35/25 og EAN50, oxygenen kunne stadig nemt klares med en 7l.

Transkript

1 Schwalefeld level 3 Hvis man kører ca 700 km fra København ned gennem Tyskland, kan man ende i det lille tyske minesamfund Willingen Upland, her er der to forladte skifferminer en i selve Willingen og en i nabo byen Schwalefeld. Begge disse miner er efter at de er blevet forladt, fyldt med grundvand, hvilket gør at man nu i stedet for hårdtarbejdende minearbejder kun ser dykkere i minerne. Minedriften i Willingen, stoppede i 1939, hvor tyske soldater overtog minen som oplagringsplads for våben, ammunition og andet godt. På trods af at tyskerene tabte krigen i 1945, blev minen først forladt i 1970, uden at der var blevet brudt skiffer siden Denne historie har naturligvis været medvirkende til en del konspirationsteorier om hvordan ting der ikke skulle findes er blevet muret inde bag de tunge skiffervægge. Om der er noget om disse historier skal jeg ikke kunne sige, men de gør i hvertfald ikke dykningen i minen mindre spændende. Schwalefeld minen, som er den jeg vil beskæftige mig i dette korte writeup, blev først forladt i starten af halvfemserne, og man kan stadig se skilte på de forskellige levels der viser hvor meget skiffer der er blevet bragt om i marts måned At der har været brudt skiffer i denne mine så mange år, kan ses på størrelsen og kompleksiteten af minen. Minen i Willingen har ca 1.6km gange med en maksdybde på 42m i selve arbejdsområdet, og en skakt ned til 48m. Minen i Schwalefeld har ca 5,6km gange med en en maksdybde på 72m om der er en skakt under dette niveau kan jeg ikke sige, Casper og jeg har ihvertfald endnu ikke fundet den. Skiffer er en sort sten, der har et flot lysspil når lysstråler rammer det ru materiale, derfor har skiffer ofte har været brugt til tage og facader på huse hvilket også ses i den lille mineby, hvor stort set hele byen er dækket af et fint sort lag skiffer.

2 Casper Dreiøe som jeg før har dykket både dybe vrag og miner med, havde spurgt om jeg ikke ville med ned og se lidt mere på Schwalefeld minen i påsken, eftersom vi havde beskæftiget os primært med minen i Willingen under vores sidste besøg. Bilen blev pakket med flasker og afsted det gik mod minerne. Jeg vil ikke beskrive alle dykne på vores tur, men kun det afsluttende dyk i schwalefeld minen. Schwalefeld level 3 Casper og jeg havde planlagt, at vi ville se lidt på den dybe del af Schwalefeld minen. Vi havde inden skaffet et kort, som en anden dykker havde lavet og ud fra dette lavede vi så vores plan. Vi vidste at vi ville blive nødt til at svømme lidt på 37m niveauet før vi ville ramme jumpet til 72m niveauet så vi besluttede os for at benytte følgende gasser. Trimix 15/55 til den dybe del af dykket Trimix 35/25 til deko fra 36-24m og til nedstigningen EAN 50 fra 21m-9m Oxygen fra 6m til overfladen. Jeg var på åbent kredsløb og blev derfor nødt til at bruge 2 stk 80cf flasker og et dobbelt 18 sæt til trimix 15/55 samt 80cf flasker til både trimix

