Høring af 12 udkast til bekendtgørelser vedr. miljøregulering af virksomheder og husdyrbrug, som led i implementeringen af IE Direktivet

Transkript

1 12. oktober 2012 molo/vip Miljøstyrelsen Att.: Erhvervsenheden Strandgade København K Høring af 12 udkast til bekendtgørelser vedr. miljøregulering af virksomheder og husdyrbrug, som led i implementeringen af IE Direktivet DI takker for muligheden for at afgive bemærkninger til ovennævnte materiale. Overordnet finder vi det vigtigt, at implementeringen af IE-direktivet medvirker til at reducere administrative byrder og skaber mere miljømæssig værdi. Implementeringen bør være direktivnært med en erkendelse af, at vi allerede i dag opfylder store dele af direktivet. Det er vigtigt, at implementeringen ikke betyder, at processen frem til at opnå en miljøgodkendelse forlænges i forhold til i dag og at der ikke pålægges virksomhederne yderligere økonomisk belastninger i forbindelse med godkendelser eller af ændringer af tilsynssystemet. Sigtet med revisionen af lov, bekendtgørelser og vejledninger bør være at lette de administrative byrder igennem en mere enkel forvaltning og sikre så effektiv udnyttelse af ressourcerne som muligt. Da der nu indføres endnu et instrument i godkendelsesbekendtgørelsen, basistilstandsrapporten, bør Miljøstyrelsen i den kommende vejledning om godkendelsesbekendtgørelsen gøre meget ud af at opfordre godkendelses- og tilsynsmyndigheder til, at sagsbehandlingen planlægges og tilrettelæges i samarbejde med virksomheden, således at opgaven afgrænses, at der afsættes passende ressourcer, og der fokuseres på de v æ- sentlige emner. Vi finder det som udgangspunkt positivet, at der er sket en systematisk gennemgang af de eksisterede bekendtgørelser med det formål at gøre disse mere klare og lettere tilgængelige. Dog skal man være meget varsom med at bruge så dagligdags formuleringer, at den juridiske skarphed mistes. Det er især tydeligt i godkendelsesbekendtgørelsens kapitel 5. Der er flere gentagelse i teksterne, hvor der med fordel kan anvendes henvisninger. Der indgår tidsfrister i flere af de fremlagte udkast til bekendtgørelser, hvor vi vil anbefale at længden af disse genovervejes. Der skal selvfølgelig være en god mulighed for at offentligheden skal høres, og der skal være mulighed for at kunne reage-

2 re. I betragtning af de elektroniske muligheder, myndighederne giver borgerne, kunne det overvejes at korte nogen af tidsfristerne. Godkendelsesbekendtgørelsen Vedrørende Basistilstandsrapporter Vi vil foreslå, at afgørelsen om der skal udarbejdes en basistilstandsrapport, skal fremstå selvstændigt med en mulighed for at kunne påklages til Natur- og Miljøklagenævnet. Derfor vil vi foreslå en ændring af bekendtgørelsens 49, stk. 5, med mulighed for særskilt at kunne påklage en beslutning om, hvorvidt der skal udarbejdes en basistilstandsrapport. Ud over det rent retlige, vil en sådan ændring være vigtig, fordi der er et behov for, at der opbygges en praksis med hensyn til, hvilke kriterier der skal udløse kravet om en basistilstandsrapport I forhold til IPPC-direktivet er indførelsen af basistilstandsrapporter for visse virksomheder en nyskabelse. Det er vigtigt, at direktivets intention følges i implementeringen. Det er samtidig meget vigtigt, at der tages udgangspunkt i den viden, virksomheder og myndigheder allerede har om tilstanden af jord og grundvand. Videre, at der tages udgangspunkt i de foranstaltninger, der allerede er etableret for at overvåge og forhindre forureninger igennem den danske jordforureningslovgivning. Intentionen med en basistilstandsrapport er, at den skal fastlægge jordbundens og grundvandets tilstand med hensyn til