Samspillet mellem konkurrenceretten og arbejdsretten. Indledning. Af Ruth Nielsen

Transkript

1 Samspillet mellem konkurrenceretten og arbejdsretten Af Ruth Nielsen Indledning Denne artikel handler om skæringsfeltet mellem kollektive overenskomster og EU s økonomiske ret (konkurrenceret, fri bevægelighed mv.) med særlig fokus på konkurrencereglernes betydning for de grundlæggende regler i den kollektive arbejdsret om kollektive overenskomster og kollektive kampskridt. 1 I sådanne tilfælde opstår spørgsmålet, om den kollektive aftale skal bedømmes efter de konkurrenceretlige regler på nationalt og/eller EU-plan, eller om kollektive aftaler er undtaget fra konkurrencereglerne, og i givet fald på hvilke betingelser. I de senere år er der i stigende grad opstået sager i dette krydsfelt. På EUniveau er det især Albany, Brentjens og Drijvende Bokken-sagerne, 2 Laval- og Viking-sagerne 3 og den tyske pensionssag om udbud af arbejdsmarkedspension i en kommune, der er relevante. 4 Det har også været foelagt EU-domstolen i van der Woude- og Pavlov-sagerne, 5 ligesom disse spørgsmål i forhold til EØSaftalen har været forelagt EFTA-domstolen i en norsk sag. 6 Den danske domstol Arbejdsretten afgjorde den 17. november 2000 en tilsvarende sag. 7 1 Se generelt om problemstillingen Norberg, Per: Arbetsrätt och konkurrensrätt. En normativ studie av motsättningen mellan marknadsrättsliga värden och sociala värden, Lund 2002 og Niklas Bruun and Jari Hellsten (eds): Collective Agreements and Competition Law in the EU, Copenhagen Sag C-67/96, Albany International BV mod Stichting Bedrijfspensioenfonds Textielindustrie, Saml I-5751, forenede sager C-115/97, C-116/97 og C-117/97, Brentjens' Handelsonderneming BV mod Stichting Bedrijfspensioenfonds voor de Handel in Bouwmaterialen, Saml I-6025, og Sag C-219/97, BV Maatschappij Drijvende Bokken mod Stichting Pensioenfonds voor de Vervoer- en Havenbedrijven, Saml I Sag C-341/05, Laval, Saml I og sag C-438/05, Viking, Saml I Sag C-271/08, Kommissionen mod Tyskland, dom af , endnu ikke trykt i Samlingen. 5 Sag C-222/98, Hendrik van der Woude mod Stichting Beatrixoord, Saml I-7111 og forenede sager C-180/98 - C-184/98, Pavel Pavlov mfl. mod Stichting Pensioenfonds Medische Specialisten, Saml I Sag E-8/00 Landsorganisasjonen i Norge mod Kommunenes Sentralforbund. Se også Evju, Stein: Collective Agreements and Competition Law. The Albany Puzzle, and van der Woude, International Journal of Comparative Labour Law and Industrial Relations, Volume 17, Issue 2, Summer A , Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark for Chaufførernes Fagforening mod Taxavognmand Munir Ali Lanewala, biintervenient: Dansk Arbejdsgiverforening (til støtte for LO). Dommen er afsagt af retsformanden alene i henhold til arbejdsretslovens 8, stk. 2.

