Bachelorprojekt. Omsorgssvigt og forældresamarbejde. Tine Braad Carlsen. Natascha Torp

Transkript

1 Bachelorprojekt Omsorgssvigt og forældresamarbejde Tine Braad Carlsen & Natascha Torp

2 1. Indledning Problemformulering Metode Praksisfortælling Teori om omsorg og omsorgssvigt Omsorg Omsorgstrekantens 4 aspekter jf. Halse Omsorgstrekantens 3 aspekter jf. Laursen og Aagerup Omsorgssvigt Vanrøgt Psykisk overgreb Tilknytningsteori En sikker base Tilknytningsmønstre Mønstrenes tilbøjelighed til at vare ved Analyse af omsorg og omsorgssvigt Omsorgstrekanten John Aasted Halse Tilsyn Stimulering Tilknytning Deltagelse Killén: Typer af omsorgssvigt Psykisk overgreb Skilsmisse Psykisk overgreb Alkohol Vanrøgt Omsorgstrekanten Laursen og Aagerup Opsyn Stimulering Tilknytning Tilknytningsmønstre Teori om forældresamarbejde i forhold til omsorgssvigt Den problemorienterede samtale Planlægning af den problemorienterede samtale Samtaletyper Spørgeteknikker Analyse - forældresamarbejde Planlægning af den problemorienterede samtale Samtaletyper Spørgeteknikker Diskussion... 30

3 10. Konklusion Litteraturliste Bilag 1 Interview med pædagog... 1 Bilag 2 Interview med socialrådgiver... 1 Bilag 3 Underretning... 1

4 1. Indledning Vi har valgt at skrive om omsorgssvigt, da vi begge deltog på tværmodulet Omsorgssvigt på 3. semester. Vi undrer os over, at dette modul ikke var obligatorisk, da vi finder det vigtigt, at vi som pædagoger bliver klædt på til at kunne opdage omsorgssvigt. Vi vil undersøge, hvad vi som pædagoger skal være særligt opmærksomme på, når vi er bekymret for et barns trivsel og udvikling. Ligeledes vil vi undersøge, hvordan man kan arbejde pædagogisk med omsorgssvigtede og tilknytningsforstyrrede børn. Emnet omsorgssvigt er et bredt emne, men vi har i vores opgave valgt at fokusere på forældresamarbejdet i forbindelse med omsorgssvigt. Dette har vi valgt, da vi synes, det er en vigtig opgave i det pædagogiske arbejde, da vi ifølge Dagtilbudsloven 7 Stk. 2, i samarbejde med forældrene skal give børn omsorg, og understøtte det enkelte barns alsidige udvikling og selvværd samt bidrage til, at børn får en god og tryg opvækst. Det er ligeledes vigtigt at etablere et godt samarbejde med forældrene, da vi i situationer, hvor barnet bliver omsorgssvigtet, skal konfrontere forældrene med vores bekymringer for barnet. Dette kaldes i praksis oftest for en vanskelig samtale. Vi vil gerne undersøge, hvilke kommunikative kompetencer, der er gode at besidde som pædagog, når man skal have en vanskelig samtale med forældrene. Den vanskelige samtale bliver ofte nemmere, når man på forhånd har et godt samarbejde. Vi mener, at vi i sager med omsorgssvigtede børn står i et dilemma, da vi vægter samarbejdet med forældrene højt i det daglige pædagogiske arbejde, men samtidig skal tænke på, at det er barnet, vi er der for, og det er barnets tarv, der kommer i første række. Vi har en skærpet underretningspligt, der siger, at vi skal underrette, allerede når der er grund til at antage, at et barn har behov for særlig støtte, men dette kan være i strid med forældresamarbejdet. 2. Problemformulering Hvilken betydning og hvilke konsekvenser har omsorgssvigt for et barn? På hvilken måde kan vi arbejde pædagogisk med omsorgssvigtede børn? På hvilken måde kan vi som pædagoger bedst muligt håndtere den vanskelige samtale og arbejde professionelt med kommunikation i forhold til det omsorgssvigtede barns forældre? 3. Metode For overhovedet at kunne redegøre for hvad omsorgssvigt er, er vi nødt til at definere, hvad omsorg er. Dette vil vi gøre ved at benytte os af brugshæftet fra Børns Vilkår, af John Aasted Halse, kaldet Omsorgssvigt hvorfor, hvad gør vi? Et brugshæfte for frontmedarbejderne i dagtilbud, skole og sundhedspleje. Dette er ikke en tilbundsgående teori, men vi har valgt at inddrage den, da vi bruger den som begrebsafklaring ved inddragelse af omsorgstrekan- Side 1

5 ten. Vi bruger derudover Halses omsorgstrekant som redskab til at vurdere omsorgssituationen i vores praksisfortælling. John Aassted Halse er cand.pæd.psyk. Han var fra 1988 til 2004 formand for Børns Vilkår, men arbejder nu som psykolog. Vi har ligeledes benyttet os af bogen Pædagogik en basisbog for pædagogisk grunduddannelse til at forklare, hvad omsorg er, og hvilken type omsorg vi som pædagoger yder for et barn i en daginstitution. Vi har valgt denne trekant til at belyse daginstitutionens omsorg i praksisfortællingen. I den forbindelse har vi valgt at redegøre for Laursen og Aagerups udgave af omsorgstrekanten. Pia Laursen er udannet pædagog, håndarbejdslærer og exam.pæd i almen pædagogik og Lars Aagerup er uddannet pædagog og har primært arbejdet med børne- og ungdomspsykiatri. I teoriafsnittet vil vi gøre rede for, hvilke former for omsorgssvigt et barn kan udsættes for i henhold til Kari Killéns teori om dette, fra bogen: Omsorgssvigt Det teoretiske grundlag. Vi har valgt at gøre rede for vanrøgt og psykiske overgreb, men har valgt at afgrænse os fra seksuelle og fysiske overgreb, da disse to former ikke er repræsenteret i praksisfortællingen. Vi vil benytte dette til at definere de to typer omsorgssvigt og ligeledes gøre rede for omsorgssvigt i forhold til vores praksisfortælling. Kari Killén er socionom med videreuddannelse i børne- og ungdomspsykiatrisk behandling. Hun er derudover Dr.phil. (doktor inden for humaniora og psykologi i 1977) og forsker ved NOVA (Norsk institutt for forskning om Opvekst, Velferd og Aldring). Vi vil, ud fra bogen En sikker base belyse John Bowlbys tilknytningsteori. Mere præcist vil vi se nærmere på begrebet en sikker base og to af de fire forskellige tilknytningsmønstre. Vi har valgt at afgrænse os fra det ængstelige, undvigende og det desorganiserede mønster, da disse ikke optræder i praksisfortællingen. Vi vil beskrive det sikre, og det ængstelige, klæbende tilknytningsmønster, da disse er repræsenteret i praksisfortællingen. Dette vil vi gøre for at forklare hvilket tilknytningsmønster, der optræder i praksisfortællingen. John Bowlby er engelsk læge og psykoanalytiker. Vi vil ligeledes redegøre for Elsebeth og Helle Jensens teori om den problemorienterede samtale, fra bogen: Professionelt forældresamarbejde, hvor vi vil se nærmere på, hvordan man forbereder en problemorienteret samtale, og hvilke generelle principper eller retningslinjer man som professionel skal anvende i den problemorienterede samtale, når man skal etablere en god dialog. Elsebeth Jensen er cand.pæd. i pædagogik og lektor i didaktik og Helle Jensen er cand.psych. specialist og supervisor i psykoterapi. Vi har ydermere anvendt to kapitler fra bogen: Mellem ordene: kommunikation i professionel praksis af Per Jensen og Inger Ulleberg til at supplere med, hvordan man som professionel skal forberede sig på den professionelle samtale. Derudover har vi brugt det til at forklare, hvordan man stiller gode spørgsmål i forskellige situationer for at udforske og udfordre måden, vi opfatter virkeligheden på og for at fremme samarbejdet. Herunder angives også de forskellige samtaletyper, vi som professionelle kan operere med. Disse teorier skal fungere som udgangspunkt for, hvordan vi som pædagoger skal forberede, indgå og evaluere en vanskelig samtale med for- Side 2

6 ældre, og ses i forhold til vores praksisfortælling. Per Jensen er professor i familieterapi og uddannet sygeplejerske inden for psykiatrien. Inger Ulleberg er lektor i pædagogik, med uddannelse i special- og socialpædagogik. Vi har på grund af vores manglende erfaring inde for dette område valgt at interviewe to kvalificerede fagpersoner, for på den måde at indsamle empirisk viden. Vi har interviewet en pædagog i en SFO for at få et pædagogisk perspektiv på omsorgssvigt og underretninger. Vi har ligeledes interviewet en socialrådgiver fra børnefamilieenheden i Valby for at få et billede på det tværfaglige arbejde, og på hvad der sker, når vi som pædagoger sender en underretning ind til socialforvaltningen. Vi har benyttet os af den kvalitative interviewmetode, som er velegnet til at få fat i interviewpersonernes oplevelse af deres hverdagsverden og dennes betydning. Vi har benyttet os af dybdeinterview, da vores interview skulle bære præg af at være en samtale mellem to personer, hvor formålet er at nå en gensidig forståelse. 1 Vi har lagt disse i bilagene. Vi har med udgangspunkt i vores praksisfortælling, forsøgt at lave en underretning ud fra et skema fra Københavns kommune. Vi har lagt dette i bilagene. 4. Praksisfortælling Denne fortælling fra praksis skal fungere som en samlet beskrivelse af et barn, pædagoger på en SFO har været bekymret for. Fortællingen er baseret på et interview, vi havde med en pædagog omkring forældresamarbejde i relation til et omsorgssvigtet barn. Vi har valgt at sammenfatte disse informationer til en samlet fortælling om Signe og Signes situation - set gennem pædagogers øjne. Fortællingen er blevet til en beskrivelse af et længere forløb, hvor pædagoger og forældre har forsøgt at samarbejde om at forbedre et barns trivsel og udvikling. Fortællingen skal i forbindelse med dette bachelorprojekt også fungere som udgangspunkt for at kunne lave en underretning. Signe er 7 år og går i SFO. Signes forældre er blevet skilt for to år siden og deler forældremyndigheden. Signe er hos mor det meste af tiden og hos far hver anden weekend. Forældrene har selv givet udtryk for, at de har svært ved at kommunikere uden at skændes. Vi ved, at moren tidligere var sygeplejerske, men nu er fyret pga. nedskæringer. Vi ved ligeledes, at faren er anlægsgartner. Når Signe er hos sin mor, sker det ofte, at Signe ikke kommer på SFO. Når dette sker, ringer vi til moren, men det er ikke altid, at man kan få fat på hende. Her har vi i mange tilfælde valgt at kontakte skolen, for at høre om Signe har været i skole og ligeledes høre deres oplevelse af Signe. Vi har her fået oplysninger om, at Signe har højt fravær og de gange hun kommer oftest kommer for sent. 1 Side 3

7 De dage Signe kommer på SFO, sker det, at hun ikke har madpakke med, og hun giver udtryk for, at hun er sulten. Derudover har hun ofte beskidt og for småt tøj på. Signe har fortalt, at hun tit bliver drillet af de andre børn med, at hun er ulækker og lugter. Vi har i nogle tilfælde følt det nødvendigt at give hende et bad her på SFO en og lade hende låne noget af det glemte tøj. Signe har svært ved at finde andre børn at lege med, med undtagelse af, når Marie er i SFO. Marie er umiddelbart Signes eneste veninde, og de leger nogen gange sammen, når Marie er i institution. Marie bliver ofte hentet tidligt, og så ser vi Signe sidde for sig selv eller sammen med en voksen og tegne. Signe har svært ved at holde balancen på stolen når hun tegner, og vi har lagt mærke til at Signes tegninger ikke er alderssvarende. Når Signe er sammen med en voksen, oplever vi hende meget omklamrende, og hvis den voksne forlader bordet, følger Signe efter. Når Signe leger med Marie, oplever vi, at det er Marie, der styrer legen, og at Signe bare følger med. Marie har ligeledes givet udtryk for, at hun synes, at Signe hænger op af hende, og at Marie ikke kan lege med nogle af de andre børn. Når Marie ikke er i SFO, forsøger Signe til tider at lege med andre børn, men det er sjældent de samme hun leger med, og det lader til, at hun har svært ved at forblive i legen. Der opstår ofte konflikter, hvor de andre børn kommer og fortæller, at de ikke gider lege med Signe, fordi hun er underlig og ikke kan finde ud af legen. Vi har lagt mærke til, at Signes verbale sprog er understimuleret i forhold til hendes alder, og at det giver hende problemer, når hun skal indgå i relationer med de andre børn. Når Signe er hos sin mor, skal hun selv gå hjem, når SFO en lukker, med mindre at storesøsteren Louise kommer og henter hende. Det er derfor svært for os at etablere et dagligt samarbejde, hvor vi kan komme med små positive historier om Signe, da moren ikke kommer. De weekender hvor Signe er hos far, bliver hun altid afleveret mandag morgen. Hun er pæn og ren og lugter ikke, men tøjet er stadig for småt. Det er ikke altid, at far husker, at det er hans weekend og vi er derfor nødt til at ringe til far fredag eftermiddag og huske ham på, at han skal hente sin datter. Nogle gange når, far henter Signe om fredagen, har vi lagt mærke til, at han lugter af alkohol. De gange vi har konfronteret ham med dette, har han fortalt, at han har fået en fyraftensøl med kollegerne. Når vi til gengæld spørger ind til Signes weekend, giver hun udtryk for, at hun op til flere gange har været med far på Midtpunktet, som er et værtshus. Gennem Signes tid i SFO en har vi haft fokus på hendes udvikling, trivsel og hygiejne. Vi har gennem et længere forløb forsøgt at indkalde begge forældre til et møde om Signes trivsel, da vi er bekymrede for hendes udvikling. Vi mener, at det er vigtigt, at begge forældre deltager for at få et mere nuanceret billede af Signes liv, men både moren og faren giver udtryk for, at de ikke vil deltage i disse møder sammen - med undskyldningen om, at de ikke kan holde ud at være i samme rum. Til disse aftalte møder er det ikke altid, at forældrene dukker op, og hvis de gør, er det kun den ene, der kommer. Vi er derfor nødt til at aftale nyt møde med den anden part. Vi har taget en beslutning om, at vi fremover ikke vil indkalde forældrene til en fælles samtale. Side 4

8 Når vi indkalder mor til en samtale, gør vi det klart, hvad mødet skal handle om, så hun er forberedt, og så det ikke føles som et angreb. Men da vi ikke har daglig kontakt til mor er det vigtigt for os, at få fremlagt nogle af de alvorlige bekymringer vi har. Vi mener ligeledes, at det er vigtigt at fortælle om de ting, vi synes fungerer fint i Signes hverdag i institutionen. Vi gør det tydeligt for mor, at Signes samvær med Marie er godt for Signes personlige og sociale udvikling og opfordrer i den forbindelse, at Signe skal komme noget mere i institution, så hun får mulighed for at danne flere venskaber, så hun vil få nemmere ved at få hverdagene til at fungere på institutionen. Nogle af de bekymringer vi deler med mor er, at Signe har brug for alderssvarende tøj, en madpakke, og at hun skal huske at komme i bad, så hun ikke bliver drillet med hendes lugt. Mor er altid åben og lydhør og vil gerne samarbejde, men giver udtryk for, at hun har det meget svært. Hun er også enig i, at Signes trivsel skal forbedres og at der er flere ting, hun skal arbejde på derhjemme. I og med at far henter og bringer Signe, har vi fået etableret en god kontakt med ham i dagligdagen, hvor vi både taler om Signes gode og dårlige dage. Når vi har inviteret far til samtale om Signes trivsel deler vi de samme bekymringer med ham, som vi gør med mor. Far lader til at blive vred, når vi taler om, at Signe ikke kommer i skole eller kommer i beskidt tøj, og han giver klart udtryk for, at han synes mor er uduelig. Vi har som tidligere nævnt også delt vores bekymring om fars forhold til alkohol, og vi har snakket med ham om, at det ikke er godt for Signe at sidde på værtshus. Far afviser klart, at han har et alkoholproblem, men kan godt forstå, at det ikke er sundt for Signe at komme på værtshus, men at det heller ikke er noget, han gør regelmæssigt. Til disse forældresamtaler har vi i samarbejde med Signes mor og far, hver især, udarbejdet en handleplan, hvor vi er blevet enige om nogle delmål, for hvilke ændringer der skal til for at forbedre Signes udvikling. Vi tydeliggør hvad de som forældre kan gøre bedre, og ligeledes hvordan vi som institution kan hjælpe dem og Signe. Til disse samtaler aftaler vi sammen med forældrene, hvornår disse delmål skal evalueres i fællesskab. Vi har i løbet af Signes tid på SFO en haft en del af disse samtaler med forældrene, hvilket skyldes at vi ikke oplever at forældrene opfylder de mål vi i samarbejde har udformet i handleplanen omkring Signe. Selvom vi ikke har oplevet nogen ændringer, har Signes forældre klart givet udtryk for, at de er samarbejdsvillige, og at de desuden selv er enige i, at Signes trivsel og udvikling skal forbedres. En dag havde alle børnene fået et brev med hjem til forældrene om, at der skulle holdes teater, hvori der stod, at alle børn skulle have sorte bukser og en sort bluse på til premiere, og at det var vigtigt, at alle børn kom hver dag fra kl Vi valgte at ringe til Signes mor, da vi vidste, at Signe var hos hende den uge, og vi vurderede, at Signe måske havde behov for lidt ekstra hjælp med at informere hendes mor. Da vi ringede til moren, virkede hun meget positiv overfor teaterstykket, og forklarede ligeledes, at Signes søster Louise havde nogle sorte bukser, som Signe kunne låne. Vi forklarede moren, at det var vigtigt, at Signe Side 5

9 kom hver dag i den uge, da alle børnene skulle øve til premieren. Vi fortalte ligeledes, at alle forældre var inviteret til at se teaterstykket, hvorefter der ville blive serveret kaffe og kage, og at Signe nok ville blive rigtig glad, hvis hun kom og så forestillingen. Moren svarede, at det ville hun rigtig gerne og hun glædede sig til at se det. I løbet af teaterugen kom Signe ikke de første to dage. Vi havde forsøgt at ringe til moren, men uden held. Da Signe kom om onsdagen, spurgte vi hende om, hvorfor hun ikke var kommet. Signe svarede, at mor havde glemt at vække hende og Louise. Vi forsøgte at få Signe inkluderet i en lille teatergruppe, hvor hun fik en mindre rolle, så hun stadig kunne deltage i teaterstykket. Da det blev fredag, hvor forældrene skulle komme og se teaterstykket, kommer Signe fra skolen og fortæller, at hun ikke har sorte bukser med. Vi tilbyder Signe at låne nogle sorte bukser fra glemmekassen, men Signe bliver vred og siger nej, for hun vil kun have sit eget tøj på. Vi siger til hende, at det er okay, hvis hun ikke har sorte bukser på, men at hun bare kan have hendes egne bukser på. Signe begynder at græde og fortæller, at hun bare gerne ville ligne de andre børn. Efter lidt tid får vi overtalt Signe til tage nogle sorte bukser på, så hun kan komme op på scenen med de andre børn. Et kvarter før teaterstykket starter, begynder Signe at græde igen og hun siger, at hun ikke vil være med i teateret. Vi spørger hende, hvad der er galt, og hun forklarer, at hendes mor ikke er kommet, selvom hun havde lovet det. Signe siger også, at mor sikkert ligger og sover, ligesom hun plejer. Vi respektere Signes valg og lader hende sidde blandt publikum sammen med en anden pædagog. Vi har som tidligere nævnt holdt en del møder med forældrene om Signes trivsel, men efter situationen med teateret, mener vi ikke, at Signes forældre selv kan løse problemet. Vi ser ligeledes, at Signes dårlige trivsel forværres. Da Signe startede i SFO, indhentede vi samtykke til at få en overlevering fra børnehaven, som vi gør med alle børn. Her fik vi af vide at Signe havde det godt i børnehaven, og at børnehaven havde et godt samarbejde med forældrene. Derfor har vi grund til at tro at det er skilsmissen, der er skyld i at forældrene ikke kan tilgodese Signes behov. Vi beslutter i personalegruppen at skrive en underretning med alle vores iagttagelser og al vores viden om Signe og hendes forældres situation, da vi må erkende, at vi hjælper familien bedre ved at søge hjælp hos socialforvaltningen. I den forbindelse indkalder vi igen begge forældre til hvert sit møde, hvor vi vil gennemgå underretningen sammen, så vi på den måde kan få forældrenes samtykke. Der er intet i denne samtale, der forekommer som noget nyt eller overraskende for forældrene, da vi gennem de mange samtaler har delt vores bekymring omkring Signe og hendes forældre. Til samtalen præsenterer vi underretningen for dem, hvorved de får mulighed for at læse den igennem. De vælger begge at give deres samtykke til underretningen, da de selv erkender, at de ikke kan løse deres problemer og derfor har behov for hjælp. I løbet af Signes tid i SFO en har vi løbende haft samtaler med skolen om Signes trivsel og fravær. Skolen har givet udtryk for et manglende samarbejde med både mor og far, og at Side 6

