Enoral Optagelsesteknik. Praktisk udførelse af røntgenoptagelser Parallelteknik

Transkript

1 Enoral Optagelsesteknik Praktisk udførelse af røntgenoptagelser Parallelteknik Side 1 af 16 - Version

2 Man starter med at indstille betjeningspanelet på røntgenapparatet. Indstil på 70 kv og 10 ma, hvis der ikke er fast indstilling på apparatet. Apparaterne på Røntgenafdelingen kan alle indstilles. Man må ikke udføre røntgenoptagelser uden at der er en tubus på røntgenapparatet. Side 2 af 16 - Version

3 Den rektangulære tubus er den mest strålehygiejniske. Den giver samtidig den bedste billedkvalitet, da der produceres meget lidt sekundærstråling. Tubus er udformet efter røntgenfilmens dimensioner. På Røntgenafdelingen arbejdes kun med denne tubus til patientoptagelser - til både vinkelhalverings- og parallelteknik. Side 3 af 16 - Version

4 Den cirkulære tubus har et strålefelt ved tubus' udgang på 6 cm. Den rektangulære arbejder med et strålefelt på 3½ x 4½ cm. Den rektangulære tubus bestråler således et meget mindre hudareal. Bestrålingen til patientens hud og dybere væv reduceres ca. 64%. Strålehygiejnisk er det derfor hensigtsmæssigt altid at bruge en rektangulær tubus. På billedet ses forskellen i bestrålet hudareal ved en helstatus optaget med to forskellige cirkulære og en rektangulær tubus. Side 4 af 16 - Version

5 I forbindelse med parallelteknik skal anvendes en filmholder. Målet med en filmholder er at holde filmen plan, parallelt med tandens længdeakse. Det kan lade sig gøre at udføre parallelteknik med en vatrulle placeret på lingualfladen af tanden og lade patienten med fingeren støtte film og vatrulle, men metoden er klodset og upræcis. En filmholder består af følgende: - en komponent, hvor filmen sættes fast, benævnt "filmfiksationen" (A), - en komponent, som patienten bider på: "okklusionsdelen" eller "bideklodsen" (B), - en komponent, der tjener som sigte-anordning ved indstilling af tubus, benævnt "sigtepinden" (C). Filmholderen på billedet er en "Eggen" filmholder. Når filmholderen bruges, er det ligegyldigt, hvilken hovedstilling der anvendes. Patienten kan også ligge ned, hvis det er nødvendigt/nemmere. Side 5 af 16 - Version

6 Der findes mange forskellige filmholdere. Som eksempler kan gives: "Trollbiten", "Hawe-Super-Bite", "Linden System" og "RWT-System". Se forskellige typer på billedet. Nederst i billedet ses "Eggen'' filmholderen af metal og "Take-all" filmholderen af plastik - i midten ses desuden flamingofilmholderen med en film i. Der er positive og negative sider ved de forskellige filmholdere, og valget afhænger meget af vane. Det kan have betydning for valget: - at der er frihed til vinkling i horisontal (ekscentriske optagelser) og vertikal retning, - at aftegningen af filmholderen på det færdige billede er så lille som muligt, - at filmholderen er nem at anvende og behagelig for patienten. Side 6 af 16 - Version

7 Eggen filmholderen (A) har den fordel, at okklusionsdelen er lang (37 mm), hvilket betyder stor frihed ved placering af filmholderen, især til for- og hjørnetænder. Den er også den eneste på markedet med bagplade af metal. Den har derfor strålehygiejniske fordele (absorberer primærstrålen) i forhold til produkter af plast. En ulempe er bideklodsens betydelige tykkelse (ca. 10 mm); heaf vender ca. 7 mm mod de tænder, som røntgenfotograferes. Bideklodsen aftegnes derfor på billedet (A). Take-all filmholderen (B) er til gengæld nemmere at arbejde med og ikke så ubehagelig for patienten. Den aftegnes næsten ikke på billedet, fordi okklusionsdelen er tynd. Derfor udnyttes filmen bedre (B). På Røntgenafdelingen anvendes fortrinsvis Take-all og Eggen filmholderen. I molarregionerne kan man af og til anvende flamingoklodsen. Side 7 af 16 - Version

8 Filmholderen gør det mere præcist/nemmere at optage periodisk identiske billeder, altså billeder, der er optaget ens på forskellige tidspunkter. Man kan placere filmen identisk i filmholderen fra gang til gang, og i mundhulen kan vælges et fixpunkt, hvor filmholderen anbringes hver gang. Hvis billeder af den samme tand taget på forskellige tidspunkter skal være helt ens, kan man yderligere standardisere optagelsen. Der kan placeres aftryksmateriale på bideklodsen og laves aftryk af tænderne. Filmholderen fikseres til til en muffe, som sættes på den rektangulære tubus. Man har således en stiv fiksering mellem film, patient og tubus. Aftrykket kan gemmes, til patienten kommer næste gang. Herved fås helt identiske optagelser. Side 8 af 16 - Version

