DET GAMLE TESTAMENTE

Transkript

1 DET GAMLE TESTAMENTE FØRSTE MOSEBOG Bogens hvem, hvad, hvor: Forfatter: Moses primær forfatter og redaktør med senere tilføjelser af andre redaktører (se fx 12:6; 14:14; 36:31). Moses, som prins oplært ved det Egyptiske hof med adgang til skoling og historiske og politiske arkiver. Moses kan meget vel have bearbejdet israelitiske overleveringer, heltehistorier og slægtstavler samt fået åbenbaringer direkte fra Gud (fx 1 Mos 1-3). Tidspunkt: Jf. 1 Kong 6:1 (år 966 f.kr.) har Moses skrevet Israels begyndelses historie i midten af det 15. årh. f.kr. delvist i Egypten, delvist under ørkenvan- dringen. 1 Mos slutter under Hyksos dynastierne af Faraoer ( f.kr.) ca. 200 år før Moses blev født. Motiv: Som Israels første leder giver Moses folket forklaring på deres baggrund som slavefolk i Egypten og deres sammenhæng med de andre folkeslag omkring dem. 1 Mos dækker over en længere tidsperiode end resten af Bibe- len tilsammen. Bogens opbygning: 1-11 Urhistorie: 1:1-1:25 Gud skaber alt 1:26-2:25 Skabelsen af mennesket 3:1-3:24 Mennesket fristes og gør oprør mod Gud 4:1-5:32 Adam og hans efterkommere 6:1-9:29 Syndfloden og livets nye begyndelse 10:1-11:9 Jordens folkeslag 11:10-11:32 Sems og Teras slægter Israels patriarkers historie: 12:1-25:18 Historien om Abraham 12 Abrams kald Abram & Lot Guds pagt med Abraham Sodomas ødelæggelse og Lots skæbne Isak er pagtens søn 23 Saras død 24 Isak gifter sig med Rebekka 25:1-11 Abrahams sidste år 25:12-18 Ismaels slægt 25:19-28:9 Historien om Isak

2 25:19-34 Isaks sønner 26 Isak imellem nabofolkene 27 Isak bedrages til at velsigne Jakob Historien om Jakob 28:1-29:14 Jakob flygter til Laban 29:15-30:24 Jakobs hustruer og børn 30:25-33:17 Jakob rejser tilbage til Kanaan 33:18-35:29 Jakob bosætter sig i Kanaan og Isak dør 36 Esaus slægt Historien om Jakobs sønner 37 Jakobs yndlings søn, Josef sælges som slave 38 Juda og hans sønner 39 Josef slave og fange iegypten Josef som fyrste i Egypten Josef forliges med sine brødre akobs og Josefs sidste år i Egypten Bogens indhold: 1 Mos sætter Israels historie i verdenshistorisk perspektiv og giver fundamental viden om skabelsen af universet, årsag til godt og ondt i verden, om folkeslagene og deres sprog og om Israels specielle kald. Det er komprimeret historie. 1 Mos 1-11 giver et verdenshistorisk overblik, men den største interesse samler sig om Israels udvælgelse til at være Guds folk og redskab i verden, 1 Mos I. Urhistorie 1 Mos Forklarer Israel om hvorfor verdenstilstanden er, som den er, og hvem den Gud er, som har givet Israel dets løfter og kald. Derudover hvem mennesket er i forhold til resten af skaberværket. Han er homodivinus mennesket skabt i Guds billede). Historien om Adam og Eva, menneskehedens forældre, deres afkom og opdeling af menneskeslægten i to linier, - en verdslig linie (Kains) og en guddommelig linie (Sets). Om syndefaldet og menneskets tiltagende ondskab, der ender med Guds altomfattende dom i syndfloden. Syndefaldet sætter scenen for Bibelens store drama om hvordan Gud vil genoprette forholdet til denne oprørske menneskehed og bringe den ud af dens håbløse tilstand af synd og død. I denne bog berettes om det satanisk inspirerede oprør og samtidig om Guds nådige frelsesplan. Frelsesplanen 2

3 handler om, hvordan Gud dømmer synd, men samtidig formår retfærdigt at tilgive synderen. II. Udvælgelseshistorie 1 Mos Israels oprindelse. Patriarkerne, Israels stamfædre og deres personlige forhold til Gud. Karakteriseret fra Guds side af løfter om Land og Afkom. Gud øn- sker at gøre disse mænd og deres familier til sine repræsentanter blandt mennesker. Fra patriarkernes side skal pagtsforholdet karakteriseres af personlig tillid og lydighed mod Gud. Abraham kendetegnet ved troslydighed (1 Mos 22:12). Isak kendetegnet ved gudsfrygt Isaks Rædsel (1 Mos 31:42,53). Jakob kendetegnet ved en der forvandles af Guds nåde. Jakob bliver til Israel Guds prins. Jakobs 12 sønner kendetegner den første opfyldelse af Guds løfte om at gøre patriarken til et folk. 70 af dem flytter ned til Egypten. Josef kendetegner hvordan Gud bringer noget godt ud af forfærdelige omstændigheder 1 Mos 50:20. Bogens temaer: 1 Mos giver mennesker den fundamentale forklaring på de store spørgsmål i livet: - Hvor kommer vi fra? - Hvor skal vi hen? - Hvorfor er der lidelse og død? - Hvad er ondskab? - Hvad er meningen med livet? Den giver en klar monoteistisk forståelse af Gud. Han er det eneste evige og uskabte væsen. Han er personlig, han er skaberen og opretholderen, og den som alle moralske væsener står til ansvar overfor. 1 Mos 1:1 slår fast, at alt andet end Gud er skabt, dvs. alle andre livsformer og materier er ikke evige. Den fortæller om syndens uhyggelige effekt; og hvorfor mennesket bør stole på og adlyde Gud. Han er kærlig, retfærdig, hersker over alt og alle, og overstyrer verdenshistorien såvel som den enkeltes livsforløb. Han er den ultimative dommer og frelser. Alle advares om, at Gud afskyr synd, og at han vil tilintetgøre dens frygtelige magt igennem hans retfærdige harmes dom. Døden er tegnet på Guds dom (1 Mos 2:17). Den åbenbarer Guds nåde. Han udvælger og fører mennesker ind i sin frelsesplan. Bevidst udelukker Gud alle menneskelige fortrin, som kan gøre fortjent til hans nåde. Fx udvælger Gud bevidst imod gængs kultur den yngre søn frem for den ældre (Set ikke Kain, Sem ikke Jaffet, Isak ikke Ismael, Jakob ikke Esau). Gud tager altid initiativet til at opsøge menneskene og opsøger dem på trods af deres åbenlyse moralske svigt og svagheder (se Abram, Isak, Jakob). På trods af menneskers syndighed tilbyder Gud, at de kan komme ind i et evigt pagtsforhold til ham på baggrund af et blodoffer (1 Mos 4:4-5). Gud kalder mennesker til at leve i hans moralske 3

4 skabelsesorden, men giver dem frihed til selv at træffe deres valg. Han gør det fuldstændigt klart, at som forvaltere af hans skaberværk, vil de stå til ansvar overfor ham. 1 Mos forklarer, hvorfor mennesket både gør godt, skabt i Guds billede. (1 Mos 1:28) og gør ondt, bevidst gør oprør mod Guds bud,(1 Mos 3:11). Hvorfor mennesket har en trang til at underlægge sig og kontrollere skaberværket (1 Mos 1:28) samt giver rammerne for sandt ægteskabeligt samliv (et monogamt, heteroseksuelt og bindende forhold mellem én mand og én kvinde). Baggrundsinformation: 1 Mos historie: 1-11 Urhistorie fra verdens begyndelse (?) til ca. år 2000 f.kr Patriarkernes historie ca f.kr. Før mennesker nedskrev deres historie, blev historien givet videre fortrinsvis gennem helteberetninger og slægtstavler. Samme mønster findes i dag blandt naturfolk. Denne historieoverlevering kendetegnes bl.a. ved en utrolig evne til at huske og ved en nøjagtig gengivelse af præcise detaljer. Sammenlig- net med andre urhistorier er den bibelske urhistorie præget af enkelthed, med meget få overnaturlige elementer og bemærkelsesværdigt fravær af mytologiske fantasier. Det er interessant, at der er mange specifikke detaljer gemt i flere folkeslags urhistorier, som bekræfter Bibelens detaljer (skabelsen, tilste- deværelse af en åndelig verden, syndflod, høj levealder, sammenlignelige slægts- tavler og geografi). 1 Mos er en bog om Guds handlinger, ikke en videnskabelig bog. Den forklarer fortrinsvis, hvorfor ting er sket mere end, hvordan de er sket. Den er skrevet så mennesker i selv meget primitive samfund kan forstå dens budskab, og er derfor meget enkel i sin fortælling. Selvom den er enkel, betyder det ikke, at den er unøjagtig eller usandfærdig. Moderne videnskabsteorier vedrørende jordens alder, de første menneskers levealder, menneskehedens oprindelse og syndflodens udbredelse, anfægter til dels, men bekræfter også samtidig Bibe- lens fortælling. Hvis Gud er, som Bibelen beskriver ham, så er der ingen grund til at betvivle Bibelens beretning den er hverken fantasifuld eller uvirkelig. Mosebøgerne beretter virkelige hændelser om virkelige mennesker. De er skrevet på deres egen måde. De er ikke interesserede i begivenheder for deres egen skyld, men for hvad de åbenbarer om Gud og hans vilje. De bygger på udvalgt materiale og koncentrerer sig om enkeltpersoner og familier og ikke om store nationale begivenheder. Samtidshistorier og arkæologien bekræfter de levevilkår, som de bibelske beretninger beskriver, og derfor kan vi regne dem for sandsynlige. (Egyptisk og mesopotamisk historie bekræfter Bibelens 4

5 detaljer. Arkæologien kan bekræfte Bibelens detaljer om fx bygge- redskaber, jura og samfundsvaner og viser, at de nøjagtigt passer ind i bronzealderen i frugtbare halvmåne ). Moderne bibelkritik giver et alternativ til Moses forfatterskab. Kritikken kan nu påvises at være en meget forenklet og fejlagtig opfattelse af, at Mosebø- gerne bygger på flere usammenhængende kilder. I troen på at der ikke fandtes skrift på Moses tid, har man påstået, at Mosebøgerne er en sammenskrivning af disse forskellige kildematerialer, og at de først blev udgivet mindst år efter Moses. Kildekritikken har ingen beviser for dens påstande, og har sit udgangspunkt i en nu forældet evolutionsteori om religioner. Bogens sammenhæng med resten af Bibelen: 5 Mosebøger giver grundlaget for resten af Bibelens bøger. 1 Mos fortæller Moses sine landsmænd, hvorfor de er slaver i Egypten, hvorfor Gud har udvalgt dem, og hvorfor de skal føres til Kanaans land. Gud har udvalgt dem som sit folk og vil give dem dette land i midten af datidens civilisati- oner, for at de kan være hans redskab til at velsigne verden. Moses forklarer dem, hvem Gud er, og hvordan Gud ønsker, at de skal leve i pagtsforholdet til ham. 1 Mos og Guds frelsesplan: Gud skaber mennesket til at forvalte hans skaberværk. Gud advarer dem om ikke at gøre oprør mod hans vilje, fordi konsekvenserne af dette oprør vil bringe døden og lidelsen ind i skaberværket. Gud udtaler sin dom over åndsmagten Djævelen, og han lover, at han gennem et udvalgt drengebarn (1 Mos 3:15 afkom hebr. sæd, hankøn) vil tilintetgøre Djævelen. Gud peger på blodoffer, som måden hvorpå han vil forlige sig med syndere (1 Mos 3:21; 4:3-7; 8:20-22; 15:7-18; 22:1-14). Gud viser sin retfærd og nåde imod Noa og Lot, men sin vredesdom imod oprørske mennesker ved syndfloden, ved i Babel at forvirre deres sprog, samt ved at udrydde særskilt onde byer som Sodoma og Gomorra. Gud viser sin nåde ved at udvælge enkeltpersoner, Abraham, Isak og Jakob og deres afkom og ved at føre dem ind i et pagtsforhold til ham. Hans mål igennem denne udvælgelse er at bringe sin nådes velsignelse ud til alle folkeslag (1 Mos 12:1-3; 18:18; 22:18; 26:4; 28:14). Gud opretter en pagt med mennesker for at beskytte, velsigne og knytte dem til sig i et levende forhold (1 Mos 6:18; 9:19-17 med Noa, 1 Mos 12:1-3; 15:7-21; 17:6-14 med Abraham, 1 Mos 26:2-7 med Isak, 1 Mos 28:12-22 med Jakob). Jesus i det Gamle Testamente: 5

6 1 Mos og løfterne og detaljerne om den kommende frelserskikkelse: Guds skabende ord 1 Mos 1:1 viser sig at være Jesus, Guds ord, Joh 1:1-4. Gudsmennesket Adam er tegn på Jesus som den nye og sidste Adam, 1 Kor 15:45. Guds løfte, at kvindens sæd vil knuse slangens hoved 1 Mos 3:15. Det er et drengebarn der vil frelse, (Matt 1:23, Hebr 2:14). Temaet udvikles i 1 Mos 12:3; 21:12; 22:18; 26:4; 28:14. Juda udpeges som den udvalgte stamme 1 Mos 49:9-10 (Matt 1:1-17; Åb 5:5). (Se Messias og æslet, Zak 9:9; Matt 21:1-11) Mennesket skabt i og derefter bandlyst fra Edens have 1 Mos 2:8-9; 3:24 og ved frelsen ført tilbage til Guds paradis Åb 22:1-2. Arken der beskytter mod syndfloden, 1 Mos 8:7 symboliserer Jesu stedfor- trædende død og opstandelsesliv der beskytter troende mod Guds dom, Es 32:2, 1 Pet 3: Melkizedek, 1 Mos 14:19-20, præstekongen fra Salem der symboliserer Jesu præsteorden, Sl 110:4, Hebr 7:1-4. Isak, løftets søn der ofres på Morija- bjerget ved Jerusalem, 1 Mos 22: Krøn 3:1, symboliserer Gud Faders ofring af Sønnen som stedfortræden- de offer i syndige menneskers sted, Joh 3:16. Jakob ser en stige forbinde himlen og jorden, 1 Mos 28:12. Dette symboliserer Jesus som mellemmand mellem Gud og menneske, Joh 1:51, 1 Tim 2:5. Josef den afviste bror bliver Israels og verdens frelser, 1 Mos symboliserer Jesus som verdens frelser, Joh. 1:12. Herrens engel (budbringer) 1 Mos 16:7-13; 18:1-33. Dette udtryk beskriver til tider et væsen af guddommelig karakter, der udtrykker Guds helt specielle nærvær. Det tyder på at være Jesus i før- inkarnations- skikkelse, Joh 8: Bogens mest kendte afsnit: 1-2 Skabelse af universet og af mennesket 3 Syndefaldet 6-9 Syndfloden 11 Babelstårnet 12 Abrahams kald 15 Abrahams retfærdiggørelse ved tro 22 Ofringen af Isak, løfternes søn 32 Jakobs brydekamp med Gud 41 Josefs drømme 6

7 ANDEN MOSEBOG Bogens hvem, hvad, hvor: Beretningen i 2 Mos omhandler et år (se kap. 40:17) Forfatter: Moses - forfatter og redaktør (se noter til 1 Mos). Moses livsforløb 120 år. 40 år som prins i Egypten, 40 år som hyrde i Midjan, 40 år som national leder for Israel. Tidspunkt: Udvandringen fra Egypten år 1446 f. Kr under Farao Amunhotep II. (se 2 Mos 12:40). 430 år efter Jakob bosatte sig i Egypten jf. 1 Mos 15:13; ApG 7:6; Gal 3:17. Dette bekræftes af 1 Kong 6:1, 480 år før Salomos 4. regeringsår, som var år 966, samt at Dommerperioden i Israel varede ca. 300 år, jf. Dom 11:26). Alternativ teori: At det skete under Farao Merentah II år 1290 f.kr. Motiv: 2 Mos fortæller Moses Israel, hvordan det gik til, at de blev til en nation under Gud. Han skriver som teolog og ikke som moderne historiker, og sæt- ter fokus på Israels forhold til Gud. Bogens opbygning: 1-18 Israel og Egypten: 2:1 Scenen sættes. Israels folk forøges og undertrykkes 2:2 Moses opvækst og flugt til Midjan 3-4:17 Gud møder Moses 4:18-6:1 Gud sender Moses tilbage til Egypten 6:2-13 Gud åbenbarer sit personlige navn for Moses 6:14-25 Levi stammes slægtsregister 6:26-11:10 Gud sender 10 plager over Egypten 12:1-13:16 Påskefesten og den førstefødte 13:17-15:21 Gud udfrier Israel igennem det Røde Hav 15:22-18:27 Gud fører Israel til Sinaj Israel ved Sinaj: Gud opretter pagt med Israel og giver dem loven 19-20:21 Pagten og buddene 20:22-23:33 Pagtsbogen med retsregler for samfundsforhold 24 Pagtslutningen mellem Jahve og Israel Gud fortæller Israel, hvordan de skal dyrke ham Forordninger om gudstjenesten Åbenbaringsteltet (også kaldet Tabernaklet) Præsteskabet Gudstjenesteordningen Israel falder tilbage til afgudsdyrkelse 7

8 Guldkalven og pagtsbruddet Åbenbaringsteltet konstrueres og indvies Bogens indhold: Universets skaber bliver viser sig som genløser og personlig Gud for Israel. Han udløser slavefolket fra dets trældom i Egypten, og opbygger det til en nation under sit personlige kongedømme i Sinaj ørkenen. I. Rejsen til livet. Israel føres ud af Egypten 2 Mos Første sektion fortæller hvordan Gud af nåde udfriede Israel fra undertrykkelse og udryddelse i Egypten (2 Mos 13:8-9). Fra at være et anset folk under Josef blev Israel til et undertrykt slavefolk i Egypten, pga. egypternes frygt for deres befolknings- tilvækst. Gud oprejser Moses som en folkets befrier, - beskytter hans liv og sørger for hansopdragelse som prins ved Faraos hof, indtil han dræber en egyptisk slavefoged og må flygte for at redde sit liv. Arbejder som hyrde i Midjan, indtil Gud, ved den brændende tornebusk kalder ham og sender ham til Egypten for at befri Israel. Gud nedbryder Faraos hårde hjerte ved at sende 10 plager over Egypten. De ti naturkatastrofer er samtidig en symbolsk dom over de egyptiske guder. Israel beskyttes og bevares igennem plagerne. Påske (som betyder forbi gang ) og det usyrede brøds fest indvies for at fejre, at Israel bliver udfriet fra trældom og beskyttes imod dødsenglen. Israel føres ud af Egypten igennem det Røde Hav, på tredjedagen efter Påsken. Egyptens elitetropper tilintetgøres i havet. Israel føres ved syv marcher ned til Sinaj, og oplever Guds overnaturlige ledelse ved skystøtten. Gud opretholder folket igennem manna, vagtler, oaser og vand ud af klippen. Gud giver dem sejr over Amalek - Moses, Arons og Hurs forbøn medvirker til sejren. II. Israel lærer hvordan de skal leve sammen med Gud 2 Mos Anden sektion fortæller, hvordangud indstifter sit jordiske rige hos Israel. Som storkongen indstifter han sin pagt, og påbegynder at udfolde sit nær- vær i deres midte 2 Mos 29: Israel kaldes til at være hans præstefolk, der skal åbenbare hans vilje for folkeslagene 2 Mos 19:4-6. I de ti bud åbenbarer Gud sin karakter og vilje for Israel kap.20. To tavler a fem bud, evt. to tavler med ti bud, så hver part har sin kopi. Pagtsbogen, kap er eksempler på, hvordan buddene skal tolkes og anvendes i deres samfundsorden. Pagten indvies ved blodoffer og festmåltid med Jahve, kap.24. 8

9 Gud åbenbarer for Moses, på Sinajs bjerg, hvorledes Israel skal dyrke ham, jf. de ti bud. Kap Israels tilbagefald til afgudsdyrkelse. De vil have en gud, de kan se. Afguds- dyrkelse fører til vildførelse og tøjlesløshed. Kap.32. Moses går i forbøn for folket, og Gud åbenbarer sin nåderige karakter og fornyer pagten med Israel. Kap Folket går i gang med at bygge teltet og indsætter det Aronitiske præste- skab, efter den anvisning Gud har givet Moses. Kap Gud bosætter sig synligt iåbenbaringsteltet. Kap.40. Bogens temaer: Guds karakter: 2 Mos viser Guds karakter: Han er trofast og glemmer aldrig sine løfter, selvom der går 500 år fra Abraham til Moses (se 1 Mos 15:14,18; 2 Mos 13:5). Gud har medfølelse med lidende og undertrykte mennesker. Gud er nåderig. Foruden at være skaber og opretholder af alle ting, viser han sig også som værende en Frelser- Gud. Gud er hellig, adskilt og anderledes. Han alene skal tilbedes (bud I) og han skal tilbedes på sin helt egen måde (bud II- III). Gud er en person og han møder mennesker på en personlig måde. Både den enkelte (kap. 3, 34) og gruppen (kap. 19, 40): Gud ønsker et personligt forhold og åbenbarer sig derfor for mennesker. I 2 Mos åbenbarer han sit eget personlige navn (kap. 3, 6), sin almagt (kap. 7-15), sin retfærdige karakter (kap. 20) og sin overvældende herlighed (kap. 19; 34; 40). Guds nåde vækker et tillidsforhold hos den troende. Menneskelig lydighed, gode gerninger og religiøse tiltag kommer først som efter- virkninger af hans indgreb. Derimod er de vigtige for forholdet og er med til at sikre, at forholdet forbliver levende og hjerteligt. (kap. 3:1-4:17, Israel kap. 20:1-3). Pagtsforholdet. Pagtsbetingelserne er ikke til forhandling, men er ufravigelige kontraktmæssige krav fra Gud. De må enten modtages eller afvises med modsat rettede konsekvenser. Selvom Gud er den ophøjede, er han også den nærværende Gud, der bor iblandt sit folk i Åbenbaringsteltet (2 Mos 25:22; 40:34-38). Herfra taler han til dem igennem sin profet (kap. 33:7-11; 34:29-35). Guds hellighed er fundamentet for bibelsk moral og etik. Guds folk er kaldet til at efterligne Gud (kap.19:6; Hebr 9:19-20). Hellighed er symboliseret ved ild (den brændende tornebusk, ilden på Sinaj- bjerget), ved lovens forskrifter og ved Åbenbaringteltets hellige og allerhelligste rum, som holder folket adskilt 9

10 fra Gud (2 Mos 26:33). De ti bud. Taler om at elske Gud (bud I- IV) og at elske mennesker (bud V- X). Buddene er ufravigelige og kalder på respekt og hensyn overfor Gud, menneskeliv, ægteskab, ejendom, sandhed og tanker. De giver etiske krav ikke bare til ydre livsførelse (bud I- X) men også til indre holdninger (bud X). Bryder man bare et bud, har man brudt hele loven. I Israel skal straf bygge på et retsgrundlag. Straf bruges som gengældelse og kompensation for at lære synderen om den smerte, han har forvoldt og for at ændre hans adfærd, så han igen kan fungere i samfundet, - derudover som afskrækkelse overfor andre. Lex Telionis princippet øje for øje, tand for tand fortæller at straffen skal svare til forbrydelsen. Man må hverken over- drive eller underdrive en straf. Dette er princippet for et samfunds retsorden, det skal ikke bruges til personlig hævngerrighed (Matt 5:38-45). Menneskets fornemste opgave er at dyrke Gud og glæde sig i ham i al evighed.(den Westminster trosbekendelse): Gud ønsker at bo iblandt sit folk, men på egne hellige betingelser og ikke efter menneskers normer (kap. 32:8). Åbenbaringsteltet, præstetjenesten (materialer, design, indretning) samt Sabbatsbuddet oplærer Israel i hvordan Gud skal dyrkes. Baggrundsinformation: Slavefolket Israel befries fra Egypten: Historisk periode: Det Egyptiske Nye Rige f.kr. Højdepunktet af fa- raonisk kultur og Egyptisk international magt. To teorier A og B: A. 18. Dynasti (passer med Bibelens kronologi, se note i Bogens hvem, hvad, hvor). Et egyptisk dynasti overtog fra det semitiske Hyksos dynasti. Den store bygherre Thutmose III ( ) var den undertrykkende Farao. Hans tante, medregenten dronning Hatshepsut var Moses plejemor ( ). Hans søn Amenhotep II ( ) var Farao da udvandringen skete. Efter denne periode var der en gradvis nedgang og indadvendthed i Egypten i 100 år, indtil et militært kup bragte en ny egyptisk storheds tid under det 19 dynasti. B. 19. Dynasti (Teorien henviser til 2 Mos 1:11 og de store bygningsværker udført af Ramses II). På ny en aggressiv opgangs- tid i Egypten ( ). I.flg. denne teori var Ramses II den undertrykkende Farao og hans søn Me- rentah, den Farao som Moses konfronterede med Guds krav. Der er ingen egyptiske arkæologiske beviser, der kan bekræfte udvandringen, men dette skal ikke overraske. En så stor ydmygelse af Egypten ville næppe have været genstand for historieskrivning, snarere noget man ville skjule. (Som fx når nynazister forsøger at bortforklare Holocaust). Derimod er den bi- 10

11 belske tradition for udvandringen så udtalt, at for at modbevise den, må den både afsløres som falsk, og der må præsenteres en mere sandsynlig alternativ forklaring for disse fortællingers opståen. Kan dette ikke gøres, må 2 Mos bog beretning have lov til at stå ved magt. De ti plager: Det er en serie af naturkatastrofer med åndelig adresse til Egyptens guder(kap.12:12). 1. Nilguden Khuum/ Hapi angribes el. Osiris blodåre der forbløder. 2. Den hellige frø Heqt bliver folkets plage. 3. Myg / lopper, kryb af religiøs afsky angriber folket 4. Flueguden / bremsen Zebub torturerer dem. 5. Den hellige ko / tyr Hathor / Minevis, el. frugtbarhedstyren Apis slås ihjel. 6. Hellig aske fra medicinguden Imhotep gøres til en forbandelse. 7. Sky og vejrgudinden Nut sættes ude af kontrol. 8. Seth, afgrødernes beskytter er magtesløs. 9. Solguden Ra, Aten, el. Horus udslukkes. 10. Egypternes førstefødte bliver slået ihjel, som straf for Egyptens ondsindede undertrykkelse af Guds førstefødte Israel. YHWH Guds personlige navn, hvis rod er fra udsagnsordet at være. (Kap. 3:14) Jeg er hvem jeg er, dvs. den levende og uforanderlige. Eller. Jeg vil være hvem jeg vil være, dvs. ubegrænset, den der sætter alt andet i gang. Navnet betyder den evige, den som altid er, uden begyndelse, uden ende. Kap.6:3 betyder at indholdet i Guds navn Jahve først åbenbares her. Jahve er både den evige ogfrelseren. Forhærdelse af Faraos hjerte bliver nævnt 16 gange. Nogle gange er det Farao, der forhærder sig selv, andre gange står der, at Gud forhærder ham. Det er ikke enten eller, men både og. Gud forhærder kun den, der selv gerne vil forhærdes. Dette viser at Gud også kan bruge menneskers onde vilje til at fremme sin frelsesplan. Pagtslutning ved Sinaj opbygges efter den form, der var almindelig for Mellemøstens internationale traktater på den tid. Traktaten kræver total un- derordnelse og troskab fra vasalstaten overfor storkongen. (Se også noter i 5 Mos). Sinaj pagten er hovedpagten i GT, og alle senere pagter er blot en fornyelse af den. (For tidligere pagter se 1 Mos 9) 11

12 Bogens sammenhæng med resten af Bibelen: 1 Mos forklarer for Israel hvem Gud er, hvem de er og hvorfor de er i Egypten. 2 Mos fortæller om deres udvandring mod det forjættede land og hvordan de opbygges som Guds nation. Historien fortsætter i 3-5 Mos Udvandringen fra Egypten er central for GT opfattelse af Jahve, som Frelser- Gud. Beretningen forbereder og vækker længselen efter den universelle frelses begivenhed, der senere vil ske på Golgata og som vil kulminere, når Jesus Kristus kommer igen ved tidernes ende. Synd er en realitet. Mennesker er af natur i oprør mod Gud. Selv efter, at de har oplevet Guds nådefulde indgreb og omsorg, glemmer de hurtigt hans godhed og vender sig bort fra ham igen. Det viser, at en ydre befrielse ikke er nok til at ændre liv, der skal en indre forvandling til. Frelse kommer før helliggørelse. Det er altid Gud, der tager initiativ til at frelse mennesker og at hellig gørelse er noget der følger frelsen. Dette vises ved at Israel først frelses ud af Egypten og først derefter får de lovens krav ved Sinaj. Dette illustreres igen og igen - Påskelammet slagtes (kap. 12), pagtslutning sker ved blod- stænkning (kap. 24). Kun igennem et brændofferalter er der adgang til Gud (kap. 27, 29, 40). Præsteskabet skal indvies ved blodoffer (kap. 29). Ordet løskøbe / udfri (kap. 6:6; 15:13) er det hebraiske ord Gaal, som betyder at der skal betales en pris for udfrielsen. Se også ordning om sonepenge (kap. 30:12-16). Gud bruger ørkenvandringen til at udvikle Israels tillid til og lydighed mod ham (2 Mos 15:26; 16:4; 19:4-5). Ligesom han gjorde det med Abraham (1 Mos 22) og andre. Igennem prøvelserne lærer de afhængighed af Gud, og viljen til at følge ham. (Se også noter vedr. Israels oprør i oversigt over 4 Mos). Jesus i det Gamle Testamente: 2 Mos og løfterne og detaljerne om den kommende frelserskikkelse: Jesus er Jahve / Herren. (4:26; 6:35,41; 8:12,58; 9:5; 10:7,9,11,14; 11:25; 14:6; 15:1,5, 1 Kor 8:6; Fil 2:11). Moses er en prototype på Israels frelserskikkelse (Hebr 3:1-6). Jahves frelsende engel, evt. Guds Søn i preinkarneret form. (2 Mos 3:2; 14:19; 23:20-23; 33:12-16 (se også noter i tilsvarende sektion i oversigt over 1 Mos under Herrens engel ). Påskelammet påske / Pasach betyder forbi gang. 2 Mos 12 et ungt lydefrit handyr, som skal fortæres helt og hvis ben ikke må knuses og hvis blod skal stryges på dørstolpen med en isop stængel for at beskytte mod dødsenglen. (Se Jesus i Es 53:7; Joh 1:29; 6:50-56; 19:29,36; 1 Kor 5:7; 1 Pet 1:19; Åb 12:11). 12

13 Udvandringen fra Egypten er en prototype på Jesu udvandring ved Golgata (Luk 9:31). Manna 2 Mos 16:13-36 himmelsk brød til opretholdelse af liv symboliserer Jesu liv, som gives til troende (Joh 6:30-35,47-51) Vand fra klippen 2 Mos 17:6 bliver opfyldt i åndelig forstand af Jesus (Joh 4:13-14; 7:38-39; 1 Kor 10:4). Åbenbaringsteltet og ypperstepræstens rolle, illustrerer Jesu liv og tjeneste. (Joh 1:14; 2:19; Hebr kap. 8-10; f 8:1-6) Bogens mest kendte afsnit: 2 Moses findes i Nilens siv af Faraos datter. 3-4 Moses møder Gud ved den brændende tornebusk 3, 6 Jahve åbenbarer sit personlige navn. 7:14-11:10 Egyptens 10 plager. 13:17-15 Udfrielsen af Israel igennem det Røde Hav. 20. De ti bud, der gives på Sinaj. 32. Israels frafald og afgudsdyrkelse af Guldkalven. 34 Gud møder Moses på bjerget, fornyer pagten og åbenbarer sin hellige nåderige karakter. 40. Gud stiger ned i Åbenbaringsteltet for at bo blandt sit folk. 13

14 TREDIE MOSEBOG Bogens hvem, hvad, hvor: Beretningen i 3 Mos omhandler en måned (2 Mos 40:2,17; 4 Mos 1:1), mens Israel bor ved Sinaj. (3 Mos 7:37-38; 27:34). Forfatter: Moses - forfatter og redaktør, (se noter til 1 Mosebog). Der står ikke direkte, at Moses skrev 3 Mos, men 56 gange står der, at Gud bad Moses videregive disse bestemmelser: Herren kaldte på Moses og talte til ham, Han sagde: Tal til israelitterne og sig til dem. (3 Mos 1:1). Der er hverken interne eller eksterne faktorer, der begrunder, at 3 Mos skulle blive opfattet som et værk, der er skrevet under Israels eksil i det 6. årh. f.kr., sådan som nogle bi- belkritikere hævder. Bogen er så grundlæggende for Israels gudsdyrkelse, at det ville være højst besynderligt, hvis den først var skrevet 800 år efter nationens grundlæggelse. Tidspunkt: Marts- april år 1465 f.kr., hvis udvandringen skete i marts 1466 f.kr. Motiv: 2 Mos slutter med at Gud tager bolig i Åbenbaringsteltet. 3 Mos fort- sætter i naturlig forlængelse heraf, og beskriver hvordan folket skal leve sammen med denne hellige Gud. Gud har kaldet dem til at leve som hans hellige præsteskab (2 Mos 19:6; 3 Mos 11:44-45; 19:2; 20:7, 26) og derved være hans lys i verden. Bogen giver også tekniske arbejdsbeskrivelser for præsternes arbejde. Men det er absolut ikke en hemmelig bog for de få indviede. Det er en bog, som hele folket skal have indblik i, og som en del af Loven (de fem Mose- bøger), skulle den oplæses for hele folket (5 Mos 31:9-13). Bogens opbygning: 1:1-10: :1-10:10 5:1-6:.27 7:1-8::26 9:1-10:10 10:11-19:22 10:11-12:16 10:11-10:36 11:1-12:16 13:1-14:45 15:1-19:22 Forberedelse til afmarch mod det forjættede land: Orden i lejren Folket optalt og ordnet Religiøse tjenere optalt og ordnet Guds lejr renset og indviet Fysisk, moralsk og åndelig indvielse i lejren. Religiøse bestemmelser og indvielse af levitterne Om at leve i fællesskab med Jahve Fra Sinaj til Kanaans sydlige grænser: Fra Sinaj til Parans ørken Rejsen begyndes Fortsat klager fra folket og Guds dom Israel nægter at indtagelandet Ørkenvandring 14

15 15:1-41 Love vedr. det forjættede land og renselse 16:1-17:26 Oprør mod religiøs autoritet indsat af Gud 17:27-19:22 Religiøse pligter og rettigheder 19:22-20:1 De 37 tavse og glemte år 20:1-36:13 Fra Kadesh til Kanaans østlige grænse: 20:1-21:35 Fra Kadesh til Moabs sletter 22:1-36:13 På Moabs sletter 22:1-25:1 Spåmanden Bileams indsats 26 Den anden folketælling 27 Kvinders arveret Ofringer og love vedr. aflæggelse af løfte Erobring af landet øst for Jordan 33:1-49 Tilbageblik over udvandringens 42 faser 33: Bestemmelser vedr. arvelod i Kanaan Bogens indhold: Universets skaber (1 Mos), som også er Israels Frelser- Gud (2 Mos) viser her i 3 Mos hvordan folket skal leve for at blive bevaret i et helligt forhold til ham. 2 Mos handler om nåden til frelse og 3 Mos om nåden til at blive bevaret i et levende og helligt forhold til Gud. I. At leve helligt med Gud 3 Mos Når det gælder ofringerne, er der fem typer ofringer, som kan opdeles i to kateorier. Vellugtsofringerne: Brænd-, afgrøde- og måltidsoffer. Disse er med til at bevare den troendes forhold til Gud. synd- og skyldoffer: Disse bruges til at genoprette forholdet både til Gud og mennesker. Bemærk, at der ikke findes noget offer for bevidst overtrædelse af Guds love. Her kan den troende kun forlade sig på Guds nåde(3 Mos 4:13, 27; 5:15; 18; Sl.51:3-6,16-19). Aron og hans sønner indsættes i deres præstetjeneste, nøjagtigt efter de bestemmelser Moses har fået fra Gud. De to ældste præstesønner, Nadab og Abihu, tager ikke Guds hellige bestemmelser alvorligt og bøder med deres liv. Love om rituel renhed. Rituelle bestemmelser vedrørende mad, barsel, hud- sygdomme og kønslige udtømmelser skal lære Israel hele tiden at tænke på Gud som den hellige Gud, helt anderledes end de øvrige folkeslags guder. Den store forsoningsdag er bogens højdepunkt, som fortæller Israel om nødvendigheden af vedvarende at blive renset og forsonet, hvis Gud fortsat skal kunne bo hos dem. 15

16 II. At leve som et helligt folk 3 Mos Israel skal vise hellighed i praksis i alle livets forhold, så omverdenen kan vide, hvordan Gud ønsker, at mennesker skal leve. Hellighed betyder ikke alene renhed og retskaffenhed, men også guddommelig omsorg for næsten og den svage. Israel skal fejre sine fester og højtider (Påske - religiøst nytår, Usyrede brøds fest og svingningsneget, Pinse, Basunfest - civilt nytår, Den store forsoningsdag, Løvhyttefesten, Sabbat, Nymåne, Sabbatår, Jubelår) til minde om Guds frelsende og opretholdende omsorg for dem. Israel gøres bevidst om, at der er meget kontante konsekvenser ved at følge Gud eller vrage hans veje. I sidste ende gælder det liv eller død. Gud maner til gennemtænkt realisme og integritet, når menneskers afgiver løfter til ham. Bogens temaer: Det overordnede tema er hellighed. For Gud er der tre kategorier af liv: 1. helligt liv, 2. det almindelige og gode liv, og 3. det urene og vederstyggelige liv. Når hellige ting blandes sammen med det almindelige, mister de deres hellighed. Hvis det almindelige blandes sammen med det vederstyggelige, regnes alt som vederstyggeligt. Gud ønsker helligt liv, og derfor skal vederstyggelig og urent liv helt og aldeles afvises og forkastes. Men almindeligt liv er ikke helligt liv. For at almindeligt liv kan blive helligt, skal det først renses og indvies ved et offer. Guds mål er, at mennesker får del i hans liv og ligner ham. I skal være hellige for mig, for jeg Herren (Jahve) er hellig (3 Mos 0:26). Ofringer: At leve i et forhold til den hellige Gud kræver blodoffer, både når man skal genoprette forholdet (synd- & skyldoffer), men også blot for at leve i forholdet (vellugtsofrene). Det kræves, at et uskyldigt offer dør, før mennesker kan have fællesskab med Gud. Motivation: Faldne mennesker har både brug for opmuntring og advarsel for fortsat at leve i overgivelse til Gud. Gud ejer hele livet. Gud har ret til alt og kræver det ypperste, som et mennesket har. Men Gud kræver kun, at vi giver ham en symbolsk del tilbage. Denne symbolske del skal dog minde de troende om, at alt hvad de har, tilhører Gud. Gud ønsker fællesskab med mennesker. Han indsætter mellem- mænd, der er kaldet, renset og udrustet til at formidle hans liv til mennesker. Tjene- sten underlægges en ypperstepræst, der alene er udrustet til den fuldkomne 16

17 adgang til Gud. Han støttes af sine præstebrødre og sammen tjener de folket både i religiøse og verdslige forhold. Ikke kun præsterne, men hele Guds folk, skal indrette sig under Gud. Det daglige, det ugentlige, det månedlige og det årlige liv, i generation efter generation skal bygges op på en sådan måde, at den hellige nåderige Gud bliver livets omdrejningspunkt. Etisk livsførelse, opbygget på moralen i de 10 bud, er Guds ultimative krav til sit folk. Bibelens etiske livsførelse har ikke sin kilde i retfærdighedsregler, men udspringer af et levende personligt forhold til den frelsende Gud, som nu er blevet den troendes personlige Herre. De 10 bud uden et personligt forhold til Gud er døde stentavler, der ikke formår at forvandle hjertet. Det kræver Guds nådeindgreb at kunne efterligne Gud i hans hellige væsen. I skal hellige jer og være hellige, for jeg er Herren jeres Gud. I skal omhyggeligt følge mine love, det er mig, der helliger jer. (3 Mos 20:7-8). Soning kræver et blodoffer. For at mennesker kan leve i et forhold til Ja- hve, universets Skaber og Opretholder og menneskehedens Frelser og Herre, må et uskyldigt offer lade livet for andre. Menneskets synd og skyld overfor Gud, kan kun gengældes med dødsstraf. Bibelen anviser kun et redningspunkt for fortabte syndere, det er at Gud accepterer, at en ren og uskyldig stedfor- træder giver sit liv og betaler synderens straf i stedet for synderen selv. 3 Mos taler om en stor forsoningsdag, hvor Gud fører mennesker tilbage til ham selv, hvor han fjerner deres synd og genopretter et levende og helligt forhold til dem, således at han altid kan bo iblandt dem. Baggrundsinformation: A At leve med en hellig Gud: Vi forstår i dag, at det ikke drejer sig om irrationelle tabuer, men om vise sundhedsmæssige foranstaltninger, der fore- bygger mod sygdom og epidemi. Diætlove, hygiejne, seksuel kyskhed, karantæne overfor smitsomme sygdomme; alt sammen foranstaltninger der bevarer folket sundt (iflg. 2 Mos 23:25). Gud brugte også disse love til synligt at adskille Israel fra folkeslagene og hellige dem til sig selv. Israel skulle adlyde i tillid til, at Gud elskede dem, også selvom han ikke altid forklarer årsagerne til sine bud. Klippegrævlingen og haren tygger ikke drøv! Oldtids hebraisk er ikke et meget nøjagtigt sprog, det maler med en bred pensel. Det er vigtigt at indse her, at Gud giver love, der er nemme for iagttageren. Hensigten var at gøre det nemt for lægmænd at kategorisere rituelle rene og urene dyr, ved på afstand at iagttage dyrenes spisemetoder og tæt på ved at se på deres hove. Forsoningsdagen er Azazel 16:9-10, 26 en dæmon jf. overs.1992, eller navnet på syndebukken? Azazel betyder: 17

18 1. EZ (ged) - AZAL (gå væk fra) 2. AZALA (fjerne). 3. AZAZ (at være stærk) - EL (gud). Men siden 17:7 forbyder ofringer til bukketrolde er det mest sandsynligt at det bør oversættes fjernelses geden, eller syndebuk. B At leve som et helligt folk: Patriarkalisme, mærkelige tabuer, blodofringer, slaveri og barske straffe kan støde retfærdighedssansen. Guds måde at arbejde med mennesker på er ved gradvist at forvandle dem og deres samfund. Lovene reflekterede det omkringliggende samfund, men Gud gjorde dem humane. Bemærk lovene der tager hensyn til samfundets svage (Fx 19:13-14; 33-35; 23:22). Gud er retfærdig med straffedomme. Israel får ikke lempeligere behandling end Egypten eller Kanaan og omstændigheder (19:20; 27:8) og der åbnes op for anger og omvendelse (26:38-45), men retsgrundlaget må ikke udtyn- des (19:15) Sabbatshvile på den syvende dag efter 6 dages arbejde, fester der varer i 7 dage (usyrede brød-, løvhytte- ), en fest efter 7 uger (Pinse), den 7. Måned er den store festmåned (med tre fester), hvert 7. År er et hvileår og efter hvert 7x7år kommer endnu et frigørende hvileår (Jubelåret). Israel blev opfattet som Guds ejendom, på samme måde som datidens storkonger opfattede deres vasalstater, som deres ejendom (25:42-43). Ka- naans land tilhørte Gud og han gav det til hvem han ønskede, Israel havde kun bopæls ret (25:23). Pga. udfrielsen fra Egypten krævede Gud ret til alle Israels førstefødte (27:26) og derudover at alle i Israel gav 1/10 af deres indtægter til ham. Alle disse indtægter blev brugt til at opretholde Israels præstedømme og gudstjenesteordning (22:16). Bogens sammenhæng med resten af Bibelen: 3 Mos er som et hængsel for de fem Mosebøger. Den forklarer måden hvorpå Gud udskiller Abrahams afkom (1 Mos), så han kan bruge dem som sit redskab i verden. Den følger op på ordningen om Åbenbaringsteltet (2 Mos) og viser hvordan tjenesten ved teltet skal udføres. Den giver de sidste afgørende religi- øse rammer, før folket skal indtage landet (4 Mos og 5 Mos). Resten af GT reli- giøse ordninger kan slet ikke forstås uden reference til 3 Mos I NT referer He- bræerbrevet ca. 90 gange til 3 Mos, og Hebr kap er en direkte udlægning af Jesu offertjeneste ud fra 3 Mos. Offersystemet Viser tydeligvis, i modsætning til hedningereligionerne, at man ikke kan købe sig til Guds gunst. Israels folk og patriarkerne før dem, bli- 18

19 ver frelst, og først derefter følger offertjenesten, som en ydre udtryksform for bevarelse og genoprettelse af forholdet til den hellige Gud. Blodofringerne taler deres tydelige sprog om, at et uskyldigt liv skal ofres, før mennesker kan få adgang til Gud. Blod er det hellige middel til soning og er symbolet på liv. Når blodet er udgydt, er det tegn på, at et liv er lagt ned (3 Mos 3:17; 7:26; 17:11-16). Fedt er symbol på den bedste del af offeret, og derfor den del, der altid skal ofres til Gud (3 Mos 17:6). Salt symboliserer et konserveringsmiddel der ikke fordærves, modsat surdej og honning, der blev brugt i frugtbarhedsre- ligionerne (3 Mos 2:11-13). Den hellige Gud bruger mellemmænd til at genoprette forholdet mellem ham og den syndige verden. 3 Mos Viser billedligt, hvordan forholdet til Gud oprettes og vedligeholdes. (Ofringer, tilbedelsesrøgelse, fællesskabsmåltider). Præ- sterne bliver brugt af Gud til både at tjene og undervise folket, og Festerne : Hellige sammenkomster, der genfortæller frelsens sandheder igennem land- brugets kalenderår. Med Sabbat- og Jubelår er der også tale om en frelsende genoprettelse af samfundsordenen. Helliggørelse, er ikke en metode til opnåelse af Guds gunst, men en måde at leve det hellige liv på, som Gud ved sin nåde har skænket i frelsen. Hellig- hedslovene er ydre, ofte rituelle udtryksformer, der symboliserer Guds rene karakter. Dette betyder at de troende må tage afstand fra alt det, som Gud definerer som urent og afskyeligt. Men Gud vil mere end dette. At leve rent og godt er blot almindeligt. Men Gud kalder til hellighed. De troende skal leve adskilt og indviet til ham, så han kan bruge os til at forvandle verden. Jesus i det Gamle Testamente: De forskellige ofringer udtrykker forskelligefacetter af Jesu offer (Hebr 10:3-10). Brændoffer: Jesu totale overgivelse til Gud Afgrødeoffer: Hans fuldkomne karakter som Livets brød Måltidsoffer: Udtrykker hans næstekærlighed Syndoffer: At han blev gjort til synd for os Skyldoffer: at han skaffede soning for menneskers skyld Renhedslovene UdtrykkerJesu fuldkomne og rene karakter, overgivet til Gud i ånd, sjæl og legeme. De taler om hans renhed og godhed i holdning, ord og handling (Joh 8:46; Hebr 7:26; 14:15; 1 Pet 1:15-16; 1 Joh 3:3). Hebr 7-10 Viser Jesus som både Ypperstepræst og endegyldigt offer. Jesu uforgængelige evige præstedømme på Melkizedeks vis (Hebr 6:20; 7:24f). Jesu fuldkomne offer, en gang for alle (Hebr 7:26-8:3; 9:11-14; 25-28; 10:11-14). 19

20 Alt sammen gennemført i det sande Åbenbaringstelt i Himlen (Hebr 8:2; 9:1-5, 21-24; 10:19-21). Sabbat : Jesus bringer Guds sabbatshvile (Matt 11:28-29); Påske : Jesus er påskelammet (1 Kor 5:7); Usyrede brøds fest med svingningsneget, dagen efter sabbat : Jesus er opstandelseshøstens første neg (1 Kor 15:20); Ugefe- sten (Pinse): Jesu udgydelse af Helligånden bringer en høst til Gud (ApG 2:17-37), Hornblæsning : Varsler Jesu genkomst (Matt 24:31; 1 Thess 4:16-17). Forsoningsdagen : Israels omvendelse som nation (Zak 12:8-14; Rom 11:25-26; Åb 1:6-7). Løvhyttefesten : Afslutningen på opstandelsen (1 Kor 15:23 ), Gud og Lammet har deres bolig hos mennesker (Es 4:6 Åb 7:15-17) Sabbats- og Jubelåret, nådeåret : Genopretteren genopretter. Bogens mest kendte afsnit: 16 Den Store Forsoningsdag 19 Diverse bud og forbud, kærlighed til Gud og næstekærlighed 20

21 FJERDE MOSEBOG Bogens hvem, hvad, hvor: Beretningen i 4 Mos omhandler de 38 år, fra Israel bevæger sig fra Sinaj (4 Mos 10:11-12) og indtil de lejrer sig ved Jordan flodens øst- lige bred, på Moabs sletter (4 Mos 33:49-50). Forfatter: Moses - forfatter og redaktør, (se noter til Mos). I 4 Mos 33: 2 står der, at Gud befalede Moses at nedskrive israelitternes vandringer. Det antydes dog, at der også er andre der skriver, fx omtales Moses, ligesom i Mos., i 3. person, og på en måde, der ville være unaturlig, hvis det var ham selv der skrev (12:3; 15:22-23). I 4 Mos citeres der også fra andet skriftligt materiale (21:14, 27-30). Men Moses er absolut hovedkilden til bogen, for ca. 70 gange står der, at Gud bad Moses videregive hans befalinger til folket (se også 36:13). Bogens beretning hænger naturligt og uløseligt sammen med 2. Mos. (se fx 14:22; 33:1-49) og dets forskellige bestemmelser, den bygger helt tydeligt videre på materialet fra 2 +3 Mos (se fx 5:1-4; 9:1-14; kap.15; kap.28-29). Hvis ikke kritikerne klart kan bevise, at Moses umuligt kunne have skrevet disse beretninger, så understreger 4 Mos igen, at Mosebøgerne er en sammensat enhed med Moses som hovedforfatter. Tidspunkt: Apr. år 1465 til jan f.kr., i alt 39 år. (4. Mos.1:1 1. dag i 2. måned i 2. år; 5. Mos.1:3 1. dag i 11. måned i 40. år). Motiv: 4 Mos bygger videre på Guds instrukser til præsterne, og giver bestemmelser vedr. deres hjælpere, levitterne. Derudover afslutter 4 Mos beretningen om udvandringen fra Egypten indtil folket når det forjættede land. Den afslører med chokerende ærlighed folkets svigt og de efterfølgende omkost- ningsfulde konsekvenser. Bogens opbygning: 1:1-10:10 Forberedelse til afmarch mod det forjættede land: 1-4 Orden i lejren 1-2 Folket optalt og ordnet 3-4 Religiøse tjenere optalt og ordnet 5:1-10:10 Guds lejr renset og indviet 5:1-6:.27 Fysisk, moralsk og åndelig indvielse i lejren. 7:1-8:26 Religiøse bestemmelser og indvielse af levitterne 9:1-10:10 Om at leve i fællesskab med Jahve 10:11-19:22 Fra Sinaj til Kanaans sydlige grænser: 10:11-12:16 Fra Sinaj til Parans ørken 21

22 10:11-10:36 Rejsen begyndes 11:1-12:16 Fortsat klager fra folket og Guds dom 13:1-14:45 Israel nægter at indtage landet 15:1-19:22 Ørkenvandring 15:1-41 Love vedr. det forjættede land og renselse 16:1-17:26 Oprør mod religiøs autoritet indsat af Gud 17:27-19:22 Religiøse pligter og rettigheder 19:22-20:1 De 37 tavse og glemte år 20:1-36:13 Fra Kadesh til Kanaans østlige grænse: 20:1-21:35 Fra Kadesh til Moabs sletter 22:1-36:13 På Moabs sletter 22:1-25:1 Spåmanden Bileams indsats 26 Den anden folketælling 27 Kvinders arveret Ofringer og love vedr. aflæggelse af løfte Erobring af landet øst for Jordan 33:1-49 Tilbageblik over udvandringens 42 faser 33: Bestemmelser vedr. arvelod i Kanaan Bogens indhold: 4 Mos er en blanding af lovgivning og beretninger fra den rejse Israel foretog fra Sinaj til Kanaans land. Den gengiver en trist historie om folkets klager, oprør og dom, men samtidig vidner den om Guds trofasthed mod sit løfte om at føre Abrahams efterkommere tilbage til det land, han havde lovet dem. Indholdet følger fortrinsvis en kronologisk frem for en tematisk opbygning, ligesom i 2 Mos. I. Forberedelserne før fremrykning mod Kanaan 4 Mos En lejr indrettet under Gud. Lejren er præget af militær organisering, renhed og indvielse til Jahve. Hæren og de religiøse tjenere mønstres og Guds tilbyder sit eget hellige nærvær og sin ledelse. II. Klager, oprør og det store frafald 4 Mos Det, der skulle have været en glædesfyldt pilgrimsrejse i troen, bliver i stedet en trist, nølende travetur, præget af utaknemlighed, frygt og vantro. Oprøret kulminerer, da folket nægter at udføre dets bestemmelse om at indtage landet. Konsekvenserne af dette bliver 40 års ørkesløs ørkenvandring, mens hele generationen, på nær to mænd Josva og Kaleb, dør inden Gud på ny tillader Israel at opfylde hans mål. På trods af folkets svigt fortsætter Gud sit mål ved at væve sin lov ind i nationens liv, for at gøredem til hans lys for nationerne, Guds Rige på jord. 22

23 III. Fokus på indtagelse af det forjættede land 4 Mos Gud beskytter og hjælper Israel mod usynlige og synlige fjender, men folket må selv tage ansvar for ikke at svigte moralsk og åndeligt. Gud forbereder folket på, hvordan de skal indrette sig i det forjættede land og udpeger Josva som sin nye leder efter Moses. Bogens temaer: Det overordnede tema er vandring med Gud, specielt under prøvelser. Gud er aktivt tilstede hos sit folk, og har klare forventninger til deres vandring. Når troende i tillid og lydighed følger Gud, oplever de velsignelse, men når de væl- ger deres egne veje, oplever de at drive ørkesløst rundt og mister Guds til- tænkte velsignelse. Israels vandring kan både opfattes som en pilgrimsfærd med Gud som forsørger og rejseleder, og som en militær fremrykning med Gud som den øverstbefalende general, der fører sin hær for at tilbageerobre sit rige. Åbenbaringsteltet ligger i centrum af Israels lejr. I en tæt cirkel omkring det ligger præsternes og levitternes lejre og derefter i en ydre cirkel de 12 stammers lejre. Samme krav til orden præger Israel, når de er på march. Ligesom Gud viser det i skaberværket, er Gud også interesseret i praktisk design og orden hos sit folk. Orden er det, der bedst tjener til menighedens opbyggelse. (1 Kor 14:32, 40; Kol 2:5). Hengivelse og løfter : Mednasiræer løftet (6:1-21) (nasir: at adskille, af- holde, indvie) og afholdenhedsløfter (30:1-17), kunne lægfolket indvie sig til at tjene Gud, en ret som normalt var forbeholdt præsteskabet og levitterne. Gud ønsker at lede sit folk og han gør det med forskellige midler. Synligt direkte igennem sky- og ildsøjlen. Hørligt igennem præsternes trompetsigna- ler. Fornuftigt igennem lokalt kendskab (9:15-34). Derudover åndeligt igennem den profetiske tjeneste (12:6-8), og ved en situations udfald, som vist ved lodkastning med Tummin og Urim (27:21, se 2 Mos 28:30). Forskellige midler samvirker under Gud til at føre folket til det forjættede land. Syndens alvor. Gentagende gange (16 i alt) gør store dele af nationen oprør i mod Gud. Mest alvorligt ved at nægte at indtage landet (14:34-35). Dette fører til 38 forspildte år i ørkenen, og derved bliver det vantro Israel et advarende eksempel på, hvordan troende kan miste Guds hensigt og mål og gå glip af hans velsignelse. Så alvorligt er dette eksempel, at det bruges i NT (Hebr 3:12-4:3) til at advare bekendende kristne mod frafald. Kora (kap.16) og Bileam (kap , 31:9, 16) fremstilles som advarende eksempler på enkeltpersoner, der stod Gudsautoritet og vilje imod (se 2 Pet 2:15; Jud v.11; Åb 2:14). Moses (12:3-8, bemærk specielt hans tjeneste som Israels store forbeder 11:2; 12:13; 14:13-21; 16:22; 21:7). Derudover Josva (27:16-23), Kaleb 23

24 (13:30-33; 14:6, 24-25) og Pinehas (25:6-13), som dem der lidenskabeligt efterfulgte Gud i tro og lydighed. Landet skal på samme måde som lejren i ørkenen bevares helligt for Gud. Dette betyder både rituel og moralsk renhed såvel som omsorg for de svagere stillede (se krav om ligeret 26:54, 27:6; 33:54; 34:17-29; 36:7 og retssikkerhed 35:30-34). Guds hellighed kommer til udtryk i de forskellige love, der omfatter renhed i rituel (5:1-4; 31:19-30, kap.19) og moralsk (5.6-31) forstand. Gud lægger vægt på autoriteter og præcise detaljer og opdrager derved Israel til ærefrygt (se fx dommen over Mirjam kap. 12, og Moses 20:8-12, samt i bestemmelser om ofringer kap. 15, 28-29). Guds godhed, omsorg og almagt kommer til udtryk, ved hans fortsatte opretholdelse og beskyttelse af Israel igennem de 40 år i ørkenen, på trods af deres gentagende klager og utaknemmelighed. Guds retfærdige moral betyder at synd ikke kan overses. Når han har advaret folket tydeligt, bliver hans straf meget direkte (se fx straffen for sabbatsbrud 15:32-36 med henvisning til 2 Mos 31:13-17; 35:1-3). Guds troskab, kommer til udtryk ved at han holder sit ord (23:19; 26:64-65), og det er fortrinsvis et nådeord (6:23-27, 14:18-20). Tydeligst bevist ved at han fører Israel til det land han for længe siden havde lovet Abraham. Baggrundsinformation: Ud fra almindelig tankegang virker antallet på 2-2,5 mill. mennesker usandsyn- ligt højt (bemærk de ca repræsenterer kun krigsmønstrede mænd, se 2 Mos 12:37; 38:26; 4 Mos 1:46; 3:39; 26:51, 62). Fordi tal har nemmere ved at blive ændret i oversættelsen (tal gengives med bogstaver, og bogstaverne her repræsenterer ordene: tusindfører, klan og familie ), er der nogen, der fore- slår en omskrivning i oversættelsen af tallene. Det får antallet helt ned på ca mænd og som følge heraf bliver hele befolkning på kun ca mennesker. Dette kunne også forklare størrelsesforskellen mellem antallet på mændene i Levi stamme og de andre stammer. Det mindre antal passer bedre med det man i dag tror, Kanaans befolkning var efter erobringen. I modsæt- ning til denne forklaring, der kræver en omskrivning, må det fremhæves at tallene passer, når de lægges sammen, at Bibelen taler om Guds opretholdelse og at tallene citeres i NT (1 Kor 10:8). Moses gengiver 42 rejsestadier (kap. 26) for Israels udvandring, men en stor periode af de 38 år i ørkenen kunne have været stedbunden omkring oa- sen Kadesh, hvilket oversat betyder hellig, måske ud fra at Åbenbaringsteltet var placeret der. Mange af de indgreb Gud gør i ørkenen er mirakler gennemført med naturlige midler. Store vagteltræk (11:31-32) med op til 3 mill. fugle dokumenteres fra Egypten i begyndelsen af det 20. årh e.kr. Sinaj s kalksten er kendt for at 24

25 indeholde naturlige reservoirer med store mængder vand (2 Mos 17:6; 4 Mos 20:11). Kviksand dækket af en hård skorpe, der pludselig giver efter (16:30-34), samt plager med giftslanger (21:4-9) er kendte fænomener. Den negative omtale af Bileam kan på overfladen virke hård, når teksten siger, at Gud billigede at han tog af sted. Men vi kender fra os selv, at en sag godt kan involvere mange dagsordener. Gud ser dem alle og genkendte grisk- heden, der motiverede Bileam i denne sag. Teksten afslører også hvordan Bileam i sidste ende fik sine penge (30:16; 2 Pet 2:15; Åb 2:14). Mht. hans talende æsel, kan der være flere forskellige måder hvorpå Bileam hørte infor- mationen, som Gud gav ham igennem æslet. Vedr. Guds brug af band som doms middel: (se noter til Josvas bog). Bogens sammenhæng med resten af Bibelen: 4 Mos afslutter rejseberetningen om Israels udvandring fra Egypten frem til det forjættede land. De fem Mosebøger, hører sammen som en naturlig enhed, både mht. beretning og mht. lovgivning. Hver bog er afhængig af informatio- nen i en anden for at give den fulde forståelse. 1 Mos Forjætter om Abrahams afkom og deres land 4 Mos Viser at profetien er klar til opfyldelse 2 Mos Fortæller om udvandringen fra Egypten til Sinaj 4 Mos Om rejsen fra Sinaj til Jordan 3 Mos Giver instrukser om gudsdyrkelse og åndelige privilegier 4 Mos Om det at vandre med Gud og at være åndelig ansvarlig overfor ham. 4 Mos Vedr. frelsesplanen fortæller hvordan tingene ikke bør være. Beretningerne er præget af folkets klager, utaknemlighed, jalousi, vantro, overmod, oprør samt afguderi, således at konsekvensen bliver, at en hel generation går glip af Guds velsignelse. Folket var blevet udfriet fra trældom og fangenskab, men i stedet for troslydighed gensvarede de med vantro og oprør og mistede derved deres lod i det forjættede land. I stedet for at opnå frelsens hvile dør de i ørkenen, uden formål og retning. NT bruger eksemplerne til at advare mod frafaldets alvorlige konsekvenser (Matt 12:30-32; 1 Kor 10:1-13; Hebr 3:1-4:13; 5:11; 6:12; 10:19-39; 12:4-29; 1 Joh 5:16f) og imod falske lære- res svigagtige færd (2 Pet 2:1-22; Jud v.11; Åb 2:12-17). Ørkenen er symbol på fristelse og prøvelse i det åndelige liv, hvor de troende må lære at kæmpe både mod de synlige og usynlige fjender (21:1-3; 22:2-6). Bogen giver et billede på den åndskamp, der omringer de troende, og samtidig det miljø, som Gud bruger til at optræne sit folk til at føre den krig, der kan indtage Riget. I denne åndelige kamp er Gud ikke kun træner, han er også menighedens medengagerede feltherre. Her ligesom i NT viser det sig, at det 25

26 kun er Gud der formår at lede og beskytte sit folk, for selv de bedste mennesker svigter (Aron, Mirjam og Moses kap. 12, 20; se også Jesu disciple Matt 26:30-35, Luk 22:31-33). Guds berettigede vrede kan med rette udslette syndere til enhver tid. Men angerfuld forbøn på grundlag af Guds barmhjertighed og løfter, kan bi- bringe ny nåde og muligheder. (4 Mos 14:13-21; 21:7; Jak 5:16; 1 Joh 5:16-17). 4 Mos 14:27-35 viser, at samtidig med, at Gud dømmer de troløse, svigter han ikke sine løfter om at føre Israel ind i det forjættede land. Samme argumentation bruger Paulus overfor et forhærdet Israel Rom. 11:25-32; og overfor en evt. forhærdet menighed 2 Tim 2: Guds velsignelse i 4 Mos 6:23-27 åbenbarer noget om Guds inderste væsen, han giver nåde. Den varsler også Guds endelige mål, som er universel fred. (Åb 21:22-22:5). Jesus i det Gamle Testamente: Sky- og ildsøjlen, sølvtrompeterne, Urim og Tummim, har hver til opgave at lede de troende til Gud. De finder deres fuldkomne opfyldelse i Jesus, der siger at han er vejen Joh 14:6 og verdens lys Joh 9:12 (se også Joh 1:4, 9; 11:9; 12.35; 46). Moses som profet, præst og leder, der med sin sagtmodige karakter (4 Mos 12:3) er prototype på Israels kommende frelserkonge (Matt 11:28-30; Hebr 3:1-6). Aron som ypperstepræst klædt på til præstetjeneste (4 Mos. 20:25-28) i Guds helligdom (4 Mos 18:1-2), hvis tjeneste medbringer beskyttelse og frugtbart liv (4 Mos 17:11-13, 23), finder sit fuldkomne ideal opfyldt i Jesus, ypper- stepræsten i himlens sande helligdom (Hebr 10:19-24). Jesus er mannaen, livets brød, der opretholder liv i ørkenen, men tilfredsstiller ikke syndens og selvbehagets lyster (4 Mos 11:4-9; 21:4-6; Joh 6:41-71). Jesus er klippen, som slået en gang for alle (2 Mos 17:1-7) altid vil slukke ånde- lig tørst, når han påkaldes med troens ord (4 Mos 20:8-13; 1 Kor 10:4). Den lydefrie røde kvie, der som syndoffer opbrændes udenfor lejren og hvis aske opblandet i frisk vand renser telte, genstande og mennesker, peger hen til Jesus, der blev ført som syndoffer udenfor lejren (Hebr 13:8-14) og hvis offer renser fra al synd (Hebr 9:13-14; 1 Joh 1:7-8) og gør alt nyt (Åb 21:5, 22-27). Bileams profetier Varsler om en kommende konge i Israel, der udpeges af en stjerne (4 Mos 22:21; 24:7; 17). Profetien opfyldes i Matt 2:1-2. Kobberslangen Der ligesom Jesus, løftet op på en stang, helbreder alle, der er døende af slangegift, når de i tro ser hen til ham. (4 Mos 21:8; 1 Mos 3:15; Joh 3:17; 12:31-33). 26

27 Bogens mest kendte afsnit: 6: : : : Den aronitiske velsignelse. Sky- og ildsøjlen over Helligdommen. De tolv spejdere og frafaldet ved Kadesh Barnea Arons blomstrende og frugtbare stav Moses, der i stedet for at tale til klippen, slår den og derved mister sin ret til at føre folket ind i det forjættede land. Spåmanden Bileams syv orakler til Israel og nationerne 27

28 FEMTE MOSEBOG Bogens hvem, hvad, hvor: Beretningen i 5. Mos. omhandler den sidste måned i det 40. år, efter Israels udvandring fra Egypten (5 Mos 1:3), mens folket gør sig klar til at krydse Jordan og erobre det forjættede land (5 Mos 1:21). Forfatter:Moses - forfatter og redaktør, (se noter til Mos). I 5 Mos 31:9, står der tydeligt at Moses skrev disse ord. GT og NT (2 Kong 14:6, Matt 19:8; ApG 3:22) og en ubrudt linie af tradition, indtil for 150 år siden, bekræfter Moses som hovedkilden bag Mosebøgerne generelt og bag 5 Mos i særdeleshed. Siden kap. 34 refererer til Moses død, er det naturligt nok at acceptere, at der er sket andet redaktionelt arbejde efter Moses forfatterskab. Bogens beretning bygger naturligt videre på 4 Mos, der beretter hvordan Israel nåede frem til Moabs sletter (4 Mos 33:50), hvor de står klar til at rykke over Jordan. Tidspunkt: Tre prædikener givet i feb. år 1426 f.kr. (5 Mos 1:3; første dag i den 11 måned), lige inden Moses døde på Nebobjerget i Moabs land. Motiv: 5 Mos er Moses afsluttende budskab efter 40 års tro lederskab. Han henvender sig til generationen, der var under tyve, da Gud førte Israel ud af Egypten, og som nu skal ind og erobre det forjættede land. Samtidig sker der en overdragelse af den civile ledelse til hans tro hjælper gennem alle årene, Josva Nuns søn. Josva og Kaleb er de eneste af den ældre generation, der får lov til at indtage landet. Bogens opbygning: 1:1-4:43 1:1-5 1:6-4:43 1:6-3:29 4:1-43 4:44-26:19 4:44-11:32 4:44-5:33 6:1-25 7:1-8:20 9:1-10:11 10:12-11:32 12:1-26:19 12:1-16:17 Prædiken 1 - Tilbageblik: Indledning Den historiske ramme Lektier fra ørkenvandringen Udfordringer og advarsler Prædiken 2 - Pagtbetingelserne: At elske Gud af hele sit hjerte De ti bud Lovens formål Dom over alle der afviser Jahve Israels svagheder dokumenteret Lydighedens og ulydighedens konsekvens At leve som Guds folk Love vedrørende religiøst liv 28

29 16:18-20:20 21:1-26:19 27:1-30:20 27:1-30:20 31:1-34:12 31: : :48-33:29 34:1-12 Love vedrørende civil styreform Love vedrørende socialt og privat liv Prædiken 3 Pagten fornyes: Valget mellem velsignelsen og forbandelsen Overdragelsen af lederskabet: Josva indsat Moses sang Moses velsigner Israels stammer Moses død Bogens indhold: 5 Mos beretter om Israels pagtfornyelse med Jahve. En ny generation der skal leve under nye vilkår, skal bevidst vælge om de fortsætter i pagtsforholdet med Jahve. Her bliver de dyrt lærte lektier af 40 år i vildmarken ridset op. Guds love bliver understreget igen men samtidig tilpasset en livsform som fastboen- de frem for nomadetilværelsen. I. Tilbageblik 5 Mos 1:1-4:43. Det der kun skulle have taget deres forældre 11 dage, havde taget dage. Tilbageblikket er ikke for nostalgiens skyld, men for at understrege de lektier, der kunne hjælpe dem til at leve i pagt med Gud og undgå tilbagefald til den genstridige destruktive opførsel, der havde kendetegnet deres forældres generation. II. Pagtbetingelserne 5 Mos 4:44-26:19. Israels retfærdige livsstil er betinget af et personligt lydighedsforhold til Gud. De 10 bud er de grundlæggende principper, der udtrykker Guds moralske karakter. De skal udmøntes i de troendes livsførelse, til ære for Gud og til velsignelse for mennesker. Supplerende love til de 10 bud: De 10 bud er styrende principper for alle Israels religiøse, civile og moralske lovbud. Der bruges forskellige tekniske ord (se 12:1; 26:16-17). Lovene choq dekret er guddommelige leveregler for moral og religion. De findes ikke på samme måde i andre semitiske lovsamlin- ger. De er bemærkelsesværdigt humane (23:16-17, 20). Retsregler ( mishpat domsafgørelse, regel) er sammenlignelige med datidens samfundsskikke, dog er Israels skikke også bemærkelsesværdigt mere humane, mht. menneskers selvrespekt og værdi (24:10-13). Befalinger ( mitzvah lov, anordning, forskrift) er et generelt udtryk, der også bruges om de tidsbegrænsede befalinger, som fx at ødelægge hedenske templer i Kanaan (12:2) eller udpege tilflugtsby- er (19:1-13). 29

30 III. Pagten fornyes 5 Mos 27:1-30:20. Klare konsekvenser mht. lydighed og oprør imod Gud. Advarslerne fylder mest pga. Israels hidtidige nølende og trodsige adfærd. Grundlaget forbliver NÅDE og der åbnes op for omvendelsens mulighed. IV. Overdragelsen af lederskabet 5 Mos Moses indsætter Josva og peger på den nåderige Gud som folkets håb. Gud fører derefter sin hengivne gamle tjener hjem til sig. Bogens temaer: Det overordnede tema er kærlighed ( Hesed pagts- eller loyal troskabskær- lighed). Bogen handler om Guds kærlighed til sit folk og deres gensvar til ham. Det er en bog der kalder den troende til troslydighed, til at huske og lære af erfaring, men samtidig til at hvile i håbet. Bogen viser Guds troskab på trods af fyrre års klager og trodsighed (9:7). Gud har hverken svigtet folket eller sine pagtsløfter til Abraham. Han har, ladet Israel vokse op til et folk, som skal udbrede Guds rige blandt folkeslagene ved at bosætte sig i Kanaans land. (6:10-13). Han er den initiativtagende Gud. Han er trofast og helt igennem troværdig (31:6-8). Han er omsorgsfuld, og beskyttende (32:11-12) og absolut værd at være i pagt sammen med. 34 gange står der det land jeg vil give jer og 35 gange gå ind og tag landet i eje. Jahve ejer hele verden og giver det til hvem han vil (11:22-25). Men Israel skal engagere sig sammen med Gud om at indtage landet. Gud fæl- der sin retfærdige dom over Kanaans folkeslag (9:3-6), men Israel vil på sigt også blive dømt, hvis de ikke forvalter riget efter Guds vilje (29:15-27). Landets tilstand afbilleder Israels troskab til Gud. Er de tro mod Jahve, vil landet være frugtbart, er de vantro vil landet blive goldt (11:8-17). Pagten bygger på gensidig hengivelse og ansvar for at den skal gælde (30:15-20). Den skal bygge på fri vilje. Gud vil aldrig svigte sin del af pagten, fordi han ikke kan fornægte sig selv (34:4). Fordi der ikke findes nogen anden gud end Jahve (32:39), og fordi Gud har ført Israel ind i en pagt, må Israel, for at forblive i pagten, gensvare Gud ved at elske ham af hele deres hjerte, sind og styrke (6:4-5). Gud vil aktivt hjælpe med i hele denne proces (30:6; 5:10; 8:5; 11:13-17). Troslydighed begynder når man søger Gud af hele sit hjerte (4:29-31) og derefter følger hans vej (5:1,32-33; 6:25; 10:12-13). Gud ønsker at denne vej fører til medmenneskelig næstekærlighed med speciel omsorg for samfundets svage (15:7-18; 24:14-22). De skal huske Guds troskab imod dem i ørkenen (1:31-33; 7:17-19). De må aldrig fordreje hvem Gud er (6:4; 12:1-4), eller glemme hans pagt, især når 30

31 livet bliver behageligt og de synes de kan klare livet selv (6:10-13; 8:7-18). Gud giver forældre, præster og samfundets ledere ansvaret for at undervise om pagten (6:6-9, 20-25; 31:9-13). Jahve beskytter Israel og er garant for deres fremtid. Hans aktive nærvær vil sikre en god fremtid i landet (7:13-16; 33:26-29). De kan derfor glæde sig sammen i Herren (12:7,12,18). Gud giver to hovedkriterier for bedømmelse af profeters ægthed. 1. Deres budskabs indhold skal være i overensstemmelse med Guds vilje, der er åbenbaret i Skrifterne (13:2-5; ApG 20:28-31). 2. Evt. forudsigelser de kommer med, skal gå i opfyldelse (18:18-22; Jer 28:5-17; Matt 7:15-23). Mangler disse to kriterier er profetierne ikke fra Gud og de skal afvises. Derud- over må intet tilføjes til Guds Skrifter, som han ikke selv har inspireret (4:2; 13:1; Ordsp 30:6; Åb 22:43) og alle former for trolddom, magi og spådoms- kunst skal bandlyses (18:9-3). Guds tjenere skal understøttes af folket (14:27-29; 18:1-8; 1 Tim 5:17-18). Foruden deres religiøse opgaver skal de virke som dommere, samfundsstøtter, hygiejne inspektører og undervisere (17:8-12; 20:2-4; 24:8-9; 31:9-11). Alle retssager i skal gennemføres redeligt og grundigt så retssikkerheden sikres (13:15; 19:14-21). Baggrundsinformation: Sinaj pagtens form, sprog og idégrundlag ligner traktaterne mellem stormagter og allierede nationer. Storkongen lovede lydkongen beskyttelse, til gengæld måtte lydkongen og hans folk være lydige og loyale undersåtter, ellers ville fjendskabet opstå igen. Som prins i Egypten har Moses kendt til traktat formu- lering og 5. Mos. opbygning ligner en sådan traktat: Indledende deklaration om traktatens parter: 1:1-5. Historisk forord, der beskriver forholdet mellem parterne: 1:6-4:43 Erklæring af grundlæggende principper vedr. forholdet: 4:44-11:32 Efterfølgende mere specifikke krav: 12:1-26:19 Konsekvenser ved at følge eller bryde pagten: 27:1-28:69 Pagten bevidnes: 29:1-30:20 (29:1; 30:19; 31:19, 32:1) Bestemmelser vedr. lydkongens død: 31:1-34:12. Akkadiske Eshnunna lov, Sumeriske Lipit- Ishtar lov, Hittitiske love og Hammu- rabis lov (Alle fra det 2 årh. f.kr.). Disse indeholder straffelov såvel som civil- og 31

