Ellemann: Et nej er katastrofalt - men truslen kan være nyttig

Transkript

1 EUROPA Ellemann: Et nej er katastrofalt - men truslen kan være nyttig Nej-sigerne er et godt kort for Nyrup, når EU skal presses til at forhandle med alle baltiske lande, mener V-formand - Nyrup og Ellemann bestemmer, om et dansk nej fører til udmeldelse, siger SFs formand - Mandag Morgen interviewer Holger K. Nielsen og Uffe Ellemann-Jensen om følgerne af et dansk nej Ifølge en Vilstrup-undersøgelse, som Politiken bragte sidste mandag, er Venstres formand, Uffe Ellemann-Jensen, den politiker, som 48 pct. af danskerne helst hører på i Europa-debatten. 25 pct. hører helst SFs formand Holger K. Nielsen. Det kan derfor næsten afgøres ved simpel hovedregning, at den samtale mellem SFs og Venstres formænd, som Mandag Morgen refererer i det følgende, må være interessant for næsten hele landet. Samtalen drejer sig om konsekvenserne af et nej til Amsterdam-traktaten - som Uffe Ellemann-Jensen kæmper for at undgå, og som Holger K. Nielsen slås for at gøre til sit partis politik på SFs landsmøde i weekenden. Grundlaget for samtalen er de tre nejscenarier, som ugebrevet fremlagde i forrige nummer - se tekstboksen. I samtalen nuancerer de to partiledere sig frem til synspunkter, som de ikke tidligere har præsenteret i den offentlige debat:! Ifølge Ellemann-Jensen kan SFs krav om en mere forpligtende køreplan for optagelsen af Østeuropa i stor udstrækning indfris allerede på topmødet i december - og de kan fremmes ved risikoen for et dansk nej.! Holger K. Nielsen indrømmer, at det bliver meget svært at bevare den nordiske pasunion, hvis Danmark følger SFs krav om at træde ud af Schengen. SFs formand har ikke nærmere bud på, hvordan det kan gøres.! Ellemann-Jensen vil ikke på forhånd afskære sig fra nogen mulighed for at tackle den nødsituation, som danske politikere står i efter et nej. Et nyt særarrangement for Danmark, der indebærer et dansk farvel til den nordiske pasunion, kan dog ikke komme på tale.! Bortset fra kravet om en mere nagelfast miljøgaranti, forudsætter SFs krav efter et nej ikke nødvendigvis en genforhandling af traktaten.! Det er fortsat uklart, hvad SF mener med kravet om, at de små lande bevarer deres relative indflydelse i forhold til de store lande, når EUs institutioner skal reformeres.! SFs formand vil ikke bruge ordet skrækpropaganda om Ellemanns forudsigelse af, at et dansk nej ender med en en norsk løsning. Han mener til gengæld, at det er en ren dansk afgørelse, om det vil gå sådan.! SFs og Venstres formænd er på afgørende punkter helt enige om Europa-politikken - som det fremgår af tekstboksen. I det følgende gengives dele af samtalen imellem Uffe Ellemann-Jensen, Holger K. Nielsen og ugebrevets politiske redaktion - med de ord, som vi efterfølgende blev enige om at bruge. 1. Scenario: Genforhandling af Amsterdam-traktaten? SF kræver en genforhandling af traktaten med henblik på at skabe sikkerhed for, at de Østeuropæiske lande optages, for at få Danmark ud af overstatsligt retssamarbejde og for at sikre demokrati og miljø endnu bedre i EU-samarbejdet. Hvorfor tror du, at det vil være muligt, Holger? Nr september

2 Tre scenarier efter et nej Grundlaget for samtalen mellem de to partiledere er de tre hovedscenarier, der kan komme på tale i tilfælde af et dansk nej til Amsterdam-traktaten. De tre scenarier er: 1. Genforhandling, hvor regeringernes forhandlinger om Amsterdam-traktaten, eller dele af den, åbnes igen. 2. Edinburgh II/en dansk særaftale, hvor Danmark opnår nogle indrømmelser, der fortolker den nye traktat for alle lande eller for Danmark specielt. 