, anden særlov, ejendomskriminalitet, voldskriminalitet, sædelighedskriminalitet og anden straffelov. Genganger: et eller flere 49, stk. 2-forløb. De ovenstående variabler er behandlet kategorialt. Det vil sige, at der ikke er antaget en umiddelbar lineær sammenhæng mellem sandsynligheden for at gennemføre forløbet og de kategorier, som variablerne indeholder. Hver kategori (f.eks. aldersgruppe år eller berigelseskriminalitet ) undersøges for sig, ved at blive sat i forhold til alle andre variabler og deres kategorier. Domslængde i dage Længde af 49, stk. 2-forløbet i dage Disse variabler er behandlet som lineære variabler. Det vil her sige, at der antages at være en umiddelbar sammenhæng mellem en stigning eller et fald i disse variablers antal dage og sandsynligheden for gennemførelse af forløbet. På baggrund af disse variabler er der gennemført fire logistiske regressionsanalyser, én der inddrager samtlige personer i datamaterialet og tre der hver for sig alene ser på en af indikationsgrupperne ung alder, stofmisbrug eller alkohol. Disse tre grupper udgør tilsammen 85% af det samlede antal forløb, eller respektivt 26%, 46% og 13%. 27

30 Regressionsanalysen gennemført på samtlige forløb viser, at indikationen er udslaggivende på sandsynligheden for gennemførelse. Personer med indikation stofmisbrug har den ringeste sandsynlighed for at gennemføre forløbene, mens gruppen øvrige grupper, der består af udviklingshæmning, fysiske grunde og andet har næsten 9 gange så høj sandsynlighed for at gennemføre, når alle andre faktorer holdes konstante. Indikationerne sociale grunde og ung alder har, ud fra samme forudsætninger, knapt 2 gange så stor sandsynlighed for gennemførelse som personer med indikationen stofmisbrug. Endelig har personer med indikationerne alkohol og psykiske grunde omkring 1,3 gange så stor sandsynlighed for gennemførelse, som indikationen stofmisbrug. Personer, der ikke er straffet tidligere, har næsten dobbelt så stor sandsynlighed for gennemførelse som personer, der er straffet tidligere, når andre forhold holdes konstante. Tilsvarende har personer, som starter deres 49, stk. 2-forløb fra fri fod, næsten dobbelt så stor sandsynlighed for gennemførelse som personer, der starter forløbet fra afsoning/varetægtssurrogat. Domslængden viser, at jo længere dom, jo mindre sandsynlighed for gennemførelse. Dette resultat er ikke umiddelbart overraskende. Længere ubetingede frihedsstraffe gives normalt kun til personer, som gentagne gange er dømt for kriminelle handlinger, eller i betydeligt færre tilfælde til personer, som dømmes for et enkeltstående tilfælde af meget grov kriminalitet. Personer med længere fængselsstraffe er således ofte belastede via tidligere fængselsophold. Samtidig vil de ofte have været varetægtsfængslede og været i afsoningsforløb i almindeligt fængselsregi i en længere periode, før der gives tilladelse til alternativ afsoning. Overgangen fra almindelig afsoning til behandlingsafsoning kan i disse tilfælde være ret vanskelig og voldsom at tackle for den dømte. Helt modsat resultatet vedrørende domslængden viser analysen, at jo længere 49, stk. 2-forløbet er, jo større er sandsynligheden for gennemførelse. Det vil sige, at af 2 personer med lige lange domme, men med forskel i den tid, som afsones i medfør af 49, stk. 2, der vil den person, som afsoner den største del af dommen som 49, stk. 2-forløb, have størst chance for at gennemføre. Når man ser på udviklingen i undersøgelsesperioden viser det sig, at andelen af såvel domme som 49, stk. 2-opholdslængder på max 30 dage er steget, ligesom andelen af frifodsfolk og personer, som afsoner hele den idømte straf i medfør af straffelovens 49, stk. 2. Der er dels tale om en udvikling, hvor stadigt flere 49, stk. 2-tilladelser gives til personer, der allerede på ansøgningstidspunktet er i gang med et behandlingsforløb, som de så fortsætter under den 28

31 alternative afsoning, og dels en konsekvens af de mange korte 49, stk. 2-forløb til kriminelt set ubelastede unge. Som omtalt i kapitel 2 må analyseresultaterne vedrørende længden af 49, stk. 2-forløbene tages med et vist forbehold, indtil de kan efterprøves i analysen af materialet for 1999, hvor der supplerende indhentes oplysninger om den nøjagtige længde af alle 49, stk. 2-forløb. Hvis 1999-analysen identificerer de samme faktorer som udslaggivende i forhold til sandsynligheden for gennemførelse, rejser det en problemstilling i forhold til straffelovsbestemmelsens oprindelige forudsætning om, at 49, stk. 2 primært skulle anvendes over for dømte, som allerede var i gang med almindelig fængselsafsoning, idet en sådan forudsætning kan medføre, at gennemførelsesprocenten daler. Samtidig synes udviklingen i undersøgelsesperioden at være uproblematisk, forstået på den måde, at de mange, relativt korte 49, stk. 2-forløb har en høj gennemførelsesprocent. 3.4 Sammenfatning Den markant stigende anvendelse af straffelovens 49, stk. 2 har ikke medført, at gennemførelsesprocenten er faldet. Den stabile udvikling ses på trods af, at stofmisbrugernes faktiske antal og relative andel har været stigende i perioden og at stofmisbrugerne har markant lavere sandsynlighed for at gennemføre end alle øvrige grupper. Fastholdelsen af den høje gennemførelsesprocent indikerer, at de indstillende myndigheder trods tredoblingen af antallet af 49, stk. 2-afsoninger i løbet af halvfemserne fortsat er i stand til at visitere relativt behandlingsmotiverede personer til alternativ afsoning. Resultatet indikerer også, at personalet på de involverede institutioner, som minimum, har formået at fastholde 49, stk. 2-afsonerne i behandlingsforløbet i samme omfang som tidligere.den statistiske analyse af positive/negative gennemførelsesfaktorer indikerer først og fremmest, at de registrerede data indeholder relativt få oplysninger, som er egnede til at forudsige chancen for, om en given 49, stk. 2-afsoning vil blive gennemført til løsladelsen. Dog ses der markante forskelle i sandsynligheden i forhold til indikation/begrundelse for 49, stk. 2-tilladelsen, domslængden, længden af 49, stk. 2-forløbet og den dømtes afsoningsstatus på afgørelsestidspunktet. Hvor stofmisbrugerne har en gennemførelsesprocent på 74, ligger alle andre indikationsområder over det samlede materiales 80,5%. For områderne ung alder og øvrige grupper er gennemførelsesprocenten helt oppe på hhv. 87% og 98%. 29

32 Sandsynligheden for gennemførelse øges jo længere 49, stk. 2-forløbet er. Det betyder bl.a., at personer, der afsoner hele deres idømte straf i medfør af 49, stk. 2, har større sandsynlighed for at gennemføre end personer med samme domslængde, der f.eks. først overføres i slutningen af en afsoningsperiode. 3.5 Problemstillinger Fastholdelsen af den relativt høje gennemførelsesprocent i undersøgelsesperioden hænger i høj grad sammen med 49, stk. 2-gruppens sammensætning. Hvis stofmisbrugernes andel øges, vil det medføre en lavere gennemførelsesprocent uden at der nødvendigvis er tale om et egentligt ringere resultat. Dette forhold bør man være opmærksom på i vurderingen af den fremtidige udvikling. Denne analyses udgangspunkt om at en gennemførelse af 49, stk. 2-forløbet må betragtes som en første forudsætning for at opnå en positiv effekt af den alternative afsoning bør efterprøves via det samlede forskningsprojekt. Hvis udgangspunktet viser sig holdbart (f.eks. i form af lavere recidiv for personer med gennemførte forløb end for personer med afbrudte forløb), kan analyseresultaterne give grundlag for overvejelser om ændringer i anvendelsesområdet, især vedrørende de juridiske begrænsninger i forhold til frifodsfolk og i forhold til fremrykning af tidspunktet for overførsel til alternativ afsoning for personer, som allerede er i gang med at afsone deres straf i fængsel eller arresthus. 30

