Jazz er Legemskultur Kulturmøde i 20'erne

Transkript

1 Jazz er Legemskultur Kulturmøde i 20'erne Karen Vedel, Idrætsforsk "Hvis Naturlighed kunde læres, burde Mødrene sende de unge Piger til Josephine Baker" - skrev Poul Henningsen en sen nattetime i juni 1928, opstemt efter at have overværet Josephine Bakers optræden. Læserbrevet til Politiken 1 blev udformet som en hyldest til den amerikanske varietéstjerne, der med show'et 'Wien - Wien - Oh Josephin" og en stab på over 100 musikere og artister havde indtaget København. I danskernes bevidsthed blev det Josephine Baker, der fremfor nogen anden legemliggjorde den fremmedartede og fascinerende jazz. Inden PH skrev sin hyldest havde andre udtalt sig kritisk eller ligefrem fordømmende - endda uden at have set show'et. Forestillingen blev af moralens vogtere på forhånd udråbt til at være et utilgiveligt angreb på alle sædelighedsbegreber og den gode danske smag. Pastor Ege, Sognepræst v. St. Jakobs Kirke, anklagede i Nationaltidende 2 Scalarevyens direktør, Frede Skaarup for at lede kloakvand ind over den københavnske ungdom. Og i bestræbelserne på at dæmme op for samfundets fordærv indgav Vigilia, moralens vogtere, politianmeldelse for at forhindre Josephine Bakers optræden. Man havde længe betragtet revyens moderne musik og de letpåklædte kordanserinders optræden som kilde til fortræd, prostitution og alskens ulykker. Nu håbede man ved at stoppe det dyre Baker-show at fremtvinge Skalarevyens konkurs. Imidlertid fandt alle revyens 40 numre - fra Josephine Bakers berømmede charleston til urskovsparodien i bananskørt - nåde for politiets kritiske blik, og det lykkedes ikke at forhindre premieren med censur. 3 Vigilias sædelighedsvogtere var imidlertid langt fra de eneste, der gav forargelsen friløb. I Jyllandspostens anmeldelse under overskriften 'Niggertøsen' stod f.eks.: "Det er med det største Ubehag, man griber Pennen for at give Læserne et Begreb om, hvor dybt Josephine Baker, der paastaar, at hun er et rigtigt Menneske, og maaske endog vil hævde, at hun er Kvinde, sænker Niveauet for at kunne holde Interessen for sine Præstationer vedlige... Men der kan vel heller ikke udfoldes Talent i en Præstation, hvis vigtigste Virkemiddel er en forbløffende Mangel paa Blufærdighed, en for Skjønhed kemisk fri, med barokke Paafund, abeagtige Løjer, negerdrastiske Stillinger og Bevægelser ensformigt spækket Akrobatik..." 4 Overfor Pastor Ege, Vigilia, Jyllandsposten og alle øvrige angreb på Josephine Bakers optræden blev PHs hyldest, som stod at læse i Politiken en uge efter premieren, et slags genmæle. Snarere end at sætte punktum i 1 Politiken 28. juni Nationaltidende 13. juni Politiken 19. juni Jyllandsposten 21. juni 1928

2 debatten, hældte han imidlertid benzin på forargelsens bål. I artiklens afsluttende linier stod der nemlig med slet skjult adresse: "Paa enhver kan den store Kunstner ikke virke umiddelbart. Men de, som helt lever i Nutiden, elsker dens Kunst, Frihed, Skønhed og i bedste Fald dybe Sømmelighed, bør takke for, at vi fik Josephine Baker at se. Vi er stolte over, at netop vor Tid har løftet Variétékunsten op i dette rene Plan. Gid den kunde smitte Scenekunsten. Vi hylder hende (JB) som noget værdifuldt i vor Civilisation!" 5 Provokationen virkede og fortsættelsen af den følelsesladede polemik fastholdt københavnernes interesse for Josephine Bakers gæstespil. På denne måde sikrede skandalen Skala og Josephine Bakers show sit publikum. Ved skæbnens ironi og PHs mellemkomst, opnåede Vigilia således det stik modsatte af det, de havde ønsket. Jazz og erotik En af de personer, det lykkes PH at tirre til blækhuset er forfatteren Emil Bønnelycke, der i to kronikker i Nationaltidende 6 beklager sig over den kulturradikale vildfarelse. Bønnelycke stiller sig både bekymret og belærende op over for PHs forsvar for den 'smagsfordærvende' revykunst i almindelighed og over for hans hyldest til 'Jazz'ens og Black Bottom'ens Præstinde' i særdeleshed. Bønnelyckes angreb på jazzmusikken bringer en anden fremtrædende forfatter, nemlig Tom Kristensen på banen. 7 Han byder i bogstavelig forstand Bønnelycke og andre, der nærer betænkeligheder over for jazzen, op til dans på det bonede gulv i Arenas danselokaler med sit forslag om, at de her danser forargelsen af sig. De vil da: "opdage at der ikke er mere Liderlighed i Jazzen end der er i deres egne Kroppe." Og han fortsætter: "For selvfølgelig er der Erotik i Jazz. Den er ikke for Kastrater. Men der er saamænd ikke mere Erotik i den Dansemusik end der er i en Præsts fanatiske Svovlprædikener, eller i Tilhørerindernes Andægtighed. I Jazz er den blot sig selv bekendt, er mere fribaaren, er til, ligesom Legemet er til." Jazzdans er langt mere raffineret end sport og gymnastik, hævder Tom Kristensen. Han fremhæver det frie spillerum for personlighedens nuancerede udtryk gennem hele kroppen i dansen over for sportens ensidige jagt efter rekorder og gymnastikkens fokus på helbredet. Jazz er legemskultur! Anderledeshed og afstand Forestillingen om en menneskelig naturtilstand i artiklens indledende citat af PH knytter an til en positiv myte om primitivitet som et meningsfuldt socialt fællesskab i pagt med naturen, hvor mennesket - befriet for fortidens last af tyngende konventioner og uden stress eller frygt for fremtiden - har fuld handlefrihed. Et positivt syn på 'det primitive' fik betydning for udviklingen af det tidlige 1900-tals moderne billedkunst bl.a. kubismen og ekspressionismen. I musikalsk henseende udvidede bekendtskabet med fremmede og 'primitive' 5 Politiken 28. juni 'Kulturen og Ukulturen', Nationaltidende 1. juli og 6. juli Ekstra Bladet 20. juli 1928

