NÅR MOR ELLER FAR HAR KRÆFT

Transkript

1 BØRNEGRUPPE AF HELGE HALLMANN, GRETE HEDEGAARD OG ULLA JUEL-BLICHER NÅR MOR ELLER FAR HAR KRÆFT Børn af kræftsyge forældre kommer let til at gå alene med deres tanker og angst. Kræftens Bekæmpelse i Århus har grupper for disse børn et sted, hvor de kan udveksle ord og erfaringer med jævnaldrende i samme situa tion. - Man græder sgu da, når ens egen mor dør! Ellers er man mærkelig! Ordene flyver ud af munden på den niårige Thomas, efter at den jævnaldrende Kristine har fortalt, at hun var bange for at komme til at græde i kirken, når hendes mor skal begraves. Kristine og Thomas har været med i Kræftens Bekæmpelses gruppe for børn i alderen mellem 8 og 11 år, som har en kræftsyg forælder. De fleste børn har ikke viden om og erfaringer med, at tackle noget så svært, som angsten for at miste en forælder. Bekymringer og angst bliver en del af deres hverdag. Rollerne i familien forandres og barnet får eller påtager sig et større ansvar. Ansvar for praktiske gøremål og ansvar for den syges fysiske og psykiske situation. For Kristine betød det, at hun er blevet meget optaget af at holde facaden. Hun har ubevidst påtaget sig at være den stærke og glade i familien og forsøger på den måde at holde modet oppe i familien. Hun har måske også en angst for, at hvis hun først bryder sammen og begynder at græde, så vil hun ikke kunne holde op igen. Hvis hun viser sin fortvivlelse, så vil familien gå i opløsning. De tanker og følelser, som sygdommen sætter i gang, kan være svære for barnet at tale med nogen Børnegruppen om. Dels kan det være svært Gruppen er en lukket for barnet at sætte ord på nye gruppe, som mødes på og ukendte følelser, og de Kræftrådgivningen i Århus kan opfatte deres reaktioner to timer en gang om ugen i som unaturlige, fordi de ikke fire uger. Den henvender sig har oplevet dem før. Dels er til børn mellem 8 og 12 år og omgivelserne ofte usikre på, består af 3-5 børn og 2 gruppeledere. Deltagelse forud- hvordan de skal tale med barnet om det svære bange sætter, at familien deltager i for at gøre barnet mere ked familiesamtaler. af det ved at bringe talen Fordelingen af drenge og om sygdommen på bane. piger har været ligelig. Barnet kan derved komme til at gå alene med tankerne og angsten. Og dertil kommer, som i Kristines tilfælde, at barnet holder igen for at beskytte sine forældre. Thomas klare og lidt skrappe tilbagemelding påvirkede hende uden tvivl hun blev stille og tænksom. Thomas kan 8 PSYKOLOG NYT Nr

