Traditionel bygningskultur Beskrivelser og renovering

Transkript

1 Traditionel bygningskultur Beskrivelser og renovering Ideen i dette afsnit er at foretage en oversigtsagtig gennemgang af de hyppigste bygningstekniske løsninger, man møder i ældre svenske huse, med specielt vægt på træhuse. Formålet er tosidet: At oplyse om historie, baggrund og formål for de enkelte konstruktionsdetaljer. Formålet hermed er at hjælpe til både at forstå dem i kulturhistorisk og teknikhistorisk sammenhæng, hvilket ofte kan fremme en respekt for den kulturarv, der i nok så høj grad ligger i hytten frem for i slottet. At oplyse om de enkelte konstruktioners fordele og ulemper set i nutidigt lys. For de fleste af os har jo købt et hus, der skal anvendes og ikke et museumsstykke. I den sammenhæng, vil vi forsøge, hvor det er muligt, at henvise til metoder til reparation, udskiftning og modernisering, som ikke modarbejder den oprindelige konstruktion eller dens udtryk. Af Kirsten og Claus Thykier, Bjørn Donnis Dette skrift skal betragtes som ufuldstændigt. Du vil se (overskrifter), der står i parenteser som mangler indhold, og du vil sikkert savne andre emner. Hvis du har særlig viden og lyst til at skrive et afsnit eller bidrage med oplysninger stort eller småt så lad os det vide. Side 1 af 52

2 Indhold Indhold... 2 Indledning... 5 Klassiske svenske planløsninger og udtryk... 6 Baggrund... 6 Planløsninger... 6 Husets udtryk Fundamentet / Grunden Mullbänk Bjälklag på mark Torparegrund Problemer med torparegrund Rustbädd et vådt fundament Krypgrund /krybekælder Randfundament De bærende vægge / Stommen Tømmer og trækonstruktioner (Bindingsværk/ Korsvirke ) Reparation af stommen (Tegl og stenhuse) (Bjælkelagene)...20 Tag og spær / Tak ock takstol Spærtyper Udnyttelse af tagetage tagprofiler Udnyttelse af tagetage husdybde og taghældning Ændringer og reparation af spær Mere viden Skorsten Beklædning af ydervægge Ubeklædt tømmer og træbeklædning Typer af (træ)beklædning: Knutar De hvide hjørner: (Bindingsværk og sten) Masonitbeklædning Maling af masonit Eternitbeklædning Side 2 af 52

3 Rensning og maling af eternitfacader (Isolering og vindtætning) (Vinduer og yderdøre) Udformning Materialer Yderdør Sekundære døre og porte Beslag Tagbelægning og regnvandsafløb Træ og spån som tagbeklædning (Halm og tagrør) (Tegl og det der ligner) Plåt i mange udforminger Falsad plåt og det der ligner Falsningen og fastgørelsen Maling af blik Større plader mest historie Pannplåt Sinus plåt bølge blik Pannplåt og sinusplåt bevarelsemæssigt Fra Trapezplåt til tagstenskopier Leverandører og referencer (Tagpap og shingles) Masonit Skifer Eternit og eternit shingles (Alle de andre tagbelægninger: sten, tørv, ) (Tagrender/afløb) (Gulve) Materialer (Overfladebehandling af trægulve) (Isolering og fugtspærre mod undergrunden) (Indervægge) Opbygning Overflade (De indvendige lofter) Indkøb af materialer og reservedele Mere viden Side 3 af 52

4 Bøger Internet Billederne Byggeteknisk ordliste: Svensk Dansk Tryk på dette symbol for at komme tilbage til indholdsfortegnelsen Side 4 af 52

5 Indledning Ved vedligehold, reparation og tilpasning af ældre huse møder man altid en række problemer og dilemmaer. Det grundlæggende problem, måske især for os amatører, men såmænd også for mange håndværkere, er at identificere hvorledes elementer af bygninger oprindelig er tænkt og formålet ved konstruktionen. Alvorligst er problemet selvfølgelig for flere 100 år gamle huse, men selv huse fra før f.eks og især træhuse kan være tydeligt anderledes, end hvad vi kender som danskere i dag. Dilemmaerne opstår, når man skal reparere eller bygge om: Det ene dilemma er det, der kan kaldes kulturarvsproblemet og som gælder ethvert hus, der er bare få år gammelt: skal man bevare og måske endda tilbageføre huset til en fortidig tilstand eller som den absolutte modsætning renovere huset til nutidig standard med vore dages materialer og metoder, uden hensyn til fortiden? Med andre ord skal vi udnytte den bygning, vi har købt brugsmæssigt optimalt, eller vil vi føle glæde ved at påtage os en opgave mht. bevarelsen af minder fra fortiden. Et andet og meget alvorligt dilemma relaterer til, hvad der er bedst for huset. Utallige gamle huse er blevet ødelagt for evigt på grund af velmente tiltag som isoleringer, der er udført efter ganske korrekt metode, hvis der havde været tale om et moderne hus, men som forårsager store skader (råd), når de anvendes på et gammelt hus, der f.eks. er opført med konstruktioner, der slet ikke håndterer fugt på samme måde som moderne konstruktioner. Et tredje dilemma, der relaterer til omkostningerne, opstår, når man erindrer, at ældre huse oprindelig er opført til helt andre behov i en tid, hvor arbejdskraft var næsten gratis, hvor mange af nutidens materialer var næsten uopnåelige for menigmand, mens andre materialer, der i dag er sjældne, var lettilgængelige. Det er håbet, at dette skrift kan bidrage til, at ejere af bare lidt ældre huse i Sverige træffer de valg, de hver især vil være tilfredse med, og som ikke skader konstruktionen uventet. Samtidig tror vi, at de fleste på lidt længere sigt vil glæde sig over at have foretaget valg, der hælder til den kulturarvsbevarende side, hvilket vi håber at fremme ved at oplyse om konstruktionernes historie. Ansvaret for den Svenske kulturarv ligger hos Riksantikvarieämbetet, hvis hjemmeside har en god materialeguide Den praktiske rådgivning får du på de enkelte Länsmuseer og evt. Länsstyrelserna: Side 5 af 52

6 Klassiske svenske planløsninger og udtryk Baggrund Dette afsnit er måske det vigtigste i nærværende skrift. Forestil dig at du finder et betalbart hus, der ligger det smukkeste sted nu nogensinde har set. Desværre er huset mørkt, med alt for små rum og beklædt med eternit på væggene og blikplader på taget. Vi er nok mange, der begynder med at se hvad kan vi gøre ved det. Vi er også klar over, at det er i begyndelsen man har kræfterne, så straks lægges der store planer med at lægge kamre sammen til store rum, eternitten skal selvfølgelig væk og erstattes at rødmalede brædder, huset udstyres med kviste de er så romantiske, og så tegl på taget, hvis det kan bære. Måske ER det den bedste løsning. Men der er to gode grunde til at tøve! 1) Hvis man kan se hvordan huset oprindelig er tænkt, så kan man også let identificere de oprindelige bærende yder og indervægge. Der er rigtig mange grunde til alvorligt at overveje at lade disse forblive urørte. Herved kommer man let til at bevare dele af den oprindelige planløsning, selvom rummene nu måske skal anvendes til andre formål. 2) Måske skulle du se på om huset i virkeligheden repræsenterer god byggeskik både hvad angår planløsning og materialer. En kulturarv som man bør overveje baggrunden for og relevansen af. Og dette kan være lige relevant for 1950 huset som for huset hvis oprindelse ligger tilbage i 1600 tallet. Måske når du frem til, at finde kompromiser der tilpasser huset til vore dage og dit behov på en måde, der udnytter husets måske lidt skjulte kvaliteter og samtidig tager hensyn til kulturarven. Du skal efter min mening ikke finde kompromiset for at bevare for enhver pris (så skulle man have fredet huset), men fordi du nok på lang sigt vil blive gladere for der hvor ønskerne og idealerne mødes med det bestående. Måske midtimellem, måske i stor veneration for al det gamle eller måske i en topmoderne udgave med enkelte overlevende detaljer (BD). Planløsninger En gennemgang af alle typiske svenske planløsninger er en opgave som de færreste formentlig vil have interesse i og som forfatterne næppe magter. Opgaven er dog ikke så kolossal som man kunne forestille sig! I Sverige og i andre lande er typehuset en ældgammel opfindelse! Man prøvede sig frem til modeller, der opfyldte et givent funktionsbehov, havde et lavt materiale forbrug og andre fordele. Bygmestrene lærte at bygge netop disse modeller, som derfor blev helt dominerende. Side 6 af 52

7 Men en lille smagsprøve er på sin plads og overskuelig netop fordi, der i virkeligheden er så relativt få grundtyper. Men vigtigst er, at det mange gange letter forståelsen af den nuværende planløsning inklusiv identifikationen af de om og tilbygninger, der mere eller mindre hensigtsmæssigt måtte være foretaget. Vigtigere er det, at når man kender sjælen i huset i form af den oprindelige konstruktion, har man en fornemmelse af hvad der er de bærende vægge, hvor der formentligt ligger et ufjerneligt ildstedsfundament under gulvet og lignende. En uvurderlig viden hvis eller når man ønsker at tilpasse husets funktion til nutidens behov. Enrumsstugan og enkelstugan adskiller sig fra hinanden gennem anvendelsen af de rum, der er udover selve stuen. Enrumsstugan svarer til et mindre havehus uden vinduer, hvor røg fra en evt. opvarmning går gennem lyre i taget. Eventuelle andre rum er opført endnu mere primitivt end hovedrummet. Enkelstugan er oftest af størrelse svarende til et meget lille sommerhus, op til fx 5x8 m, og ofte med et lavt men brugbart loftsrum. Ganske mange torp er eller var oprindeligt enkelstugar. Madlavningen foregik i det store rum, hvor alle også sov og havde sarte dyr om vinteren. På trods af den meget beskedne plads var kammeret ofte ganske lidt benyttet og ikke fast opvarmet det var tilløbet til finstue/gæsterum. Bemærk at ildstedet i køkken/stue samt kammer ofte er placeret op mod facaden! I Götaland er det almindeligt at entelstugan fik indrettet separat køkken. Hvis enkelstugan har indgang til det store rum, og dermed et større kammer, kaldes den for en sidokammerstuga ellerr tvåkammarstuga. Denne type er almindelig i grænseegnene mod Norge. Enrumsstugan ser vi i vore dage som udhuse og moderne friggeboder. Skitse af "enrumsstuga" med dør i gavl eller facade. Skitse af "Enkelstuga" med dør i facade. Som i øvrige skitser er evt. vindfang o.l. birum udeladt. Side 7 af 52

8 Parstugan er sammen med den nedenstående framkammarstuga de 2 næste trin op ad rangstigen, når midlerne rakte til mere plads. Enkelstugan blev forlænget med endnu en stue modsat den oprindelige. Samtidig fik man så to skorstene. Nu benyttes kammeret, men til gengæld bliver den ene stue til finstue. Ofte var husene opført med anvendelig tagetage eller i to fulde etager. I sidstnævnte tilfælde flyttedes finstuen ofte herop og blev til et næsten sal lignende rum, ligesom huset fik en statelig karakter. som halvvåning, hvor facaderne blev ført 1 1½ m op over etageadskillelsen. Framkammmarstuga De større længehuse som vi især møder i Skåne (i bindingsværk) eller i Halland (i træ) blev typisk opført som gentagne, ofte spejlsvendte kopier af parstugar og/eller framkammerstugar. Parstuga En udbygget parstuga med udnyttet tagetage, måske endda halvvåning (høje facader med lavtsiddende vinduer) eller endda i to fulde etager, kan være meget smukke og velanvendelige huse ved behov for ganske meget plads. I framkammarstugan ses enkelstugan forlænget med et eller to ekstra rum og en ekstra skorsten. Med lidt udhuse bygget op af huset begynder konstruktionen at fylde noget mere. I andre, ofte nyere udgaver, er der indskudt en skive med forstue og bagved liggende køkken. Loft er oftest udnyttet og måske er huset opført Hallandsk længehus Grunden til længehusets popularitet i disse egne beror på, at her var træfattigt i store dele af historisk tid. Det var vanskeligt at anskaffe de nødvendige lange, kraftige bjælker til spær og loftsbjælker ved større husdybder. Side 8 af 52