2 Albany med flere Formålet med at danne organisationer på arbejdsmarkedet er at begrænse konkurrencen mellem lønmodtagere indbyrdes og arbejdsgivere indbyrdes om løn- og arbejdsforhold. Kollektive aftaler har, som det siges i Albany, Brentjens og Drijvende Bokken-sagerne 8 nødvendigvis visse konkurrencebegrænsende virkninger. De kan påvirke konkurrencen, ikke kun på arbejdsmarkedet i snævrere forstand, men også på markedet for varer og tjenesteydelser, fx ved at udpege en bestemt leverandør vedrørende pension eller rådgivning mv. i forbindelse med rekruttering, udvikling, fastholdelse eller afvikling af medarbejdere. Art. 101 TEUF (tidligere art. 81 EF) forbyder aftaler mellem virksomheder, der kan påvirke handelen mellem EU-landene, og som har til formål eller til følge at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen inden for det indre marked. Bestemmelsen indeholder forskellige undtagelser, men ingen vedrørende kollektive aftaler. Spørgsmål til EU-Domstolen om foreneligheden med EU's konkurrenceregler af pensionsbestemmelser i kollektive overenskomster, hvorved en bestemt pensionsvirksomhed udpeges til at levere ydelsen, har som nævnt været stillet i flere sager. Spørgsmålene var formuleret noget forskelligt fra de forelæggende domstoles side, men blev omformuleret, således at EU-Domstolen svarede på (næsten) det samme i de forskellige domme, og de afgørende præmisser er ordret enslydende. Generaladvokat Jacobs afgav i Albany-, Brentjens- og Drijvende Bokken-sagerne en meget omfattende udtalelse, der i forlængelse af hans hjemlands tradition (den engelske) gav meget høj prioritet til konkurrenceretlige hensyn over for arbejdsretlige, og gik ind for, at konkurrencebegrænsende kollektive aftaler principielt skal bedømmes efter art. 101 TEUF (tidligere art. 81 EF), men at de under snævre betingelser kan accepteres. EU-Domstolen antog derimod, at kollektive aftaler indgået mellem repræsentative arbejdsmarkedsorganisationer med det formål at fremme EUF-Traktatens (dengang EF-Traktatens) socialog arbejdsmarkedspolitiske målsætninger og forbedre arbejds- og beskæftigelsesvilkårene, falder uden for art. 101 TEUF (tidligere art. 81 EF), dvs. en løsning, der i sin struktur svarer til den nordiske model for samspillet mellem kollektive overenskomster og konkurrenceret, se nedenfor om den danske konkurrencelov. EU-Domstolens besvarelse af de rejste spørgsmål støtter sig dels til en henvisning til art. 101 TEUF (tidligere art. 81 EF), dels til andre bestemmelser i EUF-Traktaten (tidligere EF-Traktaten), nemlig formålsbestemmelserne i art. 3 TEU (Domstolen henviste til art. 2 EF, der er ophævet, men i substansen afløst af art. 3 TEU) og art. 3-6 i TEUF (tidligere art. 3 EF, der er ophævet, men i substansen afløst af art. 3-6 i TEUF) og de generelle arbejdsretlige bestemmelser i art TEUF (tidligere art EF. I Albanysagen antog EU-Domstolen, at: 8 Sag C-67/96, Albany International BV mod Stichting Bedrijfspensioenfonds Textielindustrie, Saml I- 5751, præmis 59, forenede sager C-115/97, C-116/97 og C-117/97, Brentjens' Handelsonderneming BV mod Stichting Bedrijfspensioenfonds voor de Handel in Bouwmaterialen, Saml I-6025, præmis 56 og Sag C-219/97, BV Maatschappij Drijvende Bokken mod Stichting Pensioenfonds voor de Vervoer- en Havenbedrijven, Saml I-6121, præmis 46.

