Af Nicolaj K. Larsen, Lektor ved Institut for Geoscience, Aarhus Universitet

Transkript

1 DEN GEOLOGISKE ARV Af Nicolaj K. Larsen, Lektor ved Institut for Geoscience, Aarhus Universitet Som led i ansøgningen om at blive UNESCO Global Geopark har Aarhus Universitet i samarbejde med Geopark Vestjylland beskrevet områdets geologiske historie. Denne artikel er en dansk oversættelse af ansøgningens afsnit B, der rummer beskrivelsen af geoparkens overordnede geologiske fortælling. Afsnittene er nummereret efter ansøgningens opbygning og en del af billedteksterne er fortsat på engelsk.

2 B.1. OVERORDNET BESKRIVELSE AF GEOPARK VESTJYLLAND Fig. B1. Geopark Vestjylland omfatter et samlet areal på km 2 og omfatter de 3 kommuner Holstebro, Lemvig og Struer i Region Midtjylland, en del af Limfjorden og en del af Nordsøen. Kortgrundlag: Kort og Matrikelstyrelsen (2009) og GEUS (2011). B. GEOLOGISK ARV B.2. GEOLOGISK BESKRIVELSE Geopark Vestjylland et istidslandskab i verdensklasse Enorme iskapper har i Kvartærtiden skabt de imponerende istidslandskaber, som udgør kernen af Geopark Vestjylland. Landskaberne markerer den sidste periode, hvor Jorden befandt sig i en dybfryser og hvor den Skandinaviske Iskappe bredte sig fra fjeldende i Norge nedover Danmark. Udover istidslandskaberne er der en række andre landskaber, som er dannet efter istidens afslutning

3 af floder, kystprocesser samt af den kraftige vestenvind, som kendetegner vestkysten i Danmark. Endvidere finder man vidnesbyrd om ældre geologiske lag i klinter fra både Kvartær og Tertiærtiderne. Det unikke glaciale landskab i Vestjylland blev allerede kortlagt for mere end 100 år siden af geologen N.V. Ussing, der bl.a. identificerede Hovedopholdslinien, som et markant skel i landskabet mellem det bakkede glaciale landskab og de flade smeltevandsletter. Gentagne istider har hver især bidraget til landskabets dannelse, men det er dog i forbindelse med det seneste isfremstød Hovedfremstødet, som fandt sted for ca til år siden under den sidste istids maksimum, at størstedelen af landskabet i Geopark Vestjylland blev dannet. I de følgende afsnit vil der være en kort gennemgang af geologien i Geopark Vestjylland. Det Nordeuropæiske lavland Det Danske Bassin Geopark Vestjylland har siden Perm-tiden for ca. 250 millioner år siden været en del af et større sedimentært strækningsbassin, der omfattede hele det danske område, Nordsøen, Nordtyskland og Østersøen. I Mesozoikum og Kænozoikum blev der i alt afsat 6-7 km tykke lag af sedimentære bjergarter primært marine sand-, ler- og kalksten. Mod afslutningen af Kænozoikum blev bassinet fyldt op og Danmark blev et egentlig landområde i Miocæn. I dag består prækvartæroverfladen i Danmark (eksklusiv Bornholm) af sedimentære bjergarter fra Nedre Kridt til Øvre Miocæn. Øvre Kridt og Danien kalksten udgør overfladen i Nordjylland, Djursland og det østlige Sjælland. Finkornet plastisk ler og mergel fra Paleocæn og Eocæn udgør overfladen i Østjylland, Fyn og Vestsjælland, mens sandede, siltede og lerede aflejringer fra Oligocæn og Miocæn udgør overfladen i Midt- og Vestjylland. Den overordnede fordeling af prækvartære aflejringer med de ældste i nord og yngste i syd vidner om at den Fennoskandiske Randzone er blevet hævet og eroderet i Kænozoikum (Figur B1). Årsagen til den Neogene hævning er uafklaret, men det skyldes enten tektonisk opløft eller øget gletscher- og smeltevandserosion i de norske fjelde, som gav ophav til isostatisk opløft.

