Transskription af interview med Katja

Transkript

1 Transskription af interview med Katja Simone: Sådan der, så burde det køre. Simone: [støj] Ja, uhm. Vi har først lige nogle baggrundsspørgsmål, uhm, vi kunne godt lige tænke os at vide hvad din uddannelsesmæssige baggrund var? Katja: Ja, men altså, jeg var før[når ikke at færdiggøre sætningen], jeg var serviceassistent før, uhm[støj], men da pigerne kørte øh, da pigerne var 11-måneder kørte jeg galt på cykel og smadrede knæet. Så jeg har været under revalidering og nu er jeg i gang med at læse til administrationsbachelor. I København. Simone: Okay, ja. Helene: [I baggrunden] Uhm. Simone: Og så øh, hvilke familiemønstre er du sådan selv vokset op i? Øh, hvor du kommer fra, har du været vant til at ha' mor, far og begge [bliver afbrudt af Katja] Katja: Ja, mor og far og fire børn altså. Så øh, ja det er jeg vant til. Simone: Okay. Så øh, uhm, hvad i forhold til de daglige, uhm, hvad laver du der nu, sådan? Arbejder du eller studere du? Katja: Jeg er studere. Simone: Okay. Øh og hvor mange børn har du? Katja: Jeg har kun dé to [nikker hen mod børnene]. Simone: De to? Og hvor gamle er dine børn? Katja: De bliver 10 til December. Simone: ja og ehm nu skal jeg [afbryder sin sætning]. Det er vigtigt at slå fast, at, øhm, at de er tvillinger. Katja: Jo, de er tvillinger. Simone: Øh, hvor gammel er du selv? Katja: Jeg er 44. Simone: Øhm, hvor gammel var du så, da du valgte at blive mor? Katja: Ah, men det, det er jo det når man kommer til 30'erne, ik. Så synes man lige pludselig det går rimelig stærkt, altså. Og så, jamen der overvejede jeg det egentlig. Øhm, men så havde jeg ikke fyren i mit liv, eh jo, der har da været, men det har bare ikke udviklet sig der, vel. Og så havde jeg bare hørt om det her, at man kunne det [red. Insemination]. Og så, øh, da der ydermere ikke skete

2 mere, så da jeg blev 34, så tænkte jeg, nu skal det være, for det var jo oh heller ikke sikker, at det lykkedes første gang, når man bliver insemineret. Simone: [hvisker] Nej. Katja: Og der er jo også kvinder, når de kommer op i årene, de kan altså ikke altid, altså. Der eh, på et tidspunkt der bliver det bare for svært at få børn, ik så. Og da jeg var 34 besluttede jeg mig for at gøre det. Simone: Okay, ja. Øhm, hvordan har du så, da du ligesom, uhm, gjorde det her, hvordan valgte du så din donor? Katja: [afbryder Simone] ah, men det... Simone: har du haft nogle overvejelser? Katja: Jeg øh, øh, jeg var til, øh, en samtale, øh, på Stork klinik, der ligger i København. Katja: Det er en jordemoderklinik, øhm, der snakkede jeg med dem, der og de kiggede på mig, og sagde [afbryder sætning]. De kiggede på min hårfarve, de kiggede på min øjenfarve, og så valgte de donor, efter det. Men altså, mine piger de har så grønne øjne, jeg har altså blå, så det [griner] det kan man ik, det kan man ik regne med. Altså... Simone: [afbryder Katja] Så der er sådan set dem [red. Klinikken] der har valgt, eller har valgt det for dig? Katja: Ja. Det er det, ja. Simone: Da du, øh, ligesom skulle have de her børn, var der så, ligesom en mulighed for at få udvidet profil og sådan noget? Eller det... I forhold til... Katja: [Afbryder Simone] Altså, det tænkte jeg faktisk ikke på dengang, og jeg spurgt heller ikke. Men, øh, det har jeg så efterfølgende, har jeg fået en udvidet profil, men det, øh, var fordi jeg blev medlem af en Facebook gruppe. Øh, med, med nogle der har, det er også donor, ah altså ikke donor, men det er børn, der leder efter halvsøskende, og sådan noget, og øh, og så er der sådan en donorliste, og øh, så skrev jeg til dem, hvor de kunne få nummeret, på de der donor, for jeg synes, aldrig jeg er blevet oplyst sådan et nummer. Ja men det kunne man bare skrive til klinikken og spørge om, og øh, så det gjorde jeg. Og så fik jeg nummeret på min donor, og så var der så én, derind som havde en udvidet profil på ham, og om jeg ville have det, og ja da. Katja: Det ville jeg da gerne, så det har jeg da læst, og børnene har læst det, og øh... Simone: [afbryder Katja] Var det..

