Guldhornene. Adam Oehlenschläger: Guldhornene, 1803 side 1

Transkript

1 Adam Oehlenschläger: Guldhornene, 1803 side 1 Guldhornene De higer og söger i gamle Böger, i oplukte Höie med speidende Öie, paa Sværd og Skiolde i muldne Volde, paa Runestene blandt smuldnede Bene. Oltids Bedrifter anede trylle; men i Mulm de sig hylle, de gamle Skrifter. Blikket stirrer, sig Tanken forvirrer. I Taage de famle. I gamle gamle hensvundne Dage! da det straalte i Norden, da Himlen var paa Jorden, giv et Glimt tilbage! Skyen suser, Natten bruser, Gravhöien sukker, Rosen sig lukker. De övre Regioner toner! De sig möde, de sig möde, de forklarede Höie, kampfarvede, röde, med Stierneglands i Öie Hrymfaxe den sorte puster og dukker og i Havet sig begraver. Morgenens Porte Delling oplukker, og Skinfaxe traver i straalende Lue paa Himlens Bue. Og Fuglene synge. Dugperler bade Blomsterblade, som Vindene gynge. Og med svævende Fied en Möe hendandser til Marken afsted. Violer hende krandser. Hendes Rosenkind brænder, hun har Lilliehænder. Let som en Hind med muntert Sind, hun svæver og smiler; og som hun iler og paa Elskov grubler hun snubler! og stirrer og skuer gyldne Luer, og rödmer og bæver og zittrende hæver med undrende Aand, af sorten Muld, med sneehvide Haand, det röde Guld I som raver i blinde, skal finde et ældgammelt Minde, der skal komme og svinde! Dets gyldne Sider skal Præget bære af de ældste Tider. Af det kan I lære. Med andagtsfuld Ære I vor Gave belönne. Det skiönneste Skiönne, en Möe skal Helligdommen finde! Saa synge de og svinde. Lufttonerne döe! En sagte Torden dundrer! Hele Norden undrer! Og hen de stimle i store Vrimle, og grave og söge Skatten at foröge. Men intet Guld! Deres Haab har bedraget. De see kun det Muld, hvoraf de er taget. Et Sekel svinder!!

2 Adam Oehlenschläger: Guldhornene, 1803 side Over Klippetinder det atter bruser. Stormenes Sluser bryde med Vælde. Over Norges Fielde til Danmarks Dale i Skyernes Sale, de forklarede Gamle sig atter samle. For de sieldne Faae som vor Gave forstaae, som ei Jordlænker binde, men hvis Siele sig hæve til det Eviges Tinde, som ane det Höie i Naturens Öie, som tilbedende bæve for Guddommens Straaler, i Sole, i Violer, i det Mindste, i det Störste, som brændende törste efter Livets Liv, som o store Aand for de svundne Tider! see dit Guddomsblik paa Helligdommens Sider, for dem lyder atter vort Bliv! Naturens Sön, ukiendt i Lön, men som sine Fædre, kraftig og stor, dyrkende sin Jord, ham vil vi hædre, han skal atter finde! Saa synge de og svinde Da standser Ploven, og en Gysen farer igiennem Skoven. Fugleskarer pludselig tier. Hellig Taushed alt indvier. Da klinger i Muld det gamle Guld. Tvende Glimt fra Oldtidsdage funkler i de nye Tider. Selsomt vendte de tilbage, gaadefyldt paa röde Sider. Mystisk Helligdom omsvæver deres gamle Tegn og Mærker. Guddomsglorien ombæver Evighedens Underværker. Hædrer dem, thi Skiebnen skalter! snart maaskee de er forsvunden. Jesu Blod paa Herrens Alter fylde dem, som Blod i Lunden. Men I see kun deres Lue, ikke det ærværdigt Höie! Sætte dem som Pragt tilskue for et mat nysgierrigt Öie. Himlen sortner, Storme brage! Visse Time du er kommen. Hvad de gav de tog tilbage. Evig bortsvandt Helligdommen Hrymfaxe den sorte puster og dukker, og i Havet sig begraver. Morgenens Porte Delling oplukker, og Skinfaxe traver i straalende Lue, paa Himlens Bue. 150 Ved lune Skov Öxnene trække den tunge Plov, over sorten Dække.

