Israels invasion i Libanon i 1982

Transkript

1 Opgaven blev tildelt karakteren 9 Israels invasion i Libanon i 1982 Opgave i Den arabiske verdens moderne historie, moderne og internationale relationer Eksaminator: Jørgen Bæk Simonsen Censor: Gorm Rye Olsen Walid Hajjaj Sommereksamen 2000 Kandidatuddannelsen i Arabisk 1998 ordningen

2 Indhold: 1. Indledning 3 2. Interesser på kryds og tværs 4 3. Israels hensigter med 1982 invasionen De formelle hensigter De reelle hensigter 8 4. Bashir Gemayyels skaktræk Operation Peace for Galilee s forløb Operation Peace for Galilee s succes Libanon efter Bashir Gemayyel maj aftalen Konklusion 21 Bibliografi 23 2

3 1. Indledning: Da den israelske premierminister Ehud Barak i begyndelsen af maj 2000 meddelte, at de israelske tropper ville blive trukket ud af Libanon, afsluttede han samtidig en æra i såvel libanesisk som israelsk politik. Formålet med denne opgave, er at se på begyndelsen af denne æra. Den israelske og den libanesiske. Dette vil jeg gøre ved at kigge på den agenda og de aspekter, som jeg mener har været udslagsgivende for invasionens forløb, herunder såvel de officielle israelske som de mere uofficielle. I samme forbindelse vil jeg kigge på operation Peace for Galilee s (det israelske navn for invasionen) forløb, for at se hvorledes den afspejlede de mål man søgte at opnå. Endelig vil opgaven belyse hvor stor succes, de israelske politikere havde med at få deres målsætninger opfyldt. Jeg vil samtidig forsøge at give en kort analyse af de problemer, som de maronittiske libanesere stod overfor i Libanon. Jeg vil ikke kun se på den israelske invasion og optakten hertil men også kort forsøge at give et rids af de ideologiske og historiske forskelle der har været internt blandt maronitterne og i forhold til de øvrige kristne libanesere, repræsenteret ved den næststørste kristne gruppering i Libanon, de ortodokse. Endelig vil jeg forsøge at diskutere de problemer der opstod i kølvandet på den israelske invasion, og de politiske realiteter, der fulgte med mordet på Bashir Gemayyel i september 1982 og det efterfølgende valg af hans bror Amin Gemayyel til præsident i Libanon. Blandt de kilder jeg har valgt at benytte til at belyse hændelsesforløbet, er der tre som påkalder sig særlig opmærksomhed. Josef Abu Khalil var en af de ledende skikkelser indenfor Falangist-partiet i Libanon, og var desuden en nær ven af partiets reelle leder i , Bashir Gemayyel. Hans bog, Qissat almawwarina fil harb giver derfor et glimrende indblik i forløbet omkring 1982 set med Gemayyel og falangisternes øjne. Bogen bærer ligeledes præg af forfatterens personlige fascination for personen Bashir Gemayyel. Ze ev Schiff var som politisk korrespondent for den israelske avis Ha aretz en af de uafhængige israelere, som kom nærmest på den beslutningsproces der førte til den israelske invasion i Han gør i sin bog (skrevet sammen med kollegaen Ehud Ya ari) brug af såvel officielle referater som mundtligt overleverede beretninger. 3

4 Endelig er der den tidligere libanesiske udenrigsminister, Elie Salem. Salem tilhørte inderkredsen omkring den libanesiske præsident Amin Gemayyel. Hans bog, Violence and Diplomacy in Lebanon, indeholder en skildring af den politiske virkelighed, Libanon befandt sig i i kølvandet på den israelske invasion. 2. Interesser på kryds og tværs I midten af 1950 erne udtalte den daværende israelske hærchef Moshe Dayan, at den bedste måde at sikre israelerne fred på nordfronten var ved oprettelsen af en kristen lydstat i det sydlige Libanon. Dette skulle gøres: by finding an officer, even just a Major, who could be bribed or won over and would then agree to declare himself the saviour of the Maronite population 1 Der er brugt mange kræfter på at drage paralleller mellem denne vision og det samarbejde med Sa ad Haddad som blev indledt i forbindelse med den israelske Operation Litani fra Men det er et forsimplet billede. For selv om beskrivelsen passer godt på det samarbejde der opstod mellem SLA og Israel, så var det ikke nok til at tilfredsstille de israelske ambitioner i Libanon. Begin og Sharon ville tage skridtet videre, og forsøge at få valgt en proisraelsk præsident for et samlet Libanon. Dermed tog man ikke hensyn til en anden af de antagelser fra samme tid fremsat om Israels interesser i forhold til Libanon, nemlig at det ideelle ville være en opdeling af Libanon i mindre, og dermed svagere, etniske stater, hvor den umiddelbare nabo skulle være en allieret, maronittisk stat ernes israelske politikere fulgte ikke denne model. I stedet valgte man at gå en anden vej uden helt at være klar over konsekvenserne af dette forsøg. Israelerne ville i stedet have en stærk libanesisk leder. Stærk i indenrigspolitikken, men lydhør overfor israelerne i det regionale politiske billede. Det israelske trumfkort i det libanesiske politiske system hed Bashir Gemayyel. Gemayyel var i modsætning til sin nærmeste familie (faderen Pierre og storebroderen Amin) en varm fortaler for samarbejde med Israel. Bashir Gemayyel mente, at israelerne kunne hjælpe libaneserne til at skille sig 1 Chomsky s

