Fuglehåndbogen på Nettet (BBJ) (vs.1.1: ) Nattergal. Status

Transkript

1 Videnskabeligt navn: Luscinia luscinia (L) Nattergal Status Nattergalen er en almindelig ynglefugl i den østlige del af Danmark, hvorimod den kun yngler meget spredt i Vestjylland. Der går næsten en grænse som en lige linje ned gennem det jyske højderyg, men det ser dog ud til at den i de senere år er blevet mere hyppig også vest for højderyggen. Bestanden tiltog generelt fra midten af 1970erne, men er siden begyndelsen af 1990erne aftaget igen. Den er trækfugl, og overvintrer i det sydlige og østlige Afrika, syd for ækvator. Det er en art med nordøstlig yngleudbredelse, og Danmark ligger på sydvestgrænsen af udbredelsesområdet, der omfatter det østligste af Nordeuropa fra det sydlige Norge, det sydlige Sverige og Finland og ind over Rusland til det vestligste Sibirien. Syd og vest for os afløses den af den nært beslægtede art sydlig nattergal som stort set årligt bliver set og hørt, men nok ikke yngler. Nattergale blev tidligere anbragt i en gruppe man kaldte smådrosler sammen med arter som rødhals, stenpikkere, rødstjerter og bynkefugle. Droslerne har nu fået en selvstændig familie, og nattergalene, sammen med de førnævnte er nu anbragt sammen med fluesnappere. Der er fire arter nattergaleslægten (Luscinia), foruden sydlig nattergal er det blåhals, som for nyligt er indvandret som ynglefugl, flest i Sønderjylland, men nu også flere steder i landet. Desuden rubinnattergal, som er en meget sjælden strejfgæst fra Sibirien. 1

2 Birdlife International angiver den europæiske bestand til imellem 3,7 og 6,9 millioner ynglepar, og den europæiske bestand vurderes til at udgøre imellem halvdelen og tre fjerdedele af verdensbestanden. Data for nattergal Længde Vingefang Vingelængde Ældste Ynglepar i Art Vægt (g) (cm) (cm) (cm) (år)* DK** Status# Nattergal (18-35) ,5 8,5-9, YT/TG * Fund af ringmærkede individer ** 2014 Eget estimat ud fra DOF data og ynglefugleindex #Status: YT-yngletrækfugl, TG-Trækgæst Tabellen angiver hvornår nattergalen kan ses i Danmark. Da den lever meget skjult, er det uden for sangperioden ganske få nattergale der ses, selvom de sidste først trækker bort i løbet af september. Nattergal Hvornår ses nattergalen i danmark Januar Februar Marts April Maj Juni Juli August September Oktober November December Levested (habitat) Nattergalen holder til i tilvoksede moser med pilekrat. Kan undertiden yngle i fugtig løvskov med tæt underskov. Træk/vandringer Nattergalen er langdistancetrækker, som kun tilbringer 3-4 måneder i Danmark. Den ankommer med nogle få individer fra de allersidste dage i april, men langt de fleste ankommer først i løbet af den anden uge i maj, og de forlader os igen i løbet af august til lidt ind i september. Trækretningen er syd/sydøstlig og vinterkvarteret er i det sydøstlige tropiske Afrika, syd for ækvator. En årlig rundrejse på ca km for de danske ynglefugle. En undersøgelse med lysloggere på svenske nattergale har vist, at efterårsturen tages i nogle trin, først et 3 ugers stop i det sydlige Europa, dernæst et længere stop i Sahelområdet (Sudan) på 6-7 uger, herefter et stop syd for i Kenya på ca. 1 måned før det endelige vinterkvarter i det sydøstlige Afrika nås. De to stop i Afrika før det endelige vinterkvarter nås, falder tæt sammen med perioden efter en regntid, hvor der er mange insekter, som udgør et godt fødeunderlag. Det har i øvrigt vist sig at nattergale, baseret på magnetfelter, med al sandsynlighed kan bestemme hvor de er, og hvis det er et punkt, hvorefter der forestår en længere rejse over vand eller ørken, øge fødeoptaget, og bygge en fedtreserve op. Man fangede svenske nattergale i det sydlige Sverige, og udsatte en gruppe for magnetfeltet svarende til feltet i det nordlige Ægypten. De øgede fødeindtaget og fedtreserverne betydeligt mere end en gruppe hvor magnetfeltet ikke blev manipuleret. Den eksperimentelle gruppe havde i løbet af 10 dage taget 8 gram på, hvor de ikke manipulerede kun havde taget 4 gram på. Nedenstående illustration opsummerer forholdene. 2