33 4 Hovedområder og gennemførelse Fokusområder Som nævnt ovenfor tegner stofmisbrugere, unge og alkoholmisbrugere sig for 85% af alle 49, stk. 2-tilladelser, og det er primært inden for disse grupper, der er sket en udvikling i løbet af halvfemserne. Dette kapitel vil beskæftige sig med denne udvikling og med de tre hovedgruppers sandsynlighed for at gennemføre planlagte 49, stk. 2-forløb. 4.1 Stofmisbrugere (såvel narkomaner som blandingsmisbrugere) Behandling af misbrugeres (økonomisk belastende og dermed også kriminalitetsfremmende) stofafhængighed har altid været et kerneområde for anvendelsen af alternativ afsoning. 20 Stofmisbrugerne tegner sig da også for næsten halvdelen (822 = 46%) af alle 49, stk. 2-tilladelser, og deres andel har i de undersøgte år ligget mellem 35 og 52% af samtlige 49, stk. 2-forløb. Kønsfordelingen blandt stofmisbrugerne er 86% mænd og 14% kvinder mod et gennemsnit på hhv. 89 og 11% for alle 49, stk. 2-afsonere. Af udviklingstendenser er det omkring denne gruppe især bemærkelsesværdigt, at den udvidede anvendelse udelukkende er sket i forbindelse med mere end en firedobling af antallet (fra 30 i 1990 til 135 i 1998) af behandlingsforløbene i sociale institutioner med kommunal eller amtskommunal finansiering. Hvor disse ophold i 1990 udgjorde 68% af alle forløb med stofmisbrugere, udgjorde de i %. Antallet af placeringer i kriminalforsorgens pensioner eller amtslige institutioner/forsorgshjem er stort set uændrede hele perioden igennem. Men hvor placeringerne i kriminalforsorgens pensioner i 1990 udgjorde 27%, er den relative andel faldet og udgjorde i 1998 kun 7,5% af 49, stk. 2-forløbene for stofmisbrugere. Det skal tilføjes, at gennemførelsesprocenten er noget højere for stofmisbrugere i egentlige behandlingsinstitutioner end for stofmisbrugere i kriminalforsorgens pensioner (75% mod 67%). Dette forhold er formentlig en medvirkende årsag til den stabile gennemførelsesprocent trods den store stigning i anvendelsen af 49, stk. 2-afsoning til denne gruppe rapporten. 31

34 Tabel 14: Stofmisbrugeres fordeling på institutioner i perioden antal Krim.forsorgs pension Sociale inst Psyk.hospital Andet I alt procent Krim.forsorgs pension... 27,2 30,6 24,1 25,8 16,7 13,6 10,3 5,8 7,5 Sociale inst... 68,2 69,5 70,4 69,4 70,0 84,5 85,8 92,2 92,4 Psyk.hospital... 0,0 0,0 1,9 0,0 0,0 0,0 0,6 0,0 0,0 Andet... 4,5 0,0 3,7 4,8 13,3 1,8 3,2 1,9 0,0 I alt... 99,9 100,1 100,1 100,0 100,0 99,9 99,9 99,9 99,9 Stofmisbrugernes relativt lave gennemførelsesprocent betyder, at indikation (begrundelse for 49, stk. 2-tilladelsen) optræder som en væsentlig faktor i den samlede logistiske regressionsanalyse. Når denne analyse gennemføres alene for de 822 stofmisbrugere i materialet, bliver de udslaggivende faktorer derudover: længden af 49, stk. 2-forløbet, domslængden og den dømtes afsoningsstatus på afgørelsestidspunktet. Jo længere 49, stk. 2-forløbet er, jo større er sandsynligheden for gennemførelse. Jo længere dommen er, jo mindre er sandsynligheden for gennemførelse. Start af 49, stk. 2-forløb fra fri fod giver næsten dobbelt så stor sandsynlighed for gennemførelse som start fra afsoning. At regressionsanalysen også for stofmisbrugerne finder disse faktorer udslaggivende i forhold til sandsynligheden for gennemførelse var at forvente alene ud fra at stofmisbrugerne udgør næsten halvdelen af den samlede undersøgelsespopulation. I undersøgelsesperioden er det som beskrevet i kapitel 1 blevet mere almindeligt, at 49, stk. 2-forløb startes fra fri fod, ofte i forbindelse med at den dømte allerede er i gang med et døgnbehandlingsforløb, og dermed af de visiterende myndigheder vurderes reelt behandlingsmotiveret. Disse vurderinger kan siges at blive understøttet via regressionsanalysens fund. I denne sammenhæng kan det betragtes som problematisk eller uhensigtsmæssigt, at stofmisbrugerne er en gruppe med en relativt lav andel af personer, som starter afsoning fra fri fod: 61% af stofmisbrugerne mod 67% af den samlede undersøgelsespopulation. 32

35 Det fremgår ikke af de registrerede data, om stofmisbrugere, som starter deres 49, stk. 2-forløb fra afsoning, før overførslen til ekstern behandlingsinstitution har været placeret i en af de nyligt etablerede stoffri afdelinger eller kontraktsafdelinger i fængslet. Det er således ikke muligt via denne analyse at 21 undersøge, om sådanne placeringer giver større sandsynlighed for at gennemføre et efterfølgende 49, stk. 2-forløb. Udviklingen af gennemførelsesprocenten over år viser ikke tegn på en stigende gennemførelsestendens for stofmisbrugere. Sammenfatning Stofmisbrugerne udgør næsten halvdelen af undersøgelsespopulationen og har den laveste gennemførelsesprocent. Gruppen er i øvrigt karakteriseret ved en relativt stor andel af kvinder og stor spredning i forhold til alder, kriminalitetsarter, domslængder m.v. Stofmisbrugere, hvis alternative afsoningsforløb foregår i egentlige behandlingsinstitutioner, har større succesrate i form af højere gennemførelsesprocent end stofmisbrugere, som placeres i kriminalforsorgens pensioner. At den stigende anvendelse i perioden for denne gruppe udelukkende er sket via en stor firedobling af 49, stk. 2-afsoninger i behandlingsinstitutioner, må derfor vurderes at have stor betydning for, at gennemførelsesprocenten har kunnet fastholdes. Samtidigt er der også for gruppen af stofmisbrugere tale om en udvikling med flere 49, stk. 2-tilladelser til dømte på fri fod, og om at flere afsoner hele eller størstedelen af deres (korte) dom i medfør af 49, stk. 2. Problemstillinger Kriminalforsorgens 49, stk. 2-register indeholder ikke oplysninger om de 49, stk. 2-overførte stofmisbrugeres afsoningsplacering. Sådanne oplysninger vil være nødvendige, hvis effekten af kriminalforsorgens forstærkede indsats på området skal kunne vurderes, f.eks. i forhold til gennemførelsesprocenten for efterfølgende, eksterne 49, stk. 2-ophold. Det kan overvejes, om frifodsfolks højere sandsynlighed for gennemførelse skyldes, at disse personer er mere motiverede for behandlingen/er mindre belastede/har været i misbrug i kortere tid eller om der snarere er tale om så store kulturforskelle mellem miljøet i fængslet og behandlingsinstitutionen, at overgangen gør en gennemførelse vanskelig for dømte, som allerede er i gang med afsoningen. 21 Der er inden for de seneste år oprettet sådanne specialafdelinger i flere fængsler og en egentlig behandlingsenhed i statsfængslet i Vridsløselille. Evaluering af disse afdelinger er uden for denne undersøgelses område. 33

