DET GAMLE TESTAMENTE

Transkript

1 DET GAMLE TESTAMENTE FØRSTE MOSEBOG Bogens hvem, hvad, hvor: Forfatter: Moses primær forfatter og redaktør med senere tilføjelser af andre redaktører (se fx 12:6; 14:14; 36:31). Moses, som prins oplært ved det Egyptiske hof med adgang til skoling og histo- riske og politiske arkiver. Moses kan meget vel have bearbejdet israelitiske overleveringer, heltehistorier og slægtstavler samt fået åbenbaringer direkte fra Gud (fx 1 Mos 1-3). Tidspunkt: Jf. 1 Kong 6:1 (år 966 f.kr.) har Moses skrevet Israels begyndelses historie i midten af det 15. årh. f.kr. delvist i Egypten, delvist under ørkenvan- dringen. 1 Mos slutter under Hyksos dynastierne af Faraoer ( f.kr.) ca. 200 år før Moses blev født. Motiv: Som Israels første leder giver Moses folket forklaring på deres baggrund som slavefolk i Egypten og deres sammenhæng med de andre folkeslag omkring dem. 1 Mos dækker over en længere tidsperiode end resten af Bibe- len tilsammen. Bogens opbygning: 1-11 Urhistorie: 1:1-1:25 Gud skaber alt 1:26-2:25 Skabelsen af mennesket 3:1-3:24 Mennesket fristes og gør oprør mod Gud 4:1-5:32 Adam og hans efterkommere 6:1-9:29 Syndfloden og livets nye begyndelse 10:1-11:9 Jordens folkeslag 11:10-11:32 Sems og Teras slægter Israels patriarkers historie: 12:1-25:18 Historien om Abraham 12 Abrams kald Abram & Lot Guds pagt med Abraham Sodomas ødelæggelse og Lots skæbne Isak er pagtens søn 23 Saras død 24 Isak gifter sig med Rebekka 25:1-11 Abrahams sidste år 25:12-18 Ismaels slægt 25:19-28:9 Historien om Isak

2 25:19-34 Isaks sønner 26 Isak imellem nabofolkene 27 Isak bedrages til at velsigne Jakob Historien om Jakob 28:1-29:14 Jakob flygter til Laban 29:15-30:24 Jakobs hustruer og børn 30:25-33:17 Jakob rejser tilbage til Kanaan 33:18-35:29 Jakob bosætter sig i Kanaan og Isak dør 36 Esaus slægt Historien om Jakobs sønner 37 Jakobs yndlings søn, Josef sælges som slave 38 Juda og hans sønner 39 Josef slave og fange iegypten Josef som fyrste i Egypten Josef forliges med sine brødre akobs og Josefs sidste år i Egypten Bogens indhold: 1 Mos sætter Israels historie i verdenshistorisk perspektiv og giver fundamen- tal viden om skabelsen af universet, årsag til godt og ondt i verden, om folkeslagene og deres sprog og om Israels specielle kald. Det er komprimeret historie. 1 Mos 1-11 giver et verdenshistorisk overblik, men den største interesse samler sig om Israels udvælgelse til at være Guds folk og redskab i verden, 1 Mos I. Urhistorie 1 Mos Forklarer Israel om hvorfor verdenstilstanden er, som den er, og hvem den Gud er, som har givet Israel dets løfter og kald. Derudover hvem mennesket er i forhold til resten af skaberværket. Han er homodivinus mennesket skabt i Guds billede). Historien om Adam og Eva, menneskehedens forældre, deres afkom og opdeling af menneskeslægten i to linier, - en verdslig linie (Kains) og en guddommelig linie (Sets). Om syndefaldet og menneskets tiltagende ondskab, der ender med Guds altomfattende dom i syndfloden. Syndefaldet sætter scenen for Bibelens store drama om hvordan Gud vil genoprette forholdet til denne oprørske menneskehed og bringe den ud af dens håbløse tilstand af synd og død. I denne bog berettes om det satanisk inspirerede oprør og samtidig om Guds nådige frelsesplan. Frelsesplanen 2

3 handler om, hvordan Gud dømmer synd, men samtidig formår retfærdigt at tilgive synderen. II. Udvælgelseshistorie 1 Mos Israels oprindelse. Patriarkerne, Israels stamfædre og deres personlige forhold til Gud. Karakteriseret fra Guds side af løfter om Land og Afkom. Gud øn- sker at gøre disse mænd og deres familier til sine repræsentanter blandt mennesker. Fra patriarkernes side skal pagtsforholdet karakteriseres af personlig tillid og lydighed mod Gud. Abraham kendetegnet ved troslydighed (1 Mos 22:12). Isak kendetegnet ved gudsfrygt Isaks Rædsel (1 Mos 31:42,53). Jakob kendetegnet ved en der forvandles af Guds nåde. Jakob bliver til Israel Guds prins. Jakobs 12 sønner kendetegner den første opfyldelse af Guds løfte om at gøre patriarken til et folk. 70 af dem flytter ned til Egypten. Josef kendetegner hvordan Gud bringer noget godt ud af forfærdelige omstændigheder 1 Mos 50:20. Bogens temaer: 1 Mos giver mennesker den fundamentale forklaring på de store spørgsmål i livet: - Hvor kommer vi fra? - Hvor skal vi hen? - Hvorfor er der lidelse og død? - Hvad er ondskab? - Hvad er meningen med livet? Den giver en klar monotei- stisk forståelse af Gud. Han er det eneste evige og uskabte væsen. Han er personlig, han er skaberen og opretholderen, og den som alle moralske væsener står til ansvar overfor. 1 Mos 1:1 slår fast, at alt andet end Gud er skabt, dvs. alle andre livsformer og materier er ikke evige. Den fortæller om syndens uhyggelige effekt; og hvorfor mennesket bør stole på og adlyde Gud. Han er kærlig, retfærdig, hersker over alt og alle, og overstyrer verdenshistorien såvel som den enkeltes livsforløb. Han er den ultimative dommer og frelser. Alle advares om, at Gud afskyr synd, og at han vil tilintetgøre dens frygtelige magt igennem hans retfærdige harmes dom. Døden er tegnet på Guds dom (1 Mos 2:17). Den åbenbarer Guds nåde. Han udvælger og fører mennesker ind i sin frelsesplan. Bevidst udelukker Gud alle menneskelige fortrin, som kan gøre fortjent til hans nåde. Fx udvælger Gud bevidst imod gængs kultur den yngre søn frem for den ældre (Set ikke Kain, Sem ikke Jaffet, Isak ikke Ismael, Jakob ikke Esau). Gud tager altid initiativet til at opsøge menneskene og opsøger dem på trods af deres åbenlyse moralske svigt og svagheder (se Abram, Isak, Jakob). På trods af menneskers syndighed tilbyder Gud, at de kan komme ind i et evigt pagtsforhold til ham på baggrund af et blodoffer (1 Mos 4:4-5). Gud kalder mennesker til at leve i hans moralske 3

