Oxymoron eller overset?

Transkript

1 et speciale om retorisk gestik Foto: Heine Pedersen Mathias Grüttner Vejleder: Jette Barnholdt Hansen Afdeling for retorik Institut for Medier, Erkendelse og Formidling Københavns Universitet 2005

2 - Et speciale om retorisk gestik All emotional appeals will inevitably fall flat, unless they are given the fire that voice, look, and the whole carriage of the body can give them. * Adfectus omnes languescant necesse est, nisi voce, vultu, totius prope habitu corporis inardescunt. * Quintilian, Inst. Oratoria, XI-III-2, s

3 1. INDLEDNING METODE OG STRUKTUR DEFINITION OG BRUG AF BEGREBER ACTIO, HISTORIE OG SAMFUND...11 A. Retorikkens actio-reception Den antikke actio De hellenistiske teoretikere Den romerske republik Actio i kejsertidens Rom Den glemte actio Elocutionisterne Moderne retorik og neoaristotelikerne Todelingen af actio: pronunciatio og gestik Det strukturalistiske sprogsyn B. Actio i det moderne samfund Teknologiens indflydelse på massemedierne Teknologien som analyseredskab Den nye oralitets indflydelse BRUGBARE DEFINITIONER...50 Modeller for kommunikation Begreber for nonverbal kommunikation Den nye tilgang til gestik Operationalisering af gestikkens teori Gestikulationens meningsforøgende funktion Synkron gestikulation KAN KROPPEN LYVE?...71 Thomas Reids tre principper Eksempler på inkongruens mellem ord og krop Side 1 af 122

4 7. KULTUR OG ACTIO KAN MAN LÆRE GOD ACTIO? KAN MAN UNDERVISE I ACTIO?...92 Udvikling af gestik Den gode gestik Forberedelsesparadoks Undervisning i gestik En præskriptiv retorisk ars KONKLUSION Oxymoronet i retorikkens actio-reception Gestikkens begrebsapparat Gestik i en didaktisk kontekst Metodiske overvejelser Nonverbale retoriske forskningsområder SUMMARY IN ENGLISH LITTERATURLISTE Side 2 af 122

5 1. Indledning Et oxymoron er en selvmodsigende ytring. At jeg har valgt at bruge denne stilfigur i mit speciales titel, skyldes, at jeg oplever retorikkens holdning til det gestiske som selvmodsigende: For på den ene side anerkender retorikere gestikkens vigtighed, men på den anden side synes de ikke at beskæftige sig med den. På den ene side er det tilladt at øve sig på den verbale del af en tale, på den anden side afvises øvelser i det nonverbale som skuespil. Og på den ene side mener mange retoriske forskere, at det mest persuasive element i en mundtlig henvendelse er det nonverbale, men på den anden side udgør det et meget lille retorisk forskningsområde. Ideen til opgaven udspringer af en frustration, som opstod allerede under mit første studieår på Retorik i faget Almen Retorik I. Her skulle vi introduceres til det at holde taler og lære at give hinanden kritik på talerne. Og allerede på dette indledende trin i retorikundervisningen oplevede jeg en ulighed. For det viste sig, at vi studerende kunne læse mange faglige tekster, om hvordan man samlede og organiserede sit stof, om hvordan man skulle arbejde med stilfigurer og argumenter, og sågar om hvordan man bedst brugte sin stemme, når man holdt tale. Men ingen tekster gav nogen vejledning i den del af actio, der omhandler gestik. Vi fik godt nok fif til, at kropssproget skulle være levende, spontant, åbent osv. Men hvordan dette skulle opnås, var der ingen opskrift på. Senere har jeg erfaret, at der findes tekster om kropssprog også inden for det retoriske felt. Men også at den retoriske forskning på området i høj grad forholder sig kritisk til ideen om et mere detaljeret begrebsapparat til beskrivelse af actio eller rummer et fokus på actio, der enten reducerer retorikken til en ren formlære eller kun beskæftiger sig med pronunciatio (stemmebrug). Udgangspunktet for dette speciale er en kobling imellem sprog og krop, og med den hypotese, at enhver meddelelse, der overbringes i det mundtlig rum, er en kombination af det verbale og det nonverbale. Denne hypotese medfører en tro Side 3 af 122

