PROSPEKTERING FOR AMATØRER

Transkript

1 Mineral-guide Bjarne Ljungdahl PROSPEKTERING FOR AMATØRER 1 Grønlands Stenklub 2005

2 Mineral-guide Bjarne Ljungdahl PROSPEKTERING FOR AMATØRER - tilegnet min geologiske ven Hans Kristian Olsen

3 Mineral-guide PROSPEKTERING FOR AMATØRER Er fremstillet og udgivet af GRØNLANDS STENKLUB 2005 Sponsoreret af: Grønlands Hjemmestyre, Råstofdirektoratet ISBN: Grafisk produktion: Sisimiut Offset Tryk: Sisimiut Offset Fotos og illustrationer: Forfatteren, hvor intet andet er angivet. Oplag: Kopiering og genfremstilling af hele eller dele af publikationen er ikke tilladt ifølge loven om ophavsret. Kortet på side 26 og side 68 er anvendt med tilladelse fra GEUS ( K. Secher.) Indhold: Forord... 6 Hvordan bruges mineral-guiden?...7 Om at prospektere Mineraler - Bjergarter - Malme...11 Hvilken bjergart er det?...16 Mineralernes fysiske placering i det stoflige kredsløb...20 Prospekteringsplan...26 Prospekteringsværktøj (hjælpemidler)...28 Mineral-guide: Arsenopyrit (arsenmalm)...32 Bornit (kobbermalm)...33 Cassiterit (tinmalm)...34 Chalcopyrit (kobbermalm)...35 Chromite (krommalm)...36 Cobaltit (coboltmalm)...37 Diamant Galena (blymalm)...39 Grafit (kulstof)...40 Guld Hæmatit (jernmalm)...42 Ilmenit (titanmalm)...43 Magnetit (jernmalm)...44 Molybdenit (molybdænmalm)...45 Pentlandit (nikkelmalm)...46 Pyrit (jernmalm)...47 Pyrrhotit (jernmalm)...48 Sphalerit (zinkmalm)...49 Andre råstoffer...50 (Limonit, azurit, malakit, baryt, apatit, monazit, olivin, granat, allannit, titanit)...52 Sekundære mineralafsætninger...56 Om prospektering efter guld...58 Om gange i grundfjeldet...60 Om dannelsen af malmmineraler...65 Kort over mineralske råstoffer i Grønland...68 Ordforklaring...69 Identifikationsskema (malmmineraler)...74 Forslag til yderligere og uddybende litteratur...75 Forside øverst: Prospektering kan være hårdt arbejde når friske prøver skal hentes hjem fra fjeldet. (Upernavik) Forside nederst midten: Druse med albit- krystaller, (Narsaq) Forside nederst t.h.: Det radioaktive mineral allanit påvirker omgivelserne og danner utallige småsprækker. (Sisimiut) Forside nederst t.v.: Foldet jernholdig gnejs. (Maniitsoq) 4 5

4 Forord Hvordan bruges mineral-guiden? Her i 10 året for Hjemmestyrets afholdelse af prospektorkurserne i Grønland, er det en naturlig ting at se tilbage på de mange spændende og lærerige kurser, som har bragt viden og interesse for fjeldene og deres råstoffer ud til mange personer i de fleste byer og bygder. Den oparbejdede erfaring er hermed nedfældet i nogle systematiske temaer, så interessen kan bredes ud til en endnu større skare. Bogen er også ment som en hjælp til de skoler og gymnasier eller aftenskoler, som vil tage temaet: De mineralske råstoffer op i undervisningssammenhænge, og det er mit håb at indholdet udover at bibringe viden også kan inspirere og igangsætte. Bogen er kun en introduktion til de mange emner, men vil sikkert alligevel kunne gøre rimelig fyldest ved de spørgsmål, der melder sig. Yderligere og væsentlig mere dybtgående fremstilling kan søges bl.a. i litteraturhenvisningerne. Det er således målet, at det valgte materiale gerne skulle hjælpe og inspirere amatøren inden for prospektering i en grad, som skønnes at være inden for rækkevidde for fritidsindsamleren. Der skal lyde en stor tak til seniorgeolog ved GEUS malmgeologiske afdeling Karsten Secher, for god og inspirerende sparring under udformningen af indholdet. Ligeledes en tak til direktør, geolog Hans Kristian Olsen, Nuna Oil, for mange års fælles arbejde på ekspeditioner, prospekteringskurser og indsamlingsture. Idet jeg samtidig sender en hilsen til alle deltagere på prospekteringskurserne gennem årene, vil jeg ønske held og lykke med den fortsatte indsamling til gavn for den samlede viden om grønlands mineralske råstofpotentiale. Til andre læsere af bogen vil jeg udtrykke håb om, at interessen for et spændende emne måske bliver vakt, og at bogen kan blive til glæde og fornøjelse. December 2005 Bjarne Ljungdahl Bogen kan anvendes både som opslagsbog og som læsestof for den, som vil vide mere eller have sat system i sin viden. Der er afsnit med identifikationshjælp ved både bjergarter og mineraler, og et særligt afsnit med de mest forekommende malmmineraler, som er råstof for en lang række metaller og materialer, som anvendes i vores dagligdag. Afsnittet om malmmineralerne og de afledte fænomener og kendetegn, er ment som identifikationshjælp ved fund, således at en direkte sammenligning af billedmateriale og fund understøttet af en forklarende tekst skulle give muligheder for at navngive fundet, eller i det mindste til en afgørelse af, om fundet er interessant set ud fra en råstofbetragtning. Der er forsøgt opstillet en plan for prospektering en slags huskeseddel hvor overvejelser og undersøgelser før, under og efter prospekteringen er sat i focus. Det er ikke sikkert, at alt falder i smag hos den enkelte, men det er altid godt at have en basis at arbejde ud fra, og man kan så selv med tiden skabe sine egne rutiner. For nybegynderen er der afsnit om simpelt prospekteringsværktøj og hjælpemidler, ligesom de enkelte undersøgelsesformer ved identifikation af mineraler er præsenteret. identificeret de fund, som finderne føler er interessante. Omvendt modtager Ujarassiorit en stor del sten, som er ganske almindelige og uden spor af malm, af den simple grund, at finderne ikke har fornemmelse af, hvad man skal søge. Brugen af denne bog kan råde bod på dette. Det er til alles glæde, hvis indsenderne generelt får en bedre ide om, hvornår en prøve er interessant. Denne betragtning har ikke til hensigt at standse indsamlingsiveren. Det sker ret tit selv for professionelle at man bliver overrasket over analyseresultaterne. Af indholdsfortegnelsen fremgår det hvilke hovedafsnit, der er fremstillet i bogen, og til de som ønsker dybere forklaringer og mere komplette oversigter, er der en litteraturhenvisning. Pyrit Fakta-box For øvede er der en præsentation af hovedformer for malmgeologiske dannelser, og de kendetegn man skal huske at se efter. Ligeledes er der et afsnit for de guldsøgende prospektorer. Da bogen ikke er ment som en fuldstændig fremstilling, af de fundmuligheder vi har i Grønland, vil man sagtens kunne komme ud for at finde malmførende sten, som ikke synes at være præsenteret her. Dertil kan siges, at mineralindsamlingskonkurrencen Ujarassiorit har sat sig som opgave at hjælpe alle med at få Mineralklasse: Sulfider Krystalsystem: Kubisk Kemisk Formel: FeS 2 Mohs hårdhed: 6 6,5 Massefylde: 5 Spaltelighed: Ingen Brud: Muslet, sprød Egenfarve: Messinggul Stregfarve: Grønsort. Glans: Metalglans Gennemskinnelighed: ingen Fluorescens: ingen Egenskaber: Danner villigt krystaller og krystalline klumper. Pentlandit Fakta-box Mineralklasse: Sulfider Krystalsystem: Kubisk Kemisk formel: (Ni,Fe) 9 S 8 Mohs hårdhed: 3,5 4 Massefylde: 4,8 Spaltelighed: God Brud: Muslet Egenfarve: Bronzegul Stregfarve: Lys brun Glans: Metalglans Gennemskinnelighed: Opakt Egenskaber: Vigtigste Nikkelmalm 6 7

5 Om at prospektere.. Nogle råd Prospektorernes arbejde går mange hundrede år tilbage, og i nogle lande har det været et decideret fuldtidserhverv ja, en levestil eller kultur at udføre prospektering. Tænk bare på de mange guld- og smykkestenseventyr, der gennem tiderne er blevet gennemlevet og senere beskrevet i ofte fantasifulde beretninger. Eventyret med den fuldskæggede gamling, med pakæsel og hele hjemmet mobilt på ryggen af dette, har sat mange eventyr og spekulationer i gang. Man satsede og prøvede lykken, og for de få blev det et eventyr, og for de fleste nogle meget magre år. I dag er det først og fremmest store professionelle selskaber, der foretager prospektering, men alligevel må det fremhæves at mange betydende fund i første omgang er gjort af entusiatiske fritidsprospektorer, hvor det netop er guld og ædle stene, der har været målet for denne aktivitet. Nu prospekteres der efter alle former for værdifulde mineraler til såvel industri som til de mere traditionelle berigelsesformål. Mange lande har prospekteringsprogrammer kørende med ikke-professionelle deltagere også Grønland. Da det er mægtige landområder, der skal undersøges, er det derfor en stor hjælp, at den almindelige befolkning har interesse for hvad der findes i undergrunden. Endelig er der en voksende gruppe personer, der finder det interessant af samle mineraler og bjergarter, og nogle af disse har selv etableret mere eller mindre systematiske samlinger af fundene. Der er i dag på verdensplan en hel industri og handelsvirksomhed for såvel råsten til smykker som samlermineraler, og mineralhandelen i mange lande er et givtigt tilskud til den lokale økonomi. Udførelsen af prospekteringen. Selvfølgelig kan man med udbytte søge mineraler i fjeldet på må og få, men en vis planlægning og systematisering giver lang større udbytte. Dette ses alene af, at professionelle geologers arbejde medfører nok så meget materiale og viden i forhold til familieudflugten til samme område. Man skal selvfølgelig have en ide om, hvad man går efter, og hvad man kan forvente at finde. Kommer man alligevel hjem uden særligt udbytte, er dette jo også en erfaring, som kan bruges senere. Et minimum af prospekteringsudstyr er også nødvendigt, men langt fra en forudsætning for fund. Alle prospekteringture starter med en lidt planlægning og forberedelse af områdevalg, prospekteringsmetode og dermed valg af udstyr. (Se side 28.) Husk at give besked til pårørende eller venner om, hvor du vil hen, og om hvornår du forventer at komme tilbage. Af sikkerhedsmæssige årsager bør man aldrig tage alene af sted, og det er også hyggeligere at være flere om de fælles oplevelser. Arbejdet kan tilrettelægges, så man indsamler systematisk, og efterhånden får noteret hvilke områder der er undersøgt. Indsamlinger noteres på et kort og nummereres, så senere forvekslinger undgås, og så man kan finde stedet igen. I løse materialer, urer, skred, ved vandløb o.s.v. indsamles der med fordel mod de geologiske materialers naturlige transportretning. På den måde kan man bedre finde oprindelsesstedet, hvor materialet er dannet. Det vil sige mod vandløbsretningen, mod istransportbevægelsen og fra lavere liggende områder mod de højere liggende områder. Man kan notere diverse iagttagelser, som senere kan være til stor hjælp, udover at man bedre lærer at forstå områdets geologiske karakteristik og opbygning. Iagttagelserne kan være: Art af grundfjeld, bjergartsnavn eller bjergartsbeskrivelse, mægtighed af eventuelle løse overlejringer, sekundære mineralspor som rust og ir i forskellige farver. Bjergartsgrænser, bevæge- og knusningszoner eller pludseligt skift af bjergartens udseende. For at få et rigtigt indtryk af bjergartens mineralogiske sammensætning, er det nødvendigt at betragte en frisk brudflade på prøvestykket, d.v.s. at man deler prøven med en hammer, som må betragtes som uundværlig. Prøven bør være på størrelse med en knyttet hånd. Er du i tvivl, så tag flere prøver. Tungtsandsprøver, som er sandprøver der fra naturens side er koncentreret med mørke mineraler ved kysten, kan yderligere opkoncentreres ved brug af vaskepande, og hjemtages i en størrelse på mindst ¼ kg. Indsamling af krystaller bør være siddende på moderbjergarten, hvis det er muligt. Der er meninger om, at man ikke skal hjemtage mere end man har brug for til egen samling, men dels bør eksponerede krystaller altid hjemtages, da de alligevel vil gå til i den generelle erosion i fjeldet, og man kan jo anvende overskydende materiale til analyser, bytning med andre samlere m.v. Der er med dette dog ikke opfordret til unødig rovdrift af en lokalitet. Man behøver ikke at være så grådig, at det ikke er muligt for andre at samle mineraler i området, hvis der er rigeligt af dem. Man skal i den forbindelse holde sig for øje, at såvel Grønlands Hjemmestyre via Råstofdirektoratet som kommunerne kan udstede lokale begrænsende regler for indsamling. Disse regler kan være forskellige for hjemmehørende og besøgende. 8 9

6 Mineraler - Bjergarter - Malme Ved stejlfjelde kan man opsamle prøver, som er faldet ned og har dannet urer (skrå stenfaner) Om at samle sten Det begynder gerne på en tur ved kysten ved stranden. Man går tur og kigger på de mange sten, hvor bølgerne slår op mod land. En masse sten store og små ligger side om side i mange farver med afrundede former, ru eller glatte. Især de våde sten kan fange interessen. Her kommer farverne tydeligere frem, med bånd og mønstre som et vidnesbyrd om tidligere tiders processer. Spørgsmålene melder sig. Hvorfor er denne helt rød? Og denne helt sort? Og hvad er det for en stribe tværs over stenen? De mest farverige, eller de som har en sjov ydre form bliver bragt med hjem og lagt på en hylde eller i en vindueskarm. Uden helt at vide det, er man måske på vej til at blive samler. Grønland er et eldorado for stensamlere. Næsten hele det isfri land er eksponeret med fast fjeld, blokke, sten, grus og sand. Kun nogle steder er den overdækket med et tyndt lag muld, ler eller sand med græsser, planter og lav er i de lavere liggende områder. Men utallige vandløb, og tidevandszonen ved kysterne hjælper os alligevel til at kunne betragte stenene, som ligger frit fremme overalt, sten som kan undersøges og måske tages med hjem. Det er i Grønland en yndet fornøjelse at tage på bådtur om sommeren, og overalt hvor man går i land ligger stenene. Det er tydeligt, at de løse sten er transporteret af is og vand, for oftest er det en blanding af mange slags. Næsten alle er afrundede af årtusinders slid og sønderdeling. Vi er vidne til et enkelt skridt i det geologiske kredsløb bjergarternes cyklus der måske startede som et vulkanudbrud for længe, længe siden, som efterfulgtes af regnvandets og isens nedbrydende kræfter. Store opbyggede fjeldpartier blev nedslidt, bragt til kysten som sedimenter af rivende elve eller mægtige gletschere, og nu ligger der her på stranden en sten, som hvis den får lov at ligge, yderligere vil blive nedbrudt til mindre enheder som grus, sand og silt. Disse smådele vil blive aflejret på bunden af en fjord eller sø, eller bringes ud på dybere vand, hvor det til sidst vil synke til bunds. Med tiden vil det bliver overlejret af yderligere fint og groft materiale, og en gang i fremtiden blive trykket sammen af den overliggende vægt af materialer og udsat for varme fra jordens indre. Måske bliver det trykket så meget sammen at det vil blive en del af en ny bjergart, og måske synke helt ned i dybet i jordskorpen på grund af jordens stadige geologiske aktivitet, og til sidst blive en del af en helt ny smeltet stenmasse- magma som bryder ud gennem en ny vulkan. Et kredsløb vil være afsluttet og et nyt kan begynde. Stenenes størrelse og form er altså et resultat af og et vidnesbyrd om hvor langt vi er kommet i den geologiske cyklus. Nogle sten er relativt bløde eller udpræget skifrige, og nedbrydes derfor hurtigere end 10 11

