I dette bind: Barcode

Transkript

1 Holberg Komedier

2 Komedier

3 Holberg ludvig holbergs hovedværker hovedredaktører Laurids Kristian Fahl og Peter Zeeberg redaktion Henrik Andersson, Finn Gredal Jensen og Camilla Zacho Larsen det danske sprog- og litteraturselskab aarhus universitetsforlag

4 Holberg Ludvig Holbergs hovedværker Komedier 1 bind 1 af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Aarhus Universitetsforlag Hovedredaktører: Laurids Kristian Fahl og Peter Zeeberg Redaktion: Henrik Andersson, Finn Gredal Jensen og Camilla Zacho Larsen Studentermedhjælpere: Trine Bentsen, Rikke Hørring Christensen, Marie Vindal Larsen og Sarah E.C. Toftager Tilsynsførende for dette bind: Jens Bjerring-Hansen, Dorthe Duncker, Henrik Galberg Jacobsen og Esther Kielberg Forlagsredaktion: Anette Stoffersen Forlagskorrektur: Rikke Dybdahl Harpsøe Teksterne er ortografisk moderniseret på grundlag af de tekstkritiske udgaver i Ludvig Holbergs Skrifter (holbergsskrifter.dk / holbergsskrifter.no). Indledningerne bygger på de tilsvarende tekster i Ludvig Holbergs Skrifter, skrevet af Trine Bentsen, Finn Hirshals, Lisbeth Nyborg, Johan Rosdahl, Gunnar Sivertsen, Karen Skovgaard-Petersen og Peter Zeeberg. Indledningen om Holbergs komedier er oversat og redigeret af forlaget. Indledningerne til de enkelte komedier er omskrevet og redigeret til kort form af Sune Berthelsen og forlaget i samarbejde med redaktionen. Forsiden: Kobberstik af Ludvig Holberg. Christian Fritzsch, Hamborg, Det Kongelige Bibliotek. Omslag: Camilla Jørgensen, Trefold Design og sats: Carl-H.K. Zakrisson Bogen er sat med: Newzald E-bogsproduktion: Narayana Press isbn Det Danske Sprog- og Litteraturselskab Christians Brygge København K Aarhus Universitetsforlag Langelandsgade Aarhus N Udgivet med støtte fra Augustinus Fonden og A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

5 Indhold Selskabets forord 7 Om Holbergs komedier 9 Den politiske kandestøber 29 Den vægelsindede 113 Jean de France 185 Jeppe på Bjerget 273 Mester Gert Westphaler (1723) 335 Mester Gert Westphaler (1724) 401 Om principperne for moderniseringen 455 Holbergs sprog 460 Rang, stand og tiltaleformer 464 Mønter, købekraft, mål og vægt 465 Oversættelser 466 Ordliste 477

6

7 Selskabets forord Få fortjener betegnelsen klassiker bedre end Holberg, både på grund af hans historiske betydning og fordi hans tekster, med deres muntre og slagfærdige tone og spidsformulerede synspunkter, er levende og vedkommende den dag i dag. Holberg var en engageret og reflekteret iagttager af sin tids samfundsudvikling, og der er tråde at trække frem til i dag når han taler for tolerance, kritiserer europæisk selvtilstrækkelighed og i det hele taget afviser tomme konventioner og vaneforestillinger til fordel for sund fornuft og selvstændige tanker. Det er derfor naturligt at Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Universitetet i Bergen i løbet af de seneste år i samarbejde har skabt en ny videnskabelig udgave af Holbergs samlede forfatterskab: Ludvig Holbergs Skrifter. Udgaven, der er frit tilgængelig på nettet (holbergsskrifter.dk / holbergsskrifter.no), præsenterer forfatterskabet i en ny tekstkritisk udgave med faksimiler af tekstforlæggene, indledninger, kommentarer m.m. På basis af webudgaven udsender selskabet nu et bredt udvalg af Holbergs værker i bogform, omfattende alle komedierne, alle hans essays, alle de skønlitterære hovedværker, levnedsbrevene, Natur- og folkeretten og et fyldigt uddrag af Danmarks riges historie, i alt 22 bind. Det bliver stadig vanskeligere for nutidens læsere at forstå 1700-tallets sprog, og nænsomt moderniserede udgaver er et åbenlyst behov. Vi har derfor i denne udgave standardiseret skriftbilledet så stavemåder, tegnsætning og i et vist omfang ordenes bøjning følger nugældende retskrivning. Ordlyden er nøjagtig den samme, men uden den overflade af uvante stavemåder der nemt kan hæmme læsningen for nutidens læsere. Vanskelige gloser kan til gengæld slås op i ordlisten bag i bindene, ligesom fremmedsprogede passager er oversat i et appendiks. Moderniseringen er et pionerarbejde på et område som selskabet ikke tidligere har engageret sig i. Fremgangsmåden har skullet opbygges fra

8 8 selskabets forord grunden, og der er lagt et stort arbejde i at udarbejde et sæt videnskabeligt funderede principper for bearbejdningen og udforme dem så konsistent som det nu er muligt når man har med sprog og litteratur at gøre. Der gøres nærmere rede for principperne bag i bogen. Bog- og webudgaven skal ses i sammenhæng. Bøgerne giver den læservenlige version. Vil man se den ikke-moderniserede originaltekst, eller vil man fordybe sig yderligere, kan man (med støtte i originaltrykkenes sidetal, der er angivet i begge udgaver) inddrage webudgaven med dens mange realkommentarer og fyldige indledninger. Indledningerne i bogudgaven er redigerede udgaver af indledningerne fra webudgaven, for de enkelte komediers vedkommende helt omskrevet til et ganske kort format. De latinske tekster, Niels Klim, epigrammerne og levnedsbrevene, er alle nyoversat. Såvel disse oversættelser som de moderniserede versioner af de danske tekster vil også være at finde i webudgaven. Arbejdet med bogudgaven har udelukkende ligget hos Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, men havde ikke været muligt uden webudgaven, som er blevet til i nært samarbejde med den norske redaktion under ledelse af Eiliv Vinje. Projektet har kun kunnet realiseres takket være generøse bevillinger fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og Augustinus Fonden. Selskabet vil gerne udtrykke sin store taknemmelighed for denne støtte. København, august 2016 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab Christian Gorm Tortzen, formand Uffe Andreasen Anne Mette Hansen Henrik Galberg Jacobsen Jesper Gehlert Nielsen Sebastian Olden-Jørgensen Karen Skovgaard-Petersen, direktør