2 Nr PSYKOLOG NYT 9

3 NÅR MOR ELLER FAR HAR KRÆFT FAKTA give hende dette modspil, fordi han er i samme situation som hende og derved har en position, som tillader at udfordre hende. Netop denne erfaringsudveksling er hovedformålet med vores børnegruppe. Vi vil give børnene mulighed for at spejle sig i andre for derved at opnå et større kendskab til deres egne følelser og reaktioner. Og vi vil tilbyde dem ord for reaktionerne, fordi vi mener, at megen bearbejdning og forståelse foregår gennem sproget. Sproget kan være med til at skabe struktur i en krisesituation, der ofte fremstår kaotisk. Vi vil gerne tilbyde børnene et rum, hvor de kan snakke om deres bekymringer uden at skulle tage hensyn til andre. Vi har mødt mange børn, som på trods af et åbent miljø derhjemme ikke indvier forældrene i deres bekymringer om sygdommen, fordi de tager hensyn til forældrene og ikke vil belaste dem i en i forvejen presset situation. Samtidig ønsker mange af disse børn at have skolen som et sted, hvor de ikke bliver konfronteret med sygdommen, og børn i den Familierådgivningsprojektet Kræftrådgivningen i Århus Amt har fra august 2004 til december 2005 i samarbejde med Psykologisk Institut, Aarhus Universitet, etableret et familierådgivningsprojekt. Formålet er at støtte familier, hvor en forælder bliver syg af kræft, og at udvikle et tilstrækkelig godt rådgivningstilbud. Projektet henvender sig til familier med mindst ét barn i alderen 8-15 år. Familierne får tilbudt samtaler i eget hjem, og desuden er der gruppetilbud til børnene. Projektet, der har modtaget støtte fra Sygekassernes Helsefond og Sundhedsministeriets Aktivitetspulje, er en del af det større europæiske forskningsprojekt COSIP, Children Of Somatically Ill Parents. alder bruger ikke uopfordret hinanden til følelsesmæssig støtte (Christ, 2000) Leg med alvor Gruppen mødes fire på hinanden følgende uger i to timer, og hver gang foregår det ud fra en genkendelig struktur. Vi begynder med lidt brød og frugt. Herefter tilstræber vi at skifte mellem lethed og tyngde ved at veksle mellem fordybende samtale og leg. Legen må gerne have relation til det alvorlige. Vi oplevede fx et meget kropskontaktsøgende barn og besluttede så at lege kluddermor. Skiftene mellem lethed og tyngde har to formål. Konkret giver legen energi til de mere alvorlige elementer af samværet, og samtidig anskueliggør det den bevægelse, som børnene i forvejen helt naturligt følger, når de er i noget svært. Vi understøtter dermed deres evne til at gå ind og ud af det svære. Børnene er særdeles aktive i gruppen og bidrager med emner til samtalerne. De tager ting op, som her og nu er på spil derhjemme. Tanja fortæller, at hendes mor er blevet mere syg, og at hun nu har en hospitalsseng til at stå i stuen. Hun siger, at hendes mor bliver mere og mere vred, og at hun siger, at hun snart ikke kan klare mere. Når Tanja har veninder på besøg, må de ikke larme, og de må ikke mere lege i stuen. Hvis hun skal se fjernsyn, skal hun gå ovenpå, men det vil hun helst ikke, for deroppe er der så mørkt. Det får Ronja til at sige, at hendes mor også skælder mere ud og nogle gange bliver så vred, at hun truer med, at Ronja ikke længere må gå til ridning, hvis ikke hun gør, som hendes mor beder hende om. Denne mor er meget stresset over, at faderen er syg, der er så mange 10 PSYKOLOG NYT Nr

4 praktiske opgaver, hun skal klare, og hun har mange spekulationer om, hvordan det fremtidige sygeforløb kommer til at se ud. Ronja siger henvendt til Tanja: De skælder ikke ud på os, fordi de er vrede på os, men fordi de selv har det svært. Thomas kommer i tanke om: Min far er begyndt at skælde mindre ud og så skælder min mor også mindre ud. Når min far har det bedre, skælder min mor mindre ud. Ovenstående bliver anledning til at tale om vrede og skældud. Hvad kan ligge bag ved vreden, hvad er den mon udtryk for, og kender de selv til at blive vrede, når der var noget de er kede af eller ikke magter? Om at blive sur Et andet tema, som børnene er optaget af, er, at den syge forælder altid er så træt, og at der er så mange ting, der ikke mere kan lade sig gøre. Forældrene har MODELFOTO:BAM ikke kræfter til at spille fodbold, tage på cykelture eller på udflugter. Børnene savner disse gode aktiviteter sammen med forældrene, de er kede af og irriterede over forældrenes mang-lende overskud og frygter, at det aldrig bliver anderledes. De tænker mest over det, der ikke længere kan lade sig gøre. Der er ingen tvivl om, at sygdommen begrænser familierne, og gruppen er et sted, hvor børnene kan ventilere deres frustrationer. Indimellem flytter grup-pelederne fokus fra problem til ressource, fra begrænsning til mulighed. I det nævnte tilfælde hjælper gruppelederne børnene til at tale om det, der stadig kan lade sig gøre og oplever, at der kommer mere energi og mange bud på, hvad børnene fortsat kan lave sammen og allerede laver sammen med forældrene. Mange børn er ikke vant til at udtrykke sig omkring følelser. Samtidig er sproget en stor hjælp til at forstå egne ofte forvirrende følelser og en forudsætning for at formidle sig omkring dem. Vi spørger børnene, hvad der kan gøre dem vrede. Og deres svar handler ofte om, hvad der gør dem kede af det: At gå helt alene ; Når ingen lægger mærke til mig ; Når jeg bliver drillet ; eller Når veninden vil bestemme for meget over mig. En anden siger: Når min mor og far er vrede så er det, jeg bliver sur. Det kan gøre dem glade at lege med kammeraterne, gå til sport og at blive lagt mærke til. Når de kan pjatte med og drille forældrene. De låner ord af hinanden, og de får også tilbudt ord af gruppelederne, som fortæller historier om drenge og piger i deres alder, som gruppelederne har kendt, og som havde det på den ene eller anden måde. Mestringsstrategier Ifølge Christ (2000) er det især tre forhold, som hjælper børn i denne aldersgruppe mod stress, som sygdommen påfører familien: evnen til logisk tænkning, forsvar mod ubehagelige følelser og engagement i hjemmet, skolen, sportsaktiviteter og i kammeratskabskredsen. Børnene har behov for at engagere sig i mange aktiviteter for derved at aflede sig fra de store belastninger i hjemmet, og for at udvikle selvværd og selvtillid. Flere af børnene i vores gruppe bruger i vid udstrækning afledning som mestring. Flere fortæller, at de går ind på deres værelser for at høre musik og se videofilm, når det bliver for svært. En fortæller, at han for det meste er på besøg hos kammerater det er han hver dag, og det er meget sjældent at kammeraterne kommer hos ham. Hos ham skal de altid være stille. Den syge og sygdommen fylder meget derhjemme og afledning bliver vanskeligt. Nr PSYKOLOG NYT 11

