Landsbyen St. Sjørup. Landskab, historie og bebyggelse

Transkript

1 Landsbyen St. Sjørup Landskab, historie og bebyggelse

2

3 Indhold: Landskabet side 4 Historien side 12 Landskab og bebyggelse side 22 Resurser og muligheder side 25 side 3

4 Vaden ud for kysten ved St. Sjørup fremstår som meget»flosset«med de karakteristiske loer (bugtede render), strandsøer og saltpander (små vandhuller med høj saltkoncentration). Ved lavvande ligger hele det store forrådskammer åbent for de mange fugle der søger føde her. L A N D S K A B E T side 4

5 Geologi og landskabsdannelse St. Sjørup ligger på østsiden af Rougsø på overgangen mellem to markante landskabstyper: Mod vest det storbakkede morænelandskab omkring Ørsted Mark og mod øst det marine forland langs kysten ved Hevring Bugt. De to landskabstyper er beskrevet som henholdsvis Område 5 Søledet-Hevring Hede marint forland og Område 6 Ørsted Mark morænelandskab i Norddjurs Kommunes landskabskarakterbeskrivelse fra Hele vejen op langs kysten markeres overgangen mellem de to landskabstyper (moræne og marint forland) af litorinakystskrænterne (stenalderkystskrænterne). Nord for St. Sjørup er disse både høje og skarpt markerede mens de syd for landsbyen bliver en del af den randmoræne, som strækker sig fra St. Sjørup og ned mod Hevring Kær/Ørsted Kær. Syd for St. Sjørup er litorinakystskrænten således synlig i landskabet, men i noget mindre markant grad end nord for landsbyen. Det marine forland er et resultat af den landhævning der fandt sted i den nordlige del af Danmark, og som fulgte med isens tilbagetrækning efter sidste istid. Denne landhævning pågår stadig omkring en akse, der strækker sig fra Ringkøbing i vest til Køge Bugt i øst. I Skagen, hvor landhævningen er størst, er den på omkring 1 mm om året. I princippet rykker kysten således længere ud år for år, hvilket dog nu modvirkes af stigende vandstand i havene som følge af klimaudviklingen. St. Sjørup 1: side 5

6 Overgangen mellem tidligere havbund og (litorina)kystskrænt er tydelig selv hvor en marksammenlægning har udglattet overgangen. Mens landhævning og havstigning ikke uden videre er at se med det blotte øje, er tidevandets betydning for dannelsen af kysten ud for St. Sjørup anderledes nem at få øje på. Kysten er ikke inddiget på denne strækning og vaden og strandengene ud for kysten står som et fint eksempel på, hvordan en kraftigt tidevandspåvirket kyst kan antage en karakteristisk»flosset«kant med loer, strandsøer og saltpander i de lave strandengsområder langs kysten. Det storbakkede randmorænelandskab sydøst for St. Sjørup. side 6

7 grøfter og næsten ingen diger eller hegn. Det var et landskab, der i store træk har set ud som det, vi møder i dag, om end markerne dengang har været mindre end nu. Typisk»flosset«kyststrækning umiddelbart neden for sommerhusområdet. Landskabet De høje målebordsblade fra 1870 erne viser et landskab, hvor morænejorderne omkring St. Sjørup dvs. landskabet bag stenalderkystlinjen er intensivt opdyrket med få og små pletter af mose, sand- og lergrave, få I modsætning hertil var landskabet øst for stenalderkystlinjen kun i mindre grad opdyrket. Det har været præget af engog strandengsområder, gennemskåret af grøfter og afvandingskanaler, der alle har gået vinkelret på stenalderkystskrænterne. Umiddelbart neden for den lave terrassekant, som udgør skellet mellem de to områder, har der ligget og ligger der fremdeles små englodder afgrænset af levende hegn. Adskillige steder længere ude mod kysten havde små stumper hede overlevet og givet græsning til lidt får. Området har desuden leveret tørv til landsbyen. I forhold til landskabet, som det ser ud i dag, er fraværet af skov i 1870-landskabet det mest iøjnefaldende. Skellet mellem de gode landbrugsjorder på morænen og de ringe jorder på den hævede havbund har gået langs den omtalte lave terrassekant og har også i midten af tallet været markeret af et levende hegn, der fremdeles danner skel mellem de to områder. Enkelte mindre skovområder er kommet til sandsynligvis i tiden efter Anden Verdenskrig, hvor forskellige tilskudsordninger gjorde det tiltrækkende at opgive de mindst rentable jorder. Der går stadig noget kvæg på nogle af strandengene men ellers er området i dag først og fremmest et stort sommerhusområde. Høje målebordsblade fra 1870 erne side 7