9 Dubbelkammarstugan er endnu en variant af de større huse almindelig i det nordlige Götaland og Småland. Karakteristisk er det centrale, separate køkken. Igen ofte i 1½ eller 2 etager. velanlagt have. Salsbyggnad eller seksdelad plan Dubbelkammarstuga Salsbyggnad eller seksdelad plan er et hus som mange kender som hovedbygningen i den velstående bondegård. Brukpatronens hus, præstegården og igen i vor tid, som det lidt palæagtige enfamiliehus, der ofte suppleres med symmetriske sidebygninger. Udefra domineres indtrykket af den store gavltrekant ( frontespis ) midt på facaden ofte på begge facader. Omkring århundredeskiftet tilkom en midterkarnap eller stor forstue, der fortsatte op i balkon foran galvtrekanten, ofte udsmykket med snickarglädje. Bygningstypen er kendt fra 1700 tallet og lever i bedste velgående. Der er én eller to etager og hvis kun der er én fuld etage er tagetagen næsten altid udnyttet. Planløsningen er karakteriseret af den store, centrale sal som ofte åbner sig mod en Seksdelad hus af de store her er væg og tagbeklædning samt malig i sin tid valgt bland det bedste det kunne fås. Disse huse er naturligvis beklædt dyrt med høvlede brædder, oliemalet og färgsat dvs. malet i to eller tre udvalgte farver, der helst er forskellige fra de nærmest liggende huse. Villaplanen er den mest dominerende planløsning, både på landet og i forstæderne fra omkr og op til Den er anvendt til både småhuse og til nyere beboelsesbygninger på landbrug, da man nåede til tiden, hvor man hverken havde ansatte boende eller mange børn. Side 9 af 52

10 Husets udtryk Korsform, fyr delad eller "villa" formen. Villaen er ofte opført som Plankehus og ikke som timmarhus (se nedenfor under Stommen). Karakteristisk er opdeling i fire næsten lige store rum, idet den ene delevæg ofte er lidt forskudt for at få større stuer. Herved vil skorstenen skulle hælde på loftsrummet, for at ramme tagrygningen. Skorstenen er normalt med flere rør, der betjener de forskellige ovne, gruekedlen i kælderen og komfuret. Desuden er der normalt et rør, der fungerer som aftrækskanal fra køkkenet. De to birum, køkken og entre kan fra begyndelse være underopdelt i f.eks. bryggers og en bagindgang og evt. indvendigt toilet. Der er normalt kælder, i hvert fald under halvdelen af huset. Loftsetagen er normalt helt eller delvist indrettet til beboelse. Dette afsnit bygger i høj grad på Så renoveras Torp och Gårdar, O Hidemark et al.(se Bøger ), brochuren "Svensk byggnadskultur, värd att vårda!" (findes på svensk, dansk og tysk kan fås fra mange sydsvenske Länsstyrelser, eller læses i netversion her: ), Kulturmiljövårdens bebyggelseregister inventeringshandbok, (BD) Som et eksempel på, hvad der tænkes på, så forestil dig: en ubehandlet eller tjæret hytte i kraftigt håndtilhugger tømmer, et bræddebeklædt rødfarvet torp, et hus malet i gul oliemaling, med udsavede ornamenter, vinduer og døre i farver, der spiller op til vægfarven, og endelig måske et eternitbeklædt hus. Nu er vægmaterialet og farven beskrevet intet andet alligevel er jeg sikker på, at du allerede har set husene for dit indre blik: det lille lave bjælkehus, måske med græs på taget, næsten en norsk sæterhytte, det klassiske torp mon ikke det du så for dig, havde hvide hjørner og vinduer sprosser i vinduerne og måske en lille forstuekvist og hvis rigtig fint en dobbeltdør? det malede hus var nok symmetrisk om midten, der var sikkert en central, stor gavlkvist (med frontispiece ( frontespis på svensk) og var næsten en lille herregård eller i det mindste brukspatronens hus. og eternit huset var nok et på alle måder anonymt, og i mere eller en forstand gråt hus fra 1930 erne, beliggende i en lille by, lidt dårligt vedligeholdt og med nogle knækkede eternit plader og andre der var misfarvede af sort skimmelsvamp. Med egentlig et rart hus, hvis ikke det var så grimt. Hvis jeg ikke har ramt helt ved siden af, kan du tænke over, hvorfor huse i et givet land ligger så fast i deres udtryk, at vi bare skal have vægmaterialet beskrevet for at se det hele for os. Side 10 af 52

11 Og næste trin er så at overveje om vi skulle stræbe efter at lade denne sammenhæng mellem materialer, husform og planløsning husets udtryk overleve den renovering vi vil påbegynde? Måske er det bedre at få lys i tagetagen ved hjælp af Velux vinduer end ved at sætte kviste på? Måske skal vi afrense eternit pladerne, med besvær få anskaffet erstatninger for de knækkede og male hele huset hvidt, eller i en flot grå farve? For måske vil huset efter beklædning med røde brædder bare ligne et eternithus, der har fået røde brædder på og sprosser på vinduerne? Måske Side 11 af 52

12 Fundamentet / Grunden Mullbänk Den simpleste (og formentlig også den ældste) form for fundament er den såkaldte mullbänk, hvor man lagde syllen direkte på jorden, på mindre marksten eller på et lag sand. På indersiden tætnede man med jord, tørv eller ler. Denne konstruktion forhindrer ofte udluftning og kan i mange tilfælde forårsage skimmel, råd og svampeangreb, såfremt man ikke sørger for udluftning! Især hvis der på bræddegulvet er lagt et fugtstandsende lag (vinyl eller linoleum) er faren stor for råd. Det er svært at vide, hvor almindelig mullbänkgrunden har været, da den ofte er udskiftet med andre konstruktioner eller de pågældende huse er gået til. (KT & CT) Bjälklag på mark Parallelt med Mullbänken havde man en lidt ejendommelig konstruktion, hvor knuterne hvilede på sten som i torparegrunden (nedenfor), mens gulvbrædderne lå på en bjælkeramme, der ikke var fast forankret i resten at huset. Disse bjælker og gulvet kunne så udskiftes, med større ellen mindre besvær, når de rådnede. (BD) ka typer av grundlaggning/ Torparegrund Det mest almindelige fundament i ældre huse af liggende tømmer er opbygget således, at man har lagt den nederste bjælke ( syllen ) på relativt store marksten i husets hjørner, under knuderne. Hjørnestenene kunne stables i op til en meters højde. Hvor der ellers på husfacaderne forefindes knuder, der binder indervægge fast i facaden, hviler også disse på bærende kampesten. I princippet kender vi i moderne tid konstruktionen i huse, der hviler på betonplinter/sokkelsten. I kuperet terræn kunne hjørnestenene bestå af deciderede stenstolper (eller sågar træstolper). For at tætne mod træk stablede man imellem hjørnestenene mindre sten med fladen udad. Mellemrummene mellem stenene tætnedes med kalkmørtel eller kalket ler. Bemærk, at disse sten ikke er bærende! Denne enkle konstruktion finder man som regel både under tømmerhuse og bindingsværkshuse samt bulhuse. I anden halvdel af 1800 årene udførtes fundamentet ofte med tilhugne kampestenskvadre i lighed med, hvad der førhen var tilfældet på herregårde og højerestandsbyggeri i købstæderne ( kallmur ). Herved kom man gradvist over til et randfundament (se nedenfor), hvor hele facaden og gavlen støtter på fundamentet. Da man begyndte at bygge kældre under husene i stedet for de fritstående jordkældre, var det nødvendigt at forstærke fundamenterne og gøre dem tykkere, således at man kunne holde til jordtrykket. Indvendigt blev disse ofte, for at holde dem tætte, pudsede med en fed lervælling, som kunne kalkes. (KT & CT) Side 12 af 52

13 Til tider er renovering af torparegrunden ikke den mest presserende opgave! Problemer med torparegrund Men et fundament, der er en torparegrund har man en stor risiko for at møde ét af to problemer: fugt i huset, eller værre i gulvkonstruktionen træk eller kolde gulve Det besværlige er, at afhjælpning af det ene problem ofte fører til, at det andet opstår! Den ideelle udførelse, der ikke garantere at man ikke har nogen problemer, men som reducerer risikoen, består af mange elementer: Husets placering bør være på toppen af bakken frem for i lavningen. Det kan vi selvfølgelig ikke ændre, men man skal ganske simpelt undgå grundvand (eller vandlidende jord) under huset. Hvis huset ligger på en skråning, hvor der er gravet lidt jord væk bagved huset, som er brugt som opfyld under facaden, (der er konstrueret en terrasse i skråningen) er der større risiko for at grundvandet et tæt på overfladen ved bagsiden af huset. Et dræn udenfor huset på bagsiden kan her være nyttigt til at reducere fugtproblemer. Terrænet lige omkring huset bør ligge lidt lavere end jorden under huset bare cm. Huset bør således egentlig stå på en lille forhøjning, således at regnvand omkring huset løber væk fra huset frem for ind under huset. Således har det sikkert set ud ved opførelsen, men ofte hæves jordoverfladen omkring huse med tiden af planternes rødder (og affald). Side 13 af 52

14 Der bør i øvrigt ikke være tæt plantevækst omkring fundamentet der skal kunne komme luft til kampestens væggene. Jorden under huset skal helst være drænende og kapillarbrydende : lecanødder, skærver, sigtet grus (ikke stabilgrus eller grus, der hedder noget med nul altså ikke 0 4 mm eller 0 8 mm, men gerne f.eks. 4 8 mm). Makadam (ret fint knust bjerg ) eller ral er også fornemt. Jorden skal ganske simpelt ikke kunne trække flydende vand op til overfladen. Hvis det, der nu engang er under huset, fungerer fint, så lad være med at gøre noget. Men har man fugtproblemer er en udskiftning af de øverste cm god muldjord med groft grus eller lecanødder samt måske en dampspærre (kraftig plastfolie) nede på jordoverfladen måske løsningen. Rummet under huset bør i øvrigt ikke benyttes til oplag i større stil, hvis der er fugtproblemer. Udfyldningsvæggen af kampesten mellem de bærende sten må hellere mangle end være en flot, tæt fuget kampestensmur med få eller ingen udluftningshuller. Det er væsentligt at få fugt væk fra rummet under huset isoleringen foretages bedst oppe i gulvkonstruktionen. Nu er der heldigvis masser af huse med torparegrund, der fungerer perfekt. Jorden under huset er knastør, og det trækker ikke fra gulvet. Det er godt pas på konstruktionen og tænk dig rigtig godt om, før du ændrer noget, for ofte er balancen hårfin. Som eksempel: Kampestenene i udfyldningsmuren ligger lidt grimt, og der er faldet mørtel ud man murer op igen med en alm. bastardmørten (en KC mørtel), fuger flot, maler måske smukke fuger med lidt hvid cementfarve. Huset er lige til forsiden af Gård och Torp Et par år efter opdager man desværre, at der er et par gulvbjælker, der i enden der vender mod nord, der er lidt smårådne! Så galt går det normalt ikke, men risikoen er reel! (BD) (se i øvrigt afsnittet om gulve og især afsnittet om isolering mod fugt). Rustbädd et vådt fundament Hvor man ønskede at bygge på våd og blød grund, måtte men gå anderledes til værks. Man konstruerede en kasse af bjælker, eller flettede grene eller ris og fyldte dem op med sten eller jord. Ovenpå dette byggedes huset. For at sikre, at konstruktionen havde en fornuftig holdbarhed, måtte grundvandet til stadighed dække rustbädd kassen, der ellers ville rådne meget hurtigt. Relativt få af disse konstruktioner overlever i mange år, fordi de ofte på et eller andet tidspunkt bliver tørre og rådner enten på grund af naturens luner eller fordi man af uvidenhed dræner sumpen. (BD) ka typer av grundlaggning/ Krypgrund /krybekælder I svensk sammenhæng tænker man krybekælderen som en mere moderne udgave af torparegrunden, selvom en krybekælder bør være så ny, at bygmesteren var klar over fugt/isolerings/ventilations problematikken. (BD) (se afsnittet om gulve og især afsnittet om isolering mod fugt). Side 14 af 52

15 Randfundament Det murede (kampesten, lecablokke eller alt muligt andet) og det støbte betonfundament er nødvendigt til stenhuset og er udbredt i nyere træhuse. For stenhuset gælder, at murværket skal understøttes langs hele facaden og gavlene. For træhuset er dette hensigtsmæssigt når man ønsker at have en god kælder. Det kan være svært umiddelbart at se om man har en torpare grund hvor udfyldningsmuren blot er udført meget omhyggeligt, eller om man har et egentlig stenfundament. Ved stenfundamentet og i støbte fundamenter er der tradition for at anbringe eller indstøbe store sten ved hjørnerne, hvilket gør det endnu sværere at se forskel. For randfundamenter kan man med fordel søge råd i Danmark og i dansk litteratur. (BD) Der henvises generelt til bl.a.: Så renoveras gård och torp, Göran Gudmundsson, TIPS OCH RÅD OM BYGGNADSVÅRD, Roger Lindbom och Vicki Wenander, FRÅGER OCH SVAR OM BYGGNADSVÅRD, og Sören Thurell, Vårda och renovera trähus. (KT & CT) Side 15 af 52

