Geologisk Museums Historie

Transkript

1 Geologisk Museums Historie Geologisk Museum (før 1976 Mineralogisk Museum) hører sammen med Zoologisk Museum, Botanisk Museum og Botanisk Have under Det Naturvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet. Geologisk Museums samlinger har rødder helt tilbage til 1600-tallet, hvor en betydelig interesse for medicin og naturvidenskab førte til oprettelsen af de første naturaliekabinetter i Danmark: Museum Wormianum og Det Kongelige Kunstkammer. En 218 kg tung sølvstuf fra Kongsberg, som i dag er udstillet i Mineralsal I, er en af de ganske få museumsgenstande, der med sikkerhed stammer helt tilbage fra Det Kongelige Kunstkammer. Som egentligt universitetsmuseum kan Geologisk Museum føres tilbage til 1772, hvor Universitetets Nye Natural Theater blev indviet i Kommunitetsbygningen i Nørregade. Her forblev museet i 120 år. I denne periode voksede samlingerne betydeligt, bl.a. ved tilgang af private og kongelige samlinger, herunder de værdifulde samlinger fra Christian VIII s 2. Particulaire Mineralcabinet. En skelsættende begivenhed i museets historie indtraf i 1810, hvor Grev Joachim Godske Moltke købte universitetets zoologiske og mineralogiske samlinger, forenede dem med sin faders betydelige samlinger og skænkede det hele tilbage til universitetet tillige med 200 rigsdaler årligt til museets drift og samlingernes forøgelse. Museets navn blev herefter Grev Moltkes Universitetet tilhørende Mineralogiske Museum. Geologisk Museum 1900 Geologisk Museum 2004 I 1893 flyttede museet her til Østervold, hvor en ny bygning blev opført til at rumme både Mineralogisk Museum og Universitetets Kemiske Laboratorium. Få år efter kunne de første udstillingssale åbnes for publikum. I 1962 fraflyttede kemikerne bygningen og geologerne overtog hele Østervold 5-7. Siden da er både Grønlands geologiske Undersøgelse og det nuværende Geologisk Institut, som begge har deres oprindelse i dette hus, også flyttet, hvorefter Geologisk Museum nu fylder hele bygningskomplekset. Geologisk Museum er i kraft af sin historiske baggrund og sin nuværende funktion som nationalmuseum for dansk geologi centralt placeret såvel i den danske museumsverden som inden for dansk geologisk forskning. Forskningsindsatsen, som foregår i et tæt internationalt samarbejde, har stor faglig spændvidde med hovedvægten lagt inden for de geologiske forhold i Danmark og i det nordatlantiske område, i første række Grønland. Universitets Nye Naturaltheater blev i 1770 indrettet på 1. sal i kommunitetsbygningen på Nørregade. Bygningen ses her til højre inde fra gården med universitets hovedbygning til venstre.

2 Træk af Geologisk Museums historie (Museet ændrede navn fra Mineralogisk Museum til Geologisk Museum i 1976) Den ældste museumsgenstand på Geologisk Museum er en 218 kg tung sølvstuf fra Kongsberg sølvmine i Norge, stykket er dateret 24/ Det stammer fra Det kongelige Kunstkammer, der eksisterede fra ca til Kunstkammeret blev oprettet af Frederik III (konge ), der var yderst velorienteret og levende interesseret i sin omverden. Rundt om i Europa havde adskillige af renæssancens fyrster og stormænd, f.eks. Medicierne i Firenze, oprettet kunstkamre, som ikke blot viste naturens undere og mangfoldighed, men også indeholdt kunst, kunsthåndværk, genstande fra antikken samt mønter, medaljer m.m. De var altså nærmest en slags raritetskabinetter med allehånde rare, dvs. sjældne sager. I begyndelsen af 1600-tallet var det almindeligt, at unge adelsmænd og naturforskere foretog lange studierejser i Europa, og på disse rejser indsamlede de genstande, som senere indgik i deres samlinger. Ole Worm, oldforsker og læge, senere professor i medicin ved Københavns Universitet, var en af de mange, der drog ud på studierejse for at besøge andre forskere og bese deres samlinger. Han oprettede det senere så berømte Museum Wormianum der foruden naturalier, som han benyttede i sin undervisning, også indeholdt kunstgenstande og etnografica. Da Ole Worm døde, købte Frederik III i 1655 hele samlingen og lod den indgå i Kunstkammeret på Københavns Slot på Slotsholmen. Da Kunstkammeret blev nedlagt i 1821, kom de zoologiske og geologiske samlinger til Det Kongelige Naturhistoriske Museum, som på det tidspunkt lå på Østergade. Ingen genstande fra Museum Wormianum har med sikkerhed kunnet identificeres i Geologisk Museums samlinger tallet var en blomstringstid for medicin og naturvidenskab i Danmark. Højdepunktet inden for geologien blev to banebrydende værker: Niels Stensens (Stenos) De solido... (Om faste legemer) og Erasmus Bartholins afhandling om lysbrydningen i den islandske dobbeltspat. Begge værker så dagens lys i Men herefter gik det tilbage med interessen for geologien, der efterhånden blot opfattedes som støttefag for medicinen. Ældste museumsgenstand på Geologisk Museum er en 218 kg tung sølvstuf fra Kongsberg sølvmine i Norge dateret 24/ Den første spæde begyndelse til et universitetsmuseum var gjort i 1657, da universitetets første medicinsk-naturvidenskabelige museum oprettedes i Domus Anatomica på Frue Plads i København. Samlingen skulle anvendes i den medicinske undervisning. Efter Bartholins død gik samlingen i forfald, og da universitetet brændte i 1728 (Københavns store brand), fuldbyrdedes dens undergang. En ny samling oprettedes