8 Byens placering og synlighed St. Sjørup ligger og»trykker sig«ved foden af de gamle stenalderkystskrænter, og kommer man til byen inde fra landet dvs. ad landevejen fra Tørslev, bliver man ikke opmærksom på landsbyen før den ene af byens tre byporte angiver, at her ligger St. Sjørup. Den sydøstligste af St. Sjørups tre byporte. Byportene er med til at markere landsbyens udstrækning, men er samtidig også en markering over for tilkomne bilister: du kører nu ind i et bebygget område. Flyfoto med indlagte højdekurver der viser, hvordan landsbyen ligger i læ af stenalderkystskrænten på en lille terrasse i bunden af en indskæring i kysten. På fotoet ser man også tydeligt det lange levende hegn der danner skel mellem de to landskabstyper, morænen og den hævede havbund. Skrænterne har givet læ for vestenvinden, og den store sø, som har givet navn til byen, har yderligere»klemt«bebyggelsen så St. Sjørup ligger som en langstrakt L-formet landsby ved foden af stenalderkystskrænten på en lille terrasse i en indskæring i kysten. Søen har udgjort et naturligt vandingssted og tillige fungeret som branddam i ældre tid og dens tilstedeværelse har utvivlsomt været en faktor ved landsbyens anlæggelse netop her. Landsbyen er heller ikke synderlig synlig når man kommer fra nord (Estruplund) eller fra sydøst (Hevring). Også her opdager man først landsbyen når man er fremme ved den. side 8

9 Mellem St.Sjørup og kysten, på det flade område med marint forland, ligger St. Sjørup Strand, der er et 85,8 ha stort sommerhusområde med knap 400 sommerhuse opført i perioden fra 1970 erne og fremefter. Tre byport i hvidmalet træ markerer landsbyens officielle afgrænsning mod nord, sydvest og sydøst. Sommerhusområdet ses ikke fra St. Sjørup og synes i øvrigt ikke at have meget forbindelse med landsbyen, da der ikke er nogen dagligvarebutikker eller andet der giver sommerhusfolket anledning til at søge St. Sjørup. Landsbyens afgrænsning Som tidligere nævnt udgør litorinakystskrænterne en naturlig afgrænsning af St. Sjørup. Den oprindelige gamle bykerne ligger syd og sydvest for søen mens tilvæksten i St. Sjørup er foregået langs med og omkring Estruplundvej i den nordlige del af byen og Hevring Møllevej i den sydøstlige del af byen. St. Sjørups anden byport på Hevring Møllevej. St. Sjørup er på alle sider omgivet af dyrkede marker. Selv midt i landsbyen er et mindre jordlod pløjet op og dyrket. side 9

10 Jordbund og arealanvendelse Skellet mellem morænen og det marine forland er også skellet mellem gode og mindre god landbrugsjord. Mens jordbunden på det marine forland overvejende består af grovsandet jord består jordbunden i morænen af grov eller fin sandblandet lerjord (i ejerlavets nordlige del) og lerjord (i ejerlavets sydlige del). Ejerlavets gode landbrugsjorder udnyttes fuldt ud til dyrkning mens de dårligere jorder på den hævede havbund udnyttes til rekreative formål i form af sommerhusområdet St. Sjørup Strand og de rekreative arealer nord for sommerhusbebyggelsen med bl.a. bade- og opholdsareal og primitiv teltplads med toilet og vand den eneste plads af sin art på kysten mellem Fjellerup og Udbyhøj. Syd for sommerhusområdet er flere mindre nåletræsplantager kommet til i tiden efter Anden Verdenskrig. Skarpt tilskåret læhegn på de gode landbrugsjorder oven for St. Sjørup, hvor jorden udnyttes maksimalt. side 10

