TEATERFOTOGRAFIET TEMA TEATER 1 NR 153 APRIL 2011 LØSSALG KR 47 ISSN O9O FOTOGRAF NATASCHA THIARA RYDVALD ROCKOPERA PÅ PEBERHOLMEN

Transkript

1 TEATER 1 NR 153 APRIL 2011 LØSSALG KR 47 ISSN O9O FOTOGRAF NATASCHA THIARA RYDVALD ROCKOPERA PÅ PEBERHOLMEN TEATERFOTOGRAFIET TEMA SILDEFESTIVAL PÅ ØRESUNDSISEN T E A T E R F O T O G R A F I E T DET GODE RAFI

2 E D E R L E D E R L E D E R L E D E R L E D E R L E D E R L E D E R E D E R L E D E R L E D E R L E D E R L E D E R L E D E R L E D E R Rikke Rottensten BBagefter til natmaden gik snakken rundt om ved bordene: Hvor var det sjovt! Nej, hvor var de altså gode! Det var vel nok en dejlig forestilling! Dagen efter var Den indbildt syge stadig samtaleemne nummer ét, når man mødte folk, der havde set forestillingen aftenen før. Nu med den ekstra dybde, der havde indfundet sig dagen derpå. Særlige scener, øjeblikke, replikker. Genkendeligheden i den 200 år gamle klassiker. Og ja, vi er i den danske provins, for jeg så Folketeatrets Den indbildt syge, da den turnerede. Men det er altså ikke fordi, der sker for lidt udenfor København, at man stadig talte om forestillingen dagen efter. Det var, fordi den var det værd. For dens magi var, at den ville sit publikum. Det var en klassiker, der ikke var bange for at være underholdende, fræk, overdrevet og gå direkte i clinch med publikum. Selv gymnasieeleverne oppe på balkonen kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet af Kristian Halken og Ditte Hansen. Og salen nærmest væltede, da sidstnævnte med Cirkusrevyfrækhed smed en pude i hovedet på det pæne publikum. Jeg har været en lille smule høj siden. Ikke bare over forestillingen - godt teater er altid skønt! Men mest over at få lov til at opleve, hvad levende teater vil sige, og hvad det er, det gør ved publikum. Det går direkte ind, det sætter sig, og man har det præcis ligesom efter en god fest: Man har lyst til at blive ved med at tale om det. Erindre, diskutere, grine videre. Vi taler altid om, at teatrets force er, at det er live. Det er det, der tæller. Ja, men ét er, at det foregår her og nu - noget andet er altså, om det er teater, der tager den dimension alvorligt. Det gjorde Den indbildt syge, det gjorde to andre forestillinger, jeg var så heldig at se indenfor samme uge, nemlig Udslet Hornsleth på Teater V og Kjeld og Dirch på Nørrebro Teater. Hvor forskellige de end er og var, så var de alle ekstremt bevidste om, at der sad mennesker i salen. Jeg er helt 100 på, at de forestillinger er vidt, vidt forskellige fra aften til aften. Mens det med live-begrebet bliver en kliche, når der er tale om de forestillinger - og dem har jeg også set for nyligt! - hvor skuespillerne står deroppe og føles meget længere væk, end hvis der var en tvskærm eller et biograflærred i mellem os. Hvor de bare taler ned til os, uden at man egentlig kan mærke, om de kan mærke - os. Det er ikke skuespillernes skyld - de fleste kan jo det hele. Det er mere et spørgsmål om at baglandet ikke forstår, at publikum gerne vil spille en rolle selv. Ikke via direkte interaktion, men bare få lov til at være det gode, givende publikum. Dem som vi håber, skuespillerne også taler om dagen efter, ligesom vi taler om dem på en god dag. Fordi vi selvfølgelig håber, at glæden var gengældt. Fordi vi tror på, at de havde en ligeså god aften som os - at vi et eller andet sted skabte dette store øjeblik sammen. RIKKE ROTTENSTEN 2

3 NR 153 APRIL 2011 LØSSALG KR 47 ISSN O9O FOTOGRAF NATASCHA TIARA RYDVALL TEATER 1 - N o 152 ROCKOPERA PÅ PEBERHOLMEN SILDEFESTIVAL PÅ ØRESUNDSISEN DET GODE TEATERFOTOGRAFIER FI CHEFREDAKTØR Rikke Rottensten (Ansvarshavende efter presseloven) REDAKTION Pernille Bøg (Teater) Rie Hammer (Teater) Karsten Johansen (Teater) Leila Skifter Jensen (teater) Mette Hyllested (Teater - Aalborg) Julian Lauridsen (Teater og abonnement) Mette Garfield Mortensen (Teater) Hanne Larsen (Teater - Aarhus) Magnus Schneider (Teater - Musikdramatik) Lilo Sørensen (Musikteater) Christina Brøndsholm Andersen (Dans) Gitte Neergaard (Forretningsfører) Lene Dall (Layout) 04 I N D H O L D TEMA START ASPEKTER AF TEATERFOTOGRAFIETS HISTORIE TEMA START SPECIEL TAK TIL Mira Margaritha Cordsen, Jette Lund, Lars Schwander, Tove Thage, Bettina Schimmel, fotograferne Natasha Thiara Rydvald og Mikkel Bache ONLINE ABONNEMENT AL ØVRIG HENVENDELSE TIL TEATER 1 Købmagergade 5, 3.sal DK-1150 Kbh. K. (+45) teater1@teater1.dk TELEFONISK TRÆFFETID Tirsdage og torsdage TEATER 1 UDGIVES AF Teaterforeningen TEATER 1 med støtte fra Kunstrådets Scenekunstudvalg AF LARS SCHWANDER STJERNEPORTRÆTTER INTERVIEW MED FOTOGRAF MIKKEL BACHE AF RIE HAMMER ET BUFFO RAMA OVER TEATERFOTOGRAFISKE LIDENSKABER EN AKADEMISK ANALYSE AF TOVE THAGE DET ER EN LEG INTERVIEW MED NATASHA RYDVALL AF METTE GARFIELD FOTOET SKAL FORTÆLLE EN HISTORIE AF RIKKE ROTTENSTEN TEATER 1 s BESTYRELSE Formand Kirsten Lehfeldt, Kenneth Kreutzmann, Carl Gyllenhoff, Claus Lynge, Thomas Mørk, Rikke Juellund, Benedikte Hammershøy Nielsen, Martin Tulinius og Torben Heding Andersen 29 TEMA SLUT ET WAKE UP CALL I TØRRE TAL TEMA SLUT TRYK Rounborgs Grafiske Hus, Holstebro AF RIKKE ROTTENSTEEN Copyright Foreningen TEATER 1 ISSN Redaktionen afsluttet 27/ ROCKOPERA PÅ PEBERHOLMEN OG SILDEFESTIVAL PÅ ØRESUNDSISEN AF BETTINA SCHIMMEL OG MIRA MARGARITHA CORDSEN TEATER 1 TEATERFOTOGRAFIET TEMA T E A T E R F O T O G R A F I E T FORSIDE: Thure Lindhardt (Foto: Mikkel Bache) REPLIKKER DUKKETEATER - EN (ANDEN) SLAGS TEATER AF JETTE LUND 44 SPOT PÅ DANS 48 REGI