3 Uddrag af avis fra mandag den 17. maj 1802

4 Nationalsjælen bor i en gylden kopi Politiken 18 september 2007, 2. sektion side 1 De stjålne guldhorn i Jelling samlede i går et større presse- og politiopbud, og museumsverdenen fulgte dramaet fra første række. Guldhornene er ganske vist ikke af guld, og de er heller ikke fra oldtiden. De er rene rekonstruktioner - men de udgør en værdi som stærkt nationalsymbol. Af ANNE BECH-DANIELSEN En julidag i 1639 snublede Kirsten Svendsdatter fra Møgeltønderkanten for anden gang over et eller andet i plovfurerne på Schackenborgs jorder ved Gallehus. Hun var på vej til Tønder med sine kniplinger, og de andre i flokken mente ikke, at der var noget at hige og søge efter. Men denne gang bukkede hun sig ned og gravede fri, hvad der stak op. Det første af Danmarks måske to største nationalsymboler overhovedet var fundet: Da kniplersken var færdig med at vaske metallet fri for jord i bækken, stod hun med et over 3,5 kilo tungt, velbevaret guldhorn dekoreret med motiver af fantasidyr, mennesker med dyrehoveder, stjerner og dyr. Kirsten Svendsdatter fik et skørt, og kongen fik sit danefæ. Men Danmark havde ikke fået sit nationalsymbol endnu. Der skulle gå næsten 100 år, før en fattig husmand, Erik Lassen, fandt det andet horn, da han var ude at grave ler til sin hytte under tyve meter fra Kirsten Svendsdatters findested. 'Det korte horn' var knækket, spidsen manglede, men der var den fineste runeinskription, der kunne placere hornets oprindelse et sted i Skandinavien. Og der var en fantastisk fortælling om et historisk fund - og nu over 7 kilo oldtidsguld med både enorm videnskabelig værdi og affektionsværdi for Danmark. En historie, der havde det hele, kunne man tro - men den skulle blive meget bedre i 1802, og natten til i går fik den sit foreløbig sidste dramatiske kapitel, da guldhornene forsvandt. Igen. På en måde. For i 1802 brød en guldsmed med svag karakter og stærke pengeproblemer ind i Kunstkammeret. Efter at finderen, Erik Lassen, pænt havde afleveret sit fund i Sønderjylland og indkasseret 200 rigsdaler, havde greven af Schackenborg sendt danefæet til Kunstkammeret, hvor også det første guldhorn lå, og hvor han mente, at så dyrebare klenodier lå sikrest.»det kan man jo så mene noget andet om i dag«, som en af landets ypperste guldhornsspecialister, museumsinspektør og dr.phil. i arkæologi Morten Axboe, tørt bemærker. For med to simple nøgler, hvoraf den ene ganske enkelt var pillet ud af låsen derhjemme i stuen, lykkedes det den københavnske guldsmed at fjerne de to guldhorn fra Det Kongelige Kunstkammer. Og ikke noget med lyssky handler og eksotiske udenlandske opkøbere her. Niels Heidenreich var af anderledes praktisk karakter: Han stoppede ganske simpelt de uvurderlige horn med de gådefulde dekorationer fra germansk jernalder ned i sin smeltedigel hjemme i køkkenet i Larsbjørnsstræde. Inden han blev pågrebet og fængslet, havde han omdannet enhver arkæologisk værdi til godt 7 kilo råguld. Den danske nationalromantik Og hvis ikke der allerede nu var stof nok til en myte, fuldendte digteren Adam Oehlenschläger samme år sagaen med sit berømte digt om 'Guldhornene' - i øvrigt

