Kultur og Klasse Nr. 110 Årgang 2010

Transkript

1 K&K Kultur og Klasse Nr. 110 Årgang 2010 Overvågning i samtidskunsten

2 Redaktion Mikkel Bolt (Københavns Universitet), Jacob Bøggild (Aarhus Universitet), Per Krogh Hansen (Syddansk Universitet, Kolding), Karen Hvidtfeldt Madsen (Syddansk Universitet, Odense), Henrik Skov Nielsen (Aarhus Universitet), Karen-Margrethe Simonsen (Aarhus Universitet), Kjersti Bale (Universitetet i Oslo), Mari Hatavara (University of Tampere), Stefan Jonsson (Södertörn högskola) Redaktionspanel Peter Burke (Emmanuel College, Cambridge), Peer Bundgaard (Aarhus Universitet), Lise Busk-Jensen, Terry Eagleton (University of Manchester), Arild Fetveit (Københavns Universitet), Anker Gemzøe (Aalborg Universitet), Kristin Gjesdal (Temple University), Jørgen Holmgaard, Irene Iversen (Universitetet i Oslo), Fredric Jameson (Duke University, North Carolina), Jørgen Dines Johansen (Syddansk Universitet, Odense), Jakob Lothe (Universitetet i Oslo), Jacob Lund (Aarhus Universitet), Anne-Marie Mai (Syddansk Universitet, Kolding), Søren Pold (Aarhus Universitet), Søren Schou (Roskilde Universitetscenter), Lars-Åke Skalin (Örebro Universitet), Anders Troelsen (Aarhus Universitet), Jacob Wamberg (Aarhus Universitet), Martin Zerlang (Københavns Universitet). Hovedredaktører K&K110 Mikkel Bolt og Karen-Margrethe Simonsen Kontakt [email protected] [email protected] K&K Kultur og Klasse nr. 110, 38. Forfatterne og Aarhus Universitetsforlag 2010 Tilrettelægning og omslag: Jørgen Sparre Trykt hos Narayana Press, Gylling Printed in Denmark 2010 ISBN ISSN Aarhus Universitetsforlag Århus Langelandsgade Århus N København Tuborgvej København NV Udgivelsen er støttet af Det Frie Forskningsråd Kultur og Kommunikation og V. Gieses Legat.

3 K K&Indhold Forord 9 Søren Bro Pold Overvågningens kunst 27 Christopher Gad & Lone Koefoed Hansen Resistance is fertile 41 Peter Lauritsen Fra Big Brother til toiletkummer og mekaniske proteser 51 Maria Johansen This is the time. And this is the record of the time 75 Peter Ole Pedersen & Jan Løhmann Stephensen Paranoid, moi? 93 Kristin Veel Overvågningsnarrationer 105 Steen Klitgård Povlsen På tyske præmisser, men med globalt perspektiv 115 Mikkel Bolt Kontrolsamfund og kanonbådsdiplomati 129 Karen-Margrethe Simonsen Overvågning som lovgivning

4 147 Isak Winkel Holm Æstetik og politik 157 Marie-Louise Svane Verdenslitteratur set fra helikopterhøjde 161 Jacob Lund Hvorfor vi elsker Roland Barthes 165 Lis Møller Den kvindelige dannelsesroman 169 Bendik Wold Kildesmitte. Mikkel Bolt og avantgardens idealisme 179 Annegret Heitmann Herman Bang en klassiker revisited 184 Om forfatterne 186 Abstracts

5 Forord Efter 9/11 er overvågningen blevet intensiveret i mange lande, f.eks. USA, England, Tyskland, Sverige og Danmark. Denne overvågning har både antaget en synlig karakter, f.eks. overvågningskameraer og kontrol i lufthavne, og en usynlig karakter, f.eks. registrering i registre: dna-registre og sorte lister, koordinering af digitale registre mv. Den stigende overvågning er blevet udviklet og forsvaret under henvisning til den undtagelsestilstand, som 9/11 installerede globalt. Undtagelsestilstanden er, med et udtryk af Paul Virilio (efter første angreb på World Trade Center i 1993) en situation, der er præget af ubalance: ubalance, fordi i princippet én mand, eller en lille gruppe af mennesker kan påvirke en national eller global sikkerhedssituation. Samtidskunsten har ladet sig udfordre af denne stigende overvågning, og temaet dukker derfor op både direkte og indirekte i mange kunstværker, i mange forskellige medieringer, f.eks. i Hasan M. Elahis netbaserede selvovervågningskunstværk Tracking Transience, der var direkte foranlediget af FBIs overvågning af kunstneren selv, i Camera Surveillance Players avantgardistiske performance-opførelser foran kameraer i metroen af f.eks. George Orwells 1984, i Mare Trallas humoristiske udsmykningshappenings og f.eks. i Juli Zehs roman om sundhedsovervågning Corpus Delicti. Med dette temanummer ønsker vi at åbne for en tværfaglig diskussion af, hvilken betydning overvågningen og dens opdukken i samtidskunsten har. Overvågning synes at være et oplagt tema for kunsten, for den tydeliggør medialiseringen selv. Overvågningen er desuden et meget synligt symptom på en bestemt samfundsudvikling. Den skal ikke forstås isoleret, men må analyseres i større bredde, dvs. i sammenhæng med den generelle udvikling af de neoliberale samfund i senmoderniteten. F.eks. fortæller den stigende accept af overvågning også noget om et ændret syn på forholdet mellem det private og offentlige, dvs. mellem individuelle friheder og statslig indgriben. Overvågning rejser simpelthen en diskussion af de koder, der styrer vores liv. I megen teori om overvågning spiller Michel Foucault og hans generalisering af panoptikon-modellens virkning en stor rolle. Spørgsmålet er imidlertid, om Foucault vedvarende er det bedste bud på en forståelse af overvågning. Ifølge Gilles Deleuze lever vi ikke længere i den slags disciplinære samfund, som panoptikonmodellen byggede på. Vi lever ikke vores liv i milieux d enfermement (fx familien,

6 6 K&K Kultur&Klasse skolen, hospitalet), men i meget mere flydende sociale rum. Hvad betyder det for forståelsen af overvågning? Vi ønsker med dette temanummer at rejse nogle generelle spørgsmål om overvågningens funktion i samtidskunsten, men vi ønsker samtidig at sætte fokus på den konkrete overvågnings specifikke karakter: det gælder dens mediale udformning, teknik og anvendelse, og det gælder dens nationale og kontekstuelle forankring. Af historiske årsager er der stor forskel på den diskussion, der har været i Tyskland og det tidligere Østeuropa og de tilsvarende diskussioner i USA. Ligeledes kan der være radikale forskelle mellem et generelt europæisk scenarium, og hvad der foregår uden for Europa. Mange kunstneriske værker, der tematiserer overvågning og megen teori om samtidskunst trækker på George Orwells dystopiske beskrivelse af overvågning i 1984, men overvågning er ikke så monolitisk og entydigt negativ i dag, som den tilsyneladende var i George Orwells samtid. Samtidskunsten rummer ikke bare en kritik af overvågningsfænomenet, men også en positiv undersøgelse af, hvilke kulturelle, mediale og receptoriske præmisser overvågningsfænomenet udspilles på baggrund af. I videre forstand rejses der imidlertid også i mange af samtidskunstens værker et spørgsmål om overvågningens samfundsmæssige og etiske funktion. Søren Pold skriver i sin artikel, at overvågningskunsten også peger på den lokkende skønhed i overvågningsblikket, drømmen om et totalt overblik. Han analyserer blandt andet Manu Luksch film Faceless, som imidlertid viser denne drøms forlis. Filmen er dogmeagtig og baseret på rigtige overvågningsklip fra London. Den viser den allestedsnærværende overvågning, men samtidig udstilles også overvågningens mislykkethed, for overvågningen er fyldt med blinde vinkler, usynligheder mv. Overvågningsklippenes særprægede scenografi udnyttes til at skabe et selvstændigt kunstnerisk værk, der udstiller mennesket i et informationelt masseperspektiv som anonym deltager i en massefilmning. I Christopher Gad og Lone Kofoeds artikel diskuteres også overvågningens moderne karakter, og der argumenteres for, at vi i stedet for at betragte overvågning som ét stort fænomen undersøger specifikke overvågningssituationer og deres konkrete funktioner. Inspireret af Bruno Latours begreb om oligoptikon, som netop henviser til overvågningssituationernes sammensatte materialitet og forskellighed, analyseres mediekunstneren Jill Magids performative værk Surveillance Shoe, som er en sko, påført videoudstyr, som kunstneren bærer således, at kameraet filmer op under hendes kjole og derfra videre ud i verden. Frøperspektivet afslører tilsyneladende det mest intime, men slører det samtidig, idet fokus er uskarpt, og billedet er stærkt beskåret. Herved kommer værket til at gøre opmærksom på selve medialiseringen som en del af overvågningssituationen. Noget tilsvarende kan aflæses af de to værker, som Peter Lauritsen analyserer, nemlig Hasan Elahis Tracking Transience og Stelarcs suspensionsværker. Lauritsen argumenterer for, at kunsten kan spille en særlig rolle i den situation, vi er i nu, fordi overvågningsteorien endnu ikke har udviklet en tilstrækkelig nuanceret begrebslighed til forståelse af den post-orwellianske overvågningssituation. Elahi

7 udstiller gennem sit værk nyttesløsheden af den totale, allestedsnærværende overvågning, mens Stelarc undersøger relationen mellem teknologi og krop, herunder indtrængning i kroppen af fremmedelementer og fjernstyring af kroppen. Kroppen er også i centrum for Maria Johansens artikel. Hun fokuserer med Judith Butler og Hannah Arendt på kroppens sårbarhed over for overvågningskameraerne og rejser spørgsmålet om, hvad vi egentlig overvåger, og hvad der kan forstås som subjektiv integritet. I dataovervågningen sker der nemlig det paradoksale, at samtidig med, at kroppen i al sin materialitet fastholdes som dét objekt, der overvåges, så abstraheres, fragmenteres og kodes kroppen på forskellig vis af selve dataovervågningssystemet. Kroppen både er der og er der ikke. Med udgangspunkt i Hannah Arendt argumenterer Johansen for, at vi bør erstatte tanken om et klart afgrænseligt individ med en undersøgelse af vilkårene for kropslighed. Et andet tema relateret til overvågning er spørgsmålet om dokumentation og autenticitet. For at overvågning skal være effektiv, er det afgørende, at man kan have tillid til de data, der registreres, og f.eks. at de optagelser, man ser, er autentiske. Spørgsmålet er imidlertid, hvordan denne autenticitet kommer til udtryk i en medieret virkelighed. Peter Ole Pedersen og Jan Løhmann Stephensen diskuterer den dokumentariske film-genre og analyserer David Bonds film Erasing David, som handler om overvågning. Her er overvågningssituationerne imidlertid stærkt iscenesatte og den autenticitet, der hævdes, stærkt manipuleret. Artiklen skelner mellem tre strategier for overvågningskunst og -teori 1) en kritisk eller subversiv strategi 2) en parakulturel strategi og 3) en affirmativ/medkulturel strategi. Bond hævder at være kritisk, men har ifølge Pedersen og Stephensen også elementer af de andre strategier. Mange af de værker, der tematiserer overvågning i samtidskunsten, er visuelt orienteret. Det må imidlertid ikke skygge for det faktum, at litteraturen også har bidraget væsentligt til at reflektere overvågning, og, bl.a. gennem Orwell og Aldous Huxleys dystopiske scenarier, har leveret nogle af de mest slående beskrivelser og metaforer for overvågningsscenarier; beskrivelser og metaforer, der har haft gennemslagskraft langt uden for litteraturens verden. I sin artikel om overvågningsnarrationer sætter Kristin Veel fokus på nogle nyere eksempler, nemlig Ulrich Peltzer (Teil der Lösung), Catherine O Flynn (What was lost) og Tim Lott (The Seymour Tapes). I analysen af disse viser hun, hvorledes overvågning ikke kun er en tematisk figur, men også et fortællemæssigt formgreb, der bruges til at reflektere over samtidige repræsentationsvilkår. Litteraturen er også i centrum for Steen Klitgård Povlsens artikel. Her tages der temperatur på den tyske situation, der rummer en særlig markant interesse for overvågning, bl.a. pga. fortiden med Stasi. Povlsen skildrer en udvikling, hvor billedet af overvågning har ændret sig fra at have et skær af grotesk klovneri til, efter åbningen af Stasis arkiver, at blive dybeste alvor. Folk opdagede her, at de ofte var blevet overvåget af deres egen familie, som det f.eks. fremgår af Susanne Schädlichs roman Altid december. Af andre eksempler, som Povlsen analyserer, kan nævnes Wolfgang Hilbig og Juli Zeh. I sidstnævntes roman Corpus delicti, som er 7

8 8 K&K Kultur&Klasse henlagt til en fremtidig verden, handler det om en uhyggelig og generaliseret sundhedsovervågning. I de to sidste artikler rejses spørgsmålet om overvågning set i lyset af den aktuelle historiske kontekst. Mikkel Bolt analyserer idehistorisk, bl.a. ud fra Gilles Deleuze, Toni Negri og Michael Hardt, Giorgio Agamben og Retort, den hybridagtige aktuelle situation, hvor vi på den ene side er konfronteret med netværksagtige strukturer, hvor det ikke kan lade sig gøre at lokalisere en sidste instans, og hvor kontrol udøves på stadigt mere subtile og usete måder, og på den anden side har set genkomsten af en gammeldags imperialisme, hvor lande plyndres for at sikre bestemte nationale kapitalistklassers velstand. Overvågning må, hævdes det, forstås på baggrund af denne dobbelthed i det nye krigs- og politiregime. Endelig rejses i Karen-Margrethe Simonsens artikel spørgsmålet om overvågningens juridiske fundering. Hun analyserer to nyere kunstværker, hhv. Tracking Transience af Hasan Elahi og 1984 af Surveillance Camera Players, som begge tematiserer overvågningens lovmæssige grundlag og rejser et spørgsmål om overvågningens konsekvenser for opfattelsen af forholdet mellem det private og det offentlige. Artiklen trækker på juristen Larry Catá Backer og hans ide om, at overvågningen som fænomen har selvstændiggjort sig og er blevet sin egen lovgivning. Temanummeret er redigeret af Mikkel Bolt og Karen-Margrethe Simonsen.

9 søren BrO POld overvågningens kunst OvervågningsdystOPier Og interfacebegær i det urbane rum i 1984, FACeLeSS Og andre urbane interfaces Teleskærmen fungerede samtidig som sender og modtager. Den opfangede enhver lyd, der var højere end en ganske sagte hvisken, og så længe han opholdt sig inden for skærmens synsfelt, kunne han også ses. Det var naturligvis umuligt at vide, om man blev iagttaget. Alle teorier om, hvor tit og efter hvilket system Tankepolitiet gik ind på den enkelte ledning, var og blev det rene gætteri. Det var endda muligt, at de iagttog alle hele tiden, i hvert fald kunne de gå ind på ens ledning når som helst. Man måtte leve i formodningen om, at hvert ord blev aflyttet og enhver bevægelse, undtagen i mørke, iagttaget; og man gjorde det, det var en vane, der efterhånden var blevet til instinkt. Winston stod med ryggen til teleskærmen, det var sikrere, skønt selv en ryg kan være udtryksfuld, hvad han udmærket godt vidste. (O rw e l l 6) I mange år havde overvågning en negativ klang i samfundsdebatten, og man behøvede blot at trække George Orwells 1984 frem for at pege på overvågningens negative konsekvenser i form af et disciplinerende kontrolsamfund uden frihed. De seneste år har overvågning imidlertid fået en renæssance, kameraerne monteres med ny hast, politiet gives nye beføjelser, og politikerne vedtager love, der pålægger teleudbyderne at logge vores færden. Alt sammen kun akkompagneret af spage protester og kritiske spørgsmål til den dokumenterede effekt, mens den brede befolkning har travlt med relativt ubekymret, frivilligt og ufrivilligt, at lægge flere data om os selv ud i nettets kommercielle tjenester. 1 I denne artikel vil jeg belyse, hvad det er for et kulturelt skift, der foregår omkring overvågning. Udgangspunktet er en undren over den aktuelle udbredelse af overvågning, og hvorfor den spreder sig på trods af velkendte advarsler og udbredt kritik. For at forstå overvågningens aktuelle betydning vil jeg have fokus på koblingen mellem overvågning og computerens interface, hvor overvågningen er en integreret del af funktionaliteten i det kybernetiske feedback-kredsløb, og særligt kigge på kunstprojekter, som diskuterer 1 I skrivende stund f.eks. denne helt aktuelle nyhed fra Århus: Maja Nielsen: Overvågning fælder ingen kriminelle Videoovervågningen ved cafemiljøet i city er endnu ikke brugt til opklaring af kriminalitet, Aarhus Stiftstidende, 2. august 2010, < (besøgt ).

10 10 K&K Kultur&Klasse overvågningen i det urbane rum. Fra et indledende udgangspunkt i George Orwells roman, 1984, som ovenstående citat stammer fra, vil jeg kigge på, hvordan romanen også indgår i interfacets kulturhistorie via lanceringen af Apples Macintosh. Derefter vil jeg kigge på urban overvågningskunst, bl.a. Manu Luksch film Faceless, som herhjemme blev vist på Aros udstillingen Enter Action (Dinesen). 2 George Orwells 1984 er en klassiker inden for diskussioner af overvågning. Den er berømt for at skildre et samfund, hvor overvågningen er rygraden i et totalitært samfund, hvor grundmekanismen er overvågningens disciplinering af individerne, som beskrevet i citatet fra romanens begyndelse. Denne disciplinering er med andre ord en form for sansemæssig bevidsthed, en bevidsthed om sansning og sansningens funktionalitet og medialitet. Der er nemlig, som vi kan se af citatet, også medieteknologi involveret i form af den overvågende teleskærm. Ofte, ikke mindst i moderne tid, er medieteknologi og teknologiske arkitekturer integreret i overvågningens sansemæssige kerne. Teknologien forstærker og forlænger Benthams panoptikon 3 i kraft af sin transmission af det sansede og den dermed opnåede adskillelse af den overvågende og den overvågede. Relationen mellem overvågning og æstetik er langtfra ny. Benthams berømte panoptikon er for eksempel blot et omvendt panorama. Panoramaet var et populært kulturindustrielt massemedie i 1800-tallet sammenligneligt med det tyvende århundredes filmindustri og med gennemslagskraft i alle datidens toneangivende storbyer. Arkitekturen og blikvinklerne er stort set identiske både i den disciplinerende overvågningsarkitektur, panoptikonet, og i det kulturindustrielle visuelle medium, panoramaet. Imidlertid har fangerne i panoptikonet byttet plads med billedet i panoramaet og fangevogterne med publikum. Som Stephan Oettermann præcist udtrykker det: Panorama og panoptikon er som skoler for blikket både identiske og modsætninger på samme tid. I panoramaet lærer man det blik, gennem hvilket man i panoptikonet bliver belært. 4 2 Ud over på Aros blev overvågning tematiseret af udstillingen No Place to Hide på Skive Kunstmuseum (2009 katalog under udgivelse). I forbindelse med sidstnævnte og Aros Enter Action (Aros, Aarhus Kunstmuseum, 2009) arrangerede Digital Urban Living og Digital Aesthetics Research Center konferencen Sousveillance. The Art of Inverse Surveillance (Aarhus, 8-9 februar, 2009), hvor en række kunstnere og teoretikere diskuterede kunstneriske strategier i forhold til den tiltagende overvågning (heriblandt Manu Luksch, Jacob Jacobsen, Alexei Shulgin, Dmitry Kleiner, David Rokeby, overvågningsaktivisterne i Space Hijackers og Leipziger Kamera samt den feministiske overvågningskunstner Mare Tralla (cf.: < (besøgt ) og < (besøgt ))). Denne artikel er udarbejdet på baggrund af indlæg på denne konference og på en workshop afholdt af Forum for Overvågningsstudier i marts 2008 (< (besøgt )). 3 Som beskrevet i Foucaults indflydelsesrige bog om Bentham. Michel Foucault, Overvågning Og Straf Fængslets Fødsel, trans. på dansk ved Mogens Chrom Jacobsen indledning ved Anders Fogh Jensen, Tidsel-Serien, 2. opl. ed. (Frederiksberg: Det lille Forlag, 2003). 4 Panorama und Panopticon sind als Schulen des Blicks identisch und gegensätzlich zugleich. Im Panorama wird der Blick gelernt, durch den im Panopticon gelehrt wird. (Oettermann 36, cf. Pold Ex libris medierealistisk litteratur, Paris, Los Angeles & cyberspace).

11 Søren Bro Pold Overvågningens kunst 11 Det betyder selvfølgelig ikke, at kunst og overvågning er det samme. De to områder er imidlertid beslægtede i kraft af deres sansemæssige mediearkitektur som to sider af den samme samfundsudvikling, der, som også Oettermann gør rede for, handler om, hvordan det moderne massesamfund organiseres, kontrolleres, styres og opleves. I forlængelse af denne sammen- og modstilling mellem overvågningsteknologi og æstetik kan man argumentere for, at kunsten giver os en mulighed for at erkende overvågningens blik. Men kunsten er mere end en tør kritisk dekonstruktion. Den peger også på den lokkende skønhed i overvågningsblikket drømmen om overblikket, der ser alt. Den peger på voyeurismen, på begæret efter at indtage det omnipotente perspektiv og endda på ekshibitionismen, på begæret efter at blive set og udstillet af det altseende blik. Kunsten peger også på skønheden i abstraktionerne og generaliseringerne; vores virkelighed set fra et altseende synspunkt, hvor vi reduceres til mønstre og spor i sociale konstellationer. Måske endda på skønheden i erkendelsen af overvågningsblikkets blinde vinkler og det liv, der udfoldes i dem? Denne tillokkelse, dette begær, som langt fra udelukkende er instrumentelt, men også kulturelt og æstetisk, skal medtænkes i en forståelse og kritik af overvågning, hvis den ikke skal fejle sit mål. Uden om overvågningens kerne af sansning ligger der lag af teknologiforståelse, politik og jura, men centralt er altså sansningen og bevidstheden om den, som imidlertid først for alvor konkretiseres for os, når den tematiseres og demonstreres æstetisk i kunst og litteratur som i Orwells roman er både teoretisk og i den brede offentlighed blevet kanoniseret som en skarp advarsel mod overvågningens samfundsmæssige konsekvenser, og romanens betydning kan næppe overvurderes. Den er blevet citeret og bearbejdet i adskillige film, tv-serier og i populærkulturen. Ved at følge romanens kulturelle spor hvordan den er blevet citeret og bearbejdet ser vi en hel overvågningskultur udfolde sig, som dels gentager romanens dystopiske advarsler, dels reformulerer dens kritik og korrigerer den i forhold til nye sammenhænge. Interfacet og overvågningens æstetik En af de mere overraskende bearbejdninger er i Ridley Scotts berømte reklamefilm for den første Apple Macintosh, der blev vist under tv-transmissionen af Super Bowl d. 22. januar En blond, atletisk, kvindelig hammerkaster løber ind i en hal, hvor grå, køns- og udtryksløse mennesker marcherer i takt foran en stor skærm. Hun er jagtet af tankepolitiet, men når lige at kaste sin hammer, der smadrer skærmen i det øjeblik, Store Broder udtaler, vi vil sejre. Derefter tager en betryggende mandestemme over og læser det budskab, som også fylder skærmen: Den 24. januar vil Apple Computer introducere Macintosh. Så vil du forstå, hvorfor 1984 ikke vil blive som (< Friedman). Den gamle Big Brother afløses altså af en betryggende onkel, der med en maskulin fortællerstemme forsikrer os om, at 1984 er aflyst og afløst af noget ganske andet, hvis vi blot køber den nye Macintosh, samtidig med, at fjendebilledet (IBM?) bringes i erindring.

12 12 K&K Kultur&Klasse Macintoshens introduktion i 1984 markerede det kommercielle gennembrud for den personlige interaktive computer med et grafisk bruger-interface. Grundlæggende fungerer den interaktive computer via et kybernetisk feedback-kredsløb, hvor brugeren kan påvirke computerens processer i realtid, og computeren aflæser disse påvirkninger og reagerer på dem. Brugeren kan aflæse computeren via dens output gennem f.eks. skærm, højtaler eller print, men computeren kan også aflæse (og dermed overvåge) brugeren via det input, den får via tastatur, mus, mikrofon, kamera eller sensorer. Hvor 1984s teleskærm blot var en transmissionsskærm koblet med et overvågningskamera og mikrofon, er der nu introduceret en computer i kredsløbet, som kybernetisk aflæser og reagerer på brugeren og er koblet op i verdensomspændende netværk. Men samtidig med den nye teknologi introduceres en ny kultur, som vil frigøre os fra den gamle autoritære overvågningskultur. Den gamle overvågningskultur og computerforståelse, hvor computeren har været associeret med centraliserede kontrolsystemer betjent af grå mænd i hvide kitler, nyfortolkes i retning af et ungdommeligt univers, hvor computeren giver mulighed for selvudfoldelse og måske endda hippe modkulturelle strømninger. Det lykkes altså Apple og andre dele af den californiske computer-industri og forskningsverden at nyfortolke dette overvågningskredsløb som en frigørende revolution i stedet for den undertrykkende dystopi, som er illustreret i reklamefilmen. Computeren blev genfortolket som en frigørende teknologi fjernt fra den kontroltænkning og de militære laboratorier, inden for hvilke, den blev udviklet i 1940 erne og 1950 erne. 5 Vi har altså at gøre med en mønt med to sider: På den ene side computerens kulturelle og udtryksmæssige muligheder, bl.a. i en frigørelsesdiskurs. På den anden side følger overvågning og den dertil hørende disciplinering nødvendigvis med. Bagsiden af interaktivitet er således overvågning en pointe, som ofte synliggøres i computerspil (hvor spillenes grundstemning ofte er paranoia), men som understreges yderligere med WWW og de mange spor, vi mere eller mindre frivilligt efterlader til internettjenester som Google og hinanden. Denne form for overvågning er en grundbetingelse for det interaktive interface: Jo bedre interfacet kan aflæse dig, jo bedre kan det også tilpasse sig dig og dermed hjælpe dig. Amazon.com bliver bedre og bedre til at anbefale dig bøger, jo bedre det kender dig, Google rammer dig mere præcist med søgeresultater (og reklamer), og du finder dine venner på Facebook ved at udstille dig selv og dine private detaljer. Selvom heltinden i Ridley Scotts reklamefilm heroisk splintrede Store Broders teleskærm og dermed forhindrede, at 1984 blev til 1984, så opstod der en ny overvågningskultur af splinterne: En interfacekultur, som først manifesterede sig i en 5 Cf. Christian Ulrik Andersen, Interfacet Som Våben, Værktøj Og Legetøj Sage, Nls, Spacewar! Og 60 ernes Digitale Kultur, Interface Digital Kunst & Kultur, eds. Lone Koefoed Hansen and Søren Pold (Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 2007). Denne genfortolkning er selvfølgelig langt mere end blot en retorisk øvelse eller et reklamestunt, men bygger på uomgængelig tænkning, design og udvikling frem mod vore dages computer og internet. For en række centrale historiske tekster se f.eks. Ted Nelson, Douglas Englebart, Alan Kay & Adele Goldberg i Noah Wardrip-Fruin and Nick Montfort, The New Media Reader (Cambridge, Mass.: MIT Press, 2003).

13 Søren Bro Pold Overvågningens kunst 13 venlig Macintosh og lidt senere i en knap så charmerende Windows PC på vores skrivebord. Efterhånden blev denne kultur mere social og kommunikativ i og med, at pc erne blev forbundet til internettet og senest Web 2.0s sociale kommunikationsplatforme. 6 Det er dette 1984, som Macintoshen, PC en og ikke mindst nettet har skabt: En interfacekultur, som langt fra kun påvirker vores arbejde, men i stadig højere grad også vores fritid, kultur, privatsfære, hjem etc. En kultur, hvor vi indretter os efter interfacet for at kunne se os selv i dets skærmbillede. Interfacet er blevet et kulturelt medium et medium, vi erkender og interagerer med virkeligheden gennem og samtidig bruger i vores egen selvfremstilling, hvilket ikke mindst web 2.0 tjenester som Facebook er et godt eksempel på. Computerens interface kan altså betragtes som en teknologisk og kulturel form, der korrigerer vores opfattelse af overvågning og sætter overvågningen ind i en kontekst, hvor vi selv delvist kan bruge den, spille med den, udtrykke os ved hjælp af den. 7 Overvågningen er altså ikke kun noget, der foregår usynligt bag skærmen, som i citatet fra 1984, men noget, der integreres i interfacets udtryk. 8 Samtidig står vi nu på tærsklen til en ny fase i udviklingen af interfacet, hvor det også indtager rummet, byen og dermed endnu mere af vores livsverden. Hurtigt skitseret kan man dele interfacehistorien op i en række faser: Interfacets rødder ligger i tekniske betjeningspaneler og switches, hvormed de første computere blev betjent, men efterhånden udvikledes tekstlige interfaces som kommandolinjeinterfacet kendt fra DOS og UNIX. Macintoshens 1984 markerer den fase, hvor det grafiske interface kommer ud af laboratoriet og bliver en uadskillelig del af pc en. Med WWW og specielt web 2.0 bliver interfacet socialt, og vi står nu på tærsklen til det, jeg vil kalde det urbane interface, hvor byens rum, byoplevelsen, interaktionen i byen bliver medieret af interfaces. Vi er ved at vænne os til bærbare pc er, tablets og smartphones med kameraer, medieafspillere, GPS-enheder etc., og disse mobile enheder kobles i stigende grad sammen med det sociale interface via web 2.0 tek- 6 Man kan jo altid diskutere, hvornår en interfacekultur indledes her vælger jeg den kommercielle og populære introduktion af det grafiske bruger-interface som startpunkt, altså Macintoshen. PC en er ældre, men de første år indtil Windows med et kommandolinje-interface. Se endvidere Steven Johnson, Interface Culture: How New Technology Transforms the Way We Create and Communicate, 1st ed. (San Francisco: HarperEdge, 1997). og Lev Manovich, The Language of New Media (Cambridge, Mass: MIT Press, 2001). for interfacekultur og det kulturelle interface. 7 Det er klart, at fokusset på terror siden 11. september også har været en kraftig faktor i forhold til at påvirke vores accept af overvågning, men i dette tilfælde uden på samme gennemgribende måde at genfortolke overvågningens betydning. 8 Samtidig er der selvfølgelig stadig masser af skjult overvågning bag skærmen, som sikkert udføres af efterretningstjenester, virksomheder, hackere og andre aktører. Mange af de nye sociale nettjenester kan f.eks. betragtes som skalkeskjul for en ny form for fremskudt direkte markedsføring, og der er vedholdende spekulationer om, hvordan Google, Yahoo, Microsoft, Facebook m.fl. bruger alle de oplysninger, de samler om os hvorvidt de f.eks. udleverer dem til amerikanske sikkerhedstjenester eller til mere eller mindre totalitære regimer, hvor de ønsker at gøre forretning. For en meget kritisk vurdering af Facebooks overvågning og relationer til neo-konservative og evt. CIA, se Tom Hodgkinson: With friends like these, The Guardian, 14 January 2008, < (besøgt ).

14 14 K&K Kultur&Klasse nologier og platforme, som giver brugeren adgang til stedsspecifikke oplysninger, men også annoncører og softwarefirmaer som Apple og Google adgang til detaljeret GPS-baseret overvågning af brugeren. 9 Medieforskeren Lev Manovich har beskrevet denne augmentering, dvs. forstærkning af rummet som bestående af to teknologier: overvågning (surveillance), som henter rummet og dets aktører ind i computeren, og mobile netværk ( cell space ), som bringer computeren og dens data ud i rummet. Terminalerne, som dette interface sammensættes ved, er både små mobile interfaces (mobiltelefoner, bærbare, pda, ipods ) og store urbane interfaces og andre former for rumlige interfaces (mediefacader, mediearkitektur etc.). 10 Dette urbane interface med dets mange terminaler og bestanddele er allerede en væsentlig del af vores byrum; tænk blot på, hvordan folk mødes via sms og i stigende grad GPS-baserede sociale tjenester som f.eks. Foursquare og tager deres arbejde med på café med deres bærbare eller tablet pc er. 11 Samtidig er der et kulturelt og teknologisk begær efter at udnytte og udvikle det urbane interface f.eks. gennem de mange aktuelle sammenkoblinger mellem det urbane rum og web 2.0-platforme som f.eks. Google Earth/Maps samt virtuelt organiserede og dokumenterede happenings i det urbane rum inden for street art, flash mobs, etc. Dette begær efter at blive del af det urbane sociale interface bliver i stigende grad til en måde at være på og en måde at være på. Vi logger frivilligt ind i overvågningskredsløbet, når vi tænder for vores GPS-smartphone, stiller personlige data mere eller mindre uhindret til rådighed, opdaterer vores Facebook og Foursquare. Set fra 1980 ernes totalitære DDR kan det synes uforklarligt, som om vi alle er blevet konsekvensløse og ureflekterede narcissistiske voyeurer uden kritisk bevidsthed. Eller er det blot en ny måde at være social på? En måde at erkende det sociale urbane interface, at finde ud af, hvad det er, at afprøve dets æstetiske muligheder, måske endda at hacke det? Overvågning i byen En række kunstneriske værker og happenings har arbejdet med overvågningsteknologi i det urbane rum, ofte som en måde at undersøge og samtidig gøre opmærksom på overvågningen. En særlig kunstform har udviklet sig omkring udnyttelsen og udforskningen af eksisterende overvågningskameraer, der jo er en form for overvågning, vi ser overalt, og som har været en del af bybilledet de seneste årtier, ikke 9 På Apples iphone kan man selv styre om de enkelte applikationer skal have adgang til GPS-data, men man kan ikke slå Apples adgang til indsamling af GPS-baseret information fra, da den er del af deres forretningskoncept. Det forholder sig tilsvarende med smartphones baseret på Googles operativsystem Android. Se f.eks. Jacob Ø.Wittorff: Nu indsamler Apple alle dine geografiske data Klikker du ja til Apples nye licensbetingelser, får virksomheden mulighed for at overvåge din færden., Computerworld, 23.juni, 2010, < computerworld.dk/art/56696> (besøgt ). 10 Manovich The poetics of urban media surfaces. 11 Foursquare er lokationsbaseret social netværkssoftware, der samtidig fungerer som et spil, hvor man tjekker ind, kan se, hvor ens venner har tjekket ind, kan efterlade beskeder og vinde emblemer og f.eks. blive et steds borgmester (< (besøgt )). Der findes flere alternativer f.eks. Brightkite, Gowalla, Google Latitude, etc. Den mest hypede tablet PC er pt. Apples ipad, men alternativer er på vej.

15 Søren Bro Pold Overvågningens kunst 15 mindst siden 11. september 2001 med den stigende fokusering på terror. Som en af de første kunstnergrupper har Surveillance Camera Players opført stykker for overvågningskameraer i adskillige byer, bl.a. Orwells 1984, som blev opført på 14th St. and 7th Ave subway station i New York, 3. og 9. november Hvor Surveillance Camera Players ikke havde direkte adgang til billederne fra overvågningskameraerne, men måtte nøjes med at se og filme de opsatte Figur 1: space Hijackers og Leipziger skærme, er der flere grupper, der aktuelt arbejder med at få direkte adgang til kamera hacker overvågningskamera i århus, foto: Lars Bo Løfgreen kameraernes billeder. Det britiske Mediashed lavede i marts 2007 en film i et indkøbscenter i Manchester, hvor de optog en duel mellem to såkaldte free running, parkour-løbere via indkøbscentrets eget netværk af 160 overvågningskameraer. Resultatet er en flot koreografi, som viser de to duellanter gå akrobatisk amok på gelændere, trapper, etager etc., samtidig med at man forbløffes over den detaljerede kameraopsætning, der trods de undertiden lidt specielle vinkler, ikke lader andre moderne kamerakoreografier meget efter. Ved denne lejlighed fik Mediashed adgang til kameraerne gennem indkøbscentret, men senere har de arbejdet med at få uautoriseret adgang til overvågningskameraer. Mange kameraer sender i dag deres signal trådløst til en server, og det er lykkedes Mediashed-projektet Video Sniffin at få adgang til disse trådløse signaler, således at kameraernes signal kan bruges til at lave film (< og < (besøgt )). Space Hijackers og Leipziger Kamera arbejder også med trådløse kameraer, og under Sousveillance konferencen i Aarhus lykkedes det dem både at opsnappe billeder fra et trådløst overvågningskamera, men også at transmittere billeder fra et andet kamera, der viste et out-of-control skilt, til overvågningskameraet. Desuden iværksatte de performances med at bryde maskeringsforbuddet. Den estiske kunstner Mare Tralla optrådte i en selvovervågningsdragt, hvor en række webkameraer overvåger hendes egen krop, og desuden malede hun billeder af udvalgte overvågningskameraer, hvilket skabte opmærksomhed og debat mellem kunstneren og de folk, der kom forbi og undrede sig over motivet. 12 Jf. < På dette website beskrives opførelsen d. 9. november. Der ligger videodokumentation af opførelsen d. 9. november 1998 på YouTube, bl.a. på < com/watch?v=9icnubvjyc0>. Her hører og ser man også, hvordan politiet ankommer og forgæves forsøger at finde ud af, hvad der foregår. Videodokumentationen består af en håndholdt filmning af en monitor ved indgangen til subway en, som viser billeder fra overvågningskameraet.

16 16 K&K Kultur&Klasse Et af de mest gennemførte filmiske eksperimenter med overvågningskameraer er Manu Luksch 50 minutter lange spillefilm Faceless (Luksch). 13 Faceless er optaget i London, som har den højeste tæthed af overvågningskameraer i verden, og det estimeres, at man på en gennemsnitlig dag i London vil blive filmet 300 gange (McCahill and Norris, 6). Luksch har ikke haft direkte adgang til overvågningskameraerne som i Mediasheds Video Sniffin, men har Figur 2: Mare tralla maler et billede af i stedet fundet en juridisk udvej, som en kridttegning, som markerer det sted, er med til at skabe filmens rammer på hvor space Hijackers og Leipziger kamera forskellige måder. Data Protection Act hackede overvågningskameraet, 1998 er en britisk implementering af et foto: Lone koefoed Hansen. EU direktiv, der giver en person ret til at købe kopier af data (for maksimalt 10), hvor hun selv indgår, hvis en række regler er opfyldt: Det skal være personlige data (det vil sige, hun skal være på filmen), det skal være en større operatør med flere kameraer, og alle andre aktører skal gøres uidentificerbare for at hemmeligholde deres identitet. Derfor har alle andre personer i filmen pletter oven på ansigterne eller er gjort uigenkendelige ved, at ansigterne er klippet ud. Disse betingelser har Luksch omsat til et Manifesto for CCTV Filmmakers. Her omsættes de særlige omstændigheder til et kreativt manifest, hvor det kræves, at filmskaberen skal overveje de visuelle effekter af denne manipulation og etablere en regel for håndteringen af materiale, som er leveret uden effektiv maskering eller sløring. 14 Hovedreglen er, at optagelserne skal være autentiske, og der må ikke anvendes yderligere kameraer eller lyssætning, så Faceless er lavet udelukkende via overvågningskameraer med optagelser skaffet gennem Data Protection Act. Som Luksch og skaberen af filmens soundtrack selv udtrykker det: Kunst bruges til at udforske loven (Luksch and Patel 73). Luksch fortæller selv, hvordan filmen udviklede sig over årene: Der var intet traditionelt manuskript, plottet udviklede sig hele tiden under den fire år lange proces med at få fat i billederne. Scener blev planlagt på bestemte steder, men billederne fra overvågningskameraerne kunne ikke altid skaffes, så fortællin- 13 Filmen kan købes på DVD fra < hvor man også kan se traileren og læse diverse information om filmen. På YouTube kan man også se udsnit fra en tidligere installations-version af materialet bag Faceless (Faceless The Spectral Children, 2006), < watch?v=rw2zlgqli00> (besøgt ). 14 Manifestet er tilgængeligt her: < hvor der også henvises til de relevante lovtekster.

17 Søren Bro Pold Overvågningens kunst 17 Fig. 3. Manu Luksch Faceless Fig. 4: Faceless, scenen hvor kvinden får sit ansigt igen. gen måtte hele tiden genskrives. Faceless bruger overvågningskamerabilleder som juridiske readymades/objet trouvé. 15 Filmen udviklede sig altså i en vekselvirkning mellem planlægning og de resultater, der kom ud af det. På trods af Data Protection Acts rettigheder, så er der mange kameraoperatører, der på forskellige måder vægrer sig ved at udlevere materialet formodentlig bl.a. på grund af udgifterne til at anonymisere øvrige personer på filmen og Luksch fortæller også om en lang række tilfælde, hvor det viste sig, at kameraerne ikke virkede og oven i købet aldrig havde virket. 16 Faceless handler om en kvinde (nødvendigvis spillet af Manu Luksch selv), som lever i en fremtidig dystopisk teknologisk tidsalder, hvor The New Machine styrer og organiserer tiden således, at den ikke er kontinuerligt fremadskridende, men forløber i pulserende øjeblikke, den såkaldte RealTime. Denne maskinelle tidsstyring styrer alle borgeres liv og gennemsyrer deres bevidsthed i en grad, så det udelukker både erindring og fremtidsforventning og dermed også skyld, fortrydelse og fremtidsangst og frygt: RealTime, den perfekte og vedvarende nutid, er hjerteslaget i det sunde univers (Luksch), som filmens fortæller opsummerer det. 17 Desuden overvåger The New Machine byen og monitorerer beboernes dataspor i et perfekt Store Broder system, hvor den oven i købet kan sende Overseers for øjeblikkeligt at korrigere alle fejl og afvigelser. Men kvinden, som er ansat som en af de mange tusinde, der analyserer The New Machines data, er hjemsøgt af 15 There was no traditional shooting script: the plot evolved during the four-year long process of obtaining images. Scenes were planned in particular locations, but the CCTV recordings were not always obtainable, so the story had to be continually rewritten. Faceless treats the CCTV image as an example of a legal readymade (objet touvé). (Luksch and Patel, 74). 16 Jf. (Luksch and Patel 74 ff.) og Luksch egne foredrag om filmen, Transmediale 2008 i Berlin, og Sousveillance 2009 i Aarhus). 17 Filmens voice-over fortæller er den anerkendte britiske skuespiller Tilda Swinton, og manuskriptet kan findes på filmens website: <

18 18 K&K Kultur&Klasse ekkoer af en erindring (Luksch). Hun modtager et brev, der opfordrer hende til at følge sine drømme, og hun forfølger dem på tværs af byen. I en scene får hun sit ansigt igen, hvorefter hun jages af Overseers men møder nogle farverige spektrale børn, markeret af farvede klatter på hovedet, som er frigjort fra The New Machine. Senere møder hun sin tidligere elsker, som er brevets afsender og forklarer hende sagernes sammenhæng. Han Figur 5: Faceless, ved seapod en som har i mellem tiden arbejdet som Overseer, men tilbyder at smugle hende Londonrejsende vil kunne genkende som London eye pariserhjulet med en Seapod over The Blue Water, hvor hun kan infiltrere The New Machine for at befri byen. Det lykkes hende, og hun bliver forenet med sin fortid og fremtid, elsker og deres fælles barn. Filmens fortæller slutter dog med at drage befrielsen i tvivl: Hendes barn? Hendes elsker? Tvivlen voksede. Er dette hendes drøm, hendes fortid? Eller nostalgi efter en tid, der aldrig har eksisteret? Et fængsel for en anden perfekt nutid? (Luksch). Filmens fortælling følger således et klassisk Store Broder skema, hvor protagonisten heroisk befrier sig selv og sin by gennem en kærlighed, som gennemtrænger RealTime (Luksch). Langt hen ad vejen en overvågningskritik i traditionen fra 1984, og som den f.eks. også ses i The Matrix, trods ambivalensen mod slutningen om, hvorvidt man overhovedet kan befries, og om befrielsen er ægte. Filmen er gennem sin fortælling på mange måder en kritik af en tid parallelt med vores, hvor vi installerer overvågning og kontrol pga. angst for fremtiden og skyld over fortiden og hvor tilfredsheden trods frihedstabet er udbredt. 18 På denne måde udtrykker filmens fortælling en kritik af overvågningen og de mekanismer, der sætter den i værk, men filmens overvågningsbilleder rummer mere end denne velkendte kritik. Filmen rummer også i kraft af Mukul Patels surround-soundtrack med bl.a. Robert Hubers klavermusik en skønhed, undertiden med undertoner af melankoli 18 Luksch og Patel slutter deres essay med at overveje effekten af og den fortsat høje tiltro til overvågning, eftersom det har vist sig, at overvågning ikke er så effektivt som antaget, og Luksch har jo med sine forsøg på at indhente optagelser også afdækket store huller i panoptikonet: Panoptikonet er ikke fuldstændigt, endnu. Vil dets envejsblik mon overhovedet nogensinde kunne give os en tilstrækkelig grad af sikkerhed? ( The panopticon is not complete, yet. Regardless, could its one-way gaze ever assure an enabling conception of security? ) Manu Luksch and Mukul Patel, Faceless: Chasing the Data Shadow, Goodbye Privacy Ars Electronica 2007, eds. Gerfried Stocker and Christine Schöpf (Ostfildern: Hatje Cantz, 2007) 78.

19 Søren Bro Pold Overvågningens kunst 19 fra klaveret. Andre gange er skønheden mere teknologisk og glitsch-præget, i særlig grad sekvensen, hvor overvågningskameraernes panoptikon bryder sammen (45.20 ff.), men på mere subtil vis præger det også filmen generelt. I sagens natur er filmen præget af overvågningskameraernes æstetik (f.eks. uskarphed, skidt på linsen, flimren, overbelyste og -mættede farver), deres indstillinger (ofte mere eller mindre tilfældige fugleperspektiver og tilfældigt Figur 6: Faceless, billedstøj fra fejlende komponerede billeder) samt kameraernes immobilitet. Det giver filmen en kameraer særlig dehumaniseret og objektiv kvalitet, at dens kameraer ikke er betjent af menneskehånd, hvilket også har betydning for tid og perspektiv: Tiden går ofte i ryk af et billede pr. sekund i stedet for de sædvanlige 25 billeder pr. sekund, hvilket understøttes af musikkens sekund-slag, og af billedernes altid synlige tidskode fra overvågningskameraerne. Manu Luksch fortæller selv, at fortællingen om The New Machines pulserende øjeblikke af RealTime blev udviklet som reaktion på prøvevisninger, hvor hun iagttog, at publikum var meget fokuserede på overvågningsbilledernes tidskoder. Fortællingen er dermed også her, som i hovedtemaet om de ansigtsløse, en direkte følge af billedernes karakter. Samtidig er tiden nogle gange speedet op og viser dermed udviklinger og processer, vi normalt ikke ænser skyggers og tidevands passage som i en smuk scene ved en kanal (21.40 ff), hvor over tre timer er kondenseret til få minutter. Andre steder står tiden stille eller går i loops over en periode. Tiden bliver altså generelt til noget, der er manipulerbart, og som kontrolleres af de maskinelle magter, der kontrollerer byens beboere. Tiden er således fuldstændig fjernet fra det levede livs erfaring med dets linearitet, varighed og narrative erfaringsopbygning til fordel for en maskinel måde at kontrollere og umyndiggøre individerne. Tiden giver ikke sammenhænge, mening og fører ikke til forståelse for den enkelte, men kontrolleres maskinelt og vilkårligt. Perspektivet er bemærkelsesværdigt. Manu Luksch hæfter sig selv ved, at overvågningskameraer stort set altid ser fra et fugleperspektiv for at skabe overblik og fange mest muligt ind. Det er et kameraperspektiv, som er langt fra det subjektive kamera, vi er vant til i film i stedet for at portrættere individer ser det masseoptog eller med Siegfried Kracauer masseornamenter. Kracauer skrev i 1927 med udgangspunkt i bl.a. store stadion-danseshows om masseornamenter og deres betydning i moderniteten. Masseornamentet er i Kracauers forståelse en æstetisk refleksion over den kapitalistiske produktionsproces, samlebåndet, massesamfundet og den statistiske kontrol. Alt sammen ting, som er uerkendelige for den enkelte på andre måder end som indirekte erfaring og igennem æstetisk iscenesættelse af masseornamenter:

20 20 K&K Kultur&Klasse Den enkelte tager vare på sit område ved samlebåndet, udøver en delfunktion uden at kende helheden. Som ved det mønster, der tegner sig på stadion, står organisationen over massen, en monstrøs figur, som af ophavsmanden unddrages bærerens synsfelt, og som dårligt nok har bæreren som betragter. (Kracauer 336). På denne måde erkendes massesamfundet gennem masseornamentet. Samtidig sker der igennem den ornamentale Figur 7: Faceless, scenen ved kanalen iscenesættelse en fortryllelse af det kapitalistiske massesamfund det opleves som et samlet projekt: Ornamentets bærer er massen, ikke folket (Kracauer 334) og heller ikke det personlige individ. En fortryllelse, fascismen og nazismen udnyttede eller måske snarere misbrugte og perverterede, ikke mindst i Leni Riefenstahls iscenesættelse. 19 Overvågningskameraerne viser dermed et visuelt masseperspektiv parallelt med det abstrakte, informationelle masseperspektiv, der konstrueres af den data-mining, som hovedpersonen beskæftiger sig med, når hun inspicerer dataspor indsamlet fra den nye maskine. Overvågningskameraernes billeder i filmen er automatiske og interesseløse billeder af anonymiserede, ansigtsløse masser. Filmen skaber en konstellation af et overvåget rum, der bærer mange paralleller til den måde, en londoner vil kunne følge hele sin dags færden på video, hvis han kunne få adgang til de gennemsnitligt 300 kameraer, der har fanget hans færden. Det er således denne proces med at skaffe sig adgang, som Manu Luksch har gennemført, og hun har dermed i sin film demonstreret en form for altseende overvågningssystem, der anlægger et masseperspektiv. Hvor Kracauer tog udgangspunkt i danseshows, har Luksch selv henvist til den toneangivende musical-instruktør og koreograf fra 1930 erne, Busby Berkeley, som filmede danseoptog med et panoptisk perspektiv, således at specielt mønstrene i dansen trådte frem, og de dansende blev til en ny større super-organisme som myrer i en myretue eller elementer i en (samfunds-)maskine. Som del af materialet i Faceless indgår The Eye Choreography for surveilled space (med George Piper Dances/ The Ballet Boyz, Lakeside Shopping Centre, 2005), som er en koreografi med 80 performere optaget fra indkøbscentrets overvågningskameraer og Luksch fremstiller det selv som en kalejdoskopisk humoristisk hyldest til Busby Berkeleys Hollywood musicals. 20 I koreografien er det tydeligt, hvordan de overvågede bliver til mønstre skærpet af de her farvede ansigtsafdækninger. 19 Cf. Pold An Aesthetic Criticism of the Media: The Configuration of Art, Media and Politics in Walter Benjamin s Materialistic Aesthetics, Cf. også < (besøgt ).

21 Søren Bro Pold Overvågningens kunst 21 Men også i de mindre koreograferede og mere tilfældige scener demonstrerer filmen et mønster-agtigt perspektiv en måde at se mennesker på, som netop kun det dehumaniserede og automatiserede kamera kan vise, fordi der netop ikke er nogen intention bag billederne. Det er dette overvågningsperspektiv og denne maskinelle tidskontrol, som udgør filmens dystopiske, kritiske stemme, men den rummer mere end det: En særlig skønhed, som måske ligger i filmens fortællings modstand mod Figur 8: Faceless, the eye koreografien overvågningsparadigmet, men for mig at se snarere konstrueres af filmens visuelle æstetik. En æstetik, som tager sit tydelige udgangspunkt i materialet; måden, dens materiale er indsamlet og opbygget som juridisk ready-made og dermed peger på et reelt eksisterende overvågningssamfund. Dette udbygges i den måde, filmen genbruger materialet på, hvilket kan ses som en form for kunstnerisk modstand, der peger på de kunstnerisk-æstetiske muligheder for at udtrykke sig i dette overvågningssamfund, som en delvis transcendering af det. Endelig ligger den særlige æstetiske kvalitet i billederne selv; hvad der kommer til syne i konstellationen af dem: Overvågningskamera-billederne kan karakteriseres med Walter Benjamins begreb om det optisk ubevidste, der på en gang medvirker til, demonstrerer og potentielt sprænger modernitetens panoptiske, bureaukratiske og kapitalistiske fængsel: Idet filmen gennem nærbilleder af dens inventarium, gennem fremhævelse af skjulte detaljer ved de for os velkendte rekvisitter, gennem udforskning af banale miljøer under objektivets geniale ledelse, på den ene side forøger indsigten i de tvangsmæssigheder, som vores eksistens styres af, kommer den på den anden side til at love os et uhyre og uanet spillerum! Vi syntes at være håbløst lukket inde i vore beværtninger og storbygader, vore kontorer og møblerede værelser, vore banegårde og fabrikker. Da kom filmen, og den har med tiendedelssekundernes dynamit sprængt denne fængselsverden, så vi nu afslappet foretager eventyrlige rejser mellem dens vidtspredte ruinhobe. I nærbilledet breder rummet sig ud, i slow-motion gør bevægelsen det. Og så lidt som det i nærbilledet drejer sig om blot at tydeliggøre det, som man i forvejen ser utydeligt, men snarere om, at fuldstændig nye strukturdannelser i materien kommer til syne, lige så lidt bringer slow-motion blot kendte bevægelsesmotiver til syne, men derimod afslører den i disse kendte nogle helt ukendte, som virker slet ikke som hurtige bevægelser, der bliver sagtnet, men som ejendommeligt glidende, svævende, overjordiske bevægelser. På denne måde bliver det håndgribeligt, at det er en anden natur, som taler til kameraet end til øjet. (Benjamin , med citat af Arnheim).

22 22 K&K Kultur&Klasse Kameraet viser potentielt gennem sit optisk ubevidste et sådant rum hinsides det humane perspektiv, hvor skuespillerne bliver til rekvisitter, mens rekvisitterne, rummet og kulisserne bliver fortællende vi kender delvist æstetikken fra noir-film og gotiske gys, hvor man ofte kan forudse, hvad der vil ske ud fra kulissernes karakter, men her er der i modsætning til sådanne film ikke tale om iscenesættelse. I Faceless er skuespillerne (på nær Manu Luksch selv samt de koreograferede og iscenesatte karakterer) tilfældige tilstedeværende, anonymiserede og således på niveau med kulisserne, men samtidig får man øje for et større perspektiv. Rummet i filmen er således både panoptisk sammenhængende, gennemscannet, kontrolleret og samtidig heterogent, sprængt som den pulserende RealTime, og opløst i nye mønstre og strukturer. Faceless æstetik er altså præget af overvågningsperspektivets dehumaniserede perspektiv, af maskinens perspektiv. Både dens fortælling, manifest, tid, rum og visuelle æstetik er nødvendiggjort af materialets karakter af ready made, af fundet materiale, som derved har en særlig objektiv karakter, som ikke har kunnet kontrolleres fuldt ud af kunstneren. Perspektiv, rum, tid og fortælling er ikke fuldt ud styret af Manu Luksch, men nødvendiggøres af materialet. Filmen vokser ud af vilkårene, reglerne og juraen. Derfor kan den ikke undgå at være en film om overvågning men også en film, der demonstrerer overvågningens perspektiv, som fortælling og visuel æstetik. Den viser en dimension af, hvordan overvågningen også kan transformeres til at skabe sammenhænge, fortælling, skønhed, urbanitet og steder. En koreografi for det overvågede rum: Cirkler hvirvler inden i cirkler, drømme inden i drømme. Kort, koder, ritualer dansen synger om mange ting, som er ukendte for hende. (23.50) Interfacebegær Faceless tematiserer, hvordan det urbane rum er blevet overvåget og registreres i databaser. Det overvågede menneske har i udgangspunktet ingen muligheder for interaktion. Filmen viser alligevel og i forlængelse af projekter som Surveillance Camera Players og Video Sniffin hvordan man kan tilegne sig og udtrykke sig via de allerede implementerede overvågningsteknologier. Andre kunstprojekter som f.eks. Raphael Lozano-Hemmers Relational Architecture 21 viser, hvordan overvågningsteknologier kan monteres i interaktive byrumsinstallationer og skabe mødesteder mellem passerende mennesker, specifikke steder, arkitektur og teknologi. Fokus er her på at give folk mulighed for at udtrykke sig med teknologien at indtage det urbane interface, samtidig med at teknologien demonstreres og dermed også på sin vis afsløres. Her er al teknologien dog knyttet direkte til kunstværket, og værkerne rummer ikke samme kritiske kommentar til den teknologi, der allerede forefindes og er i brug i byrummet. Kritikken peger måske snarere på, hvordan teknologien potentielt kan udvikles. 21 < (besøgt ),

23 Søren Bro Pold Overvågningens kunst 23 Sådanne værker demonstrerer et begær efter at tage del i og samtidig erkende masse ornamentet, hvilket for Kracauer var umuligt og derfor netop blev iscenesat æstetisk. Siden Kracauer skrev sit essay i 1927 er massesamfundet i stigende grad blevet teknologisk understøttet, ikke mindst via computere og netværk som internettet. Samtidig er det blevet stadig mere differentieret og komplekst og dermed også sværere at få øje på. Det urbane interface er endnu sjældent så håndgribeligt som i Lozano-Hemmers værker ofte er det skjult og ikke umiddelbart til at interagere med uden kunstneriske greb som hos overvågningskunstnerne. Måske er fænomener som Flashmobs hvor hundreder af personer pludselig stopper op og fryser midt på en travl banegård for kort efter at bevæge sig videre igen, som om intet var hændt et aktuelt masseornament eller urbant interface i sin uudgrundelige demonstration af, hvordan virtuelle netværk effektivt og fleksibelt manifesterer sig i det fysiske rum? 22 Et andet eksempel på en legende og lettere absurd kunstnerisk strategi, der synliggør urbane interfaces og fører web 2.0s socialitet ud i byrummets fysiske virkelighed, er Aram Bartholls Datenform-projekter. I disse projekter udforsker han gennem forskellige værker og interventioner gerne af meget simpel og papkasseagtig karakter sammenhænge og forskelle mellem vores sociale interfaces og rum. Han tager elementerne fra web 2.0 interfaces og bygger dem i pap, ståltråd etc. i en række gør-det-selv workshops, hvor publikum inddrages, og fører dem derigennem ud i det fysiske rum. På denne måde gør han humoristisk og tankevækkende opmærksom på forskelle og ligheder og iscenesætter en legende sammenligning af de to rum. 23 Bartholls værker handler mindre om overvågning, men i høj grad om begæret efter at blive del af interfacet, del af mønstret at blive synlig på et mere abstrakt og generaliseret niveau. Som eksemplerne viser, har overvågningen en æstetik, en kultur, som ikke kun handler om terrorfrygt, men også om synlighed og synliggørelse i de urbane interfaces. Overvågningen og de urbane sociale interfaces er en ny scene at spille på et nyt interface at interagere med. Overvågningens tillokkelse er også en måde at ane de usynlige, abstrakte strukturer, der udgør byen og samfundsmaskineriet, og som vi hver især kun udgør en lille delfunktion af uden at kunne erkende helheden (jf. Kracauer). Overvågningens billeder i det omfang vi får dem at se som i disse og mange andre kunstprojekter rummer en sublim social dimension. Den anes i de uskarpe billeder og det dehumaniserede perspektiv, uden nogensinde at komme fuldt til syne som andet end en dystopisk konspiration eller en patetisk drøm. 22 Om projektet Frozen Grand Central se < Se også bloggen < (besøgt ). 23 Se < (besøgt ) f.eks. Follow Me, Computer Game Objects, Second City, Chat, Missing Image, First Person Shooter, WoW m.fl. Bartholl optræder hyppigt på mediekunstfestivalerne f.eks. på Transmediale (2007, 2008) og Ars Electronica (2006, 2007).

24 24 K&K Kultur&Klasse En sidste og ganske vigtig pointe i forhold til Faceless angår alt det, man ikke kan se, som foregår uden for og mellem billederne og måske på de billeder, der er gået tabt på grund af kameraer, som ikke virkede, billeder, der er blevet slettet eller aldrig fundet frem. En væsentlig pointe med Manu Luksch film er alle dysfunktionaliteterne og den manglende synlighed. Det totale panoptiske overblik findes ikke, og filmens overvågningsfortælling opstår i forskydningen Figur 9: Faceless, billedsammenbrud mellem forskellige overvågningskameraers billeder og perspektiver. I sin bog om Paris forvandling fra Ville Lumière til Ville Invisible skriver Bruno Latour, at panoptikken ikke ser det egentlige, men blot er en utopisk drøm om det altseende perspektiv. I virkeligheden opererer vi altid med blinde vinkler, steds- og kontekstbundne perspektiver og støv på linsen. Fænomenet viser sig aldrig decideret på billedet, men bliver dog synligt i det, som omdannes, transporteres, deformeres fra et billede til et andet, fra ét synspunkt, fra et perspektiv til et andet. 24 Faceless viser både fortællingen om usynligheden, det aldrig etablerede altseende blik, og om den fortælling, der alligevel opstår mellem billederne, perspektiverne, kameraerne. Billederne i Faceless er således ikke bare billeder af overvågede subjekter. De er også billeder fra og af en overvågningskultur et samfund, som er bygget op omkring overvågning, hvor overvågningens dehumaniserede perspektiv er en væsentlig del af det, der holder samfundet sammen. Overvågning er ikke længere noget, vi kan vælge at tænde eller slukke for, den er integreret i samfundets udvikling som en overvågnings- og interfacekultur. Med udgangspunkt i denne indsigt kan vi begynde diskussionen om, hvordan vi forholder os til det, og hvordan det kan gøres på mere hensigtsmæssige måder i fremtiden. Som disse kunstværker og -projekter demonstrerer, er overvågning i dag meget mere end Orwells totalitære Store Broder-dystopi. Den er en central del af vores interaktive teknologi, vores interaktion med den, vores urbane rum og dermed også af vores kultur. Overvågningen er således ikke kun i totalitarismens tjeneste, om end den stadig tjener vore dages Store Brødre, men kritikken går forbi sit mål, hvis den ikke samtidig har øje for de mange andre dimensioner af, hvordan overvågning virker. Kunsten kan synliggøre overvågningen og dermed potentielt føre den tilbage i individernes og fællesskabets tjeneste, som noget vi udtrykker os med og gennem. Kunsten kan også få os til at eksperimentere med andre måder at bruge overvågningen på. 24 Certes, le phénomène n apparaît jamais sur l image, mais il devient pourtant visible dans ce qui se transforme, se transporte, se déforme d une image à l autre, d un point de vue, d une perspective à l autre. (Latour, Hermant and Shannon 53).

25 Søren Bro Pold Overvågningens kunst 25 Overvågning er et vilkår, og måske skal diskussionen ikke kun handle om, hvordan vi beskytter vores efterhånden illusoriske privathed? Måske skal overvågningen i stedet nogle gange synliggøres og åbnes op til fælles brug, så vi bliver bevidste om, hvem og hvad der lurer bag skærmen, og selv kan få lov til at bruge de data, der samles? Tak til Manu Luksch for at tillade gengivelse af billeder fra Faceless. Denne forskning er udført inden for forskningsprojektet Digital Urban Living finansieret af Det Strategiske Forskningsråd, bevilling nr litteraturliste Andersen, Christian Ulrik. Interfacet som våben, værktøj og legetøj SAGE, NLS, Spacewar! og 60 ernes digitale kultur. Interface digital kunst & kultur. Red. Hansen, Lone Koefoed and Søren Pold. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 2007: Benjamin, Walter. Kulturkritiske essays. København: Samlerens Bogklub, Dinesen, Pernille Taagaard, red. Enter action Århus: ARoS Århus Kunstmuseum, Foucault, Michel. Overvågning og straf: fængslets fødsel. Frederiksberg: Det lille Forlag, Friedman, Ted. Apple s 1984: The Introduction of the Macintosh in the Cultural History of Personal Computers. Society for the History of Technology Convention, < htm>. Hansen, Lone Koefoed, og Søren Pold, red. Interface digital kunst & kultur. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, Johnson, Steven. Interface culture: how new technology transforms the way we create and communicate. San Francisco: HarperEdge, Kracauer, Siegfried. Massens ornament. Trans. Rønn, Mette. Visuel kommunikation. Red. Fausing, Bent and Peter Larsen. Kbh.: Medusa, 1980: Latour, Bruno, Emilie Hermant, og Susanna Shannon. Paris ville invisible. Paris: La Découverte, Luksch, Manu. Faceless Amour Four Filmproduktion, Ambient Information Systems, London. Luksch, Manu, og Mukul Patel. Faceless: Chasing the Data Shadow. Goodbye Privacy Ars Electronica 2007: Red. Stocker, Gerfried and Christine Schöpf. Ostfildern: Hatje Cantz, 2007: Manovich, Lev. The Language of New Media. Cambridge, Mass: MIT Press, The poetics of urban media surfaces. First Monday Special Issue #4: Urban Screens: Discovering the potential of outdoor screens for urban society (2006), < special11_2/manovich/index.html>. McCahill, Michael, and Clive Norris. CCTV in London ( ): Centre for Criminology and Criminal Justice, University of Hull, UK, < Oettermann, Stephan. Das Panorama die Geschichte eines Massenmediums. Frankfurt/Main: Syndikat, Orwell, George København: Gyldendal, 1984.

26 26 K&K Kultur&Klasse Pold, Søren. An Aesthetic Criticism of the Media: The Configuration of Art, Media and Politics in Walter Benjamin s Materialistic Aesthetics. Parallax 12 (1999): Ex libris medierealistisk litteratur, Paris, Los Angeles & cyberspace. Odense: Syddansk Universitetsforlag, Wardrip-Fruin, Noah, and Nick Montfort. The new media reader. Cambridge, Mass.: MIT Press, 2003.