7 kompakte hårde sten. Men til sidst vil alt med tiden blive nedbrudt eller opløst. At samle sten er en dokumentation af et stade i den geologiske cyklus, som i tid er af ufattelige stor længde. I Nuuk-området har geologer fundet sten, som er angivet at være år gamle. Dette hører til sjældenhederne, men de fleste sten i Grønland er over år gamle. Vi taler her om alle de gamle kerneområder grundfjeldet som siden begyndelsen har haft mange tusinde meter overliggende materialer over sig, og som nu er bortslidt. Man taler om bjergarternes eller fjeldenes rødder, d.v.s. den nederste del af jordskorpens hårde skal fra tidligere tider, der nu er eksponeret i overfladen. Der tales også om områder, der tydeligt bærer præg af bjergartstyper og strukturer i bjergarterne, som kan forklares som tidligere kontinenters sammenstød. Således er der i Grønland påvist flere zoner, der må være sådanne sammenstød, så går vi tilstrækkelig tid tilbage i jordens historie, kan vi ikke genfinde omridset af det nuværende geografiske Grønland. Stenene vi samler fortæller historie den store historie Nogle sten mere end andre, men alle fortæller en historie. Alle fortæller en historie om tilblivelse og efterfølgende større eller mindre forandring. Nogle endda med flere efterfølgende og yderligere forandringer. Mørk gnejs med forkastet kvartsåre. Bjergarternes geologiske cyklus Til forståelse af stenenes fødsel og død eller rettere stenenes evige stofmæssige vandring og forvandling, har geologerne opdelt stenene i hovedgrupper, og beskrevet de hovedprocesser, som stenene kan blive underkastet. Vi kan se at der er flere muligheder for procesforløb. (Fig. s. 13.) Magmatiske bjergarter Med udgangspunkt i en totalt opsmeltet bjergartsmasse magma vil vi få dannet magmatiske bjergarter ved afkøling og størkning af dette magma. Bjergarten vil blive forskellig i mineralsammensætning, kornstørrelse og umiddelbart udseende, alt efter om den størkner et sted i dybet i underjordiske hulrum, i revner og sprækker eller helt på overfladen, hvor den kommer i direkte størkningskontakt med atmosfæren eller havvand. Indholdet af gasser og vanddamp i den smeltede bjergart har også betydning for den størknede bjergarts sammensætning og udseende. Eksempler på magmatiske bjergarter er granit, gabbro, rhyolit og basalt, men der findes mange andre i den magmatiske bjergartsfamilie. Hvis de størknede bjergarter når overfladen enten gennem direkte afsætning vulkanske bjergarter - eller gennem en tilsynekomst ved overfladens konstante nedslidning - intrusive bjergarter vil bjergarten nu blive udsat for nedbrydning. Både mekanisk ved frost-tø processer, nedslidning på grund af gletschere og vandløb og kemisk ved opløsning af diverse let angribelige mineralforekomster. Også den skiftende temperatur forårsager små sammentrækninger og udvidelser, så BJERGARTERS CYKLUS Skemaet viser de 5 tilstande (cirkulære udsnit), som bjergarterne kan antage i den store bjergartscyklus: MAGMA, MAGMATISKE BJERGARTER, METAMORFE BJERGARTER, SEDIMENTER (LØSE), SEDIMENTÆRE BJERGARTER samt processerne (pile) imellem tilstandene, som får en tilstand til at ændres til en anden. Bemærk, at processerne naturligvis ikke kun følger med uret rundt, men kan springe tværs over skemaet efter pilene. Mange bjergarter i Grønland har været gennem adskillige processer efter hinanden, hvorfor det undertiden kan være vanskeligt at genkende oprindelsen

8 Eksempler på magmatiske bjergarter Syenit Diorit Porfyrisk rhyolit Granit Gabbro mikrosprækker opstår. Endelig hjælper også jordskorpens egen indre spænding (tryk) som følge af de store landpladers langsomme bevægelse. Herved dannes sprækkemønstre joint-systemer i bjergarterne i stor og lille skala. Alt sammen er det med til at nedbryde de store fjeldenheder til mindre stykker. Sedimenter Herved dannes sedimenter, som er løse materialer i form af blokke, sten, grus, sand, silt og ler. (Se fig s. 19.) De mange vandløb og vandet i de kystnære områder sørger for en sortering af de fleste materialer, som følge af bundfældning ved forskellig strømhastighed, og vi får nu dannet forskellige sedimenter. Sedimenter dannes også som en kemisk udfældning af opløstre salte eller som bundfældning af organisk liv først og fremmest kalk. Eksempler på sedimenter er grus, sand, silt og ler. Sedimentære bjergarter Med tiden vil de efterhånden mange tusinde meter tykke løse sedimentære lag blive trykket så meget sammen på grund af den overliggende masse, at der gennem en kompaktionsproces evt. suppleret med cementering af kalk, kisel og jernoxider, vil dannes en ny fast bjergart med de løse sedimenter som udgangsmateriale. Sand bliver til sandsten, ler til lerskifer o.s.v. Er de løse sedimenter hovedsageligt udfældet kalkslam dannes kalksten, og indeholder leret en del biologiske døde planterester (bitumen), vil der blive dannet en bituminøs skifer, kullag eller olie. Eksempler på sedimentære bjergarter er: Konglomerat, Sandsten, Lerskifer og kalksten. Metamorfe bjergarter Geologiske lag bestående af enten magmatiske eller sedimentære bjergartsenheder kan ændre udseende og sammensætning alene p.g.a. tryk og varme dybt i jordskorpen. Der finder en vis stofvandring sted, i det bestemte mineraler kan ændre sammensætning, som følge af det ændrede fysiske miljø i dybet, og nye mineraler, som er mere stabile i dette miljø vil blive dannet. Hele processen forløber uden en egentlig opsmeltning af bjergartsmasserne. Denne proces betegnes metamorfose. De nydannede metamorfe bjergarter kan ikke altid genkendes som værende specifikt oprindeligt magmatiske eller sedimentære. Men i de fleste tilfælde er det muligt. Eksempler på metamorfe bjergarter er: gnejs, glimmerskifer, skifer og marmor. De tre hovedbjergartsgrupper kan alle på et tidspunkt komme til jordoverfladen, og blive nedbrudt til løse sedimenter. Dette fører til at et løst stenfund kan være af enhver gruppe, selvom landskaberne erfaringsmæssigt i stor skala har tendens til at gruppere sig som områder med hovedsageligt enten sedimentære, magmatiske eller metamorfe bjergarter. Man taler her om f.eks. vulkanske eller sedimentære provinser. Det er derfor yderst vigtigt altid at have sig for øje, om en aktuel stenprøve er en løsblok eller fra fast fjeld. Eksempler på sedimentære bjergarter Lys sandsten Igaliko sandsten Eksempler på metamorfe bjergarter Båndet gnejs Foldet gnejs Glimmerskifer Lerskifer 14 15

9 Hvilken bjergart er det?? En simpel fremgangsmåde når man skal identificere bjergarter, er at stille spørgsmål, som kan give svar, der fører til en opdeling: feks.: hvilken farve har en frisk overflade af bjergarten? (sort, mørk, brun, grå, rød, grøn, lys, gul, hvid) hvilken struktur kan ses på bjergarten? (stribet, folieret, lagdelt, foldet, bølget, fossilt indhold, homogen) hvilke kendetegn kan ses i bjergarten? (kornstørrelse, kornform, hovedmineraler, tenacitet) Ved at læse beskrivelserne i opslagslitteraturen, kan man så ofte henføre iagttagelserne til at passe på netop en bjergart eller en bjergartsgruppe, og så er man godt på vej til at fastslå bjergartens navn. Der kan dog være drilske eksempler, det har selv professionelle oplevet fra tid til anden. Erfaringen kommer med øvelsen. Generel karakteristik for: sedimentære bjergarter De er ofte relativt bløde, og lagdelte eller skifrige. Mineralkornene er runde og homogene i samme lag. De er næsten alle i lyse farver (grålige, gullige, hvide) undtaget hvis de indeholder jernforbindelser (rødlige) eller manganforbindelser eller organisk plantemateriale bitumen (næsten sort). De fleste sedimentbjergarter deles let efter lagdelingen. Generel karakteristik for: magmatiske bjergarter De har enten skarpkantede mineralkorn som et tre-dimensionelt puslespil (intrusiver) eller en fin grundmasse evt. indeholdende større enkeltmineralkorn (vulkaniter). Enkelte har blærede hulrum (vesicler) i en koksagtig eller tæt struktur. Magmatiske bjergarter er meget sjældent folierede eller egentlig lagdelte, men kan have flydelinier og gravitationszoner. De fleste er mørke eller spættede, men intrusiver kan dog indeholde en stor part af lyse mineraler (granit, diorit). De er generelt de vanskeligste at dele, og går i stykker efter et uregelmæssigt brud. Generel karakteristik for: metamorfe bjergarter De er næsten alle folierede (parallelle mineralkorn), og er noget hårdere end sedimentbjergarterne. De deler sig ved slag efter foliation eller skifrighed. De kan ikke kendes på farve, men mange er stribede eller foldede med mørke og lyse lag af forskellige mineraler. Magmatiske bjergarter Tiltagende KVARTS (SiO2) Aftagende SUPER GROV KORNET GROV KORNET (INTRUSIV) FIN KORNET (EKSTRUSIV) PORFYR (EKSTRUSIV) GANGE (INTRUSIV) GLASAGTIGE (FRAGMENTER) (EKSTRUSIV) PEGMATIT GRANIT RHYOLIT SYENIT APLIT OBSIDIAN DIORIT ANDESIT PEGMATIT PORFYR MONZONIT DOLERIT PIMPSTEN SYENIT TRAKYT SCORIA GABBRO BASALT KIMBERLIT BASALT TUFF VULKANSK BRECCIE ANORTHOSIT > 90% PLAGIOKLAS KARBONATIT > 90% KARBONAT OLIVIN BASALT PERIDOTIT OLIVIN / PYROXEN DUNIT > 90% OLIVIN PYROXENIT > 90% PYROXEN HORNBLENDIT > 90% HORNBLENDE Prospektering i grovkornet gabbro 16 17

10 Metamorfe bjergarter (Eksempler) Sedimentære bjergarter (Eksempler) Oprindelse bjergart lav temp. og tryk mellem temp. og tryk høj temp. og tryk KLASTISKE KEMISKE ORGANISKE FOLIEREDE BJERGARTER LER STEN GRANIT BL. SANDSTEN BASALT GABBRO LER SKIFER GRØN SKIFER GLIMMER SKIFER AMFIBOLIT GNEJS GRANULIT GNEJS AMFIBOLIT Finkornet Mellemkornet Grovkornet Skemaet viser forskellige oprindelses bjergarters udvikling (folierede) ved den metamorfe proces. Længst mod højre ses den maksimale udvikling uden opsmeltning. KONGLOMERAT SANDSTEN SILTSTEN LERSTEN JERNHOLDIG SANDSTEN BRECCIE KALKSTEN DOLOMIT TRAVERTIN KALKHOLDIG TUFF GIPS SALT BITUMINØST KUL LIGNIT KUL ASFALT/OLIE FOSSIL KALKSTEN KILDEKALK OLIESKIFER IKKE FOLIEREDE BJERGARTER UREN KALKSTEN KVARTS SANDSTEN PERIDOTIT KUL DOLOMIT KALKSTEN SERPENTIN MARMOR FEDTSTEN ANTRACIT MARMOR SERPENTIN SERPENTIN MARMOR KVARTSIT GRAFIT MARMOR SERPENTIN MARMOR KVARTSIT SERPENTIN MARMOR Finkornet Mellemkornet Grovkornet Skemaet viser forskellige oprindelses bjergarters udvikling (ikke folierede) ved den metamorfe proces. Længst mod højre ses den maksimale udvikling uden opsmeltning. ARKOSE Bjergarters navngivning Som det ses på figuren med bjergarters cyklus, indeholder denne 3 hovedgrupper af bjergarter, udover de løse sedimenter: Magmatiske bjergarter, sedimentære bjergarter og metamorfe bjergarter. Alle har deres karakteristiske udseende i stor og lille målestok: Forvitringsmønstre, mineralselskab og mineralfordeling, lagdeling, foliation, kornform, kornorientering, og kornenes sammenvoksningsflader. FLINT Alle disse forhold sammenholdt med andele af bjergartsdannende mineraler, samt underordnede (accessoriske) mineraler, er med til at opdele og navngive bjergarten. Endelig skal det nævnes, at der i nogle årtier var tendens til at navngive meget karakteristiske lokale bjergarter efter den geografiske type-lokalitet. Eksempler er Trondhjemit, som er en lys granodiorit eller Naujait, som er en sodalitrig nephelinsyenit

11 Mineralernes fysiske placering i det stoflige kredsløb Mineralidentifikation Sulfidrigt grønstensbælte Paamiut En smule kendskab til mineralernes fysiske egenskaber, gør det noget lettere at identificere og navngive de mange fund. De fysiske egenskaber er bl.a. de, som er nævnt i fakta-boksene under de enkelte malmmineraler. Der findes i dag mange mere eller mindre avancerede undersøgelsesmetoder. Vi vil her blot nævne de, som er umiddelbart anvendelige dels under indsamlingen og dels ved den første identifikation når mineralet skal i samlingen eller sendes til analyse. De fleste samler sten og ikke mineraler. Det kan være form, farve, glans eller en kombination af disse ting som fanger øjet og interessen. Ved de fleste sten menes der egentlig Bjergarter, som udgør langt de hyppigste fjeldpartier, knolde, blokke, sten og grus. Bjergarterne er et 3-dimensionelt sammensat puslespil af et eller flere mineraler. Mineralerne er altså byggesten for dannelsen af bjergarter. Mineralerne er de faste stofopbygninger som naturen skaber ud fra kemiske og fysiske love ved hjælp af et eller flere grundstoffer. Grundstofferne er altså byggesten for dannelsen af mineraler. Grundstofferne er naturens grundlæggende byggesten. Kendskabet til grundstoffernes opbygning har afgørende betydning for tolkningen af alle stoffers dannelse eller omdannelse. Ganske få grundstoffer betragtes også som mineraler, da de findes isoleret som rent grundstof i naturen. F. eks. guld. Når vi er på jagt efter mineraler søger vi altså dele af bjergarter eller kemiske stabile forbindelser af et eller flere sammensatte grundstoffer. Der kendes i dag ca forskellige mineraler (et par nye kommer til hvert år), men under 500 er nok et realistisk mål for en amatørsamler, da de øvrige godt 3500 er så sjældne i geografisk eller/og fysisk udbredelse, at det nærmest er som at vinde hovedgevinsten i lotto, hvis man støder på et af dem ved et tilfælde. Fra Grønland kendes næsten 600 forskellige mineraler. Af de resterende 500 realistiske er ca hørende til de bjergartsdannende hovedmineraler og vidt udbredt og udgør måske 95 % af alle bjergarter og stenmaterialer vi omgiver os med. Ret hurtigt bliver det altså de 5 % resterende, som vi jagter. Hertil hører bl.a. ædelmetaller, og andre metalførende malme samt sjældnere mineraler, med økonomisk og teknisk interessante grundstoffer. Det skal også nævnes, at fordelingen af bjergartsdannende almindelige mineraler i forhold til andelen af sjældnere mineraler i Sydgrønland er meget forskudt til fordel for sidstnævnte, sammenlignet med jordens gennemsnit. Mineralernes fysiske egenskaber Mineralernes egenfarve Farven på mineralerne er nok det der først falder i øjnene, og det samlede farvespektrum er næsten udnyttet i naturen. Nogle er ganske farveløse, andre har intens farve eller er lidt varieret. Mange mineraler kan næsten kendes på farven, da den stort set er den samme altid, mens andre forekommer med forskellig farve, trods samme mineral, fra det ene område til det andet. Granit Kvarts Feldspat Glimmer Amfibol Vores oplevelse af mineralernes farve skyldes, at det hvide dagslys indeholder alle spektrets farver, men mineralerne absorberer en del af disse farver og resten opleves som mineralets egenfarve. At det samme mineral kan være i flere farver forklares ved tilstedeværelsen af fint fordelte mikroskopiske indeslutninger af andre fremmede grundstoffer eller f. eks. oxider af forskellige metaller (jern, chrom, titanium m.v.) Nogle er atypisk farvede som følge af radioaktiv bestråling under eller umiddelbart efter dannelsen. Det skal også nævnes at oprindelige farver kan ændre sig, bleges eller forsvinde ved senere opvarmning, ligesom sollys og vejret i almindelighed kan påvirke farven i overfladen af mineralet. Det er derfor vigtigt, at iagttage et minerals egenfarve på en frisk brudflade. Mineralernes stregfarve Når vi undersøger et minerals stregfarve, ved at ridse det på en uglaceret porcelænsplade er det faktisk mineralets pulverfarve, vi ser på. Det er kun praktisk anvendeligt ved undersøgelse af de såkaldte opake (ikke-transparente) mineraler, da de øvrige stort set altid giver hvid stregfarve. De opake mineraler er først og fremmest sulfider og visse oxider m. v. som trods en udpræget metallisk overflade kan give os et vigtigt fingerpeg om mineralets karakteristik og dermed navn. Bjergartseksempel. Granit dannet af mineralerne: kvarts, feldspat, glimmer og amfibol. Mineraler danner bjergarter i et 3-dimensionalt mønster. Da enkeltmineralerne ikke har plads til den optimale krystaludvikling vil der istedet blive dannet krystalaggregater