4 Figur B2. Prækvartær kort over Danmark (Heilmann-Clausen & Surlyk 2010). I Geopark Vestjylland består de prækvartære aflejringer af en række formationer af glimmerholdigt marint ler samt flodaflejret kvartssand fra Miocæn (Fig. B3- næste side). Endvidere findes der kalksten fra Danien samt plastisk ler og mergel fra Paleocæn og Eocæn, hvor saltdiapirer har skubbet ældre lag op gennem yngre sedimenter og dannet cirkulære strukturer i undergrunden (Figur B2).

5 Figur B3. Stratigrafisk skema der viser de lag som er blottet i Geopark Vestjylland. Kvartære istider og mellemistider Den globale gennemsnitstemperatur er gradvist faldet de seneste 60 millioner år, og for ca millioner år siden startede en ny æra Kvartærtiden som er karakteriseret af kolde istider og varme mellemistider. I forbindelse med istiderne blev der opbygget store iskapper på den nordlige halvkugle især i Nordamerika, Skandinavien samt i Himalaya. Endvidere blev de eksisterende iskapper i Antarktis og Grønland betydeligt større. Når istiderne kulminerede dækkede iskapperne op til 30% af alle kontinenterne, og det betød, at havniveaet i verdenshavene faldt med m. Disse gentagne havniveaufald betød at landområderne blev betydeligt større, og der opstod forbindelse mellem landområder, som i dag er adskilt af hav som f.eks. Danmark og England. Fig. B4. Udbredelsen af den Skandinaviske iskappe i forbindelse med de tre seneste istider Elster, Saale og Weichsel (efter Wienberg-Rasmussen, 1966).

6 I mellemistiderne smeltede iskapperne helt eller delvist væk, og vi havde et klima, tilsvarende det vi har oplever i dag eller varmere. I starten af Kvartærtiden varede istiderne ca år, men for ca år siden skiftede længden på istiderne til ca år, og det betød bl.a., at iskapperne havde tid til at vokse sig større. Derfor er de seneste tre istider - Elster, Saale og Weichel også dem, som opnåede den største udbredelse i Nordvest Europa, og hvor hele eller dele af Danmark blev overskredet af den Skandinaviske Iskappe (Fig. B4, foregående side). Det er specielt i forbindelse med den seneste istid Weichsel og den efterfølgende mellemistid Holocæn, som startede for år siden, at landskabet i Geopark Vestjylland blev dannet. Men der findes også en lang række lokaliteter, hvor man kan studere ældre Kvartære lag fra Elster og Saale istiderne, og der er endvidere nogle få steder hvor marine eller lakustrine aflejringer fra Holstein og Eem mellemistiderne er blottet (Figur B3). Weichsel istiden Størsteparten af landskaberne og overfladelagene i Geopark Vestjylland blev dannet i forbindelse med Weichsel istiden, som omfatter perioden fra til år før nu. Klimaet i Weichsel svingede mellem ekstrem kulde (stadialer) og perioder med varmere klima (interstadialer). I størstedelen af Weichsel istiden var Danmark isfri, og landskabet bestod af en tundraslette, hvor bl.a. mammutter, uldhåret næsehorn, vildhest og bison gik og græssede, og selvom vi endnu ikke har gjort nogle arkæologiske fund af mennesker fra denne tid, er det sandsynligt, at de større pattedyr blev jaget af Neandertalere. Det var koldt, og der var permafrost, hvilket medførte, at landskaberne fra tidlige istider blev udglattet pga. jordflydning, og der blev bl.a. dannet iskiler og polygonjord. Det var kun i de koldeste perioder af sidste istid, at den Skandinaviske Iskappe bredte sig ned over det danske område. På bagrund af disse klimafluktuationer kan man opdele Weichsel istiden i Tidlig, Mellem og Sen Weichsel (Figur B5). Tidlig og Mellem Weichsel ( til tusind år siden) Da Weichsel istiden startede for år siden, begyndte den Skandinaviske Iskappe langsomt at vokse i de Norske fjelde ved at mindre gletschere, og iskapper smeltede sammen til en stor iskappe. Danmark lå hen som tundraslette, og i starten af Weichsel blev kulden afløst af et par varmere perioder (interstadialer), hvor mere varmekrævende fauna nåede at genetablerede sig i området. Spor efter disse interstadialer findes bl.a. i gamle søaflejringer ved Bakkeøerne i Vestjylland og ved

