UfR. 15. august Visning af kopimøbler. Af advokat Peter Schønning

Transkript

1 UfR 15. august 2012 Visning af kopimøbler Af advokat Peter Schønning Resumé: Artiklen behandler spørgsmålet om offentlig visning af kopimøbler importeret fra bl.a. Storbritannien. Forfatteren konkluderer, at visning i Danmark af kopier af møbler, lamper m.v., der stadig nyder ophavsretsbeskyttelse herhjemme, omfattes af den ophavsretlige eneret, når visningen finder sted i lokaler med offentlig adgang, uanset om der er tale om showrooms, restauranter eller biblioteker m.v., og at denne visningsret i lyset af en EU-dom af 21. juni 2012 også kan gøres gældende over for kopier, der er importeret fra et EU-land, hvor de ikke er ophavsretsbeskyttede, og som derfor ikke er fremstillet med tilladelse fra rettighedshaverne. 1. Indledning Ph.d.-stipendiat Mette Ohm Rørdam har i U 2012 B, s , en interessant og velskrevet artikel med titlen Salg og markedsføring af brugskunst i EU. Det handler navnlig om, at møbler og anden brugskunst ikke har den samme retsbeskyttelse i de forskellige EU-lande. I Danmark og de fleste andre EU-lande beskyttes brugskunst efter de almindelige regler i ophavsretsloven, der har en beskyttelsestid på 70 år efter ophavsmandens død, jf. den danske ophavsretslovs 63, stk. 1. I enkelte EU-lande, navnlig Storbritannien og Italien, beskyttes design reelt kun i 25 år efter frembringelsen eller udgivelsen. 1 Der er således ikke inden for EU gennemført en fuld harmonisering af immaterialretsbeskyttelsen af design. 2 Dette skisma, der efterhånden er et særsyn i moderne europæisk ophavsret, 3 giver anledning til en række ophavsretlige problemer. 1 Denne forskel er muliggjort af art. art. 2(7) i Bernerkonventionen, der giver mulighed for slet ikke at beskytte design efter ophavsretsreglerne, og art. 7(4), der hjemler mulighed for en beskyttelsestid på ned til 25 år efter frembringelsen for brugskunst, hvis landet altså overhovedet vælger at beskytte brugskunst ophavsretligt. Den danske ophavsretslovs 10, stk. 1, fastslår en kumulativ beskyttelse efter designloven og ophavsretsloven. 2 I EU har man undladt at harmonisere ophavsretsspørgsmålet i designdirektivet, jf. art. 17 i direktiv 98/71/EF om retlig beskyttelse af mønstre, hvorefter omfanget af og betingelserne for ophavsretlig beskyttelse af design overlades til national lovgivning; om dansk designret i forhold til ophavsretten, se Schovsbo & Holm Svendsen: Designret. Designloven med kommentarer (2002), s. 60 f., og Schovsbo & Rosenmeier: Immaterialret (2. udg. 2011), s. 365 f. 3 Ophavsretten har således været genstand for en omfattende EU-harmonisering siden begyndelsen af 1990 erne; se allerede min artikel i U 1991 B, s For en opdateret oversigt og gennemgang af EU-direktiverne på 1

2 Mette Ohm Rørdam redegør udmærket for disse problemer. Jeg vil i denne artikel blot supplere på et enkelt område, nemlig vedrørende den offentlige visning af kopimøblerne, navnlig i lyset af en ny afgørelse fra EU-Domstolen. 