12 Semitransparent labradorit Opakt galena Transparent kvarts Mineralernes massefylde Når man opsamler et mineral er det - udover farveindtrykket - en umiddelbar oplevelse, hvorvidt man synes, at det er tungt eller let. Denne erkendelse kommer fra, at vi har en forventning om hvad en sten ca. skal veje i forhold til størrelsen, og vi kan tit blive overraskede. Massefylden er målet for mineralets relative vægt sammenlignet med vand af samme rumfang. Et mineral med massefylde 3 vejer 3 g. pr. cm 3. Så når et minerals massefylde er 3, betyder det at mineralet vejer 3 gange så meget som vand med samme rumfang. Det er selvfølgelig et erfaringsspørgsmål at bedømme massefylden, men den umiddelbare fornemmelse slår tit til, og sammenholdt med andre iagttagelser, er det en god måde at sortere i mulighederne ved valg af navn. Malme d.v.s. mineraler, som indeholder metaller vejer generelt mere end de andre mineraler, og har derfor større massefyldetal. Mohs hårdhed Ved Mohs hårdhed forstår man mineralets ridsehårdhed altså om det let lader sig skrabe i stykker ved overfladeslidtage af omgivelsernes fysiske påvirkninger. Vi kan afprøve det ved at ridse et mineral med allerede kendt hårdhed, med det nye mineral vi skal undersøge. Derved får vi en relativ bedømmelse. For at kunne indplacere et givent mineral i en hårdhedsskala (Mohs Mohs hårdhedsskala: 1. Talk 2. Gips 3. Calcit 4. Fluorit 5. Apatit 6. Feldspat 7. Kvarts 8. Topas. 9. Korund 10. Diamant hårdhedsskala), har det været nødvendigt at opstille en række nøglemineraler med vedtagne hårdheder, og udfra disse kan alle øvrige relativt bedømmes. Ved undersøgelsen skal man påse, at det er en ren mineralflade man ridser på, og man kan se hvilket mineral af de to man prøver, som er blevet ridset ved at puste, eller med fingeren tørre det afridsede pulver bort. Det mineral, som stadig har en ridsestreg, er det blødeste, og har derfor en ridsehårdhed mindre en det andet mineral man ridsede med, og som ikke fik ridsestreg. I stedet for at ridse mineralerne mod hinanden kan man anvende en knivspids, der som regel har hårdhed 5,5-6 (jern-stål) eller en kobbermønt, der har hårdhed ca. 3 eller neglen, som har en hårdhed på ca, 1,7. Et stykke glas har hårdhed lige under 5. Her vil erfaringerne også komme én til gode. Hvis man f. eks. prøver at ridse kryoliten med et stykke feldspat eller kvarts, så får man straks fornemmelsen af relativ hårdhed. Mineralers spaltelighed Når mineraler går i stykker ved slag eller delvis knusning, vil man se at nogle spalter efter bestemte planer andre efter et tilfældigt brud. Ved planer forstås plane flader (3-dimensionale retninger) i forhold til mineralets orientering, men det må gerne foregå i trappelignende spring. Ved at dreje mineralet i forhold til lyset, kan man iagttage om der er pludseligt generelt genskin i en bestemt retning. Er det tilfældet, siger man at spalteligheden er kraftig eller udpræget. Spalteflader kan følge krystalfladerne eller krydse disse. Spaltefladerne er et udtryk for den retning hvor den kemiske bindende sammenhængskraft er svagest, og kan være karakteristisk for det enkelte mineral. Hvis der ikke kan iagttages spaltefladefænomener, siges spalteligheden at være dårlig eller ingen. Mineralers brud En del mineraler har ikke de tidligere nævnte spalteflader, og vil derfor gå i stykker på anden vis. Bruddet opstår altså når mineralet deles, uden at det følger spalteretninger. Man taler om ujævnt brud, jævnt brud, muslet brud, glat brud, splintret brud, trådet brud, stænglet brud, skællet brud m.v. Altså et udtryk for, hvad man ser på brudfladen. Dette kan være karakteristisk for det enkelte mineral. Mineralers glans Udover oplevelsen af mineralers farve vil man også opleve et vist genskin af lysintensitet især fra glatte mineralflader. Dette genskin skyldes refleksion af de af lysets stråler, som ikke absorberes. Intensiteten af glansen skyldes også mineralets lysbrydning. Man skelner mellem forskellige former for karakteristisk glans, som kan fornemmes let: metalglans, diamantglans, glasglans, fedtglans, perlemorsglans og silkeglans. Såfremt det er helt mat betegnes det sådan eller glansløst. Dette er f.eks. tilfældet ved mange krypto- eller mikrokrystalline aggregater. Metalglans - samme glans som ved metaller. Diamantglans - kraftig refleksion med en indre ild. Glasglans - samme glans som rå glas. Fedtglans - en halvmat overflade med fedtet udseende. Perlemorsglans - lettere mat, med et dybere genskin. Silkeglans - et genskin der løber over fladen når mineralet drejes

13 Mineralers gennemskinnelighed Dette er et udtryk for lysets evne til at passere gennem et givent mineral. Vi opdeler det i ugennemskinneligt opakt, gennemskinneligt transparent og derimellem halvt gennemskinneligt semitransparent, translucent. Mange mineraler findes både som transparente stykker, og mere semitransparente f.eks. ved mikrokrystallinsk udvikling i forhold til egentlig grovkrystallinsk udvikling. Mange gennemskinnelige mineraler bruges som smykkesten, såfremt farve og hårdhed samtidig er attraktiv. Labradorisme Et særligt genskin fra enkelte mineraler skyldes tvillingelamellers eller afblandingslamellers interferens når lysstrålerne passerer. Resultatet er tilbagekastning af lys, i forskellige farver, som afviger fra mineralets egenfarve. Dette ses i visse feldspater: Månesten, labradorit og amazonit, men også i f. eks. den grønlandske smykkesten nuummit. Reflektionen kan også skyldes små indeslutninger af urenheder. De 7 krystal-klasser Kubisk: Når spejlingsakserne står vinkelret på hinanden og er lige lange. Tetragonal: Når spejlingsakserne står vinkelret på hinanden, men hvor den ene akses længde afviger fra de to andre. Trigonal: Når akserne står som for hexagonal, men de tre der er forskudt 120 grader ikke mødes i midten af disse akser. Orthorombisk: Når spejlingsakserne står vinkelret på hinanden, men akserne er af forskellig længde. kan ses (mikrokrystallinsk) eller ikke erkendes ved måling (kryptokrystallinsk). Ofte har vi dog også klumper, hvor de enkelte krystaller kan erkendes mere eller mindre med det blotte øje (makrokrystallinsk). Man skelner mellem enkeltkrystaller og krystallinske samlinger (aggregater). Endelig kan den krystalline form være så dårlig, at vi betegner stenen massiv. Naturen har skabt mange krystalformer, og man har kunnet opdele disse former efter vedtagne spejlingslove i syv hovedkrystalsystemer. (Se fig.) Disse opdelinger og spejlingslove kan være svære at overskue og endda at forstå. Det hjælper som regel lidt, hvis man har nogle rumlige figurer til rådighed. Det kan i mange tilfælde være svært at erkende den rigtige krystalform, da denne sjældent er udviklet perfekt, på de mineraler vi samler. Her har vi altså årsagen til, at de mange mineraler tilsyneladende har så forskelligt krystallinsk udseende. Fluorescens Nogle mineraler udsender et andet lys end egenfarven, når det udsættes for UV-lys af forskellig bølgelængde. I Sydgrønland finder vi en del mineraler, som har denne egenskab. Årsagen til fluorescens er, at de enkelte atomers elektroner bliver energipåvirket, og derfor skifter plads frem og tilbage ved påvirkning af UV-lys. Dette kan måles som en lille opvarmning, samtidig med at mineralet udsender lysenergi i det synlige spektrum. Da solen indeholder UV-stråler, kan denne også påvirke farveudstrålingen. Mineralers krystalformer Mineraler er pr. definition et krystallinsk stof - med ganske få undtagelser - men det er langt fra altid, at vi kan erkende krystalformen. Tit er det så små krystaller, at de ikke Hexagonal: Når en akse står vinkelret på tre andre, som er lige lange og forskudt i samme plan med 120 grader. Monoklin: Når spejlingsakserne har et par der er vinkelret på hinanden og den tredje er med skæv vinkel. Triklin: Når spejlingsakserne alle står med skæve vinkler i forhold til hinanden og akserne har forskellig længde. Krystaller udvikler sig kun komplet, hvis de - har tilgang i form af nok materiale til væksten, - har plads i alle retninger uden forstyrrelse, og - har tid nok til at dannes. Alle disse ting er sjældent tilfældet, hvorfor vi får de mange krystallinske aggregater og mangelfuldt udviklede krystalformer. Inden for hvert krystalsystem er formerne underopdelt i geometriske figurer såsom kube, oktaeder, tetraeder, rombe-dodekaeder, fire-sidede prismer o.s.v. Ved at kombinere iagttagelserne af mineralernes fysiske egenskaber med erfaring, kan man komme ret langt i endelig bestemmelse af de indsamlede mineraler

14 Prospekteringsplan Inden turen: Det er altid en god ide at forberede prospekteringen. Du kan udvælge dig et område ud fra mange overvejelser: Studér et geologisk oversigtskort med farver over området, herunder - Hvor er der interessante bjergartsgrænser mellem intrusioner og det generelle grundfjeld i området? - Er der pegmatiske signaturer (røde)? Ultramafiske signaturer (violette)? Kalkholdige bjergarter (blå)? Metasedimenter (brune og gule)? Grønskifre (grågrønne)? eller amfiboliter (grønne)? - Er der gangsværme af dolerit eller basiske gange (gråblå - sorte)? Er der granitintrusioner (lysrøde), syenitintrusioner (sortblå) eller karbonatitintrusioner (blå)? o.s.v. Udsnit af geologisk kort 1: visende en del af de farver, der er omtalt i teksten. Er lokaliteterne til at komme til? - Er der vandløb du kan følge modstrøms? - Er fjeldvæggen stejl? - Er den nordvendt eller sydvendt ( betydning for vegetation og dermed blotningsgrad)? Findes der tilgængelige geologiske rapporter fra området? Har du mulighed for at snakke med en geologisk kendtmand fra området. Alle disse overvejelser har betydning for din succes, og gøres også i udstrakt grad af professionelle. Vi kan sige, at man begynder sine undersøgelser med et allerede opbygget erfaringsog videngrundlag. Så fra at søge nålen i høstakken kan vi indlede med at indkredse, hvor i høstakken vi skal lede. På denne måde kan vi lede mere grundigt de rigtige steder, og med de bedste chancer for succes. Under turen Studér kysten og fjeldet på afstand: Generelt Er der farveskift langs fjeldet (lys mørk) (lys brun) (grå hvid) (grå sort) os.v.? Kan du finde grænserne, som er på det geologiske kort? Studer fjeldgrænserne. Prøv at få sat navne på bjergarterne (Gnejs/Granit/Syenit/Dolerit/Amfibolit/Pegmatit o.s.v.) - Er der rustne zoner? - Er der forkastninger med løse skarpkante de sten og blokke? - Er der gennemgående farveafvigelser? - Er der farvede belægninger på stenene (gul grøn blå brun)? Ved stejlvægge: - Er der skrå stenfaner og blokke under stejlvæggen (nedfald)? Ved vandløb: - Er der grusansamlinger og sandbanker? - Er stenene runde eller skarpkantede? Ved kysten: - Er der strand med tungsand? Ved kløfter: - Er det kvartære aflejringer eller klippevægge (fast fjeld) på siderne? Ved gange: - Er der vulkanske gange? - Er der pegmatiske gange? Studer både grænserne og midten af gangene. - Er der synlige enkeltmineraler? - Er bjergarten særlig tung? - Er en frisk flade helt eller delvis metalskinnende? - Er der krystaller? Tag prøver fra fast fjeld og slå frisk brudflade af de bjergarter du finder interessante (hammer nødvendig). Prøven skal helst være i størrelsen som en knyttet hånd. Tag gerne to prøver af samme blok, så du selv kan beholde den ene til kontrol, når den anden skal sendes til Ujarassiorit. Noter findested med nr. på kortet eller med GPS-koordinater, giv prøven samme nr. Læg prøven i plastpose eller pak den i avispapir, så den ikke skrammer mod andre prøver under transport. Noter dig hvad bjergarten i området er på det geologiske kort. Ved indsamling af løse skarpkantede sten og blokke. Kan du finde ud af hvor de kommer fra ved at gå modstrøms ved vandløbet eller opad på fjeldskråningen? Noter altid at det er en løsblok, hvis du hjemtager en sådan. OBS. Afrundede sten og blokke er pr. definition løsblokke. Løsblokke deles også i to halvdele, så du får en frisk brudflade. Tit bliver man overrasket, når stene slås i stykker. Hvis du har tid, så prøv at identificere og navngive fundet ved hjælp af simple mineral- og bjergartsidentifikationsmetoder. (Hårdhed, egenfarve, stregfarve, kornstørrelse, strukturer, relativ vægt, magnetisme, syreprøve, lup o.s.v.) ellers kan du gøre det hjemme suppleret med opslagsbøger. Beskriv hvorfor du finder den interessant. Der er selvfølgeligt ikke lagt op til, at man skal skrive en hel roman om alle overvejelserne. Det meste foregår i hovedet, men skriv stikord, som du evt. senere kan søge tilbage til, hvis du får brug for det. Endeligt giver det den bedste træning, så du til sidst automatisk lader mulighederne passere revue, og sorterer i dine erfaringer og din viden til svaret kommer. Måske er det også en ide, at lave et personligt lille skema hjemmefra vedrørende de mange spørgsmål, hvor man så bare kan udfylde og krydse af. Dette vil have den fordel, at man husker at få det hele med. Efter turen: Repeter dine fund med sammenligning på kortet, så du kan huske findestedet. Indsend de prøver du tror der kan være interessante til Ujarassiorit via posthuset. (Kasser udleveres, og det er gratis at sende.) Er det interessante: metalskin? særlig høj vægt? afvigende farve? rust eller ir på overfladen?, magnetisk egenskab?, afvigende fra de øvrige sten i området? o.s.v. skriv det med koordinater eller kortskitse og afmærkning. Afvent svar fra Ujarassiorit alle får svar, og du bliver dygtigere og klogere hver gang. For de meget interesserede er der tilbud om prospekteringskursus hvert år arrangeret af Grønlands Stenklub i samarbejde med Råstofdirektoratet