9 Tubusåbningen skal sættes i forlængelse af filmholderen. Dette er grunden til at eksponeringstiderne skal være længere ved parallelteknik end ved vinkelhalvering. Jo længere fokus-film afstand, jo mere energi taber strålerne på deres vej mod filmen. Derved mindskes sværtningen af filmen, hvis ikke der sker andre tiltag. Den strålemængde, der når filmen - og dermed sværtningen af filmen - er omvendt proportional med kvadratet på afstandsforøgelsen. Det betyder, at, hvis fokus-film afstanden øges til det dobbelte, skal eksponeringstiden øges 4 gange for at opnå samme filmsværtning. Side 9 af 16 - Version

10 Under indstillingen af patienten er hovedstillingen ligegyldig. Filmplacering: - filmen placeres i filmholderen med den hvide side udad og prikken på bagsiden opad, - filmen midte er centralt i den aktuelle region, - patienten bider på bidedelen af filmholderen. Anatomiske forhold kan forhindre, at filmen står helt parallelt med tandens længdeakse. Et diagnostisk billede kan dog produceres, hvis divergensen fra parallellitet ikke er større end ca. 20 grader. Side 10 af 16 - Version

11 Ved alle optagelser gælder det at: - tubus' yderste kant skal berøre filmholderen, evt. overlappe lidt, - tubus' længdeakse fortsætter i filmholderen, - i OVERkæben flugter tubus' UNDERkant med sigtepinden, - i UNDERkæben flugter tubus' OVERkant med sigtepinden. Hvis tubus flugter med sigtepinden i begge planer, opnås en ortoradial optagelse. Tubus skal endvidere indstilles, så hele filmen bliver dækket af strålingen (centrering). Side 11 af 16 - Version

12 Da filmholderen øger afstanden fra fokus til filmen, skal der bruges lidt længere eksponeringstider til parallelteknik end til vinkelhalveringsteknik. Følgende skema kan bruges ved 70 kv, 10 ma, rektangulær tubus og Ektaspeed Plus film. Tand Overkæbe Underkæbe molar 0,42 sek. 0,30 sek. præmolar 0,30 " 0,26 " hjørnetand 0,26 " 0,22 " incisiv 0,26 " 0,22 " bitewings 0,26 sek. På Røntgenafdelingen findes disse tider på et skema, der hænger på væggen i røntgenrummene. Patienter har dog forskellig tykkelse, og tiderne skal afpasses efter dette. Side 12 af 16 - Version

13 En oversigt over en patients tandforhold kan fås ved at optage 14 enorale billeder, en såkaldt helstatus. En helstatus skal indeholde: - 4 billeder hver med 3 molarer - 4 billeder hver med 2 præmolarer + 1 molar - 4 billeder hver med 1 hjørnetand + lateral - 2 billeder hver med 4 fortænder Desuden tages oftest 2 bitewings, 1 i hver side, til brug for diagnostik af caries og det marginale parodontium. De 2 bitewings fremstiller molar- og en del af præmolarområdet i begge sider. På billedet se en helstatus + bitewings, hvor du kan se indholdet og opsætningen af billederne. Side 13 af 16 - Version

14 Her repeteres fordelene ved parallelteknik: - mere præcis gengivelse af marginale knogleniveau, - bedre cariesdiagnostik, bl.a. af sekundær caries, - mindre distorsion (fortegning) af krone-rod forholdet, - mindre geometrisk uskarphed, - lettere at optage periodisk identisk, - hovedstilling uvæsentlig, f.eks. liggende patient, - strålehygiejnen god, - ingen fingerdosis - mindre huddosis (færre langbølgede stråler), - almen hygiejne god (ingen finger i munden). Parallelteknikken er den mest anvendte teknik på Røntgenafdelingen, når der skal optages en helstatus. Side 14 af 16 - Version

15 Disse er ulemperne ved parallelteknik: - risiko for bevægelsesuskarphed, ved mindre ydedygtige apparater pga længere eksponeringstid, - periapikale område lidt mindre (kan være svært at få apices med på molarer), - optagelsen bliver ikke isometrisk (ca. 5% forstørrelse),. - kan være ubehagelig for patienter med smal gane. Vinkelhalveringsteknikken anvendes, når disse ulemper er udslagsgivende for at en god billedkvalitet ikke kan opnås med paralleltiknik. Vinkelhalveringsteknikken anvendes desuden, når man fortrinsvis ønsker et billede af det periapikale område. Side 15 af 16 - Version

16 Den praktiske fremgangsmåde ved en optagelse med parallelteknikken kan nu summeres: - patienten forsynes med blyforklæde, - røntgenapparatet indstilles: eksponeringstid (evt. kv, ma), - patienten placeres behageligt, hovedstilling ligegyldig, - filmen sættes i filmholderen vendes rigtigt og indsættes med den aktuelle tand i centrum, - patienten bider sammen på bideklodsen, - tubus indstilles så den flugter med sigtepinden, på tangenten til tandbuen=ortoradialt, centralstrålen gennem apex, -der eksponeres. PS: Du behøver ikke skrive denne "spiseseddel" af, den er med i det udleverede materiale. Side 16 af 16 - Version