Den humanitære folkeret

Transkript

1 FORSVARSAKADEMIET Fakultet for Strategi og Militære Operationer VUT II/L-STK , Syndikat Douhet KN C.S. Pojezny Den humanitære folkeret Kombattanter Civile Ulovlige kombattanter? UKLASSIFICERET

2 Abstract This paper examines the judicial situation for those members of Taleban and Al-Qaeda, who were captured in in Afghanistan by the US Armed Forces and subsequently detained at the US base in Guantanamo Bay. The discussion pivots on President Bush s decision to denominate the detainees as illegal combatants. The paper outlines the key terms in the applicable Geneva conventions and other relevant international law complexes that govern armed conflicts, such as inter-state vs. intrastate armed conflict, regular vs. irregular forces and civilians vs. combatants. It is discussed, which relevance and consequences the term illegal combatant may have and to which extent the Bush Administration s public announcements of the detainees status deviate from international law. It is concluded that the formal discrepancies - in terms of humane treatment - between the US officially stated interpretation of the term illegal combatant and the minimal human rights under the Geneva convention are minimal, but there are certain judicially crucial areas, where the US interpretation can be seen as being in direct violation of international law, mainly in relation to the legal prosecution of the detainees and their possibilities for a fair trial.

3 Resumé Baggrunden for dette speciale er terrorangrebene på USA d. 11. september 2001 samt den efterfølgende Operation Enduring Freedom i Afghanistan med USA's erklærede formål at fange og uskadeliggøre de ansvarlige for angrebene - altså Al-Qaeda - samt dé, som måtte huse terroristerne, altså det daværende Taleban-styre i Afghanistan. Specialet fokuserer på den retlige situation for dé medlemmer af Taleban og Al-Qaeda, der blev tilfangetaget mellem oktober 2001 til ultimo 2003 i Afghanistan af amerikanske styrker og deres koalitionspartnere, og derefter interneret på den amerikansk-kontrollerede Guantanamo-base på Cuba. Specialet tager udgangspunkt i det af den amerikanske Præsident Bush s genopfundne begreb ulovlig kombattant om de tilbageholdte; et begreb, som ganske vist ikke er helt nyt, men som i øvrigt ikke bruges i nogen af de gældende, internationale lovsamlinger, der sædvanligvis regulerer stridende parters opførsel under væbnede konflikter, herunder de mest centrale og relevante dele af Geneve konventionerne. Der redegøres for de vigtigste begreber, som i lovteksterne har væsentligst betydning for dé rettigheder, som en tilbageholdende, krigsførende magt skal tilkende tilbageholdte personer. Herunder, om der er tale om en international, en ikke-international konflikt; om de tilbageholdte kan karakteriseres som regulære eller irregulære styrker samt i hvor høj grad de tilbageholdte har efterlevet en række fastsatte regler, i relation til deres eventuelle krigshandlinger, de såkaldte kumulative krav. Det vises, at kravene til at opnå status som kombattant og dermed den omfattende beskyttelse som krigsfange efter tilfangetagelse er betydelig mindre stringente for et medlem af en statsaktørs, regulære styrker end i den anden ende af spektret et medlem af en ikke-statslig aktørs (som pr definition er irregulære ) styrker, som i praksis kan have meget vanskeligt ved at kvalificere sig som (lovlig) kombattant i en væbnet konflikt. Alternativet til kombattantbegrebet er civil, for hvilket bestemmelserne dog åbner op for en vis gradbøjning, således at en civil, der uberettiget har grebet til våben, kan miste visse rettigheder. Det vises også, at Geneve konventionerne er ganske klare i deres minimumsbetingelser, således at ingen tilbageholdt - uanset sine handlinger eller den tilbageholdende magts alternative udlægning - kan behandles ringere, end fastsat i en række grundlæggende humanitære regler, de såkaldte minimumsgarantier. Dernæst er opstillet de centrale af amerikanerne offentligt fremsatte udtalelser om de tilbageholdte personer, og USA s syn på disses status. De internationalt gældende og ratificerede lovtekster er herefter opstillet overfor de amerikanske fremstillinger, og der er søgt foretaget en komparativ analyse mellem USA s grundlæggende argumenter om, at den væbnede konflikt mellem USA og modstanderen i Afghanistan krævede indførelse af nye regler og ny lovgivning, sat overfor en argumentation, nøgternt baseret på allerede etablerede love og regler. Det fastslås, at der på en række punkter var rimelig overensstemmelse mellem USA s udlægning, og de eksisterende, internationalt anerkendte bestemmelser, især hvad angår de praktiske, fysiske forhold, som blev tilbudt de tilbageholdte. Imidlertid er der især et, meget central, juridisk punkt, hvor der er stor forskel mellem de to udlægninger, nemlig i spørgsmålet om mulighed for retsforfølgelse af de pågældende tilbageholdte personer.

4 Det er konkluderet, at USA s beskrivelse og anvendelse af begrebet ulovlig kombattant dels kan tænkes motiveret udfra en public relation synsvinkel (det kan i den offentlige opinion opfattes som mere legitimt at indsætte væbnede styrker imod en ulovlig kombattant end mod en civil, næsten uanset, hvor kriminel sidstnævnte måtte have opført sig), dels udfra en mulig målsætning om at give sine væbnede styrker så vide beføjelser som overhovedet muligt, til at fange og uskadeliggøre den konkrete fjende. Der kan argumenteres for, at sidstnævnte er sket ved at have anlagt en bekvem, selektiv retsopfattelse, idet man i udlægningen af begrebet ulovlig kombattant har inddraget elementer dels fra IV. Geneve konvention s bestemmelser om civile (nemlig muligheden for retsforfølgelse for udførte krigshandlinger, som for en kombattant ville have været lovlige), dels fra III. Geneve konventions bestemmelser om kombattanter (som for deres forseelser kan retsforfølges af særlige militære domstole, hvorimod tilsvarende kriminelle civile har mere omfattende krav om domstolens uvildighed og retten til forsvar).

