Verden omkring anbringelse

Transkript

1 Verden omkring anbringelse Bachelorrapport, 2013 Emne: Omsorgssvigtede børn og unge som bliver anbragt på døgninstitution Maja Berg Pedersen Maria Nyboe Madsen Vejleder: Keld Ørskov Pædagoguddannelsen Peter Sabroe Anslag:

2 Indhold 1. Indledning Problemstilling Metode Pædagogens omsorgsopgave ved Ida Schwartz Omsorgssvigt Omsorgssvigt ved Kari Killén Vanrøgt Fysiske overgreb Psykiske overgreb Seksuelle overgreb Konsekvenser af omsorgssvigt Omsorgssvigt ved Ida Schwartz John Bowlbys tilknytningsteori Volds konsekvenser Sammenligning af omsorgsteori Anbringelse Anbringelse ved Ida Schwartz Forstå mig dog af Lene Lind Kontaktpædagogens rolle Omsorgssvigt Barnets Behov Omsorgssvigtede børns særlige behov Forældresamarbejde Det anbragte barn Rapport om anbringelse Rettigheder og sagsbehandleren Hjemlighed vs. institution Venner Skolen Magtanvendelser Sundhed

3 8.5 Forberedelse af børnesamtale Interview med to piger på Dalgården Interview med socialrådgiver på Dalgården Interview med pædagog på Dalgården Analyse af interviews med inddragelse af Børnerådets rapport Diskussion Arbejdet med det omsorgssvigtede barn Pædagogik der kompenserer for barnets mangler Omsorgssvigtede børns udviklingstrin Killén og Bowlbys tanker om anbringelse Selvvurdering Konklusion Perspektivering Litteraturliste Bøger Artikler Internetadresser Bilag Bilag 1. Interviewspørgsmål Bilag 2 Interview med børn Bilag 3. Interview med Socialrådgiver Bilag 4. Interview med pædagog

4 1. Indledning Børnekonventionen er en bestemmelse vedtaget i 1989 på FN s generalforsamling. Den blev udarbejdet for at beskytte børns rettigheder og levevilkår i hele verden (Gram 1997). Børnekonventionen artikel 27 stk. 1 lyder således: 1. Deltagerstaterne anerkender ethvert barns ret til den levestandard, der kræves for barnets fysiske, psykiske, åndelige, moralske og sociale udvikling. (Børnerådet) Det sker desværre stadig at mange børn og unge lever under vilkår der ikke lever op til denne standard. Hvis dette sker, kan myndighederne gå ind og fjerne barnet og placere det i pleje ved anden familie eller på en institution. Når barnet er placeret på institutionen er det pædagogens opgave at sørge for, at barnets levestandard bliver optimeret, derfor skal pædagogen være rustet til at tage hånd om de vanskeligheder, barnet måtte have, på baggrund af det svigt, det har oplevet i hjemmet. Men hvordan sikrer vi, at der ikke sker yderligere svigt, når barnet bliver fjernet fra hjemmet? Dette undersøger vi med udgangspunkt i John Bowlbys tilknytningsteori, Kari Killéns beskrivelse af omsorgssvigt og Ida Schwartz og Lene Linds teori om den gode anbringelse. Vi ligger vægt på overgangen fra hjemmet til institutionen, når barnet bliver anbragt og søger med teorierne og forskellige interviews med fagpersoner og anbragte børn, at beskrive, hvordan dette kan gøres. 2. Problemstilling - Hvad betyder det for børn og unge der bliver anbragt at de har været udsat for omsorgssvigt? - Hvordan kan vi som pædagoger hjælpe barnet/den unge til at få en god start på døgninstitutionen? 4

5 3. Metode Vi har valgt en teoretisk tilgang som beskæftiger sig med de psykiske konsekvenser af omsorgssvigt, og hvordan dette kan manifestere sig i det anbragte barns adfærd. Denne tilgang har vi valgt, idet vi mener, at det er psykisk, at de største konsekvenser af omsorgssvigt forekommer, men også fordi vi mener, at det er en brugbar tilgang til vores brugergruppe, som vi møder på døgninstitutionen. Vi starter med at gøre rede for begrebet omsorg ud fra Ida Schwartz teori, dette gør vi for at have et udgangspunkt for vores senere beskrivelse af omsorgssvigt. Dernæst benytter vi Kari Killéns beskrivelse af omsorgssvigt, for at give et indblik i, hvad det er, der gør det skadeligt for barnet at lide et omsorgssvigt, og fordi vi mener, at et indblik i dette kan hjælpe pædagogen på døgninstitutionen til en bedre forståelse af de anbragte børns adfærd. Vi benytter her også Ida Schwartz tanker om emnet, for at få en mere praksisnær forståelse for omsorgssvigt. Vi har valgt disse to teoretikere, fordi de begge har en forholdsvis almen tilgang til emnet, og fordi vi mener at deres teorier er brugbare i almen praksis. Senere redegør vi for John Bowlbys tilknytningsteori, både for at få et mere psykologisk perspektiv på emnet omsorgssvigt, og hvilke konsekvenser det kan have tilknytningsmæssigt, men også for at forstå, hvad det gør ved et barns adfærd, at lide et omsorgssvigt. Lene Lind har udarbejdet bogen Forstå mig dog, som bearbejder mange af de dilemmaer, der forekommer i en anbringelse, nogle af disse emner har vi benyttet til en beskrivelse af, hvordan man som pædagog kan støtte barnet, som skal anbringes. Vi bevæger os her også ind på, hvad det betyder for barnet at blive anbragt, da vi mener, at det er vigtigt at bruge barnets perspektiv som udgangspunkt for, hvordan en anbringelse bør forløbe. Børnerådet har udarbejdet en rapport baseret på 113 børns tanker omkring, hvordan det er at blive anbragt. Disse tanker bruger vi ligeledes som inspiration i vores diskussion af, hvordan en god anbringelse bør forløbe. Vi har foretaget interviews med en pædagog, en socialrådgiver og to unge på behandlingshjemmet Dalgården om deres tanker omkring anbringelse, og hvordan man kan støtte børn og unge til at få en så nænsom anbringelse som muligt. Dette har vi valgt at gøre, for at få tre forskellige 5

6 perspektiver på emnet og for at undersøge om den professionelles holdninger stemmer overens med barnets oplevelser. Vi vil benytte deres svar som udgangspunkt i vores diskussion af den gode anbringelse. Vores diskussion vil derfor tage udgangspunkt i, hvordan man sikrer, at en anbringelse foregår mest hensigtsmæssigt, med tanke på, hvordan barnet oplever det. Vi tager udgangspunkt i børn og unges oplevelse af døgninstitutioner og fortællinger om, hvordan det har foregået for mange unge mennesker og deres tanker om, hvad der kunne være gjort anderledes. Vi har i vores interview materiale udskiftet de deltagenes rigtige navne, for at sikre anonymitet. 6

7 4. Pædagogens omsorgsopgave ved Ida Schwartz Per Nygren (1999) ser børneomsorg som en af de vigtigste pædagogiske opgaver og deler denne omsorg op i tre former, der er tæt forbundet: Behovsomsorg, udviklingsomsorg og opdragelsesomsorg, alle tre former for omsorg er nødvendig for barnets udvikling (Schwartz 2001). (Ibid. S. 148) De tre former for omsorg er tæt forbundet. I arbejdet med barnet skal man vurdere, hvornår og hvordan de tre former for omsorg er relevante i forhold til det enkelte barns situation (Schwartz 2001). 1. Behovsomsorg - At bidrage til at barnets væsentligste behov bliver tilfredsstillede på de for barnet, mest hensigtsmæssige tidspunkter. 2. Udviklingsomsorg - At bidrage til at barnet udvikler sig socialt, psykosocialt, kognitivt og motorisk på en hensigtsmæssig måde. 3. Opdragelsesomsorg - At bidrage til at barnet gennem egne virksomheder og socialt accepterede måder, selv bliver i stand til at tilfredsstille socialt accepterede behov. 7

8 - At bidrage til at barnet på en socialt acceptabel måde, klarer at integrere og i handling, forvalte egen udvikling, på en sådan måde, at barnet selv kan realisere et meningsfuldt liv, på et bestemt niveau, i et bestemt samfund og i en bestemt kultur. (Ibid. s ) Behovsomsorg Behovsomsorg vil sige, at sørge for at dække de behov som barnet har, for at være i trivsel og udvikling. Det kan fx være den kærlighed og opmærksomhed, man har brug for fra forældrene, de faste rutiner i hverdagen og det at blive sørget for, som et barn skal og har behov for. Dette indebærer fx føde, hygiejne og søvn. Udviklingsomsorg Udviklingsomsorg betyder, at man sikrer de rammer, barnet skal have for at være i udvikling, at et barn får lov til at være barn, lege med jævnaldrende, blive udfordret og få lov til at prøve sig selv af i forskellige kontekster, for at finde ud af, hvad jeg kan og ikke kan. Opdragelsesomsorg Opdragelsesomsorg handler om at forberede barnet på at kunne klare sig på egen hånd, at forældrene guider barnet, i, hvordan man skal agere og handle i forskellige sammenhænge i samfundet og sammen med andre mennesker. Barnet skal opdage og lære, hvordan man handler mest hensigtsmæssigt i forhold til sin egen situation. Definitionen af disse tre former for omsorg, giver et indblik i, hvad et barn har behov for, og hvilken omsorg der har størst betydning i den individuelle situation (Schwartz 2001). Det er igennem omsorg at barnet skal lære at begå sig i livet, lære at være sammen med andre mennesker og indgå i sociale sammenhænge. Barnet lærer igennem omsorg, at mestre de fire udviklingstemaer i barnets udviklingsopgave: Selvstændighed, samhørighed, mestring og mening. Igennem omsorg får personer og genstande desuden værdi for barnet, og det vil være i stand til, at 8

9 udvikle personlige forhold til andre. Det er igennem netop dette, at barnet vil opnå behovstilfredsstillelse, som gør, at det vil kunne være i udvikling (Ibid.). Når man arbejder med børneomsorg, er det nødvendigt, at man ser på det enkelte barns behov for støtte og vurderer barnets samlede livssituation. Dette skal gøres, inden man afgør, hvad der er bedst for det enkelte barn, og hvor vægten skal lægges på de tre omsorgsområder (Ibid.). I forbindelse med en anbringelse vil det som oftest være behovsomsorgen, der vil vægte højest for barnet, idet barnets situation allerede er præget af krise og separation. Hvis et barn skal få et godt forhold til det nye anbringelsessted, er det vigtigt, at barnet mærker, at dets behov bliver imødekommet, også selvom det er behov, der ikke er alderssvarende. Mange af de vaner barnet kommer med hjemmefra som fx sut, vil barnet forbinde med noget trygt og genkendeligt, det er vigtigt, at man ikke tager tryghedselementet fra barnet, før det føler sig tryg ved institutionen. Det at de ansatte anerkender barnets behov for sutten vil være med til, at få barnet til at føle sig trygt og tilpas ved stedet hurtigere. Det er vigtigt at kende forskellen mellem et reelt behov, som er nødvendigt for barnet for at være i udvikling, og et behov som derimod vil bremse barnet, da udviklingsomsorg også netop er en vigtig faktor for barnet (ibid.). 5. Omsorgssvigt 5.1 Omsorgssvigt ved Kari Killén Killén har denne definition af omsorgssvigt: Ved omsorgssvigt forstås, at forældre, eller de, der har omsorgen for barnet, udsætter det for psykiske og/eller fysiske overgreb, forsømmer det så alvorligt, at barnets fysiske og /eller psykiske sundhed og udvikling er i fare (Kempe, 1979), eller udsætter barnet for seksuelle overgreb. Barnet kan også være udsat på grund af forældrenes egen tilstand for eksempel i forbindelse med brug af alkohol og andre rusmidler, alvorlige sindslidelser og psykisk udviklingshæmning. (Killén 2005, s. 20) 9

10 Killén deler omsorgssvigt ind i fire områder: Vanrøgt, fysiske overgreb, psykiske overgreb og seksuelle overgreb (Killén 2005) Vanrøgt Vanrøgt deler hun ligeledes ind i to forskellige kategorier. Ved den ene form for vanrøgt, bliver de materielle, medicinske, ernæringsmæssige og sociale behov ikke tilfredsstillet. Ved den anden form for vanrøgt sker en overdreven tilfredsstillelse af disse behov. Fællestrækket ved de to former for vanrøgt er, at forældrene ikke er følelsesmæssigt tilgængelige. Forældrene registrerer ikke barnets egentlig behov og kan derfor ikke handle derefter (Killén 2005). Den første form for vanrøgt kan starte allerede under fødslen ved brug af alkohol og dårlig ernæring og kan skade barnet fysisk. Hvis vanrøgten foregår, når barnet er født, kan det ofte ses ved at det er snavset, undervægtigt eller overvægtigt (Ibid.). Vanrøgten kan skade barnets kognitive, følelsesmæssige, sociale og adfærdsmæssige udvikling, samt skade hjernen fysisk, både pga. mangel på protein der skal til for at udvikle hjernen, men også idet hjernen ikke får den følelsesmæssige stimulering, den har brug for (Ibid.). Spædbørn som tages ud af vanrøgt kommer sig hurtigt fysisk og psykisk i pleje, mens børn der først kommer sent ud af vanrøgten godt kan komme sig fysisk, men formentlig vil have psykiske mén resten af livet (Ibid.). Den anden form for følelsesmæssig vanrøgt er sværere at se. Her overkompenserer forældrene for deres manglende følelsesmæssige engagement, ved at overtilfredsstille ernæringsmæssige, sociale og materielle behov. Forældrene har ofte en høj socioøkonomisk status og køber sig til hjælp uden for familien. Nogen følelsesmæssigt vanrøgtede børn påtager sig tidligt en voksenrolle for at kompensere for forældrenes undladelser (Ibid.) Fysiske overgreb Fysiske overgreb kan både være direkte vold mod barnet, men også manglende årvågenhed overfor barnet. Man ser ofte blå mærker og brandskader. Nogle ses tydeligt som skader påført af andre, mens andre skader ligner almindelige blå mærker som børn påfører sig (Killén 2005). 10

11 Barnet kan føle angst, smerte, hjælpeløshed og fortvivlelse og have oplevelsen af, at den voksne, som burde tage sig af det, har mistet kontrollen. Alle disse psykiske smerter vil ofte give langt sværere mén og traumer end de fysiske skader i sig selv (Ibid.). Fysiske overgreb kan opstå af flere forskellige ting. Det kan være aggression overfor ægtefællen som forskydes til barnet, desuden kan det være at barnet har været afvist så længe, at det får grænsesøgende adfærd, der så at sige driver forældrene til vanvid. Ofte er barnet en prygelknabe, som familien lader sine frustrationer gå ud over (Ibid.). De fysiske overgreb vil ofte hele, men barnet vil leve videre med en mistillid til andre mennesker og angsten for nye overgreb. Ofte bliver barnet overbevist om at det er et dårligt menneske, og bruger al sin energi på at forsøge ikke at udløse forældrenes vrede (Ibid.) Psykiske overgreb Sårene fra psykiske overgreb er ikke synlige, men er indvendige og mere ødelæggende end nogen anden form for overgreb. Psykiske overgreb kan efterhånden udvikle synlige tegn, men det er ikke tegn alle kan se. Fagfolks viden omkring menneskers adfærd kan dog virke til at disse tegn bliver tydeligere for dem (Killén 2005). Psykiske overgreb kan være mange forskellige ting, men ens fro dem er, at psykiske overgreb ikke er isolerede oplevelser af afvisning som de fleste børn nok oplever nu og da og som bliver rettet op på ved næste foranledning. Psykiske overgreb indebærer et vedvarende adfærdsmønster overfor barnet, et adfærdsmønster som bliver dominerende i barnets liv (Ibid.). Psykiske overgreb kan beskrives som:..en kronisk holdning eller adfærd hos forældre eller andre omsorgsgivere, som er ødelæggende for, eller forhindrer udviklingen af et positivt selvbillede hos barnet. (Ibid. s. 50) 11

12 Killén (2005) deler psykiske overgreb ind i flere forskellige kategorier, vi vil her gennemgå de mest almindelige. Børn der opfattes anderledes end de er: Børn der tillægges egenskaber, de ikke har og behandles herefter. Enten negative egenskaber som skaber afvisning, eller egenskaber der medfører et invaderende engagement, overinvolvering, det kan være talenter man påstår barnet har, som det så skal leve op til (Killén 2005). Børn der tillægges negative egenskaber bliver udsat for fjendtlighed og afvisning og får den opfattelse, at der er noget galt med dem, og at de er dumme eller sindssyge. Ofte følger trusler om straf og om at blive forladt eller sendt væk, samt hård disciplin. Denne fjendtlighed overfor barnet, kan give barnet angst og skabe aggressioner. Trusler om adskillelse er ifølge Bowlby den mest alvorlige form for psykisk overgreb, man kan begå (Ibid.). Askepot syndromet kan opstå, hvor også søskende, deltager i de psykiske overgreb. Det er ofte søskende der er utrygge og ængstelige for forældrenes holdninger, og som vælger at alliere sig med forældrene, i stedet for deres søskende (Ibid.). Den mest almindelige form for overinvolvering er Münchhausen by proxy syndromet, som både kan kategoriseres som fysisk og psykisk overgreb. Det er en form for overgreb, hvor forældrene finder på en sygdom barnet lider af. Dette kan resultere i, at barnet bliver udsat for smertefulde prøver, behandlinger og operationer. Afvisninger af diagnoser fra lægers sider udløser ofte aggression hos forældrene (Ibid.). Barnet er ikke nødvendigvis klar over, at det bliver udsat for psykisk overgreb, og krænkeren er heller ikke altid bevidst om sit overgreb (Ibid.). Børn af forældre hvis samlivsforhold er præget af vold: Et barn som lever under disse forhold er udsat for en konstant trussel om at miste sin omsorgsperson og bruger ofte sine kræfter på at tage sig af sig selv og ofte også forælderen. Dette barn er i stor risiko for selv at blive udsat for vold. Barnet får ikke mulighed for at bearbejde et traume, før det bliver udsat for et nyt, hvis volden er konstant. Krænkeren bestræber sig ofte på at 12

13 isolere samleveren og barnet, så de ikke kan få hjælp. Ofte er barnets situation også præget af følelsesmæssig vanrøgt (Ibid.). Inden for hjemmets rammer har barnet kun mulighed for enten at identificere sig med en person der yder vold mod andre eller en der tager imod, dette kan give identitetsproblemer for barnet. Disse kan være problemer med egenværdi og seksualitet, problemerne ses dog først senere i livet (Ibid.). Børn af forældre med alkohol- og andre rusmiddelproblemer: Disse forældre er i så høj grad optaget af sig selv og egne problemer og behov, at de ikke er opmærksomme på barnet og dets behov. De voksne er ikke i stand til at drage omsorg for sig selv, har ingen kontrol og er derfor ikke i stand til at drage omsorg for børn (Ibid.). Psykiske overgreb er normale under denne form for forhold. Barnet kan fx føle angst for, hvad der sker, når forældrene er berusede eller påvirkede (Ibid.). Rusmiddelmisbrugere er ofte benægtende overfor deres misbrug og bagatelliserer og rationaliserer deres forbrug. Denne benægtelse kan være meget forstyrrende for barnet og kan vanskeliggøre udviklingen af barnets opfattelsesevne. Rusmiddelmisbrugeren projicerer ofte sine følelser over på barnet, som så kan føle at det bærer ansvaret (Ibid.). Børn af forældre med alvorlige psykiske lidelser: Børn af psykisk syge forældre er kognitivt stærkt belastede. Forældrene har ofte en forvrænget virkelighedsopfattelse, og børnene kan opleve, at forældrene ændrer sig på skræmmende måder, har paranoide forestillinger, følelsesmæssige tilbagetrækninger, isolerer sig og har bizar adfærd (Ibid.). Børnene lever med en kronisk bekymring for det forudsigeligt uforudsigelige. Børnene kan også være meget bange for at blive som deres forældre og lever med angsten for at miste dem (Ibid.). Børn af forældre i ubearbejdede separations- og skilsmisseprocesser: Dette kan ses som et psykisk overgreb i og med, at barnet kan blive tillagt egenskaber, det ikke har, ofte negative. Desuden kan forældrenes ubearbejdede sorg resultere i, at de trækker sig 13

14 tilbage fra barnet. Nogle forældre knytter sig desuden ekstra stærkt til barnet og invaderer det følelsesmæssigt for at tilfredsstille egne behov. Ofte skabes der i sådanne situationer fjender og alliancer. Barnet kan derfor opleve yderligere tab i form af nærmiljø. Barnet befinder sig i en kronisk loyalitetskonflikt, hvor forældrene sviner hinanden til, og barnet bliver presset til at vælge side. Barnet vil opleve angst og blandede og forvirrede følelser (Ibid.). Får barnet ikke hjælp med sine følelser eller lov til at komme ud med sin sorg, kan processen have negativ indflydelse på barnet i mange år, især på barnets relationsdannelse (Ibid.). Klosonski præciserer fire forhold i processen, som kan tage form af psykisk overgreb: 1. Når barnet påføres kronisk separationsangst og skyldsfølelse med henblik på at drage det over på den ene af forældrenes side. 2. Når et barn bevidst eller ubevidst bruges til at udfylde en funktion for én af forældrene, som f.eks. budbringer, spion etc. I sådanne situationer udvikler barnet ofte adfærds- og psykosomatiske forstyrrelser. 3. Når et barn bortføres eller ulovligt holdes væk fra forældrene. 4. Når forældrene i barnets nærvær udsætter hinanden for fysiske overgreb (Ibid. s. 59) Seksuelle overgreb Disse børn involveres i seksuelle aktiviteter, de ikke er modne nok til at forstå og derfor heller ikke vil kunne give et kvalificeret samtykke til. Det behøver ikke kun være forældrene, det kan også være andre omsorgspersoner som lærere, andre familiemedlemmer og babysittere, der er krænkeren (Killén 2005). Overgrebet kan indebære alt lige fra at se porno sammen til egentlig sex med barnet. Ofte lokker krænkeren barnet ind i den seksuelle aktivitet gennem leg, eller det kan blive stimuleret til deltagelse via trusler, straf eller belønning. Ofte præsenterer den voksne aktiviteten, som noget barnet er heldig at være en del af (Ibid.). 14

15 Overgrebene kan være psykisk påtrængende, hvis barnet får skylden og ansvaret fra krænkerens side, og fordi tavsheden ofte sikres ved hjælp af bestikkelse eller trusler. Det er et fundamentalt svigt barnet oplever, fra en person barnet har tillid til (Ibid.). Seksuelle overgreb inden for familiens rammer er sjældent voldelige. Pædofile er ofte sensuelle og ømme. Dog kan overgrebene blive fysisk voldelige, hvis de udvikler sig. Krænkeren får ofte et tvangsmæssigt mønster, og overgrebene fortsætter derfor ofte, til de bliver opdaget eller barnet opnår uafhængighed (Ibid.). Barnets alder og modenhed påvirker dets evne til at forsvare sig over for den traumatiske oplevelse. Traumet kan forstærkes, hvis der er tale om ustabile forhold, isolerede forhold eller forhold præget af vanrøgt. Det er sandsynligt, at traumets intensitet hænger sammen med den grad af magtesløshed, som barnet oplever. (Ibid. s. 64) Børn der bliver udsat for seksuelle overgreb viser det på forskellige måder, små børn ofte mere direkte end større. Små børn kan formidle det igennem leg, tegning og udtryk, og de vil kunne snakke om det. Hvis de voksne ikke tror på barnet, vil det ofte ikke forsøge at kommunikere det ud igen, specielt ikke på samme måde. Større børn holder det ofte for sig selv og benægter ofte det skete (Killén 2005). Børn der har været udsat for seksuelle overgreb fra småbørnsalderen kan tidligt udvikle en seksualiseret adfærd, hvor de er seksuelt opmærksomhedssøgende overfor voksne. Ofte undgår disse børn kontakt med jævnaldrene, fordi de føler sig anderledes (Ibid.). Søvnforstyrrelser fobier og mareridt med seksuelt indhold kan også være tegn på overgreb. Desuden hysteriske anfald, rysteture, skrigeture, spiseforstyrrelser, suicidale tanker og -forsøg (Ibid.). 15