3 59) Kollektive aftaler, der indgås mellem [repræsentative] arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer, har ganske vist nødvendigvis visse konkurrencebegrænsende virkninger. De socialpolitiske målsætninger, der forfølges med sådanne aftaler, ville imidlertid blive bragt alvorligt i fare, hvis arbejdsmarkedets parter var underlagt traktatens artikel 85, stk. 1 [nu art. 101 TEUF], i forbindelse med deres fælles bestræbelser på at finde egnede foranstaltninger til at forbedre beskæftigelses- og arbejdsvilkårene. 60)Det følger således af en formålsbestemt og sammenhængende fortolkning af traktatens bestemmelser som helhed, at aftaler, der indgås i forbindelse med kollektive forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter med sådanne målsætninger for øje, som følge af deres karakter og formål må anses for ikke at falde ind under traktatens artikel 85, stk. 1 [nu art. 101 TEUF]. Herefter undersøgte EU-Domstolen, om karakteren af og formålet med den kollektive aftale kunne begrunde, at den faldt uden for anvendelsesområdet for art. 101 TEUF. Den konstaterede, at i lighed med europæiske aftaler, som udspringer af dialogen på arbejdsmarkedet var den i hovedsagen omhandlede aftale indgået i form af en kollektiv overenskomst, og den var resultatet af kollektive forhandlinger mellem repræsentative arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer. Hvad angik formålet med den kollektive aftale bemærkede Domstolen, at den inden for en bestemt branche oprettede en tillægspensionsordning, der blev administreret af en pensionsfond, hvortil tilslutning kunne gøres obligatorisk. En sådan ordning sigtede i sin helhed mod at sikre alle arbejdstagerne inden for branchen et vist pensionsniveau, og den bidrog således direkte til en forbedring af et af arbejdstagernes arbejdsvilkår, nemlig deres løn. Herefter konkluderede EU-Domstolen: at den i hovedsagen omhandlede aftale som følge af dens karakter og formål ikke falder ind under traktatens artikel 85, stk. 1. [nu art. 101 TEUF]. Konkurrencelovens 3 bestemmer, at loven ikke omfatter løn- og arbejdsforhold. Rækkevidden af denne undtagelse i forhold til bestemmelser i kollektive aftaler, der påvirker tredjeparts stilling, er imidlertid omtvistet. I U 1965,634 H om en kollektiv aftale, der foreskrev, at uniformer til stat og kommune ikke måtte leveres som konfektion, men skulle ske som en særlig - lavere end almindeligt herreskræderi - aflønnet form for skrædderi fandt Højesteret, at bestemmelsen gik udover undtagelsen for løn- og arbejdsforhold 9 og at parterne i den kollektive overenskomst havde varetaget sådanne erhvervsinteresser, at konkurrenceloven fandt anvendelse. Arbejdsretten afgjorde den 17. november 2000 en sag, 10 hvor en vognmand havde undladt at indbetale pensionsbidrag til HTS-Pension vedrørende nogle chauffører i henhold til en kollektiv overenskomst mellem Chaufførernes Fagforening, København, og Storkøbenhavns Taxivognmænds Arbejdsgiversammenslutning. Vognmanden påstod frifindelse, bl.a. med den begrundelse, at den kollektive aftales bestemmelser om pension stred mod de fællesskabsretlige konkurrenceregler og konkurrencelovens 3. 9 I den daværende monopollovs 2, stk. 2, der svarer til konkurrencelovens A

4 Arbejdsgiverparten havde krævet spørgsmål om fortolkningen af EU-retten stillet til EU-domstolen. Sagen blev udsat på EU-domstolens præjudicielle afgørelse i Albany, Brentjens og Drijvende Bokken-sagerne, 11 men Arbejdsretten afviste derefter at stille yderligere spørgsmål. Arbejdsgiveren gjorde gældende, at der ikke ved EU-domstolens domme automatisk var taget stilling til Lanewala-sagen, der adskilte sig fra de hollandske sager derved, at den hollandske ordning - i modsætning til HTS Pensionsordningen - havde myndighedernes blå stempel. Som nævnt afgjorde EU-domstolen i van der Woude-sagen den 21. september 2000 en sag om en kollektiv