h u sfo r bi Hjemløse hitter Tvunget på antabus Ingen vil huse Aalborg-hjemløse interesse eller modedille døden nær det er en kold tid

Transkript

1 h u sfo r bi nr. 3 marts årgang pris 20 kr. 8 kr. går til sælgeren køb af sælgere med synligt id-kort interesse eller modedille Hjemløse hitter døden nær Tvunget på antabus det er en kold tid Ingen vil huse Aalborg-hjemløse Køb kun avisen af sælgere med synligt ID Hus forbi må ikke sælges i togene

2 h u sfo r bi REDAKTION ANSVARSHAVENDE REDAKTØR Ole Skou ole@husforbi.dk REDAKTØR-VIKAR Thomas Hye-Knudsen thomas@husforbi.dk FORSIDEFOTO Pia Burmølle Hansen KORREKTUR Bro Kommunikation A/S LAYOUT salomet grafik KONTAKT REDAKTIONEN tlf , redaktion@husforbi.dk SALGSAFDELING JYLLAND/FYN: Jimmy Rohde, tlf , jimmy@husforbi.dk SJÆLLAND/ØERNE: Morten Munk Hansen, tlf , morten@husforbi.dk SÆLGERKONTAKT tlf ADMINISTRATION Rasmus Wexøe Kristensen, sekretariatsleder, , rasmus@husforbi.dk Ole Skou, formand, tlf , ole@husforbi.dk Ruth Kristoffersen, bogholder, , ruth@husforbi.dk UDGIVER Foreningen Hus Forbi Bragesgade 10 B, stuen, 2200 København N Tlf , DISTRIBUTION Boformer for hjemløse, varmestuer, medborgerhuse m.m. kan fungere som distributør for Hus Forbi dvs. være udleveringssted af avisen til sælgerne. Kontakt os på: tlf (se listen af distributører på ABONNEMENT STANDARDABONNEMENT: 465 kroner (12 numre om året inklusive moms, porto og gebyr). STØTTEABONNEMENT: 665 kroner Henvendelser om abonnement på tlf eller dorte@notat.dk BIDRAG Hvis du vil give et bidrag til Hus Forbi, kan du sætte beløbet ind på kontonummer (9541) Mærk indbetalingen bidrag. TRYK Dansk Avistryk OPLAG LÆSERTAL (4. kvartal 2010 & 1. kvartal 2011) ifølge Index Danmark/Gallup ANTAL registrede SÆLGERE 1023 ISSN Næste nummer udkommer den 30. marts 2012 OM HUS FORBI Hus Forbi udkom første gang i 1996 og sælges af hjemløse og tidligere hjemløse eller andre socialt udsatte mennesker. Avisen sætter fokus på udsatte mennesker og fattigdomsproblemer. Formålet er at nedbryde fordomme om marginaliserede grupper både via indholdet af Hus Forbi og i mødet med sælgeren. Hus Forbis sælgere er alle udstyret med et id-kort udstedt af Hus Forbis sekretariat. Salget af Hus Forbi fungerer for sælgerne som et alternativ til tiggeri og eventuel kriminalitet. Indholdet i Hus Forbi produceres primært af professionelle freelancere, fotografer og illustratorer. Hus Forbi er medlem af det internationale netværk af gadeaviser, INSP. leder Realiteternes verden Det er råvinter, gråt, koldt og kedeligt at stå op om morgenen. Det er næsten synd, at den ophobede kropsvarme og natteroens fred og eventyrdrømme skal afløses af den skinbarlige virkelighed. Det eneste, de fleste af os kan trøste os med, er, at vi ikke alle er nødt til at udstille vores morgenhår, øjnenes uoplagthed og vores hemmelige utjekkethed, før vi har været i bad og clearet smartphonen for væsentlige møder og begivenheder på arbejdet eller i vores umådelige fritid. Med hårtørrens glødende varme luft bliver vi bragt endeligt til live, og selv hjernen begynder at vågne op til realiteterne. En radioavis, der åbenbarer, at Grækenland har fået et lån på et tusind milliarder. Et lån, som kunne give alle danske børnefamilier turpas i Tivoli, Legoland og Lalandia i flere tusinde år. Og alle hjemløse i Danmark døgnophold på Crown Plaza i flere hundrede generationer frem. Hvor kloge var Platon og Sokrates egentlig, når de har været med til at fostre sådan et land. Og hvorfor er der ikke mere cornflakes? Hvorfor er der stadig bøvl med DSB og togene? Og er takken for at støtte det arabiske forår og bombe Gadaffi, at vi skal betale 13 kroner for en liter benzin, mens Vestas fyrer over tusind medarbejdere? Ovennævnte spørgsmål giver denne leder ikke svar på. Årsagen er enkel, nemlig den, at der ikke er nogen simpel forklaring. Der er mange. Men vi gider ikke rigtig de mange og lange forklaringer. Vores indres trang til FOR eller IMOD har brug for at blive stimuleret mere klart og entydigt. I journalistikken opererer man med et noget, der hedder bare det var mig og godt, det ikke er mig. Begrebet handler om identifikation og bliver blandt andet brugt i realityshows som X-factor, Paradise Hotel, Hell Kitchen, De unge mødre og Kontant. Ej, hvor er det synd eller sikke en tumpe, er nogle af de kommentarer, som seerne af programmerne deler, når de sidder foran fjernsynet. Men også dagen efter på arbejdspladsen eller i mødregruppen. Det er kort sagt fjernsynets måde at konvertere licensbetaling til et underholdningsbidrag til seerne. I dette nummer af Hus Forbi fokuserer vi på, hvordan hjemløse og hjemløshed bliver brugt til at fremkalde følelser, tanker og handlinger i såkaldt helt almindelige mennesker og forbrugere. Hjemløse og hjemløshed er nemlig blevet et fænomen, som midt i krisen inspirerer stadig flere kunstnere, journalister og også en modeindustri til at klæde deres historier og produkter på. Noget ægte og skræmmende som selv de mest forhærdede og regelrette kan føle noget for. Især om vinteren. Godt, det ikke er mig og hvor er det synd. Nu gør jeg alvor af det, og strikker et par varme sokker og sender til Hus Forbi eller Kirkens Korshær. Eller. Bare det var mig så kunne jeg måske slippe for at stå op om morgenen og være så fucking perfect, men slippe for at blive målt og vejet på at være succesrig, men have ret til at føle mig fattig indeni. Redaktørvikaren takker af for denne gang og vil gerne benytte lejligheden til at sige tak for opmærksomheden. Det er mit håb og ønske for fremtiden, at vi alle tør åbne sjæl og hjerte for vores egen følelse af forkert- og hjemløshed, og at vi kan øve os i at dele den i det daglige. I nærsyn og øjenhøjde. Uden kamera og fjernsyn tændt. Redaktørvikaren Thomas Hye-Knudsen Vi støtter Hus Forbi 2 HUS FORBI nr. 3 marts årgang

3 indhold 9 Hjemløshed hitter Ingen drømmer om at blive hjemløse. Men hjemløsheden er i disse år genstand for en markant øget opmærksomhed. I skuespil, mode og radioudsendelser. Læs, hvad fire eksperter fra fire forskellige verdenshjørne mener om tendensen. 14 Daniel spiller sig selv Et teater i Holbæk har snart premiere på et skuespil, hvor skuespillere spiller hjemløse. Med i forestillingen er en ekspert. Daniel er nemlig selv hjemløs og spiller sig selv i forestillingen. Og så er han blevet en slags konsulent på stykket, der udspiller sig i en park, der er de hjemløses base Verdensrekord i antabus Man kan dø af druk. Men kan man også dø af antabus, hvis man bliver tvunget til at spise pillen? En boform krævede det af en beboer, som ikke var alkoholiker. Og det var ved at gå helt galt for Michael Kyndesen. Boformen afviser, at de skulle have gjort noget forkert. Pres på sundhedsklinik Flygtninge og indvandrere, der ikke har lovligt ophold i Danmark, opsøger i stigende omfang en privat drevet sundhedsklinik. Klinikken afviser ingen, og et halvt hundrede frivillige læger, sygeplejersker og tolke hjælper syge med at behandle alt fra halsbetændelser til hiv kommentar Kommuner svigter de hjemløse noter x-ord og dusaduku ny hus forbi-sælger - Jeg var ved at skide i bukserne af skræk da jeg stod over for gruppen første gang, men da jeg først kom i gang med at snakke, kunne jeg se på dem, at de var vildt interesserede i mig og den, jeg er, og så fik jeg sgu talt mig varm. Daniel Christensen, hjemløs. Side 14 Vil du også støtte Hus Forbi? v/annemette Lyngh Det koster kroner om året at få sit firmalogo her på siden. Send en mail til redaktion@husforbi.dk HUS FORBI nr. 3 marts årgang 3