4 LARS SCHWANDER, DIR., FOTOGRAF ASPEKTER AF TEATERFOTOGRAFIETS HISTORIE DET ER OFTE BLEVET SAGT, AT FOTOGRAFERINGEN ER EN AF TEA- TRETS MEST UTAKNEMMELIGE OPGAVER. DET ER ALTID DET SIDSTE SOM PRESSES IND I ET FORTÆTTET FORLØB OP TIL EN FORESTILLINGS ENDELIGE FÆRDIGGØRELSE. DEKORATIONERNE SKAL VÆRE KLAR, KOSTYMERNE OG - IKKE MINDST - SKUESPILLERNE SELV. SOMME TIDER ER FOTOGRAFEN KALDT TIL FØR DEKORATIONERNE ER DER, FØR KOSTYMERNE, JA, HVOR UDELUKKENDE SKUESPILLERNE ER VALGT. MEN NOGET TYDER IMIDLERTID PÅ, AT DER ER FORANDRIN- GER PÅ VEJ. MED BILLEDMEDIETS BETYDNING I OFFENTLIGHEDEN HAR TEATRET LANGT OM LÆNGE ACCEPTERET FOTOGRAFIET SOM EN VIGTIG DEL AF DERES ARBEJDE. LARS SCHWANDER, cand.mag., grundlægger af Fotografisk Center og Institut for Fotografi, samt fotograf. Har bl.a. skrevet bøgerne Klaus Lindewalds scenebilleder (1991), Margrethe II - Portræt af en Dronning inkl. interview med Rigmor Mydtskov (s.m. Tove Kurtzweil, 1997). Har virket som teaterfotograf bl.a. for Anne-Mette Ruge og Jacob Schokkings Holland House på Østre Gasværk (1988), solgt teaterbilleder til Fondation Louis Vuitton, Paris (1989) og deltaget i performances med Yoko Ono. 4

5 TEMA Det er vanskeligt at genrebetegne teaterfotografiet. Det er vanskeligt at benævne nogen teaterfotograf, selvom vedkommende har udøvet sit virke nok så meget i og omkring de skrå brædder. Derimod lægger det sig op ad en lang række andre retninger, ligesom fotograferne som regel rekrutteres fra mange andre områder, eksempelvis portrættet, reklamen, pressen. For i virkeligheden dækker teaterfotograferingen både rolle- og scenebilleder, portrætter, andre PR-arbejder, privatbilleder eller fotografier taget hjemme hos skuespillere, instruktører og forfattere selv. Det er således også vanskeligt at tale om, hvad et godt teaterbillede er. Er det dét, som komprimerer hele forestillingen i én opstilling? Ligesom gammeldags filmplakater, hvor man ser handlingen udspille sig i de ofte tegnede tableauer rundt om et centralt motiv? Er det det gengivende eller det tolkende fotografi? Er det dét, som løfter hele forestillingen ud over scenekanten og digter videre på titlen, skuespillere eller manuskriptet? Som det tit er tilfældet med fotografi, så hænger billederne nært sammen med både de tekniske landvindinger og også den æstetiske udvikling. For klarhedens skyld vil der i det følgende blive foretaget nogle punktnedslag i dansk teaterfotografi, hhv. H(ans) J(ulius) og Rigmor Mydtskov ( / ), Klaus Lindewald ( ) samt Per Morten Abrahamsen (1957). H.J. og Rigmor Mydtskov udgør det store familiedynasti indenfor dansk portræt- og teaterfotografi. H.J. Mydtskov etablerede sig i Først med Foto-Salonen i Helsingør, hvor han ikke mindst portrætterede skuespillere og forestillinger fra de små scener som eksempelvis Helsingørrevyen. Men hans ry voksede til København og H.J. Mydtskov åbnede endnu et atelier i København, hvor han lidt efter lidt blev en af de helt centrale aktører indenfor fotografering af scenekunstnerne. Især Det kongelige Teater benyttede ham intenst. Billederne var præget af datidens tekniske standarter. Især storformatskameraet, hvor fotografen stod med klæde over hovedet og så alting på hovedet, og hvor man kun kunne tage ét billede af gangen, hvorefter glaspladen så skulle skiftes. Det er klart at denne relativt tunge portrætstil blev benyttet til stillestående positioner. Skuespillerne måtte helst ikke røre sig, da billederne ellers ville blive rystet eller på andre måder uskarpe. Det var alle portrætkunstens idealer, som blev taget med op på scenen. Disse billeder var skarpe, centralperspektiviske og gennemkomponerede. Ligesom i et studie arrangeredes alle stykkets enkeltdele til fordel for helheden. Selvom det var en tung proces og ligeså tung en stil, skal man ikke være forudindtaget. H.J. Mydtskov tog mange fremragende billeder, især portrætterne af Poul Reumert står som klassiske fotografier den dag i dag. Mellem 1937 og 1940, altså lige før krigens udbrud i Danmark tog datteren Rigmor Mydtskov over. Mange husker hende stadig for sin særlige slagkraftige fremtræden, vaklende mellem altet og intet, mellem almægtighed og mangel på selvtillid. Hun fik Det kongelige Teater foræret fra sin far i et ellers dybt patriarkalsk familiedynasti. Oprindeligt var det sønnen som skulle tage over, men grundet militærtjeneste, blev den oprindelige idé udsat - og forkastet. Rigmor Mydtskov stod parat i 5

6 Foto af Poul Reumert taget af Mydtskov. Udlånt af Lars Schwander kulissen til at føre faderens arbejde videre. Og i de to år hun var begyndt på Det kongelige Teater, havde hun allerede fået smag for stedet: Der skete så det, at jeg kom ind i den verden og jeg vendte jo også hjem til atelier et igen, så var jeg ligesom bidt af det der. For hvis man overhovedet overlever teatrets verden, og bliver accepteret af den, så tror jeg aldrig at man glemmer den. (Eget interview, 1996) Det er klart at Rigmor Mydtskov langt hen ad vejen stod for en konservativ stil. Det var ikke hende som fornyede hverken portrætgenren eller teaterfotografiet herhjemme. Da hun fra 1963 blev fotograf for kronprinsesse Margrethe (efter dennes valg), formåede Rigmor Mydtskov at distancere sig fra den helt tunge og tilbageskuende stil som gjorde sig gældende hos Elfelt. Rigmor Mydtskov kunne til tider skabe meget ungdommelige og poetiske billeder. De tidligste af Dronning Margrethe II ejede da også en egen charme, ligesom en række af Rigmor Mydtskovs teaterfotografier gjorde det. Eksempelvis det meget smukke portræt af Bodil Kjer i Lærken fra De senere år blev hendes stil mere og mere stilfærdig og gammeldags igen. Dette skyldtes ikke mindst hendes problemer med at gå og stå. Ofte sad hun med sit kamera ude på tilskuerpladsen og affotograferede så hele scenen som et helt billede i billedet. Rigmor Mydtskov klagede her højlydt over, det ikke var muligt at rekvirere anderledes lys end det, der allerede var sat til forestillingen. Det betydelige paradigmeskift opstod ellers i begyndelsen af 1960 erne, hvor småbilledkameraet for alvor blev dét nye redskab for fotograferne. Apparaterne blev let- 6

