STOP 3. VERDENSKRIG! Mellemøsten er det nye Balkan

Transkript

1 Nyhedsorientering november 2011 STOP 3. VERDENSKRIG! Mellemøsten er det nye Balkan Dette er en redigeret version af en tale Tom Gillesberg, formand for Schiller Instituttet i Danmark, holdt den 3. november. Efter Obamas likvidering af Gaddafi vil krige mod Syrien og Iran være starten på 3. verdenskrig imod Rusland og Kina. Storbritannien vil have en sådan global konfrontation, og deres amerikanske lakaj, Barack Obama, vil sammen med Israel og andre være villige til at følge dem. Derfor må præsident Obama afsættes. Denne trussel kommer i kølvandet på de mislykkede forsøg på at redde eurosystemet på EU-topmødet, der kun opnåede at lægge fundamentet for afskaffelsen af national suverænitet og demokrati i Europa. Kun en Glass/Steagall-bankopdeling og afskrivelse af gæld kan vise en vej ud af finanssammenbruddet. Hele talen og den efterfølgende diskussion kan ses på: Hvis man kigger ud i verden og ser, hvad som er i gang, så foregår der skræmmende ting i et hæsblæsende tempo. I løbet af de seneste 14 dage, siden krigen i Libyen blev afsluttet med Gaddafis død, har verden forandret sig. I timerne og dagene efter Gadaffis død blev det klart, at han var blevet likvideret på ordre fra den amerikanske præsident, og at vi dermed gik ind i en helt ny fase, hvor briterne med deres lakajer, inklusive lakajen Barack Obama, er i gang med at starte 3. verdenskrig. Det er frygteligt konkret. Man kunne tilmed læse om det i dag på Berlingske Tidendes hjemmeside [den 3. november], i en artikel af Steen A. Jørgensen:»USA og Storbritannien planlægger angreb mod Iran«. Hele mediemøllen er også allerede i gang med at forberede en krig imod Syrien og Iran som det næste logiske skridt, efter at man har»fjernet diktatoren i Libyen«. Men et angreb på Syrien eller Iran vil ikke være en lokal affære, men vil være en direkte konfrontation med Rusland og Kina, og netop det at ramme og ødelægge Rusland og Kina er formålet med at forberede et militært angreb på Syrien og Iran. Det finder sted, mens vi står midt i et sammenbrud at det internationale finanssystem. Det er kun en uge siden, at den tyske kansler Angela Merkel og Frankrigs præsident Nikolas Sarkozy»reddede det internationale finanssystem«kontakt OS: Skt. Knuds Vej 11, kld. tv., 1903 Frederiksberg C, SI@SCHILLERINSTITUT.DK

2 gennem at strikke en»løsning«sammen for EFSF, Den europæiske finansielle stabilitetsfacilitet, der ikke engang holdt en uge. I de sidste par dage fik den græske tragedie en overgang så et tragikomisk skær, da den græske statsminister Papandreou, der indtil nu har sagt ja til alle de nedskæringer EU og IMF har pålagt Grækenland og den græske befolkning, pludselig sagde, at man ville lave en græsk folkeafstemning om EU s»hjælpepakke«til Grækenland. Papandreous udtalelse førte til kaos på finansmarkederne, børserne og blandt det europæiske politiske lederskab. Den europæiske Centralbank, ECB, følte sig i dag tvunget til at sænke renten til 1,25% for at forsøge at bevare en vis optimisme og man havde en hård kamp dag for dag for at forhindre, at hele det globale finanssystem skulle blive lagt ned. Hvis først banker begyndte at vælte, var man bange for at hele systemet ville vælte som en lang række dominoer. G20-mødet i dag i Cannes, Frankrig, var fra Sarkozys side tænkt som hans chance for at holde hof som en ny solkonge, men det vedvarende regnvejr var et meget godt billede på den miserable stemning, der var på topmødet i kølvandet på dette lille græske intermezzo. Til sidst vil jeg komme ind på nogle af dagens begivenheder her i Danmark, hvor finansminister Bjarne Corydon i dag, her 7 uger efter valget, præsenterede regeringens forslag til næste års finanslov, som giver et indblik i, hvad den nye regering har tænkt sig at gøre. Samtidig sænkede Nationalbanken, i lighed med ECB, renten i dag, faktisk med hele 0,35 procentpoint, så den danske diskonto nu er nede på 1,20%. Det er lavere end ECB s 1,25%, og viser den store tillid Danmark nyder, fordi vi står uden for euroen. Derudover var der også et interview i Jyllands-Posten med Nationalbankens direktør Nils Bernstein, under overskriften»slut med forbrugsfester«, hvor han gør klart, at han ikke mener, at den livlige danske forbrugsfest, der fandt sted inden finanskrisen slog til, kommer tilbage foreløbig. Men det mest opsigtsvækkende i hele interviewet er faktisk det allersidste afsnit, hvor der står:»udviklingen i Grækenland viser, hvor svært det bliver at løse krisen, hvis politikerne skal søge opbakning hos vælgerne, mener Nils Bernstein. Krisen bliver kun værre, jo længere redningsaktionen i Grækenland og muligvis også i andre lande trækker ud.»det rejser det mere fundamentale spørgsmål, om hvor langt et demokrati kan træffe beslutninger. Hvad kan politikerne holde til,«spørger Nils Bernstein«. Hvad mener nationalbankdirektøren med det? Mener han, at befolkningerne og politikerne ikke selv kan træffe de nødvendige beslutninger, og at andre derfor må gøre det for dem? Det spørgsmål vil vi vende tilbage til senere. Likvideringen af Gaddafi Jeg håber at alle har fået deres nervepiller eller andre beroligende midler, for den verden, som vi står med, er uhyggelig skræmmende. Det er to uger siden, at Gadaffi blev likvideret den 20. oktober, og det er efterfølgende kommet frem fra mange forskellige kilder, at beslutningen om at Gadaffi skulle likvideres, blev truffet af Obama personligt på et møde, der fandt sted sammen med hans militære rådgivere aftenen før. Man vidste, at Gaddafi opholdt sig i Sirte, og at han dagen efter ville forlade byen, vel vidende at slaget var tabt. Man skulle derfor beslutte, om man ville fange ham og stille ham for libysk domstol, fange ham og stille ham for Den Internationale Straffedomstol, eller give ham i kugle i hovedet. Obama traf beslutningen, at Gaddafi skulle likvideres, og at familiemedlemmer og nærtstående gerne måtte gå samme vej. Da Gaddafi næste dag i fuldt dagslys forlod Sirte med en kolonne af køretøjer, med bevidstheden om at han havde tabt krigen og kun kunne flygte, blev kolonnen angrebet af et ubemandet amerikansk fly, som kastede en bombe, der raserede en stor del af køretøjerne. Kolonnen blev også angrebet af et fransk jagerfly, der på forhånd var blevet informeret om den amerikanske beslutning, og derefter kunne de lokale militser angribe kolonnen og tage Gaddafi til fange. Gaddafi blev så, som Obama havde besluttet det dagen før, likvideret. Det er værd at bide mærke i, at alt dette skete i fuldt dagslys, hvilket er unormalt når man sådan tager flugten. Sandsynligvis havde man lavet en underhåndsaftale om, at Gaddafi ville få lov til at flygte og kapitulere senere, så Gaddafi troede, at han ville få lov til at redde livet. Sådan gik det jo som bekendt ikke. Hvorfor ville man så ikke have Gaddafi levende? Var det bare, som det blev sagt fra de danske kommentatorers side, fordi det ville være mindre besværligt efterfølgende, hvis Gaddafi var død og borte? Var det for at lukke munden på ham, så man slap for at han kunne fortælle om alle sine mange tætte kontakter med Tony Blair og en stor del af det europæiske og internationale etablissement? Det har selvfølgelig spillet ind, men som tingene står nu, og med det vi har fundet ud af i løbet af de seneste to uger, så kom Lyndon LaRouche i går med en udtalelse, hvor han mente, at hovedårsagen til at Gaddafi måtte dø, var at man ikke havde tid til at have et Gaddafi-show. Man havde alt for travlt med at få iværksat den næste fase af processen mod 3. verdenskrig, som man allerede har forberedt: Krigene mod Syrien og Iran. Man har ingen tid at spilde; man føler det haster. Men hvem er man? Praktisk vil man se det som værende Barack Obama, men det er ikke Obama, der er den drivende kraft, ligesom det ikke var Bush, der i sin tid var den drivende bag Irak-krigen. Det var Tony Blair. Det var Tony Blair, der sørgede for, at beslutningerne blev truffet. Det var Tony Blair, som leverede beviserne for, at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben, der kunne true Vesten, og at man derfor uden tøven måtte gribe ind militært. Han fik fremskaffet de endegyldige»beviser«, som afgjorde sagen.»beviser«, som efterfølgende viste sig at være fabrikeret på ordre fra Blair, så man kunne få gennemtrumfet beslutningen. Faren for 3. verdenskrig På lignende vis er det i London, at beslutningen er blevet truffet, om at man nu skal have denne konfrontation, som vil føre til 3. verdenskrig. Det globale finanssystem er 2 Schiller Instituttet november 2011