16 5.16 Konsekvenser af omsorgssvigt Det er veldokumenteret, at omsorgssvigt kan forårsage psykopatologi hos voksne mennesker (Killén 2005). Overgreb kan være forbundet med depression, angstlidelser, suicidal adfærd, lav selvfølelse, spiseforstyrrelser, seksuelle problemer, dissociative forstyrrelser, posttraumatisk belastningsreaktion og rusmiddelproblemer (Ibid.) Det er desuden dokumenteret, at børn der udsættes for fysiske overgreb har større risiko for at blive krænkere eller ofre senere i livet (Ibid.). Johnson og medarbejdere har fundet frem til, at omsorgssvigtede har fire gange større risiko for udvikling af personlighedsforstyrrelser end ikke omsorgssvigtede. Omsorgssvigtede er desuden, oftere end andre mennesker, syge som voksne og går meget til lægen, de har større risiko for hjertelidelser, kræft, slagtilfælde, kronisk bronkitis, emfysem, sukkersyge og hepatitis (Ibid.). Kendel-Tackett har udviklet en model, der viser fire stier, hvor omsorgssvigtedes udvikling kan bevæge sig af. Det er fire stier, der viser, hvordan deres udvikling kan skade deres helbred (Ibid.): Adfærdsstien, den sociale sti, den kognitive sti og den emotionelle sti. Adfærdsstien: Adfærd som er farlig for helbredet, misbrug, spiseforstyrrelser, selvmordsforsøg, rygning, søvnproblemer (Ibid.). Den sociale sti: Begrænset evne til udvikling af relationer. Dette skyldes, at de har oplevet overgreb i relationer, der burde være trygge for dem som børn. Der er to veje udviklingen kan gå: De kan blive afvigere, der holder sig for sig selv, med få venner eller blive invaderende mennesker, der har brug for konstant nærhed (Ibid.). Den kognitive sti: Omsorgssvigtede børn kan udvikle anderledes tankemønstre og arbejdsmodeller, som fortæller dem, at verden er farlig. De kan se sig selv som kronisk hjælpeløse, magtesløse og i konstant fare. Dette kan udløse stress og depression og stimulere paranoide forestillinger (Ibid.). 16

17 Den emotionelle sti: Omfatter depressioner og posttraumatisk belastningsreaktion, som begge er skadelige for helbredet (Ibid.). 5.2 Omsorgssvigt ved Ida Schwartz Børn og unge, der er anbragt, har ofte vanskeligt ved at efterleve sociale normer og handle hensigtsmæssigt i forskellige sociale sammenhænge. Det er ofte børn med følelsesmæssige vanskeligheder (Schwartz 2001). Et barns udvikling vil ikke nødvendigvis hænge sammen med, om et barn er blevet omsorgssvigtet. Et robust og energisk barn kan være svært at rumme for en skrøbelig mor, og omvendt vil et sensitivt barn ikke kunne rumme at vokse op i et voldsomt miljø. Derfor hænger omsorgssvigt sammen med, hvor robust barnet er, og hvad det enkelte barn har behov for (Ibid.). Den hyppigste årsag til anbringelse bliver antaget som uoverensstemmelser i familien. Dette kan fx være i forbindelse med en ny stedfar eller stedmor, forældres misbrug eller psykiske vanskeligheder mm. Anbragte børn og unges problemer med fx manglende selvværd, psykiske vanskeligheder eller selvmordstanker kan i overvejende grad føres tilbage til de belastninger, der har været i familien og forældrenes måde at leve deres liv på (Ibid.). Sagsbehandlere ser adfærdsvanskeligheder og manglende omsorg som den hyppigste grund til anbringelse. Et barn der bliver udsat for omsorgssvigt vil af natur skabe overlevelsesstrategier for at klare omsorgssvigtet. Med disse overlevelsesstrategier forsøger barnet at få en følelse af kontrol og forudsigelighed i sin hverdag (Ibid.). 1. Egen kontrol: strategier som har den funktion, at de sætter barnet i stand til bedre at kontrollere eller definere situationer. 2. Ydre kontrol: strategier, hvor barnet indfører en ydre magt, defineret ved styrke, som en kontrollerende instans. 3. Ingen kontrol: fravær af strategier som åbent sigter mod at påvirke eller definere situationen. (Ibid. s. 71) 17

18 Egen kontrol kan fx være, at et barn ikke er mentalt til stede i konfliktsituationer, men i stedet lukker sig inde i sig selv og er et andet sted i sine tanker (Schwartz 2001). Ydre kontrol kan være, hvis et barn selv skaber konflikter og andre problemer med forældrene, for at få fokus væk fra, at forældrene skændes og har problemer (Ibid.). Ingen kontrol kan være, hvis et barn lukker af og ikke forholder sig til de problemer, forældrene har i hjemmet og opgiver at tage del i det (Ibid.). Et barns overlevelsesstrategier er en måde at klare de vanskelige situationer, det bliver sat i, uanset om de er indadrettede eller udadrettede fra barnets side af. Indadrettede overlevelsesstrategier vil sige, at barnet lukker sig inde i sig selv og kæmper med sine problemer alene, barnet kan blive utryg ved andre mennesker og være bange for konflikter. Hvis overlevelsesstrategierne derimod er udadrettede, vil barnet skeje ud og kan blive voldsom i sine handlinger og lade sine frustrationer komme til udtryk i sin handlen med omverden, barnet vil virke som det uartige - barn. Barnet bruger strategierne til at klare hverdagen i et hjem, hvor omgivelserne ikke er optimale at vokse op i. Om barnets strategier er indadrettede eller udadrettede bestemmes af barnets temperament, og hvordan det reagerer, når det føler sig presset og magtesløst. Det kan resultere i personlighedsmæssige vanskeligheder. Uanset hvordan barnet reagerer på problemer i hjemmet, vil det være til skade for barnet at opbygge disse personlighedsmæssige vanskeligheder. Dette er ikke ensbetydende med, at barnet er skadet for livet. Hvis det i en tidlig alder oplever svigt, vil barnet ikke automatisk være ukærlig, fordi det har haft mangel på tilknytning i de tidlige barndomsår (Ibid.). Terningen er på ingen måde kastet, bare fordi børn har forpasset den sædvanlige alder for tilknytningsdannelse; den bedste retningslinje ville være: >>det er aldrig for sent <<. (Ibid. s. 73) Et barns problemer i hjemmet vil som oftest ikke kun omhandle ét problem, men ofte være en kombination af flere ting i barnets miljø, som spiller ind i barnets sårbarheder. Barnets 18

19 vanskeligheder vil være en kombination mellem, hvordan barnet selv oplever sin livssituation og mulighed for at begå sig i denne, kombineret med omverdens måde at opfatte barnet på. Som professionel skal man se barnets behov for støtte til de vanskeligheder, barnet måtte have og hjælpe barnet på vej i den rette retning (Schwartz 2001). Børn som fra deres forældre eller omliggende miljø ikke har fået den rette bagage med til at begå sig i deres senere tilværelse, men alligevel klarer sig godt senere i deres liv (mønsterbryder), hævder, at det der gjorde, at de klarede sig godt og kom væk fra den måde deres barndom var på, var gennem deres nære menneskelige relationer. Disse relationer har været afgørende for, at de har kunnet forandre deres levevis. Det er derfor ikke altid begivenheder eller miljøer, der har den afgørende betydning. For at et barn skal komme ind i den rette udvikling, er det vigtigt at barnet får mulighed for at gøre nye erfaringer med at skabe relationer til andre mennesker (ibid.). 6. John Bowlbys tilknytningsteori Bowlby mener, at mennesket bliver født socialt og kommunikerende. Allerede som spæd kommunikerer vi med vores omverden og søger at skabe bånd til menneskene omkring os. Som spædbarn og barn er det forældrene, man knytter sig til, og disse bånd bliver ved med at eksistere hele livet. Som ung og voksen knytter vi i stedet bånd af enten heteroseksuel eller homoseksuel art til en partner (Bowlby 1988). Hans teori omkring tilknytning handler om, hvordan barnet udvikler sin tilknytning til nære omsorgspersoner. Han beskriver vigtigheden af at have en sikker base i form af en omsorgsperson, som psykisk er tilgængelig og er i stand til at reagere hensigtsmæssigt på barnets signaler (Guldbrandsen 2009). Som spæd er den kommunikation der sker mellem barnet og forældrene emotionelle udtryk med ledsagende adfærd. Senere lærer barnet at tale, men den emotionelt udtrykte kommunikation vil stadig være den vigtigste i de nære forhold. I tilknytningsteorien er det derfor sådan, at et af de vigtigste tegn på psykisk sundhed er, at man er i stand til at skabe nære emotionelle bånd til andre individer (Ibid.). Bowlby benytter flere forskellige udtryk i sin teori, som vi vil søge at beskrive og derigennem redegøre for hans teori. Tilknytningsteorien er en teori bygget på etologi (læren om dyrs adfærd), psykodynamisk teori og systemteori (Killén 2005). Teorien gør op med driftsteorien, hvor man mente, at et barn altid ville 19

20 vælge omsorgsperson ud fra, hvem der gav det mad. Dette mente Bowlby var forkert, bl.a. ud fra Harry Harlows forsøg med abeunger. I dette forsøg fjernede man abeungerne fra moderen lige efter fødslen og placerede dem sammen med en abe lavet af ståltråd, som havde en sutteflaske og en abe lavet af pels. Forsøget viste, at abeungerne kun søgte ståltrådsmoderen for at få mad, men når de var usikre eller bange, søgte de pelsmoderen. Dette viste, at det ikke var madmoderen, der var den primære omsorgsperson for dem, men den abe som lignede abeungerne mest. Bowlby dannede derfor den teori, at tilknytning er en medfødt funktion, der gør, at barnet søger den omsorgsperson som giver trøst, ro og skaber beskyttelse mod den omliggende verdens farer (Guldbrandsen 2009). Tilknytning betyder, at et individ er disponeret til at være i tæt kontakt med et andet individ. Det er en egenskab, som ikke påvirkes, af den situation man er i, men en vedvarende egenskab. Tilknytning er kun noget, man udvikler overfor enkelte individer, mens tilknytningsadfærd kan udføres overfor mange forskellige personer (Bowlby 1988). Tilknytningsadfærd er den adfærd, et barn viser ved adskillelse og genforening med en bestemt omsorgsperson (Guldbrandsen 2009). Det er den adfærd, der sikrer den tætte kontakt til et andet individ. Det er sociale signaler, der viser omsorgspersonen, at barnet har brug for denne. Adfærden ses tydeligst, når personen er bange, ked af det eller udmattet og syg. Det er en biologisk funktion, der sikrer beskyttelse mod omverdens farer (Bowlby 1988). Tilknytningsbåndet: Tilknytningsadfærden kan tændes og slukkes afhængigt af situationen, men tilknytningsbåndet som er den følelsesmæssige tilknytning varer ved uafhængigt af adfærden. (Guldbrandsen 2009). Tilknytningssystemet eller adfærdssystemet, som det ofte kaldes, er det adfærdssystem, der bestemmer, hvordan barnet holder forbindelse til sin tilknytningsperson (Ibid.). Tilknytningssystemet kan sammenlignes med et fysiologisk system, som opretholder forskellige balancer i kroppen, det fysiologiske system kan fx sikre, at blodtrykket holdes indenfor nogle bestemte grænser, på samme måde sikrer tilknytningssystemet, at ens forbindelse til tilknytningsfiguren bliver opretholdt (Bowlby 1988). 20

21 Adfærdssystemet opretholder en indre balance homeostase ved at nærme sig eller øge afstanden til tilknytningsfiguren, som med sin adfærd sender signaler, der bidrager til at regulere barnets adfærd feedback. (Hart og Schwartz 2008 s. 72) Når barnets adfærdssystem aktiveres, og barnet kalder på omsorgspersonen med sin tilknytningsadfærd, svarer omsorgspersonen med sit omsorgssystem, og de to systemer går i interaktion (Hart og Schwartz 2008). Barnet kan bruge omsorgspersonen som en sikker base for at udforske verden og som en tryg havn, når farer truer (Ibid.). Den vigtigste egenskab en omsorgsperson skal have er, at den skal være psykisk tilgængelig for barnet (Guldbrandsen 2009). Indre arbejdsmodeller: Barnets mentale forestillinger om omsorgspersonerne og om sig selv i forhold til disse. Arbejdsmodellernes funktion er at hjælpe barnet til at forstå, hvad der sker i forhold til en tilknytningsperson, forudsige, hvad der vil ske i fremtiden, og udarbejde tilknytningsrelevante handlingsstrategier. (Ibid. s. 147) De indre arbejdsmodeller bygger på barnets erfaringer med tilknytningspersonens tilgængelighed og reaktioner på barnets tilknytningsrelaterede handlinger. Hvis tilknytningspersonen fx aldrig er til stede, når barnet har brug for det, eller tilknytningspersonen ikke reagerer på barnets tilknytningsadfærd, vil barnet udvikle nogle arbejdsmodeller, der fortæller, at tilknytningspersonen ikke er tilgængelig, og barnet vil udvikle handlingsstrategier ud fra dette (Guldbrandsen 2009). Disse modeller etableres hurtigt gennem de første år og bliver til betydningsfulde kognitive strukturer (Bowlby 1988). 21

22 Barnets opfattelse af verden struktureres igennem disse modeller og konstrueres med udgangspunkt i egen aktivitet og erfaringer. Modellerne udvikles ud fra barnets erfaringer i hverdagen, og det billede barnet danner af sig selv bygges både på forældrenes behandling af barnet, men også den måde de ser barnet på. Derfor kan barnets opfattelse af sig selv blive meget skadet, hvis ikke tilknytningspersonerne er tilgængelige. Dette kan nemlig indebære, at barnet får den opfattelse, at det er barnets skyld, at der ikke bliver reageret på dets tilknytningsadfærd. (Ibid.). Arbejdsmodellerne udvikles i takt med barnets kognitive og motoriske udvikling, da omsorgspersonen retter sin omsorg efter, hvad barnet har brug for. Altså vil en god arbejdsmodel øge barnets evne til fleksibelt at gå i samspil med omverden (Hart og Schwartz 2008). Modellerne er udgangspunkt for, hvordan barnet føler for forældrene, og hvordan det regner med, at forældrene vil agere og behandle det og især, hvordan barnet planlægger sin egen adfærd overfor forældrene. Modellerne bliver efterhånden ubevidste, men senere i livet, når barnet bliver til et ungt menneske, og forældrene begynder at behandle den unge anderledes, vil modellerne lige så stille ændre sig (Bowlby 1988). Hvis de erhvervede arbejdsmodeller ikke har samme struktur som virkeligheden, kan det føre til utilpassede samspil, og hvis der er modstrid mellem det, som barnet selv oplever, og det som formidles udefra, kan barnet udvikle to arbejdsmodeller, som ikke er forenelige og erindringer som hører til en af arbejdsmodellerne kan udelukkes. Her er det ofte de personlige erindringer, der udelukkes, og barnet overtager de erindringer, som formidles fra omverden. Som eksempel på dette kan nævnes en 10 årig dreng, som berettede, at hans forældre havde gennemført en lykkelig skilsmisse, han kunne dog ikke berette hvori det lykkelige lå, fordi han havde overtaget hans forældres definition og havde tilsidesat sine egne følelser omkring skilsmissen (Hart og Schwartz 2008). Bowlby ligger vægt på, at det har stor betydning for et barns tilknytningsmønstre, hvordan dets forældre behandler det, og om forælderen giver rum for fri kommunikation. Der findes tre tilknytningsmønstre, man kan udvikle, selvfølgelig er der undtagelser, men disse mønstre ses ved de fleste individer (Bowlby 1988). 22

23 Det sikre tilknytningsmønster, hvor barnet har fuld tillid til, at dets forældre er til rådighed og er klar til at hjælpe og støtte i svære situationer. Dette mønster udvikles, hvis barnet i de første år har oplevet, at forældrene reagerer hensigtsmæssigt på barnets behov (Ibid.). Det ængsteligt, klæbende tilknytningsmønster gør, at barnet ikke er sikker på om dennes forældre er til rådighed. Dette gør, at barnet føler adskillelsesangst og er klæbende og bange for at udforske verden. Dette mønster udvikles, hvis forældrene nogle gange er til rådighed og andre gange ikke. Dette kan ske, hvis der forekommer adskillelser i de første år af barnets liv og desuden ved trusler om at blive forladt (Ibid.). Det ængsteligt, undvigende tilknytningsmønster viser sig ved, at barnet altid regner med at blive forladt og ikke tror på, at der vil blive reageret, hvis det søger omsorg. Dette individ vil søge at leve sit liv uden at knytte nære bånd til andre og uden kærlighed. Mønsteret udvikles, hvis barnet er blevet afvist gang på gang af forældrene (Ibid.). Nogle af de undtagelser man ser fra disse tilknytningsmønstre er, at børn kan virke desorienterede. Dette er ofte børn, der har udviklet en desorganiseret udgave af et af de tre tilknytningsmønstre, oftest det ængsteligt, klæbende. Denne udvikling kan ses hos børn der har været udsat for fysisk vold eller alvorlig vanrøgt, børn af psykisk syge mødre, som behandler barnet uforudsigeligt eller børn af mødre, som er meget optaget af at sørge over tabet af en forælder i deres egen barndom og til sidst hos børn, hvis mødre selv er blevet fysisk mishandlet eller seksuelt misbrugt som børn (Ibid.). Barnets tilknytningsmønster de første to-tre år er en egenskab i forholdet mellem mor og barn, derfor kan dette mønster godt ændre sig, hvis forælderen begynder at behandle barnet anderledes. Efterhånden som barnet bliver ældre, bliver adfærden mere en del af barnet, og adfærden kan derfor overføres på andre forhold, fx til en lærer eller terapeut. Dog kan man oftest tyde på barnets adfærd som 1 årig, hvordan det vil agere i en børnehavegruppe senere. Barnet med den sikre tilknytning til moderen vil ses som et samarbejdende og populært barn, mens barnet med ængstelig, undvigende adfærd vil ses som emotionelt isoleret, fjendtligt og opmærksomhedssøgende. Barnet med ængstelig, klæbende tilknytning opfattes ligeledes som opmærksomhedssøgende, anspændt eller passivt og hjælpeløst (Ibid.). 23

24 Barnets model af sig selv er dybt afhængig af, hvordan forældrene opfatter og behandler barnet, derfor vil det have vidtrækkende konsekvenser for et individs personlighed, hvis det som barn ikke er blevet anerkendt, da barnet med stor sandsynlighed heller ikke vil anerkende de kvaliteter ved sig selv, som forældrene ikke anerkender. Hvis forældrene kun ser og reagerer på en del af barnets kommunikation, vil barnet overse de samme sider af sig selv, som forældrene gør (Ibid.). I tilknytningsteorien tror man ikke, at mennesket udvikler sig af en bestemt sti og skal igennem et stadie for at nå det næste. I stedet mener man, at der er flere mulige udviklingsstier, og at det er det miljø barnet vokser op i, der indvirker på, hvilken sti man bevæger sig af. Det er især forældrenes behandling, der påvirker dette. Hvis forældrene er følsomme og reagerer hensigtsmæssigt på deres barns handlinger, er sandsynligheden for, at det udvikler sig af en sti som giver en god psykisk sundhed stor. Hvis de til gengæld ikke behandler barnet hensigtsmæssigt er chancen for at barnet bevæger sig af en sti mod god psykisk sundhed mindre. Dog kan stierne ændre sig, hvis forældrene fx begynder at behandle barnet anderledes, da stierne ikke ligger fast fra fødslen (Ibid.). 6.1 Volds konsekvenser Ofte er volden kun toppen af isbjerget, for det meste sker det i forbindelse med længerevarende psykisk vold, som afvisning og vanrøgt. Det er dog meget forskeligt, hvordan dette foregår, og hvordan det påvirker det enkelte barn. Nogle børn oplever det kun lejlighedsvist, mens andre er konstant udsat for denne vold (Bowlby 1988). Børnene kan blive deprimerede, passive og hæmmede, afhængige, ængstelige og samtidig vrede og aggressive. Børnene deltager ikke i leg og viser sjældent glæde. Deres følelsesudtryk er ofte så vage at de overses, eller de er svære at forstå, de kan fx blive ved med at græde, men ikke tage imod trøst (Ibid.). Børnene kan blive meget agtpågivende og på vagt overfor, hvad der kan ske, men kan også udvikle en stor følsomhed for deres forældres ønsker, da de lærer, at der er ting der kan formilde forældrenes udbrud. I en vuggestue kan man ofte se, at børnene virker aggressive og har svært ved at knytte sig til andre omsorgspersoner og børn. I en undersøgelse af mishandlede vuggestuebørn fandt man desuden, at ingen af dem søgte at trøste, hvis et andet barn var ked af det, i stedet reagerede de med frygt, sorg eller vrede og fjendtlighed (Ibid.). 24

25 Børn kopierer den adfærd de ser. De behandler andre, som de selv er blevet behandlet og dette ses tydeligst i de første år af barnets liv (Ibid.). Når børnene først er skadede på denne måde, er det svært at ændre på deres adfærd, både for plejeforældre, pædagoger og terapeuter (Ibid.). Mange af disse børn ender senere på psykiatriske klinikker. Mænd ofte som aggressive psykopater og kvinder med personlighedsspaltning (Ibid.). 7. Sammenligning af omsorgsteori Schwartz beskriver, hvordan barnet har brug for tre forskellige former for omsorg for at være i udvikling: Behovsomsorg, udviklingsomsorg og opdragelsesomsorg. Barnet lærer igennem omsorg, at mestre de fire udviklingstemaer i barnets udviklingsopgave: Selvstændighed, samhørighed, mestring og mening. (Schwartz 2001). Desuden træner omsorg barnet i at mestre sociale situationer. Bowlby lægger vægt på, at man skal have en sikker base i form af en omsorgsperson, som er psykisk tilgængelig for at udvikle en tryg tilknytning og er i stand til at knytte nære bånd til andre mennesker. De mener derfor begge, at denne primære omsorg er essentiel for barnet og dets udvikling af relationskompetencer. Killéns definition af omsorgssvigt bygger på, at omsorgspersonerne ikke er psykisk tilgængelige, hvilket ligeledes er pointer i Bowlby og Schwartz tanker omkring emnet. Schwartz mener dog, at hvis man oplever svigt i en meget tidlig alder, er det ikke sikkert, at man bliver skadet for livet. Her er Bowlby uenig, han mener at: Når børnene først er skadede på denne måde, er det svært at ændre på deres adfærd, både for plejeforældre, pædagoger og terapeuter. (Bowlby 1988). Bowlby er af den overbevisning, at hvis skaden først er sket, er det meget svært at rette op på den igen. Killén mener til gengæld, at hvis man hurtigt kommer ud af svigtet og får den omsorg og pleje, man har brug for, er det ikke sikkert, at man får varige mén, men hvis svigtet foregår over lang tid, bliver det sværere og sværere at gøre det godt igen. Desuden beskriver hun, hvordan vanrøgt kan skabe varig fysisk skade, hvis barnet ikke meget hurtigt kommer ud af det. Vanrøgten kan skade hjernen både ved fysisk vanrøgt, men også hvis barnet ikke bliver følelsesmæssigt stimuleret. 25

26 Killén benytter en model lavet af Kendel-Tackett. Denne model beskriver fire stier, et omsorgssvigtet individ kan bevæge sig af. Det er stier, der redegør for, hvordan svigtet kan have negativ effekt på individets helbred, pga. adfærd der enten er fysik eller psykisk skadelig. Alle tre teoretikere er dog enige om konsekvenserne af omsorgssigt. De beskriver alle, hvordan det påvirker barnet psykisk, og hvordan det ofte udvikler depression, og alt hvad der hertil hører hos barnet. Dette kan ske ved alle former for omsorgssvigt. Bowlby beskriver desuden, hvordan en manglende anerkendelse af barnets kompetencer ofte ender i en meget lav selvfølelse. Schwartz beskriver en model over de overlevelsesstrategier et barn kan udvikle for at håndtere et omsorgssvigt. Hun mener, der er tre forskellige strategier, man kan danne sig. To af disse er handlingsstrategier som danner nogle billeder af, hvordan barnet bør håndtere svære situationer, mens den sidste strategi er helt at undlade at opbygge handlingsstrategier. Dette er ikke noget Bowlby ligger vægt på, han taler i stedet om tre forskellige tilknytningsmønstre, man kan udvikle og den adfærd disse fordrer. Bowlby lægger mere vægt på, hvor galt det kan gå, hvis man bliver omsorgssvigtet, og de psykiske konsekvenser det kan have. Kari Killén er også mere fokuseret på konsekvenserne og har, ligesom Bowlby, i sin teori ikke tanker med om, hvordan barnet håndterer et omsorgssvigt. Hun fokuserer ligeledes udelukkende på de massive konsekvenser, svigtet kan have: Overgreb kan være forbundet med depression, angstlidelser, suicidal adfærd, lav selvfølelse, spiseforstyrrelser, seksuelle problemer, dissociative forstyrrelser, posttraumatisk belastningsreaktion og rusmiddelproblemer. (Killén 2005). Dette støtter op om deres holdninger til, om man er i stand til at komme ud af et omsorgssvigt uden mén. Her mener Bowlby Og Killén, at det er meget svært at ændre på det, når først skaden er sket. Schwartz er ikke enig i dette, hun mener, at barnet er i stand til at udvikle overlevelsesstrategier. Desuden mener hun, at det er afhængigt af barnets robusthed, og hvad det enkelte barn har behov for, om det bliver omsorgssvigtet. 8. Anbringelse 8.1 Anbringelse ved Ida Schwartz Et godt anbringelsesforløb er ifølge Else Christensen (1998) når: 26