5 NÅR MOR ELLER FAR HAR KRÆFT Børnene snakker med kammeraterne om alt andet end følelsesmæssige problemer i forhold til forældrenes sygdom, og de søger ikke følelsesmæssig støtte hos dem heller. En pige fortæller, at hun leger med sine katte, når hun er ked af det. Dem kan jeg kramme, for mor er for træt, og far er på arbejde. Samspil mellem gruppen og familiesamtalerne Børnegruppen skal ikke ses som et isoleret tilbud, men der skal være en passende kobling til det, der i øvrigt sker i familien. Børnene, som har deltaget i vores gruppe, kommer alle fra familier, der i forvejen benytter sig af vores familierådgivning (Se faktaboks). Der skal ikke aflægges rapport af børnenes oplevelser i børnegruppen, for gruppen er netop børnenes eget frirum. Derimod kan man med familien tale om, hvilken betydning det har for barnet at komme i børnegruppen, og hvilken betydning det har for hele familien. Børnegruppen mødes kun fire gange. Det er vigtigt, at barnet ikke kommer til at stå alene med sine nye erfaringer og nye indsigt, men at der er nogen, der fortsat kan støtte det. Når børnene derhjemme fortæller fra gruppen, opstår samtaler om noget, det kan være vigtigt og centralt for familien at få talt om. En mor spørger sin søn til, hvad vi havde lavet i børnegruppen. Han fortæller, at vi har talt om vrede, og hvad man kan blive vred over. Han fortalte også, hvad han bliver vred over. Hun bliver meget berørt, da det går op for hende, at det er hendes vrede, der gør ham vred og ked af det. Moderen fortæller om denne oplevelse til en senere familiesamtale og får der fortalt sin dreng, hvad der ligger bag hendes vrede at det er angsten og bekymringen for faderens sygdom, der gør hende så ked af det. Hun får også fortalt ham, at det derfor ikke har noget med ham at gøre, at det ikke er noget, han gør, der gør hende vred hvilket han nok havde troet. At sætte ord på I en anden familiesamtale kommer børnegruppen også til at spille en væsentlig rolle. Vi kommer hjem til en familie, hvor moderen var død fire dage tidligere. Pigen i familien går i børnegruppen, hvor hun er meget åben. Da vi kommer, viser hun tydeligt, at hun ikke vil snakke med os. Hun løber ind og gemmer sig på værelset ved siden af stuen dog med døren lidt på klem. Hun hører høj musik, men alligevel ikke højere, end at hun kan høre, hvad vi taler om. Hendes bror, far og mormor sidder i sofaen. Ud over moderens død og de svære omstændigheder, de er i lige nu, fortæller mormoderen og faderen, at de er meget bekymrede for pigen. Hun er meget vred hele tiden, og hun havde været så vred på sin mor, at hun slet ikke ville være tæt på hende. Det var kun på deres vedholdende opfordring, at hun havde taget afsked med sin mor. Når talen kommer på moderen, går datteren demonstrativt. Det er svært for familien at tackle disse situationer, og det provoker dem også i deres egen sorg, at pigen reagerer, som hun gør, fordi reaktionen kan forveksles med ligegyldighed. Vi fortæller familien, at vreden kan dække over et stort savn og en stor smerte. Samtidig kan den også kan være en reaktion på, at moderen har tilladt sig at forlade hende alt for tidligt. Medens vi sidder og fortæller, at vi kender flere børn, der reagerede på samme måde som pigen, dukker hun pludselig og lydløst op ved bordet. Vi taler videre uden at give hende meget opmærksomhed. For at hjælpe hende ind i samtalen, henvender rådgiveren sig direkte til hende og spørger, hvad hun tror de andre i børnegruppen ville sige til hende, hvis de var her og vidste, at hendes mor lige var død. Hun svarer hurtigt: Så ville de sige, at det var meget synd for mig. Rådgiveren spørger, hvad hun tror drengen i gruppen ville foreslå hende at gøre, når det nu var synd for hende. Hun lyser op i et smil og siger: Han ville foreslå, at jeg skulle gå ud og hoppe i trampolin. Rådgiveren: Ja, det tror jeg også han ville foreslå, for han ved, at når man hopper i trampolin, så kan man være både ked af det, vred og glad. (mulighed for at introducere andre følelser end vrede, forf.) Derefter udspiller der sig en samtale mellem rådgiveren og pigen. Mormoderen og faderen lytter intenst. Broderen går til og fra. Pigen fortæller om sine forskellige dagbøger, at hun skriver om sin tanker om moderen. Hun fortæller dagbogen, hvad hun har lavet i løbet af dagen, så moderen kan følge med i hendes liv. Hun fortæller også om en særlig Sjælebog. I bogen skriver hun ting ned, som hun senere læser op for moderen, når hun besøger gravstedet. Hun fortæller meget levende og kan næsten ikke stoppe igen. 12 PSYKOLOG NYT Nr