15 Prospektorernes værktøj og hjælpemidler Der skal mere end en hammer til, for at man kan prospektere på ordentlig vis. Det er dog ganske få og ikke særligt kostbare anskaffelser. I starten går man ud i fjeldene og indsamler sten hist og her, hvis man finder farve eller form tillokkende for senere at lægge dem i vindueskarmen eller de store ved indgangsdøren. Forskellen på dette og prospektorens arbejde er, at denne indsamler mere systematisk, gør notater på lokaliteten (fundstedet) ud fra en vis grundviden om området, som kan erhverves fra læsning af de geologiske oversigtskort, der er udgivet. Ved yderligere interesse kan man prøve at læse lidt i de rapporter, der er udgivet om området. Dette kan være meget tung læsning for amatøren. Der findes i dag i en del lande også p.t. i Grønland kurser der henvender sig til en prospktorinteresserede. For at kunne arbejde systematisk og sikkert, gør prospektoren brug af en del værktøjer og hjælpemidler. Påklædning m.v. Der medbringes solidt og praktisk tøj til fjeldbrug efter årstiden, gerne i røde eller orange signalfarver, så forveksling med dyr ikke kan forekomme, og så man let kan lokaliseres hvis uheldet er ude. Fodtøjet er vigtigt. Gode solide støvler med skridsikre profilsåler. Bomuldsundertøj, uldent mellemtøj og vindtæt ydertøj Regntøj bør altid medbringes ved heldagsture, for vejret kan slå om, og kulde-vædeproblemer kan hurtigt blive en realitet. Der medbringes sikkerhedsbriller, hvis du ikke bruger briller, så flyvende splinter ved hamren på sten ikke går direkte i øjet. Mange foretrækker arbejdshandsker, da stenarbejde er hårdt for hænderne. Medbring altid plaster eller lidt forbindingsgrej. I tilfælde af længere tids arbejde ved stejle fjeldsider tilrådes sikkerhedshjelm. Der medbringes en stor solid dagtursrygsæk til alt det medbragte samt lidt mad eller forfriskning (slik), da det kan være noget af en opgave at bære det hele på en stejl fjeldside, og hvor det er nødvendigt at have hænderne frie. Medbring også poser f.eks. kanvas-typen, som er solide til at bære prøver i. Plastposer Poser til de enkelte prøver, så de ikke unødigt ridser mod hinanden under transport, og hvorpå man kan skrive lokalitet og nr. så det huskes når du kommer hjem. Hammer og mejsel Prospektorens hammer skal være af relativt blødt stål i hammerhovedet, for at undgå stålsplintafslag. En almindelig tømrerhammer er ikke velegnet, men man kan anskaffe en stenmukkert, som er beregnet til at arbejde i sten. Det bedste er dog en rigtig geologhammer, som er velegnet p.g.a. stålets blødhed. Endvidere er den støbt i ét med skaftet, så hovedet ikke på et tidspunkt falder af, og som kun vejer det allernødvendigste i forhold til slagkraft. Den skal jo bæres på hele turen. Man kan male hammeren rød eller orange, så den let kan findes, hvis man har forlagt den. Eller man kan omvikle orange signal-tape på den øverste del af skaftet. Et langt skaft giver mulighed for større slagkraft, men den skal jo bæres, og helst være handy. Fladmejsler Fladmejsler bruges til at banke prøvestykker fri af det faste fjeld, hvor der er småsprækker eller joints til start for delingen. Mejslen er også god ved en præcis deling af et prøvestykke. Medbring altid to for der er tendens til at den første sætter sig fast. De bør dog ikke være for tunge. 3 typer geologhamrer Plast syreflaske Folde lup Mineralhårdhedsværktøj Der eksisterer specielværktøj (en æske med prøvestykker eller ridsestifter) til bedømmelse af et minerals ridsehårdhed, men det må tilrådes at dette bliver hjemme til senere brug. I felten er det nok med en lommekniv, som har hårdhed 5-5,5 på Mohs skala. En kobbermønt har hårdhed ca. 3 og din negl har hårdhed ca 1,5. Endelig kan du sagtens medbringe eller finde på stedet et lille stykke kvarts på hårdhed 7. Dette skulle være nok til turen. Stregprøver Malmprøver skal kunne undersøges for pulverfarven. Hertil medbringes en lille stump uglaceret porcelænsplade. De kan fås i handelen i specialbutikker eller du kan finde et stykke ituslået porcelæn, hvor en del er uglaceret (ru), eller bruge en gammel el-sikring. Plastsyreflaske med saltsyre Til test for en bjergarts indhold af kalk (karbonater o.lign.) anvendes en lille pastflaske med dråbetæller og tætsluttende skruelåg. Saltsyren skal være ca 10% opløsning. Kikkert/fotoapparat Begge dele er gode at have med. Den første til lokalisering og afsøgning af terræn længere borte (rustområder, knusningszoner, Uglaseret porcelænsplade Lille lommekniv Magnet pen Magnet pen m/ hårdhedsspids Ultra violet lyspen Folde lup gange m.v.).den anden til dokumentation af lokaliteterne, specielt de som ikke umiddelbart kan hjembringes som prøver. Endvidere er fotos af landskabets omgivelser en god støtte til erindringen om en lokalitet. Kikkerten skal helst være lille (vægt) og gummiarmeret, så den kan tåle at deltage i arbejdet. Fotoapparatet er i dag så lille og automatisk, at alle kan medbringe et sådan. Husk dog på at det skal beskyttes langt væk fra dine indsamlede sten (bæltetaske) eller kraftigt etui til kameraet er nødvendigt. Husk at oplade batteriet ordentligt inden turen. Lommemagnet Anvendes til konstatering af evt. magnetisme i en malmrig sten (magnetit, pyrrhotit) og i tungsand. De fås billigt som pencilmagneter og som kan konstatere selv små magnetiske egenskaber, men en alm. legetøjsmagnet er også brugbar. Lommelup Til nærmere undersøgelse af mineralkornene i en bjergart, for at kunne iagttage karakteristiske spalteflader og krystalflader, er en lup absolut nødvendig. Lommelup eller foldelup er en lille lup, hvor linserne beskyttes ved at blive drejet ind i et metaldække, når den ikke bruges. De forstørrer sædvanligvis 28 29

16 8 10 X, hvilket er tilstrækkeligt. En meget dyr lup er næppe pengene værd til feltbrug, og man kan hurtigt komme til at lægge den fra sig. Lad luppen montere i snor om halsen eller i bæltet, så du ikke taber den. Prøveposer Det en god ide at have en del små prøveposer med til prøverne. Dels kan man adskille de forskellige fund i hver sin pose med nr. og lokalitet, så senere forvekslinger undgås, dels beskytter de mod stenenes skraben mod hinanden under transport, og endelig skal sandprøver eller småsten og krystaller tit i poser for ikke at forsvinde i mængden. Poserne skal være af stof eller kraftig plast helst med lukkeanordning. Skraldeposer dur ikke, da de er for tynde i plastmaterialet. Dagbog til notater Det er en meget god ide at medbringe en lille lommebog til nedskrivning af notater, for der er mange ting at skulle huske når man er ude at prospektere. Den bør være så lille, at man kan have den i jakkelommen, og med stift bind, så man ikke er afhængig af at skulle finde noget til skriveunderlag. Løse papirer er håbløse, da chancen for at de bliver væk eller forbyttet o.s.v. er for stor. Dagbogens sider kan være linieret eller ternet for at give støtte til skrift og skitser. Dagbogen er et must, for ingen kan efter flere ture i fjeldet huske hvad der blev set hvor eller samlet hvor, så skriv ned. Det tager kun et par minutter. For eksempel kan man nedskrive tidspunkt, bjergart, prøvenr., målinger, test på stedet, antal indsamlede prøver, andre iagttagelser, som ikke kan medbringes. Geologisk oversigtskort Man bør anskaffe et geologisk oversigtskort over det område man skal undersøge. Det er en stor støtte og hjælp. Hvis det altså findes, for ikke alle områder i Grønland er nedtegnet og dokumenteret i målestok 1: Der findes dog kort i 1: over hele Grønland, men de førstnævnte er p.g.a. detaljerigdommen langt de bedste. En del udgivne geologiske rapporter indeholder også oversigtskort. Geologiske kort forhandles ved GEUS og Kort- og Matrikelstyrelsen i København. Du bør altid have enten et topografisk kort eller et geologisk kort med på turen, så stedfornemmelsen ikke svigter. Kompas/GPS I disse moderne tider, hvor der både er kort og GPS modtagere, har kompasser næsten overlevet sig selv. I forbindelse med meget tåget vejr, kan et kompas være rart at have til at angive den rigtige retning, men GPS kan give dig en position, til hver en tid, indenfor få meters nøjagtighed. Udstyret i en båd kan naturligvis bruges ved kystnær prospektering, men oppe i fjeldet må man altid medbringe kort og kompas eller GPS. Husk at opbevare elektronisk isenkram (kikkert, fotoudstyr, GPS og kompas) væk fra stenposerne, så skader undgås. Husk også ekstra batterier til GPS. Geologkompasser Geologkompasser har dog indbyggede funktioner til opmåling af orienteringen af landskabselementer, (libelle, clinometer og sigtestreger), som ikke kan løses med GPS. Professionelle dagbøger kan fås med vandafvisende papir. Der noteres blot med blyant eller vandfast tusch. 30

17 Mineral-guide PROSPEKTERING FOR AMATØRER Tungsand 10x fra Asummiut (Sisimiut)

18 Arsenopyrit Bornit Fakta-box Fakta-box Arsenopyrit (Arsenkis) Mineralklasse: Sulfider Krystalsystem: Monoklin Kemisk Formel: FeAsS Mohs Hårdhed: 5,5-6 Massefylde: 6,1 Spaltelighed: Udpræget Brud: Ujævnt Egenfarve: Sølvhvid lysgrå Stregfarve: Gråsort sort Glans: Metalglans Gennemskinnelighed: Opakt (ingen) Fluorescens: Ingen Egenskaber: Vigtigste arsenmalm Arsenopyrit (Arsenkis) findes mange steder i Grønland. Det er et vigtigt indikatormineral for bl.a. guld, idet arsenopyrit, som udover at være det vigtigste arsenførende mineral, tit dannes i selskab med guldforekomster i kvartspegmatiske gange. Guldmængden kan oftest ikke ses med det blotte øje. Arsenopyrit følger af og til i de almindelige hydrotermale gange med pyrit og magnetit. Arsenopyrit er konstateret i næsten alle kommuner i små spredte forekomster. Det kendes fra de andre sulfider ved at være mindre hvidligt messingskinnende, ved krystaldannelse at have skæve lidt fortrukne krystaller eller aflange prismatiske tit tvillingedannede krystaller. Ved slag lugtes arsen (som hvidløg). Bornit (broget kobbermalm) er i små mængder et af de mest udbredte kobbermineraler i Grønland. Det findes næsten altid sammen med et andet kobbermineral: Chalcosit (kobberglans) og enkelte gange har de følgeskab af også Chalcopyrit (kobberkis). Bornit kendes på den mørkviolette changerende metalliske overfalde, der efterlader genskin i grønt, blåt, violet og mørkrødlige toner. Friske brudflader er bronzefarvede. Det forekommer mest i massive klumper og flager. Chalcosit er også mørkt metallisk, men irer ret hurtigt og kendes da på en gråblå mat belægningsoverflade. Chalcopyrit (den mest udbredte kobbermalm) er mere sprødt og kraftigt metalgult på friske flader. Bornit giver let anledning til afsætning af sekundære kobberkarbonater,, hvorfor kobbermineralerne tit opdages på grund af. belægninger med bl.a. grøn malakit. Dette er f.eks. tilfældes med en del svagt kobberbærende amfiboliter i vestgrønland. Bornit og Chalcosit var hovedmalmen i både Fr. d. VII s mine og Josvaminen. Bornit (Broget kobbermalm) Mineralklasse: Sulfider Krystalsystem: Tetragonal/Kubisk Kemisk Formel: Cu 5 FeS 4 Mohs Hårdhed: 3 Massefylde: 5,1 Spaltelighed: Ingen Brud: Ujævnt Egenfarve: Metalbrun Stregfarve: Gråsort Glans: Metalglans Gennemsigtighed: Opak Egenskaber: Anløber let med blålige, violette, rødlige toner 34 35

19 Chalcopyrit Cassiterit Chalcopyrit Fakta-box Mineralklasse: Sulfi der Krystalsystem: Tetragonal Kemisk Formel: CuFeS 2 Mohs hårdhed: 3,5-4 Massefylde: 4,2 Spaltelighed: Utydelig. Brud: Ujævnt Egenfarve: Varm messinggul Kan anløbe i grøn-blåviolette farver Stregfarve: Grønsort. Glans: Metalglans Gennemskinnelighed: Ingen Fluorescens: Ingen Egenskaber: Kobbermalm Chalcopyrit (Kobberkis) er det mest udbredte kobbermineral, som tit er i følgeskab med pyrit, pyrrhotet samt chalcosit, men det kan sagtens forekomme alene. Chalcopyrit kendes fra pyrit på den mørkere og mere intense metalgule farve, pyrit er noget lysere og blegere i farven. Der er også stor forskel på deres hårdhed. Chalcopyrit danner sjældent krystaller,men optræder mest som kornede partier eller i massive klumper. Mineralet giver let anledning til lidt sekundær kobberkarbonatdannelse på overfladen, så omgivende sten kan se ud, som om de er malet blågrønne (ir). Chalcopyrit antager i kontakt med ilt en mørkere og tit mangefarvet broget overflade Chalcopyrit kan forekomme i hydrotermale gange sammen med pyrit og magnetit. Mineralet findes også i meget spredt men lille mængde (dissemineret) i mange magmatiske bjergarter sammen med andre sulfider. Cassiterit (Tinsten) er kun lokaliseret få steder i Grønland, bl.a. i randpegmatiten i Ivittuut Kryolitbrud. Det findes som regel kun i små mængder, men er på verdensplan den vigtigste tinmalm. Mange forekomster er på sekundært leje, d.v.s. i form af koncentrationer i sand og grus. Tungsand kan bl.a. indeholde en del cassiterit, hvis en åre fra en granitintrusion er nedslidt i nærheden. Cassiterit har gerne følgeskab af molybdenit, arsenopyrit samt evt. wolfram-mineraler. Cassiterit har glasglans, og ideelt diamantglans, er mørk brunsort med en rødlig oplevelse i små flager. Det krystalliserer villigt, og i mange kortprismatiske former. Nogle krystallers terminationsflader viser en parallel stribning. Specielt i Ivittuut kryolitbrud er den næsten sorte blanke cassiterit nem at få øje på, da den for det meste er vokset med omgivende hvid kvarts eller lys olivengrøn phengit. I sjældne større koncentrationer i gange, skal man ikke forvente mange krystaller, men mere kompakte sortbrune meget tunge klumper. Massefylden er en meget vigtig ledetråd. Cassiterit Fakta-box Mineralklasse: Oxider Krystalsystem: Tetragonal Kemisk Formel: SnO 2 Mohs hårdhed: 6-7 Massefylde: 7 Spaltelighed: Ingen Brud: Ujævnt Egenfarve: Mørk brun Stregfarve: Lys gul hvid Glans: Glasglans diamantglans Gennemskinnelighed: Semitransparent Fluorescens: Ingen Egenskaber: Vigtigste tinmalm. Krystaller danner gerne tvillinger 36 37

20 Chromit Cobaltit Chromit Fakta-box Mineralklasse: Oxider Krystalsystem: Kubisk Kemisk formel: FeCr 2 O 4 Mohs hårdhed: 5,5 Massefylde: 4,6 Spaltelighed: Ingen Brud: Ujævnt Egenfarve: Sort, sortbrun Stregfarve: Brun Glans: Metalglans Gennemsigtighed: Opak Egenskaber: Vigtigste chrommalm Chromit findes flere steder i Grønland. Dog først og fremmest i Qeqertarsuatsiat i Nuuk kommune, hvor mineralet optræder i ultrabasiske linser og bånd i metamorft omdannede vulkanske bjergarter. Chromit ses af og til som afrundede kornede masser sammen med serpentin og andre omdannede olivinrige bjergarter. På grund af sin forekomstmåde nedbrydes bjergarterne let i overfladen, og efterlader en del chromitkorn, som kan akkumuleres i tungsandsforekomster på sekundært leje. Chromit danner næsten aldrig krystaller, men forekommer som isolerede, kornede masser blandt de øvrige mineraler i de kvartsfrie og pyroxenrige basiske bjergarter. Kornenes farve er metalliske mørkbrune til næsten sorte, med et ujævnt lidt splintret brud. Chromit hører til spinelgruppen, hvorfor chromit og spinel gerne ses i selskab med hinanden.chromit er den vigtigste chrommalm og har i dag stor anvendelse i både metalindustri, læderindustri og farveindustri. Cobaltit er et sjældent mineral i Grønland, som forekommer i gange, hvor cobalt, nikkel og sølv er til stede. En ting der røber tilstedeværelsen af cobaltit er den såkaldte cobaltblomst, som er det lysrøde lysviolette sekundært afsatte erythrin. Cobaltit kan minde om pyrit, men har en anderledes mørk metallisk farve med et anstrøg af rødlig farve. Kobolt anvendes i stållegeringer og er efterspurgt af farveindustrien (kobolt-blå). Sverige, Norge og Canada har dette mineral, så hvorfor ikke Grønland. Colbatit Fakta-box Mineralklasse: Sulfider Krystalsystem: Orthorombisk Pseudokubisk Kemisk formel: CoAsS Mohs hårdhed: 5,5 Massefylde: 6,3 Spaltelighed: Brud: Ujævnt Egenfarve: Rødlig bronze - Sølvhvid Stregfarve: Mørk gråsort Glans: Metalglans Gennemskinnelighed: Opak Egenskaber: Vigtig koboltmalm 38 39