27 1. Anbringelsen fungerer godt på et omsorgsniveau. Barnet kan lide at bo på stedet, har fået det bedre og føler at det får hjælp. 2. Anbringelsen fungerer godt på et udviklingsniveau. Barnet har udviklet nære relationer og føler, at de voksne kender det, og det har fortalt om sig selv. (Schwartz 2001, s. 78) Dette har hun fra flere undersøgelser, hvor hun har fået børns egne udsagn, kombineret med udsagn fra forældre, sagsbehandlere og voksne på anbringelsesstedet. Anbringelsen synes at være god for barnet, hvis omsorgsniveauet eller begge niveauer fungerer. En god anbringelse indebærer nære relationer, da de har stor betydning for barnets velbefindende og samtidig er vigtige for barnets fremtidige livsforløb. I en undersøgelse sås 50 % af anbringelserne som succesfulde, dette vil det sige at 50 % af børnene oplevede deres anbringelse som positiv. Det afgørende ved en god anbringelse er, at barnet føler sig knyttet til sin omsorgsperson. Samtidig er det tæt forbundet med, at det lykkes kontaktpersonen at bevare en god kontakt og et godt samarbejde med forældrene (Schwartz 2001). Karen Zobber (1993) fandt i interviews med seks anbragte børn og unge, at de ikke følte, de var blevet hørt eller forklaret situationen inden deres anbringelse, som loven siger, at de skal. De var ikke blevet forklaret og sat ind i, hvorfor de var blevet anbragt, og dette gjorde, at denne gruppe børn var meget skeptiske overfor deres anbringelse og ikke havde den store mulighed for et positivt anbringelsesforløb. Barnet vil have nemmere ved at knytte sig til bostedet og skabe nære relationer, hvis barnet er blevet taget hånd om og blevet informeret og inddraget i sin anbringelse. Barnet skal føle sig set, hørt og forstået, da barnet har behov for hjælp til at kunne klare denne krise og den adskillelsesproces, de skal igennem (Ibid.). Tidligere anbragte børn beskriver at de pædagoger de var mest glade for og havde mest tiltro til, var de pædagoger, der var oprigtige overfor børnene. En ærlighed i kontakten og følelsen af at være sammen med mennesket bag pædagogen skaber den gode kontakt mellem pædagog og barn (ibid.). 27

28 Voksne er meget nemme at gennemskue som barn. Der er mange, hvor man kan mærke det pædagogiske, altså snusfornuften og ikke ærligheden. Det var også meget tydeligt at mærke dem, der virkelig holder af en (ibid. s. 83) Det børnene søger hos pædagogerne i et anbringelsesforløb er ikke det, at de er professionelle overfor børnene, men derimod ærlighed, omsorg, respekt, tillid, tryghed og det at blive holdt af, som den man er. Derfor er det vigtigt, at pædagogerne udfører arbejdet af lyst og oprigtighed, da børnene gennemskuer den pædagog på lang afstand, som bare udfører arbejdet for at tjene penge. Ved den rette tilgang til børnene vil der kunne skabes den bedste udvikling. Det er vigtigt at pædagogerne får etableret personlige relationer til de børn og unge de arbejder med. Det vil og skal være børnene selv, der vælger deres favoritvoksne, de voksne som de kan have fortrolige og tætte samtaler med, hvor de får mulighed for at udvikle sig selv og lære sig selv at kende (ibid.). En ny kontaktperson skal forsøge at forstå barnets livsverden for netop at have øje for, hvad det enkelte barn tillægger betydning. Begrebet livsverden benyttes af Habermas og betyder: Livsverdenen, den subjektive verden, vi lever i, rummer kulturen, menneskers indbyrdes relationer og vor personlige identitet, og den bygger på sproglig kommunikation. (Redaktionen) Habermas mener, at man handler ud fra sin livsverden, ens adfærd er afhængig af, hvordan ens livsverden er formet. Desuden ændrer ens livsverden sig hele tiden på baggrund af, hvad man oplever, derfor udvikler man sig hele livet igennem (Pahuus 1988). Det kan derfor være vigtigt at se på barnets livshistorie. Hvad har barnet været igennem og oplevet i sit liv? Det er der, barnet har opbygget sin selvforståelse, omverdensforståelse og kompetencer. Dette er vigtigt for at kunne forstå barnet og barnets handlemåder, da de ellers vil kunne virke meningsløse og kaotiske 28

29 for kontaktpædagogen. Daniel Stern peger på, hvor vigtigt det er, at et barns hverdag er struktureret, og at barnet kan orientere sig i de omgivelser, det befinder sig i. Det er også igennem genkendelighed fra de erfaringer, barnet allerede besidder. Dette kan vi som pædagoger kun tilbyde, hvis vi har sat os ind i, hvad det er barnet kommer fra, hvad det har været igennem og vi lægger mærke til, hvilke signaler barnet udsender. Kun igennem dette vil vi kunne afgøre, hvad den mest meningsfulde struktur og støtte for barnet vil være (Ibid.) 8.2 Forstå mig dog af Lene Lind Lene Lind er pædagog, foredragsholder og lærer i pædagogik, og har udarbejdet bogen Forstå mig dog. Denne omhandler mange af de emner der vedrører anbringelsen af et barn og børn med særlige behov Kontaktpædagogens rolle Det er i sig selv en stor opgave som pædagog at skulle beskæftige dig med kontaktforsømte børn. Det vigtige i kontaktpædagogens rolle er at skabe et godt forhold mellem barn og pædagog. Man er som kontaktpædagog den der bærer det store ansvar for barnets stabilitet, og barnet vil ofte afprøve pædagogen om denne holder af barnet og ikke svigter, som barnet formentlig har oplevet flere gange tidligere. Derfor er det vigtigt, at man ikke er ambivalent i sin kontakt med barnet. Barnet kan være bange for at gå ind i den dybe og nære kontakt til pædagogen, da barnet kan være bange for at blive skuffet og svigtet igen. Som ny kontaktpædagog har man meget at skulle bevise overfor barnet, før man kan opnå en god kontakt og blive lukket ind i dets verden. Barnet skal have helt klare og tydelige reaktioner, der svarer til det, pædagogen mener i den individuelle situation, så barnet lærer at aflæse og stole på pædagogen. Det er også vigtigt, at det er kontaktpædagogen, der forholder sig til alt omkring sit kontaktbarn, så det ikke har mulighed for at lukke af for kontakt (Lind 2000) Omsorgssvigt Ikke alle børn er så heldige, at de har forældre, der er i stand til at tage vare på deres behov. Nogle børn vokser op med ustabile forældre og lever deres hverdag i en form for kaos, hvor selv de mest basale behov, som mad og søvn, ikke bliver opfyldt. Disse børn er ofte nødt til, i en meget tidlig alder, at administrere og lære de ting selv, som egentlig burde være forælderens ansvar. 29

30 Årsagen til et omsorgssvigt er ofte, at forældrene selv er blevet omsorgssvigtet i deres barndom, og derfor ikke er udstyret til at gribe opgaven som forældre an. I disse tilfælde kan der ske et rollebytte mellem voksen og barn, hvor barnet overtager rollen, som den der sørger for at tingene hænger sammen i hjemmet. Barnet kan leve med så ustabile voksne, at det kan blive usikkert på egen evne til at opfatte virkeligheden korrekt, hvilket kan give barnet en usikker- eller negativ selvopfattelse. Barnet kan miste troen på sig selv, blive vred på verden, blive bange for om det, det er og gør er godt nok og lade dets frustrationer komme frem i dets handlinger. Dette kan gøre, at barnet udvikler en meget upassende adfærd eller en mere passiv tilbagetrækning. Barnet kan udvikle en kaotisk og amputeret evne til at opfatte andre menneskers virkelighed, følelser og personlige grænser. For disse børn kan det være svært at rumme egne følelser og frustrationer og samtidig kunne forholde sig til andre menneskers tanker og følelser. Det kan medvirke til, at barnet føler behov for at skubbe de ubehagelige følelser væk fra sig selv og pege dem ud mod omverden. Dette kan komme frem i den måde, barnet handler på, det vil ofte virke aggressivt i sine handlinger og vred på omverden. Omsorgssvigtede børn har ofte et stort behov for at prøve de voksne omkring sig af, om de er i stand til at rumme dem, om de kan lide dem og om det er stabile voksne. Dette kan komme frem som en adfærd, der er aggressiv, styrende, passiv opgivende, kontaktsvag, klæbende, impulsstyret eller ukoncentreret m.v. Dette kan være en svær opgave som pædagog at gå ind i. Disse børn er ofte de sværeste børn at skulle rumme og have overskud til, da de via deres handlinger ofte forventer en negativ reaktion fra omverden. Derfor er det ofte en meget uhensigtsmæssig måde, de har kontakt til omverden på. Dette kan gøre, at de vil være svære børn at holde af, men samtidig har de et enormt stort behov for at blive holdt af. Det kræver en stor faglig viden og en meget afklaret personlighed hos den professionelle omsorgsgiver, at kunne støtte og hjælpe disse børn til en bedre udvikling og trivsel (Lind 2000) Barnets Behov Barnet har i sin opvækst behov for stabile voksne, som kan beskytte det og som har ressourcer til at hjælpe barnet i udviklingen af evnen til, at begå sig blandt andre mennesker og have tillid til omverden. Den voksne skal være i stand til at lytte til barnet og respektere dets følelser, og barnet skal føle, at det bliver forstået og accepteret. Den voksne skal være tydelig i den måde, den 30

31 handler på, så barnet får en forståelse for den voksnes handlinger og reaktioner. Der skal være en forudsigelighed og genkendelighed i den voksnes handlinger, da det giver barnet tryghed at kunne genkende reaktionerne i de individuelle situationer. Der skal skabes et anerkendende miljø for barnet, så det føler, det bliver set som person og forstået i de handlinger det udfører, og de følelser det besidder. Den voksne skal skabe varme og kærlige rammer for barnet, hvor barnet føler, det har lov til at udtrykke sig og har mulighed for at blive rustet i sin selvforståelse og få en følelse af værdi, inden for disse rammer. Rammerne skal hjælpe barnets indre psykiske udvikling og udviklingen af modenhed og selvstændighed. Den voksne har ansvaret for at beskytte og vejlede barnet, ud fra den erfaring den voksne besidder, og som barnet mangler. Dette vil sige, at den voksne indimellem er nødsaget til, at sætte grænser for nogle af barnets impulser og ønsker, for at beskytte barnet mod, at komme til skade og for ikke at komme ud i situationer, barnet ikke kan rumme. Dette vil også hjælpe barnet til at forstå verden, da barnet af natur tror at verden styres af dets ønsker og behov (det almægtige eller omnipotente barn). Ved erkendelsen af dette, vil barnet få en bedre forståelse af sin reelle magt. Det er nødvendigt, at barnet lærer at forstå dette, så barnet kan begå sig med andre mennesker i ligeværdige relationer. Dette kan være en smertefuld erfaring for barnet, men er nødvendig for barnet at få. De erfaringer barnet får i denne periode, kan ligeledes være udviklende, både følelsesmæssigt og intellektuelt. Det er vigtigt, at den voksne skaber rammer for barnet, hvor barnet har mulighed for at agere og afprøve sin kunnen, sin styrke, møde sine grænser og få lov til at afprøve sig selv og se sig selv i modsætning til andre. Dette kan fx ske ved, at tilbringer tid sammen med ældre børn, med større erfaring, hvor barnet ikke vil være alene om opmærksomheden, og måske ikke helt kan følge med i det, de større børn laver. Det er hårdt for barnet at opdage, men også vigtigt at lære at give plads til andre. På den måde vil barnet kunne opbygge en selvstændighed og en følelse af, hvem det er, både de negative og positive sider, i forhold til andre mennesker. Alt dette skal foregå inden for rammer, hvor den gensidige kærlighed og accept ikke mindskes. Der skal være en relation mellem barn og voksen med gensidig tryghed, varme, accept og respekt. Dette vil kunne give barnet ballast til at kunne begå sig på egen hånd senere i livet, og være i stand til at kunne give noget værdifuldt videre til andre mennesker (Lind 2000). 31

32 8.24 Omsorgssvigtede børns særlige behov Børn der er blevet omsorgssvigtet vil have særlige behov for hjælp og støtte, så de kan få mulighed for at skabe nye og positive erfaringer, og komme ind i en bedre udvikling. Dette gør, at der vil være store krav til pædagogerne omkring barnet idet, at det er pædagogerne, der skal være med til at skabe de rammer, den struktur og de leveregler, barnet skal leve under, når det bliver anbragt udenfor hjemmet. Pædagogerne skal skabe rammer, der indeholder rummelighed og stabilitet for barnet, så det har mulighed for at udvikle sig. Det første der er vigtigt for barnet er, at det får en bestemt voksen, som barnet kan føle sig særligt knyttet til (evt. kontaktpædagogen). Denne voksne skal være en, der kan rumme barnet og har mulighed for at involvere sig på en positiv måde, så barnet føler, det er noget værd i kontakten med den voksne. Den voksnes første opgave vil være, at få barnet til at føle sig trygt og tilpas på dette nye sted. Den voksne skal være barnets sikre base og være den som giver barnet et overblik og hjælper barnet igennem dagen, så hverdagen bliver forståelig. Den voksne skal hjælpe barnet til at styre de følelser, barnet går rundt med og få det hele til at virke mere overskueligt. Barnet har brug for hjælp til at styre sine tanker og den virkelighed, barnet befinder sig i, derfor har barnet brug for den voksne at kunne betro sig til og stole på. Den voksne skal være der for barnet ved at vise empati og skabe en struktur for barnet, med udgangspunkt i barnets oplevelser og respektere disse, så barnet kan komme i kontakt med egne følelser, grænser og behov. Denne opgave indebærer at guide barnet igennem det sociale livs udfordringer og virkelighed og give barnet en forståelse for andres følelser. Den voksne skal desuden give barnet de redskaber, det er nødvendigt at besidde, i samværet med andre mennesker, så barnet ikke kommer i en situation, hvor det skader andre eller bliver udelukket fra fællesskabet (Lind 2000). Barnet vil som oftest komme fra en familie, hvor der har været mangel på struktur og forudsigelighed, og det har været kaotisk for barnet at begå sig. Derfor er det vigtigt, at barnet oplever at komme til et sted, hvor det kan regne med de voksne. Det er vigtigt at hverdagen foregår på en sådan måde, at barnet har en følelse af forudsigelighed og tryghed. Derfor er planen for, hvornår de voksne kommer og går en vigtig del af det, at barnet føler sig trygt. Barnet har brug for at vide, hvornår og hvem der tager sig af dem igennem dagen, og at de kan regne med at dette vil blive overholdt og at de ikke bliver glemt i sygemeldinger og ferier mm. Det vil altid være den voksens opgave, at sørge for at barnet føler sig set i disse perioder (ibid.). 32

33 Det er vigtigt, at kontaktpædagogen får et godt samarbejde med forældrene, så barnet ikke kommer i en sådan situation, hvor det er splittet mellem de personer, det har allermest brug for i hverdagen. Det kan derfor ofte være en god ide, at det ikke er selve kontaktpersonen, der skal komme med indberetninger eller dårlige nyheder til forældrene, så de forbliver på god fod. Der skal skabes en fordeling af opgaver og ansvar mellem de ansatte. Barnets udvikling og tryghed må altid være det, der kommer i første række, så barnet altid er beskyttet bedst muligt. Når et barn bliver anbragt, er det vigtigt, at det hurtigt bliver tydeliggjort for barnet, at de helt basale behov som mad og søvn ikke er noget, barnet skal koncentrere sig om længere. Barnet skal trygt kunne stole på, at disse ting ikke er deres opgave, og at de voksne klarer det, så barnet får mulighed for at være barn. De børn der har svært ved at genkende egne og andre menneskers grænser, har også et stort behov for tydelige rammer for, hvad der er acceptabelt og uacceptabelt at gøre. Barnet som mangler den indre styring har hårdt brug for faste normer og rammer for sin adfærd, for netop at have mulighed for at lære, hvordan man begår sig. Barnet har behov for fast rytme i dagligdagen, så barnet kan opbygge en indre forestilling om, hvad der skal ske, dette er et vigtigt skridt på udviklingens vej (ibid.) Forældresamarbejde Nogle børn kan føle sig splittet mellem pædagoger og forældre, dette kan skyldes samarbejdsproblemer. Dette kan gøre, at barnet vil opleve en loyalitetskonflikt i forhold til de betydningsfulde voksne i dets liv. Det meget vigtigt, at barnet føler, at der er en god kontakt mellem disse, at de kan lide hinanden, accepterer hinanden og kan snakke godt sammen, så barnet på denne måde opnår tryghed og tillid til, at de voksne finder ud af det sammen. Disse to grupper må i fællesskab kunne løse problemerne, de må kunne berører alt, der har betydning for barnets daglige trivsel og skabe et fælles ansvar for barnet. Lykkes dette vil barnet opleve en samlet verden og have en tryghed i, at de voksne styrer det og at man kan regne med dem (Lind 2000). Hvis der derimod er en konfliktfyldt, anspændt og kritisk holdning mellem forældre og pædagoger, vil barnet føle sig utryg og få følelsesmæssige problemer. Dette kan for eksempel være en mor, der altid kigger efter de fejl, hun kan finde i den måde pædagogerne takler hendes barn. Det de 33

34 gør for hendes barn vil aldrig være godt nok i hendes øjne, og hun har set sig sur på pædagogerne, fordi hun har fået fjernet sit barn, og det er nemmest at give pædagogerne skylden. Denne holdning kan være svær at vende hos en forælder og kan gøre et samarbejde mellem pædagoger og forældre svært (Ibid.). Barnet vil være splittet mellem to verdener hjem og institution og dette kan komme frem i barnets adfærd, da både forældre og pædagoger, er en stor del af barnets liv. Barnet kan føle sig presset, og dette kan komme til udtryk i dets måde at reagere på i form af frustration og magtesløshed. Barnet kan reagere ved at gå tilbage i udvikling eller blive udad- eller indadreagerende. Dette vil være endnu en ting, barnet skal kæmpe med i sin hverdag. Derfor er det vigtigt, at et samarbejde mellem forældre og pædagoger fungerer optimalt, og at der til enhver tid er en god tone mellem de to parter (ibid.). Det er først og fremmest barnets kontaktpædagogs opgave at sørge for, at der opstår et godt samarbejde og et personligt forhold mellem forældre og pædagog. Det er også pædagogens opgave at snakke med forældrene om, hvad der forventes af dem, og hvad de forventer af institutionen, så man tager ens forholdsregler for, at det gode samarbejde opstår. Man skal have fokus på, at det gode samarbejde mellem dem er et fælles ansvar, og at samarbejdet er til for at hjælpe deres barn således, at barnet ikke kommer i klemme (ibid.). 8.3 Det anbragte barn At blive anbragt uden for hjemmet er en stor forandring for et barn og kan derfor være kriseudløsende for det. Der er mange ting, der spiller ind i dette f.eks. tab af kammerater og det umiddelbare samvær med forældre og søskende, det at skulle flytte mm. (Guldborg 1991). Der er tale om sorg og desperat vrede, som senere kan blive til fortvivlelse og ligegyldighed. Ifølge Gunilla Linden er der hos større børn tale om en traumatisk krise. Hvis adskillelsen sker i en uafklaret konflikt, kan barnet få følelsen af, at være blevet ladet i stikken, skyldfølelse over at det måske var barnets skyld og tanken om, hvad der skal ske med deres forældre fylder dem. Teenagere er ikke så afhængige af samværet med deres forældre for at overleve psykisk, de har ofte opbygget andre vigtige relationer, og det er derfor ikke sikkert, at der udløses en krise hos den unge uanset, om der er knyttet mange stærke følelser til bruddet med det vante og en følelse af kaos hos den unge (Ibid.). 34

35 Er der uklarhed om grunden til anbringelsen og forældrene og barnet fortier deres tanker og følelser overfor hinanden, så barnet går alene med sine tanker og følelser, risikerer man, at barnet kan blive destruktivt i sine følelser. Dette kan ses i form af lav selvfølelse, og barnet kan udvikle en manglende evne til selv at håndtere brud og barnets tro på, at man kan få hjælp gennem kontakt med voksne kan mindskes. Derfor er den første tid på et anbringelsessted vigtig for barnets videreudvikling. Det er vigtigt, at man overvejer, hvem der skal fortælle barnet, at det skal anbringes, og man skal overveje, hvad der skal siges, og hvordan man formidler det. Det er afhængigt af barnets tidligere erfaringer, modenhed, og hvor klare de voksne er i deres budskab, om barnet forstår budskabet (Ibid.). Det er vigtigt at adskillelsen mellem forældre og barnet foregår på en god måde. De skal overfor hinanden erkende, verbalt som nonverbalt, hvad det er, der skal ske, hvad der er sket og have mulighed for, at udtrykke deres følelser omkring adskillelsen. Dette kan være sorg, vrede, skuffelse, nederlag, angst, skyld mm. Det er vigtigt, at man i samtalen ender ud i en form for accept af, hvad der skal ske, f.eks. vi kan ikke bo sammen, men det er stadig min mor/min far/ mit barn dvs., at der ikke dannes myter (Ibid.). 8.4 Rapport om anbringelse Rapporten er udarbejdet af Børnerådet og tager udgangspunkt i 113 børn og unges oplevelse af at være placeret udenfor hjemmet. Den tager flere pointer op, som børnene lægger vægt på i den gode anbringelse. At blive lyttet til og være en ligeværdige og aktiv medspiller i eget liv, er noget af det børnene lægger størst vægt på. I børnekonventionen står netop (Børnerådet 2012): 1. Deltagerstaterne skal sikre et barn, der er i stand til at udforme sine egne synspunkter, retten til frit at udtrykke disse synspunkter i alle forhold, der vedrører barnet; barnets synspunkter skal tillægges passende vægt i overensstemmelse med dets alder og modenhed. (Ibid. s. 6) 35

36 2. Med henblik herpå skal barnet især gives mulighed for at udtale sig i enhver behandling ved dømmende myndighed eller forvaltningsmyndighed af sager, der vedrører barnet, enten direkte eller gennem en repræsentant eller et passende organ i overensstemmelse med de i national ret foreskrevne fremgangsmåder. (Ibid. s. 6) Det er altså et lovkrav, at dette bliver overholdt, det er desværre ikke den fornemmelse mange anbragte børn har (Børnerådet 2012). Det værste, jeg har oplevet, var, da jeg blev hjemsendt første gang. Vi sad til det der møde, og jeg havde sagt til institutionen, at jeg ikke ville hjem. Det kunne de godt glemme, jeg skulle bare ikke hjem. Men min sagsbehandler siger, jeg skal hjem, og så sidder dem fra institutionen og siger, Det er bare så dejligt at se, når far og datter kan sammen (...) Jeg sad bare og ventede til det møde var færdigt, så jeg kunne tage mine ting og løbe min vej så hurtigt, jeg kunne. Der følte jeg mig bare overset. (Ibid. s. 5) Dette er en oplevelse, mange af børnene har, det skaber mistillid og dårligt selvværd, når børnene ikke bliver anerkendt i deres meninger og holdninger (Børnerådet 2012). Flere børn fortæller, at de har været så langt ude, at de har forsøgt at tage deres eget liv, for at få opmærksomhed. At stikke af og blive væk fra skole er også strategier, flere børn fortæller de benytter, for at blive hørt (Ibid.). 36