forurening. Den skal fungere som et praktisk redskab, der skal gøre det muligt at foretage en kvantificeret sammenligning me l- lem tilstanden af anlægsområdet, der er omfattet af undersøgelsen og sammenligne det med tilstanden, når aktiviteten ophører. Vi er opmærksomme på, at direktivets udgangspunkt er, at der i de situationerne der kræves en basistilstandsrapport, skal denne være indsendt til myndighederne, før driften af et anlæg påbegyndes eller inden driften ajourføres. Imidlertid anser vi en beslutning om, at der skal udarbejdes en basistilstandsrapport eller ej, som en selvstændig afgørelse, og er i sit udgangspunkt ikke en del af vilkårene i miljøgodkendelsen. De vilkår, der kan følge af en basistilstandsrapport, følger direktivets artikel 16 og 14, og har kun relation til basistilstandsrapporten og ikke den daglige drift. Basistilstandsrapporter - relevante kemiske stoffer Vi vil opfordre til, at de parter, der normalt involveres i arbejdet med udarbejdelse af vejledninger m.v., hurtigst muligt bliver inddraget i processen med udarbejdelse af en dansk vejledning. Af direktivet fremgå det, at kriteriet for, at der skal udarbejdes en basistilstand s- rapport er, at der bruges, fremstilles eller frigives relevante farlige stoffer. Igennem 2

3 den dialog DI har haft med Miljøstyrelsen om kriterierne for, hvornår der skal udarbejdes en basistilstandsrapport, er vi opmærksomme på vanskelighederne ved at afgrænse, hvilke relevante stoffer der anses relevante. Vi finder det meget betænkeligt, hvis det vurderes, at relevante kemiske stoffer er de stoffer, der i dag er klassificeret, da det kun er et fåtal af disse, der er relevante i forhold til jord og grundvand. Vi er lige så betænkelige ved, at det potentielt er 98 kommuner, der skal forvalte disse regler, og der derfor nemt opstår meget forskellige kriterier og praksis for, hvornår der skal udarbejdes en basistilstandsrapport. Vejledning om, hvilke stoffer der anses som relevante, herunder mængdegrænser, skal være konkret og velafgrænset og skal være synkroniseret med den europæiske, som også er under udarbejdelse. Basistilstandsrapporter - periodisk overvågning Vi finder det vigtigt, at det er den fulde ordlyd af artikel 16, stk punktum der implementeres.. Derfor foreslå vi, at ordlyden med mindre en sådan overvågning baseres på en systematisk vurdering af risikoen for forurening tilføjes. Af direktivets artikel 16, stk. 2, 2. punktum er det anført, at der skal foretages en periodisk overvågning mindst hvert femte år for grundvand og mindst hvert tiende år for jordbund, med mindre en sådan overvågning baseres på en systematisk vurdering af risikoen for forurening. Udeladelsen af med mindre i udkastet til godkendelsesbekendtgørelse 34, stk. 2 vil betyde, at de virksomheder, der allerede i dag har en systematisk overvågning af deres jord og grundvandsforhold, bliver pålagt yderligere udgifter til endnu en overvågning. Det er både overflødigt og bebyrdende, såvel økonomisk og administrativt, for virksomhederne. Dertil kommer den ekstra byrde, tilsynsmyndighederne bliver pålagt ved at skulle forvalte resultatet af disse overvågninger. Vedrørende BAT BAT anvendelse af gamle BREF For virksomheder omfattet af bilag 1 gælder de nye EU regler, om at vedtagne BATkonklusioner efter det nye direktiv, skal lægges til grund for en godkendelse eller en revision af en godkendelse. Under IPPC direktivet blev der udarbejdet en række BAT referencedokumenter. Miljøstyrelsen ønsker, at disse stadig skal kunne lægges til grund ved udarbejdelsen af godkendelser eller revision af godkendelser ( 28, stk. 2). DI er imod den direkte anvendelse af gamle BREF, hvor der ikke eksisterer nye. DI anbefaler, at teksten i 28, stk. 2 omformuleres, så de gamle BREF fra IPPC direktivet kan indgå som en del af vurderingsgrundlaget. De gamle BREF er udarbejdet med et andet hjemmelsgrundlag, og de var udarbejdet til at have en vejledende funktion. 3