4 skabelsesorden, men giver dem frihed til selv at træffe deres valg. Han gør det fuldstændigt klart, at som forvaltere af hans skaberværk, vil de stå til ansvar overfor ham. 1 Mos forklarer, hvorfor mennesket både gør godt, skabt i Guds billede. (1 Mos 1:28) og gør ondt, bevidst gør oprør mod Guds bud,(1 Mos 3:11). Hvorfor mennesket har en trang til at underlægge sig og kontrollere skaberværket (1 Mos 1:28) samt giver rammerne for sandt ægteskabeligt sam- liv (et monogamt, heteroseksuelt og bindende forhold mellem én mand og én kvinde). Baggrundsinformation: 1 Mos historie: 1-11 Urhistorie fra verdens begyndelse (?) til ca. år 2000 f.kr Patriarkernes historie ca f.kr. Før mennesker nedskrev deres historie, blev historien givet videre fortrinsvis gennem helteberetninger og slægtstavler. Samme mønster findes i dag blandt naturfolk. Denne historieoverlevering kendetegnes bl.a. ved en utrolig evne til at huske og ved en nøjagtig gengivelse af præcise detaljer. Sammenlig- net med andre urhistorier er den bibelske urhistorie præget af enkelthed, med meget få overnaturlige elementer og bemærkelsesværdigt fravær af mytologi- ske fantasier. Det er interessant, at der er mange specifikke detaljer gemt i flere folkeslags urhistorier, som bekræfter Bibelens detaljer (skabelsen, tilste- deværelse af en åndelig verden, syndflod, høj levealder, sammenlignelige slægts- tavler og geografi). 1 Mos er en bog om Guds handlinger, ikke en videnskabelig bog. Den forklarer fortrinsvis, hvorfor ting er sket mere end, hvordan de er sket. Den er skrevet så mennesker i selv meget primitive samfund kan forstå dens budskab, og er derfor meget enkel i sin fortælling. Selvom den er enkel, betyder det ikke, at den er unøjagtig eller usandfærdig. Moderne videnskabsteorier vedrørende jordens alder, de første menneskers levealder, menneskehedens oprindelse og syndflodens udbredelse, anfægter til dels, men bekræfter også samtidig Bibe- lens fortælling. Hvis Gud er, som Bibelen beskriver ham, så er der ingen grund til at betvivle Bibelens beretning den er hverken fantasifuld eller uvirkelig. Mosebøgerne beretter virkelige hændelser om virkelige mennesker. De er skrevet på deres egen måde. De er ikke interesserede i begiven- heder for deres egen skyld, men for hvad de åbenbarer om Gud og hans vilje. De bygger på udvalgt materiale og koncentrerer sig om enkeltpersoner og familier og ikke om store nationale begiven- heder. Samtidshistorier og arkæologien bekræfter de levevilkår, som de bibelske beretninger beskriver, og derfor kan vi regne dem for sandsynlige. (Egyptisk og mesopotamisk historie bekræfter Bibelens 4

5 detaljer. Arkæologien kan bekræfte Bibelens detaljer om fx bygge- redskaber, jura og samfundsvaner og viser, at de nøjagtigt passer ind i bronzealderen i frugtbare halvmåne ). Moderne bibelkritik giver et alternativ til Moses forfatterskab. Kritikken kan nu påvises at være en meget forenklet og fejlagtig opfattelse af, at Mosebø- gerne bygger på flere usammenhængende kilder. I troen på at der ikke fandtes skrift på Moses tid, har man påstået, at Mosebøgerne er en sammenskrivning af disse forskellige kildematerialer, og at de først blev udgivet mindst år efter Moses. Kildekritikken har ingen beviser for dens påstande, og har sit udgangspunkt i en nu forældet evolutionsteori om religioner. Bogens sammenhæng med resten af Bibelen: 5 Mosebøger giver grundlaget for resten af Bibelens bøger. 1 Mos fortæller Moses sine landsmænd, hvorfor de er slaver i Egypten, hvorfor Gud har udvalgt dem, og hvorfor de skal føres til Kanaans land. Gud har udvalgt dem som sit folk og vil give dem dette land i midten af datidens civilisati- oner, for at de kan være hans redskab til at velsigne verden. Moses forklarer dem, hvem Gud er, og hvordan Gud ønsker, at de skal leve i pagtsforholdet til ham. 1 Mos og Guds frelsesplan: Gud skaber mennesket til at forvalte hans skaberværk. Gud advarer dem om ikke at gøre oprør mod hans vilje, fordi konsekvenserne af dette oprør vil bringe døden og lidelsen ind i skaberværket. Gud udtaler sin dom over åndsmagten Djævelen, og han lover, at han gennem et udvalgt drengebarn (1 Mos 3:15 afkom hebr. sæd, hankøn) vil tilintetgøre Djævelen. Gud peger på blodoffer, som måden hvorpå han vil forlige sig med syndere (1 Mos 3:21; 4:3-7; 8:20-22; 15:7-18; 22:1-14). Gud viser sin retfærd og nåde imod Noa og Lot, men sin vredes- dom imod oprørske mennesker ved syndfloden, ved i Babel at forvirre deres sprog, samt ved at udrydde særskilt onde byer som Sodoma og Gomorra. Gud viser sin nåde ved at udvælge enkeltpersoner, Abraham, Isak og Jakob og deres afkom og ved at føre dem ind i et pagtsforhold til ham. Hans mål igennem denne udvælgelse er at bringe sin nådes velsignelse ud til alle folkeslag (1 Mos 12:1-3; 18:18; 22:18; 26:4; 28:14). Gud opretter en pagt med mennesker for at beskytte, velsigne og knytte dem til sig i et levende forhold (1 Mos 6:18; 9:19-17 med Noa, 1 Mos 12:1-3; 15:7-21; 17:6-14 med Abraham, 1 Mos 26:2-7 med Isak, 1 Mos 28:12-22 med Jakob). Jesus i det Gamle Testamente: 5

6 1 Mos og løfterne og detaljerne om den kommende frelserskikkelse: Guds skabende ord 1 Mos 1:1 viser sig at være Jesus, Guds ord, Joh 1:1-4. Gudsmennesket Adam er tegn på Jesus som den nye og sidste Adam, 1 Kor 15:45. Guds løfte, at kvindens sæd vil knuse slangens hoved 1 Mos 3:15. Det er et drengebarn der vil frelse, (Matt 1:23, Hebr 2:14). Temaet udvikles i 1 Mos 12:3; 21:12; 22:18; 26:4; 28:14. Juda udpeges som den udvalgte stamme 1 Mos 49:9-10 (Matt 1:1-17; Åb 5:5). (Se Messias og æslet, Zak 9:9; Matt 21:1-11) Mennesket skabt i og derefter bandlyst fra Edens have 1 Mos 2:8-9; 3:24 og ved frelsen ført tilbage til Guds paradis Åb 22:1-2. Arken der beskytter mod syndfloden, 1 Mos 8:7 symboliserer Jesu stedfor- trædende død og opstandelsesliv der beskytter troende mod Guds dom, Es 32:2, 1 Pet 3: Melkizedek, 1 Mos 14:19-20, præstekongen fra Salem der symboliserer Jesu præsteorden, Sl 110:4, Hebr 7:1-4. Isak, løftets søn der ofres på Morija- bjerget ved Jerusalem, 1 Mos 22: Krøn 3:1, symboliserer Gud Faders ofring af Sønnen som stedfortræden- de offer i syndige menneskers sted, Joh 3:16. Jakob ser en stige forbinde himlen og jorden, 1 Mos 28:12. Dette symboliserer Jesus som mellemmand mellem Gud og menneske, Joh 1:51, 1 Tim 2:5. Josef den afviste bror bliver Israels og verdens frelser, 1 Mos symboliserer Jesus som verdens frelser, Joh. 1:12. Herrens engel (budbringer) 1 Mos 16:7-13; 18:1-33. Dette udtryk beskriver til tider et væsen af guddommelig karakter, der udtrykker Guds helt specielle nærvær. Det tyder på at være Jesus i før- inkarnations- skikkelse, Joh 8: Bogens mest kendte afsnit: 1-2 Skabelse af universet og af mennesket 3 Syndefaldet 6-9 Syndfloden 11 Babelstårnet 12 Abrahams kald 15 Abrahams retfærdiggørelse ved tro 22 Ofringen af Isak, løfternes søn 32 Jakobs brydekamp med Gud 41 Josefs drømme 6