5 Indholdsfortegnelse 1. Indledning Motivation Opgavediskussion Problemstilling Problemformulering Metode Valg af teori Valg af empiri Afgrænsning Formalia Den humanitære folkeret Indledning Grundlag og anvendelsesområde Væbnet konflikt Er Operation Enduring Freedom en væbnet konflikt? Stater Var Afghanistan en stat ved OEF iværksættelse? International væbnet konflikt Ikke international væbnet konflikt Er OEF en international eller en ikke-international væbnet konflikt? Beskyttede personer Kombattant Civile Hvilken status har medlemmer af Taleban og Al-Qaeda? Delkonklusion på retskilder Den amerikanske fortolkning Baggrund Udgangssituation Centrale kilder for den amerikanske fortolkning Bush-doktrinen Military Order Pressemeddelelser og udtalelser Kombattant-begrebet Indbyrdes anerkendelse af stater/regeringer/organisationer Anerkendelse af Taleban Anerkendelse af Al-Qaeda International eller ikke-international væbnet konflikt Er Taleban en statslig aktør? Hvilken status har Al-Qaeda? Opfylder Taleban og Al-Qaeda de kumulative krav til krigsfangestatus? Tilbageholdelsen af Taleban og Al-Qaeda på Guantanamo Delkonklusion US fortolkning Analyse af Retskilder kontra Amerikansk tolkning Indledning Kombattanter International eller ikke-international væbnet konflikt...37

6 Konsekvenser Konklusion på analyse af retskilder kontra amerikansk tolkning Konklusion Kombattant Konsekvens for internerede ulovlige kombattanter på Guantanamo basen...42 Bilag 1. Analysemodel...43 Bilag 2. United States Policy Tillæg A. Litteraturliste...46

7 1. INDLEDNING 1.1. Motivation Alt afhængigt af, hvilken definition man vælger, har terroristorganisationer eksisteret lige så længe, som organiseret væbnet kamp i menneskehedens historie. Det være sig mellem stammer, trosretninger, nationale bevægelser eller andre parter, der har grundlæggende uoverensstemmelser samt besidder vilje og evne til at søge deres krav gennemtvunget hos den respektive modpart, som - hvad der ofte er tilfældet med terrorisme - også kan være det omgivende samfund. Man vil kunne genkalde sig terroristgrupper som Folkets Vilje i zartidens Rusland, Rote Armé Fraktion indenfor rammerne af det omgivende, daværende Vesttyskland, og Partiya Karkeren Kurdistan (PKK) med målet om en selvstændig stat indenfor de nuværende grænser af Syrien, Irak, Iran og Tyrkiet. Staterne og/eller det internationale samfund har bekæmpet disse terrorgrupper, typisk ved anvendelse af politistyrker og efterretningstjenester, og kun i mindre grad under anvendelse af regulære militære styrker. Men det var før den 11. september Da Al-Qaeda gennemførte terrorangrebet d. 11. september 2001 i New York, blev det opfattet som et væbnet angreb mod staten. Derfor kunne USA i henhold til FN pagtens Artikel 51 således påberåbe sig retten til selvforsvar og desuagtet, at der ikke var tale om et konventionelt angreb fra en anden stat, så var midlet i dette selvforsvar det samme, nemlig anvendelse af det militære magtapparat. Krigen mod terror blev påbegyndt d. 07. oktober 2001, da en amerikansk-ledet koalitionsstyrke indledte en militær operation i Afghanistan. Formålet var at ramme terrorgruppen Al-Qaeda 1 og afsætte Talebanregimet, idet man anså disse organisationer dels som ansvarlige for terrorhandlingerne i New York (og i øvrigt også andre steder), dels som rekrutteringscenter for fremtidige terrorister. Dette blev set som indledningen til en ny type krigsførelse, og dermed et paradigmeskift fra en traditionel konfliktsituation stater imellem, til en ny slags væbnet konflikt mellem en (eller flere) stat(er) mod en (eller flere) part(er), der blev - og stadig bliver - beskrevet som ikke-statslige eller sågar private aktører. Motivationen for dette speciale tager udgangspunkt i forfatterens tanker over, hvilke folkeretlige konsekvenser og mulige nyfortolkninger af de centrale internationale konventioner, som konflikten mellem den ikke-statslige aktør Al-Qaeda og staten USA (og USA's koalitionspartnere, herunder Danmark) kunne få fremover. Hvilke følgevirkninger på den grundlæggende balance mellem beskyttelse af mennesker og militær nødvendighed kan tænkes, hvis der blandt lovlige, internationale organisationer og disses globalt toneangivende medlemsstater, opnås tilstrækkelig legitimitet af USA s valgte respons overfor Al-Qaeda og Taleban? 1 Navnet Al-Qaeda (arabisk for Basen ) kan også transskriberes som Al-Qaida, Al-Qa'ida, El-Qaida. en.wikipedia.org/wiki/al-qaeda. Al-Qaeda er gennemgående valgt i denne afhandling, men i citater er kildetekstens transskription bibeholdt af hensyn til korrekt gengivelse. 1

8 1.2. Opgavediskussion Den Amerikanske Flådestation beliggende i Guantanamo Bay på Cuba har sin oprindelse tilbage til 1902, hvor amerikanerne ved en tilføjelse til den cubanske forfatning bl.a. indgik et evigt lejemål af Guantanamo Bay 2. Basens eksistens blev for alvor alment kendt, da det i januar 2002 kom frem i offentlige medier, at amerikanerne havde oprettet en militær fangelejr på basen og at der systematisk blev gennemført transporter fra Afghanistan til Cuba af tilbageholdte personer, mistænkt for medlemskab af Al-Qaeda og Taleban. Det retslige problem med denne internering var, at amerikanerne valgte ikke at fastslå de tilbageholdtes status i forhold til gængs terminologi i det internationale samfunds normsæt. I folkerettens optik, i begrebet Jus in Bello, som er gældende under eller i tilknytning til væbnede konflikter, finder Genéve-konventionerne af (GK) anvendelse og - i denne kontekst - særligt Første Tillægsprotokol 4. Jævnfør denne falder enhver tilbageholdt person i kampområdet ind under én af to betegnelser, nemlig kombattant eller civil, og har som følge heraf ret til at nyde beskyttelse i forhold til den aktuelle konvention, hvilket vil sige som krigsfange i relation til III. GK eller civil under IV. GK. USA s forsvarsminister Donald Rumsfeld angav i en pressemeddelelse 5, at de tilbageholdte ikke ville blive behandlet som krigsfanger, men som ulovlige kombattanter og at de dermed ikke skulle omfattes af GK. Samtidig understregedes, at de pågældende personer - for hovedpartens vedkommende - ville blive behandlet i rimelig overensstemmelse med GK. Den 16. januar 2002 understregede FN s højkommissær for menneskerettigheder, Mary Robinson i en pressemeddelelse 6, at alle tilbageholdte har ret til beskyttelse efter de internationale menneskerettighedskonventioner og den humanitære folkeret. Den amerikanske forsvarsministers udtalelse frembragte mange fordømmelser fra såvel nationale organisationer og sammenslutninger, som fra international side, heriblandt ICRC 7. Det grundlæggende problem med den anvendte benævnelse, ulovlige kombattanter er, at de tilbageholdte står i et juridisk tomrum, herunder at de ikke har mulighed for at blive stillet for en dommer eller få ret til advokatbistand. Verdenssamfundets opmærksomhed blev nu delt op, dels på krigen mod terror, dels i stigende grad på, om de internationale retslige normer i folkeretten fortsat skulle have deres berettigelse eller om der i denne nye type af krig skulle formuleres et supplerende sæt spilleregler, som det hævdedes fra Washington Problemstilling Der fremstår et overordnet problem i det ovenstående forløb, nemlig USAs fortolkning af centrale begreber indenfor den humanitære folkeret og den efterfølgende operationalisering og heraf afledte konsekvenser for de ca tilbageholdte personer fra 2 En juridisk kamp, mellem Cuba og USA, se f.eks. UN A/56/295 3 Der henvises herefter udelukkende til Geneve konventionerne af USA og Afghanistan har ikke ratificeret Første og Anden Tillægsprotokol. 5 Uddrag af pressemøde vist på CNN d. 11. januar International Comittee of the Red Cross 8 Espersen, Harhoff og Spiermann s

