Bevægelse, leg og idræt

Transkript

1 Tre ph.d. projekter i forskningsprogrammet Bevægelse, leg og idræt Bjarne Ibsen, Professor og forskningsleder Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund Institut for Idræt og Biomekanik Syddansk Universitet 1

2 1. Indledning Forskningsprogrammet, som Nordea fonden støtter økonomisk, består af tre forskningsprojekter, der omfatter flere delprojekter, som nedenstående figur illustrerer. Efterfølgende gives en kort beskrivelse af de tre projekter, som interesserede kan søge om at blive ph.d. studerende på: Leg og læring, Leg og teknologi og Kommunal bevægelsespolitik: Undersøgelse 2. Konferencer, hjemmeside, nyhedsbreve og foredrag Forskningsprogrammet Bevægelse, leg og idræt Koordinering med andre forskningsprojekter Leg under nye former Forandringer i den foreningsorganiserede idræt Kommunal bevægelsespolitik Leg og læring Legens fysisk rum Leg og teknologi Undersøgelse 1 Undersøgelse 2 Undersøgelse 1 Undersøgelse 2 2

3 Leg og læring Begrundelse Leg i sammenhæng med læring betragtes ofte alt for hurtigt som et nyttigt middel: at børn, der leger, bliver klogere. Det er muligt, at det er rigtigt, men dels unddrager leg sig denne snævre nyttebetragtning, og dels er læring noget langt bredere, der også inkluderer social og demokratisk læring. Leg er mere end formålsbestemt handling, og læring er mere end læring af specifikke færdigheder. Problemstilling Dette forskningsprojekt skal udforske sammenhængen mellem leg og læring: Hvordan læres leg? Hvordan læres gennem leg? Hvad læres af at lege? Hvilke utilsigtede læringsprocesser foregår i legesituationen? Hvilken betydning har det for legen og den læring der sker gennem legen, at meget leg i dag foregår på en helt anden måde, end der tidligere blev leget? Mange af bestræbelserne på og initiativerne til at genskabe og fremme legen blandt børn sker på en måde, der er anderledes, end den måde legen tidligere foregik på, og det rejser spørgsmålet, hvilken læring der kan ske i den form for organiseret, tilrettelagt leg. Leg og fordybelse: Meget af den leg, der igangsættes i dag fx. på Store legedag og lignende legearrangementer, i særlige legeparker og legepladser og ved anvendelse af nye virtuelle medier og moderne teknologi har ofte præg af underholdning. Underholdende leg er karakteriseret ved hyppige legeskift, f.eks. ved at man prøver fem lege (eller endnu flere) i et forløb på en halv time. Også legeparkernes serielle struktur med de enkelte leges markerede stationer lægger op til gentagne skift. Man kan kalde dette for et tivoliprincip. Spørgsmålet er, om man derved mister den fordybelse, der opstår i koncentrationen og det længere forløb, hvor man kun leger én leg, men hvor denne leges igen og igen. Til sammenligning arbejder sporten med fordybelses- og ensidighedsprincippet ud fra en stræben efter præstationsforbedring. I legeverdenen kender man også til fordybelsen, som det f.eks. er beskrevet om italiensk og fransk boulekultur, der ensidigt udfolder sig om en eneste aktivitets gentagelse igen og igen (Guibert 1994; Jost 1996 b). Denne undersøgelse skal derfor belyse sammenhængen mellem læring, fordybelse og legeskift i legen. Hvad er det for en slags læring, der kommer ud af de forskellige typer af skiftende eller vedblivende leg? Leg og organisering: Leg kan være organiseret på vidt forskellige måder. Normalt forbinder vi leg med noget selvorganiseret, hvor man alene eller i selvbestemte små grupper skifter fra leg til leg. I pædagogiske institutioner betegnes det som fri leg. Meget af den leg, som de seneste år har vundet frem fx i Gerlev Legepark og lignende legepladser foregår ved, at man går fra station til station og leger de beskrevne lege. Eller også samles man omkring en legeinstruktør, der fungerer som igangsætter og 3