37 Andre opgiver at blive hørt og mange nærer mistro til både system og voksne generelt. Andre igen synes at acceptere den manglende inddragelse, som et grundvilkår i en anbringelse (Ibid.) Rettigheder og sagsbehandleren En anden problematik børnene bringer op er, at de er i tvivl om, hvad deres konkrete rettigheder er. Nogle få sætter sig ind i loven og kan den rette ordlyd af denne, fx i forbindelse med magtanvendelser, det er dog et mindretal (Børnerådet 2012). Børnerådet foreslår i rapporten, at det bliver lettere for de anbragte børn, at finde frem til deres rettigheder, og at fx socialrådgiveren videregiver denne information til dem (Ibid.). Udskiftningen af ens sagsbehandler kan være hårdt for et barn. Det kan føle at det ikke bliver lyttet til, fordi der hele tiden er en ny sagsbehandler, som skal sætte sig ind i deres sag. Sagsbehandleren er en person der fylder meget i børnenes liv. Hvis der sker udskiftning kan det forårsage, at sagsbehandleren lærer børnene at kende ud fra deres sagsakter, og det føler børnene ikke er det hele billede, da de er meget mere end hvad der står beskrevet i disse (Ibid.). Hvis man til gengæld får en god sagsbehandler, sætter børnene pris på, at der er en der taler deres sag. Børnene er enige om, at man er heldig, hvis man har en sagsbehandler over længere tid, som også holder kontakten vedlige, så ved børnene, at de ikke er blevet glemt (Ibid.). Nogle børn beretter, at de har svært ved at åbne sig for sagsbehandleren, fordi de er i tvivl om, hvor denne har sin loyalitet. Mange føler, at sagsbehandleren mest er der for forældrenes og pædagogernes skyld. Dette bliver især forstærket, når disse holder møder bag lukkede døre, uden at inddrage barnet. Mistilliden kan vokse, hvis barnet oplever, at de andre pædagoger ved ting, som barnet udelukkende har fortalt sagsbehandleren. Desuden vokser mistilliden, hvis sagsbehandleren ikke tror på barnet, hvilket flere af børnene fortæller at de ofte oplever (Ibid.). Mange børn savner, at de til tider kan have tid sammen med sagsbehandleren, som ikke tager form af et møde på institutionen. De vil gerne skabe et stærkere forhold og derfor have noget kvalitetstid sammen med dem. Desuden synes børnene, det er hårdt, at man ikke kan komme til at tale med sin sagsbehandler, når man har brug for det, pga. telefontid osv. Dette er oftest børn placeret på institution, de fleste i plejefamilie synes ikke, de har det samme behov for kontakt (Ibid.). 37

38 De fleste børn vil gerne have unge sagsbehandlere, som snakker et lettere sprog og vil gerne at deres møder også er åbne for smalltalk, da det skaber ro og tillid (Ibid.). Mange børn ved ikke, hvem der er tilsyn og hvem der er sagsbehandler. De som er klar over forskellen, har en klar ide om, hvad de siger til hvem. Nogle børn siger kun gode ting til tilsynet, af frygt for, at pædagogerne får at vide, hvad de har sagt. Andre ved, at tilsynet er dem de kan stole på, hvis noget ikke er, som det skal være (Ibid.) Hjemlighed vs. institution Mange af børnene har brug for, at døgninstitutionen virker som et hjem, det skal være så normaliseret som muligt, og ikke virke som om pædagogerne udelukkende kommer på arbejde for pengenes skyld. En pige fortæller, at nogle af de voksne på hendes institution kunne finde på at sidde og bytte vagter under aftensmaden. Dette er ikke ligefrem taktfuldt overfor børnene, som mest af alt har brug for at blive anerkendt og elsket, som hun siger (Ibid.): Der er jo ingen, der ville bo her, hvis de havde en fungerende familie, de kunne være hjemme hos. (Ibid. s. 15) Børnene vil gerne have, at de voksne viser, at de vil dem og tager dem ind som en del af deres liv og ikke bare som et arbejde (Børnerådet 2012). Behandl os som jeres egne børn! Selvfølgelig kan vi have nogle problemer, selvfølgelig kan vi være anderledes, selvfølgelig kan der være nogle, der ikke er til at stole på. Men tag lige et ordentlig kig på os. Måske har vi ikke haft forældre, der passede os, og nogle er røget ud i kriminalitet, men vi er stadig mennesker. Jeg vil bare gerne behandles som ethvert andet barn. 38

39 (Ibid. s. 15) Børnene savner stabile voksne, som gider være på arbejde og ikke konstant bliver skiftet ud. Flere beskriver, hvor dejligt det er, hvis pædagogerne bliver og overnatter flere dage af gangen, så føles det mere som en rigtig familie (Børnerådet 2012). Børnene vil gerne have pædagoger, som er unge og humoristiske, pædagoger som ikke er bange for at give af sig selv, og som kan sætte sig ind i, hvordan børnene har det. Desuden fremhæver mange, at det er rart med pædagoger, der måske selv har kæmpet med diagnoser som angst og ADHD (Ibid.). Børnene vil gerne have pædagoger, som ikke er for pædagogagtige. Dvs. at de ikke behøver opføre sig som statuetter, som følger et system og mennesker som ved alt og er ih så kloge. De må gerne være nede på jorden. En anden vigtig ting er desuden, at man kan være fortrolig med pædagogerne og snakke med dem om ting, som ikke behøver blive sagt videre til de andre (Ibid.). Samtidig vil børnene gerne have pædagoger med erfaring, så de er i stand til at sætte sig i respekt. Man skal ikke kunne sno dem om sin lillefinger, og de skal ikke være bange for børnene (Ibid.). Nogle børn vil ikke have kontakt med deres forældre, fordi de måske ikke kan sammen. Disse børn vil gerne have, at pædagogerne respekterer dette. Selvom der står i barnets reform, at pædagogerne skal støtte forholdet mellem barn og forældre, er det ikke altid det, barnet ønsker. Mange børn ved desuden ikke hvem, deres forældre er, eller deres forældre er ikke i stand til at have et ordentligt forhold til dem. Der er dog også mange børn, som har tætte relationer til deres forældre, og mange der synes, at deres forhold er blevet meget bedre efter, de er blevet anbragt (Ibid.). Selvom børnene ofte godt ved, at det er det bedste for dem at flytte væk hjemmefra, vil det ikke nødvendigvis fjerne savnet af forældrene (Ibid.). Mange af børnene fortæller om deres forhold til deres søskende, som oftest er de familiemedlemmer, de har det bedste forhold til. De fleste vil helst være i pleje sammen, og det er heldigvis også oftest tilfældet (Ibid.). 39

40 Det er vigtigt for børnene ikke at komme i klemme mellem deres forældre og pædagogerne. Dog oplever nogle dette, hvis de fx har haft deres biologiske mor på besøg, kan pædagogerne finde på at skælde ud bagefter, over ting de har lavet sammen. Desuden er det svært for børnene, hvis pædagogerne siger negative ting om deres forældre, selvom de selv har taget afstand fra dem (Ibid.) Venner Mange unge betragter de andre beboere på institutionen som gode venner, der er dog mange op og nedture, men det er uundgåeligt, når man bor så tæt sammen. Andre vil ikke betragte de andre beboere som venner, da de ikke selv har valgt at bo sammen med dem, og de ikke altid føler, at myndigheder tænker sig om, før man bliver anbragt i en bestemt børnegruppe. De fleste vil gerne bo sammen med nogle, de har mere tilfælles med, men det er igen meget forskelligt fra barn til barn (Børnerådet 2012). Børnene vil gerne have, at pædagogerne hjælper børnene til at blive rystet sammen, især i starten, fx ved at tage på ture ud af huset. Mange fremhæver, hvor fedt det er, når man kan have fritidsaktiviteter, men også at der er gode muligheder på opholdsstedet for at lave noget (Ibid.). Mange af børnene er trætte af, at der er så mange restriktioner på deres samvær med forældre og venner. Der er mange steder, hvor man ikke må få venner på besøg eller besøge hinanden på tværs af afdelinger osv. Mange mister kontakten til gamle venner, når de bliver anbragt, derfor savner mange af børnene hjælp fra fx pædagoger, til at holde kontakten (Ibid.) Skolen Succesoplevelser er en vigtig ting for anbragte børn, især i skolen. De fleste vil gerne i skole og lære noget, formentlig fordi det hænger sammen med det store ønske om et normalt liv. Her mener flere, at en intern skole for institutionerne er god, da den tager hensyn til børnenes problematikker, og de ofte lærer tingene på lidt utraditionelle måder. En af ulemperne ved dette er dog, at der kan blive taget for mange hensyn til dem der fagligt er bagefter og at dem, som er på et højere niveau, derfor ikke får nok ud af undervisningen. Dette skyldes hovedsageligt, at der ikke er lærerkræfter nok på skolen til at hjælpe. Flere snakker om gentagne nedskæringer, som har haft konsekvenser for deres undervisning (Børnerådet 2012). 40

41 Nogle foretrækker selvfølgelig at gå i en almindelig folkeskole, og det skyldes ofte, at man ikke bliver stemplet som børnehjemsbarn. Man får større mulighed for at komme ud og møde andre mennesker og få venner ud over institutionen. Her vil børnene gerne spørges om klassen skal have at vide, at de ikke bor hjemme. Nogle foretrækker, at andre ikke ved det, så de føler sig mere normale, mens andre mener, at ærlighed er vejen frem (Ibid.). Mange af børnene vil gerne have mere støtte til deres skolegang også af pædagogerne, fx til lektier (Ibid.) Magtanvendelser Der er stor forskel på, hvor meget og hvordan magtanvendelser bliver brugt fra institution til institution. Nogle steder er det en del af dagligdagen, mens man andre steder aldrig oplever det. Alle anbragte ved dog, hvad det handler om, enten fordi de selv har oplevet det, har oplevet det på andre eller har hørt om det fra andre (Børnerådet 2012). En dreng fortæller, hvordan de på hans institution havde den taktik, at de brugte det meget de første 14 dage en ung boede der, for at vise hvem der bestemte, dette syntes han var meget forkert (Ibid.). Alle børnene er enige om, at magtanvendelser er enormt grænseoverskridende og krænkende. Nogle kan godt se, at det kan være nødvendigt i ekstreme tilfælde, men ikke i det omfang de oplever det. Flere ved ikke, hvorfor de bliver holdt fast og med hensyn til dokumentation, mener mange af børnene ikke at reglerne bliver overholdt, da de ikke altid bliver spurgt om deres version af episoden, hvilket faktisk er et lovkrav (Ibid.). De fleste børn er slet ikke klar over deres rettigheder omkring magtanvendelser, hverken hvornår de må bruges og dokumentationen heraf. Desuden oplever de, at de regler der er omkring emnet ikke altid bliver overholdt, fx kan man blive presset til at skrive under på rapporter og pædagoger kan dække over hinanden. Børnene føler sig ofte overhørt ved sådanne episoder. Flere oplever, at magtanvendelser bliver brugt som trussel og at pædagoger nogle steder, når de er bange for at en situation udvikler sig, samler alle mændene på stedet og stiller sig op foran barnet, for at skræmme denne til ro (Ibid.). 41

42 Mange af børnene føler at grunden til, at det ender i magtanvendelser er fordi, de voksne ikke giver barnet rum til at køle af og komme stille ud af konflikten. Nogle gange vil barnet bare være alene efter konflikten og slappe af og ikke blive ved med at snakke om det, der er svært (Ibid.). Flere af børnene sætter pris på regler og faste rutiner, da det hjælper med til at strukturere hverdagen. De går også ind for konsekvenser og straf til en hvis grad, da de ikke kan se, hvordan de ellers skulle lære, hvad der er rigtigt og forkert. Det er dog vigtigt, at reglerne giver mening, og ikke bare er der for at være der. Regler som har med deres samvær med venner og påklædning at gøre, synes børnene dog ikke om, det synes de skal være op til en selv. Desuden er konsekvenserne nogle gange lidt for ekstreme. Hvis børnene fik lov til at være med til at forme reglerne og på den måde havde medindflydelse, mener mange af dem, at det ville fungere bedre. Straffe som at få taget mobil fra sig, synes børnene er umyndiggørende, og mener de burde afskaffes helt (Ibid.) Sundhed Mange af børnene har massive helbredsmæssige problemer, når de bliver anbragt. De lider fx af depression, har selvskadende adfærd og er ofte dårligt ernæret. De kan være præget af omsorgssvigt, af eget eller forældrenes misbrug eller af mobning i skolen. Og for rigtig mange gælder det, at de i en tidlig alder har været tvunget til at tage voksenansvar, fordi alt sejlede derhjemme. (Børnerådet 2012, s. 49) Mange som bliver anbragt har et dårligt fysisk og psykisk helbred. De er præget af depressioner og dårlig ernæring. De er derfor glade for at være et sted, hvor der er fokus på en sundere livsstil, med motion og god kost og er glade for at få støtte til dette. Nogle synes dog, det ofte er kedelig mad, der bliver serveret på opholdsstedet og ønsker enten, at der er rigtige kokke ansat, eller at de bliver inddraget mere i maden (Børnerådet 2012). 42

43 Noget af det der hjælper børnene til et bedre psykisk helbred er bl.a. anerkendelse, at man får at vide, at man gør det godt. Desuden er mange af dem glade for at få psykologhjælp (Ibid.). 8.5 Forberedelse af børnesamtale Det er vigtigt, at det bliver en samtale med børnene, at vi kommunikerer med dem i en fælles samtale. Man skal være opmærksom på, hvor man placerer sig i rummet i forhold til hinandens intimsfære, og ting som påklædning, berøring, lugte, ansigtsudtryk og kropsholdning skal gennemtænkes. Den verbale kommunikation er kun en meget lille del af kommunikationen mellem mennesker, de andre udtryk er afgørende for, hvordan det vi fortæller forstås og fortolkes. Observation og deltagelse er en stor del af selve kommunikationen. At forberede sig godt til en samtale har altså lige så meget med det at tænke over, hvordan ens non-verbale sprog skal være, som det at forberede, hvad der skal siges og spørges om (Warming 2011). Det er vigtigt inden samtalen, at man har gjort sig klart, hvad formålet med samtalen er, og hvad man ønsker at få ud af den. Der er to grunde til, at dette skal gøres, den ene er, at man som styrer af samtalen er mere afklaret og fokuseret, og derved vil udbyttet blive bedre, og man vil være en bedre leder af samtalen. Den anden grund er, at man bedre kan forberede barnet på, hvad der skal foregå i samtalen, og der vil derfor være en bedre afstemning af barnets forventninger (Ibid.). Der skal være et ligeværdigt forhold mellem barn og voksen i en samtale, og det er vigtigt, at man er opmærksom på dette, hele vejen igennem samtalen, da det ellers kan blive for fokuseret og ledende og gøre at samtalen bliver for kold, og ikke kommer til at handle om andet end det den som udgangspunkt skulle handle om. At have barnet som ligeværdig medspiller indebærer, at barnet er med til at definere målet med samtalen, da dette er den eneste måde at gøre det på, hvor man stadig sikrer barnets sårbarhed og optimerer dets udviklingsmuligheder (Ibid.). 8.6 Interview med to piger på Dalgården Vi har interviewet to unge piger på Behandlingshjemmet Dalgården. Den ene pige var stadig anbragt, mens den anden var påvej ud. Vi starter interviewet med at forklare, hvad vi vil have ud af samtalen, hvad vores fokus er, og hvorfor vi har brug for interviewet. I interviewet spørger vi pigerne om, hvordan man bedst tager imod et nyt barn, om barnet skal være tilknyttet en bestemt pædagog, og hvordan man skal 43

44 komme ind på de andre børn og skabe kontakt. Her mener begge piger, at det er godt at have én pædagog, man er tilknyttet i starten, men at det vil være ærgerligt, hvis man kommer til at føle sig bundet af denne person. De udtaler begge, at det er meget individuelt fra barn til barn, hvad man har brug for, og at det bedste vil være at spørge barnet, når det bliver anbragt. Pigerne mener, at den bedste måde at introducere barnet for stedet er ved at fortælle klart og tydeligt om de rammer der er, hvordan hverdagen forløber, og hvilken opførsel man forventer af barnet. Den ene af pigerne udtaler: Man skal overhovedet ikke gøre, som det blev gjort derhjemme, der er jo en grund til, at de er blevet fjernet. Pigerne mener, at det er vigtigt at tage sig tid til børnene, især i starten, give dem den omsorg de ikke har fået derhjemme, og vise at man gider dem. Desuden vil det være godt at hjælpe barnet med at blive introduceret for de andre børn, ved fx at lave fælles aktiviteter. Derudover nyder børnene, hvis pædagogen inddrager dem i deres liv, at man kan komme på besøg hjemme ved dem, da det viser tillid. En af pigerne nævner fire ting, hun mener, er noget af det vigtigste: Man skal være ærlig over for det anbragte barn, for de har været udsat for mange ting, så personligt synes jeg selv, at ærlighed og tillid, tryghed og omsorg det er noget af det vigtigste. Vi spørger pigerne ud om, hvad der kunne være anderledes på Dalgården og de snakker om aldersopdeling. På deres afdeling, Længen, er der flere forskellige aldersgrupper, dette føler pigerne kan være frustrerende, de udtaler: Det dårlige ved det er jo, at de små har anderledes behov end de store.. det er lidt træls, at de store skal være stille efter kl. 20, fordi vi må jo være oppe til kl. 23, så det er også meget, at man skal være stille, og derfor er det svært også for pædagogerne tror jeg, for pædagogerne skal jo hjælpe os alle sammen og dække alles behov. De unge mennesker ville hellere bo med nogen på deres egen alder. På den anden side er det også rart at have sine søskende omkring sig. Til spørgsmålet om institutionen skal være hjemlig, er de to piger uenige, den ene kan godt lide, at det er et stort sted, hvor den anden hellere ville bo et sted, der var lille og intimt, de mener derfor igen, at det er vigtigt at tage barnet med i beslutningen, før det bliver anbragt. De to piger fortæller begge, at de ikke har sat sig ind i deres rettigheder, de ved ikke, hvad de indebærer, de mener dog, at de for det meste bliver lyttet til og taget seriøst. 44

45 8.7 Interview med socialrådgiver på Dalgården Vi har interviewet en socialrådgiver på Dalgården, omkring hendes holdninger til, hvordan man foretager en anbringelse mest hensigtsmæssigt. Vores interview med socialrådgiveren starter ud med omstændighederne omkring en anbringelse, hvilken forskel der er på en frivillig og en tvangsanbringelse, og hvilken effekt det har på de involverede. De fleste anbringelser nu om dage er frivillige, men som hun siger: Hvis jeg sådan sætter mig i forældrenes sted, så kan det være et sådan lidt gammelt, langhåret udtryk, frivillig tvang. Fordi hvad er alternativet for forældrene, hvis ikke de siger ja til det her? Forældrene vælger ofte at gå med til anbringelsen, fordi de ved, at kommunen ellers går ind og tvangsfjerner barnet. Hvis barnet bliver frivilligt anbragt, har forældrene mere at skulle have sagt, og det er det mindst sårbare for barnet, hvis forældrene selv siger ja til anbringelsen. Noget af det socialrådgiveren ligger stor vægt på, er den forberedelsestid, der er ved en frivillig anbringelse. Her kan barn og forældre få en chance for at forberede sig på, hvad der skal ske, og man kan gå i dialog omkring anbringelsen og sikre, at den forløber bedst muligt for alle parter. Det er vigtigt, at man sikrer at ingen føler skyld, hverken forældre eller barn. Man skal sikre at barnet ved, at dette ikke sker, fordi forældrene ikke kan lide barnet, men fordi de elsker det og mener, at dette er det bedste. Hun lægger stor vægt på, at forældrene bliver inddraget i alt, og at man gør dem klart, hvad der skal ske, og hvad deres rettigheder er. Desuden bruger hun den tilgang, at hun spørger forældrene ud om deres barn og dets vaner, for som hun siger: i er klogest på jeres børn, fortæl mig om jeres børn, og der er jo ikke noget folk hellere vil end at fortælle om deres børn..en af mine fornemste opgaver i mit arbejde på døgninstitution, det er at komme ind og lære forældrene at kende så godt som muligt. Hun mener, det er meget vigtigt, at forældrene har det godt med anbringelsen, der er ingen forældre, der gør det her med vilje! Der er ingen, der har som mål at være onde mod deres børn, nogle er bare ikke i stand til at tage sig af deres børns tarv, og det skal man sikre, at forældrene ved. Hun mener ligeledes, at man skal tænke i ressourcer og fokusere på, hvad det så er, der kan lade sig gøre, og hvis noget ikke fungerer, så må man finde en anden løsning. Hun giver et eksempel med en mor med to anbragte børn: Efter lang tid er det gået op for moderen, at hun ikke kan rumme at have begge børn hjemme på samme tid, derfor er det blevet lavet om til, at de kommer hjem én af gangen, og det fungerer for dem alle sammen. 45

46 De forældre socialrådgiveren kommer i kontakt med, har ofte brug for hjælp til at overskue situationen, i lige så høj grad som barnet. En anden pointe socialrådgiveren har, er at det altid er godt at være ærlig...på den måde behandler vi omsorgssvigtede børn, ved at fortælle dem, hvad vi ved om dem, hvad kender vi til deres familie, deres situation?, så skabes der ikke misforståelser og hemmeligheder. Dette hjælper til at skabe mere tillid, og børnene vil have lettere ved at tale om deres situation, når de ved, at hun har sat sig ind i den. Socialrådgiveren lægger vægt på dialog, at man snakker sammen om tingene og til spørgsmålet om, hvordan en samtale med barnet vil foregå, beskriver hun, hvordan hun sørger for, at barnet er så trygt som muligt. Evt. kan man tage en anden voksen med, som barnet kender godt, eller en søskende barnet kan støtte sig op af. Hun forklarer også, hvordan tydelighed i dialogen er vigtig og at spørge ind til, om barnet forstår, hvad det hele handler om. En af de sidste ting som hun ser som meget vigtig er forandring. En anbringelse handler om at skabe forandring, både for forældre og barn, den er til for, at der kan ske en udvikling og helst en positiv en. 8.8 Interview med pædagog på Dalgården Vi har foretaget et interview med en pædagog ansat på Dalgården. Vi udspurgte hende omkring arbejdet med anbragte børn og unge. Vi snakker mens børnene er i skole, så der er lidt ro i huset. Vi starter med at fortælle lidt omkring vores projekt, og hvor vores fokus ligger. Derefter giver vi hende de spørgsmål, vi gerne vil ind på. Det første går ud på, hvordan en anbringelse foregår her på Dalgården. Hun fortæller at:..vi sørger altid for at have et værelse klar til det nye barn, sådan at barnet føler sig velkommen. De prøver også at forberede de andre børn på, at der kommer et nyt barn i huset, så de kan tage godt imod det nye barn, og det bliver en god indflytning. De har på forhånd fundet den kontaktpædagog, der skal være på barnet og sørger for, at denne er på arbejde, den dag barnet kommer. De forsøger, at have fundet de pligter barnet skal tildeles, så det hurtigt kan blive hverdag for barnet. De tager selvfølgelig hensyn til, hvad det er barnet kommer fra, om det er en anden institution eller hjemmefra. De handler ud fra, hvordan barnet er vandt til, at tingene kører. 46