9 hhv. Taleban og Al-Qaeda på Guantanamo basen. Endvidere kan der sættes spørgsmålstegn ved, om den humanitære folkeret i sin nuværende formulering fremover ikke længere kan anses som værende fyldestgørende i relation til den nye type krigsførelse og dermed retfærdiggøre den amerikanske fortolkning. Helt centralt i problemstillingen er at fastslå hvilken - eller hvilke benævnelse(r) der anvendes for de tilbageholdte personers status. De fleste fremstillinger tager udgangspunkt i det alment anvendte folkeretlige begreb kombattant og variationer over samme, herunder ulovlig kombattant, fjendtlig kombattant, illegal kombattant, men alternativt foreligger muligheden at betegne personerne som civile, der har mistet dele af deres rettigheder, jf. den humanitære folkeret. Kombattant-begrebet bliver i særdeleshed aktuelt, når der sker tilfangetagelse af en krigsførende parts væbnede styrker. Afhængigt af, hvilken status de kan opretholde, altså kombattant eller civil, skal beskyttelsen af disse mennesker ske i relation til enten den III. GK vedr. krigsfanger eller den IV. GK omhandlende civile. Det medførte for de ca. 680 personer af forskellige nationaliteter, at de ikke kunne ydes nogen (som helst) retmæssig beskyttelse jf. GK, da den af amerikanerne valgte benævnelse ikke dækkede de pågældende. Begrebet ulovlig kombattant fremgår ingen steder i den humanitære folkeret. De tilbageholdtes rettigheder og beskyttelse kunne derfor ikke henføres til GK, men skete ud fra en amerikansk ad-hoc vurdering af, hvad der var retfærdigt og nødvendigt, i hver enkelt persons tilfælde Problemformulering Hvilken betydning fik den amerikanske nyfortolkning af den humanitære folkeret, særligt i relation til status og konflikttype, for de tilbageholdte medlemmer af Taleban og Al-Qaeda, på Guantanamo basen ? 1.4. Metode Til fastlæggelse af en analyseramme ses det hensigtsmæssigt med en model, som på passende vis sammenkobler den valgte analyseteori og empiri med en metode. Problemformuleringen åbner mulighed for at anvende to forskellige analysemodeller (se bilag 1), hvoraf én model vælges. Første model viser to selvstændige redegørende analyser af henholdsvis den gængse fortolkning af retskilderne i den humanitære folkeret og den amerikanske nyfortolkning af den væbnede konflikt mellem USA (og koalitionen) og Afghanistan. Herefter sammenfattes konklusionerne fra de redegørende analyser og der gennemføres en sammenfattende analyse. I den anden model gennemføres først en redegørelse af den amerikanske nyfortolkning, hvorpå der drages et sæt delkonklusioner; og dernæst analyseres udelukkende disse delkonklusioner overfor det retslige grundlag. Endelig sammenfattes de fremkomne resultater i en konklusion. Den anden model medfører, at analysen af den amerikanske tolkning og de deraf følgende konklusioner efterfølgende analyseres ud fra et retsligt grundlag. Metoden ses dog mindre velegnet da retskildegrundlaget indskrænkes, idet der ikke tilsikres at behandlingen af retskilderne sker separat, indtil den sammenfattende analyse. 3

10 Formålet med dette speciale er, at analysere den amerikanske fortolkning i relation til de gældende retskilder, hvorfor den første model vurderes mest hensigtsmæssig at anvende. Den endeligt valgte metode er således delt i fire trin: Først foretages en redegørende analyse af indholdet og principperne i den humanitære folkeret og begreberne kombattant/civil, væbnet konflikt og ikke-statslig aktør og konsekvenserne heraf diskuteres i relation til den væbnede konflikt. Dernæst gennemføres en redegørende analyse af den amerikanske tolkning, på baggrund af officielle amerikanske udtalelser, og de samme begreber analyseres herefter i en retsmæssig kontekst og det konkluderes afslutningsvis hvorvidt, og indenfor hvilke områder, der er sket overtrædelser af folkeretten og konsekvensen af disse Valg af teori Specialet vil som udgangspunkt søge at anlægge et objektivt perspektiv på de forudsætningsdannende redegørende analyser af henholdsvis retskilderne og den amerikanske nyfortolkning. Den efterfølgende sammenfattende analyse vil tage sit udgangspunkt i de foregående fremkomne konklusioner. Derefter sammenholdes retskilderne med efterfølgende kapitels resultat, for derved at afdække uoverensstemmelser mellem den amerikanske fortolkning og en traditionelt retmæssig fortolkning. Disse uoverensstemmelser analyseres og vurderes efterfølgende. Der anvendes således ikke en specifik teoretisk analysemodel, men principper og strukturer under den teoretiske gennemgang af retskilderne beskrives og behandles under anvendelse af en sædvanlig retsdogmatisk metode Valg af empiri Tolkningen af retskilderne tager udgangspunkt i Wienerkonventionen om traktatsretten, artikel 31 & 32, samt Geneve konventionerne (GK) og Første og Anden Tillægsprotokol (TP), og endvidere lægges også Den Internationale Domstol, statuttens artikel 38, til grund for belysning af retsgrundlaget. For belysning af den amerikanske begrebsanvendelse og nyfortolkning bruges til rådighed værende - og offentligt tilgængelige - officielle amerikanske dokumenter og udtalelser omkring Guantanamo og de tilbageholdte personer Afgrænsning Emnet er afgrænset til at omfatte bestemmelser under en væbnet konflikt, kombattant/civil begreberne og de rettigheder/pligter som er forbundet hermed jf. Haager-konventionerne, 3. og IV. GK samt Første og Anden TP. Menneskerettigheder vil således ikke blive inddraget i analysen. Ligeledes er emnet afgrænset, således at der ikke bliver diskuteret om, hvorvidt den væbnede konflikts indledning var bemyndiget og i overensstemmelse med gældende internationale regler. Emnet er afgrænset i tid ved at være koncentreret om perioden , hvorved eksempelvis den nuværende amerikanske Præsident Barack H. Obama, seneste beordring af lukning af fangelejren på Guantanamo-basens ikke medtages. Ligeledes medtages ikke andre forhold og problematikker omkring evt. anvendelse af ulovlige afhøringsmetoder eller øvrige overtrædelser af menneskerettigheder på Guantanamo, herunder overflytningen og anbringelsen, medmindre dette har direkte tilknytning til kombattantbegrebet. Endvidere er valgt udelukkende at inddrage nyfortolkningen som formuleret af amerikanerne og altså ikke andre, alternative nyfortolkninger eller offentligt 4