5 skrevet ganske få baggårde fra Niels Heidenreichs køkken. Danmark havde fået et nationalsymbol. Få andre arkæologiske nationalskatte kommer på højde med guldhornene, når det gælder om at have gennemslagskraft i befolkningen - også selv om man tæller Gundestrupkarrene, Illerupspyddene, Grauballemanden og Solvognen med. Som museumsdirektør på Nationalmuseet Carsten U. Larsen siger det:»guldhornene var om nogen med til at indvarsle den danske nationalromantik«. Altså dyrkelsen af vores egen identitet og myten om det lille kongerige mod Nord, de bølgende kornmarker, generationer af brave mænd og plovskærene bugnende af fordums storhed. Det var baggrunden for, at kong Frederik VII i tæt samarbejde med Nationalmuseets grundlægger, Christian Jürgensen Thomsen, satte sig for at få lavet to rekonstruktioner i forgyldt sølv. Christian Jürgensen Thomsen kunne ikke se et nationalmuseum i Danmark uden de to horn, fortæller nuværende museumsinspektør på stedet, Morten Axboe. Hornene blev udformet efter gamle tegninger og med hjælp fra bl.a. Jürgensen Thomsens egen barndomserindring: Han var en af de få, der havde set de oprindelige horn, og han huskede dem som bueformede. Kopihornene blev udstillet på Nationalmuseet, som har haft rekonstruktionerne i eje siden I 1970'erne fik museet lavet yderligere et sæt rekonstruktioner for også at kunne vise, at nogle teoretikere mener, at hornene har været vredne som oksehorn. For en måneds tid siden blev de ældste horn udlånt til det østjyske udstillingscenter Kongernes Jelling, også under Nationalmuseet. Museumsmandens mareridt Og natten til i går fik legenden om guldhornene så en nutidig tilføjelse. Det lykkedes ukendte indbrudstyve at klatre op ad en stige på bagsiden af museet, smadre en høj rude, sparke en mellemdør op ind til udstillingsrummet og en af Danmarks mest tyverisikrede mobile montrer - og fjerne nogle autentiske, helt uvurderlige oldfund som et halssmykke og en lille ravbjørn. Og så guldhornene. Altså - dem fra De oprindelige er jo væk. Denne gang er det kopier, der er forsvundet. Der findes en brugbar afstøbning på Nationalmuseet, så man kan lave to nye horn i morgen. Det vil ikke engang koste alverden, for rekonstruktionerne var nok forgyldte, men ikke af guld. Og mon ikke også der skulle være en venlig digter, der kunne forfatte et nyt nationalkvad, hvis det skulle være? Med andre ord: En mindre sag om tyveri af en dårlig kopivare? Ikke at dømme efter opbuddet af sendevogne, fotografer, politiskilte, kriminalteknikere, bekymrede museumsfolk fra København og rød-hvide afspærringer uden for museet i Jelling i går. Som en forbipasserende cyklist, Steffen O. Kay fra Jelling, noget underspillet bemærkede på vej gennem Jelling i går:»det er irriterende, at nogen kan finde på det«. Det synes Carsten U. Larsen, museumsdirektøren fra Nationalmuseet, i den grad også. Tyveriet er»enhver museumsmands mareridt«, siger direktøren, der blev vækket tidligt i går morges med den næsten surrealistiske besked om, at guldhornene var stjålet - igen. Selvfølgelig 'bare' rekonstruktionerne. Men det er interessant at kunne fremvise hornene, fordi deres dekorationer er så gådefulde, betoner Nationalmuseet: Figurerne er ifølge museumsinspektør Morten Axboe formentlig religiøst betonede, men det er hverken Tor, Odin eller Balder, der er nittet på, selv om de nordiske guder ellers