i 1740, men også den forfaldt hurtigt. På Geologisk Museum har det ikke været muligt at identificere genstande, der kunne stamme fra disse to første universitetssamlinger. Var interessen for naturaliesamlinger ikke stor fra universitetets side, så var der til gengæld i både adelige og borgerlige kredse en betydelig interesse for naturvidenskab. Mange af de privatsamlinger, som senere indgik i Mineralogisk (nu Geologisk) Museum, blev grundlagt i løbet af det 18. århundrede. Fremtrædende mænd som grev Otto Thott ( ), Gaunø, og grev Adam Gottlob Moltke ( ), Bregentved, begge ministre hos Frederik V, anlagde store samlinger. Som en konsekvens af universitetets temmelig negative holdning over for naturvidenskaberne, tog Moltke initiativet til oprettelsen af et Natural- og Husholdningskabinet på Charlottenborg i Det indeholdt en naturhistorisk samling, som hurtigt voksede og i værdi langt oversteg universitetets på den

3 tid hensygnende naturalkabinet. Til dette Charlottenborgkabinet knyttedes to professorer, hvoraf den ene, Peder Ascanius ( ), blev leder af mineralsamlingen. Kabinettets levetid blev imidlertid kort, idet den foretagsomme minister, Struensee, i 1771, året før han blev henrettet, havde fået udvirket, at Charlottenborgsamlingen overførtes til universitetet. Ascanius fik et embede ved Kongsberg sølvværket i Norge; forinden sørgede han for samlingernes overførsel til universitetsmuseet. Universitetets Nye Naturaltheater Universitetet havde i 1765 fået sin første professor i naturhistorie, Morten Thrane Brünnich ( ), professor historiae naturalis et oeconomiae (økonomi her i betydningen: anvendt naturvidenskab). Grev Otto Thott havde benyttet Brünnich til arbejde i sin naturaliesamling og havde været så tilfreds med hans evner, at han havde anbefalet ham til universitetsstillingen. Brünnich gik nu i gang med at indrette et museum, Universitetets nye Naturaltheater, som åbnedes i 1772, i Kommunitetsbygningen, Nørregade 10. Brünnich havde efter tidens skik været på en flerårig udenlandsrejse, og de betydelige mineralsamlinger, som han havde tilvejebragt under denne rejse, kom nu til at danne grundstammen i det nye universitetsmuseum. Museets samlinger, hvor som nævnt Charlottenborgsamlingen indgik, omfattede både zoologiske og geologiske objekter. Dette museum blev den fælles stammoder for Zoologisk Museum og Geologisk Museum. I universitetsmuseet indgik også de islandske samlinger, som de to unge islændinge, Eggert Olafsson og Bjarni Pálsson, havde hjembragt fra den ekspedition, som de i 1752 på initiativ af Videnskabernes Selskab (oprettet 1742) var draget ud på med den opgave at gjøre nyttige Observationer og Decouverter. Ofte kom de store privatsamlinger på auktion efter ejernes død. Ved sådanne auktioner lykkedes det Brünnich at erhverve en del mineraler fra boet efter J.D. Cappel, apoteker ved Frederiks Hospital, og udsøgte mineraler fra boet efter historikeren T. Kleve (adlet Klevenfeldt), bl.a. en rig guldprøve fra Sumatra, som ulykkeligvis gik tabt ved et tyveri i I 1789 måtte Brünnich imidlertid forlade universitetsmuseet for at virke som Oberbergmand i Kongsberg, en forflyttelse, der ikke stemte overens med hans egne ønsker. Brünnichs forflyttelse forringede naturvidenskabens kår ved Københavns Universitet, ikke mindst da den unge Gregers Wad ( ), der var udset til at være hans efterfølger, først skulle kvalificere sig til stillingen. Det indebar, at han skulle studere i udlandet, og imens var undervisningen i naturhistorie ved universitetet nærmest ophørt. Mange personer, som var oprigtigt interesseret i naturhistorie, fandt denne tingenes tilstand i høj grad utilfredsstillende og uholdbar. Lægen og veterinæren P.C. Abildgaard, der oprettede Veterinærskolen på Christianshavn, var stærkt interesseret i mineraler, bl.a. var han den, der beskrev og navngav mineralet kryolit. Han tog i 1789 initiativet til dannelsen af Naturhistorie-Selskabet der skulle varetage de opgaver, som universitetet på daværende tidspunkt ikke magtede, dvs. at det i praksis skulle fungere som et privat naturhistorisk fakultet med tilknyttet museum. Kongen stillede lokaler til rådighed i Prinsens Palais (nuværende Nationalmuseum), og her havde de naturhistoriske samlinger til huse fra 1789 til 1805, hvorefter de på grund af pladsmangel flyttedes til Efterslægtens Gaard på Østergade. Naturhistorie-Selskabet sendte adskillige forskere ud på ekspeditioner, fortrinsvis til de nordiske lande, hvorfra de hjemførte materiale til samlingerne. Naturhistorie-Selskabet måtte dog sande, at det var en vanskelig opgave at opretholde museet på Østergade, og der blev derfor i 1796 nedsat en kommission, der skulle drøfte oprettelsen af et Nationalmuseum for Naturvidenskaben. Kommissionen forestillede sig, at det skulle benævnes Det Kongelige Museum for Naturvidenskaben, og at universitetssamlingen i Nørregade skulle indlemmes heri. Dette sidste ønskede universitetet imidlertid ikke, og den del af planen blev skrinlagt. Kommissionen overtog i 1805 Naturhistorie-Selskabets samling på Østergade, herefter kaldet Det Kongelige Museum på Østergade. Der fandtes nemlig samtidig Det Kongelige Museum på Rosenborg, hvor museumskommissionen allerede havde fået opmagasineret store mineralsamlinger, som var blevet indkøbt til et kommende kongeligt museum.