7 TEMA 7

8 tere at håndtere, og der kunne tages 36 billeder i stedet for ét stor- eller 12 mellemformat. Æstetisk satte det sig igennem med en lettere, mere reportageagtig stil. Især hvis man benyttede sig af vidvinklen, kunne et kamera omfavne hele scenerummet. Det var nu muligt at skabe en større spænding mellem for- og baggrund. Fotografen kunne have en central skikkelse og samtidig registrere, hvad som skete omme bagved. Samtidig forlod man for en tid det centralperspektiviske. En skuespiller kunne vises i den ene side af billedfeltet, mens det bagved tog plads i den anden side. Beskæringerne blev hårdere (som det skete i nybølgefilmene fra slutningen af 1950 erne og en tiårsperiode fremover). En af dem som slog sig igennem som decideret teaterfotograf var Klaus Lindewald. Han var en del af det feterede agentur Delta Photos, som modsvarede de svenske Tio og det internationale Magnum. Den danske gruppe manifesterede sig første gang i januar 1965 og blandt medlemmerne fandt man Jesper Høm, Gregers Nielsen og Lillian Bolvinkel. Klaus Lindewald havde vanskeligt ved at finde sig til rette i den stilsættende gruppe og blev nærmest ved et tilfælde hentet til teatret af sin barndomsven og skolekammerat Preben Harris. Han havde netop overtaget Gladsaxe Teater, som med sin første sæson i 1967/1968 havde brug for et nyt friskt billedsprog til de relativt unge skuespillere. Klaus Lindewald indtog naturligt rollen som husfotograf og dokumenterede hele livet på teatret. Hvad der foregik både på og bagved scenen. Perioden blev Klaus Lindewalds mest produktive, og han skabte mange ikonografiske billeder i denne periode. Med forestillinger som Nitouche, Her bor de gale og især Medea. Alene plakaten, designet af Klaus Lindewald selv, fremstår Bodil Udsen med kraftig sminke, i et ualmindeligt kraftfulde, lettere rystet billede. Alle de værdier, som tidligere havde gjaldt, var lagt af vejen. Selv skarpheden var ikke længere et ultimativt krav. Til forestillingen Hjemmet fra 1968 tog Klaus Lindewald måske sine smukkeste portrætter af den nye generation af skuespillere (Birgit Sadolin, John Hahn- Petersen, Hanne Ribens, m.fl.). Kontrastfulde sort/hvide portrætter med hvid hud og dybe mørke øjne. Klaus Lindewald blev på Gladsaxe Teater en lang årrække videre, men fulgte ellers med Preben Harris ind til Folketeatret, hvor de fortsatte deres samarbejde. Og flere teatre fulgte med, dels Det ny Teater og (selvfølgelig) Sorte Hest, som lå klods op af Klaus Lindewalds mørkekammer. I hans glansperiode stod han for måske 75-80% af samtlige billeder til det husstandsomdelte blad Arte Nyt. Desværre døde Klaus Lindewald relativ ung, men hans - og hovedparten af hele 60 er generationens stil fortsatte i rum tid fremover. Først med Per Morten Abrahamsens entré på scenen opstod en af de helt store fornyere af teaterfotografiet, da han fremstod med en i forvejen teatralsk stil. I al venskabelighed: En opstyltet og overdrevent metode. Allerede Per Morten Abrahamsens portrætter af erhvervsfolk var nærmest vulgære i sin farverigdom, gerne med kontrastfarver medbragt til lejligheden. Både disse tidlige portrætter i eksempelvis rødt og grønt eller de senere, mere monumentale billeder, leger fotografen med forestillingen om personen. Til tider fremstår Per Morten Abrahamsens visioner som et diabolsk vrængbillede af personen. Og dog. For der 6

9 TEMA gives også kærlighed. Der er tale om en slags dialektisk fotografi, hvor der gives en underlig flertydighed. Et af Per Morten Abrahamsens mest ikonografiske værker er netop portrættet af Christian Nissen, som dengang var direktør for Danmarks Radio, og han stod for at skulle bygge det store DR-projekt ude på Amager Fælled som en del af Ørestaden. Og dér lod han sig portrættere til hest, i røg og damp, med (takt)stok som viser vej i mudderet, mens et Metro-tog kører i baggrunden. Aldrig har en leder været med til at iscenesætte sit eget Waterloo med sådan et tryk på det teatralske, og man kender jo historien: Christian Nissen måtte forlade sin stilling netop pga. byggeriets økonomi. På samme måde som Per Morten Abrahamsens skabte visionære gestalter indenfor portrættet blev hans indtræden i det rigtige teater en ligeså stor revolution herhjemme. Egentligt husker jeg Per Morten Abrahamsens tidligste billeder hidrørte dansere, performancekunstnerne og de små teatre. Det varede ikke længe før også Det kgl. Teater meldte sig på banen. Og det virkede som om at desto større budgetter, der nu var til rådighed, des større blev tableauerne. Per Morten Abrahamsens billeder løsrev sig tit fra de enkelte teaterstykkers form og indhold. De forekommer arbitrære eller ligefrem surrealistiske. Og ofte med et større eller mindre strøg af erotik. Det er fotografier som vækker opsigt. Se blot hans store kalender for Det kgl. Teater, hvor tableau afløser tableau. Dermed er Det kongelige Teater også trådt ind i en ny æra. De har - som så mange andre - fundet ud af at billeder skal virke i et visualiseret samfund. Billeder skal ud at konkurrere med andre i et ekstremt uhomogent mediecirkus, hvor alle kneb gælder. Væk er det ærbødige portræt af en skuespiller, eller et still, en rekonstruktion til ære for fotografen, hvor alle står som fasttømrede personer på scenens gulv. Per Morten Abrahamsen indtræder med et moment af elegance og sætter sin egen stil, hvilket teatrene så kan følge eller ej. Med Per Morten Abrahamsen - og flere andre - er man nødt til at omdefinere fotografens rolle i forhold til teatret. Måske er det belejligt med disse surreale tableauer fritsvævende fra stykkernes form og indhold, frem for det at billederne tages i sidste øjeblik. De kreeres lang tid i forvejen. Men lad os foretage et kvantespring tilbage i tiden, til Hollywoods storhedstid fra 20 erne til 50 erne, hvor filmindustrien var baseret på stjerner. De kunne ofte sælge bedre end instruktører og var derfor i stald hos producenterne. På den baggrund var det afgørende at skuespillerne var fotogene, snarere end de nødvendigvis var gode til at agere. Og i forlængelse heraf fik også fotograferne en central betydning. Fra at være Hollywoods industrielle arbejdere blev de hurtigt højt placerede kunstnere i filmbyens hierarki. Bl.a. hedder det: I 20 erne dominerede stjernen fotografiet, i 30 erne kunne fotografiet skabe en stjerne. (John Kobal in. Glamour Portraits, p. Vi) I dag kan man nærmest forestille sig, at Per Morten Abrahamsen - og andre - vil kunne skabe ideen om et teaterstykke. Selvfølgelig er problematikken sat på spidsen, men det er afgjort, teatrene efterhånden har indset, at man ikke blot skal lade billedet af stykket blive skabt i sidste øjeblik og på de værst tænkelige præmisser. 9