5 af med de to store problemer for Libanon, PLO og Syrien, og samtidig være med til at konsolidere maronitternes særstatus i Libanon. Og samtidig håbede han, at han med israelernes hjælp kunne blive den første libanesiske præsident fra Gemayyel familien. En post som repræsentanter fra de to andre store maronittiske familier, Chamoun og Frangiyyeh havde besiddet, og som Pierre Gemayyel tidligere havde forsøgt at opnå valg til, uden held. Da Bashir Gemayyel samtidig fremstod som lederen af den stærkeste maronittiske milits, sammenslutningen af to store og to mindre militser til Lebanese Forces (LF), blev han også det bedste militære kort. Men det er vigtigt at understrege brugen af betegnelsen maronittisk, i modsætning til den gængse opfattelse af Bashir Gemayyel og LF som de kristnes leder og milits. For selv om maronitterne er den største af de kristne libanesiske sekter, udgør de ikke et overvældende flertal af den samlede kristne libanesiske befolkning. Således anslog Hariri Foundation i 1990, at maronitterne udgjorde 60% af den samlede kristne libanesiske befolkning 2. Og maronitternes forhold til Libanons næststørste kristne gruppering, de ortodokse, kan beskrives som alt andet end harmonisk. Mens maronitterne i Libanon har følt en nær tilknytning til den vestlige verden i kraft af deres forbindelse til pavestaten, så har de ortodokse et mere arabisk syn på sig selv. Deres religiøse overhoved har til huse i Damaskus, og de har historisk set haft stærke bånd til områdets sunni muslimer, som i lighed med de ortodokse tilhørte handelsstanden i området 3. Da Libanon blev udskilt af Storsyrien blev de ortodokse libanesere til deres store utilfredshed adskilt fra en stor del af deres trosfæller og fra deres religiøse hovedstad. Den tilstand kom også til at præge det politiske billede blandt de kristne libanesere ved den israelske invasion i De 4 kristne militser, der udgjorde LF, var således alle maronittiske. To af disse blev ledet af traditionelle maronittiske za imer 4 : Gemayyel familiens Falangister, grundlagt i 1936 af Pierre Gemayyel med de europæiske fascistiske partier og bevægelser som forbillede, og eks-præsident Camille Chamouns Tiger milits 5. De to øvrige militser i LF var Cedertræernes Vogtere og Tanzim, begge små militser fra Østbeirut. 2 Harris s Ibid. S.71 4 Arabisk ord for patriark. Ordet bruges om overhovederne for de traditionelt dominerende familier i det libanesiske samfund. 5 Militsens arabiske navn al-numur, er flertalsformen af det arabiske ord for tiger, nemr, som samtidig var Camille Chamouns mellemnavn 5

6 Bemærkelsesværdigt i denne sammenslutning var synet på israelerne. Mens de to små militser ikke var bange for i al åbenhed at ønske israelsk intervention i Libanon, så var Gemayyel og Chamoun familiernes militser langt fra klar til et sådant skridt. Begge familiers overhoveder nægtede åbent at bede israelerne om hjælp. 6 Som familier med fortsatte ambitioner om at være blandt de indflydelsesrige i libanesisk politik, ville det efter alt at dømme også have været en stor fejltagelse at vedkende sig et sådant ønske om samarbejde med israelerne. Det ville have gjort det svært, for ikke at sige umuligt, nogensinde igen at forlige sig med den muslimske og den ortodokse befolkning. Derfor værgrede Gemayyel familien sig også imod at indlade sig på et egentligt samarbejde med Sa ad Haddad i Sydlibanon. Forholdet mellem shia muslimerne i syd, og det maronittisk dominerede SLA (militsens leder, Sa ad Haddad, var selv græsk katolsk libaneser, men rekruteringsgrundlaget var de sydlibanesiske maronitter) var alt andet end godt, og de ortodokse så ham også som en forræder, der kollaborerede med arabernes fjende. Det er også værd at notere, at der internt blandt maronitterne var en markant afvigelse. Den tredje af de store maronittiske familier, Frangiyyeh, der havde sit bagland i det nordlige Libanon, var kendt som en af Syriens allierede. Dette skyldtes dels familiens geografiske tilhørsforhold nær den syriske grænse, og dels rivaliseringen med Chamoun og Gemayyel familierne. Rivaliseringen kulminerede i drabet på Tony Frangiyyeh (1978), familiens kronprins, begået af Bashir Gemayyels falangister, og attentatforsøget på Bashir Gemayyel, som kostede hans datter livet (1981) 7. 6 Schiif og Ya ari tegner ved flere lejligheder et billede Pierre Gemayyels og Camille Chamouns afvisende holdning overfor israelerne (f. eks. s. 18). 7 Tony Frangiyyehs søster, Lamia kom eksempelvis meget tæt på en tilståelse af familiens rolle i dette attentatforsøg i en samtale med den amerikanske journalist Jonathan C. Randal (Randal s. 131) 6

7 3. Israels hensigter med 1982 invasionen: 3.1 De formelle hensigter: Da israelerne den 6. juni 1982 invaderede Libanon, var beskeden til landets allierede i den vestlige verden og den israelske befolkning, at der var tale om en hurtigt overstået aktion, hvis formål er formuleret således i den officielle udtalelse fra regeringens talsmand: to place all the civilian population of the Galilee beyond the range of the terrorists fire from Lebanon where they, their bases, and their headquarters are concentrated 8 Operationen skulle gennemføres uden konfrontation med de syriske tropper udstationeret i Libanon, med mindre det var syrerne, der angreb den israelske hær (IDF). Ved samme lejlighed understregede den israelske regering, at den stadig gjorde sig forhåbninger om at underskrive en fredsaftale med et uafhængigt Libanon, et Libanon der ikke var præget af og styret fra Damaskus. Definitionen på beyond the range var 40 km nord for grænsen. Det var den afstand som forsvarsminister Ariel Sharon oplyste sine ministerkolleger om 9, at PLOs våben skulle trænges tilbage til. Det var denne aktion Ariel Sharon fik regeringens godkendelse til. Formålet med en 40 km sikkerhedsafstand var en overgangsløsning. Sharon havde formentlig regnet med, at PLOs våbenlagre ville blive fornyet/opdateret med våben, der ville kunne ramme Israel fra større afstande. Et bælte renset for palæstinensisk guerillaer ville derfor ikke have nogen længerevarende virkning. De 40 km kunne kun være en midlertidig løsning, som indenfor en overskuelig fremtid nødvendigvis måtte øges. For Israel måtte målet være, at PLO fik et nederlag så stort, at bevægelsen i lang tid fremover ikke ville være i stand til at genopbygge dets infrastruktur, hverken militært eller civilt i Libanon. Ønsket om en fredsaftale med Libanon lå i naturlig forlængelse af den Camp David aftale som Israel 4 år tidligere havde underskrevet med Egypten. Israelerne var ved at bryde deres isolation i den arabiske verden, og næste skridt ud af denne isolation var en aftale med kæden af de arabiske landes svage led, Libanon. Libanon havde lige siden staten Israel blev udråbt i 1948 været anset som en ideel 8 Rabinovich s Shiff & Ya ari s