9 Om Holbergs komedier ved Gunnar Sivertsen Teatrets og komediedigterens samtidige debut Onsdag den 23. september 1722 åbnede et nyt teater i Lille Grønnegade i København med Molières Gnieren (Den gerrige) på plakaten. Datoen er et institutionshistorisk vendepunkt. Tidligere havde man haft fransk teater ved hoffet, omrejsende tyske komedianter på markedspladsen og latinsk komedie i skolerne. Nu fik byens borgere og Norden for første gang et fast teater med forestillinger på modersmålet. Ideen med teatret var, som Ludvig Holberg skrev nogle år senere i Første Levnedsbrev (1728),»at man også herhjemme efter andre folkeslags forbillede skulle opføre skuespil på dansk«. Det var også med tanke på scenesproget at han kaldte teatret for»den nyoprettede danske skueplads«da han under pseudonymet Hans Mikkelsen året efter udgav sit første bind med komedier. Det nye, at man spillede på dansk, viser at man sigtede mod et bredere, mindre socialt opdelt publikum. Teatret i Lille Grønnegade er startskuddet til det vi i dag kalder institutionsteatrene. På teatrets repertoire dominerede oversatte skuespil, særlig fra fransk, men allerede et par dage efter åbningen med Gnieren debuterede Ludvig Holberg som komediedigter med Den politiske kandestøber. En svensk jurist på gennemrejse, Carl Magnus Dahlström, noterede i sin dagbog:»denna afton war jag på danske Comoedien som på danske språket spehltes, om den politiska Kandestöber, här i Köpenhamn componerad: war artig nog«. I løbet af efterårssæsonen var der premiere på yderligere fire komedier af Holberg: Den vægelsindede, Jean de France, Jeppe på Bjerget og Mester Gert Westphaler. Da de et halvt år efter udkom på tryk i Holbergs første bind komedier, havde han allerede ti nye komedier liggende klar til opførelse.

10 10 om holbergs komedier Kun få kendte dramatikere har debuteret i en lignende situation. De fleste skrev for etablerede teatre og kunne tage hensyn til et publikum som de kendte fra tidligere. Holberg skrev sine fem første komedier før den institutionshistoriske nydannelse var etableret, men på opfordring om at bidrage til den. Både teatret, de fleste af skuespillerne og størstedelen af publikum debuterede samtidig med Holberg. Nu snart tre hundrede år senere er det muligt i et historisk perspektiv at bedømme om debuten var vellykket. Holberg hører til blandt nogle ganske få europæiske digtere i den ældre, klassiske komedietradition som kontinuerligt har moret alle generationer lige siden komedierne blev skrevet, og som fortsat gør det. Selv om teatret i Lille Grønnegade flere gange måtte lukke på grund af økonomiske problemer inden det før Københavns brand i 1728 helt ophørte med at eksistere, kan teatrets egen debut også kaldes vellykket i et historisk perspektiv. Da de første faste teatre med forestillinger på modermålene blev etableret i henholdsvis Sverige og Tyskland, Svenska Comedien i Stockholm fra 1737 og Die deutsche Schaubüh ne i Hamborg fra 1741, var det med direkte inspiration fra teatret i København og Holbergs samlede udgave af komedier fra 1731, som fik titlen Den danske skueplads. Begge steder spillede de Holberg vekslende med oversatte franske stykker, særlig Molière ( ), akkurat som i Lille Grønnegade. Da Christian 6.s forbud mod teaterliv i København blev ophævet efter hans død i 1746, fik et nyt teater på Kongens Nytorv også navnet Den Danske Skueplads (fra 1772 er navnet Det Kongelige Teater). Også der var Holbergs medvirken, blandt andet med seks nyskrevne komedier, vigtig i begyndelsen. Teaterhistoriske forudsætninger Som de fleste teaterdigtere før ham skrev Holberg for og i nært samarbejde med et bestemt teater. Det var teatret der gav ham hans opgaver som komediedigter. Derfor behandles komediernes teaterhistoriske forudsætninger også før vi kommer til de litterære. Teatret i Lille Grønnegade blev bygget i efteråret 1721 som et forlystelseshus for teater, maskerader, dans, spil og beværtning. Ejeren var fransk-

11 om holbergs komedier 11 manden Étienne Capion, der var kommet til København omkring 1700 og blev vinimportør, senere traktør ved hæren og hoffet. I 1713 blev han dekoratør og teatermester for den franske teatertrup ved Frederik 4.s hof. I 1718 søgte han kongen om privilegium til at blive selvstændig teaterentreprenør og startede et marionetteater. Men det fremgår af andre senere ansøgninger til kongen at hans mål var at få monopol på sceneunderholdningen i København. Han blev dog i første omgang tvunget til at samarbejde med dem som allerede havde privilegierne. Fra 1719 til begyndelsen af 1721 var der forestillinger både med marionetdukker og tyske komedianter i Gjethuset, et militært lagerhus lige ved Kongens Nytorv. Capion samarbejdede blandt andet med Samuel Paulsen von Qvoten, som længe havde rejst rundt i landet som medicinal-komediant, og som et par år senere ledede det konkurrerende og mere folke lige tyske teater i Brolæggerstræde, der spillede de såkaldte Haupt- und Staatsaktionen, som vi kender gennem Holbergs parodi i Ulysses von Ithacia. Om Capions publikum før 1722 siger et samtidigt dokument at»de fleste er af borgerstanden«, men det er også dokumenteret at adelige og højere embedsmænd kom til forestillingerne. Der var altså et gryende borgerligt teaterliv i byen da Holberg udgav Peder Paars i og Fire skæmtedigte i I indledningerne til begge værker og i satiredigtet Kritik over Peder Paars viser Holberg interesse for komediedigtning. Han nævner flere gange Molière som forbillede. I marts 1721 krævede militæret Gjethuset tilbage til egne formål, og i maj fik Capion efter ansøgning til kongen eneret til alle former for sceneunderholdning i byen. Det var på det tidspunkt at han igangsatte opførelsen af et helt nyt hus til forlystelser i Lille Grønnegade. Nu sigtede han sandsynligvis efter et publikum fra de højere samfundsklasser. Han havde forbindelser til hoffet, og teatertruppen havde han fra tidligere. Fra januar til fastelavn 1722 inviterede Capion til beværtning, dans, maskerade og spil i byens nye forlystelseshus. Samtidig blev den franske trup ved hoffet opsagt til fordel for et operaensemble. I stedet kunne publikum se dem spille komedier på fransk hos Capion i Lille Grønnegade. Lederen af den opsagte franske trup, René Montaigu ( ), var søn af den franske dramatiker Jean Magnon, som havde fået sine skue-