3 Katja: Det synes jeg var meget sjovt. Jamen der står bare alt om ham, faktisk Katja: Øhm... Hans højde, hans øjenfarve, de er så grønne som pigernes er. Simone: Uhm. Katja: Øh, så står der hvad han læser til, øhm, der står hvad hans, ehm, hvad hans forældre, bedstefædre er, altså højdemæssigt - alt altså. Katja: Så det... Simone: [Afbryder Katja] Har det så gjort noget for jer, at I har fået denne udvidet profil? [Uforståelig hvisken i baggrunden. Kat er kommet frem og vil gerne lukkes ud af stuen] Katja: Altså, jeg har det sådan, så øh, da jeg blev insemineret der kunne du kun vælge, øh, anonyme donorer. Simone:[Kop sættes på bordet] Ja. Katja: Øh, i dag der kan man godt, øh, vælge hvor man ved hvem de er, så kan børnene få det at vide med tiden. Katja: Øh, så ja. Det synes jeg et eller andet sted. For nu er jeg så også medlem af den Facebookgruppe, ikke. Og så, hvis det er, at donorer melder sig en dag, jamen så synes jeg at det skal være op til mine børn om de vil [red. Møde deres donorfar]. Simone: [griner]. Katja: Eller ikke vil. Simone: Selvfølgelig. Katja: Sådan en dreng, altså. Simone: [Griner] [Døren blev ikke lukket efter katten, derfor løber hunden ind og forstyrre] Simone: Så dengang da du valgte det, der kunne man ikke vælge anonym eller ikke-anonym, der var det bare anonyme? Katja: [Siger i kor med Simone] Der var det bare anonyme, ja. Simone: Ja Katja: Det kan man så i dag. Øhm, ansør [retter sig selv], anser du det, at være selvvalgt solomor som et egoistisk valg? At du har valgt at du ville stå alene, og så have børn?

4 Katja: Jeg ved sgu ikke om det er... et egoistisk... Et eller andet sted, er det vel, for jeg vælger jo noget som mine børn ikke kan, altså. Men sådan er der så mange ting som man er nødt til at vælge i livet, ikke altså. Simone: [hvisker] Ja. Katja: Men vi lever i en tid, hvor der simpelthen bliver født for lidt børn i Danmark, ikke så. Så noget skal der gøres. Simone, Emilie og Helene: [griner] Katja: Altså... Simone: Ja, helt sikkert. Ja, øhm, synes du at, øhm, det ligesom har, øh, har der været nogle konsekvenser ved at blive alenemor? Katja: [overrasker] Oh! Simone: Er der sådan noget du er stødt på ved, ved at være alenemor, der ligesom... Katja: [Afbryder Simone] Nej, faktisk ikke altså. Jeg arbejdede ude på sygehuset dengang, ikke. Og øh, jeg fortalte dem om mit projekt, da jeg altid har været åben om det, altså. Simone: uhm. Katja: Og jeg har kun fået støtte, altså. Ikke andet. For de har så flugt mere med, de gjorde så [afbryder sig selv] Da de så fandt ud af at jeg var gravid med tvillinger, så gjorde det det jo endnu mere spændende, så øh, så nej, jeg har aldrig, aldrig mødt noget altså [red. Konsekvenser/udfordringer]. Simone: Så det har ikke været en større udfordring, at der lige pludselig var to? Katja: Overhovedet ikke, Simone: Det har ligesom været... Katja: [afbryder Simone]: Det må man jo bare tage som det kommer, ikke altså. Man finder nok nogle ressourcer frem. Katja: Når man er tvunget til det, altså. Katja: Men nu har de også været ekstrem nemme, da de var børn [Kigger over på sine tvillinger]. Og så var jeg så heldig, at jeg kunne amme dem begge to, ikke. Også har de bare sovet. Sovet og fået mad, det var det. Nu er de en udfordring. [bryder ud i grin] Simone: [griner med] Katja: Der bliver de jo ældre, altså.

