Lindvig Osmundsen Prædiken til Skærtorsdag 2016 Bording Side 1. Prædiken til Skærtorsdag Tekst. Johs 13,1-15. Fodvaskningen.

Transkript

1 Prædiken til Skærtorsdag 2016 Bording Side 1 Prædiken til Skærtorsdag Tekst. Johs 13,1-15. Fodvaskningen. Skærtorsdag er en dag hvor der skete meget i Jesu liv. Jesu er i Bethania hvor han har overnattet med disciplene, og først på dagen spørger de ham, om hvor han vil spise påskemåltidet. Han sender dem ind i byen, altså til Jerusalem og forklarer dem at de vil se en mand med en vandkrukke, og ham skal de følge og i det hus hvor han går ind skal de forberede måltidet. Det påskemåltid som der er tale om, er festen for jødernes udgang af Ægypten under Moses. Festen for friheden. At de som folk forlod slaveriet i Ægypten under Farao, og nu blev et frit folk med Moses som leder. Begyndelsen på den lange vandring mod det forjættede land. Skærtorsdag forbinder dermed den gamle historie for det jødiske folk, og den nye menigheds historie hvor Jesus er den samlende skikkelse. Skærtorsdag rummer derfor al den symbolik på menneskelivet som er i vandringen. At kristenlivet er en vandring i tro på Gud, med Jesu budskab og skikkelse som det samlende midtpunkt. Rummer derfor også den fine symbolik at menighedens liv er en vandring i tro og i følgeskab med Jesus Kristus. Jødernes ørkenvandring og de mange år på vej, 40 år, er som en menneskealder, et helt menneskeliv beskrevet i vandringens billede, med alle de livskriser som et menneskeliv rummer. Hvem skal jeg menneske tro på og følge, Hvilken vej skal jeg gå, hvordan skal jeg overleve og få det jeg skal bruge for at leve og klare mig. Vandringen gennem personlige kriser, og fællesskabets kriser. Vandringen som billede på menneskelivet fører os gennem menneskelivets forskellige landskaber, kriser Side 1 af 5

2 Prædiken til Skærtorsdag 2016 Bording Side 2 og udfordringer. Et yndet billede på menneskelivet, og her kommer det med fødderne naturligt ind i billedet. Sådan også i den historie som hører til Skærtorsdag, at Jesus inden måltidet vaskede disciplenes fødder. Fodvaskningen og det fælles måltid er de helt centrale elementer i skærtorsdags historie. Vi snakker ikke så meget om fødder, vi viser dem ikke frem, men gemmer dem. Men de er jo ret væsentlige for os. Og fødderne bruger vi både at gå på, og i sproget. Man kan komme til at træde hinanden over tæerne, eller man kan have ligtorne og indgroede negle. Vi kan have svært ved at bevæge fødderne hen i kirken, eller på besøg til en som har brug for os. Vi taler om at have rødder, men vi skal også have fødder. Man tænker meget på andres levefod, og vi har løbeklubber. Vi kan stemme med fødderne, og på en pilgrimsvandring kan man bede med fødderne. Vi kan have fod på livet, men kan også begå fodfejl. Vi kan lide af fodsved og sure tæer, og vi kan få fodpleje, og så er vi i grunden tilbage ved skærtorsdag. Dagen med fodpleje, så kan man huske hvad skærtorsdag handler om. Og så er der her en vigtig forskel på rene fødder og rene hænder. På Jesu tid var det andre som vaskede gæsternes fødder. De vaskede ikke deres egne fødder, men fik dem vasket, hvorimod man vaskede selv sine hænder. Fra Langfredag har vi scenen hvor Pilatus vasker sine hænder. Den selvretfærdiges håndvask. Fodvaskningen understreger det modsatte, at her er det Jesus som vasker disciplenes fødder. Dermed bliver fodvaskningen et billede på tilgivelsen. Som en fodvask spreder velvære i hele kroppen, spreder tilgivelsen fred i sjælen og sindet. Det tilgivne går på lette fødder. Det modsatte af at gå med tunge skridt, som når man bærer på en stor byrde. Side 2 af 5

