TRIO VITRUVI. Debutkoncert. Onsdag d. 11. april 2018 kl Konservatoriets Koncertsal, Julius Thomsens Gade 1 Foto: Tom McKenzie

Transkript

1 TRIO VITRUVI Debutkoncert Onsdag d. 11. april 2018 kl Konservatoriets Koncertsal, Julius Thomsens Gade 1 Foto: Tom McKenzie

2 TRIO VITRUVI har spillet sammen siden sommeren 2013, hvor de havde deres tyske debut på Mecklenburg-Vorpommern Festspiele Junge Elite. Med studier hos deres mentor, professor Tim Frederiksen, vandt de både 1. pris og publikumsprisen ved P2 s Kammermusikkonkurrence 2014 og kort tid efter 1. pris ved Jurmala International Music Competition i Letland. Trio Vitruvi har siden 2014 været en del af European Chamber Music Academy (ECMA), med studier hos professor Hatto Beyerle (Alban Berg Kvartetten). Trioen har optrådt i hele Europa, Rusland og Kina, i koncertsale som bl.a. Wigmore Hall, Mariinskij Teatret, Salle Cortot Paris, Tivolis Koncertsal og Schloss Grafenegg. Trioen spillede Beethovens Trippelkoncert med Adam Fischer og Danmarks Underholdningsorkester i november Trio Vitruvis debutplade med Schuberts sene mesterværker for klavertrio er netop indspillet, med udgivelse d. 17. april 2018 i Carnegie Hall. Trioen har i år grundlagt festivalen Kammerballetten, der får premiere på Takkelloftet, Det Kongelige Teater, d august. Kammerballetten fejrer kammermusik med nye koreografier for ballet skabt dertil. For nylig blev Trio Vitruvi tildelt Statens Kunstfonds Den Unge Elite. Endvidere har Augustinus Fonden støttet trioen med instrumentlån: Jacob la Cour spiller på en Giovanni Battista Ruggeri, Cremona 1700, og Niklas Walentin spiller på en Joannes Franciscus Pressenda / Q. Raphael, Torino Augustinus Fonden er også hovedsponsor for Kammerballetten og valgte sidste år at støtte trioen finansielt gennem de næste tre år i anledningen af fondens 75-års jubilæum. triovitruvi.com

3 PROGRAM Franz Schubert: ( ) Klavertrio nr. 2 i Es-dur op. 100, D. 929 Allegro Andante con moto Scherzando. Allegro moderato Allegro moderato Pause (ca. 20 min) Dmitri Sjostakovitj: ( ): Klavertrio nr. 1 i c-mol op. 8 Antonín Dvořák: ( ) Klavertrio nr. 4 i e-mol op. 90 Dumky Lento maestoso - Allegro quasi doppio movimento Poco Adagio - Vivace non troppo Andante - Vivace non troppo Andante moderato - Allegretto scherzando Allegro - Meno mosso Lento maestoso - Vivace TRIO VITRUVI Niklas Walentin, violin Jacob la Cour, cello Alexander McKenzie, klaver

4 PROGRAMNOTER SCHUBERT: KLAVERTRIO NR. 2 I ES-DUR OP. 100, D. 929 Dette værk er ikke tilegnet nogen som helst undtagen den, der måtte synes om det. Det er den mest lønsomme dedikation. Schubert i et brev til den tyske forlægger Heinrich Probst om Klavertrio nr. 2 i Es-dur (1. august 1828). Der eksisterer to versioner af Es-dur-trioen. Efter de første opførelser blev Schubert tilrådet at forkorte finalen betragteligt, og det er denne anden version, der blev trykt og siden almindeligt udbredt. I 1975 blev originalversionen udgivet i Bärenreiters nye Schubertudgave, den har støt og roligt vundet indpas, det er den vi hører med Trio Vitruvi, og den ligger til grund for den følgende beskrivelse. Schuberts triovisioner At Schubert valgte Es-dur til Trio nr. 2, har muligvis en ganske bestemt årsag. Når man betragter værkets storladne arkitektur og de interne processer, kan tanken falde på Beethovens tredje symfoni, Eroica i samme toneart. Der er naturligvis langt fra tale om at eftergøre et unikt kunstværk. Men Schubert lod sig inspirere af Beethovens uhyre dynamiske kompositionsform, man kan genkende opsigtsvækkende udvikling fra symfoniens førstesats, trioens grandiose proportioner er sammenlignelige med symfoniens, men når alt kommer til alt, er den side for side gennemsyret af Schuberts DNA. Der er mange bemærkelsesværdige forhold i Schuberts fremfærd, man kunne berette om i en beskrivelse af trioen, men lad os koncentrere os om nogle mere overordnede. Førstesatsen står i 3/4-takt som i Eroica og dens eksposition opererer med tre temaer. Hovedet af det første er kraftfuldt og domineret af Es-durs treklang, og temaet udvikler sig hurtigt til et dynamisk kraftfelt. Det andet og svagere temaforløb domineres af en gentagen rytmisk figur, det begynder i h-mol, bevæger sig via tertser eller medianter og er således en vigtig motor i ekspositionens harmoniske design. Det tredje tema i B-dur kommer som en overraskelse. Man tror det blot er en strøtanke, men det kommer til at tage magten i det efterfølgende. Det er vemodigt sangbart og ganske kort, og det er besnærende at forestille sig, at Schubert har hentet det fra en af sine lieder.

