Transskription af interview med Tanja [Støj] Simone: Sådan der [Støj]. Simone: Først kunne vi egentlig godt tænke os, at vide lidt omkring din

Transkript

1 Transskription af interview med Tanja [Støj] Simone: Sådan der [Støj]. Simone: Først kunne vi egentlig godt tænke os, at vide lidt omkring din uddannelsesmæssige baggrund. Tanja: Uhm Ja. Simone: Hvad du har læst til og sådan noget og hvad du arbejder med i dag. Jamen, øhm, jeg er uddannet som social- og sundhedsassistent Simone: Uhm. Tanja: Og har arbejdet med det i 20 år Tanja: Og så har jeg, uhm, en uddannelse indenfor noget som hedder envenpe [usikker på udtalesen] i kommunikation og formidling, som er sådan, jeg har en master i den, og øhm, og det er så det [hoster] og så fik jeg jo så mine børn, og så ville jeg ikke det fag mere, fordi at, øhm, altså med arbejdsvilkårene og så i det hele taget, den måde der bliver skåret ned, og den måde vi skal behandle dem vi skal tage vare for, det, det kunne jeg ikke mere. Øhm, også tænkte jeg, så må jeg gøre noget andet, men så fordi jeg er så old-school, fordi jeg er 43, altså, så det skoleværk jeg havde, det virkede ligesom ikke. Så jeg er simpelthen ved at tage en HF nu. Simone: Okay, så du måtte ligesom starte forfra? Tanja: [Afbryder Simone] Ja, jeg måtte simpelthen nødt til at starte forfra. Jeg havde ikke en HF før, men øh, men sådan, men det har, det er simpelthen så dejligt. Så det er jeg i gang med lige nu, og så, øh, så skal jeg tage en ny uddannelse bagefter, og det ved jeg ikke helt endnu hvad bliver. Simone: Det ved du ikke hvad skal være? Tanja: Nej. Så øhm Simone: Ja, og øhm, hvad for et familiemønstre er du selv vokset op i? Øh, har du været vant til selv, at være opvokset i en kernefamilie, med en mor og far? Tanja: Uhm, ja, mor og far som har været sammen siden de var 16 og 17. Simone: Så du har haft begge ting hele tiden? Så øh, ja. De er stadig sammen. Simone: Har du så noget fritidsjob eller et eller andet, når du studerer, eller er det rent studere hverdag?

2 Tanja: Ja, jeg, ja, jeg studere hverdag. Ja, det er ikke, jeg kan ikke, jo jeg kan, jeg har nogle tidspunkter, men det er meget afgrænset i tiden jeg kan arbejde på grund af børnene. Øhm, så det ville være sådan noget mandag fra ti til to, eller sådan et eller andet. Det er jo, altså jeg har prøvet sådan, at være rundt, være rundt lidt omkring, men der er ingen der har brug for det. Simone: Nej. Tanja: Men jeg søger stadigvæk, lidt, rundt omkring. Og så har jeg også haft lejet min lejlighed ud. Tanja: [Griner] [Siger noget uforståeligt] Simone: Selvfølgelig. Tanja: Så det er der ikke, nej. Der er ikke noget arbejde, nej. Simone: Fint. Øhm, så hvor mange børn har du så? Tanja: Jeg har to. Simone: To? Og hvor gammel var du, da du fik børn? Tanja: Jeg var... [Tanja tænker sig om] 38 og 40 Simone: Så hvor gammel er de så nu? Tanja: 2 og [tænker sig om] 5. Simone: 2 og 5? Tanja: Aj, hun bliver 5 på søndag, ikke. Tanja: Ja, ikke. 2 og 5. Tanja og Simone: [I kor] Ja. Simone: Øhm, hvorfor ønskede du så at blive mor? Tanja: [Hoster] Jamen, det gjorde jeg heller ikke, en lang stor del af mit liv. Øhm, så det var faktisk først, da jeg var, midt 30 erne At jeg... Sidst i 20 erne der tog jeg så beslutningen om, at nu ville jeg simpelthen ikke være i noget forhold mere, altså jeg gad ikke og være afhængig og alle de her ting, så jeg prøve, at tage alle de elementer ud, hvor jeg var afhængig af, af forskellige ting, også blev det lige pludselig en vane for mig, og alle mine venner havde jo børn. Øh, og fik dem i 20 erne og sådan noget, og det har aldrig sagt mig noget. Og så, på et tidspunkt så boede jeg i Svendborg og så går jeg, går meget til meditation og sådan noget, det har jeg gjort i mange år, og øh, snart 20 år nu her, og sådan noget der, og lige pludselig så slog det mig, sådan en eller anden morgen, da jeg vågnede op og tænkte Det er sgu da et barn altså, og det kom virkelig sådan bag på mig, at det var Det sgu et barn jeg gerne vil have! Til at at kunne give det jeg havde, altså øhm, jeg fik sådan en hvad fanden render jeg rundt her og arbejder så meget med mig selv for, hvis ikke jeg kan give det

3 videre på en eller anden måde, ikke. Og så fik jeg bare en abnorm stor lyst til [red. at få børn], og øh, og kunne give min kærlighed, også i og med, at jeg har fravalgt mig parforhold på, øh, et tidspunkt, ikke også. Øhm, og så kan jeg huske, at jeg tænkte Jeg er 35 år og hvordan gør jeg lige det? Jeg har jo ikke nogen mand.. Øhm, og så tænkte jeg, så kan det være jeg skal gå ud og finde en mand og så lige pludselig så det jo Så ville jeg have et projekt på hans vegne... Tanja: Inden han ligesom kom ind, øhm, og så tog jeg mig selv kun i at kigge efter gode gener. Altså, øhm, og så tænkte jeg Det dur ikke, det her. Simone: Uhm uhm. Tanja: Det dur simpelthen ikke. Og så lige pludselig, så var der bare sådan en, du ved, en debat i radioen, og sådan, og det der med at få barn alene og sådan. Og jeg tænkte det egentlig også en mulighed. For den type jeg er, fordi det passer fint til mig. Og så besluttede jeg mig for, at, øh, at jeg skulle, altså at jeg skulle have mine omgivelser og hjem til netværket. Og undersøgt hvordan og hvorledes, men der var jeg 35 år, da jeg fik den. Simone: Så du valgte bevidst manden fra? Det var ikke fordi det ikke kom Tanja: [Afbryder Simone] Nej. Simone: Lige pludselig. Det var ikke det, det skulle være nu eller hvad? Simone: Da du så gerne ville have børn, så tænkte du, at jeg giver det lige en chance eller hvad? Og så var det lige der... Tanja: [Afbryder Simone] Ah men så jeg tænkte bare sådan muligheden var jo at finde en mand, ikke. Tanja: Øhm, men så var det, at jeg vidste at jeg ville have et projekt, altså Tanja: Før jeg havde mødt ham, og det virkede bare forkert på mig på det tidspunkt. Simone: [Afbryder Katja] Det måske lidt påduttet på en eller anden måde? Tanja: Jaja. At jeg kun kiggede efter, altså Tanja: Om han så godt ud. Altså, så var det ligegyldigt hvad han havde af værdier, altså det var sådan meget, øh...