12 12 om holbergs komedier spil opført af Molières trup i Paris. Med sin baggrund i traditionen fra Molière var Montaigu kommet til København allerede i 1686 for at være medlem af Christian 5.s hoftrup. Han havde kontinuerligt siden 1701 ledet Frederik 4.s hoftrup. Da truppen nu spillede på fransk i Lille Grønnegade, fik hoffet og embedsaristokratiet anledning til at se muligheden for at København kunne få sin Comédie-Française efter parisiske forbilleder. Hoffets teatertradition kunne overføres til byen samtidig med at man fik opera ved hoffet. Det gjaldt om at få byens borgere til at betale for teatret med billetindtægter. Publikumsgrundlaget var bredere hvis man spillede på dansk. Den 1. juli 1722 søgte Montaigu om et kongeligt privilegium til at op føre komedier på dansk. Skuespillernes prologer, supplikker (ansøgninger), lykønskningsdigte osv. fra åbningen af teatret og tiden derefter røber hvem der kan have været Montaigus støtter: storkansler Ulrik Adolf Holstein, som også var universitetets højeste myndighed, og indenrigsminister Frederik Rostgaard. De var begge gift med dronning Anna Sophies halvsøstre og var på det tidspunkt toneangivende i en kreds af stærkt franskorienterede litteratur- og teaterinteresserede mennesker. Da Montaigu den 14. august 1722 fik privilegium på at opføre skuespil på dansk, blev det både begrundet kulturpolitisk og fulgt op med økonomisk støtte. Samtidig må der være foregået et hektisk arbejde for at få skaffet skuespiltekster på dansk. Lavere embedsmænd i statsadministrationen blev sat til at oversætte fra fransk. Holberg leverede sine første fem komedietekster. Ifølge Første Levnedsbrev (1728) skrev han dem på opfordring»fra mine venner og også fra prominente personer«.»da de ud fra den ånd, der er både i mit heltedigt og i de derpå følgende satirer, forudså, at jeg kunne skrive ret vittige stykker, opfordrede de mig kraftigt til at vende tilbage til det, jeg lige havde budt så eftertrykkeligt farvel«. Nogle forskere har dog ment at Holberg begyndte at skrive komedier lidt tidligere og på eget initiativ. Under alle omstændigheder kunne teatret ikke begynde uden et repertoire som var indøvet af skuespillere, og Montaigu må den samme sommer have samlet sin trup. Han var vant til professionelle skuespillere med årelang specialisering i rollefag således at instruktionen var enkel,

13 om holbergs komedier 13 men de fleste af hans folk var rejst tilbage til Paris. Hans nye danske trup kom derfor for størstedelen til at bestå af amatører. Den havde tre kvindelige og syv mandlige skuespillere. Den eneste som havde spillet i hoftruppen, var Marie Montaigu, truplederens kone, men der var også to andre franske medlemmer, Frederik Pilloy, som var danskfødt søn af en fransk danser i hoftruppen, og Helene Coffre, som var hans tante og en slægtning til madame Montaigu. Maren Lerche (den første Nille) var en fattig eneforsørgende syerske som havde været gift med en dranker der lavede skrivebordsarbejde for teatret. De seks andre i truppen var studenter ved Københavns Universitet: Johannes Ulsøe, Henrich Wegner, Magnus Schou, Johan Gram, Peder Hald og Jens Høberg. Da universitetet året efter forbød studenterne at deltage, valgte Gram og Hald at forlade teatret. De blev erstattet af to andre studenter, Hans Lindorph og Andreas Rammel. Komediedigterens opgaver René Montaigu var en erfaren teatermand i den franske tradition. Ham fik Holberg til opgave at skrive komedier til og samarbejde med. Opgaven havde mange facetter og var modsætningsfyldt. Dette kan illustreres med nogle citater fra den betænkning over komedier som Holberg under pseudonymet Just Justesen satte som indledning til sit første komediebind, der udkom i foråret 1723, et halvt år efter debuten. Vi kan sammenligne citaterne med det vi ellers ved om teatrets indretning og publikum: Den allervigtigste del af opgaven var at more publikum. Teatret var en del af et forlystelseshus. Man forventede fest og latter for pengene. Uden»festivitas, gayeté og kunst at komme folk til at le«var komedierne dømt til at mislykkes. Dette kom Holberg også selv til at erfare fra første færd.»at mænge galskab i komedier er derfor lige så fornødent som at smøre hjulene på vognen og at bruge drikke til sin mad, thi uden det første kan det sidste ikke fordøjes«. Morskab i komedierne var også nødvendigt af økonomiske grunde. Om de første opførelser af Den politiske kande støber skriver Holberg:»Komedien er ellers ikke mindre lystig end moralsk,