10 Signe ofte kommer for sent eller slet ikke dukker op. Da vi i personalegruppen er blevet enige om at skrive underretningen, meddeler vi dette til skolen, som melder tilbage, at de også er i gang med at udfærdige en underretning om Signes faglige niveau, trivsel og fravær. 5. Teori om omsorg og omsorgssvigt 5.1 Omsorg Vi vil i følgende afsnit gøre det klart, hvad vi forstår ved begrebet omsorg. Dette vil vi gøre ved at benytte os af et brugshæfte fra Børns Vilkår, af John Aasted Halse, kaldet Omsorgssvigt hvorfor, hvad gør vi? Et brugshæfte for frontmedarbejderne i dagtilbud, skole og sundhedspleje. Dette er ikke en tilbundsgående teori, men vi har valgt at inddrage den, da vi bruger den som begrebsafklaring ved inddragelse af omsorgstrekanten. Vi har ligeledes benyttet os af bogen Pædagogik en basisbog for pædagogisk grunduddannelse, for at redegøre for Laursen og Aagerups 2 udgave af omsorgstrekanten til at forklare hvilken type omsorg vi som pædagoger yder for et barn i en daginstitution. Omsorgstrekanten kan bruges til at forklare to forskellige ting; ifølge John Aasted Halse, er det et redskab til pædagoger, sundhedsplejersker og skolelærere, der fungerer som en søgemodel. Ved en grundig gennemgang af modellens fire aspekter; tilsyn, stimulering, tilknytning og deltagelse, i relation til det konkrete barn man har i fokus, kan man vurdere, om barnet er omsorgsvigtet og hvilken indsats der skal til for at hjælpe barnet. De harmoniske børn vokser op i et miljø, hvor alle disse aspekter af omsorg er til stede, hvorimod aspekterne er mere eller mindre fraværende når der er tale om omsorgssvigt. (Halse, 2002, s 12) Den anden måde at benytte omsorgstrekanten på ifølge; Laursen og Aagerup er at bruge den til at forklare pædagogens omsorg i forhold til barnet på institutionen. Vi vil først forklare trekanten i forhold til Halse, derefter i forhold til Aagerup. 2 Fremover benævnes kilden Aagerup Side 7

11 5.1.1 Omsorgstrekantens 4 aspekter jf. Halse Tilsyn Barnet er afhængig af en omsorgsperson, der passer på det og beskytter det mod ulykker. Ligeledes en voksen der dækker barnets mest basale behov som mad og vand, rigtig påklædning til årstiderne, god hygiejne m.m. Dette aspekt af omsorgen er af overlevelsesmæssig betydning for barnet. (Halse, 2002, s 11) Stimulering Barnet skal stimuleres for at sikre dets udvikling på længere sigt, så det bliver i stand til at håndtere sine omgivelser, at interagere med andre børn og voksne og klare sin skole. Barnet skal have muligheder for at lege og udfolde sig og skal påvirkes både intellektuelt, socialt og sprogligt. Tilknytning Barnet skal have tilknytning til voksne, da det er barnets tilknytning til omsorgspersonen, der er grundlæggende for, at barnet kan vise tillid til andre mennesker og udvikle tillidsfulde relationer. Halse beskriver tilknytningen som et omsorgsmæssigt tyngdepunkt. Deltagelse Barnet har behov for at have indflydelse på eget liv og blive accepteret som et selvstændigt individ. Dette giver barnet mulighed for at være deltager i eget og andres liv. Side 8

12 5.1.2 Omsorgstrekantens 3 aspekter jf. Laursen og Aagerup I den følgende beskrivelse refereres til Aagerup, 2009, s 90-94) Opsyn Opsyn forstås som det at holde øje med eller passe på barnet, det vil sige at, i daginstitutioner er pædagogernes rolle at se efter barnet, passe på det og sørge for, at det ikke kommer til skade, samt at det får dækket sine behov. Opsynet kan karakteriseres som synlig omsorg, da det er ting man som forældre kan få øje på er opfyldt, som f.eks. at barnet har hue og vanter på, når det er koldt, at det har spist sin mad og at det har det godt. Stimulering Stimulering handler om, at vi som pædagoger skal støtte og opmuntre barnets udviklingsområder. Denne forståelse baserer sig på udviklingspsykologien, som inddeler udviklingen i forskellige områder, som er afgørende for en god udvikling. - Den følelsesmæssige udvikling - Den motoriske udvikling - Den sociale udvikling - Den sproglige udvikling - Den følelsesmæssige udvikling For at imødekomme og støtte barnets følelsesmæssige udvikling, er det vigtigt, at den voksne udviser lydhørhed, forståelse og respekt over for barnets behov. Den voksne skal forsøge at respektere barnets valg eller behov ved netop at være lydhør overfor barnet og forsøge at forstå barnets hensigter. Når vi som voksne er i stand til at udvise den adfærd overfor børnene, vil barnet lære at udvise samme adfærd overfor andre. - Den motoriske udvikling Den motoriske udvikling handler om barnets mulighed for at kravle, gå, løbe, hoppe m.v. Det er brugen af kroppen, der er med til at udvikle barnets balance og kropsbevidsthed. Når børn Side 9

13 tumler med hinanden og hopper op og ned fra forskellige genstande og højder, udvikler barnet en rumlig orientering. Dette har også indflydelse på barnets senere udvikling af læse- og skrivefærdigheder. - Den sociale udvikling For at støtte barnets sociale udvikling er det vigtigt, at barnet har mulighed for at indgå i sociale aktiviteter. Barnet lærer at være en del af fællesskabet og opfatte sig selv som en del af det. For at dette kan lade sig gøre er det vigtigt, at barnet forstår de spilleregler, som fællesskabet bygger på. Vores rolle som pædagoger er derfor at lære børnene, hvordan man er sammen med hinanden, og at man kan have forskellige forventninger til hinanden, og hvordan man bør tale sammen. Og at selvom man gerne vil have noget, er det ikke altid muligt. Børnene lærer nemlig dette ved at vi behandler dem socialt. - Den sproglige udvikling For at et barn kan udvikle sit sprog, er det vigtigt, at vi som pædagoger stiller sproglige udfordringer til dem. Det kan ske ved at inddrage barnet i daglige gøremål, hvor man sætter ord på tingene, i rim og remser og ved udveksling af oplevelser. I disse forskellige aktiviteter bliver sproget aktiveret og der skabes en sproglig lydhørhed. Også i samspillet med andre børn udvikles sproget. I legen udtrykker børn deres behov og ønsker. Børnene bruger sproget til at komme med ideer, rette på hinanden og diskutere, så legen kan udvikles. Tilknytning Som også beskrevet i Halses trekant, er tilknytningen grundlæggende for barnets udvikling af tillid. Det er pædagogens rolle i institutionen at videreudvikle den tillid, forældrene har grundlagt, så barnet tør tro på sig selv. Derfor er det vigtigt, at man udviser opmærksomhed, nærvær og empati. Når barnet oplever forståelse og anerkendelse fra voksne, udvikler det en sund tro på sig selv, som gør det i stand til at kunne håndtere udfordringer senere i livet. 5.2 Omsorgssvigt I dette afsnit vil vi gøre rede for hvilke former for omsorgssvigt, et barn kan udsættes for i henhold til Kari Killéns teori om dette, fra bogen: Omsorgssvigt Det teoretiske grundlag. Vi har valgt at gøre rede for vanrøgt og psykisk overgreb, men har valgt at afgrænse os fra seksuelle og fysisk overgreb, da disse to former ikke er repræsenteret i praksisfortællingen. Vi vil benytte dette til at definere, de to typer omsorgssvigt, og ligeledes for at gøre rede for omsorgssvigt i forhold til vores praksisfortælling. Den flg. beskrivelse baserer sig på Killén, 2010, s Vanrøgt Når der er tale om vanrøgt, er det almindeligt at tænke på en manglende tilfredsstillelse af barnets basale behov, så som at få mad, rigtig påklædning, ren ble m.v. Udover den manglende fysiske omsorg omfatter vanrøgten også, at barnets kognitive, emotionelle og sociale behov ikke dækkes eller tilgodeses. Der er altså tale om forældre, der ikke engagerer sig fø- Side 10

14 lelsesmæssigt, positivt i deres barn. De er ikke følelsesmæssigt tilgængelige for barnet og udsætter det dermed for følelsesmæssig vanrøgt. Den fysiske vanrøgt er velkendt og kan oftest ses og lugtes på barnet. Men vanrøgt som omsorgssvigt svær at opdage og undersøge nærmere, da det oftest karakteriseres ved fravær af adfærd, i og med at forældrene ikke engagerer sig følelsesmæssigt i barnet. Vanrøgt er den mest almindelige form for omsorgssvigt, men bliver oftest opfattet som mindre dramatisk, selvom det er den form for omsorgssvigt, der har nogle af de alvorligste konsekvenser i forhold til barnets fysiske, følelsesmæssige, kognitive, sociale og adfærdsmæssige udvikling. Hvis et barns basale behov, så som at få mad, bad og blive skiftet ikke registreres og tilfredsstilles af forældrene, sker der en understimulering af barnet. Det lever i en verden, hvor dets behov ikke registreres og ingen engagerer sig i det, og ingen giver udtryk for, at barnet er ønsket. Dette har store konsekvenser for barnets udvikling på de fleste områder. Denne understimulering og manglende gensvar fra forældrene kan føre til en forsinket sproglig og psykomotorisk udvikling og ligeledes en dårlig kontaktevne. Når barnet efterhånden lærer, at forældrene ikke reagerer på deres udtryk og behov, stopper det med at gøre opmærksom på sig selv og dets behov. Dette resulterer i, at barnet ikke udvikler de lyde, som er grundlæggende for at lære sproget, da ingen taler med det. Det får desuden ikke mulighed for at udforske og lære noget om verden uden for hjemmet, og får dermed ikke brugt dets arme og ben, hvilket har konsekvenser for dets udvikling af grovmotoriske færdigheder Psykisk overgreb De psykiske overgreb kan kort defineres som en vedvarende holdning eller adfærd hos forældre eller andre omsorgspersoner i barnets liv, som er ødelæggende eller forhindrende i barnets udvikling af et positivt selvbillede. Barnet lever med en kronisk bekymring for, om forældrene er i stand til at kunne beskytte sig selv og barnet. Disse psykiske overgreb er indvendige og der er derfor ingen fysiske kendetegn, dog kan denne form for overgreb være mere ødelæggende end nogen anden form. Selvom der ikke umiddelbart er fysiske kendetegn på psykisk omsorgssvigt, kan vi som fagfolk med vores viden, om samspils- og tilknytningsmønstre se tegn på psykisk overgreb meget tidligere. Killén har lavet en inddeling af forskellige typer af situationer, hvor psykisk omsorgssvigt kommer til udtryk, men selvom de er skarpt opdelt, overlapper de alligevel hinanden i praksis i nogle situationer. Vi har valgt at lave en kort redegørelse for Børn af forældre med alkohol- og andre rusmiddelsproblemer og Børn af forældre i udarbejdende separations - og skilsmisseprocesser, da det er vigtigt at vide, hvilke processer barnet er udsat for i disse situationer, og ligeledes hvilke strategier, det benytter sig af for at overleve. Vi har valgt at redegøre for disse to underpunkter, da de er repræsenteret i vores praksisfortælling. Børn af forældre med alkohol- og andre rusmiddelsproblemer De børn, der lever sammen med forældre, der har alkohol eller rusmiddelsproblemer, er ofte psykisk omsorgsvigtede. Disse børn oplever voksne, som er optaget af deres egne behov og problemer, som kun er til stede i deres egen verden. Disse voksne har altså ikke øje for eller Side 11

15 overskud til at se børnenes behov eller problemer. De kan ofte ikke tage vare på sig selv og kan derfor slet ikke tage ansvar og vise omsorg for barnet. Disse familier er ofte isoleret og har et begrænset netværk. Ligeledes går omfanget af misbruget hånd i hånd med diverse stressfaktorer, som f.eks. økonomiske problemer, boligproblemer og samlivsproblemer, som i mange tilfælde også er præget af vold. Børnenes angst for, hvad der kommer til at ske både under forældrenes rus, når de får tømmermænd og ligeledes forældrenes forsøg på at skaffe penge til spiritus eller stoffer er meget overvældende for børnene. Angsten for at miste forældrene er ifølge Killén en grundlæggende følelse for disse børn. Rusmiddelsbrugere benytter sig ofte af overlevelsesstrategier, som benægtelses- og projektionsmekanismer. Forældrenes overlevelsesstrategier er belastende for deres børn, da forældrene benægter og bagatelliserer deres brug af rusmidler. Dette er forstyrrende og belastende for barnet, da det er ødelæggende for dets forsøg på at forstå sig selv om omverden og vanskeliggør udviklingen af dets selvopfattelse. Forældrene kan altså være med til at forvrænge barnets virkelighedsopfattelse, og forældrene projicerer ofte ansvaret over hos barnet, så barnet føler ansvar og skyld overfor forældrenes misbrug. Ligeledes er rusmiddelproblemerne også med til at stigmatisere og isolere familien, og den sociale skam kan være enormt belastende for mange af disse børn. Børn af forældre i udarbejdende separations - og skilsmisseprocesser De børn, hvis forældre ikke er i stand til at bearbejde deres separations- og skilsmisseproces, er også udsat for psykisk overgreb, i og med at forældrene ikke er i stand til at bearbejde deres egen skuffelse og sorg og kan dermed ikke hjælpe deres barn med det. I forlængelse af dettetaler Killén om den skilsmisseproces, som hun kalder krigen I krigen befinder barnet sig midt på slagmarken og bliver ofte tillagt egenskaber, som en af forældrene opleves at have, og barnet bliver behandlet herefter. Du er ligeså hysterisk og stædig som din mor!. Når forældrene ikke får bearbejdet deres sorg og frustration, kan det ofte resultere i, at de trækker sig væk fra barnet. I denne form for krig skabes der ofte alliancer og fjender, og barnet presses ofte til at vælge side. Barnet befinder sig i en kronisk loyalitetskonflikt, da det ikke har lov til at holde af begge forældre, hvilket kan give barnet angst og forvirrede følelser. Barnet risikerer at miste den ene af forældrene uden at få lov til at sørge, og barnet får ikke hjælp til at håndtere sin sorg. Barnets vrede og fortvivlelse får ikke lov til at komme direkte til udtryk, og barnet kan i stedet for opfattes som vanskeligt eller deprimeret. Denne reaktion fra barnets side vil have indflydelse på barnets nære relationer i mange år, og for nogle måske resten af livet. 5.3 Tilknytningsteori Vi vil i det kommende afsnit, ud fra bogen En sikker base belyse Bowlbys tilknytningsteori. Mere præcist vil vi se nærmere på begrebet en sikker base og to af de fire forskellige tilknytningsmønstre. Vi vil beskrive det sikre samt det ængsteligt, klæbende tilknytningsmønster, da disse er repræsenteret i praksisfortællingen. Beskrivelsen efterfølgende baserer sig på Bowlby, 2003, s Side 12

16 5.3.1 En sikker base Et grundelement i menneskets natur er at skabe emotionelle bånd til særlige tilknytningspersoner. Dette finder sted allerede hos et spædbarn og varer ved gennem hele livet. Hos spædbarnet og barnet skabes disse bånd til forældre eller forældreerstatninger, og barnet har en forventning om, at de vil støtte, trøste og yde omsorg. Båndene varer ved gennem ungdommen og voksenlivet, men suppleres af nye bånd til en partner. Når et barn skal udforske sine omgivelser eller indgå i en leg, er det vigtigt, at det føler sig i sikkerhed, da barnet nemlig i disse tilfælde er tilbøjelig til at udforske verden langt fra tilknytningsfiguren. Når barnet er bange eller føler sig dårligt tilpas, har det brug for nærhed, og vil derfor søge tilbage til tilknytningspersonen. Dette kaldes at udforske fra en sikker base, som første gang blev beskrevet af Ainsworth. For at barnet kan udforske fra en sikker base, er det en forudsætning, at barnet ved, at forældrene vil være tilgængelige og vil reagere på dets behov, når det gælder. Det sunde barn vil derfor føle sig sikker nok til at udforske Tilknytningsmønstre Man har med sikkerhed identificeret de tre primære tilknytningsmønstre som Ainsworth beskrev i Der er først og fremmest tale om det sikre tilknytningsmønster, hvor barnet har fuld tillid til, at dets forældre er til rådighed, vil støtte og reagere, hvis barnet møder modstand eller oplever noget, der gør det bange. Med denne garanti tør barnet udforske sine omgivelser sikkert. Dette mønster fremmes, hvis barnet mødes af en mor, der reagerer med omsorg, når barnet signalerer, at det har behov for støtte. Et andet mønster er det ængstelige, klæbende tilknytningsmønster. Her vil barnet ikke være sikker på, at dets tilknytningsperson vil være til rådighed, og reagere på barnets udtryk, hvis barnet viser behov for det. Grundet denne usikkerhed vil barnet oftest udvise adskillelsesangst, være klyngende og bange for at udforske verden. Dette mønster bliver til, hvis forældrene er let tilgængelige i nogle tilfælde, men ikke i andre. Hvis forældrene derudover anvender trusler om at forlade barnet, som en form for styringsmiddel i opdragelsen, er der også stor chance for, at barnet udvikler dette ængstelige, klæbende tilknytningsmønster Mønstrenes tilbøjelighed til at vare ved De tilknytningsmønstre, der observeres hos det 1 årige barn, viser i prospektive undersøgelser (undersøgelser af samme personer over et længere forløb), at når det først er udviklet hos et barn, er det tilbøjeligt til at vare ved. Det skyldes, at forældrenes måde at behandle barnet på, ligeledes er tilbøjeligt til at vare ved. På trods af at mønstrene er tilbøjelige til at vare ved, er det ikke altid sådan, da tilknytningsmønstret i de to-tre første år er en egenskab ved forholdet og ikke ved selve barnet. Tilknytningsmønstret kan derved ændres, hvis en forældres adfærd over for barnet ændres. Men efterhånden som barnet bliver ældre, ser man, at mønsteret i stigende grad bliver en egenskab ved barnet. Det betyder, at barnet har tendens til at overføre tilknytningsadfærden på nye forhold, så som til læreren eller pædagogen Side 13