4 Tanja: Det var virkelig en underlig tid. Altså øh, og så tænkte jeg det der med, at jeg måske egentlig heller ville bare have børnene alene, og så kunne der altid komme en mand ind i mit liv senere. Simone: Ja, så kunne de ligesom selv være med til at vælge om de så vil have hele pakken Simone:... på en eller anden måde. Simone: Øhm, hvad gjorde du så ligesom da du havde besluttet dig, at du skulle vælge din uddan... [Retter sig selv], eller din donor? Simone: Hvordan gjorde du så det? Tanja: Først så, øh, kontaktede Jeg kom ind til Aarhus og sådan noget der, boede lidt rundt omkring, og fandt så ud af at jeg gerne ville bo heroppe på Tåssingevej. Det fik jeg så arrangeret at jeg skulle på hospitalet til nogle undersøgelser, så fik jeg faktisk, øh, at vide der, at, øh, at mit underliv ikke fungerede, og der havde jeg det ligesom taget beslutningen, og jeg havde taget kontakt til en privatklinik. Øhm, jeg skulle bare lige igennem de her undersøgelser, og så skulle jeg på privatklinik, og så skulle jeg ligesom vælge denne her donor. Tanja: Øhm Og så kan jeg huske, at jeg så skulle opereres, og der kan jeg huske, der sagde han - lægen, at hvis jeg skal fjerner alt i dit underliv, så er det fordi det er bedst for dig. Tanja: Og der kan jeg huske, at jeg lå en måned på morfin og alt muligt [Hoster] og tænkte Hold kæft, du kan ikke engang lave et barn.. Du er.. Altså, havde jeg boet i Afrika så var jeg blevet smidt ud til løverne. Altså jeg duede ikke som kvinde. Altså så havde jeg det altså helt, øh, og så blev jeg opereret, så var det, at de lod den ene æggestok blive. Øhm, men resten blev fjernet, på nær livmoderen også, ikke. Tanja: Og øhm. Så kom jeg lige pludselig ind, op i det offentlige, øh, så skulle jeg til samtale derude og sagde så Vi tror at du godt kan få et barn med de her muligheder, øh, der er. Og så skulle jeg så vælge donor, og det var meget, meget, øh, altså, angstprovokerende for mig. Altså, øh, fordi på det tidspunkt så kunne du heller ikke vælge åben donor på det offentlige, det kunne du Det er først trådt i kraft i 13. Simone: Okay.

5 Tanja: Det vil sige, at det var en lukket donor. Tanja: Som mit barn havde ikke mulighed for, at få et brev Eller at opsøge denne her mand, som 18-årige. Simone: Og det havde du et ønske om, eller hvad? Tanja: Det vidste jeg faktisk heller ikke, altså jeg var meget sådan i tvivl om jeg skulle vælge det ene eller det andet. Fordi så, så var jeg også i tvivl om, at hvis det nu var jeg valgte før jeg kom på det offentlige, så tænkte jeg, hvis jeg nu valgte en åben donor, så vil jeg måske også se lidt håb i mit barn. Katja: Altså, gennem årene Simone: Et håb om at kunne se sin far. Tanja:... Se sin far og måske få en relation til ham og sådan noget der. Og det er simpelthen ikke virkelighed. Øh, der står 20 børn, og som gerne vil have den samme kontakt, så du er et nummer i køen. Så gik jeg i terapi også for at simpelthen at finde ud af hvordan og hvorledes, og jeg synes lige pludselig, at det var enormt egoistisk af mig også, at jeg ville det her. [Hoster] Og så kom jeg ud på det offentlige, og der var det sådan egentligt meget simpelt, for der var ikke mulighed for, for, øhm, at vælge en åben donor. Det var en lukket donor, og, øh, og jeg skulle igennem reagensglas, så der var selvfølgelig også noget økonomi i det. Og så, så kan jeg huske at jeg sad ved ham her overlægen ude på Skejby, og så siger han, og min søster hun var med, og så han Hvad vil du så have af donor? Og jeg sad sådan og kiggede, og jeg tænkte noget Vil du have en neger? Siger han så. Simone: [Griner] Tanja: Jeg kigger på min søster og siger så Det siger du sgu da ikke til mig, det der sagde jeg så til ham. Det her, det er simpelthen den mest afgørende tidspunkt i hele den her proces for mig, siger jeg så. Ah, men det måtte jeg da også meget undskylde og sådan noget, også siger jeg Jeg vil bare gerne have et der ligger tæt på mig, det vil sige blå øjne, og mørkt hår og høj. Siger jeg jeg selvfølgelig ikke, meen, øh [griner] og almindelig af bygning. Tanja: Og det var simpelthen bare fire flueben, der blev sat. Og blå øjne, ja. Det var det. Simone: Så det var ikke sådan hvor man kiggede sådan virkelig meget på dem, eller noget? Tanja: Nej.

6 Simone: Sådan hvor folk sådan siger du laver et designerbarn? Tanja: Nej. Simone: Nej. Tanja: Det var det ikke i det her tilfælde, nej. Simone: Yes. Øhm, så der var heller ikke nogen form for udvidetprofil man kunne få eller sådan et eller andet om det? Tanja: Nej. Det er der ikke. Simone: Og stadig ikke overhovedet? Tanja: Nej. Simone: Nåh Tanja: Men det skal så siges, at jeg er medlem af en gruppe på Facebook Simone: Ja [Griner indforstået] Tanja: Som øhm, det donornummer jeg har til mine børn Tanja: Der har vi en lukket gruppe, der er der nogle fra Norge, Sverige og Island og sådan noget. Rundt omkring. Og i Norge der har de den åbne profil, men i Norge er de ikke berettigede til et møde, de har bare en åben profil, og den har jeg så faktisk fået. Simone: Til den samme donor som du har? Tanja: Til den samme donor, ja. Så jeg har en masse information om ham, og jeg har ikke læst det. Men jeg har det til, hvis mine unger vil have det. Simone: Du har bevidst valgt det, at du ikke selv ville læse det? Tanja: Jamen, jeg har ikke noget at bruge det til. Simone: Nej. Tanja: Altså ikke i min verden. Altså, øh, nej. Simone: Så det fravalgte du? Tanja: Det fravalgte jeg. Men det er meget rart at man kan få den, i forhold til hvis de [red. Børnene] gerne vil se det, vel? Eller hvad tænker du der? Tanja: Nah, jamen der er jo nogle informationer om hvad han Hvad han er for en type, at han blandt andet er en far til, eh, til tre børn og han synes at, øh det jeg læste var sådan noget med at han, at han bare gerne ville hjælpe kvinder i nød, altså, øh Og han havde muligheden for det, og alle