36 4.2 Ung alder I forbindelse med at Danmark ratificerede FNs børnekonvention, blev det i 1991/92 politisk fastslået, at straffelovens 49, stk. 2 kan anvendes til at tillade afsoning uden for fængsler eller arresthuse for helt unge lovovertrædere. Konventionen forpligter bl.a. medlemslandene til kun at anvende frihedsberøvelse (varetægtsfængsling eller afsoning) som en sidste udvej over for unge under 18 år. Samtidig stilles der krav om, at disse unge ikke må frihedsberøves sammen med voksne kriminelle. 22 Som et led i bestræbelserne på at leve op til konventionens krav har der fra 1992 været administrative regler om, at muligheden for 49, stk. 2-afsoning altid skal overvejes, når en ung under 18 idømmes en ubetinget frihedsstraf. 23 Denne anvendelse af straffelovsbestemmelsen adskiller sig væsentligt fra de øvrige indikationsområder, hvor den dømtes behandlings- eller plejebehov er helt afgørende for at opnå tilladelse til alternativ afsoning. Når det drejer sig om de helt unge kan begrundelsen altså alene være ønsket om at holde den enkelte unge uden for fængselsmiljøets risiko for negativ påvirkning. Tabel 15: Ung alder fordeling på institutioner i perioden antal Krim.forsorgs pension Sociale inst Andet I alt procent Krim.forsorgs pension... 46,7 50,0 53,6 56,1 72,9 67,1 64,8 60,3 46,3 Sociale inst... 53,3 44,4 42,9 41,4 27,1 30,1 35,2 38,5 52,5 Andet... 0,0 5,6 3,6 2,4 0,0 2,7 0,0 1,3 1,3 I alt ,0 100,0 100,1 99,9 100,0 99,9 100,0 100,1 100,1 Af tabellen fremgår, at en meget stor andel af de unge lovovertrædere 49, stk. 2-afsoner deres dom på kriminalforsorgens pensioner. Via krydstabuleringer med de unges kriminalitetsformer, domslængder, 49, stk. 2-placering m.v. kan der tegnes et generelt billede af 2 væsentligt forskellige grupper af unge i materialet. 22 FNs konvention om børn og unges rettigheder, artikel Unge-cirkulæret af fra Direktoratet for Kriminalforsorgen. 34

37 De ubelastede unge Den største gruppe (260 ud af 464 = 56%) er dømt for vold, heraf 173 for simpel vold (straffelovens 244). 59% af de voldsdømte unge er ikke tidligere straffede, og 91% af dem starter deres 49, stk. 2-afsoning fra fri fod. 2/3 af disse unge placeres i 49, stk. 2-forløb i kriminalforsorgens pensioner, hvor de, ifølge oplysninger fra Direktoratet for Kriminalforsorgen, kun opholder sig i selve afsoningsperioden og denne periode er kort: 50% afsoner domme på max 30 dage og 32% afsoner domme på dage. Der er således kun 18% af de unge, som afsoner domme på mere end 3 måneder. Af en undersøgelse om frihedsberøvede unge i 1995 fremgår, at disse, kriminelt set ubelastede unge ofte er uden kontakt til de sociale myndigheder. 24 De belastede unge Den anden gruppe består af mere kriminelt belastede unge, som primært har begået berigelseskriminalitet og har fået relativt længere domme. Disse unge 49, stk. 2-placeres ofte i socialpædagogiske institutioner, hvor kommune/amt betaler for opholdet. Ser man på de mest belastede unge (her defineret som unge, der er straffet tidligere og 49, stk. 2-afsoner en (eller flere) dom(me) på mere end 3 måneder i alt 106 personer ud af de 464 med indikationen ung alder ), kan der ud over forskellene i domslængde konstateres en markant lavere gennemførelsesprocent (76% mod hele unge-gruppens 87%) at 67% er dømt for berigelseskriminalitet mod 39% for den samlede ungegruppe at 31% er dømt for vold mod 56% for den samlede unge-gruppe at det årlige antal 49, stk. 2-tilladelser til belastede unge har ligget mellem 7 og 13 indtil 1998, hvor der var 23 unge, som faldt ind under denne definition at disse unge i markant højere grad 49, stk. 2-placeres i kommunalt finansierede forløb (59% mod 38% for den samlede unge-gruppe ) Selv om 64 af disse unge har domme på over 6 måneder, er der kun 9, som har en 49, stk. 2-længde over 6 måneder, hvilket tyder på, at mange har været anbragt i varetægt(ssurrogat) under sagens behandling hos politi og domstole. Der er da også kun 42% af de belastede unge, som starter deres 49, stk. 2- afsoning fra fri fod mod 76% af den samlede unge-gruppe. 24 Integration af årige frihedsberøvede. Lisbeth Hansen. Speciale. Aalborg Universitet

38 Regressionsanalysen for gruppen ung alder viser, at de ikke-tidligere-straffede har 2,5 gange så stor sandsynlighed for at gennemføre som de tidligerestraffede, når alle andre faktorer holdes konstante. Analysen viser også, at jo længere dommen er, jo mindre er sandsynligheden for gennemførelse. Dette resultat hænger naturligt sammen dels med gruppens forskellige belastningsgrader og dels med domspraksis, hvor længere, ubetingede frihedsstraffe til så unge mennesker kun anvendes, når den unge har dokumenteret at være inde i en massiv kriminalitetsudvikling (eller har begået meget alvorlig kriminalitet). Det skal bemærkes, at regressionsanalysen også for denne gruppe giver større sandsynlighed for gennemførelse jo længere 49, stk. 2-forløbet er. Sammenfatning Indikationen ung alder viser sig at omfatte to væsensforskellige grupper af unge. Den ene kan beskrives som en oprindelig 49, stk. 2-målgruppe. Denne gruppe består af unge i et egentligt kriminelt udviklingsforløb unge med behov for behandling i form af socialpædagogisk støtte, uddannelse og generel socialisering som placeres i socialpædagogiske institutioner eller opholdssteder. Den kriminelt mest belastede gruppe af unge skiller sig markant ud på en række området og har blandt andet en væsentligt lavere gennemførelsesprocent. Den anden gruppe består af unge, som 49, stk. 2-placeres primært for at holde dem væk fra den risiko for negativ påvirkning, som samværet med ældre indsatte i fængsler indebærer. Der er ofte tale om tidligere ustraffede unge med en kort hæfte- eller fængselsstraf for simpel vold, og disse unge starter næsten alle deres 49, stk. 2-afsoning fra fri fod. Problemstillinger De kriminelt set ubelastede unges manglende behandlingsbehov viser sig i praksis at føre til, at flertallet af dem 49, stk. 2-placeres i kriminalforsorgens pensioner, hvor de opholder sig sammen med voksne kriminelle. Dette synes umiddelbart at være i modstrid med kravene i FN's børnekonvention og med begrundelsen for at lade disse unge afsone i medfør af straffelovens 49, stk. 2. De statistiske analyser kan ikke dokumentere, om der er en bedre effekt (mindre skadevirkning) ved at lade disse unge 49, stk. 2-afsone i kriminalforsorgens pensioner, frem for i fængsler eller arresthuse. Dette må søges afklaret via interview- og spørgeskemaundersøgelsen samt den kommende analyse af 49, stk. 2-afsonernes kriminelle karriereforløb. For de kriminelt belastede unge må det, jf regresssions-analysens resultater, bemærkes, at lange eller gentagne perioder med varetægtsfængsling inden dom 36

39 kan nedsætte chancen for efterfølgende gennemførelse af et alternativt afsoningsforløb, idet den resterende del af dommen ( 49, stk. 2-længden) derved bliver relativt kort. 4.3 Alkoholmisbrugere Alkoholmisbrugere er den 3.største gruppe blandt 49, stk. 2-afsonerne i perioden og tegner sig for ca. 13% (i alt 233 afgørelser). Dette tal dækker dog over ret store udsving, idet gruppens andel af 49, stk. 2-populationen i periodens start var oppe omkring 1/5 og i 1995 var nede på 1/10 af årets 49, stk. 2-tilladelser. Der er også for denne gruppe sket en stigning i anvendelsen af alternativ afsoning, men den har ikke været så markant som for stofmisbrugernes og de unges vedkommende. Tabel 16: Alkoholmisbrugeres fordeling på institutioner i perioden antal Krim.forsorgs pension Sociale inst Andet I alt procent Krim.forsorgs pension... 22,2 13,6 9,5 20,0 18,2 33,3 20,0 31,6 14,6 Sociale inst... 72,2 81,8 90,5 80,0 68,1 57,1 80,0 65,7 85,4 Andet... 5,6 4,5 0,0 0,0 13,6 9,5 0,0 2,6 0,0 I alt ,0 99,9 100, ,9 99,9 100,0 99,9 100,0 For gruppen af alkoholmisbrugere kan regressionsanalysen ikke identificere enkelte variabler, som skulle være udslaggivende for sandsynligheden for gennemførelse. Dette skyldes formentlig, at gruppen er ret uhomogen i sin sammensætning, med stor spredning i forhold til domslængder, længde af 49, stk. 2-forløb, alder, kriminalitetsarter m.v., samtidig med at det årlige antal 49, stk. 2-tilladelser til gruppen har været relativt lille. I forhold til det samlede materiale skiller gruppen af alkoholmisbrugere sig ud ved en højere gennemsnitsalder. Tabel 17: 49, stk. 2-placeredes gennemsnitsalder i perioden Alko- Stofmis- Sociale Psyk. Ung Øvrige hol brugere grunde grunde alder grupper Alle Gennemsnitsalder... 33,7 28,4 26,4 30,9 17,6 31,1 26,3 37