32 handelslov, samt forskellige sanktionsmidler (dødsstraf, lemlæstelse, piskning, hoveriarbejde, mens frihedsberøvelse så som fængsel og eksil ikke var så almindeligt). Både mænd og kvinder havde rettigheder, men absolut ikke ligeret. Moselov er primært forskellig ved, at disse andre love blev givet af kongen, men det er Gud, der giver loven til Israel. De har kun civil og samfundsrelateret ret, men i Moselov er moralske og religiøse bestemmelser uløseligt bundet sammen med det civilretlige. Israels motivation for at holde loven bygger fortrinsvis på det personlige pagtsforhold til Gud og ikke på frygt. Moselovene er også bemærkelsesværdigt mere humane, de beskytter den svage (handikap- pede, enker, forældreløse, slaver og de fremmede). I Moseloven er mennesker altid mere værd end ejendom og der er ligeret for loven uanset social status. Bogens sammenhæng med resten af Bibelen: 5 Mos afslutter Mosebøgernes store fortælling om Guds gerning. 1 Mos beskriver Israels udvælgelse, 2 Mos dets udfrielse, 3 Mos Guds krav til hellighed, 4 Mos hvordan folket blev ført, og 5 Mos hvordan Israel skal hengive sig til Gud. 5 Mos bygger direkte videre på 4 Mos ørkenvandringer og leder naturligt videre til Josvas indtagelse af Kanaans land. I forhold til de efterfølgende historiske bøger giver 5 Mos forklaringen på Israels historiske opgange og nedgan- ge. Troslydighed fører til Guds velsignelse. Ulydighed til hans forbandelse. 5.Mos. er en de bøger i GT, som NT henviser mest til, med over 80 direkte citater (se fx Matt 4:4,7,10; 22:37; Mark 10:19; Rom 10:6-9; 1 Tim 5:18; Hebr 12:29; 13:5). Frelsen sker fordi Gud opsøger de fortabte (7:7-8). Han indgår pagt med dem, kalder dem til at være ham tro (7:9-11) og velsigner dem med sin styrke (7:12-24). Dette fortæller os, at vi som syndere ikke kan gøre os fortjent til Guds kærlighed. Vi kan ikke købe hans velvilje ved at præstere et helligt og retfærdigt liv, vi er simpelthen for magtesløse. Frelsen bygger på Guds ufortjente nåde, modtaget ved at indgå i et pagtsforhold med ham. I denne pagt er det kærlighed og ærefrygt, der motiverer de troende til at følge Guds veje. Selv når folket vender sig i oprør mod Gud, åbner han en dør, så forholdet kan gen- oprettes, men det kræver sand anger og omvendelse (4:25-31; 30:1-14). Guds kærlighed og gavmildhed skal lede os til at elske andre, også dem der er svage og udstødte (10:17-19; 16:9-12) og på denne måde spreder Gud sin frelsende velsignelse i verden. Israels rene og varieret gudsdyrkelse bygger på Skrifterne og skriftlærere (6:1-25; 17:18-19; 31:9-13, 24-29), festlige forsamlinger (16:1-17) og en central helligdom (12:14). Disse gudgivne midler hjælper Israel til at blive bevaret i et levende tros- og lydighedsforhold til Gud. 32

33 Kapitel 28 er en bemærkelsesværdig profetisk forudsigelse af Israels 4000 årige historie. Gud bruger krig, sygdom, naturkatastrofer samt eksil, for at føre et forhærdet Israel til omvendelse. På trods af uovervindelige forhindringer, består Israel som et folk den dag i dag. Interessant at notere at Rom, der førte Israel ud i dets afgørende eksil i år 70 e.kr. brugte ørnen som symbolet på vå- benskjoldene (28:49-50; Matt 24:28 på græsk anvendes ordet ørn ikke grib). Jesus i det Gamle Testamente: Kongeloven 17:15 forudsiger en konge i Israel, 400 år før Saul (1 Sam 8). Ingen af Israels mange konger levede op til Guds ultimative krav, og heri skabtes en længsel efter en fuldkommen Messias. Han kom endelig som Jesus Kristus (Es 9:5-6; Joh 7:41; 18:33-37). Profe- tens opgave er at bringe Guds ord til folket, fordi folket frygtede Guds hellige nærvær (5:23-33). Gud udvalgte Moses til at være hans tolk og sammen talte de ansigt til ansigt dvs. intimt (5:4, 34:10) dog uden at Moses så Guds ansigt (2 Mos 33:20-23; Joh 1:18; 6:46). Jesus derimod er Guds fuldkomne tolk pga. hans evige intime nærvær med Faderen (Joh 17:24-26). Igennem hans holdning, ord og livsførelse er han en fuldkommen afspejling af Gud for mennesker (Joh 5:19-20,36-40; 17:6, 14). Han er Guds ultimative Profet (Joh 1:22,30,45; 6:14; 7:40; ApG 3:19-26; 7:37,51-52). Guds udvalgte hellige samlingssted (12:5,14). Først Silo (Jer 7: 12), derefter Jerusalem (2 Kong 21:4), men nu Jesus (Joh 4:21-24). Josva er det samme navn som Yeshua (Jesus) og betyder Gud Frelser. På trods af Moses storhed, hengivenhed og mildhed (34:10-12) var han ikke fuldkommen (4 Mos 20:6-12) og Gud fratog ham retten til at føre Israel ind i det forjættede land (32:50-51). Teologisk set kan Moses som lovens repræsentant heller ikke føre Guds folk ind til hvilen. Kun en Josva (Jesus), kan føre os ind til frelsens velsignelse. Loven dræber synderen, kun den opstandne Jesus bringer dem evigt liv (Rom 7:4-6). Lovens krav er hellige, rene og gode, men syndige mennesker kan ikke opfylde disse krav. Derfor anklager og domfælder loven synderen med rette. Je- sus opfyldte loven og igennem hans stedfortrædende død og hans Ånd, kan den troende opfylde Guds lov (Rom 8:1-4). Loven med dens civile, religiøse og moralske bestemmelser skal nu omsættes for den troende igennem Jesus. Nogle af lovene er endegyldigt opfyldt i Kristus og skal aldrig gentages (fx offer- loven). Andre (fx de moralske love) forbliver åndsfyldte principper og bud, der er evigt aktuelle for Guds troende folk (1 Tim 6:14). At hænge på et træ symboliserede guddommelig dom og forbandelse. Derfor var det magtpåliggende for Israels religiøse ledere at Jesus led en romersk død (korsfæstelse) frem for en jødisk død (stening). På korset tog Jesus 33

34 imod alle lovens uhyggelige forbandelser (kap , Mt.27:45-46) og løskøbte syndere fra lovens gæld (Gal 3:13). Renhedslove: (Kap. 14:1-21, 23:10-15) se noter i 3 Mos oversigt. Fester og sabbatår: (kap.15-16) se noter i 3 Mos oversigt. Bogens mest kendte afsnit: 5:1-33 6: :30-44 De ti bud Shema en (shema hør), den jødiske trosbekendelse Velsignelsen og Forbandelsen Moses sang 34

35 JOSVAS BOG Bogens hvem, hvad, hvor: Beretningen i Josvas bog omhandler Israels erobring og besættelse af landet, som Gud havde forjættet deres stamfader Abraham 500 år tidligere (1 Mos 12:7) og som han siden blev ved med at bekræfte, at de ville få (1 Mos 28:13-14; 2 Mos 3:8; Jos 21:43-45). Forfatter: Josva er navnet på hovedpersonen, ikke nødvendigvis bogens forfatter. Beretningen er skrevet på Josvas tid og under hans opsyn (Jos 24:26; se også 4:9; 6:25; 8:29; 18:9) og Josva har selv profetiske gaver (Jos 3:9-13; 6:26; 1 Kong 16:34). Der gengives meget præcise geografiske og tidsbestemte beskrivelser (fx Kirjat- Arba 14:15, Hebrons oprindelige navn; Sidon nævnes i 11:8, men ikke Tyrus, som først fik storbystatus 200 år senere). Der er dog også senere geografiske betegnelser (fx Betlehem i stedet for Efrata 15:59) og dette tyder på, at der er sket en senere redaktionel bearbejdning, evt. af profeten Samuel men inden kong Davids tid (15:63). Der er hverken interne eller eksterne grunde, der nødvendiggør den liberale teologiske opfattelse, at bogen skulle være et fromt bedrageri fra Kong Hezekias tid, 600 år efter Josva. Bogens beretning bygger naturligt videre på Mosebøgerne (fx Josva overtager fra Moses, Kalebs historie i 4 Mos 14 afsluttes i Jos 14). Tidspunkt: April år 1406 f.kr. (den tiende dag i den 1. måned, Jos 4.19), og slutter ca. 1366, da Josva døde 110 år gammel (24:30). Motiv: Bogen vidner om, hvordan Israel fuldførte Guds kald, til at erobre og besætte Kanaans land. Hvordan de derved opfyldte Guds løfter og tog de før- ste skridt til at etablere et Gudsrige på jorden. Bogen understreger hvordan Israel anstrenger sig for at holde Guds pagt ved Moseloven (5 Mos 27:2-8; Jos 8:30-35; 11:12-15; 23:14-16). Bogens opbygning: 1-5 1:1-5: :1-24 3:1-5:1 5: :1-12:24 6:1-9:27 10:1-43 Forberedelse: Et brohoved etableres vest for Jordan floden. Josva indvies som Israels nye leder, efter Moses Efterretningsindhentning inden invasionen Israel går over Jordan floden Israel etablerer lejr ved Gilgal Den militære kampagne: Landet erobres Den Centrale kampagne en kile deler landet i to Den Sydlige kampagne sydens fæstninger udslettes 35

36 11: :16-12: :1-19:51 13: :1-17:18 18:1-19:51 20:1-21:45 22: : : :29-33 Den Nordlige kampagne nord alliancen tilintetgøres Status over kampagnen og de besejrede fjender Landet fordeles imellem stammerne: Landet fordeles ved lodkastning Østjordans 2½ stammeområder bekræftes Juda og Josefsønnernes (kaleb+josva) arvelodder De sidste 7½ stammers arvelodder Tilflugts- og Levitbyerne udpeges Forsikring om statsborgerskab og hellig gudsdyrkelse Pagtfornyelsen: Josvas afskedstale Pagtslutningen i Sikem De troendes hvile Josva, Josef og Eleazers begravelser. Bogens indhold: Bogen beretter om hvordan Israel erobrede det forjættede land. Derved afslutter Josva den store redningsaktion, Gud indledte ved udvandringen fra Egypten og senere stadfæstede ved pagtslutningen ved Sinaj. Erobringen danner grundlag for at etablere Guds Rige i verden. I. Forberedelse til at indtage Landet Jos 1-5. Josva indsættes som leder. Israels spejdere indhenter efterretninger om Jeriko og indgår pagt med skøgen Rahab. Israel føres mirakuløst over en oversvøm- met Jordan flod og bygger varder som mindesten. Folket omskæres og fejrer Påske ved Gilgal og mannaen holder op med at falde. Josva møder Fyrsten over Herrens hære og tilbeder ham. II. Erobring af Landet Jos Jeriko udslettes ved nøjagtigt at følge Guds instruktion. Aj kampagnen mislyk- kes pga. overmod og skjult synd. Akan udpeges som den skyldige synder og straffes med døden. Aj bliver tilintetgjort ved nu at følge Guds anvisning. Israel indgår alliance med Gibeonitterne på falske forudsætninger, fordi de igen ikke rådspørger Gud. Israel bekræfter Moselov ved Ebal og Gerazim bjergene. Guds dom eksekveres på Kanaans indbyggere og Israel oplever hans overnaturlige indgreb i krigen. Landet erobres i tre faser, ved en central, sydlig og nordlig kampagne (11:23). III. Ejerskab til Landet Jos Israels stammer modtager deres arvelod ved en lodtrækning overstyret af Gud (4 Mos 33:50-54; Jos 18:8; 19:51). Stammerne har ansvaret for at rydde deres egne områder (14:6-15; 16:10; 17:14-18; 18:1-10). Retten til at forpagte Guds land kræver troskab mod Gud ved at følge hans lov (11:15, 23; 14:13-15; 22:5,17-20,30-34). 36

37 IV. Fastholdelse af Landet - troskab mod den trofaste Gud Jos Kærlighed til Gud, udtrykkes ved at være tro imod loven (23:6) og helt og aldeles forkaste alle andre guder (24:14). Dette kan betale sig, for Jahve er en Gud, der altid holder sit ord (1 Mos 50:2-25, Jos 24:32). Bogens temaer: Det overordnede tema i Josvas bog er udbredelsen af Guds Rige. Gud begynder sit arbejde med det enkelte menneske (dets nådegave, oplæ- ring og erfaring) og igennem den enkeltes tjeneste spreder Gud sit liv i verden. Josva er et eksempel på, hvordan Gud udvikler en leder: Han forberedes ved at være i lære hos Moses (2 Mos 24:13; 33:11; 4 Mos 11:28; 5 Mos 3:21) Han tildeles ledelsesopgaver (2 Mos 17: 8-16; 4 Mos 34:17-18) Hans troskab bliver prøvet (4 Mos 14:5-10,30) Gud udruster ham åndeligt således at hans kald kan bekræftes både af Gud og mennesker (4 Mos 27:18-23; 5 Mos 31:3-8, 23; 34:9; Jos 1:1-18) Gud bruger Israel til at eksekvere sin retfærdige dom over Kanaanæerne (1 Mos 15:14-16; 2 Mos 34:10-17; 5 Mos 12:1-4) Kanaan fortjente Guds straf (5 Mos 9:4-5) deres okkulte, umoralske, onde og ubodfærdige livsførelse sidestiller dem med Sodoma og Gomorra (3 Mos kap.18; 5 Mos 18:9-13). Gud brugte denne form for krig til at etablere sit rige i Kanaans land. Krig er kun hellig, når det er Gud der fører den, og når Israel nøjagtigt følger hans anvisninger (Jos 7:10-13). Gud fører krigen både selvstændigt (2 Mos 23:20-32; 5 Mos 7:1-6; 10:11) og i samarbejde med sit folk (4 Mos 27:7-8; Jos 6:3). Hellig krig gennemføres enten ved at fordrive fjenden eller ved at lægge band på ham(5 Mos 12:29; 20:16-18). GT hellig krigsførelse er et billede på NT åndelig krigsførelse imod synd og sataniske åndsmagter, samt på verdensmission (Luk ; 1 Kor 10:1-6; Ef 6:10-18; Matt 28:18-20). Kirkens usynlige ånds kamp vil ved verdenshistoriens ende igen blive udkæmpet i fysisk form i verden (Åb 19:11-20:3). (Hengivelse Herem på hebraisk). Dette sker når personer eller ting bliver overgivet til Gud til dom. I NT er det et billede på menighedsbortvisning (1 Kor 5:1-5,13), samt på Helvede (Luk 12:5), uden at det betyder at Kanaans indbyggere nødvendigvis blev dømt til Helvede. Gud bruger band til at rense landet for det tøjlesløse undertrykkende hedenskab (3 Mos 18:1-5,24-25: 20:22-24), der ellers ville besmitte Israel og derved udrydde muligheden for, at verden 37

38 kunne lære den eneste sande Gud at kende. Og uden dette kunne Messias, af hvem hele verdens frelse afhang, ikke komme. Det forjættede land udtrykker det velsignede liv alle troende kan eje hos Gud. I GT var det udtrykt i et liv i Kanaans land under Guds velsignede styre (5 Mos 11:8-15). I NT er det et billede på livet i troen på Jesus Kristus (Ef 1:3), et liv levet i kraft af Helligånden (Gal 5:22-26). Derudover er landet også et billede på Guds Rige på jord, der opleves i Kirken, når Jesus Kristus dyrkes i hellig kær- lighed (Ef 2:19-22). Endelig er landet et billede på Guds evige herligheds Rige, der venter alle som vil følge ham i tro og lydighed (Åb 21:22-22:5). Baggrundsinformation: Med Josvas Bog bevæger den Bibelske litteratur sig fra Loven Torah over til profetisk historie. I den jødiske, dvs. Jesu Bibel, omhandler det bøgerne Josva til 2 Kongebog, og kaldes De tidlige profeter. I vores Bibel omhandler det bø- gerne fra Josva til Esthers bog, der alle er historiske bøger. Det benævnes profetisk historie, både fordi bøgerne fortrinsvis var skrevet af profeter (1 Krøn 29:29; 2 Krøn 9:29; 32:32) og fordi det drejer sig om udvalgte beretninger, hvis mål er at lære åndelige sandheder om Gud og hans veje blandt mennesker. De fortæller hvordan Israel forvaltede sit pagtsforhold til Gud og hvordan Gud igennem folkets skæbne forbereder at sende sin Messias. Det er ærlig historie, der afslører Israels svagheder og aldrig hvidvasker dets helte. Hermed adskiller den sig fra al anden oldtidshistorie, der fortrinsvis var propagandaskrifter, hvis mål var at fremhæve egne fordele og udstille andres mindreværd. På denne måde har de Bibelske beretninger et helt andet sandheds skær over sig. Fordi Bibelen beretter om aktuelle og faktuelle hændelser, åbner den sig naturligt for kritisk undersøgelse og sammenligning med anden forskning om oldtiden, og dette kan være med til at bekræfte eller afkræfte Bibelens sandfærdighed. En relativ moderne videnskab, der mere end noget andet har været med til at anerkende Bibelen, som et pålideligt kildeskrift. Arkæologi har helt gjort op med den tankegang, der tidligere afskrev Bibelens historier som myter og le- gender, på linie med Homers Iliade. Arkæologi kan bekræfte at byerne Jeri- ko, Aj, Lakish og Hazor blev ødelagt og stukket i brand omkring år 1400 f.kr, og at en mere primitiv Israelitisk bosættelseskultur fulgte efter oven på ruinerne. Tell El Armana tavlerne, ca f.kr. gengiver hvordan Kanaanæerne klager til Farao om Habiru der invaderer landet og nævner navnet Josva. Ras Shamra tavlerne bekræfter Bibelens beskrivelse af Kanaanæernes frugtbarhedsreligion, med dens nedværdigende seksuelle handlinger og børneofringer. Dette fremhæver samtidig det bemærkelsesværdige, at Israel stik imod alle andre i oldtiden, ejer en monoteistisk gudstro og dyrker Gud uden nogen form 38

39 for afbillede. Arkæologien bekræfter også at sen bronze- og den tidlige jernal- der, har været præget af store folkevandringer. Når frygtelige ting sker, er mennesker tilbøjelige til at anklage Gud for ikke at gribe ind, men når Gud griber ind med gengældelsesstraf, fx mod Kanaanæ- erne, anklages han, som den værste krigsforbryder. Bibelen viser at Gud griber ind overfor ondskab, og at dette gælder både for individer og nationer. Men han er aldrig lunefuld og altid langmodig, fordi han længes efter menneskers omvendelse. Når Gud offentligt griber ind, er det for at understrege at retfær- dig oprejsning vil sejre og for at advare om den frygtelige skæbne, der venter dem, der står ham imod. Til dette sidste må tilføjes, at Jesus på korset selv underlagde sig både menneskers grusomhed og Guds vredes dom, for at redde enhver angrende synder fra Helvede. Bogens sammenhæng med resten af Bibelen: Josva er broen mellem Loven og de historiske bøger. Det som begyndte for Israel under Moses, bliver opfyldt under Josva. Folket indtager det land, Gud havde lovet Abraham og opfylder derved to af Guds pagts løfter, om at han skulle blive til et folk og modtage et land. Sombosætter, skal Israel, opfylde de sidste to løfter, om at dyrke Jahve som deres Gud og om at blive til velsignelse for verden. Lovens åndelige principper om at lydighed mod Gud fører til velsignelse men at oprør fører til forbandelse, begynder at vise sine genkendelige træk i Israels historie (5 Mos 28:1,15; Jos 7:11-12). NT regner Josvas Bog som sandfærdig historie (ApG 13:19) og drager klare åndelige lektier fra den (Hebr 4:6-8; 11:30-32; Jak 2:26). Guddommelig frelse (Jos 24:2-13) er ikke kun at blive udfriet fra synden og Satans undertrykkelse (se Egypten), men lige så meget at træde ind i Guds velsignelse og hvile (se det forjættede land). Denne sandhed understreges ved at fejring af Påsken omtales i tre afgørende faser over dette lange historiske forløb. Første gang i Egypten (2 Mos 12:1-28), anden gang ved Sinais bjerg, efter at Åbenbaringsteltet er rejst (4 Mos 9:1-5) og tredje gang, når Israel har fået fodfæste i det forjættede land (Jos 5:9-10). Den første vægter Guds udfri- elsesfrelse, den anden fremhæver Israels åndelige stilling som et frelst folk og den tredje formaner til at det frelsende liv skal omsættes i praksis. Grundlaget er altid personlig troskab til Gud. Efter Israels forunderlige overgang over Jordan, der vækker minder om overgangen over Det Røde Hav, (Jos 3:7-17), befalede Josva, at der skulle rej- ses to stenvarder. En varde midt i Jordan og en ved Gilgal. NT tolker det at gå igennem vand, som et tegn på dåb (1 Kor 10:1-2; 1 Pet 3:20-21), og dåb er selv et billede på at være død med Kristus på hans kors og at være oprejst med ham til nyt opstandelses liv (Rom 6:3-11). De to varder, en under vandet og en 39

40 på landjorden i det forjættede land, er et meget godt symbol på denne sandhed. Efter overgangen til det forjættede land, blev den nye generation af Isra- els mænd omskåret, som tegn på hjertets omvendelse og tilhørsforhold til Gud. Omskærelse bliver i NT også brugt til at symboliserer dåb, som tegnet på modtagelse af Helligånden (Kol 2:11-15; Rom 2:29). Begge tegnene blev udtrykt ved Gilgal, som betyder at vælte bort. Gud havde nu endegyldigt væltet Egyptens ydmygende skam bort fra Israel, og de var en fri nation, klar til at blive brugt af ham (Jos 5:9). Jesus i Det Gamle Testamente Josvas navn er det samme som Jesus (Jahve frelser, eller Gud frelser, (se Matt. 1:21). Josva peger hen på Jesus, som den guddommelige banebryder og fuld- ender (Hebr 2:10; 12:1-3), der fører Guds folk ind til frelsens endelige og fuldendte hvile (Hebr 4:1-11). I Josvas Bog ser vi Ikke kun Jesus Kristus i form af protype, men bemærkel- sesværdigt også i en før inkarnations skikkelse (5:13-15). Fyrstens guddommelighed afspejles ved at han både modtager og kalder på tilbedelse(se også 2 Mos 3:2-6). Tilsynekomsten varsler Jesu genkomst ved dagenes ende, når han vil fuldende tilintetgørelsen af Satans rige (Åb. 19:11-16). Arken er symbolet på Guds retfærdstrone og det sted hvorfra han åbenbarer sig for Israel. Arken ledte Israel på sin vej til det forjættede land (4 Mos 10:33-36; Jos ), og førte Israel i krig (4 Mos 31:6; Jos 6:1-14). På lignende måde lover Jesus at være med sit folk, som dets fører og beskytter igennem alle dage (Matt 28:20;Joh 16:33). Rahab var Kanaanæer og skøge og derfor underlagt Guds altomfattende dom. Men ved sin handlekraftige tro og omvendelse til Gud (Hebr 11:31; Jak 2:25), modtager hun barmhjertighed og nåde, ikke alene for sig selv men også for hele sin familie (Jos 2:8-14). Hun integreres fuldt ud i Israel og gifter sig med Salman fra Juda (6:17; 22-23; Matt. 1:5) og bliver derved stammoder til Jesus. Med hendes eksempel tilkendegiver Bibelen at Kristus vedkender sig syndige mennesker, uanset deres baggrund. Det var sådanne, han kom for at frelse (Matt.1:21). Seks asyl byer fordelt over hele landet, hvortil folk beskyldt for mord kunne ty hen, for at få deres sag afgjort ved en domstol, frem for at lide døden ved blodhævnerens hænder (4 Mos 35:10-34; 5 Mos 4:41;19:1; Jos 20:1-9):. Disse byer symboliserer Jesus. De skulle ligge i folkets nærhed (Matt 28:20), og have gode veje, der førte til dem (Joh 14:6). Byporten skulle være åben for at modtage flygtningen (Joh 10:7) og manddræberen, der var uskyldig i mord, skulle forblive beskyttet i byen, indtil den tjenende ypperstepræst døde, derefter var han fri til at tage hjem til sin arvelod (Hebr10:11-14). 40

41 Bogens mest kendte afsnit: 1:1-18 5: : : :1-28 Josvas kald bekræftet af både Gud og mennesker. Josva møder Hærføreren over Herrens hære. Erobringen af Jeriko Josvas afskedstale til Israel Israels pagtslutning med Gud 41

42 DOMMERBOGEN Bogens hvem, hvad, hvor: Beretningen i Dommerbogen omhandler Israels historie efter Josvas erobring af landet og tiden før kongedømmet indføres under den sidste af dommerne, Samuel (1 Sam 8). Udover Israels religiøse struktur var der ingen organiseret central administration for stammerne, men Gud oprejste karismatiske ledere, der bragte hele eller dele af landet befrielse fra fjender i krigstid og administra- tiv ledelse i fredstid (2:18; 10:2,3). Bogens beretning bygger naturligt videre på Josvas bog, det foregår samtidig med handlingen i Ruts bog og løber naturligt videre til Samuelsbøgerne. Forfatter: Traditionelt er Samuel blevet opfattet som bogens forfatter. Bogen er skrevet før David erobrede Jerusalem (1:21) og mens Åbenbaringsteltet stod i Shilo (18:31). Kongedømmet kommenteres som værende bedre end den egenrådighed der herskede i dommertiden (17:6; 18:1; 19:1; 21:25). Derud- over spores der en vis negativ indstilling overfor Benjamins stamme (1:21; kap.19-20). Alle disse ting er med til at underbygge Samuel som forfatter, må- ske i perioden efter Saul var blevet kasseret som konge, men før David får tronen. Forfatteren er ligeså meget redaktør og gengiver tidligere kildemateriale, som beskriver begivenhederne (fx 1:1-3; 1:10-15 se Jos 15:13-19; 2:6-10; 5:2-31; 18:30; 20:28). Kildematerialet strækker sig derved alle tre hundrede år tilbage til Josvas periode. Tidspunkt: Gengiver Israels historie fra ca indtil ca.1100 f.kr. da Eli og Samuel blev dommere (1 Sam 1:9). Motiv: Bogen forklarer hvorfor Israel ikke fik landet i eje, sådan som Gud havde tiltænkt det. Israel fik nemligikke renset landet for hedenskab og det førte til frafald og frygtelige konsekvenser. Samtidig lærer bogen om Guds store barmhjertighed og de gode velsignelser der følger, når mennesker vender sig tilbage og lever i pagt med ham Bogens opbygning: 1-3:6 Indledning. Diagnosen på Israels tilstand: 1:1-2:5 Israels militære svigt i perioden efter Josva. 2:6-3:6 Israels åndelige svigt i perioden efter Josva. 2:6-22 Frafaldet og dets konsekvenser 2:23-3:6 Kommentar om årsagen til og hensigten med Guds tugt 3:7-16:31 De 12 dommere: 3:7-11 Otniel 3:12-30 Ehud 3:31 Shamgar 42

43 4:1-5:31 6:1-8:32 8:33-9:57 10:1-2 10:3-5 10:6-12:7 12: : : :1-16: :1-18:31 17: : :1-21:25 19: :1-21:25 Debora med hærføreren Barak Gideon Gideons onde søn Abimelek Tola Jair Jefta Ibsan Elon Abdon Samson Eksempler på Israels frafald, Det religiøse frafald i Israel Mikas korrumperede religion Dans stammes militære svigt og åndelige korruption Det moralske frafald i Israel Benjaminitterne i Gebeas skændselsdåd Udryddelseskrigen mod Benjamins stamme Bogens indhold: Bogen viser konsekvenserne af, at Israel ikke udryddede Kanaans hedenskab og derfor fejlede i at oprette Jahves åndelige rige med Moselov som grundlov. Den viser de frygtelige konsekvenser af Israels frafald, der nøje opfylder advarslerne fra 5 Mos 28, men viser samtidig Guds store troskab imod folket. Bogen fejrer de enkelte personer, der overgiver sig til Gud og viser hvordan han brugte dem, til at genvinde Israels frihed. I. Udvikling i nedadgående retning efter Josva, Dom 1:1-3:6. De forskellige stammer opgav helt at fordrive Kanaanæerne og det blev en snare for dem. Israel lod sig forføre af landets frugtbarheds religion og tøjleslø- se livsførelse. De indgik ægteskab med afgudsdyrkerne og var i fare for helt at udviske det guddommelige særpræg, som Moselov havde givet dem. Guds reaktion var at tugte folket med angreb udefra, for at føre dem tilbage til det himmelske kald. Når de derefter søgte ham i deres nød, oprejste han frelsere, der udfriede dem fra deres fjender. Men Israels omvendelse var ikke blivende og snart faldt de fra igen. Hele historien kendetegnes af en nedadgående spiral af frafald, hvor hver cyklus førte folket til et lavere stadie af moralsk og åndelig forfald (3:11-19). II. Israels dommere, de noget usandsynlige helte, Dom 3:7-16:31. Der er en klar lavere åndelig tilstand i landet fra Othniels tid (3:7-11) og til Samson tid. Den sidstnævnte tager ikke en gang sit kald alvorligt, og lever udelukkende for at tilfredsstille sine fysiske lyster. Derved bliver han også et sym- 43

44 bol på Israels åndelige tilstand. De forskellige dommere vidner dog også om Guds trofaste hengivenhed imod Israel. De er bevis på, at Gud også bruger mennesker, som er svage og fulde af fejl i sin tjeneste. III. Israels mørke åndelige og moralske forfald, Dom Selv Moses barnebarn (18:30) fra Levis stamme drages med i afguderiet. Andre steder er det hele stammer, der svigter mens de sætter stamme loyalitet over lydighed mod Gud og hans lov (Kap. 20). Israel overlever, men er i laser. Bogens temaer: Det overordnede tema i Dommerbogen er menneskers svigt og Guds trofaste men tugtende kærlighed. Dommerbogen viser at Israels største trussel kom ikke fra ydre fjender men fra indre moralsk opløsning, og at dets overlevelse udelukkende skyldes Guds pagtskærlighed (Kesed). Israels fald begynder, når de ikke helt vil følge Guds vej. De har mistet Josva s og de første lederes hengivenheds glød (Jos 17:14-18) og de opgiver at få bugt med hedenskaben (1:19, 27-34). Når dette sker, bliver åndelig kamp erstattet af trangen til at søge det behagelige liv (3:5-6). Kompromis med verdenen, og et liv der tjener egne interesser frem for Guds kald nedbryder næ- stekærligheden (17:6) og afguderi og tøjlesløshed frister for at udfylde tom- rummet (18:18-31, 19:22-28). Dommerbogen er en advarsel til mennesket om, at det har en ubøjelig trang til at gør oprør mod Gud og uden hans nådes indgriben, ville det være fortabt. Når den troende vender sig bort fra Guds vej og ikke lever fyldt af Ånden, er der tale om fald (2:1-5). Dette sker for alle. Når den troende vælger at forblive i oprøret, uden ønske om at angre og omvende sig, så han kan blive renset og genoprettet til en hellig livsførelse, er der tale om frafald (2:20-3:6). Der er flere eksempler på misforstået hellighed i Dommerbogen. Det mest groteske er når Jefta ofrer sin eneste datter til Gud for at opfylde en ed (11:30-39). Det kan være at han gav eden i uvidenhed og opfyldte den i god tro, men det fører til frygtelige og helt forkerte omkostninger, når man forsøger at tjene Gud uden at kende hans klare bud (5 Mos 18:9-13). Når mennesker lever efter Guds Ånd, har dette en rensende effekt ikke blot i livets private sfære men også i samfundet (Matt 5:13-16). Når en nation giver sig hen til tøjlesløshed og selviskhed, står de Gud imod og vil opleve forbandelsen ved hans fravær og på sigt også hans direkte dom (10:6-9). Men modsat når store dele af en nation i ydmyghed vender sig til Gud og søger hans nåde og retfærd, får de lov til at opleve endda militære sejre og gode, stabile samfundsforhold (10:10-16; 11:29,32; 12:7-15). Det helt bemærkelsesværdige i Dommerbogen er Guds vedvarende omsorg for sit folk. Den bliver ved på trods af gentagende oprør (10:10-16) og 44

45 hænger sammen med at han har udvalgt Israel, for at bringe sin Frelser til verden. Gud tugter sit folk i kærlighed (2:11-23). Når man ønsker det bedste for sine børn, er det ikke lige meget hvordan de lever (Hebr 12:7-13). Ved at lade dem føle konsekvenser af deres ondskab (2:3), lærer de hans hellighed at kende. Gud bruger også trængsel og svaghed til at udvikle den troende åndeligt (3:1-4). Gud viser altid sin barmhjertighed, når der er sand anger og tro (3:9, 15). De fleste af de dommere Gud oprejste, havde åbenlyse fejl, men på trods af det, lønnede Gud deres tro (Hebr 11:32-34). Han bar over med deres be- grænsede forståelse af hans veje og mødte dem, når de rakte ud efter ham (16:23-31). Bare fordi Gud brugte dem, betyder det ikke at Gud vedkendte sig deres forkerte livsførelse (Matt 7:20-23). Til tider virker Gud på en mere tydelig og direkte måde, i situationer hvor den bibelske åbenbaring ikke er så udbredt eller forstået (6:36-40; Joh 20:26-31). Debora var både praktisk leder i Israel (4:4-5) og nationens frontfigur (5:7). Sammen med Otniel var hun den mest begavede af dommerne og tog tydeligt selv ansvaret da hendes hærfører Barak tøvede (4:6-10). Hendes eksempel viser, at Gud anerkender en persons nådegave, som værende vigtigere, end princippet om mandlig lærer- og ledelsesansvar (1 Tim 2:11-12), selv når det forekom i en ud- præget patriarkalsk kultur. Baggrundsinformation: Dommerbogens tidsperiode falder naturligt ind i den sene bronze- og den tidlige jernaldertid. Perioden strækker sig fra Josvas død, ca.1370 f.kr., og frem til kong Saul 1050 f. Kr. ca. 300 år (11:26). Hvis man sammentæller de år, hvor Israel beskrives enten undertrykt af fjender eller fredeligt under dommerne, når man frem til et tal på over 400 år (3:8,11,14,30; 4:3; 5:31; 6:1; 8:28; 10:2,3,8; 12:7,9,11,14; 13:1; 15:20; 16:31; 1 Sam 4:18; 7:2). Forskellen på de 100 år kan forklares med at nogle dommere fungerede samtidigt, blot i forskellige stammeområder (fx Jefta i Øst og Samson i Vest) og at de kæmpede imod forskellige fjendtlige nabostater. Udenrigspolitisk var det en periode hvor stormagterne Egypten og det Hettitiske Rige holdt hinanden i skak, enten ved direkte krig eller igennem alliancer, dette gav de små randstater som Israel rimeligt frie forhold. Omkring år 1200 f.kr. invaderede barbarstammerne Kreta, og dette udløste en stor udvandring af jernalderfolket Filisterne. De flygtede til deres handelskolonier bl.a. på Kanaans middelhavskyst, og de blev en yderst fjendtlig nabo til Israel. Jahve var Guds konge, dommerne var hans regeringschefer, og Guds lov var landets grundlov. Landet havde en centralt placeret helligdom, der fungerede som fælles samlingssted for alle stammerne (Shilo Jos 18:1; Dom 21:19; 1 45

46 Sam 1:3). Men i det daglige, foregik al folkets styring og administration lokalt i stammeområderne, under stamme og by ældsteråds ledelse (11:4-11; Ruth 4:1-12). De retssager, der ikke kunne løses lokalt, kunne henvises til dommeren, som også fungerede som hærfører under nationale kriser (4:- 10; 6:33-35). Alt afhængig af hvor national anerkendte dommerne var, rejste de rundt i de forskellige stammeområder og holdt hof (1 Sam 7:15-8:2). Denne decentrale form for administration sikrede størst frihed til den enkelte, og den opmuntrede det lokale fællesskab til sammen at søge visdom og svar direkte fra Gud. Derfor var præster og levitter også bosat i alle de forskellige stammeområder. Desværre på grund af folkets generelle frafald, kom denne styreform ikke til at fungere efter hensigten. Nogle stammer ville ikke hjælpe deres brødre under nationale kriser (5:15b- 17; 8:1-3; 21:5-12) og til tider førte deres indbyr- des uoverensstemmelser til borgerkrig (12:1-7; kap.20). Andre udnyttede den svage centrale ledelse til at sikre egen fordel (17:6; 18:25-26; 21:25), og derfor blev indførelsen af et centralistisk kongedømme et tiltrængt modsvar, selvom det ikke var Guds oprindelige styreform for Israel (1 Sam 8:6-9). Bogens sammenhæng med resten af Bibelen: Dommerbogen går kronologisk videre fra Mosebøgerne og Josva bogen og går naturligt videre til Samuelsbøgerne. Perioden dækker også Ruts bog, men skildrer den nationale historie frem for en familiehistorie. Teologisk bygger bogen på Guds løfter til patriarkerne og Sinaipagten, og er et bevis på hvordan Mose- lovens historiefilosofi om Guds velsignelse ved troskab og kontante tugt ved frafald, opfyldes i praksis (3 Mos 26; 5 Mos 28). Der er flere henvisninger til Dommerbogen i de andre historiske bøger, i salmerne og i profeterne. I NT er der to (ApG 13:20; Hebr 11:32), og begge disse bekræfter dens historiske virkelighed. Guds ultimative mål med at bringe sin frelse til verden, igennem sin Frelser, kan ikke forstyrres af menneskets oprør og frafald. Gud oprejser frelsere, der sikrer folkets fortsatte eksistens selvom de til tider ikke er særlig tiltrækkende personligheder (fx Samson). Selvom Gud overstyrer, sker frelsen aldrig på be- kostning af personlig tro og hengivelse til ham. Disse ufuldkomne personer med deres utilstrækkelige frelse vækker længslen efter en fuldkommenfrelser, som vil bringe den ultimative frelse. Dommernes historie er ligesom vores historie og vi skal efterfølge deres tro, men ikke deres fejl (Hebr 11:32-34). Kan Gud bruge dem, kan han også bruge os. Dommerbogen varsler tydeligt, at syndige nationer og mennesker kommer til at stå til ansvar overfor Gud. De bliver straffet ved hans retfærdige dom. Men Dommerbogen fortæller også, at det er muligt at finde nåde, når man angerfuldt omvender sig og søger Guds nåde ( ). 46

47 Dommerbogen lærer at Gud frelser os, ikke på grund af vores gode gerninger og ikke blot så vi undgår hans straf. Han frelser også, for at vi kan tjene ham og lade hans herredømme råde over vores liv. Hengivelse til Gud, er det eneste der sikrer den velsignelse i livet og er nøglen til Guds Rige (2:6-10). 11:12-28 viser at folk i Israel, 300 år efter Moses, havde et klart kendskab til og forståelse for deres Frelseshistorie (2 Mos 12:26-27; 5 Mos 31:9-13). Deres identitet som folk lå i denne opfattelse. Jesus i det Gamle Testamente: Dommerne som prototyper på Messias falder langt under den fuldkomne åbenbaring af Gud i Kristus Jesus, men de er forløbere for ham som den ultimative Frelser. De var salvet af Ånden (3:10; 6:34; 11:29; 13:25; 14:6,19; 15:14) for at bringe Israel frelse og peger på ham, der fuldt ud var salvet og som dø- ber med Helligånden (Es 61:1-3; Matt 3:16-17; Luk 4:41-22; Joh 1:32-34; 20:22-23; ApG 2:33, 38). I GT salvede Helligånden kun udvalgte mennesker til en spe- cifik tjeneste, for en begrænset tid. I NT, udover at salve til tjeneste, genføder han alle troende og bor i dem til evig tid. (Joh 3:3-8; 7:38-39; 14:16-18; 16:7-15; ApG 1:8). Samson, hans underfulde fødsel (13:4-5), vækker minder om Isak og Jakobs specielle fødsler (1 Mos 17:15-22; 18:10; 25:21-23) og samtidig peger den frem mod to kommende underfulde fødsler (Es 7:17). Johannes Døber som også var naziræer (Luk. 1:13-17) og Jesus Kristus (Luk ) der også før undfangelse var udvalgt som frelsere. Også Jesus opfyldte den egentlige betydning af nazi- ræerkaldet, der indebærer at være helt hengivet til Gud (Matt 2:23). Når Samson er overgivet i sine fjenders hænder, foragtet og ydmyget, vinder Samson sin største sejr over Israels fjender (16:23-31). På lignende måde blev korset Jesu afgørende sejr over Satan. Denne guddommelige skikkelse åbenbarer sig tre gange (2:1-5; 6:1-26; 13:1-23). 1. Hans guddommelighed udtrykker sig i den åndelige myndighed han ejer, 2. Hans gudgivne ord 3. Hans navn: Underfuld (13:22; Es. 9:5). Bogens mest kendte afsnit: 2:1-3:6 5:1-31 6: : : :4-31 Herrens straffetale og forklaringen på Israels frafald Deboras sejrssang Gideons søgen efter Guds ledelse med uld skindet Gideons sejr over midjanitterne Jeftas frygtelige ed Samson og Dalila 47

48 RUTHS BOG Bogens hvem, hvad, hvor: Beretningen i Ruths Bog omhandler en familiehistorie fra Betlehem. Historien leves ud under de sidste 50 år af dommernes periode, og viser at der under denne sørgelige tid i Israel, også fandtes små samfund med både rige og fattige mennesker, der levede deres liv til Guds ære. Ruths bog supplerer derved den historiske baggrund for Dommer og Samuelsbøgerne. Nogle mener at bogen udgør den sidste og tredje beretning i Dommerbogens sidste afsnit kap.17-21, således at der gengives et livsbillede fra en stamme i det nordlige Israel (Dan kap ), det centrale Israel (Efraim, kap ) og så også i det sydlige Israel (Ruths bog). Forfatter: Traditionelt (Jødiske Talmud) opfattes Samuel som bogens forfatter (læs begrundelse for Samuels forfatterskab i Oversigtentil Dommerbogen under afsnittet Forfatter). Bogen nævner både kong Davids navn og gengiver hans stamtavle (4:17-22) hvilket tyder på, at den sidste del er blevet tilføjet til beretningen af en senere redaktør i en tid efter, at David var blevet konge. Tidspunkt: Bogen foregår i den sidste periode af Dommertiden (1:1), inklusiv Eli og Samuels dommerembede og lige før Saul blev konge, i ca f.kr. Bo- gen tidsbestemmes ved at der er tre generationer indtil kong David (Boaz > Obed > Isaj > David 4:22). Derudover refererer den til en hungersnød, som nogle mener, var den, der dannede baggrunden for perioden under Gideon (6:2-6). Motiv: Bogen giver baggrunds information om Davids stamtavle og viser, hvordan Gud førte hans oldeforældre sammen. Beretningens troværdighed understreges ved, at ingen ville opfinde en så skamfuld sandhed, som at David nedstammede fra en moabit (5 Mos 23:3-4). Bogens opbygning: 1:1-5 1:1-5 1:6-4:17 1:6-23 1:6-18 1: :1-23 2:1-7 2:8-16 Introduktion. En familie går i opløsning: En Israelitisk familie udvandrer fra Betlehem i Juda til Moab. Historien om Noomi, Ruth og Boaz Enken Noomi beslutter at vende hjem til Betlehem Noomi tager afsked med sine svigerdøtre Noomi vender bitter og tomhændet hjem til Betlehem, men følges af sin moabitiske svigerdatter Ruth. Ruth sanker aks på Betlehems marker. Ruth kommer til at vælge slægtningen Boaz mark Boaz viser Ruth respekt og omsorg 48

49 2: :1-23 3:1-5 3: :1-17 4:1-8 4:9-12 4: : :18-22 Ruth tager sig fortsat af sin svigermor Ruth anmoder om retten til svogerægteskab Noomi instruerer Ruth om at opsøge Boaz Ruth og Noomi afventer i troens håb Boaz arbejder på at få Ruth som sin hustru Boaz forhandler med Noomis nærmeste slægtning Boaz sikrer både Noomis og Ruths forløsning Boaz og Ruth bliver gift og giver Noomi en arving Efterskrift. Kong Davids slægtstavle, David af Judas stammes slægtstavle. Bogens indhold: Bogen er en smuk kærlighedshistorie, og også en beretning om to kvinders venskab. Den fejrer Israels troende rest under dommertidens mørke dage, og viser deres hengivne gudsfrygt og gode, enkle livsstil. Den viser hvordan Gud involverer sig i den enkeltes skæbne og overstyrer livets begivenheder. Han lønner troskab og gudsfrygt og med ham kan en bitter fortid på et år, være opslugt af nyfundet glæde og fremtidshåb. I. Konsekvenserne for en familie, der søgte sikkerhed i Moab 1:1-5. Elimelek Gud er min konge Noomi yndefuld og deres to sønner Maklon syg og Kiljon svag flygter fra hungersnød i Betlehem Brødets hus. Men i stedet for at vende tilbage når tiderne ændrer sig, bosætter de sig i Moab og sønnerne tager hedenske koner. På kort tid indtræffer nye tragedier og Noomi og hendes to svigerdøtre efterlades som enker. II. Gode nyheder fra Betlehem 1:1-23. Orpa nakke vælger det sikre liv i Moab og går derved glip af en plads i Israels historie. Ruth (makker) vælger, på trods af udsigter til et liv som fattig og fremmed at forblive tro mod Noomi og overgiver sin skæbne i Israels Guds hænder. III. Ruth finder nåde på Betlehems marker 2:1-23. Uvidende udvælger Ruth at sanke aks på en mark, der tilhører slægtningen Boaz (styrke, evne). Her bliver hun mødt med uventet venlighed. IV. Ruth beder Boaz om at blive hendes løser 3:1-28. Ruth opsøger Boaz ved midnat på tærskepladsen for at anmode ham om svo- gerægteskab. Dette vil sikre begge kvinders skæbne. Boaz lover at gøre alt han kan for at sikre hendes og Noomis forløsning. V. Boaz forhandler Ruth og Noomis forløsning 4:1-17. Boaz opsøger Noomis nærmeste slægtning og betaler glædeligt den forløs- ningspris, som den anden finder alt for dyr. Boaz gifter sig med Ruth og sammen får de sønnen Obed (Obadiah, Jahves tjener) som de glædeligt overgiver 49

50 til Noomi, for at være hendes forsørger og til at videreføre Elimeleks slægts- navn. VI. Kong Davids af Judas stamme slægtsbog 4: Boaz og Ruth bliver stamforældre for kong David. Bogens temaer: Det overordnede tema i Ruths bog er hvordan Gud vender skæbnen for dem, der søger deres sikkerhed i ham (1:16-17). Gud har indstiftet en forløserord- ning for at sikre mennesker et forsvarligt og værdigt liv (2:20). I tro vælger Ruth Noomis Gud, på trods af at der ikke er nogen ydre sikkerhed for lykke og velsignelse. Noomis Gud stod i skarp kontrast til den destruktive afgudsdyrkelse som var påkrævet for Moabs grufulde afgud Kemosh, hvor der bl.a. indgik barneofringer. Gud lønnede Ruths tro og hun oplevede på et enkelt år at gå fra tomhed og fattigdom (1:21) til velstand og håb (4:13-17). Ved at overgive sin tragiske skæbne i Guds hænder modtog hun fra ham ån- dens fællesskab, kærlighed, sikkerhed, familieliv og velstand. Ruth, Noomi og Boaz er eksempler på almindelige troende mennesker, hvis liv ærer Gud. De kan begræde deres nød (1:20-21), men udnytter enhver mulighed de får, til at overvinde deres situation (1:6; 2:2,7,17-18, 3:9). I velstand er de gavmilde (2:8-9; 14-16, 4:13-17), taknemmelige og ydmyge (2:13,19; 3:10-11; 4:10). Deres liv kendetegnes af tro på Gud (1:21; 2:4,12,20; 3:18; 4:14) og uselvisk, hengiven troskab over for andre (1:16-17; 3:11; 4:9-10,16). Troende deler konsekvenserne med alle andre mennesker, af at leve i en verden, der er gennemsyret af syndefaldet. De bliver ikke skånet for barske vil- kår såsom, tørke, hungersnød, landflygtighed, fattigdom og sorg (1:2,5,13,20-21). Men deres styrke ligger i at de også har et forhold til deres himmelske Fader, der elsker dem, og som hverken er uopmærksom eller uinvolveret i deres tunge vandring (2:3,20; Sl 23:4). Når en troende bevidst har overgivet sin skæbne til Gud (1:15-19; 2:11-12) kan de modtage fra hans hånd både livets sol- og skyggesider (1:20-21; Dan 3:17-18; Joh 18:11; Fil 1:21-25). Dette sker ikke på en opgivende og passiv må- de, men på en aktiv måde, der spejder efter at vandre på Guds forud beredte stier (2:2; 3:1-6; 4:1-6; Luk 22:39-44; Fil 1:19). Gud, som er i det skjulte, overstyrer og giver styrke (2:3,20-22; 4:13) og igennem det hele væves deres liv ind i hans evige planer (4:13,17,22; Matt 1:5; Rom 8:37-39; 2 Kor 4:16-18). Bogen fejrer kvindelige disciple. Det er dem, der initierer de begivenheder, der kommer til at få evighedsbetydning for Guds frelsesplan (4:17,22). Noomis tiltrækkende karaktertræk er medmenneskelighed (1:8-9), ærlighed (1:19-21), taknemmelighed (2:19-20), omsorg og snilde (3:1-4). Hos Ruth er det loyal hengivenhed (1:10,15-19), flid, uselvisk tjenersind (2:2,18,23; 3:10-11; 4:15) og tillidsfuldhed (3:6,9,14). I Bibelen er der to bøger, der bærer kvindenavne, 50

51 Ruths og Esthers, og begge hædrer troende kvinder. Ruths bog handler om en hedensk kvinde, der levede sit liv med Gud blandt israelitter og Esters bog om en israelitisk kvinde, der levede for Gud blandt hedninger. Guds sociallov tilgodeså den fattige, men på en måde der samtidig sikrede dennes værdighed. De blev ikke kun gjort til passive modtagere. I stedet blev der skabt rammer for at de kunne bidrage til at forsørge sig selv (2:2; 3 Mos ; 23:22; 5 Mos 24:19-22). De velstillede og stærke havde ansvar for at hjælpe de svage, og familierelationer var udgangspunktet for hjælpen (1:11-12; 2:1: 2:20; 3:9; 4:9-10; 3 Mos 25:23-28,47-55; 4 Mos 35:19-21; 5 Mos 25:5-10; 1 Tim 5:4,8). Loven bød Israel vise respekt og næstekærlighed over for de fremmede (2:5-6; 3 Mos 19:33-34). Den fremmede hjalp sin sag ved at vise sig denne respekt værdig (2:12-13). Israels tro åbnede op for at udlændinge kunne dyrke og overgive deres liv til Gud (1:16; 2:12; 2 Mos 2:21; 4:24-26; 4 Mos 12:1; Jos 6:25; Matt 1:5; Hebr 11:31). Men Israel måtte ikke dyrke udlændingenes religion. For at hindre dette, forbød Gud at de indgik i blandet ægteskaber (1:4; 4 Mos 25:1-5; 5 Mos 7:3 Baggrundsinformation: Selv om Ruths bog er en sandfærdig beretning om virkelige mennesker (4:17-22), er den også fortalt på en smuk og gribende måde. Personligheder fremstår både levende og ægte og dette giver bogen liv og varme. Ruths selvopofrende kærlighed, Boaz gæstfrihed og Noomis initiativrige snilde gør at tragedien fra Moab ender godt i Betlehem. Personlighedernes trinvise tackling af opståede udfordringer giver bogen en naturlig spænding og fremdrift. Bogens kontraster giver dramatisk effekt. Fx i kapitel 1 begynder Noomi i mørk håbløshed, men i kapitel 4 ender hun i jublende glæde. Orpa og Noomis navnløse slægtning (1:14-15; 4:6), der hver valgte den synligt sikre vej, står i skarp kontrast til Ruth og Boaz, som i stedet valgte hengivenhedens og troens usikre og omkostnings- fulde vej (1:16-19; 4:5,9-10). Gud viste sig at være Ruths og Boaz tillid værdig. De fandt både timelig lykke og blev endda stamforældre til David, Israels stør- ste jordiske konge og derigennem også til dennes mægtige efterkommer vor Herre Jesus Kristus. Derved har bogen foruden sin smukke fortælling også et evangelium at bringe. I kontrast til 1931 oversættelsen oversætter 1992 de to ord gala (dæk af) og margelah (fødder 3:4,7) med klæde dig af og lægge dig ved hans fød- der. Indtrykket er at Ruth kommer for at tilbyde Boaz sex. Alle andre oversæt- telser oversætter det med: at afdække hans (Boaz) fødder lægge dig der. Den sidste oversættelse passer afgørende bedst både med sammenhængen i teksten og med Ruths og Boaz moralopfattelse. I 4:5 er oversættelsen også fejlslagen: Den dag du køber marken af Noomi, da køber jeg den moabitiske 51

52 enke Ruth. I stedet skulle det lyde som i 1931 oversættelsen: Men samtidig med at du køber marken af Noomi, køber du også moabitten Ruth, den afdødes enke, for at rejse den afdødes navn over hans arvelod. Det var netop fordi slægtningen ikke ønskede at lade sin førstefødte søn, regnes som Noomis og Elimeleks afkom, og derved videreføre deres arvelinie, at han afslog tilbuddet om at købe marken (4:6). Til gengæld betød Boaz kærlighed til Ruth at prisen for ham var det hele værd (4:9-10). Bogens sammenhæng med resten af Bibelen: Ruths bog giver et portræt af Israels lokale samfund, hvor Dommerbogen, bortset fra de sidste kapitler, giver det nationale billede. Med Ruths bog begynder GT beretningen om David og hans slægt, et emne der skal komme til at dominere resten af GT. I NT er der referencer til Ruths bog i Jesu slægtsregistre i Matt 1:5 og Luk 3:32. Dermed understreger apostlene at de anerkendte denne bog som et historisk troværdigt dokument. Gud som forløseren. Slægtnings Forløser rollen var Lovens anvisning på, hvordan mennesker i nød skulle hjælpes. Hvad enten det drejede sig om ejendoms- og arbejdsrettigheder eller ægteskabelige og kriminelle forhold (3 Mos 25:23-31,47-55; 4 Mos 35:19-21; 5 Mos 25:5-10). Den nærmeste mandlige slægtning i familien havde ansvar for at hjælpe personen eller familien, der var kommet i nød. Ordet forløse og slægtning kommer fra den samme rod på hebraisk Geulla og Gaal/Goel, og sammen med de beslægtede ord Qanah og Padah (købe, løskøbe); forekommer de over 30 gange i bogen. Alene i 4:4-10 bruges ordene 18 gange. Mennesker i nød, enten i slaveri, i fangenskab eller fattigdom har brug for at en tredje part, en Løser, der redder dem. I overført betydning bruges konceptet om Guds frelses indgreb for mennesker i desperat nød. Ved at løskøbe mennesker på denne måde, erhverver Gud retmæssigt ejendomsretten til deres liv (5 Mos 15:15). Frelses indgrebet motiveres af den nære slægtnings kærlighed og slægtsloyalitet (2 Mos 6:5-6, Es 41:14) ogdette åbenbarer også den familiefølelse, som Gud nærer for de af hendes herkomst. Hun er et bevis på, at hedninger ikke er udelukket fra Guds frelserplan. På grundlag af Jesu Kristi evige og verdensomspændende offer, er det altid tros- forholdet og ikke afstamning, der er nøglen til at få adgang til Guds familie (Ef 2:11-18). Guds kærlige overstyring af Ruths liv, får langt større konsekvenser end blot hendes egen frelse (2:3,12; 3:11-12). I hendes og Boaz gener lå arvemas- sen til Guds kommende verdensfrelser (4:18-22; Matt 1:1-17). Arbejd på frelse med frygt og bæven (Fil 2:12-13). Gud gør sin part og tilrette- lægger frelsen, mennesker må gå ind af de døre han åbner og tilegne sig hans frelsende liv (1:15-19; 3:5-6; 4:1-10). 52

53 Den velhavende slægtning, høstens herre, slægtsløseren, uddeler af brød, stamfader til kong David af Judas stamme (2:1,4,20; 3:15; 4:12, 18-22) er alle billeder, der genspejler Jesus. En nådes handling, på baggrund af kærlighed, som var villig til at betale den omkostning loven aldrig kunne eller ville betale (4:6,9-11; Rom 13:10), udtrykker i sandhed den selvopofrende kærlighed der motiverede Jesus (Joh 15:13). Jesus i det Gamle Testamente: Forjættelserne om Messias slægtskab bliver mere og mere specifikke: Evas sæd, drengebarn (1 Mos 3:15), Sems afkom (1 Mos 9:26-27), Abrahams søn (1 Mos 15:1-6), Isaks søn (1 Mos 27:27-29), Israels søn (1 Mos 49:8-11), Judas søn (4:18-22) Davids søn (Luk 3:23-38). Udpegningen af det geografiske sted for Messias udspring bliver mere og mere indsnævret: Verdensdel: Asien. Område: Mellemøsten. Landet: Ka- naan/israel. Egnen: Judas stammeområde. Ud af Judas 1000 landsbyer: landsbyen Betlehem. (Luk 2:1-7). I Jesu slægtsregister (Mat 1:3-6) indgår der fire hedenske kvinder, nogle af dem med et blakket moralsk liv. Tamar en kanaanæer, der begik incest med sin svigerfar. Rahab en kanaanæisk prostitueret. Ruth en moabitisk enke. Batseba en hetitisk ægteskabsbryderske. Disse forhold vidner om hvor lavt Gud var villig til at stige ned for at identificere sig med Adams faldne slægt, for derfra at ophøje dem til Himlen. (Fil 2:6-11, Ef 5:25-27; Hebr 4:14-5:10) Bogens mest kendte afsnit: 1:8-19 2:4-17 3:7-15 Noomis afskedstale Boaz og Ruths første møde Ruths og Boaz midnatssamtale på tærskepladsen 53

54 FØRSTE OG ANDEN SAMUELSBOG Bøgernes hvem, hvad, hvor: Samuelsbøgerne begynder en systematisk historisk beretning om Israel som kongedømme. En styreform der kendetegner Israel over de næste fem hundrede år. Forfatter: I den jødiske bibel udgør Samuelsbøgerne én bogrulle, mens de i den græske oversættelse, Septuaginta, blev opfattet som et samlet værk sammen med Kongebøgerne, opdelt i fire bøger, sådan som de fremstår i vores bibel. På baggrund af udtalelsen i 1 Krøn 29:29 blev Samuel, Natan og Gad opfattet som forfattere til disse bøger. For Samuel kan dette højst dreje sig om 1 Sam 1-24, fordi kap.25:1 beskriver hans død. I 1 Sam 27:6 er der en henvisning til rigets opdeling efter kong Salomo og dette tyder på, at værket i dets endelige form, har været under en senere redaktionel bearbejdning (se også 1 Sam 2:18 sammen med Jos 10:13). De meget levende beskrivelser og nøjagtige detaljer efterlader dog ingen tvivl om, at kildematerialet, der er blevet bearbejdet, bygger på øjenvidneberetninger. Tidspunkt: Bogen begynder i den sidste periode af dommer perioden, hvor Eli fungerede som dommer, ca f.kr. og ender ved slutningen af Davids liv, ca. år 970 f.kr., i alt en periode på 125 år. Motiv: Bøgerne behandler overgangen fra det profetiske dommerstyre, som begyndte under Moses og sluttede med Samuel, og forklarer hvorfor og hvordan Israel blev et kongedømme. På den ene side viser disse bøger, hvordan Israels konger ikke levede op til Guds høje kongeideal og på den anden side, hvordan der igennem David, blev lagt et grundlag for et Messiashåb. Derved formidler bøgerne både et kald til omvendelse og et løfte om håb. Historien slår fast, at det fortsat er Gud, der i sidste ende styrer Israels skæbne. Bøgernes Opbygning: 1. Samuelsbog: 1:1-7:17 Samuels tidlige år: 1:1-3:21 Eli og den unge Samuel 4:1-7:17 Guds dom over Israel og Elis hus. Guds livsbekræftende nærvær og Israels oprejsning under Samuels dommerskab. 8:1-15:35 Etableringen af kongedømmet under Saul. 8:1-12:25 Gud udvælger Saul som Israels første konge 13:1-15:35 Gud vrager Saul som konge 16::1-31:13 Davids farlige vej til tronen 16:1-17:58 David introduceres til Sauls hof 54

55 18:1-20:42 Davids forhold til Sauls søn Jonatan 21:1-26:25 David som fredløs og forfulgt 27:1-30:31 David går over til Israels fjender, filistrene 31:1-13 Kong Saul og hans sønners død ved filistrenes hænder. 2. Samuelsbog: 1:1-9:13 David etablerer sit kongedømme 1:1-4:12 Borgerkrig, Davids forhold til resterne af Sauls rige 5:1-8:18 David sikrer sit kongedømme 5:1-5 David bliver hele Israels konge 5:6-16 David etablerer Jerusalem som sin hovedstad 5:17-25 David nedkæmper filistrene definitivt 6:1-23 David bringer Arken til Jerusalem 7:1-29 Gud indgår en pagt med David og hans slægt 8:1-18 David etablerer Israel som storrige 9:1-13 David holder sin pagt overfor Sauls søn Jonatan 10:1-20:26 Davids fald og dets konsekvenser 10:1-12:31 Davids ægteskabsbrud med Batseba 13:1-18:33 Opløsningen i Davids familie 13:1-39 Amnon krænker sin søster og dræbes af sin bror Absalom 14:1:18:33 Absaloms kup mod sin far David 19:1-20:26 David genindsættes som konge i både Juda og Israel 21:- 24:25 Efterskrift over Davids kongedømme 21:1-14 Davids opgør med Sauls forsyndelse overfor Gibeonitterne 21:15-22 Heltegerninger mod filisternes kæmper 22:1-23:7 Davids digte, som hyldest til Guds frelse og Guds pagt 23:8-39 Flere heltegerninger af Davids mægtige mænd 24:1-25 Guds opgør med Davids syndige selvsikkerhed Bøgernes indhold: Bøgerne beretter om de begivenheder i Elis, Samuels, Sauls og Davids liv, som er væsentlige for det guddommelige budskab. Beretningerne koncentrerer sig fortrinsvis om Davids liv, og viser hans vej til tronen (1 Sam) og hans tid på tronen (2 Sam). I. Samuel, en dreng som var svar på bøn 1 Sam kap Hannahs nødråb til Gud om en søn og hendes overgivelse af denne dreng til Gud (naziræer) bliver begyndelsen på en omfattende vækkelse i Israel, der ender med at gøre Israel til mellemøstens stormagt under Salomo. På vejen mod dette herlige mål, bliver Israel næsten udslettet af nabofolket filistrene, der også røver Pagtens Ark, tegnet på Guds tilstedeværelse i Israel. Kun Guds direkte indgriben fører Arken tilbage og ved at oprejse Samuel, fører han Israel til omvendelse og frihed på ny. 55

56 II. Overgang fra teokrati til monarki kap Folket vrager Samuel og hans familie og kræver en konge. Gud udvælger et kongsemne til dem med de bedste menneskelige forudsætninger og beder Samuel salve Saul som konge. Saul begynder godt, men hans egenrådighed og manglende lydighed til Gud diskvalificerer ham som Israels konge. III. Gud oprejser en mand efter sit eget hjerte kap David, umiddelbart en usandsynlig kandidat, salves dernæst af Samuel og føres til Sauls hof først som spillemand. Senere opnår han national berømmelse igennem tvekampen med kæmpen Goliat og efterfølgende militære sejre over filistrene. Saul bliver betændt af en sygelige jalousi mod sin unge svigersøn og efter gentagende forsøg på at dræbe ham, tvinger til sidst David på flugt. David bliver samlingspunkt for en bande fredsløse, der konstant må undvige Sauls forfølgelse. IV. David bestiger tronen efter Sauls død, 2 Sam 1-9: Efter filistrene besejrer Israel og dræber Saul, salver Judas stamme David som deres stammes konge. Først efter den sidste del af Sauls rige går i opløsning, bliver David salvet som hele Israels konge. David grundfæster det forenede kongerige ved at nedkæmpe filistrene og indtage den kanaanæiske fæstning Jerusalem, som han gør til nationens politiske og religiøse hovedstad. Gud opretter en personlig pagt med David, der indebærer, at hans slægt bliver Israels evige kongefa- milie. David undertvinger alle naborigerne og etablerer Israel som mellem- østens nye storrige. V. Davids synd og dets ødelæggende konsekvenser, 2 Sam 10-20: Da- vids svaghed for kvinder og svigt som far fører først til opløsning af hans familie, derefter af hans stamme og endelig af hans rige. Kun ved Guds nå- desindgreb indsættes han igen som nationens konge. VI. Brudstykker fra Davids rige, 2 Sam 21-24: David tillader blodhævn mod Sauls familie. Davids evne til at tiltrække og indgyde mod i sine krigere. Davids evner som digter og sanger. Davids angerfulde omvendelse skaber grundlaget for Guds tempel. Bøgernes temaer: Det overordnede tema i Samuelsbøgerne er, hvordan Gud etablerer sit konge- dømme i verden. (5 Mos 17:14-20), Samuels retledning (1 Sam 8:8-21), Guds pagt med David (2 Sam 7) og Davids sidste ord (2 Sam 23:1-7) giver rammerne for hvordan Gud ønsker sit kongedømme skal virke. Han tillader et synligt dynastisk og centrali- seret ledelse, blot det altid underlægges hans styre. Israels konger bliver be- 56

57 dømt efter denne standard, for Israels kongedømme tilhører Gud, ikke mennesker. Gud styrer Israel igennem sit profetiske ord. Han lader profeterne fastsæt- te og formulere kongedømmets rammer (1 Sam 8:10-22; 10:25). Han lader dem udpege og salve kongeemnerne (1 Sam 10:1; 16:13) og han bruger dem til at rådgive (1 Sam 19:18; 2 Sam 7:1-17) overvåge og irettesætte den siddende konge (1 Sam 13:13-14; 15:11-35; 2 Sam 12:1-14; 24:10-19). Hvis kongen afvi- ger, kommer folket til at føle konsekvenserne af Guds dom. Synd har en destruktiv kraft og forårsager en kædereaktion af bitre konsekvenser. Den onde cirkel bliver først brudt, når man søger Guds nåderige tilgivelse og tilegner sig hans rensende og genopbyggende kraft. Beskrivelsen af den unge Saul er meget betagende. Han var ydmyg, tillids- fuld, åndeligt udrustet og salvet af Gud (1 Sam 9:21; 11:13; 10:6-10). Hans brist var, at han inderst inde stolede mere på sig selv end på Gud. Kap afslører hans egenrådighed overfor klare befalinger og indlysende omstændigheder. På trods af at Gud fratog ham retten til at være Israels konge, fastholdt han ind- ædt sin stilling og bekæmpede Guds plan. Hans liv ender i Guds forladthed, og et desperat forsøg på at finde støtte i forbudte okkulte kræfter (1 Sam 28:15-19). David havde en svaghed overfor seksuel lyst og dyrkede flerkoneri (1 Sam 25:42-44; 2 Sam 3:1-5; 5:13). I hans ægteskabsbrud med Batseba, overtræder han mindst fem af de ti bud og mistede sin moralske troværdighed, især overfor sin egen familie. Derudover havde han et ilter temperament og var hensyn- sløs som kriger (1 Sam 25:13, 32-34). Hans sønner fulgte i samme spor (2 Sam 13:14; 28); 16:21-22; 1 Kong 11:1-3) og David, ligesom Eli og Samuel før ham, svigtede som fædre i opdragelsen af deres børn (1 Sam 2:29; 8:1-3; 2 Sam 13:21;14:33). Trods alle Davids fremragende evner og tiltrækkende personlighed, var han også en rå mand (1 Sam 27:8-12; 2 Sam 11:14-27), der til tider også var på ran- den af åndeligt frafald (1 Sam 27:1-4; 2 Sam 24:1-10; Sl 32). Når han alligevel kaldes en mand efter Guds hjerte (1 Sam 13:14; ApG 13:23), var det fordi han havde en oprigtig kærlighed og tillid til Gud. Når Gud konfronterede ham med synd, tog han ansvar for den og angrede og omvendte sig. Han tog imod Guds tilgivelse og rejste sig ydmygt på ny, fordi forholdet til Gud betød alt i hans liv. Gud ser på hjertet og ser alt i mennesket (2 Sam 11:27-12:14). Ingen kan ikke gemme sig bag fromme handlinger og ord (1 Sam 15:22-23). Det afgøren- de for Gud er at vi ejer den rette indstilling overfor ham, og er villige til at tilegne hans retfærdige karakter. (2 Sam 12:13-14; 24:17,24-25; Sl. 32). Overtro: Arken og andre af Israels religiøse effekter, ejede ingen selvstændig åndelig kraft og kunne ikke bruges til magi. (1 Sam 4:4-11). Heller ikke ritualer 57

58 kan kompensere for en vantro livsførelse (1 Sam 15:22). Disse midler kan aldrig bruges til at manipulere Gud (Am 5:21-24). Men siden Gud har valgt at åben- bare sig ved dem, skal de behandles med hellig respekt (1 Sam 5:1-7:1; 2 Sam 6:1-15). Baggrundsinformation: Kan Gud angre (1 Sam 15:11, 29, 35; 4 Mos 33:19)? Fortryde eller angre er oversat fra det hebraiske ord Nakham. Gud angrer situationer, der kommer bag på Gud. Nakam betyder at sukke. Gud angrer i den forstand at han sørger over at have Saul som konge. 1 Sam 16:14 taler om en ond ånd fra Herren, der overvælder Saul. 1 Sam 28:3-19 beskriver hvordan Gud taler til Saul igennem en åndemaner. 2 Sam 24:1-3 siger at Gud lokkede David til synd (se dog 1 Krøn 21:1). Bibelens åben- baring af Gud tillader ikke, at man identificerer Gud med ondskab. De oven- nævnte eksempler har til formål atstadfæste Guds suveræne herredømme over alle ting. Onde ånder og handlinger er underlagt Guds styre. Han kan bruge dem til at fremme sin gode vilje (som fx korset), men det betyder ikke at han anerkender dem som gode eller legitime. Hvis Samuel var fra Efraim, hvilken ret havde han til at virke som præst? 1 Sam 1:1 gengiver at Samuel var fra Efraim, men 1 Krøn 6:18-23 afslører at familien nedstammede fra præsteslægten Kehat. Forklaringen er at familien stammer fra en af Efraims levitiske byer(se Jos 21:4-5). Bøgernes sammenhæng med resten af Bibelen: Samuelsbøgerne er tredje led i Israels sammenhængende historie fra Josva til 2. Kongebog. Der er utallige henvisninger til bøgerne i både GT og NT, pga. nøglepersonerne Samuel, Saul og David. Messiasløfterne til David (2 Sam 7; ApG 13:23) er også af afgørende teologisk betydning. Guds kongedømme skal opfattes anderledes end nationernes. Kongen i Israel var ikke en selvstændig regent med egen autoritet og magt. Han var sat til at forvalte Guds styre i overensstemmelse med Moselov (5 Mos 17:14-20; Jos 1:7-9; 1 Sam 10:25) og blev vejledt igennem Guds profetiske ord (1 Sam 12:20-24; 13:13-14; 15:22-26; 2 Sam 7:5-16; 12:1-15; 24:10-19). Folket og kongen skulle begge anerkende, at Jahve var Israels egentlige Konge (1 Sam 12:12-15) og de skulle altid sætte ham først i deres liv. Retten til at sidde på Israels trone og til at styre den enkeltes liv tilhører Gud alene. Den rette indstilling overfor ham er derfor ydmyghed, taknemmelighed, tillid og en hengiven læng- sel efter at ære ham (2 Sam 7:16-29). På trods af tydelig brist, prægede denne indstilling David og det gjorde ham til kongen efter Guds hjerte (2 Sam 6:1-7:2; Sl 132), og derfor også til Israels konge ideal. 58

59 Når troende opdager, at de ikke lever i overensstemmelse med Guds her- redømme, har de et valg. De kan enten vælge at forblive i oprøret, eller de kan omvende sig og standse oprøret (1 Sam 2:26-37; 28:15-19; 2 Sam ). I sin store nåde tager Gud imod angerfuld omvendelse og forbarmer sig over synderen. (2 Sam 12:13; Sl.51; 32). Til tider lader han sin retfærdige tugt fort- sætte med opdragende effekt (2 Sam 7:14; 12:7-25), og til andre tider lader han sin barmhjertighed helt at ophæve syndens konsekvenser (2 Sam 24:15-16). Israel var motiveret af vantro, da de afviste det karismatiske dommerstyre og i stedet søgte en siddende konge, tillod Gud, at dette skete, som led i sine profetiske forudsigelser. Selvom ingen af Israels konger levede op til Guds ideal, blev der vakt en længsel i folket efter en ideel Davids konge. Længselen blev endelig opfyldt igennem Jesus Kristus, der bådefremviste de åndelige tegn som en Ånds udrustet dommerskikkelse og opfyldte alle de dynastiske krav som Davids søn (Luk 4:17-22; 19:37-40). En dag vil han blive anerkendt universelt som Guds fuldkomne verdenshersker (Fil 2:9-11). Profeten Samuel formaliserer profettjenesten, der kom til at fungere over de næste 600 år (1 Sam 9:9). Den urgamle, men mindre definerede seer rolle ( roeh en der ser syner, - forudser) blev overtaget af en mere officiel profet- skikkelse ( nabi profet, en der kalder til pligt). Profetens opgave var at formidle Guds budskab til nationen og dens ledere, på baggrund af Sinajpagten og Moselov (5 Mos 13; 18). Gud brugte dem som sin stemme til at vejlede og iret- tesætte. Deri adskilte Israels profeter sig fra de omkringliggende nationers sandsigere og troldmænd, der ingen autoritet havde til at irettesætte enevæl- dige konger. Jesus i det Gamle Testamente: Samuel forenede messiasembederne - præst, profet og dommer. Hannahs lovsang forudså en salvet konge (1 Sam 2:10). Forjættelserne til David om, at en af hans sønner skulle herske til evig tid, have Gud som sin fader, samt bygge Guds hus (2 Sam 7:12-16), kan hverken opfyldes af Salomon eller nogen af de andre af Israels konger. Kun Jesus opfylder disse forjættelser i deres ultimative betydning (2 Sam 23:1-7; Luk 2:11; Åb 5:3-12). Under Abraham, 1000 år før David, havde Jerusalem allerede åndelig betydning. Herfra kom Melkizedek Salems præstekonge (1 Mos 14:17-24), der var symbol Messias kongelige præsteorden (Sl 110:4; Heb 5:5-10; 7:1-28) På byens Morija bjerg blev en vædder ofret i Isaks sted og på samme bjerg blev Guds Tempel grundfæstet under David (1 Mos 22:1-2; 2 Sam 24:18-25 med 2 Krøn 3:1) år senere skulle et nyt offer, på et kors, forlige hele menneskeheden med Gud og derved er Jerusalems navn blevet foreviget, som Guds egen hovedstad (Åb 21:9-27). 59

60 Bøgernes mest kendte afsnit: 2:1-10 Hannas profetiske lovsang 3:1-4.1 Drengen Samuel kaldes til profet 12 Samuels afskedstale til Israel 17 Davids tvekamp med kæmpen Goliat 6 David fører Arken til sin nye hovedstad Jerusalem 7 Gud indstifter en pagt med David og hans slægt 60

61 FØRSTE OG ANDEN KONGEBOG Bøgernes hvem, hvad, hvor: Kongebøgerne fortsætter beretningen om det israelitiske kongedømme fra Davids sidste år og indtil rigernes ophør ved landflygtighed til Assyrien for Nordriget Efraim/Israel i det 8 årh.f.kr. og til Babylon for Juda i det 6. årh.f.kr. De afslutter bøgerne jøderne kalder de: tidlige profeter: Josva, Dommerne, 1+2 Samuelsbog og 1+2 Kongebog. Forfatter: Ligesom Samuelsbøgerne, udgør Kongebøgerne kun én bogrulle på Hebraisk, men pga. anvendelse af vokaler fylder historien to bogruller i den græske oversættelse, Septuaginta. (Se note om forfatter fra 1+2 Samuelsbog). Jødernes kommentar Mishna, nævner Jeremias som forfatter, men han har været død inden bogens afsluttende detaljer. Bøgerne blev skrevet under Isra- els eksil, af en der havde adgang til kongehuset (2 Kong 25:27-29). Historien baserer sig på øjenvidneberetninger (1 Kong 8:8; 9:20-21; 12:19; 2 Kong 8:22); hof arkiver (1 Kong 11:41; 14:19,29) og profetisk materiale (Elias og Elisas beretninger; Esajas kap se også fx 2 Krøn 9:29; 12:15; 20:34). Tidspunkt: Bøgerne dækker lidt over 400 år, og begynder i Davids sidste år, ca.970 f.kr. og slutter ved kong Jojakins løsladelse fra fangenskabet i Babylon i år 561 f.kr. Bøgerne er blevet færdigredigeret efter denne løsladelse og før folket vendte tilbage til Juda i år 538 f.kr. Motiv: Bøgernes klare åndelige formål er at forklare Israels rest, hvorfor det er gået folket så galt, siden guldalderen under David og Salomo. Historien er nøje udvalgt, for at vise hvordan folket har forholdt sig til Gud og hans lov under deres forskellige konger. Historien koncentrerer sig om de konger, der søgte at holde Israel i pagt med Jahve, mens andre konger, der nok var politisk dygtige og international anerkendt, (Omri og Jeroboam II), bliver affærdiget i løbet af hhv. 8 og 7 vers. De onde konger, der sponserede afgudsdyrkelse, drages til ansvar for rigets opløsning og sammen med dem, høster folket konsekvensen af Guds dom (2 Kong 17:7; 24:30). Moselov havde advaret folket imod denne skæbne (2 Mos 23:23; 3 Mos 26 og 5 Mos 28) og undervejs har Gud gennem sine profeter gentaget advarslen (2 Sam 7:14-15; 1 Kong 9:3-9). 61