21 Diamant Galena Geus Foto Diamant Fakta-box Mineralklasse: Grundstoffer Krystalsystem: Kubisk Kemisk Formel: C Mohs hårdhed: 10 Massefylde: 3,5 Spaltelighed: Udpræget Brud: Efter spaltelighed Egenfarve: Klar farveløs, grålig, brunlig, gullig Stregfarve: Glans: Diamantglans Gennemskinnelighed: Transparent, høj lysbrydning Egenskaber: Ædelsten og teknisk anvendelse Diamant eftersøges i disse år meget intensivt. Det er et meget kostbart mineral og det hårdeste stof man kender. Ved prospektering efter diamanter er der to hovedmetoder: Man kan opsøge de karakteristiske vulkanske smågange, som består af den ultrabasiske bjergart kimberlit eller man kan opgrave grusede sedimenter i områder nær de eroderede kimberlitforekomster, og sortere disse sedimenter i kornstørrelse og lede efter den lille buede diamantkrystal. Lad det være sagt med det samme. Overlad prospekteringen efter diamanter til de professionelle, men søg gerne bjergarten kimberlit og indberet fund til Ujarassiorit med en prøve. Den mest lovende kimberlit har udover olivinkorn (gulbrune, runde) også indikatormineralerne: Ilmenit (sort metalkorn), pyrop (rød granat) og chromdiopsid (græsgrøn pyroxen). Diamantførende kimberlit er kendt fra Sisimiut og Maniitsoq kommuner. Galena (blyglans) er et udbredt blymineral, og den vigtigste blymalm. Den dannes først og fremmest i hydrotermale gange sammen med sphalerit (zinkblende) og pyrit (svovlkis). Disse ganglegemer kan antage pæne dimensioner, hvor der er tale om udfyldelse af hulrum eller større sprækker. Af og til er der knyttet sølvforekomster til blymalmen. Galena findes også som mindre andele i visse sedimentære forekomster, bl.a. i citronen-fjord området i Nordgrønland. Galena er indvidere set i en del pegmatitgange, og var således en vigtig bestanddel af malmen i Sorte Engel minen i Marmorilik, hvor der er partier med sulfidmineraliseringer. Galena er forholdsvis let at kende på sin store spaltelighed efter kubiske retninger, så det fremstår som et mineral bestående af en masse trappelignende gråligt sølvskinnende overflader. Det kan dog også spalte efter oktaederformen, eller i kombination med kuben, men noget mere sjældent. Da det endvidere har høj massefylde, kan man næsten ikke tage fejl. Galena har stor anvendelse, og er specielt efterspurgt, hvis det bærer sølvsulfider med sig. Galena betegnes også Galenit. Galena Fakta-box Mineralklasse: Sulfider Krystalsystem: Kubisk Kemisk formel: PbS Mohs hårdhed: 2,5 Massefylde: 7,6 Spaltelighed: Udpræget Brud: Efter spalteflader Egenfarve: Skinnende blygrå Stregfarve: Blygrå Glans: Metalglans dog nogen mat belægning Gennemskinnelighed: Ingen Fluorescens: Ingen Egenskaber: Vigtigste blymalm, men brydes også med et højt sølvindhold 40 41

22 Grafit Guld Geus Foto Fakta-box Guld er som brydeværdig forekomst kun kendt fra Nalunaq i Sydgrønland i nyere tid. For en del år siden ville de fleste have forsværget, at der fandtes guld i Grønland. Nu er det, ud over Nalunaq, imidlertid konstateret en del steder, i Nuuk-området og i Diskobugt-området. Fakta-box Grafit Mineralklasse: Grundstoffer Krystalsystem: Hexagonal Kemisk formel: C Mohs hårdhed: 1 Massefylde: 2,2 Egenfarve: Sort, sølvsort Stregfarve: Sort Spaltelighed: Udpræget Brud: Efter spaltefladerne Glans: Metalglans Gennemsigtighed: Opakt Egenskaber: Spalteblade bøjelige, kemisk modstandsdygtig, højt smeltepunkt Grafit er almindeligt forekommende i gnejser, krystalline skifre og metamorfe kalksten, hvor det røbes p.g.a. udprægede rustne zoner omkring forekomsterne, som ligger som lange linser eller bånd. Grafiten er mest udbredt som små krystalline korn, som en del af den lokale bjergart, men ses også som mere kompakte masser, hvor den optræder i ligesom båndede eller bladede former. Grafit har på grund af sin ringe hårdhed stor afsmittende evne, hvilket jo også benyttes i fremstilling af blyanter. Ellers anvendes det som smøremiddel på grund af højt smeltepunkt. Grafit kan forveksles med molydenit, der dog findes i mere enkeltudviklede individer, og er mere sølvskinnende med en blålig tone, og giver anledning til mere gul oxideringsfarve på omgivelserne, hvor grafiten giver mørkere oxideringsfarve: lys brun brun. Der har historisk været flere mindre grafitminer i Upernavik, Sisimiut og Nanortalik-områderne. Guld kan findes i en del geologiske miljøer: Hydrotermale forekomster i grønstensbælter, i forbindelse med visse intrusionstyper og som placerforekomster, d.v.s. i vandløbsdannede grus- og sandaflejringer, samt som del af tungsandsforekomster langs kysterne. Man kan derfor søge guld både i sulfidrige kvartsårer og som vaskeguld i nævnte afsatte sedimentære områder. Dette er dog ikke kendt fra Grønland. Guld er meget efterspurgt både til smykker og som bred anvendelse i elektroteknisk industri. Har man en gang set guld, er man ikke i tvivl ved fremtidens søgning. Det er stærkt gult metalskinnende i små korn og flager, og der er meget blødt og formbart. Da det ikke angribes af luftens ilt ændrer det ikke udseende eller får belægning. (Se særligt afsnit om guldsøgning). Guld Mineralklasse: Grundstoffer Krystalsystem: Kubisk Kemisk formel: Au Mohs hårdhed: 2,5 Massefylde: 19,3 Spaltelighed: Ingen Brud: Ujævnt Egenfarve: Stærk gul Stregfarve: Metallisk gul Glans: Metalglans Gennemskinnelighed: Opakt Egenskaber: Yderst formbart. Blandbart med sølv og kobber 42 43

23 Hæmatit Ilmenit Hæmatit Fakta-box Mineralklasse: Oxider Krystalsystem: Trigonal Kemisk formel: Fe 2 O 3 Mohs hårdhed: 6 Massefylde: 5,3 Spaltelighed: Ingen Brud: Efter flager ellers ujævnt Egenfarve: Mørkgrå sort evt. med blålig anløbsfarve Stregfarve: Kraftig Rødbrun Glans: Metalglans, mat. Gennemskinnelighed: Ingen Fluorescens: Ingen Egenskaber: Vigtig jernmalm. Smykkesten Hæmatit (jernglans) er et meget udbredt jernholdigt mineral og regnes for den vigtigste jernmalm. Mineralet findes både i forbindelse med magmabjergarter og sedimentære bjergarter. Ligeledes er det konstateret som omdannelser eller koncentrationer i kontaktmetamorfoserede områder. I Grønland er der konstateret en del områder med hæmatit, en af de største er Isukasia forekomsten, som dog hovedsageligt er jernmalmen magnetit, men en del hæmatit er også til stede i området. Vi oplever mest hæmatit som større eller mindre kornede masser, men kan også træffe rosetter og svungne bladede afsætninger. Egentlige krystaller er sjældne. Hæmatit er også udbredt i jordagtig form (rød okker). Desuden findes en del andre fysiske former: klumper med radierende krystalstruktur, samt tynde bladede former og stænglede former. Hæmatit ses af og til sammen med magnetit og kiselstenen rød jaspis. Mineralet har en overraskende stærktfarvet brunrød stregfarve, og kaldes derfor også for blodsten og er ikke magnetisk, hvilket er de bedste kendetegn. Ilmenit er et titanium-holdigt jernmineral, og et meget efterspurgt råstof her i nyere tid. Det er dannet i en del magmabjergarter bl.a diorit og gabbro, men det er også set som mindre bestanddele i pegmatiter i forbindelse med intrusionerne af nævnte magmabjergarter. Først og fremmest finder vi dog ilmenit på sekundært leje som bestanddel af det såkaldte tungsand, som er en nutidig koncentration i sand og grusaflejringer ved større søer og kyster med strandområder. Ilmenit danner sorte klumpede krystalaggregater, men ses mest som små korn. Forveksling med hæmatit er ikke mulig p.g.a. stregfarven, og forveksling med magnetit afgøres ved at magnetit er tydelig magnetisk, medens Ilmenit kun er yderst svagt magnetisk. Massefylden for Ilmenit er også lidt lavere end disse to nævnte forvekslingsmuligheder. Titanium har stor anvendelse, hvor metallegeringens styrke skal være stor, men samtidig have lille massefylde. Metallet som oxid er det vigtigste pigment til hvid maling. Ilmenit Fakta-box Mineralklasse: Oxider Krystalsystem: Trigonal Kemisk formel: FeTiO 3 Mohs hårdhed: 6 Massefylde: 4,8 Spaltelighed: Ingen Brud: Muslet Egenfarve: Sort, blåsort Stregfarve: Sort Glans: Svag metallisk Gennemskinnelighed: Opakt Egenskaber: Vigtigste malm for titanium og hvidt pigment

24 Magnetit Molybdenit Magnetit Fakta-box Mineralklasse: Oxider Krystalsystem: Kubisk Kemisk formel: Fe 3 O 4 Mohs hårdhed: 6 Massefylde: 5,2 Spaltelighed: Ingen Brud: Muslet Egenfarve: Sort Stregfarve: Gråsort Glans: Metalglans Gennemskinnelighed: Ingen Fluorescens: Ingen Egenskaber: Magnetisk Vigtig jernmalm Magnetit (magnetjernsten) er et meget udbredt mineral også i Grønland. Det findes spredt i næsten alle typer bjergarter: Magmabjergarter, metamorfe bjergarter, specielt de, der er omdannede vulkaniter, hvor det kan danne bånd og linser akkumuleret i grovkrystalline dele. Ligesom ilmenit findes den som betragtelig andel af tungtsandsforekomsterne. Magnetit ses som klumper og krystalaggrgater, men danner også villigt de karakteristiske oktaeder-krystaller. Kendetegn er først og fremmest den magnetiske egenskab, som kan konstateres med en lille magnet på stedet. Magnetit er en vigtig jernmalm, og nogle af de højlødige jernminer i verden indeholder en del magnetit. Isukasia-jernmalmen består hovedsagelig af båndet magnetit. Der skal være både høje koncentrationer og stor udbredelse af malmen, hvis den skal være interessant. Mange ultrabasiske linser i Grønlands grundfjeld indeholder en del magnetit, og er tit i følgeskab med en del andre sulfider, hvilket giver en generel tung oplevelse af stenen. Molybdenit (molybdænglans) ses af og til i pegmatiske gange i tilknytning til granitiske intrusiver, men kan også være samlet i kornede bånd i pneumatolytiske årer. Det er et blåligt sølvskinnende pladeformet mineral, der kan forveksles med grafit, men grafitten er mere massiv eller kornet, og noget mørkere i en oxideret overflade. Der er også en tendens til at grafiten har rustzoner omkring sig, p.g.a. følgeskab af sulfider. Begge mineraler smitter let af, men grafit er mørkere i stregen, og molybdenit er mere sølvblå-sølvgrøn. Et sikkert kendetegn er den hexagonalt opbyggede pladekrystalform og at det næsten altid omgiver sig med en gullig farve på sidesten (sekundært afsat). Molydenit er den vigtigste molybdænmalm, og har anvendelse i metallurgisk og elektrisk industri. I Østgrønland findes en af verdens største forekomster af molybdenit ved malmbjerget. Molybdenit Fakta-box Mineralklasse: Sulfider. Krystalsystem: Hexagonalt Kemisk formel: MoS 2 Mohs hårdhed: 1-1,5 Massefylde: 4,7 Spaltelighed: Udpræget i én retning. Bløde blade, uelastiske Brud: Efter spaltelighed Egenfarve: Sølvblågrå Stregfarve: Blåsort-grønsort Glans: Stærk metalglans Gennemskinnelighed: Ingen Fluorescens: Ingen Egenskaber: Vigtigste Molybdænmalm 46 47

25 Pentlandit Pyrit Pentlandit Fakta-box Mineralklasse: Sulfider Krystalsystem: Kubisk Kemisk formel: (Ni,Fe) 9 S 8 Mohs hårdhed: 3,5 4 Massefylde: 4,8 Spaltelighed: God Brud: Muslet Egenfarve: Bronzegul Stregfarve: Lys brun Glans: Metalglans Gennemskinnelighed: Opakt Egenskaber: Vigtigste nikkelmalm Pentlandit er en nikkelmalm og forekommer af og til i forbindelse med basiske magmabjergarter sammen med andre sulfider med nikkelindhold Det kan i udseende minde meget om pyrrhotit, med sin bronzebrune farve, men er ikke magnetisk. Det er dog en sjælden mineralisering i Grønland, hvor den bl.a. er set i små mængder i Paamiut og Nanortalik-områderne sammen med andre sulfider. Pentlandit er den vigtigste nikkelmalm og efterspurgt, da den bruges som tilsætning ved fremstilling af rustfrit stål. Da Canada har en af verdens største nikkelforekomster, burde der være god mulighed for at finde nikkel også i Grønland i samme type magmatiske bjergarter. Pentlandit danner ikke krystaller, men kornede og massive masser tit blandet med pyrrhotit. Pyrit (svovlkis) er langt det almindeligste sulfid og metalskinnende mineral i det hele taget. Det findes overalt i næsten alle typer bjergarter, hvor der er lidt jern og svovl til stede. Det kaldes også narreguld, da mange lykkeriddere i ældre tid troede de havde gjort deres livs fund, når de hjembragte klumper af pyrit i overbevisning om at de havde fundet guld. Forskellen er dog meget stor. Pyrit er et sprødt mineral og ikke formbart. Det er væsentlig lysere i den metalgule farve end rigtig guld, og det danner villigt små kubiske krystaller, hvad guld ikke gør. Men pyrit følges tit med guld i kvartsårer i f.eks, grønsten, som er en af guldets modersten. Pyrit følges dog med stort set alle andre sulfider, og udgør tit hovedparten, men har ikke stor anvendelse andet end til fremstilling af svovlsyre. Jernet i mineralet er ikke attraktivt, da der findes langt bedre jernmineraler. Pyrit danner både krystalaggregater og massive forekomster. Men også kornede spredte disseminerede forekomster er vidt udbredt, og giver tit anledning til en rusten overflade på bjergarten generelt, da pyrit omdannes til rust ved forvitring. Pyrit Fakta-box Mineralklasse: Sulfider Krystalsystem: Kubisk Kemisk Formel: FeS 2 Mohs hårdhed: 6 6,5 Massefylde: 5 Spaltelighed: Ingen Brud: Muslet, sprød Egenfarve: Messinggul Stregfarve: Grønsort. Glans: Metalglans Gennemskinnelighed: Ingen Fluorescens: Ingen Egenskaber: Danner villigt krystaller og krystalline klumper

26 Pyrrhotit Sphalerit Fakta-box Fakta-box Pyrrhotit Mineralklasse: Sulfider Krystalsystem: Hexagonal Kemisk formel: Fe1-xS Mohs hårdhed: 4 Massefylde: 4,6 Spaltelighed: Utydelig Brud: Ujævnt, sprød Egenfarve: Bronzebrun, bronzegul Stregfarve: Gråsort Glans: Metalglans Gennemskinnelighed: Ingen Fluorescens: Ingen Egenskaber: Jernmalm især ved følgeskab af pentlandit (Ni) Pyrrhotit (Magnetkis) er ligesom pyrit et almindeligt sulfid, som optræder af og til i forbindelse med basiske magmabjergarter. Det findes både som krystalvækst og som kompakte masser og små klumper. Det kan også optræde dissemineret d.v.s. som underordnet meget spredt mineral i små korn i alle magmatiske bjergartsområder. Pyrrhotit kendes fra de fleste andre mere almindelige sulfider ved at have en mørkere bronzeskinnende farve ligesom pentlandit, men den kan afsløres ved at være lidt magnetisk. Vær dog opmærksom på, om der er små korn af magnetit i stenen også, for så kan det snyde lidt. Pyrrhotit danner lidt villigere tavleformede eller kortprismatiske krystaller end pentlandit. Pyrrhotit har i dag kun interesse hvis der er nikkelsulfider med i forekomsten, men den er en slags indikator på at chancerne for nikkel er større end hvis det kun drejede sig om f.eks. pyrit. Sphalerit (zinkblende) er et udbredt mineral, som næsten altid følges med galena, og derfor findes i de samme geologiske dannelser hydrotermale gange, og i årer sammen med f.eks. sølv, men det er også set i selskab med feldspatoide pegmatiter f.eks. med analcim og albit. I Ivittuut-pegmatiten er der udover meget jernkarbonat siderit også en del næsten sort jernholdig sphalerit. Sphalerit har en meget stærk lysbrydningsevne, og har derfor på rene spalteflader diamantglans. I mindre enheder kan det være gult transparent (jernfrit). Sphalerit er mest semitransparent translucent, og kan på denne måde adskilles fra de fleste sulfider, som er opakke. Citronen-fjord og Sorte Engel er vigtige sphaleritforekomster i Grønland. Sphalerit Mineralklasse: Sulfider Krystalsystem: Kubisk Kemisk formel: ZnS Mohs hårdhed: 3,5 4 Massefylde: 4 Spaltelighed: Udpræget Brud: Ujævnt Egenfarve: Brun sortbrun Sjældent gul, rødlig Stregfarve: Gulbrun Glans: Diamantglans Gennemskinnelighed: Gul transparent Brunsort: Semitransparent ingen Egenskaber: Vigtigste zinkmalm 50 51