40 25 Undersøgelser af alkoholforbruget blandt kriminalforsorgens klienter har dokumenteret, at i undersøgelsesperiodens start havde ca. 1/3 af alle indsatte i fængsler og arresthuse et behandlingskrævende alkoholmisbrug. Denne andel 26 er faldet til ca. 18% af de indsatte i 1999, men er altså stadig lige så stor som andelen af hårdt belastede stofmisbrugere. I undersøgelsesperioden er der kun givet 44 tilladelser til overførsel fra fængsel til 49, stk. 2-afsoning for alkoholmisbrugere, hvilket må kunne tages som tegn på, at de indstillende myndigheder er yderst selektive i forhold til at indsende ansøgninger for denne gruppe. Dette til trods for, at der i midten af halvfemserne er talt for at øge anvendelsen af 49, stk. 2-afsoninger bl.a. overfor recidiverende spritbilister. 27 En del af forklaringen kan måske findes i den måde, som alkoholistbehandling er organiseret på. Der har i Danmark igennem mange år udviklet sig en tradition for, at alkoholistbehandling klares ambulant og ofte med dosering af antabus som en (mere eller mindre væsentlig) del af behandlingen. Døgnbehandling kan generelt siges at være forbeholdt nogle meget få alkoholikere med et meget alvorligt misbrug. Samtidig strækker en døgnbehandling sig ofte kun over 4-12 uger, hvorefter misbrugeren udskrives til (langvarig) ambulant behandling. Alkoholistbehandling er en amtslig opgave via sygehuslovgivningen. Der er stor forskel på, hvor mange døgnpladser (om nogen overhovedet) de forskellige amter råder over, og der kan være lange ventelister til disse pladser. Dette sammen med de korte døgnbehandlingsforløb kan gøre det vanskeligt at kombinere behandling med alternativ afsoning i m.a. 49, stk. 2. Disse forhold er formentlig medvirkende til, at antallet af alkoholister i 49, stk. 2-forløb ikke er steget ret meget i perioden , og til at deres andel er væsentligt mindre end stofmisbrugernes på trods af, at deres andel af fængselspopulationen tidligere har været større og i dag vurderes at være nogenlunde den samme. (ca. 18% alkoholmisbrugere og ca. 19% stofmisbrugere blandt de indsatte i fængsler og arresthuse). 28 Sammenfatning Antallet af 49, stk. 2-afsoninger for alkoholmisbrugere er nok steget i undersøgelsesperioden, men ikke i samme omfang som for stofmisbrugere og unge. Alkoholmisbrugernes andel er således faldet fra 19% i 1990 til 13% i I 25 Justitsministeriets Forskningsrapport nr. 31. september Klientundersøgelsen se note 11. Justitsministeriets og Trafikministeriets handlingsplan for en forstærket indsats over for spritbilister, som forvolder personskade, januar Kriminalforsorgens stofcensus fra 1998 viser således, at omkring 1/3 af de indsatte er stofbrugere, men kun godt 19% er vanemæssigt brugere af andre stoffer end hash. 38

41 modsætning til de 2 andre hovedområder for anvendelsen af 49, stk. 2 kan der ikke via en logistisk regressionsanalyse identificeres enkelte variabler, som øger eller nedsætter sandsynligheden for gennemførelse af et 49, stk. 2-forløb for denne gruppe. Alkoholmisbrugerne adskiller sig fra de øvrige hovedområder ved en højere gennemsnitsalder. Problemstillinger Straffelovens 49, stk. 2. anvendes kun i et relativt begrænset omfang over for alkoholmisbrugere, til trods for at denne gruppe udgør en lige så stor del af fængselspopulationen som de egentlige stofmisbrugere. Det bør overvejes, om forklaringen på dette skal findes hos de visiterende myndigheder eller i større omfang beror på forskelle i behandlingstilbudene med relativt få døgnpladser til alkoholikere. 39

42 5 Øvrige undersøgelsesresultater Der har i de foregående kapitler været fokuseret på analyse af faktorer, som har vist sig af betydning for gennemførelsen af alternative afsoningsforløb og dermed indirekte af betydning for det samlede forskningsprojekts hovedformål: effektmåling af anvendelsen af straffelovens 49, stk. 2. I dette kapitel vil der blive set på nogle af 49, stk. 2-registrets øvrige oplysninger. Nogle af disse vil muligvis vise sig relevante for effektundersøgelsen, når de efterfølgende indgår i analysen af 49, stk. 2-afsonernes kriminelle karriereforløb. Andre oplysninger medtages primært, fordi de kan være relevante i forhold til de sociale myndigheders og kriminalforsorgens administrative overvejelser og praksisudvikling. Der vil bl.a. blive set på 49, stk. 2-afsonernes geografiske fordeling ud fra den kommune og det amt, som den dømte var hjemmehørende i på afgørelsestidspunktet. I en undersøgelse som den her foreliggende er det væsentligt at være opmærksom på, at eventuelle geografiske forskelle i realiteten kan dække over et bredt spekter af sociologiske og demografiske faktorer og samspillet imellem dem. I forhold til afsoninger i medfør af straffelovens 49, stk. 2. kan der således umiddelbart peges på mulige forskelle i: traditioner i samarbejde og visitation mellem kriminalforsorgen og de lokale sociale myndigheder lokale socialpolitiske op- eller nedprioriteringer af forskellige klientgrupper kapaciteten inden for døgnbehandlingssektoren administrative rutiner, herunder lokal praksis hos politi og domstole. Derudover kan der være tale om grundlæggende demografiske forskelle (som f.eks. erhvervsstruktur, beskæftigelsesgrad, boligmassens sammensætning og befolkningens aldersfordeling), som i samspillet med de sociologiske faktorer skaber den lokalhistoriske udvikling. I denne registerundersøgelse vil der alene være mulighed for at påvise eventuelle geografiske forskelle. Forhåbentlig vil den igangværende interviewundersøgelse m.v. kunne medvirke til at forklare disse forskelle og medvirke til at afdække deres eventuelle betydning for anvendelsen af straffelovens 49, stk

43 5.1 Behandlingsinstitutioner anvendt i forbindelse med 49, stk. 2-afsoning Omkring 1/3 af alle 49, stk. 2-forløb har fundet sted på kriminalforsorgens pensioner og 2/3 af forløbene på eksterne institutioner. I bilagsdelen er optrykt en liste med navne på de institutioner m.v., som har modtaget mindst tre dømte i alternative afsoningsforløb med angivelse af hvor mange forløb der har været tale om for den enkelte institution. Da undersøgelsesperioden strækker sig over årene , indeholder listen navne på enkelte institutioner, som i dag er nedlagt. Mange institutioner har kun haft et enkelt eller nogle ganske få 49, stk. 2-forløb. Disse institutioner er derfor i forhold til en effektundersøgelse ikke særligt relevante. Derimod kan det være væsentligt at se på de institutioner, som har haft mange forløb. 14 institutioner har modtaget halvdelen af samtlige 49, stk. 2-afsonere i undersøgelsesperioden. 6 af disse institutioner er pensioner i kriminalforsorgens regi (heraf er 1, Køngskolen, nedlagt i 1991). De 8 øvrige er alle selvejende behandlingsinstitutioner for stof- eller alkoholmisbrugere og heraf er flere først blevet etableret i midten af halvfemserne. Kongens Ø, Egeborg, Gunderuplund og Midtgården arbejder alle efter Minnesotamodellen. Den totale gennemførelsesprocent på 82 er en smule højere end for den samlede undersøgelse (80,5%). Gennemsnittet dækker dog over udsving fra 67% (Markusholm) til 92% (Brøndbyhus og Skejby). 41

