Mellem stationer - med Aspergers som rejsesvend

Transkript

1 Katrine, 21 år Mellem stationer - med Aspergers som rejsesvend Det er et typisk parcelhuskvarter, med et stærkt 70 er/80 er præg, jeg kører ind i denne formiddag lidt i 10. Jeg parkerer bilen på en af de obligatoriske vendepladser for enden af den blinde parcelhusvej, og går op til døren, hvor jeg ringer på. Lidt efter åbnes døren af en meget ung kvinde i joggingtøj, strithår og søvndrukkent kropsholdning. Hun er lidt afventende, og virker lidt forvirret over min tilstedeværelse - moren dukker op inde fra stuen, hvor robotstøvsugeren er på overarbejde. Vi giver hånd, og jeg siger tak for, at jeg måtte komme. Moren foreslår, at vi sætter os i køkkenet, og at hun selv kører, så vi kan tale uforstyrret. Hun tilbyder at slukke robot-støvsugeren, men kommer fra det, og forlader næsten ubemærket huset - med robotten kørende i baggrunden. Jeg har ikke nået at spore mig ordentligt ind på, hvem Katrine er, og hvorfor der er lavet en aftale med hende. Det må jeg gøre i løbet af samtalen - og der går lidt tid før klokken ringer. Det var en forhistorie med selvskadende adfærd og Aspergers. Egentligt fylder den traurige side af historien meget lidt under interviewet. Katrine nævner ikke fysiske eller psykiske konsekvenser af den selvskadende adfærd, men om - den som dumt. Hendes Aspergers-diagnose fylder en del af samtalen, og bruges primært som forklaring på det, vi drøfter - aldrig som en undskyldning. Det virker ikke som om, der knytter sig nogle særlige og betydende historier til netop dette - lige bortset fra episoden med selvskadende adfærd - eller også ønsker hun at aflede opmærksomheden fra diagnosen; det er svært at afgøre. Samtalen er ret fragmenteret. Jeg oplever temaerne behandlet lidt staccato og abrupte, hvilket især kommer til udtryk ved, at hun flere gange - i én og samme sætning - dementerer egne udsagn. Som fx når jeg bringer et tema som angst op. Hun nævnte ordet angst og at være fanget i en ond cirkel i forbindelse med at møde op på efterskolen, hun gik på. Senere i samtalen fastholder hun flere gange, at hun ikke er bange for noget. Mine spørgsmål og åbne refleksioner sender hendes tanker på nye små rejser, og flere gange griber hun et ord og bygger videre på dette, inden jeg når at stille mit spørgsmål færdigt. På et tidspunkt i samtalen beskriver Katrine, hvad Asperges betyder for hendes måde at interagere med andre på. Hendes beskrivelse bliver et eksempel på, at det er en udfordring at følge med i samtaler og byde ind. I hendes udlægning får jeg et billede af, at hendes tankevirksomhed er på overarbejde for at finde orden i det kaos mange inputs fra flere personer bringer med sig. Selvom jeg får svar på de spørgsmål, jeg stiller, får jeg også den tanke, at der i samtalen konstrueres et andet jeg. Et jeg, der skal beskrive, hvem Katrine ønsker at være, og som hun måske er på vej til at blive. Side 1 af 6