3 klangverdener forståelsen af musikbegreber som for eksempel rytme og tonalitet. Over for den positive tilgang til 'det anderledes' eksisterer der en negativ myte om primitivitet, som er dén, Jyllandspostens omtale af gæstespillet på Skala knytter an til. Svøbt i racefordomme peger anmeldelsen på forestillingens fravær af de æstetiske værdier, hvorefter scenisk dans oftest blev vurderet, nemlig 1800-tallets danske balletdyder: blufærdighed, sk(j)ønhed og det uberørtes sømmelighed. Josephine Bakers sceneoptræden blev betragtet som eksponent for 'negroid' og dermed animalsk og umoralsk kunst. Primitivitet er her relateret til racetænkningens forestillinger om u- udviklet intelligens, a-social og instinkt-styret adfærd hos alle med en anden hudfarve. Og i sidste ende til en sørgeligt udbredt forestilling om den vestlige civilisations/hvide races naturlige overherredømme over andre civilisationers folkeslag. Udsprunget af menneskets længsler og drømme har fjerne kulturer siden de første opdagelsesrejser og erobringstogter fungeret som lærred for projektionen af forestillinger om en bedre verden. Men samtidig med begejstring har det fjerntliggende og fremmede også fremkaldt en frygt for det 'ukendte'. Både i den positive og den negative version er anderledesheden konstrueret i kroppen. Danskerne kendte allerede 10 år forud for Bakers besøg til jazzmusikken, der i første omgang blev betragtet som et modelune og spået en kort sommer i Danmark. Imidlertid skulle det vise sig, at der var mere at hente i jazzens fremmedartede intonationer og polyrytmiske fraseringer, end i megen af den tidligere dansemusik. Udfordringen i at mestre jazzens synkoper, swing og improvisationsteknikker, har siden optaget flere generationer af danske musikere. Kan naturlighed læres? -spørger PH, efter at han have oplevet Baker. Rytmikpædagog og pianist Astrid Gøssel svarer: ja! Samme år som Josephine Bakers første besøg i Danmark, blev der med etableringen af Kursus for Småbørnspædagoger i København stiftet en institution, som skulle blive et af de mest moderne pædagogiske miljøer i landet. Her forfinede Astrid Gøssel - med inspiration fra jazzmusikken - sin tilgang til studierne af sammenhængen mellem sang, sprog og bevægelse i børns leg, og udviklede en metode, der gav begrebet rytmik nyt indhold. Ét af de vigtige elementer i Gøssels udviklingsarbejde var iagttagelsen af børn i bevægelse. Et andet var dialogen med musikere. I en privat kreds med bl.a. Bernhard Christensen, Egon Mathiesen og senere litteraturprofessor Sven Møller Kristensen var man optaget af 'negerjazzens' stærkt fysiske præg og baggrunden for de hvides musikeres tilsyneladende underlegenhed i udførelsen af jazz. 8 Gøssels arbejdsmetode havde grundlag i en teori om den vestlige kulturs 'overcivilisation', der betoner musikkens intellektuelle side fremfor de sanselige kvaliteter som f.eks. tonens svingende energi og den rytmiske impuls. 9 Til sammenligning med europæisk sangteknik, hvor stemmens funktion 8 Se bl.a. kronik af Sven Møller Kristenseni Ekstra Bladet Astrid Gøssel: Teknik og Tone i Jazz (H.O.T. 1934) her fra 'Bogen om Gøssel' s. 30