7 ANDEN MOSEBOG Bogens hvem, hvad, hvor: Beretningen i 2 Mos omhandler et år (se kap. 40:17) Forfatter: Moses - forfatter og redaktør (se noter til 1 Mos). Moses livsforløb 120 år. 40 år som prins i Egypten, 40 år som hyrde i Midjan, 40 år som national leder for Israel. Tidspunkt: Udvandringen fra Egypten år 1446 f. Kr under Farao Amunhotep II. (se 2 Mos 12:40). 430 år efter Jakob bosatte sig i Egypten jf. 1 Mos 15:13; ApG 7:6; Gal 3:17. Dette bekræftes af 1 Kong 6:1, 480 år før Salomos 4. regeringsår, som var år 966, samt at Dommerperioden i Israel varede ca. 300 år, jf. Dom 11:26). Alternativ teori: At det skete under Farao Merentah II år 1290 f.kr. Motiv: 2 Mos fortæller Moses Israel, hvordan det gik til, at de blev til en nation under Gud. Han skriver som teolog og ikke som moderne historiker, og sæt- ter fokus på Israels forhold til Gud. Bogens opbygning: 1-18 Israel og Egypten: 2:1 Scenen sættes. Israels folk forøges og undertrykkes 2:2 Moses opvækst og flugt til Midjan 3-4:17 Gud møder Moses 4:18-6:1 Gud sender Moses tilbage til Egypten 6:2-13 Gud åbenbarer sit personlige navn for Moses 6:14-25 Levi stammes slægtsregister 6:26-11:10 Gud sender 10 plager over Egypten 12:1-13:16 Påskefesten og den førstefødte 13:17-15:21 Gud udfrier Israel igennem det Røde Hav 15:22-18:27 Gud fører Israel til Sinaj Israel ved Sinaj: Gud opretter pagt med Israel og giver dem loven 19-20:21 Pagten og buddene 20:22-23:33 Pagtsbogen med retsregler for samfundsforhold 24 Pagtslutningen mellem Jahve og Israel Gud fortæller Israel, hvordan de skal dyrke ham Forordninger om gudstjenesten Åbenbaringsteltet (også kaldet Tabernaklet) Præsteskabet Gudstjenesteordningen Israel falder tilbage til afgudsdyrkelse 7

8 Guldkalven og pagtsbruddet Åbenbaringsteltet konstrueres og indvies Bogens indhold: Universets skaber bliver viser sig som genløser og personlig Gud for Israel. Han udløser slavefolket fra dets trældom i Egypten, og opbygger det til en nation under sit personlige kongedømme i Sinaj ørkenen. I. Rejsen til livet. Israel føres ud af Egypten 2 Mos Første sektion fortæller hvordan Gud af nåde udfriede Israel fra undertrykkelse og udryddelse i Egypten (2 Mos 13:8-9). Fra at være et anset folk under Josef blev Israel til et undertrykt slavefolk i Egypten, pga. egypternes frygt for deres befolknings- tilvækst. Gud oprejser Moses som en folkets befrier, - beskytter hans liv og sørger for hansopdragelse som prins ved Faraos hof, indtil han dræber en egyptisk slavefoged og må flygte for at redde sit liv. Arbejder som hyrde i Midjan, indtil Gud, ved den brændende tornebusk kalder ham og sender ham til Egypten for at befri Israel. Gud nedbryder Faraos hårde hjerte ved at sende 10 plager over Egypten. De ti naturkatastrofer er samtidig en symbolsk dom over de egyptiske guder. Israel beskyttes og bevares igennem plagerne. Påske (som betyder forbi gang ) og det usyrede brøds fest indvies for at fejre, at Israel bliver udfriet fra trældom og beskyttes imod dødsenglen. Israel føres ud af Egypten igennem det Røde Hav, på tredjedagen efter Påsken. Egyptens elitetropper tilintetgøres i havet. Israel føres ved syv marcher ned til Sinaj, og oplever Guds overnaturlige ledelse ved skystøtten. Gud opretholder folket igennem manna, vagtler, oaser og vand ud af klippen. Gud giver dem sejr over Amalek - Moses, Arons og Hurs forbøn medvirker til sejren. II. Israel lærer hvordan de skal leve sammen med Gud 2 Mos Anden sektion fortæller, hvordangud indstifter sit jordiske rige hos Israel. Som storkongen indstifter han sin pagt, og påbegynder at udfolde sit nær- vær i deres midte 2 Mos 29: Israel kaldes til at være hans præstefolk, der skal åbenbare hans vilje for folkeslagene 2 Mos 19:4-6. I de ti bud åbenbarer Gud sin karakter og vilje for Israel kap.20. To tavler a fem bud, evt. to tavler med ti bud, så hver part har sin kopi. Pagtsbogen, kap er eksempler på, hvordan buddene skal tolkes og anvendes i deres samfundsorden. Pagten indvies ved blodoffer og festmåltid med Jahve, kap.24. 8

9 Gud åbenbarer for Moses, på Sinajs bjerg, hvorledes Israel skal dyrke ham, jf. de ti bud. Kap Israels tilbagefald til afgudsdyrkelse. De vil have en gud, de kan se. Afguds- dyrkelse fører til vildførelse og tøjlesløshed. Kap.32. Moses går i forbøn for folket, og Gud åbenbarer sin nåderige karakter og fornyer pagten med Israel. Kap Folket går i gang med at bygge teltet og indsætter det Aronitiske præste- skab, efter den anvisning Gud har givet Moses. Kap Gud bosætter sig synligt iåbenbaringsteltet. Kap.40. Bogens temaer: Guds karakter: 2 Mos viser Guds karakter: Han er trofast og glemmer aldrig sine løfter, selvom der går 500 år fra Abraham til Moses (se 1 Mos 15:14,18; 2 Mos 13:5). Gud har medfølelse med lidende og undertrykte mennesker. Gud er nåderig. Foruden at være skaber og opretholder af alle ting, viser han sig også som værende en Frelser- Gud. Gud er hellig, adskilt og anderledes. Han alene skal tilbedes (bud I) og han skal tilbedes på sin helt egen måde (bud II- III). Gud er en person og han møder mennesker på en personlig måde. Både den enkelte (kap. 3, 34) og gruppen (kap. 19, 40): Gud ønsker et personligt forhold og åbenbarer sig derfor for mennesker. I 2 Mos åbenbarer han sit eget personlige navn (kap. 3, 6), sin almagt (kap. 7-15), sin retfærdige karakter (kap. 20) og sin overvældende herlighed (kap. 19; 34; 40). Guds nåde vækker et tillidsforhold hos den troende. Menneskelig lydighed, gode gerninger og religiøse tiltag kommer først som efter- virkninger af hans indgreb. Derimod er de vigtige for forholdet og er med til at sikre, at forholdet forbliver levende og hjerteligt. (kap. 3:1-4:17, Israel kap. 20:1-3). Pagtsforholdet. Pagtsbetingelserne er ikke til forhandling, men er ufravigelige kontraktmæssige krav fra Gud. De må enten modtages eller afvises med modsat rettede konsekvenser. Selvom Gud er den ophøjede, er han også den nærværende Gud, der bor iblandt sit folk i Åbenbaringsteltet (2 Mos 25:22; 40:34-38). Herfra taler han til dem igennem sin profet (kap. 33:7-11; 34:29-35). Guds hellighed er fundamentet for bibelsk moral og etik. Guds folk er kaldet til at efterligne Gud (kap.19:6; Hebr 9:19-20). Hellighed er symboliseret ved ild (den brændende tornebusk, ilden på Sinaj- bjerget), ved lovens forskrifter og ved Åbenbaringteltets hellige og allerhelligste rum, som holder folket adskilt 9