10 AF RIE HAMMER STJERNEPORTRÆTTER REKLAME OG KUNSTFOTOGRAFEN MIKKEL BACHE HAR I FEMTEN ÅR PORTRÆTTERET TOPLEDERE OG STJERNESKUESPILLERE TIL VIRKSOMHEDER, REKLAMER OG PRIVATE KUNSTPROJEKTER. HER FORTÆLLER HAN OM AT NÅ IND BAG FACADEN OG SKABE ET BILLEDE AF MENNESKET BAG SKUESPILLERENS YDRE STJERNESTATUS. MIKKEL BACHE er født i Autodidakt reklame og kunstfotograf med eget professionelt firma. Se mere på mikkelbache.com og FOTO MED FARE FOR KLICHE Fotografen Mikkel Bache har igennem femten år erhvervet sig som professionel og selvstændig reklame og kunstfotograf. Vi mødes på Vesterbros Cafe Von Fresen, hvor han fortæller om sine kunstneriske overvejelser i sit portrætarbejde med stjerneskuespillere. Jeg gør mig altid et hav af overvejelser i forhold til at portrættere folk, hvad enten det er skuespillere, rockstjerner, direktører eller mere almindelige og mindre berømte mennesker, og der er et væld af udfordringer og faldgruber ved hver form for fotografi. Men i forhold til at skabe et portræt af en kendt og i dette tilfælde en stjerneskuespiller, så rummer denne form for fotografi langt større fare for at ende op i en kliche. Dels har stjerneskuespilleren altid et enormt bagland af brands, film og fotografier med sig, som både jeg og tilskueren kender og må forholde sig til. Dels har de ofte en ide om, hvordan de vil iscenesættes, hvad enten det går med eller imod deres spillerimage, og det er altid en svær balance at se, hvornår man skal følge det brand spilleren har, eller tviste det til noget nyt. Vi småsnakker lidt om andre kendte fotografers portrættering af kendte skuespillere og Annie Leibovitzs 1:1 iscenesættelse af Arnold Schwarzenegger med stor cigar knejsende overskrævs på en hvid hingst. Vi diskuterer billedet og hvor langt man kan tillade sig som fotograf at gå med på stjernens ikonografiske værdi, og uden at nå frem til en fast formel fortsætter Mikkel Bache: Da jeg skulle fotografere Anne Louise Hassing, var det tydeligt, at hun gerne ville ud af den sødmefulde rolle, hun havde fået efter sin optræden som Ida i Krøniken. Samtidigt skal man også passe på ikke selv at blive en 10

11 TEMA Alle fotos i denne artikel er stillet til rådighed af Mikkel Bache 11

12 12

13 TEMA 13

14 kliche ved hele tiden at tviste spillerens image til noget andet end det deres stjernestatus repræsenterer. I tilfældet med Anne Louise Hassing syntes jeg det lykkedes fordi jeg kan se en mere mørk, frustreret og fortvivlet side i hende, og det syntes jeg er trådt fint igennem i fotografiet. Det er en overvejelse, der skal gøres hver gang, og jeg har ikke opskriften på hvornår det lykkes, så for mig handler det om hele tiden at stole på min intuition og tro på mine ideer. JEG SØGER EN MENTAL SANDHED HOS SPILLERNE Men hvad skal der til at for at billedet stikker dybere end det at se en kendt skuespiller, og hvordan tilføjes fotoet en merværdi som skuespilleren tilbyder i form af sit artistiske brand? Jeg tror ikke på, at den sande skuespiller eller menneske kan skydes i et enkelt portræt. Derfor arbejder jeg ikke med spillerens ydre status. Mine stjerneportrætter skal skildre en dybereliggende mental tilstand i spilleren. Jeg søger en indre sandhed hos den portrætterede, og giver derpå mit billede af en følelsesmæssig side jeg tror, de rummer. De billeder jeg tager, har længe rumsteret i mit hoved, før de får fotografisk form. Den skuespiller jeg bruger er castet i kraft af deres særegne personlighed, og på den vis tror jeg, at mit portræt viser en side af spilleren, som er mere end den person, vi ser i medierne. Mikkel Bache har medbragt sin fotomappe og slår op på et billede af Jens Jacob Tychsen. Da jeg skulle fotografere Jens Jacob Tychsen, havde jeg fundet en fin location, hvor jeg kunne fotografere under vandet, og hvor jeg mente at kunne se en række æstetisk flotte løsninger for mig. Jeg efterredigerer stort set ikke mine fotografier, justere højst lidt lys eller farvetoner. Så for at skabe den ægte stemning, er den rigtig location og det, at være i det samme rum på samme tid, altafgørende for at skabe det gode billede. Og derfor laver jeg stort set aldrig studieportrætter i klassisk forstand med et lærred som baggrund. Jeg havde kontaktet Jens Jacob Tychsen til netop dette fotografi, fordi jeg ser ham som en kompleks person. Han er utrolig smuk, har en fantastisk fremtoning og en nærmest perfekt kontrol ud ad til. Men også en mand der rummer en mørk side indadtil, med et hav af indestængte følelser. Kampen imellem den pæne overflades kontrol og de underlæggende voldsomme følelser forsøgte jeg at fange i dette billede. Jeg iscenesatte ham i vandet, hvor han under overfladen kæmper mod et usynligt objekt mens han er ved at drukne. På den måde arbejder jeg mit billede af skuespillerens personlighed ind i fotografiet, samtidigt med jeg forsøger at skildre en essentiel sindstilstand, vi alle kan identificere os med. SKUESPILLEREN SOM FOTOGRAFISK SAMARBEJDS- PARTNER Vi snakker lidt videre om dét at fotografere skuespillere i forhold til andre mennesker, og Mikkel Bache fortæller: For mig fungerer skuespilleren mere som samarbejdspartnere. Vi har en fælles forståelsesramme for det kunstneriske projekt. De fleste spillere er ekstremt bevidste om deres kropssprog, attitude og visuelle spillerum, og det giver et stort kreativt frirum at arbejde sammen i. Samtidigt udgør det også faren for at miste det gode foto, fordi den forstillede attitude får det umiddelbare og oprigtigheden til at forsvinde. Når jeg portrættere en spiller, har jeg altid tænkt dem ind i et nærmest filmisk univers. Det skal ikke forstås sådan, at jeg har lavet et manuskript eller en historie, men så alligevel har jeg min egen lille filmfortælling hvor de er tiltænkt en rolle. I arbejdet med stjerneportrættering fungerer jeg derfor mere som instruktør, hvor jeg iscenesætter skuespilleren i en rolle, hvor han/hendes personlighed kan smelte ind i det univers jeg vil vise. Jeg skyder altid en masse fotos, men det interessante er, at de bedste billeder tages i de første sekunder før vi går rigtigt i gang. I det ultrakorte moment der opstår i grænselandet mellem at privat personen slipper sig selv og træder i karakter som rollen, eksisterer og fremstår de følelser og den form for oprigtighed og intensitet jeg søger i mine endelige billeder. 14