27 christopher gad & lone koefoed hansen resistance is FertiLe Om Overvågningens OligOPtiske Blik Overvågningen af Danmarks borgere begynder straks efter fødslen. I det øjeblik hvor den nyfødte borger udstyres med et CPR-nummer bliver det muligt for staten og andre instanser kan kontrollere og gribe ind på mange måder i dennes livs forløb. Overvågningen kan endog siges at starte langt tidligere, når det ufødte barns velbefindende regelmæssigt kontrolleres af sundhedssystemet, og det blandt andet screenes for uønskede sygdomme. Overvågning optræder samtidig i adskillige sammenhænge på tværs af borgernes liv: fra videoovervågning, fartkontrol og logning af internettrafik til paskontrol i lufthavne og registrering af købsmønstre i supermarkeder. Mange deltager endog frivilligt i overvågningen af sig selv og andre, når de benytter sociale netværkstjenester såsom Facebook. Overvågning kan således betragtes som et i mange henseender gennemtrængende fænomen i sam tiden. Mediekunstneren Jill Magids performative objekt Surveillance Shoe Legoland (Magid) er tilsyneladende et eksempel på en konkret iscenesættelse af en sådan penetrerende og allestedsnærværende overvågning. Objektet er en højhælet damesko, som har fået påmonteret videoovervågningsudstyr, der kigger op ad performerens ben. Man ser dermed verden fra et ekstremt frøperspektiv, hvor underbenet (og ofte lår og skød) er i konstant fokus. Magids objekt er et eksempel på, at overvågningspraksisser og deres udtryk også er et kunstnerisk og æstetisk udgangspunkt for samtidskunsten. I denne artikel vil vi analysere Magids videoovervågningssko med særligt fokus på objektets iboende problematisering af overvågningens komposition, rækkevidde og effekter. Det vil vi gøre ved at sætte det i dialog med aktør-netværksteoretikeren Bruno Latours begreb oligoptikon (Latour; Latour og Hermant), med hvilket overvågning betragtes som en effekt af en specifik komposition af socio-tekniske aktører og deres sampil. Oligoptikon-begrebet er udviklet i kritisk dialog med Foucaults begreb panoptikon, som han anvendte på divergerende og meget nuancerede måder. Efterhånden er panoptikon imidlertid blevet transformeret, så det nærmest er kommet til at henvise til en universel struktur en slags funktionel maskine, der altid har samme effekt på tværs af overvågningssituationer. Latours begreb om oligoptikon tilstræber en tilbagevenden til nuancerne gennem undersøgelse af, hvordan specifikke kompositioner af socio-tekniske aktører danner partikulære overvågningssituationer, hvor den enkelte overvåger (blandt mange forskellige

28 28 K&K Kultur&Klasse Figur 1: Fod med sko. surveillance shoe Legoland, shoe: High heals, ir surveillance camera, battery pack, wireless transmitter in shoe sole. video: B/W footage produced by surveillance shoe. 6 min. Jill Magid. courtesy of the artist and Yvon Lambert Paris, new York. Figur 2: Billedet fra skoens kamera, når performeren går. surveillance shoe Legoland, shoe: High heals, ir surveillance camera, battery pack, wireless transmitter in shoe sole. video: B/W footage produced by surveillance shoe. 6 min. Jill Magid. courtesy of the artist and Yvon Lambert Paris, new York. overvågere) kan se meget præcist, men med et skrøbeligt blik. Dette komponerede blik har to vigtige karakteristika: det fungerer for det første som medproducent af virkeligheden, og for det andet er den virkelighed, som produceres (og dermed den verden, der overvåges), afgrænset og partikulær. Vi har altså at gøre med en situation af multiple, og delvist forbundne virkeligheder (Mol), hvorfor det ikke giver mening at vurdere konkrete overvågningsfænomener ud fra en universel overvågningsmodel. Snarere end at søge at forklare overvågning generelt nu blot på en ny måde peger oligoptikonbegrebet i stedet på behovet for at følge, hvordan partikulære virkeligheder opstår, bygges, skabes og vedligeholdes. Dermed peges der også på behovet for større empirisk sensitivitet. Oligoptikonbegrebet er således et generisk og ikke et generelt koncept, der tager udgangspunkt i sagen selv og i, at vi ikke på forhånd kan afgøre eller definere, hvad de afgørende forhold i en overvågningssituation er, før denne er undersøgt og analyseret. (Gad og Lauritsen; Gad og Jensen On the Consequences of Post-Ant. ) På basis af Latours begreb og Magids kunstobjekt vil vi i det følgende argumentere for, at overvågningsfænomener kan begrebsliggøres som oligoptiske kom-

29 Christopher Gad & Lone Koefoed Hansen Resistance is fertile 29 positioner. Både Magids objekt og Latours oligoptikon insisterer på, at bestemte overvågningsfænomener har en særlig og en afgrænset karakter, og de angiver dermed nødvendigheden af at tilgå overvågning som en mangfoldighed af specifikke situationer og fænomener. Dette peger ikke mindst på, at partikulære former for modstand, som den vi finder udtrykt i Surveillance Shoe Legoland, synes mere frugtbare end en generel kritik af overvågning som sådan. Oligoptikon-begrebet og Magids objekt peger samstemmende på, at generaliserede forestillinger om overvågning, der stadig har deres tag i os og danner baggrund for både dystopisk angst og utopisk jubel, løbende må bearbejdes. Udfordringen af traditionelle overvågningsforståelser Spørgsmålet er, om der overhovedet findes et livsområde, som i dag kan undslippe overvågningens blik? Ud fra en generel betragtning og i forlængelse af vores indledning er svaret et klokkeklart nej, og umiddelbart bidrager Magids objekt som sagt til netop dette svar. Men som vi vil vise her, er objektet samtidig ét blandt mange tegn på, at de fænomener, vi aktuelt vælger at betegne overvågning, udgør en broget og mangeartet forsamling. Overvågningsfænomenernes udbredelse og den forskellighed, der fremtræder, når man undersøger dem nærmere, er præcis det, der, ifølge overvågningsforskeren Kevin Haggerty, bør gøre os mistænksomme over for forestillingen om at udvikle en anvendelig model for overvågning, som kan gøres generel nok til at dække et nævneværdigt antal overvågningskontekster (Haggerty 39). Haggertys udsagn indgår i en debat, som har trængt sig på i forskningsfeltet overvågningsstudier (Lyon). Med udgangspunkt i en tværfaglig, men primært sociologisk, fagtradition har overvågningsstudierne været præget af en ambition om at udvikle et kritisk begrebsrepertoire bl.a. med henblik på at nuancere offentlighedens billede af overvågning. I en tid, hvor overvågning synes at udbrede sig med en grad og hastighed, som burde muliggøre, at forskningsfeltet kunne konsolidere sig, viser det sig imidlertid, at de begreber, man hidtil har benyttet, ofte er for generelle og dermed upræcise i forhold til at forstå konkret og mangeartet overvågning. Årsagen kan være, at feltet indtil for ganske nylig har været domineret af nogle få metaforer navnlig brødrene Benthams idé om panoptikon, som blev gjort berømt af Foucault (Foucault), og George Orwells idé om Big Brother fra romanen 1984 (Orwell). Forestillingerne har fungeret som en slags idealtyper af overvågning og konnoterer primært konsekvenser som (totalt) overblik, kontrol og (selv)dis ci pli ne ring (Gad and Lauritsen). I den offentlige debat trækker modstandere af overvågning på konnotationer til de to idealtyper og angiver dem som dystopiske endemål, mens tilhængere af overvågning nedtoner problemet og sætter fokus på overvågningens mere positivt ladede aspekter som sikkerhed og tryghed. Begge fløje tager dog som hovedregel udgangspunkt i en bekræftelse af idealtyperne, og dermed i en forståelse af, at man med sikkerhed kan vide noget generelt om overvågningens effekter.

30 30 K&K Kultur&Klasse Samme tendens finder vi i populærkulturen (Gad og Hansen) og i kunsten, hvor de fleste kunstneriske bearbejdelser tager udgangspunkt i idealtyperne, når de kritiserer den stigende overvågning og problematiserer vores manglende viden om og kontrol med de informationer, der genereres igennem overvågningssystemerne. Kunstnerkollektiverne Leipziger Kamera (Leipziger Kamera) og Space Hijackers (Space Hijackers) er eksempler herpå: I det interventionistiske værk HiJacking CCTV (se figur 3), som grupperne har skabt i fællesskab, tager de udgangspunkt i de overvågningsstrukturer, som de ser overvågningskameraerne manifestere. I HiJacking CCTV bevæger performerne sig gennem det offentlige rum, mens de med hjemmelavet teknologi opsnapper og interfererer i det signal, som trådløse overvågningskameraer sender til den modtagende monitor Figur 3: Billeder fra performancen (Leipziger Kamera og Space Hijackers). HiJacking cctv, århus, feb Performerne kan således dokumentere, vi ser det i synoptik monterede hvad det ellers utilgængelige kamera ser, overvågningskameras billed-feed på hhv. og vise det for dem, som kameraet peger et lille tv, der er opstillet på gaden og på, men de kan modsat også sende et på Youtube, hvor kunstnerkollektiverne billedsignal til monitoren ved at overdøve det signal, som kameraet sender, efterfølgende oploadede optagelse af det opsnappede feed. og således vise den, der betragter monitoren, et alternativt billede. Værket forskyder på den måde overvågningsblikket fra betragteren til den betragtede og peger med sin offentlige afsløring af de overvågende kameraers billede bogstaveligt talt på, at overvågning er grænseløs og trænger ind alle vegne. Evnen til at interferere indgår også i Jill Magids Surveillance Shoe Legoland, hvor skoen indeholder en lille trådløs sender, der muliggør, at skoens optagelser kan ende på den monitor, hvor det ellers er meningen, at et fast installeret overvågningskameras billede skulle vises. Sammenfaldet mellem de to værker virker umiddelbart stort, idet Magid tilsyneladende også problematiserer den stigende overvågning i nutidens samfund ved at vende overvågningskameraet mod de mest private dele af den kvindelige krop og sende dette signal ud i verden. Vi har fuld adgang til at kigge op under skørtet, og kroppens mest intime dele rammes af

31 Christopher Gad & Lone Koefoed Hansen Resistance is fertile 31 kameraets afslørende og gennemborende blik intet er for privat for kameraet, og alt kan og vil blive afsløret. Der er dog afgørende forskelle på HiJacking CCTV og Surveillance Shoe Legoland, for overvågningsskoen har ikke til formål at forstyrre et allestedsnærværende overvågningsblik. I stedet for at være et kritisk indspil på linje med Hi- Jacking CCTV, kan Surveillance Shoe Legoland snarere forstås som et værk, der tematiserer overvågning som en afgrænset komposition. Kameraet opererer på den ene side tilsyneladende uden grænser for sin indtrængen (det peger på performerens mest intime dele), og på den anden side har det kun adgang til en særlig virkelighed, som værket medkomponerer og det oven i købet på en meget fastlåst måde (i kraft af kameraets position på foden). Vi kan dermed ikke forstå værket på tilstrækkelig nuanceret vis, hvis vi blot holder os til de idealtypiske metaforer, fordi de netop er baseret på en forestilling om, at alt ses, overskues og kontrolleres fra et centralt sted. Idéen, om at overvågningen har en central kilde, bidrager til en forestilling om, at vi kan bedømme, hvilke effekter overvågningen generelt har, og det er netop denne generaliserende tendens, som er genstand for Haggertys ovenfor citerede kritik. Denne kritik bekræftes af værker som Surveillance Shoe Legoland. Hermed er deres samstemmende udsagn, at overvågningsstudier bør forlade tanken om at forstå overvågning som et generalisérbart fænomen, der lader sig beskrive i lyset af idealtyperne. I stedet bør vi lede efter andre analytiske ressourcer, der tillader, at vi kan forstå overvågning som et nuanceret, specifikt og situeret fænomen. Latours begreb oligoptikon er netop et sådant bud på en alternativ konceptualisering af overvågningens karakter, og i det følgende vil vi beskrive udvalgte aspekter af begrebet med henblik på efterfølgende at lade Jill Magids overvågningssko indgå i dialog hermed. Det oligoptiske blik Begrebet oligoptikon (fra græsk oligoi (få) og optikos (syn)) er hos Latour først og fremmest et metodologisk sensitiverende begreb rettet mod at skabe en større åbenhed i forsøgene på at forstå konkrete overvågningsfænomener. I sagens natur definerer Latour derfor ikke begrebet entydigt, men benytter det i stedet til at associere empiriske eksempler til en række vigtige analytiske temaer. Oligoptikonbegrebet udvikles særligt på baggrund af Latours og fotografen Emilie Hermants studier af en række overvågende institutioner i Paris og fremstilles i bogen Paris, invisible city (Latour og Hermant). Ifølge Latour besidder institutionerne, trods deres minutiøse overvågning, hverken hver for sig eller samlet den panoptiske kraft til at disciplinere alle, endsige Big Brothers evne til at se alt, at være alle steder og at konvergere i et center. Snarere finder vi i Paris en række specifikke, overvågende instanser, der servicerer og muliggør en række forskellige, delvist krydsende, men aldrig totalt overlappende sociale flows i byen. Og det er netop den delvise og specifikke overvågning, der bevirker, at instanserne overhovedet

32 32 K&K Kultur&Klasse kan handle, idet de gennem overvågningen hver især konstruerer en afgrænset og præcis viden om dele af den parisiske virkelighed. Ja, faktisk medkomponerer de hvert deres eget Paris : I hvert tilfælde indfanger oligoptika forskellige materielle substanser, forskellige aggregater, forskellige væremåder, forskellige fysikker. Men disse aggregater er ikke indlejret i en fælles materiel substans, hvoraf hvert af dem så kunne siges at erobre et aspekt (Latour og Hermant 79). Latour og Hermant besøger således en lang række steder, hvor virkeligheden konstrueres i kraft af et bestemt slags overblik over Paris. De forskellige positioner og blik fanger ikke forskellige aspekter af det samme Paris, men medproducerer disse aspekter og dermed deres egen version af Paris uden på noget tidspunkt at konvergere eller ende i et totalt overblik. Hvert enkelt blik kan nemlig kun se noget specifikt og kan dermed kun konstruere sin virkelighed ved i samme ombæring at udelukke det meste af Paris fra sit synsfelt. Vand, elektricitet, telefoni, trafik, meteorologi, geografi, byplanlægning: alle har de deres oligoptikon, et kæmpe kontrolpanel i et aflukket kontrolrum. Herfra kan man på alle tidspunkter se meget lidt, men alt optræder meget præcist [ ] Ingen af disse kontrolrum eller synoptiske paneler sammenføjer alle [byens] flows på ét sted på noget som helst tidspunkt [ ] Intet fugleperspektiv kan med blot ét blik indfange stedernes multiplicitet, som tilsammen udgør Paris som helhed. Der findes hverken panoptika eller panoramaer, der findes kun farverige dioramaer med multiple forbindelser, ledninger på kryds og tværs under veje og fortove, langs metroens tunneler, på toppen af kloakrør. (Latour og Hermant 32). Et oligoptikons effektivitet er altså uløseligt forbundet med dets proportionelle blindhed (Latour og Hermant 28). Det er netop kun ved at konstruere en meget specifik viden, at oligoptika kan bidrage til at holde liv i byens flows; deres funktion er at fastholde en dynamisk middeltemperatur og forhindre, at byen koger over. Oligoptika gør planlægning mulig, men fastfryser ikke byen med deres blikke. Konkret starter et oligoptikon ifølge Latour altid med et bestemt rum, et bureaukratisk kontor, et laboratorium, et observatorium eller en anden form for kontrolrum, hvor der indsamles og behandles data, laves plancher, kategoriseres, og hvor forskellige typer input af information transformeres. Det er kun i kraft af transformationer af information, at vandselskabet eksempelvis kan træffe beslutning om at øge vandforsyningen i Paris på bestemte tidspunkter, f.eks. i pausen i fodboldfinalen, hvor store dele af Paris trækker ud i toilettet på omtrent samme tid. Et eksempel på et oligoptikon, som deltager i dette flow af transformationer, er et kontor på et universitet i Paris, hvor frøken Baysal styrer lokalernes allokering til undervisning. På en måde ved hun alt om universitetet og har et godt overblik, men Latour observerer polemisk, at hvis man forsøger at kigge ud ad hendes vindue og

33 Christopher Gad & Lone Koefoed Hansen Resistance is fertile 33 derved søger at danne sig et samlet overblik, så kan man ikke se noget som helst. Hvis man vil se noget, der giver mening, må man helt afstå fra at forsøge på at kigge ud over hele universitetet. For i samme øjeblik man kigger ud ad vinduet, bliver man simpelt hen begrænset til sit eget perspektiv, i den forstand at perspektivet lukker sig om sig selv og ikke kan forbindes til kæden af transformationer. For at undgå denne absolutte begrænsning må man inddrage en række artefakter, udregninger og opsummeringer som en slags spor efter andre ting i omgivelserne. Tilsammen komponeres på den måde et oligoptikon. Overblikket findes altså på kontoret, men det er en helt bestemt type overblik: det er delvist, afgrænset og forbundet. Det, jeg ser, ser jeg ikke, medmindre jeg undlader at kigge udenfor, for så bliver jeg med det samme begrænset til mit eget synspunkt. [Man må derfor] skelne mellem personer, som kigger ud ad et vindue og ikke ser noget som helst, som ingen idé har om, hvem de er, eller hvad de skal gøre, fra de personer, som befinder sig i et kontinuert flow af spor, som samler et billede op, der både lærer dem noget om, hvem de er, og om den globale ramme, i hvilken de skulle være situeret. Enten kigger jeg, bogstaveligt talt, og ser ingenting, jeg er ingenting, og ellers ser jeg intet direkte, men jeg betragter et spor og begynder dermed at se noget, jeg bliver gradvist til nogen. (Latour and Hermant 11). Grunden, til at frøken Baysal kan se præcist, kan blive nogen, en ekspert og en central person i driften af universitetet, er netop, at hun ikke kigger ud ad vinduet, men drejer blikket ind i sit oligoptikon, mod registreringerne, tabellerne og computerskærmen. Platon tog således fejl ifølge Latour. Frøken Baysal kan kun handle i forhold til universitetet ved at sidde inde i hulen kun i kontrolrummet bliver skolen, dens brugere, dens tid og rum synlige samtidigt. Men det betyder ikke, at det, der foregår i et oligoptikon, er en illusion, eller at man i kontrolrummet er adskilt fra den virkelige verden. Snarere tog Platon, ifølge Latour, også fejl i at adskille idéernes rige fra den materielle verden. For i frøken Baysals praksis, og i andre oligoptika, gælder det, at vi aldrig forlader det virkelige til fordel for det formelle, vi glider altid fra noget til noget andet virkeligt (Latour og Hermant 26). Den måde, som Baysal har overblik på, skal dermed ikke forstås som et resultat af en formfuldendt repræsentation af virkeligheden i traditionel forstand. Snarere er hendes specifikke overblik et resultat af de cirkulerende referencer og relationer, der etableres mellem hendes kontor, tidstabellerne, undervisningslokalernes dørskilte, mv. Et oligoptikon som frøken Baysals producerer således ikke det panorama, som ville tilfredsstille panoptikon-inspektøren eller Big Brother, men snarere et diorama, som er en konkret miniaturemodel en skrumpet re-præsentation eller en gen-præsentation. For at kunne transformere information og kunne handle på noget af Paris, skal et udsnit først skrumpes til en model, en statistik, et kort etc. Disse repræsentationer sameksisterer som præsentationer af Paris, og kan endda gøre det i fuld fordragelighed, for som Latour påpeger, så kan referenceformer

34 34 K&K Kultur&Klasse sameksistere uden nogensinde at blive sammenblandet. Dette skyldes, at der ikke findes nogen egentlig virkelighed, som kan refereres til. I stedet for at forestille sig en verden, der eksisterer uafhængigt af vores perspektiv, og som vi derfor kan zoome ind og ud på og lave mere eller mindre præcise repræsentationer af, skabes virkeligheden i oligoptika i transformative zooms, og alle perspektiver er komponeret i kraft af de forbindelser, som de indgår i med deres omgivelser. Et transformativt zoom omkonfigurerer og komponerer en virkelighed og et perspektiv. Et oligoptikon producerer og indeholder dermed sin egen skala; det sameksisterer med andre oligoptika, men de konvergerer ikke, for de relaterer ikke til en universel skala. Dermed forstyrrer ethvert oligoptikon en udbredt forestilling om eksistensen af en almengyldig eller normal proportionssans det indeholder nemlig helt sin egen. Et meget centralt element i Jill Magids Surveillance shoe Legoland er netop også en forstyrrelse af vores normale proportionssans. Objektet fremviser, at en bestemt form for overvågning leveres med sine egne indbyggede skalaer og sine egne midtpunkter og begrænsninger. I den følgende analyse af Magids objekt vil vi derfor særligt lade os inspirere af Latours tanker om et oligoptikons proportionssans, dets transformative kraft og de perspektiver, som det (med)producerer. Om Surveillance Shoe Legoland I Surveillance Shoe Legoland ser man som sagt (og som vist i (figur 2)) verden fra et ekstremt frøperspektiv, hvor det visuelle fikspunkt er underbenet (og dermed ikke mindst lår og skød). Værket giver således god mulighed for, at man hurtigt kan drage konklusionen, at man med dette specifikke overvågningskamera og denne specifikke overvågningssituation får adgang til at holde øje med et meget privat anliggende. Vi kan hele tiden bogstaveligt talt se, hvad der foregår mellem performerens ben, og intet skjules for os. Overvågningsskoen indbyder derfor umiddelbart til en kønsanalyse, som kan kobles nærmest gnidningsfrit til overvågningens idealtyper: Én analytisk vinkel kunne da være, at den højhælede sko som fetishobjekt italesætter et maskulint blik på den feminine krop, som dernæst forstærkes flerfold af det påmonterede kamera. Et maskulint blik som i det hele taget kan siges at have fundet sin ultimative manifestation i overvågningskameraet, hvorfra verden kan overskues og betragtes nøgternt, ingen betragtede kan undslippe, og alle må som konsekvens heraf underkaste sig både kameraets konkrete blik og den bagvedliggende lov og orden. Kameraet på Magids sko kan derfor ved første øjekast forstås som den logiske efterfølger til værker som HiJacking CCTV, fordi skoens kamera går hele vejen og holder øje med mandens ejendom, kvindens skød, fra sit panoptiske centrum, så hun som konsekvens heraf frivilligt underkaster sig selvdisciplineringens logik. Men samtidig bliver det også hurtigt klart, at denne konklusion ikke kan drages alligevel. For selvom kameraet tilsyneladende har den overvågede krop som midtpunkt, og selvom kroppen tilsyneladende ikke kan undslippe denne overvågning,

35 Christopher Gad & Lone Koefoed Hansen Resistance is fertile 35 er det alligevel kroppen, der bestemmer kameraets blik. Tilslutningspunktet, foden, er så bevægeligt, at vi lige så let som at sige, at vi kan se alt kan sige, at vi ikke kan se noget som helst. Og kameraets blik er bundet til fodens position, så performeren kan så let som ingenting undslippe overvågningens diktatur ved at bøje benet og således sende betragterens blik ud i verden i stedet for ind Figur 4: Billedet fra skoens kamera når under sit skørt. performeren bøjer benet. surveillance shoe Det særlige ved den overvågning, Legoland, shoe: High heals, ir som foregår i Surveillance Shoe Legoland, kan således bedst beskrives som transmitter in shoe sole. video: B/W surveillance camera, battery pack, wireless noget, der på den ene side ser alt, men footage produced by surveillance shoe. 6 på den anden side ikke ser ret meget, min. Jill Magid. courtesy of the artist and og dermed byder objektet sig snarere til Yvon Lambert Paris, new York. som en oplagt dialogpartner til oligoptikonbegrebet. På linje med oligoptikon, kan Surveillance Shoe Legoland læses som et kritisk indspil i debatten om selve muligheden for en altpenetrerende og allestedsnærværende overvågning. Snarere end blot at fremvise (betydningen af) en generel overvågningstendens arbejder Magids objekt med at afsøge og iscenesætte overvågningens muligheder og grænser, og det fremhæver gennem sin kunstneriske afsøgning desuden, hvordan idéen om det altpenetrerende og centralperspektiviske overvågningsblik nødvendigvis må lide sammenbrud. Med sit ekstreme perspektiv (fokus op ad indersiden af benet til skødet) og sin bevægelige base (foden), undersøger objektet nemlig også overvågningen som fænomen og peger ligesom Latour og Hermants oligoptikon-undersøgelser på, at minutiøse aspekter og den materielle gestaltning af overvågning er afgørende for dens kraft og rækkevidde, og at begge dermed må inddrages i undersøgelsen deraf. Vi vil nu se nærmere på, hvordan værket kan siges at have de for oligoptikon-begrebet centrale aspekter skala, perspektiv og transformation som fundament for sit udtryk. Det mest dominerende element i stillbillederne fra skoens overvågningskamera er performerens ben, som imidlertid ikke er i fokus rent fototeknisk set (se figur 2). Benet fylder mest i billedfladen og fremstår stort og hvidt, men det fremstår også ude af fokus og dermed en smule drømmeagtigt, hvor bygningerne står klart. Billederne viser verden set fra jordoverfladen og derfor også på hovedet : bygningerne vokser nærmest ud af billedets øvre kant, og som beskuer drejer man umærkeligt hovedet for at få bygningerne til at vende rigtigt i billedet, omend det så fører til, at benet vender forkert. Den fornemmelse forstærkes af, at perspektivet er forskruet grundet den ekstreme vidvinkel, og benet derfor virker til at være mange gange større end skyskraberne. Og idet billedets kompositoriske forsvindingspunkt ty-

36 36 K&K Kultur&Klasse pisk er kvindens skød og ikke et fjerntliggende punkt i horisonten, bliver forholdet mellem skyskrabere og ben ikke udlignet af centralperspektivets skalaforståelse. Skalaen, hvorudfra vi forstår forholdet mellem billedets enkeltelementer, er således ikke den samme, som et normalt centralperspektivisk billede anvender, hvilket betyder, at man som tilskuer perceptivt kæmper med at få de mange perspektiver til at stemme overens med den verden, vi kender, sådan at oppe er oppe, nede er nede og skyskrabere er større end ben. Stillbillederne giver imidlertid et ganske andet indtryk end filmen selv: På filmen vælter verden rundt og er i konstant bevægelse fra top til bund og fra side til side, idet kameraets position er bevægelig, da dens basis, foden, er i gang med at gå. Det mest stabile element inden for filmens ramme er således performerens ene underben, mens det andet ben og ikke mindst omgivelserne kun kan tilgås i flygtig, fragmenteret og dermed uoverskuelig form. Underbenets faste position giver samtidig en slags Verfremdungs-effekt, fordi det på den ene side virker helt normalt, men samtidig helt forkert, dels fordi det fremstår uskarpt, og dels fordi vi ikke er vant til at se gående ben, der er statiske, og statiske omgivelser, der er i konstant bevægelse. Så vi ser tilsyneladende kun klart og forståeligt, hvis vi fryser billedet og betragter videofilmen billede for billede. Normalt vil man i levende billeder netop have fordel af tidsligheden, fordi man i forløbet over tid får afklaring på de handlinger, som hvert billedelement foretager inden for billedfeltet. Stillbilleder bliver på den måde netop fastfrosne tidsbilleder, som peger på den mening, der skabes, når de ses i sammenhæng med andre af filmens billeder. I Surveillance Shoe Legoland forholder det sig anderledes her er det tilsyneladende det fastfrosne billede, som giver mest information fra sig, mens selve filmen fremstår nærmest uendeligt forvirrende. Vi mister umiddelbart enhver form for overblik, når vi ser outputtet fra overvågningsskoen som levende billeder, hvilket værkets følgetekst siger, vi skal (den er gengivet ordret i billedteksten til figur 1, 2 og 4). Men netop når man sammenligner filmen med det fastfrosne billede, ser man, at værket som konsekvens af de to modi indeholder en kritik af sig selv. Det tilsyneladende overblik på stillbillederne fungerer nemlig som parallel til det, som Latour betegner som den panoptiske fastfrysning af perspektiver: Billederne fremstår fastfrosne og med overblik, mens filmen fastholder det transformative flow, hvor man bevæger sig rundt i en situation, og hvor der er interaktion mellem de forskellige elementer i overvågningssituationen. Filmen viser dermed netop, at man, når man betragter filmen i stillbilleder, bliver fastlåst i netop et perspektiv. Det føles ganske vist, som om blikket først bliver effektivt, når det fastfryses, men filmens kaotiske forløb viser netop, at denne effektivitet så at sige er på skrømt og tilsyneladende. Værket fremviser således den panoptiske tendens, men i samme åndedrag bliver tendensen genstand for kritik, fordi det viser sig, at blikket ikke kan fast- og opretholdes. Sammenfattende kan Surveillance Shoe Legoland siges at italesætte og fremvise et udsagn om overvågning som sådan om overvågningens oligoptiske natur idet værket tydeligvis arbejder med overvågningens form og grænser; vi får adgang til at se noget og ikke noget andet, og det, vi ser, ser vi på en meget bestemt

37 Christopher Gad & Lone Koefoed Hansen Resistance is fertile 37 måde. Ligesom med Latours oligoptikon-begreb er den generelle pointe, at overvågningsfænomener må forstås som særlige og afgrænsede, men stadig effektive kompositioner. Disse kompositioner er hverken hver for sig eller samlet i stand til at danne et centralt og alvidende perspektiv, men derimod udgør de partikulære og delvist forbundne størrelser. Oligoptikon som modgift til generaliserende tendenser I lighed med Latours oligoptikon, fremviser Surveillance Shoe Legoland altså, at overvågning og analyser heraf langt fra blot handler om at identificere mere eller mindre effektive udgaver af den samme panoptiske maskine. Latour argumenterer eksplicit for, at hvis vi kigger nærmere på, hvad der er på spil i den enkelte overvågningssituation, så udviskes muligheden for at kunne forklare overvågning ud fra sådanne modeller hurtigt. Overvågning er på den måde ikke et generalisérbart fænomen, selvom det ofte kan se sådan ud, og den indsigt angiver én måde, som man kan forstå ordet Legoland på, hvis man forstår titlen som en henvisning til forlystelsesparkskonceptet Legoland. Igen er der her tale om, at værket indeholder en kritik af sit eget fundament: på den ene side peger det på, at ligesom forlystelsesparken indeholder nøjagtige miniaturekopier af konkrete steder, så viser også overvågningen af kvindens skød, hvordan der nøjagtigt ser ud i skødets og benets verden. Billeder lyver ikke, som man siger. Men på den anden side peger titlen i samspil med værkets udtryk på, at det, vi ser, blot er en simpel model, som på ingen måde kan forveksles med verdens multiperspektiviske virkelighed. Det, vi ser, er en fin om end meget forsimplet repræsentation af noget meget komplekst, men vi ser bare ikke ret nuanceret, hvis vi insisterer på, at verden kan generaliseres. Så én fortolkning af titlen Legoland kunne være, at den peger på, at selvom vi kan genkende verden, så er der ikke desto mindre tale om en stærkt forsimplet model. Lidt på samme måde som Latour med oligoptikonbegrebet påpeger, at det er nødvendigt at distancere sig fra overdrevent generaliserede kategoriseringer for i stedet at følge, forstå og forbinde sig til de multiple virkeligheder, som de mange forskellige oligoptika medproducerer. Begrebet indgår dermed i et opgør med et fokus på teori og model, som ifølge Latour har præget meget traditionel tænkning, herunder både traditionel sociologi og filosofi, hvor observationer og/eller analyse af konkrete empiriske eksempler, nok betragtes som væsentlige, men til stadighed bliver underordnet en generel kategoriseringsbestræbelse og -interesse (Gad og Jensen Philosophy of Technology as Empirical Philosophy ). Problemet er, at når man på den måde fokuserer på model, teori og struktur, medfører det en blindhed over for, at verden omkring os hele tiden er under ombygning og transformation. I forhold til sociologien har dette fokus desværre bevirket, at evnen til hele tiden at undre sig over og stille spørgsmål til, hvordan så mange af os kan eksistere sammen, er blevet stærkt svækket. (Latour og Hermant 5-6). Latour mener altså, at udfordringen er at stoppe med at forlade os på generelle

38 38 K&K Kultur&Klasse modeller som dem, der ofte bygges op om filosofiske kategorier, klasse, køn eller sociale strukturer. I stedet bør man følge de mange spor, som mangeartede aktører efterlader sig i deres konstante arbejde med at bygge samfund. I lyset af kunstobjekter som Surveillance Shoe Legoland kunne man videreføre Latours argument med, at store dele af den akademiske, analytiske tilgang til verden til en vis grad ville kunne skele til kunstens og kunstvidenskabens verden. Her er det nemlig netop en pointe, at den mest interessante forskning og de mest interessante værker er dem, der behandler konkrete koncepter og problemstillinger på en måde, hvor det anlagte perspektiv bibeholder sensitivitet for komplekse modstillinger. Dermed fører de an i en form for frugtbar og subtil modstand mod en given problemstilling frem for at udspy bombastiske og generaliserede udsagn derom. Konklusion Megalomaner forveksler kortet og landskabet og tror, at de kan dominere hele Paris, bare fordi hele Paris befinder sig foran deres øjne. De paranoide forveksler landskabet med kortet og tror, de bliver domineret, observeret og beskuet, blot fordi en blind person kigger halvhjertet på nogle utydelige tegn på et hemmeligt sted i et rum på fire gange otte meter. (Latour og Hermant 28). Tiltrækningen ved den modstand, som tilbydes i kunstobjekter som HiJacking CCTV er stor: Kunstnernes performative fremvisning af overvågningen i nutidens samfund spiller på kraftfulde kulturelle forståelser af personlig frihed og personligt handlerum. Og set i det lys rammer kunstnerne bag i lighed med andre kunstnere, der arbejder ud fra samme udgangspunkt (Hansen) plet med deres karakteristik. Men som Jill Magids Surveillance Shoe Legoland lige så kraftfuldt påpeger, så er den enkelte overvågningssituation altid fastlåst i sit eget, stærkt begrænsede perspektiv. Derfor har vi i artiklen her ikke tilgået Magids objekt som en simpel kunstnerisk problematisering af nutidens overvågningstendens eller som den potentielle opkomst af en altdominerende magtstruktur. Netop dette objekt tilbyder nemlig mere end en kritik af overvågning som sådan. Det tilbyder snarere et alternativ til, hvordan man kan konceptualisere, analysere og forstå overvågning og overvågningens effekter. Oligoptikon-begrebet og Magids værk understreger begge, at man i overvågning ser med et meget præcist, men samtidig meget skrøbeligt blik. Dette komponerede blik medproducerer for det første virkeligheden, og for det andet er den virkelighed, som produceres (og altså dermed den verden, der overvåges), afgrænset og partikulær. Dette tydeliggør, at etableringen af ethvert overvågningsblik altid er tilknyttet både et tab og en gevinst. Vi bliver i stand til at se noget og til at handle, men vi bliver samtidig blinde for det meste andet. Konsekvensen af at tænke i oligoptika, snarere end med panoptikon- og Big Brother-metaforerne, er dermed, at man taber både de dystopiske og de utopiske måder at forestille sig overvågningens rækkevidde og konsekvenser på. Overvågning vil simpelthen ikke længere automatisk få det til at løbe koldt ned ad ryggen på folk:

39 Christopher Gad & Lone Koefoed Hansen Resistance is fertile 39 Vi vil helt sikkert miste den megalomanes og den paranoides perverterede lystfølelse, men dette tab vil blive opvejet af gevinsten (Latour and Hermant 28). Når den altomfattende forklaringsmodel forsvinder, mister man ganske enkelt smagen for den generelle og hurtige kritik af overvågning som sådan. Denne kan nemlig siges at bygge på ideen om muligheden for at realisere et fuldkomment perspektiv. Det er det, Latour polemisk diagnosticerer i citatet, der indleder denne konklusion, idet han angiver, at de mest udbredte forestillinger om overvågningens ubegrænsede rækkevidde bygger på denne vrangforestilling. Alle perspektiver, der forstår at se noget som helst klart, er derimod altid socio-tekniske, partielle, transformerende og forbundne, når vi ser nærmere efter. Gevinsten ved at forlade de idealtypiske metaforer er, set fra et akademisk synspunkt, blandt andet, at en større analytisk tålmodighed i forhold til overvågningsfænomener fremstår uomgængelig og passende. Og en sådan kan måske i bedste tilfælde også bevirke, at vi bliver bedre i stand til at lade os overraske af overvågningsfænomener. I forlængelse heraf kan gevinsten fra et kunstnerisk synspunkt være en større sensitivitet for overvågningens mange facetter. Her anviser Jill Magids Surveillance Shoe Legoland muligheden for at etablere en frugtbar modstand. Hun iscenesætter sit objekt i samspil med en konkret form for overvågning, der er på spil i samtiden. Hendes overvågningssko tager derfor et skridt væk fra at kritisere overvågning på baggrund af idealtypiske forestillinger. Ligesom Latour viser Magid, at man i studier af overvågning med fordel kan møde den analytiske udfordring, der består i at læse specifikke overvågningssituationer på deres egne præmisser. litteraturliste Foucault, Michel. Overvågning og straf: fængslets fødsel. Frederiksberg: Det lille Forlag, 2002 [1975]. Gad, Christopher og Lone Koefoed Hansen. Præventive Potentialer. Slagmark, indleveret Gad, Christopher og Casper Bruun Jensen. On the Consequences of Post-Ant. Science Technology & Human Values 34 6 (2009). --. Philosophy of Technology as Empirical Philosophy Examining Technological Scales in Practice. New Waves in Philosophy of Technology. red. Selinger, Evan, Søren Riis and Jan-Kyrre Berg Olsen. Basingstoke & New York: Palgrave Macmillan, 2008: Gad, Christopher og Peter Lauritsen. Situated Surveillance an Ethnography of Fisheries Inspection. Surveillance & Society 7 1 (2009): Haggerty, Kevin D. Tear Down the Walls: On Demolishing the Panopticon. Theorizing Surveillance. The Panopticon and Beyond. Ed. Lyon, David. Portland: Willan Publishing, 2006: Hansen, Lone Koefoed In the Shadow of the Cell-Phone. DAC Digital Arts and Culture Ed. Penny, Simon. UC Irvine, CA, Latour, Bruno. Reassembling the Social: An Introduction to Actor-Network-Theory. Oxford: Oxford University Press, 2005.

40 40 K&K Kultur&Klasse Latour, Bruno og Emilie Hermant. Paris: Invisible City < viii_paris-city-gb.pdf>. Leipziger Kamera. < Leipziger Kamera og Space Hijackers. Hijacking CCTV Actions Speak Louder Than Words < Lyon, David. Surveillance Studies: An Overview. Cambridge: Polity Press, Magid, Jill. Surveillance Shoe Legoland Mol, Annemarie. The Body Multiple: Ontology in Medical Practice. Durham: Duke University Press, Orwell, George København: Gyldendal, 1956 [1948]. Space Hijackers. <

41 Peter lauritsen Fra Big BrotHer til toiletkummer og Mekaniske Proteser Om kunst som ressource for OvervågningsfOrskning 1 Diskussioner af overvågning har længe været spærret inde i en snæver forståelse af, hvad overvågning er, og hvad den gør ved os. Det gælder både for den offentlige polemik og for den internationale overvågningsforskning. I denne situation tilbyder kunsten friske ressourcer, som kan åbne for andre og måske overraskende erkendelser og dermed medvirke til en mere nuanceret debat, der i højere grad har øje for overvågningens mange facetter og nuancer. Overvågning trækkes ofte ind i en kunstnerisk sammenhæng. Nogle gange lånes æstetiske kendetegn, som man f.eks. ser det i kriminalfilmens brug af grynede overvågningsbilleder. I andre tilfælde udsteder engagerede kunstnere advarsler om overvågningens undertrykkende effekter, mens endnu andre ironiserer, omdefinerer og forsøger at forandre den måde, vi tænker om overvågning på. Det er imidlertid ét enkelt værk, nemlig George Orwells roman 1984 (Orwell), som oftest trækkes frem i diskussioner af relationerne mellem overvågning og kunst. Romanens forståelse af overvågning som udgående fra en lille gruppe magthavere, der ønsker at undertrykke og kontrollere befolkningen, er blevet en del af vores fælles kognitive baggrundstæppe og har i vid udstrækning været definerende for, hvordan overvågning er blevet forstået. Dette viser sig også i akademiske sammenhænge, hvor bogen tilsyneladende har haft stor indflydelse på, hvordan f.eks. Foucaults begreb om panoptikon er blevet læst (Haggerty; Gad & Lauritsen). Dette er bemærkelsesværdigt og samtidig problematisk. Med fremkomsten af nye overvågningsteknologier og aktører er det blevet tydeligt, at begrebsrammer, som i større eller mindre grad har ladet sig inspirere af 1984, ikke længere slår til. Overvågning er blevet og har måske altid været et mangefacetteret fænomen, som ikke lader sig indfange af en enkelt model. Men selvom dette er erkendt, har det vist sig, at både 1984 og panoptikon er sejlivede begreber (Lyon). Derfor er der brug for at kigge efter alternative fortolkninger. 1 Forfatteren ønsker at takke Anders Albrechtslund, Hasan Elahi og en anonym reviewer for værdifulde kommentarer.

42 42 K&K Kultur&Klasse I denne situation kan forskningen med fordel kigge til kunsten, hvor der findes en række interessante bestræbelser på at reformulere overvågningsbegrebet. Artiklen vil illustrere dette gennem to eksempler, som begge skaber sprækker i den orwellske overvågningsforståelse og introducerer andre interessante aspekter. Det ene eksempel er Hasan Elahis Tracking Transience: The Big Brother Project (Elahi Tracking Transience). Dette værk lanceres ofte med den pointe, at kunstneren gennem en omfattende selv-overvågning har overtaget Big Brothers arbejde. Men netop i denne overtagelse ligger et skifte, som tydeliggør helt andre aspekter end dem, man finder i en traditionel overvågningsforståelse. Det drejer sig ikke mindst om en trivialisering af overvågningen, som sætter spørgsmålstegn ved, hvad Big Brother egentlig kan se. Samtidig kan værket læses ind i en modstandsstrategi, hvor overvågerens arbejde bliver umuliggjort. Det andet eksempel er Stelarcs arbejde med avancerede modifikationer af og tilføjelser til kroppen (Stelarc hjemmeside). Stelarcs udgangspunkt er, at kroppen altid har været intimt forbundet til teknologi og løbende må re-designes i takt med, at kroppens omgivelser teknificeres. Stelarcs eksperimenterende attitude kan tolkes i lyset af et optimistisk syn på, hvad man kan opnå gennem tætte forbindelser mellem krop og teknologi. Men værkerne er også blevet tolket ud fra en mere frygtsom attitude, hvor denne sammenknytning giver øgede muligheder for overvågning. Dermed tematiseres en interessant ambivalens og nogle grundlæggende forhold om krop og teknologi, som overvågningsforskningen må forholde sig til. Valget af Elahis og Stelarcs værker bunder ikke i en påstand om, at en syntese mellem disse værker vil udgøre en særlig stærk overvågningsforståelse. Tværtimod vil det være en pointe, at overvågning ikke kan defineres en gang for alle, og at der ikke kan laves én overgribende overvågningsteori. Hvad overvågning er, må afklares gennem specifikke, empiriske analyser og til sådanne analyser tilbyder både Elahi og Stelarc interessante ressourcer. Store B og et fængsel Orwells fortælling om et samfund styret af Big Brother er en fremtidsvision placeret inden for fiktionens rammer. Men i dag er det svært at sige, om 1984 bedst kan betegnes som en roman eller som en af de mest indflydelsesrige sociologibøger, der nogensinde er skrevet. Orwells sammenknytning af overvågning og totalitarisme er blevet en mega-metafor, der har bevæget sig fra fiktionens verden til den politiske og offentlige debat og til forskellige universitetsinstitutter. Inden for overvågningsforskningen ser man talrige referencer til 1984, men den helt dominerende teori har dog været Foucaults analyse af panoptikon (Foucault). 2 Umiddelbart er panoptikon en simpel arkitektonisk mekanisme, som egentlig har 2 Inden for overvågningsforskningen er det panoptiske princip blevet videreudviklet i en række sammenhænge, hvilket betegnelser som det elektroniske panoptikon (Lyon), superpanoptikon (Poster) og postpanopticisme (Boyne) vidner om.

43 Peter Lauritsen Fra Big Brother til toiletkummer og mekaniske proteser 43 generel værdi, men som oftest diskuteres i forhold til fængsler. Forstået således er der tale om, at man bygger fængslet cirkulært med et vagttårn i midten. Fra dette tårn kan man se alt, hvad der foregår i cellerne, som er placeret i periferien. Men fra cellerne kan man ikke se ind i vagttårnet. Det betyder, at der kan være en overvågende vagt til stede, men der behøver ikke at være det. Dette medfører en høj grad af effektivitet, fordi fangerne er nødt til at gå ud fra, at de faktisk bliver iagttaget og handle ud fra denne antagelse. Dermed bliver det ikke selve vagtens overvågning, men antagelsen om overvågningen, der medfører fangernes selv-disciplinering. Foucaults analyse af panoptikon, eventuelt anvendt i samklang med begreberne om f.eks. biopolitik og governmentality, kunne utvivlsomt bidrage til en væsentlig nuancering af overvågningsbegrebet. Men inden for overvågningsforskningen har det ikke været kutyme at anvende Foucaults arbejde på denne måde. Tværtimod ser det ud til, at panoptikon i vid udstrækning er blevet læst ind i et orwellsk perspektiv (Simon). Det har medført, at panoptikon ikke fremstår som et alternativ til 1984, men derimod nærmere som en befæstning af Orwells overvågningsforståelse. Idealtypisk kan man fremhæve følgende centrale punkter i en sådan 1984/ panoptikon-forståelse (Gad & Lauritsen): Overvågning relateres til situationer med total synlighed. Big Brother ser alt, og fangen i det panoptiske fængsel har ingen steder at skjule sig. Overvågning udføres fra et center. Big Brother er placeret i samfundets centrum, ligesom vagttårnet er placeret i midten af det panoptiske fængsel. Overvågning er en næsten automatisk proces. Teknologierne er på plads, og vi får ikke viden om, hvad det kræver at udføre og vedligeholde overvågningen. Overvågningen er så effektiv, at modstand er håbløs. Den indsatte i det panoptiske fængsel har ikke andet valg end at adlyde, og hovedpersonen i 1984 forsøger et oprør, men besejres nemt af Big Brother. I kølvandet på denne fortolkning følger et fokus på overvågningens effekter og en normativ attitude, hvor overvågning, overvågningssamfund og overvågningsteknologi med en høj grad af automatik behandles kritisk (Gad & Lauritsen). Overvågning ses som en trussel mod individets kontrol over eget liv og i en videre forstand mod det demokratiske samfund. Logikken er, at overdreven brug af overvågningsteknologi fører til undertrykkelse, totalitarisme og tab af privacy. I de senere år har der imidlertid inden for overvågningsforskningen spredt sig en erkendelse af, at 1984/panoptikon ikke er tilstrækkelig for en forståelse af nutidige overvågningsfænomener. F.eks. argumenterer Haggerty for, at panoptikons mure skal rives ned (Haggerty), ligesom Aas og kollegaer taler om den panoptiske spændetrøje (Aas et al). Kritikken er i vid udstrækning udsprunget af den empiriske iagttagelse, at overvågning i stigende grad gennemtrænger moderne samfund, men i forskellige iklædninger og med forskellige konsekvenser. Det er således blevet klart, at overvågning ikke kun udføres af staten, men også af mange organisationer (internettjenester, forsikringsselskaber, kommuner etc.) og af almindelige borgere,

44 44 K&K Kultur&Klasse der filmer hinanden med kameraet i deres mobiltelefon (Koskela). Ser man nærmere på disse aktiviteter, viser det sig, at overvågningen ikke kun kan forstås negativt i termer af kontrol og disciplinering. Overvågning kan også have en tydelig omsorgsdimension som f.eks. når velfærdsstaten udfører en tæt overvågning af sine borgere med henblik på at kunne tage sig af dem på bedst mulig måde (Lyon). Ligeledes er det blevet argumenteret, at overvågning kan være forførende (Bauman) eller have en underholdende funktion, sådan som man f.eks. ser det i nogle computerspil (Albrechtslund & Dubbeld). Denne opmærksomhed over for den pluralistiske, omnipræsente overvågning med varierende og nogle gange overraskende konsekvenser er endnu i sin vorden. Inden for overvågningsforskningen er der således stadig et stort behov for alternative, teoretiske ressourcer. Her kan kunsten spille en markant rolle, fordi der i denne sammenhæng netop findes eksperimenter og værker, som synliggør andre sider ved overvågningen end dem, forskningen og den offentlige debat normalt hæfter sig ved. I det følgende præsenteres to sådanne eksempler på, hvordan en læsning af kunstneriske arbejder kan medvirke til at artikulere nye, interessante aspekter ved overvågning. Når overvågningen bliver triviel Hasan elahi I 2003 begyndte Hasan Elahi en omfattende dokumentation af sit liv. Baggrunden var, at Elahi efter en flyrejse blev trukket til side af FBI-agenter, der tilsyneladende havde fået et tip om, at Elahi kunne være mulig terrorist. Elahi blev afhørt, og selvom han hurtigt blev sluppet fri, var han stadig under mistanke. Oplevelsen skræmte Elahi, som flyver verden rundt i forbindelse med sine kunstprojekter. Han kunne kun vente på, at han igen blev trukket til side. I denne situation fik han ideen til Tracking Transience: The Big Brother Project. I kort form er det Elahis idé at offentliggøre så meget af sit liv som muligt. På den måde behøver FBI ikke at overvåge ham han gør det selv, og informationerne stilles til rådighed på nettet (Elahi Tracking Transience). I dette arbejde indgår forskellige overvågningsteknologier. Med en GPS tracker Elahi sin aktuelle position, så man altid kan se, hvor han befinder sig. Med et kamera filmer han et væld af hændelser hver eneste dag. På hans hjemmeside kan man således se billeder af et utal af måltider og billeder af de toiletter, han har brugt. Samtidig har Elahi offentliggjort sine kreditkortkvitteringer, så man kan se, hvad han har købt. Umiddelbart kunne man mene, at Elahi dermed opfører sig som fangen i det panoptiske fængsel. Angsten for overvågeren er så stor, at han retter ind og bliver sin egen overvåger. Han er nødt til at overvåge sig selv, ellers ender han i fangelejr: Jeg er nødt til at sige dette: Denne opmærksomhed [som projektet giver] er det, som holder mig ude af Guantanamo for tiden. Så det er en ret god byttehandel (Elahi npr). Denne reference til fængslet på Guantanamo og projektets undertitel, the Big Brother Project, peger direkte på en tolkning, der ser værket som en ma-

45 Peter Lauritsen Fra Big Brother til toiletkummer og mekaniske proteser 45 nifestation af en traditionel overvågningsforståelse. Men samtidig er det klart, at der er mere i Tracking Transience end denne enkle tolkning lader skinne igennem. Elahis værk synes at stille spørgsmålet: Hvad nu, hvis der var en Big Brother? Hvad ville han se? Værket besvarer spørgsmålet med enorme mængder af triviel information. Billeder af bygninger, måltid efter måltid og toiletkumme efter toiletkumme. Vi får informationer om, hvor kunstneren er nogle gange i en firkantet bygning i Californien, andre gange i New York. Man får med andre ord det klare indtryk, at Big Brother må kede sig ihjel. Det skyldes, at overvågningens perspektiv aldrig får etableret sig i en relevant position (Gad & Lauritsen). At overvågeren ser meget og kommer i besiddelse af mange informationer, betyder ikke, at overvågningen på nogen måde er afslørende. Informationerne er simpelthen ikke relevante. Elahi overvåger sit liv tæt, og vi kan kigge med. Betyder det så, at vi ved, hvem han er? Noget ved vi selvfølgelig først og fremmest at han virker helt almindelig. Men vi får ikke noget interessant at vide. Vi kan ikke være sikre på, at han ikke er terrorist. Vi ved heller ikke, hvilket indtryk han gør på folk, og vi kender ikke hans intentioner og handlemåder. I et interview udtrykker Elahi denne pointe på følgende måde: Jeg må gøre det helt klart, at når du ser værket online, så ser du ikke mit ansigt, du ser ikke mit navn, og du finder ikke noget, der identificerer mig. Du ser mine bankudskrifter. Du ser mine telefonopgørelser. Du ser mine toiletter. Men alligevel ved du absolut ingenting, fordi jeg kunne være hvem som helst. (Ashraf) Elahis værk har berettiget fået stor opmærksomhed, blandt andet fordi det så tydeligt tematiserer den overvågning, som borgere i USA og andre steder kan blive udsat for. I en dansk sammenhæng kan man f.eks. drage paralleller til den såkaldte logningsbekendtgørelse, som medfører, at informationer om alle danskeres telefonopkald, mailkorrespondance og internetbrug lagres og kan bruges af politiet i efterforskningsøjemed. Her er der ikke tale om endeløse rækker af toiletkummer og måltider, men der er stadig tale om en uhyre omfangsrig mængde af triviel information, hvoraf langt størstedelen må formodes at være lige så irrelevant som Elahis billeder. En anden parallel kan trækkes til den gør-det-selv-overvågning, som kan iagttages på medier som Facebook og Twitter. På disse tjenester offentliggør vi et hav af personlige informationer hvad vi laver, hvordan vi har det, og hvad vi mener om dette og hint. Her er der også tale om en form for overvågning, der ikke kræver en overvåger vi gør det selv. Men der er ikke tale om en panoptisk overvågning, hvor vi retter ind, fordi vi er nødt til at antage, at vi bliver overvåget. På Facebook er vi tilsyneladende mere eller mindre ligeglade med den mulige fangevogter; det er Elahi ikke men han går jævnligt sine logfiler igennem og kan her se, hvem der overvåger ham. Det gør FBI og en smule overraskende Præsidentens kontor i Det Hvide Hus. Til forskel fra fangen i fængslet, kan Elahi se ind i tårnet. Er Elahis værk så et argument for, at vi uden videre skal stille oplysninger til

46 46 K&K Kultur&Klasse rådighed for staten? Ja, på en måde, men perspektivet er ikke en accept af statens overvågning. Der er således et tydeligt modstandsperspektiv i Tracking Transience. Elahis pointe er, at vi ikke kan beskytte vores privatliv ved at hegne det ind, men kun ved at opgive det (Elahi Colbert), og hvis tilstrækkelig mange mennesker gør det, bryder systemet sammen: Hvis 300 millioner mennesker begyndte at gøre dette, så skulle FBI potentielt også hyre 300 millioner mennesker for at holde trit med informationerne måske flere og sandsynligvis ville systemet kollapse. DDR prøvede dette for nogle få årtier siden; det viste sig ikke at være nogen god idé. (Ashraf) Vi kan med andre ord drukne Big Brother i mængder af information og på den måde få lov til at være i fred. Det interessante ved Elahis værk er, at det ikke forkaster Big Brother og panoptikon som relevante metaforer. Den kontrollerende og disciplinerende overvågning er en nærliggende mulighed. Men værket stiller samtidig spørgsmål til effektiviteten af denne overvågning. Med andre ord tydeliggør det grænserne for overvågningen det viser, hvordan man kan stække Big Brother og finde en vej ud af fængslet. Overvågning og krop Stelarc Stelarc beskæftiger sig ikke på samme eksplicitte måde med overvågning som Elahi gør. Men Stelarcs værker tematiserer forhold, som har stor relevans for analyser af overvågning, især forholdet mellem krop og teknologi. Netop dette forhold er inden for overvågningsforskningen generelt blevet betragtet med bekymring. Det ses tydeligt i diskussioner af biometriske overvågningsteknologier, f.eks. dna, skanninger af iris og ansigtsgenkendelse, som er kendetegnet ved, at overvågningen retter sig direkte mod kendetegn ved subjektets krop. Af bl.a. brancheorganisationer fremhæves, at dette giver en stor grad af sikkerhed i identifikationen af den overvågede, men hos forskere har det også givet anledning til bekymring, at kroppen nu invaderes af overvågningsteknologi (van der Ploeg). Selvom Stelarcs værker ikke kan bruges til at fjerne denne bekymring, så viser de med al tydelighed, at bekymringen ikke kan rodfæstes i en generel teknologipessimisme, som ønsker at frigøre kroppen fra teknologi. Tværtimod ser Stelarcs budskab ud til at være, at et sådant frigørelsesprojekt hverken er ønskeligt eller muligt. Stelarcs arbejde forbindes af mange med en række ophængninger ( suspension ), hvor Stelarc lod sig hænge op i kroge, som var gjort fast direkte i huden. Dermed fik kroppen en æstetisk, skulpturel værdi, men værkerne tematiserer også en afgivelse af kontrol kroppen hænges op og føres rundt i rummet. Samtidig ser man en helt konkret kobling af krop og teknologi, hvor teknologien (krogene) ikke stopper ved kroppens grænse (huden), men trænger ind i den. Disse forhold får en endnu mere fremtrædende placering i de af Stelarcs værker, som kredser om forskellige proteser og deres muligheder. Eksempelvis har Stelarc

47 Peter Lauritsen Fra Big Brother til toiletkummer og mekaniske proteser 47 udviklet en tredje arm, ligesom han har konstrueret et apparatur, som kunstneren bærer på ryggen, og som overtager styringen af hans overkrop. Fælles for flere af Stelarcs proteser er således, at de kan styres af andet (f.eks. input fra rummet) eller af andre (f.eks. andre personer, som giver input til protesen over nettet) end af kunstneren selv. Et centralt tema er således det kontroltab, som fjernstyringen af kunstnerens krop giver anledning til. Dette ses også, dog på en lidt anden måde, i Stelarcs idé om et ekstra øre, som påsættes kunstnerens underarm. Det er bl.a. meningen, at øret skal tilsluttes Internettet, således at personer på lang afstand kan høre det samme, som Stelarc hører med sine oprindelige ører. Som ovenstående eksempler viser, har Stelarc et profant forhold til kroppen. Et af hans slogans er, at kroppen er utidssvarende ( obsolete ). Problemet er, at vi helliggør kroppen og holder fast i dens oprindelige udformning samtidig med, at vi med store hast forandrer det miljø, som kroppen færdes i. I stedet må vi, ifølge Stelarc, affortrylle kroppen og betragte den som et objekt, som kan re-designes og dermed optimeres. Udgangspunktet for dette synspunkt er, at teknologi ikke er eller bør være fremmed for kroppen. For Stelarc er teknologi således definerende for det at være menneske: Teknologi har altid været koblet til den evolutionære udvikling af kroppen. Teknologi er definerende for det at være menneske. Den er ikke et fjendtligt, fremmed objekt den er en del af vores menneskelige natur. Den konstruerer den menneskelige natur (Atzori &Woolford). Det er dette perspektiv, der gør, at Stelarcs arbejde indimellem bliver beskrevet med begreber som cyborg og post-humanisme (Farnell). Trods forskelle markerer begge begreber et opgør med den humanistiske forståelse af et selvberoende individ, der i visse situationer bruger teknologi (som værktøj). Teknologien er langt mere indgribende og kan ikke indfanges som blot et redskab. Teknologien er med til at gøre os til mennesker. Stelarcs eksperimenter med sammenfiltringer af menneske og teknologi og med det kropslige kontroltab indeholder en tydelig overvågningsdimension, som får det til at løbe koldt ned ad ryggen på nogle. Mann og kollegaer siger: Vi har udvidet vores bevidsthed og kroppe gennem brugen af og tilpasning til vores teknologiske proteser. Dermed har vi skabt bagdøre, som det moderne panoptikon kan komme igennem (Mann et al. 397). Dermed opstår en interessant ambivalens i forholdet mellem krop og teknologi. Vi omgiver os med stadig mere avanceret teknologi, der kan indsamle og formidle et væld af informationer om os. Dette kan være til glæde og gavn, men samtidig er der, som Mann og kollegaer påpeger, tale om overvågningsteknologier. De teknologiske fremskridt sniger panoptikon ind ad bagdøren. Dette får Mann og kollegaer til at indtage en kritisk og reserveret attitude til Stelarcs arbejde:

48 48 K&K Kultur&Klasse Det moderne panoptikon er godt tjent med Stelarcs vision. Med vores udvidede kroppe, der er koblet til et allestedsnærværende netværk, og som kan blive invaderet og tilgået på afstand, vil overvågningskameraer, som nu gennemtrænger det offentlige rum, være et besværligt og overflødigt artefakt. I stedet kan man nemt forestille sig et samfund, hvor vi alle er adresserbare og lokaliserbare ved hjælp af eksisterende teknologier. Med det nuværende psyko-teknologiske klima i USA, for eksempel, er det totale overvågningsscenarie ikke langt ude. (Mann et al. 2003: 393) Det er ikke en overfortolkning at påpege, at Big Brother spøger i disse formuleringer. Pointen hos Mann og kollegaer ser således ud til at være, at teknologiseringen af kroppen og dens stadig stigende indspundethed i teknologiske netværk muliggør en realisering af det benthamske panoptikon. Bekymringen kan være reel. Med teknologi følger øgede overvågningsmuligheder. Men problemet er, at løsningen ikke er en beskyttelse af den selvberoende og autonome krop mod at blive spundet ind i teknologi. For følger man Stelarc, findes denne krop ikke og har aldrig gjort det: Det er ikke et spørgsmål om at tænke kroppen som en normal krop i dens biologiske fremtræden i modsætning til de teknologiske systemer, som vi optræder med for vi bruger alle sådanne teknologiske systemer. Når vi optræder på scenen, forstørrer og udvider vi måske disse interaktive systemer, men vi har alle computere og mobiltelefoner vi fungerer alle i et teknologisk varmt og rigt miljø. Jeg tror ikke, at teknologi er noget fremmed, men det der konstruerer menneskelig civilisation. (Cangiano) Ud fra dette perspektiv kan det ikke nytte at se teknologi som sådan som en trussel mod det at være menneske. Man kan ikke fjerne teknologien og så samtidig være menneske. For Stelarc skal kroppen derfor ikke vikles ud af relationerne til teknologi, men nærmere vikles mest muligt ind i dem. Det betyder ikke, at teknologi altid er af det gode. Men Stelarcs arbejde viser, at teknologien giver os muligheder og nye erkendelser, men at udnytte dem kræver en villighed til at eksperimentere med teknologien og samtidig undlade at helliggøre kroppen. For overvågningsforskningen er Stelarcs arbejde interessant, fordi det stiller etablerede dogmer på hovedet. Det kontroltab, som Stelarc eksperimenterer med og leder efter berigende elementer i, er det samme kontroltab, som mange overvågningsforskere frygter og advarer imod. At andre får kontrol over ens krop, er det ultimative tab af privacy, altså retten til at være i fred. Men ifølge Stelarc behøver det ikke at være udelukkende negativt. At vi kan dele krop og samarbejde over afstand, er også et løfterigt perspektiv. Teknologien giver mulighed for at forstærke mennesket og tune det til bedre at kunne håndtere de omgivelser, som mennesket selv har været med til at skabe. Mennesket, subjektet, kroppen er ikke et helligt sted, der trues af en invaderende teknologi. Tværtimod er det netop denne forestilling, vi må opgive for at kunne foranstalte interessante eksperimenter med teknologi.

49 Peter Lauritsen Fra Big Brother til toiletkummer og mekaniske proteser 49 Det er netop her, mange overvågningsforskere har noget at lære af Stelarc. Det indebærer ikke et knæfald for ubegrundet teknologioptimisme, men blot en mere åben attitude, som inkluderer de muligheder, som teknologien byder for en ny kropslighed. Konklusion: Kunst som overvågningsteori De ovenstående eksempler har vist, hvordan kunsten kan være med til at åbne for forståelsen af overvågning som et komplekst og mangefacetteret fænomen. Dette bliver især tydeligt, når man har 1984/panoptikon-forståelsens dominans in mente. For Elahi gælder således, at han ikke afviser denne forståelse, men tydeligt viser dens begrænsninger. Big Brother kender ham ikke, og overvågeren bliver blændet af de mange informationer. I modsætning hertil er Stelarc ikke direkte engageret i en overvågningsdiskussion, men han tematiserer en positiv relation mellem krop og teknologi, som potentielt kan forandre overvågningsforskningens automatreaktion i forhold til tab af kontrol og privacy. Meningen med disse eksempler har ikke været at bidrage til en generel overvågningsteori. Hvad overvågningsforskningen har brug for, er ikke generelle modeller. Der er således, med Haggertys ord, grund til at være på vagt over for udsigten til at udvikle en overvågningsmodel, der meningsfuldt kan generaliseres til alle eller bare et betragteligt antal overvågningskontekster (Haggerty 2006: 39). Men det er netop dette, der i vid udstrækning er sket med Orwells 1984, der ikke blot er blevet læst som en generel fortælling om, hvad overvågning er, men også foreskriver en bestemt normativ stillingtagen. At gentage denne fejltagelse ville være at misbruge kunsten. En af overvågningsforskningens udfordringer er således at åbne op for, at overvågning er et mangefacetteret fænomen, som ikke indfanges i modeller og simple læsninger. I dette arbejde kan kunsten nuancere og berige vores forståelse af overvågningens mange former. litteraturliste Aas, Katja Franko, Helene Oppen Gundhus & Heidi Mork Lomell. Introduction. Technologies of (in) Security. Technologies of Insecurity. The Surveillance of Everyday Life. Red. Katja Franko Aas, Helene Oppen Gundhus & Heidi Mork Lomell. Oxon: Routledge-Cavendish, Albrechtslund, Anders. & Lynsey Dubbeld. The Plays and Arts of Surveillance: Studying Surveillance as Entertainment Surveillance & Society 3 (2005): Ashraf, Hena. I can watch myself a lot better than they ever could Muslim.Net 17. maj 2010 < Atzori, Paolo & Kirk Woolford. Extended-Body: Interview with Stelarc. CTheory (1995) < Bauman, Zygmunt. Flydende Modernitet. København: Hans Reitzel, 2006.