overenskomst, der ikke var almengyldig. Denne dom henviste Arbejdsretten ikke til, men den nåede til samme resultat, idet den om de konkurrenceretlige spørgsmål udtalte: Hvad endelig angår pensionsordningens forhold til de fællesskabsretlige regler om forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler bemærkes, at den konkrete pensionsordning ikke findes på relevant måde at adskille sig fra den hollandske ordning, om hvilken EF-domstolen i sin afgørelse af 21. september 1999 fastslog, at der ikke var tale om modstrid med traktatens artikel 85 (efter Amsterdam traktatens omnummerering, artikel 81 [nu art. 101 TEUF].) Heller ikke Lanewalas indsigelse om overenskomstens modstrid med de fællesskabsretlige konkurrenceregler kan herefter tages til følge. Arbejdsretten har således accepteret EU-domstolens praksis som afgørende i forhold til danske kollektive overenskomster, der ikke er almengyldige. Arbejdsretten henviste ikke til konkurrencelovens 3. Vognmanden gjorde bl.a. gældende, at hans chauffører ikke ønskede at være medlem af pensionsordningen. Han udbetalte arbejdstagerbidraget til de enkelte chauffører i stedet for at indbetale det til HTS-Pension. Arbejdsgiverbidraget tilegnede han sig selv. Ved Arbejdsrettens dom blev han dømt til at indbetale pensionsbidrag i henhold til overenskomsten, herunder chaufførernes egen andel. Arbejdsretten afviste hermed at tillægge det betydning, hvad de individuelle arbejdstagere måtte have ønsket. Dette er på linje med EU-domstolens afgørelse i van der Woude-sagen. Laval og Viking I Laval-sagen 12 havde en lettisk virksomhed (Laval) i et EU-udbud vundet en kontrakt på byggearbejde på en skole i Vaxholm kommune (Sverige). Laval udstationerede lettiske arbejdstagere til Sverige til at udføre arbejdet. Problemet i sagen var, i hvilken udstrækning den lettiske arbejdsgiver ved kollektive kampskridt (blokade og sympatikonflikt) kunne tvinges til at følge en svensk kollektiv overenskomst vedrørende løn og arbejdsvilkår, eller om det var tilstrækkeligt, at han overholdt lettisk ret, herunder en kollektiv overenskomst, han havde indgået med et lettisk fagforbund. Problemet i Viking-sagen 13 var, om det finske sømandsforbund ved at true med kollektive kampskridt og det internationale transportarbejderforbund ved at føre en kampagne vedrørende bekvemmelighedsflag, 11 Præmis i Brentjens-sagen citeres i sagsfremstillingen i Arbejdsrettens dom. 12 Sag C-341/05, Laval, Saml I På portalen Forum for forskning om arbetsrätt, er en række dokumenter i Laval-sagen tilgængelige. Se om Laval og Viking-dommene Nielsen, Ruth: EU-Domstolens afgørelser om konfliktret i Viking- og Laval-sagerne, Arbejdsretligt Tidsskrift online 2008 og Kristiansen, Jens: Laval, Viking og den danske model, Juristen nr Sag C-438/05, Viking, Saml I

5 havde lov til at gøre det mindre attraktivt for Viking, der er en finsk arbejdsgiver, at etablere sig i Estland og udflage en færge, der hidtil havde sejlet under finsk flag, til Estland. I Viking Line-sagen blev EU-Domstolen spurgt, om en kollektiv aktion, som et fagforbund indleder mod en privat virksomhed for at tvinge denne til at tilslutte sig en kollektiv overenskomst, hvorved det bliver uinteressant for virksomheden at udflage et skib til en anden medlemsstat, falder uden for anvendelsesområdet for art. 49 TEUF om etableringsfrihed (dengang art. 43 EF) som følge af EU s socialpolitik, herunder art TEUF (tidligere art. 136 EF EF), og i analogi med EU-Domstolens argumentation i Albany-sagen. Art. 49 TEUF (dengang art. 43 EF) blev anset for anvendelig og analogi fra Albany-sagen blev afvist i Viking-sagen. Spørgsmål om EU har kompetence til at regulere kollektive kampskridt var også relevant i Laval-sagen, selv om det ikke eksplicit blev stillet i den sag. I Laval-sagen afgav den danske regering indlæg og gjorde gældende, at EU hverken direkte eller indirekte har kompetence til