6 Litteratur Christ, Grace Hyslop (2000): Healing Children s Grief. Surviving a Parent s Death from Cancer. New York: Oxford University Press. MODELFOTO:BAM Faderen og mormoderen bliver meget rørte over at se og høre pigen fortælle. Det går op for dem, at hun er lige så berørt som dem. Vreden havde måske været en måde at skabe lidt distance til det, der var alt for svært at bære. Ved at bruge stemmerne fra børnene i gruppen bliver samtalen på en måde ført med dem, hvilket er nemmere for hende end med dem i den nære familie. Hun får mulighed for at komme ud af rollen som den stærke og glade. Familien bliver vidner til hendes fortælling, og den fastlåste rolle kan begynde at nuanceres og opløses Børnegruppen i Kræftens Bekæmpelse i Århus har kun eksisteret i kort tid, og det er således for tidligt at drage konklusioner. De foreløbige erfaringer tyder dog på, at man selv med et meget kortvarigt gruppetilbud kan give børn, som har en syg forælder, en nyttig støtte. Vi har set en række eksempler på, hvordan det, der skete i børnegruppen, fik en betydelig indflydelse på familiens dynamik. Ofte var en forudsætning for, at det kunne ske, at børnenes familier samtidig deltog i familiesamtaler. Det kunne være interessant at variere det antal gange, gruppen mødes, for at se, hvilken betydning det har for udbyttet. Ligeledes har vi planer om forsøgsvis at åbne gruppen for børn, hvis familier ikke deltager i familieprojektet. Helge Hallmann, psykolog. Grete Hedegaard, familieterapeut. Ulla Juel-Blicher, socialrådgiver. Nr PSYKOLOG NYT 13