5 Simone: Ja, selvfølgelig. Okay. Øh, øh, hvorfor var det at du lige netop valgte at få barn på denne her måde? Katja: Jo, fordi jeg synes jeg nu var jeg kommet op i årene, ikke. Og så, øh, så er det jo også at, øh, det er jo ikke fordi man bevidst vælger manden fra, vel. Fordi Jeg ville, øh, gerne have haft, at jeg havde haft en mand, altså, som man kunne dele det med, men så er det også sådan, at du går i byen, og og så kom der lige en og lære at kende, man skal også lige kende dem mere end et halv år, ikke altså. Simone: Uhm. Katja: Og med mit heldig, ikke. Jamen så vare det altså ikke et halvår, vel altså. Så øh, så må jeg jo gøre det sådan her, altså. Simone: Nej, du har måske ikke haft så nemt ved det, eller? Katja: Jo, jeg er nok bare ekstrem uheldig til at finde dumme mænd, altså [små griner imens]. Simone: Ja, der kan man jo være uheldig. Katja: Ja [griner]. Det har jeg været rigtig godt til, så øh... Så kan man så se i bakspejlet, at så er jeg glad for ikke at have fået børn med dem. Så du havde ikke overvejet om, øhm, altså at donorbarn kontra at få nogle udefra, eller fra udlandet eller at adoptere? Katja: Aj, det kan man ikke som enlig, det er meget svært. Simone: [Afbryder Katja] Det kan man ikke, er det det? Katja: Og dyrt. Simone: Er det det? Katja: Ja, det er ekstrem dyrt. Simone: Okay. Katja: Jeg gav jo 4000 tusind for en gang insemination, og det lykkedes første gang, og så fik jeg to. Så det kan jeg ikke lige klage over. Simone: Nej. [Katja griner lidt i baggrunden] Det var en billig omgang, må man sige. Katja: [Katja griner lidt højere] Ja. Simone: Så man betaler sådan set for set hver gang, at man så skal prøve... Katja: Ja, det gør man. Simone: Der er ikke noget med, at man får fra staten, eller et eller andet? Katja: Jo, det kan man gøre, men det gjorde man ikke dengang. Men nu kan du godt, øh, få staten til at betale, hvis du vil være, hvis du vil være mor. Men altså, der har jeg det sådan, at jeg synes det er

6 helt fint med at betale for det selv. For jeg har ikke selv problemer med at få børn, vel. Der synes jeg pengene skal gå til de ægtepar, der har svært ved at få børn. Så at man skal betale, synes jeg er helt i orden. Simone: Uhm. Katja: Og så 4000 kroner, det er jo ingenting, altså. Simone: Aj, ikke for at få en gave som børnene. Katja: [Afbryder Simone] Nej, det synes jeg ikke. Katja: Nej, det synes jeg... Jeg ved da godt, at hvis det så ikke lykkedes første gang, men, men inden, ikke, der er du jo hos din læge og gynækolog, og de siger om du egentlig kan få børn, for hvis ikke man har prøvet, så ved man det jo ikke, vel. Simone: Nej. Katja: Så det, den, så sådan undersøgelser er man til inden, man bliver insemineret. Simone: Du skulle vel også have en masse hormonbehandlinger eller sådan noget? Katja: [Afbryder Simone] Nej, overhovedet ikke. Simone: [Afbryder Katja] Slet ikke? Katja: Nej. Nej, det er mere folk der har svært ved at blive gravide, altså. Simone: Okay, så man kan godt bare prøve uden at man skal igennem sådan et forløb? Katja: [Afbryder Simone] Ja. Katja: uhm. Simone: Okay. Simone: Øhm, ja. Øhm, hvordan har din omgangskreds så ligesom reageret på denne her beslutning, at du gerne ville så alene og have et donorbarn? Katja: De syntes det var fint. Der har slet ikke været noget, altså. Jeg har fået så meget - eller så har de ikke sagt det, i hvert fald. Simone: Nej. Katja: Men jeg har fået meget positiv opbakning, der er jo familie og... Ja det har jeg, altså. Der er slet ikke noget negativt. Simone: Så du har ikke kunnet mærke forskel fra familie, der står tæt på en, og så venner der er lidt udefra, måske? Katja: overhovedet ikke. Simone: Slet ikke? Katja: Næh.