44 Tabel 18: Gennemførelsesprocent for de 14 institutioner med flest 49, stk. 2-forløb Gennemførelsesprocent Antal forløb Engelsborg*... 90,2 224 Lyng*... 76,1 134 Kongens Ø... 69,5 82 Brøndbyhus*... 91,9 74 Egeborg... 86,4 66 Gunderuplund... 76,9 65 Skejby*... 91,5 59 Fanø*... 78,4 51 Midtgården... 71,4 28 Ørsholt... 88,5 26 Markusholm... 66,7 24 Toftegård... 70,0 20 Køng*... 68,4 19 Opbygningsgården... 68,4 19 Total... 81,8 891 * Kriminalforsorgens pensioner Da alle de selvejende institutioner kun modtager misbrugere, som generelt har en lavere gennemførelsesprocent, kan denne tabelfremstilling virke noget skæv. Kriminalforsorgens pensioner modtager 49, stk. 2-afsonere med stort set alle begrundelser, og det er høje gennemførelsestal for de ikke-misbrugende grupper, som hæver disse pensioners gennemsnit. I bilag 1 er optrykt en tabel over gennemførelsesprocenten for 49, stk. 2-forløb på kriminalforsorgens pensioner fordelt på begrundelse for tilladelsen. Som omtalt i kapitel 4 er gennemførelsesprocenten for stofmisbrugere placeret i kriminalforsorgens pensioner nede på 67%. 5.2 Behandlingsinstitutioner, betalende og visiterende myndighed Anvendelsen af straffelovens 49, stk. 2 indebærer i de fleste tilfælde et både praktisk og økonomisk samarbejde mellem kriminalforsorgen og de kommunale og amtslige myndigheder. Afsoning i fængsel eller arresthus er en statslig udgift under Justitsministeriet. Ophold i behandlingsinstitutioner, socialpædagogiske opholdssteder o.lign. betales af kommuner og amter efter reglerne i serviceloven, sygehusloven m.fl. 42

45 Ved afsoning i behandlingsinstitution er det således kommuner og amter (og i enkelte tilfælde andre statslige kasser end Justitsministeriets), der betaler for opholdet. Ved 49, stk. 2-afsoning på kriminalforsorgens pensioner dækker Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, udgifterne ved selve døgnopholdet, mens de sociale myndigheder i de fleste tilfælde sikrer 49, stk. 2-afsoneren det sædvanlige forsørgelsesgrundlag. Iflg. oplysninger fra Direktoratet for Kriminalforsorgens er det i dag ofte kommuner og behandlingsinstitutioner, som tager initiativ til en 49, stk. 2-ansøgning, fordi man nødigt ser et allerede besluttet eller igangværende behandlingsforløb afbrudt af en fængselsafsoning med deraf følgende risiko for at tabe opnåede behandlingsresultater på gulvet. Frem til begyndelsen/midten af halvfemserne var kendskabet til straffelovsbestemmelsen og dens anvendelsesmuligheder ikke særlig udbredt, hvorfor initiativet i de fleste tilfælde kom fra kriminalforsorgens tjenestesteder. I Vejledende retningslinier for samarbejdet mellem de sociale myndigheder og kriminalforsorgens institutioner og afdelinger anbefales anvendelse af 49, stk. 2 over for forskellige persongrupper. Samtidig forudsættes et tæt samarbejde mellem de sociale myndigheder og kriminalforsorgens tjenestesteder herunder udarbejdelse af fælles handleplaner, som både omfatter selve 49, stk. 2-opholdet og opfølgning efter den formelle løsladelse. Fordelingen af 49, stk. 2-afsonere på hjemkommune danner udgangspunkt for de efterfølgende amtsfordelinger. Det kan oplyses, at de , stk. 2-afsonere kommer fra 211 forskellige kommuner. 17 kommuner har i perioden haft flere end 10 borgere i 49, stk. 2-forløb, og 64 kommuner har slet ikke haft borgere i alternativ afsoning. 43

46 Åbybro Figur 5: 49, stk. 2 forløb pr indbyggere over 14 år fordelt på den dømtes hjemkommune 49,2-forløb pr indb. o. 14 år Ingen 49,2-forlø b Max, 2 pr, 10,000 indb, 2-3 pr, 10,000 indb, 3-5 pr, 10,000 indb, 5-12 pr, 10,000 indb, Skagen Hirtshals Fr ederikshavn Sindal Løkken-Vrå Hjørring Christiansø Hasle Allinge-Gudhjem Rønne Åkirkeby Ne ksø Sæby Pandrup Brønderslev Dronninglund Læsø Hanstholm Fjerritslev Brovst Hals Hørsholm Aalborg Allerød Thisted Ni be Birkerød Løgstør Sejlflod Farum Søllerød Støvring Års Skørping Morsø Sydthy Farsø Sundsøre Ha dsund Sallingsund Arden Nørager Ålestrup Mariager Thyborøn-Harb oør Thyholm Spøttrup Ho bro Møldrup Skive Nørha ld Purhus Ro ugsø Tjele Lemvig Ra nder s Struer Vinderup Fjends Vi borg Sønder hald Bjerringbro Langå Ho lstebro Hv or slev Ha dsten Rosenholm Avlum-Haderup Karup Ulfborg-Wemb Kjellerup Hammel Hi nnerup Gjern Treh øje Silkeborg Ikast Ri ngkøbing Galten Århu s He rning Vi debæk Ry Hørning Them Nørre Djurs Midtdjurs Grenå Rønde Ebeltoft Lyngby-Tårnbæk Værløse Gentofte Glad saxe Ledøje-Smørum He rlev Ballerup Glostrup Albertslund Rødovre Fr ederiksber g København Høje Tåstrup Brøndby Hvidovre Vallens bæk Ishøj Tårnby Dragør Greve Græsted-Gilleleje Helsin gør Helsinge Holmsland Skjern Egvad Blåbjerg Vard e Blåvandshuk Esbjerg Fanø Skanderborg Nørre Snede Brædstrup Åskov Gedved Odde r Brande Tørring-Uldum Ho rs ens Give Samsø Jelling Ølgod He densted Grindsted Jue lsminde Vejl e Egtved Børk op Billund Helle Fredericia Bogense Brørup Otterup Ho lsted Vejen Lunderskov Middelfart Kerteminde Bramming Sønder sø Kolding Munkebo Nørre Åby Vamdrup Ejby Vissenbjerg Odense Rødd ing Årup Langeskov Christiansfeld Ny borg Ri be Ullerslev Tom merup Årslev Glamsbjerg Gram Vojens Assens Ørbæk Ha derslev Broby Ri nge Hå rby Ry sling e Hu ndested Fredensborg-Humlebæk Fr ederiksværk Hillerød Ny købing-rørvig Karlebo Skævinge Trundholm Jægerspris Slangerup Frederikssund Stenløse Dragsholm Ølstykke Holbæk Skibby Bjergsted Svinninge Gundsø Bramsnæs Kalundborg TornvedJernløse Hvidebæk Lejre Roskilde Hv alsø Tøll øse Høng Ramsø Gørlev Di analund Solrød Stenli lle Skovbo Ri ngsted Køge Slagelse Sorø Vallø Korsør Suså Hashøj Ha slev Stevns Fuglebjerg Rønnede Holmegård Fakse Næstved Skælsk ør Fladså Skærbæk Nørre Ra ngstrup Fåborg Egebjerg Gudme Præstø Bredebro Løgumkloster Rødekr o Åbenrå Nordborg Svendborg Tranekær Vordingborg Langebæk Højer Tønder Tinglev Sundeved Augustenborg Lundtoft Gråsten Sønder borg Sydals Ru dkøbing Ravnsborg Nørre Alslev Møn Bov Broager Ærøskøbing Marstal Sydlangeland Nakskov Højreby Maribo Ru dbjerg Sakskøbing Ny købing Falster Stubbekøbing Rødby Ho leby Ny sted Sydfalster