3. Udgangsscenariet, hvor Danmark forlader EU, men forhandler sig frem til et samarbejdsarrangement, der er noget mere omfattende end Norges. De tre scenarier blev beskrevet indgående i Mandag Morgen nr. 27 og begrundet med en række tænkelige udviklingsforløb i dansk og europæisk politik frem til situationen næste sommer, hvor det usandsynlige nej alligevel er blevet en realitet. Ved samme lejlighed opfordrede ugebrevet interesserede læsere til at kommentere de tre scenarier, der vil blive ajourført og kvalificeret med jævnlige mellemrum frem til folkeafstemningen. Kommentarer til scenarierne - og til de to partiformænds kommentarer - kan postes, faxes eller mailes til adresserne på ugebrevets forside, og de kan være anonyme, hvis vi kender afsenderen. Holger: De andre lande har to alternativer efter et nej. Enten kan de åbne en forhandling om en ny traktat, som danskerne kan sige ja til. Eller også kan de leve videre med Maastricht-traktaten. Mange lande har jo sagt, at det er nødvendigt med en ny traktat på grund af udvidelsen med Østeuropa. Der er imidlertid også mange, der mener, at østudvidelsen under alle omstændigheder er nødvendig. Derfor er man i et dilemma, hvis Danmark siger nej, hvor man bliver nødt til at vurdere situationen på ny. Ingen kan jo overrule et dansk nej. Jeg tror på, at de kan nå til noget mere positivt end der, hvor man slap kl. 3 om natten under topmødet i Amsterdam. Et dansk nej er et signal til regeringerne om at gøre deres arbejde færdigt. Særlig når det gælder Østeuropa, er traktaten jo hverken fugl eller fisk. Man fik vedtaget, at man kan optage op til fem nye lande uden at ændre på EUs institutioner. Man skal altså være færdige med alle disse besværlige ændringer, inden man kommer til nummer seks. Ovenikøbet får man nogle lande ind, der ikke er særlig interesseret i, at der kommer endnu flere med. Derfor er resultatet faktisk værre end ingenting.? Men der vil være modstand imod krav om at starte på en frisk. Har du en analyse af, hvilke kræfter et dansk nej vil sætte i gang i de andre lande, og som vil kunne overvinde modstanden? Holger: Nej, jeg sidder jo ikke i regering. Jeg taler hverken med Kohl eller Blair og har ikke kontakten med de andre landes diplomater. Jeg bygger min argumentation på den antagelse, at vi kan få en positiv proces i gang. Nogle garantier gives ikke i den slags spørgsmål. Jeg har også erfaringen fra <92, hvor omverdenens reaktioner på det danske nej var så positive, at det kom bag på alle.? Hvis du nu skal se helt europæisk på det, Uffe, og altså ser helt bort fra, hvad danske partier måtte ønske efter et nej, tør du så udelukke muligheden for en eller anden form for genforhandling? Uffe: Det virker ikke realistisk. Min erfaring siger mig, at det er meget svært at genåbne en forhandling, når alle en gang er gået med til at sætte punktum. Desuden ville andre også stille krav. Man ville få et nyt afbalanceringsproblem, præcis som i Amsterdam. Ingen vil rigtig kunne tro på, at det kan føre til noget positivt.? Man kunne tænke sig, at man nøjedes med at genåbne debatten om stemmevægte, Kommissionens indretning m.v. og andre institutionelle reformer, der blev udskudt i Amsterdam? Uffe: Det er jo et trosspørgsmål, og jeg tror det altså ikke. Genforhandlingen skulle i så fald gå ud på, at man sagde OK, så lad os da indrette EU, så vi kan rumme alle Nr september 1997

3 lande. Der kunne da være noget positivt ved det. Måske kunne man så få talt om noget af det, man ikke nåede i Amsterdam - om stemmevægte etc. Det ville være positivt, hvis man kunne genoptage dén diskussion, det har Holger ret i. Jeg tror bare, at det er for kompliceret en forhandling til at være realistisk. Bortset fra, at de kom i tidnød i Amsterdam, så er der også mange modstridende synspunkter og interesser på spil for de enkelte lande. Nogle kunne måske godt tænke sig at bruge en genforhandling af disse ting til at få udskudt udvidelsesforhandlingerne. For øvrigt tror jeg ikke, at en ændring af stemmefordelingen m.v. vil gøre det lettere for danskerne at goutere traktaten. Og du Holger, du må da omgående vende dig imod et resultat, hvor Danmark får relativt færre stemmer. Holger: Jeg mener, at hele problemet er meget overdrevet. Jeg har aldrig købt argumentet om, at de store skulle have noget mere, så de ikke behøvede at være så nervøse for, at de små rotter sig sammen. De små har ikke fælles interesser. Men