4 afhængighedens danmark Antabus: En dansk verdensrekord Intet sted i verden udskrives der så meget antabus som i Danmark. Der er gået vanetænkning i behandlingen af alkoholisme, mener medlem af Rådet for Socialt Udsatte, læge Henrik Thiesen. af Peter Andersen og Søren Frandsen En hjemløs, der på et forsorgshjem blev alvorligt syg af antabus, er et utilsigtet og uheldigt offer for en dansk vanekultur. Det mener Henrik Thiesen, som er daglig leder af SundhedsTeam København og medlem af Rådet for Socialt Udsatte. - I forhold til befolkningstallet giver vi eksempelvis fem gange så meget antabus, som man gør i USA. Men antabus i sig selv kurerer ikke noget som helst. Man sætter en prop i halsen på alkoholikerne, men når de stopper med antabus, drikker de videre. Hvis det ikke følges op - Fra at være et middel, der skulle hjælpe i kampen mod alkoholisme, er antabus blev et middel til at sikre social kontrol med de mest udsatte grupper. Læge Henrik Thiesen af en eller anden form for terapeutisk behandling, har antabus ingen dokumenteret langtidseffekt, siger han. Ifølge Henrik Thiesen er det væsentligt at skelne mellem alkoholikere, der opsøger en klinik og som led i en behandling tager en frivillig antabuskur, og så den situation, de hjemløse og andre socialt udsatte alkoholikere står i. - Jeg siger ikke, at herberger og bosteder tvinger antabus i folk, men de står ofte i en tvangslignende situation. Hvis en hjemløs bliver mødt med et krav om total afholdenhed for at få et sted at sove, ligger der jo et indirekte krav om at tage antabus. De får medicin, men de er ikke i behandling. Fra at være et middel, der skulle hjælpe i kampen mod alkoholisme, er antabus blev et middel til at sikre social kontrol med de mest udsatte grupper, siger han. Skadelig cocktail Henrik Thiesen peger på, at hyppige skift mellem antabus og druk er særdeles skadeligt. - De udsving er ekstremt hårde, der ryger virkeligt mange hjerneceller. Antabus skal følges op lægeligt for at beskytte mod de hjerneskader, der kan opstå. Men den lægelige indsats er ofte sparsom. Hvis man ser tilbage over årene, har vi heller ikke set nogen bedring i sundhedstilstanden for de mest udsatte hjemløse. Det ville jo ellers være et argument, siger han. Alle anerkender i dag, at behandling med antabus ikke bør stå alene. I sin vejledning til de praktiserende læger skriver Sundhedsstyrelsen, at antabus er understøttende medicinsk behandling. Det fremgår samtidig, at antabus ikke har nogen dokumenteret effekt, hvis en læge udskriver en recept uden at gøre yderligere. Det anbefales, at behandlingen begyndes på en klinik, og at der senest efter tre måneder følges op med en samtale. Men Sundhedsstyrelsen oplyser, at ingen reelt ved, om lægerne følger vejledningen, eller om de blot udskriver recepter. Der er heller ingen kontrol med den - Der er heller ingen kontrol med den antabus, der uddeles på bosteder og behandlingshjem. Sundhedsstyrelsen antabus, der uddeles på bosteder og behandlingshjem. Manglende konkurrence Henrik Thiesen mener ikke, det bør være nødvendigt at stille beboere over for valget mellem at tage antabus eller at flytte, som det skete for Michael Kyndesen (læs historien på næste side, red.) Men Finn Zierau, som er overlæge ved Center for Misbrugsbehandling i København, kan godt forstå, hvis et herberg i nogle tilfælde tvinger beboere på antabus som et middel til at sikre afholdenhed. Der er jo ikke tale om behandling, påpeger han. - Det kan være umuligt at håndtere mange alkoholikere samlet ét sted, hvis de får lov at drikke. Hvis hjemløse kommer i egentlig behandling, vil de også få tilbudt terapi som alle andre. Men det kræver, at de er indstillet på at holde op, og i så fald kan antabus være meget effektivt, siger Finn Zierau. Han mener ikke, man skal lægge for meget i den danske antabusrekord. - Det bruges også i lande som Sverige, England og USA, men fordi det er en dansk opfindelse, fik det lettere fodfæste herhjemme. Når det ikke bruges i samme omfang i andre lande, kan en af forklaringerne være, at det er et gammelt præparat, som enhver kan kopiere. Dermed kan det ikke betale sig at lave reklamefremstød for nye præparater, siger han. Center for Misbrugsbehandling behandler alkoholikere om året, og Finn Zierau ville nødigt undvære antabus. Han mener ikke, der er gået vane i behandlingen af alkoholisme i Danmark. - Antabus er et præparat, som kan indgå i behandling af alkoholisme. Vi giver det til folk, der ønsker at være afholdende. Vi tvinger det ikke i nogen, men vil folk holde op med at drikke, er det et effektivt middel. Hvis det vel at mærke sker i sammenhæng med terapi. Og om ikke andet er tre måneders afholdenhed rigtig godt for kroppen, siger han. 4 HUS FORBI nr. 3 marts årgang

5 afhængighedens danmark De var ved at slå mig ihjel En skilsmisse sendte 34-årige Michael Kyndesen i armene på forsorgshjemmet Godrum ved Silkeborg. Her troede Michael, at han skulle økonomisk og psykisk på fode, men i stedet tvang personalet ham på antabus, selvom han ikke er alkoholiker. af Peter Andersen og Søren Frandsen Patienten har igennem en måned indtaget Antabus og i samme periode udviklet svær ikterus med hudkløe, specielt sv.t. fodsåler og håndflader. Samtidig porterfarvet urin. Debuterede med mavesmerter umiddelbart efter indtagelse af antabus ( )næppe tvivl om at pt. har en svær Antabus indiceret medikamentel polystatisk leversygdom. Ovenstående er et uddrag af Michal Kyndesens journal fra Regionshospitalet Silkeborg, hvor han blev indlagt den 26. april Oversat til almindelig dansk betyder det, at Michael blev indlagt med gulsot og alvorlig leverforgiftning forårsaget af antabus. - Da jeg blev indlagt, sagde lægen til mig, at jeg var 24 timer fra at dø af antabusforgiftning, siger en rystet Michael Kyndesen i dag til Hus Forbi. Sagen med Michael Kyndesen repræsenterer flere kritisable ting. For det første blev han tvunget på antabus af personalet på bostedet Godrum ved Silkeborg det på trods af at Michael Kyndesen ikke er alkoholiker. For det andet har den danske stat ikke overblik over det samlede forbrug af antabus på herberger og forsorgshjem for hjemløse. I 2010 blev der ifølge Lægemiddelstyrelsen udskrevet 4,6 millioner doser antabus fra danske apoteker. Heraf kom næsten 80 procent fra praktiserende læger, 14 procent blev udleveret på offentlige og private institutioner, mens sygehusene stod for seks procent. I alt danskere fik i 2010 antabus via egen læge. Trods talrige forespørgsler er det ikke muligt at få et tal for forbruget på herberger, behandlingshjem eller sygehuse. Her eksisterer ingen præcise tal. Vi må gå ud fra, at personer, der får udleveret antabus fra egen læge, gerne vil ud af deres misbrug. Ser vi på herberger og behandlingshjemmene, er virkeligheden ofte en anden. Her kan beboerne blive tvunget på antabus, hvis de vil blive på herberget. Michael Kyndesen er en af dem, der fik valget mellem antabussen og gaden. Antabusforgiftningen var kulminationen på en længere nedtur for Michael Kyndesen. En skilsmisse fra hustruen og moderen til hans to sønner, en mindre depression og så dårlig en økonomi, at han ikke kunne blive boende i sin lejlighed, førte Michael Kyndesen ind på forsorgshjemmet Godrum ved Silkeborg. Det var den 23. februar Michael Kyndesen havde ind til da ingen erfaring med systemet. Men det fik han. Barsk møde med hjemløseinstitution - Det var lidt som et åbent fængsel. Døren blev låst, og man skulle spørge om alt. Det var jeg ikke vant til, siger Michael Kyndesen. Han har noget på hjerte. Ordene bliver slynget ud, og tonelejet er højt. Vredt! Han forklarer, at han ikke har et alkoholmisbrug. Bevares, som mange andre unge mænd kævede han bajere i sin vilde ungdom, men det lå før ægteskabet og de seks år sammen med ekskonen. Hus Forbi har fået aktindsigt i Michael Kyndesens journaler fra både Forsorgshjemmet Godrum, hans private læge og Regionshospitalet Silkeborg. Journalerne fra de to sidste bekræfter Michael Kyndesens historie. Det samme gør Godrums egen journal. Her skriver personalet 25. februar 2011 to dage efter at Michael Kyndesen flyttede ind: Michael føler, han har mistet alt; børn, lejlighed osv. ( ) Giver ikke udtryk for at have et dagligt forbrug af alkohol. Virker ikke abstinenspræget. Skæbnesvanger beslutning En måned senere ændrer billedet sig. I Michael HUS FORBI nr. 3 marts årgang 5