7 var indforstået med det - hans familie og sådan noget. Så altså på den måde, så ville det være information jeg tænker der ville være god for mine unger. Simone: Uhm. Tanja: Men det er simpelthen så mange papirer jeg har. Øhm Simone: Så det var ikke bare lige én side af komme igennem? Tanja: Nej nej overhovedet Der står meget med hans, hvad han laver og, og sådan nogle ting skulle der stå, ja. Så er der vist også en lille lydfil med faktisk, hvor der også er lavet et interview med ham på 8 minutter, eller sådan noget. Hvor han ligesom fortalt om hvorfor han har taget dette her valg. Ubestemt person: Ja. Simone: Når nu du så har denne her profil, og man så kan, øh, gå hen og se hvad for nogle børn han ellers har sat til verden, kunne du så forestille dig, at nogle af dine børn ville mødes med de her børn? Tanja: Det kunne jeg godt, altså vi er jo f.eks. 24 søskende i den der gruppe, øh Simone: 24 søskende? I den der gruppe, altså. Det kom vildt bag på mig. Altså Tanja: At der er mange, ikke. Men der er 24 halvsøskende. Simone: Det var da noget af en slat, må man sige. Tanja: For øhm, altså inden for meget meget kort, ikke. Tanja: Inden fra, øh, 9 til 14 er den sidste blevet født her i, ja. Simone: Det var mange [griner]. Tanja: Det er simpelthen så mange, ja. Og Det får de også mulighed for, hvis de har lyst til det. Tanja: Altså, jeg pådutter dem ikke, de mødes, de dér halvsøskende... Simone: [Skal til at sige noget men ændre mening og er stille] Tanja:...Og øh, møderne, ikke. Simone: Altså, alle 24? Tanja: Måske er der 18 samlet, eller sådan noget, hvis ikke det kan lade sig gøre. Simone: Det er også vildt mange.

8 Tanja: Jeg har slet ikke lyst til det Simone: Nej. Tanja: Nej. Simone: Uhm. Der er jo også sådan, man vil jo gerne have børnene for sig selv og have det lidt privat, vel på en eller anden måde? Tanja: Ja, øhhhh, og så har jeg det også sådan lidt, at, øh - hvorfor? Altså, jeg ville jo heller ikke gå hen og mødes, altså Hvis jeg havde noget tilfælles, vi har selvfølgelig en fælles donor, og sådan noget der, men jeg har ikke noget Jeg har ikke lyst til at indgå i noget, som jeg egentlig ikke har lyst til at bidrage noget til. Simone: Nej. Tanja: Øhm. Men hvis mine børn er nysgerrige på det, og alt sådan noget der, så er de hjertelige velkommen til det, og jeg tænker måske, at de skal være lidt ældre før de, øh Simone: Får det at vide eller hvad? Tanja: Nej, de ved det godt. Simone: Øhm.. [Katja afbryder Simone] at de har 24 søskende? Tanja: Men altså, at de, øh [Simone har sagt sin sætning færdig] Nåh Ja, ej, ikke at de er Simone: [Afbryder Katja]Nej, men Tanja: Begrebet kan de heller ikke forstå. Simone: Nej. Tanja: Men øhm, de ved godt, at der Men jeg siger ikke søskende heller. Altså... Simone: Nej. Tanja: Måske det er bare mig der prøver at pakke det ind, jeg ved det ikke. Simone: Det er bare meget rart at høre, eller... Tanja: Ja, lige præcis. Simone: Interessant at høre hvordan... Simone: Du ser på det, ikke. Tanja: Jo. Simone: Også i forhold til så mange andre. Øhm, ja. Øhm, så din holdning til hvis nu dine børn lige pludselig gerne vil se den her far, og den her åben i forhold til Tanja: [Afbryder Simone] De kan ikke få ham at se. Simone: Det kan de ikke?

9 Tanja: Nej. Øhm, det er simpelthen ikke en mulighed. Simone: Det har han fravalgt fuldstændigt? Men søskende, det er okay for dig, så? Tanja: Jaja. Ja, helt bestemt. Ja. Øhm, så det du er blevet alenemor, ligesom har valgt at stå selv, uden en synlig far Tanja: Uhm. Simone: Ser du det som egoistisk, på en eller anden måde? Tanja: Altså nogle gange gør jeg. Øh, altså, det er jo mit behov jeg har fået opfyldt, kan man sige. Øhm Men jeg kan huske, at... Jeg troede kun at jeg skulle have ét barn, da Signe hun var 17 måneder, så fik jeg sådan først en rigtig erkendelse af, at jeg var blevet mor. Altså, den der helt inde i kroppen Hold kæft det en mor. Altså, det er jo det her jeg skal være. Altså, resten af livet. Simone: Uhm. Tanja: Og så tænkte jeg, altså, sidde hjemme hver aften og sådan noget altså, så kan jeg ligeså godt få nummer to. Altså, øh, og så ville de have hinanden, ikke. Simone: Jo. Tanja: Og jeg så sådan en manus, prøv at forestille dig, at du kun har Signe om 10 år, så kunne jeg godt se sådan en form for symbiose, altså at vi var tætte på hinanden. Også forestil dig, at du har to børn om 10 år, og så kunne jeg faktisk se mig selv observerende fremfor at være en del af Tanja: At jeg kunne observere, og den... det gav mig bare sådan helt vild ro, at, øh, at kunne se mig selv med to børn, selvom jeg ikke havde forestillet mig det, og så skulle jeg så på privatklinik, øhm, og have lavet reagensglas igen. Simone: Har de så samme donor? Tanja: Ja, og jeg havde ikke valgt det, hvis ikke han, øh, hvis ikke der havde været noget af hans, så havde jeg ikke gjort det. Simone: Kan man så se lighedstegn fra, at, øh.. At de har samme donor og sådan noget? Simone: Kan man se det? Ja. Simone: Så kan de på en eller anden måde også bedre se, at vi [red. børnene] er søskende på en eller anden måde.

10 Tanja: Ja, de er fuldblod søskende kan man sige, ikke. Tanja: Altså, ja. Ja. Helt bestemt. Simone: Ja, øhm, synes du der har været nogle konsekvenser i forhold til, at du har valgt at være alenemor? At du har oplevet nogle negative ting ved.. Eller at det har været svært at komme ud og sådan noget? Gå i byen, hvis det Tanja: Ja, ehm Simone: Og se veninderne og sådan noget? Tanja: Ja, mit ego sidder derover i hjørnet og råber [Der bliver grinet i baggrunden] Tanja: Så øh, det gør det! Altså, det har været Det er stadig en tilvænning for mig. Altså, øhm, og det er også noget med hvordan Man kan sige at jeg først fik mit barn som 38, der havde jeg faktisk brugt 20 år på at gøre lige nøjagtigt hvad jeg ville, når jeg ville. Altså øh Tanja: Og jeg har rejst rigtig meget og jeg har gjort lige nøjagtigt hvad jeg ville, altså. Jeg har også valgt at være vikar, så jeg ikke skulle være fast stilling og Så jeg har bare kunnet forme mit liv, øhm Simone: Så det har været noget af omvæltning lige pludselig, at skulle ind i faste rutiner, og sådan noget? Tanja: [Afbryder Simone] Det var mega angstprovokerende, da det først Da det først gik op for mig. Det er så det her jeg skal, ikke. Simone: Uhm. Tanja: Men der med at man bare ikke lige kan gå ned at handle ind for eksempel... Så min dag inde i mit hoved hedder kl. 3 henter jeg børnene, altså så [Hoster] Så jeg har, hvis mine unger bliver passet, så skal jeg stadig nå alt, inden kl. 3 i mit system, altså øhm Tanja: Og det er jo ikke fordi, de ikke kan komme med eller noget som helst, men det er bare noget andet noget. Altså så på den måde, så har jeg nogle Det er, at, at jeg er sådan, som Tanja, øh, er blevet sat til side kan man sige, ikke. Og så er der jo så mor, jeg er istedet for. Simone: Ja, der er nogle behov som man er nødt til at sætte til side... Tanja: Ja, ja, i den grad.