50 50 K&K Kultur&Klasse Boyne, Roy. Post-Panopticism. Economy and Society 29 (2000): Cangiano, Serena. STELARC S EXTRABODY: THE TECHNOLOGIC CHIMERA. Digimag49 (2009) < Elahi, Hasan. Artist takes FBI surveillance a step further. Interview. npr. 30. maj Elahi, Hasan. Tracking Transience: The Big Brother Project < Foucault, Michel. Discipline and Punish: Birth of the Prison. London: Penguin Books, Gad, Christopher & Peter Lauritsen. Situated Surveillance. An ethnographic study of fisheries inspection in Denmark. Surveillance and Society 7(2009): Koskela, Hille. Hijacking Surveillance? The New Moral Landscape of Amateur Photographing. Technologies of Insecurity. The Surveillance of Everyday Life. Red. Katja Franko Aas, Helene Oppen Gundhus & Heidi Mork Lomell. Oxon: Routledge-Cavendish, Lyon, David. Surveillance Studies. An Overview. Cambridge: Polity Press, Orwell, George. Nineteen Eighty-Four. Middlesex: Penguin Books, Poster, Mark. The Mode of Information. Chicago: Chicago University Press, Simon, Bart. The Return of Panopticism: Supervision, Subjection and the New Surveillance. Surveillance & Society 3 (2005): Stelarc hjemmeside < Van der Ploeg. The illegal body: Eurodac and the politics of biometric identification. Ethics and Information Technology 1(1999):

51 maria JOhansen this is the time. and this is the record of the time Under det tidiga 1700-talet kommer en ung kvinna of distinguished, Birth, Beauty, Wit, and Spirit till London (Haywood 257). Ett besök på stadens teater väcker hennes nyfikenhet inför de kvinnor vilkas enda syfte är att knyta bekantskap med så många män som möjligt, och inför de sätt på vilka de uppvaktas av männen. För att stilla sin nyfikenhet maskerar hon sig som en prostituerad och ger sig själv namnet Fantomina. Vid nästa teaterbesök är hennes uppvaktare mångfaldiga. Men berättelsen tar en ny början då en för kvinnan inte helt okänd man, med det mycket franska namnet Beauplaisir, träder in på scenen: Begäret snarare än nyfikenheten kommer nu att driva berättelsen framåt. Fantomina och Beauplaisir inleder en relation, eller snarare ett arrangemang. Snart nog tröttnar Beauplaisir på monotonin och försöker återta sin frihet för att söka nya erövringar. Med hjälp av en lång rad förklädnader och namnbyten kommer emellertid denna unga kvinna att (åter)erövra den intet ont anande Beauplaisir gång på gång. Hennes begär är inte svagare än Beauplaisirs, och det är i en mening kanske heller inte mindre flyktigt till sitt objekt: för varje ny roll som hon antar, kommer också Beauplaisirs begär och uppvaktningsformer att ta sig nya uttryck. Denna kvinnas liv låt oss kalla henne Fantomina, då hennes födelsenamn förblir oss obekant berättelsen igenom utspelas i novellen Fantomina: or Love in a Maze, författad av Eliza Haywood under det tidiga 1700-talet. Valet av denna novell kan tyckas märkligt i ett temanummer som skall behandla övervakning i relation till samtida konst. Men valet har sina skäl. Dagens extensiva användning av kroppar i olika datoriserade övervaknings- och identifieringssystem genererar en rad historiska och teoretiska frågor rörande relationen mellan kroppar, teknologi, information och makt; inte minst reser den frågor om så kallade kroppsliga fri- och rättigheter. Och trots de historiska förändringar som har skett inom de övervakande makterna sedan tiden för denna novell, tycks den form av individualism som Fantomina spelar upp i denna berättelse en individualism som jag snart får skäl att återkomma till även sätta sin prägel på samtida juridiska begrepp om integritet, liksom på kroppsliga fri- och rättigheter i en vidare mening. Med den syn på kroppen som information och den sammanhängande föreställningen om världen som skrift som kommer till uttryck i förarbeten till några svenska lagar rörande användningen av DNA i identifierande syfte dels i relation till misstänkta

52 52 K&K Kultur&Klasse brottslingar, dels i relation till anhöriginvandring tycks för att tala med Roland Barthes, dessa kroppar, om än på nya sätt, fångas i skriftens fälla (Barthes 5). Men varken världen eller kroppen är kanske skrift, även om texter också dammig byråkratisk prosa bär världar inom sig vilka kan läsas från olika perspektiv. 1 Och i den mån som kroppar har förståtts som skrift av de övervakande makterna, kan kanske också litteraturteori likväl som litteratur bidra till att blottlägga innebörderna av denna förståelse. Kroppen, skriver Judith Butler, är platsen för en gemensam sårbarhet, men en sårbarhet som alltid artikuleras på olika sätt (Butler 2004, 44). Och den kritiska fråga som infinner sig vid en läsning av riksdagsdebatter och förarbeten till samtida lagar är hur att förstå denna sårbarhet i relation till användningar av kroppen i samtida identifieringssystem? Frågan ter sig desto viktigare då olika former av identifieringar är centrala för varje övervakningssystem. Mitt syfte är inte att täcka alla kritiska aspekter rörande exempelvis nationella och transnationella genetiska databaser, inte heller att betona det specifikt svenska i dessa lagar eller göra en jämförelse mellan Sverige och andra länder. Mot bakgrund av frågan om vad periferi betyder i relation till globalisering särskilt då det handlar om emigration och föreställningar om säkerhet och kontroll skall jag istället försöka mejsla fram de olika föreställningar om kroppar, deras integritet och rättigheter som kommer till uttryck i detta material. För att anknyta till den rad ur en låttext av Laurie Anderson som utgör artikelns rubrik, 2 så handlar det både om att försöka behandla identifieringsproblematiken i dess historiska komplexitet, och att försöka lyfta fram de mönster som dessa insamlande och lagrande makter med viss kontinuitet över tid kan sägas spela upp. Inte minst handlar det om att försöka förstå dessa identifierade kroppar i relation till tid och rum, och den sammanhängande uppgiften att formulera en kritisk förståelse av den människosyn som kommer till uttryck i detta juridiska material samt av de politiska, etiska och juridiska implikationerna av denna antropologi. Och trots den vanliga kritiken gentemot teorier som på ett eller annat sätt decentrerar subjektet en kritik som hävdar att dessa teorier inte kan artikulera politik, rättigheter eller etik 3 så vill jag avslutningsvis undersöka om det är just genom att beakta det mellanrum som, enligt Hannah Arendt, inter est, och således genom att beakta de sätt på vilka min existens förutsätter de andra i mig, som det är möjligt att diskutera frågor om rättigheter, etik och politik på ett meningsfullt sätt. Detta också, och kanske framförallt, då det handlar om de konstitutionella kroppsliga 1 För en kritisk diskussion om metaforen världen som text se Schuback. 2 Raden This is the time. And this is the record of the time. är hämtad från låten From the Air. Laurie Anderson. Big Science, Warner Bros Records, För en diskussion och kritik av denna kritik, se Butler 2001, Som Butler skriver: if it is precisely by virtue of its relations to others that it is opaque to itself, and if those relations to others are precisely the venue for its ethical responsibility, then it may well follow that it is precisely by virtue of the subject s opacity to itself that it sustains some of its most important ethical bounds. (22) Även om min artikel har ett annat fokus, då den framförallt rör frågor om så kallade kroppsliga fri- och rättigheter, så är opakheten central för den alternativa syn på rättigheter och politik som jag kommer att behandla med hjälp av Hannah Arendts texter.

53 Maria Johansen This is the time. And this is the record of the time 53 fri- och rättigheterna, likväl som integritet. Arendt ställer oss inför den dubbla utmaningen att, i uppgörelsen med bland annat individualismen, inte upplösa subjektet på ett sådant sätt att vi förbiser de sätt på vilka kroppar fortfarande kränks: Och det är denna utmaning jag skall gripa mig an. Men låt mig först närma mig Fantomina utifrån några olika relationer mellan fiktion, makt och övervakning och därigenom lägga ut några spår för den fortsatta analysen. Fiktionernas makt Att fiktioner har en central roll i olika maktteorier är välbekant. Där Thomas Hobbes suveränitetsteori har sin grund i föreställningen om den andras makt det vill säga i ett gränslöst begär efter den makt som man fruktar att den andre har är fiktionerna också avgörande för den disciplinära makt som Jeremy Bentham tematiserar, där fiktionerna tar sig olika uttryck inom och utanför Panoptikons murar (Hobbes 70 [47]); Bentham; se även Bozovic). Men också i kommentarer och förarbeten till den svenska strafflagen finner vi en sekellång diskussion som rör fiktionens motiv. När en svensk lagkommitté 1834 använder termen fiktion för att benämna en av strafflagens påföljder nämligen påföljden borgerlig död är skälet att denna påföljd omvandlar ännu levande mänskliga varelser till döda. 4 ( Utlåtande 75) Påföljden, eller straffet, definierades under det tidiga 1900-talet som förlust av medborgerligt förtroende. Dess historia kan återföras till bannlysningsinstitutet, och den har tidigare beskrivits i termer av bland annat vanfrejd, ärelöshet och borgerlig död (Inger). Men praktiken har också varit omdiskuterad under många sekel. Och vid 1734 års riksdag anmärkte en av ledamöterna apropå ärelöshet att man bör sluta utdöma straff som innebär att den frigivne kommer att vara såsom en lefwandes död ibland oss ( Anmärkningar 224). Under det tidiga 1800-talet ville istället juristen Johan Gabriel Richert utvidga dödens retorik: de fängelserum i vilka fångar som dömts till total ärelöshet hålls förvarade bör benämnas gravar, eftersom dessa ärelösa är såsom döda för samhället (Richert 142). 5 4 Nämnas kan att Johan Gabriel Richert, som tidigare hade förespråkat påföljden, ingick i denna kommitté. 5 Med fängelse på lifstid vill jag, skriver Richert (142), uttrycka begreppet af borgerlig död. Richert föreslår även att den borgerligt döda då minst tio år har förflutit skall kunna återskänkas borgarerätten och under annat namn, intagas i staten och der börja ett nytt lif. Också när tidigare epokers manifestationer av skamstraffen så som exempelvis offentliga spöstraff, eller brännmärkningar och stympningar av de vanfrejdades kroppar upphörde, skrevs upplysningar om vanfrejden in i prästbetygen. Detta innebar, som konstateras i en utredning från 1917, att det enda legitimationspapper den frigivne i allmänhet äger, innehåller bevis om att han suttit inne för ett jämförelsevis svårt brott. Utredning och förslag om borttagande ur lagstiftningen av straffpåföljden förlust av medborgerligt förtroende. Bihang till riksdagens protokoll vid lagtima riksdagen i Stockholm år (Andra samlingen. Andra Avdelningen. Andra Bandet: 1, MOTIV) Stockholm: 130. Se även Motiver. Förslag till Allmän Criminallag (1832. Andra upplagan, med de förändringar hwilka Lag-committen wid slutlig granskning af förslaget infört). Stockholm, Påföljden avskaffades så sent som 1937.

54 54 K&K Kultur&Klasse Praktiken att med lagens hjälp frånta människor deras rätt och ära har en lång historia i Sverige. Den visar att skammen har varit ett verktyg för den statliga rättskipningen från medeltiden till modern tid, och att den suveräna makten över undantaget makten att upphäva lagen för att tala med Carl Schmitt i själva verket också är knuten till sociala uteslutningsprocesser (Österberg 180; Schmitt 87f.). När dessa rättslösa registrerades och uppgifter om dem arkiverades så tycks arkiven, som Wolfgang Ernst skriver med hänvisning till Arlette Farge, handla om försvinnande; genom en anhopning av minne försöker de driva ut rädslan för förlusten. (Ernst 23, jmf. 51) Och denna förlust är en förlust av liv. Det skapas en korpus av papper som behandlar om inte lik så levande döda. Det handlar om vanfrejdiga liv, som med Michel Foucaults ord spelas upp [ jouées ] i några få meningar. Verkliga liv, som inte representeras, utan vilkas öde frihet, olycka och ofta död avgjordes i dessa meningar. Och de existenser som riskerades och förlorades i dessa ord återkommer till oss endast genom den arkiverande maktdiskurs som fördrev dem från de levandes krets (Foucault 2000, 160). 6 Men identitetshandlingarnas historia med början i det förmoderna Europa utgör, som Valentin Groebner påpekar, också i en vidare mening en förvandlingshistoria. Det är först genom föremål sigill, märken, lejdebrev och pass som man förvandlas till en viss person: till det som intygas i och utanpå handlingen, och i de registersystem till vilka handlingen är kopplad. Dessa föremål visar med andra ord att autenticiteten hos något, eller någon, skapas först genom kopior, eller genom de repliker som produceras (Groebner 2009, 180, jmf. 38f., 131, 193). Och administrativa institutioner gör sig inte gällande genom att de så effektivt som möjligt anpassar sig till den omgivande verkligheten. Istället uppvisar dessa system själva, som Groebner skriver, med nödvändighet drag av fiktion (eller aspekter av administrativ abstraktion, om vi föredrar det) (Groebner 2009, 179, jmf. 132f.). Med Ernsts ord översätter vi inte verkligheten till en klassifikation, utan det är själva den klassificerande formen som ger oss besked om verklighetens arkivstruktur. (Ernst 29) Snarare än att utgöra det som finns kvar efter slutet, bildar arkivet således från första början det främsta rastret för registrerad verklighet. Därför bör vi även förstå samtidens identifieringspraktiker i termer av förvandlingshistorier även om fiktionernas materiella förutsättningar har förändrats och låta den kritiska diskussionen om juridiska fiktioner vägleda oss i arbetet med att avfrosta eller 6 Formuleringen att dessa liv spelades upp, är som Giorgio Agamben skriver tvetydig. Inte främst för att uttrycket kan ha en teatralisk mening, utan eftersom frågan om agenten det vill säga frågan om vem som sätter dessa liv i spel inte ges något svar i Foucaults text. Var det de vanfrejdade människorna som själva reservationslöst hängav sig? Eller var det snarare vilket, som Agamben skriver, verkar troligare de familjemedlemmar som vände sig till suveränen med sina anklagelser mot en släkting eller anhörig, de anonyma ämbetsmännen och polismännen som ansvarade för deras inspärrning, som satte dessa liv i spel. Med Agambens ord: The infamous life does not seem to belong completely to either one or the other; it belongs neither to the juridical identity that will have to answer for it nor to the functionaries of power who will judge the infamous men in the end. The infamous life is only played; it is never possessed, never represented, never said and that is why it is the possible but empty site of an ethics, of a form of life. (Agamben 2007, 68).

55 Maria Johansen This is the time. And this is the record of the time 55 denaturalisera samtida begrepp som exempelvis illegala immigranter. För dessa levande döda de gränsgestalter, som med lagens hjälp fördrevs från de levandes krets ställer oss inte bara inför namngivandets problematik, utan kastar också ljus över de processer genom vilka människor, idag också på global nivå, fråntas sina rättigheter för att skapas så som illegala. Utan hem och identitetshandlingar riskerar dessa liv att utspelas i ett permanent undantagstillstånd, liksom de vart de än beger sig kommer att stå i en intim relation till mer eller mindre suveräna övervakande makter: såväl till traditionella övervakande makter, så som underrättelse- och säkerhetstjänster, som till den mångfald också av andra makter som idag avkräver oss identitetsbevis. Och kanske finner vi ett av de mer signifikanta uttrycken för relationerna mellan övervakning, makt och fiktion om vi vänder oss just till underrättelse- och säkerhetstjänsterna. Betydelsen av att studera dessa mer eller mindre hemliga tjänster, och inte minst att studera den offentliga diskurs som omger dem och de uppgifter och metoder som åläggs dem av de offentliga makterna, blir desto större då flera tendenser inom dagens övervakning så som användningen av sannolikhetskalkyler, kunskapsbearbetning och föregripande åtgärder såväl inom kommersiell som statlig och överstatlig övervakning, består i ett ökat säkerhetstänkande (Amoore 25ff.; Haggerty & Ericson 11ff.; Galloway & Tucker 35). Därmed finns det goda skäl att dels ställa frågan om dessa tendenser utgör ett övertagande av de traditionella säkerhets- och underrättelsetjänsternas metoder och dels att undersöka hur dessa metoder gestaltas i byråkratisk prosa. Till underrättelsetjänsternas uppgifter hör, som det står att läsa i den svenska statens offentliga utredningar (SOU), inte bara att spara information från det förflutna, utan även att spåra risken för ett framtida brott. Därför kräver bedömandet av vilka uppgifter som skall föras in i register inte bara kombinationsförmåga och förutseende, utan också fantasi. 7 Om [r] omanskrivandet är en fortsättning på spionaget med andra medel, som Friedrich Kittler påstår, så gäller med andra ord också att säkerhetstjänstverksamhet är en fortsättning på romanskrivandet med andra medel (Kittler 178). Så låt oss återvända till Fantomina. Love in a maze. eller vad tidigmodern fiktion kan lära oss om identifiering och politik Fantomina: or Love in a Maze erinrar om de berättelser som var mycket populära under den tidigmoderna epoken, som också såg en lång rad identifierings och overvakningssystem ta form: Berättelser i vilka identitetsbedrägerier och personförväxlingar 7 För det första citatet se, SÄPO. Säkerhetspolisens arbetsmetoder, personalkontroll och meddelarfrihet. Slutbetänkande av SÄPO-kommittén. SOU 1990:51. Stockholm: Civildepartementet: 148. Om fantasi se, Säkerhetspolisens arbetsmetoder. Rapport av särskild utredare. SOU 1989:18. Stockholm: Civildepartementet: 50. Nämnas skall att fantasin inte är absolut, utan i långa stycken genrebestämd, vilket blir uppenbart om man ser till vilka kategorier av människor som underrättelse- och säkerhetstjänsterna har föreställt sig som särskilt hotfulla.

56 56 K&K Kultur&Klasse iscensattes i mycket intima situationer (se Doniger; Groebner 2001, 22ff.; Zemon Davies 108; Shapiro 1, 16ff., 199ff.). Men det centrala temat i Fantomina utgörs inte av en man, hustru eller älskare som förförs av någon som utger sig för att vara deras partner: Fantomina använder istället sina masker för att så som en vara ständigt kunna erbjuda nyhetens behag. Innan novellens slut har huvudpersonen hunnit anta en rad av de identiteter som var tillgängliga för tidens kvinnor. Efter att ha spelat den prostituerades roll förvandlar sig Fantomina först till en tjänsteflicka, därefter till en sörjande änka, för att till sista anta rollen av en kvinna inom den extrema överklassen. Berättelsen tycks få ett tragiskt slut då kvinnan blir gravid, maskeraden avslöjas och hon förpassas till ett kloster. Och detta avslöjande är inte ett avslöjande i en bokstavlig mening: snarare straffas hon för att inte ha uppfyllt den ursprungliga och högt värderade roll som samhället tillskrivit henne på grundval av hennes klass och kön. Haywoods författarskap under 1720-talet kännetecknas, som Paula R. Backscheider formulerar det, av en tendens till mjukporr, samtidigt som det är rikt på sociala kommentarer två aspekter som är intimt relaterade. Haywoods utforskande av tidens sexuella ideologi, utgör samtidigt en utforskning av dess betydelse för identitetsskapande och för utövandet av makt och privilegier (Backscheider xx, xxxiii). Och även om Fantomina förtjänar en närmre läsning så är det bland annat det faktum att den kan läsas som en kommentar till samhällets identitetshierarki, och av de friheter respektive begränsningar som olika positioner erbjuder, som förlänar den en plats här. Liksom någons, eller någots, originalitet skapas och garanteras först genom de kopior och repliker som produceras så är man i ett identifieringssystem heller aldrig bara sig själv, utan också någon annan en representant för en kategori, eller en typ. 8 Men denna fiktion får också en ytterligare betydelse om vi så att säga förflyttar oss till Fantominas position och läser denna i relation till en individualistisk antropologi. Ett drygt sekel efter Fantominas entré, under 1850-talet, fastslår John Stuart Mill, i sin klassiska text Om friheten att [ö]ver sig själv, över sin egen kropp och själ är individen suverän (Mill 18). Därmed ger han en koncis definition av individbegreppet så som det kom att utvecklas inom en liberal tradition en tradition för vilken John Lockes begrepp om människan som en oberoende ägare av sig själv är central, inte bara för förståelsen av mänsklig individualitet: såväl politiskt handlande och frihet, som rättigheter förstås som en del av människans suveräna ägande av, och kunskap om, sig själv sin kropp, likväl som sina tankar (Locke 350, passim). Föreställningen att man har rätt till sin kropp har enligt en lång filosofisk tradition tolkats både i relation till det privata, som en rätt till hemligheter, och till det offentliga, som en rätt till sina åsikter (Liedman 61f.; Johansen 2005, 54ff, 151ff.). Och den svenska regeringsformens skydd för de kroppsliga fri- och rättigheterna rör inte bara skyddet mot kroppsstraff, tortyr och olika slag av kroppsliga ingrepp till denna kategori 8 Om relationen mellan att identifieras som en enskild individ och som representant för en kategori, se Caplan (51).

57 Maria Johansen This is the time. And this is the record of the time 57 räknas exempelvis också rörelsefrihet liksom skydd mot husrannsakan och intrång i post, brev och teleförbindelse samt mot hemlig avlyssning. Skyddet för kroppsliga fri- och rättigheter förstärker dessutom de så kallade opinionsfriheterna: de föreskrifter som skyddar den enskildes rörelsefrihet, skyddar indirekt också dennes möjlighet att utöva demonstrationsfrihet, yttrandefrihet etcetera. 9 Frågan är emellertid om den filosofiska tradition som här antyds en individualistisk, företrädesvis liberal, tradition förmår erbjuda en kritisk förståelse av de kroppar som analyseras och knyts till datorer inom olika identifieringssystem. Snarare tycks det, som jag får skäl att återkomma till, vara en juridisk föreställning om individen som en enhet med fasta gränser, och som en oberoende och transparent ägare av sig själv, som gör det möjligt att hävda att dessa användningar av kroppen inte är integritetskränkande. Då Hannah Arendt i en ofta förbisedd passage i Människans villkor istället, med en hänvisning till antiken, skriver att egendomens sfär var privat i en icke privativ mening, kullkastar hon emellertid denna föreställning. Karaktären av att vara förborgad från offentligheten svarade mot det enkla faktum att människan inte vet varifrån hon kommer när hon föds eller varthän hon går när hon dör. (Arendt 1988, 88) Betydelsen av egendom (Eigentum) ett ord vars etymologi är knutet till självet, till betydelsen av att vara sin egen (eigen), att vara unik (eigentümlich) blir i Arendts filosofi själva omöjligheten att apropriera livets början och dess slut. Det som är mig mest eget är samtidigt det mest främmande. Därmed bryter Arendt helt med de individualistiska traditionernas syn på egendom och på människan som en varelse i besittning av sig själv. Själva min tillblivelse förutsätter både en värld och andra som villkorar om än inte ensidigt bestämmer vem jag kommer att bli. Men de aspekter av vem någon är som framträder för andra då vi handlar och talar vilket för Arendt är de politiska aktiviteterna förblir alltid delvis fördolda för mig själv (Arendt 1988, 212ff., jmf. Cavarero 2000, 36). Därför kan en unik levnadshistoria, enligt Arendt, endast återberättas postumt. Med Adriana Cavareros formulering kan livet inte levas som en berättelse, eftersom berättelsen alltid kommer efteråt [ ]; [berättelsen] är oförutsebar och okontrollerbar, just som livet. (Cavarero 2000, 3) Denna unicitet utgör med andra ord något helt annat än ett spel med masker och löser varken upp jaget i en suverän diskurs, eller tillskriver det en lika suverän individualistisk identitet. Och kanske är det med hjälp av dessa diametralt skilda sätt att se på mänsklig egendomlighet, som vi kan förstå Fantominas öde, för faktum är att redan Fantomina tycks spela upp några av de politiska paradoxer som följer av en individualistisk människosyn: Det är då Fantomina försöker göra sig till en suverän författare till sitt liv, och leva det som skrift, som hon blir som mest underordnad: ett subjekt i ordets bokstavliga mening. Genom att försöka iscensätta sitt liv som en berättelse blir hennes maskerade beteende, skulle vi kunna säga, teatraliskt, utan att utgöra ett framträdande: hennes unicitet kommer, som jag får skäl att återkomma 9 För en genomgång med hänvisning till förarbeten av relevans se, Skyddet för den personliga integriteten. Kartläggning och analys. Delbetänkande av integritetsskyddskommittén. SOU 2007:22. del I, sid. 50.

58 58 K&K Kultur&Klasse till avslutningsvis, aldrig till uttryck i tal och handlande med andra. Och trots att det är begäret som utgör berättelsens drivkraft så tycks, för att tala med Roland Barthes, det som förloras i transkriptionen vara just en kropp: at least this exterior (contingent) body which, in a dialogue, flings toward another body, just as fragile (or frantic) as itself, messages that are intellectually empty, the only function of which is in a way to hook the Other (even in the prostitutional sense of the term) and to keep it in its state of partnership. (Barthes 5) Kroppen är förvisso, som Barthes skriver, fortfarande närvarande ( no language without a body ) men i transkriptionen ersätts appellen, kontakternas spel, med intresset att representera en argumentation. Vad som följer är en underordning, en hierarki av olika roller och scenpositioner: då meddelandet blir socialt, återvinner det en ordnande struktur; idéer (Barthes 5-6). Genom sitt beteende blottlägger Fantomina en rad av de kategorier som är möjliga för henne på samhället scen: men på denna sociala scen förblir inte bara Fantomina utan också Beauplaisir utbytbara vad. Och kanske är det denna läsning som Haywood själv föreslår då hon låter huvudrollsinnehaverskan i sin sista roll bära namnet Incognita, innan hon förpassas till klosterlivets lika individualiserade som anonyma tillvaro. 10 Samtidigt som Fantominas liv, så som vi lär känna det, formas av begäret efter en man tycks hon med andra ord i sina handlingar spela upp en individualistisk antropologi och i vidare mening en individualistisk politik (vilket inte är detsamma som Haywoods politiska hemhörighet). Och frågan är om inte de juridiska implikationerna av denna individualism kommer till uttryck också i samtida lagar. Så låt mig fortsätta där, och med Fantominas hjälp analysera de identifieringssystem i vilka människor blir till subjekt i ordets dubbla mening. Skriftens fälla Materialet består av förarbeten och riksdagsdiskussioner rörande två lagar som trädde ikraft En lag rör användningen av DNA i vissa fall av anhöriginvandring, som bevis på familjeband då dokument saknas eller ses som otillförlitliga. Den andra möjliggör en utvidgad användning av DNA i brottsundersökningar. Kortfattat innebär denna utvidgning att det nu är möjligt att föra in uppgifter i DNA-registret avseende personer som dömts för brott som inte anses som allvarliga: det handlar bland annat om ungdomar som gjort sig skyldiga till snatteri, stöld och tillgrepp av fortskaffningsmedel ( Utvidgad användning av DNA-tekniken [Prop. 2005/06:29] 19f.) års lag gör det också möjligt att, i ett nyinrättat 10 Vem någon är i sin unicitet är, skriver Hannah Arendt, inte detsamma som vad man är med vissa talanger, brister och gåvor, det vill säga egenskaper man kan dela med andra (Arendt 1988, 212ff.) Ett unikt vem är inte orelaterat till de positioner som är möjliga i tid och rum tvärtom skapas min unicitet kontinuerligt genom de relationer i vilka jag framträder för andra i världen.

59 Maria Johansen This is the time. And this is the record of the time 59 utredningsregister, registrera uppgifter från DNA-analyser även om syftet enbart är att tillgodose ett eventuellt framtida behov, det vill säga att registrera misstänkta brottslingar. 11 Lagarna är svenska men kontexten är, åtminstone, europeisk liksom de ger uttryck för ett antal generella tendenser och då inte bara för den snabba expansionen av DNA-databaser, utan också för den vändning mot föregripande övervakning som behandlades inledningsvis. För att det skall vara förenlig med regeringsformen att ta ett DNA-prov krävs att åtgärden står i proportion till vad som vinns med den. Vid denna bedömning måste man, som jag snart får skäl att återkomma till, ta hänsyn till vilket intrång provtagningen utgör för den enskilde. Men man måste också, som det konstateras i en av propositionerna, ta ställning till hur känsligt innehållet i själva provet eller registeruppgiften är. Och, låt mig börja här med frågan om provets eller registeruppgiftens innehåll ett innehåll som förstås i termer av information. Olägenheten att myndigheterna genom provtagningen får tillgång till biologiskt material, ur vilket det kan tas fram information om den enskilde, är enligt regeringen i praktiken begränsad. I och för sig framkommer det vid DNA-analysen information om sådant som får anses integritetskänsligt, t.ex. uppgifter om könskromosomer. Det analyserade resultatet omvandlas emellertid till en sifferkombination (profil) som endast innehåller uppgifter om den undersöktes identitet och det är endast denna profil som läggs in i registret. Den uppgift som förs in i registret kan alltså inte anses vara av särskilt känsligt slag ( Utvidgad användning av DNA-tekniken, 22). Med denna formulering tycks vi stå inför en form av informationsessentialism, i vilken informationsmönstret ges företräde framför materia. Samtidigt är blicken fortfarande privilegierad. Som N. Katherine Hayles skriver i ett annat sammanhang, är drömmen att med hjälp av informationsteknologi, peer directly into the elements of the world before the world cloaks itself with the appearance of complexity. (Hayles 1999, 233) Vid en kriminalteknisk DNA-analys undersöks, som det står att läsa i en proposition, inte mer än cirka en miljondel av arvsmassan. Undersökningen är inriktad på de områden som varierar mycket mellan olika individer. Dessa områden har så vitt man känner till ingenting att göra med en persons synliga egenskaper, såsom utseendet, eller karaktärsegenskaper. ( Utvidgad 11 Förutsättningen är att personen är skäligen misstänkt för brott på vilket fängelse kan följa, men till skillnad från vad som gäller beträffande DNA-registret krävs inte att DNA-provet har betydelse för utredningen av brottet ifråga. Provet tas och uppgifter registreras istället med syftet att informationen kan vara bra att ha i framtida brottsutredningar (Skyddet för den personliga integriteten [SOU 2007:22]. del I, 213, se även 178; samt Utvidgad användning av DNA-tekniken [Prop. 2005/06:29], 1). I polisdatalagen (1998:622) fanns sedan tidigare bl.a. bestämmelser som ger polisen möjligheter att föra två olika register som innehåller uppgifter från DNAanalys. Dels ett DNA-register som innehåller uppgifter om DNA-analyser av sådana prov som har tagits under brottsutredningar från personer som har dömts för vissa grova brott. Dels ett spårregister som innehåller uppgifter om DNA-analyser av spår som har gjorts under brottsutredningar och som inte kan hänföras till en känd person ( Utvidgad användning av DNA-tekniken 10). De utvidgade möjligheterna att registrera uppgifter från DNA-analyser innebär, som Integritetsskyddskommittén skriver i en utredning från 2007, att man avviker från Europarådets rekommendation något Sverige sällan gör (Skyddet för den personliga integriteten, del 1, 213f., 178, 453). Den rekommendation som åsyftas är Europarådets rekommendation No. R (92) 1.

60 60 K&K Kultur&Klasse användning av DNA-tekniken 11) Och här finner vi kanske inte bara ett skäl till varför det inte är möjligt att artikulera sårbarheten hos dessa kroppar med hjälp av ett traditionellt integritetsbegrepp. Kanske bör vi också, liksom i Fantominas fall, fråga oss om inte problemet med denna kroppsuppfattning är att den realiserar själva individualismen; som abstrakta enheter blir vi inte bara radikalt åtskilda från varandra, utan också en och den samma. Denna form av informationsessentialism innebär att allt som inte ryms i informationsbegreppet kommer att bortfiltreras och reduceras till biprodukter. Då kroppsinformationen frikopplas från mediets materiella och teknologiska begränsningar, likväl som från andra kontexter, tillskrivs informationen universell giltighet. 12 Men denna abstrakta universalism visar sig som partikularism då kropparna kodas efter hierarkiska idéer med ett långt historiskt förflutet. Att så är fallet blir än tydligare i de förarbeten som rör användningen av DNA i vissa fall av anhöriginvandring. Genom möjligheten till DNA-analys ges sökanden förutsättningar att visa att biologiskt släktskap föreligger i ärenden där den övriga utredningen om släktskapet inte är tillräcklig för att ansökan om uppehållstillstånd skall kunna beviljas. ( Genomförande av EG-direktivet om rätt till familjeåterförening [Prop. 2005/06:72] 70-71) DNA-analysen, upprepas det vid ett flertal tillfällen, sker av hänsyn till skyddsaspekten och barnets bästa, den är ett erbjudande och samtidigt ett hinder mot att barn sammanförs med personer som inte är deras föräldrar. 13 Blicken lämnar en värld full av brus, och dokument om sådana finns, vilka misstänks vara fulla av fel: otillförlitliga stämplar; signaturer och foton för att slå sig till vila i en förenklad skrift. En skrift som antas rymma den sanna informationen och att generera säkerhet och kontroll. Och då regeringen, trots invändningar från Barnombudsmannen (BO) och flera andra remissinstanser, väljer att söka de verkliga relationerna i den genetiska informationen framträder en process i vilken flyktsituationen så som krig i vilka våldtäkter är mycket vanliga likväl som faktiska beroendeförhållanden och relationer bortfiltreras. 14 Kroppen är, för att återvända till skriftens fälla, fortfarande närvarande men i transkriptionen ersätts appellen, kontakternas spel, med intresset att representera en argumentation. Vad 12 En, för att tala med N. Katherine Hayles, posthumanistisk förståelse av information, om än en förståelse med långa rötter bakåt i tiden. För en diskussion om informationsessensialism i relation till kroppsuppfattningar se Hayles (2002, 319f.), Thacker (76-85), samt, rörande informationens materialitet, Galloway & Thacker (41). 13 Genomförande av EG-direktivet om rätt till familjeåterförening, I propositionen behandlas även bland annat barnets rätt till grundläggande rättigheter som omvårdnad, trygghet och god fostran vilka finns inskrivna i föräldrabalken. Denna rätt till trygghet omfattar bl.a. rätten att få leva i ett stabilt förhållande och att ha någon att lita på, en rätt som i propositionen emellertid entydigt tolkas utifrån den biologiska familjens företräde: I detta ligger å ena sidan ett intresse av att låta barnet få växa upp i sin invanda miljö, å andra sidan intresset av att värna om barnets bästa genom att förhindra att det utsätts för brottsligt utnyttjande eller överges. Genom införandet av en möjlighet till DNA- analys i ärenden om uppehållstillstånd på grund av anknytning, kan barnet lättare skyddas mot sådant utnyttjande. (69f.) 14 Som Barnombudsmannen konstaterade i sitt remissvar är det troligen ett vanligt fenomen att barn från krigshärjade länder kan vara resultatet av en våldtäkt, och att det för både kvinnan och barnet kan utgöra en stor risk om barnet visar sig ha en fiende till far (Barnombudsmannen. Remissvar). Men skälen till att mannen i en familj inte är den biologiska fadern kan självfallet vara många.

61 Maria Johansen This is the time. And this is the record of the time 61 som följer är en underordning, en social hierarki av olika roller och scenpositioner (Barthes 5f.). Där världens stökiga mångfald mångfalden etablerade beroenden och relationer i en första rörelse lämnar plats åt en förenklad abstraktion, ersätts denna abstraktion i en andra rörelse av ett familjärt begrepp om kroppen. Kravet på en genetisk samhörighet formuleras utifrån den heterosexuella familjens ideal: ett ideal vars exklusivitet knappast kan få en skarpare formulering. Det avkrävs som det exempel vilket medger eller förhindrar tillträde. 15 Och detta exempel finns inskrivet i den genetiska informationen: Information lika abstrakt universell som socialt partikulär. Skriftens fälla är en dubbel fälla. Integritetens innehåll Men då integritetsfrågan diskuteras så tycks vi inte bara stå inför en dubblering av kroppen. Då regeringen argumenterar för att denna information inte är känslig eller integritetskränkande tycks det också ske en förskjutning av denna dubblering. Och kanske kan Immanuel Kant 16 och den avgrund som Kant öppnar upp i förnuftet, med sin strikta distinktion mellan teoretiskt och praktiskt vara till hjälp för att mejsla fram den etikförståelse som kommer till uttryck i denna diskussion. 17 Från ett teoretiskt perspektiv är människan en omständigheternas fånge och, precis som djuret, determinerad av naturlagarna. Som en del i det praktiska förnuftet är människan fri, ansvarig för och underkastad sina etiska val. Av betydelse här, är att denna etik har sin grund i en föreställning om transparens: som handlande har man kunskap om sig själv, medan man från ett teoretiskt perspektiv är ett objekt, ett opakt Ting i sig. Och, om vi återvänder till resonemanget rörande integritet, där regeringen hävdar att den uppgift som läggs in i registret inte är integritetskränkande, då resultatet av DNA-analysen omvandlas till en sifferkombination eller profil: vad denna proposition tycks säga är att det är just eftersom jag inte kan ha en etisk relation till min DNA-profil (vilken hör till naturvetenskaperna) som DNA-analysen och lagringen inte är integritetskränkande. Själva min naturliga opakhet, och ickekunskap om mig själv från ett teoretiskt perspektiv garanterar att min integritet inte kränks då resultatet av DNA-analysen registreras. Integritetsfrå- 15 Kravet på att bevisa genetiskt föräldraskap är också ett krav som inte åläggs svenska föräldrar liksom det inom nationens gränser finns en rad utmaningar mot en biologisk familjeidentitet varför den asylsökande den familj som kan uppvisa en biologisk samhörighet, samtidigt kan sägas avskiljas från nationen i just det ögonblick som den visar upp sin tillhörighet till den. För en diskussion om exemplets relation till undantag och suveränitet se Agamben (1998), 22). 16 Möjligen kan en metodologisk kommentar vara på sin plats rörande filosofiska texter och arkivmaterial. Jag är nu inte fullt så idealisk som att hävda att filosofernas tankar sipprar ned i samhället och sätter svärta i arkiven. Inte heller menar jag att dessa texter i någon vulgär-marxistisk mening utgör enkla reflektioner av sitt samhälle. Däremot menar jag att vi i somliga av dessa texter kan finna komplexa bearbetningar av tidens frågor och problem, och att de därmed kan hjälpa oss att upptäcka vilka specifika problem som är förknippade också med de mest banala fakta. Om begreppet banala fakta, se Foucault (1990, 58f., 83). 17 Om vi läser dessa utredningar i relation till cybernetiken så är varken föreställningen om förnuftet som ett fluidum utan kropp, eller föreställningen om ett oberoende liberalt subjekt att förvåna (Se Hayles 1999, xi-xii, 287). För en diskussion om Kant i relation till DNA, om än från ett annat perspektiv, se Ruin.

62 62 K&K Kultur&Klasse gan blir med andra ord löst på förhand genom en a priori distinktion mellan det teoretiska och det praktiska (en distinktion som återspeglas i distinktionen mellan naturvetenskaper och humanvetenskaper) och genom en förståelse av etik i termer av oberoende och självkunskap. Detta är inte den enda förskjutning som sker när det kommer till frågan om integritet i propositionerna. Föreställningen om kroppen som underliggande skrift eller information, genererad av databearbetning, som har varit central i argumentationen följs inte av en rekonstruktion av den anatomisk-fysiska kroppens gränser, snarare det motsatta. Integritetens form Det finns ingen enskild erkänd eller allmänt etablerad definition av integritet, varken i en filosofisk mening eller i svensk lag (Skyddet för den personliga integriteten 53). I Svenska Akademiens ordbok beskrivs termen bland annat som att vara i oskadat eller ofördärvat skick, och tillståndet att inte ha varit utsatt för någon åverkan eller något intrång. Ordet kommer från latinets integritas, som är en avledning från integer vilket bland annat också har betydelserna hel och hederlig. Vidare betecknar termen inom folkrättens område statens territoriella gränser; dess okränkbarhet och dess bevarande i orubbat tillstånd. Termen kan också enligt SAOB beteckna självständighet, oberoende och frihet från inblandning. Termen kan med andra ord sägas förutsätta en självklar gräns för kroppen, och integritetskränkningar blir därmed en fråga om kroppens insida, det vill säga om de fall då gränsen överskrids. Att distinktionen inte är så tydlig står redan klart då det gäller den anatomisk-fysiska kroppens öppningar vilka utgör en gråzon eller snarare en gråskala där de olika öppningarna (öron, näsa, mun, anus, vagina) är inskrivna i en moralisk hierarki (Se van der Ploeg 2003, 67f.). Än mer problematisk blir den i relation till de röntgenstrålar som idag inte bara genomlyser bagaget eller patienten utan också flygresenärens kropp, och inte minst i relation till DNA. För regeringens resonemang om de utvidgade möjligheterna att ta DNA-prov och registrera dessa också då det gäller misstänkta personer är det emellertid den anatomisk-fysiska kroppens gränser som ligger till grund: I diskussionen om integritet inträder denna kropp på scenen, inte som en kontingent ömtålig kropp, utan som en fast enhet med givna gränser. För att provtagningen skall vara förenlig med regeringsformen krävs, som tidigare nämnts, att åtgärden står i proportion till vad som vinns med den. Vid denna bedömning måste man inte bara ta ställning till hur känsligt innehållet i själva provet eller registeruppgiften är, utan också till vilket intrång provtagningen och registreringen utgör för den enskilde. Och denna aspekt av integritetsfrågan diskuteras framförallt i relation till själva tagandet av DNA-prover, något som för den enskilde framställs som förhållandevis harmlöst ( Utvidgad användning 20). 18 Eftersom provtagningen begränsas till salivprov kan 18 MANGLER TEKST

63 Maria Johansen This is the time. And this is the record of the time 63 integritetsintrånget, skriver regeringen, inte anses vara särskilt stort och motiverar inte någon skillnad i förhållande till vad den misstänkte får tåla när det gäller tagande av fingeravtryck. Det gäller även om det någon gång kan vara nödvändigt att ta provet mot den enskildes vilja. ( Utvidgad användning 22) Eftersom olägenheterna för den enskilde framstår som begränsade gör regeringen bedömningen att de utvidgade möjligheterna till DNA-analys är förenliga med regeringsformen och Europakonventionen ( Utvidgad användning 23, jmf. 24, 29). 19 Ett flertal av argumenten går även igen i den proposition som behandlar DNAprov i relation till anhöriginvandring men de har här också kompletterats med ett krav på frivillighet ( Genomförande av EG-direktivet 74). Också på denna punkt är Barnombudsmannen (BO) en av de remissinstanser som reser invändningar: även om analysen i teorin är frivillig anser BO att förslaget innebär att den som inte accepterar erbjudandet om DNA-analys har avsevärt sämre möjligheter att få ett uppehållstillstånd. (Barnombudsmannen) I propositionen formuleras emellertid DNA-analysen i termer av en möjlighet och som ett slags rättshjälp för de sökande och anhörigpersoner för vilka det annars vore omöjligt att bevisa de påstådda släktbanden ( Genomförande av EG-direktivet 74f.). Regeringens förslag kom att tillstyrkas av socialförsäkringsutskottet, som i sitt betänkande också betonade frivilligheten. 20 Resonemanget förs inom ramen för ett klassiskt liberalt frihetsbegrepp och i termer av en fri vilja, 21 men det är inte endast det faktum att argumentet appliceras på kroppar i rörelse som ger det ett hobbesiskt intryck. 22 För kanske framkommer betydelsen av frivilligheten tydligast i följande mening ur propositionen: Kravet på samtycke innebär också att förslaget inte kan anses stå i strid med det grundlagsstadgade skydd som enskilda åtnjuter gentemot det allmänna vad avser påtvingade kroppsliga ingrepp (2 kap. 6 regeringsformen). ( Genomförande av EG-direktivet! 74) Med denna mening tycks regeringen instämma med Thomas Hobbes övertygelse att skräck och frihet är förenliga (Hobbes 146 [108]). Åtminstone för dem som (ännu) inte är en del av den statliga kroppen, och medförfattare till suveränitetens skrift. 19 Från integritetsskyddssynpunkt är det dock lämpligt att uppgifter om misstänkta personer inte blandas med uppgifter om dömda personer. De DNA-profiler som avser icke-dömda, men skäligen misstänkta personer bör därför föras in i ett särskilt register, benämnt utredningsregistret. ( Utvidgad användning 30). 20 Som det formuleras i betänkandet: Om det föreligger ett biologiskt släktskap mellan en förälder och ett barn är det emellertid svårt att tro att föräldern skulle avböja erbjudandet om att få släktskapet bekräftat. (Socialförsäkringsutskottets betänkande) I riksdagsdebatten betonade ett flertal av debattörerna frivilligheten; möjligheten till DNA-analys är ett erbjudande. Några ifrågasatte emellertid frivilligheten, om än på olika grunder: Somliga ställde sig, liksom BO kritiska till formuleringen genom att ifrågasätta huruvida erbjudande kan ses som frivilligt om en vägran till DNA-analys i praktiken visar sig påverka ansökan negativt. Andra däremot ville explicit göra frivilligheten till ett krav; en vägran att genomföra DNA-analys när övrig utredning är otillräcklig skall påverka bedömningen av uppehållstillstånd negativt och detta skall framgå av lagtexten (Riksdagens protokoll 2005/06:97, 7). 21 Något som för Hobbes är lika absurt som att tala om a round Quadrangle; or accidents of Bread in Cheese; or Immateriall Substances; or of A free Subject; Hobbes 34 [19]). 22 A FREE-MAN, is he, that in those things, which by his strength and wit he is able to do, is not hindred to doe what he has a will to. But when the words Free, and Liberty, are applied to any things but Bodies, they are abused (Hobbes 146 [108]).

64 64 K&K Kultur&Klasse De immigrerande kropparna är inskrivna i en gammal berättelse rörande gränskontroll, och suveränitet: En berättelse om den statliga kroppen the One Person, med Hobbes ord och dess integritet. 23 Men även om suveränitetshandlingar har en historisk realitet och konkreta likväl som våldsamma effekter, så har suveränen inget huvud ingen vilja som transcenderar ett immanent kraftfält, eller styrkerelationerna i en given situation. Suveränitet är en fiktion, inte bara i den meningen att vi inte kan förstå det suveräna beslutet som en vilja vilken överskrider alla andra viljor, utan också i den meningen att den aldrig har varit en insulär angelägenhet: snarare motsatsen. Den suveräna viljan och föreställningar om gränskontroll är knuten till globala styrkemätningar och den står i en nära relation till globala undantagstillstånd, likväl som till sociala normaliseringsprocesser, exempelvis neonostalgiska idéer om familjen (se Johansen 2007). Suveränitetens roll i moderna liberala demokratier skall emellertid inte underskattas och denna tycks finna sin pendang i föreställningen om en suverän person. Regeringen följer, som vi sett, två traditionella spår då de resonerar kring integritetsfrågan: Dels fokuserar den på själva handlingen att ta ett DNA-prov; och dels på skyddsvärdet av den personliga information som genereras. Och medan själva provtagningen inte ses som särskilt integritetskränkande antingen eftersom teknologin gör att ett salivprov (prov från munhålan) är tillräckligt, vilket innebär att den anatomisk-fysiska kroppens gränser inte överskrids, eller eftersom kravet på frivillighet neutraliserar förbudet mot påtvingade kroppsliga ingrepp ses heller inte innehållet som kränkande, eftersom det omformuleras och neutraliseras i en sifferkombination som faller utanför det praktiska förnuftets domän, och således utanför en etik grundad i transparents. För mig innebär detta att vi bör försöka tänka om kroppslig sårbarhet likväl som integritet utanför de ovan nämnda begreppen, definitionerna och doktrinerna. Men låt mig först återvända till föreställningen om kroppen som skrift, och försöka väva samman några av de trådar som hittills har lagts ut. Som Michel Foucault skriver, har den plågade, sönderhuggna, stympade kroppen, symboliskt brännmärkt i ansiktet eller på axeln, död eller levande utställd till allmänt beskådande allt mer undanskaffats (Foucault 1987, 14f.). Men det är snarare straffens ohyggliga skådespel än de plågade kropparna som allt mer har försvunnit, och i retoriken kring dagens så kallade högteknologiska eller kliniska krig, döljs en massiv ökning av andelen civila offer (Masters). Med den, i vid mening, kommunikationsteknologiska utveckling och med de utmaningar mot de tidigare centrala organisatoriska enheterna som skett sedan tiden för Foucaults texter har också tidigare maktformer genomkorsats av kontrollernas nätverk med deras vitt förgrenade rotsystem och ständigt föränderliga länkar (se Deleuze). Då databaser fylls med biometrisk och genetisk identifierande information och knyts till nätverk, ökas både lagrings/minneskapaciteten och kommunikationshastig- 23 And he that carryeth this Person, is called SOVERAIGNE, and said to have Soveraigne Power; and every one besides, his SUBJECT. (Hobbes 121 [88]).

65 Maria Johansen This is the time. And this is the record of the time 65 heten. Informationen blir tillgänglig vid olika tider, från olika platser. Och då identifieringspraktikerna är indragna en rad processer som genererar temporala likväl som spatiala förskjutningar, kommer också den identifierade kroppen och det sätt på vilket den bär vittne, att ändra skepnad (se Hayles 1999, ). De genetiska och inte minst de biometriska tecknen, ofta osynliga för det mänskliga ögat, kan avkodas teknologiskt varthelst dessa kroppar beger sig. 24 Med denna kodade kropp (en kod vars tillkomstsituation kan vara mer eller mindre känd för den som berörs, och vars uttolkning av säkerhetsskäl kan vara fördold för den som berörs) blir personers kroppar till mer eller mindre osinnliga vittnen mot dem själva. Då dess levnadshistoria knyts till en virtuell tid, där händelser i framtiden redan är i det förflutna i den mån som koder föregår den, kan denna kropp då den försöker korsa en nationell eller annan gräns redan på förhand vara välkommen eller exkluderad. 25 Den kropp som idag identifieras abstraheras ut ur sin materiella omgivning, fragmenteras och kodas på skilda sätt i olika kontexter och därmed antar den nya hybridiska former. 26 Och denna kropp-maskin-information hybrid tycks ställa oss inför två utmaningar: Dels att inte bortse ifrån de sätt på vilka kroppar också tidigare i historien har ingått i hybridiska sammanhang liksom tidigare maktformer inte helt har förverkat sin kraft 27 varför utmaningen att tänka kritiskt kring exempelvis lag och integritet blir en både historisk och teoretisk uppgift. Dels att inte låta den kritiska reflektionen över individualismen mynna ut i slutsatsen att vi skall ge upp krav på individuella rättigheter, eller grupprättigheter, så som i fall då vi argumenterar för skydd mot diskriminering. I ett antal kontexter måste vi, som Butler skriver, kunna presentera oss som avgränsade varelser, igenkännbara för lagen, eller som en gemenskap vilken delar några karaktäristika (Butler 2004, 24.). Detta gäller inte minst ifråga om identifieringssystem, där den enskilda kropp som fångas i skriftens fälla, ofta definieras genom dess tillhörighet till en diskriminerad grupp. Kroppen är med andra ord, liksom forna tiders brännmärkta eller stympade kropp, fortfarande det lösenord som öppnar och stänger dörrar, men denna kropp behandlas allt mer som en kroppslös storhet bortom tid och rum. Och här finns det skäl att återvända till Roland Barthes skriftbegrepp inte för att kroppar är skrift i denna mening, utan av det skälet att de förstås, och används, som sådan 24 Med Irma van der Ploegs terminologi är dessa kroppar präglade: både unika och stigmatiserade (van der Ploeg 1999, 301). 25 Om koder och dess funktion som mer eller mindre osynliga lagar i cyberrymden, se Bogard (175); Solove. (3, 223); Lyon 13f., 23). Om de mångomvittnade svårigheterna att få felaktiga identifieringar exempelvis då det handlar om personer som har fått sina namn uppförda på listor vilka förhindrar dem att flyga, eller har fått sina banktillgångar frysta omprövade, och om identifiering som en del i vändningen mot föregripande åtgärder, se Amoore (23f.). 26 Som Haggerty & Ericson formulerar det med en hänvisning till Donna Haraway blir den övervakade kroppen allt mer en cyborg; ett kött-teknologi-informationsamalgam. (Haggerty & Ericson 611, jmf. 606). 27 I fallet med anhöriginvandring sammanfaller snarast den av kontrollerna kodade kroppen, med några av disciplinens nostalgiskt normaliserande institutioner familjen, men också arbetet och försörjningsförmågan och med den suveräna makten över undantaget.

66 66 K&K Kultur&Klasse av de övervakande makterna: de kontingenta och inte minst ömtåliga kropparna, indragna i vävar av relationer, ersätts av intresset att representera en argumentation och skrivs in i en ordningshierarki av olika roller. Varje genetisk eller biometrisk identifiering utgör förvisso inte en kränkning, men den fråga som infinner sig vid arbetet med detta material är hur denna kropparnas ömtålighet eller sårbarhet, och därmed integritet (om det är en term vi fortfarande skall använda), kan förstås i relation till användningen av kroppen i samtida identifieringssystem. Hur kan vi artikulera denna sårbarhet istället för att endast diskutera den information som lagras, det vill säga utan att reproducera föreställningen om information och medvetande som ett fluidum utan kropp. Frågan är med andra ord hur vi kan artikulera kroppsliga fri- och rättigheter, utan att än en gång lämna kropparna därhän. Resonemangen kring integritet i de propositioner som diskuteras här indikerar att det inte är möjligt att artikulera dessa kroppars sårbarhet inom ett individualistiskt juridiskt ramverk. Snarare tycks det vara själva föreställningen om en individuell enhet med fasta gränser som, i kombination med en etisk förståelse av denna individ som genomskinlig för sig själv, gör det möjligt att hävda att sådana användningar av kroppar aldrig är kränkande integriteten förblir intakt. Tvärtemot vad individualismen (liksom vissa cybernetiska grenar) vill få oss att tro, är det kanske därför först med en reflektion över hur våra kroppar är våra egna i relation till tid och rum som vi kan artikulera inte bara de identifierades kropparnas sårbarhet, utan också de former av politisk autonomi och frihet som står på spel. Om vi inte vill överta de övervakande makternas språk (och endast tala i termer av informationsflöden, högteknologisk övervakning och klinisk krigsföring) måste därför dekonstruktionen av begrepp som kroppslig integritet ske varsamt (jmf. Van der Ploeg 2003, 69), liksom vi även fortsättningsvis måste kunna hävda att våra kroppar i en mening är våra egna, (Butler 2004, 25) och att vi därigenom är berättigade att göra anspråk på våra kroppars autonomi. Och kanske kan vi i formuleringen av dessa krav ta en utgångspunkt i några rader ur Hannah Arendts diskussion om egendom och dess implikationer för en förståelse av integritet och autonomi. För dessa rader är inte bara av betydelse för en kritisk förståelse av Fantominas handlingar, utan öppnar också för en förståelse av politik och rättigheter som radikalt skiljer sig från en individualistisk tradition. egendomlighet, eller: Om tillblivelse Egendomen, skriver Arendt i Människans villkor, har uppenbarligen vissa egenskaper som trots sin privata natur ändå är av yttersta vikt för det politiska : Av politisk betydelse är [ ] inte det inre av detta område, vars hemlighet inte angår offentligheten, utan dess yttre form, d.v.s. det som måste uppföras utifrån från att dölja det inre. I offentligheten framstår det privata som avgränsat och kringgärdat, och det är det allmännas plikt att bevara de gränser och gärdsgårdar som skiljer

67 Maria Johansen This is the time. And this is the record of the time 67 en medborgares egendom och intimitet från grannens och som skyddar dem mot honom. Det vi idag kallar lagar betydde åtminstone hos grekerna ursprungligen något i stil med gräns. (Arendt 1988, 88, jmf. 85f.). Låt mig passera alla statiska distinktioner mellan det offentliga och det privata och istället koncentrera på relationen mellan egendom och lag. 28 Med dessa rader tycks Arendt reiterera en traditionell individualistisk förståelse av egendom och integritet men endast för att genast sammanföra denna med sin motsats: Såsom födelsens och dödens ort var, skriver Arendt med en hänvisning till antiken, hushållets och egendomens sfär också privat i en icke privativ mening. Karaktären av att vara förborgad från offentligheten svarade mot det enkla faktum att människan inte vet varifrån hon kommer när hon föds eller varthän hon går när hon dör. (Arendt 1988, 88) Med denna formulering framträder skillnaden mellan å ena sidan en individualistisk egendomstradition och å andra sidan Arendts syn på egendom med skärpa: Betydelsen av egendom (Eigentum) ett ord vars etymologi är knutet till självet, till betydelsen att vara sin egen (eigen), att vara unik (eigentümlich); (Liedman 61ff.) blir i Arendts filosofi själva omöjligheten att appropriera livets början och dess slut. Det som är mig mest eget är samtidigt det mest främmande. Födelse och död sätter gränser för människorna och det är samtidigt dessa gränser som öppnar för ett liv i världen och som därmed öppnar upp för en unik livshistoria, vilken bryter av en annars dödslös repetition. 29 Men människorna kan inte sätta sina egna gränser och de kan heller inte i strikt mening äga sig själva, sin början eller sitt slut det vill säga sin egendomlighet (Eigentümlichkeit). Att vara hemma i världen är för Arendt inte att vara hemma eller ha en fast identitet i en gemenskap eller i sig själv utan att vara hemma i det specifika självförfrämligande som karaktäriserar ett liv i rum och tid. Och då Arendt skriver in detta förfrämligande i sitt egendomsbegrepp framträder hon som en egendomsteoretiker av säreget slag. Den individualistiska, huvudsakligen liberala definitionen av människan som en suverän och oberoende ägare av sig själv, förbyts till ett perspektiv i vilket vi är villkorade inte helt tagna i besittning, inte fullständigt obundna. Däri består, eller snarare skapas, vår unicitet eller egendomlighet de mänskliga verksamheternas fundamentala skörhet, men också deras storhet: För detta självförfrämligande eller denna ogenomskinlighet är för Arendt också förutsättningen för politiskt handlande och tal, och således för frihet och autonomi under den mänskliga pluralitetens villkor. 28 Den dialektik som Arendt presenterar upphävs aldrig i en ny enhet. Var denna gräns skall dras och således vad av egendomens inre som är politiskt är, som också Arendts text indikerar en politisk fråga liksom själva föreställningarna om vad som är privat, som Arendt själv visar, har förändrats genom historien. Och med historiska förändringar rörande bl.a. de övervakande makternas organisering och informationsteknologiska innovationer blir det en ständigt aktuell uppgift att tänka kring denna gräns. 29 Den mänskliga tillvaron skulle om det inte existerade en värld som människor föds in i och dör bort ifrån verkligen likna Nietzsches eviga återkomst, skriver Arendt. Och detta vore människosläktets eviga dödslöshet. Det är också denna aspekt av livet som Arendt benämner zoe (Arendt 2004, 49; jmf. Arendt 1988, 124).

68 68 K&K Kultur&Klasse Då man handlar och talar avtäcks enligt Arendt aspekter av vem någon är. Dessa vem är delvis ogenomskinliga för sig själva, men deras mångtydighet och unicitet framskymtar för andra också då det egentliga innehållet för handlande och tal rör ting som angår världen: de objektivt-världsliga intressen som i ordets ursprungliga betydelse är något som inter est, som ligger mittemellan och upprättar de relationer som förbinder människor med varandra och samtidigt skiljer dem åt. (Arendt 1988, 220) Den specifika form av självförfrämligande som Arendt skriver in i egendomsbegreppet, finner således sin motsvarighet i hennes förståelse av politiskt handlande: Själva min tillblivelse och unicitet förutsätter de andra förstått både som den värld och de andra som villkorar mig. Och då varje blottläggande av vem man är liksom av världen är partiellt förblir ett vem alltid något sam existerar i form av en fråga vem? och som syftar på en essens i tillblivelse (Arendt 1988, 223, 234). Och detta är, som vi har sett, skälet till att en unik levnadshistoria, enligt Arendt, endast kan återberättas postumt. Från ett arendtskt perspektiv utgörs Fantominas öde av det faktum att hon spelar upp en individualistisk antropologi. Då Fantomina gör sig till suverän författare över sitt liv, blir hon som mest underordnad: hennes unicitet kommer aldrig till uttryck i tal och handlande med andra. Betydelsen av Arendts omtolkning av egendomsbegreppet av sammanbringande av radikalt motsatta perspektiv tycks också flerfaldig i relation till användandet av kroppar i dagens identifieringssystem. Arendt ställer oss inför den filosofiska uppgiften att i uppgörelsen med individualismen inte aningslöst upplösa subjektet på ett sådant sätt att vi förbiser den fundamentala skörhet som vidhäftar människors kroppsliga villkor, och att vi därigenom förbiser betydelsen av lag som gräns. Men den gräns som Arendt formulerar omgärdar inte oberoende individer i suverän besittning av sig själva sina kroppar, och sina tankar bortom tid och rum. Gränsen får sin betydelse i relation till ett delvis ogenomskinligt vem i ständig tillblivelse i relation till vem, vars unicitet är beroende av den värld och de andra som villkorar dem. Kanske kan vi formulera det som att denna gräns istället för att resa frågan om vad som skall skyddas i sitt oberörda tillstånd reser frågan om hur och i denna hurfråga ryms också frågan om hur olika tekniker villkorar oss. För att förstå innebörderna av dagens identifieringstekniker, kan vi inte falla åter i en föreställning om ett fritt svävande medvetande eller i synen på information som ett fluidum utan kropp och inte heller kan vi stanna vid en förståelse av kroppen som en oberoende enhet. Med frågan om hur blir förvisso inte integritetsfrågan, eller den vidare frågan om kroppsliga fri- och rättigheter, löst på förhand. Tvärtom blir det en ständigt förnyad uppgift att tänka kring denna gräns och frågan tar en ny vändning då det är min tillblivelse som står på spel: inte i första hand vad jag är eller kan bli, utan själva möjligheten att bli till.

69 Maria Johansen This is the time. And this is the record of the time 69 Glömska, eller: Rättigheter som inter-est Det är min tillblivelse som står på spel, vilket förutsätter ett skydd för den externa kontingenta kropp som är min, liksom den vidare hur-fråga som genereras tycks möjliggöra en kritisk reflektion över den samtida användningen av kroppar i identifieringssystem. Kanske kan vi formulera dessa kroppars sårbarhet i relation till en specifik form av glömska: 30 Nietzsches aktiva glömska vars förmåga att skapa en liten tabula rasa bryter igenom resentiment och hämndbegär för att skapa utrymme för det nya. En glömska som genom att frisläppa från det förflutna öppnar upp för en ny början, en fortsatt tillblivelse vilken Arendt översätter till förlåtelse, och tillskriver en politisk betydelse (jmf. Kristeva , 231f.). För att en avslutande gång återvända till skriftens fälla: Dagens identifieringssystem arbetar genom att abstrahera; i en dubbel rörelse splittrar de upp och isolerar kroppen enligt förutbestämda kriterier och därigenom låser de antingen kroppen vid en förfluten händelse (ett snatteri, en förbjuden flyktväg, en otrohet, våldtäkt eller en misslyckad gränsövergång utan de rätta dokumenten) eller vid en misstanke om en kommande händelse: en händelse som blir oförlåtlig och vars verkningar heller inte upphör med ett fullgjort straff. I denna mening kan vi kanske artikulera dessa kroppars sårbarhet i termer av ett upphävande av deras tidslighet och i extremfallet: ett utkastande i en dödslös repetition. Och denna oförmåga att glömma tycks i sin tur kunna förstås som en annan form glömska. Kanske återspeglas denna temporala oförsonlighet i en specifik glömska av rum (och således i en glömska av hur min egendomlighet skapas i och genom den värld och de andra som villkorar mig). 31 Med ett individualistiskt begrepp om integritet utesluts själva det inter i vilken en unik livshistoria tar form och således rättigheter som inter-est. 32 Först med ett klart snitt mellan medvetande och kropp, mellan det praktiska och det teoretiska och med en förståelse av autonomi som suverän besittning och transparents och av information som kroppslös, blir frågan om dessa kroppars integritet en icke-fråga. Men det jag som är mitt, är mig inte helt bekant, min egendomlighet inte helt genomskinlig, min kropp inte en enhet avskild från medvetande eller helt avgränsad från mina omgivningar och andra materiella kroppar. 33 Därför tycks det omöjligt att besvara frågan om min 30 För en diskussion om dataminne och social glömska, se även Blanchette & Johnson. 31 Det är inte ointressant i detta sammanhang att Arendt karaktäriserar moderniteten i termer av en ständigt pågående alienationsprocess: men inte i termer av ett självförfrämligande utan av ett världsförfrämligande. Och det är, enligt Arendt, framförallt den enorma expropriering av egendom som inleddes under den nya tiden, koloniseringen och vetenskapernas betraktande av jorden från universums ståndpunkt, som utgör de olika modi i vilka världen förfrämligas vilka leder fram till modernitetens radikala världsförfrämligande (Arendt 1988, , 373). Och denna syn på relationen mellan självet och världen finner sin pendang i hennes omtolkning av mänskliga rättigheter till en rätt att ha rättigheter, vilket är att ha en plats i världen, jmf. resonemanget om Ricoeur i noten nedan. 32 Jmf. Hayles (1999, 288): the very illusion of control, bespeaks a fundamental ignorance about the nature of the emergent processes through which consciousness, the organism, and the environment are constituted. (1999, 288) I denna mening kan vi tala om en glömska av de sätt på vilka vi alltid har varit posthuman. 33 Jmf. Butler (2004, 26) skriver: Given over from the start to the world of others, it bears their imprint, is for-

70 70 K&K Kultur&Klasse integritet genom en rad aprioriska distinktioner. Snarare är det just själva glömskan av rum och därmed glömskan av att vi är villkorade, hybridiska som genererar våra identifierade kroppars sårbarhet. Och det inter som här står på spel har också en politisk betydelse. Det är, för att återknyta till Arendt, inte något som föreligger i ett eller annat territorium. Detta inter skapas genom handling. Handlandet är för Arendt inte bara en förmåga att skapa något nytt ett svar på födelsens faktum utan också, med Adriana Cavareros ord, a relational event that generates space for reciprocal self-revelation. (Cavareros 2002, 514; Arendt 1988, 242) Med andra ord rör detta inter inte bara sårbarheten hos de kroppar som huserar i dagens identifieringssystem. Själva illusionen om suverän kontroll ur vilka olika former av säkerhetsparadigm, med förödande konsekvens, hämtar näring utgör närmast ett bland en mångfald försök att beröva sig själv en politisk förmåga: Ett försök att glömma vår gemensamma förmåga att generera rum, att skapa rum för det oförutsedda, i handlande och tal med andra och således att skapa nya verkligheter. Illusionen om suverän kontroll, individuell såväl som nationell eller global, utesluter politik; politisk autonomi, likväl som ansvar. Men detta glömda har inte status av en enhet eller en begravd skatt. Det glömda är verksamt, och därmed är det inte ett förflutet som en gång har varit, utan utgörs snarare av kraften i att vara-tilsammans vilken vi, som Ricoeur skriver i en analys av Arendts maktbegrepp, är utan att se (Ricoeur 399) 34 Den historiska och teoretiska uppgift i vilken denna text tog sin början, är därför samtidigt politisk liksom den genererar en rad frågor om hur att förstå rättigheter. Låt mig avsluta med frågan om rättigheter som inter-est inte med mänskliga rättigheter, utan med Arendts ord, med rätten till rättigheter. Rätten till rättigheter rör ett krav på deltagande i politikens mellanrum: ett krav på en plats från vilken åsikter kan skapa mening, och handlingar bli meningsfulla. Rätten till rättigheter är, enligt Arendt, en rätt till en plats i världen (Arendt 1979, ). 35 Och kanske är det först genom ett försök att förstå rättigheter i relation till världens metamorfos i människan 36 i relation till ett vem? i ständig tillblivelse som med within the crucible of social life; only later, and with some uncertainty, do I lay claim to my body as my own, if, in fact, I ever do. 34 Med Ricoeurs ord: Glömskan av vad som konstituerar vårt gemensamma liv tillsammans does not send us back to some past which might once have been experienced by members of a self-consciously transparent society aware of the manner of its generation, individually and collectively. I must insist upon this point: it is a form of forgetfulness that does not bear upon the past. In this sense, a forgetfulness without nostalgia. Det finns, som Ricoeur skriver, ett antal tänkare som cirklar kring idén om ett glömmande utan relation till ett existerande förflutet. Hit hör inte bara Arendt utan också Levinas likväl som Jean-François Lyotard men inte minst Heidegger som i Sein und Zeit, 7, skriver att det som är oss närmast, samtidigt är det mest fördolda. That is why phenomenology can only be a form of hermeneutics, that is to say, an interpretation and not a direct intuition. (Ricoeur396). 35 Jag har i en tidigare artikel försökt diskutera betydelsen av Arendts vem? för en icke-suverän föreställning om rättigheter, vilken inte förbiser olika former av exklusioner från de så kallade universella rättigheterna (Johansen 2007). 36 Som Marcia Sá Cavalcante Schuback skriver i essän Världens metamorfos i människan lämnar Nietzsche den gamla metaforen världen som text bakom sig och visar att varken människan eller världen är ett ting,

71 Maria Johansen This is the time. And this is the record of the time 71 somliga rättigheter kan bli lite mindre omänskliga (eller skall jag skriva lite mindre mänskliga). Kanske är det först om vi ersätter den individualistiska frågan om vad vi skulle vara om vi alla var i en fullständig besittning av oss själva bortom tid och rum, med frågan om hur vi alla är villkorade som somliga rättigheter kan bli lite mindre (o)mänskliga. litteratur Agamben, Giorgio. Homo Sacer: Sovereign Power and Bare Life. Stanford: Stanford University Press, Agamben, Giorgio. Profanations. Övers. Jeff Fort. New York: Zone Books, Amoore, Louise. Governing by identity. Playing the identity card. Surveillance, security and identification in global perspective. Red. Colin J. Bennett & David Lyon, London & New York: Routledge, Anderson, Laurie. From the Air. Big Science. Warner Bros Records, Anmärkningar mot förslaget till Rättegångsbalk vid 1734 års riksdag, 4. Af Häradshöfding P. Abrahamsson. Förarbetena till Sveriges rikes lag Efter offentligt uppdrag utgifna af Wilhelm Sjögren, VIII, Riksdagshandlingar angående lagkommissionens förslag. Uppsala, Arendt, Hannah. Historiebegreppet: Det antika och det moderna. Mellan det förflutna och framtiden: Åtta övningar i politiskt tänkande. Övers. Annika Ruth Persson. Göteborg: Daidalos, Arendt, Hannah. Människans villkor. Vita activa. Övers. Joachim Retzlaff. Göteborg: Röda Bokförlaget, Arendt, Hannah. The Origins of Totalitarianism. New York: Harcourt Brace, 1979 (1951). Backscheider, Paula R. Introduction. Selected Fiction and Drama of Eliza Haywood. Red. Backscheider, Paula R. New York, Oxford: Oxford University Press, Serien Women Writers in English , Barnombudsmannen. Remissvar. (SOU 2002:13), , ställt till Utrikesdepartementet. Diarienummer: 4.1:0393/02. < Barthes, Roland. From Speech to Writing. The Grain of the Voice. Interviews Overs. Linda Coverdale. Hill og Wang: New York, Bentham, Jeremy. Panopticon: En ny princip för inrättningar där personer övervakas. Övers. Frans Lundgren. Nora: Nya Doxa, Blanchette, Jean-François och Johnson, Deborah G. Data retention and the panoptic society: The social benefits of forgetfulness. The Information Society. 18 (2002:1). Bogard, William. The Simulation of Surveillance: Hypercontrol in Telematic Societies. Cambridge: Cambridge University Press, Bozovic, Miran. An utterly dark spot. The Panopticon Writings. Jeremy Bentham. London: Verso, Butler, Judith. Giving an account of oneself. diacritics 31 (2001:4). inget faktum utan en uppgift. Idén om världens text växer ur en strävan att hitta världens urmening eller sanning. Texten blir en värld när det inte längre är meningens sanning utan världens metamorfos i människan som eftersträvas. (Schuback 81).