16 De bærende vægge / Stommen Tømmer og trækonstruktioner Stommen er et ord, der er svært at oversætte til dansk vel nærmest stativ eller skelet, men for et hus betegner det den bærende del af konstruktionen i modsætning til evt. udvendig og indvendig beklædning. Ofte vil man jo tænke på timmarhuset ( blokhuset af stablede, liggende bjælker) som det ægte gammeldags svenske træhus. I virkeligheden skulle konstruktionen med skiftesverk (på dansk bulvægge) være langt ældre. I skiftesverk rejser man nogle lodrette bjælker ( ständere ) med en udhugget notgang i siden og skyder så vandrette, brædder (groft tilhugne halvtømmerplanker) ind oppefra og afslutter med en vandret bjælke på toppen, der samtidig bliver tagrem. Se skitsen hvor det kun er ½ felt, der er udfyldt med brædder, så man forhåbentlig kan se idéen. Skitse af Skiftesverk (dansk: bulvæg). Denne konstruktion er efter sigende brugt fra jernalderen og helt frem til nutiden mest hvor der er løvtræ (eg eller bøg). Husene er sjældne i Danmark, og findes nu i Sverige mest i stalde og udhuse og i gamle ryggåsstugar og kan være fantastisk smukke, når de står ubeklædte (udvendigt og/eller indvendigt). Hallandsgården på Frilandmuseet (her i Danmark) er delvist opbygget med bulvægge/skifte sverk. Skiftesverk i hus, hvor tømmeret i øvrigt er knutsamlet i hjørner et hybridhus (?). Kafé Brooktorpsgården, Kyrkogatan 12, Halmstad Timmerhuset er, som nævnt, nok hvad de fleste af os forbinder med et gammelt, svensk træhus. Det består af mere eller mindre tilhugne bjælker (eller blot afbarkede stammer), får borthugget halvdelen af materialet tæt på enderne og stables vandret med de udhugne ender låst ind i hinanden i knutar (knuder) på normal tømmerhusmanér eller eventuelt som svalehaler ( laxsvanser, laxknutar, slätknutar ). Se også billeder på næste side. Også skillevægge opbygges på samme måde og flettes ind i ydervæggene. Faktisk skal der helst være en tværgående indervæg for hver 4 6 m for stabilitetens skyld, hvilket kan være et indretningsmæssigt problem. Træet er næsten altid nåletræ. Side 16 af 52

17 Oprindelig var tømmerhusene uden beklædning og heller ikke malede rødfarven var ikke opfundet. De timmerhuse, der stadig eksisterer, er trods alt så nye, at de ofte oprindelig har været beklædt med lodrette senere vandrette panelbrædder. Eller de er blevet det på et tidspunkt. Man beklædte aldrig huset før efter 1 2 år, fordi tømmeret skulle sætte sig først. Derfor fik de ofte en gang rødfarve fra begyndelsen, og man finder når beklædning tages af at tømmeret er rødt og tror derfor fejlagtigt, at de oprindelig har været beregnet på at stå uden beklædning. Timmerhuset er det (eneste) sted, hvor brädklädda knutar (de evt. hvide hjørner) i virkeligheden hører til men mere om det lidt senere. Du kan læse lidt mere om denne type huse og deres reparation på mmerstomme historik/ Knuttimrad hus uden beklædning og knutkasser. Bemærk enderne af en indervæg/tværvæg over porten. Hvor er det et smukt hus men hvor må der være mørkt indendørs. Side 17 af 52

18 2 typer knutar, hhv Sexkantskallar (och en avbruten hals som visar dubbelkatten) og laxknutar eller slätknutar, Begge fra Dalarne. Kilde: Taxelson, Wikimedia Commons En noget nyere type træhus er resvirkehuset. Det er både i familie med skiftesverket og det efterfølgende plankehus. Vandret syll bjælke i bunden med notgang. Heri rejses lodrette, etagehøje planker med fer i begge ender og øverst afsluttes med en tagrem, der har notgang på undersiden. Der sættes hörnjärn (smedede beslag) på hjørnerne for at holde sammen på det hele. Fra 1700 tallet, almindelig aende timmer resvirke historik/ Plankehuset (med Plankstomme) består af 2 3 tommer tykke (maskinfremstillede) bjælker med Side 18 af 52

19 fer og not ( spontad ). De rejses lodret, med hjørnebjælker, fod og tagrem o.s.v. Hele husets (underetage) bliver reelt en trækasse med 5 8 cm tykt træ. Huset er altid beklædt. Er den helt dominerede byggemetode til enfamiliehuse og lansbugdens huse i sidste del at perioden Og så er der endelig regelhuset/stolpeverkshuset sådan som så mange huse også tilsyneladende murede er opbygget: Et gitterværk af bjælker/reglar, der enten udfyldes mellem bjælkerne, så man får et ægte bindingsværkshus/korsvirkeshus eller som beklædes med brædder, eternit, skiffer (i f.eks. Harzen), clapboards (i USA), stålplader, skalmur..kun fantasien sætter grænser. Ældre huse er typisk med færre, kraftige bjælker og nyere med mange, ganske spinkle pinde. Især fra ca tallet og frem til i dag. (BD) Knutarne de hvide hjørner kan du læse om her. Til tider har jeg hørt diskussionen om hvilken form for træhus, der er bedst? Min indstilling er ingen alle har fordele og ulemper. Tømmerhuset og skiftesverket har en del isolering indbygget i det tykke træ, til gengæld er yderligere isolering noget, man skal være endog meget påpasselig med. Uden beklædning kan husene være meget utætte, næsten uanset hvor godt der kalfatres stoppes mellem bjælkerne. Konstruktionerne er fleksible, hvilket både er godt og skidt husene ændre dimension gennem hele levetiden, men selvfølgelig især de første år. Grundlæggende er tømmerhuset en stærk konstruktion, hvis der er tværvægge nok. Desværre risikerer enhver ændring, som f.eks. et nyt eller flyttet vindue eller en dør at svække konstruktionen. Plankehuset deler mange af egenskaberne for ovennævnte, selvom husets dimensionsændringer er mere begrænsede. Regelhuset der i praksis er tæt på de mange moderne skalmurede huse er en nyere konstruktion og svarer derfor bedre til vore dages krav; det er lettere at isolere uden at gøre skade. Ligeledes er ombygninger lettere at håndtere. Til gengæld er al charmen fra det evigt levende tømmer gået fløjten. (Bindingsværk/ Korsvirke ) Ved reparation: søg oplysninger i Danmark! (f.eks. Raadvad ), her er der langt mere viden end i Sverige! Reparation af stommen Det altoverskyggende problem med træhuse er, at de kan rådne. Typisk vil det være den nederste bjælke, syll balken, der har være for dårligt beskyttet. Det heldige er, at træhuse grundlæggende er fleksible. Derfor kan de løftes lidt og understøttes, mens man udskifter syll bjælken. Hvis man husker, at skorstenen samt døre og vinduer ikke er fleksible, så kan huset løftes med nogle billige donkrafte fra f.eks. Biltema. Med andre ord: åbn døre og vinduer, vær sikker på. at der ikke er (opstået en) fast forbindelse mellem træværk (gulv og lofter) og skorstenen. Det er en noget vanskeligere operation end opretning af et hus, hvor torparegrunden er sunket, fordi man skal skille huset ad dvs. få Side 19 af 52

20 syll bjælken eller en del af den frigjort, at erstatte den og så endelig sænke huset på plads. Der er masser af svenske håndværkere, som klarer denne operation rent rutinemæssigt. En anden reparation, eller rettere ændring, er at man ønsker at flytte eller etablere nye vinduer eller døråbninger. Her skal man for alle de massive træhuse erindre at hele væggen er en del af den bærende konstruktion. Så hver gang, man tilføjer et nyt hul også selvom man lapper et andet, så svækker man huset. Specielt for Timmarhusets vedkommende, skal man notere, at der er en del indvendige tværvægge, som er væsentlige for husets afstivning. (BD) (Tegl og stenhuse) (Bjælkelagene) Tag og spær / Tak ock takstol Vedr. tagbeklædningen (tegl osv) se under Tagbelægning og regnvandsafløb. Hvis man kaster et blik på tagene på svenske småhuse, vil man hurtigt se, at der er forskelle i forhold til de danske. Ikke blot er blik en langt mere udbredt tagbelægning end i Danmark, med en tilsvarende mindre forekomst af tegl, men også taghældninger og tagprofiler er anderledes. Endelig ser man næsten ingen af vore elskede store tagvinduer ( Velux vinduer), men et enormt antal mere eller mindre harmoniske kviste. Spærtyper Noget af det første, vi i familien hørte om, da vi fik hus i Sverige, var, at der i nærheden lå en ryggåsstuga (Vippentorpet). Det anede vi ikke, hvad var, men det blev altid udtalt med dyb ærefrygt og veneration i stemmen, så det måtte jo være noget ganske særligt! Og da vi samtidig glædede os over, at det hus, vi havde købt havde hanebåndsspær med flot ståhøjde, så det var let at indrette tagetagen og da den tømrer, der skulle lave noget af det grove med tagetagen hele tiden spurgte, om der skulle være stödbensvägg og da jeg helst ikke igen ville gøre mig mere til grin overfor håndværkerne (efter at have kaldt en el dosa til montering af stikkontakt for en elburk ) så endte det altså med, at jeg prøvede at finde ud af lidt mere om alt det her, der har noget med tagkonstruktion at gøre. Det blev for mig indgangen til det store, spændende emne, der kan kaldes svensk bygningstradition.(bd) Hvis man skal bygge et lille udhustag, kan man mange gange lægge det direkte af f.eks. brædder med fer og not eller af (vandfast) krydsfiner og dække med tagpap. Det grundlæggend eprobelm ved konstruktion af et tag er at finde en passende tæt tagbelægning. Men ligeså snart et tag ikke har ensidig hældning, skal det ikke være ret stort eller ret stejlt, før man Side 20 af 52

21 må tænke på problemet med at overføre vægt og vindtryk til husets konstruktion uden at trykke væggene ud. Hverken opgaven med at skaffe en tæt belægning eller den opgaven med at overføre kræfterne til væggene er triviel når man ser på det enorme udvalg af, ofte noget sære, materialer, der både i Norden og rundt om i verden har været anvendt til tagbeklædning, bliver man klar over, at et tæt tag er noget svært opnåeligt. Og det andet problem med at overføre kræfterne er ikke en helt simpel statisk opgave, tænk på hvor ofte vi selv i vore dage hører om tage, der kollapser. Den tagkonstruktion, man som dansker nok undres mest over i Sverige, er den ovenfor nævnte ryggås konstruktion. Her har man opgivet eller endnu ikke tænkt på at lade facaderne optage kræfterne fra taget, men anvender i stedet gavlene til at bære. Ryggåsstuga i øvrigt i høj grad i skiftesverk. Vippentorpet ved Ysby, Halland. Det er en lidt ejendommelig konstruktion man anbringer en kæmpe bjælke fra den ene gavlspids til den anden i de ældste huse bare en afbarket træstamme. Denne kaldes ryggåsen, kroppåsen eller mittåsen. Halvt nede ad tagsiden lægges på hver side eventuelt to sidoåsar (med mindre der er tale om et lille hus som i Vippentorpet). Der er normalt ikke nogen egentlig tagrem eller murrem (bjælke øverst på facaderne) men da det er i bjælkehuse, at åskonstruktionerne oftest findes, så fungerer den øverste bjælke i væggen egentlig bare som tagrem. Det er så det hele resten er bestemt af tækningsmaterialet, idet selve tagbeklædningen enten lægges direkte ned fra ryggåsen (flækkede mindre stammer eller brædder), eller der lægges et simpelt rafte eller lægteværk op til f.eks et spån eller halmtag, eller der bygges et helt tørvetag op. Konstruktionen er som nævnt karakteristisk derved, at det er husets gavle og ikke facaderne, der bærer taget. Yderligere skal åsene være meget kraftige (med mindre huset er meget kort) for dels at kunne bære taget, dels for ikke at bøje ned. I Vippentorpet er åsen faktisk flækket. Som man ser på billedet, ender man typisk med ganske korte huse (det er kun det midterste af de tre huse på billedet, der er et ryggåshus), men med relativt pæn husdybde. De nødvendige, kraftige gavle er stærkt sammenhørende med bjælkehusene for andre huse bliver det meget vanskeligt at aflaste hele tagets vægt i de 2 gange 3 eller 5 punkter højt over jorden, hvor åsene hviler på gavlene. Konstruktionen HAR været kendt i Danmark under navnet åshuse men formentlig ikke meget udbredt i nyere tid. Man ser dog konstruktionen i nogle værkstedshaller. En fidus her er, at evt. taljer (kraner) kan løbe under åsene. Side 21 af 52