4 inspirator: Nu gør vi sådan og sådan...! Man afleverer så at sige sin selvbestemmelse hos legeinstruktøren, som bestemmer, hvad og hvordan der skal leges. Denne struktur har tydelige træk fra gymnastiktraditionen, hvor instruktøren spiller en central rolle for at igangsætte øvelserne. Man har tilsvarende iagttaget voksende forældrestyring på legepladsen, og mange skoler har indført legepatruljer, hvor store elever igangsætter leg for de mindre. Denne undersøgelse skal således også belyse, hvilken betydning hhv. styring eller selvbestemmelse har for legen? Hvilken betydning har dette for demokratisk læring, som legen rummer muligheden for? Leg, ikke-alvor og læring: Leg og arbejde regnes normalt for to grundforskellige menneskelige aktivitetsformer. Det er således væsentligt at skelne mellem menneskets stræben efter perfektion og præstation (som bl.a. finder sit udtryk i sporten og arbejdet) og det uperfekte og ikke-målrettede (som finder sit udtryk i leg og latter). Det centrale spørgsmål er derfor, hvor tæt leg må komme på (målrettet) læring uden at tabe sin karakter af leg og hvilken rolle latteren spiller i denne sammenhæng? Latter er en (hørbar) indikator for ikke-alvor, som dog godt kan have med læring at gøre (Chamayou/Duncan 2010) men spørgsmålet er med hvilken slags læring? Undersøgelsen skal derfor belyse, hvilken betydning det ikke-alvorlige, ikke-målrettede og ikke-perfekte ved legen har for legens karakter og den læring, der finder sted. Leg, læring og sundhed: Gennem de senere år er legen mere og mere blevet inddraget i strategier for folkesundhed, imod bevægelsesfattig livsstil og imod fedme (Pedersen 2009). Det kræver imidlertid kritiske observationer af, hvordan sammenhængen mellem forebyggelse og kropsbevidsthed gennem leg, som ofte bliver antaget, ser ud i det virkelige liv. Forskning tyder på, at leg som social læring kan bidrage til en bredere sundhedsforståelse (Jaouen 2010). Men hvad sker der med legen, når den underlægges bestemte former for sundhedslæring? Metode og teori Metoden til at undersøge disse spørgsmål er en fænomenologisk tilgang. Dvs. studiet går ud fra konkrete fænomener, ikke fra bestemte foruddefinerede teorisystemer eller måleteknikker. Det er konkrete legesituationer, der danner udgangspunkt, og først herefter forbindes disse analytisk med omfattende legeteorier, men også med læringsteorier. Blandt læringsteorierne har de pædagogiske overvejelser, der har tematiseret mesterlære og læringsfællesskab, kropslig læring og tavs læring, en særlig betydning (Polanyi 1966). Opmærksomheden rettes altså ikke mod aktiviteter, der har læring som formål, men mod den uformelle læring der sker mellem krop og krop og mellem menneske og menneske. Som forudsætning for at analysere de nye legeformer og deraf opståede problemstillinger (se ovenfor) gennemføres etnografisk feltforskning i to forskellige legemiljøer, som grundlag for komparative analyser. 4