14 14 om holbergs komedier thi den har holdt tilskuerne i latter fra begyndelsen til enden, og derfor af alle er spillet med størst profit for de vedkommende«. Men det kongelige privilegerede teater skulle bidrage til»både lyst og gavn«som det hedder i indenrigsminister Frederik Rostgaards prolog ved åbningen den 23. september Desuden var der tradition for, ikke mindst i den latinske skolekomedie, at der fulgte en morale med morskaben. Det nye teater skulle på sin egen måde forme sit eget publikum:»man må mage det så at vore tilskuere ved sindrige og moralske skuespil får den rette smag og så lidt som muligt forestiller lystige eventyr hvori ingen lærdom er«. Som i Peder Paars ( ) foretrak komediedigteren desuden at tilpasse tematikken til danske forhold,»hvorfor den spanske bonde der kommer og taler sjællandsk i Festin de Pierre, behager mig ikke nær så meget som Jeppe på Bjerget Og når hele komedien skal være dansk, så må ikke alene scena og navnene, men óg karaktererne være danske«. Det var en yderligere udfordring for Holberg at morskab, lærdom, genkendelighed og aktualitet skulle kombineres over for et heterogent publikum med vidt forskellig smag og forskellige forudsætninger. I teatret blev publikum placeret efter stand og betalingsevne. De billigste pladser var på galleriet bagest i salen. Der sad og stod tjenerskabet, håndværkssvende, soldater og det lavere borgerskab. For dem var det knap muligt at høre hvad der foregik på scenen. Der var dog nok at se på alligevel, for i modsætning til opførelser af Holberg i dag, men i pagt med den tradition som Montaigu kendte fra Paris, blev der lagt stor vægt på prangende udstyr, danse- og musikindslag:»machiner, præsentationer, maskerader og andet deslige som lokker flere tilskuere end komedien i sig selv«. Københavns middelklasse optog størstedelen af teatret på de næstbilligste pladser, ståpladserne i parterret. Borgerskabet, embedsstanden og militæret var vokset i antal og betydning med fremvæksten af den endnu unge enevælde, som centraliserede handelen og statsadministra tionen i hovedstaden og professionaliserede begge dele. En ny form for bykultur kunne dermed udvikle sig i feltet mellem hoffets, de lærdes og folkets traditionelt adskilte kultursfærer. Dette nye middelklassepublikum var Holberg med til at forme, ikke bare igennem sine komedier, men også med den øvrige digtning, essayene og faglitteraturen. Middelklassen var ikke

15 om holbergs komedier 15 bare Holbergs primære komediepublikum, det er også middelklassen han fortrinsvis skildrer i sine komedier. På teatrets dyreste pladser, i logerne, sad rigets handelsborgerskab og højere embedsmænd, af og til også repræsentanter fra hoffet. De udgjorde en lille gruppe, men havde økonomisk betydning fordi de tiltrak et andet publikum når de var til stede ved forestillingerne. For Holberg kunne de også have betydning som smagsdommere. De havde læst den samme litteratur som ham og været i de samme europæiske byer på deres dannelsesrejser. I Just Justesens betænkning over komedier fra 1723 skriver Holberg at han i sine første fem komedier intet har givet for øjnene, men alene for ørene, og ikke fordærvet komedierne ved sælsomme præsentationer for at behage galleriet, eller sat dem for meget på skruer for alene at behage logerne. De komedier er i mine tanker de bedste som behager alle. Vi ser på samme måde i de komedier han senere fik opført, at sproget, stilen, komikken og virkemidlerne kan skifte meget fra den ene komedie til den næste, og fra scene til scene inden for den enkelte komedie. Både komediedigteren og teatret skulle behage forskellige slags publikum. Endnu en udfordring for komediedigteren må nævnes, teatrets spinkle publikumsgrundlag. København havde kun indbyggere. Teatret havde 500 pladser som skulle fyldes hver mandag, onsdag og fredag. Som oftest kunne et stykke kun opføres en eller to gange før alle interesse rede havde set det. I 1724 noterede Holberg en personlig rekord da Maskerade blev opført hele tre gange. Der gik gerne et år eller to før et stykke kunne sættes op på ny. Dermed var der hele tiden behov for at udvide repertoiret. Dette er en af baggrundene for Holbergs poetiske raptus med 26 komedier i løbet af seks år. Han havde travlt, men det var helt almindeligt blandt europæiske teaterdigtere på Holbergs tid. Han var endda ikke den mest produktive af dem. Det spinkle publikumsgrundlag forklarer også delvis hvorfor teatret i Lille Grønnegade meget snart stod med et underskud og kreditorer som betød at det måtte lukke i flere perioder inden det var helt slut i 1728.

16 16 om holbergs komedier Hermed er de mangfoldige opgaver som Holberg stod over for som komediedigter, beskrevet. Til sidst tager vi i fire punkter Holbergs opskrift på hvordan opgaven bedst kunne løses:»der udfordres af en komedieskriver 1. at han er philosophus og har nøje udstuderet det som kaldes ridiculum i det menneskelige køn 2. at han har det pund at gennemhegle lyder således at han diverterer tillige 3. at han i sin imagination kan forestille sig hvad virkning den vil have på et theatro; thi undertiden kan den komedie som er lystigst at læse, allermindst behage på skuepladsen, thi ved kløgter og artige indfald kan fattes det som ikke kan vel beskrives, men er noget som gør et theatrum levende 4. at han af gode komediers læsning har fået alle de regler i hovedet som derved bør iagttages.«punkt 1 og 2, morskab og morale, er forklaret ovenfor. Punkt 3 er en påmindelse om at Holbergs komedier primært er teater, sekundært lit teratur. Komedierne er skrevet som et partitur for at skulle opføres. Vi ville ikke have oplevet dem som godt teater i dag hvis ikke Holberg havde mestret kunsten at skabe netop»det som ikke kan vel beskrives«. Punkt 4 minder os om at Holberg ikke kun skrev på grundlag af, men også skrev sig ind i den klassiske komedietradition. Den klassiske komedietradition I flere af de fem komedier som Holberg debuterede med i efteråret 1722, har han lavet store ændringer i sine senere udgaver. Med de fleste af disse ændringer fik komedierne en bedre sammenhæng i tid, sted og handling. Måske har Montaigu bedt ham om det. I Holbergs andenudgave af det første komediebind fra 1724 hedder det på titelbladet at udgaven er»mærkeligt forbedret og således indrettet som komedierne nu forestilles«. Den franske klassicismes krav til sammenhæng i tid, sted og handling hænger sammen med idealet om vraisemblance, at det der spilles på sce-