7 den berømte mose ved Brørup, hvor interstadialen først blev kortlagt og senere opkaldt efter. I Nordjylland blev der afsat marint ler med dropsten og indeholdende en arktisk fauna, som vidner om, at havet blev koldere, og at den Skandinaviske Iskappe nåede kysten i Sydnorge og kælvede i Skagerrak. Figur B6. Palæogeografisk rekonstruktion af: a) Tidlige Weichsel, b) Ristinge, c) Mammutsteppen, f) Hovedfremstødet (Larsen m.fl. 2009).

8 Det var først i Mellem Weichsel for ca til år siden, den Skandinaviske Iskappe nåede til Danmark (Figur B6). Først overskred den fra en nordlig retning i forbindelse med Sundsøre isfremstødet ca til år siden og dernæst skred isen ind over landet fra en østlig retning i forbindelse med Ristinge isfremstødet (Gammelbalten) ca år siden. Sundsøre isfremstødets maksimale udbredelse er ikke kendt i detaljer, men det menes at have nået ned over den nordlige del af Skovbjerg Bakkeø. I forbindelse med det efterfølgende Ristinge isfremstød kom isen fra en østlig retning, og den nåede et godt stykke ud i Vestjylland. Da man heller ikke fra Ristinge isfremstødet finder egentlige randmoræner, er det vanskeligt at kortlægge dens maksimale udbredelse, og derfor er der usikkerhed om, hvorvidt den overskred hele Danmark, eller om der var en smal bræmme i det vestligste Jylland, som var isfri. Aflejringer fra Ristinge isfremstødet er fundet fra adskillige lokaliteter i Sønderjylland, Vestjylland og i Limfjordsområdet. Samlet set betyder det, at den gængse opfattelse at bakkeøerne i Vestjylland er gamle glaciale landskaber fra Saale istiden skal revideres, da mange af dem blev overskredet i Mellem Weichsel. Efter isfremstødene i Mellem Weichsel lå Danmark hen i mere end år, som en udbredt tundraslette, der var landfast med England og Sverige samt store områder i Sibirien. Steppen kaldes mammut steppen efter de utallige fund af stød- og kindtænder, som bl.a. er gjort i Vestjylland. Desværre er ingen af fundende fra Vestjylland dateret. Under de lange perioder i Tidlig og Mellem Weichsel, hvor Danmark var isfri, var landskaberne udsat for periglaciale forhold, der bl.a. har udglattet landskabet pga. frost-tø processer. Det ses tydeligt på Skovbjerg Bakkeø, der fremstår som et fladt småkuperet landskab uden markante randmoræner eller andre tydelige glaciale landskaber. Temperaturen faldt mod slutningen af Mellem Weichsel og den Skandinaviske Iskappe bredte sig ned over Danmark fra en nordlig retning i forbindelse med Kattegat isfremstødet for til tusind år siden. Ingen glaciale landskaber er bevaret fra dette fremstød, men aflejringer fra Kattegat isfremstødet kan studeres ved bl.a. Bovbjerg i form af till og issøsedimenter. Sen Weichsel ( til år siden) I forbindelse med sidste istids maksimum for år siden trængte den Skandinaviske Iskappe ned over Danmark til Hovedopholdslinien, hvor den dannede et markant skel i landskabet.

