Efter et nej: Dansk EU-politik i ruiner

Transkript

1 EURO Efter et nej: Dansk EU-politik i ruiner Et dansk nej til euroen vil blive mødt med undren i det øvrige EU og skabe frygt for højreradikalisme - Men nej et får næppe betydning for Nice-traktaten, hvor SF formentlig vil anbefale et ja af hensyn til Østeuropa - Nye forbeholds-afstemninger vil blive udskudt på ubestemt tid, men tiden vil måske arbejde for ja-siden - Det er dog også en risiko, at mindre indflydelse medfører endnu større folkelig skepsis - Ugebrevet analyserer de politiske konsekvenser af et nej Dansk EU-politik ligger i ruiner, hvis resultatet af folkeafstemningen på torsdag bliver et nej. Konsekvenserne vil dog først for alvor vise sig på lang sigt, hvor Danmark med sin placering som B-nation vil få store vanskeligheder med at sætte sit præg på den europæiske udvikling. De andre EU-lande vil ikke straffe Danmark ved at undlade at tage hensyn til vores interesser, men vil på den anden side have svært ved at tage danske politiske udspil alvorligt. Denne selvvalgte outsiderrolle kan meget vel føre til en endnu større folkelig EU-skepsis og dermed give anledning til en ond cirkel, der stille og roligt vil reducere Danmark til en rolle tæt på den norske: Som kopi-nation uden indflydelse. Til gengæld vil et nej næppe få større konsekvenser på kort sigt. Euro-modstandernes forestillinger om, at et dansk nej skulle give europæisk genlyd som i 1992, er groft overvurderede. Afstemningsresultatet har i denne omgang kun betydning for danskerne selv. Forhandlingerne om den kommende Nice-traktat vil efter al sandsynlighed heller ikke blive berørt af et nej. Ligesom den parlamentariske situation vil være uanfægtet af vælgernes hårde dom over ja-partierne, der dog vil stå i kø foran håndvasken for at unddrage sig ansvaret og fedte det af på de andre. Statsminister Poul Nyrup Rasmussen har - med hans eget udtryk - truet med at blive uanset resultatet, så under alle omstændigheder bliver der tidligst folketingsvalg til foråret. Ugebrevets analyse af dansk EU-politik efter et nej peger i øvrigt på:! At danskernes beslutning om at holde sig uden for indflydelse for vores EU-partnere vil virke helt uforståelig på baggrund af den fastkurspolitik, Danmark har ført siden 1982.! At EU-landene vil betragte nej et som et lokalt dansk problem, som dog vil give anledning til en vis bekymring for, at det skal give højreradikale, EU-skeptiske partier i f.eks. Frankrig, Østrig og Belgien mere vind i sejlene.! At revisionen af Amsterdam-traktaten i Nice vil forløbe forholdsvis glat, fordi den efter al sandsynlighed ikke skal til folkeafstemning. Dertil kommer, at SF - i modsætning til de øvrige nej-partier og -bevægelser - vil strække sig langt for at kunne sige ja, fordi traktaten er grundlaget for udvidelsen med Øst- og Centraleuropa.! At der dog ikke dermed er lagt op til et nyt nationalt kompromis, som hverken ja- eller nej-partierne finder behov for.! At nye danske folkeafstemninger om f.eks. de øvrige forbehold vil blive udskudt på ubestemt tid. Og at ja-partiernes håb vil være, at tiden arbejder for dem - og hen ad vejen vil afsløre, at forbeholdene virker imod hensigten.! Og at Danmark derfor i mange år fremover vil være sat uden for indflydelse på de mest centrale samarbejdsområder, hvilket vil få mærkbare konsekvenser for vores politiske indflydelse og kan blive starten på en ond cirkel, der øger befolkningens EU-skepsis. Analysen, som står for Ugebrevets egen regning, bygger på en lang række samtaler med centralt placerede politikere i både ja- og nej-partier, der har medvirket med deres vurderinger under forudsætning af anonymitet. Nr september

2 Hundeslagsmål og frustration Hvis optællingen af stemmerne torsdag aften viser sig at resultere i et nej, er der lagt op til et rigtigt hundeslagsmål mellem ja-partierne. Venstre vil - som man allerede er godt i gang med - laste Nyrup for nederlaget, mens Socialdemokratiet vil beskylde Anders Fogh Rasmussen for at have underløbet ja-siden udelukkende for at styrke sin position som statsministerkandidat. Slagsmålet, som nej-siden kan læne sig tilbage og nyde, vil selvfølgelig være udtryk for, at den midlertidige borgfred er slut - og at det nu gælder om at komme i position til det kommende folketingsvalg. Men vreden vil også dække over en god portion frustration, der består i, at ja-partierne i de næste mange år skal forvalte en EU-politik, som de alle anser for at være i strid med nationens vitale