17 om holbergs komedier 17 nen, skulle virke sandsynligt for publikum. Holberg havde selvfølgelig læst den franske klassicismes mest indflydelsesrige værk i denne sammenhæng, L Art poétique (1674) af Nicolas Boileau. Han havde også læst det antikke forbillede, Ars poetica af Horats. Holberg diskuterer Boileau og citerer Horats i Just Justesens betænkning over komedier i første komediebind. Men som vi har set ovenfor, lærte han komedieskrivning af andres komedier, ikke af æstetiske retningslinjer. Desuden fulgte han ikke reglerne for enhver pris. Den af de fem første komedier som mest trængte til en revision ud fra et klassicistisk synspunkt, Jeppe på Bjerget, er lige netop den komedie han aldrig reviderede. I Epistel 66 (1748, s. 348) begrunder han hvorfor:»en god komedieskriver må ikke gøre sig til sådan en slave af regler at han derved forkaster en prægtig historie og den bekvemmeste materie til et skuespil«. I de fleste af sine teaterstykker fulgte heller ikke Molière en klassicistisk æstetik. På samme mangfoldige måde som Holberg skrev han sig ind i det som vi med et bredere begreb kan kalde den klassiske komedietradition. Med dette begreb betegner jeg en kæde af påvirkninger i europæisk komedieskrivning som begynder med den græske antikke komedie, fortsætter som romersk komedie, bringes videre på latin i middel alderen og bliver folkesproglige i renæssancen med italiensk, spansk, fransk og engelsk som de vigtigste sprog. Derefter udvikler og breder traditionen sig videre til stadig flere lande og sprog indtil sidste halvdel af 1700-tallet, hvor komedien og tragedien som to adskilte genrer omformes og forenes i det borgerlige drama. Allerede på de tre første sider i Just Justesens betænkning over komedier nævner Holberg fire digtere i denne tradition der efter hans mening var de vigtigste: Aristofanes, Plautus, Terents og Molière. Holberg sad ikke bare med blanke ark når han skrev sine komedier. I lighed med vores egen tids akademikere havde han åbne bøger liggende fremme på skrivebordet mens han skrev. Som alle andre akademikere på hans tid havde han stiftet bekendtskab med de romerske komedier af Plautus ( f.kr.) og Terents ( f.kr.) allerede i latinskolen. Nu tog han dem frem igen, særlig Plautus. Hvis han tog Molière frem samtidig, ville han kunne se at også Molière havde haft Plautus fremme på

18 18 om holbergs komedier sit skrivebord. I lighed med alle digtere i traditionen før ham skrev Holberg sine komedier på grundlag af og i dialog med andres tekster, delvis for at hente inspiration og delvis for at lære gennem efterligning, af og til også for at låne, men oftest for at omarbejde til egne formål.»der skrives nu så mange komedier i verden, og ingen skriver om en stundesløs«, er Pernilles åbningsreplik i Den stundesløse. Derefter fortsætter komedien med en intrige som Holberg helt tydeligt har lånt fra Molières Le Malade imaginaire (Den indbildt syge). Med nyt tema, men samme handling. Sådan havde Molière selv arbejdet, og gennem ham fik Holberg også impulser fra italienske og spanske komedier. Holbergforskningens kildestudier har vist at de litterære påvirkninger ikke alene varierer mellem de enkelte komedier. De kan også variere fra akt til akt eller fra scene til scene. Holberg går også nogle gange langt uden for den klassiske komedietradition for at hente stof. Det mest kendte eksempel er Jeppe på Bjerget, hvor hovedhandlingen er hentet fra den tyske barokdigter Jakob Bidermanns latinske roman Utopia (1640). Men ellers viser forskningen at det specielt er tre steder i den klassiske komedietradition at Holberg henter sine lån og forbilleder. To af dem er allerede nævnt, romerske komedier og Molière. Det tredje sted er det italienske teater i Paris, der eksisterede som en parallel til Molières teater. Men også selve komedieformen i den italienske tradition fra renæssancens maskekomedie, commedia dell arte, synes at have påvirket Holberg, for eksempel ved at han har faste typer i sit persongalleri og at han åbner op for improviserede scener og elegant, fysisk komik (lazzi). Holberg så italiensk komedie da han besøgte Rom i Da han ti år senere rejste til Paris og gjorde et mislykket forsøg på at få to af sine komedier opført der, prøvede han hos Riccoboni ved det italienske teater, ikke ved Comédie-Française. Den klassiske komedietradition gav Holberg en grundstruktur som vi genfinder i 20 af de 32 komedier. Handlingen og konflikten består i at kærlighed mellem to unge møder en forhindring som overvindes til sidst. Overvindelsen sker oftest ved at tjenerfigurer intrigerer på vegne af de unges kærlighedsønske. Vi kan skelne mellem fire varianter, alt efter hvad forhindringen og dermed som oftest tematikken består i.