11 fremsatte holdningstilkendegivelser i relation til kombattantbegrebet, fremsat af øvrige koalitionspartnere. Hvad angår de tilbageholdte, vil der alene fokuseres på personer, hvis medlemskab af enten Taleban eller Al-Qaeda med rimelighed er fastslået og som blev tilbageholdt under Operation Enduring Freedom på afghansk jord, beskrives udelukkende, hvad der officielt blev meddelt fra de amerikanske myndigheder og hvorledes disse udtalelser fik indflydelse og/eller adskiller sig fra de gældende retsregler og den oprindelige opfattelse i det internationale samfund. Der undersøges således ikke nærmere hvad der, fra amerikansk side, rent praktisk blev effektueret og udført, med hensyn til de tilbageholdte. Der vil i forbindelse med redegørelsen og analysen af internationale og ikke-internationale væbnede konflikter ikke blive redegjort i detaljer for, hvor meget intensitet og hyppighed, der skal til før der er tale om en væbnet konflikt. Det forudsættes at den/de væbnede konflikt(er) i den anførte periode hvor USA bekæmpede Taleban og Al-Qaeda i Afghanistan, til fulde indfrier kravet om både intensitet og hyppighed. Endvidere vil tidsaspektet for overgangen fra status civil (henhørende under IV. GK) til kombattant, (og dermed beskyttet af III. GK) og vice versa, ikke blive gjort til genstand for videre analyse. Afslutningsvis skal det bemærkes, at der forudsættes et vist, grundlæggende kendskab til konflikten mellem Den Nordlige alliance og Taleban forud for Operation Enduring Freedom iværksættelse, samt at når der i den efterfølgende tekst refereres til USA, så er det in mente, at også koalitionspartnerne deltog fra begyndelse af konflikten Formalia Nærværende speciale er: - Søgt udarbejdet i overensstemmelse med Fakultet for Strategi og Militære Operationers uddannelsesdirektiv bilag Baseret på åbne kilder. Kildereferencer, samt forklaring og uddybning af begreber og kommentarer anføres som fodnoter. - Uklassificeret. - Indeholder uddrag af relevante kilder på engelsk. Dette er anvendt, hvor en dansk oversættelse syntes at forstyrre eller misvise det oprindelige budskab. Hvor der er anvendt direkte udtalelser eller uddrag fra tekst, fremgår dette ved markering af teksten i kursiv. 5

12 2. DEN HUMANITÆRE FOLKERET Indledning. Kapitlet har til formål, at redegøre for baggrund, generelle forhold og de relevante begreber under den humanitære folkeret, som har relevans for dette speciale s problemformulering. Redegørelsen vil, under fremdragning af relevante artikler fra GK og TP, belyse grundlaget for de anvendte nøglebegreber og afdække de væsentligste retskilder, samt introducere specialets primære emneområder indenfor den humanitære folkeret; status som kombattant/civil, væbnet konflikt og international eller ikke-international væbnet konflikt. Hvert emneområde vil afslutningsvis blive analyseret i forhold til den nærværende situation ud fra en objektiv og nøgtern vurdering af konflikten kontra retskilderne Grundlag og anvendelsesområde. De grundlæggende folkeretslige spørgsmål har været genstand for studier og debat i adskillige århundreder og folkerettens historie er tæt knyttet til statsdannelsen, hvorfor den også tager sit udgangspunkt allerede tilbage i 1500-tallet. Begrebet krigens love eller krigens folkeret var dengang den overordnede betegnelse for de folkeretlige regler, som havde til formål at regulere de stridendes parters optræden under væbnede konflikter. I nyere tid er begrebet krigens love/folkeret dog erstattet af humanitær folkeret, som vil være det anvendte begreb fremover i dette speciale. Den humanitære folkeret er oprindeligt opdelt, således at den del som vedrører beskyttelsen af ofre under væbnede konflikter, forefindes i regelsættet GK og i en anden del, som har til formål at regulere midler og metoder i krigsførelsen, ved de såkaldte Haager-konventioner. Men ved vedtagelsen af TP til GK, skete der reelt en samskrivning af disse konventioner, således at der ikke længere ses en sådan opdeling. Dette gælder for øvrigt også andre tidligere eksisterende folkeretslige sædvaner, som nu er kodificeret i TP. 9 Derfor vil det forekomme at stater som har ratificeret GK, men valgt at afstå fra at ratificere TP, på nogle af protokollernes bestemmelser, fortsat er bundet af indholdet, uagtet at de ikke har ratificeret TP. GK vedrørende beskyttelse af ofre i væbnede konflikter indeholder fire konventioner: I. Genève-konventionen af 12. august 1949 til forbedring af såredes og syges vilkår i de væbnede styrker i felten 10. II. Genève-konventionen af 12. august 1949 til forbedring af såredes, syges og skibbrudnes vilkår i de væbnede styrker på søen 11. III. Genève-konventionen af 12. august 1949 om behandling af krigsfanger. IV. Genève-konventionen af 12. august 1949 om beskyttelse af civile personer i krigstid. GK er indtil videre blevet ratificeret af 194 stater, herunder alle medlemmerne af De Forende Nationer (FN), samt Cook Island og Pavestolen 12 som også har ratificeret konventionerne. Alle konventionerne fremstår i dag principielt som retssædvaner Den humanitære folkeret sædvaneret. 10 I. GK vil ikke blive gjort til genstand for yderligere redegørelse m.m. i dette speciale. 11 II. GK vil ikke blive gjort til genstand for yderligere redegørelse m.m. i dette speciale 12 Ole Spiermann, side For ydeliger uddybning af sædvaneret, se henvisning fra note 9. 6