5 Observationerne af den organiserede, iscenesatte og typisk voksenstyrede leg gennemføres på Gerlev Legepark og/eller i lege-projekter, som institutionen står for rundt omkring i landet. Legeparken er landets centrale tilbud for legeudvikling og nyder stor velvilje i det offentlige, men dens praksis er hidtil ikke forskningsmæssigt blevet belyst med undtagelse af et enkelt universitetsspeciale (Kirchhoff 2009). Som en del af undersøgelsen af den iscenesatte leg skal legeundervisernes syn på leg undersøges. Observationerne derfra skal sammenholdes med observationer af mere fri og selvorganiseret leg i det, som Epstein kalder leg i i revner og sprækker (Epstein et al. 1995). Den fænomenologiske tilgang på dette forskningsprojekt vil benytte sig af konfigurationsanalysen (Eichberg 2001, Mindegaard 2009), der går ud på at undersøge legens mønstre eller konfigurationer med fokus på legens tid (herunder legens forløb og pointering). legens rum (se legeforskningens projekt 2). legens energi (herunder legens emotionelle sider, latter og grin). legens relationer (herunder forholdet mellem jeg og du ). legens objektivering (herunder resultaternes betydning for spillet) legens organisering og legens ideologi(er). Dette forskningsprojekt gennemføres af en ph.d. studerende under vejledning af lektor Henning Eichberg. 5

6 Leg og teknologi Begrundelse Nye teknologier præger det moderne liv og udfordrer vort daglige samvær. På den ene side stormer det virtuelle liv på nettet frem og fortryller os med skærm-romantiske billeder og interaktive muligheder. Mennesket henter her ikke bare informationer, men tuner sig ind i fantasi-landskaber, skyder fjender og påtager sig virtuelle identiteter. Der er action virtuelt. Livet er spændende ser det ud til. På den anden side er der ikke ret meget nyt under solen der, hvor vi er. Hvor vi står krop til krop og sidder ansigt til ansigt, foregår tingene som de plejer. Arbejdslivet er blevet mere og mere kropsfjernt, festen består af siddekultur og gamle ritualer, og i hjemmet samles vi foran skærmen før vi slukker og ærgrer os over endnu en tabt mulighed. Nej, livet er ikke spændende. Det er her, bevægelse får betydning som leg, som idræt, som dans. Mennesket i legende bevægelse har en eksistentiel betydning men kan den kropslige bevægelse konkurrere med alle de spændende virtuelle muligheder? Eller kan den moderne teknologi tværtimod være et middel til mere leg og bevægelse? De seneste år har intelligente legeredskaber (playware) og virtuel leg (ved anvendelse af mobiltelefon) fået stor opmærksomhed, og firmaer har forventninger om, at det bliver en af fremtidens milliard-industrier, mens offentligt finansierede udviklingsprojekter håber, at den nye teknologi kan få børn og voksne til at bevæge sig mere. Blandt de nye projekter til udvikling af nye teknologier til leg kan nævnes Fremtidens idræts- og legepladser, som Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund deltager i 1, og innovationsprojektet Leg og Læring, som Institut for Idræt og Biomekanik deltager i fra 2010 til Begge projekter tager sigte på at udvikle brugen af nye teknologier i legen. Trods den store opmærksomhed mod disse nye legeprodukter er der endnu ikke gennemført forskning i disse nye former for leg. Et mindre for-studie til denne undersøgelse tyder dog på, at der en betydelig forskel mellem de store forventninger til de nye legeredskaber og den reelle anvendelse. De foreløbige analyser viser, at interaktiv teknologisk leg let medfører voksenstyring, at den gør legen afhængig af teknikken (som ofte svigter), at den favoriserer korte legesekvenser, og at højaktivitetsleg dominerer på bekostning af andre legeformer (Petersen 2009). Problemstilling Formålet med denne del af forskningsprojektet er at undersøge, hvilken betydning anvendelsen af moderne teknologi i legen og legeredskaberne har for legen. Undersøgelsen skal således belyse to spørgsmål