10 fra Gud (2 Mos 26:33). De ti bud. Taler om at elske Gud (bud I- IV) og at elske mennesker (bud V- X). Buddene er ufravigelige og kalder på respekt og hensyn overfor Gud, menneskeliv, ægteskab, ejendom, sandhed og tanker. De giver etiske krav ikke bare til ydre livsførelse (bud I- X) men også til indre holdninger (bud X). Bryder man bare et bud, har man brudt hele loven. I Israel skal straf bygge på et retsgrundlag. Straf bruges som gengældelse og kompensation for at lære synderen om den smerte, han har forvoldt og for at ændre hans adfærd, så han igen kan fungere i samfundet, - derudover som afskrækkelse overfor andre. Lex Telionis princippet øje for øje, tand for tand fortæller at straffen skal svare til forbrydelsen. Man må hverken over- drive eller underdrive en straf. Dette er princippet for et samfunds retsorden, det skal ikke bruges til personlig hævngerrighed (Matt 5:38-45). Menneskets fornemste opgave er at dyrke Gud og glæde sig i ham i al evig- hed.(den Westminster trosbekendelse): Gud ønsker at bo iblandt sit folk, men på egne hellige betingelser og ikke efter menneskers normer (kap. 32:8). Åbenbaringsteltet, præstetjenesten (materialer, design, indretning) samt Sabbatsbuddet oplærer Israel i hvordan Gud skal dyrkes. Baggrundsinformation: Slavefolket Israel befries fra Egypten: Historisk periode: Det Egyptiske Nye Rige f.kr. Højdepunktet af fa- raonisk kultur og Egyptisk international magt. To teorier A og B: A. 18. Dynasti (passer med Bibelens kronologi, se note i Bogens hvem, hvad, hvor). Et egyptisk dynasti overtog fra det semitiske Hyksos dynasti. Den store bygherre Thutmose III ( ) var den undertrykkende Farao. Hans tante, medregenten dronning Hatshepsut var Moses plejemor ( ). Hans søn Amenhotep II ( ) var Farao da udvandringen skete. Efter denne periode var der en gradvis nedgang og indadvendthed i Egypten i 100 år, indtil et militært kup bragte en ny egyptisk storheds tid under det 19 dynasti. B. 19. Dynasti (Teorien henviser til 2 Mos 1:11 og de store bygningsværker udført af Ramses II). På ny en aggressiv opgangs- tid i Egypten ( ). I.flg. denne teori var Ramses II den undertrykkende Farao og hans søn Me- rentah, den Farao som Moses konfronterede med Guds krav. Der er ingen egyptiske arkæologiske beviser, der kan bekræfte udvandringen, men dette skal ikke overraske. En så stor ydmygelse af Egypten ville næppe have været genstand for historieskrivning, snarere noget man ville skjule. (Som fx når nynazister forsøger at bortforklare Holocaust). Derimod er den bi- 10

11 belske tradition for udvandringen så udtalt, at for at modbevise den, må den både afsløres som falsk, og der må præsenteres en mere sandsynlig alternativ forklaring for disse fortællingers opståen. Kan dette ikke gøres, må 2 Mos bog beretning have lov til at stå ved magt. De ti plager: Det er en serie af naturkatastrofer med åndelig adresse til Egyptens guder(kap.12:12). 1. Nilguden Khuum/ Hapi angribes el. Osiris blodåre der forbløder. 2. Den hellige frø Heqt bliver folkets plage. 3. Myg / lopper, kryb af religiøs afsky angriber folket 4. Flueguden / bremsen Zebub torturerer dem. 5. Den hellige ko / tyr Hathor / Minevis, el. frugtbarhedstyren Apis slås ihjel. 6. Hellig aske fra medicinguden Imhotep gøres til en forbandelse. 7. Sky og vejrgudinden Nut sættes ude af kontrol. 8. Seth, afgrødernes beskytter er magtesløs. 9. Solguden Ra, Aten, el. Horus udslukkes. 10. Egypternes førstefødte bliver slået ihjel, som straf for Egyptens ondsindede undertrykkelse af Guds førstefødte Israel. YHWH Guds personlige navn, hvis rod er fra udsagnsordet at være. (Kap. 3:14) Jeg er hvem jeg er, dvs. den levende og uforanderlige. Eller. Jeg vil være hvem jeg vil være, dvs. ubegrænset, den der sætter alt andet i gang. Navnet betyder den evige, den som altid er, uden begyndelse, uden ende. Kap.6:3 betyder at indholdet i Guds navn Jahve først åbenbares her. Jahve er både den evige ogfrelseren. Forhærdelse af Faraos hjerte bliver nævnt 16 gange. Nogle gange er det Farao, der forhærder sig selv, andre gange står der, at Gud forhærder ham. Det er ikke enten eller, men både og. Gud forhærder kun den, der selv gerne vil forhærdes. Dette viser at Gud også kan bruge menneskers onde vilje til at fremme sin frelsesplan. Pagtslutning ved Sinaj opbygges efter den form, der var almindelig for Mellemøstens internationale traktater på den tid. Traktaten kræver total un- derordnelse og troskab fra vasalstaten overfor storkongen. (Se også noter i 5 Mos). Sinaj pagten er hovedpagten i GT, og alle senere pagter er blot en forny- else af den. (For tidligere pagter se 1 Mos 9) 11

12 Bogens sammenhæng med resten af Bibelen: 1 Mos forklarer for Israel hvem Gud er, hvem de er og hvorfor de er i Egypten. 2 Mos fortæller om deres udvandring mod det forjættede land og hvordan de opbygges som Guds nation. Historien fortsætter i 3-5 Mos Udvandringen fra Egypten er central for GT opfattelse af Jahve, som Frelser- Gud. Beretningen forbereder og vækker længselen efter den universelle frelses begivenhed, der senere vil ske på Golgata og som vil kulminere, når Jesus Kristus kommer igen ved tidernes ende. Synd er en realitet. Mennesker er af natur i oprør mod Gud. Selv efter, at de har oplevet Guds nådefulde indgreb og omsorg, glemmer de hurtigt hans godhed og vender sig bort fra ham igen. Det viser, at en ydre befrielse ikke er nok til at ændre liv, der skal en indre forvandling til. Frelse kommer før helliggørelse. Det er altid Gud, der tager initiativ til at frelse mennesker og at hellig gørelse er noget der følger frelsen. Dette vises ved at Israel først frelses ud af Egypten og først derefter får de lovens krav ved Sinaj. Dette illustreres igen og igen - Påskelammet slagtes (kap. 12), pagtslutning sker ved blod- stænkning (kap. 24). Kun igennem et brændofferalter er der adgang til Gud (kap. 27, 29, 40). Præsteskabet skal indvies ved blodoffer (kap. 29). Ordet løskøbe / udfri (kap. 6:6; 15:13) er det hebraiske ord Gaal, som betyder at der skal betales en pris for udfrielsen. Se også ordning om sonepenge (kap. 30:12-16). Gud bruger ørkenvandringen til at udvikle Israels tillid til og lydighed mod ham (2 Mos 15:26; 16:4; 19:4-5). Ligesom han gjorde det med Abraham (1 Mos 22) og andre. Igennem prøvelserne lærer de afhængighed af Gud, og viljen til at følge ham. (Se også noter vedr. Israels oprør i oversigt over 4 Mos). Jesus i det Gamle Testamente: 2 Mos og løfterne og detaljerne om den kommende frelserskikkelse: Jesus er Jahve / Herren. (4:26; 6:35,41; 8:12,58; 9:5; 10:7,9,11,14; 11:25; 14:6; 15:1,5, 1 Kor 8:6; Fil 2:11). Moses er en prototype på Israels frelserskikkelse (Hebr 3:1-6). Jahves frelsende engel, evt. Guds Søn i preinkarneret form. (2 Mos 3:2; 14:19; 23:20-23; 33:12-16 (se også noter i tilsvarende sektion i oversigt over 1 Mos under Herrens engel ). Påskelammet påske / Pasach betyder forbi gang. 2 Mos 12 et ungt lydefrit handyr, som skal fortæres helt og hvis ben ikke må knuses og hvis blod skal stryges på dørstolpen med en isop stængel for at beskytte mod dødsenglen. (Se Jesus i Es 53:7; Joh 1:29; 6:50-56; 19:29,36; 1 Kor 5:7; 1 Pet 1:19; Åb 12:11). 12