11 Simone: Tror du det har været svære for dig når man er alene frem for hvis man havde været et par om at få børn? At der er andre udfordringer, med at Tanja: Jeg tror der er andre udfordringer, men dem jeg har set på, de har nok også været udfordret, men det her med at være som par imellem, det altså, det har godt nok hængt lidt i betrækket. Tanja: Altså, så jeg tror Alle har udfordringer, men det er forskelligt på en anden måde, ikke. Tanja: For mig har det mere været sådan min hverdag skulle hænge sammen. Det kunne være [Bliver afbrudt af Tanja] Tanja: Det der med at det lå til højrebenet, altså det gør det jo ved Altså Simone: Det kunne du bare. Tanja: Jamen, ja det ligger bare på en eller anden Ja, det gør den i de fleste kvinder, så det, øh Det var egentlig ikke, øh, det var ikke Men det jo mere det der med, at jeg ikke kunne noget mere. Altså, jeg kan jo ikke, altså jeg kan jo ikke foretage mig noget. Simone: Nej, ikke [Bliver afbrudt af Tanja] Tanja: Jeg kan jo ikke stå på toppen af Kilimanjaro mere, altså jeg kan ikke, øh, tage rygsækken på og gå, øh, pilgrimstur. Altså, alle de der ting som jeg gjorde før i tiden, det er ikke en mulighed før. Simone: Før de måske er voksen eller et eller andet? Tanja: Før jeg bliver 50 og så kan de komme med, ikke. Så nu tager vi på all-inclusive ferier. Simone: [Griner] Det er da også meget hyggeligt. Tanja: Det er mega hyggeligt, ja. [Alle griner] Jeg skal ikke vaske op eller lave mad, så det er så dejligt, ja. Men der har vel også været eller en form hvor du selv kunne traf beslutning, eller sådan noget, der har jo ikke været en at skulle diskutere med? Tanja: Nej, nej. Lige præcis. Og det er også det jeg siger, og også mine veninder siger, der er sådan i parforhold lidt for sjovt, har været at nogen gange så ville der være nemmere at være alene, så Tanja: Jeg skal jo ikke forholde mig til nogen, der... Der er nogen der har en holdning, eller en mening om hvordan jeg opdrager mine børn, og det må de også godt have. Det er sådan en meget åbent i min omgangskreds og i min familie, de skal simpelthen sige, hvis de oplever mig, fordi man netop har blinde, altså

12 Simone: Skyklapper på? [afbryder Tanja] Tanja:...ting som man ikke selv kan se. Øhm, og det, det har vi sådan en Jamen, kan du så ikke blive sur og fornærmet? - Jo jo, men det er ligegyldigt. Det er jo stadig noget I [red. Familien og vennerne] har observeret. Om jeg bliver sur eller fornærmet, det er jo mig, siger jeg så. Øhm, og der er ingen tvivl om, at der bliver lyttet til det, der bliver sagt udefra. Altså, hvor man kan sige dem der er i parforhold, jamen det er jo dem imellem, de bruger jo hinanden, ikke også. Tanja: Altså, men, men der er jo mange der siger sådan, at de ville ønske, at øh, de til tider kunne være alene, så der ikke var nogen der skulle Simone: Ja, jeg tror godt at de [red. folk i parforhold] kan være meget uenige i, hvordan man nu Tanja: Ja [afbryder simone]. Simone: Skal opdrage og hvornår de skal puttes, og Tanja: Ja, og det må fandme være mærkeligt, at stå og kigge på en, man bare slet ikke er enige i, i ens hjem. Altså, den måde, man taler til, eller håndtere en situation, det, det, den står jeg jo ikke helt i. Simone: Nej. Tanja: Det er jo kun mig der er ene-bestemmer, kan man sige. Simone: Så kan man ikke ligesom sige før sagde du noget andet Tanja: Ja, eller sådan noget, et eller andet, ikke. Altså, ja. Uhm, ja. Simone: Det må være det lette ved det. Simone: Øhm, hvad.. Hvorfor valgte du så lige netop denne måde, at få børn på? Var der nogle andre ting du tænkte, du også kunne have gjort? Havde du overvejet adoption eller noget andet? Tanja: Jeg kan huske da, det var da jeg havde fået at vide at jeg skulle forberede mig på et liv uden børn, i den periode, den månede, inden jeg blev opereret, uhm, der kan jeg huske, der var nogle stykker der sagde, at du kunne jo også adoptere. Simone: Uhm. Tanja: Og der havde jeg det sådan lidt det er ikke en mulighed for mig. Altså så vil jeg hellere tage ned og nød, altså tage ned og hjælpe hvor der var nød, frem for at tage en ud. Simone: Ja, okay.

13 Tanja: Altså, at tage hjem, altså kan du følge mig? Så vil jeg hellere sige, så er det dét her jeg gør. Så må jeg committee mig til, at kunne gøre en forskel ude i verden i stedet for. Ja, så det var ikke en mulighed for mig og adoptere. Det havde jeg slet ikke lyst til. Simone: Så tanken havde været oppe og vende sådan set? Tanja: Den var, den var oppe og vende, og folk sagde sådan noget Men det var ikke sådan en der voksede eller Ah, det var også en mulighed eller noget overhovedet ikke. Simone: Uhm. Tanja: Nej. Simone: Øhm, kunne du finde på at få et barn via. insemination igen? Tanja: Øhhhh, det slog mig lige her for et stykke tid siden. Jeg tænkte, hvis ikke jeg havde haft alderen, så kunne jeg godt. Altså, men jeg er jo 43. Tanja: Det er ikke Men jeg synes ikke det er en mulighed mere. Simone: Nej. Men du ville være åbent overfor det, hvis du var yngre så? Tanja: Ja, det tror jeg faktisk, ja. Simone: Øhm, hvordan har din omgangskreds så reageret på denne her beslutning? At du gerne ville insemineres og have børn? Jamen øhm, altså med den baggrund og det menneske jeg er, så kom det ikke bag på nogen. Så, så alle har bare sagt Jamen, selvfølgelig. Hvis der var nogen der skulle, så var det dig, der skulle gøre det. Simone: Så det har ikke undret dem i forhold til at du siger, at du har været meget din egen herre og været vant til at gøre alle mulige ting, at du så lige pludselig ville have et fast bosted og børn og Tanja: [Afbryder Simone] Jojo, de har tænkt om jeg kunne. Altså, om jeg kunne gøre det, ikke. Altså min raske [Uforståeligt ord] ville komme over mig eller sådan et eller andet, ikke. De havde også sådan lidt, de havde bare alle sammen sådan sagt at, vi, de vidste bare at jeg kunne klare det, altså. Tanja: Så det dét her jeg gør. Simone: Ja, de havde tillid til dig. Så er det det her jeg gør.