8 samarbejdspartner i Mellemøsten, pga. det kristne flertal (som i mellemtiden var gået hen og blevet til et magtfuldt stort mindretal ). Men Menachem Begins regering gjorde sig ingen illusioner om en sådan fredsaftale, så længe præsidenten i Libanon var en syrisk kompromiskandidat, eller så længe Syrien var så kraftigt repræsenteret i Libanon, militært såvel som politisk. Derfor var det vigtigt for Israel at understrege, at landet ønskede en fred med et uafhængigt Libanon, ikke kun uafhængigt af Syrien, men også af PLO, som var blevet en magtfaktor i Libanon, og som følge af Cairo aftalen fra 1969 havde fået oprettet en stat i staten. 3.2 De reelle hensigter: Når man vender sig imod de reelle grunde til den israelske invasion i Libanon, så kan der gives en lang række bud på hvad den israelske dagsorden kan have været. 1. Svækkelsen af PLO. Ikke kun i Libanon, men på Vestbredden og i Gaza. Ved at fjerne PLO fra Libanon, havde man også frataget bevægelsen dens sidste bastion med grænse til Israel. Egypten havde Israel en fredsaftale med, Jordan havde 12 år tidligere smidt befrielsesfronten ud, og præsident Asad i Syrien havde en kraftig rivalisering med PLO 10. Splittelsen imellem Asad og Arafat ville gøre det umuligt for PLO at flytte organisationen til Syrien. Og i det øjeblik PLO ikke havde direkte adgang til at udføre aktioner imod Israel på israelsk jord, mente Israel at palæstinenserne på Vestbredden og i Gaza ville miste tilliden til PLOs ledelse i en sådan grad, at de ville tage afstand fra PLO, og i stedet søge en ny ledelse. En ledelse som israelerne kunne være med til at udpege og kontrollere PLO skulle også svækkes i den internationale bevidsthed. PLO havde stort set til punkt og prikke overholdt den våbenhvile, som var blevet indgået med Israel i 1981, og var rykket et stort skridt nærmere international anerkendelse (læs: amerikansk). Israelerne havde brug for at kunne portrættere PLO som den terrororganisation, man hele tiden havde fastholdt de var. Den bedste måde at gøre det på var ved en militær konfrontation med bevægelsen. 10 Rivaliseringen kom til udtryk under borgerkrigen i Libanon i , hvor Syriske tropper, under skarp kritik fra resten af den arabiske verden, var blevet sat ind mod palæstinenserne og deres allierede, samt i en tale af Asad, hvori han dels tager afstand fra PLOs engagement i borgerkrigen i Libanon, og desuden påtager sig rollen som en legitim repræsentant for den palæstinensiske sag. 11 Rabinovich s

9 3. Valget af en israelsk-venlig præsident. Som nævnt ovenfor, ville det være nødvendigt for Israel at få valgt en præsident i Libanon, som var indstillet på at underskrive en fredsaftale med israelerne. Opgaven syntes vanskelig, idet de færreste libanesiske politikere havde positive udmeldinger om Israel (jf. nedenfor). Men Sharon håbede på, at det ville lykkes at finde en kandidat blandt maronitterne, en kandidat som kunne vælges under overvågning af israelsk militær for at lægge pres på parlamentsmedlemmerne. Han havde allerede før invasionen i 1982 en god ide om hvem denne kandidat skulle være, nemlig Bashir Gemayyel. Israel kunne dog ikke melde klart ud, da det ville være en klar indblanden i den politiske dagligdag i Libanon. Et sådant projekt havde næppe været acceptabelt for hverken den israelske befolkning, opposition eller sågar for den israelske regerings øvrige medlemmer. 4. Befrielsen af Libanon for syriske tropper. Syriens tiltagende indflydelse i Libanon var i høj grad bekymrende for Israel. Dels var det en stor forhindring i forsøget på at få valgt en venligtsindet præsident i Libanon, dels udgjorde syrerne i Libanon en potentiel trussel set i lyset af udviklingen omkring Golan-højderne, som Israel i december 1981 havde annekteret. Hvis det lykkedes for IDF at fordrive syrerne fra Libanon og samtidig at få valgt en egnet præsident, ville Syrien være isoleret i den arabiske verden, eller i hvert fald i forhold til Israels øvrige nabostater. Dermed ville Israel ikke igen blive stillet overfor udsigten til at skulle udkæmpe en krig på tre fronter. 5. Militær konfrontation med Syrien. Den militære stilstand i området siden 1973 havde givet Syrien mulighed for stille og roligt at opruste sin hær til en ganske imponerende størrelse, uden dog allerede at udgøre en reel trussel overfor den israelske hær. Men muligheden for, at dette forhold inden for ganske kort tid ville ændre sig var til stede. Med et potentielt (og til dels allerede eksisterende) samarbejde mellem Syrien og Iran, med den usikkerhed der fulgte med mordet på Egyptens præsident Sadat, og med en evt. genoptøning af forholdet mellem Syrien og Jordan, ville det være strategisk klogt af israelerne at svække syrernes militære potentiale. Dette skulle meget nødigt ske ved en direkte krig mellem de to lande, da en krig kunne have kostet dyrt hvis den var blevet ført over israelsk territorium. Derfor var løsningen at udkæmpe et sådant slag i Libanon I samme forbindelse kan nævnes, at Ariel Sharon er citeret for at sige, at Israel ikke havde oplevet en krig siden 1973, og at der således var en hel generation af israelske soldater der ikke kendte til krigsførelse, mens hærchefen Rafael Eitan har udtalt at hans hær havde grebet til våben, fordi de havde dem. 9

10 6. Ændringen af libanesernes syn på PLO. Der var allerede op igennem 1970 erne sket en klar ændring af synet på palæstinenserne i Libanon. Fra en klar accept af palæstinensernes ret til at føre deres egen frihedskamp var PLOs mere og mere markante rolle blevet genstand for irritation og antipati, i særdeleshed blandt maronitter og shia muslimer. Israelske straffebombninger have den ønskede effekt, og Israel håbede på, at en invasion og de medfølgende libanesiske omkostninger ville få endnu flere libanesere til at ændre syn på PLO. Men også andre bud er blevet givet. Michael Kuderna nævner tre, nemlig behovet for at skabe plads til de palæstinensiske flygtninge i Sydlibanon, adgangen til Litani flodens vand og ødelæggelsen af den libanesiske multikonfessionelle stat 13. Konsekvensen af de to første bud er diametrale modsætninger. For placeringen af de palæstinensiske flygtninge i Sydlibanon, ganske vist med Sa ad Haddads styrker som stødpude ville betyde, at Israel forsøgte at integrere palæstinenserne i et område forholdsvis tæt på den israelske grænse, mens en permanent adgang til Litani floden og Jordanflodens udspring i Libanon ville være ensbetydende med en Israelsk annektering af Sydlibanon, om ikke de jure så i hvert fald de facto med hjælp af SLA. Kuderna citerer en journalist for at berette: dass bald nach dem Einmarsch 1982 im Südlibanon bereits festverankerte hebräische Wegweiser angebracht wurden und Armeerabbiner das Land als Erbe des israelischen Ascher-Stammen bezeichneten, was eine langfristige Annexion wahrscheinlih erscheinen liesse 14 Med hensyn til ønsket om at ødelægge sameksistensen mellem de forskellige libanesiske sekter, så skal det ses i lyset af Israels egen befolkningssammensætning. Det skulle angiveligt være vigtigt for israelerne at vise verden, at sameksistens mellem muslimske arabere og andre religiøse grupperinger ikke var muligt, og at der derfor ikke kunne blive tale om at give palæstinenserne samme rettigheder som jøderne i Israel. 13 Kuderna s. 252 ff. 14 Ibid s