3 i gang med at disintegrere, som en konsekvens af at det transatlantiske finanssystem mellem Europa og USA er i en systemkrise. Derfor haster det med at få reorganiseret verden gennem det, som LaRouches har beskrevet som 3. verdenskrig: En konfrontation mellem det nuværende verdensimperium, det angloamerikanske system, der også er det nuværende monetære system, der bliver kørt fra den vestlige verden, og så Asien. Frem for alt Rusland og Kina, men også resten af Asien. Mens man har haft travlt med at ødelægge økonomierne og samfundene i Vesteuropa og USA med finansspekulation, globalisering og afregulering, og ødelægge dem gennem nedlæggelse af produktion og promoveringen af miljø- og klimaideologien med en tilhørende afskaffelse af kernekraft og moderne teknologi, så har Kina lagt sig i overhalingsbanen. Der er i dag ved at være flere kilometer højhastighedstoglinier i Kina end i resten af verden tilsammen, og man har verdens eneste magnettogbane i kommerciel drift. I hele Asien har man et ambitiøst program for bygning af kernekraftværker, og man er på vej fremad. Det er derfor selvfølgelig ikke meningen, set fra London, det europæiske oligarki og det globale finansimperium, at Europa og USA skal gå tilbage til stenalderen, mens asiaterne skal have udvikling og fremskridt. Med det hastige vestlige sammenbrud vi ser nu, vil det snart være kineserne og russerne, der bestemmer over verden om ti år, fem år eller endnu tidligere. Derfor vil man møblere rundt på verden, og LaRouche har gjort det klart, at Mellemøsten netop nu spiller den rolle, som Balkan havde i tiden op til 1. verdenskrig. Det er der, hvor man har konflikter, som man kan manipuleres. Det er brudfladen, der, når man først har fået processen sat i gang, uundgåeligt må ende i en konfrontation mellem de store aktører og dermed en verdenskrig. I lighed med skuddet i Sarajevo, hvor Princip skød og dræbte Ærkehertug Ferdinand i 1914, og dermed satte en proces i gang, der bredte sig som en løbeild over hele Europa. Ordrerne blev givet til at samle hærene og få dem sendt af sted, så man ikke blev fanget med bukserne nede om benene. Da først skuddet var faldet, kunne processen ikke længere stoppes. Det er den rolle, som Mellemøsten får i dag, hvis Storbritannien, USA og Frankrig starter en krig imod Syrien eller Iran. Danmark ville måske også komme med, for vi plejer jo at kaste os ind i de fleste krige, der bliver sat i gang nu for tiden. Ved et angreb på Syrien og Iran vil briternes kæledægger i Mellemøsten, Israel og Saudi-Arabien, selvfølgelig også spille en afgørende rolle, som de har gjort det i mange af de ulykker, vi har set i den sidste lange tid. Denne advarsel fra LaRouche om faren for en umiddelbart forestående 3. verdenskrig bliver desværre underbygget af, hvad Storbritannien og USA foretager sig netop nu. USA er i gang med at trække sine tropper ud af Irak, men man trækker dem ikke hjem, men sender dem i stedet til andre opholdssteder i Mellemøsten. Der er allerede hangarskibe på plads i Middelhavet og i Det indiske Ocean. Man er i gang med at samle størstedelen af sin slagkraft for at kunne gennemføre disse angreb. Den nævnte artikel på Berlingskes hjemmeside, som har sit indhold fra en artikel i den britiske avis The Guardian, citerer en britisk militærkilde for at sige, at man skal slå til nu, for iranerne er ved at flytte centrifugerne, de bruger til at berige uran, ned under jorden, så»om 12 måneder kan vi ikke være sikre på, at vore missiler kan ramme dem. Vores vindue lukker sig, så Storbritannien er nødt til at planlægge forud. USA kan klare dette alene, men det kommer de ikke til«. Det er den klassiske britiske måde at få sat krigen i gang på, ligesom vi så det i sin tid med krigen imod Irak. Voldtægten på Rusland og Kina Husk på, at krigen imod Libyen startede i FN s sikkerhedsråd, da man fik Rusland og Kina til at afstå fra at nedlægge veto imod udstedelsen af et mandat til oprettelsen af en flyveforbudszone, hvor man kunne beskytte civile med»alle nødvendige tiltag«. Der var ikke mandat til at føre krig i Libyen, eller til at forsøge at fjerne Gaddafi fra magten eller lignende, men som alle ved, så var det, hvad den vestlige militærindsats kom til at gå ud på. De seks danske F16-jagere der blev sendt til Italien som en del af Natos militærindsats, fik til formål at bombe militære mål, der kunne hjælpe oprørsstyrkerne med at besejre de libyske regeringsstyrker og sørge for at afsætte Gaddafi. Det har været en rystende oplevelse for Rusland og Kina, hvor åbenlyst Vesten brød alle aftaler. Man blev voldtaget. Da man først havde givet tilladelse til, at Vesten kunne forsvare civilbefolkningen, så kørte toget uden hensyn til, hvad det egentlig var, som man havde fået lov til af FN s sikkerhedsråd. Man gjorde, hvad man havde lyst til, inklusive at likvidere Gaddafi og andre tilfangetagne, som er en krigsforbrydelse og den type handling, for hvilken folk kunne blive dømt til døden efter 2. verdenskrig. Og den amerikanske præsident Barack Obama gjorde det sammen med sine allierede på en så direkte og brutal måde, at ingen kunne være i tvivl om, hvad der foregik. Det gør, at Rusland og Kina ikke har nogen illusioner længere. De vil nedlægge veto i FN s sikkerhedsråd imod alle indgreb af betydning, som man kunne tænke sig at foretage over for Syrien og Iran. De militære angreb, der nu forberedes, vil derfor være uden tilladelse fra verdenssamfundet. Det vil være en brutal magtdemonstration, der per automatik vil indebære en direkte konfrontation med Rusland og Kina. Man har allerede sat propagandaapparatet i sving, som vi så det med denne bizarre affære for et par uger siden i Washington, hvor man anklagede to iranske diplomater for at have planlagt at myrde en saudiarabisk diplomat. Hvis man laver et angreb på Syrien eller Iran, har Rusland og Kina ikke noget valg, hvis de ikke ønsker at signalere total underkastelse gennem at rulle om på ryggen eller ved at trække bukserne ned og bøje sig forover. Et angreb på Syrien eller Iran vil omgående have konsekvenser langt ud i verden, og derfor er dynamikken, at Rusland og Kina er tvunget til at sige fra, selv om det betyder 3. verdenskrig med alt, hvad det indebærer. november 2011 Schiller Instituttet 3