4 Adskillige af disse Rosenborgsamlinger var meget værdifulde. Ældst var den Holmskjold ske mineralsamling. Lægen og botanikeren T. Holm ( ), adlet Holmskjold, oparbejdede en omfangsrig og kostbar mineralsamling. Da hans livsførelse også var kostbar, måtte han gennem fonden ad usus publicos (dvs. til offentlighedens nytte) ansøge om et større lån. Lånet fik han, mod at hans mineralsamling, der var vurderet til rigsdaler, efter hans død skulle tilfalde kongen og indgå i Det Kongelige Naturhistoriske Museum. I samlingen fandtes nogle norske sølvstuffer, som alene vurderedes til rigsdaler. En anden fremragende samling var den Manthey ske mineralsamling. Den erhvervedes for rigsdaler. Farmaceuten J.G.L. Manthey ( ) var ejer af Løveapoteket i København og blev i 1795 professor i kemi ved universitetet. Han var en formuende mand og i stand til at opkøbe værdifulde mineraler, bl.a. fra de rigt mineralførende pegmatitgange i Arendal i Sydnorge. Nævnes bør også den meget store samling, som erhvervedes fra førnævnte P.C. Abildgaard. Abildgaard kæmpede med økonomiske vanskeligheder og måtte ansøge om et lån fra den kongelige kasse mod pant i mineralsamlingen. Lånet tilbagebetaltes, men da han næste gang kom i økonomiske vanskeligheder, ønskede han at sælge samlingen, som kongen derfor købte i år 1800 for rigsdaler, og som skulle forblive hos sælgeren til dennes død. Da Abildgaard døde i 1801, overførtes samlingen til Rosenborg. I 1802 var den videnskabeligt interesserede overhofmarskal, kammerherre A.W. Hauch ( ) blevet leder af Det Kongelige Kunstkammer. Da der trængtes til en oprydning i rariteterne, lod Hauch ved kongelig resolution i 1804 Kunstkammerets mineraler bl.a. sølvstufferne fra Kongsberg, overføre til Rosenborgsamlingen, hvor det magasineredes for at indgå i det kommende Kongelige naturhistoriske Museum. Men tilbage til universitetsmuseet. Da Brünnichs efterfølger, Gregers Wad, havde afsluttet sine studieår i udlandet, bl.a. Italien, blev han i 1795 beskikket til lærer og overordentlig professor i naturhistorie - hvilket ville sige zoologi og geologi - ved Københavns Universitet. Foruden at holde forelæsninger skulle han også føre opsyn med universitetets naturaliesamling, som holdtes åben hver onsdag kl for studerende og andre interesserede. Til trods for at Wad kun havde 100 rigsdaler årligt til museets drift og samlingernes forøgelse, lykkedes det ham allerede det første år at købe mineraler fra både Norge, England og Tyskland. Når muligheden meldte sig, forøgede han, trods de begrænsede pengemidler, samlingen, bl.a. købte han for 23 rigsdaler en geognostisk (dvs. geologisk) samling af bergkandidat Ch.S.N. Munck, og helt overdådigt må han havde følt det, da han ved hjælp af 400 rigsdaler fra fonden ad usus publicos kunne forøge mineralsamlingen med nye, norske mineraler. Men i det lange løb forhindrede den skrabede økonomi, at samlingen kunne bringes op på et niveau, der var et universitetsmuseum værdigt. Grev Moltkes Universitetet tilhørende Mineralogiske Museum Men nu skifter scenen - en ny æra indledtes for universitetsmuseet. Statsminister, lensgreve til Bregentved og universitetets patron, Joachim Godske Moltke ( ), havde arvet sin fars, Adam Gottlob Moltkes, interesse for naturhistorie uden dog selv at være samler. Faderens samling, der var blandt de ypperste i Europa, havde befundet sig i det Moltke ske palæ, et af de fire palæer i det nuværende Amalienborg. J.G. Moltke havde med megen bekymring iagttaget den uvilje der herskede i universitetets ledelse mod de nye naturfag, og med kyndig støtte fra Gregers Wad nåede han frem til at formulere et gavebrev af 28. januar 1810, hvori han indledte: Ved lang Erfaring overbeviist om naturhistoriske Kundskabers fortrinlige Nytte, saavel for Borgerne i Almindelighed, som i Særdeleshed for Statens Embedsmænd, og forvisset om, at Universitetet i enhver Henseende er det mest passende Sted til disse Kundskabers Udbredelse i mit Fædreland, har jeg troet at kunne bidrage til dette Studiums Fremme ved Universitetet paa følgende Maade, og under disse Betingelser. Hans bidrag bestod i, at han af universitetet købte dets zoologiske og mineralogiske samlinger for den store sum af rigsdaler, forenede disse med sin faders samlinger og derpå skænkede det hele tilbage til universitetet. Desuden ydede han årligt 200 rigsdaler af Bregentveds indtægter til museets drift og samlingernes forøgelse, og hertil kom et lignende beløb som løn for at holde forelæsninger naar det fuldstændigen beviisliggiøres, at naturhistoriske Forelæsninger virkeligen ere blevne holdte og tilendebragte ved Universitetet i Aarets Løb, en sætning, der vist afspejler hans begrænsede tillid til ledelsen. Hermed blev det for første gang muligt, at zoologi og mineralogi kunne få hver sit universitetsprofessorat, og Gregers Wad blev første professor mineralogiae og bestyrer af Grev Moltkes Universitetet tilhørende Mineralogiske Museum.