3 Fugle benytter forskellige systemer til at orientering og navigering. De vigtigste er solen, stjernerne og jordens magnetfelt. For at navigere, må fuglene dels vide hvor de er, og hvor de skal hen. Man har tidligere vist, at hos f.eks. stære trækker de unge fugle retningsbestemt, dvs. at de har en indbygget opfattelse af hvilken retning, og hvor længe de skal flyve for at komme til målet. Erfarne stære derimod trækker målbestemt og har en opfattelse af hvor målet er, uafhængigt af udgangspunkt, og korrigere hvis de bliver forflyttet. Langdistancetrækkere som nattergale, som på deres trækrute møder forhindringer som Middelhavet og Sahara, hvor det er vigtigt at have energireserver nok, skal vide hvor de er, så de kan tanke op inden de skal krydse havet eller ørkenen. Der er derfor nødt til på en eller anden måde at besidde et kort, der fortæller dem hvor de er. Jordens magnetfelt er en kandidat til et sådant kort, og forsøg udført med svenske nattergale har vist, at de ved ændring af magnetfeltet fra sydsvensk til nordægyptisk, altså en position lige før de skal krydse ørkenen, æder mere, og øger deres vægt mere end fugle der forbliver under sydsvenske feltforhold, hvilket er et indicium for, at jordens magnetfelt kan danne basis for et sådant kort. Vægtforøgelse hos trækkende nattergale fanget i det sydlige Sverige. De fangne nattergale blev delt op i to grupper, den ene gruppe forblev i det lokale magnetfelt, mens den anden blev udsat for et magnetfelt svarende til feltet i det nordlige Ægypten. Nattergalene blev i 10 dage holdt i volierer og begge grupper kunne æde melorme ad libitum. Fuglene blev vejet dagligt i perioden og deres vægtforøgelse registreret. Den eksperimentelle gruppe, udsat for det nordægyptiske magnetfelt, tog dobbelt så meget på som kontrolgruppen i uændret sydsvensk magnetfelt. Vægtforøgelse: Sydsvensk magnetfelt ( ): 4 g Nordægyptisk magnetfelt ( ): 8 g Andre længere stop ( ) Endelige vinterkvarter ( ) Føde Nattergalens hovedføde er insekter, insektlarver og andre mindre hvirvelløse dyr, som bænkebidere, tusindben etc. I sensommeren og efteråret også en del bær. Fældning Nattergalen har én fuldstændig fældning efter yngletiden, fra begyndelsen af juli til slut august, således af fældningen er overstået inden trækket for alvor sætter ind. Ungfuglene har en delvis fældning af kropsfjer og de flest dækfjer. Tidspunktet afhænger af klækningstidspunktet, og begynder når de er ca. en måned gamle, fra midten af juli, og den er afsluttet i september. Ynglebiologi Nattergalene bliver kønsmodne efter et år, men mange yngler ikke før de er to år gamle, og er socialt monogame i en sæson. Hannerne ankommer de allersidste dage i april, men de fleste først i løbet af den anden uge i maj, og etablerer i løbet af et par uger et territorium. Hunnerne ankommer en uges tid eller to efter hannerne. Reden placeres oftest direkte på jorden ved roden af en busk eller mindre træ og i tæt urtevegetation, undertiden lidt hævet, men sjældent mere end cm. Det er hunnen der i løbet af 3-5 dage bygger reden, som yderst består af strå og småkviste, dernæst af et lag finere plantemateriale og endeligt med en foring af hår. Det kan være en ret stor konstruktion med en diameter på cm og en dybde på cm, dvs. en dyb, nærmest en lukket rede. Der lægges 4-6 æg og rugningen begynder efter sidste æg. Hunnen er alene om rugningen der tager dage, og må sandsynligvis selv sørge for føden i denne periode. Når ungerne klækkes bliver hunnen på reden de første 5 dage, og det er hannen der bringer 3