22 Vi har i Danmark nok typisk manglet de store træstammer, og vi har ikke haft huse med så stærke gavle, at de kunne bære. Der fandtes dog noget i nogle egne af Danmark, der kaldes sulehuse, hvor man har en åskonstruktion, men hvor én eller flere (ofte langt spinklere) åse støttes hen gennem huset af lodrette søjler (sulerne). Lidt i samme familie er herregårdslader, bygget som højrem tage, hvor et spærtag (i midten) kombineres med en såkaldt højrem (det der i Sverige hedder sidoås), der i funktion erstatter tagremmen, men som ligger et pænt stykke indenfor facadevæggene. Højremmene hviler på lodrette bjælker (søjler) til gulv ved hvert spær. Man får på den måde en slags tre skibet konstruktion. Det er i øvrigt en konstruktion, der fra udgravninger er kendt helt tilbage fra oldtiden i Danmark det kan ses af stolpehullerne fra søjlerne. Jeg er sikker på, at konstruktionen nok også skal findes i Sverige, fordi den er så velegnet til store haller herregårdslader som får at stort frit gulvområde. (BD) Ryggåskonstruktionen eller sulekonstruktionen kan føres tilbage til (i hvert fald) jernalder/vikingetid både i Sverige og Danmark. Man lagde ryggåsen henover lodrette, nedgravede træstammer, der foroven endte i en tveje (en sule ) midt i langhuset. Spærene (der var relativt spinkle) hang ned fra ryggåsen og hvilede på tagremmen. (CT) Spærene skal sikres mod udskridning og nedbøjning, hvilket selv ved mere end ganske små husdybder kræver, at der tilføjes yderligere konstruktioner, hvis ikke spærene skal være ekstremt kraftige: et gitterværk eller hanebånd og stødben, samt at spærene låses til tagremmen (langsgående bjælke øverst på facaderne) og endelig at remmene i de to facader låses sammen af bjælker under loftsgulvet. Der findes flere typer spær. I Sverige er både nogle af typerne og navnene ret forskellige fra de danske. - Svensk takstol og ramverkstakstol er begge et spær med en højtsiddende hanebjælke og (oftest) med stödben (lodrette bjælker) i siderne evt. med en skrå bjælke mellem stødben og spærside. Svensk takstol er uden en bjælke i bunden idet spæret fæstes til vindsbjälklaget (bjælkerne der bærer loftsgulvet) eller tagrem en (bjælken der løber på langs øverst på facaden. Disse typer af spær giver gode muligheder for at udnytte loftsrummet. Svensk takstol, den sorte linje viser vindsbjälken. Bemærk stödben og højtsiddende hanebjælke. Alternativet til åskonstruktionen er de velkendte spærtage, hvor tagets vægt alene overføres til husets facader og evt. bærende indervægge. Facaderne forsynes med en tagrem (langsgående bjælke) øverst på væggen. Side 22 af 52

23 Ramverkstakstol. Her er den vandrette bjælke en integreret del af spæret. - Fackverkstakstol (eller bare Fackverk ) svarer til det danske gitterspær. A takstol er en variation heraf., hvor den vandrette bjælke sidder noget over gulvniveau. Fackverk (gitterspær), her med lav taghældning. Nedenunder A takstol Gitterspær er blevet meget udbredt i Danmark, især til huse med relativt flade tage. Fordelen er, at man kan fremstille gitteret af temmelig spinkelt og dermed billigt træ (brædder). Til gengæld bliver tagetagen ikke meget anvendelig til andet end opmagasinering af julepynt. I Sverige synes hanebåndsspær (Svensk takstol ) at være (forblevet) langt mere udbredt end i Danmark og heldigvis ofte med højtsiddende hanebånd (så man kan gå under det uden at slå hovedet). Hanebåndet skal ideelt set sidde i en højde, hvor det påvirkes af trykkræfter dvs.hvor tagbelægningens vægt trykker de 2 tagsider mod hinanden. Til gengæld skal spærene nederst låses til tagremmen og tagremmene låses til hverandre af gulvbjælkerne, således at trækket optages her. På denne måde forhindrer man bedst og billigst tendensen til, at tagets (og sneens) vægt trykker det fladt. Tømmerhusene (de knuttimrade blokhusene, hvor bjælkerne er låst i hjørnerne) levede længe, blandt andet fordi de fundamentalt set er gode konstruktioner m.h.t. tagkonstruktion uanset om man valgte ryggås eller spærkonstruktioner. Husets vægge danner en meget stabil ramme, som både kan optage et stort lodret tryk (vægten af taget) og en betydelig sideværts påvirkning (hvis spærkonstruktionen var primitiv), så længe fletningen i knuterna er foretaget omhyggeligt. Funktionen er forstærket af, at gulvbjælkerne i tagetagen binder facade væggene sammen det samme kan man relativt simpelt opnå med bindingsværk, hvorimod murede huse har problemer med at optage det sideværts tryk fra spærene. Og så er der jo endelig det dejlige forhold med de tømmerhuse vi har i dag, at det kun er de gode, velkonstruerede huse, der står tilbage. De huse, der blev bygget af inkompetente håndværkere eller som var plaget af byggesjusk, har ganske simpelt ikke har overlevet til vore dage. (BD) Udnyttelse af tagetage tagprofiler Det har formentlig til alle tider været et ønske at kunne udnytte tagetagen bedre til opbevaring eller beboelse. En løsning er det, vi i Danmark kalder trempeltage, hvor ydervæggene føres ca. 1 1½ meter op over gulvniveau på øverste etage. Denne konstruktion har med mellemrum været Side 23 af 52

24 brugt i det 20.århundredes mere moderne danske villaer og lidt tidligere i visse landbrugsbygninger. I Sverige er konstruktionen meget velkendt i de smukke, gamle gårde i f.eks. Småland, hvor facaden er ca. 1½ etage høj tæt forsynet med lavtsiddende vinduer i det øverste stykke facade for man bruger jo ikke tagvinduer i Sverige! Disse lavtsiddende vinduer er dog en senere tilføjelse ved de ældste huse. Og så er der mansardtagene, dvs. tage, hvor den nederste del har en meget stejl taghældning (op til et par meters højde) og den øverste del en lavere (eller omtrent vandret) taghældning. Der er således god loftshøjde i næsten hele tagetagen. Tagene blev først benyttet (og højeste mode) i 1600 tallet, men er nok allerbedst kendt fra etagehuse i Paris (og København og andre storbyer) fra 1850 og frem, hvor formålet var reelt at bygge lejlighedskomplekserne én etage højere end reglerne tillod. Rummene bag mansardtagene var i praksis en normal etage, men ifølge byggereglerne var det bare en tagetage. I Sverige er mansardtaget blevet anvendt på en del lidt større huse (slotte og herregårde) i flere perioder og efterhånden også i mindre huse mange ombyggede fra andre tagtyper. Det kaldes i Sverige ofte for brutet tak og forskellen i hældning mellem den stejle del og den øverste del af taget er typisk noget mindre markant end i de centraleuropæiske mansardtage. Taget er så almindeligt i Sverige, at man, når man ser det på billeder af mindre og middelstore villaer, nok typisk vil forbinde det med netop svensk byggeskik. Det interessante er, at en del af disse tage ikke er konstrueret med spær, men efter ryggås princippet, idet man blot anbringer sidoåsene noget højere end ellers (og på store huse også temmelig tæt på facaderne) så der opstår et brutet tak næsten af sig selv. Hvor slottenes og storbyens mansardtage ofte er forsynet med mange vinduer i den stejle del, er de svenske villa mansardtage normalt uden vinduer, men evt. med en stor gavllignende kvist (dvs. med rygning i samme vandrette plan som hovedtagets rygning). Denne totale mangel på tagvinduer synes at være dybt indgroet i svensk byggeskik Sverige må være verdens allerdårligste marked for Veluxvinduer. (BD) Udnyttelse af tagetage husdybde og taghældning Fordi de svenske huse som ovenfor nævnt ofte har hanebåndsspær/ Svensk takstol eller evt. er med ryggås eller måske endda med mansardtag, så bliver tagetagen principielt let anvendelig. Men hvis der ikke netop er mansardtag, er der desværre ofte et problem med manglende husdybde og lav taghældning. Det regnes der lidt på nedenfor. (BD) Tagvinklen eller taghældningen Danske tage var, indtil etplans typehusene slog igennem, typisk relativt stejle (tagvinkel fra 45 til 60 ) det er en fordel for både tæthed og Side 24 af 52

25 holdbarhed for såvel teglsten som stråtag og så er der jo traditionen. Tagvinklen er vinklen mellem vandret og tagfladen. 15 er et meget fladt tag og 60 er et ganske stejlt tag. I Sverige findes der derimod mange også ældre huse med relativt lav taghældning (under 45 ), måske fordi stål og zinkplader som tagmateriale slog igennem så tidligt, måske fordi det var svært at gøre tagbeklædningen ordentlig fast i de gamle ryggås tage, hvis de var for stejle? Svenske huse har en tendens til enten at være store, massive, næsten kvadratiske i grundplan eller at være udprægede længer med en yderst beskeden husdybde. Problemet med de beskedne husdybder er velkendt fra danske bondehuse, men som nævnt også ganske udbredt i store dele af Sverige. Fænomenet skyldes bl.a. hvor utroligt den end lyder i dag at store dele af Sydsverige (især Skåne og Halland, samt Dalarne og Bergslagen) har været ganske træfattige i de sidste århundreder (helt op til ). Det skyldtes dels, at landbruget havde græsningsarealer og marker over langt større områder end i dag. En anden årsag var, at i tiden med de første industrielle jernværker og støberier ( tallet) blev træ en mangelvare i f.eks. dele af Småland og især i Dalarne/Bergslagen, fordi man til jernudvindingen havde brug for umådelige mængder trækul. Man har specielt manglet de store og kraftige bjælker til spær og især til vindbjälkelag i et dybt hus og i stedet bygget de, blandt andet for Halland, så karakteristiske længehuse altså lange huse, der typisk kun er 4 5 m dybe og som derfor hverken kræver kraftigt eller langt tømmer nogetsteds. Et hus med ringe husdybde kan være svært at indrette allerede i stueplan. Det skyldes, at hvis man, som det er normalt i dag, ønsker store rum, bliver man tvunget til at lade rummene gå tværs gennem huset. Det giver smukke gennemlyste rum, men det betyder også, at alle rum, der ikke ligger i gavlen, bliver gennemgangsrum. Hvis man er ude for at se på hus i Sverige og er ved at købe noget, der kræver lidt ombygning ( kan bruges som det er som mægleren optimistisk skriver), så kan nedenstående lille tabel måske være til nytte allerede inden du kommer ind i huset. I tabellen kan man se, hvor bredt et bånd med ordentlig ståhøjde, der dannes i midten af loftsetagen ved forskellige taghældninger. Dog kun hvis der ikke er hanebjælker eller gitterspær, der generer. I Sverige udtrykkes taghældninger ofte som højden af gavltrekanten divideret med husdybden) 1:2 er et tag med 45 hældning. Side 25 af 52

26 Bredde (i meter) af området med 2 m til loft: Husdybde Taghældning i meter 1:2 1:3 1:4 (indvendigt) 45 33,7 26,6 4 0 (max. højde (max. højde 1 m) 1,33 m) 5 1 (max. højde 1,67 m) (max. højde 1,25 m) (max. højde 1,50 m) (max. højde 1,75 m) Hvis huset ikke har ca. 2 meters højde lige i midten af tagetagen, egner etagen sig i bedste fald primært til en sovehems. Hvis huset har ståhøjde i ca. 1 meters bredde, kan man lave anvendelige soveværelser i hver gavl (bedst med enkelt senge ude i siderne) og evt. sovepladser i det midterste gennemgangsrum. Stadig under forudsætning af tilstrækkelig højde ( cm) fra gulv til hanebånd. Hvis der er ståhøjde i ca. 2 meters bredde, kan der bygges anvendelige soveværelser i hver gavl med dobbeltsenge eller evt. 2 (små) værelser i gavlen (eller værelse + toiletrum, måske også brus). Midt i huset (hvis huset er langt) kan man i den ene side måske lige få klemt et værelse ind (der kan blive rigtig smukt og anvendeligt, hvis der er kvist) eller et toilet/bad og stadig have plads til en gang ud til gavlværelserne eller man kan få et dejligt rum tværs gennem huset ved trappen, hvor denne kommer op. Først med mere end 3 meters bredde med ståhøjde begynder der at være et større antal muligheder. Men det kan stadig være svært at udnytte begge sider af huset med en central gang, fordi der jo ofte også står en stor skorsten (eller flere) midt i det hele. Endelig skal det erindres, at selvom man i Sverige af en eller anden grund aldrig anvender tagvinduer, så ER der altså ingen lov, der forhindrer, at vi danskere tager vore Velux vinduer (eller andre mærker) med til Sverige, (hvor de i øvrigt sagtens kan købes) og får masser af lys i tagetagen eller på hemsen, uden at skulle forsyne huset med flere nye ofte uharmoniske kviste. (BD) Ændringer og reparation af spær Det hyggigste er formentlig ønske at ændre spær, så de bliver til hanebåndsspær med højtsiddende hanebånd for at skabe plads til at udnytte tagetagen. Den korte kommentar: Det må man ikke uden videre, idet det kræver byggeanmeldelse (ikke byggetilladelse) Att ändra bärande konstruktioner. Regn med, at hvis der ikke medfølger beregninger af styrken af den nye løsning, eller andet overbevisende materiale, så vil kommunen standse igangsættelsen indenfor de 3 ugers frist frem til datoen, hvor byggeriet må påbegyndes. Og fundamentalt bør man, hvis man vil ændre på spærene eller tagets konstruktion, konsultere en rådgivende ingeniør (eller en faguddannet tømrer, der kan huske det dér med at beregne tage), som kan foretage en statisk beregning. Side 26 af 52