7 1. Hvilke legemuligheder åbner eller lukker de nye teknologiske lege og legeredskaber op for? Kunnen og gøren. Der kan være en kløft mellem det, man kan, og det man faktisk gør med teknologi i legen. Undersøgelsen skal derfor belyse, hvordan den praktiske brug af de nye teknologiske legeanlæg og redskaber eller mangel på deres brug forholder sig til de indbyggede tekniske muligheder, som reklamerne for produkterne fremhæver. 2. Hvad er det for lege, der kommer ud af det? Under dette spørgsmål skal flere problemstillinger belyses. Leg og spil: Legens forhold til tekniske redskaber berører forholdet mellem leg og spil. Flere sprog skelner lige som dansk mellem to legebegreber. På engelsk mellem play og game, og i kulturteorien mellem paidia og ludus. Andre sprog har kun ét ord til at beskrive fænomenerne, som tysk Spiel og fransk les jeux. Der ligger en dybere mening bag denne differentiering men også bag den sammenhæng, der gør, at man ofte blander de to begreber sammen. Forskellen viser sig fx, når man siger om dyr, at de leger men dyr spiller ikke. Børn leger i deres første år og så leger og spiller de i deres senere udvikling. På den anden side siger vi om klassiske symfoniorkestre, at de spiller, men de leger ikke. Mens jazzmusikere både spiller og leger, når de improviserer. Play and game differentierer sig på en lignende - dog ikke helt identisk - måde. F.eks. taler man på dansk om de Olympiske Lege (ikke spil ), mens man på engelsk taler om Olympic Games (ikke play ), hvor man altså ikke leger, men optræder med fodboldspil, skuespil og lignende. Spørgsmålet har ikke kun etymologiske og kulturantropologiske sider, men er betydningsfuldt for legekulturens praksis. Under teknologiseringens vilkår vinder f.eks. computerspil terræn kan de overhovedet sorteres under legekulturen? Det centrale spørgsmål er således, om teknologiseringen af legen fører til spil og ikke leg? Leg, underholdning og de korte sekvenser: Desuden rejser der sig her lignende problemstillinger om forholdet mellem underholdning og fordybelse, som er skitseret under forskningsprojektet Leg og læring. Er det mere fascinationen ved teknologiens formåen end legens indhold, som optager barnet? Leg og ekspertsyring: Med teknologiske legeredskaber rejser sig desuden spørgsmål angående legens sociale placering: mellem voksenstyring og børnenes autonomi, mellem funktionel ekspertise og selvbestemmelse. Dvs. også dette projekt bidrager, som projektet Leg og læring, til spørgsmål om selvbestemmelse og kropsligt demokrati. Metode Forholdet mellem leg og teknologi skal som i projektet Leg og læring udforskes gennem etnografiske studier: Hvordan bliver redskaber i konkrete kropslige legesituationer brugt? Hvordan er den reelle anvendelse af teknologiske redskaber i sammenligning med det, som legeindustrien giver forventninger om? Dette undersøges i 7

8 børns og unges konkrete legesituationer, hvor der integreres digitale teknologier i bevægelsesprocessen. Undersøgelsen afgrænses til to teknologier: 1) Leg ved hjælp af mobiltelefon- og GPS-teknologi. 2) Leg i interaktive legeredskaber og -installationer. På hver af de to teknologier foretages feltobservationer og interviews med brugerne på tre forskellige steder, hvor disse teknologier anvendes. Som grundlag for analysen gennemføres en tilsvarende undersøgelse af verdens mest udbredte legeredskab, bolden. En sammenligning mellem de nye virtuelle / teknologiske lege og leg med bold, kan belyse, hvilken betydning forskellige teknologier, der appellerer til forskellige aspekter af kropslig kunnen og sanselig erfaring, har for legens karakter. I denne undersøgelse vil konfigurationsanalysen også være grundlaget for analysen (se ovenfor under beskrivelsen af forskningsprojektet Leg og læring ). Dette forskningsprojekt gennemføres af en ph.d. studerende under vejledning af lektor Henning Eichberg. 8