11 Ejerlavsgrænse grov eller fin lerblandet sandjord grov eller fin sandblandet lerjord grovsandet jord finsandet jord humus skov og plantage Legend dmu_ais_arealanv <all other values> luatext Ejerlavsgrænse grov eller fin lerblandet sandjord grov eller fin sandblandet lerjord grovsandet jord finsandet jord humus skov og plantage St. Sjørup Jordbundsforholdene i ejerlavet Anden overflade med ringe vegetation Bebyggelse i åbent land Eng Græs i byområder Græsarealer Hede Landbrug Løvskov Mose Nåleskov Overdrev Sø Uklassificeret Vej 3-6 m Vej > 6 m Åben bebyggelse Legend dmu_ais_arealanv <all other values> luatext Anden overflade med ringe vegetation Bebyggelse i åbent land Eng Græs i byområder Græsarealer Hede Landbrug Løvskov Mose Nåleskov Overdrev Sø Uklassificeret Vej 3-6 m Vej > 6 m Åben bebyggelse St. Sjørup Arealanvendelsen side 11

12 En drilledjævel forurener en ærbar kones mad. Kalkmaleri i Estruplund kirke. Motivet med drilledjævle, der skider i smørdritlen eller på anden måde»hjælper til«med de daglige gøremål, kendes også fra andre kirker på Norddjursland bl.a. Gjerrild og Voldby. Temaet må have vagt genklang hos enhver kone eller pige, som har oplevet, hvordan ølbrygningen uden synlig grund er gået galt eller hvordan smørret pludselig er blevet harskt. I Estruplund kirke fortsætter beretningen på bedste tegneserievis med billedet af (en anden) kone der tamper djævlen (lille billede) måske som straf for hans gøren og laden på det første billede? H I S T O R I E N side 12

13 Forhistorisk tid Forhistorisk tid, det vil sige tiden fra de første jægere og samlere trængte op i landet til vikingetidens afslutning o e. Kr., er meget sparsomt repræsenteret i og omkring St. Sjørup og i Estruplund sogn i det hele taget. I Det Kulturhistoriske Centralregister (Kulturarvsstyrelsen) er der således kun registreret 3 fundlokaliteter: 1) En boplads fra mellemneolitikum, 2) en lokalitet med forskellige genstande og skeletdele samt 3) en lokalitet med affaldsgruber fra ældre førromersk jernalder. Der er heller ikke registreret kulturarvsarealer (dvs. særligt bevaringsværdige arkæologiske lokaliteter, der ikke er fredede) i sognet. Der kan imidlertid godt have været flere gravhøje i området i ældre tid, hvor folketroen»beskyttede«dem. Langt op i 1800-tallet var det en udbredt opfattelse, at højene var hjemsted for bjergfolk og andre underjordiske. Fjernede eller ødelagde man en gravhøj påkaldte man sig ulykker, sygdom eller mistrivsel i besætningen og derfor fik højene tit lov at ligge uforstyrret. Tilværelsen var hård nok i forvejen, så hvorfor ligefrem udfordre skæbnen? Middelalderen Oplysningerne om St. Sjørup i middelalderen er yderst sparsomme. Landsbyen er omtalt i en afskrift af et dokument fra 1423 som Siorup og igen i 1462 som Østersørup og endelig igen i 1509 som Store Sørup, landsbyens nuværende navn. Landsbynavne med endelsen -rup (-drup eller -strup) er afledt af endelsen -torp. Bynavne med denne endelse kan stamme fra vikingetiden, men var også udbredt ved navngivningen af udflytterbyerne i den tidlige middelalder. Man kan med andre ord ikke udlede noget sikkert om en landsbys alder ud fra navnet alene. Mellemneolitisk boplads registreret i De to øvrige fundsteder i sognet ligger uden for kortet. En lille håndfuld navne på de såkaldte høje målebordsblade fra 1870 erne viser dog eksistensen af (nu forsvundne) gravhøje i området. Det drejer sig om Kummelhøj og Tohøje vest for St. Sjørup samt Hjelmihøj mellem Tørslev og St. Sjørup. Man kan heller ikke udlede noget sikkert om landsbyens alder ud fra sognets kirke Estruplund kirke der må have været landsbykirke for St. Sjørup, men som lå i nabolandsbyen Estruplund (nedlagt og inddraget under godset Estruplund i 1627). Den lille sognekirke, Estruplund kirke, menes opført i slutningen af 1100-tallet eller begyndelsen af 1200-tallet, og er således en romansk kirke. Den er oprindeligt opført i røde munkesten, men er i dag hvidkalket. side 13

