Enoral Optagelsesteknik

Transkript

1 Enoral Optagelsesteknik Praktisk udførelse af røntgenoptagelser Vinkelhalveringsteknik I denne del af programmet får du forklaret, hvordan man i praksis opnår de i vinkelhalveringsteknikken fordrede kriterier, nemlig, at optagelsen skal være: -isometrisk -apikal -ortoradial. Vinkelhalveringsteknikken vælges, når man ønsker at få meget af det periapikale område med på billedet. Ellers er parallelteknikken den mest anvendte. Side 1 af 18 - Version

2 Man starter med at indstille betjeningspanelet på røntgenapparatet. Indstil på 70 kv og 10 ma, hvis der ikke er fast indstilling på apparatet. Apparaterne på Røntgenafdelingen kan alle indstilles. Man må ikke udføre røntgenoptagelser uden at der er en tubus på røntgenapparatet. Side 2 af 18 - Version

3 Der findes forskellige tubus typer til røntgenapparatet. Strålefeltet ved tubus' udgang må max. være 6 cm i diameter af strålehygiejniske grunde. A er gammeldags type, en såkaldt konus, som ikke produceres længere. Den er meget uhensigtsmæssig, da den er: - for kort=dårlig billedkvalitet - giver meget sekundærstråling pga plastmaterialet=dårlig strålehygiejne. Den er ikke ulovlig og anvendes stadig hos nogle tandlæger i forbindelse med vinkelhalveringsteknik. B og C er længere og er gode tubus, hvis de er foret med bly, således at strålingen ikke spredes til patienten. De arbejder med kontakt til patientens hud. D er den tubus, der passer til Eggens filmholder (se under parallelteknik). Det er en udmærket tubus, da den er af metal. Åbningen er mindre, da den arbejder med afstand til patientens hud. Når strålingen når huden, er strålefeltet således stadig kun 6 cm. Side 3 af 18 - Version

4 Den rektangulære tubus er den mest strålehygiejniske. Den giver samtidig den bedste billedkvalitet, da der produceres meget lidt sekundærstråling. Tubus er udformet efter røntgenfilmens dimensioner. På Røntgenafdelingen arbejdes kun med denne tubus til patientoptagelser - til både vinkelhalverings- og parallelteknik. Side 4 af 18 - Version

5 For at opnå en isometrisk optagelse skal der sigtes vinkelret på vinkelhalveringslinien mellem tandens og filmens længdeakser. I praksis opnås dette ved: - korrekt hovedstilling på patienten, - korrekt indstilling af tubus i en vinkel tilpasset tandens og filmens hældning. Side 5 af 18 - Version

6 Patientens hoved indstilles som følger: Til overkæbeoptagelser, hovedstilling 1: linien fra ydre øregang til laterale næsefløj skal være vandret. Side 6 af 18 - Version

7 Til underkæbeoptagelser, hovedstilling 2: linien fra ydre øregang til laterale mundvinkel skal være vandret. Ved begge indstillinger skal pupillinien være vandret. Side 7 af 18 - Version

8 Følgende vinkler vil være rigtige til en gennemsnitspatient, men husk at overveje, om det ser rimeligt ud med hensyn til at sigte på vinkelhalveringslinien: Ved optagelse af : vinkel på +50 til vinkel på +45 til vinkel på +35 til vinkel på +30 til vinkel på -5 til vinkel på -10 til vinkel på -10 til vinkel på -5 til -10 Bemærk, at man taler om positive vinkler i overkæben og negative vinkler i underkæben. Side 8 af 18 - Version

9 Foruden at være isometrisk skal en standardoptagelse med vinkelhalveringsteknikken også være apikal. Dette opnås ved: -i overkæben at sigte på den linie, der forbinder øret og næsefløjen. Til 3+3 sigtes eventuelt lidt højere på grund af den længere rod. -i underkæben at sigte på en linie parallel med mandiblens underkant, et par cm over denne. Til 3-3 sigtes lidt lavere. Side 9 af 18 - Version

10 En standardoptagelse skal også være ortoradial. Ved at løfte patientens kinder og læber kan man danne sig et skøn over retningen af tangenten til tandbuen ud for de tænder, man ønsker at fotografere. En optagelse, der ikke er ortoradial, kaldes ekscentrisk. Optagelser med mesial henholdsvis distal stråleretning kaldes mesio-ekscentriske henholdsvis disto-ekscentriske. Side 10 af 18 - Version

