HØJESTERETS DOM afsagt torsdag den 13. september 2018

Transkript

1 HØJESTERETS DOM afsagt torsdag den 13. september 2018 Sag 190/2017 (2. afdeling) TDC A/S (advokat Arne Møllin Ottosen) mod Skatteministeriet (advokat Sune Fugleholm) I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 10. afdeling den 1. september I pådømmelsen har deltaget syv dommere: Lene Pagter Kristensen, Marianne Højgaard Pedersen, Poul Dahl Jensen, Henrik Waaben, Michael Rekling, Kurt Rasmussen og Anne Louise Bormann. Påstande Parterne har gentaget deres påstande. TDC A/S har for Højesteret fastholdt anmodningen om præjudiciel forelæggelse for EU- Domstolen. Retsgrundlag EU-Domstolen har i en række domme udtalt sig om forholdet mellem nationale søgsmålsfrister og forældelsesregler og det EU-retlige effektivitetsprincip. Domstolen har herunder taget stilling til tilfælde, hvor disse frister indebærer, at et krav på tilbagebetaling af afgifter opkrævet i strid med EU-retten er forældet på det tidspunkt, hvor EU-Domstolen fastslår, at den nationale lovgivning og eventuelt tillige en dom afsagt af en national domstol som sidste instans er i strid med EU-retten.

2 - 2 - Af EU-Domstolens dom af 17. juli 1997 i sag C-90/94 (Haahr) fremgår bl.a.: 46. I denne forbindelse bemærkes indledningsvist, at ifølge fast retspraksis tilkommer det hver medlemsstat i sin interne retsorden at fastsætte processuelle regler for sager om tilbagesøgning af urigtigt erlagte beløb, når der ikke er udstedt fællesskabsbestemmelser på området, dog således, at disse bestemmelser ikke må være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål på grundlag af national ret, og at de i praksis i intet tilfælde må gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til fællesskabsretten (jf. bl.a. dom af , sag C-312/93, Peterbroeck, Sml. I, s. 4599, præmis 12, og af , sag C-212/94, FMC m.fl., Sml. I, s. 389, præmis 71). 47. Denne retspraksis finder også anvendelse på nationale frister for indgivelse af søgsmål (jf., ud over de allerede nævnte domme i FMC-sagen og Emmott-sagen, bl.a. domme af , sag 33/76, Rewe, Sml. s. 1989, og sag 45/76, Comet, Sml. s. 2043). 48. Endvidere bemærkes, at det følger af retspraksis, og navnlig af de nævnte domme i Rewe- og Comet-sagerne, at en fastsættelse af rimelige frister for indgivelse af søgsmål som udtryk for et grundlæggende retssikkerhedsprincip opfylder de to ovennævnte betingelser og navnlig ikke kan antages i praksis at gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til fællesskabsretten, selv om sådanne frister, når de er udløbet, medfører, at sagen helt eller delvis afvises. 49. Endelig bemærkes, at en forældelsesfrist på fem år, således som den der omhandles i hovedsagen, må betegnes som rimelig. 50. Det følger af det anførte, at det på fællesskabsrettens nuværende udviklingstrin ikke er i strid hermed, at en sådan frist finder anvendelse på tilbagesøgningskrav, der støttes på en krænkelse af traktatens artikel 95, selv om dette helt eller delvis bevirker, at tilbagesøgningen ikke kan gennemføres. Af dom af 2. december 1997 i sag C-188/95 (Fantask) fremgår bl.a.: 47. Som Domstolen har henvist til i præmis 39 i den foreliggende dom, tilkommer det efter fast retspraksis hver medlemsstat i sin interne retsorden at fastsætte processuelle regler for sager om tilbagesøgning af urigtigt erlagte beløb, når der ikke er udstedt fællesskabsbestemmelser på området, dog således at disse bestemmelser ikke må være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål på grundlag af national ret, og at de i praksis ikke må gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Fællesskabets retsorden. 48. Hermed har Domstolen anerkendt, at det er foreneligt med fællesskabsretten at fastsætte rimelige, præklusive søgsmålsfrister af retssikkerhedshensyn såvel i den afgiftspligtiges som den berørte myndigheds interesse. Sådanne frister kan ikke antages i praksis at gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Fællesskabets retsorden, selv om sådanne frister, når de er udløbet, medfører, at sagen helt eller delvis afvises (jf. bl.a. domme af , sag 33/76,