27 Husk at forsikringen næppe dækker noget som helst, hvis en (storm /sne )skade på huset kan skubbes ind under uhensigtsmæssige ændringer i taget konstruktion.(bd) Mere viden Tagform: kformer historik/ Et par spærfabrikanter med god information: Skorsten Skorstenen i gamle huse kan være muret af natursten og/eller mursten. De ældste skorstene har muligvis kun én eller to røgkanaler. Fra 1800 årene dog ofte flere. Skorstensfejeren kan kræve, at skorstenen isoleres indvendigt. Ofte vil han foretage en trykprøvning for at konstatere, at den er tæt. Han kan desuden sænke et TV kamera ned i skorstenen for at se, om skillerummene mellem kanalerne er i orden eller brændt igennem. Isoleringen kan ske på flere måder: 1. med stålrør i hver kanal uden om hvilke der hældes et kornet isoleringsgranulat. Metoden er ikke helt billig dels er materialerne dyre dels skal der føres et rør med isolation ned til hvert ildsted. Metoden er effektiv, men hvis der f.eks. er 5 ildsteder (komfuret iberegnet), kan prisen overstige SEK. 2. Kanalerne kan i visse tilfælde tætnes ved en slags glideforskalling, der består i, at man sænker en fastlænket klods ned i bunden af hver kanal og hælder våd specialmørtel ned over klodsen, hvorefter man langsomt trækker klodsen op ved hjælp af lænken. Processen gentages, indtil hele kanalen fra bund til top er pudset indvendigt. Forudsætningen er imidlertid, at skillerummene ikke er for meget korroderede. For at finde firmaer, der er specialiserede i at isolere skorstene, er det klogt at konsultere den lokale skorstensfejer ( sotare ). Man bør også forhøre sig i sin hjemkommune om, hvor tit det kræves, at skorstenen bliver fejet! (CT) Se venligst også afsnittet under Ildsteder, hvor der står lidt mere. her i Vidensbanken. Side 27 af 52

28 Knuttimrad hus med både beklædning og ægte knutkasser. Bemærk kasserne over enderne af de to hovedskillevægge. Beklædning af ydervægge Ubeklædt tømmer og træbeklædning Engang var man glad for overhovedet at kunne bygge et langtidsholdbart hus af træ. Sådanne huse har formentlig afløst huse, hvor det meste af ydervæggen var grenflet med påklasket jord eller ler (lerklining), senere rafter på højkant, nok stadig tætnet med flettede måtter, dyrehuder og jord/ler. Gradvist er almindelige menneskers huse blevet mere bestandige. For nogle hundrede år siden blev brædder tilstrækkeligt billige til, at de rigeste kunne beklæde deres tømmerhuse. På dette tidspunkt var rene skiftesverk huse formentlig kun sekundærbygninger (udhuse, stalde osv) og derfor ikke oplagte mål for beklædning). Side 28 af 52

29 "Man må holde facaden der er ingen grund til at spilde beklædning og oliemaling på det, der ikke vender mod gaden. Västerlånggatan, Arboga Årsagerne til, at man begyndte at beklæde, har været mange: Beklædningen danner et offerlag. Forhåbentlig nedbrydes beklædningen først og kan udskiftes, mens tømmeret bag står uskadt. Med bræddebeklædningen kunne huset gøres mere vindtæt, hvilket var meget vigtigt med stadig svindende brændetilgang og yderst ineffektive ovne. En indvendig beklædning hjalp rigtig meget til. Man kunne endda få en ekstra isolering ved at konstruere beklædningen, således at der blev et par cm effektivt isolerende luftspalte bag beklædningen. Og så syntes man, at beklædning så meget smukkere og hypermoderne ud. Se blot huset fra Arboge overfor. (Man kan finde sådanne huse i hver eneste svensk by). Men lidt held kunne man næsten få huset til at ligne et stenhus. Hvornår blev alle huse beklædt? Svaret er vel: aldrig. Nogle var for fattige, nogle huse var for inferiøre til, at man ofrede midler til at beklæde huset, andre var perfektioninster, der formentlig beklædte alt også fårehuset. Men en rettesnor er ifølge Stockholms Läns museum panel / : i byerne begyndte man at beklæde i 1700 tallet, på landet begyndte man at beklæde knutarna (se næste afsnit) i begyndelse af 1800 tallet, og i midten af 1800 tallet blev de vigtigere bygninger beklædt. Formentlig er der meget få af de beboelseshuse der findes i dag, som er gamle nok til at have stået ubeklædt hverken udvendigt eller indvendigt. Når man fjerner beklædningen, vil det således enten være, fordi man nu engang synes, det ser bedst ud uanset at huset aldrig har været tænkt således. Eller også skyldes det en misforståelse: hvis man beklæder et nybygget tømmerhus, bliver man tvungent til at pille beklædningen af efter et par år og genmontere den. Huset vil nemlig sætte sig meget betydeligt. Denne operation havde de fleste ikke tid eller råd til. Derfor lod man huset stå ubeklædt i år, så det kunne sætte sig. For dog dels at beskytte træet lidt, og nok især for at pynte en smule på det grimme tømmerhus i rå tømmerstokke, så gav man tømmeret en gang rødfarve. Når man af en eller anden grnud har fjernet noget beklædning, opdager man rødfarven på tømmeret og slutter fejlagtigt, at huset oprindeligt og i lang tid stod uden beklædning. Side 29 af 52

30 De senere typer af stomme resvirke og regelhuse har været tænkt beklædt fra opførelsestidspunktet. Typer af (træ)beklædning: Der har gennem tiderne været anvendt utallige former for træbeklædning. En tidlig, billig form var de krumme stykker, der var tilovers fra udsavningen af bjælker. Brædder savet direkte af stammen dvs. koniske (smallere i ene ende) så hver anden måtte vendes på hovedet. Brædderne kunne sættes op i ens størrelse, med et lille (eller større) overlap, eller man kunne sømme et smallere brædt over samlingerne et lockpanel. Både de ens brædder eller det smalle bræt kan affases eller på anden måde fræses i kanten. Med således dekorerede smalle lister får man især hvis man skifter til høvlede brædder (for at oliemale) et locklistpanel. Senere rå, men spontade (med fer og not) brædder måske en affasning. Et fasspontpanel er et enkelt lag høvlede brædder med fer og not som et gulv. Begge de sidstnævnte typisk fra finere byhuse. Pärlspont kender vi nok alle, høvlede brædder med fer og not og affasninger, hvor man fremstiller en halvrund udfræsning på fer siden. I 1930 bliver Lockliste panel næsten enerådende. Stocklistepanet med færdige, vandret monterede, såkaldte blokhusbrædder, har i en nyere periode været udbredt både i Sverige og Danmark til sommerhuse, garager o.l., men er vist gået helt af mode En anden færdig form for panel, der lever lidt upåagtet, er vandret monteret råt fjällpanel, der illuderer klinkbygget beklædning, men ved en udfræsning og en skrå yderside, bliver langt lettere at montere og langt mere tæt. Ses ofte brugts når/hvis man må fjerne det nederste af en beklædning p.gr.a. råd i bunden. Man kan så save af f.eks. svarende til vinduernes underkant, montere et skråt (velimprægneret og oliemalet) bræt som vandnæse og beklæde den nederste sektion med fjällpanel. Det ser nydeligt ud. Det er i øvrigt lidt morsomt at læse, hvorledes moden mht. om panelet skulle stå lodret eller vandret, er skiftet frem og tilbage gennem årene. De forskellige typer panel kan man læse om mange steder, f.eks. i følgende: ka paneltyper/ En helt anden form for beklædning af ydervægge er Spån. Læs nærmere under Træ og spån som tagbeklædning. (BD) Det tidligere Tingshus (domhus) i Kopparberg Kyrkspån på tag og væg. Oprindelig opført 1631, nuværende udseende fra ombygning 1893 Side 30 af 52

31 Knutar De hvide hjørner: De hvide knutbrædder regnes nok i dag af de fleste (danskere) for næsten ligeså nødvendige for et svensk træhus som rødfarven. Det sjove er, at knutbrædderne i al almindelighed bare er romantisk pynt. Da man begyndte at bygge tømmerhuse med flettede hjørner ( knuttimrade ) frem for skiftesverk (se under Stommen ) opdagede man hurtigt, at huset rådnede 2 steder: den nederste tømmerstok, der var tæt på jorden Syll balken og ved endetræet i knutarne. Den nederste tømmerstok begyndte man at lave dobbelt så tyk som de øvrige bjælker (og af egetræ, hvis man havde adgang til det) så holdt den mindst dobbelt så længe knutarna begyndte man at beskytte med en kasse af brædder ( brædder var meget arbejdsmæssigt ekstremt dyre før maskinsavene kom frem) i byerne i 1700 tallet, de fattigere på landet i 1800 tallet. Undertiden malede man knutkasserne i en afvigende farve og i så flad vel typisk med dyr oliefarve, der beskyttede så godt. Da maskinsavene kom frem, og man begyndte at beklæde blokhusene, fortsatte man med at male brædderne omkring knut en i anden farve. Og i nyere tid har det så bredt sig til alle typer træbeklædte huse. Oprindelig har knutkasserne dog nok været falurøde (som på billederne) eller grå/grågrønne (for at ligne stensøjler). Den hvide maling kom nok først ind i billedet på store gårde omkr.1850 og langt senere på småhuse. Omkring 1920 blev det pludselig i nogle år p.g.a. nogle få arkitekter moderne med sorte knutbrædder (især på udhuse). Knuttimrad hus uden beklædning men med ægte knutkasser også over enderne af de indvendige tværvægge. Læg mærke til hvor meget træet er revnet så længe revnerne ikke går igennem, gør det ikke rigtig noget bortset fra en lidt forringet isolering og forringet holdbarhed. Det morsomme er, at i dag vil man ofte lade ægte nye eller gamle tømmerhuse stå uden beklædning også på knut en, hvor der ellers alt andet lige er behov for dem. Til gengæld maler man omhyggeligt hvide hjørner på beklædningen af de træhuse, der slet ikke er opbygget som Side 31 af 52

32 blokhus og som dermed savner de knut er, der skal beskyttes. Jeg har ikke medtaget billeder af hvide, uægte knutkasser dem finder du overalt og langt de fleste er formentlig blot til pynt ligesom på mit eget hus. Misfarvede knuter Mange kæmper med hvide knuter, der bliver sortprikket af skimmelsvamp eller grønne af alger især på nordsiden af huset. Problemer skydes overover at misfarvningerne er så synlige på hvid baggrund at man har udført knuten af de samme meget ru brædder, som man har brugt til den rødfarvede beklædning. Bedst er det at benytte høvlede brædder til knutbrædder, men det vil de fleste nok synes ser forkert ud. Tag i stedet de ru brædder og en båndsliber med groft slibepapir og slib let. Brædderne må ikke føler ru som sandpapir i overfladen heller ikke efter grunding. Herefter bliver angrebene minde, og især er de meget lette at fjerne med en gammel opvaskebørste og lidt grundrens eller algtvätt. Rådet kan sagtens bruger på eksisterende knuter i meget ru træ. (BD) (Bindingsværk og sten) Masonitbeklædning (Masonit er den normale betegnelse, det engelske ord masonite bruges om varemærket). Et hus beklædt med Masonitplader! De fleste har formentlig set en primitiv hytte beklædt med bulende masonitplader og nogle få lister sømmet på for at illudere locklister. Man kan vel dårligt tænke sig en ringere konstruktion? Og alligevel er det både huse, som fortæller industrihistorie og huse, hvoraf nogle af bygningsbevaringmæssig grunde ønskes bevaret! ontent&view=article&id=686:vard och underhallav <span class='highlight'>masonit</span>&catid=45:mate rial&itemid=69 eller gå til og søg på masonit. Masonitplader vi kender dem vist alle om ikke andet som bund i skuffer eller bagbeklædning på klædeskabe er chokoladebrune, hårde plader, ofte omkr. 4 8 mm tykke, med én blank side og en mat og ofte stofmønsteret side. Pladerne er fremstillet af træflis og i modsætning til andre træfiberplader og spånplader/mdf plader, indeholder de ingen lim eller plastbinder de består alene af træ. Man får ligninen det stof der binder cellulosefibrene sammen i det rå træ til at gøre det en gang til, når man presser masonitpladerne. Metoden til fremstilling blev opfundet af en af Thomas Edisons medarbejdere, Mason, i 1920 erne. Allerede i 1929 åbnede den første europæiske fabrik i Rundvik (langt oppe nordpå i Västerbotten ude langs kysten). Fabrikken findes stadig, og mange af byens huse skulle være bygget af masonit. Yderligere findes der her et masonitemuseum : Side 32 af 52