6 afhængighedens danmark Kyndesens Godrum-journal står den 25. marts: Obs om Michael har drukket eller taget alkohol med fra handleturen i Silkeborg. Michael Kyndesen siger til Hus Forbi, at Godrum havde fortalt ham, at det ikke var tilladt at drikke alkohol på forsorgshjemmets områder. - På turen til Silkeborg købte jeg lidt tøj og drak to påskebryg. Derudover købte jeg fire øl, som jeg tog med tilbage til Godrum. Her viste jeg øllene til personalet, der forlangte, at jeg skulle puste i et alkometer. Det ville jeg gerne, og jeg pustede 0,02 promille, siger Michael Kyndesen. Herfra er personalet særligt opmærksomme - Hver eneste dag forsøgte jeg at forklare dem, at antabussen gav mig ondt i maven. De troede ikke på mig og sagde, at behandlingen var obligatorisk, hvis jeg ville blive på Godrum Michael Kyndesen. på Michael Kyndesen, og den 29. marts beskriver journalen, hvordan Michael puster en promille på 1,15 i alkometret. Michael forklarer ifølge journalen, at han har drukket, da hans ekskone ved en fejl har fået tilsendt nogle fortrolige papirer, der var stilet til ham. I dag kan Michael Kyndesen ikke genkende promillen på 1,15. Den 30. marts træffer personalet en skæbnesvanger beslutning. - De sagde, at hvis jeg skulle blive på Godrum, så skulle jeg på antabus. Jeg valgte at tage det, for jeg havde ikke noget misbrug, siger Michael Kyndesen til Hus Forbi. Behandlingen begynder den 1. april, og hurtigt reagerer Michael Kyndesens krop på medicinen. - Hver eneste dag forsøgte jeg at forklare dem, at antabussen gav mig ondt i maven. De troede ikke på mig og sagde, at behandlingen var obligatorisk, hvis jeg ville blive på Godrum. Allerede den 2. april registrerer Godrum Michaels reaktion: Han ryster og har det skidt. Michael mener det er AB-en (Antabus, red.) der er årsagen til dette ( ) Michael vil hellere puste på kontoret 2-4 gange dgl., end tage AB. Godrum registrerer flere klager fra Michael den 13. april, men de reagerer ikke hverken før eller siden. Den 4. april: 'Hverken Ditte eller ut (undertegnede,red.) oplever vilje hos Michael til konstruktivt samarbejde. Leverbetændelse Hvad hverken personalet på Godrum eller Michael Kyndesen ved, er, at han er ved at udvikle en kraftig allergisk reaktion på antabussen. En allergisk reaktion, der udmønter sig i gulsot og et kraftigt udbrud af hepatitis c. - Lægen på Godrum sagde til mig, at man ikke kan være overfølsom over for antabus. Men det er ikke rigtigt, siger Michael Kyndesen. I forbindelse med antabus er bivirkninger omkring leveren ofte forekommende. For eksempel kan man få leverfibrose og hepatitis leverbetændelse. - Jeg mener, at jeg er den første, der har fået konstateret hepatitis C efter antabusbehandling, men lægerne kan ikke bevise, at det er antabussen, som har givet mig det, siger Michael Kyndesen. På verdensplan er op mod 170 millioner mennesker smittede med hepatitis c. I Danmark skønner Statens Serum Institut, at der er mellem og smittede. Heraf er halvdelen diagnosticerede. Symptomerne er feber, kvalme, smerter i maven og gulsot. Hus Forbi har talt med flere læger og forsøgt at få bekræftet Michaels udsagn. Uden held. - Man kan ikke få hepatitis c af antabus, men hvis man er smittet, kan antabussen få sygdommen til at bryde ud, forklarer professor Jens Bukh, der er leder af Copenhagen Hep C Programme ved Hvidovre Hospital. Han forklarer videre, at to ud af tre personer med hepatitis c er narkomaner, og at de fleste smittes gennem blod. - Vi ser også, at man kan blive smittet gennem sin mor, altså fra fødslen. Sygdommen kan ligge latent i kroppen i årevis, uden at den bryder ud, siger Jens Bukh. Trods det holder Michael Kyndesen fast i, at han ikke tidligere har haft sygdommen eller udsat sig for smitte. Ingen undskyldning Den 23. april reagerer Godrum endelig på Michaels bekymringer. Michal er meget gul i øjnene på anden dag. Han benægter at have drukket eller taget nogen stoffer. Først den 26. april bliver Michael sendt til en læge, der straks sender ham til regionshospitalet i Silkeborg. Lægerne på hospitalet skriver i deres journa- hjælpeorganisationernes officielle antabuspolitik Blå Kors Bosteder skal være rusfri, men der er intet generelt krav om, at beboere skal tage antabus. Det kan dog være et krav over for enkeltpersoner, som ellers ikke ville kunne bo der. I så fald vil der altid være en opfølgende samtale antabussen får aldrig lov til at stå alene. Kirkens Korshær Kræver ikke, at beboere skal være ædru, og har derfor heller intet antabuskrav. Der kan dog blive udleveret antabus, hvis beboere selv beder om det det sker for eksempel i forbindelse med Kirkens Korshærs sommerlejre. KFUMs Sociale Arbejde Følger de enkelte kommuners politik på området, så det varierer. Men ingen steder er der generelle krav om, at man skal tage antabus for at få en plads. Frelsens Hær Man må ikke drikke på stedet. Hvis beboerne ikke overholder det, vil de få en advarsel, og i gentagne tilfælde vil man forsøge at overtale beboerne til at gå på antabus. Arbejde Adler Beboerne må ikke drikke på stedet, men der bliver ikke reageret, hvis de lugter af alkohol, når de kommer hjem fra en bytur. Hvis beboerne drikker på værelserne, får de en advarsel. Hvis de fortsætter, kan de blive tvunget på antabus eller bedt om at forlade stedet. 6 HUS FORBI nr. 3 marts årgang

7 afhængighedens danmark - Lægen på Godrum sagde til mig, at man ikke kan være overfølsom over for antabus. Michael Kyndesen. ler, at Michael Kyndesen af hensyn til sit helbred aldrig mere må indtage antabus, hvilket får forsorgshjemmet Godrum til at tage Michael Kyndesens tilstedeværelse op på et personalemøde. Her kommer man frem til, at han må blive på 'Antabuslignende vilkår. Godrum skriver den 29. april 2011 i Michaels journal. Michael informeret om AB-vilkår. ( ) det kan medføre bortvisning hvis han indtager alkohol. Michal mener at Godrum skylder ham en undskyldning da det er os der har givet ham AB og nu er hans lever ødelagt og hvis han drikker vil han dø, siger han. I dag ser Michael Kyndesen tilbage på opholdet på Godrum med bitterhed. - Antabussen påvirker mig stadig, så jeg kan ikke komme i behandling for leverbetændelsen. Jeg er blevet skadet for i livet af antabussen, men jeg har været heldig for jeg har ikke været hård ved mig selv med alkohol. Michael Kyndesen har gennem hele samtalen været vred. Nu holder han en kort pause og siger stille. - Jeg har aldrig fået en undskyldning fra personerne på Godrum. Michael Kyndesen flyttede fra Forsorgshjemmet Godrum i slutningen af maj I første omgang rykkede han til Fjerritslev. I dag bor han på Møltrup Optagelsescenter ved Vildbjerg i Midtjylland. Kort om antabus Mange kender historien om, hvordan to danske læger, Jens Hald og Erik Jakobsen, nærmest snublede over antabus, da de i årene efter Anden Verdenskrig eksperimenterede med et ormemiddel. Færre ved, at antabus reelt blev opdaget et tiår tidligere af en læge på en amerikansk fabrik, og at det virksomme stof med det meget lange navn tetraethylthiuramdisulphid oprindeligt blev brugt til at vulkanisere rågummi. Fabrikslægen opdagede, at arbejderne på fabrikken reagerede kraftigt, når de indtog alkohol, men selvom han skrev til et lægeligt tidsskrift, blev det aldrig overvejet, om det kunne bruges som medicin. Dermed står Danmark i dag med æren for opfindelsen. En person, der har drukket alkohol og derefter tager antabus, vil få kraftigt udslet, kløe, hjertebanken og nedsat blodtryk. I de første år anbefalede man, at patienten skulle drikke under behandlingen for at mærke, hvor ubehageligt det var. I dag er anbefalingen stik modsat, og antabus virker først og fremmest afskrækkende, som når man truer børn med den store bøhmand. Antabus eller Disulfiram, som der står på recepten blev hurtigt dominerende i næsten al behandling af alkoholisme i Danmark. I 1988 viste en undersøgelse, at 97 procent af alle patienter på offentlige og private klinikker fik antabus som en del af behandlingen. Læger og psykiatere gjorde fra begyndelsen opmærksom på, at antabus kun virker i forbindelse med en eller anden form for terapi. I Sundhedsstyrelsens aktuelle vejledning beskrives antabus alene som understøttende behandling. I 2010 blev der udskrevet 4,6 millioner doser antabus fra danske apoteker. Næsten 80 procent kom fra praktiserende læger, 14 procent blev udleveret på offentlige og private institutioner, mens sygehusene stod for seks procent danskere fik i 2010 antabus via egen læge. Der eksisterer ingen præcise tal for, hvor mange personer der fik antabus på herberger, behandlingshjem eller sygehuse. Kilder: Lægemiddelstyrelsen og 'Konservatisme og social kontrol', en artikel af Henrik Thiesen om den danske antabus-behandling Offentliggjort i 2008 af Nordic Center for Alcohol and Drug Research. forstanderens forsvar: Jeg er stadig ikke læge På Forsorgshjemmet Godrum har de som udgangspunkt altid en beboer eller to i antabusbehandling. - I mange tilfælde er det frivilligt, fordi det giver dem en tryghed. Vi anser en pause i drikningen som værende positivt. At den så i det her tilfælde er kemisk, er så en anden side af sagen, siger forstander Christian Hasle Harlung. Hvorfor valgte I, at Michael Kyndesen skulle på antabus? - Her nærmer vi os noget, som jeg ikke kan kommentere på. Det er en konkret sag, hvor vi må finde os i, at den bliver vinklet på en måde, som vi ikke mener, er korrekt. I jeres journaler kan vi se, at I er opmærksomme på, at Michael har det dårligt. Hvorfor reagerer I ikke på det? - Jeg kan ikke huske sagen i detaljer, men vi har både en sygeplejeske og en læge ansat. De følger med i, hvordan folk har det. Jeg vil sige, at beboerne får en særdeles god sundhedsfaglig betjening på Godrum. Men jeg kan ikke svare på disse faggruppers vegne. Hvorfor reagerer I ikke på jeres egne optegnelser i Michaels journal? - Jeg kan ikke sige andet end pas. Vi reagerer på, hvordan de her mennesker har det. Vi giver det en høj prioritet, men du må være klar over, at cirka en tredjedel af dem, der er her, er syge. Det betyder, at vi følger med i tingene. Hvad der er sket helt konkret, ved jeg ikke. - Vi lægger meget vægt på det sundhedsfaglige, og jeg synes, det giver et skævt billede af os, hvis én sag, hvor der måske er noget, som kan diskuteres, skal tegne billedet af os. Kan du forstå, at Michael Kyndesen føler, at I har bragt ham i livsfare? - Jeg er stadig ikke læge. HUS FORBI nr. 3 marts årgang 7