13 GK eller Geneve reglerne blev i deres nuværende udformning fastlagt i 1949 under Den Internationale Røde Kors Komité. De tog oprindeligt udgangspunkt i den første Genevekonvention om sårede fra 1846 og de to efterfølgende Geneve-konventioner i 1927 om sårede landstyrker og krigsfanger 14, men særligt efter anden verdenskrigs afslutning, hvor krigens rædsler havde sat deres præg på staterne, fremkom et særligt behov for at kunne beskytte civilbefolkningen. De fire konventioner indeholder indledningsvis nogle enslydende artikler, som går igen i dem alle. Da disse artikler fremstår som væsentlige og anvendt i stor udstrækning i dette speciale, vil de blive gengivet herefter. Det drejer sig om artikel 1, 2 og 3 til hver enkelt GK. Artikel 1 De Høje Kontraherende Parter forpligter sig til under alle forhold selv at overholde og at drage omsorg for overholdelsen af nærværende konvention. Den danske oversættelse anvender at overholde og drage omsorg for, hvorimod den engelske udgave 15 anfører; to respect and to ensure respect for, hvilket mere præcist udtrykker De Høje Kontraherende Parters forpligtelse til, udover egen forpligtelse, også (inden for rimelighedens grænser) at sikre andre staters iagttagelse af konventionerne 16. Artikel 2 Udover de bestemmelser, der gælder i fredstid, finder nærværende konvention anvendelse i alle tilfælde, hvor en krig er erklæret, eller hvor der i øvrigt er opstået en væbnet konflikt mellem to eller flere af De Kontraherende Parter, selvom en af disse ikke anerkender, at der består krigstilstand. Konventionen finder ligeledes anvendelse i alle tilfælde af hel eller delvis besættelse af en af De Høje Kontraherende Parters territorium, selv om en sådan besættelse ikke møder væbnet modstand. Selv om en af de stridende magter ikke har tiltrådt nærværende konvention, er de magter, der har tiltrådt den, bundet af den i deres indbyrdes forehold. De er endvidere bundet af konventionen i forhold til den pågældende magt, hvis denne anerkender konventionen og anvender dens bestemmelser. Artiklen fastsætter dermed at konventionen finder anvendelse, uden særlige krav til, hvordan den væbnede konflikt mellem to stater måtte udspille sig i tid, rum og midler og samtidig, at der ikke nødvendigvis behøver at være enighed mellem parterne, hvorvidt der er tale om en krigstilstand før konventionen træder i kraft. Endvidere indeholder artiklen en klausul om, at konventionen er bindende for parterne i såvel deres indbyrdes forhold, som i forholdet til den pågældende magt som ikke har ratificeret konventionen, men som anerkender og følger reglerne. 14 Derudover, Haager-konventionerne fra ICRC, The Geneva Conventions of August Ole Spiermann, side 451 7

14 Artikel 3 Hvor der på en af De Høje Kontraherende Parters territorium opstår en væbnet konflikt, der ikke er af international karakter, er enhver af de stridende Parter forpligtet til som mindstemål at bringe følgende bestemmelser til anvendelse: 1) Personer, der ikke deltager aktivt i fjendtlighederne, herunder medlemmer af de væbnede styrker, som har nedlagt våbnene, og personer, der er gjort ukampdygtige som følge af sygdom, sår, tilbageholdelse eller en hvilken som helst anden omstændighed, skal under alle forhold behandles humant. De må ikke gøres til genstand for mindre gunstig behandling som følge af race, farve, religion eller overbevisning, køn, fødsel, formueomstændigheder eller noget som helst andet lignende forhold. I dette øjemed er og forbliver følgende handlinger til enhver tid og på ethvert sted forbudt i forhold til ovennævnte personer: a) Vold mod liv og legeme, i særdeleshed mord under enhver form, lemlæstelse, grusom behandling og tortur. b) Udtagelse af gidsler; c) krænkelser af den personlige værdighed, i særdeleshed ydmygende og nedværdigende behandling; d) domme, der ikke er afsagt af en behørigt konstitueret domstol, som yder alle de judicielle garantier, der betragtes som uundværlige af civiliserede folk, og henrettelser, der iværksættes uden en sådan domstols forudgående afgørelse. 2) Sårede og syge skal opsamles og plejes. Uvildige humanitære organer såsom Den Internationale Røde Kors Komite er berettiget til at tilbyde de stridende parters deres bistand. Herudover bør de stridende Parter tage initiativet til oprettelsen af særlige overenskomster indeholdende samtlige eller en del af nærværende konventions øvrige bestemmelser. Anvendelse af foranstående bestemmelser berører ikke de stridende Parters retlige status. Artikel 3 adskiller sig i sin ordlyd og kontekst væsentligt fra det øvrige kompleks. Hvor den resterende del af GK alene forholder sig til international væbnet konflikt, altså interstatslige forhold, så har man ved ordlyden opstår en væbnet konflikt, der ikke er af international karakter anført at tidligere tiders tradition for, at man fra internationalt side undlader at blande sig i staternes interne forhold, nu har taget initiativ til, at der også under borgerkrige og andre væbnede konflikter, hvor Parterne ikke nødvendigvis er stater, er folkeretlige minimumsforpligtigelser, som skal overholdes. Artiklen fremstår derved tosidet, idet man fortsat ønsker at tilkendegive respekt for staternes suverænitet, men samtidigt tilsikre, at hvis det kommer til væbnet konflikt indenfor statens territorium, at det så sker så humant som muligt. I de efterfølgende årtier, efter ratificeringen af GK, skete der en udvikling af de væbnede konflikter. De tidligere, typisk interstatslige, konflikter blev færre, hvorimod der skete en udvikling og en stigning af de interne væbnede konflikter, de såkaldte borgerkrige. Den Internationale Røde Kors Komité tog derfor i 1969 initiativ til at få tilpasset GK til datidens krige. Det skete ved Første og Anden TP som blev vedtaget i Hvor Første TP fortsat omhandlede internationale væbnede konflikter, så havde Anden TP nu fokus på forholdet omkring interne væbnede konflikter med, og supplerede dermed Fællesartikel 3. 8