17 6. Analyse af omsorg og omsorgssvigt Vi vil i dette analyseafsnit forsøge at sammenkoble Halses, og Aagerups omsorgstrekanter, Killéns psykiske overgreb, og vanrøgt, og Bowlbys tilknytningsteori, med praksisfortællingen i vores forsøg på at besvare dele af problemformuleringen. 6.1 Omsorgstrekanten John Aasted Halse Ifølge Halse vokser de harmoniske børn op i et miljø, hvor alle fire aspekter af omsorgen er til stede, hvorimod disse mere eller mindre er fraværende, når der er tale om omsorgssvigt. Vi vil i det følgende lave en gennemgang af omsorgstrekantens fire aspekter af omsorg, så den bliver et redskab til at vurdere, om Signe er omsorgssvigtet Tilsyn Signes mor er ikke i stand til at dække Signes mest basale behov. Signe kommer ofte i skole og SFO i beskidt og for småt tøj, har ikke været i bad, og har heller ikke madpakke med til at klare en lang skoledag efterfulgt af SFO en. Dette aspekt kan ifølge Halse være af overlevelsesmæssig betydning, men det er i Signes tilfælde ikke så alvorligt, men har stadig stor betydning for hendes egen selvopfattelse og ligeledes andres opfattelse af Signe. Ifølge Halse er Signe, ligesom alle andre børn, afhængig af en voksen, der beskytter hende mod ubehag og ulykker, hvilket Signes mor ikke formår, da Signe oplever skam og ubehag til teaterstykket. Her svigtes hun endnu engang, da hendes mor ikke dukker op. Moderen formår desuden ikke at beskytte hende mod det ubehag, Signe oplever, ved at de andre børn driller hende med at hun lugter Stimulering Ifølge Halse skal Signe stimuleres for at sikre hendes udvikling på længere sigt, så hun bliver i stand til at håndtere sine omgivelser, interagere med andre mennesker og klare sin skolegang. Signes mor har i den forbindelse ikke haft overskud til at påvirke Signe hverken sprogligt, intellektuelt eller socialt. Dette er tydeligt da, Signes verbale sprog er understimuleret i forhold til hendes alder, hvilket kommer til udtryk, når hun indgår i sociale relationer med jævnaldrende børn. Det har ligeledes betydning for hendes måde at håndtere sine omgivelser på, heriblandt skolen og SFO en. Signes høje fravær, der skyldes at mor ikke får sendt hende af sted, er tegn på, at Signes mor ikke formår at stimulere Signe socialt, da hun ikke får mulighed for at lege med sine jævnaldrende. Her er det vigtigt at have for øje, at leg og samspil med andre mennesker er nødvendigt, for at barnet kan udvikle sig personligt og socialt, hvilket er grundlæggende for læring. Det høje skolefravær er også med til, at Signe ikke bliver stimuleret tilstrækkeligt intellektuelt Tilknytning Ifølge Halse er Signes tilknytning til hendes forældre grundlæggende for, at hun kan vise tillid til andre mennesker og udvikle tillidsfulde relationer. I den sammenhæng vurderer vi, at Signe ikke har en stabil, nærværende og tillidsfuld tilknytning til sine forældre, da Signe ofte er Side 14

18 blevet svigtet af dem begge. Selvom der er delt forældremyndighed, er Signe mest hos mor, der næsten dagligt svigter hende, hvilket kommer til udtryk ved, at Signe ikke kommer i skole, ikke får rent og aldersvarende tøj på, ser og lugter usoigneret og i mange sammenhænge bliver overset af mor. Signes tilknytning til far virker heller ikke tillidsfuld, da far i mange tilfælde har glemt at hente Signe, når det var hans weekend, hvor institutionen har været nødsaget til at kontakte ham for at huske ham herpå. Hvilket betyder at de er ustabile, utroværdige og ikke nærværende i relationen til Signe Deltagelse Vi forsøger i institutionen at respektere Signe og hendes behov, så hun på den måde for indflydelse på eget liv og giver hende følelsen af at være et selvstændigt individ. Dette gør vi ved at accepterer Signes valg om ikke at tage bukser på fra glemmekassen og ikke at deltage i teaterstykket. Vi viser hende forståelse og accept af hendes valg, der ifølge Halse giver Signe følelsen af at være et selvstændigt individ, der respekteres, så hun på den måde får mulighed for at være deltager i eget liv. 6.2 Killén: Typer af omsorgssvigt Vi har analyseret os frem til, ved hjælp af Halses omsorgstrekant, at Signe er omsorgssvigtet. Vi vil i det følgende analysere, hvilke former for omsorgssvigt hun er udsat for Psykisk overgreb Skilsmisse Som nævnt i casen er Signes forældre skilt og deler forældremyndigheden. De har store vanskeligheder i forhold til at kommunikere og samarbejde omkring Signe. Det vil sige, at de problemer forældrene har i forhold til at være skilt, har de svært ved at tilsidesætte for at kunne kommunikere og samarbejde omkring Signes trivsel. Ifølge Killén er der her tale om, at Signe bliver udsat for psykisk overgreb i og med, at forældrene ikke er i stand til at bearbejde deres skilsmisse, og at de i den forbindelse heller ikke er i stand til at hjælpe Signe med at bearbejde sin sorg og frustration. Killén nævner i den forbindelse to former for skilsmisseprocesser: den lykkelige skilsmisse og krigen. Vi vil argumentere for, at forældrenes skilsmisse minder om krigen, da Signe befinder sig mellem de to forældre, der overhovedet ikke kan tale sammen. Killén forklarer, hvordan den manglende bearbejdelse af forældrenes skilsmisse kan resultere i at forældrene trækker sig væk fra Signe. I praksisfortællingen er det tydeligt at mor ikke har overskud til at yde omsorg overfor Signe, da hun hverken kan håndtere sine egne eller Signes problemer, og hun trækker sig derfor længere væk fra Signe. I og med at forældrene ikke kan tilsidesætte deres interne problemer, står Signe ifølge Killén, i en loyalitetskonflikt, hvor det kan være svært for hende at give udtryk for sin fortvivlelse og vrede, og hun bliver derfor opfattet som vanskelig af forældrene Psykisk overgreb Alkohol Ud fra praksisfortællingen tolker vi, at far har et alkoholproblem, da Signe flere gange har nævnt, at de sidder på værtshus, når hun er sammen med far. Derudover har far lugtet af al- Side 15

19 kohol, når han har hentet Signe. Vi har flere gangeværet nødt til at ringe til Signes far og huske ham på at hente sin datter, og har ifølge Killén svært ved at tilsidesætte egne behov for at tilgodese Signes. De gange vi har konfronteret far med vores mistanke om hans alkoholproblem, har han været meget afvisende overfor det. Han nævner, at han har ret til en fyraftensøl, og at han og Signe ikke altid er på værtshus. Vi kan ikke afgøre, om far har et alkoholproblem, men Killén forklarer, at forældre med alkoholproblemer ofte benytter sig af overlevelsesstrategier som benægtelse eller bagatellisering af problemet. I den forbindelse tolker vi ud fra Killéns teori, at far har et alkoholproblem, og Signe dermed er udsat for psykisk omsorgssvigt Vanrøgt Ifølge Killén har Signe været udsat for den form for følelsesmæssig vanrøgt der går hånd i hånd med manglende tilfredsstillelse af ernæringsmæssige, fysiske og materielle behov. Hvilket også indebærer, at barnets kognitive, emotionelle og sociale behov ikke dækkes. Dette kommer til udtryk ved, at Signes forældre ikke er følelsesmæssigt tilgængelige overfor Signe, hvilket bl.a. skyldes, at mor ikke forstår, hvor vigtigt det er for Signe, at hun kommer til teaterstykket ligesom de andre børns forældre. Signes mor formår dermed ikke at tilsidesætte sine egne behov for netop at tilgodese Signes behov. Signe giver selv udtryk for, at hun er ked af, at mor igen ikke dukker op. Dette resulterer i, at Signe ikke vil deltage. Far formår heller ikke at tilsidesætte egne behov for at tilgodese Signes, da han ofte vælger at tage Signe med på værtshus, selvom han kun har hende hver anden weekend. Ifølge Killén bliver Signes ernæringsmæssige, fysiske, materielle og sociale behov ikke dækket af hendes forældre, hvilket er tydeligt, når Signe ankommer i beskidt og for småt tøj og lugter, som om hun ikke har været i bad i flere dage. Dette giver Signe udfordringer i forhold til at danne sociale relationer med andre børn, da hun bliver drillet med, at hun lugter. Det udfordrer desuden Signe, at hun ofte kommer for sent eller slet ikke i skole og heller ikke på SFO, hvilket skyldes at mor ikke for sendt hende af sted om morgen. Ifølge Killén bliver Signes behov ikke registreret eller tilfredsstillet af Signes forældre, hvilket betyder, at Signe bliver understimuleret. Ifølge Killén har denne understimulering og forældrenes manglende gensvar på hendes behov ført til en forsinket sprogudvikling og en dårlig kontaktevne, hvilket afspejler sig i Signes måde at forholde sig til andre børn og voksne på. 6.3 Omsorgstrekanten Laursen og Aagerup I det følgende afsnit vil vi ud fra omsorgstrekanten af Aagerup analysere os frem til pædagogens måde at yde omsorg overfor Signe Opsyn I daginstitutionerne er det, ifølge Aagerup, pædagogens rolle at holde opsyn med Signe er for at passer på hende og sørge for at hendes basale behov er dækket. Hvilket vi gør på institutionen ved at give Signe et bad, når vi har vurderet, at hun har været for usoigneret og ligeledes lånt hende tøj fra glemmekassen, når hendes eget tøj hverken har været årstids- el- Side 16

20 ler aldersvarende. De dage, hvor Signe giver udtryk for, at hun er sulten, da hun ikke har haft madpakke med, har vi smurt nogle rugbrødsmadder til hende. Dette karakteriserer Aagerup som den synlige omsorg Stimulering Ifølge Aagerup er det vigtigt at vi i daginstitutionen stimulere Signe ved at støtte og opmuntre hende i hendes lege med Marie og hjælpe hende med at udvikle flere sociale relationer. Aagerup inddeler barnets udvikling i fire udviklingsområder: - Den følelsesmæssige udvikling - Den motoriske udvikling - Den sociale udvikling - Den sproglige udvikling Den følelsesmæssige udvikling For at imødekomme og støtte Signes følelsesmæssige udvikling, er det ifølge Aagerup vigtigt, at vi udviser lydhørhed, forståelse og respekt over for hendes valg og behov. I situationen med teaterstykket, hvor Signe giver udtryk for, at hun ikke har sorte bukser med, men heller ikke vil have SFO ens glemte sorte bukser på, forsøger vi at forstå og respektere hendes hensigt og fortæller hende, at hun kan optræde i hendes egne bukser. Også når Signe, et kvarter før stykket går i gang, melder ud, at hun ikke vil deltage, forsøger vi at forstå hvorfor og respekterer hendes valg. Den motoriske udvikling Ifølge Laursen og Aagerup er det i institutionen vigtigt at udvikle barnets motorik, hvilket handler om barnets mulighed for at kravle, gå, løbe, hoppe m.v. Det har været vanskeligt for os på institutionen at give Signe muligheder for dette, da Signe sjældent er her. Signe kan desuden godt lide at sidde og fordybe sig i en tegning, når hun på institutionen, men finder det vanskeligt at holde balancen på stolen, hvilket er et tegn på, at Signes motoriske udvikling ikke er aldersvarende. Dette har ifølge Laursen og Aagerup betydning for Signes udvikling af læse- og skrivefærdigheder. Det er klart, at vi som institution skal lægge vægt på at udvikle Signes motoriske færdigheder ved at inkludere hende i forskellige lege, hvor børnene bruger kroppen. Den sociale udvikling Ifølge Laursen og Aagerup er det vigtigt at give barnet muligheder for at indgå i sociale fællesskaber for at støtte barnets udvikling. På institutionen får Signe ikke samme muligheder som andre børn for at indgå i de sociale fællesskaber, da Signe sjældent er på SFO. Vi som institution er opmærksomme på, at Signes sociale kompetencer er understimuleret, og at hun derfor selv har svært ved at finde andre børn at lege med. Derfor er det vigtigt, at vi som pædagoger kan hjælpe og støtte Signe til at forstå de sociale spilleregler, når hun skal indgå i nye relationer. Vi har ligeledes fokuseret på Signes relation til hendes veninde Marie og har i den forbindelse forsøgt at etablere nogle legeaftaler for dem uden for SFO. Dette har dog Side 17

21 været uden held, da Marie for det meste bliver hentet tidligt, og at det ofte passet dårligt med forældrene. Signes mor har desuden svært ved at overskue at lave forpligtende aftaler. Den sproglige udvikling I det daglige arbejde med at udvikle Signes sprog, inddrager vi hende i daglige gøremål, hvor vi sætter ord på tingene. Vi får mulighed for at spørge ind til Signes weekend, hvor vi hjælper hende med at sætte ord sine oplevelser. Aagerup mener, dette er essentielt for at et barn kan udvikle sit sprog. Ifølge Aagerup udvikler barnet også sproget i samspil med andre børn. Dette er svært for Signe, da hun sjældent giver udtryk for sine behov og ønsker i legene med Marie, og hun er sjældent er med til at udvikle legen med nye ideer Tilknytning Aagerup forklarer, at tilknytningen i institutionen drejer sig om at videreudvikle den tillid, forældrene har grundlagt. I Signes tilfælde er den tillid forældrene har grundlagt ikke længere tilstede, da deres adfærd over for Signe har ændret sig efter skilsmissen. Dette ses tydeligt da far mere end en gang har glemt at hente Signe, og mor sjældent selv henter Signe og glemmer at dukke op til teaterstykket, selvom hun har lovet Signe det. Vi skal derfor forsøge at genetablere Signes tillid til voksne ved at udvise opmærksomhed, nærvær og empati. Signe vil ifølge Aagerup udvikle en tro på sig selv, hvis vi som pædagoger formår at udvise forståelse og anerkendelse overfor Signe. Dette vil ligeledes udruste Signe til at kunne håndtere udfordringer senere i livet. 6.4 Tilknytningsmønstre Vi vil i dette afsnit ud fra Bowlbys teori om tilknytningsmønstre analysere konsekvenserne af det omsorgssvigt, Signe har været udsat for. Ifølge Bowlby er det et grundelement i menneskets natur at skabe emotionelle bånd til særlige tilknytningspersoner, som for Signe er båndet til sine forældre. Da Signe startede på SFO, fik vi samtykke af forældrene til at få en overlevering fra børnehaven, hvor vi fik oplyst, at Signes forældre på daværende tidspunkt stadig var gift, og at samarbejdet med dem omkring Signe gik godt, og at der desuden ikke var problemer i forhold til hendes trivsel og udvikling. På baggrund af dette tolker vi, at Signe har haft et sikkert tilknytningsmønster, inden forældrenes skilsmisse, der fandt sted, kort inden Signe startede på SFO. På baggrund af Bowlbys definition af det sikre tilknytningsmønster vurderer vi, at Signe har haft fuld tillid til, at hendes forældre var tilgængelige og ville reagere på hendes behov, og hun har ifølge Bowlby derfor haft en sikker base at udforske verden ud fra. Ifølge Bowlby er det tilknytningsmønster, et barn udvikler, når det er 1 år, tilbøjelig til at vare ved, da forældrenes adfærd over for barnet ligeledes er tilbøjelig til at vare ved. Men i Signes tilfælde ændrer forældrenes adfærd sig efter skilsmissen. I takt med at Signes forældres adfærd ændres over for Signe, ændres Signes tilknytningsmønster sig fra at være et sikkert tilknytningsmønster, til at være et ængsteligt, klæbende tilknytningsmønster. Dette kommer til udtryk ved, at Signe ikke er sikker på, om forældrene er tilgængelige eller vil reagere, når Side 18

22 Signe har behov for det. Signe udviser et tydeligt tegn på, at hun har behov for, at mor kommer og ser hendes teaterstykke, og at mor skal huske, at hun skal have sorte bukser med. Dette glemmer mor, og derfor er mor ustabil og ikke til rådighed, når Signe har behov for det. Far er ligeledes ustabil, da han til tider glemmer at hente Signe, og lader til at være optaget af sin egen verden. Ifølge Bowlby fremmes dette tilknytningsmønster hos Signe, da forældrene ikke er stabile i deres tilgængelighed overfor hende. Vi oplever, at Signe i institutionen kan være omklamrende og bange for at udforske verden, da hun oftest vil sidde sammen med en voksen og tegne, og følger efter den voksne, når han/hun forlader bordet. Ifølge Bowlby skyldes dette, at Signe overfører tilknytningsadfærden på nye forhold, som til pædagoger, lærer og andre børn. Dette betyder, at tilknytningsmønsteret ikke længere er en egenskab ved forholdet mellem forældrene og Signe, men bliver til en egenskab ved Signe. 7. Teori om forældresamarbejde i forhold til omsorgssvigt Vil i dette afsnit redegøre for E. & H. Jensens 3 teori om den problemorienterede samtale, fra bogen: Professionelt forældresamarbejde, hvor vi vil se nærmere på hvordan man forbereder en problemorienteret samtale, og hvilke generelle principper eller retningslinjer man som professionel skal anvende i den problemorienterede samtale, når man skal etablere en god dialog. Vi har ydermere anvendt to kapitler fra bogen: Mellem ordene: kommunikation i professionel praksis af Jensen & Ulleberg 4 til supplere hvordan man som professionel skal forberede sig på den professionelle samtale. Derudover har vi brugt det til at forklare, hvordan man stiller gode spørgsmål i forskellige situationer for at udforske og udfordre måden, vi opfatter virkeligheden på og for at fremme samarbejdet. Herunder også de forskellige samtaletyper vi som professionelle kan operere med. Disse teorier skal fungere som udgangspunkt for, hvordan vi som pædagoger skal forberede, indgå og evaluere en vanskelig samtale med forældre, i forhold til vores praksisfortælling. 7.1 Den problemorienterede samtale Mange professionelle fagpersoner har det vanskeligt ved forskelligheder og konflikter, og derfor bliver den problemorienterede samtale ofte kaldt: den vanskelige samtale. Sådanne samtaler indeholder typisk en pædagog eller lærers bekymring omkring et barns trivsel, udvikling og læring. Det kan også dreje sig om en forældres bekymring om skolens eller daginstitutionens håndtering af barnet. I den forbindelse kan det også indebære, at forældre og institutionen har forskellige holdninger til, hvilke værdier man skal lægge vægt på i barnets liv. Beskrivelserne i afsnit baserer sig på Jensen, s Planlægning af den problemorienterede samtale Når man indkalder forældre til en problemorienteret samtale, skyldes det bl.a., at man som fagperson er bekymret for deres barns trivsel, læring eller udvikling. Den professionelles for- 3 Fremover benævnes kilden Jensen 4 Fremover benævnes kilden Ulleberg Side 19

23 beredelse og planlægning til sådan en samtale er af stor betydning for samtalens udfald. Hvis man er to professionelle, der sammen skal deltage i samtalen, er det nødvendigt, at disse to kollegaer forbereder og planlægger sammen. Hvis man ligeledes skal foretage sådan en samtale på egen hånd, er det godt at bruge sine kollegaer som sparringspartnere i planlægningsfasen. Man kan inddele forberedelsen i en overordnet planlægning og ligeledes en planlægning af den enkelte samtale. I den overordnede planlægning er det vigtigt, at man gør det klart, hvilken sammenhæng samtalen indgår i, altså om den måske er en lille del af et større samarbejde omkring barnet, hvor det indebærer, at man indkalder forældrene til flere samtaler, hvor der skal sættes et mål for hele forløbet. Det at opstille delmål for de enkelte samtaler fungerer godt, så man har noget konkret at arbejde ud fra. Det er klart, at delmålene kan ændres undervejs i disse samtaler, men det er vigtigt, at man har noget at arbejde ud fra, indtil andet besluttes. Det er typisk en fordel at forestille sig en række af flere samtaler, frem for at tro, at det hele kan klares ud fra én problemorienteret samtale. Det er vigtigt, at der er tid imellem disse samtaler, hvor forældrene har mulighed for at arbejde med delmålene, inden man igen skal til samtale med lærer eller pædagoger Det er den professionelles opgave at gøre det tydeligt, hvad ens egen rolle er i forhold til forældresamarbejdet. Oftest er det lærerens eller pædagogens opgave at gøre opmærksom på et problem, men det er ikke ens betydende med, at det altid er deres opgave at sørge for løsningen. Når man som professionel skal planlægge den enkelte samtale, er det vigtigt, at man forklareforældrene, hvad formålet med samtalen er. Når den professionelle skal formulere sig, er det klart, at jo mere præcist man formulere sig, jo nemmere bliver det at holde fast i samtalens struktur og indhold. Hvis man gør formålet klart og tydeligt, er det i den forbindelse også lettere at formulere en dagsorden, hvor der også skal gøres plads til forældrenes synspunkter og eventuelle punkter, de ønsker på dagsorden. Som professionel er det af stor betydning at afsætte god tid til den problemorienterede samtale som ca. er en time til halvanden. Det er ikke hensigtsmæssigt, at samtalen varer længere, og det er derfor bedre at arrangere et nyt møde. Derudover er det vigtigt, at den professionelle definerer et sluttidspunkt for alle parter til mødet, og giver sig god tid til at afslutte samtalen. Det er også af stor betydning, at den professionelle sørger for, at der er ordentlige rammer, når forældrene indkaldes til den problemorienterede samtale I den forbindelse er det jf. Ulleberg, 2012, s. 272 godt at have gjort sig nogle af disse overvejelser, når man skal forberede den professionelle samtale: Hvordan bliver der indkaldt til samtale, hvordan bliver den aftalt? Hvordan bliver samtalen forberedt af brugerne, af klienterne, patienterne eller eleverne? Hvordan bliver samtalen forberedt af professionsudøveren? Hvor lang skal samtalen være? Side 20