2. Visningsretten Eneretten til offentlig visning er stedbarnet i den ophavsretlige eneretsfamilie. Eneretten til eksemplarfremstilling, spredning og offentlig fremførelse som er de øvrige familiemedlemmer er genstand for masser af opmærksomhed, såvel juridisk som i praksis. Imens henslæber visningsretten en temmelig upåagtet tilværelse. Hvad er visningsretten? Visningsretten er en eneret til at give tilladelse til udstilling og andre former for visning af eksemplarer af værket til almenheden, jf. ophavsretslovens 2, stk. 3, nr. 2. Visningsretten har særlig betydning for kunstværker, hvor værkets udseende er det centrale element ved værket. Eneretten til visning omfatter visning af et fysisk eksemplar af et værk for en tilstedeværende almenhed, hvad enten der er tale om et originaleksemplar eller en kopi. Visningsbegrebet omfatter således udstilling af malerier og skulpturer på museer m.v., men kan også vedrøre visning af brugskunst, placering af aviser i udhængsskabe og præsentation af bøger på et offentligt bibliotek. Det ophavsretlige visningsbegreb svarer ikke helt til, hvordan det anvendes i dagligsproget; visning af film i fjernsynet og biografen er således ikke visning i ophavsretslovens forstand, men fremførelse. Sondringen mellem fremførelse og visning kan i relation til skærmgengivelse give anledning til tvivl, men det er ikke relevant for visning af kopimøbler. 4 EU-direktiverne om ophavsret nævner ikke offentlig visning som en ophavsretlig grundbeføjelse. Enerettighederne omfatter alene eksemplarfremstilling, eksemplarspredning samt overføring til og tilrådighedsstillelse for almenheden, men ikke eksemplarvisning (eller for den sags skyld direkte offentlig fremførelse, jf. den danske lovs 2, stk. 3, nr. 3). En sag for EU-Domstolen 5 har handlet om, hvorvidt eneretten til spredning i infosoc-direktivet 6 omfattede eneret til visning. Det drejede sig nærmere bestemt om fortolkning af ordene salg eller på anden måde i direktivets art. 4(1). Et italiensk firma havde uden tilladelse produceret møbler, der oprindelig var designet af Le Corbusier. Dette var lovligt efter de italienske regler. En ophavsretsområdet, se Schønning & Blomqvist: International ophavsret (2011), s. 125 ff. Direktivet om den ophavsretlige beskyttelsestid (direktiv 2006/116/EF) indeholder ikke nogen undtagelse for brugskunst. 4 Se i stedet Schønning: Ophavsretsloven med kommentarer (5. udg. 2011), s EU-Domstolens dom af 17. april 2008 (Peek& Cloppenburg). 6 Direktiv 2001/29/EF om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet. 2

3 tysk butik satte kopimøblerne i et opholdsrum for kunderne og i et udstillingsvindue; i Tyskland nød møblerne ophavsretsbeskyttelse. Domstolen konkluderede, at spredningsbegrebet forudsætter overdragelse af ejendomsretten, jf. præmis 35 og 36. Offentlig fremvisning af et eksemplar er således ikke omfattet af art. 4(1). Domstolen udelukker ikke, at der efter national ret kan gives en særlig visningsret, selv om denne ikke er reguleret i infosoc-direktivet; dette er altså overladt til national ret. Samme opfattelse gives der udtryk for i lovbemærkningerne i forbindelse med implementering af infosoc-direktivet, hvor det vedrørende visningsbestemmelsen i ophavsretsloven udtales: Infosoc-direktivet indebærer ikke nogen forpligtelse til at ændre bestemmelsen. 7 Offentlig visning af design er således ramt af et sjældent tilfælde af dobbelt-uharmonisering inden for EU: Beskyttelsestiden er ikke harmoniseret, og visningsretten er ikke et fælles EU-retligt begreb. 