2 Jeg kan ikke afgøre, hvor uoverensstemmelsen mellem det sagte og det, hun fremtoner, ligger; er det i Aspergers, er det i ungdommens hovmod eller er det resultatet af en impulsstyret samtale, der ikke rigtig finder nogen retning? Hvad er hvad? Men der er flere gange små uoverensstemmelser; fx når hun siger, at hun godt kan lide at sidde overfor én og snakke, men samtidig udstråler både usikkerhed og irritation over enkelte af spørgsmålene, som flere gange besvares med sådan er det jo -svar. Igennem hele samtalen har hun et karakteristisk kropssprog - gestik og mimik - der giver mig indtryk af, at hun ikke er helt komfortabel ved situationen. Jeg kan ikke afgøre, om det er typisk adfærd hos hende, men det flakkende blik, de nervøse hænder og kroppens urolige rykken rundt på stolen, understøtter det generelle indtryk, jeg får af Katrine: Hendes tankevirksomhed er på overarbejde, talrige inputs forstyrrer retningen i samtalen og hendes bevidsthed om, hvad hun bør gøre udfordres af, hvad kun kan gøre. Hendes nærvær, hvor hun respektfuldt og venligt svarer på mine spørgsmål står i kontrast til kroppens urolige placering ved køkkenbordet. Om Katrine Katrine er 21 år, og bor hjemme for tiden hos sine forældre. Her bor desuden hendes søster på 19 år. Katrine har netop afsluttet et HF-forløb, og skal bo hjemme indtil hun, efter sommeren, tager på idrætshøjskole i en anden by. Under HF-forløbet boede Katrine på kollegie, og det skal hun også når hun starter på højskolen. Katrine kom i kontakt med ungdomspsykiatrien i forbindelse med selvskadende adfærd, og fik for tre år siden en Aspergers-diagnose. Hun gik i en HF-klasse for elever, der har en diagnose inden for de forskellige former for autisme, blandt andet Aspergers Syndrom. Katrines fortælling Katrine fortæller i interviewet om sine interesser, betydningen af fællesskaber, hendes ambitioner og drømme, om Aspergers som følgesvend i livet, angst og om betydningen af at have en mentor, der kan hjælpe med at bringe overblik og struktur til hverdagen. Fællesskab Katrine glæder sig til at skulle på idrætsefterskole efter sommeren. Det giver hende mulighed for at være sig selv - sammen med venner, som hun ikke har haft mange af, siden hendes veje med HFklassen skiltes før sommeren. Hun taler om at være i den type fællesskaber, hun har oplevet på HF og efterskolen, hun gik på. Betydningen af fællesskabet er vigtigere for hende, end fx idrætstemaet på efterskolen. Jeg vægter det sociale meget, fordi jeg føler det er vigtigt for mig. Det er ikke, fordi at jeg er dygtigt til det sociale, men jeg kan jo godt lide at være i det jeg kan godt lide at snakke og sådan noget Side 2 af 6

3 Katrine er meget talende, som vi sidder hér - to og to, som hun beskriver det. Men det bliver ifølge hende selv en stor udfordring, når der er flere med i snakken. altså sådan her to og to, der kan jeg sige, at jeg har det fint. Der har jeg det virkelig godt men når der er sådan flere mennesker, der snakker, sådan omkring en ting, så kan jeg ikke sådan eller jo, jeg kan godt følge med i samtalen, men jeg kan ikke sætte noget ind i den.. jeg skal tænke længere omkring, hvad der sker i samtalen, for at kunne finde ud af at svare på det. jeg går i en Asperger klasse, og der kan det ske, at jeg ikke kan følge med i samtalen eller jo, jeg kan godt følge med i den, men jeg kan ikke komme med nogen kommentarer til samtalen Hendes beskrivelse vidner om de modstridende forståelser, der skabes hos hendes selv som samtalen skrider frem, men den vidner også om hendes egen bevidsthed om de konkrete udfordringer, hun selv ser. At leve med en Aspergers-diagnose Om dét at få en Aspergers-diagnose fortæller Katrine Altså, det var meget tilfredsstillende, vil jeg sige okay, der er altså noget galt, men det er jo ikke sådan noget der helt vildt definerer mig, overhovedet. Altså, jeg kan godt se, hvor mine problemer ligger Hun beskriver sin Aspergers som en mild form. Diagnosen fik hun efter det, hun selv beskriver som en åndssvag - en dum hændelse. Hun havde skåret i sig selv og var blevet tilknyttet børne- og ungdomspsykiatrien. Under denne del af samtalen er det ikke muligt at fastholde hendes blik, hun kigger ned i bordet og hendes hænder bevæger sig nervøst. Det virker som om, at hun forsøger at undvige emnet, ved at give en kort beskrivelse af forløbet og en forklaring om, at det var en slags eksperiment, hvorefter hun hurtigt bruger emnet til at tale om, at hun skal videre. Episoden undersøges ikke yderligere i samtalen, og hendes retning accepteres med hendes ord: altså, jeg synes bare det var åndssvagt egentligt.. og dumt. Alle de ting jeg har gjort dengang kan jeg jo se er åndssvagt, og jeg kommer nok ikke til at gøre det samme igen. Sådan på den måde. tanken om at komme sådan fremad, ja. Jeg har ikke engang nogen anelse om, hvad jeg skal nu, jeg er sådan lidt fremtidsdum nej, ikke dum, men jeg ved ikke, hvad jeg skal Side 3 af 6