24 Hvor skal den foregå? Hvem skal deltage? Skal der være nogen form for servering? Hvordan skal man strukturere samtalen? Hvordan skal man indlede? Hvordan skal man afslutte? Når man som professionel skal planlægge den problemorienterede samtale, skal man have tid til at overveje følgende spørgsmål: Hvad ved jeg på forhånd? Hvad skal jeg have sagt? Hvad skal jeg have spurgt om? (Jensen, s 136) I nogle tilfælde er det kun den ene af forældrene, der deltager i den problemorienterede samtale, og det kan derfor virke overvældende at være to eller flere professionelle, der deltagere i mødet. Så vil det være bedre at forberede samtalen sammen, men at der kun er en professionel deltager. Det er vigtigt at tage stilling til, om barnet skal deltage eller ej i en sådan problemorienteret samtale. Hvis man beslutter, at barnet skal deltage, er det vigtigt, at barnet oplever en voksen, som tager dets problemer og ubehag alvorligt og ligeledes hjælper det med at sætte ord på disse, så barnet på den måde kan udvikle selvfølelse og selvforståelse. Hvis barnet ikke deltager i den problemorienterede samtale, er det nødvendigt at give barnet en forklaring både før og efter mødet, så barnet ikke bliver frustreret over selv at skulle gætte sig frem til, hvad der foregår. Her er det vigtigt, at de professionelle sammen med forældrene bliver enige om, hvordan barnet skal orienteres. Som en del af forberedelsen til den problemorienterede samtale, skal den professionelle forholde sig til, hvad det er, der bliver vanskeligt ved samtalen. Nogle gange er den professionelles bekymring bundet til det budskab, man vil formidle til forældrene. Det kan også bunde i den professionelles frygt for forældrenes reaktion på budskabet. Uanset hvor godt man som professionel forbereder sig på samtalen, kan man aldrig forudsige samtalens forløb eller udfald. Alligevel giver alle forberedelserne den professionelle en sikkerhed, der giver mulighed for at forholde sig åben overfor forældrenes reaktioner og input Samtaletyper Afsnit baserer sig på oplysninger fra Ulleberg s Når man som professionel skal indkalde til samtaler, er der mange samtaletyper, der gør sig gældende, som vi i det følgende vil præsentere. Ved de undersøgende, udforskende eller afklarende samtaler, er formålet at få indblik i brugerens forståelse af problemet eller situationen via opfølgende spørgsmål. Når man i forlængelse af dette har fået etableret et samarbejde, hvor man er blevet enige om, hvilke problemer der skal være i fokus, kan samtalen få et præg af ændringssamtalen/udviklingssamtalen. Her forsøger professionsudøveren at Side 21

25 bidrage til udvikling, ændring eller større klarhed hos brugeren i samtalen. Disse samtaler kan i en vis udstrækning blive overlappet af de støttende eller bearbejdende samtaler, hvor man giver støtte til brugeren og samtidig giver ham/hende mulighed for at bearbejdeoplevelser og erfaringer. Undervejs i samarbejdet mellem professionsudøveren og brugeren bliver man enige om forskellige tiltag, der skal igangsættes. Her kan man tale om beslutningssamtalerne, hvor man bliver enige om de forskellige tiltag, hvem der gennemfører dem, hvordan man følger op, og hvornår man skal evaluere tiltagene. Hertil kommer evalueringssamtalerne, hvor man evaluerer de tiltag eller planer man er kommet til enighed om, og ligeledes hvordan samarbejdet har været. Uformelle samtaler I dagligdagen oplever vi mange forskellige slags samtaler, og især af den uformelle slags, hvor man får vigtige informationer i forbifarten. De uformelle samtaler kan have betydning for samarbejdet og ligeledes bidrage til en udvikling af samarbejdet. Disse uformelle samtaler er en stor del af det professionelle arbejde, hvor man uanset om man er lærer eller pædagog hele tiden befinder sig i et professionelt forhold til brugeren, klienterne eller børnene. Det bliver derfor den professionelles ansvar at møde både brugere og pårørende på en positiv måde, altså også under de uformelle omstændigheder. Den kommunikation, man har, og den relation, man udvikler ved disse uformelle møder, vil bidrage til at danne grundlag for en god dialog i de mere formelle, strukturerede møder. (Ulleberg, s ) Spørgeteknikker Nedenfor vises Karl Tomms model, som illustrerer fire forskellige typer spørgsmål. Den forklares i det følgende af Ulleberg. Der findes ingen rigtige eller forkerte spørgsmål, det kommer an på hensigten eller meningen med spørgsmålet. Denne model giver mening ved at gennemtænke, hvordan de forskellige spørgsmål inviterer til forskellige svar og processer. Figur 16.1 (Ulleberg, s 281) Side 22

26 Flg. beskrivelse af de forskellige typer af spørgsmål refererer til Ulleberg, s Lineære spørgsmål Lineære spørgsmål er den type vi bedst kender fra vores kultur. Det er spørgsmål, hvor vi leder efter lineære årsags-virkning-sammenhænge. De er oftest stillet som hvad er grunden til, at.. Det er altså et problemafklarende spørgsmål, der søger at give forklaringer, som skal skabe årsagssammenhænge, så vi på den måde kan afdække, hvordan nogen tænker eller forstår nogle spørgsmål. Det er dog sjældent nødvendigt at øve sig i at stille lineære spørgsmål. Det er bedre at øve sig i ikke at stille dem, da det giver erfaring med samtaler, hvor formålet ikke er at finde forklaringer på bestemte problemer. Det at forsøge at finde årsager til problemer er oftest lig med at finde skyld. I nogle tilfælde vil disse spørgsmål fremstå som moraliserende og fordømmende. Strategiske spørgsmål Strategiske spørgsmål er også kendt som ledende spørgsmål og har til hensigt at hjælpe os i en bestemt retning. Disse spørgsmål indeholder oftest forslag til svar eller kan pege mod en bestemt forståelse. Denne forståelse går oftest i en lineær retning, da den ikke giver plads til alternative løsninger. Der opstår to vigtige vanskeligheder, når man benytter sig af strategiske spørgsmål. Den ene er, at spørgsmålene er normative i den forstand, at de reducerer muligheder for at træffe selvstændige valg. Den anden vanskelighed er, at de reducerer handlingsrummet for den, der skal svare, hvilket betyder at de fornuftige løsninger bliver forudbestemt af den, der stiller spørgsmålet. Cirkulære spørgsmål Cirkulære spørgsmål er den type spørgsmål, der fremstår som mindst kendt i vores traditionelle kultur, der er præget af at lede efter årsager. De cirkulære spørgsmål vil udforske relationen frem for årsagen. Man forsøger at knytte fænomener til relationer for på den måde at kaste nyt lys over udfordrende situationer. De cirkulære spørgsmål har en orienterende hensigt, da de orientere os om, hvordan situationer kan forstås, når der kastes nyt lys over dem. Professionsudøverens rolle er at skaffe informationer om de forskellige gruppemedlemmers billede af forholdet til hinanden. Familien eller gruppen skal tænke på sine egne forestillinger om medlemmerne og ikke på, hvordan de andre i familien eller gruppen i virkeligheden er. De cirkulære spørgsmål kan altså bruges til at bevæge samtalen fra analyser af årsag og virkning til kortlægning af forestillinger om mulige sammenhænge. Hensigten med disse spørgsmål er at give gruppens medlemmer en ny kontekstforståelse, altså at få dem til at se sig selv i en relationel kontekst og til at se, hvordan den kontekst ser ud fra andres perspektiv. Refleksive spørgsmål Hovedformålet med de refleksive spørgsmål er at hjælpe personer, som står i en problematisk situation, med at se nye muligheder og få øje på alternativer. Hensigten med den type spørgsmål er at påvirke i en bestemt retning, men der er ingen givne svar i de refleksive spørgsmål. De er åbne og inviterer til en åben refleksion, hvor man kan se på problemer eller situationer fra mange synsvinkler. Målet er at den, der reflekterer, kan Side 23

27 stole på sin egen dømmekraft og finde sin egen vej frem. Når man benytter refleksive spørgsmål, går man gerne både i dybden med, hvordan en situation kan forstås og hvilke følelser, der er knyttet hertil. Og netop når man taler om følelser, er det vigtigt ikke at komme med forslag til mulige svar. Man skal give tid og plads til at lade vedkommende finde sit eget svar. 8. Analyse - forældresamarbejde Vi vil i dette analyseafsnit sammenkoble vores praksisfortælling med Jensens teori om planlægningen af den problemorienterede samtale samt Ullebergs teori om samtaletyper, planlægning af den problemorienteret samtale og forskellige spørgeteknikker. Vi vil desuden forsøge at besvare de spørgsmål, som Ulleberg mener, at man skal overveje forud for en problemorienteret samtale. I vores praksisfortælling nævner vi indledningsvist, at vi ikke har haft mulighed for at deltage i en sådan samtale, og at vi derfor ikke har en konkret samtale at analysere på. Vi vil derfor forsøge at forestille os, hvordan en samtale mellem os som pædagoger og Signes forældre ville forløbe, hvis vi benytter os af overnævnte teori. 8.1 Planlægning af den problemorienterede samtale I praksisfortællingen bliver forældrene indkaldt til flere forældresamtaler, da man fra institutionens side er bekymret for Signes trivsel, læring og udvikling. Jensen siger, at den professionelles planlægning af en vanskelig eller problemorienteret samtale har stor betydning for udfaldet af samtalen. De forklarer, at man som en del af planlægningen skal beslutte, om man er en eller to professionelle til samtale med forældrene. Selvom Signes forældre på grund af uoverensstemmelser ikke deltager i samtalerne sammen, har vi valgt at være to pædagoger, der deltager i den problemorienterede samtale, til trods for at det kan virke overvældende. Vi vælger alligevel at være to, fordi der kan opstå misforståelser, hvis man kun er en pædagog, der meddeler bekymringen. Det kan virke, som om at det er pædagogen, der personligt har en bekymring, fremfor at det er institutionen, der står sammen om bekymringen. Det også nemmere at undgå, at forældre påstår, at der er sagt eller aftalt noget, der ikke har fundet sted, som kun en anden professionel kan bevidne. Argumentet for at være to pædagoger til en problemorienteret samtale, har vi på baggrund af vores interview med en pædagog, se side bilag 1, side 6 Ifølge Jensen er det vigtigt, at vi som professionelle får afklaret vores rolle i forhold til Signes forældre. Hvilket vi gør ved at gøre fremlægge vores bekymring om Signe, og ud fra denne forsøge i samarbejde at finde en løsning. I vores samarbejde med Signes forældre måtte vi erkende at Signe og hendes forældre havde brug for mere hjælp end hvad vi som institution kunne give dem. Og vi mener i den forbindelse, at de er bedre hjulpet hvis vi inddrager socialforvaltningen. Dette vil vi underbygge med to citater, ét fra den socialrådgiver vi interviewede, og et fra Jensen, s 135: man skal i institutionen eller skolen allerede ved de første tegn på begyndende mistrivsel begynde at arbejde med at forsøge at få barnet ind i en bedre Side 24

28 trivsel i samarbejde med forældrene. Og så er det først, når man indser, at det er lige meget, hvad vi gør af pædagogiske indsatser, for det hjælper ikke. Så må man kaste håndklædet i ringen og sige, at så må der noget andet til end det, man som institution magter Oftest er det lærerens eller pædagogens opgave at gøre opmærksom på et problem, men det er ikke ens betydende med, at det altid er deres opgave at sørge for løsningen Når vi som professionelle skal planlægge den problemorienterede samtale omkring Signe, har vi i personalegruppen talt om, at en enkelt samtale med forældrene ikke er tilstrækkelig. I forbindelse med den overordnede planlægning er målet, at Signes trivsel og udvikling forbedres. Jensen forklarer, at det er godt at opstille delmål i de enkelte samtaler, så der er noget at arbejde ud fra. Derfor skal der også flere samtaler til for at kunne evaluere på disse delmål. Når vi skal planlægge den enkelte samtale, gør vi det klart, at et af de delmål vi vil præsentere for forældrene er, at Signe skal komme i skole hver dag. Vi planlægger en ny samtale, hvor vi gør det klart for forældrene, at vi ønsker, at delmålet er opfyldt. I den forbindelse siger Jensen, at det er vigtigt at give forældrene tid til at arbejde med delmålet, før de skal til samtale igen Samtaletyper Det fremgår i praksisfortællingen, at der har været et længere forløb med forældrene, hvor vi har indkaldt dem til flere samtaler. Vi vil derfor anvende Ullebergs teori om de forskellige samtaletyper for at analyseres os frem til, hvilke samtaletyper vi benytter os af. I dagligdagen benytter vi os af de uformelle samtaler, hvor man i garderroben tager en snak om, hvordan det går. Disse uformelle samtaler har vi med far, når han henter Signe. Her taler vi med ham om, hvordan Signes dag er forløbet, hvor vi især lægger vægt på nogle positive oplevelser, hun har haft. Ifølge Ulleberg er det en stor del af den professionelles arbejde at skabe et samarbejde, hvor vi forholder os professionelt til både Signe og hendes forældre. Vi har ligeledes et ansvar for at møde dem på en positiv måde, da dette er udgangspunktet for et godt samarbejde. Dette vil vi underbygge med citatet: Den kommunikation, man har, og den relation, man udvikler ved disse uformelle møder, vil bidrage til at danne grundlag for en god dialog i de mere formelle, strukturerede møder. (Ulleberg, s ). Disse uformelle samtaler er altså grundlæggende for et godt samarbejde med forældrene, når vi senere skal tale med forældrene om de bekymringer, vi har for Signe. Ulleberg taler om flere forskellige samtaletyper, der i praksisfortællingen overlapper hinanden. De første samtaler, vi indkaldte forældrene til, bar præg af både den undersøgende, udforskende og afklarende samtale, ændringssamtalen/udviklingssamtalen, den støttende/bearbejdende samtale og beslutningssamtalen. Når man ifølge Ulleberg har en undersøgende, udforskende eller afklarende samtale, er formålet at få indblik i forældrenes forståelse af vores bekymring om Signe, hvilket vi får afklaret ved opfølgende spørgsmål som: Hvordan oplever I Signe der hjemme? Hvad er grunden til, at Signe ikke kommer i skole? Hvordan går det derhjemme og Side 25

29 hvordan har I det? Er I enige i vores bekymring omkring Signe? Og i den forbindelse vil vi forklare forældrene, hvad vi ser og oplever på institutionen. Forældrene er enige i, at Signes hverdag ikke fungerer optimalt, og at de selv kan være med til at forbedre dette. Når vi ud fra disse spørgsmål er kommet frem til en fælles forståelse af situationen, kommer samtalen derfor til at bære præg af udviklingssamtalen. Dette skyldes, at vi som professionsudøvere forsøger at bidrage til, hvad vi ønsker, at der skal ændres eller udvikles, som eksempelvis at vi fremadrettet ønsker, at Signe kommer i skole hver dag, at Signe skal i bad noget oftere og desuden have alderssvarede tøj på. I disse samtaler har vi også talt med forældrene om deres skilsmisse og forældrenes komplicerede relation. Her har især mor givet udtryk for, at hun er meget ked af det over skilsmissen, Vi har i den anledning forsøgt at støtte mor og hjælpe hende med at bearbejde dette. Vi har bl.a. rådet mor til at tale med en psykolog for på den måde at bearbejde skilsmissen. Dette kalder Ulleberg for støttende eller bearbejdende samtaler. På baggrund af disse samtaletyper, vi har været igennem med Signes forældre, ender samtalen som en beslutningssamtale, hvor vi i samarbejde bliver enige om de forskellige tiltag, der skal til for at ændre situationen, Disse tiltag er blandt andet, at mor skal tage kontakt til en psykolog, så hun kan få bearbejdet skilsmissen og på den måde få mere overskud til Signe og hendes behov. Mor skal sørge for, at Signe kommer i skole hver dag med en madpakke, så Signe har energi til en lang dag både i skole og SFO. Mor skal også sørge for, at Signe har en god hygiejne, så hun ikke bliver udelukket af sine kammerater. Far skal prioritere sin tid med Signe noget højere, så han ikke behøver at tage hende med på værtshus, de weekender han har hende. Far skal desuden arbejde på at få mere styr på, hvilke weekender der er hans, så han på den måde undgår at glemme, hvornår han skal hente Signe, så hun ikke får følelsen af, at hun er blevet glemt. Vi aftaler at vi skal evaluere på disse tiltag efter en måned hvor vi aftaler et nyt møde, hvilket ifølge E. og H. Jensen er godt for at give forældrene god tid til at arbejde på disse delmål. Dette kalder Ulleberg for evalueringssamtalen, da man evaluerer de tiltag, man er kommet til enighed om i beslutningssamtalen. Forældrene erkender, at de ikke har formået at arbejde med disse. Vi har derfor indkaldt forældrene til disse samtaler mange gange, hvor de hver gang har båret præg af alle de overnævnte samtaletyper. Dette har i sidste ende resulteret i, at vi som institution har erkendt, at vi alene i samarbejde med forældrene ikke kan give Signe og hendes forældre tilstrækkelig hjælp. I planlægningen af den problemorienterede samtale, har Ulleberg formuleret nogle spørgsmål, som er gode at have gjort sig overvejelser om. Vi vil give et eksempel på, hvordan vores overvejelser ville have set ud i forhold til samtalerne med Signes forældre. Dette vil bære præg af de forskellige teorier, vi har i det forrige har analyseret. Hvordan bliver der indkaldt til samtale, hvordan bliver den aftalt? Vi indkalder mor via telefonen og forklarer hende kort, at formålet med samtalen er Signes trivsel. Vi aftaler samtalen med far, da han henter Signe, og vi har løbende gjort det klart, at det er Signes trivsel vi gerne vil tale om. Side 26

30 Hvordan bliver samtalen forberedt af brugerne, af klienterne, patienterne eller eleverne? Vi har forud for samtalen orienteret forældrene om hvad mødet skal handle om, og må derfor gå ud fra at de forbereder sig efter dette. Hvordan bliver samtalen forberedt af professionsudøveren? For at forberede en problemorienteret samtale skal vi ifølge Jensen tænke over, hvad det er ved samtalen, der bliver vanskeligt. Er det budskabet, eller forældrenes reaktion? I samtalen med Signes forældre er det en kombination af disse. Det bliver vanskeligt at forklare far, at han skal forsøge at få mere styr på sine weekender med Signe og fortælle ham, at han skal tilbringe mere tid med Signe uden for værtshuset. Vi er ligeledes bange for mors reaktion, når vi fortæller hende, at vi er bekymret for, at Signe ikke får tilstrækkelig mad, og at mor ikke kan vække hende om morgen. Uanset hvor godt man som professionel forbereder sig på samtalen, kan man aldrig forudsige samtalens forløb eller udfald. Alligevel giver alle forberedelserne den professionelle en sikkerhed, der giver mulighed for at forholde sig åben overfor forældrenes reaktioner og inputs. (Jensen, s 138). For at forberede os benytter vi os af spørgsmålene fra Jensens teori: Hvad ved jeg på forhånd? Hvad skal jeg have sagt? Hvad skal jeg have spurgt om? Vi ved på forhånd, at Signe har højt fravær både fra skole og på SFO en, at Signe ofte ser usoigneret ud med for småt tøj på, og at Signe ofte ikke har madpakke med. Hvilket også er det vi skal have sagt til forældrene. Vi skal have spurgt om, hvordan forældrene oplever Signe derhjemme, og hvad de mener grunden er til, at Signe ikke trives, Og hvordan de tror Signe har det i forhold til skilsmissen. Dette gør vi for at få et mere nuanceret billede af Signe, da vi kun oplever Signe i daginstitutionen. Som en del af forberedelsen laver vi ligeledes en dagsorden, som indeholder alle vores bekymringer for Signe, for at være sikre på, at vi får sagt alt det, der skal til for at gøre forældrene opmærksomme på Signes situation. Vi gør ligeledes plads til, at forældrene kan komme med punkter til dagsordenen, hvilket vi gør, for at forældrene skal føle, at vi er ligeværdige, selvom vores relation grundet vores profession er asymmetrisk. Relationen mellem pædagog og forældre er asymmetrisk, fordi begge parter ikke er i samme position i relationen. Positionerne er forskellige, fordi pædagoger er fagpersoner i relationen og har kommunen som arbejdsgiver og dermed også bliver repræsentanter for systemet (citat: Eriksen og Halkier, 2012, s 87) Hvor lang skal samtalen være? Vi beslutter på forhånd, at samtalen skal vare omkring en time, da det jf. Jensen er uhensigtsmæssigt, hvis samtalen varer længere, og at det derfor er bedre at arrangere et nyt møde. Vi gør det indledningsvist klart for alle parter til mødet hvor længe mødet skal vare, så vi får tid til at afslutte samtalen på en god måde. Hvor skal den foregå? Samtalen skal foregå i et mødelokale, hvor vi har mulighed for at sidde uforstyrret. Jensen er det vigtigt at opstille ordenlige rammer, for at samtalen skal have et godt udgangspunkt. Side 27