8 kommentar Kommuner svigter de hjemløse af Ole Skou, socialjurist i SAND de hjemløses landsorganisation Der var engang, hvor en hjemløs kunne banke på døren til et hvilket som helst herberg for at få varme, tryghed og ly for natten. Årsagen til hjemløse-situationen var i første omgang ikke afgørende. Hvis der var plads, var man velkommen. Og om opholdet var kortere- eller længerevarende, var ikke så afgørende. Fokus var at få rettet op på den sociale situation og få afdækket de ofte komplekse problemstillinger, som den hjemløse havde med sig i bagagen. Det var formelt herbergets forstander eller daglige leder, som havde den professionelle kompetence til at indskrive den pågældende borger. Man overså totalt og aldeles, at hjemløse ikke kan betragtes som objekter, der kan indgå i markedsøkonomiens udbud- og efterspørgsels-mekanismer med køb og salg af pladser. I hvert fald ikke på et så specialiseret felt som hjemløseområdet. Sådan er det ikke længere Et stigende antal hjemløse bliver i dag afvist ved døren til herberger, hvis de i forvejen ikke har deres ophold eller sociale sag i den pågældende kommune. Yderligere har flere kommuner frataget forstanderne kompetencen til reelt at udøve deres ledelsesret. Begge forhold er dybt uanstændige i forhold til de hjemløse, men også respektløst i forhold til boformernes faglige ekspertise, som igennem årene er opbygget og udviklet. Hjemløse som handelsvare Årsagerne til den nye kommunale praksis skal ses i lyset af kommunalreformen, hvor kommunerne fik ansvaret for det højt specialiserede hjemløseområde overdraget fra de tidligere amter. Kommunalreformen blev i 2007, uden omsvøb, præsenteret som en liberal, markedsorienteret strukturreform og formentlig ikke uden grund kaldt for Lars Løkke Rasmussens politiske eksamensopgave. Med reformen blev ansvaret for løsning af opgaverne på hjemløseområdet, lagt ud til de nye storkommuner, og boformerne blev tvunget til selv at finde finansieringsgrundlag ved salg af pladser, hvis de altså ikke var så heldige at enkelte meget store kommuner valgte at overtage driften. En af grundteserne var, at kommunerne ikke længere skulle smyge sig uden om deres ansvar. En synliggørelse af omkostningerne skulle kunne ses ude i kommunerne og der skulle etableres frit valg, konkurrence og stram økonomistyring! Man overså totalt og aldeles, at hjemløse ikke kan betragtes som objekter, der kan indgå i markedsøkonomiens udbud- og efterspørgsels-mekanismer med køb og salg af pladser. I hvert fald ikke på et så specialiseret felt som hjemløseområdet. Respektløs kassetænkning Konsekvensen af reformfadæsen set med hjemløsebriller står nu klokkeklart. Kommunerne lukker sig om sig selv og deres kommunekasser. De ønsker ikke at modtage hjemløse fra andre kommuner endsige betale for deres egne hjemløses ophold i andre kommuner. I stedet trækker de deres borgere hjem til mere økonomisk styrbare foranstaltninger Specialiserede døgntilbud til hjemløse nednormeres, nedlægges og omstruktureres til andre kommunale tilbud i ly af den ny hjemløsestrategi, som blev præsenteret i efteråret Man havde angiveligt ikke taget højde for, at strategien skulle implementeres samtidig med den store strukturændring. Hvis man mener noget reelt i forhold til at afskaffe hjemløsheden, så bliver man pinedød nødt til at investere i de hjemløse og anerkende, at der er brug for specialiserede tilbud med fagligt uddannet personale. Amterne havde før kommunalreformen ansvaret for hjemløseindsatsen og gjorde det faktisk rigtig godt. De skulle ikke tage smålige økonomiske hensyn, men kunne med mere objektive faglige kriterier, og på tværs af kommunegrænserne, varetage opgaverne ud fra de hjemløses perspektiv. Og få amtskommunal finansiering kombineret med statsrefusion. Lad nu de hjemløse blive hørt Til oktober får virkningerne af kommunalreformen sit skudsmål i form af en omfattende evaluering af reformens virkninger tilsigtede og utilsigtede. Her kunne man forvente, at man i kommissoriet for evalueringen også medtog konsekvenserne på hjemløseområdet. Men området er slet ikke nævnt. Og ser man på medlemmerne af arbejdsgruppen forstår Hvis man mener noget reelt i forhold til at afskaffe hjemløsheden, så bliver man pinedød nødt til at investere i de hjemløse og anerkende, at der er brug for specialiserede tilbud med fagligt uddannet personale. man måske hvorfor. I den sidder repræsentanter for Kommunernes Landsforening og en række udpegede embedsmænd for berørte ministerier. Ingen interesse- eller brugerorganisationer er inviteret. Det ligner desværre en bevidst strategi. Det er vanskeligt at tro på, at evalueringens konklusion grundlæggende vil tegne andet end et overordnet skønmaleri af reformens virkninger. Og at forestille sig, at staten vil lade regionerne overtage ansvar og sikre kvaliteten af den måde, de hjemløse behandles på over hele landet, er nok for naivt. Behandlingsgarantier og kvalitetssikring af knæ- og hofteoperationer er trods alt vigtigere end, hvordan vi sikrer en ordentlig behandling af landets hjemløse. Selv om kompleksiteten i hjemløseproblematikken og den faglige ekspertise langt overstiger kirurgiske indgreb. Det er måske bare ikke så eksotisk eller vigtigt. 8 HUS FORBI nr. 3 marts årgang

9 Hjemløshed har hit-potentiale Modebranche, tv-serier, teaterstykker og intelligent radio. Hjemløse mennesker og hjemløshed hitter. Men er der tale om reelt engagement og interesse eller kold kalkule i, hvad vi har brug for at identificere os med, mens finanskrisen raser? Eller er de hjemløse i virkeligheden blot ofre for et kollektivt reality show? af Birgitte Ellemann Höegh foto Emil Hougaard Bertelsen Der har altid været hjemløse på bænke og pladser i gadebilledet i Danmark, og siden de hjemløse er begyndt at sælge Hus Forbi ved supermarkeder og på hovedstrøg i større byer, har de hjemløse fået en identitet og synlighed. Men inden for de seneste par år er de hjemløse pludselig også begyndt at optræde i kultur-, underholdnings- og modeindustrien: Et teater i Holbæk har en forestilling på plakaten, der beskæftiger sig med hjemløshed, hvor en hjemløs er blevet en del af skuespiltruppen. På Østre Gasværk Teater blev hjemløse en del af et stort kor ledet af dirigent og kapelmester Frans Rasmussen. Under den seneste modeuge var der pludselig hjemløse på catwalken, i tv-farcen Lykke på DR1 blev en familiefar hjemløs efter et fængselsophold og gik i gang med at sælge Hus Forbi. Tv-journalisterne Mads Brügger og Mikael Bertelsen (nu chefer på Radio 24/7) etablerede en læsegruppe på Sundholm til glæde for DR2's seere i foråret Hus Forbi har spurgt en række medieforskere og sociologer, hvad incitamentet til at række ud efter denne gruppe mennesker kan være. HUS FORBI nr. 3 marts årgang 9