6 på, at vores virkelighed dannes i spændet mellem og kombinationen af sproglige og kropslige erfaringer 1. På basis heraf bliver mit mål med specialet: at undersøge, om vi med fordel kan låne begrebsapparater og opfattelser fra andre faggrene, særligt psykologi og psykolingvistik, i et forsøg på at belyse den gestiske del af actio og dens funktion i en kommunikativ kontekst og om muligt opstille et sæt begreber, der kan inspirere til et fælles sprog, som retorikere kan benytte praktisk, didaktisk og videnskabeligt. 1 Lakoff og Johnson, Hverdagens metaforer (2002). Side 4 af 122

7 2. Metode og struktur Opgaven falder i tre dele: først en redegørelse for den retoriske teori og begrebsbehandling inden for actio samt en skitsering af det nonverbales relevans i et moderne samfund. Derefter en undersøgelse af andre faggrenes teorier om gestik og en diskussion af deres relevans for retoriske problemstillinger; og afslutningsvis en diskussion af, hvad en dybere forståelse for gestik kan give retorikken som helhed, samt hvor de lånte teorier og begreber måtte komme til kort. I denne afsluttende del vil jeg desuden komme ind på, om man kan undervise i god gestik eller om en indstuderet gestik kun hører til skuespillet. Jeg vil indlede med en historisk gennemgang (kapitel 4A) for at vise, at retorikere siden Aristoteles har anset actio for at udgøre en vigtig pars inden for retorikken, men at de ikke synes at have behandlet gestikken lige så uddybende og grundigt teoretisk som andre elementer i de fem partes. Desuden er den retoriske tradition på Københavns Universitet kraftigt inspireret af antikken 2, og det synes dermed naturligt at forankre et retorisk speciale i gestik i den historiske tradition. I forlængelse heraf (kapitel 4B) vil jeg gennemgå nogle af de faktorer, der gør gestik til et voksende forskningsfelt inden for særligt psykolingvistik, men også psykologi og antropologi. Dette afsnit vil vise, at det moderne samfund er præget af en række faktorer, der øger vigtigheden af og opmærksomheden på det nonverbale, og at det således også kan forekomme påfaldende, at retorik ikke i højere grad har taget gestiske problemstillinger til sig. 2 Denne antikke fundering tilskrives i høj grad Fafner, som også argumenterer for denne fundering i sin artikel Retorikkens brændpunkt (1997). Hvorvidt denne antikke fundering er lige så stærk i alle andre retoriske forskningskredse, er mig uvist. Side 5 af 122

8 I kapitel 5 vil jeg inddrage en række af de tværfaglige begrebsapparater og ved hjælp af dem argumentere for, hvilke funktioner jeg mener gestik har i verbal kommunikation, samt diskutere hvorvidt disse begreber er egnede i en retorisk diskurs om gestik. Dette kapitel argumenterer samtidig for, at en yderligere nuancering af retorikkens gestiske begrebsapparat vil øge forståelsen for gestikkens funktion. I forlængelse af min diskussion af gestikkens funktion synes ontologiske overvejelser om gestik at være centrale for derved at afklare, hvilken vægt gestikken har i verbal kommunikation. Jeg vil derfor i kapitel 6 forholde mig til den opfattelse, der synes fremherskende, om, at kroppens sprog er mere troværdigt end det verbale, og i kapitel 7 pege på, hvilke dele af gestikken der synes kulturelt påvirkelige, og hvilke der synes universelle, samt hvilke funktioner en kulturelt bundet gestik kan siges at have. På basis af disse praktiske og videnskabelige overvejelser vil jeg i kapitel 8 forholde mig til normative og didaktiske holdninger til gestik og derved søge at afklare, om det er muligt at undervise i gestik, samt hvilken form der ville være hensigtsmæssig. Desuden vil kapitlet rumme en diskussion af, hvad der konstituerer god gestik, og hvilke forskelle og ligheder der kan siges at være imellem retorisk gestik og skuespil. Det kan synes paradoksalt at skrive om et emne, der i så høj grad knytter sig til det visuelle og mundtlige rum. Arbejdet med gestik på skrift kræver en konvertering fra det nonverbale til det verbale samt en konvertering af det mundtlige til en skriftlig form et skift af medie, kan man sige. Således vil en ændring af formen også medføre en ændring af indholdet. Ong peger på, at det samme gør sig gældende, når vi behandler talemanuskripter: Talen eksisterer i Side 6 af 122