3 - 3 - Rewe, Sml. s. 1989, præmis 5, og sag 45/76, Comet, Sml. s. 2043, præmis 17 og 18, samt dom af , sag C-261/95, Palmisani, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 28). 49. I denne henseende må forældelsesfristen på fem år i dansk ret betegnes som rimelig (dom af , sag C-90/94, Haahr Petroleum, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 49). Det fremgår desuden, at fristen finder anvendelse uden forskel på søgsmål, der støttes på fællesskabsretten, og søgsmål, der støttes på intern ret. 50. I Emmott-dommens præmis 23 fastslog Domstolen ganske vist, at indtil et direktiv er korrekt gennemført, kan den medlemsstat, som undlader dette, ikke påberåbe sig, at en sag, som en borger har anlagt imod den med det formål at beskytte rettigheder, som direktivet giver ham, er anlagt for sent, og at en søgsmålsfrist efter national ret først kan begynde at løbe fra dette tidspunkt. 51. Som det er bekræftet i dom af 6. december 1994, sag C-410/92, Johnson (Sml. I, s. 5483, præmis 26), følger det af dommen af 27. oktober 1993 i sag C-338/91, Steenhorst-Neerings (Sml. I, s. 5475), at afgørelsen i dommen i Emmott-sagen var begrundet i de særlige omstændigheder i denne, idet en afvisning af sagsøgerens krav ville være ensbetydende med, at hun var fuldstændig afskåret fra at påberåbe sig sin ret til ligebehandling efter et fællesskabsdirektiv (jf. også Haahr Petroleum-dommen, præmis 52, og dom af , forenede sager C-114/95 og C-115/95, Texaco og Olieselskabet Danmark, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 48). 52. Det syvende spørgsmål må herefter besvares med, at fællesskabsretten på sit nuværende udviklingstrin ikke forbyder en medlemsstat, som ikke har gennemført direktivet korrekt, at afskære tilbagebetalingskrav vedrørende gebyrer, der er opkrævet i strid med direktivet, under henvisning til en national forældelsesfrist, der regnes fra det tidspunkt, hvor de pågældende gebyrer kunne kræves betalt, når en sådan frist ikke er mindre gunstig for søgsmål, der støttes på fællesskabsretten, end for søgsmål, der støttes på intern ret, og den ikke i praksis gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Fællesskabets retsorden. I dom af 15. april 2010 i sag C-542/08 (Barth) har Domstolen taget stilling til den situation, at den borger, hvis krav nu var delvis forældet, havde undladt at gøre sit krav gældende ved domstolene som følge af, at der forelå en klar national lovbestemmelse, og at han derfor ikke forventede at få medhold. I denne dom udtalte Domstolen bl.a.: 28. For så vidt angår effektivitetsprincippet har Domstolen anerkendt, at det er foreneligt med EU-retten, at der af retssikkerhedshensyn fastsættes rimelige, præklusive søgsmålsfrister til beskyttelse af både den berørte og den pågældende myndighed. Sådanne frister kan ikke antages at gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt i praksis at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til EU-retten. Herved findes en national præklusiv frist på tre år ikke at være urimelig (jf. i denne retning Apriledommen, præmis 19, og dom af , sag C-445/06, Danske Slagterier, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

4 Da der ikke foreligger særlige omstændigheder, som er bragt til Domstolens kendskab, kan en forældelsesbestemmelse som den, der gøres gældende over for sagsøgeren i hovedsagen, og som foreskriver en treårig forældelsesfrist, som kan forlænges med ni måneder, ikke anses for at være i strid med effektivitetsprincippet. 30. Denne fortolkning afkræftes ikke af den omstændighed, at virkningerne af Köblerdommen går tilbage til det tidspunkt, hvor den fortolkede bestemmelse trådte i kraft, eftersom virkningerne ikke er blevet tidsmæssigt begrænset af Domstolen. Anvendelsen af en processuel regel som den i hovedsagen omhandlede forældelsesfrist må således ikke forveksles med en begrænsning af virkningerne af en dom, hvorved Domstolen fortolker en EU-retlig bestemmelse (jf. i denne retning dom af , sag C-231/96, Edis, Sml. I, s. 4951, præmis 17 og 18). 