19 om holbergs komedier 19 Forhindringen kan skabes af misforståelser eller forviklinger. Dette er tilfældet i tre komedier som samtidig har forlovelseskonflikter: Maskerade, Kilderejsen og Henrik og Pernille. Disse varianter vil som oftest kunne kaldes intrigekomedier. Satiren er i den slags komedier som regel mild, hvis den overhovedet er der. Forhindringen kan også skabes af en eller flere komediefigurer. Disse vil da blive udsat for den komiske belysning. Dette vil ofte lægge grunden til karakterkomedier, og der vil være en forbindelse mellem karakter og tematik. Vi kan skelne mellem tre varianter alt efter hvilken rolle den komiske karakter har i forlovelseskonflikten: 1. Et eller flere forældrepar står i vejen for at de unge får hinanden. Dette er tilfældet i Den politiske kandestøber, Den stundesløse, Den honnette ambition, Republikken og Don Ranudo de Colibrados. Her møder vi komiske karakterer som er forblændet af deres griller, men de får den rette indsigt og genoptages i fællesskabet ved afslutningen (med undtagelse af Don Ranudo). 2. En af de unge stiller sig selv i vejen for at de unge får hinanden. Dette er tilfældet i Erasmus Montanus, Uden hoved og hale og De usynlige. Den forvandlede brudgom har samme konstellation, men her gælder det om at undgå brylluppet. Den vægelsindede har også samme konstellation, men her genoptages hovedpersonen ikke i fællesskabet, men derimod to bipersoner som selv er i en forlovelses - konflikt. Ellers er hovedreglen at hovedpersonen genoptages i fællesskabet. 3. En eller flere rivaler stiller sig i vejen for brylluppet. Dette er tilfældet i Jean de France, Mester Gert Westphaler, Jacob von Tyboe, Diderich Menschenskræk, Pernilles korte frøkenstand, Det lykkelige skibbrud og Philosophus i egen indbildning. Med undtagelse af sidstnævnte genoptages hovedpersonen ikke i fællesskabet i disse komedier. Tilbage står en biperson, ofte med navnet Leander, som retmæssig bejler. I Jacob von Tyboe bliver han ikke kun én men to rivaler kvit.

20 20 om holbergs komedier Men disse komedier handler selvfølgelig ikke primært om forlovelseskonflikter. Ved hjælp af den konventionelle grundstruktur kan konflikten og tematikken bearbejdes på en speciel måde i klassiske komedier. Det sker gennem tre faser. I den første fase eksponeres konflikten og tematikken frem til det virker uløseligt og fastlåst. Derefter kommer en midterfase som minder om et karneval hvor magten midlertidigt er vendt på hovedet og sædvanlige normer ikke gælder. De unges kærlighedsønsker bliver ofte repræsenteret af tjenere som tager styringen, ligesom kroppen tager styringen når lysten ikke forhindres af tvang. Tjenerne er fleksible, snarrådige, vågne og hurtige. De er eiron, handlekraftige ironiske gøglere, versus alazon, forblændet magtfuldkommenhed. Tjenerne er amoralske, men komedien og latteren er alligevel på deres side. De narrer hvem de vil, de udtaler sig lige så frit som narre gør, og de latterliggør og uskadeliggør den naragtige indtil de har vundet. Midterfasen er altid vellykket. I sidste fase løses konflikten ved at de unge får hinanden. Forhindringen overvindes, og en ny harmoni indtræder, som oftest ved at der opstår ny indsigt, men af og til også, som vi har set, ved at den gamle magtrepræsentant bliver forvist eller mister sin indflydelse. Grundstrukturen er mere end to tusind år gammel. Den blev etableret i hellenistisk tid i den såkaldte nye græske komedie, som kom efter Aristofanes, og som romerne byggede videre på. Forskningen antager at grundstrukturen afspejler ældre ritualer og årsfester hvor man fejrede grøde og frugtbarhed, overgangsritualer for ungdommen eller symbolske magtskifter. I parallellen til karnevalet, som har et lignende ophav, kan man se grundstrukturens særlige styrker og begrænsninger som grundlag for komisk og satirisk teater. Forudsætningen for karnevallets midlertidige løssluppenhed og leg med omvendte magtforhold er at samfundsordenen vender uændret tilbage når karnevallet er slut. Både karnevallet og den klassiske komedies grundstruktur handler om symbolsk forvandling og omvendte magtforhold, men begge er opstået i samfund som ikke skulle forandres i virkeligheden. Det kan være en af grundene til at de blev skabt. Vi ser under alle omstændigheder at den klassiske komedie altid ender konventionelt med en harmonisk løsning. Den efterlader ikke pro-

21 om holbergs komedier 21 blemer, den spørger ikke efter forandringer. Dermed kan den desto friere behandle problemerne, særligt i den midterste fase. Gennem det meste af den klassiske komedies historie har denne tilsyneladende konservative egenskab ved grundstrukturen været vigtig. På den måde kunne man tage problemer op i teatret som ikke kunne diskuteres i offentligheden. Gennem og 1700-tallet var teatret og den klassiske komedietradition en erstatning for en politisk offentlighed og en seismograf for kommende samfundsforandringer. Forudsætningen var at komedierne fra første færd kommunikerede at der kun var tale om fiktion og gøgl. Den klassiske komedietradition havde ingen fjerde væg som gjorde publikum til passive og inaktive iagttagere af en skildret virkelighed. Tværtimod fortalte komedierne hele tiden publikum at dette er kun komedie, gennem direkte henvendelser, fiktionsleg og metakommentarer. Udgaver og opførelser på Holbergs tid Holberg skrev i alt 32 komedier. De første 26 blev skrevet til teatret i Lille Grønnegade som lukkede i Tyve år senere skrev han seks nye komedier til det genetablerede teater på Kongens Nytorv. Holberg sørgede selv for trykte udgaver af dem alle. Tilsammen blev det til syv bind: 1. I 1723 udkom første bind af Hans Mikkelsens komedier (Comoedier Sammenskrevne for Den nye oprettede Danske Skue-Plads). Bindet indeholder fem komedier: Den politiske kandestøber, Den vægelsindede, Jean de France, Jeppe på Bjerget og Mester Gert Westphaler. I 1724 udkom en revideret udgave af samme bind. 2. I 1724 udkom andet bind af Comoedier Sammenskrevne for Den nye oprettede Danske Skue-Plads. Bindet indeholder fem komedier: Den 11. juni, Barselsstuen, Det arabiske pulver, Julestue og Maskerade. 3. I 1725 udkom tredje bind af Comoedier Sammenskrevne for Den nye oprettede Danske Skue-Plads. Bindet indeholder fem komedier: Jacob von Tyboe, Ulysses von Ithacia, Kilderejsen, Melampe og Uden hoved og hale.