47 5.3 49, stk. 2-forløb fordelt på afsonernes hjemamter I dette afsnit sammenholdes den procentvise fordeling af 49, stk. 2-forløb med amternes procentvise andel af landets befolkning (over 14 år) i Der er tale om en forholdsvis grov sammenstilling af ikke helt ensartede eller tidsmæssigt sammenfaldende størrelser, hvorfor resultaterne må tages med et vist forbehold. På den anden side er resultaterne på visse områder så markante, at de må betegnes som væsentlige at få med, med henblik på en nærmere afklaring via det samlede forskningsprojekt. Det kunne være ønskeligt at sammenholde 49, stk. 2-fordelingen med antallet af domfældelser for de respektive kommuner og amter. Dette er imidlertid ikke muligt, da der ikke er sammenfald mellem kriminalstatistikkens fordeling på politikredse og amtsopdelingen. Når andelen af 49, stk. 2-forløb sammenholdes med amternes andel af landets samlede befolkning ses en koncentration primært omkring Københavns Kommune, men også til en vis grad omkring visse større byer. Københavns Kommune, Københavns, Frederiksborg, Fyns og Vejle Amter har alle en større andel af 49, stk. 2-forløb end svarende til deres befolkningsandel, hvorimod de øvrige amter og Frederiksberg Kommune har en lavere andel af 49, stk. 2-forløb. )LJXU $PWHUQHV EHIRONQLQJVDQGHOH IRU RYHU nuljh RJ DQGHOH DI VWN IRUO E Procent Pct. af bef. o. 14 år Pct af 49,2-afgørelser Billedet ser noget anderledes ud, når der ses nærmere på fordelingen på begrundelser for 49, stk. 2-tilladelserne. 45

48 Stofmisbrugernes fordeling på hjemamt Her viser det sig, at Københavns kommune, som har 9,7% af hele landets befolkning, tegner sig for 17,6% af alle stofmisbrugere i 49, stk. 2-forløb. Også Fyns og Vejle amter har en større andel af stofmisbrugende 49, stk. 2-afsonere, end deres befolkningstal tilsiger. Omvendt har Københavns, Nordjyllands og Sønderjyllands amter en relativ lille andel af stofmisbrugende 49, stk. 2-afsonere i forhold til befolkningstallet. De øvrige amter (heriblandt Århus) svinger inden for 1 til 1½ procents forskel. Tabel 19: Stofmisbrugere, Ung alder og alkoholmisbrugere sammenholdt med befolkningsandele i amter % af Stofmis- Ung Alkohol- befolkn. brugere alder misbrug over 14 år København... 17,6 15,5 4,7 9,7 Frederiksberg... 1,3 1,1 0,4 1,8 Københavns Amt... 9,5 22,6 6,9 11,5 Frederiksborg Amt... 5,6 8,8 9,4 6,7 Roskilde Amt... 3,3 5,0 3,4 4,3 Vestsjællands Amt... 4,9 4,5 5,6 5,5 Storstrøms Amt... 5,0 3,2 3,4 4,9 Bornholms Amt... 0,4 0,2 0,9 0,8 Fyns Amt... 11,6 8,0 11,2 8,9 Sønderjyllands Amt... 1,7 3,9 5,6 4,7 Ribe Amt... 3,4 4,1 4,3 4,1 Vejle Amt... 9,9 2,8 5,6 6,4 Ringkøbing Amt... 5,5 2,4 7,7 5,0 Århus Amt... 10,4 9,7 16,3 11,9 Viborg Amt... 4,5 1,5 5,6 4,3 Nordjyllands Amt... 5,5 6,7 9,0 9,3 Unge 49, stk. 2-afsoneres fordeling på hjemamt I perioden har begrundelsen ung alder tegnet sig for 26% af samtlige 49, stk. 2-forløb og der er tale om markante forskelle, når man ser på amtsfordelingen. Af tabellen fremgår, at Københavns Amt og Københavns Kommune samt (i mindre markant omfang) Roskilde og Frederiksborg Amter har haft flere unge 49, stk. 2-afsonere, end deres andel af landets befolkning tilsiger. 46

49 Ribe Amt ligger præcist på samme procentfordeling, hvorimod alle andre amter og Frederiksberg Kommune har en mindre andel af unge 49, stk. 2-afsonere, end det kunne forventes i forhold til befolkningstallet. Det kan her nævnes, at en væsentlig del af kriminalforsorgens pensionspladser befinder sig i det storkøbenhavnske område, og at kriminalforsorgen i perioden ikke har haft pensionspladser på Fyn eller i Nordjylland. At eksistensen af lokale døgnbehandlingstilbud kan have betydning underbygges af amtsfordelingen for alkoholmisbrugere. Alkoholmisbrugernes fordeling på hjemamt Frederiksborg, Fyns og Århus amter har for denne gruppe væsentligt flere 49, stk. 2-forløb, end deres befolkningsandel tilsiger. Det er samtidig 3 amter, som har større døgninstitutioner til alkoholistbehandling beliggende i deres geografiske område. Af institutionslisten, bilag 1, fremgår, at Ørsholt (Frederiksborg Amt) har modtaget 20, Ringgården (Fyns Amt), har modtaget 22 og Egåhus (Århus Amt) har modtaget 15 49, stk. 2-afsonere i perioden Denne fordeling kunne tyde på, at tilstedeværelsen af lokale døgnbehandlingspladser har en positiv betydning for antallet af 49, stk. 2-forløb. Problemstillinger Fordelingen af 49, stk. 2-afsonere synes ikke at være i overensstemmelse med, hvad man kunne forvente i forhold til befolkningsfordelingen. Tendensen til relativt mange 49, stk. 2-forløb til alkoholmisbrugere fra de amter, som har en høj kapacitet inden for dette døgnbehandlingsområde, kunne tyde på en vis sammenhæng med tilstedeværelse af lokale døgnbehandlingstilbud og antallet af alternative afsoningsforløb fordelt på begrundelserne for 49, stk. 2-tilladelser. Tilsvarende synes der at være en øget tilbøjelighed til at visitere de helt unge til alternativ afsoning i de geografiske områder, som har flest pladser i kriminalforsorgens pensionsregi. Om dette alene er et resultat af visitationspraksis, eller om der er sammenfald i forhold til kriminalitetsmønster og domspraksis kan ikke afgøres ud fra de her analyserede data, men må afklares yderligere via interviewundersøgelsen, statistiske sammenligninger m.v. 5.4 Indstillende myndighed 99% af alle ansøgninger om tilladelse til 49, stk. 2-afsoning kommer fra kriminalforsorgens afdelinger eller fængsler. Af de i alt 2044 ansøgninger er 9 kommet fra sikrede afdelinger for unge. Disse ansøgninger er alle fra perioden , hvorefter ændrede samarbejds- 47

50 aftaler mellem kriminalforsorgen og de sikrede afdelinger medførte, at det herefter er kriminalforsorgens lokale afdeling, som laver indstillingen. Kriminalforsorgens pensioner har i alt lavet 14 ansøgninger i perioden og en enkelt ansøgning kom fra et arresthus. Fordelingen mellem afdelinger og fængsler viser, at afdelingerne tegner sig for 85% og fængslerne tegner sig for 14%. Disse gennemsnit for hele undersøgelsesperioden dækker dog over en ret markant udviklingstendens med en næsten konstant faldende andel fra fængslerne og en tilsvarende stigende andel fra afdelingerne. Tabel 20: Indstillende myndighed fordelt på afgørelsesår (procent) Afdelinger... 71,1 78,3 78,7 82,4 85,2 87,8 84,1 85,5 90,0 Fængsler og arresthuse... 26,8 16,0 17,3 16,2 14,8 11,0 15,6 14,2 10,0 Pensioner... 1,0 1,9 1,6 0,7 0,0 1,3 0,3 0,3 0,0 Sikrede afd.... 1,0 3,8 2,4 0,7 0,0 0,0 0,0 0,0 0,0 Det kan tilføjes, at afdelingernes relative stigning fra 71% i 1990 til 90% i 1998 dækker over en stigning i antallet af ansøgninger fra 67 (1990) til 286 (1998). Fængslernes faldende andel fra 27% i 1990 til 10% i 1998 følges af en stigning i antallet af ansøgninger fra 25 (1990) til 32 (1998) dog har der i 1996 og 1997 været tale om et lidt højere antal ansøgninger. Den generelt stigende udviklingstendens i perioden relaterer sig således til et stigende antal indstillinger fra kriminalforsorgens afdelinger. Problemstilling Set i forhold til kriminalforsorgens forstærkede indsats overfor stofmisbrugere med oprettelse af forskellige misbrugsbehandlende og behandlingsmotiverende fængselsafdelinger er det bemærkelsesværdigt, at antallet af 49, stk. 2-overførsler fra disse fængsler ikke er øget markant i sidste halvdel af halvfemserne. En sådan øget anvendelse, koordineret med de kommunale og amtslige myndigheders indsats, er bl.a. forudsat af Kontaktgruppen mellem Socialministeriet og Direktoratet for Kriminalforsorgen Notat af om forstærket indsats i behandlingen af kriminelle stofmisbrugere afgivet til brug for Folketinget i forbindelse med vedtagelse af pusherloven. 48