at regulere fagforeningers ret til at konflikte for at opnå kollektiv overenskomst. Synspunktet blev afvist. EU-Domstolen antog, at art. 56 TEUF om fri bevægelighed for tjenesteydelser (dengang art. 49 EF) og udstationeringsdirektivet 14 finder anvendelse på kollektive kampskridt. Den overvejende opfattelse i teori og praksis er, at traktatbestemmelser, hvis de er klare og præcise, har direkte virkning i hvert fald i den vertikale relation og til en vis grad også i den horisontale relation. I Lavalog Viking-sagerne fastslog EU-Domstolen, at art. 49 TEUF om etableringsfrihed (dengang art. 43 EF) og art. 56 TEUF om fri bevægelighed for tjenesteydelser (dengang art. 49 EF) har direkte, horisontal virkning som forpligtende for lønmodtagerorganisationer. Hermed videreførte den sin tidligere praksis vedrørende sportsorganisationer 15 og overførte den på arbejdsmarkedsorganisationer. EU-reguleringen af udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser har delvis modstridende formål. På den ene side skal den fremme fri bevægelighed for tjenesteydelser over grænserne, på den anden side skal den sikre, at arbejdstagernes rettigheder respekteres. Denne dobbelthed i EU-reguleringen har fået ny aktualitet efter østudvidelsen af EU pr , hvilket EU- Domstolens afgørelser i Viking-, Laval-sagerne kan ses som eksempler på. 16 I både Viking- og Laval-sagerne fastslog EU-Domstolen, at fagforeningernes konfliktret er en grundlæggende rettighed i EU, men det indebærer ikke, at spørgsmål vedrørende konfliktret er et rent nationalt anliggende, eller at retten til at iværksætte kollektive kampskridt altid går forud for retten til fri bevægelighed. Om det er tilfældet, beror på den i forhold til EU-regler om fri bevægelighed sædvanlige retfærdiggørelsestest for restriktioner på den fri bevægelighed, dvs. en afvejning af, om der forfølges et legitimt formål (tvingende almene hensyn) og om de benyttede midler (in casu de fremsatte overenskomstkrav og de kollektive kampskridt, der blev brugt for at opnå overenskomst på de krævede vilkår) er egnede og nødvendige for at nå det legitime mål, dvs. en vurdering af, om der er proportionalitet mellem mål og midler /71/EF. 15 Se fx sag 36/74, Walrave, Saml s Se for en artikel, der argumenterer for, at virksomheder har ret til at udnytte den konkurrencefordel, det kan give, at have adgang til lavtlønnet arbejdskraft, Reich, Norbert: Free Movement v. Social Rights in an Enlarged Union - the Laval and Viking Cases before the ECJ, German Law Journal 2008 p 125, Problemet er også relevant i forhold til debatten om servicedirektivet (2006/123/EF), se herom Alsos, Kristin Stein Evju og Anne Mette Ødegård: Tjenestedirektivet og regjeringens handlingsplan mot sosial dumping, Fafo-notat 2008:05.

6 I Viking-sagen holdt EU-Domstolen sig til de generelle principper i sagen, som den fortolkede på linje med sin hidtidige praksis om fri bevægelighed. Laval-dommen er mere kontroversiel. For det første tillagde EU- Domstolen gennemsigtighedsprincippet stor betydning ved afvejningen af, om de kollektive kampskridt kunne retfærdiggøres. Den foretog selv den konkrete afvejning og anså de fremsatte overenskomstkrav og de til deres gennemførelse benyttede kollektive kampskridt for uigennemskuelige og uforenelige med art. 56 TEUF om fri bevægelighed for tjenesteydelser (dengang art. 49 EF) og udstationeringsdirektivet. I Monti-rapporten fra maj identificeres en række problemer vedrørende det indre marked, bl.a. diskuteres de brudlinjer mellem den økonomiske og sociale dimension i EU, der kom til udtryk i Laval-sagen og Viking-sagen, som begge har vakt megen kritik, navnlig fra de faglige organisationers side. Monti udtalte, at der med Lissabon-Traktatens ikrafttræden foreligger en ny retlig kontekst, jf. følgende (min kursivering): 18 The ECJ rulings pre-date the entry into force of the Lisbon Treaty, which explicitly