En verden til forskel Når lysene er slukket Tal sammen. Bedemanden Kister og urner Blomster Dødsannonce Nekrolog og mindeord

Transkript

1 Indhold Indledning Kapitel 1 Kapitel 2 En verden til forskel Når lysene er slukket Tal sammen Praktik Kapitel 3 Kapitel 4 Kapitel 5 Kapitel 6 Kapitel 7 Bedemanden Kister og urner Blomster Dødsannonce Nekrolog og mindeord Forrettelse Kapitel 8 Kapitel 9 Kapitel 10 Kapitel 11 Kapitel 12 Kapitel 13 Kapitel 14 Kapitel 15 Præsten Kirkebegravelse Ritualer Borgerlig begravelse eller bisættelse Begravelser af børn Mindesamvær eller gravøl Kremering Gravsteder på kirkegården Hvilesteder Kapitel 16 Kapitel 17 Gravsteder uden for kirkegården Gravsten

2 Følelser Kapitel 18 Kapitel 19 Kapitel 20 Kapitel 21 Kapitel 22 Kapitel 23 Voksnes sorg Børns sorg Omsorg og omtanke At mindes Virtuelle minder Hjemløs sorg Bilag Formaliteter Økonomi Trosbekendelsen Fadervor Trådene Kilder Mere information Stikordsregister

3

4

5 Indledning En verden til forskel Uanset om døden kommer pludseligt, eller vi synes, vi er velforberedte, efterlader bruddet med livet næsten altid sorgen og tabet. At komme overens med, at livet slutter, kan virke helt umuligt og utopisk, selvom det er et fælles vilkår for os alle sammen, at vi skal dø. På liv og død er der en verden til forskel, og begravelsen eller bisættelsen kan for en stund danne bro over det ufattelige og blive hjemsted for de følelser, der ikke kan sættes ord på. Derfor er det også så afgørende, at denne livsceremoni, der er lige så vigtigt som barnedåben og brylluppet, bliver præcis, som de efterladte ønsker den og i den afdødes ånd. Gennem livet har jeg deltaget ved flere begravelser og bisættelser. Nogle har været traditionelle kirke- eller kapelbegravelser, forrettet af en præst og planlagt i samarbejde med en bedemand. Andre har været mere utraditionelle, ikke-kirkelige bisættelser. Der har været rigtig gode oplevelser, hvor begravelsen har været helende for de efterladte og efterfølgende har dannet grobund for fælles minder. Men jeg har også oplevet begravelser, der har været alt for mørke, ligegyldige, uforløsende - med præster, der ikke havde tilstrækkeligt kendskab til den afdøde, usikre pårørende eller bedemænd uden situationsfornemmelse. Selvom der er kommet større åbenhed om døden, er der stadig en stor berøringsangst både i forhold til døden og den sorg, der følger med. Ofte er man i chok efter et dødsfald, det kan være svært at tage beslutninger, og man lader sig let begrænse af: Hvad man nu gør. Hvis vi mere åbent kunne tale med hinanden om, at livet har en afslutning og om, hvordan den slutning skal være, ville vi ikke så let blive i tvivl eller rendt over ende af handlingslammelse eller autoritetstro. 10

6 De lovmæssige rammer om begravelse eller bisættelse er meget vide, og du kan vælge at arrangere alt på egen hånd eller benytte dig af tilbudene hos bedemanden og lade dig vejlede af præsten. Kærligst beskriver det praktiske forløb, valgmuligheder, følelser og ja også dilemmaer fra dødslejet til tiden efter begravelsen. Bogen er tænkt som information og inspiration, når du skal planlægge din egen eller en andens begravelse. Vi er alle sammen forskellige, har forskellige drømme og håb, lever forskellige liv. Den gode begravelse afspejler denne forskellighed, formår at skabe orden i kaos og kontinuitet i livets cyklus. Uanset hvilke valg du træffer, er det vigtigste, at begravelsen bliver den kærlige hilsen, som du og de øvrige efterladte tænker tilbage på med varme. Bisættelse eller begravelse Bisættelse: Ceremonien, når der er tale om kremering og urnenedsættelse. Begravelse: Ceremonien i forbindelse med kistebegravelse. I bogens tekst skelnes der ikke altid mellem bisættelse og begravelse. 11