14 Estruplund kirke rummer en meget fin billedskat af kalkmalerier fra slutningen af 1400-tallet eller begyndelsen af 1500-tallet. Kalkmaleriernes motiver er hentet fra det gamle og det nye testamente og kommer bl.a. omkring skabelsen, Kain og Abel, syndefaldet, syndfloden, David og Goliat m.fl. Velkendte bibelske motiver, der dog ofte får en lokal tvist i udformningen ved at personerne fx. bærer middelalderens klædedragt eller på anden måde er lokalt forankret. Eller fremmedartede på en overraskende måde. Hvor kommer den festlige galler med alpehue og bart mon fra? Ruinen af det gamle møllested ved Hevring Mølle. I forbindelse St. Sjørup i middelalderen bør Hevring Mølle sydøst for St. Sjørup nævnes. Møllen, der kendes fra 1455 som Hæffringh mølnesteth, har været sognets mølle op gennem århundrederne og var en overgang både vand- og vindmølle. Og hvor mange dyr har der egentlig været plads til i Noahs lille ark? Storlandbruget I forbindelse med registreringen af de danske landbrug, under udarbejdelsen af Christian V s Matrikel (1688), blev landets bøndergods gjort op. Her fremgår det, at landsbyen St. Sjørup bestod af hele 17 gårde med et samlet jordtilliggende på 497,1 Tdr. land og en hartkornsansættelse på 103,96 Tdr. hartkorn. Det var mere end dobbelt så meget dyrket jord som Estruplund havde under plov og mere end tre gange så stort et hartkorn end herregården. Foruden gårdene lå der ét hus med jord og 8 huse uden jord i landsbyen, der var sognets største på det tidspunkt. side 14

15 Herregården Estruplund nord for St. Sjørup er en af Norddjurslands mindre herregårde. Dens tidligste historie fortaber sig. men fra begyndelsen af 1600-tallet finder man igen og igen Estruplund som en (mindre) brik i adelens stadige opkøb, arveoverdragelser og Videnskabernes Selskabs kort fra Estruplund Skov er muligvis allerede på det tidspunkt en gammel skov og ifølge kortet områdets eneste (større) skov. tilgiftning af landets herregårde. Eksempelvis købte Christoffer Møller til Ålykkegård Estruplund i 1785, men solgte den allerede igen to år senere, i 1787, til sønnen Hans Adolf Møller. Estruplund var dog stadig i Christoffer Møllers eje ved folketællingen i 1787, der var den første landsdækkende folketælling i Danmark. Folketællingen giver på sin egen indirekte måde et lidt bedre indblik i livet på Estruplund i slutningen af 1700-tallet. Hele 15 tjenestefolk var på daværende tidspunkt på hovedgården. Fire af disse er opført som malkepiger, hvad der i sig selv antyder en besætning af en vis størrelse. Derudover var der en staldkarl, to røgtere og en hyrdedreng der med sine 15 år er folkeholdets yngste, samt en ladefoged. Der var også både kusk og gartner foruden stuepige, mejerske og kokkepige. Endelig var der førstefolkene fogeden og husholdersken. I sammenligning med de Som mange andre danske herregårde kan Estruplund fremvise et flot herregårdslandskab. Estruplund Skov, der dels ligger på den gamle stenalderkystskrænt og dels ligger i et system af dybe vandløbsdale er historisk interessant ved at være meget gammel skov og ved at være stort set inddiget hele vejen rundt. De gamle diger er især synlige på en tidlig forårsdag før løvspring. side 15