3. Konsumption af visningsretten Visningsretten konsumeres i medfør af ophavsretslovens 20. Det betyder eksempelvis, at museer m.v. frit må vise indkøbte eksemplarer af kunstværker. Det betyder også, at originaleksemplarer af stole, lamper m.v., der er solgt med rettighedshaverens samtykke, kan vises offentligt. Konsumption forudsætter imidlertid, at kunstværket er blevet udgivet, eller at det pågældende eksemplar af ophavsmanden selv eller med hans eller hendes samtykke er overdraget til andre. Konsumption indtræder med andre ord, når nogen har erhvervet et eksemplar af kunstværket, som er blevet solgt med ophavsmandens samtykke. Det er som bekendt ikke tilfældet ved salg af kopimøbler fra Storbritannien, uanset om selve eksemplarfremstillingen har været lovlig eller ej; de enkelte kopier er under ingen omstændigheder solgt med samtykke fra rettighedshaverne til de pågældende møbler. Den manglende konsumption indebærer, at eneretten til visning efter 2 er i behold vedrørende det enkelte eksemplar, som importeres til Danmark. Det samme er tilfældet med eneretten til eksemplarspredning, som i disse tilfælde ikke konsumeres i medfør af lovens 19; dette indebærer, at personer, der har købt en kopi af fx en PH-lampe, ikke lovligt kan videresælge denne kopi til andre i Danmark via auktionssites m.v. 4. Lovvalget Den danske ophavsretslov anvendes på ophavsretligt relevante handlinger, der finder sted på dansk territorium. Internationalt taler man om princippet om lovgivningens territoriale 7 Folketingstidende , Tillæg A, s. 226 ff., lovbemærkninger til ændring af 2, stk. 3, nr. 2 (lovforslagets nr. 2). 3

4 afgrænsning, som følger af Bernerkonventionens art. 5(2), hvorefter beskyttelsens omfang og de mulige sanktioner afhænger af»lovgivningen i det land, hvor beskyttelsen kræves«. Rom IIforordningen om lovvalgsregler uden for kontrakt 8 henviser i art. 8 i realiteten blot til denne konventionsbestemmelse, når det gælder ophavsret; forordningen finder på grund af det retlige EU-forbehold ikke anvendelse i Danmark. Dette territorialitetsprincip følger tillige af de internationale privatretlige principper om lovvalg, hvorefter en krænkelse som hovedregel skal bedømmes efter lovgivningen i det land, hvor udnyttelsen har fundet sted. 9 Det er i øvrigt i kraft af dette territorialitetsprincip, at lovligheden af kopimøbler skal vurderes i forhold til det land, kopierne er fremstillet i, ikke det land, de sælges fra. Hvis fx en kopi af et møbel er lavet i et asiatisk land, hvor værket er beskyttet, er og forbliver kopien ulovlig. Når et eksemplar på denne måde fødes som en ulovlig kopi, kan det ikke lyses i kuld og blive en lovlig kopi bare ved at blive eksporteret via et land, såsom Storbritannien, hvor værket ikke nyder beskyttelse. Spørgsmålet om lovligheden af en handling skal således bedømmes efter bestemmelserne i den danske ophavsretslov, hvis handlingen har fundet sted i Danmark. Har kopiering af et værk fundet sted i Tyskland, skal spørgsmålet om kopieringens lovlighed og evt. sanktioner ikke bedømmes efter dansk ret. Når det gælder visning, betyder det, at den danske ophavsretslovs eneret til offentlig visning kan gøres gældende, hvis visningen finder sted i Danmark. Det er tilfældet, hvis visningen finder sted i en lokalitet inden for de danske grænser, fx en butik beliggende i Danmark. Lovligheden af visning af eksemplaret i denne danske butik skal med andre ord bedømmes efter den danske ophavsretslov, uanset om det er et originaleksemplar eller en kopi (lovlig eller ulovlig), og uanset eksemplarets proveniens, dvs. om eksemplaret er fremstillet i Danmark eller andre lande. 5. Visning af kopimøbler I hvilke tilfælde kræver visning af kopimøbler tilladelse fra rettighedshaverne til disse møbler? Der er ikke tvivl om, at visning af kopiprodukter i deciderede showrooms indebærer offentlig visning, som kræver tilladelse fra rettighedshaverne. Men hvordan forholder det sig med andre lokaler, hvor møblerne ikke som sådan vises frem, men alligevel gøres tilgængelige for almenheden, fordi lokalerne er i det offentlige rum? Nærliggende eksempler er biblioteker og restauranter. 8 EU-forordning nr. 864/2007 af 11. juli Se nærmere Schønning & Blomqvist: International ophavsret (2011), s. 371 ff. 4