27 Værtsbjergarter for nogle malmforekomster Erfaringsmæssigt er bestemte bjergarter tit værtsbjergart for bestemte malmforekomster. Andre råstofmineraler Det kan i høj grad blive meget aktuelt, at Grønland med sine magmatiske fosfatforekomster og forekomster af sjældne jordartsmetaller i bl.a. de alkaline intrusioner kommer i focus i fremtiden. Andre råstofmineraler Det må dog kun tages som en vejledende rettesnor, idet dannelserne kan være meget komplekse. I porfyriske intrusioner kan man støde på molybdæn samt spor af guld og sølvmalm. I skarnbjergarter (kontaktmetamorfose) kan man finde jern, kobber, bly og zinkmalm. Galena kan indeholde små mængder sølv. I kalkbjergarter bly og zinkmalm. I skiferbjergarter bly, zink, baryt og sølvmalm. I vulkanske bjergarter kobber, bly og zinkmalm. I ultramafiske strøg og gabbro kan man finde nikkel og platin og chromit. I granitintrusioner tin og tungsten og uran. I karbonatit kan man støde på fosfat og sjældne jordartsmetaller. I sandsten kan forekomme uran. I kvartsrige pegmatiter kan man træffe guldbærende sulfider udover diverse smykkesten. Arsenopyrit forekomster kan være indikationer på guld. Man kan sige, at de mere almindelige metalforekomster i den grad er kortlagt over hele verden, så det kræver overordentligt store forekomster eller høje koncentrationer af de traditionelle metaller for at de vil være økonomisk interessante globalt. Derimod skal der ikke være ret meget af de sjældne jordarter før det kan være interessant. Dels er der ikke p.t. fundet store mængder nogen steder, og dels er efterspørgslen meget stigende i vores nutidige elektronikbaserede verden. Mange af disse forekomster spores på en mere sofistikeret og avanceret måde end ved simpel prospektering, som denne bog først og fremmest handler om. Men af og til vil den vågne og øvede prospektor alligevel kunne bidrage med supplerende fund og dermed viden for de professionelle selskaber. Søgningen kan foregå traditionelt, men også ved hjælp af Geiger-tæller, der viser radioaktivitet i bjergarterne f.eks. med indhold af allanit, uranbegblende, xenotim, bastnäsit samt monazit og steenstrupin, og ved hjælp af en UV-lampe, der viser fluorescens ved en del interessante mineraler bl.a. wolframmineralet sheelit. Andre fluorescerende mineraler kan have stor værdi på det internationale mineralske samlermarked. Arsenopyrit Allanit Mineralet træffes af og til i granitiske intrusioner og deres pegmatiter. Det er et sort glasagtigt radioaktivt mineral, som først og fremmest genkendes på den miktamitisering den forårsager i det umidddelbart nærliggende område. Feldspater er således tit yderst sprækkefyldte omkring allanit. Apatit Kan træffes som flotte krystaller i gult og grønligt til blåligt, men oftest er det uregelmæssige korn i fosfatrig og kalkrig intrusion f.eks. karbonatit. Apatit anvendes i gødningsindustrien. Kan have et lidt fedtet udseende. Baryt Kan forekomme i forbindelse med kalkrige bjergarter, og er et efterspurgt mineral til den medicinske industri og til olieindustrien på grund af sin store massefylde. Baryt er fundet i Ivigtut men også i nordgrønlands store sedimentbjergarts områder. Allanit fra Sisimiut Apatit fra Maniitsoq Baryt fra Ivittuut Geus Foto 52 53

28 Fedtsten fra Nuuk Fedtsten (talk) Træffes i forbindelse med omdannede metamorfe vulkanske bjergarter, og ligger gerne i store linser eller bånd i gnejsområder. Fedtsten bruges først og fremmest til kunstgenstande på grund af den ringe hårdhed, hvorved den let lader sig bearbejde. Geus Foto Monazit fra Narsaq Monazit Er et radioaktivt mineral, som indeholder sjældne jordartsmetaller. Det kan træffes i intrusive bjergarter, men findes først og fremmest blandt mineralerne i tungsandsforekomster. Det er gulligt i egenfarven. Granat I forbindelse med tungsandsforekomster vil større mængder kunne anvendes som middel til sandblæsning. Transparente granater anvendes som smykkesten. Limonit fra Upernavik Limonit Er forvitrede bjergartsfragmenter, som findes som belægninger og gulligt jordagtigt mineral (rust) i forbindelse med den kemiske nedbrydning af visse bjergarter med højt jernindhold. Anvendes stadig som farvepigment, men kan i store koncentrationer bruges som kilde til jernudvinding. Olivin Er et gulgrønt mineral fra dybgrunden, og kan findes i forbindelse med olivinholdige vulkanske bjergarters nedbrydning. Olivin bruges som granat til sandblæsning, men bruges også i støbesand på grund af sit høje smeltepunkt. Olivin er meget udbredt i Grønland bl.a. i Maniitsoq kommune, hvor der findes en større foreskomst, som brydes kommercielt

29 Smykkestensmineraler Amazonit fra Nunarsuit Smykkestensmineraler Blandt andre mineraler, som søges er smykkestensmineralerne. Grønland er p.t. genstand for opmærksomhed omkring ædelstenene diamant fra bjergarten kimberlit, men også rubin i forbindelse med chromitforekomsterne ved Qeqertasuatsiaat. Derudover findes der en lang række mindre kostbare smykkesten i Grønland: Tugtupit, Grønlandit, Nuummit, Lazurit, Agat, Amazonit, og sodalit samt mange andre velegnede sten og mineraler. Der henvises her til den særlige udgivelse: Mineral-guide: Grønlandske smykkesten. Sodalit fra Tunulliarfik Smykkesten indsamles flittigt til brug for smykkefremstilling til salg til lokale og turister. Stenene udvælges på grund af farve, hårdhed og sjældenhed. Agat fra Siorapaluk Tuttupit fra Narsaq Lazurit fra Maniitsoq 56 57

30 Sekundære mineralafsætninger Tit er nogle af de første tegn på en malmmineralisering, at farven på fjeldets overflade skifter, og at et afgrænset område kan virke lidt mere forvitret og nedbrudt. De faste klippeblokke er faldet fra hinanden, der er gruber og huller, eller bjergarten fremstår i overfladen som flager og grusede banker. Sådanne steder bør undersøges omhyggeligt. Tag både prøver af løsmaterialerne med den intense fremmede farve, og af et stykke solidt bjergart, selvom det kan være svært at finde frisk brudflade, som det ellers anbefales. Den mest udbredte farveændring er lys brunlig med mørkere lodrette årer i mellem. Denne farveoverflade skyldes opløste jernforbindelser fra sulfider, hvor regnvandet transporterer de opløste forbindelser et kort stykke vej, og når vandet fordamper vil der blive efterladt jernilter (rust se okker). Farveændringen kan også være grønlig eller blålig af og til i stærke markante farver. Disse farver tyder på samme proces men med kobbermineraliseringer som udgangspunkt. Den grønne farve skyldes det sekundært afsatte mineral malakit og det blå azurit begge kobberkarbonater. I et sådan område tager man både et stykke med det sekundære mineral, men prøver også at lokalisere bjergarten med den primære kobbermalm, som også medtages også selvom det er små korn i bjergarten. Malakit ses af og til på basiske mørke gange i Vestgrønland. Er forvitringsfarven og stenene belagt med en intens gullig farve, kan det være tegn på molybdenit eller jernforbindelser. I sjældne tilfælde uran-forbindelser. Er farven derimod mørk til sort er der gerne tale om manganoxider og dermed tilstedeværelsen af manganforbindelser. Der kan i sjældne tilfælde også være tale om sølvforbindelser, specielt hvis det er i en kalkholdig moderbjergart. OBS. Visse kobbermalme kan dog godt give en næsten sort belægning. Sjældne i Grønland er lysrøde eller lysviolette belægninger som tegn på cobaltforbindelser. Skandinavien og Canada har mange af disse forekomster. Det lysrøde mineral er erythrin. Man skal være meget omhyggelig med sine undersøgelser, for en del laverestående planter som lichener og laver kan have en forbavsende lighed med disse nævnte overfladetegn på mineraliseringer i undergrundens bjergarter. Sekundær afsætning af erythrin. Sekundær afsætning af azurit. Sekundær afsætning af crysocolla. Sekundær afsætning af limonit. Sekundær afsætning af malakit

31 Guld på primært leje i kvartsholdig bjergart. Om prospektering efter guld Guldprospektering har stået på i mange århundreder, ja årtusinder, bekræftet af de mange kunstgenstande med guld fra tidligere tiders kulturer. Drømmen om at finde lykken gennem guldgraveri er ikke ophørt selv i moderne tider. Nu er der fundet guld i Grønland endda flere steder, og den første guldmine er i gang ved Nalunaq i Nanortalik Kommune. Når man søger guld, kan det principielt søges to steder: Primært leje - altså søgning efter f.eks. de kvartsårer, hvori guld er afsat primært, eller på sekundært leje - på de steder, hvor eroderede og sorterede bjergartsfragmenter aflejres indeholdende guldet. Da guld ikke kemisk kan opløses, som mange andre stoffer, overlever det derfor den generelle nedbrydning. (På engelsk: placer.) Man benævner disse sekundære lejer som alluviale faner eller elvsedimentære afsætninger. Primært leje Da guld først og fremmest er koncentreret i sulfidrige kvartsårer (kvartsrige pegmatiter) eller som part i de højtemporære hydrotermale gange, er det bjergartsområder med disse geologiske vidnesbyrd, der skal opsøges. Sekundært leje (placer-forekomster) Ved guldvaskning med guldpande skal det foregå ved grusbanker og aflejringsområder i nærheden af disse primære dannelsesområder, for guld er så tungt (massefylde 19), at det ikke løber langt væk fra primærlejet ved normal vandløbsføring. Guld er dannet som små og bittesmå uregelmæssige korn ca. 1mm 0,01 mm, og kun i sjældne tilfælde er de større (nuggets). Disse små korn vil, når de er eroderet fri af moderbjergarten, blive bragt med vandløb, hvis strømhastigheden og kraften er stor nok. Når erosionsdelene er fintddelte til rene guldflager og korn, vil disse guldpartikler hurtigt finde hvilested på bunden af elven et sted, hvor strømhastigheden bare aftager en smule, eller hvor der er læ for den fremherskende strømretning. Det kan være bag sving ved elvens grusede banker, ved læsteder som er dannet af større strømribber, eller grusede læsteder bag store sten. Disse fysisk ændrende strømforhold er gode eksempler på, hvor man skal søge. I lagdelte sedimentære skrænter (gamle flodsenge), vil guldet ligge sammen med de større grove bundhorisonter. For en ordens skyld skal det nævnes, at sådanne sekundære guldforekomster ikke er almindelige i Grønland. Dog er mange af de første indikationer på guldets tilstedeværelse konstateret netop ved vaskning af elvsedimenter. Guldvaskning med pande 1 Fyld kun ½ spade- eller skovlfuld i panden ved opgravning et egnet sted, og fjern alle store sten over 1 cm størrelse. 2 Fyld vand i panden og få opslemmet ler og mud er i vandet hæl det ud langsomt, mens du rører rundt i gruset for at få de tunge partikler til at søge mod bunden. Man kan banke på siden af panden, hvilket giver samme effekt som en rystesorterer. 3 Fyld lidt vand i panden igen og hold den skrå, så vandoverfladen lige når laveste kant. Foretag nu roterende bevægelser, så lidt vand med lysere lette mineraler forsvinder ud over kanten af panden. Blive ved til du kun har tunge mineraler (tungtsand, mørkt sand) tilbage i bunden. 4 Hæld vandet ud og spred det tilbageværende tungtsand ud og søg efter guldskinnende småflager i bunden. 5 Gem dette tungtsand i plastpose med lynlås fra alle vaskningerne, skriv sted og prøvenr. på pose og kort, og undersøg det hjemme med lup eller stereolup. 6 Send eventuelt prøven til Ujarassiorit, hvis du mener der er noget interesssant. Har du fundet guld er det fundne guld dit ifølge oplysninger fra Råstofdirektoratet men ejerrettigheder til området er en konscessionssag

32 og bærer nye og anderledes mineraler end den friske vulkanske udgangsbjergart. Vulkanske gange De vulkanske gange er som navnet antyder bjergarter med vulkansk oprindelse, og hvor den smeltede bjergartsmasse er størknet i en sprække et ganglignende forløb med den ældre bjergart på hver side af gangen. Vulkansk gang i grundfjeld. Afkølingsfrakturen er tydelig på tværs af gangens forløbsretning. Om gange i grundfjeldet På turene ud i fjeldene kan man ikke undgå af og til at støde på sekvenser i bjergarterne, som karakteriseres som gange. Gange og deres bjergarter og dermed mineralindhold, kan have stor interesse for den, som er ude for at prospektere. En gang er en bjergartssekvens, som er senere afsat end den bjergart der omgiver den. Oftest er gangens grænser skarpe, og man får fornemmelsen af at en revne er blevet udfyldt, hvilket da også er tilfældet. I størrelse kan de være fra hundrede meter til få cm. Alt efter hvilken type gang det drejer sig om. De store er mørke vulkanske fødegange fra tidligere vulkansk aktivitet, hvor den overliggende egentlige vulkan eller basaltområde er borteroderet af tidens tand. Mindre gange kan være lyse pegmatitgange, herunder rene kvartsgange. Men også de førstnævnte almindelige vulkanske fødegange kan blive små. Mange af disse vulkanske gange er undergået forvandling p.g.a.deltagelse i en metamorfoseproces, hvorfor gangbjergarten har ændret karakter Store vulkanske gange (brown dykes) i Maniitsoq Kommune Flere generationer af vulkanske gange (metamorfoserede) i Kangerlussuaq. De optræder som store og små mørke bånd markant afvigende i udseende i forhold til de øvrige bjergarter i området. Båndene kan være i sværme nærmest parallelle med mere eller mindre slynget forløb, og de kan opstå og brede sig ud eller indsnævre sig og forsvinde. Nogle gangbjergarter er mere hårdere kompetente end omgivelserne, og vil da stå frem som en ryg eller et forbjerg ved kysten, mens Udtynding af vulkansk gang i lys gnejs, Sisimiut kommune. andre er bløde inkompetente og vil kunne spores som små og større dalsystemer eller slugter ved kysten. Kompetencen er et udtryk for bjergartens modstandsdygtighed overfor nedslidning i forhold til omgivelserne. Normalt vil gange skære lagdelinger eller foliationsretninger i den omgivende bjergart. Disse betegnes dykes, mens en gang som følger lagdelingen eller foliationen parallelt betegnes sill. Flere generationer af gange kan skære hinanden, og den gennemskårede gang er da ældst. I de fleste tilfælde kan man iagttage finkornet bjergartsgrænse og grovkornet midte i den samme vulkanske gang. Dette skyldes varieret afkølingshastighed. Gangen kan også være mineralogisk zoneret, såfremt den flydende lava har ændret sammensætning i løbet af udbruddet. De vulkanske gangbjergarter er brune til sorte med eller uden strøkorn af mineralkrystaller f.eks. plagioklas eller olivin. De kan også indeholde fragmenter af bjergarter taget med fra dybet: xenoliter. De gamle vulkanske gange har, over store områder i Grønland, deltaget i metamorfoseprocesser og har ændret udseende skævt fortrukket, revet fra hinanden i klumper (boudinage) og ændret mineralindhold oftest til bjergarten amfibolit. Det er sjældent at vulkanske gange har betydeligt indhold af malm. En særlig olivin- og pyroprig gangbjergart med meget ru overflade kan være yngre gange af bjergarten Kimberlit