6 optræder i andre fund bare to generationer senere. Trods mange forsøg har ingen til dato formået at tolke guldhornenes budskab, og man er ikke engang klar over, om de oprindelig har været brugt som drikkehorn eller gjaldende fanfarehorn. Endelig er der symbolikken, understreger museumsfolkene.»i sig selv er guldhornene en 150 år gammel historie, og den kan ikke gøres op i penge. Men derudover repræsenterer de et fund fra germansk jernalder i 400-tallet. Og så var de med til at indlede nationalromantikkens periode i Danmark. De udgør et meget stærkt nationalsymbol«, siger direktøren for Nationalmuseet.»De kan jo laves igen«på Moesgård Museum er direktør Jan Skamby tilsvarende»rystet«over tyveriet af ravbjørnen og de andre autentiske oldtidsfund, der også blev stjålet under tyveriet i Jelling i går.»de er uvurderlige. Som de oprindelige guldhorn var; da vi mistede dem, led vi et helt uerstatteligt tab. I dag udgør de stadig et nationalt symbol uden lige, men rent forskningsmæssigt er der ikke gået noget tabt ved, at rekonstruktionerne er stjålet. Ja, undskyld mig, men guldhornene kan jo laves igen«, siger Jan Skamby, der høfligt beklager, at han ikke kan finde en tilpas sørgerand at sætte omkring det famøse tyveri. Filosoffen Arno Victor Nielsen, der har fulgt museumsverdenen tæt de sidste år, kan heller ikke hidse sig op over tabet af 'kopierne', men han er enig med Nationalmuseet i, at guldhornene står centralt i dannelsen af den danske identitet. Det er dog en meget ung nationalidentitet, minder filosoffen om:»før romantikken og Oehlenschlägers digt om guldhornene opfattede folkedybet ikke Danmark på samme forherligende måde som i dag. Det er noget, der først kommer med nationalromantikken, og man kan håbe, at det her giver anledning til, at nogen finder ud af, at ikke bare guldhornene er kopier. Det er den danske nationalidentitet også. Den er en kopi af noget, vi har læst i et digt af Oehlenschläger. Og vi må spørge os selv: Vil vi nøjes med en kopi?«. Det ville de ukendte gerningsmænd i Jelling i går. De vil ikke kunne få meget ud af sælge det smeltede metal. Det vil være næsten umuligt for dem at komme af med deres spektakulære oldtidslevn. Men tyvene har åbenbart en idé om, at selv et par forgyldte kopivarer kan have en større betydning end som så. [email protected] Man kan håbe, at det her giver anledning til, at nogen finder ud af, at ikke bare guldhornene er kopier. Det er den danske nationalidentitet også. Den er en kopi af noget, vi har læst i et digt af Oehlenschläger Arno Victor Nielsen, filosof Fakta: Fakta Guldhornene 400 e.v.t.: Guldhornene laves, formentlig i Danmark, givet i Skandinavien. 1639: Det første guldhorn (det mest intakte) findes i Gallehus, Sønderjylland. Hornet bruges som drikkehorn af Chr. IV's søn, prins Christian. 1734: Det andet guldhorn ('det korte horn') findes i Gallehus, Sønderjylland. 1802: Guldhornene stjæles fra Kunstkammeret i København. 1803: Tyven, en guldsmed, pågribes og tilstår, men hornene er smeltet om. 1859: Frederik VII sponsorerer og iværksætter to forgyldte rekonstruktioner til Nationalmuseet. 2007: Rekonstruktionerne stjæles fra udstillingscentret Kongernes Jelling i Jelling.