31 Hvem skal deltage? Vi har som en del af forberedelsen besluttet, at vi er to pædagoger, der har et solidt kendskab til Signe, hendes situation og hendes forældre, som deltager i samtalen sammen med Signes forældre, dog til hver sit møde, grundet uoverensstemmelser mellem dem. Vi har valgt, at Signe ikke skulle deltage i disse samtaler med forældrene, da vi ikke mener, at Signe vil få gavn af samtalen. Vi har i den forbindelse lavet en aftale med Signes forældre om, hvordan vi skal orientere Signe om disse møder, så hun ikke skal gætte sig frem til, hvad der forgår. Det er ifølge Jensen vigtigt, at vi som professionelle bliver enige med forældrene om, hvordan vi orienterer Signe. Vi fortæller Signe, at vi har lagt mærke til, at hun ikke har det godt, når hun er på SFO, og det vil vi gerne snakke med hendes mor og far om. Vi har ligeledes aftalt, at mor og far hjemmefra skal forklare Signe, at de skal snakke med SFO en om, hvordan hun har det. Skal der være nogen form for servering? Vi serverer kaffe, te og vand for forældrene, da vi mener, det giver et signal om, at vi gerne vil skabe et godt og trygt rum, hvor vi kan tale om tingene, selvom det kan forekomme vanskeligt. Hvordan skal man strukturere samtalen? For at strukturere samtalen har vi stillet os selv spørgsmålene fra Jensens teori: Hvad ved jeg på forhånd? Hvad skal jeg have sagt? Hvad skal jeg have spurgt om? Disse spørgsmål har været relevante i udarbejdelsen af dagsordenen for samtalen med Signes forældre. I den forbindelse har vi selvfølgelig gjort plads til at forældrene også kan tilføjepunkter til dagsordenen. Derudover fastlægger vi, hvor lang tid samtalen skal vare. Hvordan skal man indlede? Indledningsvist fortæller vi forældrene, hvad der står af punkter på dagsordenen og spørger om de har punkter at tilføje. Derudover gør vi det klart, hvor lang tid samtalen skal vare. Hvordan skal man afslutte? Ifølge Jensen er det vigtigt, at man tager sig god tid til at afslutte samtalen, da dette har stor betydning for samtalens udfald. 8.2 Spørgeteknikker Vi vil ud fra Karl Tomms model, som illustrerer fire forskellige typer spørgsmål, forsøge at benytte os af de forskellige spørgeteknikker, i en forestillet samtale mellem os og Signes forældre. Lineære spørgsmål Ulleberg kalder de lineære spørgsmål for problemafklarende spørgsmål, og de stilles for at finde årsagssammenhænge. Vi stiller derfor mor spørgsmålet: Hvad er grunden til at du har svært ved at komme op om morgenen? Ulleberg forklarer, at disse spørgsmål kan være lig med at finde skyld, og ofte fremstår som moraliserende og fordømmende. Men i denne for- Side 28

32 bindelse bruger vi ikke de lineære spørgsmål til at finde skyld, men for i fællesskab at finde en årsag til, at mor har svært ved at dække Signes basale behov, som at give hende alderssvarende tøj og tilstrækkeligt mad. Det er vigtigt at understrege, at Signes forældre selv har givet udtryk for, at de er klar over, at de har et ansvar for Signes dårlige trivsel og hygiejne. Strategiske spørgsmål Et strategisk spørgsmål beskrives som ledende spørgsmål, der indeholder forslag til svar eller kan pege mod en bestemt forståelse. Derfor vurderer vi, at følgende spørgsmål er strategiske i den forstand, at vi forsøger at påvirke forældrene til at dele vores bekymring for Signe: Hvad mener I er grunden til, at Signe ikke trives? Og hvordan tror I, Signe har det i forhold til skilsmissen? Ulleberg nævner, at de strategiske spørgsmål går i en lineær retning, da de fornuftige løsninger er forudbestemt af den, der stiller spørgsmålet, de har altså en påvirkende hensigt. Vi er bevidste om, at disse strategiske spørgsmål kan reducere forældrenes muligheder for at træffe selvstændige valg, men vores vigtigste opgave er, at forældrene skal forstå, hvorfor vi er bekymret for Signe. Cirkulære spørgsmål Til mor: - Hvordan forestiller du dig, at Signe har det, når hun ikke kommer i SFO? - Hvis vi spørger Signe om, hvordan hun oplever situationen, hvad tror du så, hun ville sige? - Hvad får det dig til at tænke og føle, når Signe ikke vil være med i teaterstykke, fordi du ikke dukker op? Til far: - Hvad er dine forventninger til Signes mor, i forhold til opdragelsen af Signe, og hvad ved hun om dine forventninger? - Hvis vi spørger Signe om, hvordan hun har det med, at hun kun ser dig hver anden weekend, hvad tror du, hun ville sige? - Hvad tror du Signe tænker og føler de gange, du har glemt at hente hende fra SFO? Ifølge Ulleberg har disse cirkulære spørgsmål til formål at udforske relationen mellem Signe og hendes forældre fremfor at påpege, at forældrene er årsagen til Signes dårlige trivsel. Disse spørgsmål har ifølge Ulleberg en orienterende hensigt, da de skal orientere os om, hvordan situationen kan forstås, når der kastes nyt lys over den. Mor opnår måske en større forståelse for Signes perspektiv fremfor kun at fokusere på sit eget. Det er ifølge Ulleberg den professionelles rolle at skaffe informationer om Signe og hendes forældres billede af forholdet til hinanden. For at få et sådan billede kan man stille følgende spørgsmål til eksempelvis moren: Hvad føler du om jeres skilsmisse? Hvis vi spørger Signe om, hvordan hun oplever skilsmissen, hvad vil hun så sige? På baggrund af dette spørgsmål skal mor svare, hvordan hun forestiller sig, at Signe oplever skilsmissen og ikke, hvordan hun tror, at Signe i virkeligheden oplever den. Hensigten med dette spørgsmål er at give Signes mor en ny kontekstforståelse, altså at få hende til at se sig selv i en relationel kontekst i forhold til Signe og til at se, hvordan den kontekst ser ud fra Signes perspektiv. Side 29

33 Refleksive spørgsmål Hvad forestiller I jer, kan være med til at Signe får det bedre i skolen og på SFO en? Til mor: - Hvad går godt i øjeblikket? - Hvad tror du der skal til for at du får mere overskud i hverdagen til Signe? - Hvordan kan situationen med Signe og dig blive mere, som du ønsker det? Til far: - Hvis du ser det fra Signes perspektiv, hvad tror du så, at hun syntes om at være på værtshus? Disse spørgsmål har ifølge Ulleberg en påvirkende hensigt, da vi vil have forældrene til at se nye muligheder eller alternativer i forhold til deres og Signes problematiske situation. Vores hensigt med disse spørgsmål er at påvirke dem til at indse, at de er med til at påvirke Signes dårlige trivsel. På den måde kan de få øjnene op for nye og uafprøvede forklaringer og løsninger, og på den måde komme til at stole på deres egen dømmekraft. Ved at stille disse spørgsmål giver vi dem mulighed for at gå i dybden med, hvordan situationen kan forstås fra flere synsvinkler, men ligeledes hvilke følelser, det bringer frem hos dem og hos Signe. Det er vigtigt, at man ikke kommer med forslag til mulige svar, da man skal give dem plads til at finde deres eget svar. 9. Diskussion I samarbejdet med Signes forældre har vi måttet erkende, at vi desværre ikke har kunnet give forældrene og Signe den tilstrækkelige hjælp, der skal til for at ændre Signes dårlige trivsel og udvikling. Under de lange forløb har vi lyttet til forældrenes behov og desværre underkendt Signes, da vi har prioriteret samarbejdet med forældrene højere, end hvad der var bedst for Signe. Dette har vi gjort, da forældrene gerne ville samarbejde med os og selv kunne se, at de havde ansvar for Signes problemer. Vi har som udgangspunkt gået ud fra, at Signes forældre ønsker det bedste for hende, men ikke magter at tilgodese hendes behov. Vi har troet på forældrenes ønske om at ændre deres situation. Man kan diskutere, om vi har været for tålmodige med forældrene, da Signes situation i mellemtiden er forværret. Har vi i den forbindelse brudt vores skærpede underretningspligt idet vi ikke underrettede lige så snart, vi havde grund til at antage, at Signe havde behov for særlig støtte? Har de konsekvenser, som omsorgsvigtet fører med sig, gjort større skade end nødvendigt? I følge børnekonventionen skal barnets tarv altid komme i første række: I alle foranstaltninger vedrørende børn, hvad enten disse udøves af offentlige eller private institutioner for socialt velfærd, domstole, forvaltningsmyndigheder eller lovgivende organer, skal barnets tarv komme i første række. Jf. denne lovgivning kan man argumentere for, at vi har brudt vores skærpede underretningspligt, men ifølge dagtilbudsloven 7 stk. 2 skal pædagoger i Side 30

34 samarbejde med forældrene give børn omsorg og understøtte det enkelte barns alsidige udvikling og selvværd samt bidrage til, at børn får en god og tryg opvækst. Vi er i forbindelse med vores interview med en socialrådgiver blevet klar over, at forældrenes samtykke har stor betydning for socialforvaltningens videre arbejde med familien. hvis der ikke er indhentet samtykke fra forældrene, så er det jo et klart udtryk for et dårligt samarbejde mellem institution og forældre. Fordi det første man gør, når man har en bekymring om et barns trivsel og udvikling, jo ikke er at sende en underretning, da der gerne inden underretningen skulle have været en længere proces, hvor pædagoger og forældre har talt om det, der bekymrer og også det, der går godt. Og så er det jo først, når man som professionel indser, at der absolut intet sker ved at snakke med forældrene, at man bliver nødt til at gå videre og indsende en underretning (Se bilag 2, s 2). På baggrund af denne udtalelse mener vi, at forældresamarbejdet har stor betydning for, hvordan man bedst muligt kan hjælpe barnet. Trods dette står Signe stadig tilbage som det barn, der udsættes for omsorgssvigt, hvilket har store konsekvenser for hendes personlige og sociale udvikling, og vi stiller spørgsmålstegn ved, om vi har handlet for sent? Prioriterede vi samarbejdet med Signes forældre højere end Signes ret til beskyttelse og trygge, udviklende opvækstvilkår? Det står således åbent for diskussion! Her vil vi supplere med et citat af Halse: Et grundlæggende problem i vores lovgivning er, at den i for høj grad fokuserer på forældrenes retssikkerhed og mindre på børnenes ret til beskyttelse og trygge, udviklende opvækstvilkår (Halse, s 9). Vi har under uddannelsen deltaget i et tværfagligt kursus om omsorgssvigtede børn. Vi undrer os over, hvorfor dette ikke er obligatorisk for alle pædagogstuderende. Selvom vi deltog i dette kursus, føler vi ikke, at vi som snart uddannede pædagoger er klædt godt nok på til at skrive en underretning og ligeledes det pædagogiske arbejde i den forbindelse. Ud fra vores interview med en pædagog har vi opdaget, at vi ikke står alene med den opfattelse: Jeg føler, at vi bevæger os inden for et usikkert område, hvor vi ikke nødvendigvis kender al lovgivning, andet end at vi har pligt til at underrette, hvis vi taler om omsorgssvigt. Men hele processen om, hvordan man gør det, er lidt uklar. Alt andet er spekulationer eller hvordan man plejer at gøre. Vi bruger mange kræfter på at finde ud af, hvad der er den rigtige måde at gøre det på, fremfor at koncentrere os om sagen. Og det er det, som en konsulent kan hjælpe os til at gøre. Så vil vi ikke længere være i tvivl. (citat fra bilag 1, s 8) Et led i den tidlige indsats overfor udsatte børn og deres familier har Københavns kommune tilknyttet socialrådgivere til daginstitutioner i de mest belastede områder. Man kan undre sig over, hvorfor det kun er i Københavns kommune, der er tilknyttet daginstitutionssocialrådgivere, der er ansat med det formål at være med til at afklare bekymringens karakter og rådgive om, hvordan institutionen kan handle i forhold til barnet og familien. De kommer ligeledes ud og holder foredrag om, hvordan man laver en god underretning. Vi står lidt tilbage med spørgsmålet, er det kun, hvis man er ansat i Københavns kommune, at man ikke selv Side 31

35 skal undersøge sig frem til, hvordan man agerer i situationer, hvor man er bekymrede? Og ved institutionerne i Københavns kommune, at dette tilbud eksisterer? 10. Konklusion Når et barn omsorgsvigtes af dets forældre eller andre omsorgspersoner, kan det have alvorlige konsekvenser for dets kognitive, emotionelle og sociale udvikling. Et barn kan udsættes for forskellige typer af omsorgssvigt: vanrøgt, fysisk overgreb, psykisk overgreb og seksuelle overgreb. Vi kan ud fra vores analyse konkludere, at Signe er udsat for fysisk og følelsesmæssigt vanrøgt samt psykisk overgreb af hendes forældre. Forældrene kan ikke tilsidesætte deres egne behov og dækker dermed hverken Signes basale eller følelsesmæssige behov. Dette har konsekvenser for Signes faglige, personlige og sociale udvikling, da hun er sprogligt understimuleret, har højt skolefravær og vanskeligheder ved dannelse af nære relationer og sociale fællesskaber. Vores analyse viser, at Signe er tilknytningsforstyrret, som en konsekvens af forældrenes omsorgssvigt. Signe går fra at have et sikkert tilknytningsmønster til at udvikle et ængsteligt, klæbende tilknytningsmønster. Dette skyldes forældrenes skilsmisse, som har ført til en ændring i forældrenes adfærd overfor Signe. Signe er ikke længere sikker på, om forældrene er tilgængelige eller vil reagere, når hun har behov for det. Det har betydning for Signes sociale liv, da hendes adfærd over for personer er blevet omklamrende og hendes sociale netværk er begrænset. Ifølge dagtilbudsloven er det vores ansvar som pædagoger at yde omsorg for barnet, når det er i daginstitution. Når man skal arbejde pædagogisk med omsorgssvigtede børn, er det i Signes tilfælde vigtigt, at vi formår at stimulere hendes følelsesmæssige, motoriske, sociale og sproglige udvikling. Vi stimulerer Signe følelsesmæssigt ved at være lydhøre og respektere hendes valg og behov. Vi skal hjælpe Signe til at udvikle sin kropsbevidsthed ved at inkludere hende i lege med andre børn, hvor de aktivt skal bruge kroppen. Vi skal ligeledes støtte Signe i hendes sociale udvikling, så hun får nemmere ved at indgå i nye relationer ved at inddrage hende i sociale fællesskaber og lære hende de sociale spilleregler. Vi stimulerer Signe sprogligt ved at inddrage hende i de daglige aktiviteter på institutionen og hjælper hende med at sætte ord på sine oplevelser. Derudover skal vi sikre os, at Signes basale behov bliver dækket, hvilket vi gør, når vi i institutionen giver hende bad og sørger for et måltid, når hun har behov for det. Vi skal genetablere Signes tillid til voksne og omverdenen ved at udvise opmærksomhed, nærvær og empati. Vi viser Signe, at vi er troværdige voksne, der ser og lytter til hendes behov, tager hendes problemer seriøst og respekterer hende som et selvstændigt individ, der har ret til følelser og meninger. Når vi er bevidste om, hvad man kan opnå med de forskellige spørgeteknikker, er vi bedre klædt på til at arbejde professionelt med kommunikationen i forhold til forældrene. Side 32

36 I vores samtaler med forældrene har vi anvendt lineære spørgsmål for at finde årsager til Signes og forældrenes problemer. Denne spørgeteknik har tendens til at virke moraliserende og fordømmende, men vi har valgt at bruge denne teknik til i samarbejde med forældrene at finde en årsag til problemet, for at vi senere kunne finde en løsning. Vi har benyttet den strategiske spørgeteknik til at pege forældrene i en bestemt retning og påvirke forældrene til at dele vores bekymring om Signe. Vi har ligeledes anvendt den cirkulære spørgeteknik til at kaste nyt lys over Signes og hendes forældres situation for at udforske relationen mellem dem fremfor at påpege, at forældrene er årsagen til Signes dårlige trivsel. Hensigten med denne spørgeteknik er at få Signes forældre til at se sig selv i en relationel kontekst til Signe og til at se, hvordan den kontekst ser ud fra Signes perspektiv. Den refleksive spørgeteknik er anvendt i forsøg på at påvirke forældrene til at se nye muligheder i forhold til deres problematiske situation med Signe. Vi har således anvendt alle spørgeteknikkerne, men især de cirkulære og refleksive spørgeteknikker, kan skabe en åben dialog, hvor forældrene selv kan se nye muligheder og løsninger. For at skabe et godt udgangspunkt for forældresamarbejdet i den vanskelige samtale, er det vigtigt, at vi ved hjælp af de uformelle samtaler forholder os professionelt til både Signe og hendes forældre. I og med at vi ikke har disse uformelle samtaler med mor, formår vi ikke at få etableret et godt samarbejde, som bidrager til en god dialog i de mere formelle samtaler. For at vi som pædagoger bedst muligt kan håndtere en vanskelig samtale, er det vigtigt at vide, at planlægningen og forberedelsen har stor betydning for samtalens udfald. Det er vigtigt, at man gør sig tanker om, hvad man finder vanskeligt ved samtalen. Det kan give følelsen af sikkerhed og mulighed for at forholde sig åben over for forældrenes reaktioner og input. I praksisfortællingen er det både det budskab, vi vil konfrontere forældrene med og ligeledes deres reaktion på budskabet, vi finder vanskeligt. Som pædagoger skal vi være opmærksomme på vores rolle i samarbejdet, og at vi sammen med forældrene skal forsøge at forbedre Signes trivsel. Dog er det også vigtigt at kunne erkende, hvornår man som pædagog har forsøgt alt, og der skal iværksættes anden hjælp, end det man som institution magter. Side 33

37 11. Litteraturliste Primær Killén, Kari: Omsorgssvigt II Praksis og ansvar. 4. udg. Hans Reitzels Forlag, (Bog) Kapitel 2: Hvad er omsorgssvigt, s Børn som vanrøgtes 2. Børn der udsættes for psykiske overgreb Bowlby, John: En sikker base - tilknytningsteoriens kliniske anvendelser. 5. udg. DET lille FORLAG, Frederiksberg, (Bog) Kapitel 7: Tilknytningens rolle i personlighedsudviklingen, s Halse, John Aasted: Omsorgssvigt - hvorfor, hvad gør vi? Et brugshæfte for frontmedarbejderne i dagtilbud, skole og sundhedspleje. 2. udg. Børns Vilkår, (Bog) Kapitel 1: Et overblik, historie og sammenhænge, s. 9 Kapitel 2: Begrebsafklaringer, s Laursen, Pia og Lars Aagerup: Pædagogik - en basisbog for pædagogisk grunduddannelse. 1. udg. Munksgaard Danmark, København, (Bog) Del 3: Pædagogik i praksis mellem børn og voksne - Børn og omsorg: (s ) Jensen, Per og Inger Ulleberg: Mellem ordene: Kommunikation i professionel praksis. 1. udg. KLIM, (Bog) Kapitel 15: Samtalens form og indhold, s Kapitel 16: Spørgsmål og lytning, s , Jensen, Elsebeth og Helle Jensen: Professionelt forældresamarbejde. 1. udg. Akademisk forlag, (Bog) Kapitel 7: Den problemorienterede forældresamtale s Sekundær Andersen, Lisbeth Zornig: Zornig - vrede er mit mellemnavn. 1. udg. Gyldendal A/S, (Bog) Jensen, Noona Elisabeth: Metodebogen Pædagogstuderende mellem profession og akademisering. 1. udg. Hans Reitzels Forlag, (Bog) Eriksen, Karina Estrup og Lise Halkier: Børn med særlige behov - hverdagen i dagtilbuddet. 2. udg. Kommuneforlaget A/S, (Bog) Side 34