5 End ikke efter denne storstilede gave ophørte J.G. Moltkes gavmildhed; han opkøbte og skænkede til museet yderligere samlinger, således fra regimentschirurg Chr.D. Schumachers, bergmester S.N. Münsters og Gregers Wads private samlinger. I løbet af Wads bestyrerperiode erhvervede museet adskilligt materiale, bl.a. fra K.L. Gieseckes indsamlinger i Grønland og en del norske, ungarske og islandske mineraler. Wads efterfølger blev professor J.G. Forchhammer ( ), en af de mest fremtrædende skikkelser i dansk geologis historie. Ved hans tiltræden indgik hans private, geologiske samling i museet. Fra ekspeditioner hjembragtes til stadighed materiale, bl.a. J.P. Schythes indsamlinger fra Heklaudbruddet i 1845 og H.J. Rinks indsamlinger fra Indien og Nicobarerne, da han fra deltog i Galathea-ekspeditionen. Det Kongelige Naturhistoriske Museums samlinger overførtes i 1864 til Mineralogisk Museum og Zoologisk Museum, og nu var omsider landets vigtigste naturhistoriske samlinger forenet under Københavns Universitet. Men endnu er der en stor og værdifuld samling at nævne, nemlig Christian VIII s Particulaire Mineralcabinet, som blev en betydelig forøgelse for museet. Prins Christian Frederik, senere Christian VIII, havde allerede som dreng, med H.S. Holten som lærer, anlagt en naturaliesamling, Det første particulaire Mineralcabinet, som imidlertid gik til grunde ved Christiansborgs brand i Et enkelt stykke, en lille pyramidalsk tilspidset Basaltstøtte fra Færøerne, findes dog på Geologisk Museum. Det overlevede formentlig, fordi det kort før branden var blevet udlånt til Etatsraad Tyge Rothe, som havde forevist det ved et foredrag i Naturhistorie-Selskabet. Efter slotsbranden flyttede kongen til det nuværende Amalienborg, og i det palæ, der senere kaldtes Christian den VIII s Palæ, opbyggedes Det andet particulaire Cabinet. Omkring år 1800 omfattede det 2300 mineralnumre, foruden bjergarter og dyre- og planteforsteninger. Til denne kongelige samling indkøbtes i 1839 Conferentsraad P.J. Monrads ( ) samling på ca stykker, bl.a. indeholdende grønlandske mineraler og en del slebne ædelsten. Efter kongens død overdrog hans efterfølger, Frederik VII, sin fars samling til Mineralogisk Museum. Geologiens og zoologiens veje skilles Pladsmanglen i kommunitetsbygningen i Nørregade var udtalt, men det hjalp noget, da zoologerne i 1870 flyttede ind i et nyopført museum i Krystalgade. Forøgelsen af de geologiske samlinger i Mineralogisk Museum var imidlertid voldsom i disse år, ikke kun i kraft af indslusningen af de betydelige samlinger fra Det Kongelige Naturhistoriske Museum og Chr. VIII s Particulaire Mineralcabinet, men også som følge af en stadig stigende videnskabelig aktivitet i Grønland og Danmark. J.Fr. Johnstrup ( ), som blev museets bestyrer efter Forchhammers død, opnåede midler til at iværksætte geologiske undersøgelser i Grønland, et initiativ, der førte til dannelsen af Kommissionen for videnskabelige undersøgelser i Grønland (KVUG). Tilsvarende bestræbelser førte senere i 1888 til etablering af Danmarks geologiske Undersøgelse (DGU). Det hjembragte materiale fra disse undersøgelser blev stuvet sammen i museets lokaler og rundt på lofter, kældre og korridorer, efterhånden også uden for universitetsfirkanten, bl.a på Christiansborg Slot, hvor noget af Steenstrups indsamlede materiale senere gik tabt ved branden i Pladsproblemerne blev mere og mere alvorlige og nævntes ofte i Johnstrups årsberetninger, som f.eks her fra 1885: Bestyreren skal ikke her gjentage Enkelthederne af de i sine Indberetninger fremsatte Bemærkninger om de uheldige Forhold ved Museet, der ere en Følge af de altfor indskrænkede og uheldigt beliggende Lokaliteter, men kun hentyde til, at hans i forrige Aar foretagne Forsøg på i en ringe Grad at bøde på Manglerne, ikke have ført til noget heldigt Resultat.... Citatet kunne tyde på en vis opgivende holdning, men det var ingenlunde tilfældet; tværtimod kæmpede han energisk i adskillige år for en helt ny museumsbygning, og endelig i 1888 lykkedes det at få første del af bevillingen til opførelse af museet på Østervold. Nye tider i eget hus Byggeriet på Østervold forsinkedes noget af murerstrejke og hårdt vintervejr, så det blev først i 1893 man kunne begynde at overføre Mineralogisk Museums samlinger til den nye museumsbygning, der for lange Tider ville kunne tilfredstille alle billige Krav (Johnstrup). Foruden plads til samlingerne, der kunne udstilles i syv store lyse sale i stuen og på 1. sal var der plads til indretning af arbejdsværelser, bibliotek, laboratorier og auditorium. På loftet var der

6 magasinplads, og i kælderetagen blev der også plads til den Danske geologiske Undersøgelse, som således kunne forlade lejligheden i St. Pederstræde. DGU blev på museet frem til 1920, hvor institutionen flyttede til Gl. Mønt. Det blev ikke Johnstrup, der kom til at stå for den praktiske indretning på Østervold. Han var hårdt mærket af sygdom under indflytningen, men nåede dog at opleve nogen tid i professorboligen i nr. 7, før han døde på årets sidste dag i N.V. Ussing ( ) blev med sit overblik og sin legendariske ordenssans den naturlige leder af indretningen af det nye museum, og få måneder efter Johnstrups død udnævntes han til professor mineralogiæ og bestyrer for museet. Samme år, d. 29/12, kunne første del af udstillingerne, den mineralogiske og den palæontologiske hovedsamling, åbnes for publikum, og året efter åbnedes den danske sal og samlingen for De danske Bilande. Museet var fra nu af åbent to gange om ugen (senere er det blevet til seks). Den endelige afslutning af udflytningen fra Nørregade blev markeret i 1898, da den store blok af tellurisk jern fra Disko blev flyttet fra universitetsområdet ud til Østervold. Der forløb godt 15 år fra de første flytteforberedelser