sets out the social market economy as an objective for the Union and makes the European Charter of Fundamental Rights legally binding at Treaty level. These elements should shape a new legal context, in which the issues and the concerns raised by the trade unions should hopefully find an adequate response. If this is not the case, however, the scope for further policy action should be explored. Den tyske pensionssag En traktatbrudssag 19 mod Tyskland angik offentlige kontrakter med nogle forsikringsselskaber vedrørende arbejdsmarkedspensioner for nogle kommunalt ansatte. Kontrakter mellem de kommunale arbejdsgivere og de pågældende forsikringsselskaber var uden udbud indgået direkte med de selskaber, der var udpeget i en kollektiv overenskomst, som de kommunale arbejdsgivere havde indgået med en modstående arbejdstagerorganisation. EU-Domstolen anså forholdet for at stride mod udbudsdirektivet. 20 Den anerkendte retten til at indgå kollektiv overenskomst som en grundlæggende ret, 21 og fastslog, at bevarelsen af de solidaritetselementer, der indgår i fastlæggelsen af lønvilkår ved kollektiv overenskomst, ikke i sig selv er uforenelig med anvendelsen af en udbudsprocedure. Tyskland, Danmark og Sverige gjorde gældende, at de offentlige kontrakter med pensionsselskaber i pensionssagen på grund af deres art og formål falder uden for anvendelsesområdet for udbudsdirektivet. De foreslog, at det ræsonnement vedrørende konkurrenceret, som EU-Domstolen anvendte i Albany-sagen og van der Woude-sagen skulle overføres til den fri bevægeligheds-sammenhæng, der forelå i den tyske pensionssag. De byggede deres argumentation på den omstændighed, at de pågældende aftaleindgåelser gennemførte en kollektiv overenskomst, som var forhandlet mellem arbejdsmarkedets parter. 17 A New Strategy for the Single Market at the Service of Europe s Economy and Society. Report to the President of the European Commission José Manuel Barroso by Mario Monti, 9 May A New Strategy for the Single Market at the Service of Europe s Economy and Society. Report to the President of the European Commission José Manuel Barroso by Mario Monti, 9 May 2010 s Sag C-271/08, Kommissionen mod Tyskland (arbejdsmarkedspension i det offentlige), dom af /18/EF. 21 Se art. 28 i EU s Charter om grundlæggende Rettigheder.

7 Hertil sagde EU-Domstolen for det første, at retten til kollektive forhandlinger er anerkendt såvel i forskellige internationale instrumenter, som medlemsstaterne har indgået og tiltrådt, såsom art. 6 i den europæiske socialpagt, som i de instrumenter, der er udarbejdet af medlemsstaterne på EU-plan, såsom punkt 12 i fællesskabspagten om arbejdstagernes grundlæggende arbejdsmæssige og sociale rettigheder, vedtaget på Det Europæiske Råds møde i Strasbourg den 9. december 1989, og art. 28 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, der ifølge artikel 6 TEU har samme retlige værdi som traktaterne. Domstolen fremdrog, at det fremgår af art. 28 i chartret, sammenholdt med art. 52, stk. 6, heri, at beskyttelsen af den grundlæggende ret til kollektive forhandlinger skal tage hensyn til bl.a. national ret og praksis. Det fremgår i øvrigt af art. 152 TEUF, at Unionen anerkender og fremmer arbejdsmarkedsparternes rolle på EU-plan under hensyntagen til de nationale systemers forskelligartede karakter. For det andet bemærkede EU-Domstolen, at den kollektive overenskomst opfylder et socialt formål. Overenskomsten tilsigter således at forbedre niveauet for de berørte arbejdstageres pensioner ved at fremme udviklingen af pensionsopsparinger. Den grundlæggende karakter af retten til kollektive forhandlinger og det sociale formål kunne imidlertid ikke efter EU-Domstolens opfattelse i sig selv medføre en automatisk fritagelse for de kommunale arbejdsgivere, der gør brug af etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser på udbudsområdet, fra at overholde kravene i udbudsdirektivet. EU- Domstolen henviste herved til Viking-sagen og Laval-sagen og fastslog, at udøvelsen af den grundlæggende ret til kollektive forhandlinger skal være i overensstemmelse med kravene ifølge de friheder, der er beskyttet af EUF-traktaten, og som udbudsdirektivet tilsigter at gennemføre, ligesom den skal være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet. EU-Domstolen henviste til, at det ganske vist er korrekt, at Domstolen bl.a. i Albany- og van der Woudedommene har fastslået, at på trods af de konkurrencebegrænsende virkninger af en kollektiv overenskomst mellem arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer, der i en bestemt sektor indfører en tillægspensionsordning administreret af en pensionsfond, som det er obligatorisk at være medlem af, henhører en sådan overenskomst ikke under artikel 101, stk. 1, TEUF. Et sådant ræsonnement foregriber imidlertid ikke spørgsmålet i den tyske pensionssag om, hvorvidt de EU-retlige bestemmelser om anvendelsen af etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser på udbudsområdet er overholdt i forbindelse med en kollektiv arbejdsmarkedsoverenskomst vedrørende offentligt ansatte, ved udpegelsen af de forsikringsinstitutioner, der skal have kontrakterne. EU-Domstolen fastslog, at det i denne forbindelse ikke kunne antages, at selve udøvelsen af aftalefriheden for arbejdsmarkedets parter og retten til kollektive forhandlinger nødvendigvis er i strid med de direktiver, som gennemfører den frie etableringsret og den fri udveksling af tjenesteydelser. Den konkluderede: 48 Den omstændighed, at en aftale eller en aktivitet falder uden for anvendelsesområdet for traktatens konkurrencebestemmelser, har i øvrigt ikke automatisk til virkning, at denne aftale eller aktivitet dermed ikke skal overholde kravene ifølge disse direktivers bestemmelser, idet disse bestemmelser hver især har forskellige anvendelsesbetingelser (jf. i denne retning Viking Line-dommen, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis). 49 Endelig bemærkes, at til forskel fra det formål, som arbejdsmarkedets parter er blevet enige om, nemlig at forbedre niveauet for de kommunalt ansatte arbejdstagere, berører udpegelsen af institutioner og selskaber i en kollektiv overenskomst som den i sagen omhandlede ikke kernen i retten til kollektive forhandlinger.

8 50 I lyset af ovenstående bemærkninger fører den omstændighed, at de omstridte aftaleindgåelser foretages med anvendelse af en kollektiv overenskomst, ikke i sig selv til at undtage det foreliggende tilfælde fra anvendelsesområdet for direktiv 92/50 og 2004/18. Konklusion Efter EU-Domstolens praksis i Albany-sagerne anses kollektive overenskomster, der varetager centrale kollektiv arbejdsretlige formål som fastsættelse af løn, herunder pension, for arbejdstagerne for at falde uden for de EU-retlige konkurrenceregler. Der har i Laval og Viking-sagerne om, hvorvidt kollektive kampskridt til støtte for indgåelse af kollektive overenskomster er restriktioner i strid med fri bevægelighedsreglerne og i den tyske sag om udbud af arbejdsmarkedspension i en kommune af visse medlemsstater, bl.a. Danmark været argumenteret for at der kan sluttes analogt fra de konkurrenceretlige regler til fri bevægelighed, således at centrale kollektiv arbejdsretlige spørgsmål om overenskomstparternes aftalefrihed og kollektive kampskridt falder uden for EU-retten og skal afgøres efter national ret. EU-Domstolen har afvist dette synspunkt og antaget at der skal ske en afvejning af hensynene til de kollektiv arbejdsretlige grundrettigheder over for hensynet til fri bevægelighed. Domstolen så således i den tyske pensionssag en klar forskel på retsstillingen i forhold til samspillet mellem kollektive overenskomster og de konkurrenceretlige regler på den ene side og forholdet mellem kollektive overenskomster og fri bevægelighed på den anden side.