31. Sagsøgeren i hovedsagen og Kommissionen har imidlertid anført, at den østrigske lovgiver ved en klar lovbestemmelse har udelukket, at der kan tages hensyn til beskæftigelsesperioder ved universiteter i andre medlemsstater end Republikken Østrig. 32. Ifølge sagsøgeren i hovedsagen og Kommissionen må universitetsprofessorer, som kan føre bevis for anciennitetsperioder opnået ved sådanne universiteter, under disse omstændigheder forvente ikke at få medhold i deres anmodninger om anerkendelse af disse perioder med henblik på tildelingen af det særlige anciennitetstillæg. Den østrigske lovgivers adfærd har således afholdt universitetsprofessorer, som i princippet havde ret til dette tillæg, fra i tide at indgive den nødvendige anmodning med henblik på opfyldelse af denne ret. 33. Det bemærkes imidlertid, at EU-retten ikke forbyder en medlemsstat at fastsætte en forældelsesfrist for en anmodning om tildeling af et særligt anciennitetstillæg som det i hovedsagen omhandlede, som i strid med EU-bestemmelserne ikke er blevet tildelt, også selv om denne medlemsstat ikke har ændret de nationale bestemmelser for at bringe dem i overensstemmelse med disse bestemmelser. Det forholder sig kun anderledes, hvis de nationale myndigheders adfærd sammenholdt med en forældelsesfrist har været ensbetydende med, at en person har været fuldstændig afskåret fra at gøre sine rettigheder gældende ved de nationale domstole (jf. i denne retning Aprile-dommen, præmis 43 og 45). 34. Dette er imidlertid ikke tilfældet i hovedsagen. 36. Desuden fremgår det ikke af sagsakterne fremlagt for Domstolen, at anvendelsen over for sagsøgeren i hovedsagen af en sådan forældelsesfrist skyldtes ukorrekte oplysninger, som han med vilje var blevet givet af de kompetente nationale myndigheder (jf. analogt dom af , sag C-326/96, Levez, Sml. I, s. 7835, præmis 34). Som den franske regering med rette har anført, kan den omstændighed, at der tidligere fandtes en klar lovgivning, som var i strid med fællesskabsretten, ikke sidestilles med, at der er blevet givet sådanne ukorrekte oplysninger, idet det ellers i strid med hvad der fremgår af denne doms præmis 33 ville være umuligt at anvende enhver form for forældelsesfrist under omstændigheder som dem, der foreligger i hovedsagen.

5 - 5 - Det krav på efterbetaling af et løntillæg, som Barth var blevet nægtet i strid med EU-retten, blev fremsat efter, at Domstolen i dom af 30. september 2003 i sag C-224/01 (Köbler) havde udtalt, at den østrigske lovbestemmelse herom var i strid med EU-retten. EU-Domstolen tog i denne dom endvidere stilling til betydningen af, at den østrigske Verwaltungsgerichtshof, som var sidste instans, havde afvist at forelægge spørgsmålet præjudicielt for EU-Domstolen. Af denne dom fremgår bl.a.: 7. Under den retssag, som Gerhard Köblers krav gav anledning til, forelagde Verwaltungsgerichtshof (Østrig) ved kendelse af 22. oktober 1997 Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse, der på Domstolens Justitskontor blev registreret som sag C- 382/ Ved skrivelse af 11. marts 1998 spurgte Domstolens justitssekretær Verwaltungsgerichtshof, om retten fandt det nødvendigt at opretholde den præjudicielle anmodning, når hensås til dommen af 15. januar 1998, Schöning-Kougebetopoulou (sag C-15/96, Sml. I, s. 47). 9. Ved kendelse af 25. marts 1998 anmodede Verwaltungsgerichtshof parterne i den for retten indbragte sag om at fremsætte deres bemærkninger til forespørgslen fra Domstolens justitssekretær med en foreløbig tilkendegivelse om, at den umiddelbart mente, at det retlige problem, som var blevet rejst i den nævnte præjudicielle sag, var blevet afgjort til Gerhard Köblers fordel. 