72 72 K&K Kultur&Klasse Butler, Judith. Precarious life: The powers of mourning and violence. London: Verso, Caplan, Jane. This or That Particular Person : Protocols of Identification in Nineteenth-Century Europe. Documenting Individual Identity. Jane Caplan & Johan Torpey. Princeton: Princeton University Press, Cavarero, Adriana. Politicizing Theory. Political Theory 30 (2002:4). Cavarero, Adriana. Relating Narratives. Storytelling and selfhood. New York: Routledge, Davies, Natalie Zemon. Martin Guerres återkomst. Overs. Ingemar E. Nilsson. Stockholm: Ordfront, Deleuze, Gilles. Postskriptum om kontrollsamhällena. Overs Bo Isenberg, Res Publica. Nr. 23 (1993). Doniger, Wendy. The Bedtrick: tales of sex and masquerade. Chicago: University of Chicago Press, Ernst, Wolfgang. Sorlet från arkiven. Ordning ur oordning. Overs. Tommy Andersson. Göteborg: Glänta produktion, Mediehistoriskt bibliotek nr. 4, Europarådets rekommendation No. R (92) 1. Foucault, Michel. Lives of infamous men. Essential works of Foucault, Vol 3 Power. Red. James D. Faubion. New York: The New Press, Foucault, Michel. Politics and Reason. Politics, Philosophy, Culture. Interviews and Other Writings Red. Lawrence D. Kritzman. New York: Routledge, Foucault, Michel. Övervakning och straff: Fängelsets födelse Overs. C. G. Bjurström. Lund: Arkiv, Genomförande av EG-direktivet om rätt till familjeåterförening samt vissa frågor om handläggning och DNA-analys vid familjeåterförening. Prop. 2005/06:72. Stockholm (Göran Persson och Barbro Holmberg, Utrikesdepartementet). Galloway, Alexander R. & Thacker, Eugene. The Exploit. A Theory of Networks. Minneapolis: University of Minnesota Press, Groebner, Valentin. Describing the Person, Reading the Signs in Late Medieval and Renaissance Europe: Identity Papers, Vested Figures, and the Limits of Identification, Documenting Individual Identity. Red. Jane Caplan & John Torpey. Princeton: Princeton University Press, Groebner, Valentin. Personbevis. Passets födelse i medeltidens Europa. Overs. Tommy Andersson. Göteborg: Glänta produktion, skriftserien Mediehistoriskt bibliotek 5, Haggerty, Kevin D. & Ericson, Richard V. The New Politics of Surveillance and Visibility. The New Politics of Surveillance and Visibility. Red. Kevin D. Haggerty & Richard V. Ericson. Toronto: University of Toronto Press, Haggerty, Kevin D. och Ericson, Richard V. The surveillant assemblage. British Journal of Sociology. 51 (2000:4). Hayles, N. Katherine. Flesh and Metal: Reconfiguring the Mindbody in Virtual Environments. Configurations 10 (2002). Hayles, N. Katherine. How we became posthuman. Chicago: Univ. of Chicago Press, Haywood, Eliza. Fantomina: or, Love in a Maze. Secret Histories, Novels, and Poems, by Eliza Haywood. (2. udg.) London: Dan Browne og S. Chapman, III, 2. Hobbes, Thomas. Leviathan. Cambridge: Cambridge University Press (Cambridge texts in the history of political thought), Inger, Göran. Vanfrejd. Från infamia till förlust av medborgerligt förtroende. Uppsala, Johansen, Maria. De mänskliga rättigheternas paradox. Glänta nr. 1(2007).

73 Maria Johansen This is the time. And this is the record of the time 73 Johansen, Maria. Offentlig skrift om det hemliga. Raison d État, SOU och varulven. Göteborg: Glänta, Kittler, Friedrich. Maskinskrifter: essäer om medier och litteratur. Red. Otto Fischer & Thomas Götselius. Övers. Tommy Andersson. Gråbo: Anthropos, skriftserien Mediehistoriskt bibliotek, Kristeva, Julia. Hannah Arendt. Övers. Ross Guberman. New York: Columbia University Press Liedman, Sven-Eric. Tankens lätthet, tingens tyngd. Om frihet. Stockholm: Bonniers, Locke, John. The Second Treatise of Government. Two Treatises of Government. Cambridge: Cambridge University Press, Lyon, David. Surveillance as Social Sorting. Computer Codes and Mobile Bodies. Surveillance as Social Sorting. Red. David Lyon. London: Routledge, Masters, Christina. Bodies of Technology. Cyborg soldiers and militarized masculinity. International Feminist Journal of Politics. 7:1 (2005). Mill, John Stuart. Om friheten. Övers. Alf Ahlberg. Stockholm: Natur och kultur, Motiver. Förslag till Allmän Criminallag (1832. Andra upplagan, med de förändringar hwilka Lagcommitten wid slutlig granskning af förslaget infört). Stockholm, van der Ploeg, Irma. Biometrics and the Body as Information. Normative Issues of the Sociotechnical Coding of the Body. Surveillance as Social Sorting. Red. David Lyon. London: Routledge, van der Ploeg, Irma. The Illegal Body: Eurodac and the Politics of Biometric Identification. Ethics and Information Technology 1 (1999). Richert, Johan Gabriel. Försök: Om strafflagarna. Rättshistoriska studier. Skrifter utgivna av institutet för rättshistorisk forskning (serie II, band 5). Stockholm: Nerenius & Santérus, Ricoeur, Paul. Power and violence. Hannah Arendt: Critical Assessments of Leading Political Philosophers. Red. Garrath Williams. London & New York: Routledge, Riksdagens protokoll 2005/06:97, 7. < aspx?nid=101&bet=2005/06:97>. Ruin, Hans. Vetande och öde om genetikens etiska fordran. Genetikens möjligheter och problem. Red. Tommy Möller, Stockholm: Pensionsforum, Schmitt, Carl. Definition av suveräniteten. Övers. Ingemar Johansson. Res Publica, nr. 23 (1993): Schuback, Marcia Sá Cavalcante. Världens metamorfos i människan: Anteckningar kring Nietzsches syn på text och tolkning. Om text. En vänbok till Eva-Lena Dahl. Red. Maria Johansen & Thomas Karlsohn. Göteborg: Göteborgs Universitet, Arachne nr. 18, Shapiro, Michael. Gender in Play on the Shakespearean stage: Boy Heroines and Femal Pages. Ann Arbor: The University of Michigan Press, Skyddet för den personliga integriteten. Kartläggning och analys. Delbetänkande av integritetsskyddskommittén. SOU 2007:22. del I. Solove, Daniel J.,. The Digital Person: Technology and Privacy in the Information Age. New York & London: New York University Press, Serien Ex Machina: Law, Technology, and Society, Socialförsäkringsutskottets betänkande 2005/06:SfU8. < aspx?nid=3322&dok_id=gt01sfu8&rm=2005/06&bet=sfu8>. Säkerhetspolisens arbetsmetoder. Rapport av särskild utedare. SOU 1989:18. Stockholm: Civildepartementet.

74 74 K&K Kultur&Klasse SÄPO. Säkerhetspolisens arbetsmetoder, personalkontroll och meddelarfrihet. Slutbetänkande av SÄPO-kommittén. SOU 1990:51. Stockholm: Civildepartementet. Thacker, Eugene. Data Made Flesh: Biotechnology and the Discourse of the Posthuman. Cultural Critique 53 (2003). Utlåtande, i anledning af Anmärkningar wid Förslaget till Allmän Criminallag (1834). Förslag till Allmän Criminallag (1832). Stockholm, Utredning och förslag om borttagande ur lagstiftningen av straffpåföljden förlust av medborgerligt förtroende. Bihang till riksdagens protokoll vid lagtima riksdagen i Stockholm år (Andra samlingen. Andra Avdelningen. Andra Bandet: 1, MOTIV) Stockholm. Utvidgad användning av DNA-tekniken inom brottsbekämpningen m.m. Prop. 2005/06:29. Stockholm (Göran Persson och Thomas Bodström. Justitiedepartementet). Österberg, Eva. Heder, hat och förtvivlan. Hedersmord. Tusen år av hederskulturer. Red. Kenneth Johansson. Lund: Historiska Media, 2005.

75 Peter Ole Pedersen & Jan løhmann stephensen Paranoid, Moi? erasing david Den aktuelle tematisering af overvågning har en ganske direkte forbindelse til filmdokumentarens område. Sat på spidsen kan man sige, at videoovervågning repræsenterer en konventionel opfattelse inden for denne filmgenre; en opfattelse af kameraet som beskuerens direkte registrering af virkelighed. Et sådant autenticitetsbegreb er i værkmæssig sammenhæng for længst blevet udfordret og kritiseret og forekommer nu mere som en mangetydig og ofte kompleks reference for denne type film. Relationerne mellem overvågning, individ og samfund har dog siden terrorangrebet d. 11. september 2001 ofte været emne for både den eksperimenterende og den mere mainstream-orienterede dokumentar. Især forholdene i Storbritannien er blevet underlagt et kritisk blik i film som Neil Fergusons Suspect Nation (2006) og Nino Leitners Every Step You Take (2007). Seneste bidrag til denne dokumentariske sub-genre er britiske David Bonds Erasing David (England 2009), en film, der tager konceptuelt afsæt i den selvoplevede paranoia i vores nuværende databasesamfund. I starten af 2008 modtager den britiske dokumentarfilminstruktør David Bond et brev fra den britiske pendant til Datatilsynet, som informerer ham om, at to CD-rom er med personfølsomme oplysninger om ham selv og hans datter, Ivy, er bortkommet i posten. Denne sag, den såkaldte HMRC Data Loss Scandal, vedrørte dog langt fra blot Bond og hans familie. Oplysninger om 25 mio. briter var gået tabt i posten. Ifølge instruktøren udløser denne hændelse et ønske om at efterprøve i praksis, hvor fintmasket det britiske overvågningssamfund er. 1 Formålet med undersøgelsen og filmen er, som Bond formulerer det i starten af filmen, at gøre alt det usynlige synligt. Hertil benytter han to-tre forskellige strategier: For det første anmoder han om aktindsigt i, hvad forskellige offentlige myndigheder og private firmaer ligger inde med af oplysninger om ham og hans familie. Dette kulminerer i en scene i filmen, hvor han sidder på gulvet med sin toårige datter omgivet af veritable bunker af dokumenter og forskellige print outs, som tydeligt illustrerer det massive omfang af (primært elektronisk registreret) data, som findes om ham; eksklusive alt det, som han af forskellige grunde ikke kan få adgang til, men som han formoder også findes. 1 Ifølge en af filmens mange oplysninger rangerer Big Brother Britain nu som det tredjemest overvågede land i verden efter Kina og Rusland.

76 76 K&K Kultur&Klasse Den anden afsløringsstrategi involverer et overvågningseksperiment, som Bond selv iscenesætter, og som så at sige udgør filmens bærende narrative plot. Bond går således under jorden for at finde ud af det, er jeg nødt til at sige farvel til mit liv og forsvinde ( to find out, I m going to leave my life behind and disappear ), som det dramatisk lyder i en voice over og får et privat detektivbureau til at forsøge at opspore ham. Bond tager indledningsvist flugten til kontinentet, hvor han i Berlin bl.a. mødes med et par tidligere Stasi-agenter. Et møde, som mest af alt synes at tjene det formål at fremmane ideologiske paralleller til den kolde krigs mest udfoldede overvågningssamfund, som vel at mærke så efterfølgende udlægges som overvågningsmæssigt inferiøre i sammenligning med nutidens private, profitdrevne databaser. Flugten kulminerer, da Bond i en tiltagende paranoid tilstand udfoldet i en scene indspillet med håndholdt natkamera og med stærke referencer til paranoia-doku-gyseren The Blair Witch Project (1999) indkvarterer sig i en afsides liggende skovhytte i Wales. Den forlader han dog igen, da han indser, at pointen med eksperimentet netop er at forsøge at leve et relativt almindeligt liv, men, som han formulerer det, uden at lække et spor af data efter sig, hvor end han går. Sideløbende med denne del af filmens fortælling, som Bond overvejende selv har filmet med håndholdt kamera, følger man de hyrede privatdetektiver, som på forskellig vis forsøger at opspore ham. I en sidste højdramatiseret scene krydret med Michael Nymans kakofoniske underlægningsmusik ender de med at fange ham, da Bond mødes med sin højgravide kone til en hospitalsundersøgelse. Klippet ind i den iscenesatte flugt- og opsporingsfortælling er endvidere ekspertkommentarer fra en lang række jurister, politikere, NGO er og meningsdannere af forskellig art som f.eks. historikeren Timothy Garton Ash, tidligere britisk Indenstigende paranoia, still fra erasing david green Lions 2009

77 Peter Ole Pedersen & Jan Løhmann Stephensen Paranoid, moi? 77 david Bond på selviscenesat flugt fra overvågningssamfundet, still fra erasing david green Lions 2009 rigsminister David Plunkett samt forfatteren til bogen How to Disappear, Frank M. Ahearn. Sidstnævnte giver også Bond praktiske råd om, hvordan man efterlader sig færrest mulige elektroniske spor. Det indbefatter bl.a., at man helt undgår at rejse med fly samt undlader at bruge kreditkort, mobiltelefon og internet (især Facebook, som ifølge Ahearn muligvis er startet eller styret af CIA). Herudover optræder der i filmen også med jævnlige mellemrum en række kapitelinddelinger, der giver reminiscenser om den amerikanske TV serie 24 timer ( ) og fortæller, hvor lang tid Bond har været on the run. På lydsiden akkompagneres disse kapitelinddelinger af tikkende urvisere tilsat ekko, der får slagene til at accelerere løbsk. En effekt, der sammen med Michael Nymans score fører til en tilsigtet dramatisk opbygning. Den populærkulturelle dokumentar David Bonds film skriver sig på flere måder ind i en udvikling inden for dokumentaren, der kan siges at være blevet indstiftet med Michael Moores succesfulde men også udskældte Roger & Me fra En type film, der gennem en konceptuel tilgang til sit emne forsøger at forene personhistorien og den bredt appellerende satire i en samfundskritisk og til dels aktivistisk dokumentarisme. I den aktuelle tendens inden for denne del af genren importeres dramatiske virkemidler fra fiktionen, og der veksles mellem forskellige subjektive positioner. Trods dette verificeres filmenes sandhedsværdi bestandigt gennem et overordnet sæt referencer til genrens mere klassiske kendetegn. Der benyttes fortællerstemme til at strukturere stoffet, og argumentationerne understøttes ved hjælp af afslørende optagelser eller skjulte facts. Netop fremvisningen af afslørende facts iscenesættes som essentiel,

78 78 K&K Kultur&Klasse for det er med dette indhold, dokumentarismen etablerer en forbindelse mellem dens fotografiske registreringer af virkeligheden og vores opfattelse af objektiv, velbegrundet sandhed. 2 I kraft af dette meget selvbevidste spil på genren kan receptionen af den enkelte film derfor ikke længere forankres alene i instruktørens hensigt eller billedmaterialet. Forventningerne til produktionerne må nu basere sig på en flydende udveksling af information, hvor karakteren og gyldigheden af de enkelte fakta samt de fotografiske repræsentationer konstant er til genforhandling. 3 Formen på den populærkulturelle dokumentarisme i traditionen fra Moore lader sig netop ikke kategorisere udelukkende som afslørende, analytiske eller ekspressive værker. I stedet er der tale om hybridformer, som vekselvirker mellem flere typer film. Referencen til virkeligheden er til stede, men aktiveres gennem den konceptuelle rammesætning, der skabes for det filmiske materiale. Bonds iscenesættelsesstrategi er sammenlignelig med Moores. Erasing David er helt ud i titlen en dokumentar, der placerer sin instruktør som filmens absolutte centrum. Bonds personlige historie og privatliv fungerer konstant som setting og illustration for de kritiske spørgsmål, han søger at stille. Det at lade sit virkelige levede liv udgøre den centrale, plotdrevne del af filmen afstedkommer dog en række principielle styrker og svagheder i det filmiske materiale, hvilket også har været påpeget i relation til Moores oeuvre, ligesom det udløser en række mere specifikke problemer i relation til netop denne films erklærede tematik: overvågning. Filmteoretikeren Matthew Bernstein har med en analyse af Moores Roger & Me gjort opmærksom på en række karakteristika i den populærkulturelle dokumentar. Flere af disse filmiske motiver og genremæssige strategier kan også observeres i Bonds materiale. Helt centralt er missionen som åbenlys rammefortælling. Ligesom de fleste af Moores produktioner konceptuelt er bundet op på en specifik og i virkeligheden umulig opgave, instruktøren forsøger at løse, anvender David Bond som allerede nævnt sit personlige forsvindingsnummer som den fortælling, der skal kæde filmens researchmateriale og interviews sammen til et meningsgivende hele. Bernsteins pointe er, at dette umulige projekt ( impossible project ) fungerer i et dynamisk samspil med instruktørens bevidste brug af dokumentarens konventioner. Det umulige i at gennemføre den mission, der oprindeligt var filmens udgangspunkt, er én paradoksal måde for instruktøren at verificere en form for autenticitet eller om man vil: en måde hvorpå man generobrer en autenticitetseffekt. Ved at supplere registreringen af virkelige hændelser med optagelser af det, der 2 Et forhold, der kædes sammen med kameraets historiske status som videnskabeligt instrument. Filmteoretikeren Michael Renov (1980) kæder i en metodisk læsning af dokumentargenrens politiske funktioner dette forhold sammen med Foucaults kritiske analyse af videnskabelighed. Begge steder er der tale om en legitimeringsproces, som med en specifik, historisk og ideologisk forankring søger at objektivere sin egen praksis (jf. hertil Foucault 1980). 3 Dette er en ganske kort summering af de centrale karakteristika for den såkaldt postmoderne dokumentarfilm, som den udlægges af Linda Williams i hendes indflydelsesrige tekst, Mirrors Without Memories: Truth, History and the New Documentary (Williams 1988).

79 Peter Ole Pedersen & Jan Løhmann Stephensen Paranoid, moi? 79 Watching the detectives Privatdetektiverne sporer Bond over nettet, still fra Erasing David green Lions 2009 er konceptuelt planlagt, tilegner filmskaberen sig en ganske betydningsfuld styring over den endelige perception af materialet. Denne pointe er hentet fra Paul Arthurs analyse af forholdet mellem filmsprog og autenticitet i den historiske udvikling af amerikansk dokumentar. Med udgangspunkt i en række instruktører og deres værker (igen bl.a. Moore) argumenterer Arthur for, at filmskaberens tilstedeværelse som diegetisk karakter i filmen etablerer en særlig form for autenticitet. Der indstiftes en distanceret, selvudleverende og ofte ironisk position, der skaber et løst defineret råderum, hvor der kan vekselvirkes mellem dokumentarens mange autoritetsformer, det være sig analytisk kommentar, kritisk reportage og endda cinéma vérité. Den centrale placering af instruktøren midt i filmværket sker netop gennem det umulige projekt, og dette legitimerer samtidig den genrebetonede frihed. Ifølge Arthur er der således tale om en type anti-dokumentar, der nok spiller og i en vis forstand endog lukrerer på konventionerne, men modsat mere konsekvente eksperimentalfilm i genren ikke forsøger at bryde dem og undergrave deres naturalisering. Til eksempel indledes Erasing David i en filmisk stil, der mimer den suspensefyldte atmosfære fra thrillerfiktionen. Hurtige krydsklipninger henholdsvis viser protagonisten Davids flugt fra sit private hjem (liggende på bagsædet af bilen under et tæppe) og tildeler privatdetektiverne rollerne som de grumme, snagende antagonister. Hele scenen er dog samtidig tonet i sort-hvid, der indikerer et spil på det velkendte udseende af historiske dokumentaroptagelser. Sideløbende hermed virker Michael Nymans minimalistiske underlægningsmusik i retning af en fiktionskonventionel dramatisering og leder med den kombination ufravigeligt tankerne hen på Phillip Glass musik til Errol Morris nu kanoniserede dokumentar The Thin

80 80 K&K Kultur&Klasse Blue Line (1988). Denne genreorienterede reference virker i øvrigt dobbelt, da den markante nyskabelse i Morris film netop bestod i fusioneringen af den afslørende dokumentar med den genrebevidste fiktion. 4 Filmen knækker Den dramatiserede personfortælling i mellemsekvenserne er det, der skal binde Bonds dokumentariske undersøgelse sammen. Det bliver dog allerede tidligt i forløbet klart, at dette overordnede narrativ på mange måder er i uoverensstemmelse med det emne, instruktøren vil belyse. Som Bernstein og Arthur pointerer i forbindelse med Moore, giver praktiseringen af the impossible project -strategien mulighed for at iscenesætte dokumentariske scener, der forskyder deres berettigelse fra det afslørende til det udstillende. 5 Bonds erklærede udgangspunkt for filmen er som indledningsvist nævnt HMRC Data Loss -skandalen og med denne sag et fokus på den følelse af såkaldt datavoldtægt (data rape), 6 som man ifølge flere af filmens figurer kan blive eller føle sig udsat for, når oplysninger, som man egentlig opfatter som private eller endog intime, pludselig enten cirkulerer (relativt) frit tilgængeligt eller er faldet i de forkerte hænder. Den form for overvågning, filmen sætter i scene, er dog ofte af en helt anden karakter hvoraf en del faktisk dårligt kan betegnes overvågning per se. Detektiverne griber nemlig deres arbejde med at opspore Bond an på ganske prosaisk vis. De endevender hans skraldespand og opsøger hans nærmeste familie (hvis skraldespande også gennemrodes). Nok finder de standardinformationer ved hjælp af de elektroniske medier, men de fleste datalækager, der sker gennem nettet eller ved brug af mobile teknologier, er tydeligvis instruktørens (selv)bevidste forsøg på at demonstrere den overordnede sammenhæng i sit projekt. Problemet bliver, at disse optagelser ikke styrker Bonds kritik af det uundslippelige databasesamfund ved at facilitere en oplevelse af dettes repressive karakter eller ved at konfrontere os med usete sider af samme. I stedet synes de nærmere at afspejle en filmskabers forsøg på at knække koden for den populærkulturelle dokumentar. En fremgangsmåde, der ender med at placere filmen ukomfortabelt mellem ironi og alvor. Når Bond udlever sin paranoia foran kameraet, sker det altid med en ironiserende tone. Han filmer bogstaveligt talt sin egen flugt fra denne følelse, men i kraft af filmens grundstruktur, der aldrig forlader dokumentariske dyder som forklarende voice-over og strategisk placering af research-optagelser, bliver man aldrig selv påvirket af denne sindstilstand. Mest programmatisk virker det i 4 Morris film kombinerer på dramatisk vis noir-filmen med den dokumentariske optrævling af en mordsag. Endnu et argument for stilistisk at placere Bonds film i forlængelse af den nyere amerikanske dokumentarfilm. 5 I Moores film Roger & Me er der selvfølgelig tale om det eftertragtede interview med General Motors administrerende direktør Roger Smith. Et interview, der blandt andet giver Moore lejlighed til at møde uanmeldt op i firmaets hovedkvarter og kræve audiens. En forespørgsel, enhver dokumentarist ved er dømt til afslag, men som i stedet benyttes til at illustrere afstanden mellem den økonomiske overklasse og arbejderklassen i senfirsernes USA. 6 Det er Bonds kone Kathryn, som i slutningen af filmen bruger udtrykket om den type (potentielle) overvågningsovergreb, som hun og husbonden David mener, at filmen har afdækket.

81 Peter Ole Pedersen & Jan Løhmann Stephensen Paranoid, moi? 81 instruktøren i centrum. opslagstavle med de indsamlede informationer om Bond, still fra Erasing David green Lions 2009 en scene halvvejs inde i filmen, hvor der krydsklippes mellem detektivernes kontor og Bond, der er på vej mod Wales i bil. Uforvarende åbner han på sin Blackberry mobil en fra detektiverne(!), og pludselig kan han se sig selv sporet via GPS. Sekvenser som denne optræder løbende gennem filmen, og det bliver efterhånden svært at afkode, hvilken funktion de tjener, ud over at bringe det konceptuelle narrativ videre. Arthur fremhæver, at det netop er denne bevidste vekselvirkning mellem positioner og udtryksformer, der karakteriserer den persondrevne dokumentar. Ifølge Arthurs beskrivelse af denne udvikling i dokumentargenren indikerer forskydningen mellem de forskellige udtryksformer netop en strategi til at legitimere egen praksis (Arthur 128). Bond benytter sig åbenlyst af denne frihed, helt ned til den selvudstillende attitude og en konstant gøren opmærksom på filmmediets tilstedeværelse. Her synes dog at være en særlig diskrepans mellem Erasing David s undersøgelsesområde og den måde, det filmisk bliver illustreret. Som nævnt indledningsvist, ligger i selve overvågningstematikken en implicit reference til den medierede/teknologiske registrering af verden og dermed, kan man sige, en implicit internaliseret validering af netop dokumentargenren og dens (receptions)historiske forhold til virkeligheden; dvs. ideen eller idealet om medial transparens. Bond fremhæver denne forbindelse gennem en metaforisk brug af kameraet i filmholdets optagelser af detektiverne, hvis sporingsarbejde flere gange illustreres med overvågningskameraets og det skjulte kameras blik. Endvidere inkluderer filmen en sekvens, hvor Bond konsulterer psykologen Daniel Freeman omkring sin stigende paranoia. Scenen fungerer åbenlyst som en ekspertverificering af karakteristiske træk i denne sindstilstand, men krydsklippes samtidig med optagelser fra enorme CCTV-kontrolrum, der på

82 82 K&K Kultur&Klasse allegorisk vis skal sammenkæde Bonds personlige paranoia med, hvad der viser sig at være en kapitalismekritisk pointe: Eksplosionen af teknologier som for eksempel CCTV og biometrisk registrering skyldes ifølge flere af filmens eksperter, at overvågningslobbyen gennem årtier har ført en bevidst (mis)informationskampagne om disse teknologiers relevans og nødvendighed. 7 Denne pointe er for så vidt interessant nok, men dækker også over en medieorienteret uoverensstemmelse i Bonds projekt. Den digitale overvågning bliver aldrig oversat effektivt og reflekterende til filmens fortællende modus. Ganske sigende forbliver det eksempelvis uklart, om den fældende oplysning vedrørende lægebesøget på hospitalet, hvor Bond endelig indfanges, er indhentet gennem dataovervågning eller udelukkende baserer sig på en simpel telefonopringning til en lægesekretær. Ligeledes sigende for filmen ender den sekvens, der behandler det økonomiske aspekt i den ekspanderende overvågning, med en optagelse af David Bond, der vandrer rundt og afprøver udstyr på en messe for selvsamme industri. Denne setting er identisk med en scene i Francis Ford Coppolas prisbelønnede fiktionsfilm The Conversation (1974), der også kombinerede stigende paranoia med en optagethed af samtidens overvågningstendenser. Her var det aflytningseksperten, spillet af Gene Hackman, som gradvis blev offer for sin egen praksis. Overvågeren blev den overvågede. Coppola udnyttede elegant fiktionens spillerum, og gennem et ukonventionelt narrativ, en symbolsk billedside og filmens fragmenterede, synkoperede lydside illustrerede han mesterligt informationsteknologiernes opløsning af skellet mellem privat og offentligt. 8 Trods sin strategiske brug af fiktionens virkemidler får Bond aldrig de aktuelle problemstillinger fremstillet i en overbevisende filmisk form. Man fristes til at konkludere, at det i Erasing David ender med, at dokumentaristen bliver offer for sin egen praksis. Og dette gør han især, fordi han opererer med et uklart begreb om, hvad han egentlig forstår ved overvågning, og dermed også hvad han retter sin kritik imod, og hvordan denne kritik konkret kan og bør formuleres. Analytiske (og normative) forståelser af overvågning Man kan i forlængelse af denne uklarhed ved Bonds projekt og dets realisering opstille følgende tredelte taksonomi over forskellige analytiske og normative forståelser af overvågningsfænomenet og dets samfundsmæssige, politiske og kulturelle implikationer: (1) den kritisk-subversive eller om man vil: modkulturelle, (2) den parakulturelle og (3) den affirmative/medkulturelle. 9 (1) Den kritisk-subversive diskurs forsøger som hovedregel at afsløre og herigen- 7 Jf. at det er vanskeligt at finde dokumentation for, at disse teknologier reelt skulle gøre den nytte, de vanligvis tilskrives. Derimod forekommer det plausibelt, at årsagen til deres popularitet i stedet skal findes i det faktum, at de synes at tilbyde et teknologisk fix på en række langt mere komplicerede sociale problemer. 8 For en udfoldet (Foucault-inspireret) analyse af forholdet mellem overvågning, teknologi og filmisk udtryk i Coppolas The Conversation, se Denzin. 9 Som alle andre (gode) taksonomier er også denne på samme tid idealtypisk og ikke-udtømmende; dvs. fuld af gråzoner i mødet med konkrete eksempler.

83 Peter Ole Pedersen & Jan Løhmann Stephensen Paranoid, moi? 83 nem eventuelt undergrave overvågningssamfundets stadige ekspansion og dets samfundskulturelle konsekvenser. Man søger hermed en kritisk bevidstgørelse af overvågningen. Til denne kategori hører bl.a. den mere klassiske dokumentarisme herunder, i hvert fald for en umiddelbar betragtning, altså også Erasing David (jf. Bonds ambition om at gøre det usynlige synligt ) samt forskellige former for narrativer (film, bøger osv.), som iscenesættes og/eller fungerer som mere eller mindre sandfærdige kritiske eller dystopiske repræsentationer af overvågningens modaliteter, kulturelle logikker og potentielle effekter (jf. f.eks. en betydelig række forskellige science fiction-værker, heriblandt selvfølgelig George Orwells Nineteen Eighty-Four, som er denne traditions absolutte hovedværk). Hertil kommer endelig størstedelen af de akademiske diskurstyper, som i et videnskabeligt, men ofte også ganske værdiladet register beskæftiger sig med fænomenet overvågning, samtidig med at de selv typisk anlægger en art panoptisk blik på deres emneområde. 10 En særlig afart af den kritisk afdækkende tilgang er med tiden også dukket op, nemlig den type kritik, som i stedet sigter imod den hidtidige overvågningskritiks præcision og validitet. Dvs. en kritik, som primært går i rette med de hidtidige kritiske udlægninger af overvågningens reelle omfang. Udlægninger, som typisk alle har taget afsæt i enten Orwells Big Brother -figur eller en som oftest ganske reduktiv forståelse af Michel Foucaults udlægning af Jeremy Benthams udkast til en panoptisk fængselsarkitektur i Overvågning og Straf. Som eksempel på denne epistemisk funderede kritik af kritikken kunne man f.eks. pege på Bruno Latours introduktion af begrebet oligoptikon, hvis fornemste teoretiske opgave netop synes at være at fungere som korrektivt modbegreb til panoptikonbegrebets overdrivelse af overvågningens funktionelle rækkevidde, som ifølge Latour reelt aldrig er så total, ja nærmest omniscient, som den Foucault- og Orwell-inspirerede udlægning af panopticismen typisk hævder, men derimod situeret; dvs. ganske vist i uhyre grad præcis og detaljeret, og måske endog dette i tiltagende grad, men ikke desto mindre samtidig partiel og med begrænset udsyn (Latour & Hermant 28-32, 79; Gad & Lauritsen 51-52). 11 (2) Hermed er vi næsten ovre i den anden type (kritisk) intervention, som udviser det, som man kunne benævne parakulturelle karakteristika, og som i forlængelse af den franske filosof Michel de Certeau opererer med greb, som kan betegnes taktisk reappropriation. Eksempler herpå kunne være forskellige former for såkaldt tactical media, hacktivism, jamming etc. (Taylor), som netop agerer taktisk vis-à-vis overvågningssamfundets magtudfoldelse. Hermed indgår den parakulturelle attitude og dens taktikker i et netværk af antidisciplin, som ikke nødvendigvis sprænger overvågningen in toto, jf. førstnævnte modkulturelle (analyse)strategis ambition, men derimod blot tilvejebringer små, midlertidige frirum (de Certeau 1988: xiv-xv; 10 Jf. nedenfor for en mere udfoldet diskussion heraf i relation til specifikt Foucaults oeuvre. 11 Oligoptikonbegrebet fremstår altså i højere grad som et ideologisk-kritisk anti-begreb, som tjener til at påvise panoptikonbegrebets ofte alt for upræcise metaforik, end noget decideret videnskabeligt-deskriptivt begreb i egen ret. Holdt op imod bestemte forestillinger om overvågningens radikale omfangslogik, viser Latours begreb altså primært, hvad overvågningen ikke kan, ikke hvad den så reelt kan i stedet.

84 84 K&K Kultur&Klasse ). Af indlysende eksempler herpå finder man en række overvågningsrelaterede, aktivistiske kunstprojekter af Hasan Elahi, 12 Rafael Lozano-Hemmer, Surveillance Camera Players, Mare Tralla mfl., som alle på forskellig eksperimentel vis spiller med og på overvågningens funktionelle strukturer og strategier, som så at sige vendes til egne formål. 13 Dele af disse parakulturelle taktikker udviser ganske vist ligesom den mere direkte, kritisk-modkulturelle kategori betydelige antagonistiske tendenser vis-à-vis overvågningssamfundet og dets politiske og kulturelle implikationer, men det er en væsentlig pointe, at det her foregår i et andet register (dvs. med andre retoriske eller æstetiske midler) og med afsæt i en anden epistemologisk forståelsesramme (hinsides ideen om medial eller diskursiv transparens). Medens den kritisk-subversive diskurs primært er epistemisk orienteret, er den parakulturelle tilgang i langt højere grad tillige orienteret mod hverdagens praksisser. Det er eksempelvis her, man finder den akademisk-teoretiske og taktisk-praktiske tradition, som i forlængelse af overvågningsteoretikeren Steve Mann betegnes undervågning (sousveillance) eller modovervågning (inverse surveillance), 14 og som op imod den Orwellske dystopi om overvågningssamfundet, Big Brother Britain, hvor det er de få magthavere, der gennem centraliseret informationsopsamling overvåger og dermed kontrollerer de mange, i stedet advokerer for, at det er subsidiært: bør være de mange, små (dvs. magthierarkisk set), som med en demonstrativ in your face -attitude subversivt stirrer tilbage på det panoptisk indrettede, okularcentriske overvågningssamfund (Mann, Nolan & Wellman). 15 Men det er også inden for denne parakulturelle måde at gå til overvågningen på, at man finder udlægninger af overvågningssamfundets konsekvenser, som anslår langt lysere toner. Ja, i visse tilfælde endog en attitude, som fremstår nærmest lystfuldt ekshibitionistisk i sin iscenesatte blotlægning af og legende omgang med overvågningssamfundets logikker. Dette kommer f.eks. til udtryk i John E. McGraths analyse med den ganske sigende titel Loving Big Brother, hvori overvågningssamfundet gentænkes og -perciperes gennem teaterteorien, og der dermed åbnes op for nye, mulige heterotopiske (Foucault 1986) frihedsrum og -praksisser, som på positiv vis unddrager sig Big Brothers/panopticismens repressive blik: I stedet for blot at ignorere de reproducerede selv er, som befolker overvågningskulturens databaser og optagelser, foreslår jeg, at vi anerkender disse som aspekter 12 Jf. Karen-Margrethe Simonsens artikel om bl.a. Hasan Elahis Tracking Trancience (2002) andetsteds i herværende temanummer af Kultur & Klasse. 13 Hvis Erasing David i så fald ganske vist noget misvisende tillægges medialt metarefleksive, dekonstruktivistiske dimensioner, ville denne film givetvis også kunne skrives med ind i denne kategori. Dette er dog ikke herværende artikels ambition, som det også vil fremgå længere nede. 14 En teoretisk tilgang til feltet, som med sine forskellige praktiske eksperimenter ofte tager sig næsten kunstnerisk ud (jf. billedmaterialet i Mann et al. 2003), og som ydermere har haft stor indflydelse på en lang række kunstnere, som netop beskæftiger sig kritisk intervenerende med overvågning. 15 Vedrørende begrebet okularcentrisme i relation til Foucaults magt-, viden- og overvågningsperspektiv, se Jay

85 Peter Ole Pedersen & Jan Løhmann Stephensen Paranoid, moi? 85 af en ny bevidsthed: selv er som producerer selv er, som kunstigt forlængede og punktvise kommunikerer i hastigt ynglende koder og hemmelige sprog, som erstatter det privates afsondrede isolation med overvågningsrummets produktivitet. (McGrath 16-17) En forståelse og taktisk praksis, som man i et kunstnerisk register bl.a. kan finde udfoldet i den britiske kunstner Jill Magids lige dele voyeuristiske og performativt ekshibitionistiske selvovervågningspraksis (jf. f.eks. værkerne Evidence Locker fra samt Surveillance Shoe fra 2000), 17 hvorom hun selv har bemærket, at der med denne type taktisk reappropriation af overvågningens medier og blikretninger bliver tale om en måde at se mig selv på via teknologi på en måde, jeg ellers ikke ville kunne se mig selv. I selvovervågningen bruger jeg et system eller en teknologi som mit spejl. (Lovink & Magid) Eller som intervieweren Geert Lovink samme sted formulerer det om Magids kunstneriske praksis: I stedet for at portrættere borgere som ofre for Big Brother, åbner Magids værker et nyt felt for kunst og aktivisme, hvori forudsigelige former for protest mod magtens almægtige øjne omdannes til en dandyagtig performance. (ibid) Heri ligger der for det første en historisk forskydning i opfattelsen af overvågningen: fra en samfundsmæssig anomali, som evt. skal korrigeres (f.eks. vha. den klassiske, kritisk-afslørende dokumentarismes mellemkomst), til et grundvilkår, som man så at sige har at gøre godt med (jf. Certeaus begreb faire avec om den (lav) emancipatoriske hverdagspraksis (Certeau 1988: 29-42)). For det andet ligger der i det mere normative register en udlægning af overvågningskulturens opkomst som nærmest en lykkelig begivenhed, som på den ene side ganske vist potentielt rummer elementer af nye okularcentriske overgreb (bemærk: den implicitte accept af panopticismens/big Brother-figurens grundpostulat om et almægtigt øje ), men som på den anden side samtidig som rigelig kompensation herfor medfører åbningen af nye modstands- og kampfelter, som i denne diskurs til tider næsten kan komme til at fremstå som nyerhvervede autoæstetiske nydelsesfelter. Dvs. opkomsten af et overvågningsrum, som det hedder hos McGrath, som tilbyder nye måder at se og blive set på, men især nye måder at se sig selv blive set. 18 I Magids tilfælde fristes man således til at hævde med en parafrase af Nietzsches aforisme om, hvordan den fuldkomne kvinde begår litteratur, som hun begår en lille synd at Magid begår (selv)overvågning på samme måde: forsøgsvis, forbigående, idet hun ser sig omkring for at se, om nogen bemærker det, og at nogen bemærker det (Nietzsche 25) Sidstnævnte behandles af Christopher Gad og Lone Koefoed Hansen andetsteds i herværende temanummer af Kultur & Klasse. 18 En tendens, som ligeledes kan ses afspejlet i forskydningen i de titler, man tildeler overvågningsbaserede reality shows: fra Big Brother til Paradise Hotel (Lauritsen).

86 86 K&K Kultur&Klasse Det (ubevidste) overvågningsadvokatur (3) Endelig er der så den tredje kategori, som man kunne kalde den medkulturelle eller affirmative overvågningsfremstilling, som, især når man ser på de kunstneriske/ populærkulturelle versioner, netop har anvendelsen af allestedsnærværende, altregistrerende overvågningsteknologier som narrative knudepunkter. 19 Konsekvensen heraf bliver ufrivilligt, kunne det oftest synes at denne repræsentation kommer til at fremstå som en relativt ukritisk besyngning af overvågningens teknologiske muligheder og potentialer og dermed også dens legitimitet. Tv-serien 24 timer om antiterroragenten Jack Bauer er en interessant case i denne sammenhæng. I den amerikanske offentlighed har det således været diskuteret, hvilken betydning serien har haft for befolkningens, de politiske beslutningstageres og endog hærens og efterretningstjenesternes opfattelse af effektiviteten og i snæver tilknytning hertil legitimiteten af brugen af tortur i kampen mod terror. En praksis, som i sidste ende ikke alene er forbudt ifølge Genèvekonventionen, men som paradoksalt nok også er kontrafaktisk funderet, da stort set al forskning viser, at tortur reelt ikke virker efter hensigten (forudsat at hensigten er tilvejebringelse af pålidelig information). 20 Pointen i denne sammenhæng er, at det forholder sig på stort set samme vis med fænomenet overvågning, som netop heller ikke fungerer med samme kirurgiske præcision, som serien giver indtryk af (jf. Latours oligoptikon), men som ikke desto mindre tilskrives betydelig legitimitet gennem den funktionelle performans, som seriens plot ofte er centreret omkring. Den tyske kunsthistoriker O.K. Werkmeister har i denne forbindelse fremført en krads kritik af populærkulturens fremstilling af overvågningens teknologiske muligheder, som ifølge Werkmeister udlægges i en stærkt forvrænget form. Om det overvågningsteknologisk influerede billedregime af fantastiske scenarier inden for filmens og tegneseriens massekunst bemærker Werkmeister således, at dette dæmoniserer den videoelektroniske kontrol af den levede virkelighed som en utopisk ekstremform af den universelle tilgængelighed. (Werkmeister 62) Dette utopiske eller om man vil: dystopiske, eftersom denne forståelse ikke alene fremføres af den affirmative, men også af den kritiske overvågningsdiskurs (inkl. Bonds) vrangbillede fremstiller populærkulturen imidlertid ikke for at bedrage sit publikum, men derimod for at opfylde en række sandfærdighedskonventioner. For at virke autentisk, bemærker Werkmeister således ser massekunst sig nødsaget til at tilpasse sine fremtrædelsesformer til synskonventionerne i den elektroniske billedproduktion og billedtransmission. Dermed bliver de videoelektroniske syns- 19 Om end sjældnere end inden for de andre tilgange, findes der også teoretiske positioner, som forfægter såvel overvågningens teknologiske kunnen som dens velgørende konsekvenser. Se hertil f.eks. Bloomfield Jf. professor i international ret, Philippe Sands, som konstaterer, at 24 timer bidrog signifikant til at skabe et klima, der fik både almindelige borgere og beslutningstagere til at tro, at tortur frembringer brugbare oplysninger, og at det kan retfærdiggøres i nødsituationer. Begge antagelser er for mig at se forkerte, men vi må erkende, at populærkultur kan understøtte ulovlige handlinger, som i sidste ende bliver til internationale krigsforbrydelser. (citeret fra Geist: 4).

87 Peter Ole Pedersen & Jan Løhmann Stephensen Paranoid, moi? 87 former på den ene side æstetisk degenererende og på den anden side funktionelt overdrevne, således at deres indflydelse synes grænseløs. På den måde præsenterer den æstetiske billedkultur sit massepublikum for fiktive scenarier af den samtidshistoriske erfaring, hvis visuelle parametre forekommer at være på højde med den elektroniske billedteknologi og at formidle indsigt i den elektroniske regulering af den levede virkelighed. I stedet for begivenhedernes gådefulde overflade tilbyder de en tilsyneladende funktionsforståelse af dets tekniske forløb i en satirisk modus af utopisk overdrivelse. (62-63) Herved tilskrives overvågningens teknologier og dens operatører nærmest omnisciente potentialer. Og i det omfang denne udlægning tages for gode varer, udløser den dels en mildest talt hypotetisk eliminering af overvågningsteknologiernes og -teknikkernes langtfra ubetydelige fejlmargin; dels en falsk tryghed og for kritikerne en falsk utryghed, kunne man hævde. 21 Men måske væsentligst af alt udløser det også potentielt en betydelig, kontrafaktisk funderet og dermed egentlig også unødvendig internalisering af overvågningskulturens modaliteter og implicit foreskrevne adfærdsmønstre; både hos de begejstrede, de indifferente eller uafklarede og de kritisk indstillede.22 En internaliseringseffekt, som samtidens elektronisk baserede overvågningsteknologier (data mining og lign.) til forskel fra den klassiske panoptiske overvågningsstrategi paradoksalt nok ellers ikke selv gør nogen synderlig indsats for at fremelske (McGrath 8), men som både dens medkulturelle besyngere og dens kritikere altså nu bidrager til alligevel. Re-erasing David Hvorledes skal Bonds Erasing David så indplaceres i denne taksonomi? Mest indlysende er det umiddelbart, at filmen vanskeligt vil kunne kategoriseres under medkulturel/affirmativ i det mindste ikke, hvis man følger det, som forekommer at være filmens egen intention. Men er der eksempelvis så tale om et undervågningseller sousveillanceprojekt (dvs. den mere kritiske parakulturelle tilgang, nævnt i pkt. 21 En pointe, som Bond faktisk også nærmer sig i en passage midtvejs i filmen, hvor han gennem interviews med et par personer, for hvem netop fejlregistrering har haft alvorlige konsekvenser, lader forstå, at overvågningssamfundet har en ganske betydelig fejlmargin. Denne pointe lykkes det ham dog ikke rigtigt at koble sammen med det faktum, at det netop er kombinationen af især myndighedernes overdrevne tiltro til overvågningsteknologierne og et registreringssystem, som faktisk i forbindelse med disse specifikke cases slet ikke har vist sig præcist nok (f.eks. fraværet af det danske CPR-nummers fire sidste cifre), som er kilden til den tilstand af retsløshed, som disse personer har været udsat for i filmens konkrete tilfælde. Problemerne kan i disse tilfælde altså med lige så stor ret hævdes at være opstået i hullerne mellem overvågningens/registreringens forskellige spor (dvs. i det oligoptiske); ikke i kraft af overvågningsnettes alt for fintmaskede struktur (panopticismen). 22 Hermed indplacerer serier som f.eks. 24 timer sig i samme tradition som samproduktionerne mellem Hollywood og den amerikanske hær, som synes at tjene flere formål: at optimere hærens rekrutteringsgrundlag, at frembringe ideologisk, politisk, normativ og psykologisk identifikation og empati med den amerikanske hær samt endelig og måske i virkeligheden væsentligst at give et billede af denne krigsmaskines overlegne kampevne.

88 88 K&K Kultur&Klasse isoleret fra omverdenen. Bond gemmer sig i en afsidesliggende jordhytte i Wales, still fra Erasing David green Lions )? Her må man også svare negerende, for hertil er Bond og hans kamera alt for høflige. Filmen består f.eks. stort set udelukkende af konstruerede situationer, som tjener til at illustrere, hvad man kan med overvågning, i højere grad end der er tale om nogen form for modovervågning per se (dvs. i form af en udstilling af overvågningen og dens agenter). Det ville således være vanskeligt at argumentere for, at disse scener har karakter af denne demonstrativt subversive attitude, som Mann et al. netop udpegede som en særlig komponent i modovervågningens strategier. Vel mimer filmen i passager rent formalæstetisk betragtet CCTV-kameraets og det skjulte kameras visuelle særkender, men det forbliver blot som en form for legende indfrielse af en række genrebestemte narrations- og synskonventioner. Den taktiske reappropriation af teknologien udebliver til gengæld. I denne specifikke forstand kan filmen altså dårligt betegnes som kritisk-subversiv i den parakulturelle forstand; den er nærmere didaktisk (folke)oplysende i klassisk forstand (jf. intentionen om at gøre det usynlige synligt ). Bonds film udfolder med andre ord en ganske traditionel, modkulturel strategi. Det centrale paradoks bliver derfor, at filmen, som i udgangspunktet altså ubetvivleligt er en entydigt overvågningskritisk film, alligevel qua anvendelsen af den transparente afsløringslogik, som Bond et langt stykke hen ad vejen fortsat tyr til ender med at udvise en lang række lighedstræk med den affirmative overvågningsdiskurs, eftersom den med sit valg af filmiske strategier også bidrager til den u/dystopiske overdrivelse af den overvågningsteknologiske funktionalitet, som bl.a. Werkmeister også peger på. Ja, denne specifikke film går oven i købet så langt som til at lade en lang række fænomener og handlinger indgå, som ret beset dårligt kan betegnes overvågning per se, udelukkende med det formål at få ligningen og

89 Peter Ole Pedersen & Jan Løhmann Stephensen Paranoid, moi? 89 narrativet om overvågningens allestedsnærværende og altseende blik til at gå op. Bond har således en tendens til at ville have overvågningssamfundet til at fremstå som orwelliansk, totalitær overvågning, men ved nærmere betragtning fremstår den reelt kun sådan i kraft af filmens insisteren på det umulige projekt. Dette er ganske paradoksalt. For selv om Bond som nævnt oven i købet selv gennemlever en vis panoptisk-paranoid internalisering (natscenen i de walisiske skove), ender han overordnet set uforvarende i stedet med indirekte at bekræfte Latours idé om oligoptikon: ja, der kan opnås yderst detaljerede udsnit af verden eller for dens sags skyld forskellige aspekter af et individs liv, men dette er ikke ensbetydende med det totale overblik, som på samme tid kan overskue detaljer og sammenhænge. Hertil kræves et villet, insisterende narrativ, i dette tilfælde Bonds eget. Foruden filmens fiktive olympiske optik, der, som argumenteret ovenfor, konstant legende demonteres mhp. en andenordens geninstallering (dvs. gennem præsentationen af iscenesættelsen af det umulige projekt, som Bernstein betegnede det), gives ganske vist også et yderligere konvergenspunkt, nemlig væggen i privatdetektivernes kontor, hvor alle informationer arrangeres rundt om et stort foto af filmens hovedperson, David Bond. Men også dette eksisterer kun som en påtvungen illusion, som tydeligvis blot er arrangeret til ære for kameraet. Interessant nok bringer dette mindelser om de retoriske strategier, som udfoldes i den tekst, som historisk set nok har været mest central for panopticisme-udlægning af overvågningens arkitektoniske og sociale strukturering, nemlig Foucaults kapitel herom i Overvågning og straf. I et kort essay med titlen Micro-techniques and Panoptic Discourse: A Quid pro Quo udlægger Michel de Certeau således Foucaults genealogiske metode som en særlig vidensdiskurs, som selvbevidst og taktisk opbygger en panoptisk illusion, eller som det hedder: en teoretisk fortællekunst [ ] som adlyder regler, som er parallelle med de panoptiske procedurer (de Certeau 2000: 191). Hermed refereres især til Foucaults arkivarbejde, hvorigennem alle mulige forskellige typer dokumenter er blevet gravet frem og vakt til live som historisk belæg for tesen om, at det er en særlig type blik, som er modernitetens skjulte, magtmæssige struktureringslogik. I virkeligheden er der dog ifølge Certeau her tale om en såkaldt mikroteknisk akademisk diskurs, som bør forstås som værende taktisk-politisk; dvs. en art trojansk diskurs à la den parakulturelle intervention i overvågningssamfundet og dets kultur, som ved enhver given lejlighed i virkeligheden gør anslag imod den diskursive oplysningsstrategi, hvis klarhedsretorik (écriture de la clarté) den imiterer ved at indfange sære ting [ ] i fortidens tekster, som holdes frem som historiens sande, hidtil skjulte logik, og som nu kan bruges til at forstyrre vores skrøbelige nutidige visheder (ibid.). En retorisk taktik (eller læsning, alt afhængig af hvem man tilskriver den: Foucault eller de Certeau), som dog har vist sig så subtil, at den stort set er gået ubemærket hen inden for overvågningsstudierne/teorierne, som længe næsten entydigt har sat lighedstegn mellem Foucaults tekst og panopticismen i dens mest reduktive former. Medens Foucault muligvis har vist sig for subtilt subversiv for sine læsere (de Certeau altså undtaget), kan det samme dårligt siges om Erasing David, hvor sam-

90 90 K&K Kultur&Klasse menstyrtningen af såvel dokumentarismens som panopticismens transparente illusionisme ikke går stille for sig. I forlængelse heraf kunne man fremføre to mulige læsninger af Bonds film blandt hvilke nærværende artikel altså primært abonnerer på den sidste, medens den første nærmere ville være en reddende læsning. Enten (A) en udlægning, som forstår Erasing David som en parakulturel film, som er sig yderst bevidst om sin egen panoptiske fiktion, og som i en dekonstruktivistisk tactical media-tradition demonstrativt undergraver selve den transparensmetaforik, som ligger til grund for den okulære oplysnings- og afsløringslogik, som overvågningen, den videnskabelige akademiske tradition og den traditionelle dokumentarfilm alle har til fælles. Eller (B) som en film, som i sin iver efter at overbevise og argumentere for det panoptiske regimes hegemoni så at sige ikke blot overser sin egen diskurs brud med genrekonventionerne, og hvad dette helt præcist kunne have haft af teoretiske implikationer og pointer, men som også overser det omfang, den selv bidrager til en særlig måde at analysere, tale om og leve med overvågningsfænomenets teknologiske muligheder og kulturelle konsekvenser; dvs. inden for en horisont, som opfatter overvågning som en noget nær omniscient, intrusiv kraft. Dette paradoks peger på en central problemstilling i forbindelse med hele overvågningsteknologien, -kulturen og dens kritiske analytik: nemlig det faktum, at den kritisk afslørende analyse (hvad enten denne er udført i teoretisk eller kunstnerisk register) bestyrker effekten af den internalisering, normalisering og adfærdsregulering, som Foucault fremhævede som nogle af overvågningens primære effekter. (Foucault 1977: ). Pointen er altså, at fornemmelsen af potentielt at kunne blive overvåget (filmet, monitoreret, dataregistreret etc.) overalt og når som helst i høj grad nu også rutinemæssigt fremmanes af selve diskursen om overvågningssamfundet, som altså bl.a. også består af overvågningskritik i stil med den, som fremføres i Erasing David. Hermed dukker der også nogle uventede spørgsmål og dilemmaer op, som rækker længere end denne specifikke film: hvem tjener (den kritiske) overvågningsteori i virkeligheden? Og hvis svaret herpå er foruroligende: hvilke pointer og analyser er i så fald politisk og/eller taktisk opportune at fremføre, og hvilke er ikke? Spørgsmål, som det naturligvis ikke tilkommer denne artikel at besvare, men som ikke desto mindre er yderst relevante at stille. litteraturliste Arthur, Paul. Jargons of Authenticity. Theorizing Documentary. Theorizing Documentary. Red. Michael Renov. New York & London: Routledge, 1993: Bloomfield, Brian. In the right place at the right time: electronic tagging and problems of social order/disorder. The Sociological Review, 49:2 (2001): de Certeau, Michel. Micro-techniques and Panoptic Discourse: A Quid pro Quo. Heterologies: Discourse on the Other. Red. Wlad Godzich. Minneapolis: University of Minnesota Press, 2000 (1982).

91 Peter Ole Pedersen & Jan Løhmann Stephensen Paranoid, moi? 91 de Certeau, Michel. The Practice of Everyday Life. Berkeley: University of California Press, Denzin, Norman K. The Conversation. Symbolic Interaction, 15:2 (1992): Foucault, Michel. Overvågning og straf. København: Rhodos, Foucault, Michel. Two Lectures. Power/Knowledge. Red. Colin Gordon. New York: Pantheon Books, 1980: Foucault, Michel. Of Other Spaces. Diacritics 16:1 (1986): Gad, Christopher & Lauritsen, Peter. Situated Surveillance: an Ethnographic Study of Fisheries Inspection in Denmark. Surveillance & Society 7:1 (2009): Geist, Anton. En torturbøddel takker af. Information 8. april 2010, 2. sektion: 4-5. Jay, Martin. Downcast Eyes: The Denigration of Vision if Twentieth-Century French Thought. Berkeley: University of California Press, Latour, Bruno & Hermant, Emilie. Paris: Invisible City < index.html>. Lauritsen, Peter. Danmark er et overvågningssamfund. Politiken (web) 8. februar < politiken.dk/debat/article ece> Lovink, Geert & Magid, Jill. Overvågning, performance, selvovervågning < net/?page=statisk&id_article=14>. Mann, Steve, Nolan, Jason & Wellman, Barry. Sousveillance: Inventing and Using Wearable Computing Devices for Data Collection in Surveillance Environments. Surveillance & Society 1:3 (2003): McGrath, John E. Loving Big Brother: Performance, Privacy and Surveillance Space. London & New York: Routledge, Nietzsche, Friedrich. Afgudernes ragnarok eller hvordan man filosoferer med hammeren. Kbh: Samlerens bogklub, Renov, Michael. Towards a Poetics of Documentary. Theorizing Documentary. Red. Renov, Michael. New York & London: Routledge, 1993: Taylor, Paul A. From Hackers to Hacktivists: Speed Bumps on the Global Superhighway? New Media & Society 7:5 (2005): Werkmeister, O.K. Den samtidshistoriske billedproblematik. Billed Politik: At se er at dræbe, Red. Bolt, Jakobsen & Visby. Kbh.: Nebula, 2010: Williams, Linda. Mirrors Without Memories: Truth, History and the New Documentary. New Challenges for Documentary. Red. Rosenthal, Alan & Corner, John. Manchester & New York: Manchester University Press, 2005 (1988):

92

93 kristin veel overvågningsnarrationer Overvågning som figur Og formgreb i samtidsromanen Ideen om overvågning har traditionelt været knyttet til synssansen. Fra Guds alvidende øje over Benthams panoptikon-arkitektur til CCTV-kameraerne på togstationerne er det synet, der dominerer. Selv når det er aflytning eller dataovervågning, vi har med at gøre, taler vi ofte om overvågning som en synliggørelse af noget ellers usynligt. Det er derfor ikke overraskende, at diskussionen af overvågningssamfundets samtidskulturelle aftryk i høj grad finder sted i de visuelle medier, som benytter sig af de samme teknologier (kameraer, skærme) som overvågningsindustrien og dermed synes oplagte medier for en undersøgelse af overvågningen som repræsentationsform. Ikke desto mindre stammer vores forestillinger om implikationerne af et overvågningssamfund i høj grad fra litteraturen. Det er således begreber og universer fra så forskellige forfatterskaber som Franz Kafka, Aldous Huxley, George Orwell og Philip K. Dick, der stadig i dag dominerer såvel den samfundsvidenskabelige diskurs som den offentlige debat (eksempelvis Big Brother ). En forståelse af overvågningens kulturelle og æstetiske aftryk må derfor tage den kulturelle arv fra litteraturen med i betragtning. I denne artikel skal der argumenteres for, at også samtidslitteraturen tilbyder en refleksion over livsvilkårene i et overvågningssamfund, idet den formår at artikulere en række aktuelle teoretiske og samfundsmæssige problemstillinger på et tidspunkt, hvor overvågning i stigende grad er ikke blot visuel, men ofte data-genereret. I kraft af en række nedslag i værker fra det 21. århundrede, Ulrich Peltzers Teil der Lösung (2007), Catherine O Flynns What Was Lost (2007) og Tim Lotts The Seymour Tapes (2005), udforskes overvågningens funktion i samtidslitteraturen. En sådan undersøgelse peger på, at overvågning, udover at være en tematisk figur, der artikulerer samtidige livsvilkår, ofte ligeledes fungerer som et fortællemæssigt formgreb, der bruges til at artikulere en meta-refleksion over samtidige repræsentationsvilkår. Overload & opmærksomhed Forholdet mellem overvågning og fortælling kan forstås bedre, hvis vi tager udgangspunkt i overvågningens og fortællingens fælles interesse for indsamling og repræsentation af information og ser nærmere på den måde, de begge håndterer det, der ofte henvises til som informationsoverload. Den mængde af information,

94 94 K&K Kultur&Klasse vi dagligt møder, er øget betragteligt over de seneste årtier, ikke mindst som følge af den teknologiske udvikling, der har ført til betydelige ændringer i mulighederne for at få adgang til, opbevare og kommunikere information. Dette er en udfordring, som både narrativ fiktion og overvågningsteknikker forholder sig til: Romangenren må finde sig til rette i forhold til den øgede mængde af information, som er tilgængelig i hverdagen, hvis den ønsker at reflektere menneskets livsbetingelser i det 21. århundrede. Det kan den gøre enten ved at indoptage overloadet i sin fortælleform og i en vis forstand overloade sin læser med information eller den kan vælge at udstille sine selektionskrav og skabe bevidst stramt komponerede fortællinger. 1 Tilsvarende handler overvågning i dag i høj grad om at adskille relevant fra irrelevant information gigabyte på gigabyte af datamateriale eller CCTV-optagelser er til ingen nytte, hvis vi ikke ved, hvad vi kigger efter. Selektionskriterier er derfor uhyre vigtige og et af de mest omdiskuterede og problematiske områder inden for overvågningsstudier, fordi de nødvendigvis medfører en vis grad af (stereo)typificering. Overvågningstematikken problematiserer således nogle af de udfordringer i forhold til repræsentation, som samtidslitteraturen og ikke mindst romangenren står over for i dag, og det er derfor særlig interessant at se på romaner, som direkte beskæftiger sig med overvågning. I Ulrich Peltzers roman Teil der Lösung er det netop overloadsproblematikken og spørgsmålet om opmærksomhed og overvågning, der står centralt. Romanen udspiller sig i Berlin i begyndelsen af det 21.århundrede. Her er forfatteren og freelanceskribenten Christian på jagt efter en historie om tidligere medlemmer af den Røde Brigade. Samtidig forelsker han sig i den rebelske studerende Nele, der er en del af aktivistmiljøet. Afgørende for romanens skildring af vilkårene for og implikationerne af politisk aktivisme er karakteristikken af samtiden som et kamera-medieret overvågningssamfund. Romanen er fyldt med personer, der tager billeder, og på stationerne og i shoppingcentrene snurrer kameraerne: Mod bankens indgang var der rettet videokameraer fra begge sider, videokameraer i en vis højde på hushjørnerne, overvågningsterritorium uden blinde vinkler, ubemærkede felter. Som foran togstationen, hvor hele området med springvand og verdensur med garanti blev optaget dag og nat, elektromagnetisk Panoptikon (Peltzer: 364). 2 Den verden, der karakteriseres, er på den ene side tilsyneladende fuldstændig kortlagt af kameraer og uden blinde vinkler. På den anden side gør romanen os opmærksom på, at denne panoptikontilstand genererer nye felter, der falder uden for synsfeltet fordi personerne simpelthen ikke formår at identificere den betydningsbærende information. Det ser vi f.eks. i portrætteringen af efterretningstjenestens udfordringer i forhold til at mediere mellem nyttig information og hvid støj i 1 For så vidt en klassisk udfordring for romangenren, hvis vigtighed er accentueret i dag. 2 Alle citater i denne artikel er oversat til dansk af artiklens forfatter.

95 Kristin Veel Overvågningsnarrationer 95 deres jagt på aktivisterne, men også i de dele af romanen, der handler om forholdet mellem Nele og Christian. Udviklingen af deres kærlighedsforhold fokuserer nemlig i høj grad på den usikkerhed og tolkning af selv de mindste tegn, som kendetegner de første stadier af et kærlighedsforhold. Der sættes yderligere trumf på denne hyperaktive tolkningspraksis, i og med at Christian i størstedelen af romanen er uvidende om Neles aktivistaktiviteter, fordi de tegn, han trods alt får, ikke er dem, han helliger sin opmærksomhed eller han læser dem i en forkert kontekst. Men overloadsproblematikken kommer måske allertydeligst frem i sidehistorien om Christians ven, den depressive Martin, som lever i paranoid overbevisning om, at han bliver aflyttet og overvåget, og som gentagne gange henvender sig til Christian, inden han vælger selvmordet som udvej. Hans efterladte befinder sig således i en situation, hvor de må indse, at de overså tegnene på hans desperation eller valgte at fokusere deres opmærksomhed andetsteds. I dens karakteristik af samtidens overvågningssamfund peger romanen således på opmærksomhed som en central term. Hermed placerer den sig i forlængelse af Großstadts-romanen og en moderne problematisering af opmærksomhed og perception. 3 Men snarere end storbyens sansebombardement er det her datamængden i et digitaliseret informationssamfund, der er udfordringen. I åbningskapitlet, der skildrer en aktivist-happening rettet mod overvågningskameraerne i Sony Centeret på Potsdamer Platz i Berlin 4, set fra sikkerhedsvagternes synspunkt, får vi en karakteristik af overvågning og informationsstrøm som perceptionsvilkår: Man bliver en del af det en slags automatik, som punktligt indtræder med arbejdsdagens begyndelse, når døren åbnes og blikket falder på skærmen, som man ikke taber af syne resten af dagen. At akkumulere viden, det man kalder erfaring, øvelse i meditativ erkendelse (Peltzer: 9). Romanen som helhed illustrerer, at denne meditative erkendelsesform ikke blot er gældende for sikkerhedsvagter, men skal ses som et generelt vilkår for perception og erkendelse. En karakteristik, som vi også finder hos arkitekturhistorikeren Beatriz Colomina: Vi er i dag overalt, hele tiden omgivet af et opbud af mange forskellige billeder. På gaden, i lufthavne, shoppingcentre og fitnesscentre, men også på vores computere og i fjernsynet. Ideen om et enkelt billede, som behersker vores opmærksomhed, er forsvundet. Det virker, som om vi har behov for at blive distraheret for at kunne koncentrere os (Colomina: 323). 3 Se f.eks. Jonathan Crary. 4 Potsdamer Platz er i denne forbindelse et betydningsbærende sted, idet området har bevæget sig fra at være indbegrebet af koldkrigstidens overvågningskultur til at rumme den nok mest karakteristiske moderne overvågningslokation shoppingcenteret.