47 Hun siger:.. vi kigger ikke så meget på de problematikker, der ligger omkring barnet, men koncentrerer os om omsorgsdelen. Vi spørger om de ser mest på barnets behov til at starte med. Hun fortæller:..de fleste børn der flytter herud, har enormt meget brug for struktur, og det er jo også derfor, det er så vigtigt, at der er så meget som muligt på plads, inden de flytter ind.. De prøver at undersøge, om barnet har nogle fritidsinteresser, der også skal gøres plads til, i forbindelse med en aktivitetsplan for barnet. Det er dog ikke alle, der kommer til stedet, som har en bestemt interesse i forvejen, da de ofte ikke er blevet præsenteret for muligheden for at have en fritidsinteresse tidligere. Derfor forsøger pædagogerne at finde ud af, hvor interessen kunne være for det enkelte barn, og om der er noget, det kunne tænke sig at gå til. I valget af kontaktpædagog prøver de så vidt muligt at finde kvinder til pigerne og mænd til drengene. De ser ligeledes på, hvad det er for et barn, for måske er der en af pædagogerne, der i forvejen har erfaring med det type barn, der kommer. Vi spørger til, om de har nogle bestemte teorier de arbejder ud fra? Hun fortæller:.. det er den positive tilgang, altså det med at finde de gode ting i børnene og så dyrke det og putte mere af det på og så den gode relationen, men hun fortæller også, at det kan være svært, da nogle af de børn der begynder, kan have meget svært ved det med relationen til andre mennesker pga. deres opvækst. Hun siger, at i de 5 år hun har været på Dalgården, er de nye børn der kommer blevet sværere og sværere, og at de børn der blev anbragt før i tiden ikke længere bliver det. Dette spiller også ind i det pædagogiske arbejde, da børnene ikke kan rumme så meget som de kunne før i tiden. Man kan ikke stille de samme krav til børnene, da de simpelthen ikke kan overkomme det, derfor er de nødt il at prøve sig frem med de individuelle børn, for at finde ud af, hvor meget de kan klare, og hvad de kan stille af krav til det enkelte barn. De forsøger ikke at stille for høje krav til børnene, for så kan det skade mere end det gavner og man risikerer, at der ingen udvikling sker, eller at de kun bliver dårligere. De forsøger også at hjælpe børnene til at have realistiske drømme for fremtiden, så de ikke kun oplever nederlag i livet. De prøver at hjælpe børnene med at udvikle sig, der hvor de nu er og ser også på, hvad det er de kommer fra, om det er seksuelt misbrugte, alkohol eller andet. De ser på den enkeltes styrker og svagheder. Børnene kan ofte snyde aldersmæssigt igennem deres sprog, men det viser sig ofte, at de har nogle problematikker, som man ikke ser med det samme. 47

48 Pædagogen fortæller:.. det er utrolig vigtigt, at de føler sig set, hørt og mærket. Dette forsøger de at have for øje, hele vejen igennem og give dem mulighed for at udvikle sig, og give dem en god anbringelse. Hun fortæller, at det handler meget om, hvordan forældrene takler situationen. Er de konstant modstandere? Så er det sjældent, at anbringelsen bliver positiv, og det sker desværre ofte. Barnet er meget loyalt over for dets forældre, og hvis de ikke kan lide pædagogerne, er det svært for barnet at give sig selv lov til det, selvom barnet godt kan mærke, at det vi gør, faktisk hjælper dem. Derfor forsøger de hele tiden at vende det negative til noget positivt, overfor forældrene. Pædagogerne har stor fokus på omsorgsdelen da:..det omsorgssvigtede barn skal have omsorg, fordi de er jo svigtet på den del, ordet siger jo sig selv. Hun fortæller, at børnene ofte har en tendens til at give sig selv skylden, dette forsøger de at få vendt hos børnene. De prøver at vise børnene, at de gerne vil dem, ved at vise omsorg. Omsorg er mange ting, mener pædagogen, det kan være alt fra at lytte og give et kram, til alenetid eller opmærksomhed. Hun fortæller omkring forældresamarbejde, at de prøver så vidt muligt at holde forældrene informeret omkring deres barn. De har faste ugentlige dage, hvor de ringer hjem til børnenes forældre og fortæller, hvordan det går med deres barn. De sørger for at fortælle nogle positive ting om, hvordan barnet udvikler sig. De holder også forældrecafeer, hvor de viser billeder fra de ture, de har været på mm. Alt dette gør de i et forsøg på at få et godt forældresamarbejde op og køre. På Dalgården er det vigtigt, at børnene har aktiviteter uden for institutionen, for at de lærer at begå sig sammen med andre almindelige børn. På institutionen kan man slippe afsted, med en vis form for opførsel og sprog, men det vil ikke kunne tolereres uden for institutionen. Derfor er det vigtigt, at de også er ude blandt andre mennesker på egen hånd, så de får denne erfaring. Derfor forsøger de at bakke op omkring børnenes fritidsinteresser. De forsøger også at finde nogle interesser til børnene, hvor det ikke med garanti bliver et nederlag for dem, hvis de fx ikke kan følge med. Hun fortæller at:.. når de kommer hjem så eksploderer de nærmest, fordi de har holdt så meget på sig selv. Pædagogerne der til at samle dem op igen, og det er sundt for børnene at lære at styre sig og begå sig på egen hånd i samfundet. 48

49 9. Analyse af interviews med inddragelse af Børnerådets rapport Vores interviews har taget udgangspunkt i, hvordan man som pædagog kan sikre, at en anbringelse starter godt for barnet. Både med tanke på hvordan selve anbringelsen foregår, barnets synspunkt på dette, og hvordan man sikrer, at forældrene ligeledes er positive. Ifølge socialrådgiveren på Dalgården er den mest skånsomme anbringelse den frivillige. Dette støtter Schwartz op om med hendes teori om emnet. Hun præciserer ud fra Karen Zobbers interviewmateriale, at de børn der har fået den bedste start på anbringelse, har været de børn, som er blevet hørt og har fået forklaret situationen inden deres anbringelse. Dette sikres bedst ved en frivillig anbringelse, da denne foregår over noget tid, og barnet derfor får muligheden for at få forklaret, hvad der skal ske og acceptere dette. Der er desuden bedre tid og mulighed til at forberede, hvordan indkøringen skal foregå. Dette er ligeledes noget af det de to piger fra Dalgården lægger vægt på. De mener begge, at det er vigtigt, at barnet bliver inddraget i beslutningerne omkring anbringelsen og bliver spurgt ud, med hensyn til, hvordan og hvor de helst vil anbringes. I rapporten udarbejdet af børnerådet er dette også et af de vigtigste emner, der tages op, at barnet får muligheden for at blive hørt og inddraget i, hvad der skal ske. Tvangsanbringelsen kan foregå akut, hvilket vil sige, at barnet ingen forberedelsestid får. Den akutte anbringelse gør ligeledes forældresamarbejdet sværere, da forældrene ikke selv har besluttet, at det skal ske. Forældresamarbejdet er meget vigtigt både for pædagoger og børn. Ifølge Lind kan barnet komme ud i en loyalitetskonflikt, hvis ikke forældre og pædagoger kan sammen. Desuden sikrer det tryghed og tillid for barnet, hvis samarbejdet fungerer, det giver barnet mulighed for at stole på, at der er nogle voksne, der ordner tingene. Dette sikrer, at barnet ikke skal påtage sig en voksenrolle før tid. Som Killén beskriver det, sker dette ofte, når forældrene ikke er i stand til at tage det rette ansvar. Den nænsomme anbringelse sikres ifølge socialrådgiveren af et godt forarbejde, hvor man har været i dialog med forældre og barn. Barnet skal føle sig respekteret i sine følelser, og man skal sikre, at det ikke føler skyld over at blive anbragt. Dette er, ifølge Killén, en af de store farer ved et omsorgssvigt, at barnet føler skyld over forældrenes svigt. Ifølge bogen Anbring mig ordentligt, er dette også et problem ved adskillelse, børnene kan få følelsen af at blive ladet i stikken og føle, 49

50 at det er deres skyld, hvis anbringelsen ikke sker på en måde, så alle parter forstår og accepterer, hvorfor det sker. Ifølge socialrådgiveren er der ikke nogen forældre, der er onde mod deres børn med vilje, de vil dem altid det bedste, men er ikke altid i stand til at tage sig ordentligt af barnet. Killén argumenterer for, at psykiske overgreb ikke altid er bevidste. Forældrene kan være så optagede af egne problemer, at de ikke tænker på barnets behov. Killén er, ligesom Bowlby, af den mening, at en omsorgsperson skal være psykisk tilgængelig, for at barnet har det optimalt. Dette er ofte ikke tilfældet ved et omsorgssvigt. Som Killén beskriver, kan forældrenes adfærd skyldes det:..manglende følelsesmæssige engagement (Killén 2005). I interviewet med pigerne fortæller de, at de synes, det er godt, hvis man har én person, man er tilknyttet, som kender én godt, men at man ikke skal føle sig bundet af denne person. Ifølge Lind er det vigtigt, at barnet har én bestemt voksen, som bliver en sikker base, i form af en der hjælper det i hverdagen med de svære ting og de svære følelser. Det skal være en relation, hvor barnet føler, at det har værdi, og der skal være gensidig tillid barn og voksen imellem. Den voksne kan søge at blive den sikre base, barnet har manglet i hjemmet og hjælpe barnet i udviklingen af tilknytning. De to piger mener, at den bedste måde at tage imod et nyt barn på er ved at præsentere dem for, hvordan hverdagen forløber på institutionen, og hvad der forventes af dem. De har brug for struktur, da det ofte er noget af det, de har manglet derhjemme. Som Schwartz siger: Den hyppigste årsag til anbringelse bliver antaget som uoverensstemmelser i familien. (Schwartz 2001), derfor har de unge brug for klare rammer, når de kommer til institutionen. Dette er også noget af det, der bliver lagt vægt på i Børnerådets rapport. Her argumenterer mange af de unge for, at regler og faste rutiner er godt, da det hjælper dem til at strukturere deres hverdag. Dette støtter pædagogen fra Dalgården også op om, hun nævner netop, at: de fleste børn der flytter herud, har enormt meget brug for struktur Socialrådgiveren har den indstilling, at man skal være ærlig overfor det nyanbragte barn og sige, hvad man ved om barnet og dets situation hjemmefra, så der ikke er hemmeligheder eller misforståelser. Hvis man benytter Killéns teori, nævner hun, at et psykisk omsorgssvigtet barn ikke altid er klar over, at det er blevet svigtet på denne måde. Et seksuelt misbrugt barn vil ofte holde 50

51 det hemmeligt og ikke tale om det, derfor vil det måske ikke være den bedste indgangsvinkel at starte med en så ærlig samtale. Man bør vurdere det svigt, barnet har lidt hjemmefra, før man åbner op. På Dalgården bruger de en positiv tilgang til børnene, de tror på anerkendelse, ressourcetænkning og den gode relation. Dette vil Bowlby støtte op om, da han mener, at noget af det barnet har brug for, for at opbygge et positivt selvbillede, er anerkendelse. Pædagogen på Dalgården mener, at mange af de unge, som bliver anbragt, har svært ved at opbygge relationer, dette kan skyldes det omsorgssvigt, de har lidt. Killén og Bowlby mener, at omsorg er essentielt for barnet og dets udvikling af relationskompetencer. (Killén 2005 og Bowlby 1988), derfor kan omsorgssvigtet resultere i, at de ikke har opbygget fornuftige relationskompetencer. Pædagogen på Dalgården mener, at omsorg er mange forskellige ting, at give sig tid til at lytte, køre en tur, et kram og den måde, man møder på arbejde. Det er at tænke over, hvordan man snakker til børnene. Her kan vi inddrage Schwartz teori om omsorg. Hun mener, at der er tre niveauer i omsorg, det pædagogen på Dalgården præciserer som omsorg, ville Schwartz kun sige var en lille del af den primære behovsomsorg. Schwartz mener at det også er vigtigt, at man som pædagog har øje på udviklingsomsorg og opdragelsesomsorg, som er en lige så stor opgave. Schwartz nævner, at det er: igennem omsorg at barnet skal lære at begå sig i livet, lære at være sammen med andre mennesker og begå sig i sociale sammenhænge. (Schwartz 2001). Som pædagogen også nævner, er det, et omsorgssvigtet barn har brug for netop omsorg. 51

52 10. Diskussion 10.1 Arbejdet med det omsorgssvigtede barn Bowlby og Killén mener, at et omsorgssvigtet barn har stor risiko for at udvikle psykopatologi. Bowlby argumenterer for dette med sin teori om tilknytning. Hvis et barn bliver omsorgssvigtet, mener han, at det enten vil udvikle et ængsteligt, klæbende tilknytningsmønster eller et ængsteligt, undvigende tilknytningsmønster. Barnet vil udvikle en adfærd der enten er klæbende, med en angst for at blive forladt, eller en tro på, at andre mennesker altid vil afvise det, barnet vil ikke være i stand til, at knytte nære bånd til andre mennesker. Killén benytter i hendes teori en model udarbejdet af Kendel-Tackett, som ligeledes beskriver den skadelige adfærd, man kan udvikle, hvis man er blevet omsorgssvigtet. Her beskrives 4 forskellige stier ens adfærd kan bevæge sig af, hvor Bowlby kun ser to forskellige, skadelige tilknytningsmønstre. Hverken Lind eller Schwartz arbejder med modeller, der beskriver omsorgssvigtedes adfærd, da de er mere fokuserede på, hvad man kan gøre efter svigtet, og hvordan barnet selv forsøger at kæmpe sig ud af det. Bowlby tror ikke på, at der er meget, man kan gøre for at hjælpe, når barnet først er blevet omsorgssvigtet. Han mener, at barnet udvikler sin tilknytning allerede i de første år, og at det er en egenskab ved forholdet mellem forælder og barn. Derfor vil barnet udvikle et ængsteligt tilknytningsmønster, som det kun er muligt at ændre på, hvis forælderen ændrer sin adfærd overfor barnet. Dette sker dog sjældent, derfor kan man ofte se på et barn allerede de første år, hvordan det vil udvikle sig. Schwartz er uenig i dette, hun tror på, at barnet kan udvikle sig positivt, hvis det har andre nære menneskelige relationer, som kan gøre op for forældrenes svigt. Hun udtaler, at selvom man har oplevet et svigt i de første år, hvor man udvikler sin tilknytning, vil det aldrig være for sent at rette op på dette. Hun beskriver de overlevelsesstrategier, der gør det muligt for barnet at håndtere et omsorgssvigt. Det er handlingsstrategier, der sikrer, at barnet kan overleve i det miljø, forældrene skaber i hjemmet. Hun fortæller, at børn som har oplevet omsorgssvigt, men som alligevel har klaret sig godt, har fortalt senere i deres liv, at grunden til dette var de nære menneskelige relationer, de havde udover forældrene. Det er derfor vigtigt, at barnet får mulighed for at opbygge disse. 52

53 Killén er af den mening, at hvis barnet hurtigt kommer ud af svigtet, og der er nogen, der erstatter de primære omsorgspersoner, vil barnet sagtens kunne komme sig. Dette mener hun dog bliver vanskeligere, jo længere tid barnet har været i svigtet. Lind er af den mening, at man godt kan hjælpe barnet, der er omsorgssvigtet, men det er en stor opgave. Pædagogen skal skabe struktur og gode rammer med rummelighed og stabilitet, så barnet får mulighed for at udvikle sig. Vi støtter op om Linds mening, at selvom barnet har oplevet et svigt, er der meget vi kan gøre. Vi tror på, at barnet godt kan være skadet af sit omsorgssvigt og formentlig vil skulle kæmpe med det resten af sit liv. Denne mening deler Killén, hun siger netop, at et omsorgssvigt vil give psykiske mén resten af livet. Dette er ikke ensbetydende med, at vi som professionelle ikke kan gå ind og hjælpe til at skabe udvikling Pædagogik der kompenserer for barnets mangler I vores interviews med fagpersoner på Dalgården fortalte de os, at de bruger ressourcetænkning, i stedet for at fokusere på, hvad børnene ikke kan. De har en anerkendende tilgang, hvor de arbejder med de kompetencer, barnet har. Linds fokus på barnet er ikke specielt ressourceorienteret. Hun tror på, at barnet, der har oplevet et svigt, har nogle mangler, og det har brug for støtte til at udvikle sig. Socialrådgiveren på Dalgården har den tilgang, at det er vigtigt at vide, hvad barnet har været ude for i sit liv og være ærlig omkring dette. Dette betyder dog ikke, at man skal have fokus her, det er udelukkende for ikke at skabe misforståelser og hemmeligheder og for at hjælpe barnet til at snakke om det, der er svært. Schwartz mener også, at det er vigtigt, at have kendskab til barnets situation og fortid, dette mener hun, fordi den professionelle dermed har lettere ved at sætte sig ind i barnets livssituation og handle ud fra denne. Killén mener til gengæld, at et omsorgssvigtet barn ikke altid er klar over, at det er blevet svigtet, derfor kan det også være meget grænseoverskridende at fortælle barnet, hvad man ved om det, da barnet kan have en helt anden ide om, hvordan tingene er. Det er igennem barnets livsverden, at det former sin adfærd. Barnets livsverden indebærer dets opfattelse af sig selv i verden og sine relationer. Den opbygges på baggrund af, hvad barnet oplever. Dette vil sige, at hvis barnet er blevet omsorgssvigtet, vil det handle ud fra svigtet, da det 53

54 påvirker barnets livsverden og derigennem dets adfærd. Ens livsverden ændres hele tiden, hver gang man oplever noget, derfor vil mennesket altid være i udvikling. Der ligger en begrænsning i at tænke pædagogisk arbejde med omsorgssvigtede børn ud fra Bowlbys tilknytningsteori. Det gør der, fordi han mener, at der er meget lidt, man som professionel kan gøre for at rette op på skaden. Til gengæld giver teorien et godt indblik i, hvilken adfærd omsorgssvigtede børn oftest udvikler, og den vil derfor sikre, at den professionelle vil have lettere ved at se tegnene på et omsorgssvigt. Noget andet Bowlby, Killén og Schwartz teori bidrager til er, at hjælpe den professionelle med at sætte sig ind i barnets situation og have en forståelse for denne. Han benytter nogle begreber, som fx anerkendelse, som han mener, er vigtige for barnet, og dette giver god mening i forhold til pædagogisk arbejde. Vi mener dog stadig, at man vil have svært ved udelukkende at arbejde ud fra Bowlbys teori, da den er meget firkantet, snæversynet og ikke så handlingsorienteret. Hvis man benytter Killéns teori som udgangspunkt for sit arbejde med omsorgssvigtede børn, vil det give en stor viden om, hvad de forskellige omsorgssvigt gør ved barnet. Det er dog igen ikke en specielt handlingsorienteret teori, men derimod en teori der redegør for den skade omsorgssvigtet kan have, og den adfærd et omsorgssvigtet individ oftest vil udvikle. Derfor mener vi igen, at denne teori ikke kan stå alene, der er brug for, at man har nogle handlingsstrategier at arbejde ud fra. Killén er i forhold til Bowlby ikke så firkantet i sin teori, vi mener derfor, det vil være muligt at udarbejde nogle konstruktive handlingsstrategier ud fra denne teori. Det vil være handlingsstrategier, som fokuserer på barnets mangler, og hvordan man kan kompensere for disse. Disse strategier vil derfor ikke være brugbare i forhold til ressourcetænkning. Schwartz giver mange muligheder for at arbejde konstruktivt med omsorgssvigtede børn. Dette bygger på hendes tanke om, at man sagtens kan skabe udvikling, selvom et barn er blevet omsorgssvigtet. Schwartz mener, at det aldrig er for sent. Selvom barnet har oplevet omsorgssvigt i de tidligste år, hvor tilknytningen skal opbygges, er det stadig muligt at hjælpe barnet til at 54

55 udvikle sig, især, da andre nære omsorgspersoner kan støtte barnet i udviklingen af tilknytning i stedet for forældrene. Hendes teori er meget handlingsorienteret, den beskriver bl.a. de tre omsorgsformer som er vigtige for et barns udvikling, disse er meget anvendelige i det daglige pædagogiske arbejde. Hun præciserer, at et barn bliver omsorgssvigtet, hvis det ikke får opfyldt de personlige behov, det har, derfor mener hun, at det er her den professionelle kan sætte ind Omsorgssvigtede børns udviklingstrin De to piger vi interviewede på Dalgården var meget forskellige. Den ene var meget udadvendt og snakkende, mens den anden var meget indelukket og ikke sagde så meget. Begge piger havde oplevet et svigt hjemmefra, som de kæmpede med. Pigerne var begge år, altså teenagealderen. Man så tydelig teenageadfærd hos dem begge, som kom til udtryk på forskellige måder. Den forskel vi mente at kunne se fra en almindelig, ikke omsorgssvigtet teenager, til de to piger var, at de var mere ekstreme i deres udtryk. Når de to piger blev sure og afreagerede, var det ikke bare smækken med døren, det var destruktiv adfærd, som ofte gik ud over deres omgivelser. Den ene pige kunne finde på at smadre hele sit værelse i raseri. Vi mener den største forskel på et barn, som er omsorgssvigtet, og et barn som ikke er, ligger i, hvor ekstrem deres adfærd er. Med dette mener vi, at barnet enten kan være meget udadreagerende og destruktiv eller være ekstremt indelukket og ikke have lyst til kontakt med andre mennesker. Flere af vores teoretikere argumenterer for, at et omsorgssvigtet barn ikke er udviklingsmæssigt alderssvarende. Omsorgssvigtede børn har ofte en noget lavere intelligens end normale børn. Det er tydeligt at høre, på det pigerne siger i interviewet. Dette er noget, både socialrådgiveren og pædagogen på Dalgården er enige om. Killén kan støtte op om dette, da hun mener, at et omsorgssvigt kan skade hjernens udvikling, idet børnene ofte ikke er blevet stimuleret hensigtsmæssigt. Et omsorgssvigtet barn, vil formentlig ikke være blevet udfordret i sin udvikling og kan derfor være bagefter i forhold til jævnaldrende. Viden om omsorgssvigt kan give den professionelle en forståelse for barnets reaktioner, som Killén siger, er det ikke altid let at se, om et barn er blevet omsorgssvigtet, derfor er det vigtigt, at den professionelle har en viden om emnet, en viden om, hvorfor barnet reagerer så ekstremt. Det kan hjælpe den professionelle til at se tegnene på et svigt, så man kan handle hensigtsmæssigt 55

56 herefter. Et omsorgssvigt ligger ofte i, at forælderen ikke har handlet hensigtsmæssigt på barnets signaler, derfor er det vigtigt, at den professionelle gør dette, så barnet ikke bliver yderligere svigtet. Som Bowlby og Killén beskriver, er der selvfølgelig undtagelser fra reglen. De fleste børn udvikler de adfærdsmønstre som Bowlby og Killén beskriver, derfor er det en hjælp for den professionelle at have en viden om denne adfærd Killén og Bowlbys tanker om anbringelse Bowlby og Killén ligger begge stor vægt på, at blive forladt og trusler om at blive forladt, er de værste omsorgssvigt, et barn kan blive udsat for. Dette rejser et dilemma i forhold til anbringelse. Vi har igennem hele opgaven argumenteret for, at en anbringelse kan være en god løsning for den, der er omsorgssvigtet. Men er det nu også det? For vil det ikke være det ultimative svigt for den, der er blevet truet med at blive forladt og faktisk er blevet forladt flere gange? Vi mener ikke, at der findes nogle bedre alternativer. Mange børn vil have godt af at være i en familiepleje, men der kan de alligevel opleve, at blive svigtet af deres forældre. Vi mener derfor stadig, at anbringelsen er den bedste løsning for et stærkt omsorgssvigtet barn. Man kan sige, at det svigt barnet vil opleve i denne forbindelse er nødvendig. Barnet vil, når det er placeret, få større mulighed for at arbejde med svigtet, end hvis det var blevet i hjemmet. Det er nødvendigt for barnet, at få nogle bedre levevilkår, for at det kan komme i udvikling. Der vil formentlig ikke ske udvikling, hvis barnet bliver i hjemmet med de samme dårlige mønstre. Som pædagoger har vi den indstilling, at barnet ikke er tabt, selvom det er svigtet. Vi tror på, at vi kan arbejde med barnet og skabe udvikling med den rette tilgang. Nogen gange er det ikke forældrenes eget valg at sende børnene væk, dette tror vi på kan være en formildende omstændighed, da det ikke er forældrene, der sender barnet væk, men en myndighed. Derfor kan barnet skyde sin vrede over på den ansvarlige myndighed i stedet. Men uanset hvordan det foregår, vil det ifølge Bowlby og Killén være et svigt at sende barnet væk. 56