4 Gale Obama: Dødslister og krig Det, der gør situationen ekstra uhyggelig, er også, at den amerikanske præsident er rablende gal. Han er langt mere rabiat og ude af kontrol end Bush og Cheney var og Cheney var altså ret langt ude og rimelig rabiat, i alt hvad han foretog sig. Men Obama myrder bare løs. Ifølge pålidelige rapporter fra Det hvide Hus er en af de få ting, der virkelig kan give Obama tilfredsstillelse, nu hvor han er holdt op med at ryge, at være med»live«når de fjernstyrede amerikanske fly likviderer terrorister, der står på Obama dødsliste. Det gør ham høj. Det er hans sindstilstand. Derfor må man også være klar over, at nu, hvor han er færdig med Libyen, så kan han ikke stoppe der. Han skal have den næste krig. Der skal ske noget. Han vil videre. Man skal også huske på, at det allervigtigste projekt for Obama netop nu, at blive genvalgt i 2012, har dårlige udsigter. Hvorfor skulle amerikanerne genvælge ham? Er økonomien bedre, end da han blev valgt, og har han sørget for at skabe job og fremtidsudsigter for de mange amerikanere, der nu for alvor føler krisen? Nej, det går langt værre, end da han blev indsat som præsident. Krisen er blevet langt dybere, og Obama er ekstremt upopulær. Skal han have en mulighed for at blive genvalgt, så skal dagsordenen være en helt anden, end hvordan det går med økonomien. Det skal være krigen imod terror og krig i det hele taget. Situationen bliver også ekstra farlig, fordi Den amerikanske Kongres er en samling kujoner og krystere. USA s deltagelse i krigen i Libyen var et brud på Den amerikanske Forfatning, for præsidenten kan ikke selv erklære krig, det kan kun Kongressen. Præsidenten kan igangsætte militære operationer, men inden for 60 dage skal han have Kongressens tilladelse, og den bad han aldrig om i løbet af den syv måneder lange operation. Men hvor var protesterne fra Kongressen? Hvor var den rigsretssag, der burde være en naturlig følge af Obamas brud på forfatningen? De manglende protester gør, at Obama tror, at han er en diktator, der kan gøre hvad han vil, og det skinner også igennem i en række nylige udtalelser af Obama til nogle af hans mange»fund raisers«for at samle penge ind til hans kommende valgkamp. Her har han sagt, at når Kongressen ikke vil samarbejde med ham om at gennemføre hans politik, så gennemfører han det bare på egen hånd uden om Kongressen. Afsæt Obama Det er derfor helt klart: Obama må afsættes hurtigst muligt inden det kommende præsidentvalg. De amerikanske institutioner må tage sig sammen, give Kongressen rygraden tilbage, og bruge de muligheder der er i forfatningen for at afsætte præsidenten. Der er to muligheder, som bør iværksættes sideløbende: For det første siger det 25. tillæg til forfatningen i paragraf 4, at når præsidenten ikke længere er mentalt i stand til at udføre sit hverv på forsvarlig vis, så har hans kabinet pligt til at afsætte ham, og gøre vicepræsidenten til præsident. Dette kriterium er helt klart opfyldt. For det andet bør Kongressen rejse en rigsretssag imod ham for hans gentagne brud på forfatningen. Bl.a. for hans oprettelse af disse dødslister over personer, som præsidenten har besluttet skal dræbes, uden mulighed for at de anklagede kan forsvare sig. De bliver hemmeligt dømt til døden per præsidentdekret, uden at der bliver lavet et anklageskrift, og uden at de har fået mulighed for kunne forsvare sig i forbindelse med en rettergang og en efterfølgende domfældelse. På disse lister er der også amerikanske statsborgere, som i flere tilfælde allerede er blevet dræbt med fjernstyrede fly, som f.eks. Anwar al-awlaki, der, ligesom sin 16-årige søn, blev dræbt i Yemen på Obamas ordre, på trods af at de var amerikanske statsborgere. Hvis Obama afsættes, så er der mange andre ting, der pludselig kan lade sig gøre. Så vil den lov om genindførelsen af Glass/Steagall, der i dag har over 50 medunderskrivere i Den amerikanske Kongres, blive vedtaget, og man kan komme i gang med en genopbygning af den amerikanske økonomi med projekter som NAWAPA, Det Nordamerikanske Vand- og Elektricitetssamarbejde. Så kan USA træde ind i en alliance med Rusland og Kina om økonomisk samarbejde i stedet for at føre krig. Men hvis ikke man tager sig sammen og får stoppet Obama, så er det ikke, hvad der kommer til at ske. Så er kursen sat på 3. verdenskrig, og har man først trykket på knappen, når først missilerne flyver, så er det ekstremt svært at rulle tingene baglæns. Så havner vi med overvejende sandsynlighed i en ny mørk tidsalder med en kraftigt faldende verdensbefolkning. Så kan prins Philip, den britiske prinsgemal og grundlægger af Verdensnaturfonden, klappe i sine hænder og juble, for han vil være kommet et stort skridt nærmere sit mål om at reducere antallet af mennesker på kloden fra de nuværende syv milliarder til under én. Ikke fordi krig i sig selv dræber så frygtelig mange mennesker, men krig ødelægger den grundlæggende økonomiske infrastruktur og det økonomiske apparat, der skal brødføde befolkningen og tage sig af den på anden vis. Derefter dør folk i hobetal af sult, hungersnød, epidemier etc. Hvad skabte finanskrisen? Vi står også midt i et finansielt sammenbrud. Den amerikanske økonomi har længe været i dyb krise, og verdens vigtigste reservevaluta, den amerikanske dollar, ville være gået igennem gulvet for lang tid siden, hvis det ikke var fordi, at alternativerne ikke har det bedre. Euroen og euroland er i gigantiske problemer, og er i sin krise i gang med at trække hele finanssystemet med sig i graven i det, som man har døbt»den europæiske Statsgældskrise«. Når vi har haft diskussioner med politikere og institutioner om at stoppe finansspekulationen gennem at indføre en Glass/ Steagall-bankopdeling, så siger mange:»nåh, problemerne i Europa, det har jo ikke noget at gøre med spekulation. Det er en statsgældskrise.«men hvad kommer den krise af? Den er resultatet af, at man gennem de seneste årtier har fjernet de fleste reguleringer og har fået nationalstaterne til at afsværge sig ansvaret for og retten til at styre økonomierne. I stedet for har man ladet de private finansielle interesser og det globale 4 Schiller Instituttet november 2011

5 marked bestemme, hvad der skal foregå økonomisk. Globaliseringen har medført en nedmontering af en stor del af den produktive del af økonomien, og i stedet har markedet skabt den ene finansielle boble efter den anden. De produktive arbejdspladser er i stigende grad blevet erstattet af finansielle arbejdspladser, der jo er en langt bedre forretning, og dertil et voksende antal jobs i servicesektoren. Årsagen til statsgældskrisen er den destruktion, der har været af økonomierne i løbet af de seneste årtiers globalisering, afregulering og processen af at erstatte produktionssamfundet med forbrugs- og spekulationssamfundet. Man har nedlagt nyttige, produktive ting og det tilhørende videnskabelige og teknologiske fremskridt, og har i stedet skabt spekulation, hurtige penge, og dets fup og fiduser. Man har bildt folk ind, at det ikke var noget problem, for systemet ville regulere sig selv, men pludselig har man en situation som på Island eller Grækenland, hvor man har en gæld, der er langt større, end hvad de fysiske aktiver i økonomien nogensinde ville kunne oppebære. En gæld som selv ikke i løbet af 1000 år ville kunne betales tilbage. I Island nægtede man, ligesom Argentina for 10 år siden, at følge finansverdenens og IMF s diktater, og er nu ved at arbejde sig ud af krisen. I Grækenland derimod, hvor man stadig følger diktaterne fra finansverdenen, EU og IMF, bliver tingene værre dag for dag, og måned for måned. Jo mere man skærer ned, jo dybere bliver det hul, som man befinder sig i. Grækenland har opbygget en kæmpe gæld gennem at afmontere de produktive dele af sin økonomi over de sidste 30 år, og ved at blive lokket med i euroen, der blev fremstillet som en blankocheck til uhæmmet at fortsætte med en hel absurd gældsætning. Man kunne altid blive ved med at låne alt, hvad man havde lyst til. Nu står man i en situation, hvor Grækenlands statsgæld er på 157% af landets bruttonationalprodukt, BNP, og hvor man, på trods af alle de nedskæringer man har lavet indtil nu, har et dundrende underskud på statens finanser. Et underskud der er så stort, at selv hvis man ikke skulle betale de mange renter og afdrag på sin gæld, ville man behøve at låne penge. Det er konsekvensen af, at man har ødelagt nationaløkonomien. Man siger så til grækerne, at de bare må blive ved med at lave stadig større nedskæringer, indtil man har skåret så meget væk, at gælden kan betales tilbage. Men for hver gang man har skåret ned, så falder statens indtægter yderligere. Da man begyndte nedskæringsprocessen for to år siden, var gælden 120% af BNP. Nu er den som sagt 157%. Euro-flopmødet Denne»fantastiske historiske aftale«mellem Merkel og