15 TEMA DET PRIVATE I DET PROFESSIONELLE PORTRÆT Samtalen fortsætter og drejer ind på emnet om, hvad der er bevæggrunden for de mange portrætfotografier. Mikkel Bache overvejer det lidt før han fortæller: Det er altid mennesket bag masken, jeg forsøger at fange i mine fotografier, hvad enten det er en skuespiller eller direktør jeg skal portrættere. Samtidigt er jeg selv et meget melankolsk menneske og bliver tiltrukket af melankolske mennesker og stemninger - og derfor er ensomhed, isolation og melankoli ofte et gentagene tema i mine billeder. Da jeg fotograferede Lars Mikkelsen, havde jeg en forestilling om en ensom storby-cowboy. Nu kender jeg Lars Mikkelsen en smule fra privatlivet, og for mig besidder han den melankolske ensomhed jeg søgte - eller måske møder jeg min egen melankoli i mødet med Lars. Jeg ved det ikke helt. I altfald passede han perfekt i det univers og billede jeg havde forestillet mig til netop det foto. Og derfor bliver skuespilleren ligeså meget en usynlig medhjælper i mit personlige fotoprojekt, samtidigt med, at han repræsenterer sig selv som skuespiller og iscenesætter en almen og genkendelig mental tilstand. Interviewet er slut. Mikkel Bache skal videre på job og vi takker af. 15

16 AF TOVE THAGE ET BUFFO RAMA OVER TEATERFOTOGRAFISKE LIDENSKABER TEATRETS FREMTID ER IGEN TIL DEBAT. KUN- STEN INDEN FOR TEATRETS PRÆGTIGE MURE LIDER. MENS KLASSIKERNE HITTER PÅ KUNST- MUSEERNE, MÅ TEATRENE TAGE ET OPGØR MED KLASSIKERE, NATIONALROMANTIK OG IDYL. Dét giver anledning til at undersøge teaterfotografiet, som står side om side og last og brast med teatret. Har vi stadig et teaterfotografi, der er med til at holde liv i interessen for teatret, og henvender det sig til det moderne teaterpublikum? Teaterfotografiet har selvsagt forandret udtryk i takt med, at teknologien og markedet flytter sig. Medierne er blevet den egentlige magthaver også over teaterfotografiet. Tidligere havde teatrene en fast fotograf tilknyttet, der kendte de tekniske vilkår og hele teatrets ensemble. Den tid er forbi. Pressen er selv herre over, hvem og hvad der skal fremhæves, og hvad der virker. I mediemæssig regi er denne klassiske genre inden for fotografiet hen over det sidste halve århundrede gradvist blevet demonteret. Er det teatrene selv, der har erstattet udhængsskabenes fotografier med sponsorsøjler og festivalflag? Først forsvandt teatertegningen fra de trykte medier og det var vel trods alt teaterfotografiet, der slog den ihjel - og lige nu er der større og flere annoncer for TV3 og Canal+ end for aftenens teaterforestillinger. HVAD ER ET TEATERFOTOGRAFI? Teater og fotografi er to sider af samme sag. Personen, der gav navn til verdens første fotografiske teknik, daguerreotypiet, var oprindelig teatermaler og iscenesætter i ét af Paris umådeligt populære dioramaer. Teatret var i midten af det 19. århundrede en synsmaskine, hvor kun det nye medium, fotografiet, ville kunne gøre det rangen stridigt. Fotografiet, siger vi, fastholder øjeblikket. Teatret er nuets kunst. Teaterfotografi er på den måde dobbelt op en øjeblikkets kunstart. Teater er live, det er nærvær, følelser, tilstedeværelse, alt behersket 16

17 TEMA af nuet, og teater står for fremvisning af menneskelige affekter. I teaterfotografiet fastfryses teatrets nu og her, og dermed fastholdes teatrets affektudtryk: Affekten er teatrets kendetegn og teaterfotografiets. I teaterfotografiet, som i teatrets egen verden, indgår betragterens psykologiske aflæsning af skuespillerens mimik, gestus og affekter. Skuespilleren forventes at kunne sin métier, nemlig at mestre skuespilteknikken. Skuespillerne bliver beundret og tiltrækker publikum, hvis de fremstiller følelser, der fremstår autentiske. I teaterfotografiet fastfryses disse følelser og forlenes med samme autenticitet. Samtidig er teaterfotografiet, på grund af sin indexikale værkkarakter et medium, hvis effekt hviler på en af betragteren tillært objektiv virkelighedsgengivelse. Så beskueren af fotografiet er en konstitutiv del af værket. Den menneskelige ansigtsmimik styres af seksogfyrre små muskler, der kan udformes i mere end titusinde forskellige variationer. Alle leder tilbage til de seks såkaldt medfødte grundfølelser: glæde, overraskelse, sorg, angst, væmmelse og ærgrelse. Disse mikrosekundkorte mimiske fænomener har en åbenlys teknisk ækvivalent i kameraets lukkemekanisme. De dygtigste fotografer vil ved brug af den korteste belysningstid kunne fiksere og isolere ét ansigtsudtryk. Det kan kun finde sted i fotografiet. Det ses ikke i den virkelige verden og slet ikke på afstand siddende i teatersalens mørke. I det lys er teaterfotografiet på sin egen facon mere affekt end teatret selv og at sammenligne med maskens stivnede udtryk. Descartes værk Passions de l áme (1649) og senere også i Kant s Anthropologie in pragmatischer Hinsicht (1798) har filosofien forsøgt at skelne mellem og beskrive forskellen mellem de menneskelige lidenskaber og affekterne. Affekten er, i følge Descartes, en overraskelse gennem følelse. Mens lidenskab er følelser, der forløber over tid. Affekten opstår pludseligt, er spontan og går over. Lidenskab, derimod, varer ved og gør ufri. For Kant var det væsentligt at ordne og sortere mellem affekter og lidenskaber, så den rette smag, til gavn for forstand, fornuft og dømmekraft, kunne skoles. Som begreb besidder affekten en særlig affinitet til fotografiet, fordi affekt og fotografi kommer overens i den tidslige dimension. Affektens mimiske effekt i fotografiet træder her frem som billede. Den vigtige tredje komponent mellem affekt og fotografi er kategorien det pludselige, det uventede, hvor øjebliksbilledet betyder, at den fastholdte mimiske bevægelse bliver manifest. Søren Kierkegaard har i sin afhandling om Begrebet Angest (1844) gjort opmærksom på denne sammenhæng. Han skriver, at det mimiske kan udtrykke det pludselige, uden at derfor det mimiske som sådan er pludseligt. Den tyske filosof Ernst Müller har undersøgt Kierkegaards skrifter i en mediehistorisk sammenhæng og fremhæver, at den pludselige fastholdelse af den mimiske bevægelse er fotografiets signum. Altså har både affektens tidslighed og flygtighed med betydelig vægt indskrevet sig i fotografiets æstetik. Samtidig er det både fotografiets og teaterfotografiets paradoks. BUFFOAFFEKT OG LIDENSKAB Lige siden den tidligste oplysningstid i for eksempel BARTHES OM TEATER OG FOTOGRAFI I Roland Barthes samlede videnskabelige værk ligger 17