57 Hvis barnet oplever anbringelsen som et svigt, tror vi på, at det handler om, at behandle barnet på den helt rigtige måde. I denne forbindelse vil dialogen være ekstra vigtig. At man får italesat, at det ikke er noget, forældrene gør af ondskab, men udelukkende af kærlighed og erkendelse af, hvad der er bedst for deres barn Selvvurdering Når vi ser tilbage på vores valg af teoretikere og empiri, bliver vi klar over, at vi hovedsageligt har valgt mennesker, som havde nogenlunde samme holdninger som os. Dette har selvfølgelig gjort, at der ikke har været mange diskussionsemner, hvor vi har haft mulighed for at sætte teoretikere og empiri op imod hinanden. Vores diskussion har derfor hovedsageligt taget udgangspunkt i de dilemmaer, man oplever ved en anbringelse af et omsorgssvigtet barn. Vi har ikke været specielt skeptiske overfor de professionelle på Dalgården og deres måde at gøre tingene på, dette skyldes igen, at vi har den holdning, at det er den rigtige måde at gøre tingene på. Vi kunne have valgt en diskussion, som strakte sig længere væk fra den holdning, vi har til tingene, vi kunne også have valgt to forskellige institutioner, som gjorde tingene på forskellige måder, dette havde formentlig sikret en bredere viden om tilgangen på en døgninstitution. Grunden til at vi valgte at tage udgangspunkt i teorien om omsorgssvigt var, at vi ville undersøge, hvad det kan gøre ved barnet. Senere er det gået op for os, at dette måske har været lidt for snæversynet, da man her kan risikere at holde sit fokus på barnets mangler. Dette mener vi ikke er en konstruktiv tilgang, vi mener man skal se på barnets ressourcer. Den måde vi i stedet har valgt at bruge vores viden om omsorgssvigt på, er til at få en forståelse for de omsorgssvigtedes børns indre livsverden og deres adfærd. Dette mener vi sagtens kan være brugbart, selvom man har fokus på kompetencer. 11. Konklusion En ting vi er enige med vores teoretikere i er, at det kan have store konsekvenser for et barns psyke at blive omsorgssvigtet. Både Bowlby og Killén argumenterer for, at omsorgssvigtede børn har stor risiko for senere at udvikle psykopatologi, og Bowlby beskriver nogle utilpassede tilknytningsmønstre, som kan have store konsekvenser for et menneskes relationer. Dette skyldes, 57

58 at de ængstelige tilknytningsmønstre enten vil resultere i, at barnet har en konstant angst for at blive forladt og derfor klæber sig til sine omsorgspersoner, eller barnet vil blive overbevist om, at det altid vil blive forladt, og derfor ikke er i stand til at knytte sig til andre. Ifølge Schwartz vil omsorgssvigtede børn ofte ikke være alderssvarende i deres udvikling, dette er en af de vigtigste konsekvenser, hun ser af omsorgssvigt. At arbejde med et omsorgssvigtet barn vil, for Schwartz og Lind sige, at yde den omsorg barnet indtil da har manglet. Et omsorgssvigtet barn har mange ting at skulle kæmpe med, det kræver derfor en stor rummelighed fra den professionelles side. Deres adfærd vil ofte være indadrettet eller udadrettet, hvilket vil sige, at den professionelle skal være parat til at tage den svære snak og give barnet rum, når det skal ud med noget. Børn der er blevet omsorgssvigtede vil ofte have en manglende tiltro til voksne mennesker, da de har oplevet, at de voksne, som skulle tage sig af dem, har svigtet og ikke har kunnet varetage denne opgave. Barnet som er omsorgssvigtet har et stort behov for struktur, hvilket både er noget, der kommer frem i de interviews, vi har foretaget, men også bliver argumenteret for af Schwartz og Lind. De beskriver, at det omsorgssvigtede barn ofte ikke har oplevet nogen form for struktur tidligere, og det derfor er vigtigt, at de får denne genkendelighed og forudsigelighed i hverdagen, så barnet har én ting mindre at bekymre sig om. På Dalgården benytter de ressourcetænkning, de har fokus på barnets kompetencer. Dette mener vi giver god mening, da det vil være konstruktivt at se på barnets kompetencer, og hvordan vi kan arbejde med dem, i stedet for at fokusere på barnets vanskeligheder og mangler og forsøge at kompensere for disse. 12. Perspektivering Vores viden om omsorgssvigt kan bruges i mange sammenhænge, bl.a. til underretninger, da det har givet os en viden om, hvilke tegn man kan se på et omsorgssvigt, og hvad man kan gøre ved det. Langt fra alle børn som er blevet omsorgssvigtet bliver anbragt i dag, denne viden vil derfor give os en fordel i forhold til at vide, hvordan vi kan arbejde med de omsorgssvigtede børn, vi møder i andre sammenhænge. Et af de dilemmaer der kan rejse sig nu er, om det overhovedet er muligt at hjælpe børn, hvis de ikke har tillid til os. Hvad nu hvis barnet føler sig svigtet i og med, at det er blevet anbragt, er der 58

59 så overhovedet noget, vi kan gøre? Man kan også spørge sig selv, om det ikke kan være farligt udelukkende at fokusere på ressourcer, for kan man så ikke også overse noget, hvis man ikke ser på barnets problemer? Kan man kompensere for mangler ved at se på styrker? 59

60 13. Litteraturliste 13.1 Bøger Bowlby, John (1988): En sikker base Tilknytningsteoriens kliniske anvendelser. 3. oplag. DET lille FORLAG. Frederiksberg. Børnerådet (2012): De prøver at gøre det så normalt som muligt Et indblik i 113 anbragte børns liv. København V. Gram, Bettina (1997): Børnerets leksikon En ABC om børnekonventionen. Unicef Danmark og Red Barnet. København Ø og København N. Guldborg, Per et al. (1991): Anbring mig ordentligt om unges tanker, følelser og fantasier. Munksgaard. København. Guldbrandsen, Liv Mette (2009): Opvækst og psykisk udvikling Grundbog i udviklingspsykologiske teorier og perspektiver. Akademisk Forlag. København. Hart, Susan og Schwartz, Rikke (2008): Fra interaktion til relation tilknytning hos Winnicott, Bowlby, Stern, Schore og Fonagy. Hans Reitzels Forlag. København K. Killén, Kari (2005): Omsorgssvigt er alles ansvar. 3. udgave. Hans Reitzels Forlag. København K. Lind, Lene (2000): Forstå mig dog. 2.reviderede udgave. Hans Reitzels Forlag. København.. Schwartz, Ida (2001): Socialpædagogik og anbragte børn. Nordisk Forlag A/S. København. Warming, Hanne (2011): Børneperspektiver Børn som ligeværdige medspillere i socialt og pædagogisk arbejde. Akademisk Forlag. København Artikler Pahuus, M. (1988): Livsverden ubestemmelighedskarakter. Philosophia, 17, 1-2, pp

61 13.3 Internetadresser Børnerådet: Børnekonventionen. Fundet 29. maj Redaktionen: Jürgen Habermas. sidst opdateret 29/ Fundet 6/ t./filosoffer_1900-t._-_tyskland_-_%c3%98strig_-_schweiz_- _biografier/j%c3%bcrgen_habermas 61

62 Bilag Bilag 1. Interviewspørgsmål Socialrådgiver: - Hvordan forgår selve anbringelsen? o evt. eksempler på dette. - Hvordan får i et godt forældresamarbejde op at køre? - Hvordan sikrer i at det bliver en god anbringelse? - Hvordan håndterer i et omsorgssvigtet barn? - Hvordan håndterer i en evt. samtale med barnet? - Hvordan bevarer i kontakten mellem forældre og barn? Pædagog - Hvad er i opmærksomme på når de får et nyt barn? - Overvejelser omkring kontaktpædagog osv.? - Teoretisk grundlag? - Pædagogik? - Hvordan sikrer i at det bliver en god anbringelse? - Hvordan håndterer i et omsorgssvigtet barn? o Hvordan forholder i jer til det og arbejder med det? - Hvilken tilgang skal man have til barnet? - Håndterings metoder? - Hvordan håndterer i samtaler med barnet? - Hvordan bevarer vi kontakten mellem barnet og dets familie? Forældresamarbejde? o Og hvordan sikrer i at dette bliver en god kontakt? Børn - Hvordan ville i synes at en god anbringelse skulle forløbe? - Hvad gjorde i kom til at føle jer tilpas på stedet? - Hvordan tager pædagogerne bedst imod et nyt barn? 62

63 - Hvordan skal pædagogerne opføre sig overfor børnene? o Er der nogle bestemte ting de skal gøre? - Hvad er vigtigt at man som pædagog er opmærksom på ved et nyt barn? (Mener i) - Er der nogle ting i særligt tænker der ikke fungerer godt nok, når et nyt barn bliver anbragt? 63

64 Bilag 2 Interview med børn Interview med børnene på Længen / Dalgården Ellen og Mie 16-17år Maria: Fedt i gider være med. Vi skriver vores opgave omkring, hvad det vil sige at være anbragt, og hvordan den første tid af en anbringelse foregår, hvad er der af godt og skidt? Hvad pædagogerne kan gøre for at hjælpe et nyt barn ind i et hjem? Og hvordan det foregår på den bedst mulige måde. Derfor vil vi gerne have jeres tanker om det, hvad tænker i er den bedste måde for et barn at komme ind i et nyt hus på? Hvad skal pædagogerne tænke på? Maja: Hvordan de skal opføre sig og er der nogle helt bestemte ting man skal være opmærksomme på når der er et nyt barn der starter sådan et sted? Maria: Ting der kan være svært når man er helt ny på et sådan sted. Men jeg ved godt, at i næsten er på vej ud herfra, så det er selvfølgelig et par dage siden, men har i nogle tanker om dette emne? Ellen: Ja, i spørger og vi svarer. Maria: Hvordan tænker i at pædagogerne bedst muligt hjælper et nyt barn ind i et hus? Maja: Hvordan skal de opføre sig overfor jer? Ellen: Det er jo forskelligt. Det kommer jo an på, hvilken alder barnet har. Maria: Er det bedst, hvis der er en bestemt pædagog på det enkelte barn? Eller? Ellen: Jeg vil nok sige at det vil være bedst, hvis barnet lærer hver og en af pædagogerne at kende. Maria: På egen hånd alene med pædagogerne eller er det bedst sammen med andre? Ellen: Begge ting, de skal jo også lære at se pædagogerne også skal være der for de andre børn. Maria: Så det er både det med at have alenetid med pædagogerne, men også det at se pædagogerne sammen med andre. 64

65 Maja: Så du mener ikke det bare skal være en bestemt pædagog man skal være tilknyttet og gå op ad det første stykke tid man er på stedet? Det er bedre at der er flere pædagoger inde over og derfor lære nogle flere at kende? Ellen: Jeg vil sige at man skal være knyttet med en bestemt, men det kan også blive sådan at man kommer til at føle sig bundet, altså for bundet helt vildt meget til en person og det vil man blive lidt irriteret over, så jeg tror at man... Måske skal man have en kontaktpædagog så når den person var på arbejde så kunne man sidde og snakke om aftenen om, hvordan de forskellige dage var forløbet og gået, men jeg synes stadig også at man skal have mulighed for at lære de andre børn og voksne at kende. Maria: Så man ikke føler sig udenfor og ikke føler man bliver en del af de andre eller hvordan? Ellen: Ja nemlig. Maja: Okay. Maria: Hvad med dig Mie, er du enig i det eller har du nogle andre tanker om det? Mie: Altså i starten, når man lige er flyttet ind så, eller jeg havde det i hvert fald rarest med at man er sammen med en person. Maria: så det i måske tænker er at pædagogerne for hvert enkelt barn der kommer til stedet skal høre dem, hvad det er de har behov for eller lyst til når de kommer? Ellen: Ja det er jo forskelligt fra person til person. Maja: Er der nogle bestemte ting som pædagogerne skal være opmærksomme på, når et barn starter sådan et nyt sted? Er der nogle bestemte ting som man skal tage hensyn til? (stilhed) Maria: Skal man høre dem, hvordan de plejer at gøre tingene, for at det hele ikke bliver for forandret i deres hverdag? Eller hvordan? Ellen: Man skal overhovedet ikke gøre som det blev gjort derhjemme, der er jo en grund til at de er blevet fjernet. Jeg synes pædagogerne skal være korte og kontante når man kommer herud, 65

66 altså vi har ugeprogram man skal følge, som beskriver pligter og sådan noget hver dag og man skal høre efter, hvad det er de voksne siger. Faste rammer er godt for et barn som er blevet anbragt. Fordi de kommer jo fra et hjem, hvor der ikke har været faste rammer, og hvor det ikke har været så godt, så jeg tror at man skal se på at skabe tryghed omkring barnet, for så får man også tillid ind og så viser barnet tillid til de voksne, vis tryghed og så åbner barnet sig op for de voksne og snakker, hvilket jo er vigtigt når pædagogerne jo skal se, hvad det er de skal hjælpe barnet med. Maria: Så du ser en fast og struktureret hverdag med ugeplaner som noget af det der giver barnet tryghed? Ellen: Ja bestemt. Maria: Da i startede med at bo her på stedet, var der så nogle særlige ting der gjorde i følte jer tilpas på stedet, følte jer hjemme? Hvis i kan huske det. Ellen: Mie vil du starte med at svare denne her gang? Mie: Jeg vil godt svare til sidst. Ellen: Okay. (stilhed) Maja: Eller var der nogle ting i husker som ikke var så godt? Hvis i husker tilbage, hvad var det gode og hvad var det dårlige da i startede? Ellen: Jeg startede for 6 ½ år siden, jeg kom ind da de lige havde været på sommertur og det eneste barn af de børn der er her nu det var Ahmed. Men jeg kan huske at jeg var meget stille til at starte med, fordi jeg lige skulle vende mig til stedet, men. Øhh (stilhed) Maria: Kan du huske om det var de børn der var her der gjorde du følte dig tilpas eller var det pædagoger der hjalp dig til at du følte dig hjemme her? Eller var det den måde hverdagen kørte på her? Ellen: Jamen jeg tilpassede mig bare, det er nemt at tilpasse sig eller det er det for mig. 66

67 Maja: Hvad så hvis der kommer et barn der måske ikke har så nemt ved at tilpasse sig, hvad kan så være godt når man starter sådan et sted her? Hvad er det pædagogerne kan gøre for at et barn kommer til at føle sig tryg? (stilhed) Maria: Var det de faste rammer du snakkede om før? Ellen: Ja eller at vise omsorg eller lave noget med barnet, lave aktiviteter for det nye barn med de andre børn. Maria: Har det noget at sige om i kan mærke at pædagogen viser oprigtig interesse for barnet? Ellen: Man skal vise.. Man skal være ærlig overfor det anbragte barn, for de har været udsat for mange ting, så personligt så synes jeg selv at ærlighed og tillid, tryghed og omsorg det er noget af det vigtigste. Maria: Kan i godt lide, hvis en pædagog inddrager sig selv og sit eget liv i arbejdet og på den måde åbner op for et barn? Ellen: Det er jo forskelligt, jeg er selv mega nysgerrig og spørger ind til pædagogens liv, fordi jeg gerne vil kende pædagogen, både på det personlige og deres private liv. Maria: Så det kan du godt lide hvis en pædagog gør? Ellen: Ja. Maria: Hvad med dig Mie hvad fortrækker du? Mie: Ja, men jeg spørger næsten aldrig selv ind til det. Maria: Men du kan godt lide det, eller fx det at komme hjem til en af pædagogerne? Mie: Ja, det er hyggeligt at se, hvordan de bor. Maja: At man sådan bliver inddraget lidt? Mie: Ja det vil jeg gerne. 67

68 Maria: Føler du at du kommer tættere på pædagogen ved at blive inddraget? Mie: Nej ikke rigtigt. Maja: Okay. Maria: Er der noget i tænker der ikke fungerer særlig godt i den måde tingene kører på i hverdagen? Nogle ting hvor i tænker, det burde være anderledes? Maja: I skal ikke være bange for det kommer videre, hvis i ikke vil have at pædagogerne hører noget af dette, så kommer det ikke ud. Ellen: Nej det er helt okay. Maja: Men i skal ikke være bange for at sige noget, det er ikke sådan at vi går ud og fortæller noget af dette overhovedet! Ellen: Det er jeg ikke genert overfor eller bange for. Maja: Det var godt. Maria: Du er også en åben pige. Ellen: Jeg er sindssygt stædig og jeg kan tit når jeg er uenig med en voksne, så kan jeg tit komme op og diskutere med dem. Men nogle gange fordi man har været op af de samme pædagoger og børn i så mange år, dette her hus det er det hus, hvor vi har været sammen i længst tid og vores pædagoger er dem der har været sammen i længst tid, så bliver det også tit personligt og nogle gange så tænker jeg kæft hvor er de barnlige. Maria: Pædagogerne? Ellen: Ja, så.. Men jeg synes ikke der er noget der er dårligt på.. Eller selvfølgelig afdelingsmæssigt, så vil jeg sige at blande så mange aldre sammen, det er på en måde godt, men på en måde også dårligt! Maja: Okay, hvad er det dårlige ved det? 68

69 Ellen: Det dårlige ved det er jo at de små har anderledes behov end de store.. det er lidt træls at de store skal være stille efter kl. 20 fordi vi må jo være oppe til kl 23, så det er også meget at man skal være stille og derfor er det svært også for pædagogerne tror jeg, for pædagogerne skal jo hjælpe os alle sammen og dække alles behov. Maja: Ja det er klart. Maria: Kan du Mie godt lide at der er forskellige aldersgrupper? Mie: Nej, For så går de voksne mest op af de små, fordi de fleste af de små skal jo have mest opmærksomhed og så siger de at vi kan gå ind i stuen, og så tænker jeg: Hvad skal vi sidde inde i stuen og lave?. Maria: Så man kan godt føle sig tilsidesat fordi de små fylder meget? Mie: Ja eller hvis vi gerne vil sidde nede på vores værelse og se film eller høre musik eller noget, så må vi ikke det efter kl. 20. Maja: Så det er federe at når man kommer op i jeres alder at være på en afdeling, hvor der er folk på ens egen alder eller hvordan? Mie: Ja. Maja: Det Kan jeg godt se meningen i. Maria: Men Ellen du sagde der også kunne være fordele i det? Hvordan tænker du det? Ellen: Altså jeg tænker at nogen af os har jo mindre søskende derhjemme og vi skal jo også være forberedt på at når vi kommer hjem og bor igen på et tidspunkt, så er der altså også andre, så har vi søskende med andre behov også. Men det er dog en hel del anderledes end at være herude, hvor man er behandlingskrævende. Maria: Du føler måske også forskel fra dine egen søskende og så til de andre mindre børn herude? Man har måske en længere lunte med ens egne søskende eller hvordan? Ellen: Ja, men nu er to af mine mindre søskende jo også her, så det er ikke så svært. 69

70 Maria: Men det er måske nemmere for dig at rumme dem frem for de andre? Ellen: For det meste så har jeg også svært ved at rumme mine egne søskende endelig for de pisser mig jo af. Maria: Ja som søskende jo ind i mellem gør. Maja: Ja det kender vi andre jo også selv med de der små søskende. Maria: Tja, tror vist det var mig der var den irriterende dengang. Maja: Jeg tænker på, med sådan et sted som Dalgården her, skal det være meget hjemligt og hyggeligt og intimt? Eller er det dejligt med dette her, hvor det er et stort sted, med mange børn, hvor det ikke foregår helt så familie artigt, når der er så mange forskellige mennesker og så kæmpe et sted? Er det en fordel eller hvordan? Ellen: Jeg vil sige, at jeg vil meget hellere bo her end ude på bøhlandet, jeg har et eksempel på et af vores gamle børn der er ude på noget der hedder Hougårdshus ude ved Hobro, det ligger ude på en gård, hvor der bor 5 drenge med ham og det er meget husligt og sådan noget og jeg ville få en psykose, hvis jeg skulle bo derude. Mie: Det ville jeg meget hellere. Maja: Nå det ville du bedre kunne lide, hvis det var lidt mere intimt og med få børn? Mie: Ja. Ellen: Men alligevel så er det jo også, hvad man gør det til, vi har fx skabt et meget stærk bånd herude på Længen. Mie: I hvert fald i forhold til de andre afdelinger. Ellen: Ja i forhold til de andre afdelinger og i forhold til mange andre institutioner og så har vi et meget familie bånd her og vi bliver bedre og bedre til at hjælpe hinanden og være der for hinanden og sådan noget og det er også meget fordi vi har kendt hinanden i så mange år og sådan. Maja: Det er klart. 70

71 Ellen: Jeg vil sige, at hvis jeg havde boet på en af de andre afdelinger, så havde jeg sikkert sagt at jeg hellere ville have boet et andet sted. Maria: Så det er fordi at du syntes at lige denne her afdeling, den fungerer godt? Ellen: Ja. Maja: Og det er så fordi i har været op af hinanden i så mange år, så i kender hinanden rigtig godt? Ellen: Ja så tager vi det lidt som en familie her, det er en ekstra familie her og derfor åbner man op. Maria: Mie hvad er det du tænker det positive er ved at der er få på et mere småt sted? Mie: Så har man ikke så mange som man skal forholde sig til. Maria: Det intime ved det. Mie: Ja. Ellen: Det kommer jo også an på, hvordan man er som person, og hvor meget man kan rumme, og hvor meget overskud man har. Maria: Tænker i så, at når der kommer et nyt barn, at man så forhører sig og snakker om, hvad det er det enkelte barn har behov for? Ellen: Jeg tror at når man vælger en institution til et barn, at så har man vist vurderet, hvad det er der vil passe bedst til barnet, fx så ville de nok aldrig sende mig ud på bøhlandet. Maja: Pædagogerne herude de har døgnvagter ikke? Er de her nogle gange flere døgn af gangen? Ellen: Nej. Maja: Nej så det er bare et døgn af gangen, er det godt eller ville der være federe, hvis de var her flere døgn af gangen? Har i tænkt over det? Ellen: Jeg tænker meget på de voksne, de skal sku da også hjem til deres familier, så jeg tænker egentlig ikke over at de kun er her et døgn af gangen. Jeg synes bare det er dejligt at de gider at arbejde sådan et sted her og bruge den tid på det og nogen lægger meget personligt i det og det er 71

72 jeg meget taknemmelig over at de gør. Så et døgn det er nok. Jeg synes også at det ville være overdrevet, hvis de skulle være her i flere døgn. Maja: Men der er jo nogen steder, hvor den samme pædagog er der i en hel uge af gangen og så har de fri i en uge. Mie: Ja det er der i Silkeborg, Ry deromkring. Maja: Har i boet på andre hjem før dette? Mie: Jeg har ikke. Ellen: Jo jeg har boet på Christian lx i et år før jeg kom her. Maja: Okay. Maria: Har du så et sted du synes bedst om? Ellen: Ja her. Maja: Det var nogle af de vigtigste spørgsmål vi havde. Maria: Vi ville jo gerne høre, hvad i havde af tanker, for vi sidder jo bare og gætter på, hvad svarene kunne være langt hen af vejen, derfor var det dejligt, at i ville hjælpe os med at give jeres svar på nogle af de ting vi er omkring og jeres tanker omkring det. Så det ikke bare bliver gætterier det hele. Maja: Hov jeg skal lige spørge jer om noget, med hensyn til jeres egne rettigheder og sådan noget, ved i noget altså sådan lovmæssigt og sådan noget, har i sat jer ind i det eller? Mie: Jeg har ikke. Ellen: Altså jeg vil overhovedet ikke, altså nu har jeg ikke værelse her som sådan mere, men jeg vil overhovedet ikke finde mig i, hvis nogen pædagoger kommer brasende ind på mit værelse uden at få lov. Sådan noget, det kunne seriøst få min lunte til at og der var heller ikke nogen der skulle tage fat i mig, fordi de ville have at jeg skulle falde ned, fordi det hjælper jo ikke. Selvfølgelig er der nogen, hvor de ved at det hjælper dem, og de skal få dem væk, for personens eget bedste, men 72

73 personligt så vil jeg ikke selv have det, for så bliver jeg bare gejlet mere op. Men jeg ved egentligt ikke hvad. Jeg har behov for mit space som alle teenagere har. Jeg ville ikke have i kommer ind på mit værelse, jeg vil ikke have i kommer og forstyrrer, og jeg har det også med at hvis nogen de kommer ned af den gang jeg bor på, fordi jeg er den eneste der bor på denne her gang, og de så larmer og de råber og skriger, jamen så bliver jeg også sur, for der er en grund til at jeg bor hernede på gangen, jeg brug for at være alene og for at få fred. Maja: Er det så noget du har fundet ud af sammen med pædagogerne, at du skulle bo på gangen selv, så du kunne få lov at få lidt privatliv? Eller er det helt tilfældigt? Ellen: Ja fordi at jeg sagde til de voksne, at jeg gerne ville have værelset hernede på gangen, fordi jeg havde brug for fred i mit hoved og der sagde de at det var en god ide. Maja: Så lyttede de til dig, det var godt. Føler i at når der er noget i har rigtig meget brug for, at i bliver lyttet til? Og at det bliver gjort de ting som i har lyst til og har brug for? Mie: Det er forskelligt. Maja: Det kommer an på, hvad det er i ønsker eller? Ellen: Hvis vi fx siger at vi ikke vil have de små hernede når vi er sure og sådan, så går ønsket nok ikke lige i opfyldelse, men jo man bliver lyttet til, men nogen gange så føler man nok også bare at man ikke bliver lyttet nok til og så er det forskelligt, hvordan personer reagerer, altså jeg bliver jo sur og så siger jeg at: Det gider jeg ikke finde mig i det her, i er her for at hjælpe mig og jeg syntes ikke i hjælper mig på nogen måde. Men man skal også melde klart ud og sige: Hallo jeg har brug for hjælp i stedet for at man bare sidder stille og ikke gider sige noget til nogen overhovedet. (Ellen kigger på Mie) Mie: Lad være med at kigge på mig. Ellen: Så det er selvfølgelig forskelligt. Maja: Jeg tror ikke vi har mere at spørge om nu. Maria: Ja det var jo egentlig det første af det vi snakkede om der var mest vigtigt. 73