9 Efterfølgende blev det østlige Danmark overskredet af det Ungbaltiske isfremstød fra en østsydøstlig retning for år siden, men det nåede ikke ud til Vestjylland, hvilket betyder, at landskabet og sedimenterne fra Hovedfremstødet er bevaret i Geopark Vestjylland. Hovedopholdslinien blev allerede kortlagt i starten af 1900-tallet af Statsgeologen N.V. Ussing, som i 1903 udgav et kort med tolkning af landskabet baseret på topografiske kort samt jordarternes beskaffenhed (Figur B7). Han baserede primært sin tolkning af Hovedopholdslinens placering på et tydeligt skifte fra et ondulerende glacialt landskab bestående af markante randmoræne eller en zone af dødislandskab til de flade smeltevandsletter ude foran isranden. Figur B7. Hovedopholdslinien i Vestjylland (Ussing 1903) og Geolog N.V. Ussing ( ), der kortlagde Hovedopholdslinien og beskrev de glaciale landskaber i Vestjylland (Larsen 2012). Oprindeligt definerede Hovedopholdslinien den maksimale isudbredelse i Danmark, men nyere undersøgelser har, som tidligere nævnt vist, at isen i Mellem Weichsel dækkede en større del af Vestjylland deriblandt bakkeøerne. Ser man derimod samlet set på den Skandinaviske Iskappe, så opnår den sin maksimale størrelse for ca til år siden og i Danmark repræsenterer det Hovedopholdslinien.

10 Figur B8. Glacialmorfologisk kort over Vestjylland (efter Smed 2012) En af de mest karakteristiske landskabsformer i Vestjylland er smeltevandsletterne (hedesletter), som blev dannet da isen stod ved Hovedopholdslinien (Figur B8). Smeltevandet strømmede fra isen mod vest og syd, hvor der blev afsat store mængder sand og grus. Kronhede, Klosterhede og Sønderhede er alle vifteformede aflejringskegler med toppunkt i henholdsvis Lemvig, Struer og Sevel, hvorfra smeltevandet strømmede ud fra store gletscherporte. Smeltevandet havde inden samlet sig i store kanaler, som havde eroderet dybe dale under isen, de såkaldte tunneldale, hvilket

11 kommer til udtryk i landskabet som fjorde samt store aflange søer. I geoparken findes 4 tunneldale ved Lemvig, Struer (Kilen), Hellegård Sø samt ved Stubbergård-Flynder Sø. Fig. B9: To stadier i dannelsen af en tunneldal ved smeltevandserosion i gletscherunderlaget (Krüger, 2012) og foto af tunneldal ved Lemvig med udsigt over fjorden (Lemvig.eu). Ussing var for mere end 100 år siden den første til at se sammenhængen mellem keglepunktet og enden af en tunneldal vinkelret på israndslinien. Sidenhen har det været diskuteret, hvorvidt smeltevand kunne danne disse km lange, 2-5 km brede og op til m dybe tunneldale, eller om de var ældre og anlagt som floddale i tertiærtiden, som igen kunne være styret af neotektoniske bevægelser i undergrunden. Nyere forskning har dog vist, at det er muligt for smeltevand at lave dybe dale ved recente gletschere, og de fleste anser nu smeltevandserosion som den primære faktor i dannelsen af tunneldalene. I forbindelse med isafsmeltningen fra Hovedopholdslinien skete der genfremstød, hvor der blev dannet markante randmoræner, som bl.a. kan ses ved Nørre Lem og Bjerrumbuen. Imellem de to randmorænestrøg blev der dannet et karakteristisk dødislandskab bestående af småbakkede landskaber med talrige afløbsløse lavninger der i dag indeholder småsøer eller moser (Figur B10). Isens videre tilbagesmeltning mod nord betød endvidere, at smeltevandet fandt andre veje gennem Limfjorden mod Nordatlanten, og at de store smeltevandsletter i Vestjylland blev tørlagt. Samtidig blev der eroderet dybe smeltevandsdale på de flade områder syd for Hovedopholdslinien, og disse fremstår i dag som tørlagte render i landskabet.