10. Ved kendelse af 24. juni 1998 trak Verwaltungsgerichtshof den præjudicielle anmodning tilbage, og ved dom af samme dato forkastede den Gerhard Köblers påstand med den begrundelse, at det særlige anciennitetstillæg var en loyalitetsydelse, der objektivt set kunne begrunde en fravigelse af de fællesskabsretlige bestemmelser om arbejdskraftens frie bevægelighed Når henses til for det første, at Verwaltungsgerichtshof ændrede sin fortolkning af national ret, idet den efter at have fået tilsendt Schöning-Kougebetopoulou-dommen betegnede den i GG s 50a omhandlede foranstaltning som en loyalitetsydelse, og for det andet, at Domstolen endnu ikke havde haft lejlighed til at tage stilling til, hvorvidt en hindring for arbejdskraftens frie bevægelighed forårsaget af en loyalitetsydelse, kunne være berettiget, burde Verwaltungsgerichtshof derfor have opretholdt anmodningen om præjudiciel afgørelse Det skal for det første fastslås, at tilsidesættelsen af de fællesskabsbestemmelser, som er nævnt i svaret på det tredje spørgsmål, ikke i sig selv vil kunne anses for åbenbar For det andet er den omstændighed, at den omhandlede nationale ret, som fastslået i nærværende doms præmis 118, burde have opretholdt anmodningen om præjudiciel

6 - 6 - afgørelse, ikke tilstrækkelig til at ændre denne konklusion. I den foreliggende sag besluttede Verwaltungsgerichtshof at trække anmodningen om præjudiciel afgørelse tilbage, fordi den mente, at det spørgsmål vedrørende fællesskabsretten, som der skulle tages stilling til i sagen, allerede var blevet besvaret ved Schöning-Kougebetopouloudommen. Det er således den urigtige fortolkning af nævnte dom, der førte til, at Verwaltungsgerichtshof ikke længere anså det for nødvendigt at forelægge dette fortolkningsspørgsmål for Domstolen Det fjerde og det femte spørgsmål skal således besvares med, at en tilsidesættelse af fællesskabsretten, som den tilsidesættelse, der under de i hovedsagen omhandlede omstændigheder foreligger ved Verwaltungsgerichtshofs dom af 24. juni 1998, ikke har den åbenbare karakter, der er en betingelse for, at en medlemsstat i henhold til fællesskabsretten ifalder ansvar for en afgørelse, som en af denne stats retsinstanser har truffet som sidste instans. Af dom af 19. maj 2011 i sag C-452/09 (Iaia) fremgår bl.a.: 15. Med disse spørgsmål, som behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, dels om EU-retten giver en medlemsstat adgang til at fremsætte indsigelse om forældelse i relation til udøvelse af rettigheder, der følger af et direktiv, eller i relation til fremsættelse af krav om erstatning for den skade, som følger af en manglende korrekt gennemførelse af direktivet inden for fristen, dels om en sådan adgang i givet fald først foreligger fra det tidspunkt, hvor Domstolen fastslår, at fællesskabsretten er tilsidesat. 16. Ifølge fast retspraksis tilkommer det, når der ikke findes EU-retlige bestemmelser på området, hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at udpege de kompetente retter og fastsætte de processuelle regler for sagsanlæg til sikring af den fulde beskyttelse af de rettigheder, som EU-retten medfører for borgerne, men disse regler må dog ikke være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål på grundlag af national ret (ækvivalensprincippet), og de må heller ikke i praksis gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Unionens retsorden (effektivitetsprincippet) (jf. dom af , forenede sager C-114/95 og C- 115/95, Texaco og Olieselskabet Danmark, Sml. I, s. 4263, præmis 41, af , sag C-62/00, Marks & Spencer, Sml. I, s. 6325, præmis 34, samt af , sag C- 445/06, Danske Slagterier, Sml. I, s. 2119, præmis 31). 17. For så vidt angår sidstnævnte princip har Domstolen anerkendt det som foreneligt med EU-retten, at der af retssikkerhedshensyn fastsættes rimelige, præklusive søgsmålsfrister til beskyttelse af både den skattepligtige og den pågældende myndighed. Sådanne frister kan nemlig ikke antages at gøre det praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til EU-retten, selv om udløbet af disse frister i sagens natur medfører en hel eller delvis afvisning af sagen (jf. dom af , sag C-90/94, Haahr Petroleum, Sml. I, s. 4085, præmis 48, af , sag C-188/95, Fantask m.fl., Sml. I, s. 6783, præmis 48, af , sag C-231/96, Edis, Sml. I, s. 4951, præmis 35, samt Marks & Spencer-dommen, præmis 35).