7 12

8 1 13

9 Kapitel 1 Når lysene er slukket Nu? Skulle vi allerede nu i gang med et liv uden det menneske, der var taget af sted? Da min mor døde, lukkede vi vinduet op på klem, så sjælen kunne slippe ud. En smuk gammel skik, der mindede os om, at det ikke kun var os, der var forundrede over, at det menneske, der var her lige før, var forsvundet fra os for altid. Dette første ritual og følelsen af den kølige luft gennem det åbne vindue understregede på en måde, at der er mere i menneskers tilværelse end det, vi kan se med det blotte øje. Vi havde tændt lysene i alle stagerne, og nu fortrængte det tynde februarlys langsomt de blafrende flammer. Fra ti stille dage i orkanens øje trådte vi ud i blæsten af følelser til en lang række uundgåelige begivenheder, som meldte sig øjeblikkeligt, én efter én som perlerne på en snor. Selvom vi var forberedte, havde været ventende og vidste, at der nu skulle handles, føltes forberedelserne umiddelbart som et uvelkomment kølvand til en stærk og voldsom oplevelse. Men snart tog aktiviteten, og alt der skulle gøres, over, og blev i de få hektiske dage på en måde en helende start på sorgprocessen. Det var forfærdeligt, at min mor var død, men også dejligt at arrangere en bisættelse, sådan som hun ville have elsket den, som vores kærlige hilsen. Klar til rejsen Uanset om døden er ventet eller kommer helt pludseligt, vil de fleste mennesker for en tid miste fodfæstet. Midt i sorgen skal der træffes stor beslutninger, som ikke kan gøres om igen. Og tiden er forholdsvis kort, for indenfor otte dage skal den døde begraves eller bisættes. 14

10 Længe før du helt forstår, hvad der er sket, skal du tage stilling til en lang række praktiske og administrative opgaver samt arrangere en af de største og vigtigste begivenheder i et menneskeliv, ofte med deltagelse af mange mennesker. Lægen konstateterer døden Når lægen har konstateret, at døden er indtruffet og skrevet dødsattest, skal bedemand og eventuelt præst kontaktes, og indenfor de første to dage skal dødsfaldet anmeldes til myndighederne. Man kan overlade det til bedemanden at ordne såvel de administrative som de praktiske opgaver, men man kan også selv tage sig af det, og bagest i bogen finder du beskrivelser af de formaliteter, der er forbundet med et dødsfald. Skriv ned Chok og sorg gør det ofte svært at koncentrere sig og huske. Forberedelsen af begravelsen indebærer så mange forskellige opgaver, og det gør det lettere, hvis I allerede nu begynder at notere ned. Find en A4 blok og en kuglepen, så I nu og i dagene, der kommer, har et fælles dokument, som kan ligge fremme, og hvor I kan notere de indfald, der dukker op, men forsvinder lige så hurtigt igen. Brug blokken til noter, tanker, huskelister, sætninger, sange, blomsternavne, telefonnumre, mail-adresser etc. etc. etc... Flest dør på hospitalet Patienter har ret til frit at vælge, hvor de vil afslutte livet. Halvdelen af alle danskere, der afgår ved døden hvert år, dør på hospital, en fjerdedel i hjemmet og en fjerdedel på plejehjem eller institution (hospice). Kilde: Sundhedsstyrelsen 15

11 Omsorgen for den døde Uanset om døden indtræffer hjemme, på hospice eller hospital, kan du som pårørende være med til at vaske og klæde den afdøde på. De fleste vælger privat tøj, en smuk kjole eller et pænt jakkesæt til den sidste rejse. Man kan også vælge et sæt personligt sengetøj til kisten. Du skal bare huske at få tøj og sengetøj med, hvis det skal bruges på hospitalet eller hospice, og hvis du foretrækker det, kan bedemanden både levere ligklæder og sengetøj. Måske skal den afdøde allerede nu have en buket blomster, et digt, en tegning, et sovedyr eller andre vigtige ting med i kisten. Men du kan altid lægge ting ned i kisten på et senere tidspunkt. Selvom du måske gerne vil gøre det hele selv, kan det være en stor hjælp, at blive assisteret af en, der har prøvet det før. Personalet på plejehjemmet, hospitalet eller i hjemmeplejen er ofte lige inden for rækkevidde og kan hjælpe med. Flest kremeres 80 procent af danskerne vælger kremering frem for kistebegravelse. Kilde: Landsforeningen Liv & Død Næste station Hvis døden har fundet sted hjemme, har du stor frihed til at beslutte, om den døde skal lægges i kiste og køres til kapellet med det samme, eller om I gerne vil beholde ham eller hende hjemme en tid endnu. Hvis rumtemperaturen og omstændighederne tillader det, kan den afdøde i princippet blive hjemme indtil begravelsen. Det er dog ikke altid, døden er æstetisk, og hvis den afdøde har fået meget medicin under et langt sygdomsforløb, kan kroppen forandre sig meget på kort tid. Men hvis I ønsker det, og det praktisk lade sig gøre, kan det være dejligt at have god tid til at sige ordentlig farvel i private rammer. Når den døde bli- 16