4 BAT fravigelse af BAT 31 og 32 omhandler fravigelse af BAT konklusioner. Det kan med fordel fremhæves i teksten og ikke kun i overskriften til kapitlet, at dette kun vedrører Bilag 1 virksomheder. I 32 omtales, at der kan være et dansk BAT niveau som kan være strammere end en EU BAT konklusion. DI er ikke bekendt med, at der eksisterer eller anvendes en generel procedure hos godkendelsesmyndighederne, som fastlægger et nationalt BAT niveau ud over bekendtgørelse med standardvilkår. Denne del af fravigelsesmulighederne ser vi gerne begrænset mest muligt, da det vil kunne stille danske virksomheder væsentligt dårligere end de europæiske konkurrenter. Endvidere indeholder 32 muligheden for at afvige fra eksisterende BAT konklus i- oner, hvis tungtvejende miljøhensyn taler herfor. Dette er for upræcist. Teksten bør omformuleres, så den dækker, at den myndighed, som varetager arbejdet med mi l- jøgodkendelsen kan afvige BAT konklusionen, hvis lokale hensyn til arealer omfattet af vandramme eller habitatdirektivet tilsiger dette. BAT undgå overimplementering af IE direktivets kriterier for BAT Bilag 4, punkt G om oplysningskrav for virksomheder, som ikke er omfattet af IE direktivet, henviser til at anvendelse af bedste tilgængelige teknik skal beskrives e f- ter kriterierne i Bilag 5. Bilag 5, der i nuværende form tager et 1:1 udgangspunkt i IE direktivet, bør for Bilag 2 virksomheder reduceres til et omfang, som kan begrundes i nationale forhold bl.a. baseret på Miljøbeskyttelsesloven intentioner om anvendelse af renere tekn o- logi. Bilag 5 er i praksis en direkte afskrift af IE direktivets bilag III og fremgår af 28 at være reference for fastlæggelse af BAT på et niveau svarende til EU's BAT konklusioner for virksomheder omfattet af IE direktivet. Der opstår en overimplementering af IE direktivet ved, at direktivets kriterier for fastlæggelse af BAT udbredes til også at omfatte Bilag 2 virksomheder uden, at der er fremlagt en analyse af, at disse kriterier overensstemmende svarer til hidtidige nationale kriterier for, hvad et dansk niveau for BAT er. Det er endvidere vigtigt, at bilag 5 med kriterierne for BAT udvides med henvisninger til, at konkrete afgørelser om BAT niveauet skal følge almindelige danske forvaltningsprincipper om proportionalitet m.v. i den konkrete afgørelse. Således bør bilag 5 for anvendelse rettet mod Bilag 1 virksomheder suppleres med det økonom i- ske forbehold indskrevet i punkt 16 i præamblen til direktivet. Dette forbehold har også gyldighed for anvendelse rettet mod Bilag 2 virksomheder i forlængelse af b e- mærkningen ovenfor. BAT krav til danske virksomheder, som ikke er omfattet af IE direktivet, skal ikke udsættes for en automatisk glidning hen imod BAT på EU niveau, uden at dette er genstand for en bevidst procedure, som involverer de berørte parter og hvor proportionaltsprincippet vægtes højt. 4

5 BAT fireårsfristen for implementering DI er kritisk overfor, om den fireårsfrist for implementering af nødvendige ændringer af produktionsanlæg på baggrund af reviderede BREFdokumenter, der nu indføres, i praktisk kan gennemføres for alle virksomheder ( 40, stk. 3). DI foreslår, at Miljøstyrelsen indskriver i vejledningen til miljøtilsynet, at miljøtilsynet ved håndhævelse af overholdelse af vilkår i form af disse tidsfrister i en godkendelse skal fraregne den tid en godkendelsessag eventuelt har ligget til behandling i Natur- og Miljøklagenævnet. Sagsbehandlingstiden i en eventuel klagesag ved Natur- og Miljøklagenævnet kan blive en faktor i et samlet sagsforløb. Det bør sikres, at virksomheder ikke bliver sanktioneret, hvis de kommer i klemme i myndighedernes sagsforløb. BAT afprøvning af ny teknik I Danmark gøres der i disse år meget for udvikling af miljøteknologi og andre tilgange til renere teknologi. 