38 Internetkilder Børn & Unge - Succes afhænger af jer selv. Udgivet af Vibeke Bye Jensen. Internetadresse: 2FE80C?opendocument - Besøgt d (Internet) - Serviceloven. Udgivet af Social-, Børne- og Integrationsministeriet. Internetadresse: - Besøgt d (Internet) - Børnekonventionen. Udgivet af Udenrigsministeriet. Internetadresse: - Besøgt d (Internet) - Dagtilbudsloven. Udgivet af Social-, Børne- og Integrationsministeriet. Internetadresse: - Besøgt d (Internet) Side 35

39 Bilag 1 Interview med pædagog Interview fandt sted i Kastrup den I = Interviewer P = Pædagog I: Har du været med til at lave en underretning før? P: Ja I: Har du lavet den med forældresamtykke eller uden? P: Altid, med deres samtykke I: Hvor længe har du været ansat her? P: I seks år I: Har du tal på, hvor mange underretninger du har været med til at lave? P: Jeg har skrevet en del beskrivelser, som ikke er underretninger, men det er beskrivelser, kommunen har bedt os om at lave, men jeg har kun skrevet 2 underretninger. I: Har det været i forhold til et omsorgssvigtet barn eller et barn, man har været bekymret for af andre årsager? P: Den ene omhandlede omsorgssvigt, den anden var om et barn, som havde det svært. I: Men ikke fordi I havde mistanke om, at barnet var omsorgssvigtet? P: Nej, men det første barn var. I: Hvilken type omsorgssvigt var der tale om? P: Det var en pige, som ikke kom på SFO eller i skole, og som lugtede og ikke havde tøj, som passede til årstiderne. Vi kendte også historie fra en storesøster som også har gået her i SFO en. Og vi var nødt til at reagere, fordi hun ikke kom på SFO, og de gange hun kom, sagde hun, at hendes mor ikke havde vækket hende i går. Eller at hun ikke havde fået mad, eller nogle ting i den dur, så der kunne man se, at hun var omsorgssvigtet. I: Og det var ud fra de observationer I lavede en underretning? P: Det var lige præcis det. I: Inden I lavede underretningen, havde I så en samtale med mor? Eller var det kun moren eller også faren? P: Vi havde en samtale med både mor og far omkring det. Faktisk rigtig mange gange, flere gange end jeg mener, vi skulle, men der skete ikke noget. I: Var moren og faren egentlig sammen? P: Nej de var skilt. I: Men samtalerne foregik, hvor de begge to var til stede? P: Nej, hver for sig. I: Var der en grund til det? P: Det var forældrenes eget ønske. De ville ikke deltage sammen. I: Var det fordi de fungerede dårligt sammen? P: Ja lige præcis. Vi forsøgte at indkalde dem sammen, men det var kun den ene af dem, der kom, og den anden kom med en forklaring om, at de ikke ville være i samme rum. Og det var vi nødt til at imødekomme. Bilag 2, side 1

40 I: Men er der ikke nogle udfordringer i fht. tavshedspligt, når de ikke er sammen til mødet? P: Det er det jo. Fordi man jo får nogle oplysninger om den anden part, som man skal tage med et gran salt. Man skal ikke altid tro, hvad de siger, men selvfølgelig lytter vi, og vi forsøger at få et billede af hinanden. Til en hver tid vil jeg mene, at det er bedre at have begge forældre, om de er skilt eller ej. I: Så synes du stadig, det er en fordel. P: Ja, det er det fordi, at de har barnet sammen, så kan vi måske også få en bedre forklaring, når de begge er til stede. I: Men det er vel også et problem, hvis forældrene er så uenige, når de skal samarbejde om deres fælles barn? De skal jo også kunne få det til at fungere. P: Jo, også i den grad. Men for os er det vigtigste barnets tarv og at påpege, hvor problemet ligger. Hvem der så er ansvarlig, det kan vi ikke rigtig se, andet end når barnet er hos forældrene. Selvfølgelig hvis det er hos mor, og tingene er på en måde og anderledes, når barnet er hos far, så er det tydeligt et problem. I: Kunne I umiddelbart se, hvem der gjorde hvad? P: Ja det kunne vi godt, til en vis grad. Men jeg tror, det var så kompliceret en sag, at det faktisk var begge parter, der var lige ansvarlige. Om de var lige ansvarlige er svært at sige, men der var omsorgssvigt fra begge sider. I: Lavede I underretningen, inden I snakkede, eller nej du nævnte, at I holdt en del møder med forældrene? P: Vi opfordrede forældrene en masse gange til at komme ind til samtaler, men det var ofte sådan, at de ikke dukkede op, eller at det kun var den ene, der dukkede op. Hvor vi så ringede til mor og opfordrede hende til at komme ind igen, og hvor vi talte om hendes datters fravær. Men der skete ikke særlig meget. Og så var vi nødt til at reagere og skrive en underretning til kommunen, som senere resulterede i, at vi skulle gå i dybden. I: Kommunen bad jer om at gå i dybden? P: Ja, og grunden til det er, at både os og skolen har skrevet en underretning, og vi har talt med skolen om det. I: Havde I talt med skolen, inden I sendte underretningen? P: Ja, og der havde skolen allerede sendt deres. I: Hvad var det så, I skulle uddybe i underretningen? P: Vi gik i dybden med, at pigen først og fremmest kom meget sjældent, og de gange hun kom, lugtede hun, hun havde ikke tilsvarende tøj på til årstiden, hendes måde at være på, socialt, er også meget, det var et billede af et barn, der ikke var stimuleret nok. Og et billede af en pige, der ikke trivedes, hendes grundstemning var meget trist, hun var meget ked af det, ikke særlig social med andre børn. De ting hun fortalte os, blandt andet om, hvorfor hun ikke kom, det var ikke, fordi hun ikke ville, det var fordi hun ikke kunne vække sin mor for eksempel. Der var en masse oplysninger, som vi fik, hvor vi tænkte, at det blev vi nødt til at reagere på. Måske lidt for sent. I: Måske for sent? P: Ikke måske, men jeg vil mene, at den underretning vi har sendt, skulle vi have lavet lang tid før. I: Hvorfor tror du, at I ikke fik gjort det? P: Det er et godt spørgsmål. Jeg tror, det handler om, at vi som pædagoger nogle gange kan have lidt for travlt med andre ting, og nogen gange tænker, at nu giver vi lige forældrene en chan- Bilag 2, side 2

41 ce til, nu taler vi med dem, og nu vil vi se, om der sker en ændring. Når man har talt med forældrene, er der en vis periode, man skal vente og se, om det bliver bedre. Når man har gjort det et par gange og har forsøgt, og så fordi det ikke nødvendigvis var en akut situation. Der var ingen blå mærker eller et misbrug. I: Det var formentlig noget I kunne håndtere sammen med forældrene? P: Ja det tænkte vi, at vi kunne. Det var derfor, det tog lang tid, og samtidig måske også en blanding af berøringsangst over for at gøre noget, selvom jeg har påpeget det fra starten af. Men der er mange faktorer, der spiller en rolle. Jeg vil bare sige, hvordan virkeligheden er, det her med at man snakker med forældrene og venter på, om der sker nogle ændringer. Hvad er resultatet af den snak? Det tager tid for at finde ud af, om det er blevet bedre eller værre, eller det samme. Grunden til jeg synes, vi skulle have handlet før, er fordi vi har brugt en del tid på at snakke med forældrene. Og det blev værre og værre, og vi kunne tydeligt se, at vi ikke kunne gøre mere og blev nødt til at reagere. I: Men grunden til at I har haft så mange af de forældresamtaler, det har været for at prøve at forklare forældrene, hvad er det vi ser, ser forældrene det samme? Og hvad kan vi i fællesskab gøre ved det? P: Ja, det er det. Altså det startede som en lille ting, men det blev værre og værre med tiden, så der hvor vi stod og ventede på, at det skulle blive bedre, der blev det faktisk værre. Og det er det, der har gjort, at vi til sidst ikke kunne gøre andet end at underrette. I: Og da I så lavede den underretning, indkaldte I så forældrene til endnu et møde, hvor I så sammen gennemgik underretningen? P: Vi har ringet til dem, er jeg næsten sikker på, men det er godt nok lang tid siden. Vi inviterede begge til samtale, så vi kunne vise dem underretningen, så vi kunne fortælle, at de havde set den. Men mor kom jo ikke. Faren kom og så den, men det var så det. I: Så I fik farens samtykke. P: Ja det gjorde vi. I: Men I manglede morens. P: Ja det gjorde vi. I: Det er jo godt, at I i det mindste fik farens samtykke. P: Ja lovmæssigt har han også haft forældremyndighed, Så han derfor har kunnet give os samtykke I: Han er jo så også indstillet mere på et samarbejde ikke? P: Ja det er han, men det der ærgrer mig mest er at vi gerne vil have forældrene noget mere på banen, da vores interesse ikke er at fjerne børnene fra hjemmet. Men det det handler om er, at det er i vores interesse at gøre det bedre, og så sige til familien, at det godt kan være, at I har det svært og hårdt, men I skal også have hjælp. Barnets tarv skal tilgodeses. Barnet skal have hjælp, men I skal også have hjælp. Og hvis I skal have hjælp, så bliver vi nødt til at gøre kommunen opmærksom på, at I skal have hjælp. Og det kan være svært for mange forældre at indrømme, at vi har ret i, at de skal have hjælp. Men det afhænger også af måden, vi formidler tingene på. P: Jeg vil sige, at alle de ting vi har skrevet, de kommer ikke bag på forældrene. Det har vi ligesom forberedt dem på, og når jeg siger, det tog lidt for lang tid, er det fordi det tager tid, med mindre det selvfølgelig er en akut underretning. Men jeg er stadig tilhænger af, at vi kunne have reageret lidt før, og ikke kun os, måske også børnehaven. I: Også, hvis der har været noget med storesøsteren? Bilag 2, side 3

42 P: Ja, men det er godt nok ikke mig, der har haft storesøster, men det var nogen her i institutionen. I: Men andre burde måske stadig have en viden omkring det? P: Ja, fordi de har haft hende på institutionen. Men jeg vil understrege, at det er blevet værre med familien. I al den tid hvor mor og far gik fra hinanden, er det blevet generelt værre på familiefronten. I: Hvad tror du, det skyldes, at mor ikke kunne vække sin datter om morgen og ikke kunne stå op. Fandt man ud af noget der? P: Nej, ikke andet end at hun var sygemeldt, måske kom også en psykisk sygdom ind over det. Det pegede i den retning i hvert fald. Altså arbejdsløs og måske også sygdomsramt, så hun havde ikke overskud til sig selv og især ikke til sit barn. I: Men hvad skete der så med pigen? P: Det ved jeg faktisk ikke, men hun går ikke på skolen mere. Jeg ved, at de har handlet på det underretningsskema, som vi skulle udfylde og gå i dybden med. Og det er dejligt at se, at kommunen reagerer og ville have en dybere forklaring. De har taget det seriøst. Hvad der så er sket efterfølgende, har vi ikke indsigt i, og det synes jeg er meget frustrerende, for jeg tænker stadig på det barn. Systemet er bygget sådan, at nu har vi gjort vores, og så er der andre, der tager over. I: Men i forhold til forældresamarbejdet med pigens forældre, kan man jo lidt fornemme, at der var et dårligt samarbejde, fordi de ikke kom. Hvordan var det ellers? P: Samarbejdet med moren var fint, når hun endelig dukkede op. Hun var meget lydhør, og hun hørte, hvad vi sagde og lovede os, at hun ville gøre det anderledes. Hun ville hjælpe sit barn. Men der skete bare ikke rigtig noget. Men når vi havde kontakt til moren, så var det fint. Der var også en respekt for hende som forældre. Det var ikke med løftet pegefinger. Jeg tror nok, det handlede om morens situation, at hun ikke kunne overskue noget som helst. Det med at glemme en aftale, det var ingenting i forhold til, hvad hun ellers kunne glemme. Nærmest sit barn: At glemme at give sit barn morgenmad, eller vække det for at gå i skole og give sit barn ordenligt tøj, og ikke bad. Der var mange andre ting, der var værre, så det kom ikke bag på os, at vi var nødt til at ringe flere gange. Og ofte ringede vi og fik ikke svar. Vi har lagt besked nærmest dagligt. Hver gang pigen ikke kom, så ringede vi, hvilket også er vores pligt, men vi fik aldrig tilbagekald. Jeg synes, vi handlede for sent. Jeg var en meget grøn pædagog, nyuddannet, og der var nogle garvede pædagoger, der var indover. Jeg forsøgte at påpege problemet gang på gang. Ikke for at gøre mig hellig, men jeg synes, det var meget tydeligt, at der var noget galt. Og det var først senere, de kom i gang. Der blev selvfølgelig gjort noget, samtaler med forældre osv., men jeg synes stadigvæk ikke, der er blevet reageret hurtigt nok i forhold til, hvad barnet havde brug for. I: Det passer meget godt i forhold til vores næste spørgsmål: Føler du, at ledelsen og dine kollegaer bakker op om sådan nogle situationer? P: Den gang synes jeg ikke rigtig. Jeg ved ikke, hvordan jeg kan sige det, det er jo en subjektiv fortolkning, men jeg tænker, at selve sagen måske ikke blev taget så seriøst. På den anden side ved jeg ikke, om de ikke ville se alvoren i øjnene. Det er så alvorligt, men de forsøgte og håbede på, at det ville være anderledes. Og det er ikke kun os, det er også skolen, det er begge parter. Men dér hvor det ikke kunne gå længere, da kom der en reaktion. Men jeg ved ikke, om ledelsen ikke har bakket op. Det handler nogle gange om som pædagog at råbe højt og sige, at det her vil jeg ikke finde mig i, og bede sine kolleger om at lytte. Jeg synes, at der bliver lyttet i dag, i hvert fald af ens kollegaer. Om vi er klædt på som personale, det er så en anden ting. Bilag 2, side 4

43 I: Ja jeg skulle lige til at spørge, om du føler, du er klædt på til at underrette? P: Jeg er klædt på som professionel og som menneske. Jeg har et ansvar over for alle de børn, der går her. Når jeg siger, jeg har et ansvar, skal jeg sikre mig, at de basale behov er dækket af deres forældre. Hvordan man gør det, er noget som man selv opdager som pædagog, og så er det forskelligt, hvordan man er som pædagog. Er man lidt nysgerrig, søger man efter ny viden, ny informationer på egen hånd? Hvis man ikke er det, så vil man have svært ved at skrive en underretning. Og vide hvordan og hvornår man skriver underretningen fx det med, at man konstant skal informere forældrene, men der er også nogle underretninger, hvor man ikke har tid til at kontakte forældrene eller hvor det er farligt at kontakte forældrene. Det ved folk ikke, andet end det man selv har fået af vide ved selv at undersøge det, eller fra seminariet, fra den gang man læste. I: Det er ikke noget, I har kurser i? P: Nej det er ikke noget vi har kurser i, og det er ikke noget, vi er blevet instrueret i. Jeg tror ikke, der er mange pædagoger, der ved, hvad forskellen er på underretning og indberetning. P: Jeg kan fortælle jer et lille eksempel; Jeg havde som nyuddannet pædagog fået en opgave med at skulle lave en beskrivelse af et barn. Det var kommunen, der havde bedt os om at beskrive et barn. I: Hvorfor havde de gjort det? P: Fordi far og mor kæmpede om forældremyndigheden. Jeg fandt senere ud af, at Mor havde et alkoholproblem. Jeg lavede heldigvis selve beskrivelsen af barnet ret positivt, fordi den dreng trivedes godt her, og der var styr på det fra farens side, i hvert fald det vi kunne se. Men jeg har ikke vist det til far og mor, fordi jeg ikke vidste, at jeg skulle det og det var jo ikke en underretning, kun en beskrivelse, som kommunen har bedt om. Så kom min daværende leder, og sagde: Du er så heldig, at det er en god beskrivelse, for du skulle have vist det til far og mor : I: Er det et krav? P: Ja det er det jo. Så vidt jeg ved, men nu når du stiller mig det spørgsmål, bliver jeg i tvivl, men lovmæssigt vil jeg mene, at hvis man skriver noget om et barn, har de mennesker, der har forældremyndigheden, krav på at vide, hvad der bliver skrevet om deres barn. I: Men så vidt jeg forstår, så er det faktisk ikke vores pligt, at vi skal videreformidle det. Hvis der bliver en sag ud af det, så bliver forældrene partshørt, og så får de det at vide fra kommunen. P: Okay, det vidste jeg ikke. I: Men det er god stil. P: Ja, det er nemlig det moralske og det etiske. Hvad er etisk korrekt, hvad er formålet med alt det her? Oftest er det at bevare forældrenes rolle og hjælpe dem, det vil sige at påpege, at de skal have hjælp. Vores interesse er ikke, at børnene fjernes. I: Nej, og hvis man sender noget ind uden forældrenes viden, så er samarbejdet ikke nemt at opretholde. P: Nej det er det ikke, og jeg vil gerne have, at man er ærlig over for hinanden, siger tingene som de er, og så tager det derfra. Vi kan også være med til at hjælpe forældrene, altid med fokus på barnet. At barnets tarv bliver tilgodeset. At barnet får de basale behov dækket. Det er en værdi hos os at have samtykket og fortælle forældrene, hvad vi gør. Og samtalen skal altid foregå to, aldrig alene, det tænker jeg i hvert fald. De ting vi har talt om fælles og har en fælles holdning til. Det er farligt, hvis man ikke har en fælles holdning på plads, da der sagtens kan opstå problemer, som vi ikke er enige om. Jeg savner, at vi som institution har en politik, som er synlig. Det kan godt være, at der findes en politik på stedet i en mappe, der står og samler støv oppe på 1. sal, det er der ofte i mange institutioner. Men det er vigtigt, at vi alle sam- Bilag 2, side 5