62 Bøgernes opbyning: 1 Kong 1-11 Det forenede rige under David og Salomo: 1:1-11:43 Israel som verdensrige (2Krøn.1-9) 1:1-2:46 Salomo grundfæster sit rige med brug af vold 3:1-5:32 Salomos åndelighed, visdom og storhed 6:1-9:14 Tempel byggeriet, dets indvielse og betaling 9:15-11:43 Salomos storhed og tåbelighed 1 Kong 12-2 Kong 17 Det delte rige Israel og Juda. 12:1-16:22 Israel og Juda splittes og lever i fjendskab (2Krøn.10-28) 15:1-16:22 Ahija og Asa af Juda; Nadab, Basha, Ela og Zimri af Israel. 16:23-2K.10:36 Omris dynasti 16:23-34 Omri, Samarias grundlægger og hans søn Akab 17:1-22:40 Profeten Elias og andre profeters tjeneste 22:41-54 Joshafat af Juda i alliance med Akasja Israel 2K.1:1-2:25 Profeten Elias overdrager til Elisa 3:1-8:15 Akabs slægt og Elisas tjeneste 8:16-29 Joram og Akazja af Juda 9:1-10:36 Jehu tilintetgør Omris dynasti og Baal dyrkelsen 2K.11:1-17:41 Kongerne i Israel og Juda indtil Samarias fald 11:1-12:22 Ataljas forsøg på at udrydde Davids slægt 13:1-15:12 Jehus dynasti og Amasja og Azarja af Juda 15:13-17:6 Israels sidste dynastier og Jotam og Akaz af Juda 17:7-41 Begrundelse for Israels skæbne 2 Kong kap Det enlige rige Juda. (2Krøn.29-36) 18:1-20:21 Hizkija, hans reform og hans befrielse fra Assyrien 21:1-26 Judas skelsættende onde konger Manasse og Amon 22:1-23:30 Josija, hans reform og fejlagtige angreb på Egypten 23:31-25:30 Josijas sønner indtil Judas eksil til Babylon Bøgernes indhold: Bøgerne beskriver kongerne i Israel og Juda, og giver dem karakter på baggrund af deres efterfølgelse af Moselov og hvor meget de efterlignede Davids hengivelse til Jahve. Nordriget der eksisterede i 208 år havde 19 konger, og 9 forskellige kongehuse. Alle blev bedømt uegnede. Sydriget Juda, havde også 19 konger (dronning Atalja medregnes ikke), men kun fra Davids kongehus (1 Kong 11:36), og det eksisterede i 345 år. 8 af Judas konger blev bedømt gode 62

63 og 11 onde. I sidste ende blev begge riger udslettet, fordi de ikke levede op til det kald, Gud havde givet dem. De havde gjort sig ligeså modne til straf som de folkeslag, Gud i sin tid brugte dem til at udrydde fra Kanaan (2 Kong 21:10-15). I. Salomos forenede rige 1 Kong kap Salomo opbyggede mellemøstens mægtigste rige på baggrund af Davids sejre. Et udstillingsvindue af pragt og vælde, grundlagt på gudsfrygtens visdom (1 Kong 3:9-14). Hans største bedrift var at bygge Guds tempel i Jerusalem, men formåede ikke som sin fader David, at videreudvikle folkets trosovergivelse til Gud. Som konge overtrådte han Moselovens klare rammer (5 Mos 17:14-20) mht. militær prestige (mange heste), overdreven seksuel lyst (1000 hustruer) og havesyge (sølv og guld i store mængder til sig selv). I sidste ende forførte de udenlandske hustruer hans hjerte væk fra Jahve og til deres afguder. Det førte til Guds konsekvente dom og rigets deling (1 Kong 11:1-13). II. Det delte rige Juda og Israel (Efraim) 1 Kong kap.12-2 Kong kap.17. Både Israels 10 stammer og Judas ene blev regnet for Guds folk og stod til ansvar overfor ham. (Sandsynligvis forblev Benjamin og Simeon sammen med Juda) Gud vejledte, advarede og irettesatte rigernes konger igennem sine profeter, med det mål at bevare Israel i det forjættede land som et selvstændigt folk. Men for Israels vedkommende omvendte folket sig aldrig fra Jeroboam I. s nationale afgudsdyrkelse (1 Kong 12:26-33; 15:26,34 osv. i alt 19x), og på trods af Guds gentagne velsignelse, advarsel og tugt blev de til sidst udslettet af Assyrien og ført i eksil i år 722 f.kr. III. Guds enlige lilleputrige Juda 2 Kong kap Bevidst om de storpolitiske farer repræsenteret ved Assyrien, Egypten og Ba- bylon, forsøger Judas konger Hizkija og Josias at reformere Juda og omvende folket tilbage til en gudsdyrkelse af Jahve i overensstemmelse med loven. Men reformerne rodfæster sig ikke, hverken i deres sønner, eller i folkets hjerte og efter 136 års udsættelse, føres Juda også i eksil, denne gang til Babylon. Igen- nem denne periode udvikler den profetiske tjeneste sig til at omfatte en ned- skreven form, som er bevaret i Bibelens profetiske skrifter. 2. Kongebog ender med at Guds tempel og Jerusalem ligger nedbrudt, Davids rige er udryddet og folket har mistet ejendomsretten til landet og er blevet ført helt tilbage til Abrahams udgangspunkt i Kaldea. I dette mørke tænder bogen et lille lysglimt af håb. Davidskongen, Jojakin, bliver løsladt fra sit fangenskab. Dette kan tolkes som et tegn på, at Guds troskab imod sit ulydige folk, alligevel ikke er til ende. 63

64 Bøgernes temaer: Bøgernes overordnede tema er, at Guds folk skal ledes på Guds måde. Undergerningerne og synerne i Kongebøgerne afslører en åndelig verden, der ligger udenfor, men som alligevel er integreret i det synlige fysiske univers (2 Kong 5:7-19,25-27). Herudfra opererer Guds engleskarer og de dæmoniske kræfter (2 Kong 6:15-17; 1 Kong 22:19-28). Gud, der i sin evige almagt styrer al livets gang, regerer over begge disse universer (1 Kong 19:9-18; Fil 2:9-11). Kongens rolle var at være Guds repræsentant overfor folket og folkets re- præsentant overfor Gud. Han skulle styre landet efter Guds vilje og sikre ret og retfærdighed. I sidste ende var det ikke de økonomiske, politiske og militære resultater der var afgørende for kongers eftermæle, men deres karakter og troslydighed overfor Gud (1 Kong 16:23-26). Ledere har indflydelse på andre ikke alene ved deres styre men også ved deres eksempel. Deres gudsfrygt og retfærd er med til at højne folket (2 Kong 18:5-8) mens lav moral og ugudelig livsførelse har nedbrydende effekt (2 Kong 21:10-16). Kongebøgerne viser dog, at selv de bedste ledere aldrig helt levede op til Guds ideal (2 Kong 20:12-19). Til tider fik folket en ond leder de fortjente (2 Kong 9:1-10; 10:18-33), andre gange gav Gud dem en leder, de virkelig havde brug for på trods deres ondskab (2 Kong 14:23-27). Guds profetiske røst hørtes mest tydeligt, da Israels tro var ved at udslukkes. Elias blev fx udrustet med åndelig autoritet både i ord og tegn og førte folket til omvendelse (1 Kong 18:30-38). Gud bruger profeter til at kalde på folk, der er på afveje, og de må ofte som hans repræsentanter bære omkostningerne ved folkets modstand (1 K 19:1-3). Når profetier går i opfyldelse, beviser de at Gud er både alvidende og al- mægtig. (Se fx. Jos 6:26: 1 Kong 16:34; 1 Sam 2:35:1 Kong 2:27; 2 Sam 7:13;1 Kong 8:20;1 Kong 11:29-3;1 Kong 12:15; 1 Kong 13:2; 2 Kong 23:16-17; 1 Kong 21:23; 2 Kong 9:36-37). Opfyldte profetier er med til at bekræfte, at en profet er en sand profet (5 Mos 18:19-22), så længe indholdet i profetien er i overensstemmelse med det, Gud tidligere har sagt (5 Mos 13:1-5). Kongebøgerne opmuntrer til at bedømme indholdet i profeters tale, fordi der er mennesker, der formaster sig at tale løgn i Guds navn (1 Kong 13:18; 1 Kong 22:19-23). Salomo, Asa, Joash, Azarja/Uzija, Hizkija er eksempler på, hvordan man kan begynde godt i sin vandring med Gud og alligevel glide væk fra ham. Salomo er et sørgeligt eksempel på en mand med de bedste forudsætninger (3:6-9), der gentagne gange oplevede møder med Gud (3:10-14; 6:11-13; 8:54-61; 9:3-9), blev brugt til at bygge Guds tempel, skrive flere Bibelske skrifter (Ordsp., Præd.bog, Højsangen, Salme 72), men hvis liv alligevel endte i et moralsk ruin som ødelagde Guds riges udbredelse (11:9-13). For Gud er etik vigtigere end 64

65 intellekt, livsførelse mere afgørende end viden og gudsfrygt mere værdifuld end velstand, pragt og status. Israels og Judas alliancer med fremmede magter betød underkastelse under disse staters afguder (2 Kong 16:5-18; 2 Kor 6:14). Det samme gjaldt ægte- skab uden for Guds folk (5 Mos 7:3; 1 Kong 11:1-8; 2 Kong ; 1 Kor 7:39). Selvom ting kunne se yderst fornuftige og tiltrækkende ud på overfladen, førte de til åndeligt kompromis. Vejen ud af kompromiset sker kun ved ny overgivelse til Gud og med Guds kraft at udrydde afguderne og offerhøjene fra ens hjerte (1 Kong 18:36-40, 2 Kong 18:3-8; 34:33) Baggrundsinformation: Forfatteren beskriver Judas og Israels historie i to parallelle forløb, der lapper over hinanden. Efter Rigets deling bliver nordrigets historie beskrevet indtil Jeroboams død og derefter springes der over til Juda hvor kongerækken, der har regeret i samme periode som Jeroboam beskrives, før der igen springes tilbage til Israel, for at fortsætte samme procedure. På denne krydsene måde fortsætter beskrivelsen indtil Israel føres i eksil og Juda er ladt alene tilbage. Når årrækkerne mellem de to riger sammenlignes finder man, at de ikke går op med hinanden, dette skyldes bl.a. at regeringsår nogle gange tælles fra tronbestigelse året og (2 Kong 8:25) andre gange fra året efter kroningen (2 Kong 9:29), samt at nogle konger herskede i en årrække som medregenter med deres fædre. Det høje tal, Fx 1 Kong 20:30, hvor mand døde da en mur faldt ned. Enten beskriver det følgerne i omegnen af et frygteligt jordskælv, eller jf. John Wenham betyder det at ordet 1000 skal oversættes som fuldt bevæbnet soldat. Her bør i stedet oversættes 27 soldater (Se note De store Tal i oversigt arket til 4 Mos). Elias og Elisas tjeneste kendetegnes af hhv. 6 og 14 undergerninger. Sam- men med Moses er deres tjeneste unik i GT mht. til mange overnaturlige tegn. Årsagen til de mange undergerninger skyldes måske den meget alvorlige ånde- lige situation, hvor troen på Jahve var ved at blive udslettet i Israel. Bøgernes sammenhæng med resten af Bibelen: Beretningen følger naturligt videre fra Samuelsbøgerne og giver baggrundsma- terialet for alle de profetiske skrifter, der blev skrevet inden og under Israels eksil. Meget af materialet vedr. Juda bliver udbygget af materialet i 2 Krøn. Det historiske forløb bekræftede Guds værste advarsler til Israel (5 Mos 28). Refe- rencer i NT til personer og begivenheder bekræfter at Jesus og apostlene opfattede beretningerne som historisk troværdige. 65

66 Israels historie er et klart bevis på, at det er Gud, der suverænt styrer nationernes gang og at han aktivt involverer sig i sit folks historie. Storrigerne omkring Israel var ikke selvstændige magter, men var også underlagt Guds vilje. Til tider bruger Gud dem til at tugte Israel, til andre tider bliver de selv dømt for deres ondskab. Hermed beviser Gud, at han er Herre, og at han gennemfører sin vilje igennem historien (3 Mos 26:27-43; 5 Mos 28:64-68; Jos 24:20; 2 Kong 18:10-12). Gud er retfærdig og forventer at hans folk lever op til deres kald som hans repræsentanter i verden. Nogle gange fritog han dem fra at opleve konsekvenserne af deres ondskab (1 Kong 11:11-13; 2 Kong 20:12-19), andre gange lod han dommen falde (2 Kong 17:6-23; 21:11-15; 24:20; 25:21). Gud er fri til at bestemme, hvad der bedst fremmer hans evige mål; men til sidst vil alt gøres op (Åb 20:11-15). Hizkija og Josijas vækkelser (2 Kong 18:3-8; 22:3-23:17) fortæller at vækkel- se kommer når mennesker er villige til at ydmyge sig og omvende sig til Gud på grundlag af hans åbenbarede ord. Vækkelse bringer både åndelige og sam- fundsmæssige velsignelser. Gud giver selv sine mest oprørske modstandere adgang til hans nåde og giver dem mulighed for at angre og omvende sig. (Se Akab og Akazja af Israel 1 Kong 21:26; 2 Kong 1:3-4 og Mannasse af Juda, 2 Kong 21:1-7,16,27-29; 2 Kong 33:12-17). Pga. Guds løfter til Israel og David, har Israel et håb for fremtiden. Gud er villig til at gøre et nyt arbejde så længe Israel omvender sig (1 Kong 8:46-51; 9:3). Men selv når Israel totalt har svigtet sin pagt (1 Kong 9:6-9) og folket bliver udryddet, tænder Guds trofasthed mod sine løfter stadig håb (1 Kong 11:12; 2 Kong 8:19; Am 9:14). Bogen ender derfor også med en antydning af håb (2 Kong 25:27-30). Jesus i det Gamle Testamente: Salomos Tempel et symbol på Kristus (Joh 2:19-22). Templet adskilte sig ikke fra datidens kultur i dets formsprog (1 Kong 6-7), men på måden hvorved det åbenbarede Gud. På lignende måde var Jesus udadtil, som en hvilken som helst anden 1. årh. jøde. Hans væsen var dog helt anderledes guddommeligt. Som fredskonge (1 Kong 5:4-5; Sl 72) afspejler Salomo Guds evige fredshersker Jesus Kristus. Jesus skaber åndelig fred med Gud hos enhver troende (Joh 14:27; ApG 10:36; Rom 5:1; Ef 2:14) og vil skabe et synligt fredsrige, når han ved sin genkomst opretter Guds evige rige (Luk 1:33-33; Åb 21:22-27). Salomos visdom både mht. naturen, menneskets psyke, og som en upartisk, indsigtsfuld og retfærdig dommer (1 Kong 5:9-14,3:16-28) afspejler også Jesu visdom i al dens herlighed (Matt 22:34-46; Luk 11:31; Joh 7:46;8:1-11; 1 Kor 1:24). 66

67 Salomo var den umiddelbare opfyldelse af Guds pagt med David, om at sætte en tempelbyggende søn på Israels trone (1 Sam 7:12-13; 1 Kong 8:20); men hans åndelige og moralske karakterbrist ødelagde Guds omdømme og nedbrød Guds Rige. Alle efterfølgende gode konger, afspejler kun glimtvis Guds fuldkomne fredskonge. Ingen før Jesus evnede at oprette Davids evige rige (ApG 1:6-8; 2:29-41). Elias tjeneste var ligesom Moses at bane vejen for Gud i Israel (1 Kong 19:8-9; Matt 17:3). Senere skulle en tjeneste ligesom hans udpege Messias, og dette blev opfyldt af Johannes Døber (Mal 3:23-24; Matt 11:14;17:10-13). Elias måde at dø på var i lighed med Enok et forvarsel på Jesu Kristi himmelfart (1 Mos 5:24; 2 Kong 2:11; Luk 24:50-51). Kraftfulde undergerninger som at opvække døde og med speciel opmærk- somhed overfor nødlidende, enker og syge peger tydeligt hen til Jesus (1 Kong 17:18-24; 2 Kong 4:32-37; Luk 7:11-17; 2 Kong 4:38-44; Matt 14:13-21). Elisa = Gud frelser, Jesus Josva = Jahve frelser. Bøgernes mest kendte afsnit: 3 Salomos drøm og evne som dommer 8:1-66 Templets indvielse og Salomos syv bønne emner 18 Elias kamp imod Baal præsterne på Karmel 19 Elias møde med Gud på Horeb (Sinaj bjerget) 5 Elisa og den spedalske syriske hærfører Naaman 17 Forklaring på Guds dom, der sendte Israel i eksil Josijas gennemgribende reform af tempeltjenesten 67

68 FØRSTE OG ANDEN KRØNIKEBOG Bøgernes hvem, hvad, hvor: Krønikebøgerne er i serie med Ezras og Nehemias bog. De dækker samme historiske periode som Samuels- og Kongebøgerne, men hvor de sidste beskriver historie ud fra det profetiske lys, beretter Krønikebøgerne om den religiøse historie, og om hvordan kongerne støttede folket i deres forhold til Gud. De er en præsts portræt af monarkiets historie. Forfatter: Ligesom Samuels- og Kongebøgerne udgør Krønikebøgerne kun én bogrulle på Hebraisk (Se note om forfatter fra 1+2 Samuelsbog). Ifølge jødisk tradition er præsten Ezra forfatteren. Han har gjort et grundigt forskningsar- bejde og har brugt mange kilder som grundlag for sit værk. Hans primære kilder har været Samuels- og Kongebøgerne, men disse er blevet suppleret med andre Bibelske skrifter (fx Salmernes bog, se 1 Krøn 16:8-36) samt royale og profetiske skrifter, foruden tempelarkiver (1 Krøn 9:1; 27:24; 29:29; 2 Krøn 15:12; 26:22). Tidspunkt: Som den sidste bog i den jødiske bibel, henviser Krønikebøgerne helt tilbage fra Adam og frem til seks slægtled efter Kyrus frigørelseserklæring fra Babylon i år 539 f.kr. (1 Kr 3:17-24). Bogen var meget sandsynligt skrevet af Ezra omkring år 410 f.kr., i tidenefter den anden store tilbagevenden af jøder fra Babylon. Motiv: Bøgerne er skrevet til en generation af jøder, der er kommet tilbage fra eksil i Babylon for at genopbygge et jødisk samfund på Jerusalems ruiner. Ved at gengive åndelige lektier fra monarkiets historie håber forfatteren, at folket vil love Jahve fortsat troskab. På trods af deres store vanskeligheder og små kår opmuntrer han dem ved at pege på folkets guddommelige udvælgelse og maler for dem et billede af det ideale Israel - det Israel som David og Salomo begyndte at bygge. Samtidig advares folket mod at lade hånt om deres guddommelige kald. Deres håb skulle udelukkende grunde i Guds lovede tilstede- værelse blandt dem og hans løfter om et kommende Messiansk rige. Bøgernes opbygning: 1. Krønikebog 1-9 Slægtsregistre over Guds udvalgte folk: 1:1-2:2 Adam til Patriarkerne 2:3-4:43 Den royale stamme Juda, der har Simeon underlagt 5:1-5:26 Øst Jordans stammer: Rubens; Gads; halve Manasse 5:27-6:66 Præstestammen Levi. 7:1-40 Issakar; Benjamin; Naftali; halve Manasse; Efraim; Aser 68

69 8:1-40 Den indledende royale stamme, Benjamin 9:1-34 De hjemvendte jøder fra Babylon Davids kongedømme. (2.Sam.2-1.Kong.2) 9:35-12:40 Sauls undergang fører til David, Israels sande Konge 13:1-17:27 Davids åndelige prioritering og Guds anerkendelse 18:1-20:8 Davids sejre over nationerne 21:1-29:30 Davids forberedelser for templet og riget 2.Krønikebog 1-9. Salomos kongedømme. (1.K.3-11) 1:1-17 Salomos ydmyge afhængighed fører til Guds velsignelse 1:18-2:17 Salomo forbereder sig på at bygge templet 3:1-5:1 Templet bygget og Arken ført på plads 5:2-7:22 Templet indviet og Gud møder Salomo for anden gang 8:1-9:31 Salomos storhed, nationalt og internationalt Davids hus kongerække. (1.K.12-2.K.25) 10:1-12:16 Rehebeam 27:1-9 Jotam 13:1-23 Abija 28:1-27 Akaz 14:1-16:14 Asa 29:1-32:33 Hizkija 17:21-21:4 Joshafat33:1-20 Manasse 21:5-20 Joram 33:21-25 Amon 22:1-9 Akazja 34:1-35:27 Josija 22:10-23:21 Atalja36:1-4 Joakaz 24:1-27 Joash36:5-8 Jojakim 25:1-28 Amazja36:9-10 Jojakin 26:1-23 Uzzija36:11-14 Sidkija 36. Afsluttende kommentar. 36:15-23 Eksilet og Kyrus forordning om at genopbygge Templet Bøgernes indhold: Israels rødder, det Messianske kongerige, sand gudsdyrkelse. Bøgerne giver de hjemvendte jøder deres slægtsmæssige bevis på, at de tilhø- rer Guds udvalgte folk. Bogen omhandler Davids royale linje og fortæller, hvad kongerne gjorde, eller manglede at gøre, for at bevare den sande gudsdyrkelse i Israel. Derfor fremhæves Arken, templet, præsteskabet og gudstjenesten indenfor rammerne af Davids Messianske dynasti. Det er samtidig årsagen til at forfatteren undlader en masse detaljer fra den profetiske historiske, fx historien om Nordriget Israel. Troværdigheden dokumenteres af de tilgængelige historiske kilder, som der til stadighed henvises til. 69

70 I. Guds folks identitet 1 Krøn kap.1-9. Israel var ikke blot borgere i et tilfældigt land; de var udvalgt til at udføre Guds hensigter. Deres historie var styret af Gud, og deres rødder strakte helt tilbage til Adam. Derfor var slægtsregistrene så vigtige i Israel. De små beretninger der knytter sig til navnene, viser at der var tale om virkelige mennesker. II. Det ideale kongedømme 1 Krøn Det første David gjorde, efter at hele Israel havde salvet ham som konge, var at planlægge Pagtens Ark tilbagevenden, som Israels religiøse centrum. Noget Saul havde forsømt. Resten af beretningen om David, på nær tre kapitler, omhandler hans trang til at bygge Gud et tempel og de forberedelser han gjorde for at Salomo kunne bygge det. På grund af for megen blodsudgydelse, havde Gud ikke givet ham lov til at bygge det. Guds Messianske løfter til David: (1 Krøn 17). Løfterne til David og hans slægt om et evigt kongedømme understreges igen og igen (2 Sam 7; 1 Krøn 22:6-13; 28:2-10; 2 Krøn 6:16-17; 13:5; 21:7; 23:3). III. Det ideale kongedømme 2 Krøn 1-9. Efter at have søgt visdom hos Gud begynder Salomo opgaven med at bygge Guds tempel efter den plan, Gud havde givet David (1 Krøn 28:19). Templet og Salomo sammenlignes bevidst med Åbenbaringsteltet og Moses (1 Krøn 28:11-19; 2 Mos 25:9, 29:1-9; 2 Mos 25:1-7, 2 Krøn 2:13-14; 2 Mos 35:30-36:7). Sa- lomos storhed tiltrækker national og international opmærksomhed (2 Krøn kap. 2; 9). IV. Hvem er værdig til at være en Davidssøn? 2 Krøn Abija, Asa, Josafat; Joash; Amasja; Uzzija, Jotam Hizkaja og Josias. Alle disse konger viste en levende tro på Gud og støttede de levitiske præster til at bevare og vedligeholde templet, som var symbolet på troskabspagten med Jahve. Ingen af dem var fejlfrie, og Asa, Joash, Amasja og Uzzijas gjorde sig tillige skyld i grove overtrædelser af både åndelig og moralsk karakter. De onde konger Tillod afgudsdyrkelse, negligerede templet, stillede sig op mod Guds lov, hans præster og profeter. De var årsagen til, at Juda kom under Guds dom og blev ført i eksil. Selvom eksilet var en frygtelig forbandelse for Israel (2 Krøn 36:14-21), havde den en positiv virkning på Israel: som nation faldt de aldrig mere for afguderiets fristelse. Krønikeren bedømmer kongerne ærligt. Han har både øje for, når de bedste konger svigter (fx Josijas 2 Krøn 35:21-27), og når de onde konger forbedrer sig (fx Manasse 2 Krøn 33:12-17). Bøgernes temaer: Bøgernes overordnede tema er, at Guds folk skal ledes på Guds måde. Navne skrevet i livets bog. Slægtsregistrene er symboler på navnene ind- skrevet i livets bog (Es 4:3; Dan 12:1; Fi. 4:3; Åb 3:5; 20:15). 70

71 Gudsdyrkelse er den helt afgørende forudsætning for at have en identitet som Guds folk. Derfor centrerer interessen sig i bogen omkring Guds Ark, templet og gudstjenesterne. De gode konger prioriterede folkets åndelige liv. Gud her- liggøres, når han tilbedes og æres, og han gensvarer ved at velsigne og beskytte sit folk (1 Krøn 16:4-36; 2 Krøn 26:5; 31:21). Religiøs entusiasme, når det er udtryk for en ægte henrykt glæde, skal ikke foragtes (2 Sam 6:17,20-23; 1 Krøn 15:29; Matt 21:15-16; Mark 14:3-9; ApG 2:13). Salomo blev gentagende gange opfordret til nøje at følge Loven (1 Krøn 22:13; 28:7; 2 Krøn 7:17-22). Joshafat sendte levitter rundt i Judas byer for at undervise i Loven (2 Krøn 17:10-13). Da præsterne under kong Josijas finder en kopi af Loven i templet, bliver alt gjort for at opfylde dens ord (2 Krøn 34:8-33). (Se også 2 Krøn 8:13-14; 14:3; 24:9; 25:4; 34:31; 35:26; 36:16). Gode intentioner og religiøs entusiasme kan ikke kompensere, når Guds hellighed krænkes. David må lære, at nøjagtige detaljer er vigtige, når det drejer sig om, hvordan Gud skal tilbedes (1 Krøn 13:7-11; 15:2,15; 4 Mos 4:15). Men Gud er aldrig urimelig i hans krav (2 Krøn 30:18-20). Gud tog imod Salomos bøn om at høre folkets bøn, da de ydmygt og af- hængigt henvendte sig til ham (2 Krøn 6:14-7:22; se også 2 Krøn 13:14; 14:10; 18:31; 20:3-4). Baggrundsinformation: På overfladen synes Krønikebøgerne blot at være en gentagelse af Israels kongers historie. Men i Bibelen bliver ting, der er vigtige, ofte genstand for fokus fra en anden retning fx to beretninger om skabelsen (1 Mos 1;2) og fire beretninger om Jesus. Selvom beretningerne dækker samme stofområde, bliver emnerne anskuet fra forskellige vinkler. Dette gælder også for Krønikebøgerne. Ud fra Israels historie forkynder de for den svage hjemvendte jødiske koloni i Jerusalem, at de har en evig guddommelig identitet og et evigt kald samt et urokkeligt messiansk håb. I 2 Sam 24:24 fortælles det, at David betalte 50 sekel sølv, mens 1 Krøn 21:25 beretter, at David gav 600 sekel guld for Ornans/Aravnas tærskeplads. Det kunne skyldes, at 2. Samuels bog angiver den pris, David betalte for okserne og retten til at bygge et alter på tærskepladsen; mens den langt højere pris i 1 Krøn refererer til købsprisen for hele området. Ordet stedet (1 Krøn 21:25) er oversat fra det hebraiske ord makoam, et helligt sted (5 Mos 12:13-14), og dette kan måske også forklare den høje pris. Morija bjerget var et anerkendt helligt sted blandt kanaanæerne (Ornan var jebusit), og var kendt helt tilbage fra Abrahams tid. Både Jabes frimodige bøn om Guds velsignelse (1 Krøn 4:9-10) og Josafats forunderlige sejr over Judas fjender igennem lovsang (2 Krøn 20:1-30) har væ- ret genstand for læremæssige fortolkninger. Mht. Jabes bøn - at Gud svarer 71

72 bøn, blot der er nok tro. For Joshafats vedkommende - at kirken kan uddrive onde ånder fra et område ved at gennemføre lovsangsmarcher. Det er vigtigt, at kristne læresætninger ikke bygges på enkeltstående bibelhistoriske tilfælde, men derimod på en bred sammenhængende tolkning af Skriften. Slægtsregistrene i Krønikebøgerne er ikke fuldstændige lister, men ligesom når man ser igennem et teleskop, fremhæver de vigtige personligheder i de forskellige slægter. Registrene havde fire formål: 1. Familiemæssigt: at fastsætte rangorden indenfor familierne. 2. Politisk: at afgøre arveretlige titler (fx kongelinien), og fungere som militær- registre. 3. Juridisk: at afgøre arveret og arvelod 4. Religiøst: at angive om slægten var en levitisk eller præstelig slægt. Bøgernes sammenhæng med resten af Bibelen: Bøgerne udgør den sidste bog i den tredje og sidste del af den Hebraiske bibel (jf. Luk 24:37;44). Denne del indeholder alle de inspirerede bøger, som lå udenfor Loven og Profeterne. Oprindeligt har Krønikebøgerne derfor ikke ligget, ligesom i vores bibel, som en gentagelse lige efter Samuels- og Kongebøgerne. De sidste vers i 2 Krøn er samtidig de første vers i Ezras bog og bekræfter dermed den tætte forbindelse mellem de to skrifter. NT refererer til flere personer og begivenheder nævnt i Krønikebøgerne og fortæller således, at Jesus og apostlene opfattede disse beretninger som historisk troværdige (se fx 2 Krøn 24:20-22; Matt 23:35 + Hebr 11:37). Krønikebøgerne er ikke en propagandistisk hvidvask af David og Salomon. Selvom beretningerne ikke gengiver billeder af den hensynsløse guerillaleder med sit håbløse familieliv eller af den nydelsessyge, kloge storkonge, der blev forført til afgudsdyrkelse, er Krønikebøgernes portrætter alligevel sandfærdige. David og Salomo bedømmes ud fra den store indflydelse, de havde på Israels åndelige gudsdyrkelse, og det er det, der interesserer Krønikeren. Åndeligt set er der et budskab her. Samuels- og Kongebøgerne gengiver det mere afrunde- de billede af deres jordiske liv, mens Krønikebøgerne beskriver, hvordan Gud ser på den troende i Kristus. Når vores synd og skyld er renset og glemt af Gud, og vi er blevet iklædt Kristi retfærdighed, da vil vore gerninger i Ånden fejres som et vidunderligt bidrag til Guds Riges fremgang. På grund af Jesus kan hedninger også indpodes i Israels udvalgte slægt (Rom 4:16-17;11:23-25). Derfor gælder alle de løfter, som Gud har givet til Israel, også for den, der modtager Jesus Kristus som sin Messias. Når vi derfor læser 1 Krøn 1-9, læser vi også vores eget åndelige slægtsregister og kan fejre, at vi er åndelige børn af Adam og Abraham. Dette tilhørsforhold er meget vig- 72

73 tigere end vores menneskelige slægtshistorie, der en dag vil dø ud. Guds slægtsregister fører mig ind i evigheden, mit navn er skrevet i livets bog. Lydighed fører til Guds velsignelse og oprør til hans dom (5 Mos 28; 2 Krøn 7:12-22). Men selv når vi svigter åbner Gud ved tilgivelse og omvendelse vejen tilbage for den angrende synder (1 Krøn 21:13-19; 2 Krøn 12:6-7; 30:6-9; 36:14-23; 1 Joh 1:7-10). Krønikebøgernes befriende forkyndelse er, at på trods af skiftende omstændigheder, menneskers synd og store fejltrin, så holder Guds løfter stadig (1 Krøn 17:23-27; 2 Krøn 21:7; 36:21). Gud lover Israel et evigt kongerige igennem Davids Søn (1 Krøn 17:11-14). Men Gud er ikke kun Israels Gud. Hans rige er verdensomspændende og alle verdens konger er underlagt ham, og hans omsorg omfatter alle (1 Krøn 16:14; 23-28; 2 Krøn 6:32-33). NT viser hvordan Gud i Kristus udvælger sig et folk fra hele verden, til at herske, som sit kongelige præsteskab på jord (1 Pet 2:9-10; Åb 5:9-10). Derfor kan alle kristne leve med værdighed og selv de mest ydmyge af gerninger kan blive til gudstjeneste, når de er gjort for Kristus. Gud kommer til de hjerter, der er åbne for ham, for at gøre dem til sine templer i Ånden (2 Krøn 5:13-14; 1 Kor 6:19). Vi får direkte adgang til ham og kan bringe ham åndelige ofringer gennem vores lovprisning, taksigelse, bønsliv og hellige livsførelse (Rom 12:1; Hebr 13:15-16). Men vi er ikke kun hver især en helligdom for Gud. Jesus har sat os sammen med alle andre troende for at være et åndeligt tempel, der vil bestå ned gennem alle slægter på tværs af sociale og nationale grupperinger (Ef 2:19-22). Til opbyggelse af dette tempel kan vi alle bidrage (1 Krøn 29:1-20; 2 Krøn 24:8-14; 1 Kor 12:7-13; 2 Kor kap.8-9). Jesus i det Gamle Testamente: Juda var kongestammen, hvorfra Messias skulle komme (1 Mos 49:8-10). Mat- tæus viser Jesu slægtsregister via David tilbage til Abraham (Matt 1:1), og Lu- kas tilbage til Adam (Luk 3:38). For NT s forfattere er det afgørende, at mennesker kunne se, at Jesu akkreditiver var ægte. Det skulle være klart for læseren, at Jesus i sandhed havde ægte Messianske rødder og derved havde ret til at gøre krav på Davids trone (Luk 1:31-33). Guds Messias skulle være en konge af Davids slægt, der ikke alene sad på Israels, men også på Guds trone for evigt (1 Krøn 17:14; 28:5; 29:23; 2 Krøn 9:8; 13:5-8). Jesu offer ophævede Guds vredesdom og skabte det grundlag, hvorpå Guds Tempel kunne bygges (1 Krøn 21:13-22:1; Hebr 9:11-14,24). Jesus opfylder hele Israels åndelige håb, og i sin person og gennem sin evige forbøn bærer han folkets gudstjeneste frem for Gud (Hebr 7:22-27). Jesus er således opfyldelsen af den gamle pagts gudstjenesteritualer, som dermed forældes. Guds- 73

74 tjenesternes mål, som var at vise hen til Messias, opfyldes af Jesus selv, igennem sin jordiske tjeneste (Kol 2:17; Hebr 8:5-6; 9:24; 10:1; Åb 21:22). Morija- bjergryggen (2 Krøn 3:1) ved Jerusalem var stedet, hvor Abraham blev befalet at ofre sin søn (1 Mos 22:2) år senere udpegede Gud igennem David, at hans tempel med dets offeralter skulle stå på dette bjerg år senere igen ofrede Guds enbårne Søn sit liv som løsesum på denne bjerg- kam for at opfylde alt det, som Abraham, Isak og ofringerne ikke kunne tilveje- bringe for menneskeheden. Disse omstændigheder er mere end blot tilfældig- heder. De er bevidste led i Guds evige frelsesplan for mennesker. Bøgernes mest kendte afsnit: 1. Krønikebog 1:1-4; 17-24, 34; 2:1-5, 9-15; 3:5-17, 19 Davids slægts træ (rødder og grene) 17 Guds forjættelser vedrørende en evig Davids konge 21. Davids omvendelse og tilgivelse bliver templets grundvold 29:10-20 Davids lovprisning over de troendes offergaver til Gud 2. Krønikebog 1:1-13 Salamos drøm og velsignelse 6:12-7:22 Salomos indvielses bøn ved Templet og Guds svar 18 Forskellen mellem løgne profeter og sande profeter 20 Joshafats forunderlige sejr 74

75 EZRAS BOG Bogens hvem, hvad, hvor: Beretningen i Ezras Bog er en direkte fortsættelse af Krønikebøgerne, som også fortsætter i Nehemias Bog. Den dækker den historiske periode efter eksilet og beskriver jødernes tilbagevenden til Jerusalem. Bogen danner en serie sammen med Krønikebøgerne og Nehemias bog, og den er en præsts beskrivelse af Israel efter hjemkomsten fra Babylon. Forfatter: Ifølge jødisk tradition er præsten Ezra forfatteren (Se note om forfatter fra 1+2 Krønikebog). Ved brug af forskellige kilder (fx jødiske navnelister kap. 2,8,10; persiske dokumenter kap. 4,5-6,7; og personlige beretninger kap. 8-9) har han sammensat en historisk beretning, der dækker en periode på ca. 100 år. Ezra var af præsteslægt og tilmed en skriftlærd (7:1,6,10-11; Neh 8:1,5,8). I jødisk tradition berømmes han for at have samlet GT skrifter til den kanon, vi kender i dag og desuden for at have indført synagogeordningen. Han repræsenterer overgangen fra Israels profetiske tidsalder til perioden, hvor skrifttolkning kom i højsæde, altså tiden mellem Gammel og Ny Testamente. Tidspunkt: Bogen dækker perioden fra år 538 og til 457 f.kr. Den blev sandsynligvis skrevet efter Nehemias bog, omkring 430 f.kr., dvs. i tidenefter den tredje bibelske tilbagevenden af jøder fra Babylon. Motiv: Bogen er skrevet til de jøder, der kom tilbage fra eksilet i Babylon for at genopbygge og udvikle et nyt israelitisk samfund, dog under herredømmet af det persiske storrige. Formålet var at give de hjemvendte troen på, at de stadig var Guds udvalgte folk samt arvinger til løfterne og Guds redskaber i verden. Men skulle dette fortsat være sandt, var det afgørende, at de genindførte sand israelitisk gudsdyrkelse og bevarede troen ren og kompromisløs. Ellers ville vidnesbyrdet om Gud gå tabt, og Israel ville uddø. Bogens opbygning: Ezra :1-11 2:1-70 3:1-13 4:1-24 5:1-6:23 Ezra :1-28 8:1-36 Den første hjemvendelse og templets genopbygning: Kyros frigørelseserklæring og den første hjemvendelse Navne- og materialelisten over de første hjemvendte Gudsdyrkelsen genoptages på Jerusalems tempelruiner Samaritanernes opposition mod jødernes nye begyndelse Genopbygningen af templet føres til ende efter udfordring og inspiration fra profeterne Haggaj og Zakarias. Hjemvendelsen under Ezra og åndelig reformation: Ezras mission, der havde til formål at sikre genopbygningen af et sandt jødisk samfund i Jerusalem Ezras lange (4 mdr., 1500 km), farlige rejse til Jerusalem 75

76 9:1-10:44 Ezras reform af et samfund på grænsen til opløsning Bogens indhold: Bogen beskriver, hvordan Israel overlevede 70 års eksil i Babylon og endnu en gang formåede, som folk, at udvandre fra fangenskab og genoptage Guds arbejde i det forjættede land. Mange af Israels nabofolk (filistre, moabitter, edommitter) overlevede ikke det persiske rige som selvstændige folkegrupper. Bogen fortæller om to jødiske udvandringer fra Babylon, først en stor under kong Davids efterkommer Zerubbabel (ca mennesker, måske 2½ % af Israels befolkning), og derefter en mindre (ca.1800 mennesker) under præsten og bibeltolkeren Ezra. I. Første udvandring under Sheshbazzar og Zerubbabel, f.kr.; Ezra kap.1-6. En åndelig rest, taget fra alle Israels stammer, brød op fra Babylons velstand for at opfylde Persiens storkonges opfordring om at genindføre israelitisk gudsdyrkelse i Jerusalem. Genopbygningen begynder på ruinerne af Salomos tempel. Indledningsvis prioriteres alteret, så offertjenesten kan begynde. Der- efter lægges grunden til selve templet. Jødernes aktion provokerede samaritanerne, og de tvang arbejdet på templet i stå i over 10 år. Først da profeterne Haggaj og Zakarias udfordrede den jødiske rest, blev tempelbygningen genoptaget og fuldført. II. Anden udvandring under Ezra, f. Kr.; Ezr Efter en periode på 60 år bliver præsten Ezra sendt til Jerusalem for at styrke det jødiske samfunds retssystem og åndelige liv (7:14,25). I perioden mellem de to udvandringer har jøderne på mirakuløs vis undgået et altomfattende folkemord (se Esters bog). I Jerusalem bliver Ezra konfronteret med en anden trussel, der er ved at tilintetgøre Israel. Mange af Jerusalems jødiske mænd har forstødt deres jødiske hustruer og indgået ægteskaber med vantro partnere (kap. 9-10; Mal 2:10-16). Dette åndelige kompromis med hedenskab kan føre til, at Guds udvalgte slægt, håbet på Messias og det sande kendskab til Gud helt forsvinder fra verden. Ezras første opgave bliver derfor at lede folket til omvendelse, og derefter må han opløse disse åndeligt kompromitterende sam- fundsbånd. Bogens temaer: Bogens overordnede tema er at vise, hvordan mennesker efter en periode af frafald og synd igen kan få et nyt forhold til Gud. Bogen fortæller også, at frafald kan hærge hver generation af troende. Åndelig fornyelse er afhængig af, at Guds Ånd vækker den troende til nyt liv (1:5). Trangen efter at leve med Gud og tjene hans store sag kan blive så 76

77 stærk, at den troende villigt tilsidesætter magelighed for at indfinde sig med farer og meget små kår (3:12). En sådan fornyelse begynder altid inde i den troendes hjerte, for derefter at sprede sig til resten af livet (først alter 3:3, derefter hele templet 3:10; 5:2; 6:15). Åndelig fornyelse er dybest set at leve i overensstemmelse med Guds vilje (2 Kor 10:3-6) Åndelig fornyelse har ikke blot en effekt på de troende, den vækker også modstand imod Gud hos dem, der ikke tilhører ham. Modstanden kan komme til udtryk på forskellige måder. Den kan udtrykkes under dække af pæn diplo- matisk tolerance og tilbud om samarbejde (4:2), eller den kan være direkte konfronterende (4:4-6,23). Men modstandens mål er at udrydde eller i det mindste at tilsløre åbenbaringen af Gud (Matt 13:19-23; Joh 10:10; Åb ). For lykkes det, går ægte gudsdyrkelse i opløsning. Et vedvarende pres fra modstandere kan føre den troende til enten at opgive (4:24) eller gå på kompromis (9:1-2). Hvis dette får lov til at ske, går menighedens arbejde i stå. Guds kærlighed til mennesker er så stærk, at han altid søger at vække de troende til live, så de kan fortsætte deres arbejde som Guds folk i verden (5:1-2; 6:14-15). Gud bruger forkyndelsen af sit profetiske ord til at nå sit folk. Hans Ord formår at afsløre vantro og kompromiser, men på samme tid indgyder det til lydighed og mod til at stå imod verdens modstand (2 Tim 3:12; Hebr 4:12-13). Samaritanerne tilbød jøderne i Jerusalem en blandingsreligion af jødedom og hedenskab (2 Kong 17:24-34; Ezra 4:2-3;9:10-13). Denne religion stod for en forvrænget åbenbaring af Gud og indførte en korrupt gudsdyrkelse. Havde jøderne taget den til sig, ville Guds frelses- evangelium være tilintetgjort. Reformatorer er mennesker, som Gud sætter sin hånd på (7:6,9,28). Derud- over er deres karakter og livsførelse i overensstemmelse med det troens budskab de forkynder (7:10). Deres åndelige myndighed bygger på Bibelens skrifter (7:6,12,21), og de forstår at forkynde Ordet for deres tilhørere på en praktisk og anvendelig måde (7:25, Neh 8:5,8). Et menneske, hvis liv er blevet reformeret, er villig til at gøre op med synd og underlægge sig Guds retfærdige vilje, også når det koster dyrt (9:3-10:12). En sådan hengiven tro kendetegnes af dyb, ubesmittet åndelig glæde (3:11-13; 6:22). Guds suverænitet kommer til udtryk på flere forskellige måder i Ezras bog. For det første var jødernes tilbagevenden til deres land en tydelig opfyldelse af Guds forudbestemte plan, ligesom eksilet var en direkte konsekvens af hans dom (5 Mos 28). Igennem eksilet tvang Gud landet til at få den sabbatshvile, som han havde pålagt sit folk at holde som et symbol på deres tro på ham (3 Mos 25, 2 Krøn 36:21). Gud styrede også begivenhederne i selve eksilperioden. Selvom han tillod at flere forskellige folkeslag blev flyttet til de nordlige stam- 77

78 mers område, sikrede han, at Juda forblev relativt folketomt, så det var klar til igen at blive befolket af jøderne. For det tredje stadfæster Esajas og Jeremias forudsigelser hhv. 170 og 70 år før jødernes tilbagevendelse fra eksilet, at det var Gud, der fik perserkongen Kyros til at lade jøderne vende tilbage til Jerusa- lem (1:1-4, se Es 44:26-45:13; Jer 25:11-14; 29:10). Selvom Gud suverænt overstyrer alle begivenhederne, gør han det igennem naturlige hændelser. Han lod troende jøder, såsom Daniel, Ester, Mordokaj, Ezra og Nehemias få indflydelsesrige poster og brugte disse mennesker til at påvirke de hedenske storkonger. Forskellige eksempler på bøn: Lovprisning: 3:10-13; 7: Bøn: 8: Bodsbøn: 9:3-15. Baggrundsinformation: Ezras meget radikale indgriben over for de jøder, der havde indgået ægteskab med fremmede kvinder (kap. 9-10), virker skræmmende og forargeligt på den moderne læser. Men situationen er ikke blevet opfattet nær så anstødeligt på Ezras tid (se fx 1 Sam 25:44). Det skyldes, at ægteskab i GT- periode blev opfattet mere som et slægtsanliggende end et personligt kærlighedsforhold mellem mand og kvinde. Kærlighed mellem mand og hustru forventedes ikke at være en årsag til at indgå ægteskab, men derimod noget, der udviklede sig som en følge af det. Ezras holdning og handling (9:2;14) skal heller ikke ses som et for- søg på at indføre en racistisk apartheid hos jøderne, for Israel havde altid taget imod hedninger, der sluttede sig til tro på og dyrkelse af den sande Gud - også på Ezras egen tid (se 6:21). Ezras reaktion skal mere ses som et desperat forsøg på at værne om den spæde opbygning af det jødiske samfund. Uden jøde- dommens åndelige eksklusivitet ville bibelsk gudsdyrkelse og jødernes integritet og identitet som Guds udvalgte folk gå i opløsning. Det, der motiverede Ezras drastiske skridt, var troløshedens alvor (bemærk Ezras stærke reaktion 9:3-4) samt lydighed over for Moseloven (2 Mos 34:14-16; 3 Mos 18:24-25; 5 Mos 7:1-4; 20:16-18). Hvad angår ægteskabet, sker der en udvikling i NT. NT vægter individet mere end gruppen og familien mere end folket, og den ikketroende ægtefælle regnes ikke som åndelig uren og må derfor ikke fraskilles på grund af manglende kristen tro (1 Kor 7:12-16; 1 Pet 3:1-4). I perioden efter Ezra og i tiden mellem de to testamenter ophører den profetiske periode. Profeterne havde både tolket loven og formidlet Guds åbenbaring til sit folk, og den efterfølgende tid er kendetegnet som de skrift- lærdes periode. Her blev der lagt vægt på tolkning af skrifterne, men der kom ingen ny åbenbaring. I denne periode bliver GT kanoniseret, og jødernes skrift- lærde begynder at skrive kommentarer til de bibelske bøger samt opbygge en 78

79 mere systematisk teologisk lære. I denne tid blev der oprettet synagoger, hvor skrifterne bliver oplæst, forkyndt og studeret, en gudstjenesteform der blev overført til den kristne kirke. Bogens sammenhæng med resten af Bibelen: Bogen hænger tæt sammen med Krønikebøgerne (se 2 Kr 36:22-23 og Ezra 1:1-4) og Nehemias Bog (se Neh. kap. 8). Ezra og Nehemias blev udgivet som én bog i septuaginta (den græsk jødiske bibel) under titlen Esdras B. Esters Bog hører også til denne persiske periode af GT- historie og dennes handling foregår i de 60 år, der adskiller Ezr kap. 5 og 6. Den apokryfiske bog 1 Esdras gengiver beretninger fra Krønikebøgerne, Ezra og Nehemias Bog; men har nogle fejlagtige historiske sammenblandinger og historier der må kendetegnes som even- tyr. Ezras Bog både citerer og henviser til flere forskellige GT bøger (Mosebø- gerne, Krønikebøgerne, Salmernes bog), men bliver ikke refereret direkte til i NT. Udvandring fra fangenskab både åndeligt og moralsk er et af Bibelens vigtigste temaer (2 Mos 12:35f; Es 35:10; 40:1-20; 42:16; 48:20; 51:2; Luk 9:31; 2 Kor 6:14-18; Hebr 12:1-3; 13:13; Åb 18:4-5). Beskrivelserne i Ezras Bog af de to udvandringer indeholder bevidst udtryk, der skal få læseren til at sammenligne udvandringen fra Egypten under Moses med de to i Ezras Bog (fx 1:6; 2 Mos 3:21-22; 12:35-36) og (7:9; 8:31; 2 Mos 12:1-2). Det bygger alene på Guds nåde (9:13-10:4). Ezras Bog udtrykker Guds suveræne almagt på flere forskellige måder. Tempelkarrene fra Salomos tempel, som Nebukadnesar havde bortført til Ba- bylon, symboliserer Israels åndelige værdier (2 Kong 24:13; 2 Krøn 36:7,10,18; Es 52:11-12; Dan 1:2; 5:1-4; Ezra 1:9-10; 6:5; 7:19; 8:30). Ligesom jøderne selv, overlever disse kar eksilet i Babylon og bliver ført tilbage af Sheshbazzar, Ze- rubbabel og Ezra til det genopbyggede tempel i Jerusalem. Det er et klart budskab om, at Israels Gud har magt til at bevare sit folks åndelige værdier. De hedenske verdensherskere, som udadtil styrer hele verden, viser sig at være Guds redskaber og tjener hans sag (Se om Kyros 1:1-4; Dareios 6:6-12; Artaxer- xes 7:12-26; se også Neh 2:6-8). Guds stille arbejde. Guds suverænitet kommer ofte til syne igennem dramatiske undergerninger; men i Ezras Bog er der ingen dramatiske undergerninger eller direkte profetier. Alligevel viser Gud sin tilste- deværelse ved at oprejse ledere for sit folk, overstyre omstændighederne omkring dem (7:7, 10,28; 8:18,31) og ved at svare på de troendes bøn (8:18,22,31). Gud både udvælger og bevarer sit folk. På trods af oprør, nederlag og katastrofer fastholder Gud sin troskab mod Israel. Slægtsregistrene (2:3-63) var tegnet på, at de hjemvendte jøder tilhørte Abrahams udvalgte slægt, og at alle 79

80 Guds løfter stadig gjaldt for dem. I Kristus, som er Guds opfyldelse af det fuldkomne Israel, er alle troende ligeledes blevet del af den udvalgte slægt. Ezras Bog fortæller om, hvordan en svag men troende og kæm- pende kirke kan overleve på trods af samfundsmæssige katastrofer, åndeligt nederlag og aggressiv opposition fra en fjendtlig indstillet verden. Faren for den troende ligger ikke så meget i ydre omstændigheder, selvom disse kan være svære nok. Den største fare er åndelig sløvhed og tilbøjeligheden til at gå på kompromis med tidsåndens filosofi og moral. Den bedste måde at bevare et tæt forhold til Gud er at gøre op med synd, så snart det viser sig i ens liv, at vandre dagligt med Gud i hengiven lydighed til ham og at udføre den opgave, som Gud har kaldet en til (kap.3-6; kap.9-10). Ezras Bog minder os om, at Guds folk ikke kun kan leve af tidligere genera- tioners åndelige oplevelser. Menneskets syndige væsen forplumrer det åndeli- ge liv, og derfor må forholdet til Gud konstant fornyes så den kan forblive levende og dynamisk (5:1-2; 6:16-22; kap.9-10). Zerubbabel bærer de arvelige gener til Guds kommende Messias. Til trods for at Gud måtte fjerne kongerne fra Davids trone på grund af deres grove overtrædelser og syndige opførsel, gælder de evige løfter om en frelserkonge fra Davids slægt stadigvæk. Dette løfte blev endegyldigt opfyldt i Jesus Kristus (Matt 1:1-17; Luk 1:31; 3:28-38). Davids- sønnen Zerubbabel førte Israel ud af fangenskabet og hjem til det for- jættede land, ligesom Moses og Josva havde gjort det før ham. Disse udfrielser er symboler på Jesu Kristi evige udfrielse af syndere. Jesus i det Gamle Testamente: Ofringerne er tegn på Jesu forsoningsværk (Ezra 6:16; 8:35; 10:19; 3 Mos 1-7; Joh 1:17). Påskefesten (7:9; 8:31) er et symbol på Jesu udfrielse af syndere fra Satans fangenskab. Løvhyttefesten (3:4) peger hen på Kristi beskyttelse af sit folk i deres vandring igennem denne verdens ørkenliv samt på den endelige høst, hvor han for evigt vil samle de troende til sig selv fra alle verdens lande og fra alle tidsaldre (Matt 24:31) Templets alter er et symbol på korset som det sted, Jesus udførte sin offergerning for mennesker (3:2; Matt. 24:31). Templets fundament (Ezra 3:10) er et symbol på Jesus Kristus som troens grundvold og hjørnesten (1 Kor 3:10-11; 1 Pet 2:4-8). Ezra som symbol på Jesus, Guds store reformator. En mand der er oplært i Skrifterne (7:6,10; Matt 22:33,46; Joh 7:46). En troens mand (8:21-22; Hebr 12:1-2). En mand hvis liv var rent og hengivent til Gud (7:25-28). En forbeder for sit folk (Ezra 9:3-15; Joh 17:1-26). 80

81 Bogens mest kendte afsnit: Ezr.1: Ezr.3: Ezr.9:6-15 Kong Kyros erklæring om frihed Gudsdyrkelsen der genoptages i Jerusalem Ezras ydmyge bodsbøn. 81

82 NEHEMIAS BOG Bogens hvem, hvad, hvor: Beretningen i Nehemias Bog er den tredje del af trilogien med Krønike- bøg- erne og Ezras Bog. Den bringer historien frem til ca. 100 år efter jødernes hjemvendelse fra eksilet, dvs. Nehemias tid som guvernør. Forfatter: Ifølge jødisk tradition er præsten Ezra forfatteren (se note om forfatter fra 1 og 2 Krønikebog og Ezras Bog). I så fald er Ezras arbejde som redak- tør lidt sløret, fordi store dele af bogen er direkte gengivelser af Nehemias personlige beretninger (1:1-2:20; 4:1-7:5; 10:29-11:2; 12:27-13:31). Men det er tydeligt, at bogen også trækker på andre kilder (se fx navnelister kap. 3;7;10:1-27;11:1-12:26 og tempel- beretninger kap. 8-9); og dette kunne tyde på en senere redaktør som bogens forfatter. Bogen er ikke sammensat kronologisk, men derimod tematisk bemærk at 13:1-4 og 13:5-31 er adskilt af en periode på 12 år. Bogen har både temaer og sproglige udtryk til fælles med Krønikebø- gerne og Ezras Bog (fx interessen i Jerusalem, slægtsregistre, tempeltjeneste. Bemærk også udtryk som Guds gode hånd (2:8,18 se Ezra 7:6,9,28). Tidspunkt: Bogen begynder i vinteren 446 f.kr., tolv år efter at præsten Ezras gruppe vendte tilbage til Jerusalem, og den løber over de tolv år, Nehemias var guvernør, frem til 433 f.kr. Det er muligt, at bogen blev skrevet umiddelbart derefter ca. år 430 f.kr.. Kap.10:10-11 indeholder dog en senere tilføjelse til præsteslægtsregistret, som føres frem til ypperstepræsten Jaddua, der tjente fra 341 til 322 f.kr.. Motiv: Bogen blev skrevet for at motivere senere jødiske slægter til at fort- sætte i tro og lydighed mod Gud. Den fortæller om, hvordan en lille gruppe troende ved Guds kraft gennemførte store åndelige opgaver på trods af stærk modstand. Samtidig advarer den mod kompromis, modløshed og frafald, som har tendens til at snige sig tilbage i Guds folk efter noget tid. Trilogiens hovedbudskab kan forstås således: Krønikebøgerne præsenterer visionen om Guds ideale rige, Ezras Bog beskriver de moralske og åndelige værdier, som Guds rige bygger på, og Nehemias Bog koncentrerer sig om retningslinier for, hvordan man opbygger Guds rige i praksis. Bogens opbygning: Kap :1-2:20 3:1-32 3:33-4:17 5:1-19 Nehemias genopbygger Jerusalems mure: Nehemias kald og forberedelser til opgaven Murenes genopbygning begynder Samaritanernes modstand mod genopbygningen Håndtering af interne jødiske uretfærdigheder 82

83 6:1-19 Muren bygges færdig 7:1-72 Israels slægt genbesætter Jerusalem (Ezr.2) Kap Pagtfornyelsen: 8:1-18 Loven oplæses, tolkes og praktiseres 9:1-37 Syndsbekendelse og bøn om Guds nåderige indgriben 10:1-40 Offentlig tilkendegivelse om at leve i pagt med Gud Kap.11-13:4. Konsolidering af missionen: 11:1-12:26 Æresliste over Jerusalems og Judas borgere og andre trofaste mennesker 12:27-13:4 Jerusalems bymure indvies Kap. 13. Reformation: 13:5-31 Lovbrud og reformer under Nehemias anden periodesom gu- vernør Bogens indhold: Guds arbejde fuldføres. Bogen beskriver fuldendelsen af den jødiske kolonis genopbygning efter det frygtelige eksil i Babylon. Nehemias ledte den tredje gruppe af hjemvendende jøder, og de formåede endelig at gennemføre, hvad Zerubbabel havde påbe- gyndt 100 år tidligere. De tidligere hjemvendte jøder havde mistet gejsten, og folket var i fare for at blive opslugt af nabofolkene. Derfor var genopbygningen af Jerusalems mure afgørende for at sikre folket, gudsdyrkelsen og det sande vidnesbyrd om Gud. I. Jerusalems mure genopbygges, dec. 446 sep. 445.f.Kr.: Neh På trods af sin vigtige og betroede stilling i Artaxerxes persiske hof fulgte Ne- hemias intenst med i den lille jødiske kolonis skæbne i Jerusalem. Efter længe- re tids bøn vovede han at trodse kongens forbud (Ezra 4:6-23) og bad om lov til at genopbygge Jerusalems mure. Med kongens støtte blev han indsat som Jerusalems guvernør, og efter en grundig analyse af opgaven inviterede han Jerusalems jøder til at forene sig med ham i at genopbygge murene. Nehemias formåede at engagere hele folket. På trods af indædt modstand fra de andre folkeslag og uenigheder blandt jøderne selv gennemførte de hele projektet på lidt under to måneder. II. Pagtsfornyelsen, okt f.kr.: Neh Udover den ydre genopbygning af Jerusalem søgte folket under Ezra og Nehe- mias også åndelig fornyelse. Ezra formidlede Guds Ord, så dette kunne forstås og anvendes under de nye omstændigheder. Dernæst fulgte folkets ydmyge syndsbekendelse og en fornyelse af pagten mellem folket og deres Gud. 83

84 III. Fejring af fremskridt, 445 f.kr.: Neh 11-13:4. Jerusalems borgere blev valgt ved lodkastning. Således fandt man frem til en hellig tiende, der skulle bebo og forsvare byen samt sikre templets og guds- tjenestens fortsatte drift. Missionens succes blev fejret, og der blev gennem- ført foranstaltninger for at bevare åndelig hengivelse. IV. Reformation for at genvinde troslydighed, 433 f.kr.: Neh 13. Nehemias er nødt til at konfrontere og korrigere frafald fra alle punkter i deres pagt med Gud (se 10:31-40) tempeltjenesten; sabbattens overholdelse; blandede ægteskaber. Dette blev besværliggjortfor Nehemias, fordi ypperste- præsten, en tidligere trosfælle, selv underminerede folkets åndelige renhed (se 3:1; 13:4,28). Bogens temaer: Bogens overordnede tema er åndelig genopbygning og reform. Den inspirerer Guds folk til vedholdende at arbejde for Guds sag og til fortsat at værne om hans høje idealer (Fil 3:12-16). Nehemias, hofmundskænk (dvs. ansvarshavende for sikkerheds- og efter- retningstjenesten), Jerusalems guvernør, bygherre og reformator, er et af de bedste eksempler GT har på en forbilledlig åndelig leder. Menneskelige egen- skaber: Energisk (6:15), troværdig (5:19; 13:14), målbevidst (6:3), velovervejet (2:1-8; 11-20). Han har talent for at organisere (kap. 3+4; 7:2; 12:44), kløgt (6:1-13), vedholdenhed (4:15-17) og vilje til at samarbejde med andre ledere (8:9) samt viljen og evnen til at håndtere vanskelige problemer (kap. 5; 13). Åndelig modenhed: Han levede Gud nær (1:4-11; 2:5,12,18; 7:5), erkendte sig afhængig af Gud (2:5,20; 3:36-37; 4:3; 5:19; 6:14 ), var praktisk i sin åndelighed (4:3,11) og et forbillede for andre (4:17; 5:14-18). Han var modig (4:8; 6:11,14, 19), konsekvent overfor uret (5:6-13) og krænkelse af Guds ære (13:23-27) og kunne inspirere andre i troen på Gud (2:17-18; 4:14;8:9-12). Hans kærlighed til Gud og folket overgik altid hans egne interesser og bekvemmelighed. Nehemias skulle takle indædt modstand mod sit arbejde (2:10, 3:33, 4:1). Ydre modstand i form af hån og spot (2:19, 3:33-35) fik ham til at stå fast på sit kald og søge Guds trøst. Ved trusler om fysisk angreb (4:1-17) tog han både praktiske og åndelige foranstaltninger. Falske anklager og sammensværgelse (6:1-14) blev imødegået med direkte tale, hæderlig livsførelse, afvisning af kontakt med anklagerne og bøn til Gud om hjælp. Indre modstand i form af dovenskab (3:5) og mismod (4:4) taklede han ved at være et eksempel og fort- sætte sit arbejde ufortrødent. Indre splittelse, uret (5:1-19) og kompromis (13:4,7-9) blev irettesat. Undergravende holdninger (6:17-19; 13:28-29) blev afdækket og alt blev overgivet til Gud. Bibelen afslører, at det er Satan, der står bag oppositionen mod Guds arbejde (1 Pet 5:8; Ef 6:10-12); og derfor skal pro- 84

85 blemer og modstand altid takles, som Nehemias gjorde det både med åndeli- ge og praktiske midler (1 Pet 5:9; Ef 6:13-20). I sidste ende er kampen Guds (4:9; 6:16; Matt 16:18-19), og den skal derfor overgives til ham. Gud oprejser dynamiske og visionære ledere til at inspirere og lede sit folk (2:17-18). I Guds arbejde kan alle bruges (se kap.3 - mænd og kvinder; trælle og frie; præster, salveblandere, guldsmede, handelsmænd, 1 Kor 12:4-27; Ef 4:1-13). Nogle vil være flittige, andre dovne (3:4, 5,21, 30). Nogen kan lide at arbejde sammen, andre vil helst arbejde alene (3:7-12). Menneskelig planlæg- ning (2:11-15) og organisering (kap. 3) er tydeligvis midler, som Gud også bruger. Han ser alt og vil bedømme og lønne sine tjenere (13:28-31; 1 Kor 3:12-15). Det romantiske i os så helst, at Nehemias Bog afsluttede med det festlige højdepunkt i kap. 12. I stedet fortsætter bogen i kap. 13 med at beskrive de kedelige forsømmelser og irettesættelser. Årsagen er, at Gud hellere vil advare os imod de farer, der kan snige sig ind i vores liv, end efterlade os i en naiv, romantisk feststemning, der ikke kan holde i hverdagen. Syv forskellige eksempler på bøn. Hjerte bøn: Vedvarende bøn: Indskudt bøn: Praktisk bøn: Bøn om Guds trøst: Bøn om retfærdighed: Bøn inspireret af Guds Ord: Forbandelsesbøn : Ak Herre 1: :4,fire måneder (kislev,1:1 til nissan, 2:1). 2:4-5. 4:3. 5:19; 13:14,22,31. 6:14;13:29. 1:8-9; 9: :36-37 (se også Sl 83; 137:7-9; Jer. 18:23). Bøn i GT er forskellig fra bøn i NT, i og med der i NT bedes i Jesu navn, i kraft af Jesu ånd og på baggrund af hans offer for syndere (Mt. 5:44; Rom 12:14). Baggrunden for Nehemias bøn er, at Guds folk er under angreb. Hans motiv er ikke personlig hævn, men derimod retfærdighed og et ønske om Guds ære og hans riges fremgang. Baggrundsinformation: Juda lå langt væk fra det persiske riges hovedstad og var placeret i stødpude- zonen op til Egypten, som var rival til stormagten Persien. Dette betød en svagere indflydelse fra centralregeringen i Persien samt selvstændige provinsgu- vernører, der værnede om deres magt og status. Dette forklarer de problemer, 85

86 som Ezra og Nehemias oplevede med den Syriske guvernør Sanballat, hans repræsentant i Juda Tobija og deres allierede araberen Geshem. Hvis jød- erne skulle bevare deres åndelige selvstændighed, måtte Zerubbabel, Ezra og Nehemias træde en forsigtig kurs overfor de persiske konger. Deres gerninger måtte ikke blive opfattet som anstiftelse til oprør. Derfor accepterede de både en åndelig og en juridisk begrænset frihed, frem for fuld politisk frihed for Isra- el. De var en blandingsrace af fattige israelitter, der var blevet ladt tilbage ved den assyriske invasion i 722 f.kr., og tilflyttede, fremmede folkeslag. De skabte en ny religion, der var en blanding af jødedom og hedenskab (2 Kong 17:24-41). Senere blev denne religion reformeret ved Moseloven, men et rivaliserende tempel blev bygget på Gerazims bjerg i Sikem ca. 300 år f.kr. Siden vekslede forholdet mellem samaritanere og jøder fra samarbejde til stærk, åndelig foragt. Samaritanerne blev af jøderne regnet for en mis med den jødiske bibels sandhed (Luk 10:25-37; Joh 4:20-26), gav Jesus kærlighedsbudet som grundlaget for kirkens mission blandt samaritanerne (ApG 1:8; 8:1;5-25). Forbudet mod Fremmede ægteskaber (10:31; 13:23-29) eksisterede for at sikre Guds folks overlevelse og derved også deres evige kald. Kapitel- og vers- ændring mellem 1931 og oversættelsen er følgende: Kap.4:1-23 i 1931 er gengivet i 1992 som 3:33-38 og 4:1-17. Bogens sammenhæng med resten af Bibelen: Bogen indgår i en trilogi sammen med Krønikebøgerne og Ezras Bog (se gengi- velsen af Ezra 2 i Neh 7:6-72, og 1 Krøn 9:3-16 i Neh 11:1-19). Dronning Esters og hendes værge Mordokajs indflydelse på Artaxerxes hof har sikkert skabt forudsætningerne for Nehemias' tjeneste. På lignende måde som profeterne Haggaj og Zakarias støttede Zerubbabel (Ezra 1-6), har profeten Malakias støt- tet reformerne under Ezra og Nehemias. Nehemias Bog afslutter den historiske del af GT. I perioden imellem GT og NT blev der ikke skrevet Bibelske skrifter, men i stedet begyndte GT teologi og lære at blive formuleret. Dette dannede grundlaget for synagogelæren, der herskede på Jesu og apostlenes tid. Nehemias Bog citerer og henviser til flere forskellige bøger i GT (Mosebøger- ne, Josvas Bog, Krønikebøgerne, Ezras Bog, Salmernes Bog); men ligesom med Ezras Bog bliver Nehemias Bog ikke refereret til i NT. (Se også note i Ezraover- sigten). Det begynder oftest med at Gud oprejser ledere af høj karakter (1:4-11), samtidig med at Guds folk selv ønsker at leve i overensstemmelse med Guds vilje (8:1-3). Gud møder de troende, når Bibelens budskab bliver formidlet på en relevant og praktisk anvendelig måde (8:5-7,13-18). Dette fører til en ånde- lig sensitivitet hos de troende (kap. 9) og til en gudfrygtig livsstil (kap.10). 86

87 I Neh 8-12 kulminerer Guds reformation blandt de hjemvendte jøder. Det var Guds nåde, der bevirkede denne åndelige fornyelse i folket. Hans nåderige indgriben skabte både taknemmelighed og en længsel efter at leve i overensstemmelse med ham. Nåden kommer altid før lydig opførsel og retfærdige gerninger. Det er nåden, der skaber troen, og nåden, der medfører retfærdig opførsel. Det er aldrig retfærdige gerninger, der overbeviser Gud om at vise nåde eller køber hans velvilje. Nehemias Bog viser, at Guds folk, så vidt det er muligt, skal leve i harmoni med ordensmagten (2:1-3; Matt 22:15-22). Samtidig skal de dog søge at udnyt- te de muligheder for åndelig fremgang, Gud giver under disse forhold (2:7-8). Dette er kun muligt, fordi det i sidste ende er Gud, der indsætter og afsætter Bibelen, sætter grænserne for samarbejdet med ordensmagten (2 Mos 1:17; Dan 3:17-18,28; ApG 4:19; 5:29). Målet er altid at fremme Guds rige under alle forhold uden at sælge ud af Guds ære, sandhed og retfærdige væsen. Kapitlerne 8-10 og 12 udtrykker højdepunkter i Israels forhold med Gud. Jødernes åndelige fornyelse fejres, og kapitlerne er kendetegnet af stor glæde (8:10-12,16-18; 12:43). Disse højdepunkter blev fulgt op af praktiske foranstaltninger (10:29-40; 12:44-13:3), som skulle hjælpe Israel i den daglige vandring med Gud, når festdagens stemning var ovre. Selvom gode skikke og ruti- ner vitterligt hjalp folket til at vandre med Gud i dagligdagen, var de afhængige af, at Guds Ånd virkede igennem dem. For uden Guds kraft var de magtesløse over for tilbagefald (se kap.13). Jesus i det Gamle Testamente: Ypperstepræsten Jeshua (Josva ~ Jesus), (7:7; 12:1,7,10,26; Ezra 2:2; 3:2; 10:18; Hagg 2:2,4; Zak 3:1; 3:1,3,6,8,9), tog med Zerubbabel tilbage til Jerusa- lem under den første hjemvendelse og udgjorde med ham den øverste ledelse af det jødiske samfund. Sammen lagde de fundamentet til det nye tempel (Ezra 3:8). Sammen nægtede de at acceptere samaritanernes blandingsreligion (Ez- ra 4:3). Og sammen, under inspiration af profeterne Haggaj og Zakarias, trod- sede de modstanden og gennemførte genopbygningen af det nye tempel (Ezra 5:2; Hagg 1:1-14). Hvor Zerubbabel repræsenterer Jesu Kristi kongelige slægt, repræsenterer Jeshua Jesu ypperstepræstelige embede (Hebr 4:14-10). Urim og Tummim: (7:65; 10:35; Ezra 2:63; 2 Mos 28:30; ) Urim = lys; Tummim = fuldkommenhed. Ypperstepræstens to sten, hvorved han kunne gengive Guds visdoms vilje. Jesus er Guds fuldkomne lys (Joh 8:12; 9:5; 12:46) og visdom (1 Kor 1:24,30; Kol. 2:3). Guvernør og præst (12:26). Ezra og Nehemias repræsenterer Israels civile og åndelige styre. Begge disse styreformer samles i Jesu kongelige præsteskab (Hebr 7:1-3). Nehemias var tillige Guds bygmester, ligesom Kristus også er det (Matt 16:18; 1 Kor 3:11). 87

88 Brændet på alteret er et tegn på Jesu vedvarende hengivelse for sit folk (Neh 10:35; 3 Mos 6:5; ). Det civile nytår: (8:2; 3 Mos 23:24; 29:1) Israelfejrede begyndelsen af det civile år på den første dag i den syvende måned. Det minder om nyskabelsen i Kristus (Joh 3:7) og om den dag, Jesus kalder os fra døden til livet (1 Kor 15:50-57). Løvhyttefesten (8:13-18) se note i Ezra- oversigten. Bogens mest kendte afsnit: 1:1-2:8 Nehemias kald 3:1-4:17 Genopbygningen af muren 9 Folkets syndsbekendelse 88

89 ESTERS BOG Bogens hvem, hvad, hvor: Beretningen i Esters Bog er den sidste bog i den historiske del af GT- litteratur. Den handler om jøderne, der levede i eksil i det persiske rige. Handlingen fore- går i perioden mellem den første og anden hjemvendelse af jøder til Juda (hhv. år 538 f.kr., Ezra 1-6 og 457 f.kr., Ezr.7-10). Forfatter: Ifølge jødisk tradition er det enten præsten Ezra (se note om forfatter fra 1+2 Krønikebog og Ezras Bog) eller Esters værge Mordokaj (9:20,32), der har skrevet bogen. Andre har forslået, at beretningen er taget direkte fra de persiske hofarkiver, fordi der hverken refereres til Gud, loven eller pagten (6:1; 10:2); men bogens stærke interesse i det jødiske folk synes at udelukke dette. Det nære kendskab til hof- etikette kunne tyde på, at Mordokaj eller en jødisk embedsmand associeret med ham er den mest sandsynlige forfatter. Tidspunkt: Bogens handling begynder i 483 f.kr. under perserkongen Ahasve- rus (Xerxes) store fest, hvor han sandsynligvis fejrede sin endelige sikring af magten efter sin tronbestigelse i år 486. Samtidig kan festen også have været en del af forberedelserne til den kommende, fejlslagne krig mod Grækenland (Slagene ved Thermopylae, Salamis, Platae og Mycale i årene ). Bogen slutter i 473 f.kr. (9:1), efter at jøderne succesfuldt har forsvaret sig mod en statsinitieret udryddelseskampagne. Bogens afslutning tyder på, at den er skrevet efter Ahasverus død i år 465 (10:1-3), da hans søn Artaxerxes sad på tronen og dennes mor, den forstødte dronning Vashti (1:10-22), igen havde indtaget en central stilling i hoffet (Neh.2:6). Det sidste kan muligvis forklare, hvorfor bogen er skrevet uden unødig opmærksomhed til jødernes religiøse liv. Motiv: Bogen blev skrevet for at minde jøderne om, at de aldrig måtte glemme, hvordan Gud reddede dem fra tilintetgørelsen (3:8-11), og for at minde dem om, hvorfor de fortsat skulle fejre Purimfesten. Den advarer om, at Guds folk pga. deres hengivelse til Gud altid vil være en mistænkeliggjort gruppe, der sjældent vil være vellidt i verden. Men igennem alt dette opmuntrer bogen til at have uforbeholden tillid til Jahve. Han er den almægtige, overstyrende Gud, der formår at bevare sit folk under selv de mest vanskelige forhold. Bogens opbygning Ester :1-22 2:1-19 2: :1-15 Jøderne situation forværres: Forskrift: Storkongen Ahasverus forstøder dronning Vashti Ester udvælges til dronning, som erstatning for Vashti Mordokaj afdækker et attentat komplot mod storkongen Haman ophøjes og planlægger jødernes undergang 89

90 4:1-5:8 5:9-14 Ester :1-14 7:1-10 8:1-17 9:1-19 9: :1-3 Mordokaj og Ester forsøger at redde jøderne Hamans laver en sammensværgelse mod Mordokaj Jødernes situation forbedres: Kongen hædrer Mordokaj til Hamans store gru. Haman nedstyrtes og henrettes Jøderne får ret til at forsvare sig mod deres fjender Jøderne triumferer over deres fjender Purim festen indstiftes til minde om Guds udfrielse Efterskrift: Mordokajs eftermæle Bogens indhold: Gud udfrier sit udvalgte folk. Bogen er den anden bog i GT, der hædrer en kvindelig troshelt. (se oversigt til Ruths Bog, afsnit Gud hædrer kvindelige disciple). Bogen beskriver, hvordan Gud udfriede jøderne fra den altomfattende udslettelse, der var planlagt af det persiske rige. Den skildrer en modig, ung jødindes villighed til at sætte sit liv på spil for at tjene sit folk. Samtidig er bogen en bemærkelsesværdig skildring af, hvordan Gud i det stille og skjulte styrer begivenhedernes gang og sikrer sit udvalgte folks overlevelse. I. En sammensværgelse for at udrydde jøderne: Est 1-5. Den persiske verdensherskers autoritet udfordres af sin egen dronning. Til advarsel for alle andre hustruer i riget bliver hun forstødt som dronning. Fire år senere bliver den smukke og betænksomme, unge Ester udvalgt som dronning, alt imens hun skjuler sin jødiske herkomst ( f.kr). Paladsembedsmanden Mordokaj, Esters værge, afslører et komplot mod storkongen, men får ikke umiddelbart nogen belønning for sin loyalitet. Mordokaj, der er jøde, nægter på samme tid at tilbede Haman, storkongens højeste mini- ster, og dette fører til et voldsomt had mod ham. Haman er så forbitret, at han beslutter at udrydde ikke bare Mordokaj men alle jøderne i hele riget. Mor- dokaj bønfalder Ester om at gå i forbøn hos kongen for at redde deres folk. Dette krav kan koste Ester sit liv, og først efter en fælles faste vover hun at søge kongens gunst. II. Jødernes redning: Est Gud virker bag kulisserne, og på et skæbnesvangert døgn bliver jøden Mor- dokaj ophøjet og Haman, jødernes fjende, nedstyrtet. Jøderne får deres egne støtter på allerhøjeste plan: Mordokaj bliver udpeget som rigets højeste mini- ster, og sammen med Ester sikrer han at jøderne får ret til at forsvare sig imod de fjender, der agter at gøre brug af Hamans lov om at udrydde jøderne. Jø- dernes skæbne bliver således vendt fra sorg til glæde, og dette fejres i Purim- festen (lodkastningsfesten). En fest der for evigt skal minde dem om, hvordan 90