indledtes i Nørregade til dagen, hvor alle samlinger var på plads og hele udstillingen genåbnet i det nye museum. Ved indgangen til det 20. århundrede bestod museets faste stab af: N.V. Ussing, V. Hintze ( ), J.P.J. Ravn ( ) og O.B. Bøggild ( ). Bøggild efterfulgte Ussing i 1912 som professor og bestyrer. K.J.V. Steenstrup, ( ), der i 1889 havde forladt museet til fordel for DGU, vendte tilbage til museet i 1897, hvor han fik lov at fortsætte sit videnskabelige arbejde. Steenstrup var økonomisk uafhængig og bestemte i sit testamente, at et legat skulle oprettes for museet, ikke til museets vedligeholdelse eller fornyelse med skabe mv., men til at bidrage til, at det mineralogiske Museum kan hævde sin videnskabelige Plads ved Siden af Udlandets Samlinger. Der var således fire faste medarbejdere, der tegnede museet indadtil og udadtil, vedligeholdt og udbyggede samlingerne, opstillede udstillinger, dyrkede videnskab og varetog den samlede geologiundervisning ved Københavns Universitet og Den Polytekniske Læreanstalt. De Moltkeske legater gav mulighed for lejlighedsvis medhjælp til bearbejdelse af samlingsmateriale, kemiske analyser og lign. Flytningen havde givet et vældig godt indblik i samlingerne, og anskaffelsespolitikken i den første tid bar præg af at være meget målrettet med henblik på at få udfyldt de værste huller. De begrænsede midler til indkøb blev suppleret ved indgåelse af bytteaftaler med kollegainstitutioner i udlandet, og hertil kom en lang række værdifulde donationer fra private samlere. En betydelig del af tilgangen til de geologiske samlinger i disse år kom fra periodens mange ekspeditioner, især til Grønland og i høj grad med deltagelse af museets egne medarbejdere. Mineraler og bjergarter fra de alkaline forekomster i Sydgrønland udgjorde også i denne periode hovedvægten af samlingsforøgelsen, materiale, som dannede basis for Ussings og Bøggilds betydeligste afhandlinger. Udstillingsaktiviteten i det nye museum var i begyndelsen ganske stor; man ønskede tydeligvis at udnytte de nye muligheder bygningen gav. Den danske sal blev hurtig for lille, og i 1908 besluttede man at indlede en større rokade. Den danske samling blev flyttet til den største sal i stueetagen, hvor den er endnu i dag, og den palæontologiske udstilling flyttede ligeledes til stuen med dyre- og planteforsteninger hver for sig. Bjergarterne flyttedes til 1. sal, hvor de kunne udstilles mere logisk i tilknytning til de to mineralsale. Rokaden blev færdig i Herefter faldt aktiviteten i udstillingerne øjensynlig, og helt frem til 2. verdenskrig rapporteredes kun om mindre justeringer. Der vistes dog til stadighed små midlertidige udstillinger i tilknytning til de populære aftenforedrag, som blev indledt i 1916, hvor der blev installeret elektrisk lys i udstillingssalene. Udstillingen af store sten i museumsgården med bl.a. jernblokken fra Disko blev i 1925 suppleret med jernmeteoritten Savik fra Kap York. I 1942 trak Bøggild sig tilbage og overlod roret til yngre kræfter. I løbet af det første halve sekel på Østervold havde museet kun haft to bestyrere, Ussing og Bøggild, og set i lyset af udviklingen efter 2. verdenskrig må denne periode siges at være præget af stor stabilitet. Efter den første hektiske periode omkring installationsfasen kom man ind i en fast arbejdsgang med veldefinerede arbejdsområder indenfor såvel de egentlige museale opgaver som i undervisningen ved universitet og læreanstalt.

7 Ekspansionsperioden under Noe-Nygaards ledelse Da A. Noe-Nygaard ( ) som sidste eneprofessor i faget geologi tiltrådte embedet som museets bestyrer i 1942, var museet inde i en stille periode præget af krigen udenfor. Forbindelsen til omverdenen var begrænset og de traditionelle ekskursioner til Nordatlanten var udelukket, så det var nærliggende at vende blikket indad. Det var ikke fristende at arbejde med udstillingerne i de uopvarmede sale, og da man kunne imødese et stigende behov for mere plads til arbejdsværelser, laboratorier og værksteder gik man igang med det nødvendige forarbejde hertil, nemlig at gennemgå magasinerne i kælder og på loft. Her fandtes stadig kasser med nedpakket materiale fra Nørregade, og hertil kom betydelige mængder af senere tilkommet materiale, så behovet for nærmere inspektion var stort. Kasserne blev ompakket, registreret og flyttet til magasiner uden for huset, bl.a. i Danmarks Tekniske Højskoles bygning i Øster Voldgade 10 og senere i Metropolitan-anneksets kælder, og i 1945 kunne de første to rum på loftet tages i brug som arbejdsværelser. I 1948 opnåedes bevilling til at indrette hele loftetagen til arbejdsværelser. I 1950 erne kom så turen til kælderetagen, som blev omorganiseret, og hvor der tillige blev gravet ud til en ny underkælder. Det store behov for nyt råderum var ikke kun dikteret af en almindelig udvidelse af den museale aktivitet og en større undervisningsbyrde som følge af et stigende antal studenter, men i særdeleshed også af den stærkt stigende aktivitet ved den i 1946 oprettede Grønlands geologiske Undersøgelse (GGU). GGU fik hurtigt behov for flere arbejdsværelser, laboratorier, magasinrum til udrustning og indsamlet materiale, og i 1957 blev pladsmanglen så alvorlig, at udstillingen i bjergartssalen måtte nedtages og give plads for GGU s tegnestue. Den fortsatte stigning i antallet af studenter nødvendiggjorde i 1961 opsætningen af en barak i museumsgårdens midte. Det lettede en del på trykket, da kemikerne i 1962 rømmede ØV 5-fløjen, der efter en istandsættelse kunne overtages af geologerne. Barakken i gården kunne derefter i 1964 fjernes, ligesom man benyttede lejligheden til at grave ud til en gårdkælder. Først herefter blev det muligt at hente de sidste opmagasinerede kasser hjem. Arbejdet med magasinerne havde i den første tid lagt beslag på