vi vil godt diskutere problemet.? I dit oplæg til SFs landmøde skriver du, at de små lande skal bevare deres relative indflydelse i forhold til de store lande. Hvad vil det sige? Er det Danmarks procentuelle andel af det samlede antal stemmer, der skal være det samme, eller er det de små landes over for de stores? Holger: Vi skal helst bevare den relative fordeling mellem små og store, som vi har nu. Det må være målet, men vi er åbne for forskellige modeller til at nå målet. Uffe: Det er en matematisk umulig opgave at undgå at ændre balancen. Når flere bliver medlemmer af en klub, så bliver balancen ændret. Lad os se praktisk på det. Holger og jeg er enige om, at vi gerne vil have et EU med medlemmer. I den situation vil der være relativt mange flere små og mellemstore lande i EU end i dag. Hvis du bliver ved at give landene det samme antal stemmer som i dag, så får vi en situation, hvor lande med 45 pct. af EU-landenes folketal vil have over 60 pct. af stemmerne i Ministerrådet. Det betyder f.eks., at en gruppe af lande med fælles interesser med en enkelt eller to af de større - nemlig dem, der modtager overførsler fra EU-kassen - de vil kunne blokere alle beslutninger. Beslutningsprocessen i hele EU bliver et gidsel for at få økonomiske fordele. Det må undgås. Vi ønsker ikke, at beslutningsprocessen blokeres, og vi er frem for alt ikke interesseret i, at de store siger: Vi blæser den formelle beslutningsproces en lang march, og ordner sagerne i korridorerne. Derfor er det i vores interesse at holde fast i den balance mellem store og små, som vi har i dag. Den kan du kun få rent matematisk, hvis du giver de få store relativt mere end de små. Hvis det er det sidste, Holger mener, så er der logik i det, og så må du tage konsekvensen: Så skal der institutionelle ændringer til. Holger: Det er ikke et matematisk, men et politisk problem. Jeg accepterer ikke præmissen om, at de store lande skal have mere magt, for at EU skal kunne fungere. I øvrigt har jeg ikke flere kommentarer. Kan en genforhandling hjælpe Østeuropa?? I er enige om, at udfaldet af den danske afstemning kan få stor betydning for optagelsen af Østeuropa - men ikke hvilken betydning, det vil få. Holger mener, at et nej skal bruges til at fremtvinge en garanti til ansøgerlandene for at komme med. Hvordan skal sådan en garanti se ud? Holger: Det er i den forbindelse udelukkende Østeuropa, vi taler om. Vi betragter spørgsmålet i et overordnet sikkerhedspolitisk perspektiv. Meningen er at bruge EU som en dynamo til at bryde den gamle militære sikkerhedspolitik ned til fordel for en Nr september

4 sikkerhed, der bygger på økonomisk og politisk samarbejde. SF ønsker en fast køreplan, der gør det til et reelt perspektiv, at landene i øst kommer ind i EU inden for så og så mange år. Vi forestiller os, at det kan ske i form af et glidende medlemskab, hvor de først kommer med i det hele efterhånden. Optagelsen bliver under alle omstændigheder en langvarig proces, hvor man skal hjælpe de nye medlemmer med at opbygge ordentlige forvaltninger, så de kan leve op til alle de mange krav, der stilles. Det er dette forløb, vi gerne vil have ind i en fornuftig bane, hvor det er sikkerhedspolitiske hensyn, der styrer, og ikke politiske tilfældigheder i natteforhandlinger eller hensynet til tysk industri. Og det er her, Amsterdam-traktaten gør større skade end gavn, fordi den skubber optagelsen af de sidste 5-7 lande ud i det uvisse og gør den afhængig af, at de nuværende lande kan enes om stemmefordeling m.v., om Ungarn nu vil have Rumænien med etc. Nejet i Danmark skal bruges til at mobilisere den politiske vilje til at pege på en vej ud af alle de tekniske og politiske problemer, der kan få udvidelsen til at gå i stå på halvvejen. Uffe: Jeg er enig med Holger om målet. Jeg er også skuffet over udvidelsesperspektivet i det her. Jeg tror, som sagt, bare ikke på, at vi kan nå længere ved at sige nej og kræve genforhandling, fordi der så bliver kædet andre emner ind. Derimod kan vi måske nå