96 96 K&K Kultur&Klasse Beskrivelsen af sikkerhedsvagternes arbejde i Teil der Lösung giver et meget konkret billede af en sådan tilstand, hvor koncentrationen opstår i et meditativt mode, der ligger et niveau under, hvad vi normalt betegner som bevidst opmærksomhed. Fokus bliver en slags automatik, der dog hele tiden er klar til at bemærke det usædvanlige: en irritation som et lyn, der pludselig fanger opmærksomheden, en impuls af fare, der kommer ud af intet og elektrificerer ånden (Peltzer: 10). Det er en tilstand af konstant vagtberedskab af på samme tid enorm koncentration og meditativ distraktion som ikke lader plads til anden tankevirksomhed. I kraft af Christians refleksioner over sin skriveproces, som netop synes præget af denne tilstand af meditativ koncentration, kobles romanens karakteristik af opmærksomhedens vilkår til konstruktionen af narrative strukturer: Hvordan skriver man i et stormløb af billeder, som intet har at gøre med handlingen, med planen på væggen, de sidste linjer i den åbne fil? (En stiknarkoman renser tænder med en skruetrækker ved Kottbusser Tor. Overhørte dialogbidder, tilfældige observationer.) (Peltzer: 304). Christians litterære ambition er at opløse subjektet som fortællerstemme og lade det erstatte af en anonym mumlen (Peltzer: 131): Det drejer sig om stemmer, stemmer fra alle områder, fra oven, fra neden, som i skiftende tonelejer ville kunne skitsere et hverdagspanorama, dagligdagen i alle dens facetter (Peltzer: 260). I romanens univers skabes der således paralleller mellem overvågningens og romanskrivningens udfordringer, som peger tilbage på Teil der Lösungs eget repræsentationsprojekt og den læseroplevelse, den genererer. Teil der Lösung bygger langsomt en spænding op i kraft af sine mange handlingstråde og karakterer og udfordrer dermed sin læser til at sortere relevant fra irrelevant information og identificere kausalsammenhænge, der giver mening. Fortælleformen er filmisk iagttagende og observerende uden en engageret og vurderende fortællerstemme, uanset om vi følger aktivister eller politi men der er mange og dramatiske klip mellem de forskellige historier og karakterer. Det er altså kameraets optik, vi har med at gøre, i mere end én forstand. Romanen medierer således mellem overvågningskameraets uredigerede registrering og filmkameraets bevidste komposition mellem overload og nøje overvejet selektion og formidler dermed sin refleksion over opmærksomhedens vilkår i et overloadet overvågningssamfund, ikke bare i en række tematiske modulationer, men også i selve den måde, hvorpå romanen fortæller sin historie. Ubemærket overvågning i kontrolsamfundet Koblingen af overload og overvågning er signifikant og kan ligeledes spores i filmnarrationer såsom Michael Hanekes Caché (2005). Den kan imidlertid antage mange former. I Catherine O Flynns What Was Lost ser vi en anden type narrativ respons på overloadsituationer genereret af overvågning én, der ikke går ud på at mime overloadet, men derimod at reducere det. Øvelsen går ud på at gøre overvågningen

97 Kristin Veel Overvågningsnarrationer 97 ubemærket, og den mestres af den tiårige Kate, der er fortæller i den første del af romanen, som foregår i Hun er en egensindig og ensom pige, der har mistet begge sine forældre og nu bor hos sin bedstemor, hvor hun bruger det meste af sin tid på at lege detektiv og holde nabolaget især det nærliggende shoppingcenter Green Oaks under observation. Hun noterer systematisk sine iagttagelser i en lille notesbog, og som læser forvirres man indledningsvis af disse mange optegnelser og føler (som Kate selv) en usikkerhed omkring, hvilke begivenheder der er vigtige. Det er dog ikke dette indledningsvise overload, der er det centrale i romanens behandling af overvågning. Det er derimod Kates evne til ikke at blive bemærket, når hun observerer verden: Hun havde fået fornemmelsen af, at voksne ikke brød sig om hendes ture på egen hånd, så når hun nu om dage blev udspurgt af en butiksassistent, sikkerhedsvagt eller en forælder, plejede hun at antyde, at et uspecificeret, voksent familiemedlem bare lige var henne i en anden forretning. I det store hele var der dog ingen, der udspurgte hende, rent faktisk lagde ingen rigtig mærke til hende. Undertiden troede Kate, at hun var usynlig (O Flynn: 5). Vi er hermed tilbage ved karakteristikken af overvågningens indflydelse på opmærksomheden, som blev anslået med karakteristikken af den meditative koncentration i Teil der Lösung. I What Was Lost er fokus dog ikke primært på overvågernes bevidsthedsniveau, men i lige så høj grad på omgivelsernes opmærksomhed på, at de bliver overvåget. Til trods for Kates intensive deltagelse som observatør af lokalmiljøet er hendes personlige relationer minimale. Hendes usynlighed er således et gennemgående eksistensvilkår, men det er også en evne, som hun opøver og dyrker i sin selvudnævnte egenskab af detektiv. Kate bliver på den måde en personifikation af en tilsyneladende uskyldig form for overvågning, som er båret af ønsket om at forstå andre mennesker og deres handlemønstre og i sidste ende at kunne vinde de voksnes anerkendelse og opmærksomhed. En ubemærket overvågningsform, som næres af ønsket om synlighed og menneskelig kontakt. Spørgsmålet om synligheden af den overvågning, vi er objekt for, er interessant i et teknologisk og samfundsmæssigt perspektiv. Hvis overvågningsteknologier skal fungere optimalt, skal de helst formå at sortere informationsmængderne i al ubemærkethed og kun pådrage sig opmærksomhed i særlige tilfælde. De skal med en term fra informationsteoretikeren Mark Weiser være calm. Weiser præsenterede i 1990 erne visionen om at imødegå informationssamfundets overload ved hjælp af teknologier, der er så integrerede i vores dagligdag, at vi ikke længere bemærker dem allestedsnærværende calm technology (Weiser & Brown). Teknologisk calmness synes at være en nødvendighed i et samfund, hvor teknologi gennemsyrer vores kroppe og omgivelser og er indlejrede i selv de mest dagligdags erfaringer fra sensorerne, der tænder lyset på offentlige toiletter, til kattelemmen, der aflæser chippen i Missers nakke og holder uønskede katte ude af huset. Hvis sådan et samfund skal fungere, er det en nødvendighed, at teknologien arbejder

98 98 K&K Kultur&Klasse ubemærket uden at tiltrække sig opmærksomhed for ikke at gøre det kognitive overload uhåndterligt. Den distræte koncentration, vi så hos Peltzer, er altså her yderligere automatiseret. Samtidig er det imidlertid uhyre vigtigt at holde sig for øje, hvilke mekanismer i samfundet og i vores omgang med verden, som hermed forvises til et niveau under vores bevidste opmærksomhed. Et eksempel på overvågning, som er så indlejret i vores dagligdag, at vi ikke længere tildeler den vores bevidste, reflekterede opmærksomhed, men lader den foregå ubemærket i baggrunden af vores liv, er såkaldt facial recognition software, der identificerer en person ved at sammenligne udvalgte ansigtstræk fra et digitalt billede med en database. En teknologi, som er hyppigt brugt i sikkerhedssystemer i lufthavne, men også hos sikkerhedsfirmaer i private virksomheder eller i storcentre. Andre former for ubemærket overvågning finder vi i den form for profiling, der finder sted i telefonkøsystemer eller på kommercielle hjemmesider, som differentierer priser og serviceniveau i forhold til forskellige kundegrupper. Til trods for at teknologien fungerer ubemærket, og overloadssituationen både skabes og håndteres af systemet, uden at den behøver komme til vores kendskab, har den således stor indflydelse på vores liv og samfundsstrukturer. 5 Disse teknologiserede dimensioner af overvågning reflekteres i anden del af What Was Lost, hvor vi 20 år senere følger den butiksansatte Lisa og sikkerhedsvagten Kurts forsøg på at opklare, hvorfor Kate forsvandt. Lisa og Kurt arbejder begge i Green Oaks shoppingcenter. Et miljø, der i 2003 beskrives som domineret af overvågning i alle afskygninger: Rækkerne af sikkerhedsvagter i centret var udvidet med de vagter og butiksdetektiver, som de fleste forretninger ansatte internt, hvilket blev til omkring to hundrede sikkerhedsvagter, som arbejdede på Green Oaks fire kvadratkilometer. Vagter, forfølgere, tjenere, folk, der var mistænksomme, folk, der kedede sig, på udkig efter tegn, på udkig efter ballade (O Flynn: 84). Den uskyldige observatør, vi mødte i form af Kate, er erstattet af overvågningsformer, som er langt mere synlige og foruroligende for dem, der overvåges: Lisa blev mere og mere sikker på, at hun blev overvåget; hun følte sig synlig på en skræmmende måde. Nogen overvågede, men de kom hende ikke til hjælp. Hun blev observeret og vurderet (O Flynn: 121). Det, der især er interessant i karakteristikken af oplevelsen af at blive overvåget i denne del af romanen, er, at ensomheden og manglen på tætte menneskelige relationer, ligesom i Kate-delen af fortællingen, kobles til overvågning, som også for Lisa og Kurt fremstilles som et eksistensvilkår en uomgængelig del af deres dagligdag i konsumsamfundet. Den verden, vi får indblik i, er gennemsyret af software-sortering som f.eks. når elevatoren i storcentret automatisk prioriterer kundernes etagevalg over de ansattes adgang til lageretagerne. På sin vis glider alt let og uproblematisk her er ikke stor risiko for 5 Wood & Graham bruger termen software-sorted societies.

99 Kristin Veel Overvågningsnarrationer 99 overload det, der karakteriserer såvel Lisas som Kurts liv, er inerti og manglen på noget, der kan forstyrre det velfungerende nærmest autopoietiske system, hvor alle er kontrolleret, men ingen har kontrol. 6 Denne kobling af overvågning og kontrol får sit mest perverterede udtryk hos Kurts kollega, Gavin, som viser sig at være skyld i Kates død: Når du betragter nogen, har du ingen kontrol over, hvor de går hen. De kan gøre, hvad de vil, og alt, hvad du kan gøre, er at stå i skyggen og se på. Det er en følelse af magtesløshed. Men når nogen betragter dig, har du kontrollen (O Flynn: 236). Den afmagtssituation, som det lukkede overvågningssystem afføder (og som hensætter Lisa og Kurt i en apatisk utilfredshed med deres liv), bevirker, at Gavin vender magtforholdet i overvågningssituationen på hovedet og konkluderer, at eftersom hans egen position som overvåger ikke giver ham en følelse af kontrol, må kontrollen ligge hos den, der overvåges. Romanen som helhed viser imidlertid, at magtesløsheden er lige stor hos de overvågede som hos overvågerne. Den distancerede observation kan ikke erstatte meningsfulde menneskelige relationer, men kun føre til inerti, ensomhed og tab. Mens Peltzers overloadsroman efterlod os med en mængde løse tråde, hæfter What Was Lost i langt højere grad en ende og etablerer et hierarki for vigtigheden af de informationer, vi får. Ligesom det klaustrofobiske overvågningsunivers i shoppingcenteret, lukker romanen sig fortælleteknisk om sig selv, og kun i Lisa og Kurts begyndende romance finder vi en handlingstråd, der peger ind i fremtiden. De synes at være de eneste karakterer, der rummer muligheden for at bryde ud af det lukkede betragter-betragtet system og erstatte den afstandstagende observation med en meningsfuld relation. Kate og Gavin er derimod begge fanget i deres roller som observatører, hvis ønske det er selv at blive bemærket. Til trods for, at vi i både Teil der Lösung og i What Was Lost befinder os i det kamera-overvågede shoppingcenter, har overvågning andre konnotationer og dermed også andre tematiske og formmæssige konsekvenser i What Was Lost. Her bliver overvågningens karakter af almen menneskelig kvalitet (jf. betydningen af det franske surveiller at våge over nogen) vendt på vrangen og gjort til et spørgsmål om ubemærkethed og ensomhed som menneskelige eksistensvilkår. Med andre ord er det i denne roman ikke overvågningen, men mennesket, der bliver usynligt, jo mere overvågning integreres i vores dagligdag. Repræsentationens mulighedsbetingelser Indtil nu har vi set, hvorledes koblingen af overvågning og narration sætter fokus på informationsoverload som et markant træk ved samtiden, og vi har iagttaget to forskellige narrative strategier i forhold til denne overload hos Peltzer omfavnes 6 Det er Deleuzes kontrolsamfund, vi har med at gøre: Vi beskæftiger os ikke længere med masse over for individ. Individer er blevet til dividuelle og masserne til stikprøver, data, markeder eller banker (5).

100 100 K&K Kultur&Klasse den og bliver til en del af den narrative struktur, mens den hos O Flynn udhules og vakuumpakkes til en stram komposition. Det fører os frem til spørgsmålet om overvågningens krav på referentialitet dens forhold til virkelighedsgengivelse. Kulturteoretikeren Thomas Levin argumenterer i sin artikel Rhetoric of the Temporal Index: Surveillant Narration and the Cinema of Real Time for, at der inden for film er sket en bevægelse fra en tematisk interesse for overvågning (som f.eks. Fritz Langs Dr. Mabuse film og Hitchcocks Rear Window) til en mere strukturel tilgang til overvågning som selve mulighedsbetingelsen for fortællingen. Han placerer én af bevæggrundene for denne udvikling i det skift, som det digitale billede har bevirket i forhold til vores tiltro til fotografiets referentialitet, idet mulighederne for manipulation med det digitale fotografi udstiller billedets karakter af konstruktion. Levin argumenterer for, at overvågningsbilledet, som transmitteres i real-time, overtager denne realisme-effekt i en række film fra 1990 erne og fremefter, idet en real-time transmission i højere grad undgår mistanke om manipulation i postproduktionen. Inden for litteraturen genfinder vi diskussionen i den opblussen af det selvbiografiske, der præger samtidslitteraturen, og i Tim Lotts The Seymour Tapes kobles det selvbiografiske som litterært greb med overvågningen som tema og bliver udgangspunkt for en udforskning af repræsentationens mulighedsbetingelser. I modsætning til hos Levin er der dog ikke megen tiltro til overvågningskameraets troværdighed, i stedet gribes der til en romantradition for utroværdige fortællere. Fortælleren i The Seymour Tapes er en forfatter ved navn Tim Lott, der hyres til at skrive en bog om lægen Alex Seymours død. Seymours efterladte hustru, Samantha, føler, at forløbet omkring hans død er blevet fremstillet fejlagtigt i medierne og ønsker at give ham oprejsning i form af en posthum dokumentation af forløbet. Men figuren Alex Seymour er en fiktiv karakter, og bogen, han optræder i, en roman, så allerede her er tilliden til den sandfærdige gengivelse undergravet. På handlingsplanet udforsker romanen overvågningskameraets troværdighed som repræsentationsform, idet den fortæller historien om den midaldrende Dr. Seymour, som på grund af mistanke om konens utroskab, truende sagsanlæg mod sin praksis og en generel følelse af utilstrækkelighed i livet og rollen som far installerer skjulte overvågningskameraer i sit hjem og sin praksis. Romanen følger Lotts kortlægning af forløbet, der viser, hvordan Seymours overvågning fører til, at han finder en fortrolig i kvinden Sherry Thomas, som sælger ham overvågningsudstyret. Hun viser sig imidlertid at lide af en nærmest dokumentarisk besættelse og myrder ham for åbent kamera, da han ønsker at trække sig fra overvågningsprojektet. I en sidste dramatisk vending afsløres det, at Seymours mistanke til hustruen faktisk var velbegrundet, og at hun muligvis har en medskyld i mordet. Vi har således at gøre med en kompleks fortælling, der leger med fiktionens og repræsentationens muligheder og blinde vinkler med overvågningsfiguren som central trope. Fortælleformen veksler mellem transskriptioner af interviews og beskrivelser af CCTV-optagelser. Begge fortællegreb lover en vis form for neutralitet, men er ledsaget af fortællerens kommentarer, der henleder opmærksomheden på den grad af redigering og komposition, som materialet nødvendigvis må undergå

101 Kristin Veel Overvågningsnarrationer 101 for at gå fra råt datamateriale til fortælling. Vi er således tilbage ved spørgsmålet om overload, selektion og opmærksomhed, som vi så modelleret i What Was Lost og Teil der Lösung. Fortælleren Lotts strategi er at selektere i det omfangsrige datamateriale, han får overleveret: I dette tilfælde har jeg gjort mit bedste for at gøre min beretning af fakta neutral det er for nylig gået op for mig, at det måske er et underbevidst forsøg på at konkurrere med kameraet om retten til at repræsentere det, vi kalder virkelighed, korrekt. De fakta, jeg har udvalgt, de citater, jeg har brugt, de sektioner af videobåndene, som jeg har vurderet irrelevante, kedelige eller for nærgående, er ikke desto mindre alle sammen faktorer, som betyder, at den version af virkeligheden, som jeg har konstrueret, er fortegnet (Lott: 5). Lotts ønske om at konkurrere med overvågningskameraets privilegerede fortælleposition ekkoer Levins pointe om, at overvågningsoptagelsen rummer et løfte om realisme, men i romanens sidste kapitel sættes der ligeledes spørgsmålstegn ved troværdigheden af denne form for repræsentation. Her er fortælleren ikke længere Lott, men et kamera-jeg, der hævder at være til stede, både når Tim Lott er til møde hos sit forlag, når den gravide Samantha mødes med sin elsker, når Alex Seymours søn græder, når datteren afviser moderens opkald, og når læseren læser romanen. Denne fortæller insisterer på at observere uden at fortolke eller læse motivationer ind i de handlinger, der udspiller sig, men kapitlet udstiller snarere den hårfine grænse mellem observation og fortolkning i kraft af fortællerens mislykkede forsøg på neutralitet ikke mindst på grund af klippene mellem de forskellige sekvenser, der er ladede med emotionel effekt. Som hos Peltzer er bevægelsen fra datamateriale til meningsfuld information således central, hvilket i The Seymour Tapes bruges til at afmontere ideen om overvågningskameraet som privilegeret, guddommelig synsvinkel en tematik, som ligeledes udforskes på handlingsplanet. Seymours ulykkelige skæbne udspringer af hans tro på, at det, kameraet viser, vil kunne give ham vished i forhold til sin kone og et forspring i forhold til børneopdragelse. Hans tillid til kameraets dokumentariske effekt er så at sige for stor. I modsætning til Gavin i What Was Lost, som tog kontrol ved at blive set, føler Seymour sig alvidende og i kontrol ved at bruge kameraet som en udvidelse af hans eget synsfelt. Romanen tematiserer således det guddommelige overmod, der ligger i overvågning her i en udtalelse fra én af Seymours videodagbøger, hvor han overvejer effekten af overvågningen af sønnen: han er ved at lære, at der ikke er nogen årsag uden effekt, at der ikke er nogen overskridelse uden straf, fordi han bliver set, Herre, af sin far, ligesom du, vor Far, våger over os. Han vil måske hade den retfærdighed, som rammer ham som lyn fra en klar himmel nu, men han må have hadet det så meget mere, dengang der ikke var anden retfærdighed, end hvad han kunne slippe af sted med. Nu er der orden. Nu er der struktur. Så nu kan der blive fred (Lott: 182).

102 102 K&K Kultur&Klasse Overvågningen giver således Seymour en fornemmelse af at blive al-seende og dermed i en vis forstand guddommelig, men romanens Ødipale pointe er, at Seymour langt fra bliver al-vidende. Den dokumenterende overvågning kan ikke erstatte en empatisk indlevelse i familiens dynamik, ligesom vi i What Was Lost så, hvordan den distancerede observation ikke kunne erstatte meningsfulde menneskelige relationer. Seymour indser ikke konens dobbeltspil, og det bliver hans tragedie. På det formmæssige såvel som det handlingsmæssige plan etableres der således i romanen en parallel mellem repræsentation i form af narration og repræsentation i form af overvågning. Der ligger i både fortællerens og overvågerens rolle en magt, men også et potentielt overmod, fordi de påtager sig at gengive virkeligheden. I og med at de påtager sig selektionen i datamaterialet, åbner de nemlig også muligheden for fejlfortolkninger på det emotionelle plan, som de mange forskellige fortælleformer og synsvinkler i romanen viser. Samtidslitteratur og overvågning Mængden af samtidslitteratur, som beskæftiger sig med overvågning som tematik, er betydelig, ikke mindst inden for science-fiction genren. Ingen af de tre romaner, vi har beskæftiget os med i denne artikel, hører imidlertid til science-fiction genren. Det, vi får skildret, er ikke dystopiske scenarier om fremtidige overvågningssamfund i Orwell, Huxley og Dicks tradition. Integreringen af overvågning i plot og fortællestrukturer i de tre romaner skildrer derimod overvågning som noget, der allerede er en naturlig del af vores livsverden. Overvågning er her ikke kun et udefrakommende fremmedlegeme, men ligeledes dybt integreret i karakteristikken af de emotionelle og menneskelige relationer, hvilket nødvendigvis påvirker overvågningens funktion i fortællingen. Heri ligger der en interessant pointe, som peger på et signifikant træk ved overvågningens position i samtidskulturen. Teknologiske nybrud har tendens til især at markere sig stærkt tematisk i den utopiske og dystopiske litteratur, så længe de udgør en udfordring for den menneskelige perceptionsevne. 7 Efterhånden som de integreres i vores dagligdag og ikke længere på samme måde udgør en kilde til kognitivt overload, bliver det litterære aftryk mere forskelligartet. Det er et sted i denne bevægelse, at vi i øjeblikket befinder os, når det kommer til overvågningsteknologi. Overvågning er i dag i høj grad et fænomen, der genererer passionerede standpunkter, og de dystopiske science-fiction fremstillinger er fortsat fremherskende. Men overvågning er også i stigende grad et fænomen, som indgår stadig mere ubemærket i vores dagligdag, og dermed får den i litteraturen i højere grad andre funktioner end den spændingsbærende tematiske. Teil der Lösung, What Was Lost og The Seymour Tapes beskæftiger sig alle eksplicit med overvågning. Imidlertid er det, der er interessant i deres bearbejdning af overvågning, ikke kun analysen eller udsigelsen omkring overvågningens samfundsmæssige implikationer på det konkrete, tematiske plan, men i lige så høj grad den måde, hvorpå overvåg- 7 Et andet eksempel er computerteknologien i anden halvdel af det 20.århundrede.

103 Kristin Veel Overvågningsnarrationer 103 ningsproblematikkerne bruges til en refleksion over repræsentationsvilkår i det 21. århundrede. Hermed peger romanerne på overvågningsteknologiens indflydelse på et æstetisk og mentalhistorisk niveau, der kan sidestilles med den måde, det tidlige 20. århundredes chokæstetik og montageteknik ofte kobles til opkomsten af den moderne storby. De tre romaner artikulerer koblingen mellem narration og overvågning som figur og formgreb på hver sin måde og sætter herigennem fokus på centrale karakteristika ved samtidens overvågningspraksisser og deres menneskelige implikationer. Her handler det ikke blot om overvågning som et aktuelt fænomen, der kan forstås i et binært modsætningspar mellem sikkerhed og privatliv, og som vi på det samfundsmæssige plan kan forholde os til i form af sikkerhedspolitik og på det personlige plan i indstillingen af vores privacy-settings på Facebook. I kraft af romanernes interesse for menneskeskæbner og subjektivitet åbner de for en forståelse af indlejringen af nye overvågningsteknologier i vores dagligdag som del af en kulturhistorisk tradition, f.eks. i forhold til opmærksomhed og perception, men også i relation til de affektive og emotionelle implikationer af overvågning. Med afdækningen af overvågning som ikke blot et tematisk anliggende, men i høj grad også et fænomen, der sætter sig spor i romanernes narrative strukturer, får vi således en tilgang til overvågning, der på et mere fundamentalt plan ser på, hvilken indflydelse den accentuering af overvågningspraksisser, vi i øjeblikket er vidne til, har på vores oplevelse, forståelse og repræsentation af verden. litteraturhenvisninger Colomina, Beatriz. Enclosed by Images: Architecture in the Post-Sputnik Age. Ctrl [Space]: Rhetorics of Surveillance from Bentham to Big Brother. Red. Thomas Y. Levin, Ursula Frohne og Peter Weibel. Cambridge, Mass.: MIT Press, 2002: Crary, Jonathan. Suspensions of Perception: Attention, Spectacle and Modern Culture. Cambridge, Mass.: MIT Press, Deleuze, Gilles. Postscript on the Societies of Control. October 59 (1992): 3-7. Levin, Thomas Y. Rhetoric of the Temporal Index: Surveillant Narration and the Cinema Of Real Time. Ctrl [Space]: Rhetorics of Surveillance from Bentham to Big Brother. Red. Thomas Y. Levin, Ursula Frohne og Peter Weibel. Cambridge, Mass.: MIT Press, Lott, Tim. The Seymour Tapes. London: Penguin, O Flynn, Catherine. What Was Lost. Birmingham: Tindal Street Press, Peltzer, Ulrich. Teil Der Lösung. Zürich: Amman Verlag, Weiser, Mark, og John Seely Brown. The Coming Age of Calm Technology. (1996): 4. maj 2010 < Wood, David Murakami, og Stephen Graham. Permeable Boundaries in the Software-Sorted Society. Mobile Technologies of the City. Red. Mimi Sheller and John Urry. London, NY: Routledge, 2006:

104

105 steen klitgård POvlsen På tyske PræMisser, Men Med globalt PersPektiv Overvågning i nyere tysk litteratur Overvågning og angiveri er følsomme temaer i den offentlige bevidsthed i Tyskland. Alene i kalenderåret 2009 har tysk presse oprullet store overvågningsskandaler i Deutsche Bahn, Deutsche Telekom og Deutsche Bank, skandaler, der har ført til direktørers afgang og enorme prestigetab for de berørte firmaer. Pressen har også afsløret, at apoteker stiller oplysninger om medicinbrug til rådighed for arbejdsgivere, og vist, hvordan store indkøbskæder systematisk overvåger de ansatte. En stor tysk avis som Frankfurter Rundschau har ligefrem her i foråret 2010 en rubrik på sin hjemmeside, der hedder Überwacht (overvåget), det venstreorienterede tageszeitung en tilsvarende Schwerpunkt Überwachung (hovedtema overvågning). Begge fyldes regelmæssigt med nyt stof. Det er svært at sige, om overvågningen er større i Tyskland end i andre sammenlignelige lande, men opmærksomheden over for temaet er tydeligvis massiv. Hen over vinteren anklagede ikke mindre end borgere den tyske stat ved Forbundsdomstolen i Karlsruhe i forbindelse med implementeringen af EU s bestemmelser om dataopbevaring. Den 3. marts gav Forbundsdomstolen de klagende ret: Forbundsdomstolen må revidere implementeringen, landets højeste domstol mener, regeringen er gået for vidt. Pressedækningen og diskussionen af disse sager har været omfattende i alle Tysklands store medier. Overvågning er hot stuff i Tyskland. Det er let at se, at denne optagethed er et resultat af tysk historie. Den nazistiske politistat blev i den østlige del af Tyskland afløst af den kommunistiske (DDR), men spaltningen af landet førte også til en massiv overvågning af oppositionelle grupper i Forbundsrepublikken og til en generel mistænksomhed borgerne imellem. Da Tyskland efter murens fald blev forenet og skulle til at starte på en frisk, var det en af de vigtigste målsætninger at få ryddet denne mistænksomhed af vejen. Det var bl.a. baggrunden for den hurtige lukken op for Stasi-arkiverne efter murens fald. En østrigsk hjemmeside, Überwachungsstaat Nein Danke (overvågningsstat nej, tak), der også holder systematisk øje med debatten i Forbundsrepublikken, refererer uafbrudt til DDR for eksempler på forhold, man skal undgå. Aldrig mere Stasi, synes motto et at være for en politisk bevægelse, som eksplicit opfatter sig som arvtager fra den østtyske borgerretsbevægelse, der i dag figurerer som sidste del af Die Grünen/Bündnis 90. At Forbundsdomstolen i Karlsruhe også ser sig

106 106 K&K Kultur&Klasse som forvalter af disse idealer ofte i domme mod regeringen selv er selvfølgelig interessant og håbefuldt for det demokrati, som omverdenen også i nyere tid har været skeptisk over for. 1 Derfor er det påfaldende, at overvågningstemaet aldrig har spillet nogen fremtrædende rolle i den nye tyske litteratur. At det ikke kunne det i DDR, er indlysende. Det vender jeg tilbage til. Men heller ikke forfatterne i Forbundsrepublikken før 1989 interesserede sig alvorligt for temaet, hvad Franz Huberth i sin artikel Die Stasi in der deutschen Literatur tolker som udtryk for venstreorienteret blindhed, desinteresse, politisk hensynstagen eller skyhed det var ikke, fordi man ikke vidste, hvad der foregik. 2 Siden murens fald og genforeningen i 1990 er der fremkommet en uoverskuelig mængde af erindringer, forskningsresultater og features om livet i DDR, herunder også om Stasis virksomhed i forhold til forfattere og andre kunstnere. En stor del af debatten om dette forhold har fundet sted i forbindelse med spektakulære sager om prominente forfatteres involvering med det hemmelige politi: Heiner Müller, Monika Maron og ikke mindst Christa Wolf, hvis roman Hvad blev tilbage i 1993 udløste den såkaldte store, tyske forfatterstrid. Men forskerteamet omkring Franz Huberth konkluderede i 2003, at temaet stadig ikke synes at have frembragt væsentlige skønlitterære værker. De få eksempler, Huberth nævner, 3 benytter temaet som en formodet garant for autenticitet, voyeurisme og spænding (27). Værker med større æstetisk ambition og kvalitet er det ikke. Måske er denne tilstand dog aktuelt ved at ændre sig. Det kan hænge sammen med, at den klassiske DDR-litteratur fra 1960 og frem til murens fald i disse år oplever en bemærkelsesværdig renæssance i den tyske offentlighed, med genudgivelser, seminarer og monografier til følge. Under den ironiske titel Im Osten ging die Sonne auf analyserede Alexander Cammann i Die Zeit i november 2009 elementerne i denne renæssance. Han så den som et resultat af, at man med de mange års afstand havde kunnet nylæse denne litteratur og mere uhildet se dens kvaliteter kombineret med en fascination af den rolle, litteratur havde spillet i det østtyske diktatur. Den etiske forpligtethed og eksisistentielle alvor, som litteratur havde i et samfund uden andre egentlige offentlighedsformer, kunne godt gøre forfattere, der var ved at drukne i mediesamfundets mange udbud, misundelige. Og de østtyske forfatteres evne til at finde hullerne i diktaturet og på trods af censur og forfølgelse alligevel skildre de virkelige problemer, vækker stadig beundring. Cammann er dog 1 I sin bog Tyskland Europas hjerte fra 2009 (Gyldendal, Kbh.) konkluderer Per Øhrgaard en gennemgang af Forbundsdomstolens virke således: Der er altså noget ikke bare ved siden af, men også over forbundsdagen, hvilket i moderne klædebon viderefører en tysk tradition for at sætte retsstaten over det politiske demokrati. I en tid med svigtende demokratisk legitimation og tiltagende stemningspopulisme er det måske ikke det dårligste forsvar for demokratiet at have en sådan domstol : 92. Man kan sammenligne den progressive tyske Forbundsdomstol med den konvervative amerikanske højesteret og se forskellen. 2 Huberts disputats Aufklärung zwischen den Zeilen. Stasi als Thema in der Literatur, Köln: Böhlau Verlag 2003 er stadig den mest omfattende gennemgang af temaet. Værket rummer ikke mindst en række tætte analyser af skønlitterære behandlinger af Stasi efter murens fald. 3 Hans Joachim Schädlichs Trivialroman, Jürgen Fuchs Magdalena og Erich Loests Nikolaikirche, alle skrevet af tidligere DDR-forfattere.

107 Steen Klitgård Povlsen På tyske præmisser, men med globalt perspektiv 107 også opmærksom på bagsiden ved denne interesse, der også gælder, hvad han kalder samme litteraturs nicheborgerlighed og kunstneriske traditionsbevidsthed (13). Dobbeltheden vender vi tilbage til; men jeg betragter den af Cammann beskrevne renæssance for DDR-litteraturen som en vigtig forudsætning for ny tysk litteraturs behandling af overvågningstemaet. Lad os da se lidt nærmere på denne forudsætning. Som udgangspunkt måtte man regne med, at intet værk udkom, intet billede blev udstillet i et land som DDR, uden at en eller anden parti- eller politiinstans havde godkendt det. Allerede inden muren faldt, var den østtyske forfatter Joachim Walther (f. 1943) gået i gang med at samle stof om det hemmelige politi, Stasis, overvågning af den østtyske litteratur, og da de Stasi-arkiver, som man ikke havde nået at tilintetgøre i de hektiske dage i efteråret 1989, blev åbnet for offentligheden, kunne han uddybe og fuldføre sine studier. Det resulterede i 1996 i kæmpeværket Sicherungsbereich Literatur. Schriftsteller und Staatssicherheit in der Deutschen Demokratischen Republik, der ikke siden er overgået i omfang og grundighed. Siden 2001 har Walther i øvrigt sammen med Ines Geipel ledet projektet Archiv unterdrückter Literatur in der DDR under Die Bundesstiftung zur Aufarbeitung der SED-Diktatur i Berlin 4. Styrken i Walthers studie ligger i påvisningen af Stasi-apparatets finmaskethed, der i virkeligheden reducerede de egentlige censurinstansers betydning. Forfatterforbundet, forlagene, Pen, litteraturtidsskifterne og anmelderkorpset, Akademie der Künste og en lang række kulturelle formidlingsinstitutioner var alle gennemsyret af meddelere til Stasi, der gennem DDRs historie sørgede for, at der altid kørte en eller anden sag mod en forfatter, en sag, der ofte betød fængsling eller udvisning. Derigennem opnåede man den vigtigste af censurprocesserne: selvcensuren, der naturligvis var den mest omkostningsfrie for Stasi. Det er bl.a. omfanget af denne selvcensur, Arkivet for den undertrykte litteratur i DDR er ved at undersøge. DDR adskilte sig fra det øvrige Østeuropa ved at have en stat, som man var historisk forbundet med, og hvor der taltes det samme sprog, lige på den anden side af grænsen, en stat, der holdt øje med, hvad der foregik i landet. Muren var porøs, og materialer og informationer sivede uafbrudt gennem den, og det østtyske magtapparat var tiltagende følsomt over for de vesttyske anskrig, når undertrykkelsen blev for massiv i DDR. Stasi bevægede sig i alle årene i en balancegang mellem for meget og for lidt, og Joachim Walther beskriver en mængde groteske eksempler på magtapparatets problemer. Også Walthers gennemgang af enkelte Stasi-agenters personlige historier og hans analyser af Stasi-sproget fører ofte den saglige diskurs hen i retning af det groteske: selv om kampen om ytringsfriheden var blodig alvor for mange forfattere i DDR, havde den også et komisk skær over sig. Der var et åbenlyst 4 Siden 2005 har dette projekt bl.a. udgivet Die verschwiegene Bibliothek (det fortiede bibliotek) bestående af værker, der strandede i den østtyske censur, og ikke efter murens fald har kunnet finde et forlag. Biblioteket rummer foreløbigt 10 bind.

108 108 K&K Kultur&Klasse misforhold mellem den betydning, Stasi tillagde litteraturen, og den virkning, den ville have haft, hvis den havde kunnet udfolde sig frit. I virkeligheden nød forfatterne i DDR fordel af denne overvurdering, der gav dem en status, der ofte langt overgik de litterære kvaliteter i de værker, de skrev. For mange DDR-forfattere betød nedgangen i status efter murens fald et chok, som de aldrig er kommet sig over. Men selv om Stasis net over litteraturen var finmasket, var der huller i det, hvad Walther også giver adskillige eksempler på i sin bog. Rundt omkring i apparatet sad folk, der tog chancer, og lod bøger passere, som de vidste, Stasi ikke tolererede, bl.a. når det gjaldt omtalen af det hemmelige politi selv, hvilket var noget af det absolut forbudte i DDR. Man satsede også sommetider på, at publikum var bedre til at læse end Stasi. Mange af de folk, som Stasi fik anbragt i kulturlivet, havde ikke nogen relevant uddannelse eller særlig megen forstand på kunst, påviser Walther. Til gengæld udviklede læsere i DDR ofte en fantastisk evne til at læse underforståede koder og slørede budskaber. F.eks i historiske romaner, der var en i forhold til litteraturen i andre europæiske lande monstrøst udbredt genre. Ikke siden 1600-tallet havde så mange romaner og teaterstykker foregået i det antikke Grækenland som i DDR. En af de vigtigste var Christa Wolfs Kassandra fra 1974 med en tydelig Stasi-figur. Østtyskerne var velbevandrede i historien. Et problem for Stasi var, at spioneri og angiveri grundlæggende foregår efter det samme mønster i alle samfund. Det var en del af den officielle østtyske historieopfattelse, at man kritiserede feudalismen og kapitalismen, og så socialismen som et opgør med disse samfundsformationer. Men beskrev man stikkervirksomhed i tidligere perioder, kunne den østtyske læser let se, at ikke meget havde forandret sig i DDR. En af de mest udbredte vitser i DDR lød: hvad er forskellen mellem kapitalisme og socialisme? Jo, under kapitalismen udbytter mennesket mennesket, under socialismen er det omvendt. Mange historiske romaner i DDR blev læst med denne optik. Et eksempel er Joachim Walthers egen roman fra 1982 Bewerbung bei Hofe (Ansøgning til hoffet), der indeholder et portræt af en Stasi-agent, som man ellers skulle have troet umulig i DDR. Handlingen er henlagt til August den Stærkes hof i Dresden i begyndelsen af 1700-tallet og indeholder en fantastisk skildring af en agent, Délateur, med alt hvad dertil hører: fra overvågning i alle aspekter, opsnapning af breve, bearbejdning af venner, bestikkelse og intrigering, etc. frem til fængsling og udvisning af en ung digter. I en vanvittig og grotesk passage udvikler Délateur en utopi (som han kalder det) om det totale overvågningssamfund, hvor alle spionerer mod alle, og hvor en generel skyldsbevidsthed fører til, at alle altid straffer den mindst forseelse hos sig selv. Politi er overflødigt, alle hjem er straffeanstalter, regeringen opløser sig selv (65). En fed parodi på de forestillinger om det kommunistiske samfund, som stadig var officiel ideologi i DDR. Det afgørende i portrættet af Délateur, der altså fik lov at udkomme på det lille Berlin-forlag Neues Leben (som oven i købet genudsendte Ansøgning til hoffet i 1984), er denne komiske dimension: f.eks i en scene, hvor Délateur i en samtale med bogens fortæller, der er ceremonimester ved hoffet, taler sig frem til en sentimental sympati

109 Steen Klitgård Povlsen På tyske præmisser, men med globalt perspektiv 109 for sit offer. Det er grinagtigt sentimentalt. I romanen som i forskningsværket består Walthers underbinding af Stasis magt i en indføling i overvågningsapparatet og en indefra påvisning af dets menneskelige og intellektuelle elendighed. Offeret, en ung digter ved navn Günther, er på mange måder en fusentast, ferm til at skrive vers, og tilhænger af oplysningsfilosofien, men uden større moral og øjensynlig uden talent (de digte, Walther lader ham fremsige, er komisk dårlige). Det er overvågningen, der gør ham betydningsfuld offer og bøddel er hinandens hjælpere, uden hinanden ville de ikke være noget værd. Det er romanens djævelske pointe. Ansøgning til hoffet angiver ikke nogen udvej ud af denne elendighed, det kunne man ikke i Den er derimod udtryk for den groteske fantastik, som Johanna Bohley har karakteriseret som så fremtrædende for Stasi-historierne i DDRs sidste år (Bohley). 5 Det samme gælder Hans Joachim Schädlichs roman Thallhover fra Schädlich havde efter kontroverser med Stasi i 1979 fået tilladt udrejse fra DDR, og hans roman om den evige spion Thallhover kunne uhindret udkomme i Forbundsrepublikken. Romanen foregår i øvrigt kun til allersidst i DDR, hvor Schädlich lader sin figurs 120 års tjeneste i forskellige efterretningstjenester slutte i Romanen har dog stadig den groteske grundtone, hovedpersonen er en blanding af den vandrende jøde og en picaresk helt, uhyggelig og dæmonisk, men også fantastisk og fascinerende. Günter Grass videreførte figuren i samme ånd i sin store genforeningsroman Ein weites Feld (En længere historie) fra 1995 i skikkelse af Hofftaler, hovedpersonens evige skygge, og løftede den derved op som en slags prototype på den særlige tyske udgave af spionen. Det samme kan man sige om Wolfgang Hilbigs Ich (Jeg) fra 1993, der må regnes for en af de mest vellykkede kunstneriske behandlinger af Stasi-temaet. Hilbig skrev bogen i slutningen af 1980 erne, hvor han opholdt sig på et permanent visum i Vesten, og endnu før han kunne kende til omfanget af den spionage i kunstnermiljøet på Prenzlauer Berg i Østberlin, som bogen handler om. Først efter murens fald fandt Hilbig ud af, at den figur, som bogens jeg-figur er blevet sat til at udspionere ( Reader alias Reiner Schedlinski), selv var spion for Stasi. Spioner der udspionerede spioner: det var den groteske virkelighed, som romanen påstår i virkeligheden var med til at undergrave det østtyske system simpelthen ved at berøve det modstand. Som jeg ets føringsofficer, Feuerbach, siger et sted: enhver sandhed eksisterer udelukkende i kraft af sin modsætning. Vi ville afskaffe beviset på sandheden hvis vi fik ret og den eneste sandhed virkelig kun var hos os (64). Også den litteratur, der skrives i det snævre litterære miljø, medvirker gennem sine selvberoende, lukkede tegnsystemer til, at diktaturet med dets rigide overvågning 5 I marts 2010 udsendte Kai Sclüter under medvirken af Günter Grass selv bogen Günter Grass im Visier. Die Stasi- Akte, Links Verlag, Berlin, der giver en omfattende dokumentation af, at den store tyske forfatter blev systematisk udspioneret af Stasi fra 1961 og til murens fald. Grass understøttede generelt de kritiske DDR-forfattere og hævdede gennem alle årene til stor fortrydelse for Stasi, at der kun fandtes én tysk litteratur. Han var efter murens fald til gengæld som en af de få modstander af sammenlægningen af de to Tysklande. Hans dagbøger fra overgangsårene er også lige udkommet. Alt hvad Grass foretager sig, trækker lange skygger i den tyske historieskrivning.

110 110 K&K Kultur&Klasse imploderer: falder sammen, fordi ingen længere tager det alvorligt. Også Jeg er præget af den optimisme, der prægede Stasi-skildringerne i tysk litteratur omkring murens fald: den før så skræmmende overvågning var forbi, og fortidens dæmoner tog sig komiske og groteske ud. Der var overskud til spøg og skæmt. Afsløringerne af Stasis virke i de 20 år siden murens fald har dog betragteligt ændret tonen. To eksempler kan vise dette. Få år efter die Wende opdagede Hans Joachim Schädlich, at han var blevet udspioneret af sin bror, og han skrev i 1992 i tidsskiftet Kursbuch en kort, smertelig beretning om dette forhold (Schädlich 1992a). Pludselig havde den evige, halvkomiske spion indhentet ham i skikkelse af hans egen bror, og temaet blev påtrængende personligt. Schädlich var også udgiver af en af de første antologier, hvor øst-forfattere berettede om deres forhold til Stasi, og skrev selv heri en ond persiflage af sine to spioner, oven i købet uden at nævne, at den ene var hans bror. Selv den ære tilkom ham ikke (Schädlich 1992b). I 2009 udsendte hans datter, Susanne Schädlich, imidlertid en beretning om affæren, Immer wieder Dezember (Altid december), hvor stilen er anderledes hård og kontant. Her afdækkes gentleman-spionen, Karl-Heinz Schädlich, der elskede kvinder og engelske detektivhistorier, og hans nederdrægtige dobbeltspil i det østtyske litteraturmiljø efter udvisningen af Wolf Biermann i Især gennemgår Susanne Schädlich hans forsøg på at sabotere familiens muligheder for at få fodfæste i Vesttyskland efter flugten og den systematiske undergravning af faderens psykiske helbred. For Stasi handlede det om at demonstrere, at alle forfattere, der forlod DDR, gik det ilde. Susanne Schädlichs harmdirende og følelsesintense bog der også er præget af sorg over den højtelskede onkels forrædderi er blevet en kæmpesucces i Tyskland og har været med til at påvirke de seneste års debat om overvågningssamfundet. Stasi er ikke længere sjov og ballade eller groteske kovnerier på slap line. Hvor temaet i begyndelsen af 1990 var noget, man regnede med tilhørte en svunden tid, man i hastigt tempo skulle lægge bag sig og derfor kunne behandle med historiens ironiske distance, har den aktuelle kontekst givet temaet en fornyet alvor. Dette er baggrunden for den blandt de unge tyske forfattere, der i særlig grad opsamler denne interesse for overvågning: Juli Zeh. Hos hende løber traditionen fra kampen mod Stasi sammen med den omtalte fornyede følsomhed over for overvågning i det aktuelle Tyskland. Om Zehs enorme succes er et resultat af, at hun er båret frem af denne bølge, eller om hun selv i noget omfang har været med til at skabe den, er selvfølgelig umuligt at afgøre. Formodentlig lidt af begge dele. Zehs baggrund er ikke østtysk: hun er født 1974 som datter af præsidenten for den daværende tyske Bundestag i Bonn og har en jurisisk uddannelse ved vestlige universiteter bag sig, der dog blev afsluttet med en afgangseksamen fra Leipzigs universitet I Leipzig studerede hun også på den tyske forfatterskole, hvor hun efterfølgende også har været gæstelærer. Hun har altså som en anden af de fremtrædende nyere tyske forfattere, Bernhard Schlink, haft en parallel juridisk og skønlitterær løbebane.

111 Steen Klitgård Povlsen På tyske præmisser, men med globalt perspektiv 111 I sit generalangreb på den tyske overvågningsstat med bogen Angriff auf die Freiheit (Angreb på friheden) fra 2009, slog hun sig imidlertid sammen med en forfatter, hvis baggrund var direkte østeuropæisk: Ilija Trojanow, født 1965 i Bulgarien og efter familiens flugt til Tyskland (via Jugoslavien) i 1971 tysk statsborger og tyskskrivende forfatter. 6 Trojanow har også i længere tid boet i udviklingslande, specielt i Afrika, og sammen med Juli Zeh har de to både et jurafagligt-tysk og et østeuropæisk-globalt blik på overvågningsproblematikken og dens fare for det moderne samfund. Zeh/Trojanow ser demokratiernes reaktion på 9/11 som det store moderne angreb på friheden. Efter 11. september 2001 oparbejder den tyske stat (og andre vestlige stater) en angst i befolkningen og en katastrofeforventning, der legitimerer alle former for kontrol med indbyggerne selv og med den information, man har til rådighed. Hvor den gamle fjende var die drüben (som en vits i DDR sagde: Für die drüber sind wir drüben ), er det nu de netværk, der unddrager sig en statslig kontrol, der er fjenden. Strækkende sig fra private foreninger og vennekredse over egentlige terrornetværk (Al Quaeda, etc.) til internettet selv, der er alle netværks moder : Netværk er det 21. århundredes drager. De er uoverskuelige, ubegrænsede og svære at kontrollere. Og derfor må sikkerhedsmyndighederne til stadighed have stillet flere og flere redskaber til rådighed. Kort og godt: netværk er den perfekte statsfjende. (Trojanow & Zeh 124) De to forfatteres gennemgang af hele paletten af forholdsregler til at bekæmpe denne selvskabte statsfjende er detaljeret og uhyggelig. Tyskland er ikke længere en oplyst retsstat, er deres konklusion, men en paranoisk overvågningsstat, hvor politikere, pengefolk og juraprofessorer sidder og trækker i trådene og forsøger at inddæmme det potentielt frigørende i informationssamfundet. Og til borgernes store tilfredshed, i alt fald accept. Det mest nederdrægtige (og mest problematiske) i Angreb på friheden er måske de to forfatteres billede af Archim Angepasst ( Torben Tilpasset ), den almindelige tysker, der har lært at elske magthaverne og accepterer alle indskrænkninger i sit privatliv og selvstændighed, fordi han har lært, at det tjener Statens, dvs. hans egen, interesse. De lykkelige slaver er de mest forbitrede modstandere af friheden, citerer de Marie von Ebner- Eschenbach for i et af bogens kapitelmotto er (119). Her undervurderer de formodentlig to instanser: dels den Forbundsdomstol, hvis forsvar for retssikkerhed de dog gang på gang som Per Øhrgaard fremhæver, men dog ikke anser for tilstrækkelig; dels den folkelige modstand, der i dag hersker i Tyskland mod alle de tiltag, som Zeh og Trojanow beskriver i bogen. En modstand, som jeg skitserede omfanget af i begyndelsen af denne artikel 7. En modstand, de selv er et strålende eksempel på, og som må være en af forudsætningerne for den 6 I romanen Die Welt ist gross und Rettung lauert überall fra 1996 har han litterært bearbejdet denne historie. 7 Zeh og Trojanows essaysamling er i øvrigt ikke den første af sin art på tysk: allerede i 2001 udsendte Rolf Gössner bogen BigBrother & Co. Der moderne Überwachungsstaat in der Informationsgesellschaft, Konkret Literatur Verlag, Hamburg. Gössner havde en fortid i borgerretsbevægelsen og havde selv i en årrække været overvåget af det vesttyske Forfatningsbeskyttelseskontor. Han er et af de mange eksempler på kontinuiteten i den tyske kamp mod overvågning og spioneri.

112 112 K&K Kultur&Klasse succes, de begge især Juli Zeh har fået som forfattere efter århundredskiftet. Sine litterære kvaliteter ufortalt, der nok ville have sikret hende en position i enhver historisk situation, er Zeh først og fremmest samtidens forfatter: den stemme, der formår at formulere nøjagtig det tema i den form, som store dele af det tyske samfund har brug for lige nu. Jeg skal her nøjes med at pege på Juli Zehs seneste bog Corpus delicti (med den Kafka-klingende genrebetegnelse en proces ), der udkom parallelt med debatbogen i 2009 og er på vej på dansk. Kort inde i Angreb på friheden afbryder de to forfattere fremstillingen med et vigtigt budskab: Dette er ikke science-fiction. [ ] Dette er ikke 1984 i Oceanien, men året 2009 i Forbundsrepublikken (10). Alligevel er 1984-modellen med overalt i essaysamlingen, og den er det i udpræget grad i Corpus delicti. Diktaturet består her i statens totalt gennemregulerede sundhedssystem, hvor alt tænkes ud fra størst mulig sundhed til borgerne. Og som hos Orwell kæmper en enkeltperson, den unge kvinde Mia, mod det autoritære system, forsøger at trække sig tilbage til privatlivet, men bliver opdaget, torteret, og i en tvetydig slutning kunne det se ud, som om hun som Orwells hovedperson, Winston Smith, er blevet tvunget til at acceptere systemet. Metoden, der også hos Zeh benytter et mærkeligt ny-sprog (avisen hedder Den sunde menneskeforstand, det mest sete talkshow Hvad alle tænker, etc.), har vundet. Det forbliver dog mere åbent end hos George Orwell. Handlingen foregår i midten af det 21. århundrede uden at man altså skal tro, at det er science fiction. Det handler om Forbundsrepublikken (og den øvrige udviklede verden). Usund opførsel er forbudt, og modstand mod sundhedsforskrifterne bliver straffet med nedfrysning på ubestemt tid. Det er det, Mia kæmper imod, ansporet af sin afdøde broder, der tog sit eget liv efter en falsk anklage. Mia er alene og vil ikke tilslutte sig gruppen R.A.K. (som ikke er Rote Armé Fraktion, men Recht Auf Krankheit (ret til sygdom), ligheden er dog iøjnefaldende) eller andre kamporganisationer. Under processen mod hende får hun smuglet en nål ind i fængslet, hvormed hun graver den chip, som alle indbyggere har fået indopereret i armen, ud, og får derved fysisk befriet sig fra overvågningssamfundets greb. I den store retssag mod hende (og Juli Zehs bøger slutter ofte med sådanne spektakulære retssager) falder alle systemets repræsentanter da også moralsk sammen, og hun står tilbage med noget, der ligner et martyrskær. Selv om det udtrykkeligt bliver nævnt, at hun hverken er Jesus af Nazareth eller Jeanne d Arc (263). Dette er ikke myte, kunne man tilføje, men Forbundsrepublikken anno Ved at lægge handlingen frem til midten af det 21. århundrede, angiver Zeh det eneste mulige våben mod martyrerne: rå vold. Corpus delicti er en skræmmende bog. Sundhedsdiktaturet, hvor alle fysiske aktiviteter skal registreres og indberettes, betjener sig selvfølgelig også af et udbredt net af spioner ( orme ), og aflytninger, brevåbning og konstruktion af forskellige falske anklager er hverdag. Det er åbenbart, at også Stasi-modellen stadig fungerer i Corpus delicti, her ikke lagt tilbage i barokken som hos Joachim Walther, men ud i fremtiden. Skal Juli Zeh danne sig et billede af det rigide overvågningssamfund, har hun forbillederne lige ved hånden.

113 Steen Klitgård Povlsen På tyske præmisser, men med globalt perspektiv 113 Metoden er den marxistisk-leninistiske ideologi, der jo også anså sig for den rene, humane fornuft. I et stort manifest, som man godt kan kalde anti-kommunistisk, bekender Mia sig til retten til ufornuft, retten til at tage fejl og handle ud fra følelser i stedet for kalkulation. Det er et individualistisk og sentimentalt program, der har et strejf af den Rousseau, som et sted i forbifarten bliver nævnt som en af inspirationerne: Jeg trækker min tillid til en retsinstans tilbage, der kan takke sin succes den fuldstændige kontrol af sine borgere. Jeg trækker min tillid til et folk tilbage, der tror, at total gennemlysning kun skader den, der har noget at skjule (186). Det er Luther foran domstolen i Worms, der bekender, at han kan ikke andet Gud hjælpe ham. Og det er den store tyske oplysningstraditions patos, en patos, som også George Orwell benyttede sig af i 1984 for at advare England mod en totalitarisme, man havde set så forfærdende resultater af. Det er dog vigtigt at læse Corpus delicti parallelt med Angreb på friheden som det følelsesintense udtryk for essay-bogens kølige og informative analyse. Dybest set er de to bøger sider af det samme projekt, ligesom Zeh i sine foregående bøger har kombineret det intimt-gribende med den videnskablige diskurs: i Schilf (Det sidste spørgsmål), 2007 en familietragedie med naturvidenskabens totaliserende hegemoni: også et aspekt af overvågningstemaet; og i mesterværket Spieltrieb (Legesyge), 2006 diskuteres forholdet mellem en terrorgruppe, der er opstået i en tysk gymnasieklasse, og det retssystem, der skal dømme den. Juli Zeh er en forfatter, der stiller modsætningerne skarpt og principielt op, det er hendes styrke i den nye tyske litteraturs landskab. Måske også hendes svaghed, fordi hendes bøger bliver forudsigelige og kan hælde til moralsk patos. Den bevægelse, hun er en del af, dementerer faktisk den pessimisme, hendes bøger forfægter. Dertil kommer, at bagsiden af den etiske forpligtethed, som Juli Zeh kan have med fra arven fra DDR-litteratur ofte, som Alexander Cammann gjorde opmærksom på i Die Zeit i november 2009, bevirker en dyrkelse af borgerlig individualisme og traditionel følsomhed. Både Juli Zeh og Susanne Schädlich kan forfalde til begge dele, for nu at nævne de to i denne sammenhæng behandlede forfattere. Men i temaet overvågning har de spillet sammen i et forsvar for borgerrettigheder, der i Tyskland som andre steder i verden er under angreb i disse år. Privatlivets fred hedder vor tids slagmark. I den kamp trækker forfattere som Juli Zeh og Susanne Schädlich både på traditioner fra DDR-litteraturen i almindelighed og fra opgøret med Stasi i særdeleshed. Tyskland har erfaringer med diktatur og dets forskellige mekanismer tættere inde på nutiden end mange andre demokratiske stater. Derfor er følsomheden over for reaktivering af disse mekanismer også større i Tyskland end andre steder. Her har tyskerne og den tyske litteratur noget at lære den øvrige verden, vil jeg hævde. Kampen mod overvågning foregår i vort store naboland på tyske præmisser og med de forestillinger, den tyske historie giver. Men kampen har et globalt perspektiv.

114 114 K&K Kultur&Klasse litteraturliste Johanna Bohley. Hoftaller, Uhltzscht und andere Helden. Konfigurationen des Komischen in der Nachwendeliteratur. Die Stasi in der deutschen Literatur. Red. Franz Huberth. Tübingen: Attempto, Cammann, Alexander. Im Osten ging die Sonne auf. Die Zeit 9/ : Gössner, Rolf. BigBrother & Co. Der moderne Überwachungsstaat in der Informationsgesellschaft, Konkret Literatur Verlag, Hamburg, Hilbig, Wolfgang. Jeg [Ich, 1993]. København: Tiderne Skifter, Huberth, Franz. Die Stasi in der deutschen Literatur. Die Stasi in der deutschen Literatur. Red. Franz Huberth. Tübingen: Attempto 2003: Huberth, Franz. Aufklärung zwischen den Zeilen. Stasi als Thema in der Literatur. Köln: Böhlau Verlag, Schädlich, Hans Joachim. Die Sache mit B. Kursbuch 109 (1992): Schädlich, Hans Joachim. Jeder ist klug, der eine vorher, der andere nachher. Aktenkundig. Red. Schädlich. Rowohlt: Berlin, 1992: Sclüter, Kai. Günter Grass im Visier. Die Stasi-Akte. Berlin: Links Verlag, Trojanow, Ilija & Juli Zeh. Angriff auf die Freiheit. Sicherheitswahn, Überwachungsstaat und der Abbau bürgerlicher Rechte. München: Hanser Verlag, Øhrgaard, Per. Tyskland Europas hjerte. København: Gyldendal, Zeh, Juli. Corpus delicti. Frankfurt/M: Schöffling & Co., 2009.

115 mikkel BOlt kontrolsamfund og kanonbådsdiplomati et forsøg På at adressere spørgsmålet Om kombinationen af decentrale netværk Og suverænitet efter 9/11 med udgangspunkt i deleuzes POstscriPtum Om kontrolsamfundet For tyve år siden udgave Gilles Deleuze den blot fem sider lange artikel Postscriptum om kontrolsamfundet i det franske tidsskrift L autre journal, der blev redigeret af forfatteren Michel Butel. Deleuzes korte tekst er en analyse af fremkomsten af, hvad han kalder kontrolsamfundet, der ifølge Deleuze er i færd med at overlejre sig det disciplinære samfund. Vi er på vej ind i kontrolsamfundet, der ikke længere fungerer ved hjælp af indespærring, men ved hjælp af fortsat kontrol og øjeblikkelig kommunikation. (Deleuze, Kontrol og tilblivelse 209) 1 Deleuzes tekst beskriver, hvorledes det moderne disciplinære samfunds institutioner forvitrer, går i opløsning og erstattes af en ny type kontrol, der ikke længere er forankret i disse institutioner, men er spredt ud over det sociale legeme. Som Deleuze formulerer det, erstattes det disciplinære samfunds furede rum af kontrolsamfundets glatte rum. Kontrol udøves nu virtuelt overalt og ikke længere blot i den disciplinære magts afgrænsede rum. Deleuze skriver selv, at hans skitse om kontrolsamfundet bygger videre på Michel Foucaults efterhånden klassiske arbejde om det disciplinære samfund i Overvågning og straf. Fængslets fødsel, der analyserede, hvorledes der i løbet af det 18. og det 19. århundrede skete en omstrukturering af de tidligere suveræne samfund, hvor magten var koncentreret i samfundets top og blev udøvet over et territorium. Denne hierarkiske struktur blev på det tidspunkt afløst af en anden struktur, det disciplinære samfund, hvor det samfundsmæssige herredømme var forankret i apparater, der fabrikerede bestemte produktive subjekter og adfærdsmønstre. I dette samfund bevægede individerne sig fra ét lukket rum til et andet: fabrikken, familien, hospitalet, skolen og fængslet, hvor der skete en produktion og regulering af vaner og adfærd. Det disciplinære samfund var således en serie aflukkede rum, som producerede relativt stabile og klart afgrænsede former. Disse rum eller 1 Nous entrons dans des sociétés de contrôle, qui fonctionnent non plus par enfermement, mais par contrôle continu et communication instantanée. (Deleuze, Contrôle et devenir : 236)

116 116 K&K Kultur&Klasse moderne institutioner havde hver deres subjektiveringslogik, hver deres måde at skabe subjektivitet på, i klasseværelset, på fabrikken og i hjemmet blev subjektivitet produceret på forskellige måder i overensstemmelse med distinktionen mellem normal og afvigende. Subjektet bevægede sig ifølge Foucault således gennem en række institutioner i det disciplinære samfund og blev formet af disse; blev reguleret, indrettet og afrettet. Det disciplinære samfunds institutioner er imidlertid i krise, konstaterer Deleuze i sin tekst fra Institutionernes afgrænsede rum er blevet porøse og subjektproduktionen har antaget en ny form, den er blevet flydende, skriver Deleuze. Nu finder normaliseringen ikke længere sted i bestemte rum, men er hele tiden i gang direkte i subjekterne, der så at sige aldrig slipper ud af de disciplinære normaliseringsapparater, altid er på arbejde, altid er under uddannelse, etc: I disciplinærsamfundet begyndte man konstant forfra (fra skolen til kasernen, fra kasernen til fabrikken), hvorimod man i kontrolsamfundet aldrig er færdig med noget som helst. [ ] Kontrollen er kortvarig og roterer hurtigt, men er også fortsat og ubegrænset, hvorimod disciplineringen var af lang varighed, uendelig og afbrudt. (Deleuze, Postscriptum om kontrolsamfundet ) 2 Cellen er afløst af bevægelse. Med kontrolsamfundet er magt nemlig blevet immanent i det sociale felt, den udøves direkte i og af subjekterne selv. Det disciplinære samfunds diskontinuerlige formgivning er således blevet afløst af kontrollens kontinuerlige modulering, skriver Deleuze. En slags selv-deformerende form, som hele tiden kan ændres fra det ene øjeblik til det næste. Et af Deleuzes eksempler: Hvor det disciplinære samfunds fabrik var kendetegnet ved en klart systematiseret grundløn og løntillæg, der er kontrolsamfundets virksomhed karakteriseret af kontinuerlig modulering af hver enkelt løn, der er i tilstande af fortsat metastabilitet, som etableres via udfordringer, konkurrencer og samtaler, der er ekstremt komiske. (Deleuze, Postscriptum om kontrolsamfundet 214) 3 Hvor fabriksarbejderen aldrig holdt op med at begynde det samme arbejde, der bliver man aldrig færdig med noget i virksomheden, alt bevæger sig, alt modulerer, såvel arbejdets indhold og mål som den ansattes kognitive evner. I kontrolsamfundet bliver individet surfer, en vedvarende opfinder involveret i en stadig rivalitet. (Deleuze, Postscriptum om kontrolsamfundet 214) 4 Deleuzes skitseagtige analyse af kontrolsamfundet har været dagsordensættende for diagnosticeringer af det postmoderne eller senkapitalistiske samfund og af den måde, der udøves kontrol og overvåges på. Deleuze havde i forlængelse af William S. Burroughs syrede tekster om soft machines en nærmest intuitiv fornem- 2 Dans les sociétés de discipline, on n arrêtait pas de recommencer (de l école à la caserne, de la caserne à l usine) tandis que dans les sociétés de contrôle on n en finit jamais avec rien. [ ] Le contrôle est à court terme et à rotation rapide, mais aussi continu et illimité, tandis que la discipline était de longue durée, infinie et discontinue. (Deleuze, Post-scriptum sur les sociétés de contrôle : ) 3 [D]ans des états de perpétuelle métastabilité qui passent par des challenges, concours et colloques extrêmement comiques. (Deleuze, Post-scriptum sur les sociétés de contrôle : 243) 4 [U]ne rivalité inexpiable. (Deleuze, Post-scriptum sur les sociétés de contrôle : 242)

117 Mikkel Bolt Kontrolsamfund og kanonbådsdiplomati 117 melse for de transformationer, kapitalen gennemgik i forhold til staten og det samfundsmæssige, og hans artikel har fungeret som udgangspunkt for en række forskellige kritiske analyser af forandringer af magtens organiseringsformer og de dertil knyttede subjekter. Deleuzes tekst har på den måde stået fadder til en særlig poststrukturalistisk og postmarxistisk samfundsanalyse af, hvorledes magten i løbet af det 20. århundrede er blevet stadigt mere decentral og ikke længere er knyttet til nemt lokaliserbare institutioner og ikke længere på nogen ligetil måde udøves af centralt placerede aktører, men snarere er spredt ud i uhyre komplekse strukturer og decentrale netværk, hvor det ikke kan lade sig gøre at finde tilbage til, hvad vi kan kalde magtens sted eller oprindelse. Denne type analyse var dominerende i store dele af den kritiske tænkning i 1990 erne, der for en stor dels vedkommende lagde afstand til mere traditionelle marxistiske eller historisk materialistiske analyser af det kapitalistiske samfund og dets fremmedgørende strukturer. Afviklingen af den historiske materialisme, der havde været i gang siden sidst i 1970 erne under betegnelser som begærsfilosofi, det postmoderne opbrud eller svag tænkning, var på mange måder et ubetinget fremskridt, da det lykkedes at komme af med de problematiske forestillinger om historisk udvikling og historiske lovmæssigheder (om end det i retrospektiv ser ud, som om dele af den postmoderne tænkning var kendetegnet ved en for stor tiltro til kapitalens evne til selvreform). Global overvågning og decentral netværkskapitalisme En hel række bøger og tekster har altså siden 1990 trukket tunge veksler på Deleuzes korte tekst og dens skitseagtige udpegning af udviklingstendenser hen imod en ny social figuration uden klart defineret centrum, men med en intens generaliseret overvågning. Den franske teoretiker og multimediekunstner Éric Sadins bog fra 2009 Surveillance globale. Enquête sur les nouvelles formes de contrôle er et eksempel på en Deleuze-inspireret kortlægning af den på en gang diffuse og intense overvågning, der finder sted i dag. Ifølge Sadin udgør ensemblet af overvågningsteknikker, der bl.a. inkluderer GPS, videoovervågning, biometri, RFID, databaser og sammenkobling, et ubrudt kontinuum af overvågning, hvor sikkerhed, marketing og teknologi knyttes sammen på hidtil usete måder (Sadin 23). 5 For bare 20 år siden var sikkerhed og marketing relativt adskilt, i dag er de ifølge Sadin så forbundne, at de samme forbrugsdata kan bruges til begge formål. Der foregår en kontinuerlig og mere og mere intens indsamling af information med henblik på at definere stadigt mere individualiserede profiler med udgangspunkt i daglige handlinger som indkøb, medievalg, kommunikation og bevægelse. Den intuitive forestilling om marketing som den sociale kontrols instrument, som Deleuze præsenterede i sin tekst fra 1990, holder således stik ifølge Sadin. Den intense overvågning er ifølge Sadin muliggjort af en ekstremt accelereret tekno- 5 [U]n continuum ininterrompu de [ ] surveillance. (Sadin: 23)

118 118 K&K Kultur&Klasse logisk udvikling, hvor sofistikerede teknikker afløser hinanden i opkørt tempo, og et voldsomt aggressivt marked, hvor firmaer og mærker konkurrerer på verdensplan, og alle skal skabe et særligt forhold til den enkelte forbruger, der ikke længere er indlejret i traditionelle fællesskaber, men indgår i nye mere flygtige vare- og billedbårne sådanne. I modsætning til det disciplinære samfund er det ikke de afvigende, som er objekt for overvågning. Der indsamles information om alle, enhver gestus registreres, indgår i enorme databaser og bearbejdes i komplekse diagrammer, der forudsiger kommende handlinger, hvad enten de har at gøre med konsum eller lovovertrædelser. Sadins analyse af de nye kontrolformer synes at bekræfte Deleuzes forslag om en bevægelse over i et nyt paradigme, hvor fængselstårnet er afløst af en altomfattende modulation, hvor den enkeltes position altid er registreret ved hjælp af elektroniske lænker af den ene eller anden slags (Deleuze, Postscriptum om kontrolsamfundet : 217). En af de mest betydningsfulde af de bøger, som har refereret til Deleuzes analyse, og som rækker ud over det mere begrænsede fokus på overvågning, er den amerikanske litterat Michael Hardt og den italienske filosof Antonio Negris Imperiet, som under stor opmærksomhed udkom i år 2000 som en hybrid mellem italiensk postarbejderisme, fransk poststrukturalisme og amerikansk litteraturteori. De to forfattere henviser eksplicit til Deleuzes kontrolsamfundstese i deres analyse af overgangen til en ny type suverænitet, der transcenderer tidligere nationale aktører og modsætninger i en decentral transnational netværkskapitalisme, benævnt Imperiet. Ifølge Hardt og Negri har nationalstaten mistet sin centrale betydning, og i stedet er der blevet skabt et statsløst imperium, som eksisterer overalt og ingen steder. Denne nye globale suverænitet har ingen territorial afgrænsning og fungerer som en decentral magtkonstellation, der kontinuerligt forvandler jorden til et glat rum af strømme og investeringer, hvor det ikke er muligt at skelne mellem det politiske, det økonomiske og det kulturelle. Fremkomsten af dette imperium har at gøre med udviklinger i kapitalismen. De kapitalistiske produktionsbetingelser har i dag ikke længere behov for tidligere tiders nationalstatssystem i hvilket den geopolitiske konkurrence fandt sted og blev reguleret for at fungere optimalt. I dag finder kapitalens profitmaksimering nemlig ikke længere kun sted på fabrikken og kan ikke måles i forhold til den enkelte arbejders arbejdstid. Produktionen er ifølge Hardt og Negri en del af selve livet, den finder sted som biopolitisk produktion, hvor menneskets kommunikative evner og sproget, men også kroppen og sanserne bliver umiddelbart produktive og skaber værdi. Hardt og Negris tese om imperiet betoner i forlængelse af Deleuzes analyse af kontrolsamfundet altså forvitringen af tidligere magtformer og peger på fremkomsten af et helt nyt kontrolparadigme, hvor magten ikke længere er koncentreret i identificerbare punkter eller agenter, men i stedet udgør et globalt kontrolsystem, der gennemtrænger det sociale legeme såvel som den enkelte. Disse avancerede diagnoser af nye magtforhold udstyrede os med særdeles nyttige redskaber i analysen af kontrolsamfundet og dets globaliserede overvågningsmaskineri samt den kritiske kortlægning af en ny fase af kapitalens akkumulation,

119 Mikkel Bolt Kontrolsamfund og kanonbådsdiplomati 119 men med ét skete der tilsyneladende noget: Konfronteret med 9/11 var det, som om såvel Deleuzes beskrivelse af magtens uendelige bølgebevægelser som Hardt og Negris diagnoser af den globale fabrik uden vægge paradoksalt pludselig syntes at være alt for fintmaskede og reelt ikke var til stor nytte i analysen af det imperialistiske krigsparadigme, der blev en realitet som svar på Al-Qaedas terrorangreb den 11. september. Pludselig var magten tilsyneladende koncentreret hos én mand: George W. Bush traf beslutningerne. Fra det ovale kontor i Det Hvide Hus blev det udbasuneret, at nu var vi i krig, og at enten var man med Bush, eller også var man med terroristerne. Der var ikke andre positioner i den nye epoke, de uigennemskuelige og Kafkaske kontrolprocedurer og internaliserede interpellationsmekanismer, hvori magtens locus synes at fortone sig, blev erstattet af en suveræn, der trak en generaliseret krigstilstand ned over hovedet på alle. Værsgo. Godt ti år efter at Deleuzes tekst så dagens lys, og kun et år efter at Hardt og Negris bog blev publiceret (den var færdigskrevet i 1997), var scenen tilsyneladende en helt anden. De forskellige beskrivelser af decentrale netværker og glatte rum virkede ude af stand til at redegøre for den voldsomt accelererede udvikling, hvor USA reagerede på terrorangrebet den 11. september 2001 på World Trade Center, Pentagon og Det Hvide Hus med invasionskrige, statsterror fra luften og korsfarerretorik. I modstrid med den vi-er-hinsides-nationalstaten-analyse, som Hardt og Negri lagde for dagen i Imperiet, agerede USA efter 9/11 netop som en suveræn nationalstat, der som en anden kolonimagt fra det 19. århundrede søgte at opnå politisk og militær kontrol over fremmede territorier. Først var det et i forvejen ruineret Afghanistan, der stod for tur. Så tilsidesatte USA uden megen tøven FN og invaderede med støtte fra få udvalgte nationer som Storbritannien, Spanien, Australien og Danmark Irak, som overhovedet intet havde med islamisk terrorisme og terrorangrebet den 11. september 2001 at gøre. Men invasionen lå i klar forlængelse af den anvendte retorik om en ondskabens akse, der truede de demokratiske nationer. Bush ville af med Saddam, længere var den egentlig ikke. Der var ikke behov for diplomatiske forhandlinger, suverænen havde truffet et valg. Barbarerne skulle have endnu en lærestreg. Det var tid til endnu en omgang død, rædsel og collateral damage. At traditionelle allierede som Frankrig og Tyskland og store lande som Rusland og Kina var voldsomt imod, det gjorde ingen forskel. USA lod tydeligt forstå, at det på ingen måde følte sig bundet af FN, men tværtimod var villig til at forfølge egne interesser uafhængigt af, hvad andre lande og internationale organisationer måtte mene. Hardt og Negris analyse af, hvorledes magt ikke længere i særlig høj grad var knyttet til statsmagten, men bevægede sig immanent i verden, virkede mere og mere upræcis i takt med, at Bush sendte den ene eskadrille efter den anden af sted til Irak. Var de komplekse netværksmodeller, hvor magten ikke var forankret i få konkrete aktører, men var spredt i systemet som koder og protokoller, blevet ubrugelige med krigen mod terror, som i langt højere grad bød sig til som objekt for suverænitets- og imperialismeanalyser?