interesser. Det vil - som det udtrykkes af en top-politiker - være rædselsfuldt og danne grobund for en god portion vælgerlede. Måske vil det allerede fremgå af partilederrunden på de to tv-kanaler, men det er også troligt, at statsministeren dagen derpå indkalder samtlige partiledere til en rådslagning om, hvordan nej et skal håndteres. I hvert fald vil regeringen have et ønske om hurtigt at få gjort klart, at Danmark - trods afstemningsresultatet - agter at kæmpe med næb og klør for at bevare fastkurspolitikken i forhold til euroen. En sådan erklæring adresseret til finansmarkederne vil alle partier slutte op bag, men derudover vil statsministeren efter et sådant møde maksimalt kunne sige:! At regeringen naturligvis respekterer folkeafstemningens resultat - og at man ikke har aktuelle planer om at sende de andre forbehold til afstemning.! At Danmark - uanset resultatet - stadig er medlem af EU, og at man naturligvis vil kæmpe for at varetage landets interesser.! At Danmark derfor fortsat vil arbejde positivt for at få revisionen af Amsterdam-traktaten på plads ved EU-topmødet i Nice, så udvidelsesforhandlingerne ikke blive forsinket.! At forhandlingerne om næste års finanslov starter efter Folketingets åbning i næste uge. Den facitliste vil der næppe komme indvendinger imod - i første omgang. På både ja- og nejsiden er det i hvert fald indstillingen, at det i de første dage efter et nej er en central opgave at bidrage maksimalt til, at der ikke kommer et stormløb mod kronen. Derudover er der ikke meget at sige. Det hænger sammen med, at et nej til euroen ikke har konsekvenser for andre end os selv. I modsætning til i 1992, hvor Maastricht-traktatens fremtid var på spil, er det i denne omgang kun Danmark, der rammes af konsekvenserne. Dengang skulle der findes en løsning for Danmark af hensyn til de andre medlemslande, mens det behov slet ikke eksisterer i forbindelse med euro-afstemningen. Derfor er der heller ingen - hverken på ja- eller nej-siden - som gør sig tanker om, at der skal udarbejdes en hvidbog om Danmarks situation, eller at der skulle være behov for et nyt nationalt kompromis. Forventningen i regeringskontorerne er da også, at der ud over den umiddelbare betydelige opmærksomhed om de mærkelige danskere næppe vil blive en større europæisk debat om sagen. Euro-landenes regeringer vil pænt beklage den danske beslutning - og køre videre med deres projekt. Derudover vil de på de interne linier formentlig ærgre sig over, at det danske nej trods alt vil puste til de anti-eu-holdninger, som i lande som Belgien, Frankrig, Østrig mv. først og fremmest bæres af højreradikale partier. Og på det grundlag vil der naturligvis blive stillet spørgsmål om, hvorvidt det danske nej er udtryk for samme type holdninger. I specielt Sverige og England vil budskabet blive modtaget med panderynken, og det vil ikke øge de to regeringers lyst til at udskrive euro-folkeafstemninger. 2 Nr september 2000

3 Figur 1: Tre af EUs reformspor løber sammen på december-topmødet i Nice. Det kan ikke udelukkes, at de i slutfasen kædes sammen i regeringskonferencen, men mest tyder på, at charteret om borgernes grundlæggende rettigheder og friheder i forhold til EUs myndigheder ikke skrives ind i traktaten, men bliver et politisk dokument. EU forhandler med 12 lande. EU skal være modtagelsesklar Regeringskonference afsluttes i Nice. Nice-traktaten ratificeres Udvidelse Ny traktat Forsvarsdimension Grundrettighedscharter På topmødet i Nice besluttes, om dimensionerne skal knyttes til regeringskonferencen og dermed den nye traktat.??? Nice-traktaten træder i kraft? Kilde: DUPI: "Udviklingen i EU siden 1992 på de områder, der er omfattet af de danske forbehold", Næste stop: Nice Efter den umiddelbare hjemlige accept af resultatet vil der dog næppe gå lang tid, før uenigheden mellem ja- og nej-siden igen blusser op, når Dansk Folkeparti og/eller Enhedslisten vil opfordre regeringen til at garantere en folkeafstemning om Nice-traktaten, der efter planen skal færdigforhandles på EU-topmødet i december. Et sådant krav har ikke en kinamands chance for at få flertal i Folketinget, men det vil formentlig få nej-fronten til at krakelere. Her vil SFerne melde fra - måske med henvisning til, at det spørgsmål kan der i hvert fald ikke tages stilling til, før traktaten er færdigforhandlet. I modsætning til de to andre nejpartier vil folkesocialisterne gå meget langt for at kunne stemme ja, da Nice-traktaten er forudsætningen for