91 Gud lod Hamans ondsindede lodkastning falde tilbage på ham selv, alt imens jøderne oplevede befrielse og lykke. Bogens temaer: Bogens overordnede tema handler om at have mod til stå uret imod og kæmpe for Guds folks sag også når det kræver civilulydighed og kan komme til at koste én livet (ApG 4:19). De fleste læsere kan sympatisere med dronning Vashtis afvisning af at skulle stilles til skue foran Ahasverus mandlige gæster. Men hendes ulydighed opleves som en trussel mod kongens autoritet, og hun må derfor betale med sit dronningeembede. Ester måtte også gribe til en handling, der langt overgik hendes naturlige beføjelser. At hun som kvinde bad om audiens uden forudgå- ende invitation, kunne opfattes ligeså provokerende som det, Vashti havde gjort. Ydermere kunne det føre til, at storkongen endnu engang blev ydmyget foran sine embedsmænd. Forskellen mellem udfaldene af de to kvinders handlinger skyldes hverken rimeligheden i deres sag eller den agt, kongen holdt dem i. Den skyldes alene Guds overstyring af omstændighederne. Vashti havde kun sin egen status og ære til at tale for sig, mens Ester og hendes folk havde søgt hjælp hos en instans langt højere end storkongen selv (4:15-17; Ordsp 21:1). Ydmyghed og mildhed reflekterer Jesu sindelag og regnes som frugter af Helligånden (Fil 2:- 11; Gal 5:22); men der er en grænse for, hvor underdanige Guds folk skal være i deres optræden. Grænsen nås, når Guds ære tvinges fra førstepladsen (3:2-4; Dan 3:14-18; Mark 11:15-18), og når der begås uret mod andre mennesker (7:3-4; Joh 15:13). Selvom Ahasverus herskede over 127 provinser fra Indien til Etiopien og kunne imponere med overdådighed og pragt (1:1-9), formåede han ikke at styre sin egen ægtefælle. Menneskets egen vilje formår til tider at sætte sig op imod tyranni og fysisk overmagt (1:11-12,17-18). Haman havde en status i riget over alle andre (3:1-2). Han havde storkongens autoritet, så han kunne udrydde jøderne (3:10-11) hans magt syntes uindskrænket. Men selv de stærkeste midler er kun så stærke, som Gud tillader dem at være (6:12-13; Lk. 12:16-21; 14:11; Joh 19:10-11). Haman søgte styrke i overtro og i nogle specielle, lykkevarslede dage, der blev styret af et tilfældigt terningekast (3:7). Andre tyer til horoskoper, andre igen til held, og nogle sætter deres tro til selve det at tro. I modsætning til alt dette bygger Bibelsk tro på tilliden til den levende, personlige Gud, som er alle tings skaber og hersker over alt (Mark 11:23-25). Menneskers skæbne er ikke fastsat i beton, men den er afhængig af en kærlig og almægtig Guds evige vilje (4:14; Luk 22:41-43). 91

92 Guds suverænitet er ikke det samme som en uundgåelig, fjern styring af alle livets vilkår. Guds vilje arbejder sammen med menneskers frihed til at væl- ge Han arbejder igennem deres overvågenhed og handlinger (2:21-23; 6:3-9) og deres initiativer og kløgt (5:1-8). Gud overstyrer ved sit forsyn, så han når sit mål på det helt rette tidspunkt (6:1-2). Guds forsyn Betyder ikke at katastrofer ikke sker, at smerte og konflikter forsvinder, eller at retten altid sejrer(1:19; 4:1-2; Matt 10:21-25; Hebr 5:7-9), men det betyder, at Gud har omsorg for sit skaberværk (Matt 6:26-30) og på en speciel måde drager omsorg for dem, der sætter deres lid til ham (4:16-17; Matt 6:33; 10:29-31). Det betyder, attil trods for tingenes tilstand så styrer Gud forholdene i den ufuldkomne verden; og på hans udvalgte dag vil han føre sin sag igennem, så ret og godt endelig triumferer (4:14; Rom 8:28-30). Gud nævnes aldrig i Esters Bog (ligesom i Højsangen). Det betyder ikke, at Gud ikke er til stede; men han er der implicit dvs. hans tilstedeværelse er underforstået, ikke åbenlys. I denne bog bliver Gud opfattet igennem andre menneskers tro (4:14) og igennem overstyring af både umiddelbart banale tilfældigheder (6:1) og af markante hændelser (8:1-2). Gud er så tydeligt tilstede, at andre mennesker kommer til tro på ham ved både at se på jøderne og på begivenhedernes gang (8:17). Baggrundsinformation: Mange betragter ikke Esters Bog som historisk, men snarere som historisk fik- tion. De mener, at der er for mange usandsynlige detaljer en fest der varer 180 dage (1:4); at Xerxes dronning hed Amestris, ikke Vashti (1:12); at et helt folkeslag skulle udryddes (3:13); at en jødinde som Ester kunne blive dronning, fordi man ved at persiske dronninger blev taget fra én af syv førende, aristo- kratiske familier (1:14). Til disse anklagepunkter kan der svares, at der er intet af det, der er berettet om i Esters Bog, som ikke kunne være sket i Persien. Festen kan opfattes som en konference af rigets stormænd for at forberede krigen mod Grækenland. Vashti kunne være et andet navn for Amestris, ligesom Xerxes er et andet navn for Ahasverus. Igennem Herodot ved vi, at Artaxerxes mor var en brutal kvinde, og at hun kun havde indflydelse i hoffet, da Artaxerxes var meget ung og først igen, da hendes søn blev konge efter sin far Xerxes død. Det passer godt med skildringen af Vashti i Esters Bog. Udryd- delse af et folkeslag pga. ét menneskes hovmod og had kender den moderne verden kun alt for godt med Adolf Hitler. En jødinde som dronning: Xerxes karakter beskrives af Herodot som om- skiftelig, hævngerrig og despotisk overfor sin egen husholdning. Efter sine nederlag i Grækenland skulle han have trukket sig tilbage for at forlyste sig i sit harem. Dette passer også godt med beretningen. Ester vil have været hans dronning nummer to og hans yndlingshustru, så længe det nu varede, men 92

93 åbenbart var det længe nok til at få afværget tilintetgørelsen af det jødiske folk. Afvises bogen, afvises den alenepå subjektive og ikke objektive kriterier. Derudover er man nødt til at opfinde en anden og mere sandsynlig oprindelse af jødernes Purimfest. Herodot, som skrev på samme tid som Esters Bog, bekræfter den præsen- terede historiske baggrund samt hof- etiketten. Arkæologien bekræfter palad- sets arkitektur (1:5; 2:11;21; 4:2; 5:1; 6:11; 7:8) og mange af navnene bl.a. at en Marduka var højtstående embedsmand i Xerxes hof, og at lodtrækning med terninger hed Pur. Esters hævngerrighed i kap. 9 giver ikke et tiltrækkende billede af hendes karakter. Men Bibelens styrke er, at den præsenterer læseren for virkeligheden og ikke glansbilleder. Samtidig skal man tillade Ester at være en kvinde af hendes egen tid. Hun bad om lov til at behandle hendes fjender, som de ville have behandlet hende og hendes folk (3:13; 8:11). Det var måske deres eneste må- de at beskytte sig mod at noget lignende skete imod dem i fremtiden. En forlø- sende faktor hos jøderne var, at de ikke brugte deres magt til at tilrane deres fjenders ejendom (9:11,15). Bogens sammenhæng med resten af Bibelen: Som Ezekiels og Daniels Bog er også Esters Bog skrevet under eksilet og er en beskrivelse af jødernes vilkår i et hedensk miljø. Bogen hører til ketuvim skrifterne, den tredje afdeling i den jødiske bibel og til den sektion, der hedder migilloth, bogrullerne, og som omfatter de skrifter, der oplæses i forbindelse med jødernes religiøse fester. Esters Bog udgør den sidste bogrulle, fordi den bliver oplæst til Purimfesten, som er den sidste fest i det religiøse år. Pga. dens budskab er Esters Bog en meget populær bog blandt jøderne; og i Sep- tuaginta, den græske oversættelse af GT, er der tilføjet 107 vers til Esters Bog. Disse tilføjelser indgår i de Apokryfiske skrifter, men regnes ikke som en del af den kristne eller autoriserede, jødiske Bibel. Målet med tilføjelserne var at gøre bogen mere religiøs samt at modarbejde integration mellem jøder og hedninger. Formålet er interessant, når man tænker på, at Ester selv var gift med en hedning. Disse græske tilføjelser betød, at Esters Bog var meget lidt anvendt i oldkirken, som netop søgte at skabe fællesskab mellem jøder og hedninger i Kristus. Esters Bog er den eneste bog i den jødiske Bibel, som ikke er blevet fundet blandt Dødehavsrullerne i Qumran. Det er muligt, at NT refererer til Purimfesten i Joh 5:1. Esters Bog er endnu en beretning om guddommelig udfrielse. 2 Mosebog fejrer påskeudfrielsen fra Egypten. Ezras Bog fejrer udfrielsen fra eksilet i Baby- lon. Esters Bog fejrer udfrielsen fra en altomfattende udryddelse af det jødiske folk. Bemærk at Haman, jødernes fjende, kaster lod pur i samme måned, som jøderne fejrer påske (3:7). Purim afslutter jødernes religiøse år år, og På- 93

94 skefesten indleder året. Begge fester understreger Guds udfrielse af hele folket (jøderne, 9:2) såvel som den enkelte troende (Mordokaj, 7:9-8:2). Festernes budskaber proklamerer det håb, som folket har i deres forhold til Gud. Han vil sikre, at retfærd og godhed til sidst triumferer over uret og ondskab. Hamans tilintetgørende had imod jøderne synliggør den skjulte, åndelige konflikt, der raser imod Guds folk (Ef. 6:12). Som et bemærkelsesværdigt sammentræf hedder jødernes fjende agagitten Haman. Agag var konge over amalekitterne (1 Sam 15:1-8), som var det folk, der forsøgte at udrydde Israel, efter at de var blevet udfriet fra Egypten (2 Mos 17:8-16; 5 Mos 25:17-19). Muligvis er det en efterkommer af dette folkeslag, der som den sidste i GT- historie forsøger at udslette Israel. Amalek bliver dermed et symbol på Satan (4 Mos. 24:20; Åb. 20:10) og hans stadige forsøg på at tilintetgøre de troende (1 Mos 3:15; Åb 12:1-18); og derfor præsenterer GT altid Amalek som et folkeslag der er under Guds dom (4 Mos 24:20). Men på trods af at Guds folk er svag og lever isoleret blandt folkeslagene (3:8) og har grusomme fjender imod sig, forkynder Esters Bog et fantastisk budskab: folket er under Guds evige beskyttelse, og ingen kan rive dem ud af hans hånd (4:14; Joh 10:28). Jesus i det Gamle Testamente: Uden jødernes overlevelse var Jesus ikke blevet til (Joh 4:21-22; Gal 4:4). Gud havde besluttet at frelse verden igennem jøderne, og derfor vil deres slægt bestå. Én har sagt: Hvis du vil udrydde jøderne, skal du først udrydde Gud! Der vil altid være et Israel, og derfor vil der altid være en kirke (Es 54:17; Rom 11:1-26). Jesus er Guds folks ultimative repræsentant, og han udsættes derfor også for Satans hadefulde forsøg på udslettelse (Matt 2:12-17; Joh 15:18-21). Ved sin død på korset og opstandelse, har Jesus tilvejebragt de troendes evige sikkerhed hos Gud (Joh 12:31-33; Kol 2:11-15). Estermåtte vove sit eget liv ud af kærlighed til sit folk (4:12-5:5). På lignende måde hengiver Jesus sig for sine disciple (Joh 10:11-16; 15:12-13). Jesu offer går dog et skridt videre. Han hengiver også sit liv for sine fjender og åbner derved for, at enhver synder kan blive forligt med Gud (Luk 23:34-35; Rom 5:6-11; Ef 2:14-18). Bogens mest kendte afsnit: 4:1-5:5 5:9-7:10 9:20-32 Ester, Persiens dronning, ofrer sig for sit jødiske folk. Haman nedstyrtes, og Mordokaj ophøjes. Purimfesten indstiftes. 94

95 JOBS BOG Bogens hvem, hvad, hvor: Bibelens bøger er enten opkaldt efter deres forfatter eller deres hovedperson. Jobs Bog er opkaldt efter dens hovedperson. Bogen indleder Bibelens visdomslitteratur (bøgerne der løber fra Job til og med Højsangen). De svarer til Ket- hubim skrifterne, den tredje og sidste del af den jødiske bibel. Visdomsbø- gerne er fortrinsvis skrevet i digtform, og de udtrykker det gudfrygtige menneskes syn på livet. De forsøger at beskrive livets grundlæggende principper og retningslinier og er en vejledning i gudfrygtig livsførelse. Jobs Bog er på mange måder undtagelsen til princippet om, at det går den gudfrygtige godt i livet og varsler dermed, at tilværelsen i nogle situationer kan være mere kompliceret end visdomslitteraturen giver udtryk for. Derved maner bogen læseren til forsigtighed mod alt for forenklede opfattelser på tilværelsen, dog uden at under- grave tilliden til at følge visdommens vej (28:28). Forfatter: Ifølge jødisk tradition skrev Moses bogen, mens hans boede i landflygtighed i Medien; men der er intet til at underbygge denne påstand. En anden mulighed er, at den gudfrygtige hedning Job selv skrev bogen. Det, der taler for dette, er, at der er brugt mange ord, som ikke optræder i de andre skrifter i GT. Men forskriftens og efterskriftens meget jødiske præg taler imod Job som forfatter. Derfor er det bedste bud, at det var en israelitisk forfatter, som på baggrund af Job og hans venners ord, genfortalte budskabet i dramatisk digtform og således gav denne gamle historie en plads blandt de jødiske skrifter. Tidspunkt: Bogens handling finder sted i den patriarkalske periode af Israels historie enten i perioden mellem Noa og Abraham, eller i perioden mellem Josef og Moses, hvilket er mere sandsynligt (18-15 årh. f.kr.). Bogen passer ind i en tid, hvor familiens overhoved fungerede som præst, og hvor rigdom blev optegnet i husdyr. Derfor refererer den heller ikke til Moseloven eller Israels store frelsesbegivenheder. Bogens udgivelse i dens nuværende form kan meget vel have fundet sted i den salomoniske periode, hvor det meste af Israels visdomslitteratur blev skrevet. Motiv: Selvom bogen er opbygget som et digt, bygger den på en virkelig begivenhed. Bogen behandler de store temaer om mening med tilværelsen i lyset af livets uligheder og uret. Dens budskab er, at kun Gud ved alt, og den maner derfor verdens vise til forsigtighed mod for entydige forklaringer på livets gåder. Den opmuntrer ved at fortælle, at selvom man ikke kan finde alle svare- ne på livets spørgsmål, så bringer et levende forhold med Gud trøst og fred i livet. 95

96 Bogens opbygning: 1-2 Forskrift: 1:1-2:13 Den retfærdige Job bliver sat på sin pinefulde prøve Job diskuterer med sine venner om årsagen til hans lidelse: 3:1-14:22 Diskussionens første runde. 3:1-26 Jobs første tale 4:1-5:27 Elifaz første tale 6: Jobs svar 8:1-22 Bildads første tale 9:1-10:22 obs svar 11:1-20 Sofars tale 12:1-14:22 Jobs svar 15:1-21:34 Diskussionens anden runde. 15:1-35 Elifaz anden tale 16:1-17:16 Jobs svar 18:1-21 Bildads anden tale 19:1-19 Jobs svar 20:1-29 Sofars anden tale 21:1-34 Jobs svar 22:1-26:14 Diskussionens tredje runde Elifaz tredje tale 23:1-24:25 Jobs svar 25:1-6 Bildads tale 26:1-27:3 Jobs svar 28:1-28 Jobs tale om visdommen 29:1-31:40 Jobs sammenfattende klage over sin nød Den unge Elihus bidrag til diskussionen. 32:1-37:24 Elihus tale til Job, vennerne og omverdenen 38:1-42:6 Gud taler med Job. 38:1-40:2 Guds første tale til Job 40:3-5 Jobs svar 40:6-41:26 Guds anden tale til Job 42:1-6 Jobs afsluttende svar 42 Efterskrift: 42:7-17 Gud offentlige genoprejsning og velsignelse af Job. 96

97 Bogens indhold: Livets store spørgsmål. Bogen sætter spørgsmålet om lidelse på dagsordenen og dermed også spørgs- målet om, hvordan mennesker skal forholde sig til de store gåder i tilværelsen. Spørgsmål som: Hvordan kan en god Gud skabe en verden, hvor der er så megen lidelse Hvor lidelsen ofte rammer dem, der mindst fortjener det?, Findes der fuldkommen retfærdighed i livet? Hvordan kan vi finde den absolutte mening med tilværelsen? I. Forskriften: Job 1-2. Job er et fint eksempel på et gudfrygtigt og godt menneske, der oplevede Guds velsignelse. Men Jobs gudhengivne livsførelse provokerede Satan, og han an- fægtede Jobs motiver for at leve som en gudfrygtig. Hvis Satan kunne bevise, at mennesker kun følger Gud, fordi de bliver lokket af almisser eller tvunget ved frygt, kunne han påstå, at ingen virkelig elskede Gud, for hvem han var, men kun for hvad han gav. Gud tillod, at Job blev sat på prøve, men kun læse- ren har indblik i dette. For Job og hans omgangskreds forblev årsagen til lidel- serne en gåde. Job holdt fast i sin tillid til Gud og bøjede sig for hans uransagelige veje. II. Vismændenes diskussion om årsagerne til Jobs lidelse. Job Jobs fysiske, psykiske og åndelige trængsler fik ham til højlydt at klage sin nød og til at længes efter døden. Ud fra alle rimelige retfærdighedsbegreber havde han ikke fortjent denne lidelse. Men Jobs tre venner forsøgte at forsvare den gængse teologiske opfattelse, at lidelse var forårsaget af synd, og at den eneste udvej for Job var at omvende sig fra sin synd. Stor lidelse må skyldes stor synd, og Jobs meget markante tilintetgørelse kunne kun tolkes som guddommelig straf. Job nægtede at accepterer deres anklager. I hans øjne behandlede Gud ham uretfærdigt, og han følte sig mere og mere svigtet og isoleret. Diskus- sionen mellem Job og hans tre venner endte fastlåst, og dette fik den unge ophidsede Elihu til at forsøge at sætte tingene på plads. Selvom Elihu bidrog med nye vinkler, som fx at Gud brugte lidelsen på en opdragende måde, forblev hans udgangspunkt det samme som de andres lidelse er altid fortjent, og ingen har ret til at sætte spørgsmål ved Guds vilje. III. Guds svar på Jobs tiltale. Gud svarede ikke direkte på Jobs spørgsmål. I stedet lod han Job erkende, hvor lidt mennesker forstår om tilværelsens gåder. Da det gik op for Job, at Gud styrer alt med visdom og indsigt, fandt han endelig lindring og hvile. Gud anerkendte Job som sin tjener og gav ham fuld offentlig oprejsning. Til trods 97

98 for at Job havde givet udtryk for mange forkerte antagelser om Gud, var han et modbevis på Satans rænker. Gud selv og ikke hans gaver var det, der tilfreds- stillede Job. Bogens temaer: Bogens overordnede tema handler om, hvordan man på en vis måde lever i en kompliceret verden. Skaberværket er underlagt den gode, retfærdige og al- mægtige Gud, men samtidig er det også påvirket af modstand fra Satan, syn- dighedens oprør og syndefaldets ødelæggende konsekvenser. Dette forårsager smerte og tragiske hændelser, som ikke kan forklares i dette liv. Men Gud forbliver livets sikre holdepunkt, og at leve gudfrygtigt med ham er indbegrebet af sand visdom. Jobs Bog er en af Bibelens ældste beretninger; og den viser, at mennesker hele vejen gennem historien har været optaget af dilemmaet mellem at tro på en god, retfærdig og almægtig Gud, samtidig med at gode og uskyldige mennesker lider. Jobs Bog hjælper ved at pege på ting, der trøster den lidende, selvom der ikke er nogen forklaringer at hente. Lidelsen rammer alle aspekter af Jobs liv hans ånd, sjæl og legeme. Han vred sig i fysisk smerte, han følte sig misforstået og ud- skudt og oplevede slet ikke Guds nærvær, da han gik ind i sjælens mørke nat (30:11-25). Alligevel var der to ting, der styrkede ham. For det første holdt han fast ved sin integritet og gav aldrig efter for påstandene om, at hans lidelse skyldtes synd. For det andet blev han ved med at søge efter Gud i stedet for at forbande og afskrive ham. Hans ultimative håb var, at han vidste, at retfærdigheden ville sejre, og at Gud ville møde ham som hans Forløser (19:25). Han havde tidspunkter med klarsyn (kap. 28), men også med tilbagefald og dyb depression (kap ). Til sidst mødte Gud Job, og han blev klar over, at han havde misforstået og fejlbe- dømt Gud. Dette møde med Gud dækkede Jobs dybeste behov (kap ). Han fik ikke sine spørgsmål besvaret, men han fandt trøst i at Gud var vis, al- mægtig og nærværende (42:6). Lidelse kan skyldes mange forskellige faktorer, og det er derfor umuligt for nogen at give fuldgyldige forklaringer på dens årsager. Det var her, Jobs venner fejlede. De forsøgte at presse Jobs situation ind i deres teologiske system og gav Job læremæssige svar på hans lidelse i stedet for den empati, forbøn og praktiske hjælp, som han trængte til. Meget af det de sagde, kunne være sandt nok; men deres diagnose passede slet ikke til Jobs situation, og derfor virkede deres råd som salt i hans sår. Det burde de have vidst, fordi de havde kendt Job som en god og gudfrygtig mand. Deres teologi var forkert og deres forsøg på at anvende det på Job helt malplaceret. Derved gjorde de Job uret, og derfor var Guds dom over dem entydigt afvisende (42:7-10). De er blevet eksempler på, hvordan uvis og ufølsom rådgivning (4:7-8;5:27;8:4-5) kan drive lidende men- 98

99 nesker til endnu dybere fortvivlelse, og i værste tilfælde drive dem helt væk fra Gud (26:1-4; 27:1-2). Jobs Bog slår klart fast, at man ikke kan bedømme et menneskes moralske tilstand ud fra lidelse. Gud bruger trængsel og medfølgende lidelse til flere forskellige formål. Han kan bruge det til at straffe og advare mod synd (ApG 5:1-11), men også til at opdrage os som sine børn (Hebr 2:10-11). Lidelse kan bruges til at forædle vores tro (Job 2:3-7; 1 Pet 1:6-7) og til at udvikle Kristi karakter i os (Rom 5:3-5; Jak 1:2-4). Oftest skyldes lidelse helt vilkårlige hæn- delser forårsaget af det faldne univers (1 Mos 3:14-19). Lidelsen råber til os, at der er noget frygtelig galt med tilværelsen, og Bibelen svarer ved at pege på Gud, der vil gøre en ende på al lidelse og genoprette paradisiske tilstande (Åb 21:1-5). Jobs Bog viser også, hvordan vi kan lide. Bogen henviser ikke til passiv, stoisk resignation, men den fortæller os, at vi skal vedkende vores smerte og dele den med Gud. Gud er ikke stødt, når vi kommer med vores vrede og smerte til ham. Han kender vores forvredne verden og har dyb medfølelse med os, fordi han selv har kendt til lidelse (Es 53:3). Jobs Bog viser, at Himlens veje ofte er skjulte og derfor uransagelige for dem, der bor på jorden. Job og hans venner ved intet om Satans anklager, og om hvordan Gud brugte Job til at modbevise Satans anklager. Kun Bibellæser- ne er bekendte med dette, så at de i lignende situationer kan have tillid til Guds omsorg for dem, og til at han vil føre dem sikkert frem til sit vidunderlige endemål (Rom. 8:28; 2 Kor ; 4:16-18). Deres liv er i hans gode og sikre hænder Baggrundsinformation: Jobs Bog viser, at selvom vi lever i et moralsk univers, hvor den retfærdige Gud ultimativt straffer synd, så betyder det ikke, at der er direkte forbindelse mellem synd og lidelse, sådan som hinduer og buddhister lærer i deres karma- teologi. Jobs Bog giver ikke facitlisten til, hvorfor mennesker lider; men åbner derimod op for flere muligheder og mange gåder. En sund teologi skal kunne rumme gådefulde situationer som Jobs. Vi skal lære at erkende vores begræn- sede indsigt overfor tilværelsens kompleksitet og ikke komme med skråsikre udtalelser i enkeltsituationer. Vi skal heller ikke, som muslimer gør, fatalistisk resignere overfor en skæbnestyrende, tavs overvilje, for Gud tillader at vi diskuterer med ham. Naturens underfulde orden (kap.38-39) og til tider frygt- indgydende vildskab (kap.40-41) vidner om at være underlagt en stor, alvidende og almægtig Gud, der styrer på en sådan måde, at trængselen endda kan bruges til at tjene hans ultimative gode formål (42:11-17; Rom 8:28-29; Kol 1:24). Fordi Gud formår at styre både det massive synlige univers (38:31-32) og også det usynlige, åndelige univers (1:6-12; 2:1-7), hjælper det den troende at 99

100 hvile i, at han også styrer de komplicerede moralske dilemmaer livet er præget af (40:1-2). Jobs Bog frem kommer med korrekte videnskabelige udsagn, som datidens mennesker ikke selv kunne have vidst ved egen observation. At Jordklo- den hænger frit i rummet (26:7), at vandet er i et kredsløb (36:37, fremstår tydeligt på Hebraisk, se 1932ovs.), at der er bjergkæder, dale og vandkilder i havet (38:16). Hvis vi skal tage bogens beskrivelser bogstaveligt, tyder det også på, at mennesker og dinosaurer eksisterede samtidigt ( behomoth 40:15-24 og livjatan ; 40:25-41:26 nogen gange oversættes disse ord med hhv. flodhest og krokodille). Anklagen lyder ofte: Enten er Gud kærlig men svag, eller også er han al- mægtig og ukærlig han kan ikke være kærlig, retfærdig og stærk og samtidig tillade så stor lidelse i verden uden at beskytte sine skabninger. Bibelens svar slår fast, at Gud er almægtig, retfærdig og kærlig, men at der også er andre påvirkninger på skaberværket såsom satanisk modstand, menneskelig syndighed og en natur underlagt syndefaldets konsekvenser (1 Mos 3). Derfor er det vanskeligt at forstå og forklare årsagerne til lidelse. Bibelen fortæller også, at Gud er medfølende overfor de lidende, at han selv delagtiggør sig i den (Matt 23:37-39; Luk 15:11-24), samt at han en dag selv vil afslutte al lidelse (Åb 21). Bogens sammenhæng med resten af Bibelen: Som en del af Bibelens visdomslitteratur er Jobs Bog en af de store undtagelser til visdommens generelle antagelser, nemlig at gudsfrygt og retfærdig livsførelse fører til et velsignet liv, mens uretfærdighed og ugudelighed fører til forbandelse og død. Bogen har inspireret forfattere i både GT og NT (Job 3:3-11; Jer 20:14-18; Job 5:13; 1 Kor 3:19) og er med til at forberede forståelsen for den retfærdige og lidende Messias. Job regnes blandt de helt store retfærdige skikkelser i Bibelen (Ez 14:14,20; Jak 5:11-13). Jobs Bog skitserer den dybe lidelse, der findes i tilværelsen efter syndefaldet. Mens lidelse og død rammer uskyldige og gode, får onde mennesker ofte lov til at se fremgang og velstand (Job 24; Sl 37; 73). Først i NT kommer Guds endelige opgør med syndefaldet og dets konsekvenser. Jesu død og hans opstandelse skaber grundlaget for forligelsen mellem den retfærdige Gud og syndere. Jesu genkomst vil endeligt afslutte syndens og Satans hærgen; og al uret og lidelse vil blive fjernet fra livet. Udover at skabe forligelse viser Jesu død på korset, hvordan Gud formår at lade onde ting tjene hans retfærdige vilje. Ved Helligånden giver han den troende kraft til at overvinde ondskab med godhed og også at opleve en forsmag på hans lindring og trøst. Jobs store lidelse og sandhedssøgen fik ham til at råbe efter en forløser (19:25-27). Hvis en god og retfærdig Gud findes, kan uret og lidelse ikke have det sidste ord; og dette skaber grundlaget for opstandelseshåbet. På et eller 100

101 andet tidspunkt vil Gud på sin egen måde oprejse sine tjenere og bringe dem trøst (1 Kor 15:50-56). Derfor har mange lidende fundet trøst ved at læse om Jobs skæbne. Han taler et sprog, de kender. Vennernes påstande om at Gud gengælder de onde i dette liv, og at lidelse skyldes synd (15:20-35;18:5-21; 20:4-29), hører definitivt ikke hjemme i bibelsk teologi. Jobs Bog giver ikke et fuldbyrdigt, evangelisk håb om efterlivet. I Jobs samtid opfattede man livet på jorden som det afgørende, og derfor var det vigtigt at retfærdighed blev set til at ske fyldest inden døden (7:21; 16:8-22). Først med NT s lære om opstandelsen (1. Tess. 4:13-18) bringes de dybere og dæk- kende svar til Jobs store behov for retfærdig oprejsning, lindring og trøst. Forskriften til Jobs Bog trækker tæppet væk fra en ellers skjult åndever- den. Denne verden har både indsigt i og indflydelse over vores verden (1:6; 2.1; Ef 3:10). Samtidig fortælles det, at Satan er en skabning, og selvom han har et vist råderum, er han altid underlagt Guds begrænsninger (1:12; 2:6). Bogen viser også, hvordan Gud formår at bruge det der er ondt til at fremme det gode (42:1-6; 2 Kor 12:7). Jesus i det Gamle Testamente: Jobs retfærdige liv kan ses som en afskygning af Jesu fuldkomne liv (1:8; 2:3; 42:8; Ez 14:14; Matt 3:17). Job er en prototype på en uskyldig Guds tjener, der led på en måde, der fik andre til at tro, at han måtte være en skyldig synder (16:19-20; 30:9-23; Matt 27:39-44). På denne måde forbereder Jobs Bog læren om den lidende Messias (Sl 22; Es 52:13-53:12; Matt 27:46; Rom 5:6; Hebr 9:27; 1 Pet 3:18). Bogen afslutter med Jobs fuldstændige, offentlige genoprejsning noget der også tilkommer Jesus ved sin genkomst til jorden ved verdens ende (42:10-17; Fil 2:5-11). Jobs desperate længsel efter en talsmand eller voldgiftsmand og en forbeder (9:33; 16:18-21), der ville tale hans sag for Gud, er opfyldt i Kristus som menneskets guddommelige Talsmand (Rom 8:34; Hebr 7:25; 1 Joh 2:1-2). Til- svarende er Jesus også opfyldelsen af Jobs længsel efter en forløser, der vil løse ham ud af hans svære nød (19:25-27; 1 Tim 2:3-6; Hebr 9:15) Tilværelsens mange gåder (28:12,20-28) vil finde deres endelige forklaring i Jesus Kristi fuldkomne visdom (Ordsp 8:22; Joh 1:1-3; 1 Kor 1:24,30; Kol 2:2-3). 101

102 Bogens mest kendte afsnit: Job 1-2 Jobs langmodige lidelse til Guds ære. Job 9:25-35; 16:18-21 Jobs længsel efter en talsmand hos Gud. Job 19:21-29 Jobs længsel efter en forløser. Job 28 Jobs digt om vejen til den fuldkomne visdom. Job Guds forløsende tale til Job. 102

103 SALMERNES BOG Bogens hvem, hvad, hvor: Salmernes Bog er Bibelens største bog og hører hjemme sammen med Bibe- lens visdomslitteratur. Som sangbog, er den en samling af skrifter og ikke en bog med begyndelse, handling og slutning. Dog er den ikke tilfældigt sammensat, den er redigeret og der var en klar mening bag dens femdelte struktur (måske skal den ses, som menneskets tilbedende ekko til læren fra Loven i de fem Mosebøger). Salmernes Bog er den første bog i den hebraiske bibels tredje sektion Kethubim, skrifterne, og navnet Salmerne kom til at kendetegne hele sektionen (Luk 24:44). Forfatter: Tre femtedele af salmerne tilskrives en navngiven forfatter og ca. halvdelen af alle salmerne tilskrives David. Hans forfatterskab bekræftes både i GT (2 Sa 22:1; Am 6:5) og NT (Mark 12:35; ApG 2:34; 4:25). Ud over ham næv- nes Moses, Salomo, Heman, Etan, Asaf og Koras sønner. Ifølge jødisk tradition har også Hizkija, Jeremias og Ezra skrevet nogle af salmerne og Ezra anses for den, der samlede bogen i dens nuværende form, som salmebog for det andet tempel. Tidspunkt: Med disse forfattere betyder det, at bogen er blevet skrevet over en periode af 1000 år. Fra ca f.kr. af Moses til Ezra ca. 500 f.kr., men med absolut hovedvægt på Davids tid 1000 f.kr. Ligesom alle andre folkeslag har Israel både sunget og digtet, men Israel har som folk specielt sunget til Gud (fx 2 Mos 15; Dom 5). Salmedigtningen var specielt frodig under vækkelsespe- rioder (David, Hizkija og Ezra), ligesom det er tilfældet i senere kirkehistorie (fx Luther i det 16. årh. Tyskland og Wesley i det 17. årh. England). Nogle gange, og specielt i Davids tilfælde, refererer salmen til en konkret livssituation, men selv disse salmer er så universelle og tidløse i deres indhold, at de aldrig be- grænses til den bestemte situation og tid. Motiv: Salmernes Bog fungerer som både salme- og bønnebog. Salme på hebraisk er mizmoor som indikerer musikalsk ledsagelse og mange af salmerne refererer til forskellige musikudtryk. Et af menneskets bedste måder at udtrykke følelser på, såvel individuelt som kollektivt, er at synge. Bogens funktion som lovprisning er at gensvare Gud, for alt hvad han betyder for den troende. Som bønnebog fortæller den Gud, hvordan det er at være menneske, med alle dets glæder og smerter, og hvordan den troende har brug for Guds støtte og omsorg. Fordi salmerne netop er bibelsk gudsdyrkelse udtrykt i sang, bliver Salmernes Bog også en lærebog, der bliver brugt både i GT, af Jesus og apostlene til at underbygge den Bibelske lære. 103

104 Bogens opbygning: Bog I Salme 1-41 (41 salmer): 1-41 Undtagen Sl 1 er alle skrevet af David (for Sl 2 se ApG 4:25; Bog II Salme (30 Salmer) Koras sønner (levitsangere, 43 er direkte fortsættelse af 42) 50 Asaf (levitsanger 1 Krøn 25) 51-65, David (Sl 70 gendigter en del af Sl 40 til privat brug) 66-67,71 anonym (Sl 71 citerer bl.a. Sl 31; 22; 35) 72 Salomo Bog III Salme (17 salmer): Asaf (levitsanger 1Kr.25) 84-85,87-88 Koras sønner (levitsangere 1 Krøn 6:16-22; 16:41-42) 86 David 89 Etan (1 Kong 5:11; 4: overs.; 1 Krøn 2:6) Bog IV Salme (17 salmer): 90 Moses , anonyme David (NT nævner David som forfatter af 95, se Hebr 4:5, og Septuaginta, [LXX] - den græske overs. af 97-99). Bog V Salme (44 salmer): , 122, 124, 131, 133, David 127 Salomo 107, , 123, , ,132, , anonym Bogens indhold: En salme- og bønnebog. I Salme 1 stilles læseren overfor et decideret valg om at være et menneske, der følger Gud eller som står Gud imod. Valget skal træffes inden bogens skatte bliver lukket op. Salme afslutter bogen med en overvældende lovprisning af Gud. Gud der igennem hele bogen har bevist, ikke blot at være Gud, med alt hvad det indebærer af status, højhed og magt, men også har været de troendes støtte og trøster, igennem alt hvad de har gennemgået. 104

105 I Salmernes Bog finder man hele det menneskelige følelsesregister som bl.a. omfatter: Harme Frustration Forvirring Dybt, dybt mørke Begejstring Taknemmelighed Stille, sikker tillid Lovprisninger Takkesange Tillidssange Klagesange Anger Bønfaldelse i nød ; Der er også sange der fejrer skabelsen 8;104; 139 Israels store frelsesbegivenheder 78;105;106 Religiøse 118 Fester 45) Davidskongen 2;110 Jerusalem 122 Templet 84 Bibelen 19;119 Gudfrygtig visdom 1;49;133 På baggrund af ovenstående oversigt, kaldte Luther salmerne for små Bibler i Bibelen. Bog I: Guds personlige og intime navn Jahve Jeg er, dominerer. Bog II: Guds officielle navn Elohim, Gud i flertals form dominerer. Sam- menlign Sl 53 med 14 for at se hvordan Jahve bevidst er byttet ud med Elohim. Bog III: Jahve (Jeg er) dominerer igen. Bog IV: Jahve (Jeg er) dominerer fortsat tyder på at være en mindre selvstændig samling og benævnes Jerusalem lovprisningen. 105

106 Bog V: Jahve (Jeg er) stadig dominerende bliver betegnet som den Egyptiske Hallel og blev sunget i Templet ved de årlige festhøjtider, deraf den Store Hallel ved påske (bemærk Matt 26:30) betegnes Valfartssange og tyder på at være pilgrimssange, sunget på vej til og under festerne i Jerusalem benævnt Det evige Hallel afslutter bogen med et lovprisende højdepunkt. Bogens temaer: Salmernes Bog blev ikke skrevet som en abstrakt lærebog i teologiske doktri- ner, det er en salme- og bønnebog for de troende til påkaldelse af Gud i ånd og sandhed. Her kan de få udtrykt alle de følelser, et menneske kan komme ud for i sit liv. Men den lærer alligevel læseren om Guds væsen og virke, ikke på nogen systematisk måde men ved åbenbaringer, levende bekendelser og tilbedelse af Gud. Salmernes Bog fortæller at bøn og lovsang er vigtige elementer i de troendes personlige og fælles gudsdyrkelse. Det bekræfter læren om, at menneskets højeste pligt er at elske Gud og ære ham i al evighed. Israel var verdensberømt for deres lovsang (137), og ned gennem tiderne har Guds menighed altid brugt sange til at stimulere troen. De bringer en varm erfaringsdimension ind i forholdet til Gud frem for blot intellektuel kundskab om læren (1 Sam 2:1-10; Lk. 1:46-55, 68-79; 2:29-31; ApG 16:25). Følelser blev bevidst stimuleret igennem ting som høj musik, store kor, klap, jubelråb og dans, og Bibelen viser at lovsang i al evighed vil være en del af de troendes lovprisning og tilbedelse af Gud (Åb 5:9;15:3). Selvom Salmerne er skrevet af mennesker, i en hel anden tid og livssituation, formår de til stadighed at stimulere tro, fordi de er personlige og Gud- hengivne. De udtrykker i ord mange af de samme følelser og længsler som alle troende, i alle tider, har haft. Dette gør, at Salmernes Bog er en af Bibelens mest elskede og læste bøger. Her bliver følelser udtrykt ærligt og åbent, uden at der er tale om indholdsløs opstemthed, for i dem er det magtpåliggende at følelser og stemning altid underbygges af retfærdig livsførelse. Fællessangen var aldrig religiøs underholdning eller forsøg på magisk liturgi, i lighed med de omkringliggende naturreligioner, men ægte åndelig gudsdyrkelse. Derfor har salmerne altid været troværdige modeller på gudfrygtig tilbedelse, og lære- mæssigt i fuld overensstemmelse med Loven og profeterne. I tider hvor de fleste troende var analfabeter og hvor der var få bibler, blev lovsange brugt til at understøtte forkyndelsen af ordet (Ef 5:18-20; Kol 3:16) og udenadslære. Meget muligt årsagen til de såkaldte alfabet salmer, hvor hver eller hver anden linie, begynder med det næste bogstav i alfabetet (9, 10, 25, 34, 37, 111, 112, 119, 145). 106

107 Gud selv og ikke mennesker med deres oplevelser er tyngdekraften i salmerne, men det er en Gud, der har et intimt forhold til sine børn. Hans tilste- deværelse er svaret på de troendes behov (3,27). Selvom han er højt ophøjet og adskilt fra syndere, formår han alligevel at være nærværende (23) og udtrykker sin kærlighed, nåde og retfærd til dem (16,91,51,15,107). Han er den evige og almægtige, skaberen og opretholderen af hele universet, og vækker derved ærefrygt og beundring (8,104). Derudover er han den hellige hersker (29,67,96-99), der ikke i al evighed vil tolerere, at nogen står ham imod (110). De der fornægter og ignorerer ham, undertrykker hans folk eller misbruger hans skaberværk vil stå overfor ham som den evige dommer. Mens dem der ydmyger sig for ham og påkalder hans navn, får lov til at opleve ham som frelser og omsorgsfuld Herre (16,25,31,2). Baggrundsinformation: Poesi har den fordel at være en gennemtænkt konstrueret udtryksform, som udtrykker sig på en meget kort og raffineret måde. Når man derudover sætter digt til musik, får man et meget stærkt middel til at udtrykke dybe følel- ser. Bibelen er fyldt med digte, både i det historiske og profetiske materiale og specielt i Visdomslitteraturen (bøgerne fra Jobs Bog til Højsangen). Dette for- tæller os, at Gud værdsætter et følelsesmæssig forhold til mennesker. Hebra- isk poesi underordner form ift. mening og adskiller sig fra vestlig digtform, ved at den hverken bruger rim eller en udbygget metrisk versform. I stedet for lydmæssige rim, rimer den tanker, hvor samme tanke gentager sig i efterføl- gende linier. Dette er blevet kaldt for parallelisme. Nogle gange synonym parallelisme (linie 2 bekræfter linie 1, Sl.114), kontrast - (linie 2 står i kontrast til linie 1, Sl.1:6;30:6); årsag virkning - (linie 2 hviler på linie 1, Sl 22:5;119:121) udviklende - (linie 2 bygger videre på linie 1 og afslutter den Sl 2:6;19:8-10). I stedet for versefod opbygget på stavelser og tryk i hver linie, har hebraisk poesi en form for rytmisk balance i ordene. Disse faktorer indebærer det meget positive, at man kan oversætte Bibelens poesi til andre sprog uden at miste poesiens mening og indhold. Forfatterens hensigt kommer klart til udtryk og det gør det nemmere at tolke salmen. Flere salmer henviser til forskellige musikudtryk: Navnet på samlingen: fx valfartssange (Sl ); Sang typer: Salme (Sl.3 mizmoor) Bøn (Sl.17 tefilla) Miktam(Sl.16 dyb klagende bøn) Sang (Sl 30 shir; Sl 45 shir yedidot kærlighedssang) Saksil (Sl 32 instruktion) Le- hazkir (Sl 38 bønfalde) 107

108 Lovsang (Sl 145 tehillah) Tak (letodah) Undervisning (lelammed) Noter vedr. musik og instrumenter: Lamenaseach (korleder fx Sl. 77 Jedutun 1 Krøn 16:41) Sela (løft op evt. spil højt el. Gk. overs. diapsalma dvs. musik mellem- spil, Sl.3) Neginoth (strengeinstrumenter,sl 4); nhilloth (vindinstrumenter fløjte,sl 5) Alamoth (kvindestemmer alt, sopran, Sl 46) Sheminith (ottendedel, el. herrestemmer dvs. bas, Sl 6) Shigajon (hvirvel evt. hurtig tempo Melodier: Alhagittit (vinpressen, Sl 8) Almutlab- ben (sønnens død, Sl.9) Al- ajjelet- ha- shahar (morgenrødens hind, Sl 22); Al- shoshan- nim (liljerne, Sl 45); Al- mahalat (lidelse, Sl 53) Al- jonat- elem- rehokim (den stumme due i det fjerne, Sl 56) Al- tashket (ødelæg ikke, Sl 57) Forbandelsessalmer kan godt chokere pga. deres intensitet og bøn om straf over salmistens fjender (55;69;109;137). Det virker umiddelbart ude af trit med Jesu lære og sindelag (Matt 5:38-48; Luk 23:34). Men Bibelen fastholder at hele dens lære er en enhed (2 Tim 3:16) og selvom, der er udvikling i teolo- gien i GT ift. NT, og en voksende nuancering fra gruppen til individet; så ophæ- ver Guds ord aldrig det, der er sagt et andet sted (Matt 5:17-18). I NT er der også stærke udtryk vedr. straf (Matt 23; Gal 1:8-9; Åb 6:10; 19:1-3) og i GT formanes der både til næstekærlighed og kærlighed til fjenden. (2 Mos 23:4-5;3 Mos 19:17-18). Disse salmer skal derfor forstås som salmistens reaktion på smerte, som han udtrykte og overgav til Gud, fordi Gud er den eneste der kan udøve en fuldkommen retfærdig dom. Læg mærke til at salmisten aldrig søger personlig hævn, for det har Gud aldrig tilladt (5 Mos 32:35; Ordsp. 20:22;Rom 12:17-21). Disse salmer skal hjælpe os til at forstå den hellige Guds brændende harme imod uret og ondskab (Sl 5:5-7;Luk 19:45-46; Rom 2:5-6) og salmisten søger at identificere sig med Guds hellige retfærdighed og harme (Ef 4:20). Det samme gør vi, når vi står Satan imod og beder om Jesu genkomst (Ef 6:10-18; 2 Thess 1:5-8). For retten sejrer først når al ondskab er udryddet. 108

109 Bogens sammenhæng med resten af Bibelen: Selvom Salmerne er klassificeret som visdomslitteratur, er bogen meget mere end undervisning i visdom. I den findes menneskets gensvar til Gud igennem lovprisning og bøn. Salmernes Bog er digte, og der findes digte flere steder i både GT og NT (1 Sa 2:1-10; Es 12; Luk 2:46-56). Bogen er tydeligt forbundet med Davids liv med 14 salmer, der direkte henviser til hændelser derfra (fx Sl 3; 7; 51) og de første salmer blev grundmaterialet for tilbedelsen i det første tempel (2 Krøn 5:13). Salmerne forbindes med profeterne, fordi de også skrev i digtform. Fx skrev Moses Sl.90, Jeremias skrev Klagesangene og muligvis også Sl 137. (Se også Jon 2:3-10; Hab 3:12-18). Salmernes Bog citeres ofte i GT fx 1 Krøn 16:34-35; Sl 106:1; og ud af de 286 direkte citater fra GT i NT er de 116 fra Salmernes Bog. Jesus lærte ud fra Bogen, sang fra den og gjorde dens bønner til sine egne (Matt 22:41-46/ Sl 110; Matt 26:30/ Sl ; Matt 27:46/ Sl 22:1). Israel var skabt til at være Guds redskab i verden. De blev sat til at eksekvere hans dom under den gamle pagt (Sl 68), men også til at bringe hans åbenba- ring (Sl 105) og frelse til verden (Sl 96-98). Salmerne fejrer den dag, hvor Israels Messias (Sl 2; Ef 1:20-23; Fil 2:9-11) vil herske over hele jorden og hvor de nu- tidige fjender vil stå sammen med Israel i en verdensomspændende alliance under Israels Messias (Sl 47;67;87; Åb 7:9-10). Guds nådefulde tilgivelse til angrende syndere, skaber en fornyet kærlig- hed hos dem og længsel efter at leve deres liv efter hans vilje (Sl 32; 51). Den- ne indstilling at leve i afhængighed af Gud, i gudsfrygt og uden kompromis, betegner Bibelen som den ægte visdom (111:10). Ligesom Jobs Bog giver Salmernes Bog ikke et fuldbyrdet, evangelisk håb om liv efter døden. Dødsriget (Sheol) er en kendsgerning, men der findes ikke samme NT klare vished, om at komme hjem til Gud (Sl 6:6; 30:10; 88:10-13 og Luk23:43, Fil 1:20-23). NT faseinddelte endetidslære, der både forkynder om Guds retfærdige dom over den enkelte efter døden, og en genoprettelse af universet ved Jesu genkomst, kommer heller ikke klart til udtryk, men der ligger antydninger (Sl 2; 16:10; 49:16; 110) og det er disse som Esajas, Daniel og NT byggede videre på. Jesus i det Gamle Testamente: På grundlag af Guds pagt med David i 2 Sam 7, fremstår der i salmerne en klar universel guddommelig Messias- skikkelse (Sl 2;45;- 72;89;110), som ikke kan rummes hverken af David, Salomo eller efterfølgerne på tronen. Selvom Davids jordiske slægt og rige totalt faldt sammen, var der skabt i Israel en forventning om den kommende Messias rige. I Kristi person fik den sin endelige opfyldelse (Matt 22:44; Fil 2:8-11; Åb 22:16). 109

110 At være både Davids- konge og ypperstepræst (110:4), var ikke noget der kunne forekomme under Sinai pagten (4 Mos 18:7; 1 Sam 13:7-13; 2 Krøn 26:18). Men i Sl 110 forkyndes der en ny pagts ordning (Hebr 5:4-10; 7:1-28). I den kombinerer Jesus rollen, både at være Guds fuldkomne slagtoffer og den ypperstepræstelige forbeder (Joh 10:17-18; Hebr 4:15-3), der renser Guds hus og opbygger et åndeligt tempel (Mal 3:1-5; Joh 2:13-22), hvor alle folkeslag kan dyrke Gud (Ef 2:19-22; Åb 21:22-27). Sl 118 beskriver Jesus som stenen mennesker vragede, men som Gud gjorde til hovedhjørnestenen samt hans triumftog til Jerusalem. Sl 69 beskriver at Messias forrådes. Sl 22 beskriver korsfæstelsen og død. Sl 16 Jesu opstandelsen. Sl 68:18 Kristi himmelfart (Ef 4:8). Sl 110 Jesu evigheds styre. Bogens mest kendte afsnit: 1;15;24;37;73 Salmer der prædiker gudsfrygt 2;45;72;110 Messias salmer 16;23;25;27; 46;91;115;121 Salmer der viser tillid til Herren 19;119 Salmer der fejrer Guds ord 8;45;90; 104;133;139 Salmer der fejrer livet i Guds skaber værk 18;94;144;149 Salmer hvor Gud nedkæmper det onde 22;86;107;130 Salmer når mennesker er i nød 32;51 Bekendelses og anger salmer 34;40;42; 63;84;122;126 Længsels salmer 65;67;100;103; 113;118;138; 145;148;150 Lovprisningssalmer 110

111 Ordsprogenes bog Bogens hvem, hvad, hvor: Ordsprogenes Bog er grundstammen i den Bibelske visdomslitteratur sammen med Jobs og Prædikerens Bog. Disse bøger søger at give en forklaring på tilvæ- relsen ud fra et guddommeligt perspektiv og blev associeret med en klasse af vise mænd, Chakamim, der havde åndelig status på linie med præsterne og profeterne (Jer 18:18). Hver gruppe betragtede det åndelige liv fra forskellige vinkler, men altid i overensstemmelse med Loven. Præsterne afgjorde hvad der var religiøst rent og urent, profeterne hvad der var moralsk korrekt og forkert, mens de vise udtalte sig om, hvad der var fornuftigt og ufornuftigt i livet. De fortolkede Israels tro ud fra filosofiske principper, som de relaterede til dagliglivet i hjem, samfund og stat. Bogen kommer anden i rækken i den He- braiske bibels tredje sektion Kethubim (skrifterne). Forfatter: Israels ypperste vise mand var Kong Salomo ( f.kr.), der var berømt for have skrevet 3000 ordsprog (1 Kong 5:12; i 1932 overs. 4:32). Ho- veddelen af Ordsprogenes Bog er et udvalg af disse (1:1; 10:1; 25:1). Udover hans indeholder bogen også ordsprog fra de vise (22:17; 24:13), fra Agur (30:1) og Kong Lemuel (31:1). De to sidstnævnte stammede fra Massa, i det nordlige Arabien, og var tegn på Salomos hofs internationale karakter (1 Kong 5:14; i 1932 overs. 4:34). Bogen blev til ved en redigering, bl.a. under kong Hizkija ( f.kr.), hvor der var en fornyet interesse i Davids og Salomos storhedstid (2 Krøn 29:25-30). Tidspunkt: Salomo skrev sine ordsprog i det 10 årh. f.kr. Riget var blevet mel- lemøstens storrige, opbygget på hans far Davids erobringer. Der herskede fred, og international handel førte til stor velstand. Dette skabte grundlaget for en vældig kulturel opblomstring. Salomos rige udviklede et kulturelt miljø, der tiltrak hele verden (1 Kong kap. 5+10), og det er meget muligt at denne reflekterende litterære visdom var med til at inspirere lignende visdomsværker i andre lande fx Amenemopes Visdom i Egypten. Motiv: Ordsprogenes Bog er udtryk for Israels ønske om, at Guds Torah (lov, belæring 28:4,7,9) skulle inspirere til praktisk etisk livsførelse. I første omgang var Ordsprogene tilsigtet hoffets unge prinser og hofmænd (1:1,10; 2:1). Disse skulle opdrages til at blive gode borgere, familiefædre og statsmænd og det kunne de lære igennem at lytte og efterleve de vises livserfaring (1:1-7). Sørge- ligt at Salomo ikke selv efterlevede sin egen instruktion (5: Kong ). Gudsfrygt nævnes 21 gange i bogen, som betyder personlig ærefrygt og kærlig hengivelse til Gud, er selveste udgangspunktet for visdom. 111

112 Bogens opbygning: 1-9. Visdommens tankesæt: 1:1-7 Indledningen præsenterer formålet med Bogen. 1:8-9:18 Prædikener om at vælge visdom frem for tåbelighed :16 Salomos 375 ordsprog: 10:1-16:9 Ordsprog der fortrinsvis bygger på kontraster. 16:10-22:16 Ordsprog der fortrinsvis bygger på sammenligninger. 22:17-24:34. Ordsprog fra andre vismænd: 22:17-24:22 Første samling 30 vise udtalelser. 24:23-34 Anden samling 5 tilføjelser til de vises udtalelser. 25:1-29:27 Salomos 124 ordsprog samlet af Kong Hizkijas hof: 30:1-31:31 Ordsprog og vise råd fra udenlandske forfattere: 30: Udtalelser fra Agur, Jakes søn fra Massa. 31:1-9 Vise råd om opførsel fra Kong Lemuel af Massas mor. 31:10-31 Vise råd om en hustru fra Kong Lemuel af Massas mor. Bogens indhold: Praktisk erfarings livsvisdom. Ordsprogene taler om hvordan vi burde leve for at få det bedste ud af livet. Det skal være i overensstemmelse med Guds karakter og de etiske principper der underbygger tilværelsen. Bogen er ikke tænkt, at skulle læses i et stræk, for ligesom Salmernes Bog, giver den ikke systematisk undervisning, men er en samling af vise udtalelser. Man kan forestille sig at de er opstået under gentagende undervisningstimer og samtaler over vigtige og aktuelle emner. Bogen læses bedst reflekterende og i små doser. På hebraisk er den numeriske værdi af Salomos navn 375, og dette svarer til antallet af ordspog i samling II. Regnes kap.1-9, som en lang tale, indeholder bogen i alt 500 vise udtalelser fra Salomo - 1 prædiken (1:1-9:18) og hhv. 375 (10:1-22:16) og 124 ordsprog (25:1-30:27). Samling I. En prædiken over tankesættet bag Bibelsk visdom. Lovprisning og beskrivelse af et liv styret af Guds visdom, i stedet for et liv dre- vet af umoralsk sanselighed. Visdom fører til lykke (3: 13-18) fordi det bygger på Loven (6:23) og et retskaffent liv (4:10-13). Selvisk sanselighed er dårskab og fører til nedbrydelse og død (5:21-23). Mennesker skal træffe et klart valg (9:1-6,13-18) og gudsfrygt er givet som nøglen (i alt 6x - 1:7,29; 2:5; 3:7; 8:13; 9:10). Samling II. Enkeltstående ordsprog fra Salomo. Korte, enkeltsætnings ordsprog der sammenblander vidt forskellige emner. De giver enkle og gode råd om, hvordan dagliglivet skal føres og understreger fordelene ved visdommen. Selvom det for det meste handler om praktiske 112

113 observationer om dagliglivet, er der en klar åndelig undertone (Se specielt 16:1-9. Bemærk igen gudsfrygt : 11x: 10:27; 13:13; 14:2,16,26,27; 15:16,33; 16:6; 19:23; 22:4). Samling III. De vises råd. Flere ordsprog, lidt mere systematisk opbygget end samling II, og stadig henvisninger til Gud (24:17-18; gudsfrygt 2x: 23:17; 24:21). Samling IV. Flere enkeltstående ordsprog fra Salomo. Flere længere ordsprog end i samling II, og den klare åndelige undertone fort- sætter (25:2; 28:5; 29:25-26, gudsfrygt : 1x - 28:14). Samling V. Agur og Lemuels vise lære. Agur kan lide at formulere sig i numeriske ordsprog (30:7,15,18,21, 24,29) og selvom han ikke er Israelit, bygger hans lære alligevel på et afgjort forhold til Israels Gud Jahve (30:1-3,5-6,9). Kong Lemuels ord bygger på vise råd fra hans mor og er specielt rettet til kommende statsmænd. Et alfabetisk digt om et værdigt dronningeemne afslutter bogen. Gudsfrygt er stadig nøglen (31:30) Bogens temaer: Hvor Salmernes Bog er en håndbog i lovprisning, er Ordsprogenes Bog en håndbog i praktisk etik. Bogen søger at finde de evige moralske principper, som Gud har lagt til grund for tilværelsen og formulerer dem i en lære om gudfrygtig moralsk livsførelse. Dens lære bygger på Loven og Profeterne, og hengivelse til Gud fremstår som den viseste drivkraft i livet. I sidste ende er det Guds bedømmelse der tæller (21.2). Bibelsk visdom, Hokma. Ordet forekommer 41x og er det styrende tema i bogen. Bibelsk visdom bygger både på Guds talte åbenbaring i lovbudene (10:8; 13:13; 29:18) og på hans generelle åbenbaring i skaberværket. Det sidste er relevant fordi både mennesker og naturen er skabt ved Guds visdom (3:19-20; 8:22-31). Bibelsk visdom handler mere om livsførelse, end om viden. Det handler om hvad der er ret og rigtigt mere end om hvad der er klogt og smart ( ). Udgangspunktet og rettesnoren er et gudfrygtigt forhold til Gud (1:7; 15:33). Kun når man adlyder Gud og er afhængig af hans kraft, kan man følge visdommens vej (10:22; 16:9; 19:21). Forholdet til Gud skal vælges, for det kommer hverken automatisk eller uanfægtet, fordi dårskab altid vil fremstå som et forførende alternativ (9:13-18). De tåbelige iflg. Bibelen lever uafhængigt af Gud, går deres egne veje og bliver styret af deres lyster. For at dramatisere valget fremstilles både visdom og dårskab som kvindeskikkelser. Visdom fremstilles som et tiltrækkende hu- struemne (8:1-21; 9:1-6; 31:10-31) mens dårskab fremstilles som en ægte- skabs- bryderske og hedensk tempelskøge (2:16-19; 6:23-35; 7:4-27). Visdom vil 113

114 føre sine efterfølgere til liv og opbyggelse mens dårskab fører sine til død og destruktion (3:13-18; 14:1; 16:17; 28:18). Retfærdighed og uretfærdighed: Den vise vælger ydmyghed, det retlinede og sande (8:20; 21:21; 22:4) Tåben vælger hovmodets og urettens vej (16:18-19; 21:24) Retfærdighed højner et folk mens uret nedbryder det (14:34) Den retfærdiges vej fører til liv; mens tåbens vej fører til dom og fortabelse (10:27-30; 12:28; 13:9) Gudsdyrkelse: Gud efterlyser først og fremmest integritet i mennesker (12:22; 21:3,27; 28:13-14) Anerkender ikke det uretfærdige menneskes gudsdyrkelse (15:8-9,29) Familielivet: Der er ting der arbejder for glæde og stabilitet i hjemmet og der er ting der undergraver det (17:1) Forhold vedr. ægtepar (5:18-19; 12:4; 18:22; 19:14; 21:9; 31:10-13) forældres ansvar (1:8; 19:18; 22:6; 23:13-28; 31:26-27) Børns ansvar (20:11; 28:7,24; 30:11) Forhold til ansatte (29:19-21) Samfundet: ansvar for næsten (11:24-26; 14:21,31; 19:17; 20:23; 22:22-23; 23:10-11; 26:18-19) venskab (17:9,17; 18:24; 27:6,10,14) Stat og regering: Ligesom Gud er retfærdig, skal også konger og dommere have retlinet karakter og afsky uretfærdighed (16:12-13; 17:15; 20:28; 24:23-25; 28:2; 29:12,14; 31:4-5). En ledelse har gavn af at inddrage flere i styringen (11:14; 15:22; 19:20; 20:18; 24:6). Øvrige forhold: Der lægges meget vægt på at fortælle, hvor meget tungen har magt til at øve godt og ondt (10:18-21; 11:9-13; 13:2-3; 15:1-4,23; 16:23-24, 18:20-21; 25:15; 26:20-28). Materiel velstand: Ordsrogene har også meget at sige om flid, rigdom, spekulative investeringer (stille sikkerhed for fremmede). Dovenskab og snyd(11:1; 12:11; 13:11; 14:23; 15:16; 22:26-27; 23:4-5; 24:30-34; 27:23-27; 30:8-9). Nydelse og rusmidler: (21:17; 23:19-35; 31:4-7). Respekt og omsorg for naturen (12:10; 17:5). Psykologi: (12:25; 14:10,13; 18:14) glæde, vrede og sorg (14:29-30; 15:18; 16:32; 17:22; 19:11; 22:24-25; 25:20; 27:9) 114

115 gode vejledere (15:30; 18:4; 25:11). Generelle livsbetragtninger (13:7-8; 17:8,27-28; 18:11,23; 19:4,6; 22:10,16; 25:17; 28:20-23; 29:20-22). Baggrundsinformation: Ordsprog. Mashal har en bredere betydning end ordsprog på dansk og kan dække over begreberne lignelse, vise, orakel og gåde. Ordsprog er korte kom- pakte udtalelser, der opsumerere en situation, en erfaring eller en livsvisdom. Der anvendes billedsprog, humor (25:25; 26:9,11,13-17), elegante og spydige udtryk (11:22; 18:8; 25:13-14; 27:15-16,22) for at man skal huske dem. Nogle er mystiske hvilket får os til at reflektere videre (24:10-12; 30:1-4), fordi livet er ikke uden kompleksitet. Til støtte for hukommelsen bruges også talsystemer (6:16-19; 30:7,15,18,21,29) og i det afsluttende digt, der beskriver en ideel dronning ( ), begynder hver sætning med et nyt bogstav i alfabetet. Ligesom Salmernes Bog, er bogen skrevet i hebraisk poesi med brug af forskellige former for parallelisme: Synonym (linie 2, komplementerer og bekræfter linie 1, se 16:32; 28:6) kontrast (linie 2 står i kontrast til linie 1, se 10:1,2) årsag virkning linie 2 hviler på linie 1, se 28:22; 24) udviklende (linie 2 bygger videre på linie 1 og afslutter den, se 17:10) De hebraiske ord og lyd gentagelser, der gør ordsproget nemmere at huske, går ofte tabt i oversættelse, men i 30:33 er det forsøgt oversat. Bibelen blev skrevet i et patriarkalsk miljø. Mænd havde ansvaret for familierne, samfundet og staten. Undervisningen i denne bog var specielt tiltænkt de unge prinser og hofmænd i Salomos hof og derfor er dens vinkel også ma- skulin (25:1-4). Det betyder at den moderne læser, skal søge efter de evige principper der er gældende og fortolke dem til sin tid. Når det er sagt, figurerer det kvindelige motiv alligevel stærkt i bogen. Guddommelig visdom symbolise- res af en tiltrækkende ung hustru (8:1-21; 31:26-31), og dårskab af en forfø- rende skøge. Samme symbolik anvendes igennem hele Bibelen. Jerusalem og Kristi rene brud er billeder på et samfund underlagt Gud (Åb 21), mens Baby- lon, den urene skøge på et samfund i oprør mod Gud (Åb 18). Det er vigtigt at slå fast, at ordsprogene skal opfattes som generaliserende observationer og ikke ufravigelige løfter eller regler. Derfor vil der forekomme undtagelser fra reglerne, selvom de generelt passer til den virkelighed de beskriver. Andre dele af Bibelens visdomslitteratur (Job; Sl 37; 73; Prædikerens Bog) er med til at balancere den positive idealistiske forenkling af tilværelsen, som af og til kommer til udtryk i ordsprogene (10:3,24,27; 11.8,31; 12:21; 13:23,25; 16:7). Ordsprogenes Bog forkynder også selv, at livet er mere kom- 115

116 plekst og gådefuldt (30:1-4) end som så. Guds endelige retfærdige udligning kommer først efter døden (Hebr 9:27). Udtalelserne i 26:4-5 synes direkte modsigende, men livet er komplekst og nogle gange kan modsatte svar være rigtige i forskellige situationer (se Matt 12:30 og Mark 9:40 ). Den moderne læser udfordres også af opmuntringen til at bruge fysisk tugt i børneopdragelse (13:24), men ordsprogene reflekterer datidens samfund, og så længe, der ikke er tale om skadelig vold, anerkendes det som et legitimt middel også i dag i de fleste samfund i verden. Nogle af ordsprogene, der fx beskriver bestikkelse, skal forstås som den vises betragtninger over menneskelig opførsel og ikke som påbud eller accept (17:23; 18:16; 21:14; 22:16). Bogens sammenhæng med resten af Bibelen: Ordsprogenes Bog er den væsentligste del af Bibelens visdomslitteratur sammen med Job, Prædikeren og nogle af salmerne. Den har inspireret senere jødisk litteratur (Se Siraks Bog og Visdommens Bog fra de Apokryfiske skrifter, 2 årh. f.kr.). Ordsprog, i den bredere hebraiske betydning af ordet Mashal, findes også andre steder i GT (4 Mos 21:27-30; 23:7-10; 1 Sam 24:14; Ez 12:2; 17:2-10). Jesu undervisning og Jakobs Brev har også mange ligheder med ordsprogene (Matt 6:20-21; Luk 4:23; Joh 12:24; Jak 1:5-8) og viser hvordan ordsprog typisk blev anvendt i undervisning. NT forfattere anvender flere direkte citater fra bogen (Matt 7:24-27; Luk 2:52; 14:8-10; Rom 3:15; 12:16,20; Hebr 12:5-6,12; Jak 4:6;5:20; 1 Pet 4:18; 5:5; 2 Pet 2:20). I 30:5-6 advares læseren mod nogensinde at føje noget til Guds Ord (se også 5 Mos 4:2 og Åb 22:18-19). Bibelsk visdom er ikke teoretisk viden, men udspringer af et indre gudsforhold (1 Kong 3:9-12). Denne indsigt giver Gud til alle, som søger ham (Jak 1:5) og i sidste ende handler det om at leve et liv, der i lyset af evigheden ikke bliver mislykket. Ordsprogenes lære forudsætter dette gudfrygtige tillidsforhold til Gud (1:7; 3:5-6; 14:26-27; 16:20). Anvisningerne skal aldrig opfattes, som leveregler der sigter på at opnå Guds gunst. De er livsprincipper, Gud giver til vejledning og støtte for det menneske, som allerede elsker ham og som øn- sker at følge hans vej. I bund og grund handler gudsfrygt om at sætte Gud på den plads, som ret- - mæssigt tilhører ham og hvor han tilbedes og efterfølges. Ordsprogene har ikke fokus på hvordan mennesket bliver frelst, men på hvordan det bliver helliggjort (Kol 1:28). Hvordan de igennem et personligt forhold kan efterfølge Jesus med lydighed og disciplin (8:32-34; Joh 2:5). Guds intime navn Jahve forekommer ca.90 gange og indikerer, at der er tale om et personligt afhængighedsforhold. Det liv Gud kalder os til, er ikke et liv hvor vi kun er optaget af os selv, men også af Gud og næsten (3:5-7; 14:21). Selvom bogen tydeligt fokuserer på livet her på jorden, er der også klare antydninger af det evige liv (4:18; 14:32; 15:24). 116

117 Dårskab søger at forføre sine tilhængere. Den lokker dem til at komme op til de hedenske afgudsofferhøje (9:14), hvor naturreligionens sanselige afguder (Baal, Marduk, Astarte og Ishtar) blev dyrket. Visdom kalder til templet i Jeru- salem, og den fører mennesker til Bibelens Gud, som er menneskets skaber og frelser. Mennesket må vælge mellem disse to gudsformer og i sidste ende er det et valg mellem liv eller død, lys eller mørke, himmelen eller helvede (12:28). Jesus i det Gamle Testamente: I 8:22-31 bliver visdom fremstillet som en selvstændig person. Da Gud skabte universet brugte han denne kraftfulde egenskab, og i Salomos udtryksform har mange set en naturlig udvikling, der finder sin opfyldelse i Jesus Kristus Guds Logos, den evige visdom og skaberkraft (Joh 1.1-5; 1 Kor 1:24; Kol 1:15-17; Hebr 1:2-3). Arier og Jehovas vidner har også opfattet Kap.8, som forudsigelser om Kristus, og med 8:22 har de argumenteret for at Jesus var et skabt væsen. Men det hebraiske ord der er brugt, er ikke bara (skabe ud af intet 1 Mos 1:1) men qanah (at eje, tage i besiddelse) og derfor er deres argumentet ikke relevant. For Jesu evige væsen se bl.a. Joh 1.1; 17:24; Ef 1:4; 1 Pet 1:20). I Bibelen stammer al ægte visdom fra Gud (9:10; Job 12:13; Dan 2:20-23; 1 Kor 2:6-13; Jak ; 2 Pet 3.15). Jesus Kristus er selveste Guds visdom udtrykt i menneskeskikkelse (1 Kor 1:30; Kol 2:3). Som menneske voksede han i visdom (Luk 2: 52) og ved sit rene sandfærdige liv opfyldte han Loven og Profe- terne (Matt 5:17). Ved Helligånden bliver Jesu Kristi visdom tilgængelig også for andre (Luk 10:21; Kol 3.16; Jak 1:5). Den vise Salomos større og visere Søn (1.1; 1 Kong 5:9; Matt 12:42). Jesus er også opfyldelsen af den trofaste kærlige konge, hvis trone vil bestå til evig tid (29:14). Han er den Søn der steg ned fra Himlen, der fór op igen og som styrer universets gang (30:4; Luk 24:50-51; Joh 1:1-3; 17:5). Bogens mest kendte afsnit: 1:1-7 3:1-12 8: :10-31 Formålet med Ordsprogene Visdom baserer sig på tillid og efterfølgelse af Gud Visdom personificeret som Guds mægtige skaberkraft Den ressourcefulde hustru 117

118 PRÆDIKERNES BOG Bogens hvem, hvad, hvor: Prædikerens Bog er en del af den bibelske visdomslitteratur sammen med Job og Ordsprogene. Ligesom Job og nogle af Salmerne (fx Sl 73), søger den at give en forklaring på tilværelsen og menneskets eksistens, når livet opleves fordrejet og meningsløst. Bogen har sin plads i sektionen Megilot (Bogrullen), som hører hjemmei den Hebraiske bibels tredje sektion Kethubim (skrifterne). Den bliver oplæst i synagogen under Løvhyttefesten, den største glædesfest i Israel. Forfatter: Selvom han ikke nævnes ved navn, som i Ordsprogenes Bog og Høj- sangen, fremstår Kong Salomo ( f.kr.) som bogens forfatter (se også Ordsprogenes Bog). Han var konge i Jerusalem (1:1,12,16), han havde uind- skrænket velstand og magt (2:4-9); var kendt og beundret, som en vis lærer og forfatter af ordsprog (12:9; 1 Kong 3:12; 5:9-14 i 1931 overs. 4:29-34; 10:1-8; Ordsp 1:1; 25:1). Historien beretter om, at denne veludrustede konge faldt fra troen, og søgte livsnydelse i stedet for Gud (1 Kong 11:1-13; Neh 13:- 27). Der er tegn på, at teksten i bogen er blevet redigeret på et senere tidspunkt (fx gengives Prædikeren i tredje person i 1:2; 7.27; 12:8-14, mens den største del af bogen er skrevet i første person). Tidspunkt: Hvis Salomo var forfatter, tyder alt på at bogen blev forfattet i hans alderdom (12:1-7). Templet i Jerusalem stod stadig (4:17); de historiske omstændigheder der førte til hans riges opløsning kan fornemmes i bogens undervisning (4:13-16, 10:16-17, se 1 Kong 11:26-40). Bogens sprog er dog senere blevet moderniseret, det ses bl.a. ved at der findes persiske ord i den hebraiske tekst. Dette tyder på en redigering efter eksilet i Babylon (år ), sandsynligvis ved Ezra (450 f.kr.), på det tidspunkt hvor hele GT kanon blev samlet. Bogen har dog altid været anerkendt som kanonisk og findes også blandt Dødehavsrullerne (ca. år 200 f.kr.). Motiv: Salomo gav denne undervisning i sin alderdom, åbenbart efter at han havde omvendt sig fra sit dybe frafald. Foruden hans enorme intelligens øn- skede han, at hans egne dårlige erfaringer skulle tjene til advarsel for hoffets yngre generation af prinser. Dette forklarer den stemning af pessimisme og tristhed, der præger bogen, men også dens klare konklusion om at vælge Gud i ungdommen og at fortsætte hele livet i et gudfrygtigt forhold til ham (12:1,7-12). Hans ærlige realisme om livets tomhed uden Gud, samt livets gådefuldhed på trods af troen, giver både et kald til overgivelse og bringer en nuanceret forståelse af troslivets kompleksitet i den faldne verden. 118

119 Bogens opbygning: Kap.1:1-11 Introduktion: 1:1 Forfatteren. 1:2-11 Temaet i Bogen livet alene under solen er meningsløst 1:12-6:12 Søgen efter mening med tilværelsen: 1: Livet er meningsløst, men alligevel en gave fra Gud. 3:1-6:12 Betragtninger om tiden, ret og uret, døden, ensomheden, menneskelig popularitet, religiøsitet samt om rigdoms begrænsnin- ger. Alligevel kan livet opfattes som en gave fra Gud. 7:1-10:20 Betragtninger og råd i form af ordsprog: 7:1-8:1 Betragtninger om liv og visdom. 8:2-17 Betragtninger om kongen, retfærdige og uretfærdige, samt grænser for menneskelig visdom. Livets glæder bringer trøst. 9:1-12 Dødens ulykkelige skæbne rammer alle, dog er der glæder midt i meningsløsheden. 9:13-10:20 På trods af dødens udjævning, er der forhold i livet der har stør- re værdi end andet. Alt er derfor ikke lige meget. 11:1-12:8 Vælg Gud, alt andet ville være meningsløst: Løb risikoen og vov at vandre på troens vej. 11:7-10 Nyd dit liv mens du kan, men hold altid Gud for øje. 12:1-8 Vælg at leve med Gud allerede fra din ungdom. 12:9-14 Konklusion: 12:9-14 Summen af sand visdom: frygt Gud og adlyd hans bud. Bogens indhold: En gammel mands filosofiske og teologiske refleksioner. Bogen er en jagt efter at forstå, hvordan livet hænger sammen (1:17; 7:27; 8:16). Prædikeren søgte fra alle vinkler at finde en mening med livet uden reference til Gud, men indså at livets mange uregelmæssigheder og ikke mindst døden forårsagede, at livet opfattes meningsløstog tomt (gentaget på hebraisk 37x). Kun Gud kan give livet mening. For i ham finder man noget, der ræk- ker ud over døden og som giver et anker overfor tilværelsens mange storme og modsigelser. Ved at leve i overensstemmelse med Gud, kan mennesket lære at nyde livet, også selvom tilværelsen pga. syndefaldet forbliver rå og gådefuld (7:23-25; 8:16-17). I. Livet opleves som tomhed. Menneskelivet i sig selv er begrænset og kan virke som en endeløs trædemølle, der ikke fører nogen vegne. Dette er tomt (tomhed 5x). 119