5 Det er imidlertid i gennemføringsdelen, at der åbenbarer sig en enestående masterplan. De første fem toner i liedtemaet de drejer omkring grundtonen bliver drivhjulet i en langstrakt forandringsproces, der indrager elementer fra det foregående, fire vældige faser som først og fremmest har til hensigt at udforske stoffets harmoniske bæredygtighed. Erindringer om Eroica er særligt tydeligere her, med de stigende bølgebevægelser og de voldsomt accentuerede forskydninger på kulminationerne. Schuberts harmoniske geni fornægter sig ikke. De to første faser styres af hver sin tritonus-klo den forstørrede kvart fra H-dur til F-dur og fra Fis-dur til C- dur hvorefter den tredje fase bevæger sig opad i medianter til B-dur. Dette er satsens dominanttoneart, og her ruger den sidste fase i en ulmende spænding hen imod reprisens tilsynekomst i den forventede tonika. Men der er stadig overraskelser i vente. Reprisen bringer loyalt de tre temaer på klassisk manér, men Schubert løfter derefter musikken op i en jublende coda, hvor ikke liedtemaet, men de to første temaer blusser op for sidste gang. Hvilken eventyrlig færd sammen med Es-durs nære og fjerne familiemedlemmer! Der hviler et sælsomt slægtskab mellem trioens andante con moto og en musik, der blev komponeret et halvt århundrede senere: Anton Bruckners 4. Symfoni i Es-dur, kaldet Den romantiske. Bruckners andante quasi allegretto står i c-mol som i Schuberts sats og begge temaer har en let marcherende gang, som en bevægelig sørgemarch. Først føres de frem af celloklangen, en punkteret figur er også fælles, men mest væsentligt: Bruckner synes at have annammet og transformeret Schuberts lyriske genius som Schubert med Beethoven. Der er nu også et andet inciterende slægtskab. Med en nordisk folkemelodi. Den svenske sanger Isak Albert Berg gæstede Wien i 1827 og fremførte nogle svenske folkesange ved en lejlighed, hvor Schubert var til stede. Han blev henrykt over dem og bad om at få kopier af dem, forlyder det i en vens senere beretning. En af disse folkesange Se solen sjunker er blevet identificeret som et forlæg til temaet i trioens andante. Igen handler det om den marcherende karakter i mol og ganske specifikt om to markante intervaller en faldende oktav og en stigende decim. Den emotionelle rigdom, de subtile penduleringer mellem mol og dur, instrumenternes hvisken og råben bringer satsen i samme kategori som adagioen fra strygekvintetten i C-dur. Andantens sorgfulde marchkarakter viger for afsnit med en Schumannsk opløsende følelsesstrøm Schumann må have haft næsen nede i Schuberts partitur, før han komponerede sin klaverkvintet og for afsnit med voldsomt lidenskabelige opbrud, der hører hjemme i fantasiens grænseløse formverden. Som vi skal se, bringer Schubert sørgemarchen tilbage i finalen på en original og opsigtsvækkende måde.