4 er overvejende klanglig, vægtes ord og stemme mere ligeligt i jazzsangen. Og i sammenligning af forholdet mellem stemme og krop/bevægelse peger Gøssel på en adskillelse af de tre fænomener i klassisk vestlig sang overfor en sammenhæng i jazz en, hvor oplevelsen af den rytmiske impuls i kroppen kommer til udtryk som en helhed af stemme-krop-bevægelse. Fra en kerne i samspillet mellem de store muskler og åndedrættet forplanter bevægelsen sig ud i alle lemmer, og enhver bevægelse klinger således som en jævn strøm gennem hele jazzmusikerens legeme, forklarer Gøssel. Hun var også overbevist om, at den vestlige verdens overcivilisation gennem opdragelsen lammer børnenes lyst til bevægelse. I et opgør med bl.a. Jaques-Dalcroze og Montessoris forestillinger om forholdet mellem musik og bevægelse, omsatte Gøssel sine studier af jazzen til moderne pædagogik, idet hun fremhævede 'den frigjorte legemsbevægelse' og understøttelsen af barnets medfødte, skabende kropslige egenskaber som de altafgørende mål. Samtidig understregede hun, at 'Musikken kan være årsag og tilskyndelse, men kan aldrig frembringe Legemsrytmen.' 10 De indgående studier slog samtidig fast, at evnen for naturlighed ikke var begrænset af hudfarve. Med andre ord behøvede danske piger teoretisk set ikke at gå til Josephine Baker for at lære naturlighed. "Ikke mindst var Gøssels (metode) bevis for, at det rytmiske og produktive var noget alment, uafhængigt af hudfarven, og at forskellen mellem sort og hvid jazz beroede på forskellig opdragelse og kultur..." skrev Sven Møller Kristensen. 11 Musikken blev i denne sammenhæng indgang til en anden kultur, der først og fremmest adskildte sig gennem dens forhold til krop og bevægelse. Gøssels forståelse af andre bevægelseskulturer var ikke nogen romantisk sværmen for det eksotiske. Snarere søgte og fandt hun i f.eks. mødet mellem jazzen og de nye tanker om opdragelse - eksempler på noget, der var bedre udviklet eller mere hensigtsmæssigt end det, der i forvejen var kendt. Samtidig tjente eksemplerne til at understrege opvækstmiljøets betydning for udviklingen af menneskers bevægelsesmønstre, og understregede forældres og pædagogers store ansvar. Frigørende jazz Både jazzen og dansen var vigtige ingredienser i det kulturradikale manifest. Den nysgerrighed og åbne interesse, hvormed PH, Gøssel og ligesindede i tyverne og trediverne tog jazzens udfordring op, fik afsmittende virkning på senere generationer igennem Gøssel-gymnastik og pædagogik. Det kulturradikale manifest stod imidlertid ikke u-imodsagt hverken dengang eller siden. Under indtryk af tidens 'kulturmørke', beskrev PH i 'Va' mæ' Kulturen' (1933) sin frygt for, at fremskridtet på jazzens og den moderne dans område, ville blive standset. Han forudså, at det naturlige og afslappede i rytme og bevægelse, ville blive 'erstattet med den gamle dans' og musiks militære stramhed og disciplin over følelseslivet, som er en betingelse for Hitlerkulturen.' Astrid Gøssel: Rytmik (Den frie Skole, 1920) her fra 'Bogen om Gøssel' s Sven Møller Kristensen i indledningen til 'Bogen om Gøssel' 12 Poul Henningsen: 'Va mæ' kulturen' (1933) i 'Sandheden er altid revolutionær'

5 Sine funderinger over fremtiden fortsatte han i 1934 i et forsøg på at gøre status: "Det kan ha sin interesse at se, hvad der blir tilbage af hele den demokratiske periode, hvad der i bedste fald vil overleve den som kulturværdier(?)" I PHs eget svar viger pessimismen for hans inderste overbevisning: "Det blir funktionalismen, jazzen, dansen, friluftslivet og den deraf flydende elskov..." 13 Anvendt litteratur: Gøssel, Astrid : Bogen om Gøssel - en bevægelsesform - en pædagogik - en arbejdsmetode. (Red. Inger Bach Joensen og Sven Møller Kristensen) Gyldendal 1982) Hammerich, Paul : Lysmageren, Gyldendal 1986 Henningsen, Poul : Sandheden er altid revolutionær. Antologi v. Olav Harlsløf. Forlag: Hans Reitzel, København, 1980 Kristensen, Sven Møller : Jazzen og dens problemer. Athenæum, København Poul Henningsen: Artikel fra 'Aandehullet' (1934) i 'Sandheden er altid revolutionær'