4 føde. Herefter deltager begge fugle i fodringen af ungerne, som forlader reden efter 9-11 dage. Forældrefuglene tager sig herefter af ungerne de følgende 2-3 uger. Yngleforløbet hos nattergal Nattergalen har i Danmark et kuld i løbet af en sæson, men kan ved tidlig ødelæggelse af kuld eventuelt begynde et nyt. Føringstid Redetid Klækning Rugning De enkelte perioder Æglægning: 5-6 dage Rugning: dage Klækning: 1 dag Redetid: 9-11 dage Føringstid: Ca. 2-3 uger Føringstiden er tiden fra ungerne forlader reden, indtil de bliver selvstændige. Æglægning April Maj Juni Juli August September Oktober Som nævnt ankommer hannerne en til to uger før hunnerne, og de benytter tiden til at etablere yngleterritorier. Nattergalens sang har to hovedfunktioner, ud over at være artsspecifik, dels til at etablere og forsvare et yngleterritorium, dels til at tiltrække en hun. Nattergalene er kendt for at synge om natten, men de synger også om dagen. Hos sydlig nattergal holder hannen op med natsang, når den har tiltrukket en hun, men fortsætter med dagsang, og tolkningen er derfor at natsangens hovedfunktion er at tiltrække en mage, hvor dagsangen hovedsagligt har med territoriehævdelse at gøre. Det kan vel tænkes at det samme gør sig gældende for nattergalen. Sammensætningen af nattergalens sang er relativ kompleks, dels består den af nogle basale stavelser eller elementer, som sammensættes i forskellige rækkefølge, sangtyper, som så igen kan gentages i bestemte rækkefølger: 1. Sangelementer/stavelse hvoraf det enkelte individ har omkring Sangtyper, rækkefølgen af de enkelte elementer i en sang, hvoraf det enkelte individ har imellem 20 og 40 typer. Dvs. at der er stor variation i den enkelte hans formåen, hvilket givetvis har betydning for både territorieetableringen og tiltrækning af en mage. 3. Rækkefølgen af sangtyper er desuden individspecifik, hvor nogle sangtyper, hos et individ, typisk følger efter hinanden i en bestemt rækkefølge. Det har desuden vist sig at hanner deler flere sangtyper med lokale hanner end med hanner fra andre områder, altså en slags dialekt, der tilkendegiver hvorfra en han kommer og har tilknytning. Man har tolket det derhen, at hanner der synger den lokale dialekt, har større chance for at tiltrække en mage, end hanner der synger en anden dialekt, idet det kan vise, at hannen er kendt med det specielle område, og derfor vil være effektiv i fødesøgning mm., og derfor også vil være effektiv i opfostringen af ungerne. 4

5 Hos sydlig nattergal der i øvrigt har et noget større sangrepertoire, er det specielle enkeltelementer i sangen der er afgørende for hvor attraktiv sangen opfattes af hunnerne. Det er antallet af nogle, muligvis krævende, summende elementer og hurtige trillende lyde der synes at være særligt tiltrækkende. Alder og dødelighed Den ældste kendte fritlevende nattergal blev knap 10 år, men gennemsnitlige levetid er meget kortere, nok under 3 år. 5