18 18

19 TEMA Foto fra Republique/PR ved vi, at skuespilleren ikke er død. Ser vi døden på et fotografi, stiller vi ikke samme spørgsmål. Det er derfor, at vi bliver foruroligede, når vi får at vide, at Robert Doisneau berømte Le baiser eller Viggo Rivads Paris i København er instruerede fotografier og ikke billeder taget i det afgørende øjeblik. En lignende kontrakt har vi med skuespilleren, hvis værk vi også tager til os, uden tanke på hvad der samtidig foregår bag masken. Teaterfotografiet blev tidligere til under udvalgte prøvesekvenser, eller som det fremtræder i dag, et iscenesat fotografi. Både mediernes og teatrenes brug er anderledes. Billederne benyttes til plakater, i annoncer, i programmet og på websites. For teaterfotografi er altid arbejde i kommission. Både teaterplakaten og teaterfotografiet reklamerer for forestillingen og skal vække opmærksomhed. Der er noget kommercielt ved teaterfotografiet, men på indholdssiden skal det med raffinement indfange essensen af en hel forestilling. KØDETS LYSTER OG LASTER Teater Republique har et slående teaterfotografi som blikfang for den aktuelle forestilling Othello. På billedet ses en bunke nøgne kroppe, stablet oven på hinanden som en ligbunke fra Auschwitz. Er det blikfang, eller er det et budskab om forestillingens indhold? Interessant nok reklamerede Christensen & Hvam for filmen Klovn med en noget lignende groteske, dog med en meget omtalt forskel. På de to teaser-plakater var der udsigt til både klovn og klokkeværk. Begge eksempler er iscenesatte fotografier, der benyttes som blikfang med fast greb om lyster og laster. På teater Republiques hjemmeside står der, at Repudøden som en understrøm. Det lyse kammer, hans bog om fotografiet, er en overvejelse over døden og teatret som skæringspunkter i det fotografiske. Projektets uforenelighed, men indre forbundethed, faldt på afgørende, inspireret vis på plads med Det lyse kammer som udkom i 1980 kort efter hans død. Barthes skriver: Jeg har altid elsket teatret, og alligevel går jeg næsten aldrig mere derhen. Det er en forandring, som jeg selv studser over. Hvad er der sket? Hvornår et det sket? Har jeg forandret mig? Har teatret forandret sig? Elsker jeg det ikke mere, eller elsker jeg det for højt? ( Témoignage sur le théatre, 1965). Barthes var af den mening, at teatret er sådan skabt, at man nødvendigvis må lade det i stikken. At se teater er en filosofisk erfaring. I teatret bliver livet levende, og samtidig træder livets negative grundmønster frem. At blive voksen er, i følge Barthes, at føle og mestre spændvidden i denne erfaring. Teatret er en indvielse til det voksne liv: Så snart man har lært denne lektie, må man derfor fjerne sig fra det. Defor paradokset. Derfor teaterfotografiets paradoks og derfor Barthes fotografiske dogme i Det lyse kammer : Fotografi har ikke med anden billedkunst at gøre, men kun med teatrets kunst - og døden. Teatrets fastholdelse af affekter, det mimiske, er ikke en naturlig tilstand, men har med masker, død og totemkult at gøre. FOTOGRAFIETS PARADOKS Teaterfotografiet er et paradoks ved den kontrakt, fotografiet ellers har med publikum. Et fotografi er et faktum, et fotografi gengiver en begivenhed. Vi lærer at forholde os kritisk til film, vi er bevidste om filmens konstruktion. Hvis vi ser en film og skuespilleren dør, 19

20 blique henvender sig til et ungt publikum. På hjemmesiden kan man i øjeblikket deltage i en fotokonkurrence til teatrets Facebook-side og indsende sit eget fotografi. Er det mon det nye teaterfotografi? Eller drejer det sig om at blive venner i de virale verdner? Et af problemerne for teaterfotografen er genkendelighed. Tilskueren overskuer på en gang hele scenebilledet eller kan på skift vælge at fokusere på udvalgte detaljer. Sådan ser det menneskelige øje i virkeligheden. Men fotografen med de udvalgte linser ser ikke på denne måde. Når dertil lægges tidens celebritydyrkelse, bliver det tydeligt, at medieaftalen i sød forståelse fokuserer på stjernerne. Det er en fornyelse af genren, og det er evident, at i et teater, hvor scenen er delt op i flere rum, og hvor scenografi og skuespilstil skabes til site-specific lokaler, kan man ikke vise en hel produktion i ét fotografi. Men af hensyn til vores semiotik ville det nok være spændende at frembringe fuldt-udfoldede total-vuer snarere end at illustrere en to timers forestilling med et enkelt head-shot af en stjerneskuespiller? Hvor magasinglatte og omhyggeligt komponerede de end er, så forråder sådanne billeder en dagsorden, som er med til at tage livet af pressens teaterdækning. Med et portræt af en kendt person på teaterplakaten lægger teaterfotografiet sig op ad modefotografiet, som selvfølgelig for længst har fornyet sig ved at sætte de store filmstjerner på forsiden af Vogue. Teaterfotografiets kendetegn, affekten, lever i dag i de krigsfotografier, der vinder World Press Photo priserne. Tove Thage, er kunsthistoriker, skribent, underviser og kurator med vægt på tværvidenskabelig æstetik og fotografi. 20

21 TEMA AF METTE GARFIELD DET ER EN LEG FOTOGRAFEN NATASCHA THIARA RYDVALD SKYDER SINE STÆRKE OG FORTÆLLENDE TEATERBILLEDER I ET ENKELT, FATALT ØJEBLIK, MENS HUN KONSTANT MENTALT OG FYSISK ER I BEVÆGELSE Jeg vidste, fra jeg var tretten år, at jeg ville være filmfotograf. Og jeg elskede musicals, Singing in the Rain, det, der var storslået. Jeg fik at vide, at man skulle være still fotograf inden, så jeg fik en læreplads hos Schiller som syttenårig, hvor jeg lærte rigtig meget teknik. Men jeg savnede kunsten. Så jeg lavede også mine egne ting, mens jeg var i lære, og mens jeg gik på filmskolen. Jeg elsker også stadig at lave film, men man er mere alene og har større frihed som still fotograf. Det er en helt anden måde at arbejde på, en anden måde at lege på - og jeg er så heldig at se på mit arbejde som en leg, smiler Natascha Thiara Rydvald. Hendes stemningsmættede, berettende og velkomponerede billeder er populære i teaterverdenen, og hun har bl.a. arbejdet for både Det Kongelige Teater og Betty Nansen i en årrække. Natascha Thiara Rydvald, der altså også arbejder med kunst-, mode- og filmfotografi har en særlig arbejdsmetode, der stammer fra hendes erfaring med filmoptagelser. Jeg kom ind på Den danske Filmskole, hvor arbejdsprocessen er meget længere og er en helt anden. Som filmfotograf vil man jo gerne hurtigt ind i processen, så man kan danne sig nogle billeder, og det kommer man også, men man skal også have de samme visioner som resten af holdet. Det lærte jeg meget af. Jeg er vant til at samarbejde og til at tage scenerne fra forskellige vinkler hele tiden. Derfor er jeg også hele tiden i bevægelse og vant til at kunne arbejde meget hurtigt og se. Finde dynamikken og hele tiden finde en forgrund, en baggrund - momenterne, der skal fortælle en forestilling, uddyber Rydvald. EN MEDSPILLER Hun fortæller videre om sit meget varierede arbejde: Jeg forbereder mig selvfølgelig hver gang på, hvad det kunne være, jeg skal lave, men er hele tiden åben for, hvad der kan opstå. Jeg samarbejder jo med instruktør, scenograf og skuespillere i rummet. Og det er meget forskelligt fra forestilling til forestilling og scene til scene. Jeg kommer ind på et meget sårbart tidspunkt i processen, hvor det er næsten færdigt, og nerverne sidder uden på tøjet. Jeg synes, det er helt fantastisk, det jeg ser og glæder mig. Jeg bliver en medspiller på den korte tid, jeg har til at lave mit arbejde. Gennem de seneste par år oplever Rydvald, at teaterfotografiet prioriteres højere. Førhen har det nærmest været et forstyrrende element, og det kunne være svært 21

