Fuglehåndbogen på Nettet (BBJ) (vs. 1.3: ) Rørhøg. Gammel han. Status

Transkript

1 Rørhøg Videnskabeligt navn: Circus aeruginosus (L) Gammel han Status Rørhøgen er en almindelig yngletrækfugl i den sydlige og østlige del af landet, langs den jyske vestkyst, og det østlige Jylland. Derimod er den meget fåtallig i Midt, Vest og Nordjylland. De største bestande findes i de udstrakte rørskove i Vejlerne, de vestjyske fjorde og i marsken i Sønderjylland. Rørhøgen var indtil slutningen af 1800 tallet en almindelig ynglefugl i Danmark, men efterstræbelse og bortskydning gjorde den meget sjælden. Den blev i 1922 fredet i perioden fra februar til juni, og den blev totalfredet i 1954, og den har siden udviklet sig til en bestand på lige under 1000 ynglepar. Rørhøgen er udbredt fra Vesteuropa (fåtallig i UK) og mod øst til Centralasien, i nord til det sydlige Norge, den sydlige del af Sverige og Finland og videre øst over til Mongoliet og Baikal søen. Desuden i det nordvestlige Afrika. I det sydlige og mellemste Europa er bestandene noget spredte. De sydeuropæiske ynglebestande er standfugle, men langt størstedelen af rørhøgene er trækfugle, de europæiske med vinterkvarter i Afrika, og de asiatiske med vinterkvarter på det indiske subkontinent. Birdlife International angiver den europæiske bestand til imellem og par, og at den udgør imellem 25 og 50% af verdensbestanden. Tallene er dog noget usikre. Rørhøgen hører til de egentlige rovfugle (høgegruppen), hvoraf der på verdensplan er over 240 arter fordelt på 65 slægter. Den hører videre til kærhøgeslægten (Circus) hvori der er 16 arter. Rørhøgen udgør 1

2 et kompleks af arter (6) (en superart), dvs. arter som er meget tæt beslægtede, men lever adskilt, og hvor det således ikke kan afgøres om de ville yngle på tværs af arterne, hvis de levede i samme område. Rørhøgen der yngler i vort område, støder i Østasien sammen med østlig rørhøg, og i overlapszonen forekommer der en vis portion af hybridisering. De øvrige arter lever adskilte, f.eks. i Australien/New Zealand, på Madagaskar, og i Afrika syd for Sahara. Som for de fleste fuglegrupper foregår der i disse år en revidering af de forskellige slægtsforhold, og det må formodes, at der kan ske revisioner inden for kærhøgeslægten også. De er i øvrigt tæt beslægtede med de egentlige høge (f.eks. due og spurvehøg). Data for rørhøg Art Vægt (g) Længde Vingefang Vingelængde Ældste Ynglepar Han Hun (cm) (cm) (cm) (år)* i DK** Status# Rørhøg YT/TG * Fund af ringmærkede individer ** 2014 Eget estimat ud fra DOF data og ynglefugleindex #Status: YT-yngletrækfugl, TG-Trækgæst Levested (habitat) Rørhøgen lever som navnet foreskriver fortrinsvis i vådområder med tagrørsbevoksning, tagrør er dog ikke et absolut krav, men høj og kraftig urtebevoksning eller pilekrat i moser anvendes også, og den er endda truffet ynglende i rapsmarker. Træk og vandringer De danske rørhøge er trækfugle, og de har en sydvestlig trækrute ned igennem Vesteuropa. De ser ud til at have et ret stort overvintringsområde, helt fra de sydvestlige Europa over Nordafrika til tropisk Vestafrika. I de senere år er der desuden flere vinterobservationer af rørhøg i Danmark. De danske rørhøge forlader landet fra august til lidt hen i oktober, og i maj og september er der mange trækgæster nordøst fra. Som nævnt er der enkelte individer der de senere år har overvintret, men ellers dukker de første danske rørhøge op fra midten af marts, men hovedparten returnerer til yngleområderne i begyndelsen og midten af april. Rørhøg Hvornår ses rørhøgen i Danmark Januar Februar Marts April Maj Juni Juli August September Oktober November December Føde Den største andel af byttedyr, i de fleste tilfælde ca. 50 %, er smågnavere som markmus, der fanges på åbne arealer som marker og enge, der støder op til yngleområdet, men der tages også en del fugle, specielt unger af blishøns og ænder, desuden padder, krybdyr, større insekter og fisk indgår, om end i beskedent omfang. Den kan gå i gang med selv store voksne fugle som f.eks. blishøns, men det er udelukkende den større hun, der undertiden giver sig i kast med de større byttedyr. Ådsler indgår også i menuen, og jeg har selv iagttaget, hvorledes en rørhøg hun forsøgte at bjærge en død blishøne der lå i vandet, men trods ihærdige forsøg lykkedes det dog ikke, da blishønen, så snart den kom op over vandet blev for tung, og rørhøgen måtte slippe, inden den selv blev trukket ned i vandet. I yngletiden, er det hannen der er hovedforsøger, og byttet overleveres ofte til hunnen i luften (se nedenfor under ynglebiologi). 2

3 Figuren illustrerer, hvor i fødekæden rørhøgen befinder sig. Toprovdyr Rørhøg Rørhøgens hovednæring er smågnavere, men krybdyr, padder, og fugleunger, som her på billedet en troldandeælling, som dog undslipper. Den tager også ådsler. Den er således placeret i pyramidens rovdyrgruppe, med hovedvægt på det første niveau (gnavere). Rovdyr Rovdyr Planteædere Primærproduktion Planter Fældning De voksne fugle har en fuldstændig fældning, der begynder i yngletiden. For hunnens vedkommende begyndende under æglægningen dvs. maj juni. Hannen begynder sin fældning ca. 6 uger senere, sikkert for at være flyvedygtig i den periode, hvor hunnen og de små unger er meget afhængige af hannens jagtformåen. Fældningen kan undertiden også afbrydes i yngleforløbet. Fældningen er færdig i oktober november. Svingfjerene fældes med 2-3 fældningscentre. I de første år udvikler fjerdragten sig fra den meget mørkebrune ungfugledragt til lysere/blegere varianter, det gælder for begge køn, men er særligt tydeligt hos hannen, som i sin voksendragt typisk er trefarvet på oversiden, med sorte vingespidser, og grå svingfjer. Ungfuglene har en partiel fældning om vinteren, som omfatter nogle af kropsfjerene, sammen med nogle af halefjerene. Fældningen af de resterende store fjer (svingfjer og halefjer) begynder fra maj/juni, og er afsluttet fra slutningen af september til begyndelsen af oktober. Hanner af rørhøg i forskellige dragtstadier. Øverste til venstre nok en #K han, de andre ældre typer 3

4 og yderste dækfjer, og brunlig ryg, skulder og inderste dækfjer. På undersiden er kroppen rødbrun, vingen lyst grå, til næsten hvid på de allerældste individer, og vingespidserne er sorte. De tre farver bliver tydeligere og tydeligere markeret de første 3-4 år, så man kan nogenlunde bestemme alderen i den gruppe, men efter det tredje år (4K) er den individuelle variation større, og nøjagtig aldersbestemmelse ikke mulig på baggrund af fjerdragt. Hunnen bliver lysere/blegere brun med alderen, og får lyse skuldre og forkant på armen. Ungfuglene kan dog godt have større lyse områder på dækfjerene. Ungfuglene er som nævnt meget mørkebrune i deres første dragt, som delvis fældes i løbet af første vinter (kropsfjer og nogle af halefjerene), derefter fældes svingfjerene fra juni til slut september/begyndelsen af august. Voksne hunner Juvenile rørhøge, mørke med lyse spidser på dækfjerene, som danner bånd på langs ad vingen. Den cremefarvede isse og strube ses også Ynglebiologi Rørhøgene begynder typisk at yngle som 2-3 årige, dvs. i deres 3-4 kalenderår. De er monogame i en sæson, men bigami, hvor en han har to hunner (bigyni) forekommer. Rørhøgen har et ganske spektakulært parringsspil, hvor begge fugle flyver højt, og laver luftakrobatiske øvelser med angreb og afværgemanøvrer, og sikkert også simulerede bytteoverdragelser. Manøvrerne bliver fulgt af høje pibe og skrigelyde, og det er ofte disse lyde, der i foråret gør en opmærksom på rørhøgenes tilstedeværelse. Undertiden flyver hannen alene rundt, hvor hunnen kalder fra rørskoven, og pludselige styrtdykker han mod det sted hvorfra hunnen kalder. Reden anlægges for det mest i den tørre del af rørskoven, men kan også anlægges i anden høj urtevegetation, og undtagelsesvis i f.eks. rapsmarker, engområder, eller i pilekrat. Reden bygges yderst af gamle tagrør og fores inderst med finere plantemateriale. Det er hovedsagligt hunnen der bygger reden, men hannen begynder ofte at anlægge flere mulige redesteder, hvorefter hunnen vælger et og bygger 4

5 reden færdig. Hannen bringer dog materiale til reden, der typisk har en diameter på cm, og en dybde på cm (når den er nybygget, når ungerne bliver større bliver den trampet ned). Nedenstående figur opridser et typisk yngleforløb hos rørhøgen. Yngleforløbet hos rørhøg Æglægningen hos rørhøgen begynder fra lidt ind i maj, med tyngdepunkt over midten af maj, og enkelte ind i juni. Kuldet består af 4-5 æg, som lægges med 2-3 dages mellemrum. Der ruges, af hunnen alene, fra første eller andet æg og de klækkes asynkront. Hannen bringer mad, ligesom fodringen af ungerne i stor udstrækning også foregår via føde overleveret til hunnen. I begyndelsen bliver byttet ofte afleveret på særlige pladser, men efterhånden som ungernes behov bliver større, flyver hunnen op og møder hannen, og byttet bliver overdraget i luften. Denne adfærd synes at stimulere hannen til at øge jagtaktiviteten. Føringstid Redetid Klækning Rugning Æglægning De enkelte perioder: Æglægning: 8-12 dage Rugning: dage Rugetid/æg: dage Klækning: 3-8 dage, de første 2-3 ofte samme dag Redetid: dage, derefter nær reden, flyvedygtige efter dage Føringstid: Yderligere 2-3 uger Føringstiden er tiden fra ungerne forlader reden, indtil de bliver selvstændige. April Maj Juni Juli August September Oktober Fuglehåndbogen på nettet Det er udelukkende hunnen der ruger, æggene lægges med 2-3 dages mellemrum, rugningen begynder efter første eller andet æg, og ungerne klækkes asynkront, bortset fra de 2 første som oftest klækkes samme dag. Det enkelte æg ruges i godt 30 dage, men rugetiden kan være op til en halv snes dage længere, inden de sidste æg klækkes. Det er typisk for rovfugle, hvor fødemængden kan variere, at ungerne klækkes asynkront. Det sikrer at der i år med føderigelighed kan opfostres flere unger, men i år hvor fødemængden er knap, går de sidst klækkede til, da de ældste og største af ungerne bedre er i stand til at tilkæmpe sig byttet når det bliver bragt. Det er hannen der, i rugetiden og mens ungerne er små, står for stort set al jagt. Hannen kan enten afleverer byttet ved reden, eller på forskellige overdragelsespladser, men særligt i perioden, hvor fødebehovet til de store unger vokser, bliver mange af bytteudvekslingerne foretaget ved at hunnen flyver hannen i møde, og overdragelsen sker i luften. Det er bl.a. blevet tolket således, at hunnen på den måde stimulerer hannen til at øge jagtintensiteten, for at imødekomme ungerne stigende behov. Jagtteknik Rørhøgen er som andre kærhøge en adræt flyver, den har lange vinger og et stort vingeareal i forhold til sin vægt, og kan derfor hurtigt stoppe op eller foretage bratte vendinger. Den typiske jagtteknik er at patruljere lavt over jagtterrænet og afsøge det for byttedyr. Man vil se at hovedet er rettet nedad, selvfølgeligt for at se hvad der bevæger sig på jorden, men hørelsen spiller sikkert også en vigtig rolle, da rørhøgen, som de øvrige kærhøge på samme måde som uglerne har slør, dvs., at der nærmest dannes et par paraboler, der effektivt kan indfange eventuelle lyde fra byttedyr som markmus og andre smågnavere, som ellers let kan skjule sig i vegetationen. Synes der at være et potentielt bytte stopper rørhøgen hurtigt 5

6 op og kan stå stille og muse, for derefter at dykke mod byttet. På samme måde kan de patruljere i rørskoven og over vandet i søgning efter unger af ænder og blishøns. Den kan således hurtigt afsøge store områder, og selv med høj vegetation, kan kombinationen af syn og hørelse lokalisere potentielle byttedyr. Hos overvintrende rørhøge i Holland har man iagttaget en teknik, hvor de flyver hen over rastende andeflokke, f.eks. krikænder, for at skræmme dem op, og syge eller svækkede individer der ikke kan flyve op bliver derefter angrebet. Andefugle (mest krikænder) udgør i antal ca. 50% og i mængde endnu mere af de overvintrende rørhøges føde. Det er stort set også kun syge eller svækkede individer den tager, f.eks. anskudte fugle, man har f.eks. fundet hagl i gylp fra rørhøg. Nedenstående billedserier viser en situation, hvor en rørhøg hun forsøger at tage en troldandeælling, men mislykkes på grund af forsvar fra troldandehunnen. Billederne kunne fototeknisk være bedre, men forløbet er spændende. Den gjorde flere forsøg, men mislykkedes hver gang. 6

7 7

8 8

9 Alder og dødelighed Den ældste kendte vildtlevende rørhøg blev mindst 17 år, men den gennemsnitlige levealder er noget kortere, omkring 6 år. Dødeligheden er størst i det første leveår, hvor den er omkring 50%, for at falde til 25-30% i de efterfølgende år. Ung han til venstre, formentlig 2K. Voksen hun til højre, nok en ældre fugl 9