al arbejdskraft i huset, hvorved udstillingerne i en længere periode ikke var blevet tilstrækkeligt vedligeholdt. Dette rådede man bod på i slutningen af 1950 erne, hvor en omfattende modernisering blev sat i værk i anledning af afholdelsen af den 21. internationale geologkongres i København. Samlingsarbejdet iøvrigt havde også i nogen grad lidt under arbejdet i magasinerne at dømme efter årsberetningerne. Blandt de mere spektakulære stykker, der tilgik museet i denne periode, var en blok fra Stevns Klint med Maastrichtien-Danien sekvensen, som blev udsavet og bjerget i På en ekspedition til Nûgssuaq i 1952 blev der fundet skifer med kæmpemuslinger (Inoceramus), der nu er udstillet i Grønlandssalen, og i 1963 opdagedes Kap York meteoritten Agpalilik, som nu står i museets gård. Efter 1964, hvor geologerne nu råder over hele Østervold 5-7 og hvor loftetage, underkælder og gårdkælder er fuldt udnyttet, skulle man tro, at rammerne var tilstrækkelige for en lang tid. Den ekspansive udvikling fortsætter imidlertid, ikke mindst på grund af øgede studentertal, så selv om undervisningen af ingeniørstuderende slutter i 1966 ved udflytningen af DTH til Lundtofte, stiger presset for at få oprettet flere undervisningsstillinger ved universitetet. Allerede i 1949 havde man i erkendelse af den tiltagende undervisningsandel på stedet benyttet betegnelsen Det Mineralogiske og Geologiske Institut - Mineralogisk Museum, men efterhånden får undervisningen en sådan overvægt, at det i 1967 bliver aktuelt at splitte institutionen op i et Mineralogisk Museum med Noe-Nygaard som bestyrer og et undervisningsinstitut, der hurtigt bliver til fire institutter med hver sin professor som chef: Institut for Almen Geologi, Institut for Historisk Geologi og Palæontologi, Institut for Petrologi og Institut for Mineralogi. Tilsammen udgør de fem enheder et Geologisk Centralinstitut, der varetager en række fællesfunktioner og hvis styrelse fordeler de økonomiske og personalemæssige ressourcer. Året efter begynder GGU og det første af de geologiske institutter at udvandre til Østervold 10 komplekset, som nu planlægges at være det geologiske tyngdepunkt, og den udvikling fører videre frem til begyndelsen af 1970 erne, hvor museet bliver alene tilbage i Østervold 5-7 bygningen. På et tidspunkt overvejes det at flytte museet med over i ØV 10, men den tanke opgives lykkeligvis. Det er tydeligt, at den voldsomme ekspansion, som fandt sted især i 1960 erne, ikke kun skabte mange nye muligheder, men også betød, at det egentlige museumsarbejde i nogen grad blev trængt i baggrunden. Bedre blev det ikke efter oprettelsen af det fælles centralinstitut, hvor ønsker om basale ting til samlingspasning skulle konkurrere med ønsker fra institutterne om spændende nye ting til undervisning eller laboratorier. Medens de tidligere knopskydninger med

8 dannelsen af KVUG, DGU og GGU var forløbet rimelig roligt og kontrolleret, skete dannelsen af de geologiske institutter på en hektisk og noget uoverskuelig måde. Det var således et blegt men fattet museum, der omkring 1970 måtte finde et nyt fodfæste, styrelsesmæssigt, personalemæssigt og bevillingsmæssigt. Et af de fundamentale spørgsmål, der opstod efter gennemførelsen af styrelsesloven i 1970, var hvilken position Mineralogisk Museum og de øvrige naturvidenskabelige museer Zoologisk Museum, Botanisk Museum og Botanisk Have skulle indtage ved universitetet. I første omgang lod man Museumsloven af 29/ fortsat være gældende, men da man i stod for at skulle revidere styrelsesloven af 1970, fandt man det naturligt - og iøvrigt også nødvendigt - at benytte lejligheden til at få nedfældet et sæt regler, der både sikrede samlingernes fortsatte eksistens som en helhed og som fastlagde de forpligtelser, der måtte gælde for universitetets naturvidenskabelige specialmuseer. Det lykkedes at få indføjet i den reviderede styrelseslov en bestemmelse om at Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler for styrelsen af de museer og samlinger, der hører under denne lovs institutioner, og efter et udvalgsarbejde under Konsistorium nåede ministeriet frem til at udstede Regler vedrørende de naturvidenskabelige museer under Københavns Universitet med virkning fra 1. marts Hovedopgaverne er nedfældet i paragraf 2, og heri hedder det bl.a.: - at forvalte de videnskabelige samlinger samt udbygge disse... - at drage omsorg for samlingernes forskningsmæssige udnyttelse og for forskningsresultaternes offentliggørelse... - at formidle kendskab til geologi og bidrage til at fremme interessen for naturen og dens værdier ved at opretholde en offentlig udstillingsvirksomhed... - at drive videnskabelig forskning, fortrinsvis i fagdiscipliner med relation til samlingernes tilstedeværelse... - at vejlede specialestuderende, licentiatstuderende og stipendiater. I tilknytning til Konsistoriums forarbejde til disse regler indførte universitetet fra 1. april 1976 en særlig budgetmæssig procedure, hvorefter midler til de museale funktioner skulle bevilges centralt uden om fakultetet, hvilket nødvendiggjorde en delvis økonomisk udfletning mellem museet og de geologiske institutter. Fra samme dato ændrede museet navn til Geologisk Museum. Efter de nye reglers ikrafttræden og med en afklaring af forholdet mellem institutter og museum kunne Noe-Nygaard med sindsro træde tilbage i 1977 efter 35 år som museets bestyrer. Museet i nyeste tid Den demokratiske holdning i styrelsesloven blev afspejlet i museernes regler, som bestemte, at museumsbestyreren nu skulle vælges af et museumsråd for en treårig periode, og at den daglige ledelse skulle foregå i samråd med en bestyrelse, ligeledes udpeget af museumsrådet. Hermed blev bestyrerens rolle såvel udadtil som indadtil nedtonet, og museet blev i højere grad end tidligere tegnet