15 I 2009 havde 168 stater ratificeret Første TP og 164 Anden TP 17. Således har hovedparten af verdens stater ratificeret GK. Hvorimod der fortsat er en del stater som har afstået fra at ratificere TP. Blandt disse stater optræder USA, Afghanistan, Irak, Iran, Pakistan, Tyrkiet m.m. En konsekvens af de forskellige folkeretsmæssige forpligtelser, som staterne har pålagt sig, kunne i princippet være at to eller flere Parter i samme væbnede konflikt kunne være bundet af forskellige retslige forpligtelser, og dermed risikoen for at den ene part er mindre begrænset i sine handlinger end den anden. Derfor har man besluttet at konventionen kun er anvendelig mellem de kontraherende magter og kun, når de krigsførende samtlige er deltagere i konventionen 18. I Fællesartikel 2 er anført; Selv om en af de stridende magter ikke har tiltrådt nærværende konvention, er de magter, der har tiltrådt den, bundet af den i deres indbyrdes forhold. Da alle GK i dag, som tidligere anført, fremstår som international sædvaneret, så vil en tredje stats manglende ratificering, og dermed den juridiske manglende begrænsning af handlinger under en væbnet konflikt i dag ikke kunne tilbagevises med henvisning til manglende ratificering af GK Væbnet konflikt. Enhver person i en væbnet konflikt er beskyttet af den humanitære folkeret, uagtet om man tager direkte del i konflikten eller står udenfor. Der foreligger ikke en klar definition af, hvornår der tale om en væbnet konflikt. Det fremgår dog af Fællesartikel 2; at konventionen finder anvendelse i alle tilfælde, hvor en krig er erklæret, eller hvor der i øvrigt er opstået en væbnet konflikt mellem to eller flere af De Høje Kontraherende Parter, selvom en af disse ikke anerkender, at der består krigstilstand. Dermed er det fastslået at der ikke kræves konsensus fra konfliktens parter, men at den humanitære folkeret, finder anvendelse så snart der opstår en væbnet konflikt. Krigsforbrydertribunalet for det tidligere Jugoslavien videreførte den konsekvente forestillingskreds i forhold til internationale væbnede konflikter: An armed conflict exists whenever there is a resort to armed force between States or protracted armed violence between governmental authorities and organized armed groups or between such groups within a State 19. Krigsforbrydertribunalet fastslår dermed, at der er tale om en væbnet konflikt, såfremt der sker armed force mellem stater, protracted armed violence mellem statslige myndigheder og organiserede væbnede grupper, eller protracted armed violence mellem organiserede væbnede grupper indenfor en stats territorium Fjerde Haager-konvention fra 1906, artikel Ole Spiermann, side

16 Er Operation Enduring Freedom en væbnet konflikt? Da FN sikkerhedsråd d. 12. september vedtog at terrorhandlingen mod USA, hørte under FN pagtens Artikel 51 og dermed retten til selvforsvar og USA, i forlængelse deraf, iværksatte den militære operation Operation Enduring Freedom (OEF) i Afghanistan, kan det med rimelighed antages, at der var tale om en væbnet konflikt i henhold til Fællesartikel 2, mellem to af de Kontraherede Parter, nemlig USA og Afghanistan, og hvori sidstnævnte ikke nødvendigvis accepterede, at der bestod en krigstilstand. Hvis man anlægger Krigsforbrydertribunalets tolkning, så er det ikke afgørende, om det er imellem kontraherede Parter, men alene det faktum, at ved der sker et væbnet overgreb mellem nogle Parter - statslige eller ikke-statslige aktører - indenfor en stats territorium, så kan det betegnes som en væbnet konflikt. Det fremgår som nævnt ikke præcist, hvor høj en intensitet eller antal af væbnede overgreb, som der skal til, før der er tale om en væbnet konflikt, men det må være hævet over enhver tvivl, at USA s militære operation, med en massiv luftkampagne og efterfølgende indsættelse af store landstyrker, havde den fornødne intensitet og hyppighed for, at kunne kategoriseres som en væbnet konflikt Stater Statens rolle i en væbnet konflikt er essentiel i definitionen af en international eller en ikke international væbnet konflikt. En kort redegørelse af, hvilke kriterier som skal ligge til grund for at staten kan anerkendes som stat, ses derfor hensigtsmæssig. Kravene til en stat er, at den har en permanent befolkning, et defineret territorium, en regering og evnen til at indgå relationer med andre stater 21. Derudover diskuteres det fortsat, hvorvidt anerkendelse fra øvrige stater skal være et yderligere kriterium til oprettelsen af en ny stat. Men, på nuværende tidspunkt, foreligger der ikke et sådant folkeretsligt, formelt krav om anerkendelse Var Afghanistan en stat ved OEF iværksættelse? Hvis disse krav afspejles på Afghanistan, så måtte landet nødvendigvis - også under Taleban-regimet - betegnes som en stat, og i nogen udstrækning endda som internationalt anerkendt stat. Der er en permanent befolkning, et defineret territorium og en regering. Der stilles ikke krav om en folkevalgt regeringsmagt, men alene at staten har evnen til at indgå relationer til andre stater. Afghanistan er således også repræsenteret i FN Generalforsamling 22 og har ratificeret GK. Endvidere havde Afghanistan under Taleban haft formelle, diplomatiske relationer med blandt andet Pakistan. Det vurderes derfor at Afghanistan opfylder alle krav og derfor er en selvstændig suveræn stat International væbnet konflikt. GK er i sin oprindelige kontekst rettet mod at beskytte ofrene af de klassiske interstatslige væbnede konflikter. Regelsættet, som fremgår både af Haager-konventionerne fra 1907 og de fire GK, henvender sig derfor også primært mod reguleringen af de internationale væbnede konflikter. Denne regulering finder sted under alle internationale væbnede konflikter. Der er altså ikke krav om - eller afhængighed af at en officiel legitimering fra FN Sikkerhedsråd eller en iværksættelse af artikel 51 (retten til selvforsvar) skal være opnået/indhentet, før det kan 20 FN resolution 1368 af 12. SEP Montevideo Conventionen on Rigths and Duties of States. 22 Goldman, s.24 10