33 Læs evt. mere her: Ingeniøren Arne Asplund studerede hos Mason og udnyttede en dårlig patentbeskyttelse til at genopfinde en konkurrerende masonit lignende proces og et produkt, der blev produceret på andre fabrikker i Sverige. Udover inder og ydervægsbeklædning af påsømmede masonitplader, kant mod kant, har man også benyttet strimler, der påsømmes taglagt (klinkbygget). Ofte blev strimlerne til klinkbygning udført i sandbelagt masonit, der efterlignede det dyrere eternit! En af de pænere anvendelser (efter vor personlige smag) er brugen som tagbeklædning som relativt små kvadratiske plader, lagt overlappende i rudemønster á la skiferplader. (BD) Maling af masonit. Masonit males bedst med oliemaling (linolie eller alkydolie ), mens Falurød og andre vandbaserede malinger ikke hæfter godt især ikke på den glatte side. Kasseret masonit indeholder kun træ og kan brændes (hvis der ikke er påført ubehagelige malinger eller pigmenter) eller graves ned, hvor det før eller siden vil formulde. (BD) Eternitbeklædning Eternit eller asbestcement består af en blanding af cement og asbestfibre. Eternit er et varemærke der henviser til at materialet holder evigt (eng: eternal). Asbest er en samlebetegnelse af nogle mineraler og bjergarter, der let spaltes i tynde fibre. På mange måder kan Eternit sammenlignes med beton, hvor sten og grus i betonen er erstattet af andre trådformede mineraler. Alle ved formentlig at, asbest kan være kræftfremkaldende, hvis fibrene kommer i lungerne. De forskellige asbestmineraler er farlige i meget forskellig grad. Dette at asbest er kræftfremkaldende er en forholdsvis ny erkendelse. Til gengæld har man i årevis vidst, at asbestfibre kunne fremkalde en anden lungesygdom, asbestose. Ikke smuldrende Eternit, hvor fibrene ligger inde i cementen, er ufarlige, så længe man ikke saver i eller sliber på det. Eternit har været fremstillet i Sverige siden Omkring 1930 blev det i sammenhæng med funktionalismen et populært, moderne materiale. Til forskel fra i Danmark, hvor eternit især optræder som (bølgede) tagplader og kunstige skifferplader, har man i Sverige især beklædt husenes ydervægge med eternit. Ofte er benyttet plane plader på fx 20x40 cm også kaldet sidiplatte. Dette har været populært i hvert fald op i 1950 erne. Ægte eternit (asbestholdig) blev i Sverige forbudt i 1970 erne, mens ikkeasbestholdig fibercement ligesom i andre lande er tilladt. Det skal bemærkes, at ganske mange huse er opført således, at de fra begyndelsen har været beklædt med eternit, mens andre har fået Side 33 af 52

34 udskiftet brædderne. Brædder vil før eller siden udtørrer eller rådne og skal ofte males. Eternitten skulle holde evigt og man troede det ikke skulle vedligeholdes. Ikke alle eternithuse er misligholdte eller specielt grimme. Eternit ER et godt, holdbart materiale. Og huse, der oprindelig er bygget til eternit beklædning, betragtes efterhånden som objekter, der bør bevares i denne tilstand. Naturligvis især, hvis de er arkitektoniske perler fra 30 erne. Men også det lidt billigt opførte 30 er landsbyhus regnes efterhånden for kulturhistorisk og bevaringsværdigt. På den anden side har man de mange ældre huse, der er blevet beklædt med eternit i stedet for at blive malede. I øvrigt er (store) fibercement plader ved at blive meget populære i moderne arkitektur i Sverige især de store plader der sælger af Cemberit (nyt navn for dansk Eternit) et varemærke, der øjensynligt er ved at blive et begreb når det drejer sig om store facadeplader. (BD) Rensning og maling af eternitfacader. Som privat person har man en udstrakt frihed til at behandle eternit. Man bør arbejde vådt altså vaske med børste og rigeligt vand og uden trykspuling. Men husk at sætte dig ind i de svenske regler, der i øvrigt ikke er helt så restriktive som de danske! Hvis man kan få pladerne pæne bare ved afvaskning og overfladen ikke er ru, er dette formentlig den bedste metode. Man skal male med malinger, der er beregnet til at male eternit (fibercement). De svenske malingsfirmaer fører sådanne. Til maling af ydervægge, kan man godt vælge en svagere type maling end til et tag, som er langt mere belastet. Herved er det også muligt at få en maling i en lav glansgrad det vil se bedst ud. I dette tilfælde er cement baserede farver ( Cempexo o.l.) eller silikatfarver muligheder, man bør undersøge og overveje. (BD) (Isolering og vindtætning) (Vinduer og yderdøre) Side 34 af 52

35 Udformning Materialer Yderdør Sekundære døre og porte Beslag Side 35 af 52

36 Kirkestalde (ved anlægspladsen for kirkebådene). Henholdvis Vedtak og spånbeklædt ved Rättvik Kyrka, Dalarne Tagbelægning og regnvandsafløb Træ og spån som tagbeklædning En gammel form for tagbelægning er det der kaldes et vedtak. Et fuldstændigt vedtak har nederst et undertag af brædder. Disse har en vandtæt belægning af birkebarkstykker ( näver på svensk) og endelig dækkes med flækkede rafter. Näver er under de rette betingelser næsten uforgængeligt og kan holde i flere hundrede år! Det hele holdes i det store og hele sammen med låsekiler og udvalgte grenkroge. Har man et gammelt udhus med vedtak, bør man forsøge at bevare og vedligeholde det. På den anden side må man nok betragte det som en forældet konstruktionsmetode, med begrænset holdbarhed, stor arbejdsindsats og stort råvareforbrug, hvorfor man formentlig udelukkende vil bevare et sådant tag af veneration og af kulturhistoriske grunde. Detaljer i konstruktionen af et vedtak, Birkebarktætningen ( näver ) kan skimtes. Rättvik Side 36 af 52

37 Spån som tagbeklædning er ganske internationalt. Berømt er tag (og ydervægs ) beklædning med spån (shake (kløvede) og wooden shingles (savede) ) i det nordøstlige USA (New England). I New England er anvendelsen og de originale produktionsmetoder langt mere levende end i Skandinavien! I USA benyttes Western Red Cedar til taget. Det er den træsort, der i Danmark markedsføres som cedertræ, men som i virkeligheden er en tuja. I Sverige benyttes almindelig fyrretræ. Man skelner mellem mange detaljer mht. fremstillingen af spån. Dels hvordan man deler træet i forhold til stammen, dels om spånen er fremstillet ved kløvning ( späntat ), høvlet eller savet. Endelig skelner man mellem tynde (max. 1 cm) stickspån og tykke (25 mm) kyrkspån med formgivne (tungede) ender. Kyrkspån anvender på kirker og herregårde, og ofte beklædes ikke kun taget men hele bygningen. Kløvede spån regnes for finere end savede, fordi træets fibre er hele, og holdbarheden hermed bedre. Der er kun få steder, man fremstiller kløvede spån i vore dage, (mens de er ganske almindeligt i USA). Typisk lægges spån således, at der altid er tre lags i tykkelsen, dvs. spånene er ganske lange (50 60 cm). Det formentlig mest almindelige sted hvor spåntag er bevaret er små halvtage over indgangen, förstukvistar og verandor. Spåntag holder ikke godt, hvis loftet under er opvarmet. Holdbarheden for kløvet spån er/kan være forbavsende god (50 år), hvis der ikke er store skyggende træer. Og som nævnt, hvis loftsetagen ikke opvarmes, men er velventileret. Normalt behandles tagspån til private huse ikke, mens spånene på kirker og klokkestabler typisk vil være tjærede (med trætjære) eller rødfarvede. Skulle du have lyst til at lægge eller bevare et spåntag, så tag en snak med det lokale Länsmuseum; de kan normalt fortælle, hvor man kan skaffe spån samt oplyse om detaljer vedr. lægning og vedligehold. Her er et 2 siders notat, der er værd at læse: p?filename=zzwduzqf38g9k40r48wwcjkq6mjya pg5.pdf Og lidt mere om vedtak: dtak historik/ Og spåntak: antak historik/ Det ultimative skrift om spån er efter sigende: Wedman, Stina, Stickspån : pärt, spiller, spilkspån, 1998 ISBN Kan formentlig anskaffes fra (BD) (Halm og tagrør) (Tegl og det der ligner) Side 37 af 52

38 Plåt i mange udforminger Plåt (blik) til tagbeklædning frembringer vel for mange billeder af om brasilianske Favela er. Måske skulle man også tænke på kobber tage på slotte og bly tage på kirker her er der intet billigt eller sølle. Under alle omstændigheder er der heller ikke meget sølle over metal plade tage i svensk sammenhæng det er bare en gammel type tagbelægning ligeværdig med alle andre og som i vore dage forefindes i teknologisk højtudviklede typer. Oprindelig har metal tage også med smedede jernplader været en fornem tagbeklædning, der udover en god tæthed også gav en god brandbeskyttelse, når der var flyvende gnister fra ildebrand i nærheden og i krigssituationer! De jern og kobber baserede tage havde yderligere den fordel, at de var fremstillet af tilgængelige, hjemlige materialer, hvorimod ler til tegl var en mangelvare i størstedelen af Sverige. I Sverige vil og bør man ved ældre huse, der oprindeligt eller på et tidspunkt har haft bliktag, overveje at bibeholde eller tilbageføre til denne ældre type tagbelægning, hvis det giver en smuk helhed. Da kobber og blytage har været alt for kostbare til at optræde på de typiske torpare relevante ældre hus, vil disse typer tagbelægninger ikke omtales yderligere. (BD) Falsad plåt og det der ligner De første jerntage helt fra 1500 tallet var fremstillet af smedede (varmt udhamrede) plader. Disse har været ekstremt dyre og er næppe relevante i torpare sammenhæng, idet de ikke har været benyttet til almindelige huse. I øvrigt er der kun få bevaret, bl.a. fordi de ofte var primitivt monteret (fastsømmede). Fra begyndelsen af 1800 tallet dukker de varmvalsede plader op. Svartplåt kaldet fordi valsningen af glødende jern giver en sort glødeskal. Formatet var 45x59 cm tykkelsen 1 mm eller tykkere, senere kom 60x90 cm og derefter 60x120 cm samtidig med, at man begyndte af koldvalse og fik tykkelsen ned på 0,7 0,9 mm. Ved renovering bør man forsøge at fastholde dimensionerne hvis ellers de klæder huset. Det koster næsten intet at få klippet 60x90 cm plader midt over til 45x60, hvis man skulle have et tag i den gamle dimension. Vandret og lodret. I det følgende vil der omtales plader og false, der ligger hhv. vandret og lodret. Meninger er som følger: De vandrette forløber parallelt med rygningen altså fra den en side af tagfladen til den modsatte retning som tagrenden. De lodrette ligger vinkelret på rygningen fra rygning til tagrende. De er naturligvis i virkeligheden ikke lodrette men skrå i forhold til jordoverfladen. I begyndelse lagde man pladerne vandret altså med den længste side parallelt med Side 38 af 52

39 tagryggen. Snart vendte man dog pladerne lodret. I starten lagt med gennemgående fals vandret i hvert fald nogenlunde gennemgående. Ved denne konstruktion kan man kun have enkeltfals (altså ombukket 1 gang se nedenfor), idet der ikke er plads til dobbeltfals ved samlingerne. Dette går desværre ud over tætheden på længere sigt. Falsad plåt, lodret i forbandt. Falsad plåt lodret. Overgangs /blandings form til forbandt. Bemærk den integrerede tagrende ( fotränna i stedet for hängränna ). Under afrensning før maling. Senere skiftede man til at lægge pladerne i forbandt den ene bånd af plader var forskudt en ½ pladelængde i forhold til nabo båndene. Herefter er der ikke mere end 3 false, der mødes og man kan anvende dobbeltfals. På de ældre plåt tak vil plåtslageren normalt konstruere tagrenden som en integreret del af tagfoden. Det sidste trin er falset tag lavet af plåt i rulle ( bandplåt ). Her får man de lange forløb fra tagryg til tagfod uden hakfals (hvilket er en fordel med hensyn til tætheden). Samtidig et pladen blevet så tynd, 0,5 0,6 mm, at underlaget skal være perfekt og plåtslageren dygtig, for at det kommer til at ligge pænt og glat. Disse bandplåt tage ses dog oftest på større byhuse. På landet var man på dette tidspunkt gået over til de billigere tage af større plader, der kunne lægges af personer med mindre faglig ekspertise. Se nedenfor under Større plader. Synsindtrykket for bandplåt er væsentlig anderledes end taget med enkelte afskårne plader. Dette er ekstra tydeligt, fordi båndene normalt er smallere end 60 cm! Hvis man værner om huset nuværende udseende, bør man nøje overveje om man skal skifte type ved nylægning og overveje at bibeholde den eksisterende type, selvom det måtte koste mere en overvejelse der faktisk gælder begge veje man får ikke nødvendigvis et pænere hus ved at skifte til en ældre type plader. Side 39 af 52