33 i forslaget til godkendelsesbekendtgørelsen giver mulighed for at dispensere fra emissionskrav en gang i en periode på op til ni måneder for et anlæg for at afprøve ny teknik. DI opfordrer Miljøstyrelsen til i en senere vejledning til godkendelsesbekendtgøre l- sen at arbejde videre med, hvordan denne regel kan anvendes til at en teknisk afprøvning af et anlæg reelt kan gennemføres, f.eks. hvor flere stoffer skal testes i samme tekniske anlæg, men hvor den samlede testserie vil strække sig ud over 9 måneder. For større anlæg kan en enkelt ni måneders afprøvningsperiode være svær at udnytte teknisk optimalt, hvorfor det kan være nødvendigt at arbejde med faseopdelte afprøvninger og aftalte tilretningsplaner, hvis emissionskrav ikke overholdes. Dermed kan den samlede afprøvningsperiode kan strække sig over mere en ni måned, men hver enkelt fase kan ikke overskrider ni måneder. Dette skal selvfølgelig foregå i et samarbejde med godkendelsesmyndigheden. Vedrørende generelle principper for godkendelse 21, stk. 2 siger, at godkendelsesmyndigheden ved en miljøgodkendelse skal lade indgå en vurdering af, at til- og frakørsel til en virksomhed vil kunne ske uden miljømæssige gener for omboende. Den nævnte paragraf bør justeres til at have et indhold, der svarer til det, som er indenfor virksomhedens beføjelser, og ellers lægge ansvaret hos andre udførende parter. De fleste veje i Danmark er offentligt ejede, og vejmyndigheden har myndighed over, om en udkørsel til offentligvej kan flyttes el.lign. Derfor bør denne regel udvides med, at godkendelsesmyndigheden bør inddrage vejmyndigheden om muligh e- den for at forbedre til- og frakørselsforhold, hvis det anses som et problem af godkendelsesmyndigheden. Det er DI bekendt at reglen også eksisterer i den nugældende bekendtgørelse, men praksis i de sidste ti år vist, at flere virksomheder få 5

6 støjklager over leverandørers tilkørsel på offentlig vej, hvor deres lastbiler f.eks. kan holde og vente. Virksomheden har ikke redskaber til at regulere færdselen på offentlig tilgængelig vej. Kortere høringsfrister I 18 og 19 fastlægges en række frister for indgivelse af bemærkninger m.v. i forbindelse med høring af godkendelse og revisioner heraf. DI finder, at fristerne bør kortes ned for de sagsforløb, hvor der er sket en annoncering af, at arbejdet med en godkendelse/revision tages op. Således kan der f.eks. gives to uges frist for at anmelde, at man vil indgive bemærkninger, og derefter en frist på tre til fire uger til at aflevere. Sker der ingen anmeldelse af bemærkninger, kan myndigheden fortsætte arbejdet. Forslaget baserer sig på, at en del af sagerne på forhånd annonceres, så der er kendskab til dem, og at den moderne informations- og kommunikationsteknik i dag giver mulighed for hurtig rundsendelse af materiale. Offentligheden fratages derved ikke mulighed for at afgive bemærkninger. Korrekt henvisning til lovgivning Flere paragraffer i bekendtgørelsen henviser til loven ( 18, 46, ) men indledningen til bekendtgørelsen beskriver at bekendtgørelsen har hjemmelsophæng i s å- vel miljøbeskyttelsesloven som jordforureningsloven. Der bør indsættes præcise lovhenvisninger. Tilsynsbekendtgørelsen Definitionen af tilsyn Vi vil opfordre til, at der i definitionen af tilsyn i 2, 1) kun indgår de aktiviteter, der har forbindelse med