Mette Bocks tale til sendemandsmødet 2014:

Transkript

1 Mette Bocks tale til sendemandsmødet 2014: Da statsminister Niels Neergaard i 1920 ved genforeningshøjtideligheden på Dybbøl sagde de berømte ord - "De skal ikke blive glemt" - skrev han smuk Danmarkshistorie i en enkelt sætning. Sætningen har været ledetråd for den danske stats og det danske folks nære bånd til de danske syd for grænsen. I de senere år har jeg hørt flere omtale båndene på en anden måde - "Så længe I vil os, vil vi jer! I mit hjerte foretrækker jeg Niels Neergaards formulering. Den er en ubetinget kærligheds- loyalitetserklæring. Vi glemmer jer aldrig, så længe I er der. Vi støtter jer, uanset hvad. Anderledes forholder det sig med sætningen "Så længe I vil os, vil vi jer". Heri ligger der en betingelse, en noget-for-noget tankegang, som måske ligger i tidsånden, men ikke i den ånd, der også fremadrettet bør kendetegne Danmarks og danskerne slægtskab og loyalitet med de danske i Sydslesvig. Kultur og identitet kan ikke sættes på formel. Der sker en udvikling, for når verden forandrer sig, forandrer menneskene sig også. Der er to tilgange til lovet man kan fokusere på forhindringer og barrierer eller man kan fokusere på muligheder. Der er et stort behov for at fokusere på de muligheder, der ligger foran os. I samspillet mellem flertal og mindretal, i samspillet mellem moderland og mindretal. Og i Grænseforeningen. Tiden er en anden end i 1864, i 1920 og og heldigvis for det. Vi skal ville de andre uden at opgive os selv, som forfatteren og højskoleforstanderen Jørgen Bukdahl udtrykte det. Og vi skal gøre det i den tid, vi lever i - med globalisering, grænsekonflikter mange steder i verden, folkevandringer og kulturmøder som aldrig før.

2 Grænseregionen, de to-kulturelle erfaringer og den - på den store bue - forbilledlige udvikling fra modstand over gensidig accept til samarbejde, rummer muligheder for grænselandets udvikling, men også muligheder og forpligtelser, der rækker ud over grænselandet. Jeg tænker tit på historikeren Uffe Østergaard, der ved flere lejligheder har beskrevet, hvordan der før nationalstaternes tid var grænseområder, en slags bufferzoner, der med en helt egen kultur virkede som overgange mellem samfund, mennesker og traditioner. Uden bomme og eksklusion som markører. Grænseområderne skabte tværtimod sammenhæng, bånd og udvikling. Det er en kendt sag, at noget kan blive så gammeldags, at det igen bliver moderne. Jeg tror, at de mange nye eksempler på initiativer, der samlet set skal udvikle region Sønderjylland/Schleswig er vejen til udviklingen af en region, der både gør Danmark og Tyskland lidt større. Uden at grænsen flyttes eller ophæves. Hvis mulighederne for at gøre Danmark lidt større og verden lidt fredeligere ligger i grænselandet har vi en historisk forpligtelse til at gribe dem. Og når jeg siger "vi" mener jeg ikke blot Danmark og Tyskland som stater, heller ikke blot de veletablerede danske foreninger og institutioner syd for grænsen, men også "vi" i form af jer dernede og os heroppe - dig og mig. Det er det mellemfolkelige, interessen for hinanden og viljen til generøst at ville hinanden ud over en noget-for-noget tankegang, der skal bære. Båndene og mulighederne folder sig ud på flere niveauer. Det statslige, det organisatoriske og det folkelige. Og lad det være sagt med det samme. Fundamentet for fremtiden bæres af levende mennesker, der skal ville sagen og ikke bare kæmpe for økonomiske eller instititionelle interesser. Vi har alle et ansvar. Ellers visner historien og grænselandets mindretalskulturer bliver enten assimileret eller reduceret til uddøende frilandsmuseer. På det statslige niveau understøtter Danmark mindretallets aktiviteter stabilt og på et højt niveau, både politisk og økonomisk.