10 Ser man nærmere på massekommunikation og underholdning, så trækker man nok de hjemløse ind for at give produkter og programmer autenticitet. Frederik Preisler, kreativ direktør på MENCH Polfoto At gøre en forskel De hjemløse er som alle andre mennesker en del af et samfund i udvikling, og et af de helt store samfundsproblemer, der er dukket op inden for de senest år, er finanskrisen, som kommunikationsrådgiver og forfatter Christine Feldthaus mener også kan have haft indflydelse på vores pludselige fokus og omsorg for hjemløseproblematikken: - I opgangstider har vi travlt med at købe Gucci-tasker, flashe store benzindrevne BMW er og små modehunde, men finanskrisen har skabt nye dogmer. Det er ikke længere smart at prale af materiel status og rigdom. Vi vil hellere måle succes på fælleskab, næstekærlighed og humanitær bistand. De hjemløse har altid været der, vi så dem bare ikke, for vi havde nok at gøre med at iscenesætte os selv. Nu er det en værdi at passe på hinanden og rette blikket udad, og så tror jeg, at nogle af os, der har økonomisk og uddannelsesmæssigt overskud, bliver lykkelige af at hjælpe andre det giver os en fornemmelse af at være vigtige i verden. Et kodeord, jeg hele tiden hører, er at gøre en forskel, mens det for nogle år siden var at italesætte. Vi skal ikke kun redde de sultne børn i Mogadishu, men også de fattige herhjemme. Derudover er de hjemløse jo et meget hurtigt kodebart symbol på fattigdom. Dét, at de går rundt på gaden i frostvejr og ikke har noget sted at bo, er et indiskutabelt synligt problem. Vi skal ikke diskutere, om de er fattige eller ej, modsat Carinasagen, der udløste en diskussion om fattigdomsgrænse, siger hun. Men ser man nærmere på de forskellige hjemløse-projekter, kommunikerer de ifølge Christine Feldthaus forskellige budskaber. - Hus Forbi symboliserer noget ædelt: nemlig at de mennesker, der står ude i kulden, ikke er arbejdssky elementer. De vil godt bidrage, men kan bare ikke så godt, mens Læsegruppen på Sundholm (tvserie, hvor hjemløse delte litterære oplevelser, red.) har været med til at signalere, at bare fordi man er hjemløs, så er man ikke ubegavet. På teateret i Holbæk vil man gerne vise hele sammenhængskraften i samfundet, som er anderledes end at lave et show med hjemløse på catwalken. Modeugen har længe gerne villet sende et signal om, at de er grønne, bevidste og ansvarlige. Nu er hele branchen lammet af krise, så nu vil de have realiteten op på catwalken. Her kan de hjemløse bruges som logo for at overbevise forbrugerne om, at modeindustrien rent faktisk ér ansvarlig. Der er en stærk tendens til, at alle virksomheder står i kø for at fortælle verden, hvor gode de er. Man er interesseret i andet De hjemløse bruges som logo for at overbevise forbrugerne om, at modeindustrien rent faktisk ér ansvarlig. Christine Feldthaus, livsstilsekspert end bare åndløs mode, og det er en tendens, der har været i gang, siden dengang man kunne bidrage til en ged i Ghana. Du kan jo efterhånden ikke købe en kop kaffe, uden at du støtter et godt formål, siger hun. En del af reality tv-bølgen Men hvilke konsekvenser får de mange tiltag for de udsatte og fattige? Kan vi ved at købe en Polfoto politisk korrekt kop kaffe eller ved at sætte fokus på de hjemløse i underholdningssammenhænge skabe bedre forhold for de hjemløse? Ikke meget, lyder svaret fra sociolog Lars Benjaminsen, der forsker i social marginalisering hos SFI. - Årsagen til, at de hjemløse dukker op i mediebilledet lige nu, I stedet bliver den hjemløse udnyttet og får lov til at optræde som den ædle vilde ligesom i gamle dage, hvor man tog nogle indianere fra Amazonefloden ind på scenen. Henriks Dahl, sociolog og forfatter tror jeg, hænger sammen med hele reality tv-bølgen, hvor nogle forskellige marginale grupper bliver gjort eksotiske i mediebilledet. Det er positivt i sig selv, at de skæve eksistenser får noget synlighed og dermed en identitet. Men man skal holde sig for øje, at hvis man hiver de hjemløse ned fra snoreloftet i teateret, så løser det overhovedet ikke deres grundlæggende boligproblematik, som er rimelig bastant. Der skal skaffes egnede målrettede boliger til den her gruppe mennesker, og det skal de have hjælp til fra en offentlig myndighed. Skaffer man dem ikke et sted at bo, bliver de i de fleste tilfælde ved med at være hjemløse, ligegyldigt hvor mange kor de medvirker i, eller hvor mange catwalks de vandrer op ad. Jeg kunne godt tænke mig, at man fik mere fokus på de hjemløses boligproblemer, som altså er elefanten i stuen, siger Lars Benjaminsen. Den ædle vilde Der er endnu ikke poppet realityprogrammer op, hvor man følger en hjemløs, kamp for stabilisering og egen bolig. I forfatter og sociolog Henriks Dahls optik har Foto Leif Tuxen de hjemløse nærmere fungeret som et eksotiske indslag en funktion, som marginale grupper i samfundet historisk set altid har haft. - Som udgangspunkt vil jeg mene, at det er distriktspsykiatriens skyld, at hjemløse overhovedet er i den her situation. Tidligere ville de have fået en diagnose, som man ville have taget sig af. I stedet bliver den hjemløse udnyttet og får lov til at optræde som den ædle vilde ligesom i gamle dage, hvor man tog nogle indianere fra Amazonefloden ind på scenen eller viste Pocahontas frem for det engelske hof. Efter krigen syntes man, det var politisk ukorrekt at anvende de her eksotiske mennesker til underholdning af borgerskabet, og holdt op med at gøre det, og derfor virker det idiotisk at tage den tradition op igen i en ny form. I dag benytter man den her gruppe eksotiske mennesker i underholdnings- og modeindustrien på en måde, der er blevet politisk korrekt, men markedsfører man i virkeligheden ikke bare sig selv på en måde, hvor man gør sit projekt immunt over for kritik? For man skal godt nok være hårdhjertet, hvis man kritiserer dét. Men i virkeligheden kan man jo godt sige, at det er at genopføre det gamle stykke med en neger i bur, siger Henrik Dahl. Ikke desto mindre dukker de hjemløse op i alle mulige sammenhænge, og ifølge Frederik Preisler, der er partner og direktør på reklamebureauet Mensch, kan man også forstå den store interesse for Skaffer man dem ikke et sted at bo, bliver de i de fleste tilfælde ved med at være hjemløse, ligegyldigt hvor mange kor, de medvirker i, eller hvor mange catwalks de vandrer op ad. Lars Benjaminsen, forsker på SFI prfoto 10 HUS FORBI nr. 3 marts årgang

11 de hjemløse som et forsøg på at snylte på deres rebelske energi og tilføre produkter og projekter autenticitet. - Noget af det mest traumatiserende for et menneske er ikke at blive anerkendt for sin eksistens. Går man forbi en hjemløs uden at se mennesket i øjnene, symboliserer det jo den ultimative afvisning. For fem til ti år siden var den afvisning mere normen, end den er i dag, og jeg tror, at hele Hus Forbi-projektet, som har alle mulige formål, først og fremmest har haft den effekt, at de hjemløse er blevet synlige som en del af samfundet og ikke som udenforstående. Og når de bliver en del af samfundet, opstår der en interesse for at beskæftige sig med dem og forstå det sprog, de taler. Gu vil jeg ej -mentaliteten Men der er to sider af mønten i forhold til det, de hjemløse repræsenterer: Der er den alvorlige stærkt behandlingskrævende side, som samfundet bør tage sig af, og så er der en symbolværdi, som præsenterer rebelskheden over for det konforme gu vil jeg ej -mentaliteten. Den sidste betydning er altid interessant for alle os, der lever et helt almindeligt småborgerligt liv. Men vinklen er ikke så meget, at man udnytter den hjemløses forfærdelige situation, men at man gnubber sig op af den energi, der ligger i respektløsheden over for de borgerlige normer. Og ser man nærmere på massekommunikation og underholdning, så trækker man nok de hjemløse ind for at give produkter og programmer autenticitet. Alle, der i de her år beskæftiger sig med massekommunikation, har en ambition om at tilføre deres sag autenticitet, fordi markedsføring tidligere har været så falsk og lunkent. Så her står vi med en gruppe mennesker, hvor det gustne overlæg ikke er så identificerbart de kan i hvert fald næppe anklages for at være lige så kommercialiserede som alle os andre og sådan noget er altid interessant i massekommunikation, siger han. Modeuge nu med hjemløse! For første gang under Copenhagen Fashion Week er ti hjemløse på catwalken som modeller. Backstage bliver der prøvet tøj, drukket øl, pjattet og Jokeren laver poetryslam. af Birgitte Ellemann Höegh foto Emil Hougaard Bertelsen Der er modeuge i København. I Terminal 2 bag Hovedbanegården er der stande med showrooms for de mærker, der skal sælge deres nye kollektioner til branchen. Midt i det hele er bygget en catwalk, som skal benyttes af det svenske brand Resteröds. Backstage er de ved at gøre modellerne klar. De to designere er til stede sammen med den danske agent, Nicky Christensen, der har stablet et noget anderledes show på benene. HUS FORBI nr. 3 marts årgang 11