virksomhederne. Det fremgår af udkastet til bekendtgørelsen 2, 1), hvordan tilsyn defineres. Heri indgår de aktiviteter, der indgår i myndighedens planlægning og prioritering af tilsynsindsatsen. Der undrer os, at disse interne administrative funktioner kan indgå i en definition af tilsyn og vi kan frygte, at tiden der skal anvendes til forvaltning af disse interne funktioner, vil blive omfattet af brugerbetaling, hvilket vi naturligvis ikke kan acceptere. Risikovurdering og prioritering af virksomheder til tilsyn Vi vil kraftigt opfordre til, at arbejdet med udvikling af en prioriteringsmodel, genoptages med involvering af parterne, så der kan udvikles en langt mere enkel model, end det er tilfældet med det fremlagte forslag. Hyppigheden af tilsyn skal efter direktivet, jf. artikel 23, stk. 4, fastsættes på grundlag af en systematisk bedømmelse af den miljømæssige risiko ved de berørte anlæg. Denne tilgang til en risikobaseret tilgang til prioriteringen af tilsyn finder vi kan indeholdes, i den hidtidige anvendte model om et differentieret miljøtilsyn, med 6

7 ganske få justeringer. Der er derfor ikke grund til at gennemføre de forslåede store ændringer. Vi finder det vigtigt, at de ressourcer, der er til rådighed for tilsynsarbejdet skal målrettes, så der opnås størst mulig miljøgevinst. DI mener ikke, at implementeringen giver anledning til at øge ressourcerne til tilsynsarbejde. Vi er opmærksomme på Virksomhedsudvalg II s (VUII) anbefaling om, at en risikobaseret tilgang til prioritering af tilsyn, bredes ud til også at omfatte virksomheder, der ikke er omfattet af IE direktivet, men også, at det fremtidige tilsynssystem skal bygge videre på det allerede eksisterende. Der har på baggrund af VUII anbefaling, pågået arbejde i en følgegruppe om risikovurdering og prioritering af virksomheder m.v. med bl.a. DI s deltagelse, og der foreligger i forbindelse med denne høring også udkast til en vejledning. Det fremlagte forslag til model, finder vi, er så ressourcekrævende at gennemføre, at vi alene af den grund anbefaler, at genoverveje modellen. Videre finder vi ikke, at den fremlagte model rummer en prioritering, der tilgodeser vores overordnede mål, nemlig, at tilsynsarbejdet målrettes til der, hvor der kan opnås den størst mulige miljøgevinst. Se i øvrigt DI s bemærkninger nedenfor til udkast til vejledning, samt tidligere fremsatte bemærkninger til samme. Offentliggørelse af tilsynsrapporter Vi vil foreslå en ændring af 7, stk. 3, så virksomheden får mulighed for at gøre indsigelse, hvis tilsynsmyndigheden vil offentliggøres dele af tilsynsrapporten, som virksomheden anser for at være fortrolige. I henhold til direktivets artikel 23, stk. 6 skal tilsynsrapporten stilles til rådighed for offentligheden. Dette direktivkrav implementeres igennem tilsynsbekendtgøre l- sens 7, hvor det af stk. 2 fremgår, at tilsynsyndigheden skal fremsende rapporten, senest to måneders efter tilsynet, med oplysning om, hvad der agtes offentliggjort. Af samme bestemmelses stk. 3, fremgår det videre, at vurderer tilsynsmyndigheden, at oplysninger ikke kan offentliggøres, giver tilsynsmyndigheden virksomheden mulighed for at udtale sig herom, med en frist på fire uger. Af ovennævnte udleder vi, at der ikke gives virksomheden en mulighed for at gøre indsigelse, hvis de finder, at de oplysninger der agtes offentliggjort er af så vital karakter, at det vil være til skade, hvis de offentliggøres. Vi forventer imidlertid, at også offentlighedslovens 12 iagttages, når det drejer sig om offentliggørelse af tilsynsoplysninger og derfor også, at 7, stk. 3 ændres i overensstemmelse hermed, så virksomheden får mulighed for at gøre indsigelse, hvis tilsynsmyndigheden agter at offentliggøre oplysninger, der af virksomheden anses som fortrolige. 7

