Det antikke kvindekøn

Transkript

1 Det antikke kvindekøn Spørgsmålet om hvem der er det stærke køn kan formentlig ikke se sig besvaret i en nutidig sammenhæng; i det mindste ikke uden at skabe stor (og unødig) debat. I antikken var den generelle mening dog ganske klar og ikke til at diskutere. Mande-figuren med sine brede skuldre, sit kraftige hage- og kæbeparti og ikke mindst sin imponerende hårpragt var idealet; dette reflekteres bl.a. på diverse former for antik kunst samt i de antikke tekster. Og kvinden? Hun var derhjemme. Således så det generelle billede ud for både grækerne og romerne i oldtiden, og det er netop derfor, at Aristofanes komedie Lysistrate er så interessant. Heri skildres en atypisk kvinderolle, der bryder med antikkens normer og såkaldte paradigmer for god opførsel. Lysistrate gør på mange måder op med det idealiserede mandebillede og sætter kvindens rolle til genovervejelse. Lysistrate omhandler som noget revolutionært i antikken og som det første nutidigt kendte antikke teaterstykke en kvindelig hovedperson; nemlig den beslutsomme og stålfaste Lysistrate. Da hende og de andre athenske kvinders mænd er draget i krig mod spartanerne og de selv er efterladt i oikos, beslutter de at skride til handling for at få deres mænd hjem igen. De starter derfor en kvindebevægelse bestående af både athenske og spartanske kvinder, hvor de i protest mod krigen nægter at udføre deres sædvanlige huslige gerninger og give efter for mandens lyster, hvilket fører til, at mændene i desperation må igangsætte fredsforhandlinger, således at de til sidst kan blive genforenet med deres hustruer i sovekammeret. Det er bekendt, at kvinderne i antikken ikke modsatte sig mændene. Deres rolle var at blive i oikos og passe hjem og børn, hvorimod mændene primært var i polis og kunne forvente at blive opvartede, når de vendte tilbage til oikos både i form af føde og samleje. Det faktum at kvinderne i Lysistrate nægter at gøre, hvad der forventes af dem og lader mændene sejle deres egen sø (som den mandlige karakter Kinesias udtaler i stykket) strider dermed betydeligt imod det antikke kvindebillede. Myrrhines ageren i scenen hvor hun latterliggør sin mand, Kinesias, ved at lade ham vente på, hun klargør sig til den seksuelle akt, er værd at bemærke, eftersom den antikke kvinde i princippet var forpligtet til at stå klar til at tilfredsstille manden hvor og hvornår; på hans præmisser kvinden havde som udgangspunkt ingen præmisser. Kinesias fremstår i dette stykke som en desperat og naiv karakter, og mister derved en stor del af sin timé, hvilket på ingen måde er godt for hans kleos. Dette reflekteres eksempelvis i, at han, da Myrrhine henter en feltseng, så de ikke skal ligge på den bare jord, udtaler: Ih hvor hun elsker mig, det ser man tydeligt. Kinesias forekommer her at være blind over for, at Myrrhine forsøger at 1

2 narre ham, hvilket i høj grad er et billede på, hvor utænkelig kvindernes opførsel var. Myrrhine gør derimod brug af metis, i og med hun formår at snyde Kinesias, hvilket gør hende til en overlegen karakter. Dog er Myrrhines stålfasthed knap så tilstedeværende i begyndelsen af stykket, hvor Lysistrate udtaler, at de fra nu af må sige farvel til knald. Her melder Myrrhine og en anden kvindelig karakter, Kleonike ud, at de hellere vil steges levende. De ender imidlertid givetvis begge med at deltage i kvinde-oprøret. Lysistrate er derimod fra start af ganske oplagt på at fuldføre kvindernes kamp, og selve oprøret er også hendes egen idé. Ydermere er hun den, der udtaler den såkaldte venskabspagt, som der ikke må brydes med. Hun formår desuden også at tænde Myrrhines ildhu for kvinde-oprøret, hvilket kommer til udtryk i den selvsikre måde hvorpå Myrrhine agerer i scenen med Kinesias: Når det bliver flertalspolitik kommer jeg også hjem. Nu har jeg svoret: nej. Navnet Lysistrate eller mere præcist Lysistrata betyder desuden også bortset fra hæren, hvilket giver mening i den forstand, at Lysistrates mission i Aristofanes komedie er at få mændene hjem fra krigen (eller hæren) og hun vil gøre alt der står i hendes magt, for at det lykkes. Beskæftigelsen med en stærk kvindelig karakter som Lysistrate og senere Myrrhine er atypisk for de antikke tekster. Man beskæftigede sig simpelt set ikke med kvinden som karakter i antikken; hendes tanker og følelser var officielt set ligegyldige. Dette reflekteres eksempelvis i, at manden kunne opsøge diverse prostituerede samt indgå i diverse pæderastiske forhold uden at skulle stå til ansvar for sin hustru, som tvivlsomt kunne tillade sig det samme (det formodes dog, at der ligeledes eksistererede mande-prostituerede, men hvorvidt kvinderne opsøgte disse eller ej, var ikke noget man snakkede om). Da Myrrhine efter gentagne andre kortvarige gange forlader Kinesias for at hente en hovedpude, fordi hun selv har brug for det, er det derved endnu et udtryk for hendes overlegenhed over for Kinesias at hun tillader sig at tænke på sine egne behov frem for sin mands. I denne del af stykket befinder Myrrhine sig sammen med de andre kvinder i polis, eftersom de har besat Akropolis og hermed bryder med normen om, at kvinder skal være i oikos og kun mændene være i polis. Dette reflekteres i Kinesias replik: Myrrhine dog, hvor kan du gøre den slags ting og la dig kvindesagsbesnakke. Du piner mig og lider ved det selv. Her ses det, at det er dårligt for Kinesias kleos at have en ulydig hustru, da det indirekte fratager ham en del af hans idealiserede manderolle. En af grundene til at Myrrhine og de andre kvinders opførsel bliver betragtet som værende ekstraordinært forkert, er særligt, at de netop ved, at det de gør, er forkert. Dette kommer bl.a. til udtryk i scenen med Myrrhine og Kinesias, da Myrrhine siger pyt med det om alt det de har 2