16 store godser ikke noget voldsomt folkehold, men dog en flok at brødføde. Estruplund var en årrække ladegård til Hevringholm og i en anden periode var gården lagt ind under Stenalt, indtil denne blev afviklet som stamhus i Værst synes situationen at have været i slutningen af 1800-tallet, hvor godsernes økonomi generelt var under pres. I den periode blev Estruplund flere gange solgt på tvangsauktion. St. Sjørup i 1787 Folketællingen i 1787 bidrager også til billedet af St. Sjørup. Som nævnt havde landsbyen 17 gårde og 9 huse hundrede år før den første folketælling på egnen fandt sted. På de hundrede år var der kun forsvundet én gård idet 16 personer i 1787 angiver at være»bonde og gårdbeboer«. Gårdene har typisk haft 2-4 tjenestefolk, hvis man da ikke var så heldig at have en stor børneflok at trække på. Der var 8 husmænd i landsbyen foruden 2 der angav at være»huskone«(formodentlig enker efter husmænd, da de begge havde børn). Husmændene, der primært levede af at arbejde for bønderne og herremanden, havde alle et andet erhverv ved siden af. En var skovfoged, to var hyrde, en var skrædder, en var bødker og en var skoleholder. To af husmændene angav desuden at være»bonde«hvilket vel betyder, at de har haft et stykke jord at dyrke. På trods af en lettere romantiseret fremstilling af det unge fiskerpar, hvor hun henter dagens fangst på stranden, indeholder hovedet på Videnskabernes Selskabs kort fra 1789 elementer fra hverdagen i St. Sjørup på den tid. Her er båden, fiskenettet, negene og et par får i nederste hjørne. side 16

17 Det minorerede (formindskede) sognekort fra 1836 giver et billede af landsbyen og ikke mindst ejerlavet i årene efter udskiftningen. 9 husstande var indsiddere, dvs. folk som boede hos en gårdmand eller husmand, enten fordi de var i tjeneste hos vedkommende eller fordi de var for gamle og affældige til at arbejde. To af indsidderhusstandene var gamle ægtepar mens resten var enlige og ofte enker eller enkemænd. 177 personer i alt i St. Sjørup i Udskiftningen St. Sjørup blev udskiftet i Det samme blev nabobyen Tørslev mens sognets tredje landsby, Ingerslev, blev udskiftet fire år senere i Det har ikke været nogen let sag at få udskiftningen til at gå op i St. Sjørup. Et kig på matrikelkortet (her som det kan læses side 17

