Viborg Kommunes Borgmester ikke mente at de udfaldstruede var Kommunens problem. Man kan jo stille sig det spørgsmål, om borgmesteren ikke også er ans

Transkript

1

2 2012 var et år der også stod i krisens tegn. Den førte politik der gav danskerne skattelettelser, og den udefra kommende økonomiske stagnation, viste sit sande jeg i den offentlige sektor, der bygger på indtægter via skatter. FOA s medlemmer har været den gruppe, der har fået lov til at betale den største pris i Viborg Kommune, for de besparelser man har fundet nødvendige, for at overholde budgetterne. På landsplan er personaleudviklingen fra 2010 til 2012 faldet med personer i Kommuner og Regioner og ud af det tal er der forsvundet 14 % dagplejere, 12 % pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter og 8 % Social og sundhedshjælpere og social og sundhedsassistenter, blot for at nævne nogle af FOA s grupper. I samme periode er antallet af Akademikere steget med 4 % og Sygeplejersker med 3 %. Den tendens der har været på landsplan, er identisk med det der sker i Viborg Kommune og på Regionsplan. Økonomiaftalen med regeringen i 2011 har bl.a. vist, at man i det offentlige havde forbrugt 9 til 10 mia. mindre end man havde lov til, hvis man havde gjort anvendelse af disse penge, ville der have været personer mere i beskæftigelse. I 2012 blev der anvendt 8 mia. mindre end aftalt. Det kunne måske have givet personer et arbejde. Det får mig så til at tænke den tanke, at det måske kunne have været med til at forhindre ledige, i at miste deres dagpengeret, og så havde diskussionen om Akut pakke, måske været total overflødig. Sådan blev det ikke og blot en kort kommentar til Akut pakken. En opgave som Regionen tog handling og ansvar på, hvor imod

3 Viborg Kommunes Borgmester ikke mente at de udfaldstruede var Kommunens problem. Man kan jo stille sig det spørgsmål, om borgmesteren ikke også er ansvarlig for de borgere i Viborg kommune der mister deres indtægts grundlag og måske skal på kontanthjælp, hvis de er så heldige at kunne få det. Vi har også i 2012 brugt meget tid på det såkaldte sociale kapitel. Det er et område hvor den offentlige sektor og i særdeleshed FOA s faggrupper ligger ryg til i så stort et omfang at vi påstår, at mange af vores stillinger er blevet sparet væk, og erstattet med arbejdskraft, der har tilskud med fra statskassen. Det er virksomhedspraktikker, jobtræning, fleksjobbere, kontanthjælpsmodtagere og nu også seniorjobbere. Mange af disse personer går og udfører opgaver, der lige så godt kunne udføreres af personale på ordinære vilkår. Vi indgik en aftale med Jobcenteret for 2012, hvor vi i samarbejde strammede op på reglerne om, at tillidsrepræsentanten for overenskomstområdet skal være med til at godkende disse ekstraordinære ansatte, og ikke som tidligere, hvor det ofte var en tilfældig medarbejder, lederen fik til at sætte sin underskrift på aftalen. På de arbejdspladser hvor der ikke er en tillidsrepræsentant, skal aftalen sendes til FOA Viborg. Jobcenteret skal have ros for, at intentionerne om at kvalificere opgaven var reel, da de jo også havde interesse i at deres ledige fik et godt tilbud, og ikke blot blev misbrugt som arbejdskraft. Der hvor opgaven var størst, var at få lederen på den enkelte arbejdsplads til at spille sammen med tillidsrepræsentanten. En opgave vi nok må konstatere,

