Opdræt og udsætning af vildt til jagtformål. Dyrevelfærd og dyreetik. Dyrenes Beskyttelse

Transkript

1 Opdræt og udsætning af vildt til jagtformål Dyrevelfærd og dyreetik Dyrenes Beskyttelse 1

2 Indholdsfortegnelse 1. Sammenfatning af Dyrenes Beskyttelses holdning til opdræt og udsætning af vildt til jagtformål Fasan Bestandsstørrelse Udsætningens størrelse Jagt og Vildtudbytte Opdræt Æggene De indfangne voksne fasaner Voksne fasaner i permanent fangeskab Kyllingerne Foder Fjerpilning Medicinforbrug ved opdræt af fasaner Udsætning af fasankyllinger Bedrifter med fasaner Eksport af fasaner Udsætning Overlevelse og ynglesucces efter udsætningen De udsatte fasaners direkte og indirekte indvirkning på faunaen Jagt på opdrættede fasaner Den økonomiske betydning af fasanopdræt og -udsætning i Danmark Vildtslagterier og -handlere Forhold omkring opdræt, udsætning og jagt på fasaner i England og Italien England Italien Sammenfatning af de dyrevelfærdsmæssige problemer ved opdræt, udsætning og jagt på fasaner Agerhøne Bestandsstørrelse Udsætningens størrelse Jagt og Vildtudbytte Opdræt Agerhøns - voksne avlsfugle Udrugning af agerhønseæg Opdræt af agerhønsekyllinger Fjerpilning hos agerhønsekyllinger Pip hos agerhønsekyllinger Medicinforbrug ved opdræt af agerhøns Bedrifter med agerhøns Eksport af agerhøns Udsætning af agerhøns Agerhønsenes overlevelse efter udsætningen De udsatte agerhøns direkte og indirekte indvirkning på faunaen Den økonomiske betydning af agerhønseopdræt og -udsætning i Danmark Slagtning af agerhøns Forhold omkring opdræt, udsætning og jagt på agerhøns i Italien Sammenfatning af de dyrevelfærdsmæssige problemer ved opdræt, udsætning og jagt på agerhøns Rødhøns Gråand Bestandsstørrelse

3 5.2 Udsætningens størrelse Jagt og Vildtudbytte Opdræt De æglæggende ænder Æggene Ællingerne Sygdomme og medicinforbrug Udsætning af gråandeællinger Overlevelse efter udsætningen De udsatte gråænders direkte og indirekte indvirkning på faunaen Jagt på opdrættede gråænder Den økonomiske betydning af gråandeopdræt og udsætning Eksport Sammenfatning af de dyrevelfærdsmæssige problemer ved opdræt, udsætning og jagt på gråænder Andre foreningers holdninger til udsætning af og jagt på opdrættet vildt Danmarks Jægerforbund Dansk Ornitologisk Forening Skov- og Naturstyrelsen Vildtforvaltningsrådet Danmarks Naturfredningsforening Dansk Land- og Strandjagt Referencer Appendix Bekendtgørelse om opdræt af fjervildt

4 1. Sammenfatning af Dyrenes Beskyttelses holdning til opdræt og udsætning af vildt til jagtformål Ud fra en samlet vurdering af de oplysninger der fremlægges i nærværende rapport tager Dyrenes Beskyttelse kraftigt afstand fra opdrættet og udsætningen af dyr til jagtformål. Dyrenes Beskyttelse mener, at der er så omfattende etiske og dyrevelfærdsmæssige problemer forbundet med opdræt og udsætning, at al kommercielt opdræt og udsætning af vildt til jagt bør afvikles. Etiske problemer ved opdræt og udsætning af dyr til jagtformål Dyrenes Beskyttelse er af den opfattelse, at det af etiske årsager er uacceptabelt, at der opdrættes pattedyr eller fugle blot med det ene formål at drive jagt på dem. Udsætning af skydefugle er uforeneligt med DB s synspunkt, om at jagt kun er acceptabelt, hvis det er naturens overskud, der jages, og hvis denne høst foregår på et bæredygtigt og dyreværnsmæssigt forsvarligt grundlag. For DB er det således ikke tilstrækkeligt, at forbedre de dyreværnsmæssige forhold omkring opdrættet, udsætningen og jagten på de udsatte fugle. Udsætningernes formål er primært at levere jagtobjekter til efterårets jagter, hvorfor det omfattende opdræt og udsætning af fasaner må betegnes som en ren underholdningsindustri. Skydefuglene tjener det samme formål, som f.eks. dyrs optræden i et cirkus, nemlig undeholdning. Når dyrene fungerer som skydefugle, er der tale om en skærpende omstændighed, da de optræder med livet som indsats. Dette er baggrunden for, at nedskydningen af skydefugle må betegnes som lystmord. I anden underholdningsindustri stilles der særlige krav til den måde, som dyrene behandles på. Det kommer f.eks.til udtryk i dyreværnslovens 14, hvor dyr ikke må dresseres eller bruges til fremvisning, cirkusforestillinger, filmoptagelser eller lignende, hvis dyret derved påføres væsentligt ulempe. Omfattende dyrevelfærdsproblemer Denne holdning begrundes yderligere med følgende forhold: I Danmark opdrættes og udsættes hvert år ca. 1 mill. fasaner, over ½ million gråænder, ca agerhøns Det skal ses i forhold til, at der i Danmark blev skudt i alt mill. stykker fuglevildt i jagtsæsonen 2000/01. Derudover opdrættes et ukendt men formentlig meget stort antal fasaner og agerhøns til eksport til andre lande med udsætning til jagt som formål. Årligt indfanges i naturen voksne fasaner til æglægning. Fældefangst er altid forbundet med stress hos det fangne vilde dyr og de kunstige miljøer, som dyr i fangeskab lever i, vil aldrig i samme grad kunne tilgodese deres fysiologiske og adfærdsmæssige behov, som det sker i naturen. Derfor vil al hold af dyr indfanget i det fri reducere dyrenes velfærd. Fangst af æglægningsfasanhøner og det efterfølgende hold af disse vildfangne fasaner må derfor betegnes som problematisk for dyrenes velfærd. Derudover vides intet om fangeskabsopholdets langsigtede virkning på fasanernes velfærd, efter at de atter er sluppet ud i naturen. I opdrættet af fasaner og agerhøns ses problemer med fjerpilning, hakning og kannibalisme, som er symptomer på manglende trivsel. Dette afhjælpes traditionelt med fjerpilningshæmmende midler, som er adfærdsbegrænsende og dermed dyrevelfærdsmæssigt problematiske, foruden at de blot afhjælper symptomerne uden at løse trivselsproblemerne. 4

5 Den dyreværnsmæssige såvel som den etiske problemstilling skærpes, fordi de opdrættede fasaner og agerhøns som sættes ud i naturen er adfærdsmæssigt handicappede og derfor ikke formår at klare sig overfor rovdyrene. Desuden er især de opdrættede agerhøns anatomisk og fysiologisk ændrede i forhold til de vilde fugle i en sådan grad, at de har store problemer med at behandle og fordøje naturlig føde, hvorfor en større del af dem simpelthen dør af sult i naturen. Endelig er de opdrættede fasankokke ikke så gode til at etablere og forsvare territorier, hvilket ligeledes fører til dårligere trivsel. Dette er i strid med de jagtetiske regler, samt en overtrædelse af 7 i "Lov om opdræt af visse dyrearter", som siger at "Opdrættet vildt må kun udsættes, hvis det må forventes at være i stand til at overleve i naturen". De store koncentrationer af adfærdsmæssigt handicappede fugle tiltrækker rovdyr. Fra brugere af opdrættede og udsatte fugle fører dette til krav om mulighed for at kunne begrænse antallet af rovdyr som ræve, krager, skader og rovfugle. Der foregår derfor en betydelig regulering - legal såvel som illegal - af den del af faunaen, der skønnes at skade opdrættet. De udsatte fugle har ligeledes på en række andre områder en effekt på den fauna, de sættes ud i, idet udsætningen medfører: en genetisk forurening med overførsel af uhensigtsmæssige gener fra udsætningsfugle til den vilde bestand af ukendt omfang og betydning. sløring af ændringer i den vilde bestand. opkoncentrering af parasitter og patogener samt overførsel af disse til den øvrige fauna. mulig opkoncentrering af Borrelia gennem skovflåter hos fasaner. tilførsel af store mængder foder på de steder, hvor ællinger og fasaner udsættes og deraf følgende næringsforurening af udsætningsområdet såvel direkte fra foderet som via fuglenes eskrementer. bekæmpelse med gift af den gnaverbestand, som tiltrækkes af foderet, til lidelse for gnaverne og de rovdyr, der spiser gnaverne. mulige reduktioner i udsætningsområdets paddebestande Der anskydes som et absolut minimum 6500 opdrættede og udsatte fasaner pr. år. Gråænder er betydeligt mere skudstærke end fasaner, hvorfor de anskydes i et større omfang. Der anskydes mindst opdrættede gråænder årligt. 5

6 2. Fasan Fasankok med en del af hans harem. (Foto: Michael Carlsen) Fasanen er oprindelig indført fra Asien - først som prydfugl (fra 1500-tallet) og i 1840 desuden udsat i den danske natur 1,2,4. Den fasan vi i dag har i Danmark er et mix af forskellige racer fra det sydøstasiatiske område Bestandsstørrelse Fasanbestanden blev i midten af 1980'erne estimeret til fugle 1,2. Der findes ikke nyere bestandsberegninger. Jagtudbyttet lå i midtfirserne omkring nedlagte fugle, steg til i midthalvfemserne og er så igen faldet til omkring i dag 2. Der synes derfor ikke umiddelbart grund til at antage at bestandsstørrelsen i dag adskiller sig væsentligt fra midtfirserne. Bestanden holdes mange steder ved lige eller fremmes gennem årlige udsætninger af opdrættede fugle 2 og det er derfor svært at afgøre, hvor stor en del af ynglebestanden, der stammer direkte fra udsætningsfugle, og hvor stor en del, der er klækket i naturen. 2.2 Udsætningens størrelse Der udsættes anslået ,4,37 fasaner op til jagtstart hvert år. Tidligere udsattes fasaner dels for at ophjælpe bestanden, dels med henblik på jagt - i dag udsættes fasaner næsten udelukkende med henblik på jagt Jagt og Vildtudbytte Fasanhanen har iflg. "Bekendtgørelse om jagttid for visse pattedyr og fugle m.v." fra 1. april 2001 en generel jagttid fra , mens fasanhønen kun må jages fra Fasanhønen har dermed sammen med agerhønen den korteste generelle jagttid for en jagtbar art i Danmark - nemlig 2½ måned. For øerne Sejerø, Fejø, Femø, Nyord, Strynø, Ærø og Als gælder dog særlige, forkortede jagttider for fasan. 6

7 Det årlige jagtudbytte lå indtil 1958 på omkring fugle 2. Derefter steg det i løbet af de følgende 10 år til ca , hvor det lå indtil slutningen af 1980 erne 2. Udbyttet steg i begyndelsen af 1990 erne til ca , men er derefter igen faldet til ca Udbyttestigningen gennem perioden er dels begrundet i en voksende vildtlevende bestand, dels i udsætning af opdrættede fasaner 2. I jagtsæsonen 2000/2001 nedlagdes således fasaner 2. Det er dog værd at være opmærksom på, at det er en faldende del af jagttegnsløserne, som indberetter, hvad de nedlægger til DMU 43. For jagtsæsonen 2000/2001 indberettede således blot 60,6% af jagttegnsløserne til DMU 43. Vildtudbyttet af fasan fra 1941 til Fra DMU's hjemmeside Fasaner udgjorde i jagtsæsonen 2000/01 31,4% af det nedlagte fuglevildt 79. DMU skønner, at mellem en tredjedel og halvdelen af udbyttet hidrører fra udsatte fugle 2. I 1986 ansloges imidlertid gennemsnitlig 52,5 % af de udsatte fasaner at blive nedlagt 21. Antages det, at det på nuværende tidspunkt fortsat er en lignende andel af de udsatte fasaner, som nedlægges, gælder det at der nedlægges ca. ½ million udsætningsfasaner pr. sæson. Dette ville i givet fald udgøre 68% af det årlige fasanudbytte. Undersøgelsen fra 1986 anslår selv, at 15-20% af det årlige fasanudbytte består af udsætningsfugle 21. Dette baseres imidlertid på et anslået tal for den samlede årlige udsætning af fasaner på fugle 21. Udbyttestigningerne for fasan har været mest udtalte på Øerne og i Århus og Vejle amter, og det er samtidig i disse amter - bortset fra Bornholm - at de største udsætninger finder sted 2. Kort over den danske vildtudbyttestatistik for fasan for år Figuren er fra DMU's hjemmeside. 7

8 2.4 Opdræt Æggene Fasanæg kan enten indkøbes eller de kan lægges af egne avlsfugle 5. I det sidste tilfælde skal man have æglæggende fasaner i fangeskab 5. Disse kan fanges i fælder med tilladelse fra Skov- og Naturstyrelsen 5, idet "Bekendtgørelse om indfangning af og handel med vildt" fra 1994 i 5 slår fast, at Skov- og Naturstyrelsen kan tillade indfangning af fasaner. Denne fangst sker hovedsagelig i januar og februar måned 5,37. Derudover holder en del fasanerier voksne fasaner hele året 31. Ved at indfange fasaner i januar/februar og bruge deres æg til kyllingeproduktion, sikrer man sig dog formentlig et bedre arvemateriale mht. et liv i naturen, idet de æglæggende fasanhøner i det tilfælde har været gennem en naturlig udvælgelsesproces i det fri. Der er således en mulighed for at opdræt ved fasanhøner, der holdes permanent i fangeskab, i sidste ende kan have en negativ indflydelse på den vildtlevende fasanbestand idet udsatte kyllinger, som overlever længe nok til at yngle, kan overføre uhensigtsmæssige arveegenskaber til den vildtlevende bestand. Egentlig må æg fra naturligt forekommende, vilde danske fugle hverken indsamles eller besiddes iflg. "Bekendtgørelse om æg fra vilde fugle og registrering af ægsamlinger" 1 og 2. Dette gælder dog iflg. samme bekendtgørelses 2 ikke for æg fra fasaner indfanget iflg. tilladelse fra Skov- og Naturstyrelsen. Fasanæg produceres fra først i april 31. Fasanæg kan udruges af tamme høns (skrukhøns) eller i rugemaskiner 5. Metoden med skrukhøns anvendes primært af enkelte jægere med ønske om at udsætte et lille antal fasaner. Udrugning på rugerier foregår i en rugemaskine, som den der vises på billedet til højre. I en maskine af den viste type er der plads til fasanæg 80. Efter 23 døgn i rugemaskinen kommer æggene over i klækkeren, hvor de klækker et døgn senere 37. I det 25. døgn kommer de klækkede kyllinger over i specielle papkasser med halm, som anbringes i et varmt rum, hvor kyllingerne står i ½ døgn (frem til næste morgen) og hviler ud efter anstrengelsen ved at komme ud af ægget 37. Klækningsprocenten er på ca. 70 % med æg fra fasanhøner i nyere, brigede systemer, hvilket er en forbedring ifht. traditionelle systemer 37. Fasanæg i rugemaskine. (Foto: Michael Carlsen) 8

9 2.4.2 De indfangne voksne fasaner Voksne fasaner - primært høner - indfanges i januar-februar umiddelbart efter jagtens ophør 5,31. Herefter holdes de i fangeskab med henblik på æglægning indtil starten af juni, hvor de genudsættes 31. Fangst af voksne fasaner i februar. (Foto: Michael Carlsen) Årsagen til at vælge fangst af vilde fasaner frem for permanent hold af fasaner i fangeskab er frygten for at permanent fangeskab skal favorisere en genetisk sammensætning, som er uhensigtsmæssig i forhold til et liv i naturen. Fasaner, som indfanges i januar-februar, har - selv hvis det drejer sig om oprrindeligt opdrættede fugle - været igennem en naturlig selektionsproces, som favoriserer fasaner, der er bedre tilpasset et liv i naturen. Kyllinger af indfangne fasaner formodes derfor at klare sig bedre efter udsætningen end kyllinger af fangeskabsfasaner. Der sker dog muligvis alligevel en fangeskabsselektion idet fasaner fra områder med fangst, opdræt og udsætning lægger æg tidligere (1. april) end fasaner fra Bornholm ( april), hvor der ikke foretages udsætninger 37. Fasanerne indsamles med hænderne og puttes i stofsække. (Foto: Michael Carlsen) Fasanerne indfanges vhja. store åbne trådbure med ensrettede sluser ved jorden, således at fasanerne kan gå ind i trådburet men ikke komme ud. Fælderne røgtes og tømmes ved at en person går ind i trådburet og med hænderne indfanger fasanerne og lægger dem i stofsække. I disse sække falder fasanerne øjeblikkelig til ro og kan således uden vanskeligheder transporteres til de volierer, de skal gå i de kommende 3-4 måneder. Fangst i fælder er altid forbundet med en vis grad af stress for de indfangne dyr. Omfanget af stress hos fasaner under fangsten kendes dog ikke og ej heller eventuelle langtidseffekter af denne stress. 9

10 Det er vanskeligt at sige præcis, hvor stor en andel af de indfangne fasaner, der er klækket i det fri, men den ringe overlevelse for de udsatte fugle taget i betragtning må størstedelen af de indfangne høner og kokke formodes at være klækket i det fri, hvorfor fangst af disse er at sammenligne med fangst af vilde dyr. På Vennerslund Gods giver 600 indfangne fasanhøner ca kyllinger 37. Antages dette at være standard for indfangne høner, skal der altså anvendes indfangne høner til en produktion af kyllinger til udsætning. Tilsvarende indfanges på Vennerslund Gods 7 kokke for hver 50 høner - dvs. 84 kokke ialt 37. Antages dette at være standard for indfangne kokke, skal der altså anvendes indfangne kokke til en produktion af kyllinger til udsætning. Skov- og Naturstyrelsen oplyser, at der i 2001 via vildtkonsulenterne blev givet 64 tilladelser til fangst af fasaner 44. Tilladelse blev kun givet til professionelle jagtvæsner 44. 3/4 af tilladelserne gives af Odsherred, Lolland-Falster og Fyns statsskovdistrikter 44. En ukendt del af de udsatte fasankyllinger stammer dog fra opdræt ved fasaner, der holdes permanent i fangeskab. Fasanerne holdes overvejende i flokke på fugle 31. I disse flokke kan såvel fjerpilning og hakning som kannibalisme forekomme 31. For at afhjælpe dette kan fasanerne udstyres med næbkurve 31. Næbkurven ligner en aflang kurv, som er vendt på hovedet og lagt hen over næbbet. Den fæstnes med en pind gennem fuglens næsebor. Derved gennembryder denne pind hinden mellem de to næsebor, hvilket dog ikke synes at give fasanerne efterfølgende problemer 31. Voliere til voksne fasaner. I starten bruges kun den fjerneste del, men senere får fasanerne adgang til hele volieren. (Foto: Michael Carlsen) Voliere til voksne fasaner. (Foto: Michael Carlsen) På Vennerslund Gods holdes 50 høner og 7 kokke pr. voliere 37, mens skytte Leif Nielsen anvender 8 kokke til 60 høner 86. Kokkenes funktion er at stimulere brunsten hos fasanhønerne 37. Omkring 1. maj, når æglægningen er gået i gang fjernes 2 kokke pr. voliere, da de resterende 5 er tilstrækkelige til befrugtning af æggene 37. Vennerslund Gods anvender ikke næbkurve til de voksne fasaner, men arbejder i stedet med en berigelse af miljøet i voliererne. Voliererne er således udstyret med halmballer, ophængte smågraner, trådrammer med opvækst af græsser og urter, flere vandautomater pr. voliere og en opbygning af voliererne, som sikrer et mere strukturrigt miljø. Trods 57 fasaner pr. flok er problemerne med fjerpilning hos de voksne fasaner således minimale 37. Det har ikke været muligt at finde oplysninger om trivsel og overlevelse hos de efter æglægningen genudsatte fasaner. Det anslås dog, at kun få æglægningshøner når at få egne kuld efter genudsætningen, da de kommer ud for sent og for hovedkulds til at nå at etablere aktivitetsområder