18 ud af det minorerede sognekort) afslører, at vel omkring 28 gårde og huse har haft»krav«på landbrugsjord oppe på morænen. Alene antallet af gårde har umuliggjort en stjerneudskiftning, som har kunnet tilgodese alle. Ikke desto mindre er det lykkedes at tildele 15 gårde jord med direkte adgang fra gården (gårdene ). Gård 16 og 17 er udflyttet i 1836 og det er muligvis sket allerede ved udskiftningen i Gårdene har fået tildelt små langstrakte lodder i den sydvestlige del af ejerlavet og tilsvarende små englodder fordelt på tre forskellige steder i engene. Engjorden, som udgør omkring halvdelen af ejerlavets jord, er blevet kamudskiftet og i øvrigt opdelt på rigtig mange lodder. Mens det mange steder især i de mindre landsbyer var muligt at samle den enkelte gårds jord, har det kun til en vis grad været muligt i St. Sjørup. Eksempelvis har gård 15 fået tildelt et mindre stykke i direkte tilknytning til gårdens avlsbygninger samt yderligere to agerstykker og 3 adskilte englodder. St. Sjørup i 1840 I 1840 opgiver 23 at være»gårdmand«. Hertil kommer 5 som kan lade sig titulere»boelsmand«. Et boelssted var mindre end en gård men større end et husmandssted (mellem 3-1 Tdr. harkorn og mindst 15 Tdr. land). 13 personer har ladet sig opføre som»husmand«. Hertil kommer en række håndværker og daglejere som formodentlig ikke har haft egen jord til rådighed samt flere indsiddere og almisselemmer. Den befolkningtilvækst af især småkårsfolk, som tog til op gennem 1800-tallet var således allerede godt i gang i glider ind i landsbyens daglige liv. De forskellige håndværk var dog oftest bierhverv for husmænd og daglejere. Men der var ingen handlende i 1840, hvor købstædernes handelsprivilegier endnu blev vogtet nidkært. St. Sjørup i 1860 erne I udkom den første udgave af Trap Danmark. Oplysningerne i denne første udgave er ganske sparsomme og man får ikke andet at vide om St. Sjørup end navnet. Det er ikke meget bedre med den efterfølgende 2. udgave og først med 3. udgave fra får man oplyst, at St. Sjørup ligger»omkring en Sø, med skole og Telefonst«. Andelstiden og 1900-tallet De første udgaver af Trap er, som det fremgår, meget sparsomme med oplysninger om St. Sjørup. Folketællingerne er mere oplysende. Af folketællingen i 1890 fremgår det således, at der er 17 gårde og hele 54 huse i St. Sjørup. I sognet som helhed var der 116 gårde og huse i 1890 og befolkningstallet var historisk højt med 625 personer. To ud af tre var beskæftiget ved landbruget. Et tal, der muligvis har været højere idet 71 perso- Et af St. Sjørups charmerende små huse med en helt særlig beliggenhed ned til søen. Huset er fra Interessant er det også at se, hvordan en række håndværk som møller, hjulmand, bødker, tømrer og hele 3 vævere lige så stille side 18

19 ner levede af forskellig daglejervirksomhed. 92 personer levede af»industri«hvortil de forskellige håndværk har været regnet i Trap s 3. udgave, hvor oplysningerne stammer fra. Den store befolkningstilvækst op gennem 1800-tallet kom naturligvis også til udtryk i St. Sjørup. Mens der i 1801 havde været 263 personer i sognet var befolkningen vokset til over det dobbelte hundrede år senere. Landbrug var stadig det helt dominerende erhverv, og byen var fremdeles præget af bønder, husmænd og daglejere (der nu var blevet arbejdsmænd), men der var også kommet en lang række håndværk til i lokalsamfundet. I flæng kan nævnes: skrædder, væver, murer, træhandler, tækkemand, skomager, stenhugger, stenslåer (som»jens vejmand«), urmager og snedker. Listen er ikke komplet, men viser bredden af hånd- Missionshusene på Djursland Samtidig med at andelsbevægelsen vandt frem i slutningen af tallet fik også Indre Mission en stor udbredelse på Djursland. Ofte blev der i de samme år og i de samme landsbyer opført såvel et verdsligt forsamlingshus som et kristent missionshus. De to institutioner appelerede til forskellige grupper i de små samfund men eksisterede dog mange steder side om side. Alle missionshuse havde et vist kirkepræg fx. i form af rund- eller spidsbuede vinduer og med et kors over indgangsdøren, som man også ser det i St. Sjørup. Missionshuset var altid placeret med gavlen/«våbenhuset«ud mod vejen og med indgang i gavlen. Missionshuset i St. Sjørup har så vidt vides ikke noget navn, men kunne have heddet»bethania«,»bethesda«eller»tabor«som var blandt de mest populære navne. side 19