Sarkozy sidste onsdag [den 26. oktober], som euro-landene efterfølgende tilsluttede sig, var at tvinge bankerne til en»frivillig«nedskrivning af den græske statsgæld til halvdelen. Gælden bliver dog ikke halveret, for det er kun de private lån til Grækenland, der skal nedskrives, ikke lånene til EU og IMF, så selv med denne dramatiske nedskrivning, bringer det i bedste fald blot den græske gæld ned på 120% af BNP i Det er en gæld, der alligevel er så stor, at november 2011 Grækenland aldrig vil kunne betale den tilbage. Så hele aftalen er fup. Det drejer sig ikke om at redde Grækenland ud af problemerne, men om at købe lidt ekstra tid inden Grækenland erklæres statsbankerot, og så i mellemtiden gennemtvinge drakoniske nedskæringer i den græske levestandard og overføre alle nationale værdier, der findes i Grækenland, til udenlandsk ejerskab. Den tid, som man dermed køber, skal så bruges til at løse problemet med alle de andre håbløst forgældede eurolande, frem for alt Italien. Hvorfor lavede man så en»frivillig«aftale med bankerne om en nedskrivning af Grækenlands gæld til 50%, hvorfor ikke blot erklære en statsbankerot? Fordi, hvis det er en»frivillig«nedskrivning af gælden, så håber man, at bankerne ikke kan gå til andre banker (i høj grad amerikanske) og få dækket deres tab. Mange af bankerne har nemlig forsikret sig imod tab på de græske statsobligationer ved at købe den type derivater, der kaldes CDS ere,»credit Default Swaps«, der betyder, at de skal have dækket deres tab i tilfælde af at Grækenland ikke kan betale sin gæld til tiden. Det er, hvad det hele drejer sig om, for man er nemlig bange for, at hvis disse CDS ere kommer til udbetaling, vil det sende chokbølger gennem det globale finanssystem, og vil gøre det umådeligt svært at skaffe købere til statsobligationerne fra alle de andre gældsplagede eurolande. Det indgik i eurolandenes aftale, at EU skulle sende kommandanter til Grækenland for at fortælle dem, hvad de skulle sælge af statens ejendom, hjælpe dem med at lave effektiv skatteinddrivning, skære ned på budgetterne osv. Det er altså en afskaffelse af alle former for græsk selvbestemmelse og en de facto besættelse af Grækenland, der er tale om. Der er tilmed kredse i EU, der taler om at sætte udenlandske politi/militærstyrker ind for at tage sig af alle de uroligheder, man kan forvente vil opstå. Og alt dette drejer sig altså om at købe tid, for selv om man indtil nu har arbejdet på, hvordan man skal»hjælpe«irland og Portugal, så er Spanien, og frem for alt Italien, en så stor mundfuld, at man ikke vil kunne skrabe penge nok sammen til at kunne stille sikkerhed for deres gæld til bankerne. Indtil nu har man undgået et totalt kollaps i markedet for euro-landenes statsgæld gennem at ECB har købt flittigt ind af portugisiske, spanske og italienske statsobligationer, noget som ECB egentlig slet ikke har bemyndigelse til ifølge sine vedtægter. Derfor har man i stedet vedtaget at danne EFSF, der skulle overtage denne opgave fra ECB. Inden topmødet havde de mest kreditværdige eurolande giver garantier, der gør det muligt for EFSF at låne 440 mia. euro. Da dette langt fra er nok, og man ikke kunne få Tyskland og andre kreditværdige lande til at påtage sig yderligere forpligtelser, så blev man på topmødet i stedet enige om, at man skal»geare«dette beløb 4-5 gange, ved hjælp af en mekanisme, man endnu ikke er blevet enige om. Dette skal gøre det muligt at skabe en pulje på mia. euro til at støttekøbe for, et beløb som man mener er det absolutte minimum, hvis man midlertidigt skal kunne opretholde en vis grad af tillid og undgå, at renten på statsobligationerne går helt amok. Som et direkte resultat af det kaos der op- - fortsættes side 8 Schiller Instituttet 5

6 Begrebet kredit er en underlig ting, for når vi taler om kredit, så taler vi ikke om småpenge. Det drejer sig om investering over flere generationer. Alle de store projekter, som vi behøver nu, lige såvel som de tidligere, fordrer flere generationers investering. De kræver stiftelse af gæld, der løber over generationer. Et af de store spørgsmål, vi i denne forbindelse skal kunne mestre, er spørgsmålet om menneskets virkelige natur, eller hvad der bør anerkendes som menneskets virkelige natur og dets formål med at leve. Vi tror, at vi dør, og det er så det. Det er den populære antagelse, og der findes så nogle mystiske opfattelser, som ikke burde være populære, fordi de ikke giver mening. Men hvad kan vi gøre, der bygger bro fra det ene liv, gennem døden, til et andet? Hvad er forbindelsen? Mennesket er nemlig ikke blot endnu en dyreart, der dør, når tiden er inde, ligesom alle dyr gør. Mennesket er noget andet. Det har noget, som intet dyr har: det har en skaberevne, evnen til viljemæssigt at skabe en samfundsorden på et højere niveau, og det har ingen anden art på denne planet nogensinde været i stand til. Så vi dør ikke bare! Selv om det tit sker for os, at folk går videre, fra et liv til det efterfølgende, uden at se megen sammenhæng mellem dem. Det drejer sig om at have et formål med sit liv, der rækker ud over døden, og det er kun muligt gennem det menneskelige individs kreative evner. Hvad fører det så til? Det fører frem til noget, som intet dyr kender til: Kredit! For det vi investerer i, er de ting vi skaber; noget, der rækker ud over folks, dvs. individers, død. Det ene livs investering i en overgang til det kommende liv, som er en fortsættelse af det forudgående liv, selv om de mennesker, der efterfulgte hinanden, er døde. Idéen om kredit er derfor ikke et fysisk eller finansielt begreb. Idéen om kredit er først og fremmest menneskelig. Og ingen art vi kender til, undtagen den menneskelige, ved, hvad kredit er! Det eksisterer, så vidt vi ved, udelukkende for mennesker. Så vi skaber et monetært Lyndon L Kredit som bindeled Et uddrag af en webcast den 30. september Se 6 Schiller Instituttet november 2011

7 arouche: mellem generationer webcasten på: schillerinstitut.dk/drupal/node/525 november 2011 system eller et finansielt system, der er baseret på et kreditsystem, hvilket vil sige udviklingen af et individ, der kan videregive noget, som er brugbart for den næste generation. Dette er ikke en simpel videreførelse, men en udviklingsproces, og det udviklingen består af, er det der bør betegnes»kredit«. Det er noget, som nogle mennesker har forstået for lang tid siden. Dette system, dette kreditbegreb, er som et fungerende system enestående for USA. F.eks. var Massachusetts Bay-kolonien et kreditbaseret system. Det system man skabte, da man skrev forfatningen, var et kreditbaseret system, og det kreditbaserede system er ikke et monetært system; det er ikke en pengeindsamling! Det kreditbaserede system er overgangen, og videreførelsen, af et enkelt livs aktivitet, gennem overførslen og fortsættelsen af en indsats, en tilsigtet præstation, til et efterfølgende liv, og til endnu et liv efter det. Kredit er historie, menneskelig historie. Det, der kræves nu, for at vi kan komme ud af det rod, som man har skabt i USA og andre steder, er, at vi må kassere idéen om penge, som den forstås i dag. For den baseres på ideen om dyr, der æder eller hvad de gør, og så dør. Men menneskelig aktivitet, et menneskeligt økonomisk system, har ikke noget at gøre med døende dyr! Et menneskeligt kreditsystem betyder fremskridt for menneskeheden, menneskets evner, menneskets bedrifter, fra generation til generation. Og forbindelsen blandt de levende og de efterfølgende mennesker, og de, der følger efter dem, er kredit. Det er, hvad kredit virkelig betyder; at vi forpligter os over for fremtiden. Vi værdsætter og værner om noget, der blev givet til os fra fortiden, af hensyn til fremtiden. Og idéen om et økonomisk system, et fysisk økonomisk system, er præcis dette: kreditsystemet. Men kreditten består ikke af kontanter, ikke af sedler og veksler. Den består af menneskelig kreativitet fra generation til generation. Mennesker dør, men menneskeheden må aldrig dø. Og når vi først har denne opfattelse, har vi forstået det rigtigt. Schiller Instituttet 7