længere på anden vis. Beslutningen om at starte udvidelsesforhandlingerne skal tages på topmødet i december i Luxembourg. Her går jeg ud fra, at regeringen vil presse voldsomt for, at der indledes forhandlinger med samtlige lande. Man kan tænke sig, at regeringen lægger stor vægt på at få forhandlingerne i gang også med Letland og Litauen, selvom Kommissionen har anbefalet, at man kun starter med Estland. Det har regeringen gode argumenter for. Ser man på de objektive kriterier er det svært at lukke de to lande ude, så det er et spørgsmål om den politiske vilje i andre EUlande. Regeringen har holdt sine muligheder åbne for at køre benhårdt på den sag, og det synes jeg er klogt af regeringen. Vi har desuden det stærke argument over for de andre lande, at vi skal have en folkeafstemning i Danmark, og det vil være et ganske godt signal til sådan en folkeafstemning, hvis det lykkes at få åbnet forhandlingerne med bl.a. alle balterne. Så jeg tror, at det er realistisk, at regeringen kan nå langt og dermed får skabt det perspektiv, som Holger efterlyser. SFs og Venstres fælles EU-politik Samtalen viser, at SFs og Venstres formænd er enige i et omfang, der antagelig vil overraske mange. Det gælder f.eks.:! Det grundlæggende sikkerhedspolitiske perspektiv. EU skal være dynamoen i en proces, hvor man bryder den gamle, militære sikkerhedspolitik ned til fordel for en økonomisk og politisk sikkerhedspolitik, som Holger K. Nielsen udtrykker det.! De mener også begge, at den centrale faktor for sikkerheden er EUs udvidelse med alle ansøgerlande i Østeuropa.! Såvel Uffe Ellemann-Jensen som Holger K. Nielsen finder, at Amsterdam-traktaten falder væk, hvis Danmark stemmer nej, og! at traktaten i øvrigt ikke er særlig velskabt.! Heller ikke Uffe Ellemann-Jensen vil udelukke visse positive muligheder i en genforhandling, selvom han ikke finder dem realistiske og ikke mener, at SF burde ønske sig det.! Endelig erklærer de begge, at spørgsmålet om mulighederne efter et nej, må behandles som trosspørgsmål. 4 Nr september 1997

5 Holger: Så siger du også, at truslen om et nej i Danmark kan hjælpe en god proces i gang. Uffe: Det kan man jo håbe, men hvis det bliver et nej, så tror jeg til gengæld, at det vil udløse nogle kræfter, der vil træde frem på overfladen og blokere udvidelsen i stedet for. For bliver det et nej, så er der ingen Amsterdam-traktat. Og så er den politiske nøgle til udvidelsen væk. En række lande har jo gjort Amsterdam-traktaten til en betingelse for at lukke østlandene ind. Holger: Jeg har svært ved at forstå din optimistiske prognose for, hvad vi kan nå uden et nej. Hvis de er så gode, hvorfor kunne man så ikke enes om at tage flere end de fem første lande med. Uffe: Måske lykkes det ikke. Jeg er ikke superoptimist. Men så vil jeg alligevel hellere starte med de fem lande - frem for at begynde forfra med traktaten. Så udsætter vi jo forhandlingerne på ubestemt tid. Det kan gøre ubodelig skade i mange lande, også de baltiske. Vi ved, hvor vanskelig deres omstilling er i forvejen. Vi kender risikoen for politiske omvæltninger. Vi gør det endnu sværere, hvis deres håb om at blive medlemmer af det europæiske fællesskab skydes ud i det uvisse. Scenario 2: En dansk særaftale? Hvilke af SFs krav kan kun opfyldes via en genforhandling af selve traktaten? Nogle kunne måske nås gennem en separat aftale for Danmark og andre gennem supplerende aftaler for alle, som da subsidiaritetsprincippet blev til et nærhedsprincip for fem år siden i Edinburgh. Holger: Miljøgarantien kan næppe ændres uden at ændre selve traktaten.? Men kravene om mere åbenhed og demokrati er også stillet som ændringskrav til selve traktaten? Holger: De demokratiske krav kan formentlig imødekommes på flere måder, men en regulær traktatændring er naturligvis det bedste, og den ligger i naturlig forlængelse af den institutionelle debat, som man lod ligge i Amsterdam.? Når I skriver, at der skal sikres mere åbenhed og demokrati i traktaten, så er det måske lidt for bastant