12 Fig. B10. Glacialgeologisk kort af området øst for Lemvig med det komplekse landskab ved Hovedopholdslinien. Kortgrundlag Kort og Matrikelstyrelsen (2009). Selvom isen var på retræte, var det stadigvæk koldt i Danmark, og landskabet blev udsat for periglaciale processer. Det ses tydeligt i landskabet som iskiler og polygonjord. Endvidere var der omfattede æolisk aktivitet på smeltevandsletterne, inden vegetationen fik fodfæste, og der blev dannet indlandsklitter. I takt med at isen smeltede bort i Senglacial tid, blev jordskorpen aflastet, og landet hævede sig igen. I Nordjylland foregik denne hævning langsommere, end havet steg, og det bevirkede at store dele af Nordjylland blev dækket af hav. Senere aftog afsmeltningsraten, og landhævningen fik overtaget, og vi gik ind i Fastlandsperioden, hvor Danmark var landfast med både England og Sverige. Denne fase fortsatte ind i den efterfølgende mellemistid Holocæn.

13 Fig. B11. Fastlandtiden repræsenterer den periode efter istidens afslutning til starten på Holocæn hvor landhævningen gik hurtigere end havspejlstigningen og Danmark dermed var landfast med Sverige og England (Noe-Nyggard et al., 2012). Holocæn ( år siden til nutid) En markant temperaturstigning markerer overgangen mellem Weichsel istiden og den nuværende mellemistid. Temperaturstigningen er mest kendt fra iskerneboringerne i Grønland, men er også dokumenteret i bl.a. søaflejringer fra Vestjylland, hvor man ser, at indvandringen af varmekrævende arter stiger stødt på overgangen til Holocæn. Denne udvikling med øgede temperaturer kulminerer i forbindelse med den Holocæne temperatur maksimum for ca til år siden. Her smeltede de sidste dele af den Nordamerikanske iskappe, og det førte til, at havspejlet igen oversteg landhævningen. Det betød, at de lavtliggende dele af Danmark blev oversvømmet, hvilket ses i det nordlige Danmark som store udbredte flader samt tydelige skrænter op til 13 m over det nuværende havniveau. Aflejringerne samt kystklinterne er opkaldt efter sneglen Littorina littorea.

14 Fig. B12 Littorina havets udbredelse i Atlantikum år siden (Efter Aaris-Sørensen 1988) og billede af Littorina kystklint ved Engbjerg (Søren Raarup). I Geopark Vestjylland findes Littorina kystklinterne ca. 2 m over det nuværende havniveau. Imellem Littorina kystklinten og den nuværende strandzone er der dannet flotte kystmorfologiske landskaber såsom strandvolde, odder og laguner, der udgør et meget karakteristisk landskab langs hele den jyske vestkyst. Udviklingen af disse landskaber skyldes især samspillet mellem den kraftige bølgeaktivitet, en kystparallel strøm samt de sandede sedimenter, som udgør en stor del af undergrunden i Vestjylland. Da den sidste del af iskappen i Nordamerika smeltede bort for ca tusind år siden aftog havspejlstignigen, og landhævningen tog over igen, og Danmark fik sit nuværende udseende. Figur B13. Kystlandskaber ved Gjeller Odde. Kortgrundlag Kort og Matrikelstyrelsen (2009).