8 - fortsat fra side 8 stod, da Papandreou fortalte, at man ville lave en folkeafstemning, måtte EFSF i går opgive at sælge obligationer for 3 mia. euro, som man skulle bruge til at købe irsk gæld. Usikkerheden om projektet var blevet for stor. EU-diktatur Man blev også på topmødet enige om at etablere en økonomisk regering for eurolandene, der skal have overopsyn med de forskellige eurolandes økonomier og godkende deres økonomiske og finansielle beslutninger. Beslutninger, om hvad disse eurolande må eller skal, bliver altså flyttet fra de nationale folkevalgte parlamenter til denne nye euroregering. Som et eksempel på hvad der er i vente, fik Italiens statsminister Silvio Berlusconi tre dage inden topmødet besked på, at han skulle tage hjem til Italien for at hæve pensionsalderen fra 65 år til 67 år. Det var en bunden opgave, som han skulle udføre på 72 timer. Hans regeringspartner Liga Nord nægtede at gå med på kravet, så Berlusconi kunne blot levere en hensigtserklæring på topmødet, men det blev indskrevet i resultatet af topmødet, at Italien havde forpligtet sig til det. [På det efterfølgende G20-topmøde i Cannes indvilgede Berlusconi så»frivilligt«i, at der skal komme observatører fra EU og IMF på besøg hver 3. måned, for at overvåge, at man laver de fornødne reformer. Alligevel forsøger man at få ham afsat og hans regering erstattet af den mere samarbejdsvillige italienske opposition]. Det, man grundlæggende set blev enige om, var, at de forskellige lande ikke længere kan have national suverænitet, for den økonomiske krise er nu så dyb, at hvis vi overlader det til de folkevalgte regeringer og demokratiske beslutningsprocesser at blive enige om de indgreb og nedskæringer, der er nødvendige, så kan det ikke blive vedtaget. Det vil true hele finanssystemet, og da finanssystemet er vigtigere end de lande og befolkninger, der er en del af det, må deres ve og vel ofres for at redde systemet. Men ligegyldigt hvor barbariske menneskeofringer man er villige til at foretage, så vil det ikke fungere heller ikke på relativt kort sigt. Lyndon LaRouche kommenterede topmødet dagen efter med ordene:»det vil ikke fungere. Hele systemet kollapser nu. Der er intet i den politik, man er blevet enige om, som vil gøre noget som helst godt. Alt, som man har foreslået, vil føre til en tragedie. Der er ingen mulighed for en succesfuld redning af euroøkonomien. Det eneste der nu kan redde Europa er Glass-Steagall. Alle tiltag fra USA s regering vil være en kæmpe fiasko og det meget snart.«hvor lille tiltro der er til, at det som man vedtog på topmødet løser noget som helst, har man kunnet se i løbet af de sidste par dage, efter at den græske statsminister Papandreou kom ud og fortalte, at Grækenland ville holde en folkeafstemning om»hjælpepakken«fra EU. Som alle ved, så ønsker den græske befolkning slet ikke at lave disse nedskæringer, så hvis den græske befolkning skal stemme om det, så stemmer de»nej«. Papandreous udtalelse skabte derfor med det samme kaos. Børserne faldt, renten på en række euroobligationer steg, og euroen faldt i værdi. Merkel og Sarkozy forbandede Papandreou hen hvor peberet gror, holdt hastemøder, og indkaldte Papandreou til en meget alvorlig samtale. Ultimatum til Grækenland På mødet med Merkel og Sarkozy blev det gjort klart for Papandreou, at der ikke måtte være en folkeafstemning. 70% af den græske befolkning er imod EU s hjælpepakke, men 70% er også for, at Grækenland fortsat er en del af euroen. Hvis han vil holde en folkeafstemning, så må det derfor være om at melde Grækenland ud af euroen og EU, og det vil måske ikke være det værste, der kunne ske. Man kan ikke melde sig ud af euroen uden at melde sig ud af EU, og så længe Grækenland er en del af euroen og EU, så må Grækenland følge det diktat, der kommer fra euroregeringen uanset, hvor upopulært det så ellers er i den græske befolkning. Samtidigt sagde alle så offentligt, at Grækenland selvfølgelig var i deres gode ret til at være demokratiske og holde en folkeafstemning. Officielt kan man ikke være imod demokrati, men selvfølgelig er man det. Man vil ikke have, at den græske befolkning bliver hørt. Det kan kun skabe problemer, og så kunne det jo også være, at den franske og tyske befolkning gerne ville have lov til at blive hørt. Derfor sagde man også til grækerne, at så længe de planlagde en folkeafstemning, så var al aftalt hjælp indefrosset. De 8 mia. euro, der ifølge aftalen skulle udbetales midt i november, vil først blive udbetalt, når man med eller uden folkeafstemning har forpligtet sig til at overholde aftalen med EU. Hvis der skal være en folkeafstemning, så skal den afholdes så hurtigt som muligt, så man har en afklaring, inden Grækenland den 11. december skal betale 12 mia. euro af på sin gæld. Siger grækerne ja, så får man pengene til at betale renter og afdrag. Siger man nej, så kan man erklære sig statsbankerot den 11. december. Tiden frem til en sådan afstemning kan man så bruge til at skræmme befolkningen med perspektivet om, at man bliver smidt ud af euroen og EU, og at man ikke vil se fem cent i hjælp fra EU og IMF. Derfor er man tvunget til at stemme ja til det hele, hvis man ikke ønsker at stå alene, isoleret og bankerot. Men allerede i dag har Papandreou så taget folkeafstemningen af bordet, og forsøger i stedet at få etableret en national samlingsregering, der kan stemme de upopulære tiltag igennem, uden at det bliver ham, der holdes ansvarlig for dem af den græske befolkning. Han håber tilsyneladende på, at man i fællesskab stemmer tiltagene igennem, og så efterfølgende tager et valg og lader befolkningen blive hørt, når det hele er vedtaget og ikke kan ændres. Lige som vi så det tidligere i Irland. Men Papandreou har ikke lyst til at tage hele skylden selv, mens oppositionen derimod helst så, at Papandreou og hans parti får skylden for de upopulære tiltag, og at de selv kan komme til magten efter valget uden at skulle belastes af de upopulære nedskæringer. Hele Papandreous forslag om en folkeafstemning ser ud til at have været spil for galleriet for at få andre i Grækenland til at træffe disse upopulære beslutninger sammen med ham, så han ikke alene får skylden for alle ulykkerne. 8 Schiller Instituttet november 2011

9 Problemet er bare, at eurosystemet og hele verdens finanssystem er i sådan en skrøbelig tilstand, at denne lille juleleg kunne have været den lille tue, der væltede hele læsset. Merkel og Sarkozy har bestemt ikke syntes, at dette var særligt skægt. Deres nerver er i forvejen flossede, pga. det enorme pres de er under, og den håbløse situation de befinder sig i. Der har været meget spoleret nattesøvn og kriseopringninger fra bankchefer, regeringsledere osv., og da man i bedste fald blot har købt lidt tid med sine tiltag, så er der udsigt til mange flere kriser i den nærmeste fremtid. Ingen tror på, at tingene er under kontrol. Den italienske krise På trods af topmøderne og at ECB har købt flittigt op af italienske statsobligationer, så nærmer renten på Italiens gæld sig nu 7%. Det vurderes som smertegrænsen, hvor Italien aldrig vil kunne betale gælden tilbage, og derfor det punkt, hvor ESFS må overtage Italiens gæld noget man slet ikke er stand til. Det er derfor en enormt presset situation, hvor alt hvad vi har set omkring Grækenland blot skulle købe en lille smule ekstra tid. Men man har ikke løst noget som helst. Grækenland står, lige som en række andre eurolande, med en ubetalelig gæld. Den samme problemstilling gør sig gældende i hele det globale finanssystem. Man har en kæmpe mængde gæld, der aldrig nogensinde kan blive betalt. Man har afreguleret finanssystemet, og overladt det til finanssystemet selv at lave spillereglerne. Ude i