9 sin situation, og det, vi sidder med, er således kun et aftryk af den egentlige handling. 3 En mundtlig fremstilling af dette speciales indhold ville altså have været mere naturlig, fordi jeg i det mundtlige rum kunne understøtte mine hypoteser med gestiske eksempler. Men i vores skriftkultur regnes forskning for noget, der viderebringes skriftligt og fungerer så situationsuafhængigt som muligt. I dette speciale synes form og indhold altså nærmest antitetiske i deres indbyrdes forhold. I et forsøg på at bryde denne sprogbarriere, har jeg valgt at bruge en del illustrationsmateriale i specialet, hvoraf en del billeder knytter direkte an til teksten, mens andre fungerer som visuelle markører, der illustrerer de emner, der behandles på de omkringliggende sider. Den gennemgående brug af billeder kan synes som et genrebrud, men jeg mener, at billederne understøtter det skrevne på samme måde, som gestik understøtter det talte, og dermed udgør en naturlig del af et speciale om gestik. Min brug af billeder ligner således den, der benyttes i Retorik der flytter stemmer 4. I konklusionen vil jeg vende tilbage til de metodiske overvejelser. 3 Ong, Orality and Literacy (1996), s Jørgensen, Kock & Rørbech, Retorik der flytter stemmer Hvordan man overbeviser i offentlig debat (1994). Side 7 af 122

10 3. Definition og brug af begreber Jeg har valgt at bruge en række udtryk, der defineres på forskellige måder i faglitteraturen. Jeg vil derfor kort redegøre for mine definitioner og brug af disse. Jeg opfatter actio som et overordnet begreb, der kan deles i flere underkategorier. I retorikken deles oftest i to, nemlig i nonverbale bevægelser (motum eller gestik) og stemmebrug (pronunciatio) 5. Mit fokus vil primært være gestikken og samspillet imellem indholdet af det talte ord og kroppens bevægelser. I min definition af gestik er påklædning og mimik, herunder øjenkontakt, ikke medtaget. Jeg skelner altså imellem actio, der rummer førnævnte aspekter, og gestik, der ikke medtager disse. Dette skyldes både, at den kompleksitet, mimik og påklædning ville tilføje til problemstillingerne, ikke lader sig behandle inden for dette speciales omfang, og en forskningsmæssig konvention hos flertallet af (ikke-retoriske) gestik-forskere om at skelne mellem gestik (der som forskningsfelt ofte også betegnes kinesic) og eksempelvis øjenkontakt (oculesics) eller påklædning (artifactual) 6. Jeg har desuden valgt at bruge gestik synonymt med kropssprog samt pronunciatio synonymt med stemmebrug. I min forståelse af gestik holder jeg mig til den opdeling, David McNeill 7 opstiller. Jeg vil kort introducere hans klassifikation, inden jeg senere i specialet 5 I en række antikke tekster, eksempelvis Retorik til Herennius (1998), bruges begrebet pronunciatio som overordnet begreb, der dækker både stemmebrug og gestik. Motum dækker ifølge Quintilian de nonverbale elementer, der ikke har med stemmen at gøre. Quintilian, Institutio Oratoria (1968), XI-III, s En oversigt over de nonverbale forskningsområder findes i Figur 4, side McNeill, Language and gesture (2000), s Side 8 af 122