14 Simone: Så du har ikke oplevet nogen forandring, altså i reaktionerne frem for familie, venner og måske lærer og andet? At der været forskel på dem? Tanja: Uhm [Drejer på hovedet til at sige nej] Simone: Slet ikke? De har bare alle sammen taget godt imod det, og sagt det kan du godt? Tanja: Ja, det synes jeg faktisk. Ja. Simone: Det var jo dejligt at høre. Øhm Tanja: Ja, det synes jeg faktisk. Simone: Hvordan får du så ligesom arbejdsliv og dit studieliv til at fungere i forhold til familielivet? Tanja: Jamen, altså det er jo, at jeg f.eks. tager en HF, den har jeg delt over 3 år, så jeg ikke har en fuldtids HF. Altså, så jeg ikke har så mange timer. Tanja: Øhm Simone: Møder du op til timerne, eller er det fjernundervisning? Tanja: Nej, jeg møder op til timerne, ja. Simone: Okay. Tanja: Øhm. Og så kan jeg nå at lave mine lektier inden jeg henter ungerne. Simone: Så hvor mange timer har man så sådan ca. om ugen? Tanja: 21. Simone: 21? Det er luksus. Simone: Dejligt. Tanja: Mega dejligt, altså. Jeg er så privilegeret, synes jeg. Ja. Er det hårdt, synes du, med børn? Tanja: Nej. Simone: At skulle studere? Tanja: Nej. Det er kun fordi jeg har 21, altså hvis jeg havde, altså hvis jeg skulle være i skole til kl , øh ja, så vil jeg mene, altså så skal jeg også sidde om aften og lave lektierne, ikke. Altså jeg når faktisk det hele inden jeg henter ungerne. Så jeg ikke har det hængende over hovedet. Tanja: Altså, jeg er helt vildt struktureret. Øh.. Simone: Uhm. Tanja: Så øh

15 Simone: Så du planlægger sådan hele tiden, ikke? Simone: Og får gjort tingene. Får du så ofte hjælp udefra til at kunne klare de daglige ting? Tanja: Nej. Simone: Når det er du står alene. Tanja: Nej. Simone: Overhovedet ikke med at handle eller med at gøre rent, Tanja: Nej. Simone: børnepasning, slet ikke? Tanja: Børnepasning, altså hvis jeg be r mine forældre om det, så gør de det. Tanja: Det er sådan ca. hver anden måned eller sådan, hvis jeg skal noget. Simone: Okay, så det er ikke sådan det helt vilde? Ikke mere end alle mulige andre? Tanja: Nej. Simone: Nej. Øhm, yes. Har dine børn så en mandlig eller en sådan en faderlig figur, som de så kan knytte sig til? Eller ser? eller sådan Tanja: Nej, det har de ikke. Men altså, jeg har jo mine kammerater, som kommer og, øh, som også bor rundt omkring, altså her i Jylland og på Fyn og på Sjælland, som så overnatter her, altså, øh, så de [red. børnene] er vant til, at her er, øh, mennesker her og øhm. Men de har ikke sådan, altså de har ikke en, øh, en mand, mandlig hoved Altså hvad kan man sige, øh Simone: De har vel en morfar? Tanja: Jo, de har en morfar, det er rigtigt. En morfar, jo. Det er rigtigt. Simone: Så er der en der i hvert fald. Tanja: Og så har de onkel Lasse. Simone: Onkel Lasse [Griner en smule] Er det en Tanja: [Afbryder Simone] Det er min søsters kæreste. Simone: Nåh okay. Så øh Simone: Så der er lidt alligevel. Simone: Øhm, spørger dine børn så til hvor er far eller hvad er far? Tanja: Nej.

16 Simone: Så de har ikke undre sig? Heller ikke i børnehaven, hvorfor bliver jeg ikke hentet af far? Tanja: Nej. Simone: Nej? Tanja: [griner lidt] Jeg tror altså, men det er fordi, at jeg sådan har snakket med nogen... Jeg kender jo nogle som har donorbørn og sådan noget der. Og der er nogle der fandme fra da de blev Kom til verden har, så har de læst bøger, hvor Karlas far, eller hvad fanden de nu hedder, alle de der bøger, ikke. Øhm, det har de gjort helt fra de er små af, det vil sige i min verden, så Så propper man jo noget ned i de der små hoveder, som ikke kan finde ud af, og sortere i tingene, og sådan noget, altså de har kæmpe problemer lige nu her, altså hvor de er de der 4-5 år, de der børn, ikke. Som simpelthen siger nede i børnehaven, at deres far er død og alt sådan noget der, ikke. Altså Tanja: Og hvor jeg, jeg siger jo åbent om, også når Signe er der, at øhm, at de ikke, at de ikke har nogen far, at jeg har valgt at få børn alene. Øh, og det Jeg har en donor, der er så også tre andre donorbørn oppe i vuggestuen og børnehaven, så det er ikke sådan, at de er alene deroppe i institutionen, som de eneste. Simone: Nej. Tanja: Men øh, altså Signe siger sådan lidt Jeg har ikke nogen far, til gengæld har jeg og så nævner hun, hvem hun har i sit liv. Så er der så mange andre, måske eller Tanja: Det, det I hvert fald i hendes verden. Ja. Simone: Men det er vel også lidt en støtte for hende så. At hun ser der andre der også er ligesom hende, eller Tanja: Ja, det kunne man godt forestille sig, at det er. Men jeg tror seriøst ikke hun bruger energi på, at tænke på det. Simone: Nej. Det undre hende ikke overhovedet? Tanja: Hun har ikke stillet noget endnu, altså. Og jeg har altid, du ved, hun er altid vidst det. Simone: Uden at gøre et stort nummer ud af det, eller hvad man siger. Øhm, hvis din Ej, hvad skal jeg Uhm, der er også nogle gange, at nogle psykologer sådan hævder, at børn mangler en faderlig figur

17 Tanja: Uhmm. Simone: Øh, oplever du det, at der er forskel på drenge og piger, end de ville... Hvis nu du havde en dreng Tanja: Uhm. Simone: At han havde større behov for en mandlig far, i deres liv, frem for dine piger. Tanja: Jamen jeg har også en dreng... Simone: [Afbryder Tanja] Nåh, du har også en dreng Tanja:...og en pige. Simone: Har du oplevet forskel så? Fra dem, at han måske har mere behov for en far end Tanja: End hun har [færdiggøre Simones sætning]. Men øhm, han er jo kun 2. Altså, det er hende der er 5, men øhm. Altså jeg har oplevet mere at Noah, han snakker, mens han leger, at han siger Eller hvis han ser et eller andet død, en fugl eller sådan et eller andet, så siger han øh, øhm, Den mangler sin mor og far. Altså hvor Signe altid har sagt, at den mangler sin mor. Simone: Okay. Tanja: Altså, hun har aldrig sagt far. Altså, det har Noah sagt, mange mange gange. Altså flere, øh, gange end hun har. Simone: Uh uhm. Tanja: Men jeg Så det kan godt være der kommer noget mere fra hans side af. Tanja: Jo ældre han bliver, jo ikke også. Simone: Det kan godt være sådan snakken måske sker der i teenage årene eller et eller andet. At han måske mangler en eller anden på den måde. Tanja: Uh uhm. Simone: Der er det måske lige til med kvinderne sådan, at menstruation og alt sådan noget Tanja: Jaja. Ja, det er. Tanja: Ja det kan det sagtens. Jeg ved, altså Jeg tror bare på, at hvis man ser på mulighederne, frem for begrænsningerne, at, at det gavner meget mere altså, øhm, man må sige det det er sådan her som det er. Tanja: Og, det, det er ikke synd. Simone. Nej. Tanja: Altså, fordi...