7 For så vidt angår begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen har Domstolen vel fastslået, at indtil direktivet er korrekt gennemført, kan den medlemsstat, som undlader dette, ikke påberåbe sig, at en sag, som en borger har anlagt imod den med det formål at beskytte rettigheder, som dette direktiv giver ham, er anlagt for sent, da søgsmålsfristen efter national ret først kan begynde at løbe fra dette tidspunkt (Emmott-dommen, præmis 23). 19. Domstolen har dog i senere praksis anerkendt, at den berørte medlemsstat kan fremsætte en indsigelse om forældelse over for søgsmål, selv om den på tidspunktet for sagens anlæg endnu ikke har gennemført direktivet korrekt, idet den har udtalt, at afgørelsen i Emmott-sagen var begrundet i denne sags særlige omstændigheder, hvorefter en afvisning af sagsøgeren i hovedsagens krav ville være ensbetydende med, at hun var fuldstændig afskåret fra at påberåbe sig sine rettigheder efter et direktiv (jf. dom af , sag C-338/91, Steenhorst-Neerings, Sml. I, s. 5475, af , sag C- 410/92, Johnson, Sml. I, s. 5483, dommen i sagen Fantask m.fl., præmis 50-52, af , sag C-30/02, Recheio Cash & Carry, Sml. I, s. 6051, samt Danske Slagterier-dommen, præmis 53-56). 20. I den sag, der førte til Emmott-dommen, havde de nationale myndigheders adfærd nemlig hindret sagsøgeren i hovedsagen i ved en retssag at gennemtvinge sine rettigheder efter det omhandlede direktiv (præmis 10-14, jf. ligeledes i denne retning Steenhorst-Neerings-dommen, præmis 20, og Johnson-dommen, præmis 27). 21. Det følger heraf, at EU-retten ikke afskærer en national myndighed fra at påberåbe sig udløbet af en rimelig søgsmålsfrist, medmindre den ved sin adfærd er skyld i, at sagen er anlagt for sent, og således fratager sagsøgeren i hovedsagen sin mulighed for at gøre sine rettigheder i henhold til et EU-direktiv gældende for de nationale domstole (jf. i denne retning Edis-dommen, præmis 48, og dom af , sag C-228/96, Aprile, Sml. I, s. 7141, præmis 43, jf. også analogt dom af , sag C-327/00, Santex, Sml. I, s. 1877, præmis 57-61, og af , sag C-542/08, Barth, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 33-36). 22. Der må også peges på fast retspraksis om, at Domstolens eventuelle fastslåelse af, at EU-retten er blevet tilsidesat, principielt er uden betydning for begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen (jf. i denne retning Edis-dommen, præmis 20, Recheio Cash & Carry-dommen, præmis 23, samt Danske Slagterier-dommen, præmis 36-39). 23. Det forholder sig så meget desto mere således, når tilsidesættelsen af EU-retten var ganske utvivlsom, således som det er tilfældet i hovedsagen. I en sådan situation er det nemlig ikke nødvendigt, at denne tilsidesættelse fastslås af en retsinstans, for at de pågældende får fuldt kendskab til deres rettigheder. Fastsættelsen af fristens begyndelsestidspunkt, før det er blevet fastslået af en retsinstans, gør det således ikke praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at sikre rettighederne i henhold til EU-retten. 24. Henset til ovenstående betragtninger, skal de præjudicielle spørgsmål besvares med, at EU-retten ikke afskærer en medlemsstat fra at påberåbe sig udløbet af en rimelig søgsmålsfrist i relation til en sag, der er anlagt af en borger med henblik på at sikre rettighederne i henhold til et direktiv, selv om medlemsstaten ikke har gennemført dette korrekt, forudsat at den ikke ved sin adfærd er skyld i, at sagen er anlagt for sent. Domstolens fastslåelse af, at EU-retten er blevet tilsidesat, er uden betydning for begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen, når tilsidesættelsen er ganske utvivlsom.