13 Udvandringen fra Egypten er en prototype på Jesu udvandring ved Golgata (Luk 9:31). Manna 2 Mos 16:13-36 himmelsk brød til opretholdelse af liv symboliserer Jesu liv, som gives til troende (Joh 6:30-35,47-51) Vand fra klippen 2 Mos 17:6 bliver opfyldt i åndelig forstand af Jesus (Joh 4:13-14; 7:38-39; 1 Kor 10:4). Åbenbaringsteltet og ypperstepræstens rolle, illustrerer Jesu liv og tjeneste. (Joh 1:14; 2:19; Hebr kap. 8-10; f 8:1-6) Bogens mest kendte afsnit: 2 Moses findes i Nilens siv af Faraos datter. 3-4 Moses møder Gud ved den brændende tornebusk 3, 6 Jahve åbenbarer sit personlige navn. 7:14-11:10 Egyptens 10 plager. 13:17-15 Udfrielsen af Israel igennem det Røde Hav. 20. De ti bud, der gives på Sinaj. 32. Israels frafald og afgudsdyrkelse af Guldkalven. 34 Gud møder Moses på bjerget, fornyer pagten og åbenbarer sin hellige nåderige karakter. 40. Gud stiger ned i Åbenbaringsteltet for at bo blandt sit folk. 13

14 TREDIE MOSEBOG Bogens hvem, hvad, hvor: Beretningen i 3 Mos omhandler en måned (2 Mos 40:2,17; 4 Mos 1:1), mens Israel bor ved Sinaj. (3 Mos 7:37-38; 27:34). Forfatter: Moses - forfatter og redaktør, (se noter til 1 Mosebog). Der står ikke direkte, at Moses skrev 3 Mos, men 56 gange står der, at Gud bad Moses videregive disse bestemmelser: Herren kaldte på Moses og talte til ham, Han sagde: Tal til israelitterne og sig til dem. (3 Mos 1:1). Der er hverken interne eller eksterne faktorer, der begrunder, at 3 Mos skulle blive opfattet som et værk, der er skrevet under Israels eksil i det 6. årh. f.kr., sådan som nogle bi- belkritikere hævder. Bogen er så grundlæggende for Israels gudsdyrkelse, at det ville være højst besynderligt, hvis den først var skrevet 800 år efter nationens grundlæggelse. Tidspunkt: Marts- april år 1465 f.kr., hvis udvandringen skete i marts 1466 f.kr. Motiv: 2 Mos slutter med at Gud tager bolig i Åbenbaringsteltet. 3 Mos fort- sætter i naturlig forlængelse heraf, og beskriver hvordan folket skal leve sammen med denne hellige Gud. Gud har kaldet dem til at leve som hans hellige præsteskab (2 Mos 19:6; 3 Mos 11:44-45; 19:2; 20:7, 26) og derved være hans lys i verden. Bogen giver også tekniske arbejdsbeskrivelser for præsternes arbejde. Men det er absolut ikke en hemmelig bog for de få indviede. Det er en bog, som hele folket skal have indblik i, og som en del af Loven (de fem Mose- bøger), skulle den oplæses for hele folket (5 Mos 31:9-13). Bogens opbygning: 1:1-10: :1-10:10 5:1-6:.27 7:1-8::26 9:1-10:10 10:11-19:22 10:11-12:16 10:11-10:36 11:1-12:16 13:1-14:45 15:1-19:22 Forberedelse til afmarch mod det forjættede land: Orden i lejren Folket optalt og ordnet Religiøse tjenere optalt og ordnet Guds lejr renset og indviet Fysisk, moralsk og åndelig indvielse i lejren. Religiøse bestemmelser og indvielse af levitterne Om at leve i fællesskab med Jahve Fra Sinaj til Kanaans sydlige grænser: Fra Sinaj til Parans ørken Rejsen begyndes Fortsat klager fra folket og Guds dom Israel nægter at indtagelandet Ørkenvandring 14

15 15:1-41 Love vedr. det forjættede land og renselse 16:1-17:26 Oprør mod religiøs autoritet indsat af Gud 17:27-19:22 Religiøse pligter og rettigheder 19:22-20:1 De 37 tavse og glemte år 20:1-36:13 Fra Kadesh til Kanaans østlige grænse: 20:1-21:35 Fra Kadesh til Moabs sletter 22:1-36:13 På Moabs sletter 22:1-25:1 Spåmanden Bileams indsats 26 Den anden folketælling 27 Kvinders arveret Ofringer og love vedr. aflæggelse af løfte Erobring af landet øst for Jordan 33:1-49 Tilbageblik over udvandringens 42 faser 33: Bestemmelser vedr. arvelod i Kanaan Bogens indhold: Universets skaber (1 Mos), som også er Israels Frelser- Gud (2 Mos) viser her i 3 Mos hvordan folket skal leve for at blive bevaret i et helligt forhold til ham. 2 Mos handler om nåden til frelse og 3 Mos om nåden til at blive bevaret i et levende og helligt forhold til Gud. I. At leve helligt med Gud 3 Mos Når det gælder ofringerne, er der fem typer ofringer, som kan opdeles i to kateorier. Vellugtsofringerne: Brænd-, afgrøde- og måltidsoffer. Disse er med til at bevare den troendes forhold til Gud. synd- og skyldoffer: Disse bruges til at genoprette forholdet både til Gud og mennesker. Bemærk, at der ikke findes noget offer for bevidst overtrædelse af Guds love. Her kan den troende kun forlade sig på Guds nåde(3 Mos 4:13, 27; 5:15; 18; Sl.51:3-6,16-19). Aron og hans sønner indsættes i deres præstetjeneste, nøjagtigt efter de bestemmelser Moses har fået fra Gud. De to ældste præstesønner, Nadab og Abihu, tager ikke Guds hellige bestemmelser alvorligt og bøder med deres liv. Love om rituel renhed. Rituelle bestemmelser vedrørende mad, barsel, hud- sygdomme og kønslige udtømmelser skal lære Israel hele tiden at tænke på Gud som den hellige Gud, helt anderledes end de øvrige folkeslags guder. Den store forsoningsdag er bogens højdepunkt, som fortæller Israel om nødvendigheden af vedvarende at blive renset og forsonet, hvis Gud fortsat skal kunne bo hos dem. 15