22 NATASCHA THIARA RYDVALD Uddannet still fotograf hos Schiller & Co. Filmfotograf fra Den Danske Filmskole. Arbejder med levende og stillbilleder. Indenfor teaterfotografi arbejder hun bla. for Betty Nansen, Det Kongelige Teater, Skuespillhuset, Operaen, Edison, Folketeatret, Dansenshus, Dansescenen, Nørrebroteatret, Kaleidoskop, mf. 21

23 TEMA Alle fotos i denne artikel er stillet til rådighed af Natascha Thiara Rydvald. 23

24 24

25 TEMA at indtage sin plads, men nu er fotografen blevet en form for medaktør i løbet af de to-tre timer, der ofte er sat af til fotograferingen af en gennemspilning. Undertiden aftales også yderligere specifikke scener, der skal skydes, og som Rydvald så selv iscenesætter. Rydvald arbejder fx også med Eventministeriet på Det Kongelige Teater, hvor fotograferingen instrueres og tages ude på mærkelige locations. BILLEDET SKAL KUNNE STÅ ALENE Rydvald forklarer, at går hun fuldstændig ind i og selvfølgelig engagerer sig i hver eneste forestilling, hun fotograferer. Et still teaterbillede skal kunne noget helt andet end teaterforestillingen. Og det er ret interessant at finde ud af, hvad det er. Teaterfotografiet skal fortælle og indfange alt det, hele forestillingen vil på et splitsekund Og det må gerne være lidt på kanten for at fange opmærksomhed, forføre og vække nysgerrighed. Det skal have noget nerve. I et teaterprogram er der måske billeder, hvor man kan vise en montageserie og fortælle, men hvert billede skal stadig fungere alene, mener Rydvald. SE ØJNENE I løbet af fotograferingen af en forestilling tager Rydvald også ofte portrætter af skuespillerne. Til Det Kongelige Teaters opsætning af Richard d. III tog Rydvald fx lynhurtigt portrætter af hele holdet lige efter en gennemspilning, så sved, træt make-up og karakterer stadig var markant i skuespillernes ansigter. Vi går jo i teatret for at se og opleve følelser, så derfor går jeg også efter det. Man skal kunne se følelserne og se relationerne i øjnene. Så jeg vil gerne ind bagved og se følelserne. Det er det, vi laver historier om - os selv, griner Rydvald hjerteligt. Ifølge Rydvald skal teaterfotografiet derudover have dybde og selvfølgelig fungere rent fotografisk, hvilket hun efter så mange år i branchen har værktøjer til, som sidder dybt i kroppen på hende. Men samtidig prøver jeg også på hele tiden at forny mig og ikke bare køre på rutinerne, og det der virker. Jeg går på et nulpunkt hver gang. Jeg ser det med nye øjne. Til hver forestilling, spørger jeg: hvad er det her? Og går så ud fra det. Det er en alvorlig leg, for der står meget på spil, fortæller Rydvald. EFTERARBEJDE Til spørgsmålet om der er teatergenrer Rydvald foretrækker at arbejde med, svarer hun måske ikke så overraskende: Nej, det er der ikke. Jeg vil bare gerne have nogle sjove, spændende og gode legekammerater. Det handler om at være i nuet. Jeg tænker selvfølgelig i rum, lys og komposition - og helt på rygmarven. En af de største udfordringer er faktisk, at der er så lidt lys, så meget ligger også i efterarbejdet. Jeg vil ikke have, at man skal kunne se det, men jeg går ind og ændrer på billederne. Det har jeg lige så stor respekt for, og jeg har også en god dialog med grafikere, for trykningen er vigtig. Det ville være skønt at kunne lave en bog hver gang, men det kan man ikke, siger Rydvald afslutningsvis. 25

26 AF RIKKE ROTTENSTEN FOTOET SKAL FORTÆLLE EN HISTORIE TEATER ER VISUELT, DET ER ØJEBLIKKETS KUNST. DERFOR KAN DET OGSÅ UNDRE LIDT, AT MANGE TEATRE IKKE ER MERE OPMÆRKSOMME PÅ VÆRDIEN AF DET GODE BILLEDE, LAGT PÅ NETTET I GOD TID OG KLAR TIL AT DOWNLOADE PÅ REDAKTIONERNE. Et billede siger mere end 1000 ord hed en gammel lærebog om journalistik og foto engang. Men selv om det er ved at være en kliche er det dog en sandhed, der ikke er blevet mindre sand med årene. For i takt med at artiklerne er blevet kortere, medierne flere og hurtigere, er billedet mere vigtigt end nogensinde. Især for en visuel kunstart, der har svært ved at konkurrere sig ind i mediernes synsfelt bare i kraft af deres eksistens og indhold. - Teatrene bør ikke underkende, hvor vigtigt gode fotos er i forhold til at få foromtale i aviserne. Den forestilling, der får hovedomtalen, eller som står forrest, og derfor bliver læst af flest - den der bliver placeret der, kan være afgjort af billedet, siger teaterredaktør Jakob Steen Olsen fra Berlingske Tidende. - I dag skal journalisterne mere end nogensinde nærmest selv sætte artiklerne op på siden. Derfor kan man som journalist påvirke det samlede billede af avisen, hvis der er tid til at lede efter ordentlige - og gode - fotos. Man kommer ingen vegne som teater, hvis ikke der er gode billeder til ens forestilling. Det påvirker kraftigt avisens afgørelse. ÆLLEBÆLLE BILLEDE Fotograferne tager billederne, men de der bestiller og vælger er som regel PR-folkene på teatrene. En af dem er Tatjana Vang, der har sit eget kommunikationsfirma med blandt andre Dansk Danseteater som kunder. Som de fleste andre har hun en håndfuld faste fotografer, hun samarbejder med, og som hun vælger imellem alt efter, hvilken opgave det er, hun står med.. Jeg bruger meget ofte reportagefotografer. Når det drejer sig om teater, så drejer det sig jo meget om nuet, om øjeblikket. Det er reportagefotograferne meget bedre til at fange. Fotoet skal fortælle en historie. Det skal pirre nysgerrigheden. Invitere indenfor. Der skal være en appel i det til at beskueren vil vide mere. Som teater vil man jo gerne have folk til at deltage, siger Tatjana Vang. - For det meste er der to-tre fotos, der er lige i øjet. Det er dem, jeg synes, er de bedste, og det er tit også dem, journalisterne og redaktørerne vælger. Men det skal helst være sådan, at der er noget af vælge imellem. At avisen siger ællebælle, når de sidder med billeder. For så er der større chance for, at de ikke alle sammen vælger det samme. GOD HISTORIE, LET AT AFKODE At det i sin grund skal være et godt billede, er de enige om på hver sin side af computeren. 26