120 II. Søgen efter mening. Prædikeren søgte med alle midler at finde lykke og mening i livet. Men livets forvrængede uoverskuelighed og dødens endelighed gør livet ørkesløs og me- ningsløs (tomhed 20x). Kun ved at nyde livet, kan man finde en smule tilfredsstillelse. Denne nydelse er Guds gave midt i tomheden (2:24-26; ,22; 5:17-19). III. Råd til efterlevelse. Menneskelig visdom og retfærdighed giver større mening end dårskab og uret- færdighed. Alligevel er de utilstrækkelige, til at kunne udfylde tomheden i til- værelsen (tomhed 7x). Men livets glæder er med til at gøre tilværelsen udhol- delig (8:15; 9:7-10). IV. Det viseste råd. Hvis man vælger at leve hele sit liv i overensstemmelse med Guds vilje, kan man opleve ægte og opbyggende glæde i livet (11:7-10), på trods af at tilværel- sen ofte føles tom (tomhed 5x). V. Gud er den eneste der kan bryde tomhed og meningsløshed. Et ærefrygtigt forhold til Gud, er nøglen til det meningsfyldte liv. Bogens temaer: Igennem denne bog viser Helligånden, at liv, der ikke har Gud som centrum, ultimativt fører til tom meningsløshed. Uden Gud kan intet give varig tilfredsstillelse, men med Gud kan livet, selv i den faldne verden (9:2-3) nydes, også selvom man aldrig helt begriber det eller behersker det. Prædikeren søgte at finde livets mening med udgangspunkt i menneskets egen forstand (1:13,16; 2:1,3; 7:25) og uden reference til Gud (dvs. livet under solen fx 1:14 og i alt 29x). Han finder at selvom menneskelig visdom er gavnlig (2:12-14; 7:11-12; 8:1) evner den ikke at finde frem til livets mening (2:15; 7:23; 8:16-17). Der skal en højere visdom til, Guds visdom (2:26; 7:19; 10:2). Denne visdom kendetegnes af to ting - gudsfrygt (3.14; 5:6; 7:18; 8:12-13; 12:13; Ordsp 1:7) og Guds egne åbenbaringer igennem sine vismænd (12:10-11). Mennesker prøver at finde varig tilfredsstillelse i livet på mange forskellige måder. Fx ved at bruge rusmidler, ved at arbejde, i materialisme, underholdning, sex, kundskab og filosofi. Prædikeren, som datidens mægtigste mand, havde uindskrænket mulighed for at dyrke alle disse ting, men det efterlod ham tom og med en følelse af meningsløshed (2:1-23; 5:9). Disse ting kan ikke opfylde livet, fordi mennesker ødelægger livet for hinanden ved deres selviskhed (4:1; 7:20; 1 Tim 6:9-10) og forkrænkelighed og død afslutter alt håb (12: 1-7; Luk 12:15-21). Men når det er sagt, er Prædikeren ligeså overbevist om, at nydelser skal modtages som glædesgaver fra Gud (2:24-25; 3:12-13, 22; 5:17-120

121 19; 8:15; 9:7-10). De bringer stor tilfredshed så længe de bliver brugt på den måde Gud havde tiltænkt dem (11:7-10) og ikke opstilles som selve målet med livet (1 Kor 15:32). Mennesket er skabt i Guds billede med evigheden for øje: Gud har lagt evigheden i menneskers hjerte (3:10-11; 1 Mos 1:27). Augustin udtrykte, at der er et Gud formet hul i hver menneskesjæl, som gør, at mennesket aldrig finder ultimativ tilfredsstillelse før det finder hjem til Gud. Frustration over livet (jagen efter vind 1:17; 2:11,17 i alt 9x; se også 6:2-3; 6:12), er et andet varsel og forkynder at livet ikke er, som det burde være. Meningsløshed. Når man fornemmer at livet er tomt, hult, frugtesløst og nytteløst er det endnu et tegn på, at mennesker lever i en uopfyldt tilværelse, hvor de længes efter noget mere (1:15; 2:18; Rom 8:20-23). Når uret, undertrykkelse, smerte og en- somhed hersker, forkynder det tydeligt, at Guds Rige endnu ikke er kommet (3:16; 4:1,8; 6:1-3; 7:15 1 Mos 3:14-19). Endeligt er døden Guds stærkeste sendebud (11:7-12:7; Hebr 2:14-15). Redskabet hvorved han sætter grænser for synd og varsler at hans endelige dom er på vej (9:3-5; Hebr 9:27; Åb 20:11-15). Selvom Prædikeren begyndte sin søgen efter mening nedefra jorden, er der ingen tvivl om hans bibelske gudsopfattelse. Gud opleves som den suve- ræne, der styrer hele tilværelsen (3:10-15; 5:19; 6:1-2; 9:1; Rom 11: 33-34). Det eneste navn på Gud, der anvendes i bogen er Elohim (bruges 30x, og udtrykker Guds ophøjede og enestående væsen). Det at Gud præsenteres mere som en objektiv faktor, end personligt (Jahve Guds personlige og intime pagts navn bruges slet ikke), kan enten reflektere Prædikerens stækkede åndelighed eller hans rådgivende frem for docerende stil. I modsætning til Gud, fremstår mennesker som yderst begrænsede og sårbare (6:10,12; 7:13-14, 9:11-12; 11:5). Baggrundsinformation: Litteraturlærde har sammenlignet Prædikerens Bog med en litteraturform fra Mellemøsten, der klassificeres som Pessimisme litteratur. Det findes både i Egypten og Mesopota- mien, helt tilbage til 2000 f.kr. (Fx Gilgamesh Epos tidl. 2. årh. f.kr.; Pessimistisk Dialog 14. årh. f.kr.) og det kan også sammenlignes med Græsk skeptisk litteratur. Men i forhold til Prædikerens budskab, er disse værker meget mere triste, sensuelle og tømt for nogen form for håb fx gives selvmord som det eneste svar på livets problemer. Selvom Prædikeren anlæg- ger en pessimistisk, nedslående og depressiv tone, så har han i modsætning til dem mange lyspunkter. Han finder fx værdi i glæde (3:12; 5:18-19; 9:7-10), i fællesskab og ubekymrethed (4:9-12; 5:11) og i at anlægge en vis og retfærdig livsstil (7:11; 8:1,12-13; 9:16; 10:12). Selvom han synes, at livet er en plage, uforklarligt og svært (1:13-14) har han håb om at Gud vil genoprette og godt- 121

122 gøre livets smerte og uret (3:16-17; 8:5-6; 11:9; 12:14). Det er det, der giver Prædikerens budskab håb. Prædikeren rejser spørgsmålet om livets mening. Hvis livet blot er fødsel til død, via hårdt arbejde og flygtig glæde, hvad er så meningen med det hele? Fordi mennesker sjældent standser op og stiller disse spørgsmål, har Gud givet os Prædikerens Bog. Dens konklusion igennem Salomos empiriske undersøgel- se er at: Der er ingen mening med livet hvis ikke Gud giver det mening! Men hvis Gud er til og giver livet mening, så bør denne konklusion radikalt forvandle den måde vi tænker og handler på. Resten af Bibelen giver Guds vejledning på, hvordan mennesket kan leve meningsfyldt. Prædikerens Bog er også med til at understrege, at selvom vi har troen, betyder det ikke, at vi altid kan give forklaringer på ondskabens og lidelsens problem, eller på hvorfor det går onde mennesker godt og gode mennesker skidt, eller hvorfor uskyldige lider. Selvom Bibelen giver langt flere og mere dækkende rammer for at behandle disse spørgsmål end andre religioner, så minder Prædikeren os om, at det stadigvæk kun er ved tro at man kan fastholde, at det man er overbevist om er sandt. Til gengæld ved at tro på Gud får livet og tilværelsen også absolut mening Hvordan skal vi håndtere de tilsyneladende falske udtalelser i bogen (fx 1:18; 3:19; 9:2-4), den grove mandschauvinistiske udtalelse (7:26-29), den negative pessimisme om at det hele altid bare bliver værre (9:2-3), den opgivende fatalisme hvor alt synes lige meget (4:2-3; 7:1-4), kynismen som altid tolker gode indtryk negativt (4:4-6), og opmuntring til nydelsessøgende hedo- nisme som det bedste bud på menneskelig opførsel (8:15; 9:7-10). Her er det vigtigt at anvende tre sunde tolkningsprincipper: 1. Lingvistisk tolkning: Hvad er den almindelige opfattelse af ordene? 2. Kontekst tolkning: Hvilken sammenhæng bliver de sagt i og hvad var forfatterens motiv til at sige det han sagde? 3. Helheds tolkning: Hvad siger resten af Bibelen om dette emne og er det i overensstemmelse med evangeliets ånd? Når man gør dette, kan alle udtalelserne foroven forklares ud fra rammen af bogens udgangspunkt og budskab. Nogle udtalelser er Salomos personlige holdninger, som Gud tillader at komme til udtryk, andre passer i rammen af accepteret bibelsk doktrin, men ingen skal opfattes som dogma afgørende frelsesbetydende bibelsk lære. På denne måde står disse udtalelser ikke alene, og kan derfor ikke misbruges til at fremføre lære, Gud slet ikke står inde for. 122

123 Bogens sammenhæng med resten af Bibelen: Prædikeren, Job og enkelte Salmer er med til at nuancere de generaliserende observationer af positivt livssyn, der kommer til udtryk i Ordsprogenes Bog (fx sammenlign 8:14 med Ordsp 12:21). Derved kommer Bibelens visdomslære som helhed til at fremstå både realistisk og virkelighedsnær. NT citerer ikke direkte fra Prædikeren, men både Jesus og Paulus gør brug af dens lære (Mark 8:36-38; Luk 12:19; Rom 8:18-25). Prædikeren forkynder ikke direkte hvordan et menneske bliver frelst, men han er med til at forberede evangeliet. Der er tidspunkter hvor mennesker endnu ikke er klar til at sidde ved Jesu fødder, for hjertet skal tømmes før det kan fyldes og det sker i Prædikerens skole. Hos ham bliver sekulære mennesker opmuntret til at overveje konsekvenserne af deres overbevisninger og bogen viser med al tydelighed, at sekularismen ultimativt ender i tomhed. Samtidig er bogen også en formaning til troende, om ikke at komme med alt for forenklede forklaringer på tilværelsen. Troende bør anerkende, at livet ofte føles ørkesløst og frustrerende uforståeligt på trods af troen på Gud. På denne måde vil den sekulære opleve sig taget seriøst og de troende vil fremstå med større realisme. Selvom Prædikeren ikke decideret forkynder syndefald, udtrykker hans verdensbillede tydeligt syndefaldets frygtelige konsekvens (1:14; 2:17; 1 Mos kap.3; Rom 8:20). Han er ikke i tvivl om, at mennesket er syndigt og at døden er en konsekvens af dette (7:20; 9:3; 1 Mos 2:15-17; Rom 5:12; 6:23). Gud fremstår som den evige dommer, som mennesket Matt 12:36; 2 Kor 5:9-10). Dette forhold indebærer, at alle vore ord, holdninger og handlinger har betydning, og dette kan være en stærk mo- tivationsfaktor i vores valg af livsførelse (11:9-10; 1 Kor 3:10-15). Mennesket deler skæbne med hele den biologiske orden (3:18-21; 9:2-3). Døden bringer ingen trøst til det menneske, der ikke kender Gud (9:4-6,10) bortset fra, at det kan slippe fra et ulykkeligt liv (4:1-3; 6.3-6), men med døden opnår man kun tomhedens endemål (7:1-2; 12:3-7). Det er kun evangeliet, der formår at bringe trøsten om et evigt liv efter døden (Sl 16:9-11; 49:15-16; 73:26-28; Es 26.19; Dan12:2-3; Rom 8:35-39; 2 Kor 5:1-10; Fil 1:22-23). Gud skabte mennesket i sit billede og lagde evigheden i dets hjerte (3.11; 1 Mos 1:27). Derved er mennesket indrettet til at kunne have et personligt forhold til Gud. Når mennesket bliver ført ind i et levende og retmæssigt forhold til Gud, finder det selve meningen med livet. Meningen med livet er at leve med og for Gud. Til dette har Gud givet mennesket klare principper at leve efter, ikke for at gøre livet byrdefuldt, men for at hjælpe mennesket til at få det bedste ud af livet (12:13). Disse leveregler aktiveres ikke igennem religiøs udøvelse (4:17-5:6), men igennem et personligt ærefrygtigt forhold til Gud 123

124 (3:14; ; 12.14). Når dette gudsforhold, drives ved Helligåndens kraft, undgår den troende både selvisk løssluppenhed og lovisk selvretfærdighed og Jesu frie ånd vil præge deres liv (7:15-18; Mt 11:28-30; Rom 8:1-11; Gal 5:13-26). Jesus i det Gamle Testamente: I Jesus finder man den indsigtsfulde fuldkomne underviser, der med rammen- de og redelige ord, formet af en hyrde (12:9-11; Joh 10:1-6) både tilfredsstiller hjerterne (Matt 7:28-29; Joh 6:68; 7:46) og afslører hykleri (Mark 12:13-40; Joh 8: 1-11). Her er han, der er langt større end Fredskongen, Tempelbyggeren, og Vismanden Salomo (Matt 12:42). Salomo levede for sig selv (2.1-23) men Jesus for alle andre (Joh 10:11-18; 15:13). Ligesom Prædikeren, fortæller Jesus tydeligt, at der er ting, der ikke kan tilfredsstille mennesket, og som ender i tomhed (1:2; 12.8; Joh 4:13, 6:27; 8:24). Selv formår han at indramme vore meningsløse liv (1:1 og 12:9-14) og tilbyder os i stedet alt det, der giver livet dets fylde (Joh 6:35; 10:10). Han udtrykker på fuldkommen vis et ærefrygtigt forhold til Gud og han er selve opfyldelsen af Guds krav til mennesket (12:13; Gal 2:16-21). Tag hver dag fra hans hånd og nyd den til fulde (5:17-19; Joh 7:38). Bogens mest kendte afsnit: 1:12-2:23 3: : :1-14 Forsøget på at finde livets mening uden Gud ender tomt. Forskellige handlinger er passende til forskellige tider. Venskab og fællesskab er både sødt og stærkt. Vær risikovillig og vælg livet med Gud for øje. Lev hele livet med Gud. 124

125 HØJSANGEN Bogens hvem, hvad, hvor: Højsangen adskiller sig væsentligt i form fra Job, Ordsprogene og Prædikeren, men betragtes alligevel som en del af den bibelske visdomslitteratur. Den er Guds visdomsord vedrørende ægteskabelig kærlighed. Bogen har sin plads i sektionen Megilot (Bogrullen), som hører hjemme i den Hebraiske bibels tredje del Kethubim (skrifterne). Her er bogen den første i rækken, og hvert år oplæses den under Påske festen. Forfatter: Kong Salomo ( f.kr.) fremstår som bogens forfatter (1:1), og hans navn optræder flere gange (1:5; 3:7,9,11; 8:11,12. Se også Ordsprogenes og Prædikerens Bog). Foruden at være kendt som en vis lærer og forfatter af ordsprog (1 Kong 5: overs. 4:32; Præd 12:9) var han også forfatter til 1005 sange og havde et stort kendskab til planter og dyr noget der fremstår tydeligt i sangene (1 Kong 5:13, 1931 overs. 4:32). Selvom Højsangen er en samling af sange, så tyder sprogbrug, stil og gentagelser på, at de alle stammer fra den samme forfatter. I det hele taget passer miljøet helt naturligt til Israels højkulturelle periode. Salomos senere livshistorie fortæller, at han havde svært ved at styre sit liv på det seksuelle område (700 hustruer og 300 medhustruer), og specielt hans udenlandske hustruer førte hans hjerte væk fra Gud (1 Kong 11:1-13; Neh 13:- 27; Præd 2:8). Tidspunkt: Hvis Salomo er forfatter, tyder meget på, at denne sang blev skrevet i hans jomfruelige ungdom på det tidspunkt, hvor han mødte og hjemførte sin første hustru. Andre opfatter dog tidspunktet som lidt senere og daterer bogen til efter, at han allerede havde et veludbygget harem (6:8). At byerne Tirsa (6:4) og Heshbon (7:4) stadig var under det samlede Israelitiske storrige, bekræfter også Salomo som forfatter (for Tirsa se 1 Kong 14:17; 15:21; 16:23-24 og Heshbon se Es 15:4). Derudover er der tegn på både græsk og persisk sprogindflydelse, og det har fået nogle til at foreslå et meget senere forfatterskab. Men siden Salomos rige drev stor international handel også med disse sproggrupper, vil låneord naturligt være blevet optaget i hebraisk (se også note om Tidspunkt i Prædikerens Bog). Bogen har traditionelt været anerkendt kanonisk, fra Salomos hånd. Motiv: Højsangen fejrer og ærer den ægteskabelig kærligheds vidunderlige oplevelser, både de sjælmæssige og det seksuelle forhold. Ved at inkludere denne bog i Bibelen legitimerer og helliger Gud menneskehedens erotiske og fysiske kærlighed. Men de stærke drifter skal udfolde sig indenfor opbyggende og beskyttende rammer, og dette sker i ægteskabets forpligtende kærligheds- forhold. Dette forhindrer, at drifterne selvisk og hæmningsløst udvikler sig til løssluppen perversion. Udover dette jordnære motiv åbner Højsangens mysti- 125

126 ske stil op for at kunne tolke kærlighed i åndelige vendinger. Sangen kan såle- des også udtrykke det åndelige kærligheds forhold mellem den troende og Gud, dog uden det erotiske element. Bogens opbygning: 1:1-2:7 Salomo og Shulamits kærligheds forhold: 1:1 Salomo (Shelamo), Højsangens forfatter. 1:2-8 Shulamits længsel efter sin elskede Salomo. 1:9-2:7 De to elskede mødes. (Tale indledes af: Brud: 1:1b, 5,7,12,16; 2:1,3. Gom: 1:9,15; 2:2. Andre: 1:4b, 8) Shulamit muligvis en feminin form af Shelamo :5 Shulamit fantaserer over Salomos nærvær: 2:8-17 Shulamits drøm om Salomos nærvær. 3:1-5 Shulamit opsøger sin elskede Salomo. (Tale indledes af: Brud: 2:8,16;3:1. Gom: 2:10,14. Andre: 2:15) 3:6-5:1 Salomo og Shulamits bryllup: 3:6-11 Salomo og Shulamits bryllupsprocession. 4:1-5:1 Salomos bryllupssang til Shulamit på deres bryllupsnat.(tale indledes af: Brud: 4:16. Gom: 4:1,5.1a. Andre: 3:6;5:1b) 5:2-8:4 Ægteskabslivets bølgegange: 5:2-8 Shulamits magelighed sætter Salomo i anden række. 5:9-6:3 Shulamit angrer bruddet i forholdet og opsøger Salomo :4 Salomo og Shulamit genforenes i fornyet kærlighed.(tale indledes af: Brud: 5:2a, 3,10, 6:2,11; 7:11. Gom: 5:2b; 6:4, 7:2, 8:5b; Andre: 5:9; 6:1,10; 7:1; 8:5a) 8:5-14 Kærlighedens væsen og udvikling: 8:5-7 Visdomsord om kærlighedens væsen. 8:8-14 Grundlaget for at udvikle en sund, vedvarende kærlighed.(tale indledes af: Brud: 8:6,10,14. Gom: 8:13. Andre: 8:8) Bogens indhold: En ung mands fejring af ægteskabelig kærlighed. Højsangen kan være vanskelig at læse, fordi den springer fra taler til taler og fra scene til scene uden tydelig markering. Dette har medført flere forskellige fortolkninger af sangens handling. Den nedenstående ramme søger at bygge på tekstens umiddelbare fremstilling. Salomo havde et gods ved Hermonbjer- get, som han delvis drev og delvis forpagtede ud. Her blev han forelsket i en ung hyrdinde af fyrstelig slægt (7:2). Han bejlede til hende, og hun blev ført til paladset i Jerusalem, hvorfra deres bryllup blev forberedt. Shulamits eneste længsel var at være alene med Salomo og helst hjemme på landet væk fra hof- 126

127 fets mange mennesker og gøremål. Sangen følger udviklingen i deres forhold fra kærester til brudepar og ægtefolk. Sangen er en blanding af dialog og ene- tale, og parforholdet følges fortrinsvis fra brudens vinkel. I. Forelskelse. Shulamit fortæller om, hvordan hun og Salomo blev forelsket, og hvorfor hun fremstår så solbrændt blandt hoffets lyse damer. Men Salomos dybe kærlighed giver hende tryghed i de nye omgivelser. II. Kærligheden udvikler sig gennem afsavn. Shulamit fantaserer om Salomo, og dette afsavn driver hende til at opsøge ham. Selvom hun ved, der må gå noget tid, før de kan fuldbyrde deres forhold (2:7; 3:5), længes hun efter at få ham alene. III. Ægteskabets vidunderlige intimitet. Salomo henter sin brud og fører hende til bryllupsfesten. Han fører hende ind i bryllupsteltet, og først nu fuldbyrder de deres forhold, som ægtemand og brud (4:8,10,11,12; 5:1). IV. Ægtefællers udvikling i forholdet efter hvedebrødsdagene. Shulamits magelighed sætter Salomos kærlighed i anden række, og han træk- ker sig tilbage til gerningen på landet. Shulamit angrer desperat dette brud i deres forhold og opsøger ham straks igen. Hun finder, at Salomos kærlighed er forblevet urokkelig, og han opbygger hende igen med sine beundrende ord. Shulamit fejrer deres forligelse med en festlig dans, og Salomo fører hende beundrende bort, så de kan nyde deres intime kærlighedsforhold. V. Visdomsord om ægteskabelig kærlighed. Salomo og Shulamit erklærer, hvad ægte kærlighed er. Hendes brødre fortæl- ler om familiens ansvar for at beskytte hendes kyskhed. Shulamit erklærer, at hun selv altid havde ønsket at bevare sig ren for sin ægtemand, og at hun nu vil hengive sig til ham (8:10-12). Han længes efter at mærke hendes længsel efter ham (8:13-14). Bogens temaer: Højsangen fortæller, at menneskelig kærlighed skal betragtes som en af livets skønne gaver, som vi kan tage imod med taknemmelighed og fejre. For Gud er der ikke noget skel mellem det sekulære og det religiøse. Han er interesseret i hele menneskelivet, også i det vi ikke umiddelbart opfatter som åndeligt. Fordi ægteskabet fylder så stor en del af tilværelsen for mange mennesker, bruger Gud tid til at undervise om det; og her i Højsangen præsenterer han erotisk kærlighed i dens ideelle form. Den ægte kærlighed har sit kildevæld i Guds egen person, og derfor ophø- rer den aldrig (8:7; 1 Joh ). Guddommelig kærlighed (agape), som er grundlaget for alle andre former for kærlighed fileo venskabskærlighed, 127

128 eros forelskelseskærlighed, udtrykker sig ved at give (Joh 3:16). Menne- skets syndighed fordrejer kærligheden, så den ofte bliver til ulovligt begær, udnyttelse og selvlyst, hvor drivkraften er at tage fra andre for at tilfredsstille sig selv (2 Sam 13:1-20). Asketisk åndelighed: Højsangen bekræfter, at Gud skabte verden godt, og at seksualitet skal opfattes som en dejlig gave fra Gud. At leve i cølibat for Gud er kun et gode, hvis det er Guds kald (Matt 19:10-12; 1 Kor 7:1-7), for i sig selv er det ikke en dyd (1 Tim 4:3-5) Fysisk kærlighed: Siden Gud har skabt mennesket med et fysisk legeme, betyder det, at han ønsker, at ægtefolk udtrykker deres kærlig- hed på en fysisk måde (4:9-5:1; Ordsp 5:19). Højsangen bekræfter, at fysisk tiltrækning er en vigtig parameter i udvælgelse af ægtefælle, og at det også er helt legitimt at nyde sin ægtefældes menneskelige form (5:10-16; 7:1-13). Rammerne for elskov: De bibelske rammer for fuldbyrdet elskov er i et monogamt, heteroseksuelt og livslangt forhold, som er offentligt anerkendt (5:1; 1 Mos 2:27; Matt 19:4-9; Ef 5:31). Monogamt fordi ægteskabet skal være et unikt og eksklusivt kærlighedsforhold (2.16; 4:12; 6:8-9), hvorfor jalousi er et helt naturligt udtryk, når forholdet bliver krænket (2 Mos 20.3; Ordsp 6:27-35; 2 Kor 11:2). Heteroseksuelt fordi Gud har skabt naturen på denne måde. Man- dens krop og psyke har sit komplimenterende gensvar i kvinden (1 Mos 2:23; Rom 1:26-27). Forholdet skal bygge på et gensidigt, respektfuldt ejerskab af hinanden, hvor hver partner selv vælger at åbne sig for hinanden og bære ansvar for at tage initiativ i forholdet (4:12-5:1; 8:1-2; 1 Kor 7:3-5). Livslangt fordi det skal skabe og værne om rammerne for tillid og loyalitet (2:16; 6:3; 7:11; 8:6-7). For kun i disse rammer tør et menneske blotte sig helt og derigennem opleve kærlighedens helbredende magt (1 Mos 1:27). Konsekvensen er, at fysisk samleje som en helt speciel gave af intimitet (1 Kor 6:15-17) ikke indledes, før det forpligtende forhold er etableret (3:11-5:1). At udvikle en sådan kærlighed kræver, at den vokser frem i naturlige stadier fra venskab, igennem kæresteforhold og til ægteskab. Forceres dette, får kærligheden ikke mulighed til at udvikle sig hensigtsmæssigt (2:7; 3:5; 8:4). Derfor skal vilje og karakter, frem for følelser og drift, også være det bærende i forholdet. Udfordringer. Det er ofte små ting, og den altid nærliggende selviskhed, der ødelægger kærlig- hedsforholdet (2:15; 5:2-3). Foruden at bygge kærlighed på et solidt fundament som skitseret foroven skal dens frugter også dyrkes og udvikles (7:14; 8:13-14; 1 Kor 13:1-13; Gal 5:19-26). Derved bliver kærligheden en smag af paradisets have (2:10-13; 4:16-5:1; 6:2; 1 Mos kap. 2). Baggrundsinformation: Intet bibliotek er fuldendt uden dets kærlighedslitteratur, og sådan er det også med Bibelens bibliotek. Bibelen har flere kærlighedsberetninger (fx 1 Mos kap. 24; 29; Ruts Bog; Sl.45), og Højsangenerden længste. Der findes også kærlig- 128

129 hedssange fra Egypten, Mesopotamien, Arabien og semitiske bryllupssange, men mht. moral er Højsangen mest sammenlignelig med Bibelens anden litteratur (Se Ordsp 5:15-20; 6:24-29; 7:6-27). Salomo formår at udtrykke det dybt intime sensuelle kærlighedsforhold mellem mand og hustru med passende finhed og diskrethed, så beskrivelsen, selvom vovet og sanselig, aldrig bliver pornografisk eller ophidsende på en fornedrende måde. Han gør det ved at anvende billedsprog, sammenligninger og mystik (4:9-5:1; 7:7-14); og nogle kan virke lidt underlige for den moderne læser (4:2-5). Til gengæld bliver beskrivelsen aldrig grov, udpenslende og tek- nisk som i moderne erotisk litteratur, der forfladiger kærlighedsforholdet og tømmer det for dets mystik. Trekantsdramaet Denne relative moderne tolkning forestiller et drama, der involverer tre personer. Den gamle, begærlige Salomon, den unge Shulamit og hendes Hyrdeven, som hun forbliver tro imod på trods af kongens stærke tilnærmelser. Til sidst tillader Salomo i sin nåde, at hun kan gifte sig med hendes Hyrdeven. Problemet med denne teori er, at den ikke helt passer med teksten (se 1:15 her bejler Salomo, og Shulamit svarer positivt 1:16). Det virker heller ikke sandsynligt, at Salomo ville have skrevet en kærlighedssang med sig selv som skurken. Uafhængige bryllupssange I denne tolkning opfattes Høj- sangen som en samling helt uafhængige sange. Det, der taler imod denne teori, er, at der foregår en naturlig udvikling i handlingen, og at sprogbrug og stil går igennem hele Højsangen (læg mærke fx til gentagelserne: 2:6 6:10 8:3 og 2:16 6:3 7:11). Dette peger på, at Højsangen er en helhed og stammer fra samme pen. Selvom Højsangen altid har bevaret sin kanoniske status, har denne status ikke været uantastet. For ligesom i Esters Bog forekommer Guds navn aldrig i Sangen, og den refererer slet ikke til noget åndeligt. Derudover domineres den af menneskelig sanselighed og seksualitet. Når man ser bort fra Helligåndens suveræne udvælgelse af Skrifterne (samt den tydelige reference til Salomos forfatterskab), var den væsentligste menneskelige grund til, at Højsangen blev inkluderet i de Hellige skrifter, at både de jødiske vismænd og kirkefædrene tolkede den allegorisk. Kærlighedsforholdet mellem Salomo og Shulamit blev tolket som en kryptisk måde at beskrive forholdet mellem Gud og Israel eller Jesus og Kirken. Problemet med en sådan allegorisk tolkning er, at den bevidst læser sandheder ind i teksten (eisegese) i stedet for at tolke sandheder ud af teksten (ek- segese). Tekstens egentlige ordlyd tilsidesættes, og i stedet bruger man en opfundet bibelkode til at tolke teksten. Faren ved dette er, at man kan få teksten til at sige præcis det, man vil. En mere reel metode er den typologiske eller analogiske tolkning, som både Jesus og apostlene bruger (Matt 12:40; Ef 5:25-33). Her går man ud fra tekstens klare beskrivelse, fx et kærlighedsforhold 129

130 mellem to virkelige personer, men samtidig anerkender man en højere åndelig hensigt med teksten. Her er det helt legitimt at sammenligne kærlighedsfor- holdet mellem de to elskende som en lignelse om Gud og den troende; og samtidig er det teksten, der styrer meningen. Med rette kan man spørge, om Salomo kan forklare noget om monogamt ægteskab (1 Kong 11:3) Kun hvis Højsangen blev skrevet ved indgåelse af hans første ægteskab, kunne dette være muligt. Højs 6:8 skal derfor ikke tolkes som Salomos harem, men som hustruerne og medhustruerne for de andre prinser i hoffet; og 6:9 synes at understøtte denne tolkning. Bogens sammenhæng med resten af Bibelen: Højsangen udtrykker Guds visdom om menneskelig, erotisk kærlighed, og derfor hører den hjemme i Visdomslitteraturen. Som bog bygger den videre på de bibelske rammer for ægteskab og antyder samtidig det åndelige kærligheds- forhold mellem den troende og Gud. Udover det bliver Højsangen ikke refereret til eller direkte citeret i GT eller i NT. Højsangen er med til at bekræfte Bibelens lære om, at menneskets materielle liv er godt, fordi det skabt af Gud. I forhold til specielt græsk filosofi er der hverken afsky for kropsligt liv eller en idealisering af sjælen. Jesus blev et virkeligt menneske med alt, hvad det indebærer undtagen synd. Netop fordi han blev sandt menneske, kan han også frelse mennesket helt og aldeles (Hebr 4:14-5:10; 7:25). Hans legemlige opstandelse genopretter hele mennesket, så vi kan opstå med nye legemer og ikke blot som kropsløse ånder (1 Kor 15:42-49). Derudover kan Guds Ånd pga. Jesu frelsende offer allerede nu, før opstandelsen, tage bolig i mennesket. Den troende kan ofre sit legeme til Gud som et velbehageligt offer og være hans tempel, hvor Helligånden kan leve og råde (Rom 12:1-3; 1 Kor 3:16; 6:19-20). Dette er et tema i både GT og NT og er et udtryk for det dybe, intime personlige forhold, Gud kan have med den enkelte menneskesjæl (Sl 45; Es 62:3-5; Jer 2.2; Joh 3:29; Ef 5:31-32; Åb 19:6-9; 22:17). Et sådant forhold er med til at understrege, at man lærer Gud bedre at kende igennem personligt samvær end ved teoretisk viden. Dette forhold bygger på den frie vilje, for den troende skal selv åbne sig for Gud og gensvare hans henvendelse (5:2-8; Åb 3:20). For- holdet kan sammenlignes med en have med prægtige frugter, som hele tiden skal passes og plejes (2:15; 7:11-14; Joh 15:1-8). Når det præges af den første hengivelse (Åb 2:4) skabes der en vidunderlig vellugt, der tiltrækker andre til Kristus ( ; 2 Kor 2:14-16). Guds store bryllupsfest sker på det tidspunkt, når Jesus kommer igen og Guds Rige udløses i hele skaberværket. Indtil da lever de troende i et forpligtet forhold, som er ligeså bindende som ægteskab (3.11; Hos 2:21-23; Matt 1:18-20; 22:2; Åb 21:2,9). Det skal understreges, at der er tale om et åndeligt forhold, og derfor kan der slet ikke drages sammen- 130

131 ligninger til frugtbarhedsreligionernemed deres tempelprostitution(5 Mos 23:18). Jesus i det Gamle Testamente: Jesus opsøger og vinder sin Brud (1:4; 2:4,10-14; Es 54:1-10; Ezk 16:1-14; Hos 2:10-22; Ef 5:25-27). Hans hengivne kærlighed tiltrækker hende og giver sikkerhed, selvværd og fornyelse i forholdet (1:15-16; 4:1,7,10; 7:11; Matt 9:15; Ef 5:29-30). Den troende tilhører Jesus på samme måde, som en hustru tilhører sin mand, og derfor er det er et eksklusivt forhold. Når der sker brud på forholdet, medfører det dyb smerte og sorg (5:2-7; Jer 3:1-2; Ezk 16:15-63; 2 Kor 11:2). Til gengæld fryder Brudgommen sig dybt, når Bruden tillidsfuldt og tak- nemmeligt gensvarer hans kærlighed (4:16; 8:13-14; Åb 22:17). Bogens mest kendte afsnit: 4:1-5:1 5:10-16; 7:2-10 8:6-7 Brudgommens intime bryllupssang. Beskrivelser af Bruden og Brudgommen. Definition af kraften i en kærlighed skabt af Gud 131

132 ESAJAS BOG Bogens hvem, hvad, hvor: Esajas Bog indleder Bibelens profetiske bøger, som er GTs fjerde hovedsektion (Loven, Historie, Visdom, Profeter). Hans profeti udgør en af GT s vigtigste bø- ger, hvis betydning ikke kan overvurderes i bibelsk teologi. NT citerer ham mere end nogen anden profet, og Esajas må regnes blandt verdenslitteraturens største klassikere. Forfatter: Esajas Amos søn boede i Jerusalem (7:1-3), han var gift med en profetinde (8.3), og havde mindst to sønner (7:3; 8:3). Sammen med Esajas blev de brugt som tegn og varsler for Juda (8:18). Gud kaldte ham til profet under en overvældende oplevelse i templet (kap.6) og brugte ham til at rådgi- ve Judas konger og embedsmænd og til at kalde Judas folk tilbage til Gud (1:1; 7:11; 32:1; 37:21; 38:1; 39:3). Udover at være profet var han også hofhistoriker (2 Kong 18:13-20:21; 2 Krøn 26:22; 32.32). Esajas var en fremragende teolog, men også en mester med ord - hans profeti indeholder - historisk prosa (36-39), sange (12:1-6), metaforer (28:20), visdomslignelser (28:23-29) maleriske beskrivelser (30:27-33) og sarkasme (44:9-20). Det jødiske skrift, Esajas Mar- tyrdom (2. årh. f.kr.), fortæller, at han var kong Joashs barnebarn (2 Kong 12), og at han blev dømt for blasfemi og henrettet under kong Manasse (se evt. Hebr 11:37). Tidspunkt: Esajas profeterede samtidig med Hoseas i Israel og Mikas i Juda. Hans tjeneste foregik over tres år under fire af Judas konger fra f.kr. (1:1; 37:38). Under kong Uzzijas ( ) havde Juda oplevet sin største fremgang siden kong Salomo, og det havde ført til stor velstand men også til undertrykkelse og åndelig og moralsk forfald (5:7-24). Under hele hans tjeneste var Assyrisk imperialisme tiltagende, og Juda gik fra at være en lokal stormagt til at blive til en assyrisk lydstat. Juda forsøgte at bevare sin selvstændighed ved at føre krig mod naborigerne (7:1-2; 2 Kong 15:37-16:6; f.kr.) og ved at samarbejde med Assyrien (7:11; 2 Kong 16:7; 734 f.kr.). Efter Nordrigets fald i 721 f.kr. forsøgte Juda at redde sig vha. alliancer med Egypten (18:1-20:6; 31:1-3; 37: 6; f.kr.), men kom under mere og mere kontrol af Assyrien, og til sidst var kun Jerusalem frit (1:4-9; kap , 701 f.kr.). De sidste to afsnit af Esajas Bog (kap ) taler til en hel anden historisk situation. De omhandler årene f.kr., og de forudser både Judas eksil til og befrielse fra Babylon. Motiv: Esajas personlige oplevelse af Guds storhed og hellighed satte præg på hele hans åbenbaring og mission. Over for hans samtid søgte Esajas at advare Juda imod vantro og at vende Gud ryggen. I stedet skulle de aktivt stole på Gud som den Almægtige. Senere i livet, da han var overbevist om Judas tilintetgø- 132

133 relse, inspirerede Gud ham, til at skrive en profetisk trøst, hvorved Judas troende rest kunne bevare håbet både under eksilet, og når de igen vendte hjem Bogens opbygning: : :6 5:1-30 6: :1-8:22 8:23-9:6 9:7-10:4 10: : : :1-20:6 21:1-23:18 24:1-27: : :1-33:24 34: :1-37:38 38:1-39: : :1-48: :1-50:3 50:4-52:12 52:13-55: :1-59:21 60:1-62:12 63:1-66:24 Esajas samtid, kampen for tro og dommen over vantro. Guds store anklage og Esajas profetiske mission Guds store anklage Guds folks kald i forhold til deres oprørske tilstand Guds doms- veer over sit folk Esajas syn af Gud, hans renselse og kald som profet Den vantro Davids- konge i forhold til Immanuel Vantroens og troens valg og deres konsekvenser Immanuels styre Guds dom over frafaldne Efraim (Nordriget) Guds dom over tugteren Assyrien Immanuels rige De forløstes lovsang Guds budskaber til verdensrigerne Guds fem domsord over rigerne i Esajas samtid Guds fem domsord over kommende riger Guds dom over verdensriget ved verdens ende Guds veer, hans advarsel imod vantro og opmuntring til tro Guds ve over Efraim og Juda Guds veer over vantro og hans opmuntring til tro Guds advarsel imod vantroens ultimative konsekvens Guds opmuntring til at vandre på troens pilgrimsvej Det historiske bevis for, at tro sejrer, og at vantro fejler Judas sejr over Assyrien ved ydmyg tro Hizkijas ydmyge tro og hans sleske vantro Guds folk i eksil, på vej mod forløsning. Guds folk i fangenskab i Babylon Israels almægtige Gud kalder sit folk på ny Gud frelser sin svage tjener ved sine stærke tjenere Forløsningens morgenrøde Guds sande tjener frelser Guds vantro folk Guds lydige tjener og vækkelseskaldet til de troende Guds lidende tjener og indbydelsen til frelse Guds forløste folk i verden på vej mod herligheden. Det forløste folk i tro og vantro overfor Guds Kriger Vejen til herlighed ved Guds Salvedes indgreb Guds Kriger og forløbet op mod verdens ende 133

134 Bogens indhold: Guds svar til synd, menneskers dybeste nød. Esajas blev sendt for at forkynde evangeliet om frelsen. Så tydeligt fremstår evangeliet igennem hans profeti, at han er blevet kaldt den femte evangelist. Esajas har formået at sammensætte sit værk ved at tage profetier fra forskellige tidspunkter af hans liv og lade dem fremstå i et sammenhængende budskab om frelse. Han var måske ikke selv klar over, at løsningen opfyldtes i en mæg- tig, profetisk skikkelse, Jesus Kristus, hvis liv og værk er selve evangeliet (Joh.12:41; 1Pet.1:10-12). I. Immanuels Bog. Første del af bogen er rettet mod Esajas egen samtid, dvs. årene mellem kong Uzziajs dødsår 740. f.kr. (6:1) og til år 681 f.kr., den assyriske kong Sankeribs dødsår (37:37-38). Esajas indleder sin profeti med at opremse Guds anklage og dom over Juda (kap.1-5), men også hvordan Gud kunne udfri en troende rest (kap.4; 6). Kap.6, Esajas syn af Gud i templet er nøglen til bogen. Da han så Guds herlige hellighed, blev han overbevist om synd og modtog Guds rensende frelse, hvorefter han hengivent overgav sig til at tjene Gud. Resten af Immanu- els Bog er kontrasten mellem vantroens skæbne og troens herlige mål. Dette blev på individuel plan udtrykt i den vantro konge Akaz (kap.7) og den troende konge Hizkija (kap.37). På kollektiv plan blev det udtrykt ved de vantro ver- densriger inkl. Israel og Juda (kap.13-35) og Guds troende rest (8:11-20; 12:1-6; 35:1-10). Igennem hele sektionen kommer Immanuelskikkelsen til udtryk (7:14-15; 8:5-10; 9:23-6; 11:1-16; 32:1-5; 33:17). Han er Guds fuldkomne Da- vids- konge, som indledningsvis synes svag, men som en dag sejrrigt vil indføre Guds rige i verden (11:6-16; 19:16-25; 24:21-9; 29:17-24; 30:18-32; ; 33:13-24). II. Den lidende tjeners Bog. Den anden del af bogen er til de troende, der var i eksil i Babylon, og omfatter årene f.kr., dvs. 150 år efter Esajas egen tid. I 610 f.kr. udviklede Ba- bylon sig pludselig til Mellemøstens stormagt, før den ligeså overraskende faldt til Kyros, en ukendt stamme høvding, der siden år 550 f.kr. var begyndt at for- me det mægtige Medo- Persiske rige. I denne del giver Gud stærke opmuntrin- ger til bange, vægelsindede troende om at stole på ham (kap. 40). I forhold til nationernes døde afguder regerer han uafhængig af sit folks tilstand og formår at frelse dem fra fangenskabet i Babylon og genoprette dem i Zion. Han vil befri dem igennem sin hyrde Kyros (45:1-4; Ezra 1:2-4; 6:2-5), fordi Israel, ikke selv kan magte det (42:18-25). Ultimativt er det ikke fysisk frelse, der kan hjæl- pe Israel. Der skal et mere radikalt arbejde til, noget som kun Guds ultimative tjener Israel kan gennemføre (49:1-9). Denne tjener formår igennem lidelse 134

135 at gennemføre Guds udfrielse (52:13-53:12). Anden del slutter med et universelt kald til alle om at tage imod Guds frelse (kap.55). III. Den Salvede Krigers Bog. Tredje del af bogen var til de troende, der igen opholdt sig i Kanaan (56:1-8; 64:9) - dvs. årene efter 539 f.kr. Perioden er karakteriseret af både håb og håb- løshed, fordi frelsesløfterne fra Første og Anden del endnu ikke er opfyldt, selvom herlighedsriget stadig stråler stærkt (65:17-25). Folkets tilstand beskrives som under stadig indflydelse af kompromis og eksilets dom (57:1-13; 59:1-15; 63:17-19). Der er en udfordrende realisme, der minder om, at der skal mere til end adresseændring fra Babylon til Jerusalem for at forvandle og genopbygge folket. I denne blandingstilstand træder den tredje messianske skikkelse frem for at indføre Guds herlige rige og tilintetgøre alle Guds fjender og ondskab for evigt (59:15-21; 63:1-7). Bogens temaer: Nøglen til at forstå Esajas Bog ligger i hans personlige oplevelse af Gud i templet (kap.6). Guds skinnende herlighed og fuldkomne hellige renhed overvæl- dede ham. Han oplevede sig selv som blottet og kunne kun give udtryk for sin rædsel over synden i sig. I denne håbløse tilstand formidler Gud sit rensende frelsende indgreb, og på grundlag af dette kalder han Esajas til tjeneste. Esajas modtager kaldet på trods af, at Gud gør det klart, at modstanden imod hans mission vil være næsten uovervindelig. Esajas er aldrig tvivl om, at Israels Gud ikke alene er den eneste Gud og totalt suveræn i alle henseender - han er også skaberen, der kontrollerer verdensrigerne, styrer fremtiden og bestemmer evigheden (40:12-31; 41:1-5; 44:6; 66:22). Det er tåbeligt at bygge sin grundlæggende tillid på nogen anden, om så det er guder, supermagter eller egen snuhed, (40:18). Fordi Esajas har oplevet Guds radikale hellighed, er han meget følsom overfor enhver modstand mod Gud. Hans gennemgående udtryk for Gud er Israels Hellige (25x). Han nævner bl.a. følgende forhold: den sataniske ånd (14:12-15). tidsånden, (24:1-13) styrer verdensrigerne (fx Babylon, kap ), Hovmod (fx storkongen Sankerib 36:18-20). Lige meget hvor mægtige de måtte være, vil de en dag møde Gud som deres dommer og herre (27:1, 12-13; 45:23; 49:24-26; 60:14). Den kærlige Gud (46:3-4; 49:15-16; 54:4-5; 57:14-16; 58:6-14; 59:20-21; 62:1-5; 64:7-8; 65:1-3; 66:2; 66:12-13). Den omsorgsfulde hyrde (40:10-11; 52:11-12). 135

136 Det stedfortrædende offer (53:4-6,8,11-12). Verdens frelser (49:6; 56:7-8; 63:7-9; 66:18). Selvom Guds kald er til alle, får ingenautomatisk andel i Guds frelse. Isra- els forhold til Gud var unikt men ikke eksklusivt, og det beviser, at ingen har fortrin på Guds frelse (17:10-11; 19:23-25; 22:8-14; 56:3-8; 66:18-21). Guds frelse bliver tilegnet ved at modtage hans klare kald og bevidst at træffe sit eget helt personlige valg (6:5-7; 45:22-24; 48:1-21; 55:6-7; 62:10-12; 65:12). Baggrundsinformation: I de sidste to århundrede har det været populært at nægte, at kun Esajas skrev bogen. Fortrinsvis er det fordi, rationalistiske teologer ikke kan acceptere, at Esajas kunne forudsige Judas udfrielse fra Babylon ved Kyros mellemkomst 150 år før, det skete. De begrunder deres opfattelse med, at profeter kun talte til deres samtid og påpeger også et markant stilskift efter kap Svaghe- derne i deres argumentation er trefoldige. Kildehistorien kan slet ikke bekræfte teorier om flere forfattere udover Esajas (se Septuaginta, Dødehavsrullerne, Apokryfa). Der er heller ingen tradition for, at disciple over flere generationer tilføjede til kendte forfatteres værk. Litterært er der ingen tegn på, at bogen er et sammensat værk (For kun en bogrulle se Luk 4:17 og dødehavsrullen Qa,). Bortset fra ordet Babylon og Kyros er der ingen detaljer eller træk, der viser, at forfatteren egentlig var bosat i Babylon. Mere positivt citerer NT Esajas for at være forfatter til alle tre dele (Matt 4:14-16; Luk 4:17-21; Joh 12:41,37); og hans personlige udtryk: Israels Hellige findes i alle tre dele af bogen (fx 1:4; 41:14; 57:15). Det tydelige stilskift efter kap.39 og 55 kan nemt forklares med forskellige formål med de enkelte sektioner og er en hel naturlig udvikling i et forfatterskab, der varede over 60 år. Teorien om flere forfattere løser ikke problemet, men gør det hele meget mere kompliceret. De kildekritiske teologer indrømmer selv, at de tre sektioner ikke kan nøjes med tre forfattere, fordi kap.1-39 har afsnit, der også forudsiger Judas eksil og Babylons fald (5:13-16; kap.13-14; 21:1-10; 39:3-8) og selv har meget markante stilskift (kap og 36-39). Derfor er der udover at nægte, at der kun var en forfatter, meget lidt enighed om antallet af forfattere, og hvad de hver især skrev. At forudsige fremtiden er højt usædvanligt, men Gud bruger det bevidst til at overbevise både vantro fornægtere (7:12-17) og desillusionerede troende om, at han ikke kan sammenlignes med afguderne (38:5-8; 41:21-23; 42:9; 44:25-45:8; 46:10-11; 48:1-16; Joh 13.19). 136

137 Bogens sammenhæng med resten af Bibelen: Esajas Bog citeres af profeterne Mikas (se 2.4; Mika 4:1-3). Han er medforfatter til Kongebøgerne, og bogen bliver brugt som historisk kilde i Krønikebøger- ne. Esajas var en meget dygtig teolog, og han var dybt præget af ånden i Israels Pagt og Lov og kom derfor til at have enorm indflydelse på efterfølgende GT- skrifter og jødisk, monoteistisk teologi. Hans forudsigelser havde stærk indflydelse på Daniel, Ezra, Nehemias og profeterne efter eksilet. NT- forfattere bruger Esajas Bog til at give vigtige skriftmæssige begrundelser for deres forklaringer af Jesu person og tjeneste, og bogen citeres over 200 gange i NT. Esajas Bog er bygget op på en måde, der præcis svarer til Jesu tjeneste. Kap.1-39 taler om Guds dom over synd og hans tugt af sit oprørske folk. Den præsenterer Jesu inkarnation under personen Immanuel, der er sendt for at indfører Guds Rige. Kap går videre og beretter om muligheden for at opnå frelse igennem Guds lidende tjener og beskriver Jesu korsfæstelse og opstandelse. Kap taler om det valg, mennesker har efter Golgata. Når alt kommer til alt, findes der kun to veje - enten at fortsætte i syndens oprør eller at tage imod Guds nåde og begynde et nyt liv som en åndsfyldt discipel af Jesus Kristus. Dette valg er kun muligt indtil den dag, Jesus kommer igen og udløser Guds endegyldige dom over synd. Samtidig med dommen bringer Guds Krigerkonge en fuldstændig genoprettelse af hele skaberværket, og Guds troende vil bo i en ny forvandlet himmel og jord. Jesus i det Gamle Testamente: Gud er med os er profetien om Guds vise, retfærdige fredskonge, nedstam- met fra David (9:5-7; 11:1,10), som skal herske over hele jorden. Tegnet der skulle identificere ham, var at han skulle fødes af en jomfru (7:14; Matt 1:20-35; Luk 1:26-38). Almah på hebraisk betyder ung kvinde, men GT bruger kun dette udtryk om ugifte kvinder uden seksuel erfaring. Derfor er det naturligt, at NT oversætter almah med parthenos jomfru. Esajas profeterer om trængs- ler i Messias unge år og om Galilæa som det sted, der først skulle opleve hans herredømme. Derudover vil hans vej blive banet af en af Guds udsendte forlø- ber (7:15; 8:7-10,23; 40:3; Matt 1:20; 2:13-15; 4:14-15; Luk 1:30-35; Joh 1:23). Gud bruger udtrykket tjener både om Israel og Esajas (42:18-25; 44:26) men begge disse kan slet ikke leve op til de ophøjede beskrivelser af Guds fuldkomne tjener (42:1-7; 49:1-9; 50:4-9). Jesus Kristus alene opfylder karakterskil- dringen af tjenerens rene, milde og offervillige væsen, og derved åbenbarer han selveste Guds egen natur (42:1-4; Matt 12:9-21). Derudover er Jesus den eneste, der har gennemlevet tjenerens lidelse, død og opstandelse (52:13-53:12; ApG 8:32-35). Jesus opfyldte i detaljer Esajas skildring om den, der blev hånet af mennesker, korsfæstet med forbrydere, og begravet i en rigmands 137

138 grav (se 53:5-9 med Matt 27:11-13, 26-31, 41-44, 57-61). Esajas skildrer det som et stedfortrædende offer, der formår at retfærdiggøre andre (53:4-6,10-12; Rom 4:23-25; 5:6-11,18-19; 2 Kor 5:21; 1 Pet 2:21-25). Tjenerens hengivelse til Gud og mennesker kvalificerer ham til at stå i spidsen for Guds universelle herredømme (45:22-23; 52:13-15; Fil 2:10-11). Jesus er Guds salvede, udpeget og udrustet af Helligånden til at genindføre Guds herredømme over skaberværket ved magt (59:15-21; Mt 24:30). Hans erobring vil udløse et velsignet nådeår for troende, men en tilintetgørende hævndag for oprører (61:1-3a; 63:1-6; Luk 4:16-21; Åb 19:11-15). Det at være salvet med Guds Ånd (Messias - den salvede) forbinder alle tre profetiske skikkelser i Esajas (11:1; 42:1; 48:16; 61:1). Bogens mest kendte afsnit: 1:1-31 Guds anklage over Juda og tilbud om forlig 4:1-5 Den herlige fremtid for Guds troende rest Gud møder, frelser og kalder Esajas til profet 7:14; 9:1-6 Immanuel og hans herredømme (se også 11:1-16) 12:1-6 De forløstes lovsang 35:1-10 Forløsningens forvandlende nyskabelse 40:1-31 Trøst og opmuntring fra Gud den almægtige 52:13-53:12 Guds lidende tjeners stedfortrædende offer 55:1-13 Guds indbydelse til at modtage hans frelse 61:1-3 Guds salvede og hans mission 65-66; 11:1-16 Guds Rige (se også kap.2:1-5; 4; 25-26; 32; 60) 138

139 JEREMIAS BOG Bogens hvem, hvad, hvor: Jeremias er ordmæssigt den længste af Bibelens profetiske bøger. Pga. profetiens mange biografiske afsnit giver den indblik i profetens tjeneste, og gør Je- remias til en af GTs kendteste skikkelser. Foruden at være lang, er bogen også svær, for den er sammensat af profetiske brudstykker, der ikke er blevet redigeret til at fremstå som et samlet værk. Det er også en deprimerende bog, fordi den følger Judas sidste trin ud i mørket. Israels frafald var så omfattende, at Guds eneste måde at rense dem på, var at fjerne dem fra landet. Men midt i mørket skinnede Guds forløsende lys om en ny pagt, der formåede at rense og genoprette Guds troende rest. Derfor blev bogen en meget vigtig forudsætning for NT teologi. Forfatter: Jeremias Hilkijas søn, var præst fra Anatot, en landsby i Benjamin, 6 km. nordøst for Jerusalem. Som meget ung (1:6) kaldte Gud ham til profet. Af natur var Jeremias genert og usikker, men på trods af disse svagheder, fandt han i forholdet til Gud en styrke til at gennemleve et umenneskeligt fysisk, psykisk og åndeligt pres som Guds profet. Han gennemlevede intriger, blev hadet som forræder, blev fængslet og led frygtelige fysiske overgreb. Hans kald var at føle Guds smerte og give dets hjerteskærende budskab videre til Juda i håb om, at dette ville føre dem tilbage på Guds vej. Han forblev tro overfor Gud selvom, der var gange, hvor han var nær ved at opgive. Han døde i Egyp- ten, ifølge jødisk tradition som martyr. Han var dygtig til at udtrykke sig og bogen har mange kendte vers (10:23-24; 17:9; 23:29; 29:11-14). Jeremias er en af Bibelens helt store helte. Tidspunkt: Jeremias begyndte at profetere, efter kong Josija havde indledt sin reform af Judas gudsdyrkelse og han fortsatte nogle år efter Jerusalems fald (år 627 til ca.580. f.kr). Hans tjeneste strakte sig under Judas sidste fem konger (2 Kong 22-25). Han fulgte Sefanias og tjente samtidigt med Nahum, Habakkuk og Obadias i Juda samt Ezekiel og Daniel i Babylon. Han støttede kong Josija i hans reformer (22:10a, 16; 2 Krøn 35:25); men var klar over at reformationen egentlig ikke havde greb om folkets hjerte (17:5-13), og kunne derfor ikke rette op på det åndelige frafald, der skete under kong Manasse (15:3-4; år f.kr.). På den internationale scene stormede det nye babylonske rige sejrrigt frem under kongerne Nabopolassar og Nebukadnesar (år f.kr.). Først faldt Assyrien (Sef 2.13) og derefter Egypten (46:2-6). Undervejs gjorde Gud det klart for Jeremias at det var Babylon, der ville udløse Guds dom over Juda (20:4-6; Hab 1:5-13). Indledningsvis blev Juda en lydstat (Dan 1:1), men efter at de forsøgte oprør, i alliance med Egypten, begyndte Babylon at føre folkets ledere i eksil (år 596). Efter endnu et oprør i 587. f.kr. blev Juda affolket på nær 139

140 nogle få fattige grupper. Jeremias fortalte jøderne, at de skulle indstille sig på et eksil i 70 år, efter hvilke Gud ville føre en renset rest tilbage til landet, så Israel igen kunne genopstå som nation (16:14-18; 23:1-8; 24:1-10; 29:10). Motiv: Jeremias indledende budskab skulle gøre Josijas åndelige reform af gudstjenesten til en reform af folkets hjerte. Reformen havde fået folket til at udøve religion i Guds navn, men uden en åndelig og moralsk forvandling af personlig etik og samfundsnormer. Reformen havde fået dem til at tro, at Guds løfter måtte gælde dem og at de derfor ville være beskyttet mod tilintetgørel- se. Jeremias påpegede falskheden i deres overtro, og det fik både folket og dets ledere til at hade og forfølge ham. Undervejs blev Jeremias klar over, at folket ikke længere kunne omvende sig. Den eneste måde hvorpå Gud kunne gennemføre en grundig reform af folket, var at føre dem i eksil. Hele Israelit- ternes religiøse liv var blevet så infiltreret af afguderiets moralske fordærv, at kun ved tilintetgørelse af tempeltjenesten, kongedømmet og fjernelse af folket fra landet, kunne en gennemgribende reform ske. Selvom Jeremias kun oplevede Juda blive brudt ned, viste Gud ham, at han var ved at forberede en hel ny pagt for folket. En åndelig pagt, der ikke bare skulle reformere den ydre gudstjeneste, men som kunne forvandle de troendes hjerter Bogens opbygning: 1 Jeremias kald. 1:1-19 Gud kalder den unge præst Jeremias til profet 2-35 Juda, Guds syndige nation anklages og advares. 2:1-6:30 Gud anklager Juda og advarer om hans dom 7:1-10:25 Tempeltalen, en anklage mod falsk gudsdyrkelse 11:1-13:27 Juda har undergravet Guds pagt 14:1-17:27 Advarsler om straf og eksil, men med lysglimt af håb 18:1-20:18 Lektien fra pottemageren 21:1-24:10 Judas fordærvede konger ift. Guds gode konge Guds rensende dom og ægte gudsdyrkelse. 25:1-38 Guds dom over Juda og nationerne 26:1-29:32 Jeremias sammenstød med falsk religion :26 Den nye pagt og dens genoprettende kraft 34:1-35:19 Åndelig troværdighed 36 Guds ord under angreb. 36:1-32 Jeremias bogrulle bliver brændt Tiden op til, under og efter Jerusalems fald. 37:1-39:10 Tiden op til Jerusalems fald 39:11-45:5 Tiden efter Jerusalems fald Guds budskaber til nationerne Ord til Egypten 140

141 47:1-7 48: :1-6 49: : :1-51:64 Ord til filisterne Ord til Moab Ord til Ammon Ord til Edom Ord til Damaskus og Elam Ord til Babylon Bogens indhold: Guds budskab vedrørende åndeligt frafald. Jeremias profeti dækker afslutningen af en tidsperiode i Israels historie. Israel fik Kanaans land på klare betingelser. Landet var Guds ejendom, og derfra skulle de åbenbare Gud for verden. Israel skulle være et sandheds lys, som alle verdens folkeslag skulle sole sig i. Kanaanæerne blev fjernet fra landet pga. af deres moralske fordærv og siden Israel havde svigtet på lignende måde, ventede Guds dom. I. Jeremias, Guds profet. Gud kaldte Jeremias til at afsløre Judas synd og forkynde hans dom. Juda både hørte og forstod budskabet, men nægtede at omvende sig. Derfor udløste Gud babylonernes voldsomme straf over dem. Udskældt som falsk profet og forræ- der forblev Jeremias, som den sande patriot, loyal imod sit folk til det sidste. II. Guds sidste advarsel før dommen. Indledningsvis, under Josija, kaldte Jeremias folket til at omvende sig, så de kunne undgå dommen. Men Under de næste fire konger blev domsbudskabet mere konsekvent, fordi dommen ikke kunne undgås. III. Intet mindre end en hel ny pagt. Jeremias åbenbarer at Guds dom ikke er endemålet, men et led i en plan, der skal føre til genoprettelse. Det babyloniske eksil vil vise sig at være Guds tugt der vil føre til genoprettelse af en troende rest. Igennem en ny pagt, vil Gud åbne vejen til et sandt åndeligt liv. IV. Forsøg på at eliminere Profetens røst. Kong Jojakim brænder Jeremias bogrulle, men profeten får dem nedskrevet igen og fortsætter med at profetere. V. Judas sidste dage. Jeremias blev forfulgt og fængslet af sine egne landsmænd. Blev senere hæd- ret af babylonerne, der tilbød ham frit lejde. Men han forblev loyal imod Judas utro rest, selv efter at de tvang ham til Egypten. VI. Den universelle Gud. Gud har ret til at dømme alle nationer. Hele verden står til regnskab overfor ham, men hos ham kan de også finde liv. 141

142 VII. Jeremias, en sand profet. Bogens historiske efterskrift beviste at Jeremias var en af Guds sande profeter. Jeremias profetier er hverken redigeret kronologisk eller temamæssigt, som fx Esajas er. Kap.36:27,28,32 giver en mulig forklaring på dette. Under arbejdet med anden version af sin bogrulle, mens Jeremias var ved at gengive sine tidligere profetier til Baruk, kunne Guds Ånd have mindet ham om andre profetier, eller inspireret til nye profetier over samme emne. Derudover kan det være, at bogrullen var blevet opbygget af mindre bogruller, der hver især havde deres egen interne kronologi og tema. Se fx kap.1-24; kap.25-35; kap.36-45; kap Bogens temaer: Jeremias centrale tema er frafald fra Gud. Han behandler emner som afguderi, moralsk fordærv, falske ledere, undertrykkelse og uret. Hans ensomme kamp for at få folket til at opgive oprøret mod Gud var meget smerteligt, men drev ham samtidig ind i et dybt forhold til Gud. Undervejs i hans tjeneste blev han klar over, at Juda ikke kunne reddes, men måtte igennem Guds rensende tugt og eksil i Babylon. På trods af dette havde Gud ikke opgivet sit folk, men ville føre dem tilbage til landet, og derefter forvandle dem igennem en hel ny pagt. Jeremias lægger vægt på, at Gud arbejder med den enkelte såvel som folket. Hans egen skæbne viste, at det er muligt at bevare sit åndelige forhold til Gud, selvom man må dele skæbne med de frafaldne og blive fjernet fra landet. Forholdet til Gud findes i den enkeltes personlige tro og karakter, som enhver må tage et personligt ansvar for (31:27-37). Under den nye pagt bliver det personlige forhold til Gud det bærende, og religiøse institutioner og cere- monier vil træde i baggrunden. Dette betød at Israel stadig kunne tilbede Gud i Babylon, selvom de havde mistet landet, templet, præsteskabet og konge- dømmet. Dette blev grundlaget for Synagogen og senere den kristne kirke (Joh 4: 22-24). Det åbnede op for en individualiseret gudsdyrkelse, som ikke kunne arves direkte fra forældre (Joh 1:13). Omskærelse var ikke så meget et fysisk tegn, men symbolet på et loyalt kærlighedsforhold mellem den enkelte og Gud (4:4; Rom 2:25-29). Uden reform af hjertet var al ydre gudsdyrkelse værdiløs. Ordet hjerte forekommer 64 gange i Jeremias (9 gange i Kl.S.) og understreger, at det er den indre motivation, der optager Gud (4:14; 18:12; 24:7). Baggrundsinformation: For at forstå Bibelens syn på profetisk tjeneste er det hensigtsmæssig at studere Jeremias Bog. Guds profet er en der står i Guds rådssal, dvs. han er fortrolig med Guds vilje, og gengiver hans budskab nøjagtigt til folket (23:18,28; 4 Mos 12:6-8). Profetens tjeneste kan sammenlignes med en hyrdes vagthund, hvis 142

143 opgave det er at holde fårene på Guds vej og føre de afvegne tilbage (7:25-26; 23:22). Den sande profet går ikke på kompromis med synd, løgn og hellighed, selvom han måtte opleve forfølgelse (26:7-11; 2 Tim 3:12; 4:2-5). Han elsker Gud og hans folk og tjener dem loyalt ved forkyndelse, forbøn og rådgivning (7:1-15; 14:20-22; 37:1-10). Profeterne modtager budskaber fra Gud igennem ord, syner og drømme (1:4-16; 31:26) og gengiver dem oftest i prædikener, men også med profetisk symbolik og under henrykkelse (27:1-11; 29:27; Es 6:1-7). Budskaberne får dog ikke legitimitet ved den dramatiske måde de bliver modtaget eller gengivet på, men kun ved, at de er i overensstemmelse med de hellige skrifter (26:16-19; 5 Mos 13:1-5; Mika 3:12) og ved at deres ord går i opfyldelse (kap :9; 32:8; 44:30; 5 Mos 18:9-22). Den falske profet kendetegnes enten ved sine falske ord eller sit falske liv (23:9-17; 29:21-23; Matt7:15-23; 2 Tim 3: 13). De er selvbestaltede profeter, der foregiver at videregive Guds ord og have hans autoritet ( ; 23:30-32; Ez 12:21-14:11). Men de tjener deres egen sag bl.a. ved at fortælle folk det, de gerne vil høre og derved vinde deres gunst. Deres budskaber er altid opti- mistiske, men tømt for moralsk indhold. De lover velsignelse på trods af afguderi og andre brud på Pagten (23:13-14; 32:35; 44:15-19). Deres forudsigelser går oftest ikke i opfyldelse (27:14-28:1-17). Faren ligger i, at de opmuntrer til ugudelighed og nedbryder troen hos de rettroende (Ez 13:22-23). De danner sammensværgelse for at modstå Guds sande ord, fordi dette ord, både afslører og fordømmer deres livsførelse (26:7-11; 29:24-32; Joh 18:1-19:16). Krønike af kaldæiske konge fra det 7. årh. og Lakisj brevene be- kræfter både Jeremias historiske henvisninger og opfyldelsen af hans profetier imod nationerne. Den britiske arkæolog Flinders Petrie har også stadfæstet Farao Psammetikus paladsi Egyptens Nildelta, ud fra den brolagte forgård som Jeremias henviste til (43:9). Bogens sammenhæng med resten af Bibelen: Den historiske baggrund for Jeremias Bog findes i Bibelens historiske bøger (se 2 Kong kap.23:28 24:7; 2 Krøn kap.35:20-36:8). Ligesom andre profeter, var han medforfatter af Kongebøgerne (se Kap. 52 og 2 Kong kap. 24). Han citerer selv Mika (26:18; Mika 3:12) og hans forudsigelser havde stærk indflydelse på Habakkuk, Daniel og Ezra (se ; Ezra 1:1; Dan 9:2; 51:13; Hab 2:13). Hans Gudsopfattelse og etiske holdninger var helt i overensstemmelse med Pagten, Loven og profeterne før ham. Både Jesus og NT forfattere citerer og henviser til Jeremias (7:11; Matt 21:13; 31:15; Matt 2:17-18; Matt 16:14). Til- sammen bringer Jeremias og Ezekiel GT forudsigelser om indholdet i den nye pagt til et højdepunkt, og denne lære er meget vigtig for NT teologi (24:7; 30:22; 31:27-37; 32:38-41; 33:8-9; 50:4-5; Ez 34:25; 37:26-28; Luk 22:20; Rom 11:25-29; 1 Kor 11:23-26; Hebr 8:8-13; 10:15-17). 143

144 Jeremias får åbenbaret at Gud vil indføre en ny pagt med Israel. Det er en pagt, der bygger på Guds tidligere pagter (Abraham, Sinaj og David). Svaghe- den ved disse pagter var at de alle var blevet brudt, og derfor ville Gud skrive den nye pagt ind i menneskers indre, så de af hjertet ville adlyde ham. Det var noget som de tidligere pagter havde villet, men uden Guds indgriben kunne det ikke gennemføres (v.32-33; 5 Mos 10:16; 30:1-10). Ydermere vil den nye pagt give mennesker et personligt forhold til Gud og syndernes forladelse (v.34). Den nye pagt vil være en evig pagt og skabe grundlaget for at Jerusalem, Guds bolig hos mennesker, bliver genopbygget (v.35-40). NT forkynder at den nye pagt definitivt blev udløst og fuldendt af Jesus Kristus (Hebr 10:1-17). Jesus i det Gamle Testamente: Juda fik samme skæbne som de ti nordlige stammer, tilintetgørelse og eksil som straf for dets frafald. Men Guds kærlighed til Israel betød, at folket ikke gik i opløsning, ligesom deres naboer. Gud havde stadig planer for verden, og Isra- el var fortsat hans redskab (1 Mos 12.3). Derfor blev folket bevaret som et selvstændigt folk i Babylon. Deres gudsdyrkelse blev renset for afguderi og Gud førte dem tilbage til det forjættede land. Jesus fik samme skæbne som sit folk. Som menneskehedens stedfortræder måtte han igennem Guds straffedom, før han i opstandelseskraft kunne føre en forløst og renset skare ind i Åndens nye liv. Forskellen mellem Israel og Jesus var, at de ufrivilligt blev tugtet for deres egen synd, mens han frivilligt blev tugtet på grund af alle andres synd. Gud måtte dømme sin tjener for at frelse sit folk og verden. Jesus udløser Guds nye og evige pagt med mennesker ved sit offer på korset og sin opstandelse. Denne pagt vil aldrig forgå og samtidig formår den at forvandle mennesker efter Guds billede. Jesus opfylder pagten for mennesker og tilbyder at give enhver sin Ånd, således at alle kan få del i hans evige fuldkomne liv. Kun i ham og kun ved ham kan pagtens fire paragraffer opfyldes..1 Gud indprenter sin egen vilje i menneskers motivation og vilje..2 Gud gør enhver, der tager imod den nye pagt til sit barn..3 Igennem pagten opretter Gud et personligt forhold til hvert eneste af sine børn..4 Dem der tager imod pagten får Guds evige tilgivelse for al skyld og synd. Jeremias understreger at pagtens evige gyldighed også gælder Israel (31:35-40; 33:25-26; Rom 11:1). Jeremias oplevede at have del i Jesu Kristi lidelse. Han hengav hele sit liv til at tjene Gud, for et folk som afviste hans kald til efterføl- gelse. Jesus delte Jeremias skæbne. Han fornægtede sig selv, tog sit kors op for at opfylde sin Faders vilje. Jesus blev misforstået og afvist af familie og bys- børn (11:21; Luk 4:22-30). Jesus blev misrepræsenteret, uretfærdigt dømt og 144

145 mishandlet (kap.37-38; Luk 22:47-23:38). Forskellen mellem Jesus og Jeremias var, at Jesus påtog sig sin offertjeneste uden nogensinde at klage og ville opgive (15:15-18; Lk.22:39-46; 1 Pet 2:20-25; Hebr 12:2-3). Davids spire (Semak), hvis navn er Herren vor retfærdighed (23:5-6; 30:9; 33:14-26; Zak 3:6; 6:12; Luk 1:78). Gråd over børnene i Betlehems skæbne (31:15; Matt 2:17-18). Jesu harme over templets vanhelligelse (7:9-11; Mark 11:17; Joh 2:16). Bogens mest kendte afsnit: 1:4-19 7:1-8:3 17: : : :27-40 Jeremias kald Jeremias tempeltale Tillid til Gud frem for til mennesker Lektier fra pottemagerens ler Falske profeters tjeneste Guds nye pagt 145

146 KLAGESANGENE Bogens hvem, hvad, hvor: Klagesangene er en digtsamling som i vores Bibel kommer efter Jeremias, men i den hebraiske bibel hører til i det tredje afsnit, Ketuvim skrifterne, i den del der hedder Megillot bogrullerne, sammen med Højsangen, Ruth, Prædi- keren og Ester. Som sangbog forbinder den tre af de store åndelige strømme i Israels gudsdyrkelse profeti, sang og visdom. Forfatter: Forfatteren er anonym, men både jødisk og kristen tradition peger på præsten og profeten Jeremias som forfatter. Vi ved, at han var forfatter til klagesange (2 Krøn 35:25), han var også øjenvidne til Babylons ødelæggelse af Jerusalem i årene f.kr., som bogen så malende beskriver (Jer.39:2). Jeremias behandler også samme emner i hans profeti - tab af konge, tempel og land (1:3,10; 2:2,7; 4:20) og domsteologien er helt ens (1:5; 2:1; 4:11-13). Der- udover ligner stilen og udtryksformen i begge bøger hinanden (fx sl 3:48-51 med Jer 14:17, se også Jer 7:29; 8:21; 9:1,10,20; 20:7-13). Endelig placerer Septuaginta (LXX), den græske oversættelse af GT, bogen som et tillæg til Je- remias Bog, og det har alle kristne versioner efterfulgt. (Mht. Jeremias som forfatter se noter til Jeremias Bog). Tidspunkt: Mest sandsynligt er digtene skrevet i umiddelbar forlængelse af Jerusalems ødelæggelse, mens hovedparten af Judas borgere blev gjort klar til bortførelse. Bogen er et eksempel på en meget vanskellig, kunstnerisk digtform, og den har taget tid at skrive. Sidste digt (kap. 5) virker også mere reflekterende, som om den er skrevet lidt efter de første fire. Jeremias kunne have skrevet samlingen over nogle måneder og givet den til sine trosfæller på vej til eksil i Babylon i år 586 f.kr. (Jer 40:1-2). (Se noter til Jeremias Bog). Motiv: Jeremias ønskede, at Juda accepterede sin frygtelig skæbne som en berettiget dom fra Gud. Folket havde vedholdende brudt Pagtens klare betingelser (5 Mos 28:15-68) og måtte derfor i al retfærdighed også bære konsekvensen af deres skyld. Deres skæbne var underlagt Guds plan og styring og var på ingen måde et tegn på, at de hedenske guder var stærkere end Jahve. Selvom Jeremias vidste, at dette var sandt, var det alligevel følelsesmæssigt svært at acceptere, at den ondskab de havde mødt fra babylonerne også var en del af Guds dom (2:20-21), og at Gud var blevet Israels fjende (2:4-5). Midt i denne frygtelige smerte formåede Gud dog at række sit lysende håb (3:22-26; 4:22), og dette er selve bogens hjerte. 146

147 Bogens opbygning: 1 Juda og Jerusalems lidelse. 1:1-22 Profeten klager over Judas skæbne og bekender dets synd 2 vers 1-22 mangler 3 Jeremias personlige klagesang. 3:1-66 Jeremias personificerer Judas skæbne og finder Guds trøst 4 Dommens frygtelige konsekvenser 4:1-22 Rædslerne er en frygtelig advarsel, men der er også håb 5 Appel til Gud 5:1-22 En bøn til Gud om at se til dem og forny hans nåde Bogens indhold: Guds budskab vedrørende åndeligt frafald. Digtsamlingen er klagesange, hvor digteren begræder Guds folks skæbne. Fol- ket har været vedvarende troløs overfor Gud, og derfor har Gud udryddet deres falske gudsdyrkelse og udstødt dem fra sit land. Klagesangenee er skrevet, så folket kan udtrykke deres smerte og samtidig blive opdraget til ikke at rin- geagte Guds tugt eller opgive deres tro på ham. I stedet skulle de angre deres oprørske liv, omvende sig fra deres frafald og ydmygt bede Gud om tilgivelse og genoprettelse. De første fire digte udtrykker den traumatiske intense smerte, der kommer umiddelbart efter en tragedie, mens det femte digt udtrykker den lange tunge lidelse, der følger i tragediens kølvand. I. Jerusalem - Hun. Jerusalem - Guds By, frastødt og barnløs pga. af synd. II. Gud - Han. Guds vredesdom var årsagen til Judas frygtelige skæbne. Folket kunne have undgået den, havde de adlydt og forliget sig med Gud. III. Jeremias - Jeg. Hjertet af digtsamlingen. Profeten gør Judas skæbne til sin egen. Som synder er der ingen håb, når Guds dom falder, men håbet vækkes, når man grunder over, hvem Gud egentlig er. Hans karakter er trofast kærlighed, og han rækker altid hænderne ud til den, der vil forliges. IV. Folket - Deres. En upersonlig og frygtelig betragtning af dagene med nød og elendighed i forhold til tidligere dage med overflod. En advarsel om hvad der vil ske, når man ikke vil følge Guds vej. Gud vil gribe drastisk ind over for synd, men er samtidig altid klar til at afslutte sin dom og begynde igen. 147

148 V. Folket - Vores. Jeremias identificerer sig med sit folk og formulerer deres bøn til Gud. Han giver udtryk for deres desperate situation som et tilfangetaget og udnyttet folk og om behovet for Guds barmhjertige nåde. Kun gennem Guds nåderige indgreb kan de blive genoprettet som folk og få pagtens land og deres guddommelige kald tilbage. Bogens temaer: Klagesangene er givet til troende for at hjælpe dem til at udtrykke smerten, når de rammes af ulykke og lidelse, specielt når de selv har været skyld i den. Den oplærer også til at græde med de, der lider (Rom 12:5). Klages. taler til mennesker i trængsel, ligesom også Job og nogle af Sal- merne gør det (fx Sl 22; 44; 88). Jobs Bog fortæller om en retfærdig troende, der led ufortjent, mens Klages. beretter om uretfærdige troende, der fortjente deres lidelse og kunne have undgået den. Men selv til disse sidste er Guds nå- de ikke brugt op (3:22-23). Digtene er skrevet for mennesker, der føler sig for- saget af Gud og selv ved, at de har været skyld i det. De stadfæster, at Gud ønsker, at man skal give udtryk for sin smerte (2:18-22) og endda sine frustra- tioner overfor ham (3:1-20), blot det også fører til anger og omvendelse fra ens oprør (5:15-22). Digtene er fulde af følelser (1:1-7), men samtidig udtrykt på en meget kunstnerisk, disciplineret måde. Dette lærer os, at selvom vi kan have mange følelser involveret, betyder det ikke, at vi behøver at koble hjernen fra eller miste værdigheden, når vi udøser vores hjerte. Det er også i orden at bede Gud om retfærdig gengældelse over for den uret og udnyttelse, der er overgået en, blot man selv indser sin egen skyld og behov for anger og bod og aldrig tager hævnen i egen hånd (1:21-22; 3:37-66; 4:21-22; Rom 12:17-21). Klages. Viser, hvordan troende udtrykker medfølelse overfor andre, der er i nød (2:11-13; Rom.12:15). Den siger, at det altid er rigtigt at vise medfølelse for lidende, også selvom lidelse er selvforskyldt (1:20; 3:48-51). Derudover kalder den de troende til at gå i forbøn for de, der lider (kap.5). Judas skæbne var desperat, men ikke uden håb, på trods af at de havde gjort Gud til deres fjende (2:1-10,17). Der er håb, fordi Israels Gud er en kærlig Gud, der altid forbliver tro mod sin pagt og de løfter, han har givet (3:21-24). Selvom hans retfærdige straffedomme kan være strenge, står de aldrig mål i forhold til hans barmhjertige godhed (3:25-33). Ved at angre sin synd og bede om tilgivelse, kan man blive forligt med Gud (3:40-59). Vanæren og konsekvenserne af ens synd kan stadig have en nedbrydende effekt på ens omgivelser (1 Kor 3:12-15), men det har ingen indflydelse på, at selv den groveste synder ved Jesu Kristi stedfortrædende offer kan finde fuldstændig forligelse og genoprettelse hos Gud (1 Joh 1:9-2:2). 148