22 22 om holbergs komedier 4. I 1731, genoptrykt i 1742, udkom Den Danske Skue-Plads i fem bind. Indholdet i de tre første bind er det samme som i udgivelserne , men Den vægelsindede er omarbejdet, og andre komedier har mindre ændringer. Fjerde bind indeholder fem komedier: Henrik og Pernille, Diderich Menschenskræk, Hekseri eller blind alarm, Den pantsatte bondedreng og Det lykkelige skibbrud. 5. Femte bind af Den Danske Skue-Plads fra 1731 indeholder fem komedier: Erasmus Montanus, Pernilles korte frøkenstand, De usynlige, Den stundesløse og Den honnette ambition. 6. I 1753 udkom sjette bind af Den Danske Skue-Plads. Bindet indeholder fire komedier: Plutus, Husspøgelse eller Abracadabra, Den forvandlede brudgom og Don Ranudo de Colibrados. 7. I 1754 udkom syvende bind af Den Danske Skue-Plads. Bindet indeholder tre komedier: Philosophus i egen indbildning, Republikken eller Det gemene bedste og Sganarels rejse til det filosofiske land. Desuden indeholder bindet operalibrettoen Artaxerxes (1729) af Metastasio i Holbergs bearbejdning for teatret på Kongens Nytorv. En af komedierne i det sjette bind, Don Ranudo de Colibrados, som var skrevet allerede i 1723, udkom separat i To lejlighedsstykker som Holberg skrev for scenen, men som ikke regnes blandt komedierne, udkom også separat: Nytårsprolog til en komedie, som blev fremført 1723, udkom samme år uden forfatternavn. Den danske komedies ligbegængelse, som blev opført i februar 1727 da teatret nok en gang måtte lukke, udkom Før vi går videre til opførelserne af komedierne, skal vi kort nævne de trykte oversættelser som blev udgivet i Holbergs levetid. I Sverige udkom der oversættelser af Den politiske kandestøber (Paullis reviderede version) i 1729, Jeppe på Bjerget i 1735, Den vægelsindede i 1736, Mester Gert Westphaler i 1737, Jean de France i 1744 og Don Ranudo de Colibrados i Fra 1741 og efterfølgende udkom samtlige komedier i tysk oversættelse. I 1747 udkom seks komedier på tysk. I 1747 udkom seks komedier i nederlandsk oversættelse på grundlag af de tyske: Det arabiske pulver, Don Ranudo de Colibrados, Det lykkelige skibbrud, Den stundesløse,

23 om holbergs komedier 23 Pernilles korte frøkenstand og Maskerade. I 1746 udkom fire komedier på fransk i København under Holbergs medvirken: Den vægelsindede, Henrik og Pernille, Den politiske kandestøber og Maskerade. I udgangspunktet fulgte Holberg datidens regel om at komedierne først kunne udgives efter at de var opført på det teater de var skrevet til. Flere gange skete der det at teatret indtil videre lod være med at opføre en komedie som var færdig fra Holbergs hånd. Derfor blev komedierne ikke altid udgivet i samme rækkefølge som han skrev dem. Da teatret i Lille Grønnegade ophørte med at eksistere i 1728, var yderligere seks af komedierne endnu ikke opført. For at få overblik over i hvilken rækkefølge komedierne blev til, kan man opdele dem i fem puljer: debut, for skrivebordet, for teatrets behov, nyt forsøg 1726 og comeback På den måde bliver det lettere at få øje på den udvikling og erfaring som Holberg fik som komediedigter. Den første af de fem puljer, som vi betegner»debut«, har vi allerede omtalt flere gange. Den omfatter de fem komedier som Holberg skrev før teatret åbnede og som blev opført i efteråret 1722: Den politiske kandestøber, Den vægelsindede, Jean de France, Jeppe på Bjerget og Gert Westphaler. Anden pulje, for skrivebordet, omfatter otte af de ti komedier som Holberg i foråret 1723 lister op i Just Justesens betænkning over kome dier i første komediebind og siger»ligger færdige«: Jacob von Tyboe, Den stundesløse, Erasmus Montanus, Don Ranudo de Colibrados, Melampe, Ulysses von Ithacia, Uden hoved og hale og Hekseri eller blind alarm. Holberg troede antageligt at disse snart ville blive opført så han kunne udgive to nye bind. Men i andenudgaven af første bind fra 1724 er listen udeladt fra Betænkningen, og i andre komediebind fra samme år er kun to af de ti kommet med. Det tog således tid før fem af de otte komedier blev opført i Lille Grønnegade, mens tre aldrig blev opført der. I stedet fik de urpremiere i Hamborg og Stockholm, som vi vender tilbage til nedenfor. Det ser ud til at de otte komedier blev fravalgt af teatret i første omgang, men at nogle af dem blev revurderet senere da behovet steg for at udvide repertoiret. Man kan notere sig at komedierne i anden pulje stort set er karakterkomedier i fem akter ligesom de fem i første pulje, mens komedierne i tredje pulje stort set ikke er det. Disse har en mere varieret