120 120 K&K Kultur&Klasse Suverænitet og imperialisme 9/11 og krigen mod terror udgjorde en reel udfordring af de Deleuze-inspirerede analyser, som havde været i stand til kritisk at redegøre for afgørende ændringer i måden, højtudviklede samfund blev styret på, men som nu kom til kort, fordi de for en stor dels vedkommende for tidligt havde lagt forestillingerne om nationalstatens politiske suverænitet i graven og satset på netværksmodellen, og samtidig sjældent havde brugt tid på at analysere udviklinger i den tredje verden, hvor enhver snak om forvitringen af gammeldags politisk suverænitet på intet tidspunkt ville have været relevant (Lazzarato: 103). Godt nok var Al-Qaeda en netværksbaseret decentral terrororganisation, som syntes at være i stand til at kunne generere destruktivitet af sig selv og skabe et spontant globalt selvmordsfællesskab bundet sammen af selvmordsvideoer og dynamit, men rent analytisk krævede genkomsten af en ældre magtform noget, som netværksdiskursen havde svært ved at levere. Nu var den imidlertid kommet buldrende tilbage, suveræniteten, i form af kolonikrige og en militariseret offentlighed, hvor civile rettigheder blev knægtet. Spørgsmålet var således, som den amerikanske Retort-gruppe formulerede det, om de måder, amerikansk magt er blevet håndhævet på siden 11. september [ ] [er] at betragte som et tilbageskridt, en historisk regression, hvor de molekylære, indbyggede, usynlige kontrolmidler, som så mange af os troede var uundværlige for et ægte moderne statssystem, har måttet vige pladsen for en ny/gammel æra med kanonbådsdiplomati og bogbrændinger? (Retort, En nedslagen hær 15, Retort kursiverer) 6 Den italienske filosof Giorgio Agamben, der allerede før 9/11 havde været i gang med at større revisionsprojekt, hvor han korrigerede Foucaults kritik af forestillingen om politisk suverænitet og hans idé om en overgang fra den territoriale stat og dens juridiske suverænitetsmodel til det disciplinære samfund og dets biopolitik og i stedet pointerede samtidigheden af suverænitet og biopolitik i såvel antikken som i dag, bød efter lanceringen af krigen mod terror ind med en analyse af Bush som suverænen, der bestemte over undtagelsestilstanden og kunne lyse folk i band. Krigen mod terror var således at forstå som en generaliseret undtagelsestilstand, hvor den suveræne suspenderede loven og skabte tomme huller, hvor uønskede subjekter blev placeret frarøvet juridiske og civile rettigheder. Det nationale politiske fællesskab var ifølge Agamben nemlig altid konstitueret på baggrund af en eksklusion af mennesker, som nægtes retsstatus. Guantanamo-lejren på Cuba var et mønstereksempel på et sådant eksklusions/inklusionssted ifølge Agamben, her tilbageholdt den amerikanske stat mere end 500 individer, uden at de var blevet dømt for noget ved hverken en krigsret eller en civil domstol. Den suveræne magt havde simpelthen lyst dem i band, havde reduceret dem til nøgent liv, en biologisk 6 Are we to understand the forms of assertion of American power since September 11 [ ] as a step backward, an historical regression, in which the molecular, integral, invisible means of control which so many of us believed were indispensable to a modern state-system have given way to a new/old era of gunboats and book-burning? (Retort, Afflicted Powers 18)

121 Mikkel Bolt Kontrolsamfund og kanonbådsdiplomati 121 krop tømt for politisk indhold udsat for den politiske magts eksklusionskraft. Agambens redegørelse for Bush som suverænen, der træffer beslutning om undtagelsestilstanden, havde stor analytisk såvel som polemisk kraft, og den smadrede enhver forestilling om en klar distinktion mellem parlamentarisk demokrati og totalitarisme, idet den synliggjorde, hvorledes demokratiets retsstat selv var svanger med de biopolitiske udviklingstendenser, der kom til udtryk i Guantanamo-lejren eller de andre hemmelige fængsler, hvor USA ikke blot tilbageholdt tilfangetagne uden retssag, men underkastede dem forskellige former for sanktioneret eller ikkesanktioneret tortur: 7 Den umiddelbare biopolitiske betydning af undtagelsestilstanden som original oprindelig struktur, hvor retten indoptager det levende i sig ved at suspendere sig selv, træder tydeligt frem i den military order, som USA s præsident udstedte den 13. november Den bemyndiger til ubegrænset tilbageholdelse (indefinite detention) og tiltale ved militære kommissioner (ikke at forveksle med de militærdomstole, som forudses af krigsretten) af ikke-statsborgere, som er mistænkt for indblanding i terroristisk virksomhed. (Agamben, Undtagelsestilstand: 27-28) 8 Ud over Agamben viste mere klassisk orienterede marxistiske teoretikere som den engelske geograf David Harvey og den engelske politiske teoretiker Alex Callinicos, sig også at have et godt greb om udviklingen efter 9/11 med deres reviderede imperialisme-analyser, der med henvisning til Lenins, Nikolaj Bukharins og Rosa Luxemburgs læsninger af det 19. århundredes imperialisme redegjorde for, hvorledes de opblussende geopolitiske stridigheder dels havde at gøre med udviklinger i kapitalismen og dens evne til at skabe profit og dels havde med mellemstatslig rivalisering at gøre. Med et sådant greb blev det muligt at forklare, hvorfor USA var gået fra en politik baseret på konsensus til en baseret på direkte tvang og plyndring ikke ulig den, England og Frankrig lagde for dagen mere end 100 år tidligere, eller den, USA selv benyttede sig af i Centralamerika i 1920 erne. Ifølge Harvey var Bush og hans stærkt konservative administration motiveret af muligheden for at kunne kontrollere ikke blot Iraks, men Mellemøstens olielagre. Ikke blot af hensyn til snævert økonomiske interesser, men også fordi kontrol over Mellemøstens olie er ensbetydende med kontrol over den globale økonomi. (Harvey: 19) Der var således 7 Begivenhederne i Abu Ghraib hvor fangevogtere ydmygede indsatte ved bl.a. at voldtage og misbruge dem og dokumentere det på fotografier, der oprindeligt øjensynligt var intenderet til privat underholdning, men cirkulerede i massemedierne fra april 2004 er et eksempel på den ikke officielt sanktionerede tortur, mens forhørsmetoder som waterboarding, hvor man tvinger vand ned i lungerne på en fastspændt person, er et eksempel på helt officielt sanktioneret tortur. Som bl.a. den amerikanske journalist Seymour M. Hersh har beskrevet, er linjerne mellem de to ganske uklare (Hersh: 71). 8 Il significato immediatamente biopolitico dello stato di eccezione come struttura originale in cui il diritto include in sé il vivente attraverso la propria sospensione emerge con chiarezza nel military order emanato dal presidente degli Stati Uniti il 13 novembre 2001, che autorizza la indefinite detention e il processo da parte di military commissions (da non confondere con i tribunali militari previsti dal diritto di guerra) dei noncittadini sospetti di implicazione in attività terroristiche. (Agamben, Stato di eccezione: 12)

122 122 K&K Kultur&Klasse Bureau d études: The World Government, 2005.

123 Mikkel Bolt Kontrolsamfund og kanonbådsdiplomati 123

124 124 K&K Kultur&Klasse både økonomiske og geopolitiske interesser på spil, da USA invaderede Irak ifølge Harvey. Kontrol over Iraks olie var væsentligt i sig selv, men samtidig var det muligt at sende et klart signal til de frembrusende østasiatiske økonomier, potentielle konkurrenter som de er, og stramme Washingtons greb om energiressourcerne, som rivalerne i såvel Europa som Asien også er så afhængige af. Den bagvedliggende analyse hos Harvey og Callinicos var således, at USA s invasion af Irak var et forsøg på at håndtere kapitalismens grundlæggende modsætninger hvordan skal man håndtere det kapitaloverskud, der konstant oparbejdes gennem territorial ekspansion, der åbnede nye områder for, hvad Harvey i forlængelse af Marx begreb om primitiv akkumulation kalder akkumulation som berøvelse, hvor kapitalen ophæver folks ret til og brug af naturlige ressourcer, i dette tilfælde Iraks olie. Indtil årtusindskiftet kunne USA stort set nøjes med økonomisk magt, hvad Harvey og Callinicos kalder frihandelsimperialisme, som blev tvunget igennem i regi af IMF og Verdensbanken. Det nye med Irak var ifølge Harvey og Callinicos behovet for en egentlig militær besættelse som mulighedsbetingelse for akkumulation som berøvelse og for at sikre fortsat amerikansk geopolitisk hegemoni i regionen. Præventivt antioprør Såvel de forskellige imperialismeanalyser, der peger på sammenføjningen af statens territoriale magt med den kapitalistiske magtlogik og dens kontrol med cirkulationen af penge og kapitel som drivkræfterne i begivenhederne, som suverænitetsanalyserne, der fokuserer på statsmagten og det intrikate forhold mellem lov og vold i de parlamentariske demokratier, har haft stor forklaringskraft i forløbet efter 9/11, hvor USA har ført en aggressiv og eksplicit unilateral politik, der har haft til hensigt at sikre amerikansk hegemoni og det amerikanske borgerskabs interesser, også selvom det fremmedgør traditionelle politiske alliancepartnere og medfører stor lidelse for de fordømte på jorden. Umiddelbart har sådanne analyser været bedre end kontrolsamfunds-tesen og dens beskrivelse af magtens usynliggørelse og demokratisering i decentrale netværk til kritisk at redegøre for den historiske situation, vi har været konfronteret med. Men kun umiddelbart, for det særlige ved den igangværende udvikling er netop samtidigheden af såvel usynlig, ultrahurtig og decentral kontrol som bombastiske suverænitetsgestus, hvor folk forsvinder eller bliver bombet i småstykker. Efter 9/11 så vi tilbagekomsten af en ikke blot udfarende, men decideret militært aggressiv amerikansk stat, der løj for verdenssamfundet og terroriserede Irak, Afghanistan og Pakistan med hundredtusinder af døde til følge, men vi var også vidner til installeringen af et egentligt politi- eller krigsregime, som ikke blot har at gøre med militære anliggender og konkrete aktioner, men som i høj grad også har haft politiske, økonomiske, juridiske, ideologiske og kulturelle konsekvenser for en lang række samfund verden over. Krigen er nemlig ikke bare militær, den sætter sig igennem i både basis og overbygning. Det nuværende krigsregime er kendetegnet ved, at der ikke er nogen skelnen mellem indre og ydre, udadtil har krigen taget

125 Mikkel Bolt Kontrolsamfund og kanonbådsdiplomati 125 form af invasioner, besættelse og massedød fra luften, indadtil har den været lig med udviklingen af et repressivt sikkerhedssamfund, fordi terrorismen jo potentielt er til stede overalt. Sikkerhedsforanstaltningerne har taget form af suspension af borgerrettigheder og kriminalisering af tidligere accepterede politiske protestformer, der nu iscenesættes som terrorvirksomhed. Krigen mod terror har derudover resulteret i oprettelsen af fængselslejre, hvor mennesker bliver reduceret til nøgent liv og overlades til fangevogternes forgodtbefindende. Det ser med andre ord ud, som om ikke blot det disciplinære samfund og dets lukkede rum, men også suverænitetens metoder er kommet tilbage og føjer sig til kontrolsamfundet og medvirker til skabelsen af, hvad vi kan kalde et egentligt politisamfund, der styrer gennem specifikke, differentierede og permanente interventioner i befolkningens adfærd og den offentlige opinion. Dette har jeg selv forsøgt at analysere som installeringen af et præventivt antioprørsregime, hvis bagvedliggende logik synes at være, at vi er på vej ind i en epoke kendetegnet af forskellige former for katastrofer og trusler, det være sig terrorisme, klimakatastrofer, økonomisk krise eller fødevaremangel, som ikke kan undgås, men som kan styres, og som ikke må udvikle sig til stor politik i Nietzsches forstand, hvor de rige bliver fattige og de fattige rige (Bolt, Avantgardens selvmord: ; Bolt, En anden verden er mulig : ). Som den franske filosof Frédéric Neyrat skriver i Biopolitique des catastrophes, er krigen mod terror i den forstand blot den første etape i en omfattende transformation, hvor et utal af kriser og trusler betragtes som uundgåelige naturkrisen er den seneste, og der er i magtens korridorer karakteristisk nok tale om at erklære krig mod den globale opvarmning (Boal: 39; Massumi, National Enterprise Emergency : 158) men som objekt for krisestyring (Neyrat, Biopolitique des catastrophes 26). Modellen for dette regime synes at være den israelske hærs håndtering af Israel- Palæstina-konflikten, der af den israelske hær betragtes som uløselig, så derfor handler det om at administrere konflikten, som den israelske arkitektteoretiker Eyal Weizman skriver, og bruge den som en art konstruktivt kaos (Weizman 253). 9 Som en integreret del af dette præventive antioprørsregime knyttes fleksible netværk af mikrokonfliktløsning, suveræn eksklusion/inklusion og disciplinær afretning sammen i et hidtil uset styresystem, der ikke blot forsøger at håndtere det aktuelle, men forsøger at strukturere det mulige og decideret udslette potentialiteten, det forhold, at den kan aktualisere sig og undlade at aktualisere sig, og altså rummer en ubestemt andethed (Agamben, Bartleby eller om kontingens : 111). Det præventive antioprørsregime adresserer således ikke blot territoriale spørgsmål, men har også en særlig temporal dimension, der angår kroppenes mulighedsfelt, kontrol med, hvad kroppene overhovedet kan. Som den canadiske filosof Brian Massumi skriver, er det nye regime således kendetegnet ved at være præventivt, det opererer i nutiden med henblik på en fremtidig trussel (Massumi, Potential Politics and The Primacy of Preemption ). Der er med andre ord en epistemologisk usikkerhed på færde, der ikke kun har at gøre med manglende viden, men også har at gøre med det forhold, 9 [M]anaging the conflict. (Weizman 253)

126 126 K&K Kultur&Klasse at truslen endnu ikke findes og ikke endnu har fået form, men ikke desto mindre skal fjernes. Fremtiden skal altså moduleres, endnu før den finder sted, det drejer sig om at handle, før noget helt andet sker. Som Frédéric Neyrat skriver, er det selve muligheden for truslen, som forsøges kriminaliseret eller udslettet: Det drejer sig ikke længere om bagefter at håndtere en handling juridisk [ ], men om at neutralisere muligheden for handlingen før enhver aktualisering. Antiterrorlovene har været forsøgsområdet for en sådan forandring. (Neyrat, Rupture de défense : 48-49) 10 Det er de skræmmende konturer af det præventive antioprørsregime, som er ved at tage form. Begyndelsen Så de nuværende forhold gør det nødvendigt at anvende såvel Deleuzes kontrolsamfundstese som suverænitets- og imperialismeanalyserne. For noget af det udfordrende og interessante ved den igangværende udvikling er den underlige samtidighed af fleksible netværk, disciplinære normaliseringsrum og suverænens forsvindingssteder, tilstedeværelsen af både kode, regel og bandlysning. Det er en underlig hybrid, vi har med at gøre. Det er derfor ikke så meget et spørgsmål om at vælge mellem to positioner, men snarere at kunne operere med såvel kontrolsamfundstesen som suverænitetsanalyserne i kortlægningen af det nye krigs- og politiregime. Som de amerikanske medieteoretikere Alexander Galloway og Eugene Thacker skriver i deres bog, The Exploit: A Theory of Networks, er krydsningen mellem suverænitet og netværk det sted, hvor de åbenlyse modsætninger, vi lever i, bedst kan forstås. (Galloway & Thacker: 5) 11 Det er netop friktionen mellem og sammenføjningen af de to, der er interessant. Det er vitterligt underlige tider, hvor sammenføjningen af standsning og metamorfose, det gamle og det nye gør det svært at orientere sig og ofte spiller et pus med vores perception og praksis. Som Retort skriver: Fortiden er blevet nutiden igen, det er tidens kendetegn. (Retort, Afflicted Powers: 9) 12 Deleuze var faktisk selv lidt en passant-agtigt opmærksom på denne mulige udvikling i sin lille tekst, hvor han til sidst noterer: Det er muligt, at gamle midler, der oprindeligt stammer fra det gamle suverænitetssamfund, igen træder ind på scenen, men med de nødvendige tilpasninger. Det vigtige er, at vi er ved begyndelsen på noget. (Deleuze, Postscriptum om kontrolsamfundet : ) Kontrolsamfund og kanonbådsdiplomati i ét. Hvilken form modstanden mod dette regime vil antage, er det for tidligt at sige noget om. Det er svært at få øje på det dialektiske alternativ til den nuværende 10 [I]l ne s agit plus de requalifier après-coup un acte sous sa forme juridique [ ], mais à neutraliser la possibilité de l acte avant toute effectuation. Les lois antiterroristes auront été le terrain d expérimentation d un tel changement. (Neyrat, Rupture de défense : 48-49) 11 [T]he juncture between sovereignty and networks is the place where the apparent contradictions in which we live can best be understood. (Galloway & Thacker: 5) 12 The past has become the present again: this is the mark of the moment. (Retort, Afflicted Powers: 9)

127 Mikkel Bolt Kontrolsamfund og kanonbådsdiplomati 127 orden, for ikke at tale om Marx undergravende verdenssubjekt, der forbereder sig på at presse på, gøre oprør og afvikle denne orden. Men ikke desto mindre er forsvaret for det allerede etablerede ved at blive kørt i stilling og testes løbende. 13 Tak til Iain Boal, Imaginær Fraktion, Jesper Lohmann, Jacob Lund og Morten Visby for intense drøftelser af betydningen af 9/11 og for kommentarer til teksten. litteraturhenvisninger Agamben, Giorgio. Bartleby eller om kontingens [Bartleby o della contingenza, 1993], oversat af Pia Schwartz Lausten. Ophold. Giorgio Agambens litteraturfilosofi. Red. Stefan Iversen, Henrik Skov Nielsen og Dan Ringaard. København: Akademisk Forlag, 2003: Agamben, Giorgio. Homo sacer. Il potere sovrano e la nuda vita. Torino: Einaudi, Agamben, Giorgio. Stato di eccezione. Homo sacer II,I. Torino: Bollati Boringhieri, Agamben, Giorgio. Undtagelsestilstand. Homo sacer II,I [Stato di eccezione. Homo sacer II,I, 2003], oversat af Ole Jorn. Århus: Forlaget Philosophia, Boal, Ian. Klima, klode, kapital. Afgrundstankens videnskab og politik [ Climate, Globe, Capital: The Science and Politics of the Abyss, 2009], oversat af René Lauritsen. Sum: 5 (2009): Bolt, Mikkel. Antiterrorisme som regeringsteknik. Antiterrorismens idéhistorie. Stater og vold i 500 år. Red. Morten Brænder og Mikkel Thorup. Århus: Aarhus Universitetsforlag, 2007: Bolt, Mikkel. Avantgardens selvmord. København: 28/6, Bolt, Mikkel. En anden verden er mulig. Antiglobaliseringsbevægelsen og andre antisystemiske satsninger i retrospektiv. Lettre Internationale: 19 (2009): Callinicos, Alex. Imperialism and Global Political Economy. Cambridge: Polity, Deleuze, Gilles. Post-scriptum sur les sociétés de contrôle. Pourparlers Paris: Les Éditions de Minuit, 1990: Deleuze, Gilles. Contrôle et devenir. Pourparlers Paris: Les Éditions de Minuit, 1990: Deleuze, Gilles. Postscriptum om kontrolsamfundet [ Post-scriptum sur les sociétés de contrôle, 1990], oversat af Karsten Gam Nielsen og Adam Diderichsen. Forhandlinger Frederiksberg: Det lille Forlag, 2006: Deleuze, Gilles. Kontrol og tilblivelse [ Contrôle et devenir, 1990], oversat af Karsten Gam Nielsen og Adam Diderichsen. Forhandlinger Frederiksberg: Det lille Forlag, 2006: Valget af Barack Obama i USA har indtil videre ikke resulteret i nogen nævneværdig ændring af det antioprørsregime, som USA er primus motor i installeringen af. Der er ganske vist sket et retorisk skifte, hvor krigen mod terror er blevet afløst af oversøiske beredskabsoperationer [overseas contingency operations] og fjendtlig kombattant af tilbageholdt person [detained person], men de overordnede mekanismer er stadig i brug, og der er ikke sket nogen reel regulering af den undtagelseslovgivning, der blev indført efter 9/11. Valget af Obama er nok mest at forstå som en fordøjelsesfase efter Bush Junior i stil med Carter efter Nixon, som Pièces et main d œuvres skriver (Pièces et main d œuvres: 103).

128 128 K&K Kultur&Klasse Foucault, Michel. Overvågning og straf. Fængslets fødsel [Surveiller et punir. Naissance de la prison, 1975 ], oversat af Mogens Chrom Jacobsen. Frederiksberg: Det lille Forlag, Galloway, Alexander og Eugene Thacker. The Exploit: A Theory of Networks. Minneapolis & London: Minnesota University Press, Hardt, Michael og Antonio Negri. Imperiet [Empire, 2000], oversat af Karsten Wind Meyhoff. København: Informations Forlag, Harvey, David. A New Imperialism. Oxford & New York: Oxford University Press, Hersh, Seymour M. Chain of Command: The Road from 9/11 to Abu Ghraib. New York: HarperCollins, Juhl, Carsten. Kombitekst om mangfoldighed og syntese i historie- og kunstteorierne. Mangfoldighed og syntese. Perspektiver i Michel Serres filosofi. Red. Jesper Egholm og Niels Lyngsøe. København: Det kongelige danske Kunstakademi, 1998: Lazzarato, Maurizio. Les révolutions du capitalisme. Paris: Seuil, Massumi, Brian. Potential Politics and The Primacy of Preemption. Theory & Event 10, 2 (2007). Massumi, Brian. National Enterprise Emergency: Steps Towards an Ecology of Powers. Theory, Culture & Society 26, 6 (2009): Neyrat, Frédéric. Biopolitique de catastrophes. Paris: Éditions MF, Neyrat, Frédéric. Rupture de défense. Lignes 29 (2009): Pièces et main d œuvres. À la recherche du nouvel ennemi : Rudiments d histoire contemporaine. Montreuil: L Échappée, Retort. Afflicted Powers: Capital and Spectacle in a New Age of War. London & New York: Verso, Retort. En nedslagen hær. Staten, skuespillet og 11. september [ Afflicted Powers. The State, the Spectacle and September 11, 2004], oversat af Jesper Lohmann. Billed Politik. At se er at dræbe. Red. Mikkel Bolt, Jakob Jakobsen og Morten Visby. København: Nebula, 2010: Sadin, Éric. Surveillance globale. Enquête sur les nouvelles formes de contrôle. Paris: Climats, Weizman, Eyal. Hollow Land: Israel s Architecture of Occupation. London & New York: Verso, 2007.

129 karen-margrethe simonsen overvågning som Lovgivning hasan elahi Og surveillance camera Players som eksempel The Age of Imbalance is now upon us Paul Virilio, The Media Coup de Etat, i Le Monde diplomatique, 1. maj, 1994 Overvågning er en almennyttig foranstaltning, som beskytter os mod ydre og indre fjender. Der er imidlertid grund til at overveje overvågningens omfang, form og effekt. Hvad angår det første, er der ingen tvivl om, at omfanget er steget væsentligt i mange vestlige lande siden 9/ For nogle er der tale om en nødvendig udvikling, for andre er der tale om en uhensigtsmæssig stor vækst, som nu truer værdigrundlaget i det samfund, som skulle beskyttes. I denne artikel vil der imidlertid primært blive lagt vægt på form og effekt, især sådan som disse kommer til udtryk og reflekteres i kunsten. Med form tænkes således ikke kun på overvågningens faktiske form eller dens teknik, men også på den måde, overvågningsfænomenet reflekteres formmæssigt i aktuel kunst, dvs. hvilken medialitet og hvilke sansemæssige registre der anvendes, og hvilke synsvinkler og fortolkningsmuligheder der aktiveres. Overvågningen kan ikke vurderes som isoleret fænomen, som det ellers tit er tilfældet i diskussioner for og imod overvågning, men må anskues i relation til den situation, inden for hvilken den finder sted. Kunsten er eminent til at illustrere dette, eftersom den altid viser overvågning i en form for iscenesættelse, der afslører en række udsigelses- og fortolkningsniveauer. Jeg har i denne artikel valgt at se på to nyere kunstværker, der begge spiller på George Orwells centrale bog 1984, som de refererer til i værktitlerne. Det drejer sig om Hasan M. Elahis værk Tracking Transience: The Orwell Project fra 2002 og The Camera Surveillance Players værk 1984 fra De refererer begge til Orwell, men forskyder samtidig Orwells forståelse og repræsentation af overvågning ironisk ud i en langt mere vidtrækkende betydning. I denne forskydning viser værkerne, at overvågning, som måske umiddelbart kan synes at være et ekstra-kunstnerisk tema, i virkeligheden spiller godt sammen med kunstneriske strategier, ikke mindst fordi overvågning i princippet involverer flere synsvinkler og refleksionsmuligheder i sig. Overvågning implicerer som minimum en overvåget og en overvågende. Når dette iscenesættes i kunsten, tilføjes desuden tilskuerens niveau, som er niveauet for iagttagelse og fortolkning. Denne basale niveaudeling kan udnyttes til at nuancere

130 130 K&K Kultur&Klasse forståelsen af, hvad overvågning er for noget. Den kan yderligere kompliceres ved at installere flere overvågede eller overvågende, eller flere synsvinkler for forståelsen af det overvågede. I stedet for at blive et symptom på en totaliserende tænkning (som overvågning er i Orwells værk) bliver overvågningsfænomenet i den nyere kunsts iscenesættelse et værktøj til at transformere vores refleksioner over nogle af de mekanismer, der ligger til grund for overvågningen, og nogle af de effekter, overvågningen har. De to værker har det tilfælles, at de tester eller kommenterer etiske implikationer af overvågning. For at forstå effekten af overvågning og for at forstå kunstens refleksion af overvågningsfænomenet er det imidlertid nødvendigt at se dette i relation til en generel samfundsudvikling. Og her er det vigtigt ikke kun at relatere overvågningsfænomenet til 9/11. Det er selvfølgelig utvetydigt, at denne begivenhed har betydet meget for væksten i overvågning og direkte har fremprovokeret gennemførelsen af en række liberaliseringer af overvågningslovgivning i mange lande, fx USA, England og Danmark. 1 Disse lovændringer har mange steder været meget radikale, og kritikere og menneskerettighedsforkæmpere, f.eks. i USA, har direkte kaldt lovændringerne forfatningsstridige. For at forklare, at så radikale ændringer overhovedet har kunnet gennemføres, refererer lovgivere og teoretikere igen og igen til den sikkerhedspolitiske ustabile situation som noget, der har nødvendiggjort tiltagene. Timothy Druckney hævder, at kun et øjeblik af irrationel panik (panicked unreason) kan have muliggjort, at politikere i USA fra et bredt politisk spektrum underskrev så radikale love som fx The USA Patriot Act (fra oktober 2001) og The Military Order (fra november 2001). (Druckney 152). 1 Allerede d. 26. oktober 2001 ikke mere end en måned efter angrebet på World Trade Center underskrev George Bush The USA Patriot Act (USA Patriot Act: akronym for Uniting and Strengthening America by Providing Appropriate Tools Required to Intercept and Obstruct Terrorism Act ) hvis formål var følgende: At forene og styrke USA ved at facilitere de nødvendige redskaber for at hindre og obstruere terrorisme. Denne lov, som omfatter mere end hundrede enkeltlove, giver politiet udstrakte rettigheder til overvågning, aflytning af telefoner og overvågning af anden kommunikation, fx korrespondance, ransagning af hjem uden dommerkendelser, overvågning af finansielle transaktioner, bankkonti, sundhedsoplysninger, dna-oplysninger mv. og en lettelse af reglerne for tilbageholdelse af mistænkelige immigranter. Loven udvider også forståelsen af terrorisme til at inkludere hjemlige terror -angreb. Senere fulgte The Military Order af November 13, 2001, som havde underteksten Tilbageholdelse, behandling af og retssager mod visse ikke-statsborgere (non-citizens) i krigen mod terrorisme. Denne lov stadfæstede, at sager mod terror-mistænkte skulle føres for en militær domstol, og at de mistænkte kunne tilbageholdes på ubestemt tid. Man begrundede denne lov med den undtagelsestilstand som 9/11 havde ført med sig. I både England og Danmark er der sket en stærk liberalisering af lovene om overvågning. Også det engelske og det danske efterretningsvæsen har nu øget mulighed for at undersøge mistænkte uden dommerkendelse, herunder at aflytte telefoner, checke kommunikation, ransage private hjem samt øgede muligheder for offentlig overvågning med kameraer og identitetskontrol. En undersøgelse udført af Privacy International kalder Danmark for et Extensive Surveillance Society. Denne ranking er lavet d , 2007 og kan ses på følgende hjemmeside: shtml?cmd[347]=x , Der skelnes her mellem syv niveauer for overvågning, Extensive surveillance society er niveau 6 lige før det højeste niveau: endemic surveillance societies, som bla. inkluderer Rusland, Kina, USA og England. 31. maj, Privacy International har også lavet en oversigtsrapport over lovændringer i Danmark fra , ændringer, der har øget overvågningen på en række områder, se: privacyinternational.org/article.shtml?cmd[347]=x , 31. maj, 2010.

131 Karen-Margrethe Simonsen Overvågning som lovgivning 131 Radikaliteten af de nye love må selvfølgelig forstås som en reaktion på terroren. Den er til en vis grad legitimeret af risikoen for terror, men det ville være en fejl at forstå overvågningstendensen bare som et øjeblik af irrationel panik. Hvis dette var tilfældet, skulle lovene være blevet ændret efterlods, og dette er, trods ihærdige forsøg fra kritikere, kun sket i moderat omfang. Overvågningslovene bør snarere forstås som et særligt radikalt symptom på en meget længere udvikling af kontrolsamfundet. Overvågning er ikke en undtagelse, men er efterhånden blevet en regel inden for mange af de områder, hvor mange tidligere ville have kæmpet imod den i den individuelle friheds navn. Det gælder fx sundhedsovervågning, sammenføring af registre, arbejdsovervågning, kameraer ved boligblokke og i butikker, elektronisk markeds- og kundeovervågning etc. Overvågning er ikke en rest af et fortidigt, lukket og bureaukratisk totalitært samfund, men er en del af den åbne og moderne medievirkelighed, vi færdes i. Dermed kan overvågningsfænomenet heller ikke forklares med reference til én årsag, men må ses i et langt bredere perspektiv. De to værker, jeg har valgt, reflekterer kun den sikkerhedspolitiske overvågning, men selv når man kun iagttager denne del af overvågningen, må mange traditionelle opfattelser vige for mere dynamiske. Juristen Larry Catá Backer har i en tankevækkende artikel med titlen Global panopticism foreslået, at den nye transnationale overvågning ikke bare skal forstås som et symptom på forskellige nationale sikkerhedspolitiske tiltag og heller ikke blot som produkt af den lovgivning, der er opstået af sikkerhedspolitiske hensyn, men at overvågningen har selvstændiggjort sig og som regulativ styringsmekanisme er blevet sin egen lov, som dermed erstatter den lovgivning, som den skulle være underlagt. Hvis det er rigtigt, øges vigtigheden af ikke kun at se på overvågning som en særlig teknik eller beskyttelsesforanstaltning, men at se den som en generaliseret funktion af den komplekse samfundsmæssige kontekst, den indgår i. Surveillant assemblage For at forstå moderne overvågning som fænomen har mange teoretikere refereret til Michel Foucault og det begreb, han meget succesrigt lånte fra Jeremy Benthams opfindelse fra det 18. århundrede, nemlig begrebet panoptikon. Selv om det er blevet udsat for en hård kritik for dets manglende evne til at omfatte den moderne virkelighed, så er det næsten umuligt at aflive panoptikon-begrebet. (Lyon, Theorizing Surveillance: 3-4). Grunden til dette er, at Foucaults udlægning af panoptikonet samler en række af de centrale karakteristika i en overskuelig, forståelig form. Panoptikonet som overvågningsform gør det muligt at differentiere massen og overvåge det enkelte individ inden for et afgrænset område. Panoptikonet refererer til arkitekturen i hele den bygning, det omfatter, men et vigtigt element i denne er det centrale overvågningstårn, som er synligt fra alle hjørner af bygningen. Det er en afgørende pointe, at det individ, der overvåges, ikke ved, hvornår det bliver overvåget, og om der overhovedet er nogen mennesker i tårnet. Herved opnås en

132 132 K&K Kultur&Klasse integration af overvågningsfunktionen i det enkelte menneske som en selvdisciplinering, der har en langt større effekt end selve tårnet, som det imidlertid ikke kan være foruden. Panoptikonet er derfor karakteriseret af tre ting: total synlighed af den overvågede, usynlighed af de overvågende, og et samspil mellem den ydre, tekniske overvågningsmaskine og den internaliserede overvågning i det enkelte individ. Der er en del af disse træk, der også går igen i moderne overvågningsteknik, men den store svaghed ved panoptikonmodellen er, at den er afhængig af muligheden for at isolere dem, der overvåges inden for et afgrænset område. Panoptikonet er baseret på en disciplineringsmodel, der er udviklet i et disciplinært samfund med en forholdsvis gennemskuelig hierarkisk struktur og et klart juridisk-politisk styringspotentiale. Spørgsmålet er imidlertid, om vi stadig lever i et sådant samfund, og om panoptikonmodellen kan fungere som forståelsesramme for moderne overvågningsstrategier. Der er i hvert fald tre aspekter af udviklingen, der peger i andre retninger: globaliseringen, teknikken og afhierarkiseringen af overvågningen. Globaliseringen betyder øget mobilitet og transnationale udvekslinger, som er vanskelige at afgrænse og overvåge, teknikken har udviklet sig i en række forskelligartede retninger, der både baserer sig på synlighed (overvågningsapparater) og usynlighed (f.eks. dataregistrering mv.), og endelig er der meget overvågning, som ikke kommer fra en statslig magtenhed, men derimod fra private aktører og selskaber, der trods det, at de er sanktioneret af statslig lovgivning, følger private og forskelligartede interesser. Med et udtryk af Kevin D. Haggerty og Richard Ericson bør man måske snarere tale om en surveillant assemblage end om én singulær overvågning (Haggerty/Ericson 172). Overvågningen har dermed undergået en udvikling, som nødvendiggør en fornyet undersøgelse af de grundlæggende mekanismer i overvågningssituationen, og som ikke bare isolerer disse til tekniske spørgsmål, men ser dem i sammenhæng med samfundsudviklingen siden murens fald eller ca. de sidste 50 år. Ifølge Gilles Deleuze forandrede tingene sig allerede efter 2. verdenskrig, hvor vi ophørte med at leve i disciplinærsamfund og i stedet begyndte at leve i kontrolsamfund. Ifølge Deleuze baserede disciplinærsamfundet sig på muligheden for afgrænsning og forståelsen af individets formning (mold) ud fra dets plads i systemet; kontrolsamfundet er derimod ifølge Deleuze baseret på dynamiske formninger (modulations): Indespærringerne er adskilte former, støbeforme, kontrolmekanismerne er derimod en modulation som en slags selvformende støbeform, der konstant ændrer sig fra det ene øjeblik til det andet eller som en sigte, hvis masker ændrer sig fra et punkt til et andet. (Deleuze: 214) Og han fortsætter senere i samme tekst: I kontrolsamfundet [ ] er det væsentlige ikke længere en underskrift eller et tal, men et ciffer, for cifferet er en adgangskode, hvorimod disciplinærsamfundet reguleres

133 Karen-Margrethe Simonsen Overvågning som lovgivning 133 af befalingsord (såvel fra det samfundsskabendes som fra modstandens synsvinkel). Kontrollens numeriske sprog udgøres af cifre, der giver adgang eller formener adgang til information. (Deleuze: 215). I et samfund, der er baseret på mobilitet, er det afgørende, at kontrollen kan udøves på afstand, uafhængig af situering og i en interaktiv dialog. At der ikke er forudbestemte regler, betyder ikke, at bevægelser kan foregå frit og uhindret, men det betyder, at der kan opstå en forhandlingssituation omkring reglerne, at reglerne skabes fremadrettet. Det enkelte individ er således ikke kun en brik, der skal indreguleres i et allerede prædisponeret system, men kan ideelt eller potentielt være med til at påvirke selve det styrende system, hvis det vel at mærke kan forholde sig til den kodede verden, som det agerer i. I det traditionelle disciplinære samfund var det afgørende at lokalisere og overvåge det enkelte individ og at kunne bestemme dets kategori inden for massen. Ifølge Deleuze holder den skelnen, man traditionelt har lavet mellem masse og individ, ikke i det nye samfund, og han foreslår begrebet dividual til at betegne det nye individ. Individet godkendes ikke som en bestemt form, men i form af nogle konkrete egenskaber og handlinger inden for et kodet system. Man kan måske sige, at man bevæger sig fra at overvåge substans til at overvåge kodede bevægelser. Som det fremgår af citatet fra Deleuze, er der imidlertid også en instans, der har magten til at tillade eller nægte adgang til information. Magten er stadig en del af overvågningssystemet. At den ikke længere synliggøres af et stort tårn, er et symptom på, at samfundet ikke er disciplinært, men markedsstyret og bevægeligt, orienteret mod kognitive værdier og ekstremt påvirkelige kursbevægelser frem for mod produktion og ejerskab. Deleuzes analyse er baseret på et moderne og dynamisk samfundssyn. Ser man imidlertid på den konkrete overvågning, der finder sted i den vestlige verden i dag, passer den kun delvist til et sådant dynamisk samfundssyn. Selv om mange nye former for overvågning ikke er knyttet til en fysisk iagttagelse eller en ordensmæssig stabil registrering, men er lige så mobil som livet selv, så kan man også registrere, at gamle overvågningsformer, f.eks. almindelige overvågningskameraer på åbne pladser og i lukkede rum, som f.eks. lufthavne, togstationer, butikker mv. har fået en fornyet renæssance. Desuden kan man også hævde, at selv nogle af de nye former for overvågning, dna-registrering, iris-aflæsning, mobil-telefonaflytning mv. er teknisk set langt mere sofistikerede end overvågningstårnet i det gamle panoptikon, så følger de på visse punkter gamle overvågningslogikker: de forsøger stadig at fastholde, registrere, nummerere og ordne, som om vi stadig levede i det disciplinære samfund. Og selv om der er masser af privatiseret og forskelligartet overvågning, så bekræfter selve overvågningslovene den længsel efter absolut magt og synlighed, som det gamle panoptikon inkarnerede. Overvågningslovene arbejder på at udvide afgrænsningsstederne, men arbejder grundlæggende inden for en afgrænsningsmodel. På den måde synes overvågningsfænomenet at være fanget mellem to logikker

134 134 K&K Kultur&Klasse eller mellem to historiske modeller for overvågning, som umiddelbart synes modstridende. Det er vigtigt at erkende både, at der er reminiscenser af den disciplinære logik, som fungerer som en aktiv del af samtiden, og at der samtidig er nye overvågningslogikker, der måske er ved at overtage de gamle. Overvågningsfænomenet som sådan er ikke i modsætning til eller en tilfældig biomstændighed ved det moderne samfund, men en nødvendig del af selve informationssamfundets organisationsform. Som løsrevne værdier er frihed/mobilitet og overvågning/kontrol modsætninger, men i den senmoderne virkelighed er de integrerede mekanismer i den samme orden. Spørgsmålet er imidlertid, hvilken form overvågningsfænomenet antager, og hvilken logik det følger. For at forstå den kompleksitet og sammensathed af usamtidige logikker, der er i overvågningsfænomenet, kan man med fordel kigge på kunstens kritiske refleksion af dette. Mens overvågning som kontrolstrategi har som formål at afsløre mest muligt, give mest mulig information og/eller nå til opklaring af enhver mistænkelig handling, så har kunsten, når den ser på overvågningen, været optaget af spændingsfeltet mellem synlighed og usynlighed, mellem afsløring og hemmelighed, hvilket har givet overvågningstemaet en umiddelbar kompleksitet, der sætter spørgsmålstegn ved selve overvågningens karakter. I 1984 søger Winston Smith hele tiden at gøre sig usynlig for overvågningskameraerne, placere sig i deres blinde vinkler og opsøge hemmelige rum, hvor han mener at kunne være i fred. I både Elahis værk og i The Camera Surveillance Players værk arbejdes der derimod med synlighed som modstrategi, men på to forskellige måder. Hasan M. elahi: Tracking Transience: The Orwell Project Hasan M. Elahi, som er ansat ved laboratoriet for nye medier ved School of Art and Design ved San José State University i Californien, kommer oprindeligt fra Bangladesh. Elahi blev anholdt i Detroit lufthavn i juni 2002 efter en rejse til Afrika, mistænkt for at være relateret til terrorvirksomhed. Gennem seks måneder blev han jævnligt afhørt af FBI om, hvor han var i september 2001 (især d. 12. september 2001), og FBI undersøgte også Elahis liv generelt og afhørte hans kone og kolleger. For ikke at blive anholdt igen begyndte han at checke ind ved FBI, hver gang han skulle ud at rejse. Senere gjorde han hele sit liv tilgængeligt på nettet og hævdede hermed at hjælpe FBI med arbejdet. Samtidig skabte han imidlertid et tankevækkende kunstværk, som siden har været udstillet på udstillinger, og som konstant kan ses på nettet ( 2 På websiden kan man se, hvor Hasan Elahi befinder sig døgnets 24 timer hele året rundt. Man kan se alle de måltider, han indtager, og alle de toiletter, han besøger. Man kan se lufthavne, toge og bygninger, bankdokumenter og boner fra butikker og lign. I et interview forklarer Elahi, at websiden er hans alibi. Selv om han nu er uden for mistanke for den oprindelige anklage, så betragter han websiden som en 2 Se også Peter Lauritsens artikel tidligere i dette nummer.

135 Karen-Margrethe Simonsen Overvågning som lovgivning 135 fremtidssikring. Ingen kan nu anklage ham for at være et sted, han ikke har været. Den maksimale sikkerhed er således ikke forbundet med usynlighed eller evnen til at gemme sig for overvågningskameraerne eller efterretningsvæsenet, men med absolut synlighed. Elahi vender ikke bare magtens blik (sousveillance), men efterligner, parodierer og omvender overvågningens indre logik. Derved fungerer hans værk både som et slags overvågningslaboratorium, hvor han afprøver overvågningsstrategier, og som et metarefleksivt rum over overvågning. Der er særligt fire aspekter af overvågning, som værket kaster et interessant lys over, nemlig overvågningens rækkevidde, den bagvedliggende systematik og styring af overvågningen, den overvågedes retsstatus samt overvågningens mediale virkelighed og æstetiske strategier. På grund af sit arbejde som forsker i medier og kunstner rejser Elahi meget. Han er et grænseoverskridende individ, som ikke kan afgrænses inden for et system. Grunden til, at han blev mistænkelig i FBI s øjne, var, at ejerne af en række lagercontainere rapporterede, at Elahi var arabisk, at han havde sprængstoffer i en af deres containere, og han var flygtet d. 12. september. Alle oplysninger i deres rapportering er forkerte. Elahi havde ikke sprængstoffer i sin container, han er ikke arabisk, og hans rejse var ikke en flugt, men en forretningsrejse. Han blev mistænkelig, fordi han så anderledes eller arabisk ud, og fordi han rejste meget. Denne første anklage var, som man kan se, ikke baseret på FBIs egen overvågning, men på oplysninger fra private agenter. Det er vigtigt at understrege, at et af overvågningens nyere træk er, at den ikke kun foregår på initiativ af en statslig instans, men at den kan foregå overalt, også med private og personlige aktører. Det er det, man noget eufemistisk kan kalde overvågningens demokratisering. Det afgørende også i disse tilfælde er imidlertid, hvem der i sidste instans samler oplysningerne og har magt til at fortolke dem og handle ud fra disse. FBI valgte selv at tillægge Elahis profil betydning. At det i Elahis tilfælde var FBI, der stod for behandlingen, placerer i en vis forstand Elahi i samme position som Winston i 1984, dvs. som et enkelt frit, mobilt individ over for en statslig sanktioneret kontrollerende og disciplinerende institution. Modsat Winston, fremstår Elahi imidlertid ikke som et mærkeligt særtilfælde. Tværtimod inkarnerer han en moderne global virkelighed med en ideelt set ubegrænset bevægelighed for individet, og at et moderne overvågningssystem ikke kan tackle og fortolke denne virkelighed rigtigt, er et stort problem for overvågningssystemet i sig selv. Et andet problem, der synliggøres gennem Elahis værk, er individets manglende retssikkerhed over for overvågningssystemerne. Elahi blev mistænkt for terrorisme, men han blev aldrig direkte anklaget for noget. Da FBI efter 6 måneders jævnlige afhøringer og flere løgnedetektor-tests ikke kunne finde beviser for terrorvirksomhed, bad Elahi om at få et dokument, der frikendte ham. Det kunne FBI ikke give ham, da han jo ikke var anklaget for noget. I stedet anbefalede de, at han kontaktede en af deres agenter, hver gang han skulle ud at rejse, så han ikke ville blive udsat for deres mistanke igen. Overvågningssystemet placerer dermed Elahi

136 136 K&K Kultur&Klasse i en mellemposition: han er ikke skyldig, men han er heller ikke frikendt. Sagen er blot indtil videre indstillet pga. bevisets stilling, kunne man sige. Elahis sag er et radikalt tilfælde, men i princippet sætter en hvilken som helst overvågning det overvågede individ i en tilsvarende position. Selv om man ved, at man er uskyldig, så kan man på den anden side ikke være helt sikker, for i de fleste tilfælde kender man ikke overvågningens kriterier for mistænkelighed. Ifølge Elahi så mislykkedes FBIs fortsatte forsøg på at få ham til at passe ind i kategorien arabisk terrorist ikke, fordi han modsatte sig denne beskrivelse, men kun fordi han samarbejdede med FBI. Ifølge journalisten Ethan Zuckerman [ ]følte [Elahi] afgjort, at der var en trussel om ubegrænset tilbageholdelse, og han tror, at den eneste ting, der reddede ham, var en fælles kultur evnen til at citere tekster fra folkesange eller tale om college fodbold, den slags ting, som en terrorist ville have svært ved at fake. 3 I begyndelsen, hævder Elahi, var hans samarbejde med FBI en ren overlevelsesstrategi. Senere blev det til en kunstnerisk strategi, som skulle afsløre overvågningsmekanismerne ikke bare hos FBI, men i det kontrolsamfund, vi lever i. Ser man på de kunstneriske strategier, som Elahi anvender i sit værk Tracking Transience, så er det tydeligt, at Elahi mimer FBI s dokumentations begær, men han gør det på en måde, som giver dokumentarisk information den nøjagtig modsatte status af, hvad den har for FBI. Eller formuleret på en anden måde: værket peger på uoverensstemmelsen mellem den status, som dokumentarisk information ideelt og reelt set har for FBI. Ideelt får FBI betydningsfuld information om virkelige forbrydere, reelt får de millioner af informationer, hvoraf kun en mikrodel er anvendelig. På Elahis hjemmeside eksisterer den samme dobbelthed. Hvert eneste pedantiske fotografiske billede tjener selvfølgelig én overordnet funktion: at dokumentere, hvor Elahi befinder sig, men der er et misforhold mellem denne potentielt betydningsfulde oplysning og det overload af information, som hjemmesiden giver. De hundredvis af billeder af nudler og ris-måltider, der er afbilledet på hjemmesiden, sandsynliggør selvfølgelig, at Elahi har været de steder, hvor måltiderne er købt, men dette kunne have været dokumenteret meget enklere og mere overbevisende f.eks. med kopier af hotelregninger, eller han kunne have nøjedes med kopier af bon er eller lign. Fotoerne af måltiderne betyder kun noget i kraft af deres ikke betydning, og det er derfor ironisk, at de manifesterer sig så massivt på hjemmesiden som et 3 Refereret af Ethan Zuckerman i Tracking Hasan Elahi 19. okt, Zuckerman refererer et foredrag med Hasan Elahi. Efter foredraget blev Elahi spurgt, om FBI virkelig truede med Guantanamo, eller om hans kunstneriske temperament måske havde overdrevet situationens alvor. Elahi kommer derefter, ifølge Zuckerman med den beskrevne reaktion.: Elahi explains that it was never made concrete, but that he certainly felt the threat of indefinite detention, and that he believes the only thing that saved him was a common culture the ability to quote the lyrics of country songs, or talk about college football, the sort of things a terrorist would find very hard to fake, maj 2010.

137 Karen-Margrethe Simonsen Overvågning som lovgivning 137 Figur 1: et vægtil-væg tæppe af måltider, Hasan elahi. tracking transience Figur 2: anonyme motorveje, Hasan elahi. tracking transience Figur 3: Måltidet er købt/indtaget kl pm, men hvor og hvilken dag?. tracking transience

138 138 K&K Kultur&Klasse gigantisk, farverigt væg-til-væg tæppe. Ligeledes er det med de andre billeder: billederne af motorveje, lufthavne, supermarkeder mv. Ser man én motorvej, vil man være interesseret i, hvad det er for én, og hvor den fører hen. Men ser man halvtreds billeder af motorveje samlet i ét billede bliver disse motorveje blot et billede på generel transit, og det er i øvrigt karakteristisk, at stort set alle de steder, der er fotograferet, er transitsteder eller anonyme steder som lufthavne, supermarkeder, tunneler, korridorer, tankstationer og parkeringspladser, og selv om sådanne steder tit anvendes som location i agentfilm, er de i Elahis version snarere ikke-steder og de bærer intet skjult løfte om handling. Alligevel forsøger betragteren, nøjagtig ligesom FBI, at finde signifikans i den store mængde af enkeltobservationer. Et af værkets vellykkede effekter er, at betragteren, selv om man ved, det er et kunstværk, bliver fanget i et forsøg ikke bare på at lokalisere Elahi, men også på at finde mønstre i hans færden. Betragteren bliver dermed selv til overvåger. Og det er delvist pga hjemmesidens inviterende æstetik, som arbejder dels med et langsomt, nærgående panorerende kamera, som synes at nærme sig en afsløring af noget, dels med de flotte billedcollager, hvor enkeltbillederne kan forstørres op, som om det er helt afgørende at se en tallerken med ris i karry i close up. Betragteren kan imidlertid ikke finde sådanne mønstre på Elahis webside. Man kan til enhver tid se, hvor han er i netop dét øjeblik, man trykker på curseren, men det er grundlæggende vanskeligt at få et overblik over og rekonstruere hans færden tilbage i tid. Dette hænger sammen med en bevidst strategi for websiden: mens hvert eneste øjeblik minutiøst er registreret med klokkeslæt og sted (inklusive GPSpositioner og markering på et verdenskort), så er selve billederne af de forskellige objekter ikke indsat kronologisk, årstallet er ikke markeret, og der er heller ikke andre overskuelige systematikker. Billederne er tværtimod kun samlet under temaer, sådan at alle måltiderne, alle transitstederne mv. er samlet hver for sig. Det er desuden signifikant, at der ingen billeder er af Elahi selv. Man kan derfor reelt ikke vide, om han er på stedet, eller om han blot har overladt sin GPS til en kammerat. Og selv hvis han var på nogle af billederne, ville det være umuligt at vide, hvilket ærinde Elahi har på det givne sted. På denne måde parodierer hjemmesiden vores og overvågningssystemernes begær efter at finde ud af noget, og hvis den overhovedet viser noget, handler det mere om hverdagens tilfældighed og serielle uendelighed end om signifikans. I modsætning til overvågningens dybdelogik, der baserer sig på et princip om meningsfuldhed og transcendens, baserer Elahis hjemmeside sig modsat på meningsløshed og overfladisk horisontalitet. Sousveillance: Surveillance Camera Players Surveillance Camera Players værk 1984 bruger en helt anden strategi end Elahi, en strategi, man kunne kalde sousveillance. Sousveillance er et begreb opfundet af Steve Mann, der kan forstås både bogstaveligt og overført: I stedet for at samfundet eller en politisk magt overvåger individet, overvåger individet samfundet. Steve Mann

139 Karen-Margrethe Simonsen Overvågning som lovgivning 139 har konstrueret en række mobile kameraer, der kan monteres på et menneske, der således får mulighed for at udsætte andre og f.eks. magten selv for overvågning (Mann 531ff). Gruppen af Surveillance Camera Players (herefter SCP) består af en løst sammensat og skiftende gruppe af anarkister. Der er ingen professionelle skuespillere. Siden grundlæggelsen i 1996 har de opført en lang række performances foran overvågningskameraer. Alle performances har en dogme-agtig stil: de er bevidst primitive og består mestendels i at vise en række hjemmelavede plakater foran kameraerne suppleret med amatøragtig pantomime. Som hovedregel taler de ikke og bruger ikke anden lyd. Den lyd, der akkompagnerer stykket, er således den almindelige larm i det offentlige rum, som blender ind med stykket. Hovedsigtet i SCP s aktioner er at protestere mod overvågningskameraer, som de mener, har en uhensigtsmæssig adfærdsregulerende effekt på befolkningen generelt, og som de desuden mener rammer socialt skævt. Kameraerne indfanger nemlig især de hjemløse og udskudte sociale eksistenser, som opholder sig i de offentlige transitsteder, som kameraerne overvåger. Desuden, hævder SCP, bruges kameraerne også til at overvåge politisk aktivisme. Som eksempel nævner en af deres talsmænd, Bill Browne, at der er opsat kameraer ved den katolske kirke St. Patricks Cathedral i New York, hvor der ikke er nogen kriminalitet, men hvor der har været en række politiske demonstrationer mod den katolske kirke. (Baumgärtel: 616) blev opført i 1998 foran et overvågningskamera i metroen i New York. George Orwells værk 1984 er her transformeret til et skuespil i seks akter, som meget skitseagtigt viser hovedpassager fra romanen: Winston møder Julie, Winston møder Julie og Brian, Brian torturerer Winston, Brian skyder Winston. Stykket er akkompagneret af plakater, der f.eks. viser et stort tegnet billede af Big Brother, en plakat, der viser kontradiktorisk newsspeak (War is peace, hate is love..) og en plakat, der viser den symbolske pyramide, som i USA har en særlig signifikans, eftersom netop dette symbol er trykt på en-dollarsedlerne, med en direkte henvisning til den amerikanske forfatning. Wilson og Julie bærer skilte med numre, som om de var fanger. To gange i skuespillet viser de en plakat, hvor der står We are the dead. Der er desuden en fortæller, en mand med hvid dødningemaske, som styrer skuespillet: han viser Big Brother-plakaterne i baggrunden og fremviser skilte med de skiftende akter. Performancen er et eksempel på sousveillance eller, som de selv hævder, på situationistisk detournement. Ifølge SCP selv ødelægger deres performance ikke overvågningskameraernes spektakel (spectacle), men vender det mod dem selv. Den kritiske performance er således grundlæggende refleksiv i sin karakter. Spillerne er placeret under et videokamera på metrostationen og kigger hele tiden ind i dette kamera og f.eks. ikke på de forbipasserende. De bliver filmet både af overvågningskameraet og af andre SCP-spillere, der filmer den monitor på stationen, der viser overvågningskameraets optagelser. På et tidspunkt bevæger nogle af SCP-folkene sig ind i det kontor, hvor de overvågende politifolk sidder, og her filmer de både politifolkene (dog kun meget lidt) og den monitor, som politikfolkene har på kontoret, som viser SCP s performance.

140 140 K&K Kultur&Klasse Figur 4-11: 1984 af surveillance camera Players. et værk, der er inspireret af george orwells roman Dermed dokumenterer SCP-folkene både teaterstykket på metrostationen, overvågningskameraet på stationen og overvågningens åsted. Samtidig dokumenterer de også receptionen af deres teaterstykke. På det videoklip, der ligger på nettet, hører man et par kommentarer fra én af de politimænd, der overvåger metroen. Han er først meget undrende over, hvad der foregår, spørger så, om de har en tilladelse til at optræde, men ender med at betragte det hele som en ufarlig vittighed. Da en af SCP-folkene forklarer politimanden, at deres stykke skal gøre folk opmærksom på, at overvågningen finder sted, er politimanden himmelfalden: But they know that already! De forbipasserende, som man kan se på videoen, standser ikke op, men kaster hurtige og undrende blikke i retning af truppen.

141 Karen-Margrethe Simonsen Overvågning som lovgivning 141 Ligesom anden performancekunst rejser også dette værk et spørgsmål om værkets grænser. Er værket teaterstykket, eller er værket den video, der dokumenterer teaterstykket, situationen omkring teaterstykket og receptionen på teaterstykket. Jeg vil i denne sammenhæng vælge det sidste, og det betyder, at værkets reception ikke kun skal vurderes ud fra politimandens og de forbipasserendes reaktion, men skal vurderes ud fra receptionen af den video, der ligger på nettet. Værket bliver dermed en meget kompleks størrelse, der har adskillige metaniveauer i sig. Det interessante ved værket knytter sig ikke så meget til selve performancen eller det budskab, de udsiger gennem performancen, men til de mange metaniveauer, som den er indlejret i. Værket udstiller grundlæggende overvågning som en multidimensionel begivenhed. Overvågning er noget, man underlægges, men det er også noget, man selv kan foretage sig. De mange metaniveauer gør det også vanskeligere at afkode, hvordan værket forholder sig til George Orwells roman. Det kan anskues som en parodisk vending på romanen, men det kan også anskues som et værk, der trækker på Orwell på en anerkendende måde og for at påpege totalitaristiske aspekter af den aktuelle overvågning. I begge tilfælde får værket på en ret radikal måde rejst nogle fundamentale spørgsmål om overvågningens karakter i dag. Har overvågningen karaktertræk tilfælles med BigBrother, eller må man forstå SCP s aktion som en avantgardistisk forskydning af hele problemfeltet? Juridiske komplikationer Ligesom situationisterne er SCP generelt kritiske over for konsumsamfundet. Dette understreges af den konstante visning af den symbolske magtpyramide, der kendes fra endollarsedlerne. Således kobles politisk og økonomisk magt. Lige så vigtigt er det imidlertid, at der i pyramidesymbolet er en direkte henvisning til den amerikanske forfatning. Der peges dermed direkte på overågningskameraernes potentielle trussel over for det enkelte individs retssikkerhed. I det ovenfornævnte interview hævder Bill Browne, at brugen af overvågningskameraer er en overtrædelse af paragraf 4 (4th Amendment) i forfatningen. 4 Det er den paragraf, der beskytter mod urimelig indgriben og ransagning af private hjem, og han tilføjer, at performancen også er inspireret af højesterets afgørelse i sagen Katz mod USA fra Selvom der er sket meget i amerikansk lovgivning siden, så er det alligevel interessant at inddrage konklusionerne fra denne sag. Charles Katz blev dømt for ulovligt spil, og grunden til, at det blev opdaget, var, at han havde brugt en offentlig telefonboks i Los Angeles til at lave sine spillemæssige satsninger. FBI havde optaget telefonsamtalen med en elektronisk optager, der var 4 Paragraf 4 lyder i sin fulde ordlyd således: The right of the people to be secure in their persons, houses, papers, and effects, against unreasonable searches and seizures, shall not be violated, and no Warrants shall issue, but upon probable cause, supported by Oath or affirmation, and particularly describing the place to be searched, and the persons or things to be seized.

142 142 K&K Kultur&Klasse monteret på telefonboksens yderside. Sagen gik som sagt hele vejen til højesteret, som besluttede, at Paragraf 4 beskyttede retten til privatliv, også i det offentlige rum. I højesterets konklusion stod bla. følgende: Så længe et individ med en vis rimelighed kan forvente, at hans samtale forbliver privat, så er hans eller hendes samtale beskyttet mod urimelig aflytning og registrering Paragraf 4 beskytter mennesker, ikke steder. Derfor kan et individs rettigheder ikke overtrædes, uanset om der er tale om fysisk indbrud i et givet område 5 Efter 9/11 har lovgivningen ændret sig, men den lovgivning, som SCP refererer til, er på mange måder hypermoderne, ikke mindst i sin understregning af, at paragraf 4 beskytter mennesker og ikke steder. Det var ikke, fordi Katz var i en telefonboks (dvs. inden for et afgrænset sted), at hans rettigheder var beskyttet, men fordi han var i en situation, hvor han med rimelighed kunne forvente, at hans samtale ville forblive privat. For at afgøre, om han med rimelighed kunne forvente dette i situationen, er det nødvendigt at afkode og fortolke situationen. Grænsen mellem det private og det offentlige kan ikke afgøres med henvisning til en fysisk afgrænsning. På denne måde er den gamle højesteretsdom moderne i Gilles Deleuzes forstand. Den anerkender implicit, at vi ikke lever i det, som Foucault kalder disciplinære samfund med institutionelt definerede regulationer, men at enhver regulation må medkalkulere individets mobilitet. Ved første øjekast synes SCPs optræden gammeldags, ikke bare i deres performancestil, men også i deres tematiske udgangspunkt for at forstå overvågning. Deres meget direkte henvisninger til George Orwells billede af BigBrother antyder, at de ser nutidens overvågning som beslægtet med Big Brothers overvågning i det totalitære samfund i bogen Ser man imidlertid på deres komplekse iscenesættelse af 1984, så er deres pointe med at henvise til 1984 ikke at sige, at vi lever i et totalitært samfund, men at den måde, som overvågningskameraerne fungerer på, tilhører en logik, der kommer fra det disciplinære samfund. SCP s bevidste ironiske iscenesættelse udstiller ikke blot deres egen amatøragtige primitivisme, men udstiller også kameraernes potentielt anakronistiske udsigelsesposition. 5 Teksten lyder på engelsk: 1). So long as an individual can justifiably expect that his conversation would remain private, his/her conversation is protected from unreasonable search and seizure by the Fourth Amendment. 2). The Fourth Amendment protects people, not places. Therefore, the rights of an individual may not be violated, regardless of whether or not there is physical intrusion into any given area. 3). A warrant is required before the government can execute a wiretap, and the warrant must be sufficiently limited in scope and duration.