12 ver hjemme en lille tid, er overgangen mellem liv og død ikke så brat. Der er mulighed for at gå til og fra, sidde og mindes, tale sammen en sidste gang. Venner og familie kan komme på besøg, og er der børn, kan de med egne øjne se og få tid til at vænne sig til, at et nært familiemedlem er død. Vigtigt for fællesskab og udvikling Selv de allermindste børn skal, hvis det overhovedet er muligt, efter min mening se den afdøde og være med til begravelse eller bisættelse. Inddragelse af børnene er vigtigt af hensyn til familiens fælles historie, men har også stor betydning for barnets neurale udvikling, som foregår i proces mellem det oplevede og det sansede også selvom barnet ikke har et sprog endnu. Det er selvfølgelig vigtigt, at de voksne tager hånd om og forbereder barnet på synet. Bedemanden eller andre professionelle kan vurdere, om og hvordan det kan lade sig gøre at se den afdøde. Min erfaring er, at de færreste børn som voksne fortryder, at de har set den døde, også selvom hele personen ligger under et lagen. Til gengæld er der mange, der fortryder det, hvis de ikke gør. Krisepsykolog Lene Nordheim Skal i se den afdøde? Ikke alle ønsker at se deres afdøde. I vil måske hellere huske dem, som de var i levende live? Hvis den døde har været udsat for en ulykke eller noget andet voldsomt, kræver det som regel også ekstra overvejelser om, hvorvidt I eller eventuelle børn skal se den afdøde. Vi lever i et samfund uden den store erfaring med synet af døde mennesker. Man siger om børn, at fantasien ofte overstiger virkeligheden, men måske gælder det også indimellem voksne, der ikke har erfaring med døden? Det er naturligvis en meget personlig beslutning, men tal den godt igennem, for den kan ikke gøres om. 17

13 Afslutning og minde Jeg skulle begrave en mand, der havde været udsat for en voldsom ulykke og mistet halvdelen af ansigtet. På et billede, som de pårørende havde givet mig, kunne jeg se, at han altid gik med tophue. Den fik jeg fat i og gav ham på, og de pårørende genkendte ham jo straks på den karakteristiske hue og øreringen i det ubeskadigede øre. Jeg får ofte tilkendegivelser fra mennesker, der som børn har mistet en far eller en mor og senere i livet er glade for, at de fik lov eller tog sig mod til at se den afdøde. Mennesker har en forunderlig evne til at lukke af for noget og fokusere på og huske noget andet. Selvom det, man kan se, måske kun er en hånd, så glemmer man aldrig en fars hånd, og synet af den kan være en vigtig afslutning og blive et smukt minde. Bedemand Bente Lorenzen, Grejsdalens Begravelsesforretning Fremvisning Finder døden sted på hospital, hospice eller plejehjem, bliver den afdøde lagt i kisten med det samme og enten sat i hospitalets kapel eller kørt til kirkens kapel, hvor kisten står indtil begravelsen. Men fordi kisten nu står i kapellet, er det ikke ensbetydende med, at man ikke længere kan besøge og se sin nærmeste. Det er helt i orden at komme på besøg, også flere gange, hvis man har brug for det. Du kan eventuelt kontakte bedemanden, hvis du ønsker at se den afdøde igen. Den nødvendige vished Hvis døden kommer pludseligt og helt uventet, kan der være et stort behov for at se den afdøde og få vished for, at han eller hun virkelig er død. Jeg kan ikke genskabe ansigter, men jeg 18

14 kan udbedre skader og sminke, så det er muligt for de pårørende at tage en værdig og rolig afsked. Der kan være et stort behov for gensyn, og at se den afdøde kan være en meget vigtig del af sorgprocessen, som, hvis den mangler, risikerer at efterlade mennesker i en evig søgen. Bedemand Lars Askholm, uddannet i USA med speciale i hygiejnisk behandling Ikke så farligt Min bedste ven Kurt skulle begraves fra Rigshospitalets kapel. Han lå der i kisten iført sine håbløse hvide tennissokker, forvaskede jeans og en rød sweatshirt og lignede, bortset fra ansigtets hvidhed, helt sig selv. Min 20-årige datter var med og turde først ikke gå med ind i kapellet, men jeg overtalte hende, og vi gik stortudende ind og så på Kurt, og det var, som det skulle være, som min datter udtrykte det bagefter. Edel, 72 år Udsyngning Når den afdøde er lagt i kiste, er der mange steder tradition for udsyngning, hvor familie og pårørende og eventuelt personalet på hospice eller hospital mødes om kisten. Der er ingen regler for, hvad denne gestus skal indeholde. Traditionelt bedes Fadervor, hvorefter der synges en eller flere salmer. Udsyngningen er en mulighed for at samles om den afdøde, inden rejsen fortsætter, og denne respekt behøver ikke komme til udtryk i religiøse ritualer. Måske føles det mere naturligt blot at tænde stearinlys og være stille, at læse et digt, synge sange eller spille et stykke musik. 19

15 Blandt morgenfruer Min mor døde derhjemme. Hun stod i åben kiste uden for huset, og naboer, venner og bekendte kom og sang hende ud. Der var strøet morgenfruer over gårdspladsen, og de skulpturer, hun som billedkunstner havde skabt gennem livet, stod og så efter hende, da rustvognen kørte. Lisbeth, 55 år I kan selvfølgelig selv stå for denne stund, og mange bedemænd tilbyder også at organisere og stå for udsyngningen. Hvis I vil, kan I følge med kisten til kapellet, og også her afholde en lille ceremoni. I kan kontakte bedemanden, hvis I gerne vil være med, inden kisten flyttes fra kapellet til kirken. Udsyngning Vi var børn, svigerbørn og 16 børnebørn til udsyngning fra sygehuset, hvor min mor var død. Det stod vi selv for, og det var meget dejligt. Karen Neergaard Stubkjær, Sognepræst ved Haslev Kirke 20