af de enkelte medarbejdere. Den nye budgetprocedure betød, at museet fik tilført driftmidler ad to veje. Midler til forskning og undervisning skulle som hidtil hentes fra den fælles fakultetsbevilling administreret af det geologiske centralinstitut, medens midler til samlingspasning og udstillingsvirksomhed skulle tilføres museet direkte fra Konsistorium gennem Konsistoriums permanente Museumsudvalg (KpM). Fra midten af 1980 erne blev disse driftmidler igen bevilget gennem fakultetet, og efter et par års uklarhed i bevillingsforholdene, nåede man i 1991 frem til at etablere museet som en selvstændig budgetbærende enhed ved fakultetet. En nødvendig forudsætning for dette var en ny bodeling mellem museum og institut (de 4 geologiske institutter blev sammenlagt til ét institut i 1991). Efter ikrafttræden af den nye Universitetslov i 1993 var der behov for en revision af reglerne fra De blev afløst af Bekendtgørelse om Københavns Universitets Naturhistoriske Museer m.v. og Botanisk Have, der trådte i kraft 15. juli Det fastslås her, at museerne er de nationale museer for deres respektive fagområder. I øvrigt defineredes hovedopgaverne uændret, mens bestyrerfunktionen blev styrket, som forudsat i Universitetsloven. Museumsrådene blev nedlagt. Med vedtagelsen af finansloven for 1997 godkendte Folketinget etableringen af et Geocenter på Østervold, et

9 formaliseret samarbejde mellem universitetets geologiske og geografiske institutter, Geologisk Museum, Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser (dannet i 1995 ved sammenlægning af DGU og GGU) samt Dansk Lithosfærecenter med det formål at styrke dansk geologi. Det er for nærværende vanskeligt at forudsige, hvad samarbejdet kommer til at betyde specielt for Geologisk Museum. En bevilling på 10 mill. kr. vil efter planerne blive anvendt dels til forberedelse af nye, permanente udstillinger, dels til en istandsættelse af bygningen, der gerne i højere grad end i dag skal virke åben over for publikum. Det systematiske arbejde i samlingerne, der som tidligere nævnt havde lidt under den eksplosive udvikling i 1960 erne, blev fra 1970 og frem genoptaget med fornyet styrke. En omfattende registrering og omorganisering af flere af museets hovedsamlinger blev iværksat, og der blev ført en mere bevidst anskaffelsespolitik. Forøgelsen af samlingerne har siden 1970 været ganske betydelig, og som tidligere er det sket dels ved egne indsamlinger, specielt i tilknytning til medarbejdernes egne forskningsfelter, dels ved bytte, køb og donationer. Størsteparten af indsamlingsrejserne er foretaget til Grønland, hvor der foruden materiale til egne samlinger har kunnet indsamles værdifuldt byttemateriale. En af de største donationer i nyere tid fik museet i 1974, da Kryolitselskabet Øresund tilførte mineralsamlingen en udsøgt samling mineraler fra Ivigtut. En del samlingsmateriale modtages desuden i kraft af deponeringsaftaler, der bl.a. er indgået med GGU og Århus Universitet. Endelig bør nævnes det materiale, der i nyeste tid tilgår museet som følge af den nye bestemmelse om danekræ fra 1. januar Biblioteket, som forblev under museet ved udfletningen i 1976, flyttede i 1983/84 til bedre pladsforhold i ØV 10, hvor bogtårnet var ledigt efter udflytningen af Teknisk Bibliotek. Dette bidrog til en yderligere udvidelse af udstillingsarealet, der foruden det oprindelige areal nu også omfattede de gamle inspektørværelser, hele stuen og 1. sal i midtfløjen og auditorium II, det sidste til temporære udstillinger. Disse nye arealer har været rammen om en ganske betydelig udstillingsaktivitet. Blandt de mange nye udstillinger kan nævnes: Menneskets oprindelse, Nordsøolie, pladetektonik, salt, Jordens sammensætning og geologiske historie, krystallografi, dinosaurer, aktuelle katastrofeteorier m.fl. En af de største udstillingsopgaver nogensinde er den nye Grønlandsudstilling, der åbnede i forbindelse med museets 100 års jubilæum på Østervold. Denne høje udstillingsaktivitet er blevet bemærket i offentligheden. Besøgstallet, som i tiden efter 1945 lå på ca om året, steg kun moderat frem til slutningen af 1970 erne, hvor det var , men i midten af halvfemserne ligger det på ca besøgende. I 1988 havde museet besøgende, det hidtil højeste besøgstal. Som supplement til udstillingerne blev der i 1981 indrettet en kiosk for publikum, drevet af en nyoprettet fond, Geologisk Museums Støttefond. Herfra sælges mineraler, fossiler, bøger og mindre skrifter om udvalgte udstillinger. Geologisk Museum har i de seneste tiår fastholdt og udbygget sit virke inden for den danske museumsverden. Der er ydet konsulentbistand til og samarbejdes med en lang række lokalmuseer, Fur Museum, Møns Museum, Fakse geologiske Museum, Bornholms Museum, Midtsønderjyllands Museum i Gram m.fl. og i Statens Museumsnævn, Museumsrådet for København og Frederiksberg og i Foreningen af Danske Naturhistoriske Museer har museet i en årrække haft en aktiv repræsentation. Forskningsindsatsen ved museet gennem tiderne har det ikke været mulig at behandle inden for de her givne rammer. Den faglige spændvidde har altid været stor og er vel i dag større end nogensinde. Som naturligt er har Danmarks geologiske forhold til enhver tid haft en fremtrædende plads blandt forskningsemnerne, og dette gælder i endnu højere grad geologien i det nordatlantiske område, i særdeleshed Grønland. Vejen har været lang. Fra Kunstkammer, fra private samlinger og fra ekspeditionsindsamlinger er strømmene løbet sammen for at forenes i Geologisk Museum, som med sit righoldige indhold forvalter sin betydningsfulde opgave: at være det danske riges geologiske hukommelse. Referencer Bang, Th.: Københavns Befæstning under Svenskekrigen. Særtryk udsendt af Københavns Kommunalbestyrelse: Et Vendepunkt i Københavns Historie, , København.