optagelsen af de øst- og centraleuropæiske lande. Som forhandlingerne står i øjeblikket, er der heller intet, der tyder på, at traktaten kommer til at indeholde stof, der i grundlovsmæssig forstand indebærer afgivelse af suverænitet - og dermed i sig selv vil kunne fremtvinge en folkeafstemning. Det gælder den ændring af stemmevægte i Ministerrådet mv., der skal afbalancere forholdet mellem de store og små lande. Det gælder udvidelsen af bestemmelsen i Amsterdam-traktaten om større fleksibilitet (forøget samarbejde), som Danmark efter et nej vil være uden muligheder for at modarbejde. Det gælder udformningen af det charter for grundlæggende rettigheder, der forbliver et politisk dokument uden for traktaten. Det gælder udmøntningen af forsvarsdimensionen, som Danmark har en undtagelse fra. Og det gælder for den udvidede anvendelse af flertalsafgørelser - i det omfang der ikke er tale om nye kompetenceområder til EU. Det sidste er givetvis det ømmeste punkt for SF, der dog selv har været langt fremme i debatten ved at foreslå flertalsafgørelser på bl.a. miljøafgifter og virksomhedsskatter. Et andet følsomt område er arbejdsmarkedet, hvor EUs franske formandskab har foreslået flertalsafgørelse om mindstekrav til arbejdsvilkår og til koordination af de sociale sikringsordninger, så man f.eks. kan tage sine pensionsrettigheder med sig fra land til land. Det sidste har den danske regering hidtil været imod, selvom man er enig i, at et samarbejde om disse spørgsmål er til gavn for danske interesser, fordi det kunne modvirke skattekonkurrence og social dumpning. Modstanden mod begge forslag var på sidste uges udenrigsministermøde imidlertid så massiv, at udenrigsminister Niels Helveg Petersen efterfølgende kunne love, at den del af formandskabets forslag ikke ville blive til noget, og at Danmark i givet fald var parat til at bruge sit veto. På dette punkt er regeringen og de øvrige ja-partier ironisk nok uenige med LO. Ingen vilje til nationalt kompromis SF er også det eneste parti, som ja-sigerne kan læne sig op ad i håb om en opblødning i de mere langsigtede perspektiver for et nej. Men mulighederne er ikke store. Holger K. Nielsen Nr september

4 har allerede en gang brændt fingrene på et nationalt kompromis, der bragte ham på konfrontationskurs med sine vælgere. Det var som bekendt ved den lejlighed, at de danske forbehold blev opfundet, og partiet ser sig selv som undtagelsernes eneste trofaste forsvarer og fortolker. Derfor var der i realiteten heller ikke tale om noget valg, da partiet på sit landsmøde i foråret vedtog sin anbefaling af euro-nej et: 98 pct. af de delegerede stod bag beslutningen. Selv de mest inkarnerede EU-skeptikere i partiet kan dog godt se, at der er betydelige problemer med de to andre forbehold, fordi de rammer skævt i forhold til det oprindelige sigte. På forsvarsområdet har det f.eks. aldrig været SFs mening, at Danmark skulle sige nej til at deltage i internationale minerydningsaktioner - som det er sket. Det var forestillingen om opbygningen af en EU-hær, der drev værket i På samme måde har det aldrig været SFs mening, at forbeholdet for de retlige og indre anliggendre skulle afholde Danmark fra umiddelbart at kunne tilslutte sig samarbejde om civilretlige spørgsmål som f.eks. gensidig anerkendelse af retsafgørelse om forældremyndighed. Det var politisamarbejdet, der var den store stygge ulv i Den debat er aldrig rigtig kommet op at stå. På den ene side fordi SFerne har svært ved at tackle den stærkt symbolladede diskussion. Og på den anden side fordi regeringen og ja-partierne ikke har været interesserede i de mindre justeringer, som forbeholdenes skabere har luftet muligheder for. Tværtimod har det været en særskilt interesse for regeringen at tolke forbeholdene så bogstaveligt som muligt - for at demonstrere deres svagheder. Den konflikt er det svært at tro vil løse sig efter et nej, for det er det eneste våben, som regeringen og ja-partierne i realiteten vil have tilbage efter det eklatante nederlag. Der har sommeren over været spekuleret i, om SFerne kunne fristes til at skifte EU-politik, hvis det kunne opfylde i hvert fald formandens udtalte ambitioner om at komme i regering. Men den tankegang er af mange grunde udsigtsløs. For det første fordi forbeholdene nærmest er af religiøs karakter for SFerne, der uanset de mistrøstige erfaringer efter det nationale kompromis stædigt fastholder, at den danske særstilling kan bane vejen for et mere fleksibelt EU. Bl.a. af