27 TEMA Glem alt hvad der er grafisk og smart, lyder opfordringen fra Berlingske Tidendes teaterredaktør. Den har Det Kongelige Teater ikke lige fulgt i denne sæson, hvor hver forestillings bærende illustration har været en grafisk udgave af det, der symboliserer forestillingen. I Misantropen er det væsentligste element altså en kavalergang. Som man til gengæld ikke har set vanvittig meget til i medierne. (Foto: Det Kgl. Teater/PR) 27

28 Dansk Danseteaters Summer Dance i den markante, arkitektonisk fantastiske Politigård. Det udnytter fotograf Henrik Stenberg optimalt på dette foto fra forestillingen. - Man skal ikke underkende genkendeligheden i fotoet. At man kan se hvem der er på, hvad der foregår. Det må gerne være dynamisk, fysisk, så det afspejler at det er teater, dramatik, vi har med at gøre, siger Jakob Steen Olsen. - Man vil naturligt forsøge at zoome ind på hovedpersonerne i en forestilling. Hvis det er Jeppe på bjerget, vil man prioritere et billede af Jeppe fremfor et af Nille og Ridefogeden. Med Misantropen på Det Kgl. Teater vil man gå efter et billede af Mille Lehfeldt og Lars Mikkelsen sammen, fordi det er spillet mellem de to, der er omdrejningspunktet i forestillingen. Men man vælger ikke efter skuespiller, hvem der er mest kendt i en forestilling. Hvis for eksempel Lars Mikkelsen kun havde haft en birolle i forestillingen, ville man alligevel ikke vælge et foto af ham, selv om han er den mest berømte, fremfor at bringe et billede af den mindre kendte hovedperson. - Som anmelder skeler man også til, om der i anmeldelsen er noget, der kalder på et særligt foto. For eksempel en særligt vidunderlig skuespiller eller en bestemt scene. Hvis anmelderen så skriver en billedtekst, kan han eller hun på den måde vejlede redaktionssekretæren i, hvilket foto de skal vælge. -Glem alt om noget, der er grafisk, smart, moderne. Rystede fotos er heller ikke så godt på en avisside. Læserne skal hurtigt kunne afkode billedet. Samtidig skal anmeldere og journalister skrive kortere og kortere, derfor kan fotoet være en hjælp til at fortælle den historie, man gerne vil have frem i sin anmeldelse eller artikel. Det bedste er, hvis det kan bruges til andet og mere end som bare en tilfældig illustration. FOR SENT UDE Fra avisen lyder der samtidig en undren - og en opfordring til teatrene. Om at pleje sig selv og sin synlighed ved at sørge for at have ordentlige fotos tilgængelige i god tid. Både tidlige fotos, taget inden forestillingen er gået i gang. De har så langt et liv, og der kan være så mange gange, hvor journalister har brug for et godt foto til deres artikler. Om forestillingen, om en af skuespillerne, om billetsalg, teatervaner eller hvad det nu kan være. Ligesom magasinerne har lange deadlines, og her falder hammeren med det samme. Uden fotos ingen omtale, ugeblade er meget billedbårne. Men det skal være rigtige fotos, med mennesker på, der er lette at afkode for læserne af et medie. - Alt for mange teatre er alt for sent ude i forhold til avisernes deadlines. Pudsigt nok er det tit det lille, fattige projekt med en underbetalt PR-medarbejder, der forstår vigtigheden af gode billeder tidligt. Mens store teatre ikke engang kan finde ud af at lægge forestillingsfotos på hjemmesiden op samme uge som forestillingen har premiere. Det virker ejendommeligt, synes Berlingskes teaterredaktør. 28

29 AF RIKKE ROTTENSTEN ET WAKEUP CALL I TØRRE TAL SCENEKUNSTSTOFFET ER RADIKALT BESKÅRET I DANSKE AVISER. FRA AT VÆRE DET REDAKTIO- NERNE PRIORITEREDE HØJEST ER DET RØGET NED TIL AT VÆRE RELATIVT LIGEGYLDIGT, VISER TAL I EN NY BOG OM KULTURJOURNALISTIK. BOGENS TAL OG OPLYSNINGER ER HÆMMEDE AF, AT DEN KUN BRUGER FIRE AVISER TIL SIN ANALYSE, OG KUN HAR TALT MED LÆSERE I AARHUS-OMRÅDET. ALLIGEVEL ER DER INTE- RESSANTE OPLYSNINGER I DEN. Engang var det dét, der rangerede højest på enhver kulturredaktørs prioriteringsliste. I dag er scenekunsten gledet ned til en dækning på mindre end 10 % i avisernes spalter. Slået - ikke af filmen, som teatret ellers altid har set som den store rival. Men faktisk især af den gode, gammeldags litteratur. Bogen, der som den eneste af de gamle kunstformer har holdt ekstremt godt fat i journalister og medier, af populærmusikken, og så af de nye kulturformer som tv, mad, boligindretning og den slags mere livsstilspræget stof. HVAD ER KULTUR? Tallene står i bogen Kulturjournalistik - journalistik om kultur, som er baseret på en undersøgelse lavet af Nete Nørgaard Kristensen og Unni From fra henholdsvis Københavns Universitet og Aarhus Universitet. Når de taler om kultur, så taler de om det i ordets allerbredeste betydning. Her er både biler, boligindretning, Kongehus og mad med. Det er derfor klart, at når de fire valgte aviser i undersøgelsen er Politiken, Morgenavisen Jyllands-Posten, Ekstra Bladet og metroxpress, så giver det på forhånd nogle tal, hvor den klassiske kultur taber markant til livsstils- og forbrugerstoffet. Hvor man kan sige, at den klassiske kultur står meget stærkt i nicheaviser som Information og Kristeligt Dagblad, og indtil for nylig også i Børsen (der netop har skåret radikalt ned på deres kultursider). Men selvfølgelig er det tankevækkende, at hvor for eksempel Ekstra Bladet før havde en fast teateranmelder, er det i dag meget sporadisk, hvad der kommer i. Og de ville ikke idag sende en journalist og en fotograf ud og glas-og-galla-dække en premiere på Det Kongelige Teater, hvad de godt kunne finde på i 1995, som er det næstnyeste årstal, bogen har med i sin statistik. KULTUREN ER ET SATSNINGSOMRÅDE Scenekunstens manglende placering i aviserne gør så meget mere nas i betragtning af, at kulturstoffet på alle de her valgte aviser, bliver regnet som en meget væsentlig del af avisens image. Politiken ser selvfølgelig sig selv som den gamle, store kulturavis og her er stoffet en meget væsentlig del af avisens selvforståelse, af dens image og kulturredaktør Anita Bay Bundegaard siger i bogen, at hun ikke skal 29