16 II. At leve som et helligt folk 3 Mos Israel skal vise hellighed i praksis i alle livets forhold, så omverdenen kan vide, hvordan Gud ønsker, at mennesker skal leve. Hellighed betyder ikke alene renhed og retskaffenhed, men også guddommelig omsorg for næsten og den svage. Israel skal fejre sine fester og højtider (Påske - religiøst nytår, Usyrede brøds fest og svingningsneget, Pinse, Basunfest - civilt nytår, Den store forsoningsdag, Løvhyttefesten, Sabbat, Nymåne, Sabbatår, Jubelår) til minde om Guds frelsende og opretholdende omsorg for dem. Israel gøres bevidst om, at der er meget kontante konsekvenser ved at følge Gud eller vrage hans veje. I sidste ende gælder det liv eller død. Gud maner til gennemtænkt realisme og integritet, når menneskers afgiver løfter til ham. Bogens temaer: Det overordnede tema er hellighed. For Gud er der tre kategorier af liv: 1. helligt liv, 2. det almindelige og gode liv, og 3. det urene og vederstyggelige liv. Når hellige ting blandes sammen med det almindelige, mister de deres hellighed. Hvis det almindelige blandes sammen med det vederstyggelige, regnes alt som vederstyggeligt. Gud ønsker helligt liv, og derfor skal vederstyggelig og urent liv helt og aldeles afvises og forkastes. Men almindeligt liv er ikke helligt liv. For at almindeligt liv kan blive helligt, skal det først renses og indvies ved et offer. Guds mål er, at mennesker får del i hans liv og ligner ham. I skal være hellige for mig, for jeg Herren (Jahve) er hellig (3 Mos 0:26). Ofringer: At leve i et forhold til den hellige Gud kræver blodoffer, både når man skal genoprette forholdet (synd- & skyldoffer), men også blot for at leve i forholdet (vellugtsofrene). Det kræves, at et uskyldigt offer dør, før mennesker kan have fællesskab med Gud. Motivation: Faldne mennesker har både brug for opmuntring og advarsel for fortsat at leve i overgivelse til Gud. Gud ejer hele livet. Gud har ret til alt og kræver det ypperste, som et mennesket har. Men Gud kræver kun, at vi giver ham en symbolsk del tilbage. Denne symbolske del skal dog minde de troende om, at alt hvad de har, tilhører Gud. Gud ønsker fællesskab med mennesker. Han indsætter mellem- mænd, der er kaldet, renset og udrustet til at formidle hans liv til mennesker. Tjene- sten underlægges en ypperstepræst, der alene er udrustet til den fuldkomne 16

17 adgang til Gud. Han støttes af sine præstebrødre og sammen tjener de folket både i religiøse og verdslige forhold. Ikke kun præsterne, men hele Guds folk, skal indrette sig under Gud. Det daglige, det ugentlige, det månedlige og det årlige liv, i generation efter generation skal bygges op på en sådan måde, at den hellige nåderige Gud bliver livets omdrejningspunkt. Etisk livsførelse, opbygget på moralen i de 10 bud, er Guds ultimative krav til sit folk. Bibelens etiske livsførelse har ikke sin kilde i retfærdighedsregler, men udspringer af et levende personligt forhold til den frelsende Gud, som nu er blevet den troendes personlige Herre. De 10 bud uden et personligt forhold til Gud er døde stentavler, der ikke formår at forvandle hjertet. Det kræver Guds nådeindgreb at kunne efterligne Gud i hans hellige væsen. I skal hellige jer og være hellige, for jeg er Herren jeres Gud. I skal omhyggeligt følge mine love, det er mig, der helliger jer. (3 Mos 20:7-8). Soning kræver et blodoffer. For at mennesker kan leve i et forhold til Ja- hve, universets Skaber og Opretholder og menneskehedens Frelser og Herre, må et uskyldigt offer lade livet for andre. Menneskets synd og skyld overfor Gud, kan kun gengældes med dødsstraf. Bibelen anviser kun et redningspunkt for fortabte syndere, det er at Gud accepterer, at en ren og uskyldig stedfor- træder giver sit liv og betaler synderens straf i stedet for synderen selv. 3 Mos taler om en stor forsoningsdag, hvor Gud fører mennesker tilbage til ham selv, hvor han fjerner deres synd og genopretter et levende og helligt forhold til dem, således at han altid kan bo iblandt dem. Baggrundsinformation: A At leve med en hellig Gud: Vi forstår i dag, at det ikke drejer sig om irrationelle tabuer, men om vise sundhedsmæssige foranstaltninger, der fore- bygger mod sygdom og epidemi. Diætlove, hygiejne, seksuel kyskhed, karantæne overfor smitsomme sygdomme; alt sammen foranstaltninger der bevarer folket sundt (iflg. 2 Mos 23:25). Gud brugte også disse love til synligt at adskille Israel fra folkeslagene og hellige dem til sig selv. Israel skulle adlyde i tillid til, at Gud elskede dem, også selvom han ikke altid forklarer årsagerne til sine bud. Klippegrævlingen og haren tygger ikke drøv! Oldtids hebraisk er ikke et meget nøjagtigt sprog, det maler med en bred pensel. Det er vigtigt at indse her, at Gud giver love, der er nemme for iagttageren. Hensigten var at gøre det nemt for lægmænd at kategorisere rituelle rene og urene dyr, ved på afstand at iagttage dyrenes spisemetoder og tæt på ved at se på deres hove. Forsoningsdagen er Azazel 16:9-10, 26 en dæmon jf. overs.1992, eller navnet på syndebukken? Azazel betyder: 17

18 1. EZ (ged) - AZAL (gå væk fra) 2. AZALA (fjerne). 3. AZAZ (at være stærk) - EL (gud). Men siden 17:7 forbyder ofringer til bukketrolde er det mest sandsynligt at det bør oversættes fjernelses geden, eller syndebuk. B At leve som et helligt folk: Patriarkalisme, mærkelige tabuer, blodofringer, slaveri og barske straffe kan støde retfærdighedssansen. Guds måde at arbejde med mennesker på er ved gradvist at forvandle dem og deres samfund. Lovene reflekterede det omkring- liggende samfund, men Gud gjorde dem humane. Bemærk lovene der tager hensyn til samfundets svage (Fx 19:13-14; 33-35; 23:22). Gud er retfærdig med straffedomme. Israel får ikke lempeligere behand- ling end Egypten eller Kanaan og omstændigheder (19:20; 27:8) og der åbnes op for anger og omvendelse (26:38-45), men retsgrundlaget må ikke udtyn- des (19:15) Sabbatshvile på den syvende dag efter 6 dages arbejde, fester der varer i 7 dage (usyrede brød-, løvhytte- ), en fest efter 7 uger (Pinse), den 7. Måned er den store festmåned (med tre fester), hvert 7. År er et hvileår og efter hvert 7x7år kommer endnu et frigørende hvileår (Jubelåret). Israel blev opfattet som Guds ejendom, på samme måde som datidens storkonger opfattede deres vasalstater, som deres ejendom (25:42-43). Ka- naans land tilhørte Gud og han gav det til hvem han ønskede, Israel havde kun bopæls ret (25:23). Pga. udfrielsen fra Egypten krævede Gud ret til alle Israels førstefødte (27:26) og derudover at alle i Israel gav 1/10 af deres indtægter til ham. Alle disse indtægter blev brugt til at opretholde Israels præstedømme og gudstjenesteordning (22:16). Bogens sammenhæng med resten af Bibelen: 3 Mos er som et hængsel for de fem Mosebøger. Den forklarer måden hvorpå Gud udskiller Abrahams afkom (1 Mos), så han kan bruge dem som sit redskab i verden. Den følger op på ordningen om Åbenbaringsteltet (2 Mos) og viser hvordan tjenesten ved teltet skal udføres. Den giver de sidste afgørende religi- øse rammer, før folket skal indtage landet (4 Mos og 5 Mos). Resten af GT reli- giøse ordninger kan slet ikke forstås uden reference til 3 Mos I NT referer He- bræerbrevet ca. 90 gange til 3 Mos, og Hebr kap er en direkte udlægning af Jesu offertjeneste ud fra 3 Mos. Offersystemet Viser tydeligvis, i modsætning til hedningereligionerne, at man ikke kan købe sig til Guds gunst. Israels folk og patriarkerne før dem, bli- 18