11 behandler den grundigere og argumenterer for valget af den. McNeill opdeler gestik i fire underkategorier: For det første tegnsprog 8, der rummer et sprog med lingvistiske egenskaber. Her er det mest kendte nok døves tegnsprog. For det andet pantomime, der ifølge McNeill er svært at definere. Pantomime dækker over beskrivende kropslige bevægelser, der forklarer et begreb, men som ikke er kulturelt defineret. Hvis man skal forklare en hvirvelstrøm og uden ord lader en finger cirkle i lodret position, er der således tale om et pantomimisk udtryk, der forstås uden brug af ord og uden, at der kræves et særligt kulturelt tilhørsforhold. McNeills tredje begreb er emblemer. Emblemer er eksempelvis skråt-op-fingeren og o.k.-tegnet. Forskellen på disse og pantomimiske udtryk er, at man her som modtager skal have en kulturel forforståelse for at forstå udtrykket. Og endelig det fjerde begreb, der vil være dette speciales omdrejningspunkt, nemlig gestikulation. Gestikulation er gestik i sammenhæng med tale. Der er kun tale om gestikulation, når forståelsen forudsætter, at man samtidig hører informationerne i det talte. Selvom mit omdrejningspunkt er gestikulation, vil jeg undervejs også berøre emblemer og pantomimiske udtryk, mens tegnsprog ikke behandles i specialet. Ovenstående begreber vil jeg vende tilbage til i kapitel 5. 8 Min oversættelse. Jeg har valgt at oversætte McNeills udtryk, sign language, emblems, pantomime og gesticulation, til hhv. tegnsprog, emblemer, pantomime og gestikulation. Side 9 af 122

12 Figur 1: Oversigt over begreberne benyttet i dette speciale. Actio Pronunciatio Gestik Andre former for nonverbal kommunikation. Se figur 4 for oversigt over disse Mundtlighedskriterier, stemmebrugsteori m.v. Tegnsprog Pantomime Emblemer Gestikulation Side 10 af 122

13 4. Actio, historie og samfund I dette kapitel behandler jeg antikkens actio-reception. Jeg vil desuden kort berøre den elocutionistiske tradition i det 18. århundrede, hvor actio og elocutio blev de dominerende partes, og endelig kigge på nyretorikken med særligt fokus på Perelman og Olbrechts-Tytecas The New Rhetoric. Min fremstilling er kronologisk med en tematisering af forholdet imellem det deskriptive og det præskriptive i beskrivelserne af actio. Der synes nemlig ligesom i moderne teorier om kropssprog at have været uoverensstemmelse i de antikke retorikeres holdninger til, hvorvidt actio skulle indstuderes eller ej. På den baggrund vil jeg påvise, at actio har haft en central rolle i retorikken gennem tiden, men at nyretorikken har en tendens til at overse denne pars, samt at hverken den klassiske eller den moderne retoriske teori rummer nævneværdige teoretiske overvejelser om gestik. Dette kan synes som et paradoks i forhold til den vigtighed mange både antikke og moderne retorikere tilskriver den. Man synes at have en tendens til at pointere det nonverbales retoriske relevans, men uden at behandle, hvordan denne relevans kommer til udtryk. Til slut vil jeg pege på en række af de faktorer, der kan have medvirket til, at nonverbal kommunikation og dermed actio i disse år oplever et øget forskningsmæssig fokus, særligt i faggrene som psykologi, lingvistik og antropologi 9. Jeg vil herved påvise, at actio spiller en større rolle i det moderne samfund, end den samtidige retoriske forskning synes at afspejle. 9 Patterson og Corning, Researching the Body: An Annotated Bibliography for Rhetoric (1997). Side 11 af 122