10 Garboe, A.: Geologiens Historie i Danmark I-II C.A.Reitzel. Garboe, A.: Omkring 70-året for Mineralogisk Museums pførelse på Østervold i København. Meddr Dansk geol. Foren. 15, Johnsen, O., A. Noe-Nygaard & W.K. Christensen: Geologisk Museum - et centralt museum. Naturens Verden 4/91, Noe-Nygaard, A.: Om samlingernes oprindelse. 16 sider Mineralogisk Museum. Noe-Nygaard, A.: Om samlingernes vækst. Fra Natural-Theateret i 1770 til Mineralogisk Museum i sider Geologisk Museum. Noe-Nygaard, A.: Geologi. Københavns Universitet , XIII, G.E.C.Gad. Noe-Nygaard, A.: Et geologisk specialmuseum tager form. (Mineralogisk Museum ). I-III. I: 23 sider m. plan over bygningen, II: 49 sider, III: 63 sider Geologisk Museum. Villadsen, V.: Universitetets Bygninger. Københavns Universitet , IV, G.E.C.Gad. Ole Johnsen, Gunni Jørgensen og Søren Floris: Træk af Geologisk Museums historie. Artiklen er oprindeligt publiceret i Ole Johnsen (ed.): Geologisk Museum år på Østervold. København I den foreliggende version er det indledende afsnit udeladt. Det samme gælder en afsluttende kronologisk gennemgang i skemaform samt alle illustrationer. Opdatering (afsnittene om Museumsbekendtgørelsen og etablering af Geocentret samt enkelte ændringer af teksten i øvrigt) ved Niels Hald. Østervold Det ny museum byggedes på et sted med plads i historien. Den sørgede først Christian IV for. Han moderniserede Københavns gamle vold og grav, mens han byggede på sit lille slot, Rosenborg ( ), der med Kongens Have lå lige uden for daværende Østervold. Fra slutningen af 1620 erne og til sin død nåede han at anlægge en ny Østervold med bastioner og voldgrav. Den gik fra Nørreport til Kastel-området i en flad bue uden om Rosenborg, Nyboder og udstrakte byggegrunde ned til Øresund. En første ufuldført udgave nåede fra Nørreport til museets plads. Med ændringer og forlængelse nåede man fra 1642 frem til Kastel-området i Det store anlæg blev med en effektiv sidste ombygning 1649-ca omsider færdigt, med tilslutning til det endelig i 1649 påbegyndte Kastel. Dette fæstningsanlæg overlevede, under Frederik III, den svenske belejring og stormangrebet i Straks efter forbedrede man forsigtigvis anlægget, og under Christian V blev det yderligere forstærket. I forrige århundrede opgav man at beholde byen som en fæstning. Af fæstningsarealet var (i 1865) 21 tønder land udset til brug for universitetet. Jordarbejdet med den (ny) Botaniske Have begyndte 1871, og straks efter sløjfedes som det første den sydvestlige del af Østervold. Da museet i 1888 skulle bygges, skete det på jævnet voldområde og for en del hen over opfyldt voldgrav. Boulevarden Øster Voldgade var da ved at tage form. Nogenlunde samtidigt med Første Verdenskrig blev boulevard-banen gravet ned i den - til vore dages S-tog og kystbane. Museets naboer tager tanken tilbage i tiden: Den ene er Rosenborg Slot. Den anden (med universitetets Astronomiske Observatorium, færdigbygget 1861) er resten af den bastion, der med vekslende udformning har båret navnet Rosenborg Bastion. Den tredie nabo er resten af den udbyggede Runde Kirkes Bastion (med Statens Museum for Kunst, færdigbygget 1896). Denne bastion fik efter det afviste 1659-stormløb navn efter den forsvarende chef, Quitzow. Runde Kirkes Bastion havde afløst en Christian IV-bastion (måske to af forskellig alder), som havde akse i nuværende Sølvgade ud for anlægget foran Kunstmuseet, og som derfor kunne kaldes museets endnu tættere nabo. Den (eller de) har sandsynligvis ikke nået ind på museets plads.

11 Endnu en Christian IV entreprise berører direkte museets plads. Ca gravedes en kanal, der ledte vand fra Sortedamssøen til Rosenborg og videre til den gamle Østervolds grav. Senere afbrød man den ved den ny Østervolds grav, som den leverede vand til. Den gravede kanal ophørte at eksistere på et stykke, men den eksisterede endnu i sidste århundrede i den nordøstlige del af Kongens Have som en langstrakt sø. Det mellemliggende stykke af Kanalen har passeret museets plads. Den ny museumsbygning på Øster Voldgade I 1888 blev grundstenen lagt til det nye museum i det østlige hjørne af Botanisk Have. Bygningen, som skulle indeholde både Mineralogisk Museum og Universitetets Kemiske Laboratorium, blev opført af Arkitekt Hans J. Holm som et trefløjet kompleks i italiensk renaissancestil og som en pendant til den nye Polytekniske Læreanstalt, der ligeledes var under opførelse i et andet af havens hjørner ved Sølvgade/Farimagsgade krydset. Den ene halvdel af bygningen, nemlig nr. 7 ud mod Sølvgade, blev indrettet til Mineralogisk Museum med udstillingssale, arbejdsværelser og auditorium, mens den anden halvdel, nr. 5 ind mod Observatoriet, skulle huse Universitetets kemiske Laboratorium. De to institutioner fik hver sit indgangsparti i bygningens hjørner, der blev udformet som hjørnetårne med rotunder eller kuppelhaller på hver etage. Foran hovedbygningen ud mod Øster Voldgade byggedes to forhuse med boliger til professor og portner. Bygningen blev opført i røde mursten og på et fundament, hvis dybde afspejler grundens topografiske fortid som fæstningsafsnit. Fundamentet når en dybde på 2 m under havniveau i det nordlige hjørne, medens det ligger 6 m højere i det sydlige hjørne. Kendte natursten indgår på flere måder i museumsbygningen, således er den udvendige trappe af granit fra Klippegård ved Rønne og portalerne af bremersandsten. Der er anvendt norsk granit, formentlig fra Frederiksstad, til de indvendige trapper, til søjler og overliggere i stueetagens vinduer samt til facadebeklædningen for kælderhøjde (undtagen mod Sølvgade, hvor der er benyttet den svenske Lysekil granit). Trappemæglerne er af orthoceratitkalk fra Øland, medens Savonnières kalksten er anvendt i rosetter over stueetagens vinduer og i 1. salsvinduernes søjler og buer. Båndene mellem vinduerne er af bryozokalk fra Stevns Klint. I kemifløjen blev der ikke anvendt stenpiller i vinduerne af frygt for sammenstyrtning i eksplosionstilfælde. I 1893 var bygningen klar til indflytning.