3 35/25 og EAN50, oxygenen kunne stadig nemt klares med en 7l. Da Casper benyttede sin RB80 kunne han nøjes med en 80cf stage til 15/55 og så kun benytte de 2 stk 12l flasker der er spændt på siden af rb80én i tilfælde af at noget gik galt. Endvidere kunne Casper også nøjes med en 7l flaske til trimix 35/25 da han jo stort set ikke ville bruge noget af den på nedstigningen. Det tager lidt tid at få 9 stages analyseret rigget, markeret og båret ind i minen så vi var ikke i vandet før ved 12 tiden, men da vi alligevel kun havde planlagt et dyk den dag gjorde det jo ikke det store. Jeg er altid lidt nervøs lige inden jeg lukker luften ud af vingen og der var mange ting at tænke på på dette dyk. -Der er ikke så mange der har været der hvor vi nu skal ned, og det kan ses over det hele, en forkert bevægelse og sigten vil være reduceret til 0. -Det er mit første 5 stage dyk, og på trods af at jeg ofte har dykket både reelle dyk med 4 stages og trænet flere gange med op mod 9 stages, kan jeg godt mærke at udstyret tynger mig lidt her i den smalle minegang. - Vandet i minen ligger mellem 7 og 8 grader, og vores forventede tid i vandet ligger op mod tre timer, hvorfor tog jeg mig dog ikke sammen og købte den varmevest? nu var det jo ligesom for sent. Alle disse tanker flyver gennem mit hoved imens vi ligger og gør klar til dykket, men idet vi kigger på hinanden tager 36m regulatoren i munden og lukker luften ud af vingen forsvinder alle disse bekymringer og bliver i stedet erstattet af nydelsen af dykket og den påkrævede fokus. Leashen ( den snor jeg har de sidste 3 stages på) smides elegant om bag mit lår, så den ikke rammer gulvet og jeg trimmer ud i en vinkel parallelt med minegangen som går ca 40 grader nedad. Stille og roligt går det dernedaf, Caspers lyge forsikre mig om at han er lige bag mig, og jeg behøver derfor ikke vende mig om for at vide hvor han er det er en rar fornemmelse, og en god tanke, at vores team de sidste par dyk har fungeret upåklageligt selvom vi kun har små 20 dyk sammen. På 6m smider vi oxygenflasken på linen og fortsætter ned mod første niveau på 21m. På 21m smider vi vores Ean50 og kigger hurtigt på hinanden, vi ville ikke bruge tid på 21m, som vi gjorde ved sidste besøg og fortsætter derfor ufortrødent nedad i den samme 40 graders vinkel som præger alle minegangene, som enten er vandret eller i en 40 graders hældning.

4 omkring 30m forsvinder meget af sigten og vi er nu nede på ca 5m sigt det er de svovl og jernforbindelser der er i stenen der reagere med vandet og danner en svovlgul hinde af partiker der svæver overalt i minen, ved bare den mindste forstyrrelse. På 36m skifter vi fra vores 35/25 til 15/55 - man mærker tydeligt at åndingsmodstanden fuldstændig forsvinder med den tynde trimix, og jeg tænker OK nu går det løs. Jeg svømmer forrest hen til jumpet mod den dybe gang, som er placeret på et gammel gelænder det var et rent tilfælde at jeg opdagede jumpet 2 dage tidligere da vi lavede et langt dyk på netop 37m niveauet. Jeg hev jump spolen frem og forbandt de to liner, mens Casper markerede vores jump med en linepil ingen snak om dette inden, ingen fagter eller signaler under vand men en naturlig del af det samarbejde som vi havde udviklet gennem de sidste dyk. Det var med et lille smil på læben at jeg bevægede min lygte i rolige cirkler, og modtog med det samme OK tegnet tilbage fra Casper og straks var vi på vej ned i en del af minen vi ikke havde set før. Fordi der skal svømmes i en vinkel på 40 grader ved nedstigninger, der skal smides flasker og der er et lille stykke at svømme på 37m inden man når gangen til den dybe del ramte vi først 71m 18min efter at vi havde lukket luften ud af vingerne og startet vores ensomme nedstigning i den mørke mine. Sigten på dybden var ikke blevet bedre tværtimod vi kunne se en små 4m frem før væggene forsvandt i en gullig tåge men dette genere jo ikke en øresundsdykker der er vandt til dårlig sigt, så efter at have brugt et par minutter på at orientere os, tog vi første jump til højre. Denne gang lignede mere det vi var vandt til i minen fra Willingen, relativt smalle gange ca 2.5m til loftet og vægge bygget på enten en eller begge sider af skagten, man kunne se hvordan lamper har været hængt op i loftet og hvordan der lige så stille er blevet ført skinner henover gulvet utroligt at man har kunne arbejde i et så uvenligt og koldt miljø. vi nåede relativt hurtigt enden af linen i denne tunnel, på grund af den dårlige sigt var vi ikke sikre på at gangen rent faktisk endte eller om man kunne udforske lidt mere af minen i denne afdeling Casper og jeg kiggede på hinanden, og blev enige om at det måtte vente til vi havde fået et bedre overblik over resten af minen. Tilbage ved vores jump var jeg færdig med anden bundstage og begge blev parkeret på den side af linen der vender mod udangen det sidste del af dykket kunne jeg gøre udelukkende på baggas. vi svømmede nu direkte væk fra åbningen og begyndte at undersøge denne gang, her var sigten en smule bedre hvis man holdt sig tæt ved loftet og det blå lys fra vores HID lygter fik den sorte skiffer til at skinne på en fantastisk måde.