14 A. Retorikkens actio-reception Den antikke actio I antikkens retoriske teori var der hos de fleste retorikere fokus på actio 10 (latin græsk: hypokrisis). 11 Som en af de fem partes spillede actio en central rolle, og Demostenes mente endda, at actio var det vigtigste, det næstvigtigste og det tredjevigtigste i en tale 12. Således indgår overvejelser om actio i både Gorgias, Ciceros, Quintilians og Aristoteles værker hos Aristoteles dog primært i forbindelse med, at han begræder behovet for actio, der efter hans mening ikke burde spille en central rolle inden for retorik 13. Fremstillingerne kan inddeles i to kategorier: en deskriptiv og en præskriptiv, bestemt af hvorvidt betragtningerne om gestik er overordnede og beskrivende, eller om de indeholder specifikke råd om, hvordan actio kan indstuderes og øves. Der synes at have været enighed om, at en taler bør undgå at benytte skuespillets virkemidler Man må nemlig ikke komme til at ligne hverken skuespillere eller simple daglejere 14 men som det vil fremgå, synes dette kun delvist at været lykkedes for de præskriptive teoretikere. 10 Jeg vil i hele specialet bruge udtrykket actio, selvom Aristoteles eksempelvis brugte udtrykket hypokrisis (græsk), og selvom pronunciatio (latin) også bruges i antikken. Se desuden kapitlet Definition og brug for uddybende forklaring af min brug af begreber. 11 Onsberg opfatter dog begrebet som overset i antikken: Throughout rhetoric s history, actio, the fifth part of the rhetorical canon, has been almost universally neglected., Body in Action (2002), s Cicero, De oratore (2003), III-213; Quintilian, Institutio Oratoria (1968), XI-III-6, s , eller Fafner, Tanke og tale (1995), s. 68. Demostenes levede i perioden f.v.t. 13 Aristoteles, Retorik (1996), III-I-5, s Retorik til Herennius (1998), III-26, s ( [Convenit igitur in vultu pudorem et acrimoniam esse,] in gestu nec venustatem conspiciendam nec turpitudinem esse, ne aut histriones aut operarii videamur esse. ) Side 12 af 122

15 De hellenistiske teoretikere Blandt de første retorikere, der behandler actio, finder vi Aristoteles ( f.v.t.). Actio fremstår hos Aristoteles som en nedprioriteret pars, da en henvendelses indhold og i mindre grad dens fremførelse ifølge Aristoteles var vigtig. Han lægger hermed grunden til en slags præ-situationel retorik, hvor tre af de fem partes, nemlig inventio, dispositio og elocutio og særligt de to første bliver fremherskende på bekostning af memoria og actio 15 : Der er tre ting, man må tage op til behandling, når det drejer sig om talen, nemlig for det første spørgsmålet om, hvor bevismidlerne skal søges, for det andet spørgsmålet om stil og udtryksmåde, og for det tredje hvorledes man skal disponere de forskellige dele af talen indbyrdes. 16 Det er således i særlig grad de partes, der er tiltænkt forberedelsen af en tale, Aristoteles lægger vægt på, og dette harmonerer godt med Aristoteles opfattelse af taleren som sandhedssøgende. Man kan overveje, om det er korrekt at sige, at Aristoteles ikke fokuserer på actio og memoria, eller om det vil være mere korrekt at opfatte hans indvendinger som et forsøg på at ændre det normative syn på actio, således at det centrale i actio bliver, at den er neutral: Derfor må arbejdet med stilen foregå så ubemærket som muligt, og det må ikke virke, som om man talte kunstigt i stedet for naturligt. Det naturlige virker nemlig overbevisende, medens det kunstige virker modsat. 17 Overvejelserne om forholdet imellem den naturlige gestik og en persuasiv effekt vil jeg vende tilbage til i kapitel 8, men jeg her vil nøjes med at konstatere at Aristoteles forholder sig til 15 Olbricht, Delivery and Memory i Porters Handbook of Classical Rhetoric in the Hellenistic Period 330 B.C. A.D. 400 (1997), s Aristoteles, Retorik (1996), III-I-1, s Aristoteles, Retorik (1996), III-II-4, s Side 13 af 122