40 Problemet, hvis man ønske tag af enkeltplader, er som nævnt, at båndene normalt er under 60 cm brede. Man kan således ikke bare klippe plader ud af båndet, derimod skal der købes specialprodukter hjem! Der findes dog båndplader på 60 og 120 cm som kan udklippes til de ønskede plader. Én producent er SSAB, moderfirmaet til Plannja: De plader man skal have fat i kaldet slätplåt till skivtäckning. Det, der ligner falsade plåttak, er et produkt kaldt Classic, der leveres af Profilplåt, og af rukki Produktet er plader med en høj, smal vulst langs de to lange sider. Man lægger pladerne således at vulsterne klikkes over hinanden og opnår et tagbelægning, der i høj grad ligner falsed plåt af bandplåt. Afstanden mellem de vulster, der ligner ståndfalsen er ca. 47 cm. Den geniale ved produktet er først og fremmest, at man selv kan lægge det, hvor ægte falsede plader både kræver håndelag og adgang til de specielle falsemaskiner. Om man synes, det er et genialt produkt eller det er en afskyelig erstatningsvare og snyd er nok meget individuelt. (BD) Falsningen og fastgørelsen Nu er det sådan, at man ikke som amatør bør lægge falset plade. Det kræver håndelag, og hvis det skal være effektivt, specielle falsemaskiner. Men det kan stadig være godt at kende lidt til princippet. I modsætning til andre pladesystemer gør man ikke hul i falsede plader, bl.a. fordi der ikke er en højere vulst hvor hullet kan anbringes sikkert. I stedet sømmer små blikvinkler ( klammer på svensk) i lægtene/undertaget så de kommer til at stikke op i den kommende fals hvorved de ender med at være bukket ind i falsen. Alle typer bliktage bør nemlig fastgøres til tagkonstruktionen MEGET omhyggeligt og MANGE steder ellers flås de af i stormvejr ( suget opdriften over en tagbelægning i stormvejr er af samme natur som kræfterne der løfter en flyvemaskine!). Trækkes først en plade af, så trækker den resten af og de relativt lette plader er i øvrigt frygtelig farlige at have flyvende rundt. I øvrigt vil plader, der ikke er ordentlig fastgjorte, bule. Det næste trin er at forsyne alle plader med en ombukket kant der stikker vinkelret op. Disse kanter stødes sammen med klammerne imellem. Hele falsen smøres ind i et tætningsmiddel f.eks. standolje (en længe kogt linolie se emnet om maling m.v.). Den ene fals laves højere end den anden og bukkes over og man har en enkeltfals. Hvis man bukker den nu tre lag tykke fals ned får man dobbeltfalsen. Falsen efterlades lodret stående på de lodrette samlinger dubbel ståndfals. De vandrette false lægges ned i plan med pladerne dubbel hakfals således at vandet kan løbe over falsen. Side 40 af 52

41 beskyt.pdf Hhv. dubbel ståndfals og dubbel hakfals. Kilde: og BD Udover dette samlearbejde kommer udførelsen af alle afslutninger, vinkler osv. alle detaljer har hver sin anbefalede udførelse, der har vist god holdbarhed og tæthed. (BD) Principielt bør man aldrig gå eller kravle på et bliktag uden der er lagt stiger e.l. ud til at fordele vægten. Heller ikke hvis pladen ligger direkte på undertag af træ /fiber plade. Husk pladen er kun omkr. 0,5 0,7 mm tyk. Maling af blik Traditionelt blev plåttak monteret ubehandlet, hvorefter man malede. I ældste tider med tjære eller linolie med kønrøg, senere med først blymønje og derefter en linoliemaling med ønsket pigment i halv rå linolie og halvt kogt linolie (fernis) for at få en elastisk overflade. Skulle man ønske at gøre det samme i dag må man erstatte blymønjen, der heldigvis nu er forbudt, med f.eks. jernmønje (1 del jernmønje til en del kogt linolie + lidt rå linolie) eller en anden kraftigt rustbeskyttende maling. Egentlige rustbeskyttende malingssystemer (baseret på vandig epoxy eller alkydoliemaling) fungerer nok bedre end jernmønje baserede men så kan man måske ligeså godt købe plastbelagt plåt. Læs f.eks. mere om rusbestkyttelse på dette skrift af Søren Vadstrup fra Raadvad: På et tidligt tidspunkt begyndte man at rustbeskytte blik ved galvanisering også kaldet varm forzinkning. Blikket dyppes i smeltet zink og får et tyndt lag zink på overfladen. Senere gik man over til elektrogalvanisering, der giver et meget tyndere lag zink. Normalt er elektrogalvanisering derfor et ringere rustbeskyttelse (søm og skruer) men udført til formålet, som de anerkendte producenter gør, er metoden udmærket. Galvanisering er en meget effektiv og holdbar rustbeskyttelse, selv om zinken stedvis måtte være slidt af, idet beskyttelse beror på elektriske fænomener og ikke (kun) på at jernet er dækket. Man kan sagtes male på galvaniseret plade man skal bare lave pladen være udsat for vejr og vind i mindst to år! ellers hæfter malingen ikke. Har man travlt, kan man pensle den galvaniserede plade med fortyndet fosforsyre og derefter skylle pladen. Bør dog undgås, hvis man efterstræber længst mulig holdbarhed. En nyere og lidt mere holdbar alternativ behandling er plader med en overflade belægning af Aluzink en legering (blanding) af aluminium, zink og silicium. Til de mest krævende opgaver (nær havet) bør man vælge tagplader af ren aluminium. I dag leveres alle plåt produkter normalt med en overfladebehandling ovenpå den galvaniserede plade. Denne belægning/maling har efterhånden fået en rigtig god holdbarhed. (BD) Side 41 af 52

42 Større plader mest historie I begyndelsen af 1900 tallet bredte teknikken med koldvalsning sig. Samtidig kunne man nu valse stadig tyndere plader ud. For at give pladerne nogen styrke i længderetningen forsynes de med vulster senere så mange, at det blev til bølgeblik. Man har med tiden anvendt forskellige facon er, men i dag er de ældste typer blevet genoptaget, således at man har adgang til hele sortimentet. Faktisk benytter man stadig de gamle maskiner fra Svenskt Stål Domnarvet i Borlänge, der i dag benyttes af Pokab til fremstilling af de ældre pladetyper. Gennemtæringsproblemet var blevet løst allerede i midten af 1800 tallet med varmgalvaniseringen (dypning i smeltet zink). så bestandige, at man yderligere har kunnet billiggøre produktet ved at udskifte den solide varmgalvanisering med en noget billigere, relativet tynd elektrogalvanisering. Indtil videre viser de nyere pladematerialer en imponerende holdbarhed langt bedre end ens bil, så længe man følger forskrifterne ved tilskæring og oplægning, samt benytter ekstra velbeskyttede stålplader samt tilsvarende tagrender/nedløbsrør (eller aluminium) i stærkt belastende miljøer såsom i havnært miljø. (BD) Man havde nu et produkt, der gav tætte tage, som kun indeholdt ret lidt dyrt stål (eller aluminium). Et materiale, hvis fremstilling var industriel i høj kapacitet, og samtidig et produkt, der bortset fra de mere specielle samlinger, kunne monteres uden den store oplæring. Ulemperne begrænsede sig til varmeudvidelsen (taget knager når solen kommer frem), og kondensproblemet (metaltage vil unde visse vejrforhold dryppe fra bagsiden der bør man tage hensyn til mht. udformningen af undertaget). I mange år fik man de blanke galvaniserede plader, monterede dem og lod dem ligge et par år, hvorefter oliemaling kunne binde. Siden begyndte man dog at udvikle færdigbehandlede plader hvor der er flere lag maling/ plast ovenpå galvaniseringen. Disse er Side 42 af 52

43 Pannplåt sort og i et mindre udvalg af farver (især røde, grå og grønne). En tagbelægning af pannplåt giver ofte et meget roligt, neutralt og diskret udtryk, der ikke trækker opmærksomheden fra resten af huset. (BD) Nylagt tag af sort Pannplåt på lille staldbygning. Bemærk den grundige fastskruning. Det kan diskuteres om al fastskruningen burde være foretaget i profiltoppen. Pannplåt (bogstaveligt kedelplade ) er formentlig en af de allermest karakteristiske tagbelægninger i Sverige, og i modsætning til spån, falset plade og sinusplade, er pladen vistnok unik for Sverige. Pladetypen kom på markedet i begyndelsen af 1900 tallet og gav det folkelige gennembrud for pladetage. Pladen er grundlæggende glat, men forsynet med langsgående 2 cm vulster med 27 cm afstand evt. yderlige med 2 ganske lave vulster indimellem. Vulsternes formål er dels at give pladen nogen stivhed, dels af afgrænse, reducere og skjule div. småbuler. Hvor pladerne mødes, lader man den yderste vulst overlappe, hvilket giver er dækningsbredde på 81 cm. Yderligere fastskrues grundigt med tagskruer med plasttætning. Pladerne fås rå, galvaniserede ( sølvfarvede der gråner og derefter kan males, hvis det ønskes), Sinus plåt bølge blik eller korrugerad plåt kom i Sverige på markedet ca. samtidig som pannplåten. Materiealet er grundlæggende dyrere, idet de mange bølger betyder, at der forbruges mere stål. De ælder plader har dog en meget flad profil, for at spare på metallet. Det større materialeforbrug med de mange vulster (bølgerne) gør pladerne ganske stiver i længderetningen (de tåler lidt bedre at man går forsigtigt på dem, hvis de ligger direkte på undertaget). En beklædning af sinusplåt giver et roligt udtryk, omend med den stribede effekt som bølgerne naturligt tilføjer. (BD) Pannplåt og sinusplåt bevarelsemæssigt Mht. kulturbevarelse anbefaler myndighederne, at man på huse, der oprindeligt er forsynet med denne type tagbelægning, bevarer typen. Det vil typisk være huse fra mellem begyndelsen af 1900 tallet og helt frem til omkr erne, hvor disse typer plade i den sidste del af perioden er Side 43 af 52

44 sjældne i nybyggeri for andet end produktionsbygninger. Eftersom man i dag igen kan få de oprindelige profiler, er der ikke væsentlige grunde til at restaurere de gamle plader på taget, hvis man synes der er formålstjenligt at udskifte dem. Er et ældre tag af f.eks. spån eller falset plåt engang i f.eks blevet erstattet af (eller dækket over med) en af disse pladetyper, så kommer man som i så mange andre situationer til at være i dilemmaet om, hvor langt man skal tilbageføre husets udtryk opvejet mod omkostningerne til udskiftningen, den praktiske anvendelighed af de enkelte muligheder og evt. forskel i udgifter til udskiftning og vedligehold. Et dilemma, der sjældent har én løsning, men hvor man må lytte, lære og overveje og så vælge efter egen mening. (BD) Fra Trapezplåt til tagstenskopier I 1960 erne fremkom den trapezformede plade, bølgeblik med skarpe kanter, som i dag fuldstændigt dominerer store, lette industribygninger og for den sags skyld mange stormarkeder og discountforretninger. Ca. 10 år senere dukker den tegl imiterende stålplade op. Det er disse plader, der ofte i Danmark uanset det faktiske fabrikat benævnes Decra plader. De fleste men tydeligvis ikke alle synes vel, at disse produkter ikke bør benyttes ved renovering af ældre huse, med blot en smule æstetisk værdi. Det mere eller mindre officielle Kulturmiljövårds Sverige er heller ikke begejstrede for produkterne i al almindelighed og især ikke benyttet til renoveringsopgaver eller til at opgradere et hus der aldrig har været tænkt til at have ægte eller imiterede tagsten. (BD) Leverandører og referencer Takplåt fra Hålla Hus: Plannja Lindab Profilplåt Fagudtryk og skitser af detaljer vedr. pladearbejde: Masser af information om montering af de mere moderne typer plåttak findes hos producenterne: Husk at se under både privat og under proff : Plannja hvis man graver lidt, finder man uhyre informative monteringsanvisninger, såsom sanvisning%202010%20se.pdf Lindab se under trycksaker. Rukki: Profilplåt: katalogservice.profilplat.se/default.aspx Side 44 af 52