7 Simone: Det må være dejligt. Katja: Ja [alle griner lidt]. Det er det også. Men nu er vi meget åbne i min familie, så.. Simone: Yes. Katja: Så det tager vi ikke så tungt. Simone: Øhm, ja, så er der vel ikke... Hvis nu du havde oplevet, at der havde været en eller anden form for negativ tilgang til det, ville du så, hvordan tror du så, at man kunne holde fast i denne beslutning om det? Katja: Oh, men det jeg siger til den, når man er i trediverne, ikke, så burde man kunne tage sine egne valg, ikke altså, så man er sådan set ligeglad med hvad andre synes. [kop bliver stillet på bordet.] Simone: Uhm. Katja: Det synes jeg ikke er alt, altså. Simone: Ja, det er dejligt, at der har været nemt omkring det, kan man sige. Katja: Ja, det synes jeg også. Jeg var da selv sådan lidt spændt i starten, ikke. Hvad folk mon ikke ville sige, ikke, altså. Katja: jeg er faktisk blevet positivt overrasket, altså, det... Simone: Så det har ikke været svært, at skulle fortælle, at det var det du ville? Katja: Næh. Overhovedet ikke. Det er der nok nogle mænd, der nok synes er mærkeligt, ikke, fordi bla bla ikke kan bruges mere. Simone: [Griner] Ja. Katja: Men... I forhold til at du sådan ligesom studere og sådan noget, hvordan får du så familielivet til at hænge sammen? Sådan, kan det være svært? Katja: Oh, det kan det jo godt altså, men øhm, nej, det... Jeg tror ikke det ville være svære hvis man havde et arbejde. Simone: Så i forhold til at skal hente og bringe og sådan noget, øh, kan du nå det i forhold til studieliv? Katja: [Afbryder Simone] Ah det, det ku' jeg så, da de, da de var helt små der, der gik jeg på HF, ikke. Øhm, jamen så afleverede jeg bare i børnehaven ligesom alle andre, altså. Der, næh, der var sket ikke... Simone: [Afbryder Katja] Tog så i skole bagefter så?

8 Katja: Ja. Simone: Og kom hjem igen? Katja: Ja. Simone: Yes. Katja: Der gik jeg jo her i byen, ikke. Nu går jeg så godt nok i Købenahavn. Men nu er de blevet så meget ældre, ikke, så de cykler selv hen, til og fra skole, ikke altså. Katja: Det er slet ikke noget problem. Simone: Dejligt. [griner] Katja: Ja. Simone: Øhm, så du får sådan slet ikke hjælp udefra, måske til dagligopgaver og sådan noget, for det kan være svært, at stå alene med børnene eller noget? Katja: Næh. Simone: Nej. Katja: Heller ikke da jeg sad i kørestol, og ikke måtte bruge mit ben i to uger, der klarede jeg det også selv, altså. Simone: Det er jo det man kalder en supermor. [der bliver grinet af bemærkning]. Katja: Ja. Simone: Øhm... Katja: Min lillebror har kørt dem til dagpleje om morgen, ikke, og min storesøster, hun hentede de, men, øhm så passede det med dem. I en kørestol. Så det er ikke mere hjælp, end en almindelig familie. Eller ikke almindelig, men en familie med måske mor, far og børn, måske ville have. Hvor man får hjælp udefra nogle gange. Katja: Næh, altså, nu har vi en, en, øh, hvad kan vi kalde det, en reserve eller onkel, eller hvad skal man kalde det - Peter, altså. [Katja henvender sig til pigerne, ved kigge over på dem] Pigerne: Ja [I kor] Katja: Det er en de kender ude fra Idstrup, han er, øh, han bor derude, ikke. Og han er, øh, så glad for pigerne, ikke. Så spurgte han engang, om ikke han måtte få dem en weekend hver månede. Jo, det gør du da bare. Så de er ved ham en gang om måneden, altså. Er det så sådan noget, der stadig kører sådan? Katja: Jaja.