149 Baggrundsinformation: Bibelske klagesange er sørgedigte, der protesterer imod den skæbne, som sangeren er faldet i og er en bøn til Gud om udfrielse. I bibelske klagesange bliver der anvendt et specielt versemål (qina) med tre levende slag efterfulgt af to sørgeslag. I disse klagesange, skrevet af Jeremias, anvendes udover qina- rytmen også en alfabetisk digtform, hvor hver linie (kap. 3) eller vers (kap. 1,2,4) skrives med fortløbende bogstaver fra det hebraiske alfabet (ligesom Sl 119). Begge digtemetoder kræver enorme kunstneriske evner og disciplin, men det formår at gøre indtryk både på læsernes øre såvel som deres øje og taler derfor både til sindet og til følelserne. Ødelæggelsen af Jerusalem var ikke blot et tab af en yndet hovedstad med ry for uindtagelighed (4:12; 2 Sam 5:6-12; 2 Kong 18:13-19:37). For jøder- ne var det ødelæggelsen af selveste Guds Stad - det sted i verden, som Gud havde udvalgt for at møde med sit folk (5 Mos 12:5-7). Den by hvor han havde indsat sin salvede konge og opført sit tempel (1 Kong 8:1-21). Byens ødelæg- gelse var derfor et endegyldigt tegn på, at Israels pagt med Gud var brudt. Han havde overgivet dem til deres fjender og til den forbandelse, de selv var skyld i (5 Mos 28), og de var nu sammenlignet med så afskyelig en by som Sodoma (4:6; 1 Mos 18:20; 19:24-25). Dog var Israels skæbne ikke endegyldig forbi. Gud havde sagt, at tugten var tidsbestemt, og at hans kald til dem om at bringe velsignelse til verdens folkeslag ville blive genoptaget, efter de og pagtens land var blevet renset fra afguderi og moralsk fordærv (5:21-22; 2 Kr 36:21; Jer 29:10-14). Når der i Klages. og Salmerne bedes om hævn over fjender og plageånder (3:58-66; 4:21-22; Sl.7), kunne dette synes at gå imod Jesu lære om at vende den anden kind til (Matt 5:39,44; Luk 23:34). Uden at kunne bedømme hold- ningen bag disse lidende menneskers udbrud, behøver deres ord ikke at blive opfattet som hævngerrige forbandelser. Snarere er de en bøn til Gud om at sørge for retfærdighed for den, der har lidt uret i følge helt almindelig rets- praksis (5 Mos 25:1-3), og netop specielt fordi den bedende har fravalgt selv at tage retten i egen hånd (5 Mos 32:35; Orsp 20:22; Rom 12:19). Bogens sammenhæng med resten af Bibelen: Der findes former for klagesange i de fleste af GT s litteraturformer i de historiske bøger (2 Sam 1:19-27), i Salmernes Bog (Sl 7; 22; 44; 74; 80), i de fleste af profeterne (Es 14:4-27; Jer 15:5-20; Am 5:1-2; ), såvel som her i Klagesange- ne. Den historiske baggrund for Klagesangene beskrives i Jeremias Bog og de historiske bøger (se 2 Kong kap. 23:28-24:7; 2 Krøn kap.35:20-36:8). Bogens formål er praktisk frem for akademisk og udtrykker smertens følelser frem for velformulerede læresætninger om lidelse. Den udtrykker en lidelse, der finder 149

150 sin dybe trøst og håb i Guds fortsatte omsorg. Jesus gør brug af klageudtryks- formen, når han udtrykker sin smerte over Israels forhærdelse og vægelsind (Matt 23:36-38; Luk 13:34-35; 19:41-44), og både Jesus og Paulus har enkelte henvisninger til bogen (4:13; Luk 24:41-44; 3:45; 1 Kor 4:13). Umiddelbart kan man ikke overføre Klagesangenes teologi til kristen lære. Juda var under Sinaipagtens specielle betingelser. Guds direkte straffedomme med de frygtelige konsekvenser for Juda kan ikke direkte overføres til kirkens tidsalder. Men kirken kan stadig få meget udbytte af at læse og studere bogen. Den fortæller, at Gud holder sit ord, og selvom der kan gå mange århundreder fra hans første advarsel, vil han på et tidspunkt dømme mennesker og folkeslag i overensstemmelse med sin retfærdighed. Klagesangene bekræfter tydeligt, at Moses advarsler til Israel kom til at holde stik (5 Mos 28:15-68). Derudover understreger bogen, at selvom død, trængsel og lidelse har hærget verden siden syndefaldet, er de ikke i autonome magter, men underlagt Gud, som kan bruge dem til at tugte (fx Juda), udvikle (fx Job) og i Jesu tilfælde til at frelse verden. Bogen understreger igen, at Guds retfærdige vrede er ikke hans grund- læggende holdning overfor mennesker, men derimod er det kærlighed. Det giver håb om, at et menneske, lige meget hvad det har gjort (1:14,18; 4:6), kan omvende sig i anger og finde nåde hos Gud (3:22-33, 40-45; 5:19-22). Guds retfærdige natur forlanger, at han helt igennem afviser synden. Han vil gribe ind og i hellig vrede straffe al oprør og hovmod (Åb 20:11-15). Guds vrede er aldrig uberegnelig, affektstyret eller hævngerrig den er altid ren og retfærdig, selvom den også er streng (1:12-14; 2.1-9, 20-21; ; 4:11). Gud har intet ønske om at straffe mennesker. Han så hellere, at de omvendte sig og i tillid til ham adlød hans vilje (3:33; Ez 18:21-23,30-32; Hos 11:8-11; 2 Pet 3:9). Jesus Kristus påtog sig at sone Guds hellige vrede som stedfortræder for syndige mennesker. Han er den ultimative årsag til, at Guds troskab aldrig har hørt op, og at hans barmhjertighed fortsætter med at være ny hver morgen (3:22-23). Jesus i det Gamle Testamente: Jesus viste altid sin medfølelse overfor syndere. Han fordømte ikke, men øn- skede at de skulle omvende sig (1:12,16; 3:48; Mark 10:21-22; Luk 13:34-35; 19:41-44; Joh 8:1-11). Fordi han selv er blevet fristet, prøvet, hånet og afvist (2:15-16; 3:1-14,52-54; Matt 27:39), kan han med sin Ånd trøste den lidende som ingen anden (Matt 11:28-30; Mark 1:40-42; Hebr 4:14-16). Da alt var mørkt, og ondskaben syntes triumferende, formåede han at sætte sit håb til Gud, og formår derfor mere end nogen anden at hjælpe den troende til at gøre det samme (3:26-33,55-57; Luk 23:44-46; Hebr 5:7-10). Jesus, Israels konge, bar sin lidelse og Guds dom - ikke for sin egen synd, men på vegne af andre (1:12-13; 3:48-66; 4:20; 1 Pet 2:22-25). Han måtte gen- 150

151 nemgå Guds vredes dag og straffes for alle former for gudsbespottelse og afgudsdyrkelse, der har været i verden (2:1-7; Matt 27:45-46; Joh 2:18-19; 12: 27-31). Han måtte smage dommens bitre forbandelse på sit eget legeme, som om han selv var den groveste af syndere. På denne måde betalte han menneskehedens skyld og kunne frelse mennesker fra nogensinde at skulle komme under Guds forbandelse (3:15-19; Joh 19:28-30; Gal 3:13-14). Men hvis mennesker afviser Jesu stedfortrædende offer, må de selv bære Guds straffedom over synd. Bogens mest kendte afsnit: 3:1-66 Midt i det dybeste mørke findes Guds lys. 151

152 EZEKIELS BOG Bogens hvem, hvad, hvor: Ezekiels Bog bygger på syner, symbolik og billedsprog, der gør den lidt vanskelig at forstå; men enhver der tager tid til at lodde dens dybder vil blive rigt inspireret og få et større indblik i Guds karakter. Guds smerte og harme kommer til udtryk i den strenge men retfærdige dom, som Ezekiel forkyndte over Juda. Ezekiel var selv i eksil i Babylon, da Guds dom allerede var begyndt, men Gud kaldte ham til at advare eksiljøderne om, at dommen over Juda og Jerusalem endnu ikke var overstået. De babyloniske hæres fortsatte angreb ville føre til Israels fuldstændige udstødelse fra landet, fordi intet mindre kunne rense jø- derne fra det dybe afguderi og moralske fordærv, de havde vævet sig ind i. Samtidig med at Ezekiel forkyndte Guds hellige retfærd, åbenbarede han også Guds ubeskrivelige nåde, som gav mulighed for en ny begyndelse for enhver, der omvendte sig. Bogen slutter med at vise, hvordan Gud igennem sin Ånd vil genoprette Israel og indføre en hel ny verdensorden. Forfatter: Ezekiel var præst fra den ypperstepræstelige Sadokslægt og kendte personligt Judas ledende borgere (8:11; 11:1). Inden han kunne indtræde som præst, blev han ført i eksil til Babylon i år 597 f.kr. (2 Kong 24:15) med resten af overklassen og kom aldrig tilbage til Israel. Som trediveårig, da hans tjene- steperiode som præst i templet skulle have begyndt, åbenbarede Gud sig for ham i et syn og kaldte ham til en profetisk tjeneste (1:1-3; 29:17; 4 Mos 4:3). Han var gift (24:15-18) og boede i eget hus i den jødiske koloni i Tel Abib ved floden Kebar i Babylonien (8:1). Som profet bragte han Guds budskaber ikke alene i ord, men også i symbolske handlinger og billedsprog, som senere blev nedskrevet (Se fx 3:25-27; 12:6; 43.11). Hans samtid anerkendte ham som en ægte profet, også selvom de ikke altid fulgte Guds formaninger (8:1; 14:1; 20:1; 33:31-33). Tidspunkt: Ezekiel blev født i 622 f.kr. under kong Josijas reformer og blev kaldet til profet i år 593 f.kr. (5 år efter den første eksil til Babylon). Hans tjeneste varede i 22 år indtil år 571 f.kr. (29:17) og foregik udelukkende i Babylon ligesom Daniels. Samtidig profeterede Jeremias og Obadias i Juda.På den internationale scene stormede det nye babylonske rige frem under kong Nebu- kadnesar (kap.25-32; år f.kr.). Ligesom Jeremias og Habakkuk gjorde Ezekiel det klart overfor jøderne, at Gud ville bruge Babylon til at eksekvere hans dom over Juda (24:1-2; Jer 20:4-6; Hab 1:5-11). Til at begynde med var Juda en selvstændig lydstat under Babylon (Dan 1:1; 605 f.kr.), men efter et oprør i alliance med Egypten førte Babylon folkets ledere i eksil (år 597). Efter endnu et oprør i alliance med Egypten 588.f.Kr., blev Jerusalem belejret og tilintetgjort, og landet affolket. Ezekiel advarede Juda om, at Egypten ville svig- 152

153 te dem og selv bukke under for Babylon (kap ). Efter Jerusalems fald i 587 f.kr. begyndte Ezekiel at profetere, at Gud ville genoprette Israel, men denne gang med en guddommelig samfundsorden (40:1-5). Motiv: Præsten Ezekiel skrev til Juda i et af landets mørkeste perioder. Jøder- ne var i færd med at blive udstødt fra det forjættede land pga. deres chokerende åndelige frafald (kap. 6; 8; 16; 23) og groteske moralske fordærv (9:9; kap. 22). Guds tempel og by ville blive tilintetgjort, og Davids kongehus ville blive nedstyrtet. I modsætning til de falske profeter (kap ) søgte Ezekiel gennem den første del af sin tjeneste (kap. 1-32) at overbevise eksiljøderne om, at de var langt bedre stillet i eksil, end dem der endnu var bosat i Jerusa- lem, og som stadig ventede Guds dom (kap. 21). Under Jerusalems belejring begyndte Ezekiel at profetere advarende imod Israels naboer (kap ). Pga. deres blasfemi imod Gud og deres hadske indstilling imod Guds folk ville Guds dom også ramme dem. Selvom Israel var blevet nedstyrtet, betød det ikke, at Israels Gud var afmægtig. Det var ham, der havde herredømmet i verden og ingen af hans fjender ville overleve (kap ). Igennem hele sin tjeneste, men især efter Jerusalems fald (kap ), forstærkede Ezekiel sin opmuntring til alle sande troende om at bevare deres tillid til Gud og hans nåde og leve efter hans vilje (kap. 18; 33-34). Gud ville nemlig igennem en ny pagt (11:16-20; 16:60-63; 20:33-44; kap ) genrejse Israel i en ny hellig verdensorden (kap ). Bogens opbygning: 1:1-3:27 Ezekiels kald. 1:1-3:15 Første syn. Gud kalder Ezekiel til profet :27 Andet syn. Gud gør Ezekiel ansvarlig som vægter 4:1-24:27 Guds advarsler om Jerusalems kommende dom. 3:22-7:27 Guds dom over Jerusalem og årsagerne til den 8:1:11:25 Tredje syn. Blasfemi i templet. Gud forlader sit land 12:1-14:23 Gud nedstyrter løgneprofeternes falske forhåbninger 15:1-19:14 Lignelser om dom. Den enkeltes personlige ansvar 20:1-23:49 Flere domsord over Jerusalem og Israels folk 24:1-27 Guds sidste dom over Jerusalem. Ezekiel som et tegn Guds dom over syv af Israels naboer. 25:1-38 Guds domsord over Ammon, Moab, Edom, Filistiæ 26:1-28:26 Guds domsord over fønikierne: Tyrus og Sidon :32 Guds syv domsord over Egypten Guds profetier om Israels genoprettelse. 33:1-35 Kaldet til vægter. Personligt ansvar. Jerusalems fald 34:1-31 Israels slette hyrder i forhold til Gud den gode hyrde 35:1-36:38 Kontrasten mellem hadske Edom og et renset Israel 153

154 37:1-28 Fjerde syn. Gud genoprejser og genforener Israel 38:1-39:29 Guds folks evige fjender og disses tilintetgørelse 40:1-42:20 Femte syn, I) Dimensionerne på Guds nye tempel 43:1-46:24 Femte syn, II) Guds tilbagevenden. Tempeltjenester Femte syn, III) Tempelkilden der forvandler verden 47:13:48:29 Femte syn, IV) Israels stammer fordelt i landet 48:30-35 Femte syn, V) Det ny Jerusalem, Guds evige bolig Bogens indhold: Hvordan Guds åndelige rige forholder sig til den fysiske verden. gennem 54 forskellige forudsigelser, samlet i tre kronologiske blokke, beskrev Ezekiel Guds dom over Juda. Gud ville ikke længere leve hos et folk, der med afguderi og lovløshed vanhelligede ham i verden. Gud ville fortsætte sit virke igennem Israel, men først efter at han havde udrenset ondskaben og skabt de nødvendige betingelser for et helligt samliv. Dette ville ske igennem en ny pagt og et forvandlet hjerte og føre til en hel ny samfundsorden. Men det vil ske pga. Guds ubeskrivelige nåde og mægtige Ånds indgriben og ikke igennem menneskelige anstrengelser. I. Præsten Ezekiel kaldes som Guds profet og vægter. Israels Gud invaderer Ezekiels verden og åbenbarer fra sin ophøjede stridsvogn sin almagt og herlighed. Han kaldte Ezekiel til at afsløre afskyeligheden af Judas synd og forkynde årsagerne til hans vredesdom over Juda. Ezekiel skulle advare og opmuntre dem enkeltvis og som folk om, at de skulle bringe deres liv tilbage i overensstemmelse med deres Hellige Gud. II. Gud advarer og forklarer årsagerne til hans strenge dom. Gud afslører det frygtelige afguderi og den lovløshed, der har rodfæstet sig i Jerusalem og Juda. Han vil derfor fjerne sig fra sit tempel og sin by og udløse en frygtelig dom over resterne af folket. Han bringer chokerende afsløringer om Israels skammelige opførsel, men ønsker fortsat, at de skal vende om til ham på ny. III. Gud er hele verdens dommer. Israels fjendske naboer vil blive dømt af Israels Gud for deres hovmod, foragt, hævn og blasfemi. Gud er ikke blot en lokal gud, men han er Gud Herren hele verdens dommer. Hverken økonomiske (Tyrus, 28:14-19) eller militære magter (Egypten, 29:3; 32:2) kan bestå overfor ham. De hovmodige vil blive nedstyrtet til dødsriget, men de ydmyge i Israel og i jordens folkeslag vil få lov til at rejse sig igen og bestå (28:24-26; 29:13-16). IV. Genoprettelsen af forholdet mellem Himlen og jorden. Gud åbenbarer, at Israel stadig har en opgave og rolle i verden. Gud vil selv samle dem fra alle nationerne og lade dem genopstå som folk. Hver enkelt 154

155 person skal hengive sig til Gud, og samlet skal de være hans hellige præsteskab i verden. I dette forhold vil de blive beskyttet fra selv de stærkeste fjender. Gud vil opbygge dem som et helligt folk, og det genopbyggede tempel udtrykker, at det centrale i denne nye verden vil være forholdet til Gud. I dette hellige, hengivne forhold vil Gud igen kunne leve blandt sit folk. Alle vil få tilbudt en arvelod i Guds nye og forvandlede rige, og hans Davidskonge skal regere for evigt over dem. Bogens temaer: Ezekiels centrale temaer er afskyligheden og omkostningerne ved frafaldet fra Gud, men også Guds herlighed og forvandlende kraft. Som et åndeligt magt. Som en kærlig husbond er han chokeret over Israels åbenlyse utroskab imod Gud. Som forbeder og hyrde er han opmuntret af Guds langmodige kærlighed. Som præst er han optaget af åndelig renhed og kampen mod afguderi. Som Guds vægter kalder han folket fra moralsk fordærv og uret og advarer om dom. Ved at sejre i disse forhold vil Guds folk kunne overleve som et ubetydeligt mindretal i et hedensk samfund. Et personligt forhold til Gud: Så skal de forstå, at jeg er Gud gentages 74 gange i bogen. Når Gud taler og handler, vil både troende og ikketroende komme til erkendelse af, at Jahve er Gud (24:24; 38:23; 39:7,22). Det er implicit i Den Nye pagt, at alle troende vil have et personligt kendskab til Gud (16:63; 34:30; Jer 31:33-34; Hebr 8:7-13). Personligt ansvar overfor Gud:Ved dommedag skal hvert menneske stå til regnskab for deres ord, holdninger og handlinger og vil ikke kunne fraskrive sig personlig skyld (18:3-4,19-20). Ingen andre end Gud kan redde synderen fra sin skyld (18:30-33). Gud dømmer ikke efter vægtskålsprincippet: Gode gerninger kan ikke opveje onde gerninger. Enhver skal stå til regnskab for det onde, han har gjort og det gode, han har undladt at gøre (18:24-29: 33:12-13). Guds dom udregnes efter hvad et menneske ER, ikke efter hvad det engang VAR. Men onde gerninger kan pga. Guds ubeskrivelige nåde helt og aldeles tilgives, hvis synderen angrer og omvender sig til Gud (18:21-23; 33:14-16), fordi Gud ikke ønsker, at syndere skal dø (18:30-32; 33:10-11, 17-20; 2 Pet 3:9-11). Personlig ansvarlighed som Guds talsmand. Som Guds talsmand skal man kun fortælle, hvad Gud ønsker sagt, hverken mere eller mindre (2:7-11; 13:1-9). Som hans vægter har man et ansvar for at advare folk og fortælle dem, hvad de skal gøre for at redde deres liv (3:16-21; 33:1-9). Kap er de sværeste kapitler at tolke. Helt overordnet er deres budskab, at Gud vil genoprette Israel som et helligt folk (42:20; 43:6-12; 3 Mos 19:2; 1 Pet 1:15-16). Israel og Juda (47:22-23) vil genopstå som et forenet folk (kap ), beskyttet fra alle fjender (kap ) i et helligt, åndeligt samfund (kap.40-46) i et forvandlet land (kap ) under Guds herlige styre. 155

156 Dette opfyldes endeligt i den nye Himmel og nye Jord, når Gud altid vil bo hos sit folk (48:30-35; Åb 21:1-22:5). Baggrundsinformation: For at formidle åndelige sandheder, der ikke direkte kan overføres til vores fysiske verden, bruger Bibelen apokalyptisk litteratur (apokalypsis = åbenba- rende). Denne litteraturform anvender forudsigelser, symbolik, billeder og kontakt til himmelske vejledere (Se Dan; Zak; Åb). På denne måde kan Bibelen vejlede læseren til at forstå Guds pointe. Fx skal synet af Gud i kap.1-3 ikke opfattes som en fysisk beskrivelse af Gud, men en erklæring af Guds ophøjede herlighed, frihed og almagt i en atmosfære af hellig ærefrygtvækkende mystik. Beskrivelsen af Guds tempel og det hellige land i kap er ikke nødvendig- vis en arkitektplan for et nyt tempel, men en beskrivelse af den ideelle åndeli- ge verdensorden, hvor den hellige Gud kan bo hos sit folk (37:27-28; 43:1-12; 48:35). Selvom det ikke er meningen, at disse syner tolkes bogstaveligt, kan det ikke udelukkes, at dele af disse syn også vil blive opfyldt i fysisk forstand. Det er det, der gør endetids profetier både spændende og gådefulde. Som folk vil Israel ofte være tugtet, men de vil aldrig blive tilintetgjort. Gud har nemlig besluttet aldrig at lade Israel forsvinde som folk (28:24-26; 37:23-28; Jer 31:31-37; Rom 11:25-26; Matt 24:35). Deres tilblivelse og fortsatte eksistens er et af de klareste beviser på Guds eksistens, og derfor vil de altid sammen med Kirken være genstand for Satans intense åndelige had (Åb 12:17). Nogle tolkere nægter, at Ezekiel referer til Bibelens Daniel pga. ordets stavemåde, og fordi de ikke synes, han kunne opnå et omdømme på højde med Noa og Job så tidligt i hans karriere. De henviser derfor til en ugaritisk sagnhelt Dan el. Men Bibelens Daniel fik sit omdømme for retlinethed, åndelig autoritet og kraft meget tidligt i sin karriere i Babylon (se Dan kap.2, 604 f.kr.). Det gjorde ham til et højt værdsat forbillede for troende jøder i eksil. Arkæologi og selvsyn kan i dag bekræfte, at oldtidsstorbyen Tyrus kun er nøgne klipper, hvor fiskere tørrer deres net (26:14). (Moderne Tyrus er bygget et helt andet sted). Søsterbyen Sidon er derimod bevaret, men med en grusom og blodig historie bag sig (28:23). Bogens sammenhæng med resten af Bibelen: Mosebøgerne og specielt 3. Mosebogs renselsesritualer danner grundlag for mange af præsten Ezekiels åndelige beskrivelser (36:17-18; 3 Mos 18:19,24-25). Bibelens historiske bøger giver baggrunden for profetiens samtid (2 Kong 23:28-24:7; 2 Krøn 35:20-36:8). Ezekiel var yngre end Jeremias, men sandsynligvis teologisk inspireret af ham. Sammen bringer de to profeter GTs forudsi- 156

157 gelser om den nye pagt til deres højdepunkt (11:16-20; 16:60-63; 20:33-44; 34:17-31; 36:16-38; 37:16-28; Jer..24:7; 30:22; 31:27-37; 32:38-41; 33:8-9; 50:4-5; Hebr 8:8-13; 10:15-17). Johannes Åbenbaring er især inspireret af Ezekiels profetiske beskrivelser. (Se fx: 1:5,6,10,18: Åb 4:6,8. 1:23: Åb 4:3. 2:9-10: Åb 5:1 3:1-4: Åb 10: :11: Åb 6:8. Kap. 26: Åb kap :2: Åb 20:8. 39:17-20: Åb 19: :1-5: Åb 21:10, Kap : Åb 21-22). Sammen med Esajas og Joel udvikler Ezekiel GTs teologi om Helligånden. Guds Ånd bliver ikke åbenbaret som i NT som Guds tredje person, men bliver vist som kilden bag menneskers profetiske, moralske og frugtbare åndsliv. Je- sus, Paulus og Johannes bruger Ezekiels åbenbaringer til at opbygge NTs lære om Helligånden (36:25-28; 37:1-14; 47:1-12; Joh 3:3-8; 7:37-39; Rom 8:4; Ef 5:18; Tit 3:5; Åb 7:17; ). Ezekiel lægger vægt på, at Israels Gud er den eneste gud i verden (1:26-28). Han er den hellige og almægtige dommer, der straffer synd, men som pga. hans store nåde griber ind og forvandler onde mennesker til et helligt folk (11:16-21; 16:53-63; 20:33-44; 39:7). Hverken verdens hovmodige stormagter eller de dæmoniske kræfter, der ligger bag dem, vil kunne bestå for Israels Gud (28:1-19; 31:10-18; kap ). Falske afguder, falske profeter, dekadente præster og korrupte prinser vil alle blive udrenset, så kun ren gudsdyrkelse og livsførelse i privat liv og samfund vil bestå (kap. 22; 36:17-38). Guds folk skal genopstå og bo i harmoni i en forvandlet verden bygget på orden og hellighed (kap. 37; kap ). Jesus i det Gamle Testamente: Guds herlighed åbenbarer Guds nærvær og udtrykker hans majestætiske væ- sen (1:26-28; 3:23; 10:18-20; 11:23; 43:2-7; 44:4; 2 Mos 33:18-23; 34:5-8; Joh 1:14; 2:11; 17: 5,24; ApG 7:55; 1 Kor 2:8; 2 Kor 4:6; Kol 1:27; Hebr 1:3; Åb 21:23). Jesu liv åbenbares igennem Åbenbaringsteltet og templet, men NT siger, at Jesus selv er Guds helligdom (11:16; 37:26-28; kap ; Joh 2:19-21; Åb 21: 22). Troende er kaldet til at forene sig med ham og lade deres liv og fællesskab blive omdannet til hans helligdom. På denne måde vil Gud kunne bo i dem og med dem (1 Kor 3:16-17; 6:19; 2 Kor 6:16; Ef 2:21; Åb 21:3) Ved at udgyde Helligånden over mennesker (39:29; ApG 2:33) formår Jesus at genføde sit folk (37:5,9,14; Joh 3:3-8). Ved samme Ånd fortsætter han med at forvandle, udruste og lede sit folk (2.2; 3:12,14,24; 8.3; 11:1,5,24; 36:26-27;37:1,9-10,14; 43:5; Joh 16:13 ApG 8:29,39; 16:6-7; Åb 1: 10; 4:2). Det er ved Helligånden, at Jesus formidler den nye pagt (11.19; 36:26-27; Hebr 8:6) og det nye liv (47:1-12; Joh 7:37-39). 157

158 Jesu foretrukne titel for sig selv bliver brugt 93 gange i Ezekiels Bog. Her beskriver den et almindeligt menneske, der ligesom Ezekiel var hengivent og underlagt Gud. Jesus er den nye Davidskonge, Guds gren der skal komme og regere på jorden (17:22-24; 21:28,32; 37:24-25; Es 11:1). Når han kommer igen, vil han komme til Jerusalem fra Oliebjerget (11:23; 43:1-7; Zak 14:4-5; ApG 1:9-12). Han vil blive sit folks gode hyrde (34:23-24; Joh 10:1-16) og styre det under Guds autoritet (44:3; 45:7,16-17; 46:1-3; 1 Kor 15:25-28; Åb kap. 4). Selv om han helt igennem er menneske og identificerer sig med mennesker, er han samtidig selveste Gud (1:26; 10:1; 43:5-7; Åb kap.5). Bogens mest kendte afsnit: 1:1-3:15 Fra sin herlighed kalder Gud Ezekiel til at blive profet 3:16-21; 33:1-9 Ansvaret som Guds vægter. 16; 23; 36:17-38 Judas afskyelige utroskab og Guds nåde 34 Gud som de troendes gode hyrde 1-14 De døde, tørre ben, der genopstår ved Guds Ånd 47:1-12 Guds tempelkilde, der forvandler verden 158

159 DANIELS BOG Bogens hvem, hvad, hvor: Daniels Bog er i Septuaginta (LXX, græske overs. af GT) og i vore bibler klassificeret blandt profeterne, men i den hebraiske Bibel er den placeret i det tredje afsnit Skrifterne (Kethubim), sammen med efter- eksil skrifterne - Ester, Ezra, Nehemias og Krønikebøgerne. Selvom Daniel havde profetisk nå- degave, tjente han mere som statsmand end som profet. Hans budskab var bevidst universelt, hvor profeterne ellers fortrinsvis henvendte sig til Israel. Bogen opfordrer troende alle steder, i alle livets vilkår, til at leve Gud hengivent, for derved at triumfere med ham. Forfatter: Daniel, kom fra Judas fyrstelige slægt, og blev som ung, sammen med hans tre trosfæller, bortført som gidsel af kong Nebukadnesar, for at på- tvinge Judas ledere loyalitet overfor Babylon (Dan.1.1-7; 2 Krøn 36:5-6). Han blev oplært ved det babyloniske hof, og kom aldrig tilbage til Juda, men hans fromhed, enorme evner og stigende indflydelse ved hoffet, fik sandsynligvis afgørende betydning på jødernes skæbne i eksil og selv i hans samtid blev han anerkendt som en af de mest gudhengivne mennesker på jorden (Ez 14: 14,20; 28:3). Han levede igennem hele eksilperioden, og i tillid til Jeremias profeti om at det ville ophøre efter 70 år, fokuserede han målbevidst på denne dag (9:2; Jer 25:12; 29:10) og fik lov til at se de første af hans trosfæller, ca , i 536 f.kr., rejse tilbage til Jerusalem sammen med Zerubabbel (Ezra kap.1-3). Selv- om Daniel i de første seks kapitler omtales i tredje person, er det tydeligt, at det er ham der personligt er kilden til bogen (se også 7:1,28; 8:2; 9:2; 10: 1-2; 12:4-5). På grund af bogens usædvanligt nøjagtige og detaljerede forudsigelser, har mange teologer betvivlet at bogen kom fra det 6. årh. f.kr. og foreslår i stedet at en forfatter fra det 2. årh. f.kr., skrev det efter begivenhederne fandt sted, men i Daniels navn. Tidspunkt: Daniel kan have været ca.18 år da han i 605 f.kr., blev bortført som gidsel til Babylon (1:3) og han tjente der indtil han var ca. 90 år gammel (10:1). Han ankom til Babylon otte år før jødernes første store eksil under kong Jojakin, i 597 f.kr., og nitten år før Babylon tilintetgjorde Jerusalem og affolke- de landet i f.Kr. Bogen anvender babylonisk hoftidsregning (2:1; 7.1; 9:1; 10:1) og ud fra kapitlernes kronologi kan Daniels alder udregnes. Nebukadnesars regering : kap. 1 kap. 2 kap. 3 kap. 4 (18 år, 605) (21 år, 602) (37 år, 586, jf. LXX) (61 år, 562; jf 3. årh. Græsk kilde). Belshassars regering

160 kap. 7 (82 år, 541) kap. 8 (84 år,539); kap. 5 (84 år, 539). Kyros og Darius regering kap. 9 (85.år, 538) kap. 6 (86 år, 537) kap (88 år 535) Daniels Bog dækker, foruden Daniels samtid, hele tidsperioden fra det Ny- Babyloniske Riges opståen (605 f.kr.) og indtil Romerriget med Jesu første komme og Jerusalems ødelæggelse (år 70 e.kr.). Der er specielt fokus på jø- dernes trængselsperiode omkring Jerusalem og Templets vanhelligelse under den syrisk græske Konge, Antiokus Epifanes IV. Et overgreb der førte til Mak- kabæer oprøret i Juda i årene f.kr. Motiv: Daniels bog er skrevet med tre formål: 1. At opmuntre jøderne i hans samtid til at fastholde deres tro på Jahve. Han var universets almægtige Herre og viste nåde mod alle som stolede på ham. 2. At styrke kommende jødiske slægter til at tro på samme Gud, når de så Daniels nøjagtige forudsigelser gå i opfyldelse. Ligesom Daniel og hans venner ville Gud ikke nødvendigvis skåne dem fra trængsler, men han ville føre dem igennem dem. 3. At opmuntre ikke- jøder til også at sætte deres lid til Daniels Gud, ligesom storkongen Nebukadnesar; og ikke hovmode sig som kong Belshassar. Bogens opbygning: 1 Introduktion. 1:1-21 Daniel og hans tre venners troskab overfor Gud 2:1-7:28 Guds undergerninger igennem hans tjenere. 2:1-49 Nebukadnesars drøm om verdensrigerne og Guds Rige 3:1-30 Gud redder sine trofaste tjenere fra ildovnen 3:31-4:34 Kong Nebukadnesar ydmyges og ophøjes 5:1-6: Kong Belshassar anklages og dømmes 6:2-29 Gud redder sin trofaste tjener fra løvekulen 7:1-28 Daniels drømmesyn om verdensrigerne og Guds Rige 8:1-12:13 Guds forudsigelser igennem hans tjener. 8:1-27 Forudsigelser om Medo- Persien og Grækenland 9:1-27 Daniels bodsbøn for Israel og synet om de 70 åruger 10:1-12:4 Forudsigelser af historien indtil Guds Riges komme 10:1-11:1 Kampen i den åndelige verden 11:2-35 Forudsigelser om Sydens og Nordens konger 160

161 11: Endetidens kampe 12 afslutning. 12:5-13 Gud sender Daniel til sin sabbatshvile indtil dagenes ende. Bogens indhold: At leve i verden men ikke af verden, fordi Guds Rige sejrer til sidst. Daniels bog har to klare budskaber. Kap.1-6 fortæller de troende hvordan de skal leve i verden, og kap.7-12 fortæller utvetydigt, at selvom Guds folk vil opleve trængsel i denne verden, vil de fremstå sejrrige til sidst. Dette vil ske fordi Bibelens Gud er universets Herre. Afsnittet fra Kap. 2:4-7:28 er bevidst skrevet på aramæisk, datidens verdenssprog, og har derfor ikke- jøder i sigte. Det er en evangelistisk traktat, der anbefaler I. Daniel og hans tre venner hengiver sig til troskab mod Gud. Daniel og hans venner beslutter at forblive tro imod Gud. Gud velsigner dem med anerkendelse, visdom og profetisk nådegave. II. Israels Gud har suverænt herredømme i verden. Gud gav Daniel overnaturlig indsigt til at genfortælle og tolke kong Nebukad- nesars drøm om fremtiden og på mirakuløs vis reddede han også Shadrak, Meshak og Abed- Nego igennem ildovnens flammer. Han ydmygede Nebukad- nesar pga. hans hovmod og uret, men førte alligevel Babylons storhersker frem til personlig bekendelse og tro. Han dømte bespotteren Belshassar og brugte anledningen til at ophøje den forstødte Daniel til rigets nye statsminister. Se- nere beskyttede han Daniel fra at dø i løvekulen og genindsatte ham i hans indflydelsesrige stilling ved perserkongens hof. III. Gud kender fremtiden i detaljer og former dens endelige udfald. Igennem syner viste Gud, at det er ham der styrer verdenshistorien og at alt en dag vil blive underlagt ham. Han afslørede den dæmoniske verdens antikriste- lige ånd og viste hvordan denne åndsmagt vil udtrykke sig i forskellige historiske situationer. Guds folk skal forberede sig på at opleve svære trængsler, men kan regne med Guds hjælp og hans Riges endelige triumf. Igennem Daniel viste Gud hvordan hans troende kan bestå gennem trængslerne ved at hengive sig til ham og aktivt engagere sig i den åndelige kamp. IV. Gud afslutter Daniels tjeneste, men fortsætter selv sit styre. Gud lod Daniels lange tjeneste få en ende og lod ham gå ind til en tiltrængt hvile indtil opstandelsen ved verdens ende. Hans arv til Guds folk var et forbilledligt liv og en gengivelse af verdenshistorien, som den ses fra Guds side, til fortsat inspiration og trøst. 161

162 Bogens temaer: Daniels Bog udmærker sig ved at undervise i discipelskab på baggrund af Dani- el og hans tre venners liv (Hebr 11:32-40, specielt 33-34). Derudover giver bogen et panorama billede af verdenshistorien frem til afslutningen af det Gamle Testamente og kulminerende med Guds Riges frembrud. Under dette tema fokuserer den især på principper og detaljer der vedrører den trængsel, som Guds folk vil gennemgå før hans endelige sejr. Daniel og hans venners troskab imod Gud, er et vidnesbyrd om hvordan Guds folk kan leve et sejrende liv midt i en verden, der modarbejder denne tro (1:3-7; Joh 17:14-17; 1 Pet 1:13-21). De lærte at sætte Gud på førstepladsen i livets små afgørelser (1:8; Luk 19:17) og derfor kunne de også bestå under store prøvelser (3:17-18; 6:11-12; Åb 2:10). De erkendte deres afmagt, men så det som en mulighed for Guds indgriben og herliggørelse af ham ( ,27-28; 6:23). Nøglen til deres frimodighed var det personlige forhold til Gud og en sikker overbevisning om, at han kontrollerede verden (4:24; 5:21-23; Fil 3:17-20). Denne tillid gjorde dem aldrig overmodige eller selvhøjtidelige, og deres omgangsform var altid præget af visdom og respekt (1: ). Alligevel kendte de grænserne for hvor langt fredelig sameksistens kunne gå (3:7-18,23; 6:17). Deres Gudstro gjorde dem aldrig verdensfjerne og de udnyttede deres evner til at avancere og brugte deres indflydelse til gavn for Guds folk (2:40; 3:30; 6:1-4). Tillid til Gud (3:17; 6:23; 12:13). Hengivenhed til Gud (1:8; 3:17-18; 6:6; 9:3; 10:2-3 ). Kendskab til og granskning af hans Ord (9:1-3). Et aktivt bønsliv (2:18; 6:11; 9:3-23; 10:12). Fællesskab med andre troende (1:12; 2:17). Aktiv brug af åndelige nådegaver (1:17; 2:20-45; 4:16-24; 5:11-28). Gud kender og overstyrer både menneskers og nationers historie (1:17; 2:46-49; 5:29-30; kap. 7; 8; 9; 11:2-45). Han åbenbarer sin vilje, og viser sin fuldkomne troværdighed (2:19,28-30,47; Joh 16:4). Selvom om vantro mennesker kan blive imponeret over Guds almagt og alviden, betyder det ikke nød- vendigvis, at de vil anerkende ham og følge ham som Herre (2:46-47; 3:28-29; 4:24-29). På trods af at Gud overstyrer alt, vil der være tidspunkter, hvor ondskaben har magten i verden (3:19-20; 5:1-4; 7:21; 8:9-12; 11:29-39) og nogle vil på grund af dette opgive troen (11:32; Matt 24:12; Mark13:21-22). Bibelen efterlader dog ingen tvivl om, at Guds Rige til sidst vil sejre (2:44; 7:27; Åb kap ). Konflikterne i det åndelige univers genspejles i konflikterne i den fysiske verden (10:13-14,20; 2 Kong 6:15-18; Åb 12:7-18). Dæmoniske kræfter har mulighed for at stå de troende imod, men de opererer indenfor rammerne af Guds almagt (10:10-20; Matt 6:13; Ef 6.11). Guds disciple er udrustet til denne kamp og har mulighed for at vokse igennem den (Ef 6:10-19; Hebr 4:15). Kun 162

163 når dæmoniske kræfter melder sig direkte i form af egentlige besættelser, bør de konfronteres direkte (ApG 16:16-18; Jud v.8-10). Gud advarer mennesker mod at stå ham imod (4:24; Ordsp 29:23; Luk 1:51-53; Jak 4:6; 1 Pet 5:5-6). Hvis mennesker fortsætter i deres oprør, kommer de under Guds dom (5:18-28; Matt 6:12; 18:21-34). Guds nåde står altid åben for enhver der vil standse sit oprør og omvende sig (4:31-34). Baggrundsinformation: Apokalyptisk litteratur litteraturform findes specielt i Daniel, Ezekiel, Zakarias og Johannes Åbenbaring. Den karakteriseres af syner, kontakt til himmelske væsener og brug af billedsprog og symbolske tal. Det er en billedlig fremstilling af Guds Riges endelige sejr i verdenshistorien, men viser også den åndelige konflikt Guds folk skal igennem. Når den forudsiger fremtiden er det ud fra åndelige principper, der kan komme til udtryk i vidt forskellige historiske tids- perioder. Et eksempel er Antikrist, der illustreres af Antiokus IV besættelse af Jerusalem i år f.kr. (8:23-26; 11:21-35); Titus ødelæggelse af Jerusa- lem i år 70 e.kr. (Luk 21:20-24), samt den endelige Antikrists aktivitet ved verdens ende (7:23-27; 11:36-45; Matt 24:15; 2 Tess 2:3-12; Åb kap ; 19). Daniels nøjagtige gengivelse af udenrigspolitikken mellem Ptolomæ og Selukker rigerne i årene fra 323 til år 165 f.kr. (11:2-45) har fået mange til at foreslå at Daniels Bog først blev skrevet efter disse begivenheder var sket. På- standen underbygges ved henvisning til brugen af græske musikudtryk (3:5,10), samt bogens tilsyneladende uhistoriske oplysninger om Nebukadne- sars sygdom (kap. 4) og kong Darius fra Medien (6:1). Men følgende modargu- menter kan fremføres: Hele Daniels Bog understreger at Gud kan forudsige fremtiden (2:28). Græske musikudtryk findes i 7 årh. assyriske skrifter, så de beviser ikke, at bogen blev skrevet i den græske periode. Arkæologien kan bekræfte at babyloniske paladser havde kalkede vægge (5:5) og at der var forskel mellem babyloniske og persiske henrettelsesmetoder (ild hhv. løver, 3:6; 6:8). En 2. årh. forfatter i Israel ville ikke have vidst dette. Blot fordi der ikke er andre kilder, til at bekræfte Nebukadnesars sygdom og mederen Darius, betyder det ikke, at disse oplysninger er fiktive. Sprogmæssigt er Daniels aramæisk meget mere lig Ezras (5. årh. f.kr.) end Dødehavsrullernes (3. årh. f.kr.). Endelig mangler der et motiv til at skrive en forfalskning om livet i 6. årh. Babylon, til forfulgte 2. årh. jøder bosat i Israel. Derimod hvis Daniels Bog er sand, giver den Guds folk god grund til at stole på ham, der kan bevare dem igennem dø- den (12:1-4; 1 Kor 15:15-19). Gud gav Daniel en langt større forløsningsåbenbaring end de 70 år, som Jeremias havde forudsagt (9:3; Jer 25:1). Den ny 70 års periode varslede selveste Messias komme og blev opdelt i tre perioder 7, 62, og 1. (Det første 7 tal v.25, indikerer at læseren skal regne i sabbatsår, dvs. der er tale om 70 åruger, 163

164 dvs. 70x7 = 490 år). Perioden begynder da ordet om Jerusalems genopbygning lyder. Her gives forskellige muligheder - år 538. f.kr. (Ezra 1:1-4); 457 (Ezra 7:11) eller 445 (Neh 2:1). De første 7 åruger (49 år) kan tænkes at dække perioden omkring Ezra og Nehemias. Talt sammen med de næste 62år, (69x7=483år), kommer man frem til Messias og hans sonoffer v Af- hængig af hvilken udgangs- dato og hvilken årtype der vælges (romersk solår = 365 dage, eller jødiske måneår = 360dage), kommer man frem til følgende løsninger. 1. År 48 f.kr., hvorefter Messias vil komme. 2. begyndelsen af Jesu offentlige tjeneste (år 26), dog mener nogen at kunne regne sig frem til palmesøndag (år 30). 3. Tilbage står en sidste åruge (7 år), som Daniel opdeler i to halve uger (2x3½ år 9:27). Muligvis skal det kædes sammen med trængselsperioden med Ødelæggelsens Vederstyggelighed (7:25; 8:14; 12:7,11-12). Sammenholdes de derudover med Jesu ord (Matt 24:15) og 3½ års perioden gengivet i Åb (11:2-3;12:6; 13:5), vil det betyde at den sidste uge endnu venter på sin opfyldelse, og at Daniels profetiske åruger er gået i stå fra Jesu opstandelse og indtil Antikrist indgår en pagt med jøderne. Antikrist vil bryde denne pagt efter 3½ år og udløse den store trængsel i 3½ år (9:27). Andre mener at hele profetien blev opfyldt ved Jerusalems ødelæggelse i år 70 e.kr. (Luk 21:24). Bogens sammenhæng med resten af Bibelen: Bibelens historiske bøger og profetiske bøger giver baggrunden for profetiens samtid (2 Kong 23:28-24:7; 2 Krøn 35:20-36:8; Ezras Bog; Jer 29:2). Men Dani- els Bog danner grundlag for meget af NT lære om endetiden. Jesus henviser direkte til Daniel (Matt 24:15) og Johannes Åbenbaringen blev inspireret af hans profetiske beskrivelser se fx: Åb 7:7,8,21,24: Åb 13:1,2,17. 7:9: Åb 20:4. 7:10: Åb 5:11. 7:25, 12:7: Åb 12:14; 10:13,21: Åb.12:7. 12:1: Åb 7:14; 17:8; 20:15; 21:27. Kap. 12:4: Åb 10:4; 22:10. 12:7: Åb 10:5-6). Daniels Bog understreger at Guds frelseshistorie bevæger sig mod en kulmination i verdenshistorien hvor Gud igen overtager den direkte styring i verden. (2:44; 7:9-14; Mark 13:24-27; Fil 2:6-11; 1 Tess 4:15-17; Åb kap ). Daniels Bog gør meget ud af, at Guds folk skal forvente trængsel og forføl- gelse. Som Guds vidner i verden, vil de blive genstand for Satans, Antikrists og menneskers had. 164

165 Bogen opmuntrer til at holde ud igennem trængslen, fordi enten vil Gud udfri sit folk af trængselen eller også vil han føre dem igennem den (3:16-18; 6:1-17) Bogen taler tydeligt om en stor trængsel ved dagenes ende (7:21,25; 8:24; 9:27; 11:29-12:1; Matt 24:15-22; 2 Thess 2:1-12; 1 Joh 2:18-21; 4:1-3; Åb 12:1-13.8). Daniels Bog forkynder at mennesker vil opstå efter døden. Nogen vil opstå til evigt liv andre til evig fortabelse (12:2,13; Joh 5:24-30; 11:23-27; 1 Kor kap. 15; Åb 20:4-15). Jesus i det Gamle Testamente Jesus er Guds hovedhjørnesten, udvalgt og tilskåret af Gud. Kun ved at underlægge sig ham vil man bestå til evig tid (Luk 20:17-18). En som en gudesøn (3:25-26). Gud er med sit folk i trængselen. Der er yderligere en skikkelse hvis herlighed overgår bogens andre himmelske væsener (10:4-21 ift. 8:16; 9:21; se ApG 9:3-9; Åb 22.9). Menneskesønnen (7:13). Den himmelske menneskesøn, sandt menneske og sand Gud (Matt 26:63-65; Luk 1:32; Fil 2:5-11; Åb 1:4-18) Jesu seksfoldige sonoffer (9:24). Han tøjler overtrædelser. Han bringer synden til ophør. Han soner skylden. Han bringer evig retfærdighed. Han besegler alle profetierne. Han er Guds salvede. Bogens mest kendte afsnit: 1 Daniels og hans venners troskab mod Gud 2 Daniel tyder Nebukadnesars drøm 3 Shadrak, Meshak og Abed- Nego i ildovnen 5 Gud sætter sin skrift på væggen 6 Daniel i løvekulen 7 Daniels syn om Guds Riges komme 9 Daniels bodsbøn og de 70 åruger til Messias komme 165

166 HOSEAS BOG Bogens hvem, hvad, hvor: Hoseas Bog kommer som den første i rækken af Bibelens små profeter. Hans profeti var Guds aldersidste kald til Nordriget om at vende om fra deres hedenskab og uret. Ligesom med Amos blev også dette budskab overhørt, og i år 721 f.kr. faldt hovedstaden Sa- maria til Assyrien, og Israels ti stammer blev ført i eksil. Hoseas fokuserer på Israels utroskab mod Gud noget han selv havde gennemgået i sit eget ægteskab. Forfatter: Hoseas kom fra Nordriget ligesom Jonas. Han var gift med Gomer, og sammen havde de tre børn. Hun var ham utro, og det tyder på, at de sidste to børn ikke var Hoseas egne (2:6). Hoseas er blevet kaldt for GTs kærligheds- apostel, fordi han igennem sin smerte formåede at åbenbare Guds evangelium. Fra sin egen erfaring havde han en dyb indsigt i den smerte, Israel bragte Gud. På trods af Guds gode store velsignelser ved hans Pagt og Lov samt ydre sikkerhed og økonomisk velstand havde nationen gensvaret med ligegyldighed og bevidst, åndelig svigt. Gud havde derfor kun tugt tilbage, hvis Israel skulle reddes. Ligesom Gud havde kaldet Hoseas til at redde sin hustru fra sexslaveri- ets nedværdigelse, ville Gud heller aldrig opgive Israel, men gjorde det muligt for dem at blive genoprettede. Hoseas forkyndte til Nordriget, men alt tyder på, at han nedskrev profetierne i bogform, mens han opholdt sig som flygtning i Juda. Det forklarer både, hvorfor der er advarsler til Juda, og hvordan profetien overlevede Nordrigets tilintetgørelse. Tidspunkt: Hoseas begyndte at forkynde på samme tid eller måske lidt efter Amos (760 f.kr.), og kongenavnene indikerer, at han fortsatte i næsten 40 år (1:1). Profetien blev nedskrevet, mens Hizkija var konge i Juda ( f.kr.). Både Israel under Jeroboam II ( f.kr.) og Juda under kong Uzzijas ( ) havde oplevet stor fremgang og velstand. Det var en periode, hvor Gud havde stækket de traditionelle stormagter Egypten og Assyrien (2 Kong 14:25-27). Efter Jeroboam II, gik Israel hurtigt i opløsning. De sidste to årtier blev kendetegnet af seks konger, tre kup, krig mod Juda ( ) og Assyriens gradvise annektering af landet. I desperate forsøg på overleve Assyriens nye konge, Tiglath Pileser III ( Jareb stridbar, 5:13; 10:6), søgte Israel først støtte hos Syrien, derefter samarbejdspolitik med Assyrien og til sidst hjælp hos Egyp- ten. Det faldt dem aldrig ind at søge redning hos Gud (5:13-15; 7:10-11; 8:9-10). Motiv: Hoseas elskede sit folk, ligesom han elskede sin hustru; og han længtes efter, at de ville vende om til Gud. Men Israels reaktion var at fortsætte i utroskab og forsøge at løse sine kriser ved menneskelige alliancer. Gud sendte derfor Assyrien til at tugte dem, og selvom dommen smertede Gud (11:8), ville 166

167 han bruge eksilet til at rense Israel. Israel blev dog sendt i eksil med det klare ord, at hvis de omvendte sig til Gud, ville han genoprette dem fuldstændigt (14:2-9). Bogens opbygning: 1-3 Introduktion. 1:1 Hoseas, Beeris søn, introduceres. 1:2-3:5 Hvordan nåden sejrede i Hoseas tragiske familie 4:1-6:3 Anklagen mod Israel. 4:1-19 Guds anklage: Årsagen og frugterne af Israels synd 5:1-15 Anklagen mod nationens åndelige og civile ledere 6:1-3 Hoseas appel til nationen om at omvende sig 6:4-10:15 Dommen over Israel. 6:4-7:16 Israels synder er årsagen til den kommende dom 8:1-9:9 Guds domsafsigelse 9:10-10:15 Opsummering af anklagen og en appel til omvendelse 11:11-14:10 Smerten ved at vælge dommens vej. 11:1-11 Guds smerte over at sende Israel til sin tugt 12:1-14:1 Israels svigagtige utroskab fører dem ud i dyb smerte 14:2-9 Gud giver mulighed for omvendelse og genoprettelse 14:10 Visdommens vej. Bogens indhold: Guds alvorlige anklage mod et umoralsk og stivnakket folk. Hoseas blev sendt til Israel for at afsløre dets chokerende frafald. Hans eget ægteskab var en miniatureudgave af Guds forhold til Israel. Igennem sin egen smerte kunne Hoseas videregive Guds smerte til Israel. Hoseas appellerede forgæves til folket om at omvende sig, men de valgte i deres forstokkede selv- tilstrækkelighed at gå dommens vej i stedet. Men pga. Guds trofaste kærlighed stod nådens dør stadig åben for alle, der ville vende om til ham. I. Hoseas familieliv er et billede på forholdet mellem Gud og Israel. Gud kaldte Hoseas til at gifte sig med den utugtige Gomer. De fik tre børn, hvis navne kom til at udtrykke Guds dom over Israel. Igennem Hoseas smerte og opofrende kærlighed viste Gud, hvordan han ville genoprette sit eget forhold til Israel igennem tugt, afsavn, ægte omvendelse og overbærende kærlighed. II. Guds anklage imod Israel og Hoseas appel om omvendelse. Gud kommer med klare anklager først og fremmest mod nationens åndelige ledere - præsterne og profeterne. De havde svigtet deres ansvar om at bevare folket på Guds vej, og de havde tilskyndet folket til at dyrke de hedenske religi- 167

168 oner til egen fordel. De civile ledere havde også svigtet. De hengav sig til afgudsdyrkelse, undertrykte deres befolkninger og indgik vanhellige alliancer med hedenske riger. Juda var heller ikke uskyldig i alt dette. Hoseas så kun en eneste udvej for folket, og det var ægte, angerfuld omvendelse til Gud. III. Domsafsigelse over Israel, en sidste appel om omvendelse. Gud afviste Israels overfladiske omvendelsesforsøg. Israels synder blev oprem- set, og dommen blev afsagt folket ville komme under en frygtelig tugt fra Assyrien. Israel forblev i dets oprør på trods af Guds udstrakte kærlighed og Hoseas nidkære appel. IV. Frafaldets smerte og Guds åbne dør ved ægte omvendelse. Gud havde en dyb smerte over at skulle tugte sine elskede børn, men Israel havde nægtet at søge Guds hjælp, og de måtte nu høste afguderiets afmagt og hedningenationernes nådesløse had. På trods af deres stædige fravalg gav Gud stadig mulighed for fuld genoprettelse for dem, som omvendte sig. Hoseas konkluderer, at visdommens vej er det liv, der leves i overensstemmelse med Gud Bogens temaer: Hoseas Bog giver os en indsigt i Guds rene, eksklusive og nåderige kærlighed til mennesker. På hebraisk er dette udtrykt ved ordet: Kesed (loyal pagtskær- lighed) og på græsk ved ordet: Agape (guddommelig kærlighed) en kærlig- hed der bliver ved med at elske på trods af menneskelig svigt og frafald. Go- mers utroskab blev gensvaret med Hoseas loyale og genoprettende kærlighed. Tilsvarende bliver menneskets frafald gensvaret af Guds nåderige, vedholdende kærlighed. Det kræver dog, at mennesket overgiver sig tillidsfuldt og eksklusivt til Gud. Guds hellighed betyder, at hans karakter er absolut ren, retfærdig og kær- lig. Hans retfærdighed gør, at han har en hellig vrede mod synd, han må døm- me den og aldrig se igennem fingrene med den (12:3). Men fordi Gud også er kærlighed og elsker sit folk, smerter det ham at tugte dem (11:1-11), og han har en dyb længsel efter, at folket skal omvende sig, så forholdet kan genop- rettes (14:2-5). Hoseas tegner et billede af Gud som den fuldkomne ægte- mand, der evigt fastholder sin hengivne kærlighed (2:18-22). Fordi Guds væsen er kærlighed, kan et personligt levende forhold aldrig erstattes af religiøse ritualer. Israels forhold til Gud var blevet til ved hans ud- vælgelse og frelse af folket - ikke ved at Israel udførte en række religiøse handlinger (5:6; 6:6). Det gammeltestamentlige offersystem bragte kun Gud tilfredshed, når det var et udtryk for tilbederens taknemmelighed og længsel efter at leve i overensstemmelse med hans Lov (3:5; 14:3). Uden et sådant 168

169 hengivent forhold var alle Israels religiøse ritualer nyttesløse (8:13; Am 5:21-23). Hoseas udtrykker frafald som åndelig utroskab. Frafald ødelægger forholdet mellem mennesker og Gud på samme måde, som utroskab gør det hos mennesker (1:2; 2:4-7; 6:7,10; Jak 4.4). Israels forhold til Gud var eksklusivt, ligesom et sundt ægteskab. Der var hverken plads til andre guder, eller til at Gud blev tilbedt på en måde, der var ude af karakter med hans væsen og vilje. Guds Pagt var grundlaget for forholdet mellem ham og Israel (8:1; 1 Mos 17:7-8; 2 Mos 24:7-8; Jer 31:31-37; Zak 8:8), og hans Lov var udtryk for, hvordan man levede i overensstemmelse med Guds hellige natur (4:6; 8:12-13; 9:3-5). Israel brød pagten med deres tilbedelse af afguder og ved at tro, at de kunne dyrke Jahve med alle mulige afskyelige hedenske udskejelser og undertrykke andre mennesker (2:15; 4:2; 5:11; 6:7; 8:11,13; 9:10; 13:2). Kilden til utroskab bunder i trangen til selvisk tilfredsstillelse, og den fører til konsekvenser, der medfører en næsten ugenoprettelig smerte (5:3-8; Ez kap.16). En vedholdende syndig adfærd og holdning kan næsten gøre omvendelse umulig (5:4-5; 7:10; 10:3; 11:7; 12:9; Jer 13:23). Det kræver stor tillid til Gud og hans hjælp for at kunne omvende sig fra synd (6:1; 7:1; 12:7; Jer 31:18; Rom 6:6,17-18). For at omvendelse skal være sand og ægte, må fire forskellige elementer være til stede. Synderen må først erkende, at Gud har ret i, at det er synd, der er blevet begået (3.5; 8:12; Sl 35:3-4; 51:5-6). Dernæst skal han be- kende denne synd ved at nævne det ved navn (4:2; 14:4; Sl 32:5). Ved at lade Guds ånd overbevise ham om syndens uret kan han derefter angre af hjertet (5:15). Efter bekendelse må han med sin vilje vende sig bort fra sin synd og helt og aldeles slippe den (14:2-4; Ordsp 28:13). Under Hoseas forkyndelse har Israel muligvis opfyldt det første og det andet skridt, måske fordi de frygtede konsekvenserne af Guds dom; men i længden var de ikke villige til at ændre deres livsførelse og opgive deres syndige livsstil. Derfor afviste Gud deres omvendelse som overfladisk (6:4-6; 7:14-16). Al ægte omvendelse kan derimod genoprette forholdet til Gud, og han formår ved Jesu offer at tilgive og genska- be et rent og tilgivet hjerte i synderen (14:3; Sl.32:1-2; 51:9-14; 1 Joh 1:10-2.2). Baggrundsinformation: Krævede Gud, at profeten giftede sig med en prostitueret for at illustrere hans eget forhold til frafalden Israel (1:2; Ez kap. 16)? Nogen siger ja og påpeger, at prostitution altid havde eksisteret i Israel, selvom det var forbudt (3 Mos 19:29; Dom 11:1), og at det florerede i landet i Hoseas tid (4:13-14). Andre siger nej, for i resten af Bibelen er troende påkrævet en meget høj moralsk standard, og dette gælder særligt Guds repræsentanter (3 Mos 20:23; 21:7-9,14; 1 Kor 6:15; 1 Tim 3:2). Det sidste understøttes af, at Guds befaling til Ho- 169

170 seas kan tolkes som profetisk datid. Dermed var Gomer ikke utugtig ved ægte- skabets begyndelse, men blev det undervejs. Andre tolker hele historien som en symbolsk fortælling. Et modargument til dette er, at navnet, Gomer Dibli- jams datter, ikke har en tydelig metaforisk betydning, og at dybden i Hoseas smerte styrker indtrykket af, at det var en virkelig situation. Historien kan re- konstrueres på følgende måde: Hoseas giftede sig med Gomer, og de fik et barn (1:3). Derefter fandt hun en eller flere rige elskere og fik yderligere to børn, som Hoseas ikke var far til (1:6,9; 2:6). Ægteparret blev separeret (2:4-5, 12-15), og Gomer gled længere ud i vildfarelse og endte til sidst som en sexsla- ve (3:2). Mens hun levede i denne tilstand, kaldte Gud Hoseas til at redde og elske hende på ny (3:1-2). Han købte hende fri, og efter en periode af omsorg men seksuel afholdenhed (2:16-17; 3:3) blev familielivet gradvist genoprettet (2:18-25; 3:4-5). I den formørkede åndelige tilstand Israel befandt sig i, glemte de enten deres forhold til Gud (2:8-11; 4:12; 5:4; 8:11-14; 9:10; 11:1-3; Sl 106:34-39) eller omformede det efter kanaanittisk gudsopfattelse (8:5; 13:1-2; 1 Kong 16: 31-33). Ugarit- teksterne fra Ras Shamra (15. årh. f.kr.) beskriver detaljeret kanaanæernes frugtbarhedsreligion, som Bibelen gengiver. Guden Baal, symboliseret ved en tyr, blev årligt dræbt af sin rival Moth, og forårsagede dermed vinteren. Baals ledsagerske, Anat/Astarte, dræbte derefter Moth og oprejste Baal, og det førte til forår. Det var en religion med groteske udskejelser i form af drikkeorgier, utugt, rituel prostitution, dyresex, okkultisme og menneskeofringer (4:11-14,18; 9:1; 13:2; 3 Mos 20; 2 Kong 17:17). Dets under- læggende teologi var, at Baal skulle stimuleres ved seksuelle handlinger for at sende regn til landet og afkom til dyr og mennesker. Når frugtbarheden ude- blev, blev ofringerne mere og mere overdrevne. Nordriget Israel havde inkor- poreret denne hedenske religion i deres fordærvede dyrkelse af Jahve og havde Baals tyrebillede som symbol på Jahve (8:5; 1 Kong 12:28-33). Gud afviste både sammenblandingen og sameksistensen med den kanaanittiske religion (10:1-8; 5 Mos 23:18-19). Bibelens Gud har hverken en ligestillet rival eller ledsagerske (5 Mos 4:35), og han kræver troslydighed i overensstemmelse med hans retfærdige og rene moralske karakter Bogens sammenhæng med resten af Bibelen: Hoseas Bog følger efter Amos Bog og er Guds sidste profetiske kald til de ti stammer i Nordriget. Som med Amos, beskriver Kongebøgerne (2 Kong Kap ) den historiske baggrund for perioden fra Jerboam II og indtil eksilet i Assyrien. Hoseas forudsætter som de andre profeter Pagtens historiske udvikling (2:16-17; 9:10; 10:9; 12:3-5,10,13-14) og stadfæster, at Guds strenge dom over Israel var helt i overensstemmelse med Pagtens betingelser og de tidligere profeters mange advarsler (9:3,6-7; 10:5-8; 5 Mos 29:21-27; 2 Kong 17:12-170

171 18). NT citerer Hoseas Bog direkte seks gange (1:9; 2:25 Rom 9:25-26; 1 Pet 2:10; 6:6 Matt 9:13; 12:7; 11:1 Matt 2:15; 13:14 1 Kor 15:55-56), og derudover er der flere steder, der hentyder til et godt kendskab til bogen (6:2 Matt 20:19; 9:7 Luk 21:22; 10:8 Luk 23:30; Åb 6:16). Det er farligt, når troende mister deres første kærlighed (13:6; Åb 2:4). Andre forhold begynder at melde sig, og usundt begær vækkes (2:7,9; 4:11-14; 8:14). Bekræftelse søges hos forkerte venner og rådgivere (7:11; 8:9; 12:2), og gradvist tørrer forholdet til Gud op, og til sidst er der ingen skrupler i at overgive sig til synd (4:1-2; 5:11; 7:13-16; 10:3-4; 11:7). Advarselslamperne skal lyse, når vores gudsdyrkelse, kirkegang, daglige bibellæsning og bøn blot bliver me- kaniske ritualer, og gudsforholdet er formelt og uden engagement og varme (8:12; 10:2). Når dette sker, er det bydende nødvendigt, at vi søger hjælp for at finde tilbage til et levende og hengivent forhold til Gud (5:15; 6:1-3,6; ). Når synden gennemsyrer alt i livet og er blevet grov og destruktiv, er Guds tugtende opdragelse menneskets eneste redning (4:1-3; 6:7-11; 11:5-7). Det indre hovmod bremser nemlig synderens vilje til at omvende sig (7:10,14-16). Gud lader sin tugt komme til udtryk i livets omstændigheder, men det er altid med det mål at føre synderen til omvendelse (11:10-11). Gud advarer os om, at han både ser og husker alt, hvad vi gør (7:2; 9:9), og at han aldrig vil billige synd (1:6,9; 2:6). Men selv i de frygteligste situationer formår han at redde synderen (3:5; 14:2-4), så længe denne tager imod hans tugt (2:14-17; 3:3-4;). Guds dybeste længsel er at genoprette forholdet og igen udøse sin velsignelse (2:18-25; 14:5-9). Guds kærlighed bygger på hans nåde. Ordet i GT er Kesed (loyal kærlig- hed), og i NT er Agape (guddommelig kærlighed). Hesed udtrykker Guds vedvarende trofaste kærlighed, der opretholder pagten i al evighed (2:21-22; 11:1-4; 13:4; Jer 31:3). En sådan kærlighed betyder ikke, at mennesket kan leve, som det vil. Synd vil modtage Guds strenge og retfærdige tugt (2:10-17; 3:3), men den udslukker aldrig hans kærlighed. Gud arbejder altid for at bringe synderen til omvendelse (6:1; 11:8-9). Agape er den form for kærlighed, der formår at elske, uden at der er noget tiltrækkende i den anden. Gud ønsker ikke, at nogen synder skal gå fortabt (1:2; 2:16; 3:1-2; Rom 5:10; 2 Pet 3:9). Derfor er der altid håb for en synder, der vil omvende sig (14:2-3). Når mennesker lader denne kærlighed fylde dem, bliver deres liv forvandlet (2:25; 3:5; 14:5,9). Jesus i det Gamle Testamente: Han er den fuldkomne Davids- konge (3:5; 2 Sam 7:11-17; Jer 30:9; Ez 34:24), der besejrer Guds fjender på Jizre els dag (2:2; Joel 4:12-15; Zak 12:1-10; 14:5; Åb 16:12-16; 19:19-20). Han identificerer sig fuldt ud med Israels historie. Lige- som de, blev han kaldt fra Egypten for at gennemføre Guds mission i verden 171

172 (11:1; 2 Mos 4:22-23; Matt 2:15). Forskellen er, at hvor Israel kom til kort, fuldendte han sin gerning. Jesus er menneskets eneste frelser (13:4; Joh 14:6). Ved sin død og opstandelse formår han at købe mennesket fri fra syndens skam og ødelæggelse og føre dem tilbage til et hengivent forhold med Gud (3:2; Ruth 2:20; 4:4-6; Zak 13:1-2; Mark 10:45; Rom 3:24-25; Gal 3:13; Ef 1:7; Hebr 9:15). Jesu opstandelse sker på den tredje dag (6:2, Matt 20:17-19; 27:64; 1 Kor 15:4 se også Jonas Bog), og bryder for evigt dødens forbandelse. (13:14; Dn.12:2; 1 Kor 15:55). Bogens mest kendte afsnit: 2: :1-5 6:1-3 11: :2-10 Guds trolovelse med Israel Hoseas utroligt hengivne kærlighed til hans utro hustru Kaldet til omvendelse Guds smerte over at skulle tugte sit folk Frugterne der kommer fra ægte omvendelse 172

173 JOELS BOG Bogens hvem, hvad, hvor: Joels Bog hører til den sektion i Bibelen, som bliver kaldt de små profeter. Bo- gens budskab fokuserer på Herrens Dag, dagen hvor Gud endeligt griber ind i verden og genopretter sit Rige. Joels budskab taler ikke alene til hans samtid, men også til perioden omkring Jesu første komme, så vel som tiden op til hans genkomst. På denne måde er Joels bog et meget godt eksempel på den spæn- devidde, der findes i bibelsk profeti. Forfatter: Bortset fra hvad der kan udledes af bogen, er der ikke supplerende detaljer om Joel i Bibelen. Alt tyder på, at han tilhørte en troende familie, i det hans fars navn, Petuel, bliver fremhævet (1:1). Bogens positive referencer til tempeltjenesten (2:2,15,32; 3:1,6,8, 16-20; 4:5,17) kunne tyde på at han var tempelprofet (2 Kr 20:14-19; Sl 81: 9-17; 95:8-11), men ikke præst (1:13-14; 2:17). Tidspunkt: Blandt teologer er der meget divergerende opfattelser af tidspunktet for Joels tjeneste. Nogle argumenterer for at han virkede før eksilet (587 f.kr.) andre for tiden efter (539 f.kr.). Meget taler for at Joel var den første af alle Israels skriveprofeter og at han virkede i Juda efter kuppet mod dronning Atalja (835 f.kr.), i perioden hvor præster og folkets ældste havde for- mynderiet, mens kong Joash stadig var for ung til at styre (2 Kong 11-12). Det 9. årh. f.kr. så optakten til en ny periode af invasioner i mellemøsten fra storrigerne Assyrien, Babylon og Persien. Joels profeti varsler dette, men han sætter hverken navn på storrigerne eller referer til Jerusalems ødelæggelse hvilket tyder på, at han skrev før disse ting skete. Referencen til jonerne (grækerne, 4:1-8) kunne bruges som argument for, at han skrev efter eksilet, hvor dette folk var dominerende, men Jones er blot et andet navn for det kendte oldtids- folk Javan (1 Mos 10:2). Selve tidspunktet for Joels tjeneste ændrer ikke noget ved vores forståelse af hans profeti. Det betyder dog noget for, om Joel havde evner til at forudsige fremtiden, som fx de store invasioner, samt om han skal opfattes som den banebrydende profet, der gav Israel nye profetiske begreber og udtryk. (Fx: Herrens dag 1:15. Se også 4:10 med Es 2:4; Mika 4:3 og 4:16 med Am 1:2; Jer 25:30). Motiv: Naturkatastroferne i form af en massiv græshoppeplage og altomfattende tørke danner rammerne for bogen og blev tolket af Joel, som Guds dom over Israel. De varslede dog en endnu mere frygtelig rædsel, dommedagen, hvor Gud vil dømme alle verdens nationer ved sin fuldkomne retfærdighed. Joel bruger anledningen til at kalde Juda til anger og omvendelse. Hans udgangspunkt er, at Gud foruden at være fuldkommen retfærdig også er en nå- derig Gud, som ønsker at genoprette synderen og forny ham til liv og tjeneste 173

174 Bogens opbygning: 1:1-2:17 Guds dom over Juda, en forsmag på Herrens dag. 1:1 Profeten Joel 1:2-14 Joel kalder til årvågenhed og anger. 1:15-20 Herrens frygtelige dag fører til at Joel bønfalder Gud. 2:1-11 Græshoppeplagen er et tegn på Guds tugtende dom. 2:12-17 Joel kalder til bod, omvendelse og angerfuld bøn. 2:18-27 Gud frelser Juda, en forsmag på Herrens dag : 2:18-27 Gud genopretter og velsigner Juda efter naturkatastrofen. 3:1-4:21 Dommedag - Herrens store og frygtelige dag : 3:1-5 Helligånden vil en dag blive udgydt over Guds folk. 4:1-16 Dommedag betyder dom og straf over Guds fjender. 4:17-21 Dommedag betyder frelse og velsignelse for Guds folk. Bogens indhold: Guds opgør med oprørske mennesker. Joels profeti er en af de korteste bøger i Bibelen, men også en af de mest hjer- teborende. Som profetisk skrift begyndte den en ny profetisk stilart og var med til at sætte en standard for profetisk litteratur mht. form og indhold. Dens budskab vedrører ikke kun profetens samtid men også kommende slægter. Her- rens dag i Joels profeti viser sig at omhandle tre faser, først i hans egen samtid (kap. 1-2), dernæst i slægterne omkring Messias første komme (kap.3) og endeligt i slægten, der oplever dommedag (kap. 4). Perspektivet imellem disse faser kan først forklares når man har indsigt i NT lære, og for Joel flyder alle tre sammen som et massivt indgreb. For ham var det ligesom at stå foran et bjerg- terræn, hvor det er umuligt at bedømme afstanden mellem de enkelte bjerg- kæder og tinder, fordi han ser det hele forfra. I. Herrens dag den uundgåelige og altomfattende dom. En umiddelbart forestående tilintetgørelse fra en massiv græshoppeplage (1:4-7; 2:2-9) på fremmarch fra nord (2:20), varslede Guds dom over Juda (2:10-11). Guds folk var i en frafalden tilstand karakteriseret af nydelsessyge og åndelig sløvhed (1:5; 2:13) og de stod nu overfor Guds tugtende dom (1:15; 5 Mos 28:38). Men Israels Gud var ikke kun dommens Gud, han var også nåderig, og derfor var der stadig håb (2:13; 2 Mos 34:6-7; 1 Kong 8:23-61). Indtrængende kaldte Joel folket til bod og ægte omvendelse (1:5,8,13; 2:12-17), så de kunne modtage Guds tilgivelse og blive genoprettet. 174

175 II. Herrens dag Guds genoprettende velsignelse. Gud gensvarer folkets oprigtige omvendelse, ved at tilintetgøre græshoppepla- gen og sende regn (2:20-24). Den fornyede frodighed fjernede alle plagernes ødelæggende spor ( ). III. Herrens dag store og frygtelige dag. Guds indgreb i dom og frelse varsler om hans fremtidige indgreb. Hans timelige velsignelser til Joels slægt, varsler om den fremtidige udgydelse af Helligånden over kommende slægter, der på lignende måde vil påkalde og hengive sig til Gud (3:1-5). Hans truende dom igennem plagerne, varsler hans endelige ret- færdige opgør med alle hans fjender på dommedag (4:1-17). Efter dette indgreb vil han genoprette sit Rige på jorden, et rige hvor han selv vil være til stede og bringe evige velsignelser over skaberværket (4:18-21). Bogens temaer: Det vigtigste tema i Joels Bog er advarselen om Guds kommende retfærdige dom over verden. Samtidig udgår der et evangelisk kald, der fortæller om muligheden for at omvende sig og begynde igen i et nyt, levende og retmæssig forhold til Gud. Det er en bog for alle, der føler sig truet af trængsler i verden, og den opfordrer dem til at søge hjælp hos Gud, der har magt og kontrol over alle ting. Guds retfærdige karakter betyder at han må gribe ind over for synd og uret (4.1-3). Han vil gøre dette endegyldigt på dommedag, men allerede nu griber han tugtende ind i verden. Græshoppeplagen og tørken, der stod til at udrydde Judas landbrug, var ikke bare en naturkatastrofe, men var eksempler på Guds dom (2:10-11). Når Gud tugter, gør han det for at opdrage i retfærdig- hed og give mennesker en anledning til at omvende sig, og komme ind i et retmæssigt forhold til ham (3:5; Hebr 12:7-13). Gud er ligeså barmhjertig som han er retfærdig (2:13b). Han ønsker at alle mennesker skal frelses, og derfor kalder han mennesker alle vegne til at omvende sig (ApG 17:30; 1 Tim 2:4). Gud bedømmer om omvendelsen er ægte og ikke bare en overfladisk bekendelse (2:13a; Sl 51). Hvis ikke det kommer fra hjertet, står dommen ved magt (Es 29:13-14). Til gengæld når omvendelsen er ægte, er Gud overvældende nådig til at bringe fuldstændig genoprettelse (2:18-27). Jøderne holdt faste som et ritual hvert år under Den Store Forsoningsdag og på 4-5 andre dage (3 Mos 16:29; Est 9:1; Zak 8:19), men i Joels Bog var det en stor trængsel, der blev anledningen. Oftest blev faste praktiseret af enkeltpersoner, for at angre synd og udtrykke sin nød overfor Gud (2 Sam 12:16-23; Dan 9:3). Under store samfundsmæssige kriser blev faste et fællesanliggende (1.14; 2: 15; Dom 20:26; Est 4:16; Jon 3:4-5). Sammen med faste fulgte der 175