11 4. Bashirs Gemayyels skaktræk: Bashir Gemayyel havde brug for israelerne. Hans egne styrker var ikke stærke nok til selv at tage det væbnede opgør med PLO og Syrien. Gemayyels falangister var en nationalistisk bevægelse, efter europæisk forbillede. Det var meget vigtigt for de to generationer af Gemayyel familien at understrege det libanesiske (læs: maronittiske) særkende ved Libanon. I højere grad for Bashir end for partiets mangeårige leder, Pierre Gemayyel 15. Bashir Gemayyels og falangisterne forsøgte i løbet af 1970 erne at stække PLOs magt og indflydelse i Libanon. I borgerkrigen vendte de sig mod PLOs største rivaler i den arabiske verden, Syrien. Mere af nød end af lyst. For falangisterne og deres allierede var meget tæt på at lide nederlag i krigen, et nederlag som ville have konsolideret palæstinensernes rolle i Libanon, og som samtidig, efter alt at dømme, ville have betydet en ende på det konfessionelle politiske system, som favoriserede maronitterne. Men da syrerne forblev i Libanon efter den første våbenhvile i 1976, skiftede den nationalistiske bevægelse holdning til syrerne. Nu blev syrerne også opfattet som en trussel mod Libanons selvstændighed og dermed den maronittiske befolknings særstatus i området. En særstatus man havde haft siden Da LF ikke havde den militære styrke til at tage et opgør med hverken PLO eller Syrien, og da slet ikke samtidig, måtte LF henvende sig til de tos fælles fjende, Israel. Med løftet om en fredsaftale mellem Israel og Libanon, hvis israelerne hjalp med at befri landet for de fremmed magter, lykkedes det for Bashir Gemayyel at opnå en alliance med israelerne. I første omgang nægtede israelerne at indtræde direkte i kamphandlinger mellem LF og Syrien uden en gyldig grund. Det vil sige en åben henvendelse fra LFs eller maronitternes side, 16 eller en syrisk overtrædelse af den såkaldte røde linie aftale imellem Israel og Syrien om opdelingen af Libanon i geografiske og politiske interesseområder. Derfor valgte Bashir Gemayyel at indlede en offensiv imod de syriske styrker i Beka a dalens største by, Zahlé. Syrerne svarede igen ved at belejre byen. 17 Da syrerne fløj forstærkninger til området med helikopter, overtrådte de samtidig den israelsk/syriske aftale. Israelerne reagerede ved at skyde to syriske helikoptere ned. Da syrerne så yderligere optrappede konflikten ved 15 Se bl.andt andet Abu Khalil s. 186, Schiff & Ya ari s Se f. eks. Schiff & Ya ari s Abu Khalil giver et grundig forklaring af dette forløb. S. 165 ff, men dog fra falangisternes side, hvilket giver et noget andet billede, end det der udtrykkes i f. eks. Schiff & Ya ari, s

12 at opsætte jord til luft missiler i Beka a dalen var scenen sat til en konfrontation mellem landene, uden at LF selv behøvede at deltage i kamphandlingerne. Det skal dog understreges, at selvom falangisternes og Bashir Gemayyel forsøgte at få israelerne til at deltage aktivt i udsmidelsen af de syriske tropper, så bevarede man alligevel en vis kontakt til Damaskus og Syriens udenrigsminister Abdel Halim Khaddam. 18 Bashir Gemayyel overbeviste Sharon og Begin om at falangisterne hellere end gerne ville slippe af med palæstinenserne i Libanon, men at det ville kræve israelsk militær assistance. Israel indvilligede i at fordrive PLO helt fra Libanon i stedet for blot at sikre den nordlige grænse ved at presse PLOs tropper længere nordpå i Libanon. Da israelerne invaderede Libanon i 1982, skete det med et løfte fra Bashir Gemayyel om at LF ville tage sig af PLOs styrker i Beirut. Israelerne havde frygtet, at det kunne få katastrofale følger, såfremt landets styrker havde indtaget et arabisk lands hovedstad. Derfor forsøgte Sharon og Begin også at presse Bashir Gemayyel til at indfri sit løfte om at hjælpe israelerne i kampen om Vestbeirut. 19 Men løftet blev aldrig realiseret. Falangisterne havde ikke svært ved at forudse konsekvenserne af et angreb på PLOs tropper i samarbejde med Israel. Det ville fjerne ethvert håb om forsoning med de øvrige libanesere. Tværtimod forstod man blandt falangisterne ikke, at Israels regering var så ufølsom overfor den politiske agenda i Libanon. Udtrykt med Abu Khalils ord: Men hverken den ene eller anden [Den israelske hærchef Rafael Eitan og forsvarminister Sharon] forstod, hvor svært det var for de kristne at kaste sig ud i en kamp mod palæstinenserne, i hvilken den israelske hær var en del 20 I stedet måtte israelerne selv fuldføre opgaven. Det medførte en kraftig international fordømmelse af Israel, mens LF slap uden nævneværdig smuds på hænderne. Israelerne havde god grund til at være utilfredse med Bashir Gemayyel og hans brudte løfter, men han forblev den eneste ledende libaneser der turde love israelerne en fredsaftale, om end ikke i al offentlighed. Derfor fortsatte israelerne med at satse på at gennemtrumfe hans valg til præsident. Men efter sit valg, afviste han ethvert israelsk forsøg på at gennemtvinge en hurtig fredsaftale. 18 Abu Khalil s Shiff og Ya ari s giver to eksempler på det pres israelerne lagde Bashir Gemayyel under. 12