4 fortsat er ikke eksisterende. Der er nogle undtagelser, men der er lang vej for tillidsrepræsentanterne endnu, i at få aftalt og overholdt de spilleregler der bør være, for at personen med tilskuddet og medarbejderne på arbejdspladsen får et godt forløb. Og som det vigtigste er det, at den ekstraordinære person, måske er den person der får jobbet, når man søger en fast vikar, eller et ordinært job bliver ledig. Så har man det perfekte forløb. Grunden til at vi har så stor focus på området er, at den offentlige sektor er ved at få et såkaldt tredje arbejdsmarked, hvor bl.a. mange af FOA s jobs forsvinder og vi får et gråt arbejdsmarked, hvor man kun får et job, hvis man har tilskud med og hvor der kun betales grundløn. Eller man bliver ansat som de tidligere daglejere, hvor man er ansat fra dag til dag som timelønnede, og ikke får gavn af de overenskomstmæssige rettigheder, som FOA har forhandlet gennem årerne, som f.eks. løn under sygdom. Nu er der nok nogen der sidder og tænker, at det har da ikke noget med mig at gøre, jeg har mit gode og faste job. Ja det er rigtigt, men hvordan tror i en arbejdsgiver tænker, når budgettet skal holdes og man står overfor at skulle bruge mere arbejdskraft? Tager man så den der tilbyder sig som timelønnet, hvor man ingen forpligtelser har, eller ansætter man den person, der ønsker fastansættelse? Ja jeg behøver vel ikke at svare, for det sker allerede i dag, og nu har vi mange medlemmer, der har oplevet at blive fyret, hvilket de havde troet, aldrig skulle have overgået dem.

5 På det private område taler man meget om social dumping. Det vil sige at nogen bliver aflønnet og ansættes på ringere vilkår, end overenskomsten siger, og her kan jeg blot henvise til sagen omkring Vejlegård. Vi mennesker er parate til at lade os byde meget, for at bibeholde et arbejde eller få et arbejde, så social dumping og forringelser af overenskomsterne er også på vej i den offentlige sektor. Jeg kan ikke lade være med at citere en direktør i A.P. Møller koncernen. Han udtalte sig i radioen, at de korttidsuddannede og de ufaglærte skulle indstille sig på, at det var dem der skulle gå ned i løn, ellers ville Danmark ikke være konkurrence dygtig. En sådan udmelding, smitter af på os i den offentlige sektor. De tal jeg tidligere har nævnt viser helt klart, at det er LO medlemmer der betaler prisen. FTF og AC er i fremdrift. De tendenser er både gældende for Viborg Kommune og Region Midt Jylland, og de stopper ikke. Vi har i 2012 og i indeværende år fortsat en trussel hængende over hovedet på FOA medlemmer, nemlig om de forbliver i det offentlige regi eller bliver virksomheds-overdraget til et privat firma. Det gælder madproduktionen i Viborg Kommune og de praktiske bistands opgaver som rengøringsenheden i hjemmeplejen står for. Derudover arbejdes der fortsat med, at lave område struktur på Teknik- og service området og overskriften er, at det så vil blive nemmere at udlicitere området efterfølgende. I Regionen har man centraliseret ekstern

6 transport, også med det formål, at når man har fået opgaverne samlet, vil man sende området i udbud, hvilket ville ske omkring juni/juli i år. Der lægges rigtig mange kræfter i arbejdet omkring det at sikre FOA s medlemmer og deres rettigheder, men også i at bibeholde arbejdsopgaverne i offentligt regi. Der er ingen tvivl om, at vi mangler forståelse fra de chefer der sidder på området. De er mange gange totalt uvidende om, hvad disse medarbejdere egentlig beskæftiger sig med og hvor vigtigt det er, at tingene hænger sammen og kan overlappe hinanden. Jeg syntes det igen viser, hvor lidt respekt man har, for de arbejdsopgaver FOA s medlemmer udfører. Samtidigt har politikerne ikke gjort sig klart, hvor meget politisk indflydelse de mister, når de lader private firmaer overtage. Når det først er sket og kontrakten er underskrevet, så kan man ikke ændre politisk på tingene, men blot administrativt føre kontrol med, om kontrakterne bliver overholdt, og at de opgaver man har aftalt i kontrakten bliver leveret. Jeg forstår ikke at Viborg Kommune ikke har lært af de erfaringer de drog sig, da de havde private leverandører på opgaven omkring sygedagpengeopfølgningen. Det kostede efter sigende Kommunen rigtig mange penge, uden de har villet sætte tal på og de har ikke fået den vare de betalte for. Efterfølgende har de måttet bruge mange ressourcer på at få ryddet op og skaffe sig overblikket igen, og det har efter min opfattelse bl.a. haft negative konsekvenser for FOA s medlemmer, der er blevet