4 Katrine er bevidst om sin situation og sin Aspergers. I hendes ønsker for fremtiden, som i særlig grad handler om at få lov at tale engelsk, fortæller hun, at hun skal udvise mod og teste sig selv i forhold til hendes udfordringer, men hun tager forbehold med et konkret eksempel der viser, at modet kan svigte Det bliver også at prøve mig selv lidt af, tror jeg jeg vil gerne prøve at gøre nogle ting, som jeg ikke er helt vant til herhjemmefra. I går for eksempel var der nogle fra klassen, der var ude i byen jeg ville gerne have været med, men så, så gjorde jeg det ikke alligevel, fordi, det var jeg simpelthen bange for Hun fortæller, at angsten også er en faktor, der udfordrer hende. Hun forholder sig til den, men det kan være svært at gennemskue, hvordan den præger hendes beslutninger Hjælp til hverdag og skole altså jeg får sådan nogle angster.. altså, jeg vil ikke sige det er en kæmpe angst, men det er sådan en lille fornemmelse, der siger, "nu skal du stoppe, nu skal du gøre det her" jeg er ikke sådan helt sikker på, hvad for nogle ting det vil være, men det er jo også meget sjovt at finde ud af Det er ligesom sådan en ond cirkel man, når først man kommer ind i den der angst altså, det er jo svært at komme ud af den, men når først man kommer ud af den, så er det jo egentlig fint nok, fordi så har man fundet ud af, at det er ikke så slemt. Altså, jeg har også haft en periode i december måned, hvor jeg ikke kom i skole, fordi jeg simpelthen ikke turde for det meste starter det med, at jeg kommer til at blive oppe hele natten fordi jeg ser fjernsyn og så bliver jeg skamfuld over, at jeg er blevet oppe og se fjernsyn, og så bliver jeg hjemme, mest også for at få noget mere søvn, men så bliver jeg mere skamfuld, fordi jeg jo bare bliver hjemme Katrine fortæller, at hjælp fra hendes bostøtte og fra mentoren på uddannelsen har betydning for hendes hverdag, men hun giver samtidig udtryk for, at det er svært at opsøge den rigtige hjælp Altså lige nu jeg ved jo ikke, hvad jeg skal altså, vi har garanteret fået en masse uddannelsesting og sager at vide, men jeg føler mange af tingene, de er sådan meget brede og sådan noget de fokuserer ikke sådan på den individuelle person. Men de fokuserer sådan på alle sammen på en gang. Jeg ved at vi får individuel hjælp fra studievejlederne, men det er stadigvæk svært at finde ud af, hvad det er, man gerne vil.. altså, der er nogle der har svært ved det, eller.. jeg har svært ved det, jeg ved det ikke. altså, for mig er det også svært bare i det hele taget at komme i kontakt med en studievejleder, fordi jeg har ikke den dér: nu skal jeg lige snakke med studievejlederen, og så gør vi det. Det tager længere tid end bare lige to minutter. Side 4 af 6