44 men tager den op en gang i mellem, at vi alle sammen har en klar holdning til, hvad det er man gør ved omsorgssvigt, eller ved, når vi skal underrette, og hvordan vi gør det. I: Men din erfaring er, at det altid er en god ide at være to pædagoger til en sådan samtale? P: Ja altid. I: Hvorfor er det sådan, for din egen skyld som pædagog, eller? P: Både for min egen skyld, meget min egen skyld, men også for forældrenes skyld, så der ikke opstår nogen misforståelser, fordi man kan godt misforstå ting, når der kun er en. Ofte er det nogle svære samtaler, og det er også signalværdi, at man signalerer, at vi står fælles om det, så det ikke kun er den ene pædagog personligt over for en forældre, men det er institutionen, der står bag det. Jeg siger ikke, vi skal være 3-4, fordi det vil være voldsomt, men når der er 2, så signalerer det også, at vi er flere, helst hele institutionen, der har den holdning. Så er det også meget nemmere for os at sige, at det var det vi sagde, vi er hinandens vidner og beskytter hinanden, og jeg synes også, det er meget rimeligt, at vi beskytter hinanden. I: Men du føler ikke rigtig, at tingene er fastlagt og sådan gør vi bare? P: Jeg tror nok, det jeg mærker og det jeg hører er, at der skal være 2. Men igen er det så diffust, fordi man måske som ny pædagog hurtigt kan komme i tanke om, at jeg lige skal have en samtale, og det er en svær en, men jeg gør det alene, fordi de andre har travlt. Hvor det er bedre, at man udsætter det, til man er klar. Men der er selvfølgelig nogle grænser for, hvornår man kan udsætte det eller ikke kan udsætte det, og hvis man ikke kan udsætte det, så er det lederen, der skal være på. Og jeg er meget tilhænger af altid at være sammen med en anden. I: Er det egentlig ofte, at lederen deltager i møderne? P: Nej det er det egentlig ikke. I: Men det kommer jo også an på, hvad møderne handler om? Men hvis du skal have en vanskelig samtale, er det så ikke her lederen træder til? P: Det er meget forskelligt. Hvis det er et barn fra min gruppe, vi skal have en samtale med (det har jeg lige haft for et par uger siden), så var det en anden pædagog fra gruppen, som var med. Fordi vi har meget mere viden om barnet, end lederen har. Og det at vi to skal have den svære samtale med mor, det er da også noget, vi har taget i fællesforum på personalemødet, sådan så ingen er i tvivl om, hvad vi gør og hvorfor vi gør det, og hvad formålet med det er. Lederen er også informeret om det, ned til mindste detalje. Vi går ikke uden om ledelsen. I: Har du nogensinde været ude for, at når du skulle lave en underretning, så at få at vide af din leder, at det her kan du ikke handle på, men har gjort det alligevel? P: Nej. Jeg har ikke været ude for, at lederen har sagt, det skal du ikke gøre. I: Det har du ikke været ude for? P: Neeeeiaa, det var en gang, da jeg gik på skolen, hvor jeg drøftede muligheden for at underrette om et barn, men fik et svar: hvis I skal lave en underretning, skal det dreje sig om omsorgssvigt i forhold til om barnet har fået dækket sine basale behov, og hvad er problemet? Jeg mener dog stadig, man kan underrette om mange andre ting. Om barnet generelt ikke trives. I: Men det hænger vel også sammen med din holdning til, om en underretning hverken er til for at skade forældre eller børn, men er til hjælp. P: Ja lige præcis, det skal fungere som hjælp, og det er bare ordet, der skræmmer de fleste forældre. De er bange for, at man tager barnet fra dem. Og det er også forståeligt nok. I: Det er heller ikke rart, at der er nogen, der skal vide alt muligt om ens privatliv. Bilag 2, side 6

45 P: Nej, ens privatsfære bliver angrebet, det er også derfor vigtigt, når man tager den samtale, at forklare, at formålet er at gøre det bedre, og forklare, at det ikke noget, hvor vi nødvendigvis er efter nogen, men at det sker for at hjælpe barnet og igen også familien, hvis de har behov for hjælp. Det sidste tilfælde med en dreng, hvor jeg lavede en underretning med min kollega, der var der ikke tale om familieforhold. Det virker, som om at der nogenlunde var styr på det. Det var fordi, der efterfølgende også var nogle andre ting, som gjorde, at der også var behov for hjælp der. Men det var lige præcis barnet, der var i fokus, og barnets trivsel her på SFO en, som der skulle gøres noget ved. I: I forhold til forældresamtalerne og de svære samtaler har du snakket om, at man ikke må gå ind og angribe forældre, og sige, at det er deres skyld, men i stedet skal prøve at forklare dem, hvad man ser. Har du nogle særlige pædagogiske redskaber til det, nogen kommunikative redskaber eller noget andet du bruger i samtalerne? P: Ja, der er i hvert fald til en ting, man kan anvende ved hver svær samtale, nemlig at man også skal tale om de positive ting om barnet. Det starter jeg med, det er Alpha omega ved alle samtaler med forældrene. Hvis man laver en facit liste, ABC, så starter man altid med de positive ting, hvor man bryder isen, og det er dér, hvor man kommer igennem til forældrene. Der findes ikke en bedre følelse for forældrene end at høre positive ting om sit barn. Man skal også forsøge, når man taler om de svære ting, at det er noget, man løbende har talt med forældrene om, så det ikke kommer bag på dem. Så jeg vil ikke tale med forældrene om noget, de aldrig har hørt om, med mindre det er sket i dag. Så igen kræver det, at vi som pædagoger i vores hverdag er oppe på beatet og reagerer straks. Det hele handler om, at vi i hverdagene har en kommunikation med forældrene. Hvis de ikke kommer og henter, ringer vi til dem og beder dem om at komme og fortæller om selve situationen. Vi kan også gøre det telefonisk, det kommer an på sagens alvor, men igen med en portion respekt. Det at lave en underretning kræver, at der er sket en masse forarbejde. Og det er der man med ro i sindet kan sætte sig ned og skrive den underretning og samtidig vise den til forældrene, fordi det ofte ikke kommer bag på dem, at vi gør det. Der er ikke en bombe, der springer. Den daglige kommunikation er bare så vigtig. I: Ja og den positive tilgang, som du startede med at sige. Det er altid vigtigt at fremhæve, hvad der fungerer. P: Den er så vigtig. Når man starter med den positive tilgang, har jeg ofte en oplevelse af, at forældrene er meget mere åbne og mere modtagelige. Det er også, for at forældrene skal have en chance for selv at hjælpe barnet. Det er også vigtigt som pædagog ikke at komme med løftede pegefingre, fordi det kan ødelægge et godt samarbejde, hvilket går udover barnet. Jeg vil lige vende tilbage til underretninger. Jeg synes, det er vigtigt at involvere alle til personalemøder i forhold til en underretning, Det er ikke alle, der skal skrive underretningen, men hvis man har tid, så kan man snakke om det, så man kan se en helhed. Det synes jeg er rart, fordi man ser forskellige ting. Så er man også mere klædt på til at snakke med forældrene. I: Også at høre hvordan forældrene oplever barnet derhjemme. P: Ja det meget vigtigt at høre, hvordan det går derhjemme, men samtidig skal man også have en forståelse af, at det er to forskellige former. Det er en form med mange børn her, og derhjemme er der meget mere ro. Men ofte kan man høre, om forældrene ser problematikker, og hvordan de tackler dem, hvis der er nogen. I: Som afsluttende spørgsmål på det hele, har jeg jo forklaret dig lidt om, hvordan man i Københavns kommune har ansat daginstitutionssocialrådgivere til at komme ud på institutionerne og lave det forebyggende arbejde og holde nogle foredrag. Synes du, at det kunne være godt, ikke kun for denne institution, men generelt? Ser du en fordel i, at det kommer? Bilag 2, side 7

46 P: Ja, i den grad I: Og føler du, at der er behov for det? P: Jeg føler, der er behov for det, for jeg føler, at vi bevæger os inden for et usikkert område, hvor vi ikke nødvendigvis kender al lovgivning, andet end, at vi har pligt til at underrette, hvis vi taler om omsorgssvigt. Men hele processen om, hvordan man gør det, er lidt uklar. Alt andet er spekulationer eller hvordan man plejer at gøre. Vi bruger mange kræfter på at finde ud af, hvad der er den rigtige måde at gøre det på, fremfor at koncentrere os om sagen. Og det er det, som en konsulent kan hjælpe os til at gøre. Så vil vi ikke længere være i tvivl. Selvfølgelig er der nogle moralske og etiske ting, som vi selv kan tage stilling til. Selvom man ikke er forpligtet til at kontakte forældrene, gør vi det alligevel, fordi vi har den politik. Bilag 2, side 8

47 Bilag 2 Interview med socialrådgiver Interview fandt sted i Valby den med socialrådgiver fra børnefamilieenheden i Valby. I = Interviewer SR = Socialrådgiver Introduktion til interview Vi forklarer socialrådgiveren, at vi er i gang med at lave en bacheloropgave med emnet Omsorgssvigt og at vi i den forbindelse gerne vil høre om hendes oplevelse af pædagogers underretninger, og ligeledes samarbejdet mellem socialrådgivere og pædagoger. I den forbindelse spørger socialrådgiveren, om vi kender til Ankestyrelsens kampagne. SR: Ankestyrelsen har en kampagne for at få fagfolk, altså lærere og pædagoger til at underrette noget mere. Denne kampagne hedder del din bekymring.nu. I: Er dette for at vi som pædagoger skal lave flere underretninger eller blive bedre til det? SR: Man kan sige, at den er opdelt til fagfolk, der arbejder med børn samt til private, der har kontakt med børn. Formålet er at fortælle, at det at lave en underretning på et barn man er bekymret for, er en måde at vise omsorg på, netop fordi man vil hjælpe barnet. I: Så du mener, at hvis man er bekymret for et barns trivsel og udvikling, og man vælger ikke at gøre noget ved det, så er det en måde, vi også kan være med til at svigte barnet? SR: Ja I: Hvad er jeres rolle i systemet, når I modtager underretninger fra eksempelvis pædagoger? Vi som pædagoger har bl.a. skærpet underretningspligt og har dermed pligt til at underrette, hvis vi er bekymret for et barns trivsel og udvikling. Og i den forbindelse forestiller vi os, at I på baggrund af dette også modtager nogle underretninger, som ikke er fyldestgjort nok. Eller som mangler dokumentation. Er det bl.a. derfor, man har valgt at ansætte daginstitutionssocialrådgivere, netop for at hjælpe pædagogerne på de enkelte institutioner med at lave gode underretninger? SR: Ja og man kan jo sige, at den er to delt, for enhver der er bekymret skal jo underrette, og det behøver man jo ikke at dokumentere eller bevise på nogen måde. Det handler om at fortælle, at der er noget, man ikke synes er i orden og derfor er bekymret, og det alene kan man underrette. Hvis man så er professionel, og man har lavet en underretning, som er for tynd, så skal man forvente, at man bliver kontaktet, hvor man bliver bedt om at uddybe bekymringen. Hvornår var det, hvor tit sker det og så videre? Så på den måde behøver man ikke at kunne dokumentere det. I: Nej, det er måske ikke et krav, at en underretning skal være dokumenteret, men vi tænker, at når det ikke er et krav for pædagoger at informere forældrene om underretningen, inden den sendes ind til kommunen, så mener vi alligevel, at det vil være god stil, netop for at sikre eller opretholde et godt forældresamarbejde. Men hvis man har en bekymring, som man ikke mener, er dokumenteret nok, så har vi jo stadig en skærpet underretningspligt, og dermed er vi jo i princippet i et dilemma, fordi vi skal underrette, men at vi måske kan få et problem ift. forældrene, hvis vi laver en underretning, som ikke er veldokumenteret og vi vælger at sende den ind. Så har I vel en pligt til at forklare forældrene, at der er lavet en underretning. Bilag 2, side 1

48 SR: Ja, og det kalder vi partshøring og det jo klart, at hvis underretningen er tynd og det ikke er forklaret godt nok til forældrene, så bliver de jo sure. Det er jo klart. I: Men uanset hvor vag I mener underretningen er, har I så stadig pligt til at partshøre forældrene? SR: Ja, medmindre at det drejer sig om grov vold eller seksuelle overgreb, for så skal jeg netop tale med barnet først, og også uden forældrenes samtykke. I: Er det noget om, at der er blevet lavet en ny ordning ift. fysiske og seksuelle overgreb, hvor man skal kontakte politiet? SR: Ja og nej. Man har jo altid skullet vurdere, om sagen skal politianmeldeles. Vi har ikke pligt til at gøre det, men vi har altid haft, og nu er det i hvert fald skærpet at have forpligtelse til at få vurderet, om der er begået noget strafbart. Og i Københavns kommune er der simpelthen lavet en liste på forskellige kriminalbetjente, som man ringer til og forelægger sagen med det materiale, man nu har og siger: Hvad tænker du, er det her til en anmeldelse eller ej? Så snakker man lidt frem og tilbage og nogen gange siger de, at det er til en anmeldelse, mens de andre gange råder os til, at vi selv skal gå lidt videre med det, og hvis der kommer mere frem, så skal vi anmelde det, eller også råder de til, at vi selv løser problemet uden anmeldelse. I: For lige at tage et spring videre i samtalen, vil vi gerne tale lidt om betydningen af forældrenes samtykke. Selvom vi som pædagoger ikke har pligt til at informere forældrene om, at vi har lavet en underretning om deres barn, så mener vi alligevel, at det er god stil, netop for at etablere en god kommunikation og et godt samarbejde. Desuden anbefaler socialforvaltningen også, at man indhenter samtykke fra forældrene. Men hvorfor det, når der alligevel ikke er et krav om at indhente samtykke, og I alligevel har mulighed for at indsamle oplysninger om sagen uden forældrenes samtykke. Hvad skal I så bruge samtykket til? Gør det arbejdet mere besværligt for jer eller hvordan? SR: Altså kan man jo sige, at hvis der ikke er indhentet samtykke fra forældrene, så er det jo et klart udtryk for et dårligt samarbejde mellem institution og forældre. Fordi det første man gør, når man har en bekymring om et barns trivsel og udvikling, jo ikke er at sende en underretning, da der gerne inden underretningen skulle have været en længere proces, hvor pædagoger og forældre har talt om det, der bekymrer og også det, der går godt. Og så er det jo først, når man som professionel indser, at der absolut intet sker ved at snakke med forældrene, at man bliver nødt til at gå videre og indsende en underretning. I: Vi synes, det er et dilemma, at vi på den ene side har en skærpet underretningspligt, og dermed har pligt til at lave underretninger lige så snart vi har en mistanke om at et barn mistrives, men at vi samtidig skal forsøge at etablere et godt forældresamarbejde, hvor vi skal dele vores bekymring, inden at vi laver en underretning SR: Tjoh men samtidig skal man jo også se på, hvad man selv kan gøre ved det. Derfor skal man i institutionen eller skolen allerede ved de første tegn på begyndende mistrivsel begynde at arbejde med at forsøge at få barnet ind i en bedre trivsel i samarbejde med forældrene. Og så er det først, når man indser, at det er lige meget, hvad vi gør af pædagogiske indsatser, for det hjælper ikke. Så må man kaste håndklædet i ringen og sige, at så må der noget andet til end det, man som institution magter. Og så skal jeg også lige sige, at skulle det værste ske, nemlig at forældrene synes, at der er sådan et dårligt samarbejde, at de vælger at flytte barnet, så er det jo alligevel ikke det værste. For så kommer det jo i en anden institution, og det kan jo i nogle tilfælde alene være det, der Bilag 2, side 2

49 skal til, for at barnet kommer i en bedre trivsel, fordi indimellem, al ære og respekt, er det heller ikke alle daginstitutioner, der er lige velfungerende. I: Men må man videregive information til en ny institution? Det må man vel ikke, hvis man ikke har fået forældrenes samtykke? SR: Nej, men det man så siger, er, at hvis man fra den afgivende institutions side er bekymret for et barn, der skal starte et nyt sted, så kan man jo lave en underretning, fordi så kontakter vi den nye institution for at høre, hvordan det går. Og når vi gør de, så tænker den nye institution: nå.. der er jo nok åbenbart et eller andet med det barn. I: Det er jo ikke altid godt, da nogle børn som sagt har bedre af at blive set på med friske øjne. I: Jamen hvad så med de mere grelle tilfælde, som eksempelvis Brønderslevsagen, hvor forældrene flyttede fra kommune til kommune, netop fordi der før i tiden var regler om, at man ikke måtte videregive oplysninger. SR: Jo I: Jamen jeg har forstået det som, at den mellemkommunale underretning netop har gjort det muligt at videregive informationer om en familie, der flytter fra den ene kommune til den anden. SR: Man har altid skulle lave en mellemkommunal underretning, hvis man var bekymret for en familie, som flyttede. Og det var bare en blanket, hvor man skrev: I skal vide, at denne familie er tilflyttet jeres kommune, og vi har kendskab til familien og er bekymrede for børnenes trivsel. Der hvor den så smuttede var, når den modtagende kommune ikke indhentede oplysninger fra den afgivende kommune. I: Jamen har de så pligt til det i dag eller hvordan skal det forstås? SR: Nej for når vi nu sender en mellemkommunal underretning, så sender vi hele materialet med, for så er der nemlig ikke en eller anden kontorassistent, der glemmer at indhente nogle oplysninger eller en sagsbehandler, der siger: Nej, familien skal have lov til at starte på en frisk. I: Vi har altså svært ved se forskellen på betydningen af forældrenes samtykke eller mangel herpå. Altså hvis forældrene giver samtykke til, at man må dele informationer, så bliver det vel gjort ift., at der er et samarbejde, hvor man bliver enige om, at informationerne er relevante, og at forældrene er enige i dem. Men hvis de ikke er enige, og vi som pædagoger stadig mener, at det er relevant viden for de andre tværfaglige samarbejdspartnere, så vælger vi at skrive en underretning uden forældrenes samtykke. Hvis vi omvendt havde fået forældrenes samtykke, skulle vi så på samme måde lave en underretning, hvor den eneste forskel ville være, at den bl.a. også indeholdt forældrenes underskrift? SR: Ja I: Men hvad er så formålet for jer ved at se, om forældrenes samtykke er der eller ej? Er det mest for at se, om der er et samarbejde eller..? For som vi forstår det, så virker det, som om at I alligevel kan komme uden om forældres samtykke. Altså virker det ikke, som om det er en hindring for jer at indhente de oplysninger, der skal til? SR: Ja ja. Vi kan gøre, hvad vi vil (griner). Ligesom politiet. I: Men hvad er det så I skal bruge forældrenes samtykke til? SR: Jamen det er jo en indikator på, om forældrene er villige til at samarbejde. Samtidig viser det, at der allerede er forsøgt forskellige måder at arbejde med det på. Familien er indstillet på Bilag 2, side 3

50 at samarbejde. De samarbejdsvillige forældre kan vi jo indkalde til samtale 720 gange eller vi kan komme på hjemmebesøg rigtig mange gange, uden at de er hjemme. Der er jo virkelig nogle typer forældre, der trækker tænder ud ressourcemæssigt, og derfor er det rigtig fedt, hvis institutionen har gjort det ekstra arbejde og fået skabt en god relation, som kan videreføres. Og alle forældre elsker jo deres børn. I: Det vil altså sige, at i og med at forældrene har givet samtykke og ligeledes er samarbejdsvillige, gør det det nemmere for jer sammen med forældrene at finde en handleplan eller andre tiltag, der skal til for at forbedre barnets eller familiens trivsel. SR: Ja I: Hvad så hvis forældrene nægter at samarbejde med jer, når I indkalder dem til partshøring? SR: Så skal vi derfra vurdere, hvor bekymrede vi er. Og vi kan indhente alle bestående oplysninger, eksempelvis udtalelser fra lægen, tidligere institution, osv.. I: Jamen I har vel en begrænsning ift. tavshedspligten? SR: Nej. Ikke overfor os. Selv politiet kan vi jo tvinge til at udlevere oplysninger, hvis de ligger inde med noget, der er relevant for at vurdere en forældreevne, og det kan jo typisk være voldelig adfærd eller misbrug. Når vi så har alt det samlet sammen, så må vi jo kigge på sagen igen og vurdere, hvor bekymrede vi så er? Og er vi voldsomt meget bekymrede, har vi jo mulighed for at fremlægge det for børne- og ungeudvalget og bede om en tvangsmæssig undersøgelse. Den foregår typisk enten på en børnepsykiatrisk afdeling eller en døgninstitution. Og det er servicelovens 51. Dette bliver brugt ret sjældent. Vi kan faktisk også i vores egen undersøgelse komme ret langt med at afdække, hvad der er op og ned. I: Når vi taler om netværksmøder, hvor I (socialrådgivere) deltager sammen med en pædagog, en skolelærer, en sundhedsplejerske m.fl., så kan der vel være problemer i forhold til tavshedspligten? I hvert fald i vores profession. Vi har haft en forståelse af, at nogle oplysninger ikke må komme videre, fx følgende situation: Man har en bekymring om et barn, da det har svært ved at indgå i fællesskabet, og man har nogle bekymringer over moderen, som selv har givet udtryk for, at hun har brug for hjælp og at hun for eksempel går med til at gå i terapi, hvis terapeuten får information fra hende om, at hun har været udsat for noget i sin egen barndom. Sådan information må vel ikke komme videre? SR: Nej, men det er fordi, at det er oplysninger, der er fremkommet i det terapeutiske rum mellem mor og hendes terapeut, og så er det jo kun, hvis mor ønsker oplysningen frem, at terapeuten kan videregive den. I: Hvis nu moren havde givet oplysningerne til mig, men gjort det klart, at jeg ikke måtte sige det videre, men at hun har sagt det for at give mig en bedre forståelse for situationen, så synes jeg, man kommer i dilemma med tavshedspligten? SR: Nej, for du er ansat til at passe på barnet, hvorimod mors terapeut er ansat til at passe på mor. Pædagoger og terapeuter er der af forskellige årsager. I: Så hvis jeg finder, at mors oplysning er relevant at give til de andre tilstedeværende på et netværksmøde, da det kan være relevant for sagen om børnene, må jeg så sige det uden at kompromittere min tavshedspligt? SR: Ja, for når mor åbner sin mund over for dig, så er det dig, der beslutter, hvad der skal videregives og ikke hende. Bilag 2, side 4