12 - Det er en super fed idé, det her, og totalt farligt og forkert set med modebriller. Simon Rasmussen, stylist To minutter i tid er der totalt kaos backstage. Det er svært at forestille sig, at modellerne skal ind og konfronteres med modebranchens redaktører og indkøbere om et par minutter. For de ti modeller, der er mødt op denne morgen, er ikke de sædvanlige magre unge kvinder og mænd, men ti voksne mennesker nogle med jord under neglene, andre med en lettere promille og andre igen med en hund ved deres side. De er hjemløse og sælger Hus Forbi. Et par uger tidligere har de på et sælgermøde meldt sig til at deltage mod en betaling på kroner og et sæt vinterstøvler. - Endelig en kvinde, der rører ved mig men det gør skide ondt, siger en af modellerne, der skal have tætsiddende sorte bukser med hængerøv og en sort skjorte på. - Snygt, du ser jätta fin ud, siger en af designerne til en mand, der er ved at prøve sit sæt. - For helvede, du bliver lækker, Gert, responderer en af de andre sælgere. Nyt ansigt udadtil De har alle sammen deres grund til at deltage. Der er én, der netop har fået lejlighed efter et halvt år på gaden, og som har brug for de kroner til huslejen, en anden vil gerne bidrage til et nyt ansigt udadtil på hjemløs-problematikken og synes, det er en god sag at støtte blandt andet fordi Resteröds også bidrager med sommertøj til Hus Forbi-sælgerne. Og så er der en fyr, der tænker, at det jo kunne være, han blev opdaget. Hans kæreste, der også deltager, tilføjer: - Jeg kunne fandeme også godt tænke mig at blive opdaget. Og så kommer musikeren Jokeren ind ad døren. Han skal åbne showet med et stykke poetry slam. Han sætter sig ned i loungemøblerne og begynder at spørge ind til de hjemløses liv, mens han skriver noter ned på sin telefon. - Hold kæft, hvor har jeg en god røv i de her bukser, lyder det fra en af modellerne. - Nu siger jeg det én gang til: Du har ikke nogen god røv, svarer en anden. Farligt og forkert Simon Rasmussen, som er stylist og står for at afvikle showet, prøver at danne sig et overblik. - Det er en super fed idé, det her, og totalt farligt og forkert set med modebriller. For du sender ti hjemløse ind på catwalken, som du ikke helt kan regne med, hvordan det går for, siger han. Modellerne skal i gang med generalprøven. Der bliver klappet og hujet af en af de kvindelige modeller, der kommer ind i en fin kjole. Hun er ret nervøs for showet, og hvad vennerne vil sige til det bagefter. Bokseren Patrick Reinhard Nielsen, der er blevet fløjet ind fra sin bopæl i Berlin, synes det er en ære, at han har fået lov til at hjælpe til på projektet. Han har fået at vide, at han bare skal lade som ingenting, hvis der nu er én af de andre modeller, der falder i vandbassinet, som er placeret i midten af catwalken. Selv skal han gå i undertøj, og det er han også lidt beklemt ved. To minutter i tid er der totalt kaos backstage. Det er svært at forestille sig, at modellerne skal ind og konfronteres med modebranchens redaktører og indkøbere om et par minutter. Omkring catwalken sidder en stribe af landets modepersonligheder og lader sig adsprede af deres smart phones, og der bliver kindkysset med de nyeste ankomne. Showet bliver livestreamet til en storskærm på Rådhuspladsen. Én dag ad gangen Klokken kvart over tid kommer Jokeren op på scenen og fortæller, at han har siddet og snakket med de hjemløse ude backstage, og at det sgu har rørt ham. Og så går han i gang: I dag fryser det. Kulden er hård udenfor. Men vi har faktisk haft en god vinter. I læ, i soveposen, krøllet op i en krog. Altid med øjet på klem og kniven knuget ind til brystet. Vi står skam også tidligt op om morgenen, myldretid. Du skal tjene penge. Det skal jeg også. Du skal have en carport Når du går til dit næste show for Marlene Birger, så sælger jeg aviser Jeg har kun ét liv, og jeg tager én dag ad gangen, én avis ad gangen, med min værdighed i behold, lyder nogle af ordene. Folks opmærksomhed er blevet skærpet, og så kommer ti modeller én ad gangen ind på scenen. Den første laver sjov og går som en figur fra Toy Story. Det bløder straks stemningen op, og publikummet begynder at smile. En af de medvirkende halter lidt, en anden kigger genert ned i jorden, en tredje retter lidt på kraven undervejs, og de mange hunde går fint ved siden af deres ejere. Der er ikke nogen, der falder i vandet! - Vi er glade for, at I kom. Husk at støtte de hjemløse, slutter Jokeren. Og så er det slut. Følelser fremkaldt - Det var virkelig sejt. Det gav lidt røde kinder og var godt i tråd med deres koncept, siger en af publikummerne. - Nu bor jeg på Nørrebrogade, og de hjemløse ser normalt meget mere hærgede ud i deres eget tøj, siger en anden. - Jeg lagde ikke rigtig mærke til tøjet. Jeg kiggede bare på deres ansigter, siger en tredje. Ude backstage er alle de medvirkende lettede. De er allerede i gang med at tage deres eget tøj på, og så de nye støvler. - Men jeg smider sgu ikke mine boots ud. De har gået mange tusinde kilometer, siger en af modellerne. 12 HUS FORBI nr. 3 marts årgang

13 Klokken kvart over tid kommer Jokeren op på scenen og fortæller, at han har siddet og snakket med de hjemløse ude backstage. Showet blev arrangeret af Resteröds. Med i projektet var Hus Forbi, adidas, Wolverine, Jens Bjerg Sørensen (JBS), Fristads Kansas og Soundvenue. - Det var ikke anderledes end at stå på hovedgaden i Roskilde og sælge aviser, for dér står også 250 mennesker og ser på én, siger en anden. Karina tager sin store kanvas-dragt på igen, og de andre tager også alle deres overtrækbukser og jakker på, og efter en halv time er de ude af døren. Tilbage er Nicky Christensen og designerne, der går og rydder op, og så Jokeren, som også er meget lettet. - Det var pissevigtigt, at det blev ordentligt. Så jeg var sgu nervøs. Normalt kan jeg godt stå på scenen og være ham den cool, men her skulle jeg skrælle et par lag af og lytte efter. Det skulle jo ikke bare ende op som et freakshow med nogle dværge, siger Jokeren. Tilfreds arrangør Nicky Christensen er godt tilfreds med showet. - Personligt kan jeg godt lide at gøre noget godt for andre. Og da JBS købte Resteröds op, stod vi med et stort restlager af tøj, som jeg tænkte, at vi skulle donere. Og så tænkte jeg, at kontrasten mellem tøjbranchen, der bugner med tøj, og de hjemløse, der ikke har noget, var værd at reagere på. Jeg synes, showet gik over al forventning, og så virkede det, som om de hjemløse hyggede sig. Vi fik også rigtig meget presse, og så så jeg i øvrigt, at Lotte Freddie (kendt modejournalist, red.) fældede en tåre under showet, siger Nicky Christensen. Lille John stikker hovedet ind i lokalet. - Det er helt vildt, det her. Jeg har gået og solgt aviser ude i hallen, og jeg har fået en del kroner i kassen, siger han. Det går op for ham, at rummet er næsten tomt, og at alle de andre sælgere er gået ud til bussen for længst, og så får han sat det lange ben foran. HUS FORBI nr. 3 marts årgang 13

14 Hjemløs på scenen af Margit Knoblauch foto Pia Burmølle Hansen Det er byens lokale teatergruppe, Teaterrødderne, der er i gang med prøverne på deres kommende forestilling Udenfor. Instruktøren er skuespilleren Bente Eskesen, og stykket handler om livet som hjemløs. Alle er iført kostume ved aftenens prøver. Undtaget Daniel. - Ja, jeg er sgu ikke skuespiller jeg er den ægte vare, griner 31-årige Daniel Christensen, der er Bente og Teaterrøddernes faste sparringspartner, og selv spiller med i forestillingen. - Da Daniel Christensen sagde, han godt ville komme og øse ud af sit liv som hjemløs, blev jeg simpelthen så glad og lettet, at jeg selv kørte ud og hentede ham. Bente Eskesen, instruktør Vi kender dem fra gadebilledet. Teaterrødderne er kendt for at spille eksperimenterende teater, og Bente Eskesen er egentlig mest kendt som skuespiller i Dragsholm Revyen, men mødet mellem dem satte en proces i gang, som har udviklet sig fra den allerførste prøve. - Og det bliver det ved med helt frem til premieren den 14. marts, siger Bente. Bente og Teaterrødderne kendte hinanden i forvejen. - Da vi skulle bruge folk i Dragsholm Revyen, stillede de op for os, og vi blev så glade 14 HUS FORBI nr. 3 marts årgang