176 fællesbøn (1:19; 2:17) og afhængig af anledningen, blev denne udtrykt som højlydt klage og gråd (1:5,8,13). Bibelen understreger, at faste kun efterlader indtryk hos Gud, når den bygger på ægte personlig hengivenhed. Gud afviser al skuespil, alle forsøg på at købe sig til hans gunst og score religiøse point overfor andre (Es 58:3-12; Jer. 14:12 Matt 6:16-18; 23:1-31). Foruden bøn, var der også andre bodshandlinger, der nogle gange fulgte med faste, så som at søn- derrive klæder og klæde sig i sæk og aske (1.8,13; 2:13; Est 4:1-2). Fem gange kommer udtrykket Herrens dag i Joels Bog (1:15; 2:1,11; 3:4; 4:14). Udtrykket vidner om, at Gud er absolut Herre over alt og alle. Han overstyrer alle begivenheder, og en dag skal alle nationer og alle mennesker svare ham personligt for deres handlinger (4:1-2). Men Jahves dag handler ikke kun om dom, det handler også om de undertryktes oprejsning, uretfærdighe- dens godtgørelse og genoprettelse af Paradis på jorden (4:18-21). Baggrundsinformation: Jahves profetiske ord: Indledningen: Herrens ord som kom til Joel, bliver gentaget med lignende ord hos de fleste profeter der fulgte efter Joel (Se Jer 1:2; Hos 1:1; Jon 1:1; Mika 1:1; Sef 1:1; Hagg 1:1; Zak 1:1; Mal 1:1). Profetisk tale vidner om, at Gud er aktivt involveret i verden og at han ønsker at tale med mennesker, for at få dem til at forstå og følge hans vilje. Gud har kommu- nikeret med mennesker siden skabelsen og i begyndelsen uden nogen hindringer for samtalen (1 Mos 3:8-13). Syndefaldet førte til åndelig adskillelse, og uden Guds indgreb ville mennesker for evigt være afskåret fra hans nærvær. I sin nåde valgte Gud at bryde denne adskillelse, og begyndte at opsøge mennesker for at frelse dem. En af måderne han har gjort det på, var at tale til mennesker igennem profeter, som han udrustede med sin Hellige Ånd. Profeterne fornemmede Guds røst i deres indre og gav hans budskab videre til andre, enten i taleform (fx Samuel, Elias) eller i skriftform (fx Joel, Esajas). Joel forudså en dag hvor Helligånden ville bringe Guds profetiske nærhed til alle troende. Hver enkelt troende vil komme til at fornemme Guds nærhed, hans sandhed og vilje (3:1-5; 4 Mos 11:29; ApG 2:16-21; 1 Joh 2:20). Denne oplevelse vil være en forsmag på den dag, i Guds Rige hvor samtalen med Gud vil blive fuldkommen igen (Åb 21:22-27). Guds sande profeter var kendetegnet ved, at de levede efter Guds vilje, gjorde sig til et med hans budskab og aldrig gik udover det, som Gud havde sagt (1:19-20; 2:1; 5 Mos 13:1-6; 18:9-22; Jer 23:16-40). Hos skriveprofeterne blev profeten udrustet til at gengive Guds budskab ufejl- barligt i skriftform og på denne måde opstod de Bibelske skrifter (2 Tim 3.16; 1 Pet 1:10-12; 2 Pet 1:19-21). Foruden selv at være modtagere af åbenbaringer, var Profeterne også teologer, der brugte Skrifterne til at understrege deres budskab. (Se 2:13 med 2 Mos 34:6; Sl 86:15). Yderligere var de forkyndere, der rettede deres budskab specifikt mod forskellige grupper (1:2-18), og argumen- 176

177 terede og begrundede deres budskab ud fra et Bibelsk verdensbillede (2:12-13,30-32). Det er en hjælp for bibeltolkeren at kende så meget som muligt til den historiske og sociale baggrund for hvert profetisk skrift. På denne måde får tolkeren de bedste forudsætninger for at forstå profetens budskab i dennes samtid. Når tolkeren er kommet så langt, søger han at finde de evige åndelige principper, der kommer til udtryk i profetens budskab, og overfører disse til sin egen livssituation. Joels litterære stil er både klar og elegant. Hans beskrivelse af græshop- peplagens fremmarch i 2:3-11 er så virkelighedsnær, at den formår at give læseren et øjenvidnes indtryk. Den hebraiske tekst har en staccato effekt i dens rytme og rim, der passer utroligt godt til det militære miljø af græshop- perne, som Herrens doms hær. I 1986 var der i Nordafrika en græshoppeplage med ca.10 milliarder insek- ter. Græshopper bevæger sig normalt mellem 5 og 50 km om dagen, men nogle sværme har i deres 8-12 ugers levetid med gunstige vinde, bevæget sig helt op til km på 10 dage. Græshoppens appetit er umættelig fra den dag den udklækkes, og som sværm gennemfører de bogstaveligt den brændte jords taktik, og opæder alt grønt de møder på deres vej. En sværm kan på en dag æde, hvad mennesker kan spise på et år. En plage i Etiopien i 1958 åd tons korn, nok til at brødføde 1 million mennesker i et helt år. Tæt- hedsfaktoren i en sværm kan være op til græshopper på 1 km 3 og midt på dagen kan de dække så meget for solens lys, at det føles som nat. Vers 1:4 og 2:25 beskriver enten forskellige arter af græshopper, eller græshoppens forskellige vækststadier. Joel opfattede naturkatastroferne han stod overfor som en dom fra Gud. Det havde han gode grunde til. For det første var græshoppeplagen overvæl- dende omfattende og den kom fra en meget usædvanlig nordlig retning. Nor- malt kom græshoppesværme fra Arabien eller Afrika, altså i sydlig eller vestlig retning. For det andet var Kanaans land det synlige barometer på Israels ånde- lige tilstand, under den gamle pagt (2:18). Når folket var tro mod Gud, oplevede landet velsignelse, og når folket var utro oplevede landet forbandelse (5 Mos Kap ). En græshoppeplage var et af pagtens forbandelsestegn (5 Mos 28: 32,42). Disse ydre ting sammen med Åndens stemme i hans indre, overbeviste Joel om, at naturfænomenet de stod overfor var Guds dom. I Luk 13:1-5 advarer Jesus imod at tolke enhver naturkatastrofe som en dom fra Gud, og det samme bekræfter læren i Jobs bog. Dog kan enhver ulykke bruges til at advare mennesker om, at få livet ind i et ret forhold til Gud. 177

178 Bogens sammenhæng med resten af Bibelen: Joel indleder Bibelens skriveprofeter, og lancerer begrebet Herrens Dag, et tema der fylder meget blandt efterfølgende profeter (1:15; Es 2:12-18; Ez 13:6; Am 5:18-20; Zef 1:7,14; Zak 14:1; Mal 4:5). Joel bygger sin lære solidt på Lo- vens klare pagtsbetingelser, hvor Gud straffer oprør og lønner lydighed (5 Mos kap ). Hvis Israel havde privilegiet at være Guds børn, så indebar det også at de skulle leve som Guds børn. Samtidig holder Joel fast i pagtens evan- geliske ånd, at Jahve var en nåderig Gud, hos hvem syndere kunne finde barmhjertighed (2:12; 1 Kong 8:22-61; Sl 51). Den nationale bod og omvendelse under Joel kunne måske have dannet model for hedningeriget Assyrien, da Jonas kom til dem med Guds domsbudskab 70 år senere (Jon 3:1-10). NT viser tydeligt hvordan Joels profeti om Helligåndens udgydelse blev opfyldt på Pin- sedag (3:1-5a; ApG 2:16-21). Græshoppeplagen og andre overvældende natur- fænomener fra Joels profeti indgår ligeledes i senere apokalyptisklitteratur, som tegn og symbol på endetiden (Åb 9:1-12). De sidste dage, udtrykker Guds afgørende indgreb i verden inden han genopretter sit Rige. Disse sidste dage begyndte med Guds Søns inkarnation som menneske, og fik deres afgørende højdepunkt da Jesus triumferede over Satan og menneskets syndighed ved sin korsfæstelse og opstandelse. De sidste dage fortsætter nu, hvor Guds Søn troner i Himlen og hans Ånd virker på jorden. Herrens dag er også den dag, hvor Gud endeligt kommer for at dømme synd (4:1-3). Denne sidste, af de sidste dage, er blevet varslet mange gange ned igennem Guds folks historie, ved invasioner, naturkatastrofer og himmelske tegn, men pludselig en dag vil den oprinde, og så vil verden, som vi kender den ende (2:10-11; Mark 13:24; 2 Pet 3:10-13; Åb 16:17-21). På den dag vil mennesker, der i sandhed har omvendt sig til Gud blive frelst (3.5), mens de der har fastholdt deres oprør mod Gud, vil blive dømt og straffet (4:9-17; Zak 14:2-9; Åb 16:12; 19:11-21). Det har ingen betydning, hvilket navn folk kalder sig Israel, hedning, eller kristen, det eneste der betyder noget er, om de ejer Guds Ånd. NT afslører at Herrens dag er det samme, som Jesu Kristi dag (1 Kor 1:8; Fil 1:6; Åb 19- ). På den dag vil Jesus komme igen og indføre sit Messi- anske rige i verden (4:18-21; Zak 14:16-21; Åb 20:1-15). Dagens ankomst vil være overraskende, men Bibelen giver forskellige tegn, så den opmærksomme troende kan blive bevaret årvågen og rede til at møde Gud (Matt kap. 24; 2 Thess 2:1-12). Jesus i Det Gamle Testamente: Joel 3:1-5 var udgangspunktet for Peters prædiken Pinsedag, og disse vers opsummerer hele Jesu frelsergerning. Tegnene i himlen og på jorden blev opfyldt i Langfredags dybe mørke, i påskemånen der fremstod blodrød, i jord- 178

179 skælvet der rystede Jerusalem, i templets forhæng der blev revet itu fra øverst til nederst. Ligeledes blev disse vers opfyldt Pinsedag, da Jesus udgød sin guddommelige Ånd over sine disciple, til tegnet af en kraftig vind med tunger af ild, og efterfulgt af disciplenes profetiske forkyndelse på mange af verdens sprog. Versene vil få deres endelige opfyldelse den dag Jesus kommer igen, hvor blod, ild og røgsøjler vil kendetegne Harmagedon krigens rædsomme oprør, når hele verden samler sig for at udslette Guds Israel. Den dag vil Israels folk i deres yderste nød, omvende sig til Gud og påkalde den korsfæstede Jesus som deres Messias. Indtil den dag forkynder disse vers dagligt Guds evangelium om frelse, for enhver der påkalder Jesus hans navn betyder nemlig Gud frelser. Bogens mest kendte afsnit: 2:1-11 2: :1-5 4:9-21 Græshoppeplagens fremmarch. Kald til bod og omvendelse. Helligåndens udgydelse. Dommedag. 179

180 AMOS BOG Bogens hvem, hvad, hvor: Amos Bog hører til blandt Bibelens profetiske bøger. Hans profeti er et kald Nordriget - Israel om at vende om fra deres selvoptagede, uretfærdige og hedenske livsførelse. Men budskabet blev overhørt, og 30 år senere eksisterede Nordriget ikke længere. Bogens budskab fokuserer på Guds hellige bedømmel- se af menneskelig livsførelse og er en advarsel om at ændre sig, inden man møder Gud som sin dommer. Forfatter: Amos var både fåreavler og dyrker af morbærfigentræer (1:1; 7:14). Han kom fra Tekoa- egnen i Judas ødemark ved den sydlige karavanerute fra Jerusalem til Beersheba (2 Krøn 11:6). I profetien fremstår han som en hårdfør mand fra beskedne kår (morbærfigener var fattigmandskost). Han havde en dyb åndelig forståelse af Gud og et omfattende kendskab til Guds Ord (samlign 4:10-13 med 1 Mos 19:24; 2 Mos 9:3 og 1:1; 3:8 med Joel 4:16). Amos var ikke oplært i de profetiske skoler ( ), men han var blevet udrustet af Gud med nådegaven til at være en ruah, en seer (1.1; 7:12; 8:1-2). Han var meget radikal og direkte som forkynder (4.1; 7:10,17). Han beskrev Gud ud fra naturens storhed (3:4; 5:8) og åbenbarede ham som alverdens dommer (1:1-2.16). Amos nedskrev sine mundtlige profetier og beviste derved også sin litterære begavelse. Tidspunkt: Amos forkyndte ca. 10 år efter Jonas, og to år før et altomfattende jordskælv ramte regionen (1:1; Zak 14:5). Den 15. juni 763 f.kr. var der en total solformørkelse over Mellemøsten, som han måske også refererer til i 8:9. Pro- feterne Elisa og Jonas havde profeteret, at Gud ville give Israel en nådestid (2 Kong 13:14-19; 14:22-27), men landet forspildte chancen til at gennemføre en gennemgribende reform. Både Nordriget under Jeroboam II ( f.kr.) og Sydriget under kong Uzzijas ( ) oplevede i denne periode den største fremgang siden kong Salomo, men selvom det førte til stor velstand, kom det kun samfundets overklasse til gavn. Motiv: Selvom Amos var judæer, sendte Gud ham til Israel for at advare dem om den kommende dom. Som husmand har han besøgt de forskellige mar- kedsbyer, når han solgte sin avl, og han har erfaret landets materielle og ånde- lige tilstand. Gud brugte Amos som sin røst til at afsløre folkets undertryggen- de livsførelse og dets nydelsessyge og falske gudsdyrkelse, og fortalte dem igennem Amos, at de var blevet en direkte hån mod ham selv. Derfor måtte folket straffes, selvom de oplevede Guds velsignelse i form af materiel velstand og fred. Det kommende jordskælv (1:1) ville varsle, at de som samfund ville styrte sammen, før de i 722 f.kr. ville blive ført i eksil af Assyrien (6:14; 7:9,11,17; 8:1-3). Nineve havde omvendt sig, dengang de hørte Jonas dom, 180

181 men det officielle Israel forstødte i stedet Amos og omvendte sig ikke (7:12-15). Amos rejste hjem og nedskrev sin profeti som et sandfærdig forudsigelse af Guds dom Bogens opbygning: 1:1-2 Introduktion. 1:1-2 Amos og hans mission (Guds dom høres som et løvebrøl) 1:3-2:16 Otte domsord. 1:1-2:3 Domsord over hedningenationerne - Israels naboer 2:4-16 Domsord over Guds udvalgte folk - Juda og Israel 3:1-6:14 Fem prædikener. 3:1-15 Et ord der forklarer, hvorfor nationen er under dom Et ord til et nydelsessygt og religiøst folk uden omvendelse 5:1-17 Et kald til at søge Gud i sidste time for at afværge dommen 5:18-27 Veråb over falske, religiøse håb uden retfærdig livsførelse 6:1-14 Veråb over nationens stolte og ubekymrede ledere 7:1-9:10 Fem doms syner. 7:3:1-3 Syn af en total udslettende græshoppeplage 7:4-6 Syn af en total udslettende ild 7:7-17 Syn af en åndelig opmåler 8:1-14 Syn af en frugtkurv med Guds høst 9:1-10 Syn af Jahve stående på alteret, klar til at udløse dommen 9:11-15 Konklusion 9:11-15 Gud har stadig håb til et udvalgt folk Bogens indhold: Guds alvorlige anklage mod et umoralsk og stivnakket folk. Amos blev sendt til Israel for at afsløre dets sociale, moralske og åndelige korruption. Gud ville rense Israel igennem dom, hvis ikke de med det samme omvendte sig til ham. Men dommen er ikke Guds mål; det er derimod en evig forvandling og genoprejsning af folket. I + II. Guds dom over uretfærdig livsførelse. Først afsiger Gud sine domsord over rigerne, der omringer Israel. De står skyldige overfor at have krænket almen menneskelig anstændighed. Dernæst bliver det Judas tur, fordi de har forkastet Guds Ord. Til sidst og mest omfattende bliver søgelyset rettet mod Israel selv, og landet dømmes pga. dets undertrykkende uretfærdighed, dets fysiske og åndelige utugt, samt fordi de helt bevidst har søgt at forpurre ægte åndelighed og har afvist Guds Ord. 181

182 III. Fem prædikener, der forklarer årsagen til Guds dom. Gud dømte Israel, fordi dets undertrykkelse forargede selv hedningerne. Selv- om Gud gentagende gange havde tugtet dem, havde det ikke ført til omvendelse; men selv i denne sene time tilbød han dem at søge ham. Skete det ikke, ville dommen ramme dem. Men Israels stolte ledere beseglede ubekymret nationens dom. IV. Fem domssyner, der besegler Israels skæbne. Profetens forbøn havde en mildnende effekt på Guds dom, selvom Israel ikke længere kunne reddes. På vegne af det officielle Israel blev Amos afvist af Be- tels præst, og nationens dom blev personificeret i Amasjas frygtelige skæbne. Gud havde noteret alle Israels synder, og dets skæbne var beseglet. Ingen vil undslippe hans dom V. Håb, fordi dommen ikke tilintetgør Guds plan med Israel. Gud vil på trods af sin dom igen genoprejse Davids kongedømme og samle hele verden under Israel. Han vil forvandle verden til et paradis og genopbygge sit folk, og give dem evig tryghed. Bogens temaer: Amos kendte Gud og kendte hans karakter. Han kunne mærke Guds harme, når mennesker udnyttede og undertrykte andre, og når mennesker satte sig selv så meget i centrum, at deres egenkærlighed gjorde dem selvforherligende og rå overfor andre. Gud afviste også alle former for gudsdyrkelse, som misre- præsenterede hans karakter og vilje. Derfor sendte Gud Amos som et maje- stætisk løvebrøl (1:2; 3.8) for at advare Israel om, at dommens time var nær. Amos store Gudsopfattelse var fundamental for hans budskab. Han vidste, at Gud har det universelle herredømme (5:8; 9:5-6), at han er Hærskarers Herre (Jahve Sebaot 4:13), og at han hersker over alle muligheder og al magt (3:6b; ). Han styrer nationernes udvikling (6:14; 9:7) og vil fremstå som deres dommer (1:3-2:3). Samtidig interesser Gud sig for det enkelte menneske (8:7). Han holder dem ansvarlige for deres gerninger (3:2) og kalder dem til omvendelse (5:6,14-15). Fordi Israel havde brudt sin pagt med Jahve og næg- tede at omvende sig (6.1-8), havde de som nation valgt at gå dommens vej (9:8-10). Men Gud kendte dem i Israel, der tilhørte hans rest (3:12; 9:8), og de vil i al evighed være sikret hans velsignelse (9:11-15). Amos var en stemme imod uret og undertrykkelse, og dette er et af de vigtigste temaer i bogen (5:24). Når mennesker vender sig bort fra Gud, bliver de hårdhjertede (4:1; 8:4), og social korruption (2:6-7; 5:7; 6:12), samt moralsk og åndelig fordærv er naturlige følger (2:8-9; 6:3). Gud harmes, når mennesker bliver behandlet som om, de blot var ting (1:6,9), og når de bliver udnyttet og undertrygt (3:9-10; 5:11-12; 8:4-6). Krigsforbrydelser (1:3,13), uret i lovgivning 182

183 og domstole (5:7,10; 6:12) er ikke bare forbrydelser mod mennesker men hån imod Skaberen (Jak 2:1-7,14-20; 5:1-6). Amos påpeger velstandens manglende evne til at give mennesker den absolutte tryghed. Velstand kan intet stille op overfor jordskælv og tsunamier (5:8-9; 9:5-6) eller ilden fra en meteor (7:4-6). Den står ligeså afmægtig overfor døden (5:19) og fjendtlige invasioner (6:14), for kun Gud råder over alle disse ting. Derfor er det magtpåliggende for mennesker at søge Gud, hvis de skal finde ægte sikkerhed i livet (5:4,6,14). Velstand viser sig heller ikke kun at være afhængig af menneskelige anstrengelser, dygtig pengepolitik eller stor BNP. Lige meget hvor effektiv en økonomi drives, kan intet stilles op, hvis Gud bliver dets modstander (1:6; 8:5-7). Ultimativt er det heller ikke sikkerhed i dette liv, der er det vigtigste. Det afgørende i evighedsperspektiv er, om mennesket er klar til at møde Gud (4:12). Trang til overdreven velstand har sine farer. Livsnydelse (6:4-6) har nemt ved at udvikle sig tilselvforherligelse og griskhed (4.1; 8:5-6) og kan skabe ligegyldighed overfor andres ve og vel (2:6-7; 5:11). Det er ikke, fordi velstand i sig selv er ondt (1 Mos 26:12-14; 30:43), men når den bliver selve livets årsag og mål, bliver den til afgudsdyrkelse (Matt 6:19-24). En sådan fordrejet livsopfat- telse vil møde Guds dom (3:15; 6:11). Den bedste måde at sikre sig imod dette er taknemligt at anerkende velstand som en gave fra Gud og forvalte den an- svarligt under hans styring og i overensstemmelse med hans karakter (1 Tim 6:6-10). Israel var under Jeroboam II (1:1; 7:10) et meget religiøst land, men dets religion førte folket længere og længere væk fra Gud (4:4-5; 5:21-23; 6:13). Sandsynligvis havde folket ligesom hedningerne troet, at landets velstand var tegn på, at Gud var tilfreds med deres religiøse aktivitet. Men Bibelens Gud afviser enhver form for religion, der lukker af overfor hans ord og vilje (2:4,11-12). I loven havde Israel kendskab til Guds karakter og vilje, og de burde vide, at religiøsitet uden hellig livsførelse med moralsk og social retfærd var uaccep- tabel (2:7-8; Jak 1:26-27). Israels gudsdyrkelse havde bl.a. som mål at drage verden til Jahve (Es 2:1-2), men Israel var blevet en forargelse selv for deres hedenske naboer (3:9-11). De praktiserede også religiøse ritualer med umoral og afgudsdyrkelse (2:8-10), og de var sunket så dybt i dekadence, at de ikke længere kunne reformeres (7:9; 9:1). Israels religion gav udtryk for en hel anden gudeverden (8:14; 2 Kor 11:4), og derfor nægtede Gud at være i Israels helligdomme (5:5). I stedet ville han sende over dem en tilintetgørende, men rensende dom (3:14; 5:6; 9:9). Baggrundsinformation: Amos nægtede overfor Betels præst Amazja at være profet (7:14-16). Det be- tød ikke, at Amos afviste sin profetiske tjeneste, men han afviste Amazjas for- 183

184 søg på at sætte ham i religiøs bås med det henblik at nedgøre og afvise det budskab, Gud havde sendt ham til at forkynde. Amos var ikke en professionel tempelprofet oplært i de profetiske skoler (7:14), men han var sendt direkte af Gud (7:15; 3:1,8). Gud talte direkte til Amos både ved ord (1:2,3,6,9), og igennem syner (7:1-8; 9:1). Gud sender sine profeter til mennesker for at advare eller trøste (3:6-8; 1 Kor 14:3; Åb 10:7), men ofte er hans profeter ikke velkomne (7:12-13). Gene- relt vil mennesker gerne tolerere varme religiøse tanker, men de hader at blive udfordret på deres samvittighed og livsstil (7:10-17), og profeterne peger netop på de ting, der er i uoverensstemmelse med Gud. I nådens tid er der stadig mulighed for at høre Guds røst og omvende sig, men der kommer en tid, hvor Gud ikke længere indbyder til omvendelse. En tid hvor han er tavs, og hans vilje opleves i form af dom (8:11-12). Bibelens profeter er ikke bare kolde budbringere, de føler for de mennesker, som de er sendt til (7:2,5). Det fører til forbøn til Gud om nåde (7:1-6; 2 Mos 33:12-17). Bøn kan ændre Guds planer, men bøn kan aldrig ændre ved Guds karakter. Gud er altså ikke en upersonlig skæbnekraft, men en der lytter og er villig til at gensvare længslerne fra sine børn. Bogens sammenhæng med resten af Bibelen: Amos Bog kommer i kølvandet på Joels og Jonas profetier og bliver efterfulgt af Hoseas. Kongebøgerne giver den generelle historiske baggrund for perioden under og lige efter Amos (2 Kong Kap ) og beskriver årene op til Nordri- gets fald og den efterfølgende tid i eksil i Assyrien i f.kr. Guds dom over Israel er helt i overensstemmelse med de betingelser, der indgik i Israels pagt med Gud (5 Mos 29:21-27) samt de advarsler, som Gud blev ved med at sende igennem sine profeter (2 Kong 17:12-18). NT citerer Amos Bog direkte to gange (5:25-27 ApG 7:42-43; 9:11-12 ApG 15:16-18). Den citeres af Ste- fanus som advarsel for jøderne mod at fortsætte deres afvisning af Jesus som Messias, og af Jakob, Jesu bror, for at opmuntre til mission blandt hedningerne. Der er muligvis også en indirekte reference til Amos Bog i Johannes Åben- baring (3:7 Åb 10:7). Amos Bog kommer med en vigtig påmindelse om, at sandhed, retfærdig- hed, kærlighed og andre moralske aspekter af Guds karakter aldrig kan erstattes af fest, sang og andre former for religion (5:21-24). Amos afvisning af og provokerende spørgsmål til Israels offertjeneste (4:4-5; 5:21-27) var ikke en afvisning af Moselovens rituelle anvisninger, men et forsøg på at få Israel til at forstå Guds intention bag offertjenesten og vise, hvorfor religiøse ritualer ikke kunne stå alene. 184

185 Rækkefølgen i et menneskes forhold til Gud begynder altid med, at Gud kalder mennesker til efterfølgelse og hellighed. Men mennesket i dets syndighed formår ikke at leve op til hans hellige krav. Offertjenesten er derfor givet, som et nådesmiddel for at forkynde, at der er en vej, hvorved mennesker kan blive forligt med Gud, når de har syndet. Gud har og vil aldrig gå på kompromis med sine hellige krav, men han har givet en mulighed for, at en stedfortræder på vegne af synderen kan sone straffen for synd. I GT sker dette symbolsk igennem offertjenesten, i NT er det gjort en gang for alle igennem Jesu død og opstandelse (1 Joh 2:1-3). Derfor er det forståeligt, at ritualer hverken kan stå alene eller bruges som erstatning for hellig livsførelse. Amos Bog viser, hvordan Israels teologiske forståelse var blevet til en hedensk opfattelse af religion. I hedenskab er ritualerne til for gudernes skyld, for igennem dem skulle guderne vokse sig store og stærke - jo flere ofringer jo stærkere blev guden. Det er diametralt modsat Bibelsk gudsdyrkelse, hvor det er Gud, der sørger for menneskene. Gud dømmer Israel, fordi de har brudt deres pagt med ham. Dette sker uafhængigt af deres status som hans udvalgte folk, for Gud er absolut retfær- dig. Israel havde ignoreret profeternes advarsler (2:11-12; 7:13) og havde næg- tet at omvende sig, da Gud tugtede dem (4:6-12). Derved viste de, at de ikke ville leve under hans styre, og han sendte dem derfor i eksil. Gud er hele verdens Gud, og derfor dømmer han alle mennesker - ikke kun Israel og Juda (1:1-2:16). Guds folk har det store privilegium at have Guds fuldkomne åbenbaring i Loven og Profeterne (2:4,11-12), men alle mennesker har fået Guds delvise åbenbaring igennem deres samvittighed, og derfor kan ingen undskylde sig (Rom 2:12-16). Gud noterer alle krænkelser (8:7), ikke bare dem mod Guds folk, men også krænkelser hedninger imellem (2:1-3). Ingen kan flygte, alle kommer til at stå til ansvar overfor ham (9:1-4,10; Åb 20:11-14). Selvom Herrens dag bliver en dommens dag (5:18-20), er den også en håbets dag, fordi Gud er nådig og barmhjertig. Han straffer ikke så hårdt, som han kunne (7:1-6), og han velsigner langt ud over, hvad mennesker fortjener (9:11-15). Gud havde lovet at åbne en håbets dør for sit folk, og når de omvendte sig, ville han lade dem genopstå som et Messias- rige (5:14; 9:8; 5 Mos 30:1-14; 1 Kong 8:33-34; 46-51; ApG 1:6). Israel har et unikt, men ikke et eksklusivt forhold til Gud. Gud har udvalgt dem til at være en model for verden for at vise, hvordan mennesker bør leve sammen med Gud. Igennem Israels eksempel kan mennesker lære at søge Guds nåde og leve efter hans vilje (5:14-15), og alle verdens folkeslag er indbudt til en evig fremtid sammen med Israels Messias som deres konge (9:11-12; Matt 28:20). 185

186 Jesus i det Gamle Testamente: Gud bevarer løfterne og pagten med David (2 Sam kap.7), også selvom Israel blev opløst som selvstændig nation og blev spredt blandt folkeslagene. Gud lovede, at der vil komme en dag, hvor han vil genoprette Davids kongedømme (9:11-12; Es 9:5-6; Luk 21:24; Rom kap.11). Han vil udrydde sine fjender, enten ved at de omvender sig og bliver til hans folk, eller blev omstyrtet (1:6,9,1; 9:12). (Bemærk at Edom igen bruges som et symbol på Guds fjender, se Joel 4:19). Jesu Kristi dag begyndte med Jesu første komme og fuldendes ved Jesu genkomst, den dag han opretter sit evige, velsignede fredsrige på jorden (9:13-15; Joel 4:17-21; Åb 21:22-22:5). Solformørkelsen, et tegn der skete Langfredag, og som også varsler tegnene i himmelrummet før Jesu genkomst (4:13; 5:8 8:9; 2 Mos 10:22; Es 13:10; 24:23; 34:4; Ez 32:7-8; Joel 3.3-4; Matt 24:29-31; Åb 6:13). Jordskælvet, et tegn der fulgte Jesu død og opstandelse, og som vil ske ved genkomsten (1:1; 2.13; 9:5-6; Matt 24:51-54; 28:1-5; Åb 6:12-17). Bogens mest kendte afsnit: 1:1-2:16 4:1-13 5: :11-15 Amos domsprædiken over nationerne og Guds folk. Amos domsprædiken: Bered dig til at møde din Gud. Amos domsprædiken over indholdsløs religiøsitet. Amos håbs prædiken om Israels genoprettelse. 186

187 OBADIAS BOG Bogens hvem, hvad, hvor: Obadias Bog er en profeti imod Edom. Da Babylon angreb Juda og satte landet i sin største trængsel og nød, udnyttede Edom situationen til sin egen fordel og viste sin slægtsbroder en hånende foragt. Bogen er fortrinsvis henvendt til Edom, men har et klart opmun- tringsord til Juda. Forfatter: Vi ved kun, at Obadias var en guddommeligt inspireret profet. Han synes ikke at passe med nogen af de andre skikkelser, der bærer samme navn i GT. Bogens indhold vidner om, at han mest sandsynligt var profet samtidig med Jeremias og var påvirket af hans forkyndelse (samlign v.1-9 med Jer 49:7-22). Obadias har derfor selv oplevet Jerusalems ødelæggelse og har været vid- ne til edomitternes andel i tragedien. En alternativ teori bygger på, at han er citeret af profeten Joel (samlenlign v 17 med Joel 2:32). I så fald levede han omkring 850 f.kr. som den første af skriveprofeterne, og hans lille bog er enten en meget fremsynet forudsigelse af Edoms rolle i Jerusalems ødelæggelse, eller profetien refererer til en hel anden begivenhed. Tidspunkt: ca.586. Tidspunktet for hvornår Obadias virkede er afhængigt af, hvordan v bliver tolket. Teksten passer bedst til situationen omkring Jerusalems ødelæggelse i årene f.kr., mens Judas folk blev gjort klar til at blive ført i eksil i Babylon. Edom frydede sig over babylonernes angreb og udnyttede den groft til egen fordel (v.10-14; Sl 137:7; Ez 35:5,10-15). Hvis Obadias levede i det 9. årh. f.kr., kan hans profeti måske henvise til Edoms løsrivelse fra Juda i år ca.850 f.kr., efter at filisterne og araberne havde angre- bet kong Joram i Jerusalem (2 Kong 8:20-22; 2 Krøn 21:16-17). Motiv: Bogen er et domsord mod Edom. Obadias udtrykker i ord Guds følelser om Edoms grovheder imod hans folk. Det sårer Gud at se Edoms umenneskeli- ge behandling af Judas flygtninge og høre den skadefro hån, når Edom selv var ligeså moden til få Guds dom pga. gudløshed. Obadias trøster Juda med, at Edom også vil blive dømt og vil blive udslettet som folk, mens at Israel en dag vil genopstå og stå i spidsen for at føre Guds universelle rige ind i verden. Bogens opbygning: 1:1-14 Guds domsord over Edom. 1:1 Overskriften på Obadias syn 1:2-7 Edom vil forsvinde som folkeslag 1:8-14 Årsagerne til Guds dom 1:15-21 Jahves dag. 1:15-16 Israels Gud vil dømme alle folkeslag i verden 1:17-21 Israel skal genopstå som et land og bringe Guds Rige til verden 187

188 Bogens indhold: Guds dom over dem der plager hans folk. Obadias havde et klart budskab til Edom: de ville blive dømt for deres hovmodige selvtilstrækkelighed, deres ondskab, deres manglende næstekærlighed, deres udnyttende griskhed og skadefro indstilling overfor hans Guds ejen- domsfolk. Edom vil forgå, hvorimod Israel vil genopstå. I. Det er Gud, der bestemmer, hvem der nedbøjes. Gud er hele verdens dommer, ikke kun Israels, og ingen nation kan beskytte sig imod ham. Han bemærker alt, og alle vil stå til regnskab over for ham for deres adfærd. Gud er specielt opmærksom på ondskab, der er rettet mod hans børn, fordi de er hans børn. II. Det er Gud, der bestemmer hvem der ophøjes. Gud er nøjeregnende med menneskers adfærd. Alle vil stå til regnskab og vil få igen, som de har gjort. Men der findes en redning, der udgår fra Guds folk, og som vil føre til Guds Riges triumf i verden. Bogens temaer: Obadias er en lille bog med et stort budskab. Indholdet af hans budskab kan få indflydelse på nationer og folkeslags evige skæbne. Obadias Bog understreger, at blot fordi Gud er Israels Gud, betyder det ikke, at Gud ikke har ret til at dømme alle verdens folkeslag og religioner. Gud bemærker alle menneskers holdninger, ord og adfærd, og til sidst vil ethvert menneske stå til regnskab for, hvordan de har forvaltet deres liv (v.15; Joel 4:12; Am 1:3-2:8; Matt 25:31-46). Det tager ofte lang tid, før Gud skrider til dom. Han forklarer først sin vilje og advarer, fordi han af hjertet ønsker, at mennesker skal omvende sig (2 Pet 3:9). Hans advarsler kommer på mange forskellige måder - igennem samvittigheden, igennem hans Ords undervisning og igennem advarende hændelser for derigennem at åbenbare sin vilje til mennesker (Rom 2:14-16; Joh 8:31-47; 1 Kor 11:27-32). Når Gud griber ind til dom og udmåler sin straf, er hans udgangspunkt altid, at straffen skal passe til forbrydelsen (v15; 3 Mos 24:19-22; Jer 50:29). Dette princip giver både oprejsning til ofret og har en opdragende effekt på forbryderen og på samfundets retsforståelse (2 Mos 9:27; 5 Mos 16:18-20; Kol 4:1). Bibelen siger meget klar, at ultimativt er det kun Gud, der kan dømme absolut retfærdigt (Matt 7:1-5; Åb 15:3-4). Derfor skal mennesker afstå fra selvtægt og hævn (Rom 12:17-19). Ofrene kan hvile i den forvisning, at intet menneske undslipper at stå til regnskab for det de har gjort, for Gud vil bringe offentlig oprejsning til alle ofre og straf over alle forbrydere (Åb 20:11-15). 188

189 Gud er optaget af forbrydelser, der bliver gjort mod sit folk (v.10-14; 1 Mos 1:1-14; Est 3:1-6; Joel 4:1-12). Når mennesker angriber dem, angriber de også ham (ApG 9:4-5). Derfor vil forfølgere også stå til ansvar for, hvordan de har behandlet Israel og Jesu disciple (Zak 2:12; Matt 25:45). Baggrundsinformation: Edom betyder rød og beskriver Jakobs rødhårede tvillingebror Esau. Farven kan også referere til det røde måltid, han solgte sin førstefødselsret for samt de røde sandstensklipper i Edoms bjerge. I Bibelen symboliserer Edom den gudløse nation, der ufravigeligt fastholdt sit fjendskab over for Guds folk (v.1-21; 4 Mos 20:14-21; Sl 52; Sl 83; Es kap. 34; 49:7-22; Klages 4:21-22; Ez 25:12-14; 35:1-15; Joel 4:18-19; Am 1:11-12; Mal 1:2-5). Fjendskabet begyndte imellem brødrene Jakob og Esau og fortsatte igennem 1500 års historie. Men Gud forbød Israel at hade Esau (5 Mos 2:1-6; 23:8-9). Obadias fik sit syn fra Gud. Ordet kan betyde, at han så profetien i syner, eller at han fik åndelig indsigt i Guds fastbesluttede vilje. Obadias tvivler ikke på, at de ord han talte var inspireret af Gud (v.1,4,8,18). Beviset for at profetien var fra Gud, var at læren var i overensstemmelse med Guds lære (5 Mos 13:1-6), og at den gik i opfyldelse (5 Mos 18: 14-22). Der er intet i Obadias bog, som ikke harmonerer med resten af Skriften, og profetierne vedr. Edom og Israel er opfyldt Edom eksisterede ikke i flere tusind år, men Israel er der stadig (v. 9-10,17-21). Bogens sammenhæng med resten af Bibelen: Den historiske baggrund for Obadias Bog findes i de historiske bøger (se 2 Kong kap. 25, 2 Krøn 36:11-21). Hans domsbudskab bygger på den åbenbaring af Gud, som Loven giver, og er i tråd med andre profeters budskab om Her- rens Dag. NT s lære om Guds endelige opgør med ondskab ved Jesu genkomst bekræfter Obadias åbenbaring om, at Gud dømmer ondskab og broderhad (Matt 25:41-46). Der er ingen specifikke referencer til Obadias Bog i NT, men læren er helt i overensstemmelse med NT s lære om Guds dom. Fra sin hellige by bringer Gud redning (v.17). Kun hos Bibelens Gud kan løgnere og bedragere som Jakob og andre forbrydere finde nåde (v.17b; 1 Mos 27:35-36; Sl 51:14). Det er fordi, Gud er barmhjertig, men også fordi han formidler en stedfortræder, som vil og kan betale synderes gæld (Joh 1:29; Rom 3:21-26; 1 Joh 1:9-2:2). Ved at stole på Jesus og hans frelsende værk kan hans fuldkomne retfærdighed blive givet til synderen (Hab 2:4; 1 Kor 1:30; Fil 3:7-11; Hebr 7:22-24). På denne måde kan Gud forblive absolut retfærdig, fastholde de højeste etiske krav, og samtidig tilgive syndere og forvandle dem efter hans fuldkomne, retfærdige væsen. 189

190 Jesus i det Gamle Testamente: Menneskehedens historie ender med, at Israels konge, som er Gud og Davids Søn, hersker på jorden (v.21; Åb 11:15). David var den eneste af Israels konger, der helt besejrede Edom (4 Mos 24:17-19; 2 Sam 8:13-14; Es 63:1-6; Am 9:11-12). Bogens mest kendte afsnit: Herrens dag bringer retfærdig dom og forløsende frelse 190

191 JONAS BOG Bogens hvem, hvad, hvor: Jonas Bog hører til blandt Bibelens profetiske bøger. Den adskiller sig fra de andre profetiske bøger, ved ikke at handle så meget om profetens budskaber som om profeten selv. Herved ligner den beskrivelserne af profeterne, som findes i Bibelens historiske bøger (Samuel-, Konge- og Krønikebøgerne). Bogens budskab fokuserer på Guds kærlighed til alle mennesker, ikke kun til dem, der har et pagtsforhold til ham. Forfatter: Traditionen taler enstemmigt for at bogen er skrevet af Jonas Am- mitajs søn fra landsbyen Gat- ha- Hefer i Zebulons stammeområde (1:1; Jos 19: 10,13; 2 Kong 14:25). Profetien har mange personlige detaljer om Jonas og det taler for, at han selv var forfatteren. Jonas giver indtryk af at være Israelitisk nationalist og af at have en ret streng, dømmende natur. Han tog det meget ilde op, at Gud kunne være nåderig overfor den onde assyriske hovedstad, Nineve. Tidspunkt: Kongebogen fortæller, at Jonas levede i nordriget Israel under Jeroboam II ( f.kr.). Gud gav Israel en periode med stabilitet og fremgang. På trods af kong Jeroboams ondskab, fik landet med Jonas støtte (2 Kong 14:22-27) udvidet sine landegrænser, så det næsten havde samme omfang som under Salomos imperium. Foruden Guds nåde, skyldtes Israels ekspansion, at nabofolket Aram var blevet stækket (jf. Elisas profeti 2 Kong 13:14-19), pga. angreb fra Assyrien. Assyrien var også selv i en nedgangsperiode under tre svage konger ( f.kr.) og var presset af bjergfolket, Uartu, ved den nordlige grænse. Landet havde indkasseret flere militære nederlag til Uartu og oplevet en periode med hungersnød og plager. Disse ting blev af datidens folk opfattet som et ilde varsler. Det kan meget vel tænkes at det netop var i denne periode, ca. år 775 f.kr., at Gud sendte Jonas til Nineve. Andre har dog fremført en hel anden teori om bogens oprindelse. De henviser til at bogens tema handler om Guds kærlighed til ikke- jøder og fremfører teorien om, at bogen blev skrevet som en kritik af jødernes snævre nationalisme efter deres hjemkomst efter eksilet (539 f.kr.). Denne teori bygger ikke på objektive kendsgerninger, og det skal bemærkes at profeterne Elias og Elisa, der levede før Jonas, også blev sendt for at betjene fremmede folkeslag. Motiv: Jonas var en mand, som kom til at opleve Guds nåde på meget konkrete måder. Han oplevede selv at blive reddet fra døden på usædvanlig vis. Sene- re brugte Gud ham til at bringe Nineve til omvendelse. Jonas viser i sin bog, hvordan Gud bearbejdede hans egenrådige, dømmesyge sind. Bogen er derved et bemærkelsesværdigt bekendelsesskrift af en mand, der ikke var bange for at 191

192 hans svage sider blev blottet for at fremhæve Guds nåderige hjerte. Denne bearbejdning under Guds hånd gjorde, at Jonas senere blev en profet, der bragte Guds hjælp og trøst til Israel (1 Kong 14:26). Bogens opbygning: 1:1-2:11 1:1-3 1:4-16 2:1-11 3:1-4:11 3:1-3a 3:3b- 10 4:1-4 4:5-11 Jonas flygter, men tilfangetages af Gud. Jonas gør oprør imod Guds kald. Gud standser Jonas flugt ved at sende en voldsom storm. Jonas bøn til Gud fra havdyrets bug. Jonas kraftfulde forkyndelse, men hårde hjerte. Gud kalder Jonas igen til at profetere imod Nineve. Nineve omvender sig på grund af Jonas forkyndelse. Jonas udtrykker sin vrede over Guds nåde imod Nineve. Gud oplærer Jonas i betydningen af nåde. Bogens indhold: Guds nåderige kærlighed til alle mennesker. Jonas korte profeti er en meget markant beretning om, hvordan Gud ønsker at give evangeliet til syndere, men også hvordan Guds folk holder evangeliet for sig selv. Jonas opfattede assyrerne og deres onde hovedstad Nineve som væ- rende udenfor Guds nåde. Assyrerne var ikke alene hedninger, de var også Israels fjender. De udøvede groteske former for gudsdyrkelse og var berygtet for deres terror. Det kan være at Jonas frygtede, at det ville opmuntre mennesker i Israel til at leve på lignende lovløs måde, hvis Gud viste dem nåde. I alt fald nægtede Jonas at tage til Nineve for at advare dem mod Guds dom. Han ønskede, at Nineve skulle tilintetgøres for derved kunne Israel også slippe af med sin farligste fjende. I. Guds dom og nåde mod Jonas. Gud kaldte Jonas til at advare Nineve om den kommende dom. Jonas tog Guds interesse i Nineve fortrydeligt op og flygtede i stedet så langt væk han kunne i den modsatte retning. Nineve lå 900 km øst for Israel og Tarsis 1300 km vest for. Jonas ville hellere leve i eksil end forkynde Guds ord til Nineve. Gud stand- sede flugten ved at sende en voldsom storm. Under stormen afslørede Jonas overfor skibets besætning, at han var årsag til stormen. I yderste havsnød, fulgte de hans anvisning og kastede ham i søen. Stormen fik en brat afslutning, og søfolkene anerkendte Jahve som Gud den almægtige. På vej til hans sikre død blev Jonas opslugt af et stort havdyr (2:1). Fra havdyret bønfaldt Jonas Gud om nåde og efter tre døgn befalede Gud havdyret at udspy Jonas på landjorden. 192

193 II. Guds barmhjertighed imod dem, der ikke fortjener nåde. Gud gentager sit kald til Jonas om at gå til Nineve og advare byen om dom. Jonas forkyndte, at dommen ville komme om 40 dage og hans forkyndelse havde overvældende effekt. Hele Nineve, fra kongehus til småfolk, omvendte sig i dyb anger til Gud. Gud tog imod Nineves omvendelse og tilgav dem i sin nåde. Jonas blev rasende over Guds beslutning og håbede på, at den vil blive omstødt. Gud måtte derfor undervise Jonas om, hvor meget både menneskeliv og dyreliv betyder for ham. Mikas Bog Bogens temaer: Det vigtigste tema i Jonas Bog er, at Israels Gud er interesseret i at vise alle folkeslag nåde. Han interesserer sig for, hvordan mennesker lever (1:2) og kalder dem til omvendelse (3:10). Gud vil, at de der kender ham skal have samme indstilling som han selv. Gud har omsorg for alle folk og nationer, fordi han har skabt dem. Dette giver dem reel værdi uafhængig af deres opførsel eller personlige forhold til ham (1:1; 3:2; Neh 9:6; Sl 36:8; 145:16; Eze 18:21-23; 33:11; Matt 28:20; Mark 16:15; Joh 3: 16). Dette betyder ikke, at alle mennesker bliver frelst, men det betyder, at alle mennesker kan frelses, hvis de oprigtigt vender sig fra synd og vender sig til Gud (3:7-10; Joel 3:5). Gud ønsker også, at hans folk skal vise respekt og omsorg for alle mennesker (3 Mos 19: 33-34; Matt 5:44) og sammen med ham arbejde for at bringe mennesker ind i et ret forhold til ham (Matt 28:20). Jonas havde evangelistens nådegave. Både søfolkene og Nineves indbyggere lærte Gud at kende igennem Jonas forkyndelse. Jo- nas var en af de få profeter i GT, der så synlig frugt af sit missionsarbejde (1:9-16; 3:1-10 se Es 6:8-13; Jer 7:27; Ez 3:7). Men Jonas forkyndte af nød og pligt, i lydighed og helt uden medfølelse. Dette fortæller tydeligt, at evangeliets kraft ikke kommer fra menneskers evner, entusiasme, eller teknik, men ved Helligåndens formidling af Guds Ord (Jer 23:29; Rom 1:17; 2 Kor 4:5-7; Hebr 4:12-13). Gud bærer over med mennesker på trods af deres mangler og fejl. Nogle af Jonas opfattelser og holdninger var helt forkastelige (1:1-3); men han var alligevel en ægte profet (1:1; 3:1-3). Selv efter at have oplevet Guds store nåde imod ham selv, kunne han ikke unde Nineve nåde. Han blev dybt fortvivlet og vred på Gud, da Nineve blev tilgivet (4:1-4; 9-11). Men bogens hudflettende ærlighed tyder alligevel på, at Jonas lærte Guds hjerte at kende, og at Gud forvandlede ham og gjorde ham til en stor trøstens profet for sit folk (2 Kong 14:25-27). Jonas liv beviser hvor tålmodig Gud er og hvordan han bliver ved med at korrigere sine tjenere. Hans mål er, at vi skal komme til at ligne ham (4:1-2). 193

194 Men ofte når Gud byder os gøre noget, så tror vores syndige hjerter, at han vil tage noget fra os, og derfor søger vi at undgå at have fællesskab med ham (1:3; 1 Mos 3:15; 2 Mos kap.3-6; Jer 1:4-10). Guds overbærende nåde betyder ikke, at vi på nogen indbildsk måde kan forlange, at Gud tilgiver os, eller at han altid skal give os en ny chance (Jer 7:1-15; Luk 9:57-62). Men ved Jesu offer er det blevet endnu mere tydeligt, at ethvert menneske altid kan omvende sig i ydmyghed og søge Gud om nåde, uanset hvad de måtte have gjort sig skyldige i (2:1-11; 1 Joh 1.8-9). Der er intet stort (orkaner 1:4, døden 2.1-3), eller småt (planter, orm, og vinden 4:6,7,8) som Gud ikke har fuld kontrol over. Der er heller ikke nogen skabning, som Gud ikke har kærlighed til hverken dyr, uvidende mennesker eller endda fjender (4:11; Luk 23:34; Rom 5:6-8) Baggrundsinformation: En legende er en fortælling, ofte med mytologiske træk, som har til formål at udtrykke religiøs lære. De der læser legenden, ved at den ikke søger at gengive det virkelige liv, men at der er tale om et digt. En legende kan indeholde historiske sandheder, men disse bliver vævet ind i fortællingen, ofte på en overdreven og fordrejet måde (fx Homers Iliade). En lignelse er en opdigtet historie, der bliver brugt til at fremhæve en morale eller illustrere et åndeligt forhold eller tilstand. Bibelske lignelser er korte og søger kun at illustrere en hovedpo- inte (2 Sam 12:1-7; Es 5:1-7; Luk 10:30-37). Jonas Bog er alt for lang, for kom- pleks og for detaljeret til at være en lignelse. Selvom beretningen bærer præg af ironi, når den beskriver Jonas, kan bogen ikke afskrives som en form for komisk overdrivelse, deri er dens kritik af Jonas alt for tragisk. Nogle gange bliver lignelser udtrykt i form af fabler, med talende planter eller dyr. Disse bliver brugt til at illustrere historiske og åndelige sandheder (Dom 9:7-15; Ez 17:22-24). Nogle mener at Jonas Bog skal opfattes på denne måde, som en slags historisk allegori. Jonas skulle være symbol på Israel, der blev opslugt, dvs. blev ført i eksil af fisken, Babylon. Pointen skulle være, at Gud ønskede at Israel, efter dets eksil, ikke skulle være så fjendtligt indstillet overfor hedninger. Problemet med denne teori er at Jonas Bog slet ikke ligner de historiske allegorier, der findes i Bibelen. De er tydeligt stilistiske (Se Sl 80:9-14; Ez 19), hvor Jonas Bog er virkelighedsnær. Forfatteren til Jonas Bog fremfører sin beretning som en reel historisk beretning. Personerne der optræder i den fremstår helt naturlige (Jonas, søfolkene, Nineves konge) og begivenhederne fremstilles som virkelige hændelser. At et menneske kan overleve tre døgn i et havdyrs bug, at en hel hedensk by omvender sig, at en plante vokser op og så pludselig dør er alle meget be- mærkelsesværdige hændelser, men de er ikke umulige. Der er tegn på at store havdyr som hvaler og hajer kan sluge mennesker hele, og sørgende hvaler har 194

195 opbevaret døde unger, endda også delfiner i deres mund i flere dage. Et men- neskelegeme kan under meget ekstreme vilkår overleve med meget lidt ilt, når det er nedkølet og i koma. Nineves omvendelse er bemærkelsesværdig, men ikke umulig. Den senere konge Esarhaddon ( f.kr.) forlangte at hans folk skulle faste i 100 dage. Olieplanten (kastorolie / amerikansk olie) vokser sig stor på en nat, kan blive op til 4m høj og bærer store skyggende blade. Underet er ikke at den opstår eller dør, men at det sker netop så Jonas kunne lære en lektie fra dens liv og død. Undergerningerne i Jonas er ikke mere bemærkelsesværdige end andre af Bibelens undergerninger. De fortæller om en Gud der bryder ind i den naturlige orden for at overstyre begivenhederne. Hvis ikke man kan tro på, at Gud kan bryde ind i Jonas tilværelse, må man også finde alternative forklaringer på Bibelens andre mirakler. Bibelen slynger ikke om sig med mirakler. De er fortrinsvis givet som tegn (Joh 20: 31) og bruges til at illustrere Bibelens hovedbudskab, om hvem Gud er og hvordan han frelser mennesker. De er bemærkelsesværdige, men de kræver ikke blind tro eller selvbedrag. De mennesker der oplevede dem, kunne ikke komme med alternative forklaringer (Joh 11: 47-48). Jesus gav udtryk for at beretningen om Jonas er sandfærdig. Han brugte Jonas oplevelse til at profetre om sin egen død og opstandelse og han brugte Nineves omvendelse til at advare sin samtid. Beretningerne havde vægt, fordi de var virkelige hændelser. Bogens sammenhæng med resten af Bibelen: Jonas Bog hører til blandt de profetiske skrifter. Som påpeget refereres der til Jonas i 2 Kong, og bogens stil ligner beretningerne om profeterne i de historiske bøger. Jøderne kalder også disse bøger De tidlige profeter. Det er Jonas person, der er profetiens hovedbudskab mens Bibelens andre profetiske bøger vægter selve budskabet. Nogle gange var de et sammenkog af profetens taler (fx Joel) andre gange var de profetier formuleret i skriftform (fx Esajas). Men der findes også historisk og biografisk materiale i disse værker (Es 36-39; Jer.; Daniel). Jonas er den eneste profet som Jesus sammenlignede sig med. Jonas kom også fra Galilæa og Gat- ha- Hefer lå kun 5 km fra Nazareth. Jonas forkyndelse og tre dages ophold i havdyret illustrerede meget tydeligt Jesu egen mission (Matt 12:40). Jonas Bog fortæller om, at Guds Rige skal udbredes til alle nationer (1 Mos 3:15; 12:3; Es 2:1-5; Matt 28:20). Guds barmhjertighed er så stor, at selv onde byer som Nineve får lov til at høre omvendelsesbudskabet. Gud ønsker at alle mennesker skal frelses og han holder sin dom tilbage for at give mennesker mulighed for at omvende sig (1 Mos 19; 1 Tim 3:2-3; 2 Pet3:9). Gud er langsom til at straffe og hurtig til at tilgive, og Jonas Bog fortæller, at det aldrig er for 195

196 sent at søge Guds nåde. Jonas Bog udfordrer Guds folk til at dele Guds gode nyheder med andre. Selvom Nineve havde nået dets mål af synd (1:2; 3:8) gav Gud dem endnu en mulighed for omvendelse (1:1; 3:1,10). Betingelsen var, at deres omvendelse og tro var oprigtig og ægte (1:16; 3:5-10; 1 Mos. 15:6; Jer 18:7-12; Matt 12:41; Rom 4:3; Jak 2:23). 150 år senere blev profeten Nahum sendt til Nineve og forkyndte Guds endelige dom over byen. Denne blev eksekveret ved Baby- lonerne i år 612 f.kr. Guds straf og Guds nåde følges ad, fordi Gud både er fuldkommen retfærdig og fuldkommen nådig. Synd fortjener Guds retfærdige vre- desstraf, men der er noget i Guds væsen, der overgår hans vrede og det er hans barmhjertige kærlighed til syndere (Joh 3:16). Gud vil at den samme indstilling skal præge hans folk og derfor oplærer han dem i nåden. Gud kalder sine disciple til at elske deres fjender (4:10-11; Matt 5:43-48; 1 Pet 2:20-25), og selvom vi selv gerne modtager Guds nåde, har vores selvretfærdighed svært ved at acceptere, at andre bliver vist nåde (3:10-4:1; Matt 18:21-35). Ofte tror vi, at Guds lov er et bedre middel til opdragelse i retfærdighed end Guds evangelium, og det gør os selvretfærdige og dømmen- de (4:5). Men når Guds nåde bliver forstået i al dens herlighed, bliver den aldrig opfattet som billig nåde. I stedet vækker den hengiven efterfølgelse af Jesus Kristus (Luk 5:1-11). Jesus i det Gamle Testamente: Jesus brugte Jonas oplevelser til at symbolisere hans egen fysiske død og opstandelse (Matt 12:38-41). Jonas udfrielse fra havdyret, blev et profetisk tegn på Jesu overvindelse af døden og hans opstandelse til det nye liv. Tre dage og tre nætter betyder ikke nødvendigvis 72 timer. I oldtiden var det en udbredt opfattelse, at det tog sjælen tre dage og tre nætter at rejse til dødsriget. Når et menneske havde været død i tre dage betød det, at det var: absolut dødt (Joh 11:17,39). Jøderne talte om en periode på tre dage, så længe alle tre dagsperioder blev berørt, dvs. allerede efter 49 timer. Bibelens tal har ofte symbolsk betydning. Syv dage symboliserer en guddommelig fuldkommen periode (1 Mos 1:31-3:2; 2 Mos 20:10; 2 Mos 12:15; 4 Mos 29:12). Fyrre dage symboliserer en periode der er åndeligt vigtig (3:4; 1 Mos 7:4; 8:16; 2 Mos 24:18; 34:28; 4 Mos 13:25; 5 Mos 9:25; 1Kong.19:8; Ez 4:6; Matt 4:2; ApG 1:3). Tre dage blev symbol på, at noget nyt begynder (2 Mos 19:11) og blev en direkte profeti på Jesu opstandelse (2:1; 1 Mos 22:4; Jos 1.11; Hos 6:1-2; Matt 12:40; 1 Kor 15:4). 196

197 Jesus brugte Jonas advarende forkyndelse overfor Nineve til at symbolisere sin egen evangelistiske tjeneste: Han var forkynderen, der var større end Jonas (Matt 12:38-41; Luk 11:29-32), og derfor havde hans tilhørere ingen undskyldning for at forblive vantro. Nineves borgere havde omvendt sig ved at lytte til en så uentusiastisk forkynder som Jonas, men skarerne forlangte mirakler, før de ville tro Jesus. Jesus byggede sin lære på sandheden og derfor ville han ikke underminere dens autoritet ved at lokke med underholdende mirakler. Han brugte kun sine undergerninger som tegn for at åbenbare, hvem han var og hvad han var kommet for at gøre. Ved dommedag vil Nineves borgere rejse sig og fordømme alle, der nægtede at adlyde Guds evangelium. Og stadig i dag opfordrer Guds Ånd mennesker til at omvende sig og advarer: om I dog i dag ville lytte til ham! Gør ikke jeres hjerter hårde som ved oprøret Hebr 3:15. Bogens mest kendte afsnit: 2:1-11 Jonas bøn fra havdyrets bug Jonas domsforkyndelse mod Nineve. 4:1 Gud underviser Jonas om betydning af nåden. 197

198 MIKAS BOG Bogens hvem, hvad, hvor: Mikas Bog hører til blandt Bibelens profetiske bøger. Profeten talte til både Nordriget Israel og Sydriget Juda, men siden Mika selv kom fra Juda, var det fortrinsvis Jerusalem og Juda, han henvendte sig til. 100 år senere blev Mika stadig anerkendt som en af de banebrydende for vækkelsen under kong Hizkija (2Krøn.kap.30). Vækkelsen førte til en reformation, der udskød Guds dom over Juda i over hundrede år (Jer.26:16-19). Guds frelsende indgreb overfor Jerusa- lem var et klart tegn på Guds stadige frelseshistoriske hensigt med sit folk (5:4-8). Forfatter: Mika kom fra landsbyen Moreshet (1:1,14; Jer.26:18), ca.35 km. SV for Jerusalem. Landsbyen lå i Shefelaen, den lave højderyg der løber mellem Judas bjerge og Filisternes kystslette. Selvom Mika kom fra landet, var han godt kendt med storbyens liv, og tog afstand fra dets korrumperende indflydelse på landbe- folkningens moralske liv (6:9-12; 7:2-3). Mika var, ligesom de andre 8.årh. profeter, følsom overfor social uret og forkyndte Guds retfærdige harme over de ugudelige undertrykkere (3:9-11; Es.5:8-10; Hos ; Am.2.6-8) Men selvom hans fordømmelse var skarp (1:6-7) var den ikke så barsk som Amos (Am.4:1-3). Han havde en dyb medfølelse med sit folk (1:8) og fremhævede Guds barmhjertighed (7:18-20). Tidspunkt: Mika profeterede samtidig med Hoseas i Israel og Esajas i Juda. Disse tre var de sidste profeter, der talte til begge riger. Hans tjeneste begyndte kort efter Esajas, og foregik under tre af Judas konger fra f.Kr. (1:1). Under Jotams far, kong Uzzijas ( ), havde Juda oplevet sin største fremgang siden kong Salomo, og det havde ført til stor velstand, men også til undertrykkelse og moralsk og åndelig forfald (2:1-3; 3:9-10; 5:11-14). Under hele hans tjeneste var Assyrisk imperialisme tiltagende, og Juda gik fra at være en lokal stormagt, til næsten at blive opslugt af Assyrien (1:8-16). I år 701.f.Kr. beviste Israels underfulde Gud, at med hans hjælp kan selv en lille nation stå en hvilken som helst stormagt imod (2:12-13; 5:4-8; 7:8-10, 15-17; 1 Kong 19:35; Es kap.36-37). Motiv: Mika så, hvordan Israels to riger hastigt forlod deres pagt med Gud og hvordan Gud jf. pagtens betingelser måtte bringe sin tugtende dom over dem (3 Mos 26:14-17; 5 Mos 28:49-57). Gud brugte Assyrien som sit tugtende redskab og gjorde ende på Nordriget (1:5-7). Juda blev også truet (1.8-16), og havde folket ikke omvendt sig under Hizkija og genoprettet pagten med Gud (6:6-8), havde de lidt samme skæbne. Selvom Juda omvendte sig, vidste Mika, at det kun var et spørgsmål om tid, før frafaldet igen kom og Jerusalem måtte tilintetgøres ligesom Samaria (3:12) og befolkningen føres i eksil (4:9-10). For 198

199 den troende rest i folket var der dog altid håb, fordi Gud aldrig opgiver sine løfter om at genindføre sit herredømme i verden under sin mægtige hersker af Davids slægt (5:1-3; 7:7-17) Bogens opbygning: 1-2 Første serie af anklage og håb. 1:1 Mika introduceres 1:2-16 Guds tugtende dom over Israel og Juda 2:1-11 Guds anklagende ve råb og årsagerne til hans dom 2:12-13 Gud opmuntrer sin troende rest 3-5 Anden serie af anklage og håb. 3:1-12 Guds anklage over Judas civile og åndelige ledere 4:1-13 Fire syner om Israels vej til herlighed 4:14-5:14 Tre syner om Messias og hans indgreb 6-7 Tredje serie af anklage og håb. 6:1-16 I Guds retssal kommer Guds folk under anklage 7:1-6 Guds smertelig ve råb over tilstanden, der kræver dom. 7:7-20 Guds folks omvendelse og frelse Bogens indhold: Guds varsel imod syndige riger og trøst til sine hengivne troende. Mika profeterer om folkets synd, om Guds retfærdige dom; men også om hans nåderige frelse. Hans doms forkyndelse havde baggrund i Sinaj- pagtens høje, etiske lov (6:1-8) mens hans trøstende budskaber hvilede i Guds uforanderlige kærlighed og troskab mod sin pagt (7:20). Hermed søgte Mika at nedbryde folkets fejlopfattelse af, at Gud altid ville beskytte sit tempel og folk uafhængig af, hvordan de levede (2:6-7; 3:9-12). I Hør, alle folkeslag! Gud afsiger sin dom over Samaria og Jerusalem. Han bruger den imperialistiske Assyriske stormagt som sit tugtende redskab til at tilintetgøre Samaria og de Judæiske fæstningsbyer på Mikas hjemegn, som var sat til at beskytte Jerusa- lem. Årsagen til dommen var befolkningens griske overklasse. Godsejerne og de medløbende profeter var hensynsløse i deres undertrykkelse og udnyttelse af den jævne mand. Kun en gudfrygtig rest kunne hvile med håb. 199

200 II Hør, Jakobs ledere! Mika afslører Jerusalems sande tilstand i forhold til Guds ideal og udtalte Guds dom over Judas fordærvede stormænd, profeter, dommere og præster, der sammen var skyld i, at Jerusalem vil blive gjort til en ruinhob. Men ud af disse brokker ville Gud alligevel genrejse sit rige. Igennem syv korte udtalelser om Jerusalem og Messias forkynder han Guds klare hensigter. Jerusalem, jf. Esajas profeti (Es.2:2-4), ville med Guds indgreb blive til velsignelse for hele verden. De troende ville blive indsat som Guds herskere over folkeslagene, men først efter de havde gennemlevet eksilets mørke i Babylon. Ligesom Jerusalem blev genoprejst, ville Davids Hus også genopstå. Guds hersker vil komme. Han vil fødes i Betlehem og vil indføre Guds herlighed ved at frelse og forvandle sit folk og totalt rense verdenen fra al fysisk og åndeligt oprør. III Hør dog hvad Herren siger! Gud førte retssag mod sit folk, fordi de havde ladet hånt om hans nåde, og havde forsøgt at tilfredsstille ham med groteske religiøse ritualer frem for et forhold af ægte gudsfrygt. Gud afslører realiteterne af folkets uret og moralske fordærv, og må afsige sin tugtende dom. Det smerter Gud, at se hvor få gudfrygtige og retskafne der er og se den frygtelige sociale opløsning der vil komme, når hans dom udløses. På trods af dommen vil de troende stadig have mulighed for at spejde efter og finde Gud, og for at opleve hvordan Guds frelsende indgreb genopretter dem igen. De vil hylde Gud for hans barmhjertige tilgivelse og trofaste hengivenhed til sine løfter. Bogens temaer: Mika koncentrerer sin åbenbaring på to afgørende sider af Guds karakter, hans hellige retfærdighed og hans trofaste kærlighed (3:8; 7:7-9; 1Joh.1:5; 4:8). Hver af de tre sektioner i bogen, begynder med hans rene retfærdige dom og slutter med hans barmhjertige nåde. Guds pagt bygger på sandhed og etik og Gud kan ikke se gennem fingrene med uret uden, at han selv bliver medskyldig i for- bryd- elsen. Derfor får synd altid en hellig konsekvens. Men samtidig formår Gud også igennem sin nådespagt, at tilgive og totalt rense for synd (7:9,18-20). NT forklarer hvordan disse to uforenelige absolutter bliver forenet igennem Kristi offer. Gud den hellige og retfærdige: Guds retfærdighed byder ham at gribe ind overfor synd (6:1-2,10-16). Der er ingen særlige aftaler, fortrin eller specielle forhold, der kan skærme mennesker, for Gud er en fuldkommen ren og ube- stikkelig dommer (2:6-7; 3:4; 6:11). Han afslører og bedømmer alt (6:10,16; 7:2-4), advarer og giver mennesker en mulighed for omvendelse, før han for retfærdig- hedens skyld griber ind overfor dem, der overhører hans vilje (5:9-14). Nogle gange kommer Guds tugtende dom som en ydre fjende (1:6; 3:12); 200

201 andre gange opløses samfundet indefra (7:5-6), og til tider er det en blanding af begge. Gud den nådefulde og kærlige: Det er ved nåde og aldrig ved fortjeneste, at mennesker kommer ind et pagtsforhold til Gud (6:3-5). Frelsen sker ved nåden og troen alene (7:8-9), aldrig ved opøvelse af religiøse ritualer eller moralsk livsførelse (6:6-7; Ef 2:8-9). Mika erklærer frimodigt, at Gud frelser synderen og tilgiver synd og skyld (7:8-9,18-19), men giver ikke selve forklaringen på, hvordan dette sker. Han påpeger dog, at der skal betales en pris og at Guds Messias skal lide, før han kan blive menneskets fred (4:10,14; 5:3). Når Guds frelsende kærlighed opleves, vækkes der en glædesfyldt og ydmyg taknemlig- hed i den frelste, og længsel efter at hengive sit liv til Gud i gudfrygtig efterføl- gelse (6:8; Ef 2:10). Guds krav til ledere: Lederskab kommer af, at Gud delegerer autoritet, og derfor står alle ledere til regnskab overfor Gud. At være leder for Guds folk kræver både, at man reflekterer Guds karakter og at man forvalter hans vilje hos folket. I Guds mangfoldige arbejde er der brug for mange forskellige typer ledere med forskellige nådegaver og lederstil, men alle skal have den grund- læggende indstilling at de står under Gud og er sat til at tjene folkets sande vel. På begge disse afgørende områder fejlede Judas ledere. Stormændene vragede Guds vilje og udnyttede i stedet dem, de var sat til at tjene (3:1-4,9-11). Præ- ster og profeter, der skulle undervise og forklare Guds vilje, brugte deres em- beder til at støtte undertrykkerne (2:11; 3:5,11). Uden god styring og guddommelig vejledning udvikledes en junglelov, hvor den stærke udnyttede den svage (2:8-9; 6:9-12). Gud vil aldrig tillade, at en sådan tilstand fortsætter uen- deligt, og der kommer et tidspunkt, hvor han endegyldigt vil gribe ind (1:2-4; 6:1-2). Da vil han nedstyrte alle korrupte ledere (3:12), falske profeter (3:6-7) og hvert fordærvet samfund (2:3; 6:13-16). I det fordærvedes sted oprejser Gud sin egen fuldkomne leder, som vil samle og genopbygge Guds hårdt prø- vede folk (2:12; 4:6-8; 5:6-7; 7:11-12). Guds leder vil få til opgave at styre verden i Guds styrke og sandhed (2:13; 4:3; 5:1,3; 7:14) og alle Guds fjender vil blive ham underlagt (5:9-14; 7:16-17). Han vil være den der endegyldigt indfø- rer Guds evige velsignende fred i verden (4:1-4). Baggrundsinformation: Vilkår for den sande profet: Guds profeter vil altid være i en udsat situation, fordi mennesker helst vil lytte til det, der behager dem (2:6-7). Det betyder, at Guds Ords forkyndere fristes til at undgå upopulære sandheder, og i stedet kun fortælle det, som folk ønsker at høre (2:11). Går forkyndere ind på den vej, bliver de falske profeter og gør det vanskeligt for sig selv at stå for sandhed, fordi de bliver bange for at miste ros, løn og indflydelse (3:5). Guds sande pro- 201

202 feter gør sig i stedet afhængig af Gud og følger ham loyalt (3:8). De er overbeviste om, at Guds ord vil vise sig at være sandt og at hans vilje altid er det bedste for alle mennesker (2:7; 7:4b). Det betyder ikke, at de skal være ufølsomme overfor de smerter, dilemmaer og vanskeligheder, deres tilhørere står overfor (1:8-10; Lk.19:41-44). Bibelen, en profetisk bog: Bibelen er ikke kun en bog med filosofiske tanker og moralske anvisninger, det er en bog rodfæstet i historie og geografi, fordi Bibelens Gud er interesseret i det virkelige liv. Bibelen bemærker sig ved klare og direkte forudsigelser om fremtiden, hvilket er helt ukendt blandt alle andre verdens- religioner, men Bibelen sætter det som et kriterie, for at bevidne sin guddommelige troværdighed (5 Mos 18:15-22; Es 41:21-24). I Mikas lille Bog findes følgende direkte opfyldte profetier: Samarias fald (1:6; 2 Kong 17:4-6); Sankeribs invasion af Juda og Lakisj fald (1:9-16; 2 Kong 18:13); Jerusalems tilintetgørelse (3:12; 2 Krøn 36:15-20); Judas eksil i Babylon og udfrielse derfra (4:9-10; 5:6-7; 7:11-12; 2 Krøn 36:21-23); Betlehem som Guds Messias føde- sted (5:1; Matt 2:4-6). Bogens sammenhæng med resten af Bibelen: Mikas Bog bygger sit budskab på de høje etiske love fra Guds pagt, og profeten forventer at hans tilhørere kender både lovens holdninger og krav samt frel- seshistorien (6:4-8; 7:15,20). Den historiske baggrund for Mikas Bog findes i de historiske bøger (se 2 Kong kap.15-20, 2 Krøn kap ). Selvom det ikke kan bevises, at Esajas først skrev idealbilledet af Jerusalem citeret i 4:1-4 (Es 2.2-4), så var Esajas ældre end Mika i tjenesten (se Es 1:1), og det virker mest sandsynligt at hans mere uddybende Immanuel profetier og forudsigelser om Baby- lon inspirerede Mikas profetiske brudstykker (5:1-2 saml. Es 7:14; 9:5; 4:10 saml. Es 39: 6). Mika citeres selv af Jeremias og Sefanias (Jer.28:16; Sef.3:19). NT citerer Mika mht. Jesu fødested (Matt 2:16; Joh 7:42) men muligvis også mht. beskrivelsen af sammenbrud i familieforhold (Matt 10:35-36; Mark 13:12; Luk 12:53). Mikas klare syn på Guds retfærd og nåde skaber forudsætningen for hans forkyndelse om, at verdenshistorien vil ende med Guds Riges triumf (1:2-5). Her fulgte han det klare mønster, der fremstod i Mosebøgerne, de historiske bøger, Salmerne, samt skriveprofeterne før ham, som enstemmigt forkyndte at verdenshistorien var på vej mod Guds herlige, men også forfærdelige endemål (2 Pet 3:1-13; Åb 21-22). Davids Rige vil i fremtiden blive endnu mere herligt end det havde været i fortiden under David og Salomo (se kap.4-5). Det på trods af at Juda, i Mikas samtid, syntes svag og var på vej til at blive styrtet i grus (1:16; 2:4-5; 3:12). Men Guds Rige kommer først når den guddommelige hersker kommer (5:1-3). Han vil opbygge sit rige med den udvalgte troende 202

203 rest (2:12-13; 4:6-8), som efter trængsel og dom vil fremstå renset og retfær- diggjort (4:9-13; 7:8-10,18-19; Matt 24:3-31; Åb 20:1-6). Trængsel og befrielse er et mønster på Guds Riges indgreb i verden. De angribende Assyrere (1:8-16) og Guds befrielse under Hizkija gentages som et mønster 100 år senere da Babylonerne førte Juda i eksil, og Juda, 70 år efter blev befriet af Kyros (4:10; 2 Krøn 36:22-23; Ezr 1:1-4; Es ). Samme mønster gælder trældommen og udvandringen fra Egypten (6:4), Guds forskellige indgreb i Dommertiden (6:5) og da Jesus forudsiger Israels totale destruktion ved Rom i år 70 e.kr. og senere genoprettelse som stat (Luk 21:20-24). Dette sidste skete først efter 1900 år, da Israel igen blev en selvstændig stat og fik Jerusalem tilbage som hovedstad (hhv. år 1948 og 1967). Dette mønster finder sit afgørende højdepunkt i Jesu Kristi trængsler, i hans korsfæstelse og opstandelse på vegne af faldne mennesker (4:14-5:3). Trængselen får sin endelige fysiske kulmination, når Jerusalem angribes af Antikrists verdenskoalition og Jesus Kristus kommer tilbage og tilintetgør Satan og frelser sin troende rest (4:11-13; ; Joel 4:9-16; Ez kap.38-39; Zak 14:2-9; Matt 24:15-31; 2Tess.2:12; Åb.16:12-21; 19:17-21). Parallelt med denne fysiske historie, gentages mønsteret i en åndelig dimension i menigheden og i den enkelte troendes liv (ApG 4:23-31; 2 Kor 1:3-11; Ef 6:10-20). De oplever trængsel af forskellige art i deres liv, men også Guds befriende indgreb, som de i sidste ende vil opleve i deres egen død og opstandelse (1 Kor 15:42-55; 1 Tess 4:13-5:3). Mika understreger meget tydeligt at religiøse ritualer uden gudsfrygt og åndelige bekendelser samt uden etisk og social retfærdighed aldrig kan tilfredsstille Gud. Tværtimod må de opfattes som en hån mod hans hellige karakter (6:6-8; Hos 6:6; Am 5:21-24; Rom 12.1). Jesus i det Gamle Testamente: Landsbyen Betlehem i Efrata distriktet i Judas stammeområde, havde været kong Davids hjemby (1 Sam 17:12). I nærheden lå patriarken Jakobs hustru, Rakels grav (1Mos.35:19). Mika profeterede at Guds Messias skulle fødes i denne landsby og jødiske skriftkloge holdt fast ved denne kendsgerning (5.1; Matt 2:4-6; Joh 7:40-43). Mika profeterede 700 år før Jesus blev født, og man kunne derfor forvente at forældre, der ønskede at sikre Messiansk arveret for deres drengebørn, ville bosætte sig der. Det bemærkelsesværdige var, at Jesu forældre levede i Nazareth i Zebulon og kun ved et tilfælde, grundet en romersk skatteudskrivning, blev Jesus født i Betlehem (Luk 2:1-7). Mika profeterede at Messias havde eksisteret fra evighed (5:1). Dette harmonerer med Esajas udtryk Evigheds Fader om kongebarnet Immanuel (Es.9:5). Jesus gav selv tydeligt udtryk for sit evige væsen (Matt 22:41-45; Joh 8:58; 12:37-42; 17:5,24) og det samme bekræftes andre steder i NT (Joh 1:1-2; Kol 203