18 Simone: Nejnej. Tanja: Hvis jeg først begynder at pålægge mit, altså hvis jeg havde sådan en Aj, det her er også synd og jeg burde også..., og jeg havde egentlig også set en kernefamilie for mig og alt det der. Jamen så er det jo også det jeg udsender. Men sådan er det jo ikke i mit tilfælde. Simone: Det er som om, at man oplever at de føler Simone:... At det her er helt normalt. Tanja: Det er helt normalt, det Simone: Det er lige så normalt, som at have en mor og far Simone: Det er det du prøver at give videre. Tanja: Men jeg vil så også sige, det er ikke fordi jeg udelukker, at der kommer en mand ind i mit liv nu. Altså jeg vil også sige, at jeg er blevet meget mere åben for det igennem, at de nu er blevet den alder som de har. Øhm, altså så jeg Altså jeg tænker da på længere sigt, at der vil komme en mand ind, som kan blive et forbillede for dem. Altså også, altså at det kan bidrage med noget, ikke. Tanja: Og så hvis ikke, jamen så er det jo sådan det er. Simone: Så du er åben overfor det, hvis det kommer lige pludselig? Tanja: Jaja. Ja. Helt bestemt, ja. Simone: Øhm, så øh, har du selv drømt om, øh, at skabe en kernefamilie. Altså var din, var det ligesom din plan B for dig, at blive solomor? Tanja: Nej, for jeg har gået sådan og tænkt over det i sidste par dage og sådan noget der, og det har jo været forhold, og jeg har også boet med de mænd, altså. Altså, jeg har bare aldrig fungeret i det. Simone: Det har bare ikke lige været dig? Tanja: Nej. Altså jeg er enorm enspænder på en eller anden måde jo også, det har bare følt, at jeg fik frataget min frihed og jeg kunne sgu ikke Jeg har bare aldrig følt mig godt tilpas i det. Altså jeg har elsket de her mænd, og de har været nogle dejlige dejlige mænd, men ikke nok til, at jeg har lyst til, at blive med dem. Så jeg har aldrig haft det der billede af far, mor og børn. Simone: Nej. Tanja: Og man kan så sige, da jeg så fik den der erkendelse som 35-årig, altså så, så var det kun inden over, at jeg godt kunne finde en mand, altså [griner lidt], hvis det var. Altså

19 Tanja: og, og og Simone: Skal det være sådan. Tanja: Ja og så skal det være sådan, og så kunne jeg godt. Men det virkede bare så forkert på mig. Det var ikke naturligt, på en eller anden måde. Tanja: Nej. Så det er ikke sådan, at jeg har datet 50 mænd eller har set, øh, havde nogle forhold op til eller noget som helst. Nej. Simone: Øhm, ja. Så mener du ligesom nu, at man kan få denne mulighed, at mænd så er blevet overflødige? Tanja: Ah, jamen det var jo mine kære drengevenner. [Simone griner] Tanja: Øhm Nej, det synes jeg faktisk ikke. Jeg synes Altså, jeg synes faktisk det valg jeg har taget i forhold Jeg kunne godt have inddraget en mand, altså det er jo en mulighed. Simone: Uhm. Tanja: Øhm, og så er det næsten 99% sikkert, at vi ville gå fra hinanden, fordi at, at for det første så Ja, øh, rent genetisk i forhold til hvis jeg skulle lære en mand at kende, og få lysten til at få et barn med ham og sådan der, så ville der gå enormt langt tid fra mit vedkommende, ikke, og hvis jeg bare skulle gå ud og finde en, for at finde en, så ville man jo blive skilt. Tanja: Altså, øh, og så ville jeg jo allerede der vide at mine børn ville blive skilsmisse børn, så ville jeg allerede der også pålægge dem en kæmpe sorg. Simone: Så hellere have at de bare har mor, eller hvad man kan sige, fremfor at de måske skal hver weekend derover eller Tanja: Det synes jeg jo, ikke også. Jeg synes fandme, at det er syndt for de unger der. Men det er jo også syndt, at de ikke har nogen far, det er da også rigtigt. Altså øhm, så der sådan meget, mange forskellige ting. Simone: Uhm. Tanja: Men jeg synes ikke mænd er blevet overfladiske, det synes jeg ikke. Jeg synes at muligheden, øh når... man skal også tage det enkelte menneskes situation, synes jeg. Øhm, og liv. Altså Simone: Se hvad der ville bedst? Eller Fordi, altså Altså jeg ser da heldigvis parforhold der fungere, og har dejlige unger og alt sådan noget, ikke. Men hvis man nu ikke er der i sit liv, så er det ikke fordi manden er overflødig, men det er mere, [Tanja tænker sig meget grundigt om] at han, han Man kan sige det

20 vild Mine drengevenner siger sådan lidt, siger sådan Jamen, vi Det er jo ikke en mulighed for os. Det du har gjort. Nej, det er rigtigt, men der sidder der nogen som godt ville have haft børn, men som ikke har fået børn, ikke. Det er lidt synd for dem. Simone: Men har muligheden måske at finde en rugemor eller et eller andet. Tanja: Ja, hvis det var. Simone: Så det er jo ikke helt udelukket. Tanja: Nej, det er det ikke. Men jeg tror tanken ligger langt fra mange mænd. Men altså.. Men det er jo ikke lige til, som det er med kvinder og insemination. Tanja: Nej, det er det selvfølgelig ikke. Simone: Det er jo lidt nemmere. Tanja: Så Simone: Øhm, så nu hvor du ikke har en mand i dit liv, mangler Tanja: Uhm. Simone:...Det der med kærtegn og kram, og måske lige vide at du gør det godt Tanja: Uhm. Simone:... Eller mangler du det, sådan personligt? Tanja: Altså, jeg mangler det der med Altså jeg ved det i bund og grund ikke om jeg gør det godt. Altså det Tanja: Det ved jeg jo så i og med den feedback jeg får fra institutionerne og mine venner og familie og sådan noget, ikke. Men jeg kan godt have den der med, den der fordi jeg kan godt tale med alle, om det der nu fylder, men der kan godt gå to dage inden jeg gør det, og så, så er det lidt ligegyldigt. Altså, de der her og nu situationer, der kunne jeg rigtig godt tænke mig nogle gange, at, at, at jeg kunne få en eller anden form for fe At der var andre øjne, kan man sige, ikke. End bare mine øjne, ikke. Simone: Så blive bekræftet i det man gør, er rigtigt Tanja: [Færdiggøre Simones sætning] Rigtigt, eller det man gør er forkert, altså