5 I august 2010 omtalte Politiken 10 en sag, hvor Roskilde Universitetsbibliotek på RUC efter krav fra rettighedshaverne fjernede 16 kopier af Le Corbusier-stole, som havde været placeret i bibliotekets lounge-område. Desuden fjernede biblioteket 12 lænestole og to sofaer. Kopimøblerne var købt af kopifirmaer i Storbritannien og Italien. Der er intet i forarbejderne til ophavsretsloven, der antyder at begrebet offentlig visning skal anskues anderledes end offentlighedsbegrebet med hensyn til spredning og fremførelse. Tværtimod anføres det i lovbemærkningerne, 11 at det afgørende udtryk er at gøre værket tilgængeligt for almenheden i lovens 2, stk. 1, og at herunder falder offentlig fremførelse, spredning af eksemplarer til almenheden og offentlig visning af eksemplarer. Når offentlighedsbegrebet i relation til visning skal forstås på samme måde som ved fremførelse, står det klart, at eneretten kan gøres gældende i ethvert tilfælde, hvor alle og enhver har adgang til lokalet, uanset om der opkræves betaling eller ej. 12 Fremførelse af musik i en butik eller restaurant er eksempelvis en offentlig fremførelse, som der skal indhentes tilladelse til. Formålet med visningen er ikke afgørende for, om der foreligger tilgængeliggørelse for almenheden. 13 Det afgørende er alene, om der foreligger en intention om at stille møblerne til rådighed for almenheden i modsætning til privatsfæren; det er tilfældet, når kopier af møbler, lamper m.v. bruges i offentligt tilgængelige lokaler, såsom et bibliotek eller en restaurant. Dansk retspraksis, om end sparsom, støtter dette synspunkt. Følgende afgørelser kan nævnes: 14 Kendelse af 21. august 2008 fra Fogedretten i Aarhus. 15 Sagen drejede sig bl.a. om møbler, som Fritz Hansen A/S og Erik Jørgensen Møbelfabrik A/S har rettighederne til. Kopierne blev importeret fra Storbritannien. Der blev nedlagt fogedforbud mod bl.a. at vise møblerne [ ] til offentligheden i Danmark, herunder ved at vise eksemplarer af møblerne i butik, udstillingslokale eller offentlig tilgængelig lounge, forsamlingshus og tilsvarende eller ved fremvisning af lokaler, hvori møblerne er placeret. Dom af 27. marts 2012 fra Retten i Hillerød. 16 Sagsøgerne i sagen var Louis Poulsen Lighting A/S (vedrørende bl.a. PH-lamper), Carl Hansen & Søn A/S (vedrørende Wegner-stole), 10 Politiken 13. august 2010 ( Kopimøbler fjernes fra bibliotek på RUC ) og 14. august ( RUC søger forlig om kopimøbler ). 11 Folketingstidende , Tillæg A, sp Jf. Schønning: Ophavsretsloven med kommentarer (5. udg. 2011), s Jf. Strömholm i NIR 1984, s. 79 f. 14 Der findes også en nylig sag fra Rønne, hvor der blev indgivet forbuds- og bevissikringsrekvisition mod et lægehus for offentlig visning af kopier af PH-lamper i lægehusets venterum. Der blev den 16. marts 2012 afsagt bevissikringskendelse, hvorefter sagen blev forligt (sag FS 304/2012 og 305/2012) 15 Sag FS /2008 m.v. 16 Sag BS /2011. Der er i princippet tale om en udeblivelsesdom, men sagsøgte valgte ikke at afgive svarskrift. Sagsøgte indbetalte de tildelte sagsomkostninger på ca kr. og meddelte via advokat, at man agtede at respektere afgørelsen, ligesom sagsøgte acceptere at følge et påbud i dommen om at offentliggøre denne. En formalitetsafgørelse som led i sagen er trykt i U /1Ø. 5