45 Husk at vinkelsliberen og rundsave med skæreskive er bandlyst ved afkortning og tilskæring af pladetage (og tagrender mv.) pladernes beskyttelse ødelægges mere eller mindre af varmen. Også med motordrevne save skal man passe på. I stedet klipper man med hånd pladesaks eller med en el eller trykluftdrevet nibblemaskine (pladesaks). Tæt på kysten (1 km) lakerer man alle skærekanter (også de der stammer fra fabrikkens opskæring) efter gratfjernelse. Skifer (Svensk: skiffer). Ofte forbinder vi danske nok skifer som tag (eller facade ) beklædning med Tyskland/Harzen, men der er skiferbrud i Värmland og (ægte) skifertage i Värmländsk skiffer er ikke usædvanlige på fine huse, ligesom det også optræder på tilsvarende fornemme bygninger i Danmark (Københavns Hovedbanegård, Københavns Rådhus oma.). Skifertag har en ekstrem lang holdbarhed, hvis de er håndværksmæssigt korrekt udført. Et specielt problem, man skal tage stilling til ved anvendelse af metaltage, er den store risiko for dannelse af kondens på indersiden. Dette vand er uskadeligt for velbeskyttede plader, men man skal sørge for, at vandet kan tørre væk og ikke gennem dryp fugtbelaster undertag og lægter i unødigt omfang. (BD) (Tagpap og shingles) Masonit Man ser også shingles i Masonit, typisk lagt i rudemønster. Er i dag sjældent og anses for bevaringsværdigt. Se nærmere under: Masonitbeklædning (BD) Slottet (Chr. IVs) i Halmstad. Värmländsk bæverhaleformet skifer. Eternit og eternit shingles Bølgeeternit (eller rettere fibercemet i stedet for det udgåede varemærke eternit) benyttes naturligvis også i Sverige som i Danmark. Oftest ser man i Sverige dog eternit anvendt som tagbelægning i form af shingles relativt små ofte kvadratiske plader og oftest lagt i rudemønster. Uanset om disse shingles er udført i eternit, tagpap eller masonite, er de en efterligning af skifertage. Side 45 af 52

46 Eternitshingles anvendes også i stor udstrækning i vore dage nu ofte sorte, hvor de ældre typisk er røde. Se i øvrigt under afsnittet om eternit som vægbeklædning: Eternitbeklædning (BD) Eternit shingles i rudemønster. Trænger nok til vedligeholdelse (det er mos der sidder langs alle samlinger), men ældes faktisk pænt? (Alle de andre tagbelægninger: sten, tørv, ) (Tagrender/afløb) (Gulve) Materialer (herunder ler/jord, sten, teglsten, klinker ) Torparegrund husets gulve består ofte af dobbeltgulve. Langs de bjælker (strøer), som gulvbrædderne hviler på, er i så fald forneden monteret lister, som undergulvets brædder hviler på. Disse udgøres af korte bræddestumper, hvis længde er afpasset efter mellemrummene mellem strøerne. Mellem de to lag gulv finder man ofte isolation, bestående af savsmuld, høvlspåner ( kutterspån ) eller kulstøv (gamle klude o. lign. kunne også finde anvendelse som isoleringsmateriale). Strøerne hviler på hver sin række af marksten, der går på tværs af huset. (K&CT) (Overfladebehandling af trægulve) (Isolering og fugtspærre mod undergrunden) (Indervægge) Opbygning Overflade Der er en stærk tradition i Sverige for tapeter. Havde man ikke råd til tapeter, kunne man stänkmåla eller skablonmåla. Man kan stadig købe kopier af gamle taper. (K&CT) Se Så renoveras gård och torp. Side 46 af 52

47 (De indvendige lofter) Lofterne i svenske træhuse består som regel af spontade (høvlede pløjede) brædder. De kan ofte være papspændte, og man er naturligvis frit stillet, om man vil fjerne pappet eller ej. Blot skal man være klar over, at man i så fald må fjerne måske flere tusinde små papsøm. Der findes dog et specialværktøj dertil (fremstilles af Stanley). Det har form som et lille koben. (CT) Indkøb af materialer og reservedele Dette er et område, der formentlig kunne skrives ligeså meget om som om selve konstruktionerne. Her skal mere erindres om et par muligheder mest på internettet. Hvis det drejer sig om maling eller reservedele til komfurer og ovne, henvises til de relevante afsnit i Vidensbanken. Der findes to større og mange mindre forretninger, der sælger nyfremstillede reservedele og materialer i mindre størrelse. Den ene er Centrum för Byggnadsvård. Gysinge som der står mere om i afsnittet lige nedenfor ( Mere viden Bøger ). En tilsvarende forretning, der ligger lettere tilgængelig, er Byggfabriken med butikker i Malmö og Stockholm. Der findes utallige steder i Sverige, hvorfra der sælges nye varer i gammel stil og/eller genbrugsvarer, herunder også store ting: fx tømmer og døre. Nogle lever ikke længe, andre har bestået i utallige år. Nogle specialiserer sig i en enkelt produktgruppe, andre har et meget bredt udvalg. Et godt sted hvor man kan finde et stort udvalg af forretninger er på Svenska AntikNätet, hvor man specifikt på denne side: finder en lang liste med firmaer, der beskæftiger sig med Byggnadsvård enten som håndværkere eller som leverandører af materialer. (BD) Mere viden Bøger Der findes talrige bøger om husvedligeholdelse og renovering. Nogle er meget praktiske Gørdet selv bøger, andre er næsten rent historiske uden den store praktiske anvendelighed. Det må stærkt anbefales også at anskaffe en eller et par svenske bøger. Dels er byggetraditionen forskellig fra den danske, dels er det mere praktisk at hitte ud af de relevante, svenske gloser hjemme i lænestolen frem for lørdag formiddag i byggemarkedet. En (af flere) grundlæggende bøger om de oftest forekommende vedligeholdelsesopgaver i fritidshuset er: Rusta Stugan, S. Falkborn, H Gross, P Hemgren, ICA bokförlag, ISBN Pris SEK 118 hos Side 47 af 52

48 Bogen omhandler ikke specifikt meget gamle huse, men den omhandler også gamle huse. Tyngdepunktet i fremstillingen ligger omkring forsvarlig indretning af ældre bygninger til en mere tidssvarende standard. Biblen for torpare med gamle huse, som de ønsker helt eller delvist at bevare eller endog tilbageføre, er: Så renoveras Torp och Gårdar, O Hidemark, E Stavenow Hidemark, G Söderström, A Unnerbäck, ICA bokförlag, ISBN , Pris SEK 203 hos Bogen bliver ikke meget praktisk, men er dog heller ikke ren kulturhistorie. Bogen er formentlig netop populær, fordi den på den ene side opfordrer til bevarelse uden at være mere frelst, end at de fleste kan følge med. En hel anden type kilde er Kataloget fra Gysinge, Centrum för Byggnadsvård. Gysinge er en privat butik beliggende i Gysinge, nord for Stockholm, mellem Falun og Gävle. Fra 2010 med filial i Stockholm. Forretningen har et imponerende udvalg af nyfremstillede materialer og reservedele til gamle huse: elkontaker, hængsler osv.osv. alt til imponerende (høje) priser. De fleste varer sælges også som postordre fra webbutikken. Det allermest interessante er dog, at man udgiver et trykt 300 siders katalog for tiden (2010) er man nået til Handbok No. 9. Kataloget indeholder masser af arbejdsanvisninger og gode råd. Der koster (2010) SEK 230 tilsendt til Svensk adresse eller SEK 170, hvis man køber det på et af de Länsmuseer, der sælger kataloget. ICA bokförlag, som har udgivet de første to bøger nævnt ovenfor, har i øvrigt mange andre interessante bøger om byggeri fra om at lave bad til at bygge en jordkælder og om renoveringsarbejder. Måske finder du bøger, der passer dig bedre end ovennævnte: se og se både under Byggtjänstböcker og under Slöjd & bygge. Internet Hjemmeside fra Stockholms Läns Museum: hvor der står rigtig meget om gamle huse og deres konstruktion. Se på dit lokale länsmuseums hjemmeside (eller besøg dem), Länsstyrelsens hjemmeside, eller led efter Byggnadsnämndet på kommunens hjemmeside. Se efter nøgleord som kulturbyggnad, kulturmiljö, kulturarv. Materialguiden fra Riksantivarieämbetet er en skatkiste af information. Side 48 af 52

49 Billederne De huse og husdetaljer, hvor der ikke er nævnt andet, er alle fra Gamla Linköping bydelen i Linköping. Besøg anbefales på det kraftigste, hvis du kommer på de kanter. Det er endda gratis! Det er en levende bydel, hvortil man flyttede de pæneste huse, da også centrum af Linköping blev gjort smart og moderne i begyndelsen af 1900 tallet. fritid/gamla Linkoping/ Side 49 af 52

50 Byggeteknisk ordliste: Svensk Dansk Ord skrevet med fedt er de farlige falske venner. Ord, som betyder noget helt andet end det, man umiddelbart kunne tro. Svensk Dansk 1-,2-,3-glas 1,2,3-lags ruder 1-,2-,3-luft 1,2,3 ruder i én "båge" altan terrasse A-takstol en type gitterspær ikke et hanebåndsspær (der ellers ligner et A) balk bjælke (eller grundlæggende lov) balkong altan balsamterpentin terpentin, vegetabilsk ( fransk ) bjälklag bjælker i etageadskillelsen bruk mørtel brunn brønd, gulvafløb by (meget lille) landsby, nogle gårde der ligger tæt by(da) = stad bygd landsby bänk (fast) bord ( köksbänk ), diskbänk - bordet med køkkenvasken. bänkskiva (køkken)bordsplade båge den "oplukkelige" vinduesramme cirkelsåg rundsav dike grøft (vall = dige) dyckert dykker element radiator fack.. (i sammensætninger) gitter (gitterspær o.l.). den gamle Lillebæltsbro er opført som fackverk. En almindelig gitterrist (tremmer): sv: galler faner finér fläkt ventilator fotogen petroleum fönster vindue fönsterbänk vinduesplade, "vindueskarm" (pladen til potteplanter) galler rist gasol flaskegas gipsskiva gipsplade gjut støbe (beton, jern eller andet) Side 50 af 52

51 glesbygd golvbjälkar grind grund grundläggning grustag gångjern gänga hanbandtakstol högben jordfelsbrytare kapitalvaror karm korrugerad plåt korsvirke kross(sten) kryssfaner kupa kupol lacknafta/white spirit luft mask massa, massaved panel panna pelare plåt ramverkstakstol ryggås räcke schakta skarv skikt skiva sluten smyginklädnader sop sophämtning sotar sparre, taksparre spik Område hvor huse og gårde ligger spredt strøer havelåge fundament fundering grusgrav hængsel (hängsle = seler!) gevind hanebånds spær de 2 skrå bjælker, der udgør spærets øverste del hfi-relæ, fejlstrømsrelæ hårde hvidevarer og installationer (ved hushandel) karm - den faste ramme i vindue eller dør bølgeblik, bølgeplade bindingsværk skærver krydsfinér kvist (eller kuppel), også vindskupa kvist (sv) = knast (dk) kuppel terpentin, (almindelig mineralsk terpentin) antal rammer i vindue orm (sv: orm = slange), insektlarver Træ, der skal anvendes til papirfremstilling. Sml. ved, virke. beklædning fremstillet af brædder (med fer og not eller lignende) - ude eller inde kedel søjle blik, alt der er/ kunne være fremstillet af blik: tagrender, sålbænke osv. en type hanebåndsspær langsgående bærende tagbjælke. gelænder udgrave, afgrave samling (stød) af to aflange ting: ledning, tov, bjælker og brædder Lag Skive, plade, især træ- eller spånplade (inde)lukket (tank e.l.) lysning/vinduesindfatning affald afhentning af skrald skorstensfejer spær, især de skrå hovedbjælker søm Side 51 af 52

52 spröjs spånskiva stad stomme stuprör ställning stödben stödbensvägg syll tak takfotsinklädnad takhöjd takstol tejp terass/altan torparegrund "utvändigt plåtarbete" vall valv vardagsrum ved vind vindsbjälklag vindskiva vindskupa vindsvåning virke våning ås sprosse spånplade (større)by, købstad, (provins)by de bærende dele af husets konstruktion nedløbsrør stillads (Næsten) lodrette støttebjælker fra gulvbjælkerne i loftsetagen (vindsbjälklag) op til sparren. Man lavede ofte væg til skunkrum langs stödbenene, hvorfor denne væg (skunkvæg) kaldes stödbensvägg. skunkvæg nederste bjælke i et træhus (i modsætning til dansk: Syld, som er de sten, fodremmen hviler på) tag eller loftet i rummene, oftest loft! (hhv: yttertak/innertak loftsbeklædning sternbræt loftshøjde spær, især om hanebåndsspær tape terrasse traditionelt og almindeligt fundament, hvor træhuset (oftest tømmerhuset) bæres af sten i hjørnerne og ved skillevæggene. (bl.a.) sålbænk (under vindue), tagrender og nedløbsrør dige, vold - jf: svensk dike = grøft hvælving dagligstue træ til brænde (jf. virke og masse) tagetagen, "loftetagen" loftsbjælkelag vindskede kvist på taget loftsetage, tagetage tømmer, gavntræ, sml. ved og massaved etage, lejlighed, bolig bjælke, der bærer tag og løber på langs af taget Side 52 af 52