9 Hvor langt tid har det sådan stået på så? Er det sådan... Katja: Et årstid, eller... Pigerne: Ja. [i kor] Katja: Min far bor godt nok også lige herover, men han er handicappet, ikke. Min mor hun døde for mange år siden, så der er jo ikke nogen bedsteforældre, som sådan jo, vel. Simone: Nej. Katja: Så har jeg jo så godt nok mine søskende, den ene bor i Jylland, og så, den ene bor i Gedser, og så den anden bor så herude på Prisholm allé. Katja: Han har også lige selv fået sine to små børn, ikke. Så... Simone: Ja, det må sige. Øh, så altså i forhold til at dine børn, dit barn ligesom har en faderfigur, eller som de så har knyttet sig til, det er så dem de har oppe i Væggerløse, eller hvad? Hvor de kommer derop... Katja: [Afbryder Simone] Nej, så er der min bror, ikke altså. Han har tre unger mere end mig Simone: [Afbryder Katja] Ja.så der har været nogle? Katja: Hva... Jaja. Simone: Føler du ligesom, at de mangler en faderfigur i deres liv, eller? Har det fungeret meget godt? Katja: Ja, det synes jeg ikke. Det er måske noget andet, hvis jeg havde drenge, ikke altså. Katja: Uhm, nej. Det synes jeg ikke. Det er i hvert fald ikke noget de har sagt noget om, altså. [kop bliver sat på bordet] Simone: Nej. Det kan måske også være svært vide, når man ikke rigtig har prøvet andet, ikke. Så... Katja: [Afbryder Simone] Ja Simone:...er det naturligt nok, kan man sige. Katja: Selvfølgelig har de stillet spørgsmål, også da de gik i børnehave, ikke. Der, nogen de blev hentet af mor OG far, ikke. Simone: Uhm. Katja: Og så sagde de sådan: "Mor, vi ikke nogen far?", "Næh". Nåh og så var den li gesom lukket, ikke [Halv griner lidt imens]. Men så jo ældre de er blevet, har man jo selvfølgelig fortalt dem mere og mere om det jo. Så du har også været åben nok overfor pigerne med det?

10 Katja: [Abryder Simone] Jaja. De skal vokse op med, at vide det, sådan, altså. Det Sådan har jeg det. Katja: Det skal de bare. Og det et valg man tager, så må man stå ved det, altså. Okay. Øh, uhm, så de har sådan kun spurgt til far, når de var mindre? Katja: Uhm. Simone: Det er ikke sådan noget de har gjort ellers, når de er blevet ældre? Katja: Nej, for nu ved de, altså, hvordan han, øh, ser ud, altså. Og så kan de jo godt se ham der på computeren der, og beskrevet. Og så siger de, at det er deres donorfar, ikke altså. Og hvor jeg så siger, at det ikke er deres far, altså. Simone: Så det har sådan et billede, hvor de kan se ham? Katja: Nej, der er desværre ikke billede af ham. Simone: [Afbryder Katja] Det er bare sådan beskrevet, ikke? Katja: Ja. Men man kan da godt sådan, gå og tænke Gud, hvordan er det han egentlig ser ud, altså [griner en smule]. Katja: Nej, der er ikke billede. Simone: Øhm. Der er nogle gange sådan været lidt, øh, specielt fokus fra psykologers side, med at der har været, øh, sådan, konsekvenser af, at børn ikke har haft en madl... Mandlig rollemodel eller noget, og det har du ikke oplevet noget af? Katja: Næh [Larm i baggrunden]. Jeg får så meget ros for mine børn i skolen, altså. Når jeg er til skole-hjem samtale, så tager det 5 minutter, altså [stadig masser af støj]. Simone: [afbryder Katja. Siger noget uforståeligt] Katja: De får høje karaktere i både matematik og dansk, altså. Så jeg har ikke noget at klage over. Simone: Det må have været en god donor, så. Katja: Ja! [Bryder ud i grin] Simone: Det var en af de gode. Så altså, nu når du så er noget 10 år længere hen, har du så stadig et ønske om, måske at få en kernefamilie? Katja, ja men altså, et eller andet sted, så leder man jo stadig, ikke. Men det er ikke, det er ikke sådan så, øh ja, jeg går ikke sådan på datingprofil og sådan noget. Jeg har det sådan, det sker hvis det sker. Det sgu ikke noget jeg går og tænker på, altså. Jeg har det fint nok, som jeg har. Jeg har jo fået det man, det bedste i hele verden, altså. Simone: Uhm.