finansverdenen laver man derfor sine egne penge, sine egne finansielle værdier, gennem renter og renters rente, og gennem skabelsen af nye finansielle produkter, der aldrig er blevet godkendt og underskrevet af nationale regeringer. Der er derfor en ufattelig stor mængde gæld derude, gæld som aldrig kan blive betalt, og det er man tvunget til at forholde sig til. Der skal træffes en beslutning om, hvilke dele af denne gæld der skal honoreres, og hvilke der må afskrives. Man kan ikke betale alt. Når LaRouche siger, at kun Glass- Steagall kan redde Europa, så er det dét, han mener. Glass-Steagall og gældsafskrivelse Det er med vores valgkamp lykkedes os at skabe en debat her i Danmark om en Glass/Steagall-bankopdeling, hvor mange eksperter kommer på banen og angriber det med argumenter om, at man her i Europa aldrig helt og holdent har haft den form for bankopdeling. Man siger, at det ikke vil løse den nuværende krise, for det er jo en statsgældskrise, og at det derfor er malplaceret at tale om Glass-Steagall. Men det vigtige ved Glass-Steagall er ikke blot en opdeling af bankerne, selv om det er en del af de tiltag, som man gennemførte i 1933 for at få genetableret et sundt banksystem, men der er en proces, hvor man gennemgår de forskellige bankers aktiver og beslutter, hvad der skal tages for gode varer, og hvad der må kasseres. Banken har samtidigt en masse kreditorer, der gerne vil have penge, de mener, de har til gode i banken. Der er flere fordringer på banken, end den kan honorere, og banken er derfor bankerot, som vi så det med Roskilde Bank, og alle de mange andre bankkrak der fulgte. Men samfundet har stadig brug for banken. Derfor tager vi de sunde dele af banken og den aktivitet, som vi mener, er vigtig for samfundet og landet som helhed, og lader de dele forsætte som en ny, selvstændig bank. Så må vi så beslutte, hvad der skal ske med de andre sørgelige rester. Vurderes det ikke vigtigt for samfundet som sådan, så smider vi det over i en bunke og lader finansverdenen selv slås med problemerne. Så kan finansverdenens mange glubske rovdyr slås om de få kødben. Det er vigtigt, at vi ikke har nogen illusioner om, at alt kan blive betalt. Det vil aldrig kunne lade sig gøre. Den samme proces foregår i en statsgældskrise. Man må lade Grækenland gå statsbankerot og i processen vælge, hvad der er vigtigt, og hvad der må ofres. I forbindelse med en statsbankerot går mange ting i stå, og man må derfor beslutte, hvad der er vigtigst for at opbygge økonomien. Det skaber man så kreditter til, så der kan komme gang i tingene igen. Men hvis man ikke afskriver en stor del af gælden, og i stedet tager al gælden for pålydende, så vil der aldrig være nogen som helst ressourcer til investeringer, for man er allerede forgældet til langt op over skorstenen. Når de forskellige lande har renset op i gælden og de finansielle værdier med en Glass/Steagall-reorganisering, og efterfølgende er begyndt at skabe nationale kreditter til nødvendige produktive investeringer, så har man en fælles interesse i at samarbejde på tværs af landegrænserne. Vi skal samarbejde med hinanden, og vi skal samarbejde med Asien. Vi skal samarbejde om at udvikle Afrika og de mange andre presserende opgaver, som verden står over for. Hvad mener Bernstein? Lad os vende tilbage til det nævnte citat fra interviewet med nationalbankdirektør Bernstein:»Det rejser det mere fundamentale spørgsmål, om hvor langt et demokrati kan træffe beslutninger. Hvad kan politikerne holde til?«han mener åbenbart, at politikerne ikke kan holde til at træffe de upopulære beslutninger, finansverdenen mener er nødvendige, og at vi derfor ikke kan overlade disse beslutninger til folkevalgte repræsentanter eller regeringer. Der må være en højere instans, der træffer beslutningerne for dem. Det er, hvad EU nu forsøger at gennemtvinge. De folkevalgte politikere kan få lov til at sidde og vifte med flaget, når der er landskamp i fodbold, OL eller lignende, men den økonomiske politik og alt andet af betydning, skal besluttes i EU af folk, der ikke er folkevalgte, men tilsat med accept fra de ledende finansielle kredse bag ved scenen. Nogen vil måske mene, at det ikke gør så meget, for det kan vel være lige så godt, at de beslutter for os. Men den politik man gennemfører, vil betyde kaos og krig. Den græske befolkning vil ikke acceptere, at der kommer nogle tyske kontrollanter fra EU for at fortælle dem, hvad de skal og hvad de ikke må. De vil sige, og det gør de allerede, at Tyskland nu gennemfører med økonomiske midler, hvad de ikke formåede at gøre i 2. verdenskrig med militære mid- november 2011 Schiller Instituttet 9

10 ler. Derfor kommer der et folkeligt oprør. Det er ikke kun i Grækenland, men også i Spanien, i Italien, i Frankrig og tilmed snart i Tyskland. Hvis man bliver ved med en politik, hvor man for at redde systemet må ofre befolkningerne, og dermed også ofre demokratiet, fordi folk ikke stemmer, som de får besked på, så sætter man verden i brand. Så har man ikke nationalstater og repræsentativt demokrati, men befolkninger der kæmper for at styrte de siddende regeringer uden garanti for, at der kommer noget bedre i stedet. Nordisk Råd i København Da der var møde i Nordisk Råd på Christiansborg her i weekenden, så lykkedes det os at rejse de større spørgsmål, som jeg har taget op i dag, på de pressekonferencer man havde. Problemet med disse diskussioner man har i institutioner som Nordisk Råd er, at selv om man diskuterer tidens spørgsmål og kriser, så er det for det meste inden for de snævre rammer, der er sat fra de etablerede institutioner. Man diskuterer ikke spørgsmålene i deres fulde konsekvens, og heller ikke hvilke alternativer der måtte være. Man ser derfor ikke ved egen kraft faren for 3. verdenskrig, som jeg har beskrevet den her i dag. Se blot på, hvad der foregik her i Danmark. Hele det danske folketing stemte for, at vi skulle gå i krig i Libyen. Man havde ingen tanke på, hvilken proces man er med til at sætte i gang. Man sagde:»det, det drejer sig om, er, at der er nogle folk i en by, som er omringet af Gaddafis tropper, og hvis ikke vi stopper det med militærmagt, så går de ind og laver et folkemord«. Hvor mange mennesker, der så ender med at dø som et resultat af den proces man har sat i gang, både i selve krigen og i det der følger bag efter, det forholder man sig ikke til.»det kunne vi jo ikke vide noget om«. Som da man besluttede sig for at gå ind i Irak»for at hjælpe den irakiske befolkning«. Har den irakiske befolkning fået det bedre som et resultat af invasionen i 2003 og de seneste otte års besættelse? Nej, de har fået det langt værre. Der er ufatteligt mange mennesker, der er blevet dræbt, enten af de militære styrker man har indsat, eller pga. den forværrede sikkerhedssituation og et dysfunktionelt samfund. Ser man på middellevetiden i dag, i forhold til hvad den var før, og specielt i forhold til tiden inden den første golfkrig, er det skræmmende. Det samme gælder for Afghanistan. En af grundene til, at vi i Schiller Instituttet gennemskuer de forskellige begivenheder og problemstillinger så meget bedre end alle andre, er, at vi arbejder internationalt under ledelse af Lyndon LaRouche, og at vi gennem årene har skabt et netværk af helt exceptionelle folk, der ikke blot følger med i tingene, men som er aktivt involveret i at skabe de nye politiske tiltag, der kan bringe verden igennem de nuværende trængsler. Den efterretning, vi dermed får indblik i, bliver i vid udstrækning publiceret i tidsskriftet Executive Intelligence Review, EIR, som vi publicerer i Washington, og som er et tidsskrift man er nødt til at læse, hvis man som regeringsleder eller diplomat vil følge med i de spørgsmål, der former fremtiden. Vi har også et kontor for EIR her i København, og det er vores opgave at sørge for, at denne større virkelighed er med. EIR-korrespondent Michelle