204 1:17; Åb 1:17; 2:8; 22:13). Et evigt væsen er en nødvendig forudsætning for at have guddommelig status. med stokken slår de Israels hersker på kinden. (4:14). Igen harmonerer Mikas profeti med Esajas profeti om Guds lidende tjener (Es 50:6). Profetien blev opfyldt bogstaveligt i Jesu lidelsesberetning, slået af både jøder og hedninger (Matt 26:67; 27:30). Ligesom Esajas, profeterede Mika, at Messias ville herske universelt (4:3; 5:3; Es 9:2-6; se også Sl 2; 45; 110). Jesus og NT forfattere understregede det samme (Matt 24:30-31; 28:18-20; Fil 2:9-11; Åb 1:5). Selvom Guds Rige først skulle etableres som et åndeligt rige, vil det ved Jesu genkomst også blive til et fysisk rige på jorden med Jerusalem som hovedstad (4:1-2; Zak 14:5-21; Åb 20:4-6). GT profeter kunne åbenbare både Messias trængsel og herlighed, men det var først NT, der kunne forklare, at Messias skulle komme to gange. Første gang for at lide og dø for menneskers synd, og anden gang for at indføre Guds evige freds Rige i verden (4:3-8; 5:3; Es.11:1-10; Åb kap.21-22). Bogens mest kendte afsnit: 1:2-4 Guds rejser sig til dom 4:1-5 Guds rige på jorden 5:1-3 Guds hersker fra Betlehem 6:6-8 Sand gudfrygtig livsførelse Bibelens nåderige tilgivende og trofaste Gud. 204

205 NAHUMS BOG Bogens hvem, hvad, hvor: Nahums Bog følger Sefanias. Den er henvendt til det mægtige Assyriske rige, og forkynder om dets prægtige hovedstads totale undergang. Ligesom Jonas 150 år tidligere havde talt Guds domsord over Nineve, så lyder dommen igen, men denne gang med modsat effekt, nådens tid var løbet ud for Nineve og nu stod den til at modtage sin straf. Forfatter:Nahum kom fra Elkosh, en landsby syd for Jerusalem og foruden til Nineve havde han også et budskab til Juda (1:15). Jf. kirkefaderen Jeronimus kom Nahum oprindeligt fra Galilæa, hvor landsbyen senere fik navnet Ka- pernaum (Nahums by). Mere siges der ikke om Nahum, end det der kan udledes af hans profeti. Han var en meget levende forkynder, der beskrev det han så i sit syn, helt ned i detaljer og på en meget lidenskabelig måde (2:4-11). Det var som om, han selv havde lidt under Assyriens grusomme åg (3:19). Tidspunkt: ca.625. Nahum profeterede efter Sefanias og samtidig med Jere- mias, medens Josija ( f.kr.) var konge i Juda. (2 Kong 22-23; 2 Krøn kap ). Assyrien var stadig den dominerende supermagt (2 Krøn 33:10-11), især efter Assurbanipal (år ) havde udryddet den etiopisk- egyptiske hovedstad Theben i årene f.kr. (3.8-11; Sef 2.12). Alt imens Josija udviklede sine reformer (år ), begyndte nye riger at rejse sig, og Assyri- en mistede kontrollen over Juda. Først kom de Skytiske (Ukrainske) invasioner ned langs Middelhavskysten i årene f.kr. Dette gav Egypten mulighed for igen at bryde fri af Assyrien. Ca. 10 år senere begyndte Mederne (Iran) mod øst at rejse sig, og i år 626 blev også Babylon selvstændig. Disse to riger gik sammen og udryddede den Assyriske stormagt bl.a. ved, efter en to årig belejring, at tilintetgøre hovedstaden Nineve, (år 612; 3:14-18; Sef 2:13-15). Alt tyder på, at Josijas reformer var begyndt at virke (1:7-13; 2:1), da Nahum tydeligt forudsagde Assyriens endelige fald (1:14; 3:1-4,19). Motiv: Assyrien havde på den grusomste måde hærget Mellemøsten i over 150 år. Det var berygtet som det mest onde storrige på grund af den måde, de besatte folkeslag blev mishandlet på. Både Israel og Juda havde oplevet de Assyriske hæres grusomme hærgen og dets generalers kyniske og nedværdi- gende foragt (2 Kong kap.17-19). Assyrien havde tilintetgjort Nordriget og ført Israels 10 stammer i eksil. Nineve havde haft sin chance for at tage imod Gud nåde under Jonas, men riget var hurtigt faldet tilbage til dets grusomme ondskab og vold (Jon 3:8-10). Derfor var riget i gang med sine sidste krampetræk- ninger et årti efter Kong Assurbanipals død ( f.kr.), selvom det havde nået sit politiske og kulturelle højdepunkt under ham. Det er disse krampe- 205

206 trækninger, Nahum beskrev. Han så at Nineves mål af ondskab var fyldt og skulle komme til at mærke Guds hellige harme og hævn. Bogens opbygning: 1:1-2:1 Guds retfærdige hævn og frelse. 1:1 Overskriften på Nahums syn 1:2-10 En lovprisning af den hellige, retfærdige Gud 1:11-2:1 Juda frelst og Assyrien straffet 2:2-3:19 Nineves tilintetgørelse. 2:2-14 Nahums detaljerede syn af dommen over Nineve 3:1-7 Årsagerne til Nineves dom og straf 3:8-19 Nineves totale afmagt overfor Guds dom Bogens indhold: Guds rensende dom skaber grundlaget for at forvandle verden. Nahum har ét hovedbudskab og det er, at Gud er hele verdens store og ret- færdige dommer. Denne sandhed kom til udtryk i Guds tilintetgørende straf over Assyrien, pga. dets ubeskrivelige grusomhed og ondskab. I. Gud er hele verdens dommer. Gud er hele verdens dommer, ikke kun Israels, og ingen afguder kan frelse fra ham. Han straffer og frelser alle folkeslag efter sin hellige retfærd. Guds ret- færd kommer til udtryk i lidenskabelig hævn over ondskab. Ingen går ustraffet, for Gud vil rydde verden for ondskab (1:2,9). Det er muligt at søge værn og beskyttelse hos Gud, for ingen kan standse ham i at frelse (1:1-13). II. Når dommen kommer. Nahum beskriver krigens grusomme rædsler, når verdensrigerne belejrer og ødelægger Nineve (2:14). Årsagen til Nineves dom er, at Assyrien har været alt for grusom og grisk (3.1). Derudover har den forført folkeslagene med sit ånde- lige fordærv (3:4). Nineves enorme fæstningsværker vil ikke kunne give dem beskyttelse (3:8-19), for intet i den menneskelige eller åndelige verden kan beskytte, når Gud udløser sin retfærdige gengældelses dom. Bogens temaer: Nahum fokuserer sit syn på Gud som dommer. Han vil dømme verden i retfær- dighed, og ingen vil kunne undgå denne dom, men han tilkendegiver altid, at der er en anden vej. Det er muligt at finde nåde hos ham. Der er kun dårlige nyheder for syndere, der ønsker at fortsætte i deres oprør imod Gud og trodse hans vilje. Guds klare advarsel til alle er, at fordi han er universets Herre, vil han komme og dømme verden. Hverken åndelige kræf- 206

207 ter, store fæstningsværker, menneskelig styrke eller økonomisk velstand kan stille noget op, når Gud udløser sin dom (1:14; 3:12-18). De gode nyheder gælder enhver, der opgiver sit oprørog søger tilflugt hos Gud (1:7). Han skaber fred og værner disse fra alt ondt, og genopretter deres værdighed (1:11-13; 2:1,3). Det er sådan et forhold Gud ønsker til alle sine børn, fordi han er god (1:7). Han er sen til vrede, fordi han ønsker at give mennesker mulighed for at standse deres oprør, omvende sig og finde tilgivelse og frelse hos ham (1:2; 2 Pet 3:9). Baggrundsinformation: Ord som harme, hævn, lidenskab (1:2, lidenskab på Heb.= jalousi), er ikke udtryk, der er populære at bruge om Gud. De er bibelske, men skal tolkes i lyset af Guds retfærd. Hans harme er brændende, dog altid ren og retfærdig. Hans hævn er nøjeregnende korrekt og kun en retfærdig gengældelse. Hans jalousi er aldrig som vores, der er præget af misundelse, men en stærk nidkær- hed efter ret. Derfor er der en retfærdig glæde, når retten sker fyldest. Der bliver ingen medynk, når Satan og alle der vil hans herredømme bliver kastet i ildsøen (3:7; Åb.20:10). De vil have afvist Guds nådes tilbud i Kristus og bærer derfor straffen for deres egen ondskab, hovmod og oprør (3:19; Åb 21:8). Bogens sammenhæng med resten af Bibelen: Den historiske baggrund for Nahums Bog findes i de historiske bøger (se 2 Kong kap.22-23, 2 Krøn kap.34-35). Hans domsbudskab bygger på den åbenba- ring af Gud, Loven giver og er i tråd med tidlige profeters budskab om Herrens Dag. NT lære om Guds endelige opgør ved Jesu genkomst bekræfter Nahums åbenbaring af Guds harme imod synd og dets ødelæggende konsekvenser (Rom 11:22; Åb kap.19-21). Nahums bog komplementerer budskabet i Jonas Bog. Dengang fik Nineve Guds nåde ved at angre ondskab, nu får de konsekvensen ved at fortsætte i den. Bibelen lægger meget vægt på Guds retfærdighed. Det betyder, at ondskab og uret i dette liv bliver straffet (1:2-3). Dette er vigtigt både for Guds retfærdige vilje, men også for at ofrene får godtgørelse for den uret, der er sket imod dem og får offentlig genoprejsning (Åb 6:9-11). Herrens dom kommer på det rigtige tidspunkt, som kun han kender, når hans vredes mål er opfyldt. Det er muligt at forsinke Guds vredes dom (Jon 3:10), men den kan aldrig ophæves (Åb 20:11-13). Bibelen giver Guds tydelige advarsel til alle hans fjender om, at dommen kommer og at der vil være en total omfattende straf for synd (Åb 14:9-11). Det kan ikke være anderledes, fordi Gud hader ondskab og uret. Har mennesker ikke direkte hørt Bibelens klare ord, har de alligevel ingen undskyldning, fordi alle har Guds lov skrevet på samvittigheden og de vil derfor 207

208 dømmes ud fra det lys de har fået (Rom 2:12-16). Det er Guds godhed, at han ikke for evigt vil acceptere en verden, der er fordærvet og forvredet (1:9). Jesus i det Gamle Testamente: Jesus er den helt rigtige til at være menneskehedens dommer, fordi han er fuldkommen kærlig og retfærdig, men også fordi han som menneske har været fristet i alle ting og har lidt som offer (1:2; Matt 25:31-46; Joh 5:26-27; Hebr 4:15). Bogens mest kendte afsnit: 1:2-2:1 Guds rejser sig til sin vredes dom 208

209 HABAKUKS BOG Bogens hvem, hvad, hvor: Habakkuks Bog henvender sig til befolkningen i Sydriget, Juda, i perioden, der ledte frem til den babyloniske invasion. Juda havde gennemgået en periode af reform og vækkelse under den gode konge Josias, men landet var faldet tilbage i en tilstand af undertrykkelse og vold. Habakkuk længtes efter Guds genoprettende indgreb, men havde svært ved at forstå Guds måde at gøre det på. Igen- nem sine ærlige, påtrængende spørgsmål kombineret med sin vedholdende hengivelse til Gud ender Habakkuk i en tilstand af forløst tillid til Gud. Forfatter: Det eneste sikre, man kan vide om Habakkuk, findes i denne bog. Han havde stor frimodighed overfor Gud og følte sig tryg i at fremlægge sin usikkerhed og forvirring (1:2-3; 1:14; 3:2). Han kombinerede dette med en indstilling, der var åben for at lytte til Gud og modtagelig overfor hans svar, selvom det bragte ham uro og usikkerhed. Dybt nede stolede Habakkuk på Gud, og det hjalp ham til at tage imod hans svar (2:1,14,20; 3:1;16,18-19). Han var yderst velformuleret og afsluttede sin profeti med en salme. Salmen blev skrevet, så den kunne synges ved tempelgudstjenesten, og dette kunne tyde på, at Habakkuk var levit, evt. tempelsanger (3:1a, 9c; Neh 12:27). Jødisk tradition fortæller, at han blev bortrykket til Babylon, for at støtte Daniel i løveku- len. Tidspunkt: Habakkuk profeterede samtidig med Jeremias, ca. 20 år efter Se- fanias og Nahum. Reformerne under kong Josias var løbet ud, og landet var ved at falde tilbage i moralsk forfald under Josias søn Jojakim (1:2-4; 2 Kong 23:36-24:7; 2 Krøn 36:5-8). På den internationale scene stormede det nye babylonske rige frem under kong Nabopolassar ( ) og hans søn og kron- prins Nebukadnesar (år f.kr.; se 1:6-10). Sammen med mederne for- måede Babylon at optrævle og knuse det mægtige assyriske rige, (se Sef 2:13-15; Nahums Bog) og Babylon fik også held til at stække en egyptisk ekspansion ved slaget ved Karkemisj i år 609 f.kr. (Jer kap.46:2). Efter dette slag lå alle staterne ned til den egyptiske grænse åbne for babylonisk dominans (3:16). Umiddelbart efter Karkemisj belejrede Babylon Jerusalem, og Juda blev gjort til en lydstat (Dan 1:1). Juda forsøgte senere at frigøre sig ved at indgå alliancer med Egypten, men fik hurtigt babyloniske repressalier at mærke i år 596. I 586.f.Kr. blev kongeriget knust, Jerusalem ødelagt og folket ført i eksil (1.10). I år 539 f.kr, faldt Babylon selv til perserne (2:5-17). Motiv: Habakkuks Bog er noget anderledes fra de andre profetier. Den ligner Jonas Bog, hvor det er profeten selv, mere end Guds ord til folket, der danner budskabets indhold. Profetien er opbygget omkring Habakkuks personlige kampe og hans påtrængende spørgsmål til Gud om retfærdigheden af hans 209

210 veje. Men da Gud svarede Habakkuk, oplevede han, at selvom han stadig måt- te igennem frygtelig trængsel, kunne han gøre det i et forløst tillidsforhold til Gud. Habakkuk nedskrev denne oplevelse for at opmuntre ligesindede, gudfrygtige i Juda til at fastholde deres tro på Gud. Bogens opbygning: 1-2 Habakkuks dialog med Gud. 1:1 Indledning til Habakkuks syn 1:2-4 Habakkuk spørger Gud, hvorfor uret i Juda ikke straffes 1:5-11 Gud svarer, at han vil bruge Babylon til at straffe Juda 1: Habakkuk klager, at Babylon er for ond til at straffe Juda 2:2-20 Gud svarer, at alt ondt vil blive straffet, hav tillid til Gud 3 Habakkuks lovprisning. 3:1-2 Habakkuk anmoder Gud om, at gribe ind 3:3-16 Habakkuk får et syn af Guds overvældende indgriben 3:17-19 Habakkuk finder fred i Gud på trods af dyb trængsel Bogens indhold: Gud styrer verden, derfor kan den retfærdige hvile i tro. Habakkuk klagede sin nød til Gud, fordi hans teologiske forståelse ikke svarede til den virkelighed, han oplevede i verden. Gud svarede sin profets spørgsmål og kaldte ham til at have tillid og tålmodighed, fordi Guds veje vil vise sig at være både retfærdige og gode. I. Habakkuks påtrængende dialog med Gud. Habakkuk spørger Gud, hvor længe de uretfærdige skal hærge Juda, og hvorfor Gud ikke griber ind. Gud svarer, at de onde vil blive straffet, og at tugten denne gang vil komme fra Babylon. Habakkuk klager over, at Babylon er langt mere syndig end Juda og derfor ikke burde bruges til at tugte Juda. Gud svarer, at der ikke skal herske tvivl om, at det er ham, der beslutter, hvordan verden styres, og at den troende må derfor sætte sin lid til ham. Al ondskab vil blive gengældt til fulde, også selvom Gud følger en anden tidsregning end mennesker (2 Pet 3:3-9). Profeten udtaler et femfoldigt ve over alle former for tyranni som et udtryk for, at Guds retfærdighed vil ske fyldest. II. Habakkuks lovprisning af Gud. Habakkuk slutter sin profeti med en salme, der udtrykker, hvordan hans tros- krise blev tilfredsstillet af Gud. Han ser Gud i hans overvældende magt og væl- de som universets hersker og dommer. Habakkuk anmoder Gud om at vise barmhjertighed, når han udøser sin retfærdige vrede, for han er klar over, at denne vrede også vil ramme Juda, og de retfærdige i landet. Gud fremstilles som den almægtige kriger, der dømmer sine fjender men også frelser sine tro- 210

211 ende; og dette syn hjælper Habakkuk til at komme igennem hans oprindelige fortvivlelse og nød. Han afslutter derfor salmen med sin egen stærke trosbekendelse - at den frelsende Gud er de troendes ultimative sikkerhed og styrke. Salmen er en gave til alle troende på tidspunkter, hvor de måtte opleve tros- prøvelsens dybe nat. Bogens temaer: Bogen primære tema handler om, hvordan gudfrygtige overlever i en verden, hvor Guds styre ikke synes nærværende. Habakkuk afslutter med at vise, at Gud som den almægtige styrer alt og er meget bevidst om al synd og uret. Han vil gribe ind på sin egen måde og i rette tid. Tro i Bibelen bygger på et dybt personligt kendskab til Gud (2:14), der kommer, når Gud personligt åbenbarer sig (3:1). Den troende udtrykker sin tro ved at vise Gud tillid (2:4) og ærefrygtig ydmyghed (2:20). Troens hvile kommer, når man er overbevist om, at Gud er kærlig, retfærdig og almægtig på trods af de trængsler og usikkerheder, man måtte gennemleve. Tro er en overbevisning om, at Gud styrer verden på en fuldkommen måde, og at han vil bringe verdenshistorien til en herlig forløsning for enhver, der tilhører ham. Med en sådan tro formår den troende at give sig helt hen til Guds vilje og derfra opleve en guddommelig kilde af fred og styrke (3:17-19; Luk 22:41-44; 23:44-46; Joh 16:33). Når troen prøves (1:2-4), er to mulige løsninger, når troende er konfronteret med trængsel og ondskab i verden. Enten må de fornægte deres tro på en kærlig og almægtig Gud, eller også må de blive ved med at stole på Gud. Nogle gange må dette ske ved alene at støtte sig til skriftens klare udsagn om Gud tilstedeværelse og troværdighed. Habakkuk fik sin overbevisning (3:1-2) efter, at han på Guds vegne havde udtalt en hellig dom over Babylon (2:6-20). Han indså også, hvor almægtig og ophøjet Gud var (2:14,20). Hans tro blev yderligere styrket, da han i sit indre blik så, hvordan Gud kontrollerer de vældige na- turkræfter og var både dommer og frelser. Han, der ellers havde været dybt anfægtet, kunne nu glæde sig i Gud, selvom han vidste, at trængselstiden stadig ventede (3:17). Han var overbevist om, at intet kunne hindre Gud i at komme ham til hjælp, lige meget hvilken hindring der måtte stå i vejen ( ). Habakkuk var en mand, der turde diskutere med Gud for at finde frem til dækkende svar på sine dilemmaer (1:1-4). Ligesom Job var han heller ikke bange for at udtrykke sine anfægtelser overfor Gud for at finde forklaring på tilvæ- relsens gåder. Habakkuk var nemlig overbevist om, at Gud drog omsorg for tilværelsen (1:12-13). Bibelen viser, at Gud aldrig fordømmer, når nogen udtrykker deres anfægtelser til ham, det er kun oprørsk vantro, som han for- dømmer. Kun i åben dialog kan misforståelse blive opklaret og forskel i opfat- 211

212 telse løses op. Det er bedre at udtrykke frustration, end at lade det koge i ens indre og lade det udvikle sig til bitterhed (Sl 39:2-5). Habakkuk forstod, at der var måder at spørge Gud på, som tog passende hensyn til hans guddommelige majestæt (1:12-13). Han var også villig til at være tålmodig og vente på Guds svar i tillid til, at Gud ville åbenbare sig i sin time (2:1-3; Am 3:7). Når et anfæg- tende menneske først møder Gud, vil han opleve, at Gud altid bringer en trøst, der fuldt ud tilfredsstiller hans dybeste behov (3:16; Job 42:1-6; Sl.73:21-28). Baggrundsinformation: Den troende må til tider opleve at stå i en situation, hvor han ikke kan forlige sine oplevelser i verden med, at der samtidig findes en god, retfærdig og al- mægtig Gud (1:2-4; Jobs Bog; Salme 73). Habakkuk kunne ikke forstå, hvorfor Gud, som var absolut hellig, virkede så passiv overfor uret og ondskab i Juda. Habakkuk kunne heller ikke forstå, at Gud kunne bruge en ond nation som Babylon til at tugte en mindre uretfærdig nation som Juda (1:6,12-17). Han mente, at Guds rene hellighed burde betyde, at Gud var nødt til at fornægte sin retfærdighed, hvis han lod det onde fremme hans sag (1:13). Habakkuk måtte lære, at Guds almagt betyder, at Gud gør op med ondskab i den time og på den måde, han selv finder passende, og at dette aldrig vil krænke hans hellighed. Den troende vil ikke altid forstå Guds veje, men ved at have tillid til Gud vil det være muligt at leve med trængsel og uløste gåder og alligevel opleve håb, glæde og fred (2:4; 3:17-19). Bogens sammenhæng med resten af Bibelen: Den historiske baggrund for Habakkuks Bog findes i Bibelens historiske bøger (se 2 Kong kap. 23:28 24:7, 2 Krøn kap. 35:20-36:8). Habakkuks oplevelse af Guds herlighed var meget lig de åbenbaringer af Gud, som gengives i Moselo- ven, de historiske bøger og Salmerne; og det tyder på, at Habakkuk kendte disse bøger (3:3-16; 2 Mos 9:3,15; 13:17-14:31; 19:16-19; Jos 3:15-17; Dom 5:4-5; Sl 18; 68). Han kendte også til de tidligere profetiske skrifter. Hans budskab om Guds kommende dom følger tidligere profeters åbenbaring af Her- rens Dag, selvom Habakkuk ikke selv bruger dette udtryk. Han citerer både Esajas og Jeremias (2:13; Jer 51:58c; 2:14; Es 11.9), selvom det er muligt, at det er Jeremias, der citerer ham. Han er en af de profeter i Bibelen, hvis hovedbudskab ikke rettede sig mod Israel, men mod en hel anden nation (se Nahum> Assyrien; Habakkuk> Babylon; Obadias> Edom). NT citerer ham direkte fire gange (1:5 i ApG 13:40-41; 2:4 i Rom 1:17; Gal 3:11; Hebr 11:38). Den retfærdige skal leve i tro (2:4b), Dette vers bliver citeret tre gange i NT og blev bannerførende for Martin Luthers protestantiske reformation. Ver- sene i NT bygger på Septuaginta (LXX), den græske oversættelse af den hebrai- 212

213 ske tekst. Det græske sprog er mere nøjagtig end hebraisk, når det kommer til det enkelte ords mening. På hebraisk kan hvert ord have flere oversættelses- muligheder. Den retfærdige: kan betyde den oprigtige, den der handler retfærdigt, eller den der har en retfærdighed som Gud godkender, dvs. er retfærdiggjort (såle- des Es 53:11). Tro: Dette ord har også forskellige meninger. Det kan betyde at stole på Gud og hans løfter (1 Mos 15:6). Det kan også betyde at være troværdig og dermed et gudfrygtigt eksempel for andre (2 Kong 12:16). Endelig i NT kan det også betyde det man tror på, dvs troen. NT siger at Guds nåde opererer igennem tro og derved frelser den troende. Tro er en holdning hos den troende (Joh 14:1), men det er også en gave givet af Gud (Ef 2:8). Tro har indflydelse på den troendes hjerte, sind og vilje. På hans hjertes forhold, dvs. hvem han tror på (Joh 17:6). På hans sind, dvs. hvad han tror på (Joh 17:7-8). På hans vilje dvs. hvordan han lever, pga. hans tro (Jak 2:26). Uden tro er det umuligt at leve med Gud (Hebr 11:1,6). Leve: Når ret- færdige stoler på Gud, vil de opleve liv. Dette kan betyde et godt fysisk liv, men GT giver også dette ord rigere betydning, så det betyder et vedvarende liv under Guds velsignelse (5 Mos 30:19-20), og det ligner således mere NTs forklaring på det evige liv - en ny kvalitet af liv. Den hebraiske oversættelse af kap.2:4 kan derfor have følgende betydninger: Den oprigtige person skal leve ved at vise trofasthed Den retfærdige skal leve ved at have tro. Den, der viser troværdighed, vil blive regnet retfærdig af Gud og vil leve. Den, der stoler på Gud, vil blive retfærdiggjort og vil leve Alle muligheder kan passes ind i Habakkuks personlige oplevelse (3:17-19). I modsætning til de retfærdige i Juda, der stolede på den levende Gud og fandt liv, ville det vantro, troløse, onde Babylon dø. Afguderne, som Babylon havde sat så megen tillid til (1:11,16), ville vise sig totalt afmægtige og en hul og tom trøst (2:18-19). Habakkuks budskab kaldte Guds folk til trofast at gennemleve den træng- sel, som den Babyloniske besættelse ville medføre. De kunne gennemføre dette, fordi Gud havde lovet at bringe Israel udfrielse og nyt liv (2:2-3). NT videre- udvikler grundtanken fra Habakkuk. I Rom 1:17, verset der førte til Luthers gennembrud, lægger Paulus vægt på ordet retfærdighed. Her siger han, at der er en retfærdighed, der kommer som et resultat af tro. En retfærdighed givet af Gud, når man tror på evangeliet om hans Søn (Rom 3:21-26; 5:1). I Gal 3:11 213

214 lægger Paulus vægten på ordet tro. Det er ved at have et levende kendskab og trofast hengivent tillidsforhold til Gud, at et menneske opnår retfærdighed i Guds øjne (Hab.2:14). Det er ikke muligt for mennesker at opnå dette ved Lo- ven, fordi de er syndere. Menneskers tro kommer som et gensvar på Guds trofaste kærlighed mod dem (Ef 2:8-10). I Hebr 10:38 bliver vægten lagt på at leve. Kun ved at fortsæt- te i et levende, hengivent forhold opnår mennesker godkendelse fra Gud. Det- te kan kun lade sig gøre ved hjælp af Guds kraft (Hab 3:16-19; Fil 2:12-13). Kun de mennesker, der stoler på Gud og følger ham loyalt, kan nogensinde være sikre på, at de har det evige liv (1 Joh 5:13). Når Jakob syntes at modsige Paulus at et menneske er retfærdiggjort ved gerninger ikke tro alene (Se Rom 4:3-5; Gal 3:2; Jak 2:24), så er det fordi han bruger retfærdiggjort på en anden måde en Paulus. For Paulus betyder retfær- diggjort: at blive erklæret retfærdig og tro: at stole på. Et menneske er ikke erklæret retfærdig ved gerninger, men ved at stole på Gud. For Jakob betyder retfærdiggjort: at demonstrere sin retfærdighed, og tro: intellektuel accept. Et menneske viser sin retfærdighed ved gerninger, ikke kun ved intellektuel accept af sandheder. Jesus i det Gamle Testamente: Jesus er troens banebryder (Hebr 12:3). Han åbner vejen til tro, han opretholder troen og fuldendte den ved opstandelsen. Det begynder med, at han opsø- ger fortabte syndere. Når det går op for mennesker, at Gud er positiv indstillet overfor dem, og at de ved Jesus Kristus kan få deres synd udslettet og få evigt liv, oplever de, at troen bliver vakt i dem. Denne tro bliver næret og styrket ved at lade Jesu ånd få lov til at fylde dem og råde i dem. Den troende kan aktivt samarbejde med Guds Ånd ved at gøre brug af de nådemidler Gud har givet (fx ved at læse Guds Ord og ved at bede, Apg 2:42). De vokser i troen, når de hele tiden adlyder Guds vilje og tilegner sig hans visdom. Habakkuk kunne ikke forstå eller acceptere, at Gud brugte det onde Baby- loniske rige til at tugte Juda (1:12-14). På lignende måde havde disciplene svært ved at acceptere, at Jesus skulle ydmyge sig for dem som en tjener (Joh 13:8-11) og korsfæstes (Matt 16:21-23). Med modsat fortegn havde de religiø- se magthavere kun foragt for, hvad de opfattede som en svag korsfæstet nar- rekonge og anede ingen uråd, at de en dag selv vil komme til at stå overfor ham som dommer (Matt 27:41-44; ApG 17:30-31). Guds veje opleves af be- grænsede mennesker som uransalige og paradoksale, men en dag vil Gud åbenbare for os, at de alle var præget af fuldkommen visdom og godhed (Job 42:1-6; Sl 73:12-24; Rom 11:33-36; 1 Kor 1:18-31). Hab.2:3 er oversat som en generel udfrielse, men i Hebr 10:37-38 bliver den tolket på en messiansk måde. Guds udfrielse bliver gennemført af en per- 214

215 sonlig befrier: For nu varer det kun en ganske kort tid, så kommer HAN, som skal komme, og HAN udebliver ikke; og mine retfærdige skal leve af tro. Når Jesus, Guds befrier kommer, bliver det i voldsom magt og vælde. Som Guds Krigerkonge bringer han Guds vredesdom over ondskab, men også Guds befrielse for troende (3:3-15; Sl 18:7-20; Es 63:1-6; Matt 24:30-31; Matt 25:31; 2 Tess 1:5-10; Åb 6:1-2; 19:11-16; 22:20). Israelitter var landfolk og ikke fortrolige med havet. Oprørte vande, specielt havet blev symbolik på det utæmmede og farlige. Bibelen gør meget ud af at vise, at Gud var både skaber af og fuldstændig i kontrol af vandende, de var aldrig en trussel til ham, de var hans tjenere 3:8 (Se: 1 Mos 1:2,9; 2 Mos 14:21-29; Job 26:10-14; Sl 77:17-21; Es 27:1; Matt 14:22-33; Åb 21:1). Bogens mest kendte afsnit: 2:1-4 2:20-3:19 Når Gud møder en troende, der bier på ham. Guds vælde, der vækker ærefrygt og ukuelig tro 215

216 SEFANIAS BOG Bogens hvem, hvad, hvor: Sefanias Bog begynder en ny række af profeter, der profeterede i Juda i årene op til dets undergang i 587 f.kr. Der var ca. gået 70 år siden Esajas og Mika, og kun Juda stod tilbage som stat. Juda havde været præget af dybt åndeligt frafald og derfor var Sefanias budskab præget af dom og kan opleves som et nødskrig til Juda om at omvende sig. Forfatter: Sefanias slægtsregister (1:1) indikerede, at han ligesom Esajas, var af fyrstelig slægt, idet han var kong Hizkijas tipoldebarn. Hans navn betyder skjult af Gud og kan indikere hans forældres bøn til Gud, om at bevare ham fra de grusomme børneofringer, kong Manasse havde indført (2 Kong 21:1-26; 2 Krøn 33:1-11). Tidspunkt: Sefanias profeterede før Nahum og Jeremias, medens Josija ( f.kr.) stadig var ung konge i Juda. (2 Kong 22-23; 2 Krøn kap ). Som profet med adgang til hoffet, har han sandsynlig vis været med til at opmuntre Josija i hans åndelige reformation af Juda, der kulminerede med, at Guds lov- bog (1-5 Mos) igen fik højsæde i befolkningen (622 f.kr., 2 Krøn 34:1-33). Assy- rien var stadig den dominerende supermagt (2 Krøn 33:10-11), især efter Assu- rbanipal havde udryddet den etiopisk- egyptiske hovedstad Theben i årene f.kr. (2.12; Nah ). Mens Josias udviklede sin reform (år ), begyndte nye riger at trænge sig på og Assyrien mistede kontrollen over Juda. Skyterne (Ukrainske) angreb ned langs Middelhavskysten i årene f.kr. De udryddede filisternes bystater (2:4-7), og det betød at Egypten kunne bryde fri fra Assyrien. Ca. 10 år senere begyndte Mederne (Iran) i øst at rejse sig, og i år 626 blev Babylon selvstændig. Tilsammen tilintetgjorde disse riger Assyrien. Først storbyen Assur i år 614, derefter hovedstaden Nineve i år 612, og resten af riget i 605 f.kr. (2:13-15; Nah 1:11-3:19). Motiv: Kongerne Manasse og Amon havde ført Juda ud i totalt åndeligt forfald, ved deres samarbejdspolitik med Assyrien og deres fordærv prægede stadig Juda, da Sefanias begyndte at profetere (1:4-5,12-13, 18; 3:1-5; 2 Krøn 33:9-10,21-25). Med barnekongen Josijas indsættelse, blev der mulighed for en ny begyndelse. Sefanias profetiske virke kunne meget vel have ført til, at Josija blev åndeligt vakt som teenager og gav støtte til den unge konge i hans reformer (2 Krøn 34:1-8). Sefanias klare profetier om naborigernes tilintetgørelse, ville have indgydt Josija mod til at stole på Gud frem for at ty til verdslige alliancer. Mest bemærkelsesværdig var hans profeti om Nineves fald (2:13), idet kong Assurbanipal ( f.kr.) der havde ført Assyrien til sit politiske og kulturelle højdepunkt, stadig herskede. Men kun 14 år efter dennes død, lå Nineve i grus 216

217 Bogens opbygning: 1:1-3:8 Guds udslettende dom. 1:1 Sefanias slægtsregister 1:2-3 Gud rejser sig til dom over verden 1:4-18 Guds dom over Juda og Jerusalem 2:1-3 En sidste opmuntring til omvendelse 2:4-13 Guds dom over verdensrigerne 3:1-8 Guds nødvendige og retfærdige dom 3:9-20 Guds genoprettende frelse. 3:9-20 Gud forvandler den troende rest og fjerner alle dens fjender Bogens indhold: Guds rensende dom skaber grundlaget for at forvandle verden. Sefanias beskriver og begrunder Guds universelle dom (1:2-3). Herrens dag betyder dommedag, hvor Gud dømmer og straffer både dem, der kalder sig Guds folk, men viser sig ikke at være det, og de oprørske hedenske verdensri- ger. Denne retfærdige vredesdom er nødvendig for at rense verden for synd og skabe nye levebetingelser for en forvandlet og troende rest (3:12). Herrens dag, betyder derfor også frelse, hvor skaberværket endeligt udfries fra træl- dommen under synden (Rom 8:20-21). I. Herrens dag Dommedag (17x). Tro på Gud skal vise sig ved hengiven efterfølgelse, det nyttede ikke noget blot at kalde sig med de rigtige navne og komme de rigtige steder (1:4-6). Kun en radikal omvendelse fra synd, kunne give håb om frelse (2:1-3). Vantro, hovmod, selvtilstrækkelighed (2:10-11a, 15) stod til at blive udslettet ved Guds dom (1:18; 3:8). Med dom skabte Gud grundlaget for et sandt forhold til mennesker, selvom han helst ville have været det foruden (3:7; 2 Pet 3:9). II. Herrens dag Nådens dag (2x). Med sin nye begyndelse, forvandler Gud også mennesker. Han fjerner deres skyld, fornyer deres holdninger, fylder dem med lovprisning og gør dem til en velsignelse på jorden (3:20). Bogens temaer: Sefanias fokuserer sin profeti på visheden om, årsagerne til og effekten af Guds altomfattende dom. Dom er en vigtig del af Bibelens åbenbaring, som det er i alle andre religioner. Bibelen forkynder at alle vil blive dømt, både troende og vantro, tilmed engle (1.2; ApG 10:42; Rom 14:10-12; Hebr 9:27; 2 Pet 2:4-5). Dommen vil 217

218 bygge på menneskers handlinger og deres efterfølgelse vil bevise om de egentlig havde et levende trosforhold til Gud (1:4-6; 3:1-4; Joh 3:36; Rom 1:18-23; Åb 20:13-15). Guds dom vil være fuldstændig retfærdig (Rom 2:11-12; 1 Pet 1:17). Guds dom renser verden, ved at fjerne syndens kilde, og ved at godtgøre for uret og uretfærdighed (Kol 3:25; Åb 19:1-3). Den opdeler mennesker i to grupper, de der tager imod Jesu stedfortrædende offer og de der selv må betale for deres skyld på dommedag (Matt 25:46; 2 Tess 1:5-10; Åb 20:11-15). Hver gang Gud griber ind i Israels historie, er det et varsel om hans endelige dom ved verdens ende (Åb kap.19-22). Baggrundsinformation: Selvom Gud er sen til at udtrykke vrede (2 Mos 34:6; Sl 30:5; Nah 1:3), vækker synd og ondskab altid hans retfærdige vrede (1:14,18; 2.1,3; 3:8; Nah 1:26). Bibelen søger aldrig at bortforklare at Gud bliver vred, for dette ville fratage Gud noget af hans retfærdige karakter. Den hellige Gud både føler vrede og handler i vrede ved konfrontation med synd Åb 14:10 = Thumos, vrede følelser Ef 5:6; Åb.6:16 = Orge : vredes- handlinger Det er dog vigtigt at forstå, at Guds vrede altid er hellig og retfærdig, den er aldrig lunefuld, uligevægtig og selvisk (Ef 5:26; Jak 1: 19). Guds vrede rammer både enkeltpersoner og nationer (Rom 1: 18-32; Ef 2:3; Åb 11:18). Indtil den endelige dom, mildner Gud altid sin vrede med nåde (Hos 11:8-9), men det skal aldrig forlede nogen til at tro, at de kan snyde sig udenom Guds endelige dom (Rom 2:4-6). Der er kun en vej til at undgå Guds altomfattende ransagende dom og det er tage imod Jesus som Guds sonemiddel hilasmos atsone, betyder egentlig at afbøde Guds vrede (1 Joh 2:1; 4:10). Hans offer betalte synderens skyld og betyder, at Gud ser på synderen som om denne var ligeså ren som Jesus (3 Mos 17:11; Rom 5:6-11; Gal 2:19-21). Bogens sammenhæng med resten af Bibelen: Sefanias opsummerer GT doms budskab. Den historiske baggrund for Sefanias profeti findes i de historiske bøger (se 2 Kong kap.21-23, 2 Krøn kap.33-35). Sinaj Pagten havde tydeligt fortalt, at konsekvensen af frafald vil blive Guds dom (5 Mos kap.28), og Sefanias Bog er helt i tråd med tidlige profeters budskab om Herrens doms dag (Joel, Amos, Hoseas, Esajas, Mika). Herrens store vredesdag vil blive det endelige opgør overfor alt åndeligt oprør, syndig livsfø- relse og vantro overmod siden universet blev skabt (1:14-17; Es 2:10-22; Joel kap. 4; Åb 19:11-21). 218

219 Gud udtrykker sin kærlighed til syndere ved at lade hele sin vredesdom falde på Jesus (Matt 27:45-46). På korset bar Jesus straffen for menneskets oprør mod Gud, derfor kan Jesus befri mennesker fra den kommende vrede (1 Tess1:10). Gud giver gratis frikendelse til alle, der erkender, at de ikke selv kan tilfredsstille hans retfærdige krav, men i stedet beder Jesus overtage deres liv (Matt 10:32-33; Joh 5:24; ApG 4:12; 16:30-31; Rom 3:21-26; 5:1; 8:1). Dette er de gode nyheder for alle fattige i ånden (3:12), for dem har dommedagen mistet sin frygtelige rædsel (1 Joh 4:17-18). Jesus i det Gamle Testamente: Jesus er Guds dommer: (3:5; Joh 5:26-27; ApG 10:42; 2 Tim 4:8) Jesus er Israels guddommelige konge: (3:15,17). Bogens mest kendte afsnit: 1:2-2:3 3:9-20 Guds rejser sig til sin vredes dom Guds genoprejser sit folk efter dommen 219

220 HAGGAJS BOG Bogens hvem, hvad, hvor: Haggajs Bog er den næstkorteste bog i GT, men den har et meget vigtig budskab om at prioritere rigtigt i livet. Bogen udspringer af vækkelsen, der opstod, efter at jøderne i 537 f.kr. vendte tilbage til Jerusalem fra Babylon for at genopbygge Guds tempel. Forfatter: Haggaj blev kaldet til profet i Israel. Noget tyder på, at han var barn, da Israel blev ført i eksil i 586 f.kr. (se 2:3), og således en gammel mand, da han ankom med den første bølge af hjemvendte jøder under Zerubbabel (Ezra 1:14). Haggaj blev anerkendt som Guds profet og virkede samtidig og i fælles- skab med den yngre Zakarias (1:1; Ezra 5:1; Zak 1.1). Deres mål var at inspirere de hjemvendte jøder til at gennemføre genopbygningen af Guds tempel. Bo- gen indeholder fem profetier, som han gav over en periode af fem måneder, men det er meget sandsynligt, at hans åndelige indflydelse varede meget læn- gere (Ezra 6:14). Septuaginta (LXX, GT græske overs.) associerer også Sl med ham og Zakarias. Bogen viser, at han var en levende og skarp forkynder. Tidspunkt: år 520 f.kr. Haggaj begyndte sit virke som profet 17 år efter, at jøderne var vendt hjem fra Babylon. Pga. lokal opposition fra samaritanerne ( f.kr. Ezra kap.3-4) og senere pga. egen ligegyldighed hos dem selv gik genopbygningen af templet i stå i femten år. I år 520, to år efter at kong Darius I havde overtaget Persiens trone ( f.kr.), begyndte Haggaj at udfordre sine landsmænd til at fuldføre byggeriet (1:1; 2:1,10,20). Dette initiativ blev indledningsvis bremset af lokale persiske embedsmænd, indtil jøderne fik Stor- kongens medhold og direkte støtte. Genopbygningen blev endelig fuldført i 516 f.kr. (Ezra kap.5-6) præcis 70 år efter at templet var blevet ødelagt af babylonerne (Zak 1:12; 2 Kong 36:19). Motiv: Bogen er en udfordring til Israel om at ryste passivitet og apati af sig og sætte Gud tilbage i centrum af deres liv. I 15 år havde de været opgivne overfor deres fjenders modstand, og efterhånden havde dette udviklet sig til ligegyldighed i deres forhold overfor Gud. En sådan indstilling havde medført, at Guds velsignelse var gået tabt. Haggajs forkyndelse gav dem mulighed for at genoptage deres himmelske mission om at bygge Guds Rige i verden. Til dette formål var Jerusalem templet en afgørende faktor. 220

221 Bogens opbygning: 1:1-2:23 1:1-11 1: :1-9 2: :20-23 Fem profetiske vækkelsesord. Gud udfordrer jøderne til at genopbygge hans tempel Jøderne adlyder kaldet og begynder arbejdet Gud opmuntrer folket til at overvinde mismod Gud advarer dem mod urene indstillinger og frafald Gud giver Zerubabel løfter om beskyttelse og løn Bogens indhold: Vejen til sand vækkelse og reform. Haggajs Bog udfordrer alle troende til at kæmpe imod de indre holdninger, der kan ødelægge åndelig hengivenhed. Faktorer som: selvoptagethed, mismod, urenhed og frygt. I stedet opmuntrer bogen til at prioritere forholdet til Gud og opleve den velsignelse, der udspringer af det. I. Gud på første pladsen. 1. dag, 6. måned (29 aug. 520). Haggaj begyndte med at irettesætte folket. De eftertragtede personlig luksus, men var ligeglade med, at Guds bolig lå i ruiner (Fra konteksten er det bedre at oversætte: bor under tag med 1948 overs. træklædte vægge, se også Jer 22:14-15). På grund af deres indstilling havde Gud trukket sine velsignelser tilbage, og folket måtte sande, hvordan alt mis- lykkedes for dem. Velsignelserne ville først komme, når Gud igen blev æret. 24. dag, 6. måned (21 sep. 520). Haggajs ord opvakte folkets ledere, og med Guds Ånds kraft samlede de folket og gik i gang med at forberede templets genopbygning. 21. dag, 7. måned (17 okt. 520). Det nye tempel ville ikke opnå samme fysiske herlighed som Salomos tempel, men Haggaj opmuntrede folket til ikke at blive mismodige og opgivende. Gud ville selv sørge for, at templets herlighed afspejlede Hans. 24. dag, 9. måned (18 dec. 520). Haggaj advarede folket mod at falde fra og nære urene holdninger overfor Gud. Hvis de i stedet hengav sig til ham og byggede videre på hans bolig, ville Gud give dem et synligt tegn på hans velsignelse. Muligvis begyndte efterårsregnen på denne dag og brød landets dybe tørke (1:10-11; 2:18). 24. dag, 9. måned (18 dec. 520). Haggaj trøstede Zerubbabel. Han skulle ikke frygte for konsekvenserne, når blot han adlød Gud. Israels Gud styrede både naturen og verdensrigerne, og han ville beskytte sin tjener og opfylde sine løfter til Israel og David. 221

222 Bogens temaer: Haggajs lille bog indeholder mange stærke budskaber, der er evigt aktuelle for Guds folk. Bibelen forbyder ikke mennesker at nyde livets mange gode gaver, men den advarer mod at gøre disse ting til selve livets formål. Hvis man nægter Gud ret til at styre ens liv, vil man indledningsvis miste hans personlige velsignelser, men i sidste ende vil man også gå glip af det evige liv (1:4-11; 2:21-22; Matt 6:33; Luk 12:19-21). En overdreven fokusering på problemer, mangler og negative vurderinger vil oftest føre til mismod. Men Guds nærvær og kraft giver mod og styrke til at overvinde selv de vanskeligste hindringer (2:3-5; Rom 8:28; Fil 4:11-13). Moseloven foreskrev mange forskellige love for at oplære jøderne i at forstå åndelig renhed (3 Mos kap.11-15; 4 Mos 19:11,22). Et princip var, at kun urenhed, og ikke renhed, kunne overføres ved berøring. Sætter man rene ogurene ting sammen, bliver begge dele urent. Derfor hvis man nærer en forkert indstilling overfor Gud, vil det betyde, at ens tjeneste og offergerning også bliver uren (2:14,17; Am 5:21-23; Mal 1:6-10; Matt 7:21-23). Baggrundsinformation: Udtryk som: det varer kun kort tid, så vil jeg få himlen og jorden til at skælve 2:6,21 og på dette sted giver jeg fred 2:9, kan opfyldes flere gange i løbet af Guds frelseshistorie. Det kan sammenlignes med en sten, der smutter hen over vandet, før den falder helt på plads. Ordene var aktuelle i Haggajs samtid, men NT viser, at mange af disse profetier først får deres endegyldige opfyldelse, når Jesus Kristus kommer igen. (Se Hebr 12:26-29 tolkning af Hag 2:6). Bogens sammenhæng med resten af Bibelen: Den historiske baggrund for Haggajs og Zakarias Bog findes i Ezras Bog (kap.1-6). Haggaj bygger tydeligvis sin lære på Moseloven (4 Mos kap.19; 5 Mos kap.28) og andre dele af GT. (Se 2:4 med Josv 1:6-7,9,18; 2:22 med 1 Mos 19:25; 2 Mos 15.1; Dom 7:22; Ez 38:31). NT citerer direkte fra Haggajs profeti (Se 2:6-7,21 og Hebr 12:26-27). At leve i pagt med Gud betyder, at Gud vil gribe direkte ind i sit folks liv. Gud ønsker at bo hos sit folk, og under den gamle pagt blev dette synliggjort ved Templets centrale plads iblandt dem. Han greb ind og tugtede dem, når de var oprørske ved at lade dem opleve forbandelse (1:6,9-11; 2:16-17). Dette lærte dem, at synd har konsekvenser. På lignende måde velsignede Gud deres lydighed, og dermed opmuntrede han dem til at følge ham (1:8; 2:18-19). I GT bliver Guds velsignelser fortrinsvist udtrykt i fysisk form, mens NT mere ud- 222

223 trykker dem i åndelig form (2:9; Joh 2:18-22; 4:21-24; 1 Kor ; Ef 2:17-22). Jesus i det Gamle Testamente: Jesus er templets kommende herlighed, 2:7: På hebraisk står der: Nationerne kommer (flertal) med deres skat (ental). Der er profetier i GT, hvor samme verberne refererer til en enkeltperson såvel som flere personer (Se Dan 7:13-14, 26-27). Hvis dette er tilfældet her, kan dette vers oversættes: nationernes udsøgte skat vil komme, og kan derfor være en henvisning til Jesus (Luk 2:25-35). Jesus, Zerubbabels efterkommer, 2:23: Gud havde lovet David, at en af hans efterkommere skulle sidde på hans trone (2 Sam 7:12-14). Selvom Israel ikke længere havde et kongerige, fortsatte kon- geslægten videre igennem Zerubbabel, indtil den nåede frem til Jesus Kristus (Matt 1:12; Luk 3:27). Bogens mest kendte afsnit: 1:3-15 2:3-9 Guds udfordring og folkets efterfølgelse. Gud opmuntrer sit folk imod mismod 223

224 ZAKARIAS BOG Bogens hvem, hvad, hvor: Zakarias, Haggajs og Malakias Bog udsprang af vækkelsen, der opstod, efter at jøderne i 537 f.kr. vendte tilbage til Jerusalem fra Babylon for at genopbygge Israel. Haggaj og Zakarias arbejdede sammen, men selvom de begge havde samme mål for øje, var deres forkyndelse meget forskellig. Haggajs var direkte og ligetil, mens Zakarias var mere mystisk. Zakarias fokuserede heller ikke kun på de nært forestående begivenheder som at bygge templet, men ligesom Daniel beskrev og forkyndte han jødernes skæbne i lyset af endetiden. Forfatter: Zakarias var både præst og profet. Hans farfar Iddo var leder af en af de 12 præsteslægter, der havde ansvaret for tempeltjenesten (Neh ). Højst sandsynligt blev han født i Babylon og ankom med de første hjemvendte jøder under Zerubbabel (Ez kap. 2). Ligesom Haggaj blev han anerkendt af folket som Guds profet, og de to arbejdede sammen for at få jøderne til at genopbygge templet (Ez 5:1; 6:14). Den sidste del af bogen har en anden stil, og derfor har nogen forslåe, at det er skrevet af en anden forfatter. Alternativt kunne Zakarias have skrevet dem på et senere tidspunkt med et andet formål for øje end tempelbyggeriet. (Bemærk også lighedspunkterne fx 2.14 med 9:9 og 8:8 med 13:9). Meget tyder på, at Zakarias var ung, da han begyndte at profetere (2:8), og at han fortsatte med at have åndelig indflydelse i en lang periode, måske helt frem til Ezras ankomst i 464 f.kr. (Ez kap.8). Septuaginta (GT græske overs.) nævner ham og Haggaj som forfattere til Sl Tidspunkt: år f.kr. Zakarias begyndte at virke i år 520 f.kr., 17 år efter, at jøderne var vendt hjem fra Babylon. Pga. lokal opposition fra samaritanerne ( f.kr. Ez kap.3-4) og jødernes ligegyldighed havde genopbygningen af templet stået stille i femten år. Zakarias begyndte sin forkyndelse efter, at Haggaj havde sat gang i tempelbyggeriet. En periode af mismod var begyndt at melde sig hos jøderne (se 1:1 med Hag 2:1-10), og derfor advarede Zakarias dem mod at opgive og inspirerede dem til at fortsætte arbejdet (Kap. 1-6). To år senere (kap. 7-8; år 518) blev han brugt som rådgiver vedr. fastedage. Tem- plet stod endelig færdigt i år 516 f.kr. (Ezkap.5-6), og dette var præcis 70 år efter babylonernes ødelæggelse (1:12; 2 Krøn 36:19). De sidste profetier er udaterede (kap.9-14) men passer godt til jødeforfølgelserne under Haman (483 f.kr., Est Kap. 3). Motiv: Bogens første kapitler (kap.1-8) supplerer Haggajs udfordring til de hjemvendte jøder om at genopbygge templet og leve gudfrygtigt. Kap kan være skrevet i den periode, hvor det var svært at være jøde, og hvor det var nemt for dem at betvivle deres mission som Guds folk i verden. Zakarias efterlod sine tilhørere ingen tvivl. Gud havde en herlig fremtid for Israel, og på 224

225 trods af dybe trængsler ville Gud forblive trofast og føre sit folk frem til sejr og fred Bogens opbygning: :1-6 1:7-17 2:1-4 2:5-17 3: : : : : : :1-14 8:1-17 8: :1-11:21 9:1-8 9:9-10:12 11: :1-14:21 12:1-13:6 13:7-9 14:1-23 Zakarias taler til hans samtid. En opfordring, otte syner og en opmuntring. En opfordring til at fortsat hengive sig til Gud Syn 1: Guds fire ryttere, der spejder på hele jorden Syn 2: Fire fjendtlige horn afhornes af fire smede Syn 3: En mand opmåler en udvidet Jerusalem Syn 4: Ypperstepræsten iklædes sin rene dragt Syn 5: Den gyldne lysestage og de to oliventræer Syn 6: Den flyvende bogrulles rensende dom Syn 7: Al ondskab fjernes og overflyttes til Babylon Syn 8: Guds fire vogne patruljerer hele verden En opmuntring til at gennemføre tempelbyggeriet Spørgsmål og svar vedrørende faste og fest. Gudsfrygt og næstekærlighed er vigtigere end ritualer Gud genopretter sit folk Fastedagene forvandles til festdage Zakarias om Guds folk ved verdenshistoriens ende. Profetudsagn 1: Messias komme og forkastelse. Guds folks fjender tilintetgjort Guds Messias genopretter sit folk og rige i verden Guds gode hyrde bliver forkastet af sit eget folk Profetudsagn 2: Messias komme og herlighed. Israels trængsel, dybe anger og udfrielse Trængslerne som Messias og Guds folk skal igennem Messias endegyldige triumf og hans rige på jord Bogens indhold: Hvad skal der til for, at Gud kan leve med sit folk i verden. Zakarias lægger vægt på, at Guds folk skal genopbygge templet, da dette var den gamle pagts symbol på, at Gud boede iblandt dem. Guds tilstedeværelse krævede dog også åndelig renhed i folket, men også dette ville Gud give dem, hvis de levede for ham. Derudover åbenbarede han, at det var Guds mål i fremtiden at samle og forene ikke bare jøderne men hele verden under sit hellige og nåderige styre. 225

226 A. At leve i tro på Guds løfter, når alt omkring en synes så småt. I. Prædikener bygget op over en nat, der bragte syner fra Gud. Zakarias Bog indledes med en miniserie af 10 prædikener, der når deres høj- depunkt med de to midterste syner. Hvert syn bygger på den forrige (A, B, C, D), og efter at have toppet (E + E1) bevæger den sig nedad igen (D1, C1, B1, A1). Foruden denne fremadskridende udvikling formår synerne at genspejle hinanden tematisk (A spejler sig med A1, B med B1 etc.) Det hele begynder med et kald til omvendelse (A) og slutter med en opmuntring til at genopbygge Guds tempel i verden (A1). Serien fortsætter derefter med de otte syner, som begynder med, at Gud er vred over Israels fjenders selvsikre hvile og viser, at Guds Ånd er aktivt med at bringe verden under Guds styre (B1). Gud vil afvæb- ne sit folks fjender i verden, (C) men samtidig også fjerne hans egen folks ondskab (C1). Når fjenderne er udryddet, inviterer Gud alle folkeslag til at forlade deres oprør (symboliseret i Babylon) og i stedet slå sig ned under hans styre (symboliseret i Jerusalem) (D). For at leve med Gud skal hans ord have lov til at eksekvere sin rensende dom over al synd og urenhed (D1). Miniserien når sit højdepunkt, da folkets religiøse leder (Josva) bliver renset af Guds repræsen- tant Semak (Spiren eller Grenen) (E), og under en samlet ledelse af ypperste- præsten og Davidssønnen (Zerubbabel) bliver Guds bolig genopbygget i verden (E1). II. Ægte gudsdyrkelse. To år efter disse nattesyner gav profetpræsten Zakarias tre profetiske udsagn vedrørende fastedagene, med tanke på templets og Jerusalems ødelæggelse 70 år tidligere (7:3,5; 8:19. Fastedage: 4. måned: 2 Kong 25:3-4; Jer 39:2; 52:6-7; 5. måned: 2 Kong 25:8-10; 7. måned: 2 Kong 25:22-25; Jer 41:1-3; 10.måned: 2 Kong 25:1-2; Jer 39:1; 52:4; Ez 24:1-2). Første udsagn (7:1) handler, om hvor vigtigt det er, at have den rigtige indstilling i hjertet til faste. Guds retfærdige dom var faldet over deres fædre netop pga. af deres hårdhjertethed. Andet udsagn (8:1) fortæller om, hvordan Guds ufortjente nåde nu ville velsigne folket, så de kan bygge templet færdigt og leve efter hans vilje. Tredje udsagn (8:18) giver det konkrete svar til deres indledende spørgsmål pga. det nye tempel vil fastedagene blive forvandlet til festdage, og ikke bare Israel, men hele verden vil samles for at dyrke Israels Gud (8:23). 226

227 B. Fremtiden Dommen, Messias og verdenshistoriens ende. III. Guds udfrielse, Messias herlige styre og Messias forkastelse. Gud vil tilintetgøre alle Israels fjender. Deres Messias vil ride fredfyldt ind i Jerusalem og bringe ægte fred, som er bygget på retfærdighed og frelse. Han vil bringe sit folk tilbage fra deres fangenskab ude i nationerne. Men på trods af det vil Guds Messias blive vraget af sit folk. De vil derfor miste Guds velsignelse og igen blive spredt og døje under uduelige og onde ledere. IV. Folkets trængsel, omvendelse, renselse og forløsning. Guds folk vil fremprovokere verdens had, men Gud vil fortsat værne om dem. I denne dybe trængselstime vil Guds Ånd føre dem frem til en erkendelse og anger over at have forkastet og gennemboret deres Messias. Deres omvendelse vil føre til frelse og til, at landet bliver renset fra afguderi og falske profeter. Det hele vil ske i en periode med dyb trængsel, hvor verdensrigerne vil søge at udslette Israel. På dette tidspunkt vil Messias stå frem i sin vælde, og efter at have tilintetgjort hans fjender vil han oprette sit universelle rige i verden med Jerusalem som sin hovedstad. Bogens temaer: Zakarias Bog understreger Haggajs prioriteter om at sætte Gud tilbage i centrum af nationens liv. Dette betød udadtil, at templet skulle genopbygges, men ligeså vigtigt var det, at de levede et helligt og hengivent liv overfor Gud på trods af forhindringer og trængsel. På denne måde kunne Israel forberede Messias komme og Guds Riges indførelse i verden. Templet var udtryk for, at Gud ønskede at bo iblandt sit folk (1:14,16; 2:10-12; 8:3,8; 13:9; 14:11). Jerusalem var blevet udvalgt som det eneste sted i verden, hvor Gud vil modtage ofringer for synd (5 Mos kap.12). Derfra ville han også en dag regere hele verden (14:6-9; Es 2:1-3). Derfor var det en katastrofe af ubeskrivelige dimensioner for jøderne, da babylonerne ødelagde Jerusalem og tilintetgjorde templet, og det var årsagen til, at de havde indført sør- ge/fastedage (7:3,5; 8:19). Det var magtpåliggende for dem at genopbygge templet og byen (4:8-10; 8:9), for kun på denne måde kunne Guds løfter blive indfriet (Hag 1:7-10). Det var ikke kun vigtigt, at templet blev genopbygget, og at præsteskabet og offertjenesten blev genindført. Det var ligeså vigtigt, at gudsdyrkelsen var ren (3:1-7), og at den udsprang fra hjertet og blev udlevet i en hellig og ren livsførelse (5:1-11; 7:9-10; 8:16-17; Es kap.58). Israels genoprettelse i år 539 f.kr. blev ikke den gyldne periode, folket umiddelbart havde ventet. Israels herlige løfter lod stadig vente på deres fremtidige indfrielse. Men Gud kender historiens herlige endemål, og derfor bety- 227

228 der svage ydre omstændigheder ikke noget for ham (4:6-10; Ez 3:13; Hag 2:1-9). Det afgørende for ham er troen og lydigheden hos sit folk (3:7; 4:6-7). Baggrundsinformation: Endetids litteratur anvender Gud nationer, styreformer og skikke, som er kendt af profetens samtid. Når disse forudsigelser tolkes, skal man behandle detaljerne med poetisk frihed og søge selve budskabet i hovedessensen. Fx behøver vi ikke at forvente, at verdens sidste krige bliver udkæmpet med heste som i oldtiden. Krigsheste symboliserer krig, og detaljer som hestenes farver er uvæ- sentlige, med mindre konteksten kræver det. Mange af profetierne kan forven- tes opfyldt bogstaveligt i Israels historie, men også symbolsk i kirkens liv (4:7-10; Matt 16:18-19; Joh 4:22-23). Det gør det nogle gange svært at vide, om de er blevet endeligt opfyldt. Satan. Hans navn betyder anklageren, for djævelens væsentlige opgave efter at have fristet mennesker til synd er vedholdende at påpege deres skyld. Hans største mål er at få dem retmæssigt fordømt af Gud (1 Krøn 21:1; Job 1:6-12; 2:1-7; Åb 12:10). Ved Jesu død mistede Satan endegyldigt retten til at fastholde mennesker under dødsdom (Kol 2:13-15; Hebr 2:14-15). Gud tillader Satans fortsatte virke i verden (2 Kor 4:3-4; Ef 2:2; 1 Pet 5:8), men til sidst vil Jesus effektuere den endelige dom over ham (Joh 12:31-33; Åb 20:7-10). Profetisk tjeneste. Syner og drømme. Syner er budskaber i billedform, som en profet modtager i vågen tilstand (4:1), mens profetiske drømme sker, mens han sover. Zakarias antiprofetiske udsagn i 13:1-6: Udsagnet er bedst tolket i lyset af de mange falske profeter, som Israel havde døjet med. Zakarias forudsiger en tid, hvor disse profeter også vil omvende sig og skamme sig over deres løgnagtige og opdigtede budskaber. Det er bemærkelsesværdigt, at efter profeten Malakias (ca. år 450 f.kr.) var der ingen offentlig profetisk tjeneste i Is- rael, indtil Johannes døber stod frem i år 26 e.kr. Bogens sammenhæng med resten af Bibelen: Den historiske baggrund for Zakarias og Haggajs Bog findes i Ezras Bog (kap.1-6). Sammen med Malakias Bog varsler disse tre bøger daggryet inden Messias fremkomst samt endetiden. Zakarias er efter Esajas den mest citerede profet i NT, bl.a. fordi han åbenbarer meget konkrete detaljer vedr. Jesu liv (9:9: Matt 21:5; 11:12-13: Matt 27: :7: Matt 26:31). Johannes Åbenbaring trækker også på Zakarias i de apokalyptiske beskrivelser se fx: 1:8: Åb 6:2,4,5,8; 3:9: Åb 5:6; 4:2: Åb 1:12,20; 4:3,14: Åb kap.11 6:5-8: Åb 1:4; 3:1; 4:5; 5:6; 12:10: Åb 1:7; 14:11: 22:3. Renselse fra synd er et af løfterne i den nye pagt (3:4-9; 13:1; Jer 31:34; Ez 36:25; Matt 26:28; Hebr 9:15-22). Det vil ske på en dag (3:10): Den dag er 228

229 både Langfredag, da Jesus ofrede sit liv på Golgata, og hver eneste dag hans offer effektueres over for en synder, der omvender sig og overgiver sit liv til ham. Helligånden: Ånd, ruah på hebraisk, kan oversættes med både ånde og vind. Guds Ånd er usynlig, men kan give sin mægtige kraft tilkende (4.6-10; Joh 3:8). Han er hellig, og hans livskraft renser verden (5:9-11). Han kan ikke be- grænses og er aktiv over hele verden (4:10b; 6:5-8). Når han udgydes, fører det velsignelse, og til at mennesker omvender sig og finder frelse (12:10; Es 32:15; 44.3; 59:20-21; Ez 36:26-27; 39:29; Joel 3.1-5; ApGkap.2). Guds frelsesværk gælder ikke alene Israel, men hele verden (2:10-12; 8:20-23; 14:16-19). Det vil bringe en universel fred som ikke kun er kendetegnet ved, at der ikke længere føres krig, men ved velvære og hvile i skabervær- ket (3:10; 8:4-8; 9:16-17). Den sidste verdenskrig: Gud tillader verdensrigerne at angribe Israel, inden han tilintetgør dem (12:1-9; 14:1-15; Ez kap ; Joel 4:9-17; Åb 16:12-21; 19:11-20:10). Israels omvendelse: Gud vil frelse Israel som folk, når det en dag omvender sig (12:10-13:6; Rom 11:25-27), men hovmodige, der aldrig vil omvende sig, vil blive nedstyrtet (11:1-3) årsriget: Jesus nedstiger til jorden på Oliebjerget (14:4; ApG.1:9-12). Det fører til en geografisk forvandling af verden. Jerusalem bliver løftet op til at være et højt bjerg (14:10; Es 2:2-4; Ez 48:30-35). Derfra vil der flyde en forvandlende flod ned mod Dødehavet og Middelhavet (14:8; Sl 46:4; 65:10; Ez 47:1-12; Joel 4:18; Åb 22:1-2). Guds Messias vil herske i Jerusa- lem, og alle verdens nationer vil komme for at tilbede ham der (14:9,16; Es 2:2-4). De, der ikke anerkender ham frivilligt, vil opleve Guds opdragende tugt i naturen (14:17-19). Jesus i det Gamle Testamente: Jesu præstekongevælde jf. Melkizedek- ordenen antydes tydeligt i Zakarias symbolske forkyndelse (se Hebr 5:5-10 og kap.7). Det kommer til udtryk i kroningen af Josva (6:11; Åb 19:12) og i sammensæt- ningen af Josva- og Davids- sønnen Zerubbabel i et fælles åndeligt styre over Israel (4:1-5,10b- 14). Jesus Zemak / Grenen: Udtrykket er en Messiansk titel med tilknytning til Davids kongehus (Es 4:2; 11:1-9; Jer 23:5-6) Zemak vil på sigt overtage præ- sternes tjeneste (3:8-9) og forene det præstelige med det civile styre (6:12-13). Jesus Krigerkongen: Messias beskrives som en konge, der vil nedkæmpe og dømme Israels fjender (12:1-9; 14:1-15) og derefter værne om sit folk (2:9). Som konge vil han herske over hele verden (9:10; 14:9). Til trods for hans enorme magt og herlighed forbliver han en fredskonge med et sagtmodigt hjerte (9:9-10; Matt 11:28-30). 229

230 Jesus er Guds hovedsten eller slutsten (4:7; 10:4; Sl 118:22; Matt 21:42; ApG 4:11; Ef 2:20; 1 Pet 2:4-8). Han er udvalgt og tilskåret af Gud, således at han afslutter Guds bygningsværk. Slutstenen var bygningens sidste sten og holdt alle de andre sten i bygningen solidt på plads. Udtrykket blev brugt om den øverste hjørnesten i bygningen eller den midterste og sidste sten i en hvælving. Når den beskrives med øjne (3:9; 4:10) symboliserer dette Guds Ånds alvidenhed og indsigt. Jesus Den gennemborede, den eneste førstefødte søn (12:10-14): Ordet gennemboret bruges i forbindelse med drab (same hebraiske ord bruges Dom 9:54; 1 Sa 31:4; Sl 22.17; Es 53:5; se også Joh 19:34-37; Åb 1:7). Det at se hen til ham, udtrykker en længsel efter at modtage hans frelse (4 Mos 21:9; Es 45:22; Joh 3:14-15). Bemærk, at det er Gud, der taler (12:1, 4,6,9), og alligevel er han en gennemboret, førstefødt søn (12.10). Jesus, Den gode hyrde overtog de vanrøgtede får (11:4-7), men fårene værd- satte ham ikke og forkastede ham (11:8-14). Gud fældede derefter dom over ham, som var han en dårlig hyrde (11:15-17; 13:7). Dette skete, da Jesus på korset blev gjort til synd og modtog Guds fulde straf for menneskehedens op- rør (2 Kor 5:21). Messias- detaljer: Vurderet til 30 sølvpenge (11:13; Matt 27:9-10) prisen for en slave (2 Mos 21:32). Indtoget til Jerusalem på et æsels føl (9:9-10; Matt 21:5). Disciplenes svigt af Jesus: (13:7; Mt 26:31,56). Bogens mest kendte afsnit: 3:1-10 4:1-14 9: : :1-21 Ypperstepræsten renset for anklager og udrustet til tjeneste Zerubbabel bygger templet i kraft af Guds Ånd Den ydmyge Konge ridder ind i Jerusalem på et æsels føl Israels omvendelse til den gennemborede Messias Messias indtager verden og indfører sit rige på jord 230

231 MALAKIAS BOG Bogens hvem, hvad, hvor: Malakias Bog er den sidste bog i GT. Efter den var Guds profetiske røst stille i 400 år, indtil Johannes Døber stod frem og varslede, at Guds Rige var kommet nær. Som alle GT- profeter før ham byggede Malakias sit budskab på Loven, men spejdede samtidig fremad efter Guds Rige. Forfatter: Intet andet er kendt om Malakias, end hvad der står i bogen. Det er blevet forslået, at forfatteren er anonym, fordi ordet Malakias ikke er et almindelig kendt egennavn, og fordi Septuaginta, græsk overs. af GT, oversætter 1:1 med: Herrens ord til Israel ved min budbringer (ordspillet gentages i 2:7, 3:1). Men bogen introducerer forfatteren på samme måde som alle de andre profeter, og derfor er det mere sandsynligt, at Malakias var hans egentlige navn. Malakias meget direkte og konfronterende stil afslørede, at den åndeli- ge tilstand blandt jøderne var meget alvorlig (1:6-8,11,13; 2:3; 3:2). Tidspunkt: år f.kr. Malakias var optaget af de samme åndelige udfordringer som Ezra og Nehemias (1:6-2:9; 13:7-9; 29; 2:10-16; Ez kap. 9-10; Neh 13:1-3,23-27; 3:5; Neh 5:2-3; 3:8-10: Neh 10:33-40). Jøderne havde været tilbage i landet i ca. 100 år siden eksilet i Babylon, men var blevet disillusioneret (3:13-15). Templet var blevet genopbygget, men den profeterede, gyldne her- lighedsperiode med velstand, international storhed og åndelig kraft (Hagg 2:6-9; Zak 2:15-17) virkede meget fjern fra en dagligdag med svigtende afgrøder, åndelig opposition og miniputstatus, 30x40 km, indbyggere, i det mægtige persiske imperium (3:10-11; Neh 1:1-3; 2:19). Motiv: Malakias henvendte sig til folk, der følte sig skuffede. De havde oplevet vækkelse (Ez 6:16-22; kap.9-10; Neh kap.8-10), men deres forventninger var bristet, og det havde ført til, at de nu bebrejdede Gud og var blevet ligeglade med hans lov. Malakias afviste disse bebrejdelser og afslørede, at det var deres egen troløshed, der var årsag til deres svage situation. Gud havde ikke svigtet dem og ville i sin time sende sin profeterede Messias. I stedet for at svigte Gud skulle Israel på ny hengive sig til ham. Dette ville føre til forvandling og velsignelse, mensfortsat troløshed kun ville føre til dom. Bogens opbygning: 1:1-5 1:1-5 1:6-3:12 1:6-2:9 2:10-16 Titel og introduktion. Gud har aldrig svigtet sin pagtskærlighed til Israel Israels åndelige fordærv og Guds svar. Israels præster var medskyldige i folkets troløshed Israels troløshed blev udtrykt i deres ægteskabelige svigt 231

232 2:17-3:5 3:6-12 3: : :22-24 Gud vil gribe ind og rense Israel Israels troløshed blev udtrykt i ligegyldighed over for Gud Gud skelner mellem de troløse og de trofaste tjenere Guds sidste appel Israel får inspiration ved både at se tilbage og frem Bogens indhold: Urene holdninger fører til urene handlinger. Malakias afslørede folkets uværdige holdninger over for Gud. Deres foragt overfor Gud blev tydeligt afsløret i deres gudsdyrkelse og i deres troløshed over for deres næste. I. Protest - Gud forbliver tro. Gud loyale pagtskærlighed over for Israel bevises, når Israels nationale skæbne sammenlignes med andre folkeslags, fx Edoms. II. Vrangforestillinger om Gud fører til vrangforestillinger om livet. Israels præster viste foragt over for Gud, og dette gjorde dem medansvarlige for folkets indstilling til Gud. Gud ville ikke tage imod deres lunkne gudsdyrkelse og kaldte præsterne tilbage til deres høje levitiske kald. Folkets troløshed blev udtrykt i deres brud af ægteskabspagten, ugudelig livsførelse og ligegyldighed over for Guds arbejde. Gud ville ikke passivt lade Israel ødelægge hans vidnesbyrd i verden. Han ville selv gribe ind og rense Israel. De troløse vil blive dømt, mens de trofaste vil blive forvandlet og opbygget. III. Appel - Vælg Guds vej! Gud kaldte Israel til at leve i overensstemmelse med hans Lov og samtidig forberede sig på hans komme til verden. Bogens temaer: Malakias Bog understreger, hvor vigtigt det er at have de rigtige holdninger over for Gud og at praktisere dem i en livsførelse, der ærer ham. Når menneskers opfattelser af Gud ikke stemmer overens med hans virkelighed, sker der oftest to ting: Gud får skylden, når ting går galt, og gudsdyrkelsen bliver tør og formel uden hengivenhed (1:6-8,12-14; 3:8-9, 13-15). I køl- vandet af dette søger mennesker at erstatte det åndelige tomrum med alternativ tilfredsstillelse. Oftest tiltager selviskhed og verdslighed (2:14; 3.5). Guds profetiske ord anfægter disse vrangforestillinger. Gud beder sig fri for tom, lunken gudsdyrkelse (1:8,10; Es.1:11-15; Am 5:21-23; Åb 3:15-16) og advarer, at han vil dømme verden i sin hellige retfærdighed (3:2-3). Bibelsk ægteskab er ikke kun en kontrakt mellem to mennesker. Det er en fælles pagt over for Gud (2:10; 1 Mos 2:24; Matt 19:5-6; Ef 5:21-33). Dette betyder, at skilsmisse kun burde ske, når der er tale om et uforeneligt, ugenop- 232

233 retteligt brud i troskabsforholdet (2:16; 5 Mos 24:1-4; Matt 5:27-32; 19:5-9; 1 Kor 7:15). Udover at kalde sine disciple til troskab byder Gud, at de kun må gifte sig med andre, der også deler troen på ham. På denne måde bevarer Gud en hellig sæd i verden (2:11; Neh 13:23-27; 1 Kor 7:39), og igennem den vil han fremme sit Rige. Baggrundsinformation: Jeg elsker Jakob og hader Esau: Ordene giver de forkerte indtryk på vores sprog. Der er ikke tale om personligt had dette forbyder Gud (5 Mos 23:8-9; Matt 5:21-26). I stedet er der tale om Guds udvælgelses kærlighed til Jakob som den nation, der skulle bære hans mission i verden. Sådan tolker også Pau- lus verset (Rom 9:10-13). Gud beviste sin udvælgelses kærlighed ved Israels fortsatte eksistens på trods af Babylons forsøg på at udrydde dem. Edom blev på lignende måde dømt for sine ugerninger (1:4; Sl 137:7; Ez 25: 12-14; kap. 35), men ophørte helt med at eksistere. Som GTs sidste bog peger Malakias tilbage til Moseloven, men samtidig frem til Guds frelsesplan der kan redde mennesker fra lovens strenge men retfærdige forbandelse. Bogens sammenhæng med resten af Bibelen: Den historiske baggrund for Malakias Bog findes i Ezras Bog (kap. 7-10) og Nehemias Bog. Malakias trak på hele Israels frelseshistorie, og han definerede Israels kald ud fra patriakerne og Moselovens religiøse ordninger, og han på- pegede folkets fortsatte troløshed. Samtidig understregede han profeternes hjertereligion, der blev udtrykt ved hellig livsførelse. NT citerer Malakias både direkte (Rom 9:13; Matt 11:10; Mark 1:2; Luk 7:27; Matt 17:10-11) og indirekte (Åb 11:3-6). Herrens Dag: Dagen hvor Gud vil indføre sit retfærdige, forvandlende Rige i verden (3:1-5,17,19-21,23-24; Joel 2:11; Åb 6:17). Gud varslede, at han er hele verdens Gud, og selv hvis Israel ikke vil anerkende ham, vil han blive tilbedt og æret som Gud i hele verden (1:5,11,14; 3:12; Sl 113:3-4; Es 19:18-25; 66:18; Sef 2:11; Zak 8:23; Matt 2:1-5; Mark 3:7-8; Luk 17:11-19; Joh 4:21-24; Åb 5:9-10). Jesus i det Gamle Testamente: Gud ville sende en budbringer / engel til at forberede hans vej og kalde mennesker tilbage til troshengivelse, før han selv trådte ind i verden med dom og frelse (3:1,23-24; Es 40:3-5; Matt 3:1-12; 11:7-14; 17:9-13; Mark 1:2; Luk 1:17, 76-77; Joh 1:19-34). 233

234 Jesus, Guds pagtsengel el. budbringer ville komme overraskende til Guds tempel. Det skete, da Jesus blev hyldet i templet som barn og senere rensede det både med en svøbe og med Guds rene ord (3:1; Hagg 2:9; Matt 21:12-16; Luk 2:27-32,46; Joh 2:13-25; 7:14,45). Jesus Guds retfærdighed sol. Han bringer lys og helbredende frelse til de troende, men en tilintetgørende dom over de troløse (3:19-20; Luk 1:78-79; Joh 1:14; 8:12; 9:4-5; 12:46-50). Bogens mest kendte afsnit: 2:17-3:4 3:13-24 Gud vil komme overraskende med sin dom og frelse Menneskeheden kan vælge imellem to skæbner 234

Vis mere