19 ver frelst, og først derefter følger offertjenesten, som en ydre udtryksform for bevarelse og genoprettelse af forholdet til den hellige Gud. Blodofringerne taler deres tydelige sprog om, at et uskyldigt liv skal ofres, før mennesker kan få adgang til Gud. Blod er det hellige middel til soning og er symbolet på liv. Når blodet er udgydt, er det tegn på, at et liv er lagt ned (3 Mos 3:17; 7:26; 17:11-16). Fedt er symbol på den bedste del af offeret, og derfor den del, der altid skal ofres til Gud (3 Mos 17:6). Salt symboliserer et konserveringsmiddel der ikke fordærves, modsat surdej og honning, der blev brugt i frugtbarhedsre- ligionerne (3 Mos 2:11-13). Den hellige Gud bruger mellemmænd til at genoprette forholdet mellem ham og den syndige verden. 3 Mos Viser billedligt, hvordan forholdet til Gud opret- tes og vedligeholdes. (Ofringer, tilbedelsesrøgelse, fællesskabsmåltider). Præ- sterne bliver brugt af Gud til både at tjene og undervise folket, og Festerne : Hellige sammenkomster, der genfortæller frelsens sandheder igennem land- brugets kalenderår. Med Sabbat- og Jubelår er der også tale om en frelsende genoprettelse af samfundsordenen. Helliggørelse, er ikke en metode til opnåelse af Guds gunst, men en måde at leve det hellige liv på, som Gud ved sin nåde har skænket i frelsen. Hellig- hedslovene er ydre, ofte rituelle udtryksformer, der symboliserer Guds rene karakter. Dette betyder at de troende må tage afstand fra alt det, som Gud definerer som urent og afskyeligt. Men Gud vil mere end dette. At leve rent og godt er blot almindeligt. Men Gud kalder til hellighed. De troende skal leve adskilt og indviet til ham, så han kan bruge os til at forvandle verden. Jesus i det Gamle Testamente: De forskellige ofringer udtrykker forskelligefacetter af Jesu offer (Hebr 10:3-10). Brændoffer: Jesu totale overgivelse til Gud Afgrødeoffer: Hans fuldkomne karakter som Livets brød Måltidsoffer: Udtrykker hans næstekærlighed Syndoffer: At han blev gjort til synd for os Skyldoffer: at han skaffede soning for menneskers skyld Renhedslovene UdtrykkerJesu fuldkomne og rene karakter, overgivet til Gud i ånd, sjæl og legeme. De taler om hans renhed og godhed i holdning, ord og handling (Joh 8:46; Hebr 7:26; 14:15; 1 Pet 1:15-16; 1 Joh 3:3). Hebr 7-10 Viser Jesus som både Ypperstepræst og endegyldigt offer. Jesu uforgængelige evige præstedømme på Melkizedeks vis (Hebr 6:20; 7:24f). Jesu fuldkomne offer, en gang for alle (Hebr 7:26-8:3; 9:11-14; 25-28; 10:11-14). 19

20 Alt sammen gennemført i det sande Åbenbaringstelt i Himlen (Hebr 8:2; 9:1-5, 21-24; 10:19-21). Sabbat : Jesus bringer Guds sabbatshvile (Matt 11:28-29); Påske : Jesus er påskelammet (1 Kor 5:7); Usyrede brøds fest med svingningsneget, dagen efter sabbat : Jesus er opstandelseshøstens første neg (1 Kor 15:20); Ugefe- sten (Pinse): Jesu udgydelse af Helligånden bringer en høst til Gud (ApG 2:17-37), Hornblæsning : Varsler Jesu genkomst (Matt 24:31; 1 Thess 4:16-17). Forsoningsdagen : Israels omvendelse som nation (Zak 12:8-14; Rom 11:25-26; Åb 1:6-7). Løvhyttefesten : Afslutningen på opstandelsen (1 Kor 15:23 ), Gud og Lammet har deres bolig hos mennesker (Es 4:6 Åb 7:15-17) Sabbats- og Jubelåret, nådeåret : Genopretteren genopretter. Bogens mest kendte afsnit: 16 Den Store Forsoningsdag 19 Diverse bud og forbud, kærlighed til Gud og næstekærlighed 20

21 FJERDE MOSEBOG Bogens hvem, hvad, hvor: Beretningen i 4 Mos omhandler de 38 år, fra Israel bevæger sig fra Sinaj (4 Mos 10:11-12) og indtil de lejrer sig ved Jordan flodens øst- lige bred, på Moabs sletter (4 Mos 33:49-50). Forfatter: Moses - forfatter og redaktør, (se noter til Mos). I 4 Mos 33: 2 står der, at Gud befalede Moses at nedskrive israelitternes vandringer. Det antydes dog, at der også er andre der skriver, fx omtales Moses, ligesom i Mos., i 3. person, og på en måde, der ville være unaturlig, hvis det var ham selv der skrev (12:3; 15:22-23). I 4 Mos citeres der også fra andet skriftligt materiale (21:14, 27-30). Men Moses er absolut hovedkilden til bogen, for ca. 70 gange står der, at Gud bad Moses videregive hans befalinger til folket (se også 36:13). Bogens beretning hænger naturligt og uløseligt sammen med 2. Mos. (se fx 14:22; 33:1-49) og dets forskellige bestemmelser, den bygger helt tydeligt videre på materialet fra 2 +3 Mos (se fx 5:1-4; 9:1-14; kap.15; kap.28-29). Hvis ikke kritikerne klart kan bevise, at Moses umuligt kunne have skrevet disse beretninger, så understreger 4 Mos igen, at Mosebøgerne er en sammensat en- hed med Moses som hovedforfatter. Tidspunkt: Apr. år 1465 til jan f.kr., i alt 39 år. (4. Mos.1:1 1. dag i 2. måned i 2. år; 5. Mos.1:3 1. dag i 11. måned i 40. år). Motiv: 4 Mos bygger videre på Guds instrukser til præsterne, og giver bestemmelser vedr. deres hjælpere, levitterne. Derudover afslutter 4 Mos beretningen om udvandringen fra Egypten indtil folket når det forjættede land. Den afslører med chokerende ærlighed folkets svigt og de efterfølgende omkost- ningsfulde konsekvenser. Bogens opbygning: 1:1-10:10 Forberedelse til afmarch mod det forjættede land: 1-4 Orden i lejren 1-2 Folket optalt og ordnet 3-4 Religiøse tjenere optalt og ordnet 5:1-10:10 Guds lejr renset og indviet 5:1-6:.27 Fysisk, moralsk og åndelig indvielse i lejren. 7:1-8:26 Religiøse bestemmelser og indvielse af levitterne 9:1-10:10 Om at leve i fællesskab med Jahve 10:11-19:22 Fra Sinaj til Kanaans sydlige grænser: 10:11-12:16 Fra Sinaj til Parans ørken 21