11 Filmen skal vende således, at: - prikken bag på filmen altid er opad, - den hvide side (forsiden) vender mod tubus. Filmen skal være plan. Står den buet bag tænderne, bliver billedet fortegnet (uskarpt). Side 11 af 18 - Version

12 Filmen anbringes i patientens mund bag tænderne med filmens midte ud for den midterste tand i den region, der ønskes billeder af. Ved optagelse af for- og hjørnetænder skal filmen stå på højkant, altså lodret. Ved præmolarer og molarer skal den ligge på langs, altså vandret. Bemærk at den rektangulære tubus også drejes efter hvordan filmen vender. Kun 2-3 mm af filmen må ses incisalt for tænderne. Patienten skal støtte filmen med en finger. Side 12 af 18 - Version

13 Nogle patienter har meget smalle tandbuer og høje ganer, så der ikke er fornøden plads til filmen. Filmen må aldrig stå buet, men man kan: - bukke et hjørne skarpt om. Dette reducerer dog den anvendelige del af billedet. - placere en vatrulle mellem tand og film. Husk bagefter at ændre på gradindstillingen for at opnå en isometrisk optagelse. Hvis vatrullen får filmen til at stå parallelt med tændernes længdeakse, er man i princippet gået over til en parallelteknik. Dette kan være nødvendigt. Side 13 af 18 - Version

14 Patienten skal selv støtte filmen med en finger. Pegefingeren fra den modsidige hånd anvendes (højre hånd til optagelser i venstre side). Der må kun trykkes let på filmen, patienten kan eventuelt bide sammen om fingeren. De øvrige fingre på hånden skal være bøjede, da de ellers kan komme ind i strålegangen og derved med på billedet. Side 14 af 18 - Version

15 Efter at filmen er anbragt i munden, indstilles tubus. Korriger eventuelt hovedstillingen. Der sigtes med centralstrålen, således at hele filmen bliver bestrålet (centrering). Strålefeltet er kun 4x5 cm, så der skal sigtes meget nøjagtigt. Husk at dreje den rektangulære tubus, så den rammer filmen, når denne står henholdsvis vandret og lodret. Der sigtes vinkelret på tandmellemrummene for at opnå en ortoradial optagelse. Der sigtes på en linie svarende til apex beliggenhed for at opnå en apikal optagelse. Side 15 af 18 - Version

16 Hvis et dentalapparat arbejder ved fast kv og ma, bliver det udelukkende eksponeringstiden, der bestemmer mængden af røntgenstråler, der udgår fra apparatet. Knogle og bløddele har forskellig tykkelse i forskellige regioner. Følgende skema kan bruges ved 70 kv, 10 ma, rektangulær tubus og Ektaspeed Plus film: Tand Overkæbe Underkæbe molar 0,30 sek. 0,22 sek. præmolar 0,22 " 0,18 " hjørnetand 0,18 " 0,18 " incisiv 0,18 " 0,18 " bitewings 0,26 sek. På Røntgenafdelingen findes disse tider på et skema, der hænger på væggen i røntgenrummene. Side 16 af 18 - Version

17 En oversigt over en patients tandforhold kan fås ved at optage 14 enorale billeder, en såkaldt helstatus. En helstatus skal indeholde: - 4 billeder hver med 3 molarer - 4 billeder hver med 2 præmolarer + 1 molar - 4 billeder hver med 1 hjørnetand + lateral - 2 billeder hver med 4 fortænder Desuden tages oftest 2 bitewings, 1 i hver side, til brug for diagnostik af caries og det marginale parodontium. De 2 bitewings fremstiller molar- og en del af præmolarområdet i begge sider. På billedet se en helstatus + bitewings, hvor du kan se indholdet og opsætningen af billederne. Side 17 af 18 - Version

18 Den praktiske fremgangsmåde til vinkelhalveringsteknik vil være som følger: - patienten forsynes med blyforklæde, - hovedindstilling foretages, - røntgenrøret indstilles i vertikalplanet (gradindstilling), - filmen anbringes og fastholdes af patientens finger, - hovedstillingen korrigeres eventuelt, - tubus centreres vinkelret på tandbuen og midt på filmen, - eksponeringen foretages. PS: Du behøver ikke skrive denne "spiseseddel" af, den er med i det udleverede materiale. Side 18 af 18 - Version