7 kastet rundt i systemet. Det kan vi som borgere i Viborg Kommune ikke være tilfredse med. Jeg ved at vores tillidsrepræsentanter gør hvad de kan, og da Viborg Kommune ikke synes, at FOA Viborg skal være en del af de respektive arbejdsudvalg, så har vi forsøgt at tage drøftelserne med nogle politikere i byrådet. Om det hjælper ved vi ikke, men vi bliver ved og en opfordring herfra skal være, at hvis I har forbindelse til en politiker, så gå i dialog med dem. Det er jer der har valgt dem, og der er valg i år, så det kunne måske fremme forståelsen, hvis de vil genvælges. Et andet område hvor vi har en trussel hængende, er hele det frivillige område. Det gælder hovedsageligt på de to store områder, nemlig Social og Sundhed og Børn og Unge. Vi blev i afdelingen bekendt med, at man i Viborg Kommune havde udarbejdet et katalog med forslag til opgaver, hvor man mente frivillige kunne udføre forskellige opgaver. Og i kan ikke gætte jer til hvilke områder, man havde forslået kunne bringes i anvendelse, - endnu engang FOA s arbejdsområder. Udover at tillidsrepræsentanterne fik papiret bragt til drøftelse i MED systemet, gik vi gang med at få fat i nogle politikere, som vi inviterede til en drøftelse af de foreslåede ideer. På mødet forelagde vi dem vores betænkeligheder og holdninger til, at vi fandt det upassende, at f.eks. undervisningsassistenterne kunne erstattes med frivillige i skolen, at aktiviteter der var blevet sparet væk i hjemmeplejen, nu skulle genopstå ved hjælp af

8 frivillige og at skole kantinen skulle bemandes af frivillige, eller hvis en psykisk syg havde brug for social kontakt, så kunne man bruge en frivillig. Vi syntes selv vi fik gjort nogle politikere opmærksom på, at dette ikke var den rigtige vej. Vi ved, at det efterfølgende har fået nogle til at tænke over tingene. Desværre har vi en Socialudvalgsformand i Viborg kommune, der ikke lægger skjul på, at hun gerne så flere frivillige der skal overtage opgaver, hun ikke mener vi har råd til. Endnu engang må jeg undre mig, hvorfor det igen er opgaver som udføres af FOA s medlemmer som sagtens kan overtages af frivillige, ja i kan jo selv gætte. Vi bliver alle sammen nødt til at forholde os til frivilligt arbejde. Spørgsmålet er nemlig, hvilket samfund vi vil leve i? Vil vi have et samfund hvor vi bliver afhængige af, at der er nogen der gider hjælpe os, når vi bliver syge, gamle, handicappede, eller skal vores børn være afhængige af, at skolen, vuggestuen eller børnehaven kun fungerer, hvis der er frivillige? Eller hvad med et frivilligt brandvæsen. Jeg synes, det er en tiltrængt diskussion, og det skal ikke være en diskussion, om vi kan lide de frivillige eller ej, men en diskussion om hvilket samfund vi vil leve i fremadrettet. Husk på, at Danmark har et stærkt foreningsliv, på grund af mange frivillige, men derfra og så til, at de opgaver den offentlige sektor leverer i dag, skal baseres på frivillig arbejdskraft, det tager jeg skarpt afstand fra. Og husk det er den gren I selv sidder på, der er ved at blive savet over.