7 Vægten værd i national stolthed... Politiken 18 september 2007, 1. sektion side 1 Af ANNE BECH-DANIELSEN De er ikke af guld, guldhornene, og ægte oldtidsfund er de heller ikke. De kan oven i købet støbes om i morgen, hvis det skulle være: Der findes en støbeform på Nationalmuseet af de stjålne horn. Alligevel samlede tyveriet af de to rekonstruktioner i går i Jelling et sjældent opbud af presse, museumsfolk, sprængningseksperter og politi. De oprindelige guldhorn»bortsvandt«for evigt, som digteren Adam Oehlenschläger skrev i sit berømte digt, da de efter et tyveri i 1802 blev smeltet om til bl.a. skospænder. Der er ingen støbeformer eller nøjagtige tegninger af de ægte guldhorn. Men de forgyldte rekonstruktioner, som Frederik VII fik lavet til Nationalmuseet i 1859, har alligevel en afgørende værdi for Danmark, vurderer direktør for Nationalmuseet Carsten U. Larsen:»Guldhornene udgør et meget stærkt nationalsymbol«, siger direktøren, der også tillægger den dramatiske historie om guldhornene værdi: De to horn blev fundet i sønderjysk muld af fattige folk i og 1700-tallet, stjålet og smeltet om af en grisk guldsmed i København og genskabt af en konge - og nu er de stjålet en gang til. Museumsdirektør Skamby fra Moesgård Museum kan ikke deltage i begrædelsen af tabet:»guldhornene kan jo laves om igen«, siger arkæologen fra Århus. 1. sektion side 3 2. sektion forside Nationale klenodier: Tyveri af guldhornene var professionelt arbejde Politiken 18 september 2007, 1. sektion side 3 En større delegation af politi og pressefolk invaderede i går den lille jyske by Jelling, efter at kopierne af de originale guldhorn blev stjålet. Politiet efterlyser fire mænd i to biler. Af P.C. Poulsen Politiet er ikke i tvivl om, at tyveriet af kopierne af de nationale klenodier guldhornene i Jelling tidligt i går morges var planlagt.»vi mener også, at der var flere om det. Formentlig fire mænd«, konstaterede vicepolitiinspektør Peter Thaysen fra Sydøstjyllands Politi i går eftermiddags på baggrund af den indledende efterforskning. Ud over kopierne af guldhornene, der var udlånt til en udstilling i formidlingscentret 'Kongernes Jelling' af Nationalmuseet, frygter man også, at andre uvurderlige kunstskatte er stjålet. Blandt andet de såkaldte ravbjørne, der er to år gamle klumper rav udformet som bjørne, et par guldøreringe og en guldhalsring.»men det ved vi ikke med sikkerhed endnu, fordi vi ikke har været inde at undersøge det«, sagde Peter Thaysen, mens politiets teknikere og sprængningseksperter fra Beredskabsstyrelsen stadigvæk undersøgte udstillingsbygningen. Efter at tyverialarmen gik i gang på udstillingsbygningen i går morges kl. 4.28, oplevede Jelling det største opbud af politi og pressefolk, siden den historiske

8 by var vært for den danske stats officielle markering af årtusindskiftet med deltagelse af regentparret og statsministeren.»så stor opmærksomhed har vi da helt sikkert ikke set siden«, sagde formanden for Jelling Kirkes menighedsråd, Gunni Højvang, da han kom forbi bygningen. Her hilste han på byens tidligere borgmester og nuværende viceborgmester i Vejle Kommune Arne Sigtenbjerggaard (V), der i første omgang troede, at der var tale om en vittighed, da han i lokalradioen hørte om tyveriet.»men jeg blev helt chokeret, da jeg så hørte i landsnyhederne, at den var god nok«, sagde Arne Sigtenbjerggaard, der i sin tid var med til at etablere udstillingsbygningen, som blev indviet i Jelling i Han havde aldrig troet, at det kunne lade sig gøre at stjæle fra den