17 kategoriseres som en væbnet konflikt. Men alene det faktum, at der foregår en væbnet konflikt i en stat og at denne handling medfører ofre, som skal beskyttes. Der ses altså en væsentlig forskel på hhv. FN-pagten og den humanitære folkeret tilgang til en væbnet konflikt, hvor FN-pagten kun omfatter og forholder sig til statsniveauet, så er den humanitære folkeret i stedet rettet mod individer (ofre) under en væbnet konflikt. Som anført i pkt. 2.3, så fremstår det i Fællesartikel 2, i samtlige GK, at der ikke kræves en egentlig krigserklæring fra en af de involverede, Kontraherende Parter, for at GK finder anvendelse. Der er således ikke et formelt krav om, at der skal være udsendt en officiel krigserklæring Parterne imellem, men rettere at der forekommer en praktisk handling mellem staterne, der med rimelighed kan betegnes som væbnet konflikt. Det drøftes fortsat, hvornår handlingen eller den væbnede konflikt har et niveau, hvor der kan tales om international væbnet konflikt eller om der kan opstilles minimumskriterier 23. Ved ratificeringen af Første TP, skete der en udvidelse af begrebet international væbnet konflikt, idet man nu også medtog særlige former af væbnede konflikter mellem statslige aktører og private aktører, indenfor en stats territorium, og lod disse komme under betegnelsen international væbnet konflikt 24. Det er væsentligt at anføre at Første TP fra 1977 adskiller sig fra ovenstående regelsæt som anført i GK ved, at alene stater som har ratificeret Første TP og som er eller bliver involveret som parter i en væbnet konflikt, kan være omfattet af denne TP Ikke international væbnet konflikt Som det fremgik af gennemgangen af Fællesartiklerne i GK, jf. pkt. 2.2., så er Fællesartikel 3 den eneste artikel i GK, som i sin udformning beskytter ofre under en væbnet konflikt, der ikke er af international karakter. Artiklen anfører i sin indledning, at den finder sted, når der opstår en væbnet konflikt på en af de Kontraherede Parters territorium, hvorefter der fastsættes en række minimumskrav til de stridende Parter, som skal anvendes og efterleves under den væbnede konflikt. Det anføres således ikke direkte i Fællesartikel 3, hvilke kriterier som skal være opfyldt, før der er tale om en ikke-international væbnet konflikt. Men under udarbejdelsen af Fællesartikel 3, fremkom der en række forslag til sådanne kriterier 25 : That the Party in revolt against the de jure Government possesses an organized military force, an authority responsible for its acts, acting within a determinate territory and having the means of respecting and ensuring respect for the Convention. (2) That the legal Government is obliged to have recourse to the regular military forces against insurgents organized as military and in possession of a part of the national territory. (3) (a) That the de jure Government has recognized the insurgents as belligerents ;or (b) That it has claimed for itself the rights of a belligerent; or 23 Tadic, Appelretten for krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien. 24 TP I, Artikel 1, stk Pictet (1958) s

18 (c) That it has accorded the insurgents recognition as belligerents for the purposes only of the present Convention; or (d) That the dispute has been admitted to the agenda of the Security Council or the General Assembly of the United Nations as being a threat to international peace, a breach of the peace, or an act of aggression. (4) (a) That the insurgents have an organization purporting to have the characteristics of a State. (b) That the insurgent civil authority exercises de facto authority over the population within a determinate portion of the national territory. (c) That the armed forces act under the direction of an organized authority and are prepared to observe the ordinary laws of war. (d) That the insurgent civil authority agrees to be bound by the provisions of the Convention. Som det fremgår af ovenstående, så ønskede man indledningsvis at opstille nogle målepunkter for, hvornår der var tale om en ikke-international væbnet konflikt. Dette kunne overordnet ske på to måder. Enten ved at statsaktøren selv anerkendte eksistensen af en væbnet konflikt internt i staten eller ved at den væbnede konflikt har en sådan intensitet, at der er behov for en folkeretlig regulering 26. Formålet med disse kriterier var på den ene side at imødegå den fremsatte bekymring om, at alle interne opstande fremover ville kunne kategoriseres, som ikke-internationale væbnede konflikter og således fastholde respekten for suveræne staters ret til selv at slå ned på intern opstandelse. Omvendt ønskede man også, at væbnede konflikter snarest muligt skulle blive folkeretslig reguleret, med henblik på maksimal beskyttelse af ofrene. Dilemmaet er derfor at fastslå, hvornår den væbnede konflikt er af en sådan intensitet, at en folkeretslig regulering går forud for statens suveræne ret til at bekæmpe interne opstande. Kriterierne blev dog ikke medtaget i Fællesartikel 3 efterfølgende, hvilket er i god overensstemmelse med fællesartiklens hovedformål nemlig at udvide beskyttelsen af humanitære årsager til også at omfatte ikke-statslige aktører, i stedet for at indskrænke den ved at opstille yderligere kriterier. Speaking generally, it must be recognized that the conflicts referred to in Article 3 are armed conflicts, with armed forces on either side engaged in hostilities-conflicts, in short, which are in many respects similar to an international war, but take place within the confines of a single country. In many cases, each of the Parties is in possession of a portion of the national territory, and there is often some sort of front Pictet (1958) s Pictet (1958) s