8 Videre finder vi det vigtigt, at virksomheden får mulighed for at påklage en afgørelse om offentliggørelse af konkrete oplysninger, da det kan have vital betydning for virksomheden, at oplysninger holdes fortrolige. Af forslagets 8 fremgår det, at påbud, forbud eller indskærpelser til en virksomhed offentliggøres i sin helhed. Her ønsker vi en præcisering af, at det fortsat kun er oplysninger, der ikke er fortrolige, der offentliggøres. Samtidig bør det præciseres, at et påklaget påbud, forbud eller skærpelse ikke kan offentliggøres, før der foreli g- ger en afgørelse, der fastholder afgørelsen om sådanne. Det fremgår af 8 stk. 5, at der til enhver tid er adgang til aktindsigt i sagen, med en henvisning til offentlighedsloven m.v. Med henvisningen til offentlighedsloven burde det være klart, at der ikke til enhver tid er aktindsigt i oplysninger, da netop 12 i offentlighedsloven sætter begrænsninger. Dette bør tydeliggøres i formuleringen. Af 14, stk. 2 fremgår det, at afgørelser efter 3 ikke kan påklages, hvilket er overflødig,, da stk. 1 tydeligt siger, at kun afgørelser efter 8 kan påklages. Udkast til Vejledning og prioritering af virksomheder og husdyrbrug til tilsyn Da der i høringen indgår et udkast til en vejeledning vedr. tilsyn skal vi nedenfor fremkomme med vores centrale kritikpunkter af denne vejledning, hvilket underbygger vores forslag til, at modellen genovervejes, da den forvaltningsmæssigt vil være stærkt ressourcekrævende, uden der vil blive skabe et bedre miljø. I scorefaktorerne vedr. sandsynlighed indgår systematik og lovlydighed. Disse to faktorer er afhængige af hinanden, da en høj systematik i miljøarbejdet også fører til en højere grad af lovmedholdelighed. Som vi, igennem det følgegruppearbejde der har pågået, har gjort opmærksom på, finder vi det meget vigtigt, at de virksomheder, der har en systematik i miljøarbejdet, i form af et certificeret miljøledelsessystem, også får fordel af certificeringen. I det fremlagte forslag får disse virksomheder en fordel, men slet ikke i den grad, som vi finder rimeligt. Optimalt mener vi, at virksomheder med et certificeret miljøledelsessystem (EMAS eller ISO 14001) bør holdes uden for dette prioriteringssystem. Under score 1 sammenblandes et egentligt miljøledelsessystem med ikkecertificerede systemer, hvor en tilsynsmyndighed kan ligestille de virksomheder, der har et egentlig system med de, der har et ikke-certificeret system. Dette finder vi er miskreditering af de virksomheder, der har brugt tid og ressourcer på at gennemføre en egentlig certificering. 8

9 I scoringssystemet er det en fordel, såfremt en virksomhed kan påvise løbende miljøforbedringer. Sådanne løbende miljøforbedringer har imidlertid ingen relevans i forhold til tilsynsfrekvensen. I forhold til parametrene vedr. alvoren er det nødvendig at skelne mellem, om det er i forhold til uheldshændelser, eller om det er i forhold til det løbende drifts- og miljøarbejde. Det kan vi ikke umiddelbart se om, der er taget stilling til. Vi finder, at der i forhold til tilsynsplanlægningens prioriteringsproces skal være langt mere interesse for de virksomheder, der ikke har fået meddelt vilkår. Risikoen for en hændelse kan i lige så høj grad være til stede her, fordi der ikke på forhånd er fokus på emnet gennem vilkår Med det scoresystem, der nu lægges op til, vil der imidlertid blive mere fokus på de virksomheder, der har vilkår, fordi de har noget formelt at overtræde, det har virksomheder uden vilkår ikke. For de virksomheder, der har vilkår, er der netop taget stilling til den alvor, der er forbundet med