13 Jeg skal orientere premierministeren om udviklingen i forhandlingerne om jeres tilbagetrækning fra Libanon, jeres betingelser og omkostningerne. Og hvad den muslimske premierminister indvilliger i, det indvilliger jeg også i. Men alt hvad der ligger derudover, det er umuligt at realisere. Jeg leder et demokratisk parlamentarisk land, ikke et diktatur. 21 I stedet ønskede han ro til at genopbygge Libanon og skabe national samling (denne nationalistiske holdning ligger helt i tråd med Falangisternes program, og burde for så vidt ikke være kommet bag på israelerne). Overfor israelerne lød parolen, at de ville have mere ud af at samarbejde med en stærk præsident i et samlet land end med en svag præsident i et land præget af splittelse 22. Dette var utilfredsstillende for israelerne. De havde satset på en hurtig fredsaftale med Libanon. Dels havde israelerne brug for fred på nordfronten, og dels ville israelerne gerne udnytte den omstændighed, at landet netop var blevet færdig med at implementere Camp David aftalen med Egypten, til for alvor at vise, at regeringen nu var i gang med at indgå fred med nabostaterne. Da Bashir Gemayyel ikke var i stand til at indfri sine løfter, trak israelerne deres støtte til ham tilbage. Kort tid efter blev han dræbt. Der er mange forskellige teorier om, hvem der kan have stået bag mordet på ham. Men sikkert er det, at en af de forklaringer der florerede blandt libaneserne var, at det var et israelsk attentat. Dette fungerede som et bevis på, at det var livsfarligt at involvere sig med israelerne, da de ikke var til at stole på. Denne teori har dog nok nærmere tjent som et middel til national forsoning efter 1982 invasionen. Hvis libaneserne kunne blive enige om en forklaring, der ikke pegede på nogle af de involverede i borgerkrigen som skyldige, ville vejen være banet for en samling af libanesere Abu Khalil s. 202 (Oversat af eksaminanden) 21 Ibid. s. 224 (Oversat af eksaminanden) 22 Schiff & Ya ari s Se blandt andet Abu Khalil s. 224, hvor Bashir Gemayyel citeres for at have omtalt et møde med Menachem Begin, som sit livs værste møde 13

14 5. Operation Peace for Galilee s forløb: Den strategi der blev brugt under den israelske invasion og frem til oktober 1982, understregede en række af de punkter der er beskrevet ovenfor. Der er således ikke meget tvivl om, at det var israelerne der blot ventede på den rette lejlighed til at få lov til at bryde våbenhvilen med PLO. Og den officielle israelske retfærdiggørelse af invasionen var da også noget diskutabel. 24 Beslutningen om at IDF skulle rykke op igennem den sydlige del af Beka a dalen og helt op til hovedvejen mellem Beirut og Damaskus, kunne kun medføre at de syriske tropper ville blive tvunget til en militær konfrontation. Beka a dalen var det sted i Libanon, hvor man havde den største koncentration af syriske soldater, som de israelske tropper skulle passere, og hovedvejens strategiske betydning var også tydelig: hvis Syrien fortsat ønskede at bevare sin indflydelse i Libanon, måtte landet have en direkte adgang til hovedstaden. Hvad angår det israelske ønske om at finde en venligtsindet præsidentkandidat til valget sommeren 1982, så var det svært (for ikke at sige umuligt) at finde en sådan kandidat blandt de realistiske emner, med mindre de hjalp den de havde udset sig til magten. Det blev som beskrevet Bashir Gemayyel som repræsentant for en af de traditionelt dominerende maronittiske familier og leder af den stærkeste af de kristne militser (LF) der blev den foretrukne israelske kandidat. Gemayyel var fortaler for en befrielseskrig mod såvel Syrien som PLO, og delte altså mål med den israelske regering. Udviklingen i Libanon efter den israelske invasion sår også tvivl om, hvor højt israelerne prioriterede dette punkt. For selv om det som bekendt lykkedes for Israel at få Bashir Gemayyel valgt, var der ikke noget større pres, da der skulle findes en ny kandidat efter attentatet på ham. Broderen, Amin Gemayyel, der endte med at blive valgt til præsident, var nemlig kendt for at være mere distanceret i forhold til Israel, og på den måde være mere på linie med familiens overhoved, Pierre Gemayyel. Bashir havde ved flere lejligheder advaret israelerne mod at involvere Amin Gemayyel på grund af hans forbindelser til Damaskus. 25 Der kan endvidere stilles spørgsmålstegn ved den beslutning Sharon og Begin traf om udelukkende at satse på Bashir Gemayyel. At der var tale om et klart personligt skøn fra de to, er der ikke meget tvivl om. Hverken den israelske efterretningstjeneste Mossad eller hærens efterretningstjeneste var 24 se bl. a MacBride s Schiff & Ya ari s Forfatterne bemærker, at dette af nogle israelere er blevet opfattet som et bevis på familiens dobbeltsatsning, nemlig at lade den ene bror varetage forbindelserne til Syrien, mens den anden tog sig af israelerne. 14

15 begejstrede for samarbejdet med Gemayyel. Begge steder ansås han for at være for upålidelig og leder af et for svagt parti til for alvor at kunne medvirke til at realisere de israelske ambitioner i Libanon Operation Peace for Galilee s succes Hvis man skal se på i hvor høj grad Israels hensigter, formelle såvel som reelle, blev realiseret, så er det endog meget tvivlsomt om man kan karakterisere invasionen af Libanon som en succes. Israelernes aktion gav i nogle tilfælde direkte bagslag. Først og fremmest i det internationale samfunds vurdering af forholdet til PLO. De massive israelske bombardementer af Vestbeirut og massakrerne på de palæstinensiske flygtningelejre Sabra og Chatila under israelsk kontrol var de udslagsgivende faktorer i den internationale opinions kraftige fordømmelse af Israel. Israelerne blev som følge af deres militære taktik fordømt som værende forbryderiske, mens PLO og den palæstinensiske sag fik stor international sympati og ikke den fordømmelse, som israelerne havde håbet på. Selv Israels sædvanlige allierede, USA, var hård i sin kritik af landet. Amerikanerne standsede på et tidspunkt en del af våbenleverancerne (krigsfly og klyngebomber) til Israel, 27 og endvidere droppede kongressen en plan om at omdanne et lån til en donation. Et tilsvarende forslag om at hæve den financielle støtte blev ligeledes afvist. 28 Den militære konfrontation med Syrien udviklede sig i en vis henseende efter israelernes ønske. Der var tale om en meget begrænset konfrontation; syrerne erkendte simpelt hen IDFs overlegenhed, og var ikke interesseret i at tage kampen op med de hastigt fremrykkende israelere. Den eneste form for konfrontation, der var i mellem parterne i løbet af den israelske operation, var stort set, når syrerne forsøgte at opretholde deres positioner. Israelerne mødte ingen modstand i form af syriske angreb. Og oftest kom det slet ikke til kampe imellem de to landes styrker. Ved flere lejligheder lykkedes det israelerne at få syrerne til at fortrække blot ved at nedkaste løbesedler med advarsler om forestående angreb. Det syriske militærs materielle svaghed blev i løbet af den israelske invasion klart udstillet. Dermed opnåede israelerne ikke kun en militær sejr over Syrien men i lige så høj grad en politisk sejr. Oven på den tidligere indgåede røde linie aftale imellem Israel og Syrien stod syrerne nu pludselig magtesløse overfor et angreb på det, Damaskus opfattede som syrisk domæne. 26 Rabinovich s. 167, Schiif & Ya ari s Jansen s Ibid. S