5 Casper signalere til mig at vi efterhånden har brugt rimelig lang tid i vandet, og at vi faktisk også skal op igen på et tidspunkt, jeg svare ved lige at tjekke mit tryk på baggassen 10 bar fra vendetryk det er jo perfekt. Vi når opstigningen og kan efter 53min begynde vores opstigning mod 37m niveauet, her samler jeg mine bundstages sammen og smider dem om bag mig på min hofte d-ring, dem skal jeg forhåbentlig ikke bruge mere. Opstigningen mod 37m går stille og roligt, vi laver nogle korte dybe stop, men da vi ved at vi skal bruge et stykke tid på 37m inden vi kan fortsætte vores opstigning, laver vi stopne relativt korte 40 sek stop / 20 sek rejse fra 54m. Efter gasskiftet på 36m kommer wetnotesne frem, først og fremmest for lige at lave en dekoplan for resten af dykket, og herefter for at kunne skrive lidt om de forskellige aspekter af dykket som vi hver især har fundet specielt interessante, tiden flyver og snart er vi på 21m stoppet og kan skifte til Ean50. Vi bruger 12min på 21m og det begynder nu at være stop hvor man bare ligger og slapper af der er et gelænder i siden af gangen som jeg forsøger at holde i, men jeg bliver simpelthen for kold af ikke at ligge og bevæge mig bare lidt. Min primær lygte dør på 18m, ikke det store problem og jeg bannede mig selv langt væk for at glemme at lade den fuldt op efter sidst dyk men Casper lyser for mig, indtil jeg får en backup lygte frem, og kan bruge den til at lyse mig gennem det sidste deko. På 9m skifter jeg til baggas og begynder at organisere mine stages, som efterhånden er ved at blive godt lette, og er begyndt at fylde ret meget i den lille minegang, så efter skiftet til oxygen på 6m, smider både Casper og jeg alle flasker undtagen o2 på linen og kan endelig bevæge os 100% frit igen, ahh en lettelse. Jeg finder et sted hvor loftet passer med 6.1m og puster så dragten op så jeg kan have masser af luft i den dejlig fornemmelse, at få lidt varme i kroppen igen. Eftersom vi beslutter os for 40min på 6m, laver vi gasbreakes efter hvad jeg kalder the modified Gadevang-UE method hvor vi istedet for 12min på o2 6min på 15/55 bruger 10min/5min. Årsagen til disse lidt utraditonelle gasbreakes er et det passer meget bedre med 40min :-) så og så er det tid til at komme op. Jeg har ondt af Casper på gasbreaksne, jeg kan tydeligt mærke hvordan den kolde heliumblanding gør mig ubehagelig kold i de 5min hvor vi er på baggas, men Casper må skifte til OC på hans breakes, og derfor er forskellen så meget tydeligere for ham, og man kan virkelig fornemme at han er glad for at kunne dreje sin BOV tilbage til lukket kredsløb efter hvert gasbreak.

6 Vi bryder overfladen efter 160min i 7 grader koldt vand, kolde trætte men begge smilende, ingen siger noget vi ligger bare i overfladen slapper af og ånder oxygen vi skal lige have 5minutters pause til at reflektere over dykket inden vi skal slæbe vores sæt op ad vandet. Mvh Anders Knudsen Gadevang Underwater Explorers