22 10:11-10:36 Rejsen begyndes 11:1-12:16 Fortsat klager fra folket og Guds dom 13:1-14:45 Israel nægter at indtage landet 15:1-19:22 Ørkenvandring 15:1-41 Love vedr. det forjættede land og renselse 16:1-17:26 Oprør mod religiøs autoritet indsat af Gud 17:27-19:22 Religiøse pligter og rettigheder 19:22-20:1 De 37 tavse og glemte år 20:1-36:13 Fra Kadesh til Kanaans østlige grænse: 20:1-21:35 Fra Kadesh til Moabs sletter 22:1-36:13 På Moabs sletter 22:1-25:1 Spåmanden Bileams indsats 26 Den anden folketælling 27 Kvinders arveret Ofringer og love vedr. aflæggelse af løfte Erobring af landet øst for Jordan 33:1-49 Tilbageblik over udvandringens 42 faser 33: Bestemmelser vedr. arvelod i Kanaan Bogens indhold: 4 Mos er en blanding af lovgivning og beretninger fra den rejse Israel foretog fra Sinaj til Kanaans land. Den gengiver en trist historie om folkets klager, oprør og dom, men samtidig vidner den om Guds trofasthed mod sit løfte om at føre Abrahams efterkommere tilbage til det land, han havde lovet dem. Indholdet følger fortrinsvis en kronologisk frem for en tematisk opbygning, ligesom i 2 Mos. I. Forberedelserne før fremrykning mod Kanaan 4 Mos En lejr indrettet under Gud. Lejren er præget af militær organisering, renhed og indvielse til Jahve. Hæren og de religiøse tjenere mønstres og Guds tilbyder sit eget hellige nærvær og sin ledelse. II. Klager, oprør og det store frafald 4 Mos Det, der skulle have været en glædesfyldt pilgrimsrejse i troen, bliver i stedet en trist, nølende travetur, præget af utaknemlighed, frygt og vantro. Oprøret kulminerer, da folket nægter at udføre dets bestemmelse om at indtage landet. Konsekvenserne af dette bliver 40 års ørkesløs ørkenvandring, mens hele generationen, på nær to mænd Josva og Kaleb, dør inden Gud på ny tillader Israel at opfylde hans mål. På trods af folkets svigt fortsætter Gud sit mål ved at væve sin lov ind i nationens liv, for at gøredem til hans lys for nationerne, Guds Rige på jord. 22

23 III. Fokus på indtagelse af det forjættede land 4 Mos Gud beskytter og hjælper Israel mod usynlige og synlige fjender, men folket må selv tage ansvar for ikke at svigte moralsk og åndeligt. Gud forbereder folket på, hvordan de skal indrette sig i det forjættede land og udpeger Josva som sin nye leder efter Moses. Bogens temaer: Det overordnede tema er vandring med Gud, specielt under prøvelser. Gud er aktivt tilstede hos sit folk, og har klare forventninger til deres vandring. Når troende i tillid og lydighed følger Gud, oplever de velsignelse, men når de væl- ger deres egne veje, oplever de at drive ørkesløst rundt og mister Guds til- tænkte velsignelse. Israels vandring kan både opfattes som en pilgrimsfærd med Gud som forsørger og rejseleder, og som en militær fremrykning med Gud som den øverstbefalende general, der fører sin hær for at tilbageerobre sit rige. Åbenbaringsteltet ligger i centrum af Israels lejr. I en tæt cirkel omkring det ligger præsternes og levitternes lejre og derefter i en ydre cirkel de 12 stam- mers lejre. Samme krav til orden præger Israel, når de er på march. Ligesom Gud viser det i skaberværket, er Gud også interesseret i praktisk design og orden hos sit folk. Orden er det, der bedst tjener til menighedens opbyggelse. (1 Kor 14:32, 40; Kol 2:5). Hengivelse og løfter : Mednasiræer løftet (6:1-21) (nasir: at adskille, af- holde, indvie) og afholdenhedsløfter (30:1-17), kunne lægfolket indvie sig til at tjene Gud, en ret som normalt var forbeholdt præsteskabet og levitterne. Gud ønsker at lede sit folk og han gør det med forskellige midler. Synligt direkte igennem sky- og ildsøjlen. Hørligt igennem præsternes trompetsigna- ler. Fornuftigt igennem lokalt kendskab (9:15-34). Derudover åndeligt igennem den profetiske tjeneste (12:6-8), og ved en situations udfald, som vist ved lod- kastning med Tummin og Urim (27:21, se 2 Mos 28:30). Forskellige midler samvirker under Gud til at føre folket til det forjættede land. Syndens alvor. Gentagende gange (16 i alt) gør store dele af nationen oprør i mod Gud. Mest alvorligt ved at nægte at indtage landet (14:34-35). Dette fører til 38 forspildte år i ørkenen, og derved bliver det vantro Israel et advarende eksempel på, hvordan troende kan miste Guds hensigt og mål og gå glip af hans velsignelse. Så alvorligt er dette eksempel, at det bruges i NT (Hebr 3:12-4:3) til at advare bekendende kristne mod frafald. Kora (kap.16) og Bileam (kap , 31:9, 16) fremstilles som advarende eksempler på enkeltpersoner, der stod Gudsautoritet og vilje imod (se 2 Pet 2:15; Jud v.11; Åb 2:14). Moses (12:3-8, bemærk specielt hans tjeneste som Israels store forbeder 11:2; 12:13; 14:13-21; 16:22; 21:7). Derudover Josva (27:16-23), Kaleb 23

24 (13:30-33; 14:6, 24-25) og Pinehas (25:6-13), som dem der lidenskabeligt efterfulgte Gud i tro og lydighed. Landet skal på samme måde som lejren i ørkenen bevares helligt for Gud. Dette betyder både rituel og moralsk renhed såvel som omsorg for de svagere stillede (se krav om ligeret 26:54, 27:6; 33:54; 34:17-29; 36:7 og retssikkerhed 35:30-34). Guds hellighed kommer til udtryk i de forskellige love, der omfatter renhed i rituel (5:1-4; 31:19-30, kap.19) og moralsk (5.6-31) forstand. Gud lægger vægt på autoriteter og præcise detaljer og opdrager derved Israel til ærefrygt (se fx dommen over Mirjam kap. 12, og Moses 20:8-12, samt i bestemmelser om ofringer kap. 15, 28-29). Guds godhed, omsorg og almagt kommer til udtryk, ved hans fortsatte opretholdelse og beskyttelse af Israel igennem de 40 år i ørkenen, på trods af deres gentagende klager og utaknemmelighed. Guds retfærdige moral betyder at synd ikke kan overses. Når han har advaret folket tydeligt, bliver hans straf meget direkte (se fx straffen for sabbatsbrud 15:32-36 med henvisning til 2 Mos 31:13-17; 35:1-3). Guds troskab, kommer til udtryk ved at han holder sit ord (23:19; 26:64-65), og det er fortrinsvis et nådeord (6:23-27, 14:18-20). Tydeligst bevist ved at han fører Israel til det land han for længe siden havde lovet Abraham. Baggrundsinformation: Ud fra almindelig tankegang virker antallet på 2-2,5 mill. mennesker usandsyn- ligt højt (bemærk de ca repræsenterer kun krigsmønstrede mænd, se 2 Mos 12:37; 38:26; 4 Mos 1:46; 3:39; 26:51, 62). Fordi tal har nemmere ved at blive ændret i oversættelsen (tal gengives med bogstaver, og bogstaverne her repræsenterer ordene: tusindfører, klan og familie ), er der nogen, der fore- slår en omskrivning i oversættelsen af tallene. Det får antallet helt ned på ca mænd og som følge heraf bliver hele befolkning på kun ca mennesker. Dette kunne også forklare størrelsesforskellen mellem antallet på mændene i Levi stamme og de andre stammer. Det mindre antal passer bedre med det man i dag tror, Kanaans befolkning var efter erobringen. I modsæt- ning til denne forklaring, der kræver en omskrivning, må det fremhæves at tallene passer, når de lægges sammen, at Bibelen taler om Guds opretholdelse og at tallene citeres i NT (1 Kor 10:8). Moses gengiver 42 rejsestadier (kap. 26) for Israels udvandring, men en stor periode af de 38 år i ørkenen kunne have været stedbunden omkring oa- sen Kadesh, hvilket oversat betyder hellig, måske ud fra at Åbenbaringsteltet var placeret der. Mange af de indgreb Gud gør i ørkenen er mirakler gennemført med naturlige midler. Store vagteltræk (11:31-32) med op til 3 mill. fugle dokumenteres fra Egypten i begyndelsen af det 20. årh e.kr. Sinaj s kalksten er kendt for at 24

Vis mere