15 - Jeg var ved at skide i bukserne af skræk, da jeg stod over for gruppen første gang, men da jeg først kom i gang med at snakke, kunne jeg se på dem, at de var vildt interesserede i mig og den, jeg er, og så fik jeg sgu talt mig varm. Daniel Christensen, hjemløs Kulturkasernen i Holbæk har hyret en hjemløs for at få sat kød og blod på nyt skuespil. for hinanden, at de spurgte, om jeg havde lyst til at være instruktør i deres nye forestilling, smiler Bente, der omgående sagde ja. - Da vi startede, var tanken i første omgang at fortælle en historie om en mand på en bænk og de folk, han mødte her. Men meget hurtigt ledte det os til at snakke om de hjemløse, som vi alle kender fra vores gadebillede, og så var hele grundlaget på plads, fortæller Bente. Herefter fik alle den opgave at gå hjem og finde ud af, hvilken slags hjemløs de ville være, og da gruppen og Bente mødtes næste gang, stillede alle op med en figur, de enten selv havde mødt, set i tv-dokumentarer eller hørt om. Og sådan blev Kirsten til Anna, der mistede manden og sit ståsted i livet. Mette blev til Russer Olga, der er vodkadrikkende prostitutionsarbejder. Mathias blev til Sgt. Dybgård, der gik i stykker efter sin udsendelse til krigen i Afghanistan, og Jesper blev til Jan, der drak sig ud af sin familie og fik sig en ny på gaden. Manglede kød og blod Men Bente og rødderne blev hurtigt klar over, at det ikke var nok at kende typerne, hvis rollerne skulle levendegøres, og det var her, Daniel kom ind i billedet. Han blev fundet på forsorgshjemmet Karlsvognen i Holbæk. - Jeg var lige kommet ud af behandling på Majorgården og boede lidt i skoven og lidt på gaden, og så tænkte jeg at det sgu da var en god måde at holde mig i gang på, så jeg ikke røg i igen, siger Daniel, der har rodet med både sprut og hårde stoffer og desuden er i medicinsk behandling for OCD. - Ja, det gik hurtigt ned ad bakke, da kæreste smed mig ud, kommer det tørt. Daniel ringede til Bente den 7. januar. - Da han sagde, han godt ville komme og øse ud af sit liv som hjemløs, blev jeg simpelthen så glad og lettet, at jeg selv kørte ud og hentede ham, griner Bente. Fra rædsel til rolle Daniels diagnose betyder, at han i hverdagen har det skidt med at være sammen med flere mennesker ad gangen. - Jeg var ved at skide i bukserne af skræk, da jeg stod over for gruppen første gang, men da jeg først kom i gang med at snakke, kunne jeg se på dem, at de var vildt interesserede i mig og den, jeg er, og så fik jeg sgu talt mig varm, kommer det med et lunt smil fra Daniel. - Du snakkede i over to timer, griner en af truppens medlemmer, Jesper, der i dag har udviklet et varmt venskab med Daniel. - Ja, der er gået selvterapi i det, siger begge og slår armene om skuldrene på hinanden. Både Bente, rødderne og Daniel har nu spillet sammen så længe, at de er i stand til at sætte ord på, hvad Daniels tilstedeværelse har betydet for den forestilling, der har premiere om kort tid: - Da Daniel kom til, lærte vi både jargonen på gaden, følelserne under tøjet og tankerne i hverdagen at kende, og så kom der noget mere på spil for os alle sammen, siger Bente. - Det, vi alle betragter som udelukkende ulykkelige historier, rummer også en masse små rørende ting, som vi har fået med undervejs, tilføjer nogle fra gruppen, og Daniel, der efterhånden er blevet en engageret medspiller i rollen som den godmodige, men grovkæftede Stig', tager endnu engang slutreplikken: - Vi er sgu alle ens nogle af os mangler bare et varmt netværk! Forestillingen Udenfor kan ses på Kulturkassernen i Holbæk den marts. Billetbestilling: HUS FORBI nr. 3 marts årgang 15

16 alt, hvad jeg har Hvad er det nødvendigt at have med sig rundt på gaden, når man er hjemløs? Og hvad gemmer der sig i de tasker, poser, barnevogne og indkøbsvogne, som de hjemløse slæber rundt på eller har fået opmagasineret hos venner, i en kirke eller på et herberg? af Birgitte Ellemann Höegh foto Ulrik Jantzen, das büro Hus Forbi har mødt syv mennesker, der bor på gaden eller herberg, og bedt dem om at tage alt, hvad de har, med sig hen til en fotograf i Kødbyen i København. Det blev bredt ud på jorden foran dem. Nogle ville gerne helt selv pakke ud for at få overblik, andre fik hjælp. Nogle fandt ting i deres gemmer, som de ikke havde set længe. For eksempel dukkede der i en oppakning en sten op formet som Grønland, som sælgeren holder meget af. En anden oppakning gemte på et brugt kondom med knude på det blev dog smidt i skraldespanden efter ejerens ønske. Én af de medvirkende havde ugen forinden en barnevogn, som han gik omkring med. Men den var i mellemtiden gået i smadder, så nu havde han bare en rygsæk til sine ejendele. Fire ud af syv medvirkende havde ikke nogen mobiltelefon og var derfor ikke kontaktbare fra første møde, til de dukkede op til fotografering. De fleste ejendele har ejerne klunset sig til. Soveposer og tøj kan man for eksempel ofte få udleveret på herberger og i varmestuer. Nogle får vasket tøjet på varmestuerne, mens de sover, mens andre tager nyt tøj på og efterlader det beskidte. Dyk ned i billederne, og tænk lidt over, hvad du egentlig selv gemmer på derhjemme, hvad du bruger hver dag, hvad der har størst betydning for dig, og hvilke af dine ejendele du egentlig ville tage med dig, hvis du skulle overleve på gaden. Se de andre billeder i de næste numre af Hus Forbi eller på www. husforbi.dk 16 HUS FORBI nr. 3 marts årgang

17 David Hansen, 39 år. Hus Forbi-sælger. Har været hjemløs i ti år. Var i et længerevarende forhold og har en søn og datter på nu 15 og 18 år. Havde et vinduespudserfirma. Sover i et kolonihavehus i Vanløse nu 'undercover', da ejeren af huset er død. Står for at skulle på behandlingshjem for alkohol og stoffer på Kongens Ø ved Arresøhøj. I den forbindelse vil han gerne have rykket de sidste tænder ud af munden, så han kan få en protese. Hvorfor bor du på gaden? Det hele gik ned ad bakke, da min familie og mit job røg på jorden. Hvad har du mistet undervejs? Alt mellem himmel og jord møbler, ting. På gaden har jeg mistet alle mine ting op til flere gange. Deriblandt to cykler, en rygsæk og min Hus Forbi-taske. Hvad er du mest ked af at have mistet? Min kæreste, men det gælder jo ikke. Så må det være mit gebis undermunden. Jeg havde skændtes med min kæreste i telefonen, tabte gebisset, da jeg råbte, og så trådte jeg på det. Hvad er det vigtigste, du har med dig nu? Mit sælgerkort, min sælgertaske og min rygsæk ellers havde jeg ikke noget at bære mine ting i. Hvad ville du købe, hvis du havde ubegrænsede midler? En lejlighed, møbler og indbo. Det, der skal bruges for at føre en nogenlunde normal tilværelse. David har siden artiklens tilblivelse fået anvist en lejlighed af kommunen. HUS FORBI nr. 3 marts årgang 17

18 To hjemløse-ildsjæle har de sidste to et halvt år drømt om at oprette et nyt værested i Aalborg for byens hjemløse. Tanken var, at det skulle have åbent på tidspunkter, hvor andre tilbud var lukkede, men på trods af stor støtte så er de og byens omkring 330 andre hjemløse efterladt ude i kulden. Tom Max Jürgensen (tv) på 47 år og Harald Gjersøe (th) på 55 år drømmer om at åbne et nyt værested i Aalborg for byens hjemløse. Indtil videre har medlemmerne af den nye forening bag, Foreningen Hjemløse Aalborg, afholdt deres møder på Boulevardcaféen bag dem, fordi de endnu ikke har kunnet finde egnede lokaler. Kold skulder til hjemløses egen varmestue tekst og foto Anna Klitgaard 'Hvorfor står du da herude og fryser?' Spørgsmålet stilles af en af den 47-årige Tom Max Jürgensens faste kunder, som i dag har et halstørklæde med til ham. I to et halvt år har han solgt Hus Forbi i gågaden uden for stormagasinet Salling i Aalborg Midtby, og lige så længe har han og vennen Harald Gjersøe drømt om at åbne et nyt værested i Aalborg. Det er ikke, fordi der ikke allerede er nogle stykker. På Mølleplads blot 100 meter fra Toms faste plads kan de hjemløse få morgenmad, derefter åbner Café Parasollen samt varmestuen på Østerbro og senere natvarmestuen i Korsgade. Problemet er bare, at der nogle gange går op til seks timer mellem, det ene sted lukker, og det næste åbner, og det er koldt i denne tid. Hjemløs hjemløseforening Lige nu bor de to mænd i en lejlighed, som de deler. De står ikke på kontrakten, men er inde i varmen. Sådan har det dog ikke altid været for nogen af dem. Tom blev modtaget af gaden, da han efter syv år i Tyskland vendte tilbage til Danmark. Fordi han havde opholdt sig i udlandet i så lang tid, kunne han kun modtage starthjælp, hvilket ikke gav til huslejen, og 'ja, så var gaden den eneste udvej', siger han i dag. Den 55-årige nordmand Haralds historie er lidt anderledes. For selvom han i 20 år arbejdede for FN, fulgte organisationen rundt til verdens konfliktpunkter og arrangerede logistikken for at redde andre, så kunne han ikke redde sig - Vi har sponsorer, som vil give maling, andre, der vil male, og atter andre, der vil give os ting. Men vi mangler et sted at være, det er vores største problem. Vi har endda pengene til at betale husleje. selv, da et forlist forhold til en dansk kvinde sendte ham på gaden i Aalborg. Begge mænd har dog ikke tænkt sig at give op, bare fordi livet i nogle år har været barskt. Sammen udklækkede de for to et halvt år siden en plan om at sikre andre hjemløse i byen adgang til et værested 24 timer i døgnet, men selv om de er kommet langt, så mangler de fortsat et hjem for deres nye hjemløseforening. - Vi havde fundet det perfekte lokale i centrum. Det var 100 kvadratmeter, havde bad og køkken og var billigt. Udlejeren ville gerne have os ind, men grundejerforeningen sagde nej. De ville ikke have hjemløse som naboer, så det blev ikke til noget, siger Harald. Som Tom er han skuffet over, at drømmen lige nu er endt der, men ingen af dem er parate til at opgive. I forbindelse med at opbygge Foreningen Hjemløse Aalborg har de nemlig modtaget utrolig megen støtte fra lokale butikker, Hus Forbi-købere og via nettet. Støtte på nettet På Facebook har Harald, der er den it-kyndige af de to, oprettet en side, og på en måned har de her fået 600 venner, men lige så vigtigt en masse omtale og opmærksomhed. På grund af det har foreningen modtaget møbler og en industrikaffemaskine til deres nye værested, men lige så vigtigt også henvendelser fra folk, der gerne vil hjælpe som frivillige, fortæller Harald. - Alt er faktisk klar til, at vi kan rykke ind i 18 HUS FORBI nr. 3 marts årgang