11 2.4.3 Voksne fasaner i permanent fangeskab Ud over de vilde fasaner, som hvert år indfanges for at agere æglæggere, holdes et antal fasaner permanent i fangeskab med henblik på avl. De voksne fasaner, der anvendes til æglægning, er ca. et år gamle 71. Når fasanerne én gang har været anvendt som æglæggere, kan det ikke betale sig at anvende dem endnu en sæson, hvorfor de sælges til udsætning eller evt. til slagtning 71. Da der er flere penge i at sælge til udsætning foretrækkes dette, mens salg til slagtning betragtes som sidste udvej Kyllingerne En 3 dage gammel fasankylling. (Foto: Michael Carlsen) For at anskaffe fasankyllinger til opdræt kan man enten selv sørge for udrugning af æg produceret af egne fasaner eller købt af en ægproducent, man kan få æg produceret af egne fasaner udruget på et rugeri eller man kan købe kyllinger. Æg kan købes for ca. 5,- kr stykket mens daggamle kyllinger koster ca. 11,50-15 kr stykket 37,72,80. Kyllingerne kan opdrættes enten vhja. tamhøns (skrukhøns) eller vhja. kunstige kyllingemødre. Opdræt af fasankyllinger med tamhøns er generelt mere arbejdskrævende end mekanisk opdræt med kunstige kyllingemødre m.v 5. Til gengæld vil man ved denne metode almindeligvis være fri for, at fuglene får stress og begynder at pille fjerene af hinanden 5. De fasaner, der er opdrættet med tamhøns, er desuden normalt af meget høj kvalitet, og udsætningen i terrænet vil foregå mere effektivt, da hønsenes tilstedeværelse på udsætningspladsen holder sammen på fasankyllingerne 5. Den altovervejende metode til opdræt af fasankyllinger i Danmark indebærer brug af små hytter på ca. 5 m2, som opvarmes af en gasbrænder 27. Efter ca. 4-5 døgn får kyllingerne adgang til en lille overdækket løbegård (forgård), men de første ca. 14 dage er kyllingerne overvejende indenfor i disse hytter 27. Hytterne er typisk oplyst af en elektrisk pære døgnet rundt disse første 14 dage

12 Opdrætshus. Til venstre ses forgården og ude i baggrunden volieren. (Foto: Pernille Fraas Johnsen) Opdrætshus indvendig. Øverst ses gasbrænderen. (Foto: Pernille Fraas Johnsen) 3 dage gammel fasankylling. (Foto: Michael Carlsen) Opdrætshus med 3 dage gamle fasankyllinger - den 3.kantede genstand er en "dråbevander", der giver kyllingerne vand dråbevis for at simulere den naturlige vandoptagelse. (Foto: Michael Carlsen) Følgende beskrivelse af fasanopdræt stammer fra et forsøg ved forsøgscenter Foulum 26 : Fasankyllinger opdrættes i enkeltstående, isolerede træhuse, der måler 2,00 m x 2,40 m i grundplan. Foruden fasankyllinger indsættes 2 tamkyllinger pr. 80 fasaner eller 3 tamkyllinger pr. 240 fasaner. Kyllingerne startes på et underlag af bølgepap i en ring af masonit i de første 4 døgn. Derefter fjernes pappet og ringen. Der gives adgang til en forgård i en ring af masonit, ved 4 dages alder. Ved ca. 9 dage fjernes masonit-ringen i forgården. Ved 16 dage gives adgang til volierens nærmeste del (20 m2) og en uge efter til hele volieren. Målene på forgården er 4.00 m bred og 2.10 m lang. Strøelse i huset er høvlspåner og i forgården sand. Husene varmes op med en gasbrænder til en temperatur på ca. 32 C ved indsættelse. Temperaturen bliver løbende nedtrappet, og varmen helt slukket ved 28 dages alder. Huset er forsynet med en udluftningslem på ca. 20x50 cm i 150 cm højde, hvor der kunne slippe en del lys ind. Desuden bliver huset belyst med en glødepære på 25 W de første 48 timer. Der er ad libitum adgang til vand og til foder. Der findes kommercielle fuldfoderblandinger. Der anvendtes et fodertrug på 12 liter per hus, og automatisk vanding. Efter dag 14 bliver der ikke fodret i huset, men udelukkende i forgården. Foruden foder og vand gives der hver dag en græstørv på ca. 15 x 20 cm i huset fra 3 til 7 dages alder og derefter i forgården indtil 14 dages alder. Desuden tildeles dagligt fra 14 dages alder friskplukket græs, lupin og andet lignende grønt i forgården på en ramme af 1 x1 volierene t af metal, ca. 20 cm høj, 60 cm bred og 80 cm lang. Bevoksningen i voliererne er forskellige græsser og urter. Der bliver slået et spor diagonalt gennem volieren ca. 1 uge før indsætning. Der bliver desuden ophængt 2 stk. ca. 2 m høje rødgran træer pr. voliere-enhed (4x15m). Der bliver anbragt 4 halmballer pr. voliereenhed i et sik-sak mønster. 12

13 I forgården kan opsættes en såkaldt "kyllingemor", som er et lille hus hvis indre er dunkelt og lunt. Kyllingerne kan frit passere ind og ud mellem kyllingemor og forgård gennem en sprække i jordhøjde. En sådan sprække findes på alle kyllingemoderens 4 sider. 3 uger gamle fasankyllinger under åbnet kyllingemor. (Foto: Michael Carlsen) De ovenfor omtalte tamkyllinger - ofte hanekyllinger af hvide italienere - er nogle dage ældre end de fasankyllinger de sættes sammen med 37. Deres funktion er først og fremmest at holde fasanerne samlede - også efter deres udsætning i naturen 37. Én uge gamle fasankyllinger med lidt ældre hvid italiener-hanekylling. (Foto: Michael Carlsen) Kyllingestartring. (Foto: Pernille Fraas Johnsen) Forgård. (Foto: Pernille Fraas Johnsen) 13

14 Fasankyllingevoliere med sparsom opvækst af vegetation (Foto: Pernille Fraas Johnsen) Fasankyllingevoliere med rig opvækst af vegetation (Foto: Michael Carlsen) Foder Kyllingerne fodres med fuldfoder, men har fra en alder på ca. 14 dage adgang til grønt, samt det indhold af insekter og andre invertebrater der måtte være i voliererne, samt i de tildelte græstørv, halmballer o.lign. 26. Der eksperimenteres med tilsætning af mælkesyrebakterier til foderet for at fremme kyllingernes tarmfunktion 37. Det anvendte fuldfoder er produceret specielt til fasaner og er ernæringsbaseret 37. Tidligere havde foderet som proteinkilde et vist indhold af kød- og benmel, men grundet BSE-faren er dette udskiftet med soya og majsgluten 37. I naturen vokser fasankyllinger op på en kost, som i de første uger består primært af insekter og edderkopper, mens frø fra græsser og urter med alderen udgør en stigende andel af kyllingernes føde og med tiden bliver det dominerende fødeemne Fjerpilning Fjerpilning er et symptom på manglende trivsel hos fasankyllingerne 5,31. Når først fasankyllingerne når op i 5-6 ugers alderen kan fjerpilning begynde når som helst, og der er en stor risiko for det sker 5,26. Omfanget af fjerskader kan stige med eksplosiv karakter ved denne alder 26. Fænomenet ses også hos tamhøns om end sjældent af så alvorlig karakter 26. Fjerskader inviterer til mere fjerpilning og alvorlig fjerpilning giver større risiko for kannibalisme 26. Formentlig er det kun enkelte kyllinger, som er meget disponerede for at begynde fjerpilning, men begynder de først vil skaderne på de kyllinger, det går ud over, til gengæld facilitere fjerpilning hos de øvrige kyllinger 31. Fjerpillet fasankylling. (Foto: Pernille Fraas Johnsen) I medfør af "Bekendtgørelse om opdræt af fjervildt" fra 1995 er det tilladt at trimme næbspidsen på fasankyllinger - denne trimning må dog højst omfatte overnæbbets hornspids. Denne trimning foregår ved at klippe den del af næbspidsen, som ikke indeholder blodkar og nerver, af - dvs. stort set som negleklipning på mennesker 31. Dette modvirker fjerpilning, idet den manglende næbspids reducerer de 14

15 skader fasankyllinger kan påføre hinanden 31. Næbtrimning er dog en meget arbejdskrævende metode, idet næbspidsen vokser ud igen og derfor skal trimmes en gang ugentligt 31. Af samme årsag er næbtrimning muligvis mere stressende for kyllingen end en næbring. Næbtrimning bruges også for at forhindre fjerpilning hos tamkyllinger, men hér klippes helt ind hvor der er blodkar og nerver, hvorefter man så brænder området for at lukke såret 31. Dette efterlader dog et næb, hvor spidsen aldrig igen bliver ligeså stærk og skarp, hvorfor det er uhensigtsmæssigt ifht. fasankyllinger, som jo skal udsættes i naturen senere 31. En næbring sidder fast i kyllingens næsebor og går herfra nedenom overnæbbet. Næbringen har samme formål som trimningen af næbspidsen - den forhindrer kyllingen i at lukke næbbet helt og derved modvirker den fjerpilning 31. Næbringe skal skiftes for hver dage, hvorfor brugen af næbringe er mere arbejdsbesparende end næbtrimning 31. Det første døgns tid efter isætningen af en næbring udviser fasankyllingen tegn på irritation over ringen, men herefter er der ingen tegn på irritation og kyllingen opfører sig atter normalt 31. Næbringen vanskeliggør dog fødeoptagelsen hos kyllingen, hvorfor f.eks. vand og foder skal stå højere i automaterne 80. Ifølge "Bekendtgørelse om opdræt af fjervildt" fra 1995 er fjerpilningshæmmende midler af metal forbudt, men frem til 31. december 1998 er fjerpilningshæmmende midler af plastic tilladt (næbringe og næbkurve). Med ikrafttræden af "Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om opdræt af fjervildt" d. 1. januar 1999 blev forbudet mod fjerpilningshæmmende midler af plastic dog udskudt til d. 31.december Inden udløbet af denne periode trådte d. 19. september 2001 endnu en "Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om opdræt af fjervildt" ikraft, ifølge hvilken forbudet nu udskydes til 31. december Fjerpilning kan forebygges ved at give kyllingerne mere plads 5. Forsøg fra Foulum viser f.eks. at specielt belægningsgrad men i næsten lige så høj grad flokstørrelse har en indvirkning på fjerpilning, således at graden af fjerpilning stiger med stigende belægningsgrad og ligeledes stiger med stigende flokstørrelse 26. Forsøget viser, at der med en meget lav belægningsgrad på 0.7 kyllinger pr. m 2 og en gruppestørrelse på kun 80 kyllinger, kan opdrættes fasankyllinger indtil 5-6 ugers alderen uden at bruge fjerpilningshæmmende midler 26. Flokstørrelsen er dog en vigtig parameter i relation til arbejdsindsats pr. kylling og dermed til den pris det koster at opdrætte en kylling, og en belægning/ flokstørrelse som nævnt hér er betydelig lavere end det, der normalt ses i praksis 26. Også volierens indretning og udformning, ekstra miljøberigelse af forgården (opsætning af grønne grene, græstørv, mv. 5,31 ) og volieren (tæt vegetation, udlægning af halmballer, ophængning af små graner, sand til støvbadning 31,37 ), mørke en del af døgnet i de første 14 dage, med videre, er faktorer, som kan mindske risikoen for fjerpilning 27. En af årsagerne er, at berigelsen (f.eks. halmballer og græstørv) indeholder naturlige fødeemner, som kan holde fasankyllingerne beskæftigede 37. Mht. berigelse af miljøet kan det være af betydning, at kyllingerne får adgang til beriget miljø fra dag 1, da de allerede da begynder at hakke på hinandens fjer 27. Et stimulusrigt miljø i en tidlig fase har endvidere i forsøg med tamfjerkræ vist sig at kunne reducere fjerpilning senere i opdrætningsfasen 27. Endvidere er der for fasanopdrætteren den fordel ved berigelsen, at den ekstra arbejdsindsats ved at berige forgård og voliere rigeligt opvejes af arbejdsbesparelsen ved ikke at skulle næbtrimme

16 Endvidere kan udformningen af forgården have betydning. Eksempelvis medvirker aflange åbninger i jordhøjde, som kyllingerne kan bruge til passage mellem forgård og voliere, til at reducere fjerpilning 37. Modsat blot en enkelt smal åbning, som traditionelt anvendes reducerer disse aflange åbninger slagsmål mellem kyllingerne ved passage ugers fasankyllinger ved åbning ind til forgård. (Foto: Michael Carlsen) Desuden har belysningen i kyllingehusene formentlig en betydning. Kommer kyllingerne ud i forgården allerede fra 2-dages-alderen og lader man derfra lyset være permanent slukket i huset (der kommer lidt lys ind gennem ventilationssprækker), sikres en dunkel belysning i huset og dermed mere ro, mens der samtidig er tidlig adgang til det berigede miljø i forgården 31. Dette har formentlig en dæmpende effekt på fjerpilning ifht. den traditionelle metode med permanent belysning i kyllingehusene de første 14 dage af kyllingerne liv 31. Det er muligt at selektere for kyllinger, som er mindre disponerede for fjerpilning, men en sådan selektion kan have bieffekter, som er uhensigtsmæssige ifht. et liv i naturen Medicinforbrug ved opdræt af fasaner Normalt er sygdomme i opdræt af fjervildt ikke det store problem, hvis man er omhyggelig med at rengøre og desinficere bure, huse, ædetrug og drikkeskåle 5. Medicinforbruget ved opdræt af fasaner varierer dog fra besætninger uden medicinforbrug overhovedet til besætninger med et relativt højere medicinforbrug 45. Tidligere var vækstfremmere og cocciostatika som standard tilsat foderet. Dette blev dog forbudt, og i dag anvendes kun dyrlægeordineret medicin 37. De mest almindelige sygdomme blandt opdrættede fugle er coccidiose, forkølelse (mave- og tarminfektioner) og gapes 5. Coccidiose er en sygdom, der især forekommer i fugtigt vejr. Den skyldes encellede dyr (coccidier), der snylter i cellerne i tarmenes dækvæv 5. På et vist stadium i sygdomsperioden danner snylterne oocyster, der afgår med fuglenes afføring, så jordbund, øderug og drikkeskåle inficeres. på den måde kan sygdommen bringes videre til andre fugle 5. Coccidiose kan medføre talrige dødsfald, hvis er ikke omgående gribes ind med medicin 5. Maveforkølelse skyldes normalt bakterier og forekommer i perioder med fugtigt vejr og store temperatursvingninger 5. Gapes er en sygdom, der forårsages af luftrørsorm 5. Den kan især forekomme i fasanopdrættet, når fuglene er to til ti uger gamle 5. Den forekommer sjældent hos voksne fugle 5. Gapes viser sig ved, at fuglene nyser og ryster med hovedet 5. Efterhånden som angrebet skrider frem, vil de blive magre og afkræftede 5. Andre sygdomme hos fuglene kan f.eks. være blackhead, salmonellose, aspergillose og byldesyge. 16

17 For en årrække siden var medicinforbruget højere og midlerne var mere bredspektrede, men der er en tendens til at forbruget har været faldende og der anvendes i dag generelt mere smalspektrede og mere målrettede midler 45. Der er samtidig en tendens til, at det laveste medicinforbrug findes hos de dygtigere, mere erfarne og mere fagligt vidende opdrættere 45. Yderligere synes medicinforbruget at være faldet yderligere i de forsøgsopdræt, som arbejder med mere plads, mindre gruppestørrelser og mere berigelse af fasankyllingernes miljø 45. Et lille forsøg med en sammenligning af et forsøgsopdræt og et mere traditionelt opdræt viste f.eks. en halvering af medicinforbruget på forsøgsopdrættet målt som antal dage kyllingerne var på medicin

18 2.4.8 Udsætning af fasankyllinger Fasankyllinger udsættes i en alder af 5-10 uger 5,11. I 1986 var gennemsnitsalderen for 54 skytters udsætning af fasankyllinger 7 uger 21, og Vennerslund Gods oplyser, at de primært sætter fasankyllingerne ud i en alder af 6 uger 37. Kyllinger til udsætning kan enten være af eget opdræt eller købt umiddelbart inden udsætningen 5. En 6-ugers kylling koster ca. 40,- kr 37. Det er typisk f.eks. mindre jagtkonsortier og enkelte jægere som køber udsætningsklare kyllinger. Ved udsætning i større stil transporteres husene, som kyllingerne er opdrættet i, og i nogle tilfælde også kyllingevoliererne ud til udsætningspladserne 5. Kyllingerne føler sig stærkt knyttet til deres hus, især hvis de ikke er for gamle (ca. seks uger) 5. Udsætningskasser til fasankyllinger. I hver kasse er der 3 rum. På billedet herover demonstreres hvor stor en åbning der laves når kyllingerne første gang skal tage bestik af deres nye omgivelser. (Foto: Michael Carlsen) På Vennerslund gods transporteres kyllingerne til udsætningsstedet i store, flade rumopdelte trækasser 37. Når kyllingerne efter transporten er faldet til ro åbnes disse rum lige nok til at en enkelt kylling ad gangen kan stå i åbningen og sanse de nye omgivelser 37. Efter nogle dage, når fasankyllingerne er faldet til ro efter flytningen, sluses ca. halvdelen af dem ud, og efter yderligere nogle dage resten af dem 5. Det vil dog være en god ide at beholde fem-ti fugle tilbage i volieren, da de med deres pippen vil holde samme på de øvrige kyllinger 5. For at holde kyllingerne samlet og bla. få dem til at flyve op i træerne allerede den første nat er det almindeligt at lade en dværghøne eller kyllinger af andre tamhønseracer være sammen med fasankyllingerne under hele opvæksten 5,31. På Vennerslund anvendes hanekyllinger af racen hvid italiener, som er et par dage ældre end de fasankyllinger de sættes sammen med 37. Der anvendes 5-6 hanekyllinger pr. 500 fasankyllinger 37. Disse kyllinger holder sammen på fasanerne efter udsætningen uger gamle fasankyllinger sammen med hvide italienere. (Foto: Michael Carlsen) 18

19 Den første dag på udsætningspladsen kan hønen/hanekyllingen placeres i et bur 5. Sidst på dagen hejses buret med hønen/hanekyllingen op i et træ, hvilket vil få kyllingerne til at flyve op og sætte sig for natten omkring den 5,37. Med nyere opdrætsmetoder med udbredt brug af berigelse m.v. menes der desuden at være en tendens til, at flere fasankyllinger end ved traditionelle opdrætsmetoder af sig selv søger op i træerne ved udsætningspladsen allerede første nat 37. Ved udsætning af fasankyllinger, som har været opdrættet vhja. skrukhøns, kan man den første nat slippe en enkelt høne ud af udsætningsburet for at få kyllingerne til at flyve op i træerne omkring udsætningspladsen 5. I langt de fleste tilfælde vil hønen hen under aften flyve op i et træ, og kyllingerne vil følge med 5. Det er en fordel, at der er små træer, ca. tre-fem meter høje, i nærheden af udsætningspladsen 5. De første par uger efter udsætningen fodres kyllingerne lige omkring udsætningskassen 37. Foderet er det samme kraftfoder, som de gik på under opdrættet. Kyllingerne holdes samlet på denne måde de første uger bla. for at kunne mindske predationen på dem via brugen af forskellige typer ræve- og rovfugleskræmsler 37. Kyllingerne fodres til mæthed for at have mere tid til at gå på opdagelse i terrænet 37. Tre typer predatorskræmsler ved fasanudsætningspladser på Vennerslund Gods, Falster. Skræmslet til venstre pumpes automatisk op hver ½ time samtidig med at en sirene lyder og det roterende lys blinker. I midten og til højre vindpåvirkede skræmsler. (Foto: Michael Carlsen) 2-3 uger efter udsætningen fodres efterhånden mere spredt i terrænet og længere væk fra udsætningspladsen 37. Når kyllingerne når en alder af ca. 10 uger består halvdelen af foderet desuden af korn 37. I 12-ugers alderen består foderet udelukkende af korn 37. Efter ti-tolv uger, når kyllingerne er gået helt over til at æde korn (hele kerner), fjernes skrukhønsene/hanekyllingerne gradvis 5. Alternativt overlades hovedparten af fjernelsen af hanekyllingerne til naturen, da disse er mere udsatte end fasanerne for predation 37. De sidste overlevende hanekyllinger skydes inden den første fasanjagt i området 37. Der fodres nu ved at strø kornet ud på jorden i striber på meters længde (foderspor) 5. De fleste jægere vil efter jagtsæsonens start foretrække at fodre fasanerne ved hjælp af foderautomater eller store foderhuse, men der skal være foder hele vinteren igennem 5. Foderspor. (Foto: Michael Carlsen) 19