15 Landhævningen fortsætter den dag i dag, og Nordjylland hæver sig med ca. 1.8 mm pr. år, mens det sydlige Danmark stort set er i balance. Men da det globale havspejl stiger med ca. 3.2 mm pr. år betyder det, at man generelt i det danske område oplever en relativ havspejlstigning. Figur B14. Klitlandskab ved Husby Klitplantage. Kortgrundlag Kort og Matrikelstyrelsen (2009). Nogle af de yngste sedimenter i geoparken finder man i de meget markante klitlandskaber, som præger hele vestkysten fra Skagen i nord til Skallingen i syd en 300 km lang strækning. Klitdannelsen starter ofte med primitive skjoldklitter, og hvis de får lov, kan de udvikle sig til barkhaner. I Danmark forhindres klitternes frie vækst ofte af vegetation, og der dannes i stedet for tue- og tungeklitter, der kan udvikle sig til egentlige tværklitter, som præger store dele af vestkysten. Hvis der går hul på vegetationen på en klit, kan der ske en kraftig erosion, hvorved der dannes en klitgryde, der ved vedvarende udhuling til sidst danner en parabelklit. Historisk set er fornyet sandflugt forårsaget af øget stormfrekvens, og ved at mennesker har ødelagt

16 vegetationsdækket, og mange klitter er dateret til sten- og bronzealderen. Fornyet sandflugt i årene samt i år 1900 havde katastrofale følger for de landmænd, der boede på vestkysten. Bovbjerg profilet en nøglelokalitet i Geopark Vestjylland Bovbjerg er muligvis det eneste sted i verden, hvor man har et snit gennem en glacial landskabsserie fra sidste istids maksimum med inderlavning, randmoræne og tilhørende smeltvandslette (Figur B15). Det giver en mulighed for at få et tredimensionelt indtryk af opbygningen af landskabet ved Hovedopholdslinien, som markerer den maksimale isudbredelse i Sen Weichsel. Fig. B15A Bovbjerg Fyr (Lemvig.eu)

17 Fig. B15B Bovbjerg profilet (Modificeret efter S. Andersen; Larsen & Kronborg 1994) Bovbjerg profilet blev først beskrevet af E. M. Nørregaard i 1912, og senere mere detaljerede undersøgelser har vist, at man i Bovbjerg profilet kan se både smeltevands- og gletscheraflejringer fra forskellige istids og mellemistids perioder. De ældste istidslag er fra Elster istiden, mens de yngre lag er afsat i forbindelse med Kattegat isfremstødet samt Hovedfremstødet i Sen Weichsel (Fig. B15). De høje klinter ved Bovbjerg med de skråtstillede lag vidner endvidere om, hvordan isen under dens fremrykning er i stand til at presse flager op i en randmoræne (Figur B16). Fig. B16. Konceptuel landskabsmodel for Bovbjerg med inderlavning, randmoræne smeltevandsslette (Efter Houmark et al., 2005)

18 Landskabet omkring Bovbjerg har givet inspiration til opdeling og tolkning af et glacialt landskabssystem. Da isen havde sin maksimale udbredelse under sidste istid, nåede den Skandinaviske Iskappe til Hovedopholdslinjen, hvor den dannede en randmoræne med flageopskud med lag af ældre glaciale og mellemistids aflejringer fra den bagvedliggende inderlavning. Der findes mange eksempler på istidsaflejringer i geoparken men Bovbjerg er unikt ved at tilbyde et blik ind i den randmoræne, som markerer Hovedopholdslinjen. Foran Hovedopholdslinjen blev der dannet en stor smeltevandsslette med bakkeøer - de ældre udglattede istidslandskaber fra Mellem Weichsel og/eller Saale istiderne. Referencer: Aaris-Sørensen, K Danmarks Forhistoriske Dyreverden. Gyldendal. Clemmensen, L.B., Murray, A., Heinemeier, J., de Jong, R., The evolution of Holocene coastal dunefields, Jutland, Denmark: A record of climate change over the past 5000 years. Geomorphology 110, GEUS, Geologisk kort over de overfladenære jordarter Jordartskort 1: GEUS rapport 2011/19 Heilmann-Clausen, C., Surlyk, F Koralrev og lerhav. Naturen i Danmark Geologien, kap. 10 side , Gyldendal. Houmark-Nielsen, M., Signature and timing of the Kattegat Ice Stream: onset of the Last Glacial Maximum sequence at the southwestern margin of the Scandinavian Ice Sheet. Boreas 32, Houmark-Nielsen, M., Extent and age of Middle and Late Pleistocene glaciations and periglacial episodes in southern Jylland, Denmark. Bulletin of the Geological Society of Denmark 55, Houmark-Nielsen, M., Extent, age and dynamics of Marine Isotope Stage 3 glaciations in the southwestern Baltic Basin. Boreas 39, Houmark-Nielsen, M., Kjær, K.H., Southwest Scandinavia, kyr BP: palaeogeography and environmental change. Journal of Quaternary Science 18, Houmark-Nielsen, M., Krüger, J., Kjær, K.H., De seneste år i Danmark - Istidslandskabet og naturens udvikling. Geoviden - Geologi og Geografi 2, 1-20.