8 - 8 - I dom af 8. september 2011 i de forenede sager C-89/10 (Q-Beef) og C-96/10 (Bosschaert) har Domstolen udtalt bl.a.: 50. Domstolen har dog i sin retspraksis efter Emmott-dommen anerkendt, at den berørte medlemsstat kan fremsætte en indsigelse om forældelse over for søgsmål, selv om den på tidspunktet for sagens anlæg endnu ikke har gennemført det pågældende direktiv korrekt, idet den har udtalt, at afgørelsen i Emmott-sagen var begrundet i denne sags særlige omstændigheder, hvorefter en afvisning af sagsøgeren i hovedsagens krav ville være ensbetydende med, at hun var fuldstændig afskåret fra at påberåbe sig sine rettigheder efter et direktiv (jf. dommen i sagen Iaia m.fl., præmis 19 og den deri nævnte retspraksis). 51. I denne henseende har Domstolen præciseret, at EU-retten ikke afskærer en national myndighed fra at påberåbe sig udløbet af en rimelig søgsmålsfrist, medmindre nationale myndigheders adfærd i forbindelse med eksistensen af en forældelsesfrist fuldstændigt fratager en person muligheden for at gøre sine rettigheder gældende for de nationale domstole (jf. i denne retning Barth-dommen, præmis 33, samt dommen i sagen Iaia m.fl., præmis 21). I dom af 28. januar 2015 i sag C-417/13 (Gotthard Starjakob) udtalte Domstolen bl.a.: 64. Hvad angår forældelsesfristens begyndelsestidspunkt har Domstolen fastslået, at det principielt henhører under national ret, og Domstolens eventuelle fastslåelse af, at EU-retten er blevet tilsidesat, er principielt uden betydning for begyndelsestidspunktet for den nævnte frist (dom Pohl, EU:C:2014:12, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis). 65. Det bemærkes følgelig, at datoen for afsigelsen af dom Hütter (EU:C:2009:381) dermed ikke har nogen betydning for begyndelsestidspunktet for den i hovedsagen omhandlede forældelsesfrist og er uden betydning for vurderingen af, om effektivitetsprincippet er overholdt i den foreliggende sag (jf. i denne retning, dom Pohl, EU:C:2014:12, præmis 32). 69. I betragtning af det ovenstående skal det sjette spørgsmål besvares med, at effektivitetsprincippet skal fortolkes således, at det i et tilfælde som det i hovedsagen omhandlede ikke er til hinder for, at en national forældelsesfrist for rettigheder, der støttes på EUretten, begynder at løbe før tidspunktet for Domstolens afsigelse af en dom, som har afklaret retsstillingen på området. I dom af 20. december 2017 i sag C-500/16 (Caterpillar) har Domstolen taget stilling til anvendelse af en femårig forældelsesfrist på krav på tilbagebetaling af moms, som var opkrævet

9 - 9 - i strid med EU-retten. Under denne sag anførte den virksomhed, som gjorde krav på tilbagebetaling, at virksomheden havde været afskåret fra at forfølge sit krav tidligere som følge af en dom i en anden sag fra landets øverste forvaltningsdomstol. Domstolen udtalte bl.a.: 45. Det bemærkes for det tredje, at ifølge Domstolen afskærer EU-retten ikke en national myndighed fra at påberåbe sig udløbet af en rimelig søgsmålsfrist, medmindre nationale myndigheders adfærd i forbindelse med eksistensen af en forældelsesfrist fuldstændigt fratager en person muligheden for at gøre sine rettigheder gældende for de nationale domstole (jf. i denne retning dom af , Q-Beef og Bosschaert, C-89/10 og C-96/10, EU:C:2011:555, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis). 46. Derfor skal det undersøges, om en afgiftspligtig person under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede anses for at være blevet forhindret i at gøre sine rettigheder gældende for de nationale domstole. 