bygning.»jeg har nemlig altid sagt, at huset var som Fort Knox, og at selv kronjuvelerne kunne udstilles her uden risiko«, sagde han, mens hans øjne fulgte det massive opbud af politi og pressefolk. Tyve på rekognoscering Hele dagen var den hvide udstillingsbygning og de nærmeste omgivelser afspærret, over byen og omegnen svævede en politihelikopter, og inde i bygningen færdedes polititeknikere og sprængningseksperter iklædt lyseblå masker og hvide beskyttelsesdragter. Såvel politi som museumsfolk står uforstående over for tyveriet af kopivarerne, eftersom de næppe hverken har samlerinteresse eller væsentlig økonomisk værdi. Men der hersker ikke tvivl om, at en eller flere af gerningsmændene har været på rekognoscering i udstillingsbygningen, før de satte en stige op bag bygningen til et vindue ind til førstesalen, hvor montren med guldhornene stod.»de har på forhånd vidst, hvad de gik efter«, sagde vicepolitiinspektør Peter Thaysen. Omkring tidspunktet for tyveriet blev der set en sort Volvo V 40 med nummerpladen YL i Jelling. Vognen er stjålet for fire dage siden i Horsens. Der var to mænd i bilen, der cirka to timer efter indbruddet blev set i Brande mellem Vejle og Herning. Denne gang med fire mænd, der ifølge et øjenvidne opførte sig mærkeligt. De to mænd, der yderligere blev set i forbindelse med den sorte Volvo, er formentlig identiske med to mænd, der ved tiden blev set i en mørkeblå Nissan Primera i nærheden af udstillingsbygningen i Jelling. Passageren sad med hånden ude ad vinduet og holdt på en cirka tre meter lang aluminiumsstige. Føreren beskrives som lille af vækst, kraftig og ubarberet med sort overskæg og iført mørk hue og camouflagejakke. Politiet oplyser, at det først i løbet af nogle dage på baggrund af analyser kan konstateres, hvorvidt der er blevet brugt sprængstof til at sprænge montren med guldhornene, eller om den er slået i stykker med to brandøkser, som var blevet efterladt på stedet. [email protected] 2. sektion forsiden Guldhornene er fundet igen Politiken 19 september 2007, 1. sektion side 2 Efterforskning. De stjålne guldhorn er fundet. Det bekræfter Steen Edeling, politiinspektør ved efterforskningsenheden hos Sydøstjyllands Politi i Vejle, overfor TV Syd. Også ravbjørnen, der blev stjålet samtidig ved indbruddet i

9 Kongernes Jelling natten til mandag, er fundet. Hvor og under hvilke omstændigheder de er fundet, vil politiet ikke oplyse.»vi er i gang med at hive de sidste tråde i land og det vil foregå i løbet af natten«, siger Steen Edeling til TV Syd. Der er pressemøde på politigården i Vejle i dag kl ATS - At tænke sig Politiken 18 september 2007, 1. sektion side 14 LYNINTERVIEW I Hr. kriminalinspektør, hvordan går det med efterforskningen af tyveriet af guldhornene?»vi higer og søger i gamle Bøger, i oplukte Høie med speidende Øie, paa Sværd og Skiolde i muldne Volde, paa Runestene blandt smuldnede Bene. Derudover kan jeg sige så meget, at vi efterlyser en Nissan Primera«. ATS - At tænke sig Politiken 21 september 2007, 1. sektion side 16 GULDHORNSNYDT Det var en vågen landbetjent, der afslørede de to mænd, der nu er fængslet for at have stjålet guldhornene, fortæller vicekriminalkommissær Waage Sandø:»Kollegaen lagde mærke til, at den ene af mændene havde monteret et forgyldt udstødningsrør med en usædvanlig krumning på sin bil. Da kollegaen bragte køretøjet til standsning, lagde han endvidere mærke til, at der hang en ravbjørn i bakspejlet i stedet for de sædvanlige plysterninger, og så var det bare at lægge to og to sammen«.