9 Vi har i 2012 og vil i 2013 fortsætte med at sætte uddannelse på dagsorden, men jeg har den opfattelse, at Viborg Kommunes Sundhedschef, ikke ser Social og Sundhedshjælperne som en faggruppe i fremtiden. Hvis min teori holder, at dette bliver udviklingen, så vil social- og sundhedsassistenterne overtage hjælper rollen, og vil være tålt, indtil der er sygeplejersker nok. En udvikling vi må stå sammen om at forhindre, og det gør vi efter min opfattelse, kun ved politisk påvirkning og krav om obligatorisk efteruddannelse, og tro mig jeg ved godt, at vi er oppe mod stærkere kræfter, det ser vi jo tydeligt på Hospitalsenhederne i Regionen. Men vi skal vel ikke blot ligge os på ryggen og kapitulere? Nej, vi har tænkt os at tage kampen op, men det kræver at vi står sammen. Resultatet af en lang sej kamp ser vi i dag, hvor den pædagogiske assistent vinder mere og mere ind, både ude i vuggestuerne og børnehaverne, men også i dagplejen, og jeg kan endnu engang ikke kraftigt nok opfordre jer der arbejder indenfor de nævnte områder, at presse på for at få den pædagogiske assistent uddannelse. Det er ikke altid nemt, men gør vi ikke noget, ja så flytter tingene sig heller ikke. Vi må nu også konstatere, at på det område hvor omsorgsmedhjælperne arbejder, er der også begyndt at ske en ændring. Der er vi også begyndt at se, at der uddannes og ansættes pædagogiske assistenter. Igen et langt sejt træk, men vi ser lys for enden af tunnelen. Områder hvor der ikke har været

10 tradition for uddannelse, vil det altid tage lang tid at ændre. Det er en helt ny kultur, men i skal også som medlemmer af FOA, være med til at presse på. Det gælder begge veje. Serviceassistent uddannelsen er for Regionens vedkommende, blevet et krav fra arbejdsgiverens side, både for rengøringsassistenter og for portørerne. Det indebærer nu, at alle skal igennem uddannelsen, ude på Hospitalsenhed Midt. Viborg er en del af en fusion med Silkeborg og Hammel, hvor serviceassistent konceptet er implementeret, hvilket også er sket på de andre Regions Hospitalsenheder, bortset fra Skejby, hvor der fortsat er portører. Vi er som afdeling inddraget i arbejdet, og vil medvirke til, at det kommer til at foregå på en ordentlig måde. Uddannelse og atter uddannelse er vejen frem, ellers får vi ikke et ben til jorden, og vi vil se vores arbejdspladser forsvinde og overtaget af andre faggrupper, med argumentet om, at vi ikke er kvalificeret til jobbene. I afdelingen er vi af den holdning, at alle faggrupper bør have en faglig erhvervsuddannelse, og vi er godt i gang. Vi ved godt at alle medlemmer ikke er enige med os, men som jeres fagforening har vi til opgave, at I står så godt rustet, at I kan bibeholde tilknytningen til arbejdsmarkedet, og det tror vi, at uddannelse er et af værktøjerne til. Vi har igennem tiden set en udvikling i Viborg Kommune, som efter min opfattelse er ret uhyggelig. Politikerne ved ikke hvad der sker, og er mange gange ikke klar over konsekvenser af deres beslutninger, som de jo efterfølgende får øretæverne for. Vi

11 bliver som fagforening holdt ude, af alle de beslutninger der bliver truffet, uanset hvor store omstruktureringer der foregår. Vi kommer først på banen, når vores medlemmer bliver fyret, eller man rører ved deres overenskomst rettigheder, hvor der skal ligge en forhandling. Viborg Kommune har åbenbart valgt at køre i et internt lukket system, hvor MED systemet tages til indtægt for alt. Der kan ikke indgås aftaler mellem fagforeningen og Kommunen, selv om det kunne gavne begge parter. Nu kommer der også udmeldinger på social og sundhedsområdet, at man ikke vil acceptere, at en FOA repræsentant fra afdelingen deltager, når tillidsrepræsentanterne indkalder til møde i arbejdstiden, til trods for, at det er stik imod TR aftalens intentioner, som bygger på samarbejde og hvor afdelingen kan bidrage med en viden, som er til gavn for TR erne og derved medlemmerne som de skal repræsentere. Der er også embedsmænd der har udtalt, at TR ikke må gå tilbage og drøfte det arbejde, de sidder med i udvalgene, og det irriterer dem åbenlyst, at tillidsrepræsentanter sommetider ved mere, end dem de sidder i udvalg med. Der var en journalist ved Viborg Folkeblad der meddelte mig, at hun aldrig havde været udsat for så lukket en Kommune som Viborg Kommune, så vi er ikke de eneste der har den oplevelse og det er et problem. Vi oplever i afdelingen sager, hvor ord som mangel på ytringsfrihed, berufsverbot, og diktatorisk farer i gennem vores hoveder. Men så tænker vi, kan det passe, at Viborg kommune er sådan en kommune, for der er jo værdi baseret ledelse?