9 Kommunal bevægelsespolitik: Projektstøttes virkning på breddeidrætten. Begrundelse for forskningsprojektet Idræt er et af de samfundsområder, hvor decentraliseringen og den kommunale selvbestemmelse er særlig udtalt. Omkring 80 pct. af de samlede offentlige udgifter til idræt er direkte og indirekte kommunal støtte til idræt i kommunen (Ibsen og Eichberg 2006). Først og fremmest til drift af idrætsfaciliteter, dernæst til støtte til foreningsorganiserede idrætsaktiviteter for børn og unge og endelig en forholdsvis lille del til specifikke formål i form af projekter og særlige kommunale initiativer. Den sidste form for støtte spiller imidlertid en voksende rolle. En kortlægning af de statslige puljer, der helt eller delvist giver støtte til idrætsformål, viser, at der i 2008 eksisterede 34 puljer, fonde m.v. af relevans for idrætten, som tilsammen modtog 602 mio. kr. fra staten, hvoraf 1/3 primært tog sigte på idrætsformål (Kulturministeriet 2009: 44). Mange af disse puljer og projektmidler er blevet evalueret, men har som regel kun fokus på den kortsigtede effekt af projektet, og ser ikke på, om projektet har en længerevarende effekt, og hvordan den form for støtte generelt påvirker modtageren (fx en kommune eller en forening) og idrætspolitikken mere generelt. Forebyggelseskommissionen har bl.a. peget på det utilstrækkelige i den måde, de fleste projekter og puljer bliver evalueret (Forebyggelseskommissionen 2009). Dette forskningsprojekt søger at råd bod på dette inden for breddeidrætten. I nyere tid er der i stigende grad stillet krav om, at de politiske beslutninger bygger på viden om effekten af institutionelle ordninger, økonomiske tilskud mv. Dels om effekten deraf i forhold til opstillede formål, dels om den relative effektivitet i forhold til andre ordninger. I henhold til sundhedsloven skal de kommunale indsatser på det forebyggende område således bygge på evidens. Tilsvarende krav har hidtil spillet en lille rolle i idrætspolitikken. De kommunale støtteordninger og udbygningen og driften af idrætsfaciliteter bygger fortrinsvis på en stærk tro på idrættens iboende positive sider og en stærk tillid til idrætsforeningernes potentialer, som i forlængelse deraf har haft stor indflydelse på kommunale prioriteringer på området. Formålet med dette forskningsprojekt er således at give en større indsigt i, hvilken betydning forsøgspuljer og projektstøtte har (haft) for breddeidrættens udvikling. Man kan imidlertid forestille sig, at projekterne kan have en betydning på forskellige måder. For det første kan det være en igangsætter (kick start) af nye aktiviteter, som ellers ikke var blevet oprettet. For det andet kan det tænkes, at disse projekter er en inspiration til udvikling af nye aktiviteter, en ny måde at organisere idrætsaktiviteter mv. i den konkrete organisation. For det tredje er det også muligt, at denne støtteform mere 9