74 Maja: Det var skide fedt at i ville være med. Maria: Ja rigtig dejligt, så har vi noget at arbejde videre med, så fedt i gad og så skal vi ikke tage mere af jeres tid. 74

75 Bilag 3. Interview med Socialrådgiver Socialrådgiverens navn er erstattet med Tanja. Hvordan foregår selve anbringelsen? Socialrådgiveren: Det kan foregå på forskellig vis, det afhænger af, hvad det er for en konkret afgørelse der er truffet. Er det en frivillig anbringelse eller er det en tvangsanbringelse? Fordi hvis det er en frivillig anbringelse, så kan det foregå lidt mere over tid, hvor man aftaler med den pågældende institution eller plejefamilie, hvordan indkøringen skal være, og hvem der skal deltage, og hvad der er det bedste for barnet. Hvis det er en tvangsanbringelse kan det også være en akut anbringelse, det vil sige, så er det her og nu og så må man hjem og hente børnene og så af sted, og så er det ikke altid at forældrene er med, så kommer tingene ligesom baglæns kan man sige. Så derfor er der en forskel. Så man kan starte med, hvordan er det overhovedet blevet til en anbringelse? Hvordan er man kommet frem til en afgørelse? Oftest så er der underretninger der kommer ind. Det kan være en kendt sag eller det kan være en ukendt sag, hvor der kommer en underretning ind til forvaltningen, ligger der ikke nogen 50 undersøgelse, så skal man først ind og have lavet den, hvor man skal ud og interviewe forældre og evt. noget netværk og alt efter børnenes alder have dem i samtale, og hvis man så er bekymret, beslutte om det her det skulle være en anbringelse. Og så kan det jo også være det er en familie der har været kendt i systemet i mange år og der er ikke rigtig tegn på at forældrene magter denne her opgave, så bliver det til en anbringelse, men det er jo noget man i første omgang går i dialog med forældrene om, og hvis de siger at det er de faktisk med på, så bliver det jo til en frivillig anbringelse, og hvis de ikke er med på den og man er så bekymret for børnene, deres hjemmevilkår og i det hele taget deres dagligdag, så vælger man jo at lægge den op i børne- og unge udvalget, med henblik på en tvangsanbringelse. Så det er sådan på den måde en anbringelse kan komme til at foregå. Maria: Men langt hen af vejen er det frivilligt ikke? Socialrådgiveren: Jooo, jeg trækker sådan lidt på det det er det, men sådan i parentes vil jeg sige at, hvis jeg sådan sætter mig i forældrenes sted, så kan det være sådan et lidt gammelt, langhåret 75

76 udtryk, frivillig tvang! Fordi hvad er alternativet for forældrene, hvis ikke de siger ja til det her? Hvis man som kommune har tænkt der er nok til en tvang, men nu lægger vi den op til forældrene som frivillig først, fordi det er det mindst sårbare for børnene, at opleve at far og mor siger ja. Men jeg vil også godt sige at det også godt kan være med hånden på ryggen at de siger ja til en frivillig anbringelse, for alternativet er, at de skal igennem hele det andet der foregår i en tvang og det er hårdt for forældrene at skulle igennem en tvang, det er det, for så er man nærmest ude i dommerpanel der skal sidde og afgøre sagen. Maria: Vil forældrene ikke også have mere at sige, hvis det er en frivillig anbringelse? Socialrådgiveren: Jo det er jo også noget der spiller ind, så kommer den del også ind, fordi så har forældrene en helt anden tilgang til det, for så kan de komme og stille nogle flere krav. I en tvang har de også rettigheder, men her kan kommunen også gå ind og fastsætte ting for dem, hvor de ikke har samme mulighed for at bevæge sig eller selv lave bevægelser i aftalerne. I en frivillig anbringelse, som vi jo også har her på Dalgården, kan jeg da nævne Lars og Gert. Der er det forvaltningen der sætter rammerne og aftalerne for der er vi ikke i stand til med Grete alene at lave aftalerne, fordi hun simpelthen er mentalt for dårlig til det. Så selv om det er en frivillig anbringelse, kan forvaltningen stadig gå ind og sige at vi sætter rammerne. Men i det øjeblik forældrene går ind og siger at dette her kunne vi godt tænke os og der er et godt samarbejde, kan vi til enhver tid mærke, at det er godt for barnet, det er jo altid det vi satser på. Maria: Så man går altid ind og vurderer i den enkelte sag, hvad er det vi gør her? Socialrådgiveren: Ja det er meget individuelt, men jeg er meget tilhænger af, at man i videst mulig udstrækning bruger familien, men det kommer vi jo nok meget mere ind på senere. Eller det kommer vi så over i nu. Nej vi tager spørgsmålet, hvordan sikrer i at det bliver en god anbringelse? Maria: For barnet mest tænker vi. Socialrådgiveren: Ja den bedste anbringelse for et barn, det er at der er blevet talt rigtig meget med barnet og forældrene og barnet oplever at det forældrene får fortalt, at det har de forstået og de er mest muligt trygge i det, om end situationen er rigtig svær, men at man giver sig tid til 76

77 dialog, så barnet får den bedste forståelse af, hvad det er jeg skal og i videst mulig udstrækning, hvorfor jeg skal det. Også at man godt kan forstå at både barnet, far og mor er kede af det og det er jo kun fordi far og mor holder rigtig meget af dig og elsker dig, men det her er det bedste for jer. Gør det både til en familie ting, men uden at få sagt dårlige ting om forældrene, for det kan sagtens gøres nænsomt og i har sikkert også hørt om bogen den nænsomme anbringelse. Men det kan godt lade sig gøre at lave et godt forarbejde og også en god indskrivning, på den måde at man giver sig god tid til at byde forældrene velkommen til det sted, hvor barnet skal være, så de føler sig så trygge som de nu kan i den givne situation og oplever sig respekteret for det der er svært, og at man forsøger at holde skyld væk fra dem, men at dette her er for at hjælpe barnet og også dem. Så på den måde kan man lave den bedste og den mest nænsomme anbringelse. Ved at italesætte det og have en dialog og prøve at få forældrene ind og vise dem, hvad er det for et sted? Hvem er vi? Hvad gør vi? Hvad er dine muligheder her? Og at forvaltningen hele tiden har afklaret konteksten med forældrene og har læst og skrevet deres rettigheder og forventninger. Det er den bedste tryghed forældrene kan få, så de føler at de er en del af anbringelsen, det er ikke noget med at nu sætter jeg mit barn her, og hvad så med mig? Nej i er vigtige og det er vigtigt at vi får lavet aftaler og i er klogest på jeres børn, fortæl os om jeres børn. Og der er jo ikke noget folk hellere vil, end at fortælle om deres børn, så giv dem ordet, de kan fortælle om børnene og også nogle oplevelser de har, hvor de godt kan mærke at det er svært, for de ved det godt, langt de fleste forældre kan godt mærke at det her, det er svært for os, det kan de godt. Maria: Men så give dem den følelse at kunne gøre noget for deres børn, noget ved at give jer noget viden. Socialrådgiveren: Ja og så de også skal være vores hjælpere med, hvordan vi kan lære barnet bedst at kende, hvordan plejer barnet at gøre? Hvordan kommer han i seng? Hvordan sover jeres barn? Hvad er deres livret? Hvem besøger de? Sådan de der så vidt muligt daglige ting, og få dem til at fortælle, for du kan altid få forældrene til at fortælle om deres børn, altid. Derfor skal det også gøres nænsomt, for det er det følsomste vi som forældre kan komme ud for, det er vores børn, så firkantet kan det siges. 77

78 Det svarer jo også en lille smule på spørgsmålet med, hvordan vi får et godt forældresamarbejde op og køre, det er i hvert fald i starten at have en tæt dialog og lade forældrene ringe og sige godnat til deres børn og lave nogen besøgsaftaler. Og så er det vigtigt også i starten at have en meget tæt dialog, få lavet nogle aftaler og igen gøre brug af den viden de sidder med, fordi der er nogle andre, myndighedsområdet det er jo sådan set dem, man kan sige skal sidde men aben, på den måde at det jo er dem der skal italesætte, hvorfor de har valgt en anbringelse. Det er jo det der med at prøve at lære familien at kende så godt man overhovedet kan, hvad er det for en familie? For så bliver vi også meget klogere på, hvem er det som er gode hjælpere i de her sager? Og derfor er det så vigtigt at gøre brug af deres viden og nu ved jeg ikke om i var her den dag Arensen var her? Oppe på skolen da han var her og underholde? Maria: Nej den dag var jeg her ikke. Socialrådgiveren: Nej okay, men jeg nævner det fordi det jeg altid har brugt for at komme ind på familierne, det lyder banalt, men det er gået op for mig nu, at det må virke og når jeg nævner Jens Arensen så er det fordi at det var det han sagde der gjorde den største forskel for ham. Det er en sætning jeg altid bruger med de meget sårbare forældre og i det hele taget generelt med min indgang til forældrene når jeg ringer til dem, og så havde vi så Jens Arensen, så siger han at: Der var en dag, hvor jeg lige pludselig følte mig så imødekommet, dengang Balling ringede til mig og så sagde han, Arensen forstyrrer jeg dig? Den sætning gjorde at han lige pludselig følte sig imødekommet, der er nogen her der respekterer mit liv og spørger om forstyrrer jeg dig? Der tænkte jeg yes så virker den, det har jeg altid gjort når jeg ringer op til forældrene og det gør jeg tit, men når jeg ringer til forældre så afklarer jeg lige: Forstyrrer jeg dig? eller er det et dårligt tidspunkt? eller andet. 9 ud af 10 gange får jeg at vide, nej det er helt i orden. Så har man ligesom en indgang, at hvis du er i gang med noget andet så er du det, selvom du er forælder til et anbragt barn. Maria: Så det er det at få startet samtalen på en god måde? Socialrådgiveren: Så at få startet samtalen på en god måde og lige dengang Arensen sagde det, så tænkte jeg yes det er bare det jeg skal blive ved med så. Det var lidt sjovt at høre ham sige: Her oplevede jeg respekt for første gang i mit liv, at der var nogen der havde den indgang så det er jo også lige det der med at finde ud af, hvem er du som person? Hvordan agerer du så at sige i 78

79 din egen praksis? Og hvordan får du din ekspertise givet videre til forældrene? Hvordan modtager du dem? Og hvordan taler du med dem om det? Fordi der er også forældre der bliver så vrede, så vrede, så vrede og det giver jeg plads til, og så spørger jeg dem om de har brug for at snakke om den vrede først? Fordi det jo ikke er mig det handler om og det er ikke for at sige at jeg kan have det i en arms længde, men det er det ikke. Og det er sådan set heller ikke forvaltningen, selv om det er dem der har truffet afgørelsen, men det er det og det gør så ondt på forældrene. Maria: Og det er deres liv vi roder rund med. Socialrådgiveren: Ja det er deres liv vi roder rundt med og vi tager det mest følsomme fra dem, så derfor skal de have god tid. God tid og nogen skal have lange dialoger og nogle skal have korte dialoger og nogen skal have sms er, Annika som jeg har fået et rigtig godt samarbejde med nu, i sidste øjeblik, men alligevel. Hun skulle have et par måneder lige til at finde ud af at: Hun er ny og hvor farlig er hun? og hvad vil hun mig? Har jeg tænkt Annika må tænke. Og så gik jeg til chefen og sagde at jeg tænkte at en mobiltelefon var en god ide, for så kan vi gøre det ufarligt ved at sende sms er. Maria: Ja og så kan hun også svare når det passer hende. Socialrådgiveren: Ja og så bliver det heller ikke så farligt for hende, det der med, hvis hun er midt i noget som hun godt ved at: Åhh det er godt Tanja ikke ser det her så får jeg jo ikke øje på det på den måde og det kan man også sige er ulempen, men til gengæld har jeg fået en god kontakt og dialog med hende. Så det er meget forskelligt, hvordan forældrene ønsker det og det synes jeg er en af mine fornemste opgaver i mit arbejde på døgninstitution, det er at komme ind og lære forældrene at kende så godt som muligt. Maria: Og kunne mærke, hvordan du griber de individuelle an? Socialrådgiveren: Ja, og hvordan, og hvor er de henne? Hvad er det de har brug for? Og hvordan får jeg dem gjort til aktive i det her forløb de skal igennem? For det her, det kan vare længe, for barnet er så og så dårligt og det er også noget vi skal have snakket om. Så være meget klar i konteksten og give plads, det er så vigtigt at de føler sig set, hørt og forstået og ikke rørt, ramt og rystet, for det er de i forvejen når de kommer, og så er min filosofi omkring anbringelser og i det hele taget omsorgssvigtede børn, at der er ingen forældre der gør det her med vilje! Der er ingen 79

80 der har som mål at være onde mod deres børn, den sociale arv, den fungerer jo stadigvæk kan man sige, og der er forældre der ikke er i stand til at varetage børns tarv overhovedet, men der er ingen der gør det her bevidst! Og den indgang, den tager jeg altid til mig, at det gør de ikke, så hvordan skal jeg forstå det der er svært for dem? Uden at gøre dem til syndere, for skyld er det værste, men vi er nogen gange også nødt til at snakke om skyld og nogen og mange forældre bruger også det at give skylden videre, og så er det vigtigt at få den tilbage igen og sige, den kan du ikke bruge til noget og det kan barnet ikke bruge til noget, men det dig og barnet kan bruge til noget er, hvordan i får det bedre med det forvaltningen skriver at de har anbragt barnet på, det forelæggende grundlag forvaltningen har anbragt barnet på, hvad er det så vi skal ind og arbejde med? Og jeg vil sige at jeg har mødt så mange dejlige forældre. De gør deres bedste med de vilkår de har. Og det er det vi skal prøve at gå efter, de ressourcer vi har, og se om vi kan forstærke dem, så det kan blive til nogle endnu større styrker, fordi det er det bedste for barnet. Så er der nogle gange, hvor vi er nødt til at sige at det her, det kan vi ikke, det er vi nødt til at gøre anderledes, for det mener vi ikke er godt nok for nogen af jer. F.eks. en familien Hansen, hvor vi ikke har Esben og Anna hjemme på samme tid, for den går ikke og Amalie kan nu sige: Jeg magter det ikke. Efter juleferien valgte hun at sige: Jeg kan ikke, jeg kan ikke styre dem og så får hun al den anerkendelse jeg overhovedet kan komme i tanke om at give hende, fordi hun hjælper børnene ved at fortælle os, hvad det er der er svært. Maria: Hun har også nogen livlige børn Socialrådgiveren: Ja det har hun og hun har også nogle ressourcer, men ressourcerne strækker ikke til at have tre teenagebørn og en lille pige derhjemme. Maja: Og det er en flot indrømmelse at komme med, at man ikke kan overskue det. Socialrådgiveren: Ja det er en erkendelse, derfor får hun så meget anerkendelse og så går vi med på den og siger, kan vi være med til at gøre sådan, så i får de bedste betingelser i weekenderne. Fordi vi også skal regne med at der er rigtig, rigtig meget vi ikke får at vide og der er nogle fortielser og der er en samhørighed mellem børn og forældre og en loyalitet, hvor vi godt kan komme til kort. Derfor gør jeg rigtig meget ud af at være så åben som muligt, på en nænsom måde, for at få forældrene til at arbejde med mig, så vi undgår de hemmeligheder, for barnet kan ikke holde til det og forældrene kan ikke holde til det, for de kommer frem på et eller andet 80

81 tidspunkt, derfor er det vigtigt med tillid og tryghed for barnet. Så på den måde behandler vi jo også omsorgssvigtede børn ved at fortælle dem, hvad vi ved om dem, hvad kender vi til deres familie og deres situation? Maja: Også så de ikke går og får nogle mistanker om, hvad det er i nu tænker. Socialrådgiveren: Ja det er faktisk mere for at give dem trygheden i at de ikke behøver at være bange for at fortælle os noget, fordi vi kender godt deres historie, så derfor er det vigtigt at de ved, hvad vi ved og at de ved, hvad der er vigtigt for os, for at hjælpe dem og måske snakke med far og mor om, hvad er en ørneverden, og hvad er en voksen verden? Maria: Men er det også for at give dem den information at det vi ved vil vi ikke bruge imod dem, men bruge som en hjælp og et redskab til at hjælpe dem, det er jo en kæmpe forskel kunne jeg forstille mig. Socialrådgiveren: Ja og den største forskel er skyldfølelsen og det er skyldfølelsen vi skal ind og snakke med dem om, det er aldrig et barns skyld og far og mor gør ikke det her med vilje, men det er svært for far og mor og der er noget de ikke kan og der er noget de skal have lært. Men vi kan faktisk godt lide far og mor og mormor og morfar osv. Maria: Man kan jo godt forstille sig at forældrene sidder med den der følelse af at jeg gør det ikke godt nok, ja skyldfølelsen. Socialrådgiveren: Ja og det fylder rigtig meget, og så er der det med, hvordan kan man få dem til at arbejde med i den retning, hvor tingene kan forandre sig? Hvordan vil de være med til at lave en forandring? Og så må erkendelsen komme senere. Fordi det er ikke det jeg vil gå efter i starten, jeg vil simpelthen gå efter at finde ud af, hvordan kan de være med til en forandring? Hvad kan vi lave af forandringer sammen der gør det godt for jeres barn? Det tænker jeg at det er en vinkel der er rigtig vigtig for det omsorgssvigtede barn, fordi omsorgssvigt jo er der er jo mange farver på paletten og nogen skal have mere hjælp end andre, nogen forældre herude har faktisk ikke ret meget kontakt med deres børn og nogen har slet ingen kontakt, og skal vi så ind og finde nogle voksne ud over dem herude som er mere i familiesituationstegn, fordi dette er jo deres hverdag, det er her de holder fødselsdag og jul, pinse, påske og sommerferie og ture ud af huset og alting, så skal der endnu nogle voksne ind eller skal vi sige dette her, det er grundlaget lige nu? Men skal 81

82 vi have nogen andre voksne kontakter på dem eller skal vi ud i netværket og finde nogen? Så der er rigtig mange ting man skal ind og have kigget på og det vigtigste det er at det går i et tempo som barnet kan følge med til, for når barnet først er anbragt, så har vi den sikkerhed under barnet og selvfølgelig er der også forældre der bare vælger at beholde deres barn hjemme og så skal vi ud og hente dem, og det gør man forskelligt fra institution til institution. Men her synes jeg at der er en åbenhed, og hvis det er så svært og barnet lige er hjemme et par dage ekstra, så arbejder vi med det og så har jeg prøvet andre steder, at hvis ikke de er tilbage en time efter de skulle have været der, så sætter vi hele apparatet i gang og sender de største og mest fysisk stærke pædagoger vi har ud og hente dem, sådan gør man tingene forskelligt og det er jo der, hvor jeg tænker, det er bare så vigtigt at man som institution har et tæt tværprofessionelt samarbejde, sådan at forældre og barn trygt kan bevæge sig rundt på institutionen og høre nogenlunde det samme. Derfor er dokumentation selvfølgelige også rigtig vigtigt og her har vi jo dagbogen som dækker noget af det, men dialog, dialog det er for mig mantra for at det kan fungere. Men samtale med barnet det anhænger også rigtig meget af, hvad det er for en samtale, er det en samtale i forhold til Lars Gert om fars dom? Eller er det en samtale om at barnet er blevet slået derhjemme? Eller er det en samtale der skal i et forløb, hvor det er vigtigt at barnet kommer ind og får arbejdet lidt med sin identitet? Eller hvad er det for en samtale? Og hvem har samtalen? Det er jo rigtig, rigtig vigtigt, for vi har, kan man sige, flere former for samtaler her, er det en svær besked, jamen så vil jeg sørge for at der er en voksen barnet kender, jeg vil hverken bruge praktikanter eller vikarer, men en gennemgående person, en der kommer her hver dag, en der ikke lige er på vej ud, så vil jeg måske, hvis der er en søskende, tage den med. Maria: Altså en at støtte sig op af der gør en tryg. Socialrådgiveren: Ja gøre det så trygt så muligt og så tydeligt og igen så nænsomt som muligt, sørge for at gentage og spørger ind til barnet om det er med på det vi har snakket om, om der er noget barnet vil spørge om, og sådan hurtigt få en fornemmelse af, vil barnet kunne gøre brug af denne her måde vi snakker om tingene på eller skal vi ind og finde en anden måde? Og så er der den helt terapeutiske måde som legeterapi osv. Så det afhænger rigtig meget af beskeden. Men en åbenhed, tydelighed og en ro i beskederne. Altså nogen gange så kan de komme med 110km/t drønende ind og jeg skal have en besked nu. Og så må jeg sige at denne her besked kan jeg give 82

83 dig når jeg ved det her, og når jeg finder ud af at gøre det her, og så forventer jeg at du får besked på dette her tidspunkt. Eller jeg kan ikke engang fortælle dig, hvornår du får besked, men du får en besked, og det bliver en voksen fra afdelingen der giver dig den, og nogen gange kan de stilles med det, men det er de muligheder vi har og det er vigtigt de kender de muligheder så man ikke giver dem nogle muligheder der ikke er der. Så så sandfærdigt som det overhovedet er muligt. Maria: Nej flere skuffelser er der ikke behov for! Socialrådgiveren: Nej fordi det giver dem utryghed, fordi så kommer de gamle erfaringer op igen og det handler også meget om at i starten af en anbringelse, der er det jo de gamle, dårlige mønstre som skal laves om, det er det der er rigtig, rigtig vigtigt for en anbringelse og også i hjemmet, det er de gamle mønstre der ikke virker eller er kommet dårligt af sted der skal ind og forandres, derfor er det så vigtigt med en troværdighed, det er det der skaber trygheden for børnene og jeg mener her på stedet der kan de jo bare komme ind og sætte sig og sige om de vil snakke med Karl eller Tanja og så kommer de bare og så kan man tage snakken derfra og nogen gange sige at: I det her, der er nogle ting vi ikke bare kan snakke om bare os to, jeg skal lige have snakket med den ene og den anden først og så får du besked, så giv dem mulighederne, og hvad det er de kan regne med. Socialrådgiveren: Jamen, hvordan bevarer man kontakten mellem forældre og barn? Jamen det gør man i løbende dialog og man gør det ved at være tæt på barnet og sørge for at inddrage forældrene mest muligt og have en åbenhed mellem barn og forældre. Lade dem ringe sammen og lade dem skrive sammen, og her kan de jo også komme fra mandag til fredag og besøge deres barn og det er ikke alle steder at man kan det. Andre steder der hedder det tirsdag eftermiddag eller torsdag aften, og hver anden weekend er de hjemme, det gør man rigtig forskelligt og jeg vil da sige, at jeg syntes det er godt med den åbenhed i forhold til forældrene, at der så også er nogen, men det er de få, der kommer lige pludselig og det kan også være forstyrrende når der ikke er aftaler, men så må man tage den derfra og prøve så godt man kan at lave aftaler, sige: Det er i orden at du kommer ned til mig, men så gør det mens dit barn er i skole. For du kan ikke komme i kontakt med barnet når det er i skole, det kan man heller ikke derhjemme, der kommer man ikke bare ind i klasselokalet på besøg. Så gør det så autentisk som muligt, det tænker jeg er vigtigt, så barnet er klar over at mine forældre er der også nogen der tager sig af, og der er nogen der tager 83