produktionen i forhold til det omgivne miljø; og dette er udtrykt i vilkårene. Med andre ord; hvis en produktion vurderes at være farlig, skulle det meget gerne afspejles i dens vilkår og ikke først igennem et scoresystem. Virksomheder, der eksempelvis arbejder med kemiske stoffer og blandinger, vil som oftest have vilkår for, hvordan de skal håndtere disse, og herunder også om oplagring. Virksomheder, der håndterer risikobetonede stoffer og blandinger, vil være omfattet af risikodirektivet og endvidere være underlagt tilsyn efter disse regler. Disse virksomheder vil sandsynligvis score højt og derfor også få ekstra tilsyn, hvilket vi finder irrelevant og spild af ressourcer, fordi risikoen er håndteret med andre reglsæt. Forventes det, at der i forhold til prioriteringen af tilsynet skal foretages en vurdering for hvert stof og blanding, kan det være meget ressourcekrævende, ikke mindst i forhold til de virksomheder, der håndterer mange stoffer og blandinger. Imidlertid vil de ekstra tilsyn, sådanne virksomheder vil få, ikke skabe nogen ekstra værdi, fordi der netop er taget stilling til disse forhold i virksomhedens vilkår og gennem andre regler. Vedr. beliggenhed finder vi det kun relevant at tage med, hvis udgangspunktet er alvoren i forbindelse med uheld. Planloven håndterer a priori beliggenhedsudfordringer, ligesom reglerne efter risikobekendtgørelsen supplerer dette. Videre er vilkår også sat ud fra en virksomheds beliggenhed, så det har ikke relevans for virksomheder med vilkår. Parametrene er lagt frem, som om sandsynlighed og alvor hver vægter med 50 %. Imidlertid fremgår det af bekendtgørelsens bilag 1, at alvorsdimensionen vægter med mere end 50 %, da den formel, der er fremlagt i pkt. 4.1., tager scoren for oplagets tilstandsform og emissionen spredning med 2 gange. Videre tages der udgangspunkt i, at hver score indenfor alvor tæller med 17 %, hvilket samlet giver mere end 50 %. En systematisk afrundingsfejl på 2% er ikke acceptabelt, når procentfaktoren i stedet kan skrives som en eksakt brøk. 9

10 Vedr. bekendtgørelse om anlæg og aktiviteter, hvor der bruges organiske opløsningsmidler Det er positivt, at den hidtidige bekendtgørelse er blevet omskrevet og gjort mere læsevenlig og vi har ingen bemærkninger til selve bekendtgørelsesteksten. Derimod vil vi foreslå ændringer i bilag 1 og bilag 2, idet reparationslakering af køretøjer ikke er omfattet af det tidligere VOC-emissionsdirektiv eller IE direktivet. I bilag 1 indgår reparationslakering af køretøjer. Imidlertid er denne proces omfattet af Direktiv 204/42/EF af 21. april 2004 (produktdirektivet) og ikke omfattet af det hidtidige emissionsdirektiv. Videre fremgår det af bilag 2, at der for lakering og reparationslakering af køretøjer, pkt. 6 er en tærskelværdi på 0,5, hvor den hidtidige bekendtgørelse har en tærskelværdi på 0. Det er imidlertid ikke relevant at medtage en tærskelværdi for processer, der ikke er omfattet af emissionsreglerne. Videre vil vi foreslå en tilføjelse i bilag 4, pkt. 5, redaktionsprogram, så metallisering medtages. I teksten vedr. reduktionsprogram finder vi, at der mangler en meget væsentlig pind, som medtager metallisering, som produkt til reducering. Metallisering indgår som korrosionsbeskyttende lag i det komplette malingssystem og erstatter sål e- des et malingslag, der indeholder opløsningsmidler. Vi vedlægger, som bilag til nærværende høringsbrev, en nærmer begrundelse for dette. Bilaget er taget fra følgende EU hjemmeside: htm Generelt vedrørende Afbrændingsbekendtgørelserne DI bifalder, at der er sket en samlet gennemskrivning af affaldsforbrændingsb e- kendtgørelsen, bekendtgørelsen om store fyringsanlæg, gasmotorbekendtgørelsen