Rasmussen var derfor til stede ved pressekonferencerne i Nordisk Råd, hvor hun havde mulighed for at rejse disse spørgsmål. Det blev det første spørgsmål på både det fælles pressemøde mellem de fem nordiske og de tre gæstende baltiske statsministre og på en senere pressekonference med de fem nordiske udenrigsministre. Det finske formandskab besvarede med stor alvor spørgsmålet om faren for en 3. verdenskrig rettet imod Rusland og Kina, som en konsekvens af et angreb på Syrien og Iran. EIR s korrespondent fik på lignende vis taget den forfejlede EU-politik og spørgsmålet om Glass-Steagall op i et interview med den islandske finansminister Steingrímur J. Sigfússon (se: Regeringens finanslov For knap syv uger siden var der valg i Danmark, og situationen minder jo desværre lidt om det, der foregik i USA efter sidste valg. Obama blev valgt på sine slogans om at skabe forandring, men da han så var blevet indsat, så førte han den samme politik som Bush-administrationen, men bare i en værre udgave. Der er mange danskere, der føler sig svigtet, for man fik langt om længe en ny regering, men det første, der så skete, var, at den arkiverede alle sine valgløfter i skraldespanden og i stedet fører den politik, der kan sikre, at man fik lov at sætte sig på ministertaburetterne. Hvis man skal føre en radikal politik for at få magten, så fører vi en sådan. Det ser man i den finanslov, som finansminister Bjarne Corydon fremlagde i dag. Finansministeren brugte mest tid under fremlæggelsen af finanslovsforslaget på at tale om en vækstpakke, der skal kickstarte den danske økonomi. Det er et af de få punkter, der er tilbage af valgløfterne. Dem, der så jublede og troede, at Schiller Instituttets forslag om en massiv investering i den danske infrastruktur med motorveje, Kattegatbro og magnettog er på dagsordenen, blev desværre fælt skuffet. Man mener, at»kickstarten«på 18,75 mia. kr. vil skabe danske arbejdspladser i 2012 og i 2013, og det er jo ikke særligt ambitiøse tal. Ser man så nærmere på tallene viser det sig, at det blot er 800 mio. kr., der er afsat til infrastruktur i form af veje, jernbaner og kystbeskyttelse, blot 100 mio. mere end hvad den nylige danske krigsindsats i Libyen kostede. Dertil kommer 1,8 mia. kr. i nyt udstyr til sygehuse fra staten. Resten af kickstarten har intet at gøre med statens finanser, men skal finansieres på anden vis. Der er kommunale investeringer i skoler og daginstitutioner på 4,9 mia. kr., 3,7 mia. kr. til renovering af almene boliger, der kommer fra Landsbyggefonden, og som det største punkt i kickstarten: investeringer pga. energiaftalen på hele 6,7 mia. kr. De skal skaffes ved, at staten pålægger elselskaberne at bygge en hulens masse vindmøller, der så skal betales over almindelige menneskers elregning over de næste mange år. Til sidst er der så 800 mio. til etablering af en betalingsring, der skal betales af de bilister, der kører ind og ud af København. Næsten ingen af pengene i kickstar- 10 Schiller Instituttet november 2011

11 ten er altså statslige investeringer, og det er en understregning af, at dette ikke er et brud med de finansielle rammer, der er sat op af EU og finansverdenen. Man får et budget stukket ud, og så kan partierne så slås om, hvilke symbolske handlinger de sidste par promille af budgettet skal gå til. Over 99% af budgettet er disponeret på forhånd. Det, der i virkeligheden behøves, er en helt anden tilgang, hvor man skelner mellem udgifter og investeringer. Hvilke investeringer kan vi lave i den danske økonomi, som ikke blot skaber arbejdspladser her og nu, men som gør økonomien mere produktiv, og dermed sikrer et langt større overskud i økonomien på sigt? Sådanne investeringer gør, at vi ikke blot kan betale den nyudstedte gæld til investeringerne tilbage, men også få mere økonomisk frihed og en højere levestandard om 10, 25 og 50 år. Det største problem med det forventede underskud på 95 mia. kr. på næste års finanslov er ikke beløbet som sådan, men at det meste af det blot er til dækning af løbende udgifter. Det er ikke nye investeringer, der transformerer den danske økonomi og løfter den op på en højere teknologisk platform. Finansministeren lagde også vægt på under fremlæggelsen, at regeringen ser det som en hellig pligt at efterleve alle de krav og henstillinger, der er kommet fra EU. Vil vi undgå fascisme? Vi sidder i Danmark til en vis grad på en grøn gren. Vi sidder ikke i den kummerlige situation, som man har i Irland, Grækenland eller Italien. Vi sidder lidt længere inde på bænken, og er ikke de næste, der står til at blive vippet af pinden. Men vi har alligevel et skæbnefællesskab med Grækenland og alle de andre. Som vi ved af historisk erfaring fra 30 erne, så skal man ikke tillade en proces, hvor andre lande udsættes for et økonomisk sammenbrud, derefter overlade styringen til private finansinteresser som afskaffer demokratiet, og til sidst ender med fascisme, der kan gennemtvinge de upopulære drabelige nedskæringer. Det resulterer helt lovmæssigt i kaos og krig over det hele, hvor ingen kan holde sig udenfor. Det kunne vi heller ikke i 1940, selv om man forsøgte at ignorere, hvad der foregik syd for grænsen. Det, som man udsætter Grækenland for i dag, vil, hvis man ikke stopper processen, være den skæbne, som en lang række andre europæiske lande snart lider under og i løbet af kort tid vil det gælde for alle. Derfor kan vi lige så godt finde ud af, hvordan vi kan løse problemerne, og så tage kampen nu, mens vi stadig har ressourcerne og kræfterne til at kæmpe. Det ville selvfølgelig være rart, hvis vi kunne være gode venner med alle, men hvis vi ikke tager et opgør med disse magtfulde private finansinteresser, der har kørt verdensøkonomien i sænk, så er der ikke udsigt til, at nogen af os overlever. Udsigten til 3. verdenskrig, globalt finansielt sammenbrud og fascisme er ikke just opmuntrende nyheder, men den positive side er, at vi er her. LaRouche-bevægelsen har i de seneste fire årtier arbejdet med hypotesen om, at vi kunne ende i denne situation. Vi frygtede, at vi ville se et sammenbrud af hele det finansielle system, og at institutionerne, når den tid kom, instinktivt ville vælge en løsning, hvor man sætter nogle stærke folk til magten, der med hård hånd kan få gennemført det, man mener der kræves, uden tanke på de menneskelige omkostninger. På samme måde som vi så det i 30 erne. Vi besluttede derfor, at når den tid måtte komme, så skulle der være et alternativ. Så skulle der være nogle, der forstod, hvordan vi med investeringer, med menneskelig kreativitet og gennem videnskabeligt og teknologisk fremskridt, kunne løse disse problemer. Det er den opgave vi har påtaget os, og som man kan se det over det seneste stykke tid, så er der også her i Danmark en voksende erkendelse af, at den enestående indsigt som vi repræsenterer, må have et større publikum. Jeg var på P1 Debat den 18. oktober for at debattere Glass-Steagall [som senere blev vist på DR2], som en direkte konsekvens af den øgede debat om de spørgsmål, som vi tog op i vores valgkamp. Der er en voksende åbenhed rundt omkring i Danmark, hvor forbløffende mange faktisk har set mig i Deadline eller i debatten på P1, og instinktivt forstår, at der er noget afgørende rigtigt i den diskussion vi har rejst. Der er en voksende erkendelse af, at der må noget helt andet til. Derfor er det rigtig god timing, at vi for to uger siden fik Schiller Instituttets kampagneavis nr. 13 på gaden, som netop har hele historien om Glass-Steagall. Den giver læseren et indblik i de ideer, der vil kunne bringe os levende igennem den skæbnesvangre krise, som vi befinder os i. Den er en god begyndelse til at komme i gang med den proces af at udfordre de alment accepterede meninger, som man har siddende inde i hovedet, og som forhindrer én i at tænke de nye tanker og ideer, som kan afværge den nuværende tragedie. Alle kan være