143 Karen-Margrethe Simonsen Overvågning som lovgivning 143 Dividualer og eksistentiel teknologi Både Tracking Transience og 1984 arbejder med radikal åbenhed og ironi som en modstrategi til overvågning. I begge værker rejses der gennem en ludisk, dialogisk strategi spørgsmål til overvågningens objektive neutralitet. Der gøres i særlig grad opmærksom på den situation, det overvågede menneske står i, og ikke mindst de politiske eller generelt eksistentielle ubehageligheder, den overvågede kan blive udsat for. Hvis man vil forstå overvågningens konsekvenser også for det almindelige individ, så er man nødt til at analysere, hvilke konsekvenser den generaliserede observation og objektgørelse har for individets selvforståelse. Som Norman Bryson skriver, så er der bag enhver visuel oplevelse også en social og normativ ide om visualitet: Mellem subjektet og verden indsættes hele summen af diskurser, som udgør visualiteten, den kulturelle konstruktion, og som gør visualiteten anderledes end visionen, begrebet om umiddelbar og umedieret synsmæssig erfaring. Mellem nethinden og verden er der indsat en skærm af tegn, en skærm bestående af alle de forskelligartede diskurser om syn, som er indbygget i den sociale arena. (Bryson: 91-92). 6 Ifølge Bryson kaster denne skærm en skygge over forholdet mellem menneske og verden. I overvågningssituationen bliver det konkrete overvågningsapparat en inkarnation af denne skygge, som består af en historisk indlejret og multifacetteret social dimension. Denne sociale dimension er med til at determinere forholdet mellem menneske og maskine, og mellem menneske og verden, og dette afficerer også opfattelsen af, hvad subjektet er. Som tidligere nævnt foreslår Deleuze begrebet dividual til at betegne individet som en slags generaliseret modus inden for det sociale. Dividualen er hverken subjekt i traditionel, essentiel forstand eller bare en del af massen, men et sted midtimellem. Overvågningskameraernes teknologi er med til at understrege denne generelle værenstilstand mellem subjektivitet og fortabelse i massen. Denne tilstand kan imidlertid vendes til en positiv pointe, f.eks. i sousveillance-strategierne, sådan som Steve Mann for eksempel har beskrevet det. Han kalder selv sine sousveillance-kameraer for eksistentiel teknologi, og det, der kendetegner en sådan teknologi, hævder Mann, er, at den bemyndiger [empover] subjektet ved at fjerne bemyndigelse og ansvar fra [by disempowering the individual of responsibility] subjektet for hans eller hendes handlinger. (Mann 2003: 19). Hvad enten disse mellemtilstande vurderes som positive eller negative, så er der i overvågningsteknologierne og i refleksionen over dem i overvågnings-kunstværker, en interessant forhandling mellem det humane og det inhumane, som på langt sigt 6 Between the subject and the world is inserted the entire sum of discourses which make up visuality, that cultural construct, and make visuality different than vision, the notion of unmediated visual experience. Between retina and world is inserted a screen of signs, a screen of all the multiple discourses on vision built into the social arena. Norman Bryson, The Gaze in the expanded Field, Hal foster, vision and Visuality,

144 144 K&K Kultur&Klasse måske også kan rokke ved den juridiske forståelse af forholdet mellem det private og det offentlige. Surveillance: en ny form for lovgivning Der er imidlertid en anden konsekvens, som det i denne artikel er mere interessant at forfølge, fordi den siger noget mere specifikt om overvågningens situation i dag. Som tidligere nævnt, så skal man ikke kun vurdere overvågningen på omfanget af kameraer mv., men især på, hvordan informationerne samles, efter hvilke kriterier de vurderes, og hvad de efterfølgende anvendes til. I de to analyserede kunstværker er det politi- og efterretningsvæsen, der er overvågningens handlende subjekt, men begge disse instanser handler på vegne af loven. Jeg har også delvist aftegnet det lovmæssige grundlag for overvågningen i begge de to tilfælde. I videre forstand rejser de to værker imidlertid også spørgsmålet om forholdet mellem lovgivning og overvågning. Man kan nemlig spørge, i hvor høj grad loven kan indfange og regulere den massive og komplekse overvågning, der finder sted i dag, eller hvorvidt overvågningen måske har løsrevet sig fra sin lovgivningsmæssige sammenhæng. Dette spørgsmål rejses som nævnt i artiklen, Global Panopticism fra 2008 af juristen Larry Catá Backer. Backer hævder i denne artikel, at overvågningen er udtryk for en grundlæggende frakturering af samfundet, som ganske vist følger en ganske bestemt logik, men som ikke inddæmmes af almindelig lovgivning. Han skriver: Overvågning er en ny form for lovgivning, gennem hvilken gamle grænser mellem det offentlige og det private, det nationale og det transnationale, er gjort irrelevante. Konstruktionen af komplekse systemer af bevidst og permanent synlighed, som både normative systemer og bundter af specifikke teknikker, påvirker magtrelationerne mellem stater, økonomiske enheder og individer. Det repræsenterer modaliteter af frakturer og komplikationer i udøvelsen af den regulative magt, som gentager (replicate) sine former og effekter i hele samfundet. (Backer: 105) 7 Den moderne udvikling har ændret overvågning fra at være en nogenlunde passiv funktion til at være en aktiv del af det generelle normative system, der regulerer vores adfærd. Overvågningselementet tydeliggøres af teknologiske maskiner (specielt er overvågningskameraerne meget tydelige og bastante, selvom de også i stigende grad camoufleres som lamper og dekorative elementer), men disse maskiner skal ikke forstås som identisk med overvågningssystemet. Det normative overvågningssystem er således diffunderet ud i en lang række af praksisser, der rækker ud over 7 Citatet lyder på engelsk: Surveillance is a new form of lawmaking through which the old boundaries between the public and private, national and transnational, are made irrelevant. The construction of complex systems of conscious and permanent visibility, as both normative systems and bundles of specific techniques, affects the power relationships among states, economic entities, and individuals. It represents modalities of fractures and complications in assertions of regulatory power, replicating its forms and effects throughout society.

145 Karen-Margrethe Simonsen Overvågning som lovgivning 145 almindelig lovgivning, og som er med til at opløse en generel skelnen mellem det private og det offentlige. Overvågning har således ifølge Backer udviklet sig fra at være et eksempel på governance til at være basis for governance. Overvågning, dvs. begæret om at synliggøre, overskue, evaluere, kontrollere, styre mv., er på utallige måder blevet en generaliseret virkemåde i det sociale felt. Det er også i denne forstand, at man skal afkode de totaliserende elementer i de to kunstværkers diagnose af overvågning. Ingen af værkerne siger, at vi lever i et totalitært samfund à la 1984, men begge værker henviser til 1984 for at gøre opmærksom på, at de konkrete overvågningssituationer, de hver især dokumenterer, er symptomer på en langt større udvikling: den generaliserede overvågningslogik, som styrer social udveksling, som del af en generaliseret regulativ effekt. Både Elahis værk og SCP s værk arbejder med individer i bevægelse. Elahi registrerer transnationale bevægelser, SCP registrerer de rejsendes bevægelser på en metrostation, og deres teaterstykke har samme flygtighed som disse rejsendes måde at bevæge sig på. Mobiliteten indfanges tilsyneladende af overvågningen, men mobiliteten fungerer også som en udfordring til overvågningen, hvilket ironisk udstilles i de to værker. Ligeledes tematiserer begge værker forholdet mellem det private og det offentlige. Selv om det i begge værker eksplicit handler om at forsvare det private, så rejser værkerne også spørgsmålet om, hvorvidt disse grænser mellem det private og det offentlige kan findes, og hvor de kan findes. De to værker skal ikke bare ses som et forsvar for privatlivet og som et angreb på det offentliges angreb på dette, men snarere som et forsvar for at se forholdet mellem det private og det offentlige som et forhold, der er dynamisk, medieret og altid situeret hvis altså kunsten kan siges at forsvare noget. Overvågningskunsten synliggør og reflekterer først og fremmest nogle af de grundlæggende modsætningsforhold, der er indbygget i overvågningsfænomenet, dvs. f.eks. spændingsfeltet mellem en disciplinær og hypermoderne virkelighed, de uklare grænser mellem det private og det offentlige, samt de mange (fortolknings-) niveauer, der komplicerer og situerer selve overvågningssituationen. litteraturliste Backer, Larry Catá, Global Panopticism: States, Corporations, and the Governance Effects of Monitoring Regimes, Indiana Journal of Global Legal Studies, Vol. 15, 2008, Indiana School of Law: Baumgärtel, Tilman, Surveillance Camera Players George Orwell s 1984, interview med Bill Browne, repræsentant for Surveillance Camera Players, in Thomas Levin et. al. (eds), CTRL space, Cambridge Mass, London UK: Beck, Ulrich, Risikosamfundet. På vej mod en ny modernitet, Kbh: Gyldendal, 1997 (Frankfurt a. M: Suhrkamp, 1986).

146 146 K&K Kultur&Klasse Bryson, Norman, The Gaze in the expanded Field, Hal foster, Vision and Visuality. Discussions in Contemporary Culture, New York: The New Press, 1988: Deleuze, Gilles, Foucault, Paris: Minuit, Deleuze, Gilles, Postscript on Control Societies in Thomas Levin, Ursula Frohne and Peter Weibel (eds), CTRL Space. Rhetorics of Surveillance from Bentham to Big Brother, Cambridge, Mass, London, UK: The MIT Press, 2002: Deleuze, Gilles. Postscriptum om kontrolsamfundet [ Post-scriptum sur les sociétés de contrôle, 1990], oversat af Karsten Gam Nielsen og Adam Diderichsen. Forhandlinger Frederiksberg: Det lille Forlag, 2006: Druckney, Timothy, Secret Agents, Security Leaks, Immune Systems, Spore Wars in Thomas Levin et. al. (eds), CTRL Space. Rhetorics of Surveillance from Bentham to Big Brother, Cambridge/Mass, London UK: MIT Press, 2002: Haggerty, Kevin D. and Richard V. Ericson, The Surveillant Assemblage, British Journal of Sociology Vol. no. 51, No. 4 (December 2000: ). Haggerty, Kevin D. and Amber Gazso, Seeing Beyond the Ruins: Surveillance as a Response to Terrorist Threats, The Canadian Journal of Sociology, vol. 30, no, 2, Spring 2005: Levin, Thomas Y, Ursula Frohne, and Peter Weibel, CTRL Space. Rhetorics of Surveillance from Bentham to Big Brother, Cambridge, Mass, London, UK: The MIT Press, Lyon, David, Surveillance Society. Monitoring everyday life, Buckingham, Philadelphia: Open University Press, 2002 (2001). Lyon, David, Theorizing Surveillance. The Panopticon and beyond, Devon/Oregon: Willan Publishing, Mann, Steve, Reflectionism and Diffusionism : New Tactics for Deconstructing the Vide Surveillance Superhighway i Thomas Levin et. al. (red.), CTRL Space. Rhetorics of Surveillance from Bentham to Big Brother, Cambridge, Mass, London, UK: The MIT Press, 2002: Mann, Steve, Existential Technology: Wearable Computing Is Not the Real Issue!, Leonardo, Vol. 36, No. 1: Mortensen, Henning, Erik Valeur og Pernille Tranberg, De overvågende. Debatbog om privacy og løsningsmodeller, Kbh: Book son Demand GmbH, PHR2006 Kingdom of Denmark, en oversigtsrapport, lavet af Privacy International om lovændringer i Danmark fra , der har øget overvågningen på en række områder, se: < 31. maj, The 2007 International Privacy Ranking Privacy International d , 2007 og kan ses på følgende hjemmeside: < shtml?cmd[347]=x > The Military Order of November 13, Detention, Treatment and Trial of Certain Non-Citizens in the War Against Terrorism. USA Patriot Act: Uniting and Strengthening America by Providing Appropriate Tools Required to Intercept and Obstruct Terrorism Act. PUBLIC LAW OCT. 26, 2001, < access.gpo.gov/cgi-bin/getdoc.cgi?dbname=107_cong_public_laws&docid=f:publ pdf> (En opsummering af de vigtigste punkter er lavet af The Library of Congress på < loc.gov/cgi-bin/bdquery/z?d107:hr03162:@@@d&summ2=m&>, 31. maj, Zuckerman, Ethan, Tracking Hasan Elahi 19. okt, < arhcives/005105,html>, 27. maj 2010.

147 isak Winkel holm æstetik og PoLitik metodemæssige refleksioner På foranledning af tre aktuelle antologier anmeldelse af Henrik Kaare Nielsen og Karen-Margrethe Simonsen (red.): Æstetik og politik. Analyser af politiske potentialer i samtidskunsten, Århus, 2008 (Klim) Marie Østergaard Møller & Sara Normann Thordsen (red.): Æstetik og politisk magt. Otte analyser af aktuelle forhold mellem æstetik og politik, Uppsala, 2008 (NSU-Press) Mikkel Bolt og Jacob Lund (red.): Fællesskabsfølelser. Kunst, politik, filosofi, Århus, 2009 (Klim) I. Det politiske er tilbage. Engang midt i firserne holdt man pludselig op med at bruge begreber som ideologi, afspejling, klasse og produktionsforhold rundtomkring på de kulturvidenskabelige institutter; i stedet begyndte mange at tale om retorik, æstetik, skrift og selvrefleksion. At dømme efter de seneste års universitetsopgaver, ph.d.-afhandlinger, artikler og forskningsnetværk ser det imidlertid ud til, at det politiske har udstået sin karantæne. Ordet politik har ændret status fra fy-ord til buzz word, det vil sige et ord, som man gerne bruger, også selvom det ikke lige passer i sammenhængen. Denne konjunkturændring skyldes selvfølgelig en intern logik i de akademiske miljøer, men det spiller givetvis også en rolle, at kulturvidenskaberne i dag har til opgave at orientere sig i en verden, hvor politiske konflikter er blevet mere påtrængende. Tilbagekomsten af det politiske kan helt overordnet karakteriseres som tematisk. De aktuelle kulturvidenskaber fokuserer som regel på en lille håndfuld afgrænsede politiske temaer: biomagt, terror, globalisering, anerkendelse, køn og et par stykker til. Det er på den baggrund ikke overraskende, at kulturvidenskaberne har hentet teoretisk inspiration uden for deres eget felt. Blandt de hyppigst genkommende navne i dag finder man næsten ingen egentlige kulturvidenskabsfolk, men derimod en række filosoffer og sociologer, der har indlagt sig fortjeneste ved at behandle den

148 148 K&K Kultur&Klasse ovennævnte håndfuld af temaer: Agamben, Bauman, Beck, Boltanski og Chiapello, Butler, Deleuze, Foucault, Hardt og Negri, Honneth, Mouffe, Žižek osv. Den tematiske tilgang til forholdet mellem æstetik og politik har på samme tid været indholdsmæssigt frugtbar og metodemæssigt underfrankeret. Også på det punkt adskiller den fornyede politikinteresse sig fra den marxistiske kulturvidenskab, der havde et måske nok kritiserbart, men i hvert fald konsekvent metodemæssigt grundlag i afspejlings- og realismeteorierne. I dag interesserer man sig mere for, hvad der dukker op af politiske temaer i kunstværker og kunstneriske praksisser, og ikke så meget for, hvordan sammenhængen mellem æstetik og politik skal tænkes. Det er dette metodemæssige spørgsmål, som jeg vil behandle i det følgende. Den konkrete anledning er to aktuelle antologier med næsten enslydende titler, dels Æstetik og politik. Analyser af politiske potentialer i samtidskunsten (ÆP), og dels Æstetik og politisk magt. Otte analyser af aktuelle forhold mellem æstetik og politik (ÆPM). Hertil kommer antologien Fællesskabsfølelser. Kunst, politik, filosofi (F), hvor et stort antal af bidragene beskæftiger sig med nogenlunde de samme problemstillinger. Tilsammen giver de 33 antologibidrag et glimrende øjebliksbillede af, hvordan det politiske i disse år vender tilbage inden for primært den danske kulturvidenskab. Denne tekst er med andre ord ikke en egentlig anmeldelse det ville være en lidt uformelig opgave med så mange bidrag men snarere en metodemæssig refleksion med afsæt i de tre antologier. Overordnet set rummer antologibidragene tre grundlæggende måder, hvorpå man kan tænke forholdet mellem æstetik og politik. Hvis man forsker i kulturvidenskab i dag og har ambitioner om at se kunstens uvirkelighed i lyset af den politiske virkelighed, har man øjensynlig valget mellem tre metodemæssige forestillingsmønstre: man kan se kunsten som æstetisk repræsentation, som æstetisk erfaring eller som æstetisk praksis. 1. Der er en solid tradition for at opfatte kunsten som æstetisk repræsentation, dvs. som et billede af den samfundsmæssige virkelighed. Inden for denne tradition støtter man sig gerne til en indholdsanalyse, der afdækker kunstværkets behandling af politiske og sociale sagsforhold. 2. Cirka siden Kant har der desuden været tradition for at opfatte kunsten som æstetisk erfaring, dvs. som en bevidsthedsakt, der karakteriserer enten produktionen eller receptionen af kunstværker, og som på en eller anden måde har konsekvenser for kunstproducentens eller kunstrecipientens håndtering af den politiske virkelighed. Hvis man støtter sig til dette metodemæssige forestillingsmønster, foretager man gerne en formanalyse, der afdækker kunstværkets særegne konfiguration af sit materiale. 3. Endelig findes der en nyere tradition, der vælger at opfatte kunsten som æstetisk praksis, dvs. en praksis, der foregår i et felt, hvor diverse aktører opfører deres politiske og sociale konflikter. Denne tilgang er typisk knyttet til en institutionsanalyse, der afdækker forbindelser og friktioner mellem kunstinstitutionen og andre samfundsmæssige institutioner. Som landet ligger, kan man altså sondre mellem tre grundlæggende heuristiske modeller for kunstens politiskhed, henholdsvis kunsten som et billede (af

149 Isak Winkel Holm Æstetik og politik 149 den politiske virkelighed), kunsten som en bevidsthedsakt (der spiller en rolle for vores billede af den politiske virkelighed), og kunsten som et felt (hvor politiske erfaringer og konflikter iscenesættes). De 33 antologibidrag kan bruges til at danne en lidt mere konkret forestilling om disse tre metodemæssige skemaer og om deres respektive styrker og svagheder. II. Undersøgelsen af kunsten som æstetisk repræsentation foreligger i to forskellige versioner, dels en klassisk afspejlingsteoretisk version, og dels en mere avanceret version, der også medtænker den æstetiske form. I de tre antologier finder man først og fremmest den klassiske version hos forskere, der ikke stammer fra kulturvidenskabelige institutter. Sociologerne Bülent Diken og Carsten Bagge Laustsen skriver om David Finchers film Fight Club (der bygger på Chuck Palahniuks bog af samme navn). Deres metode må betegnes som frejdigt indholdsæstetisk: vi vil se, læse og diskutere filmen Fight Club som det, der består, når vi ser bort fra dens filmiske og narrative kvaliteter, nemlig som et stykke fremragende sociologi (ÆPM: 229). Ifølge Diken og Laustsen lancerer filmen en teori om det sociale bånd, den abonnerer på en samfundsanalyse, og den kan ligefrem kritiseres for ikke at formulere et alternativ til den eksisterende kapitalisme (ÆPM: 226, 233, 249). Rent metodemæssigt er Diken og Laustsen med andre ord nogenlunde på linje med 70 ernes ideologikritiske læsninger, hvilket som bekendt ikke behøver at være spor pinligt: der er tale om en læseværdig artikel, der trækker øjenåbnende perspektiver fra filmens grundlæggende affekt brækfornemmelsen ved det tranceagtige velbehag i den moderne forbrugerkapitalisme til en række avantgardeteorier om moderne subjektiveringsprocesser (de gamle kendinge Žižek, Deleuze, Guattari, Boltanski og Chiapello). Også politologen Marie Østergaard Møller opfatter kunsten som en repræsentation af samfundet. Hendes tese er, at statistikken i den moderne verden har overtaget kunstens traditionelle rolle, og den var at fungere som en æstetisk repræsentationsform, som anvendes af det politiske system til at synliggøre den sociale sammenhængskraft og dermed også statens magt (ÆPM: 141). Ifølge dette metodemæssige perspektiv er eller rettere var kunstens rolle at afspejle den sociale verden (ÆPM: 158), og det vil blandt andet sige at sætte dagsorden og definere og konstruere fællesskabets problemer (ÆPM: 161). Den mere avancerede version af kunsten som æstetisk repræsentation finder man blandt andet hos Niels Albertsen i et af de tre antologiers mest læseværdige bidrag. Artiklen Jazzen, politikken og det politiske holder sig ellers til modellen kunsten-som-felt, men hen imod slutningen skitserer Albertsen en tese om, at jazzbandets swingende kollektiv kan tolkes som et utopisk billede af et forsonet politisk fællesskab. (Det er i øvrigt en tese, som også er blevet formuleret om de mangestemmige ensemblesatser i Mozarts operaer). Kunsten er altså et billede, men den er et billede snarere i kraft af sin form end sit indhold: Denne jazzgruppens

150 150 K&K Kultur&Klasse politiske styreform mellem liberalisme og kommunitarisme, en styreform, der har musikkens stadige tilblivelse gennem alles frie, interaktive improvisation som princip, vil jeg kalde kommunistisk, på ingen måde med reference til de stater og styreformer, som i det 20. århundrede blev betegnet således (ÆPM: 132). Den norske litterat Marit Grøta finder en tilsvarende tilgang til det politiske i Friedrich Schlegels poetik, ifølge hvilken kunsten er politisk ikke ved at handle om et politisk fællesskab, men ved at handle som et politisk fællesskab. De tidligt romantiske fragmentsamlinger er ifølge Schlegel et eksempel på en sådan æstetisk Geselligkeit; mylderet af tekstfragmenter holdes sammen i dette frie og jævnbyrdige samvær, i hvilket borgerne i den fuldkomne stat befinder sig (F: 134). III. Hvis man opfatter kunsten som æstetisk erfaring, er den ikke et produkt, der repræsenterer den sociale virkelighed, men snarere en proces, der bearbejder vores allerede eksisterende billeder af virkeligheden. Også denne tilgang findes i to forskellige versioner i antologierne, henholdsvis en diskursteoretisk og en avantgardeteoretisk. Førstnævnte præsenteres øjenåbnende af mellemøstforskeren Morten Valbjørn i artiklen Film (s)om internationale relationer. Forholdet mellem filmmediet og den internationale politik er traditionelt blevet tænkt med udgangspunkt i repræsentationens model, ifølge hvilken filmene må forstås som en form for vindue mod verden (ÆPM: 189). Heroverfor placerer Valbjørn den nyere diskursteoretiske forskning på området. Den vælger i stedet at undersøge, hvordan filmene forholder sig til kulturens foreliggende imagebank, det vil sige det arsenal af sprog og billeder, der skaber vores fælles forståelse af den internationale politik (ÆPM: 197). Set i dette perspektiv er filmene en del af en langt mere omfattende diskursiv praksis, men de er samtidig også en kritik af vores halvvejs ubevidste repræsentationsmekanismer, for så vidt som de udfordrer og denaturaliserer de fremherskende fortællinger om internationale relationer (ÆPM: 204). Camilla Paldam anlægger et tilsvarende perspektiv på den engelske kunstner Damien Hirsts biopolitiske installationer. Hirsts værker fungerer som politiske øjenåbnere, skriver Paldam, for de kan virke afdækkende og bevidstgørende i forhold til den måde, hvorpå biomagten influerer vores liv (ÆP: 108). På dette diskursive niveau er værkerne med andre ord fremmedgørende på brechtsk maner (ÆPM: 114). Formuleret med denne anmeldelses begreber foreslår Jakob Ladegaard at skifte metodemodel fra æstetisk repræsentation til æstetisk erfaring i tolkningen af den danske socialrealistiske litteratur. Kritikere og forfattere har ellers været nogenlunde enige om at forstå socialrealismen som et særligt pålideligt billede af den samfundsmæssige virkelighed. Denne ambition om pålidelig samfundsskildring har imidlertid haft en tendens til at bekræfte de eksisterende forestillinger om et samfund, der er ordnet i statiske klasser, grupper og typer. Med afsæt i Jacques Rancière foreslår Ladegaard at tolke socialrealismen som en bevidsthedsakt, der

151 Isak Winkel Holm Æstetik og politik 151 lader den sociale virkelighed komme til syne på en anderledes måde: For mig at se er problemet med såvel kritikere som forfatterne til den sociale litteratur, at de opprioriterer den repræsentative side af realismens dobbelte logik og erstatter den kreative og egalitære brydning af de gængse sociale identiteter med en halvhjertet og formynderisk fejring af menneskets værdighed [ ] (ÆP: 96). Rancières lidt uklare begreb om rekonfiguration det er det, der i citatet ovenfor omtales som den kreative og egalitære brydning betegner den diskursive omkalfatring, der finder sted i den æstetiske erfaring. Af andre bidrag, der bygger på den diskursive udgave af kunsten som bevidsthedsakt, kan man nævne Lotte Philipsens artikel om den globalt orienterede kunstscene (der fremkalder en uophørlig konfliktuel forhandling af diskursive formationer, ÆP: 136); Mads Anders Baggesgaards artikel om Michel Houellebecqs utopiske roman (der er et middel til afkodning og genkodning af tekstuelle og diskursive strukturer i samfundet, ÆP: 51); samt Charlotte Greves artikel om den russiske kunstteoretiker Boris Groys (der blotlægger den ideologiske forbindelse mellem kunst og liv i stalinismens æstetiske diskurs, ÆP: 70). Den avantgardeteoretiske version af modellen kunst som bevidsthedsakt ser på tilsvarende vis den æstetiske erfaring som en proces, der gør et eller andet ved vores gængse repræsentation af virkeligheden. Men det, kunsten gør her, er snarere en destruktion end en refleksion; det drejer sig i denne tradition ikke om at bevidstgøre politiske repræsentationer, men snarere om at umuliggøre dem. Jacob Lund foreslår en sådan tolkning af Becketts The Unnameable. Becketts værk, skriver Lund, saboterer [ ] den diskursive udsigelses formelle apparat ved ikke at lade nogen identificere sig med og påtage sig dens tid, sted og person (ÆP: 79). Hvis vi antager, at subjektet konstitueres som sprogligt og politisk subjekt gennem en række talehandlinger jeg understreger her ordet hvis så kan man forsøge at unddrage sig det politiske gennem en Beckett sk negering eller u-sigen af det sproglige subjektiveringsmaskineri (ÆP: 83). Andre versioner af dette avantgardeteoretiske perspektiv findes i en række hidtil uoversatte og stadig læseværdige originalbidrag af Jean-Luc Nancy og Giorgio Agamben i antologien Fællesskabsfølelser. IV. Undersøgelsen af kunsten som æstetisk praksis, endelig, foreligger i henholdsvis en sociologisk og en avantgardeteoretisk udgave. Niels Albertsens analyse af jazz og politik tager udgangspunkt i Pierre Bourdieus begreb om det sociale felt. Op igennem historien har jazzens sociale felt været gennemkrydset af en række politiske antagonismer, heriblandt modsætningen mellem sort og hvid, mellem folkemusik og populærmusik og mellem jazzmusik og klassisk musik. Det afgørende i dette sociologiske perspektiv er således ikke at se jazzen som et billede af virkeligheden, men som et rum, en platform, en danseplads, hvor mennesker har mulighed for at agere politisk og socialt. Lene Tortzen Bagger tænker inden for den samme model, når hun tolker en

152 152 K&K Kultur&Klasse række helt nye og primært danske kunstværker som invitationer til deltagelse. Det metodemæssige udgangspunkt er her Nicolas Bourriauds relationelle æstetik, der opfatter kunst som kunstpraksis, dvs. som en konkret social sammenhæng, et udvekslingsområde, hvori den menneskelige forhandling kan finde sted (ÆP: 151). To parallelle bidrag undersøger, hvad det vil sige, at sociale praksisser uden for kunstinstitutionen i disse år har en tendens til at blive mere og mere kunstagtige. Jan Løhmann Stephensen tager udgangspunkt i sociologerne Luc Boltanski og Eve Chiapello og diskuterer, hvilke konsekvenser den moderne kapitalismes allestedsnærværende kreativitetsdiskurs har for vores forestillinger om og forventninger til kunstinstitutionen (ÆP: 35). Henrik Kaare Nielsen nærmer sig de aktuelle sammenflydninger mellem det politiske og det æstetiske praksisfelt (ÆP: 185). Også han hæfter sig ved den moderne verdens stærke og problematiske æstetiseringstendens, dvs. den gradvise de-differentiering af sociale praksisser, fx den kunstneriske og den politiske. Det metodemæssige fokus er her kunsten ikke som repræsentation eller erfaring, men netop som social praksis. Af andre bidrag, der bygger på denne metodemodel, kan nævnes Louise Ejgod Hansens artikel om teater- og kulturpolitik, Rasmus Ugilts artikel om skandaleudstillinger og Hans Hauges polemik mod statslig kunststøtte. Den avantgardeteoretiske interesse for den æstetiske praksis afsøges i Mikkel Bolts to bidrag. I den ene artikel skriver han om den situationistiske avantgarde, der mente, at skuespilsamfundet holdt samfundsborgerne i tømme ved hjælp af et flimmer af bedøvende æstetiske billeder. Opgaven var derfor at sprænge kunstinstitutionens produktion og cirkulation af anæstetiserende billeder gennem en revolutionær æstetisk praksis (ÆPM: 23). I sin anden artikel fortæller Bolt underholdende om Georges Bataille og hans syrede avantgardegruppe Acéphale, der i midten af 1930 erne afstod fra at skabe kunstværker for i stedet at mødes i en skov uden for Paris og gennemføre obskure ritualer under et tordenramt egetræ. I en politisk fortvivlelse, der grænser til det tragikomiske, forestillede de sig, at denne værkløse æstetiske praksis skulle grundlægge en ny, dionysisk religion (F: 16). V. De tre skitserede metodemodeller billedet, bevidsthedsakten, feltet rummer hver især et udvalg af endemiske teoretiske uklarheder. Den slags lokale tågedannelser kan f.eks. tage form som uoversættelige metaforer eller begrebslige blankochecks. De 33 antologibidrag er ikke kun interessante i kraft af alt det væsentlige, de siger om konkrete overlap mellem æstetik og politik; de er også interessante i kraft af alt det, som de og det vil sige: som vi, kulturforskerne i dag har vanskeligt ved at artikulere teoretisk. Bidragene kan med andre ord studeres som symptomer på de indbyggede maskinfejl i vores foreliggende repertoire af metodemodeller. I denne korte tekst har jeg kun plads til at pege på tre sejlivede, men problematiske metaforer, der for mig at se indsnævrer og skævvrider de tre metodemæssige skemaer. Forestillingsmønstret kunsten som billede har en tendens til at tage form som

153 Isak Winkel Holm Æstetik og politik 153 en mere begrænset metafor: kunsten som spejl. Denne metaforiske forestilling ligger bag de velkendte begreber om genspejling, afspejling og realisme. Der er tale om et sæt af begreber, der i disse år har lav street cred i de kulturvidenskabelige miljøer, men ikke desto mindre har spejlets metafor en bemærkelsesværdig evne til at overleve den massive teorihistoriske fortrængning. Når spejlets metafor er resilient, er det, fordi den tilbyder en anskuelig og overskuelig model for den æstetiske repræsentation af den samfundsmæssige virkelighed. Når metaforen imidlertid skaber problemer, er det, fordi den tager sig betalt ved at holde den teoretiske fantasi fanget i en platonisk mimesis-forståelse. Det vil sige en tænkning af den æstetiske repræsentation, der ser kunstværket som en 1:1 kopi af en objektiv verden, og som på den baggrund vurderer kunstværkets kopi ud fra, hvor godt den så ligner originalen. Den teoretiske opgave må her være at frigøre repræsentationens model fra den indsnævrende spejlmetafor, og det vil sige at gentænke kunstens bidrag til den sociale imagination. Forestillingsmønstret kunsten som bevidsthedsakt har en tilsvarende tendens til metaforisk forsnævring, nemlig når man opfatter den æstetiske bevidsthedsakt gennem metaforen: kunsten som forhandling. Forhandling er et metaforisk begreb, der, så vidt jeg kan overskue, opstod i 1970 erne sammen med den angloamerikanske new historicism. Metaforen findes også i andre udgaver, der er velkendte fra engelsksproget kulturvidenskab af progressiv observans: vi har vænnet os til at læse og skrive om, hvordan et kunstværk contests, confronts, interrogates, debates, questions, osv. Når forhandlingsmetaforen pludselig blev teoretisk attraktiv, var det, fordi den kunne bruges som en vej ud af spejlmetaforens forestilling om en 1:1 kopi. Kunstværket er ikke passiv afspejling af en billedløs, objektiv verden; det er en aktiv forhandling med det foreliggende kulturelle arsenal af verdensbilleder. Verden er altid allerede billedimprægneret. Forhandlingsmetaforen er imidlertid håbløst antropomorf, og det giver problemer. I en politisk forhandling mødes mennesker med formulerede intentioner og formulerede interesser for at overbevise hinanden ved hjælp af argumenter. Det, der foregår i et kunstværk, har ikke mange ligheder med det, der foregår i et forhandlingslokale eller et parlament. Begge steder finder man ganske vist en slags bearbejdning og transformation af eksisterende diskursive mønstre og meninger men i kunstværket har denne bearbejdning kun meget glimtvis form som en egentlig argumentation. Den teoretiske opgave bliver her at frigøre den æstetiske erfarings metodemodel fra den antropomorfisme, der tegner et alt for anskueligt billede af forhandlende politiske aktører. Endelig forsnævres forestillingsmønstret kunsten som praksis, for så vidt som man opfatter denne praksis gennem metaforen: kunsten som aktion. Denne teorimetafor er ikke helt så klart kontureret som spejlet og forhandlingen; i antologibidragene er der snarere tale om en klynge af metaforer: Mikkel Bolt skriver om situationisternes praksis som en form for aktivisme (en æstetisk aktivitet drevet af revolutionær bevidsthed ); Henrik Kaare Nielsen skriver om den æstetiske praksis som en intervention ; Lene Tortzen Bager skriver om kunstværket som et tilbud

154 154 K&K Kultur&Klasse om aktions- og deltagelsesmuligheder ; Niels Albertsen skriver om jazzentusiastens involverethed i jazzens spil. Når denne metafor (eller denne metafor-familie) er attraktiv, er det, fordi den gør det muligt at sondre mellem god og dårlig æstetisering. Den gode er den, man finder i den aktivt aktionerende og kritiske kunst; den dårlige er den, man finder i det senkapitalistiske samfunds passiviserende billedbombardement. Når aktionsmetaforen er problematisk, er det, fordi også den er antropomorf. Den bagvedliggende anskuelige forestilling er en passage à l acte, hvor en gruppe mennesker tager sig sammen og går ud på gaden med deres bannere og plakater. Det er ikke tilfældigt, at Henrik Kaare Nielsen blandt andet bruger Solvognens berømte Julemandshær som eksempel på den prisværdige sammenblanding af æstetisk og politisk praksis. Denne antropomorfe og svagt revolutionsromantiske indfarvning af begrebet er forståelig, men den blokerer for en mere præcis beskrivelse af den æstetiske praksis. Det kan dårligt være et kriterium for en vellykket æstetisk praksis, at den ligner en revolutionær menneskemængde. Den teoretiske opgave består altså også her i en frigørelse fra en forsnævrende og antropomorfiserende metafor. En sådan metaforkritik ville kunne skabe rum for en mere nøgtern begrebslig beskrivelse af, hvordan æstetiske praksisser iscenesætter og bearbejder det kulturelle grundlag for det politiske liv. For at sammenfatte: hvis man tænker kunsten som æstetisk repræsentation, får man typisk problemer med spejlets metafor (hvad enten man nævner ordet spejl eller ej). Hvis man tænker kunsten som æstetisk erfaring, får man gerne problemer med forhandlingens metafor (i en af dens mange afskygninger). Og hvis man tænker kunsten som æstetisk praksis, får man i hvert fald nogle gange problemer med aktionens metafor (eller beslægtede metaforer). Hermed har jeg peget på et lille udvalg af sejlivede teoriforbistringer, som man ikke bare finder i de tre antologier om æstetik og politik, men overalt i de aktuelle kulturvidenskaber. Antologibidragene demonstrerer imidlertid ikke kun de ovennævnte teoretiske problemer; de demonstrerer først og fremmest, at det faktisk er frugtbart at tænke forbindelsen mellem æstetik og politik med afsæt i henholdsvis billedets, bevidsthedsaktens og feltets metodemodel. Trods repræsentationens teoretiske lavkonjunktur dokumenterer en række af antologibidragene, at det giver mening at undersøge, hvordan kunstværker producerer social imagination, og det vil sige: forestillingsbilleder af faktiske og forestillede fællesskaber; alt andet ville også være underligt. Antologierne viser også, at det er påtrængende vigtigt at forstå, hvordan den æstetiske erfaring bearbejder den imagebank, der ligger til grund for den sociale imagination. Og endelig peger de på den æstetiske praksis som et vigtigt og endnu ikke fuldt udforsket aspekt af kunstens applikation og transformation af den sociale imagination. På den måde indkredser antologierne tre vigtige områder for de kommende års kulturteoretiske arbejde. De fortæller ikke bare noget om det politiskes tilbagekomst til kulturvidenskaberne, men stiller også en opgave til de aktuelle kulturvidenskaber. De bedste antologibidrag er allerede gået i gang med at løse denne opgave; de nøjes

155 Isak Winkel Holm Æstetik og politik 155 ikke med at anvende det foreliggende repertoire af teorimetaforer, men forholder sig kritisk og begrebsligt reflekteret til metaforerne, og de nøjes heller ikke med bare at resumere udenlandske teoretiske berømtheder, men har en klar forestilling om, hvilke problemer der skal belyses med teoridiskussionen. Mikkel Bolt giver et bud på en løsning af denne opgave i en vigtig note til situationisme-artiklen. Her præsenteres et bidrag til en metodemæssig afklaring af forholdet mellem kunst, æstetik og politik, der et langt stykke ad vejen flugter med denne artikels tredeling. De tre vigtigste måder, hvorpå æstetikken kan have en politisk funktion, skriver Bolt, er: 1) forestillingen om den æstetiske smagsdoms grundlæggelse af et politisk fællesskab, 2) kunstens affirmative karakter (den æstetiske misforståelse af kunstværkets funktion) og 3) æstetiseringen af hverdagen, der findes i to modsatte versioner, dels den negative som f.eks. fascismens æstetisering af politikken, dels den positive som avantgardens sammensmeltning af kunst og liv (ÆPM: 43). Formuleret med mine begreber er det første punkt et spørgsmål om den æstetiske erfaring og denne erfarings mulige skabelse af en sensus communis. Min kommentar på baggrund af de 33 antologibidrag vil her være, at erfaringens metodemodel rummer flere aspekter end blot den begrebsløse følelse af at indgå i et politisk fællesskab (se hertil f.eks. Ladegaards artikel). Det andet punkt er et spørgsmål om æstetisk repræsentation som en bekræftende og fasthamrende gentagelse af det bestående. Æstetiske repræsentationer kan uden tvivl have denne ideologiske funktion, men for mig at se er det langtfra den eneste måde, hvorpå billeder af verden kan fungere politisk (se hertil f.eks. Diken og Laustsens artikel). Det tredje punkt er endelig et spørgsmål om æstetisk praksis som en bestræbelse på at ændre den ekstra-æstetiske hverdag. På baggrund af antologibidragene vil min kommentar endnu en gang være, at praksissens metodemodel rummer flere aspekter end spørgsmålet om hverdagen (se hertil f.eks. Albertsens artikel). Der forestår en teoretisk opgave, der handler om at afklare kulturvidenskabens tre dominerende metodemodeller. Denne opgave lader sig bedst løse, tror jeg, hvis man er i stand til at tænke på tværs af grænserne mellem disse tre modeller. For mig at se består opgaven ikke i at træffe det rigtige valg mellem kunsten som henholdsvis repræsentation, erfaring eller praksis men i at nå frem til en mere dybtgående forståelse af, hvordan disse tre aspekter af forholdet mellem æstetik og politik hænger sammen. Isak Winkel Holm er lektor ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet

156

157 marie-louise svane verdenslitteratur set Fra HeLikoPterHøJde anmeldelse af Svend Erik Larsen: Tekster uden grænser. Litteratur og globalisering, Århus, 2007 (Aarhus Universitetsforlag) Skal vi nu til at elske globaliseringen? Nej, det er ikke akkurat det, der er budskabet i Svend Erik Larsens bog Tekster uden grænser, som er et stort essay på 13 kapitler med lige så mange vinkler på emnet litteratur og globalisering. Men vi kan ikke sidde globaliseringen overhørig, og frem for at frygte den skal vi meget hellere komme på niveau med den og møde dens vilkår som en chance for at udvide vores egen viden og erkendelse af, hvad det er, der er på færde. Frem for alt er budskabet fra litteraturprofessoren, at vi skal læse globaliseringen. Vi skal bruge litteraturen til at forstå den, og vi skal læse om den i den fiktionslitteratur, der i disse år skrives af forfattere tværs over kloden i et krydsfelt af migration, krige, afkolonialisering og moderniseringsprocesser. Vi skal lære dens effekter at kende i de konflikter og håb, der driver personer og handling i disse forfatteres bøger. Men vi skal ikke kun læse om globalisering og ikke kun i den nye verdenslitteratur. Larsens pointe er at genlæse litteraturhistorien gennem globaliseringens prisme og se, om de hævdvundne genrer, nationalkanoner og andre rangeringer holder vand, eller om der, og det gør der, dukker nye forbindelsesspor op i den gamle historie set under denne synsvinkel. Det er så det, han gør i bogen, dog ikke bundet af nogen kronologisk orden eller historisk systematik, men mere i en slags kredsende helikopterflyvning hen over det litteraturhistoriske atlas fra Aristoteles og Homer til Jorge Semprun og Bruce Chatwin. Synspunktet er, at globaliseringen altid har været der, ikke mindst som et element i litteraturen, hvis temaer har vandret over kontinenterne siden Bhagavad Gita, Moallakat og trubadurerne. Litteraturen har, siger forfatteren, altid blandet sig dér, hvor nye kulturelle forståelser og betydninger opstår. Litteraturen er som sådan en privilegeret kunstart og har altid været model for global tænkning, som gør brydningen mellem lokal erfaring og verden hinsides det lokale konkret. Hvilket skæres til i bogens stærkeste tese: Litteratur er selvstændig global tænkning (8) Dette litterære credo skal jeg vende tilbage til. Der er mange sigtelinjer i det globale prisme, Larsen syner litteraturen igennem.

158 158 K&K Kultur&Klasse Et par af dem udgår fra den tyske sociolog Ulrich Beck og hans syn på globaliseringen som udfordring til det, han kalder de kulturelle erfaringsmønstre, de kulturelle vidensmodeller og de kulturelle formidlingsformer. Hvilket omsat i Larsens diskussion retter søgelyset mod de mange måder, hvorpå litteraturen agerer i diverse åbne situationer, hvor de sociale, eksistentielle og kulturelle betydninger ikke er lagt fast eller kommer til at rokke ved hinanden. F.eks. i krigen (Jorge Sempruns KZ-transport), i kulturmødet (Karen Blixen i Afrika), i oplysningsprocesserne (Holbergs Erasmus Montanus). Det involverer klassiske filosofiske problemstillinger som sansning over for sprog, oplevelse over for viden, virkelighedsfremstilling, teksthandling og frem for alt ideer i proces, nemlig fordi litteraturen fremstiller ideer, mens de dannes, men før de er færdige. Litteratur beskæftiger sig med den virkelighed, der er for stor til de ideer, vi har, enten de er for mange eller for få. (140) Det vil sige, at meget af ræsonnementet er spændt op på almenbetragtningernes stillads, men næsten altid som den valgte metode i dialog med et eksempel fra litteraturen, som former ræsonnementet undervejs. Larsens tale låner energi fra den litteratur, han bruger som demonstrationseksempler, og han bruger selv i udstrakt grad den litterære teknik, når han binder sine pointer og konklusioner op med billeder fra dit og mit hverdagsliv: forholdet mellem afspejling og refleksion illustreres med plastikreflekserne på vores cykelhjul, erkendelsesarbejdet er, som når vi rydder op i legetøjet efter vores børn. Der er en vis amerikansk campustone i denne form for pragmatisk filosofisk konversation. Meget ofte fungerer retorikken konkluderende, sådan er litteraturen, sådan gør litteraturen. Og det er mestendels positivt, hvad litteraturen er og kan. Larsen har som en anden oplysningsskribent (Holberg er en af hans stjerner, Aristoteles en anden) en optimistisk tro på litteraturens grænseudvidende ressourcer i fremskridtets tjeneste. Som f.eks. når han siger, at den (litteraturen) gør erindring til en fremstillingsform, der skaber en fremadrettet identitet og nyorienterer fælles lokale traditioner med globalt perspektiv. (198) Det moralske engagement er drivkraft i diskussionen hele vejen igennem. Verden kan blive et bedre sted, når fordomme, chauvinisme, selvtilstrækkelighed falder eller bearbejdes i den litterære konversation over grænser. Litteraturen er en helbredende kur, litteraturen har en god sag, og det kan være trøstende for enhver litteraturarbejder, der i svage øjeblikke kan komme i tvivl om, hvorvidt hendes arbejde nu er med til at gøre en forskel. Men det slog mig også undervejs, mens jeg læste, at hele den politiske appel og den globale retoriks indsats for kulturmøde, grænseoverskridelse, åbne definitioner etc. måske også er en talefigur eller i hvert fald rummer en klangbund for et meget mere gammelkendt vestligt eksistensmotiv, nemlig det rastløse individs søgen efter autenticitet i sit opgør med omverdenens stækkende konventioner og normer. Denne søgende helt kender vi dybt nede i vores europæiske gener, nemlig som ærkeeuropæeren fra og 1800-tallets oplysning, Sturm und Drang og romantik. Mens i øvrigt en tilsvarende søgen efter grænseoverskridelse i det samme tidsrum var helt ude af billedet øst for Europas grænser. Hvilket ikke er en kritik, blot en tanke.

159 Marie-Louise Svane Verdenslitteratur set fra helikopterhøjde 159 Men jeg fremhæver det med et underliggende eksistentielt motiv, så meget mere som nogle af de analyser, der efter min mening står stærkest i bogen, ikke eksplicit handler om kulturmødets konflikter. Således er den store analyse af Gustav Mahlers sangværk Das Lied von der Erde med dens udfletning af de lån og oversættelser af kinesisk poesi, der indgår i værkets helhedsstruktur, fantastisk spændende. Også selv om det, tværs over grænser og med fornyelse af traditionen, handler om så passive og eksistentielle og europæisk fin-de-siècle-agtige stemningskvaliteter som skønhedsrus, melankoli og resignation. Som sagt, kan man kun føle sig oprustet af at læse i Tekster uden grænser, også selv om man måske selv abonnerer på en anden og mere tempereret holdning med en lurende tvivl på, om litteraturen, den nye og den klassiske fiktionslitteratur, virkelig ejer dette dynamiske potentiale til at gribe formende ind i den globale udvikling. Andre diskussioner andetsteds leverer et andet billede. Nemlig billedet af, hvordan litteraturen er under pres netop i disse årtier og mister publikum i konkurrencen med de andre fremstormende medier, ikke mindst til filmen, som efter alt at dømme nok er lige så potent med hensyn til at udfylde de ufærdige kulturelle definitioner, som hos Larsen suverænt tilskrives litteraturen. Der er altså flere observanser ude at gå, og der gives divergerende evalueringer af litteraturens status i globaliseringens tidsalder. De kulturkonservative har i et længere stykke tid været fremme på scenen med deres nationale kulturkanoner og deres hægen om habitat og traditionens værdier. Tekster uden grænser er et velrettet og tiltrængt skub i den modsatte retning. Svend Erik Larsen har taget situationen i øjesyn fra sin optimistiske helikopterhøjde og har aftegnet forbindelseslinjer og knudepunkter på det litterære verdenskort. Andre kan følge op og gå i dybden med udgravninger til de vejanlæg og tunnelbaner, der skal give publikum adgang til de markerede områder. Marie-Louise Svane er lektor ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet

160

161 JacOB lund HvorFor vi elsker roland BartHes anmeldelse af Carsten Meiner (red.): Roland Barthes. En antologi, København, 2007 (Museum Tusculanums Forlag) Roland Barthes er vel en af de mest benyttede teoretikere i de kunst- og kulturvidenskabelige universitetsfags kompendier de seneste år og er da også i stort omfang oversat til dansk (begyndende med Litteraturens nulpunkt, der udkom på dansk i 1968, 15 år efter den franske original), men han har i Danmark primært været én, hvis elegante tekster man benytter til at analysere noget andet med, og i mindre grad en teoretiker, hvis tænkning er blevet gjort til selve genstanden for analysen. Dette rådes der bod på med den fremragende og yderst informative Roland Barthes. En antologi, redigeret af Carsten Meiner, der også tidligere glimrende har oversat Barthes Forfatterens død og andre essays (2004). Noget af det, der kendetegner Roland Barthes, er hans bevægelighed og, som Meiners forord gør opmærksom på, hans konstante udvikling, der går gennem eksistentialisme, ideologikritik, semiologi, strukturalisme, psykoanalyse og poststrukturalisme, men med en række genkommende tematiske og begrebslige tværgående konstanter: Utopien, institutionen, forfatteren, tegnet, skriften, begæret, romanen, teatret, æstetikken og fotoet. (18). Det er disse konstanter, der behandles af en række både yngre og mere etablerede danske, og en enkelt norsk, litteraturhistorikere og æstetikteoretikere i Roland Barthes. En antologi. Således analyserer Nikolaj Lübecker utopien som kategori i Barthes forfatterskab, fra Litteraturens nulpunkt til de sidste års forelæsninger om det neutrale. John Thobo-Carlsen giver med afsæt i Barthes egen udtalelse fra 1975: I skæringspunktet for hele værket, måske Teatret, en omfattende redegørelse for Barthes interesse for teatraliteten som det, der binder hans værk sammen og er med til at give det konsistens. Jørn Boisen behandler og diskuterer Barthes strukturalistiske læsning af Jean Racine, den store franske klassicistiske digter, og den hermed forbundne problematisering af hidtidig akademisk praksis, fx opfattelsen af forfatteren som værkets entydige oprindelse, samt den litteraturvidenskabelige polemik, som fulgte, og dette nye videnskabelige paradigmes konsekvenser for humaniora. Anders Toftgaard beskriver Barthes semiologiske eller semiotiske praksis og

162 162 K&K Kultur&Klasse redegør for hans hele tiden bevægelige tegnteori, der, som Toftgaard argumenterer, aldrig stivner og bliver til det af strukturalismen ønskede videnskabelige system. Barthes måtte derfor også ved tiltrædelsen af professoratet i litterær semiologi ved Collège de France i 1977 erkende, at hans produktion bestod af essays, denne tvetydige genre, hvor skriften rivaliserer med analysen. Peter Borum udvikler i sit tætvævede bidrag en tekstnydelsens etik hos Barthes, hvor der er tale om en libidinalt investeret, seksuel omgang med teksten. Teksten frembringes af en skrift, som bærer dens værdi, og som identificeres med en drift, der ikke er forbeholdt det menneskelige, men er fælles med verden; en singulær skrift, som udgrænser det ideologiske. Julio Jensen behandler forfatterproblemet og Barthes selvbiografi fra 1975, Roland Barthes par Roland Barthes (Af mig selv), i lyset af den berømte/berygtede tekst om Forfatterens død fra 1968 (ret beset blev teksten allerede publiceret i 1967 i en relativt overset amerikansk oversættelse i Aspen Magazine 5-6), idet han sympatisk argumenterer for, at der bag selvbiografien befinder sig en subjektivitet i form af en selvbevidst forfatter, som negerer Subjektet med stort S ved at lade en af tekst og drifter født anti-subjektivitet komme til syne man kunne her få associationer til den beskrivelse, Wolfgang Iser i begyndelsen af 70 erne gav af den beckettske subjektivitet som selvophævelsen af dens egne manifestationer. Frederik Tygstrup analyserer Barthes teoretiseringer over romanen, idet han forstår den sene Barthes romanfascination som et ønske om at opfinde en ny, personlig måde at skrive på, som bryder med det akademiske, videnskabelige metasprog. På den baggrund viser Tygstrup overbevisende, hvordan Barthes tre sidste bøger selvbiografien, Kærlighedens forrykte tale og Det lyse kammer trækker på romanprojektet og på forskellig vis peger frem mod denne nye skrivemåde, der som en tredje form, den nye roman, muliggør et møde mellem fragmentet som sandhedschiffer og det imaginære billede af selvet. Arnfinn Bø-Rygg afdækker æstetikken i Barthes forfatterskab, en æstetik, der ifølge Barthes eget udsagn skal ledes bort fra dens regressive, idealistiske grundlag og tilnærmes kroppen og afdriften. Bø-Rygg bemærker, at Barthes foregriber æstetikkens udvikling de seneste årtier, hvor den netop ikke blot drejer sig om kunst og det skønne, men om sansemæssig erfaring, og viser, hvordan den sene Barthes i sin omgang med musik og maleri, især Schumann og Twombly, etablerer en æstetisk diskurs der kroppsfornemmelsene får komme til uttrykk, som en form for erkjennelse. Det dreier seg om å protokollere presis og individuell erfaring i hvert enkelt tilfelle (det er især denne sans for det singulære, der på tværs af antologien opskattes og fremhæves). Det er ligeledes derfor, Bø-Rygg opholder sig ved Barthes idiosynkrasier hans lister over, hvad han elsker og ikke elsker, i Af mig selv som en æstetisk forholden sig til verden, og som en udpegning af et associationsrum, der ligger under subjektiviteten og udgør dens bestanddele, og som tilkendegiver det individuelle, det udelelige, det ikke-identiske. Bø-Rygg lader Barthes selv forklare idiosynkrasiens vigtige æstetikvidenskabelige indsigt: jeg elsker/elsker ikke: det har ingen betydning for noen; det har tilsyneladende ingen mening. Og dog betyder alt

163 Jacob Lund Hvorfor vi elsker Roland Barthes 163 dette: min krop er ikke den samme som din. Endelig giver Peter Larsen en redegørelse for Barthes mange tekster om fotografiet, der både rummer analyser af konkrete fotografier og refleksioner over fotografiets ontologiske status, og hvordan Barthes også her på én gang holder fast ved de samme temaer og problematikker og udvikler sin måde at tale, og dermed tænke, om disse på, for mere fænomenologisk i sin sidste bog, Det lyse kammer, at lade det individuelle punctum, et fotografis betydning for netop mig, få plads og krydse den kulturelle, kollektive betydning, som det videnskabelige studium er en afkodning af. Bidragene belyser dermed en vifte af de vigtigste temaer og problematikker i Barthes omfattende forfatterskab og er generelt velskrevne, substantielle og yderst veldokumenterede skribenterne kan deres Barthes! Samtlige bidrag vidner om et indgående kendskab til Barthes produktion og til dennes kontekst, hvilket også afspejles i de for den interesserede læser, der ønsker at forske videre i de behandlede emner og tematikker, særdeles nyttige mange litteraturhenvisninger og slutnoter (Anders Toftgaard tager prisen med ikke færre end 117 noter). Særligt træder Borums, Tygstrups og Bø-Ryggs artikler frem, idet de ud over loyalt at redegøre for Barthes teorier samtidigt elegant bearbejder disse og afdækker, i det mindste for denne anmelder, upåagtede sammenhænge og konsekvenser. Antologien, der ligeledes er forsynet med en gennemgang af Barthes liv og produktion samt en udførlig bibliografi, er overordentlig vellykket som introduktion til Barthes forfatterskab det kan ganske enkelt vanskeligt gøres bedre og den efterlader ingen tvivl om hans vigtighed og fortsatte relevans i en lang række henseender. Man kommer dog ikke, hvilket der heller ikke lægges skjul på hos forfatterne, uden om en vis tidsbundethed i flere af Barthes teoretiske pointer dette er på én gang deres styrke og svaghed. Som den amerikanske filosof Larry Shiner, der opholdt sig i Paris i sidste halvdel af 60 erne og blandt andet overværede nogle af Barthes forelæsninger, på et tidspunkt sagde til mig: tidligere elskede jeg at læse Barthes. Det gjorde han egentlig stadig, men without the faith. Og det er ofte sådan, vi læser Barthes i dag: Vi beundrer ham for hans formidlingsevne, hans retoriske begavelse og hans glæde ved teksten, men vi har iblandt svært ved helt at tro på og tilslutte os indholdet i det, han skriver, f.eks. vedrørende Forfatterens død (skønt denne lige som flere andre tekster naturligvis skal ses som et manifest eller et partsindlæg i en debat, hvor tankens tydeliggørelse indimellem må overskygge dens nuancering). I en tid, hvor forskning promiskuøst kopuleres med faktura, er disse elskelige dyder imidlertid mere kærkomne end nogensinde, og Roland Barthes. En antologi tydeliggør uden ukritisk akklamation, hvorfor med en omskrivning af Barthes anmeldelse af lingvisten Émile Benveniste det er sådan, at vi læser andre kunst- og kulturteoretikere, men elsker Roland Barthes! Jacob Lund er adjunkt ved Institut for Æstetiske Fag, Aarhus Universitet

164

165 lis møller den kvindelige dannelsesroman anmeldelse af Lise Busk-Jensen, Romantikkens forfatterinder. 3 bind, København 2009 (Gyldendal) 1856 sider. Illustreret. I perioden 1800 til 1870 debuterede 76 danske forfatterinder, heraf seks uidentificerede kvindelige pseudonymer, med et skønlitterært værk for voksne. Næsten alle disse forfatterinder er i dag forsvundet fra den kollektive hukommelse, og deres bøger samler støv på fjerne reoler i Det kongelige Biblioteks samlinger ligesom i øvrigt flertallet af deres mandlige kollegers publikationer. Det er næppe forkert at antage, at kun én eneste nulevende person har førstehåndskendskab til samtlige værker forfattet af disse 76 kvinder nemlig Lise Busk-Jensen, der siden begyndelsen af 1980 erne har forsket i dette korpus og for nylig omsider kunnet udgive og forsvare sin mere end 1800 sider lange disputats Romantikkens forfatterinder. Takket være Busk-Jensens enestående arbejdsindsats er det blevet muligt at stifte bekendtskab med disse glemte litterære formødre uden selv at skulle læse sig gennem deres bøger. For lad det være sagt med det samme: Der er ingen oversete mesterværker i dette kæmpemateriale. Det er da heller ikke først og fremmest en æstetisk, men en historisk og sociologisk vinkel, Busk-Jensen lægger på sit stof. Hensigten er at skildre den romantiske kvindelitteratur som en sammenhængende tradition, der fra en kvindelig subjektposition tematiserede kvinders liv og identitet. Set i det lys giver det god mening at medtage samtlige forfatterinder i perioden og ikke kun den lille håndfuld kvinder, der har fundet vej til de traditionelle litteraturhistoriske fremstillinger, hvor de uvilkårligt fremtræder som undtagelsestilfælde, isolerede øer i et hav af mandlige forfattere. Bagsiden af medaljen er naturligvis, at fremstillingen vokser til litteraturhistorieskrivning i 1:1 format. I sit anlæg og sin metode minder Romantikkens kvinder om Pil Dahlerups pionerværk fra 1983 om Det moderne gennembruds kvinder, der behandler samtlige forfatterinder, som debuterede mellem 1871 og Til forskel fra Dahlerup har Busk-Jensen imidlertid valgt at sætte den danske kvindelitteratur ind i en europæisk litteraturhistorisk sammenhæng, ligesom hun inkluderer en længere beskrivelse af kvindernes sociale og ideologiske vilkår i romantikkens europæiske samfund. Afhandlingen er disponeret i tre dele plus en forfatterkatalog, der optager det meste af

166 166 K&K Kultur&Klasse bind 3. Del I Romantikkens kvindelighed undersøger fremvæksten i begyndelsen af 1800tallet af en borgerlig intimsfære ideologisk centreret omkring kærlighedsægteskabet og moderkærligheden. Busk-Jensen argumenterer overbevisende for intimsfæren som periodens væsentligste nyskabelse, der gav middelklassens kvinder en ny social og psykisk identitet. Den romantiske intimsfære var kulminationen af tidligere generationers husmoderkultur, men som et kulturelt rum bestyret af kvinder tillige afløseren for 1700tallets aristokratiske salonkultur. Det er her Busk-Jensens pointe, at den romantiske intimsfærekultur indebar en skærpelse af forskellen mellem kønnene: Kvinden blev mandens madonna og midtpunkt i hans intimsfære, hvor den naturlige følsomhed kunne udfolde sig i modsætning til udenfor i det socialt stratificerede samfund, men hun blev også hans modsætning, den anden (s. 65). Tesen er, at periodens skønlitterære forfatterinder tog dette madonnabillede til sig, men netop søgte at vriste det fri af den objektposition, det indtager i mandlige forfatteres tekster. Del II Romantikkens kvindelige tekst behandler 1800tallets betydeligste europæiske kvindelitteratur med hovedvægten på romanen som genre. Med afsæt i Austens og Staëls romaner, der læses som eksemplariske litterære udtryk for henholdsvis husmoder- og salonkulturen, stiller Busk-Jensen skarpt på kvindelige versioner af den romantiske dannelsesroman. Hovedtesen er her, at periodens forfatterinder med forlæg i Austen og Staëls romaner udformede tre varianter af dannelsesromanen: ægteskabsromanen, guvernanteromanen og emancipationsromanen. Mens ægteskabsromanen, hvis prototype var George Sands Indiana fra 1832, kredsede om konflikter i intimsfærens trekantsforhold mellem mand, hustru og barn, tematiserede guvernanteromanen, som Charlotte Brontës Jane Eyre (1847) stod som den fremmeste repræsentant for, den selverhvervende kvinde og hendes splittelse mellem intimsfæren og samfundet. Endelig læses Sands Lélia (1833) og Emily Brontës Wuthering Heights (1847) som eksemplariske udtryk for emancipationsromanen og dens problematisering af kønsdualismen. Både Lélia og Wuthering Heights skildrede således kønsdualismens fordrejning af den kvindelige personlighedsdannelse og udviklede utopiske forestillinger om en kvindelighed hinsides kønsdifferentieringen og uden for faderloven. Del II og dermed første bind afrundes med en undersøgelse af forfatterindernes situation som professionelle skribenter på det litterære marked. Dette litteratursociologiske afsnit, der også inkluderer de danske forfatterinders møde med bogmarkedet og dets institutioner, er efter denne anmelders mening tæt på at være afhandlingens bedste. Hovedsynspunktet er, at kommercialiseringen af skribentvirksomheden og tilkomsten af nye publikationskanaler åbnede nye muligheder, som de kvindelige forfattere udnyttede men at den romantiske kønside o logi samtidig skærpede forskellen mellem kønnene og gjorde det vanskeligere for kvinder at træde frem i offentligheden som skribenter og publicister. Både det litterære parnas og forfatterinderne selv følte, at de overskred deres kvindelighed i skriveprocessen. Tankegangen er ikke ny f.eks. har Gilbert og Gubar beskrevet de kvindelige forfatteres anxiety of authorship men Busk-Jensen leverer solid

167 Lis Møller Den kvindelige dannelsesroman 167 dokumentation i form af ikke-publiceret biografisk materiale samt debatindlæg og anmeldelser. Som sidstnævnte grumt demonstrerer, måtte de modige kvinder, der valgte at springe ud som forfatterinder, stå model til ikke blot patroniserende nedladenhed, men også til åbenlys hån, spot og latterliggørelse. Med del III Romantikkens danske forfatterinder, som optager det meste af bind 2, vender Lise Busk-Jensen for alvor blikket mod den danske litterære scene og giver en fremstilling af den samlede danske kvindelitteratur i perioden Blandt periodens forfatterinder var både lyrikere og dramatikere, men romanen og i særdeleshed den kvindelige variant af dannelsesromanen med dens kontinuitet mellem liv og værk var den foretrukne genre og Busk-Jensens egentlige anliggende. Systematikken er igen tredelingen af den kvindelige dannelsesroman i ægteskabsromanen, med Thomasine Gyllembourg som genrens mest betydningsfulde forfatterinde, guvernanteromanen, som fik sin første danske repræsentant med den kun 19årige Mathilde Fibigers Clara Rafael (1851), og emancipationsromanen med dens angreb på kønssystemet mest radikalt tematiseret i Fibigers Minona (1854). Gyllembourg og Fibiger fremstår således som periodens mest betydningsfulde og nyskabende forfatterinder, men hertil kommer en hel underskov af skrivende kvinder: Henriette Hanck, Rinna Hauch, Athalia Schwartz, Louise Bjørnsen, Fanny Suenssen, Christine Daugaard, Sophie Holst, Louise Bjørnsen, Magdalene Thoresen, Camilla Eegholm og Ragnhild Haugaard for blot at nævne et beskedent udpluk. Gennemgangen af de i alt 76 danske forfatterinder er afhandlingens egentlige forskningsindsats. Busk-Jensen har tilsyneladende vendt hver eneste sten, og hendes kendskab til og overblik over forfatterinderne og deres tekster aftvinger dyb respekt. Det overvældende materiale og den grundige behandling er imidlertid også årsagen til, at læserens opmærksomhed begynder at flakke. Skønt Busk-Jensens romanparafraser stedse er skarpe og veloplagte, er den godt 750 sider lange gennemgang af værker, der for de flestes vedkommende har begrænset litterær interesse, i overkanten. Et kort efterskrift polemiserer over udelukkelsen af periodens forfatterinder fra den danske litterære kanon. Busk-Jensen slår her den feministiske automatpilot til, når hun betvivler, at sorteringen har været kønsneutral (1469). Kanondannelsens mekanismer er nok en diskussion værd, men diskussionen ville unægtelig have været mere spændende, hvis Busk-Jensen havde inddraget de engelske forfatterinder, hun behandler i bind 1: Austen og Brontë-søstrene, som med selvfølgelighed indgår i selv den mest eksklusive kanon. En anden diskussion, som Busk-Jensen efter min opfattelse med fordel kunne have taget, er spørgsmålet om, hvorvidt romantikken udgør den mest adækvate ramme for behandlingen af de 76 kvindelige forfatterskaber. Busk-Jensen konstaterer med rette, at den kvindelige litterære tradition udgør en udfordring for litteraturhistorieskrivningen, ligesom hun argumenterer for, at kvindernes litteratur ikke passer ind i den mandlige litterære traditions genrer, idet kvindelitteraturen har sine egne genrer (318). Fremstillingen af de kvindelige varianter af dannelsesromanen som særskilte genrer, der kræver en anderledes typologi, er netop en