51 I: Derfor synes jeg, at vi som pædagoger står i et dilemma. Hvornår gælder tavshedspligten og hvornår gør den ikke? SR: Man kan sige, at du for eksempel ikke må sige det til hendes forældre, eller hendes nabo eller hendes eksmand. I: Men dem som indgår som samarbejdspartnere i netværksmødet omkring børnene må gerne få det af vide? SR: Ja, hvis det har relevans i forhold til barnet, men det er ens egen personlige vurdering. Og så synes jeg, at det er god stil at sige til forældrene, at de skal vide, at man er der for deres barn, så underforstået - pas lige på, hvad du betror mig. I: Så i forhold til det her med tavshedspligt, der er vi i forbindelse med et tværfagligt kursus stødt på et møde, som vi ikke kan huske hvad hedder, men det er et møde, man kun må holde én gang uden forældrenes samtykke? SR: Det hedder SSD, som står for skole, social og daginstitution I: Hvorfor må man kun holde det en gang? SR: Ja, det er fordi, det er et konsultativt forum, hvor fagfolk kan drøfte deres bekymringer og mere er der ikke i det. Hvis der er brug for mere end det ene møde, skal man gå ad de sædvanelige kanaler. I: Som blandt andet er underretning? SR: Ja, eller netværksmøder eller hvad det nu måtte være. I: Bruger man kun dette møde, når man mener, at det er så alvorligt, at man vil gå videre med det bagefter? SR: Nej, det kan også være, hvis man er usikker på sine bekymringer og gerne vil høre de andre professioners perspektiv på det. I: For os virker det bare mærkeligt, at man kun må holde det en gang? SR: Men det er af hensyn til forældrenes retssikkerhed, at der ikke sidder alle mulige fagfolk og snakker om dem og deres børn, uden de har en jordisk chance for at vide det. I: Vi vil gerne i vores opgave diskutere barnets rettigheder i forhold til forældrenes, blandt andet i forhold til barnets reform, som snakker om, at man altid skal prioritere barnet, og det er barnet, man er der for. Vi kunne forestille os, at det i praksis måske kan komme til at være forældrenes rettigheder, der kommer til at fylde mere. SR: Et godt eksempel er alle de folk, der bliver skilt, og som ligger i statsforvaltningen og slås om deres børn. Vi har så mange sager med børn, der har det så dårligt, fordi begge forældre vil stå på deres ret. Og de ødelægger deres børn. De kan ligge i stridigheder i årevis. I: Er det ikke noget med, at når man fylder 12 år, så bliver børnene hørt om, hvad de helst vil? SR: Jo, men der er mange år, fra man er 5, til man bliver 12. I: Ja det må man sige, men måske er det, for at man ikke skal sættes i den situation, når man er 5 år, at man skal vælge, hvad man vil. SR: Men det skal man jo heller ikke, når man er 12, men derfra har barnet ret til at have en mening. Men hos os (socialforvaltningen) har barnet ret til at have en mening, fra barnet kan tale. Vi skal jo tale med børnene, uanset hvor små de er, og uanset hvor dumme, vi føler os, når vi sidder der og siger gak-gu (Læs: babysprog). Men omvendt vil jeg så også sige, at det er rigtig godt, for når du selv har set barnet og været i rum med det og fornemmet, hvad det er for noget, så er det også nemmere at have en mening om, hvad jeg tror, kunne være godt her. Man kan her også se, hvordan de færdes i rummet og mellem deres forældre, og hvordan de reage- Bilag 2, side 5

52 rer, når de falder. Man kan se rigtig meget, selvom det ikke er den helt store dybsindige diskussion. I: Har I forskelige grupper herinde til at modtage underretninger? Modtager I dem alle sammen eller er de aldersinddelt? SR: Her i Valby tager vi dem alle sammen. Jeg ved, at der på Nørrebro er tre grupper: førskolegruppen, mellemgruppen, og ungegruppen. I: Hvad er grunden til, I ikke har delt det op, når Nørrebro har? SR: Det er fordi, de er dobbelt så store som os og har mange flere ansatte. I: Modtager de så også flere underretninger? SR: Det tror jeg såmænd ikke. Selvfølgelig får de flere, fordi de er det større, men forholdsmæssigt ikke flere. I: Hvor mange modtager I om ugen? SR: + 10, altså ca. 50 om måneden og det har ligget fuldstændig stabilt i mere end 3 år. I: Er det så nogle institutioner eller skoler, I aldrig hører fra, og andre I hører meget fra? SR: De etniske skoler hører vi aldrig fra, pr. definition. I: Hvordan tror du det kan være? SR: Jeg tror, det handler meget om det syn, man har på børnene og familier om, at det skal det offentlige i hvert fald ikke blandes ind i. SR: Der er dog andre privatskoler, som så småt er ved at komme efter det, vil jeg sige. Men der er langt i mellem, bortset fra Byens skole, de er hurtige ved tasterne. Men det er også fordi, de blev spurgt, om de ville have en skolesocialrådgiver, og det ville de gerne. Det havde de i en periode på konsulent basis, og nu er de blevet så glade for det, at de slet ikke vil af med ham igen. Og denne skolesocialrådgiver fungerer på samme måde som en daginstitutionssocialrådgiver, og de er begge med til at lave forebyggende arbejde, som at holde foredrag om den gode underretning og være med til den svære samtale med forældrene og børnene. I: Jeg kunne forestille mig, det også bliver lidt voldsomt, hvis der nu (fordi det skal der) sidder to pædagoger og en daginstitutionssocialrådgiver og måske en leder? SR: Men så vælger man typisk at være en pædagog og en daginstitutionssocialrådgiver og måske en leder. I: Laver I noget opsøgende arbejde ude hos de skoler, I aldrig hører fra? SR: Det burde vi gøre, men det gør vi ikke, da vi ikke har resurser til det. Og i forhold til daginstitutionerne, er der også klart nogle, vi aldrig hører fra. Hvis vi så endelig hører fra dem, så står det alvorligt til. Men efter klyngestrukturen er kommet, er nogle af de institutioner, vi ikke hørte fra før, kommet med i en klynge med nogle, vi hørte en del fra. Og det håber man er med til at gøre, at de snakker sammen, og at det ikke er farligt med underretninger. I: Tror du, at mangel på underretning nogle steder fra kan skyldes, at pædagogerne ikke er godt nok klædt på i forhold til, hvornår man kan underrette, og hvilke andre muligheder der er? SR: Vi har i mange år haft en folder, der hedder Når du er bekymret for et barn - og den er lavet her i Valby i midt 90 erne, der hed den bare Valbymodellen, men nu er den adopteret af resten af Københavns kommune. I den folder, forsøgte vi at pinde helt ud i detaljer, hvad man gør, når man sidder i institutionen, med huskelister og andet. Det tror jeg har betydet, at vi i Valby altid har haft mange underretninger, set i forhold til resten af byen. Det betyder også, at da der for et års tid siden kom et boom i underretninger, oplevede vi det faktisk ikke, vi havde stadig de samme 50 om måneden. Der stod også rigtig meget om tværfagligt samarbejde, og Bilag 2, side 6

53 hvordan det fungerer. Vi er jo her helt tilbage i år 2000, hvor vi var i samme forvaltning som skole og daginstitutioner, og det betød, at vi kendte hinanden godt. Selvom forvaltningsstrukturen er lavet om, så er det som om, at ånden stadig hænger ved, og man ikke oplever hinanden som fremmede. I: Hvis nu man som pædagog står i en institution og er i tvivl, om der er nok kød på sin bekymring, er der så ikke nogen, man kan ringe til? SR: Man kan ringe til døgnvagten eller til vagten i undersøgelsesgruppen. Alle undersøgelsesgrupperne i København har en vagt, der bare sidder og venter på, at nogen ringer. I: Er det en undersøgelsesgruppe, som består af socialrådgivere? SR: Ja I: Er det fra undersøgelsesgruppen, at de går videre til de mindre grupper? SR: Når undersøgelsen er færdig, beslutter man, hvad der skal ske. Skal familien henvises til rådgivning, eller der skal iværksættes en foranstaltning, og skal den foranstaltning være en dagforanstaltning eller en døgnforanstaltning? Og så går den videre til handlegruppen. I: Så der er nye socialrådgivere, der skal finde ud af, hvilke foranstaltninger der skal i gangsættes? SR: Ja, de indstiller til, om det skal være rådgivning, dag- eller døgnforanstaltning, men konkretiserer det også. I: Er det de tre handlemuligheder, der er? SR: Ja eller at lukke sagen, og det er der gud ske lov rigtig mange sager, der bliver, når man har haft dem i de 4 mdr. som en undersøgelse kan vare. Det, at der er nogen inde over familien og spørger ind til og undersøger dette og hint, gør, at familien begynder selv at arbejde. Så når de 4 mdr. er gået, kan vi faktisk ofte lukke sagen. I: Jeg tænker også, at der er mange underretninger, der kan undgås at skrives ind, hvis daginstitutionerne eller skolerne formår at henvise korrekt til noget hjælp og rådgivning. Vi mener, vi som pædagoger mangler at blive klædt på til at kunne henvise forældrene. SR: De godt 20 daginstitutioner her i Valby har en daginstitutionssocialrådgiver, som de kan spørge om, hvad gør vi lige her. Det er så XX og YY, som er vores daginstitutionssocialrådgivere her i Valby, som prøver på at være eksperter i alt, hvad der rører sig af forskellige rådgivningstilbud rundt omkring. I: Men hvis også de deltager i mødet med forældrene, så kan de jo direkte henvise forældrene. Der er vel ikke en daginstitutionssocialrådgiver til hver institution? SR: Her i Valby har de hver især 11 institutioner, som de servicerer. I: Som jeg har forstået det, så er det et projekt. Er der en tidsbegrænsning på? SR: Det hedder stadigvæk et projekt, og det betyder jo, at der på et tidspunkt skal tages stilling til, om det skal gøres permanent eller ej. Men skolesocialrådgiverne er ikke længere et projekt, det er fastforankret. I: Jeg håber da også, at daginstitutionssocialrådgiveren bliver permanent, da det vil give god mening, når vi som pædagoger ikke bliver klædt bedre på. At man har en, man ved, man kan ringe til. i Hvor mange år har det projekt kørt? SR: 2 år. I: Hvornår stopper det? SR: Det ved jeg faktisk ikke, når du spørger så konkret. Men jeg kan fortælle, at det første år havde hver af de to rådgivere 5-6 institutioner, men så havde man ikke flere penge til at udvide Bilag 2, side 7

54 ordningen. Derfor forsøgte man at give rådgiverne dobbelt så mange institutioner, og så prøver man det i en periode. Det handler også om at prøve af, hvor lidt og hvor meget, der er brug for. I første periode blev de 5-6 institutioner de hver havde superserviceret. Det var måske lidt overkvalificeret i forhold til, hvor mange der ikke fik. I denne periode er det en meget fornuftig fordeling, samtidig med at de siger, at de gamle institutioner først nu for alvor har fundet ud af, hvad de kan bruge dem til. Så også de gamle institutioner bruger dem mere og mere. I: Er det din vurdering, at institutioner er blevet bedre til at underrette? SR: Ja helt klart. Der er kommet mere fokus på det. Vi får sådan set også færre underretninger forstået på den måde, at vi ikke længere får så mange af de underretninger, som er ikke er fyldestgjorte nok, fordi der ikke var arbejdet nok med det i institutionen. Dem, der kommer i dag, er langt mere brugbare, da man kan se, der er arbejdet med dem. Der er f.eks. holdt netværksmøder, lavet signs of safety 5 og der er virkelig arbejdet med at finde ud af, hvad der er op og ned, sådan at det, der kommer ind nu, er lige til at gå til. I: Og det tror du har noget at gøre med daginstitutionssocialrådgiveren? SR: Ja, det har det helt klart, det betyder også, at vi nu taler samme sprog. Institutionerne bliver ikke længere fuldstændig trekantede i hovedet, når vi siger signs of safety. Hvilket er en tilgang til sammen med forældrene at samtale om, hvad der virker og hvad der ikke virker. (SR viser os et signs of safety samarbejde). I disse undersøgelser starter man altid med at udarbejde et genogram 6 for at se, hvem vi har med at gøre. Så kommer der en kort beskrivelse af, hvad der bekymrer og hvad det er, der fungerer, som skal med for også at have øje for det positive. Desuden kommer der en skala, hvor man kan beskrive, hvor bekymret man er, hvor 10 er, at vi ikke er bekymrede. Alle rækkerne bliver samlet op i analyse og konklusion, hvilket her er en forbyggende foranstaltning. I: Som kan være hvad? SR: Det kan være familiebehandling, hjemme-hos er, aflastning, psykologhjælp, anden konsulent bistand. Det kunne være økonomisk støtte til efterskole, hvis barnet var ældre. Mulighederne er uendelige, fordi vi faktisk i forhold til loven kan iværksætte det, vi tror hjælper. Der er selvfølgelig noget, der hedder sektoransvarlighedsprincippet, så vi går ikke ud og køber en lægeundersøgelse, da det ligger et andet sted, vi går heller ikke ud og køber et arbejdskursus, da det ligger i beskæftigelsesforvaltningen. I: Men et forældrekursus er inden for de foranstaltninger, I kan sætte i gang? SR: Ja forældretræningskursus, det kan vi rigtig godt lide. I: Ja det er vel bedre at sige ja tak til det som forældre, hvis man er bekymret for, om ens barn skal anbringes uden for hjemmet? SR: Ja anbringelser virker ikke, statistikken siger, at det ikke er godt, men man kan så vurdere, om det er pest eller kolera. Men vi går mere og mere væk fra anbringelser, og hvis vi anbringer, så gør vi det i netværket et eller andet sted, så bliver børnene nemlig ikke så stigmatiseret, når 5 Signs of safety er en tilgang til at samtale sammen med forældrene om, hvad der virker og hvad der ikke virker. 6 Et genogram er et slags stamtræ, der visualiserer familiens medlemmer i flere generationer samt dens eksterne netværk, personernes indbyrdes relationer og relationernes styrke. - Bilag 2, side 8

55 de bliver anbragt. De bliver i normalen, det er okay at sige i skolen, at man bor hos sin moster. I: Jeg kunne forestille mig, at der er mange forældre, der føler det er et angreb, når man vil lave en underretning. De føler, at man vil fjerne børnene, når man vil lave en underretning. Vi mener, at en underretning ligeså meget er til for at videregive informationer og bekymringer, er det også jeres holdning? Hvis nu underretningen ikke er fyldestgjort, fordi bekymringen ikke er alvorlig nok, gemmer I så stadig underretningen? SR: Alt bliver gemt, alt hvad der kommer ind af døren bliver gemt. I: Så det kan bruges, hvis der dukker noget op på et senere tidspunkt? SR: Ja, men jeg vil også sige, at jeg ikke kan huske, at jeg har været i den situation, hvor en institution bare har opfundet et problem. Hvis vi har fået en underretning fra en institution, som måske har været lidt tynd, så har vi talt sammen om, hvordan vi kan få den kvalificeret, så holder vi et møde, hvor også forældrene er der, så tænker jeg da, at der altid vil være et eller andet at arbejde med. Det kan så være, at det er fordi situationen er midlertidig, og at der er nogle omstændigheder i familien lige her og nu, men så får vi talt om det, og så kan vi da godt finde på at sige, at det er det for nu, og så snakkes vi ved om 3 mdr. og ser hvordan det går. I: Oplever I så nogle forældre, der er blevet vrede over den underretning, der er sendt ind? Og at det nu står i deres papirer? SR: Ja I: Hvordan håndterer I det? SR: Jeg vil sige, at nogle er paranoide, dem kan man jo ikke rigtig gøre noget ved, og de findes i alle lønklasser. Men de fleste andre kan jo godt forstå, at underretningen er skrevet af bekymring. Og vi er en offentlig myndighed, vi må ikke smide noget ud, vi skal gemme alt. Og det ved de jo også fra skattevæsnet og alle mulige andre steder, at der ligger tingene i 100 år, og det kan de såmænd også godt forstå. Deres næste bekymring er så, hvem der kan se, hvad der står. Og det er der faktisk ikke nogen andre end os, der kan. Så bliver de mere rolige. Og så er de bange for, om det forfølger deres barn i al evighed, men det gør det ikke, for om et år, så står sagen i et arkiv inde under Bernstorffsgade. I: Men når du siger, at sagen er arkiveret, betyder det så, at man har fundet på en løsning? SR: Ja, så er sagen lukket, og den står hos os 1-2 år, hvorefter den bliver arkiveret. I: Men når den er arkiveret, kan den vel stadig tages frem? SR: Ja det kan den. I tilfælde, hvor man finder det relevant for en ny sag, men ellers bliver det der. Vores hyppigste grund til at hente det frem er, når børnene bliver 18 og gerne vil se, hvad der står i deres gamle børnesag. I: Er der nogen særlig grund til, at de vil se den? SR: Det er jo ikke de stærkeste familier, der ender med at have en sag her, og tit tror jeg, det handler om at forstå sig selv og sin baggrund. Vide lidt mere om, hvad det er, der har været mig lidt mere end de historier, som familien selv kan fortælle. I: Hvordan fungerer børnehusene? SR: De fungerer lidt som koordinator mellem alle instanser, når der er tale om sager med vold og seksuelle overgreb. Jeg skal faktisk derud i morgen for første gang. Men det er lidt problematisk, jeg vil helst ikke sige hverken for meget eller for lidt. Det er rigtigt, at det er det, der er deres funktion. Det der bare lige er problematikken er, at de har en responstid på 72 timer, og Bilag 2, side 9

56 vi har en på 24 timer, og det hænger ikke sammen. Og derfor vil jeg tale med dem om i morgen, hvordan vi kan få det til at hænge sammen. Ved seksuelle overgreb vil 99 % af vores sager komme i børnehuset, fordi vi ikke længere selv har kapacitet og viden nok til at håndtere det. Omkring børn, der bliver slået, tror jeg, det er et vurderingsspørgsmål i de forskellige bydele, hvor meget man vil benytte børnehuset. Børnene i Valby bliver slået rigtig meget, eller i hvert fald har de nogle rigtig gode pædagoger, der opdager, de bliver slået. Så vi har hele tiden nogle sager kørende om vold, som vi selv kører her i børnefamilieenheden. Nogle bliver anmeldt, andre gør ikke. Der bliver sat familiebehandling på og sikkerhed og overvågning. Hvis vi kigger lige her på Valbydelen, kan jeg forestille mig, at det vil være et vurderingsspørgsmål. Der er også noget geografi i det, da børnehuset ligger helt ude i den anden ende af København. I: Hvor mange afdelinger af børnefamilieenheder er der? SR: Valby er sin egen indtil Der bliver vi slået sammen med Vesterbro og Kongens Enghave. Så er der Brønshøj/Husum/Vanløse, der er Bispebjerg, Nørrebro, City/Østerbro, så er der Amager øst og Amager vest. De to bliver også slået sammen i det nye år. I: Hvad er formålet med, at de bliver slået sammen? SR: Det handler om kapacitet og resurser. Lige nu sidder der i Valby i undersøgelsesgruppen 6 socialrådgivere og i børnegruppen og i ungegruppen sidder der 5 i hver. Der skal ikke meget sygdom til, før det hele vælter. Fra de større steder har man erfaring med, at det bliver mindre sårbart, når man slår dem sammen personalemæssigt, og også i forhold til de foranstaltninger, man kan sætte i gang. I vores familiehus er der 6 familiebehandlere, og de er alle hele tiden i gang med videreuddannelser, og det er jo fint. Men der har så været nogle videreuddannelsestilbud vi har måttet sige nej til, fordi man jo kun kan være et sted ad gangen. Hvorimod, hvis de havde været dobbelt så mange, så var der tid og mulighed til det hele. Bilag 2, side 10

57 Bilag 3 Underretning Bilag 3, side 1

58 Bilag 3, side 2