5 måske, at de dér studievejledere vil være mere, måske ikke mere engageret, men sådan mere.. Altså hvis nu man aftaler med studievejlederen, at der var nogle specifikke tidspunkter man kunne komme ned at snakke om det - og så ikke bare to gange, men måske flere gange, så man kan komme frem til den dér ting, man måske gerne ville. I sit HF-forløb fik hun - samtidig med at hun havde en bo-støtte - hjælp af en mentor. Hun virker tændt på tanken om, at livet nu tilbyder noget helt nyt, nu hvor hun skal flytte - væk fra de vante rammer - men er samtidig usikker på hendes muligheder med hensyn til at få en bo-støtte altså jeg kan godt lide tanken om at skulle flytte, men det er også meget skræmmende på samme tid, fordi, ja, så. Det er meget, altså, altså jeg har altid gerne villet væk herfra. Jeg kan godt lide også det nye, det synes jeg, det er sjovt. Og så skal man også finde ud af, hvordan man så skal, skal klare sig fra dag til dag. Og, og så er der selvfølgelig at jeg har Aspergers, så jeg, så jeg har sådan mulighed for at få en sådan bostøtte også, tror jeg det er jo bare at have en anden en end ens forældre at snakke med omkring de ting, der foregår i løbet af ugen Hun fortæller, at hun har svært ved at holde fast i en uddannelse, og at hjælpen derfor er vigtig. Bostøtten leverede primært hjælp til selvhjælp. Det handlende om alt fra forberedelse til eksamener til daglige gøremål, vaner og rutiner. Bag alle ordene om, hvordan hjælpen har set ud - og hvad den skal bestå af i fremtiden - giver Katrine endnu en gang udtryk for, at kompleksiteten i at skulle flytte til en anden by og bede om hjælp er en kompleks ting for hende. I alle hendes præciseringer og de medfølgende forbehold giver hun udtryk for, at hun har et behov for at få hjælp til såvel struktur som daglige gøremål og praktiske ting. og det er sådan lidt, og det var sådan en ting, hvor man skal bare huske det, men jeg glemmer det. Men, men og, og der er det godt at have rutiner omkring forskellige ting og sager, og det handler heller ikke om, sådan at have en rutine igennem hele dagen, det, det handler bare om at have en rutine omkring den ene specifikke ting, det kan jeg godt lide Altså bare for eksempel at tage en opvask, hvad skal jeg så gøre? Hvordan skal jeg gøre det? Og det handler ikke om, hvornår man gør det, det handler om, hvordan man gør det at nogle steder skal der være struktur, og nogen steder hvor der ikke skal være struktur og sådan på den måde Side 5 af 6

6 Fremtiden Hun har en drøm om at kunne beskæftige sig med engelsk, da sproget optager hende, og da hun er god til det. Hun ønsker at rejse - gerne til USA, eller blot engelsktalende lande. Jeg ved jo i hvert fald, at jeg gerne vil være noget inden for idræt men jeg vil i hvert fald gerne have chancen for at kunne snakke engelsk, for det er jeg god til jeg er ikke god til alt det andet i engelsk, jeg er bare god til at snakke engelsk Katrine har behov for at kunne gennemskue konsekvensen af de valg hun træffer - hun vil fx gerne have muligheden for at komme på virksomhedsbesøg eller i praktik, som hun kender fra HF, før hun vælger uddannelse. Hun nævner ordet care-package (omsorgspakke) og eksemplificerer, hvordan hun tænker om en omsorgspakke Altså, det handler jo også mere om, hvad kan den her uddannelse føre til hvis nu man tænker på: jeg vil gerne over i den der uddannelse, men hvad fører det til, og kan jeg klare det, der kommer efter uddannelsen?, så det er sådan lidt at opleve det job, man måske kommer i bagefter - det job man egentlig bruger uddannelsen til at komme i opleve det for ligesom at finde ud af, om den her uddannelse den så er for mig. sådan, at det ligesom er jobsene man kommer ud at oplever i stedet for bare uddannelsen. Det er trods alt jobsene, at der er fremtiden Karakteren af den udfordring, hun står overfor bliver tydelig, da hun videre siger det er også lidt svært for mig at ringe til andre, jeg kan ikke, jeg kan ikke. Nu har vi jo katten - og min mor, hun siger tit, så ringer du til dyrlægen, men det kan jeg ikke, jeg kan ikke finde ud af det. Jeg kan ikke gøre det. Jeg kan bedre lide face to face, ikke over telefonen, altså på SMS er jeg fin nok, men ikke Side 6 af 6