10 overordnet har påvirket tænkningen og forståelsen af idræt og måden, man fremmer idræt på i den konkrete sammenhæng, i kommunen og i Danmark generelt. Undersøgelsen skal derfor belyse følgende overordnede problemstillinger: 1. I hvilken grad fortsætter de aktiviteter og projekter, som har fået økonomisk støtte fra en forsøgspulje, fond ol., efter støttens ophør? 2. Hvordan påvirker aktiviteter og projekter, der har fået økonomisk støtte fra en forsøgspulje, fond ol., den organisation, der har fået støtten? 3. I hvilken grad påvirker (inspirerer, smitter) projekter og aktiviteter, der har fået økonomisk støtte fra en forsøgspulje, fond ol., breddeidrætten generelt? Baggrund og teori Forsøgs-, pulje- og projektstøtten begyndte i 1970 erne, men slog for alvor igennem i 1980 erne, som var de store forsøgsprogrammers årti. Inden for folkeoplysningsområdet blev der igangsat et stort forsøgs- og udviklingsprogram, det såkaldte 10-punktsprogram, som fra 1985 til 1988 uddelte 110 millioner kr. til 448 lokale forsøgs- og udviklingsprojekter. I 1987 blev et endnu større program til udvikling af folkeskolen, det såkaldte 7- punkts-program, iværksat derunder også forsøg med skolen som lokalt kulturcenter som fra 1987 til 1990 fordelte ca. 400 millioner kr. Begge programmer gav støtte til mange lokale idrætsprojekter. Igennem 1990 erne voksede de offentlige midler til udviklings- og forsøgsprogrammer, men forsøgsstrategien ændrede karakter, så forsøgsog projektmidlerne i højere grad tog sigte på at forbedre indsatsen på bestemte områder og effektivisere den offentlige service ernes store forsøgsprogrammer blev fra midten af 1990'erne afløst af mere specifikke, afgrænsede og målrettede puljer. Det største og kendteste af disse forsøgs- og udviklingsprogrammer inden for idrætten er Det Idrætspolitiske Idéprogram (IPIP), som blev oprettet i 1998 af daværende kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen (Ibsen 2002). Formålet med programmet var at udvikle idrættens kulturpolitiske dimension og styrke mangfoldigheden, kvaliteten og ytringsfriheden i dansk idrætsliv. Af kommissoriet for programmet fremgik det, at programmet var regeringens udspil i forhold til den brede, folkelige idræt og en udmøntning af de forslag, der i 1987 blev lagt frem i betænkningen om breddeidrætten i Danmark (Kulturministeriet 1998). Breddeidrætsbetænkningen indeholdt bl.a. forslag om udvikling, omstilling og forsøg inden for det lokale idrætsliv, der efterfølgende blev fulgt op af øremærkede puljer til specifikke idrætsformål i Kulturministeriet og forsøgsog udviklingspuljer i idrætsorganisationerne. Programmet fik oprindelig stillet 75 millioner kr. til rådighed over en treårig periode fra august 1999 til udgangen af år I begyndelsen af 2002 besluttede den nye regering, at programmet skulle ophøre før forsøgsperiodens udløb, som et led i en sanering af råd, udvalg og programmer, men efterfølgende bevilgede kulturminister Brian Mikkelsen 5 millioner kr. til afviklingen i løbet af 2002, så det samlede beløb til programmet endte på 60 millioner kr. Forsøgs- og projektstøtten er dog ikke ophørt. Tværtimod. En analyse fra 2007 af de statslige finansierede puljer inden for idrætten viste, at der på dette tidspunkt fandtes 18 10