3 derhjemme, og at hun hverken vender hjem eller giver efter for Kinesias lyster før de søger til forhandlingsbordet. Den tidligere omtalte metis er tilstedeværende i denne scene; og endda i en meget direkte form, da kvindernes mission er ganske tydelig. Havde kvinderne derimod handlet ud fra simpel dumdristighed, havde stykket blot været udtryk for en latterliggørelse af den kvindelige karakter, hvor man havde grinet af kvinderne og ikke med dem og man fortsætter reelt set med at grine med dem helt frem til stykkets slutning, hvor de får deres vilje. Mændene ender godt nok ligeledes med at tage del i glæden, i form af at bekymringerne om krigen er borte, og de derved kan vende tilbage til oikos, hvor alting endnu engang vil blive, som de ønsker det men den moralske sejr er ene og alene kvindernes, da mændenes glæde er på kvindernes bekostning og udelukkende reflekterer en eftergivenhed for mændenes vedkommende. Denne eftergivenhed markeres også i den sidste del af stykket, hvor mandskoret og kvindekoret dyster og mandskoret udtaler: Vores digter har nu ret, at»det går sgu ikke uden, men det er besværligt med«, hvorved mændene indirekte erklærer, at de ikke kan undvære kvinden og at hendes rolle derfor ikke er fuldkommen overflødig. Et andet belæg for at den moralske sejr er kvindernes, kan være, at kvinderne hele stykket igennem opretholder deres gudfrygtighed. Eksempelvis sværger alle kvinderne i begyndelsen af stykket ved Zeus, den øverste af de græske guder, på, at de vil fuldføre deres mission om at få deres mænd hjem igen, så Hellas, som er grækernes betegnelse for Grækenland, kan blive frelst. Havde kvinderne talt ilde om guderne eller på anden vis begået hybris, ville man pga. det antikke forhold til guderne automatisk have set ned på kvinderne og de ville formentlig være blevet udsat for nemesis. Myrrhine sværger desuden ved Artemis på, at Kinesias og hende selv ikke skal ligge på den bare jord. En sværgen ved Artemis er særligt interessant, da Artemis er græsk gudinde for den vilde natur. Kvinderne har herved Artemis som magtfuld kvindelig rollemodel, da hun siges at være blevet opfattet som kvindernes beskytter særligt ved fødsler. Samtidig er Artemis en passende rollemodel med udgangspunkt i, at hun i den græske mytologi og kunst blev opfattet som Afrodites modsætning; altså en gudinde der med sit kyskhedssymbol afviser den menneskelige seksualitet. I Lysistrate kan kvinderne i høj grad siges at følge Artemis eksempel i forhold til seksualitet. Den feministiske tanke bliver herved ført videre i en mere symbolsk forstand, og kvindernes opførsel bunder i en fundamentalt gudfrygtig tankegang, der kan være med til at retfærdiggøre deres handlinger. Det er ydermere værd at bemærke, at Kinesias forinden han udtaler, at Myrrhines opførsel er en pinsel, siger: Jeg synes hun er blevet yngre siden sidst, og endnu mere lækker er hun at kigge på. Selvom hun vender vrangen ud og gør sig knibsk, er det netop det der fyrer ekstra op. Dette kan 3