84 sig af det her som er svært for mine forældre og mig. Det har de også brug for at vide. Fordi man jo kan sige at børnene, mange af dem de tager fra ret hurtigt og begynder en udvikling, det gør forældrene ikke i samme grad! Maja: Ja de skal hjælpes til det. Socialrådgiveren: Ja de skal have rigtig meget hjælp til det, og nogen har jo selv været anbragt og det har været en god eller dårlig oplevelse, så det anhænger jo helt af, hvilke oplevelser de selv har med sig, også i forhold til en anbringelse, og for dens sags skyld deres forældre. Det er vigtigt for kontakten at være nysgerrig omkring deres historie og give dem rum til at fortælle og gøre det så autentisk og troværdigt som muligt, så de oplever at: De vil jo hjælpe mig og så sørge for at holde tingene adskilt fra forvaltning til anbringelsesstedet, selvom der selvfølgelig skal være et tæt samarbejde, men fx i forhold til Lars og Gert, når de skal have at vide: I skal ikke med mor på besøg hos far, i skal overholde den aftale Tanja har lavet med arresten og så spurgte Freja mig: Hvem siger det til Grete? så sagde jeg: Det gør du! fordi du er myndighedsperson, det er dig der træffer afgørelsen og det er vigtigt at holde sig det for øje ellers kommer vi til, som rådgivere her på stedet, at skulle sidde og tage de snakke med børnene, det kan vi godt, men det er vigtigt at det er dem som træffer afgørelsen der fortæller forældrene afgørelsen, så kan vi godt snakke med barnet om det, ja Men Freja har besluttet at det er sådan og det er ikke fordi at vi skal give den videre, men de skal vide, hvordan systemet fungerer, og hvem der gør hvad. Maria: Er det ikke også et bedre grundlag for at kunne forklare, hvorfor beslutningen er blevet taget? Socialrådgiveren: Jo og det er deres beslutning og det giver barnet mere ro end hvis det nu var mig, så forstyrrer det for meget i deres hverdag, at jeg træffer de beslutninger, og så ville de bruge alt for meget tid på at tænke på: Hvordan kan vi få Tanja til at lave den om? Da jeg nu er her hver dag, det går ikke, det er alt for forstyrrende, så det er rigtig godt at det er myndighedspersoner som træffer afgørelserne og når barnet er anbragt, så er det vigtigt at forvaltningen også kommer ud og tager de børnesamtaler med dem. Så det er også vigtigt for dem at kunne skille tingene ad! 84

85 Så det er sådan i korte træk, hvad jeg vil sige, der for mig at se er en god anbringelse, og en god anbringelse er jo ikke en anbringelse, hvor det bare kører kan man sige, en god anbringelse er der, hvor man opnår at skabe en forandring, her som hjemme, og man får lavet nogle gode rammer og betingelser, så når forældrene har samvær med deres børn, så bliver det på den bedst mulige måde, så er vi nået rigtig langt. Så barnet kan fornemme at dette her, det hjælper mig videre, fordi i nogle situationer kan vi jo godt komme ud for at vide på forhånd at dette her, det bliver aldrig en hjemgivelse! Og hvordan arbejder vi så med det? Ét er forældrenes ønske og det giver de jo altid udtryk for, men nogen gange så kan det også være en lettelse at hjælpe forældrene med at tænke højt og sige: Jeg tænker måske at det er for svært for dig at sige, at det faktisk er okay som det er nu, og at det er bedre for jer at have det sådan som i har det nu! End at barnet kommer hjem og der kommer nogle gamle mønstre op igen, tænk højt overfor dem igen og spørg dem om de har lyst til at høre, hvad det er jeg tænker? For jeg tænker: Dette her det er svært for jer og give dem nogle ord med på vejen, som de så enten kan koble sig på eller smide væk. Det syntes jeg også tit har givet god mening for forældrene, det der med: At måske er det så svært for jer at få sagt, at i endelig er glade for dette her, fordi jeg oplever et godt samarbejde og jeg oplever en god kontakt, i er meget åbne og mere glade når i kommer og møder altid op til arrangementer og i sakker med de andre forældre. Give dem noget så de har et overskud til at kunne fortælle, hvordan ser min verden ud? Fordi vi skal handle med det og vi skal rumme det og vi skal også forstå det, men forståelsen kan ikke stå alene, fordi så kan det jo ramme os i det dybeste sted i hjertet og det gør det også, og det skal vi også kunne være i og kunne håndtere overfor forældrene, men det er bare vigtigt at de oplever sig imødegået og hørt hele tiden. 85

86 Bilag 4. Interview med pædagog Pædagogen: Når vi nu har fået papirerne på børnene, så sørger vi for, at der står et værelse pænt klar, sådan at de føler sig velkommen, for det er jo utrolig vigtigt når man kommet ind et nyt sted. Det er også vigtigt at forberede de andre børn på, at tage ordentlig imod det nye barn, sådan at det bliver en god indflytning. Vi prøver også, så vidt muligt, at de opgaver det nye barn får, at det også er på plads når de kommer og at den nye kontaktpædagog er på arbejde den dag de flytter ind, hele den der opmærksomhed omkring det er svært, men det er selvfølgelig også forskelligt om de kommer hjemmefra eller de kommer fra en anden institution, hvordan de så er vandt til at tingene bliver gjort og sådan. Vi kigger ikke så meget på de problematikker der ligger omkring barnet, og koncentrerer os om hele omsorgsdelen. Jeg tror det er det vi dyrker meget, det er at være opmærksom på, hvordan vi skal rumme dette nye barn. Maria: Så i ser mest på behovene hos barnet? Pædagogen: Ja og så kommer de andre ting jo hen af vejen og det er jo for de fleste børn der flytter herud sådan at de har enormt meget brug for struktur og det er jo også derfor det er så vigtigt, at der er så meget som muligt på plads inden de flytter ind. Nogen gange kan vi godt få at vide lidt om, hvis der er nogen der interesserer sig for fx ridning, fodbold eller hvad det nu er, dette er godt i forbindelse med en aktivitetsplan at man også får de ting på plads, men det er jo ikke alle der har nogle når de kommer, der kommer også nogen som ikke har nogen interesser og som ikke kender noget som helt til noget og så er det jo vores opgave at prøve at fylde på når vi har mødt barnet og finde ud af, hvad det er barnet har behov for. Det er noget som kontaktpædagogen kigger på. Det er mange gange sådan at pigerne har en kvindelig pædagog, men det kan jo ikke altid lade sig gøre, nu er det jo mest drenge der kommer herud. På vores afdeling der er vi så også flest mandlige pædagoger, så det er jo meget godt. Måske er der en der har haft nogle erfaringer med nogle lignende forældre eller et barn der minder om og dette kommer jo også i betragtning. Man er også nødt til at kigge på om man så har flere børn, så det bliver jævnligt fordelt. Sådan at vi nogenlunde får det til at gå op og nogle enkelte gange, der har vi rykket lidt rundt på det, men det gør man ikke bare sådan lige. Der var en dreng her, han havde en kvindelig kontaktpædagog og så kom der en pige som havde brug for en, eller faktisk to piger på 86

87 en gang og så flyttede han så over til en mandlig pædagog, men de havde også en god relation sammen, så det var egentligt meget nærliggende at gøre, men ellers er det ikke sådan man bare lige rykker rundt. Maria: Nej så vidt muligt bevare den gode kontakt der er? Pædagogen: Ja men det er jo også, at lige for tiden, der har vi en der har meget med en anden pædagog at gøre, som ikke er hans kontaktpædagog, men der er det egentligt ham der kører hele det der forløb, der er relationen blevet opbygget. Så teoretisk grundlag, hvad mener i med det? Maja: Har i nogle pædagogiske teorier i bygger jeres tilgang til børnene på? Pædagogen: Det er den positive tilgang, altså det med at finde de gode ting i børnene og så dyrke det og putte mere af det på og så den gode relation. Men man kan sige, det er måske en smule svære det der med relationen, fordi det er nogle andre slags børn der begynder at komme, som har det rigtig svært med den relation og måske kan de slet ikke opbygge en relation. Maria: Så det er også at kigge på hver enkelt igen? Pædagogen: Ja fordi der er jo nogle børn, de kan jo slet ikke rumme det der med relationen. Jeg har været her i 5 år, men det er jo nogle helt andre slags børn der begynder at komme, fordi de børn der måske engang kom her, de bliver jo ikke anbragt mere vel, det er de jo for gode til, kan man sige, ikke? Så det er jo nogle lidt vanskelige børn, med nogle lidt andre ressourcer eller slet ingen og det spiller jo også med ind i pædagogikken, fordi vi har vores aktivitetsplan individuelt heroppe med børnene og sådan noget, men der er nogen her, de kan simpelthen ikke være i det, og man kan simpelthen ikke gå ind og stille nogen krav. Fx ham der ligger nede i kælderen, hans IQ er meget, meget lav og han kan simpelthen ikke rumme nogle gange, at man siger: Jamen sådan er det bare, nu skal du Det kan han ikke, så må man sådan bare prøve at køre lidt på gefühl, hen af vejen. Hvor andre, der stiller vi krav og selvfølgelig skal du overholde din aktivitetsplan fordi ellers Det er jo også sådan alt afhængig af, hvad er det for et barn? Det er vi jo simpelthen nødt til at kigge på. Altså bare da jeg startede her, der havde vi jo sådan at hver tirsdag, så tog vi i svømmehallen og det var det man gjorde, det er lidt svært i dag på samme måde. 87

88 Maria: Så det kan ikke struktureres på samme måde i dag? Pædagog: Nej, eller selvfølgelig kan vi godt noget af det, men så er vi jo nødt til at sige at han kan ikke rumme det, men så kan vi godt stille nogle andre krav til de her børn og så sige: Hvis du ikke er med på denne her tur, så må vi tage din computer. Fx så i det pædagogiske arbejde, der er det også meget individuelt kan man sige, med de forskellige børn, hvor de nu er og det er noget med ikke at sætte overlæggeren for højt, fordi det får man jo ikke noget godt ud af. Maria: Nej så sker der jo slet ikke nogen udvikling? Pædagogen: Nej, så bliver de jo bare dårligere. For at sikre sig en god anbringelse, det er igen det der med, at det er utrolig vigtigt at de føler sig set, hørt og mærket. Maja: Ja og anerkendelse? Pædagogen: Ja hele vejen igennem og give dem mulighed for at udvikle sig, at få en god anbringelse handler simpelthen også om, hvordan forældrene er, fordi hvis forældrene har konstant modstand på det, så er det sku sjældent at det bliver godt. Og det har vi bare gentagende gange oplevet. De der mødre der bare konstant har en finger på det vi gør og alt er forkert og det kan jo være lige fra jamen alt ikke, så bliver det sku aldrig en god anbringelse. Maria: Ja leder man efter noget negativt hele tiden, så skal man jo nok også finde det? Pædagogen: Ja, barnet er jo enormt loyalt over for mor, og hvad siger mor nu Ja at pædagogerne er dumme. Men: Jeg kan egentligt godt lige pædagogerne, for jeg kan jo godt mærke at det her hjælper mig, men hvad skal barnet gøre? Maja: Ja så står de der lidt midt imellem og kan ikke finde ud af, hvad de skal gøre. Pædagogen: Ja og det synes jeg simpelthen bare er utrolig vigtigt de ikke kommer til, og vi kan jo ikke Jo vi kan jo godt, så vidt muligt, for eksempel det der med hele tiden også at prøve at fortælle noget positivt, men så kan der jo være mødre der siger: Mit barn trives jo ikke herude, han er jo ked af det hele tiden eller hvor vi så kan sige: Det er jo ikke det vi ser, vi ser faktisk en glad dreng eller en glad pige og der er sket det og det og det og så prøve hele tiden at putte nogle positive ting på ikke. 88

89 Maria: Et forsøg på at vende den ikke? Pædagogen: Ja, men det synes jeg er skide svært. Jamen, det omsorgssvigtede barn skal have omsorg, fordi de er jo svigtet på den del, ordet siger jo sig selv og det synes jeg det er virkelig vigtigt, og anerkendelsen om at det er okay og også det at mange børn, de er jo tilbøjelige til at give sig selv skylden og det er min skyld, det er mig der er noget galt med og få den vendt lidt ikke. Vi har en pige nu og hende og hendes storesøster er anbragt og så er der en dreng derhjemme, en storebror der er lidt ældre end hende og en lillesøster, og hvor hun jo kun kan skylde skylden på sig selv: Det er mig det handler om og det er mig der er det sorte får der ikke kan finde ud af det og det det er det bare ikke. Men tilgang til barnet det er også den der anerkendende tilgang, den der: Jeg kan lide dig, jeg vil dig og ja så omsorgen. Altså omsorg det er jo rigtig mange ting, omsorgen det er jo også bare. Nu ligger Allan nedenunder og er syg og det at jeg laver en bakke til ham, med noget havregrød og lidt forskelligt og viser ham, at selvom du er syg og du ikke har været oppe og få morgenmad, så er der lidt her og nu kan du selv tage det du har lyst til, omsorg det er jo også at sidde og give tid og lytte og det kan være at køre en tur en dag og gå ud og få en is eller sådan nogle ting. Maria: Det kan bare være et kram? Pædagogen: Ja der er så mange ting og den måde man møder ind på når man kommer på arbejde. Samtaler det er jo også igen. Altså mit kontaktbarn, hendes IQ den er godt nok heller ikke ret høj, så det er jo sådan noget at når jeg har samtale med hende, så skal jeg virkelig tænke helt hernede og det er jo svært når man sidder overfor en 15 årig stor pige. Også sådan i dagligdagen, når man kommer til at sige noget, hvor hun jo opfatter tingene på en helt anden måde. Maria: Sørge for at få det sagt på en måde så det er forstået ens? Pædagogen: Jeg har prøvet at lave sådan et tidsperspektiv med hende, hvad laver du om et halvt år? Hvad laver du om et år? Og sådan. Men det kunne hun slet ikke være i, hvor andre sagtens kan sidde og lave sådan nogle ting. Så det er jo igen det der med at mærke efter om, hvor jeg kan sætte ind, og hvordan kan jeg gøre det i de der samtaler? Fordi det er også vigtigt at man har nogle samtaler med børnene. At man siger: Nu tager vi lige en halv time her og taler om et eller 89

90 andet men det er få gange, det er mest det der med at så går man en tur. Vi har jo nogle gange haft det sådan, at der har været nogen møder, hvor de synes: I fortæller jo aldrig noget om børnene, så har vi gjort det sådan at vi har nogle faste ugentlige dage, hvor vi ringer hjem og forsøger at fortælle nogle positive ting. Vi har også været på sommertur og skitur og sådan noget, der laver vi sådan noget ski café, hvor vi viser billeder og de kommer og spiser, og så har vi jo også sommerfesten, hvor forældrene komme herud. Men alt det der med at aftale med weekender, hvornår og så videre, det foregår jo dernede (Hovedbygningen), men nogle gange, så kan det godt være lidt forvirrende synes jeg, måske kunne det være lettere nogle gange, hvis vi selv gjorde det, man kunne bedre handle og få tingene sådan til at klappe. Men nu er det altså sådan med forældrene, men på den anden siden set, så er vi også fri for mange ting, fordi det er jo vigtigt at vi bevarer den der gode kontakt, så vidt muligt, og så kan de få skideballen dernede (hovedbygningen), fordi lille Peter ikke må komme hjem osv. Fordi det har jo sådan set ikke noget med os at gøre. Vi er jo netop bare til at gøre det her arbejde med, at lave en god anbringelse og gøre de ting vi er bestilt til! Maja: Så jeres fokus ligger på børnene her, hvor det så er mere forældrene de tager sig af dernede? Maria: Det er jo også svært at få den gode kontakt med barnet, hvis det nu er jer der er skyld i, at de ikke må komme hjem en weekend. Pædagogen: Ja og det gør vi jo rigtig meget ud af at fortælle, at: Jeg kan jo godt forstå at du er ked af det, men det er ikke mig der har bestemt at du skal være her fordi det siger de også: I gør mit liv råddent og i er fandeme og så bliver man jo nødt til at blive ved at sige, at: Det er ikke mig der har bestemt at du skal være her og jeg kan godt forstå at du er træt af det, men jeg er her faktisk kun for at hjælpe dig og det vil jeg gøre til enhver tid. Og så tænker jeg at det der med at have en god kontakt til forældrene, det skal bare være der, men det kan ofte være svært, men sådan må det jo nok være, hvis man får sit barn fjernet væk hjemmefra, så har man jo lyst til at give nogen skylden for det. Maja: Ja det er klart. 90

91 Pædagogen: Men det er rigtig godt det der med at lave sådan nogle hyggeaftner, hvor de kan komme herud og det gør de ellers ikke ret meget i forældrene, med at de kommer for meget på besøg og det er jo også en pestilens, hvis de kommer rendende hele tiden. Det har vi også haft nogle der gjorde, og børnene bliver kede af det når de så er gået eller, vi havde en dreng, hvor hans mor kom konstant og de kom altid op og skændes og det var noget værre noget, og det er jo også træs for de andre børn, fordi de bor her også. Maria: Men det skal jo også give god mening at de kommer? Pædagogen: Ja det skal det. Maja: Der er jo også en grund til man er anbragt og ikke er derhjemme og så nytter det jo ikke noget at de kommer hele tiden. Pædagogen: Nej men det var også fordi vi ikke kunne holde det ud og hun skulle altid have en finger med i alt. Hun kom også herud for at tjekke om vi nu havde fået vasket tøj og fået værelset gjort rent. Den der kontrolting ikke. Har i mere? Maja Maria: Det var egentlig de ting vi gerne ville omkring og der hvor vores fokus ligger. Pædagogen: Vi gør også meget herude med at der er noget der hedder uden for Dalgården, og det der med at få arbejdet dem hen imod at kunne deltage i et eller andet udenfor, vi har en dreng nu, han går meget op i fodbold og det har han sådan set gjort lige siden han er flyttet ind og spillede nede i Lysing og gør det stadigvæk og det er rigtigt vigtigt for ham. For nogen gange kører han jo helt ned og alt er lort, men så er det vigtigt hele tiden at holde ham oppe på og sørge for at han kommer af sted, og er det fordi at det regner, så kan det hjælpe og sige: Ved du hvad? vi smider cyklen ind bag i bilen og så kan jeg køre dig og så cykler du hjem. Selvom han er en stor dreng og der ikke er ret langt! Og det der med, hvis der er noget de gerne vil gå til, så lad dem prøve det af, selvfølgelig, hvis vi ved at dette her det er dødsdømt på forhånd, det dur bare ikke, så går det jo ikke. Det har vi et eksempel på med mit kontaktbarn, hun ville jo rigtig gerne gå til hiphop og det vidste vi på forhånd. (telefon ringer) 91

92 Men vi lod hende gøre det, for jeg tænkte at det der med at hun selv kom frem til den konklusion med at det her det dur ikke, kan være vigtig for hendes erfaringer. Her var hun så ligesom også nødt til at prøve at komme lidt ud og så prøvede vi det af. Men da hun så kom hjem fra det, så sagde hun: Ej hvor var det også for svært og det var jo ikke lige noget alligevel, men så vidt muligt, hvis der er nogle børn der kan komme ud og være deltagende i nogle aktiviteter, så er det rigtig godt og møde nogle almindelige. For de børn der bor herude kan det blive deres egen lille bobbel og herude kan de jo komme afsted med at sige: Fuck dig din lede luder til en anden, fordi der er altid nogle voksne tilstede, til at rede trådende ud, hvis det skulle være, før det går galt. Og det er der altså ikke nede på fodboldbanen vel? Der vil den ikke gå og man vil kunne blive lukket ude fra fællesskabet og dig gider vi ikke have noget med at gøre. Der er jo et eller andet der, at det mærker de når de kommer ud herfra. Men så kan vi jo godt opleve, at når de har været udenfor og været med i noget, så når de kommer hjem, så eksploderer de nærmest, fordi de har holdt så meget på sig selv. Men de har klaret det og så må vi jo bare samle dem op igen. Maria: Så er det jo også i små bider, til når man en dag selv skal være ude i det. Pædagogen: Men der er da en del der går til noget, men mange gange opdager de at de ikke kan rumme det. Maria: Men så er det jo prøvet af og så har de jo fået den erfaring. Pædagogen: Ja helt sikkert, vi har også en, da hun kom her, der havde hun ingen interesser, hun ville bare ind til byen, men nu går hun faktisk til fitness to gange om ugen og hun vil også gerne være med til at løbe lidt og sådan noget. Men der kommer jo også børn her, de ved simpelthen ikke hvad det er de gerne vil, og så er vi jo nødt til at præsentere de muligheder der nu er for dem. De føler ikke at de kan og de tør heller ikke, og hun tør jo ingenting og hun er jo meget forsigtig og puha, og hun ved jo godt, at hvis hun kommer ud og skal gå til håndbold eller så er der jo nogen der kigger på hende og det kan hun jo slet ikke være i. Så det der fitness, det er faktisk rigtig godt til hende og hun går så med hende der gik til hiphop og det er rigtig godt for dem, for så har de hinanden og det er om eftermiddagen, så der er ikke så mange dernede og det er jo heller ikke noget med at man skal være god til det på samme måde, det gør man jo bare og nu har hun også fået øjne op for at det jo faktisk er fedt at bruge kroppen også. 92

93 Men det der med mål for dem, tja med nogle af dem der tænker jeg da, at bare de kan blive til gode bistandsklinter. Det er jo meget lavt kan man sige, men det er jo sådan at der er nogle, de når ikke længere. Men er man så der og er god og ikke ender i misbrug eller bare det at kunne få en hverdag til at fungere for dem, bare stille og roligt og sådan er det jo med nogle af dem, og vi kan jo ikke rede dem alle sammen. Men bare det at man kan nærme sig og give dem et godt børneliv. For det kan man jo aldrig tage fra dem det de har fået her. Vi havde en pige her, hun var meget udafreagerende og var meget svær, nu bor hun i KBH og nu vil hun egentlig gerne flytte tilbage. Og det er det der med, at når det kommer på afstand, så finder de ud af at de alligevel fik noget her, men om det så har reddet hende. Det har det jo ikke, det kan vi jo se. Men hun har da fået noget med sig herfra. Maria: Ja de små skridt, de er jo også skridt og nogle gange er det bare ikke de store udviklinger vi skal sætte næsen alt for højt efter. Pædagogen: Det mit kontaktbarn har lært her, det er jo sådan noget med at gøre rent efter sig selv og skifte sengetøj, sådan nogle her basale ting, ikke fordi hun kommer nok aldrig ud og får et arbejde, men hun vil gerne ud og være kassedame og det er jo fint at hun har nogle drømme, men jeg tror ikke hun når dertil og så må man jo bare arbejde med hende. Men hvis man kigger på, hvad hun har lært siden hun kom hertil, så har hun jo lært rigtig, rigtig meget, også bare ting som personlig hygiejne osv. Så er vi jo helt nede i det der plan, hvor det er sådan nogle ting det handler om, at lære at passe på sig selv, det kunne hun heller ikke da hun flyttede ind. Der er jo forskellige mål med disse her børn og det er jo også alt afhængig af, hvad de har, og hvad det er de kommer fra. Vold, seksuelt misbrugte, alkohol eller hvad pokker det nu er de kommer fra. Maria: Man kan ikke tage alle over en kam. Pædagogen: Det tager jo tid også, vi har også en dreng her og han er jo utroligt veltalende, kvik og sådan, så han kan jo godt snyde og man tænker: Hvorfor er han egentligt her? men efterhånden, som tiden går, så opdager man: Hold da kæft, derfor. Men sådan nogle som ham kan være dem det er aller sværest for, fordi man så nemt kan komme til at sætte kravene alt for højt og så kan han jo slet ikke leve op til det. Og så bliver det jo en skuffelse igen, vi har også en anden dreng hvor det er familien der sætter kravene alt for højt og siger: Sådan var storebror også og han skal da bare på gym, men det kan han altså ikke og det ligger jo et utroligt stort pres på ham. Men 93

94 nu er forventninger vist skruet ned. Det er jo også der, hvor vi skal gå ind og lave noget pædagogisk arbejde, både med ham og med familien, og sådan til at få det til at matche. Maria: Det er jo også synd for ham at skulle leve op til noget der bare ikke er ham muligt. Pædagogen: Ja helt sikkert, man kan næsten høre det på ham når den har været der igen. Maria: Han har sikkert en kæmpe lyst til at kunne tilfredsstille forældrene. Pædagogen: Det er der ingen tvivl om, han vil rigtig gerne kunne leve op til familiens forventninger, helt klart. Men han magter det bare ikke, for så brænder han bare sammen. 94