12 Her oplever vi Regionen anderledes. Det kan godt være, at politikerne ikke kan se konsekvenserne af deres beslutninger, men de er dog så fornuftige, at de sender mange af deres beslutninger til høring ved de faglige organisationer. Selv spillereglerne for frivilligt arbejde er sendt til høring og samtlige omstruktureringer, sendes til høring ved de faglige organisationer, selv om det også har været omkring MED. De tager de faglige organisationer med inden den endelig beslutning bliver truffet. Jeg siger ikke hermed, at alle de beslutninger Regionen træffer er OK, men de respekter, at der er en samarbejdspart på den anden side af bordet og respekter Den Danske Model, hvor vi aftaler os til rette og finder løsninger. Jeg er nødt til at sige, at det kunne Viborg Kommune lære meget af. Jeg har i et afsnit nævnt ordene, at vi må stå sammen. Det gælder i allerhøjste grad også, når vi taler om vores fagforenings liv her i Danmark. Det er unikt og vi skal værne om det. Vi har for mange kollegaer, der enten ikke står det rigtige sted, eller ikke er medlem. Jeg synes, vi sammen skal til at gøre noget i forhold til dem, der bevidst nasser på det vi andre betaler for, og dem der mener de blot kan melde sig ind, når det brænder, eller de elever der melder sig ind, betaler en mdr. kontingent, for at få rabat på deres studie bøger, hvorefter de lader sig slette. Hvis vi ikke alle står sammen og forstår alvoren af, at der er for mange der ikke vil betale til fællesskabet, ender det med at vi ikke har en fagbevægelse i Danmark. Et scenarie som mange

13 arbejdsgivere venter på, skal gå i opfyldelse. Hvad gør vi for at få folk til at forstå alvoren af situationen, hvor flere og flere ikke er medlem, men tror tingene kommer af sig selv. Vi har drøftet det meget i afdelingen og også med tillidsrepræsentanterne. Vi har lavet synlighedskampagne, været i Radio Viborg, lavet PR materialer, hjemmeside, konkurrencer, er blevet sponser for VFF i form af logo på storskærm, i deres kampprogram og bandereklame der også kan ses, når kampene vises i TV. Vi er ude på skolerne, vi laver i år en ekstra ordinær indsats til 1. maj nede på plænen ved Golf salonen, vi håber I kommer og bakker op. Håber alle i morgen vil gå ud og få fat i en kollega som ikke er medlem. Det gælder også de personer i har ude på arbejdspladsen med tilskud, men så sandelig også eleverne. Tænk på, at jo flere vi er om at betale, jo bedre. 100 nye medlemmer vil forbedre afdelingens økonomi med ca kr. på års basis, og det bør ikke være en umulig opgave. Jeg vil slutte beretningen med at sige tak til alle, der i 2012 tog kampen op. Jeg ved godt vi er oppe mod vindmøller, men vi er dog ikke blevet blæst helt tilbage, og det skal de heller ikke få held af. Jeg håber vi i fællesskab og med 100 nye medlemmer i ryggen, fortsat vil være med til at sætte dagsordenen indenfor den offentlige sektor og derved være med til at skabe et godt velfærdssamfund, også for vores efterkommere.