med til at dele nogle af de aviser ud og sende et bidrag til at betale for trykningen. Men frem for alt også bruge avisen som et diskussionsoplæg for at tale med familie, venner og alle mulige andre. Nu ved alle, at der er en krise. Alle ved, at der ikke er tjek på tingene. Alle ved, at det kan gå ad helvede til. Selv finansministeren gentog gentagne gange på sin pressekonference, at det kan gå langt værre med økonomien, end man har regnet med. Det, der nu mangler, når man beskæftiger sig med tingene, er en metode til at skelne mellem, hvad der er skidt og hvad der er kanel. Hvad er nyttige bidrag til vores fremtidige udvikling og hvad er blot en dræbende kræftsvulst, der må skæres fra. Hvis vi vil investere i noget til at få os ud af krisen, hvilke typer investeringer vil så udvikle økonomien i den rigtige retning, og hvad er blot et blålys, som grøn vækst og lignende, der blot vil suge kraften ud af økonomien? Med den nuværende udvikling står vi på tærsklen til 3. verdenskrig og ny mørk tidsalder, men hvis vi kan få afsat Obama, og få et oprør imod briterne og deres inhumane politik, så er vejen åben for en ny global renæssance, der langt vil overgå noget som helst, vi har set tidligere i den menneskelige historie. Det, der kan afgøre, om det bliver det ene eller det andet, er, om du beslutter dig for at tage kampen op. november 2011 Schiller Instituttet 11

12 Faren for 3. verdenskrig I en udtalelse den 7. november advarede den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov om, at et israelsk angreb på Irans atomprogram ville være en kæmpe fejltagelse med uoverskuelige konsekvenser. Det viser, at man i Rusland og i Kina har forstået Lyndon LaRouches advarsler om, at et angreb på Syrien og Iran, efter at man har afsluttet Libyenkrigen med at likvidere Gaddafi, vil være starten på en 3. verdenskrig rettet imod Rusland og Kina. Det britiske Imperium har lykkedes med at få den transatlantiske verden til at ødelægge sig selv med nulvækst og finansspekulation, og derfor kollapser det transatlantiske finanssystem netop nu. Man vil så tvinge resten af verden med ind i en mørk tidsalder, der kan reducere verdens befolkning til under én milliard mennesker. Eurosystemets dødskrampe Eurosystemet er inde i sin dødskrampe med en tillidskrise, der spreder sig. Den græske krise er allerede blevet til en italiensk krise med en omfatning, som eurosystemet ikke vil kunne magte. EU s respons er, at tilsidesætte demokratiet og gennemføre nedskæringer per dekret. Det vil ikke løse krisen men lige som i 30 erne føre Europa ind på vejen til fascisme og krig. Kun en tilbagevenden til national suverænitet, gennem en Glass-Steagall-bankopdeling, afskrivning af de gigantiske fiktive finansielle værdier og investeringer i den fysiske økonomi, kan redde Europa. SCHILLER INSTITUTTET KAMPAGNEAVIS NR. 13, EFTERÅR 2011 Infrastruktur for en ny økonomisk platform Investeringer i infrastrukturen er de nulevendes mulighed for, at skabe bedre omstændigheder og muligheder for de kommende generationer. Læs side 6 Atomkraft som vækstdynamo Fremtidens placering af atomkraftværker i Danmark skal virke som en dynamo, der i højere grad end bare producere strøm. Læs side 7 Obama må væk!»det, den amerikanske befolkning nu må gøre, er at afsætte deres præsident, der er en marionetdukke for briterne, og så sammen med Rusland og Kina forme Den Store Stillehavsalliance, der kan redde menneskeheden.«læs side 2+5 Finanskollaps! Den amerikanske økonom og statsmand Lyndon LaRouche har i de seneste par uger gentagne gange betonet, at euro-systemet og hele inde i sin dødskamp, og at det hele kan ryge når som helst. Læs side 5 GLASS-STEAGALL - ELLER KAOS!»Glass-Steagall eller kaos var det slogan, som jeg stillede op med ved det nylige folketingsvalg sammen med to andre kandidater fra Schiller Instituttets Venner«, skriver Tom Gillesberg.»Skal verden have en vej ud af den nuværende krise, må vi indføre en Glass/Steagall-lignende bankopdeling, så der er vandtætte skodder mellem det normale banksystem der og opdele banker af en størrelse, der kan nansverdenen og om nødvendigt holde hånden»vi er selvfølgelig mennesker, netop dette, at mennesket manifesterer den virkelige forskel mellem men hvad er potentielt menneskeligt, som kan gøre det muligt mennesket og andre dyrearter. Den for os at overleve der, hvor ingen demonstrerer derved sit potentiale dyreart normalt ville kunne overleve? Det er, at vi er i stand til at til at overleve der, hvor ingen dyre- for at komme i besiddelse af evnen udvikle en form for forstand, der art ville have de fornødne evner til ikke begrænses af forestillingen at foretage den nødvendige tilpasning.... Dette kaldes kreativitet!«om de fem sanser. Det er, når vi... indstiller vor forstand på udførelsen af eksperimenter, der udvirker Læs side 11 under de banker, der sørger for ind- og udlån til virksomheder, private og lokalsamfundene. Banker som Saxo Bank, der vil leve af spekulation, må sejle deres egen sø.den nye regering må hurtigt adressere den akutte trussel imod Danmark, som sam- undersøgelseskommission, 2) en Glass/Steagall-bankopdeling og 3) massive offentlige investeringer i grundlæggende økonomisk infrastruktur, der kan aktivere og opgradere den fysiske del af den danske økonomi.«læs side 2-3 FINANSIEL UNDERSØGELSESKOMMISSION Christen Sørensen, professor nanskrisen i USA begrunder han i økonomi, SDU og fhv. overvismand, skriver i denne kronik, at siel undersøgelseskommission og -»det er bemærkelsesværdigt, at det en række af de tiltag til regulering i regeringsgrundlaget for S-R-SF og kontrol, som en sådan kommission bør foreslå, for at forhindre regeringen ikke er tilkendegivet, at siel kommission, der skal undersø- lignende kriser i fremtiden. ge årsagerne til, at så mange pengeinstitutter i Danmark har vovet sig ud, hvor de ikke kunne bunde«. Med udgangspunkt i»angelides- - Læs side 3 ET NYT KREDITSYSTEM MED DEN STORE STILLEHAVSALLIANCE Den 30. september lovpriste marked under kontrol af private Lyndon LaRouche Putins brillante strategiske træk og gennem- til et system i ånden fra Den ame- gik, hvorledes det kan bane vejen rikanske Frihedskrig i form af et for et strategisk partnerskab mellem USA, Rusland og Kina hvis tioner. samarbejde mellem suveræne na- Obama bliver fjernet fra præsident- Med et udgangspunkt i de tre delse. nationer vil man etablere et nyt LaRouche mente, at en sådan faste valutakurser og skabelse af tremagtsalliance bør være kernen i nationale kreditter, der kan sikre - nationerne og deres befolkninger - udvikling og fremskridt. Læs side 5-10 LAROUCHE: Kreativitet som sådan si@schillerinstitut.dk Læs vores nye kampagneavis på www. schillerinstitut.dk/ka13.pdf Se og hør Tom Gillesberg debattere Glass/Steagall-bankopdeling på P1/DR2 Steagall - eller Kaos!«var det provokerende slogan som tre kandidater fra Schiller Instituttets Venner stillede op med til folketingsvalget. Diskussionen om Glass-Steagall er fortsat efter valget, hvor Tom Gillesberg var på Deadline og senere i en diskussion på P1 Debat og DR2 om en sådan bankopdeling, som man kan læse mere om i Schiller Instituttets nye kampagneavis, der er blevet trykt i eksemplarer. Der er også en kronik af tidligere overvismand Christen Sørensen om nødvendigheden af en finan siel undersøgelseskommission og artikler med en beskrivelse af, hvordan Danmark kan transformeres gennem infrastrukturinvesteringer som en Kattegatbro, magnettog og kernekraft. Avisen beskriver endvidere muligheden for en Ny Stillehavsalliance mellem USA, Rusland og Kina og indeholder en inspirerende tale af Lyndon LaRouche om den menneskelige kreativitet. Kontakt os! si@schillerinstitut.dk 12 Schiller Instituttets Nyhedsorientering er udgivet af Schiller Instituttet. Homebanking: , Giro: november Eget tryk Redaktion: Tom Gillesberg (ansvh.), Michelle Rasmussen, Percy Rosell, Anne Stjernstrøm.