16 pronunciatio 18, som næste citat vil vise, mens gestik ikke gennemgås. Det fremgår imidlertid tydeligt, at Aristoteles kun medtager behandlingen af actio af nød og på grund af borgernes ufuldkommenhed, og ikke fordi han anser det som et ønskeligt element: Foredraget (hypokrisis) er i første række et spørgsmål om stemmen, hvorledes man skal bruge den i forbindelse med de forskellige følelser, snart kraftig, undertiden dæmpet, til andre tider middel, og om tonelejet skal være højt, dybt eller middel, og hvilken rytme der passer til hvad. Der er nemlig tre punkter at have sin opmærksomhed henvendt på: styrken, tonefaldet og rytmen. Det er normalt dem, som behersker disse, der vinder prisen i konkurrencer, og på samme måde som skuespillerne nu om dage i så henseende er dygtigere end digterne, sådan går det også i de politiske debatter, takket være borgernes ufuldkommenhed. 19 Det er altså ud fra et pragmatisk syn på samfundet og retorikkens funktion, at Aristoteles behandler actio... og alt velovervejet forekommer problemstillingen også vulgær. Men da al befatten sig med retorik alene går ud på ren og skær meningsdannelse, må man ofre disse spørgsmål en vis opmærksomhed, ikke fordi det er rigtigt, men fordi det er nødvendigt. 20 Som det ses af citaterne, er gennemgangen af pronunciatio hovedsagligt deskriptiv, og gestik berøres ikke. Aristoteles giver ikke detaljerede råd til, 18 Aristoteles, Retorik (1996), III-I, s Aristoteles, Retorik (1996), III-I-4, s Jeg finder, at en mere korrekt oversættelse af hypokrisis (og actio) til dansk vil være fremførelsen. Dermed lægger jeg mig op ad Jørgen Fafners begrebsbrug fra Tanke og Tale (1995). 20 Aristoteles, Retorik (1996), III-I-5, s Side 14 af 122

17 hvordan stemmen bør benyttes, men anlægger en modtagerorienteret synsvinkel, hvor det centrale bliver at tilpasse sin stemmebrug til situationen og tilhørerne. Eksempelvis anbefaler han, at man taler med kraft til de unge og afslappet til de ældre 21. Han peger desuden på, at der ikke er andre samtidige teoretikere, der har behandlet actio grundigt: Hidtil er det imidlertid kun nogle enkelte, som i beskedent omfang har forsøgt at udtale sig om den. 22 Blandt dem, som Aristoteles angriber for deres måder at skrive om talekunsten, er Gorgias. Som fremtrædende sofist arbejdede Gorgias med undervisning i retorik, og i den gorgianske fremførelsesstil blev der lagt stor vægt på actio. Fafner skriver om den gorgianske stil, at [t]il fremførelsen hørte også den fuldstændige kontrol over bevægelserne. Man kunne ikke tale godt, hvis man førte sig slet. Dette indbefattede også den rette behandling af klædedragten. Efterhånden nedfældede der sig hele regelsæt for den rigtige beherskelse af kroppen, for mimikkens, hændernes og hele legemets sprog. 23. Det er derfor sandsynligt, at der blandt datidens sofister som minimum har været en fælles forståelse af, hvad god actio var, om end dette ikke beskrives i de tekster, der er bevaret. Da datidens undervisning har afspejlet den overvejende mundtlige kultur, virker det naturligt, at såvel deskriptive som præskriptive overvejelser blev mundtligt videregivet fra læremester til elev 24. På basis af Aristoteles angreb på sofisterne fremstår det dog sandsynligt, at sofisternes undervisning 21 Aristoteles, Retorik (1996), II-XI-XIV, s Aristoteles, Retorik (1996), III-I-7, s Fafner, Tanke og Tale (1995), s En praksis der også fremgår af de skrevne værker, hvor elevens tekster ofte viderefører eller bygger videre på læremesterens tanker. Se længere redegørelse for dette hos Ong i The Orality of Language i Orality and Literacy (1996) eller i Lindhardts Tale og skrift (1989). Side 15 af 122

18 har været baseret på præskriptive råd og øvelser, samt at Aristoteles har taget afstand fra dette. Meget af vores viden om dette er usikker, men vi kan med sikkerhed konstatere, at allerede på dette tidspunkt optræder actio som en central og omdiskuteret pars i retorikken. Den romerske republik Også Cicero ( f.v.t.) behandler cirka 250 år senere actio. I modsætning til Aristoteles begræder han ikke behovet for og brugen af actio, men sidestiller den med de andre partes og påpeger dens effekt: Sed haec omnia perinde sunt, ut aguntur. Actio, inquam, in dicendo una dominatur; sine hac summus orator esse in numero nullo potest, mediocris hac instructus summos saepe superare. [...] alt dette står og falder med, hvordan det fremføres. Det er foredraget, vil jeg hævde, d.v.s. den måde tingene afleveres på, der er det altafgørende i talekunsten. Uden det kan selv ikke den største taler hævde sig, medens den middelgode taler, som behersker det, ofte kan besejre de ypperste. 25 Ciceros synes, på trods af at han gentagne gange fastslår actios vigtighed, imidlertid at opstille andre kriterier end actio til den gode taler, for som det fremgå af citatet, så kan de ypperste besejres af talere, der behersker actio. Man kan altså ifølge Cicero være blandt de ypperste uden at beherske actio. Cicero 25 Cicero, De oratore (2003), III-213, s Side 16 af 122