11 Katja: Så kan manden sgu komme eller lade være, altså det er jeg sådan set ligeglad med [Begynder at smågrine]. Simone: Så hvis det kom, ville du så være åben nok for det? Katja: Jaja. Hvis jeg mødte én, jaja. Øhm... Katja: Men der er selvfølgelig også det, det skal også være sådan, at man har børn, ikke. Så skal det heller ikke være nogle kærester, der bare render ind og ud af døren, altså. Så... Simone: Nej, så forventer man, at det nok er lidt mere seriøst, når det er Katja: Ja. Simone: Når man også har store børn efterhånden. Katja: Uhmm, det jo det. En der ligesom kan træde ind og tage den rolle, eller... Katja: Ja. Simone: Både være kæreste, men også far, på en eller anden måde. Katja: [Afbryder Simone] Jaja. Øhm... Så, når der er det, for de fleste er det sådan lidt "lykken er at skabe en familie", men når du ligesom har fået det, hvad har det, så været dit mål at stræbe efter, når det ikke har været at finde kæresten, eller sådan et eller andet? Forstår du det? Hvad jeg mener? Katja: Næh [griner]. Simone: Altså mange, når man ligesom er i vores alder, tænker vi, vi skal have en kæreste, vi skal have et barn sammen, og vi skal have vovse og villa, men når du ligesom har valgt en anden tilgang, hvad har du så sådan stræbet efter, sådan? Hvad er dit "Jagten på lykken"? eller hvad man kan sige på en eller anden måde... Katja: Jo, vi drømmer vel alle sammen om at vinde den store gevinst, ikke. Simone: [Griner]. Katja: Men det sker bare aldrig, vel. Simone: Nej. Katja: Nej, det tænker jeg bare vi har det godt, og, og nu er man jo i gang med en uddannelse, ikke altså, så kan man tjene nogle flere penge, ikke altså. Hvor lang tid har du så tilbage af uddannelsen? Katja: Ah... To år, tror jeg. Simone: To år?

12 Katja: Ah, der er næsten to. Ah, jeg er færdig i Simone: Ja, det bliver godt. Katja: Ja, jeg håber da. Så håber jeg der er job bagefter. Det er lidt hård på SU med børn altså Simone: Det kan man godt forestille sig. Det kender vi alle til med SU [Henvender sig også til Emilie og Helene] Katja: Ja, det Simone: Så mener du på en eller anden måde, at mænd er blevet overflødige, nu når der er kommet sådan nogle muligheder, hvor man kan få børn på andre måder? Katja: Det synes jeg bestemt ikke. Jeg synes helt klart at det første man skal gå efter, det er selvfølgelig at finde manden i sit liv. Helt klart, altså. Havde jeg været 25, havde jeg heller ikke gjort det, jeg Når man så kommer opad, så skal man da selvfølgelig overvejer andre muligheder, ikke. Så det har været sådan lidt, måske en plan B, eller hvad? Katja: Ja, det er en plan B. Det er helt klart. Yes. Øhm Får du.. Oplever du nogle gange i dagligdagen, at du kan mærke mangle [Retter sig selv], mangel på kærtegn, sådan kram og kys fra en mand, eller hvordan får du ligesom det omsorgs, får du det omsorgsbehov dækket sådan i form af børn eller hvad? Katja: Ja. Det ved jeg Det ville være dejligt med et krammer en gang imellem, altså, men Aj, det er sgu ikke noget jeg tænker over, altså. Simone: Nej, det er ikke Katja: Jeg kan godt leve uden. Yes [Stiller kop på bordet]. Øhmm. Så når du ligesom har denne travle hverdag, hvor du har, hvor du går alene med børnene og sådan noget, hvordan får du selv tid og ladt batterierne op? Når man sådan hele tiden skal være på som alene, og der ikke lige er en til at tage over en gang imellem? Katja: Jo, men altså. Der pigerne var mindre, der tænkte jeg ikke over det som et stort behov, altså at jeg skulle have den der alene tid, vel. Men jo, det har der jo været, for så har der været gået i byen og været sammen med andre, ikke. Og så har man bare fået børnene passet, ikke. Jeg vil sige nu er børnene så store, ikke. Og jeg går i skole to gange om ugen, ikke. Så når de er i skole, så har jeg jo den alenetid, ikke altså. Simone: Uhm.