21 Tanja: Det ville være lige så fint, ikke. Simone: Du mener, at støtte sig op ad... Simone: Sådan lige. Tanja: Altså, men det er stadig ikke noget der sådan fylder fylder, at jeg tænker, at mit liv ville blive dejligt, lykkeligt med en mand, altså Simone: Nej. Tanja: Det gør jeg ikke. Øhm, de kan selvfølgelig bidrage med noget. Men, men det er ikke sådan, at min lykke hænger på det. Simone: Nej. Tanja: Ogs I forhold til, til kærtegn og sådan der, så, der har jeg haft en elsker i 8 år. Så det er på den måde, jeg får mine kærtegn, og det der. Det er en Vi kender hinanden... Simone: Det er ikke lige pludselig... Tanja: og det har fungeret i 8 år. Ja. Simone: Det er jo fantastisk. Tanja: Æhm, så det er rigtig rart. Ja. Helt sikkert. Tanja: Ellers skulle man ud og det der jo ud.. og nej. Tanja: Ud på markedet en gang imellem, kan man godt sige, ikke. Simone: Det er jo også naturligt engang imellem, hvis ikke man kan, så er det jo fint nok, at man kan sige, at jeg fungere ikke til daglig med en. Tanja: Uhm. Simone: Så kan man ligesom gør det på andre måder, kan man ligesom sige. Jo. Og det fungere for os begge to. Simone: Ja, hvis ikke man har noget i klemme, så er det jo helt fint, kan man sige. Tanja: Ja, det er det. Simone: Hvordan får du så ligesom ladt batterierne op? Når du er alene? Tanja: Ah, jamen det er svært for mig. Det er, øhm, altså det er nok det der er, øh, er det sværeste, fordi jeg i bund og grund kun er den ene, hvis jeg skulle, hvis jeg skulle tage mit drømmescenarie, så skulle jeg sidde på toppen af et bjerg i stilhed. Simone: [Giver en lille grinelyd]

22 Tanja: Altså. Så kan jeg godt blive lidt offer i den rolle nogle gange, og det kommer jeg ikke til, altså lige nu. Tanja: Men, øhm, også hverdagen kører bare, så øh, jeg kan godt være udbrændt. Altså, jeg kan godt være sådan, at jeg ikke overhovedet kan mærke mig selv. Simone: Uhm. Tanja: Altså, så det er svært, at få ladt batterierne op. Simone: Formår du så at gøre det en gang imellem? Tanja: Ja, det synes jeg, jeg er blevet bedre til det. Simone: Hva, hvad er der noget specielt du går for Tanja: Det er meditation igen, Simone: Meditation Tanja: At jeg Jeg kan sige at Noah var de første 2 år, øh, ah, halvandet år eller sådan noget der. Han råbte bare, altså han skreg bare. Altså, jeg gik jo rundt med ham 3-4 timer om natten i bæresele, og når jeg endelig får ham til at sove kl. halv 6 om, så vågnede Signe kvart i 6. Altså, jeg var jo ved at slå ihjel. Altså.. Simone: Det lyder ikke.. Tanja: Det stod bare på og på i evigheder, altså så jeg var bare helt nede i, øhm, og så vendte det, da han var sådan halvanden år, eller sådan et eller andet. Jeg har stadig ikke knækket koden til, hvorfor han råbte sådan han gjorde. Men det gjorde han. Øhm, og så er det faktisk først fra han var 2 år af, at jeg sådan kunne begynde ahh!, at komme lidt ned i mig selv igen og, og med meditation og, og starte på skole igen, og have nogle timer, inden jeg skal hente dem. Simone: Det giver dig vel også sådan lidt ro, sådan at gå herhjemme sådan og at kunne læse i dit eget tempo og sådan noget, inden du skal hente, ikke? Tanja: Jojo. Jo. Det gør det også. Tanja: Det gør det. Simone: Er der sådan et eller andet du tænker, i forhold til det her emne, som når vi studere det, der er vigtigt, at vi får at vide? Sådan noget du tænker over, som vi ikke selv måske lige er kommet ind på? Tanja: Uhm. Jeg tror Altså jeg ved, altså for mit vedkommende så er det noget med igen, at, at det jo et faktisk samfund vi lever i, det er i jo også inde på på en eller anden måde, på at det er en

23 mulighed det her, øhm, og jeg synes faktisk, at jeg har At jeg har mødt åbenhed omkring det og sådan noget der. Det der med Altså for mig, har det bare været vigtigt, det der med at kunne give, altså at jeg egentlig har en mulighed for at kunne give, hvor der er mange, der ville gøre det i parforhold f.eks. kan I følge mig lidt? Så vil de give noget til manden og modtage og alt sådan noget der. At denne her måde, jeg giver på til børnene, og de giver til mig, den er så ultimativ, den kærlighed, at det sgu alle bare prøve på en eller anden måde. Den der irritation jeg kan have over ungerne, kan jo fandme være væk inden i løbet af 2 sekunder. Hvis vi kunne gøre det ved alle ude i samfundet, også forældre og vores kærester og mænd og kvinder, og rundt omkring [Dørtelefon begynder og bippe]. Jeg skal lige lukke dem der ind, øhmm.. [Optagelsen bliver sat midlertidigt på pause, da der kommer nogle og skal hente deres kufferter.] Tanja: Det er mere det der med, at, at det ved jeg ikke. Det synes jeg bare er unikt, også hvis muligheden er der, for hvis ikke man har fundet en mand, eller, øh... Så skal man bare gøre det på en eller anden måde. Simone: Så du vil råde andre kvinder til at gøre det samme, sådan? Tanja: Hvis de står i lignende situationer, så det ikke fordi jeg siger, at man skal finde en mand, altså, øh Men jeg vil da sige, at det optimale for det individ man sætter til verden er jo, at hvis der var en mand og en dame, ikke. Altså, en mor og en far. Tanja: Øhm. Så har der været helt vildt meget fokus her inde på sidste, det der med at man skal tælle sine æg, og hvad fanden det nu er, de har gang i. Det der med, at man skal knald for Danmark, eller sådan et eller andet. Altså, Simone: Ja, der er et eller andet de køre Tanja: [Afbryder Simone] Ja, sådan fuldstændigt et eller andet Hvor jeg sådan, altså øh, jeg har, altså jeg har to veninder, hvor det ikke, fordi de simpelthen har ventet og det gjorde jeg jo også selv, på en eller anden måde, det der med at vi blev ældre, ældre og ældre, fordi vi ville alle mulige ting, og vi ikke tør, og Åh, nej, det er jo, øhm, de står bare nu, altså, i en alder af 41 og de har ikke muligheden for at få børn. De kan simpelthen ikke, altså det var det. Simone: Nej, kroppen kan ikke. Tanja: Uhm. Nej, men de har et ønske, de havde det største ønske om det [red. at få børn], ikke. Altså og det har de faktisk haft i mange år, men de har ikke rigtig gjort noget ved det, det vil sige, at toget er bare løb, altså det er bare kørt. De har ikke engang taget et bevidst valg om ikke, at Det