19 - Huller i værestedernes åbningstider gør det bidende koldt for de hjemløse i Aalborg om vinteren. Ofte søger de mod banegården eller den nærliggende busterminal, men vagter holder dem ofte ude, og derfor er det nødvendigt med et nyt værested Foreningen Hjemløse Aalborg ville gerne have lejet lokalerne bag Danmarksgade 84, men grundejerforeningen sagde nej. De ønskede ikke et værested for hjemløse i deres baggård. lokalerne, vi har bare ingen. Vi har sponsorer, som vil give maling, andre, der vil male, og atter andre, der vil give os ting. Men vi mangler et sted at være, det er vores største problem. Vi har endda pengene til at betale husleje. Tom har igennem længere tid gået rundt i byen og hørt butiksejere og andre, om de vil støtte op om et nyt værested, fordi der er huller i de eksisterende tilbuds åbningstider. Og på trods af krise og kulde har mange sagt ja, smiler han. Pengene skal sættes ind på en konto, så de kan bruges til husleje og faste udgifter, men før de to kan fremvise et lokale, er det svært for dem at få flere private eller kommunen med på vognen, sukker han. - Vi vil kunne få tilskud fra kommunen, den dag vi har en lejekontrakt. Men de kan ikke hjælpe os med lokaler, siger de. Så vi må se, hvad der er derude, og lige nu vi kigger på et ildelugtende og muggent kælderlokale, for pengene er naturligvis ikke store. Men vi vil det her, så vi bliver ved med at søge, indtil det lykkes. Værested frem for værtshus Lige nu er byens hjemløse henvist til busterminalen eller banegården uden for de andre væresteders åbningstider, men det er kun, hvis vagterne ikke smider dem ud. I den nuværende kulde er der derfor mange, der søger hen på de billigere beværtninger som Boulevardcafeen på den anden side af banegårdspladsen, hvor også Foreningen Hjemløse Aalborg blev stiftet midt i januar. 20 medlemmer mødte op den aften, og derved blev det første skridt taget for at give de omkring 330 hjemløse i Aalborg et nyt sted at - Vi vil kunne få tilskud fra kommunen, den dag vi har en lejekontrakt. søge hen. Harald og Toms tanker var dengang som nu ikke blot at få de, der kunne, væk fra værtshusene, men også at kunne tilbyde kurser igennem Kofoeds Skole. På den måde kunne interesserede få nogle kvalifikationer og måske en ny start i livet, siger Tom. - Jeg tror ikke, det ville få alle hjemløse til at holde op med at drikke. Men jeg ved, hvordan dette projekt har hjulpet mig. Førhen ville jeg havde drukket ti øl før frokost, men ikke mere. I dag har jeg jo travlt med at stable det her på benene, og det hjælper meget, at vi får så meget opbakning fra de andre hjemløse, de nuværende væresteder, på nettet og igennem mine kunder, som følger vores arbejde tæt. Om de to mænd får held til at finde et egnet lokale til hjemløseforeningen er endnu uvist. Egentligt håbede de at kunne rykke ind den 1. marts, men 'realistisk set bliver det nok ikke før 1. april', erkender Harald. Han håber dog, at deres venner på nettet og kontakter i den virkelige verden kan være med til at hjælpe for med besparelser i kommunen og mindre penge i andre væresteders kasser, så skrumper de allerede for korte åbningstider snart yderligere ind, har de to mænd hørt. I den bidende kulde uden for Boulevardcafeen tager de afsked, og mens Harald gør klar til at kæmpe kampen fra sin computer, så går Tom med raske skridt og Hus Forbi-tasken over skulderen ind mod byen. Fra sin plads uden for Salling vil han også denne eftermiddag forsøge at overbevise kunder og forbipasserende om nødvendigheden af varme hele døgnet - i en ellers kold tid. HUS FORBI nr. 3 marts årgang 19

20 Hjemløsheden boomer blandt Floridas skolebørn Amerikanske børn og deres familier ryger direkte fra middelklassen og ud i fattigdom i rekordhøje tal. Siden finanskrisen i 2007 er antallet af hjemløse skolebørn steget med 33 procent. Mange af dem lever med deres forældre som bilnomader. af Søren Svith og Per Vinther Orlando, Florida Sidste år var 1,5 millioner børn og unge i USA ramt af hjemløshed ifølge de seneste tal fra The National Association for the Education of Homeless Children and Youth. Af dem bor en tredjedel i Florida. De lever med deres familier på billige motelværelser, på herberger eller i biler. Ironisk nok bor mange af dem langs Highway 192 på vej til Disneyworld i Orlando. Her på grænsen til børnenes eventyrland ligger det ene billige Forældrene har typisk mistet deres job i Floridas tidligere så boomende byggesektor og turistindustri, og siden har de forsøgt at klare sig på en lav understøttelse og lidt opsparing. motel efter det andet, fyldt med helt almindelige familier, som på kort tid har været udsat for en kolossal deroute, de ikke havde kunnet forestille sig. Forældrene har typisk mistet deres job i Floridas tidligere så boomende byggesektor og turistindustri, og siden har de forsøgt at klare sig på en lav understøttelse og lidt opsparing. Mange har først levet en tid uden elektricitet, fordi de ikke kunne betale elregningen og har derefter måtte lade huset gå på tvangsauktion. Nogle har derefter mistet alle deres personlige ejendele, fordi de ikke har kunnet betale for opmagasineringen, mens de har boet hos naboer, familie, venner og til sidst på moteller, herberger eller i bilen. Skolebusstop ved motellet Historierne er meget ens for motelfamilierne, og der er så mange af dem, at skolebusserne nu stopper ved mange af motellerne, hvor lange rækker af hjemløse børn stiger på. De fleste af disse nye hjemløse familier har aldrig haft brug for at få hjælp fra det offentlige eller hjælpeorganisationer, så de aner ikke, hvad de skal stille op. Derfor ender mange af dem med at leve i deres biler, som nomader på jagt efter gode overnatningssteder ved tankstationer, Walmart eller skadestuer, hvor de er i nærheden af toiletter og rindende vand. Bilen er sidste udvej Familierne forsøger at opretholde en så normal hverdag for deres børn som muligt. Børnene går i skole, og mens de er der, forsøger forældrene at skaffe arbejde enten fast eller på daglejerbasis. På en dansker virker det absurd, at bilen er det sidste, man opgiver, men i en amerikansk sammenhæng er det logisk nok. Ofte prøver de hjemløse familier både dem i bilerne og dem på de billige motelværelser at skjule deres problemer for myndighederne af frygt for at få deres børn fjernet. Uden en bil er du fuldstændig afskåret fra at få et job og i det hele taget begå dig i de fleste amerikanske byer, som er skabt til biler og strakt ud i det uendelige uden offentlig transport af betydning. Hjælp til at få hjælp Samtidig er det langt mere indviklet for fattige og hjemløse at navigere rundt i det amerikanske hjælpesystem. I et lokalområde som Seminole County i den nordlige del af Orlando er der flere end 50 hjælpeorganisationer, som driver herberger, deler mad ud og på anden måde støtter hjemløse familier med en blanding af offentlige midler og private donationer, og mange af dem har rod i religiøse samfund. Det betyder, at man skal have hjælp til at vide, hvor man kan få hjælp. I Seminole County og mange andre steder bliver den hjælp formidlet af skolernes socialarbejdere. Ofte prøver de hjemløse familier både dem i bilerne og dem på de billige motelværelser at skjule deres problemer for myndighederne af frygt for at få deres børn fjernet. Og mange af dem holder sig væk fra de i øvrigt overbookede herberger, fordi de fleste af dem skiller familierne ad, så kvinder og mænd ikke kan bo på det samme herberg. Men i skolen er det som regel umuligt for børnene at skjule familiens fortvivlede situation, og i Seminole County er skolen blevet helt central i hjælpen til de hjemløse børn, som her i begyndelsen af 2012 udgør 1360 børn eller lidt over to procent af alle skolebørn i skoledistriktet. amerikas motelgeneration 16 millioner amerikanske børn lever under fattigdomsgrænsen, som i USA er dollars for en familie på fire. Selv et fuldtidsjob er ikke altid nok til at give tag over hovedet til en hel familie. Ud fra det og regeringens forudsigelser for arbejdsløsheden vil det snart være 25 procent af alle børn, som lever under fattigdomsgrænsen. Tallet er fra The Brookings Institution, en anerkendt uafhængig tænketank i Washington. 20 HUS FORBI nr. 3 marts årgang