51 5.5 Ansøgningernes udfald De i alt 2044 ansøgninger i perioden har ført til 1816 tilladelser til 49, stk. 2-afsoning. Ikke iværksatte tilladelser 34 tilladelser er registreret som ikke-iværksatte. Ifølge oplysninger fra Direktoratet for Kriminalforsorgen skyldes dette i de fleste tilfælde, at den dømte havde forladt behandlingsinstitutionen, før ansøgningen var blevet afgjort. Der har dog også været tale om enkelte tilfælde, hvor den dømte døde, inden den alternative afsoning kunne iværksættes, eller tilfælde hvor den dømte i sagsbehandlingstiden ombestemte sig og ikke ønskede at benytte sig af behandlingstilbudet alligevel. Tabel 21: Ikke iværksatte tilladelser fordelt på afgørelsesår Total Antal Procent... 8,8 5,9 20,6 11,8 14,7 35,3 2,9 100 De ikke-iværksatte forløb skiller sig ikke nævneværdigt ud fra de øvrige fordelinger i forhold til alder eller køn. Ansøgninger uden positiv afgørelse Kriminalforsorgens register indeholder kun ganske få oplysninger om de 228 ansøgninger, som ikke er endt med en positiv afgørelse/tilladelse til 49, stk. 2-afsoning: navn, cpr.nr., ansøgningsdato, indstillende myndighed samt dato for og årsag til henlæggelsen. Det kan dog ud fra disse oplysninger konstateres, at der synes ikke at være tale om kønsforskelle i forhold til de positivt afgjorte sager der er stort set lige mange afslag (112) og sager, hvor ansøgningen bortfalder (116) inden afgørelse der er i perioden kun givet 4 afslag til unge under 18 år der er procentvis givet flest afslag til ansøgere over 40 år og denne gruppe har samtidig markant færre tilfælde, hvor ansøgningen bortfalder i sagsbehandlingstiden. Den store stigning i anvendelsen af 49, stk. 2-afsoninger har ikke betydet, at der rejses flere sager, som ender uden positiv afgørelse. Tværtimod synes der at være en ret tydelig tendens til det modsatte (tallene for 1997 skal dog tages med forbehold, da der midt i året foregik en administrativ omlægning af statistikførslen, som kan have betydet, at enkelte ansøgninger uden positiv afgørelse er forblevet uregistrerede). 49

52 Tabel 22: Ansøgninger uden positiv afgørelse i perioden Andel sager uden positiv afgørelse 0* 27,9 19,1 22,4 14,2 15,7 6,2 1,8 5,4 * Frem til 1991 blev kun positivt afgjorte sager indført i 49, stk. 2-registret. 5.6 Gengangere i materialet Som nævnt i kapitel 1 består det registrerede materiale af 2044 ansøgninger, fordelt på 1887 personer. 4% af de rejste sager vedrørende gengangere er endt med afslag på 49, stk. 2-afsøgningen og 7% med at ansøgningen er bortfaldet. Dette er helt tilsvarende de øvrige 49, stk. 2-ansøgninger. 145 personer er registreret med 2 49, stk. 2-tilladelser og 6 personer med 3 tilladelser hver. En del af disse tilladelser er i afsoningsforløbet blevet slået sammen afsonet i forlængelse af hinanden uden at dette kan aflæses via kriminalforsorgens register. I den kommende analyse af 49, stk. 2-afsonernes kriminelle karriereforløb vil det kunne afklares, hvor mange personer der reelt har haft mere end ét 49, stk. 2-forløb. 50

53 Bilag 1: Bilagstabeller Tabel 1: Køn fordelt på begrundelse for 49, stk. 2-tilladelse (procent) Mand Kvinde Total Alkohol... 94,8 5,2 100 Stofmisbrugere... 86,1 13,9 100 Sociale grunde... 65,9 34,1 100 Psykiske grunde... 87,7 12,3 100 Ung alder... 97,2 2,8 100 Øvrige grupper... 85,4 14,6 100 Total... 89,3 10,7 100 Tabel 2: Køn fordelt på aldersgrupper (procent) Mand Kvinde Total år... 97,7 2, år... 93,8 6, år... 88,0 12, år... 84,5 15, år... 85,0 15, år... 88,9 11, år... 87,0 13, år og derover... 85,7 14,3 100 Total... 89,3 10,7 100 Tabel 3: Kriminalitetsart fordelt på aldersgrupper (procent) Ejen- Lov om Færd- doms- Volds- Sæde- Anden euf. selslov Andet krim. krim. lighed str-lov Total år... 0,3 0,8 0,3 37,1 58,9 1,1 1, år... 0,5 2,1 0,0 53,6 37,5 2,1 4, år... 3,7 0,5 0,3 67,6 21,5 1,1 5, år... 2,1 6,1 1,5 71,2 11,5 1,2 6, år... 5,1 11,7 0,8 56,7 16,3 1,5 7, år... 2,8 25,9 0,9 41,7 17,6 7,4 3, år... 0,0 26,1 8,7 30,4 8,7 8,7 17, år ,0 14,3 0,0 14,3 0,0 71,4 0,0 100 Total... 2,6 6,2 0,7 56,1 27,2 2,1 5,2 100

54 Tabel 4: Begrundelse for 49, stk. 2-tilladelse fordelt på aldersgrupper (procent) Stofmis- Sociale Psyk. Ung Øvrige Alkohol brugere grunde grunde alder grupper Total år... 0,8 1,4 0,3 0,8 96,3 0, år... 3,6 19,3 9,9 4,7 60,4 2, år... 9,0 66,2 7,7 11,2 2,1 3, år... 15,5 72,1 3,3 6,7 0,0 2, år... 19,8 64,6 4,8 7,1 0,0 3, år... 43,5 35,2 4,6 14,8 0,0 1, år... 52,2 4,3 0,0 30,4 0,0 13, år ,3 0,0 14,3 42,9 0,0 28,6 100 Total... 13,1 46,1 4,8 7,3 26,0 2,7 100 Tabel 5: Domslængde fordelt på aldersgrupper (procent) Under ½-1 Over 1 md md md år 1 år Total år... 37,2 33,5 12,2 11,1 6, år... 22,4 26,6 15,6 16,7 18, år... 10,7 23,7 21,9 29,1 14, år... 11,8 23,3 22,1 21,2 21, år... 13,2 27,5 21,4 19,1 18, år... 20,4 31,5 20,4 13,9 13, år... 30,4 30,4 8,7 8,7 21, år ,3 0,0 42,9 42,9 0,0 100 Total... 18,8 27,2 19,0 19,4 15,6 100 Tabel 6: Domslængde fordelt på kriminalitetsart (procent) Under ½-1 Over 1 md md md år 1 år Total Lov om euf... 37,0 23,9 19,6 17,4 2,2 100 Færdselslov... 31,8 38,2 19,1 9,1 1,8 100 Andet... 30,8 53,8 15,4 0,0 0,0 100 Ejendomskriminalitet... 10,7 23,8 21,8 25,9 17,7 100 Voldskriminalitet... 34,1 34,9 14,9 7,4 8,7 100 Sædelighed... 2,7 10,8 21,6 29,7 35,1 100 Anden straffelov... 6,5 14,1 9,8 23,9 45,7 100 Total... 18,8 27,2 19,0 19,4 15,6 100