33 På billedet ses en stor zoneret pegmatit forekomst. Først er der i granitten afsat finkornet aplit, herefter egentligt grovkornet pegmatit. Man ka Nunarsuit, Qaqortoq kommune. Pegmatitgange I forbindelse med dannelsen af de intrusive bjergarter i dybet, hvor et smeltet magma har fundet hvile i et underjordisk hulrum, vil den øverste lette del af smelten blandet med gassser søge væk og opad gennem sprækker og revner forårsaget af intrusionens pres og varme. En del af denne restsmelte og gasser vil afkøle når den kommer langt nok væk og afsætte sig som lyse pegmatitgange. En pegmatit er selvsagt altid yngre end den omgivende bjergart. Pegmatiten kan være både grovkornet (egentlig pegmatit) og finkornet (aplit, med samme mineralselskab. Mineralerne vokser fra sidestenen mod midten og er derfor tit zonerede, med de mest sjældne mineraler i midten. Pegmatit forekomster i hulrum (mandelformede eller nærmest runde) kaldes druser. Diskordant pegmatitgang i gnejs. Gangen er forkastet og med slæb. Apofyser fra pegmatiten viser delvis rotation. Nederst th. ses en ultramafisk linse. (Tegnet efter foto.) Målestok 1:100. desuden allanit, beryl, fluorit, lepidolit, monazit og turmalin. Pegmatiternes mineralselskab er som hovedintrusionens, mens de sjældnere mineraler kun findes i restsmelten. En granitisk intrusion giver således granitiske pegmatiter, mens en syenitisk intrusion giver syenitiske pegmatiter. Er pegmatitens mineraler helt anderledes end intrusionens kan forklaringen være, at der er en anden nærliggende intrusion med anden mineralsammensætning. Denne intrusion behøver ikke at være nået overfladen, og kan derfor ikke umiddelbart erkendes. Store pegmatiter er et af mineralsamlernes skatkamre. Undgå at ødelægge pæne krystaller, hvis det er svært at figøre dem. Brug i stedet håndholdt bor og flækkekiler. Almindelilge mineraler i pegmatiter er kvarts, kalifeldspat, plagioklas, biotit, muskovit og amfibol. Sjældnere er der i midten Zoneret pegmatit i amfibolit. Først er der afsat lysrød kalifeldspat, derefter er de centrale dele udfyldt med kvarts. Ikertooq Sisimiut kommune. Ren kvartsgang i rød sandsten, Narsaq kommune. Billedhøjde 1 m. Foldede gnejser og hydrotermale årer rige på jernmalm, Maniitsoq kommune 64 65

34 Hydrotermale gange Mineraliseringerne i de relativt små hydrotermale gange adskiller sig fra pegmatitgange ved, at de mange opløste stoffer fra magmaet her er opløst i vand, som ganske vist er meget varmt, men temperaturen er noget køligere end ved smeltede stenmasser generelt. Også her afsættes mineralerne i revner og sprækker, hvor den yderligere afkøling vil finde sted i forskellig hastighed alt efter sprækkernes størrelse og afstanden fra magmaet. Nogle steder forgrener sprækkerne sig på kryds og tværs kaldet stokværk. Andre steder har de et mere lige smalt gangagtigt forløb. Dannelserne i de hydrothermale gange er beskrevet opdelt i tre afkølingsniveauer med hver deres karakteristiske mineraldannelser: Hypotermale (højtemperatur) gange afsætter ved C typisk mineralerne guld, magnetit, molybdenit, ilmenit sammen med kvarts glimmer og evt. granater. Der kan forekomme en del andre sjældnere mineraler. Mesotermale (mellemtemperatur) gange afsætter ved C en del sulfider som pyrit, chalcopyrit, galena, bornit, sphalerit sammen med kvarts, siderit og calcit. Epitermale (lavtemperatur) gange afsætter ved C markasit, stibnit og pyrit samt chalcedon, fluorit, feldspat (adular), baryt, calcit og rhodocrosit samt en del sjældnere sulfider, halogenider og karbonater. I gange med lavere temperatur og tryk kan desuden udfældes en ny vandholdig mineralgruppe: Zeoliter, som ellers træffes som sekundære afsætninger i basalter. Erfaringsmæssigt kan bestemte sulfider følges ad i forekomsterne: guld-arsenmalm, bly-kobber-zinkmalm, jern-kobbermalm, bly-sølvmalm. Om dannelsen af malmmineraler Det kan være ret svært, at sætte dannelseshistorie på mange af de malmindikationer prospektoren kan støde på i fjeldene. Man kan dog slå fast, at jordens faste og flydende skorpe incl. havene indeholder en blanding af næsten alle de grundstoffer vi kender. Men nogle grundstoffer og deres kemiske forbindelser er meget mere udbredte end andre. Enkelte træder vi på i overmål hver eneste dag, andre ser vi blot et milligram af, trods livslang søgen. Der er altså virkelig tale om en meget ulige fordeling. Der er først og fremmest tale om mineralgruppen silikater, hvor kvarts- og feldspatgruppen alene udgør alene ca. 71%. Malmmineralerne udgør under 1%, men man antager at dette tal er helt anderledes i jordklodens dybere lag, idet man her formentlig vil se en tydelig majoritet af tunge mineraler, bl.a. malme og helt specielt jernog nikkelforbindelser. Dette ved man bl.a. fra de små forekomster af dybereliggende bjergarter, som af en eller anden grund er nået uændret op til overfladen. Oversigt over de almindeligste mineraler i bjergarterne på jorden: Feldspat-gruppen 59% Kvarts-gruppen 12% Amfiboler/pyroxener 15% Glimmer-gruppen 5% Karbonater 5% Tungere silikater, sulfider, oxider o.a. 4% Der er altså metalbærende stoffer spredt overalt i meget lav koncentration, og det er derfor interessant at følge de geologiske processer, som via sin fysiske og kemiske processer får opkoncentreret disse specielle stoffer. Denne opkoncentrering, som skal være flere tusinde gange for at være interessant, vil så fra tid til anden give sig til kende gennem specielle geologiske lokaliteter, som er et vidnesbyrd om disse processer. Der er mange årsager til hertil. Vi vil her blot se på nogle af de almindeligste typer af forekomster og deres formodede dannelse: Magmatiske bundfældningsdannelser, pegmatiter og hydrotermale opløsninger. Krystaller af malmmineraler Magmatiske dannelser med bundfældning (segregation) Magnetit Hæmatit Vi kan forstå denne dannelsesform som en bundfældning af tungere stoffer i en flydende stenmasse d.v.s. magma. Det er almindelig kendt, at tungere stoffer først synker til bunds i et flydende miljø, og dette er også tilfældet i den flydende magma. Stor mineraliseret enhed i grundfjeldsgnejs, Maniitsoq kommune. (Billedbredde ca. 40 m.) Pyrrhotit Sphalerit Galena Chalcopyrit Når et underjordisk hulrum med diverse forgreninger, revner og sprækker fyldes med et magma, vil størkningen i princippet forløbe på en sådan måde, at tungere stoffer synker til bunds, lettere stoffer søger mod toppen, og de mineraler som har det højeste smel

35 tepunkt vil størkne først, og laveste smeltepunkt størkne sidst. Udover dette vil størkningen af visse stoffer betyde en ændring af den oprindelige fordeling af stofferne i det tilbageværende flydende miljø, så muligheden for nye mineralers dannelse kan finde sted. Enkelte malmstoffer indgår dårligt kemisk i størkningen af hovedsmelten. Dette kan også føre til en koncentrering af bestemte mineraldannelser, hvilket der er eksempler på. Vi kan således få dannet malmmineraler i både dybet (segregationsdannelser) og i restsmelter sammen med de lettere flygtige stoffer (pegmatiter). Endelig kan tilstedeværelsen af vand i og omkring den varme magmatiske enhed bevirke at både omgivelsernes lavt koncentrerede malmmineraler og visse malmmineraler i smelten opløses i vandet og bæres bort til køligere omgivelser i jordskorpen. Vandet løber gennem revner og sprækker, hvor temperatur og trykfald efterhånden får de opløste stoffer til at udfælde sig båret frem af det varme vand (hydrotermale forekomster). De tre blokdiagrammer illustrerer eksempler på de nævnte dannelser. Tit er dannelserne ikke et enten eller, men en kombination af mange faktorer. Det skal nævnes at malmdannelser også kan ske ved metamorfoseprocesser, hvor bl.a. ændringer i tryk- og varmepåvirkningerne i denne forbindelse kan få mobiliseret malmkoncentreringer. Der er også eksempler på afsætninger af f.eks. jern i havvandsområder, hvor der dog foregår diskussioner om oprindelse, da disse forekomster kan være betragtelige store. Teorier knytter sig både til vulkanske black smokers samt tidligere tiders supervulkansk aktivitet og meteorregn. Intrusion Diagrammet viser eksempel på magmatisk dannelse med bundfældning (segregation) VARME / VAND Intrusion Diagrammet viser eksempel på hydrotermale dannelser. Intrusion Diagrammet viser eksempel på dannelsen af pegmatitforekomster. Små indikationer i overfl aden kan røbe større forekomster i dybet. Magmatiske bundfældninger (segregationsdannelser) giver sædvanligvis forekomster af større skala, og kan være meget forskellig i lødighed, som er den %-andel af malmen som kan udnyttes i forhold til bjergarten som et hele. Bundfældningen kan finde sted både i hovedintrusionens bund, såvel som i større sidearme. De kan ofte være rytmisk afsat, d.v.s. ligge i zonerede striber i fjeldet, hvor hver zonering udgør en slags cyklus, som gentages et antal gange. Tegn på rytmisk afsætning er, at bunden indeholder de tungeste mineraler, hvorefter mineralerne afsættes opad med faldende massefylde. Rytmisk afl ejring Pegmatitforekomster kan være både store og små i meterstørrelse i bredden og op til flere hundrede meter i længden. De ligger som en slags bølget skive i grundfjeldet og har sædvanligvis skarp kontakt til omgivelserne. Udover hovedsageligt lyse silikatmineraler er der af og til sulfider, oxider og sjældnere mineraler i begrænset mængde, men mange smykkestensmineraler er dannet i pegmatiter. Hydrotermal gang. Hydrotermale forekomster er mest i form af mindre gange uden særlig andel af lyse silikatmineraler, men optræder som rustne zoner i cm - m størrelse og ikke så lange, men der kan være mange enten parallelle gange eller det kan være afsat i et netværk af trykog varmedannede sprækker (stokværk) i moderbjergarten. Stokværk

36 Navarana Fjord Zink, Baryt Citronen Fjord Zink, Baryt Kort over Grønlands råstoffer, med angivelse af minedrift og prøvebrydning (skjerp). Tilladelse: GEUS s bog: Det hvide guld og det ægte guld. Accessorisk mineral: Mineral der findes i så små mængder i bjergarten, at det ikke er kvantitativt vigtigt for sammensætningen af bjergarten. Aggregat: En samling af krystaller og korn af et eller flere mineraler. Alkaline bjergarter: Bjergarter dannet i dybet med relativt højt indhold af alkaline stoffer (natrium og kalium) og tilsvarende lavt indhold af silicium, som medfører dannelse af feldspatoide mineraler og særlig natriumrig amfibol og pyroxen. Disse bjergarter: Alkaligranit, lujavrit, foyait og sodalit-syeniten Naujait er relativt sjældne bjergarter på verdensplan. Alluvial: Forekomst af tungere mineralkorn opkoncentreret ved transport og aflejring i vand. Amfibolit: Metamorf bjergart, som optræder som bånd og gange i lysere gnejser. Kan indeholde granat og feldspatkorn men også være næsten ren amfibol (hornblendit). Basiske bjergarter: Denne betegnelse bruges generelt om bjergarter, der indeholder lidt eller ingen kiselsyre, hvilket medfører at kvarts ikke forefindes frit, og at feldspat til dels kan være erstattet af såkaldte feldspatoide mineraler, f. eks.: Syenit, basalt, trakyt, kvartsfri pegmatit m.v. Bjergartsgrænse: Betegnelsen bruges om områder i fjeldet, hvor der sker et skift mellem to forskellige bjergarter, f. eks. grænsen mellem gnejs og basalt eller gnejs og granit. Carbonatit (karbonatit): Intrusiv bjergart kendetegnet ved kalkindhold, på op til 20%. Den er brunlig eller mørk og kan indeholde værdifulde industrimineraler. Dendritisk: Dette begreb knytter sig til de vækstagtige og forgrenede tegninger, der er i visse bjergarter. (Dendritisk kalksten, dendritisk calcedon, dendritisk felsit o.s.v.). De små tegninger, som ligner Ordforklaring mos eller små biologiske vækster er dog rent mineralogiske. Det er mineralafsætninger af mangan- og/eller jernholdigt vand i mikroporer i bjergarten, hvor vandet er fordampet, og har efterladt metalopløsningerne. Dissemineret: Jævnt svagt fordelte mineralafsætninger i hele bjergartspartier, og tit over store områder. Man taler her først og fremmest om sulfider og oxider af metalgrundstoffer. Druser: Senere afsatte mineral- og krystalfyldte hulrum i intrusive bjergarter. Dannes som pegmatiske gange, men afsættes i mere runde eller ellipsoide hulrum. Dyke (gang): Vulkansk gang med skarp grænse til bjergarten den er intruderet i. Egenfarve: Herved forstås et minerals umiddelbare farve på frisk brudflade. En del mineraler kan optræde i flere farvevariationer. Ekstrusiv: Vulkansk bjergart. Finkornet magmabjergart størknet på jordoverfladen modsat intrusiv, størknet i dybet. Fastlandssokkel: Den kystnære del ved havet, hvor vandløbssedimenter aflejres, og dermed danner relativt grundt vand ud mod dybhavet. Typisk m. dybde. Fast fjeld: Herved forstås at en prøvetagning er taget fra dannelsesstedet = hugget fri af den faste klippe, som udgør en del af det lokale fjeldområde, modsat løsblok. Feldspatoider: Mineraler der i et kiselsyrefattigt miljø dannes i stedet for feldspat. F. eks: Sodalit, nephelin, analcim, leucit m.v. Også tugtupit og ussingit hører til denne gruppe. Forekomst: Tilstedeværelsen af en mineralisering, som der er konstateret, kan benævnes forekomst = er til stede, findes. Eks.: malmforekomst, diamantforekomst o.s.v