3 Mellemstatsligt er der vundet mange kampe, den største i København-Bonn erklæringerne fra 1955, der satte en grundlov for forholdet mellem flertal og mindretal på begge sider af den dansktyske grænse. En grundlov, der rummer potentiale og indsigt, der kunne inspirere mange andre steder i en urolig verden med kulturmøder, der rummer eksplosive kræfter, hvis de ikke inspireres til at handle med andre redskaber end konflikt, konfrontation og våben. På det andet niveau, det organisatoriske og institutionelle, er det vigtigt, at folkevalgte på begge sider af grænsen samarbejder i det daglige, og her tænker jeg ikke mindst på uddannelsessiden, hvor de nære relationer er med til at sikre et frugtbart samspil, både pædagogisk, dannelsesmæssigt, sprogligt og kulturelt. Det ser vi ikke mindst i det sønderjyske, hvor især professionsuddannelserne har stigende søgning fra de unge syd for grænsen. Og endelig er der det tredje niveau, det mellemfolkelige. Det er her, levende mennesker mødes, lærer af hinanden og væver sig ind i hinandens liv. Det er på det folkelige niveau, båndene mellem de danske i Danmark og de danske syd for grænsen for alvor bindes. Det er her oplysning vandrer og viden formidles. I den forbindelse kan og skal Grænseforeningen, og ikke mindst de mange lokalforeninger, spille en afgørende rolle som brobyggere og fødselshjælpere. Vi skal bygge bro mellem generationer, bygge bro over grænsen og bygge bro mellem historisk indsigt og handlemuligheder i nutiden, mellem fortid og nutid. Samspillet mellem Grænseforeningernes lokalforeninger og foreninger i mindretallet, Folkemødet på Bornholm, bestræbelserne på at involvere mindretallet i Dansk Folkeoplysnings Samråd, feriebørnene, efterskole- og højskoleophold, udveksling, besøg hos hinanden - ja, støtte og interesse i både økonomisk og kulturel forstand, er det, der fortsat skal bære - også i form af nye aktiviteter og tiltag. Det forudsætter, at danskerne har viden og forholdene i

4 Sydslesvig og det forudsætter, at mindretallet lever med i den aktuelle dagsorden i Danmark. Ja, men skal vi ikke stille krav til de danske syd for grænsen? Skal vi ikke sikre, at de virkelig er dansksindende, som betingelse for fortsat støtte i bredeste forstand? Nej. Det vil, bogstavelig talt, være grænseoverskridende, hvis vi, der har rod nord for grænsen, skal fortælle og belære mindretallet syd for grænsen om hvad danskhed er og hvilken identitet, der er den rigtige. Vi kan udveksle erfaringer og inspirere hinanden. Men afsættet må være virkeligheden. Og den er, at de danske syd for grænsen - for de flestes vedkommende - er dansksindede, tyske statsborgere, der er tosprogede, og har en hverdag i det tyske samfund. Lad mig citere en gymnasieelev fra Duborg- skolen - en af de første elevambassadører: - Jeg kan ikke sige, hvad jeg er. Og jeg vil faktisk helst ikke have sat en bestemt etikette på mig selv. Når jeg er i Danmark føler jeg mig mest tysk. Når jeg er i Tyskland er jeg helt klart dansker. Og når jeg er hjemme i Flensborg, er jeg bare den, jeg er". Hans identitet er naturligvis formet af, at han har en far fra Skive, en mor fra Berlin, går i dansk skole men bor i Flensborg. Jeg kender det også fra min egen familie. Min mand er født i Flensborg og erhvervede først dansk statsborgerskab efter mange år i Danmark. Hans oldefar, Hans Madsen, kom til Flensborg i 1889, hvor han som dansk statsborger - var gasværksdirektør i 43 år. Han fik 12 børn, der kun talte dansk i hjemmet og alle blev uddannet i Danmark. Nogle blev i Danmark, andre vendte tilbage til Tyskland, nogle blev dansk gift, andre tysk gift. Hans barnebarn, min svigerfar, måtte som tysk statsborger opleve at blive sendt til

5 Danmark som en del af besættelsesmagten. Det syntes han var så forfærdeligt, at han bad om at måtte blive forflyttet, hvorefter han virkede som læge ved Østfronten resten af krigen. Hjemvendt herfra virkede han som læge ved det danske sygehus i Flensborg i nogle år før familien rykkede til Danmark. Her erhvervede familien, også min tyske svigermor, dansk statsborgerskab efter nogle år, og mine børn har derfor både danske og tyske bedsteforældre og svigerforældre. Familiehistorien rummer sorger og glæder, tragedier og lykke, konfrontation og kærlighedshistorier på kryds og tværs af det danske og det tyske. Et smukt vævet tæppe. Også sådan er det for mennesker med rod i grænselandet. Mindretals- og flertalshistorie er også identitetshistorie. Og mindretallets identitet er mindretallets egen identitet. Det betyder ikke, at mindretallets institutioner og foreninger ikke har dansk kultur og dansk sprog som det urokkelige fundament og pejlemærke. Der undervises naturligvis på dansk i de danske skoler, der tales dansk i børnehaverne og i det rige foreningsliv, ligesom der prædikes på dansk i de danske kirker. Men vi skal ikke være kede af, at også familier uden historiske rødder i Danmark, vælger at slutte sig til vores mindretal. De skal naturligvis vide, at vi taler dansk, og at der ikke, i misforstået hensyntagen, kan ændres på dette, ligesom de skal vide, at den pædagogiske tilgang i børnehaver og skoler bygger på dansk kultur og dansk uddannelses- og dannelsestradition. Det er jo netop det, de aktivt vælger til: En to-kulturel identitet med rod i det danske og en hverdag i det tyske, hvor nye familier i de første år formentlig vil have tyngde i det tyske, mens familierne, der har flere generationers mindretalshistorie med i rygsækken, har tyngden på det danske. Det danske vil udvikle sig gennem årene, ikke mindst for børnenes vedkommende, for naturligvis præger det børnene og de unge dybt, når de gennem alle barneårene går i dansk børnehave, dansk grundskole og eventuelt dansk

6 gymnasium. Og tænk på, hvilke ambassadører det danske får, når de unge går ud i verden efter endt skolegang, uanset om de rykker længere sydpå, forbliver i Sydslesvig eller vælger at rejse til Danmark. Identitetshistorie skrives ikke blot som nationalhistorie eller familiehistorie, men også som det enkelte menneskes uddannelses - og dannelsesrejse gennem livet. Af samme grund er jeg meget glad for både Grænseforeningens og mindretallets slogans. Grænseforeningen arbejder For en åben danskhed, som det hedder. Og mindretallet har for nylig formuleret det på den måde, at "Vi gør Danmark lidt større". I begge slogans ligger der en selvbevidsthed, der hverken er brovtende eller ekskluderende, tværtimod. Vi retter ryggen og hviler så stærkt i egen identitet, at vi uden frygt kan se ud i verden og blive en del af den. Hvad enten vi er en del af en flertalskultur i Danmark eller en mindretalskultur i Tyskland. Det er dansk, når det er bedst. Som formand for Grænseforeningen vil jeg tage afsæt i det fine arbejde, der er gjort gennem årene. Grænseforeningen har sin store andel af ansvaret for, at mindretals- og flertalskultur har arbejdet sig fra modsætning over accept til gensidig anerkendelse, respekt og samarbejde, der løfter grænselandet og gør det til noget helt særligt. Der ligger mange muligheder for udvikling i de kommende år. Jeg har aldrig forstået, hvorfor det at være tosproget og to-kulturel skulle være en byrde eller et problem. Det er en enorm mulighed, og der skal rulles ud så kraftigt som muligt. Der er rigtig meget at tage fat på. Også for Grænseforeningen. Jeg støder ind imellem på spørgsmålet om, hvorvidt der overhovedet er brug for Grænseforeningen i de kommende år. Er mindretallet ikke blot ved at blive assimileret og glide ind i den tyske flertalskultur syd for grænsen? Sådan ser jeg det ikke. Tværtimod ser jeg muligheder for fornyet udvikling og vækst, kulturelt, økonomisk og politisk. Vi skal ikke stå stille, vi skal bevæge os.

7 Hvordan organisationerne i Sydslesvig vil organisere sig og samarbejde, må de selv finde ud, blot håber jeg at kræfterne bruges på udvikling i stedet for uenigheder. God ledelse er generøs, lyttende og samarbejdende. Ellers forsvinder både forankring og opbakning. Vi skal i Grænseforeningen være brobyggere og fødselshjælpere overalt, hvor det er muligt. Ved at formidle møder mellem mennesker - feriebørn, efterskoleophold, besøg mellem vore lokalforeninger og foreningerne og kulturinstitutionerne syd for grænsen - men også ved at formidle den guldgrube af historie og viden om kulturmøder i identitet, som den unge generation er så optaget af. En formidling til nye generationer, der oplever sig selv som mobile verdensborgere, der henter inspiration overalt, hvor der rører sig noget interessant. Grænseforeningens lokalforeninger spiller en afgørende rolle her. Elevambassadørerne og kulturmødeambassadørerne er initiativer, der bogstavelig talt bryder grænser. Og undervisnings- oplysningsog efteruddannelsesaktiviteter, initieret af Grænseforeningen, er også af stor betydning for, at det danske folk i højere grad kan tilegne sig større viden om grænselandets historie og muligheder. Vi har lovet ikke at glemme! Vi skal med andre ord huske historien - men også tænke os ind i en nutid og fremtid, som vi selv kan være med til at forme. Det opfatter jeg som en gave - og en stor opgave, som jeg gerne påtager mig, hvis I ønsker det. Lad os gribe mulighederne. Dem er der mange af!