formuleret? Holger: Nej, det er dét, vi går efter. Det giver den største sikkerhed. Samtidig står du jo med en traktat, der er blevet forkastet. Men vi er da åbne over for flere forskellige modeller. Vi hænger os ikke i teknikaliteter. Hvis der er andre muligheder, så lad os se på dem.? Derimod lægger du kun op til egentlige særarrangementer for Danmark på ét enkelt punkt, nemlig at Danmark skal ud af Schengen og ikke må bindes af overstatslige beslutninger på retsområdet. Vil det ikke betyde et dansk farvel til den nordiske pasunion? Holger: Nej, nej. Vi har sagt til regeringen, at vi forventer, at den både fastholder en reel undtagelse på retsområdet og den nordiske pasunion. Det kan gøres via en aftale med de øvrige nordiske lande... Uffe:...Så skal de altså også træde ud af Schengen... Holger: Selvfølgelig kan der da forhandles en ordning, hvis man vil. Hele sagen viser jo noget af forskellen på at sidde i regering og i opposition. Regeringen kan stille nogle brikker op på en bestemt måde, så det ender med, at vi får nogle bestemte valgmuligheder, hvor kun én er acceptabel - nemlig den, som regeringen selv foretrækker. Det var jo ikke de andre nordiske lande, der ville ind i Schengen. Det var Danmark, der pressede på, for at de skulle derind. Nr september

6 Uffe: Åhhrrr Holger... Holger: Først siger man, den nordiske union kan kun opretholdes, hvis Norge kommer med i Schengen. I stedet for at sige: Vi vil holde os ude, fordi vi prioriterer den nordiske pasunion. Det har man ikke gjort på noget tidspunkt. Ergo får man et valg, hvor man må ofre pasunionen, hvis man ikke vil bindes til en overstatslig retspolitik. Vi har sagt til regeringen for flere måneder siden, at det spil er vi ikke med i. Nu må regeringen så se at komme ud af sit selvskabte problem.? Men hvordan slipper vi ud af saksen, nu da de nordiske lande er i Schengen? Holger: Selvom vi træder ud, kan vi da godt få en aftale med de andre nordiske lande. Hvorfor ikke?? Vi skal i så fald opretholde egne regler samt pas- og grænsekontrol mod syd, mens landene i nord ikke ønsker, at der skal være grænser. Holger: Det er meget svært, det indrømmer jeg. Det er der så meget, der er. Det er et spørgsmål om forhandling og politisk vilje. Uffe: En løsning kan vel kun bestå i, at de nordiske lande opgiver de praktiske fordele, de har af at være med i Schengen. Tror du, at de elsker os så højt? Din model vil også give problemer for erhvervslivet ved den dansk-tyske grænse. Vi kommer tilbage til de tider, hvor hovedvej A 13 er helt blokeret af lastbiler. Det er helt urealistisk. Og de svenske meldinger har også været lysende klare. Göran Persson har sagt, at han ikke fatter, hvad man vil i Danmark, og at det ikke er et svensk problem. Holger: Det er regeringen, der har trukket os ud i det her problem, og vi ser ingen grund til, at vi skal løse det. Det må den selv klare. Vi har sagt hele tiden, at vi regner med, at regeringen sikrer både pasunion og reel retlig undtagelse. Den opgave har den ikke løst. Uffe: Du forlanger cirklens kvadratur, Holger. Holger: Det mener jeg ikke.? Uffe, kan du udelukke på forhånd, at Venstre går med i en aftale med andre partier, hvor Danmark trækker sig ud af yderligere dele af EU-samarbejdet? Uffe: Hvad skulle vi trække os ud af? Jeg kan ikke se mulighederne med min bedste vilje.? Holger har et forslag på retsområdet. Uffe: Jeg kan ikke se, at det kan lade sig gøre i praksis. Vi kan ikke være både i pasunionen og ude af Schengen. Det nytter ikke at stille sig fornærmet an og sige, at vi andre har skabt en umulig situation. Så en gentagelse af Edinburgh-modellen med nye undtagelser, kan jeg ikke forestille mig.? Men du vil ikke udelukke, at Venstre indgår i en aftale, hvor det ender med, at Danmark må ud af nye dele af samarbejdet, du kan bare ikke se mulighederne? Uffe: Jeg kan ikke se dem, og jeg har svært ved at forestille mig en situation, hvor vi indgår i en aftale med nye forbehold. Men jeg vil gerne bevare et forholdsvis åbent sind over for, hvad der skal ske i tilfælde af et dansk nej. I så fald er vi i en nødsituation, hvor det virkelig gælder om at undersøge alle muligheder. Så jeg vil ikke binde mig, selvom jeg har mine vurderinger af, hvad det ville være rimeligt at stræbe efter. 6 Nr september 1997