168 168 K&K Kultur&Klasse af afhandlingens væsentligste pointer. Set i det lys er det bemærkelsesværdigt, at Busk-Jensen ikke anfægter værdien af at anvende en så udpræget mandlig litteraturhistoriografisk konstruktion som romantikken i behandlingen af den kvindelige litterære tradition. Det kunne der ellers have været gode grunde til. Busk-Jensen starter med at fastslå, at romantikken klinger ud med liberaliseringen af økonomien og politikken efter 1848 (64) men den periode, hun behandler, strækker sig helt frem til det moderne gennembrud i Skulle hun have stoppet med 1848, ville afhandlingen være blevet meget kortere: Kun 30 danske forfatterinder debuterede før 1850, heraf blot 17 mellem 1800 og 1840 (jf. Busk-Jensen: 719). Og hvad mere væsentligt er: Hun ville have mistet det samlende greb om sit stof. Afhandlingen argumenterer netop overbevisende for at betragte kvindelitteraturen som en sammenhængende tradition forankret i intimsfærekulturen og dens kønsdualisme: Mens ægteskabsromanen havde afsæt i intimsfæren og den kvindelige selvbevidsthed, som intimsfærekulturen skabte, repræsenterede guvernanteromanen et mere kritisk blik på intimsfæren og et frigørelsesprojekt, der kulminerede i emancipationsromanen. Busk-Jensen synes med andre ord at have kortlagt en tradition eller, om man vil, en periode, der går på tværs af eksisterende skillelinjer. Et andet problem er, at romantikbegrebet ikke kan strækkes så langt og så bredt, som det er tilfældet i denne afhandling, uden at det samtidig bliver temmelig tyndt. Det avantgardistiske og grænsesprængende projekt, som romantikken også var, blev hos de danske forfatterinder nedskrevet til en vag idealisme, som det moderne gennembrud omsider tog livet af. Heller ikke kønsdualismen, som afhandlingen konsekvent omtaler som romantisk, synes at have meget at gøre med den tidlige eller egentlige romantik. De tidligere romantikere tænkte netop ikke i dualismer, men i dynamiske og vekselvirkende polariteter, hvilket er noget ganske andet. Man kan altså godt diskutere med Busk-Jensens litteraturhistoriske konstruktion. Hvad der derimod ikke står til diskussion, er det faktum, at hun har præsteret et stykke imponerende grundforskning. Romantikkens forfatterinder vil blive stående som standardværket om den danske kvindelitteratur Lis Møller er lektor, mag.art., lic.phil., Afdeling for Litteraturhistorie, Institut for Æstetiske Fag, Aarhus Universitet

169 Bendik WOld kildesmitte. MikkeL BoLt og avantgardens idealisme anmeldelse af Mikkel Bolt. Avantgardens selvmord, København, 2010 (Forlaget 28/6) Et av Sigmund Freuds hovedpoenger i Totem og tabu (1913) er at læring betinger gjentagelse. Ifølge Freud er barndommen en slags fortfilm-versjon av den menneskelige evolusjon: I løpet av sine første leveår er barnet nødt til å rekapitulere homo sapiens nærmere år lange tilblivelseshistorie. Ontogenesen er å betrakte som en gjentagelse av fylogenesen; individets coming-of-age er en speiling av artens utvikling gjennom flerfoldige stadier. Freud baserte sin evolusjonsteori på biologiske antagelser som for lengst er falsifisert. På slutten av 1800-tallet forestilte man seg at det menneskelige embryo gjennomgikk en fiskefase med utvikling av gjelleåpninger, deretter en reptilfase med utvikling av en lang hale, etc., etc. For dagens lesere er dette science fiction i ordets rette forstand. En ikke-essensialistisk variant av det samme prinsippet ( ontogenesen rekapitulerer fylogenesen ) lever likevel videre i samfunnsvitenskapene: Vår tids sosiologer forutsetter at det fins en unik arv innskrevet i alle samfunnsmessige delområder; en kumulativ historie som aktørene må innforlives med, praktisk såvel som teoretisk, for å vinne inntreden i feltet. Hele feltets historie, skriver Bourdieu, er innkapslet i alle dets tilstander, og for å leve opp til feltets objektive krav som produsent, men også som konsument må man praktisk eller teoretisk beherske denne historien og det rom av muligheter hvor den lever videre. (Bourdieu, Konstens regler: , min oversettelse fra svensk). Paradoksalt nok er det ingen som tynges mer av disse kravene enn avantgarden, som uunngåelig er definert av det de søker å overskride. Feltets historie er irreversibel; det går ikke an å nullstille delområdets nomos, dets grunnleggende lov. Skal du spille mot, må du også spille med, i den forstand at du må kjenne sjangerens spesifikke teorier, metoder og teknikker til fingerspissene. All in the game yo, all in the game, som Omar Little ville sagt det. Men nettopp fordi avantgardeposisjonen forutsetter en innfiltring i feltets disciplinary matrix (Kuhn), slår mange slike prosjekter over i konservatisme: Når man først har innsett at motsetningen forener at uoverensstemmelsen ikke er en trussel, men en garant for feltets relative autonomi ja, så er det nærliggende å tenke at det strengt tatt ikke spiller noen rolle

170 170 K&K Kultur&Klasse hvilken posisjon man inntar; dissidenten er ikke mindre viktig for institusjonens overlevelse enn kulturfyrsten. Mikkel Bolts studier av det 20. århundrets avantgardehistorie har heldigvis ikke gjort ham konservativ. Avantgardens selvmord, Bolts nyeste bok, inneholder et sluttkapittel hvor forskeren framstår som den fødte folketribun med friske synspunkter på bl.a. Attac, Hugo Chavez og USAs svulmende utenlandsgjeld. Slike rollebytter står det respekt av; flere akademikere skulle våge spranget fra det deskriptive til det preskriptive. Til gjengjeld opplever jeg at bokas øvrige kapitler som stort sett er et konsentrat av Bolts doktorgradsavhandling, Den sidste avantgarde. Situationistisk Internationale hinsides kunst og politik fra 2004, ispedd noen betraktninger om Georges Bataille i for høy grad er farget av avantgardens selvforståelse. Ikke så å forstå at Bolt snakker sine studieobjekter etter munnen; snarere har vi å gjøre med en stilltiende overenskomst om avantgardediskursens nødvendighet, en solidarisk tiltro til at det som står på spill i avantgardens sosiale mikrokosmos, virkelig er verdt å diskutere. Ironisk nok advarer Bolt mot en sådan kildesmitte som en avisredaktør ville kalt det i bokas åpningskapittel: Avantgarden er en særlig gestus, der tager form af et påbud. Avantgarden kræver at blive behandlet på en særlig måde. (21). Debord innprentet dette poenget overfor kultursosiologen Robert Estivals allerede i 1963: Avantgarden kan ikke forstås utenfra. Den interne selvforståelse = den eksterne forståelse. Ønsker man å bli klok på avantgarden, må man akseptere og internalisere avantgardens teori. Ethvert forsøk på å applisere eksterne analyseverktøy er ifølge Debord et absurd foretagende. Debords holdning er på ingen måte ekstrem. Begeistringen for inntrengere er ikke synderlig større i andre sosiale felter; det er bare sjelden at eksklusjonsprinsippene blir proklamert så høytlytt. Alminnelig prosedyre er at aktører som ikke er innforstått med spillets regler, brutalt avfeies som naive eller uvitende. Slik pågår det en kontinuerlig avgrensning av rommet for legitim diskusjon. Mitt ankepunkt mot Bolt er nettopp at han i så liten grad utfordrer dette rommet for mulige spørsmål og svar : Ettersom Bolt ikke tillater seg å være naiv i møte med avantgarden, forspiller han også muligheten til å analysere feltet fra en uventet posisjon. Hva kunne så en naiv analyse av avantgarden bestå i? En god begynnelse ville være å utfordre aktørenes eksepsjonalistiske selvforståelse. Guy Debord & co. trakk riktignok linjer tilbake til dada, surrealismen og en del marxistiske teoretikere, men bare i en slik grad at valgslektskapene ikke utfordret the bottom line: Ideen om at Situasjonistisk Internasjonale utgjorde menneskehedens mest avancerede bevidsthed (Bolt, Den sidste avantgarde: 73). Denne forestillingen var dobbelt feilaktig: For det første er ikke SIs tankegods unikt, verken i for- eller ettertid. For det andre førte eksepsjonalismen til et ideologisk renhetshysteri en notorisk paranoia overfor alle krefter som kunne tenkes å forurense bevegelsens avancerede bevidsthed. Men som Terry Eagleton har påpekt, er ikke hovedproblemet med avantgardens kritikk at den står i fare for å bli kooptert av borgerskapet; snarere at den har vært sauset sammen med borgerlig ideologi allerede fra begynnelsen av:

171 Bendik Wold Kildesmitte. Mikkel Bolt og avantgardens idealisme 171 From Marx to Marcuse, Plekhanov to Della Volpe, Marxist aesthetics has been for the most part an ambiguous amalgam of idealism and materialism; and that impurity, not least in its post-bolshevik developments, has a historical ground. The vulnerability of Western Marxism to idealist deformations lies above all in its relative separation from mass revolutionary practice; and the fate of most Marxist aesthetics has been to reproduce this condition at a specific level. (Eagleton: 82). Når Eagleton skriver idealisme, tenker han selvsagt på Kant, men framfor alt på Kants etterfølgere Hegel, Schelling og Schiller, som utviklet sine tankesystemer i kjølvannet av den franske revolusjonen. Ved overgangen til 1800-tallet hadde adel og borgerskap innledet sin siste, store tvekamp, og begge søkte fortvilet å alliere seg med kunstnerne. I takt med at borgerskapet demonterte den ene føydale institusjonen etter den andre, oppsto behovet for en ny universalistisk overbygning. Oppdraget ble outsourcet til kunsten. Det moralske og politiske fellesskapet som ikke lot seg realisere på det frie marked, ble i stedet projisert i stedet inn i kunstverket. Etikk = estetikk: Liksom de fremadstormende industriherrene på markedet, gjorde kunstnerne i sine verker nøyaktig som de vil[le], og resultatet var likevel til felleskapets beste. Det gamle aristokratiet appellerte til kunstnerne av litt andre grunner. For dem representerte kunsten et vern mot det borgerlige samfunnets arbeidsdeling og differensiering. Aldri har individene vært mer spredt og avsondret fra hverandre enn i dag, sukket Goethe tidstypisk. Det er denne smerten kunsten ble satt til å lindre. Lengst gikk Schelling, som i Älteste Systemprogramm des deutschen Idealismus (1796/97) tok til orde for at en ny mytologi, kunsten, skulle forene atskilte samfunnssfærer som søsken. 1 Kunsten var altså tiltenkt den rolle religionen spilte i middelalderen, som forsoningsparadigme og ivaretager av de samfunnsmessige restbehov (Habermas) behov som ikke lot seg tilfredsstille innenfor rammene av det kapitalistiske samfunn. Det mest påfallende ved Batailles verdslige mystikk i Acéphale-perioden ( ) er ikke egentlig hans affinitet til Hitler, som gjorde at han kom på kant med André Breton, men hvor konsekvent han bedriver avskrift av nettopp den tyske idealismens program. I likhet med Schelling beklager Bataille det moderne samfunns atskillelse av kunst, politikk og vitenskap; Acéphales målsetning er simpelthen å gjenskape den den tapte totalitet. Bindemiddelet er en ny religion men en ateistisk sådan. Batailles studier av fascismen har overbevist ham om at politikken må tillate seg å operere på et mytologisk nivå, hvor affekter, eksaltasjon og irrasjonelle impulser får fritt spillerom. Hitlers suksess skyldes at han våget å slippe løs samfunnets heterogene krefter. I Batailles øyne må den antifascistiske fronten betjene seg av de samme våpnene, men vende dem mot fascismen selv. 1 De lærde strides om hvem som egentlig skrev Systemprogrammet ; også G.W.F. Hegel og Friedrich Hölderlin er lansert som forfattere. Innholdet ligger imidlertid svært nær Schellings System des transcendentalen Idealismus (1800) og Philosophie der Kunst (1802/03).

172 172 K&K Kultur&Klasse Liksom Bataille offisielt er antifascist, men inspirert av fascismen som organisk bevegelse, er Schelling antiabsolutist, men full av respekt for den stabilitet, sammenheng og helhet det opplyste eneveldet tross alt garanterte. Hans systemprogram er en underlig miks av modernisering og restaurasjon, opplysning og motopplysning oppsummert i oksymoronet fornuftens mytologi : Før vi gjør ideene estetiske, dvs. mytologiske, har de ingen interesse for folket, og omvendt, før mytologien er fornuftig, må filosofen skamme seg over den. Så må endelig de opplyste og de uopplyste rekke hverandre hånden, mytologien må bli filosofisk og folket fornuftig, og filosofien må bli mytologisk for å gjøre filosofene sanselige. Da råder evig enhet blant oss. (Schelling, Den tyske idealismens eldste systemprogram: 106). Fra Kant har Schelling arvet ideen om kunsten som særegent kompetanseområde. Kunstverket forsoner subjekt og objekt, frihet og nødvendighet, erkjennelse og handling og det skjer, spektakulært nok, uten hjelp av forstanden. Men i motsetning til Kant er ikke Schelling fornøyd med å etablere kunsten som en autonom sfære ved siden av moral og vitenskap. Når kunsten først er identifisert som åstedet for åpenbaringen av det Absolutte, gir det seg nesten selv at feltet må innrømmes forrang over de øvrige delområder; ja, at kunsten er forbildet for vitenskapen (Schelling, System des transcendentalen Idealismus: 22 23, min oversettelse), og at filosofien må strebe etter en tilbakekomst til poesien (Hegel: 235, min oversettelse). Fra Schelling går det en linje over de tyske ungromantikerne i Athenaeum Novalis og brødrene Schlegel til Bataille og hans losjebrødre. I en viss forstand hører også situasjonistene hjemme i dette selskapet: Selv om SIs uttalte mål var å oppheve kunsten i revolusjonær praksis, er programmet motsigelsesfullt. Bruddet er uunngåelig også en forsoningsgest. Parolene om oppløsning og overskridelse skygger for det faktum at situasjonistene vel så gjerne taler ømt om mytens fellesskap og samfunnets gamle fellesspråk (Debord: 135). Fienden er ikke bare kapitalismen, men selve atskillelseskulturen (ibid.). Bolt berørte så vidt dette problemet i sin doktoravhandling: Kritiken af skuespilsamfundets billedmæssige forening af den kapitalistisk opsplittede verden blev gennomført med baggrund i en forestilling om, at verden tidligere havde hængt sammen, været en helhed. Ifølge situationisterne havde det primitive liv før kapitalismen været baseret på et fællesskab, som nu var borte. (Bolt, Den sidste avantgarde: 49). I Avantgardens selvmord blir ikke situasjonistenes enhetslengsel nevnt med ett ord. Når selvmordet skal forklares, blir vi i stedet fortalt med en karakteristisk diffus formulering at avantgardisten går i opløsning i jagten på sig selv (23). Jeg skulle gjerne sett at Bolt trasket videre der han tverrsnudde i doktoravhandlingen, og heller spurte seg selv (og oss andre): Har dedifferensiering noensinne vært et

173 Bendik Wold Kildesmitte. Mikkel Bolt og avantgardens idealisme 173 radikalt krav på Jena-campusen i 1800, ved Seinens venstre bredd i 1958, eller for den saks skyld i Norge og Danmark på 1970-tallet, da unge maoister høylytt slo til lyd for partilitteratur og folkekunst? Mitt svar er nei: Antikapitalisme betinger ikke en kritikk av den samfunnsmessige spesialisering. I en tid hvor bedriftsøkonomiens logikk siver inn i stadig flere samfunnssfærer, herunder kunstens og vitenskapens felter, er dette poenget kanskje viktigere enn noensinne. Og det er heller ikke riktig, som så mange kulturdebattanter antar, at det eksisterer en direkte motsetning mellom autonomi og politisk effektivitet: Kunstnerens distanse til det politiske feltet er tvert imot selve forutsetningen for hennes innblanding i den offentlige samtalen. Derfor skulle alle radikale kunstnere, som Bourdieu har påpekt, søke å øke sin autonomi (og derigjennom blant annet sin kritiske frihet overfor makthaverne) (Bourdieu, Konstens regler 475, min kursivering og oversettelse fra svensk). At feltets cover charge dermed stiger, må heller bøtes på ved at man samtidig allmenngjør betingelsene for tilgang til det universelle (Bourdieu, Om fjernsynet: 94), dvs. gjennom en politikk som fremmer sosial utjevning. Den idealistiske estetikken rommer likevel et moment av sannhet. Marx analyse av religionen har gyldighet også for det autonome kunstverket: Det er på én gang uttrykk for den virkelige elendigheten og en protest mot den virkelige elendig heten. At den borgerlige moral forvises til en ideell sfære, bidrar til å lette trykket i den kapitalistiske hverdagslivet, men er samtidig et vitnesbyrd om mangelen på moral i samfunnet her og nå. Det siste åpner for en radikal kritikk av kapitalismens tilkortkommenheter. Men hvordan skal dette potensialet realiseres? Avantgardens institusjonskritikk har så langt virket mot sin hensikt. Situasjonistenes industrielle maleri var kanskje tiltenkt en rolle som nedbrytningsgestus, men har snarere tjent til å utvide repertoaret av gjenstander det er mulig å få konsekrert som kunst. Kunstpublikummet er i sin tur blitt pent nødt til å oppgradere sine distingverende evner, og avstanden mellom kunsten og massene har helt motsatt hensikten bare økt. Levende organismer vokser ved celledeling. Spaltingen, eller bruddet, later også til å være kunstinstitusjonens vekstprinsipp: Selv rene opphevelsesforsøk som avantgardens bestrebelser på å omsette kunsten i livspraksis fører bare til ytterligere autonomisering. I så måte står avantgarden i et paradoksalt skjebnefellesskap med de tyske idealistene: Heller ikke Schelling ønsket seg et avsondret kunstfelt. Hans mål var forsoning, ikke atskillelse. Historiens ironi er at Schellings tenkning om kunst og samfunn kom til å danne det normative utgangspunkt for institusjonen kunst, i vår tid videreført som universitetsformidlet autonomiestetikk. For kunstens del er det altså sant, som Bruno Latour hevder, at vi aldri har vært moderne : Moderniseringen av feltet er i høy grad drevet fram av antimoderne tankegods. Situasjonistenes idealistiske tilbøyeligheter kommer også til uttrykk i deres helt spesielle versjon av den marxistiske ideologikritikken. For Marx gjaldt det å skjelne

174 174 K&K Kultur&Klasse mellom sant og usant i ideologien; ikke å stille egen sannhet i skarp kontrast til ideologiens generelle usannhet. Men for situasjonistene er dette skillet mellom ideologikonsumenter og ideologikritikere et poeng i seg selv. De betrakter sin egen krets som det siste bolverk mot skuespillsamfunnet; en hard kjerne av unntaksmennesker hvis mentale reserve for all del må vernes mot ideologisk kontaminering. Heller enn å framstille fysiske kunstverker, som altfor enkelt kan assimileres i systemets hegemoniske pluralisme, velger de derfor å gå under jorda og meddele seg gjennom politiske manifester. I våre dager framstår en sådan ideologiforståelse merkelig utdatert. Ingen tror lenger at revolusjonen kan innventes som en automatisk virkning av massenes bevisstgjøring. Som Peter Sloterdijk påpeker i Kritik der zynischen Vernunft (1983), er vår tidsalder preget av en opplyst falsk bevissthet : Den moderne borger handler mot bedre vitende; hun vet hva hun gjør, men hun gjør det likevel. Dermed er hun også immun mot klassisk ideologikritikk det fins ingenting å demaskere, ingen naiv miskjennelse å sette fingeren på for den klarsynte opplysningsmann. Ideologien er innskrevet i kroppene våre; den befinner seg ikke lenger i kunnskapens domene, men i handlingens. I en slik situasjon er det håpløst å sette sin lit til de sanne tankers iboende kraft. Somatiserte sosiale strukturer forsvinner ikke med et fingerknips de kan bare utdrives gjennom langvarig, systematisk dekoding av individets habitus, en sosial mot-dressur analog til idrettsutøverens utrettelige tøying av sener og ledd. 2 Situasjonistenes naive ideologiforståelse kommer til uttrykk bl.a. i deres analyser av byrommet. Temaet opptar dem voldsomt, særlig i SIs første fase, mens sosiologen Lefebvre ennå er tilknyttet bevegelsen. Et hovedpoeng er å avsløre byplanleggingens ideologiske karakter: Ifølge Attila Kotányi og Raoul Vaneigem er feltet identisk med samfunnets sfære for publisitet og propaganda (Kotányi og Vaneigem 25, min oversettelse). Byplanleggerne legger uhørte begrensninger på den menneskelig utfoldelse; alt rom er okkupert av fienden. Så langt, så godt dette er tanker som i vår tid videreføres av bl.a. Adbusters og Reclaim the Street. Det går ikke riktig galt før forfatterne skal eksemplifisere. Vi lever under et permanent portforbud. Ikke bare politiet geometrien, skriver Kotanyi og Vaneigem, og lar oss forstå at også byens gatenett håndhever storkapitalens interesser. Trafikkflyten gjør det samme: Å holde trafikken i gang er i sin essens å organisere universell isolasjon. Man skulle tro at det var i alle samfunnsklassers interesse å unngå trafikkork i middagsrushet, men situasjonistene ser åpenbart annerledes på det. Å holde trafikken i bevegelse, skriver de, er det motsatte av å tillate folk å møtes; det suger opp all den energi som ellers kunne ha vært kanalisert inn i slike møter, eller andre former for deltagelse. (Kotányi og Vaneigem: 25, min oversettelse). Disse eksemplene er plukket relativt tilfeldig, men poenget skulle være tydelig nok: Situasjonistene lokaliserer den borgerlige ideologien overalt, bare ikke der den virkelig har betydning i det dypeste av de dominertes kropper. For situasjonistene 2 Begrepet er lånt fra Bourdieu. Se Pierre Bourdieu. Meditasjoner. Oslo: Pax Forlag, 1999: 179.

175 Bendik Wold Kildesmitte. Mikkel Bolt og avantgardens idealisme 175 er ideologikonsumentene rett og slett ofre for ekstern manipulasjon. Derfor trenger man heller ikke ta deres egen erfaring av verden på alvor; det avgjørende er til enhver tid å kunne identifisere statsapparatets propaganda, hva enten den er virksom i avisenes lederartikler eller i trafikklysene på Champs-Élysées. Situasjonistene ser altså bare maktens objektive strukturer, ikke de inkorporerte strukturene og ei heller det prerefleksive samsvaret mellom indre og ytre, som langt på vei forklarer hvorfor den bestående orden har en så imponerende soliditet. Det mest påfallende ved et moderne byrom er nemlig ikke tettheten av lyskryss, forbudsskilt og veimerking, men som Bourdieu (igjen) påpeker at denne trafikkens doxa i så høy grad blir respektert; at det ikke forekommer flere regelbrudd eller protesthandlinger: Tenk bare på den ekstraordinære samstemmighet av tusener av disposisjoner eller viljer som ligger til grunn for fem minutters bevegelse av trafikken rundt Place de la Bastille eller Place de la Concorde (Bourdieu, Masculine Domination 1, min oversettelse). Situasjonistenes ideologikritikk blir altså både for vid og for smal; for krakilsk og for lite krakilsk den tar ikke høyde for at de dominerte samarbeider med sine undertrykkere om opprettholdelsen av den symbolske orden. Likevel beskriver SI sin egen samfunnskritikk som en totalkritikk. Premisset er at den eksisterende orden glædeligt acceptere[r] delvise kritikker og endda benytte[r] disse som bevis på sin tolerance og frihed (19 20). Problemet med et slikt utgangspunkt er ikke at det er paranoid, men at det visker ut skillet mellom kapitalismekritikk og den filosofisk-sosiologiske kritikken av det som hos Lacan og Bourdieu kalles den symbolske orden. Satt på spissen: Også i et sosialistisk samfunn vil det eksistere trafikklys og får vi håpe en viss orden i trafikkbildet rundt middagstider. Den symbolske volden betinger ikke en kapitalistisk produksjonsmåte. Bolt var inne på dette i Den sidste avantgarde: Fremmedgørelsesforestillingen var baseret på et princip om, at man oprindeligt besad sig selv, at man ejede sit selv eller var herre over sig selv, og først derefter mistede sig selv i fremmedgørelsen. Først var der identitet, siden var der tab. [ ] Situationisterne misforstod det fremmede ved menneskets tilstedeværelse på jorden og med andre, idet de knyttede fremmedgørelsen sammen med kritikken af den politiske økonomi. (Bolt, Den sidste avantgarde: 51). Igjen: Det fins gode grunner til å betenke det eksistensielle faktum at vi er utlevert til de andres blikk (Gombrowicz), men dette har ingenting med kapitalismekritikk å gjøre. Hvis denne distinksjonen ikke trekkes skarpt nok, risikerer man å begå en ontologisk kategorifeil: Revolusjonen blir tilskrevet en egenskap som den logisk sett ikke kan inneha den forventes å gjøre menneskene til herrer over seg selv, selv om den strengt tatt bare ( bare ) innebærer en redistribusjon av politisk og økonomisk makt. Derfor er det heller ikke usannsynlig at situasjonistene, dagen etter en tenkt revolusjon, ville ha fortsatt å propagere for revolusjonen, ettersom de overalt møtte bekreftelser på at verden fremdeles var et nett av relasjoner (ikke en sum av frie og autonome individer).

176 176 K&K Kultur&Klasse Da surrealistene brøt med det franske kommunistpartiet i 1935, proklamerte André Breton: Transformér verden, sa Marx; forvandle livet, sa Rimbaud. For oss utgjør disse to ordrer én. (André Breton: Discours au congrès des écrivains (1935), sitert i Bolt 33, min oversettelse fra dansk). Men når Marx skriver verden, viser han til samfunnets produksjonsforhold; når Rimbaud skriver livet, mener han ja, livet i sin alminnelighet. Det går ikke ut på det samme. Slavoj Zizek har nylig advart mot generaliseringer som får kapitalismekritikken til å smelte sammen med en vag, uforpliktende kritikk av den instrumentelle fornuft og den moderne teknologiske sivilisasjon. Den kommunistiske bevegelsen må være absolutt moderne, skriver Zizek, paradoksalt nok med en referanse til nettopp Rimbauds Une Saison en Enfer ( il faut être absolument moderne ). (Zizek: 97). Faren med totalkritikken er ikke først og fremst at den gjør sine talsmenn motløse, men at den gjør dem kyniske, idet de mister evnen til å skjelne mellom godt og ondt i politikken. Hvis vi virkelig lever i et totalforvaltet samfunn (Adorno) har det da noen hensikt å holde seg med et sosialistisk arbeidsprogram? Vil ikke alle progressive initiativer uansett bli rekupert, kooptert og/eller repressivt tolerert? Et menneske som ikke ser forskjell, kan heller ikke gjøre forskjell. Altså får indifferensen fritt spillerom, liksom på den politiske høyrefløyen, hvor man for lengst har innsett at det er mulig å forføre massene med en ny-hobbesiansk likhetsidé en påstand om at det som tross alt forener menneskeheten, er vår naturgitte egoisme, aggresjon og generelle nedrighet. Over hele Europa har høyrepopulistiske politikere fulgt denne oppskriften med suksess: For rullende kameraer innrømmer de gladelig at de smugler sprit, snyter på skatten og begjærer sin nestes hustru, uten at det gir seg utslag i annet enn økt oppslutning på partibarometrene. For er vi ikke alle litt sånn, når alt kommer til alt? Litt grådige, litt vulgære, litt rasistiske innerst inne? Premisset er at den moralske, politisk korrekte posituren uansett bare skjuler en enda større umoral; derfor er en ærlig drittsekk langt å foretrekke framfor en venstreradikal filantrop. Denne ombyttingen av sannhet og løgn, moral og umoral utgjør den ideologiske matrisen for all høyrepopulisme i vår tid. Minst av alt trenger vi, under slike forhold, analyser som feller dom over venstrefløyens politiske praksis ut fra en alt eller ingenting -logikk. At revolusjonen synes fjern, må aldri bli en unnskyldning for ikke å gjøre en forskjell til det bedre her og nå. Der er ikke nogen radikal andethed, beklager Mikkel Bolt i bokas siste kapittel (Bolt: 101). Bedre kan ikke problemet med Avantgardens selvmord oppsummeres: Som jeg har forsøkt å vise i denne artikkelen, er ideen om radikal andethet en idealistisk reminisens, analog til forestillinger om motspråk i poesien eller indie i rocken. Når andetheden dyrkes, forfaller den revolusjonære kritikken til livsstil: Det å være revolusjonær blir et spørsmål om å være ideologisk ubesmittet. Bevegelsen lukker seg om seg selv; dens aktiviteter tappes for politisk bruksverdi. Bolt har rett. Det finnes ingen utenfor-posisjoner. Dagens venstreradikale har

177 Bendik Wold Kildesmitte. Mikkel Bolt og avantgardens idealisme 177 ingen andethed å adressere sine bønner til. Skjønt dette er en omstendighet som burde feires, ikke begråtes: Et revolusjonært program med åndelig aroma er ikke et revolusjonært program, men et religionssubstitutt. Først når mennesket er bedratt for sin illusoriske lykke, kan det som Marx påpekte begynne å tenke, handle og gestalte sin egen virkelighet. litteraturliste Bolt, Mikkel. Den sidste avantgarde. Situationistisk Internationale hinsides kunst og politik. København: Forlaget Politisk Revy, Bourdieu, Pierre. Om fjernsynet. Oslo: Gyldendal, Bourdieu, Pierre. Meditasjoner. Oslo: Pax Forlag, Bourdieu, Pierre. Konstens regler. Det litterära fältets uppkomst och struktur. Stockholm/Stehag: Brutus Östlings Bokförlag Symposion, Bourdieu, Pierre. Masculine Domination. Cambridge: Polity Press, Debord, Guy. Skuespillsamfunnet. Oslo/Bergen: News from NowHere/Gasspedal, Eagleton, Terry. Walter Benjamin or Towards a Revolutionary Criticism. London/New York: Verso, Hegel, Georg Wilhelm Friedrich. Werke. Band 1. Frankfurt am Main: Suhrkamp, Kotányi, Attila og Raoul Vaneigem. Unitary Urbanism Leaving the 20th Century. The Incomplete Work of the Situationist International. London: Rebel Press, 1998 (opr. trykt i Situationiste Internationnale nr. 6/1961). Schelling, F.W.J. Den tyske idealismens eldste systemprogram [1796/97], oversatt av Arnfinn Bø-Rygg i Kjersti Bale og Arnfinn Bø-Rygg (red.): Estetisk teori. En antologi. Oslo: Universitetsforlaget, Schelling, F.W.J. System des transcendentalen Idealismus [1800], sitert i Peter Bürger: Zur Kritik der idealistischen Ästhetik. Frankfurt am Main: Suhrkamp, Zizek, Slavoj. First As Tragedy, Then As Farce. London/New York: Verso, Bendik Wold (f. 1979) er forlagssjef i Flamme Forlag. Han er tidligere bokredaktør i de norske avisene Morgenbladet og Klassekampen, og har bl.a. utgitt Tredje venstre. For en radikal individualisme (2004, sammen med Magnus E. Marsdal).

178

179 annegret heitmann HerMan Bang en klassiker revisited anmeldelse af Peer E. Sørensen: Vor Tids Temperament. Studier i Herman Bangs forfatterskab, København, 2009 (Gyldendal) Jeg må indrømme, at jeg i mange år har haft en stille og sikkert urealistisk drøm om engang at skrive en bog om Herman Bang. Jeg havde nogle spredte ideer, og jeg syntes, at forskningssituationen vedrørende en af de mest betydningsfulde danske forfattere nærmest var desolat. Indtil for kort tid siden var editionssituationen ligeledes beklagelsesværdig: Først for nylig, i forbindelse med 150 års jubilæet, udkom der en videnskabelig værkudgave og et stort antal af hidtil (i bogform) upublicerede tekster. Forskningen bestod af ganske få ældre monografier, en række artikler, frem for alt om hovedværkerne Stuk, Haabløse Slægter og de mest kendte noveller. Desuden findes der nogle arbejder med aktuelle tematiske indfaldsvinkler som forfatterens homoseksualitet, hans journalistik eller hans forhold til det fremmede. Lidt forenklet kan man sige, at Herman Bang fremstod som en outsider-figur i Danmark. Det skyldtes ikke bare hans seksuelle orientering, men navnlig også hans position i forhold til Georg Brandes og dennes kreds, der tjente som uanfægtet målestok for modernitet og klassikerstatus. Jeg mente altså, at der manglede en stor grundlæggende bog, der behandlede forfatterskabet som helhed og indsatte det i en international, modernitetsteoretisk kontekst. Denne bog har Peer E. Sørensen nu skrevet. Og det kan man kun hilse velkommen, for det er en vældig god bog! At den er informativ og lærd, har anmelderne allerede fremhævet og stort set været enige om. Spørgsmålet er, om den sætter en afgørende ny standard og/eller åbner op for flere nye spørgsmål i et længe om ikke overset så dog underbelyst forfatterskab. Det er jo kendt, at Peer E. Sørensen ikke bare er en meget erfaren skribent med anerkendte bøger om en hel del store forfatterskaber bag sig, men også med en omfattende akademisk horisont, som giver ham lov til suverænt at inddrage samtidig tysk, fransk eller russisk litteratur og henvise til tidens aktuelle filosofiske eller videnskabelige diskurser og relevante forskningspositioner. Det bliver hurtigt tydeligt, at bogen er et resultat af en intensiv og langvarig beskæftigelse med Bangs værk og hans tid. Men derudover er Sørensen også en sikker stilist, der formår at

180 180 K&K Kultur&Klasse gøre bogen læseværdig og nemt tilgængelig. Den er præsenteret på en meget tiltalende måde, med illustrationer i form af forfatterportrætter og tematisk relevante billeder. Den nærmest skjuler sin lærdom og akademiske baggrund, idet den ikke bruger et udpræget litteraturvidenskabeligt fagsprog og heller ikke er forsynet med fodnoter (som jeg må indrømme, at jeg savner!). Til gengæld er det i kraft af et meget nyttigt navne- og værkregister såvel som en udførlig bibliografi over primær- og sekundærkilder let at orientere sig i bogen, når man vil arbejde med den. Dens uprætentiøse stil og argumentationsmåde kunne måske forføre én til at nikke anerkendende under læsningen og tro, at det, der siges om Bang, er ganske rigtigt, men ikke særligt opsigtsvækkende. Men det er en fejlslutning: Bag den let forståelige og indlysende argumentation skjuler der sig et stort antal stærke teser, nye indsigter, påstande og indfaldsvinkler til forfatterskabet. Det er måske først, når man genlæser den eller arbejder med bogen, at man opdager dens vægt. Den rummer flere meget bemærkelsesværdige sætninger som Realistiske værker er masker (108) eller Kaos er formen for alting (174) eller [Bang] anvender melodramatiske mønstre uden at tro på melodramaets metafysik (194) eller Bangs stil er et ekkorum for det ikke-litterære (44). Sådanne påstande, som tit optræder i slutningen af en passage, argumenteres der selvfølgelig for, men de giver stadigvæk stof nok til eftertanke og til fortsat arbejde med forfatterskabet. De indeholder stærke teser, koncist og elegant formuleret, underbygget af argumenter, men de savner ikke innovativ tænkning og provokativ kraft. Bogen består af ni kapitler og en introduktion, hvori det annonceres, at argumentationen vil følge tre sammenhængende spor (7): et æstetisk, et historisk og et personligt. Bogen er ikke organiseret som en kronologisk gennemgang af værkerne, selv om udviklingen fra de tidlige prosaeksperimenter til de sene desillusionerede værker danner rammen omkring argumentationen, og de vigtigste tekster får en mere eller mindre udtømmende omtale. Mest plads gives der til den sidste roman, De uden Fædreland (tankestregen, som hører med til titlen, mangler gennemgående i bogen), men også Haabløse Slægter, Stuk, Ludvigsbakke, Det hvide Hus, Det graa Hus og Mikaël behandles ret udførligt. Blandt novellerne vies Frøken Caja, Irene Holm og Ravnene en grundig læsning, mange af de andre nævnes og inddrages forskellige gange i argumentationen, uden at de egentlig analyseres. Registret gør det muligt at orientere sig, hvis man søger idéer og teser om enkelte tekster, som kun nævnes spredte steder i bogen. Lidt forbavsende kan det være, at de to mest populære romaner Tine og Ved Vejen ligesom nogle af de meget kendte noveller ( De fire Djævle, Fratelli Bedini, Charlot Dupont ) ikke får en længere separat omtale, men bogens formål er jo hverken at give udtømmende tekstanalyser eller en traditionel gennemgang af værket, men at udvikle en bestemt argumentationslinie, hvortil det mest relevante materiale fra forfatterskabet udvælges. Det vigtigste nyskabende perspektiv på værket fremsættes i kapitel II, som refererer de grundlæggende idéer i Herman Bangs poetik. Lige fra begyndelsen drejer fremstillingen af forfatterskabet sig altså om en bestemt form for realisme, om æstetik, mimesis, stil, blik, fortællemåde, struktur, kort sagt: om litteraturens hvor-

181 Annegret Heitmann Herman Bang en klassiker revisited 181 dan?. Bangs værk bestemmes ikke først og fremmest af dets temaer, dets politiske holdning eller dets personlige erfaringsbaggrund, men det karakteriseres æstetisk. Sørensen viser både i dette indledende kapitel, hvor der inddrages referencer til forfatterens journalistik og frem for alt til hans poetologiske tekster, men også hele vejen gennem bogen at Bang var en meget bevidst skabende kunstner, hvis poetik hvilede på det grundlag, at hans realisme var en simuleret og kalkuleret tilfældighed (61), som skulle frembringe en mimesis af den moderne verden og dens grundlæggende kontingenserfaring gennem defokusering (78) og mærkværdiggørelse (98). Det er måske ikke grundlæggende nyt i sin helhed, selvfølgelig har man (siden Møller Kristensens afhandlings-klassiker) kendt til Bangs impressionistiske fortællemåde, til hans fænomenologiske stil og hans tilbageholdende fortæller. Men det lykkes Sørensen at præsentere radikaliteten i Bangs program og hans eksperimenterende praksis, han tilspidser formens finesser, og han funderer forfatterens poetik i en modernitetshistorisk kontekst, ikke mindst ved at relatere den til den samtidige europæiske diskursivering af modernitetserfaringen. Når der f.eks. er tale om dekadence, inddrages Bourgets kendte tekst, hvor dekadence ikke forstås som en politisk eller kulturel forfaldshistorie, men som æstetisk produktiv fragmenteringsteknik. For at udvikle de mange facetter, som Bangs realismeforståelse indeholder, inddrages der hele tiden referencer til samtidig europæisk litteratur. På tankevækkende vis placeres hans prosa mellem Balzac, Zola og Flaubert. Der er hverken tale om indflydelse eller om direkte sammenligning, men om beslægtede, og alligevel forskellige moderne repræsentationsmåder, som kan gengive traumatiske erfaringer, virkelighedstab, fremmedfølelse, meningsfravær, kontingens, illusioner og melankoli. Bangs stil fremstår som et eksperimentelt forsøg på at gengive modernitetens erfaring, derfor er hans realisme [.. en] diskursmimesis (44), derfor er den skep[tisk] over for den arvede formverden (62), derfor er hos ham kaos fastholdt som et parameter (61). Denne karakteristik kan give anledning til mange nye læsninger ud over dem, denne bog allerede byder på. Den indeholder food for thought og indfaldsvinkler til nøjagtige tekststudier og en ny diskursiv positionering. Afgørende er, at Bangs form, stil og fortællemåde ikke bare indsættes i en europæisk litterær kontekst, men frem for alt i en international diskursiv sammenhæng. I den senere tid er den internationale modernitetsforskning kommet frem til et meget mere nuanceret billede af de afgørende diskurser og tankemønstre, som anses for at være prægende. Mens man traditionelt har karakteriseret tiden omkring 1900 med nøgleord som fremskridt, evolution, storby, fremmedgørelse og dekadence, har man i nyere tid talt om nerver, kraft, vitalitet, entropi, immunitet, rensningsfantasier, oprindelsesmyter eller primitivisme. Sørensens bog åbner op for en ny, mere nuanceret og ambivalent forståelse af moderniteten, og den sætter spørgsmålstegn ved nogle af de vedtagne ideer, idet den belyser, at Bang ikke afspejler eller følger dem, men at hans værk altid frembringer ambivalenser. Ambivalens er det centrale ord i det nye Bang-billede, som Sørensen præsenterer.

182 182 K&K Kultur&Klasse Han viser forfatterens position mellem Balzac og Flaubert, mellem patos og ironi, mellem kitsch og kunst, mellem realisme og allegori, mellem refleksion og naivitet. Selvfølgelig er ambivalens et slags trylleord i litteraturvidenskaben, men her fyldes det med en specifik mening, idet det bruges til at vise noget meget karakteristisk ved Bangs prosa, som samtidig knyttes til modernitetsteoretiske overvejelser: [A]m biva len sen er modernitetens vandmærke i hans tekster, skriver Sørensen (195). Specielt det relativt korte femte kapitel om melodramaet er en guldgrube for ethvert forsøg på at efterspore de indre modsigelser, som måske har forhindret, at Bang har opnået samme internationale berømmelse og anerkendelse som Ibsen eller Strindberg, selvom han i sin samtid var lige så kendt som dem, og selvom hans værk er en lige så seismografisk modernitetsdetektor som deres. Især i oversættelser kan det volde vanskeligheder at ramme den melankolske tone, den patetiske, sommetider kitschede diskurs, den følelsesladede prosa i en fortælling som f.eks. De fire Djævle. Sørensens overvejelser og teser giver anledning til at genvurdere disse vanskelige elementer i Bangs prosa, afvigelserne fra den impressionistiske stil og fra den usynlige og tilbagetrukne fortællemåde. Bangs realisme har mange sider, Vor Tids Temperament åbner op for at spørge til funktionaliseringen af de melankolske eller melodramatiske elementer i værket. Her vises ambivalenserne: de stærke følelser over for ironien, den sentimentale længsel efter en tabt verden over for modernitetens tempo, det patetiske over for det desillusionerede. Det er vigtigt at fokusere på disse meget forskellige sider af forfatterskabet, som dog hænger sammen, og jeg tror, at bogens grundtese, at Ambivalensen er det fascinerende (23), vil føre til fortsat beskæftigelse med værkets indre modsigelser. De mere udførlige tekstlæsninger sigter netop mod at fremhæve ambivalensernes strukturelle betydning. Om Stuk hedder det sammenfattende: Bogen rummer derfor en realisme, som den selv synes at undergrave til fordel for et melodramatisk metafysisk spekulanteri (s. 168), og om Mikaël resumeres der Bogen er tvetydig både i tekstur og struktur: Den siger ét og samtidig noget andet, der siger det første imod (325). Denne betoning af tvetydigherne fremkalder nysgerrighed. Selv om Sørensens bog indeholder mange definitive udsagn om værket, lukker den ikke Bangs forfatterskab, men åbner op for fornyet interesse. De to nævnte spor, det æstetiske og den internationale kontekstualisering, hænger meget tæt sammen. Ikke kun Bourgets dekadenceteori, men også Nietzsches historiefilosofi, psykiatridebatten eller Freuds traumebegreb har både indholdsmæssige og formale implikationer, og det er netop diskursanalysens og litteraturvidenskabens opgave at vise denne sammenhæng. Det tredje spor er efter min mening underordnet disse to, selv om Sørensens bog åbner (og slutter, på en meget elegant måde) med det personlige perspektiv. Her er det de kendte biografemer som familiens betydning, nederlaget fra 1864, storbyerfaring, forfatterens homoseksualitet og den langvarige eksiltilværelse, som der lægges mest vægt på. Selv om disse biografiske omstændigheder er velkendte, inddrages det personlige på intelligent vis i denne bog: det er ikke led i en reduktiv kausalitetstænkning,

183 Annegret Heitmann Herman Bang en klassiker revisited 183 hvor biografien motiverer værkernes opståen, så der fører en direkte linje fra liv til kunst (120). Den personlige erfaring er derimod interessant, for så vidt den er en del af en kompleks og frem for alt repræsentativ modernitetsoplevelse. Formidlings- og skæringspunktet mellem selvbiografisk erfaring og det litterære værk er tit kunstnerskikkelsen som fremmedbestemt eksistens (236), som den, der bar alle tidens sygdomme (125). Mange af kunstner-, skuespiller- og artistfigurerne i værket kan for mig at se læses som selvrefleksive kommentarer også til forfatterens egen produktionsforståelse, ikke bare Mesteren i Mikaël og Joán Ujházy i De uden Fædreland, men også f. eks. trapezartisterne i De fire Djævle kan ses som figurale repræsentanter af poetologiske selvrefleksioner. Også det biografiske forstås altså som forbundet med det æstetiske og den historiske kontekst; de tre spor udgør et meget tæt net, hvis enkelte elementer griber ind i hinanden og er uadskillelige. Forbindelsen mellem kunstnertematikken og homoseksualiteten er lige så indlysende. Forfatterens seksuelle orientering ses i denne bog ikke som et tema i værket og heller ikke som nøglen til Bangs tekster, sådan som Øystein Zierner hævder (316). Sørensen knytter emnet til de to temaer kunst og eksil og introducerer Elaine Showalters konception bitekstualitet (315) for at kunne vise de uforenelige diskurser mellem den socialt dominante hetero- og den camouflerede homoseksuelle diskurs. En større rolle i udredningen af det biografiske spor spiller dog eksilbegrebet, der heller ikke forstås rent biografisk, men som en perceptionsform (301). Det lange sidste kapitel om De uden Fædreland er organiseret omkring eksil som et eksistentielt vilkår (330), der ved det 20. århundredes begyndelse introducerer nye diskursive kontekster som f.eks. nationalisme og race. Det er gåderne, der fascinerer ham (155) skriver Peer E. Sørensen om Bang, og det er gåderne, der fascinerer os, når vi læser hans romaner og fortællinger. Sørensens bog har vist os nogle flere gåder, end vi før var bevidste om, nogle har han selv løst, men der er rædsler nok tilbage for læsere, studerende og andre Bang-forskere at tage fat på. Vor Tids temperament har i Bang-forskningen sat en ny standard, som man må forholde sig til i fremtiden; den præsenterer Herman Bang som en international og internationalt interessant moderne forfatter, men den har nok ikke sagt det sidste ord om forfatteren, tværtimod har den givet mange impulser. Den virker tankevækkende og stimulerende, man får lyst til mere Bang! Jeg kan ikke komme i tanke om noget, som jeg vil kritisere eller finder forkert, men jeg kan tænke på mange ting, som man kan arbejde videre med, både med henblik på Bang, men også mere generelt med henblik på det tidlige modernes litteratur. Konkluderende at betegne Bangs litterære teknik som et negeret højdepunkts æstetik (357) betyder ikke bare et nyt syn på dette forfatterskab, men implicerer grundlæggende modernitetsteoretiske overvejelser, som er meget inspirerende. Annegret Heitmann er professor for Nordische Philologie, Universität München.

184 Om forfatterne søren Bro PoLd, ph.d. lektor, i digital æstetik på Informations- og Medievidenskab, Aarhus Universitet. Forsker i digital- og medieæstetik fra 1800-tallets panorama til vor tids interfaces, bl.a. digital litteratur, netkunst, softwarekunst, kreativ software, digital kultur og digitale byrum. Aktuelt er han med i forskningscentret Digital Urban Living og Digital Aesthetics Research Center. Har udgivet bøgerne Interface Digital kunst og kultur (red., 2007) og Ex Libris Medierealistisk litteratur Paris, Los Angeles & Cyberspace (2004). Snart kommer Interface Criticism Aesthetics beyond the buttons (red.). christopher gad, ph.d., adjunkt i teknologistudier, IT-Universitetet i København. Har udgivet i tidsskrifterne Science, Technology and Human Values og Surveillance and Society samt bidraget til bogen New Waves in Philosophy of Technology (Selinger m.fl. (red.) 2008). Lone koefoed Hansen, ph.d., adjunkt i digitalt design på Institut for Æstetiske Fag, Aarhus Universitet. Har udgivet i tidsskrifterne Digital Creativity, ToCHi og Turbulens, i bøgerne Interface og Interface Aesthetics samt ved konferencerne Digital Arts & Culture, International Symposium of Electronic Arts og Critical Computing. Peter Lauritsen, lektor ved Institut for Informations- og Medievidenskab, AU. Han er leder af forskningsprojektet Overvågning i Danmark, som løber fra (imv.au.dk/ overvaagning) og som bl.a. undersøger overvågning ved hjælp af kameraer, dna og mobile teknologier. Peter Lauritsen har i de senere år arbejdet med overvågning ud fra et ståsted i Science and Technology Studies (STS) og har bl.a. publiceret i tidsskriftet Surveillance and Society. Maria JoHansen, ph.d. i idéhistoria, lektor ved Institutionen för litteratur, idéhistoria och religion, Göteborgs Universitet. Hun arbejder for tiden med et projekt, som behandler aspekter af identificeringens historie. Hun har bl.a. skrevet Offentlig skrift om det hemliga. Raison d état, SOU och varulven (2005) og Ovisshetens villkor. Om Hannah Arendts politiska etik, i Penelopes väv. För en filosofisk och teologisk pathologi, Mats Rosengren & Ola Sigurdson (red), Göteborg: Glänta Produktion, 2003; Oändlig repetition. Hannah Arendt & begreppet det sociala i Att tänka det sociala, Sverre Wide mfl (red), Stockholm: Santérus, under utgivning); om hemligheter ( SO(H)U, Res Publica, nr. 59, 2003); och om mänskliga rättigheter ( De mänskliga rättigheternas paradox, Glänta, nr. 1, 2007). Peter ole Pedersen, cand. mag. i kunsthistorie. Ph.d.-studerende ved Afdeling for Kunsthistorie, Aarhus Universitet med projektet The Transformation of Film A study of the aesthetic and mediaoriented alteration of the documentary film genre through net based production and distribution. Har senest udgivet Den skrøbelige sandhed om forholdet mellem fakta og fiktion i netbaserede dokumentarfilm i Ekfrase Nordisk Tidskrift for Visuell Kultur 2/2010.

185 Om forfatterne 185 Jan LøHMann stephensen, ph.d., cand. mag. i Æstetik & Kultur samt Litteraturhistorie. Videnskabelig assistent på Inst. for Informations & Medievidenskab samt Inst. for Æstetiske Fag, AU. Har i 2010 forsvaret afhandlingen Kapitalismens ånd & den kreative etik, som er under udgivelse. Har herudover bl.a. også publiceret Kunst, kreativitet, arbejde. Forskydninger i kunstens utopiske legitimering. Æstetik og politik. Analyser af politiske potentialer i samtidskunsten. Red. Nielsen & Simonsen. Århus: Klim, kristin veel, post.doc. ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab, Københavns Universitet, hvor hun arbejder på et projekt om overvågningens kulturhistorie. ph.d. University of Cambridge i 2008 med en afhandling om informationsteknologiens indflydelse på vores kulturelle forestillingsevne. Har bl.a. udgivet Narrative Negotiations: Information Structures in Literary Fiction (2009); Calm Imaging and the Home Delivery of Sensory Overload. Throughout: Art and Culture Emerging with Ubiquitous Computing. Ed. Ulrik Ekman. Cambridge, Mass.: MIT Press 2010; Surveillance Narratives: From Lack to Overload. Visions of Humanity in Cyberculture, Cyberspace and Science Fiction. Ed. Daniel Riha. Oxford: Inter-Disciplinary Press, ; Virtual Memory in Günter Grass s Im Krebsgang. German Life and Letters April (2004): ; samt The Irreducibility of Space Labyrinths, Cities, Cyberspace. Diacritics (2003): steen klitgård PovLsen, lektor emeritus, Afd. for Litteraturhistorie, Institut for Æstetiske Fag, Aarhus Universitet. Har især forsket i moderne nordisk og europæisk litteratur, herunder ny tysk litteratur. Har udgivet Joyce og Danmark (sm. Ida Klitgård), Tysk litteratur siden murens fald, 2007 (sm. Henning Goldbæk), Dæmoni og dannelse. Nye bidrag til Sandemose-forskningen, 2009 (sm. Steen Andersen). Har skrevet bl.a. Dødens værk. Fem kapitler om døden i moderne litteratur, litteraturteori og psykoanalyse, 2000 og Forfatterens billede. Portræt af en genre, MikkeL BoLt, lektor i moderne kultur ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet. Seneste bogudgivelser Billed Politik, s.m. Jakob Jakobsen (2010) og Totalitarian Art and Modernity, s.m. Jacob Wamberg (2010). karen-margrethe L. simonsen, ph.d, lektor, Afd. for Litteraturhistorie, Inst. for Æstetiske Fag, Aarhus Universitet. Har bl.a. udgivet Law and Literature. Interdisciplinary Readings and Perspectives, (sm. m. Ditlev Tamm, 2010), Æstetik og politik. Politiske potentialer i samtidskunsten, (sm. m. Henrik Kaare Nielsen, 2008) og World Literature and World Culture, (sm. m. Jakob Stougaard-Nielsen, 2008). Under forberedelse er Images of Law in Literature, Film and Theatre. Nordic Perspectives on Law and Literature.

186 186 K&K Kultur&Klasse abstracts søren BrO POld: the art of surveillance For many years surveillance was perceived in a negative way, but this has changed and we increasingly are surveilled by cameras and sensors and our behaviour on-line is logged and tracked by both companies and (inter-)national intelligence. Far from generating overwhelming protests, this development is often furthered by people willingly posting personal and private data to commercial services and companies on the web. Consequently today, surveillance seems unavoidable and an integrated part of the different social and urban interfaces spreading around us. This article will discuss this cultural shift in the perception of surveillance and follow how the cultural perception of surveillance has changed from George Orwell s dystopian 1984 to Apple s liberating 1984 in the advert for the first Macintosh and to contemporary urban interfaces. It will do so by discussing contemporary urban surveillance art with a focus on Manu Luksch film Faceless (2007), which is a film made exclusively from ready-made surveillance camera footage. Besides a critical surveillance narrative, this film also shows dehumanised images of an invisible sociality that have a paradoxical beauty. lone kofoed hansen and christian gad: resistance is FertiLe on the oligoptic gaze of surveillance This article sets media artist Jill Magid s performative artefact Surveillance Shoe Legoland (2000-7) in dialogue with Bruno Latour s notion of oligopticon. Both address and discuss the possibility of conceptualizing surveillance as an always specific, multiple, and situated phenomenon, and thus question dominant metaphors in surveillance discourse, e.g. panopticon and Big Brother. The surveillance of Danish citizens commences at their first breath, as they are assigned a personal identification number immediately after being born. This enables inspections and interventions in many diverse ways by the state and other actors during the citizen s life. Being merely one example of how surveillance seems to penetrate every aspect of everyday life, it seems fair to suggest that surveillance is, indeed, a ubiquitous phenomenon of modern society. On first glance, Jill Magid s artefact exemplifies this ubiquitous surveillance situation. The artefact comprises a stiletto, an IR surveillance camera, a battery pack, and a wireless transmitter. The surveillance camera is pointed up the performer s leg, thus presenting us with an extreme worm s eye view of the world, focusing on the performer s lower leg and often on her thigh and crutch as well. From one perspective, Jill Magid s Surveillance Shoe addresses how everything is potentially subject to a surveillant gaze nothing is too intimate. From another perspective, however, the artefact is an example of how contemporary art investigates the limits and detailed aspects of particular surveillance situations, and of how surveillance technologies

187 Abstracts 187 co-produce exactly those versions of the reality they gaze upon. In accordance with Bruno Latour s concept oligopticon, the artefact points out that the surveillor holds a very precise yet limited and fragile view whose only way of seing anything meaningful is by being aggregated to a larger composition. The concept of the oligopticon questions generalized notions of surveillance such as Big Brother and the panopticon, and the dystopian angst and utopian thrills, that such notions often evoke. Directly as well as indirectly, those models of surveillance are widely referred to in both surveillance studies and in public discussions of surveillance and as such they have become ideal models, against which surveillance situations are often compared. In contrast, this paper argues with Latour and Magid that such models are unable to help us grasp the core of surveillance precisely because they claim that there is such a core, wheras all there is in fact are particular compositions of surveillance with each their specific effects. The concept of oligopticon offers, on the other hand, a sensitivity towards the possibility of resisting preconceived notions of what surveillance is supposedly about. And even though it can by no means be understood as an alternate general model of surveillance, the concept makes it possible to conduct a richer enquiry into the particular composition of surveillance phenomena. Peter lauritsen: FroM Big BrotHer to toilet BoWLs and MecHanicaL ProstHeses: art as resource For studying surveillance For years the concepts of Big Brother and panopticon have dominated the way surveillance is perceived in public debate as well as academic research. Taken together these two concepts substantiate an understanding of surveillance as related to situations of total visibility. Nowhere can citizens escape the all-encompassing gaze of the surveyor. Furthermore surveillance is understood as an automatic process carried from a centre, which is so powerful that resistance is hopeless. Within the field of surveillance studies it has been acknowledged however that this understanding is too narrow and limited, and a search for novel theories and concepts of surveillance has begun. This article argues that contemporary art contains resources that enable an understanding of surveillance as a multifaceted phenomenon. This point is illustrated by analysing Hasan Elahi s Tracking Transience: The Big Brother Project as well as various attempts by Stelarc to upgrade the human body. In sum these artists subvert and extend the concept of surveillance. For example Elahi shows how it is possible for the surveyed to distort the vision of Big Brother and take control over the surveillance situation. In a somewhat different way Stelarc constructs experiments in which the body is linked to surveillance technology, but this is done in order to share information and power and with the intent of empowering the body. Surveillance technologies are thus not seen as part of a totalitarian regime, but as a possibility for upgrading the body to fit a complex environment.

188 188 K&K Kultur&Klasse In a situation where even more sophisticated surveillance technologies are deployed to almost every corner of everyday life it becomes essential to understand surveillance as an integrated part of society. Although the academic field of surveillance studies contributes to this understanding, it is at the same time limited by the use of a few powerful metaphors. However, by looking at the many interesting examples of artists experimenting with surveillance, the study of surveillance might be able to regain its analytical imagination. maria JOhansen: this is the time. and this is the record of time Today s extensive use of databases for storing identifying biometric and genetic information raises several questions on the relations between bodies, technology, information, power, human rights and personal integrity. While an individualistic understanding of the human being is inadequate as a way of approaching this complex of problems, we are also confronted with the challenge not to dissolve the subject, thus overlooking the fragility of our condition and the ways in which our bodies are being encroached. The present article attempts to meet this double challenge. Starting with the short story Fantomina: or Love in a Maze, written by Eliza Haywood during the early 18 th century, and with a discussion on some relations between fiction, power and surveillance, the article investigates contemporary ways in which bodies are being inscribed in laws and captured in the trap of scription when used as proofs of identity. The article analyzes questions of identification in their historical complexity, as well as the patterns that are played out by powers of recording, operating with some continuity over the past centuries. It is also suggested that so-called bodily freedoms and rights, as well as integrity, could gain in critical significance by considering the betweenness the inter-est of Hannah Arendt and the ways in which our existence presupposes the other (understood as both the world and the others conditioning us). Opposing the individualistic tradition, the law understood as a boundary does not, thus, enclose independent individuals in sovereign possession of themselves beyond time and space; instead, the boundary gains its significance in relation to an opaque who in continuous becoming. Peter Ole Pedersen and Jan løhmann stephensen: Paranoid, Moi? erasing david The article discusses the relationship between the subject of surveillance and documentary film. As its main example, it uses David Bond s Erasing David from 2009, which thematically revolves this particular topic, the British surveillance society (Big Brother Britain). The genrespecific and film historic aspects of this documentary are analysed and in a further perspective serve as the point of departure for a more general theoretical discussion of surveillance. Through the treatment of its content and the conceptual framework, Bond s film places itself within what could appropriately be termed the popular cultural documentary. What characterises this part of the genre is a critical approach bordering on activism. This

189 Abstracts 189 is sought, combined with the ability to entertain the audience, through elements of fiction and comic relief while attempting an analysis of a current and often controversial subject. Michael Moore s productions are the most successful examples of this filmmaking strategy, and two film analytical approaches based on Moore s 1989 debut Roger & Me are used to evaluate the aesthetic and conceptual coherence in Bond s work. Following this, a three-part taxonomy for the analytical and normative understanding of the surveillance phenomenon and its socio-cultural and political implications is established. These are termed: The critical-subversive, the para-cultural and the affirmative mode of understanding. The critical-subversive mode is comparable to the expository documentary form. A strategy that, regardless of it is being articulated academically or aesthetically, aims at the disclosure of hidden societal mechanisms by way of facts. In a theoretical perspective, this is discussed in relation to Foucault s idea of the panopticon and more recently Bruno Latour s corrective counter-concept oligopticon. The para-cultural intervention is akin to Michel de Certeau s understanding of creative re-appropriation and making do. This tactic, like the previous one, is generally speaking sceptical of a surveillance society and its implications, though it establishes a different, temporary form of critical stanza. The last mode of portraying and analyzing surveillance is termed affirmative. This is directly connected to the popular cultural representation of surveillance technologies. According to the German art historian O.K. Werkmeister, these technologies are here ascribed an almost omnipresent and omniscient potential. Regardles of the fact that these images of surveillance technologies and their capabilities often seem rather counterfactual, they nonetheless participate in creating an internalisation of the surveillance culture, one which is paradoxically endorsed by both its supporters and critics, among these David Bond. Both the theoretical perspective and the film analytical approach to Bond s film discuss problematic weaknesses in his project. Bond tends to invest more in cracking the formula for a successful presentation of his material, than discovering new formalistic or analytical territory in the filmic exposure of current surveillance culture. kristin veel: surveillancenarrations. surveillance as subject and ForM in the contemporary novel Within recent years surveillance has simultaneously become a pervasive topic of public debate, a growing academic field in its own right and an increasingly popular theme in the arts and popular culture. This article argues that there are significant insights to be gained on the impact of surveillance on our cultural imagination from looking at the ways in which contemporary fiction employs surveillance as a literary trope. By exploring the ways in which surveillance is portrayed in three recent novels, Ulrich Peltzer s Teil der Lösung (2007), Catherine O Flynn s What Was Lost (2007) and Tim Lott s The Seymour Tapes (2005), respectively it is shown how surveillance is used not only as a central theme, but also as a vehicle for literary reflections on modes of representation. The point of departure is the identification of information overload as a shared challenge for narrative fiction and surveillance techniques. The amount of information we

190 190 K&K Kultur&Klasse encounter daily has increased dramatically over the last couple of decades, not least due to technological developments that have led to significant changes in the ability to store, access and communicate information. This is a challenge with which both contemporary fiction and surveillance techniques seem forced to deal: narrative fiction has to negotiate the increasing amount of information available in everyday life if it is to reflect on the conditions of human life in the contemporary 21 st century. Likewise, surveillance today is to a large degree about distinguishing relevant from irrelevant information gigabytes and gigabytes of data or CCTV footage are of little use if we do not know what to look for. Surveillance thus problematises some of the key issues that contemporary fiction faces in relation to representation. This explains why looking at novels which directly occupy themselves with surveillance provides an inroad to understanding the contemporary, representational challenges of modern fiction and of life in a surveillance society. The main aim of the article is thus to point to the implications of contemporary surveillance technology on a cultural and aesthetic level, which can be likened to the ways in which the shock aesthetics and montage technique of the early 20 th century are coupled with the experience of the modern city. In this way, we can begin to understand further the impact of the increasing integration of surveillance in our everyday lives on our way of experiencing, understanding and representing the world. steen klitgård POvlsen: surveillance and spying in new german Literature Surveillance is a remarkably prominent issue in the actual political debate in Germany. It is undoubtedly connected with past experiences. Both the Nazi-regime and the communist dictatorship in East Germany from developed sophisticated systems for controlling citizens, thus the modern sensibility in Germany toward surveillance is explicitly a reaction against those regimes. Never more a GDR is a slogan that is often seen in newspapers and Internet sites. It is surprising however that this topic has had a relatively insignificant position in new German literature since the fall of the wall. In the late eighties and early nineties surveillance and spying was treated with humour and forbearance: there was something comical about the spy-game; the spies were often poor guys and it was the general conviction that the system would disappear with the reunion. All this has changed after September 11 th and the fight against terrorism which it activated. The opening up of the Stasi archives has also drawn new attention and sensibility to the issue. Two examples of this new tone are presented: Susanne Schädlich writes about her uncle spying on her father Hans-Joachim Schädlich also after his emigration to Western Germany. It is a story about a family fission and of how to continue one s life with the treachery of a once beloved person. Juli Zeh uses her education and training as a jurist to scrutinize the total system of surveillance in a society still claiming to be democratic. She does so in a collection of essays (with Ilija Trojanow) and in her best seller novels, latest Corpus delicti with the Kafka-sounding subtitle a process. Juli Zeh is the most prominent example of the tendency in new German literature to take up the tradition from the GDR-literature

191 Abstracts 191 with its ethical obligation and fight against the totalitarian state. She is an example of the tendency to activate this special German tradition under new political circumstances and new global perspectives. mikkel BOlt: control society and gun Boat diplomacy An attempt to address the question of the relationship between decentred networks and sovereignty after 9/11 starting from Deleuze s Postscript on the Societies of Control. In 1990 Gilles Deleuze published his short text Postscript on the Societies of Control in which he presented an almost intuitive analysis of contemporary capitalist society explaining how we were going from the separate spheres of disciplinary society to a flexible network-based society where the traditional discourses and institutions were being broken down in favour of a continual control where the individual was always in school, in prison or at work. Deleuze s brief text was highly influential but since 9/11 and the declaration of the so-called war on terror it has seemed necessary to supplement the analysis of the complex functioning of the control society with analysis that either stress the return of sovereignty (like Giorgio Agamben) or map the workings of capitalist economy (like David Harvey). This paper looks at this development and discusses the relationship between networks and sovereignty today. karen-margrethe simonsen: surveillance as LaW. case-studies of Hasan elahi and the surveillance camera PLaYers This article traces sousveillance strategies in two pieces of contemporary art, namely in Hasan Elahi s Tracking Transience (2002), and 1984 by The Surveillance Camera Players. It discusses the ways that contemporary art reflects surveillance in an ironic and metareflective way. The article is based on the idea that the conditions for understanding the logics of surveillance have changed since World War II. It takes its point of departure in Gilles Deleuze s proposition that we live in post-disciplinarian societies and that contemporary surveillance should be understood not according to the logic of the panopticon but according to the logic of a coded control society based on modulations. It also follows the idea, proposed by Larry Catá Backer that surveillance not only is a phenomenon facilitated by law but is also a phenomenon that creates its own law and regulation.

192