hensyn til de øst- og centraleuropæiske ansøgerlande, der dog indædt frabeder sig SFernes omsorg. Og for det andet fordi Socialdemokratiet og de Radikale ingen intentioner har om at byde partiet indenfor i varmen. For bare at overveje det spørgsmål ville det i hvert fald kræve, at de tre partier tilsammen havde et flertal, for ellers ville folkesocialisterne jo blot mindske regeringens handlemuligheder. Det er der intet, som tyder på, at de vil få - og selvom det usandsynlige skulle ske, er det stadig tvivlsomt, om der skulle komme en invitation: Holger K. Nielsen fik jo netop ikke noget tilbud, da Nyrup dannede sin første regering i starten af Tiden arbejder for ja-partierne - men langsomt Derfor er den mest sandsynlige udvikling, at den nuværende strid - efter mellemspillet om Nice-traktaten - fortsætter. Og at Nyrup-regeringen - og hvad der måtte følge efter næste valg - må håbe på, at tiden arbejder for ja-partiernes sag. Det gør den givetvis, men der er på den anden side tale om et så langsigtet projekt, at risikoen for en endnu større folkelig skepsis er overhængende, selvom ja-partierne naturligvis vil optrappe deres dialog med befolkningen. Dog næppe i den form, som Anders Fogh Rasmussen har skitseret, hvor dialogen skal ende i en alt-eller-intet-afstemning. Det finder alle andre ja-partier for risikabelt, og den måske kommende statsminister har også nedtonet dette projekt på det sidste. Selv med ham som regeringsleder vil der næppe komme en ny afstemning om euroen de første mange år. Selvom ingen toppolitiker i dag ønsker at sætte et nærmere årstal på, siger det sig selv, at der skal en ny situation til, før nogen vil vove det: En dansk valutakrise eller en euro-tilslutning fra Sverige, England, Ungarn eller Estland. I det tilfælde vil SFerne formentlig også være til at snakke med. Med hensyn til forsvarsforbeholdet er udsigterne mindst lige så langsigtede. Godt nok skal hele arrangementet forhandles på plads i Nice, men derfra vil der endnu gå et par år, før EU vil have en struktur på plads, der f.eks. kan tumle en indsats a la Bosnien. Ønskesituationen for ja-partierne kunne være, at USA om et par år trak sig ud af Bosnien - og at Danmark som det eneste europæiske land gjorde det samme på grund af forbeholdet. Mere nærværende er konsekvenserne for retlige og indre anliggender, der ser ud til at blive et af de mest dynamiske EU-områder i de næste mange år. Her var forbeholdet - som nævnt - rettet mod frygten for et overnationalt politisamarbejde. Det bliver der ikke noget af, men til gengæld er der allerede kommet fart på det civilretlige område, mens det for Dan- 4 Nr september 2000

5 mark højt prioriterede flygtningeområde er stærkt på vej. Det er dog svært at forestille sig, at det skulle kunne føre til et folkeligt krav om ophævelse. Bl.a. fordi Danmark har mulighed for at kopiere den lovgivning, som de andre indfører - ligesom det tilsyneladende uden større fortrydelse foregår i Norge med al EU-lovgivning. Dermed er der et andet perspektiv, som kan blive langt mere faretruende set med japartiernes øjne: At Danmark fra sin fastslåede forbeholdspolitik ikke alene fraskriver sig retten til at øve indflydelse på de kommende års mest centrale samarbejdsområder i EU, men via sin outsider-rolle også taber pusten i forhold til de områder, som vi er med i. Det skal ikke forstås sådan, at de andre EU-lande som en slags hævn sætter Danmark i skammekrogen. Dertil er EU-samarbejdet - modsat den måde, det ofte fremstilles - for hensynsfuldt over for de deltagende lande. Og Danmark vil, når det f.eks. gælder miljøet, formentlig fortsat kunne regne med at finde allierede blandt de andre lande. Problemet er, at Danmark - som økonomiminister Marianne Jelved har udtrykt det - risikerer at blive et enkeltsags-parti, som for det første ikke har så meget at handle med, og for det andet ikke vil blive taget helt så alvorligt som de partier, der f.eks. er parate til at indgå forlig om hele finansloven. Danmark vil på den måde stille og roligt miste indflydelse og muligheder for at få sine højt prioriterede sager sat på den europæiske dagsorden. Hvordan vil en EU-skeptisk befolkning reagere på skærmbilledet af, at danske ministre ikke deltager i afgørende møder eller ikke får deres mærkesager igennem? Vil den kræve, at Danmark skal afgive suverænitet for at komme med ved bordet - eller i endnu højere grad end hidtil se EU som problemet og ikke en del af løsningen? Poul Albret pal@mm.dk Nr september