20 værk repræsenteret i St. Sjørup omkring århudredeskiftet Landsbyen havde også fået handlende bl.a. en købmand og skolelærergerningen var blevet et etableret erhverv. I de sidste to årtier af 1800-tallet fik andelsbevægelsen vældig udbredelse i alle egne af landet. I mange selv små landsbyer blev der opført såvel andelsmejeri som brugs og forsamlingshus. Altid på lokalt initiativ og Den skråtstillede dør på hushjørnet signalerer i den grad»butik«. Over døren har der været plads til at angive butikken og/eller ejerens navn. et dekorativt formål, men som vel ret beset var et»hedensk«element? St. Sjørup skole omkring Foto: Rougsø Lokalhistoriske Forening i Vivild med stort lokalt engagement. I St. Sjørup blev det hverken til andelsmejeri eller brugsforening og byens forsamlingshus blev ikke bygget, men indrettet i et forhåndenværende husmandssted. St. Sjørup mærkede dog alligevel tidens strømninger idet landsbyen i 1907 fik missionshus. Et beskedent men stilrent missionshus med indgang gennem et lille»våbenhus«i den nordlige ende. Lidt atypisk er husets hjørner udsmykket med blindsøjler, der alene har tjent St. Sjørups købmandshandel nævnes ikke før i 3. udgave af Trap (1925), men bygningen, som har huset købmandshandlen, er opført allerede i 1884, så købmandshandlen kan godt være ældre. En landsby af St. Sjørups størrelse har haft skole i slutningen af 1800-tallet og formodentlig også tidligere. I folketællingen fra 1890 optræder en skolelærer. Det fremgår ikke, om han har været lærer i den skolebygning, der danner baggrund for et klassebillede fra omkring I 1942 fik St. side 20

21 Den charmerende lille bindingsværksbygning beliggende Søstien 6 er i dag sommerhus. Huset, der oprindeligt var et beskedent husmandssted er opført i En årrække var det byens forsamlingshus. Det skulle angiveligt være opkøbt og indrettet som forsamlingshus for at imødegå et opkøb fra Estruplund, der ønskede at bruge huset som bolig for polske sæsonarbejdere. Sjørup en ny og større skole beliggende på Estruplundvej 32. Skolen husede også byens bibliotek. I en periode før kommunalreformen i 1970 lå kommunekontoret i den gang lille og beskedne Voer-Estruplund Kommune i St. Sjørup. side 21

22 Sivområderne langs kanten af St. Sjørup sø understreger at der her er tale om en rigtig sø. B E B Y G G E L S E O G L A N D S K A B side 22

23 Landsbyens struktur Ifølge Fritz Hastrups typebestemmelser er Søby en uregelmæssig vejforteby. I vejfortebyen ligger gårdene i en krans omkring landsbyens forte»hyppigt langs periferien af naturlige lavninger«som det hedder hos Hastrup. Denne form kan især iagttages»hvor hele det centrale parti er optaget af en sø eller mose«. Det gælder for St. Sjørup, der da også er fremhævet af Hastrup som en vejforteby selv om kransen af gårde ikke går hele vejen rundt om søen, som man fx. kan se det i Råby nord for Randers Fjord. De uregelmæssige vejfortebyer i Norddjurs Kommune findes især i den østlige ende af kommunen med Gjerrild, Veggerslev og Voldby som de største. I Rougsø er blot to landsbyer, St. Sjørup og Voer, registreret som uregelmæssige vejfortebyer. Ud over at være en uregelmæssig vejforteby kan man også notere, at St. Sjørup har en udpræget randbeliggenhed ved foden af litorinakystskrænten og på en mindre terrasse ned mod den flade tidligere litorinahavbund. Vejforløb St. Sjørups forbindelse til omverdenen har tilbage i tiden gået ad vejene til Estruplund, Holbæk(den nu afskårne Bakkevej), Tørslev og Hevring(Brydkærvej). I 1700-tallet løb der en øst fra kommende kystvej over Hevring Hede, forbi Hevring Mølle og videre til Estruplund og Ingerslev mod nord. Denne gamle kystvej kan vagt spores på Hevring hede og eksisterer stadig som markvej øst for Hevring Mølle. Den gamle kystvej findes også rudimentært som Kærvejen i sommerhusområdet St. Sjørup Strand. De to mindre veje Søstien og Mikkelvej er kommet til i løbet af 1800-tallet. Som et lille kuriosum er der bevaret en smal gyde eller smøge mellem Mikkelvej og Bakkevej. St. Sjørup som den fremstår på det minorerede sognekort fra Den store forte med Sjørup Sø er fremhævet selv om landsbyen på dette tidspunkt for længst er udskiftet. Fædriften (den brede øst-vestlige vej mellem landsbyen og engene) fremgår ligeledes tydeligt af kortet. I en del landsbyer fortsatte den fælles røgt af får og kvæg i nogen tid efter udskiftningen. Om det også har været tilfældet i St. Sjørup vides dog ikke. side 23