3 Prædiken til Skærtorsdag 2016 Bording Side 3 Evangeliet har denne beretning om Jesus, og når man tænker over den, og tænker på hvor svært vi ville have ved at vaske andres fødder, så giver fodvaskningen os et nærmest chokerende stærkt billede af Jesus. Og af Gud. Er Jesus Guds søn, og samtidig den som vasker disciples fødder, så skal vore forestillinger og billeder af ham revideres. Jesus er frelseren, som vasker menneskenes fødder, giver dem tilgivelsen. Det skal skærtorsdag minde os om. Vandringen som et billede på menneskelivet. Det kan give os tanker om forholdet mellem fødder og rødder. Fødder betyder at vi kan flytte os, i tanker, i holdninger, og bogstaveligt at vi ikke behøver at bo samme sted hele livet, men kan flytte derhen hvor der f. eks. er arbejde eller et hus at bo i. Rødder betyder at have et sted hvor man slår rod, har sit sted, sin familie, sine venner, sine meninger og holdninger, sin tro. Hvad skal vi så vælge. Skal vi have fødder, eller skal vi vælge at have rødder. Ofte vil vi tro at vi skal vælge det ene og fravælge det andet. Er det et enten eller? Nej for mig er det et både og. Faktisk tro jeg at vi skal være mennesker som har både fødder og rødder. Den meget gamle historie om Abraham som der fortælles om i Første Mosebog, er den god historie til at blive klog af. Abraham er ham vi kalder troens far, fordi han var det menneske som i sit liv havde troen på Gud, som sin indre rod. Men Abraham var også den som forlod sit hjem, sin familie, og immigrerede til et andet land. Det er det første vi hører om ham, Gud kaldte ham til at forlade sit land, og begynde en vandring mod et nyt land, og en helt anderledes fremtid. Abraham blev manden der vandrede rundt, og han kaldes troens far. For han gik i tro. Og når man følger ham på hans Side 3 af 5

4 Prædiken til Skærtorsdag 2016 Bording Side 4 livsrejse, så kom han langt omkring, og mødte mange udfordringer. Mødte både gode mennesker, og fjender. Han skulle flytte fra sted til sted, skulle klare sig i et fremmed land alene. Han måtte kæmpe for at overleve og for at beskytte sin familie og sin ejendom. Abraham måtte ofte bruge sine fødder. Men der er en ting som Abraham ofte gjorde. Hver gang han kom til et nyt sted for at bo i sine telte, så samlede han nogle sten, og bygge et alter til Gud. At bygge er at slå rod. Han bygge et alter til Gud. Symbolsk slog han rod hvert sted han boede for en tid. Det særlige ved Abraham var at han slog rod i troen på Gud. Gud er med mig på min rejse, og når han så det lille stenalter, så kunne sige. Gud er også her på dette sted. Manden med de slidte fødder, havde solide rødder i troen på Gud. Så han blev kaldt troens far. Her i Bording har jeg mødt mennesker som altid har boet i Bording. Nogen på deres fødehjem hele livet. De kendte hver en krog og hvert et hjørne, og kunne fortæller om naboer i flere slægtled. Her var hele deres liv. Det levede de godt med. Selv er jeg et menneske som har boet 25 forskellige steder i 4 forskellige lande. Og sådan har mange af os i dag og i vores tid rejst meget. Fødder giver mange oplevelser og beriger livet. Rødder hvordan går det med dem? Jeg synes Abrahams historie viser det så fint. Gud går med på livets rejse. Min tro og min bevidsthed har rod i troen på Gud. Det er løftet vi fik i dåben, Jesus der vil være med alle dage. Og det er også dette skærtorsdag vil give os med til vandringen. Forankring i troen på Jesus Kristus og i fællesskabet med ham ved tilgivelsen og ved nadvermåltidet. At spise sammen er at slå rod i fællesskabet med måltidets vært. Side 4 af 5

5 Prædiken til Skærtorsdag 2016 Bording Side 5 Bliv i troen på Gud. Det er at have rod, det er de stærke rødder, som vi kan holde fast i. Og som Abraham tage bønnen til Gud med i alt hvad jeg gør, og på alle mine forskellige livsveje. Mennesket er skabt med fødder, og et hjerte. Og hjertet bærer troen. Og med hjertet kan man slå rod i troen på Gud, og bære den med sig alle veje livets fører os. Troens menneske har hjertet med på alle de veje fødderne går, og det menneske kan møde andre mennesker med tro, tillid og kærlighed. Livet vokser af den rod man bærer i sit hjerte. Det har ikke undgået nogens opmærksomhed at der igen har været en terroraktion. Tirsdag spredte nogle få terrorister død og ødelæggelse i Belgiens hovedstad Bruxelles. Ekstremister vil sprede død og frygt og vi kan lade os skræmme eller vi kan kæmpe imod. Vi er samlet om påskens budskab med forsoning og tilgivelse, og som kirke vil vi aldrig gribe til vold men vi kan altid bede. Vi vil derfor nu have et minuts stilhed til at tænke på og bede for ofrene og deres efterladte, og til at bede for fred i verden. Lad os stående sammen bede for fred i verden. Et minuts stilhed. Den apostolske velsignelse: Lad os med apostlen tilønske hinanden: at Vor Herre Jesu Kristi nåde, Gud vor Faders kærlighed, og den Helligånds fællesskab må være med os alle. Side 5 af 5