13 Katja: Altså jeg vil sige, når de så, når de er væk i en weekend, ikke, så tænker man, nåh, hvad skal man så lave. Simone: Så er der næsten helt tomt? Katja: Ja, så er det for tomt, altså. Simone: Ja, og nu er de vel også så store, så de kan gå op på værelset selv, eller et eller andet og lege? Katja: [Afbryder Simon] Jojo, altså. Simone: Ja, nok hænder til at tage imod, hvis man vil af med dem i en weekend? Katja: Jaja.. ja. [Bekræfter Simone, mens hun taler]. Er der ellers noget andet, du sådan føler kunne være vigtigt for os, når vi ligesom studere det her emne, øh, eller sådan? Noget andet du gerne vil uddybe eller sådan vil fortælle? Eller er vi kommet godt rundt om synes du? Katja: Øhm Simone: Noget man burde sætte mere fokus på eller et eller andet? Katja: Altså, jeg synes det, det er vigtigt at vide, at man gør ikke det her, fordi at, øh, at man bare skal have børn. Altså, øh, uhm. Øh, at jeg synes ikke det er noget unge mennesker skal gøre. Simone: Nej. Katja: Jeg ku... altså hvis det er plan B, det synes jeg det er vigtigt, at man skal den vej, så ikke bare sige jeg gider sgu ikke når man er 22, jeg gider ikke en mand i mit liv, vel. Det synes jeg måske, det er lidt åndssvag, ikke. Simone: Uhmm. Katja: Øh, men øh, hvis det er, hvis man kommer op i årene, som jeg gør, så synes jeg bestemt man skal gøre det, altså. Katja: Fordi der bliver simpelthen født for lidt børn, det gør der altså. Simone: Ja... Katja: Det må jeg sige Simone:...Det er en god mulighed, hvis det er man ligesom ikke har fundet den rette Katja: Ja, det er det. Simone: Altså, det er meget godt at man kan finde ud af nogle alternativer.. Katja: [Afbryder Simone] Ja, det er helt sikkert. Men, men jeg vil så også sige, at man så også, skal, øh, altså skal lede efter den rette i lang tid, altså. Det synes jeg, man skal ikke give op.

14 Simone: Det kan jo være, at det kan lade sig gøre Katja: Det kan det være! Jeg var bare ikke så heldig, altså.. Så Simone: Nej. Yes, men så tror jeg vi er ved at være igennem det Helene: Ja, jeg har lige et uddybende spørgsmål. Katja: Ja Helene: Er det sådan så, du kunne finde på at få flere børn, altså hvis fx.. Katja: Nej Helene: Nej? Heller ikke hvis drømmemanden måske dukkede op? Katja: Nej, nu synes jeg, nu er jeg 44 og det Helene: Ja. Katja: Jeg er sgu nok ved at være [griner] Helene: Super. Katja: hvad jeg kan, altså. Helene: Ja [Afbryder Katja]. Ja. Katja: Men havde jeg været lidt yngre, ja måske... Helene: Ja. Katja: Så kunne det måske godt Helene: Ja, okay. Simone: Har du noget du vil tilføje Emilie? Emilie: Nej, der er ikke lige noget jeg sidder og brænder inde med. Simone: Så slukker vi den [Støj]. [Diktafonen bliver slukket.