19 pointerer i sin behandling af actio vigtigheden af både stemme og gestik 26, men han påpeger dog, at stemmen er det vigtigste: Ad actionis autem usum atque laudem maximam sine dubio partem vox obtinet; Langt den største andel i foredragets virkning og succes har dog uden al tvivl stemmen. 27 Således udgør gestikken det nederste element i Ciceros hierarki over vigtige nonverbale virkemidler, efter stemme, mimik og øjenkontakt. Det er desuden karakteristisk for Cicero, at han nok beskæftiger sig med actio, men hele tiden knytter det an til affekt-læren; et træk der er endnu tydeligere hos Quintilian. Actio er et middel til at udtrykke egne følelser og fremkalde følelser hos publikum. I antikken har både stoikerne, Aristoteles og senere Quintilian en opfattelse af, at særlige følelser har en bestemt nonverbal udtryksside, som man som retoriker kan benytte 28. Dette forhold imellem affekterne, altså ethos og pathos, og actio, ses også hos Aristoteles, der jo netop afviser sandhedsværdien i affekterne og derfor ville ønske, man kunne se bort fra actio. 29 På trods af, at Cicero lægger vægt på actio, så udgør behandlingen af actio kun en minimal del af hans retoriske teori. Den mest uddybende gennemgang, som nedenstående citat er et uddrag af, findes i De oratore i tredje bog, hvor omhandler actio. Det kan tilføjes, at bogen (der rummer 1-230) frem til 26 Således skriver Quintilian i Institutio Oratoria i en af sine mange henvisninger til Cicero, at Cicero opfattede actio som det vigtigste element i retorik: Cicero likewise regards action as the supreme element of oratory. ( Et M. Cicero unam in dicendo actionem dominari putat. ), Quintilian, Institutio Oratoria (1968), XI-III-7, s Cicero, De oratore (2003), III-224, s Fafner, Tanke og Tale (1995), s Aristoteles, Retorik (1996), III-I-5, s Side 17 af 122

20 behandlingen af actio, 1-213, omhandler elocutio, og passagen blot er en kort afrunding. Der er, som det ses af tallene, stor forskel på, hvor indgående de to forarbejdningsfaser beskrives (elocutio udgør således 93 % og actio kun 6 %). Dette beklager Cicero også i afrundingen af 3. bog, hvor han lader Crassus undskylde for den stedmoderlige behandling af actio, som skyldtes tidsnød. 30 Som det vil fremgå af det følgende citat, rummer Ciceros fremstilling enkelte konkrete råd til gestiske virkemidler, overvejelser over hvilke dele af kroppen, der er vigtigst for actio, samt pointen at det er actio, der kan fremkalde følelser. Jeg har valgt at medtage dette relativt lange citat, da det er en af de første overleverede tekster om gestik og samtidig udgør grundlaget for behandlingen af gestik i retorikken helt frem til i dag. Dette citat opfatter jeg dermed som helt centralt for den retoriske actio-reception: Omnis autem hos motus subsequi debet gestus, non hic verba exprimens scaenicus, sed universam rem et sententiam non demonstratione, sed significatione declarans, laterum, inflexione hac forti ac virili, non ab scaena et histrionibus, sed ab armis aut etiam a palaestra; manus autem minus arguta, digitis Men alle disse følelser bør ledsages af gestus, ikke som på teatret, hvor man gengiver ord for ord, men af en gestus, der giver den almindelige mening og sammenhæng, ikke ved at pege, men ved at antyde, med en kraftfuld, mandig legemsholdning, der ikke er hentet fra scenen og skuespillet, men fra fægtesalen og sportspladsen, ikke altfor livlige 30 En kort og præcis beskrivelse kan naturligvis være bedre end en lang og vævende beskrivelse. Her er det dog tydeligt jf. Crassus' undskyldning at problemet var, at der fandtes et enormt begrebsapparat til at beskrive elocutio, men næsten ingen begrebsdannelse i forhold til actio. Procentsatserne anskueliggør forhåbentlig dette ekstreme misforhold. Side 18 af 122