24 24 om holbergs komedier form og til dels mindre formater. At skrive»en komedie af karakter«, som det hedder i Hans Mikkelsens egen lille fortale til første komediebind 1723, var Holbergs klare ambition i starten af komediedigtningen. Holbergs øvrige indledninger til sin digtning 1720, 1722 og 1723 viser også at han anså karakterkomedierne for Molières bedste stykker. Det kan tænkes at Holberg begyndte med et lidt ensidigt syn på hvad det ville sige at skrive som Molière. Men Holberg tilpassede sig hurtigt og havde succes med tredje pulje, som vi betegner for teatrets behov. Den sjette komedie han fik opført, Den 11. juni, var et bestillingsværk til terminsdagen, hvor der var mange tilrejsende i byen. Det er en intrigekomedie, men den kan også betegnes som en amoralsk farce. Også Barselsstuen og de andre komedier som nu blev opført, og som kunne udkomme i andet komediebind 1724, er intrigekomedier. Desuden er også Maskerade, Julestue og Kilderejsen skrevet til teatret til bestemte anledninger. Den tredje pulje, som vi betegner for teatrets behov, kan tilskrives tiden fra foråret 1723 til februar 1725, hvor teatret lukkede i et år efter voksende økonomiske problemer. Tredje pulje, der rummer: Den 11. juni, Barselsstuen, Det arabiske pulver, Den pantsatte bondedreng, Maskerade, Julestue, Kilderejsen, Diderich Menschenskræk, Henrik og Pernille og Det lykkelige skibbrud, er teaterdigterens solidariske indsats for at fylde salen med et bredt publikum. Det kom der meget godt og morsomt teater ud af. Mens teatret var lukket, rejste Holberg til Paris for anden og sidste gang. Fjerde pulje, der betegnes nyt forsøg, omfatter tre komedier: De usynlige, Pernilles korte frøkenstand og Den honnette ambition, som Holberg sandsynligvis skrev i sommeren 1726 efter hjemkomsten. Kun en af dem blev opført, men flere andre komedier blev genopført de to sidste år inden det var helt slut med teatret i Lille Grønnegade. De seks komedier i den femte pulje kaldes sædvanligvis for alderdomskomedierne, men fordi de vidner om både engagement og nye eksperimenter, betegner vi puljen comeback Den omfatter: Plutus, Husspøgelse eller Abracadabra, Den forvandlede brudgom, Philosophus i egen indbildning, Republikken og Sganarels rejse til det filosofiske land. Fem af disse nye komedier blev opført ved Den Danske Skueplads på Kongens

25 om holbergs komedier 25 Nytorv fra 1751 og frem. Da var der allerede gået fire år siden det samme nye teater begyndte at genopføre Holbergs komedier fra 1720 erne. Holberg havde desuden været involveret i etableringen af teatret og som rådgiver for repertoiret siden De sidste seks komedier ser ud til at have været skrevet som en reaktion på fire års erfaringer med det nye teater. Disse erfaringer gav Holberg et engagement som også kan læses ud af hans Epistler fra og med I flere af sine essays er han meget kritisk over for at Københavns nye teaterliv foretrak nyere komedier i den følsomme stil frem for komedier i hans egen og i Molières stil. Holberg bevidnede overgangen fra den klassiske komedietradition til det borgerlige drama hvor højborgerskabet kunne fremstille sig selv positivt, og han brød sig ikke om det. I et par af sine nye stykker eksperimenterede han i stedet med at fjerne den traditionelle kærlighedsintrige og lave allegoriske komedier efter Aristofanes mønster. Holbergs sidste seks kome - dier er, som de tidligere, skrevet for et bestemt teater, men også som en reaktion på den dramahistoriske udvikling som han oplevede ved det samme teater lige før sin død. Ingen bliver klassiker med det samme. Men efter at have været betragtet som gammeldags gennem et par generationer, blev Holberg i 1822 en klassiker da Det Kongelige Teater, godt forberedt af Knud Lyne Rahbek og Adam Oehlenschläger, fejrede hundredeåret for teatret i Lille Grønnegade ved at gøre teatret på Kongens Nytorv til Holbergs teater. Afslutningsvis må vi have med at der fandtes teatre uden for København, også på Christian 6.s tid. København var uden teater, men det var komedierne ikke. Erasmus Montanus fik sin urpremiere ved Die deutsche Schaubüh ne i Hamborg i Don Ranudo de Colibrados fik urpremiere ved Svenska Comedien i Stockholm i Det samme gjorde Hekseri eller blind alarm i Også en del af Holbergs øvrige komedier blev opført ved de samme teatre. Derudover har Carl Roos dokumenteret at mindst to tyske teatertrupper rejste rundt i Sverige og Norge med egne oversættelser af mindst fire af Holbergs komedier: Den politiske kandestøber, Jeppe på Bjerget, Barselsstuen og De usynlige. Sådan kom komedierne blandt andet til Holbergs fødeby Bergen i 1733.

26 26 om holbergs komedier Litteraturliste En dokumenteret udgave af denne tekst findes i netudgaven (holbergsskrifter.dk) under Ressourcer. Albjerg, Asger, Ludvig Holbergs poetiske maskerade, Andersen, Jens Kr., Holbergs kilder? Studier i komediedigterens mulige litterære forudsætninger, Billeskov Jansen, F.J., Danmarks Digtekunst, bd. 2, Brix, Hans, Ludvig Holbergs Komedier, Byström, Tryggve, Svenska komedien , Christensen, Peter, Lys og mørke. Ludvig Holberg en moderne klassiker, Clausen, Jørgen Stender, Holberg og Le Nouveau Théâtre Italien, Ehrencron-Müller, H., Bibliografi over Holbergs Skrifter, II-III, Frye, Northrop, Anatomy of Criticism, Holm, Bent, Holberg på tværs. Fra forskning til forestilling, Jensen, Anne E., Studier over europæisk teater i Danmark , Jensen, Anne E., Teatret i Lille Grønnegade , Kruuse, Jens, Holbergs Maske, Kvam, Kela, m.fl., Holberg på scenen, Leisner-Jensen, Mogens, Da Holberg blev poët, Nielsen, Erik A., Holbergs komik, 1984 og Nystrøm, Eiler, Den danske Komedies Oprindelse, Rahbek, K.L., Om Ludvig Holberg som Lystspildigter og om hans Lystspil, I-III, Roos, Carl, Det 18. Aarhundredes tyske Oversættelser af Holbergs Komedier, Rossel, Sven Hakon (red.), Ludvig Holberg: A European Writer, Sandstrøm, Bjarne,»Komediens krop. En skitse til en historisk læsning af Erasmus Montanus«, i Peter Olivarius m.fl. (red.), Historien i dansk, 1978, s Sivertsen, Gunnar,»Epistel 66 og Jeppe paa Bierget«, i Eivind Tjønneland (red.), Den mangfoldige Holberg, 2005, s Skavlan, Olav, Holberg som Komedieforfatter, Steinmetz, Horst, Die Komödie der Aufklärung, Sypher, Wylie,»The Meanings of Comedy«, i Wylie Sypher (red.), Comedy, 1956, s