10 POLITIKEN LØRDAG 22. SEPTEMBER 2007 KULTUR side 5 Johannes Møllehave digter på Guldhornene Da de originale guldhorn blev stjålet i 1802, fløj digteren Adam Oehenschläger i blækhuset og indledte sit berømte digt 'Guldhornene' med ordene "De higer og søger/i gamle bøger". Det hjalp dog ikke hornene, som blev hensynsløst omsmeltet af tyven. For nylig gentog historien sig på forunderlig vis, da nationalmuseets kopier af guldhornene blev ranet fra en udstilling i Jelling. Det har Politiken bedt Johannes Møllehave skrive et digt om. På sin vis en kopi af gamle Oehenschläger - og dog sit helt eget Horn til morgenkaffen Johannes Møllehave Biler kom dyttende mandag den syttende Midt i trafikken stopped' musikken Speakerens guldkorn: Båthorn og guldhorn! Av for min guldtand røver og guldsand Gyset går ud i alle kommuner no'en rister brød og no'en rister runer Det er minsandten ren Olsen Banden Dreng eller pige - tremeters stige - rov uden lige - smadrede ruder! Oldtidens Guder vågner og græmmes Rædsel fornemmes tiden blir gold tid hvem stjal vor oldtid? Drop morg'nens måltid søstre og brødre! (Horn eller kryd're) Græd ved den melding fra kongernes Jelling O, hvilke gavtyve halsring-og rav-tyve! Skæbnedatoer - meget sigende flaget på halv den syttende i niende! Guldet forsvundet men atter fundet to dage efter ved opbud af kræfter Lær da i Jelling af den fortælling: Værn om værdierene (navnlig kopierne!) frygt røverierne vær mer' beskyttende end før den syttende! Tegning: Roald Als

11 GULDKORNENE I & II I anledning af tyveriet af Guldhornene har Information bedt den unge, pladeaktuelle sangskriver Christian Juncker om en opdatering af Adam Oehlenschlägers kendte epos fra 1803 I DE RÅBER OG SKRIGER OM ET PAR GAMLE KOPIER I RADIO OG AVISER JEG SIDDER BARE OG SKRIVER TIL FOLKEDANS LÆRER DE SELVFORSVAR IFØRT TRÆSKO OG GLOBALISEREDE AR FOR HVEM VED HVAD DE FREMMEDE TAGER II TILBAGE IGEN BÅDE HORN OG JEG INTET FORANDRET HVERKEN FØR ELLER EFTER NAZIONALISMENS HJERTE ER TILBAGE PÅ PLADS OG PYNTER SVÆRT LETTERE MÆRK FORSKELLEN ER DEN SAMME Den 32-årige sanger, sangskriver og guitarist Christian Juncker aktuel med albummet 'Pt', der udkom denne uge, har på Informations opfordring skrevet et nyt epos om Guldhornene efter tyveriet af dem for to uger siden. Foto: Stephen Freiheit JEG ER DEN SAMME COME ON! DRONNINGEN DØR FØR ELLER SIDEN KØDET ER MØRT FOR GRÅSPURVENE SKAL DER FYRES DESPARADOBØNDER FOLDER DERES HÆNDER OM USTOPPELIGE FADØLSHANER HALTER STÅLSAT HVIDKLÆDT I CANCER (RYSTER LIDT PÅ HOVEDET) ((HUSKER DENGANG FOLK HAMSTREDE GÆR)) (((BEMÆRKER I LOKALAVISEN AT ROCKY MARIA RAMSGAARD HAR VUNDET EN PRISBELØNNET SALATSLYN GE))) ((AT VI ER LØBET TØR FOR TOILETPAPIR)) (OG DET TRÆKKER UDEFRA) NU! TRYGHED I HOLLÆNDERVOGNE DELFINER I TORSKEROGNEN FAMLER I BLINDE FALDER I MANDS MINDE Christian Juncker, 2007 LUFTKASTELLER FARVELLER Adam Oehlenschläger skrev sit lange berømte digt i Arkivfoto Information 27. september 2007