6 Fredericia Furniture A/S (vedrørende Børge Mogensen-klassikere), Erik Jørgensen Møbelfabrik A/S (vedrørende Poul Volthers Corona-stol og Hans J. Wegners Oxchair) samt Fritz Hansen A/S (vedrørende bl.a. Svanen og Ægget). Også Verpan ApS (vedrørende Verner Panton-design) stod bag sagen. Voga Furniture, der solgte kopierne fra Storbritannien, blev dømt til at anerkende, at firmaet på sin hjemmeside ikke må markedsføre kopier af de danske designklassikere over for kunder i Danmark samt udbyde kopierne til salg; endvidere skulle Voga Furniture anerkende, at det er ulovligt at annoncere for kopierne i danske medier, ligesom firmaet ikke må vise billeder af produkterne eller af de designere, der står bag originalerne. Hvad angår visning blev Voga Furniture dømt til at anerkende at være uberettiget til at medvirke til, at kopimøblerne m.v. vises offentligt, i butikker eller på anden måde. 17 Kendelse af 19. juni 2012 fra Fogedretten i Aarhus. 18 Rekvirent var Cassina, der repræsenterer rettighederne til Le Corbusier-stole. Rekvisitus var et hotel i Aarhus. Der blev nedlagt fogedforbud mod offentlig visning af et større antal kopier af stole og sofaer i hotellets foyer og receptionsområde m.v. Rekvisitus forsøgte forgæves at komme igennem med med henvisning til den ovenfor i afsnit 2 nævnte EU-dom om Peek & Cloppenburg at det var lovligt at vise møblerne, når der ved visningen ikke sker overdragelse af ejendomsretten til møblerne. Spørgsmålet er imidlertid, om denne retstilstand om offentlig visning er forenelig med EU-retten. Når eller hvis et værkseksemplar er fremstillet lovligt i ét EU-land, vil det så ikke være i strid med Traktatens regler om fri bevægelighed at have restriktioner over for offentlig visning i butikker m.v. af disse eksemplarer i et andet land? 19 EU-Domstolen har i en afgørelse af 21. juni 2012 (Donner) 20 afgjort, at når en kunde via internettet køber produkter i et andet land og får produkterne leveret til sig, anses eksemplarspredning til almenheden også at finde sted i det land, hvor produkterne leveres til kunderne (i den konkrete sag Tyskland), dvs. ikke kun i det land, der leveres fra, og hvor købsaftalen er indgået (i sagen Italien). Sagen handlede bl.a. om kopier af stole af Charles og Ray Eames og af Le Corbusier. 17 I stævningen gjorde sagsøgerne gældende, at der foreligger ulovlig medvirken til offentlig visning, hvis et firma organiserer, at kunderne kan se eksempler på produkter, der allerede er solgt til andre danske kunder, eller hvis et firma sælger kopiprodukterne til erhvervsvirksomheder, der har til hensigt at placere kopiproduktet i en butik eller et andet offentligt tilgængeligt sted. Da sagen ikke nåede at blive procederet, kunne retten ikke tage stilling til disse specifikke anbringender. 18 Sag FS / Art. 34 og 36 i Traktaten om den Europæiske Unions Funktionsmåde. Principielt samme problemstilling kendes inden for varemærkeretten, hvor EU-reglerne sikrer, at der må reklameres for lovligt parallelimporterede produkter, jf. Schovsbo & Rosenmeier: Immaterialret (2. udg. 2011), s Sag C-5/11. Mette Ohm Rørdam nævner i sin artikel denne sag, som imidlertid ikke var afgjort, da hendes artikel blev publiceret. 6