11 statslige puljer, der bl.a. støttede idrætsformål, og det skønnedes, at den samlede støtte til idræt fra disse puljer udgjorde godt 100 mio. kr. Dertil kommer, at de fleste kommuner også har særlige puljer eller projekter, som kommunen selv organiserer eller foreningerne kan søge om støtte fra. To undersøgelser af kommunernes idrætspolitik gennemført i 2006 og 2009 viser, at kommunerne i stigende grad supplerer støtten til idrætsforeninger med kommunalt initierede projekter og aktiviteter (fx aktiviteter der tager sigte på inaktive børn og voksne, idrætsfremmende aktiviteter i skolefritidsordninger, etablering af legepladser og motionssteder for selvorganiseret motion) (Ibsen 2007; Vennekilde 2009). Endelig støtter mange fonde også nye projekter, som kommuner eller foreninger søger at realisere. Projektkulturen præger altså i stigende omfang breddeidrætten. Mange af Breddeidrætsudvalgets forslag til en styrkelse af breddeidrætten i Danmark har da også mere karakter af projekter og særlige aktiviteter for bestemte målgrupper end ændringer i den almindelige støtte til den foreningsorganiserede idræt (Kulturministeriet 2009: side ). Forskningsprojektets teoretiske inspiration er ny-institutionel teori. Inden for dette teorikompleks skelner man som regel mellem rational choice institutionalisme, sociologisk institutionalisme og historisk institutionalisme (Peters 2005). Ud fra hver af disse tre retninger kan man forvente et forskelligt udfald af pulje- og projektstøtte. Den økonomisk inspirerede udgave af ny-institutionel teori antager, at beslutningstagere træffer rationelle valg ud fra en kalkulation af fordele og ulemper ved en given handling. Man handler efter the logic of consequentiality. Her skal man altså finde svaret på, hvorfor en forening eller en kommune søger penge til et projekt eller en aktivitet i, hvordan dette gavner ansøgerne (både den person, der har ansvaret for projektet, og den organisation han arbejder for). Ud fra denne teori vil projekt- og puljemidler være et effektivt middel, hvis en bevilling derfra vil gavne organisationen og personerne bag. Til gengæld kan man også antage, at det øjeblik midlerne ophører, er der fare for, at projektet / aktiviteten ophører. Sociologisk institutionalisme antager i højere grad, at individet handler i overensstemmelse med den kultur, det er en del af. Individer og organisationer handler efter the logic of appropriateness, dvs. hvad der er passende og opfattes som rigtigt? I følge denne teori vil projekt- og puljemidler i højere grad fungere som et signal om, hvad der er nyt, moderne og passende, og det vil i mindre grad være den konkrete fordel for foreningen eller kommunen, der er bestemmende for, om den søger penge fra puljen, og fortsætter med projektet, når pengene hører op. Når en kommune fx søger at blive breddeidrætskommune eller en forening søger støtte til et sundhedsprojekt, så skal det, ifølge denne teori, forklares som et resultat af en bestræbelse på at opnå større legitimitet (internt elle eksternt) (De Maggio og Powel 1983). Når mange foreninger alligevel ikke søger penge fra diverse udviklingspuljer (som mange kommuner har erfaret), så skyldes det, i følge denne teori, foreningernes vanskeligheder med at forholde sig til det anderledes og nye, som ligger udenfor den kulturelle virkelighedsforståelse. Den tredje retning inden for ny-institutionel teori er historisk institutionalisme. Ifølge denne teori er de handlinger, som organisationer (foreninger, kommuner og andre) foretager, primært bestemt af de mål, regler og organisatoriske løsninger, som blev fastlagt ved organisationens (eller aktivitetens) oprettelse. Dette betegnes som sti afhængighed Man følger den sti, der på et tidspunkt blev lagt, selvom det måske ville være mere 11

12 hensigtsmæssigt at skifte sti eller spor (fx pga. nye idrætsinteresser). En sti kan i princippet følges gennem mange år, men vil naturligvis have sine kritiske øjeblikke og korsveje, som fører organisationen ind på et nyt spor i form af en ny politik og nye aktiviteter. Ifølge denne teori er det således vanskeligt at få organisationer til at skifte spor, men hvis de først har gjort det, er der god grund til at tro, at de vil følge det nye spor. To undersøgelser For at belyse ovenstående problemstillinger vil dette forskningsprojekt omfatte to undersøgelser. Den første undersøgelse skal belyse, hvad der kom ud af de projekter, som blev støttet af Idrætspolitisk Idéprogram? Denne del af forskningsprojektet gennemføres af en postdoc og er derfor ikke beskrevet her. Den anden undersøgelse, som gennemføres som ph.d. projekt, skal belyse, hvordan projektstøtte har indvirkning på aktiviteter, politikker og strategier i kommuner og foreninger, der har fået støtte. Hvad er årsagen til projektet, som der er søgt om ekstern støtte til (hvordan og hvorfra opstod ideen, hvilke strategiske overvejelser lå bag osv.)? Hvilken indvirkning har projektet på aktiviteter, deltagere, organisering og tænkningen i den konkrete forening, kommune eller anden organisation? Hvilken effekt har projektet haft i forhold til de opstillede mål? I denne undersøgelse udvælges fem større projekter, som en kommune eller forening har fået ekstern støtte til realisering af. Projekterne følges gennem to år. Metoderne til belysning deraf vil afhænge af projekteternes karakter. Dette forskningsprojekt gennemføres af en ph.d. studerende under vejledning af lektor Jørn Hansen. 12