20 Fasaner udsat på denne måde hævdes efter ganske kort tid at være nøjagtig som vilde fugle, både med hensyn til udseende og adfærd 5 (se dog afsnittet Overlevelse efter udsætningen) Bedrifter med fasaner Bedrifter med fjervildt (fasaner, agerhøns, rødhøns, stenhøns, gråænder) skal i medfør af "Bekendtgørelse om opdræt af fjervildt" fra 1995 anmeldes til registrering i Veterinærdirektoratet. De registrerede bedrifter fremgår af det Centrale Husdyrsregister og kan findes på dettes hjemmeside ( Pr. januar 2003 fandtes 190 bedrifter med fasaner (fasanhold, fasanrugerier) registreret på CHR's hjemmeside. Samlet angives disse bedrifter at have fasaner Det angivne antal fasaner på hver af CHR's 190 registrerede fasanbedrifter. Som det fremgår af figuren har langt de fleste bedrifter et mindre antal fasaner. Ikke desto mindre er der i CHR registreret 147 bedrifter med mere end 100 fasaner, 55 bedrifter med over 1000 fasaner og 7 bedrifter med eller flere fasaner registreret. Det er den enkelte besætningsejers eget ansvar at anmelde ændringer af besætningen til CHR 40. Da folk ofte glemmer at anmelde disse ændringer 40 er de i CHR registrerede tal ikke udtryk for den reelle mængde holdte fasaner. Fødevaredirektoratet har dog ikke centralt andre tal end de i CHR registrerede 41. Vil man have det reelle tal oplyst, kan det indhentes skriftligt fra de enkelte fødevareregioner 41, hvilket DB har gjort. I skrivende stund mangler der fortsat tal fra de fleste fødevareregioner. For i alt 9 fasanavlere haves der tal fra såvel CHR som tal for avlsfugle. For 4 avlere haves desuden tal for den årlige kyllingeproduktion. Antages produktionen af kyllinger ifht. antallet af avlsfugle for disse 4 avlere at være repræsentative kan produktionen for de øvrige 5 avlere beregnes. Bruges disse produktionstal for de i alt 9 avlere kan en omregningsfaktor fra tallet registreret i CHR beregnes. Benyttes denne fremgangsmåde kan det beregnes, at der årligt i Danmark produceres lige knap fasanæg/fasankyllinger Eksport af fasaner 20

21 Danmark eksporterer såvel levende fasaner til udsætning som f.eks. rugeæg 40. Hovedparten eksporteres dog som æg 80. Æggene anvendes til opdræt af fasaner til jagtbrug 82. Det har dog endnu ikke været muligt at få et tal for den samlede eksport, men Danmarks Jægerforbund anslår at der årligt eksporteres æg fra Danmark 82. Dette tal synes dog for lavt sat, når man dels tager den i afsnit anslåede produktion, samt dels den anslåede hjemlige udsætning af op mod fasaner i betragtning. Den danske fasaneksport går primært til England og Sverige 75,82. 21

22 2.5 Udsætning Overlevelse og ynglesucces efter udsætningen I medfør af "Lov om opdræt af visse dyrearter" fra juli må opdrættet vildt kun udsættes, hvis det må forventes at være i stand til at overleve i naturen. En længere række videnskabelige undersøgelser peger dog på at opdrættede fasaner i vidt omfang har problemer med at overleve i naturen 14,15,16,17,32,33,63,65. I Irland undersøgtes overlevelsen hos maskinudrugede fasankyllinger efter deres udsætning i naturen 17. I løbet af det første år døde 98% af disse kyllinger - primært som følge af predation 17. Denne mortalitetsrate angives som betydeligt højere end den mortalitetsrate på 20-50% som i litteraturen angives for vilde fasaner 17. En af de mulige grunde til den høje dødelighed menes at være ringe predatorgenkendelse og -undgåelse 17. I England sammenlignedes overlevelse og reproduktion hos hhv. opdrættede fasaner (udsat som kyllinger foregående efterår) og vilde fasaner 16. Resultaterne viste, at ynglesuccesen hos vilde fasankokke var markant højere end hos opdrættede kokke, primært fordi de opdrættede kokke i meget ringe grad var i stand til at opretholde et territorium 16. Ynglesuccesen hos de opdrættede høner var ligeledes betydeligt ringere end hos vilde høner, primært fordi de opdrættede høner var meget udsatte for predation 16. De opdrættede høner var ikke forskellige fra de vilde mht. æglægningsforsøg eller andel succesfulde reder, men de blev langt oftere taget af predatorer end de vilde høner 16. Denne forskel tilskrives adfærdsmæssige årsager, da den ikke kunne forklares gennem f.eks. forskelle i kropsvægt eller lignende 16. Ligeledes peger en anden engelsk undersøgelse på ringere ynglesucces hos opdrættede fasaner end hos vilde fasaner 64. Undersøgelsen viser dog samtidig, at det primært er de yngre opdrættede fasaner, som har lav ynglesucces 64. Dette skyldes for kokkene bla. vanskeligheder med at oprette et territorium, idet blot 45% af de unge, opdrættede kokke opnår dette, mens 93% af de vilde fasankokke (unge + gamle) og 80% af de ældre, opdrættede kokke formår at oprette et territorium 64. Stridslystne fasankokke. (Foto: Michael Carlsen) Tilsvarende klækkes der under halvt så mange kyllinger hos unge, opdrættede høner sammenlignet med såvel ældre opdrættede som vilde høner 64. Overlever de opdrættede fasaner således til en alder af ca. 2 år vil deres ynglesucces være sammenlignelig med de vilde fasaners. I en amerikansk undersøgelse sammenlignedes overlevelse og reproduktion hos hhv. maskinudrugede og vilde fasanhøner 14. De maskinudrugede var ved udsætningen ca. 11 måneder gamle 14. Resultaterne 22

23 viste en markant lavere overlevelse hos de opdrættede fasaner sammenlignet med de vilde 14. Den primære dødsårsag for begge grupper af fasaner var predatorer, men de opdrættede fasaner havde højere predationsrater end de vilde 14. Dette skyldtes hovedsagelig de opdrættede fasaners manglende evne til at reagere hensigtmæssigt i forhold til predatorer 14. Ligeledes havde de vilde fasaner en højere produktion i yngletiden 14. De udsatte fasaner var dog i stand til at skjule reden i samme grad som de vilde fasaner 14. Den højere dødelighed hos de udsatte fasaner både før og undervejs i ynglesæsonen førte dog i sig selv til en lavere reproduktionssucces 14. I en anden amerikansk undersøgelse sammenlignedes overlevelse efter udsætning hos hhv. opdrættede og vilde fasankokke 32. Kokkene var måneder gamle ved udsætningen og for de vilde kokke var der tale om translokering med et ophold på en farm indlagt 32. Hverken vilde eller opdrættede kokke var altså kendte med udsætningsområdet før udsætningen. Efter udsætningen udviste opdrættede kokke en signifikant ringere overlevelse end vilde kokke 32. Predation fra især ræv var hoveddødsårsagen for såvel vilde som opdrættede kokke og især i tiden umiddelbart efter udsætningen, men en større andel af de opdrættede fugle blev taget 32. Årsagerne til dette angives som værende utilstrækkelig antipredator-adfærd. De vilde kokke spredte sig mere fra udsætningsstedet, var bedre til at udnytte vegetationens dækningsmuligheder, havde anderledes trykke- og flugtadfærd ifht. trusler og satte sig i højere grad op i træer for natten end de opdrættede kokke 32. Alt dette bidrog til at gøre de opdrættede kokke mere udsatte for predation 32. I en tredje amerikansk undersøgelse undersøgtes overlevelsen hos opdrættede fasankyllinger efter udsætningen 33. Overlevelsen var ringe idet 81% af de fulgte, opdrættede fasaner døde indenfor de første 28 dage efter udsætningen 33. Predation var den overvejende dødsårsag (92% af de døde fasaner) 33. Undersøgelsen konkluderede at årsagerne til den høje dødelighed primært skulle findes i mangler i det adfærdsmæssige repertoire, idet de opdrættede fasaner var uopmærksomme og ofte kunne både ses og høres på udsatte steder (f.eks. åbne arealer) 33. I Sverige sammenlignedes såvel vilde og maskinudrugede fasaner som fasaner udruget vhja. skrukhøns 15. Når man sammenlignede overlevelsen i foråret hos hhv. nyudsatte høner og vilde fasanhøner havde de vilde høner en signifikant højere overlevelse 15. Også kyllinger udsat i efteråret havde en markant lavere overlevelse ifht. vilde kyllinger 15. Ligeledes producerede de udsatte fasaner betydeligt færre kyllinger end de vilde 15. Dog havde udsatte fasaner opfostret hos skrukhøns en markant højere produktion end maskinudrugede fasaner, hvilket bla. skyldtes en bedre kyllingeoverlevelse hos skrukhøns-opfostrede fasaner 15. Det bør også i denne forbindelse nævnes, at en undersøgelse i Spanien af overlevelsen hos fasaner translokeret uden mulighed for akklimatisation viste, at 98% af de translokerede fasaner døde i løbet af de første 12 dage 19. Også hér var predatorer ansvarlige for hovedparten af dødsfaldene 19. En amerikansk undersøgelse publiceret i 1985 fandt en lav overlevelse hos opdrættede fasaner, men pegede på, at de mente at kunne observere en tendens til, at opdrættede fasaner, som stammede fra vildfangne fasaner, havde en bedre overlevelse i naturen end afkommet af fangeskabsfasaner 65. Afkommet fra fangeskabsfasanerne blev dog sat ud i et andet år end afkommet af de vildfangne fasaner, hvorfor resultaterne er usikre. I årene undersøgte og sammenlignede man i England direkte overlevelse og reproduktion hos opdrættede fasaner, som stammede dels fra fangeskabsfasaner og dels fra indfangne fasaner 63. Begge grupper af fasaner havde en høj dødelighed og der fandtes ingen forskelle mellem grupperne mht. aktivitetsområde, habitatvalg, overlevelse eller ynglesucces 63. De fasaner, som stammede fra indfangne fugle, vejede dog mindre og fløj op mere villigt, når et menneske nærmede sig 63, hvilket ligeledes blev observeret i den amerikanske undersøgelse 65. Som omtalt i kapitel fanges der i Danmark fasaner årligt ud fra den antagelse, at de kyllinger, der stammer fra vilde fasaner, klarer sig bedre efter udsætningen end de kyllinger, der stammer fra fangeskabsfasaner. De her omtalte undersøgelser giver dog ikke umiddelbart grund til at tro, at denne antagelse holder. 23

24 Sammenfattende dokumenterer ovenfor nævnte undersøgelser en signifikant ringere overlevelse hos opdrættede fasaner end hos vilde fasaner. Denne ringere overlevelse kan skyldes en række faktorer, f.eks. tæthedsafhængig predation 81 - dvs. det at den store mængde udsatte fugle på begrænsede arealer tiltrækker rovdyr (den såkaldte "honningkrukke-effekt" 81 ). Var det udelukkende tæthedsafhængig predation, som forringede overlevelsen, skulle udsætningerne dog også medføre en ligeså ringe overlevelse hos vilde fasaner i udsætningsområderne, hvilket ikke er tilfældet 81. Den tæthedsafhængige predation kan reduceres hvis de opdrættede fugle udsættes spredt og i mindre grupper, men dette er som regel ikke rentabelt 87. Den ringere overlevelse synes langt overvejende at bero på mangelfuld anti-predatoradfærd 81, dvs. manglende evner til at opdage, genkende og undgå predatorer. Denne sårbarhed overfor predatorer kan skyldes mangel på tidlige erfaringer med predatorer hos de opdrættede fasankyllinger 16,81. Studier af bla. hjerpe, fjeldrype og stenhøne har f.eks. vist, at kyllinger opfostret af deres mor udviser normal antipredatoradfærd, mens kyllinger som opdrættes af mennesker kun udviser antipredatoradfærd i kort tid efter klækningen og at denne adfærd begynder at aftage allerede i en alder af 2 dage 18. Efter dage udviste kyllinger opdrættet af deres forældre fortsat en ligeså stærk reaktion på predatorer, mens de menneske-opdrættede udviste en svækket reaktion 18. Samtidig har et italiensk forsøg med et år gamle, opdrættede stenhøns dog vist, at de fleste af disse (94,5%) udviste en antipredator-reaktion stillet overfor rovfuglesilhouetter eller en udstoppet ræv 61. Denne reaktion blev dog ikke sammenlignet med en tilsvarende hos vilde stenhøns. Betydningen af en hensigtsmæssig anti-predatoradfærd understreges af, at den primære dødsårsag i naturen for både vilde og opdrættede fasaner er predation - primært fra pattedyr og heriblandt især ræv 14,17,32,33,84,85. De markante forskelle i overlevelse mellem vilde og opdrættede fasaner skyldes således predationsraten - dvs. den andel af fasanerne der tages af predatorer pr. tidsenhed. Denne predation synes endda at være tiltaget i omfang i de senere år som følge af moderne landbrugspraksis 85. En af årsagerne til moderne landbrugspraksis indflydelse på predationsraten på fasaner, synes at være den fragmentering af landskabet, som denne har medført. I et fragmenteret landskab er der en større andel "kanter" - dvs. overgange mellem habitattyper. Derudover er der påvist en vis sammenhæng mellem mængden af "kant" pr. arealenhed og fasaners overlevelse 84. Jo mere kant jo mindre overlevelse 84. Dette skyldes øjensynlig at fasan- og predatoraktivitet konvergerer mod "kanter" 84 (således at fasanerne løber en større risiko for at møde predatorer når de opholder sig nær "kanter") De udsatte fasaners direkte og indirekte indvirkning på faunaen Generelt Der er ingen danske fugle med samme økologiske niche som fasanen, hvorfor den næppe har udkonkurreret andre fuglearter 4. Et af fasanens mange fødeemner er diverse smådyr 6 og de mange fasaner gør indhug i krybdyr- og paddebestandene 4. Dette betegnes som en negativ påvirkning, der bør undersøges nærmere 4, om end den ikke er dokumenteret. Positive effekter Udsætningen af opdrættede fugle fungerer som incitamentet for mange jægere og konsortier til af bevare og navnlig etablere småbiotoper 13,37. Større udsætninger anses for at være en mulighed for økonomisk at sikre jagtvæsnet og dermed et bolværk mod yderligere jordbrugsmæssig intensivering 13,37. Samtidig er jagt på udsatte fugle med til at afbøde det samlede jagttryk på andre arter 13. Rovfugle 24

25 Desuden påvirker fasanerne den oprindelige danske fauna indirekte igennem den bortskydning og flytning af rovfugle, som har været foretaget og stadig foretages for at mindske disse rovfugles prædation på fasanerne 4. På Gotland kunne 36% af dødsfaldene blandt de opdrættede fasaner tilskrives ræve og 36% rovfugle, mens det ved Öster-Malma, Sverige, var rævene der stod for hovedparten af predationen (62%), mens rovfuglene blot tog 9% 15. Næsten 70% af dødsfaldene kunne i Irland tilskrives ræve, og rævepredationen var især stor lige efter udsætningen af de opdrættede fasankyllinger 17. Også i England og USA var det især rævene som prederede på de opdrættede fasaner 16,32,33. Musvåger anses som et problem for fasankyllingerne i de første par uger efter udsætningen 7. I en engelsk undersøgelse stod musvåger for 4,3% af dødsfaldene blandt opdrættede og udsatte fasankyllinger 20. Duehøgen tager et alsidigt udvalg af middelstore fugle i relation til disses hyppighed 6,8. Fasaner i alle størrelser - især hvor disse forekommer i store antal (udsætningspladser) - må derfor antages at være bytte for duehøg. Disse forhold har ført til bekæmpelse af diverse rovfugle især ved udsætningspladser for fasaner. I en dansk undersøgelse fra 1986 anslås rovfugle dog gennemsnitlig at stå for blot 5% af dødsfaldene blandt opdrættede og udsatte fasaner 21. Det påpeges fra flere sider, at en del af den mortalitet, som skyldes rovfugle, kan undgås ved en omhyggelig udvælgelse af udsætningspladsen 20,21. Musvågepredation kan f.eks. reduceres ved at vælge buskads snarere end bunddække af græsser og urter ved udsætningspladsen, samt ved at undgå steder med mange siddemuligheder for vågerne 20, og duehøgeangreb kan reduceres ved at lægge udsætningspladsen mere end 200 m fra en skov, favorisere en tæt bundvegetation og ligeledes reducere siddemulighederne 21. Tidligere bekæmpede danske jægere rovfugle med alle midler - bla. ved udbetaling af skydepræmier - og selv efter den generelle fredning af de danske rovfugle i 1967 kunne disse nedlægges på dispensation ved fasanudsætningspladser 21. I 1986 blev det således anslået, at der nedlagdes mellem og rovfugle (musvåge, duehøg, spurvehøg) i forbindelse med fasanudsætninger 21. I dag er det ikke længere lovligt at nedlægge rovfugle, men Skov- og Naturstyrelsen kan give dispensation til fældefangst af duehøge. Disse må efter fangsten flyttes, mens musvåger skal slippes fri på fangststedet 7. DOF har givet tilbud om, at de kan stå for flytningen af de indfangede duehøge, men dette tilbud udnyttes kun 2 steder (begge i Jylland) 7. I 1999 blev der på Sjælland givet 7 tilladelser til fangst af rovfugle ved fasanudsætningspladser, og der blev i alt fanget 4 duehøge og 12 musvåger 7. På landsplan gives ca. 20 dispensationer årligt 42. Den lovlige fangst af rovfugle i forbindelse med fasanudsætninger har således et relativt begrænset omfang, og meget tyder på at det meget snart bliver helt forbudt, at indfange duehøge 42. Der sker dog fortsat illegal bekæmpelse af f.eks. duehøg i Danmark. Således mislykkedes mellem 6 og 11% af yngleforsøgene hos duehøg i Vendsyssel i perioden pga. menneskelig bekæmpelse 22. Undersøgelsen i Vendsyssel påviste endvidere at tilstedeværelsen af fasanudsætningspladser indenfor en radius på 1½ km fra reden havde en signifikant negativ effekt på både duehøgens ynglesucces og overlevelse 22. Bekæmpelse af duehøge i yngletiden var således direkte korreleret til menneskelige vildtinteresser

26 Kragefugle Kragefugle - primært krage og husskade - anses for at udgøre en risiko for æg og kyllinger hos jordrugende fugle, heriblandt fasaner. I medfør af "Bekendtgørelse om jagttid for visse pattedyr og fugle m.v." må krage og husskade jages fra 1. september til 31. januar. I medfør af "Bekendtgørelse om vildtskader" 11 må husskade og krage i egne, hvor de forvolder skader på markafgrøder eller den øvrige fauna, reguleres i perioden februar. Da der ikke stilles krav om indhentning af tilladelse til regulering fra Skov- og Naturstyrelsen, og da krage og husskade i medfør af deres brede fødevalg når lejlighed byder sig vil æde såvel fugleæg som -unger - og derfor overalt hvor de forekommer kan siges i et eller andet omfang at forvolde skade på den øvrige fauna - så betyder reguleringsperioden for de to arter i realiteten en generel jagttid for de to arter fra 1. september til 29. februar. I 2003 har der været gennemført forhandlinger i regi af Vildtforvaltningsrådet om ændringer af bla. "Bekendtgørelse om vildtskader". Et af resultaterne er i kraft af en alliance mellem Danmarks Jægerforbund og Dansk Ornitologisk Forening blevet en udvidelse af reguleringsperioden (under samme betingelser som hidtil) for krage og husskade, således at krage nu må jages helt frem til 30. april og husskade til 15. april. Desuden tillades det herefter at man uden at indhente yderligere tilladelse kan anvende fælder til denne regulering. Dette medfører en klar udvidelse af mulighederne for at regulere krage og husskade, idet det herefter vil være muligt at regulere i eksempelvis villahaver og lignende områder, hvor det ikke er muligt at regulere med skydevåben. Ræv Ræve bekæmpes ligeledes i forbindelse med fasanudsætninger, da ræven ofte angives som en af de alvorligste predatorer i forhold til fasaner 32,84,85. Dette afspejler sig bla. i "Bekendtgørelse om vildtskader" 4, stk. 2, som fastslår at man i en afstand af indtil 25 m fra forsvarlige indhegninger med fasaner, agerhøns eller andefugle, må regulere ræv, husmår og ilder hele året ved brug af fælder. Endvidere siger 17 i samme bekendtgørelse at "Dræbes eller fanges et moderdyr, skal yngelen så vidt muligt også dræbes". Her er det værd at hæfte sig ved formuleringen så vidt muligt, som i praksis betyder at man frit kan fange og aflive f.eks. diegivende rævetæver ved bla. fjervildtindhegninger uden at man af den grund er forpligtet til at finde og aflive ungerne. Rævehvalpe, som på denne måde gøres moderløse, vil formentlig gå til af sult eller andre årsager. Endelig må rævehvalpe i medfør af "Bekendtgørelse om vildtskader" 5, stk. 2, uden for rævegrave reguleres i perioden 16. juni august. I jægerkredse har ræven en blandet anseelse. Den anses på en gang for at være en konkurrent, som skal bekæmpes, og for et respekteret stykke vildt, hvis nedlæggelse giver en vis anseelse til jægeren, som har nedlagt den. Rævens status som en konkurrent, man helst skal af med, er formentlig medvirkende årsag til en høj andel af anskydninger, da der ofte skydes på rævene trods for lange afstande, uhensigtsmæssige vinkler eller andre forhold, som gør nedlæggelse mindre sandsynlig end anskydning. I jagtsæsonen 1998/99 blev i alt 173 ræve undersøgt for hagl fra tidligere anskydninger 34. I alt 43 (24,9%) hagl i kroppen 34. Fra sæsonen 2000/01 indkom i alt 129 ræve til røntgenfotografering, hvoraf i alt 28 (21,7%) havde hagl i kroppen 35. I februar 2003 umiddelbart efter jagtsæsonen nedlagdes 266 ræve af hvilke 47 (18%) havde hagl i kroppen 83. En sammenligning mellem materialerne fra 1998/99, 2000/01 og 2002/03 viser at der kan være tale om et fald, men at forskellen i andel ræve med hagl ikke er statistisk signifikant 35,83. De lidt lavere procenter i 2000/01 og igen i 2002/03 behøver således ikke at betyde et fald i andel med hagl, men kan lige så godt skyldes tilfældig variation 35,83. Sammenlagt er der dermed undersøgt 568 ræve fra landdistrikter, og af disse havde 118 (20,8%) hagl i kroppen 35. I den samme periode som anskydninger af ræve er undersøgt har DMU desuden bla. undersøgt anskydninger af kortnæbbede gæs (se 83 ). Over perioden konkluderer DMU, at der er sket et markant fald i andelen af gæs med hagl 83. Da ræve ikke lever så længe som kortnæbbede gæs, skulle andelen af 26

27 ræve med hagl falde hurtigere end andelen af gæs - hvis ellers Handlingsplanen havde den samme virkning for disse to arter 83. DMU konkluderer derfor, at det indtil videre ikke er lykkedes at nedbringe omfanget af anskydninger af ræv i et omfang, der kan sammenlignes med, hvad der er sket for de kortnæbbede gæs 83. Ræve er såkaldt "skudstærkt" vildt, der bedst nedlægges på kort skudhold og med store (grove) hagl 83. DMU's tal tyder derfor på, at der stadig skydes til ræve på for store afstande 83. Men røntgenundersøgelserne viser også, at mange af de hagl, rævene har i kroppen, er små, hvilket tyder på, at jægerne også for ofte skyder til ræve, når lejlighed byder sig på jagten - uden at tage hensyn til, at de faktisk har patroner med hagl til fuglevildt i geværet 83. Gnavere Fasaner fodres i og efter selve udsætningsfasen. Denne fodring kunne tænkes at øge gnaverbestanden omkring intensivt anvendte udsætningssteder. Statens Skadedyrlaboratorium oplyser dog, at man ikke dér kender til specielle gnaverproblemer omkring fasanudsætningspladser 38. Baseret på en række publicerede forsøg hvor diverse rovdyr og -fugle er blevet fodret med antikoagulant-forgiftede gnavere samt feltforsøg i områder med antikoagulantbaseret bekæmpelse af gnavere konkluderes det i en rapport lavet for Nordisk Ministerråd, at risikoen for dødelig, sekundær forgiftning af rovdyr, rovfugle og ugler er lav ved almindeligt brug af antikoagulanter 70. Der er heller ikke fundet negative langtidseffekter af fodringen med forgiftede gnavere 70. Dog understreges det at der hos mange af de involverede arter ses en vis individuel variation mht. følsomhed for de anvendte antikoagulanter, samt at der er variation fra art til art blandt de involverede predatorer/ådselsædere 70. Desuden understreges det i rapporten, at den lave risiko kun gælder, hvor det er mindre områder der behandles med antikoagulanter 70. En undersøgelse af en intensiv og storstilet bekæmpelse af mosegrise i Schweiz ( hektarer) gav således negative effekter på primært musvåge, rød glente og ræv, mens f.eks. mår-arter syntes upåvirkede 70. Mår-arter synes i det hele taget generelt at have en høj tolerance for anti-koagulanter 70. Rapporten konkluderer dog som helhed at sekundær forgiftning af arter uden for målgruppen ved bekæmpelse af gnavere med antikoagulanter må betragtes som en risiko 70. Agerhøns I England er agerhønsebestanden i tilbagegang, hovedsagelig som følge af moderne landbrugsmetoder 69. Agerhønsenebestanden går dog også tilbage i højtliggende områder, hvor der ikke anvendes herbicider 69. I samme områder foregår en intensiv udsætning af fasaner og skotske forskere har påvist, at den parasitiske nematode Heterakis gallinarum som forekommer i fasaners tarmsystem via æg i jorden kan overføres til agerhøns, som lever i samme områder som fasanerne 69. Et forsøg viste, at graden af parasitbelastning hos ellers parasitfri agerhøns efter en periodes ophold i en voliere svarede til den parasitbelastning, der året før var registreret hos fasaner i samme område 69. Da agerhønsebestanden i de højtliggende områder er gået tilbage i samme periode som udsætningen af fasaner i samme områder er tredoblet, mener forskerne, at der er en mulighed for at parasitbelastede udsætningsfasaner via fasan-til-agerhøne-overførsler af Heterakis gallinarum bærer skylden for reduktionen i agerhønsebestanden 69. Fasaner Udsætningsfasaner kan have flere indirekte effekter på den lokale bestand af vilde fasaner. Store mængder udsætningsfasaner indebærer en risiko for øget predation, idet mængden af predatorer stiger lokalt samtidig med at de i højere grad slår sig på fasaner, fordi der er rigeligt af dem til stede 91. Dette kan føre til øget predation også på den vilde fasanbestand 91. Endelig er der risikoen for, at de opdrættede fasaner kan overføre sygdomme til den vilde fasanbestand 91. Borrelia I 1999 fremgik det af et par artikler i New Scientist at massivt opdræt og udsætning af fasaner mistænktes for at være årsag til Borrelia gariniis store udbredelse samt dens status som den mest alminde- 27

28 lige Borrelia-art i England 67,68. Årsagen til dette var iflg. New Scientist, at fasaner fungerer som værter for Borrelia garinii og samtidig for flåter, som efterfølgende kan overføre Borrelia garinii til mennesker. Det fremgik dog samtidig af New Scientist, at problematikken omkring de bestemmende faktorer for prevalensen af Borrelia garinii hos flåter er kompliceret, og at de nuværende data ikke tillader sikre konklusioner 67,68. Skovflåter er ikke et normalt problem for det traditionelle fasanopdræt, da voliererne generelt er meget vegetationsfattige 46. Situationen kan sandsynligvis sidestilles med effekten af saltsten til rådyr 46. Her ses ingen flåter 2-3 meter fra stenen hvor jorden er trampet op, men i periferien hvor vegetationen overlever er der et meget højt antal flåter 46. Tætheden falder derefter dramatisk med afstanden til stenen, ud i den normale skov vegetation 46. Når først fasanerne er sat ud, har de derimod en relativt høj forekomst af flåter. Flåterne sidder normalt primært i ansigtsregionen - ofte omkring øjnene - formentlig fordi det hér er meget svært for fasanen at få dem af 46. Det må formodes at individets egen og gensidig grooming fjerner ektoparasitter effektivt, men at fuglene ikke lader andre fugle fjerne parasitter i øjenregionen 46. Normalt siges det at være mængden af større pattedyr, som er bestemmende for forekomsten af flåter, da kun de større pattedyr er store nok til at være værter for de voksne stadier af skovflåter 46. Dette er særligt godt dokumenteret i Danmark 46. Voksne skovflåter har en meget lav forekomst på mus og mindre fugle - sandsynligvis fordi disse mindre dyr går til som følge af flåtbelastningen 46. Fra Sverige vides det dog, at harer kan vedligeholde populationer af flåter i lignende omfang som rådyr og dermed have en betydning for flåtforekomsten 46. Det kan derfor ikke udelukkes at fasaner kan have en betydning for forekomsten af flåter i forbindelse med udsætninger, da de er større fugle (ikke langt fra haren i størrelse) og derudover forekommer i meget store antal på udsætningspladserne 46. Den endelige effekt på flåttæthederne afhænger dog af fuglenes levetid (blodafgivelsen) og deres tæthed på arealerne (blodafgivelse pr areal) 46. Desuden fungerer fugle, bla. fasaner, i modsætning til de større pattedyr som reservoirværter for en variant af Borrelia burgdorferi s.l., nemlig B. garinii som pt. er den type Borrelia der i særlig grad forbindes med sygdommen neuro-borreliose 46. Dette betyder at hvis fasaner har en betydning for opformeringen af flåter, kan de have større indflydelse på folkesundheden, da de sideløbende kan øge prevalensen af Borrelia i flåterne 46. Der foreligger ingen danske undersøgelser på dette områder og internationale publikationer giver ikke mulighed for at drage en konklusion 46. Endelig bør det bemærkes at nyere forskning inden for området har medført, at den traditionelle anskuelse angående reservoir værters betydning i transmissionen af flåtbårne sygdomme er under revurdering 46. Sammenfattende er fasaners betydning for flåter og Borrelia højst usikker pga. manglende viden, men det kan ikke afvises at de, særligt lokalt, har en betydning. 2.6 Jagt på opdrættede fasaner På godserne starter jagten på udsatte fasaner typisk i slutningen af oktober eller starten af november, da selv de sidst udsatte kuld er færdigudviklede på det tidspunkt 37. Herefter afholdes fasanjagter en gang om ugen frem til 15. januar 37. I marts-juni 1997 røntgenfotograferedes 200 haner og 200 høner indfanget til avl på 3 lokaliteter i Jylland og 1 på Sjælland i januar-februar samme år 29. På alle 4 lokaliteter var der intensiv udsætning af og jagt på fasaner 29. I alt 6% af fasanerne havde hagl i kroppen 29. Dette svarer til at der anskydes én fasan for hver 12,5-57 der nedlægges 29. I DMU's anskydningsundersøgelser 29,34,35 er dette blandt fuglene den næstlaveste andel individer med hagl i kroppen 34,35. Andelen af ringduer med hagl i kroppen var dog helt nede på 3,2%

29 2.7 Den økonomiske betydning af fasanopdræt og -udsætning i Danmark Ifølge DMU udgør udsætningsfasaner mellem en tredjedel og halvdelen af det årlige fasanudbytte 2, som for 2000/2001 var på fasaner. Der nedlægges altså årligt mellem og udsætningsfasaner. En nedlagt fasan kan sælges til en vildthandler for ca. 9,- kr 90. De nedlagte udsætningsfasaner kan altså indbringe mellem 2,2 og 3,3 millioner kroner i ren kødværdi. Kødværdien for nedlagt vildt er generelt faldet i de senere år 90. Det er dog ikke ved at sælge fasanerne til vildthandlere, at der primært tjenes penge på opdrættede fasaner, men derimod ved at sælge selve jagten på fasanerne. Priserne for sådanne jagter er steget de senere år som en kompensation for de faldende indtægter ved videresalget af de nedlagte fasaner 90. Fasaner hos vildthandler. (Foto: Michael Carlsen) Juridisk Jagtselskab reklamerer i sit 2003-program for fasanjagt i Nordjylland i december 24. Prisen er 1000,- kr pr. person (10 pladser) og der forventes nedlagt fugle - blandede fasaner og gråænder 24. I dette tilfælde indtjener nedlagte fasaner ,- kr. Dette er ,- kr pr fasan eller gange så meget som salgsprisen til en vildthandler. D. 10. oktober 2002 blev et tilbud om 4 pladser på en godsjagt på Salling lagt ind på DJ's debatside 25. Prisen pr. person var 1000,- kr og der forventedes nedlagt 50 stykker vildt 25. Hvis de 4 pladser er de eneste der er på jagten og vi antager at 40 af de nedlagte stykker vildt er fasaner, så indbringer de nedlagte fasaner blot 100,- kr. pr. stk. Ved en jagt på Aalholm gods i december 2001 var der tilmeldt 25 jægere 23. Disse nedlagde 205 fasaner 23. Har disse jægere ligeledes betalt 1000,- kr pr. person har de 205 fasaner indbragt ,- kr eller 122,- kr pr. fasan. Ifølge oplysninger fra Vennerslund Gods på Nordfalster er prisen for en jagt med nedlagte fasaner ,- kr 37. I dette tilfælde indbringer den enkelte nedlagte fasan altså ,- kr. I ovenstående 4 tilfælde har nedlagte fasaner indbragt gennemsnitlig 175,- kr pr fasan. Ifølge en artikel i "Jæger" i august 2003 ligger værdien for en fasan i skudøjeblikket på 250 kr 90. Nedlægges der som ovenfor omtalt årligt mellem og udsætningsfasaner, kan disse altså - afhængig af værdien på fasanen i skudøjeblikket - indtjene mellem 42 og 92,5 millioner kroner inden de evt. sælges som skudte for mellem 2,2 og 3,3 millioner kroner. Overfor dette står de udgifter, der er forbundet med opdrættet. Udgifter til f.eks. skytte og skytteelev, udgifter til foder og medicin, udgifter til terrænpleje. I et eksempel med et gods hvis fasaneri udsætter fasaner pr. sæson, angives nettoomsætningen at være på ca. 1 million kroner med et nettooverskud på ,- kr 89. Et beløb som ikke i sig selv har den store betydning i regnskabet 89. Den reelle værdi af et gods' fasaneri og fasanjagt ligger snarere i herlighedsværdi, repræsentation og som personlig hobby for godsejerne 37,89. 29

30 Endelig bør det bemærkes at ovenstående omtale af den økonomiske betydning af fasanopdræt og fasanjagt gælder for den ene million fasaner, der udsættes i Danmark. Derudover eksporteres op til fasaner - formentlig som æg - hvert år fra en række danske virksomheder med speciale i opdræt af vildt (se afsnit 2.4.9) Vildtslagterier og -handlere Der findes kun få større vildtslagterier i Danmark 37,90. Disse er fra 1993 blevet pålagt en lang række krav til hygiejne, kontrol, indretning af slagterierne og analyser - krav som vildtslagterierne selv skal betale for at få opfyldt 90. Dette har ført til en fordyring af dette led i kæden mellem opdrættere og forbrugere. Resultatet er at fasanen som kostede 9 kr som nynedlagt er steget til en pris på 69 kr i supermarkedets køledisk 90. Derudover kan et dansk vildtslagteri få fasaner nedlagt i England gratis - de skal blot betale transportomkostningerne, som er på 4,- kr. pr fugl 80,90. Denne import angives som hovedårsagen til at der overhovedet stadig er vildtslagtere i Danmark 90. Nettoresultatet af ovenstående er stigende vanskeligheder med at få afsat nedlagt vildt 90. I jægerkredse lægges der dog af politiske årsager stor vægt på at finde veje til alligevel at få alt nedlagt vildt udnyttet 90. Ifølge Jørgen Damgaard, hovedbestyrelsesmedlem i Danmarks Jægerforbund, vil risikoen for at ubetænksomme jægere bortkaster nedlagt vildt stige, hvis muligheden for at afsætte nedlagt vildt forsvinder Forhold omkring opdræt, udsætning og jagt på fasaner i England og Italien England Som tidligere omtalt går hovedparten af den danske fasaneksport til England 75. Nedenfor vil der derfor blive givet en kort gennemgang af forholdene omkring opdræt, udsætning og jagt på fasaner i England. Fasanen regnes som den vigtigste fuglevildtart i England, hvilket bla. illustreres af at 55% af det nedlagte fuglevildt i midt-firserne bestod af fasaner 76. I midten af halvfemserne var denne andel steget til 85% 76. Til sammenligning udgjorde fasaner i Danmark i jagtsæsonen 2000/01 31,4% af det nedlagte fuglevildt 79. I 1989 angives forårsynglebestanden af fasaner i England at udgøre 3,1 millioner fugle 76. Denne bestandsstørrelse skal ses i lyset af en årlig udsætning af opdrættede fasaner i starten af 1990-erne på ca fasaner til jagtlige formål 76. Dette tal er i dag steget til ca , hvoraf der nedlægges 22 millioner 90. Omsætningen i den engelske fasanjagt ligger over svarende til ca. 4,4 milliarder danske kroner. Der er ingen data til at belyse forholdet mellem fasaner (æg, kyllinger eller voksne) importeret til England og ditto af engelsk avl. Der importeredes dog i årene pr. år gennemsnitlig 19,3 millioner æg fra fjerkræ, 13,4 millioner kyllinger og 2,6 millioner stykker voksent fjerkræ fra andre EUlande 78. Der synes i England at knytte sig de samme dyrevelfærdsproblemer til opdræt og udsætning som i Danmark. Ligesom i Danmark fås en del af de æglæggende høner ved fangst af vilde/halvvilde fasaner i naturen

31 Også i England er der en åbenbar konflikt mellem opdrættere og rovdyr, og der reguleres årligt ca. 1,5 million fugle og 3 millioner pattedyr af hensyn til fasanopdrættet 76. Hvor stor anskydningsprocenten på engelske fasaner er vides ikke 76. Danske vildtslagtere køber skudt vildt - herunder fasaner - billigt i England og sælger det i Danmark til supermarkeder og vildthandlere 80, Italien I Italien går fasaner til æglægning i etagebure (á la burhøns), hvorfor den enkelte avler på mindre plads kan have langt flere æglæggende fasaner 80. Eksempelvis er en enkelt avler i Italien på denne måde i stand til at producere ½ million fasanæg årligt Sammenfatning af de dyrevelfærdsmæssige problemer ved opdræt, udsætning og jagt på fasaner Indfangning af de voksne fasaner til æglægning sker i fælder ud fra den antagelse, at opdrættede fasaner, der genetisk stammer fra vilde fasaner, har større succes i naturen end opdrættede fasaner, der genetisk stammer fra fangeskabsfasaner. Fældefangst er altid forbundet med en vis grad af stress hos det fangne dyr, især når de fangne dyr er mere eller mindre vilde. Vilde dyr er skabt til et liv indenfor ganske bestemte naturlige rammer rammer som vi mennesker selv for de grundigst studerede dyr blot har et ufuldstændigt kendskab til. Derfor vil de kunstige miljøer, som dyr i fangeskab lever i, aldrig i samme grad som de naturlige miljøer, hvor de lever i naturen, kune tilgodese deres fysiologiske og adfærdsmæssige behov. Derfor vil al hold af dyr indfanget i det fri kunne karakteriseres som dyreværnsmæssigt problematisk og af samme årsager vil der selv til hold af fangeskabsfødte dyr altid knytte sig større eller mindre dyreværnsmæssige problemer, som generelt vil være større jo mindre domesticerede dyrene er. Den indledende fangst af æglægningsfasanhøner, samt det efterfølgende hold af disse vildfangne fasaner må derfor betegnes som problematisk fra en dyreværnsmæssig synsvinkel. Ydermere tyder data fra England på, at antagelsen om bedre succes i naturen for opdrættede fasaner, der genetisk stammer fra vilde fasaner, ikke holder. I fasanopdrættet ses problemer med fjerpilning, hakning og kannibalisme. Dette gælder såvel for de voksne fugle efter indfangningen som for kyllingerne. Fjerpilning, hakning og kannibalisme afhjælpes traditionelt med fjerpilningshæmmende midler, som ikke i sig selv udgør et større dyreværnsmæssigt problem. Fjerpilning, hakning og kannibalisme er dog symptomer på manglende trivsel og de fjerpilningshæmmende midler afhjælper blot disse symptomer uden at løse trivselsproblemerne. Nyere forskning har dog vist, at det fuldt ud er muligt at opdrætte fasankyllinger, uden at de udviser symptomer på manglende trivsel. Midlerne er først og fremmest mindre belægningsgrad, mindre flokstørrelser og større berigelse af kyllingernes miljø. Anvendelsen af de nye metoder er dog i skrivende stund ikke udbredt til en større kreds af opdrættere. Opdrættede fasaner har sammenlignet med vilde fasaner en betydeligt ringere overlevelse i naturen. Meget få udsætningsfugle overlever deres første år i naturen. Den fremherskende dødsårsag for såvel vilde som opdrættede fasaner er predation. Da de opdrættede fugle udviser en uhensigtsmæssig adfærd i forhold til predatorer, er den andel af disse, der tages af predatorer, dog større end den tilsvarende andel hos vilde fugle og dette er hovedårsagen til den ringere overlevelse hos de opdrættede fasaner. Det bør dog bemærkes, at dødsårsagerne for de opdrættede og udsatte fasaner ikke synes så grundigt undersøgt, som tilfældet er for agerhønsenes vedkommende. Det er derfor muligt, at også udsætningsfasaner i et eller andet omfang har problemer med fødeoptagelsen efter udsætningen, således som det er fundet hos både agerhøns og andre hønsefugle. 31

32 På alle andre områder synes opdrættede høner at klare sig ligeså godt i naturen som vilde høner, og deres trivsel i naturen synes altså på linie med vilde fasanhøners. Sagen er dog en lidt anden når det gælder fasankokke. Mht. predationen er situationen sammenlignelig med situationen for de opdrættede høner, men derudover er opdrættede kokke i konkurrencen om territorier underlegne i forhold til vilde kokke. Opdrættede kokkes trivsel i naturen kan altså ikke siges at være på linie med vilde kokkes. Overlever kokkene til en alder af 2 år vil deres konkurrenceevne være på højde med de vilde kokkes, men den lave overlevelse taget i betragtning vil meget få opdrættede kokke opnå dette. De opdrættede fasaners ringe evne til ved egen hjælp at overleve i naturen medfører udbredt lovlig såvel som ulovlig bekæmpelse af rovdyr og rovfugle i nærheden af udsætningspladserne. Denne bekæmpelse foregår f.eks. via fældefangster af rovfugle ved udsætningspladserne, bekæmpelse af rovfugle i yngletiden og jagt på og regulering af ræv. Mange dele af denne bekæmpelse er dyreværnsmæssigt problematisk. Fasaner er ikke specielt skudstærke og bla. derfor er anskydningsproblematikken mindre for fasaner end for næsten alle andre undersøgte jagtbare arter. Der anskydes minimum 1 fasan for hver 57 nedlagte. Da der samtidig nedlægges minimum udsatte fasaner pr. år, anskydes der altså som et absolut minimum 6500 opdrættede og udsatte fasaner pr. år. 32

33 3. Agerhøne Agerhøns i vinterlandskab. (Foto: Michael Carlsen) 3.1 Bestandsstørrelse Før 1960 lå agerhønsebestanden formodentlig på over par, men den er faldet betydeligt siden 3. Agerhønsebestanden opgjordes således i midtfirserne til par 1,2. Siden har der - formentlig som en følge af ræveskabens udbredelse - været en bestandsstigning frem til 1993, men efter ræveskabens aftagen er bestanden atter faldet Udsætningens størrelse Udsætningerne af agerhøne forøgedes i de år frem til midten af halvfemserne, hvor den lå på ca fugle årligt 1. I dag udsættes årligt anslået stk 82. På grund af udbrud af New Castle disease i 2002 var det dog ikke muligt at eksportere agerhønsekyllinger. Derfor solgtes en langt større del af agerhønsene i Danmark. Således solgte i 2002 alene Duelund Vildtfarm agerhøns til udsætning i Danmark

34 3.3 Jagt og Vildtudbytte Agerhøne har iflg. "Bekendtgørelse om jagttid for visse pattedyr og fugle m.v." fra 1. april 2001 en generel jagttid fra Agerhønen har dermed sammen med fasanhønen den korteste generelle jagttid for en jagtbar art i Danmark - nemlig 2½ måned. Desuden er der for øerne Sejerø og Nyord en forkortet jagttid, mens det er forbudt at jage agerhøns på Femø og Mandø. Det årlige vildtudbytte af agerhøne lå indtil begyndelsen af 1960 erne på fugle, hvorefter det i løbet af få år faldt til Udbyttet lå på dette niveau til slutningen af 1970 erne, hvorefter det igen i løbet af ganske få år faldt yderligere til i Fra 1982 og frem til 1993 skete der dog en markant stigning i det samlede udbytte 2. Der er flere årsager til stigningen, men især ræveskaben i kombination med faktorer som vintergrønne marker, braklægning, bestands- og terrænpleje, herunder udsætning af opdrættede fugle, må formodes at have spillet en væsentlig rolle 2. I takt med ræveskabens forsvinden er der dog igen indtrådt en faldende tendens efter Vildtudbyttet af agerhøne fra 1941 til Fra DMU's hjemmeside I jagtsæsonen 2000/2001 nedlagdes således agerhøns Opdræt I medfør af "Bekendtgørelse om indfangning af og handel med vildt" 1 er det ikke tilladt at indfange vildt i naturen. Bekendtgørelsen gør en undtagelse med fasaner hvis der indhentes tilladelse fra Skovog Naturstyrelsen, men der gøres ingen undtagelse med agerhøns. Agerhøns til udsætning må derfor alle stamme fra permanent holdte fugle. Disse kan købes på en opdrætsfarm 5. Man kan købe både voksne agerhøns og kyllinger 5. Ugegammel agerhønsekylling. (Foto: Michael Carlsen) 34

35 3.4.1 Agerhøns - voksne avlsfugle Agerhøns er monogame, hvorfor æglæggende agerhøns skal gå parvis sammen i mindre bure 5,80. Udparringen af agerhøns udføres ved, at man indsætter det ene eller det andet køn alene i et bur og efter et par dage indsætter en mage 5. Det er vigtigt at holde øje med fuglene under udparringen og de første dage derefter, og hurtigst muligt skille et par fra hinanden, hvis de begynder at slås 5. Voksne agerhøns. (Foto: Michael Carlsen) De voksne agerhøns, der anvendes til æglægning, er ca. et år gamle 71,80. Når agerhønsene én gang har været anvendt som æglæggere, kan det ikke betale sig at anvende dem endnu en sæson, hvorfor de sælges til udsætning eller evt. til slagtning 71. Den fuldstændige udskiftning af avlsfuglene hvert år er desuden medvirkende til at reducere sygdomstilfældene blandt agerhønsene 80. Da der er flere penge i at sælge til udsætning foretrækkes dette, mens salg til slagtning betragtes som sidste udvej 71. Duelund Vildtfarm oplyser f.eks., at mens kyllingerne eksporteres så sælges de fleste æglæggere til udsætning i Danmark 80. Agerhønsene til avl er udvalgt blandt kyllinger fra det foregående års tidligste æglæggere 80. Æglægningsbure til agerhøns. De blå klemmer markerer de fugle som startede tidligst på æglægningen, dernæst kom de hvide klemmer og sidst de røde. (Foto: Michael Carlsen) 35

36 Agerhønsene går i volierer frem til februar, hvor de sættes i æglægningsbure 80. Dér går de så frem til ca. 1. juli, hvor de igen flyttes i voliere, indtil de sælges til udsætning 80. I alt tilbringer de æglæggende agerhøns altså 4-5 måneder i æglægningsburene. Agerhønsene lægger æg fra først i marts til ind i juni. Størstedelen af det enkelte æglægningsbur har trådbund. Inderst mod avlshusets mellemgang er der i hvert bur en bakke med sand. Æggene lægges som hovedregel i denne bakke. Lægges ægget ude i buret triller det pga. trådbundens hældning til sandbakken, hvilket letter indsamlingen. Fjerpilning er ikke et problem blandt de voksne avlsfugle 80, idet de går parvis og ikke i flokke, som fasanerne gør. Æglægningsbur til agerhøns. I forgrunden ses sandbakken med et æg. (Foto: Michael Carlsen) Æglægningsbur til agerhøns. I forgrunden ses sandbakken - i baggrunden ses den del af buret, som har trådbund. (Foto: Michael Carlsen) 36

37 3.4.2 Udrugning af agerhønseæg Da moderhøns ingen betydning har ved udsætning af agerhøns, kan man her lige så godt anvende mekanisk opdræt 5. Udrugning på rugerier foregår i en rugemaskine, som den der vises på billedet til højre. I en maskine af den viste type - en såkaldt forruger - er der plads til agerhønseæg 80. Maskinen er specielt udviklet til vildtæg, som kræver flere vendinger end æg fra konventionelt fjerkræ. Æggene tilbringer 21 dage i rugeren, hvorefter de overføres til klækkeren. Agerhønseæg i rugeren. (Foto: Michael Carlsen) Rugemaskine til agerhønseæg. (Foto: Michael Carlsen) På den 21. dag efter at æggene er lagt i rugeren overføres de til klækkeren. Klækkeren har en højere luftfugtighed, og denne fugtighed er nødvendig i klækkefasen. Æggene er i klækkeren 3 dage før de på den 24. dag klækkes. Klækker til agerhønseæg. (Foto: Michael Carlsen) 37

38 3.4.3 Opdræt af agerhønsekyllinger Udruger man ikke selv agerhønseæg kan daggamle kyllinger købes på et rugeri for ca. 11 kr. pr. stk. 80 De første 4 uger efter klækningen tilbringer agerhønsekyllingerne indendørs i volierer. Temperaturen er høj, grader C, og under varmelamperne i rummene kan den nå op på 40 grader C. Det er vigtigt, at rumtemperaturen generelt er høj, da agerhønsekyllingerne ikke for længe ad gangen kan tåle den tørre varme under varmelamperne. Belysningen indendørs er svag lux 31. Indendørs voliere klargjort til agerhønsekyllinger. (Foto: Michael Carlsen) I hver indendørs voliere går kyllinger. Udsnit af en flok agerhønsekyllinger - alder 1 uge. (Foto: Michael Carlsen) Agerhønsekyllinger under varmelampe. (Foto: Michael Carlsen) 38

39 I en alder af 4 uger sættes agerhønsekyllingerne ud i et opdrætshus (et såkaldt koldhus) i forbindelse med en voliere. Efter flytningen går kyllingerne et par dage inde i huset for at akklimatisere sig, inden de dernæst får adgang til den udendørs voliere 80. I opdrætshuset går kyllingerne på et underlag af sand. I hver udendørs voliere findes flere foderautomater og flere vandautomater pr. voliere. Opdrætshuse med volierer til agerhønsekyllinger. (Foto: Michael Carlsen) Agerhønsekyllingerne drives hver aften fra volieren ind i opdrætshuset, da de i den alder (4-10 uger) er for sårbare for f.eks. pludselige regnskyl 80. I tilfælde af hård regn klumper kyllingerne sammen i stedet for at søge ind 80. Foder Agerhønsekyllinger fodres med specialfoder til agerhøns. Dette foder adskiller sig fra fasanfoderet ved at være mere proteinholdigt 80. Ellers er indholdet det samme som indholdet i foder til konventionelle kyllinger - byg, majs, ærter, hvede, havre, soyaskrå, rapsfrø, solsikkeskrå, foderkridt, monocalciumphosphat, natriumbicarbonat, vitaminer, fodersalt, soyaolie, methionin, lysin, betain, monohydrat og fytase. Blot er forholdene mellem de enkelte bestanddele speciel for agerhøns set ifht. til konventionelle kyllinger. Ugegamle agerhønsekyllinger. (Foto: Michael Carlsen) Desuden gives kyllingerne f.eks. majs eller hel hvede. Det er i den forbindelse vigtigt, at det er hel hvede og ikke formalet hvede, da det sidste giver problemer med Clostridia Fjerpilning hos agerhønsekyllinger Fjerpilning blandt agerhønsekyllinger er generelt et mindre problem end f.eks. blandt fasankyllinger, men angives dog som værende det største problem ved opdrættet af agerhøns 80. Når problemets omfang er mindre end ved fasanopdræt, skyldes det alene det sene starttidspunkt for fjerpilning hos agerhøns. Hos agerhønsekyllinger ses fjerpilning normalt først i en alder af 6-7 uger

40 Flere faktorer kan være betydende for forekomsten af fjerpilning hos agerhøns. F.eks. kan et højt hvedeindhold i foderet øge forekomsten af fjerpilning 31,80 (se også afsnit 3.4.7). Formentlig har dette dog kun mindre betydning, mens berigelsesgraden i kyllingernes miljø formodes at være af større betydning 31. Effekten af berigelse er dog ikke så godt undersøgt, som det er tilfældet hos fasaner. Der er lavet forsøg med forskellige belægningsgrader hos agerhønsekyllinger, men disse har ikke kunnet påvise nogen særlig effekt af belægningsgraden i sig selv 31. Det gængse middel mod fjerpilning er således fortsat forskellige fjerpilningshæmmende midler, f.eks. næbringe og næbtrimning (se beskrivelse i afsnit 2.4.5). Hos agerhønsekyllinger anvendes disse midler dog først, når kyllingerne er ca. 7 uger gamle 80. Anvendes næbtrimning er det vigtigt for avleren, at næbbet ikke trimmes sent i opdrætsperioden, da udenlandske kunder (se senere) ofte kræver et perfekt næb ved modtagelsen 80. Da der går dage fra trimningen til næbbet er lægt 80, bør agerhønsekyllinger til eksport ikke næbtrimmes sener end 8-ugers-alderen Pip hos agerhønsekyllinger I forbindelse med fjerpilning hos agerhøns ses et fænomen kaldet "pip". Pip optræder som en form for "hysteri", hvor kyllinger løber uopholdeligt frem og tilbage i volieren 31,80. Kyllingerne virker frygtsomme og synes at søge at flygte fra et eller andet 31. Til slut klumper de ramte kyllinger sammen i et hjørne, hvorved nederste mases af de øvrige og dør 31. En måde midlertidigt at dæmpe pip kan dog være at få de ramte kyllinger ind i mørket i opdrætshuset, hvor de falder til ro Medicinforbrug ved opdræt af agerhøns Sygdom er ikke noget stort problem ved opdræt af agerhøns 80. Iflg. Duelund Vildtfarm behandles agerhønsene først, når der opstår sygdom 80. Der gives ikke forebyggende behandling. For den erfarne avler er det bedre og mere rentabelt at opdage sygdom, så snart den opstår, og så blot behandle de syge fugle 80. Tidligere var foderet til agerhøns dog tilsat vækstfremmer, men dette blev forbudt fra 1995/ Clostridia Da vækstfremmer som omtalt ovenfor blev taget ud af foderet oplevede avlerne mange Clostridiaproblemer 80. Disse blev dog løst, da hvedeindholdet i foderet efterfølgende blev sat ned 80. Samtidig havde det reducerede hvedeindhold en gavnlig effekt på forekomsten af fjerpilning 80. Coccidiose er en sygdom, der især forekommer i fugtigt vejr. Den skyldes encellede dyr (coccidier), der snylter i cellerne i tarmenes dækvæv 5. På et vist stadium i sygdomsperioden danner snylterne oocyster, der afgår med fuglenes afføring, så jordbund, øderug og drikkeskåle inficeres. på den måde kan sygdommen bringes videre til andre fugle 5. Coccidiose kan medføre talrige dødsfald, hvis er ikke omgående gribes ind med medicin 5. I nogle tilfælde gives en kur mod Coccidiose 4 dage før agerhønsekyllingerne skal transporteres (eksporteres), da stressen i forbindelse med transporten ellers øger risikoen for udbrud af Coccidiose 80. Salmonella Salmonella kan forekomme hos agerhøns. Duelund Vildtfarm oplyser at de får taget blodprøver af deres fugle hvert år, men at der hidtil ikke er konstateret Salmonella 80. E-coli I nogle tilfælde får agerhønsekyllinger en slags "hård mave" - en eskrement-klump, som stopper endetarmsåbningen til, hvilket fører til en opformering af E-coli i kyllingernes tarm 31,80. 40

41 Indvoldsorm Orm forekommer hos agerhøns. I sådanne tilfælde gives almindelig ormekur 80. Der er dog en fare for, at netop avlernes hurtige og effektive reaktion på sygdomsudbrud forhindrer de opdrættede fugle i at opbygge den nødvendige immunitet og derfor medvirker til at gøre dem mere sårbare overfor almindelige patogener efter udsætningen Bedrifter med agerhøns Pr. januar 2003 fandtes 56 bedrifter med agerhøns (agerhønsehold, agerhønserugerier) registreret på CHR's hjemmeside. Samlet angives disse bedrifter at have agerhøns. Tallene i CHR afspejler dog ikke den virkelige størrelse på det årlige danske agerhønseopdræt. Det er meget variabelt, hvorvidt den enkelte avler kun opgiver antallet af avlsfugle eller opgiver den samlede produktion. Dyrenes Beskyttelse har henvendt sig til Fødevareregionerne for at få sat tal på såvel produktion som eksport, men det har vist sig vanskeligt at få de enkelte regioner til at opgive et tal. Dyrenes Beskyttelse har derfor henvendt sig til en lille stikprøve af tilfældigt valgte avlere. Resultatet af en forespørgsel hos 15 danske agerhønseavlere tyder på at tallene i CHR i de fleste tilfælde angiver antallet af avlsfugle. Antager man at disse 15 avlere er repræsentative udgør den årlige produktion af kyllinger 13,5 gange det antal, som er opgivet til CHR. I CHR er angivet i alt agerhøns, hvorfor den årlige kyllingeproduktion må antages at være på omkring kyllinger. Det er dog kun en meget lille del af disse kyllinger, som udsættes i Danmark (se afsnit 3.2) - resten eksporteres til jagtbrug i primært andre europæiske lande Eksport af agerhøns Danmark eksporterer såvel levende agerhøns til udsætning som f.eks. rugeæg 40. Det har dog endnu ikke været muligt at få et tal for den samlede eksport. Danmarks Jægerforbund anslår en samlet eksport på kyllinger og æg 82, men disse tal synes alt for lavt sat, når man dels tager den i afsnit anslåede produktion, samt dels den produktion alene Duelund Vildtfarm står for (se nedenfor) i betragtning. I modtagerlandene anvendes agerhønsene iflg. Danmarks Jægerforbund primært til genopretning af den vilde bestand 82, mens avlerne angiver udsætning til jagt som hovedformålet 80. Agerhøns eksporteres hovedsagelig som kyllinger, mens fasaner primært eksporteres som æg 80. Dette skyldes at agerhønsekyllinger i modsætning til fasankyllinger æder under transporten 80. Et mindre antal agerhøns eksporteres dog som voksne. Eksporten af voksne fugle sker i januar-februar inden fuglenes ynglesæson i naturen 80. Den danske agerhønseeksport går til Italien, Frankrig, Østrig, Sverige og Belgien 75,80,82. Desuden eksporteres i mindre omfang æg til USA - f.eks. eksporterer Duelund Vildtfarm i omegnen af æg årligt til USA 80. Duelund Vildtfarm, som er en af Danmarks største eksportører af fjervildt, har egen lastvogn, som er specialindrettet til transport af agerhøns. I denne vogn køres i størrelsesordenen agerhøns årligt til Italien over Østrig 80. For at minimere transporttiden er der 2 chauffører samt proviant om bord, hvorfor turen kan gøres stort set uden stop 80. Agerhønsekyllingerne pakkes fra ca. kl. 6 om morgenen og transporttiden til Italien er timer 80. På denne måde er kyllingerne fremme ved kunden i 41

42 Italien tidligt på dagen og dermed undgås transport i alt for høje temperaturer. Desuden har lastvognen en anhænger, som ligesom selve lastvognen er indrettet til agerhønsetransport. Anhængeren sættes af hos 1. kunde og hentes først på tilbagevejen - igen en foranstaltning, som reducerer agerhønsekyllingernes transporttid, da vognen med kyllinger til kunde nr. 2 ikke skal vente på den noget mere tidskrævende aflæsning. På en transport er der kyllinger ombord 80. Af disse dør blot 5-10 undervejs 80. Lastvogn til eksport af agerhønsekyllinger. (Foto: Michael Carlsen) Eksempel på anbringelse af transportkasser til agerhønsekyllinger. (Foto: Michael Carlsen) Duelund Vildtfarm eksporterer primært agerhønsene som kyllinger. Kyllingerne er som regel 10 uger gamle (70 dage), når de eksporteres 80. I denne alder pakkes der 12 kyllinger pr. transportkasse 80. Eksporteres de i en alder af 90 dage beregnes 10 kyllinger pr. kasse 80. Transportkasserne er relativt lave - høje nok til at kyllingerne kan stå op, men ikke høje nok til at de kan kravle op på hinanden 80. Af hygiejniske årsager anvender Duelund Vildtfarm kun hver transportkasse til én transport 80. Som foder under transporten anvendes opblødt hvede, da dette ikke giver fugtproblemer i underliggende transportkasser og samtidig giver kyllingerne væde. Transportkasser til agerhønsekyllinger. (Foto: Michael Carlsen) 42

43 Duelund Vildtfarm eksporterer til agerhønsekyllinger årligt 80. Når dette tal er højere end de tidligere angivne kyllinger som Duelund Vildtfarm selv producerer, skyldes det at Duelund Vildtfarm opkøber og eksporterer kyllinger fra andre avlere. Tidligere var Duelund Vildtfarm oppe på at eksportere agerhønsekyllinger årligt 80, men begrænsningen af burstørrelserne som følge af "Bekendtgørelse om opdræt af fjervildt" (Appendix 1) har nedsat avlernes produktivitet. Duelund Vildtfarm kan ikke producere agerhøns til samme pris, som avlere i Italien kan, hvorfor man i stedet forsøger at konkurrere på kvalitet. Mindre mekanisering i opdrættet, mindre sygdom og lavere belægningsgrader i Danmark ifht. Italien øger kvaliteten af de dansk opdrættede agerhøns. 3.5 Udsætning af agerhøns I Danmark foregår der så vidt vides ingen større, mere organiserede udsætninger af agerhøns. De fleste agerhøns sættes ud i småflokke på mindre jagtrevirer. Et godt terræn for agerhøns består af ikke for store marker med vekslende afgrøder, levende hegn, små remiser og udyrkede arealer 5. Ved udsætning i græs skal der helst være buskads i nærheden, så agerhønsene kan søge beskyttelse mod rovfugleangreb 5. Det tilrådes aldrig at sætte for mange agerhøns ud på samme sted - en flokstørrelse på høns skulle være passende 5. Ved udsætningen skal fuglene være sunde, de skal være voksne, dvs. mindst 100 dage gamle, og de skal veje mindst 300 g 5. Fjerdragten skal være helt i orden, og agerhønsene skal helst i en periode have gået i store flyvevolierer, dels for at flyvemusklerne kan blive optrænet, dels for at agerhønsene har vænnet sig til vejrliget 5 - det er dog tvivlsomt om dette i praksis følges af flertallet af "småudsættere" i Danmark. Samtidig vil de i denne periode vænne sig til at æde grønt og korn direkte på jorden 5. Dagen før udsætningen placeres udsætningsburet på udsætningspladsen 5. Der anbringes foder og vand både i og uden for buret, og der lægges hvede under den opstillede foderskærm 5. Rundt omkring pladsen ophænges nogle papirsække for at holde rævene væk 5. Det er bedst at udsætte agerhønsene på en tør dag, først på formiddagen, så de kan nå at orientere sig og falde til ro inden aften 5. Når man kommer til udsætningspladsen, tager man fire-fem agerhøns og sætter dem i et bur 5. Kassen med de øvrige fugle sætter man på jorden, så udgangshullet peger ind under en busk, et træ eller nogle roeblade 5. Man åbner forsigtigt lemmen, går hurtigt væk og kommer først tilbage næste dag 5. Agerhønsene vil nu stille og roligt forlade kassen og søge ud i terrænet 5. Skulle nogle af dem begynde at flyve eller bevæge sig for langt væk, vil de blive»kaldt«tilbage af hønsene i buret 5. Fuglene udenfor finder hurtigt det udlagte foder 5. Efter ca. fem dage er agerhønsene knyttet til stedet, og så kan de sidste i buret slippes løs 5. En uges tid senere kan buret og papirsækkene fjernes fra pladsen 5. Den udsatte agerhønseflok vil nu føle sig hjemme på stedet 5. Man bør blive ved at fodre under foderskærmen hel vinteren 5. Falder der meget sne, vil det være godt at køre med en sneplov på f.eks. vintersædmarker, men helst tæt ved levende hegn, hvor agerhønsene kan søge dækning for rovfugle Agerhønsenes overlevelse efter udsætningen I Landbrugsministeriets hæfte om opdræt af vildt fra 1988 hævdes udsatte agerhøns at ville opføre sig ganske som vilde agerhøns efter kort tid i naturen 5. 43

44 Allerede i 1963 publicerede Knud Paludan dog i Vildtbiologisk Stations tidsskrift en artikel, som påviste meget ringe overlevelse i naturen for opdrættede agerhøns 49. I en undersøgelse af genmeldingsresultater for opdrættede, ringmærkede og udsatte agerhøns påviste Paludan en gennemsnitlig årlig dødelighed for voksne fugle på 84% 49. Desuden fandt han, at kun hver femte opdrættede kylling udsat om sommeren stadig var i live i november 49. Paludan konkluderede, at de opdrættede agerhøns havde en meget høj dødelighed og at de derfor talte meget lidt i naturen 49. For at verificere disse konklusioner gennem mere kontrollerede eksperimenter foretog Paludan i årene en række udsætningseksperimenter på Fur og Illumø 49. Disse eksperimenter viste at selv massive udsætninger af opdrættede fugle ikke bidrog til at skabe en ynglende bestand, idet dødeligheden hos de udsatte agerhøns var for høj 49. Paludan fandt, at de opdrættede agerhøns havde en afvigende adfærd ifht. vilde agerhøns, idet de bla. var mindre sky og havde kortere flugtafstand ifht. vilde agerhøns 49. En sammenligning af overlevelsen hos samtidigt udsatte opdrættede agerhøns og translokerede, vilde agerhøns viste en betydeligt ringere overlevelse hos de opdrættede agerhøns 49. Tilsvarende viste en undersøgelse fra Sydengland udført i en 4 gange større dødelighed for opdrættede agerhøns set i forhold til vilde agerhøns 60. I undersøgelsen sammenlignedes desuden overlevelse og adfærd hos mere intensivt opdrættede agerhøns (uden forældrekontakt), agerhøns opdrættet med deres forældre, agerhøns opdrættet vhja. skrukhøns og adopterede agerhøns (agerhønsekyllinger, som efter udsætning blev adopteret af vilde agerhøns) 59,60. Der var ingen signifikant forskel grupperne imellem mht. deres respons på alarmkald fra hønsefugle og overflyvninger med en model af en høg, selv om forældreopfostrede agerhøns udviste mere specifikke reaktioner på alarmkald fra deres egen art 87. Vilde agerhøns fløj dog mere villigt op som reaktion på menneskelig tilstedeværelse 87 og samtlige opdrættede grupper havde lavere overlevelse end vilde agerhøns 59,60. Dog klarede agerhønsekyllingerne opdrættet vhja. skrukhøns og de adopterede agerhøns sig bedre end både de intensivt opdrættede og de forældreopdrættede 59,60. Denne forskel skyldes bla. at de intensivt opdrættede agerhøns havde en afvigende og utilstrækkelig antipredator-adfærd ifht. de andre grupper af agerhøns (incl. de vilde agerhøns) 59,60. I skumring og dæmring søgte alle grupper af agerhøns bortset fra de intensivt opdrættede væk fra levende hegn og anden bevoksning 59,60. Dette menes at være en tilpasning til forhøjet risiko for angreb fra især jordlevende predatorer nær bevoksning på disse tidspunkter af døgnet 59,60. At de intensivt opdrættede agerhøns' undlod dette kan have gjort dem mere udsatte for angreb fra sådanne predatorer 59,60. Undersøgelsen peger dog på at andre mulige årsager til den store dødelighed for opdrættede agerhøns kan være tæthedsafhængig predation, problemer med at fouragere på naturlig føde, samt øget modtagelighed for parasitter som følge af forebyggende parasitbehandlinger under opdrættet 59,60. En finsk undersøgelse af overlevelsen hos 144 vilde og 153 opdrættede agerhøns udført i påviste en 10 gange lavere overlevelse hos de opdrættede agerhøns 48. Opdrætsmetoden fandtes ikke at have en effekt på overlevelsen 48. For både vilde og opdrættede agerhøns var den fremherskende dødsårsag predation, men desuden døde lidt over hver fjerde opdrættede agerhøne af sult 48. I 1997 undersøgtes overlevelse og dødsårsager hos 43 opdrættede agerhøns, som blev udsat i den franske del af Pyrenæerne 50. Agerhønsene var radiomærkede og var en del af en udsætning på 1450 agerhøns, som som stammede fra Danmark 50. Efter 22 dage var samtlige mærkede agerhøns døde 50. De 80% af dem døde pga. manglende evne til at optage føde 50 - de døde med andre ord af sult. Hønsefugle har et fordøjelsessystem som undergår fødebetingede (og dermed sæsonbetingede) ændringer 56. Kommercielle fuldfodere er ernæringsmæssigt afbalancerede, har ubegrænsede vitamin- og mineralindhold, lavt fiberindhold og er normalt relativt konstant i sammensætning 56. Sådan føde kræver ringe indsats fra kråsen og optages hurtigt i den øvre del af tarmsystemet 56. Desuden er næringen koncentreret således at fuglene ikke behøver æde de store mængder, hvilket medfører ringe belastning af kroen 56. Resultatet vil være f.eks. mindre kråse og forkortet tarmsystem. Fuldfoder indebærer økonomiske fordele for opdrætteren, idet fuglene vokser hurtigt og har en høj overlevelse i opdrætsfasen 56. Fuldfoder er dog ikke udviklet til at optimere opdrættede fugles overlevelse efter udsætningen, da et 44

45 fordøjelsessystem tilpasset fuldfoder medfører at opdrættede fugle ikke umiddelbart kan få nogen særlig fordøjelsesmæssig gevinst af den vådere, mere fiberholdige og sværere fordøjelige naturlige føde 56. desuden findes den naturlige føde ikke ad libitum som tilfældet er med den kommercielle fuldfoder 56. Undersøgelser af opdrættede agerhøns viser da også en række anatomiske ændringer ifht. vilde agerhøns. Opdrættede agerhøns har f.eks. ifht. vilde agerhøns kortere tyndtarm, længere blindtarm, mindre kråse og lettere lever end vilde agerhøns 51,62. Desuden er de samme forskelle fundet mellem vilde og opdrættede tjur 62 og mellem vilde og opdrættede stenhøns 88. Disse forskelle peger på ringere effektivitet mht. fordøjelse og fødeoptagelse af naturlig føde hos opdrættede agerhøns 51,62. Dette ses selv hos agerhøns, som blot har været i fangeskab 1-2 generationer 51. Forsøg med opdrættede agerhøns, der sættes på naturlig kost, har vist, at kostændringen fører til et pludseligt fald i kropsvægt, mængden af indtaget føde, ekskrementproduktion, energiindtag og -forbrænding i den første uge efter kostændringen 54,62. Efter en uge tog agerhønsene atter på i vægt, og størrelsen på deres kråser tiltog som reaktion på kostændringen til den mere sværtfordøjelige naturlige føde, men selv efter 6 uger var deres tarmsystem endnu ikke tilstrækkelig tilpasset naturlig føde 54,62. Hos visse vagtel- og rypearter kan tyndtarmslængden ændres i løbet af blot 2-4 uger, men da agerhøns lever af stort set den samme føde året rundt har de muligvis ikke samme behov for at kunne omstille sig hurtigt til en anden føde 62. Ingen agerhøns i forsøget døde af sult, men dette var formentlig en følge af, at de fik føde ad libitum 54. I naturen, hvor der ikke altid er føde ad libitum, kan de opdrættede agerhøns' ringe evne til at optage naturlig føde meget vel føre til sultedøden, inden de når at omstille sig 54, og den periode hvor forsøgsagerhønsene tabte vægt og havde meget lav kropsvægt faldt sammen med den periode hvor opdrættede agerhøns efter udsætningen oplever en høj dødelighed 62. Mortalitet som en direkte eller indirekte (sultende fugle er mere disponerede for predation) følge af sult er da også et almindeligt fænomen ved udsætninger af opdrættede fugle 56. Et italiensk forsøg med under opdrættet at fodre stenhønsekyllinger med en mere fiberrig kost viste en højere overlevelse efter udsætningen hos stenhøns, der havde fået fiberrig kost, end hos stenhøns, der havde fået den normale fiberfattige kost 61. Desuden viser forsøg med stenhøns, at også alderen hos kyllingerne, når de sættes ud, har betydning, idet der ses bedre overlevelse hos stenhønsekyllinger, der sættes ud i 8-12 ugers alderen end hos stenhøns, der er sat ud i en højere alder 88. Derudover er der fundet en række fysiologiske ændringer hos de opdrættede agerhøns 51. Der kan påvises lavere glycogenindhold og lavere cytochrome-c oxidase aktivitet i brystmusklerne hos opdrættede fugle, hvilket indikerer mindre udholdenhed for så vidt angår flyvning 51. Observationer af opdrættede agerhøns i naturen peger tilsvarende på mindre udholdenhed 49. En undersøgelse af opflyvningsevnen hos opdrættede og vilde agerhøns med ensartet kropsvægt viste desuden, at de opdrættede agerhøns lettede i en fladere vinkel, havde lavere flyvehastighed og steg langsommere end vilde agerhøns 52. Forringet evne til at lette stejlt og hurtigt og lavere udholdenhed sammenholdt med den større kropsvægt, som ligeledes er påvist hos opdrættede fugle, kan være en alvorlig trussel mod agerhønsenes overlevelse i naturen, idet det vil hæmme deres evne til at undslippe predatorer 51,52. Der er også påvist forskelle mellem vilde og opdrættede agerhøns mht. fibertype-fordeling og fibertværsnitsareal i hhv. flyvemuskler og benmuskler 53. Det har dog ikke været muligt at påvise en sammenhæng mellem dette og de opdrættede agerhøns' ringere overlevelse i naturen 53. Opdrættede agerhøns' spredning, redebygningskronologi, kuldstørrelse og redepredation har været sammenlignet med tilsvarende hos vilde agerhøns 55. For ingen af disse parameter kunne der påvises en forskel mellem vilde og opdrættede agerhøns 55. Dog påvistes opdrættede agerhøns at have en lavere kyllingeproduktion end vilde, hvilket kunne tilskrives en lavere overlevelse for opdrættede, voksne hunner 55. I fangeskab kan man altså opdrætte store antal sundt-udseende agerhøns, men det er formentlig vanskeligt at producere fugle, som er fysiologisk veltilpassede til et liv i naturen 51. Alt i alt peger ovenstå- 45

46 ende på, at holdet i fangeskab ændrer agerhønsene fysiologisk og anatomisk i en sådan grad, at det gør dem uegnede til en relativt brat udsætning i naturen 51. Generelt har det da også vist sig at forsøg på at reintroducere vildtarter til områder, hvorfra de er helt eller delvist forsvundne kun i ganske få tilfælde har været succesfulde 87. I staten New York, USA, udsatte man i årene over 5000 opdrættede agerhøns 57. Denne indsats førte dog ikke til etableringen af en bestand, hvilket hovedsagelig blev tilskrevet en høj predation 57. I vinteren 1968 udsattes i stedet 102 vildfangne og translokerede agerhøns 57. Denne bestand øgedes den følgende sommer men blev derpå decimeret vinteren efter som følge af dårligt vintervejr 57. Den relative succes med translokation i stedet for udsætning af opdrættede agerhøns førte dog til endnu en udsætning af translokerede fugle, hvis overlevelse og produktivitet blev videnskabeligt dokumenteret 58. Mht. flertallet af undersøgte parametre var der god overensstemmelse mellem de translokerede agerhøns og vilde bestande andre steder 58. Dog var dødeligheden om sommeren relativt høj, samtidig med at agerhønsenes produktivitet ikke var høj nok til at kompensere for dødeligheden 58. Udsætningen af de translokerede fugle førte derfor ikke til etableringen af en permanent bestand 58. Undersøgelsen konkluderede derfor, at der ved translokeringsforsøg bør lægges mere vægt på fuglenes kondition samt udsætningsområdernes egnethed for agerhøns i sommermånederne 58. På trods af at det ikke i ovenfor refererede undersøgelse lykkedes at etablere en fast bestand af agerhøns vhja. udsætning af translokerede fugle, viser resultaterne - ligesom det var tilfældet i Paludans undersøgelse 49 fra Danmark (og ligesom det er set ved en række forsøg på introduktion og reintroduktion af andre vildtarter 87 ) - at translokerede agerhøns efter udsætningen klarer sig markant bedre end opdrættede agerhøns. I den kontinentale del af Europa ses overraskende få genetiske spor af de ofte massive udsætninger af opdrættede agerhøns 62. Der kan være flere årsager til dette. Den ene mulige årsag er de opdrættede agerhøns' ringe evne til at overleve og yngle i naturen. En anden mulighed er at de opdrættede fugle i de tilfælde, hvor de har været af en anden underart end de lokale agerhøns, producerer mindre levedygtigt eller endda sterilt afkom som følge af for store genetiske forskelle mellem underarterne 62. Disse forhold betyder dog ikke, at der ikke eksisterer en risiko for en negativ, genetisk påvirkning af lokale bestande som følge af udsætninger De udsatte agerhøns direkte og indirekte indvirkning på faunaen Rovdyr Hoveddødsårsagen for såvel opdrættede som vilde agerhøns angives at være predation 48. De vigtigste predatorer er duehøg og kat

47 3.6 Den økonomiske betydning af agerhønseopdræt og -udsætning i Danmark Duelund Vildtfarm får D.kr. pr. leveret agerhønsekylling i Italien. Prisen for emballagen under transporten andrager ca. 2 D.kr. pr fugl. Er fuglen opdrættet hos en anden avler, køber Duelund Vildtfarm den for 22 kr. i 10-ugers alderen 80. Duelund Vildtfarm alene eksporterer således agerhøns for 3-4,8 millioner danske kroner årligt Slagtning af agerhøns Det koster 12,50 kr. at få slagtet en agerhøne 80. Dertil kommer en meromkostning for at have agerhønen gående ud over 10-ugers alderen, da agerhønen først når slagtevægt i ugers alderen 80. En slagtet agerhøne kan sælges til kr. 80. Fortjenesten ved at få en agerhønsekylling slagtet er således markant mindre end ved salg til udsætning. 3.7 Forhold omkring opdræt, udsætning og jagt på agerhøns i Italien Italien stiller ikke samme krav til opdræt af fjervildt, som der stilles i Danmark 80. Avlere i Italien kan således have flere fugle på mindre plads end en dansk avler 80. Desuden er opdrættet som helhed i højere grad mekaniseret i Italien 80. Af disse årsager bliver produktionsprisen pr. fugl tilsvarende mindre i Italien 80. Ved ankomsten til Italien overføres de dansk-opdrættede agerhøns til m 2 store volierer med 5-6 meter op til nettaget, hvor de går til de er dage gamle og udsætningsklare 80. I disse volierer fodres agerhønsene med den kornsort, som er fremherskende (eller som de udsatte agerhøns normalt vil blive fodret med) i det område, hvor de senere skal sættes ud 80. I voliererne er der ofte sået majs Sammenfatning af de dyrevelfærdsmæssige problemer ved opdræt, udsætning og jagt på agerhøns De voksne avlsfugle blandt agerhønsene går hvert år 4-5 måneder i æglægningsbure. Æglægningsburene er med trådbund og er fuldstændigt blottede for berigelse, når man ser bort fra en lille sandbakke i den ene ende. De voksne avlsfugles miljø er således yderst stimulusfattigt. I agerhønseopdrættet ses problemer med fjerpilning, hakning og kannibalisme. Dette gælder hér kun for kyllingerne. Fjerpilning, hakning og kannibalisme afhjælpes traditionelt med fjerpilningshæmmende midler, som ikke i sig selv udgør et større dyreværnsmæssigt problem. Fjerpilning, hakning og kannibalisme er dog symptomer på manglende trivsel og de fjerpilningshæmmende midler afhjælper blot disse symptomer uden at løse trivselsproblemerne. Der er ikke som for fasanernes vedkommende i nævneværdig grad gennemført forskning i reduktion af fjerpilning gennem bedret trivsel. Ligesom det gælder for opdrættede fasaner har opdrættede agerhøns en markant ringere overlevelse i naturen set ifht. vilde agerhøns. For agerhønsenes vedkommende skyldes denne overdødelighed dog udover uhensigtsmæssig antipredator-adfærd til dels, at en større del af de opdrættede agerhøns dør af sult, fordi de har problemer med at behandle og fordøje naturlig føde. Denne defekt hos de opdrættede agerhøns skyldes formentlig såvel fysiologiske som adfærdsmæssige ændringer forårsaget af hold i fangeskab. Omfanget af anskydninger kendes ikke for agerhøns, men må antages at være sammenligneligt med omfanget hos fasaner. 47

48 4. Rødhøns Rødhøns er lettere for avleren at arbejde med end agerhøns - eksempelvis forekommer fjerpilning slet ikke hos rødhøns 80. En enkelt rødhønsekylling blandt agerhønsekyllinger. (Foto: Michael Carlsen) Duelund Vildtfarm eksporterer årligt rødhønsekyllinger til Italien 80. Rødhøns eksporteres ellers mest som æg 80. Danmarks Jægerforbund anslår, at der årligt eksporteres rødhøns fra Danmark - primært til England og Grækenland dage gamle rødhønsekyllinger i indendørs voliere. (Foto: Michael Carlsen) 48

49 5. Gråand Gråand. (Foto: Michael Carlsen) 5.1 Bestandsstørrelse I slutningen af 1980'erne anslog man gråandebestanden til at være på par 1. DOF's yngleindeks viser at bestanden siden 1990 har været relativt stabil 1. Fra oktober til april gæstes Danmark desuden af flere hundrede tusinder af gråænder fra Skandinavien, Baltikum og Nordvestrusland 1,2 5.2 Udsætningens størrelse I Danmark opdrættes og udsættes et meget stort antal gråænder til jagtlige formål 2,34, men det har ikke været muligt at finde en mere præcis angivelse af antallet. Tallet overstiger dog individer (det antal udsatte gråænder, der som minimum nedlægges pr. år iflg. DMU). Det er fra Danmarks Jægerforbunds side blevet anslået at der årligt udsættes gråænder 82, men dette tal synes lavt sat, når man tager DMU's tal for nedlagte udsætningsænder i betragtning. Tidligere udsattes gråænder dels for at ophjælpe bestanden, dels med henblik på jagt - i dag udsættes de næsten udelukkende med henblik på jagt 5. 49

50 5.3 Jagt og Vildtudbytte Gråanden har iflg. "Bekendtgørelse om jagttid for visse pattedyr og fugle m.v." fra 1. april 2001 en generel jagttid fra dvs. 4 måneder. Derudover må gråænder på fiskeriterritoriet yderligere jages fra Det årlige jagtudbytte af gråand lå fra 1959 til slutningen af 1970 erne ret konstant på ca fugle 2. Frem til slutningen af 1980 erne steg udbyttet gradvist til over , men er siden faldet en smule 2. Stigningen skyldes primært et stigende antal opdrættede og udsatte fugle 2. I jagtsæsonen 2000/2001 nedlagdes således gråænder 2. Vildtudbyttet af gråand fra 1941 til Fra DMU's hjemmeside Det vurderes, at halvdelen eller mere af udbyttet er udsatte fugle 2. Af gråænderne nedlægges 50-60% på aftentræk, 20-25% på morgentræk og 10-15% som opflyvende (opfløj) 2. Sidstnævnte andel er sandsynligvis noget højere, idet en stor del af de udsatte fugle netop skydes på opfløj Opdræt I medfør af "Bekendtgørelse om indfangning af og handel med vildt" 1 er det ikke tilladt at indfange vildt i naturen. Bekendtgørelsen gør en undtagelse med fasaner hvis der indhentes tilladelse fra Skovog Naturstyrelsen, men der gøres ingen undtagelse med gråænder. Gråænder til udsætning må derfor alle stamme fra permanent holdte fugle De æglæggende ænder I fangenskab kan der godt være seks-ti ænder pr. andrik 5. Det er bedst at have de æglæggende ænder i en større indhegning uden overdækning, og med et hegn på mindst 120 cm 5. Dette kræver dog, at ænderne er stækkede (vingeklippede), så de ikke kan flyve væk 5. Før æglægningen begynder, dvs. omkring 1. marts, skal redeskjul til ænderne være opstillet og i orden 5. Som redeskjul kan bruges en pyramide af grangrene 5. Grene stikkes i jorden i hjørnerne af en kvadrat på 40 x 40 cm, hvorefter toppene bindes sammen 5. Der kan også bruges redekasser forsynet med en lille tunnel som indgang 5. Den mørke tunnel bevirker, at krager og husskader ikke tør gå ind i redekassen og stjæle andeæggene 5. Ænderne kan også gå på jordbundevoliere ligesom fasaner, dvs. i en voliere på f.eks. 400 x 400 cm, beregnet til otte ænder og en andrik 5. Ved denne metode er det ikke nødvendigt, at ænderne er stækket 5. Det er vigtigt, at ænderne har adgang til vand 5. Det kan klares enten ved at støbe et bassin eller grave et hul, der beklædes med svær plasticdug 5. Bassinet må gerne være omkring 150 x 200 cm med en vanddybde på cm 5. Drejer det sig kun om nogle få gråænder, er et vandtrug tilstrækkeligt, når vandet blot fornys jævnligt Æggene 50

51 Æggene indsamles to gange om dagen, sidst på formiddagen og sidst på eftermiddagen, så de hverken udsættes for stærk solvarme eller nattefrost 5. Udrugningen kan foregå ved, at ænderne selv får lov at udruge og passe ællingerne 5. Den mest anvendte fremgangsmåde er, at man i begyndelsen af æglægningen indsamler æg fra hver rede 5. Derefter får ænderne selv lov at udruge de sidste æg og passe ællingerne 5. Ved at lade de første æg udruge under skrukhøns eller i rugemaskine opnår man væsentligt flere ællinger, end ænderne selv kan producere 5. Desuden får alle ænder ællinger inden for få dage, hvilket giver ro i andeflokken 5. Man kan også indsamle alle æg eller en del af dem og lade dem udruge af skrukhøns eller i rugemaskine 5. Da moderhøns ingen betydning har ved udsætning af gråænder, kan man dog her lige så godt anvende mekanisk opdræt med kunstig kyllingemoder 5 Når æggene er ruget i døgn i rugemaskine, skal de overføres til klækkeskufferne i bunden af den kombinerede motorruger eller i en speciel motorklækker 5. Bruger man en fladruger, skal æggene ikke flyttes 5. Ællingerne tages ud af en fladruger, når de er et halvt til et døgn gamle, og flyttes over til en kunstig kyllingemoder eller sættes ud i en tremmekasse med en skrukhøne 5. I en motorruger må de nyklækkede ællinger gerne blive, til de er helt tørre, dvs. op til to døgn Ællingerne Ællinger er normalt meget lette at passe 5. Har man dem gående ved en skrukhøne, er det lettest at have hønen i en tremmekasse, som placeres ved kanten af et vandhul eller vandbassin 5. En mindre indhegnet løbegård er nødvendig de første fem-seks dage 5. Derefter kan ællingerne få lov at løbe frit omkring 5. Ællingerne kan også opdrættes ved en flaskegasdrevet eller en elektrisk varmer indtil ællingerne kan undvære varmen helt i fire-fem ugers alderen 5. Er vejret mildt, kan ællingerne godt undvære varme allerede i tre ugers alderen, men pas på, at de ikke klumper sig sammen, så de bliver kvalt eller træder hinanden ihjel 5. Har men kun få ællinger, f.eks stk., er en griselampe tilstrækkelig som varmekilde 5. Ællingerne skal naturligvis have adgang til vand og foder 5. Pas på ikke at fodre for kraftigt, så ællingerne bliver for tunge 5. Det kan betyde, at benene ikke kan bære dem, og flyvelysten nedsættes, når ænderne senere bliver sat ud i terrænet Sygdomme og medicinforbrug Ved opdræt af gråænder er ællingerne ikke er så stærkt udsatte for sygdomme som agerhønse- og fasankyllinger Udsætning af gråandeællinger I henhold til 12 i "Bekendtgørelse om jagtmåder og jagtredskaber" fra oktober 2001 må der ikke udsættes mere end 1 ælling pr. 50 m 2 eller 1 voksen and pr. 300 m 2 åben ubevokset vandflade. Denne grænse er sat af hensyn til ønsket om en reduktion af den negative virkning store mængder af udsatte ænder kan have på vandmiljøet (se afsnit 2.6) I praksis viser domme for overtrædelse af 12 i "Bekendtgørelse om jagtmåder og jagtredskaber" at bødestørrelsen sættes efter ændernes kødværdi 28 og ikke efter den værdi de har som jagtobjekter. Ænderne bør senest udsættes i fem-seks ugers alderen 5. Fuglene må aldrig fodres for meget 5. I august bør de udsatte gråænder have»flyvetræning«, som kan styrke vingerne og give fuglene en naturlig 51

52 skyhed 5. En hund sendes ud i vandet, så ænderne skræmmes op, hvorefter mand og hund straks fjerner sig, så ænderne igen kan finde tilbage efter flyveturen Overlevelse efter udsætningen Ved udsætning med henblik på jagt, er dødeligheden højere det første år end blandt vilde ænder i almindelighed, men i det følgende år ligger overlevelsen på samme niveau, som vilde ænder De udsatte gråænders direkte og indirekte indvirkning på faunaen For mange gråællinger udsat i forhold til vandfladeareal kan give alvorlige problemer med næringsforurening af søen, de er sat ud i. 5.7 Jagt på opdrættede gråænder En røntgenundersøgelse af 127 gråænder indfanget på en lokalitet i Jylland i februar 1998 viste 19,7% med hagl i kroppen 29. Blandt 415 gråænder indfanget på en sydøstdansk lokalitet i februar 1999 havde 13,0% hagl i kroppen 34. Endelig var der blandt 121 gråænder indfanget i sydøstdanmark i ,9% med hagl i kroppen 35. Forskellen mellem undersøgelserne var dog ikke statistisk signifikant og sammenlagt havde 14,7% af gråænderne hagl i kroppen 35. De tre undersøgelser blev gennemført henholdsvis på en lokalitet, hvor det formodes at en betydelig andel har været udsatte ænder (Jylland), og på en hvor en større andel formodes at have været overvintrende trækfugle (prøver fra SØ-Danmark) 35. Det forekommer derfor mest sandsynligt at forskellen mellem andelene med hagl på de to lokaliteter skyldes, at en større andel af de fugle der blev undersøgt i 1998, var udsatte ænder 35. Udsatte ænder er stærkt lokalitetsbundne og vil derfor potentielt være udsat for et større jagttryk end vilde ænder 35. Dette kan forklare forskellen 35. DMU undersøgte i skumringsjagten på gråand 34. I undersøgelsen fandt man, at jagtudøvelsen blev bedre efterhånden som det blev mørkere, eftersom skudafstanden faldt med faldende lysstyrke 34. Alligevel fandtes ved skumringsjagten en anskydningsratio på 0,57 34, hvilket betyder at der blev anskudt 0,57 gråænder for hver gråand der blev nedlagt. 5.8 Den økonomiske betydning af gråandeopdræt og udsætning Kødværdien af en nedlagt gråand ligger på ca. 22,- kr.12,28. Ligesom det gælder for fasaner må den økonomiske værdi af selve jagten på de udsatte gråænder dog forventes langt at overstige kødværdien. 5.9 Eksport Danmark eksporterer årligt gråandeæg til Sverige og Tyskland 82. Æggene anvendes til opdræt til jagtbrug Sammenfatning af de dyrevelfærdsmæssige problemer ved opdræt, udsætning og jagt på gråænder Efter at der i 2001 indførtes begrænsninger i mængden af gråandeællinger, der lovligt kunne udsættes pr. arealenhed vandflade, synes der ikke umiddelbart at være væsentlige dyreværnsmæssige problemer ved selve opdrættet af gråænder til udsætning. Det er ikke lykkedes at fremskaffe undersøgelser over overlevelsen hos udsatte gråænder, men den antages i det første år at være højere end dødeligheden hos vilde ænder. Årsagerne kendes ikke og der synes ikke at være deciderede undersøgelser af overlevelsen, hvorfor det ikke er muligt at vurdere eventuelle dyreværnsmæssige problemer hér. 52

53 Gråænder er betydeligt mere skudstærke end fasaner, og ligesom det gælder for andre vandfuglearter anskydes gråænder derfor i et betydeligt omfang. DMU's undersøgelser har vist at andelen af gråænder med hagl i kroppen i årene ligger over 14%. Der kan ikke af DMU's materiale ses nogen faldende tendens. Ydermere formoder DMU, at denne samlede andel ligger under den andel af haglbærende individer, som må forventes for udsatte gråænder. DMU formoder at mindst halvdelen af gråandeudbyttet består af udsatte ænder. Omsat i tal nedlægges der altså mindst udsatte gråænder pr. år. Igen iflg. DMU anskydes der ved skumringsjagt 0,57 gråænder for hver nedlagt - selv om skumringsjagten giver færre anskydninger end jagt på andre tider. Igen omsat til tal anskydes altså som minimum udsatte gråænder årligt. 53

54 6. Andre foreningers holdninger til udsætning af og jagt på opdrættet vildt 6.1 Danmarks Jægerforbund Jægerforbundet går ind for udsætning af fasaner, gråænder og agerhøns ud fra den klare forudsætning, at udsatte fugle af udseende og adfærd er som vilde fugle 13. Desuden mener DJ, at opdræt og udsætning skal være dyreværnsmæssigt i orden 92. Jægerforbundets formand, Kristian Raunkjær, mener da også at udsatte fugle har en høj trivsel 30. Jægerforbundet ser mange klare fordele ved at bevare muligheden for opdræt og udsætning af fasaner, agerhøns og gråænder med henblik på jagt 13. Det er imidlertid vigtigt, at udsætning ikke camoufleres som bevarelse og sikring af den vilde bestand, men at der er åbenhed om, at udsætning har til hensigt at fremme jagtudbyttet samme år samt at åbne mulighed for, at mange jægere kan få en jagtoplevelse og glæde ved vildt på bordet 13. Jægerforbundet ser udsætningen som incitamentet for mange jægere og konsortier til af bevare og navnlig etablere småbiotoper 13. Når det gælder større udsætninger (jagtvæsner) anser Danmarks Jægerforbund dette for at være en mulighed for økonomisk at sikre jagtvæsnet og dermed et bolværk mod yderligere jordbrugsmæssig intensivering 13. Samtidig er jagt på udsatte fugle med til at afbøde det samlede jagttryk 13. Desuden sikrer udsætning, at udbyttet generelt øges til glæde for jægerskaren 13. Udsætning vil også være en forudsætning for, at den danske befolkning, som ellers ikke vil komme i kontakt med vildt, får mulighed for enten at købe vildt hos vildthandlere eller at nyde vildt på restauranter 13. Jægerforbundet er bekymret for den vilde bestand af agerhøne og fasan 13. I denne sammenhæng er der uvished om udsatte fugles påvirkning af vilde fugle 13. Jægerforbundet anbefaler klart en nærmere undersøgelse af disse forhold Dansk Ornitologisk Forening DOF mener, at udsætning at fasaner og ænder er faunaforurening og derudover problematisk, fordi den giver konflikter i forhold til rovfuglene - især duehøg og rød glente, som man har mistanke om, bliver ombragt på bekostning af skydefuglene 9,10. Desuden er der jo også en anskydningsproblematik omkring skydefugle, foruden en forureningsproblematik omkring den megen fodring på udsætningspladser 10. DOF mener derfor at udsætningsjagten skal bort, således at der tilbage bliver en jagt på selvreproducerende vildtbestande, der baserer sig på kvalitet og ikke kvantitet Skov- og Naturstyrelsen Da der hviler særlige forpligtelser på Skov- og Naturstyrelsens arealer foretages der ingen udsætninger af vildt dér Vildtforvaltningsrådet I de jagtetiske regler vedtaget af Vildtforvaltningsrådet fremgår det, at "udsat vildt hverken af udseende eller i adfærd må adskille sig væsentligt fra naturligt vildt"

55 6.5 Danmarks Naturfredningsforening Udsætning og fodring af vildt med henblik på jagtudøvelse er en unaturlig bestandsforøgelse, og da det er i strid med lovens intentioner og de jagtetiske regler, bør det følgelig bringes til ophør 74. Udsætning af vildt og fodring med henblik på jagtudøvelse er en kraftig påvirkning af naturen og kan medføre ubalance i de naturlige bestande af hjemmehørende dyre- og plantearter 74,92. DN lægger stor vægt på, at jagt i henhold til de jagtetiske regler er en høst af et naturligt bestandsoverskud 74. Men synspunktet er, at da jagten alene er rekreativt betinget, så må den derfor ikke medføre reduktion i udbredelse, bestandsstørrelse, ændringer i sammensætningen af køn og alder eller medføre adfærdsmæssige ændringer Dansk Land- og Strandjagt Fasanudsætningen skal begrænses så meget, at der ikke længere bliver basis for industrijagt 73. Der skal indføres et loft over udsætningen af fasaner på to stk. pr. hektar 73. Foreningen tror ikke, at de fasaner, som er maskinopdrættet og udsættes sammen med hanekyllinger, har nogen betydning for bestandene af vilde fasaner 73. For at få fasaner, der er bedre til at reproducere sig end disse, skal man tilbage til at opdrætte fasaner med skrukhøns

56 7. Referencer 1. Grell, M.B. (1998): Fuglenes Danmark. - Gads forlag 2. Asferg, T.: Vildtudbyttestatistik - fra DMU's hjemmeside pr. januar PRA, Handelskontoret, Skov- og Naturstyrelsen (1994): Jagt og vildtforvaltning på Skov- og Naturstyrelsens arealer. 4. Baagøe, H.J. ( ): Reintroduktion og genindvandring af pattedyr, fugle, padder og krybdyr - i "Invasive arter og GMO'er - nye trusler mod naturen" side Naturrådet 5. Have, P.; Wulff, A.; Pedersen, F.; Olesen, L.A.; Pape, M. og Kramer, J. (1988): Opdræt, udsætning og jagt på udsatte fugle. - Hæfte udarbejdet af Landbrugsministeriets Vildtforvaltning i samarbejde med Vildforvaltningsrådet. 6. Jonsson, L. (1992): Fugle i Europa. - Gyldendal 7. Referat fra Vildtforvaltningsrådets møde d Gensbøl, B. (1984): Rovfuglene i Europa, Nordafrika og Mellemøsten. - Gads forlag 9. Kørvel, H. (2001): Skydefugle. - Artikel på NetNatur, februar Interview af Knud Flensted, DOF, september Udsætning. - Fra Danmarks Jægerforbunds hjemmeside. 12. Fakta om sagen. - Artikel fra NetNatur 13. Danmarks Jægerforbund (2002): Opdræt og udsætning af fasan, agerhøne og gråand. - fra Danmarks Jægerforbunds Håndbog 2002, bind I, Vedtægter og organisation: Danmarks Jægerforbunds Natursyn. 14. Leif, A.P. (1994): Survival and reproduction of wild and pen-reared ring-necked pheasant hens. - Journal of wildlife management 58: Brittas, R.; Marcström, V.; Kenward, R.E. og Karlbom, M. (1992): Survival and breeding success of reared and wild ring-necked pheasants in Sweden. - Journal of wildlife management 56: Hill, D. og Robertson, P. (1988): Breeding success of wild and hand-reared ring-necked pheasants. - Journal of wildlife management 52: Robertson, P.A. (1988): Survival of released pheasants, Phasianus colchicus, in Ireland. - Journal of Zoology, London 214: Thaler, E. (1986): Studies on the behaviour of some Phasianidae chicks at the Alpenzoo-Insbruck. - Int. Conf. World Pheasant Assoc. 3: som refereret i 16,81. 56

57 19. Millán, J.; Gortázar, C.; Tizzani, P. og Buenestado, F.J. (2002): Do helminths increase the vulnerability of released pheasants to fox predation? - Journal of Helminthology 76: Kenward, R.E.; Hall, D.G.; Walls, S.S. og Hodder, K.H. (2001): Factors affecting predation by buzzards Buteo buteo on released pheasants Phasianus colchicus. - Journal of applied ecology 38: Mikkelsen, J.D. (1986): Rovfugle og fasanudsætninger I Danmark. - Danske Vildtundersøgelser, hæfte Drachmann, J. og Nielsen, J.T. (2002): Danske duehøges populationsøkologi og forvaltning. - Faglig rapport fra DMU nr Fasanjagtsberetning fra Veflinge Vigerslev jagtforenings hjemmeside 24. Juridisk Jagtselskab sæson-program. 25. Tilbud om godsjagt fra Danmarks Jægerforbunds debatside Kjær, J (2002): Lavere belægningsgrad og mindre flokstørrelse mindsker risikoen for fjerpilning hos fasankyllinger. - Fra: Kjær, J., Lavere belægningsgrad og mindre flokstørrelse mindsker risikoen for fjerpilning hos fasankyllinger del 1. Dansk Erhvervsfjerkræ nr. 9, 15. september, 276. Kjær, J., Lavere belægningsgrad og mindre flokstørrelse mindsker risikoen for fjerpilning hos fasankyllinger del 2. Dansk Erhvervsfjerkræ nr.10, 15. oktober, Kjær, J.(2003): Udvikling af alternative opdrætningssystemer til fasankyllinger: Kan vi undvære næbringene? - Dansk Erhvervsfjerkræ 32: Ellekilde, N.H. (2002): kr. i bøde for overudsætning. - Jæger 11(12): Noer, H.; Madsen, J.; Hartmann, P.; Kanstrup, N. og Kjær, T. (1998): Anskydning af vildt. - Faglig rapport nr. 233 fra DMU. 30. Interview af Kristian Raunkjær, formand for Danmarks Jægerforbund, september Interview af Jørgen Kjær, seniorforsker ved Statens Jordbrugsforskning, Afd. for Husdyrsundhed og velfærd, Foulum, februar og juni Krauss, G.D. (1987): Survival of wild and game-farm cock pheasants released in Pennsylvania. - Journal of wildlife management 51: Hessler, E.; Tester, J.R.; Siniff, D.B. og Maynard, M.N. (1970): A biotelemetry study of survival of pen-reared pheasants released in selected habitats. - Journal of wildlife management 34: Noer, H.; Hartmann, P.; Christensen, T.K.; Kanstrup, N. og Hansen, E.B. (1999): Anskydning af vildt - status for undersøgelser Faglig rapport nr. 284 fra DMU. 35. Noer, H., Hartmann, P., Madsen, J., Christensen, T.K., Kanstrup, N. og Simonsen, N.H. (2001): Anskydning af vildt - Status for undersøgelser Faglig rapport fra DMU, nr De jagtetiske regler. - Vedtaget af Vildtforvaltningsrådet, kan bla. ses på Skov- og Naturstyrelsens hjemmeside. 57