47. Caterpillar har for at gøre gældende, at selskabet er blevet frataget muligheden for at udøve sine rettigheder, i denne henseende påberåbt sig dels en dom i en sag, hvor selskabet ikke var part, fra Naczelny Sąd Administracyjny (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Polen), dels en meddelelse fra skatteinspektoratets direktør, stilet til Caterpillar, hvori denne meddelte sin hensigt om at foretage en afgiftskontrol vedrørende perioden fra december 2005 til december Under den mundtlige forhandling for Domstolen har Caterpillar gjort gældende, at kendskabet til en dom fra Polens øverste forvaltningsdomstol, som gik selskabet imod, sammenholdt med meddelelsen om en forestående afgiftskontrol, var bestemmende for selskabets afgørelse om at betale de til afgiftsrestancerne svarende beløb til skattemyndigheden. Caterpillar har forklaret, at selskabet var overbevist om, at en anfægtelse af foreneligheden med EU-retten af opkrævningen af moms for forsikringsomkostninger ved leasingkontrakter i denne forbindelse var nyttesløs. 49. Den subjektive vurdering om ikke at kunne handle på anden måde end ved at betale moms af forsikringsomkostninger ved leasingkontrakter kan imidlertid ikke sidestilles med, at det var objekt umuligt at handle på anden måde. [49. However, the subjective conviction not to be able to act other than by paying the VAT relating to the insurance costs connected with lease contracts cannot be treated as an objective impossibility to act otherwise.] 50. I den foreliggende sag havde Caterpillar nemlig mulighed for at nægte at betale afgiftsrestancen, eftersom selskabet oprindeligt havde betragtet disse forsikringsomkostninger som momsfritagne, og at bestride ethvert betalingspåkrav gennem en retssag, eller at betale afgiftsrestancen og indbringe sagen for en national domstol for at opnå tilbagesøgning af beløb erlagt i urigtig formening om skyld under overholdelse af nævnte forældelsesfrist, uden at afvente en eventuel fortolkning fra Domstolen af momsdirektivets bestemmelser. Det må imidlertid konstateres, at Caterpillar ikke har gjort brug af nogen af disse muligheder. 51. Det følger heraf, at afsigelsen af Domstolens dom af , BGŻ Leasing (C- 224/11, EU:C:2013:15), som skete efter udløbet af den forældelsesfrist, som er fastsat i

10 skatte- og afgiftslovens artikel 70, stk. 1, ikke gør det muligt at konkludere, at sagsøgeren i hovedsagen ikke kunne gøre sine rettigheder gældende før udløbet af denne frist. 52. Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet, sammenholdt med artikel 4, stk. 3, TEU, skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der gør det muligt at afvise et krav om tilbagebetaling af for meget opkrævet moms, når dette krav er blevet fremsat af den afgiftspligtige person efter udløbet af en forældelsesfrist på fem år, selv om det følger af en dom fra Domstolen afsagt efter udløbet af nævnte frist, at den moms, som var genstand for nævnte krav om tilbagebetaling, ikke skulle svares. Vedrørende spørgsmålet om genoptagelse af en endelig forvaltningsafgørelse har Domstolen i dom af 13. januar 2004 i sag C-453/00 (Kühne og Heitz) udtalt bl.a.: 24. Det bemærkes, at retssikkerheden er et af de grundlæggende principper, der er anerkendt i fællesskabsretten. Den endelige karakter af en forvaltningsafgørelse, der er blevet endelig ved udløbet af en rimelig søgsmålsfrist eller ved udtømning af de til rådighed stående retsmidler, bidrager til retssikkerheden, og det er derfor ikke et krav efter fællesskabsretten, at et forvaltningsorgan som udgangspunkt er forpligtet til at omgøre en forvaltningsafgørelse, der er blevet endelig. 25. Den nationale ret har imidlertid påpeget, at et forvaltningsorgan efter nederlandsk ret i princippet altid har kompetence til at omgøre en endelig forvaltningsafgørelse, forudsat at dette ikke er til skade for tredjemands interesser, og at en sådan kompetence indebærer, at der under visse omstændigheder også kan bestå en pligt til at omgøre en sådan afgørelse, selv om det kompetente forvaltningsorgan efter nederlandsk ret ikke er forpligtet til systematisk at omgøre endelige forvaltningsafgørelser, med henblik på at efterkomme en senere retspraksis. Den nationale rets spørgsmål er, om der under de i hovedsagen foreliggende omstændigheder efter fællesskabsretten består en pligt til at omgøre en endelig forvaltningsafgørelse. 