16 Implikationerne af denne magtesløshed var ikke til at tage fejl af. Nederlaget kom knap 6 måneder efter den israelske annektering af Golan højderne, og når syrerne uden kamp havde lidt to så store nederlag på så kort tid, så havde Israel i lang tid fremover fået fastslået magtbalancen imellem de to lande, såvel politisk som militært. Endelig skal en af krigens store succeser for israelerne, nemlig ændringen af libanesernes syn på PLO nævnes. Mens maronitterne allerede var begyndt at stille sig kritisk overfor PLOs tilstedeværelse op til og især efter underskrivelsen af Cairo-aftalen i 1969, så var den overvejende shia muslimske befolkning i Sydlibanon også begyndt at reagere på PLOs aktiviteter. Først og fremmest som følge af de hævnaktioner som Israel udførte i Sydlibanon, hvad enten det var IDFs egne styrker eller Sa ad Haddads SLA. De israelske angreb var tiltaget efter oprettelsen af den israelske sikkerhedszone i 1978, og eftersom angrebene ofte ramte den civile infrastruktur i det fattige Sydlibanon var tålmodigheden brugt op. Derfor mødte israelerne meget ringe modstand fra den libanesiske befolkning. Senere, efter de massive israelske bombardementer i Beirut, var så godt som al støtte til PLO væk. Stort set alle libanesiske politikere ønskede nu at PLO gav efter for det israelske krav om at fortrække fra Libanon 29. Stillet overfor det pres som israelerne lagde, reagerede befolkningen i Libanon præcis, som israelerne havde håbet på. Det var i høj grad medvirkende til, at PLO den 13. august 1982 kapitulerede, og dermed gav Israel en militær sejr, i forhold til operation Peace for Galilee. Det politiske resultat efterlod et mere uklart billede af konsekvenserne. 7. Libanon efter Bashir Gemayyel: Attentatet på Bashir Gemayyel viste klart, at israelerne havde satset for ensidigt på valget af denne. Israelerne ændrede hurtigt taktik efter at have fået gennemtrumfet Gemayyels valg og efter at have overtaget kontrollen med hele Vestbeirut i kølvandet på attentatet (og dermed stod stærkere end på noget andet tidspunkt i Libanon). Det, israelerne havde håbet på skulle være en kæmpe succes, udviklede sig til et mareridt, da man lukkede falangisterne ind i de palæstinensiske flygtningelejre Sabra og Shatila i Beirut, hvor de i hævnrus massakrerede lejrens civile befolkning. 29 Således skal en tidligere libanesisk premierminister være brudt sammen i tårer, under et forsøg på at få Arafat til at give efter. Schiff & Ya ari s

17 Seks dage efter mordet på Bashir Gemayyel begyndte IDF at trække tropperne ud af Beirut. 30 Samme dag valgtes Amin Gemayyel som præsident med et overvældende flertal af parlamentsmedlemmerne bag sig; et sikkert tegn på, at han ikke på samme måde som sin bror havde kompromitteret sig i forhold til ærkefjenden. Og et lige så sikkert tegn på, at israelerne ikke havde noget alternativ til Bashir Gemayyel. Det skyldes måske i lige så høj grad den interne maronittiske splittelse. Camille Chamoun, som også selv forsøgte at blive opstillet 31, var blevet markant svækket tidligere, da Bashir Gemayyel og falangisterne stort set havde udryddet Tiger militsens betydning, ved at udslette dens militære ledelse (til stor forbavselse anerkendte Camille Chamoun blot dette nederlag og fortsatte samarbejdet med Falangisterne i LF). Og Frangiyyeh var ikke aktuel, dels på grund af den tidligere nævnte blodfejde med Gemayyel familien, og dels fordi han, set i lyset af det syriske nederlag i Libanon, havde holdt på den forkerte hest. Hans magtbase var simpelt hen smuldret væk. Derfor var Amin Gemayyel stort set det eneste reelle alternativ, og som nævnt var han ikke det mest oplagte valg for israelerne. At det ikke ville blive let for Amin Gemayyel at regere var til at forudse. Hard to elect, easy to govern was Pakradouni s view of Bashir s victory. Easy to elect, hard to govern was his prediction for Amin s term of office maj aftalen Allerede i december 1982, mente Sharon, at hans store politiske mål om en fredsaftale med Libanon var inden for rækkevidde. Han havde således ved hemmelige forhandlinger med den libanesiske præsident fået udarbejdet et dokument kaldet The Sharon Paper. Dokumentet gjorde gældende, at de punkter, der skulle diskuteres, var: normalisering af de diplomatiske forbindelser sikkerheds foranstaltninger tilbagetrækning af de israelske tropper fra Sydlibanon MacBride s Schiff & Ya ari s Randal s Karim Pakradouni var en af de ledende skikkelser blandt falangisterne, og ligesom Amin Gemayyel stod han nærmere på Syrien end på Israel. 33 Salem s