58 37. Interviews af Christian Stenkjær, skytte på Vennerslund Gods, Nordfalster. Februar, juni og august Interview af Jens Lodal, seniorforsker på Statens Skadedyrlaboratorium. Marts Midtjysk Vildtfarm iflg. deres hjemmeside d Telefonsamtale med Bente Petersen, Fødevareregion Ringsted (tlf ), d Telefonsamtale med Susanne K. Larsen, Fødevaredirektoratet (tlf ), Veterinærafdeling 3, d Telefonsamtale med Lars Richter Nielsen, Skov- og Naturstyrelsen, d "Alt for få jægere indberetter udbytte" - Artikel fra DJ's hjemmeside d fra Lars Richter Nielsen, Skov- og Naturstyrelsen, som svar på forespørgsel vedr. tilladelser til fangst af fasaner. 45. Telefonsamtale med Kim Rasmussen, dyrlæge med speciale i vildtfugle, Dyrlægehuset i Nakskov, d Telefonsamtale med Per Moestrup Jensen, Assistant professor, Den Kongelige Veterinære Landbohøjskole, Institut for Økologi, Afd. for Zoologi, d Orupgaard Gods iflg. deres hjemmeside d. 23. januar Putaala, A.; Turtola, A. og Hissa, R. (2001): Mortality of wild and released hand-reared grey partridges (Perdix perdix) in Finland. - Game and Wildlife Science 18: Paludan, K. (1963): Partridge markings in Denmark. - Danish Review of Game Biology 4: Guitart, S.S. og Cassaing, J. (2000): Suivis de perdrix grises (Perdix perdix) d'élevage utilisées pour le renforcement de populations de montagne de P.p. hispaniensis. - Vie et milieu 50: Putaala, A. og Hissa, R. (1995): Effects of hand-rearing on physiology and anatomy in the grey partridge. - Wildlife Biology 1: Putaala, A.; Oksa, J.; Rintamäki, H og Hissa, R. (1997): Effects of hand-rearing and radiotransmitters on flight of gray partridge. - Journal of wildlife management 61: Pyörnilä, A.E.I.; Putaala, A. og Hissa, R. (1998): Fibre types in breast and leg muscles of handreared and wild grey partridge (Perdix perdix). - Canadian Journal of Zoology 76: Liukkonen-Anttila, T.; Putaala, A. og Hissa, R. (1999): Does shifting from a commercial to a natural diet affect the nutritional status of hand-reared grey partridges Perdix perdix? - Wildlife biology 5: Putaala, A. og Hissa, R. (1998): Breeding dispersal and demography of wild and hand-reared grey partridges Perdix perdix in Finland. - Wildlife biology 4:

59 56. Thomas, V.G. (1987): Nutritional, morphological, and behavioural considerations for rearing birds for release. - Journal für Ornithologie 128: Schierbaum, D. (1971): Unpublished report, New York department of Environmental Conservation, som refereret af Church, K.E. (1993): Survival and nesting biology of translocated grey partridge (Perdix perdix) in New York State, U.S.A. - Gibier Faune Sauvage 10: Dowell, S.D. (1990): A comparison of the behaviour and survival of released captive-reared and wild grey partridges in Britain. - Pheasants in Asia 1989, Dowell, S.D. (1990): Differential behaviour and survival of hand-reared and wild gray partridge in the United Kingdom. - Perdix V. Gray partridge and Ring-necked pheasant workshop, 5th, Dessi'-Fulgheri, F.; Dondini, G; Paganin, M. og Vergari, S. (2001): Factors influencing spatial behaviour and survival of released rock partridges (Alectoris graeca). - Game and Wildlife Science 18: Liukkonen-Anttila, T. (2001): Nutritional and genetic adaptation of Galliform birds: Implications for hand-rearing and restocking. - Ph.D. afhandling fra Oulu Universitet, Finland. 63. Sage, R.B.; Pobertson, P.A. and Wise, D.R. (2001): Survival and breeding success of two pheasant (Phasianus colchicus) strains released into the wild. - Game and Wildlife Science 18: Woodburn, M.I.A. (2001): Comparative breeding success of wild and reared pheasants (Phasianus colchicus) in southern England. - Game and Wildlife Science 18: Haensly, T.F.; Meyers, S.M.; Crawford, J.A. og Castillo, W.J. (1985): Treatments affecting postrelease survival and productivity of pen-reared ring-necked pheasants. - Wildlife Society Bulletin 13: Hill, D.A. (1985): The feeding ecology and survival of pheasant chicks on arable farmland. - Journal of Applied Ecology 22: Bonner, J. (1999): Hold your fire. - New Scientist vol 164 issue October 1999, page Kurtenbach, K. og Hoodless, A. (1999): The pheasant factor. - New Scientist vol 164 issue November 1999, page Coghlan, A. (1999): Killer pheasants. - New Scientist vol 162 issue April 1999, page Lodal, J. og Hansen, O.C. (2002): Human and Environmental Exposure Scenarios for Rodenticides Focus on the Nordic Countries. - Nordisk Ministerråd Peter Gude, Fødevareregion Herning, telefonsamtale Lotte S. Jensen, Eggeslevmagle Vildtplejestation. 73. Kørvel, Henning (2003): Men Dansk Land- og Strandjagt arbejder fortsat på at få begrænset fasanudsætning. - Artikel i NetNatur 5. marts

60 74. Kørvel, Henning (2003): Udsætning er en unaturlig bestandsforøgelse og bør bringes til ophør, mener DN. - Artikel i NetNatur 3. maj Charlotte Friis, Fødevareregion Århus, telefonsamtale foråret Robinson, P. (): Pheasant shooting in Britain - The sport and the industry in the 21st century. - Peter Robinson, Consultant Ornithologist, Member of the UK Panel of Expert Witnesses, Fellow and past Principal of the Institute of Professional Investigators 77. The Earl of Stockton, PPE for the UK i referat af møde i Intergroup on the welfare and conservation of animals, 195 th session, 9. april Spørgsmål til Ms. Quin, Minister of Agriculture, Fisheries and Food, UK Parliamentary Written Answer fra år Asferg, T. (2002): Vildtudbyttet I Danmark I jagtsæsonen 2000/ Faglig rapport fra DMU nr Oplysninger v/ Børge Papsø fra besøg på Duelund Vildtfarm d. 12. maj Dowell, S. (1987): The development of anti predator responses in gamebird chicks. - Annual Review of the Game Conservancy Trust 18: Mail fra Niels Søndergaard, uddannelseschef på Vildtforvaltningsskolen, Kalø og Fritz Heje Hansen, jagtkonsulent i Danmarks Jægerforbund, 28. maj Noer, H. og Hartmann, P. (2003): Nye tal for anskydning af ræve og kortnæbbede gæs - notat fra Danmarks Miljøundersøgelser, Afdeling for Vildtbiologi og Biodiversitet, 2. maj Schmitz, R.A. og Clark, W.R. (1999): Survival of Ring-necked Pheasant hens during spring in relation to landscape features. - Journal of Wildlife Management 63: Riley, T.Z. og Schulz, J.H. (2001): Predation and ring-necked pheasant population dynamics. - Wildlife Society Bulletin 29: Egede, Anne (2003): Fasanerne I Svalebæk. - artikel i " på landet" 4. juni Dowell, S.D. (1992): Problems and pittfalls of gamebird reintroduction and restocking: an overview. - Gibier Faune Sauvage (9): Paganin, M. og Meneguz, P.G. (1992): Gut length of wild and reared rock partridges (Alectoris graeca): Its role in release success. - Gibier Faune Sauvage (9): Lund, M. (2001): Fasanen - jagten og kulturen. - Aschehoug Dansk Forlag. 90. Perto, J.E. (2003): Vilde vildtpriser? - Jæger 8/2003: Anonym (2003): Pheasant Stocking - An Ineffective Management Tool. - Fra en lokal (Kendall County - "Pheasants forever"-hjemmeside. "Pheasants forever" er en amerikansk forening for (bla.) jægere, som arbejder for bevarelse, m.v. af fasaner i USA. 92. Forstholm, Iben M., og Pang, Pernille (2003): DN er ude med riven. - Jæger 12. årgang nr. 9:

61 8. Appendix 1 Bekendtgørelse om opdræt af fjervildt I medfør af 1, 4, stk. 2 og 3, 5, 8 og 15, stk. 3, i lov nr. 341 af 14. maj 1992 om opdræt af vildt og ræve og tekstanmærkning nr. 59 ad 24 på finansloven for 1995 samt efter bemyndigelse fra landbrugs- og fiskeriministeren fastsættes: 1. Bekendtgørelsen finder anvendelse på opdræt af fjervildt med en årlig produktion på over 250 fugle eller 600 æg. Stk. 2. Ved fjervildt forstås fasaner, agerhøns, herunder rødhøns og stenhøns, samt gråænder. Stk. 3. Fjervildt i zoologiske haver, dyreparker og lignende, som kræver politiets tilladelse efter dyreværnsloven, er ikke omfattet af bekendtgørelsen. 2. En bedrift til fjervildt skal før ibrugtagning af ejeren anmeldes til registrering i Veterinærdirektoratet. Stk. 2. Anmeldelse skal foretages på et skema rekvireret i Veterinærdirektoratet, Rolighedsvej 25, 1958 Frederiksberg C. 3. Ejeren af en registreret bedrift med fjervildt skal skriftligt underrette Veterinærdirektoratet om adresseændring, ejerskifte, bortforpagtning eller ophør med hold af fjervildt senest en måned efter, at ændringen er sket. Fasaner 4. I opdrætshuse må der højst være 30 fjersatte fasankyllinger pr. m2 gulvareal. 5. Fasaner over 3 uger skal have adgang til en netoverdækket løbegård med jordbund (voliere). Stk. 2. Indebærer driftsplanen, at fasanerne skal overflyttes til koldhus med tilknyttet løbegård, kan udsætningen dog udskydes i op til 2 uger, hvis temperaturen er så lav, at den er skadelig for fasanerne. 6. Volieren skal have en højde på mindst 170 cm målt fra jordbunden til overdækket og et grundareal, der opfylder kravene i bilag 1. Stk. 2. Volierens sider skal bestå af trådvæv og fra jorden og op til mindst 30 cm's højde være beklædt med et fast og lægivende materiale. Stk. 3. Volieren skal være dækket af et stramtsiddende og eftergiveligt net. Nettet må ikke være af metal. Stk. 4. I volieren skal være en overdækning, der sikrer alle fuglene ly. 7. I volieren skal mindst 50 cm over jorden være anbragt siddepinde eller lignende. Agerhøns 8. En æglægningsvoliere til et agerhønsepar skal have et bundareal på mindst cm2, hvor bredden skal være mindst 45 cm. Højden skal være mindst 50 cm. Stk. 2. I såvel udendørs æglægningsvolierer som i æglægningsvolierer i overdækkede haller skal mindst en tredjedel af bundarealet bestå af fast bund med sand. Stk. 3. Den resterende del af æglægningsvolierens bund, jf. stk. 2, skal bestå af trådvæv, der har en maskevidde på højst 1 x 1/2 tomme (1 tomme = 2,54 cm). Stk. 4. I overdækkede haller skal mindst 1/3 af længden af alle æglægningsvolierernes sidevægge bestå af et lægivende, uigennemsigtigt materiale. Stk. 5. Hvis der opstår vindsluser i overdækkede haller, skal hallerne opdeles i mindre sektioner ved montering af skillevægge af nødvendig højde og længde for at undgå træk. Stk. 6. I overdækkede haller skal mindst 1/4 af æglægningsvolierens overdækning bestå af et stramtsiddende og eftergiveligt net. Nettet må ikke være af metal. Stk. 7. Udendørs æglægningsvolierer skal være forsynet med lægivende, uigennemsigtige sidevægge samt vandtæt overdækning i en sådan udstrækning, at sandbadet altid er tørt. Den vandtætte overdækning må højst udgøre 3/4 af æglægningsvolierens samlede overdækning. Den lægivende, uigennemsigtige del af sidevæggen skal mindst andrage en tredjedel af sidevæggens samlede længde. 61

62 Stk. 8. Den resterende del af æglægningsvolierens overdækning, jf. stk. 7, skal bestå af et stramtsiddende og eftergiveligt net. Nettet må ikke være af metal. Stk. 9. Ved en overdækket hal forstås en bygning med skråtag, lægivende gavle, men uden sidevægge med plads til to rækker æglægningsvolierer adskilt af en midtergang og med den ene række endevægge i flugt med eller uden for tagskæg. 9. I opdrætshuse må der højst være 50 fjersatte agerhønsekyllinger pr. m2 gulvareal. 10. Agerhøns over 4 uger skal have adgang til en netoverdækket løbegård med jordbund (voliere). Stk. 2. Indebærer driftsplanen, at agerhønsene skal overflyttes til koldhus med tilknyttet løbegård, kan udsætningen dog udskydes i op til 2 uger, hvis temperaturen er så lav, at den er skadelig for agerhønsene. 11. Volieren skal have en højde på mindst 170 cm målt fra jordbunden til overdækket og et grundareal, der opfylder kravene i bilag 1. Stk. 2. Volierens sider skal bestå af trådvæv og fra jorden og op til mindst 30 cm's højde være beklædt med et fast og lægivende materiale. Stk. 3. Volieren skal være dækket af et stramtsiddende og eftergiveligt net. Nettet må ikke være af metal. Stk. 4. I volieren skal være en overdækning, der sikrer alle fuglene ly. Gråænder 12. I opdrætshuse må højst være 20 fjersatte ællinger pr. (m2) gulvareal. 13. Ællinger over 2 uger skal have adgang til en løbegård med jordbund samt sø, vandhul eller lignende. 14. Løbegården skal have en hegnshøjde på mindst 120 cm og et grundareal, der opfylder kravene i bilag 1. Stk. 2. Løbegårdens sider skal bestå af trådvæv. Hegnet skal øverst og nederst være strømførende. 15. Holdes ænder over 8 uger på stald eller lignende, må der højst være 5 ænder pr. (m2). Almindelige bestemmelser 16. Volierer skal være omgivet af et hegn, der yder effektiv beskyttelse mod rovdyr. Stk. 2. Indhusning af rovdyr og fjervildt i samme bygning (hal) er ikke tilladt. Stk. 3. Hvis der er mindre end 50 meter mellem et fjervildthold og et rovdyrhold, skal den del af hegnet om fjervildtholdet, der vender hen mod rovdyrholdet, bestå af uigennemsigtigt materiale og iøvrigt opfylde kravene til hegn for det pågældende fjervildthold, jf. dog stk. 4. Stk. 4. Kravet i stk. 3 bortfalder, hvis den del af rovdyrholdets hegn, der vender mod fjervildtholdet, består af uigennemsigtigt materiale. 17. Volierer og løbegårde skal holdes i forsvarlig stand. 18. Anvendelse af fjerpilningshæmmende midler af metal er ikke tilladt. 19. Indtil den 31. december 1998 er anvendelse af fjerpilningshæmmende midler af plastic tilladt, såfremt betingelserne i bilag 2 er opfyldt. 20. Næbtrimning må højst omfatte overnæbbets hornspids. 21. Personer, der forestår driften af et opdræt af fjervildt, skal have gennemgået et af Veterinærdirektoratet godkendt kursus i opdræt af fjervildt. Kurset skal være gennemgået inden 1 år efter, at den pågældende har overtaget ansvaret for driften. Stk. 2. Undtaget fra kravet i stk. 1 er personer, der kan dokumentere, at de inden for de sidste 10 år fra ansøgningsdato har forestået driften af et opdræt af fjervildt som nævnt i 1, stk. 1, i mindst 2 år. 22. Forud for udførsel af fjervildt til lande, der tillader jagtformer, som det her i landet af dyreværnsmæssige grunde er forbudt at anvende på den pågældende dyreart, skal eksportøren afgive en skriftlig erklæring til Veterinærdirektoratet om formålet med eksporten. 23. En bedrift med fjervildt underkastes rutinemæssigt uanmeldt tilsyn af Veterinærdirektoratet. Stk. 2. Såfremt forholdene måtte give anledning hertil, kan yderligere tilsynsbesøg aflægges. 24. Til dækning af udgifterne ved registrering af en bedrift med fjervildt, jf. 2, opkræves et gebyr på 320,00 kr. Stk. 2. Til dækning af udgifterne ved det i 23, stk. 1, nævnte tilsyn opkræves en årlig afgift på 595,00 kr. Herudover betales der i forbindelse med aflæggelsen af det i 23, stk. 2, nævnte tilsynsbesøg 350,00 kr. for første påbegyndte time. For hver efterfølgende påbegyndte halve time betales 175,00 kr. 62

63 Stk. 3. For erindringsskrivelser vedrørende ikke rettidig betaling opkræves et gebyr på 40 kr. Stk. 4. Ved for sen betaling opkræves 1,3 pct. pr. påbegyndt måned fra kravets forfaldsdag. Stk. 5. Der er udpantningsret for de i stk. 1-2 nævnte beløb, jf. 8, stk. 3, i lov om opdræt af vildt og ræve. 25. Med bøde straffes den, der overtræder 2-4, 5, stk. 1, 6 eller 7, 8, stk. 1-8, 9, 10, stk. 1, 11-15, 16, stk. 1-3, 17, 18 eller 20, 21, stk. 1, eller For en overtrædelse, der begås af et aktieselskab, andelsselskab, anpartsselskab eller lignende, kan der i medfør af 15, stk. 4, i lov om opdræt af vildt og ræve pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af en kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der efter samme bestemmelse pålægges kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar. 27. Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. november Stk. 2. For bedrifter med fjervildt, der er etableret før den 1. august 1993, træder reglerne i 4, 6-7, 9, og i kraft den 1. januar Stk. 3. Bekendtgørelse nr. 592 af 9. juli 1993 om opdræt af fjervildt ophæves. Veterinærdirektoratet, den 3. november 1995 Erik Stougaard / Henrik Bak Bilag 1 Arealkrav til volierer og løbegårde: Fasaner: 3-6 uger højst 10 fugle pr. (m2) 7-9 uger højst 4 fugle pr. (m2) uger højst 2 fugle pr. (m2) uger højst 1 fugl pr. (m2) Over 16 uger højst 2 fugle pr. 3 (m2) Agerhøns: 4-8 uger højst 20 fugle pr. (m2) 9-13 uger højst 13 fugle pr. (m2) Over 13 uger højst 7 fugle pr. (m2) Gråænder: 2-3 uger højst 6 ænder pr. (m2) 4-5 uger højst 4 ænder pr. (m2) 6-7 uger højst 2 ænder pr. (m2) 8 uger højst 1 and pr. (m2) Bilag 2 Betingelser for anvendelse af fjerpilningshæmmende midler af plastic: 1) Midlerne skal være af blødt plastic og udformet således, at fasthængning undgås. 2) Fjerpilningshæmmende midler til fasaner må kun anvendes således: 63

64 Alder Fjerpilningshæmmende middel 3-6 uger lille næbring 7-10 uger lille næbkurv uger stor næbring uger stor næbkurv, næbforlænger eller briller over 18 uger stor næbkurv, næbforlænger eller briller, dog kun i perioden 1. marts til 31. maj. 3) Agerhøns må kun forsynes med næbring i alderen 5-18 uger. 4) Uanset bestemmelserne i punkt 2 og 3 skal midlerne fjernes i forbindelse med fjervildtets udsætning. 64