28. I betragtning af det ovenfor anførte bør det præjudicielle spørgsmål besvares med, at samarbejdsprincippet i henhold til artikel 10 EF påbyder et forvaltningsorgan, der er blevet forelagt en anmodning herom, at genoptage en endelig forvaltningsafgørelse med henblik på at tage hensyn til en fortolkning af den relevante bestemmelse, som Domstolen i mellemtiden har foretaget, såfremt forvaltningsorganet efter national ret har kompetence til at omgøre afgørelsen den pågældende afgørelse er blevet endelig som følge af en dom afsagt af en national ret, der traf afgørelse som øverste instans den nævnte dom i betragtning af en efterfølgende praksis fra Domstolen er baseret på en urigtig fortolkning af fællesskabsretten, der blev foretaget, uden at Domstolen var blevet forelagt en præjudiciel anmodning i medfør af artikel 234, stk. 3, EF, og

11 den berørte part ufortøvet efter at have fået kendskab til denne praksis har rettet henvendelse til forvaltningsorganet. I dom af 19. september 2006 i de forenede sager C-392/04 (i-21 Germany) og C-422/04 (Arcor) har Domstolen om den situation, at en virksomhed ikke havde udtømt de retsmidler, der stod til rådighed for at anfægte en forvaltningsafgørelse, som var i strid med EU-retten, udtalt bl.a.: 53. Den sag, der lå til grund for Kühne & Heitz-dommen, er imidlertid helt forskellig fra de i hovedsagen omhandlede sager. Virksomheden Kühne & Heitz havde nemlig udtømt alle de retsmidler, der stod til dens rådighed, mens i-21 og Arcor i hovedsagerne ikke har benyttet sig af deres ret til at anfægte de gebyrafgørelser, som de har været genstand for. 54. Følgelig er Kühne & Heitz-dommen i modsætning til den opfattelse, i-21 har forsvaret, ikke relevant med henblik på at afgøre, om et forvaltningsorgan i en situation som den i hovedsagerne omhandlede er forpligtet til at genoptage afgørelser, der er blevet endelige. 58. Hvad for det første angår effektivitetsprincippet kræver dette, at de bestemmelser, der finder anvendelse for så vidt angår behandlingen af gebyrafgørelser, som støttes på en ordning, der er uforenelig med artikel 11, stk. 1, i direktiv 97/13, ikke må gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til direktivet. 59. Det følger således heraf, at de berørte virksomheder kan anfægte sådanne afgørelser inden for en rimelig frist, der regnes fra meddelelsen af de nævnte afgørelser, og kan gøre deres rettigheder efter fællesskabsretten, bl.a. i henhold til artikel 11, stk. 1, i direktiv 97/13, gældende. 60. I de omhandlede hovedsager er det ikke blevet fremført, at bestemmelserne om adgang til prøvelse og navnlig den i så henseende fastsatte frist på en måned var urimelige. Højesterets begrundelse og resultat Af de grunde, som landsretten har anført, tiltræder Højesteret, at der på baggrund af EU- Domstolens praksis ikke foreligger en sådan tvivl om forståelsen af det EU-retlige effektivitetsprincip i relation til anvendelsen af de danske forældelsesregler i denne sag, at der er grundlag for at forelægge præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen. Højesteret tiltræder

12 endvidere af de grunde, som landsretten har anført, at fristen for forældelse af TDC A/S krav ikke er suspenderet i medfør af effektivitetsprincippet, og at kravet derfor er forældet. Højesteret stadfæster derfor dommen. Thi kendes for ret: Landsrettens dom stadfæstes. I sagsomkostninger for Højesteret skal TDC A/S betale kr. til Skatteministeriet. De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens 8 a.