4 fortolkes som værende Aristofanes kommentar på, hvordan kvinderne er mest attraktive, måske endda en ønsketænkning i forhold til, hvordan kvinderne i antikken burde være og måske et indirekte udtryk for de antikke mænds generelle ønsker. Hermed kan Aristofane med sin komedie, Lysistrate, have haft til formål at opstille et drømmescenarie for mændene i teatret. Der var formentlig heller ikke frygt for, at kvinderne skulle finde inspiration i stykkets handling, da der er uvished om, hvorvidt kvinder overhovedet måtte gå i teatret (de antikke kilder peger i forskellige retninger). Det er dog bekendt, at kvinder ikke måtte spille teater, hvilket kan siges at give mening i forhold til, at deres plads var i oikos og hvilket også kunne antages at være et belæg for påstanden om, at de ikke gik i teatret. Den eventuelle inspiration kvinderne hypotetisk set kunne have fået, har dog utvivlsomt været ganske minimal, eftersom selv den beslutsomme kvindelige karakter Lysistrate blev spillet af en mand, som formentlig var iklædt dametøj og bar en af de karakteristiske masker fra antikken at kunne identificere sig med sådan en karakter ville kræve en fantasi lidt ud over det sædvanlige. Det er bemærkelsesværdigt, at Aristofane, som selvfølgelig selv var mand, ville fremstille de mandlige karakterer, som han gjorde, da antikken særligt var karakteriseret ved, at den enkelte skulle søge at opretholde timé og leve op til sin areté og derved få kleos med henblik på den filosofiske antikke tanke om, at eftermælet var en menneskelig udødeliggørelse; en måde hvorpå man kunne omvende sig fra fænomenverdenen til idéverdenen. Ved at fremstille mændene på denne måde og på sin vis latterliggøre dem kan man argumentere for, at manden som karakter mister en del af sit kleos, fordi han ikke lever op til sin areté, da han lader kvinden få den moralske sejr. Med udgangspunkt i denne tanke kan det derved antages at have været et risikabelt projekt at gennemføre stykket også med udgangspunkt i at Aristofane lader de kvindelige roller sværge ved de græske guder. Det antikke drama havde til formål at hylde guden Dionysos, som var særligt kendt ved sin kontrastfyldte identitet og evne til at skifte og ændre denne; fra mand til både kvinde og dyr, og teatret var også et kunstnerisk forum til diskussioner og kommentarer til samfundet med en vis mængde ironi i debatten. Det kan dog imidlertid tænkes, at man ikke har overvejet alvoren i Aristofanes stykke, da det som bekendt er en komedie. Aristofane hører inde under den gamle komedie, som var kendetegnet ved at omhandle emner som bl.a. krig og almindelige mennesker hvis almindelige dumhed og seksuelle udskejelser blev grinagtiggjort. Disse humoristiske komedie-træk dominerer nærmest hele stykkets indhold og har antageligvis været med til at fjerne fokus fra realiteten i, at kvinderne opnår den 4

5 moralske sejr og den gamle komedie var desuden kendetegnet ved at de gode vandt, og at modstanderne fik deres straf til sidst, hvorved kvinderne indirekte bliver erklæret som vindere og mændene som modstandere (på trods af at alle til sidst tager del i glæden, og at der dermed som udgangspunkt ikke er nogen, der bliver straffet ). I begyndelsen af stykket ses det, hvordan Aristofane udnytter de samtidige rekvisitter til at skabe humoristiske elementer: Gud, sikken skummel maske! Vil du æde mig? Pas på med panderynker; det ser farligt ud. Det græske teater gjorde brug af masker til skuespillerne for at de tilskuere, der var placeret langt fra scenen ikke skulle gå glip af skuespillernes mimik. Her ironiserer Aristofane altså brugen af masker, og som stykket forløber, tyer han til flere forskellige slags humoristiske sjofelheder, som altså kan formodes at have indvirket på, at stykket blev accepteret af den græske befolkning eller nærmere af mændene, da kvinders accept var ganske underordnet (dog ikke hvis man skulle tro på budskabet i Lysistrate). Aristofane formår med sin græske komedie, som antages at være blevet spillet til Dionysosfesterne, at behandle spørgsmål om kvinderettigheder og kvindens generelle egenskaber og plads i samfundet. Dette reflekteres bl.a. i de kvindelige karakterer Lysistrate og Myrrhine, hvor Lysistrate givetvis er stykkets mest centrale karakter (deraf titlen på komedien). I Lysistrate er det kvinderne, der tager styringen, begiver sig ud i polis og ender med at få deres vilje ved brug af metis. De får mændene hjem fra krigen og dermed tilbage til oikos. Ikke nok med at Lysistrate som den første antikke komedie omhandler en kvindelig hovedperson, så er kvindekønnet også overlegent. Dette strider derfor meget imod det typiske billede af den antikke kvinde og gør, at komedien i høj grad er forud for sin tid, men også at man forundres over, hvordan stykket kunne blive accepteret i oldtidens Hellas, hvor fremstillinger af mande-figuren med sine brede skuldre, sit kraftige hage- og kæbeparti og ikke mindst sin imponerende hårpragt var idealet. 5