55 Tabel 7: 49, stk. 2-opholdslængder fordelt på kriminalitetsart (procent) Max ½-1 Over 30 dage md md år 1 år Total Lov om euf... 48,9 42,2 4,4 4,4 0,0 100 Færdselslov... 33,6 49,5 14,0 1,9 0,9 100 Andet... 46,2 46,2 7,7 0,0 0,0 100 Ejendomskriminalitet ,1 43,7 22,8 8,2 1,1 100 Voldskriminalitet... 40,9 42,8 10,5 4,0 1,7 100 Sædelighed... 2,7 35,1 37,8 18,9 5,4 100 Anden straffelov... 15,4 28,6 24,2 23,1 8,8 100 Total... 29,2 42,8 18,7 7,5 1,7 100 Tabel 8: 49, stk. 2-opholdslængder fordelt på aldersgrupper (procent) Max ½-1 Over 30 dage md md år 1 år Total år... 45,6 41,7 9,5 3,0 0, år... 30,8 41,2 18,1 8,8 1, år... 23,8 44,0 23,5 7,9 0, år... 24,2 43,2 19,9 9,6 3, år... 22,8 44,9 21,5 8,9 1, år... 29,9 41,1 19,6 4,7 4, år... 39,1 30,4 13,0 8,7 8, år ,3 14,3 28,6 42,9 0,0 100 Total... 29,2 42,8 18,7 7,5 1,7 100 Tabel 9: Forstraffe fordelt på anbringelsessted (procent) Ligeartet Uligeartet Ikke tidligere kriminalitet kriminalitet straffet Total Krim.forsorgs pension... 41,8 20,6 37,6 100 Sociale institutioner... 67,7 18,1 14,3 100 Psyk.hospital... 60,9 13,0 26,1 100 Andet... 63,6 22,7 13,6 100 Total... 59,1 18,9 22,0 100

56 Tabel 10: Forstraffe fordelt på begrundelse for 49, stk. 2-tilladelse (procent) Ligeartet Uligeartet Ikke tidligere kriminalitet kriminalitet straffet Total Alkohol... 60,8 25,9 13,4 100 Stofmisbrugere... 78,1 17,3 4,6 100 Sociale grunde... 47,1 20,0 32,9 100 Psykiske grunde... 40,3 19,4 40,3 100 Ung alder... 34,5 17,0 48,5 100 Øvrige grupper... 35,4 29,2 35,4 100 Total... 59,1 18,9 22,0 100 Tabel 11: Afsoningsstatus fordelt på aldersgrupper (procent) Afsoning/ Fri fod Surrogat varetægt Total år... 75,4 9,1 15, år... 66,7 6,8 26, år... 61,2 1,9 37, år... 58,8 0,6 40, år... 69,5 1,0 29, år... 75,9 0,0 24, år... 69,6 4,3 26, år og derover... 85,7 0,0 14,3 100 Total... 67,1 3,3 29,6 100 Tabel 12: Afsoningsstatus fordelt på kriminalitetsart (procent) Afsoning/ Fri fod Surrogat varetægt Total Lov om euf... 89,1 0,0 10,9 100 Færdselslov... 90,9 0,0 9,1 100 Andet... 84,6 0,0 15,4 100 Ejendomskriminalitet... 57,6 5,1 37,3 100 Voldskriminalitet... 83,1 1,2 15,7 100 Sædelighed... 56,8 2,7 40,5 100 Anden straffelov... 48,4 1,1 50,5 100 Total... 67,1 3,3 29,6 100

57 Tabel 13: Afsoningsstatus fordelt på begrundelse for 49, stk. 2-tilladelse (procent) Afsoning/ Fri fod Surrogat varetægt Total Alkohol... 81,1 0,0 18,9 100 Stofmisbrugere... 60,8 1,0 38,2 100 Sociale grunde... 68,2 5,9 25,9 100 Psykiske grunde... 50,8 3,1 46,2 100 Ung alder... 76,3 8,8 14,9 100 Øvrige grupper... 58,3 2,1 39,6 100 Total... 67,1 3,3 29,6 100

58 Tabel 14: Gennemførelsesprocenten for 49, stk. 2-forløb på Kriminalforsorgens pensioner fordelt på begrundelse for tilladelsen Gennemførelses- Begrundelse Institutionsnavn procent N Alkohol Brøndbyhus ,0 1 Engelsborg ,0 8 Fanø... 87,5 8 Køng... 0,0 1 Lyng... 64,7 17 Skejby ,0 8 Total... 81,4 43 Stofmisbrugere Brøndbyhus ,0 5 Engelsborg... 65,4 26 Fanø... 40,0 10 Køng... 63,6 11 Lyng... 65,1 43 Skejby... 90,9 11 Total... 67,0 106 Sociale grunde Brøndbyhus... 60,0 5 Engelsborg ,0 20 Fanø ,0 1 Lyng... 73,3 15 Skejby... 83,3 6 Total... 85,1 47 Psykiske grunde Brøndbyhus ,0 4 Engelsborg... 96,4 28 Fanø... 83,3 6 Køng... 80,0 5 Lyng... 84,2 19 Skejby... 85,7 7 Total... 89,9 69 Ung alder Brøndbyhus... 92,9 56 Engelsborg... 90,9 132 Fanø... 87,8 24 Køng ,0 2 Lyng... 86,7 30 Skejby... 91,7 24 Total... 90,7 268

59 Gennemførelses- Begrundelse Institutionsnavn procent N Øvrige grupper Brøndbyhus ,0 3 Engelsborg ,0 10 Fanø ,0 2 Lyng ,0 10 Skejby ,0 3 Total ,0 28 Total Brøndbyhus... 91,9 74 Engelsborg... 90,2 224 Fanø... 78,4 51 Køng... 68,4 19 Lyng... 76,1 134 Skejby... 91,5 59 Total... 85,4 561

60 Tabel 15: List over 49, stk. 2-institutioner listen indeholder kun institutioner med mere end to forløb i undersøgelsesperioden. Enkelte institutioner figurerer flere gange i kombination med andre. Der er her tale om, f.eks. at en afgiftning er foregået på én institution og efterbehandlingen på en anden. Afsoneren er således i løbet af 49, stk. 2-forløbet blevet overført til en ny institution. Institutionsnavn Antal Procent Engelsborg ,6 Lyng ,5 Kongens Ø ,6 Brøndbyhus ,2 Egeborg ,7 Gunderuplund ,6 Skejby ,3 Fanø ,9 Midtgården ,6 Ørsholt ,5 Markusholm ,3 Toftegård ,1 Opbygningsgården ,1 Køng ,1 Stop Op ,9 Kråsiglund ,8 Flinterupgård ,8 Foldbjergcentret ,8 Ringgården ,8 Kildegården ,8 Æblely ,7 Pumpehusvej ,7 Skedebjerggård ,7 Oustruplund ,7 Egåhus ,7 Frydekær ,7 Sølyst ,7 Arresøhøj ,7 Hjulsøgård ,6 Stoppestedet ,6 Nørbygård ,6 Skovvang ,6 Tjele ,5 Stjernevang ,5 Saxenhøj ,5 No Name ,5 Landbasen ,5 Roskildehjemmet ,5

61 Institutionsnavn Antal Procent Godrum ,4 Fønix ,4 Ringgården, Middelfart ,4 Glibinggård ,4 Lysholmgård ,4 Vibohøj ,4 Møltrup ,4 Fiskeriprojektet ,4 Skovlykke ,4 Blå Kors, Herning ,4 Sydgården ,4 Platangården ,4 Træningsskolen ,4 Bo-Selv - Glamsbjerg ,3 Sporskiftet ,3 Thyrsting ,3 Solhaven ,3 Marita ,3 St. Sjørup Skole ,3 Fiskerikollektivet af ,3 Fulton ,3 Store Sjørup Skole ,3 Fredensbo ,3 Bo Selv Otterup ,3 Elmegården ,2 Bøgely ,2 Palleshøj ,2 Skippergården ,2 Skibsprojekt Livet ,2 Holsbjergvej ,2 Dalhoffsminde ,2 Aktiv Ungdomsudvikling ,2 Småskolen Carene Star ,2 Småskolen Fremtidens Danmark, Lakolk ,2 Granhøjen ,2 Slusen ,2 Kingstrup ,2 Østervang ,2 Ringgården, Vrå ,2 Lænkepensionatet i Glostrup ,2 Psykiatrisk Hospital Sct. Hans ,2 Den Rejsende Højskole, Juelsminde ,2

62 Institutionsnavn Antal Procent M/S Stefan ,2 Howgaard ,2 Familiebo ,2 Kongens Ø/Arresøhøj ,2 Skovkrogen ,2 ICU ,2 Fam.pl. Vejby Nielsen ,2 Blå Kors, Bjæverskov ,2 Skovlyst ,2 Psykiatrisk Hospital i Middelfart ,2 Æblely/Projekt Menneske ,2 Himmerlandsskolen ,2 Fam.pl. Inge & Jens Ernst Nielsen ,2 Blå Kors Rold Skov ,2 Krageredegård ,2 Støttebolig i Nakskov ,2 Quo Vadis Kolding ,2 Skippergården/Æblely ,2