18 Der var store uoverensstemmelser såvel mellem israelere og libanesere som internt blandt libaneserne. For mens Sharon opfattede det som en færdigt underskrevet fredsaftale, så mente Amin Gemayyel, at der var tale om et dokument, der skulle udstikke retningslinierne for de forhandlinger, der skulle finde sted senere. Den libanesiske udenrigsminister på dette tidspunkt, Elie Salem, var af en helt anden opfattelse. Uanset om der var tale om det ene eller det andet, så var papiret uacceptabelt for Libanon, der hverken kunne gå med til at forhandle om en normalisering af forholdet til Israel eller at underskrive en fredsaftale med Israel, uden at de øvrige arabiske lande gjorde det samme. 34 En fredsaftale blev dog forhandlet på plads mellem Amin Gemayyel og israelerne; den såkaldte 17. maj aftale fra 1983, som dog aldrig blev implementeret. Det fik Syrien forpuret, idet de efter det israelske tilbagetog relativt hurtigt vendte tilbage til Beirut, da de absolut ikke var interesserede i at lade israelerne få opfyldt de ovennævnte ambitioner, uden at Golan højderne blev tilbageleveret. Også de forpligtelser, den libanesiske stat skulle leve op til i henhold til 17. maj aftalen var uacceptable for Syrien. Aftalen krævede blandt andet, at: Each of the Parties will take, within a time limit of one year as of entry into force of the present Agreement, all measures necessary for the abrogation of treaties, laws and regulations deemed in conflict with the present Agreement, subject to and in conformity with its constitutional procedures og Within 8 to 12 weeks of the entry into force of the present Agreement, all Israeli forces will have been withdrawn from Lebanon. This consistent with the objective of Lebanon that all external forces withdraw from Lebanon 35 Sådanne krav var naturligvis fuldstændig umulige for Libanon at acceptere, uden at tage et militært opgør med Syrien. Et sådant opgør ville for det første have betydet en voldsom opblussen af borgerkrigen med et meget klarere billede af fronterne end tidligere: LF og Israel mod resten af de libanesiske militser og Syrien. Ingen af de andre libanesiske militser ville med troværdigheden i behold 34 Ibid. s. 42 ff 35 Uddragene fra 17. Maj aftalen er citeret direkte fra Salem, hvor teksten i dens fulde ordlyd bringe som appendix. 18

19 kunne støtte LF efter Israels invasion i Heller ikke med det nye billede der tegnede sig efter PLOs evakuering. AMAL, de shia muslimske libaneseres største milits, var først for alvor i slutningen af 1970 erne trådt frem som en magtfaktor i den libanesiske borgerkrig. Og selvom shia muslimerne som nævnt var begyndt at se mere og mere skeptisk på PLOs tilstedeværelse, og tidligt under den israelske invasion havde budt israelerne velkommen, så ville bevægelsen ikke kunne retfærdiggøre en støtte til LF og Israel, hverken overfor Syrien, som var den største regionale støtte, eller i forhold til bevægelsens eget charter. Charteret taler om skabelsen af en stærk patriotisk libanesisk identitet, og om videreudviklingen af den panarabiske nation. 36 Begge disse mål ville et samarbejde med LF og Israel klart modarbejde. Druserne var den eneste gruppering, som israelerne kunne håbe på et samarbejde med. Det store antal drusere i Israel, og deres særstatus som minoritet i Israel, gav dem håb om, at de libanesiske drusere kunne overtales til et samarbejde. Men to faktorer talte klart i mod dette. Dels de libanesiske druseres historie i borgerkrigen og dels det traditionelt meget anspændte forhold mellem de libanesiske drusere og maronitterne. Druserne var under borgerkrigen i uden tvivl de varmeste PLO støtter. Kamal Junblatt, drusernes leder kæmpede for ophævelsen af det konfessionelle libanesiske system, dels fordi han var overbevist socialist, og dels fordi han personligt havde ambitioner om at indtage posten som Libanons første ikke-kristne præsident. Det ville være mere end vanskeligt for israelerne at etablere et samarbejde med PLOs nærmeste allierede. Samtidig ville det være utænkeligt at se et samarbejde mellem den drusiske Junblatt familie og maronitternes Gemayyel. De to familiers patriarker (Pierre Gemayyel og Kamal Junblatt) havde i hele staten Libanons historie været de mest fremtrædende rivaler i det libanesiske politiske billede. Udsigten til at det skulle ændre sig var ikke god, når Amin tog over fra Pierre, og Walid Junblatt, der havde efterfulgt sin far Kamal, da denne blev dræbt ved et attentat i 1978, fik magten. Således nægtede Walid Junblatt at tillade den officielle libanesiske hær adgang til den drusiske højborg i Shuf-bjergene syd for Beirut, idet han frygtede, at regerings hæren: would ally itself with the Kata ib [falangisterne] and the Lebanese forces and suppress the Druze Hele AMAL-charteret kan læses som Appendix i Norton. 37 Salem. s

20 Med disse faktorer in mente er det indlysende, at det israelsk dikterede forslag var uspiseligt for Syrien. Konsekvensen af den syriske modvilje var, at aftalen ikke kunne implementeres. Og Israel var uden skyld! Israel ville (med rette) kunne hævde, at de gerne ville implementere aftalen, men at landet først var forpligtet til at trække sig ud af Sydlibanon, når resten af landet var blevet rømmet af alle andre fremmede magter (Syrien). Men Amin Gemayyels forbindelser til Syrien, kombineret med den massive syriske militære tilstedeværelse i Libanon gjorde at Asad modsatte sig libanesisk tiltræden til aftalen, så værgrede Gemayyel sig fra at lægge sig ud med den syriske præsident. Det eneste spæde forsøg på at få fjernet de syriske tropper i Libanon, var et meget vagt formuleret brev som Gemayyel sendte til Damaskus. 38 Derfor blev aftalen aldrig underskrevet fra libanesisk side. Men alene det faktum, at Gemayyel havde forhandlet en sådan aftale med israelerne på plads, kom til at betyde, at han i resten af sin embedsperiode kom til at fremstå som en svag præsident, uden opbakning fra de øvrige aktører på scenen i Libanon, AMALs leder Nabih Berri, Walid Junblatt og Syriens præsident Hafez Asad. Han nød ikke engang opbakning i sit eget bagland, falangisterne. En vigtig afspejling af dette forhold var den treparts aftale, der blev indgået i 1985 af borgerkrigens parter. Aftalen, der skulle fungere som en slags våbenhvile/fredsaftale, blev indgået i Damaskus, under Hafez Asads kontrol. Den blev forhandlet på plads imellem Berri, Junblatt og falangisternes Elie Hobeika. Hobeika var, efter en række interne opgør, blevet den ledende skikkelse i LF, mens Amin Gemayyel bevarede kontrollen med falangist-partiet. Hobeika stod for en linie, der gik ud på at konsolidere maronitternes position i Libanon gennem et samarbejde med Syrien, fremfor ved at bekæmpe syrerne. Det var derfor ikke overraskende, at han blev indbudt til forhandlinger i Damaskus. Også selv om det havde været naturligt, om forhandlingerne havde haft deltagelse af falangisternes leder, til at forhandle de politiske betingelser for våbenhvilen på plads, især når denne samtidig var præsident i landet. Indholdet af aftalen var i lige så høj grad politisk, og forhandlingsparterne afspejler derfor i høj grad Amin Gemayyels position såvel internt i partiet som på den nationale og regionale arena. Det faktum, at Asad, Berri og Junblatt fandt Hobeika mere troværdig forhandler end præsident 38 Ibid. s