24 Institutioner I 1840 erne og muligvis også tidligere har der været en skole i St. Sjørup. I hvert fald opgiver en af byens mænd»skolelærer«som erhverv i forbindelse med folketællingen i På de høje målebordsblade fra 1870 erne er»sk«(skolen) angivet ved den sydvestlige ende af søen, der i øvrigt på det tidspunkt var større end den er i dag idet den nuværende markedsplads dengang var en del af søen. Byen sidste skole, der var en for sin tid stor og moderne landsbyskole, ophørte med at være folkeskole i Efter forskellig anden anvendelse blev stedet i 1995 til et socialpædagogisk opholdssted for otte unge mellem 15 og 20 år. Opholdsstedet blev nedlagt i marts Skolen er i dag ved at blive indrettet til private boliger. Den lille gyde eller stræde mellem Mikkelvej og Bakkevej St. Sjørup skole opført 1942 i røde sten og med rødt tegltag. De store vinduer, der gav et godt lysindfald, har været en fast byggeskik i dansk landsbyskolebyggeri tilbage i 1800-tallet. Vinkelbygningen til højre rummede skolens gymnastiksal. Institutioner I 1840 erne og muligvis også tidligere har Institutioner I 1840 erne og muligvis også tidligere har Institutioner I 1840 erne og muligvis også tidligere har Institutioner I 1840 erne og muligvis også tidligere har der været en skole i St. Sjørup. I hvert fald opgiver en af byens mænd»skolelærer«som erhverv i forbindelse med folketællingen i side 24

25 St. Sjørup Strand Sommerhusområdet St. Sjørup Strand rummer ca. 400 sommerhuse og omkring 76 ubebyggede grunde. De første udstykninger blev påbegyndt allerede i 1944, men de fleste af sommerhusene stammer fra 70 erne og fremefter. På trods af det relativt tætte naboskab mellem St. Sjørup og sommerhusområdet, synes der ikke at være nogen forbindelse mellem de to»verdener«som landsbyen henholdsvis ferielandet udgør. Resurser og muligheder En af St. Sjørups kvaliteter er byens lidt afsides beliggenhed på»ydersiden«af Rougsø med»udsigt«over Kattegat. Den lidt afsides beliggenhed er på den anden side også en af landsbyens svage sider især i forhold til at kunne pendle mellem hjem og arbejde. Byens landbrugsbedrifter er alle mindre landbrug uden tilløb til industrilandbrug. Området har gode rekreative muligheder ikke mindst i kraft af nærheden til kysten og havet men også i kraft af det store naturområde (og skydebane!) Hevring Hede. St. Sjørup har plads til andet end landbrug. Etableringen af de populære sommermarkeder p.t. fire hen over sommersæsonen er et godt omdrejningspunkt for byens sociale liv. side 25

26 St. Sjørup Landskab, historie og bebyggelse er udarbejdet af Kulturhistorie & Landskab for Norddjurs Kommune feb 2009 Kilder: Kulturhistoriske bevaringsinteresser - nyere tid, Rougsø Kommune Århus Amtskommune, juni TRAP Danmark, udgave. Kommuneplan , Rougsø Kommune