24 er der jo også nogle der gør, og det er også fint nok. Der tager et bevidst valg om ikke at få børn, ikke. Tanja: Hvis man har et ønske om at få børn, så må man sgu gå ind i det, på den ene eller den anden måde, tænker jeg. Har man drømmen så før den ud i livet. Altså, og lad være med at vent, altså til Lige pludselig så kan der bare komme ting og sager ind over, som Simone: Så du er tilhænger af det der med, at de er begyndt at pådutte meget studerende også skal begynde at få børn, fordi så tidligere der er der mere tid til børnene og du kan bedre gør det selv frem for at skal have hjælp udefra og sådan noget? Det køre jo meget Tanja: Altså jeg vil sige, at øh, nu, nu er jeg jo selv studerende, det er da det nemmeste, at være mor og så være studerende, så det vil jeg helt klart anbefale alle, fremfor at skulle have et 8-16 job. Det er nok nemmere, når man i forhold til, at skal hente og bringe og sådan nogle ting, ikke. Tanja: Jo. Bare sådan i det hele taget, altså planlægning og alle sådan nogle ting der, det ville jeg helt klart anbefale. Også sidder vi her studerende og tænker at vi ikke skal have børn nu. Tanja: Nej [Alle bryder ud i et grineri] lige præcis, kom i gang! Aj, men hvad hedder det, øh, det er mere det der, øhm, altså det bliver bare ikke bedre af, at vente på en eller anden måde. Selvfølgelig er der noget erfaring man får med sig og alle de her ting, ikke. Men, altså, jeg kan også huske, at jeg sådan havde tænkt indtil jeg blev i 30 erne, at, at netop det der med, at det sagde mig ikke noget. Jeg synes det var nogle dejlige små dutelulele [red. børn] og alle de her ting, ikke. Men jeg har også været der for mine veninders børn, men der var intet i mig, der tænkte Gud, det her vil jeg også have. Simone: Er du så glad for i dag, at du havde ventet? Tanja: Ja, det er jeg. Også Jeg glad for, altså man kan sige jeg har levet det omvendte liv. Altså med at, at bruge 20 år på, altså finde ud af hvem fanden jeg selv var og alle de her ting, og gjort alle de ting jeg havde lyst til. Øhm, og så får jeg så, så må jeg lige sidde i venteposition nu her, de år, indtil jeg skal have dem [red. børnene] med, øhm, rundt. Øhm, men altså hvor mine veninder fik det i 20 erne, så skal de først til at finde ud af, her i 40 erne hvor ungerne er flyttet hjemmefra, hvem fanden de egentlig i bund og grund er, fordi de har været mor og parforhold og arbejde og karriere

25 og sådan noget. Og så sidder de der i 40 erne og ungerne er flyttet hjemmefra, og så tænker de sådan lidt Hvem fanden er jeg egentlig?. Altså Du gjorde det omvendt. Simone: Føler du så du har givet dine børn noget mere, når du ligesom havde fundet ud af hvem er jeg, på en eller anden måde? Tanja: Uhm. Simone: At du på en eller anden måde havde mere ro i dig selv til, at være mor bagefter? Tanja: Det synes jeg. Simone: Bedre kunne være din rolle, eller hvad? Tanja: Det synes jeg. Og så er jeg mere bevidst om, hvad der foregår inde i mig selv også. Altså, det der med hvad er mine mønstre og hvad er mine, min, altså, hvordan er det jeg reagere på tingene og sådan noget der. Altså, hvor man kan sige i 20 erne, der havde jeg bare sådan et billede Sådan er jeg bare. Så Men der er jeg jo ikke bare. Jeg gøre jo tingene, fordi jeg har fået det set eller blevet vist det, eller sådan et eller andet. Er det her egentlig det jeg har lyst til, at vise, eller er det denne her måde jeg har lyst til at være på og sådan noget der. Alle de spørgsmål har jeg jo bare arbejdet med, ikke. Indtil jeg så synes jeg har fundet den gyldne vej i det. Øhm, det er ikke perfekt, overhovedet. Altså, men det er stadigvæk mig, og jeg er simpelthen mere bevidst om mine valg, altså. Simone: Uhm. Ja. Tanja: End jeg var i 20 erne i hvert fald, ja. Simone: Som du så bedre kan give videre til børnene? Tanja: Det synes jeg, ja. Tanja: Det synes jeg. Simone: Har du et eller andet du gerne vil spørge om? [Henvendt til Emilie] Emilie: Jeg kom bare til at tænke lidt på, vi snakkede om, at du studerende Tanja: Uhm. Emilie: Du har ikke noget job ved siden af, og du har 2 børn Tanja: Uhm Emilie: Og du bor alene i Aarhus. Hvordan får du det til at hænge sammen økonomisk? Tanja: Jamen jeg får S- altså dobbelt SU.

26 Emilie: Okay. Tanja: Fordi jeg er enlig. Emilie: Okay. Og så får jeg boligstøtte fordi det er en lejet lejlighed, og så får jeg friplads. Emilie: Okay. Tanja: Fordi at jeg har sådan, altså, det, altså, det altså mange penge. Altså øh, det er det jo ikke, jeg får jo ikke mange penge udbetalt, men fordi jeg har friplads, øhm og boligstøtte, øh Simone: Så er udgifterne ikke lige så høje. Tanja: Nej, det er de bare ikke, altså øhm, og så får man jo de traditionelle børnepenge. Emilie: Uhm. Tanja: Som jeg så også, dem fordeler jeg så over månederne ikke også. Så det Altså det jo luxus, altså i forhold til at jeg er studerende altså. Jeg føler mig simpelthen så privilegeret. Og jeg har jo aldrig modtaget noget, det var så angstprovokerende for mig, og lige pludselig skulle til at få boligstøtte og jeg har altid klaret mig selv, ikke også. Det tog mig sådan et halvt år og sådan. Jeg tænkte Hold kæft mand, altså. Simone: Uhm. Tanja: Der kommer bare penge ind på min konto, jeg skal ikke lave noget, altså. Men så kommer jeg ud og bidrage igen, på et eller andet tidspunkt. Simone: Forhåbentligt. Det gør jeg. Ja. Helene: Ja. Emilie: Ja. Tanja: Så på den måde, men det er helt klart den der dobbelt SU, gør jo.. Ja. Helene: Det er klart. Så du synes ikke det er hårdt, at være på SU? [griner en smule] Tanja: Jo. Jojo. Jo. Det gør jeg. Det sætter nogle begrænsninger. Emilie: Nogle gange er det jo en prioritering sag. Det er jo ikke Tanja: Jamen, det er det. Alternativet det var jo, at jeg jo ik Jeg skulle jo have mine børn passet hver anden weekend, jeg skulle være på arbejdet jul, påske og pinse. Jeg skulle arbejde under vilkår,

27 jeg slet ikke kunne stå indenfor mere. Altså, så som jeg bare ville være verden sureste, øh, kvinde. Så det var det. Simone: Så hellere studere, og.. Tanja: Så hellere være på røven, på en eller anden måde, ikke. Altså Simone: Lave noget man brænder for Lige præcis. Simone: også vælge noget man blive et bedre menneske af. Tanja: Og så bilder jeg mig så også ind, at det er fint nok for ungerne, også at se, at man kan sadle om, og det er okay, og man behøves ikke Du kan bare, altså Hmm.. Vi bor heldigvis i et land, hvor mulighederne er der, hvis man vælger dem, ikke. Ja. Simone: Godt. Har du noget du vil spørge om? Helene: Nej. Det synes jeg ikke. Simone: Vi er kommet godt rundt om det? Helene: Ja. Tanja: Det er de også de to basser [Peger hen på billeder af børnene]. Helene: Hvor er de søde. Tanja: Ja, de er så fine. Ja. Simone: Dejligt. Det bliver også os en dag, piger. Emilie og Helene: Ja [I kor] [Alle griner] Tanja: Så ender I som mig, som 50 årige, eller 40 årige eller sådan noget.. [Alle griner lidt mere] [Optagelsen slutter.]