7 Scenario 3: Dansk farvel til EU? Men det er ikke sådan, at nye forbehold i sig selv amputerer medlemskabet så meget, at det ville være mest rimeligt at spørge vælgerne: Vil I være med i det reelt eksisterende EU, eller skal vi forlade det? Uffe: Hvis det bliver et nej, så er jeg enig med Holger, så er der ingen Amsterdam-traktat. Resultatet kan blive, at vi bliver årsag til, at østudvidelsen udskydes på ubestemt tid. Så må vi spørge, om vi kan bære det ansvar. Jeg mener også, at vi mere overordnet må sige, at nu har danske vælgere sagt til danske politikere, at de er grundlæggende uenige i den Europapolitik, som et flertal af os går ind for i Folketinget. Der mener jeg, at der må vi anstændigvis se i øjnene, at der kan være en situation, hvor vi må træde til side for ikke at stå i vejen for det og så søge en tilknytning der er så god, som vi nu kan opnå i situationen. Jeg vil gerne holde alle optioner åbne, men realistisk set tror jeg ikke, at vi kan opnå meget andet end f.eks. Norge. Hvordan det skal foregå, i hvilket omfang partier og vælgere skal diskutere det indbyrdes, vil jeg ikke byde på i dag.? Du vil ikke byde på, på hvilket punkt i forløbet, man skal have et folkeligt mandat til at føre udmeldelsesforhandlinger? Uffe: Jeg ved godt, hvor det spørgsmål leder hen. Derhen vil jeg ikke. Man skal holde optionerne åbne, men enderesultatet er for mig at se, at vi står i valget mellem at deltage uden forbehold i den europæiske proces eller en slags norsk situation.? Det er vel først tænkeligt, når der har været en forhandling efter nejet, hvor folk kan se alternativerne klarere? Uffe: Formentlig, men jeg synes, det ville være forkert at binde sig. Får vi et nej, skal man finde en hulens svær balance imellem at stå i vejen for østeuropæerne og varetage danske interesser - hvilket til en vis grad er det samme. Vi rammes hårdt, hårdere end mange andre, hvis det går galt i Østeuropa. Så varetagelsen af danske interesser betyder, at man skal se, hvor fede aftaler man kan klemme ud, uden at man klemmer det hele så hårdt, at vi bremser for øst.? Er det skrækpropaganda, Holger? Holger: Det synes jeg ikke, at man skal karakterisere det som. Det mener Uffe jo, og det er meget fair. Jeg er bare ikke enig i det. Jeg synes, at det er dødsensfarligt at køre efter det scenario. Det er heller ikke nødvendigt. Maastricht-traktaten var meget prestigefyldt. Det er den nye ikke. De fleste er en smule flove over den.. Uffe:...med god grund. Holger:...Derfor tvivler jeg ikke på, at hvis det bliver et nej, så fortsætter man forhandlingerne. Og jeg tror, at man vil takke os, som i <92.? Men genforhandlingen hviler på nogle sjussede hypoteser om den europæiske situation. Og i <92 kunne vi løse problemet ved at stige af ØMU, forsvaret m.v. Denne gang er det kun Schengen, man kan hoppe ud af. Og her siger Nyrup på forhånd, at det bliver ikke med ham som statsminister... Uffe: Heller ikke med mig. Hvis der er to der står sammen i Schengen... Holger: Det var da et kedeligt sted at stå.? Men du har altså et særforhandlingskrav, som Uffe og Nyrup helt udelukker, og så en række genforhandlingskrav, som helt afhænger af, om man nu også kommer i den rigtige situation... Holger: Hvad er spørgsmålet? Nr september

8 ? Spørgsmålet er, om man så ikke - i manglen på alternativer - alligevel let havner i en situation à la dén, som Uffe beskriver? Holger: Jo, hvis man vil. Man kan lave en drejebog, hvor det handler om at komme i den situation, fordi man siger: Nu skal danskerne få det her at mærke, nu forhandler vi sådan, at der ikke kommer noget ud af det. Hvis der er en reel vilje til at undgå at havne i udmeldelsessituationen, så sker det heller ikke. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om. 8 Nr september 1997