6 Schubert komponerede bjerge af danse til selskabsbrug, og den improviserede dansemusik lå i fingrene, når han var det spillende midtpunkt i de såkaldte Schubertiader. Det er den praksis, der ligger bag trioens tredelte scherzo i moderat tempo. Scherzodelene leger med de harmoniske belysninger af et tema, der låner rytmen fra det andet tema i første sats. Den drilske komponist skærper tilmed opmærksomheden ved at bygge en kanon op mellem stemmerne, først ganske regelmæssigt og derefter noget mere udtyndet. Trio-delen inviterer til en helt anden slags dans med solide tramp på et-slaget, og så et pludseligt dæmpet erindringsstof fra første sats. Vi fornemmer mere og mere, at Schubert arbejder cyklisk med sin trio med temaers genkomster. Finalen i sin originale form så at sige overbyder førstesatsen i omfang, i spilletid er den godt fem minutter længere. En sonatesats med to temaer eller rettere tre temaer, når vi lægger en genkomst til og Schuberts fremgangsmåde er aldeles frapperende. Ekspositionen lægger ud med en iørefaldende dur-melodi i 6/8-takt, som var det akkompagnementet til en kvadrilledans i et Biedermeierhjem. Man glemmer forestillingen om et danselokale, når det næste staccato mol-tema i alla breve-takt sætter en helt anden, foruroligende, dæmpet belysning. Det slår om i 6/8, og der går en djævel gennem musikken. Forløbet gentager sig, og vi er fremme ved gennemføringsdelen. Som i første sats er det her Schubert åbenbarer il cimento dell armonio e dell invenzione spillet mellem harmonien og fantasien, for at tale med Vivaldi og hvor han ydermere samler og sublimerer elementerne i trioens åndelige verden. I lange stræk foregår det i mol og i svage nuancer, først dansemelodien, dernæst overraskende sørgemarchen fra andanten og først derefter staccato-temaet. Derefter voldsomme udladninger. Så igen staccato-temaet fire gange i forskellige harmoniske belysninger. Og hør så: Sørgemarchen kommer for anden gang samtidig med staccato-temaet som kontrapunkt. Med andre ord: satsens andet tema eller sidetema underordnes det fremmede tema! Hvornår har man hørt det? Inventionen går videre, for sørgemarchen vender tilbage i codaen, og nu iklædes det gradvis en hymnisk, ekstatisk gestalt i dur. Andantens tema bliver altså indsat som værkets apoteose, og dette er måske en af de mest gribende tematiske transformationer i Schuberts samlede produktion. Fra Valdemar Lønsteds artikel På vej ud af Beethovens skygge, skrevet til Trio Vitruvis debut-cd.

7 SJOSTAKOVITJ: KLAVERTRIO NR. 1 I C-MOL OP. 8 (1923) Dmitri Sjostakovitj komponerede sin første klavertrio i efteråret 1923, mens han studerede på Petrograd Musikkonservatorium. Det var også her den blev uropført, ved en studiekoncert i december samme år. Trioen fik sin første offentlige opførelse d. 20. marts 1925, i det lille auditorium på konservatoriet i Moskva. Den blev spillet af violinisten N. Federov, cellisten A. Jegorov og pianisten Lev Oberin. Værket er dedikeret til Tatiana I. Glivenko, en veninde han havde truffet under sit besøg til Gaspra i Krim i juli-august DVOŘÁK: KLAVERTRIO NR. 4 I E-MOL OP. 90 DUMKY Jeg arbejder nu på en lille sag, noget meget småt - men jeg håber det vil bringe dig glæde. Det er nogle korte stykker for violin, cello og klaver. De bliver både muntre og triste. Nogle steder vil det være som en alvorlig sang, andre steder som en festlige dans, men i en lettere stil; mere populære og korte. I sidste ende vil resultatet henvende sig til alle. Antonín Dvořák, i et brev, d. 28. november 1890 Dumky er flertallet af dumka (tanke, minde). I 1600-tallet blev ordet brugt til at beskrive elegiske klagesange fra ukraine, senere slaviske heltesange. Til sidst, i det 19. århundrede, blev ordet brugt til at referere til en ren instrumental komposition, der veksler mellem det melankolske og det muntre. Henrik Boese beskrev Dumky som en kammermusikalsk rapsodi, på grund af dens retoriske elementer, poesi, og hver stemmes elokvens. Dvořák forhastede sig ikke med at udgive værket, men da han endelig udgav hos forlægger Fritz Simrock, var det med sin nære ven, komponisten Johannes Brahms som korrekturlæser, for at undgå yderligere forsinkelser i korrespondancen mellem Berlin og New York. Denne gang er jeg ikke længere blot en musiker, men en poet. Antonín Dvořák, i et brev, d. 14. juni 1889 Trio Vitruvi

8 Rosenørns Allé Frederiksberg C Tlf.: dkdm@dkdm.dk