7 Domstolen konkluderer, at det er hjemlet i Traktatens art. 36, at der i modtagelandet (her Tyskland) iværksættes sanktioner mod den, der spreder de ulovlige eksemplarer i Tyskland, selv om disse hidrører fra et land, hvor de er lovlige (her Italien). På sin som sædvanlig lidt knudrede facon skriver EU-Domstolen: For så vidt som forskelle i de nationale lovgivninger vedrørende beskyttelsens varighed kan skabe restriktioner for samhandelen inden for EU, er disse restriktioner i dette tilfælde berettigede i medfør af artikel 36 TEUF, når de skyldes en forskel i reglerne, og denne er uløseligt forbundet med selve enerettighedernes eksistens (præmis 33). Domstolen tilføjer, at beskyttelsen af spredningsretten under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede i øvrigt ikke [kan] anses for at give anledning til en uforholdsmæssig eller kunstig opdeling af markederne i strid med Domstolens praksis (præmis 35). Domstolens hovedsynspunkt i sagen udtrykkes i præmis 36: Anvendelsen af bestemmelser som de i hovedsagen omhandlede kan nemlig anses for nødvendige for at beskytte ophavsrettens særlige genstand, der bl.a. sikrer en eneret til at udnytte værket. Den restriktion af de frie varebevægelser, der følger heraf, er derfor berettiget og står i et rimeligt forhold til det tilstræbte legitime formål under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede, hvor den tiltalte med forsæt eller i det mindste fuldt bevidst indlader sig på handlinger, der giver anledning til spredning af ophavsretligt beskyttede værker til almenheden på en medlemsstats område, hvor ophavsretten er fuldt beskyttet, hvorved rettighedshaverens eneret krænkes. EU-Domstolen konkluderer således, at selv om det i princippet er i strid med Traktatens art. 34, er det alligevel tilladt i medfør af undtagelsesbestemmelsen i art. 36 at forbyde spredning af et eksemplar i et EU-land, hvor værket er beskyttet, selv om eksemplaret hidrører fra et andet land, hvor værket ikke er beskyttet. Det skyldes, at eneretten til eksemplarspredning er en del af ophavsrettens særlige genstand, og at spredningen sker i et land, hvor ophavsretten stadig gælder, og hvor der derfor sker en krænkelse af denne ophavsret. Overført på visningsretten er der ikke grund til at formode, at de synspunkter, som EU-Domstolen lægger for dagen, ikke vil kunne gøres gældende med samme kraft. Det forhold, at visningsretten ikke er EU-harmoniseret, ændrer ikke herpå, da det afgørende ifølge Domstolen er, at der er tale om en handling, der krænker en beskyttet eneret i et land, hvor værket nyder beskyttelse. Faktisk kan man gøre et så meget desto mere-synspunkt gældende: Visningen er en handling, der i modsætning til den fysiske spredning ikke er knyttet til den oprindelige distribution af eksemplaret fra et andet land, men er en helt igennem uafhængig handling, som ydermere i mindre grad end eksemplarspredningen kan lede til en kunstig opdeling af markederne, jf. citatet ovenfor fra Donner-dommen præmis 35. Konklusionen er på denne baggrund, at visning i Danmark af kopier af møbler, lamper m.v., der stadig nyder ophavsretsbeskyttelse herhjemme, omfattes af den ophavsretlige eneret, når visningen finder sted i lokaler med offentlig adgang, uanset om der er tale om showrooms, 7

8 restauranter eller biblioteker m.v., og at denne visningsret også kan gøres gældende over for kopier, der er importeret fra et EU-land, hvor de ikke er ophavsretsbeskyttede, og som derfor ikke er fremstillet med tilladelse fra rettighedshaverne. Trykt med forfatterens tilladelse og bragt i Ugeskrift for Retsvæsen ²Årgang 146. nr 46 (2012) 8