21 subsequens verba, non exprimens; bracchium procerius proiectum quasi quoddam telum orationis; supplosio pedis in contentionibus aut incipiendis aut finiendis. Sed in ore sunt omnia, in eo autem ipso dominatus est omnis oculorum; quo melius nostri illi senes, qui personatum ne Roscium quidem magno opere laudabant; animi est enim omnis actio et imago animi vultus, indices oculi: nam haec est una pars corporis, quae, quot animi motus sunt, tot significationes [et commutationes] possit efficere; neque vero est quisquam qui eadem conivens efficiat. Theophrastus quidem Tauriscum quendam dicit actorem aversum solitum esse dicere, qui in agendo contuens aliquid pronuntiaret. Qua re oculorum est magna moderatio; nam oris non est nimium håndbevægelser, der lader fingrene følge ordene, ikke udtrykke dem, og med armen strakt et godt stykke fremad som et talerens våben; på patetiske steder et tramp med foden enten ved begyndelsen eller afslutningen. Det afgørende er ansigtet, og dér er det øjnene, som behersker det hele. I det stykke havde de gamle herrer bedre smag end vi, når de undlod at applaudere selv Roscius synderligt varmt, når han optrådte med maske. Hele vor fremtræden og gestus går ud på at udtrykke vore følelser, og medens ansigtet er sjælens spejl, så er øjnene dens mest talende tolke. Øjet er den eneste del af kroppen, som kan antage lige så mange forskellige udtryk, som der er følelser til. Der findes afgjort ingen, som kan opnå den samme virkning med lukkede øjne! Theofrast fortæller om en vis Tauriskos, at han gerne sagde om den skuespiller, som afleverede sine vers med blikket fæstet på noget 31 Cicero, De oratore (2003), III , s Side 19 af 122

22 mutanda species, ne aut ad ineptias aut ad pravitatem aliquam deferamur; oculi sunt, quorum tum intentione, tum remissione, tum coniectu, tum hilaritate motus animorum significemus apte cum genere ipso orationis; est enim actio quasi sermo corporis, quo magis menti congruens esse debet; oculos autem natura nobis, ut equo aut leoni saetas, caudam, auris, ad motus animorum declarandos dedit, qua re in hac nostra actione secundum vocem vultus valet; is autem oculis gubernatur. Atque in eis omnibus, quae sunt actionis, inest quaedam vis a natura data; qua re etiam hac imperiti, hac vulgus, hac denique barbari maxime commoventur: verba enim neminem movent nisi eum, qui eiusdem linguae societate coniunctus est, sententiaeque saepe acutae non acutorum hominum sensus praetervolant: actio, quae prae se motum animi fert, omnis movet; isdem enim omnium bestemt, at han stod med ryggen til! Af denne grund er det væsentligt altid at have sine øjne under kontrol. Selve ansigtet bør man nemlig ikke lave altfor meget om på for ikke at risikere smagløse ansigtsudtryk eller direkte forvrængninger. Det er med øjnene, vi tilkendegiver vore følelser, snart ved et fast og alvorligt blik, snart ved et blidere, snart ved en vedholdende stirren, snart med et muntert øjekast, alt i nøje takt med selve talens karakter. Selve vor optræden er jo et slags kroppens sprog, og bør derfor så meget mere være et nøjagtigt udtryk for tanken; og øjnene har naturen skænket os, som den har givet hesten og løven deres børster, hale og ører, til at vise vore følelser med. I talerens foredrag, som vi drøfter her, kommer ansigtet derfor næst efter stemmen i betydning, men i ansigtet er det øjnene, der dominerer. Alle de dele, som indgår i foredraget, har i sig en vis naturgiven kraft, og derfor gør foredraget da også så stærkt et Side 20 af 122