37 Ordforklaring Fluorescens: Nogle mineraler har evnen til at tilbagesende lysenergi i det synlige spektrum i form af en dominerende farve, når det udsættes for belysning fra en UV-kilde (Ultraviolet lys, sort lys ). F. eks. kan fluorit lyse blåt blåviolet, sodalit lyse gult og tuttupit lyse lakserødt uanset mineralets egenfarve, som kan være en helt anden. Kun få mineraler har evnen til fluorescens. Frakturer: Herved forstås enhver lille revne eller svagt sammenhængende krystalovergang i en bjergart eller et mineralstykke, som kan have betydning for både sammenhængskraften under forarbejdningen og som skade for stenens færdige overflade idet selv mikrorevner ses, når en sten er poleret. Tilstedeværelsen af frakturer sænker værdien på en sten betragteligt. Foliation: Begrebet knytter sig til den geologiske proces, som ved tryk og temperaturstigning (metamorfose) får bjergarters mineralkorn til at parallellisere kornene, hvorved bjergarten får et stribet, måske bølget udseende, f. eks. gnejs. Foliation er altså det stribede udseende, som intet har med sedimentær lagdeling eller varv at gøre. Gange: Denne betegnelse dækker over geologiske enheder i landskabet, som tydeligvis er senere større revne- eller sprækkeudfyldninger i det omgivende fjeld. Man taler om vulkanske gange (mørke bjergarter), pegmatitgange, kvartsgange o.s.v. (lyse bjergarter). Mindre udfyldninger kaldes årer. Glans: Ved et minerals glans prøver man at gruppere mineralers fysiske overflades karakteristik. Man taler om glasglans, fedtet glans, porcelænsglans, ingen glans, metalglans o.s.v. Gnejs: Mellem- til højmetamorf grundfjeldsbjergart. Gerne stribet med mineralkoncentrationer p.g.a. foliation d.v.s. parallellisering af mineralerne. Samme mineralselskab som granit. Granit: Krystallinsk bjergart af størknet magma i dybet indeholdende hovedmineralerne kvarts, feldspat, amfibol og glimmer. Hydrotermal gang: Gang eller åre, som er dannet ved krystallisation fra mineralrige væsker, der er presset ud af en restsmelte. Igaliku-sandsten: Særlig karakteristisk rød sandsten med runde blege reduktionspletter. Opkaldt efter forekomsten ved Igaliku i Sydgrønland. Intrusion: Krystallinsk bjergartsforekomst som følge af størknet magma over et større område. Oprindeligt størknet i dybet i et kæmpehulrum, men fremkommet til overfladen p.g.a. den stadige nedslidende kraft over mange millioner af år. De mest almindelige er granitiske og syenitiske intrusioner. En særlig sjælden er de alkaline intrusioner i Sydgrønland. Indikator: Særlige mineraler eller bjergarter, der erfaringsmæssigt knyttes til bestemte forekomster, geologiske miljøer, m.v. Eks.: mineralerne pyrop og chrom-diopsid er indikator-mineraler for diamantførende bjergarter. Joints: Sprækkesystemer, der ikke har medført flytning af bjergartsenhederne, undtagen en åbning på stedet. Kimberlit: Vulkansk bjergart som dannes i gange eller pipes (rør) og hvor magmaet kommer fra stor dybde og i eksplosiv stor hast til overfladen. Derved er mineraldannelsen fra dybet bestået uden ændring. Den er kendetegnet ved overvejende indhold af mørke følgemineraler f.eks. ilmenit, chromdiopsid og pyrop. Bjergarten er interessant, da den er moderbjergart for diamanter. Klastisk: Sedimentære bjergarter bestående af småstykker af andre bjergarter. Krystallinsk bjergart: Bjergart med mineralkornstørrelse, hvor hvert enkelt korn er synligt for det blotte øje (mm cm kornstørrelse). Koncessionsrettigheder: Særlige regler udfærdiget af Råstofdirektoratet, og som sikrer indehaveren rettigheder i form af eneret på undersøgelser og udnyttelse af lokaliserede råstoffer. I praksis kan dette medføre, at særlige områder ikke må udses som mål for indsamling af mineraler af menigmand. Der udgives hvert år offentlig oversigt over koncessionstildelinger. Krystalsystem: Alle mineraler tilhører et af syv vedtagne krystalsystemer, som er defineret efter bestemte regler for krystalopbygning, med spejlingsakser og planer. Krystalsystemerne er atter underopdelt i grupper med bestemte geometriske figurer (krystalfigurer). Leje; Ordet anvendes ved konstatering af oprindelse: Primært leje (dannelsessted), sekundært leje (akkumuleret efter transport af vand vind, is). Løsblok, Løs blok: Større sten i meterstørrelse, som tydeligvis er transporteret fra sit dannelsessted, og ligger løst. Blokmark = område med mange større løse sten. Mafisk bjergart: Magma bjergarter hovedsageligt bestående af mørke mineraler f. eks. pyroxen, amfibol og glimmer. Magmatisk bjergart: Bjergarter der er dannet ud fra smeltet magma i jordskorpens dyb. Alt efter størkningssted (dyb overflade) og den kemiske sammensætning, fås en lang række karakteristiske finkornede eller grovkornede bjergarter. F. eks.: granit, syenit, basalt, gabbro, rhyolit m.v. Malm: Herved forstås mineralafsætninger og forekomster, som indeholder tilstrækkeligt meget metal eller grundstof, og som man af økonomisk/tekniske grunde kan være interesseret i at udvinde. Malme udgør således en væsentlig del af meneskenes ikke-levende råstoffer og ressourcer. F.eks. jernmalm, kobbermalm, zinkmalm o.s.v. Ordforklaring Massefylde: Alle naturens grundstoffer har tilhørende fast massefylde (vægtfylde) tal, så vægten relativt kan sammenlignes, og beskrives som lette eller tunge stoffer. Da mineralerne er opbygget af bestemte kemiske forbindelser af grundstofferne, vil mineralerne også have et specifikt massefyldetal (vægt pr. rumfangsenhed. Vand har massefyldetallet 1 - d.v.s. at 1 cm 3 vejer 1 gram. På samme måde vejes 1 cm 3 kvarts og har massefyldetalet 2,65 da det vejer 2,65 gram. Meta-: Forstavelse som angiver at bjergarten har været udsat for metamorfose f.eks. meta-dolerit, metagabbro o.s.v. Metamikt: Mineraler som delvis eller helt nedbrydes til næsten pulveragtig substans eller kraftig spaltning p.g.a. radioaktivitet i mineralet siges at være metamikt. Metamorf bjergart: Bjergarter der er omdannet ved tryk- og temperaturpåvirkninger af oprindelige sedimentære eller magmatiske bjergarter. Kendetegnes på skifrighed eller foliation. F.eks.: amfibolit, gnejs, grønskifer, granulit m.v. Mineralklasse: Alle mineraler er opdelt i mineralklasser efter kemisk indhold. Disse klasser (familier) er så igen opdelt i undergrupper. Mineralklasser er f.eks. carbonater, oxider, silikater, sulfider o.s.v. Undergrupper kan f.eks. hedde: nesosilikater, inosilikater, phyllosilikater o.s.v. Mohs hårdhedsskala: Til brug for sammenligning af mineralernes relative ridsehårdhed, er der opstillet en standardskala (1 10) med eksempel på hvert tal. Herved kan man bedømme ridsehårdheden på alle mineraler sat i forhold til disse eksempler. Talk = 1, gips = 2, calcit = 3, fluorit = 4, apatit = 5, feldspat = 6, kvarts = 7, topas = 8, korund = 9, diamant = 10. Bemærk at skalaen ikke er ækvidistant, d.v.s. at der er ulige spring i hårdheden mellem de enkelte tal, så skalaen kan kun bruges til en relativ bedømmelse og ikke en absolut bedømmelse. Opakt: Et mineral som ingen gennemskinnelighed har overhovedet, siges at være opakt. Man kan således kun se farven på overfladen. Typisk f.eks. de fleste malmmineraler. Oxidering: Betegnelse for kemisk nedbrydning rustdannelse eller ir-dannelse i stenene. Kan også være 72 73

38 Ordforklaring Ordforklaring andre former for kemisk ændring, som følge af tilstedeværelsen af ilt (oxygen). Pegmatit: Senere afsat krystallinsk (meget grovkrystallinsk) gangudfyldning. Ses oftest som lyse bånd p.g.a. af høj andel af kvarts og kalifeldspat. Kan være mineralogisk zonerede, og kan indeholde spredte forekomster af smykkestensmineraler. Porfyrisk: Bjergart med større krystaller størknet i en finkornet grundmasse. Primært leje: Bjergarter eller mineraler som findes på dannelsesstedet modsat sekundært leje. Prospektering: Anvendes om enhver form for eftersøgning af værdifulde mineraler og bjergarter i naturen. Det kan være både økonomisk såvel som samlermæssigt interessante forekomster. Rhyolit: Vulkansk bjergart indeholdende samme mineralselskab som granit, men som på grund af dannelsesstedet i overfladen og dermed hurtig afkøling er finkornet evt. med porfyrisk sammensætning. Sedimentær bjergart: Bjergarter dannet ud fra kompaktion (sammentrykning) af løse aflejringer, mest i vandigt miljø. Kornstørrelse samt udfældning af opløste salte og biologiske rester m.v. afgør hvilken sedimentær bjergart der opstår. F.eks.: sandsten, lerskifer, kalksten, konglomerat m.v. Sekundære krystalvækster: Senere udfyldninger i sprækker og hulrum fra varme gasopløsninger eller vandige opløsninger under lav temperatur. Eks.: limonit, malakit, zeolit m.v. Semitransparent eller translucent: Mellemting mellem transparent og helt uklar eller tæt (opakt). Man kan altså se lidt ind i et materiale (det har dybde) som er semitransparent, men man kan ikke se igennem det. Sill: En vulkansk eller pegmatisk gang, som går parallelt med lagserierne eller foliationsretningen modsat almindelig gang (dyke), der skærer disse. Opleves oftets som en vandret orienteret gang. Spaltelighed: De fleste mineraler har bestemte retninger (planer), hvorefter mineralet letttere spaltes end i andre retninger. Spaltefladers vinkler er en vigtig faktor når mineralets navn skal bestemmes. Årsagen til spalteligheden skyldes retninger med svagest molekylær binding. Stregfarve: En del mineraler, især sulfider og oxider er kendetegnet ved en bestemt pulverfarve, som frembringes ved at ridse mineralet over en uglaceret porcelænsplade. Denne prøve kan hjælpe ved identificering af mineralet. Mange mineraler, især silikater har næsten alle en hvid stregfarve, og kan derfor kun identificeres ad anden vej. Struktur: Generel betegnelse for store fjeldområders særlige skulpturelle karakteristik som følge af fjeldets indre mineralogiske opbygning. F.eks. stribet, båndet, foldet, lagdelt, homogen, men også om tilstande som: nedslidt, opløst, sprækket, skifret. Suprakrustal bjergart: En underart af de metamorfe bjergarter, hvor det kan påvises, at udgangsmaterialet var overfladedannede sedimenter og vulkanske bjergarter, som er blevet trukket ned i dybet. F.eks.: glimmerskifer, marmorbånd, meta-diorit m.v. Sure bjergarter: Denne betegnelse bruges generelt om bjergarter, der indeholder så meget kiselsyre, at der er udfældet ren kvarts som en del af bjergarten. Generelt er sure bjergarter lyse i hvide, gule og rødlige nuancer. Eks.: granit, rhyolit, kvartsholdig pegmatit m.v. Spreustein: Gammel betegnelse for en alkalin bjergart, hvor hovedmineralerne er sodalit, natrolit omdannet fra f.eks. sodalit, nephelin, feldspat og natriumrig amfibol og pyroxen. Satellitsten er handelsnavnet på et mangefarvet medlem af typen Spreustein, der som hovedfarve må karakteriseres som orange-lysbrun. Syenit: Betegnelsen dækker over en grov- til mellemkornet bjergart, der har underskud af kiselsyre, og derfor ikke indeholder kvarts, men ellers kan minde om granit. Hvis den dannes som vulkansk overfladebjergart betegnes den trakyt, og er mere finkornet. En særlig gruppe syeniter har så lidt kiselsyre, at der delvis dannes feldspatoide mineraler i bjergarten. F.eks. den kendte sodalitbærende syenit: Naujait fra Sydgrønland. Tenacitet: Ordet dækker over en bjergarts sejghed d.v.s. evne til at optage slag og fysisk påvirkning uden at gå i stykker eller slå revner. Høj eller stor tenacitet er altså stor sejghed modsat sprødhed, hvor bjergarten ulige let går i stykker ved slag. Tenacitet har intet med ridsehårdhed at gøre, men er vigtig ved slibning af bjergarter som smykkesten. F.eks. jade har meget høj tenacitet, og kan derfor anvendes til delikat udskårne smykkefigurer. Transparens: Et mineral er transparent, når det er gennemsigtigt med eller uden farve, d.v.s. at man kan kigge igennem det, som klart eller farvet glas. Ultrabasiske bjergarter: Bjergarter som har mindre end 45% kisel (siliciumdioxyd), hvorfor der ikke er fri kvarts. Ultramafiske bjergarter: Bjergarter som er rige på mafiske mineraler d.v.s. dunit, peridotit m.v. Ur: Skrå fane af løse materialer frasprængt stejle klippesider ved nedbrydende processer. (Talus). Uren er gerne med friske skarpkantede stenfragmenter, og de største enheder i bunden og de mindste i toppen. Bevoksede urer siges at være døde, de førstnævnte siges at være aktive. Zoneret: Udtrykket bruges om et mineral som er koncentrisk opbygget fra midten mod krystalfladerne, og ses som zoner af farver. Bruges også om gange som er zoneret fra midten mod siderne. Ædelsten: Betegnelse for særligt kostbare og sjældne hårde mineraler der kan slibes til smykkesten: diamant, rubin, safir, smaragd, topas, opal. Øvrige betegnes: Smykkesten. Årer: (se gange)

39 Identifikation af de mest almindelige metalskinnende mineraler (Malme): Metalfarve { Magnetisk...Magnetit Hårdhed = 6 svagt magnetisk...ilmenit { Sort Stregfarve sort Hårdhed = Grafit Stregfarve rød...hæmatit Stregfarve gul...limonit { Metallisk, kornet eller massiv stregfarve gråsort...pyrrhotitt Rødbrun Metallisk, dendritisk, stregfarve kobberrød...kobber Brun {{ Jordagtig...Hæmatit Glasagtig udpræget spaltelighed stregfarve gulbrun...sphalerit Metallisk stregfarve gråsort...pyrit Metallisk stregfarve grønsort...chalcopyrit Gul Jordagtig stregfarve gul...limonit Glasagtig svag metallisk udpræget spaltelighed...sphalerit Sølv- Skinnende Identifikation af malmmineraler Stregfarve sort hårdhed 6...Arsenopyrit Stregfarve blygrå hårdhed = Galena Stregfarve grønsort hårdhed Molybdenit Stregfarve gråsort hårdhed 1...Grafit Skemaet er ment som en starthjælp ved identifikation af fund med tydelig metalskinnende overflade. Det anvendes fra venstre mod højre. Hvilken farve har mineralet på en frisk brudflade? Derefter undersøges stregfarve ved at ridse på en uglaceret porcelænsplade eller på undersiden af en kop eller en porcelænssikring. Endelig bestemmes hårdheden ved at ridse i mineralets overflade med et lille søm eller lign. (Se i øvrigt afsnittet om mineralers fysiske egenskaber side 21 25). Forslag til yderligere og uddybende litteratur: Grønlands Hjemmestyre, Råstofdirektoratet: Ansøgningsprocedurer og standard vilkår for efterforsknings- og for undesøgelsestilladelser for mineraler i Grønland. Nov. 1998, 48 s. A5. Grønlands Hjemmestyre, Råstofdirektoratet: Regler for feltarbejde og rapportering vedr. mineralske råstoffer (excl. Kulbrinter) i Grønland. Nov. 2000, 76 s. Incl. bilag A5. Jack Black: Gold Prospectors Handbook c: Roberth F. Ames Gem Guides Book Company, California. 176 s. ISBN: Karsten Secher: (Mineralske Råstoffer) & Bo Elberling: (Miljø i Grønland) Geoviden (Geologi og geografi nr. 1/2005. Hft. 20 s. Geocenter København. E.L. Faulkner: Introduction to prospecting. Ministry of Energy, mines and Petroleum Resources. Paper , 1992, 128 s. British Columbia ISBN: Henning Sørensen: Råstoffer. Geografforlaget 1989, 136 s. ISBN: Ole Johnsen: Mineralernes Verden Gads Forlag, 2000, 440 s. ISBN: Erik Schou Jensen: Sten i farver Politikens Forlag 2005, 224 s. ISBN: Grønlands Hjemmestyre, Råstofdirektoratet: Årsrapporter om aktivitet og nyheder. (Kan rekvereres ved direktoratet). Bjarne Ljungdahl: Mineral Guide, Ivittuut kryolitbrud, Grønlands Stenklub 2004, 48 s. ISBN: Bjarne Ljungdahl: Mineral Guide, Grønlandske smykkesten Grønlands Stenklub 2005, 84 s. ISBN: Karsten Secher: Det hvide guld og det ægte guld. GEUS 2005, 64 s. ISBN: Karsten Secher: Nalunaq - guldminedrift i Grønland. Geografisk Orientering 2005/4 (Side ) Niels Henriksen: Grønlands geologiske udvikling Landets geologiske udvikling fra urtid til nutid. 275 s ISBN:

40

41 Mineralguide PROSPEKTERING FOR AMATØRER Indhold: Gennemgang af 30 malmmineraler Billedmateriale i farver Fakta-boxe Malmmineral identifikation Bjergarts identifikation Prospekteringsplan Indsamlingsråd Prospekteringsværktøj og hjælpemidler Forklaring af faglige udtryk Forfatteren Bjarne Ljungdahl, f. 1945, geologi-studier ved Århus Universitet, Deltaget i 6 geologiske sommerekspeditioner i med bl.a. GGU samt mindre prospekteringsopgaver for flere grønlandske kommuner. Underviser og inspektør for Mine- og entreprenørarbejderudd.i Grønland Formand for Grønlands Stenklub siden 2000, og initiativtager til oprettelsen af Ivittuut Mine- og mineralmuseum i 2003 Redaktør af tidsskriftet UJARAK Instruktør på Prospektorkurserne i Grønland siden ISBN: