Fuglehåndbogen på Nettet (BBJ) (vs.1.1: ) Solsort. Data for solsort. Vingelængde (cm)

Transkript

1 Solsort Videnskabeligt navn: Turdus merula Status og udbredelse Solsorten er vor talrigeste ynglefugl, med næsten 2 millioner ynglepar. Den er oprindeligt en skovfugl, men har inden for de seneste år også bosat sig i byen, helt ind på storbyernes stenbro, og en stor del af bestanden er i dag nok by solsorte (indvandringen til byen er beskrevet i indlægget Urbanisering af fugle og resumeret nedenfor i afsnittet (Træk og vandringer). Den er udbredt over hele landet, og de danske solsorte er hovedsagligt standfugle. Solsorten yngler over hele Europa, og i et bælte ind over Mellemøsten til Centralasien, og igen i det mellemste og østlige Kina. Desuden i Nordafrika og et mindre område i Indien. Den findes indført i det sydøstlige Australien og i New Zealand. Den er standfugl i mange områder, men den nordligste og østligste del af den europæiske bestand, samt den kinesiske er trækfugle. På verdensplan estimeres det at der er imellem 200 og 500 millioner individer, hvoraf ca. halvdelen er europæiske. Systematisk anbringes droslerne i dag i en gruppe sammen med fluesnappere, hvor de har deres egen, familie, drosler (Turdidae), der omfatter både amerikanske og australasiske slægter. Solsorten hører til selve drosselslægten Turdus, hvor der opregnes ca. 65 arter. Molekylærbiologisk (DNA) er de endnu ikke undersøgt detaljeret, så i de kommende år vil der sikkert ske ændringer i forståelse af droslernes indbyrdes slægtskab. Data for solsort Art Vægt (g) Længde Vingefang Vingelængde Ældste (år)* Ynglepar i DK** Status# Solsort ca. 1,8 Mio. YS/yt/TG/vg * Fund af ringmærkede individer ** 2014 Eget estimat ud fra DOF data og ynglefugleindex #Status: YS-ynglestandfugl, YT-yngletrækfugl, TG-Trækgæst, VG-Vintergæst 1

2 Levested Oprindeligt en skovfugl, men i dag vel nok mere knyttet til menneskets bosættelse fra land til storby. De eneste områder, hvor man ikke træffer solsorten er åbne, bare områder, helt uden buske. Føde Solsorten er omnivor (altædende), det vil sige, at dens fødevalg er meget bredt. Den er således både rovdyr og planteæder. Den animalske føde består af alle typer hvirvelløse dyr, insekter, insektlarver, tusindben, spindlere (edderkopper), snegle, etc., men ikke mindst regnorme udgør i de perioder, hvor de er tilgængelig en stor del af solsortens føde. Man ser ofte solsortene rode rundt i de visne blade for at finde smådyr. Den vegetabilske føde består især af bær og frugt af alle slags, om vinteren undertiden også plantefrø som dog, bortset fra solsikkefrø, har ringe næringsværdi for solsortene. Toprovdyr Solsort Solsorten er stort set altædende (omnivor), og indgår derfor både som planteæder og rovdyr. Vigtige fødeemner for solsorten er regnorme, biller, snegle, tusindben, edderkopper, jordboende insektlarver etc. Desuden udgør frugt og bær en væsentlig andel når de er til rådighed, og særligt om vinteren og efteråret udgør de en vigtig del af føden. Rovdyr Rovdyr Planteædere Primærproduktion Planter Fuglehåndbogen på Nettet (BBJ) 2

3 Fældning De voksne fugle har en fuldstændig fældning, som kan påbegyndes over et ret langt tidsinterval, fra slut mat helt indtil august, og som følgelig kan slutte fra august til sidst i oktober. Fældningen kan tage fra dage. Han og hun begynder nogenlunde samtidigt. Nogle individer har sikkert en partiel fældning i marts, før ynglesæsonen, som i givet fald drejer sig om en del af kropsfjerene. Juvenile har en partiel fældning af kropsfjer og nogle af dækfjerene. Fældningen begynder 4-6 uger efter at de har forladt reden. Til venstre Solsort han i fældning, sidst i juli. Til højre juvenil i begyndelsen af juli. Bemærk de lyse streger/pletter Ynglebiologi Solsortene bliver kønsmodne i første leveår. De er socialt monogame, og et par kan på grund af stor stedfasthed holde sammen i flere sæsoner. Bigami (bigyni) forekommer undertiden. Solsortehannen etablerer et yngleterritorium tidligt på foråret, det er i nogle områder (Storbritannien f.eks.) endda konstateret, at territorieetableringen kan finde sted allerede i det sene efterår. Det er formodentlig hunnerne der vælger partner, og en undersøgelse i Frankrig har vist at hunnerne, sikkert blandt andre ting, udvælger mage efter hvor orangegul hannens næbfarve er, og der var en signifikant positiv sammenhæng imellem, hvornår første blev lagt, og hannens organgule næbfarve, og ligeledes hvor mange kuld et par fik påbegyndt, hvilket igen resulterede i flere udfløjne unger. Der var ligeledes en sammenhæng imellem hannernes størrelse og næbfarven og videre også hunnernes størrelse, således at hannerne med kraftigste farve var størst, og blev valgt at de største hunner. Den orangegule skyldes karotenoider, som fuglene ikke selv syntetiserer (i modsætning til f.eks. melanin, der giver de mørke farver), men skal have igennem føden (som vitaminer hos os). En kraftig orangegul farve kan således virke som et kvalitetsstempel, der indikerer om hannen er god til at finde føde, og/eller om han har etableret et territorium med et godt fødeunderlag. Niveauet af blodparasitter er desuden lavere hos de hanner der har de mest orangegule næb, så næbfarven er uden tvivl et godt kvalitetsstempel. Som nævnt er det også de største hunner, og hunnerne i bedst kondition, der danner par med de største hanner, hvilket kunne tyde på, at de større hunner kan holde de mindre hunner i skak og kan vælge mage først. Hunnens kondition er vigtig, da et kuld æg typisk udgør godt 1/3 af hunnens vægt, og jo bedre kondition jo tidligere kan hun påbegynde æglægningen. 3

4 Det er hunnen der bestemmer hvor reden skal anlægges. Den første rede anlægges ofte i stedsegrønne træer, nåletræer eller vedbend, og senere, når der kommer blade på løvtræerne tages disse ofte i brug, men i haver og boligkvarterer kan næsten ethvert fast underlag anvendes, på en stige i en carport f.eks. I deres oprindelige habitat, skoven anlægges reden ofte i et krat, men undertiden mere eller mindre åbent på en træstub. Den yderste del af reden består af stængler, tørt græs, mos og stængler, dernæst en skål af mudder eller mudder blandet med blade, og inderst fint græs, småstængler og smårødder. En vigtig funktion for reden er naturligvis at isolere mod omgivelserne, og en engelsk undersøgelse (Mark C. Mainwaring et al, Ecology and Evolution 4(6): (2014)) undersøgte solsortereders isoleringsevne i forhold til den gennemsnitlige forårstemperatur i yngleområderne. De valgte lokaliteter fra Aberdeen i Nord til Penryn i syd. Nedenstående illustration summerer resultaterne, og viser at de nordlige reder i Aberdeen isolerer mere end dobbelt så godt som rederne i Penryn i syd. Det rede materiale der i denne undersøgelse var særligt afgørende for isoleringsevnen, bortset fra rede størrelse (vægt, rede volumen og vægtykkelse), var mængden af tørt græs. Solsortereders isoleringsevne i forhold til gennemsnitlig forårstemperatur på ynglestedet Temperatur ( C) Samlet vægt (g) Tørt græs Vægt (g) Ydre Rede-diameter Indre Rede-diameter Vægtykkelse Rede-volumen (cm³) Isoleringsevne (relativ) Aberdeen 6, ,5 17,8 9,3 3, Lancaster 9, ,2 17,5 9,4 3, Shrewsbury 10, ,1 16,3 9,4 3, Penryn 11, ,6 16,1 9,7 2,

5 Æggene i første kuld lægges fra lidt over midten af april. Et kuld består typisk af 4-5 æg, og lægges med 1 dags mellemrum. Det er udelukkende hunnen der ruger og æggene klækkes efter ca. 14 dage, der kan gå 1-2 dage inden alle æggene er klækket. Ungerne bliver i reden dag, ofte før de er flyvedygtige. Det sker ofte at der umiddelbart, allerede efter 5-6 dage påbegyndes et nyt kuld, enten i en ny rede eller noget sjældnere i den gamle. Hannen overtager så alene omsorgen for ungerne, der bliver selvstændige efter yderligere 3 uger. Yngleforløbet hos solsort Solsorte har i Danmark typisk 2-3 i en sæson. Under naturlige forhold i skoven måske kun 1-2, men i bymæssige områder ofte 3 kuld. Kuldstørrelsen er typisk på 4-5 æg og de første kuld bliver lagt fra midten af april. Der er desuden mange omlægninger navnligt i beboede områder, hvor rederne ofte plyndres af kragefugle og katte. Det er hunnen alene der ruger, og begynder typisk efter tredje æg, og æggene klækker lidt asynkront., Hannen kan undtagelsesvis kan lægge sig på reden. I reden fodres ungerne af både han og hun. Føringen kan varetages af både han og hun, men typisk bliver den overladt til hannen, og hunnen går i gang med andet kuld allerede efter 4-5 dage. Der er vist tre yngleforløb i sæsonen Føringstid Redetid Klækning Rugning Æglægning De enkelte perioder Æglægning: 3-4 dage Rugning: ca. 14 dage Klækning: 1-2 dage Redetid: dage Føringstid: Ca. 3 uger Føringstiden er tiden fra ungerne forlader reden, indtil de bliver selvstændige. April Maj Juni Juli August September Oktober Fuglehåndbogen på nettet En undersøgelse i universitetsparken i Lund i 1976 beskriver ungeproduktionen og overlevelsesraterne for ungerne i deres første leveår. Data fra undersøgelsen kan ligeledes anvendes til at vurdere om 5

6 populationen er i balance, producerer overskud, eller skrumper. Som det fremgår af nedenstående bliver i gennemsnit 1,6 af årets ungeproduktion klar til den kommende ynglesæson, og 1,3 af yngleparrene ovelever til næste sæson, hvilket vil sige, at der i denne population er et overskud på gennemsnitlig 0,9 fugl fra forrige ynglesæson. Det vil igen sige, at enten vil populationen vokse, eller at de overskydende fugle opsøger nye yngleområder. Ungeproduktion Antal æg per Dødelighed sæson æg % Antal unger udruget Dødelighed Antal udfløjne Dødelighed til Antal selvstændige Dødelighed rest Antal yngleklare redeunger % unger selvstændighed % unger første år % 1 års fugle ,4 28 3,9 32 2,6 40 1,6 Voksne fugle Antal Dødelighed % Antal yngleklare voksne fugle Total antal yngleklare fugle ,3 2,9 Produktivitet for solsorte i park i byområde (Universitetshaven Lund) Nedenstående tabeller viser mere detaljeret hvorledes dødeligheden fordeler sig fra æg stadiet og videre i det første leveår (data fra undersøgelsen i Lund). Overlevelsesrater fra æg til selvstændighed hos solsort Stade Total dødelighed % Daglig rate % Dage Æg 46 4,3 14 Redeunger 28 2,5 13 Udfløjne unger 32 1,9 20 Tidsmæssig dødelighed for udfløjne unger % Stade Dødelighed % Daglig rate % Dage Redeunger 28 2,5 13 Udfløjne unger Dag ,2 5 Dag ,3 5 Dag ,4 5 Dag 16-selvstændighed Samlet dødelighed (%) for udfløjne unger i forhold til udflyvningstidspunkt Maj 76 Juni 12 Juli 6 August 0 6

7 Den største dødelighed finder sted allerede i reden, næsten halvdelen (46%) i æg stadiet, og næsten 28% som redeunger, hvor årsagen er redeplyndring, mest fra kragefugle, i byen især husskader, men i skoven skovskader såvel som krager, men spætter og egern er også ivrige redeplyndrer. Solsorteungerne forlader typisk reden inden de kan flyve, og i den periode er de i byen især udsatte for katte, og i skoven forskellige rovdyr, som ræv, mår mm., og det er også i denne første periode at dødeligheden er størst, hvor næsten 1/5 (19%) dør i løbet af 5 dage. Ungedødeligheden faldt igennem sæsonen, og en forklaring er muligvis at det tidligt på året, hvor der endnu ikke er kommet løv på træer og buske, er sværere at finde sikre skjulesteder. En polsk undersøgelse fra parker i Stettin har vist, at også de første reder der typisk anlægges i nåletræer er mere udsatte for plyndring fra kragefugle, da kragefuglene systematisk undersøger nåletræerne for reder og at det ser ud til, at de ligefrem kan huske i hvilke træer og buske rederne fandtes året før. Træk og vandringer Gamle hanner er langt overvejende standfugle Som anført ovenfor er de danske solsorte overvejende standfugle, for by-solsortenes vedkommende stort set alle, men hvor en større andel af skov-solsortene synes at trække bort om vinteren. Det er især ungfugle og hunner der i givet fald trækker bort. Det er i højere grad solsorte fra Østdanmark der er trækfugle, og vinterkvarteret er hovedsagligt i Storbritannien og Frankrig. Vi har desuden træk og vintergæster fra nord, mest fra Syd og Mellem Sverige. For år siden levede solsortene næsten udelukkende i skoven og var trækfugle. På et tidspunkt begyndte nogle af solsortene at overvintre i byerne, hvor der var mad i form af affald og lignende. De trak dog tilbage til deres ynglepladser i skoven for at yngle, men senere blev nogle af solsortene i byen og begyndte at yngle, og et levested for solsortene var etableret. I Danmark er størstedelen af bestanden i dag uden tvivl bysolsorte og hovedsagligt standfugle. (Se også artiklen om fuglenes urbanisering). Alder og dødelighed Den ældste kendte fritlevende solsort blev 21 år gammel, men gennemsnitsalderen er under 3 år. Som angivet i tabellerne ovenfor har solsorte et typisk mønster, hvor dødligheden er størst i det første leveår. 7

8 Solsortesang er skøn, men solsorten kan også tage sig malerisk ud 8

9 9