19 Jensen, J.B., Sen-Elster smeltevandsler - en mulig ledehorisont i Vestjylland. Dansk Geologisk Forening, Årsskrift for 1984, Jørgensen, F., Sandersen, P.B.E., Buried and open tunnel valleys in Denmark - erosion beneath multiple ice sheets. Quaternary Science Reviews 25, Kolstrup, E., Stratigraphic and environmental implications of a large ice-wedge cast at Tjæreborg, Denmark. Permafrost And Periglacial Processes 15, Kronborg, C., Mejdahl, V., Thermoluminescence dating of Eemian and Early Weichselian deposits in Denmark. Quaternary International 3/4, Krüger, J Nutidens landskab. Naturen i Danmark Geologien, kap. 16 side , Gyldendal. Larsen, G Udforskningens historie. Naturen i Danmark Geologien, kap. 2 side 25-40, Gyldendal. Larsen, G., Kronborg, C Geologisk Set Midtjylland, Brenderup Larsen, N.K., Knudsen, K.L., Krohn, C.F., Kronborg, C., Murray, A.S., Nielsen, O.B., Late Quaternary ice sheet, lake and sea history of southwest Scandinavia - a synthesis. Boreas 38, Larsen, N.K., Krohn, C.F., Kronborg, C., Nielsen, O.B., Knudsen, K.L., Lithostratigraphy of the Late Saalian to Middle Weichselian Skaerumhede Group in Vendsyssel, northern Denmark. Boreas 38, Milthers, K., Landskabets udformning mellem Alheden og Limfjorden. Danmarks Geologiske Undersøgelse 2, Milthers, K., Det danske Istidslandskabs Terrænformer og deres Opståen. Danmarks Geologiska Undersøgelse lll, 233. Noe-Nyggard, N., Knudsen, K.L., Houmark-Nielsen, M Fra istid til og med jægerstenalder. Naturen i Danmark Geologien, kap. 14 side , Gyldendal. Pedersen, S.A.S., Petersen, K.S., Rasmussen, L.A., Observations on glaciodynamic structures at the Main Stationary Line in western Jutland, Denmark, In: Croot, D.G. (Ed.), Glaciotectonic: Forms and Processes. Balkema, Rotterdam, pp Petersen, K.S., Kronborg, C., Late Pleistocene history of the inland glaciation in Denmark, In: Frenzel, B. (Ed.), Klimagechichtliche Probleme der letzen Jahre. Palaoklimaforschung, pp

20 Sjørring, S., Pre-Weichselian till stratigraphy in western Jutland, Denmark. Meded. Rijks Geol. Dinst 34-10, Smed, P., Landskabskort - Midtjylland. Geografforlaget, Brenderup. Wienberg Rasmussen, H Danmarks Geologi, Gjellerups liniebøger, Gjellerup. Ussing, N.V., Om Jyllands hedesletter og teorierne for deres dannelse. Det Kgl. danske Vid. Selsk. Forh. 4, 1-53.