21 Gemayyel fortæller med al tydelighed, at Gemayyel ingen opbakning nød blandt landets og regionens magthavere. 39 Et argument for Hobeikas rolle i forhandlingerne kunne være, at der var tale om en indstilling af kamphandlingerne, og at det dermed skulle være militsens leder og ikke partiets leder, der forhandlede betingelserne på plads. Samtidig er det vigtigt at være opmærksom på, at der ikke var nogen adskillelse mellem den politiske og den militære ledelse i Junblatts og Berris partier (forstået således, at disse to var beslutningstagerne i såvel politisk som militær henseende) 9. Konklusion: Der er flere fortolkninger af den israelske invasion i Libanon, for så vidt angår de hensigter landet havde med invasionen, og de forudsætninger landet havde omkring forløbet. De varierer fra den officielle israelske opfattelse af, at der var tale om en forsvarsaktion fremprovokeret af palæstinensiske angreb på Israel udført eller koordineret fra PLOs hovedkvarter i Beirut, til den anden yderlighed, der talte om et nøje planlagt forsøg på at udrydde hele den palæstinensiske tilstedeværelse i Libanon, militært såvel som civilt. Det var for mig at se to sammenfaldende men samtidig vidt forskellige interesser, der førte til det israelske engagement i Libanon i Ønsket om et libanesisk styret Libanon og ønsket om en præsident ved navn Bashir Gemayyel. Alt efter hvilke briller man ser på situationen med, så er der vidt forskellige implikationer forbundet med realiseringen af disse interesser. Ser man på dem fra Ariel Sharons og den israelske regerings (om end det skal understreges, at der var tale om en splittet regering) synsvinkel, så var et libanesisk styret Libanon, uden syrisk og palæstinensisk (PLO) indflydelse, en ønskenabo. Landet var på baggrund af dets konfessionelle sammensætning så skrøbeligt, at det ikke ville være en trussel for israelerne, der i høj grad havde brug for venligtsindede nabostater. Et uafhængigt Libanon ville være det næste land i rækken (efter Egypten), der skulle underskrives en fredsaftale med. I modsætning til Egypten ville den libanesiske stats skrøbelighed ligeledes give god mulighed for, at israelerne kunne gøre deres politiske indflydelse gældende. 39 Salem redegør for hele forhandlingsprocessen omkring trepartsaftalen, og giver samtidig et glimrende indblik i den magtkamp der foregik i falangisternes lejr. Se bl. a. s. 189 ff. 21

22 Bashir Gemayyel var instrumentet, der skulle realisere dette scenarie. Israelerne så Gemayyel som en ung urutineret politiker, der kunne formes efter behov. Han var leder af en milits, der var for svag til at klare sig selv i kampen mod de fælles fjender men stærk nok til at være en national libanesisk magtfaktor. Derfor kunne han let presses til at tage de fornødne skridt, der skulle retfærdiggøre en israelsk intervention i Libanon. For Bashir Gemayyel selv så virkeligheden meget anderledes ud. Han blev drevet af sine ambitioner om at blive Libanons præsident. Han kom fra den måske mest traditionsrige af de maronittiske familier i Libanon, en familie som dog aldrig havde opnået at være repræsenteret i det højeste politiske embede i Libanon, til trods for faderens, Pierre Gemayyel, mange forsøg. Et valg af Bashir Gemayyel til præsident ville derfor ikke kun være en opfyldelse af dennes personlige ambitioner, men af hele familiedynastiets. Prisen for embedet var en forkastning af de idealer, som Pierre Gemayyel havde i forhold til den arabiske verden og staten Israel. I stedet for at afvise ethvert samarbejde med israelerne valgte Bashir Gemayyel at bede den arabiske verdens fjende nummer ét om hjælp til at bekæmpe palæstinenserne i Libanon, symbolet på den zionistiske stats ofre. Bashir Gemayyel var desuden klar over, at han netop på grund af sin kamp mod palæstinenserne og syrerne i Libanon aldrig ville kunne opnå valget til det embede, han stræbte efter, uden støtte (og pres) fra de israelske tropper i Libanon. Bashir Gemayyel nåede aldrig at blive indsat i sit embede. Vejen til hans valg kom i høj grad til at præge hans efterfølger og broders embedsperiode. Det lykkedes for israelerne at opfylde målsætningen om en fordrivelse af PLO fra libanesisk territorium og en delvis svækkelse af den syriske indflydelse i Libanon. Men efter den indledende israelske tilbagetrækning, og valget af Amin Gemayyel til præsident, generobrede Damaskus den indflydelse på det politiske system i Libanon, landet havde tabt under krigen. Libanon stod tilbage som den skrøbelige politiske enhed, Bashir Gemayyel advarede israelerne om, de ville stå overfor uden ham som præsident. Så meget havde han ret i. Men det kan nok diskuteres, om ikke hans tid som en af landets politiske ledere har været med til at forstærke denne tendens. For landet fremstod svagere og mere splittet end nogensinde før i årene efter hans død. 22

23 Bibiliografi Sanctuary and survival: The PLO in Lebanon Rex Brynen, Westview Press, Boulder 1990 Fateful Triangle Noam Chomsky, Pluto Press, London 1999 Faces of Lebanon, William Harris Markus Wiener Publishers, Princeton 1997 The Battle of Beirut Michael Jansen, Zed Press, London 1982 Qissat almawarina fil harb Josef Abu Khalil, Sharikat al Matbu at littawzi wal nashr, Beirut 1990 Christliche Gruppen im Libanon Michael Kuderna, Franz Steiner Verlag, Wiesbaden 1983 Israel in Lebanon: The Report of the International Commission to wenquire into reported violation of International Law by Israel during its invasion of the Lebanon Seán MacBride(ed.), Ithaca Press, London

24 Foreign Policy Making in The Middle East, Domestic Influences on Policy in Egypt, Iraq, Israel and Syria R.D. McLaurin, Mohammed Mughisuddin, Abraham Wagner Praeger Punlishers, New York 1977 Amal and the Shi a Augustus Richard Norton, University of Texas Press, Austin 1987 The War for Lebanon Itamar Rabinovich, Cornell Univesity Press, Ithaca 1985 Going All The Way: Christian Warlords, Israeli Adventurers and the War in Lebanon Jonathan C. Randal, Viking Press, New York 1983 Violence And Diplomacy in Lebanon, Elie A. Salem, I.B. Tauris, London 1995 Israel s Lebanon War Ze ev Schiff and Ehud Ya ari, Simon & Schuster, New York