samt at der er forslået en ny bekendtgørelse om lettere forurenet træ. Dette understøtter en udvikling frem mod en markedsrettet udvikling af dette område i Danmark med nogle ensartede vilkår, uanset hvor affald, biomasse o.lign. afbrændes. Imidlertid skal det bemærkes, at de nye bekendtgørelser med implementering af IE direktivet strammer kravet til udledning af NOx. Danske virksomheder bliver derfor pålagt yderligere omkostninger for at overholde disse krav. Da dette dels er en regelbundet regulering og en omkostningsøgning, er der derfor en god grund til at fjerne eller reducere den nationale NOx-afgift for virksomheder, der bliver berørt af de nye regler, idet afgiftens formål netop er at nedsætte NOx-emissionen samt at gøre det dyrere at emittere NOx. Der er ikke behov for en yderligere dobbeltregulering af dette område. 10

11 Det samlede forslag til nye bekendtgørelser på området er tilrettelagt bl.a. ud fra en fornyet beskrivelse af hvad biomasse omfatter. Imidlertid er dette område i rivende udvikling i disse år, og bekendtgørelserne bør åbne for også nye biomassetyper, f.eks. alger og bio-olier. Store fyringsanlæg Forslagets giver mulighed for at holde visse fyringsanlæg uden for den fu l- de pakke af emissionskrav pga. begrænset brug eller snarlig udfasning. Disse regler giver god mening i forhold til de økonomiske investeringer, som eller skulle foretages. Imidlertid rejser dette et spørgsmål i forhold til om den kommende BATkonklusion om LCP, som er undervejs i EU processen også automatisk skal implementeres på anlæg, hvor tages i anvendelse. Dette bør ikke være tilfældet. Forslaget til bekendtgørelse indeholder en række grænseværdier for kendte bræn d- stoffer og fyringsteknikker. Som nævnt ovenfor er området i rivende udvikling i disse år, og bekendtgørelsen bør indeholde adgang til at håndtere nye teknikker under udvikling. DI tillader sig at henvise til høringssvaret fra DONG Energy vedrørende detaljer herom. Affaldsforbrændingsbekendtgørelsen DI tilslutter sig, at bekendtgørelsens anvendelsesområde justeres, så anlæg der fo r- brænder biomasseaffald undtages. Dermed ændres de hidtidige regler på området til en mere direktivnær implementering. Forslaget indeholder et par steder, hvor der optræder unødvendig dobbelregul e- ring: 21 stk. b:.. at vægten af hver affaldstype bestemmes, om muligt i overensstemmelse med EAK-koden, jf. bekendtgørelse om affald. Dette følger af affaldsbekendtgørelsens regler og behøver derfor ikke også at stå her. Punktet bør slettes. 22 pkt. a-c forekommer overflødige, da de fremgår af andre regelsæt, der specifikt kan henvises til. 22, pkt. d virker overflødig, da det farlige affald er jo allerede deklareret hos indsamleren. Punkt a-d bør slettes. 11

12 Lettere forurenet træ Det glæder DI, at den længe ventede bekendtgørelse om forbrænding af visse typer af træaffald på trævareforarbejdende virksomheder nu bliver udstedt. Den vil hjælpe en række af vores medlemmer. Imidlertid er det problematisk, at der ikke samtidig ændres i reglerne om betaling af afgift fra disse anlæg. Dermed bliver det reelt ikke specielt attraktivt for virksomhederne at forbrænde træaffaldet selv, hvilket vil være det miljømæssigt mest fornuftige. Derimod etableres et incitament til at sælge træaffaldet til forbrænding i udlandet f.eks. Flensborg med lange lastbiltransporter til følge. DI opfordrer derfor til, at den regelkrydsende afgiftsproblematik også løses. DI er naturligvis til rådighed for yderligere eller uddybende drøftelser, ligesom vi gerne deltager i et samarbejde om de endelige formuleringer. Med venlig hilsen Vibeke Plambeck & Morten Løber Cand.jur., chefkonsulent chefkonsulent 12