19 Er OEF en international eller en ikke-international væbnet konflikt? Der har ovenfor været redegjort for begrebet væbnet konflikt, og efterfølgende sammenfattet, at der ved OEF begyndelse, jf. Fællesartikel 2, var tale om en væbnet konflikt mellem USA og Afghanistan. Den videre argumentation går nu på, om konflikten dermed også kan betegnes som en international væbnet konflikt eller om der i stedet er tale om en ikke-international væbnet konflikt. Kravene til at GK finder anvendelse, er i henhold til Fællesartikel 2, at der skal være tale om en væbnet konflikt mellem to Kontraherede Parter. Dette forhold ses umiddelbart opfyldt ved USA og Afghanistan, som må betragtes som hovedaktører i konflikten. Det kan dog diskuteres om der er tale om en rigtig international væbnet konflikt, idet USA jo ikke indledte en direkte væbnet konflikt mod staten Afghanistan, men mod de ikkestatslige aktører som Taleban og Al-Qaeda i Afghanistan. Der kan således også argumenteres for, at konflikten kan henføres til GK Fællesartikel 3 og Første TP 28, idet denne artikel og protokol netop medtager disse særlige former for væbnede konflikter mellem statslige aktører og private aktører, hvor der ikke er tale om en konflikt af international karakter. Et modargument ville være, at netop denne væbnede konflikt ikke syntes at imødekomme kravet om territorium, idet Hvor der på en af De Høje Kontraherende Parters territorium opstår en væbnet konflikt 29 ville kunne fortolkes således, at hvis USA udgør den statslige aktør og de private aktører er Taleban og Al-Qaida, så ses der ikke at være overensstemmelse mellem statsaktør og territorium, da konflikten jo ikke finder sted på amerikansk grund, men på afghansk territorium. Omvendt kan en væbnet konflikt mellem en statsaktør og private aktører, som finder sted udenfor statens territorium, og som derfor ikke opfylder kravet om, at den skal finde sted på statens eget territorium, alene af den grund, så i stedet skulle kategoriseres som en international væbnet konflikt? Der udestår tilsyneladende et entydigt tilhørsforhold, når konflikten ikke ses begrænset til statens territorium. Spørgsmålet er, om det for denne konflikt har afgørende betydning i relation til den humanitære folkeret, om hvorvidt den væbnede konflikt finder sted indenfor eller udenfor en stats territorium? Svaret kan til dels findes i kommentarerne til Fællesartikel 3, hvor følgende er anført: We think, on the contrary, that the scope of application of the article must be as wide as possible 30. Formålet med Fællesartikel 3 var netop at udvide beskyttelsen, således at den også omfattede private aktører i væbnede konflikter. Det er altså ønsket om en udvidelse af anvendelsesområdet alene af humanitære årsager og ikke som konsekvens af territoriale 28 TP I, artikel 1. stk GK Fællesartikel 3 30 Pictet (1958) s

20 eller andre statslige forhold. Territorialargumentet underbygges også i Statuetten for Krigsforbrydertribunalet for Rwanda, hvor det netop anføres at konflikten ikke er begrænset til Rwanda s territorium 31. Med dette perspektiv in mente giver det også mening at se Fællesartikel 3, som dækkende over alle de øvrige typer af konflikter, som ikke umiddelbart kan indeholdes under Fællesartikel 2. Hvis man ser disse to Fællesartikler i sammenhæng sikrer man sig derved, at uanset hvilken type væbnet konflikt der er tale om, international eller ikke international, så er den omfattet af GK og dermed reguleret. Der kan således argumenteres for at USA, som en Kontraherede Part, ved sin iværksættelse af OEF, påbegyndte en væbnet konflikt på en anden Kontraheret Parts territorium, nemlig Afghanistan. Det kan derfor også antages, at den væbnede konflikt tager sit udgangspunkt i en international væbnet konflikt. Dette argument kan dog kun fastholdes, såfremt man antager at Taleban (og herunder eventuelt Al-Qaeda, som irregulær styrke, på Taleban s side) er den formelle myndighed i Afghanistan og dermed statsaktør. Hvis man derimod anlægger betragtningen om, at der er tale om to adskilte organisationer, så kan den væbnede konflikt mod Al-Qaeda, som en ikke-statslig aktør, ikke henhøres under Fællesartikel 2, men skal i stedet kategoriseres, som en ikke-international konflikt jf. Fællesartikel 3. Derved kan det sluttes, at ved OEF iværksættelse kunne der argumenteres for, at USA ikke kun var involveret i én væbnet konflikt, men snarere i to forskellige typer væbnede konflikter nemlig en international (mod Taleban) og en ikke-international væbnet konflikt (mod Al-Qaeda). Da USA, kort efter operationens iværksættelse, afsatte Taleban fra regeringsmagten 32 i Afghanistan, kunne det med rimelighed antages, at den internationale væbnede konflikt mellem USA og Afghanistan overgik til en ikke-international væbnet konflikt, med USA og koalitionen som statsaktør på den ene side og de ikke-statslige aktører Taleban og Al- Qaeda på den anden side. Formålet med at klarlægge, om OEF kan betragtes som en international eller ikkeinternational væbnet konflikt, vil blive yderligere belyst i det kommende afsnit omkring beskyttede personer og særligt tilbageholdte personer status Beskyttede personer Den humanitære folkeret har til formål at regulere den væbnede konflikt og beskytte krigens ofre. I relation til denne beskyttelse er der overordnet set kun to kategorier af beskyttede personer i relation til den humanitære folkeret, nemlig kombattanter og civile. Indenfor hver af disse kategorier vil der fremkomme forudsætninger, restriktioner, krav og undtagelser m.m. som kan medføre en justering af den enkelte persons rettigheder 33. Se 31 Statuetten for FN krigsforbrydertribunal for Rwanda, artikel Pictet (1958) s

21 figur I intet tilfælde kan nogen person dog stilles ringere, end efter de specifikt listede rettigheder i TP 1, artikel 75. GK BESKYTTELSE AF PERSONER UNDER VÆBNET KONFLIKT Figur 1 KOMBATTANT Non-Kombattant Ikke-kombattant CIVIL Spion/Sabotør Lejesoldater 3. GK 4. GK GK ART 3 TP I. ART Kombattant. Den humanitære folkerets formål er at regulere de stridende Parters optræden under internationale væbnede konflikter. Frem til vedtagelsen af første TP til de fire GK, var der oprindeligt en ganske stringent fortolkning af kombattantbegrebet. Det var medlemmer af regulære væbnede styrker, hvorunder Hjemmeværn eller frivillige væbnede korps, samt medlemmer af organiserede modstandsbevægelser eller grupper også henhørte. Datidens krav til disse styrker eller enheder, fremgår af bilag til Landkrigsreglementet 35 : 34 Figur 1 skal anskueliggøre den humanitære folkerets opdeling af - og beskyttelse af ofre under væbnede konflikter. Figuren skal endvidere illustrere minimumsbeskyttelsen, såfremt kravene til beskyttelse under III. eller IV. GK ikke kan honoreres. Den stiplede pil indikerer, at såfremt der er tvivl om status, så er man berettiget til beskyttelse under III. GK, indtil status er afklaret. 35 Bilag til 1907 IV. Haager-konvention, Kap.1. Art.1 15